Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. oktober 2007 - Strasbourg

14. International traktat om forbud mod klyngebomber (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- mundtlig forespørgsel af Josep Borrell Fontelles for Udviklingsudvalget til Rådet om international traktat om forbud mod klyngebomber, opfølgning på Oslo-erklæringen (O-0048/2007 - B6-0319/2007) og

- mundtlig forespørgsel af Josep Borrell Fontelles for Udviklingsudvalget til Kommissionen om international traktat om forbud mod klyngebomber, opfølgning af Oslo-erklæringen (O-0052/2007 - B6-0320/2007).

  Josep Borrell Fontelles (PSE), forslagsstiller - (ES) Fru formand! Fru kommissær, hr. minister, kravet om et forbud mod klyngebomber bliver stadig stærkere. Anvendelsen af klyngebomber i sommeren 2006 i Libanonkrigen viste os, i hvilket omfang de kan forvolde en humanitær katastrofe.

Det er våben, der truer civile og militære, men i praksis er 90 % af ofrene civile, og 10 % af disse dødbringende våben eksploderer ikke, de bliver liggende på jorden, og de har en virkning, der minder om landminers.

Derfor er rydningen af de områder, der er forurenet med disse våben, farlig, såvel for befolkningerne som for de internationale fredsstyrker. Bomberne bruges ikke kun i selve krigen, de bliver i lang tid ved med at vanskeliggøre transporten og landbruget, og de skaber handelshindringer og hindringer for den humanitære bistand.

Det er derfor et af de største problemer på vejen til udvikling af de fattige lande. For det er de fattigste lande, der er værst ramt af disse bomber, og i disse lande er det de fattigste og dårligst uddannede befolkningsgrupper, der er de vigtigste ofre.

Derudover kan vi ikke længere sige, at fredsbevarelse eller militær intervention kan foregå effektivt ved at bombe modstanderen fra 10.000 meters højde og sprede bomber, der bliver liggende på jorden, som om det var vand fra en bruser.

De fredsbevarende styrker og den humanitære bistand er i dag absolut nødvendige for at stabilisere og genopbygge de områder, der er berørt af konflikten, og klyngebomberne har i dag overhovedet ingen berettigelse, heller ikke fra et militært synspunkt.

I dag skal vi netop tale med Kommissionen og Rådet om de initiativer, der er opstået i forbindelse med det internationale samfunds generelle ændrede holdning til klyngebomber.

Europa-Parlamentet har gentagne gange indtaget en meget klar holdning: Vi ønsker en overordnet international lovgivning, der forbyder brug, produktion, overførsel, finansiering og opbevaring af klyngebomber. Indtil vi har opnået det, bør EU's medlemsstater iværksætte ensidige aktioner med henblik på at forbyde anvendelsen og overførslen af disse bomber, sådan som nogle stater allerede har gjort, og som andre planlægger at gøre.

Europa-Parlamentet vil gerne takke rådsformandskabet, Kommissionen og medlemsstaterne for deres bestræbelser på at forhandle en ny protokol for FN's konvention om visse konventionelle våben, som omhandler de humanitære problemer i tilknytning til anvendelsen af klyngebomber. Men vi er desværre nødt til at erkende, at der hidtil ikke er sket større fremskridt.

Vi har derfor brug for en solid Osloproces som udgangspunkt for staternes, ngo'ernes, Røde Kors' og de internationale organisationers definition og overholdelse af en ambitiøs dagsorden. Indtil videre er Osloprocessen blevet støttet af 80 stater, herunder mange udviklingslande, men det er på ingen måde sikkert, at denne proces ender med at opnå et fuldstændigt forbud mod klyngebomber.

Det ligger dog klart, at vi har brug for en integreret og omfattende tilgang, der i sig selv er humanitær, og som ikke kun taler om nedrustning, og hvis hovedformål bør være den civile beskyttelse. Der skal ydes bistand til at klare krigens følger, lagrene af disse bomber skal destrueres, og de forurenede områder skal ryddes.

Der vil snart finde vigtige begivenheder sted, f.eks. mødet i Wien til december eller i Bruxelles i næste uge, eller den 5. november, der er verdensdagen mod klyngebomber. Hvad gør vi i denne forbindelse?

