Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 14. november 2007 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Europas interesse: at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder (forhandling)

  Formanden. - Mine damer og herrer! Det glæder mig, at der i det mindste er to gruppeformænd til stede, den ene havde jeg nær overset, men han iler netop til sin plads.

Næste punkt er Rådets og Kommissionens redegørelser vedrørende Europas interesse: at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder.

  Manuel Lobo Antunes, fungerende formand Rådet. - (PT) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Globalisering er ikke kun et fænomen, der skal betragtes ud fra de økonomiske og teknologiske konsekvenser. For Dem, for medlemmerne af Rådet og faktisk for os alle er det primært et politisk spørgsmål. Det medfører, at mennesker mister deres job, regioner kommer i krise, økonomiske sektorer forsvinder, og der kommer nye sikkerheds- og miljøtrusler, men det medfører også nye jobmuligheder, nye produktionssektorer og lavere priser for en lang række produkter, hvilket sikrer bedre fordeling af de finansielle ressourcer og vækst i handelen med varer og tjenester.

Globalisering har skabt hidtil uset udveksling af idéer og kontakt mellem mennesker. Mulighederne for økonomisk og kulturel berigelse er enorme, men risiciene for forskellige typer af nye globale skævheder er også enorme. Vi står over for udfordringen med at forme denne nye og stadig mere flydende indbyrdes afhængighed i en stadig mindre verden. Frem for alt er det vigtigt, at vi forliger os med og regulerer globaliseringen af hensyn til vores demokratier og selve konceptet i et effektivt demokrati: Kan vi sikre, at vores befolkning og de folkevalgte repræsentanter fortsat har den politiske kontrol over de grundlæggende elementer af økonomisk styring og så mange andre aspekter af vores liv?

Jeg er overbevist om, at vi europæere inden for en række afgørende områder kun kan være effektive, hvis vi kan skabe nye kollektive politiske løsninger på nutidens alvorligste problemer, f.eks. økonomisk vækst og jobskabelse, miljøbeskyttelse, energi, migration og kampen mod terrorisme.

EU har opdateret de interne politikker med henblik på at sikre konkurrenceevnen og fair og bæredygtig udvikling. Styrkelse af den sociale samhørighed og respekt for miljøet skal være rettesnoren for økonomiske reformer. Investering i forskning, innovation og uddannelse skal skabe vækst og beskæftigelse. Vi er dog ikke alene, og det ville være uansvarligt, hvis vi kun rettede blikket indad i overbevisning om, at egeninteresse kan være effektiv. Denne nye verden har ingen effektive mure eller tilflugtssteder. Vi skal arbejde sammen med andre lande og regioner for at skabe resultater, der er positive for alle.

Stabilitet, frihed, sikkerhed og velstand vil kun være ensartet og vedvarende, hvis de deles af alle. Det er Europas kald. Vi skal føre an og forme globaliseringen efter vores principper og værdier, og vi skal rette blikket mod omverdenen som universalister, som vi har gjort det i de største øjeblikke af vores historie.

I samarbejde har EU og medlemsstaterne vist, at de kan løse fælles problemer og udfordringer ved at udnytte deres erfaringer fra 50 års integration. Den nye Lissabontraktat fastlægger mere effektive og mere gennemskuelige institutionelle betingelser, som vil sætte EU i stand til at udfylde dens rolle i verden. Udfordringen er at bevare og styrke det, vi har opnået i tidens løb, og finde ud af, hvordan vi kan forsvare vores interesser og udbrede vores fælles værdier ud over vores grænser.

Den fornyede Lissabonstrategi har skabt rammerne for Europas indsats for at møde denne udfordring. Lanceringen af en ny forvaltningsperiode giver os mulighed for at reflektere over den vej, vi vil følge. Den meddelelse fra Kommissionen, som vi drøfter i dag, er et enestående udgangspunkt for forhandlingen og udgjorde grundlaget for drøftelserne mellem stats- og regeringscheferne på det uformelle møde i Lissabon den 19. oktober. Vores arbejde i Rådet tager udgangspunkt i denne meddelelse og søger at definere en pakke af tekster, der kan bidrage til udformningen af Lissabonstrategiens næste periode.

Denne uges Økofinråd har nu vedtaget konklusioner. På Rådets møde om konkurrenceevnen godkendes en række tekster den 22. november, og på Rådets møde om beskæftigelsen vedtages der efter planen konklusioner om fremtiden for den europæiske beskæftigelsesstrategi inden for rammerne af Lissabonstrategiens næste periode. Andre sammensætninger i Rådet har behandlet spørgsmål, der er relevante for udformningen af den nye periode. Jeg kan bekræfte, at vi grundlæggende er enige med Kommissionen: Den fornyede Lissabonstrategi skal fortsat udgøre rammen for Europas indsats for at møde de væsentlige udfordringer, vi står overfor, herunder navnlig globaliseringen. Europa gør betydeligt fremskridt. De mål, der er fastsat inden for de fire prioriterede områder, beskæftigelse, viden og innovation, erhvervsmiljø samt energi og klimaændringer, som blev vedtaget i 2006, er stadig relevante.

Hovedlinjerne i den nye periode skal bevare den stabilitet, der er nødvendig for at konsolidere resultaterne. Det er vigtigt, at vi samtidig foretager tilpasninger og forbedringer, så vi kan udnytte det fulde potentiale i den fornyede Lissabonstrategi. Ved at udnytte det momentum, der er skabt gennem det fremskridt, vi allerede har opnået, skal vi først og fremmest øge hastigheden for reformerne med henblik på at gøre vores økonomier stærkere.

EU har et globalt ansvar og skal være bedre forberedt for at imødekomme globaliseringen gennem en strategisk, sammenhængende og fast tilgang på globalt plan. Vi skal imidlertid være fast besluttede på at gennemføre foranstaltninger på nationalt plan, som sætter os i stand til mere effektivt at håndtere de problemer, der opstår som følge af demografiske ændringer, kvaliteten af de offentlige finanser og deres langsigtede bæredygtighed, arbejdsmarkedet, beskæftigelse, social samhørighed, konkurrenceevne på det indre marked, forskning og innovation, energi og klimaændringer samt uddannelse og undervisning.

Samtid spiller Fællesskabets Lissabonprogram en vigtig rolle i den nye periode ved at tilbyde mere effektive garantier for den nødvendige sammenhæng mellem reformerne. Parlamentets og Rådets ejerskab skal styrkes, og udvekslingen af god praksis mellem medlemsstaterne skal videreudvikles. Migration spiller en grundlæggende rolle, når vi taler om globalisering, idet den bidrager til at øge vækstpotentialet og fremme tilpasninger. I henhold til en nylig rapport, som Rådet modtog i denne uge, om situationens indvirkning på arbejdskraftens mobilitet, understøttes den demografiske vækst i EU i stigende grad af migrationsstrømme, og den afgørende betydning, som de har, når det drejer sig om at styrke den fleksibilitet, der kræves for at imødegå kriser og modvirke lave niveauer af mobilitet inden for regionen, skal bemærkes.

I denne globaliserede kontekst skal Lissabonstrategiens eksterne dimension styrkes og videreudvikles, så EU's politiske og økonomiske mål samt sociale og miljømæssige standarder kan spredes ud over vores egne grænser. Det var dette aspekt, der blev behandlet i drøftelserne mellem stats- og regeringscheferne på det uformelle møde i Lissabon, hvor vi navnlig udformede problemstillinger vedrørende ustabilitet på finansmarkedet og klimaændringer. Denne interessante og stimulerende politiske debat, som også formanden for Parlamentet deltog i, styrkede vores tro på fremtiden.

Som den portugisiske premierminister, José Sócrates, allerede har påpeget, har Europa pligt til at føre an i globaliseringsprocessen og kan gøre det ved at udnytte de nye muligheder, der er skabt, herunder på området for idéer og kulturel udveksling. Ved at styrke relationerne mellem folk og den indbyrdes afhængighed mellem nationer yder EU et centralt bidrag til fred og global stabilitet. Europa har politiske og institutionelle muligheder for at reagere konsekvent over for de udfordringer, som globaliseringen skaber inden for økonomi, det sociale område og miljø, og kan derfor påvirke globaliseringsprocessen. Vi har brug for et stærkere strategisk samarbejde med vores partnere for at udvikle en ny global dagsorden, der kombinerer den gensidige åbning af markeder, forbedrede standarder for miljø, det sociale område, finansområdet og intellektuel ejendom med behovet for at støtte udviklingslandenes institutionelle kapacitet.

Som den portugisiske premierminister også annoncerede ved slutningen af det uformelle møde i Lissabon, vil en EU-erklæring om globalisering blive godkendt på det europæiske topmøde den 13. og 14. december. Dette vil være et klart signal til borgerne og til resten af verden om de europæiske lederes ønske og forpligtelse til at stimulere EU's kapacitet til at påvirke dagsordenen for globalisering og finde de rigtige svar.

De udfordringer, der ligger foran os, er både forskelligartede og stimulerende, og det portugisiske formandskab vil fortsætte bestræbelserne på at imødekomme dem. Vi regner med Parlamentets støtte, som vi altid har gjort det, til at fremme og udvikle EU's indsats og den nationale indsats, som aftales på globalt plan, og som sætter Europa i stand til at påtage sig sit ansvar på globalt plan og møde fremtidens udfordringer.

Vi glemmer ofte, hvad Europa betyder for så mange mennesker i denne globaliserede verden. Billederne af migranter, der gør knæfald på vores strande, er en grusom påmindelse om denne virkelighed, og om, hvor privilegerede vi er her i Europa, som er blevet en bastion af håb om, at det er muligt at skabe en model, der kombinerer frihed, økonomisk vækst, social retfærdighed og miljøbeskyttelse baseret på partnerskab, samarbejde og fælles ansvar.

Det er ikke kun vores succes som europæere, det drejer sig om. Et stærkere EU for en bedre verden er mottoet for vores formandskab, og vi er overbeviste om, at Europa skal spille en afgørende rolle for at skabe en mere retfærdig og afbalanceret verden.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, hr. minister for europæiske anliggender og repræsentant for Rådets formandskab, mine damer og herrer! Globalisering er det centrale tema for denne generation af europæere. Temaet berører alle vores borgeres liv på den ene eller den anden måde, så det er med rette, at det har fået topprioritet på den europæiske dagsorden.

Det er min personlige overbevisning, at den europæiske dagsorden for det 21. århundrede skal udformes med fokus på temaet globalisering, samtidig med at vi naturligvis fastholder de værdier og principper, der altid har været fundamentet for det europæiske projekt. Globalisering skal dog også ses som en mulighed for Europa til at forsvare og fremme dets interesser i en verden, hvor alle i stigende grad er afhængige af hinanden. Det glæder mig derfor at deltage i forhandlingen om dette spørgsmål, som er tilrettelagt af Parlamentet.

Som ministeren lige sagde, har Kommissionens udkast til en meddelelse fra sidste måned om de europæiske interesser været udgangspunktet for fremragende drøftelser på Rådets uformelle møde i Lissabon. Navnlig den stimulerende enighed om vores idéer med hensyn til, hvordan vi skal reagere over for globaliseringen, var opmuntrende for mig. Jeg vil også gerne takke det portugisiske formandskab for dets vedvarende støtte til denne globale europæiske dagsorden og til behovet for at føje en dimension, der kan reagere over for globaliseringens udfordringer, til Lissabonstrategien.

Vi støtter også idéen om en erklæring om globalisering ved Rådets møde i december. Det vil være en fremragende måde at konsolidere denne enighed, som også er blevet fremmet her i Parlamentet gennem udformningen af et fælles beslutningsforslag vedrørende et så vigtigt emne.

EU har faktisk udviklet et gradvist og ægte europæisk svar på globaliseringen, der har opmuntret europæerne til at udnytte fænomenet bedst muligt. Dette svar anerkender de legitime betænkeligheder, som de mennesker, der står over for forandring, har, for vi ikke må glemme, at nogle mennesker kan blive berørt negativt af det, og dem skal vi også have et svar til.

Jeg mener, at vi i Europas interesse skal ramme den rette balance, men det kan under ingen omstændigheder være et frygtsomt eller selvopgivende svar. Det skal være baseret på tillid. Der er faktisk skabt ny interesse i de seneste par måneder: Turbulensen på de finansielle markeder har vist, hvordan den europæiske økonomi er forbundet med den globale udvikling, samtidig med at ekstreme klimaforhold har vist, hvor alvorlige de potentielle konsekvenser af klimaændringer er, og at en reaktion på dette problem i stigende grad er påkrævet. Hver dag ser vi, at job i Europa, energi i Europa, befolkningens sundhed og livskvalitet i hele Europa påvirkes af en global dimension.

Vores udgangspunkt skal efter min overbevisning være tillid. Vi har erfaring som verdens største økonomi og verdens største eksportør. Vi har været foregangsmænd, når det drejer sig om at løse nye problemer - se bare på handel med emissioner - og vi har klare fundamentale regler, der har fungeret godt.

Vi har for det første et ansvar for at beskytte vores borgere uden at være protektionistiske. Vi skal målrette vores politikker, så andre kan benytte den samme rute som os - at åbne op. Vi må ikke lukke dørene. Vi skal i stedet få andre til at åbne deres. Protektionisme for Europa, som er den største eksportør i verden, ville være en selvødelæggende doktrin.

Vi er for det andet åbne, men vi er ikke naive. Det betyder, at vi ikke har planer om at uddele fribilletter til alle, der ikke overholder visse grundprincipper. Det var ånden bag vores nylige forslag om at sikre, at reglerne om energiinvesteringer skulle gælde for virksomheder i tredjelande.

Vi kan for det tredje opnå store fordele ved et regelbaseret system, og EU's erfaring bringer os i en enestående position til at levere et godt grundlag for regulering på globalt plan - en konkret mulighed for at forme globaliseringen. Lad os være ærlige: For at have åbne økonomier skal vi have nogle regler. Markederne kan ikke fungere uden institutioner, og i EU har vi mere end noget andet sted erfaring med at forene forskellige regler, forene forskellige nationale erfaringer. Jeg er derfor overbevist om, at vi er bedre rustet end nogen anden enhed i verden til at forme globaliseringen - ikke til at pålægge, men til at foreslå vores model for denne globaliseringsfase, som vi nu træder ind i.

Vi har også nogle værktøjer, der hjælper os med at møde globaliseringen med tillid. Det har aldrig været tydeligere, at euroen er en stabiliserede faktor i det internationale finanssystem. EU-lovgivningens mulighed for at fastlægge bindende mål for drivhusgasser og vedvarende energi giver os også uovertruffen troværdighed, og vi har i den fornyede Lissabonstrategi en veletableret løftestang for reform i Europa.

Da vi relancerede Lissabonstrategien i 2005, søgte vi at forbedre den på en række måder. Vi forøgede ejerskab og regnskabspligt gennem det fastlagte partnerskab mellem medlemsstaterne og Kommissionen. Vi præciserede det arbejde, der skal udføres, ved at benytte landespecifikke anbefalinger. Hver medlemsstat har nu sit eget nationale reformprogram, og hver medlemsstat accepterer, at man har et kollektivt ansvar for at gennemføre disse reformer. Vi har også fornyet fokus for EU's finansielle instrumenter på vækst og arbejdspladser.

Resultaterne bærer nu frugt. Trods de aktuelle problemer har vi opnået bedre resultater: Der er skabt næsten 6,5 millioner ekstra arbejdspladser i EU's 27 medlemsstater i de sidste to år. Vi forventer, at der vil blive skabt 8 millioner i perioden 2007-2009. Lissabonreformerne har uden tvivl styrket vækstpotentialet for den europæiske økonomi.

Der er dog ikke plads til selvtilfredshed: Opgaven er langt fra afsluttet. Medlemsstaterne og EU skal skubbe på med reform. Det er den bedste metode til at gøre vores økonomier mere modstandsdygtige over for de usikre økonomiske udsigter.

De fire prioriterede områder, der blev fastlagt i 2006, udgør den rigtige ramme for Lissabon: forskning og innovation; et bedre erhvervsmiljø (bekæmpelse af bureaukrati og fremme af bedre betingelser for investering); bedre beskæftigelsesmuligheder og de vigtige emner energi og klimaændringer. Disse områder og definitionen heraf har givet strategien et meget skarpere fokus. Disse områder er naturligvis også tæt forbundet. Vi bliver aldrig en videnbaseret lavemissionsøkonomi uden en højtuddannet arbejdsstyrke eller mere forskning og forbedret innovation.

Jeg vil derfor understrege dette punkt om forskning og innovation. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at takke Parlamentet for dets støtte til Kommissionens krav om en videntrekant bestående af forskning, uddannelse og innovation. Faktisk vil jeg takke Dem og henlede Deres opmærksomhed på behovet for vores samarbejde for at bevare Galileo-projektet som et storslået europæisk projekt, og jeg vil takke Dem for støtten til EIT-projektet.

Vi gør fremskridt med hensyn til behovet for et europæisk rum til viden. I vores dokument var en af nyhederne faktisk fremlæggelsen af idéen om den femte frihed - friheden til at sprede viden i EU.

Vi kan ikke skabe ny dynamik, hvis vi ikke har det rigtige klima - også for vores små og mellemstore virksomheder. Der er 23 millioner små og mellemstore virksomheder i Europa. Derfor mener jeg, at alle disse områder sammen kan skabe en god cirkel, der kan hjælpe os med at opfylde alle vores mål på én gang.

Mens vi forbereder lanceringen af den næste treårige periode, skal vi opdatere strategien i lyset af de erfaringer, vi har høstet, og de nye omstændigheder. Der skal være større fokus på den sociale dimension. Øgede investeringer i uddannelse og undervisning til alle aldre er det bedste våben mod ulighed og social udstødelse, og - som jeg tidligere har sagt - ikke alle er vindere i globaliseringen. Hvis vi vil sikre os de europæiske borgeres støtte til vores dagsorden, skal vi i god tid inddrage hensyn til den sociale dimension. Derfor har Kommissionen f.eks. foreslået en tilpasning af Globaliseringsfonden, netop fordi vi allerede fra starten anerkendte behovet for at komme med konkrete svar på disse områder.

Jeg glæder mig navnlig over aftalen mellem arbejdsmarkedets parter vedrørende det sæt principper for fleksibilitet og sikkerhed, som Kommissionen foreslog inden sommeren. Ved Rådets uformelle møde i Lissabon modtog vi faktisk meget gode nyheder om aftalen mellem arbejdsmarkedets parter i EU. Jeg håber, at Rådet vil støtte disse principper på dets møde i december. Det giver hver medlemsstat et særdeles godt udgangspunkt for at definere en bedre balance mellem fleksibilitet og sikkerhed på deres arbejdsmarkeder.

Målrettet gennemførelse af enestående reformer, øget vægt på kvalifikationer og uddannelse, konkrete foranstaltninger med henblik på at konvertere Europa til en lavemissionsøkonomi: Det er efter vores mening de prioriterede områder for den næste periode.

De integrerede retningslinjer er et vigtigt instrument i forbindelse med koordineringen, en fælles ramme, hvori de forskellige medlemsstater kan gennemføre deres egne nationale dagsordener for reform. Analyser og feedback fra medlemsstaterne viser, at retningslinjerne fungerer. De er grundlaget for Fællesskabets Lissabonprogram. Min fornemmelse er, at vi ikke skal reparere dem, hvis de ikke er ødelagte, selv om der er behov for at ajourføre dem.

Vi skal også øge indsatsen for at sikre, at Lissabonstrategien gennemføres i samme tempo i alle medlemsstater: Et langsommere reformtempo i én medlemsstat vil have åbenbare følger for de andre. Vi skal i højere grad inddrage parlamenterne, arbejdsmarkedets parter samt de lokale og regionale myndigheder.

Parlamentets engagement i Lissabonstrategien har været afgørende for at fastholde dette momentum. Sammen med næstformanden, Verheugen, og resten af Kommissionen ser jeg frem til at uddybe vores samarbejde, mens vi træder ind i den næste periode for Lissabon.

Sammenhængen mellem globalisering og Lissabon giver os en enestående mulighed for at vise, at den europæiske økonomiske dagsorden i dag ikke kun er valgfrit ekstratilbehør: Den er nøglen, som kan låse op for Europa succesrige fremtid. Økonomisk reform, en global vision, en lavemissionsøkonomi: Disse er indbyrdes forbundne mål, der skal forfølges parallelt, og kun EU kan sikre den rækkevidde og sammenhæng, som Europa har så stort behov for. Kun sammen kan vi forfølge det, som vi i vores dokument omtaler som "den europæiske interesse".

Jeg vil gerne afslutningsvis sige, at jeg i sandhed mener, at det ikke kun drejer sig om den europæiske interesse. Jeg mener, at verden i globaliseringens tidsalder har brug for et mere engageret Europa, hvor vores interesser beskyttes og forsvares, men også hvor vores værdier - nemlig frihed og solidaritet - fastholdes i globaliseringens tidsalder.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, kære Hans-Gert, hr. formand for Rådet, hr. Lobo Antunes, hr. formand for Kommissionen! Globaliseringen er ikke et abstrakt begreb for borgerne. Globaliseringen er en realitet, som påvirker den enkelte europæers dagligdag, og borgerne appellerer til regeringerne og institutionerne om at løse de problemer, der er knyttet til globaliseringen.

Borgerne forventer sig meget af EU på dette område. De forventer beskyttelse og sikkerhed. Dels fysisk beskyttelse mod terrortruslerne og dels beskyttelse mod usikkerheden på de finansielle markeder. Men borgerne appellerer også til os om garantier, hvad angår fødevareleverancer og -sikkerhed. Den forgangne sommer har de stigende kornpriser imidlertid givet anledning til forbrugerprisernes himmelflugt. De europæiske forbrugere skal kunne føle sig sikre på, at billige, importerede varer frembyder alle fornødne sikkerhedsgarantier. Spørgsmålet er særlig aktuelt, eftersom vi nærmer os jul og nytår. Vi bør kunne forsikre forældre og bedsteforældre om, at det legetøj, de giver børnene, ikke udgør nogen sundhedsrisiko.

Globaliseringen skal ikke kun bidrage til øget velstand. Den skal også være retfærdig. Den skal være omfattet af etiske regler, som eksempelvis forbyder udnyttelse af børn. Globaliseringen må ikke være en byrde, der lægges på de svageste, og globaliseringen bør være et middel til bekæmpelse af uligheder, dels internt i det enkelte land og dels landene imellem. Vi har altid været fortalere for frihandel, men frihandelen skal bero på klare regler. EU's åbenhed udadtil er en drivkraft for verdensøkonomien, og talrige virksomheder ønsker at slå sig ned i Europa. De skal imidlertid acceptere vores regler og opfylde vores standarder på områder som sundhed, miljø og forbrugerbeskyttelse.

EU har på 50 år formået at skabe et velfungerende indre marked, hvor harmonisering af medlemsstaternes lovgivning altid har været hovedreglen. EU kan yde en indsats ved at eksportere sin knowhow og højne partnernes standarder, hvad angår produktion og kvalitetskontrol. Flere af partnerne er allerede på rette vej. Det første møde i Det Transatlantiske Økonomiske Råd blev afholdt i fredags i Washington med godt resultat. Det er et positivt tegn. Nu er det vores opgave at styrke indsatsen for at gøre det klart for Brasilien, Kina og Indien, hvilket ansvar der påhviler dem. Vi er knap så strenge over for Afrika.

For at imødegå udfordringerne udefra må vi dels styrke det indre marked ved at øge bevillingerne til forskning og udvikling og dels sikre bedre koordinering af medlemslandenes forskning og innovation. Globaliseringen giver nye muligheder, men den kræver også tilpasning, eksempelvis uddannelse hele arbejdslivet igennem.

Min politiske gruppe hilser de nye initiativer, der følger af Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, velkommen, og ligeså Kommissionens forslag til "Small Business Act". De små og mellemstore virksomheder er fortsat en vigtig drivkraft, både når det gælder stabilitet, og når det gælder jobskabelse i Europa.

Som politikere stilles vi stadig oftere over for udfordringerne i forbindelse med energiproblemerne. Så længe vi ikke har nogen fælles politik for energi- og miljøsikkerhed, vil EU være sårbart. Og det haster for Europa, eftersom prisen på en tønde olie nærmer sig 100 dollars. Vi har behov for en europæisk energipolitik, som sikrer forsyningerne og sikrer bæredygtig vækst i denne sektor. Vi bør nøje drøfte spørgsmålet om bæredygtig energi, og vi bør undersøge, hvilke muligheder der knytter sig til civil nuklear energi som forsyningskilde.

Drøftelserne bør foregå i åbenhed, således at borgerne bliver bevidste om disse spørgsmål, og således at vi sikrer os deres tilslutning til vores initiativer. Vi ønsker, at drøftelserne resulterer i et renere, mere effektivt og mere sikkert Europa i energimæssig henseende. Europa bør klarlægge sine interesser, ikke blot når det gælder handel og verdensøkonomi, men også når det gælder kultur, sprog og traditioner. Ved at arbejde på at finde fælles svar på globaliseringens udfordringer bliver vi i stand til at beskytte vores borgeres legitime interesser uden at optræde protektionistisk.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Det fremgår af overskriften på denne debat, at Europa-Parlamentet sammen med Rådet og Kommissionen vil drøfte, hvilken rolle Europa, de europæiske institutioner og medlemsstaterne skal spille i forbindelse med globaliseringens chancer og risici. Det fører også til, at vi må gøre det klart - og det bliver også klart i debatten i dag - at der er forskellige måder at se tingene på, og at der finder en konkurrence sted mellem forskellige tilgange til, hvordan man skal håndtere globaliseringens følger.

Forhandlingerne om den beslutning, der skal vedtages i dag, har vist, at der er alvorlig forskel på, ja på mange måder en afgrund mellem det, som den højreorienterede side af Parlamentet forestiller sig, og det, som vi ønsker i Den Socialdemokratiske Gruppe. Derfor vil vi beskrive det, som vi siger under denne debat, som parametrene for vores vurdering af, hvilken rolle institutionerne skal spille, navnlig Kommissionen. For når jeg lytter meget opmærksomt til Dem, også til hr. Daul, så er der nogle ting, vi er enige om, hr. kommissionsformand, men der er også nogle klare forskelle.

Enhver, som søger jobbet som formand for Kommissionen, nu eller i fremtiden, vil for vores gruppes vedkommende blive målt på nogle vigtige punkter, netop med hensyn til den rolle, som Kommissionen skal spille i den globaliserede økonomi. Den makroøkonomiske politiske koordination, som det så smukt hedder - man kunne også kalde det den fælles økonomi- og finanspolitik - skal tage udgangspunkt i det socialpolitiske princip. Det økonomiske fremskridt i Europa skal føre til, at der kommer større social stabilitet. Europa skal sørge for, at økonomisk fremskridt i verden fører til mere ligeberettigelse i verden. Det er også socialpolitik! Det sociale indadtil og det sociale udadtil er vores fælles målestok.

Økonomisk fremskridt er en grundlæggende forudsætning for social sikkerhed, ikke omvendt, som vi har hørt det i et par indlæg her. At mindre social sikkerhed i Europa skulle være kilden til økonomisk fremskridt, det er en helt forkert model. Hvis man tror, at Europa kan bruges til at nedbryde de sociale sejre, så at sige som en sideeffekt til globaliseringen, så tager man fejl. Deregulerede markeder fører til profitmaksimering og forringelse af sociale standarder. Det er muligvis det billede, som højre side af Parlamentet har. Det er ikke vores billede. Vi siger, at Europas succesmodel har været socialt fremskridt og økonomisk fremskridt - det er to sider at samme sag. Det er der efter vores opfattelse ikke ændret ved.

(Bifald)

Det var en interessant bemærkning fra hr. Daul, den skal Parlamentet også høre: Økonomien først. Nej! Økonomien og det sociale sammen, det er det afgørende punkt, og det er her, højrefløjen i Europa tager fejl. Og vi skal gøre os klart, at flertallet af regeringerne i Rådet er centrum-højreregeringer, og Kommissionen er jo ikke noget socialismens eldorado. De er en centrum-højrepolitiker, og det er de fleste af Deres kommissærer også. Derfor holder vi nøje øje med Kommissionens handlinger, når vi skal vurdere troværdigheden af Deres forklaringer.

Naturligvis skal vi have forskning, innovation og uddannelse, naturligvis skal vi udvikle det indre marked på en måde, som skåner miljøet og stabiliserer de sociale ressourcer. Ja, absolut! Men så skal vi bruge nogle relevante direktivforslag fra Kommissionen. Så skal vi bruge nogle relevante lovgivningsinitiativer, der kan sikre det. Der er nogle positive ansatser, det støtter vi, men der er også noget, vi må undersøge kritisk.

Vi har også brug for en mere effektiv forvaltning. Jeg ved ikke, om man skal kalde det Lissabongovernance, som der står i overskrifterne. Jeg ved ikke, om den almindelige borger på gaden forstår, hvad vi mener med det. Og når De taler om forenkling af forvaltningen og skal bruge den tidligere bayriske ministerpræsident til det - så siger jeg hjertelig tillykke, held og lykke med det!

Men en ting har vi helt sikkert brug for, og her er vi meget enige med Dem, hr. formand for Kommissionen. Denne wildwestkapitalisme, som hersker på de finansielle markeder, og som truer hele samfundsøkonomier, ja, den kræver internationale regler. Så lad os begynde med reglerne i Europa! Derfor forventer vi helt konkret - og det har De vores støtte til - kontrol, gennemsigtighed og i øvrigt også magtbegrænsning for de internationale finanskapitalister. Det er et af de afgørende punkter for socialt fremskridt i Europa.

Til sidst, hr. formand, kære Hans-Gert, mine damer og herrer: Det, vi diskuterer i dag, spørgsmålet om, hvordan vi skal positionere os i globaliseringen, og spørgsmålet om, hvilken indflydelse Europa - og her mener jeg Europa som det institutionaliserede Europa, De som Kommission, vi som Parlament - faktisk kan udøve for at nå de ambitiøse mål, det er også det, vores vælgere vil måle os på. Hvis det kun bliver til, at vi i alle de generelle forhandlinger smukt beskriver, hvad vi ønsker, men ikke træffer de konkrete lovgivningsmæssige foranstaltninger her og i medlemsstaterne, så nytter det ikke noget. Derfor forventer vi, at det, som vi beskriver her, også bliver omsat til konkret politik i vores fælles beslutning.

(Bifald fra venstre)

  Formanden. - Hr. Schulz! Når De fik lov at overskride taletiden betydeligt, så har det ikke noget at gøre med, hvordan De tiltalte formanden. Overskridelsen vil blive trukket fra Deres gruppes samlede taletid.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi har lige hørt en røst fra fortiden:

(DE) Fortidens tale!

(EN) Andre ved, ofte bedre end os, at vi allerede lever i et globalt samfund. Indien, Kina og Brasilien har fanget mulighedernes bølge, og de rider højt på den, mens alt for mange i Europa frygter, at bølgen vil skylle ind over dem.

Da præsident Sarkozy talte til os i går, talte han om "forskellige mulige fremtider for morgendagens Europa" og lagde op til en drøftelse af vores politikker vedrørende konkurrence, energi og udvidelse.

Hr. Barrosos udtryk under en stor del af talen fortalte os mere end alle hans ord her til morgen. Hvis Europa sidder med hænderne i skødet, fordi de nationale ledere - på grund af borgernes betænkeligheder - udskriver afstemninger om EU's dagsorden, vil vi gå glip af muligheden for at forme globaliseringen til Europas fælles bedste.

Det er ikke borgerne, vi skal overbevise, det er medlemsstaterne. Undersøgelse efter undersøgelse har vist, at de fleste af vores borgere ser EU, ikke den nationale regering, som den, der har de bedste muligheder for at håndtere globaliseringen.

Se, hvordan jordskælvet fra globaliseringen ryster Europa i dets grundvolde. Nogle til højre trækker sig tilbage, når de præsenteres for de globale udfordringer, fra konservatisme til nationalisme eller fra kristeligt demokrati til kristeligt autokrati. Kløften fra globalisering løber lige igennem Parlamentet.

Til venstre holder Kurt Beck og hans venner tiltrængte reformer tilbage. Det så Franz Müntefering, og derfor har han stemt med fødderne. Og dog, de visionære kan se behovet for reform, og de har skrevet det ind i det nye europæiske socialdemokratiske manifest, som meget passende blev vedtaget i Oporto.

Vores politikker er ikke længere opdelt mellem venstre og højre, når det drejer sig om den økonomiske politik, men mellem dem, der reagerer over for de globale udfordringer ved at slå vindebroerne op, og dem, der - sammen med de liberaldemokratiske partier - er fortalere for det åbne samfund.

Hr. Barroso! Flertallet i Parlamentet støtter Kommissionens tilgang til globalisering. Men dette flertal er ikke baseret på én politisk familie. Den kan faktisk sønderrive og sammensætte Europas politiske familier på ny.

Globalisering vil i stigende grad forme vores politikker. Ikke globalisering i den ret smalle økonomiske betydning, som defineret i denne meddelelse - selv om en stabil euro og effektive konkurrenceregler og markedsregulering er i vores alle sammens interesser - men i den bredere, mere holistiske betydning, som omfatter vækst i verdensbefolkningen og migration, klimaændringer og energisikkerhed samt international organiseret kriminalitet med forbindelse til terrorisme.

Er det ikke den begrundelse, vi har brug for, for at handle som ét kontinent, til at udnytte vores kritiske masse til at sætte europæerne i stand til at forme globaliseringen, som det kræves i Kommissionens meddelelse?

Hvis det er tilfældet, hvor er så Deres politikker, hr. Barroso? Deres tidsplan? Deres helhedstilgang? Vi blev lovet handling: I stedet får vi en meddelelse, som er rig på retorik, men fattig på forslag. Dette må ikke blive det sidste ord i Europas svar på globaliseringen. Jeg afventer Deres gennemgang af det indre marked for at se, hvordan de vil skabe vækst og arbejdsplaser i et vanskeligt terræn, og deres politik for legal migration, idet jeg håber den tager hensyn til forholdene i oprindelseslandene.

Mine kolleger og jeg afventer en omgående indsats for at reducere energiforbruget og bekæmpe den grænseoverskridende kriminalitet. Vi mener også, at social sundhed og økonomisk vitalitet er vigtige faktorer. Hvis vi skaber et globalt marked, skal vi have en ny global social kontrakt, der forener de konkurrerende krav om fleksibilitet og retfærdighed, for uretfærdighed ét sted er en trussel mod retfærdigheden alle andre steder, som Martin Luther King sagde.

Det betyder, at EU skal samle Lissabondagsordenen med dens fokus på konkurrenceevnen, Cardiffdagsordenen med dens fokus på sociale rettigheder og Göteborgdagsordenen med dens fokus på miljøet.

Verden har brug for et stærkt EU til at modarbejde uretfærdighed, konflikt og fattigdom, uanset hvor det forekommer, fordi vi er en af de eneste aktører, der kan håndtere globale problemer, og hvis vi ikke går i spidsen, er der ingen, der gør det.

Det betyder, at vi skal standse hykleriet med handelstariffer og skabe en retfærdig aftale for udviklingslandene i Doha, opnå en aftale om CO2-udledning i Bali, hvor vi udnytter vores samlede indflydelse til at få amerikanerne med om bord, og skabe en international tilgang til de finansielle markeder, hvor der fokuseres på lovgivningsmæssigt samarbejde, konvergens mellem standarder og ensartede regler.

For at løse disse udfordringer på en måde, som er retfærdig for alle, har vi brug for mere - og ikke mindre - globalisering. For vi lever i en verden, der er indbyrdes forbundet, en verden, som kræver solidaritet på globalt plan i lige så høj grad som solidaritet mellem de europæiske borgere.

Og vi skal med Victor Hugos ord se frem til den dag, hvor de eneste slagmarker er de markeder, der er åbne for forretninger, og den menneskelige ånd, der er åben for idéer.

  Mirosław Mariusz Piotrowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Globalisering er et fænomen, der på mange måder er uigenkaldeligt. Det skal de enkelte lande i EU forstå, og de skal reagere over for disse ændringer på en praktisk måde. EU's handlinger må dog ikke være i strid med de suveræne staters økonomiske interesser, f.eks. ved at vedtage ubegrundede restriktioner mod CO2-emissioner, som vil forårsage alvorlige vanskeligheder for økonomierne i lande, som f.eks. Polen.

På den anden side må disse politiske tiltag ikke føre til tabet af national identitet. Mens landene i Asien på vellykket vis tilpasser sig den nye situation, og deres økonomier vokser hurtigt, drøfter vi i Parlamentet så vigtige spørgsmål som bakspejle på landbrugs- og skovbrugstraktorer og rollen for og vigtigheden af cirkusser i EU og andre lignende forhold.

EU vedtager konstant flere og flere regler og gør det stadig vanskeligere at konkurrere effektivt uden at se virkeligheden, hvilket dagens taler fra den socialdemokratiske repræsentant beviser. Jeg håber, at dagens behandling vil hjælpe med at ændre den måde, hvorpå vi ser globaliseringen i et europæisk perspektiv.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg mener, at det, vi har set i denne meddelelse, er en absolut mangel på fantasi i betragtning af alvoren i den situation, vi står overfor.

Vi får i den ingen reel definition af globalisering. Det vedrører normalt den økonomiske side, som jeg nu vil tale om.

Meddelelsen taler om, at vi står over for en tredje industriel revolution. Vi skal efter min mening drage nytte af erfaringerne fra de tidligere industrielle revolutioner. Hvor der ikke blev taget fuld højde for miljømæssige omkostninger, hvor der ikke blev taget fuld højde for de sociale omkostninger. Det antages, at de lave råvarepriser vil vare ved, ofte på bekostning af verdens fattigste lande, at vi kan handle med lande, hvor vi gennemtvinger åbne markeder, hvor der ikke findes en social infrastruktur eller en sund offentlig sektor, at vi skal være opmærksomme på tegn på gensidighed, hvis det ikke sker mellem ligestillede. Der er også tilfælde, hvor vi har overvurderet markedernes rolle, når det drejer sig om at opfylde sociale mål, og der er problemer i forbindelse med økonomisk konsolidering, navnlig når den er baseret på en dårlig økonomi og spekulation og ikke på virkeligheden og derfor bliver særdeles farlig for den økonomiske stabilitet.

Den nye kontekst, som vi står overfor, handler ikke kun om klimaændringer. Den handler om "peak oil", og hvad det vil betyde for udviklingslandenes muligheder. Den handler om milleniumudviklingsmålene.

Det er rigtigt, at vi skal skabe en ny balance mellem handel, den sociale dimension og miljødimensionen. Verdenshandelsorganisationen prioriterer handel frem for produktionsmetoder, frem for alt andet, der giver os ret til at sige, at vi har problemer med den måde, hvorpå varer produceres på, fordi den ikke opfylder vores standarder. Vi har valgt ikke at skrive dette ind i reglerne.

Med hensyn til vækst taler vi stadig som om, kvantitet er det vigtigste, ikke kvalitet og ikke det, der faktisk skabes i vores samfund. Jeg glæder mig over Kommissionens konference om dette i næste uge, men det er en indsats, vi bør arbejde videre med i årevis.

Hvad vil vi gøre med vores landbrugssektor? Med turismesektoren? Med så mange andre sektorer på baggrund af klimaændringerne? Vi er ikke enige i, at vi ikke skal vende tilbage til retningslinjerne og revidere dem. Vi tror, vi er det.

Hvis vi taler om uddannelse og undervisning, kræver den bæredygtige udviklingsstrategi nu, at vi ser på det sammen med klimaændringer og miljøfremskridt. Jeg har ikke hørt reel, seriøs tale om det. Det er slet ingen europæisk strategi for det.

Hvis vi taler om en lavemissionsøkomoni, hvordan vil vi opnå den? Der er ikke noget i denne meddelelse, der giver os tillid inden for nogen af disse områder.

Og vi skal se på spørgsmålet om social integration igen. Lønforskellen mellem mænd og kvinder er der stadig. Vi har stadig brug for lønninger, man kan leve af, og flexicurity skal omfatte finansiel sikkerhed for hver enkelt.

Vi mangler at integrere Lissabon og Göteborg. Det er udfordringen. Dette dokument lever ikke op til den, og det er jeg heller ikke overbevist om, at Parlamentet gør.

  Jiří Maštálka, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne udtrykke min skuffelse over den endelig version af beslutningsforslaget. Jeg er skuffet på to fronter. Det er for det første en skam, at det i så lang tid var umuligt at opnå enighed, og at størstedelen af aftalen først blev indgået i sidste øjeblik og under tidspres, hvilket vi nu betaler prisen for (efter min mening) i form af uforholdsmæssige indrømmelser på grundlæggende områder. For det andet er jeg skuffet, fordi beslutningen ikke afspejler den europæiske interesse, ifølge titlen på dokumentet, og - endnu vigtigere - den afspejler ikke de fleste europæiske borgeres interesser.

Jeg baserer denne dobbelte skuffelse på min analyse af det fælles beslutningsforslag, som på ingen måde anerkender de negative indvirkninger af globaliseringen, og som faktisk ikke tilbyder borgerne andet end en tilgang til at leve med globaliseringen, ligesom de f.eks. skal leve med oversvømmelser. Efter min mening er det umuligt at synes om globalisering eller oversvømmelse, for slet ikke at tale om at leve med dem. Den normale tilgang er at forsøge at påvirke disse processer, at forhindre deres negative indvirkning. Det er der slet ikke tale om i beslutningen: Den foreslår ikke engang en model for bæredygtig global udvikling.

I beslutningsforslaget fra vores politiske gruppe fokuserede vi navnlig på følgende kendsgerninger:

- kampen mod fattigdom, da ca. 80 millioner mennesker i EU i henhold til statistikken har en disponibel indkomst på mindre end 60 % af den nationale udlignede medianindkomst

- vi understregede behovet for mere effektive metoder til at sikre borgernes rettigheder, herunder adgang til kvalitetsbeskæftigelse og vellønnet beskæftigelse, og minimumsstandarder på det sociale område

- med hensyn til Lissabonstrategien understregede vi, at en ny integreret strategi for bæredygtighed og solidaritet er nødvendig for at erstatte den nuværende Lissabonstrategi og skabe et effektivt gennemførelsesværktøj.

I går nåede nogle politiske grupper til enighed om en fælles beslutning og ignorerede forslaget fra vores gruppe fuldstændigt. Ved at gøre det har de tydeligt vist, at de lægger større vægt på økonomiske spørgsmål end på sociale rettigheder og retfærdighed. Af ovennævnte grunde støtter vores gruppe ikke beslutningen.

  Godfrey Bloom, for IND/DEM-gruppen. - (EN) Hr. formand! I går nød vi en fantastisk begavet tale af den franske præsident. Jeg lyttede nøje til denne veltalende lille mand. Han var urokkelig fortaler for fri handel. Men hvis andre lande gik ind for protektionisme, gjorde han det selvfølgelig også. Han var urokkelig fortaler for demokrati. Befolkningerne havde ret til at blive hørt, men ville så tilsyneladende blive ignoreret, sådan som befolkningerne i Frankrig og Nederlandene var blevet ignoreret. Han er, som han udtrykte, først og fremmest europæer, men helt igennem franskmand, først og fremmest franskmand, men helt igennem europæer. OK, måske tilsat lidt ungarsk gullasch.

Vi har brug for en europæisk hær, flåde og luftstyrke for at sikre, at vores fredelige europæiske værdier udbredes vidt og bredt, for vi må aldrig gå i krig igen. Vi skal udbygge vores demokratiske institutioner, men tilsyneladende ikke for meget. Franskmændene kan ikke få endnu en folkeafstemning, fordi det kan føre til en britisk folkeafstemning, og vi ved jo alle, at briterne ville afvise den nye forfatning - åh undskyld - traktat.

Vi skal, foreslog han, undersøge os selv nærmere og sikre, at der er mere moderskab, ikke kun for kvinder, men for mænd, mere æblekage, især til de fattige, uanset om de ønsker det eller ej. For at sige det, som det er - og jeg elsker at teste de bedste tolke i verden - det var alt sammen tom luft!

  Dimitar Stoyanov, for ITS-gruppen - (BG) Jeg vil først og fremmest minde Kommissionen og Rådet om, at globalisering ikke er en proces, der eksisterer i sig selv, at Europa er en vigtig faktor i verdenspolitik, og at Europas politik er afgørende for, om globaliseringen udvikler sig.

Og det er netop dette, jeg ikke forstår i Kommissionens strategi. Er Kommissionen villig til at føre en politik, der vil videreudvikle globaliseringen, eller som vil sænke farten for processen? Jeg vil desuden henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at det indre marked i sig selv ikke er en garanti for Europas succes i globaliseringsprocessen.

Rådet har erklæret, at det betragter konkurrencedygtighed som meget vigtig, men i øjeblikket er der nye økonomier i EU, der er skrøbelige, og som mangler konkurrencedygtighed selv på det indre marked.

Kommissionen har til gengæld anført, at det betragter udviklingen af Lissabonstrategien som det vigtigste med henblik på at gennemføre Kommissionens planer med hensyn til globalisering.

Især for Bulgarien forventer jeg, at Lissabonstrategien vil mislykkes, fordi mit land, som vi har sagt gentagne gange, ikke var klar, da det trådte ind i EU. Hvordan kan vi så beskytte de europæiske borgeres interesser, hvis vi ikke benytter visse former for protektionisme?

Det åbne samfund, som Graham Watson taler om, er ganske enkelt forræderi mod de svageste økonomier i EU. Hvis vi sætter global solidaritet højere end solidaritet i EU, hvad skal vi så overhovedet med EU?

I den sammenhæng vil en fremtidig udvikling af globalisering med svage økonomier, der lider under store handelsunderskud og manglende konkurrenceevne selv på det indre marked, fortsætte med at lægge pres på disse økonomier, indtil de nærmer sig sammenbrud, og disse økonomier, som har kæmpet for at komme i gang med en normal udvikling, vil falde sammen som et korthus.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) (Begyndelsen af talen kunne ikke høres) ... at yde en indsats, så Europa bliver en så stærk aktør på verdensmarkedet som muligt. For at opnå det skal forhandlingerne om verdenshandelen dog afsluttes, støtten til de europæiske landbrug skal sænkes, og de amerikanske toldgebyrer skal reduceres. Det er også nødvendigt at optræde mere fast over for Kina i Verdenshandelsorganisationen og systematisk anvende antidumpingforanstaltninger. Hvis vi vil håndtere globaliseringen effektivt, skal vi fjerne byrden med overdreven lovgivning, der hæmmer små og mellemstore virksomheder. Det er, hvad Barroso-kommissionen havde lovet, men så sad den fast ved begyndelsen af vejen.

EU ville også blive stærkere, hvis Tyrkiet og Ukraine blev medlemmer, og hvis EU indgik et egentligt økonomisk partnerskab med Rusland. Migrationspolitikken er usund. I stedet for at være slutdestinationen for fattige, burde Europa være slutdestinationen for de hjerner, der i dag rejser til Kina og USA. Hvis vi reelt ønsker at overvinde udfordringerne i forbindelse med globaliseringen, skal vi først og fremmest give EU mulighed for at tale med én stemme på den internationale arena - ellers vil vi ikke blive taget alvorligt. Jeg håber, at stats- og regeringslederne vil komme til den samme konklusion i december.

Til sidst et par kommentarer. Min kollega, Martin Schulz, talte om kapitalismen fra det vilde vest, der hersker på de finansielle markeder. Det var den retorik, der blev brugt i tiden med dyb kommunisme, hvor de finansielle kapitalister blev omtalt som "Wall Street-gangstere". Vi ved alle, hvad denne holdning i sidste ende betød for økonomierne i østblokken.

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke formændene for Rådet og Kommissionen for deres erklæringer om dette spørgsmål, som er grundlæggende for Europas fremtid.

For at overleve og skabe fremgang skal Europa se udfordringerne fra globaliseringen i øjnene, og vi skal vokse med disse udfordringer og se muligheder og ikke kun trusler. At opfylde Lissabondagsordenen er afgørende for Europas fremtidige velstand, og vi skal sikre, at vi endelig opnår en aftale i forhandlingerne i Verdenshandelsorganisationen. Vi skal reformere den fælles landbrugspolitik, og vi skal sikre ikke kun vores egne landmænd, men også landmændene i udviklingslandene en retfærdig aftale. Vi skal skubbe hårdere og hurtigere på dagsordenen for deregulering, så virksomhederne og industrien får frihed til at konkurrere på konkurrencedygtige vilkår med Kina og Indien, og vi skal gøre reelt fremskridt med hensyn til at støtte forbundskansler Merkels indsats for at skabe et transatlantisk fælles marked.

Jeg glæder mig over den nylige udtalelse fra formanden for Kommissionen om globalisering, hvori han siger, at EU's raison d'être for det 21. århundrede er klar: at ruste Europa til en globaliseret verden. Og for at gøre det skal vi, sagde han, investere i mennesker, i vækst, i arbejdspladser, i energisikkerhed, i bekæmpelse af klimaændringer og i at sikre forbrugerne mere retfærdig handel. Han fortsatte med at sige, at protektionisme ikke kan gøre Europa rigere. Protektionisme vil forarme, ikke beskytte, vores borgere. Det er en vigtig udtalelse, en udtalelse, som alle europæiske regeringer burde bemærke i dag.

Inden for finansielle tjenester og regnskab er de europæiske standarder hurtigt ved at blive til globale standarder, og det er jeg stolt af. Vejen frem i Europa er radikal reform af den europæiske sociale model, øget fleksibilitet på arbejdsmarkederne og yderligere indsats for at fjerne regulering og reducere byrden på virksomhederne.

Vi skal selvfølgelig føre an, når det drejer sig om at håndtere klimaændringerne, og jeg glæder mig over Parlamentets beslutning om at medtage luftfartsemissioner og emissionshandelsordningen, et andet tegn på vores vilje til at lede det globale samfund.

I kampen mod fattigdom skal vi sikre, at EU's programmer er troværdige, omkostningseffektive og målrettede. Vi skal forbedre handelsmulighederne for udviklingslandene og gøre en reel forskel i Afrika.

Vi skal være stolte over vores resultater, men der er stadig mange muligheder, vi skal gribe.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand! Under forhandlingerne om udkastet til beslutning om globaliseringens udfordringer fik jeg et klart indtryk af kløften mellem Europa-Parlamentets venstre- og højrefløj. Mine kolleger i PPE-Gruppen og i ALDE-Gruppen søgte at kritisere de millioner af borgere, som sætter spørgsmålstegn ved globaliseringens lyksaligheder, når de kan konstatere, hvorledes stillinger nedlægges som følge af virksomhedsflytninger, fusioner og overtagelser, eller når de sammenligner deres beskedne indkomster med de overvældende bonusbeløb, der tilflyder direktørerne - som i øvrigt prædiker løntilbageholdenhed.

Globaliseringen er efter min opfattelse en nødvendig proces, navnlig for at give de fattigste lande adgang til den internationale samhandel, således at de kan sikre borgerne en højere levestandard. Vi bør imidlertid ikke lade os narre af slogans! Det perfekte, frie marked, som er højt besunget af den liberale fløj, er en myte. Konkurrencen er nødvendig, men den er aldrig fri.

Lad os tage energimarkedet som eksempel. 90 % af verdens energiressourcer kontrolleres af suveræne stater. Oliemarkedet domineres af et kartel. Et andet kartel er under opbygning og vil bemægtige sig gasmarkedet. Prisdannelsen er ikke gennemskuelig og omfatter kun knap 40 % af verdenshandelen. En tredjedel af slutprisen tilfalder en lang kæde af mellemhandlere, som udgøres af spekulanter, der slet ikke yder noget økonomisk bidrag. Når sådanne spekulanter og deres "specialkøretøjer" sætter sig fast, pumper centralbankerne milliarder i det finansielle system for at undgå systemiske risici, men i virkeligheden sikrer de spekulationen.

Nogle få topledere forgyldes, men millioner af forbrugere ender med at være forgældede og må sælge deres bolig til spotpris. På seks måneder har hen ved en halv million amerikanere måttet erklære sig personligt konkurs. Den europæiske økonomi står i stampe. Kommissionen nedjusterer sine økonomiske forventninger, men selv samme Kommission lader det blive ved velkendte, manende ord i stedet for politiske forslag. Vi har afgjort behov for øget vækst og jobskabelse takket være bedre koordinering og øget forskning og udvikling. Vi har afgjort behov for at se den nye sociale virkelighed i øjnene.

Men hvor er budgetterne hertil? Hvor er midlerne? Hr. Barroso ønsker ikke at forbedre de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse. Højrefløjen nægter at diskutere økonomisk samordning. Sarkozy taler i svulstige vendinger om alt og intet, men har ikke en eneste gang i løbet af sit tredive minutter lange indlæg brugt ordet "social". Alle meningsmålinger bekræfter, at borgerne ønsker øget fokus på sociale spørgsmål, øget sikkerhed, øget købekraft og bedre offentlige tjenester.

Borgmestrene i 10 europæiske hovedstæder har netop underskrevet en erklæring med det sigte at forsvare offentlige tjenester, som er tilgængelige for alle. Hvad gør Kommissionen? Den skjuler sig bag den ynkelige protokol til den fremtidige traktat, som kun sikrer subsidiaritet, når det drejer sig om ikke-markedsmæssige tjenester. Dermed nedbrydes de offentlige tjenester, europæerne efterspørger. Min gruppe kan ikke acceptere Kommissionens gåen på kompromis. Sammen med borgmestrene, Regionsudvalget, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og fagforeningerne vil vi kæmpe en politisk kamp for et mere socialt Europa, hvor offentlige tjenester har høj prioritet.

(Bifald)

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Mange EU-borgere er bekymrede over ændringerne i deres liv som følge af globaliseringen, og vores pligt som politikere er at give svaret. Meget ofte opfordrer Parlamentet medlemsstaterne til at udforme en fælles strategi, men jeg vil gerne understrege, at vi skal starte med os selv. Udformningen af denne beslutning har været meget hårdt arbejde, og det har ikke været let at kombinere udtalelserne fra alle udvalgene i én generel udtalelse. Jeg foreslår derfor, at vi oftere forsøger at kombinere udtalelserne fra forskellige udvalg og forskellige beslutninger i en generel udtalelse, så vi kan give EU-borgerne et koordineret svar om det, vi faktisk agter at gøre.

Et andet vigtigt spørgsmål er vores rolle som global aktør. Jeg understreger, at vores rolle i verden bør være en aktiv rolle. EU er i øjeblikket den største union som følge af udvidelse og som følge af nye muligheder. Vi skal nødvendigvis spille den største rolle, uanset vores vilje eller modvilje til at påtage os den. Det virker alligevel, som om vi nøler, som om vi venter på, at en anden kommer med løsningen. Vores udenrigspolitik gennem den eksterne dimension i Lissabonstrategien bør være aktiv.

Med hensyn til indenrigspolitik vil jeg gerne understrege vigtigheden af, at vi reviderer fores prioriteringer. I henhold til den seneste forskning sakker EU ikke bagud med hensyn til produktivitetsvækst på grund af mangel på computere eller højteknologisk udstyr. Årsagen er, at vi har administrative problemer. Vi udnytter ikke det indre marked fuldt ud, og vi skaber ikke positive betingelser for bevægeligheden af varer og udvidelsen af det finansielle marked. Endnu et spørgsmål: Er det rigtigt, at EU's hovedprioritet for fremtiden er udviklingen af teknologier? Er der mulighed for, at fødevareproduktion kunne blive hovedprioriteten, som eksperterne advarer os om?

Vi bør kort fortalt udvikle en ny holdning til vores økonomiske marked og prioritere udvidelsen af det hjemlige marked. Hvad angår socialpolitik, som er nævnt her ved mange lejligheder, er jeg enig: Ja, den bør være en af hovedprioriteterne på vores dagsorden, men den bør også være aktiv. Vi skal fralægge os tendensen til at støtte bestemte mennesker. Vores rolle skal være at skabe muligheder for borgerne, så de kan forsørge sig selv. Mennesker skal ikke skubbes ud i en situation, hvor de er gratister. De skal være aktive markedsdeltagere. Derfor vil det være klogt at investere i de sociale områder, som i fremtiden vil hjælpe med at akkumulere intellektuel kapital og sikre, at produktiviteten stiger.

Til sidst vil jeg gerne understrege betydningen af øget koordination mellem EU's institutioner. Denne beslutning og dagens behandling er eksempler på god koordination. Jeg håber, at vi fremover vil få mulighed for at drøfte disse spørgsmål, ikke kun på aftenmøder, men også om dagen.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (GA) Hr. formand! Det er i EU's interesse, at vi har et retfærdigt internationalt handelssystem i WTO-regi. Det kan derfor ikke accepteres, at Doha-forhandlingerne kun fokuserer på yderligere indrømmelser fra EU med hensyn til landbrug, som trods alt kun tegner sig for 5 % af verdenshandelen. Hvad med de andre 95 %? Kan det dreje sig om overgivelse?

Efter min mening er kommissær Mandelson alt for villig til at give op, når det drejer sig om EU's landbrug. Han taler i øjeblikket for en sænkning af importafgiften for landbrugsvarer på 46 %. Men, som præsident Sarkozy sagde i går her i Parlamentet, vi skal fastholde vores hjemlige fødevarekilder. USA har f.eks. endnu ikke gjort indrømmelser overhovedet på landbrugsområdet. Det kan vi se af det seneste amerikanske lovforslag om landbrug.

Vi skal opnå fremskridt i WTO-forhandlingerne inden for industri, handel og tjenester. Den gennemsnitlige tarif på 4 %, som gælder i EU, står fast på 4 %, mens den tilsvarende tarif er 30 % i Asien og Sydamerika. Når de indiske og kinesiske markeder åbnes inden for software og telekommunikation, vil der være chance for at skabe vækst drevet af konkurrence. Forenkling bør endvidere ikke kun gælde for toldprocedurer, men også for kommende handelsordninger.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen! Efter min opfattelse mangler der et væsentligt element i det dokument, vi har fået forelagt, og det samme var tilfældet i hr. Barrosos tale. Der mangler en egentlig analyse af de forslag, der stilles angående velfungerende internationale finansmarkeder, internationale skatteparadiser, bekæmpelse af international økonomisk kriminalitet, international skat og kapitalbevægelser i egentlig forstand.

Den internationale debat bør efter min opfattelse i højere grad sætte fokus på den faktiske virkelighed på dette område. Jeg sporer ikke, hverken i det skriftlige materiale eller i kommissionsformandens ord, noget, der blot minder om skarpe politiske initiativer, når det gælder disse emner, som trods alt er særdeles alvorlige. Jeg må uvægerligt drage en parallel til klimaændringerne og de forhandlinger, der forestår på Bali, hvor den finansielle dimension vil få afgørende betydning, navnlig med henblik på at hjælpe de mest udsatte lande til at kunne undertegne den anden Kyotoprotokol.

Vi ved alle, at det kræver meget betydelige offentlige midler. Hvor skal de komme fra? Jeg erkender, at det er særdeles vanskeligt at få denne debat sat øverst på dagsordenen i de internationale fora, men magter vi det ikke, eller undlader vi det, mener jeg, det vil skade vores egne internationale politikker.

Den anden kommentar, jeg gerne vil fremsætte, vedrører den globale kamp for standarder, navnlig miljøstandarder og sociale standarder, men først og fremmest miljøstandarder.

Kommissionens meddelelse er holdt i generelle vendinger, påpegede hr. Watson, og jeg deler hans synspunkt. I Kommissionens meddelelse hedder det således: "Som et resultat af sektormæssige, bilaterale drøftelser med tredjelande er man nu ved at finde frem til en ny, international fremgangsmåde, hvor der fokuseres på samarbejde om regulering, konvergens af standarder og ækvivalente regler." Jeg vil imidlertid gerne spørge Kommissionens næstformand, hvad det præcist betyder for bevarelsen af de europæiske miljøstandarder. Hvad betyder det for den fremtidige udvikling af disse standarder? Og hvad betyder det konkret for indsatsen for at fremme disse standarder på internationalt plan, som hr. Barroso omtalte?

Min bekymring øges, når jeg læser avisernes artikler om de igangværende forhandlinger mellem EU og Sydkorea og kan konstatere, at vores holdning, hvad angår opretholdelsen af standarder, i alt fald når det gælder sociale standarder, er mindre kontant end USA's.

De skylder os en udførlig besvarelse af disse spørgsmål.

  Sahra Wagenknecht (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Globaliseringen er ikke nogen naturproces, selv om det nogen gange bliver fremstillet sådan, den er i sig selv et resultat af vores politik. Den er blevet skabt politisk med hver enkelt foranstaltning til yderligere deregulering og liberalisering af de internationale kapitalbevægelser. Den skabes politisk, hver gang et udviklingsland presses til at åbne sit kapitalmarked og tillade udenlandske overtagelser. Den skabes af industrilandene og ikke mindst af EU.

Det, begrebet globalisering dækker, er jo ikke så meget internationaliseringen af økonomien, som det er formueejeres, bankers og koncerners magt, som ikke længere hindres af national regulering, til uden hensyn til sociale konsekvenser at sende deres penge derhen, hvor de giver det største afkast. Det indbefatter så også magten til at spille de enkelte lande ud mod hinanden i konkurrencen om virksomhederne og på den måde fremtvinge stadig bedre forudsætninger for at maksimere profitten.

Det er præcis, hvad der skjuler sig bag målsætningen om konkurrenceevne - lavere virksomhedsskatter, ødelagte sociale systemer, brutal løndumping. Med andre ord en stadig mindre kontrolleret kapitalisme. Derfor har globaliseringen naturligvis ikke kun tabere, den har også nogle meget mætte vindere. Til dem hører ikke mindst de europæiske koncerner, som i takt med globaliseringen har udviklet sig til globale aktører, og hvis afkast i de seneste år virkelig ikke lader noget tilbage at ønske. Men det store flertal får ikke gavn af denne udvikling. Tværtimod. Utøjlet kapitalisme, det er de kapitalstærkes ret, og det er undertrykkelse og udbytning af de kapitalsvage.

Den foreliggende beslutning, som sminker sådanne forhold, vil vores gruppe ikke stemme for. Vi vil i stedet fortsat kæmpe for en anden økonomisk ordning i Europa, for en samfundsorden, hvor mennesker ikke kun er omkostningsfaktorer, og hvor landene er mere end blot steder for økonomisk aktivitet.

  Witold Tomczak (IND/DEM). - (PL) Hr. formand! Vi skal skelne mellem de to begreber: fænomenet globalisering og globalisme.

Globalisering er resultatet af udviklingen af nye teknologier på områder som transport, kommunikation samt indsamling og behandling af data. Globalisering åbner nye muligheder, men skaber også nye trusler. Hvordan vi vil udnytte den, er op til os.

Globalisme på den anden side er en ideologi, der søger at skabe en supranational global magt. Den er imod frihed for folk og nationer og arbejder for at styrke de få med mest kapital og en global infrastruktur på en måde, som vil sætte dem i stand til at realisere deres egne egoistiske interesser inden for rammerne af et globalt land, og handler ikke til folks og nationers bedste. Den er kort sagt en totalitært ideologi. Den er i strid med pacifistiske idealer og fremmaner trusler om krig.

Europa fristes nu til at underminere dets egne nationers rettigheder for at styrke den rolle, der spilles af dets kosmopolitiske eliter i verdens aktiviteter. At give efter for denne fristelse ville være at bortviske de europæiske nationers flere hundrede år gamle arv, som respekterer menneskerettigheder og rettighederne for menneskelige samfund.

I globaliseringens tidsalder vil Europas bedrift være respekt for menneskerettigheder, for familiers og nationers rettigheder, udtrykt gennem udviklingen af institutioner, der garanterer respekt for deres resultater. Europas bedrift vil være at vise andre befolkninger og nationer i verden, hvordan der kan skabes en situation med frihed og værdighed for borgerne. Det ville være en katastrofe, hvis Europa fulgte vejen til totalitær globalisme.

  Jean-Claude Martinez (ITS). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Globalisering, internationalisering eller "planetisering", som den franske jesuit Teilhard de Chardin nok ville have sagt, er en kendsgerning. Vi står nu over for anden globaliseringsbølge, som er mere omfattende end den, der fandt sted i 1990'erne, eftersom den både omfatter finanser, økonomi, sprog, indvandring og ideologi og beror på en altdominerende model, nemlig markedsmodellen.

Globaliseringens negative konsekvenser er lige så uomtvistelige. I Syd drejer det sig om rovdrift på ressourcerne, i Indien og Kina påvirker globaliseringen mennesker, jord, skove, have og floder, og menneskerettighederne bringes i fare. I Nord drejer det sig om virksomhedsflytninger, nedlæggelse af arbejdspladser og finansiel destabilisering af de sociale ordninger. Endvidere drejer det sig om risikoen for, at Europa som følge af befolkningens aldring og udgifterne til plejekrævende ældre omdannes til et "geriatrisk" Rwanda, med alt hvad det indebærer af ringeagt for livet og krænkelse af menneskerettighederne.

Hvordan reagerer vi, når vi stilles over for disse kendsgerninger? Vi reagerer med en blanding af besværgelse, bagatellisering og "trylleformularer". Hvad angår besværgelserne, er det i øjeblikket et spørgsmål om debatter og resolutioner. De politiske besværgelser består af henvisninger til Lissabonstrategien og den mest konkurrencedygtige økonomi i verden. Det vækker minder om Khrusjtjovs indsats i FN i 1960'erne og hans bestræbelser for at indhente det kapitalistiske system. Det er Harry Potters svar på globaliseringen.

Vi reagerer også med bagatellisering. Det bedste eksempel herpå er Globaliseringsfonden, som blot rummer nogle håndører. Da vi ikke kan kontrollere begivenhederne, tyer vi til det overnaturlige. I Faderens, Sønnens og Helligåndens navn - i Adam Smiths, David Ricardos og markedsmodellens navn - ofrer vi toldafgifterne på globaliseringens og frihandelsideologiens hellige alter. I første omgang reduceres de, og i sidste ende ophæves de helt.

Det er i sandhed tilflugt til "trylleformularer". Det er imidlertid Europas store fortjeneste for 2.500 år siden at have peget på den logiske tankegang, på fornuften. Fornuften tilsiger os, at frihandel er påkrævet, men beskyttelse af sociale og kulturelle værdier er lige så påkrævet. Vi må således bringe frihandel og menneskers sikkerhed i samklang.

Der findes rent faktisk en ny toldteknologi, som gør dette muligt, nemlig fradragsberettigede toldafgifter. Det vil sige, at toldafgifterne ganske vist bæres af eksportøren, men at der ved betalingen åbnes en "toldkredit" af tilsvarende størrelse, og de erlagte afgifter kan fratrækkes eksportørens omkostninger til køb i importørens land. Den nye generation af toldafgifter, som er variable, kan tilbagebetales, handles og godskrives, vil sætte os i stand til at løse det udbredte problem med økonomiske, sociale og miljømæssige asymmetrier i den internationale samhandel mellem Nord og Syd.

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! For en stadig større del af vores vælgere er globalisering lig med nedbrydning, idet fabrik efter fabrik lukkes og flytter mod øst.

For blot to uger siden bekendtgjorde Seagate Technology i Limavady, min valgkreds, at virksomheden ville lukke. Det betød 960 mistede arbejdspladser og en lille by i krise. Det er ikke kun udsigten til billig arbejdskraft, men også vores lammende byrde af regulering af den europæiske industri, som ødelægger vores produktion.

Præsident Sarkozy havde ret i går, da han fortalte os, at EU har ret til at beskytte sig selv mod sådanne uhyrligheder. Jeg ville ønske, vi gjorde det. To omgående skridt ville hjælpe: sænkelse af tærsklen for Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Tab af et tusinde arbejdspladser i Paris er skidt, men for en lille by som Limavady er det katastrofalt. Så tærsklen bør være lavere for mindre økonomier. For det andet skal EU slække dets forbud mod statsstøtte, så ting som mindre skattenedsættelser for industrien kan hjælpe med at holde produktionen flydende. Jeg opfordrer Kommissionen til at reagere positivt på disse to konkrete forhold.

  Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Når man har lyttet til talerne her, særligt fru Wagenknechts og hr. Schulz', så må man konstatere, at de handlede om en tid, som heldigvis er overvundet. Det var floskler fra den socialistiske mølkiste, som overhovedet ikke bringer os videre.

Alle her i salen ved, at det kan lade sig gøre at have økonomiske frihed, velstandsudvikling og den sociale model samtidig. Det er Europa det bedste eksempel på. På samme måde, som vi har indført euroen som internt fitnessprogram på det indre marked i Europa, har vi Lissabonstrategien med alle forbehold og alle problemer som fitnessprogram i globaliseringskonkurrencen. Vi har bestemt ingen grund til at skamme os. Det er totalt virkelighedsfjernt, som der bliver talt om det her.

