Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/0807(CNS)
Forløb i plenarforsamlingen
Forløb for dokumenter :

Indgivne tekster :

A6-0356/2007

Forhandlinger :

PV 24/10/2007 - 19
CRE 24/10/2007 - 19

Afstemninger :

PV 25/10/2007 - 7.4
CRE 25/10/2007 - 7.4
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2007)0475

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 24. oktober 2007 - Strasbourg EUT-udgave

19. Anerkendelse af retlige afgørelser - Den europæiske fuldbyrdelsesordre og overførelse af domfældte (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om følgende betænkninger om strafferet og strafafsoning

- betænkning af Maria da Assunção Esteves for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om Forbundsrepublikken Tysklands og Den Franske Republiks initiativ med henblik på Rådets vedtagelse af en rammeafgørelse om anerkendelse af og tilsyn med betingede straffe, alternative sanktioner og betingede domme (06480/2007 - C6-0129/2007 - 2007/0807 (CNS)) (A6-0356/2007) og

- betænkning af Ioannis Varvitsiotis for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om udkast til Rådets rammeafgørelse om anvendelse af princippet om gensidig anerkendelse på domme i straffesager om idømmelse af frihedsstraf eller frihedsberøvende foranstaltninger med henblik på fuldbyrdelse i Den Europæiske Union (09688/2007 - C6-0209/2007 - 2005/0805(CNS)) (A6-0362/2007).

 
  
MPphoto
 
 

  Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg støtter begge initiativer, som efter min mening supplerer hinanden, og som begge ville muliggøre bedre resocialisering af personer, der er idømt enten en straf, der ikke indebærer frihedsberøvelse, eller frihedsstraf i en anden medlemsstat end den, hvor de har deres sædvanlige opholdssted.

Vi støtter også initiativer som disse, som gennemfører princippet om gensidig anerkendelse. Udkastene til begge initiativer har udviklet sig meget i forbindelse med drøftelserne i Gruppen vedrørende Samarbejde i Kriminalsager. Mange af de ændringsforslag, som fru Esteves og hr. Varvitsiotis fremlagde under den første parlamentariske høring, er allerede blevet taget op under de efterfølgende drøftelser. Jeg takker begge ordførere for deres interessante betænkninger, og især vedrørende det første initiativ har fru Esteves udført en meget grundig juridisk analyse af den tysk/franske tekst. Hun har identificeret de centrale problemer som de forskellige sanktioner, der findes i medlemsstaterne, og problemet med, hvordan man griber gensidig anerkendelse an, når ens eget system ikke har noget helt tilsvarende.

Det andet problem, som hun i sin egenskab af ordfører har påpeget, er, hvordan man håndterer overtrædelse af betingelserne for en straf, der ikke indebærer frihedsberøvelse, og hvilken medlemsstat - den udstedende medlemsstat eller den fuldbyrdende medlemsstat - der skal være ansvarlig for at tildele sanktioner for en sådan overtrædelse.

Et par bemærkninger om et par centrale ændringsforslag. Jeg har en bemærkning til ændringsforslag 1 til den første betænkning. Titlen er nødt til at blive ændret ved vedtagelse, eftersom betingede domme er fjernet fra anvendelsesområdet. Det gælder også et antal forskellige ændringsforslag, der vedrører betingede domme.

Ændringsforslag 12 vedrører definitionen af "lovlig bopæl". Det debatteres i øjeblikket i Rådet, og det samme gælder muligheden af at tage til en anden medlemsstat for at arbejde eller studere. Jeg henviser især også til ændringsforslag 16. Jeg kan oplyse, at forhandlingerne om teksten i Rådet går godt, og det portugisiske formandskab håber - med Kommissionens fulde støtte - på politisk enighed inden udgangen af december 2007, før det portugisiske formandskab ender.

Hvad angår det andet initiativ, initiativet om den europæiske fuldbyrdelsesordre og overførelse af domfældte, hilser jeg den anden betænkning af hr. Varvitsiotis velkommen. Af den fremgår det, at de punkter, der blev taget op af Parlamentet i den første betænkning, i det store hele er blevet taget i betragtning. Det er korrekt. Vi har taget Parlamentets ændringsforslag og forslag i betragtning.