I tilknytning hertil vil jeg gerne spørge repræsentanterne for Kommissionen og Rådet, hvad vi vil gøre, og hvad der er vores holdning. Hvad er EU's holdning til statussen for diskussionerne inden for rammerne af konventionen om begrænsninger i anvendelsen af visse konventionelle våben?

Får vi en fælles holdning fra Rådet på dette område? Hvilke initiativer tager vi for at opmuntre medlemsstaterne til at træffe nationale foranstaltninger med det formål at forbyde klyngebomber? Hvad gør vi for at bistå tredjelande med at rydde de områder, der er forurenet med disse våben, med uddannelse i risikoen og med destruktionen af lagrene af allerede forbudte våben?

Endelig vil jeg gerne vide, om Kommissionen overvejer at afholde en international konference om EU's rolle i forbindelse med behandlingen af de samfundsøkonomiske, humanitære og udviklingsrelaterede følger efter en konflikt, hvor disse våben er blevet anvendt?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Hr. Borrell, først vil jeg gerne takke Dem for Deres tre spørgsmål om dette specifikke spørgsmål om forbuddet mod klyngebomber. Jeg vil forsøge at besvare hvert af de spørgsmål til Rådet så kort og objektivt som muligt.

Med hensyn til Deres første spørgsmål må jeg sige, at inden for rammerne af konventionen om visse konventionelle våben - for at gøre det kort vil jeg ganske enkelt omtale denne som "konventionen" - har Rådets formandskab, som De ved, udtrykt bekymring på EU's vegne over de humanitære virkninger af klyngeammunition. Ved den tredje revisionskonference for de deltagende stater i konventionen, som blev afholdt i Genève fra den 7. til 17. november sidste år, gav EU udtryk for det synspunkt, at klyngeammunition er et særligt vigtigt arbejdsområde for det fremtidige arbejde med konventionen om visse konventionelle våben.

EU fremsatte et forslag, hvori vi støttede oprettelsen af en åben gruppe af regeringseksperter, der får til opgave at udforme henstillinger til den videre indsats inden for rammerne af konventionen. Forslaget blev ikke vedtaget af konferencen af deltagende stater. Men man aftalte hurtigst mulig at indkalde til et møde mellem sessionerne for gruppen af regeringseksperter om eksplosive krigsefterladenskaber med særligt fokus på klyngeammunition.

Dette møde blev afholdt i Genève fra den 19. til 22. juni 2007, hvor EU fremlagde et udkast til forhandlingsmandat til et juridiske bindende instrument rettet mod alle aspekter af de humanitære bekymringer, som klyngeammunition giver anledning til. Dette instrument bør vedtages inden udgangen af 2008.

EU's trojka har gennemført omfattende høringer med tredjelande for at fremme EU-metoden. Gruppen af regeringseksperter besluttede imidlertid at udsætte enhver beslutning om et juridisk bindende til 2007-mødet mellem de høje kontraherende parter i konventionen, der finder sted i næste måned.

Sideløbende med disse bestræbelser på at løse problemerne med klyngeammunition har en række EU-medlemsstater underskrevet Osloerklæringen og deltaget i en række møder inden for den såkaldte "Osloproces", der sigter mod et totalforbud mod klyngeammunition.

EU's medlemsstater har deltaget som nationalstater. Indtil videre er man ikke nået frem til nogen EU-aftale om Osloprocessen. Flertallet af medlemsstater opfatter disse to processer som komplementære og betragter dem som parallelle bestræbelser i retning af et fælles mål, nemlig et internationalt juridisk bindende instrument om klyngeammunition.

Med hensyn til Deres andet spørgsmål må jeg sige i forbindelse med de kommende møder i Bruxelles og Wien, at EU's medlemsstater, inklusive formandskabet, som nævnt vil deltage som nationalstater, hvis de beslutter sig for dette. Der er ikke planer om en fælles EU-holdning.

Endelig vedrørende Deres tredje spørgsmål kan jeg sige, at de seneste beslutninger, som Østrig og Belgien har truffet vedrørende forbud mod klyngeammunition, som hr. Borrell henviste til i sit spørgsmål, som De ved, er blevet truffet på et rent nationalt grundlag. Rådet har ikke truffet særlige foranstaltninger i denne sag.

