Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 10. oktober 2007 - Bruxelles

17. Parlamentets sammensætning

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Alain Lamassoure og Adrian Severin for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om om Europa-Parlamentets sammensætning (2007/2169(INI)) (A6-0351/2007).

  Alain Lamassoure (PPE-DE), ordfører. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Beslutningsforslaget er en reaktion på Det Europæiske Råds opfordring fra juni måned. I henhold til artikel 9A i traktatudkastet vil Parlamentets sammensætning for fremtiden blive fastlagt i den afledte ret. Sammensætningen vedtages med enstemmighed af Det Europæiske Råd på Europa-Parlamentets initiativ og med dettes godkendelse. Rådet har opfordret os til at forklare, hvordan denne procedure skal fungere. Det vil have os til at håndtere denne varme kartoffel.

For Parlamentet er dette en reel politisk udfordring. Er vi i stand til at finde frem til en reform, der gælder os selv? Sidste gang, vi blev anmodet om at gøre dette, var i 2000, og Parlamentet var ude af stand til det. Af denne grund er afstemningen i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender allerede et bemærkelsesværdigt politisk resultat. Vi opnåede et stort flertal - to tredjedele i den endelige afstemning og tre fjerdedele om det væsentligste punkt, den rent talmæssige fordeling af pladserne mellem medlemsstaterne.

Hvad er det for et problem, vi står over for? Vi skal for det første huske, at det nuværende Parlament med 785 medlemmer ikke længere er i overensstemmelse med den nye retsstilling, der følger af den ændrede Nicetraktat. Det er dette system, som er baseret på 736 medlemmer, der vil være gældende, hvis ikke der bliver truffet en ny beslutning. Hidtil har medlemsstaterne været delt op i kategorier i Rådet og Parlamentet: en kæmpestor stat, nogle store stater, nogle mellemstore stater, nogle små stater osv. De enkelte kategorier har haft samme stemmerettigheder i Rådet og det samme antal pladser i Parlamentet.

Det er ovre nu! Med den kommende traktat indføres to nyskabelser i forhold til dette system. På den ene side er der de rene tal. Højst 750 medlemmer, et maksimum på 96 og et minimum på 6 pladser pr. medlemsstat. På den anden side er der et princip. Mellem maksimum og minimum skal medlemsstaterne være repræsenteret i henhold til princippet om degressiv proportionalitet, og det er vores opgave i Parlamentet at fastlægge dette princip her i dag, dvs. at vælge, hvor stor en grad af proportionalitet og degressivitet der skal være, eller hvor overrepræsenterede de mindst folkerige lande skal være, og hvor underrepræsenterede de mest folkerige lande skal være.

Deres udvalg foreslår, at princippet fortolkes på følgende måde: For det første: De i traktaten fastsatte minimums- og maksimumstal skal udnyttes fuldt ud. Især vil udnyttelsen af loftet på 750 pladser give os en lille reserve af pladser - som det var tilfældet tidligere - så den degressive proportionalitet kan anvendes uden at reducere noget lands antal pladser. Dette er et grundlæggende politisk valg og er absolut nødvendigt for at opnå enstemmighed i Det Europæiske Råd.

For det andet: Jo større et lands befolkning er, jo flere pladser er landet naturligvis berettiget til. For det tredje: Jo større et lands befolkning er, jo flere indbyggere skal hvert af dets medlemmer af Europa-Parlamentet repræsentere. Så for øjeblikket repræsenterer et spansk medlem over 875.000 mennesker, mens et tysk medlem kun repræsenterer 832.000. Hidtil har Tyskland haft dobbelt så mange medlemmer som Spanien. Dette misforhold vil blive udlignet nu med tildelingen af yderligere fire pladser til Spanien. I alt berøres 10 lande af de foreslåede stigninger.

Vi er fuldt ud klar over, at dette kun er en midlertidig løsning. Det ville være bedst at finde en eller anden form for matematisk formel, der automatisk gælder for alle kommende udvidelser, men med den stramme tidsfrist, vi havde, var dette ikke muligt. Der fremsættes dog flere anbefalinger om dette i beslutningen. På samme måde var vi nødt til at anvende de eneste tilgængelige befolkningstal, nemlig tallene fra Eurostat, da vi ikke havde nogen tal fra borgerne selv. Det vil Adrian Severin sige mere om.

Endelig skal vi advare vores kolleger mod ændringsforslag, som er i modstrid med de grundlæggende principper i betænkningen, og som alt efter de enkelte tilfælde vil give de store lande en alt for stor fordel i forhold til de små lande eller de små lande en alt for stor fordel i forhold til de store lande. I så tilfælde ville vores arbejde have været forgæves, for uden enstemmighed i Rådet bliver vi nødt til at holde os til Nicetraktatens 736 pladser.

Mine damer og herrer! Lad være med at byde Deres lande op. Vi har brugt hele eftermiddagen på at proklamere, at vi er den eneste demokratiske institution, der beskytter europæernes interesser, over for de øvrige institutioner, hævet over national egoisme. I dag er den perfekte anledning til at vise, at vores handlinger matcher vores ord.

(Bifald)

  Adrian Severin (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Vores forslag - hr. Lamassoures og mine egne - som er blevet bekræftet af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, bibringer en række forbedringer til den nuværende fremgangsmåde med hensyn til sammensætningen af Europa-Parlamentet. Hvis de bliver vedtaget og hensigtsmæssigt gennemført, kommer der ikke flere kunstige grupperinger, ikke flere vilkårlige forhandlinger, ikke flere udvidelser på bekostning af effektiviteten i Europa-Parlamentet, som altid vokser med antallet af medlemsstater. Der kommer mere repræsentativitet baseret på den demografiske virkelighed og ikke på nominelle eller symbolske lovforhold, mere solidaritet mellem de store og små stater takket være repræsentationens degressive proportionalitet og fuld legitimitet baseret på borgerrepræsentation, eftersom Europa-Parlamentet vælges af de europæiske borgere.

Man skal lægge mærke til forskellen mellem Europa-Parlamentets demokratiske legitimitet, som er baseret på de europæiske borgeres afstemning, og den nationale repræsentativitet i Europa-Parlamentet, som er baseret på den demografiske virkelighed i medlemsstaterne. Vi, Europa-Parlamentet, repræsenterer borgerne og staterne på samme tid.

(Mishag)

Der kan De se! Nogle taler kun om borgere, andre taler om stater. Vi er en Bundestag og et Bundesrat på en og samme tid. Det bør måske overvejes at foretage en klar adskillelse af denne dimension i fremtiden, men for nuværende - når vi har accepteret, at borgerne stemmer, og at der i forbindelse med degressiv proportionalitet bør tages højde for størrelsen af de fællesskaber, der bor på de nationale territorier - må jeg beklage, men vi er begge dele.

Inden for disse rammer skal det europæiske borgerskab naturligvis fortsat klarlægges, og jeg håber, det sker i den nærmeste fremtid. Vores betænkning er imidlertid ikke en midlertidig løsning, men en overgangsløsning. En overgangsløsning, fordi jeg mener, at de principper, vi har fastsat, er langtidsholdbare, men at der er behov for fremskridt, og jeg er sikker på, at vi i fremtiden vil kunne føje mere til det, vi allerede har foreslået. Derfor har vi indarbejdet en række revisionsklausuler, der efter vores opfattelse - hr. Lamassoures og min opfattelse - vil sikre fleksibilitet, tilpasningsevne og fremtidige fremskridt med hensyn til den måde, hvorpå Parlamentet sammensættes.

Ingen straffes i betænkningen. Det er muligt, at landene med en bedre demografisk politik belønnes, og det er absolut en opfordring til en bedre demografisk politik, herunder indvandringspolitik. Jeg mener ikke, at nogen taber - og måske heller ikke at nogen vinder - med hensyn til nulsumsspillet. Så længe vi får et mere demokratisk legitimt Parlament, vinder alle.

Vi har nogle ændringsforslag. Nogle kolleger vil have reduceret degressiviteten til fordel for proportionaliteten - mere proportionalitet giver flere pladser til de store lande. Andre vil have mere degressivitet og ikke mere proportionalitet. Mere degressivitet giver flere pladser til de små lande. Derfor mener jeg, vi skal afvise begge disse ekstreme holdninger og fremme den mulighed, der ganske vist ikke er perfekt, det er jeg enig i, men som for øjeblikket er den bedste. Det er den mulighed, hr. Lamassoure og jeg foreslår. Nogle vil se på referencegrundlaget. Nogle vil have alle deres nationale borgere, uanset bopælsland, taget i betragtning. Andre vil have alle indbyggerne i deres egne lande taget i betragtning. Endnu andre forsøger kun at se på de europæiske borgere, der bor i et bestemt land. Så på det punkt er vi delt. Den eneste løsning er at holde sig til den nuværende fremgangsmåde og de aktuelle tal fra Eurostat.

Endelig er der nogle, der kæmper for politisk prestige og mener, at hvis ikke vi er ligeligt repræsenteret i Parlamentet, er vi ikke ligeligt repræsenteret med hensyn til vores politiske vægt. Jeg tror, at så snart vi har accepteret degressiviteten - og den proportionelle degressivitet - vil disse kunstige grupperinger ikke længere kunne overleve. Hvis ikke vi får vedtaget denne beslutning, er jeg bange for, at Europa-Parlamentet udsender det budskab, at det ikke er i stand til at vedtage en vigtig reform, og at det altid skal vente på, at den udøvende institution træffer beslutningerne for det. Jeg tror, at regeringskonferencen vil lide et første nederlag, før det overhovedet kan overveje spørgsmålene på dens dagsorden, og dette nederlag kan meget vel være optakten til et fuldstændigt nederlag. Jeg er bange for, at alle vil vende tilbage til Nice og ikke til illusoriske drømme. Jeg er bange for, at vi så vil udsende et budskab, som vil betyde en opsplitning mellem de store og de små lande, og dette vil undergrave enhver drøm om enhed, retfærdighed og integration. Derfor vil jeg slutte af med en appel til alle mine kolleger. Jeg appellerer til vores europæiske ansvarsfølelse og vores europæiske solidaritetsfølelse. Hic Rhodus, hic salta! Her kommer Rhodos, og lad os bevise her, at vi er sande europæere, og ikke, når vi belærer Kommissionen og Rådet.

