Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 25. oktober 2007 - Strasbourg

13.2. Pakistan

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om fire beslutningsforslag om Pakistan⁽¹⁾.

  David Martin (PSE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne indledningsvis give udtryk for min sympati med ofrene for det forfærdelige bombeattentat i Karachi. Vores tanker går til alle de mennesker, der blev berørt af denne dramatiske handling.

Europa bør være dybt interesseret i Pakistan. Pakistan er en stor handelsnation og har sendt mange mennesker ud i verden, ikke mindst til dette kontinent, og landet er en meget vigtig allieret i bekæmpelsen af terrorisme. Det er derfor meget sørgeligt, at det ikke er lykkedes Pakistan gennem sin 60-årige historie at blive et virkeligt demokrati, men på den anden side bør det indgyde os mod, at Pakistan ikke er blevet et teokrati eller et permanent militærdiktatur. Pakistan har på ny mulighed for at blive et demokrati.

Vi afventer udfaldet af domstolens afgørelse om præsidentvalgets lovlighed. Vi opfordrer præsident Musharraf til at acceptere udfaldet, hvis det går ham imod, men jeg opfordrer også alle i Pakistan og i hele verden til at acceptere domstolens afgørelse, hvis afgørelsen falder ud til fordel for præsidenten. Jeg mener, at der kun kan ske fremskridt i landet på dette grundlag.

Med hensyn til valget i januar håber jeg, at regeringen vil gennemføre og fortsætte forberedelserne til dette valg, og at den vil gøre det muligt for Benazir Bhutto at føre valgkamp under sikre forhold. Jeg ved godt, at vi dermed antyder, at regeringen stod bag bombningen. Det tror jeg ikke på, men vi er nødt til at sikre, at kandidaternes sikkerhed er garanteret, og at regeringen gør sit bedste for at beskytte Benazir Bhutto. Jeg mener også, at Nawaz Sharif bør få tilladelse til at vende tilbage til landet og føre valgkamp, hvis han ønsker dette, og at hans sikkerhed også skal garanteres.

Militæret bør holde sig i baggrunden under hele valgkampen, og jeg håber, at præsidenten vil lægge sin uniform og gøre sit land til et reelt civilt styre inden januar, ja inden indledningen af valgkampen. Det er det bedste håb for Pakistans fremtid, og det er det bedste håb for forbindelserne mellem Europa og Pakistan, nemlig at vi får et demokratisk valgt parlament i januar med en præsident uden uniform i "civilt kluns".

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), forslagsstiller. - (SV) Hr. formand! Tak. Allerførst må jeg med tungt hjerte sige, at vi her i Parlamentet måned efter måned er nødt til at træffe forskellige beslutninger, fordi man i så store dele af verden omkring os ikke respekterer borgernes friheder og rettigheder og krænker grundlæggende menneskerettigheder. Jeg er nødt til at sige dette, fordi jeg synes, det er så frygteligt, at det bare bliver ved og ved. Vi taler om det her i Parlamentet, vi taler om det i så mange forskellige sammenhænge, og det bliver stadig ved.

Hvad angår Pakistan, der er emnet for den beslutning, vi drøfter nu, vil jeg gerne sige, at GUE/NGL-Gruppen støtter beslutningen i dens helhed. I beslutningen stilles der en lang række meget berettigede krav til regeringen i Pakistan. I verden omkring landet kan vi ikke forholde os tavse om det militære regimes indflydelse og afgørende magt på alle samfundsområder. Magten må og skal overgives til en civil, demokratisk regering. Vi skal støtte alle frivillige organisationer, alle, der arbejder for demokratiske friheder og rettigheder. Jeg ønsker særligt at understrege betydningen af punkt 16 i beslutningen. I dette punkt udtrykker Parlamentet sin store bekymring over den kendsgerning, at en stor del af de pakistanske kvinder ikke er i stand til at deltage i den demokratiske proces. Folk undertrykkes i Pakistan af det militære regime af religiøse grunde, men vi må ikke glemme den undertrykkelse, en stor del af de pakistanske kvinder udsættes for. Vores gruppe ønsker at bakke kraftigt op om hele beslutningen.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), forslagsstiller. - (ES) Hr. formand! Jeg vil også gerne sige, at vi, selv om det naturligvis er de pakistanske myndigheder, der har det største ansvar for at løse situationen, ikke må glemme, at EU, og i særdeleshed dets medlemsstater, har et enormt ansvar for i det mindste ikke at forværre situationen.