  Formanden. - Lad os håbe, at det snart udtaler sig.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Borrell Fontelles for at rette sin mundtlige forespørgsel til os. Jeg er glad, fordi jeg betragter det som en mulighed for os for at give et tilbundsgående svar på spørgsmålet om noget, der kan få særdeles forfærdelige konsekvenser. Det har en yderst negativ indflydelse på mennesker, især på civile. Spørgsmålet ligger mig derfor meget på sinde, fordi ting, der har indflydelse på menneskers sikkerhed, altid står mit hjerte nær. Jeg er fuldstændig enig med den holdning, som vores rådsformand har givet udtryk for, men jeg vil også gerne nævne et par andre ting.

I løbet af det seneste år har jeg haft lejlighed til at diskutere det i adskillige formelle og uformelle fora, herunder på møder - det første i Paris, senere endnu et i Alexandria - arrangeret af Institute for Peace Studies under forsæde af fru Mubarak. Hun har i høj grad taget sagen til sig, og jeg synes, hun har forsøgt at få gang i tingene. Ligesom antipersonellandminer udgør eksplosive krigsefterladenskaber en stor trussel for civilbefolkningens liv og helbred, og jeg vil gerne give et tilbundsgående svar på de spørgsmål, hr. Borrell Fontelles har stillet her.

Deres virkninger kan være både øjeblikkelige og langvarige. Ved at sprede sprængstoffer over store områder kan de dræbe og kvæste, som vi alle ved, store antal civile, ofte børn. Desuden er der mange småbomber eller subammunitioner, der ikke imploderer og eksplodere ved nedslag, og de bevarer deres dødelige virkning, efter konflikten er slut. Derved udgør klyngeammunition også en alvorlig hindring for international humanitær hjælp. Det har vi set i krigen i Libanon.

Hvad angår krisestyring og programmer til postkonfliktgenopbygning i tiden under og efter konflikter gennem de seneste år, har vi i Kommissionen været meget aktive i forhold til at imødegå de problemer, landminer og andre eksplosive krigsefterladenskaber, herunder klyngeammunition, skaber.

Globalt set er der afsat over 300 millioner euro gennem Kommissionens to minerydningsinitiativer, der dækker perioden 2002-2007, til projekter, der omfatter aktiviteter som minerydning, destruktion af våbenlagre, undervisning i faren ved miner, hjælp til ofre for miner, rehabilitering og socioøkonomisk reintegration. Projekter, der omfatter klyngeammunition, er også blevet gennemført i lande, der er kraftigt påvirket af sådanne våben, f.eks. Afghanistan, Laos og Cambodja, for blot at nævne et par stykker.

Hvad fremtiden angår, vil vi fortsætte vores arbejde ved at integrere indsatsen mod antipersonel-landminer og eksplosive krigsefterladenskaber i vores fællesskabsstrategier og -programmer for bistand til tredjelande - så det vil blive meget udbredt.

Kommissionen benytter sig også af det humanitære hjælpeværktøj, der administreres af ECHO, til at finansiere humanitære minerydningsindsatser. Det seneste tilfælde af støtte til humanitær minerydning var i Libanon, som har modtaget humanitær hjælp i betydeligt omfang siden konflikten i december 2006, som jeg omtalte før.

Hvad angår Kommissionens rolle i forhandlingerne om nedrustningstraktater eller -konventioner, vil jeg gerne minde om, at den slags forhandlinger ikke altid falder ind under vores kompetence. Hvis Fællesskabet ikke er part i nedrustningstraktaterne eller -konventionerne, kan det rent juridisk kun opfordre partnerlande til at engagere sig fuldt ud i multilateralisme, især gennem deltagelse i traktater og konventioner. Det har vores formand vist allerede sagt en del om.

Vi deltog i EU-trojkaens demarcher, der blev gennemført i vigtige lande som USA, Japan, Brasilien, Sydkorea, Canada, Pakistan og Ukraine for at fremme de multilaterale initiativer vedrørende klyngeammunition inden for rammerne af konventionen om visse konventionelle våben, og især en forhandling om et juridisk bindende instrument vedrørende humanitære bekymringer om klyngeammunition. Målet er at afslutte forhandlingerne inden årets udgang.