  Ingo Friedrich, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Denne betænkning indeholder forklaringer, for hvilke jeg gerne vil takke de to ordførere, hr. Lamassoure og hr. Severin, mange gange. Den gør det klart, at vi konstant overskrider de fastsatte øvre og nedre grænser. Det vil jeg især gerne sige tak for. Denne forklaring er vigtig for os alle.

Derudover indeholder betænkningen to mulige resultater. For det første: Jo mindre degressiv vores skala er, dvs. jo mere vi gearer os selv til proportionalitet, jo større autoritet og legitimitet har Parlamentet. Den konflikt, der går på, hvor meget degressivitet vi har brug for - hvor meget mindre, hvor meget mere - skal løbende styres, og her mener jeg, det er logisk for os at sige jo mindre degressivitet, jo større legitimitet. Som tysker vil jeg også gerne tilføje, at det naturligvis er ganske problematisk, at vi som tyskere er de eneste, der får mindre, end vi gjorde med udgangspunkt i Nicetraktaten. Vi ville gerne have haft lidt mere her, for debatten i den tyske presse er meget udtrykkeligt rettet herimod. Vi skal acceptere dette, fordi også vi mener, at det europæiske aspekt er vigtigere end alle andre.

Endelig to konklusioner, som vi bør udnytte i fremtiden. For det første burde vi virkelig arbejde hen imod et logisk system på længere sigt, som vi ikke hele tiden skal genforhandle. For det andet er der to kontroversielle ændringsforslag, nemlig ændringsforslag 2 og 3. Vores gruppe har besluttet, at uanset hvordan udfaldet bliver af afstemningen om de to kontroversielle emner, vil gruppen stemme for Lamassoure/Severin-betænkningen. Rådet har ingen undskyldning. I ændringsforslag 2, som kun afviger en smule fra tallene i Lamassoure-betænkningen, ville udfaldet være, at Rådet får en meddelelse fra Parlamentet for perioden 2009-2014. Alt i alt har Parlamentet og alle grupperne således efter min mening opfyldt deres forpligtelser, og Rådet kan beslutte, om det er villigt eller ej.

Mange tak for en fair drøftelse om et så vanskeligt emne!

  Richard Corbett, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne støtte denne betænkning på vegne af PSE-Gruppen. Min gruppe vil stemme for den, og vi håber, at denne tekst, der blev vedtaget med et flertal på 70 % i udvalget, nu kan blive godkendt af et lige så imponerende flertal i Parlamentet som helhed.

Ordførerne har - fornuftigt nok i lyset af de lovmæssige begrænsninger, der fastsættes i den nye traktat, i lyset af de fastsatte tidsmæssige begrænsninger her før regeringskonferencens afslutning - fokuseret på at korrigere de væsentligste uregelmæssigheder i den nuværende fordeling af pladserne i stedet for at foreslå en radikal revision af systemet, hvilket uundgåeligt ville have fastlåst regeringskonferencen og sat godkendelsen og ratificeringen af den nye traktat på spil.

Især vil ingen medlemsstater få reduceret det antal pladser, de er berettigede til i henhold til de gældende traktater, hvor de indeholder bestemmelser om fordelingen af pladser fra og med 2009 - undtagen selvfølgelig der, hvor det fastsættes i selve traktaten for Den Tyske Forbundsrepublik. Med denne ene undtagelse vil ingen lande få reduceret deres antal pladser i forhold til det, der allerede er planlagt i traktaten for 2009.

Nogle af vores kolleger forsøger selvfølgelig at vinde flere pladser til deres egne medlemsstater, nogle gange med det argument, at deres landes befolkninger pludselig er meget større, end vi alle troede hidtil, større end tallene fra Eurostat, som anvendes af alle, også Rådet.

Andre argumenterer med national prestige for øje med, at de bør have det samme antal pladser som en anden bestemt medlemsstat. Jeg må indrømme, at jeg er meget overrasket over den italienske regerings holdning. Jeg kan forstå, at hr. Prodi og nogle af de italienske medlemmer her har argumenteret med, at det er vigtigt for Italien at have det samme antal pladser som Frankrig og Det Forenede Kongerige. Ikke desto mindre har de accepteret - har vi alle accepteret - princippet om proportional degressivitet. Proportional med befolkningen. Jeg accepterer, at mit land får en plads færre end Frankrig, selv om vi altid hidtil har haft det samme antal. Jeg kan ikke se, hvorfor det skulle være så svært for Italien også at acceptere, at det har færre pladser end Frankrig af nøjagtig samme grund. Og det undrer mig, at en regering i et land, der så ofte har hӕvdet, at det er et foregangsbillede for os alle med hensyn til at være communautaire, at det har et stærkt europæisk engagement, at det ikke er nationalistisk, at det altid sætter Europa over landets nationale interesser, at Italien og hr. Prodi nu argumenterer med, at Italien med national prestige for øje burde have det samme antal pladser som Frankrig og Det Forenede Kongerige, selv om der bestemt er en befolkningsmæssig forskel.

Til slut vil jeg gerne indtrængende opfordre Parlamentet til at støtte denne betænkning, forkaste ændringsforslagene og sende et klart budskab til Det Europæiske Råd.

FORSÆDE: Mechthild ROTHE
Næstformand

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! ALDE-Gruppen støtter også Lamassoure/Severin-forslaget. Regeringskonferencen har anmodet os om at ændre vores sammensætning, så den passer sammen med bestemmelserne i reformtraktaten, og det er en ganske sømmelig anmodning. Vi, som et Parlament, skal sende et stærkt, klart budskab tilbage om, at vi er i stand til at træffe en sådan sofistikeret og brav beslutning.

Der er ingen ren, definitiv formel. I punkt 6 fremsættes en anvendelig og fornuftig definition af degressiv proportionalitet. Jeg accepterer naturligvis også, at nogle nationale delegationer forsøger at styrke deres position på ranglisten, men det viser sig, at alle sådanne forslag er gensidigt modsigende. Alle dem, der forsøger at ændre systemet, fejler. Forslaget fra D'Hondt ville give de støtte stater for stor indflydelse, og jeg skal sige til hr. Friedrich, at hans forslag krænker traktatens princip om degressiv proportionalitet. Kvadratrodssystemet giver de mindre stater for stor indflydelse.

Jeg accepterer fuldt ud, at italienerne rejser et interessant spørgsmål om det statistiske grundlag, og vi bør som et Parlament undersøge, hvordan der skal skelnes mellem statsborgere, borgere, indbyggere og vælgere. Men spørgsmålet er ekstremt kompliceret, og det træder hårdt på den nationale suverænitet inden for området valglov og borgerskab. Vi kan ikke på nogen måde løse et sådant problem på en uge før regeringskonferencens afslutning.

Efter regeringskonferencen kommer der en betænkning fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, som jeg har den ære at være ordfører for, der kan tage fat på alle disse spørgsmål og foreslå en reform af primærretten fra 1976. Men alt dette gælder næste år og ikke tingenes nuværende tilstand.

Lad os i mellemtiden give forslaget vores klare støtte og sende regeringskonferencen en beslutning, ikke et problem.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger og takke ordførerne for deres indsats med hensyn til det, der er et meget vanskeligt og komplekst emne.

På trods af hvad nogle kolleger måtte hævde, stemmer kalkunerne i sidste ende ikke for julen, så hvorfor skulle nogen af Europa-Parlamentets medlemmer stiltiende se til, at deres plads bliver taget fra dem? Der ligger et legitimt ræsonnement bag hos dem, der forsøger at få det største antal af de pladser, der er tilgængelige for dem i hver af de nationale kategorier. Jeg ville være dum, hvis jeg rakkede ned på denne holdning hos nogen. For når vi ser tilbage på de ændringer, der er sket, siden det første direkte valg til Europa-Parlamentet fandt sted i 1979, er der om noget sket fænomenale demografiske og befolkningsrelaterede ændringer i hele EU, ikke mindst på grund af EU's udvidelse til Østeuropa i 2004, som sikrede så mange mennesker fri bevægelighed til andre lande, hvilket har ændret befolkningerne markant.

Jeg mener, at et af de skrøbelige elementer, vi skal tale om (og så kan vi tale om degressiv proportionalitet i det uendelige), er, at der altid har været ligevægt mellem de to institutioner - og også ligevægt mellem de større og de mindre medlemsstater - for at sikre, at ingen institution fuldstændig dominerer en anden, eller at ingen af de større medlemsstater dominerer de mellemstore eller små medlemsstater. Derfor er det vigtigt så vidt muligt at opretholde denne ligevægt.

Jeg glæder mig over, at ordførerne i et kompromisændringsforslag har indlemmet opretholdelsen af den interinstitutionelle ligevægt. Men lige så vel som det, når vi ser på de tal, der er blevet brugt - og mange af disse er blevet citeret af andre kolleger her med hensyn til Eurostat-tallene - er de tal, Eurostat anvender for 15 af de 27 lande, kun midlertidige tal fra de pågældende landes centrale statistiske bureauer. Der træffes således beslutninger med udgangspunkt i midlertidige tal, selv om det kan få en varig betydning med hensyn til den fremtidige fordeling af pladser i Parlamentet.

Vi skal også være opmærksomme på den kommende udvidelse med Kroatien, som også vil have en negativ indvirkning. Derfor skal jeg mane til forsigtighed, når De stemmer om dette spørgsmål.

  Johannes Voggenhuber, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Min gruppe vil ikke stemme for denne betænkning, da det foreslåede repræsentationssystem og fordelingen af pladser ser stort på grundlæggende demokratiske principper, underbygger historiske uligheder og er i modstrid med Parlamentets natur som repræsentant for borgerne og Parlamentets vælgere.

Dette er ikke en drøm, der ikke går i opfyldelse. Ja, hr. Severin, der er mange, der vil have en hel masse, men det, vi alle skulle ønske os, er at få en idé om, hvad et Parlament er. Et Parlament er ikke - som ordførerne fortalte os i deres skrivelse i går aftes - en repræsentation af medlemsstaternes socioøkonomiske kapacitet. Nej, det er en repræsentation af vælgerne og intet andet. Det er en repræsentation af borgerne, og ellers er det ikke noget Parlament! Det er ikke noget Parlament, hvis ikke der er nogen tilkendegivelser, vi kan basere os på, og det er ikke rigtigt, at begrebet borgerskab i Europa ikke har noget at gøre med begrebet under folkeretten eller begrebet borgerskab i USA. Det er nøjagtig det samme, og jeg skal opfordre Dem til at kigge på de eksisterende traktater. Jeg skal opfordre Dem til at kigge på EU's charter om grundlæggende rettigheder, hvori disse borgeres rettigheder fastsættes. Jeg skal opfordre Dem til at kigge på reglerne for adgang til EU-Domstolen. Jeg skal opfordre Dem til at kigge på reglerne for, hvordan vi bliver vælgere. Da vil De se, at det er den letteste sag i verden at finde ud af, hvem der er borger i Unionen, og hvem der er berettiget til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet. Dette besluttes hvert femte år.

