Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Romana Jordan Cizelj for Udvalget om Industri, Forskning og Energi om forslag til Rådets afgørelse om fastsættelse af vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur (KOM(2007)0119 - C6-0131/2007 -2007/0043(CNS)) (A6-0376/2007).
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne starte med at gratulere ordføreren for hendes betænkning.
Kernekraft er en vigtig del af Europas energipolitik, og i dag oplever vi fornyet interesse i kernekraft, både på europæisk og internationalt plan.
Euratoms Forsyningsagentur har gennem de mere end 45 år, det har eksisteret, hjulpet med at sikre forsyningen af atombrændsel til gavn for forbrugere i Fællesskabet.
Forsyningsagenturet blev oprettet af Euratomtraktaten, hvilket vil sige, at det kan henføres direkte til et primærretligt instrument. Det tilsigter langsigtet forsyningssikkerhed ved hjælp af rimelig spredning af forsyningskilderne for atombrændsel. Lige adgang til forsyningskilder er et vigtigt element i Euratomtraktaten, og det sikres af Forsyningsagenturet.
I dag fungerer Forsyningsagenturet under vedtægter fra 1958, på hvilket tidspunkt Fællesskabet bestod af seks medlemsstater. Udvidelsen af EU nødvendiggør en modernisering af vedtægterne. Det er formålet med vores forslag. Det er også grunden til, at Forsyningsagenturet ikke kan betragtes som et nyt agentur i henhold til betydningen i den interinstitutionelle aftale mellem Parlamentet og Kommissionen.
Parlamentet har længe opfordret til at forny agenturets rolle og til, at Euratomtraktatens beføjelser udnyttes fuldt ud. Jeg vil især gerne nævne Maldeikisbetænkningen om Euratomtraktatens 50-årsjubilæum, som Parlamentet vedtog tidligere i år. Det glæder mig at kunne sige, at Kommissionen hilser de fleste ændringsforslag velkommen. Jeg deler Deres synspunkt, at det rådgivende udvalgs rolle skal styrkes. Jeg er også enig i, at det bør bidrage mere til forberedelserne af agenturets markedsundersøgelser.
Afslutningsvis hilser jeg Parlamentets støtte til en styrkelse af Euratoms Forsyningsagentur velkommen. Jeg ser frem til drøftelsen.
Romana Jordan Cizelj (PPE-DE), ordfører. - (SL) Fru formand! Atomkraftens rolle bliver stadigt mere indlysende ikke blot i Europa, men også på globalt plan. Forsyningssikkerhed, energimarkedets konkurrenceevne og en minimering af den miljømæssige indvirkning af produktionen og brugen af energi udgør grundlaget for EU's energipolitik. Samtidig har udviklingen af bæredygtig energi også en positiv betydning for udviklingen af teknologi, økonomisk vækst og beskæftigelse. Alt dette peger i retning af en opfyldelse af Lissabonstrategiens målsætninger.
Et afbalanceret energimix er en af de nødvendige betingelser for en bæredygtig udvikling, bekæmpelse af den globale opvarmning og klimaforandringer, mindre import samt sikre energikilder. I EU er atomkraften også en vigtig del af dette mix. Vi skal derfor sørge for, at vi har en sikker og pålidelig forsyning af nukleart materiale samt konkurrencedygtige, velfungerende og pålidelige energimarkeder.
Euratoms Forsyningsagentur blev oprettet af denne grund. Dets rolle skal styrkes yderligere i lyset af de skiftende forhold på verdens energimarkeder. Jeg er naturligvis også enig med Kommissionen i, at udvidelsen af EU til 27 medlemsstater samt den vedtagne finansforordning for agenturet kræver nye, moderniserede og forbedrede vedtægter for Euratoms Forsyningsagentur.
Jeg har også understreget agenturets stigende rolle i min betænkning. Vi har brug for et stærkt organ, der ud over sin grundlæggende opgave med at overvåge udbuddet af og efterspørgslen efter nukleart materiale og nukleare tjenester også leverer og regelmæssigt gennemfører undersøgelser af markedsrisici og de langsigtede prisbevægelser på markedet for nukleare materialer. Det skal have kontrol med indgåelsen af langsigtede kontrakter vedrørende nukleart brændsel og opstille rammer for investeringer osv.