Globaliseringen er drivfjederen for demokrati og velstand for de underudviklede lande. Det er jo ikke sådan, at der kun findes negative eksempler, som det blev dokumenteret i de sidste taler, tværtimod profiterer alle af det - udviklingslandene, de nyindustrialiserede lande, og også de udviklede lande, som har skabt sig en for stor stat, som man ikke længere kan betale. Vi kan ikke dreje udviklingen tilbage, og Europa er en model for hele verden. Hvorfor fortier vi egentlig det? Hvorfor siger vi kun de negative ting?

Naturligvis kan man tale om wildwestmanerer på de finansielle markeder. Ja, vi har brug for en international koordinering. Vi har brug for en international begrænsning, et internationalt tilsyn. Men hvem har her talt om, bortset fra hr. Goebbels, at der også findes negative tendenser, som ligger i systemet, og som vi endnu ikke har kunnet begrænse? I Japan gælder den regel, at den øverste leder maksimalt kan tjene 20 gange så meget som den gennemsnitlige arbejder. Med hvilken begrundelse tillader man i Europa og USA tusinde gange så meget? Det kan vi tale om, men man skal ikke fordømme globaliseringen generelt, som giver os flere muligheder, som kombinerer frihed og velstand.

  Anne Van Lancker (PSE). - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er positivt, at Kommissionen anerkender den eksterne dimension som et nyt element i Lissabonstrategien, men vi må frem for alt ikke glemme, at globaliseringen også har konsekvenser for vores interne europæiske politik.

Det er sandt, at Lissabonstrategien har bidraget til økonomisk vækst og beskæftigelse, men ikke alle har haft gavn heraf. Globaliseringen har i Europa skabt en væsentligt dybere kløft mellem uddannede og uuddannede.

Det glæder mig således, at Kommissionen og Rådet (arbejds- og socialministrene) fremover vil lægge øget vægt på den sociale dimension. Alt for mange - personer med kort uddannelse, handicappede, ældre arbejdstagere og indvandrere - har ikke adgang til solid faglig uddannelse og gode beskæftigelsesmuligheder. Seks millioner unge forlader skolen uden afgangseksamen, 72 millioner lever marginaliseret og i fattigdom, og i Europa har vi endog 14 millioner fattige arbejdstagere.

Økonomisk velfærd bør komme alle til gode. Derfor vil jeg gerne sætte fokus på yderligere tre forhold.

For det første står det klart, at der i den nye generation politiske instrumenter til gennemførelse af Lissabonstrategien i langt højere grad bør sættes fokus på social integration, lige muligheder, bekæmpelse af fattigdom og god social beskyttelse. Den sociale dimension bør igen være en del af de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse.

For det andet bør der lægges større vægt på, at medlemsstaterne opfylder de tilsagn, de giver med hensyn til beskæftigelse og uddannelse. Økonomisk vækst skaber ikke automatisk gode job. Det kræver utvetydige, bindende tilsagn fra medlemsstaternes side.

For det tredje bør der i langt højere grad arbejdes i partnerskab. En god vækststrategi, job og social integration forudsætter også, at de nationale parlamenter, lokale og regionale myndigheder, arbejdsmarkedets parter og civilsamfundet bidrager.

Vi er derfor i min gruppe af den opfattelse, at den nye generation instrumenter til gennemførelse af Lissabonstrategien ikke blot kan være "business as usual". Der er, hr. kommissær, mange gode grunde til at foretage en kritisk justering af Lissabonpakken.

  Bernard Lehideux (ALDE). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Den tilbagevendende debat for og imod globaliseringen er lige så meningsfuld som en debat den 25. december for og imod vinteren.

Det væsentlige for os i den forbindelse er ene og alene, om EU vil forsøge at vende denne uundgåelige udvikling til borgernes fordel. Borgerne forventer effektive reformer, som fremmer beskæftigelsen og støtter dem i foranderlige tider.

Hidtil har Lissabonstrategien beklageligvis mest af alt mindet om en "venten på Godot". Der tales meget om den, vi venter i fortvivlelse på dens virkeliggørelse, men vi møder den aldrig. Det er medlemsstaterne, som sidder med nøglen til Lissabonstrategiens succes, og de må finde ressourcerne til at virkeliggøre de mål, de har sat sig. Vi forventer, at de tager initiativer og foretager en objektiv og fuldstændig evaluering af resultaterne.

Jeg vil ikke tegne et udelukkende dystert billede af situationen. Der er også lyspunkter, såsom Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen. Den fungerer, selv om der endnu ikke er foretaget nogen vurdering af den faktiske virkning. Der er i øvrigt grund til at understrege, at arbejdsmarkedets parter i Europa for første gang i historien er nået frem til en samstemmende analyse af de udfordringer, arbejdsmarkederne står over for. Man er også nået til enighed om at anmode medlemsstaterne om at føre en politik, som beror på flexicurity-modellen, der forener de to elementer, fleksibilitet og sikkerhed, for såvel arbejdstagere som arbejdsgivere.

Afslutningsvis opfordrer jeg Dem, hr. Barroso, til ikke at ofre Lissabonstrategiens sociale dimension med henvisning til, at den skader vores konkurrenceevne. Borgerne forventer, at EU er lydhør over for deres bekymringer, og virksomhederne forventer, at EU iværksætter en politik, som imødegår udbredt social dumping.

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Kommissionens meddelelse indeholder mange ord om EU's rolle i globaliseringsprocessen, men den giver ingen specifikke svar på de spørgsmål, vi stiller os selv. Jeg tvivler.

Dokumentet giver det indtryk, at gode EU-regler garanterer vækst i EU og velstand for borgerne. Men vækst og velstand afhænger af indsatsen fra borgerne, som skal være mere effektive og produktive end tidligere, og som også skal være mere effektive og produktive end borgerne i andre lande.

God regulering er ikke nok til at sikre fremtidig økonomisk vækst i EU. Det er heller ikke nok til at ligestille de økonomiske niveauer i de nye og gamle medlemsstater, som vokser hurtigere end EU-gennemsnittet. Virkningerne af økonomisk migration fra lande med lave arbejdskraftomkostninger til lande med høje arbejdskraftomkostninger er ikke nok.

Den fremtidige økonomiske vækst i EU afhænger af EU's konkurrenceevne, men i stedet fokuseres der i Kommissionens meddelelse på beskyttelse af sociale gevinster. Det er alt sammen meget godt, men de er ikke årsagen til væksten, men resultatet af væksten. Mens vi beskytter disse sociale gevinster, må vi ikke glemme, at vækst kommer fra innovation, forbedret organisatorisk effektivitet, større produktivitet og konkurrencedygtighed.

  Jill Evans (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Kommissionen og Rådet for deres erklæringer. Jeg er enig i, at EU har mulighed for at påtage sig en meget positiv rolle. Men til dato har den økonomiske globalisering ført til acceleration af miljøforringelser, dårlige betingelser for arbejdstagere og stigende social ulighed.

Lokalt forbinder man globaliseringen med jobusikkerhed og endnu værre tab af arbejdspladser inden for produktion og tjenester, hvilket jeg selv oplevede i mit lokalsamfund i Wales, hvor jeg bor, tidligere i år, hvor Burberry-fabrikken lukkede, og man mistede flere hundrede arbejdspladser i et meget fattigt område, et konvergensområde.

Det er blevet nemmere for virksomheder at flytte og finde den billigste arbejdskraft uden at bekymre sig om konsekvenserne af deres handlinger, trods frivillige aftaler om virksomhedernes sociale ansvar, der som i Burberrys tilfælde ser fine ud på papiret, men ikke har nogen praktisk betydning.

Konsekvenserne er ødelæggende for lokalsamfundene, og disse lokalsamfund er jo, som vi allerede har hørt, nøglen til arbejdspladser og vækst, selve formålet med Lissabondagsordenen. Alt dette skaber desillusionering, når det gælder politik, idet det viser, at markedet er stærkere end demokratiet.

EU kan hjælpe ved at sikre, at arbejdsmarkedstandarderne og de sociale standarder i hele verden forbedres, og at der tages højde for omkostninger til klimaændringer i markedsprisen for at undgå miljødumping. Som følge af globaliseringen er social beskyttelse endnu vigtigere for arbejdstagerne og for samfundene.

Jeg er enig i, at vejen frem er at støtte de små virksomheder og sikre kvalitetsarbejdspladser, der er bæredygtige på lang sigt, og jeg håber, at forslaget vedrørende en lov om små virksomheder kan hjælpe med at opnå dette på lang sigt.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Fru formand! I denne behandling bør det understreges, at EU's succes afhænger af, hvordan vi reagerer med hensyn til solidaritet samt økonomisk og social samhørighed. Når EU fortsat lider under et højt fattigdomsniveau, der påvirker 17 % af befolkningen, eller ca. 80 millioner mennesker i EU-27, når beskæftigelsesusikkerheden stiger, og procentdelen af fattige arbejdstagere stiger, skal vores grundlæggende prioritet være at opgive de nyliberale politikker og prioritere beskæftigelse med rettigheder, anstændige lønninger, forbedret social beskyttelse og offentlige tjenester af høj kvalitet til alle til støtte for mikrovirksomheders og små virksomheders investeringer og en mere retfærdig fordeling af de producerede midler med henblik på at fremme reel konvergens mellem medlemsstaterne, skabe udvikling og socialt fremskridt og gennemføre en samarbejdspolitik med landene i den tredje verden.

  Patrick Louis (IND/DEM). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Borgerne, som også er arbejdstagere, forbrugere og skatteydere, har klart erkendt, at EU, som det ser ud i dag, ikke er noget værn mod globaliseringens excesser, men snarere et springbræt til sådanne excesser.

I 20 år har man lovet os guld og grønne skove takket være euroen og åbningen af grænserne. Det skete eksempelvis for at få os til at stemme for Maastrichttraktaten i 1992. Ikke desto mindre er produktionsapparatet ved at flytte herfra, hvilket efterlader millioner af arbejdsløse, uudnyttede industriområder og øde landdistrikter.

Når vi her i Europa-Parlamentet hører præsident Sarkozy argumentere for en indsats for at beskytte Europa, skulle man tro, han havde stemt nej til Maastrichttraktaten og Lissabontraktaten. Det er glimrende, når han anslår en gaullistisk tone og erklærer sig beredt til i WTO at modsætte sig enhver forhandling, som vil skade nationale interesser. Men han glemmer, at Frankrig ikke har vetoret, og at det udelukkende er en EU-kommissær, der forhandler, og at denne konsekvent lader hånt om det mandat, medlemsstaterne giver ham.

Tilsvarende er det en illusion, når hr. Sarkozy - igen fuldt berettiget - angriber den uafhængige Europæiske Centralbank i Frankfurt for at indtage en enøjet inflationsbekæmpende holdning. Hvem skal vi tro? Ham, der står foran de snurrende kameraer og proklamerer Frankrigs suverænitet, eller ham, der opgiver denne til fordel for en europæisk traktat? Sandheden er, at Lissabontraktaten bekræfter de eksisterende traktaters logik, som forhindrer os i at styre euroens kurs, beskytte vores markeder og forsvare os i de globale handelsforhandlinger.

Vist er beskyttelsen af borgerne nævnt som et mål i traktaten, men det er blot en politisk erklæring, som ikke hviler på noget juridisk fundament. Det er markant, at traktaten styrker såvel Kommissionens som Den Europæiske Centralbanks magt og uafhængighed og dermed frihandelstankegangen. Protokol nr. 6 til traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab bekræfter, i lighed med traktatens artikel 3 og 4, dogmet om uhæmmet konkurrence, som lader hånt om nationale interesser, grænser og demokratiske hensyn.

Vi er af den opfattelse, at franskmændene og europæerne ønsker noget andet. Lad os rehabilitere ægte frihandel, den samhandel mellem nationerne, som gør dem rigere uden at berøve dem deres beskyttelse og deres identitet.

  Udo Bullmann (PSE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionen vil i de næste tre år stille forslag om en ny økonomisk, social og miljøpolitik for EU. Det er godt, for hidtil er der jo ikke kommet noget! Papiret fra oktober, som er anledning til vores diskussion her, er et kort papir - det er i øvrigt altid godt, når man fremlægger et kort papir - men det er også et fladt papir, det er et tyndt papir, som ikke siger noget om, i hvilken retning rejsen skal gå.

Kommissionen må hjælpe os med en selvmodsigelse og løse denne selvmodsigelse: Ser man på forsiden, indledningen, debatten i dag i Parlamentet, så er det tale om kæmpe udfordringer - globalisering, klimaændring, diskussionen om de internationale finansielle markeder, de store udfordringer, som vi står over for i alle medlemsstater. Men når vi så følger diskussionen videre, når vi kommer til det praktiske, så lyder det: Nej, vi har ikke brug for ændringer i retningslinjerne for den praktiske politik. Det er uforståeligt! Det er helt uforståeligt, fordi det naturligvis fører til spørgsmålet om, hvad det egentlig er for en snak om globaliseringen. Er det en undskyldning for ikke at handle i den praktiske gennemførelse af vores socialpolitik, vores miljøpolitik og vores økonomiske politik, eller er det virkelig en chance for at se virkeligheden i øjnene og give menneskene i EU's lande svar på deres påtrængende spørgsmål og behov?

Jeg har et par spørgsmål mere. Hvis det er rigtigt, at vores fremtid er det økologiske industrisamfund, hvorfor er det så så vanskeligt i Kommissionen, med Kommissionen og også i Parlamentet at tale om den fornuftige investeringspolitik, som vi har brug for at kunne klare det? Hvorfor kan vi ikke tale om bygningssaneringsprogrammer, hvorfor kan vi ikke tale om moderne transportmidler og transportsystemer, som vi har brug for for at kunne klare det? Hvorfor er det nærmest forbudt at tale om en god investeringspolitik? Og hvorfor står det ikke i Kommissionens program? Hvorfor står det ikke - jeg håber, der kommer ændringer - også i arbejdsprogrammet for Lissabon?

Når vi tale om dannelsestrekanten - nødvendigheden af uddannelse og innovation - hvorfor kan vi så ikke gøre ungdomspagten praktisk og garantere alle unge i EU en kvalificeret uddannelse, så de med sagkundskab og intelligens kan deltage i omformningen af industrisamfundet? Det er de praktiske udfordringer, vi skal komme med et svar på!

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Efter min mening har der også været talere i denne behandling, der satte økonomisk frihed i modsætning til sikringen og beskyttelsen af sociale rettigheder og kampen mod fattigdom.

Dette modsætningsforhold mellem økonomisk frihed og sociale rettigheder er en overlevering fra det forrige århundrede og gælder ikke længere for europæisk politik. Vi har uden tvivl pligt til at sikre, at reglerne anvendes med fuld respekt for økonomisk frihed mod monopoler, til at sikre gennemskueligheden af de finansielle markeder og til at sikre, at der betales for omkostningerne i forbindelse med miljøforurening. Det er uden tvivl grundlæggende! Hvad angår sociale rettigheder, hindres vi nu i at hjælpe de fattigste i vores lande af gamle sociale sikringsordninger, der er baseret på virksomhederne og organiseret arbejdskraft, som ikke hjælper de arbejdsløse eller dem, der stadig er uden for de sociale garantier og den sociale beskyttelse.

I mit land, Italien, har vi en ordning, der mere eller mindre tvinger mennesker til at gå på pension, når de fylder 58 eller 59, samtidig med at kun 20 % af de arbejdsløse har en form for social beskyttelse. Det er det problem, de fattigste står overfor: ikke globalisering eller økonomisk frihed, men den kendsgerning, at de sociale sikringsordninger er gamle, forældede og bagud. Disse ordninger skal tages op til fornyet overvejelse, og her kan Lissabonstrategien og Kommissionen hjælpe.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Fru formand! Jeg vil ikke gentage de samme gamle banale udtalelser om fordelene ved globalisering. Det ville være gavnligt, hvis Parlamentet kunne fremlægge en kritisk udtalelse vedrørende globalisme.

For mig kan vores behandling bedst illustreres ved hjælp af ordene fra den canadiske filosof John Ralston Saul. Jeg dedicerer hans ord til det kor, der synger globaliseringens lovpris, og som i dag synger den samme sang i Parlamentet. Globalisme er en ideologi, som henter mange elementer fra den typiske vestlige religion. Globalisme er troen på en enkelt idé, der udelukker alternative synspunkter. Det grundlæggende element er en overbevisning om, at økonomi står højere end andre områder af livet, og visheden om, at alle økonomiske teorier bortset fra liberalisme er mislykkede, og at der ikke er andre muligheder.

Denne overbevisning har sin oprindelse i den kendsgerning, at liberalisme skaber globale kræfter, der understøtter liberalisme som den rigtige vej fremad og får andre tilgange til at fremstå som ukorrekte. Men globalismen tager fejl i troen på, at økonomi er motoren bag civilisationen. I de sidste 20-30 år har vi lært at se på alt ud fra økonomiske betingelser. Selv Marx gik ikke så langt. Han sagde, at økonomi er vigtigt, men gik ikke så langt som til at sige, at alt skal ses gennem profittens prisme.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Fru formand, mine damer og herrer! Det emne, som Kommissionen har fremlagt i dag, er fuld af modsætninger. Lad mig fremhæve to punkter:

For det første understreger Kommissionen, at stigningen i tilpasningsevnen skal intensiveres i forhold til globaliseringen for at sikre levedygtigheden for borgernes levestandard. Det er ikke den situation, vi har i dag, i betragtning af den forfejlede Lissabonstrategi. Sandheden er, at disse politikker vedrørende intensiveret konkurrence forstærker ulighederne med hensyn til velstand og produktionsevne, og kun Kommissionen kan se, at velstanden forbedres, eller at uligheden i udviklingen udlignes mellem medlemsstaterne.

For det andet kan vi i dokumentet se, at Kommissionen arbejder mod et socialt Europa, en idé, vi har hørt så meget om, men som vi aldrig selv har set tegn på. Lad mig komme med et simpelt eksempel: Siden 2002 er prisen på brændstof til biler steget med 35-50 % i medlemsstaterne. Det rammer sammen med mange andre faktorer dem, der har lave indtægter, og ingen af Kommissionens socialøkonomiske strategier giver tilsyneladende en løsning.

  Daniel Caspary (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Vores europæiske interesse i at overleve i globaliseringens tidsalder, det betyder frem for alt, at vi skal udnytte vores chancer. I offentligheden diskuterer vi alt for tit de konsekvenser, der er negative. Vi diskuterer det, når virksomheder afskaffer arbejdspladser eller må flytte dem til udlandet. Men vi taler alt for lidt om alle de gode ting, der opstår.

Når jeg f.eks. ser på min valgkreds, min hjemregion, så går 74 % af industriproduktionen i min valgkreds til udlandet. Vi har helt klart fordel af globaliseringen. Også i min hjemregion bliver medarbejdere desværre afskediget fra virksomheder, som ikke er profitable længere, men langt flere kan blive ansat i andre virksomheder, som profiterer af globaliseringen, som har indstillet sig på den, og vores arbejdsløshed falder markant. Det taler vi desværre alt for sjældent om.

EU har en vigtig rolle i udformningen af globaliseringen. 480 millioner europæere skal i fællesskab forfægte deres interesser og værdier. Vi er allerede i dag den mest åbne samfundsøkonomi, men vi har brug for markedsadgang i hele verden. Vi må være mere opmærksomme på gensidighed. Ikketoldmæssige handelshindringer og lignende er uholdbart. Vi skal kunne forsvare os mod unfair handelsmetoder. Til det formål har vi brug for handelsbeskyttelsesinstrumenter. Og til det formål har vi brug for en kommissær, som repræsenterer EU udadtil uden at være utroværdig og arrogant, men som offensivt forsvarer vores handelsinteresser kollegialt og tillidsfuldt. Vi skal beskytte intellektuelle ejendomsrettigheder bedre, vi skal arbejde mere for globale regler og standarder, vi skal styrke WTO, og vi har brug for det transatlantiske partnerskab.

Når vi har gjort dette hjemmearbejde, og når Kommissionen har gjort dette hjemmearbejde, så kan vi virkelig gøre brug af globaliseringen og udforme den, så vi også i fremtiden kan sikre vores borgere et liv i frihed og velstand.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) At opnå succes i globaliseringens tidsalder er en stor udfordring for EU. Spørgsmålet er, hvordan konkurrencedygtighed kan forenes med social samhørighed, eller med andre ord, hvordan globalisering kan forenes med regulering.

Lissabonstrategien giver svaret, og Lissabontraktaten vil fremme beslutningsprocessen, men succesen vil frem for alt afhænge af, at Europa opfatter globalisering som en mulighed i stedet for som en trussel. Vi skal forstå, hvad der sker med Kina og Indien. Kina har overtaget Storbritanniens, Frankrigs og Italiens placeringer som de mest industrialiserede nationer, har overhalet USA som den største eksportør af teknologiske produkter og har akkumuleret enorme finansielle reserver.

Hvad angår Indien, kender kun få navnet "TATA". Men i 2006 havde TATA's datterselskab, der producerer biler, en højere børsnoteret værdi end General Motors, mens ingen havde hørt om MITTAL-koncernen, før den forsøgte en fjendtlig overtagelse af ARCELOR, hvilket udløste panik i Paris, Bruxelles og Luxembourg.

Vi må dog ikke glemme den anden side af det asiatiske mirakel. Det er en historie af lidelser som følge af Beijing-regeringens samarbejde med de vestlige multinationale selskaber, der har flyttet deres fabrikker for at udnytte den billige arbejdskraft, og manglen på en velfærdsstat.

Det er dog i Asien, at kampen mod den globale opvarmning vil blive vundet eller tabt. Europa skal stå fast og kræve gensidighed i den internationale handel, men må ikke systematisk vedtage protektionistiske politikker. Det er sandt, at den kinesiske konkurrence er uretfærdig på grund af lave lønninger, manglen på politiske rettigheder og fagforeningsrettigheder, forfalskninger og den undervurderede valuta. Alt dette er sandt. Det er dog også sandt, at der er 800 millioner kinesere og 700 millioner indere, der er ivrige for at få en minimumsløn og kræve større social retfærdighed. Det er udfordringerne for Europa og en bedre verden.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg deler den opfattelse, at vores reaktion på globaliseringen ikke skal baseres på frygt, men på en følelse af mulighed blandet med intelligent tilpasning.

Som det hedder i beslutningen, er EU som global aktør blandt dem, der opnår størst fordele ved en åben verdensøkonomi. Der fremgår ikke altid af mængden af europæiske antiglobaliseringsretorik. Jeg er enig med Ryszard Czarnecki i, at liberalisme har spredt sig til hele verden. Men i modsætning til ham er jeg glad for det.

EU kan kun nå sin målsætning ved at være aktiv og organiseret på verdensarenaen, og det gælder især migration. Jeg er taknemmelig for at se, at et afsnit, som jeg har udformet for ALDE-Gruppen, er medtaget næsten uændret i den endelige beslutning. Jeg mener virkelig, at migration fortjener at være et prioriteret område på EU's dagsorden på lige med klimaændringer og energi. Vi oplever presset udefra, og vi ser de sociale spændinger og endda racismen i selve EU. Men der er stadig ingen samlet EU-politik vedrørende legal og illegal immigration eller vedrørende integration.

Endelig må vi ikke glemme potentialet for global kommunikation og især internettet for at fremme menneskerettighederne. OK, det er måske ikke så uundgåeligt, som vi engang troede - hvis man f.eks. ser på den censur, der så effektivt udøves af Kina - men globaliseringen og internettet og andre globale kommunikationsformer kan udnyttes, så de gør gavn. Det er også en del af globaliseringen.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Fru formand, mine damer og herrer! Ligesom barndommen i menneskets liv efterfølges af en pubertetsperiode, så er globaliseringen en naturlig fase i menneskehedens udvikling og den næste udfordring for den.

I denne vanskelige drøftelse af dette ukendte spørgsmål, som er i konstant forandring, vil jeg gerne sige, at alle de foregående taler fra både venstre og højre side af Parlamentet paradoksalt nok havde ret i en væsentlig grad.

Det vigtigste er, at der er et reelt behov for at etablere ordentlige retningslinjer og regler for at sikre en retfærdig fordeling af fordelene ved globalisering. Da det af selve definitionen af globalisering fremgår, at det er et udbredt fænomen, er det ikke kun EU, der bør have sådanne institutioner og regler - de skal accepteres af hele verden. Hr. Barroso havde fuldstændig ret i at sige, at EU kan og skal foreslå verden en afbalanceret og retfærdig globaliseringsmodel.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Emnet i dagens drøftelser er fejlfortolket. Succes i globaliseringens tidsalder sikrer hverken europæiske interesser eller velstanden for arbejdstagerne i EU, den sikrer kun kapitalens interesser. Inden for rammerne af globalisering søger den nye orden, der skabes af virksomhedsinteresser og multinationale selskaber på EU-plan og på internationalt plan, at multiplicere kapitaloverskuddet gennem intensiveret udnyttelse af arbejdskraften.

Præsident Sarkozys udtalelser i går om globalisering bekræfter EU's afhængighed af storkapitalen. De understreger intensiteten af de intraimperialistiske konflikter og hensigten om at bruge EU som rambuk mod andre store imperialistiske centre og navnlig mod de resultater, som arbejdstagerne har opnået, og deres berettigede krav. Fællesnævneren for alle disse bestræbelser er et direkte angreb mod arbejdstageren. Lavere lønninger, længere arbejdstid, tilpasning til kapitalens behov, øget pensionsalder, flexicurity og omstruktureringen af arbejdsmarkedet er kernen i Lissabonstrategien.

Vi mener derfor, at den barske virkelighed for millioner af arbejdstagere ikke kan vurderes med hensyn til globalisering. Der er heller ingen, der er overbeviste af Kommissionens og Rådets erklæringer om miljøbeskyttelse.

  Robert Sturdy (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Det er meget vanskeligt for kommissær Verheugen at lytte til alt, hvad der bliver sagt i Parlamentet, men der er selvfølgelig rejst nogle meget skarpe punkter, og jeg håber, han tager dem i betragtning.

Jeg lyttede til formand Barrosos tale. Jeg mener, at han kom med et budskab, som jeg fuldt ud tror på, nemlig at globalisering er her til gavn for EU. Georgios Toussas har lige talt meget ihærdigt om arbejderklassen. Men hvis vi ikke havde globalisering, hvis vi ikke havde industri og erhverv i EU, ville der ikke være arbejdspladser til befolkningen. Hvad der faktisk bekymrer mig, er det, som præsident Sarkozy sagde i går. Vil vi få et gammelt Frankrig, et protektionistisk Frankrig, eller vil vi få et Frankrig, der favner en ny generation? Jeg kommer til at tænke på dengang, hvor kineserne skulle underskrive erklæringen om optagelse i Verdenshandelsorganisationen i USA. Det var lykkedes præsident Clinton at undgå, at de underskrev den, i 10 år. Da præsident Bush underskrev den, så hans rådgivere tilbage og sagde "Åh, Kina har underskrevet den! Hvad har vi gjort?" Det, de har gjort, har faktisk åbnet op for en række muligheder for os.

Vi skal se Kina og Indien som muligheder. Vi skal ikke slå vindebroerne op, bemande bastionerne og lukke dørene, fordi Europa har en fantastisk mulighed her, og vi skal udnytte den. Daniel Caspary talte med rette om beskæftigelsen i sin valgkreds. Jeg ved, at det er vanskeligt at fastholde beskæftigelsen, men hvis vi ikke giver os selv mulighed for at være en del af et globalt marked, kommer vi ingen vegne. Jeg mener, vi har fantastiske muligheder, hvis vi kan favne dem. Vi skal undersøge forskellige ting, herunder frihandelsaftaler. Marokko har netop indgået en frihandelsaftale med USA. Det skal vi undersøge.

Til sidst vil jeg anmode Kommissionen om at lade virksomhederne og industrien komme videre med det, de skal. Vær forsigtig med at indføre lovgivning, som kan skade Europas muligheder.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet! Hr. Barroso udtalte for et øjeblik siden, at EU har de bedste forudsætninger for at lægge et godt fundament for global regulering. Det er korrekt, men det kræver, at vi også gør vores hjemmearbejde. De såkaldte "retningslinjer" for den økonomiske politik og for beskæftigelsesområdet er et af de værktøjer, vi har til rådighed til at imødegå disse udfordringer. Jeg frygter, at Kommissionen forsøger at skjule disse helt nødvendige retningslinjer bag globaliseringens slør. De er imidlertid nyttige og bør tages op til revision.

En sådan revision er for det første påkrævet, fordi stats- og regeringscheferne på Det Europæiske Råds møde i marts vedtog den bedst mulige strategi for EU's imødegåelse af globaliseringen, de energimæssige udfordringer og klimaændringerne. Udnytter vi i EU ikke alle til rådighed værende midler, herunder - og måske endda først og fremmest - retningslinjerne, i bestræbelserne for at følge denne strategi, kommer vi ingen vegne. Vi vil i så fald blot skabe desillusion med hensyn til EU's evne til at imødegå globaliseringens udfordringer.

Revisionen er for det andet påkrævet, eftersom hr. Almunia selv har anerkendt, at valutakurserne, oliepriserne og "subprime"-krisens faktiske indvirkning på EU's økonomi vil indebære, at EU må revidere forventningerne til den økonomiske vækst. For Unionen som helhed sker der således en nedjustering fra 2,9 % til 2,4 % og for euroområdets vedkommende fra 2,6 % til 2,2 %.

For det tredje er revisionen påkrævet, eftersom vi skylder at indfri borgernes forventninger til EU. Og uanset hvad Nicolas Sarkozy måtte mene, er det sociale Europa et helt konkret emne, som vi må forholde os til. I modsat fald vil vi i den nærmeste fremtid opleve, at de europæiske borgere vender os ryggen.

Endelig er revisionen påkrævet, eftersom kommissær Almunia for første gang i dag anerkender, at det i den aktuelle internationale kontekst især, om ikke udelukkende, er det interne forbrug, der trækker den europæiske vækst i positiv retning.

Kan man på baggrund af denne situation, hvor der sker omfattende forandringer, forestille sig, at den eneste konstant skulle være retningslinjerne? Kan man forestille sig, at det eneste instrument, EU råder over til virkelig at udstikke kursen for medlemsstaternes økonomiske og sociale politik, skulle forblive uændret?

Jeg beder Dem, hr. kommissær, meddele kommissionsformand Barroso, at der er behov for at ændre retningslinjerne, og at der er behov for, at EU tager hensyn til den nye kontekst og sikrer, at man internt råder over instrumenter, som gør det muligt på bedst mulige vis at imødegå globaliseringens udfordringer.

  Wolf Klinz (ALDE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! De, som verbalt går ind for en mere retfærdig verden, er ikke blege for at udpege globaliseringen som årsagen til vanskeligheder i den hjemlige økonomi. Derfor kræver de mindre marked, mere regulering og flere statslige indgreb. Globaliseringen er ellers en ægte chance for en win-win-situation, fordi den giver de nyindustrialiserede lande og efternølerne i verdensøkonomien mulighed for at komme med og giver os mulighed for at udvikle nye markeder for krævende kvalitetsprodukter, investeringer og tjenesteydelser.

Men hvis vi skal kunne udnytte disse muligheder, må vi gøre vores hjemmearbejde - endnu større anstrengelser inden for uddannelse, efteruddannelse - især af arbejdsløse unge - og livslang læring, endnu mere forskning og udvikling, endnu flere investeringer i innovation og økologi, endnu større kreativitet i udformningen af værdiskabelseskæder og processer i vores økonomi, endnu mere frit erhvervsliv. Hvis globaliseringen ikke bliver hindret, fører den til mere åbne markeder og mere konkurrence. Alle forbrugere profiterer af det.

Lad os modstå fristelsen til at ville beskytte vores økonomi! Denne beskyttelse ville meget hurtigt udarte til ren protektionisme. Lad os i stedet fremme de iboende kræfter i vores økonomi, som stadig fornyer sig! Lad os investere i fremtidens teknologier, så vil vi også vinde fremtiden!

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Fru formand! Økonomien skal være til gavn for befolkningen og ikke omvendt. Naturlige forskelle i tempoet for bevægeligheden af kapital og arbejdskraft i globaliseringens tidsalder skaber en spiral med forringede beskæftigelsesstandarder. Produktionen flyttes til områder med endnu lavere lønninger og endnu farligere arbejdsforhold. Dette fører til tab af arbejdspladser for arbejdstagere i regioner med højere beskæftigelsesstandarder og reduktion af arbejdstagernes købekraft, hvilket dæmper efterspørgslen efter forbrugervarer.

Hvis EU vil opnå succes i globaliseringen, skal vi finde effektive værktøjer til at bekæmpe social dumping og fastholde og beskytte Europas sociale dimension.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg mener, at Kommissionens bidrag til debatten om globalisering er et meget vigtigt bidrag.

Globaliseringen er efter min mening ikke en trussel, men en mulighed. Europa er i en god position til at vokse med udfordringen. Vi har højtudviklede infrastrukturer, uddannelsessystemer, teknologier og kapitalmarkeder og levende hjemmemarkeder, der er ved at tage form.

Det kan ikke understreges kraftigt nok, at Europas styrke ligger i et indre marked, der fungerer som springbræt for vores virksomheder globalt. Virksomheder skaber innovation i hele Europa. Deres udbredelse, som sikrer velstand til Europa, skal ikke belastes af bureaukrati. Jeg siger dette specielt henvendt til kommissær Verheugen. Mindskelse af bureaukratiet i Europa er et centralt spørgsmål i forbindelse med globaliseringen og Europas konkurrencedygtighed. Vi skal navnlig fokusere på de små og mellemstore virksomheder. Det er det rette fokus for Kommissionens opmærksomhed. Meget er blevet opnået, men f.eks. skattehindringer hæmmer stadig virksomhederne i Europa.

Stærke virksomheder kan ikke eksistere uden en arbejdsstyrke, som risikerer meget snart at være en knap ressource i Europa. Europas demografi kræver immigration. Her er andre regioner i verden langt foran os, hvilket kan ses i deres økonomiske resultater. Det er et vanskeligt spørgsmål, der kræver afbalancerede overvejelser af alle interesser, ikke mindst arbejdsgivernes interesser. Det er selvfølgelig et EU-spørgsmål, fordi konkurrencedygtighed ikke kan skabes uden en mobil arbejdsstyrke. Planer som f.eks. "det blå kort" hilses velkommen til det formål.

Et andet element, der skulle kunne bevæge sig mere frit og konstant, er kapital. Finansiel stabilitet er en absolut nødvendighed for et konkurrencedygtigt og økonomisk sikkert Europa. De finansielle markeder er globalt en af Europas stærke sektorer, en af vores mest vindende industrier. Innovation takket være markedsbestemt regulering, som ikke er lig med "laissez-faire", som også her vil gøre det nemmere for sektoren at fungere på tværs af Europa, er afgørende.

Hvad angår verden udenfor, skal Europa cementere sig som en stærk global aktør. Vi har brug for enhed fra EU's medlemsstater, og Kommissionen kan bidrage til at skabe denne enhed.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Fru formand, hr. kommissær, hr. fungerende formand Rådet! Jeg vil hellere se på mulighederne ved globalisering i stedet for problemerne, men det afhænger af, hvordan vi handler i Europa. Jeg er enig i, at vi skal investere i forskning og udvikling, at vi skal foretage mere langsigtede investeringer i et godt miljø, og at vi skal investere i mennesker og livslang læring, men hvad Kommissionen glemmer, dvs. fejlen i Kommissionens dokument, er, at vi overser den sociale dimension.

Tendenserne i Europa i dag peger mod god vækst og flere arbejdspladser, men også øget udstødelse, større forskelle og flere usikre arbejdspladser - flere arbejdspladser, ikke mindst i Tyskland, som man ikke kan forsørge sig med, og hvor man er afhængig af sociale ydelser som supplement til lønnen. Vi skal kæde vækst og beskæftigelse sammen med en social dimension, som reducerer forskellene mellem mennesker og regioner i Europa. Det blev drøftet under debatten i Guimarães, som jeg deltog i under mødet for ministre for beskæftigelse og sociale anliggender.

Det portugisiske formandskab søger at skubbe spørgsmålet om integrerede retningslinjer frem og ændre dem med henblik på at gøre den sociale sammenhæng meget tydeligere og meget mere integreret.

Det ønsker Kommissionen dog ikke at gøre. Kommissionen ønsker ikke at ændre retningslinjerne. Retningslinjerne skal ændres. I vores beslutning er vi nået til enighed om, at vi ønsker nye retningslinjer, der integrerer den sociale dimension og selvfølgelig også omhandler spørgsmålene om sikkerhed under forandring og "flexicurity". Kommissionen bør også tage dette med, så vi får en stærkere sammenhæng mellem spørgsmålene om vækst og den sociale dimension.

Vi skal også integrere Lissabonstrategien. Den er i øjeblikket ikke integreret på nationalt, regionalt eller lokalt plan. Der er mange mennesker, der ikke er bevidste om Lissabonstrategien. Vi skal integrere den og få arbejdsmarkedet og civilsamfundet til at arbejde med henblik på at sikre, at disse spørgsmål - den sociale dimension, vækst og beskæftigelse - behandles som vigtige og integreres.

  Samuli Pohjamo (ALDE). - (FI) Fru formand! Jeg vil gerne tilføre denne behandling et nordligt perspektiv. For omkring to år siden arbejde jeg i en regional udviklingsorganisation tæt på den nordlige polarkreds og den russiske grænse. For den afsidesliggende region var globaliseringen både en trussel og en mulighed. Vi begyndte udviklingsarbejdet i tillid til vores egen evne til at udnytte fordelene ved globalisering. Virksomheder, den offentlige sektor, uddannelsessystemet og universiteter kombinerede deres ressourcer for at skabe et produktivt innovationsmiljø. Kompetencebasen blev styrket gennem netværkssamarbejde med globale kompetencenetværk i Lissabonstrategiens ånd. Samtidig blev bæredygtige energiprojekter sat i værk. Resultaterne er opmuntrende. Et særligt eksempel er den hurtige vækst i den internationale turisme i området. Jeg mener, at denne region kan være en nyttig model for andre områder i Europa, og EU bør gøre det nemmere at udføre denne form for arbejde.

  Corien Wortmann-Kool (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Europa har vundet anseelse takket være det indre marked, åbningen af det indre marked og åbningen af verdensmarkedet - ja, takket være globaliseringen. Det har skaffet os alle både velfærd og et stabilt demokrati. Vi bør derfor vogte os for en alt for defensiv strategi - og jeg tænker i den forbindelse på handelsaspekterne - og navnlig for protektionistiske handelsinstrumenter.

Europas konkurrenceevne er bedre tjent med en åben holdning til verden, og jeg mener derfor, det er vigtigt, at der i højere grad lægges vægt på at åbne tredjelandes økonomiske markeder, navnlig i de nye industrilande som Indien, Brasilien og Kina. Der er et kæmpe potentiale for vækst i disse markeder, hvilket giver europæiske virksomheder og europæisk økonomi et gigantisk vækstpotentiale. De nye vækstøkonomier må så efterfølgende åbne deres markeder for vores virksomheder, også når det gælder tjenesteydelser. Af hensyn til gensidigheden opfordrer jeg Kommissionen til under forhandlingerne navnlig at lægge behørigt pres på disse lande.

Vi deltog i en delegation fra Udvalget om International Handel, som besøgte Singapore. Der oplevede vi, hvordan amerikanske virksomheder opnår langt bedre adgang end de europæiske virksomheder. Og det bør vi ikke acceptere. Der er således behov for en offensiv indsats. Vi er trods alt verdens største økonomi. Forener vi kræfterne effektivt, må det også være muligt at anvende dem på en sådan måde, at de pågældende markeder åbnes. Jeg tænker i denne forbindelse på at få afskaffet importafgifterne og de ikketoldmæssige handelshindringer. Også når det gælder strategien for markedsadgang er det vigtigt at prioritere de nye vækstøkonomier højt.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Fru formand, hr. kommissær, hr. fungerende formand Rådet! Europa er blevet bedt om at vise borgerne en anden side af globaliseringen. Det er ikke siden med uhæmmet konkurrence, men siden med social solidaritet, omfordeling, spredning og kulturelle værdier.

I denne interne dialog og i enhver åbning af EU over for resten af verden gennem økonomiske sociale og miljømæssige politikker samt politikkerne vedrørende sikkerhed, bæredygtig udvikling og immigration skal Kommissionen fremme og styrke EU's kulturelle etos. Kommissionen skal direkte fremme følgende områder inden for kultursektoren i det årlige lovgivningsarbejde, i Lissabonstrategien og i processen med at styrke traktaten efter reformen:

For det første skal Kommissionen styrke de kulturelle industrier baseret på innovative tjenester af høj kvalitet, samtidig med at den europæiske økonomi tilføres væsentlige muligheder for produktivitet og innovation. Denne sektor er af stor betydning for den tværkulturelle dialog.

For det andet skal den styrke "videntrekanten" bestående af forskning, uddannelse og innovation. Det støttes desværre endnu ikke af retsforskrifter, selv om det bør være et af EU's mål.

Innovation inden for kultur bør ikke være en luksus, der nydes af få multinationale selskaber, men en horisontal politik for små og mellemstore virksomheder.

Kommissionen og Rådet skal tage tydeligt stilling med henblik på at møde udfordringerne ved globaliseringen. Det skal de gøre gennem en åben dialog, i første omgang med de nationale parlamenter. Globalisering kan fremlægges som en del af den europæiske historie, hvis den kan bibringes den europæiske kulturs etos.

  Sharon Bowles (ALDE). - (EN) Fru formand! Globalisering får skyld for alt lige fra befolkningseksplosion over klimaændringer til udnyttelse. Men det er kun menneskehedens produkter, ligesom konkurrence er det. Darwin kaldte det naturlig udvælgelse.

De europæiske borgere er skræmte. Vi skal rigtigt nok uddanne den, men ikke ved at sige, at vi har brug for en politik på EU-niveau for at møde udfordringerne i en globaliseret økonomi. Det skræmmer mig, når det anføres, at vi ikke har en politik.

EU har unik magt på supranationalt niveau til at forme tingene og udfordre excesser. I juli hed det i Financial Times, at Bruxelles var verdens lovgivningsmæssige hovedstad, som ikke kan ignoreres fra Washington til Tokyo. Hvis vi har denne magt, så lad os bruge den, men med skønsomhed. Hvad er formålet med en dagsorden for konkurrencedygtighed, hvis den ikke har til formål at fastholde vores position i verden? Hvad er formålet med et indre marked, hvis vi ikke kan gennemføre det ordentligt? Hold op med at komme med halvhjertede undskyldninger. EU fokuserer absolut på at møde udfordringerne. Vi skal bare komme i gang, inden den naturlige udvælgelse indhenter os.

  Cristobal Montoro Romero (PPE-DE). - (ES) Fru formand! Repræsentanter for Rådet og Kommissionen, globaliseringen er en fordel for Europa, og Europa bør fremme globaliseringen.

Vi står med en om end stadig langsom, men uomgængelig opløsning af verdens grænser, som har været i stand til at få mere end 400 millioner mennesker ud af fattigdommen på mindre end 20 år, og for første gang, i 2007, bliver Kina det land og det område i verden, som bidrager mest til væksten i verdensøkonomien. Kina og ikke EU!

Det betyder kort sagt, at globaliseringen er en udfordring, men også en stor chance. Det er en udfordring i den forstand - og det er vi forpligtet til at forklare de europæiske borgere - at åbningen betyder større vækst, mere velfærd og mere beskæftigelse. Det, der gør mig bekymret, er, at jeg igen hører ordet "beskytte" her i salen.

Protektionisme er det samme som at sige nej til globaliseringen og til EU. Det er ikke nødvendigt at beskytte borgerne, når borgerne spiller hovedrollen i deres egen økonomiske vækst og velfærd. Vi skal give borgerne denne mulighed tilbage, og derfor skal vi også se selvkritisk på EU.

For vi gør ikke vores pligt i EU, når vi har en utilstrækkelig vækst, når vi er medansvarlige for krisen på de globale finansmarkeder og ikke mindst, når vi ikke gør alt det, vi skal, for i vores hus, i vores hjem at fremme de små og mellemstore virksomheders vækst, så de kan skabe mere beskæftigelse, for vi får brug for endnu flere job end dem, der vil blive et resultat af omtalte åbning.

Lissabondagsordenen er reelt vores pejlemærke, dvs. at færdiggøre det indre marked, at sikre sunde offentlige finanser, at reformere og modernisere vores arbejdsmarked, at satse på miljøet og den vedvarende energi, og, kort sagt, at åbne Europa er det samme som at skabe større social samhørighed i Europa.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Fru formand! Hr. formand for Rådet, hr. næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer, jeg synes, at det er meget belejligt, at forhandlingen om globaliseringen har fundet sted under det portugisiske formandskab, for Portugal har jordkloden på sit flag, eftersom portugiserne var i front, da europæerne begyndte globaliseringen, for globaliseringen er ikke en pest, som vi bliver ramt af. Vi europæere indledte globaliseringsprocessen i renæssancen - og vores udvikling var ikke så langt fremme som kinesernes og indernes - og det er sådan, at resten af verden ser os.

Med Lissabontraktaten bliver vi også pionerer inden for det, som jeg vil kalde den postimperialistiske globalisering. Vi skal ikke erobre nye kontinenter. Det, vi gør, er at komme med et svar, hvor vi frivilligt forener staternes og borgernes værdier, og vi kan være et eksempel i forbindelsen med den globalisering, der er mest brug for, nemlig den politiske og sociale globalisering.

For her er der blevet talt om den hårde og ukontrollerede økonomiske globalisering til trods for, at der f.eks. står en europæer i spidsen for Den Internationale Valutafond. Vi er den største blok i WTO, og vi har et konkret ansvar. Hvad er det, der mangler? Det er netop, at vi er i stand til at finde svar i den globaliserede verden, der er på linje hermed. Der er nærmere bestemt to meget vigtige udfordringer, hvor vi er nødt til at være meget aktive. Vi skal ikke kun være aktive på det økonomiske område, og når det drejer sig om den teknologiske udvikling. Vi skal også være aktive, når det drejer sig om at forsvare de universelle menneskerettigheder, især arbejdstagernes rettigheder - og her har vi IOT - og dernæst er der brug for den nødvendige forhandling og den nødvendige politik for at håndtere klimaændringerne.

Jeg synes under alle omstændigheder, og nu slutter jeg, fru formand, ikke, at europæerne kan tillade sig at have et pessimistisk syn på globaliseringen. Vi har selv søgt den, og nu skal vi komme med innovative svar.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Fru formand, hr. formand! Det er tydeligt, at vi ikke kan løse alle problemer med en erklæring og en foranstaltning til fremme af Lissabonstrategien. Erklæringen fra Rådet og Kommissionen er dog god, fordi den påpeger, at globalisering ikke er en forbandelse og ikke nødvendigvis er en trussel. Den kan faktisk være noget positivt for Europas borgere, og det er borgerne og deres aktiviteter, der skal være den primære rettesnor for EU's indsats.

Jeg går ind for alle fire aktivitetsområder. Dvs. først og fremmest videntrekanten, navnlig innovation, hvor jeg mener, at det er afgørende, at vi handler hurtigt for i det mindste at lancere Det Europæiske Teknologiske Institut.

Det andet er erhvervsmiljøet, som omfatter et fuldstændigt åbent og frit indre marked uden monopoler, men med åben konkurrence og mindre bureaukrati, hvilket er noget som næstformanden i Kommissionen, Günter Verheugen, kæmper så modigt for.

Det tredje er menneskelige ressourcer, som omfatter problemerne med migration og primært modvirkning af hjerneflugten, som betyder bedre uddannelse, attraktive investeringer og en social dimension for EU baseret på økonomiens resultater.

Det fjerde og sidste område er energi og klimaændringer, som omfatter en fælles energipolitik, som efter min mening er noget, vi alle er opmærksomme på, og reduktion af emissioner. En reduktion i drivhusgasserne i EU alene kan dog på ingen måde redde verdens klima. Vi skal derfor have et EU med politisk styrke, fordi kun et stærkt EU kan påvirke USA, Kina og Indien til at overholde retningslinjerne for klimabeskyttelse.

Hvad angår reduktion af emissionerne i EU: Ja, jeg går ind for det, men jeg går også ind for et EU med politisk styrke, og det betyder fuld ratificering af den europæiske traktat så hurtigt som muligt.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Fru formand! Forhåbentlig, og jeg siger forhåbentlig, vil Lissabontraktaten repræsentere slutningen af et kapitel i EU's historie, nemlig kapitlet om EU's vækst, samlingen af og freden og stabiliteten på kontinentet, fjernelsen af handelshindringerne og de økonomiske barrierer mellem medlemsstaterne og den institutionelle udvikling, der var nødvendig for at opnå disse resultater. Men nu skal vi begynde på et nyt kapitel, et kapitel, hvor vi ser udad mod de stigende udfordringer ved globalisering.

Vi har brug for et globalt Europa, som fastlægger en helt ny dagsorden for globaliseringen, som er baseret på principperne om åbenhed, retfærdighed og betydningen af samarbejde mellem medlemsstaterne. Vi ved, hvad disse udfordringer er - de er blevet grundigt undersøgt under disse forhandlinger. Klimaændringer og migration er efter min mening de to største, men vi skal fastholde høj vækst og arbejdspladser. Vi skal have en moderne og effektiv social dagsorden. Vi skal håndtere terrorisme og kriminalitet, og vi skal fremme sikkerheden ud over vores egne grænser og bekæmpe fattigdom. Som Sharon Bowles sagde, har vi politikker på disse områder. Men lad os sige det lige ud: Udviklingen er sket langsomt, den har været ujævn, og den har ikke altid været særlig effektiv.

Hvis vi virkelig skal håndtere globaliseringen, skal vi have et radikalt og fundamentalt skifte, ikke kun i vores politikker, men i hele vores tænkemåde i EU. Vi skal nu kun fokusere på handling og opfyldelse. Vi skal sikre, at medlemsstaterne opfylder deres løfter, men vi skal have en EU-ramme. Hvad vi vikke har, er 27 medlemsstater, der alle gør, som de siger, at de vil gøre, og vores fokus skal nu rettes mod opfyldelse af løfter og realisering af hele det potentiale, som EU har.

  Alexander Radwan (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Globalisering på to minutter - jeg prøver. Min første bøn er, at vi behandler emnet globalisering ærligt i diskussionen. Den region, hvor jeg kommer fra, Bayern, lever for 50 % vedkommende af eksport. Mange mennesker er kritiske over for globaliseringen, men hvis man spurgte dem, om de var enige i, at man ikke længere skulle betjene verdensmarkederne, så ville de ikke være enige.

Og hvis vi spørger folk på tilhørerpladserne her, om de ville være indforstået med ikke at købe billige produkter - elektriske artikler, tekstiler eller fra andre områder - så ville ingen være indforstået. Alle ved, at importen fra disse lande fører til, at inflationen er så lav, som den har været i de seneste år. Det hører med til ærligheden, selv om vi jævnligt taler om, at globaliseringen er en trussel.

Europa skal udforme globaliseringen, for hidtil har den været til gavn for os som producenter og som forbrugere. Derfor handler det f.eks. - og det er meget vigtigt for kommissær Verheugen og for Europa - om afbureaukratisering. Her taler jeg ikke kun om Kommissionen, men også om Parlamentet og Rådet. Vi taler nu om globalisering, men senere vil vi vedtage et direktiv om jordbundsbeskyttelse, som skaber mere bureaukrati. Vi skal altså også være konsekvente i vores handlinger i Europa. Og vi skal forme Europa!

Når vi ser på subprimekrisen i USA, så skal man forstå, at internationale finansielle markeder er flettet ind i hinanden, og at vi europæere skal være med til at forme dem. Hvordan håndterer vi ratingagenturer, hvordan håndterer vi hedgefonde? Her har den ansvarlige kommissær McCreevy desværre hidtil ikke været i spidsen for bevægelsen for at sætte standarder for amerikanerne og andre markder, tværtimod halter Europa bagefter.

Men jeg er fast overbevist om, at Europa er godt forberedt på globaliseringen. Vi profiterer af den, det skal vi forklare folk, vi skal arbejde for mindstestandarder - selv om det ikke bliver europæiske standarder - og så er vi forberedt og i form og høster fordele af globaliseringen. Beslutningen om, hvorvidt globaliseringen finder sted eller ej, bliver ikke truffet i Bruxelles eller Strasbourg.

  Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Tak, fru formand! Jeg taler som repræsentant for en region, der ikke selv kunne vælge skæbne efter krigen. Der var pigtråd mellem vores land og den mere heldige del af Europa, men selv ikke det var i stand til at stoppe de uventede virkninger af globaliseringen.

I 2000 begyndte vi at få kendskab til konkurrencedygtighed og solidaritet i strategien for arbejde og arbejdstagere og i Lissabonstrategien. Siden er vægten mange gange tippet mod realiseringsbetingelserne for kapitalen, og det blev frygtet, at strategiens menneskelige ansigt ville blive udvisket.

Konkurrencedygtighed og arbejde er uomtvisteligt og historisk set uadskillelige begreber, og vi begynder at indse, at værdigt arbejde kun er en del af et værdigt liv. Et værdigt liv omfatter grundlæggende sikkerhed, et bidrag til et sundt liv og udvikling, ingen diskrimination og acceptable leveforhold.

Men Europa skal ikke kun se sig selv som en, der forsvarer værdier, men også som en, der former generationers drømme og skaber muligheder for de europæiske borgere og alle, der kommer fra tredjelande, der ønsker at gøre noget. Og netop derfor skal solidaritet ikke længere kun være et slogan. Det skal være chancen for mennesker, der kan gøre noget, eller det skal sætte dem i stand til at gøre det.

Arbejdsmarkedet og kapitalen, der kræver gevinst, er hensynsløst selektive, og nye menneskelige ressourcer kræver investeringer til en pris, der er højere end den pris, som kapitalen, der kan flyttes stadig nemmere, skal betale for arbejdskraft. Værdiernes Europa kan ikke acceptere, at unge, der er i begyndelsen af deres karriere, ældre, der er isolerede af fattigdom, alle, der er tvunget til at lære nye kompetencer, og sigøjnere bærer byrden af mange former for forskelsbehandling, ikke har arbejde. For at sikre, at byrden af forskelsbehandling ikke vejer så tungt på de kommende generationers skuldre, skal de fællesskabsmidler, der bruges på os, ikke kun holde dem inden for rammerne af et acceptabelt liv, men fortsat øge udsigterne for den europæiske konkurrencedygtighed.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Den konklusion, der naturligt må drages af behandlingen, er, at projektion af den europæiske model til den globale storskærm medfører både risici og muligheder.

Generelt opfatter de europæiske borgere globalisering som et eksternt fænomen, der ikke har nogen åbenbar europæisk retsforskrift eller politisk intervention. Det er derfor op til den europæiske handlingsplan at vise, at en synlig, målelig europæisk interesse faktisk forsvares, samtidig med at den globale forståelse fremmes.

Hvad angår EU's eksterne handelsdagsorden, mener jeg, at vi bl.a. skal prioritere sikring af gensidighed for markedsadgang og konkurrence på lige vilkår, som den franske præsident, hr. Sarkozy, skarpt understregede i går i Parlamentet.

Den strenge europæiske retlige ramme for miljøbeskyttelse og beskyttelsen af folkesundheden for forbrugere og arbejdstagere er et væsentlig tegn på EU's politiske og institutionelle modenhed. Hvis dette ikke på lang sigt skal udgøre en konkurrencemæssig ulempe for EU, skal de andre førende internationale aktører komme med en tilsvarende indsats.

Gensidighedsforholdet mellem de interne og eksterne aspekter af Lissabonstrategien vil hjælpe med at fremme den europæiske model på den globale forvaltningsarena. Det er dog i strid med den lavere grad af forskriftsmæssig strenghed og retligt bindende fuldstændighed i både Verdenshandelsorganisationen og andre internationale organisationer. EU opfordres til at spille en ledende og konstruktiv rolle inden for rammerne af øget internationalt samarbejde. EU opfordres til at prioritere gennemførelsen af bindende forpligtelser og vedtagelsen af internationale standarder af hensyn til forskriftskonvergens, der kan eskaleres vertikalt.

  Stephen Hughes (PSE). - (EN) Fru formand! Denne behandling er nået vidt omkring, og jeg vil til sidst bringe den tilbage til et fokus på socialpolitik som en produktiv faktor.

Lanceringen af pakken med integrerede retningslinjer skulle efter hensigten sikre afbalanceret gennemførelse af de økonomiske, sociale og bæredygtighedsmæssige strenge af Lissabonprocessen, men i virkeligheden har det været et tilfælde, som ikke har været præget af integration, men af subordination, når vi ser på retningslinjerne for beskæftigelsen. Retningslinjerne for beskæftigelsen er blevet næsten usynlige, hvilket skjuler de meget store forskelle i medlemsstaternes resultater i forhold til de indikatorer og mål, de skulle opfylde under beskæftigelsesstrategien, på områderne for ungdomsarbejdsløshed, integration af ældre arbejdstagere - en række faktorer. I nogle medlemsstater er udgifterne til livslang læring og aktive arbejdsmarkedsforanstaltninger faktisk faldet i de sidste fem år, ikke forbedret, men faldet. Det er katastrofalt for Lissabonprocessen som helhed.

Beskæftigelsesstrategien skal derfor synliggøres meget mere i den næste Lissabonperiode. Et andet punkt - den fælles beslutning, som vi forhandler her i dag, understreger i flere tilfælde behovet for at sikre anstændigt arbejde og fokusere på kvaliteten af arbejde. Dette fokus hjælpes ikke af Kommissionens fokus på idéen om beskæftigelsessikkerhed i modsætning til jobsikkerhed, hvilket gentages i både grønbogen om arbejdsretten og meddelelsen om flexicurity. I vores arbejde med flexicurity i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender præciserer vi, at både beskæftigelsessikkerhed og jobsikkerhed er vigtige elementer.

Hvad en fleksibel virksomhed i hastig udvikling har behov for - en virksomhed, der ændrer produktionslinje hver sjette måned, it-konfiguration hver fjerde måned - er en fleksibel, uddannet, loyal og engageret arbejdsstyrke, ikke et tilfældigt og fragmenteret arbejdsmarked. Vi vil derfor gøre vores bedste for at udforme et godt sæt principper for flexicurity, men de skal så føre til en ændring af retningslinjerne. Formand Barroso sagde tidligere "Hvis det ikke er i stykker, skal det ikke repareres". Jamen, det er i stykker, og det skal repareres.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - Fru formand! Jeg lykønsker Kommissionen for en fremragende meddelelse, og jeg vil blot fremhæve følgende fire punkter.

Det første vedrører videnøkonomien. Jeg mener, at den måde, det er udtrykt på i meddelelsen, om at fri bevægelighed for idéer og forskere måske skal ses som EU's femte frihed, er en smuk måde at udtrykke det på, og jeg ser gerne, at dette videreudvikles.

Som reaktion på det, som Stephen Hughes lige sagde, mener jeg, at dette punkt i virkeligheden afspejler, hvor vi er, i diskussion i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, at vi ønsker at bevæge os væk fra idéen om blot simpel jobsikring mod beskæftigelsessikring ved at fremme beskæftigelsesegnetheden og ved at styrke kompetencerne. På den måde kan succes for Europa i globaliseringens tidsalder betyde succes for hver enkelt - for befolkningen - hvilket er det, som EU i højere grad burde handle om.

Det andet punkt vedrører de små og mellemstore virksomheder. Der henvises til en lang række forslag, som fremsættes ved udgangen af 2008. Det glæder mig, men der er et "men": Lad os ikke flytte fokus til nye forslag til aftaler i morgen, inden vi har fokuseret på at opfylde de eksisterende forpligtelser, der kræver handling i dag. Her vil jeg henlede opmærksomheden, navnlig kommissær Verheugens opmærksomhed, på reduktionen på 25 % i forenklingen af den eksisterende EU-lovgivning. Lad os se nogle reelle resultater på hele dette område, hellere i dag end i morgen, da dette især vil gavne de små og mellemstore virksomheder. Jeg opfordrer i den forbindelse til en generel revision af arbejdstidsdirektivet, hvor der i meget højere grad kræves mere laterale overvejelser af os alle - og jeg mener alle, også medlemmerne af Parlamentet.

Det tredje punkt - det indre marked. Det er godt nok at tilføje en ekstern dimension, men lad os blive færdige med den interne dimension først og færdiggøre vores eget indre marked, inden vi udvikler store ambitioner udenfor. Jeg vil gerne sige til både Martin Schulz og Stephen Hughes, at jeg er helt enig i, at dette ikke kun skal gennemføres af hensyn til vores økonomiske fremskridt, men også, fordi det vil sikre socialt fremskridt.

Endelig vil jeg personligt sige, at det eneste, jeg snubler over i meddelelsen, er den allerførste linje på forsiden, der hedder "Kommissionens meddelelse til Rådet, Europa-Parlamentet, Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget". Jeg anerkender, at Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg og Regionsudvalget findes, selv om jeg aldrig har fundet ud af, hvorfor, men undlad venligst at ophøje dem til samme niveau som de to beslutningstagende institutioner.

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Fænomenet globalisering bliver mere og mere mærkbart. I en sådan situation skal EU reagere ret hurtigt og afgøre, om Europas konkurrencedygtighed ikke kun er blevet bevaret, men også er vokset, og om Lissabonstrategien, det værktøj, der skal sikre, at dette sker, kan komme med løsninger navnlig på områderne for innovation, energi, migration, uddannelse og demografi. Alt dette skal fremme vækst og evnen til at skabe arbejdspladser.

Nye udfordringer dukker op i forbindelse med miljøet, f.eks. CO2-udledninger, brugen af pesticider, bekymringer over rene vandreserver og -kilder samt beskyttelsen af jord og landbrug. Sidst, men ikke mindst, er der også udfordringerne i forbindelse med sundhed og epidemier samt bekæmpelse af fedme, hjertekarsygdomme og den stigende forekomst af alle former for kræft.

Globaliseringen skaber nye udfordringer inden for sikkerhed og migration, og der er større risiko for kriminalitet og terrorisme. Vi vil meget snart se de sidste rester af jerntæppet og det delte Europa falde, når ni nye medlemsstater optages i Schengen-området. Vi skal gøre alt, hvad der er muligt, for at vogte dette fælles område fuldstændigt, så illegale migranter, der forværrer sikkerhedssituationen i medlemsstaterne ikke kan komme ind. På den anden side er jeg fortaler for en ansvarlig tilgang på området for arbejdstilladelser til legale migranter. Vi skal overveje det grundigt, og vi skal vælge kvalificerede arbejdstagere til de beskæftigelsessektorer, der har størst behov.

Jeg mener desuden, at EU's ældre medlemsstater - og jeg vil bede Kommissionen bemærke dette - skal afskaffe de meningsløse begrænsninger for beskæftigelse af borgere fra de nye medlemsstater. I dagens situation er dette en uforståelig anakronisme.

  Tokia Saïfi (PPE-DE). - (FR) Fru formand! EU bør ikke se sig selv som offer for globaliseringen og give borgerne det indtryk, at de er fanget i en udvikling, de ikke kan påvirke. Spørgsmålet er derfor ikke, om globaliseringen er et gode eller et onde. Spørgsmålet er, om vi er parate til at påvirke den og regulere den. For at imødegå den udfordring må EU bringe konkurrenceevne og økonomisk og social samhørighed i samklang. I den proces indgår styrkelsen af de multilaterale regler.

I et åbent økonomisk system er iagttagelse af konkurrencereglerne og etablering af et pålideligt og retfærdigt marked, som tager hensyn til miljømæssige og sociale standarder, den bedste garanti for, at forbrugernes og borgernes rettigheder respekteres. Så længe vi ikke har noget regelsæt, som er internationalt anerkendt, er det således afgørende at bevare og ikke svække vores nuværende kommercielle forsvarsmidler. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan bekæmpe dumping. Det er rent faktisk muligt at beskytte Europas borgere uden at ty til protektionisme. Der skal også i Europa investeres i de sektorer, som er afgørende for Europas tyngde på den internationale scene fremover, nemlig forskning, innovation og udvikling af rene teknologier.

Endelig bør vi fra europæisk side støtte dem, som har vanskeligst ved at drage nytte af globaliseringen ved at styrke de midler, der beror på solidaritet, eksempelvis gennem Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen og flexicurity-modellen. Det er i Europas interesse, når det drejer sig om at imødegå den internationale konkurrence, at komme tilpasningerne i forkøbet og igangsætte reformer. EU har alle fornødne evner og ressourcer til at tage udfordringen op.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Fru formand! Vellykket globalisering er afgørende for den europæiske velstand. Det er producenten af EU's væsentligste indhold. Nu, hvor den treårige periode for den fornyede Lissabonstrategi nærmer sig sin afslutning, skal vi navnlig fokusere på den eksterne dimension. Jeg vil primært fremhæve tre elementer.

For det første medvirker energi, dvs. forsyningen og tilstrækkeligheden heraf, til at hæve og sænke landenes position i den globale konkurrence. Europas situation forekommer ikke at være en lykkelig situation. Faldet i selvforsyningen af energi er en alvorlig udfordring for EU. Selv nu importerer vi halvdelen af vores energi fra lande uden for EU, og afhængigheden af import forventes at stige. Ud over at gøre en målrettet indsats for at øge selvforsyningsgraden for energi skal vi have en stærk udenrigspolitik vedrørende energi, en fælles stemme, solidaritet og importsikkerhed.

Det andet centrale spørgsmål er klimaændringer, et globalt fænomen, der har negativ global indvirkning på miljøet, økonomien og samfundet, og som kræver globale løsninger. Unilaterale handlinger fordrejer konkurrencen og forårsager kulstofudsivning. Følgende skal prioriteres højt, når det drejer sig om globalisering: uundgåeligheden af en global ordning for handel med emissioner, tvungen deltagelse i en sådan idé for alle industrialiserede lande og økonomier i vækst og fjernelse af hindringer for markedsadgang for ren teknologi.

For det tredje skal EU altid huske Schumans genialitet, dvs. at i vores succeshistorie vil økonomien blive brugt til at tjene fælles målsætninger, menneskets bedste, fred og stabilitet. Vores kulturelle tradition forpligter os til at efterstræbe en mere human verden, som respekterer menneskerettigheder. Først da kan globalisering være i alles interesse. Først da kan vi forhindre, at verden glider ud af vores hænder.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, hr. fungerende formand Rådet, hr. kommissær! De europæiske borgere møder tilsyneladende det historiske fænomen globalisering med skepsis - mange faktisk med frygt og en fuldstændig negativ holdning. Det skyldes den revolution, der finder sted i den globale økonomi og Europas sociale fabrik. Fordomme, frygt og frem for alt manglende handling og passiv observation af udviklingen er dog ikke en måde at måde den nye verdensorden. Situationen kan ikke vendes tilbage igen. Globalisering er her for at blive, uanset om vi kan lide det eller ej. Den store globale landsby er ved at blive bygget, som formand Barroso sagde.

EU skal beskytte de europæiske interesser. Vi skal derfor involvere os i globaliseringsprocessen på en metodisk, planlagt, kollektiv og dynamisk måde med henblik på at udvikle tilstrækkelige regler for gennemførelsen af det nye verdenssystem. EU skal bevæge sig fremad. Vi skal have de europæiske borgeres og selvfølgelig verdens borgeres velfærd som mål. Som et samfund baseret på principper og værdier skal EU prioritere dets fokus på mennesket og fremme det internationalt. Vi skal konvertere økonomisk konkurrence til ægte kappestrid med henblik på at fremme frihed, demokrati, princippet om lighed, social retfærdighed, respekt for menneskerettigheder, miljøbeskyttelse og fredelig sameksistens mellem nationer og individer. Det er den rolle, som EU kan og skal spille i globaliseringsprocessen.

  Marianne Thyssen (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Det er på høje tid, vi får denne debat. Globaliseringen er en kendsgerning. Hver generation har sine udfordringer, siger man. Vores udfordring består i så fald i at reagere så hensigtsmæssigt som muligt på de nye vilkår, globaliseringen indebærer.

Det er selvsagt ikke den mest hensigtsmæssige reaktion at modsætte sig globaliseringen, selv om der er nogle, der stadigvæk ønsker, vi skal gøre det. De kan vi ikke, og det vil vi ikke. Det ville i øvrigt være særlig kontraproduktivt for Europa, som i allerhøjeste grad er afhængigt af omverdenen, når det gælder råstoffer, energi, afsætningsmarkeder og endog arbejdskraft som følge af befolkningens aldring.

Vi bør derimod reagere ved at følge globaliseringen tæt og give den en mere hensigtsmæssig form. Det forudsætter, at der træffes aftaler og fastsættes standarder på globalt plan. I Europa har vi stor erfaring med indgåelse af aftaler inden for Fællesskabets rammer. Lad os udnytte denne erfaring til i højere grad at markere os på den internationale scene.

Det bør vi gøre med den fornødne selvsikkerhed og inspireret af de værdier, som vi også baserer os på i vores optræden indadtil, og som vi har formuleret så godt i reformtraktaten og i chartret om grundlæggende rettigheder.