Indbyggerne, befolkningen, de er et symbolsk udtryk for socioøkonomisk kapacitet. Men vi har allerede fejlet her en gang, da vi i Nice fik følgende anmodning: Kære Parlament! Fortæl os bare selv, hvordan Deres sammensætning skal se ud. Dengang fejlede vi. Desværre har vi ikke brugt de syv år til at klarlægge, hvad dette Parlament egentlig er. Derfor vurderer vi igen det historiske sludder og de historiske praktiske begrænsninger, der hidtil er opstået. De har ikke noget som helst at gøre med demokrati og forfatningsmæssige overvejelser.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Fru formand! Der er forskellige holdninger i min gruppe, men jeg støtter betænkningen fra hr. Lamassoure og hr. Severin. Med denne betænkning bevarer Parlamentet ansvarsbevidst sin initiativret til selv at fremsætte forslag om sin fremtidige sammensætning. Det gør det takket være ordførernes intense arbejde i en ægte europæisk ånd. Forslaget er velafbalanceret, er baseret på et klart, forståeligt og gennemsigtigt system og kan endvidere bevares til kommende udvidelser.

Forslaget følger princippet om mangfoldighed. Ved at udnytte alle 750 mulige pladser sikrer det, at Parlamentet i fremtiden afspejler hele rækken af politiske hovedstrømninger fra hvert land. Forslaget er endvidere baseret på solidaritetsprincippet, hvoraf følger, at de større, mest folkerige medlemsstater går med til at få mindre indflydelse for at sikre, at de mindre, mindst folkerige medlemsstater repræsenteres bedre. Alt dette er med til at styrke Unionens samhørighed. Derfor håber jeg, at Rådet omgående og uden forbehold gennemfører Parlamentets forslag før 2009-valget.

Jeg skal slutte af med en sidste kommentar. Alle de mennesker, der bor i en medlemsstat, danner grundlag for beregningen af medlemsstatens antal pladser - som i Rådet - herunder tredjelandsstatsborgere, som bor i landet, for de er en del af samfundet. Dette er dog kun det ene aspekt. Tredjelandsstatsborgere, som bor i vores medlemsstater, skal også have stemmeret ved valg til Europa-Parlamentet. Det har jeg altid kæmpet for, og det vil jeg blive ved med!

  Bernard Wojciechowski, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Det, vi normalt gør, når vi får forelagt en sådan betænkning, er at skændes om, hvilket land der skal have mere, og hvilket der skal have mindre, hvilket blot beviser, at den europæiske solidaritet er en myte, og at den nationale egoisme altid sejrer.

Lad os i lyset af hr. Schulz' seneste tyske angreb på formanden for Kommissionen kigge på en god måde at vinde nulsumsspillet på.

I punkt 8 er vi vidne til en klagesang over, at Tyskland vil miste pladser. Denne klagesang hører vi oftere og oftere. Flere EU-dokumenter bør oversættes til tysk, Tyskland er den største nettobidragyder til EU-budgettet, Tyskland bør have sin egen plads i FN's Sikkerhedsråd osv. Vi kunne lave en hel liste over sådanne klager.

På samme tid forsøger hr. Severin via hans ikkedefinerede degressive proportionalitet - som tilfældigvis ikke rammer hans eget Rumænien - at overbevise os om, at når Polen mister tre pladser, vinder det faktisk én. Tænk, hvis hans koncept virkede lige så godt på casinoet.

Men lad os få sat tingene på plads. Kun en socialdemokrat fra Yorkshire kan acceptere, at to plus to er fem.

  Luca Romagnoli, for ITS-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Lamassoure/Severin-betænkningen bør forkastes med foragt på grund af dens ideologiske antiitalienske subtekst og de overfladiske tekniske argumenter versus de politiske argumenter, den hviler på. Jeg skal ikke gå ind i en meritdiskussion om, hvor meget ius sanguinis vejer hos mig sammenholdt med ius loci-jakobinismen, da dette klart ikke har været med i overvejelserne hos hverken ordførerne eller dem, der satte initiativet i gang.

Jeg er ikke nogen juridisk ekspert, og jeg har ikke noget stort omdømme som professor Manzella, formand for det italienske senats europaudvalg, og andre kolleger her i Parlamentet, der med lige stor nøjagtighed kan udfordre de i betænkningen fremførte påstandes juridiske selvmodsigelser. Jeg mener imidlertid, det er værd at understrege, at ubestridelige kendsgerninger ikke gælder for ordførerne. I politik er det vurderingen og den rolle, Italien har spillet tidligere og fortsat spiller i Europas institution.

Det meget dårligt italieniserede princip om degressiv proportionalitet, som omdefinerer den fordeling af pladser, der blev fastsat i forfatningstraktaten, der er blevet indstillet, er blevet anvendt med en klar forskelsbehandling af Italien. For nogle lande er der indsat parenteser i systemet, og der er flere åbenlyse eksempler på, at kendsgerningerne er blevet forvansket, som f.eks. at Estland får det samme antal pladser som Malta, selv om dets befolkning er tre gange så stor.

Vi kan acceptere, at vælgerskaren i Det Forenede Kongerige omfatter indbyggere, der ikke er europæiske statsborgere, og på dette grundlag tildeler ordførerne Det Forenede Kongerige en plads mere end Italien, selv om der kun var lidt over en tredjedel af de stemmeberettigede, der stemte ved 2004-valget. Vi kan acceptere, at Frankrig, der samler sin vælgerskare sammen og fylder sin demografiske profil op med den samme mangfoldighed af fødselssteder, som kan ses på det franske fodboldlandshold, får to pladser mere end Italien. Vi kan acceptere den italienske regerings dovenskab, og vi så flugten under forberedelsen af drøftelserne i Rådet.

Der er imidlertid noget, vi ikke kan acceptere. Ordførerne klynger sig til deres diskutable forståelse af borgerskab. De hævder, at alle, der bor i Europa, også selv om de er indehavere af pas og statsborgerskab uden for Europa, er stemmeberettigede. De udelukker dog borgere, der bor uden for Europa, fra beregningerne. Dette giver en idé om den grove, manipulerende og uacceptable antiitalienske forskelsbehandling, som vi på det kraftigste forkaster!

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne give min støtte til ordførerne, hr. Lamassoure og hr. Severin, for deres betænkning. Vi skal forlige os selv med, at Den Slovakiske Republik mister et af sine medlemmer som følge af princippet om degressiv proportionalitet. I forbindelse med den proportionale tildeling af pladser i Parlamentet bør dette princip udvides til alle områder af EU's beskæftigelsespolitik. Jeg anmoder derfor om en stigning i antallet af repræsentanter og tjenestemænd fra de 12 nye medlemsstater i alle EU's institutioner. Jeg mener, at alle medlemsstater har et tilstrækkeligt antal kvalificerede personer, der kan yde et fornuftigt bidrag til EU.

Lighed er et af de grundlæggende principper for EU. Selv de gamle medlemsstater overholdt dette princip, da de bød de 12 nye medlemsstater velkommen blandt dem. Det burde gælde for alle områder og ikke kun for hverv som medlem af Europa-Parlamentet eller kommissær. Jeg opfordrer til, at princippet om lighed overholdes og honoreres. Da de nye medlemsstater kom med i EU, skulle de opfylde mange kriterier. Nu appellerer jeg til, at EU som helhed opfylder sine forpligtelser over for dem.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (SV) Fru formand! Ved at støtte hr. Lamassoures betænkning kan EU tage et historisk skridt fremad. Med denne betænkning kan vi komme væk fra en tid, hvor antallet af pladser i Europa-Parlamentet blev fordelt med udgangspunkt i et system, hvor forskellige lande blev kategoriseret i forskellige grupper med udgangspunkt i de forskellige regeringsleders forhandlingsevner, og hvor man gik ud fra, at EU-medlemsstaterne har modstridende interesser. Hvis Parlamentet vælger at støtte hr. Lamassoures betænkning, kan vi komme væk fra dette system og bevæge os hen imod et system baseret på proportionalitetsprincippet, hvor et lands størrelse påvirker dets repræsentation i Parlamentet.

Det system, vi har haft hidtil, har været meget vanskeligt at forklare, men det system, vi kan få med Lamassoure-betænkningen, kan forklares. Det er baseret på en maksimums- og en minimumsgrænse og på, at der tages højde for befolkningstallet i de forskellige lande. Dette princip holder også, når vi ser fremad. Det betyder, at et bestemt lands interesser ikke tilgodeses i forhold til de øvrige landes interesser, men at antallet af borgere tages i betragtning. Det er et skridt fremad i den demokratiske proces i EU.

Jeg vil gerne, at det skal være helt klart, hvilket alternativ vi står over for. Enten støtter vi forslagene i Lamassoure-betænkningen, eller også vender vi tilbage til Niceaftalen med dens vilkårlighed og forhandlinger præget af modstridende nationale interesser. Når jeg hører de seneste talere heroppe fra deres pladser og deres uro, hører jeg også de nationale interesser i forbindelse med konflikter.

Lamassoure-betænkningen bør støttes, fordi den er baseret på et princip.

  Sérgio Sousa Pinto (PSE). - (PT) Fru formand, mine damer og herrer! Betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, der er udarbejdet af Alain Lamassoure og Adrian Severin, om Europa-Parlamentets sammensætning er et vigtigt bidrag, som fremhæver en afbalanceret og objektiv løsning på et spørgsmål, der politisk set er yderst ømtåleligt. Jeg vil derfor gerne takke de to ordførere.