For at alle disse opgaver skal udføres korrekt har jeg foreslået, at der gives en større rolle til det rådgivende udvalg, som jeg primært betragter som et ekspertorgan. På grund af dets forskelligartede ekspertise kan det give agenturet en enestående støtte til de opgaver, som det har fået i medfør af Euratomtraktaten. Jeg synes derfor, at antallet af medlemmer af det rådgivende udvalg skal øges - primært i form af eksperter. Efter min mening skal medlemsstater, der har aktiviteter i forbindelse med det nukleare brændselskredsløb, og som bidrager med flest midler, have ret til et ekstra medlem af det rådgivende udvalg.
For at sikre konsistens i udvalgets arbejde og sætte det i stand til at udvikle høj ekspertise foreslår jeg, at der oprettes et præsidium eller et organ af øverste ansvarlige, som sammensættes af en formand, to næstformænd og to konsulenter. Konsistensen kan kun sikres gennem en enkel struktur og en veldefineret rolle for de øverste ansvarlige for det rådgivende udvalg, der fungerer som bindeled mellem det rådgivende udvalg og agenturets generaldirektør. De skal koordinere det rådgivende udvalgs aktiviteter i forbindelse med specielt udarbejdelse, vurdering og evaluering af dets rapporter og udbredelse af ekspertise. Målsætningerne for et konkurrencemæssigt og teknologisk avanceret Europa bliver næppe nået uden investeringer i viden og menneskelige ressourcer.
Jeg vil gerne yderligere understrege behovet for gennemsigtighed, der overvejende er et anliggende for agenturets årsberetning. Jeg synes også, at Europa-Parlamentet skal informeres om alle agenturets større projekter. Dets rolle i agenturets budgetprocedure skal defineres mere tydeligt.
Agenturets årsberetning, resultaterne af undersøgelser og andre relevante tekster skal ikke kun modtages af Europa-Parlamentet, men også af Rådet, Revisionsretten og medlemsstaterne. Kun med en god informationsstrøm og indførelse af god praksis kan vi forbedre agenturets præstationer.
Agenturets finansieringsmetode, der hidtil har været temmelig kompliceret og uklar på grund af agenturets særlige natur, kan også være med til at give gennemsigtighed. Jeg vil gerne forenkle denne metode, og derfor går jeg ind for, at agenturet skal fungere på samme måde som andre europæiske agenturer. Atomkraft er en del af energimixet, og jeg vil gerne have den til at fungere under de samme betingelser, som gælder for andre energikilder.
For at gøre situationen enklere, mere gennemsigtig og i bedre overensstemmelse med bestemmelserne i Euratomtraktaten foreslår jeg, at Forsyningsagenturet får sin egen budgetpost, der er adskilt fra budgettet for Kommissionens afdelinger, og hvor administrationsudgifter er adskilt fra agenturets driftsudgifter. Det vil tillade Europa-Parlamentet som en gren af budgetmyndigheden at få kontrol med agenturets budget, hvilket også vil bidrage til et mere gennemsigtigt og demokratisk Europa.
Uanset om vi er enige i atomkraftens stigende betydning eller ej, er den en realitet i verden af i dag. Vi ønsker bestemt sikre forsyninger og velfungerende markeder, men det kan vi kun få gennem en langsigtet vision og et stærkt organ med de fornødne beføjelser og demokratisk kontrol. De nye vedtægter for Euratoms Forsyningsagentur skal fremme gennemførelsen af disse mål.
Til slut vil jeg takke Kommissionen for dens samarbejde samt for at besvare temmelig vanskelige spørgsmål om vedtægterne. Jeg vil også takke medlemmerne af Udvalget om Industri, Forskning og Energi for deres konstruktive samarbejde med udarbejdelsen og vedtagelsen af betænkningen. Jeg vil også bede Dem om at støtte den ved afstemningen under plenarmødet, ligesom jeg gerne hører kommentarer fra mine kolleger.
Giles Chichester, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Allerførst vil jeg også gerne gratulere fru Jordan Cizelj med hendes betænkning. Hun har lagt stort arbejde i mange vigtige og fornuftige forbedringer af forslaget.
Jeg må sige, at jeg meget håber, at Rådet vil slutte op om dem. Jeg er klar over, at vi kun er i samråd vedrørende dette. Jeg hilser betænkningens fokus på åbenhed velkommen - åbenhed i forhold til agenturets funktion - og det samme gælder dens fokus på den rolle, Parlamentet bør spille i agenturets arbejde.