Det er et godt tegn, at vi har kunnet fastslå, at Kommissionens arbejds- og lovgivningsprogram for 2008 vil være koncentreret om ønsket om at håndtere globaliseringen på mere hensigtsmæssig måde. Det vidner om, at spørgsmålet tages alvorligt. Globaliseringen var også blandt de emner, der blev drøftet på det uformelle Lissabontopmøde, hvilket er udtryk for, at der er behov for en ny ekstern dimension i forbindelse med Lissabonstrategien.

Som koordinator i vores politiske gruppe, når det gælder Lissabonstrategien, vil jeg gerne understrege, at denne strategi har sat gang i tingene. Vi er snublet og har rejst os igen, og nu kan vi efterhånden se, der sker fremskridt. Den første treårscyklus efter midtvejsevalueringen nærmer sig sin afslutning, og det kan være nødvendigt at foretage en ny justering. Det vil jeg gerne gøre mig til fortaler for. Lad os fokusere mindre på mål, procenter og statistikker og mere på faktiske målsætninger, nemlig innovation, et godt erhvervsklima, konkurrenceevne, vækst og flere og bedre job.

Endelig bør vi arbejde hen imod det endemål, vi forhåbentlig alle er enige om, nemlig gode muligheder for anstændig livskvalitet for så mange som muligt.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Europas evne til tidligere at have håndteret den moderne tid må beundres, men når det handler om globalisering, er vi ikke sikre på, hvordan vi skal finde en passende strategi, der vil sætte Europa i stand til at spille en central rolle. Det første skridt i denne søgning er at forstå, at Lissabonstrategien mangler en ekstern dimension, og at den skal blive en del af en mere kompleks økonomisk og social strategi. Denne strategi skal effektivt identificere konflikten mellem en stærkt reguleret europæisk økonomi og den liberaliserede globale handel og skal give os et værktøj til at minimere denne konflikt, som gør Europa meget mindre konkurrencedygtig.

De to grunde, der berettiger til regulering i et fælles økonomisk område, er retfærdig konkurrence og et højt niveau af forbrugerbeskyttelse. Begge disse undermineres dog i stigende grad af strømmene af billige varer fra tredjelande og efterligninger. Vi står over for skræmmende opgaver, f.eks. kontrol af den gigantiske mængde af importerede varer, der ikke overholder de europæiske sikkerhedsstandarder.

Det centrale element i vores komplekse strategi skal være at fremme konvergensen af reguleringsmekanismer, dvs. at skabe globale regler og standarder, ikke kun tekniske, men også økologiske, sociale og sikkerhedsmæssige regler og standarder. Vi kan fremme denne proces ved konstant at insistere på respekt for menneskerettigheder i tredjelande. Ytringsfrihed vil sætte borgerne i disse lande i stand til at kræve højere leve- og arbejdsstandarder og vil derved bidrage til konvergens fra den anden side.

Vores nye energipolitik giver et godt svar på udfordringen i forbindelse med globalisering og sætter et godt eksempel. Vi skal dog også revidere vores øvrige politikker, som efterfølgende vil indgå i en relevant og kompleks strategi for håndteringen af globaliseringen. Vi skal afskaffe relikter som f.eks. landbrugspolitikken.

Hvis vi fortsat vil være en vigtig aktør på den globale arena, skal vi ikke kun reagere. Vi skal aktivt samarbejde for at fastlægge globale konvergensregler både i og uden for EU. Europa skal ændres i beskedent omfang. Hvis ikke, må vi forvente samme skæbne som den kogte frø: Vandet vil gradvis komme i kog, også vil det være for sent at hoppe ud af gryden.

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Fru formand! Europa er godt forberedt på globaliseringen, sagde Alexander Radwan. Men den nye globalisering har jo stået på i 18 år nu! Og vi glider direkte fra globaliseringsfælden - fra "var" og "blev", denne fortrængning af den brede massevelstand og angrebet på demokratiet - til Europafælden, fordi politikkens syndefald i sin tid var, at det ikke lykkedes at få en fornuftig Nicetraktat. Man udvidede overilet i stedet for at uddybe.

Derfor er problemets kerne i dag bureaukratiet, ødslen med milliarder og - ja - også en forkert politisk rekruttring af eliter i Europa. Det er netop De, hr. kommissær Verheugen, et eksempel på. De ulykkelige personlige angreb på Dem startede, da De forsøgte at få bureaukratiet under kontrol. Nu sidder der en ny, som man forsøger at vippe af pinden, vi får se, hvad han kan stille op med bureaukratiet.

Det kommer ikke til at fungere på den måde! Hvis ikke det lykkes os, vil EU fortsat være politisk handlingslammet, og vi vil ikke kunne klare globaliseringens udfordringer.

  Manuel Lobo Antunes, fungerende formand Rådet. - (PT) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Dette har været en lang og udførlig behandling, og af alle de behandlinger, jeg har deltaget i på formandskabets vegne, har denne haft den længste liste over deltagere og medlemmer, som ville bidrage med deres mening. Dette er tydeligvis et meget aktuelt emne af stor betydning, men lad os ikke lyve for os selv: Det er også et vanskeligt og kontroversielt emne, der har genereret en lang række udtalelser, analyser og bemærkninger. Jeg antager dog, at vi i fællesskab kan konkludere, at globalisering er her for at blive, og at den vil udvikle og manifestere sig på nye måder.

Vi kan ikke vende om, der er ingen vej tilbage, og vi kan ikke ændre historien. Globalisering i sig selv er resultatet af vores rejse mod fremtiden. Hvad vi skal gøre, hvad vi skal analysere, og hvad vi skal beslutte, vedrører naturligvis, hvordan vi skal udnytte og opnå flest fordele ved globalisering, samtidig med at vi reducerer eller eliminerer alle de kendte risici i forbindelse hermed og altid husker - hvilket er meget vigtigt for mig - at globalisering skal tjene mennesket og borgerne og ikke omvendt. Det er ikke menneskeheden, borgerne eller individerne, der skal tjene globaliseringen.

Der er heller ingen tvivl om, at vi i Europa skal udruste vores virksomheder, både store, små og mellemstore, med værktøjer og politikker, som sætter dem i stand til at møde udfordringerne i forbindelse med den økonomiske globalisering, hvis vi fuldt ud skal kunne udnytte det, som globaliseringen kan tilbyde. Vi skal forbedre kvalifikationerne og uddanne de europæiske borgere, og vi skal reformere vores sociale model. Det er ikke et spørgsmål om at reducere eller svække denne model, det er faktisk det modsatte. Vi skal styrke den og tilpasse den, så den kan møde de udfordringer og trusler, der skabes af globaliseringen. På miljøområdet skal det anerkendes, at EU har bevist sin evne til at beskytte miljøet, og EU har bevist sin kapacitet til at føre an og vise vejen ind i fremtiden, som ingen anden regional blok i verden har gjort det. Det viser de forhandlinger, der indledes i Bali i december, tydeligt.

Endelig vil jeg også henvise til den "eksterne dimension" i Lissabonstrategien, som er tæt forbundet med globalisering. Idéen er at opfordre andre, der deler denne vej, disse vanskeligheder og disse udfordringer i forbindelse med globaliseringen, til at dele vores økonomiske, sociale og miljømæssige værdier og principper og naturligvis at tydeliggøre, at globalisering kun vil være til gavn for alle, hvis vi faktisk kan enes om en social, økonomisk og miljømæssig verden, som reelt er reguleret for og til tjeneste for alle. Dette aspekt er fundamentalt. Lad os ikke være naive. Jeg mener, at vi, som jeg har sagt, med solide politikker, solide principper og solide værdier kan opnå det, som er et grundlæggende mål for os: globalisering til tjeneste for menneskeheden.

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionens meddelelse om Europas interesse, som var grundlaget for dagens debat, er kun en slagt impulsreferat. Det er ikke Lissabonplanen for de næste tre år. Det er et dokument, som skulle sætte gang i diskussionen i Det Europæiske Råd og i Europa-Parlamentet, så Kommissionen kan inddrage resultaterne af denne diskussion i de forslag, der skal stilles til den næste Lissaboncyklus. Disse forslag bliver først udarbejdet i december. De foreligger ikke i dag, og derfor tager de medlemmer fejl, som har kritiseret Kommissionen for ikke at have stillet konkrete forslag.

Det var ikke det, det handlede om i dag. I dag handlede det for Kommissionen om at høre, hvad De, de europæiske vælgeres repræsentanter, kunne give Kommissionen med på vejen for formuleringen af disse forslag. Og her vil jeg gerne reagere positivt på meget af det, der er blevet sagt her.

Retningslinjerne vil fortsat være det centrale instrument for den nye Lissabonpakke. Formanden præciserede også, at instrumentet har vist sig at være egnet, og instrumentet som sådan vil vi ikke ændre, men det vil naturligvis blive formuleret således, at vi kan tage højde for de sidste tre års erfaringer og lægge større vægt på de spørgsmål, som er trådt mere i forgrunden i de sidste tre år.

Jeg vil nævne et par eksempler på det. Vi må lægge større vægt på at kombinere emnerne konkurrenceevne, energi og miljø. Det er blevet forlangt flere gange under debatten i dag. Det er helt rigtigt. Det skal være slut med de isolerede politikker. Vi har brug for en fuldt integreret model. Vi må lægge større vægt på at udarbejde konkrete forslag til, hvordan vi skaber den globale konkurrence, som vi jo ønsker, på lige og fair betingelser, altså konkurrenceevnens eksterne dimension. Vi skal lægge langt større vægt på den sociale opfølgning af den strukturelle ændring. Og det fornemmede jeg også var det helt store spørgsmål i debatten i dag på tværs af grupperne. Det er jo også berettiget.

Det vil jeg gerne kommentere. Jeg mener, det er en forkert opfattelse at betragte investeringer i social stabilitet og social sikkerhed som gaver, som velgørenhed. Det er tværtimod også investeringer i den økonomiske ydeevne. For det er jo helt klart, at Europas økonomiske ydeevne bestemmes af, at vi har en højt motiveret, højproduktiv arbejdsstyrke, og det har vi, fordi vi har et højt lønniveau og et højt niveau for social sikkerhed.

Økonomiske og sociale hensyn står ikke i modsætning til hinanden, tværtimod supplerer og forudsætter de to ting gensidigt hinanen, som det er blevet sagt flere gange i dag. Det mener jeg er et meget vigtigt synspunkt. Jeg vil også gerne påpege, at spørgsmålet om arbejdsevne må stilles langt skarpere end hidtil på baggrund af, at vi i stadig flere regioner og sektorer oplever mangel på uddannet og kvalificeret arbejdskraft. Jeg tror, vi er enige langt hen ad vejen.

Jeg vil imidlertid også gerne påpege, at også Kommissionen mener, at den turbulens på de finansielle markeder, som vi har oplevet i den seneste tid, må give anledning til international, multilateral handling. Det kan man ikke bare lade køre, for det er rigtigt, som det er blevet sagt, at der er tale om en indbygget, strukturel defekt i det internationale finansielle system. Det handler ikke om individuelle svigt hos direktørerne, som nu bliver sendt ud i kulden med fratrædelsessummer på mellem 100 og 200 millioner dollars, det handler om en strukturel defekt.

Jeg vil gerne komme med tre ganske korte bemærkninger til den store debat om globaliseringen, der har fundet sted her i dag. For det første er det så svært at finde en fælles europæisk politik i denne debat, fordi der ikke er enighed om, hvad Europas interesse egentlig er. I vores daglige arbejde bliver vi nemlig hele tiden konfronteret med forskellige definitioner på Europas interesse. Alt efter den aktuelle situation er Europas interesse lave priser i supermarkedet i det ene medlemsland eller et højt beskæftigelsesniveau i industrien i et andet land. Og det er modsætning, som ikke lige lader sig løse. Eller et højt beskæftigelsesniveau i stålindustrien i Lüttich - et helt aktuelt eksempel - eller et højt niveau for miljøstandarderne i den europæiske emissionshandel. Vi står hele tiden over for disse konflikter, og der er ikke nogen fælles linje blandt de 27 medlemsstater i spørgsmålet om, hvad der er Europas interesse her.

For det andet kan vi ikke bare sige, at globaliseringen var god, så længe den bestod i, at de rige lande i nord beherskede de fattige lande i syd. Så længe var den god, og nu er globaliseringen dårlig, hvor landene i syd er blevet konkurrenter. Det går ikke. Og det går heller ikke at stille krav om høje økologiske og sociale standarder til de regioner, der er under udvikling, men ikke være indstillet på at ændre sin egen politik.

Jeg hører i dag i Europa, at Kina og Indien må ændre deres økologiske og sociale standarder. Det er jo rigtigt, men kineserne og inderne oplever det som ren europæisk protektionisme, for vi lagde grunden til vores velstand ved at bruge lavere sociale standarder og lavere økologiske standarder, og nu siger vi til de andre, at vi vil beholde det, vi har, men I må ikke få det.

Denne politik, mine damer og herrer, er dømt til at mislykkes. Det kan jeg forsikre Dem. Det eneste,der fungerer, er, at vi må vise disse samfundsøkonomier under udvikling, at der er mulighed for en anden vej. At det er muligt at forvandle den økologiske og sociale udfordring til en økonomisk chance. Derfor økologisk industripolitik.

Dette punkt tror jeg, vi langt hen ad vejen er enige om, og på denne baggrund vil Kommissionen nu arbejde intensivt med at fremlægge forslagene til den næste Lissaboncyklus. De vil så blive behandlet på rådsmødet i marts, så Europa-Parlamentet vil få lejlighed til at sige sin mening om de konkete aktioner og de konkrete forslag før den endelige beslutningstagning i marts næste år.

(Bifald)

  Formanden. - Thank you for the summing-up, Commissioner.

Jeg har modtaget syv beslutningsforslag⁽¹⁾,jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

(Abbreviated in accordance with Rule 142 of the Rules of Procedure)

  Edit Herczog (PSE), skriftlig. - (HU) Fru formand, Rådet, Kommissionen, mine damer og herrer! Den fremadskridende globalisering betyder, at flere og flere lande bliver demokratiske og går over til fri global handel. Det illustrerer som sådan succesen for Europas halve århundrede med fred og demokrati. På den anden side viser den kendsgerning, at nogle lande opnår fordele i den internationale handel ved at bruge illegale instrumenter, at overgangen til forfatningsmæssighed og ikke er perfekt med det samme. Det er netop derfor, at Europas mål fortsæt skal være fremme og styrkelse af demokrati.

Hvor succesrige vi vil være i den globale konkurrence, der skabes i denne forbindelse, afhænger af os. Som forfatter til Parlamentets betænkning om globalisering ved jeg, at vi har erkendt udfordringerne, og nu er tiden inde til handling.

Vi skal huske, at den velstand, vi nyder i dag, også skal nydes af vores børnebørn og på en måde, så andre mennesker i verden i mellemtiden kan udvikle sig på samme måde. Vil de have energi? Vil de have et miljø, man kan leve i? Det er, hvad den europæiske energipolitik og opbygningen af en lavemissionsøkonomi handler om.

Vi skal sikre, at alle mennesker i Europa, uanset deres oprindelse og situation, og alle virksomheder, uanset deres størrelse og hjemsted, kan udvikle deres talenter og deres bedste kompetencer. Det er, hvad lige muligheder, opbygningen af et videnbaseret samfund, innovationspolitik og den nye europæiske politik vedrørende små og mellemstore virksomheder handler om.

Vi skal gå over til den digitale alder, og vi skal sikre e-integration på alle områder og for alle.

Kort sagt: Vi har alle værktøjer, vi skal bare gøre det. Lad os komme i gang!

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Globalisering er en proces, der ikke kan standses, men EU's succes i denne globalisering er ikke givet på forhånd. Det er rigtigt, at Lissabonstrategien, som den har været gennemført indtil videre, ikke er nogen opskrift på succes. Faktisk er det kun en papirstrategi, og allerede halvvejs i 2005 var det tydeligt, at hovedmålsætningen, som var kapløbet mod USA på områderne for konkurrencedygtighed og innovation, ikke var blevet opfyldt.

I mellemtiden er andre udfordringer dukket på i form af den økonomiske offensiv fra Kina, Indien og andre asiatiske lande. Indtil videre har mængden af fornuftige målsætninger skjult, at der ikke er politisk mod til at gennemføre strukturreformer på nationalt niveau, som er det niveau, hvor muligheden for et innovativt og dynamisk Europa afgøres. På grund af denne mangel på mod søger EU efter erstatningsløsninger, f.eks. ved at sætte sin lid til en radikal ændring af fællesskabsbudgettet, hvilket medfører øgede offentlige udgifter til forskning og udvikling. Det er ikke nok, hvis det ikke ledsages af en evne til at påtage sig risici i forbindelse med støtte til innovative virksomheder fra den private finansielle sektor.

En løsning i form af Det Europæiske Teknologiske Institut illustrerer tendensen til institutionelle løsninger, mens Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen viser omfanget af de overdrevne europæiske bekymringer. Det rigtige svar på udfordringen i forbindelse med globalisering er fuld liberalisering af markedet og modig reform af den europæiske sociale model.

  Joseph Muscat (PSE), skriftlig. - For at få succes i denne epoke af globalisering skal EU udvikle en europæisk politik vedrørende direkte udenlandske investeringer.

Vi har brug for en politik, der omhandler:

- indgående direkte udenlandske investeringer, der er direkte investeringer i EU, som kommer fra andre lande i verden

- udgående direkte udenlandske investeringer, der er direkte investeringer i andre lande, som kommer fra EU

- interne direkte udenlandske investeringer, der er direkte investeringer i en EU-medlemsstat, som kommer fra en anden EU-medlemsstat.

Det er korrekt, at vi har elementer af en sådan politik, f.eks. det syvende rammeprogram, som fastlægger betingelserne for at tiltrække investeringer i forskning og udvikling.

Men det er kun én del, om end den er vigtig, af historien.

Fakta og tal viser den store betydning af direkte udenlandske investeringer i den moderne verdensøkonomi og Europas direkte udenlandske investeringer set i forhold til resten af verden.

Disse kendsgerninger viser, at vi har brug for en overordnet FDI-politik for Europa, hvis vi vil lægge reel vægt på Lissabonmålene og høste de maksimale fordele ved FDI for befolkningerne.

  Alexander Stubb (PPE-DE), skriftlig. - I dag finder europæerne det naturligt at rejse med rygsæk i Latinamerika, chatte med venner fra Afrika på internettet og bestille cd'er fra USA. Takket være globaliseringen bliver verden mindre. Især den unge generation betragter Europa som deres have og hele verden som deres hjemby.

Alligevel har termen globalisering en negativ klang. En fælles frygt er, at som følge af globaliseringen vil lande med lave arbejdskraftomkostninger frarøve Europa dets arbejdspladser.

EU spiller en væsentlig rolle, når det drejer sig om at ændre disse holdninger. Og det har EU gjort - ved at vise, at sammen er medlemsstaterne stærke nok til ikke kun at overleve globaliseringen, men at opnå fordele ved den. Som nævnt i erklæringen er Europa verdens største eksportør af varer og tjenester og den andenstørste destination for direkte udenlandske investeringer. Og når vi taler om beskæftigelse: Alene i 2006 blev der samlet skabt 3,5 millioner nye arbejdspladser!

Der er selvfølgelig ting, der skal forbedres: Europas innovationspolitik trænger til forbedring, der kræves global markedsregulering, og forebyggelse af klimaændringer burde ikke kun være Europas problem. Alligevel er jeg, når alt kommer til alt, ikke i tvivl om, at EU vil bestå globaliseringstesten i bedste stil.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

(1) Se protokollen.

3. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

3.1. De regionale følger af jordskælv (afstemning)

Betænkning af Nikolaos Vakalis (A6-0388/2007)

3.2. Den Europæiske Union og humanitær bistand (afstemning)

Betænkning af Thierry Cornillet (A6-0372/2007)

3.3. Fastlæggelse af en ramme for jordbundsbeskyttelse (afstemning)

Betænkning af: Cristina Gutiérrez-Cortines (A6-0410/2007)

3.4. Det Europæiske Udvalg for Forsikring og Arbejdsmarkedsorienterede Pensioner (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0236/2007)

Før afstemningen

  Pervenche Berès (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand! Vi skal stemme om ni betænkninger. I virkeligheden omhandler de første seks betænkninger til dels det samme. Det drejer sig om implementering af den glimrende komitologiaftale, som blev indgået mellem de tre institutioner. Det drejer sig om det praktiske arbejde, som ligger i forlængelse af de langvarige og frugtbare forhandlinger mellem Rådet og Kommissionen, og som kræver plenarforsamlingens støtte.

3.5. Gennemsigtighed i forbindelse med oplysninger om udstedere af værdipapirer (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0418/2007)

3.6. Investeringsselskabers og kreditinstitutters kapitalgrundlag (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0419/2007)

3.7. Adgang til at optage og udøve virksomhed som kreditinstitut (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0420/2007)

3.8. Livsforsikring (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0421/2007)

3.9. Tilsyn med kreditinstitutter, forsikringsselskaber og investeringsselskaber (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0422/2007)

3.10. Insiderhandel og kursmanipulation (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0423/2007)

3.11. Markeder for finansielle instrumenter (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0424/2007)

3.12. Prospekt for værdipapirer (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Pervenche Berès (A6-0425/2007)

3.13. Fællesskabskodeks for personers grænsepassage (Schengen-grænsekodeks) (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Michael Cashman (A6-0289/2007)

3.14. Udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Gyula Hegyi (A6-0292/2007)

Før afstemningen

  Gyula Hegyi (PSE), ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg vil ikke stjæle tiden fra mine kolleger, men da vi ikke har forhandlet om betænkningen på plenarmødet, og vi nu er nået til førstebehandlingen, vil jeg gerne informere Dem om de grundlæggende elementer i den nye lovgivning om GMO'er.

Kompromispakken giver Parlamentet ret til at føre kontrol med udsætning af GMO'er. Parlamentets kontrol betyder gennemsigtighed på dette følsomme område. Eurobarometers meningsmåling om GMO'er viste, at 94 % af borgerne gerne vil have ret til at vælge, 86 % gerne vil vide mere, før de indtager GMO'er, og 71 % ganske enkelt ikke vil have fødevarer, der indeholder genetisk modificerede organismer. Derfor er vores største succes, at Rådet og Kommissionen er gået med til at give Parlamentet beføjelse til at kontrollere gennemførelsen af de mærkningskrav, der gælder for GMO'er.

Jeg vil gerne takke skyggeordførerne, Kommissionen og det portugisiske formandskab. At have større åbenhed omkring genetisk modificerede organismer gør Europa mere demokratisk.

3.15. Markedsføring af biocidholdige produkter (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af: Åsa Westlund (A6-0344/2007)

3.16. Lovpligtig revision af årsregnskaber og konsoliderede regnskaber (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Bert Doorn (A6-0374/2007)

3.17. Internationale regnskabsstandarder (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af Manuel Medina Ortega (A6-0370/2007)

3.18. Forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme (Kommissionens gennemførelsesbeføjelser) (afstemning)

Betænkning af: Philip Bradbourn (A6-0225/2007)

3.19. benzylpiperazin (BZP) (afstemning)

Betænkning af Jean-Marie Cavada (A6-0417/2007)

3.20. Internationale regnskabsstandarder (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0437/2007)

3.21. Anvendelse af internationale anerkendte regnskabsstandarder (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0438/2007)

3.22. Topmøde EU-Rusland (afstemning)

Fælles beslutningsforslag: Topmøde EU-Rusland (RC-B6-0434/2007)

Før afstemningen

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at vi efter at have forhandlet om kompromisudgaven af denne beslutning havde præcis 16 minutter til at stille ændringsforslag og gennemgå resultatet af vores arbejde. Jeg vil mene, at dette underminerer alle Parlamentets medlemmers og alle dets politiske gruppers ret til uhindret at udøve indflydelse på ordlyden af vores beslutninger, bl.a. ved at stille ændringsforslag.

Jeg vil gerne bede Dem sørge for, at en sådan situation ikke får lov at forekomme igen.

Før afstemningen on ændringsforslag 1

  Ria Oomen-Ruijten, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne anmode om, at punkt 6 ændres på følgende vis. Det vil kræve delt afstemning. Den førte sætning bør affattes som følger:

(EN) "understreger, at situationen i Tjetjenien fortsat er et stridspunkt i forholdet mellem EU og Rusland"

(NL) i stedet for den nuværende tekst. Ordføreren har erklæret sig enig heri.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om punkt 23

  Ria Oomen-Ruijten, for PPE-DE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Vi bør lade realiteterne tale for sig selv, og topmødet må så udtale sig om overflyvningerne. Det er ikke sket. Vi anmoder derfor om, at tekstens henvisning hertil erstattes med en henvisning til næste topmøde.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag.)

Før afstemningen om betragtning O

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi taler om fastlåste konflikter. Vi nævner to konflikter - Abkhasien og Sydossetien - men på vegne af min gruppe vil jeg gerne tilføje "som f.eks. Transnistrien" efter "fastlåste konflikter", så Transnistrien også nævnes i betragtning O.

  Marianne Mikko, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Hr. Swoboda har allerede informeret Dem om vores ændringsforslag, som vedrørte Transnistrien.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

3.23. Resultatet af arbejdet i Udvalget for Andragender (2006) (afstemning)

Betænkning af Carlos José Iturgaiz Angulo (A6-0392/2007)

  Formanden. - Afstemningen er afsluttet.

4. De politiske gruppers sammensætning

  Formanden. − Jeg har i dag modtaget breve fra Daniela Buruiană-Aprodu og Cristian Stănescu, hvori de meddeler deres beslutning om at forlade ITS-Gruppen. Parlamentet tager denne beslutning til efterretning med virkning pr. i dag, den 14. november 2007.

Når dette sammenholdes med de meddelelser, der allerede er givet i denne uge om tre medlemmer, som forlod gruppen, må jeg konkludere, at antallet af medlemmer af ITS-Gruppen nu er faldet til under de 20 medlemmer, der som minimum kræves for at kunne danne en politisk gruppe i henhold til artikel 29, stk. 2.

(Kraftigt bifald)

Parlamentet tager derfor til efterretning, at ITS-Gruppen ikke længere opfylder forretningsordenens betingelser for dannelse af en gruppe. Som følge heraf ophører gruppen med at eksistere med virkning fra tidspunktet for denne bekendtgørelse.

(Bifald)

  Hans-Peter Martin (NI). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at under den meddelelse, som De netop kom med, da jeg som mange andre medlemmer klappede, gjorde hr. Le Pen følgende håndbevægelse direkte til mig, med betydningen "fuck you". Jeg vil bede Dem kontrollere det på videooptagelsen. Jeg mener, det er et punkt, hvor der virkelig må drages konsekvenser. Jeg synes det er uhyrligt, at et menneske opfører sig ligefrem voldeligt over for mig på den måde.

  Formanden. − Tak, hr. Martin. Jeg så det ikke selv, men jeg tager Deres bemærkning til efterretning.

5. Stemmeforklaringer

Betænkning af Vakalis (A6-0388/2007)

  Den Dover (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De Konservative har støttet Vakalis-betænkningen, men har alvorlige forbehold med hensyn til afsnit 16 og 17. Vi mener, at både forebyggelses- og beredskabsressourcer i forhold til jordskælv bør koncentreres om medlemsstaternes ressourcer, og støtter ikke "etablering af en europæisk civil beredskabsstyrke".

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg går ind for denne betænkning om jordskælvs regionale virkninger. Som geolog og oceanograf - faktisk handlede mit speciale om den seismiske aktivitet ved Den Midtatlantiske Ryg fra 12 ° nord til 20 ° syd - er jeg udmærket klar over, at Det Forenede Kongerige næsten er immunt. Ifølge optegnelser i Det Forenede Kongerige er kun én person død på grund af jordskælv, og det var midt i 1600-tallet. Men andre steder i Europa forholder det sig ganske anderledes - fra Lissabon til Sarajevo er tusindvis af mennesker døde, og der er sket voldsomme ødelæggelser gennem århundrederne.

En del af min egen valgkreds, Gloucestershire, blev i juli hærget af oversvømmelser. Det betød skader for milliarder af euro på veje og jernbaner, hospitaler og skoler, vandrensningsanlæg og kraftværker. Sandsynligvis får vi hjælp fra Den Europæiske Unions Solidaritetsfond. Jeg håber ikke, det bliver nødvendigt, men hvis det gør, må Europa vise sig parat til at hjælpe lande, regioner og samfund, som rammes af jordskælv.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Som det er blevet nævnt, afgrænses hele det sydlige Europa af kanten af to tektoniske plader, som krydser Middelhavet og fortsætter gennem Atlanterhavet via nogle af øerne i Azorerne, hvilket betyder, at jordskælv er en af de hyppigste naturkatastrofer i denne region.

Denne betænkning fra Europa-Parlamentet indeholder en række bekymringer og forslag, som vi sætter pris på - især når den anerkender, at de regionerne i den yderste periferi rammes regelmæssigt af disse fænomener, eller når den påpeger behovet for bl.a. at støtte nationale tiltag med henblik på forebyggelse, reaktion og udbedring af skader, oplysning af offentligheden, videnskabelig forskning, civilbeskyttelse og solidaritet på fællesskabsplan.

Hvad angår koordinering, foreslår betænkningen samarbejde mellem medlemsstaterne indbydres og mellem medlemsstaterne og tredjelande med henblik på at gennemføre de nævnte foranstaltninger. Men selv om betænkningen støtter oprettelsen af en "europæisk civil beredskabsstyrke" som et "centraliseret instrument til forebyggelse og styring" - en politik, vi er uenig i - erklærer den, at en sådan styrke "kun er hensigtsmæssig på grundlag af en forbedret national civilbeskyttelse og forbedrede instrumenter til koordinering mellem medlemsstaterne", hvilket efter vores opfattelse rejser spørgsmålet igen og stiller det, sådan som det faktisk bør stilles.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. − (PL) Vores kollega hr. Cornillet har præsenteret os for en meget grundig betænkning, som anfører, at jordskælv har en negativ indvirkning på den sociale og økonomiske samhørighed i regionerne.

Vi bør huske, at der også ofte finder voldsomme jordskælv sted i EU's lande og regioner, især i det sydlige Europa og ved Middelhavet. Derfor er vi nødt til at sørge for at have de nødvendige forebyggelses- og beredskabsressourcer på plads, når en sådan katastrofe indtræffer.

Det er vigtigt at igangsætte samfundsoplysnings- og informationskampagner i hele EU og at sørge for oplysning og uddannelse af personalet hos de relevante tekniske myndigheder i medlemsstaterne, herunder på regionalt og lokalt niveau, og af alle de specialister, der har med jordskælv at gøre. Endvidere må vi være opmærksomme på den rolle, mange nationale, regionale og lokale myndigheder skal spille, og sikre, at der foreligger instruktioner om effektiv beskyttelse af afgørende infrastruktur så som adgang til telekommunikationsinfrastruktur, elektricitet, hospitaler, broer, havne, lufthavne osv.

I fremtiden bør samhørighedspolitikken omhyggeligt tage hensyn til jordskælvsskader, og i forbindelse med det nye finansielle instrument til beskyttelse af befolkningen bør dette tages i betragtning.

Jeg mener også, at spørgsmålene om koordineringen af, samarbejdet om og fleksibiliteten i de aktiviteter, som finder sted på fællesskabsplan såvel som på nationalt, regionalt og lokalt plan, bør tages med i debatten, da disse skaber betydelige problemer, når naturkatastrofer skal håndteres.

Betænkning af Cornillet (A6-0372/2007)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! I dag har vi stemt for beslutningen om en europæisk konsensus om humanitær bistand udfærdiget med udgangspunkt i betænkningen af hr. Cornillet. Jeg vil gerne takke ordføreren og endnu en gang bekræfte min billigelse af dette vigtige dokument.

Vi er godt klar over, at EU - og her tænker jeg på Kommissionen og medlemsstaterne - er den førende donor af humanitær bistand. EU's bidrag i 2006 beløb sig kun til 2 milliarder euro. Jeg er helt enig i, at EU bør beslutte, hvor den nye grænse for omfanget af den humanitære bistand skal gå. På den anden side er EU nødt til at definere sin position i lyset af de nye internationale initiativer og gennemførelsen af den reform, FN har sat i gang. Som medlem af Budgetudvalget vil jeg gerne gøre opmærksom på det tredje problem, EU er nødt til at løse, nemlig at forbedre koordineringen af Fællesskabets og medlemsstaternes ressourcer med henblik på at gøre dem let tilgængelige for ofrene for humanitære katastrofer.

Jeg håber, Parlamentets konkrete og præcise holdning vil gøre det lettere at nå vores fælles mål og være en hjælp til at opnå konsensus i spørgsmålet om humanitær bistand.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Det glæder mig at høre, at der er europæisk konsensus om humanitær bistand. Intet fornuftigt tænkende menneske kan naturligvis være imod bistand til lande, som virkelig har behov for den. Men lad os også være ærlige og indrømme, at der tydeligvis ikke er europæisk konsensus om en adfærdskodeks i forhold til diktatorer.

Det Forenede Kongerige agter at boykotte EU-Afrika-topmødet, hvis Robert Mugabe deltager, hvilket imidlertid simpelthen ignoreres af de øvrige medlemsstater. Og humanitære tragedier opstår som bekendt ofte i kølvandet på krige eller et forbryderisk styre, sådan som det er tilfældet i Zimbabwe. Sandheden er, at Afrika er skueplads for blodige konflikter, og at afrikanerne bruger flere midler på våben, end de modtager i udviklingsbistand.

Det er også en kendsgerning, at stater, der er demokratisk opbygget, og hvor herskerne og regeringen således ikke står over loven, næsten aldrig fører krig mod hinanden. Kan diktatorer som Mugabe deltage i et europæisk topmøde, underminerer det fuldstændig Europas troværdighed, hvad angår menneskerettigheder og demokrati. Jeg har på baggrund af denne ambivalens valgt hverken at stemme for eller imod hr. Cornillets betænkning.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Skønt vi støtter forskellige aspekter af den humanitære bistand, som fremhæves i betænkningen, kan vi ikke bakke op om en "konsensus" om EU's principper, mål og strategier for ydelse af humanitær bistand i tredjelande, hvorigennem man opfordrer til at tale om "retten eller nærmere pligten til at gribe ind i tilfælde af alvorlig overtrædelse af den humanitære folkeret og/eller menneskerettighederne" og mener, at "tvangsforanstaltninger, herunder militær indgriben, kun må anvendes som en sidste udvej". Vi kender godt resultatet af den slags "de gode intentioners politik", f.eks. USA's og dets allieredes aggression og militære besættelse af Irak og de hundredtusinde, som er døde på grund af den.

Som det før er blevet sagt, dækker såkaldte "humanitære interventioner" meget ofte over helt andre dagsordener, hvor stormagter og multinationale selskaber udnytter og manipulerer med begrebet alt efter deres egne interesser og skrupelløse kalkuler og derved sætter spørgsmålstegn ved folkerettens grundprincipper.

Vi mener, at de alvorlige problemer, som berører millioner af mennesker, kun kan løses gennem - bl.a. - respekt for alle folks og alle landes suverænitet, en fredelig løsning af internationale konflikter, imødekommelse af de økonomisk mest fattige landes uopsættelige behov på grundlag af venskab og solidaritet og gennem effektiv udvikling af disse lande.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. − (PL) Ordfører Thierry Cornillet betoner med rette behovet for, at Fællesskabet og medlemsstaterne sætter debatten om politiske strategier for humanitære operationer på dagsordenen også i det relevante forum i Rådet ved at nedsætte en ny specifik arbejdsgruppe. Nedsættelsen af en sådan gruppe (f.eks. et COHUMA, dvs. Rådets arbejdsgruppe om humanitær bistand) ville gøre det lettere at udvikle sammenhængende metoder, som kunne sikre hurtig og systematisk handling på dette område.

Det var også helt korrekt at påpege, at naturkatastrofer forekommer stadigt oftere, og at deres eftervirkninger bliver stadigt større, hvilket betyder, at det er nødvendigt at styrke indsatsen.

Af disse grunde er jeg enig i forslaget om, at EU bør øge sine beredskabsressourcer. Evnen til at reagere hurtigt og effektivt vil være en naturlig følge af forbedret koordinering og forbedrede tidlige varslingsmekanismer samt forråd af passende materiel og reserver på internationalt plan.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Det kan ofte være meget vanskeligt at yde humanitær hjælp på grund af forholdene eller sikkerhedsproblemer. Derfor er det vigtigt, at hjælpeaktionerne bliver koordineret effektivt. Disse bestræbelser må imidlertid under ingen omstændigheder misbruges til at puste EU-institutioner yderligere op, og hverken et EU-civilberedskabsagentur eller en EU-interventionsstyrke kan yde effektiv beskyttelse mod naturkatastrofer.

Man skal også være opmærksom på Revisionsrettens kritik fra i går af en "betydelig fejlrate" også i forbindelse med de 5,2 milliarder euro, som EU har brugt til fødevarehjælp, humanitær hjælp og støtte til ngo'er. Da den foreliggende betænkning efter min mening ikke kan sikre alt dette, har jeg stemt imod den.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Som ivrig tilhænger af humanitære bistandsprojekter, der er rettidige, ordentligt målrettede og har effektiv adgang til de nødvendige ressourcer, stemte jeg for betænkningen om humanitær bistand.

Men jeg har alvorlige indvendinger mod nogle af de anvendte formuleringer. Det er uheldigt, at der henvises til den såkaldte reformtraktat - den genoplivede EU-forfatning - som jeg grundlæggende er imod. Det er urealistisk at tro, at humanitær bistand kan være uafhængig af alle politiske hensyn; betænkningen er i sig selv et meget politisk dokument, som fremmer EU's dagsorden.

Hvordan man end vender og drejer det, så er prioriteringer, bistandens omfang og levering af bistanden på en sådan måde, at man forsøger at undgå, at den falder i kløerne på afskyelige regimer, alt sammen politiske spørgsmål. Rent bortset fra, at der kunne fremføres mange andre indvendinger mod EU's indblanding i militære anliggender, er det også noget, som fjerner opmærksomheden fra et klart fokus på humanitær bistand. EU er ikke den eneste humanitære aktør. EU bør derfor koncentrere sig om at kvalificere medlemsstaternes humanitære indsats ved hjælp af forbedret indsatskoordinering i bestemte områder og ved at sikre, at der bliver holdt styr på EU's ressourcer, og at deres effekt evalueres.

Betænkning af Gutiérrez-Cortines (A6-0410/2007)

  Hans-Peter Mayer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg betragter dette direktiv om jordbundsbeskyttelse som en alvorlig fejl, som truer det europæiske landbrugs konkurrenceevne og fødevareforsyningen i Europa. Hvordan opfatter de mennesker, ´som går ind for dette direktiv, egentlig vores landmænd? Det skal jeg sige Dem: De tror, at vi er nødt til at have et enormt bureaukratisk direktiv, at registrere 420 millioner ha jord, at true med horrible bøder og etablere jordbundsbeskyttelsesområder for at få landmændene til at behandle jorden omhyggeligt.

Jeg kan imidlertid fortælle Dem, at det er et helt forkert billede. Jorden er enhver landmands mest værdifulde ressource. En landmand, som ikke behandler sin jord ordentligt, er ikke landmand ret længe. I EU har vi overvejende velplejet jord, bevaringsværdig jord, som vores landmænd har plejet. Jeg betragter direktivet som et eksempel på praksisfjernt bureaukrati, og jeg håber, at vi snart kan rette denne fejl, før vores landmænd tager alvorligt skade.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Som MDF's repræsentant i Europa-Parlamentet har jeg stemt ja til etableringen af EU-direktivet om jordbundsbeskyttelse, fordi jeg er overbevist om, at det er nødvendigt. Hvis vi ikke har en vis mængde jord af god kvalitet, vil også det europæiske landbrug være i knibe. Hvis denne lovgivning gennemføres, er jeg sikker på, at vi vil få mulighed for med EU-midler i ryggen at arbejde på at rense jordbunden for forurening og beskytte dens kvalitet.

Men her vil jeg gerne gøre medlemsstaterne opmærksomme på, at dette kun er muligt, hvis medlemsstaterne også tager deres ansvar alvorligt. I f.eks. mit hjemland når man typisk ikke længere end til at udarbejde planer - gennemførelsen trækker i langdrag. Der eksisterer et nationalt afhjælpningsprogram i Ungarn, men der er ikke et ord om konsekvent gennemførelse af det. Regeringen garanterer ikke de nødvendige ressourcer. Der er afsat 18 millioner euro i budgettet, hvilket er latterligt sammenlignet med problemets størrelse. Med den hastighed ville det tage os mere end 220 år at blive færdige med at fjerne den jordforurening, vi kender til i dag. Lad os tage det her lidt mere alvorligt!

  Anja Weisgerber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt for at forkaste Kommissionens forslag. Forslaget krænker subsidiaritetsprincippet. Jord har ingen grænseoverskridende aspekter, og derfor kan medlemsstaterne regulere dette område lige så godt eller bedre end det europæiske niveau. I mange lande har man allerede lovgivning om beskyttelse af jordbunden. Det tager Kommissionens forslag ikke tilstrækkeligt hensyn til.

I den endelige afstemning stemte jeg imod betænkningen og imod de fleste kompromiser. Jeg mener ganske vist, at den betænkning, som Parlamentet har vedtaget, er en forbedring af Kommissionens forslag. Der er f.eks. sket forbedringer i udpegningen af potentielt forurenede lokaliteter. Her har vi større fleksibilitet i forbindelse med kriterierne i bilag II. Men generelt er der stadig mange bestemmelser tilbage, som gør dette direktiv til en besværlig bureaukratisk og dyr konstruktion.

Det er positivt, at kriterierne i bilag I i det mindste ikke er obligatoriske længere. Det er også positivt, at direktivet anerkender de særlige forhold i forbindelse med anvendelse af jorden til landbrugsformål. De negative punkter er imidlertid i overtal. F.eks. skulle vi have præciseret tydeligere med hensyn til finansieringen, at direktivet om jordbundsbeskyttelse ikke påvirker EU's budget, og at der ikke oprettes nye fonde til gennemførelse af direktivet. Det er kun allerede eksisterende støttemuligheder, der fortsat skal benyttes.

Af disse grunde har jeg stemt imod direktivet, og jeg håber, at Rådet nu vil korrigere dette direktiv.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! For nogen tid siden bad Parlamentet Kommissionen om et direktiv om jordbundsbeskyttelse. Kommissær Dimas gav os det fem år senere. Vi har ikke længere brug for det, og dét er ikke nogen hemmelighed. Vi har andre beskyttelsesdirektiver, som omhandler specifikke grænseoverskridende problemer relateret til jordbunden. Kommissionen ignorerer, at mange lande - bl.a. Tjekkiet - har gennemført deres egen lovgivning med velfungerende systemer til at beskytte jordbunden mod yderligere erosion og forringelse. Det, visse lande (heriblandt Flandern) har brug for, er en fælles strategi og en bedre koordinering.

Takket være ordførernes enorme indsats har Parlamentet kunnet stemme for det omarbejdede direktiv, som formodentlig ikke vil gøre så megen skade, eftersom det i det mindste vil gøre det muligt at bevare den nationale lovgivning i de lande, hvor en sådan allerede eksisterer. I sin præsentation i går udviste kommissæren ingen forståelse for den fornuftige løsning, ordføreren omhyggeligt havde forhandlet igennem i Parlamentet. Når kommissæren ikke er lydhør over for det, Parlamentet prøver at fortælle ham, bidrager han blot til at få begravet sit eget direktiv. Han så godt som bad mig stemme imod hans betænkning. Jeg gætter på, Rådet vil optræde omtrent på samme måde.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg er overbevist om, at de paragraffer, vi har godkendt, er helt nødvendige, og at de vil medvirke til at forbedre miljøets tilstand og også folks helbred. Jordbunden er en begrænset og ikkevedvarende naturressource. Den fortjener særlig beskyttelse på grund af dens sociale, økonomiske, økologiske og kulturelle funktioner.

Jeg deler den opfattelse, at jordbundsbeskyttelse bør være genstand for lovgivning på fællesskabsplan, for at der kan sikres et minimumsbeskyttelsesniveau i alle EU's medlemsstater.

Jeg er meget positivt indstillet over for forslaget om at etablere offentligt tilgængelige nationale opgørelser over forurenede områder. Der bør udarbejdes en opgørelse over områder, hvor jordbunden kan være blevet forurenet. Ud fra princippet om at hjælpe bør der ydes bistand til EU-medlemsstaterne, så de kan gøre forurenet jord egnet til opdyrkning igen og få fjernet farlige stoffer i den.

Indførelsen af en god lovgivning, som begrænser forringelse af jordbunden og sikrer bæredygtig udnyttelse af den, mens den samtidig medfører, at områder med forringet jordbund retableres som dyrkbar landbrugsjord, vil utvivlsomt være et skridt fremad for beskyttelsen af naturens ressourcer.

Jeg mener også, det er særlig vigtigt at harmonisere medlemsstaternes lovgivning om jordbundsbeskyttelse.

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Alle de østrigske PPE-medlemmer går ind for en ambitiøs jordbundsbeskyttelse, men det skal ske på det rigtige politiske niveau. Vi betragter forslaget og betænkningen som en klar overtrædelse af subsidiaritetsprincippet, og derfor har vi stemt imod mange ændringsforslag og også imod hele betænkningen.

Trods det fremragende arbejde, som ordføreren fru Gutiérrez har udført, hvor hun har trukket mange gifttænder ud af forslaget, så mener vi, at denne betænkning går langt ud over det, der hører hjemme på EU-niveau. Medlemsstaterne skal imidlertid opfordres til at være meget aktive på dette felt, for det grundlaget for enhver økonomisk og landbrugsmæssig aktivitet. Det skal også nævnes, at det er medlemsstaterne, der har ansvaret for at finansiere de pågældende programmer.

  Albert Deß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt imod direktivet om jordbundsbeskyttelse, fordi jeg synes, det er utroværdigt, at vi hver eneste dag taler om at fjerne bureaukrati, hvorefter vi med dette direktiv skaber et nyt bureaukratisk monster. I modsætning til luft og vand er jord ikke noget grænseoverskridende problem, men et nationalt anliggende. Dette direktiv er helt overflødigt. Kommissionen og kommissionsformand Barroso burde have trukket direktivet tilbage. Kommissionsformand Barroso taler i blomstrende vendinger om at fjerne bureaukratiet, men han handler ikke efter det. I min hjemegn kalder man den slags for varm luft. Jeg har dyrket min jord i 46 år. Min jord giver i dag et større udbytte, end den gjorde for 46 år siden. Jeg kunne godt gå ind for en europæisk jordbundsbeskyttelsesforordning, men det skulle være en jordbeskyttelsesforordning, som beskyttede min jord mod europæisk bureaukrati.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg stemte for direktivet. Gennemførelsen af direktivets bestemmelser vil muliggøre økonomisk udnyttelse af områder, hvor jordbunden er forringet, samtidig med at ubebygget land beskyttes mod industriel og kommerciel udnyttelse. Dette direktiv vil også gøre det muligt at klassificere jorden ud fra en vurdering af dens kapacitet til plante- og dyreproduktion, idet der lægges særlig vægt på produktion af fødevarer af høj kvalitet.

Jeg vil gerne understrege vigtigheden af at udarbejde en europæisk strategi for, hvordan vi opdager og løser problemer, der har med forringelse af jordbunden at gøre. Den betragtelige mangfoldighed af forskellige jordtyper betyder, at der - uafhængigt af de foranstaltninger, der træffes i de enkelte lande - er behov for en europæisk strategi. Denne strategi bør baseres på forebyggelse og øget bevidsthed om behovet for jordbundsbeskyttelse og på en beskrivelse af de risikofaktorer, der er til stede, for at dette problem kan løses på europæisk plan.

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh og Inger Segelström (PSE), skriftlig. − (SV) Vi har valgt at stemme for betænkningen, selv om adskillige EU-lande allerede har en fuldt ud gennemført lovgivning om jordbundsbeskyttelse.

Vi støttede ændringsforslag 106, 107, 108 og 110, som lyder:

"Medlemsstater, der allerede har gennemført specifik national lovgivning om beskyttelse af jordbunden, fritages for forpligtelserne i medfør af denne artikel, forudsat at deres lovgivning mindst sikrer et tilsvarende beskyttelsesniveau."

Selv om direktivet kan betragtes som overflødigt i visse medlemsstater, håber vi, det kan medføre en forbedring i de mange medlemsstater, der på nuværende tidspunkt mangler en fungerende lovgivning om jordbeskyttelse.

Vi håber også, at de medlemsstater, der har en fungerende lovgivning på dette område, vil samarbejde med Parlamentet under de fortsatte forhandlinger for at sikre, at direktivet ikke medfører unødvendigt administrativt dobbeltarbejde for dem, når det træder i kraft.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM), skriftlig. − Kulstoflagring har stor betydning for reduktion af klimagasser. Rovdrift på jorden, hvor kulstof brænder af, er en stor belastning. Det er derfor et spørgsmål, hvor en international indsats er nødvendig.

Derfor støtter JuniBevægelsen, at EU behandler jordbeskyttelse i medlemslandene.

Det er meget positivt, at Europa-Parlamentet har tilsluttet sig, at man skal undersøge muligheden for at bruge "forureneren betaler"-princippet med artikel 22, og at man vil vurdere arealanvendelsen med artikel 28, fordi det har stor betydning for kulstofbindingen. Begge forslag er på Jens-Peter Bondes initiativ.

  Avril Doyle (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Efter moden overvejelse stemte jeg for Gutiérrez-Cortines-betænkningen, da jeg vurderer, at hun i sin tekst har omarbejdet forslaget væsentligt. Hun genindsætter subsidiaritetsprincippet, fjerner forpligtelser, der blot ville føre til dobbeltarbejde, og indfører en frivillig adfærdskodeks for landbruget uden at indføre flere bureaukratiske regler. Teksten anerkender også, med meget god grund, landmændenes vigtige rolle som jordbundens vogtere.

Det er vigtigt, at forslaget både beskytter tørvemoseområder som truede værdifulde leveområder og samtidig muliggør en passende udvinding af tørv som råmateriale. Det er ikke entydigt, om ændringsforslag 36 i Gutiérrez-Cortines-betænkningen (om ændringen af listen over funktioner i artikel 1) muliggør dette, og jeg beder derfor indtrængende Kommissionen og/eller Rådet afklare dette i deres overvejelser.

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. − (PT) Jeg stemte ja til Gutiérrez-Cortines-betænkningen om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om rammebestemmelser om beskyttelse af jordbunden og om ændring af direktiv 2004/35/EF, fordi jeg betragter jordbunden som en uundværlig ressource, som må beskyttes for at afbøde følgerne af klimaændringer og sikre, at fremtidige generationers livsudfoldelse kan finde sted i et sikkert og sundt miljø.

Jeg tror, dette forslag bidrager til en effektiv beskyttelse af jordbunden, fordi det definerer de mål, der ikke eksisterer nogen lovgivning om på fællesskabsplan og/eller nationalt. Afhængigt af deres specifikke situation vil medlemsstaterne dog i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet selv skulle tage stilling til, hvilke foranstaltninger de vil prioritere.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Vi forstår betydningen af at beskytte jordbunden, først og fremmest for landbruget, som vil skulle producere flere fødevarer og får brug for mere vand. At beskytte jordbunden er derfor afgørende for at sikre fødevareproduktionen og tilstrækkelige mængder rent vand til de kommende generationer, eftersom jorden har en social funktion, som ingen privatinteresser bør få lov at true.

Jordbunden er platform for menneskelige aktiviteter, herunder byer og infrastruktur, men også for natur og landskaber. At beskytte den er derfor afgørende for bevaringen af vores kulturarv og naturressourcer.

Men Kommissionens forslag er ikke særlig hensigtsmæssigt - det er snæversynet, stiller urimelige krav og tager ikke i tilstrækkelig grad hensyn til landbruget.

Parlamentet har ændret det væsentligt med forslag, som støtter subsidiaritetsprincippet, anerkender landbrugets betydning og erklærer, at "hver enkelt medlemsstat træffer beslutninger om sin egen landbrugspolitiks forhold til jordbunden på baggrund af sit klima, sin jordbunds egenskaber (...)", og anerkender de forskellige tilgange til jordbundsbeskyttelse.

Alligevel er der bibeholdt mange elementer, vi er forbeholdne over for. Derfor undlod vi at stemme.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Efter min opfattelse er det ekstremt vigtigt, at vi får et rammedirektiv om jordbundsbeskyttelse, fordi jordbunden er en ikkevedvarende ressource, som leverer ydelser, som er af central betydning for menneskelige aktiviteter og for økosystemernes overlevelse - især nu hvor spørgsmålet om klimaforandringer skaber stadigt større bekymring, og der endnu ikke eksisterer nogen specifik EU-lovgivning om jordbundsbeskyttelse.

Derfor støtter jeg Gutiérrez-Cortines-betænkningen og stemmer imod alle de ændringsforslag, der sigter på at forkaste Kommissionens forslag eller svække betænkningen i væsentlig grad.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE), skriftlig. − (PL) Det foreslåede rammedirektiv grundfæster jordbundsbeskyttelsespolitiske lovgivningsløsninger, som foreligger i fragmentarisk form i anden lovgivning om affaldshåndtering, brug af pesticider og miljøbeskyttelse. Dokumentet foreslår ikke alene foranstaltninger til beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af jorden med henblik på at forhindre, at den forringes af klimaforandringer, men også foranstaltninger til rensning af jord, som allerede er forringet.

Rammedirektivet er først og fremmest et redskab, som vil gøre det muligt at tage højde for jordbundens forskellighed i de enkelte EU-medlemsstater, og som vil sikre fleksibilitet i gennemførelsen. I nogle af medlemsstaterne opfyldes målene allerede - omend i forskellig grad - på basis af national lovgivning. På den anden side er direktivet en glimrende anledning for de lande, der endnu ikke har nogen jordbundsbeskyttelseslovgivning.

I denne henseende ville beslutningen om at indføre en definition af forurenede arealer, tror jeg, være ganske væsentlig, og ligeledes EU-landenes pligt til at udarbejde nationale lister over sådanne arealer - lister, som ville være tilgængelige for offentligheden og blive opdateret hvert femte år. Også passagerne om pligten til at udarbejde en oprydningsstrategi indeholdende mål for oprydningsforanstaltningerne, sørge for en finansieringsmekanisme og kortlægge prioriterede områder, som kræver særlig beskyttelse mod erosion, tilsaltning eller forsuring, i løbet af en periode på syv år fra indførelsen af dette direktiv er meget opmuntrende.

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) De geologiske og klimatiske vilkår inden for EU varierer meget fra det ene medlemsland til det andet og undertiden endog inden for et og samme land. Der findes hen ved 300 forskellige jordbundstyper. Ikke desto mindre fastholder Kommissionen, at jordbundsudnyttelsen skal ensrettes i Europa, og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed ønsker at skærpe denne kurs yderligere. Jeg går ind for subsidiaritet og er imod overregulering. Jeg har derfor stemt imod denne ufordøjelige og overflødige betænkning.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. − (SV) Der er ikke brug for et rammedirektiv om jordbundsbeskyttelse. Jordbundsforholdene i medlemsstaterne er forskellige. De problemfelter, direktivet beskæftiger sig med, er af national art og kan derfor bedst håndteres på nationalt plan. Den jordbundsbeskyttelse, der er brug for, reguleres allerede af eksisterende lovgivning i EU og de enkelte lande.

Forslaget vil kun føre til øget bureaukrati og mere komplicerede regler for de involverede. Detaljerede bestemmelser og opfordringer er en typisk EU-idé, som fører til øgede omkostninger og irritation over EU-maskineriet. I Sverige er vi nogle, der tvivler på, at direktivet er foreneligt med EU's bestræbelser på at forenkle lovgivningen, og vil have Sveriges Rigsdag til at undersøge forslaget i henhold til subsidiaritetsprincippet.

Derfor har vi af principielle grunde valgt at forkaste forslaget i dets helhed.

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. − (EN) Ændringsforslag 112: Jeg forkaster Kommissionens forslag, da et rammedirektiv om jordbundsbeskyttelse blot ville betyde mere bureaukrati og dobbeltlovgivning uden at medføre nogen yderligere forbedringer af jordbundsbeskyttelsen. Der er gennemført en lang række foranstaltninger i kraft af reformen af den fælles landbrugspolitik og reformen af miljølovgivningen, som vil være til gavn for jordbundsbeskyttelsen.

  Christa Klaß (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jorden hører til de livsvigtige ressourcer. Som et endeligt gode er den yderst vigtig for biodiversiteten, som råstofkilde og til lagring og filtrering af næringsstoffer og vand. Men jorden er ikke noget grænseoverskridende gode, og det kan EU ikke ændre på. Det er grundejernes helt basale interesse at beskytte jorden, og dermed er det medlemsstaternes ansvar. Denne anvendelse af subsidiaritetsprincippet skal også være sikret fremover.

Der er ingen begrundelse for at ignorere alle eksisterende europæiske bestemmelser og landmændenes engagement hidtil og udstede nye regler parallelt til de europæiske direktiver, nationale bestemmelser og cross complianceregler, som direkte eller indirekte omhandler jordbundsbeskyttelse. Blandt de mange jordbundsrelevante direktiver og forordninger, som EU har udstedt, findes f.eks. nitratdirektivet, vandrammedirektivet, emissionsdirektivet og plantebeskyttelsesdirektivet.

Det bureaukratiske arbejde, som det giver for medlemsstaterne og for branchen, står i skærende kontrast til de fælles afbureaukratiseringsbestræbelser. Desuden griber direktivets forsigtighedsforanstaltninger ind i alle relevante retsområder i landbruget. Jeg mener, at det er overflødigt med et direktiv om jordbundsbeskyttelse på europæisk niveau, og jeg har stemt imod dette forslag.

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Sund jord er grundlaget for velstand og sundhed. Den skal vedligeholdes. Vi kan ikke være tilfredse med den aktuelle jordbundstilstand alle steder i EU.

Man går imidlertid for vidt, når man vil regulere dette problem dirigistisk og bureaukratisk på europæisk niveau.

Jorden, som allerede er beskyttet af IVU- og FFH-direktiverne, vandrer jo ikke fra det ene land til det andet, hvilket dog ikke gælder for vand som en mulig faktor for jordforurening. Men også på dette område findes allerede vandrammedirektivet og grundvandsdirektivet. Hvis vi så også tilføjer et direktiv om jordbundsbeskyttelse, fører det til dobbeltregulering og til et dyrt bureaukrati, som ingen ønsker.

Åben koordinering og udveksling af erfaringer om bedste praksis ville være en bedre model. Det er den forkerte rækkefølge at lave et rammedirektiv om jordbundsbeskyttelse. Det kan ikke være rigtigt, at lande, som allerede har en forbilledlig lovgivning på dette område, igen skal bruge mange penge og tid på at undersøge hele statens område for eventuelle risikoområder.

Jeg har forsøgt at begrænse skaden ved afstemningen. Det lykkedes desværre ikke. Derfor kunne jeg ikke stemme for betænkningen. Jeg vil gerne kunne se vores landmænd i øjnene.

  David Martin (PSE), skriftlig. − (EN) Sammen med mine Labour-kolleger her i Parlamentet stemte jeg imod dette direktivforslag. Selv om vi støttede den overordnede temastrategi for jordbundsbeskyttelse i går, så er direktivet om jordbundsbeskyttelse, som det ser ud nu, overregulerende. Det tager ikke højde for den eksisterende og velfungerende lovgivning, som allerede er på plads i medlemsstaterne.

  Mairead McGuinness (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Trods min udtrykkelige modstand mod et forslag til et direktiv om jordbundsbeskyttelse endte jeg med at stemme for denne betænkning.

Jeg har allerede sørget for, at min modstand mod et sådant direktiv er noteret i forbindelse med temastrategien for jordbundsbeskyttelse. Jeg mener ikke, der er behov for yderligere lovgivning om jordbundsbeskyttelse. Vi har allerede en hel række retlige instrumenter på plads med henblik på jordbundsbeskyttelse, og indtil denne lovgivning er gennemført fuldt ud, og virkningerne er analyseret til bunds, tror jeg ikke, at yderligere lovgivning på dette område er hverken nødvendig eller ønskelig.

De ændringer, ordføreren har foreslået, formår imidlertid delsvis at reducere graden af overlap mellem dette nye forslag og den eksisterende lovgivning, og dette er der grund til at glæde sig over.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Jordbundsbeskyttelse er stærkt påkrævet for at undgå, at de naturlige jordbundsforhold ødelægges, og for at undgå erosion, forurening og udtørring. Uden sådanne foranstaltninger vil planteavl være udelukket i tætbefolkede områder med intensivt jordbrug. Mange steder i Europa oplever jeg forsømte arealer, som ikke længere har nogen som helst værdi hverken for natur eller mennesker.

I går stemte jeg som flertallet i Europa-Parlamentet for Prodi-betænkningen, som understreger behovet for proaktive foranstaltninger til beskyttelse af jordbunden.

I dag drøfter vi, hvordan sådanne foranstaltninger til beskyttelse af jordbunden skal udformes. Jeg går ind for, at man tilskynder medlemsstater, som endnu ikke har truffet de fornødne foranstaltninger på eget initiativ, til nu at råde bod herpå. Den manglende indsats skader ikke kun dem selv, men også nabostater, når der eksempelvis frembringes erosionsmateriale, som bevirker, at floderne mudrer til og forårsager oversvømmelser.

EU-reglerne må imidlertid under ingen omstændigheder føre til, at medlemsstater, som allerede har reguleret disse forhold på behørig vis, pålægges yderligere bureaukrati eller forhindres i at fortsætte en effektiv håndtering af forholdene. Jeg støtter de ændringsforslag, som sikrer, at alle, der anvender ækvivalente eller højere standarder, kan videreføre deres indsats. Det er imidlertid uansvarligt at afvise, udsætte eller begrænse de jordbundsbeskyttende foranstaltninger, sådan som Europa-Parlamentets største politiske gruppe foreslår.

  Robert Navarro (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt for fru Gutiérrez-Cortines' betænkning. Den indeholder forslag om positive skridt i den rigtige retning, hvad angår beskyttelse og bæredygtig udnyttelse af jordbunden. Jordbunden er en ikkevedvarende ressource, og det er afgørende at bevare dens kvalitet for at sikre den tilstrækkelige fødevareproduktion og adgangen til rent vand. Europa-Parlamentet har efterlyst en bedre kortlægning af de forurenede arealer, på hvilke der som følge af menneskelige aktiviteter findes farlige stoffer, som udgør en væsentlig risiko for sundheden og miljøet. Arealerne vil blive kortlagt i et nationalt eller regionalt register, som offentligheden skal have adgang til. De enkelte medlemsstater bør udarbejde strategier for oprydning, således at antallet af forurenede arealer begrænses, og samtidig bør man tilskynde til bæredygtige landbrugspolitikker, som tager hensyn til jordbundens karakteristika i det enkelte land, og som sikrer bevarelsen af ren jordbund. Ved at vedtage denne tekst understreger Europa-Parlamentet behovet for beskyttelse og bedre udnyttelse af jordbundsressourcerne.

  James Nicholson (PPE-DE), skriftlig. − (EN) Dette er endnu et eksempel på den udifferentierede tilgang, der gør EU så upopulær i vores medlemsstater. Der er mere end 300 jordbundstyper i EU. Hvordan kan vi så tro, at vi kan dække dem alle med et enkelt direktiv? Dette er et mønstereksempel på et område, hvor vi bør lade medlemsstaterne fastlægge deres egen lovgivning ud fra deres egne jordbundstyper.

Det er meget skuffende, at Kommissionen - med al den videnskabelig ekspertise, den har til rådighed - har frembragt et lovgivningsforslag, som forsømmer at tage højde for simple videnskabelige kendsgerninger. Hvis der er oversvømmelser i Det Forenede Kongerige og hedebølge i Grækenland den samme sommer, er det indlysende, at disse vejrforholds indvirkning på jordbunden i de respektive medlemsstater vil være meget forskellig. Det eneste, man reelt opnår med dette forslag, vil være at vikle landbrugssektoren ind i endnu flere bureaukratiske regler og bebyrde den med endnu flere udgifter. Det er frustrerende, at landbruget endnu en gang kommer til at betale for jagten på nyttesløs ensartethed.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg glæder mig over, at plenarforsamlingen har vedtaget Cristina Gutiérrez-Cortines' betænkning, som tager sigte på at etablere en samlet og sammenhængende europæisk politik, hvad angår beskyttelsen af jordbunden.

Det er blevet et prioriteret område for EU at beskytte jordbunden, da der i Europa sker en tiltagende forringelse af jordbunden. Det skyldes den hastige urbanisering, det stigende antal forurenede områder (mere end to millioner områder i øjeblikket) og intensiv landbrugsdrift, hvor man i de seneste 50 år har haft et overdrevent forbrug af pesticider og nitratholdig gødning.

Jeg vil tro, de 225 medlemmer af Europa-Parlamentet, som stemte for forkastelse af direktivet, var drevet af fanatisk nationalisme eller i alt fald havde mistet fornemmelsen for de spørgsmål, der optager borgerne! Europa kan rent faktisk tilføre en merværdi med hensyn til beskyttelse af jordbunden. Kun ni medlemsstater har deres egen lovgivning på dette område.

Lad mig tilføje, at direktivet giver medlemsstaterne en betragtelig valgfrihed, idet der fastsættes to præcise mål, som skal nås inden for en ganske storsindet tidsfrist. Medlemsstaterne skal således, henholdsvis fem og syv år efter at teksten er gennemført, have kortlagt de forurenede områder og have vedtaget en national strategi for oprydning.

Det er efter min opfattelse udtryk for respekt for principperne om fleksibilitet og subsidiaritet!

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg er bange for, at jeg stemmer imod denne betænkning, fordi jeg er af den opfattelse, at der ikke er behov for rammebestemmelser om beskyttelse af jordbunden. Jeg stemte for at forkaste forslaget til at starte med, fordi jeg mener, denne sag bør overlades til medlemsstaterne i henhold til subsidiaritetsprincippet.

Det, vi har for os, er et stykke lovgivning, som er fejlproportioneret og ufleksibelt og blot gentager, hvad der allerede er dækket i andre direktiver. Det forsøger at dække ørkendannelse og jordrensning på én gang - unægtelig et bredt område - men ender som en betænkning, der ikke dækker nogen af delene ordentligt, men til gengæld skaber problemer med hensyn til, hvordan det skal gennemføres.

I min egen region, hvor de lokale myndigheder forsøger at genanvende jorden, ville dette forslag give dem så store vanskeligheder, at det er spørgsmålet, om projektet overhovedet ville kunne gennemføres.

Jeg er ked af at måtte sige det, men jeg mener, at dette er et dårligt og unødvendigt stykke lovgivning, og jeg vil stemme imod i håb om, at jeg derved kan spare landmænd, gartnere og lokale myndigheder for et bureaukratisk mareridt.

  Gabriele Stauner (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg forkaster direktivet om jordbundsbeskyttelse, fordi det er en massiv overtrædelse af subsidiaritetsprincippet og derfor er uacceptabelt som europæisk lovgivning. Hvis Europa-Parlamentet stemmer for direktivet, vil jeg via den tyske regering kæmpe for, at Tyskland anlægger sag ved EF-Domstolen mod dette direktiv.

  Jacques Toubon (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg ligger på linje med afstemningsresultatet i Retsudvalget og mener, at Kommissionen overskrider sine beføjelser, og at der ikke er behov for, at EU pålægger medlemsstaterne nye direktiver på dette område. Det er et nationalt anliggende. Det virker efter min opfattelse ikke ægte at ville anvende identiske forskrifter i lande, som er ekstremt forskellige med hensyn til juridiske traditioner og miljøforhold. Kommissionen bør derfor tage sine forslag op til revision og præcist udpege de situationer, som kræver fællesskabslovgivning.

  Thomas Ulmer (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg forkaster direktivet om jordbundsbeskyttelse, fordi det er en massiv overtrædelse af subsidiaritetsprincippet og derfor er uacceptabelt som europæisk lovgivning. Hvis Europa-Parlamentet stemmer for direktivet, vil jeg via den tyske regering kæmpe for, at Tyskland anlægger sag ved EF-Domstolen mod dette direktiv.

Betænkning af Berès (A6-0425/2007)

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. − (PL) Baggrunden for Kommissionens forslag til Parlamentet er en ny komitologiprocedure, som udvider Parlamentets beføjelser betragteligt. Det er en ny forskriftsprocedure kombineret med kontrol. Ordførerens holdning - som fortjener opbakning - er, at den nye procedure bør finde anvendelse i reguleringsspørgsmål vedrørende prospekter om værdipapirer, bl.a. vedrørende foranstaltninger i forbindelse med fritagelse fra pligten til at offentliggøre et prospekt, prospektets format og ligestilling for tredjelande.