Og det har at gøre med den ligeledes uforståelige praksis med at støtte eller ønske at eksportere våben til Pakistan, hvilket er uforeneligt med viljen til at løse situationen.

Lad mig blot nævne tre tilfælde: I 2006 tillod regeringen i Det Forenede Kongerige eksport af 15.000 rifler til regionen, herunder Pakistan. Frankrig ønsker fortsat at sælge missiler og radarer til Pakistan, så det kan konstruere et kampfly, som det tilsyneladende er i gang med at lave sammen med Kina, og endelig har Tyskland også været ansvarlig for eksport at betydelige mængder ammunition, våben og andre former for militært udstyr.

Jeg mener i denne forbindelse ikke, at det er muligt at ønske at løse situationen i Pakistan, samtidig med at vi forsyner landet takket være disse politikker. Derfor foreslår og anmoder jeg mine kolleger om at støtte det ændringsforslag, hvori vi anmoder om, at enhver form for eksport af våben og militært udstyr bliver suspenderet, indtil der er garanti for, at de ikke vil blive brugt til at overtræde menneskerettighederne.

  Charles Tannock (PPE-DE), forslagsstiller. - (EN) Hr. formand! Selvmordsbomben i sidste uge i Karachi mindede os om, hvor faretruende tæt Pakistan er på anarki. Risikoen for et atombevæbnet Pakistan, der udvikler sig til en slyngelstat kontrolleret af islamiske fanatikere, er helt ærligt skræmmende.

Jeg er ikke nogen speciel fan af Benazir Bhutto, hvis tid som premierminister var præget af omfattende korruption, men en demokratisk og verdslig regering under civil kontrol er i sidste ende altid at foretrække frem for et militærdiktatur, der i dette tilfælde er kompromitteret som følge af sine forbindelser til islamiske partier og Taleban i Afghanistan. Præsident Musharraf er efter sigende vores allierede i bekæmpelsen af terrorisme. Jeg spørger til tider mig selv, hvor indstillet han er på at udrydde terrorismen i sit eget land.

Benazir Bhuttos tilbagevenden til Pakistan vil forhåbentlig nu kunne fremme menneskerettighederne. Den vedvarende undertrykkelse af religiøse mindretal, herunder kristne, hinduer og Ahmadi-muslimer, er et stort problem. Hvis hun skal tages alvorligt som en progressiv leder af et mere moderne Pakistan, skal hun sikre, at Pakistan overholder sine internationale forpligtelser i henhold til menneskerettighedskonventioner.

Selv om Pakistan står over for en lang række udfordringer, bør vi imidlertid anerkende, at der sker fremskridt på visse områder. Økonomien er i fortsat vækst, og Pakistan samarbejder også med Indien omkring tillidsskabende foranstaltninger i forbindelse med striden over Jammu og Kashmir.

Et spørgsmål, der fortsat er fuldstændig ubesvaret, er, hvordan den pakistanske regering på trods af den pakistanske højesterets kendelse, som gav den tidligere premierminister, Nawaz Sharif, tilladelse til at vende tilbage fra sit eksil til Pakistan, lovligt kunne deportere ham til Saudi-Arabien straks ved hans ankomst. Hvordan kan en regering deportere en af sine egne borgere i henhold til folkeretten? Nawaz Sharif kan muligvis stadig komme til at spille en afgørende rolle i genindførelsen af et civilt og demokratisk flerpartistyre i Pakistan.

  Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi skal se meget differentieret på Pakistan. Det er et stort og vigtigt land med en vanskelig historie. Det er opstået kunstigt som stat, som hjemland for de muslimske indbyggere i Indien, og derfor er dets identitet selvfølgelig muslimsk, og det kan vi ikke bebrejde landet. Det var på en måde årsagen til dets dannelse.