Tilsvarende støtter jeg ændringsforslagene fra Budgetudvalget, som udøver vores beføjelser som del af budgetmyndigheden.
Jeg hilser også de forslag velkommen, som fru Jordan Cizelj har indsat for at tydeliggøre agenturets rolle, i særdeleshed udvalgets rolle. Selv om jeg måske ikke selv er særlig entusiastisk omkring et større antal, mener jeg ikke desto mindre, at det vil være overordentligt gavnligt at være mere åben og specifik om udvalgets rolle.
I modsætning hertil er der et eller to ødelæggende ændringsforslag, som jeg finder meget beklagelige, især ændringsforslag 39, som, jeg mener, ret drilagtigt - men måske med fuldt overlæg - går stik imod hensigten med og den tiltænkte rolle for agenturet og hele Euratomtraktaten. Men det er der, vi står. Måske er det ikke nogen stor overraskelse, når det kommer fra Verts/ALE-Gruppen.
Men sluttelig vil jeg gerne hilse atomkraftens renæssance velkommen - som kommissæren har sagt, på både europæisk og internationalt plan - på grund af den afgørende rolle, den er nødt til at spille, hvis der skal gøres noget ved klimaforandringerne.
Atanas Paparizov, for PSE-Gruppen. - (BG) Fru formand, mine damer og herrer! På vegne af socialdemokraterne vil jeg gerne lykønske ordføreren fru Cizelj med det grundige arbejde og det gode samarbejde i Udvalget om Industri, Forskning og Energi om udarbejdelsen af betænkningen.
Efter min mening bør vedtagelsen af vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur afspejle ikke kun det nye antal medlemsstater, men også de moderne finansielle bestemmelser. Vedtægterne skal først og fremmest skabe forudsætningerne for at styrke agenturets rolle og sikre regelmæssige forsyninger under de bedst tænkelige vilkår for forsyningen af råmaterialer og nukleart materiale.
I denne forbindelse støtter jeg forslaget om, at agenturets analytiske funktioner skal styrkes med hensyn til udviklingen af markedet for nukleare materialer, og at der skal gennemføres regelmæssige revisioner inklusive en markedsrisikoanalyse. Agenturets prestige og ekspertisen i dets arbejde bliver forbedret af forslagene om at specificere og støtte det rådgivende organs rolle i agenturet. Der skal også rettes særlig opmærksomhed mod forslagene om at fremme gennemsigtighed i agenturets aktiviteter.
Med hensyn til Europa-Parlamentets rolle ville det være hensigtsmæssigt at foretage to typer ændringer - en mere tydelig definition af Europa-Parlamentets rolle i budgetproceduren samt en forelæggelse for Europa-Parlamentet af agenturets arbejdsprogram, årsberetninger og undersøgelser med henblik på at give regelmæssige og detaljerede oplysninger om dets aktiviteter. Jeg er overbevist om, at Rådets vedtagelse af Europa-Parlamentets forslag vil kunne skabe grundlaget for at fremme agenturets autoritet med henblik på at blive en førende igangsætter af gennemførelsen af Europa-Parlamentets henvendelse til det internationale samfund i punkt 9 i dets beslutning af 14. marts 2007 om ikkespredning og atomnedrustning, hvor det indtrængende anmoder om støtte til initiativer om multilaterale internationale uraniumberigelsescentre under Den Internationale Atomenergiorganisations kontrol.
Som Javier Solana påpegede på Euro-Middelhavs-mødet i Lissabon den 6. november, er emnet blevet særligt aktuelt nu, hvor lande som Marokko, Egypten og Jordan har udsendt meddelelser om ambitiøse programmer for udvikling af atomkraft.
Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke min tillid til, at vedtagelsen af nye vedtægter for Euratoms Forsyningsagentur vil bidrage til at styrke EU's rolle i anvendelsen af stringente regler for ikkespredning og nuklear sikkerhed. (Taleren fortsætter indlægget på engelsk)
(EN) Fru formand! Jeg vil især gerne takke næstformand i Kommissionen hr. Frattini for hans støtte til de forslag, Udvalget om Industri, Forskning og Energi har fremsat, og for hans udtalelse om, at agenturet skal blive en levedygtig institution i EU i lyset af atomkraftens genopblomstring og en ny, mere afbalanceret holdning til den.
Šarūnas Birutis, ALDE-Gruppen. - (LT) Fru formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg takke vores ordfører for det udmærkede resultat i form af en afbalanceret betænkning.