Dette er baggrunden for de ændringsforslag, der blev stillet på vegne af Økonomi- og Valutaudvalget ved afstemningen i plenarforsamlingen. Den foreliggende betænkning puster også nyt liv i idéen om væsentlige fremskridt i harmoniseringen af lovgivningen for de europæiske finansmarkeder og børser. Dette skyldes for en stor del den uafvendelige globaliseringsproces og til dels også handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser fra 1999.

Samtidig bekræfter den, at lande som Polen traf et fornuftigt valg, da de i begyndelsen af 1990'erne valgte at basere rekonstruktionen af kapitalmarkederne på europæiske standarder - noget, som nu gør det lettere at harmonisere lovgivningen i hele EU.

Betænkning af Cashman (A6-0289/2007)

  Carlos Coelho (PPE-DE), skriftlig. − (PT) I 2006 blev den afgørelse, som ændrer den tidligere afgørelse fra 1999 om reglerne for udøvelsen af de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen, omsider vedtaget efter års forhandlinger mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet.

Således blev forskriftsproceduren med kontrol indført. Denne skal anvendes ved vedtagelse af generelle foranstaltninger, der har til formål (ved sletning eller tilføjelser) at ændre ikkevæsentlige bestemmelser i en basisretsakt, der er vedtaget i henhold til traktatens artikel 251, dvs. efter den fælles beslutningsprocedure.

Dette er derfor en ny komitologiprocedure, som skal anvendes på en af Kommissionen udarbejdet liste over 25 retsakter, der allerede er vedtaget og nu skal tilpasses, herunder den foreliggende forordning om Schengen-grænsekodeksen.

Jeg støtter derfor ordfører Cashmans tekniske forslag om at tage hensyn til Schengen-grænsekodeksens særlige karakter, eftersom den er et led i udviklingen af Schengen-reglerne.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Netop Schengenlovgivningen er et følsomt område, hvor vi også skal kunne reagere på nye udviklingstendenser. Organiserede menneskehandlerbander leder hele tiden efter nye smuthuller for at oversvømme EU med immigranter. Derfor må der under ingen omstændigheder ske en overilet Schengenudvidelse. Det skal først sikres, at de pågældende medlemsstater virkelig har styr på beskyttelsen af den ydre grænse. Da der efter min mening stadig er alvorlig tvivl om dette, har jeg forkastet Cashman-betænkningen.

Betænkning af Hegyi (A6-0292/2007)

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt for Hegyi-betænkningen, for vi har gentagne gange kritiseret det manglende demokrati med hensyn til genmodificerede organismer.

Vi ved, at der næppe har været tilfælde, hvor der er blevet truffet en kvalificeret afgørelse i Ministerrådet eller i Den Stående Komité for eller imod godkendelse af en gmo. I grunden er det det samme, der sker hver gang - Kommissionen godkender trods mange medlemsstaters og eksperters betænkeligheder gmo'en imod EU-borgernes vilje. Det går ikke an, at Kommissionen har det sidste ord at skulle have sagt. Det kræver Europa-Parlamentets kontrol.

Hegyi-betænkningen går ganske vist i den rigtige retning, nemlig at gøre Parlamentets medbestemmelse i forbindelse med gmo-godkendelser bindende. Vi forkaster imidlertid det forhandlede kompromis, for demokratiunderskuddet i forbindelse med udvalgsproceduren består fortsat. Det findes der egentlig kun én løsning på, nemlig medbestemmelse for Europa-Parlamentet inden for alle områder af gmo-godkendelse. Derfor beklager jeg, at vi ikke har fået det bedst mulige ud af denne afstemning og ikke har benyttet lejligheden til at lægge pres på dette fortsatte demokratiske underskud.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Det er rigtigt, at de langsigtede konsekvenser af GMO'er stadig er ukendte. Der er modstridende videnskabelige vurderinger, og mange mennesker frygter for mulige farer og risici. Derfor er det nødvendigt at udvise forsigtighed og ikke insistere på at bruge dem i landbruget.

Direktiv 2001/18/EF om udsætning i miljøet af genetisk modificerede organismer er gældende lov. Dette direktiv dækker forsøgsudsætning af GMO'er i miljøet, dvs. overførsel til miljøet af GMO'er som led i forsøg (f.eks. afprøvning i marken), og markedsføring af GMO'er (produkter, der indeholder eller består af GMO'er) med henblik på dyrkning, import eller forarbejdning til industriprodukter.

Vi mener, det er vigtigt som minimum at få øget kontrol med GMO-teknologien, i det mindste hvad angår procedurer, som Parlamentet nu tilsigter det, men vi vil gerne understrege nødvendigheden af at udvise forsigtighed, uanset om det gælder landbruget eller forarbejdede fødevarer.

  Andreas Mölzer (ITS), skriftlig. - (DE) 70 % af den europæiske befolkning afviser genteknik, og i Østrig er angsten for giftige rester i maden sågar større end angsten for terrorangreb eller fugleinfluenza. Ud over mistanken om en sammenhæng mellem tiltagende sundhedsproblemer og genmodificerede organismer er der stadig flere tegn på, at anvendelsen af genteknikken fører til ørkendannelse og gør landmændene afhængige af internationale koncerner.

Betænkning af Bradbourn (A6-0225/2007)

  Philip Bradbourn (PPE-DE), skriftlig. − (EN) De Konservative har stemt for denne betænkning, men er utilfredse med Rådets håndtering af den parlamentariske proces. I de tidlige faser af betænkningens udarbejdelse lagde Rådets daværende formandskab en hel del upassende pres på Parlamentet. Dette finder vi uacceptabelt i betragtning af, at Parlamentet har til opgave at føre kontrol med lovgivningen.

  Carlos Coelho (PPE-DE), skriftlig. − (PT) Dette direktiv er ekstremt vigtigt på grund af den voksende bekymring over hvidvaskning af penge og den rolle, dette fænomen spiller for finansiering af international kriminalitet og terrorisme.

Der er derfor brug for en fælles tilgang for at få skabt ensartede regler, lukket smuthuller og få fundet en balance mellem behovet for kontrol og nødvendigheden af at beskytte det indre marked og kapitalens fri bevægelighed.

Jeg støtter dette initiativ, som sigter på at opdatere direktiv 2005/60/EF om hvidvaskning af penge, især med hensyn til alle de gennemførelsesforanstaltninger, der er opført i direktivets artikel 41.

Dette er derfor endnu et tilfælde af opdatering af gældende lov inden for rammerne af den nye forskriftsprocedure med kontrol i henhold til komitologiafgørelsen.

Dette vil give Parlamentet større kontrol over de gennemførelsesbeføjelser, der tillægges Kommissionen.

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. − (SV) Vi har valgt at stemme ja til forslaget i dets helhed. Det er vigtigt, at internationale standarder indføres og respekteres for at beskytte det finansielle system mod kriminalitet og hvidvaskning af penge i al almindelighed, samtidig med at medlemsstaternes egne foranstaltninger ikke må være uforenelige med det indre markeds regler. Vi finder det dog totalt uacceptabelt, at EU forsøger at udvide sin magt på bekostning af medlemsstaterne gennem flittig brug af begrebet "terrorisme". Penge til terrorisme er en meget lille del af hvidvaskningen af penge. De store summer går til andre typer velorganiseret kriminalitet.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Det forelagte forslag ændrer bestemmelserne i direktiv 2005/60/EF om forebyggende foranstaltninger mod anvendelse af det finansielle system til hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme, som fastsatte en tidsbegrænsning for de gennemførelsesbeføjelser, der tillagdes Kommissionen på dette område.

I overensstemmelse med den nylige afgørelse om udøvelsen af Kommissionens beføjelser er denne begrænsning blevet fjernet, men Parlamentet bevarer retten til kontrollere gennemførelsen af retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure. Derfor står det nu klart, at alle ændringsforslag til dette direktiv skal forelægges både Parlamentet og Rådet til behandling.

Dette bør dog ikke betyde, at de nationale parlamenter udelukkes fra lovgivningsproceduren eller begrænses til blot at gennemføre direktiver for området, som man har vedtaget på fællesskabsplan. Og heller ikke - som den såkaldte reformtraktat søger at opnå - at justits- og indenrigspolitik gradvis forvandles til en kommende fælles politik, hvilket vi selvfølgelig er imod.

Og endelig må vi fremhæve, at det er inkonsekvent, når man i EU taler for en fuldstændig fri bevægelighed for kapital og skattely, samtidig med at man kaster sig ind i kampen mod hvidvaskning af penge.

  Jeffrey Titford (IND/DEM), skriftlig. − (EN) Begrundelsen for denne lovgivning er, at den skal beskytte EU's finansielle system mod hvidvaskning af penge og finansiering af terrorisme. UKIP ville til enhver tid ønske at samarbejde internationalt om disse spørgsmål, men det er ikke givet, at EU er kompetent til at forsvare systemet. Som en organisation, der nu i 13 år har været ude af stand til at få sine egne regnskaber godkendt, kan Europa-Kommissionen endvidere ikke betragtes som havende nogen som helst ekspertviden om finanser eller som værende en passende instans til at lovgive om kontrol af det finansielle system.

Betænkning af Cavada (A6-0417/2007)

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh og Inger Segelström (PSE), skriftlig. − (SV) Vi svenske socialdemokrater stemte for betænkningen, fordi vi mener, der er behov for mere viden om BZP, som er en form for syntetisk narkotika, og behov for at underlægge stoffet kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner. Vi stemte dog imod alle forslag, der sigter på at forhindre indførelse af afgørelser om kontrolforanstaltninger og strafferetlige sanktioner, da dét strider mod forsigtighedsprincippet.

Forslag til beslutning: Anvendelse af internationale anerkendte regnskabsstandarder (B6-0437/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Siden 2005 har børsnoterede selskaber i visse tilfælde skullet udarbejde deres konsoliderede regnskaber i overensstemmelse med internationale regnskabsstandarder. Disse standarder er udviklet af en privat organisation i London (IASCF/IASB - International Accounting Standards Committee Foundation/International Accounting Standards Board) og efterfølgende indarbejdet i fællesskabslovgivningen med en forordning.

Trods visse forbehold accepterer man med denne beslutning Kommissionens forslag (som ændrer den forordning) om at godkende en standard (IFRS 8), i kraft af hvilken man faktisk indarbejder en amerikansk standard (SFAS 131) i EU-lovgivningen.

Som anført i beslutningen accepteres dette på trods af, at Kommissionens konsekvensanalyse ikke i tilstrækkelig grad har taget hensyn til brugernes interesser og til behovene hos de små og mellemstore virksomheder, der er placeret i forskellige europæiske lande, og hos virksomheder, der kun opererer lokalt.

Vi kan derfor ikke støtte denne beslutning.

Fælles beslutningsforslag: Topmøde EU-Rusland (RC-B6-0434/2007)

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har bedt om stemmeforklaringer angående beslutningen om topmødet mellem EU og Rusland. Jeg konstaterer med beklagelse, at visse vigtige afsnit af en eller anden mærkelig grund er blevet ofret for at få en kortere beslutning, hvor vi i stedet kunne have vedtaget en beslutning, som ville have været længere, men også ville have dækket flere vigtige spørgsmål.

Jeg mener, det er meget vigtigt at opfordre Kommissionen og Rådet til at udvikle initiativer i fællesskab med den russiske regering med henblik på at styrke sikkerheden og stabiliteten i de fælles nabolande, især gennem øget dialog om Ukraine og Belarus og en fælles indsats for omsider at løse de fastlåste konflikter i Nagorno-Karabakh samt i Moldova og Georgien ved at garantere disse stater fuld territorial integritet og, for Transnistriens vedkommende, trække de tilbageværende russiske tropper tilbage og om nødvendigt erstatte dem med en international observatørstyrke.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg stemte eftertrykkeligt imod dette beslutningsforslag om resultatet af det 10. topmøde mellem EU og Rusland. Det russiske KGB-regime forsøger at legitimere sig. Jeg nægter at være en marionetdukke, og jeg skammer mig på vegne af alle dem, der er i færd med at blive marionetdukker for Rusland på grund af uvidenhed og fejhed, især for at opnå ubetydelige økonomiske fordele. Rusland er ikke Europas partner. Jeg afviser fuldstændig den opfattelse, at Rusland er vores partner i spørgsmålet om Kosovos uafhængighed. Hvorfor tillægger Parlamentet partnerskabet så stor betydning? Rusland kaster fortsat tjetjenske lig ud fra helikoptere over Tjetjenien, holder tusindvis af modstandere af regimet i fængsel, iværksætter ulovlige retssager mod politikere fra paraplyorganisationen "Other Russia" og tilbageholder Mikhail Khodorkovskij ulovligt i fængsel. Hvem og hvornår vil vi erfare sandheden om Anna Politkovskajas død? Hvornår har Rusland tænkt sig at holde op med at true menneskerettighedsaktivister? Hvorfor er vi ikke blevet inviteret til at fungere som observatører ved de russiske parlamentsvalg? Hvorfor vil Putin ikke have os, sine partnere, til at være der? De finder sig da i os både i Marokko og i Palæstina.

Et land, der bryder det grundlæggende solidaritetsprincip, at hjælpe Polen i forhold til fri eksport, lige eksportvilkår, betragtes af Europa-Parlamentet som en partner. Rusland holder os som gidsel. Hvis vi ikke støtter et demokratisk og stabilt Rusland, men i stedet støtter et regime baseret på hemmelige efterretningstjenester, er vi vores egne værste fjender. Og endelig har vores land ret til frit at kunne bidrage til Europas sikkerhed og beskytte Europa mod et muligt angreb fra Iran. Hvordan kan vi bede USA om ikke at sætte freden i Europa på spil, mens vi tolererer Ruslands slet skjulte støtte til det iranske styre? Denne beslutning er et eksempel på perfiditet og svaghed. Som vi tjekker ved, kan det ærlig talt ikke betale sig at være svag over for Rusland. Jeg afviser eftertrykkeligt denne beslutning, om ikke andet for at udtrykke respekt over for arven efter de tjekkiske politiske fanger, som alle havde modsat sig besættelsen.

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Efter at have stemt for beslutningsforslaget om topmødet mellem EU og Rusland, beklager jeg stadig, at det ændringsforslag, jeg stillede i form af en ny betragtning, blev afvist af ordføreren. Derfor vil jeg citere det nu: "der henviser til, at Den Russiske Føderation ikke har opfyldt nogen af de forpligtelser, landet påtog sig ved sin optagelse i Europarådet i 1996, og for to år siden uden omsvøb afviste en allerede underskrevet ny grænseaftale med EU-medlemsstaten Estland, således at spørgsmålet om denne del af grænsen mellem EU og Rusland endnu i dag står åbent; der henviser til, at selve Den Russiske Føderations lovgivning stadig indeholder aggressive punkter som f.eks. det om sociale privilegier til soldater i tilfælde af tab forårsaget af eller skader erhvervet under væbnede aktioner i de baltiske lande eller det om procedurerne for indlemmelse af andre lande eller dele af dem i Den Russiske Føderation". Jeg er overbevist om, at disse punkter vil blive genovervejet af Parlamentet på et senere tidspunkt.

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg støttede denne beslutning med en vis modvilje. Rusland og dets leder, Vladimir Putin, har i den senere tid været vanskelige at arbejde sammen med på en række områder, især på energiområdet.

Men på et enkelt område har jeg i nogen grad forståelse for deres reaktion, nemlig i forhold til USA's meget omdiskuterede plan om at opstille et taktisk missilforsvar i EU - angiveligt som forsvar mod en ikke særlig troværdig trussel fra iranske ICBM'er med atomsprænghoveder, men samtidig således, at det i lige så høj grad vil udgøre en trussel mod Ruslands eget forsvar.

Jeg beklager derfor, at ændringsforslag 3 af De Grønne, som jeg stemte for, blev nedstemt med 242 mod 362.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. − (PT) Der kunne siges meget om denne beslutning om topmødet mellem EU og Rusland for nylig, og derfor vil vi kun nævne nogle eksempler, som vedrører målene med den.

Den påpeger eksempelvis, samtidig med at den skøjter hen over den amerikanske regerings initiativer og store medansvar for en mulig ny optrapning gennem militariseringen af Europa - med støtte fra NATO-medlemmer, vel at mærke - at de "erklæringer, som de russiske myndigheder har fremsat," og den "(...) uacceptable trussel om at trække sig ud af traktaten om konventionelle styrker i Europa har skabt alvorlig bekymring for opretholdelsen af fred og stabilitet på det europæiske kontinent."

Den understreger eksempelvis mere eller mindre direkte de væsentlige aspekter, nemlig at Rusland har tilladt virksomheder fra EU at erhverve strategiske aktieposter i russiske selskaber, betydningen af at forbedre klimaet for investeringer i Rusland (til mange af EU's store finansielle koncerners tilfredshed) og betydningen af "lige adgang til markeder, infrastruktur og investeringer " på grundlag af principperne i traktaten om det europæiske energicharter.

Og i tråd med ovennævnte eksempler opretholder den det politiske pres på Den Russiske Føderation og søger endda at bane vejen for interventionsinstrumenter, mens den ignorerer den uacceptable situation for den russisktalende befolkning i Letland, en af EU's medlemsstater, hvad angår deres mest grundlæggende rettigheder.

  Richard Howitt (PSE), skriftlig. − (EN) Europa-Parlamentets Labour-medlemmer støtter denne beslutning og dens mål om at opbygge et strategisk samarbejde med Rusland baseret på fælles værdier, demokrati og respekt for menneskerettighederne. Vi støtter i særdeleshed opfordringerne til et positivt russisk bidrag til at finde en varig politisk løsning på Kosovo-spørgsmålet.

Vi stemte for ændringsforslag 3, da der er visse ting, der bør drøftes angående en hvilken som helst yderligere oprustning med konventionelle eller ukonventionelle våben på det europæiske kontinent, og vi støtter fortsatte bilaterale drøftelser mellem USA og Rusland om dette emne.

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. − (PL) Topmødet mellem EU og Rusland i Mafra illustrerer, hvordan forholdet mellem dem har ændret sig siden 1990'erne, hvor partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som udløber i 2007, blev til. Forholdet er især påvirket af tre hovedfaktorer.

Først og fremmest udvidelsen af EU, som markerer en hel gruppe landes definitive frigørelse fra den russiske indflydelsessfære, hvilket man i det tidligere imperium er uvillig til at acceptere.

For det andet præsident Putins autoritære styre, som har sat demokratiseringen af Rusland tilbage. Selv om styret er bredt accepteret i Rusland, og selv om det skaber en basal orden i økonomien, kan EU ikke se passivt til, når menneskerettighederne krænkes. Dette skaber endnu et område med gnidninger.

For det tredje situationen på energimarkederne, som gør det lettere at bruge Gasprom til politiske formål og også har gjort de europæiske lande mere følsomme over for spørgsmålet om energiforsyningssikkerhed.

Set på denne baggrund sørger beslutningsforslaget fra Gruppen for Det Europæiske Folkeparti og De Europæiske Demokrater for en ligevægt mellem at kritisere Rusland og udtrykke håb om et varmere diplomatisk klima, underbygget af principper, der afspejler vores værdisystem. Særligt bemærkelsesværdige er erklæringerne om respekt for menneskerettighederne samt - og dette er særlig vigtigt for Polen - et krav om at gøre en ende på det dødvande, vi befinder os i vedrørende spørgsmålet om eksport af polske landbrugsprodukter til det russiske marked. Dette krav er en bekræftelse af den stærkt ønskede solidaritet mellem EU-landene i forhold til Moskva.

  David Martin (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg stemte for de fælles beslutningsforslag, som blev stillet på baggrund af topmødet mellem EU og Rusland, og hvor Parlamentet bl.a. opfordrede den russiske regering til - sammen med EU - at skabe de nødvendige betingelser for en hurtig start på forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Rusland. Andre behandlede emner var bl.a. Ruslands forestående tiltrædelse af WTO, menneskerettighedsspørgsmål i Rusland, investeringsklimaet og fortsatte bekymringer om opretholdelsen af traktaten om konventionelle styrker i Europa.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. − (PT) 18-års-jubilæet for Berlinmurens fald kom efter topmødet mellem EU og Rusland og blev afholdt, efter at denne betænkning blev diskuteret, men før der blev stemt om den. 18 år senere er det, der før var Østeuropa, nu et demokratisk område, hvor markedsøkonomien er et fast element. Men Rusland er langt fra demokratisk og langt fra at være en pålidelig partner. I forhold til energi, Kosovo, Kaukasus, Centralasien, Ukraine, Moldova eller i spørgsmålet om iranske atomvåben har Ruslands bidrag til at finde løsninger vist sig utilstrækkeligt.

Samme uge præsenterede den europæiske tænketank ECFR (European Council on Foreign Relations) en rapport, som fastslår, at det er russerne, der bestemmer spillereglerne i forholdet mellem Rusland og EU. Rapporten erklærer også, at Europa har udvist mangel på sammenhold og strategi og i nogle tilfælde ikke synes at have lagt mindet om Sovjet-epoken bag sig, mens man i andre tilfælde har været overdrevent pragmatisk. Med rette anføres det, at EU's strategi bør opmuntre Rusland til at respektere retsstatsprincippet. Selv om Rusland ikke er et liberalt demokrati, bør landet være en forudsigelig og pålidelig stat, og dét må Europa arbejde hårdt for at opnå.

Betænkning af Iturgaiz Angulo (A6-0392/2007)

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh og Inger Segelström (PSE), skriftlig. − (SV) Vi betragter oplysningsfriheden som et vigtigt princip. Tjenestemænd bør uden risiko for repressalier kunne videregive oplysninger, indhente oplysninger med henblik på at udøve deres ytrings- og oplysningsfrihed og have ret til anonymitet samt et undersøgelsesforbud, som betyder, at myndigheder og andre offentlige instanser ikke har lov at undersøge, hvem der har videregivet oplysninger i henhold til oplysningsfriheden.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. − (EN) Jeg er meget uenig i hr. Atkins' ændringsforslag (ændringsforslag 1 til punkt 15) til betænkningen fra Udvalget for Andragender af Carlos José Iturgaiz Angulo.

Ombudsmandens særlige beretning om OLAF (Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig) vedrører de beskyldninger, kontoret har fremsat mod en journalist, som dækkede historien om dets undersøgelse af de beskyldninger, hr. van Buitenen havde fremsat.

Uanset om hr. van Buitenens beskyldninger er sande eller ej, bør vi forsvare journalisters ret til at skrive om sager af almen interesse - og det gælder også journalister, der arbejder for aviser, som ikke har særlig megen forståelse for vores synspunkter.

Ombudsmandens særlige beretning fastslår, at OLAF handlede forkert ved at fremsætte anklager mod en journalist. Udvalget for Andragender har indvilliget i at anmode om tilladelse til en initiativbetænkning om sagen for at kunne presse OLAF til at erkende, at de havde handlet forkert. Ved at stemme for PPE-DE's ændringsforslag forsømmer vi at forsvare arbejdsomme journalisters uafhængighed, at støtte Udvalget for Andragender i deres arbejde og at støtte Ombudsmanden i hans arbejde.

6. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl. 13.10 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

7. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

8. Situationen i Pakistan (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Pakistan.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Som vi ved, har EU fulgt den seneste udvikling i Pakistan med stor bekymring - især de begivenheder, som førte til, at der blev indført undtagelsestilstand nu den 3. november. Dette har ført til stor uro i befolkningen og adskillige anholdelser, bl.a. af præsidenten for højesteret, som for øjeblikket er i husarrest.

Der er ingen tvivl om, at dette er et alvorligt tilbageskridt for opbygningen af retsstaten og den demokratiske proces i Pakistan, som efter min vurdering tilintetgør ethvert håb, det pakistanske folk og det internationale samfund i almindelighed måtte have haft om at kunne styrke de demokratiske institutioners legitimitet i Pakistan. Dette er grunden til, at formandskabet den 6. november på vegne af Unionen udsendte en erklæring, som udtrykker vores dybe bekymring over indførelsen af undtagelsestilstand og suspensionen af den pakistanske forfatning og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Den 4. november, to dage forinden, havde missionscheferne i Islamabad og den højtstående repræsentant, Javier Solana, givet udtryk for deres bekymring over begivenhedernes udvikling. Vores ord, EU's ord, føjede sig således til mange andre udtalelser om, hvor vigtigt det er at genindføre forfatningen og den civile retsorden, garantere domstolenes uafhængighed og massemediernes frihed, løslade alle politiske fanger, journalister og menneskerettighedsforkæmpere og skabe de nødvendige betingelser for, at parlamentsvalget kan finde sted som planlagt, dvs. i januar 2008.

For os at se er der ingen tvivl om, at en nations stabilitet og udvikling kun kan sikres i en atmosfære af fuldstændig demokratisk troværdighed. Vi er alvorligt bekymrede over beretninger om adskillige anholdelser, boykotning af oplysningsfriheden, undertrykkelse af borgernes grundlæggende ytringsfrihed og angreb på de liberale erhverv såsom dommere, advokater, journalister og menneskerettighedsforkæmpere. Samtidig appellerer vi dog kraftigt til alle parter om at udvise den yderste tilbageholdenhed og samarbejde om at finde en demokratisk og fredelig løsning på den aktuelle krise med henblik på en hurtig genoprettelse af normale forhold.

Skønt vi anerkender de udfordringer, Pakistan for tiden står over for med hensyn til landets sikkerhedssituation og de ofre og indsatser, det pakistanske folk har ydet i kampen mod ekstremisme og terrorisme, er EU helt overbevist om, at løsningen på disse udfordringer ikke kan indebære en afbrydelse af den demokratiske proces.

Men vi kan ikke ignorere den forbundsfælle, vi altid har kunnet regne med i denne kamp mod ekstremisme og terrorisme. Derfor må vi sikre, at Pakistan forbliver engageret i kampen mod denne globale trussel, hvor internationalt samarbejde er et uundværligt redskab.

Lad mig slutte med at sige, at Unionen håber, den nuværende usikkerhed bliver løst på hurtig og fredelig vis, og opfordrer præsident Musharraf til at indfri sit løfte om at lægge militæruniformen og opgive sin stilling som stabschef.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Pakistan er nu på plenarforsamlingens dagsorden for tredje gang inden for få måneder. Dette vidner om den meget vanskelige overgangsperiode, landet i øjeblikket gennemlever. Da præsident Musharraf den 3. november i sin egenskab af stabschef i hæren indførte undtagelsestilstand i landet, sendte det et dybt bekymrende signal til Europa og resten af verden og gjorde skade på den demokratiske proces i Pakistan.

Før der blev indført undtagelsestilstand, havde vi været vidne til nogle positive udviklingstendenser, som gav håb om en mere inkluderende politisk proces og stærkere demokratiske institutioner, men desværre er der nu sat spørgsmålstegn ved dette, og i dag spørger vi os selv, om situationen stadig kan vende, eller om det ikke er for sent at genskabe tilliden og betingelserne forud for parlamentsvalget.

Præsident Musharraf sagde i sin tv-tale om aftenen den 3. november, at han satte forfatningen ud af kraft på grund af trusler mod nationen på grund af en påviselig stigning i aktiviteterne omkring og forekomsten af terroristangreb. Der er ingen tvivl om, at Pakistan for tiden står over for en meget alvorlig trussel fra religiøs ekstremisme og vold, som den senere tids begivenheder i den nordvestlige grænseprovins og angrebet på fru Bhuttos konvoj den 18. oktober i Karachi tydeligt har vist. Men nu er vi også vidne til, at tusindvis af advokater, journalister, repræsentanter for politiske partier og menneskerettighedsforkæmpere anholdes, herunder så fremtrædende personer som Asma Jahangir, formand for Pakistans menneskerettighedskommission, eller Aitzaz Ahsan, formand for de pakistanske højesteretsadvokater.

Dette er mennesker, der står for et åbent og tolerant Pakistan. De er ikke terrorister, og det er forkert at tilbageholde dem. De bør løslades øjeblikkeligt. Jeg betragter de drastiske forholdsregler, man har truffet mod Pakistans domstole, som særligt alvorlige. Retsstatsprincippet er essentielt for enhver demokratisk proces, og et fungerende demokratisk system kan ikke opretholdes uden uafhængige domstole.

Formandskabets erklæring, som vores formand på vegne af EU også nævnede for et øjeblik siden, er derfor meget klar, og dette forbliver vores standpunkt. Sidste søndag bekendtgjorde præsident Musharraf på en pressekonference, at han håber, der kan afholdes parlamentsvalg i Pakistan senest den 9. januar 2008. Dette ville være et skridt i den rigtige retning, men der er stadig en masse problemer. Hvornår kan vi forvente, at undtagelsestilstanden ophæves? Hvordan kan der afholdes et frit og retfærdigt valg, når de trykte og elektroniske medier censureres, andre borgerrettigheder og frihedsrettigheder er suspenderet, og domstolenes uafhængighed er undermineret? Hvordan skal partierne kunne føre valgkamp, når forsamlingsfriheden er indskrænket, og partiledere som Benazir Bhutto holdes i husarrest? Disse spørgsmål er på nuværende tidspunkt slet ikke afklaret.

For at få en ende på denne usikkerhed er det afgørende, at der snarest muligt bekendtgøres en fast dato for valget samt en klar tidsramme for ophævelse af undtagelsestilstanden. Hvis dette valg skal have den mindste chance for at være demokratisk og gennemsigtigt, er det nødvendigt, at alle begrænsninger af de politiske rettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder ophæves. Og som det ser ud i øjeblikket, vil det ikke være muligt at udsende en valgobservationsmission. Visse minimumsbetingelser for afholdelsen af demokratiske valg fastlagt i Kommissionens meddelelse om EU-bistand til valghandlinger og valgovervågning er ikke opfyldt.

Hvis undtagelsestilstanden imidlertid ophæves temmelig hurtigt, og situationen bedres væsentligt snart, vil jeg muligvis stadig kunne nå at genoverveje situationen. Under alle omstændigheder har jeg gjort de nødvendige forberedelser for at kunne udsende en EU-valgobservationsmission til Pakistan i tilfælde af, at situationen hurtigt skulle ændre sig mærkbart til det bedre. Men som sagt er jeg meget bekymret med hensyn til sandsynligheden for, at dette kommer til at ske.

Der har været opfordringer til at suspendere eller genoverveje vores bistand til Pakistan, og nogle EU-medlemsstater har truffet foranstaltninger eller påtænker at foretage sig noget i denne henseende. Jeg vil gerne minde om, at Europa-Kommissionens støtte til Pakistan fokuserer på nøgleområder som fattigdomsbekæmpelse og uddannelse, bl.a. i den nordvestlige grænseprovins og Baluchistan, som er de dårligst stillede provinser i Pakistan.

Derfor mener jeg, vi bør overveje, hvordan vi skal forholde os, men i betragtning af hjælpens art mener jeg, vi er nødt til at tænke det meget omhyggeligt igennem.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Sandheden er, at vi ser en meget bekymrende situation: ophævelse af de konstitutionelle garantier, undtagelsestilstand, anholdelse af mange medlemmer af civilsamfundet, advokater - f.eks. formanden for Foreningen af Højesteretsadvokater, hr. Ahsan - folk fra oppositionen, husarrest af oppositionslederen, fru Bhutto. Hvad kan vi gøre i denne situation?

P.t. har vi set, hvordan vicesekretæren i USA's udenrigsministerium, hr. Negroponte, i nær fremtid vil besøge Pakistan, og vi har set, hvordan en medlemsstat, Det Forenede Kongerige, har tilsluttet sig FN's anmodning om, at præsidenten inden for en frist på 10 dage skal give afkald på posten som chef for hæren og ophæve undtagelsestilstanden.

Hvad kan vi gøre fra EU's side? Jeg synes for det første, at vi skal opføre os yderst forsigtigt. Jeg synes, at repræsentanten for formandskabet har gjort helt rigtigt i at påpege, at Pakistan er en vigtig partner i bekæmpelsen af terrorismen, og at landet desuden råder over atomvåben.

Jeg mener derfor på den ene side, at EU bør anmode regeringen om i videst mulige omfang, for vi må ikke glemme, at terrorismen spiller en stor rolle i Pakistan, at genetablere roen og stabiliteten og genindføre de konstitutionelle rettigheder og friheder samt løslade de mennesker, der er blevet uretmæssigt arresteret. Derudover vil jeg gerne, fru kommissær, anmode Dem om, at De mobiliserer alle Deres evner og kræfter, og de er som bekendt store, for at sikre, at der kan afholdes frie og retfærdige valg, og at EU på basis af de garantier, som De har nævnt i Deres indlæg, kan være til stede og følge denne proces i Pakistan, som er yderst vigtig for stabiliteten i regionen og for hele regionens forbindelser med EU.

Vi har derfor, fru kommissær, stor tillid til Deres evner og til Deres diplomatiske tiltag, og vi har stor tillid til Deres indsats og håber, at den vil få et frugtbart resultat, som gør det muligt for EU at følge valgprocessen.

  Robert Evans, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke Rådet og Kommissionen, især Rådet for dets klare tilkendegivelse den 8. november.

Jeg tror ikke, nogen kan være i tvivl om, at situationen i Pakistan er meget alvorlig og meget ustabil. Det kan være svært at begribe, at det hele faktisk først er sket i løbet af de sidste 10 dages tid, siden der blev indført undtagelsestilstand. Flere parlamentsmedlemmer mødtes med general Musharraf for et par måneder siden, både i Bruxelles og senere i Islamabad, og vi modtog adskillige forsikringer. Han påstod hårdnakket, at han ville følge forfatningen, og at der ville blive afholdt et frit og retfærdigt valg. Jeg glæder mig over hans udmelding om, at der kan holdes valg senest den 9. januar, men jeg deler kommissærens bekymring og er nødt til at spørge: Efter alt det, der er sket, og med de nuværende nødforanstaltninger - lukningen af visse tv-kanaler og ophævelsen af andre menneskerettigheder - er det så muligt at afholde et frit og retfærdigt valg om mindre end otte uger?

Mens jeg er ved kommissæren, vil jeg også gerne gøre hende særligt opmærksom på vores punkt 14 i den her beslutning, hvor vi opfordrer Kommissionen til at overveje at udvide bistanden til Pakistan inden for områderne uddannelse, fattigdomsbekæmpelse, sundhedsvæsen og nødhjælp, men at kanalisere midlerne gennem verdslige ngo'er snarere end direkte til regeringen under disse omstændigheder.

Vi har ikke noget udestående med det pakistanske folk. Vi anerkender, at Pakistan er en vigtig forbundsfælle for Vesten, som hr. Salafranca Sánchez-Neyra sagde. Vi anerkender den vigtige rolle, de har spillet på rigtig mange områder, og at de også har været ofre for terrorisme. Men jeg mener ikke, det betyder, at vi af den grund bør træde til side og ignorere, hvad der foregår i øjeblikket. Min gruppe ville også gerne have haft et punkt med om mulige sanktioner, hvor vi ville opfordre Rådet ...

(Formanden bad taleren tale langsommere)

Jeg troede, jeg talte så tydeligt engelsk, at de sagtens ville kunne følge med - men jeg skal selvfølgelig nok sætte tempoet ned.

Jeg opfordrer også Rådet til at overveje målrettede sanktioner, hvilket Den Socialdemokratiske Gruppe gerne ville have gjort, men vi fik ingen opbakning til det: rejseforbud måske, indefrysning af aktiver. Men vi håber, alt dette bliver unødvendigt, og vi håber, at Pakistan stadig kan nå at komme på ret køl, at undtagelsestilstanden kan ophæves, og at general Musharraf vil træde tilbage som stabschef. Hr. formand! Undskyld, jeg talte for hurtigt.

  Sajjad Karim, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Pakistan er en vigtig forbundsfælle for EU. I dag befinder Pakistan sig ved en skillevej. Men jeg tror, de ønsker at engagere sig i os, og i den senere tid har vi genetableret en tradition for engagement i Pakistan, som jeg har indtryk af skrider fornuftigt fremad.

Men vi må ikke glemme den historiske kontekst, vi befinder os i i dag. Jeg kender Pakistan ganske godt, og langt det største interne problem for Pakistan i dag er terrortruslen fra den anden side af grænsen til Afghanistan. Afghanistan er et fælles globalt problem. Vi i Vesten vendte Afghanistan ryggen for nogle år siden. Det er vigtigt, at vi ikke vender Pakistan ryggen i dag.

Pakistan har ligget i forreste linje i denne kamp og har sommetider måttet bære en meget tung byrde på vegne af det internationale samfund - en byrde, som sommetider er blevet båret på svage skuldre, en byrde, som det pakistanske folk har båret, hvorved de har absorberet utrolig megen vold og mange blodbad, som ellers ville have fundet vej til andre dele af verden. Løsningen er ikke at isolere de liberale og de liberale værdier og tage disse liberale værdier fra det pakistanske folk.

I dag kan jeg se, at Kommissionen igen har opfordret til løsladelse af fanger, som i øjeblikket tilbageholdes, og jeg tilslutter mig den opfordring. Det gælder bl.a. folk som præsidenten for Pakistans højesteret og ikke mindst Aitzaz Ahsan, som er en førende advokat i Pakistan. Pakistans præsident skal - og dette må være vores udgangspunkt - omgående ophæve undtagelsestilstanden. Han skal genindføre forfatningen. Han skal genindføre højesteret, og han skal træffe forberedelser til et frit og retfærdigt valg.

Præsident Musharraf bør erkende, at vi ikke har vendt Pakistan ryggen. Vi er stadig engagerede. Nu er det på tide, at han trækker sig tilbage fra sin nuværende position, anerkender vores kerneværdier og gør dem til fælles værdier. På en særlig måde har han selv nu, trods den fortvivlende situation, en unik mulighed for at indgyde det pakistanske folk kraft - en kraft, som i sandhed er deres.

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Også jeg anerkender Pakistans betydning for os alle i kampen mod terrorisme, og landet har været en forbundsfælle for os alle i den kamp. Men jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at dette under ingen omstændigheder retfærdiggør det, der er foregået i Pakistan i de seneste uger.

Ingen afvigelse fra den almindelige demokratiske proces kan være en holdbar måde at løse Pakistans politiske problemer på. En af de ting, der virkelig bekymrer mig ved det her, er grunden til, at han gjorde det: fordi han var bange for ikke at få den afgørelse fra højesteret, som han forventede eller ønskede. Det er på en måde en ret banal sag, og det ser ud til, at han har truffet ekstreme foranstaltninger i sin omgang med det pakistanske folk og med den pakistanske højesteret i den måde, han har håndteret sagen på, hvilket er ekstremt farligt.

Jeg glæder mig over, at han har lovet at afholde valg, men det internationale samfund må ikke give ham lov til at svigte dette løfte. Undtagelsestilstanden i Pakistan skal ophæves omgående, og Pakistans regering skal respektere forfatningens grænser. Afsættelsen af højesteret har gjort umådelig skade på magtadskillelsen i Pakistan. Det er et meget, meget dårligt eksempel, generalen har vist. Jeg fordømmer uforbeholdent masseanholdelsen af generalens politiske modstandere, heriblandt 3.000 fredelige demonstranter og borger- og menneskerettighedsforkæmpere.

Europa-Parlamentet må i dag sende general Musharraf et meget klart signal om, at hans seneste handlinger krænker alle anerkendte internationale konventioner, og at han har sat Pakistan på en meget uheldig og meget farlig kurs.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg tror, vi ligesom mange andre sidder her i dag med en dyb følelse af utilfredshed og en vis vrede over, at vi endnu en gang er nødt til at tale om situationen i Pakistan. Jeg kan tilslutte mig stort set alt, hvad der er blevet sagt i eftermiddag. Situationen er alvorlig, ikke mindst fordi det her handler om en stat, som besidder atomvåben, og risikoen for en sammenbrudt atomvåbenstat er noget, der bør bekymre os alle særdeles meget.

Det er rigtigt, at magten til at få landet på ret køl dybest set ligger hos præsident Musharraf og hans tilhængere. Ideen om, at der ganske vist er undtagelsestilstand i landet, men at valget bare skal fortsætte og ikke vil blive forstyrret af det, holder ikke. Der er sandelig ikke tale om et uforstyrret valg, hvis lederne af de andre politiske partier er i husarrest eller i fængsel. Hvis der ikke er pressefrihed, og hvis folk ikke engang kan få paraboler, fordi det nu er blevet forbudt at importere dem, så er betingelserne for et frit og retfærdigt valg på ingen måde til stede.

Det står klart, at vi vil have, at alle de politiske fanger bliver løsladt, at vi vil have pressefrihed, og at vi vil have, at domstolene kan fungere frit, for hvis alle de erklærede tilhængere af demokratiet er låst inde, hvem er der så tilbage ude på gaderne? Det signal, den pakistanske regering sender i kraft af sine handlinger i øjeblikket, er derfor et ekstremt bekymrende signal af få fra en stat, som hævder, at den bekender sig til demokratiet.

Jeg vil tilslutte mig det, Robert Evans har sagt. Det er nødvendigt at være klar med sanktioner, hvis den frist, Commonwealth-landene og FN har fastsat til den 22. november, ikke overholdes, og vi ikke ser præsident Musharraf gå af som militær leder og - ikke mindst - gøre en ende på undtagelsestilstanden.

Vi bør støtte Amnesty Internationals aktionsdag i morgen for de politiske fanger, der tilbageholdes i Pakistan, og vi er bestemt nødt til at se på bistandsmidlerne og på, hvad de bruges til. Pakistan har gennem de sidste fem-seks år modtaget 10 milliarder amerikanske dollars i bistand fra USA - mest til bekæmpelse af terrorisme, og ikke til vedligeholdelse og udvikling af uddannelsessystemet.

  Georgios Georgiou, for IND/DEM-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Jeg ser hele den vestlige verden, med USA i spidsen, kræve et tidligere valg i Pakistan. De ønsker et valg, før oppositionen kommer ud af fængselet, og hr. Ahsan, formanden for de pakistanske højesteretsadvokater, løslades fra sin husarrest.

Konsekvenserne vil helt sikkert kunne mærkes i Pakistan. Det er også uundgåeligt, at vi vil se politisk ustabilitet og en negativ indvirkning på økonomien i et land, hvis situation i forvejen er slem nok. Krisen vil formodentlig også have andre konsekvenser på regionalt niveau og udvikle sig bredt på en måde, som vil påvirke stabiliteten i hele Asien. For mig at se er det umuligt at tale om udviklingen i Pakistan og Kashmir uafhængigt af udviklingen i Afghanistan.

Jeg foreslår, at EU insisterer på at sikre Pakistans betragtelige atomvåbenarsenal, om nødvendigt gennem FN, i det mindste indtil landet vender tilbage til sin tidligere politiske og, om muligt, demokratiske tilstand.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand, fru kommissær! I årevis har vi og resten af den vestlige verden betragtet Pakistan som en vigtig forbundsfælle. Terrortruslen og den pakistanske regerings løfter og kompromisløse retorik med hensyn til at stoppe denne trussel har også været overbevisende ord for EU. Der har imidlertid været for mange mangler forbundet med denne alliance og gensidige solidaritet. Nu er det på tide, at vi omsider får øjnene op.

At general Musharraf indførte undtagelsestilstand på månedens tredje dag - et knæk for Pakistans forfatning - er blot toppen af isbjerget, og vi advarede om dette her i juli og oktober. Samfundet er gradvis blevet militariseret gennem årene, og lakmusprøven for, hvordan det går med menneskerettigheder, religionsfrihed og minoriteters rettigheder har vist, at disse er begrænsede. I stedet for at forberede sig på demokratiets triumftog i år har Pakistan vist klare tegn på en tiltagende diktatorisk styreform. Anholdelsen af medlemmer af oppositionen, forstyrrelsen af højesterets arbejde, nægtelsen af indrejsetilladelse til den ene oppositionsleder og husarresten til den anden, tilbageholdelsen af en FN-repræsentant og myndighedernes voldsanvendelse over for fredelige demonstranter - alt dette viser, at Pakistan befinder sig på afgrundens rand.

Fru kommissær! EU bør nu sende et stærkt og samlet signal om, at den stærkeste barriere mod, at radikale grupper kommer til magten, ikke er en hær, men derimod folkets demokratiske magt og et samfund, der respekterer menneskerettighederne. Vi er godt klar over, at landet står over for interne sikkerhedstrusler, og at det er nødvendigt at reagere på disse, men demokratiet er ikke en trussel mod sikkerheden. Faktisk er demokratiet netop svaret i kampen mod talebanisering. EU må vove at åbne munden og sige, at vi betragter opbygningen af et stabilt og demokratisk samfund som afgørende for vores alliance. Det første trin hen imod et stabilt Pakistan er at sikre, at højesteret kan arbejde uafhængigt og i fred. Så er der parlamentsvalget i januar. International assistance til myndighederne i forbindelse med efterforskningen af bombeangrebet i oktober ville vise, at vi ikke er ligeglade. Et samfund, som i det mindste på papiret er konstitutionelt, som har en lang demokratisk tradition, og hvor befolkningen virkelig ønsker demokrati, fred og stabilitet, vil ikke så let give op. Pakistanerne er derfor fulde af håb.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Lang tids erfaring fra mange lande viser, at retsstaten og demokratiet er den bedste og mest effektive måde at forhindre ekstremisme, ustabilitet og kaos på. Set i dette perspektiv er præsident Musharrafs beslutning om at erklære undtagelsestilstand en alvorlig fejl og bommert. Pakistan er ikke et land uden demokratiske traditioner - tværtimod. Den modige og ansvarlige adfærd, vi ser hos pakistanske dommere, advokater, journalister og andre repræsentanter for ikkestatslige organisationer, viser, at civilsamfundet har dybe og stærke rødder i Pakistan. Men dette civilsamfund har brug for hjælp. Derfor opfordrer vi præsident Musharraf til at ophæve undtagelsestilstanden, løslade alle politiske fanger og genindføre alle de rettigheder og friheder, forfatningen garanterer, herunder bevægelses-, ytrings-, forenings- og forsamlingsfriheden, så der kan afholdes et ægte demokratisk, frit og gennemsigtigt parlamentsvalg i begyndelsen af næste år.

  Neena Gill (PSE). - (EN) Hr. formand! De sidste par uger har været en rutsjebanetur fuld af chokerende begivenheder i dette turbulente og kriseramte land. Indførelsen af et militærstyre forklædt som undtagelsestilstand er et lusket forsøg på at destabilisere Pakistan af hensyn til én eneste mands personlige ambition.

Præsident Musharraf forsøger at retfærdiggøre sine handlinger som et forsøg på at forhindre landet i at begå selvmord. Men der er ikke tale om, at landet er ved at begå selvmord, men derimod om, at en diktators handlinger og gerninger er ved at slå landet ihjel.

Det er fuldstændig uacceptabelt, at oppositionslederen, Benazir Bhutto, er sat under husarrest og har fået forbud mod politisk aktivitet, og at andre aktivister og medierne og de uafhængige domstole alle har fået mundkurv på.

Jeg anerkender, at der er en reel trussel fra ekstremister i landet, men jeg tror, at general Musharrafs handlinger blot vil opmuntre ekstremisterne frem for at udradere dem og kun vil tjene til at svække de demokratiske og moderate røster i landet.

Nogle siger, at Pakistan er på kanten af et sammenbrud. Vi må forhindre dette ved at reagere kraftigt. Moderate i Pakistan er frustrerede og vrede, og de er skuffede over Europas vage reaktion.

Jeg opfordrer derfor kommissær Ferrero-Waldner og Rådet til at give præsidenten klart og entydigt besked om de alvorlige konsekvenser, det vil få, hvis undertrykkelsen af forfatningen, af politikere, af medierne og af domstolene ikke omgående hører op.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Næsten alle de foregående talere har påpeget, at det er uantageligt, at der er erklæret undtagelsestilstand i Pakistan, og ikke mindst er måden, det skete på, fuldstændig uantagelig. Det er uantageligt, at Musharraf i den grad tilsidesætter demokratiet.

Endvidere er undtagelsestilstanden med til at forværre et i forvejen alvorligt problem, idet der så at sige åbnes en ny front, nemlig islamisk terrorisme.

Der er som bekendt allerede mange aspekter af Musharrafs styre, der giver anledning til kritik. Styret magter ikke at bekæmpe eksempelvis Taleban og grupperne i tilknytning til al-Qaeda, som opererer ved grænsen til Afghanistan. Ved at erklære landet i undtagelsestilstand giver man sådanne terrororganisationer frit spil, og det kan kun forværre situationen yderligere.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for at sætte denne forhandling på programmet. I betragtning af situationen i Pakistan og det samarbejde, vi har haft med dette land i en så vigtig kamp som kampen mod ekstremisme og terrorisme, kommer det meget belejligt.

Vi kan ikke og vil ikke forholde os passive over for et land som Pakistan. Denne forhandling viser også, at de tre institutioner Parlamentet, Rådet og Kommissionen er fælles om de samme grundlæggende og umiddelbare mål, nemlig en hurtig og fuldstændig genindførelse af retsstatsprincippet og de demokratiske frihedsrettigheder i Pakistan og afholdelsen af et frit og retfærdigt valg. Det er dette mål, der forener os, og som vi alle må arbejde hen imod - især de tre institutioner inden for deres respektive kompetence- og myndighedsområder.

Jeg vil også gerne sige, at vi som formandskab er klar over, at enhver form for foranstaltninger, der evt. kan føre til suspension af samarbejdet og derved få betydning for et folk, som allerede lider mange afsavn, skal overvejes og undersøges omhyggeligt, som kommissæren også har sagt i dag. Det pakistanske folk har allerede lidt nok og må ikke påføres yderligere lidelse. Så dette er også et spørgsmål, der må overvejes temmelig omhyggeligt, hvis det skulle blive aktuelt.

Hvordan det end går, så er vores mål nu klare og præcise, og jeg kan forsikre Dem om, at formandskabet og Rådet vil tage alle de initiativer og iværksætte alle de foranstaltninger, vi anser for hensigtsmæssige for at reagere på udviklinger i situationen.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg synes, det er kommet meget tydeligt til udtryk, at vi alle føler, det er meget svært at forstå det, der er sket. Det er meget alvorligt. Vi er alle bekymrede, fordi indførelsen af undtagelsestilstand har bragt styrkelsen af de demokratiske institutioner og opbygningen af en mere inkluderende demokratisk proces i fare. Derfor er det afgørende vigtigt, at de borgerlige og politiske rettigheder genetableres fuldt ud, at de begrænsninger, der er blevet pålagt medierne, trækkes tilbage, og at der sker væsentlige forbedringer af rammerne og betingelserne for valget. Stabilitet og udvikling kan kun opnås gennem demokrati og retsstatsprincippet.

Derfor er vi nødt til at genoverveje spørgsmålet om en eventuel valgobservationsmission. Som jeg sagde, vil vi under de nuværende forhold muligvis kunne udsende et mindre hold rådgivere til at følge processen. Hvis ikke, ville det som sagt være en forudsætning, at undtagelsestilstanden ophæves meget hurtigt, og borgerrettighederne genetableres.

Angående bistand vil jeg gerne sige, at vi allerede havde øget vores bistand til Pakistan væsentligt, især inden for uddannelse og udvikling af landdistrikter. Derfor tror jeg, som jeg sagde før, at vi på nuværende tidspunkt bør læne os tilbage, vente lidt og tænke os meget godt om. Vi skal selvfølgelig ikke bringe de fattige i Pakistan i fare, men vi er nødt til at gøre tingene på den rigtige måde.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget syv beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 15. november 2007.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Pakistan er en vigtig forbundsfælle i kampen mod terrorisme. Som resultat heraf har landet oplevet et enormt pres indefra og en truet stabilitet. Præsident Musharaff har reageret på denne situation ved at indføre undtagelsestilstand.

Han hævder, at en ekstraordinær situation kræver ekstraordinære foranstaltninger. Hans reaktion er til dels forståelig, men helt forkert. Antidemokratiske kræfter skal bekæmpes med demokrati. Han bør ophæve undtagelsestilstanden og offentliggøre en valgdato samt en dato for, hvornår han har tænkt sig at lægge sin uniform. Derefter bør han opfordre til en åben og bred debat om Pakistans fremtid.

Jeg er overbevist om, at en sådan debat ville afsløre, at langt de fleste pakistanere afviser ekstremisme og fundamentalisme og ønsker at leve i et land, der holder fred med sig selv, holder fred med sine naboer og er på god fod med Vesten.

(1) Se protokollen.

9. Bali-konferencen om klimaændringer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- mundtlig forespørgsel af Guido Sacconi for Det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer til Rådet om Rådets strategi for Bali-konferencen om klimaændringer (COP 13 og COP/MOP 3) og

- - mundtlig forespørgsel af Guido Sacconi for Det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer til Kommissionen om Kommissionens strategi for Bali-konferencen om klimaændringer (COP 13 og COP/MOP 3) (O-0058/2007 - B6-0380/2007).

  Guido Sacconi (PSE), forfatter. - (IT) Hr. formand, hr. minister, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er sikker på, at jeg ikke behøver at minde jer om, hvor afgørende den nært forestående partskonference på Bali er, og i anledning af hvilken, vi har anmodet om yderligere oplysninger om den strategi, den linje, I har til hensigt at følge.

EU har en selvstændig forpligtelse til at yde en ekstraordinær indsats, hvis jeg må udtrykke det sådan, selv om vi ved, at det ikke er den ultimative løsning. Vores fælles mål er at holde den globale opvarmning på under to grader i forhold til niveauet i tiden før industrialiseringen, vel vidende, at det er en højrisikogrænse og at det vil blive nødvendigt for nogle områder af verden, for nogle dele af Europa, som planlagt at indføre en tilpasningspolitik. Hvis vi virkelig vil stræbe efter at nå dette svært realisable mål, er en ny international traktat dog en absolut nødvendighed.

Som vi ved, er EU's ansvar begrænset (14 % af de globale drivhusgasemissioner). For en ny international traktat, der tager højde for de ændringer, der er sket siden Kyoto, særligt de asiatiske giganters ekstraordinære og eksplosive vækst, er Bali i sandhed et vigtigt skridt på vejen. Og selv om det ikke er her, der skal opnås enighed, er det her forhandlingerne starter, og det vil derfor være meget vigtigt for Bali at nå frem til et klart forhandlingsmandat med præcise tidsfrister med henblik på et resultat i 2009.

I de seneste måneder har verdensbilledet ændret sig fra et politisk, et økonomisk og et kulturelt synspunkt, fra rapporterne fra FN's klimapanel (IPCC), hvis endelige sammendrag vil blive offentliggjort i slutningen af denne uge og skal fremlægges i Valencia, til uddelingen af Nobelprisen til Al Gore og videnskabsmændene i FN's klimapanel. Meget har ændret sig i løbet af de seneste måneder, og derfor kan vi være optimistiske, omend på en kritisk og årvågen måde.

Jeg vil derfor opridse de store linjer i den betænkning, vi har udfærdiget, og som vi er sikre på vil blive vedtaget med et stort flertal i Parlamentet i morgen. Betænkningen er en tilbud, et tilbud til forhandlerne, der kan hjælpe dem med at lægge en hårdere linje, når forhandlingerne starter. Jeg vil gerne takke fru Hassi, for hvem det, sammen med de andre ordførere, er lykkedes at lave en syntese og forhindre, at det hele kommer til at fremstå som et overpyntet juletræ. Der er i høj grad lagt fokus på disse forhandlinger, og det er sådan, vi vil fremlægge det for jer.

  Satu Hassi (Verts/ALE), forfatter. - (FI) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak for det høje samarbejdsniveau med de politiske gruppers skyggeordførere under forhandlingerne af denne betænkning. Klimaændringerne sker nu, og det går hurtigere end forventet. Vi så et dramatisk eksempel på dette i slutningen af sidste sommer, hvor en million kvadratmeter is, et område på størrelse med Finland, Sverige og Norge tilsammen, smeltede i det nordlige ishav. Det budskab, videnskabsmændene sender ud om de fremskredne klimaændringer og det akutte behov for at begrænse udledningen af drivhusgassemissioner, bliver mere og mere alarmerende. Det fremgik også af forhåndsinformationerne fra IPPC-mødet i Valencia i denne uge.

Det er vigtigt, at der ikke er nogen huller mellem Kyotoprotokollen og den næste klimaaftale. Derfor skal udkastet til 2012-aftalen foreligge allerede i 2009. På Bali må EU gøre alt for at opnå et forhandlingsmandat, der holder den globale opvarmning på under 2 grader. EU's førende rolle er afgørende i denne sammenhæng. Vi viser vejen med foranstaltninger til at reducere vores egne emissioner, men også ved at koordinere de internationale forhandlinger. Det er afgørende at involvere alle de industrialiserede lande, også USA, men det vil ikke være nok til at redde klimaet. Det er lige så afgørende at få de store udviklingslande, som f.eks. Kina og Indien, til at acceptere grænser for stigninger i deres emissioner. Dette er måske den største udfordring i den international diplomatis historie. Vi må forstå, at hvis Kina, Indien og andre tilsvarende lande accepterer grænser for deres emissioner, så vil det skabe væsentlige ændringer i den måde, de tænker og også i den måde, de gør tingene på. Vi må være forberedt på at give dem noget til gengæld. Med andre ord skal vi også bidrage med økonomisk hjælp for at få et gennembrud inden for en ren, klimavenlig teknologi i disse lande.

Jeg vil gerne huske alle på Nicholas Sterns vurdering om, at der hvert år skulle bruges 1 % af det globale bruttonationalprodukt på at beskytte klimaet. Efter 2. verdenskrig bidrog USA med 2 % af deres BNP i form af Marshallhjælpen. Det var vigtigt at få gang i genopbygningen efter krigen, men det er endnu mere vigtigt at forebygge en lignende katastrofe skabt af klimaændringer. Vi må derfor også være forberedt på at betale for klimabeskyttelse.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den indonesiske ø Bali skal snart være vært for de delegerede ved den 13. partskonference under De Forenede Nationers rammekonvention om klimaændringer (COP13), og de vil endnu en gang blive anmodet om at anvende deres erfaring og deres forhandlingsevner til at skabe historie.

Set i lyset af den første periode, hvor Kyotoprotokollen har været gældende, nemlig 2008-2012, viser de alarmerende videnskabelige informationer om nye tendenser i klimaændringerne, der i mellemtiden er kommet frem, hvor vigtigt det er at finde en kollektiv og effektiv løsning på denne udfordring, da hele vores planets fremtid står på spil. I denne sammenhæng er Bali den sidste mulighed for at påbegynde forhandlinger om en global og vidtrækkende aftale om klimaet gældende for perioden efter 2012. Vi er ganske klar over, at denne juridiske proces ikke er let.

EU vil tage til Bali med den samme indstilling, som den har haft i de sidste 15 år, hvor vi uden at tøve og utvetydigt har påtaget os rollen som leder af det internationale samfund i denne store globale udfordring. EU's overordnede mål på Balikonferencen om klimaændringer er møntet på selve processen, dvs. at sørge for, at en global og omfattende forhandlingsproces sættes i gang.

Jeg vil også gerne meddele, at EU betragter følgende områder som afgørende for at skabe en effektiv og passende ramme for perioden efter 2012: for det første at fortsætte udviklingen af en fælles synsvinkel på problemet for at kunne nå klimakonventionens hovedmål, for det andet at blive enige om vedtagelsen af strengere forpligtelser for udviklingslandene hvad angår globale emissionsnedskæringer, for det tredje at fremme tilvejebringelsen af nye rimelige og effektive bidrag fra andre lande, herunder initiativer skabt af nye typer af fleksible forpligtelser om at reducere intensiteten af drivhusgasemissionerne i tilknytning til den økonomiske udvikling, for det fjerde at udvide CO2-markedet, bl.a. ved at styrke innovative og fleksible mekanismer, for det femte at styrke samarbejdet inden for forskning, udvikling, spredning, prognosticering og gennemsigtighed i den teknologiske sektor, og endelig at intensivere bestræbelserne på at tilpasse sig, særligt hvad angår risikostyringsværktøjer, finansiering og teknologi.

Hr. formand, mine damer og herrer! Tallene taler for dem selv. Vi gik foran i Kyoto ved at påtage os større forpligtelser end hvad der blev krævet af os, og i dag har EU og medlemsstaterne klart definerede ambitiøse mål, der igen sætter os i front i bekæmpelsen af klimaændringer. Som formanden for Rådet understregede det i New York er klimaændringer nu unægteligt en af de største udfordringer, menneskeheden står over for, og de har bevæget sig fra et teoretisk niveau til at blive en egentlig og udbredt bekymring for hele verdens befolkning.

Det er en global udfordring som kræver en global løsning. Hvor effektiv denne løsning bliver, afhænger af den samlede indsats fra det internationale samfund. Derfor insisterer vi på, at vi må gøre alt for at få forhandlet os frem til en omfattende global aftale under FN's rammekonvention om klimaændringer, der er, og skal blive ved med at være, den centrale og altafgørende referenceramme for alle handlinger og initiativer, der skal tages på dette område.

Det er derfor på tide, at andre stater påtager sig et ansvar og begynder at spille en reel og velafbalanceret rolle i den globale kamp mod klimaændringer. Vi vil tage til Bali opmuntret af debatten mellem stats- og regeringslederne på det nylige, uformelle topmøde om Europa og globaliseringen, der klart viste, at klimaændringer er et prioriteret emne i EU, og også af Miljøudvalgets konklusioner fra den 30. oktober om forberedelserne til COP23. Vi vil tage til Bali for aktivt at bidrage til at opnå et resultat, der kan omsættes til konkrete, mærkbare forbedringer for klimaet i fremtiden. Bali er ikke slutningen, men begyndelsen på en rejse, den "køreplan", der er blevet talt så meget om i de seneste år. Det er en kompleks og vanskelig udfordring, men en udfordring, der kan overvindes og ikke må tilsidesættes. EU er rede til for sin del at føre an i denne udfordring, da det er, hvad vores befolkninger kræver af os.

  Stavros Dimas, Medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Tak for den mulighed, vi i dag fik for at udveksle synspunkter om EU's rolle på FN-konferencen på Bali, der begynder den 3. december.

Kommissionen og Parlamentet bidrog væsentligt til vedtagelsen af en ambitiøs europæisk politik om klimaændringer. De indtog en førende rolle på den internationale scene og en konstruktiv placering i forhold til vores vigtigste partnere blandt de udviklede lande og udviklingslandene. Jeg ser frem til at fortsætte det tætte og frugtbare samarbejde på Bali, hvor Parlamentet møder talstærkt op.

Det spørgsmål, der blev fremlagt af det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer, vedrører de vigtigste emner, vi vil stå over for på Bali.

Et af disse emner er, hvordan vi sikrer vores vigtigste partnere støtte til at påbegynde forhandlingerne om at indgå en international aftale, der begrænser den globale opvarmning til 2° C.

Balikonferencen bliver utvivlsomt en milepæl i de internationale bestræbelser på at bekæmpe klimaændringer. Bali bliver den første praktiske prøve på det internationale samfunds vilje til at omsætte politiske erklæringer til handling.

Der er mange opmuntrende tegn. Klimaændringer har nu førsteprioritet i international politik, og det er et emne, som stats- og regeringsledere i hele verden bekymrer sig over. For en måned siden blev der på et møde i New York, det første møde af sin slags, som FN's generalsekretær Ban Ki-Moon havde indkaldt til, udsendt et meget stærkt signal: alle verdens ledere anerkender nu klimaændringer som et problem, der kræver en hurtig og afgørende handling fra det internationale samfund.

Det nylige møde i Bogor bekræftede også, at et stadig stigende antal lande er enige om, at der på Bali må opnås en aftale om at indlede officielle forhandlinger, der sigter på at indgå en aftale om klimaændringer for perioden efter 2012.

Indtil nu har debatten også vist, at der er konvergerende meninger omkring de hovedpunkter, aftalen for perioden efter 2012 skal indeholde. Selvfølgelig vil nogle foretrække grupperede tiltag (reducering, tilpasning, teknologi, finansiering) når hovedpunkterne på Bali skal fastlægges, og denne holdning deles af EU.

Ikke desto mindre er det sandt, at det i høj grad er lykkedes for EU at sætte dagsordenen for Balikonferencen. EU's strategi om klima og energi, der blev godkendt af Rådet i marts 2007 på baggrund af et beslægtet forslag fra Kommissionen, har haft en afgørende indflydelse på målene og ambitionsniveauet på Balikonferencen samt på opbygningen af aftalen for klimaændringer i perioden efter 2012.

EU-strategien har dannet grundlag for en række bi- og multilaterale diskussioner. Ved udgangen af denne måned vil EU diskutere klimaændringer som et prioriteret emne på topmøderne mellem EU og hhv. Kina og Indien. Det er op til vores partnere i de udviklede lande at reagere på og samarbejde om de mål, EU har fastlagt på baggrund af videnskabelige oplysninger.

De udviklede lande må fortsat føre an ved at tage ambitiøse forpligtelser om en absolut emissionsnedskæring. Vi har de økonomiske og teknologiske midler til at reducere udledningen af drivhusgasser. Hvis vi og de andre udviklede lande ikke tager det første skridt, hvordan kan vi så forvente, at de hurtigt voksende økonomier agerer, og særligt på det niveau, der kræves?

Imidlertid hersker der ingen tvivl om, at prognoserne for en global stigning i emissionerne kræver, at udviklingslandene deltager. I øjeblikket beder vi dem ikke om at fastsætte absolutte værdier for nedskæringer i deres emissioner. Men med vores hjælp må udviklingslandene nedsætte den hastighed, hvormed deres emissioner stiger. På et globalt niveau kan den absolutte udledning derfor på et tidspunkt i løbet af de næste 10-15 år begynde at falde efter at vi har nået et maksimalt niveau for CO2-emissionerne.

Det er den eneste måde, hvorpå vi kan holde stigningen i planetens middeltemperatur inden for 2° C. I denne sammenhæng må vi fokusere på specifikke forslag til at styrke finansiering af og investering i rene teknologier og disse teknologiers overførsel til udviklingslandene.

Vi støtter derfor vores indonesiske værters forslag om at invitere finansministrene til et møde om klimaændringer og finansiering, der skal holdes på Bali under konferencen.

For at bevare den internationale førerposition må EU først og fremmest opnå resultater på hjemmefronten. Kommissionen vil vedtage en klima- og energipakke i begyndelsen af næste år og vil forberede de nødvendige foranstaltninger for at nå vores mål, som er en unilateral reduktion af drivhusgasserne på mindst 20 % inden 2020, eller 30 %, hvis der indgås en international aftale.

Denne pakke indeholder forslag om fordelingen af ansvar og forpligtelser mellem medlemsstaterne med henblik på at forbedre EU's handelssystem for emissionsrettigheder og opnå de mål, der er fastsat for vedvarende energikilder.

Foranstaltninger, der skal tages på EU-niveau, skal også spille en rolle for emissionsnedbringelsen. Det omfatter de kommende forslag om CO2-emissioner og motorkøretøjer, der blev diskuteret i Parlamentet på plenarmødet i oktober.

Kommissionen vil fremlægge en juridisk ramme for at opnå EU-målet om 120 g/km i 2012. Kommissionen vil også fremlægge retsgrundlaget for kulstofopfangning og -lagring med de nødvendige garantier for miljøbeskyttelse.

Som formanden nævnte det tidligere er Bali kun startskuddet for forhandlingerne. Vi må nu forberede og sikre den bredest mulige internationale støtte for det forløb, vi har planlagt.

EU vil intensivere de bilaterale kontakter med vigtige partnere og vil drage fuld fordel af de kommende topmøder samt alle de vigtige internationale møder.

Som jeg har sagt tidligere, er der på trods af opmuntrende tegn på et internationalt niveau ikke desto mindre meget divergerende meninger. F.eks. er man ikke enige om, hvordan klimaændringer skal bekæmpes, og særligt om, hvilken type mål, der skal fastsættes. USA er fortsat modstander af bindende mål.

Denne slags mål er af afgørende betydning, hvis vi vil sikre effektiviteten af vores aftale og en styrkelse af det globale CO2-marked. Vi vil fortsat samarbejde med alle de parter i USA, der kan hjælpe med at skabe en holdningsændring på føderalt plan.

I selve USA er der allerede livlig debat om bekæmpelsen af klimaændringer. Fra mange dele af USA får vi klare signaler og opfordringer til at handle beslutsomt i optakten til Balikonferencen.

Gennem jeres forskellige kontakter med kolleger i andre parlamenter verden over, med repræsentanter for industrien og med det civile samfund, regner vi med støtte fra Parlamentet til at fremme EU's ambitiøse mål om klimaændringer.

Vi har brug for denne støtte i vores bestræbelser på at styrke det internationale samarbejde om klimaændringer.