Det betyder dog ikke, at vi ikke skal bekæmpe islamistisk ekstremisme, men det gør Pakistan også selv i betydeligt omfang. Pakistan var en vigtig forbundsfælle imod den sovjetiske besættelse af Afghanistan, imod det kommunistiske Kina, imod den sovjetiske indflydelse i Indien, som længe fandt sted. Pakistan var en vigtig strategisk faktor for vesten.

På den anden side har dette land selvfølgelig interne problemer, som vi også må tage i betragtning, herunder en kompliceret, heterogen befolkningsstruktur, såvel etnisk som religiøst, stor fattigdom og selvfølgelig også nødvendigheden af at styrke demokrati og retsstat. Her skal vi selvfølgelig understøtte dette land massivt, støtte frie valg og et uafhængigt retsvæsen, og opfordre militæret til lidt efter lidt at overdrage magten til valgte politikere, og frem for alt, som Charles Tannock sagde, fortsætte normaliseringen af forholdet til naboen Indien.

På dette område er der opmuntrende tegn, og at styrke disse tegn og samtidig være kritisk er målet for en afbalanceret Pakistanpolitik.

  Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det pakistanske folk fortjener ikke et militærdiktatur, vold og lovløshed. Et af de vigtigste punkter i denne beslutning er derfor det punkt, hvori Parlamentet på ny bekræfter sin solidaritet med det pakistanske folk, som også går ind for målene om demokratisk regeringsførelse og et åbent og ansvarligt styre, og som handler modigt og beslutsomt, når det konfronteres med terrorhandlinger og kriminelle voldshandlinger.

Dette er naturligvis årsagen til, at vi understreger, at en tilbagevenden til demokrati og en civil regering med frie og retfærdige valg i januar er den eneste måde, hvorpå udfordringerne i det pakistanske samfund kan tages op.

Vi understreger også samtidig behovet for at fjerne militærets indflydelse i samfundet og fordømmer, at præsident Musharraf ikke gav afkald på sit hverv som den øverstbefalende for hæren, hvilket han havde lovet. Retsstatsprincippet i Pakistan er yderst skrøbeligt. Udviklingen har til tider været opmuntrende, men denne ledsages også af nogle meget undertrykkende domme. Det går især ud over religiøse og andre mindretal samt kvinder. Vi stiller med rette krav om forbedringer på dette område.

Selv om selvmordsbombningen og de 140 ofre og 500 sårede i sidste uge naturligvis er dybt beklageligt, frygter jeg, at disse begivenheder kan blive et påskud for indskrænkelse af politiske aktiviteter, idet regeringen allerede har meddelt, at politiske partier kun vil få tilladelse til at afholde møder i velsikrede parker og offentlige rum, og at de ikke får tilladelse til at organisere optog. Det kan meget vel blive et påskud.

Endelig er en af de mere hjemlige årsager til mit ønske om, at Pakistan bekæmper såvel ekstremisme og militarisme og vender tilbage til retsstaten, følgerne for britiske borgere af pakistansk oprindelse, der f.eks. kan blive stillet over for krav om profiler og visum i forbindelse med indrejse til USA. Borgere som mine vælgere ville ikke længere blive udsat for denne trussel, hvis Pakistan blev et demokratisk samfund.

  Ryszard Czarnecki, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! I dag i fjernsynet finder vi nye oplysninger om et attentat i Pakistan med flere dødsofre. "Historien uden ende" fortsætter. Hvorfor beskæftiger vi os hermed? Det sker også i de europæiske skatteyderes navn. Vi skal huske på, at EU overfører betydelige summer til Pakistan til sundhedspleje, fattigdomsbekæmpelse og uddannelse. Vi har derfor selvfølgelig ret til at interessere os for, hvad der sker i dette land, der delvist holdes i gang af vores vælgeres penge.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på nogle aspekter, der ikke er blevet omtalt. Jeg vil først og fremmest gøre opmærksom på, at religiøse mindretal forfølges og diskrimineres i Pakistan, jeg tænker her på de kristne, men også hinduerne, sikherne og buddhisterne. Jeg synes, det er værd at fremhæve dette aspekt - det forsvinder ligesom lidt i skyggen af attentaterne og de tragiske ofre, men det findes hele tiden.

Jeg vil også gerne understrege den eksisterende forskelsbehandling af kvinder, hvilket allerede er nævnt. Der findes særlige hudud-dekreter, der tjener hertil. Dette skal også fordømmes, og jeg er glad for, at vi gør det på tværs af politiske skel.

  Koenraad Dillen, for ITS-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Naturligvis har vi alle givet udtryk for afsky for de grusomme attentater, som fandt sted i sidste uge i Pakistan, og som er en endeløs historie, således som den sidste taler sagde.

Men det må ikke afholde os fra fortsat at gøre opmærksom på det væsentlige, nemlig at Pakistan selvfølgelig er et militært diktatur, at menneskerettighederne i det officielle Pakistan i vid udstrækning krænkes, og at lederen stadig er hævet over loven. Pakistan er imidlertid også en streng islamisk stat, hvor der ikke er plads til anderledestroende eller religiøse mindretal, og landet råder som sagt over atomvåben.

Måske - men det må man måske ikke sige - udgør Islamabad en større risiko end Teheran. Jeg ved det ikke. Hvad Pakistan angår, har jeg en deja-vu-oplevelse, for ligesom i mange andre islamiske lande - som i sin tid f.eks. Algeriet - afholder militære diktaturer eller regimer, hvor hæren spiller en dominerende rolle, de islamiske fundamentalister fra at overtage magten. Mere demokrati betyder desværre ofte mere islamisk fundamentalisme og paradoksalt nok også mindre demokrati. Dette er et dilemma, som vi ikke uden videre kan løse.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det morderiske angreb på intetanende tilhængere, der bød Benazir Bhutto velkommen tilbage i Karachi den 18. oktober, var endnu en afstumpet terrorhandling mod udsigterne til en demokratisk ændring i Pakistan.

Det internationale samfund så med rædsel til, mens uskyldige civile blev ofret i en nation, hvor general Musharrafs diktatoriske regime tvinger landet ind i en tilstand af frygt og sammenbrud af lov og orden. Dette brutale menneske og hans korrupte regeringsfæller er en kræftlidelse for det pakistanske folk. Han er desværre stadig ved magten, primært fordi han støttes af Vesten, navnlig USA, men helt sikkert også af en eller to EU-medlemsstater.

Det er på tide, at Vesten trækker tæppet væk under Pervez Musharraf og støtter demokratiske reformkræfter i Pakistan i stedet for.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Da Pakistan er ved at forberede sig til det vigtige parlamentsvalg, er situationen, som vi alle ved, meget vanskelig og foruroligende, og som mange af medlemmerne vil jeg også gerne understrege, at jeg var dybt chokeret over det grufulde bombeangreb i Karachi i forbindelse med Benazir Bhuttos tilbagevenden til landet i sidste uge samt over det frygtelige tab af så mange uskyldige liv. Vi ønsker at give udtryk for vores fulde sympati med ofrenes familier, og vi opfordrer også de pakistanske myndigheder til at bringe de ansvarlige for en domstol.

Dette angreb på en fredelig forsamling har på ny klart påvist alle de farer, som terrorisme og fundamentalisme indebærer for det pakistanske folk. Benazir Bhutto havde ret i, at denne frygtelige begivenhed var et slag mod demokratiet, navnlig nu hvor landet står over for at skulle afholde valg.

Parlamentets ønske om at udtrykke solidaritet med det pakistanske folk er meget relevant og kommer på et belejligt tidspunkt. Europa bør fremme et mere åbent, demokratisk samfund og naturligvis et stærkt civilsamfund i Pakistan.

Det er også af afgørende betydning, at valget sikrer de valgte forsamlinger størst mulig demokratisk legitimitet, og afstemningen skal være demokratisk, gennemsigtig, og alle politiske kandidater skal have lige muligheder.

Som bekendt er Pakistan et af de prioriterede lande, til hvilke der muligvis vil blive udsendt en EU-valgovervågningsmission. I denne forbindelse foretog min tjenestegren en sonderende mission i juni, og jeg bliver nødt til at sige, at de påpegede en række vigtige mangler med hensyn til rammerne for valget og valgforholdene, bl.a. hvad angår valgkommissionens uafhængighed, valglisternes fuldstændighed og nøjagtighed, restriktive opstillingsregler såvel som manglende gennemsigtighed i stemmeoptællingen.

Hvis der er politisk vilje til at gribe hurtigt ind, er der imidlertid stadig tid til at rette op på en række af disse problemområder, og jeg har derfor endnu ikke truffet endelig afgørelse om, hvorvidt vi vil sende en komplet valgovervågningsmission. Jeg er virkelig nødt til at se, hvad der sker på disse områder.

Jeg tror, at de fleste mennesker i Pakistan ønsker et moderat, stabilt og demokratisk Pakistan, og vi bør støtte dem i at opnå dette mål. Vi yder en stor indsats, f.eks. på handelsområdet, for at hjælpe mennesker ud af fattigdommen, men vi yder også en stor indsats på uddannelsesområdet for at undgå, at elever og små børn uddannes i koranskolerne (madrasahs), og at de udsættes for ekstremistisk og fundamentalistisk påvirkning. Vi bør imidlertid også støtte disse tiltag, da de som allerede påpeget er af afgørende betydning for hele regionen, herunder for nabolande som det vigtige Afghanistan.

Vi har derfor al mulig grund til at fastholde vores engagement. Det er det, vi forsøger at gøre, og derfor kommer denne debat på et meget belejligt tidspunkt.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted om et øjeblik under afstemningstiden.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Jeg vil gerne begynde med at takke alle for deres opbakning til at gøre Pakistan til genstand for en skriftlig beslutning. At give udtryk for en hyldest til de demokratiske kræfter og at lægge tydelig vægt på menneskerettigheder og ikke på en hær er den største hindring for, at radikale grupper kommer til magten. Derfor kræver disse ting nu vores opbakning, lige så vel som religiøse mindretal gør det.

Erfaringer med menneskerettighedsarbejde viser, at religionsfrihed er en vigtig indikator for, hvordan menneskerettighederne har det; det er en slags lakmusprøve. Problemerne bliver som det første synlige i de religiøse gruppers status og som brister i ytrings- og forsamlingsfriheden. Der er en sammenhæng mellem demokratiets eksisterende spillerum og minoriteternes status: Hvor som helst, folk har ringe muligheder for at være en del af demokratiet, lider minoriteterne også.

Vi kunne måske sige, at Pakistans særlige problem er misbrugen af loven om blasfemi, hvad angår religiøse minoriteter. Der burde være et system til beskyttelse af religiøse værdier, ikke aktiv forfølgelse af mennesker med andre trosretninger. Selv om lovens indhold ikke er målrettet specifikke religiøse grupper, viser virkeligheden noget andet. Dødsdomme afsiges hovedsagelig over minoriteter. En lovreform er altafgørende.

Kun demokrati vil gøre dette muligt. Musharrafs uheldige beslutning om at bevare sin position som hærchef har indvirket på Pakistans sociale udvikling i de seneste år og har svækket den. Samfundets gradvise militarisering har været beklagelig.

På den anden side udtrykker vi vores støtte til Pakistan i dets kamp mod talibaniseringen. Vi føler solidaritet med de pakistanere, som er berørt af sidste uges ødelæggende bombeangreb.

I sidste måned havde jeg lejlighed til at gøre mig personligt bekendt med den politiske situation i Pakistan. Jeg havde den ære at møde repræsentanter for forskellige politiske partier, senatorer og parlamentsmedlemmer. Jeg vil imidlertid især gerne nævne All Pakistan Minorities Alliance, hvis vigtige arbejde som repræsentant for mange minoritetsgrupper fortjener opmærksomhed og støtte fra verden udenfor.

(1) Se protokollen.