Samtidig følger Kommissionen Osloprocessen tæt og har til hensigt at deltage som observatør i de møder i Bruxelles og Wien, der er planlagt i denne sammenhæng.

Hr. Borrell Fontelles! Afslutningsvis vil jeg gerne forsikre Dem og Parlamentet om, at Kommissionen fortsat vil yde sit bedste til støtte for alle de multilaterale initiativer, der sigter mod et omfattende og effektivt forbud mod klyngeminer.

  Tunne Kelam, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne fortælle kommissæren, at jeg finder det opmuntrende, at vi deler de samme bekymringer og mål, og jeg takker hende for hendes fremlæggelse og beskrivelse af udviklingen. Det gode samarbejde blandt medlemmerne af Parlamentet om udarbejdelsen af et relevant beslutningsforslag glæder mig også.

For det første haster det. Det haster både menneskeligt og politisk, for på trods af advarselssignaler fra hele verden bruges klyngebomber stadig aktivt. Så der er to problemer, vi skal gøre noget ved.

Det første er, at brugen af klyngebomber rummer et særligt umenneskeligt aspekt. Dem, der affyrer sådanne bomber, er som regel ikke i stand til at ramme særligt præcist. Andelen, der rammer ved siden af, er meget højere, end man kunne forvente. Den tragiske følge er ekstremt mange ofre blandt civile, over 90 %, som det er blevet nævnt.

Et andet problem er det store antal ueksploderede klyngebomber, der ligger i de tidligere konfliktområder. Det er et væsentligt handicap for stater, der er begyndt at genopbygge deres økonomier efter en konflikt. Set herudfra synes jeg, at EU burde gå forrest i forsøget på at forbyde enhver form for produktion, brug og salg af klyngeammunition.

Første skridt ville være at indføre et øjeblikkeligt moratorium for brugen af disse våben. Desuden insisterer vores beslutning på, at EU-tropper under ingen omstændigheder må anvende nogen form for klyngeammunition, før de relevante internationale aftaler er på plads. Vi anmoder Parlamentet og Kommissionen om så hurtigt som muligt at forøge den økonomiske hjælp til samfund og personer, der er blevet påvirket af både eksploderet og ueksploderet klyngeammunition ved hjælp af alle til rådighed stående midler.

  Ana Maria Gomes, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Jeg taler på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet. Disse spørgsmål er eksempler på den ledende rolle, som Parlamentet spiller med hensyn til nedrustning af konventionelle våben, kontrol med overførsel af ammunition samt en styrkelse af den internationale humanitære lovgivning.

Vi kæmpede for en udvidelse af Ottawakonventionen til alle typer af miner. Længe før Det Europæiske Råd argumenterede vi for en global traktat om våbenhandel. Det centrale behov for at omsætte EU's adfærdskodeks om våbeneksport til et juridisk bindende instrument har også været et konstant krav her fra Parlamentet.

Disse spørgsmål om klyngebomber drejer sig om fremtiden, og hvad Europa skal gøre for at afskaffe disse våben, som ikke skelner mellem civile og militært personel, og som ødelægger så mange menneskeliv. Vi opfordrer til et øjeblikkeligt moratorium på brug, produktion, oplagring og eksport af disse våben. Moratoriet skal på et tidspunkt omdannes til et juridisk instrument, der på lang sigt har til formål at forbyde denne barbariske form for ammunition fra arsenaler og slagmarker på samme måde, som antipersonelminer allerede er begyndt at forsvinde.

Ud over at opfordre EU til at indlede en diplomatisk offensiv til fordel for dette nye instrument ønsker vi, at medlemsstaterne skal foregå med et godt eksempel og sørge for, at deres væbnede styrker ophører med at anvende disse våben. Ikke kun det, de skal permanent standse eksport, produktion og oplagring. Hver dag betaler mennesker i Libanon, Tjetjenien, Afghanistan og dusinvis af andre lande, hvor krigene allerede er ophørt, den ultimative pris for de væbnede styrkers forbryderiske og umoralske uansvarlighed, som har mistet enhver fornemmelse for de etiske og juridiske grænser, der skal være bestemmende for civiliserede menneskers handlinger.

Det er op til Europa at føre an i en global alliance, der skal genetablere, genbekræfte og styrke disse grænser. Vi har hurtigst mulig brug for en fælles holdning for at afskaffe klyngebomber og andre former for klyngeammunition.