(Bifald)

FORSÆDE: Martine Roure
Næstformand

  Eija-Riitta Korhola, for PPE-DE-Gruppen. - (FI) Fru formand! Først vil jeg takke fru Hassi for hendes samarbejde omkring denne betænkning. Selvfølgelig bliver dette måske en af de vigtigste, hvis ikke den vigtigste, konference om klimaændringer. Desværre er der ikke sket store fremskridt under de sidste fem konferencer. Nu er tiden endelig kommet til at fastsætte konkrete foranstaltninger for perioden efter 2012.

Det, som alle de tidligere konferencer havde til fælles var, at i stedet for souvenirs i form af rigtige gennembrud, har EU fået ros for at føre an i de unilaterale handlinger og miljømæssige bestræbelser, og så sker der ikke mere det år. Problemet er, at der er et akut behov for globale foranstaltninger til at løse det globale klimaproblem, men de har været svære at opdrive. F.eks. kunne vi i Nairobi for et år siden ikke se tegn på, at nogle af de vigtige nye lande forpligtede sig til at reducere emissionerne fra 2013. Vi har derfor været nødt til at håbe på, at forhandlinger uden for Kyoto-protokollens rammer vil føre til emissionsnedbringelser i verdens fire største forurenende stater, nemlig USA, Kina, Indien og Rusland.

Måske er begrebet solidaritet den mest håndgribelige udfordring for udviklingslandene. Ingen har kunnet forudse i hvilket omfang, emissioner ville stige, og i dag kommer omkring halvdelen af emissionerne fra udviklingslandene, hovedsagelig Kina og Indien. Selvfølgelig har borgerne i disse lande ret til økonomisk vækst, men det er i alles interesse, at væksten foregår så rent som muligt. Forhandlingssituationen er derfor vanskelig, men det er fremgangsmåden også. Det er måske fristende for selskaber, der opererer på de globale markeder, at fortsætte med at investere i de lande, hvor der ikke er nogen egentlige miljøstandarder eller emissionsgrænser. For folk i udviklingslandene er det dog ikke solidarisk at forurene det fælles miljø. Herudover er det at flytte rundt på emissionerne ikke det samme som at begrænse dem. Resultatet er derfor, at tre ud af fire emissioner stiger kraftigt. Hvordan kommer vi videre fra denne situation? Vil der være tid nok til at udskille den industrielle produktion fra landespecifikke restriktioner og i stedet skabe en verdensomspændende plan for den industrielle sektor og en international kulstoføkonomi? Hovedvægten bør lægges på energiindhold og øko-effektivitet samt lavemissionsteknologi og udviklingen af denne.

  Elisa Ferreira, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil begynde med at lykønske ordføreren, fru Hassi, for hendes åbningstekst og for hendes evne til at generere forpligtelser inden for dette komplekse emne.

Teksten, der skal stemmes om, afspejler den store indsats, de forskellige politiske grupper har gjort for at sende et klart, effektivt og mobiliserende budskab til Bali. Det er den eneste måde at skabe betingelserne for at nå det centrale mål, nemlig at gøre Balikonferencen til det sted, hvor alle de globale partnere påtager sig klare og kvantificerede politiske forpligtelser til bekæmpelse af klimaændringerne inden 2009.

Alle har måttet afgive ofre og har skullet omstille sig. Målet vil være nået, hvis denne tekst vedtages bredt af Parlamentet. Det vil give demokratisk legitimitet til EU's pionerånd på klima- og miljøområdet i hele verdens øjne. Denne pionerånd har skabt et øget ansvar, særligt hvad angår kvaliteten af de fremlagte forslag, der dog bør indeholde både nedskæringer og tilpasninger. Der bør især tages hensyn til det faktum, at de største tilpasningsudgifter nu kommer til at hvile på verdens fattigste områder, som har bidraget mindst til problemet og som er dårligst udrustet til at løse det. Forslagene må imidlertid sikre, at de forskellige internationale forpligtelser om emissionsnedbringelser fordeles ligeligt, proportionalt og retfærdigt.

De miljømæssige forpligtelser må justeres til den udviklingsproces, som de fattigste lande og områder har ret til, inklusive adgang til normale standarder for trivsel og tryghed, både i de mindre udviklede lande og for de store befolkninger i vækstøkonomierne. Selv om EU's pionerånd er en pligt, bør den ikke desto mindre også ses som en mulighed for at opnå komparative fordele inden for miljørelateret teknologi og innovation. Det kan dog kun realiseres, hvis miljømæssige hensyn og forpligtelser gradvist bliver normen i den globale økonomi. Hvis ikke, vil EU's gode praksis forvrænge konkurrencen og skuffe borgerne.

I denne sammenhæng fremsætter Parlamentet et praktisk forslag om, at nationale forpligtelser bør suppleres med en udnyttelse af globale sektoriske forpligtelser med henblik på at skabe standarder og internationalt accepterede bedste praksisser for alle de industri- og servicesektorer, der tager del i den internationale konkurrence. Det er en meget ambitiøs dagsorden, men EU må påtage sig et ansvar, der modsvarer den positive lederrolle, der er så uhyre vigtig for planetens overlevelse.

  Lena Ek, for ALDE-Gruppen. - (SV) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær. Starten på forhandlingerne til det, der vil blive den nye Kyotoaftale på Bali til december er selvfølgelig yderst vigtig. Parlamentet forbereder sig gennem denne debat og gennem en betænkning, og Rådet har også forberedt sig gennem en betænkning. Det, der stadig mangler, tror jeg, er et klarere samarbejde mellem EU's forskellige institutioner. Der hviler et stort ansvar på det portugisiske formandskab i denne sammenhæng. EU må tale med én stemme på Bali.

Et vigtigt element er, hvordan situationen i udviklingslandene skal styres og hvordan det kan lykkes for dem at kombinere økonomisk udvikling med miljøvenlig teknologi. De har brug for vores hjælp. Ikke kun i fine ord, men de har behov for penge, struktureret udvikling og adgang til ny teknologi. Vi har brug for at målrette vores indsats på forskellige politiske områder, og hjælpen må ændres, så også den er miljøvenlig.

En del af løsningen afhænger også af det andet punkt, jeg havde til hensigt at tage op under debatten - skovene. I dag bliver store skovområder fældet og vi ved alle, hvad det betyder for klimaet. Men det er også en katastrofe for de befolkninger, der bor i disse områder når deres levebrød forsvinder. Der må udvikles en arbejdsmetode, der indebærer, at vi betaler udviklingslandene og almindelige familier for at se efter og passe på skovområderne. En bæredygtig produktion er ekstrem vigtig. En fuldstændig uberørt skov er god for biodiversiteten, men en skov i forrådnelse udsender store mængder metangas. Vi har behov for en skov i vækst, hvor slutproduktet behandles på en måde, der binder CO2 og andre drivhusgasser.

Bali vil være et stort, vanskeligt og kaotisk møde. Det bedste, vi kan gøre er at forberede os selv så godt, at selve starten på forhandlingerne bliver god. Her er denne debat et udmærket værktøj, men vi må også forberede os sammen med vores venner gennem en stærk, transatlantisk dialog og gennem en dialog med Kina og Indien. Vi ved, at 25 stater udsender 83 % af de gasser, vi skal bekæmpe, og, hr. kommissær, hr. minister, en sand ven er en person, der spørger dig, hvordan det går og også venter for at høre svaret.

  Liam Aylward, for UEN-Gruppen. - Fru formand! Må jeg også lykønske fru Hassi for hendes arbejde og hendes bidrag til denne debat.

Jeg vil også lykønske Al Gore, USA's tidligere vicepræsident, med den nylige tildeling af Nobels fredspris for sit fremragende arbejde med at fremhæve behovet for handling på internationalt plan for at standse klimaændringerne.

Tildelingen af denne pris er en international anerkendelse af, at klimaændringerne er nået til tops på de internationale politiske dagsordener. Der kræves nu handling på internationalt plan, så vi ved en fælles indsats kan sikre, at der skæres kraftigt ned i CO2-emissionerne inden for den nærmeste fremtid. Derfor støtter jeg fuldt ud EU's forpligtelser til at reducere drivhusgasserne med mindst 20 % inden 2020 og med 50 % inden 2050. Ydermere skal 20 % af EU's energiforbrug dækkes af vedvarende energi i 2020 og tilsvarende 50 % i 2050.

Bali repræsenterer en reel mulighed for at blive enige om et officielt mandat og en officiel ramme for at sikre klare og faste internationale forpligtelser for perioden efter 2012.

Lad fundamentet til byggeklodserne og køreplanen blive lagt på Bali på baggrund af en fælles vision, faste forpligtelser for de industrialiserede lande, en udbygning af brugen af kvotemarkederne, en styrkelse af samarbejdet om teknologisk forskning og en reduktion af skovrydningen. Lad os heller ikke glemme, at EU skal opnå mål på hjemmefronten og føre an med et godt eksempel.

Derfor ser jeg frem til formand Pötterings forslag i februar om, hvordan dette parlament, Europa-Parlamentet, selv kan reducere dets kulstofaftryk.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! I EU er det jo efterhånden blevet almindelig praksis at tale om en europæisk førerrolle i den internationale klimabeskyttelse, som rådsformandskabet også gjorde i dag. Når jeg tænker tilbage til marts sidste år og topmødebeslutningerne om senest i 2020 at nå op på 20 % CO2-reduktion, 20 % effektivitet, 20 % energi fra vedvarende kilder, så lyder det også som en førerrolle.

Jeg beklager dybt, at det ikke er lykkedes at komme så langt med forhandlingerne med medlemsstaterne om energipakken, at vi kan underbygge disse topmødebeslutninger i Bruxelles før Bali. Hvis tredjelande, som vi vil forhandle med på Bali, ser om bag de europæiske kulisser og ser, hvor vanskelige forhandlingerne med medlemsstaterne om energieffektivitet og vedvarende energi er, så vil de konstatere, at det hidtil har været et langt sørgespil. Jeg tror, det er et rigtig dårligt signal, at man kræver store bedrifter på verdensplan, men kun er villig til at gå med museskridt derhjemme. Problemet er jo ikke, at vi ikke har teknologien. Problemet er, at vi endnu ikke har det politiske mod til virkelig at indlede det paradigmeskift, som der blev talt om i marts sidste år inden for energipolitikken og ressourcepolitikken.

Jeg må sige, at jeg var rystet under sidste plenarmøde, da Reul-betænkningen blev vedtaget, og der igen kun blev talt om kul og atomkraft som svar, og jeg skammer mig faktisk over, at europæere nu tilbyder afrikanske lande atomenergi som løsning på klimaproblemerne. Jeg tror, der er nogle europæere, der er gået fra forstanden.

  Roberto Musacchio, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Fru formand! Teksten, der bliver fremlagt for Parlamentet er resultatet af Klimaudvalgets fælles arbejde. Udvalget, der er sammensat på et ad-hoc-grundlag med et meget vigtigt mandat, har iværksat mange hørings- og debatinitiativer og har udarbejdet et instrument, som Europa kan bruge til at indtage en vigtig rolle på COP13 på Bali.

Kernen i det politiske forslag er klar og kraftfuld. Vi har behov for en politisk og multilateral tilgang baseret på FN og som tager hensyn til FN's klimapanel og væsentlige ændringer, ikke alene teknologiske ændringer, men også ændringer i den sociale model. Vi har brug for teknologioverførsler, samarbejde og en ny miljømæssig og udviklingsmæssig tilgang. Kommissionens og Rådets forslag om 3,20 % er kun en begyndelse i denne henseende, omend en positiv begyndelse. Vores tankegang er nødt til at være bred og fremadrettet, og for at være helt ærlig kan fremtiden ikke rumme en tilbagevenden til fortidens gamle, farlige og kontroversielle teknologier, som f.eks. atomkraft.

Vi bliver også nødt til at begynde at tænke over de innovative forslag, som vi selv har fremlagt i den parlamentariske debat og som nu tages op på en mere håndgribelig måde af ledende personer som f.eks. kansler Merkel. Jeg taler om en udregning af emissionerne pr. indbygger, som vi har foreslået det sammen med hr. Prodi, og som er et meget vigtigt element set i lyset af den nuværende situation, hvor der nu ser ud til at være en uligevægt i emissionerne, som også skal reduceres ligeligt.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! På vegne af min kollega Hans Blokland vil jeg gerne bidrage med følgende indlæg.

Indledningsvis vil jeg gerne takke Satu Hassi for det omfattende og væsentlige arbejde, hun har udført for at nå frem til det foreliggende beslutningsforslag. Set i lyset af den kommende klimakonference på Bali er det væsentligt at formulere Europa-Parlamentets holdning til klimapolitikken så kort og præcist som muligt. Det er lykkedes for Satu Hassi.

EU sætter nu i høj grad fokus på klimapolitikken, og det må være på tide, andre dele af verden følger efter, herunder de lande, som endnu ikke har ratificeret Kyotoaftalen. På Bali bør EU derfor også - vel at mærke ikke på en paternalistisk måde, men i samarbejdets ånd - vise, at vi indtager førerpositionen i denne henseende.

Jeg oplever Bali-konferencen som en anledning til, at vi alle i fællesskab overvejer, hvilken klimapolitisk indsats der bliver behov for efter 2012. Der kræves en fælles, global indsats for at bevare det skabtes kvaliteter og sikre vores fremtid.

  Karl-Heinz Florenz (PPE-DE). - (DE) Fru formand, kære Stavros Dimas! Hjertelig velkommen hos os. Vi glæder os til at diskutere med Dem på Bali om den vej, som Europa vil gå inden for klimapolitikken.

Jeg mener, det er en fælles udfordring at føre klimapolitik. Det er ikke kun noget for verdensfjerne miljøfreaks, det er ikke kun noget for liberale købmænd, det er en udfordring, som vi alle må påtage os, og det er Klimaudvalget i gang med at gøre. Det er ikke gået op for alle endnu, men vi er godt på vej.

Bali er en milepæl, ingen tvivl om det. Et hul efter Bali - dvs. et hul efter Kyoto - ville være en katastrofe, ikke kun for miljøet, men også for den økonomiske politik, for uden faste data kan man ikke investere. Det handler også om, hvor vi står i dag, og hvad vi egentlig har at tilbyde på Bali. For kun hvis vi har noget at tilbyde, kan vi forvente, at andre kontinenter vil slå følge med os for at løse problemet i fællesskab.

Derfor er det rigtigt, at vi kommer med engagerede tilbud - tre gange 20 er en hel del, og vi skal være glade, hvis vi når disse mål. Jeg kan stadig se nogle store forhindringer, men det skal nok lykkes. Jeg tror imidlertid også, at vi netop for at gå foran med et godt eksempel også vil få en europæisk miljøudenrigspolitik, som også vil få indflydelse på, hvorfor vi egentlig har disse kæmpemæssige brande i hele verden, som skaber mere CO2 end alle Europas kraftværker tilsammen.

Her tror jeg, Europa må gribe ind, her er vi godt på vej, og så vil amerikanerne fra det indre af USA - ikke nødvendigvis gennem deres regering - blive tvunget til at gribe til positiv handling. Det vil vi nå frem til. Jeg betragter udelukkende klimaændringen som en kæmpemæssig økonomisk chance. Hvis ikke vi tager denne chance, er der andre, der vil gøre det.

  Riitta Myller (PSE). - (FI) Fru formand! Troværdigheden af det lederskab, EU har udvist inden for klimapolitik, vil blive målt og vejet på Bali til december. Resultatet må være en global vilje i form af et klart mandat til at forhindre jordens temperatur i at stige med mere end to grader. EU har allerede taget sine egne beslutninger. Hvis målet skal nås, skal alle de industrialiserede lande, f.eks. USA og Australien, dog forpligte sig til kvantitative emissionsnedbringelser.

Vi har ikke længere råd til at føre den type debat, vi har haft indtil nu om, hvorvidt vi skal nå dette mål gennem teknologisk udvikling eller gennem at sætte bindende mål. Der er brug for begge dele. Kun bindende mål og tilpas strenge mål for emissionsnedbringelser kan få virksomhederne til at gå over til en renere og mere miljøvenlig teknologi. Vi skal huske på, som det også er blevet sagt her, at det kræver solidaritet at få alle parter til at vedtage traktaten, særligt med udviklingslandene, der har det dårligst af alle. Vi har dog også brug for at opnå et tydeligt forhandlingsmandat over for udviklingslande som f.eks. Kina og Indien om kvantitative emissionsnedbringelser fremover.

Again I would like to thank all those who have been involved in drafting this resolution for Parliament, and especially Mrs Hassi and the groups’ negotiators. You have done some excellent work.

  Vittorio Prodi (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer. Lad os hilse på Kommissær Dimas, der vil deltage i første række på Bali. Global opvarmning er et påtrængende, meget alvorligt og virkelig globalt problem, der kræver global enstemmighed så hurtigt som muligt. Derfor er det vigtigt snarest at fremsætte forslag om, hvordan udledningerne af drivhusgasser kan kontrolleres, forslag, der er mere retfærdige og som i videre udstrækning kan accepteres end dem i Kyotoprotokollen, der var baseret på princippet om "velerhvervede rettigheder", dvs. "dem, der før har forurenet mest, kan fortsat forurene mest". Det er uacceptabelt.

Derfor tror jeg, at vi må fremsætte et mere dristigt forslag. Som det allerede er blevet påpeget, fremsatte jeg et ændringsforslag der kan sammenfattes i sloganet "en person, en emissionstilladelse". Det er et forslag fra den tyske professor Lutz, der også bakkes op af kansler Merkel.

Hvis vi alle skal have de samme betingelser, den samme adgang til naturressourcerne, er det vigtigt for Parlamentet at støtte processen, som, set ud fra emissionshandelssystemet, kunne give befolkningerne i udviklingslandene en række ressourcer i en størrelsesorden, der overgår dem, de ville få fra internationalt samarbejde og som ville være lettere at kontrollere Til gengæld ville det også forpligte dem til at respektere kulaflejringer som f.eks. regnskove.

Princippet om retfærdighed burde skabe grundlag for en gradvis forbedring, der bliver nødt til at starte fra en udgangsværdi, hvis de tilladte emissionsværdier for 2050 skal kunne beregnes. Derfor er det afgørende, at de "velerhvervede rettigheder" reduceres gradvist. Det er lige netop fordi emnet er så alvorligt og påtrængende, at vi må sætte processen i gang, så målet hurtigt kan nås.

  Caroline Lucas (Verts/ALE). - Fru formand! En af de mest effektive strategier, EU kan anvende på Bali, er at gå foran med et godt eksempel. Den første del af den nye europæiske klimalovgivning, der skal stemmes om efter Rådets møde i marts, er indlemmelsen af flytrafikken i emissionshandelssystemet. Så resultatet af denne afstemning er meget vigtig, ikke alene i sig selv, men også for det signal, det sender til de andre parter på Balikonferencen om, at EU tager sine forpligtelser om klimaændringer alvorligt.

Indtil nu har det praktisk talt set relativt sort ud. Kommissionens oprindelige forslag var håbløst svagt, og det faktum, at Rådet ikke har kunnet opnå et fælles mandat om enighed ved førstebehandlingen, udsender meget negative signaler. Jeg opfordrer derfor både Rådet og Kommissionen til at forhøje standarden væsentligt og hurtigt.

At opnå succes på Bali afhænger stærkt af, om retfærdighed er et centralt element i en ny aftale. Det er derfor, forslagene må baseres på en konvergens mod lige emissionsrettigheder pr. indbygger, som f.eks. den tilgang, der er kendt under betegnelsen "Contraction and Convergence" (emissionsnedbringelse og konvergens). Jeg opfordrer Rådet og Kommissionen til at anvende denne tilgang.

Til sidst vil jeg advare mod en for stor afhængighed af CO2-kompensationsordninger. Som en af mine kolleger påpegede det, er CO2-kompensationer lige så nyttige som antirygerkampagner, der betaler andre for at holde op med at ryge i udviklingslandene, mens man selv gladelig bliver ved med at bakke løs på cigaretterne. Det er uansvarligt og aldeles ineffektivt.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand, hr. kommissær! Formålet med Balikonferencen er at fremme ambitiøse og realistiske rammer for perioden efter 2012. Der er ikke tid til yderligere forsinkelser. Der må straks gøres noget drastisk ved den globale opvarmning. Økologi og økonomi må og skal eksistere side om side.

De efterfølgende fordele vil være langt større end de økonomiske omkostninger. Det kræver dog, at der indgås en bredere aftale med detaljerede forpligtelser til at nedbringe emissionerne i stedet for ren ønsketænkning. Der må gøres en indsats for at bekæmpe emissioner fra den internationale luft- og søtransport. Der er behov for at binde drivhusgasser gennem en bæredygtig skovdrift og en ændring i produktionsstandarder og forbrug samt gennem arealanvendelse.

Men for at opnå dette må Kommissionen huske på glemte mål, der er forbundet med en dristig fremme af vedvarende energikilder. Den må fremføre mere ambitiøse mål og demonstrere en stærkere politisk vilje.

Det er, hvad vi forventer, Hr. Dimas.

  Romana Jordan Cizelj (PPE-DE). - (SL) EU er en verdensleder når det gælder om at bekæmpe klimaændringer og at udvikle nye miljøvenlige teknologier. Men hvor lang tid kan det blive ved? Erkendelsen af behovet for at bekæmpe den menneskelige påvirkning af det naturlige miljø vokser i mange lande. Det bliver fulgt op af strategier, planer og foranstaltninger, selv i lande, hvor miljøbeskyttelse selv for nylig ikke blev prioriteret særligt højt.

Tag f.eks. Kina, som en delegation fra det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer for nylig besøgte for at gøre sig bekendt med situationen der. Selv om Kina som et udviklingsland under Kyotoprotokollen ikke har pligt til at nedbringe drivhusgasemissionerne, er landet stadig mere bevidst om det problem, den globale opvarmning udgør, og er allerede begyndt at gøre noget ved det. Landet har vedtaget et nationalt klimaændringsprogram, hvor der bl.a. er fastsat mange ambitiøse mål.

Alt dette viser, at vi ikke kan hvile på laurbærrene, hvis Europa stadig vil have global indflydelse. Jeg opfordrer derfor delegationen på Bali til at fremstille Europas rolle i kampen mod den globale opvarmning derefter og at tale med én stemme. Efter min mening er en tilstrækkelig nedgang i opvarmningen kun mulig, hvis det lykkes os at oprette et globalt CO2-marked. Prisen, altså penge, er en ekstremt effektiv mekanisme til at opnå mål i det menneskelige samfund.

I forsøget på at få en aftale om globale foranstaltninger i hus må vi ikke glemme at implementere vores egne mål. Vi må hele tiden udvikle vores egne politikker og fortsætte med at indføre nyskabelser i energi- og transportsektoren og andre sektorer, der også genererer drivhusgasemissioner. Kun med en effektiv og succesfuld gennemførelse herhjemme kan vi få succes med vores forhandlinger og samarbejdet med tredjelande.

Jeg håber, at delegationens besøg på Bali vil skabe resultater, og at det lykkes delegationen at fremlægge de synspunkter, vi har fremsat i vores betænkning.

  Dorette Corbey (PSE). - (NL) Fru formand! EU må i næste måned under konferencen på Bali med al sin politiske tyngde arbejde for, at konferencen bliver en succes. Det forudsætter støtte fra udviklingslande og lande som Kina og Indien. Disse lande har hidtil kun i ringe grad bidraget til klimaændringerne, men de rammes hårdt af disses konsekvenser. Europa bør tilbyde disse lande bistand og vise imødekommenhed, således at landene kan tilpasse sig klimaændringerne. Og vi må investere i teknologioverførsel.

Jeg ser optimistisk på mulighederne for, at vi i 2009 virkelig kan få taget fat på realiteterne og nå frem til en god aftale, som også USA kan tilslutte sig. Følger resten af verden ikke Europas linje og accepterer bindende målsætninger, bliver der imidlertid behov for en plan B eller endog en plan C.

Plan B består i globale reduktionsmålsætninger for hver enkelt industrisektor. Og lykkes det ikke, kommer plan C ind i billedet med importafgifter på produkter fra lande, som nægter at tilslutte sig klimapolitikken.

Det foreliggende beslutningsforslag er godt og fortjener vores fulde støtte. Min kompliment herfor til Satu Hassi og skyggeordførerne.

  David Hammerstein (Verts/ALE). - (ES) Fru formand! Der er blevet foreslået en gennemsnitsmængde af emissioner pr. indbygger for alle lande, men vi skal være opmærksomme på, at det, der kan være socialt retfærdigt, kan ende med at være økologisk umuligt.

Det er nødvendigt at inddrage lande som Kina og Indien, og der er brug for at sikre ligevægt i miljømålene. Men miljøkonvergensen mellem nord og syd skal foregå hurtigt og med udgangspunkt i et meget lavt emissionsniveau, hvis vi ønsker at gøre noget effektivt og ikke snyde os selv.

Samtidig bør vi overveje fiskale og kommercielle foranstaltninger for at bremse handlen med meget forurenende produkter samt handel med produkter, der er fremstillet ved hjælp af en ikke ren teknologi.

Denne klimabeskyttelse uden for EU kunne være et svar fra EU's side på væksten i emissionerne fra vores egne produkter, der kommer fra lande i syden, og disse penge kunne vi så efterfølgende investere i rene teknologier og i syden.

  Jens Holm (GUE/NGL). - (SV) Vi skal snart beslutte os for, hvordan vi skal kunne bekæmpe den globale opvarmning efter 2012, når Kyotoaftalen udløber.

Vi har et meget godt grundlag. Vi skal reducere emissionerne med mindst 80 % inden 2050, hjælpe udviklingslandene med at nedsætte deres emissioner, gennemføre foranstaltninger mod kødindustrien, der står for omkring en femtedel af de globale drivhusgasemissioner, indføre en mere fleksibel patentlovgivning, der gør det lettere at udbrede grøn teknologi, certificere biobrændstoffer for at forhindre, at de havner i konflikt med fødevareforsyningen, og bevare verdens skovområder. Som det før er blevet sagt, er alt dette meget godt.

Det, der mangler og som må gøres i fremtiden, er at træffe foranstaltninger mod den stadig stigende trafikstrøm i EU, EU-tilskuddene og det faktum, at markederne prioriteres, når det er EU, der lovgiver og implementerer.

Der er 11 ændringsforslag, og de fleste synes jeg er gode, da de styrker kernen i beslutningen, nemlig at det er den rige verden, der er ansvarlig for klimaændringerne og som derfor må gå forrest med radikale nedskæringer

Jeg er bekymret over ændringsforslag 7, der vil anvende atomkraft i bekæmpelsen af drivhuseffekten. Vi skal ikke erstatte et miljøproblem med nye problemer.

  Anders Wijkman (PPE-DE). - (SV) Fru formand! Det er snart 15 år siden Riokonferencen underskrev Klimakonventionen, og alligevel er det et faktum, at klimaemissioner stiger hurtigere nu end nogensinde før. Det viser, hvor utilstrækkeligt det internationale samarbejde har været indtil nu.

EU må fortsat tage et ledende ansvar gennem hjemlige foranstaltninger - lige fra strengere krav til fremtidens biler til øget tilskud til alternative energikilder. Men 'domestic action' er ikke nok. Hr. Florenz spurgte, hvad vi kan tilbyde resten af verden. Det er et godt spørgsmål. Jeg tror, vi kan tilbyde tre ting. For det første: en ren miljøvenlig teknologi til alle de udviklingslande, der er inde i en moderniseringsfase, ikke mindst Kina og Indien. De har al ret til deres udvikling, men de behøver ikke gentage vores fejl. At give støtte til teknik og viden skal prioriteres højt på EU-budgettet. De vinder ved det, men det gør vi også.

Det er også vigtigt for os at påtage os vores historiske ansvar og give støtte til tilpasningsforanstaltninger til alle lavindkomstlandene, der kommer til at rammes hårdt af storme, oversvømmelser og lange tørkeperioder. De penge, der indtil nu er blevet lagt til side i forskellige tilpasningsfonde og initiativet "Climate Alliance", som Kommissionen har taget for nylig, er ikke nok. Det er alt, alt for lidt. Behovene er hundrede gange større.

For det tredje, som fru Ek understregede, er det vigtigt at være opmærksom på skovenes rolle, ikke mindst regnskovenes. Vi må give dem, der ejer skovene, et incitament til ikke at fælde skovene, men at bevare dem.

Klimapolitikken står og falder ikke med Balikonferencen, men et godt resultat på Bali vil selvfølgelig forøge muligheden for at opnå en endelig aftale i 2009. For at muliggøre dette formoder jeg, at Kommissionen og Rådet vil lytte til Parlamentet, ikke mindst med hensyn til behovet for at gøre endnu mere inden for teknisk samarbejde, tilpasningsforanstaltninger og skovspørgsmål.

  Matthias Groote (PSE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! På forårstopmødet traf stats- og regeringscheferne nogle gode beslutninger for at bekæmpe klimaændringen. Stats- og regeringschefernes beslutning betyder, at drivhusgasserne i Europa i 2020 vil være reduceret med 20 % i forhold til 1990. På forårstopmødet aftalte man desuden, at reduktionsmålet skal forhøjes til 30 %, hvis andre industrinationer forpligter sig til at reducere deres drivhusgasser. Derfor bør EU gøre alt for at opmuntre andre industrinationer til at være med i post-Kyotoaftalen.

Jeg vil gerne nævne et specielt punkt, nemlig transportsektoren. Det er nemlig vigtigt, at det lykkes at integrere transportsektoren i post-Kyotoaftalen. Alene i Europa står transporten for 21 % af drivhusgasserne. Specielt den grænseoverskridende flytransport blev ikke integreret i Kyotoaftalen, fordi den internationale civile luftfartsorganisation ICAO lovede, at man ville skabe et globalt system. Dette løfte er ikke blevet indfriet siden 1997, og vi venter desværre stadig på, at flytrafikken bliver integreret i aftalen, og jeg håber, at det vil ske på Bali.

  Herbert Reul (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Der er et stort klimaproblem. Det er der ingen, der benægter. Men i den politiske diskussion handler det om, hvordan vi løser det. Jeg må sige, at vi i forbindelse med den foreliggende betænkning har store problemer med den måde, problemet behandles på.

Problemer løser man ikke ved at beskrive undergangsscenarier og tale om overtrædelse af menneskerettigheder og vælge et sprog, som snarere skræmmer folk væk end tilbyder løsninger. Meningen må være, at man nøgternt og sagligt vejer forskellige argumenter op mod hinanden og søger efter løsninger. Derfor beklager jeg, at vi i forbindelse med spørgsmålet om årsagerne til klimaudviklingen og klimaændringerne ikke var villige til også at give plads til forskellige vurderinger. Jeg går ind for, at man sætter ambitiøse mål, men de skal også være realistiske. Ellers vil politikken i sidste ende være virkningsløs.

Det kan heller ikke være rigtigt, at man indfører nogle tabuer og slet ikke må diskutere kul og udvikling eller kernekraft, men at det eneste svar er vedvarende energi. På den måde løser man ikke problemet. Der er brug for en omfattende debat, som behandler alle aspekter grundigt, og som er åben over for forskellige instrumenter, åben for forskellige oplysninger.

Jeg mener f.eks. også, vi skal overveje, hvilke effekter vi kan nå med hvilke midler. Hvordan opnår vi den bedste effekt? Det hører også med at tage udgifterne med i betragtning. Efter min mening hører det også med, at man ikke kun fokuserer på statslige politiske beslutninger, men også overvejer, som nogle medlemmer har sagt til mig, hvordan man kan fremme og støtte den teknologiske udvikling. Efter min mening giver det ingen mening, at vi på den ene side har denne debat i dag, og så på den anden side om to-tre timer eller to-tre dage samme sted diskuterer Lissabonstrategier og lignende. Det skal ske samlet, hvis man vil bekæmpe klimaændringen, hvis man vil mildne konsekvenserne.

Jeg mener, at de kritiske bemærkninger, som vi også har fremført under drøftelserne, kun har en begrænset chance. Jeg håber, at vi får en chance for en lidt mere differentieret argumentation i forbindelse med den kommende, udførlige betænkning fra Klimaudvalget.

  Karin Scheele (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne tilslutte mig de mange lykønskninger til ordføreren for denne gode og saglige betænkning, som også fik et pænt flertal i Klimaændringsudvalget. Det er klart, at vi forventer resultater og et klart mandat fra Bali. Det kræver et fælles og differentieret ansvar fra industrilandenes, de nyindustrialiserede landes og udviklingsstaternes side.

Det fremgår klart af denne beslutning, at vi forventer resultater inden 2009. Og her må vi i Europa-Parlamentet også sende helt klare politiske budskaber til resten af verden, til de andre kontinenter, med de retsakter, som vi beslutter. Som det allerede er blevet nævnt i dag, omfatter det bl.a. inddragelse af flytrafikken i emissionshandelen og CO2-udstødning fra biler. Det vil være en væsentlig forudsætning for, at vi kan få alle lande med.

  Katerina Batzeli (PSE). - (EL) Hr. kommissær! Lad mig først og fremmest lykønske Dem for Deres indsats på det vigtige internationale område, som klimaændringer udgør.

Fru formand! Kampen mod klimaændringer skulle give inspiration til en ny udviklingsmodel. Denne model skal redefinere de eksisterende politikker i retning mod miljøbeskyttelse og sammenkædning af økonomiske aktiviteter, der respekterer naturressourcer og social velfærd.

EU bør indtage en lederrolle og sikre, at forhandlingerne ikke ender med at gøre de fleksible mekanismer i Kyotoprotokollen endnu bredere. Målet på Bali bør være en aftale med et miljømæssigt perspektiv. Aftalen bør også gøre udnytte mulighederne for teknologisk innovation, økonomisk udvikling og jobskabelse.

F.eks. ville en overgang til en verdensomspændende lavemissionsøkonomi, der skulle opnås ved at sammenkæde CO2-markederne til emissionshandelssystemerne, være et skridt i den rigtige retning.

Balikonferencen giver mulighed for at formulere et omfattende forslag for perioden efter 2012 med bindende, langsigtede mål.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Dette er en debat af ubestridt vigtighed, som vi med jævne mellemrum har haft her i Europa-Parlamentet. Klimaændringer og EU's forberedelser til Balikonferencen har været et tilbagevendende emne i de månedlige møder, jeg har deltaget i. Det belyser klart den betydning, Parlamentet tillægger emnet, og så sent som i morges var klimaændringer på dagsordenen igen i forbindelse med vores debat om globaliseringen.

I min åbningstale nævnte jeg de seks fundamentale målsætninger, som EU vil fremlægge på Balikonferencen. Disse målsætninger er klare og veldefinerede, og jeg antager, at der er en god forståelse for og fuld opbakning til dem, og naturligvis vil vores mål være at nå dem alle. Jeg udtrykte dog også i klare vendinger, at det er en vanskelig, kompleks og politisk følsom proces, men vi vil selvfølgelig gøre vores yderste for at nå frem til et resultat.

Nogle af mine kolleger har antydet, at EU måske ikke har været den leder, den ofte har hævdet at være i denne proces. Jeg deler ikke dette synspunkt, fordi hvis der er en blok, en organisation eller en enhed, der har vist håndgribelige tegn på at have ambitiøse mål, på at ville gå længere og udvise et reelt ansvar for et problem, der berører vores borgere, så er denne enhed EU. Vi har indført vores egne mål for emissionsnedbringelser, der ikke kan tangeres og ikke er blevet tangeret noget andet sted i verden, og vi har også ydet en væsentlig indsats for at spare energi, investere i vedvarende energikilder osv. Vi må derfor være stolte af vores indsats og vores arbejde, og vi må ikke slække på denne indsats.

Til sidst vil jeg også gerne sige, at vi har noteret os de anbefalinger og de forslag, der er blevet fremsat i fru Hassis betænkning. Nogle af disse forslag henviste fru Ferreira til her, og Rådet vil helt afgjort tage hensyn til anbefalingerne.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. − Fru formand! Først og fremmest vil jeg takke talerne i dagens debat for deres positive bidrag.

Der er begyndende enighed om, at det er nødvendigt med en global indsats for at vinde slaget mod klimaændringer og om, at Bali må fastlægge processen omkring og indholdet i klimaaftalen for perioden efter 2012.

EU vil intensivere de bilaterale kontakter med de afgørende partnere for at få støtte til denne linje. Men vi må også kigge ud over Bali. Lad os ikke glemme, at Bali kun er starten på en forhandlingsproces. At sikre, at vi kommer på rette spor på Bali er selvfølgelig afgørende. Men vi bliver nødt til at forstærke indsatsen for at skabe fælles synspunkter og udvikle fælles løsninger med alle vores partnere i løbet af de kommende måneder og år.

Topmøderne mellem EU og henholdsvis Kina, Indien og Asien, der alle finder sted til november, er de næste skridt på vejen mod at skabe en endnu større konvergens og politisk styrke omkring den internationale klimaaftale for perioden efter 2012.

Hvad angår USA og Canada vil det være afgørende at videreføre, men også at gå længere end kontakterne til forbundsregeringen. ICAP-samarbejdet med de amerikanske stater og de canadiske provinser, som jeg underskrev på EU's vegne i Lissabon den 29. oktober, bringer parter sammen, der aktivt stiler efter en implementering af CO2-markeder gennem obligatoriske emissionslofter og -handel (cap-and-trade systems).

Jeg ser frem til at fortsætte diskussionerne med medlemmerne af Europa-Parlamentet i opløbet til Balikonferencen og takker for jeres støtte.

Jeg skal understrege, at uden den løbende støtte fra Parlamentet, ville vi ikke have opnået en energi- og klimapakke tidligere på året, og uden jeres støtte har vi ingen forhåbninger om at opnå et bedre resultat på Bali. Så jeg beder jer komme til Bali med et højt ambitionsniveau og hjælpe os som I ved bedst.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾ fra Det Midlertidige Udvalg om Klimaændringer, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen torsdag.

(1) Se protokollen.

10. EU's naboskabspolitik - Situationen i Georgien (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- betænkning af Raimon Obiols i Germà og Charles Tannock for Udenrigsudvalget om styrkelse af den europæiske naboskabspolitik (2007/2088(INI)) og

- redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen i Georgien.

  Raimon Obiols i Germà (PSE), ordfører. - (ES) Fru formand! Jeg overtog medordførerskabet for denne betænkning fra vores kollega, hr. Beglitis, som nu er i det græske parlament, og jeg gjorde det med en vis bekymring, men jeg er nødt til nu at understrege, at jeg er meget tilfreds med det opnåede resultat. For det første på grund af den gode harmoni med medordføreren hr. Tannock, men også fordi jeg har haft lejlighed til at arbejde sammen med en gruppe af særdeles dygtige assistenter og embedsmænd, og ikke mindst, fordi der er opnået et højt niveau af konsensus i forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning.

De fleste af de stillede ændringsforslag er blevet accepteret, og det har været positivt medvirkende til aftalen og resultatet, som efter min mening er tilfredsstillende.

Betænkningen støtter Kommissionens dokument fra december 2006 om vurdering og fremtidig udvikling af den europæiske naboskabspolitik, og under hensyn til den opnåede konsensus kan det på nuværende tidspunkt siges, at Parlamentet og Kommissionen har samme vision, nemlig at det europæiske kontinent og Middelhavsregionen er områder, der er indbyrdes afhængige, og som ikke kan betragtes isoleret, og at naboskabspolitikken giver nye muligheder for forbindelser og samarbejde med samfund, som står over for fælles udfordringer og problemer, men som også tilbyder store muligheder for fælles fremskridt.

Teksten påpeger nogle elementer, der kan styrke den europæiske naboskabspolitik og gøre den så ambitiøs som mulig. Lad mig hurtigt nævne fem af disse:

For det første er der princippet om at udforme en bred politik, der dog skal tage udgangspunkt i et princip om differentiering, således at den europæiske naboskabspolitik ikke bliver opfattet som en standardiseret og mekanisk rutine, men som den måde, EU kan organisere forbindelserne med sine naboer på med den nødvendige fleksibilitet for at kunne komme med det rigtige svar på forskellige situationer.

For det andet er der tanken om ligevægt mellem landene i øst og landene i syd. Den ene gruppe skal ikke prioriteres på bekostning af den anden. Vi skal tage udgangspunkt i en fuldt afbalanceret tilgang.

For det tredje skal vi med naboskabspolitikken styrke udformningen af Euro-Middelhavspolitikken, som er den, som jeg konkret har arbejdet med i denne betænkning. Det drejer sig ikke om at skabe overlappende politikker og om at skabe en barok og kompliceret ordning, men om at skabe synergier, så den europæiske naboskabspolitik kan styrke den overordnede udformning af politikken for Euro-Middelhavspartnerskaberne og Euro-Middelhavsassocieringerne.

For det fjerde er det tanken at gå fra samarbejde til integration af alt det, der er muligt. Inden for de sektorer, som er parate til det, vil det i de kommende år f.eks. dreje sig om at skabe en fælles politik for forvaltning af områder, der kan sikre udviklingen og tilnærmelsen af synergier inden for nøglesektorer som energi, transport, interkulturel dialog, miljø og uddannelse.

Og endelig er der kriteriet om at involvere, ikke kun regeringernes og de parlamentariske institutioners forvaltning, men i videst mulige omfang så mange sektorer som muligt fra de civile samfund, jo flere, jo bedre.

I denne henseende burde vi i forbindele med den europæiske naboskabspolitik også overveje det grundlæggende spørgsmål om kommunikation og synlighed. Eller med andre ord, en fælles fortælling om Europas politik i forhold til dets naboer.

Endelig vil jeg gerne påpege, at vi på nuværende tidspunkt står med den første udfordring om synlighed og kommunikation med det forslag om en Middelhavsunion, som hr. Sarkozy har fremsat. I går lyttede vi til den franske præsident, og jeg synes, at han kom med nogle meget positive nuanceringer, da han påpegede, at hans forslag om en Middelhavsunion for det første ikke udelukker nogen, og for det andet at den skal være en del af Euro-Middelhavspolitikken, og for det tredje, at den skal forsøge at nå endnu længere.

Jeg er helt enig i dette forslag, der forsøger at forenkle den generelle politiske og institutionelle ramme for den europæiske naboskabspolitik, i særdeleshed i Middelhavsområdet.

  Charles Tannock (PPE-DE), ordfører. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne takke både hr. Beglitis, som nu er medlem af det græske parlament, og hans efterfølger, hr. Obiols i Germà, for upåklageligt samarbejde på tværs af partierne og eventuel konsensus som medordførere for denne hovedbetænkning.

Det siger sig selv, at alle har brug for gode naboer. I en usikker verden i konstant forandring er der brug for, at EU udvikler gode og styrkede forhold med lande i dets periferi, som bygger på sikkerhed, stabilitet og gensidig fordel for alle. Hidtil har den europæiske naboskabspolitik (ENP) vist sig at være et værdifuldt redskab i denne proces, idet den har skabt en kreds af venner med sigte på at forbedre det handelsmæssige, det rejserelaterede og det politiske samarbejde, navnlig med hensyn til bekæmpelse af terrorisme og handel med mennesker. Men selvfølgelig er de fælles værdier af yderste vigtighed, og vores hovedprioritet drejer sig især om at styrke demokratiet, retsstatsprincippet og menneskerettighederne.

Jeg må minde Kommissionen om, at ENP blev affattet lidt hastigt. Nogle ville hævde, at en omfattende ordning for alle sydlige Euromedlande og de østeuropæiske lande samt nabolandene i Sydkaukasus ikke er en varig udenrigspolitisk idé for EU. Ikke desto mindre accepteres det i vores betænkning fuldt ud, at denne enhedspolitik er kommet for at blive, i hvert fald inden for en nær fremtid, og Europa-Parlamentet vil forpligte sig til den som den er.

Moldova er dog tydeligvis ikke det samme som Marokko. Landene i den sydlige dimension er ikke europæiske og har derfor ingen reelle udsigter til EU-medlemskab. I øst, som er min side af betænkningen, er der imidlertid mindst to lande - Ukraine og Moldova - som jeg mener allerede har ret til tiltrædelse i henhold til Maastrichttraktatens artikel 49, idet de unægteligt er europæiske af natur.

Med hensyn til visumlettelse, tilbagetagelse og tiden efter Ukraines WTO-tiltrædelse - som vi håber vil ske næste år - en stor EU-frihandelsaftale - sker der betydelige fremskridt inden for alle disse områder i et land som Ukraine, og jeg håber, at disse områder inden længe vil strække sig til Moldova og eventuelt andre lande i Sydkaukasus.

Efter min opfattelse må det eventuelle ENP-mål for Østen være visumfri rejser.

ENP vil generelt bidrage til at konsolidere disse landes ønsker om at blive fast forankrede i EU's institutioner. I Moldovas tilfælde kan ENP udgøre et betydligt boost for løsningen af de frosne konflikter om Transnistrien. Ikke desto mindre har disse østeuropæiske ENP-lande brug for at vide med sikkerhed fra Rådet for Den Europæiske Union og Kommissionen, at medlemskab i sidste instans er en mulighed for dem, og at ENP ikke blot er en forsinkelsestaktik med henblik på at fratage disse lande deres ambitioner om medlemskab.

I betænkningen anerkendes også de lidelser, som befolkningen i Belarus har gennemgået, og landets demokratiske kræfters mod. Lukasjenko-regimet vil bryde sammen, og når det sker, må vi være rede til at tage Belarus tilbage i ENP samt give landet et europæisk perspektiv.

I betænkningen foreslås udviklingen af en fælles parlamentarisk forsamling for Europa-Parlamentet og de østlige ENP-lande, foreløbigt benævnt "EURO-NEST". Den bygger på successen med lignende strukturer så som Euromed-forsamlingen, der allerede er oprettet og fungerende og grundlæggende udgør den sydlige dimension af det parlamentarisk samarbejde i ENP, samt Barcelona-processen og den mere kendte AVS-forsamling. Jeg er personligt overbevist om, at EURO-NEST kan styrke de demokratiske institutioner i de østlige ENP-lande. Det vil standse Belarus' isolation og give f.eks. de aserbajdsjanske og armenske parlamentsmedlemmer mulighed for at drøfte den potentielt eksplosive frosne konflikt mellem Nagorno og Karabakh, hvor en krig risikerer at bryde ud igen set i lyset af mængden af oliedollars, som flyder ind i den aserbajdsjanske regerings statskasse og retorikken på begge sider.

EU er desuden blevet alt for afhængig af russiske energikilder, så vi er alle enige om, at vi må udvikle alternative kilder. Det er derfor, at vores betænkning, efter at have været hos Udenrigsudvalget, indeholder idéen om, at Kazakhstan muligvis en dag kan indtræde i ENP. Jeg er imidlertid bange for at måtte sige, at dette desværre ikke længere støttes af de større politiske grupper, så det risikerer at udgå af betænkningen i morgen under afstemningen. Med denne proces vil vi få adgang til Kazakhstans omfattende naturressourcer, og EU vil hjælpe yderligere reformer i dette - geografisk set - store og på lang sigt strategisk vigtige land. Hvis det en dag skubbes tættere på Rusland og Kina, hvilket jeg er sikker på er disse to magters hensigt, vil vi fortryde den dag, vi traf en så fast beslutning om at holde Kazakhstan på afstand.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Manuel Lobo Antunes, President-in-Office of the Council. − (PT) Mr President, Commissioner, whom I would particularly like to applaud for dedicating so much of your time, work, effort and enthusiasm to developing and implementing the European Neighbourhood Policy. I acknowledge all that commitment, work and effort and must applaud you for it.

Ladies and gentlemen, the European Neighbourhood Policy, to which from now on I will refer simply as ENP, is an essential policy for the EU.

The ENP is a fundamental element of the architecture of the Union's relations with the ring of states surrounding it. Stability, security and development are interconnected processes. Relations between the Union and its neighbours must be strengthened, both to the East and to the South, so that the ENP provides a global, single, inclusive, balanced and coherent policy framework. Despite the specific nature and individuality of each country and each society, common interests and challenges exist that must be faced together.

The fact that we are strengthening the ENP is first of all evidence of the merits of this policy. We are concerned only with strengthening and deepening policies that have been successful. We all acknowledge, however, that we must continue to reinforce and strengthen the ENP. Since the Commission presented its proposals at the end of last year, Member States have reached a broad consensus on the need to strengthen the ENP and the measures required to do so. In this context, on the Council's behalf I would like to thank the two rapporteurs, Mr Tannock and Mr Obiols i Germà, for their excellent and exhaustive report.

Parliament's opinions are particularly important and valuable, especially for implementing the strengthened European Neighbourhood Policy, and will be taken into account as we go forward. As you know, the German Presidency presented an interim report on strengthening the ENP that was endorsed by the Council and by the European Council last June. The June Council also adopted conclusions reiterating the main principles of the ENP. Firstly, the ENP consolidates a strategy based on partnership and cooperation. Our objective is to help our neighbours to modernise and to reform. For this purpose and to ensure that the strengthened ENP is effective, it must be followed by all the member countries as part of a privileged partnership with a view to achieving the necessary reforms. The imposition from Brussels of a calendar of reforms is certainly not the best way to obtain results, which is why we have listened to what the partner countries want from the strengthened ENP.

Secondly, it is a global, single, inclusive, balanced and coherent policy framework. The Member States agree that the offer of intensified relations applies to all partner countries, while maintaining an overall balance between the East and the South.

Thirdly, the aspects of differentiation set out according to the performance and assistance per measure continue to be essential in the EU's relations with neighbouring states. The ENP's policy framework obviously needs to remain sufficiently flexible to take into account the needs of each partner and the extent to which they effectively and visibly make and are prepared to make progress on the reform track. EU support should therefore be tailored even more to the needs of partners and their priorities as set out in the ENP action plans.

Finally, the European Neighbourhood Policy remains distinct from the process of enlargement and does not prejudge any possible future developments in partner countries' relationships with the EU. Participation in the ENP in itself makes it possible to bolster national transformation processes in the interests of our partners' citizens, independently of an EU accession perspective. We must therefore be cautious and not amalgamate two things which are different.

Article 49 of the Treaty on European Union provides that any European State which respects the principles of the rule of law, freedom, democracy, respect for human rights and fundamental freedoms may apply to become a member of the Union. Any application for accession will be examined in accordance with the provisions of the Treaty.

I would now like to refer to the strengthening of the ENP. As you know, one of the key aspects of the strengthened ENP is to make best use of the Union's financial weight. The increase in funding for partners under the new European Neighbourhood and Partnership Instrument is already a sign of the Union's enhanced commitment. To encourage reforms even further, a governance facility has been created based on objective and transparent allocation criteria. Funding will be allocated via this facility for the first time this autumn. Work is also progressing on the establishment of the ENP investment facility, which is intended to improve the impact of the Union's budgetary contributions and to help to mobilise major donor resources. This new mechanism will be fully compatible with existing financial instruments, particularly the Euro-Mediterranean investment and partnership facility.

In order to further encourage and support regulatory and administrative reform and institution-building, we aim to open up Community agencies and programmes to ENP countries through a gradual approach. Some progress has already been made in this area. The Commission is negotiating the necessary protocols on the general principles for participation in these new Community programmes with the first group of ENP partners. Israel, Morocco and the Ukraine are likely to be the first countries to benefit from this measure.

I would like to conclude with some remarks on what we consider to be the key elements of the strengthened ENP. First and foremost, one of its essential components is increased economic integration, which must be achieved in particular by the gradual adoption of comprehensive free trade agreements. The opening of negotiations on such agreements, however, must be preceded by the accession of partner countries to the WTO.

It is also essential to facilitate mobility for certain categories of people between the partner countries and the EU. As a clear and tangible sign of the Union's openness to its neighbours and in line with its common approach on visa facilitation, we concluded visa facilitation and readmission agreements with Ukraine and Moldova. We will also discuss visa facilitation for certain groups of people from Eastern Europe so that they can participate in ENP-related events, building on equivalent measures that have been applied for groups of citizens from the Euro-Med countries since 2003.

Finally, I would like to refer to the commitment we recently assumed in relation to the Black Sea and countries in that region. The Black Sea Synergy initiative aims to strengthen cooperation among the countries of the region and deepen the EU's relations with it at all levels. In general terms, the European Neighbourhood Policy is in the interests of both the Union and the partner countries. It is now time to make it a more attractive, effective and credible policy that guarantees security and prosperity for all.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den europæiske naboskabspolitik, som vi i dag diskuterer intensiveringen af, er efter min opfattelse en strategisk nøglepolitik, og jeg vil gerne takke ordførerne varmt for denne virkelig vigtige betænkning, som også giver os opbakning til at gå videre med denne politik.

Med denne naboskabspolitik ønsker vi jo at udbrede vores stabilitet, at sætte gang i reformer. I i betragtning af de internationale udfordringer, som Europa står over for, er afgørende ikke bare for vores velstand, men også for såvel vores som vores nabostaters velstand, stabilitet og sikkerhed, at denne politik lykkes. Det er så at sige idéen med det.

Jeg takker også for de vigtige elementer, der er blevet udarbejdet. Det er en differentieret politik, det er en politik, som skal have en sammenhængende politisk ramme, det er en politik, som også vil skabe synergieffekter i forbindelse med en regional struktur - det er Sortehavssynergien på den ene side og Euromedpartnerskabet på den anden side. Det er en politik, som koncentrerer sig om bestemte sektorer. Derfor har det en høj prioritet at gennemføre og yderligere uddybe naboskabspolitikken. Jeg takker derfor for Parlamentets støtte, som er helt afgørende.

Resultaterne af den store konference om naboskabspolitikken den 3. september viser, at vores partnere og vores medlemsstater nu også er helt enige i denne prioritering. Konferencen var en virkelig succes, for den samlede for første gang alle ENP-partnere og alle medlemsstater og naturligvis også repræsentanter for de forskellige autoriteter og civilsamfundet. Det viste en klar konsensus om naboskabspolitikkens centrale indholdsmæssige punkter fra den økonomiske integration til øget mobilitet, fra energipolitik til politisk samarbejde.

Netop også inden for det politiske samarbejde kan Parlamentet spille en stor og vigtig rolle, og De er naturligvis også en katalysator for den demokratiske udvikling, for menneskerettighederne, for reformerne i retning af retsstaten, som vi naturligvis anser for meget væsentlige, og som er et kompas for denne naboskabspolitik. Naboskabspolitikken giver også allerede klare resultater. Tænk f.eks. på, hvor meget vi har intensiveret samarbejdet med Ukraine inden for denne politik siden den orange revolution. Det er helt klart en succes, at Ukraine nu for anden gang har afholdt frie og fair valg. Jeg håber, at de politiske beslutningstagere i Kiew nu også tager de sidste ugers bevægelse med sig.

Vi skal fortsat samarbejde med Dem også om gennemførelsen af vigtige reformer ved hjælp af den substantielle aktionsplan for naboskabspolitikken. Også forhandlingerne om en udvidet aftale skrider fremad, som skal bringe landet så tæt på EU som muligt.

Naturligvis vil vi også fortsat støtte Ukraines optagelse i WTO, så vi kan oprette en omfattende frihandelszone, og som De ved, har vi allerede opnået en aftale om visumlettelser med Ukraine og håber, at det også snart vil kunne lade sig gøre med Republikken Moldova, selvfølgelig koblet til en tilbagetagelsesaftale.

Også Marokko gør entusiastisk brug af denne naboskabspolitik og anvender den som moderniseringsmotor, og det er netop det, vi gerne vil opnå. Vi har meget klart rost Marokkos fremskridt på grundlag af landets detaljerede interne reformprogram, og også den nye luftfartsaftale samt det tætte energisamarbejde med EU er gode modeller for et velfungerende samarbejde.

Så sent som i sidste uge var jeg til samtaler i Rabat, hvor jeg fremskyndede den refleksionsproces, som vi har ført siden juli i retning af en avanceret status i naboskabspolitikken. Jeg tror på, at vi i anden halvdel af 2008 vil kunne fremlægge forslag til en ny og avanceret form for associering.

Naboskabspolitikken fungerer altså, men vi skal naturligvis gå videre i vores bestræbelser og gøre den endnu bedre, endnu mere effektiv og endnu mere omfattende. I december sidste år fastlagde Kommissionen de forslag til styrkelse af politikken, som formanden for Rådet allerede har præsenteret. Jeg mener, vi har taget nogle meget vigtige skridt. F.eks. manglede naboskabet mod øst netop denne regionale dimension. Og vi har nu igen med en skræddersyet proces for øst lanceret Sortehavssynergien. Den giver den østlige dimension det, som vi længe har haft mod syd med Euromedpartnerskabet, og det første møde i denne sammenhæng vil blive afholdt i 2008.

Vi har også gjort fremskridt med hensyn til åbning af fællesskabsprogrammer og agenturer for vores naboer. I år uddeler vi også de første præmier fra den nye governance facility, og vi beviser dermed, at vi kan og vil tilbyde mere til de partnere, som virkelig lægger reformiver for dagen.

Inden årets udgang vil vi oprette naboskabsinvesteringsfonden. Den skal medvirke til at mobilisere midler til naboskabspolitikken ud over vores almindelige budget med henblik på at finansiere navnlig de store projekter, f.eks. inden for energi- og transportsektoren.

Jeg mener godt, vi kan sige, at vi har opnået resultater, men vi har også brug for Deres fortsatte støtte og også medlemsstaternes støtte for at kunne gennemføre yderligere forbedringer, yderligere trin. Her tænker jeg især på en tættere økonomisk integration og på en udvidet frihandel med vores partnere. Det er jo en vældig løftestang for reformerne at integrere dem i EU's indre marked. Derfor må vi også gradvis åbne vores marked, også for såkaldte følsomme landbrugsprodukter og tjenesteydelser, hvor vores partnere også har visse konkurrencefordele, og det betyder, at vi også må spørge os selv, om vi er indstillet på det.

For det andet tænker jeg også på bestræbelserne for yderligere lettelse af visumreglerne, som er bydende nødvendige for at lette kontakten mellem mennesker på tværs af grænserne. Det kan ofte lade sig gøre inden for de eksisterende ordninger, hvis den politiske vilje til at udnytte disse muligheder er til stede, og vi skal udvide naboskabspolitikkens politiske dimension yderligere. Det vil sige, at vi i vores naboskabspolitik i øst ser nogle fastfrosne konflikter, som er en alvorlig hindring for vores partneres reformfremskridt, og som til dels truer vores egen sikkerhed.

Derfor bør naboskabspolitikken levere et positivt bidrag til at skabe det rette klima til at finde løsninger på f.eks. konflikterne i Sydkaukasus.

Jeg vil naturligvis også fortsat arbejde for fremskridt i Middelhavsområdet, i Mellemøsten, navnlig i samarbejde med partnerne fra kvartetten, og jeg håber inderligt, at mødet i Annapolis og i tilknytning hertil donorkonferencen i Paris bliver gennemført, så der kan opnås ægte, yderligere fremskridt her.

Vi er også parat til at hjælpe de stridende parter i Vestsahara med at finde en langsigtet løsning. I den kommende periode ligger fokus i naboskabspolitikken helt klart på den konkrete gennemførelse. Vi må alle bidrage til at opretholde den nuværende reformdynamik hos vores partnere og uddybe den.

I næste måned vil Kommissionen vedtage endnu en meddelelse om naboskabspolitikken, hvor vi vil skitsere de nødvendige skridt fra EU's side for at levere håndgribelige resultater også i 2008, altså vores egne skridt. I april vil vi præsentere landerapporter, hvor vi analyserer, på hvilke punkter vores naboer kan forbedre gennemførelsen af handlingsplanerne yderligere.

I begyndelsen af december vil der være yderligere nogle principielle spørgsmål, som skal behandles. F.eks. er Kommissionen opmærksom på de forskellige kapaciteter og målsætninger hos de enkelte naboer. Men som sagt kan vi opnå en del med denne differentierede model.

Et andet vigtigt punkt er efter min mening ejerskabskonceptet og de lokale muligheder for at gennemføre dette koncept samt en endnu stærkere inddragelse af civilsamfundet, hvor vi kan gøre meget mere.

Jeg vil ikke undlade at sige et par ord om begivenhederne i Georgien, som jo bliver diskuteret. Jeg vil blot tilføje, at vi er meget bekymrede over den seneste udvikling i Georgien. Vi beklager den overdrevne anvendelse af statslig vold fra de georgiske sikkerhedsstyrkers side ved bekæmpelsen af demonstrationerne og lukningen af uafhængige fjernsynsstationer.

Jeg mener, der er brug for en uafhængig undersøgelse af disse hændelser. Vi er også fortsat bekymrede over den vedvarende undtagelsestilstand og begrænsningerne i mediernes frihed, for at begrænse forfatningsmæssige rettigheder og lukke medierne er meget hårde foranstaltninger, som ikke er i overensstemmelse med de demokratiske værdier, som er grundlaget for vores bilaterale forbindelser med Georgien, og som Georgien har forpligtet sig til at overholde. Vi forventer derfor, at disse foranstaltninger snarest bliver ophævet.

Jeg glæder mig på den anden side over præsident Saakashvilis beslutning om afholde præsidentvalg og en folkeafstemning samtidig med parlamentsvalget og på denne måde opfylde oppositionens centrale krav. Jeg håber, at det vil medvirke til at mildne spændingerne, og jeg opfordrer alle parter til at holde de politiske diskussioner inden for den almindelige demokratiske proces' rammer og sætte sig til forhandlingsbordet. Vi har brug for de rette betingelser for en fair og gennemsigtig valgproces.

Det ville jeg lige tilføje; undskyld, at jeg har talt noget længere end sædvanligt, men jeg tror, at eftersom jeg har et særligt ansvar for sætningen "også politik er for dig selv", så vil De forstå, at jeg er særligt engageret i denne sag.

  Tunne Kelam (PPE-DE), ordfører for Regionaludviklingsudvalgets udtalelse. - (EN) Hr. formand! Regionaludviklingsudvalget anser en styrket ENP som et hovedreskab til først og fremmest at bringe vores naboer tættere på det europæiske værdisystem. En effektiv og åben ENP kan give mange incitamenter til at booste de økonomiske, retlige og sociale reformer i lande, der grænser op til EU. ENP skal dog ikke betragtes som en direkte vej til EU-medlemskab. Derfor bør konditionalitetsprincippet i forbindelse med EU-tilnærmelsen give anvendelige mekanismer til at opfordre til de nødvendige økonomiske og demokratiske ændringer i vores partnerlande i overensstemmelse med deres egen vilje og egne fremskridt.

ENP kan kun fungere som en dobbeltrettet vej. På politisk niveau mener jeg, at ENP vil give os en fantastisk mulighed for at uddybe den almindelige politiske dialog med lande, som er villige til at understrege deres udenrigspolitiske holdninger med EU's - lande som bl.a. Ukraine, Moldova, Georgien og Armenien.

Regionaludviklingsudvalget understreger den afgørende vigtighed af grænseoverskridende og interregionale samarbejdsprogrammer i forbindelse med gennemførelsen af ENP. Disse programmer bør omfatte økonomiske og miljømæssige samt sociale og kulturelle aspekter.

Jeg vil gerne understrege et andet princip: ENP bør ikke være begrænset til samarbejde mellem regeringer og institutioner. Den må inddrage civilsamfundet og især stimulere udvekslinger med rod i folket mellem borgere, ngo'er og lokale myndigheder. Derfor er det vigtigt, at visumkravene til lokal grænsetrafik og til særlige befolkningsgrupper lettes på effektiv vis. Vi opfordrer desuden Kommissionen til at udvikle retningslinjer for lokale og regionale myndigheder om deres specifikke rolle i forbindelse med gennemførelsen af aktionsplaner om ENP med henblik på at udvikle ENP yderligere.

Endelig bør ENP efter Regionaludviklingsudvalgets mening også omfatte samarbejde om fælles forebyggelse og afhjælpning af naturkatastrofer. Vi opfordrer medlemsstaterne til at inddrage dette aspekt i de grænseoverskridende samarbejdsprogrammer.

  Adina-Ioana Vălean (ALDE), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (EN) Hr. formand! I disse tider med globalisering og usikkerhed omkring fremtiden har vores naboer brug for klare signaler fra EU. De har brug for at høre, at vi betragter dem som partnere. De har brug for at vide, at vi støtter dem i deres overgang til demokrati og et bedre liv. Jeg hilser derfor Kommissionens forslag om at styrke ENP ved at give vores partnere nye incitamenter til reformer velkommen.

Som ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender vil jeg gerne fastholde vigtigheden af ENP som et middel til bestyrkelse af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som rækker ud over vores grænser. Vi kan ikke tillade os at lade vore naboer klare disse sikkerhedsproblemer, organiseret kriminalitet og ulovlig migration alene. I verden af i dag har hvert af disse fænomener en global indvirkning, og disse udfordringer er vores udfordringer. ENP er i sidste instans en win-win-politik. Oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdighed er af fælles interesse for EU og vores naboer - for alle vores borgere.

  Formanden. - Jeg er blevet gjort opmærksom på, at rådsformandskabet ikke havde fået at vide, at forhandlingen var en fælles debat om den europæiske naboskabspolitik og situationen i Georgien.

Vi vil derfor give hr. Lobo Antunes lejlighed til at få ordet senere, så han kan berøre det andet spørgsmål.

  Manuel Lobo Antunes, fungerende formand for Rådet. - (PT) Hr. formand! Jeg forstår virkelig ikke, hvorfor denne drøftelse bør omhandle både naboskabspolitikken og Georgien. Vi har ikke meget tid, så jeg vil hurtigt oplyse, at formandskabet som bekendt den 18. november sidste år udstedte en erklæring, der gav udtryk for dets dybe bekymrinig over de seneste hændelser i Georgien og opfordrede til dialog mellem parterne samt en indsats for at finde frem til løsninger på den aktuelle krise, som ikke krænker de demokratiske principper og grundlæggende rettigheder, navnlig ytringsfriheden. Vi vil også gerne understrege, at det er af afgørende betydning for den georgianske regering at genetablere tilliden til legitimiteten af dens handlinger og gøre sit bedste for at sikre overholdelsen af de demokratiske principper.

Vi mener, at den aktuelle situation stadig er bekymrende, men vi hilser i høj grad det georgianske parlaments meddelelse om, at undtagelsestilstanden vil blive ophævet den 16. november dette år, dvs. i overmorgen, velkommen. Vi håber, at dette rent faktisk vil blive ført ud i livet og ikke bare forblive en meddelelse.

Dette er et vigtigt skridt mod en genoprettelse af den demokratiske normalitet i Georgien, idet der er givet meddelelse om præsidentvalg inden for den nærmeste fremtid, og alle de demokratiske betingelser, som er nødvendige for, at dette valg kan finde sted, skal naturligvis garanteres. Det glæder os desuden, at der er skabt dialog mellem myndighederne og oppositionen.

Jeg kan oplyse, at Rådet samarbejder med Georgien om at lægge politisk og diplomatisk pres for at sikre en hurtig tilbagevenden til normale forhold. Vores særlige repræsentant for regionen er aktiv og befinder sig på nuværende tidspunkt i Georgien. Jeg kan desuden oplyse, at situationen i Georgien vil være på dagsordenen for det næste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser). For ca. tre uger siden var jeg personligt formand for et associeringsråd mellem EU og Georgien, da jeg kunne understrege landets økonomiske fremskridt og med en vis portion håb henvise til den demokratiske udvikling, vi betragter som positiv.

Vi håber oprigtigt, at det, der nu sker i Georgien, ikke er et skridt baglæns, da dette naturligvis ville være yderst ugunstig for de positive aspekter af udviklingen af såvel den politiske som den økonomiske situation, som vi mente var opmuntrende. Jeg formoder, at Georgiens befolkning og de georgianske myndigheder er opmærksomme på dette. Et skridt baglæns er hverken muligt eller acceptabelt.

  Jacek Saryusz-Wolski, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand, kommissær, minister! Jeg vil gerne henvise til et aspekt af den upåklagelige betænkning, som er udarbejdet af parlamentsmedlemmerne hr. Tannock og hr. Raimon Obiols i Germà. Denne idé kommer fra den parlamentariske forsamling EURO-NEST.

Hovedformålet med EURO-NEST er som foreslået i betænkningen at føre idéen om at oprette en kreds af venner til EU på parlamentarisk niveau ud i livet og gøre disse til venner indbyrdes. Hensigten med dette er at supplere den naboskabspolitik, som EU's udøvende organer har fulgt. EURO-NEST vil udgøre et parlamentarisk forum for dialog, erfaringsudveksling og gensidigt samarbejde. Det drejer sig ikke blot om at styrke komtakterne mellem Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter i Ukraine, Moldova, Aserbajdsjan, Armenien og Georgien samt med repræsentanterne for de demokratiske styrker i Belarus. For os er det vigtigste, at vores naboer får skabt dialog og samarbejde med hinanden, at de kommer til at kende hinanden bedre, udvikle tillid til hinanden og drage fordel af de bedste eksempler på demokrati, ytringsfrihed og overholdelse af menneskerettighederne.