Vi skal huske, at det var på Det Europæiske Råds møde i juni, at Europa-Parlamentet blev lovet en løsning på problemet med dets fremtidige sammensætning inden oktober 2007, så løsningen kunne blive gennemført i tide inden valget til Europa-Parlamentet i 2009. For dem, der frygtede, at Parlamentet ville være ude af stand til at løse problemet som følge af udbredte nationalistiske ideologier, er denne betænkning et rammende svar, som viser, at denne institution er dygtig til at lokalisere og give udtryk for de fælles europæiske interesser inden for rammerne af de nationale dynamikker, der har tendens til at vanskeliggøre regeringsanliggender.

Det er vigtigt at afstikke Europa-Parlamentets holdning for at sikre et problemfrit arbejde i regeringskonferencen, som forventes afsluttet i Lissabon den 18. og 19. oktober. Derfor er det væsentligt at anerkende den politiske forbindelse mellem den foreslåede nye fordeling af pladser baseret på princippet om degressiv proportionalitet og reformpakken for Unionens institutioner, navnlig princippet om dobbelt flertal for definitionen af flertal i Rådet.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at understrege behovet for, at det institutionelle aspekt af reformtraktaten bliver sammenhængende, og til at understrege, at hvad angår spørgsmålet om dobbelt flertal, som angiveligt først vil træde i kraft i 2014-2017, bør traktaterne ikke indeholde gentlemanaftaler som Ioanninakompromiset, der forbliver i kraft, men blot tjener til at blokere beslutningstagningsprocessen i Rådet, så længe de er lovligt anerkendt inden for de nuværende rammer.

Vi vidste fra starten af, at Europa-Parlamentets sammensætning ikke blot ville være et matematisk spørgsmål. Inden for rammerne af de nuværende faktorer skulle den udtænkte løsning overholde tre principper: Princippet om solidaritet, i henhold til hvilket de folkerigeste medlemsstater accepterer at være underrepræsenterede, princippet om pluralitet, som gør det muligt at få repræsenteret hele rækken af politiske hovedstrømninger i hver enkelt medlemsstat, og princippet om funktionsdygtighed, der holder det maksimale antal medlemmer på et niveau, som stadig er foreneligt med en lovgivende forsamlings rolle. Med anvendelsen af princippet om degressiv proportionalitet vil betænkningerne blive et fornuftigt, konsensualt forslag.

Til slut vil jeg gerne sige, at Europa-Parlamentet ikke behøver at finde den opnåede aftale perfekt, inden det kan give sit politiske samtykke. På trods af sine svagheder styrker den aktuelle tekst Europa-Parlamentets troværdighed, og den er uendeligt meget bedre end den uansvarlige trækken i langdrag af en styrkeprøve mellem selvoptagede nationer, som ville koste Unionen og dens borgere dyrt.

Umiddelbart før et vigtigt møde i Det Europæiske Råd sætter Parlamentet, som repræsenterer vores borgere, selv om jeg har svært ved at følge idéen om, at Parlamentet også repræsenterer medlemsstaterne, de europæiske interesser først i forventning om, at stats- og regeringscheferne vil gøre det samme.

  Henrik Lax (ALDE). - (SV) Fru formand! Der er en stor gruppe borgere, der er blevet set stort på i drøftelserne om Europa-Parlamentets sammensætning. Jeg tænker på de knap 50 millioner europæere, der tilhører et regionalt eller nationalt sprogligt mindretal. I dag er vi kun en håndfuld parlamentsmedlemmer, der repræsenterer disse grupper. Dette er uacceptabelt og giver desværre et forkert billede af Europa-Parlamentet. Det er som om, vi ikke forstår den sårbare situation, visse sproglige mindretal fortsat lever i. Hr. Lamassoure og hr. Severins betænkning, som er baseret på princippet om degressiv proportionalitet, er et fremragende eksempel på statistisk arbejde, og også jeg vil stemme for den, men nu skal vi også turde begynde at drøfte andre væsentlige emner. Hvordan skal vi øge borgernes tillid til EU? Hvordan skal vi garantere, at EU og Europa-Parlamentet lever op til de mål, vi vil have andre til at opfylde, dvs. hvordan vil vi sikre, at mindretallenes stemmer også bliver hørt?

Vil vi parlamentsmedlemmer tolerere, at regionale og nationale sproglige mindretal overlades til nationale regeringers barmhjertighed, som muligvis giver dem en plads, eller ønsker vi, at disse mindretal ikke skal være repræsenteret i Europa-Parlamentet? Svaret bør være et rungende nej! For at sikre mangfoldigheden er tiden derfor inde til at reservere et antal pladser i Europa-Parlamentet til sproglige mindretal. Jeg taler selv for den svensktalende del af befolkningen i Finland og for provinsen Åland.

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Betænkningen om Europa-Parlamentets sammensætning indeholder flere åbenlyse modsigelser, der underbygges af den skrivelse, ordførerne sendte i går, som om de ville berettige deres holdning til så politisk følsomme spørgsmål, og den forvansker det juridiske begreb borgerskab, sådan som det altid har været kodificeret.

Det i betænkningen fremførte princip rækker videre end både nationalstater og traktaterne. Ud fra et juridisk synspunkt er det europæiske borgerskab den retlige status, som dem, og kun dem, der er statsborgere i en medlemsstat, og som dermed er i besiddelse af alle de rettigheder og forpligtelser, denne status afstedkommer, nyder. Det er statsborgerskabet og ikke opholdsstedet, der skal være afgørende. Dette forslag forvrænger også tilgangen i udkastet til den kommende traktat, som klart angiver, at begrebet borgerskab ikke har noget at gøre med opholdssted.

Europa-Parlamentet har forspildt en fremragende chance for at vise de øvrige institutioner, at det er i stand til selv at finde løsninger baseret på juridiske principper, der er almindeligt anerkendt og delte. Jeg kunne godt tænke mig at spørge ordførerne, hvorfor de ikke engang har overvejet muligheden for at bruge antallet af statsborgere i medlemsstaterne i stedet for den fastboende befolkning i medlemsstaterne i forbindelse med fordelingen af pladser.

Måske var det for at begunstige nogle stater mere end andre? Se blot Det Forenede Kongerige, som også giver dem, der ikke er EU-borgere, ret til at stemme ved valg til Europa-Parlamentet. Hr. Lamassoure og hr. Severin! At hævde, som De har gjort, at ingen bliver straffet sammenlignet med Niceaftalerne, er efter min opfattelse en klar forvanskning af sandheden, som andre vil skulle afhjælpe.

Af denne grund kan vi ikke bakke op omkring denne betænkning. Det er ikke bare det. Den er også skadelig, ikke blot for vores land - mit land - men også for Unionens øvrige lande. Den er skadelig for det repræsentative demokrati og den kommende traktat, der, som De selv erkender, indeholder retningslinjer og principper, på hvilke fordelingen af pladser i Parlamentet bør baseres. Vi kan ikke ignorere begrebet europæisk borgerskab som grundlag for vores Parlaments demokratiske legitimitet.

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg går ind for, at Parlamentet skal spille en afgørende rolle, hvilket ofte bestrides, men det ser ud til, at regeringerne ønsker at bruge dette forslag til at manipulere med Parlamentet.

Forslaget om Parlamentets sammensætning er efter vores mening uklogt. Italien bliver straffet, og det giver anledning til bekymring, men det, der betyder mest, er at begrundelsen for denne straf er dårligt underbygget.

En historisk jævnbyrdighed bliver ødelagt, og det værste er, at fordelingen af pladserne ændres til fordel for indbyggere, som ikke har ret til statsborgerskab. Lande såsom Italien, der har givet stemmeret til borgere, som ikke har fast bopæl i landet, bliver straffet. Vi har brug for noget helt andet. Jeg tror, at vi f.eks. har brug for et opholdsborgerskab, men et borgerskab, der tæller ikke blot med hensyn til det antal parlamentsmedlemmer, der skal vælges, men også med hensyn til stemme- og valgretten.

Vi skal sikre, at politiske minoriteter og små lande bliver repræsenteret, og det skal fastsættes udtrykkeligt i de kriterier, der skal vedtages i nationale valglove, og vi skal overveje nye ordninger, som udnytter de europæiske partier og deres evne til at præsentere sig som partier under valg, bedst muligt. Intet af dette fremgår af betænkningen, og derfor vil jeg stemme imod den.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Fru formand! Den betænkning, som Parlamentet vedtager i morgen, vil effektivt standse udvidelsen af EU med Tyrkiet og andre folkerige lande i Europa. Tyskland får sin indflydelse i Ministerrådet fordoblet, mens små lande får deres indflydelse halveret. Samtidig får nogen af de større lande flere pladser i Parlamentet. Tyskland bevarer stort set kompensationen for at have haft det samme antal stemmer i Ministerrådet som Italien, England og Frankrig, selv om de nu får fuld valuta for hver tysker i Ministerrådet. Jeg tror ikke, at de større lande vil aflevere disse gevinster igen, og de små land kan ikke aflevere flere, hvis beslutningerne skal opfattes som legitime af vælgerne. Lyt til Henrik Lax.

Jeg appellerer til de største lande om at besinde sig. Man kan ikke både stemme efter folketal i Rådet og tilnærmelsesvis også efter folketal i Parlamentet. I USA er der lighed mellem staterne i Senatet. I Tyskland har Saarland med en million indbyggere tre stemmer i Forbundsrådet, mens Rheinland-Pfalz med 18 millioner indbyggere har seks stemmer. Det tyske system, det er retfærdigt! Da mit land indtrådte i EF, havde Tyskland tre gange flere stemmer i Rådet end Danmark. Nu bliver det 15 gange flere. Før havde Tyskland tre og en halv gange flere pladser i Parlamentet end Danmark, nu bliver det otte gange flere. Det bliver for ulige, og det vil aldrig blive forstået af vore vælgere. Det ødelægger EU, og det er problemet!

  Philip Claeys (ITS). - (NL) Fru formand! Jeg vil begynde med at sige, at jeg tvivler på timingen af den beslutning, vi drøfter nu. Det er rigtigt, at man på mødet i Det Europæiske Råd i juni anmodede Parlamentet om at forelægge et forslag vedrørende Parlamentets fremtidige sammensætning, men vi opdager nu, at hele forslaget er baseret på reformtraktaten, som endnu ikke er blevet ratificeret, for slet ikke at tale om trådt i kraft. Vi stiller med andre ord tingene på hovedet. Det er for øvrigt ikke første gang, det er sket, og det begynder virkelig at blive kvalmende.