Hvad angår det ene ændringsforslag, ordføreren har fremsat vedrørende det nye punkt 2a, deler jeg fuldstændig det væsentlige i erklæringen om, at processuelle rettigheder i straffesager er meget afgørende for at sikre gensidig tillid blandt medlemsstaterne, og jeg er også enig i, at det er yderst beklageligt, at dette instrument vedrørende processuelle rettigheder ikke blev vedtaget trods Parlamentets støtte og trods vores indsats for at muliggøre en aftale om processuelle rettigheder. Det var desværre ikke muligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria da Assunção Esteves, ordfører. - (PT) Fru formand, hr. kommissær! Først vil jeg takke de medlemmer, der har arbejdet meget tæt sammen med mig i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, og som har hjulpet mig med deres kritiske bidrag, navnlig hr. Guardans, hr. Demetriou og sidst, men bestemt ikke mindst hr. Correia. Vi savner alle hr. Correia, som var medlem af Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet og en portugisisk kollega. Han døde efter at have hjulpet mig med denne betænkning. Jeg tror, at den bedste hyldest, jeg kan give ham, er en slags offentligt løfte om, at jeg gennem min tilstedeværelse i Europa-Parlamentet vil bidrage til at gennemføre hans tanker om Europa som et ambitiøst og visionært projekt og som en kæmpe, der kan bringe sin rettighedskultur ud i verden. Det er denne hyldest, jeg gerne her i dag vil give vores ven og kollega, hr. Fausto Correia.

Jeg vil gerne kort sammenfatte de spørgsmål, der tages op i denne betænkning. Først vil jeg understrege, at denne betænkning, som alle andre betænkninger, er en åben betænkning: åben for at lede efter og finde de bedste løsninger. Der er to grundlæggende fordele ved dette initiativ fra Frankrig og Tyskland, som kommissæren understregede. Den første er, at ved at tilskynde til anerkendelse og overvågning af alternativer til fængselsstraffe fremmer vi en politisk kultur, der vil gøre det mere sandsynligt, at domstolene anvender disse foranstaltninger. Vi fremmer en mere human strafferet i medlemsstaterne og kvaliteten i den europæisk straffelovgivning. Den anden fordel vedrører det forhold, at dette initiativ vil bidrage til at gøre straffelovgivningen stadig mere europæisk med hensyn til at være mere harmoniseret og mindre feudal på det europæiske område.

I virkeligheden befinder den europæiske integration, som tog et vigtigt skridt fremad med den seneste traktat, som man nåede til enighed om i Lissabon sidste weekend, sig på et niveau, som straffelovgivningen i Europa ikke har været i stand til at matche. Det er vigtigt, at vi i stigende grad fremmer en kultur ikke bare af gensidig anerkendelse, men også af harmonisering af straffelovgivningen med hensyn til udformningen af straffe, fuldbyrdelsesmetoden, forholdet mellem lovovertræderne og samfundet og endnu større ækvivalens mellem medlemsstaternes materielle og processuelle strafferet.

I artikel 6 i traktaten om Den Europæiske Union henvises der til et sæt grundlæggende principper, der udgør fælles principper for EU, og dette viser helt klart, at det kun giver mening, hvis vi i stigende grad har en europæisk straffelovgivning. De fleste af disse principper er beskyttet af straffelovgivningen. Navnlig med hensyn til denne betænkning vil jeg gerne fremsætte to eller tre bemærkninger, som jeg anser for grundlæggende. For det første har man i Parlamentets bidrag især understreget behovet for fordelingen af beføjelser mellem den udstedende medlemsstat og fuldbyrdelsesstaten. Der findes en tydelig logik for den stat, der udøver en given beføjelse gennem anvendelse af sine egne love. For det andet er der princippet om, at afvisning er undtagelsen, således at den kommende rammeafgørelse kan blive så effektiv som mulig. For det tredje er der det logiske ved, at det er umuligt at tilpasse foranstaltningernes art, da princippet om snæver strafferetlig lovlighed ellers vil blive draget i tvivl. Endelig er der også behov for at sikre princippet om at lade tiltalte komme til orde i sager vedrørende ophævelse af en betinget dom eller idømmelse af en betinget dom.

Her til sidst, fru formand, vil jeg sige, at alle disse fremskridt inden for europæisk strafferet trods alt snart vil forekomme os meget begrænsede. Det europæiske projekt vil først blive færdiggjort, når vi kan indføre kosmopolitiske love med mennesket i centrum, som skal omfatte straffelovgivning, der er mere harmoniseret og mindre opdelt på grund af grænserne.