Flertallet af medlemmerne af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender støttede EURO-NEST-begrebet. Det er mit håb, at det også støttes af hele Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne henvende mig til mine kolleger i Den Liberale Gruppe, som fremsatte ændringsforslag 5 om erstatning af EURO-NEST med den eksisterende organisation PABSEC. Jeg vil gerne fremhæve, at PABSEC, Den Parlamentariske Forsamling for Sortehavets Økonomiske Samarbejde, udfylder en helt anden funktion. Først og fremmest er der ingen rolle til Europa-Parlamentet i denne organisation. Jeg takker mine kolleger fra Den Socialdemokratiske Gruppe for deres forståelse. Kompromisformuleringen, der erstatter ændringsforslag 11 og understreger behovet for bedre mellemstatsligt samarbejde, vil gøre det muligt at skildre denne form for samarbejde på behørig vis.

Jeg er overbevist om, at EURO-NEST vil give ekstra drivkraft til et styrket partnerskab med vores naboer i øst og komplementere forbindelserne med vores naboer i syd som en del af Barcelona-processen. Det vil være et signal om, at vi i Europa-Parlamentet tager vores naboer seriøst, og bevise, at vi styrker båndene med vores naboer i øst, uanset partifordeling.

  Marek Siwiec, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Betænkningen, der er til behandling, indeholder visse vigtige erklæringer, og de kommer på et godt tidspunkt. Situationen i de lande, som betænkningen vedrører (jeg taler her mest om det østlige område), er meget dynamisk og bringer som det kan forventes mange nye erfaringer. Det er rigtig godt, at de europæiske institutioner - Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet - taler med samlet stemme - en stemme, der afspejler den funktion, som institutionerne blev skabt til, og jeg vil gerne takke kommissæren og ministeren for disse indledende erklæringer. Jeg vil også gerne takke ordførerne.

Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet støtter udviklingen af en ENP, en styrket ENP, forudsat at den er fornuftig og effektiv. Under udarbejdelsen af denne betænkning undgik vi mange unødvendige diskussioner. Vi undgik en temmelig uhensigtsmæssig diskussion om, hvorvidt naboskab mod øst er vigtigere end naboskab mod syd. Det svarer til at spørge et barn "hvem holder du mest af, mor eller far?" Vi undgik unødvendig drøftelse om, hvorvidt en ENP overtager pladsen fra en politik, der sigter på udvidelse af EU. Disse er også ureelle dilemmaer, men der blev bragt klarhed over disse spørgsmål.

En ENP kan være effektiv, hvis den udføres i fællesskab. "I fællesskab" betyder, at den udføres af EU og interesserede lande. Det kan ikke være det samme over for alle lande, for disse lande har forskellige grader af demokrati og er interesserede i at gennemføre denne politik på forskellige måder. I har selv set, hvor delikat en sag der er tale om, med de nylige hændelser i Georgien, som netop har været diskussionsemne. Der er kastet en skygge over tilfredsheden med endnu et demokratisk valg i Ukraine, idet der er tale om det andet valg i landet i to år. Man kan sige en blandet tilfredshed. Med hensyn til Østen omhandler vores politik et område, som konstant er plaget af intriger på grund af Den Russiske Føderation, uanset om dette er åbenlyst eller skjult.

Endelig, som ministeren har nævnt, kan denne politik kun gennemføres med succes, hvis den ledsages af ressourcer, politisk vilje, effektiv handling og uden naivitet, navnlig hvis oprettelsen af nye institutioner er involveret.

  Anneli Jäätteenmäki, for ALDE-Gruppen. - (FI) Hr. formand! Naboskabspolitikken er en af prioriteterne i EU's udenrigspolitik. ENP er en del af et bredere mål om at fremme fred, stabilitet og økonomisk fremgang. Gennemførelsen af ENP kræver også meget af EU, idet de 27 medlemsstaters strategiske mål skal være kompatible. Det er vigtigt at undgå en øst-vest-konfrontation, selv om EU's medlemsstater selvfølgelig har forskellige prioriteter med hensyn til samarbejde.

Der er brug for samarbejde i alle retninger. Da alle EU's medlemsstater og 16 partnerlande er involveret, er det også forståeligt, at folk kan have stor betænkelighed ved udviklingen af denne politik med hensyn til hvordan de forskellige partnerlande kan inddrages i samarbejdet. Styrken i ENP er, at den forsyner EU med flere ressourcer til at hjælpe partnerlandene, end hvis hvert land blev behandlet separat og fra helt forskellige vinkler. ENP's alsidige tilgang sikrer desuden, at EU-politik ikke beror på det enkelte lands regionale og nationale forkærlighed for at have formandskabet.

Min gruppe tilbyder sin ufravigelige støtte til udviklingen af ENP og de prioriterede områder, som Kommissionen har fremhævet, nemlig økonomisk integration, bevægelse af personer, energi (vi vil helt klart gerne føje klimaændringerne hertil) samt finansiel og teknisk assistance.

(Bifald)

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! ENP vandt mere drivkraft samtidig med den seneste udvidelse af EU. Det er nu med til at opfordre naboregionerne til at tilnærme sig det europæiske værdisystem. Det er "sine qua non" for at realisere målsætninger, som er i begge siders interesse, dvs. garanti for sikkerhed og stabilitet samt fremme af værdier, så som overholdelse af menneskerettighederne og fuldt demokrati.

Samtidig er det inden for rammerne af ENP værd at understrege den særlige betydning af lande som f.eks. Ukraine, og deres identitet. Dette land bør have særlig status i gruppen af lande, som er omfattet af ENP og bør behandles som en prioritet, først og fremmest på grund af landets rolle i Europas kulturarv og dets historiske bånd med nabolandene. Det er især vigtigt at give Ukraine privilegeret status, fordi landet spiller en central rolle med hensyn til sikring af energistabilitet og sikkerhed i hele EU.

Spørgsmålet om Ukraine og en åbning af muligheden for, at landet opnår fuldt medlemskab af EU, bør derfor overvejes på individuelt grundlag under hensyntagen til, at Ukraine er EU's hovedpartner i det østeuropæiske naboskab.

  Marie Anne Isler Béguin, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at jeg beklager, der er tale om en forhandling under ét. Krisen i Georgien havde virkelig fortjent en selvstændig forhandling. Europa-Parlamentets formand bad mig rejse til Georgien sidste weekend. Jeg er netop vendt tilbage, og jeg ville gerne aflægge rapport om begivenhederne i Georgien og om de møder, jeg har haft i landet. Men to minutter er desværre ikke tilstrækkeligt.

Inden jeg vender mig mod Georgien, vil jeg dog gerne byde Mauretanien velkommen som nyt og senest tilkomne land, der er omfattet af EU's naboskabspolitik. Jeg havde fornøjelsen at stå i spidsen for den gruppe valgobservatører, vi for nylig sendte til landet.

Det står klart, at vores naboskabspolitik sættes på prøve i forbindelse med den alvorlige krise i Georgien. Tjener naboskabspolitikken reelt noget formål? Det er det spørgsmål, vi må stille set i lyset af krisen i Georgien.

Befolkningen i Georgien er, her fire år efter den ikkevoldelige "Rosenrevolution", chokeret over den vold, vi via tv har fået et indtryk af. Der er tale om vold rettet mod det georgiske folk, og man har med vold lukket tv-stationen Imedi. Befolkningen er chokeret, for man forstår ikke, hvad der foregår.

Jeg er derfor taknemmelig for, at Kommissionen har anmodet de georgiske myndigheder om at iværksætte en undersøgelse, som skal være uafhængig og gennemskuelig. Befolkningen ønsker at vide præcist, hvad der er sket, og hvordan det er sket.

Vi besøgte Georgien, og vi hørte naturligvis to udlægninger af begivenhederne, dels oppositionens version og dels myndighedernes version. Begge udlægninger er plausible. Der hersker ikke tvivl om, at der eksisterer to versioner, men befolkningen kræver ægte gennemskuelighed. Vi må selvsagt ikke glemme, som min kollega også påpegede, at Georgien er sårbart. Det ved vi. Men Georgien må også forlige sig med "storebroderen", som konstant udlægger fælder.

Når de georgiske myndigheder henleder vores opmærksomhed på, at Rusland er allestedsnærværende, må vi tage i betragtning, hvad der sker. Vi har set et eksempel herpå med hensyn til vores aftale med Rusland om visumlettelser. Ordningen kom borgerne i Abkhasien og Sydossetien med russisk pas til gode, selv om disse områder er en del af Georgien, hvilket sætter Georgien i en vanskelig situation.

Intet af dette er nyt for Dem, fru kommissær. Vi håber selvsagt, at undtagelsestilstanden ophæves. Men herudover må vi stille krav om, at der straks genindføres ytringsfrihed og frihed for medierne, og ikke mindst at der sikres frie og gennemsigtige valg. Georgien har i dag mulighed for at afholde sådanne valg. Det viste man sidste år, hvor der blev afholdt frie, gennemsigtige og demokratiske lokalvalg, som levede op til alle internationale standarder. Henvendt til Rådet vil jeg gerne sige, at jeg føler, man har optrådt noget strengt over for de georgiske myndigheder, og jeg mener, det er på tide, vi med den europæiske naboskabspolitik viser, at vi kan gøre gavn. Vi bør vise det georgiske folk, at denne politik tjener et formål. EU må ikke skuffe dem. Vi bør sende et klart budskab herom til de georgiske myndigheder.

  Willy Meyer Pleite, for GUE/NGL-gruppen. - (ES) Hr. formand! Fru kommissær, hr. minister, jeg vil begynde med at takke hr. Tannock og hr. Obiols for deres forelæggelse af betænkningen, og jeg vil hurtigt sige til dem, at min gruppe er kritisk over for udviklingen og orienteringen af naboskabspolitikken.

Vi er kritiske, fordi vi i 2004 så velvilligt på den mulighed, der åbnede sig ved etableringen af denne naboskabspolitik, der først og fremmest var baseret på fremme af menneskerettighederne, specialiseret teknisk rådgivning og større ligevægt med hensyn til varer og mennesker i migrationsstrømmen, men der er ingen tvivl om, at det efter vedtagelsen af det finansielle instrument ser ud til, at vi havde en grundlæggende interesse i at etablere frihandelsområder, frihandelsaftaler og en benhård kontrol med migrationsstrømmene og derved så bort fra alt det, der har med kravet om fremme af menneskerettighederne at gøre.

Der er to fundamentale eksempler, såvel mod vest som mod syd, og det er konflikten i Sahara, som fru Ferrero-Waldner har nævnt, og konflikten i Israel, eller sagt på en anden måde, Marokkos og den israelske stats ansvar for de to konflikter, dvs. de besatte territorier i Vestsahara og den palæstinensiske konflikt.

Jeg synes i den forbindelse, at naboskabspolitikken burde være meget mere krævende over for disse to stater, så de rent faktisk en gang for alle påtager sig ansvaret for disse konflikter, der for den enes vedkommende snart har varet i hundrede år, og for den andens vedkommende i snart fyrre eller halvtreds år, uden at der er fundet en løsning.

Ud fra dette perspektiv kunne vi derfor godt have tænkt os, at EU indtog en meget mere krævende holdning, når vi etablerer denne naboskabspolitik.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand, denne betænkning viser tydeligt, hvordan den "eurofile" politiske elite i Europa-Parlamentet er fuldstændig ude af trit med virkeligheden og deres vælgeres ønsker.

I betænkningen anmodes der indtrængende om, at visumproceduren forbedres, således at rejser fra visse ikkeEU-stater kan gøres lettere og mindre byrdefulde. Dette er ikke hvad de fleste borgere i London ønsker. De ønsker ikke at gøre det lettere for folk at komme til Storbritannien, men derimod at gøre det vanskeligere. De vil gerne være mere selektive med hensyn til de personer, vi inviterer til vores land, og ønsker ikke en udvidelse af den aktuelle åbne dørs politik.

I betænkningen anses det for sandsynligt, at Ukraine optages i EU. Ukraine har en befolkning på 46 millioner, og som EU-borgere vil de alle have ret til at rejse ind i Storbritannien. De fleste af mine vælgere nærer intet ønske om, at flere millioner personer får ret til at rejse ind i Storbritannien. De ønsker ikke mere vilkårlig indvandring fra Østeuropa. Vi har allerede nok indvandrere i London uden skatte- og forsikringsforhold; vi har nok kriminielle, narkotikahandlere, svindlere, menneskehandlere og sexslaver.

En anden fuldstændig tåbelig idé i betænkningen er opfordringen til en parlamentarisk forsamling for EU's naboskabspolitik - endnu et eksempel på, at politikerne snakker fag ude af trit med virkeligheden og finder på flere måder at spilde skatteydernes penge på. Disse politikere skal selvfølgelig belønnes klækkeligt for deres indsats.

Det kan ikke overraske nogen, at en af forfatterne til denne betænkning er medlem af det britiske konservative parti - et parti, der foregiver at være skeptisk over for EU hjemme, men som er entusiastisk "eurofil" i Europa-Parlamentet. Det er ikke underligt, at hr. Tannock i London går for at være Østeuropas medlem.

Jeg modsætter mig fuldstændig disse politikker; de skader mine vælgeres interesser. Det er derfor, jeg bliver genvalgt i London i 2009, og at hr. Tannock måske ikke bliver det.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! I betænkningens betragtning C hedder det, at EU's naboskabspolitik fortsat skal være adskilt fra udvidelsesprocessen, og at deltagelse i naboskabspolitikken ikke udelukker et eventuelt EU-medlemskab på lang sigt for de naboer i øst, der klart kan identificeres som europæiske lande. Af en eller anden årsag gælder dette åbenbart ikke for Tyrkiet. Der har vi den diametralt modsatte situation. Tyrkiet kan klart identificeres som et ikkeeuropæisk land. Det deltager ikke i EU's naboskabspolitik, men det har udsigt til EU-medlemskab.

Det har egentlig aldrig stået klart, hvorfor Tyrkiet ikke er omfattet af EU's naboskabspolitik. Kommissionen erklærede fra første færd, at Tyrkiet som kandidatland ikke hører hjemme der. Det er besynderligt, eftersom det i andre sammenhænge netop understreges, at naboskabspolitikken skal holdes adskilt fra udvidelsesprocessen. For Tyrkiets vedkommende gælder der tydeligvis en sui generis-regel.

Jeg er bange for, det alt sammen skyldes ideologisk forblindelse. Selv om man fastholder, at der skal føres forhandlinger om Tyrkiets tiltrædelse, burde man have indlemmet landet i EU's naboskabspolitik, af forsigtighedshensyn om ikke af anden årsag. Hvis forhandlingerne må stilles i bero, hvilket faktisk burde være sket for længst, ville man have mulighed for umiddelbart at optage Tyrkiet i en eksisterende struktur. Det er imidlertid ikke tilfældet, hvilket blot vil gøre tingene vanskeligere i fremtiden.

  Marek Siwiec (PSE). - (PL) Hr. formand! Efter afstemningen i dag opdagede jeg - måske er jeg den eneste, der opdagede dette - at Gruppen for Identitet, Tradition og Suverænitet ophørte med at eksistere på det tidspunkt, hvor formanden for Europa-Parlamentet gav oplysning om dette. Jeg bemærker imidlertid, at denne gruppe stadig eksisterer i henhold til listen over emner til drøftelse, så jeg er slet ikke sikker på, hvem der har taget fejl - er det hr. McMillan-Scott, da han meddelte, at gruppen ikke eksisterede længere, eller den person, som skriver disse lister?

  Formanden. - Hr. Siwiec, den elektroniske mekanisme er endnu ikke blevet ajourført, men hr. Claeys har ikke talt på vegne af en gruppe, der er holdt op med at eksistere for et par timer siden, men derimod som løsgænger.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. formand for Rådet! Jeg er noget forundret over hr. Battens indlæg - han kommer fra det verdensåbne Storbritannien og står her og udbreder småtskårne og fremmedfjendske holdninger med falske påstande. Det har ikke noget at gøre med Storbritanniens store tradition.

Naboskabspolitikken er nok det vigtigste udenrigspolitiske instrument, som EU har i dag, hvor vi efter udvidelsen med i alt 12 lande nu befinder os i en konsolideringsfase. Derfor er det vigtigt, at dette instrument bliver brugt på en egnet og koncentreret måde. Det viser sig jo også allerede på nogle punkter.

Med naboskabspolitikken har vi også et vigtigt instrument til at kunne gøre noget i forbindelse med konflikten i Mellemøsten, som kommissæren sagde. Jeg tror, at når der efter spændingerne i Georgien så hurtigt blev fundet løsninger, og der skal afholdes valg, så har det også noget at gøre med effekten af det europæiske perspektiv og naboskabspolitikken, og det viser, at vi er på rette vej. Her skabes der muligheder for at varetage vores interesser og skabe kontakter, tjene partnernes interesser og fremme udviklingen i retning af menneskerettigheder og demokrati.

Når vi i denne forbindelse diskuterer Belarus, så synes jeg det er interessant, fru kommissær, hvordan vi kan finde en måde at knytte instrumenterne for menneskerettigheder og demokrati sammen, hvor naboskabspolitikken ikke så godt kan bruges. Det er en vigtig øvelse, som vi må foretage også til næste år.

Vi har naboskabspolitikken mod øst og naboskabspolitikken mod syd. Begge er lige vigtige. Men metoden skal ikke altid være den samme, for naboskabspolitik mod øst har også noget at gøre med udsigt til medlemskab, og det giver andre udgangspunkter og i et vist omfang også andre perspektiver. For at komme videre tror jeg, det er vigtigt med en politik, som har med associeringsaftaler at gøre, med partnerskabs- og samarbejdsaftaler, og med skridt, som kan bringe et land som f.eks. Ukraine ind i WTO, og oprette en frihandelszone - skridt i denne retning.

Dette er en politik, som vi har et fælles ansvar for. Det er ikke kun centraleuropæerne, som ser mod øst, og ikke kun sydeuropæerne, som ser mod syd - hele EU har ansvar for begge dele. Derfor vil jeg gerne sige, at jeg ikke accepterer forslag som det om Middelhavsunionen. Jeg ser gerne, at spanierne og franskmændene interesserer sig for Ukraine, ligesom svenskerne og tyskerne også interesserer sig for Marokko. Det skal være vores politik, ikke en ny opsplitning af EU.

(Bifald)

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Jan Marinus Wiersma (PSE). - (NL) Hr. formand! Indledningsvis vil jeg gerne på vegne af min politiske gruppe udtrykke min fulde støtte til den opfordring, Elmar Brok for et øjeblik siden rettede til os alle. Det viser, hvor væsentlig naboskabspolitikken er for EU's optræden udadtil. Vi hilser planerne om at styrke EU's naboskabspolitik velkommen, men dermed er sagen ikke slut. EU bør fortsat søge måder, hvorpå politikken kan gøres mere effektiv.

Differentiering er - som andre også har påpeget - nøglen til succes, når det gælder naboskabspolitikken. EU's naboskabspolitik omfatter et meget stort område, fra Marokko til Ukraine. Europa har ikke samme indflydelse i alle landene og er ikke lige tiltrækkende for dem alle. EU bør inden for naboskabspolitikkens rammer tilbyde partnerlandene en samarbejdsaftale, der er i overensstemmelse med deres ambitioner. Det er et faktum, som efter vores opfattelse bør komme til udtryk i Kommissionens prioritering.

Georgiens europæiske ambitioner adskiller sig fra Aserbajdsjans. Tunesien er for EU mindre betydende end Ukraine, og Libanon har ikke samme tyngde som Marokko. Derfor er det væsentligt at se på landene enkeltvis.

Vi må koncentrere os om de lande, i hvilke naboskabspolitikkens centrale målsætning, nemlig at bringe nabolandene nærmere Europa, bedst kan opfyldes.

I betænkningen omtales også nabolandene øst for det europæiske naboskabsområde. Det er efter vores opfattelse en god idé - som led i den nyligt vedtagne strategi for Centralasien - at tilstræbe nære forbindelser med de pågældende lande. I den forbindelse vil EU's erfaringer fra naboskabspolitikken utvivlsomt kunne inddrages.

Vi støtter imidlertid ikke tanken om at tilbyde lande uden for området status som ENP-lande. Det vil være at foretrække, at vi koncentrerer os om en sammenhængende politik over for Centralasien frem for at trække visse lande ind i naboskabsområdet.

Endelig er der grund til at påpege, at styrkelsen af det parlamentariske samarbejde med de østlige ENP-lande kun vil være formålstjenlig, hvis den går hånd i hånd med multilateralt samarbejde mellem regeringerne i området. Bliver der etableret en parlamentarisk forsamling, bør der også være et ministermøde, sådan som det er tilfældet i andre områder, hvor vi har oprettet parlamentariske forsamlinger af denne art. Efter vores opfattelse bør der kun etableres en sådan parlamentarisk forsamling, hvis Rådet og Kommissionen også etablerer et interguvernementalt sidestykke hertil.

  Lydie Polfer (ALDE). - (FR) Hr. formand! Som ordfører for anliggender vedrørende Sydkaukasus benytter jeg anledningen til i forbindelse med forhandlingen om hr. Tannocks og hr. Obiols i Germàs betænkning at berette om mine indtryk af situationen i Georgien på baggrund af mit besøg i landet den 5. november, altså midt under demonstrationerne. Jeg vil i øvrigt gerne komplimentere ordførerne for deres arbejde.

Situationen i Georgien er efter min opfattelse særdeles kompleks. På den ene side gør de omfattende reformer, der er foretaget, et stærkt indtryk. Det gælder navnlig reformerne på økonomisk plan og med hensyn til bekæmpelsen af korruption. Og på den anden side må vi ikke glemme det vanskelige sociale klima. Der er meget høj arbejdsløshed, og en tredjedel af befolkningen lever under fattigdomsgrænsen.

Først og fremmest er det slående, hvor spændt, for ikke at sige aggressiv, den politiske situation er. Oppositionen retter meget alvorlige angreb mod præsidenten, hvorefter disse offentligt trækkes tilbage, hvilket blot rejser nye spørgsmål. Regeringen reagerer med gentagne anklager angående udenlandsk - eller med andre ord russisk - indblanding og fremviser videooptagelser til støtte herfor. Begivenhederne den 7. november, hvor der blev erklæret undtagelsestilstand, hvor politiet greb hårdt ind over for demonstranterne, og hvor tv-stationen blev lukket, bekræftede, hvor alvorlig situationen er. Sådanne handlinger falder naturligvis ikke inden for de traditionelle europæiske værdiers rammer, som har rod i retsstaten og de grundlæggende rettigheder. Handlingerne kræver en forklaring.

Vi må håbe, den demokratiske debat kommer til at præge præsidentvalget, som planlægges afholdt den 5. januar. Det vil være op til det georgiske folk at skelne mellem rygter og realitet, mellem fortidens skuffelser og fremtidens udfordringer. Men det vil være vores opgave at opmuntre og hjælpe dem til at tilrettelægge og gennemføre valget på ægte demokratisk og korrekt vis i overensstemmelse med internationale standarder. Det er forudsætningen for troværdigt og stabilt demokrati i Georgien.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand! Efter "rosenrevolutionen" viste Georgien sit ønske om at tillægge sig de europæiske værdier. Landet forventede forståelse og følsomhed fra vores side. Desværre har vi fuldstændig ignoreret dette ønske. Sidste år anmodede jeg om at få CIS' fredsbevarende styrker erstattet med internationale fredsbevarere. Jeg foreslog en ny gennemgang af legitimiteten af at udstede russiske pas i Abkhazien og Sydossetien, hvilket ændrer den nationale sammensætning af georgianske borgere. Jeg foreslog, at Kommissionen og Rådet vedtog samme visumlettelse for Georgien, som der på nuværende tidspunkt er indført i Rusland. Disse opfordringer til en mere aktiv engagering i at løse Georgiens problemer faldt imidlertid for døve øren. Denne ignoreren har i høj grad medvirket til at bestyrke den nuværende situation. Vejen til demokratisering og reform medfører ofte internationale politiske kriser, navnlig i denne situation, hvor de hidrører fra en stor nabostat. EU må lytte til Georgien og vise sin solidaritet med både handling og ord.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Målet med EU's naboskabspolitik er officielt at skabe - jeg citerer - "en ring af stabile, venskabelige stater" rundt om EU. Det bliver der brugt rigtig mange penge på, 12 milliarder euro i perioden 2007-2013. Med hvilke mål? Der bliver talt meget om menneskerettigheder, men det handler om at gennemføre EU's interesser. Man taler f.eks. om at oprette en frihandelszone, og så må jeg spørge, hvem det gavner.

Det handler meget om beskyttelse af grænserne og styring af migrationen. Konkret vil det sige - jeg citerer fra betænkningen: "understreger behovet for at forbedre ENP-landenes kapacitet til at forvalte indvandringsstrømme, effektivt bekæmpe ulovlig indvandring ... at intensivere deres samarbejde i kampen mod ... terror ... støtter naboernes engagement i Det Europæiske Agentur for Forvaltning af det Operative Samarbejde ved EU-medlemsstaternes Ydre Grænser (Frontex) og Den Europæiske Politienhed (Europol)." Det er punkter, som vi ikke støtter, og derfor vil vi, som hr. Meyer-Pleite sagde, ikke støtte denne betænkning.

  Bastiaan Belder (IND/DEM). - (NL) Hr. formand! Kommissionens forpligtelser over for staten Israel i forbindelse med EU's naboskabspolitik ligger mig stærkt på sinde. Kommissionen demonstrerede sit engagement så sent som i går her i Europa-Parlamentet ved dens prominente repræsentant dr. Andreas Eldina.

Fortsæt endelig ad den vej, fru kommissær. Jeg ved, vores medordfører, hr. Tannock, støtter dette synspunkt, og det samme gælder formanden for vores Israeldelegation, fru Hybášková.

Der er i denne forbindelse et spørgsmål, jeg må stille. Hvilke konkrete muligheder tegner der sig efter kommissærens opfattelse for at styrke EU's naboskabspolitik i forhold til Israel, naturligvis set i lyset af den jødiske stats højt udviklede politiske og økonomiske status? Er differentiering inden for naboskabspolitikkens rammer med andre ord ikke helt på sin plads her? Efter min opfattelse må svaret være bekræftende. Ubetinget bekræftende!

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det er meget vigtigt, at vores naboer udgør en kreds af fremgangsrige, stabile og fredelige lande, hvor magten bygger på demokratiske spilleregler med fuld respekt af menneskerettighederne.

Denne idé bør være en grundpille i den europæiske naboskabspolitik, der skal tilskynde og bistå vores naboer med at gennemføre de nødvendige reformer, så de kan føre de værdier, som jeg nævnte tidligere, ud i livet.

Spørgsmålet om politiske, sociale og økonomiske reformer er for mig et væsentligt aspekt ved den betænkning, vi vedtager i morgen.

Dertil kommer, at naboskabspolitikken bør tage hensyn til det enkelte lands særlige forhold. Differentieringen skal ikke foregå afhængig af, hvilket kontinent landet tilhører. Naboer er naboer. Det er det vigtigste. At nogle af disse så derudover er europæerne bør få følger med hensyn til den mulige tiltrædelse af EU, men ikke med hensyn til naboskabspolitikken. Det er den mest udbredte idé, som jeg er enig i, for det ville være forkert at forskelsbehandle en gruppe lande på bekostning af en anden.

Vi kan ikke have en førsteklasses og en andenklasses naboskabspolitik. Naboerne langs Middelhavet har fornemmet en vist frygt for, at udvidelsen til 27 lande kunne medføre en vis marginalisering fra det udvidede EU's side, og vi må under ingen omstændigheder give næring til denne frygt ved hjælp af en europæisk naboskabspolitik, som prioriterer Østeuropa eller Kaukasus.

Landene i den sydlige del af Middelhavsområdet har meget gamle bånd til EU. De er helt nødvendige for os med hensyn til så vigtige områder som sikkerhed, indvandring og energi. Vi er mange medlemsstater, der har meget tætte historiske, politiske, menneskelige, kulturelle og økonomiske bånd til dem.

Dette er således det andet budskab i mit indlæg. Vi må ikke skelne mellem europæere og ikke europæere i naboskabspolitikken. Den skal, som hr. Brok netop har sagt, være et fælles politisk ansvar.

På grund af det, der er blevet sagt, hr. formand, deler jeg ikke den tvivl, der kommer til udtryk i afsnit 2 i betænkningen om den europæiske naboskabspolitiks geografiske anvendelsesområde. Og jeg ville heller ikke have delt betænkning i to dele: en om de europæiske naboer og en om naboerne i Middelhavsområdet. Det ville have været bedre med et fælles dokument.

Og afslutningsvis vil jeg gerne lykønske hr. Tannock og hr. Obiols.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Spørgsmålet er, om udviklingen i Georgien viser, at naboskabspolitikken har slået fejl. Det mener jeg ikke. Den viser, at naboskabspolitikken måske skal styrkes, for meget af det, der er sket i Georgien, var også forventeligt. Den georgiske rosenrevolutions successer og positive sider er i de senste måneder og år blevet skæmmet af nogle autoritære beslutninger, som har grebet ind i retssystemet.

I forbindelse med den sociale situation har det ført til disse uroligheder, og jeg håber, at vi nu er stærke nok til sammen med præsident Saakashvili at sørge for, at der kommer en dialog, at der kommer gennemsigtige og åbne valg med ytringsfrihed og dermed også virkelig demokratiske beslutninger.

En anden grund til at styrke naboskabspolitikken er hele diskussionen om yderligere udvidelser. Vi vil nu diskutere udvidelse med landene i Sydøsteuropa og Tyrkiet, forhandle og gennemføre det. Det er ikke det rette tidspunkt til allerede at tale om de næste udvidelser, tværtimod er tiden nu inde til at styrke realtionerne til vores naboer. Til naboer, som, hvis de ligger i Europa, til dels har chancen for på et senere tidspunkt at blive medlem af EU, til dels ikke. Denne stærke forbindelse skal imidlertid være til stede.

Den tredje grund er allerede blevet nævnt. Jeg mener, at så - undskyld udtrykket - uforståelige idéer som Middelhavsunionen, som trækker en linje tværs gennem EU, og hvor præsident Sarkozy i går på formandskonferencen sagde, at EU's øvrige medlemsstater jo kunne forlange en slags observatørstatus, må og skal forhindres, ved at vi har en fælles naboskabspolitik og i fællesskab styrker forbindelserne.

Visioner kunne være et EU-Sortehavsfællesskab og et EU-Middelhavsfællesskab, men det skal altid være hele EU, som opretholder og styrker disse relationer til naboerne. Også derfor støtter jeg Kommissionen.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand! Unionens mål er at oprette et område med fremgang, stabilitet og sikkerhed med sine naboer. Der er allerede skabt seriøse og solide resultater i dette område, men der har også været alvorlige fiaskoer. There has not been any real progress in the area of frozen conflicts, and we do not see any ideas for solving the Transnistrian, Abkhazian, Palestinian or Western Saharan crises.

Landene, som er omfattet af naboskabspolitikken, udgør ikke et hele, hverken geografisk, kulturelt, økonomisk eller politisk. Det er derfor, der er behov for en differentieret landespecifik tilgang - det er ikke sikkert, at det, som gavner Jordan, også gavner Ukraine.

Der bør oprettes politisk og budgetmæssig balance hurtigst muligt mellem naboskabspolitikkens østlige og sydlige dimensioner. Dette skal imidlertid føre til reinforcement af den østlige dimension, idet det er en åbenlys konsekvens af, at EU for nylig blev udvidet med tiltrædelsen af ny medlemsstater. Vi har fået mange løfter fra Kommissionen om dette, men vi venter på, at Kommissionen holder dem.

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Hr. formand! Hvis ENP skal være effektiv, må den konstant kontrolleres og tilpasses den geopolitiske situation. Kun på denne måde vil den effektivt kunne løse de opgaver, som EU kræver af den.

ENP står stadig over for betydelige udfordringer. Disse udfordringer består ikke udelukkende i at yde effektiv assistance til oprettelsen af et mellemstatsligt eller økonomisk samarbejde. I dag er det også af afgørende betydning at finde svar på spørgsmålet om, hvordan vi kan medvirke til at afhjælpe situationen i disse lande, hvor friheden er truet. Jeg tænker her især på Rusland og Belarus.

ENP skal være et redskab til at udøve indflydelse på myndighederne i disse lande, hvor politisk frihed og demokrati er en farce, hvor journalister fra uafhængige medier mister livet under uforklarlige omstændigheder, og hvor oppositionen systematisk og ofte brutalt fjernes fra offentlighedens søgelys. Lande, der handler på denne måde, skal gøres opmærksom på, at en sådan praksis vil blive fremvist og kraftigt fordømt af EU.

  Árpád Duka-Zólyomi (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! De seneste år har vist, at ENP er et meget vigtigt instrument til at skabe endnu tættere samarbejde med de berørte stater og øge stabiliteten og sikkerheden i vores Fællesskab. Naboskabspolitikken forpligter os desuden, navnlig hvis det skrøbelige system, som nu er opbygget i et af de berørte lande, er i fare.

Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod situationen i Georgien, hvor demokrati, forfatningsmæssighed og kraftig økonomisk udvikling, som er opbygget i fællesskab, er i fare. Massedemonstrationer og uroligheder har gjort situationen usikker. Jeg er overbevist om, at den russiske stormagtspolitiks undergravende intentioner ligger bag den opståede situation.

Der må rettes størst opmærksomhed mod en styrkelse af de demokratiske institutioners system. Efter erklæringen om undtagelsestilstand og de væbnede styrkes uforholdsmæssige behandling af demonstranter var fremskyndelsen af præsidentvalget det rette skridt i denne retning.

Georgien, der ledes af Saakashvili, er en engageret partner til EU, og trods adskillige problemer viser landet betydelige fremskridt på områderne reform og økonomisk vækst. EU, dvs. Kommissionen, Rådet og Europa-Parlamentet, har i samarbejde med OSCE indledt sig på at løse denne spænding med fredelige medler. Vi må bakke fuldt ud op om dette.

EU er en "blød magt", med andre ord blev metoden med overbevisning gennem involvering bevist med situationen i Georgien, da præsident Saakashvili førte den intensiverede proces tilbage på demokratiets skinner. Jeg mener, det er yderst vigtigt at foretage en systematisk gennemgang af naboskabspolitikkens effektivitet i lyset af hændelserne i Georgien. Den georgianske magt er kommet på prøve. Under alle omstændigheder er dialog med den splittede opposition, som ikke kan udelukkes fra denne proces, uundgåelig. Trods vores støtte må Tbilisi bevise, hvor stærk landets demokratiske system er, til valget i januar.

  Josep Borrell Fontelles (PSE). - (ES) Hr. formand! Som særlig udsending for det spanske formandskab for OSCE har jeg haft lejlighed til at besøge et af de mest konfliktfyldte områder i vores naboskabspolitik, nemlig Kaukasus og alle de såkaldte "frosne" konflikter, der i lyset af det, der sker i Georgien, vil have bedst af at forblive "frosne", for vi har ikke opnået nogen tydelig forbedring i forbindelse med nogle af dem, og de velbeskrevne hændelser i Georgien viser, hvor vanskelig vejen mod fuldt demokrati er.

Kaukasus er i dag frontlinjen for den nye kolde krig, den lokaliserede kolde krig. Når man ankommer til Tbilisi, bliver mand mødt af et stort billede af præsident Bush, og når man når til grænsen til Ossetien, er der et stort billede af præsident Putin, der symboliserer den konfrontation, vi troede var overstået.

Det, der er sket, er sket, men nu har vi ansvaret for at bruge naboskabspolitikken til at medvirke til, at valget til januar bliver frit og fair. Det bliver vanskeligt. Det er vanskeligt at forestille sig, at man på to måneder kan gå fra undtagelsestilstand med demonstrationer, der undertrykkes voldeligt, og med medier, der bliver lukket brutalt, til en stemning af frihed, der muliggør frie demokratiske valg. Det er vanskeligt at forestille sig, at vi kan gå fra en situation, hvor ombudsmanden bliver banket af politiet på byens gader, til en situation, hvor borgerne frit kan vælge deres præsident. Men sådan ligger landet.

Fra Europa-Parlamentets side er vi nødt til at involvere os indgående og deltage i kontrollen med valget sammen med OSCE og de observatører, vi skal sende til landet, for det, der er på spil dér, er en vigtig del af fremskridtet hen imod demokrati i et af de mest konfliktområder i vores naboskabspolitik.

  Samuli Pohjamo (ALDE). - (FI) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke forfatterne til denne betænkning for det upåklagelige arbejde, de har udført. Jeg vil gerne påpege vigtigheden af de lokale og regionale myndigheders samt civilsamfundets rolle i forbindelse med gennemførelsen af ENP.

Når vi ønsker at fremme de europæiske værdier i nabolandene, er kulturel udveksling og udveksling af studerende samt vellykkede praktiske projekter gennemført i fællesskab af afgørende vigtighed. Regionaludviklingsudvalget mindes desuden om de gode erfaringer med partnerskabsprincippet i samhørighedspolitikken. Disse bør også anvendes mere i forbindelse med gennemførelsen af ENP.

En ægte følelse af tilærmelse vil også opnås, hvis hindringerne med hensyn til grænsetrafik lempes og bevægelsen af studerende, forskere, kunstnere, journalister, iværksættere og andre forenkles.

  Bogusław Rogalski (UEN). - (PL) Hr. formand! Nu vi taler om ENP, må vi først og fremmest huske at støtte de regeringer, som overholder de grundlæggende friheder og menneskerettighederne, samt opfordre til disse rettigheder i lande, hvor de ikke overholdes. Dette er af afgørende vigtighed for stabiliteten af det europæiske kontinent.

Listen over lande, som er omfattet af ENP, er lang. Jeg vil gerne rette opmærksomheden mod to lande, nemlig Ukraine og Belarus, som måske vil blive inddraget i ENP.

Ukraine må være en prioritet for os, og de aktuelle forhandlinger med landet bør føre til indgåelsen af en associeringsaftale og således gøre det muligt for landet at blive medlem af EU. En sådan politik er en sikkerhedsforanstaltning for os mod Ruslands udviklingsambitioner og et nyt forsøg på at gøre Ukraine til en vasalstat.

Endelig er der Belarus - Kommissionens initiativ til at invitere Belarus som observatør til ENP-konferencen er overilet. Vi bør erindre, at dette land stadig er under Lukashenkos diktatorskab, som krænker menneskerettighederne og de etniske minoriteters rettigheder. EU burde i stedet yde mere effektiv støtte til befolkningen og oppositionen i Belarus. En reducering af visumomkostningerne for belarussere, navnlig studerende, kan være et positivt signal i denne retning, og Kommissionen bør indføre dette omgående.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne lykønske Kommissionen med at have samarbejdet om et så enestående koncept som ENP. Nu har vi endelig fået en klar adskillelse af udvidelsesinstrumentet og ENP.

Europa er en meget fredelig proces. Indtil nu har den været yderst vellykket. ENP vidner om en nødvendig mængde kreativ tænkning, som vil vejlede og beskytte fred og stabilitet for vores børn. Energisikkerhed, indvandring og bekæmpelse af terrorisme er alle kerneemner. Jo mere klar, præcis og analytisk og mindre politisk vi er, jo bedre er vi rustet til at imødekomme disse trusler. Tillad mig i den forbindelse at bruge denne særlige kontekst og at spørge om retsgrundlaget.

Visse aktionsplaner vil snart udløbe. Jeg henviser specielt til handlingsplanen EU-Israel, som udløber i april 2008. Det tyske formandskab har etableret reflektionsgruppen. Dens hovedopgave er at finde frem til klare arbejdshandlinger for fremtiden. I mellemtiden, fru kommissær, afspejles Deres og vores arbejde i sig selv meget positivt i Israel.

Rådet og Kommissionen har modtaget et uofficielt dokument, der reflekterer over det simple faktum, at Israel ønsker at styrke vores bilaterale forbindelser, at EU og Israel skal mødes årligt og udøve et regulært samarbejde på højt niveau. Fru kommissær, kan Kommissionen oplyse, hvordan den vil forholde sig til det israelske uofficielle dokument, og især hvordan den vil arbejde på en ny aktionsplan? Hvordan vil vores nye aktionsplan eller styrkede aktionsplan afspejle vore bekymringer - bekæmpelse af terrorisme, bekæmpelse af ekstremisme, fremmedhad, energisikkerhed og selvfølgelig menneskerettighedsspørgsmål, samt internationale spørgsmål, Genèvekonventionene? Hvordan vil alt dette blive afspejlet, og hvordan vil vi svare reflektionsgruppen og det tyske formandskab?

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg er også meget bekymret over krisen i Georgien, og jeg må indrømme, at jeg er negativt overrasket. Den seneste udvikling er meget uheldig og beklagelig for alle, der går ind for en demokratisk udvikling af Georgien. Rapporter fra organisationer, som f.eks. Amnesty International og Human Rights Watch samt den georgianske ombudsmands rapport, er meget foruroligende.

Set i lyset af den aktuelle situation i landet hilser jeg erklæringen fra taleren for det georgianske parlament om, at undtagelsestilstanden vil blive ophævet på fredag, og at den normale hverdag forhåbentlig vender tilbage for de georgianske borgere om to dage, velkommen. Jeg mener, at situationen underminerer omdømmet for regeringen og hr. Saakashvili, som kom til magten med fredelige protester i 2003, og giver sidstnævnte rollen som den mest demokratiske leder i Kaukasus.

Det, at præsident Saakashvili allerede har udskrevet præsidentvalg den 5. januar 2008, er et positivt skridt, som allerede har bidraget til at lette spændingerne i landet. Men regeringen skal afholde et demokratisk og frit valg i overensstemmelse med de internationale standarder for at vise verden, at landet rykker fremad. Regeringen må derfor garantere, at ytringsfriheden er sikret for alle kandidater under valgkampagnen. Jeg hilser den dialog, som finder sted mellem myndighederne og oppositionen, velkommen; det er tegn på fremskridt. Jeg forventer også af og opfordrer alle de involverede parter til at handle med ansvar under hele valgkampagnen og engagere sig konstruktivt i den udfordring, som et frit og sikkert demokratisk valg udgør.

  Grażyna Staniszewska (ALDE). - (PL) Hr. formand! Det er yderst vigtigt, at EU's døre forbliver åbne for vores østeuropæiske naboer sideløbende med naboskabspolitikken. Medlemskab kan være en mulighed på lang sigt, da det afhænger af fremskridtene med reformer og overholdelse af Københavnskriterierne, men det har stor symbolsk og politisk betydning. Jeg ved, ud fra mit eget land som eksempel, at muligheden for EU-medlemskab alene har magten til at mobilisere samfundet til at gå i retning mod økonomiske reformer og demokratisk forandring.

I dag sender vi i Europa-Parlamentet et klart og positivt signal til vores østlige partnere, og vi afventer nu deres reaktioner, ikke blot med hensyn til politiske erkæringer, men også endnu vigtigere, til økonomiske og sociale tiltag. Vi forventer, at de går reformernes og demokratiets vej for at reformere deres retssystemer og gøre dem uafhængige af politiske påvirkninger, at bekæmpe korruption og skabe et positivt miljø for økonomisk vækst.

Jeg er overbevist om, at et demokratisk og velhavende Ukraine, Moldova og - forhåbentlig - en dag også Belarus vil være en fordel ikke blot for befolkningerne i disse lande, men også for hele EU.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Naboskabspolitikken er en af de mekanismer, der sigter mod at støtte oprettelsen af et område omkring EU, hvor samarbejde uden konflikter er muligt, samt at undgå dannelsen af kulturelle og økonomiske skel ved EU's grænser. Jeg deler de bekymringer, som udtrykkes af betænkningens forfattere om, at det vil være en fejl at inddrage landene omkring Middelhavet i denne politik. Det vil være meget bedre at oprette et Euro-Middelhavspartnerskab med egne behørige mekanismer.

Jeg mener, at kun de lande, som har landegrænser op til EU, bør inddrages i naboskabspolitikken. Deltagelse i denne politik bør være et skridt for de pågældende lande mod at opnå EU-medlemskab, men naturligvis kun hvis landene selv og EU ønsker dette. I fremtiden skal vi tage stilling til oprettelsen af en separat EU-Asien-politik for samarbejde med de lande i Asien, som ønsker at samarbejde økonomisk og politisk med EU, f.eks. lande som Georgien og Armenien. Vi må opdele vores aktiviteter efter områder.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! Vi er opmærksomme på, at målet med ENP er at danne et sikkert bælte af sikkerhed og stabilitet omkring EU, at udvikle tætte forbindelser med nabolandene samt gøre disse lande i stand til at gennemføre demokratiske reformer baseret på overholdelse af menneskerettighederne, retsstaten samt økonomisk og social udvikling. Mit spørgsmål lyder: Hvilken pris er vi rede til at betale for at opnå disse målsætninger?

På baggrund af past experience vil jeg gerne påpege, at tilstrækkelige midler er af afgørende betydning for udviklingen af en ENP. Jeg mener ikke, at 11 milliarder euro til en syvårig periode er meget for 16 lande. En mere effektiv koordinering af finansielle instrumenter og politikker er vigtig med henblik på at forbedre finansieringen af ENP, og den involverede EU-budgetreform er en enestående mulighed for at bygge et solidt grundlag for en meget mere effektiv udvikling af ENP fremover. Jeg kan på ingen måde være enig med hr. Pflüger om, at det blot er et spørgsmål om at ødsle med skatteydernes penge.

Det andet punkt, jeg gerne vil understrege, vedrører forholdene mellem EU's nabostater. Det er af afgørende betydning, at de opretholder gode forbindelser og støtter hinanden. De vil uden tvivl kunne løse de fleste af deres problemer ved at samarbejde. På baggrund af dette bør Europa-Parlamentet give udtryk for sin åbenhjertige støtte til EURO-NEST - den parlamentariske forsamling for EU's naboskabs mod øst - samt udvise politisk vilje og tilbyde finansiel støtte til gennemførelsen af dette projekt. EURO-NEST vil sætte fart på en mere effektiv gennemførelse af ENP og øger i væsentlig grad den parlamentariske dimension af denne politik, som Europa-Parlamentet kan anvende til at udføre sin ærefulde mission.

  Jamila Madeira (PSE). - (PT) Hr. formand! EU's rolle i verden er nu fuldstændig afgørende, hvis vi skal opnå visse balancer, som er vigtige for opnåelsen af global fred og retfærdighed. Logikken i at associere sig med visse lande, navnlig gennem bilaterale aftaler, må derfor ikke underminere udviklingen af den multilaterale tilgang, som en global vision kræver af os.

Den unægtelige påvirkning af de universelle menneskerettigheder og garantien for grundlæggende friheder i EU's forbindelser med verden skal understøtte enhver dialog med enhver partner i verden, navnlig i forbindelse med Middelhavsområdet.

På grund af dette områdes geografiske nærhed af Europa, dets samhørighed gennem umindelige tider, kulturelle mangfoldighed og konstante politiske ustabilitet, må EU handle meget bestemt for at sikre disse grundlæggende principper. Jeg vil derfor gerne lykønske ordførerne med den vigtighed, de tillægger dette i deres betænkning om ENP.

Præsident Sarkozys forslag om Middelhavsunionen er imidlertid helt ude af sammenhæng. Selv om forslaget er yderst nyttigt, fordi det genopliver debatten om Middelhavsområdet, indeholder det på den ene side en idé om at ophæve det nuværende partnerskab, mens det på den anden side fornægter EU's grundlæggende principper om de universelle menneskerettigheders og især de grundlæggende friheders fortrinsvise gyldighed, idet de betragtes somsekundære emner ud fra en "case-by-case"-pragmatisme, som vil skabe et flerhastighedsforhold.

Det er ikke vores rolle at skabe den neddæmpning, som vores partnere søger tilflugt i, eller at skabe opdelinger. Vi må fremme udvikling og fremskridt, navnlig med hensyn til rettigheder, og hele tiden sikre, at vi anvender vores investeringer til at give mulighed for vækst og økonomisk udvikling som helhed for hele området.

Garanti for oprettelsen af et frihandelsområde i regionen i 2010, blandt ligemænd, er derfor et opnåeligt mål, men vi må aldrig opgive vores respekt for de menneskelige og demokratiske værdier og rettigheder.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Jeg værdsætter hr. Tannock's betænkning. Vi har brug for naboer, som opfylder EU's standarder, uanset hvis og når de bliver medlem af EU.

Jeg mener derfor, at naboskabspolitikken skal være proactive, navnlig bør vi ikke blot kontrollere situationens udvikling, men også støtte de givne lande i deres bestræbelser på at opfylde de påkrævede standarder.

Med hensyn til situationen i Georgien, hilses præsident Saakaşvilis beslutning om at arrangere et tidligt præsidentvalg, afholde en afstemning om etableringen af præsidentvalg og ophæve undtagelsestilstanden, velkommen.

Alle disse handlinger vil bidrage til genoprettelsen af et demokratisk klima, hvor drøftelser og forhandlinger om en bæredygtig afhjælpning af den skrøbelige situation i Georgien kan genoptages.

Jeg støtter tanken om, at der er behov for at genindføre mekanismerne for retsstat, ytringsfrihed og mediefrihed. Jeg anmoder alle de politiske styrker i Georgien om at samarbejde med henblik på at udarbejde en lov til regulering af audiovisuel virksomhed, hvilket vil forhindre situationer som den seneste.

Det parti, som nu er ved regeringsmagten, har i 2003 taget skridt til og støttet et kohærent system for reformer på nøgleområder, som til gengæld har medført tydelig økonomisk udvikling og dermed ført Georgien mod en funktionel markedsøkonomi og et autentisk demokrati.

Samme regering har støttet oprettelsen af mekanismer til en mere effektiv gennemførelse af aktionsplanen med EU og intensiveret udviklingen i europæisk retning.

Samtidig er Georgien blevet en strategisk partner i naboskabspolitikken, hvilket er nødvendigt for at løse den frosne konflikt i området, en god mægler, en vigtig partner i det regionale samarbejde og en strategisk allieret i forbindelse med energisamarbejdsprojekter og transport.

Oppositionens krav og holdning bør tages i betragtning, men vurderes på baggrund af hele den politiske og økonomiske situation, såvel internt som i området. Jeg mener, at vi nøje bør følge, hvad der sker i de konfliktramte områder i Georgien samt Den Russiske Føderations holdning, navnlig i lyset af den snart udløbne tidsfrist for at træffe en beslutning om Kosovos status.

  Kader Arif (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil i mit indlæg koncentrere mig om Middelhavsområdet, hvis betydning for europæisk udenrigspolitik ordførerne med rette erindrer om. Det takker jeg dem for. Jeg støtter et solidt europæisk engagement i Middelhavsområdet, hvilket får mig til at advare mod risikoen for udvanding af Unionens Middelhavspolitik i forbindelse med den generelle naboskabspolitik.

Der må ikke opstå rivaliseren mellem landene i Østeuropa og nabolandene i Syd. Naboskabspolitikken skal ses som et bilateralt supplement til den multilaterale Barcelonaproces. Sidstnævnte har som bekendt siden 1995 udgjort vores referenceramme, når det gælder strukturering af relationerne i Middelhavsområdet. Hverken den europæiske naboskabspolitik eller noget andet projekt rettet mod Middelhavslandene må således skjule eller erstatte Barcelonamålsætningerne, som beror på de tre søjler - partnerskab om politisk, økonomisk og social udvikling - og som er det eneste middel til at fremme virkelig regional integration.

Jeg vil således gerne understrege to forhold. For det første skal den finansielle balance, hvad angår fordelingen mellem Østeuropæiske lande og Middelhavslande, fortsat respekteres. Det er afgørende for at kunne opretholde en stærk og ambitiøs politik for Middelhavsområdet. For det andet vil jeg, hvad angår det planlagte Euro-Middelhavs-frihandelsområde, som var emnet for den betænkning, jeg tidligere i år forelagde Europa-Parlamentet, gerne understrege, at der er behov for en koordineret og gradvis tilgang, som sætter landene i stand til at håndtere det åbne handelssystem, både omfanget heraf og den takt, hvormed det udvikles, i overensstemmelse med landenes egne karakteristika og navnlig visse økonomiske sektorers sårbarhed. Målet skal fortsat være samhandel, som fremmer udviklingen.

Afslutningsvis vil jeg udtrykke ønske om, at disse elementer indarbejdes i betænkningen, da de er forudsætningen for at fastlægge en klar Middelhavspolitik, som er baseret på en langsigtet strategisk vision om udvikling og stabilitet i dette område.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Lad mig lykønske ordførerne med deres grundige undersøgelse af emnet. Jeg må imidlertid påpege, at hvis et af vores grundlæggende mål er at skabe et område med fred, må vi tage højde for de pågældende landes politiske fremtid.

Lad mig nævne Egypten som eksempel. Ved nogen af os, hvad der vil ske i tiden efter Mubarak? Det er jeg bange for vi ikke gør. Indser vi ikke, at Egypten før eller senere vil blive overtaget af Det Muslimske Broderskab, en stor islamisk ekstremistisk organisation? Vi må derfor forstå, at al vores planlægning i området vil blive undermineret af en sådan situation.

Jeg vil ikke gentage det forslag, jeg fremsatte sidste år under den foregående drøftelse af betænkningen. Jeg foreslog oprettelsen af en statssammenslutning blandt disse lande for at styrke forbindelserne i det politiske naboskab.

Tillad mig at slutte af med at påpege, at det europæiske politiske naboskab blev styrket med de 10 nye medlemsstaters tiltrædelse, der sigtede på at begrænse dannelsen af nye opdelingslinjer med nabolandene. Det europæiske politiske naboskab må derfor forblive forenet, geografisk sammenhængende og afbalanceret mellem dets østlige og sydlige dele.

Desuden er princippet om diversitet vigtigere end nogensinde, idet landene, som udgør det europæiske politiske naboskab, har politiske, økonomiske og endog kulturelle forskelle, men det må ikke anvendes til at gøre kløfterne mellem disse lande større.

  Evgeni Kirilov (PSE). - (EN) Hr. formand! Kommissær Ferrero-Waldner havde ret i begyndelsen om, at ENP bør stimulere den demokratiske reform. Den georgianske regering må fuldt ud genoprette den almindelige demokratiske proces i landet og stå fast ved retsstatsprincippet i alle sine handlinger. Vi må især udtrykke vores bekymring over de alvorlige krænkelser af ytringsfriheden og adgang til oplysninger. I denne situation er der behov for at genoptage den politiske dialog og finde frem til et kompromis til gavn for befolkningen og demokratiet i landet.

Jeg er særlig chokeret over den vold, som politistyrken har udøvet mod fredelige demonstranter. De seneste dages begivenheder har vidnet om, at regeringen ikke tåler kritik. Undskyldningen med et formodet statskupforsøg med en vis grad af russisk indflydelse er højst kontroversielt for at sige det mildt. Desuden er det tydeligt, at enhver udfordrer med succes fra oppositionen, som vi på nuværende tidspunkt ikke ser på den politiske scene, højst sandsynligt ikke er pro-russisk.

Vi hilser præsident Saakashvilis beslutning om at udskrive et tidligt præsidentvalg velkommen. Dagens nyhed om, at undtagelsestilstanden vil blive ophævet, er også et positivt tegn. Fra nu af forventer vi, at alle nødvendige betingelser for et frit og retfærdigt valg bliver opfyldt. En af disse betingelser er ytringsfrihed, og det betyder, at alle medier, som er blevet lukket med magt under den seneste udvikling af situationen, f.eks. Imedi TV og Kafkasya TV, skal genoptage deres almindelige aktiviteter. Vi bør ikke lade nogen tvivl herske om dette punkt.

Jeg mener, at præsident Saakashvili er stærk nok til at vende de negative tendenser, som er opstået gennem de seneste uger. Efter at være blevet valgt påbegyndte han en god reformpolitik i Georgien, som må støttes. Jeg er også stærkt overbevist om, at landets demokratiske udvikling bør kontrolleres nøje og støttes af Europa-Parlamentet.

  Manuel Lobo Antunes, fungerende formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, kommissær! Af hensyn til tiden vil jeg fatte mig i korthed, men dette er til min fordel, da jeg vil være til stede under spørgetiden. Dette har været en lang og indgående debat, som jeg tror har dækket ethvert væsentligt aspekt af naboskabspolitikken.

Jeg mener også, at der er opnået bred konsensus om grundlæggende emner, f.eks. behovet for en omfattende naboskabspolitik, der indeholder en politik, som ikke blot er rettet mod nord, men også mod øst og syd. Den skal desuden tage den særlige karakter af de lande, den henvender sig til, i betragtning. Vi må selvfølgelig tage højde for vores partneres særlige karakter og behov, ligesom vi også må anvende de nødvendige instrumenter i tråd med disse behov og særlige karakter. ENP har et enkelt mål, som gælder for alle partnere, og det er at skabe et partnerskab, der fører dem mod økonomisk og social fremgang og mod en styrkelse af retsstaten og deres demokratier.

Jeg må imidlertid nævne, at jeg i dette og andre fora af og til hører reflektioner, endog forslag og råd om, at vi nok bør øge ressourcerne og instrumenterne. Dette er generøse idéer, som jeg har forståelse for, men vi må også være opmærksomme på, at en forøgelse af instrumenterne eller af finansieringen, dvs. ressourcerne, meget ofte slet ikke virker, fordi vores partnerlandes absorberingsevne er begrænset. Vi ønsker selvfølgelig også en forøgelse af ressourcerne, men sandheden er, som jeg har nævnt, at vores partneres absorberingsevne meget ofte er begrænset, så det at give dem flere finansielle ressourcer vil ikke gøre programmerne mere effektive eller resultaterne hurtigere eller mere synlige.

Jeg mener, at Kommissionen har truffet det rette valg med hensyn til områder, hvor der bør dannes partnerskaber med de lande, som er i sådanne associeringer med os. Kommissionen handler på en bred række områder, herunder administrativ kapacitetsopbygning, styrkelse af retssystemet og ydelse af støtte til civilsamfundsorganisationerne samt til uddannelse og træning - områder i alle afskygninger er dækket af denne naboskabspolitik. Som allerede nævnt er det eneste og vigtigste mål tydeligvis, at disse partnere oplever en udvikling, som også er i EU's interesse.

Rådet vil naturligvis fortsat føre nøje kontrol med de forslag, som Kommissionen har fremsat til godkendelse i forbindelse med ENP, og er naturligvis også altid rede til at diskutere og drøfte idéer og forslag med Europa-Parlamentet.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil også forsøge at gøre dette så kort som muligt. Jeg vil bare sige, at jeg synes det var en meget frugtbar drøftelse, og jeg vil gerne endnu en gang takke de to ordførere. Det var virkelig tydeligt, at et stort antal medlemmer ønskede at bidrage med indlæg til denne meget vigtige drøftelse.

Jeg skal blot anføre et par enkelte punkter som svar på visse spørgsmål. For det første er det sandt, at Mauretanien nu er et partnerland i Euromed-processen, men det er ikke et naboskabspolitikland. Jeg skal blot indskyde en enkelt præcisering; midlerne til Mauretanien vil stadig henhøre under AVS-budgetposten.

Med hensyn til mit andet punkt vil jeg være meget tydelig. Visse medlemmer har givet udtryk for kritik om, at menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet ikke var vores hovedformål. Det modsatte er rent faktisk tilfældet. Hvis I ser på en af aktionsplanerne, er et af hovedemnerne altid et grundlag for størst mulig udvikling af menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet. Men det tager selvfølgelig tid, og vi samarbejder især med disse lande om spørgsmålet om den dømmende magt og retssystemet, som selvfølgelig danner grundlag for at gøre en forskel på stedet.

Et af medlemmerne af Gruppen for Selvstændighed og Demokrati nævnte, at han ikke ønskede mere migration. Jeg vil gerne oplyse ham om, at visumlettelser altid går hånd i hånd med tilbagetagelsesaftaler, så vi forsøger at bekæmpe ulovlig indvandring, men vi vil også prøve at forenkle kontakten mand og mand imellem og nogle gange anvende visse idéer til lovlig indvandring, som også er nødvendig for mange af vores lande på grund af aldrende befolkninger.

For det fjerde, med hensyn til frosne konflikter, kan naboskabspolitikken selvfølgelig ikke alene løse alle frosne konflikter. Til dette formål har vi også de særlige repræsentanter for hr. Solana, Rådets generalsekretær. Men med naboskabspolitikken prøver vi at skabe det bedst mulige miljø for dette. Og det er yderst vigtigt med hensyn til Israel og Palæstina, Maghreb og de østeuropæiske lande.

Der var et spørgsmål mere om Israels særstatus. Som jeg fortalte udenrigsministeren, Tzipi Livni, da jeg mødtes med hende i Lissabon, kan jeg oplyse, at vi har en særlig reflektionsgruppe. Reflektionsgruppen fungerer. De fremlagte idéer er meget ambitiøse, navnlig fra israelsk side. Men vi må erkende, at det passer ind i naboskabspolitikkens overordnede rammetilgang. Men før dette kan vi helt sikkert gøre meget. Og dette er hvad vi reflekterer over og drøfter i øjeblikket. Jeg forestiller mig, at vi næste år, på mødet i associeringsrådet, forhåbentlig fremsætter forslag til dette. Så vi har ikke glemt det; vi arbejder på det.

En sidste bemærkning om Georgien: Mange kolleger, som har talt om Georgien, herunder min ven, Lydie Polfer, har sagt, at situationen er meget kompleks. Vi ved alle, at der på den ene side er store spændinger mellem oppositionen og regeringen, men at der på den anden side også kan være andre tendenser der. Jeg mener derfor, at det er yderst vigtigt, at præsident Saakashvili har udskrevet præsidentvalg. Han har sagt, at han vil konsultere befolkningen om datoen for valg til parlamentet. Og jeg håber, at det reformaspekt, som vi virkelig har forsøgt at fremme, vil fortsætte fremover, ellers vil tilliden til den georgianske regering i stor grad tage skade, hvis den aktuelle krise ikke kan løses på en demokratisk måde. Men vi vil selvfølgelig prøve at gøre alt for at støtte Georgien.

Mit sidste punkt handler om finansiering. Mange har sagt, at vi behøver flere midler. Men I bør vide, at Den Europæiske Investeringsfond eller investeringsfaciliteten, der altid nævnes, er en mulighed for at give flere midler til de lande, som behøver dem med hensyn til infrastrukturprojekter, energi, transport osv. Vi har derfor sagt, at det vi har, måske ikke er tilstrækkeligt. Lad os derfor få mere.

  Formanden. - Forhandlingen under ét er afsluttet.

Jeg vil gerne minde jer om, at Raimon Obiols i Germà- og Charles Tannock-betænkningen vil blive sat til afstemning i morgen tidlig, og at teksterne, som er indbragt til afrunding af drøftelsen om Rådets og Kommissionens erklæringer, vil blive sat til afstemning i Bruxelles den 29. november 2007.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Marianne Mikko (PSE), skriftlig. - (EN) Som formand for den moldoviske delegation vil jeg gerne takke hr. Tannock for at have påpeget, at Moldova fuldt ud opfylder de nødvendige kriterer for et perspektiv om medlemskab i Maastrichttraktatens artikel 49. Der skal også lyde en tak til hr. Tannocks medordfører, hr. Obiols i Germà for denne afbalancerede og grundige betænkning.

Moldova er ikke i naboskab til Europa, geografisk set er det i Europa og bør kunne tiltræde EU, når de tre Københavnskriterier er opfyldt.

Selv om handlingsplanen EU-Moldova langt fra er fuldendt, må vi stille følgende spørsmål: Hvad er næste skridt? Der er behov for flere incitamenter til at motivere vores partnere i Europa om at foretage smertefulde reformer.

For at opfylde dens målsætninger skal ENP tildeles væsentligt større finansielle og øvrige ressourcer. Der er behov for hele ESDP-missioner for at have en realistisk mulighed for at løse de frosne konflikter i Transnistrien og Kaukasus. På nuværende tidspunkt er der ingen ressourcer til rådighed til sådanne missioner.

Endelig er det svært at forestille sig politik, som både passer til landene i det geografiske Europa og til de ikkeeuropæiske middelhavslande. Der er tydeligvis behov for at omordne ENP's dækningsområde i fremtiden. Især dens østlige dele skal defineres bedre.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg lykønsker ordførerne med deres upåklagelige arbejde. Forslaget, vi godkender, vil konsolidere Europa-Parlamentets vision på dette naboskabspolitikområde og udvikle de linjer, vi fastlagde i januar 2006.

Netop derfor er det vigtigt at godkende ændringsforslag 1 og 2, som jeg takker Mr Tannock for at have forelagt. De bekræfter punkter, som vi allerede har godkendt, og som vi ikke kan se bort fra nu, om vores naboforhold ved den sydatlantiske grænse. Det er vigtigt endnu en gang at minde om den særlige situation, der gælder for de østater, som grænser op til vores mest perifere regioner - Kanarieøerne, Madeira og Azorerne - som vi har historiske forbindelser og særlig tætte bånd med. Derfor må vi også gentage vores anmodning til Kommissionen om at foreslå og udvikle særlige politikker til at udvide ENP mest muligt til vores naboliggende øer i Atlanterhavet, som er beliggende tæt på det europæiske kontinent, for så vidt de fremhæver ikke blot vores geografiske nærhed, men også vores kulturelle og historiske samhørighed og den fælles interesse i gensidig sikkerhed.

I samme ombæring vil jeg gerne benytte lejligheden til at hilse Kommissionens nylige meddelelse til Rådet og Europa-Parlamentet om de fremtidige forbindelser mellem EU og Republikken Kap Verde velkommen.

11. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0382/2007).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål nr. 1 af Manuel Medina Ortega (H-0777/07)

Om: "Svingdørspolitik" for indvandring

Visse ansvarlige politikere og eksperter har foreslået, at det tilstræbes at indgå en aftale mellem medlemsstaterne, som gør det muligt at kombinere kontrollen ved EU's ydre grænser og en ny "svingdørspolitik" for indvandring, så de indvandrere, der lovligt opholder sig i EU, kan vende tilbage til deres oprindelseslande uden frygt for, at de ved deres tilbagevenden står foran en lukket dør.

Anser Rådet denne strategi for at være gennemførlig, og vil det være muligt at føre en sådan politik alene som led i det mellemstatslige samarbejde, eller vil der være behov for at indføre nye institutionelle mekanismer i dette øjemed?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Som det ærede medlem allerede ved, forelagde Kommissionen i maj 2007 en meddelelse for Europa-Parlamentet, Rådet og Regionsudvalget om cirkulær migration og mobilitetspartnerskaber mellem Den Europæiske Union og tredjelande. I meddelelsen betragter Kommissionen cirkulær migration som et nyttigt redskab, der skal udvikles på fællesskabsplan for at sikre en mere effektiv forvaltning af migrationsstrømmene. I konklusionerne af juni 2007 om udvidelse og styrkelse af den globale tilgang til migration understregede Rådet, at mulighederne for lovlig indvandring, herunder velforvaltet cirkulær migration, kan være til gavn for alle involverede partnere.

Rådet mener derfor, at alle velforvaltede muligheder for cirkulær migration bør undersøges i tæt samarbejde med alle relevante parter med henblik på vedtagelse af Rådets konklusioner inden udgangen af 2007. Behovet for at undersøge mulighederne for cirkulær migration baseret på Rådets meddelelse af 16. maj 2007 blev gentaget i forbindelse med Det Europæiske Råds konklusioner af juni 2007. Rådet undersøger på nuværende tidspunkt spørgsmål vedrørende vedtagelsen af særlige instrumenter og foranstaltninger til fremme af cirkulær migration samt behovet for at undersøge, hvordan sådanne foranstaltninger kan gennemføres.

Kommissionen har endnu ikke foreslået specifikke foranstaltninger.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg synes, at det portugisiske formandskab er tilstrækkelig opmærksom på dette spørgsmål, og efter min mening er svaret korrekt.

Jeg erkender, at det portugisiske formandskab kun har kort tid tilbage, for dette halvår er ret kort, men jeg ved ikke, om det regner med at have kunnet formuleret et konkret forslag før den 31. december, eller om det vil opfordre Kommissionen til at forelægge mere konkrete forslag, især inden for det institutionelle område, f.eks. om, hvorvidt de institutionelle mekanismer, vi har i dag, er tilstrækkelige, eller om det ville være hensigtsmæssigt at oprette en form for institution, som kunne fremme denne slags cirkulære migration.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg takker det ærede medlem for de venlige ord. Formandskaberne er altid lidt kortere i andet halvår, hvilket desværre eller heldigvis skyldes sommerferien. Vi ønsker at opnå yderligere betydelige fremskridt på dette område inden årets udgang, men vi er i en vis grad også afhængige af de initiativer, som Kommissionen ønsker at forelægge, for at dette kan lade sig gøre. Dette er vores intention og vores håb. På nuværende tidspunkt kan jeg ikke garantere noget, men såfremt det er muligt, og hvis vi får chancen, vil vi gribe den.

  Josu Ortuondo Larrea (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg er enig med rådsformandskabet i svingdørspolitikken i forbindelse med indvandring og også med de nye tanker om de såkaldte "blue cards" for at tiltrække veluddannede indvandrere.