Jeg taler ikke her på vegne af Gruppen for Identitet, Tradition og Suverænitet, men som repræsentant for en lille medlemsstat - eller snarere en kommende medlemsstat, da det ikke længere er et spørgsmål om hvorvidt, men hvornår Belgien bliver delt, og Flandern bliver en uafhængig stat. Jeg kommer bort fra emnet.

Jeg tror, at det princip om degressiv proportionalitet, der slås til lyd for i betænkningen, er det mest brugbare og også det mest retfærdige udgangspunkt, hvis man mener, at i hvert fald de mindre medlemsstater og deres repræsentanter her i Parlamentet skal være i stand til fortsat at spille en meningsfuld rolle.

Jeg støtter under alle omstændigheder en bred fortolkning af princippet om degressiv proportionalitet, og jeg agter derfor at støtte Jens-Peter Bondes relevante ændringsforslag. Det er efter min mening i EU's interesse, at de små medlemsstater får den bedst mulige repræsentation i Parlamentet. Hvis det ikke bliver tilfældet, vil vi i fremtiden opleve, at den folkelige støtte til EU-institutionerne vil falde.

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Fru formand! I dag har vi to på hinanden følgende forhandlinger her i Parlamentet, som vil vise os, hvordan ordenen bliver i EU, og hvordan magten bliver fordelt. For mig er det som repræsentant for Polen og League of Polish Families en meget trist debat.

Jeg er meget kritisk over for dette nye forsøg på at indføre forfatningstraktaten under det nye navn reformtraktaten samt over for den nye stemmefordeling i Parlamentet, som giver anledning til forskelsbehandling af Polen. Betænkningen, som er baseret på meget tvivlsomme og søgte argumenter, som blev vedtaget i Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender, rammer tydeligvis nogle lande og begunstiger andre, og det er ikke første gang. Det kan jeg ikke tilslutte mig.

Jeg opfordrer den polske præsident til at forkaste traktaten om en uges tid i Lissabon.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg tror, at det er en af de tristeste dage i plenarforsamlingens arbejde de sidste fem år, da det er første gang, jeg personligt føler, at den er blevet et mellemstatsligt organ. Det minder mig om nætterne i Amsterdam i 1997 og nætterne i Nice i 2000. Og i dag kan vi i gruppen og sandsynligvis her på plenarforsamlingen se, hvad det hele egentlig drejer sig om.

Jeg troede virkelig, at Parlamentet var her for at varetage de europæiske befolkningers interesser og ikke snævre nationale interesser.

Vi har tre valgmuligheder. Den ene er forslaget fra hr. Severin og hr. Lamassoure, som efter min mening er et europæisk forslag. Det er et fremragende forslag, og de har gjort et fantastisk stykke arbejde og bør lykønskes med det.

(Bifald)

Den anden valgmulighed, vi har, er at vende tilbage til Nice. Måske ønsker nogle af os det. Jeg ved det ikke. Men er det virkelig det, vi ønsker? Er det derfor vi gennemfører hele denne debat? Ønsker vi at vende tilbage til Nice? Ønsker Spanien at miste pladser? Ønsker Polen at miste pladser? Jeg ved det ikke.

Den tredje valgmulighed er det, jeg kalder en provokerende mulighed, og der er to provokationer. Den ene er at give de store lande meget mere og de små lande meget mindre. Den anden provokation kom fra den anden side, nemlig at give de små lande meget og absolut ingenting til de store. Er det, hvad vi ønsker? Er det, hvad vi er her for? Det tror jeg ikke. Jeg håber det i det mindste ikke.

Forhandlingen i morgen drejer sig om Parlamentets troværdighed, og om hvorvidt vi kan træffe en rationel, logisk og retfærdig beslutning. Er vi i stand til at komme med et forslag, eller er vi ligesom medlemsstaterne?

(Bifald)

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet giver et input med hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning. Vi skal fordele pladserne i 2009, hvorimod den nye metode til stemmefordeling i Rådet først gælder fra 2014. Vi er nu klar til at indføre denne funktionsmåde for den næste periode. Hele forslaget finder imidlertid kun anvendelse, hvis der er en ny traktat. Hvis den nye traktat ikke gennemføres, bliver Nicetraktaten og tiltrædelsestraktaterne ved med at gælde, hvilket betyder, at alle lande får færre pladser. Der bør derfor være stor interesse i at støtte dette forslag på plenarforsamlingen i morgen.

Jeg takker begge ordførerne, hr. Lamassoure og hr. Severin, for det arbejde, de har udført. Vi kan ikke stille alle tilfreds. Det ville være et mirakel. Jeg protesterer imidlertid imod det, polakkerne har sagt her om, at der er nogle, som udsættes for forskelsbehandling. Der sker ikke forskelsbehandling af nogen. Der er tværtimod stillet et forslag, som er plausibelt og følger objektive kriterier, på grundlag af hvilke de tilgængelige pladser kan fordeles.

Vi skal imidlertid fortsætte en debat, som vores italienske kolleger har indledt, nemlig om hvorvidt begrebet borgerskab i EU er det samme som begrebet borgerskab på nationalt niveau. Nationalstaten har lukket grænserne og udelukket alle andre. EU er baseret på em anden opfattelse, og vi er faktisk ved at udvide debatten, således at alle indbyggere i EU kan være repræsenteret af os og ikke kun dem, der har et pas fra en medlemsstat. Der er 30 millioner mennesker i EU, som ikke har et pas fra en medlemsstat, men som skal overholde vores love.

Vi vender tilbage til det igen næste gang. Tak for forslaget, som nu kan gøre det muligt at få en vellykket afslutning på regeringskonferencen og gennemføre en ny EU-traktat.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg vil blot sige til hr. Stubb, at Litauen ikke får flere pladser i nogen af de tilfælde, han nævnte.

- (LT) Fru formand! Jeg vil sige til hr. Alexander, at Litauen får det samme antal pladser i alle tre tilfælde, fordi det i det første tilfælde er bestemt, i det andet tilfælde er bestemt, og i det tredje tilfælde... Vi debatterer her som Parlament (da formanden for Parlamentet ikke har forsædet for dette vigtige møde), og vi drøfter Parlamentet, men jeg kan ikke se hr. Lamassoure her. Er han til stede i Parlamentet? Hvorfor skulle vi debattere det? De vigtigste personer er gået. Alting er indlysende. Jeg taler om dette, fordi vi virkelig er nødt til at tale om et fælles hjem, et fælles Europa og høre alle stemmer i de enkelte lande.

Problemet med Litauen er, at vi har kæmpet for at overleve i mange århundreder. Vi er et lille land. Nu bor mange mennesker i andre lande, de arbejder i Deres virksomheder, og de vil praktisk talt være ude af stand til at løse Europas problemer. Vi forsøger at fastholde en forbindelse, at være sammen, at være en nation og ønsker ikke at forsvinde fra kortet, men disse mennesker vil ikke kunne stemme, da antallet af parlamentsmedlemmer bliver fastsat i forhold til indbyggertallet, men de bor i Deres land, hr. Alexander, samt i Storbritannien og Irland, og de arbejder ærligt der. Selvfølgelig kan de vælge repræsentanterne for Sverige, Finland, Storbritannien eller Italien, men på den måde går vi simpelthen tilbage som nation. Så dette er det vigtigste emne, som gør mig bekymret, og jeg beklager virkelig, at vi, som hr. Lamassoure siger, her i Parlamentet ikke taler særlig meget om værdier. Forhandlingen i dag er det perfekte eksempel. Når jeg ser på efternavnene, ved jeg, hvor mange pladser de enkelte har, og jeg kan sige på forhånd, hvilke holdninger der bliver præsenteret.

  Bogdan Pęk (UEN). - (PL) Fru formand! Jeg er for længe siden blevet vant til det åbenbare hykleri, som er almindeligt udbredt her i Parlamentet. Men i dag vil jeg stille ét spørgsmål. Det, De ønsker, som jeg opfatter det ud fra de fleste taler her i dag, er at få ændret afstemningsprincipperne og tildelingen af pladser i Parlamentet, således at statsborgerskab i et bestemt land ikke er afgørende. De siger med andre ord, at vi allerede har et integreret europæisk folk med en fælles standard og fælles interesser. Dette er altså et europæisk folk.

Jeg vil spørge alle jer hyklere, hvordan det kan være, at stakkels gamle Polen kun får en tredjedel af landbrugsstøtten, at tyskerne, som er de rigeste af alle, på trods af den fælles energipolitik, vil forhandle hen over hovedet på andre medlemsstater med Rusland og føre en rørledning under havet, som skader miljøet? Kan disse to ting forenes? Og hvis det, jeg siger, er sandt, er det så ikke for tidligt at skabe myten om en europæisk stat? Vi skal arbejde hen imod det, men langsomt og systematisk, da fremskyndte aktioner af denne art kun kan føre til resultater, som virker mod hensigten.

  Gerardo Galeote (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Jeg kan godt forstå, at dette er et vanskeligt forehavende, og jeg anerkender og sætter pris på det arbejde, ordførerne har udført.

Deres forslag til fordeling af pladser er imidlertid på nogle punkter efter min mening alt for vilkårligt, og det tager ikke tilstrækkeligt hensyn til den nødvendige institutionelle ligevægt, der hidrører fra den nuværende Nicetraktat.

En række parlamentsmedlemmer har derfor underskrevet ændringsforslag, som bliver forelagt på plenarforsamlingen i morgen, og jeg vil understrege, at de fuldt ud overholder princippet om degressiv proportionalitet, og det betyder også, at den fremtidige tildeling af pladser bliver objektiv, da den bliver afhængig af klare og gennemsigtige kriterier.

Et af ændringsforslagene, som jeg vil fokusere på, og som skal træde i kraft ved valget i 2009, er i overensstemmelse med en af de mest fornuftige undersøgelser, som den spanske regering har udarbejdet og fremsendt til Parlamentet og Rådet.

Som De kan se, forsvarer jeg ikke den nuværende spanske regerings forslag, fordi jeg er tilhænger af den, men i dette tilfælde er det rigtigt, at der i højere grad tages hensyn til den demografiske faktor, og den bør være afgørende ved udformningen af den institution, der repræsentere befolkningens interesser.