Den primære opgave for Euratoms Forsyningsagentur består i at sikre lige adgang til samt forsyningssikkerhed for atomkraft for alle brugere i EU. I dag opererer Forsyningsagenturet på basis af næsten 50 år gamle vedtægter. Livets udfordringer ved siden af EU's udvidelse samt det nødvendige i, at agenturet vedtager en moderne økonomisk holdning, har krævet nye vedtægter. Den økonomiske holdning i de nye vedtægter er i overensstemmelse med EU's generelle finansielle rammer og EU's udvidelse.
Diskussionerne om de nye vedtægter har ikke været lette i betragtning af agenturets sammensatte natur. Det er indlysende, at agenturet faktisk har handlet som Kommissionens organ, selv om det ifølge Euratomaftalen blev oprettet som et agentur med retlig status og betydelig økonomisk uafhængighed. Ellers ville det ikke have haft behov for vedtægter, hvilket Kommissionens organer normalt ikke har. Det er meget vigtigt for visse medlemsstater på grund af den type af aktiviteter, det forventeligt skulle udføre. Derfor er det ikke et typisk decentraliseret agentur i EU-forstand.
Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med den enighed, der er skabt i Udvalget om Industri, Forskning og Energi om antallet af medlemmer i agenturets rådgivende udvalg. Med al respekt for Kommissionen vil jeg gerne påpege, at forslaget om at begrænse udvalgets indflydelse og reducere antallet af udvalgsmedlemmer til 42 ikke var særligt godt - specielt i lyset af Kommissionens anbefalinger om at indføre sådanne instrumenter og strukturer som f.eks. energiobservatoriet med henblik på at skabe en effektiv europæisk energipolitik.
Udvalget skal bistå agenturet i udførelsen af dets opgaver ved at afgive udtalelser og tilvejebringe oplysninger. Det fungerer som forbindelsesorgan mellem agenturet på den ene side og både producenter og brugere i kernekraftindustrien på den anden. Udvalget kan i kraft af sin omfattende ekspertviden yde en ganske særlig støtte til agenturet som led i de opgaver, det har fået tillagt i medfør af traktaten.
Jeg går ind for ikke at begrænse mandatperioden for medlemmerne af det rådgivende udvalg. På denne måde kan vi sikre stabilitet i udvalget og en konstant ekspertviden. Dette ændringsforslag har stor betydning for de mindre lande, og her tænker jeg på mit eget land Litauen og visse andre lande, så jeg støtter det og hilser det velkommen.
FORSÆDE: Mario MAURO Næstformand
Liam Aylward, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg anerkender fuldt ud, at beslutninger på energiområdet træffes af de individuelle regeringer i Europa. Jeg mener imidlertid, at tiden nu er inde til, at EU, evt. gennem Euratomtraktaten, etablerer et uafhængigt atomkraftinspektorat i Europa, som skal have beføjelser til at undersøge sikkerhedsstandarderne på atomkraftværker i Europa til bunds. Når det er sagt, bør den britiske regering udarbejde en tidsplan for en ordnet lukning af atomanlægget Sellafield på grund af de alvorlige sikkerhedsbrister og systemfejl, der har været på værket gennem tiden.
Der har været opbevaret enorme mængder ubehandlet radioaktivt affald i det berygtede bassin B30 på atomanlægget Sellafield siden 1959. Selv ikke den britiske dekommissioneringsmyndighed er klar over, præcis hvor meget ubehandlet radioaktivt materiale der opbevares i B30-anlægget. Den britiske regering er nødt til at fremlægge en detaljeret plan for, hvordan de vil afvikle denne radioaktive losseplads, der er kendt som bassin B30. 83.000 liter radioaktivt materiale, der slap ud fra atomoparbejdningsanlægget THORP i april 2005, har sikret, at dette anlæg er forblevet lukket siden da. Den britiske regering burde meddele, at på grund af de veldokumenterede sikkerhedsproblemer på THORP-anlægget skal det aldrig åbnes igen.
Satu Hassi, for Verts/ALE-Gruppen. - (FI) Hr. formand! Mange tak til ordføreren for en seriøs undersøgelse af dette emne, selv om min gruppe er uenige i mange aspekter af sagen. For De Grønne er hele Euratomtraktaten vores livs ulykke, fordi den favoriserer atomkraft frem for mere sikre energiformer. Vi kunne ikke desto mindre acceptere vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur, hvis de opfyldte tre betingelser: gennemsigtighed, selvfinansiering og overvågningsuafhængighed. Det er desværre ikke tilfældet.