 
  
MPphoto
 
 

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE), ordfører. - (EL) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at udtrykke min respekt over for vores afdøde kollega, hr. Correia, som har ydet et betydeligt bidrag til sammensætte den korrekte og omfattende betænkning, som Kommissionens næstformand omtalte.

Jeg vil gerne påpege, at det emne, vi drøfter i dag, har en meget lang historie. Det startede med Europarådets konvention i 1983, som alle medlemsstater har tiltrådt. Det hed imidlertid i konventionen, at en fængslet kun kan overføres fra et land til et andet med den fængsledes samtykke. Konventionen var derfor ineffektiv. Der blev udarbejdet en anden konvention, ifølge hvilken den fængsledes samtykke ikke var påkrævet, men denne konvention blev ikke underskrevet af alle medlemmer af Europarådet, og derfor led dette forsøg skibbrud.

På initiativ af tre EU-medlemsstater - Østrig, Finland og Sverige - blev der udformet et nyt udkast, som blev udarbejdet korrekt i Rådet og udsendt som en rammekonvention. Hvad ligger der i denne rammeafgørelse? Den betød, at en dømt borger i en EU-medlemsstat skal overføres til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, eller hvor han har sin permanente adresse eller alle sine interesser. Dette er meget fornuftigt, for vi kan se, at det bliver meget lettere at rehabilitere ham, når han kommer ud af fængslet: En person, der overføres til den medlemsstat, hvor vedkommende er statsborger, vil have langt lettere adgang til sproget og til deres venner og slægtninge og vil befinde sig i velkendte omgivelser.

Som De vil huske, fru formand, blev denne betænkning vedtaget i juni 2006 med stort flertal i Parlamentet. Desværre blev den mødt med et bureaukratisk svar fra Polen, som ved hjælp af forskellige proceduremæssige tricks forsinkede gennemførelsen af denne rammeafgørelse. Derfor befinder vi os midt i nye forhandlinger. Heldigvis er problemet endelig blevet løst tilfredsstillende, fordi man er kommet med indrømmelser over for de polske krav.

Men jeg vil gerne påpege, fru formand, at hvis vi tænker på denne måde, er enhver tale om et forenet Europa umulig. Vi kan ikke tale om europæisk enighed, når de enkelte medlemsstater med deres egne smålige begrundelser undergraver en sådan rimelig foranstaltning. Hvilken slags forenet Europa taler vi om i sådanne tilfælde?

Jeg vil gerne understrege, at forfatningstraktaten, som blev fremlagt for to dage siden af den portugisiske premierminister, heldigvis giver mulighed for udvidet flertal også på dette område, så vetoet endelig kan ophæves.

Her til sidst vil jeg gerne takke Kommissionens næstformand, hr. Frattini, for hans bidrag og udtrykke mit ønske om, at dette vel gennemtænkte initiativ efter 25 år endelig kan blive til virkelighed hurtigst mulig.

 
  
MPphoto
 
 

  Panayotis Dimitriou, for PPE-DE-Gruppen. -(EL) Fru formand! Frihed, sikkerhed og retfærdighed er tre ord, der bliver ved med at dukke op i EU. Det er de tre komponenter i Haagprogrammet, der dels sammen og dels hver for sig skal tjene alle EU's medlemsstater.

Der sker ingen fremskridt med princippet om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser, som for otte år siden, i 1999, blev beskrevet af Det Europæiske Råd i Tampere som hjørnestenen i det retlige samarbejde. De få skridt, der skal tages for at gennemføre dette princip, bliver taget meget langsomt. Hr. Varvitsiotis har identificeret og taget fat om problemet ved dets rod: de individuelle, nationalistiske holdninger, som de forskellige medlemsstater indtager. Rådets rammeafgørelse om anerkendelse af og fuldbyrdelse af retsafgørelser i straffesager omfattende afgørelser om frihedsberøvelse truffet i andre EU-medlemsstater er emnet for hr. Varvitsiotis' betænkning. Afgørelsen viser, hvor langsomme og sporadiske bestræbelserne på at oprette et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed har været, for denne afgørelse er kun en af mange foranstaltninger, der allerede burde være taget, og fordi det tog så lang tid at udarbejde den.

Under alle omstændigheder glæder vi os over, at drøftelserne nu er slut, og der er vedtaget en fælles holdning om anerkendelse af retsafgørelser i straffesager.

Hr. Varvitsiotis fortjener ros for sit bidrag til det positive resultat af dette forslag, som vi har vedtaget og vil stemme for.