Derfor vil jeg anmode ordførerne om at tage dem i betragtning og de andre parlamentsmedlemmer om at stemme for dem, og jeg håber, at de under alle omstændigheder bliver forelagt, forsvaret og taget i betragtning af Det Europæiske Råd, når det træffer en afgørelse i næste uge.

  Carlos Carnero González (PSE). - (ES) Fru formand! Dette var ikke et let forehavende, og jeg mener, at hr. Lamassoure fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og hr. Severin fra Den Socialdemokratiske Gruppe har forelagt en fremragende betænkning, som både er europæisk og proeuropæisk.

Hr. Stubb har ret, når han siger, at dette er en af de tristeste forhandlinger, han har overværet her i Parlamentet, men forhåbentlig bliver resultatet af afstemningen om betænkningen i morgen et af de bedste øjeblikke, vi kommer til at opleve, da betænkningen, som ikke kun er deres, men også stammer fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender med 70 % støtte, for det første er i overensstemmelse med det, Rådet har anmodet Parlamentet om, og for det andet anvender princippet om degressiv proportionalitet, og for det tredje sikrer et repræsentativt Parlament, hvilket ville have været umuligt med Nicetraktaten, delvis fordi nogle lande, f.eks. Spanien, i denne traktat på en uberettiget måde endte uden en forholdsmæssig logik, hvad angår deres repræsentation.

Heldigvis løser forslaget fra hr. Lamassoure og hr. Severin fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender i tilstrækkelig grad dette problem.

Spørgsmålet er, om vi vil have denne betænkning eller Nicetraktaten. Om vi vil have denne betænkning med et repræsentativt Parlament eller Nicetraktaten med et Parlament, som ikke er fuldt ud repræsentativt. Vi kan afgive alle de løfter, vi vil, om dette, men det, der selvfølgelig er behov for, er en realistisk betænkning, således at Parlamentet på topmødet i Lissabon får sin indsats anerkendt og også får støtte til den samtidig med vedtagelsen af den nye reformtraktat.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Fru formand! Lad mig begynde med at sige, at medlemmerne af De Frie Demokrater (FDP) har fået lov til at stemme frit i morgen. Der bliver derfor ikke en partilinie. Hvorfor? Der er et dilemma. Tysklands situation er selvfølgelig blevet forringet. I stedet for de hidtidige 832.000 vælgere pr. parlamentsmedlem, bliver der nu 858.000. Parlamentet ønsker, at det skal gælde fra 2009. Det kommer først til at gælde i Rådet i 2014. Det er en af de ting, der nævnes.

Selv gode tyske aviser såsom Berlin-avisen Tagesspiegel skriver, at pladserne omfordeles i morgen. Der er medlemmer her i Parlamentet, som siger, at Tyskland mister tre pladser i morgen. Problemet er - og her går jeg over til den del, jeg personligt vedstår - at dette er forkert. Hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning sikrer det højest mulige antal pladser, som Tyskland kan få i henhold til traktaten. I Nicetraktaten blev det allerede fastsat, at et land højst kan få 96 pladser. Det stadfæstes klart og tydeligt i betænkningen.

Hvorfor så denne forhandling? Hvorfor så provokationen med d'Hondt-metoden, hvor kun de store lande får flere pladser, og de små lande taber stort? Det er et forslag, der støttes, ja, som medlemmer af Tysklands Kristelig-Demokratiske Union (CDU) endog til min store overraskelse har taget initiativ til. Hvad indebærer det egentlig? Det er efter min mening et ueuropæisk forslag. Balancen, den retfærdige balance mellem store, mellemstore og små lande går tabt her. Hvad mere er, er det et forslag, som ikke har nogen som helst chance i Rådet. Tror vi og de andre medlemmer i CDU derfor virkelig, at de i Belgien, Irland, Sverige eller Estland ikke kan foretage analyser, og at de vil stemme for dette forslag i Rådet? Nej! Forslaget er en tom boble, som erstattes uden nogen som helst konsekvenser - med én undtagelse. Konsekvensen er en yderligere forringelse af atmosfæren hjemme i Tyskland, hvad angår europæisk politik.

Vi bør støtte hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning. Vi bør sikre, at Parlamentet sender et stærkt politisk signal til Rådet om, at vi er i stand til selv at løse problemerne. Hvis dette signal, som er et europæisk signal, er stærkt, er det godt for os alle, og det gælder også Tyskland.

  Jean-Luc Dehaene (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Som det allerede er blevet sagt gentagne gange her i Parlamentet, er det i sidste ende Parlamentets troværdighed, der står på spil under denne forhandling. Dets evne til at gennemføre opgaven med at stille et forslag med et bredt flertal og således gøre det vanskeligt for Rådet at se bort fra forslaget er under debat.

Fortrinnet ved hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning er, at den pragmatisk stiller et forslag, som opfylder alle kravene i traktaten. Der er ikke fire alternativer, men faktisk kun to, nemlig hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning eller Nicetraktaten. Hvis det ikke lykkes os at få støtte fra et bredt flertal til et forslag, vil det heller ikke lykkes for Rådet, og vi vil vende tilbage til Nicetraktaten.

Jeg forstår ikke helt en række af ændringsforslagene. Selv om det er klart, at kvadratrodsændringsforslaget støtter de mindre lande stærkt, er dette faktisk en karikatur på proportionalitet. Jeg forstår imidlertid heller ikke det ændringsforslag, der hovedsagelig er stillet af tyske parlamentsmedlemmer, i hvilket der ikke tages hensyn til de mindre landes stilling, og i hvilket der anmodes om, at de store medlemsstater skal have flere muligheder i Rådet.

Skal jeg forstå det således, at dette er en ondskabsfuld måde at vende tilbage til Nicetraktaten på og give Tyskland 99 pladser igen? Hvis det er tilfældet, synes jeg, at det i høj grad svækker Parlamentet. Jeg håber, at Parlamentet i morgen forstår, at dets troværdighed står på spil, og at den kun kan bevares ved at støtte hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning med et bredt flertal, da dette er den eneste realistiske ændring.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Fru formand! Det er svært for mig at acceptere en betænkning, ifølge hvilken Polen - jeg bør og vil sige det polske folk, da det er dem, der vælger deres repræsentanter - mister muligheden for at vælge tre yderligere parlamentsmedlemmer. Det et det, den polske repræsentation i Parlamentet reduceres med i henhold til det forslag, der er stillet i dag.

Hvorfor synes jeg, at det er uretfærdigt, og hvorfor synes jeg, at de kriterier, der vedtages i betænkningen, ikke tager hensyn til så indlysende kendsgerninger, som et andet medlem fra Litauen allerede har nævnt i dag? Det drejer sig om arbejdere, om arbejdstagere, om polakker, som midlertidigt bor i udlandet - 3 millioner polakker i udlandet. Lad os antage, at de har ret til at stemme i Storbritannien eller Irland, men at de kommer hjem. Mit spørgsmål er: Hvem skal repræsentere dem? De fratages retten til at være repræsenteret, selv om de havde stemmeret.

Betænkningen, og det er min anden pointe, understreger den institutionelle skævhed, som har eksisteret hidtil, selv om den har været skrøbelig, mellem landenes stilling i Rådet og i Parlamentet. Polen mister mest i Rådet med overgangen til afstemning med dobbelt flertal, og det taber også i Parlamentet.

Min sidste pointe vedrører en skævhed, som er blevet nævnt her i dag, i ansættelsen af personale i EU-institutionerne, og særlig i Parlamentet. Denne skævhed, som berører alle de nye medlemsstater, kan udjævnes her i Parlamentet. Jeg anmoder om et ændringsforslag til denne betænkning.

  Alfonso Andria (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Selvfølgelig er jeg klar over, at den opgave, de to parlamentsmedlemmer, hr. Lamassoure og hr. Severin fik pålagt, ikke var let, men jeg må sige, at resultatet trods deres indsats gør mig ret forvirret både set ud fra et juridisk synspunkt og rent politisk.

Forslaget nævner for første gang et beregningskriterium baseret på den fastboende befolkning i den enkelte medlemsstat, og erstatter kriteriet borgerskab. Her opstår der et problem med juridisk og politisk sammenhæng, hvad angår bestemmelserne i den fremtidige reformtraktat, og særlig artikel 9A, som udtrykkeligt fastsætter et princip om EU-borgeres repræsentation. Jeg opfatter også spørgsmålet som politisk, delvis fordi Parlamentet gør funktionen med borgernes stemme og ytring lidt uigennemsigtig - og hvad mere er på et tidspunkt, hvor EU er ved at udbrede kulturen med unionsborgerskab, EU-identitet og EU-borgeres rettigheder.

Og De må endelig ikke føre spørgsmålet tilbage til niveauet med nationale krav, eller hvad der er værre, reducere det til et kvantitativt spørgsmål. Det ville være en fuldstændig reduktiv og vulgær strategi, og det ville være uheldigt for Italiens omdømme. Jeg bemærker imidlertid også en skævhed i behandlingen. Der mangler ensartethed mellem de forskellige grupper, og i mange tilfælde berettiger parametrene ikke forskellen i antallet af pladser mellem de enkelte lande.

Jeg vil slutte med at opfordre de andre medlemmer til at stemme i overensstemmelse med det, der er fastlagt i traktaterne og med den rolle, vi hidtil har haft som parlamentsmedlemmer, og som vi fortsat skal have, nemlig udbredelse af borgerskab.

  Riccardo Ventre (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Hr. Stubb, som desværre er gået, nævnte tristhed i aften, og andre medlemmer har også givet udtryk for de samme følelser. Jeg synes imidlertid, at det er trist at opleve forskelsbehandling mellem lande og parlamentsmedlemmer, særlig dem, der forsøger at sikre, at grundlæggende principper opfyldes, som hr. Voggenhuber og fru Muscardini med rette sagde.

Det, der er vigtigt her, er ikke at så tvivl om hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning. Den er sandsynligvis godt opbygget, selv om den er bygget på et fundament af sand. Der er faktisk et retligt princip, hvis indførelse bliver fuldstændig ødelagt, og det er princippet om borgerskab. Dette er også blevet fremført af dem, der har støttet betænkningen, samt i kompromisforslagene fra hr. Lamassoure og hr. Severin. Hr. Leinen nævnte det, og hr. Duff udtrykte det også fremragende: Her er vi ikke sikre på vores vælgere!

På denne fuldstændige usikkerhed på vælgerne vil vi alligevel opbygge et kriterium eller opføre et slot, som har sin egen interne sammenhæng - bortset fra grundlaget eller fundamentet - og dette vil give os en sammensætning, som på ingen måde respekterer de tidligere eksisterende realiteter eller borgerne. Det vil også som en yderligere konsekvens indbringe os - og læg mærke til, hvad jeg siger, for jeg ønsker ikke at være en dommedagsprofet - for EF-Domstolen. Det er naturligt og formodentlig en pligt, hvis man mener, at man er blevet forurettet, at henvende sig til domstolene som extrema ratio, som det øverste beslutningstagende organ i forbindelse med en så vigtig beslutning.

Jeg opfordrer min regering, mit lands regering, som har vist stor svaghed hidtil i denne proces fra begyndelsen i Berlin, til endelig at genopdage sin stolthed og anvende vetoretten i forbindelse med dette forslag.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Fra i dag til i morgen har vi en historisk mulighed for at påvirke beslutningen om Parlamentets fremtidige sammensætning. Den betænkning, der er udarbejdet til dette formål af ordførerne, hr. Lamassoure og hr. Severin, indeholder en god blanding af kvalitet, ligevægt og ansvar. Den foreslår en pragmatisk løsning, som regeringskonferencen bør tage imod uimodsagt, da den ikke er en hindring for vedtagelsen af reformtraktaten.

Den foreslåede fordeling af pladserne i Parlamentet er baseret på princippet om degressiv proportionalitet. Det er et retfærdigt princip, som er udtryk for solidaritet mellem store, mellemstore og små lande. Den foreslåede løsning er også baseret på princippet om de enkelte medlemsstaters demografiske realiteter. Dette er igen et retfærdigt og korrekt princip. Trods dette gav en række medlemsstater udtryk for, at de ikke kunne acceptere denne løsning. De mener, at deres lande bliver udsat for forskelsbehandling. Jeg kan imidlertid ikke se tegn på forskelsbehandling. Hvis der var tale om forskelsbehandling og ulighed, ville to lande med en befolkningsforskel på 5 millioner få tildelt det samme antal pladser. Jeg håber, at Parlamentet griber denne historiske mulighed i morgen og vedtager hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning med et afgørende flertal.

Hvis det ikke støtter den, ville det indebære, at vi skal vende tilbage til Nicetraktaten. Det er at vende tilbage til et alternativ, som også ville være et tab for de medlemmer, som for nylig vidt og bredt har publiceret sloganet "Nice eller død".

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Fru formand! I dag drøfter vi en meget vigtig betænkning, som skal danne grundlag for fordelingen af pladserne i Parlamentets næste valgperiode.

Ordførerne har stillet et forslag, som er meget interessant og bestemt må have krævet en hel del både analytisk og begrebsmæssigt arbejde. Jeg takker Dem hjerteligt for det. Det har imidlertid efter min mening to alvorlige svagheder. For det første foreslår medlemmerne en ad hoc-løsning, som er midlertidig og udelukkende gælder for den næste valgperiode. Jeg mindes imidlertid, at da vi begyndte at arbejde på betænkningen i Udvalget om Konstitutionelle Anliggender, aftalte vi, at vi skulle forsøge at finde systemiske løsninger, der muliggør en automatisk ændring af Parlamentets sammensætning, når nye lande bliver medlem af EU.

Det alternative forslag, som er stillet af omkring 80 parlamentsmedlemmer, inklusive mig selv, opfylder denne betingelse. Anvendelse af d'Hondt-metoden til at beregne stemmeantallet fra de enkelte lande er et objektivt instrument, der udelukker politiske studehandler. Ved at acceptere dette ændringsforslag kan Parlamentet blive den første institution, der hæver sig over politiske og nationale stridigheder. Jeg går ind for en neutral, matematisk metode til bedømmelse af det enkelte lands styrke. Det ville være et skridt i den rigtige retning og en model, der kan anvendes af andre multinationale europæiske institutioner.

En anden svaghed i den forelagte idé er den manglende ensartethed i tilgangen til EU-borgeres rettigheder. De omfatter retten til at være repræsenteret i dette forum. Efter min mening svækker kriteriet med at beregne et lands repræsentation i Parlamentet på grundlag af befolkningstallet denne rettighed. Hvad skal f.eks. polske borgere, som bor og arbejder i Irland eller Storbritannien, synes? Ifølge forskellige skøn er der mellem 2 og 3 millioner af dem.

I henhold til valgreglerne, som er bindende i Polen, kan man stemme på kandidater, der stiller op i Polen. Men hvis vi anvender befolkningskriteriet, som det foreslås i betænkningen, reduceres antallet af valgte parlamentsmedlemmer i Polen som følge af, at folk forlader landet, hvorimod det stiger på øerne. Så hvem skal repræsentere dem her i dette forum? Irske parlamentsmedlemmer eller britiske eller polske, som der bliver færre af? Betænkningen giver ikke svar på disse spørgsmål. I den forbindelse er det efter min mening vigtigt at ændre betænkningens tekst, og sammen med mange andre medlemmer vil vi stemme for visse ændringsforslag.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Fru formand! Det er almindelig anerkendt, at den nuværende fordeling af pladserne i Parlamentet ikke afspejler de demografiske realiteter i medlemsstaterne korrekt, og at sammenhængen er til skade for visse mellemstore og mindre lande.

Det er bestemt positivt, at det antal pladser, der er fastsat i Nicetraktaten, ikke reduceres med betænkningen. Jeg skal imidlertid også understrege, at med hensyn til Grækenland vil en stigning i det tildelte antal pladser fra 22 til 23 være retfærdig, da den græske befolkning er 10 % større end befolkningen i andre lande med det samme antal pladser i Parlamentet.

Jeg vil imidlertid i dag primært koncentrere mig om de stillede ændringsforslag, som vedrører metoden til beregning af antallet af parlamentsmedlemmer. Man glemmer at vurdere hele et lands indbyggertal, men medregner kun dets borgere. Jeg går ind for begrebet unionsborger, men jeg er helt uenig i, at det kan anvendes her. Som parlamentsmedlem føler jeg, at jeg repræsenterer disse i den del af den græske befolkning: Uden nødvendigvis at være græske statsborgere eller unionsborgere opdrager de vores børn, tager sig af de ældre, bygger vores huse, bemander universiteterne, bidrager til forsikringssystemet og sender deres børn i vores skoler. Vores beslutninger vedrørende miljøet, tjenesteydelser, indvandring og forsikringsspørgsmål og snesevis af andre beslutninger berører i virkeligheden også disse medborgeres liv, som selvfølgelig ofte er de dårligst stillede. Jeg tror derfor, at det er demokratisk bydende nødvendigt, at antallet af parlamentsmedlemmer baseres på det samlede antal indbyggere i et land.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Dagens forhandling om Parlamentets fremtidige sammensætning har desværre ikke været et højdepunkt i europæisk demokratis historie. Måske er det godt, at hverken Kommissionen eller Rådet har haft tid til at lytte til den.

Vi har måttet lytte til talere, som har givet en meget følelsesladet fremførelse af principper, som stadig ikke har bragt os videre rent praktisk, og som derfor ikke har andet at tilbyde end det følelsesladede. Vi har faktisk lyttet til mange talere, som har fokuseret på deres egne nationale interesser. Det har bestemt ikke været vejen frem i forsøget på at finde en europæisk løsning, og det vil som sådan sandsynligvis heller ikke bringe os tættere på en løsning.

Heldigvis har der også været talere, som har været pragmatiske og forsøgt at finde brede løsninger, og som derfor i forslaget fra begge ordførere - Alain Lamassoure og Adrian Severin - har fundet et passende grundlag. Jeg synes, at vi skal takke begge ordførerne hjerteligt for det arbejde, de har udført i udvalget samt i det, der skal ske bagefter. Dette ville være en selvfølge ifølge middelhavshøflighed, men i dette særlige tilfælde har begge ordførere virkelig fortjent denne tak. Jeg vil derfor som én, der ikke kommer fra Middelhavsområdet, takke Dem hjerteligt.

Jeg håber og ser også frem til, at vi måske oplever et historisk øjeblik her i Parlamentet i morgen ved afstemningen. Dvs. hvis det lykkes os at få et klart og sikkert flertal for forslaget fra hr. Lamassoure og hr. Severin og dermed er i stand til at sende et mere klart signal til Rådet. Parlamentet har under alle omstændigheder fremlagt et fornuftigt grundlag for valget i 2009.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! For at bedømme betænkningen fra de to ordførere, hr. Severin og hr. Lamassoure, korrekt, er vi nødt til tage visse omstændigheder i betragtning og anvende visse regler.

Vi skal for det første gribe betænkningen an på en europæisk måde og ikke en nationalistisk måde. Hvis vi ikke gør det, står vi midt i en konkurrence om, hvilket land der får flest pladser, og hvilket der får færrest. For det andet skal vi tage visse omstændigheder i betragtning, f.eks. at Parlamentet i dag ikke træffer beslutning om Parlamentets sammensætning, men stiller et forslag til Rådet. Rådet har et vist spillerum og grundlag at bygge på, selv om det er baseret på fortiden, hvilket efter vores mening ikke er særlig velafbalanceret.

Herudover skal vi anvende de talmæssige kendsgerninger, vi har fået. Der er 750 parlamentsmedlemmer, højst 96 pr. land og seks pr. land som minimum. Vi kan ikke også begynde at købslå om dele af befolkningen, som er i og uden for landet. Vi burde indgå et kompromis baseret på den nuværende situation i overensstemmelse med befolkningen og med det, der gælder for andre områder. Vi er ikke her for at grundlægge EU på ny. Hvis vi gør det, skal vi anvende andre beregninger. I dag drejer det sig derfor om at opnå et resultat, som har den bredest mulige støtte fra Parlamentet, således at vi bevarer vores troværdighed og samtidig baner vej for europæiske og ikke nationalistiske bevægelser. Jeg appellerer til tyskerne, som altid har været generøse. Hvis de for øvrigt tidligere havde udvist den samme tilbøjelighed som nu, ville vi ikke have et EU. Jeg appellerer også til de andre medlemmer fra de andre lande, således at vi i morgen kan vedtage hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning med det størst mulige flertal.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Hvis vi først går væk fra streng proportionalitet ved valg, ender vi uundgåeligt med at anvende et politisk kompromis i stedet for ren matematik. Det demokratiske princip om, at alle stemmer skal have samme vægt, kan først anvendes, når EU bliver et fuldstændig føderalt system.