  Elizabeth Lynne, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Civile, mange af dem børn, dræbes eller kvæstes vilkårligt af klyngebomber. Drømme knuses og liv ødelægges. Tag som eksempel den irakiske dreng Ahmed Kamel. Ahmed fik øje på noget, der skinnede, og samlede en småbombe op, hvorefter den eksploderede. Han mistede begge hænder og blev blind. Hvordan skulle en 12-årig kunne få det til at give mening?

På trods heraf er den chokerende sandhed, at over 15 af EU's medlemsstater har klyngeammunition på lager. Endnu mere grusomt er det, at mindst 10 medlemsstater fremstiller disse våben. Frankrig, Spanien, Grækenland, Italien, Nederlandene, Polen, Rumænien, Slovakiet, Sverige og Bulgarien. Efter min mening har disse lande blod på hænderne, og det samme gælder dem, der har brugt disse våben, herunder Det Forenede Kongerige.

Jeg hilser velkommen, at Belgien vil indføre national lovgivning, der forbyder klyngeammunition, men EU's øvrige medlemsstater er også nødt til at gøre det. Jeg beder indtrængende Rådet og Kommissionen til at støtte Osloprocessen, som vi allerede har opfordret dem til at gøre.

Vi må gøre kort proces med diplomatiske manøvrer fra den britiske regerings og andres side, der antyder, at der findes "dum" og "intelligent" klyngeammunition - det dræber og lemlæster alt sammen. Ordet "intelligent" kunne ikke være mere vildledende eller mere upassende.

Der er brug for et øjeblikkeligt moratorium for brug af, investering i, oplagring, produktion, overførsel og eksport af alle former for klyngeammunition for alle EU's medlemsstater. Alle stater, der har brugt dem, må påtage sig ansvaret for at fjerne dem, og Kommissionen skal så hurtigt som muligt forøge den økonomiske hjælp til de samfund, der påvirkes af ueksploderede småbomber. Jeg opfordrer indtrængende Dem alle til at støtte denne beslutning.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Osloprocessen giver en historisk mulighed for at nå frem til en international aftale - ikke bare en erklæring, men en international aftale - om forbud mod klyngebomber. I to årtier har der været kampagner og internationale initiativer, men de er gentagne gange blevet trukket ned i det diplomatiske hængedynd af militære og økonomiske interesser. Nu har vi en mulighed for at nå en aftale i 2008.

Dette kræver opbakning ikke bare fra Parlamentet, som har en klar holdning her på tværs af alle de politiske grupper. Det var glædeligt og interessant at høre, fru Ferrero-Waldner, at Kommissionen også støtter denne holdning, hvilket vi i høj grad hilser velkommen. Nu skal Rådet følge den klare holdning, som Parlamentet og Kommissionen har indtaget. Det er meget vigtigt. Det drejer sig ikke kun om forbud mod brug og oplagring af klyngebomber og handel med disse våben; det drejer sig også om fremstilling. Vi skal have et forbud mod fremstilling af disse bomber, og EU er stadig en af de største producenter af disse våben. De fremstilles stadig i Tyskland, i Det Forende Kongerige, i Frankrig, i Spanien og i Belgien. Man har nu vedtaget lovgivning med forbud mod fremstilling i Belgien og Østrig, men jeg ved, at produktionen i Belgien stadig ikke er indstillet helt. Der findes også smuthuller i denne lovgivning.

Vi skal presse på for at få et forbud mod disse våben. Medlemsstaterne skal gå videre i retning af et forbud, og Rådet skal forsvare den klare position, som det har givet udtryk for her. Kun på den måde kan man sikre, at vi rent faktisk får en aftale i 2008.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Fru formand! Første gang jeg personlig beskæftigede mig med dette spørgsmål var under NATO's angrebskrig mod Jugoslavien, en af de krige, jeg var modstander af, og som så mange andre krige blev ført af vestlige lande.

Omkring 98 % af ofrene for klyngebomber er civile. Mellem 5 og 40 % af delammunitionen i klyngebomber eksploderer ikke. Lad mig sige det ligeud: Det er især de større vestlige industrilande, der fremstiller og udstyrer deres hære med fragmentationsbomber og anvender klyngebomber i krige. 34 lande fremstiller klyngebomber, heraf 13 EU-medlemsstater. Klyngebomber er en faktor i krige, der føres af EU-lande, f.eks. i det tidligere Jugoslavien, Afghanistan og Irak, så lad venligst være med at udgyde krokodilletårer her!

EU skal mande sig op. Helt specifikt betyder dette, at EU skal vedtage en fælles holdning, hvor man fordømmer disse morderiske våben. Det betyder et stop for produktion af klyngebomber og naturligvis ingen brug af fragmentationsbomber, som det skete under Golfkrigen, i Jugoslavien, Afghanistan, Irak og Libanon. Det må ikke få lov at fortsætte.

  Alain Hutchinson (PSE). - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, fru kommissær! Der er allerede sagt mangt og meget om dette emne, og naturligvis beklager vi - og det er et alt for svagt ord - anvendelsen af fragmentationsammunition, som forårsager alvorlige skader i en række lande, og jeg vil gerne takke Josep Borrell, fordi han har rejst dette foruroligende spørgsmål.

Men hvis dette forbud skal virke effektivt, og beslutningens hensigt gennemføres, må vi naturligvis gå langt videre end at nøjes med at forbyde anvendelsen af dette krigsmateriel. Vi må også tænke på dets produktion og markedsføring, for vi kan ikke på den ene side fremføre humanitære betragtninger - og det er sandt, at det krigsmateriel, som ikke eksploderer, som ligger overalt i jorden i disse lande, og som forhindrer befolkninger og flygtninge i at vende tilbage, også forhindrer humanitær bistand - men vi kan ikke fremføre betragtninger, som taler for den humanitære side af sagen, hvis vi ikke samtidig træffer effektive foranstaltninger mod vores egen industri, som desværre fremstiller og sælger dette materiel.

Jeg vil slutte med at sige, at denne beslutning måske giver os lejlighed til også at appellere til medlemsstaterne. Mit eget land, Belgien, har vedtaget en lov i denne henseende, og jeg mener, det er det første land, der har gjort det. Jeg tror, den belgiske lov kan tjene som inspirationskilde til en henstilling til de 26 andre medlemsstater desangående.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). - (NL) Fru formand, fru kommissær, hr. minister, hr. formand for Rådet! Jeg tager ordet her, fordi også jeg vil udtrykke støtte til både hr. Borrells spørgsmål og den måde, hvorpå det er formuleret, og til vores fælles beslutningsforslag herom.

Jeg er udmærket klar over, at alle de bestræbelser, som gøres, hvad angår våbenkontrol, altid er meget vanskelige og sommetider mere ligner processionen i Echternach, hvor man går to skridt frem og et tilbage. Jeg synes, at vi skal intensivere disse bestræbelser, for det har i de seneste år for mig set ud, som om folk, som går ind for nedrustning og våbenkontrol, er gammeldags eksemplarer fra en svunden tid, for nu hører genoprustning til dagens orden. Jeg synes, at det er overordentlig foruroligende.

Når man så tænker på, at et statsoverhoved fra den eneste supermagt, som er tilbage i verden, for nylig har truet med en mulig tredje verdenskrig, bliver jeg selvfølgelig rædselsslagen. I denne kontekst, som bidrager meget mindre til vores fælles bestræbelser, tror jeg, at det mere end nogensinde er vigtigt, at både Rådet og Kommissionen uophørligt understreger, at medlemsstaterne her skal optræde i fællesskab, hvilket desværre hidtil ikke har været tilfældet.

  Carl Schlyter (Verts/ALE). - (SV) Tak, fru formand! Jeg taler også på min kollega Raül Romevas vegne. Han kommer fra Spanien, jeg kommer fra Sverige, og begge disse lande fremstiller disse skrækkelige våben, og begge lande har lovet at forbyde dem. Men hvad gør mit eget land? Ved samtalerne i Oslo fremførte Sverige, at vi skal have begrænset brugen i stedet for et forbud. Det er en skændig holdning. Intet civiliseret land kan forsvare disse brutale våben, og det glæder mig at se, at der hersker stor enighed mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet i dag til støtte for et totalforbud.

Når disse våben rammer, udgør de et våben mod uskyldige børn. Det er et effektivt våben mod menneskerettigheder og økonomisk udvikling. Derfor skal vi være særdeles effektive i vores kamp for at forbyde dem. Dette er begyndelsen - lad os afslutte processen hurtigst mulig, for der dør et barn hvert minut. Tak.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Luis Yáñez-Barnuevo García (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne tilslutte mig de talere, der har talt om forbud mod produktion, eksport og opbevaring af disse våben - klyngebomber - der er så skadelige for civilbefolkningen, og støtte Osloprocessen, til trods for at mit land som nævnt af den forrige taler fremstiller, opbevarer og eksporterer denne slags våben.

Men jeg vil gerne komme med en vigtig nyhed: Den 21. september, dvs. for blot en måned siden, fremsatte regeringen via det parti, den bygger på, Socialistpartiet, i Parlamentet i loven om kontrol med udenrigshandelen med forsvarsmateriel et ændringsforslag, som indeholdt et mål om at begrænse - og evt. forbyde - klyngebomber, der er særlig farlige for civilbefolkningerne.

Det betyder, at der er et holdningsskift i mit land, idet fremstillingen, opbevaringen og eksporten af disse våben blev besluttet af de tidligere regeringer. Den nuværende regering er involveret i Osloprocessen og ønsker en progressiv fjernelse, indtil der er opnået et totalt forbud, såvel af fremstilling og opbevaring som eksport af disse klyngebomber, og det er efter min mening en vigtig nyhed, jeg gerne ville viderebringe til Dem.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tage to væsentlige punkter op, men jeg skal gøre det ganske kort, for jeg ved, at vi er bagefter planen. Det første er, at denne forhandling har givet mig en meget klar idé og overbevisning om, at dette spørgsmål vil blive fulgt meget tæt af Europa-Parlamentet og er noget, der berører mange medlemmer. Derfor vil jeg naturligvis tage skyldigt hensyn til dette.

For det andet vil jeg påpege, at EU også spiller en førende rolle i dette spørgsmål, måske ikke med den energi, som mange medlemmer kunne ønske, og bestemt med noget besvær, men trods alt med en vis optimisme.

Vi har allerede på rette sted, med andre ord i konventionen om visse konventionelle våben, udtrykt EU's bekymring over de humanitære konsekvenser af denne type våben. Vi har også allerede foreslået, at man forhandler sig frem til et juridisk bindende instrument, der skal indføres senest ved udgangen af 2008, men måske ikke med de ambitioner, som mange af Dem ønsker. Men faktum er, at vi er her for at tage afgørende skridt. Dette er en proces, som forhåbentlig kan samle endnu større politisk vilje, entusiasme og indsats, så vi i sidste ende kan nå de opstillede mål.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil blot gerne tilføje en enkelt ting til det, jeg sagde før. Jeg kan naturligvis kun udtale mig på områder, der falder inden for Kommissionens kompetencer, og som De ved, hører dette område under medlemsstaternes kompetencer. Jeg kan imidlertid godt udtale mig om økonomisk hjælp til de berørte.

Jeg kan bekræfte, hvad jeg sagde før, nemlig at vi allerede har gjort vores bedste for at mildne de problemer, der forårsages af eksplosive krigsefterladenskaber, herunder klyngeammunition, i særdeleshed gennem vores minerydningsinitiativer og den tilknyttede horisontale budgetpost, som stod for omkring en tredjedel af de midler, der er brugt på området.

Jeg kan forsikre Dem om, at initiativer mod miner og eksplosive krigsefterladenskaber fortsat vil blive gennemført gennem de nye geografiske instrumenter, og de er endda netop nu ved at blive integreret - og dette er nyt - i vores strategier og programmer for bistand til tredjelande.

Nogle initiativer kan desuden finansieres under det nye stabilitetsinstrument, så vi nu har flere instrumenter til rådighed til at tage hånd om denne vigtige udfordring, og vi vil bestemt tage den tydelige holdning, Parlamentet har givet udtryk for, i betragtning og anvende dem så effektivt som muligt, hvor det er nødvendigt, fordi jeg er fuldstændig enig i det mål, De har givet udtryk for.

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 25. oktober.

(Mødet udsat et kort stykke tid før spørgetiden)

(1) Se protokollen.