Men det, jeg vil gerne spørge rådsformandskabet om, er, om det er overbevist om, at vi, når der er lande med et meget lavt udviklingsniveau i verden, vil være i stand til at stoppe den store tilstrømning af indvandrere, som vi hvert år har i EU.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE). - (PT) Hr. formand! I forbindelse med cirkulær migration ønsker jeg at vide, om ikke der bør være en særlig mekanisme til håndtering af denne form for indvandring, navnlig hvad angår uddannelse i de berørte lande. Her tænker jeg f.eks. på læger og sygeplejersker fra Malawi, som befinder sig i Det Forenede Kongerige.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Spørgsmålet vedrørende cirkulær migration er blevet eller bliver drøftet og blev hurtigt taget op af Kommissionen i forbindelse med en bred debat om indvandring i Europa, herunder ulovlig og lovlig indvandring. Det var ligeledes en af de mekanismer, der blev henvist til i forbindelse med debatten om indvandringsrelaterede spørgsmål. Kommissionen har vurderet emnet og opfordret Rådet til at gøre det samme og ligeledes indlede drøftelser. Efter min mening vil cirkulære migrationsmekanismer alene ikke kunne løse alle de problemer, der berøres og drøftes. Det er en mekanisme, der kan fungere som forslag, og som kan lette vores byrder og løse problemer vedrørende indvandring, også hvad angår lovlig indvandring, men mekanismen vil altså ikke løse alle problemer. Der er naturligvis behov for langt flere politikker, og Rådet drøfter som bekendt dette efter forslag fra Kommissionen.

De er formentlig også klar over, at det portugisiske formandskab i sit program prioriterer alle spørgsmål vedrørende indvandring, uanset om den er ulovlig eller lovlig. Vores formandskab slutter ved det kommende Rådsmøde i december, og vi ønsker at forelægge en række konklusioner på generelle spørgsmål vedrørende lovlig indvandring og bekæmpelse af ulovlig indvandring, som kan vise, at der er sket reelle fremskridt på disse områder.

Hvad angår de konkrete tekniske spørgsmål til særlige grupper, har Rådet endnu ikke fastlagt sin holdning, og jeg er sikker på, at det ærede medlem vil have forståelse for, at jeg på nuværende tidspunkt ikke kan oplyse resultaterne af vores drøftelser, navnlig i forbindelse med særlige ad hoc-problemstillinger og meget specifikke spørgsmål.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Claude Moraes (H-0779/07)

Om: Ansvarsfordeling med hensyn til asylsøgere og immigranter

Hvilke fremskridt er der sket i spørgsmålet om ansvarsfordeling i forbindelse med rammeprogrammet solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme 2007-2013?

Hvilke praktiske skridt har medlemsstaterne taget for at opnå en ligelig indbyrdes fordeling af ansvaret for asyl og immigration?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) I maj 2007 vedtog Europa-Parlamentet og Rådet tre beslutninger: beslutning om oprettelse af Den Europæiske Flygtningefond for perioden 2008-2013, beslutning om oprettelse af Fonden for De Ydre Grænser for perioden 2007-2013 og beslutning om oprettelse af Den Europæiske Tilbagesendelsesfond for perioden 2008-2013. I juni 2007 vedtog Rådet ligeledes en beslutning om oprettelse af Den Europæiske Fond for Integration af Tredjelandsstatsborgere for perioden 2007-2013. Disse fire beslutninger udgør en integreret del af det generelle program om solidaritet og forvaltning af migrationsstrømme.

I overensstemmelse med målsætningerne, som er fastlagt af Det Europæiske Råd, er målet med dette program en rimelig fordeling af ansvar mellem medlemsstaterne, hvad angår den finansielle byrde i forbindelse med indførelsen af den integrerede forvaltning af EU's ydre grænser og gennemførelsen af en fælles asyl- og indvandringspolitik.

Den Europæiske Flygtningefond er i overensstemmelse med de bestemmelser, der er fastlagt i EF-traktatens artikel 63, stk. 2, litra b), om vedtagelse af foranstaltninger til fremme af en ligelig fordeling af indsatsen mellem medlemsstaterne med hensyn til modtagelse af flygtninge og fordrevne og følgerne heraf.

Rådet forsøger også at fremme solidariteten på andre måder. I forbindelse med konklusionerne af 18. september 2007 om en styrket forvaltning af EU's søgrænser mod syd opfordrede Rådet f.eks. medlemsstaterne til på et bilateralt grundlag at støtte de medlemsstater, der står over for et særligt pres, og Rådet understregede, at denne form for støtte kan ydes i forbindelse med tilbagesendelsesaktioner, modtagelsesforhold, gennem ekspertbistand eller et frivilligt ønske om at påtage sig ansvaret for asylansøgere, flygtninge, modtagere af subsidiær beskyttelse eller uledsagede mindreårige.

  Claude Moraes (PSE). - Hr. formand! Førnævnte udtalelse var en detaljeret redegørelse for det teoretiske aspekt vedrørende byrdefordeling. Vi kender instrumenterne, men jeg ønsker at vide, hvordan gennemførelsen skal foregå for Malta, Lampedusa og De Kanariske Øer? Mener De, at rådsmedlemmerne, herunder medlemmerne fra Vesteuropa, de seneste seks måneder har taget deres forpligtelse vedrørende byrdefordeling seriøst i forbindelse med førnævnte områder, som befinder sig i en krisesituation? Nogle af vores kolleger er klar over situationen og ser den hver dag.

Der er ingen, der kan beskylde Portugal for at være ligeglad med dette emne, men deltager Rådet aktivt i byrdefordelingen? Gennemføres fordelingen? Vi ønsker et ærligt svar på dette spørgsmål.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Det glæder mig at kunne besvare det ærede medlems spørgsmål, og jeg taler naturligvis på vegne af det portugisiske formandskab og henviser til formandskabets holdning vedrørende dette spørgsmål. Medlemmet ved, at migration og migrationsstrømme, navnlig ulovlige migrationsstrømme, fra regioner i Sydeuropa repræsenterer et nyt problem, som vi ikke stod over for for nogle år siden.

Vi skal derfor reagere på dette nye og ukendte fænomen og træffe hensigtsmæssige foranstaltninger. Som det altid er tilfældet, tager de foranstaltninger, reaktioner og instrumenter, der henvises til, gradvist form, hvilket ligeledes gælder vores bevidsthed om vigtigheden og alvoren, hvad angår dette problem. I den forbindelse vil jeg nævne, at et nøgleord for det portugisiske formandskab og for Portugal som medlemsstat er solidaritet. Vi er alle klar over, at når andre emner påvirker en eller to medlemsstater, kan de betragtes som værende et problem for alle medlemsstater. I forbindelse med ulovlig migration er nøgleordet ligeledes solidaritet, eftersom vi er klar over, at dette fænomen ofte påvirker enkelte medlemsstater i særlig grad.

Det er sandt, at vi ofte kun taler om problemerne, og det er korrekt, at vi skal og bør gøre mere end det. Den nuværende bevidsthed om, at det pågældende problem er et globalt problem, som påvirker alle, og at det i første omgang er alles ansvar, er et skridt i den rigtige retning. Vi mener naturligvis, at vi gradvist og realistisk samt med den nødvendige hurtighed fortsat kan henvise til "solidaritet", mens vi overfører elementerne til konkrete aktioner og foranstaltninger. Det er formandskabets rolle, og det er Portugals opgave som medlemsstat. Det står ligeledes klart, at det ikke er muligt for en enkelt medlemsstat eller et enkelt formandskab at påvirke alle begivenheder og foranstaltninger, hvilket ellers kunne ønskes. Jeg kan imidlertid forsikre Dem om, at der er øget og større bevidsthed om, at vi bør dele dette ansvar og gennemføre solidariteten.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Med al respekt overbeviser Deres svar mig ikke, da der er folk, der drukner i Middelhavet, og Middelhavslande, der ikke kan klare krisesituationen, mens Ministerrådet tænker over problemstillingen. Dette er grunden til, at jeg ikke føler mig overbevist. Jeg ønsker derfor at stille et specifikt spørgsmål: Malta har forelagt et forslag for Rådet om at dele byrden, dvs. byrdefordeling, og anmodede om, at indvandrere, der blev reddet uden for EU's farvande, f.eks. i Libyens farvande, skulle fordeles mellem alle EU's medlemsstater. Jeg ønsker i den forbindelse at høre Rådets svar.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg har kendskab til denne situation og til det spørgsmål, som er rejst af regeringen i Malta. Deres spørgsmål besvares i det svar, jeg allerede har afgivet til en kollega: Formandskabet og Portugal som medlemsstat er bevidst om, at Portugal også er et land i Sydeuropa, og vi vil derfor gøres vores yderste for at sikre, at begrebet "solidaritet" bliver gennemført i praksis, og vi er samtidig opmærksomme på de vanskeligheder og problemer, der findes, selv om denne situation som i mange andre tilfælde kræver ihærdighed og vedholdenhed.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0781/07)

Om: Foranstaltninger til sikring af menneskeværdige levevilkår for kvinder og børn blandt illegale indvandrere

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe med henblik på at sikre menneskeværdige vilkår for illegale indvandrere, herunder især kvinder og børn, der midlertidigt opholder sig i EU, så medlemsstaterne på ensartet vis overholder deres internationale forpligtelser?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg er ikke klar over, om dette er muligt eller i overensstemmelse med forordningerne, men eftersom spørgsmålet er blevet rejst, vil jeg gerne vide, hvilke medlemmer der er forslagsstillere, da mit svar først vil blive fremsendt til dem.

Som De sikkert allerede ved, fastlægger forslaget til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles bestemmelser og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af ulovligt bosiddende tredjelandsstatsborgere særlige bestemmelser for behandlingen af sådanne statsborgere. Artikel 13 i forslaget til direktiv skal sikre, at betingelserne for ophold afhænger af tilbagesendelsen af alle personer, der er omfattet af direktivet. Artikel 15, som fastsætter bestemmelserne for midlertidig tilbageholdelse, definerer behandlingen af tredjelandsstatsborgere, der skal tilbagesendes. Artikel 15, stk. 3, fastsætter, at der bør tages særligt hensyn til sårbare personer, og der findes særlige bestemmelser for mindreårige. Som De ved, undersøger Europa-Parlamentet og Rådet på nuværende tidspunkt dette forslag til direktiv.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne gentage hr. Moraes bemærkning: De besvarer teoretisk set vores spørgsmål fint og detaljeret. Jeg ved imidlertid ikke, hvilket ansvar medlemsstaterne har, når vi endnu ikke har modtaget analyserse. Findes der internationale traktater, og anvendes de ens i medlemsstaterne, eller er der nogle medlemsstater, der af særlige årsager bidrager med mere eller mindre? Hvilket ansvar har de tiltrædelseslande, som fungerer som transitruter for illegale indvandrere, navnlig kvinder og børn? Under gårsdagens møde nævnte jeg over for kommissæren, at en 14-årig illegal transportør af ulovlige indvandrere er blevet arresteret.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg har netop nævnt, at Rådet og Europa-Parlamentet på nuværende tidspunkt drøfter et forslag til direktiv, som berører det pågældende emne. Eftersom forslaget til direktiv endnu ikke er vedtaget, kan jeg ikke præcist sige, hvilke foranstaltninger direktivet vil foreslå med henblik på at forsvare og beskytte de mest sårbare personer, som har behov for størst beskyttelse. Dette vil vise sig. Forslaget til direktiv har til hensigt at beskytte de svageste.

Jeg kan også klart fastslå, at når det portugisiske formandskab henviser til spørgsmålet vedrørende illegal indvandring, mener vi altid, at bekæmpelsen af denne indvandring er baseret på to grundlæggende principper: solidaritet og respekt for mennesker og respekt for de menneskelige tragedier, der kendetegner dette fænomen. Vi bør ikke behandle mennesker som objekter, og hverken formandskabet eller Portugal kan acceptere og har aldrig accepteret, at den humanitære dimension betragtes som værende af sekundær karakter i den henseende. Dette er i princippet vores holdning som formandskab, og dette er i princippet vores holdning som medlem af EU, og vi vil under ingen omstændigheder ændre denne holdning.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Georgios Papastamkos (H-0784/07)

Om: Den europæiske sikkerhedsstrategi

Hvad er de hidtidige resultater af gennemførelsen af den europæiske sikkerhedsstrategi? Hvad er resultaterne af udvidelsen af sikkerhedszonen til den europæiske periferi? Er Rådet tilfreds med strategien "fred gennem regional integration" og "regional integration gennem fred" i EU's geopolitiske perimeter?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) I de fire år, der er gået, siden den europæiske sikkerhedsstrategi blev vedtaget i december 2003, har EU's udenrigs- og sikkerhedspolitik gennemgået en dynamisk udvikling.

Vi har reageret succesfuldt på de trusler, der blev identificeret i den europæiske strategi, og fulgt de hovedtræk, som fremgik af vores tilgang. Vi har været mere aktive, sammenhængende og også mere kompetente. De nye terrortrusler, spredning af masseødelæggelsesvåben, regionale konflikter, forsømmelse af stater og organiseret kriminalitet er blevet mødt af mange konkrete foranstaltninger, som afspejler de instrumenter, der på nuværende tidspunkt er tilgængelige i Den Europæiske Union. Disse omfatter diplomatisk indsats, civile og militære missioner samt aktiviteter inden for handel og udvikling.

Vi har støttet effektiv multilateralisme, støttet og øget vores samarbejde med FN i forbindelse med krisestyring, krigen mod terrorisme og ikkespredning. Vores operationer i forbindelse med den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik er det mest synlige bidrag til verdensfred og sikkerhed og viser vores vilje til at påtage os et globalt ansvar. Vi har siden 2003 indledt 16 krisestyringsoperationer, fire militære og 12 civile, i forskellige dele af verden. Disse operationer vedrørende den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik dækker tre kontinenter og strækker sig fra rent militære operationer, herunder reform af sikkerhedssektoren og institutionel udvikling, til politimissioner, som skal sikre retsstaten. EU fungerer som en vigtig katalysator for at sikre fred og stabilitet fra Aceh til Ramallah, fra Kinshasa til Sarajevo.

Presset på Unionen stiger imidlertid. Vi har netop besluttet i princippet at føre en militær mission til Chad og Den Centralafrikanske Republik for at bidrage til at afslutte de regionale konsekvenser af Darfur-krisen. Vi planlægger ligeledes at lede en politimission for at sikre retsstaten i Kosovo. Fra Vestbalkan og Østeuropa til Middelhavet har vi arbejdet aktivt for fred og stabilitet i vores naboområder under anvendelse af alle de tilgængelige midler. Jeg mener, at det arbejde, som er udført af den højt stående repræsentant, Javier Solana, EU's udvidelsespolitik, Barcelona-processen, den førnævnte europæiske naboskabspolitik, EU's særlige repræsentanter i Bosnien-Hercegovina, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Moldova, Sydkaukasus og fredsprocessen i Mellemøsten samt EU's rolle som medlem af Mellemøstkvartetten og Kosovo-trojkaen samt andre nævnte ESFP-missioner afspejler vores bestræbelser på at skabe sikkerhed i nabolandene.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Tak for Deres svar. Jeg føler virkelig, at den europæiske sikkerhedsstrategi viser sig at have større succes i forbindelse med missioner uden for Europa end med at tackle udfordringer inden for EU. Jeg henviser til situationer som den i Kosovo, styringen af en begyndende krise, konditionalitetspolitikken i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, et kandidatland, hvis politiske system skranter seriøst, samt russofobien, hvad enten den er rimelig eller ej. Disse forhold bekymrer vores kolleger fra landene i det tidligere Østeuropa - og alle disse forhold kræver, at vi udformer en mere sammenhængende og effektiv europæisk sikkerhedsstrategi.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) På dette plenarmøde har vi netop drøftet den europæiske naboskabspolitik, som henvender sig til vores partnere i Europa. Jeg går ud fra, at en generel konklusion er, at naboskabspolitikken, som er en del af vores strategi, har fungeret på trods af de forskelle, der eksisterer, og de forbedringer, der kunne indføres, og den har sikret, at mange af vores partnere og naboer kan nyde godt af stabilitet, økonomisk fremgang og økonomisk og social udvikling.

Af velkendte historiske årsager oplever mange af vores partnere nu, hvad man kan kalde en overgangsfase, demokratisk konsolidering og konsolidering af retsstaten. Som det ofte er tilfældet, er disse processer ikke fritaget for vanskeligheder, omvæltninger eller problemer. Det gør sig formentlig gældende i nogle af disse lande. Vi har for nylig drøftet Georgien, og da jeg for tre uger siden ledede associeringsrådet med Georgien, havde jeg mulighed for at nævne over for vores georgiske kolleger, at vi f.eks. på det økonomiske område glædede os over at bemærke, at der er sket store fremskridt i form af økonomisk udvikling på trods af de problemer, landet har med Rusland. Vi skal derfor forberede os på betydelige fremskridt, som vi forventer og ønsker, men af velkendte årsager må vi af og til også forvente tilbageskridt, som vi i høj grad håber kun er midlertidige, og vi håber, at de forskellige stater og lande hurtigt vil opleve nye fremskridt, som kan styrke retsstaten.

Jeg gør derfor det ærede medlem opmærksom på, at selv om vi EU-borgere ofte er meget beskedne med henblik på kapaciteten af vores resultater og selve resultaterne, bør vi være en anelse mere venlige over for os selv, end førnævnte medlem var. Jeg mener, at vi har opnået en del på trods af vanskelighederne.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - Hr. formand! I lyset af EU's traktater og reformtraktatens indhold vedrørende sikkerhed og forsvar og på grundlag af, hvad Frankrigs præsident udtalte på mødet i går, og i betragtning af at Frankrig overtager formandskabet næste år, kan Rådet da oplyse, om det forventer, at der vil være en fælles forsvarspolitik i EU i løbet af dette Parlaments valgperiode eller den næste valgperiode, og hvornår den tror, dette vil ske?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Som det ærede medlem ved, kan Rådet ikke kommentere taler fra statschefer fra EU's medlemsstater. Jeg har imidlertid bemærket præsident Sarkozys udtalelse, som kommer fra en statschef fra en meget vigtig EU-medlemsstat. Hvorvidt vi skal gå i den retning eller ej, dvs. mod et Europa med udvidet forsvar, vil blive afgjort af Rådet. Som de sikkert kan forestille Dem, kan jeg ikke forudse Rådets beslutning. Såfremt dette er Rådets holdning - og som De ved udgør forsvar et område, der kræver stor enighed - kan vi naturligvis gå i den retning, men beslutningen skal træffes af Rådet. Jeg har ingen krystalkugle og kan derfor ikke fortælle, hvor langt vi vil nå i den henseende. Vi får se, men eftersom dette forslag kommer fra præsident Sarkozy, vil der naturligvis blive lyttet opmærksomt til det, hvilket også gælder hans øvrige forslag.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Bernd Posselt (H-0788/07)

Om: Tiltrædelsesforhandlinger med Makedonien

Hvordan bedømmer Rådet den aktuelle situation med hensyn til Makedoniens tilnærmelse til EU og hvornår anser Rådet for muligt henholdsvis ønskeligt at fastlægge en dato for at indlede tiltrædelsesforhandlingerne?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Den afgørelse, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd i december 2005, om at give Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien status som kandidatland var en anerkendelse af landets reformresultater. Det Europæiske Råd fastslog, at yderligere fremskridt hen imod EU-medlemskab for det første skulle vurderes i lyset af drøftelserne om udvidelsesstrategien, som det fremgik af Rådets konklusioner af 12. december 2005. Dette førte til en "fornyet enighed" vedrørende udvidelse, som blev opnået af Det Europæiske Råd den 14.-15. december 2006. For det andet afhænger Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedoniens EU-medlemskab af overholdelsen af Københavnskriterierne og for det tredje af kravene til en stabiliserings- og associeringsproces og en effektiv gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. Endelig er der behov for yderligere betydelige fremskridt på andre områder samt et kriterium for medlemskab, som er indeholdt i Kommissionens udtalelse samt gennemførelsen af prioriteringerne i de europæiske partnerskabsaftaler.

Kommissionen har i sine interimsbetænkninger undersøgt disse udviklinger i detaljer. I lyset af vurderingen af situationen i Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, som fremgik af Kommissionens betænkning af 2006, beklagede Rådet på sit møde den 11.-12. december 2006, at reformernes tempo var blevet langsommere i 2006. Den 14.-15. december 2006 gentog Det Europæiske Råd, at hvert enkelt lands fremskridt mod Unionen fortsat afhænger af landets bestræbelser på at overholde Københavnskriterierne og af konditionaliteten af stabiliserings- og associeringsprocessen. Rådet opfordrede Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien til at fremskynde reformprocessen på hovedområder og gennemføre de prioriteringer, der er fastsat i den europæiske partnerskabsaftale, for at nå videre i associeringsprocessen. Det fjerde møde i Stabiliserings- og Associeringsrådet mellem Den Europæiske Union og Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien fandt sted den 24. juli. En meddelelse, der især var vigtig i Unionens fælles holdning til Stabiliserings- og Associeringsrådet, var dens insisteren på, at stabilitet og de demokratiske institutioners generelle funktion er afgørende elementer i forbindelse med de politiske kriterier og er afgørende for at sikre fremskridt hen imod europæisk integration. Institutioner som regeringen, Parlamentet og præsidenten skal kunne fungere og samarbejde effektivt. De skal også udfylde forskellige roller og handle i henhold til bestemmelserne i forfatningen. Et konstruktivt politisk miljø skal oprettes og vedligeholdes, så landet kan koncentrere sig om de nødvendige reformer for at gøre fremskridt hen imod Unionen. Der bør også ydes en større indsats for at skabe tillid mellem etniske samfund på alle plan. Den Europæiske Union mindede om, at gennemførelsen af Ohrid-rammeaftalen var et nøgleelement, hvad angår det politiske kriterium. Man bør bestræbe sig på at opnå den bredest mulige politiske aftale om de associerede reformer i fuld overensstemmelse med aftalens bogstav og ånd.

På mødet blev der ligeledes mindet om, at fremskridt er nødvendige på områder som retslige og interne anliggender, herunder bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption. Samtidig opfordrede Rådet til, at det regionale samarbejde og de gode naboskabsforbindelser udgør en grundlæggende del af EU's integrationsproces. Jeg ønsker afslutningsvis at fastslå, at Rådet nøje undersøger den betænkning, der blev offentliggjort af Kommissionen den 6. november, og som vil danne grundlag for konklusionerne fra det kommende møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) i december.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Tak, hr. formand, for Deres meget udførlige svar. Jeg har kun to korte tillægsspørgsmål. Anser De det for det første for sandsynligt, at en sådan dato for indledning af tiltrædelsesforhandlinger kan blive vedtaget i det kommende år? Landet har nu haft kandidatstatus i over to år, og man bør begynde at overveje en dato.

Andet tillægsspørgsmål er, hvordan det ser ud, forsøger man at knytte det sammen med andre stater, f.eks. Serbien, eller behandler man virkelig denne stat adskilt fra andre?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Som det ærede medlem ved, kan jeg ikke sige, om vi er i stand til at fastsætte en dato til næste år, hvor vi kan indlede forhandlingerne med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien. En række vanskelige og krævende forhold og kriterier skal opfyldes, før forhandlingerne kan indledes, og før vi ved, om Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien er længere fra eller tættere på en dato, hvor forhandlingerne kan begynde, da det afhænger af i hvor høj grad landet opfylder kriterierne og betingelserne. Jeg kan imidlertid sige, at kandidatlandet bedre kan svare på dette spørgsmål end Den Europæiske Union.

Hvad angår sammenhængende tiltrædelsesprocesser, fastholder formandskabet og har altid fastholdt, at hvert kandidatland bør vurderes særskilt ud fra dets egne kendetegn. Hvis kandidatlandet er berettiget, da det opfylder forpligtelserne og betingelserne for at indlede tiltrædelsesforhandlingerne, bør det få denne status, uanset hvad der sker i forbindelse med de sideløbende processer, der involverer andre kandidatlande.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Sarah Ludford (H-0790/07)

Om: Bevarelse af tigeren

Hvad har EU gjort, og hvilke yderligere tiltag er under overvejelse for at styrke og støtte Indien og andre relevante lande i bestræbelserne på at bevare deres tigerbestande på en måde, så lokalbefolkningen inddrages i arbejdet og selv opnår fordel af bestandenes bevarelse?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Konventionen om international handel med udryddelsestruede vilde dyr og planter, også kaldet CITES, udgør det internationale retsgrundlag for bevarelsen af tigere og andre truede arter. EU og dens medlemsstater støtter især CITES såvel politisk som økonomisk.

De seneste år har EU især understreget behovet for i højere grad at koncentrere kræfterne i forbindelse med den praktiske anvendelse af CITES-kontroller for dermed at mindske ulovlig slagtning og handel samt garantere bæredygtig handel med arter. For at understrege dette behov, offentliggjorde Kommissionen henstilling nr. 207/425/EF af 13. juli 2007, som identificerede en række foranstaltninger til styrkelse af Rådets forordning (EF) nr. 338/97 om beskyttelse af vilde dyr og planter ved kontrol af handlen hermed. Arten "pantera tigris" fremgår af bilag A i kommissionens forordning (EF) nr. 1332/2005 af 9. august 2005 og fremgår også af bilag I i CITES, hvilket betyder, at denne arts kendetegn kun kan ændres under særlige omstændigheder og i henhold til omfattende kriterier. Hvis disse kriterier opfyldes, og der træffes beslutning om at godkende handel med denne art, skal det fremover sikres, at aktiviteten ikke skader bevarelsen af arten.

Vi henleder også Deres opmærksomhed på behovet for internationalt samarbejde og navnlig for kapacitetsopbygning for at fremme gennemførelsen af politikker til bevarelse og bæredygtig anvendelse af vilde dyr og planter i lande, hvor disse arter findes. EU støttede beslutningen vedrørende asiatiske katte, som blev vedtaget på parternes 14. møde vedrørende CITES i begyndelsen af året med det formål at øge bestræbelserne vedrørende anvendelse og bevarelse.

Vi er ligeledes parate til at yde Indien og andre distributionslande bistand med henblik på at håndhæve disse beslutninger. Vi anerkender, at en effektiv gennemførelse af bevarelsesforanstaltningerne kræver lokalsamfundets deltagelse. Vi har understreget behovet for, at CITES sikrer, at lokalsamfundene og landdistrikterne støtter et samarbejde i forbindelse med forvaltningen af ressourcer vedrørende vilde dyr og planter samt bekæmpelse af ulovlig handel med disse arter.

  Sarah Ludford (ALDE). - Hr. formand! Tak for ordene, jeg vil læse de nævnte dokumenter.

Problemet er imidlertid, at tigernes situation har ændret sig til en krise. Der er formentlig kun 3.000 tilbage i det fri. De kan være udryddet i 2020. Det største problem er krybskytteri, som drives af en lukrativ, ulovlig handel med tigerskind og andre dele, hvilket især strækker sig til Østeuropa. De indiske skovmyndigheder siger, at de ikke er i stand til at bekæmpe krybskytterbander på grund af konstant underfinansiering. Kan EU hjælpe i den henseende? Findes der særlige projekter?

En kinesisk tjenestemand udtalte for nylig, at det er svært at modstå presset om at åbne op for tigerhandel. Et nøgleord er naturligvis uddannelse og at give lokalbefolkningen økonomisk hjælp, så de opnår en højere levestandard. Hvad gør EU i retning af særlige projekter?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Det ærede medlem vil bemærke, at jeg flere gange, på omfattende vis og i detaljer har henvist til det internationale juridiske og retslige grundlag, i henhold til hvilket Unionen eksisterer og opererer. Jeg har naturligvis også givet udtryk for Rådets vilje, parathed og forpligtelse til at gøre sit yderste inden for den internationale ramme for at sikre, at foranstaltningerne gennemføres effektivt.

Jeg har også tydeligt sagt, at vi anerkender, at vi må samarbejde med lokalbefolkningen, som har den direkte kontakt med de truede arter. Kampen mod krybskytteri og lignende ulovlige aktiviteter er ikke nem, som personer med erfaring inden for dette er klar over. De er klar over, at det er en vanskelig, men nødvendig kamp, og jeg er enig i denne vurdering.

Den offentlige mening i Europa står bag Dem, og de seneste eksempler på ulovlig handel med truede arter viser, at befolkningen er mere bevidst om behovet for at skabe opmærksomhed omkring disse emner, end det var tilfældet før. Presset fra den offentlige mening og opmærksomheden i forbindelse med situationen er nu større end tidligere. De kan derfor roligt regne med offentlighedens bevidsthed, som er nødvendig for at sikre, at EU og dens medlemsstater er i stand til at handle mere effektivt. Som jeg nævnte, anerkender vi, at det er en vanskelig kamp.

  David Martin (PSE). - Hr. formand! De har gjort det klart, at De og Rådet som helhed er forpligtet til at beskytte og bevare tigeren. Den indiske premierminister har ligeledes i en række erklæringer givet udtryk for sin forpligtelse til at forsvare tigeren. Da vi har indledt bilaterale forhandlinger med Indien for at skabe en ny bilateral traktat mellem EU og Indien, mener De da, at dette er et emne, vi kan inddrage i traktaten, og at vi kan fortsætte vores nuværende forpligtelser i henhold til CITES og bidrage til uddannelse, undervisning, bevarelse - dvs. de foranstaltninger, som fru Ludford talte om?

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Mit spørgsmål passer ind i dette koncept, men det går i en lidt anden retning. Jeg tror - og det talte De også om - at befolkningen har en stor andel i spørgsmål som disse. På den anden side - De påpegede den juridiske situation - er det så også rigtigt, at vi i EU nu påberåber os lovgivnings- eller traktatkompetence for alle spørgsmål, som bevæger nogen i EU dybt? Eller skulle vi måske prøve at vise os lidt tilbageholdende?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg må tilstå, at jeg ikke helt har forstået Deres andet spørgsmål, hvilket måske skyldes forsinkelse i forbindelse med tolkningen.

Hvad angår spørgsmålet vedrørende tigeren og dialogen med Indien, kan jeg ærligt og oprigtigt sige, at dette er et specielt spørgsmål, som jeg ikke har taget stilling til, men som vi vil drøfte fremover, og jeg bemærker derfor det ærede medlems forslag. I vores bilaterale dialog med Indien - der skal afholdes et topmøde mellem EU og Indien - vil vi ligeledes drøfte emnet vedrørende beskyttede arter, samt hvordan vi bedre kan beskytte truede arter.

Jeg må dog tilstå, at jeg ikke forstod Deres andet spørgsmål, hvilket formentligt skyldes tolkningen.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Mange tak, og undskyld, at jeg talte så hurtigt. Det var for ikke at overskride tiden. Jeg mener, at det er vigtigt, at vi tager sådanne spørgsmål op, hvis de er vigtige for den europæiske befolkning. Vi bør imidlertid også holde os EU's juridiske grænser for øje og helt bevidst også så vidt muligt respektere disse grænser.

Jeg synes, det er en interessant vej, De har foreslået, men vi bør ikke udsætte os for at blive beskyldt for tro, at EU har kompetence i alverdens spørgsmål.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Jeg er enig med det ærede medlem i, at EU ikke kan eller bør gøres ansvarlig for alt og derfor heller ikke bør anklages eller dømmes for alt. I henhold til traktaterne henhører mange af disse aspekter og ansvarsområder under medlemsstaterne. I dette tilfælde er såvel medlemsstaterne som de lande, hvor situationen opstår, omfattet af ansvarsområdet.

Den Europæiske Union er og kan ikke fungere som en universel enhed, navnlig fordi der findes et princip, nærhedsprincippet, som altid skal respekteres.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Gay Mitchell (H-0792/07)

Om: Centre for finansielle tjenesteydelser uden for EU-regi

Vil Rådet oplyse, hvordan det samarbejder med centre for finansielle tjenesteydelser uden for EU-regi på områder, som har fælles interesse?

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) I sine konklusioner af maj 2006 glædede Rådet sig over Kommissionens hvidbog om finansielle tjenesteydelser fra 2005 til 2010. Rådet glædede sig især over de fremlagte idéer vedrørende den øgede betydning i forbindelse med den eksterne dimension, hvad angår finansielle tjenesteydelser - navnlig for at udbrede og udvide den lovgivningsmæssige dialog med tredjelande og arbejde hen imod en yderligere åbning af markedet for globale finansielle tjenesteydelser.

På initiativ fra det portugisiske formandskab den 9. oktober, undersøgte Økofin-Rådet situationen for den makroøkonomiske, finansielle og lovgivende dialog med Unionens væsentligste partnere - USA, Japan, Rusland, Indien og Kina. Betydningen af denne strategiske dialog blev understreget på mødet. Sådanne dialoger gør det muligt at styrke konvergens, samarbejde og gensidig forståelse mellem de globale partnere og bidrager dermed til at lette adgangen til de pågældende markeder og fremme makroøkonomisk og finansiel stabilitet, navnlig inden for finansielle tjenesteydelser. Dialogerne har ført til betydelige fremskridt vedrørende konvergens og ensartethed inden for regnskabsstandarder.

Rådet støtter det arbejde, der udføres af Kommissionen, og mener, at globaliseringen på det finansielle marked kræver en øget bestræbelse på at opnå konvergens og samarbejde på internationalt plan på linje med Kommissionens og Rådets strategiske holdning vedrørende behovet for at styrke Lissabonstrategiens eksterne dimension gennem fremme af en international tilgang til lovgivningsmæssigt samarbejde samt konvergens og ensartethed, hvad angår regnskabsstandarder.

Der blev også lagt vægt på betydningen af, at EU sikrer en sammenhængende tilgang til dette område, og oplysninger om udviklingen af denne dialog skulle fortsat fremsendes regelmæssigt til Rådet.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - Hr. formand! Tak for Deres svar. Er formandskabet bevidst om, at mange mener, at udviklingslandene i høj grad kan drage nytte af en sektor for finansielle tjenesteydelser? På grundlag af Portugals erfaringer i især Afrika, vil jeg spørge formanden for Rådet, om De, såfremt de ikke har et svar på dette, agter at undersøge dette nærmere, eftersom det kunne være en god måde, hvorpå vi kunne hjælpe udviklingslandene og samtidig have globale forbindelser, som også kan være til gavn for denne del af verden.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Det ærede medlem har ret. Jeg har ikke et skriftligt svar, som jeg kan give Dem, men jeg kan gøre rede for min holdning. Vi har haft en meget interessant diskussion om globalisering i dag, og vi har ligeledes drøftet finansielle tjenesteydelser i forbindelse med den turbulens, vi nu ser på nogle finansielle markeder.

Et emne, som jeg mener, er afgørende i forbindelse med Afrika, og som er tæt knyttet til topmødet mellem Europa og Afrika, vedrører Afrikas position med henblik på globaliseringen. Skal Afrika være en fuldstændig partner, som er udtryk for vores holdning, og tage del i de problemer og bekymringer, der følger med globaliseringen, bør Afrika være en aktiv partner og have effektive instrumenter til rådighed, så området dermed kan fungere som en fuldstændig partner inden for globaliseringen. Eller ønsker vi derimod et Afrika, som er dømt til krig, usikkerhed, underudvikling og fattigdom?

Vi kan i den forbindelse kun glæde os over finansielle eller øvrige instrumenter, initiativer eller mekanismer, som rent faktisk kan få Afrika på højde med os andre i Den Europæiske Union samt andre vigtige blokke, og som sættes på dagsordenen i forbindelse med drøftelser, diskussioner og emner vedrørende globalisering.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - Hr. formand, formand for Rådet! Tak for at de fortsætter mødet, det er prisværdigt.

Hvilke hindringer mener De ligger i vejen for større fremskridt på dette område, og mener De, at der på nuværende tidspunkt gøres nok på dette område? Vi taler nemlig om forbrugertillid inden for sektoren for finansielle tjenesteydelser både inden for og uden for Europa.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. − (PT) Det pågældende emne og de drøftelser, der finder sted i forbindelse med området, som er en del af det spørgsmål, jeg fik stillet, er blevet behandlet af og henhører under Kommissionen. Jeg må også tilstå, at jeg ikke er økonomisk ekspert, og jeg har derfor ikke det detaljerede kendskab, som er nødvendigt for at give et teknisk svar. De anmoder om et teknisk svar, og dette kan jeg ikke give Dem. Jeg kan give et politisk svar, som understreger den nye virkelighed, et nyt problem, en ny udfordring, men også en ny mulighed. Dette problem bør og er blevet undersøgt og er blevet behandlet i stort omfang. Vi skal i EU også forsøge at finde passende svar, når problemer opstår, og vi skal have de nødvendige instrumenter til rådighed for at skabe udvikling og fremskridt.

Jeg kan ikke specifikt nævne, hvilke hindringer der er opstået og vil opstå, men jeg kan give en idé om, hvilke ansvarsområder der hører under EU's politik og Rådets ansvarsområde på dette punkt. Afslutningsvis kan jeg nævne, at det glæder mig meget, at jeg kan udvide mit ophold her, navnlig eftersom dette mandat nærmer sig sin afslutning. Jeg har kun endnu en mulighed for at være her, så jeg må få det bedste ud af denne mulighed.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

(Mødet udsat kl. 19.45 og genoptaget kl. 21.05)

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

12. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

13. Forbindelser med Ukraine (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Zbigniew Zaleski for Udvalget om International Handel om samhandel og økonomiske forbindelser med Ukraine (2007/2022(INI) (A6-0396/2007).

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE), ordfører. - (PL) Hr. formand! Betænkningen illustrerer den rolle, vi tiltænker Ukraine på baggrund af vores egne økonomiske aktiviteter og som partner i forbindelse med samhandel med andre lande. Derudover ønskede vi at understrege den rolle, som Ukraine spiller i Sortehavsregionen, dvs. landets politiske, økonomiske og kulturelle rolle.

Jeg mener, at der skal foregå økonomiske aktiviteter og udvikling i et land uanset dets politiske holdninger. Økonomien skal være fri, staten og de lovgivende myndigheder skal yde støtte, den enkelte erhvervsdrivende og grupper af iværksættere skal udgøre økonomiske enheder. Økonomien bør være et middel til sikring af gode levevilkår for borgerne, og denne målsætning kan opfyldes ved at højne levestandarden, forbedre arbejdsvilkårene gennem god uddannelse, og sikre et godt retssystem, herunder ejendomsrettigheder. Vi kan ikke tillade, at fælles ejendom bliver brugt til personlig vinding. Folk bør tilskyndes og motiveres til at arbejde ærligt for at skaffe sig materielle og andre personlige gevinster.

Hvis man ikke har sine egne gode eksempler eller historien at støtte sig til, er det værd at benytte sig af andres, dvs. sine naboers gode praksis og erfaringer. Derfor er det vigtigt at inddrage Ukraine i det fælles marked og gøre den knowhow, der er udviklet i EU, tilgængelig for Ukraine. Jeg mener, at vores økonomiske model er god, selv om den er langt fra perfekt, f.eks. med hensyn til produktion og handel med fødevarer, men vi gør en løbende indsats for at forbedre os. Vi kan tilbyde vores nabo på den anden side af Bug de standarder og regler, som virker for os.

Hvad dækker betænkningen? Den dækker industri, landbrug, energi, finansielle spørgsmål, grænsetjenester, transportinfrastruktur, eksempler på ikkekorrupt virksomhed, intellektuelle ejendomsrettigheder, naturmiljøet, videnskabeligt samarbejde og relationer til naboerne. Disse områder er dele af en helhed, som vi kalder økonomien. Der findes veldefinerede standarder, der danner basis for økonomien, og i betænkningen anbefaler vi, at vores partnere udvikler disse standarder selv eller overholder dem.

Hvilke betingelser skal Ukraine opfylde for at forhandle sig til bedre forbindelser med EU? Som en væsentlig betingelse mener jeg, at de først og fremmest skal tilslutte sig Verdenshandelsorganisationen, og imens eller endda før skal de løse gældsproblemet med Kirgistan. Denne proces er allerede undervejs. For det andet skal det ukrainske parlament snarest muligt godkende medlemskabet. Andre betingelser er bl.a. gode relationer til naboerne, dvs. Rusland og Belarus, en stabil valuta, finansielle tjenester af god kvalitet, udvikling af varemærker på internationale markeder og overholdelse af lovens bogstav.

Ukraine, som har erklæret sit ønske om EU-medlemskab, står over for store, ja enorme, udfordringer. Nemlig gennem sin økonomiske, retlige, finansielle og politiske virksomhed at overbevise Europa om, at landet er en tilstrækkeligt engageret partner, til at EU før eller siden ville spørge sig selv, om det ikke var indsatsen værd at optage Ukraine i fællesskabet.

Hr. kommissær, vores tilgang har måske sommetider været forskellig, men jeg mener, at vi har det samme mål, som er at udvikle en gavnlig modus vivendi - en måde at sameksistere med denne store nabo i øst på.

Hr. formand, jeg mener, at jeg har sparet noget tid, da det allerede er aften.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. − Hr. formand! Lad mig først og fremmest lykønske ordfører Zbigniew Zaleski med denne udmærkede betænkning.

Jeg ønsker også at takke ordføreren for det glimrende samarbejde med Kommissionens tjenestegrene i forbindelse med udkastet til betænkningen. Betænkningen kommer meget tilpas. Den giver et omfattende overblik over de emner, der er på spil i de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem EU og Ukraine.

Lad mig fokusere på nogle punkter, som De også understregede i Deres betænkning. Vi synes, at Ukraine er en central og værdifuld partner i vores naboskabsstrategi. Vi er enige i den gennemgående ånd i nærværende betænkning, nemlig at bringe Ukraines økonomi så tæt som muligt på EU ved hjælp af en ny styrket aftale, hvori en dybtgående og omfattende frihandelsaftale bliver en bærende del.

Kommissionen deler også fuldt ud Deres synspunkt om behovet for at styrke retsstaten i Ukraine og betydningen af landets tiltrædelse af WTO. Vi håber meget, at Ukraine stadig kan fuldføre WTO-tiltrædelsesproceduren i år, og vi vil arbejde tæt sammen med den ukrainske regering herom. Vi mener, at når tiltrædelsespakken først er godkendt af WTO-medlemmerne, er den multilaterale proces også overstået.

Ukraine har prioriteret tiltrædelsen af WTO, og vi er overbeviste om, at landet behørigt vil gennemføre de interne ratificeringsprocedurer, der skal fuldføres for at formalisere medlemskabet. EU har ingen interesse i et forsinke igangsættelsen af FTA-forhandlingerne yderligere og er klar til at starte, så snart beslutningen om tiltrædelsespakken er blevet godkendt af WTO-medlemmerne. Angående den fremtidige frihandelsaftale er vi fuldstændig enige i, at den skal være dybtgående og omfattende med stærk fokus på tilpasning af lovgivningen.

For så vidt angår økonomiske relationer med nabolandene foreslås der i betænkningen en trepartsdialog: EU-Rusland-Ukraine. Vi bør være meget påpasselige ikke at gentage processer om emner, der allerede er dækket ind i andre fora. Desuden er det spørgsmålet, om ikke EU risikerer at blive inddraget i bilaterale tvister mellem Rusland og Ukraine. Vi sætter også spørgsmålstegn ved fordelene ved denne tilgang.

Det er vores politik at begunstige åbningen af energimarkederne for konkurrence som et middel til at sikre adgang til sikker og billig energi. Dette bliver et vigtigt emne i fremtidens FTA-forhandlinger med Ukraine.

Med hensyn til bekymringerne om at sikre befolkningens basale behov findes der i EU's lovgivning om liberalisering af el- og gassektoren centrale bestemmelser, der kan danne grundlag for at beskytte forbrugerne og sikre deres basale behov. Vi agter at forhandle om Ukraines tilpasning ud fra denne lovgivning.

Vedrørende forslaget om at udvide GSP+-ordningen til at omfatte Ukraine vil jeg gerne understrege, at Ukraine ikke kvalificerer sig til disse yderligere præferencer, og at EU har forpligtet sig til ikke at ændre de grundlæggende GSP-kriterier på ad hoc-basis. Yderligere ville dette i alvorlig grad undergrave vores forhandlingsposition i forbindelse med den kommende frihandelsaftale.

Lad mig slutte med endnu en gang at lykønske ordføreren med denne gode betænkning. Kommissionen er generelt enig i betænkningen på nær de få spørgsmål, jeg har været inde på. Kommissionen vil tage hensyn til betænkningen i det løbende og fremtidige samarbejde med Ukraine.

  Jerzy Buzek, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Selv om situationen efter valget i Ukraine ikke har stabiliseret sig, er det dog demokratitilhængerne, der har vundet. Det er en sejr ikke blot for demokratiet i Ukraine, men også for EU selv, som støttede indsatsen for demokrati. Nu må vi i Ukraines, ukrainernes og EU's interesse konsolidere det, der er opnået med så stor vanskelighed i Ukraine. Det er ukrainerne selv, som skal træffe beslutningerne oven på valget, men vi kan hjælpe Ukraine og samtidig hjælpe os selv.

Jeg bifalder fuldt ud Zbigniew Zaleskis betænkning og lykønsker ham med det flotte arbejde. Efter min mening er der tre områder, som er de vigtigste med hensyn til at gøre Ukraine stabilt og også gavne EU.

For det første energisamarbejdet, som er meget vigtigt for begge parter. Det er afgørende, at vi involverer os i investeringen i rørledninger, som i mange tilfælde er i ringe stand, og i nye rørledninger som f.eks. ledningen fra Odessa via Brody til Gdansk, i investeringer i elnettet og i fremme af energieffektiviteten. Vi kan tilbyde vores egne teknologier, og vi kan skabe samfinansiering til forbedring af energieffektiviteten i Ukraine. Det vil også gavne vores egen energiforsyningssikkerhed. Endelig og helt indlysende er der også forbedringerne af sikkerheden på de ukrainske kernekraftværker, hvilket er meget vigtigt for Europa.

Det andet område er det videnskabelige samarbejde. Ukraine har opnået betydelige resultater på dette område. Det er værd at benytte sig af dem. Desuden udveksling af studerende og forskere, hvilket kunne nedbringe underskuddet i EU, hvor vi mangler 700.000 akademikere. Vi bør huske, at denne måde altid er den sikreste og hurtigste at samarbejde på: videnskab, uddannelsesinstitutioner og studerende.

For det tredje samarbejdet mellem lokal og regional forvaltning. Vores byer i EU har meget at tilbyde i den henseende. Vi kunne bistå med at skabe fuldt demokrati på lokalforvaltningsplan i Ukraine, hvilket er noget, der endnu ikke findes.

Alt dette bør være led i et langsigtet mål, nemlig en associeringsaftale med Ukraine. Det betyder ikke noget, om det tager 10 eller 20 år. Det er værd at tilbyde Ukraine muligheden. Det vil hjælp ukrainerne, og det vil hjælpe EU.

  Vural Öger, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! I eftermiddags diskuterede vi den europæiske naboskabspolitik. Efter udvidelsesrunden i 2004 foreslog Kommissionen at udvikle en sammenhængende strategi over for EU's nye nabolande. Med ENP blev der etableret en ring af lande, som deler EU's grundlæggende værdier og mål.

Vores nabo Ukraine er fast forankret i ENP. Vi er klar over landets særlige geopolitiske og handelspolitiske betydning, som danner en naturlig bro mellem EU, Rusland og Centralasien. I dag er EU Ukraines største handelspartner, i 2006 androg Ukraines samhandel med EU's medlemsstater 26,6 milliarder euro.

Vi i EU værdsætter de store anstrengelser, som er blevet gennemført i Ukraine i de seneste år. Ukraine har udviklet sig fra en statskontrolleret økonomi til en velfungerende markedsøkonomi. I 2000-2006 lå den gennemsnitlige vækst i Ukraine ifølge OECD på 7,6 %. Det er en stor succes.

I februar 2007 indledte vi forhandlingerne om en ny partnerskabs- og samarbejdsaftale med EU. Det er ligeledes kendt, at Ukraine ønsker medlemskab af EU og NATO. Handelspolitisk og økonomisk set står optagelse i WTO helt øverst på Ukraines dagsorden. Vi går ud fra, at landet vil kunne tiltræde WTO allerede i år. Derefter ville samarbejdsmulighederne mellem EU og Ukraine også blive meget større, og vejen ville være banet for forhandlinger om en frihandelszone inden for rammerne af ENP.

EU må tage Ukraine alvorligt som partner og sende klare signaler. Derfor kan jeg kun hilse resultaterne af topmødet mellem EU og Ukraine i Kijev den 14. september 2007 velkommen. Her blev de stærke og varige forbindelser mellem parterne endnu en gang bekræftet. Vi bør også fortsat støtte Ukraine på vejen mod WTO-medlemskab, efterfølgende etablering af en frihandelszone og i ønsket om medlemskab af EU.

  Danutė Budreikaitė, ALDE-Gruppen - (LT) Hr. formand! Ukraine er en strategisk og økonomisk vigtig EU-partner og en østlig nabo af stor betydning inden for og uden for regionen.

Relationerne mellem EU og Ukraine har hovedsagelig udviklet sig i retning af øget politisk samarbejde og gradvis stigende økonomisk integration. Opfyldelsen af disse målsætninger ville bidrage til yderligere konsolidering af demokratiet og udviklingen af markedsøkonomien i Ukraine. Imidlertid afhænger Ukraines succesrige udvikling ikke kun af EU. Ukraine skal træffe en konkret beslutning om at følge den provestlige vej og følge den konsekvent.

Jeg vil gerne udtrykke nogle tanker om de økonomiske og handelsmæssige relationer mellem EU og Ukraine.

For det første er indledningen på forhandlingerne om et frihandelsområde med EU nøje forbundet med Ukraines medlemskab af WTO. Imidlertid ville forhandlingerne om et frihandelsområde ikke kun dække afskaffelsen af told (som indgår i WTO-forhandlingerne), men den mere omfattende konvergens - liberaliseringen af servicesektoren, institutionelle reformer, harmonisering af retsgrundlaget med EU's regelværk. Følgelig bør der udvikles en koordineret indsats mellem EU og Ukraine med henblik på at skabe et frihandelsområde parallelt med Ukraines medlemskab af WTO.

For det andet bør der rettes mere opmærksomhed mod iværksættelsen af god forvaltningsskik, intensiveringen af den offentlige sektor og bekæmpelsen af korruption. Et mere intensivt samarbejde på disse områder ville bidrage betydeligt til etableringen af mere stabile økonomiske og handelsmæssige relationer mellem EU og Ukraine samt styrke demokratiseringsprocessen og øge Ukraines udsigter til medlemskab af EU.

For det tredje er det vigtigt at påpege, at Ukraines producenter endnu ikke er klar til at konkurrere med producenterne i EU-medlemsstaterne. Derfor bør der fastlægges overgangsperiodes og oprettes tilsynsinstitutioner til værn mod negative virkninger på den ukrainske økonomi og det ukrainske samfund.

For det fjerde må EU, selv om vi støtter liberaliseringen af handelen med Ukraine, være forberedt på eventuelle vanskeligheder i forbindelse med Ukraines producenter, særligt dem, der eksporterer til SNG, modstand mod indførelse af EU-standarder, embedsmænds forsøg på at fastholde status quo og bestående korrumperende personrelationer. For at befordre gennemførelsen af reformerne bør den ukrainske regering oplyse forretningsfolk og offentligheden om fordelene ved liberalisering af handelen og ved et frihandelsområde mellem EU og Ukraine.

For det femte kan den intensive udvikling af relationerne mellem EU og Ukraine potentielt øge Ruslands politiske og økonomiske pres på Ukraine. I så fald bør EU opgive sin rolle som passiv opmand, som det så ofte før er sket, og påtage sig rollen som forsvarer for sine egne og Ukraines interesser. Det er risiko for, at Rusland lægger pres på Ukraine og visse EU-lande i forbindelse med energiforsyningen. Derfor bør EU ikke kun gøre en indsats for at løse disse problemer på højeste plan, men også samtidig søge at inddrage Ukraine i EU's fælles energimarked og sikre EU's og Ukraines energiforsyningssikkerhed.

  Guntars Krasts, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand! Betænkningen giver et overblik over den aktuelle udvikling i Ukraine som EU-partner og de opgaver, der stadig skal udføres, og den fortjener ros for det antal emner, der er taget med, og den tilbundsgående behandling, de har fået. Det fremgår af betænkningen, at dens forfatter nærer en dyb personlig interesse for Ukraines udviklingsrelaterede emner og i opbygningen af landets relationer til EU, og det har naturligvis været en fordel for betænkningen. Ordføreren har nøje og hensynsfuldt vurderet de problemer, som udgør en trussel mod en vellykket udvikling af Ukraine, men samtidig er det sommetider vanskeligt - for ikke direkte at kalde en spade for en spade - at få øje på problemløsningerne. Det kan ikke gå ubemærket hen, at der i Ukraines økonomi er et stigende antal erhvervssektorer, der er overregulerede, at statslige indgreb ikke bygger på lovbestemmelser, og at der foregår en støt stigning i vedtagelsen af gensidigt uforenelige love, der gavner dels personer, som leder efter smuthuller i lovgivningen, dels personer, hvis arbejde det er at fortolke lovgivningen. Sammen med den høje grad af bureaukrati hindrer dette i betydelig grad tilstrømningen af investeringer til landets økonomi, herunder fra EU. Energisektoren er et tydeligt eksempel herpå. EU er interesseret i et gennemsigtigt transportsystem for Ukraines naturgas, som i lighed med den samlede energisektor i Ukraine er overreguleret med kunstige komplekse strukturer og pengestrømme, der ikke er åbenhed om. EU er stadig ikke i besiddelse af de data, der sætter den i stand til at vurdere sikkerheden i Ukraines gastransportsystem. Der er her tale om vigtige spørgsmål for EU, som er Ukraines største handelspartner. Vi må håbe, at det lykkes for Ukraine at løse den langvarige politiske krise, og at den ukrainske regering i fremtiden bliver inddraget i EU-forhandlinger, som på grundlag af fælles interesse vil muliggøre etableringen af et tæt samarbejde. Jeg er enig med ordføreren i, at Ukraines ønske om at slutte sig til EU ikke kan ignoreres, hvorfor jeg endnu en gang gerne vil understrege, at en klar udsigt til EU-medlemskab er det mest effektive reformredskab, som EU kan tilbyde Ukraine. Derfor bør EU ikke kun gøre en indsats for at løse disse problemer på højeste plan, men også samtidig søge at inddrage Ukraine i EU's fælles energimarked og sikre EU's og Ukraines energiforsyningssikkerhed.

  Caroline Lucas, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand! Jeg vil gerne rette min varmeste lykønskning til Zbigniew Zaleski med hans betænkning. Jeg synes, den har en væsentlig anderledes karakter end andre betænkninger, vi har stemt om for nylig i Udvalget om International Handel. Sammenlignet med betænkningerne for 1-2 år siden om bilaterale handelsforbindelser, f.eks. EU-Rusland eller EU-Mercosur, udviser betænkningen meget mere forsigtighed med hensyn til fordelene ved uhindret frihandel. Og jeg synes, det indikerer en stigende enighed på tværs af partispektret om, hvor vigtigt det er, at vi engagerer os aktivt i en politisk søgen efter den bedste måde at lade handelsreglerne være styret af principperne om bæredygtig udvikling.

I den henseende mener jeg, at vi kan være glade for, at vi har fået mest muligt ud af de forskellige forsinkelser i WTO's Doha-runde, fordi de på en måde har givet os mulighed for at fortsætte denne søgen efter mere retfærdige og bæredygtige handelsregler i vores bilaterale handelsforbindelser. Jeg takker derfor ordføreren for aktivt at have benyttet sig af denne mulighed.

Blandt de mange positive signaler, som denne betænkning giver GD Handel med i FTA-forhandlingerne med Ukraine, vil jeg gerne understrege fire punkter i særdeleshed.

I punkt 10 mener jeg, at betænkningen med rette advarer Ukraine mod udelukkende at orientere sig mod eksport og diversificering heraf for at gøre handelen bæredygtig. I stedet retter den fokus mod betydningen af at udvikle hjemmemarkedet som et nødvendigt grundlag for enhver økonomisk bæredygtig udvikling.

I betænkningens punkt 13 antydes det, at der er brug for at finde ligevægten med hensyn til investorers rettigheder. Med andre ord insisteres der på retlige rammer i Ukraine, som kan fremme bedste praksis inden for social ansvarlighed i virksomhederne.

I betænkningens punkt 23 foreslås et afgørende skifte i vores politik om energiforsyning fra udlandet, idet der ønskes multilaterale regler for adgangen til energikilder, og der advares mod at støtte kapløbet om at opnå de mest fordelagtige adgangsbetingelser.

Endelig anerkendes det i betænkningens punkt 36, at landbrug er en særlig erhvervssektor, som ikke kan behandles på samme måde som industrivarer og derfor retfærdiggør andre toldregler.

Jeg håber meget, at disse og andre punkter fortsat er at finde i den endelige tekst, så min gruppe roligt kan stemme for betænkningen. Men jeg må lige tilføje, at jeg synes, det er en skam, som vi hører, at GD Handel har været modstander af tre centrale ændringer, som De Grønne har foreslået og ordføreren har støttet, og som opfordrer GD Handel til først at indlede forhandlinger om en bilateral frihandelsaftale, efter at Ukraines parlament har givet tilsagn til WTO-tiltrædelsesforhandlingerne. Selv om GD Handel har helt ret i, at dette kan forsinke den bilaterale frihandelsaftale, må vi som parlamentarikere insistere på - ligesom vi selv gør før indgåelsen af sådanne frihandelsaftaler på EU's vegne - at befolkningens røst høres og tages i betragtning i så vigtig en sag, og det gælder her naturligvis Ukraines befolkning. Vi ville derfor gerne takke Zbigniew Zaleski specielt, fordi han ikke har givet efter for dette pres, og endnu gang for en glimrende betænkning.

  Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Alle har takket hr. Zaleski, det vil jeg også gøre. Hans betænkning blev vedtaget uden stemmer imod i udvalget, og det viser, at man godt kan lave en betænkning på tværs af grupperne, hvis man gør sig umage.

Jeg vil komme med nogle få bemærkninger. Valget i Ukraine har fundet sted. Det var demokratisk, det var fair, det var åbent, men jeg tror, der er mange problemer, som det ikke har løst. Den nuværende præsident har altid haft det svært med stærke ministerpræsidenter, uanset om det var Julija Tymosjenko, som han fyrede i 2005, eller hr. Janukovitsj i 2006/2007.

Den koalitionsaftale, som er indgået mellem Julija Tymosjenkos forbund og partiet Vores Ukraine, findes ganske vist som dokument, som basis for en ny regeringskonstellation, men regeringen er ikke dannet endnu. Vi ved heller ikke, hvordan det kommer til at gå, selv om datoen jo er temmelig tæt på. Når så denne regering er blevet dannet, vil dens første opgave efter min mening være at foretage en forfatningsreform. Uden forfatningsreform vil det nemlig heller ikke fremover være udelukket, at den interne stabilitet blandt de politiske kræfter i Ukraine ikke er nok til at sikre, at der ikke hele tiden bliver udskrevet valg, især da der allerede er nogle, som overvejer at kræve nyvalg til parlamentet i forbindelse med præsidentvalget.

Hvis man ser på visse områder - f.eks. den økonomiske politik - så er OECD's rapport virkelig positiv. Den siger, at Ukraine fra 2000 til 2006 havde en gennemsnitlig vækst i BNP på 8,7 %. Ser man nærmere på tallene, viser det sig, at handelsunderskuddet er enormt. Ukraines handelsunderskud i forhold til SNG-landene ligger på lidt over 4,5 milliarder euro og lidt under 4,5 milliarder euro i forhold til EU. Det betyder, at der virkelig er behov for økonomiske ændringer, og at partnerskabsaftalerne også kan og skal bruges til det.

På den anden side, hvis man sammenligner Ukraines tal med - jeg vil tage mit eget land - Forbundsrepublikken Tyskland, så kan man sige, at det er nogle flotte tal! Arbejdsløsheden i Ukraine er lavere, væksten i bruttonationalproduktet er højere, de sociale udgifter til pension er højere, udgifterne til uddannelse - det, man investerer i fremtiden - er højere i Ukraine end i Forbundsrepublikken Tyskland set i forhold til BNP. Man kan altså absolut konstatere, at dette land er på rette vej!

Men naturligvis er der - som jeg allerede sagde med hensyn til økonomien - problemer på andre områder. Rusland har klart antydet og sagt, at energipriserne vil stige med 10 % fra 1. janur 2008. Det vil få enorme konsekvenser for den ukrainske samfundsøkonomi. I dag betaler Ukraine sin gæld tilbage med gasleverancer fra egne naturgasforekomster til Rusland. Vi får se, hvordan det kommer til at gå. Det vil igen blive et politisk stridspunkt, og det er vigtigt, at EU er med til at skabe fred på dette område. Russerne har ret til at forhøje deres priser, og ukrainerne må naturligvis finde en måde at klare det på samfundsøkonomisk.

Man kan tage et andet punkt, nemlig socialpolitikken. Alle partierne lovede under valget og op til valget en enorm forøgelse af udgifterne til socialpolitikken. Hvis man nu ser på koalitionsaftalerne, som er indgået mellem Tymosjenkoblokken og præsidentens parti, så står der slet ikke noget om forhøjelse af de sociale udgifter. Og det er principielt heller slet ikke muligt med de eksisterende indtægter for staten at foretage udgiftsstigninger som de lovede. Det betyder, at udviklingen i Ukraine ikke kommer til at gå så hurtigt, som det hele tiden hævdes.

Det næste punkt, som jeg gerne vil nævne, er udenrigspolitikken. Alle partier lovede op til valget at nærme sig EU mere. Det parti, som stærkest knyttede denne tilnærmelse til EU sammen med spørgsmålet om NATO-medlemskab, tabte mest. Det var partiet Vores Ukraine. Og det absolutte flertal af Ukraines befolkning er også imod NATO-medlemskab. Derfor beder jeg EU om at gå forsigtigt frem. Flertallet i befolkningen ønsker ikke dette NATO-medlemskab. De ønsker WTO-medlemskab, det siger alle foreliggende data.

Når man på denne baggrund overvejer, hvordan partnerskabsaftalerne nu skal skrues sammen, så er det netop disse punkter, hvor Ukraine stadig har de vanskeligheder, jeg har nævnt. Ukraine skal - her er jeg helt enig med hr. Zaleski - have udsigt til EU-medlemskab. Det er godt for EU at have en stærk partner i øst, og det er også godt for Ukraine i landets generelle geostrategiske orientering.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Vores forhandling om handel og økonomiske forbindelser med Ukraine, som er foranlediget af hr. Zaleskis særdeles gennemarbejdede betænkning, finder sted på et afgørende tidspunkt. Parlamentsvalget er overstået, og landets økonomiske og politiske problemer kræver, at en handlekraftig ny regering gør en ihærdig indsats. Jeg tænker i den forbindelse på aktiv bekæmpelse af korruptionen. Vinteren står for døren, og Ukraine har også behov for en handlekraftig regering, som kan forhandle med Rusland om levering og transit af russisk gas.

Efter at have læst denne betænkning vil jeg mene, vi fra europæisk side har gjort det klart, hvad vi ønsker. Bolden ligger nu hos Ukraine. Landet har ikke kun behov for en velfungerende regering, men en sådan regering må også vise politisk vilje til at tage fat på problemerne. Efter fem valg inden for fem år er befolkningen forståeligt nok træt af politisk mundhuggeri. De ukrainske politikere må fremover være mindre optaget af hinanden og mere af landets politiske og økonomiske fremtid.

Jeg vil dog ikke blot konstatere, at bolden nu ligger hos Ukraine. Der er også opgaver, EU skal have løst. Jeg tilslutter mig således ordførerens bemærkninger som anført under punkt 51. Der savnes klare definitioner og perspektiver for den europæiske naboskabspolitik. Ukraine må stilles i udsigt at kunne opnå medlemskab af EU på mellemlang eller lang sigt. EU vil derefter inden for naboskabspolitikkens rammer kunne iværksætte eller støtte de nødvendige reformer i landet.

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Hr. formand! Ukraine er et land af strategisk betydning i Europas naboskabspolitik, og det er en vigtig partner for landene i EU.

Vi håber alle, at væksten i handelen mellem Ukraine og EU-landene vil styrke den økonomiske vækst og samarbejdet med landene i regionen. Gode økonomiske relationer er fordelagtige på begge sider.

Den økonomiske vækst i Ukraine bør foregå parallelt med respekt for demokrati og landets love. Jeg tænker også her på respekt for etniske mindretals rettigheder og på et emne, der er vigtigt for mig, nemlig at aktiviteter, som glorificerer fascisme og folkedrab, bør forbydes. Vi støtter demokratiske og økonomiske processer hos vores østlige nabo.

På den anden side må det være på sin plads at undgå forudindtaget og ensidig støtte til nogen af de politiske blokke i Ukraine.

  Bogdan Golik (PSE). - (PL) Hr. formand! Som De selv gjorde tidligere, vil jeg først og fremmest gerne lykønske Zbigniew Zaleski med en så indsigtsfuld betænkning om EU's handelsforbindelser og økonomiske relationer til Ukraine. Spørgsmålet om samarbejde med Ukraine er særlig vigtigt på nuværende tidspunkt, og alle initiativer rettet mod at styrke samarbejdet er et klart tegn på europæisk interesse i vores østlige nabo og på åbenhed fra EU's side.

Problemet ligger i, at vi faktisk nærmer os det tidspunkt, hvor det vil være passende at omsætte tanken om et tættere samarbejde ud over den europæiske naboskabspolitik, som Ukraine har haft ringe udbytte af hidtil, i handling. Ukraine har unægtelig lang vej endnu at gå, førend det nærmer sig EU's økonomiske, politiske og sociale strukturer. De opgaver, som Ukraine står over for, er gennemgået grundigt i betænkningen.

Trods det at Ukraine kan prale af sine resultater med hensyn til liberalisering af handel og kapitalstrømme, er det afgørende, at der sker yderligere reformer og en styrkelse af den ukrainske økonomi, bl.a. WTO-medlemskab. Trods EU-forhåbningerne, der blev luftet under den orange revolution, skal Ukraine stadig træffe et helhjertet valg mellem den europæiske side og den russiske side. Hvis vi ønsker, at Ukraine skal vælge den europæiske mulighed, må vi give klart udtryk for det, og vi må bakke det op.

EU bør udtrykke sin interesse i kontakten med Ukraine ved på den ene side at yde aktiv støtte til forandringer i Ukraine og på den anden side at træffe foranstaltninger i EU til at sikre en gradvis overgang fra naboskabspolitik til integrationspolitik. Derfor skal der gøres en indsats på såvel det økonomiske område som på det sociale og det politiske område. Det ville derfor være på sin plads at støtte Ukraines uafhængighed af Rusland ved at styrke de økonomiske bånd, hvilket betyder at skabe et frihandelsområde for EU og Ukraine, herunder at inddrage Ukraine i EU's elnet, og muligvis yde finansiering til transportsystemet.

Det ville også være nyttigt at støtte og iværksætte programmer til promovering af Ukraine i EU såvel som af EU i Ukraine foruden programmer til fremme af udviklingen inden for videnskab og uddannelse, som er et spørgsmål, som professor Buzek har rejst. Det vigtigste skridt, for så vidt angår ændring af EU's image i ukrainernes øjne, ville være at fjerne visumkravene for rejsende til EU og afgive en klar udtalelse om - og det er noget, alle har talt om - at Ukraine vil kunne tiltræde EU, selv om det har lange udsigter.

  Šarūnas Birutis (ALDE). - (LT) Hr. formand! Den 18. oktober meddelte præsident Jusjtjenko i Portugal, at det var Ukraines agt at tilslutte sig WTO i år. Ukraine har allerede afsluttet forhandlingerne med WTO-landene undtagen med Kirgistan, som stadig insisterer på at inddrive gammel gæld på 27 millioner USD, der stammer tilbage fra sovjettiden.

Ukraines optagelse i WTO vil føre til en nedsættelse af importafgifterne og et øget antal importører. Det er imidlertid vigtigt, at Ukraine iværksætter systematiske økonomiske reformer. Trods positive ændringer såsom WTO-medlemskabet antyder folkestemningen, at der er brug for seriøse reformer.

Ukraine udvikler sig hastigt. I de seneste år har væksten i BNP været betydelig, men der er stadig meget at gøre på området økonomisk produktivitet og konkurrenceevne. I henhold til World Economic Forums Global Competitiveness Report for 2007-2008 er Ukraine faldet fra en 69. plads til en 73. plads. Oligarkernes indflydelse er absolut negativ.

Ukraine er en strategisk partner, så det er vigtigt at integrere landet yderligere i så vigtige sektorer som energi og bilateral handel. Ukraines betydelige rolle i EU's energiforsyningssikkerhed bør betragtes mere vidtgående. Muligheden for at integrere Ukraine i de transeuropæiske transportnet bør støttes, idet Ukraine kunne spille en strategisk rolle som transitland for forsyningen af olie og gas til Europa.