Inden for de grænser, Rådet har fastsat, er dette politiske kompromis fra hr. Severin og hr. Lamassoure en rimelig og velafbalanceret indsats for at opnå fairplay og solidaritet for alle EU-borgere. Jeg støtter det, og jeg er imod de foreslåede alternative systemer, da de er mindre retfærdige og mindre afbalancerede.

Men fordi nogle har grebet denne øvelse an som et nationalt egotrip, skal det understreges, at det her drejer sig om, hvordan borgere i overensstemmelse med deres politiske præferencer vælger deres repræsentanter til dette Parlament, som skal være medlovgiver sammen med Rådet. Det er Rådet, der repræsenterer staten og ikke Parlamentet.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Ligesom forfatningstraktaten vil reformtraktaten indføre princippet om, at en medlemsstat, uanset hvor lille den er, bør være tilstrækkeligt repræsenteret og ikke kan have mindre end seks pladser i Parlamentet. Malta, som jeg kommer fra, og som for øjeblikket har fem pladser, vil få seks pladser. Denne forøgelse vil hele et sår, det så at sige fik for syv år siden, da Malta i Nicetraktaten fik fem pladser i stedet for seks ligesom Luxembourg, som har det samme antal indbyggere.

Seks pladser i stedet for fem betyder en stigning på 20 % i repræsentationen, og det betyder også, at de maltesiske medlemmer af Parlamentet vil være bedre stillet til at udføre parlamentariske opgaver, som der hele tiden bliver flere af. Lad det være nok at sige, at vi i Parlamentet har mere end 20 parlamentsudvalg, som det med seks parlamentsmedlemmer er svært at holde trit med. Med fem er det umuligt. Udvalgene forbereder nu love, som er bindende for alle statsborgere, herunder maltesiske statsborgere, og det er hensigtsmæssigt, at borgerne i det enkelte land, ja, endog de mindste lande, har tilstrækkelig, hensigtsmæssig og rimelig mulighed for at være repræsenteret og blive hørt i det enkelt udvalg. Det er så meget desto mere tilfældet, når man tager i betragtning, at Parlamentet i henhold til den nye traktat får øgede beføjelser og bliver medlovgiver sammen med Kommissionen på alle områder.

Minimumsgrænsen på seks pladser er således et positivt skridt, som vil øge de små landes tro på EU, og jeg mener derfor, at vi bør støtte hr. Lamassoures og hr. Severins betænkning.

  Adrian Severin (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Det er aldrig sværere at forstå en forklaring, end når ens egne interesser står på spil og afhænger af, at man ikke forstår forklaringen. Desværre er mange parlamentsmedlemmer forsvundet, fordi de ikke ønsker en forklaring: De ville blot sige deres mening, og det er alt.

Jeg vil imidlertid komme med et par korte præciseringer. Hvis betænkningen ikke bliver vedtaget, vender vi ikke blot tilbage til Nicetraktaten, men til noget, der er værre end Nice, da traktaten i henhold til mandatet fra regeringskonferencen vil fastsætte de 96 pladser som maksimum for et enkelt land - så det bliver Nicetraktaten, og Tyskland får 96 pladser. Ved at gå imod betænkningen sikrer tyskerne ikke de 99 pladser, de har i dag. Det bør de være klar over.

Fru Grabowska spurgte: Hvad med de polske statsborgere, som delvis bor i Polen og delvis i udlandet? Det afhænger af deres bopæl. Om de er turister i udlandet eller i udlandet i kortere tid spiller ingen rolle, men hvis de har bopæl i udlandet og kun besøger deres familie i Polen, bliver de taget i betragtning dér, hvor de bor, men de kan selvfølgelig stemme på samme måde som enhver EU-borger. Fru Grabowska spurgte også om, hvem der skal repræsentere dem. Det står helt klart - de parlamentsmedlemmer, de stemmer på. Alle EU-borgere har stemmeret, og alle EU-borgere bliver repræsenteret af de parlamentsmedlemmer, de stemmer på.

Flere medlemmer har sagt, og jeg citerer kun et italiensk medlem: For første gang i EU's historie tager vi indbyggerne og ikke statsborgerne i betragtning. Det er ikke rigtigt. Vi har altid lige siden Romtraktaten taget indbyggerne, befolkningen, i betragtning. Hvis De ønsker at ændre denne skik, kan De sikkert gøre det, men lad være med at sige noget her, som er helt forkert.

Jeg vil slutte med at sige, at hvis der er et problem, er det den manglende harmonisering af den nationale valglovgivning. Jeg ville bestemt gå ind for en tilnærmelse af denne lovgivning, men det er et andet spørgsmål. Det tager tid, og vi skal tage dette spørgsmål op separat. Jeg ønsker de ordførere, der skal tage sig af tilnærmelsen af valglovgivningen, held og lykke. Jeg håber, at det lykkes for dem. For øjeblikket håber jeg blot, at vi i morgen efter at have tænkt over det i nat får en afstemning, som vil styrke denne institutions troværdighed.

  Formanden. - Hr. Severin har fået ekstra tid som ordfører. Jeg kan berolige hr. Severin med, at det ikke har noget at gøre med hverken hans betænkning eller hans person. Min erfaring viser, at parlamentsmedlemmer er bedre til at tale end til at lytte. Og sådan har det også været under denne forhandling.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen den 11. oktober 2007.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette forslag hører under området forfatningstraktaten, som skal tages op igen på topmødet i Lissabon i forbindelse med en ny traktat, hvilket igen bekræfter det pres og de trusler, som tidligere blev gjort gældende, før den blev forkastet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene i 2005.

I stedet for at fastholde princippet om suveræne stater med lige rettigheder, hvilket som minimum ville nødvendiggøre den solidaritet, som de mere folkerige lande besynger så højt, og respekt for ligevægten i de forskellige institutionelle organer (Rådet, Kommissionen og Parlamentet), er hensigten at fastsætte minimums- og maksimumsantal og at anvende degressiv proportionalitet på grundlag af indbyggertal og således underordne lande som funktion af deres indbyggertal og befolkning og konstant svække demokratiets repræsentative natur. Den skævhed, der eksisterede før Nicetraktaten, tages ikke engang i betragtning.

Portugal mister således f.eks. to medlemmer og får kun 22 pladser, mens Spanien får fire pladser ekstra. Det er sikkert, at Tyskland mister tre pladser, hvilket giver det 96 pladser. Endvidere får Frankrig 74 pladser, Det Forenede Kongerige 73, Italien 72, Spanien 55 og Polen 51. De seks europæiske stormagter står for 420 medlemmer, hvilket er meget mere end flertallet i et Parlament med 750 medlemmer, der repræsenterer 27 medlemsstater.

Derfor stemmer vi imod betænkningen.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Jeg repræsenterer en lille medlemsstat i EU's udkant. Dette betyder for mig at forstå, hvor vigtigt det er af og til stærkt at forsvare nationale interesser og at understrege vores forskellige omstændigheder. Medlemmer fra de store medlemsstater har generelt forstået dette, i det mindste medlemmerne i min gruppe. De er forsigtige med ikke blot at afvise vores holdninger, at forhindre de store lande i at tromle de små EU-lande ned.

Da hr. Lamassoures betænkning blev udarbejdet, blev et lille lands stemme hørt, da jeg sammen med de andre finske parlamentsmedlemmer holdt fast på Finlands 14 pladser i Parlamentet.

Det er fuldt ud berettiget at forsvare den fordel, vi har opnået. Nu er ændringsforslagene til betænkningen fra de finske parlamentsmedlemmer om at beholde én plads ikke gået igennem i udvalgsfasen, og de ville ikke have haft en chance for at gå igennem på plenarforsamlingen. Den væsentligste grund til dette er sandsynligvis, at fordelen allerede til en vis grad er blevet bortfaldet, da Finland under Niceforhandlingerne gik med til at få 13 medlemmer.

Med hr. Lamassoures betænkning er der meget mere, som bliver sat på spil. Ændringsforslagene fra de tyske, spanske og polske delegerede i min gruppe bringer i høj grad de små medlemsstaters mulighed for at få nogen som helst indflydelse i Parlamentet i fare. Det ændringsforslag, i henhold til hvilket den enkelte medlemsstat vil få seks pladser fra 2014, og resten af pladserne i Parlamentet bør tildeles i henhold til d'Hondt-systemet, vil fuldstændig ødelægge det nuværende system med degressiv proportionalitet, som er den bedste måde at sikre objektiv beslutningstagning i EU. Ændringsforslaget vil i praksis betyde, at Finland f.eks. kun vil få 10 pladser, hvis udvidelsen fortsætter. Det kan vi ikke acceptere.

Jeg opfordrer derfor alle til at huske på, hvor vigtigt det er, at de små lande har mulighed for at få indflydelse i EU.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Fordelingen af pladser blandt medlemsstaterne i Parlamentet må under ingen omstændigheder være vilkårlig. Under de sene forhandlinger på topmødet i Nice satte medlemsstaterne generelt sin lid til, hvor vågen en enkelt mand, en stats- eller regeringschef, var i nattetimerne.

For Sverige var resultatet utrolig dårligt. Selv om det svenske indbyggertal kun er omtrent en million lavere end indbyggertallet i Ungarn og Den Tjekkiske Republik, fik vi fem pladser mindre i Parlamentet, 19 pladser i stedet for 24.

Det er vigtigt, at vi har et princip for fordelingen af pladser, som er tidsmæssigt fast med henblik på den fortsatte udvidelse af EU. Det er også vigtigt at fastsætte princippet om mindre landes overrepræsentation i overensstemmelse med en degressiv fordeling.

I betænkningen foreslås forbedringer af den nuværende fordeling af pladser i Parlamentet. Vi støtter den derfor. Vi er imidlertid stærkt imod tanken om at gøre hele EU til én valgkreds. Det ville indebære, at nationale delegationers størrelse skulle reduceres yderligere. At oprette en særskilt EU-valgkreds er en kunstig måde at forsøge at skabe et europæisk folk. Der findes ikke en fælles politisk arena i Europa. Et forsøg på at nedbryde sprogbarrierer og -tradition ved at oprette en EU-valgkreds er dømt til at mislykkes.