Anerkendelse og overvågning af betingede straffe, alternative sanktioner og betingede domme, som er emnet for fru Esteves' betænkning, er bestemt endnu et skridt blandt de mange, der skal tages for at gennemføre princippet om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser.

Det fransk-tyske forslag sigter mod at genintegrere straffede personer i samfundet. Forslaget går ud på at tillade dem at afsone betingede straffe, alternative sanktioner og betingede domme i deres egen medlemsstat, som de er idømt ved domstole i andre medlemsstater.

Ordføreren har gjort et fremragende arbejde, som jeg vil ønske hende tillykke med. Jeg mener dog, at definitionen af "sædvanligt og lovligt og opholdssted" er ukorrekt. Desuden er brugen af ordet "uacceptabel" for overtrædelser af menneskerettighederne unødvendig, fordi der ikke findes nogen acceptable overtrædelser. Jeg forstår imidlertid, at der er problem med oversættelsen af disse to begreber, og derfor beder jeg fru Esteves om at stille de nødvendige mundtlige ændringsforslag, så teksten kan oversættes korrekt til alle sprog.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrzej Jan Szejna, for PSE-Gruppen. - (PL) Fru formand, hr. kommissær! EU er ikke blot et fælles økonomisk område. Den europæiske dimension skal nu forstås i lyset af idéen om en intensiv politisk og retslig integration i EU.

EU er et eksempel på en politisk organisation, der forbinder forskellige medlemsstaters interesser inden for rammerne af et kosmopolitisk retssystem. Selv om en del af medlemsstaternes strafferet endnu befinder sig i den indledende harmoniseringsfase, skal man glæde sig over, at forholdet mellem medlemsstaterne er kendetegnet ved en gensidig tillid til de øvrige medlemsstaters retssystemer, hvilket virker fremmende for samarbejdet og gør det muligt for fuldbyrdelsesstaten at anerkende afgørelser, der er truffet af udstedelsesstatens myndigheder.

Man bør glæde sig over, at humaniseringen af strafferetten vinder frem i det europæiske retssystem, der jo er baseret på den grundlæggende værdi, som mennesket udgør. Den europæiske politik skal være sammenhængende i alle henseender - med hensyn til fastlæggelsen af straffe og deres fuldbyrdelse samt forholdet mellem domfældte personer og samfundet i almindelighed. Hvis vejen banes for alternative sanktioner, vil strafferetten og straffene blive mere humane, og det vil virke befordrende på fællesskabsretten i almindelighed. Man skal især tage den domfældtes ret til og mulighed for resocialisering i betragtning. Man bør derfor fremme anvendelse af vilkår uden frihedsberøvelse som alternativ til frihedsstraf. Vi må huske på, at en domfældts status faktisk er et barometer, hvormed man kan måle ethverts samfunds civilisationsgrad og kvaliteten af dets retssystem.

Man bør således støtte dagens fremlagte rammeafgørelse om styrkelse af samarbejdet inden for rammerne af strafferetten, da den igangværende harmonisering af medlemsstaternes strafferetlige bestemmelser udgør en grundlæggende betingelse for oprettelsen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed.

 
  
MPphoto
 
 

  John Attard-Montalto (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne fokusere på ét aspekt af det, der foreslås. Det er indlysende, at eksistensberettigelsen for lige netop denne lovgivning er et humanitært grundlag. Hvis man ser på, hvorfor en straf idømt i et bestemt land kan håndhæves i et andet, hvad angår strafferetlige domme, forstår man, at vi i bund og grund giver den dømte et bedre liv, hvor han måske kan være tættere på sin familie, måske tættere på sit hjemsted.

Faktisk er jeg overrasket over, at selv om vi betragter denne lovgivning ud fra et humanitært synspunkt, er et af de kriterier, der efter min mening mangler i forbindelse med at overføre en person fra at afsone sin straf i en bestemt stat til en anden, det humanitære aspekt. Vi baserer faktisk kriterierne på nationalitet, borgerskab eller juridisk fast bopæl. På den anden side taler vi jo også om, som forslag og modforslag, "tætte forbindelser", men det humanitære aspekt mangler som kriterium i sig selv.

Lad os tage en bestemt sag som eksempel. Det ville ikke være muligt for en person, som ikke er borger i et EU-land, og som afsoner en fængselsstraf i et EU-land, at afsone tættere på sit hjemland, fordi dette aspekt - det humanitære kriterium - er udeladt.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik