Formanden. - Mine damer og herrer, Deres excellencer, mine damer og herrer. Denne dag er ikke blot Verdensdagen mod dødsstraf. Europarådet har med sine 47 medlemsstater og med støtte fra Europa-Parlamentet og Kommissionen også udnævnt den 10. oktober til europæisk dag mod dødsstraf.
Det glæder os meget, at sygeplejerskerne fra Bulgarien og de læger, der undgik dødsstraf i Libyen for nylig, er til stede i dag.
(Spredt bifald)
På vegne af Parlamentet ønsker jeg at benytte lejligheden til at byde sygeplejerskerne, Nasya Nenova, Kristiyana Valcheva, Snezhana Dimitrova, Valya Chervenyashka, Valya Siropulo, og lægerne, Ashraf Ahmed Gomma El Hagous og Zdravko Gueorguiev, hjertelig velkommen.
Disse personer har siden februar 1999 tilbragt otte år i fængsel, mens de afventede retssagen i Libyen om de falske anklager om forsætligt at have inficeret flere hundrede børn med hiv.
Vi er modstandere af dødsstraf. Vi har derfor tidligere gentagne gange opfordret de libyske myndigheder til at frigive de bulgarske sygeplejersker og de palæstinensiske læger.
Dødsstraf er en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne og først og fremmest retten til at leve. Jeg ønsker derfor på vegne af Europa-Parlamentet at understrege vores usvækkede engagement over for kampagnen imod dødsstraf. Vi lægger stor vægt på dette spørgsmål i forholdet til alle vores naboer og partnere i verden.
Vi ønsker at takke de stater, der for nylig har ophævet dødsstraffen, især Rwanda. Dette eksempel viser, at selv stater, hvis borgere har været udsat for de mest forfærdelige forbrydelser, har ophævet dødsstraffen som retligt middel. En anden lejlighed til at fremme ophævelsen af dødsstraffen er De Olympiske Lege, som finder sted i Beijing næste år. De Olympiske Lege er en god lejlighed til at trænge igennem den mur af tavshed, som omgiver udøvelsen af dødsstraf i Kina.
EU har fremlagt et beslutningsforslag om dødsstraf på FN's Generalforsamling. Dette initiativ, som Europa-Parlamentet har rost ved mange forskellige lejligheder, er et vigtigt skridt i retning af ophævelse af dødsstraf, og vi ønsker i denne sammenhæng at appellere til det portugisiske rådsformandskab om aktivt at fokusere på dette spørgsmål i FN i New York.
Europa-Parlamentet har haft mange forhandlinger om spørgsmålet om dødsstraf og har blot i år vedtaget tre beslutninger om dødsstraf. Spørgsmålet er drøftet mere indgående end noget andet spørgsmål. Vi er totalt afvisende over for dødsstraf, uanset hvilke forhold og årsager, der gør sig gældende.
Det er lykkedes EU's medlemsstater på grundlag af EU's fælles værdier at opbygge en union uden dødsstraf. Denne holdning er også fastsat i EU's charter om grundlæggende rettigheder. Når chartret efter vedtagelse af reformtraktaten er retligt bindende, vil vi endda kunne sige, at dødsstraffen er ophævet i EU på alle planer. Jeg er glad og taknemmelig over, at ingen af EU's medlemsstater har sat spørgsmålstegn ved ophævelsen af dødsstraf i EU's charter om grundlæggende rettigheder eller for alvor overvejet at genindføre dødsstraffen. EU kan derfor som global aktør pege på denne særlige bedrift på menneskerettighedsområdet og forsvare den.
Jeg vil bede om, at vi iagttager et minuts stilhed til minde om ofrene for dødsstraf.
I dag på Verdensdagen og den europæiske dag mod dødsstraf opfordrer Europa-Parlamentet alle de stater, der fortsat anvender dødsstraf, til at følge vores eksempel og ophæve dødsstraffen. EU er villig til at hjælpe alle i denne sammenhæng.
(Bifald)
Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg ønsker at komme med en meddelelse, som jeg opfordrer alle til at støtte. Som alle ved, besluttede Verts/ALE-Gruppen at holde et udvidet møde i Præsidiet i Moskva for at drøfte forholdet mellem Rusland og EU med forskellige russiske aktører - fra regeringen og oppositionen. Desværre erfarede vi, at den russiske regering ikke ville udstede visa til vores kolleger, og mødet kunne derfor ikke finde sted. Dette skete en uge efter, at underudvalget for menneskerettigheder havde besluttet at holde et lignende møde i Moskva og heller ikke havde fået udstedt visa. Dette møde kunne således heller ikke finde sted.
Det er efter vores opfattelse uacceptabelt, at en regering, der af nogle statsledere er beskrevet som et fuldstændigt demokrati, nægter at lade os organisere en fuldstændig demokratisk begivenhed i Moskva. Vi ønsker at anmode Parlamentet om at undersøge sagen, og vi ønsker at anmode Dem, hr. formand, om at støtte undersøgelsen med en skriftlig henvendelse til både de lokale ambassadører og den russiske regering.
(Bifald)
Formanden. - Mange tak. hr. Cohn-Bendit. Af overbevisning og pligtfølelse vil jeg efterkomme anmodningen.