Jeg håber, at Ukraine, nu hvor valget til Verkhovna Rada har fundet sted, vil være på vej mod politisk stabilitet. Jeg mener, EU bør fortsætte sin åben-dør-politik over for Ukraine.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Det ville klart være i EU's interesse at styrke og udvikle de politiske og økonomiske bånd til Ukraine. Ukraine, som har nydt godt af den løbende demokratiseringsproces, er blevet en af EU's mest lovende handelspartnere.

Ukraines forhåbninger om at blive medlem af Verdenshandelsorganisationen fortjener opbakning. Ukraines optagelse i denne organisation vil vise en gang for alle, at landet er gået fra planøkonomi til en fuldt fungerende markedsøkonomi.

Det er også vigtigt at acceptere Ukraines forhåbninger om at have gode politiske og økonomiske forbindelser til Rusland. Da Rusland med sit forslag om en aftale om et fælles handelsområde med Ukraine forsøger at vinde kontrol over landet for egen vindings skyld, er det vigtigt for Europa-Kommissionen at udvise et beslutsomt standpunkt, der støtter Ukraine i landets forhåbninger om at blive medlem af EU. Ukraine bør have ordentlige politiske og økonomiske relationer til Rusland, men samtidig bør vi støtte landets EU-forhåbninger.

I begyndelse af det nye år vil Polens tiltrædelse af Schengen-konventionen træde i kraft. Det er vigtigt, at overholdelsen af reglerne om sikkerhed ved EU's grænser ikke samtidig skaber en ny Berlin-mur for indbyggerne i Ukraine. Jeg håber, at Europa-Kommissionen vil tillade Polen at indføre disse regler på en sådan måde, at de bliver gavnlige for indbyggerne i Ukraine.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - Hr. formand! Jeg udspurgte den ukrainske premierminister Viktor Yanukovych under hans besøg i Parlamentet i marts måned. Jeg konfronterede ham med problemet med den grufulde, men lukrative og udbredte illegale handel med menneskelige organer i hans land. Til min forundring nægtede han det ikke. Faktisk sagde han, at det var et meget smerteligt spørgsmål, og bad os i Udenrigsudvalget om hjælp, navnlig med køberne, hvoraf mange kommer fra EU.

Det er vigtigt at komplimentere Ukraine for dets ærlighed omkring dette problem, og vi bør udtrykke et stærkt ønske om at udslette denne problematiske handel, der er fuldstændig uforenelig med menneskelig værdighed og med et tættere samarbejde mellem EU og Ukraine. Denne betænkning handler om at hjælpe Ukraine på områder som f.eks. handel. Det bør også omfatte den hjælp, som den tidligere premierminister bad Parlamentet om. Det er en hastesag, da man ikke kan tale om yderligere samarbejde med et land, hvor handel med levende og døde mennesker udgør en betydelig del af økonomien. Kampen mod denne handel skal spille en vigtig rolle i samarbejdet mellem EU og Ukraine.

  Béla Glattfelder (PPE-DE). - (HU) Tak, hr. formand! Jeg vil gerne tilslutte mig dem, der har lykønsket vores kollega Zbigniew Zaleski med hans glimrende betænkning. Det er i EU's interesse, at Ukraine forbliver politisk stabil og udvikler sin økonomi. Et succesrigt Ukraine kunne tjene som positivt eksempel for alle lande i regionen og staterne i det tidligere Sovjetunionen og bidrage til at styrke demokratiet i regionen.

EU må hjælpe og tilskynde Ukraine til at knytte sin fremtid til EU og ikke til Rusland. Ukraine er et europæisk land, og dets geografiske placering, historie og kulturelle traditioner binder det til Europa. Vi må hjælpe Ukraine med at blive i stand til at anvende WTO-reglerne. WTO-medlemskabet kan føre til en frihandelsaftale med EU.

En udvidelse af samhandelen er både i Europas og Ukraines interesse, men der er brug for handel uden forvridninger og handel, som sikrer, at Ukraine anvender de regler, der gælder på det sociale område, beskæftigelsesområdet, dyre- og plantesundhedsområdet og miljøområdet. Hvis det ikke lykkes, får vi mange problemer.

Tillad mig at nævne Ungarn som eksempel i dette tilfælde, eftersom Ungarn grænser op til Ukraine. I Ungarn skal fjerkræavlere foretage usædvanligt dyre investeringer for at overholde bestemmelserne om dyrevelfærd og miljøbeskyttelse. Hvis frihandelsaftalen også omfatter husdyrbrugsprodukter, ville en stor andel af de ungarske producenter flytte deres produktionsanlæg til Ukraine - blot 100 km fra den nuværende adresse - og der kunne fortsætte en konkurrencedygtig produktion til overordentligt lave omkostninger. Til gengæld ville alle de produkter, som de kunne producere uden om dyrevelfærdsbestemmelserne, komme retur til EU, og da floden Tisza flyder fra Ukraine ind i Ungarn, vil vi i Ungarn tillige få miljøbeskyttelsesproblemer ført med tilbage.

Jeg er derfor af den holdning, at vi må hjælpe Ukraine med snarest muligt at anvende alle internationale sociale regler, dyresundheds- og dyrevelfærdsregler samt miljøbeskyttelsesregler.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). - (EL) Hr. formand! Også jeg vil gerne lykønske Zbigniew Zaleski med hans glimrende arbejde.

Ukraine er en vigtig handelspartner for EU. Vi støtter landets tiltrædelse af WTO og forhandlinger om et frihandelsområde med EU.

Derfor skal Ukraines økonomiske ydeevne forbedres yderligere, så landet kan nå den størst mulige tilnærmelse til EU's økonomi.

Derudover er det nødvendigt med en indsats for at klare udfordringerne i Ukraine effektivt. Følgende trænger til opmærksomhed: bekæmpelse af korruption, bekæmpelse af illegal handel, udbygning af samarbejdet med EU på områderne videnskab, teknologi og uddannelse samt knytning af tættere kulturelle bånd på tværs af grænserne.

Hvis Ukraine fortsat og med større entusiasme støtter de reformbestræbelser, der allerede er udfoldet, tror jeg ikke, de ønskede resultater lader vente længe på sig.

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN) . - (PL) Hr. formand! Ukraine står i dag foran en strategisk beslutning om, hvorvidt det skal gøre opdelingerne i landet permanente gennem dannelsen af en orange koalition eller danne koalitionen Vores Ukraine sammen med Regionernes Parti. Beslutningen herom vil få vidtrækkende betydning for kommende forbindelser mellem EU og Ukraine. Hvis landet vælger den første mulighed, er det højst sandsynligt, at det vil føre til politisk samarbejde med EU og et enormt anspændt økonomisk forhold til Rusland. Hvis der er en bred orange/blå koalition, vil der være relativ økonomisk stabilitet, men integrationen af Ukraine i EU vil blive forsinket i betydelig grad.

Jeg er ikke sikker på, om EU i dag er i stand til at yde Ukraine en hjælp, der ville være tilstrækkelig til at kompensere landet for de tab, der vil følge af en konflikt med Rusland. Dette emne er vigtigt, fordi EU skal komme med en erklæring nu om, hvorvidt EU er rede til at involvere sig dybt finansielt og politisk i at hjælpe Ukraine. Hvis vi ikke tilvejebringer et utvetydigt standpunkt, risikerer vi selv provokere en destabilisering af den interne situation i Ukraine. Jeg vil gerne lykønske Zbigniew Zaleski med hans betænkning.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hvis nogen skulle spørge mig i dag, hvilket af landene i den europæiske naboskabspolitik der var tættest på EU, ville jeg ikke tøve med at sige Ukraine.

Dette store land med en befolkning på 46 millioner har ret til at være stolt af sine demokratiske resultater siden Sovjetunionens kollaps. Det har utvivlsomt udviklet sig til en af de mest lovende EU-partnere. Som repræsentant for Europa-Parlamentets delegation havde jeg for over en måned siden lejlighed til at overvære parlamentsvalget i Ukraine og kunne konstatere, at der er en klar tendens til at øge farten i udviklingen af de demokratiske civile institutioner, demokratiet er ved at blive en integreret del af livet i Ukraine, og valgene i landet er ikke anderledes end de valg, der afvikles i EU's medlemsstater.

Hvis man kigger på kortet, er det indlysende, at Ukraine ikke har fået en nem placering (EU på den ene side og Rusland på den anden side). Valget er ikke let, da det ikke er nemt at svare på spørgsmålet: "Quo vadis, Ukraine?" Det er dog klart, at Ukraine i dag skal træffe et uigenkaldeligt valg.

Dette valg betyder ikke, at alle langsigtede handelsforbindelser og økonomiske relationer til Rusland og SNG skal afbrydes, eller at Rusland ikke kan deltage i Ukraines økonomi. Snarere omvendt. Imidlertid ville f.eks. aftalen om det fælles økonomiske område for SNG, som Rusland har foreslået, snarere sætte Ukraines ambition om at opnå økonomisk uafhængighed på spil end at støtte den.

Jeg vil gerne påpege, at EU sammen med sine institutioner og sine medlemsstater bør tilbyde politisk og diplomatisk bistand til Ukraine med henblik på at sikre landets optagelse i Verdenshandelsorganisationen. Bistand, efter at WTO-tiltrædelsen er gennemført, er også meget vigtig, f.eks. bistand med officielle forhandlinger om frihandelsaftalen og en ny, mere detaljeret aftale mellem EU og Ukraine.

Endelig vil jeg gerne takke min polske kollega Zbigniew Zaleski for hans glimrende betænkning. Jeg ønsker vores kolleger fra Ukraine held og lykke med fuldførelsen af dannelsen af den nye regering og påbegyndelsen af de vigtige opgaver, der venter dem.

  Bogusław Rogalski (UEN). - (PL) Hr. formand! Ukraine er en strategisk vigtig nabo for EU. Det er en naturlig bro, der forbinder os med Rusland og Centralasien.

Siden 2004, dvs. siden den store udvidelse, har EU været Ukraines største handelspartner. EU og Ukraine deler i høj grad økonomiske og handelsmæssige interesser, og derfor er det fornuftigt at fortsætte ad vejen mod yderligere integration af vores markeder for at opnå de størst mulige fordele. Måden at opnå dette på er at skabe et fælles frihandelsområde, men først må Ukraine fuldføre sin tiltrædelse af WTO. Vi bør gøre alt, hvad vi kan, politisk og diplomatisk, for at støtte Ukraine i landets ønske om at opnå medlemskab. Det vil også blive nødvendigt at yde løbende støtte til Ukraine med hensyn til at opfylde WTO-kravene.

Vi bør huske, at lige bag Ukraine står det mægtige Rusland, der gerne igen vil dominere denne del af Europa. Derfor er det en god idé at give Ukraine status af markedsøkonomi, hvilket bør bringe landet tættere på Vesteuropa og således føre til medlemskab af EU. Zbigniew Zaleskis betænkning er et godt skridt i denne retning, og jeg vil gerne rose ham for betænkningen.

  Daniel Caspary (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil begynde med at påpege, at det er den anden debat om et udenrigshandelspolitisk emne i dag, hvor Kommissionen ikke er repræsenteret ved den ansvarlige kommissær. Vi havde den centrale debat om globaliseringen i morges, hvor den ansvarlige kommissær ikke var til stede, og i aften er den ansvarlige kommissær for dette vigtige emne ikke til stede - ikke et ondt ord om Dem, hr. kommissær Borg, men jeg synes, det ville være passende, hvis Kommissionen var til stede med det ansvarlige personale for området. Jeg ville være taknemmelig, hr. formand, hvis De ville meddele Kommissionen dette med henblik på fremtidige debatter, sikkert på vegne af alle medlemmmerne.

Jeg vil gerne takke hr. Zaleski for hans meget afbalancerede betænkning. Vi skal samarbejde bedre end hidtil med vores naboland Ukraine. Derfor er det godt, hvis den europæiske naboskabspolitik bliver udformet i denne retning. Derfor er det godt, hvis EU bliver medlem af WTO. Derfor er det godt, hvis vi forhandler en partnerskabs- og samarbejdsaftale på plads, og det er godt, hvis vi støtter visionen om en frihandelszone som en forsigtig begyndelse på et europæisk perspektiv for Ukraine.

Men jeg vil også gerne sige, at jeg ikke kan se et medlemskab for mig inden for overskuelig tid. Der er presserende behov for et bedre samarbejde, som flere medlemmer har været inde på. Det vil være til fordel for begge parter. Jeg synes, det er særlig vigtigt, at vi har et godt samarbejde med vores naboer i øst og er meget solidariske med dem.

Det er f.eks. uholdbart, at Rusland gør sit samarbejde med Ukraine afhængigt af, hvilken regering, der sidder, og hvilket parlamentsflertal, folket i Ukraine har valgt. Det er uholdbart, og Rusland er på vildveje med en sådan politik. Her må vi som europæere, som EU, støtte menneskene i Ukraine på deres videre vej mod uafhængighed og et grundfæstet demokrati. Det er hr. Zaleskis betænkning et stort og vigtigt bidrag til.

  Formanden . − Jeg er sikker på, at De har ret i, hr. Caspary, at debatten bør udløse en reaktion fra den relevante kommissær, men i praksis er det ikke altid muligt. Jeg ved, at Joe Borg er en ekstremt erfaren kommissær og politiker, som uden tvivl vil formidle budskabet til de relevante personer.

Jeg vil gerne påpege, at debatten om globalisering tidligere i dag blev besvaret af José Manuel Barroso, så det er en "mix-and-match", men meget kompetent udgave af Kommissionen.

  Bogusław Sonik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Ukraine bør få høj prioritet i EU's udenrigspolitik inden for Europa i kraft af landets strategiske geopolitiske placering. På den ene side er det direkte nabo til EU, og på den anden side kunne Ukraine blive en vigtig bro mellem EU, Rusland og landene i Centralasien. Med adgangen til Sortehavet kunne det blive en vigtig økonomisk partner også i den region.

Jeg støtter ordførerens anbefalinger med hensyn til bistand fra medlemsstaterne til Ukraine i forbindelse med WTO-tiltrædelsen. Det vil give Ukraine og regionen en række fordele. Når det er sagt, skal vi dog ikke glemme, at Kijev af historiske grunde stadig har meget at arbejde med. EU bør støtte den ukrainske regering i genopbygningen af landet på mange niveauer, ikke kun hvad angår økonomi eller industri, men også sociale anliggender. Der bør også være betydelig fleksibilitet med hensyn til udenrigspolitik, når man tager den politiske kompleksitet i Ukraine i betragtning.

På dette tidspunkt er det vigtigt at se nærmere på Rusland, hvis interesser konflikter med EU's interesser i det vestlige Ukraine. Det ukrainske demokrati er stadig meget ungt. De sidste få år har dog vist, at de demokratiske processer bliver mere og mere stabile. Vi kan ikke for nuværende glemme, at det afhængigt af stemningen i samfundet ville være muligt for stærkt anti-europæiske kræfter at komme til magten. Derfor vil jeg gerne føje mine lykønskninger til dem, der allerede har udtrykt dem her i Europa-Parlamentet, og jeg støtter Zbigniew Zaleskis betænkning. Det er en betænkning, hvori alle disse grundlæggende spørgsmål er blevet behandlet, og som har skitseret en vej, som EU kan følge i sin politik over for Ukraine.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. − Hr. formand! Jeg vil gerne takke parlamentsmedlemmerne for deres kommentarer og den interessante debat.

Jeg har noteret mig det hele og vil formidle budskaberne til min kollega, kommissær Mandelson, som i dag deltager i en international begivenhed, som han var nødt til at komme til. Jeg er imidlertid sikker på, at han behørigt vil overveje dem.

Lad mig reagere på nogle af de spørgsmål, der er rejst i debatten. Selv om jeg ikke vil gå i detaljer med de forskellige punkter, vil jeg gerne understrege, at vi er enige om de to vigtigste konklusioner.

For det første at Ukraine er en central og værdifuld partner i EU's naboskabsstrategi. Vi deler jeres centrale budskaber om den positive gensidige økonomiske afhængighed, betydningen af vores energirelationer, det videnskabelige område, mellemfolkelige relationer og behovet for at udbygge og styrke vores økonomiske relationer.

Om emnet WTO-tiltrædelse er Kommissionen helt enig i, at det er et centralt spørgsmål. Men Kommissionen og medlemsstaterne mener, at forhandlingerne om en frihandelsaftale repræsenterer et afgørende skridt, som skal tages snarest muligt. Derfor ville fuldførelsen af WTO-processen være nok til at gøre det muligt at indlede forhandlingerne om en dybtgående og omfattende frihandelsaftale. Vi håber, at WTO-processen stadig kan fuldføres inden årets udgang eller i begyndelsen af 2008.

Vi sigter mod at indgå den mest ambitiøse bilaterale handelsaftale, vi nogensinde har indgået. Den skal også tage højde for spørgsmålene om institutionel kapacitet og behovet for reformer, toldvæsen, politi og retsvæsen og spørgsmålet om korruption i al almindelighed.

Med hensyn til udveksling af akademikere og visumregler vil jeg gerne påpege, at disse også vil blive omfattet af frihandelsaftalen.

Lad mig desuden slå fast, at en stigning i handelsstrømmene ikke er en trussel mod bæredygtig udvikling. Tværtimod vil den understøtte den bæredygtige udvikling i kraft af indførelse af EU-standarder.

Med hensyn til Ukraines eventuelle tiltrædelse af EU må jeg understrege, at ingen af parterne er klar til dette skridt. Den nye styrkede aftale vil bringe Ukraine så tæt som muligt på EU på så mange områder som muligt uden dermed at udelukke nogen mulig fremtidig udvikling i forholdet mellem EU og Ukraine i overensstemmelse med traktatbestemmelserne.

Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren endnu en gang for denne gode betænkning, som vi finder afbalanceret, og vi vil tage behørigt hensyn til anbefalingerne deri i vores løbende arbejde med Ukraine.

  Formanden. - Thank you, Commissioner, and thank you to all speakers in this important debate on a particularly relevant topic.

Forhandlingen er afsluttet;

Afstemningen finder sted torsdag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  András Gyürk (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Betænkningen, der er blevet drøftet, kaster med rette lys på det forhold, at Ukraine er en strategisk vigtig partner for EU, eftersom landet spiller en vigtig rolle som formidler i dialogen mellem Rusland og andre centralasiatiske lande. Vi er overbeviste om, at styrkelsen af de økonomiske relationer gennem principperne om et frit marked har iboende fordele for begge parter. Det passer navnlig på det energipolitiske område.

Begivenhederne de seneste måneder har på ny understreget, at energisektoren i Ukraine i dag er kendetegnet ved en mangel på gennemsigtighed. De forvirrende indbyrdes forhold giver plads til korruption og udøvelse af politisk pres. Intet af dette fremmer væksten af markedsforbindelser. De hindrer Ukraines bestræbelser i retning af integration i EU og sætter derved Europas forsyningssikkerhed på spil.

EU og Ukraine må arbejde sammen af præcis denne årsag, så principperne om gennemsigtighed og konkurrence gennemføres, samtidig med at samarbejdet på energiområdet begynder at udvikle sig. Under alle omstændigheder må vi bygge forholdet på gensidighed.

Jeg føler, at det er vigtigt at bemærke, at det økonomiske samarbejde, der skal udvikles mellem EU og Ukraine ikke kan fortolkes uden at tage hensyn til Ruslands ambitioner. Den kommende ukrainske regering kan få stor betydning for, at førnævnte principper gennemføres ikke blot i forbindelse med dialogen med EU, men også i hele regionen.

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. - Efter udvidelsen i 2004 og tiltrædelsen af lande, der grænser op mod Ukraine, er det klart, at Ukraine er blevet en nabo af strategisk betydning for EU som helhed og en afgørende aktør i regionen. Siden 2004 har EU været Ukraines vigtigste handelspartner og den østlige udvidelse af EU's grænser har definitivt åbnet nye muligheder for handel, samarbejde i erhvervslivet og økonomisk vækst i regionen.

I den henseende er det yderst vigtigt for EU, at vi aktivt støtter Ukraines tiltrædelse af WTO, hvorefter det vil være muligt at etablere et ægte EU-ukrainsk frihandelsområde inden for sunde og åbne institutionelle rammer. Helt generelt er det bestemt i EU's interesse at fremme Ukraines handelsmæssige, økonomiske og sociale ydeevne for at sikre handelsforbindelserne og den politiske stabilitet i regionen.

Vi støtter derfor opfordringen til en samordnet og overordnet reaktion på de politiske, økonomiske og sociale udfordringer i det østlige Centraleuropa. Mere specifikt bør vi sammen med Ukraine anlægge sammenhængende tilgange til vigtige spørgsmål som energiforsyningssikkerhed, nuklear sikkerhed, landbrugsanliggender og standarder for et bæredygtigt miljø.

14. Almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Iles Braghetto for Fiskeriudvalget om forslag til Rådets forordning om en flerårig genopretningsplan for almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet (KOM(2007)0169 - C6-0110/2007 - 2007/0058(CNS)) (A6-0408/2007).

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til ordføreren, hr. Braghetto, og til Fiskeriudvalget for denne betænkning, som behandler spørgsmålet om en genopretningsplan for almindelig tun.

Almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet er en vigtig fiskebestand for Fællesskabet. På baggrund af videnskabelige udtalelser er det blevet bekræftet, at bestanden af almindelig tun nu er i meget høj risiko for at forsvinde. Alle de medlemslande, som er omfattet af dette fiskeri, er blevet enige om, at der er behov for omgående foranstaltninger, så det sikres, at bestanden af almindelig tun og fiskeriet bevares.

Jeg er overbevist om, at genopretningsplanen, som blev vedtaget af Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet i 2006, indeholder en realistisk mulighed for en gradvis genopretning af bestanden af almindelig tun, såfremt planen overholdes. Det er derfor nødvendigt, at der sættes ind med målrettet og effektiv handling på fællesskabsniveau. Hurtigheden, hvormed ICCAT's genopretningsplan gennemføres, er altafgørende både af hensyn til bevarelse af bestanden og sikring af den fælles fiskeripolitiks troværdighed og EU-fiskernes egen troværdighed. Målet er at nå til enighed om forslaget på samlingen i Rådet i november.

Under de diskussioner, som fandt sted inden for rammerne af forberedelserne til samlingen i Rådet, blev der introduceret mange ændringer til det oprindelige forslag. Nogle af disse peger i retning af de ændringer, som er blevet foreslået her i salen. Jeg er sikker på, at vi er enige om målene med hensyn til omgående at gennemføre foranstaltninger til fjernelse af overfiskeri og til at sikre en fuldstændig overholdelse af ICCAT-foranstaltningerne for at få bestanden af almindelig tun op på et bæredygtigt niveau. Dette vil samtidig forbedre fiskerisektorens rentabilitet på lang sigt. Ud over de fordele, som sektoren opnår, foreligger der også en international politisk aftale, som vi har pligt til at overholde.

Jeg går nu over til selve betænkningen, og jeg værdsætter og deler Fiskeriudvalgets synspunkt om, at Fællesskabet bør tage fat på emnet om dets fiskerflådes øgede fiskeritryk. Kommissionen betragter ligeledes den årlige fiskeriplan som et effektivt instrument til at undgå overfiskeri som følge af EU-flådens overkapacitet.

I denne sammenhæng kan Kommissionen acceptere ændringsforslag 1, 2, 7 og 8, som omhandler etablering af årlige fiskeriplaner, for at sikre en ligevægt mellem EU-flådens fiskeritryk og kvoterne. En relevant bestemmelse om dette emne er blevet introduceret i formandskabets kompromis.

Kommissionen vil tilmed opfordre de involverede medlemslande til at inddrage en reduktion af deres fiskerikapacitet i deres driftsplaner, enten i form af et midlertidigt eller et fuldstændigt stop, for at sikre, at deres kvoter for 2008 og de følgende år overholdes fuldt ud. Jeg erkender, at vi kræver store ofre af sektoren, men disse er nødvendige for at sikre de berørte fiskeres, flådernes og kystsamfundenes overlevelse på lang sigt. Valget står mellem kortsigtede ofre og bestandens forsvinden.

Derudover er jeg fuldstændig enig med Dem i, at det er nødvendigt at sikre sektoren en økonomisk kompensation for at minimere de samfundsøkonomiske virkninger, som en reduktionen i fiskeriaktiviteten vil resultere i. Der er også blevet introduceret en bestemmelse i relation til finansieringsforanstaltningen i tråd med ændringsforslag 5 i formandskabets kompromis. Jeg er klar over, at der er andre betænkeligheder. Jeg deler mange af disse betænkeligheder og ved godt, at de også bør drøftes.

Med hensyn til ændringsforslag 3 vil jeg gerne først og fremmest sige, at jeg er fuldt ud klar over, at antallet af opfedningsbedrifter for almindelig tun er stærkt forøget siden 1990, og at deres kapacitet overstiger de samlede tilgængelige fangstmængder.

ICCAT har nu vedtaget en stram lovgivning til sikring af en bæredygtig udvikling af opdrætsaktiviteter for almindelig tun. Næste skridt bliver en regulering af antallet af opdræt. Kommissionen støtter fuldt ud vedtagelsen af henstillingen fra ICCAT's Arbejdsgruppe om Kapacitet i juli 2007.

I denne henstilling foreslås det, at der gennemføres et stop for kapaciteten af bådfiskeri og opdræt for almindelig tun. Vi må afvente de endelige resultater af ICCAT's drøftelse, som finder sted i Antalya i denne uge. Det er grunden til, at Kommissionen ikke på nuværende tidspunkt kan acceptere ændringsforslaget om begrænsning af opdrætskapaciteten.

Med hensyn til dispensationer for fiskeriområder og mindstemål vil jeg gerne minde Dem om den sammenhæng, som ICCAT accepterede sådanne dispensationer i. Alle kontraherende parter har godkendt disse dispensationer som en del af pakken for genopretningsplanen. Disse dispensationer blev givet for håndværksmæssige fiskerflåder og for visse sæsonfiskerflåder, fordi deres indvirkning på fangsten er markant. Derudover omfatter disse dispensationer en række strenge betingelser såsom et begrænset antal fartøjer, begrænset fangst og angivne havne. Når det er sagt, er der mulighed for at genopretningsplanen skal revideres i 2008 på grundlag af nye videnskabelige anbefalinger eller på grund af svagheder, som er blevet observeret under dens implementering.

Kommissionen er på nuværende tidspunkt ansvarlig for, at genopretningsplanen implementeres i Fællesskabets lovgivning for at sikre dens fuldstændige gennemførelse. I denne sammenhæng kan jeg ikke acceptere Parlamentets ændringsforslag om fjernelse af dispensationerne, dvs. ændringsforslag 4 og 6, eller ændringsforslag 12 og 13 om omdøbning af planen, modifikation af EU-kvoter og introduktion af et nyt tilbagebetalingssystem. Disse ændringsforslag er ikke i overensstemmelse med den genopretningsplan, som er vedtaget af ICCAT, og med ICCAT's bestemmelser om tilbagebetaling.

Ligeledes kan jeg heller ikke acceptere ændringsforslag 10 om faststående tunfiskenet, da dette forslag ikke omfatter foranstaltninger til løsning af dette problem. For første gang regulerer genopretningsplanen aktiviteten for faststående tunfiskenet, og det vil fremover gøre det muligt at foretage en evaluering af denne fiskeaktivitets indvirkning på bestanden.

Med hensyn til ændringsforslag 9 og 11 om harmonisering af sanktioner og et muligt stop for et medlemslands nationale fiskeri i det tilfælde, hvor medlemmet ikke overholder sine indrapporteringsforpligtelser, må jeg sige, at selv om vi fuldt ud forstår og deler begejstringen bag dette forslag, kan vi ikke acceptere ændringsforslaget i denne sammenhæng, da forslaget ikke omfatter foranstaltninger til løsning af dette problem. Dette emne hører under generelle politiske anliggender, og Kommissionen vil undersøge dette i den kommende reform af kontrolrammen med den fælles fiskeripolitik i 2008.

Vi betragter dokumentation og fremsendelse af information til Kommissionen på fastsatte tidspunkter som vigtige forudsætninger for at genopretningsplanen for almindelig tun kan lykkes, og det er også et krav, hvis vi skal kunne overvåge udnyttelsen af EU-kvoter i realtid. Kommissionen har derfor indledt overtrædelsesprocedurer mod alle syv medlemslande, som deltager i fiskeri af almindelig tun, for fejl i datatransmission.

Lad mig afslutningsvis sige, at vi er dybt bekymrede over nogle medlemslandes overskridelse af kvoten, da det underminerer Fællesskabets troværdighed på internationalt plan og bringer succesen for genopretningsplanen for almindelig tun i fare.

På Gennemførelsesudvalgets møde, som fandt sted i Antalya den 8. og 9. november, kritiserede de kontraherende parter - især USA og Canada - den manglende gennemførelse af ICCAT's regler. Som forventet blev EU skarpt kritiseret for at overskride de tilladte fangstmængder for 2007.

Samtidig anerkendte de kontraherende parter de vanskeligheder, som EU-flåden har i forbindelse med at tilpasse sig realiteterne i genopretningsplanen, som trådte i kraft i 2007, og hilste EU-forslaget om en særlig betalingsordning velkommen. Gennemførelsesudvalget har vedtaget en særlig henstilling om en tilbagebetalingsordning for overskridelse af EU-kvoten for 2007, som er på 4.440 t, baseret på et EU-forslag.

I overensstemmelse med denne henstilling vil overhøstning i forhold til EU's kvote for 2007 medføre et fald på 1.480 t pr. år fra dets årlige kvote for perioden 2009-2011.

Derudover var Gennemførelsesudvalget enig i, at tallet for EU var midlertidigt og kan blive genstand for en revision og en eventuel regulering som følge af igangværende undersøgelser. Denne henstilling vedtages af ICCAT på dets plenarmøde den 18. november.

Ikke desto mindre må vi forsikre ICCAT-parterne om, at EU vil gøre sit yderste for at sikre, at kvoterne, som er tildelt medlemslandenes fartøjer, overvåges meget omhyggeligt af disse medlemslande og af Kommissionen for at skabe respekt omkring den fastsatte kvote for 2008 og de kommende år.

Efter vedtagelsen af denne forordning er Kommissionen fast besluttet på at arbejde tæt sammen med medlemslandene for at sikre og nøje overvåge den endelige implementering af genopretningsplanen for almindelig tun. EU's Fiskerikontrolagentur vil også spille en aktiv rolle. Agenturet har indledt det forberedende arbejde til koordinering af medlemslandenes kontrol- og undersøgelsesaktiviteter med henblik på, at alt er i orden, når sæsonstarten for 2008 for almindelig tun begynder.

  Iles Braghetto (PPE-DE), ordfører. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Formålet med Europa-Kommissionens genopretningsplan for almindelig tun på forslag fra ICCAT er at imødekomme bekymringer i videnskabelige kredse over den kritiske tilstand, som bestanden er bragt i på grund af overfiskeri.

Planen er blevet kritiseret på en række måder, hvilket viser, at videnskabelige eksperter og fiskere har forskellige synspunkter vedrørende behovet for at beskytte bestandene. Men planen rummer dog en hensigtsmæssig løsning på de problemer, der er blevet understreget, idet der ifølge planen skal ske en støt nedbringelse af fangstkvoten på op til 20 % fra 2006 til 2010, en stigning på 30 kg i mindstestørrelsen, en begrænsning af fiskeriperioderne og en optrapning af kontrolforanstaltningerne til bekæmpelse af illegalt fiskeri.

Nærmere bestemt blev visse elementer i planen styrket under udvalgsarbejdet med forslag om:

- at gøre det muligt at anmode om, at medlemsstaterne i henhold til fiskeriaftalerne indsender fiskeriplaner, selv for bestande, som er i en biologisk god tilstand, eftersom et af hovedproblemerne er, at flådekapaciteten overstiger de tilgængelige kvoter,

- at finde en balance i det enkelte medlemsland mellem dets kvoter og kapaciteten i opfedningsbrugene,

- at fjerne de dispensationer, der vedrører fiskeriområder og mindstestørrelser: De er i strid med alle de videnskabelige eksperters synspunkter og med de fleste medlemsstaters holdning. Desuden kan disse dispensationer ikke retfærdiggøres ud fra et biologisk synspunkt, eftersom Middelhavet og Atlanterhavet er hjemsted for en enkelt bestand, og de forvrider i alvorlig grad konkurrencen, hvilket fører til mere intensivt fiskeri i de pågældende områder, herunder med fartøjer, som ikke traditionelt opererer der, og nedsætter effektiviteten af kontrollerne,

- at opfordre medlemsstaterne til at opfylde kravene til indberetningsdata og -oplysninger til Kommissionen og om at lukke internationale fiskerier, hvis medlemsstaterne ikke indsender fangstdata,

- at udarbejde en plan for genaktivering af faststående tunfiskenet i Atlanterhavet og indsamling af faststående tunfiskenet, der ikke længere er aktive, i Middelhavet for at bevare en bæredygtig og meget selektiv fangstmetode for tun,

- at gøre det muligt at udbetale økonomisk kompensation fra Den Europæiske Fiskerifond til fiskere i fredningssæsonen for at sikre og beskytte fiskerivirksomhedernes og fiskernes socioøkonomiske situation,

- at harmonisere straffene med henblik på at hindre uoverensstemmelser i måden, medlemsstaterne gennemfører deres regulering på.

Endelig er overtrædelsesprocedurerne, der er indledt de seneste måneder mod visse medlemsstater for deres manglende overholdelse af fangstkvoterne i 2007, utvivlsomt berettigede og nødvendige, men man skal også huske, hvor kort en periode der var i år, til at bestemmelserne kunne træde i kraft.

Med tanke på, at forvaltningen af bestandene er særlig kompliceret, navnlig i områder, hvor der foregår en skarp konkurrence med andre tredjelandsflåder, navnlig Middelhavet, er der brug for bedre overholdelse af princippet om gensidighed for at sikre, at ICCAT's mål forfølges på retfærdige vilkår. Disse foranstaltninger får kun virkning, hvis principperne og bestemmelserne i dem anvendes af både medlemsstaterne og tredjelande.

Til slut vil jeg gerne takke alle de kolleger, der har deltaget i dette arbejde.

  Carmen Fraga Estévez, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Selv om jeg er enig i, at denne genopretningsplan ikke er så ambitiøs, som den burde være, er det korrekt, at den er resultatet af et vanskeligt kompromis i ICCAT, og jeg tror, at vi ved at vedtage den vil tage et stort skridt fremad og for første gang sende et meget klart budskab til dem, der er ansvarlige for overfiskeriet af denne art.

For så vidt angår EU er den alvorlige situation for den almindelige tun under alle omstændigheder visse medlemsstaters ansvar, da de har tilladt og endog opfordret til en overdreven vækst i deres flåder i Middelhavet. Det er ligeledes Kommissionens ansvar, der, selv om den har været fuldstændig bekendt med dette misbrug og kendt til de for lave fangstdeklarationer, ikke har rørt en finger for at rette op på situationen før nu.

Det er denne uansvarlighed, der er endt med, at det har været nødvendigt at lukke fiskeriet for alle medlemsstaterne, fordi to medlemsstater skandaløst allerede i august havde opbrugt hele EU's kvote.

Derfor synes jeg, at det er vigtigt, at plenarforsamlingen støtter hr. Braghettos betænkning, som indeholder mit ændringsforslag om, at medlemsstaterne fra nu af på forhånd skal forelægge en plan over fiskeriet, som sikrer et maksimalt antal skibe og en fiskeriindsats, der er i overensstemmelse med det enkelte lands kvote. Kommissionen ser med velvilje på at medtage denne fiskeriplan, og vi håber, at Rådet ligeledes vil støtte det.

Jeg beklager dog, at betænkningen ikke har medtaget nogle undtagelser for de flåder, der har fisket i Atlanterhavet siden tidernes morgen, og som fisker en meget lille del af fællesskabskvoten og bruger redskaber, der er meget mere selektive. De fiskere, der deltager i dette traditionelle fiskeri, ser sig forpligtet til at betale for den umættelige grådighed, som notfiskerfartøjerne fra de allerede omtalte medlemsstater har lagt for dagen, og som de ikke har nogen andel i. Jeg håber, at såvel Parlamentet som Rådet vil råde bod på denne uretfærdighed.

Endelig vil jeg blot anmode Kommissionen om at træffe alle de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med fordelingen af fællesskabskvoten til næste år, så de medlemsstater, der har set sig nødsaget til at holde inde med fiskeriet, fordi andre har opbrugt de kvoter, som førstnævnte havde lige så meget ret til, får en ordentlig kompensation, og at de skyldige får fratrukket alle de ton, der er brug for at fratrække fra deres kvoter, så der bliver tale om en reel og effektiv kompensation.

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg synes, at Kommissionens svar om at gennemføre den genopretningsplan for almindelig tun, der er blevet vedtaget i ICCAT, i fællesskabslovgivningen, er meget positivt, og jeg er enig med kommissæren i, at de foranstaltninger, den indeholder, hvis de bliver anvendt korrekt, vil gøre det muligt gradvist at genoprette bestandene, såvel i Atlanterhavet som i Middelhavet.

Planen - og det er meget vigtigt for mig - har taget hensyn til det ikke industrielle fiskeris særlige karakteristika og givet det nogle betingelser, der ikke straffer fiskernes aktivitet og forsøger at forene bevarelsen af bestanden med samfundsøkonomiske aspekter.

I denne forbindelse vil jeg gerne gøre kommissæren opmærksom på, at mit land fra starten af har bedt om en vis fleksibilitet med hensyn til den minimumsstørrelse, der skal gælde for den ikke industrielle flåde, hvorfor Spanien anmodede om, at der blev medtaget en bestemt procentdel af kvoten med en størrelse på mindre end 30 kg, der skulle være beregnet for den del af flåden, der fisker med krog.

Kommissionen var lydhør over for denne anmodning og havde forståelse for, at det i en situation, der skyldtes de store industrielle flåder, ikke kunne være de små ikke industrielle fiskere, der var "de hedenske", og den accepterede at medtage denne foranstaltning, selv om den nedsatte andelen til 2 % i planen.

Men, hr. kommissær, det sted, hvor det blev indføjet, i punkt 6 i bilag I, rejser det tvivl om det geografiske anvendelsesområde.

At begrænse denne foranstaltning til det atlantiske fiskeri ville være det samme som at dømme det ikke industrielle fiskeri i Middelhavet, der ikke engang har kapacitet til at tage ud på de atlantiske fiskebanker, til at forsvinde uden videre. Og vi taler netop om en historisk flåde, der i århundreder har bedrevet fiskeri uden at forvolde problemer for bestandene, og nedgangen i dette fiskeri skyldes netop notfiskerfartøjernes overkapacitet i Middelhavet.

Foranstaltningen burde finde anvendelse på flåderne fra alle de lande, som deltager i fiskeriet, ikke kun på dem, der råder over atlanterhavsflåder. Algeriet, Tunesien og Tyrkiet har også ret til at anvende en del af deres kvote til at forsvare deres ikke industrielle flåder over for konkurrencen fra de industrielle flåder, og jeg tror ikke, at denne undtagelse - der som bekendt er minimal - på nogen måde vil svække genopretningsplanens effektivitet.

Det er derfor, at jeg beder Kommissionen om at tage højde for den tvivl, der er skabt, efter indføjelsen af denne foranstaltning i punkt 6 i bilag I, og at Kommissionens repræsentanter på det igangværende møde i ICCAT bestræber sig på at få afklaret, om disse 2 % af fangsterne kan fanges af de ikke industrielle flåder i såvel Atlanterhavet som i Middelhavet.

Hvad angår den betænkning, vi forhandler i dag, vil jeg gerne sige til ordføreren, at min gruppe endnu en gang modsætter sig, at man fjerner undtagelserne i forbindelse med minimumsstørrelsen og fangstforbudsområderne, der som nævnt af Kommissionen er dem, der er blevet vedtaget i ICCAT. Af samme årsag er vi også imod, og vi vil i morgen ved afstemningen stemme imod de nye ændringsforslag, der er er stillet af Gruppen De Grønne.

  Alfonso Andria, for ALDE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordfører Iles Braghetto med hans glimrende arbejde i Fiskeriudvalget, der har gjort det muligt for os at fremlægge en afbalanceret tekst til afstemningen i morgen, en tekst, som til en vis grad er baseret på hidtidige erfaringer, og som ændrer forordningen om genopretning af almindelig tun, så den givetvis bliver bedre.

Fjernelsen af dispensationerne for de fastsatte kvoter for tunfangst, hvoraf nogle oprindelig var blevet fastholdt, og for fangster i det østlige Atlanterhav og Adriaterhavet er efter min mening en af de største succeser for denne parlamentsprocedure. Disse undtagelser var ikke tilstrækkeligt berettigede ud fra et biologisk synspunkt, eftersom Middelhavet og Atlanterhavet er hjemsted for en enkelt tunbestand, og de kunne endda alvorligt forvride konkurrencen, idet de kunne føre til mere intensivt fiskeri i de områder, der ikke var pålagt restriktioner. Kontrollen ville desuden blive vanskeliggjort og utvivlsomt blive mindre effektiv.

Jeg er enig med ordføreren i, at der er brug for at udbetale økonomisk kompensation til fiskere i fredningssæsonen, og jeg hilser også forslaget om en plan for genaktivering af faststående tunfiskenet velkommen.

Ulovligt fiskeri, som anses for at være en af de svøber, der underminerer beskyttelsen af bestandene af almindelig tun, skal også bekæmpes af alle kræfter. Selv om forslaget til forordning indeholder en skærpet tilgang til problemet med kontrollerne i forhold til tidligere, bør løbende uoverensstemmelser i måden, hvorpå de forskellige medlemsstater anvender lovbestemmelserne på, fjernes. Efter min mening er der brug for et bedre samarbejde staterne imellem for at harmonisere den nationale lovgivning om gennemførelsesforanstaltninger, og det er i den retning, min ændring bærer.

I mine øjne er der endnu et problem, der skal løses, nemlig at forvaltningen af bestandene af almindelig tun i Middelhavet kræver en overordnet strategi, der er aftalt med andre lande uden for ICCAT, som fisker i Middelhavet. Jeg tænker f.eks. på den japanske flåde, for ellers vil de mål, som forordningen tilstræber, ikke blive til noget.

Jeg håber derfor til slut, at vi ved afstemningen godkender den tekst, der er aftalt i Fiskeriudvalget.

  Raül Romeva i Rueda, for Verts/ALE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil også begynde med at anerkende hr. Braghettos indsats i forbindelse med denne betænkning. Jeg synes dog, som jeg nævnte i sin tid under drøftelserne i Fiskeriudvalget med baggrund i de rapporter, som talrige videnskabsmænd, miljøorganisationer og endog dele af sektoren udarbejder, at betænkningens titel burde ændres.

I stedet for at henvise til en formodet regulering af genopretningsplanen for almindelig tun, burde vi kalde denne plan for ikke genopretningsplanen eller endnu bedre, planen for udryddelse af tunen. Lad os tale lige ud af posen, for da den såkaldte genopretningsplan blev vedtaget i ICCAT for et år siden i Dubrovnik påpegede Den Videnskabelige Komité allerede den gang, at de indledende resultater generelt viste, at det ikke var sandsynligt, at de trufne foranstaltninger, selv om de er et skridt i den rigtige retning, ville opfylde planens mål fuldt ud. Og den tilføjede, at selv om gennemførelsen er perfekt, og at den fremtidige fangst vil ligge tæt på niveauet fra 90'erne og ikke vil blive berørt af det nye niveau for reproduktiv biomasse, er der 50 % sandsynlighed for genoprettelse i 2023 med de nuværende reguleringer.

Med disse forudsætninger, enten en ufuldkommen gennemførelse eller faldende fangster i forhold til de nylige niveauer i takt med, at den reproduktive biomasse falder, eller også begge dele, bliver det vanskeligt at opfylde genopretningsplanens målsætninger.

Og jeg gentager, at jeg baserer mig på videnskabelige rapporter, hverken mere eller mindre. Og som om, det ikke var nok, viser det sig, at denne plan, som på provisorisk vis allerede er blevet iværksat i 2007, har fungeret så dårligt, at EU har oversteget den kvote, der tilkom os, med 26 %, hvilket har gjort det nødvendigt, og det er aldrig sket før, at tage retslige skridt mod alle de lande, som ikke har respekteret reglerne, især Frankrig og Italien.

Jeg benytter samtidig lejligheden til at spørge, hvordan det kan gå til, at et andet land, Spanien, eksporterede næsten 9 000 ton tun i 2006, når det kun deklarerede en fangst på 4 700 i henhold til organisationer som Greenpeace eller Adena.

Endelig ville det også være interessant at få at vide, hvilke skridt Kommissionen og regeringerne påtænker at tage for at kontrollere og endog reducere fiskerflådens størrelse, da det er svært at forestille sig, at det er muligt at reducere fangsterne, hvis vi får stadig flere og bedre fartøjer, der for størstedelens vedkommende netop lever af de europæiske subventioner. Måske vil vi få nogle svar på det ICCAT-møde, der finder sted i Antalya i Tyrkiet i disse dage, og hvor mine kolleger Marie-Hélène Aubert og Michael Earle deltager.

Men for mig er den umiddelbare konklusion enkel og alarmerende på samme tid: Alle indicier peger på, at bestandene ligger langt under niveauet for de mest optimistiske forudsigelser. Der er endda dem, der hævder, at vi er kommet forbi det punkt, hvorfra der ikke er nogen vej tilbage. Det vil sige, at det under disse forhold er vanskeligt for mig at tro, at den aktuelle plan kan kaldes en genopretningsplan.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Først og fremmest må jeg også sige tillykke til ordføreren med denne betænkning. At opnå genopretning i en hvilken som helst genopretningsplan er altid vanskelig. Dette er ikke anderledes i forhold til mange af de andre, som etablerer en flerårig genopretningsplan, men denne gang er det for almindelig tun. Jeg håber oprigtig talt, ligesom alle andre, at programmet bliver en succes.

Jeg har kun erfaring fra genopretningsplanen for torsk i det irske hav. I løbet af disse år fik fiskerne i dette område ingen kompensation for ikke at måtte fiske i denne periode. Jeg er overbevist om, at man ikke gør en uret god igen ved at begå en ny. Hvis man vælger at frede noget, så mener jeg, at så må man også være forberedt på at betale kompensation - jeg mener ikke, at der findes noget alternativ. Det er i orden af kræve ofre, men ofre har en pris.

Jeg erkender, at denne betænkning er ekstrem følsom for fiskere, som kommer fra Middelhavet, og for dem, som fisker i Atlanterhavet. Så set fra et økonomisk og et socialt synspunkt bliver det yderst vanskeligt for dem. Under sådanne omstændigheder bliver det også en meget vanskelig forordning for fiskerne på land i denne region. Men det er altafgørende, at bestanden af almindelig tun bevares og beskyttes.

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg ønsker også at rose vores ordfører Iles Braghetto for det glimrende arbejde, han har fremlagt, og jeg vil gerne begynde med at sige, at det mest slående eksempel på, at den nuværende fælles fiskeripolitik ikke er i stand til at sikre bæredygtigheden i dette erhverv, er den situation, vi nu står over for med almindelig tun i det østlige Atlanterhav og Middelhavet i særdeleshed. Det blev for nylig erkendt i en meget interessant undersøgelse bestilt af GD Fiskeri, som Joe Borg gjorde sig den ulejlighed at offentliggøre, hvilket jeg gerne vil takke ham for her.

Sagen er den, at de skrappe foranstaltninger, vi nu ser på området med fuldstændig lukning af fiskerier før årets udgang, et forsøg på at afvikle en væsentlig del af flåden og udsigten til en total lammelse af erhvervet, selv om det måske ikke engang kan gøre det, er en direkte konsekvens af en holdning i den fælles fiskeripolitik, hvor forvaltningsbeslutninger adskilles fra anvendelsen og kontrollen af dem, og hvor fiskersamfundenes og myndighedernes ansvar er blevet udhulet af en eksklusiv europæisk kompetence, som ikke desto mindre ikke er blevet udøvet af den part, der argumenterede for den.

De traditionelle fiskeredskaber med stang og line, der ganske vist var miljømæssigt bæredygtige, men økonomisk mindre rentable, skulle konkurrere med moderne teknologier og yderst avancerede ressourcer, som var uendeligt mere rentable i det korte løb, men miljømæssigt ikke bæredygtige, og først nu er der endelig ved at komme nogle foranstaltninger, der giver sidstnævnte type fartøjer negativ særbehandling. Jeg vil gerne bakke op om og understrege min entydige støtte til, hvad min kollega Rosa Miguélez sagde her om, at det er væsentligt at begunstige traditionelle fangstmetoder.

Den overhængende trussel om kommerciel udryddelse af fiskeriet efter almindelig tun bør få os alle til at tænke over, hvad der skal gøres i al hast i forbindelse med den fælles fiskeripolitik i sin helhed.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg er hovedsagelig enig i Iles Braghettos holdning til genopretning af tunbestandene. Jeg tror, vi alle ønsker oceaner og have med fiskebestande af tilfredsstillende størrelse.

Lad mig imidlertid udtrykke to bekymringer. For det første findes der planer om at oprette et system, hvorefter fiskerfartøjer skal indsende detaljerede planer for fiskeriet efter tun for at sikre en bedre kontrol. Jeg mener, at den situation, som denne fiskeriplan vil skabe, kun ville være brugbar for store tunfiskerfartøjer, som udelukkende fanger tun, ikke for små fartøjer, der er beregnet til både tun og andre fisk.

Vi ønsker alle at kontrollere tunfiskeriet, men ikke at udelukke nationer med små fartøjer. Desuden er der en stærk fiskeritradition her.

For det andet henviser jeg til ændringsforslag nr. 3, som knytter kapaciteten i opfedningsbrugene til den nationale kvote. Opdræt af almindelig tun i EU foregår i andre lande end dem med store kvoter.

Mit eget land er f.eks. ikke et af de lande, der er begunstiget med hensyn til kvoter. På den anden side har vi komparative fordele med hensyn til tunopdræt. Hvorfor skulle vi nedbringe kapaciteten i vores brug til det niveau, vores kvote ligger på?

Lad mig til slut nævne det uacceptable faktum, at tunfiskeri blev forbudt i september, fordi to EU-lande fangede mængder, der skulle have rakt til alle medlemsstater tilsammen. Disse lande skal have en passende straf. Til gengæld burde de lande, der blev berøvet deres fiskerirettigheder i år, være de første næste år til at få den andel, der blev frataget dem. I mellemtiden bør vi finde måder at kontrollere fangsterne ordentligt på.

  Robert Navarro (PSE). - (FR) Hr. formand! Indledningsvis vil jeg gerne komplimentere ordføreren, hr. Braghetto, for et glimrende stykke arbejde. Forhandlingerne i Den Internationale Kommission for Bevarelse af Tunfiskebestanden i Atlanterhavet, ICCAT, er stadigvæk i gang, og vi ved derfor endnu ikke, hvad der er i vente for vores fiskere næste år. Sikkert er det, at der i sommer skete noget alvorligt, og at vi grundigt må revidere de kontrolforanstaltninger, der anvendes inden for fiskeriet. Kommissionen er i gang med det, og det glæder mig, selv om jeg frygter, at det bliver vanskeligt at få Rådet til at acceptere visse af de foranstaltninger, der blev foreslået i sidste måned for at komme ulovligt fiskeri til livs.

Jeg håber, at det under alle omstændigheder lykkes for EF-Fiskerikontrolagenturet at iværksætte en egentlig koordinering af bestræbelserne for at gennemføre de påkrævede kontroller. For de nationale kontrolsystemer virker ikke. Det nytter ikke, at vores spanske, portugisiske og græske venner forarges over franske og italienske fiskeres optræden og over den mangelfulde kontrol i de to stater. Alle kender sandheden. Vi ved alle, at de enkelte lande hver især alt for længe har dækket over deres egne fiskerflåders ulovlige aktiviteter. Derfor er der behov for skærpet kontrol på europæisk plan, om man kan lide det eller ej. Og derfor er jeg overbevist om, at der er behov for et europæisk kystvagtkorps.

Vi må også drøfte sanktionerne for overfiskningen. ICCAT vil sandsynligvis træffe beslutning om at straffe Fællesskabet, som til gengæld burde straffe de medlemsstater, som har forset sig. Den franske regering har erklæret, at den under ingen omstændigheder vil gå på kompromis, og at der kommer til at rulle hoveder. Personligt håber jeg, der bliver tale om strenge, men retfærdige og afbalancerede straffe, som i øvrigt havde været overflødige, hvis kontrollerne havde været effektive. Jeg håber også, at de, som driver traditionelt tunfiskeri, hvis indvirkning på ressourcerne er mindre - ikke straffes for andres fejl.

Fagfolk har klart påvist, at de europæiske fiskerflåders kapacitet, hvad angår almindelig tun, er ude af proportioner. Jeg benytter derfor lejligheden til at spørge kommissæren, hvilke midler man agter at stille til rådighed for at sikre omskoling af de fiskere, der tvinges til at opgive erhvervet.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne takke parlamentsmedlemmerne for deres interessante synspunkter.

Under denne debat er vi kommet til en erkendelse af, at vi har et fælles mål, nemlig på en effektiv måde at få taget hånd om den uholdbare situation omkring almindelig tun. Den bedste måde at håndtere bestandens ringe tilstand på er ved at gennemføre ICCAT's genopretningsplan. Jeg takker derfor Parlamentet for dets forslag om nationale fiskeriplaner, som er et effektivt værktøj til overholdelse af bestemmelserne om overkapacitet.

Med hensyn til spørgsmålet om dispensationer kan Kommissionen ikke ændre på indholdet af den plan, som er vedtaget af ICCAT. Samtlige kontraherende parter har accepteret disse dispensationer. Lad mig minde Dem om, at dispensationerne blev givet for håndværksmæssige fiskerflåder og for visse sæsonfiskerflåder, fordi deres indvirkning på fangsterne er markant. Derudover omfatter disse dispensationer en række strenge betingelser såsom et begrænset antal fartøjer, begrænset fangst og angivne havne. Når det er sagt, er der mulighed for at genopretningsplanen skal revideres i 2010 på grundlag af nye videnskabelige anbefalinger eller på grund af svagheder, som er blevet observeret under dens implementering.

Med hensyn til den udtalelse, som blev fremsat af fru Ramos, som ønsker en yderligere udvidelse af de to specifikke tilfælde i Atlanterhavet og i Adriaterhavet, er disse specifikke, små og ubetydelige tilfælde. At udvide dem til at dække andre områder vil medføre en ændring af ICCAT's genopretningsplan. Det kan ganske enkelt ikke gennemføres i år. Vi vil ikke genåbne ICCAT's plan. Der er planlagt en revision i 2008, men, hvis man tager kritikken af de to dispensationer i betragtning, tror jeg, det bliver utrolig vanskeligt at udvide dem yderligere.

Overkapacitet vil blive håndteret gennem de nationale planer, som forelægges medlemsstaterne, der vil blive pålagt at finde en balance mellem kapacitet og fangst. Derudover er det lykkes os under vores diskussioner i Rådet at introducere øgede kontrolforanstaltninger, som åbner op for bedre muligheder for at overholde bestemmelserne. Yderligere vil vi i 2008 koncentrere vores indsats omkring forstærkning af kontrollen generelt.

Vi insisterer ligeledes på, at midlerne i henhold til Den Europæiske Fiskerifond anvendes til nedlukning af fartøjer i de medlemslande, hvor der er overkapacitet, især med hensyn til fiskeri af almindelig tun.

På spørgsmålet om, hvorvidt det sikres, at andre fiskerfartøjer opfylder ICCAT's regler, dvs. fiskerfartøjer, som tilhører tredjelande, kan der dertil siges, at ICCAT's bestemmelser er gældende for alle ICCAT-partnere, og vi forventer, at de alle tilslutter sig de betingelser og bestemmelser, som er indeholdt i genopretningsplanen for almindelig tun. Hvis de ikke gør det, vil vi tage dette op med dem i ICCAT-regi og bilateralt. Hvis de nægter at overholde deres forpligtelser, vil vi overveje andre mulige foranstaltninger.

Med hensyn til spørgsmålet om to landes overfiskeri har jeg allerede sagt, at vi støtter de nationale fiskeriplaner, og at dette fremgår af formandskabets kompromis, som jeg håber vil blive godkendt af alle medlemslande på samlingen i Rådet til november.

De beløb, for hvilke der er blevet overfisket, skal tilbagebetales, og det blev der opnået enighed om i Antalya. Det er ensbetydende med en årlig reduktion på 1.480 t for perioden 2009-2011. Kompensation til lande, som underfisker, har virkning fra 2008.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Francesco Musotto (PPE-DE), skriftlig. - (IT) Braghetto-betænkningen indeholder mange ting, vi bør tænke over med hensyn til gennemførelsen af genopretningsplanen for almindelig tun. Den plan lægger store begrænsninger på fiskeriet med henblik på behovet for at beskytte bestande af en truet art. Der er ikke desto mindre risiko for, at initiativet ikke får virkning, hvis EU ikke vedtager foranstaltninger til imødegåelse af de samfundsøkonomiske virkninger. Betænkningen skal roses for at sætte fokus på denne mangel og foreslå egnede midler til en effektiv gennemførelse af anbefalingerne fra Kommissionen og ICCAT.

For så vidt angår de samfundsøkonomiske aspekter, er tunfiskeri et traditionelt erhverv og den eneste indtægtskilde for tusindvis af familier. Hvis det skulle lukkes helt, ville fiskerne skulle have økonomisk kompensation fra EFF.

Medlemsstaterne skal også anvende straffene for ulovligt fiskeri, som er den reelle årsag til bestandens udhuling. Der er ikke meget fornuft i at banke ærlige fiskere oven i hovedet, hvis der ikke findes midler til at stoppe havets rovdyr.

Endelig må der forlanges gensidighed fra tredjelande. Det nytter ikke noget at ofre vores fiskere for at beskytte arten, hvis andre lande, og jeg tænker her på Libyen og Tyrkiet samt Kina og Japan, ikke anvender lige så strenge restriktioner i deres farvande. Selv om de ville have en konkurrencefordel frem for europæiske fiskere, ville problemet med nedgangen i tunbestanden ikke blive løst.

15. Kvartalsstatistikker over ledige stillinger i Fællesskabet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Alexandru Athanasiu for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om kvartalsstatistikker over ledige stillinger i Fællesskabet (KOM(2007)0076 - C6-0090/2007 - 2007/0033(COD)) (A6-0335/2007).

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Formålet med denne forordning er at etablere en retlig ramme for indsamling af kvartalsstatistikker over ledige stillinger. Kvartalsdata over ledige stillinger opdelt efter økonomisk aktivitet er nødvendige for Kommissionen og for Den Europæiske Centralbank for at udarbejde økonomiske og monetære politikker. De gør det muligt at overvåge de kortsigtede tendenser på arbejdsmarkedet og hjælper med at analysere konjunkturerne. Som følge af den vigtige rolle, som denne statistik spiller, blev den indarbejdet i det sæt af afgørende økonomiske indikatorer for Europa, som blev defineret i Kommissionens meddelelse til Parlamentet og til Rådet om statistik for euroområdet. Kvartalsdata over ledige stillinger er den eneste af disse indikatorer, for hvilken der endnu ikke er blevet udarbejdet et retsgrundlag. Den foreslåede retsakt vil medføre, at der etableres en mekanisme, som sikrer et harmoniseret sæt af rettidige data over ledige stillinger i samtlige medlemslande.

Jeg kan forstå, at adskillige emner, som er behandlet i Kommissionens foreslåede retsakt, blev diskuteret, og visse ændringer blev introduceret. De ændringsforslag, som blev stillet i Parlamentets betænkning, omfatter de ændringsforslag, som blev introduceret af Rådet, og den tekst, som bliver foreslået Dem at vedtage i dag, afspejler det kompromis, som blev opnået mellem de tre involverede institutioner - Kommissionen, Rådet og Parlamentet. Der er også enighed mellem de tre institutioner om, at retsakten skal træde i kraft så hurtigt som muligt. Det baner vej for en vedtagelse af forordningen ved førstebehandlingen. Jeg takker ordføreren, hr. Athanasiu, for godt samarbejde og forståelse for dette emne.

  Alexandru Athanasiu (PSE), ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. repræsentant for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne takke kollegerne, som har vist mig den tillid at lade mig udarbejde denne betænkning, ligesom jeg gerne vil takke skyggeordføreren. Alle har bidraget til betænkningen.

Indsamling af data er uomtvisteligt blevet et vigtigt analyseredskab i vores samfund. Data om ledige stillinger anvendes således både til at tage temperaturen på økonomien og til at fastlægge og forme visse politikker. I dag påvirker statistikkerne om ledige stillinger finansmarkederne direkte. Virksomheder, der leverer kreditrating, afventer tallene og bruger dem i rådgivningen.

Statistik er, om jeg så må sige, et krævende emne. Jeg tænker i den forbindelse på G.O. Ashley, som udtalte, at der til statistik, som det er tilfældet med visse okkulte videnskaber, er knyttet en sprogkode, som bevidst tages i brug for at vildlede de uindviede. Under det fælles arbejde med denne tekst i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender tilstræbte mine kolleger og jeg at sætte fokus på tre aspekter.

For det første gælder det forordningens politiske dimension. Det drejer sig om endnu en gang, også i forbindelse med det statistiske værktøj, at fastslå de europæiske borgeres frie bevægelighed og ubetingede, ubegrænsede og uhindrede adgang til beskæftigelse. For det andet gælder det den sociale dimension. Det drejer sig om at lette enhver europæisk borgers adgang til beskæftigelse, til gode stillinger og til viden om ledige stillinger i EU. Endelig gælder det - hvilket vi kan takke Kommissionen og Rådet for - den tekniske dimension i form af dataenes kvalitet. Det drejer sig om et system, som beror på harmoniserede procedurer, og som omfatter et effektivt system til indsamling af statistiske data. Der er med andre ord tale om en forbedret metode, som tager sigte på at opnå præcise data.

Som bekendt har der hidtil kun eksisteret en "gentleman's agreement". Indsamling af statistiske data skete således på frivillig basis. Nøjagtige analyser forudsætter imidlertid, at dataindsamlingen bliver obligatorisk og sker på ensartet måde. Derfor er en forordning at foretrække frem for et direktiv som basisretsakt. Forskrifter, der fastsættes ved en forordning er, i modsætning til et direktivs forskrifter, ens overalt i Fællesskabet. Medlemsstaterne har ikke beføjelser til at gennemføre dem delvist eller selektivt og har heller ikke noget valg, hvad angår de metoder, der anvendes for at nå de fastsatte mål.

Lissabonstrategien tager bl.a. sigte på at tiltrække flere på arbejdsmarkedet, men også at skabe flere arbejdspladser, hvilket stiller krav om optimale administrative systemer, hvad angår oplysninger om udbud og efterspørgsel på arbejdsmarkedet. Præcise oplysninger er undertiden nøglen til succes. Vi ved alle, at viden er magt i dag. Det gælder også på det økonomiske område. Vi har derfor fundet det nødvendigt, at der udvikles og offentliggøres en strukturindikator for ledige stillinger til måling af knapheden på arbejdsmarkedet og manglen på kvalificeret arbejdskraft.

Endvidere har Kommissionen og Den Europæiske Centralbank behov for kvartalsdata om ledige stillinger for at kunne overvåge udsving i antallet af ledige stillinger inden for de enkelte erhvervssektorer. Antallet af ledige stillinger er en af de væsentligste europæiske økonomiske indikatorer, som er påkrævet for at kunne vurdere situationen på EU's arbejdsmarked og inden for euroområdet i forbindelse med handlingsplanen for Den Økonomiske og Monetære Union.

Afslutningsvis vil jeg erindre om, at Abbé Pierre på et tidspunkt udtalte, at politikere ofte kun kender fattigdommen fra statistikkerne. Og tal i statistikker fremkalder ikke smerte og tårer. Det burde således stå klart, at vi har behov for et i teknisk henseende bedre egnet middel til at indhente alle fornødne statistiske data. Som politikere kan vi løse vores opgave ved at gøre det nemmere for borgerne at finde passende beskæftigelse. Vi vil takket være statistikkerne kunne lette borgernes bestræbelser i så henseende.

  José Albino Silva Peneda, for PPE-DE-Gruppen. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordfører Alexandru Athanasiu, som jeg har haft lejlighed til at møde flere gange gennem de seneste måneder, og som nu fremlægger resultaterne af, hvad jeg mener, er et glimrende stykke arbejde.

Jeg har siden juni i år overvåget indholdet af betænkninger, der drøftes i dag, og forhandlingerne med Kommissionen og med Rådet, og på vegne af PPE-DE-Gruppen kan jeg nu roligt sige, at der er fundet en meget sund kompromistekst af høj kvalitet. Skulle Parlamentet vedtage ændringsforslag til Kommissionens forslag på dette plenarmøde, som jeg håber, det vil, ved vi, at Rådet allerede har sagt, at det også vil vedtage dette ændrede forslag til forordning.

Jeg tror, at denne betænkning vil vise sig at være et nyttigt virkemiddel til identificering af sektorer og regioner i EU, hvor der mangler arbejdstagere, og derfor til at fremme solvens og bedre styring af erhvervsuddannelse. Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på, hvad jeg mener, er et vigtigt aspekt, nemlig at indholdet af denne betænkning ikke repræsenterer en større administrativ byrde eller mere inkonsekvent lovgivning, eftersom den i sin nuværende version undgår at gentage initiativer og medtage virkemidler, der allerede er indført.

I mellemtiden repræsenterer betænkningen også et godt kompromis mellem behovet for at tilvejebringe information til statistiske formål og nødvendigheden af at sikre, at virksomheder, især de små og mellemstore virksomheder, ikke overbebyrdes unødigt med bureaukratiske procedurer.

Jeg mener derfor, at alle betingelser er opfyldt, for at den kan vedtages nu ved førstebehandlingen, og det er den beslutning, jeg anbefaler Parlamentet at træffe.

  Proinsias De Rossa, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Med hele fire minutter til min rådighed i aften, hvilket er 400 % mere, end jeg normalt har at gøre godt med, må jeg passe på, at jeg ikke bliver for snakkesaglig. Så jeg vil gå til sagen.

Til trods for denne foreslåede forordnings usædvanlig tekniske karakter bør dens værdi for Europa og medlemslandene ikke undervurderes. Relanceringen af Lissabondagsordenen for flere og bedre job i 2005 medfører et behov for nøjagtige, rettidige og sammenlignelige statistikker over ledige stillinger i Europa opdelt efter region og økonomisk aktivitet. Det er helt centralt, hvis vi skal kunne planlægge efter de behov, som arbejdsmarkedet og dem, som skal til at ind på arbejdsmarkedet, har.

Jeg glæder mig over, at vi på det her tidspunkt er i gang med at forhandle om en forordning og ikke et direktiv, da en forordning sikrer en hurtigere implementering, når den først er vedtaget. Og en forordning gælder jo umiddelbart og med samme gyldighed for alle medlemslande, og der er derfor ikke mulighed for forskellige definitioner og fortolkninger i de respektive medlemslande. Det er f.eks. ikke nødvendigt at gennemføre den i national ret. Derved undgår man de forsinkelser, der kan være forbundet dermed.

Dette er et glimrende eksempel på, hvordan EU kan tilføre værdi til medlemslandenes arbejde, som de ikke ville have haft mulighed for at gennemføre, hvis de arbejdede alene, eller sammen for den sags skyld. Ikke desto mindre har det taget to år for denne retsakt at nå hertil, og jeg håber derfor, at der kan indgås en aftale med Rådet, og at den vil blive vedtaget ved førstebehandlingen.

Jeg ved, at vi i Irland ikke leverer data over ledige stillinger, men det Statistiske Bureau arbejder på sagen. Det Statistiske Bureau er højt respekteret, og det er håbet, at Irland inden for ca. et år vil være klar til at deltage fuldt ud i systemet.

Jeg hilser også forslaget om at inddrage personlige serviceydelser, ledige stillinger inden for landbruget m.m., arbejdsgivere med færre end 10 ansatte og arbejdskontraktens udformning velkommen. Jeg mener, det er særlig vigtigt set i lyset af den voksende bekymring for usikkerhed i ansættelsen og frygten i visser områder for udviklingen hen imod flexicurity.

Jeg håber virkelig, at der kan opnås enighed, og at vi kan komme videre med etableringen af fælles statistikker over hele EU.

  Marian Harkin, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige tillykke til ordføreren med det fremragende arbejde med dette forslag til en forordning om indsamling af kvartalsstatistikker over ledige stillinger i Fællesskabet.

Lad mig til at starte med sige, at opdaterede og relevante statistikker af høj kvalitet understøtter kloge politiske beslutninger. Det gør sig især gældende på EU-niveau, hvor vi har at gøre med 27 forskellige lande, som alle forsøger at nå Liss