Først og fremmest finansieres Forsyningsagenturet af skatteyderen. Det betyder skjulte tilskud til atomkraft. Euratomtraktatens artikel 54 tillader agenturet at indsamle midler i forbindelse med salg af nukleart materiale i form af en afgift. De Grønne mener, at selvfinansiering skal gøres obligatorisk i henhold til loven.
For det andet bør overvågningsuafhængigheden sikres. Dette forslag ville føre til en situation, hvor generaldirektoratet for energi og transport både fremmer brugen af atomkraft og overvåger den, hvilket ikke er rimeligt - specielt da Den Internationale Atomenergiorganisation på internationalt plan også har en ulogisk rolle som overvågende organ for nuklear sikkerhed og som et organ, der fremmer atomkraft.
For det tredje er strukturen af Forsyningsagenturets rådgivende udvalg forvrænget, idet en uforholdsmæssig stor andel af medlemmerne er atomkraftproducerende lande, hvilket bliver værre af det ændringsforslag, der blev vedtaget af Udvalget om Industri, Forskning og Energi.
På grund af disse uheldige sider kan vi desværre ikke støtte dette forslag.
Ján Hudacký (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren fru Cizelj for hendes udmærkede og inspirerende betænkning.
Den kritiske energisituation i verden, EU's store afhængighed af energiimport og stigningen i drivhusgasemissioner betyder alt sammen, at atomkraften trods dens mange ideologiske modstandere får mere opmærksomhed på EU-plan, og at den allerede er blevet en integreret del af energimixet i nogle europæiske lande.
I denne forbindelse skal Euratoms Forsyningsagentur håndtere disse udfordringer med hensyn til at tilbyde sine kunder omfattende og effektive tjenester med en høj grad af fleksibilitet og adgang til forsyningskilder. Tillad mig kort at kommentere tre aspekter, der har afgørende betydning for udførelsen af dette agenturs mandat.
Først og fremmest vil jeg gerne nævne agenturets opgaver. Jeg er helt enig med ordføreren i, at dets opgaver skal være mere veldefinerede i overensstemmelse med traktatens bestemmelser og målene med en fælles politik om forsyningssikkerhed vedrørende nukleare materialer i en ny situation for energiforsyningerne. Mit andet punkt vedrører selve agenturet. Kommissionens forslag til nye vedtægter for agenturet synes ved første øjekast at være tilstrækkeligt effektive med hensyn til både den organisatoriske struktur - f.eks. reduktionen i antallet af medlemmer af det rådgivende udvalg - og budgettet. Tager man imidlertid hensyn til agenturets overordnede rolle, bør der fastholdes et højt kompetenceniveau, så agenturet kan udføre sine opgaver i form af tilsyn med evalueringer, forslag til henstillinger og gennemførelse af specifikke markedsundersøgelser. Agenturet bør råde over et personale bestående af eksperter på højt niveau fra industrien med omfattende erfaringer vedrørende markedet og det nukleare brændstofkredsløb.
På området for interinstitutionelle forhold bør Europa-Parlamentet regelmæssigt modtage alle vigtige rapporter fra agenturet, hvilket også ville øge gennemsigtigheden af dets aktiviteter og budget. Det tredje punkt vedrører gennemsigtigheden af agenturets finansiering. Trods det faktum, at agenturet blev oprettet på baggrund af Euratomtraktaten som en separat retlig enhed med en høj grad af finansiel autonomi, skaber dets forbindelse til Kommissionen en kompliceret og uigennemsigtig finansiel mekanisme, der kun giver begrænset adgang til finansielle oplysninger.
Franco Frattini, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne endnu en gang takke ordføreren for den nyttige indsats. Jeg takker desuden Dem alle for forhandlingen, som viser og bekræfter, at der er behov for at modernisere vedtægterne for Euratoms Forsyningsagentur.
Vi vedtog forslaget om vedtægter for agenturet i foråret i år. Deres betænkning vil styrke Kommissionens oprindelige forslag. Af denne årsag kan jeg forsikre Dem om, at Kommissionen vil støtte de fleste af Parlamentets ændringsforslag under den endelige drøftelse med Rådet.
Endnu en gang tak for Deres støtte og opmærksomhed.