Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 15. november 2007 - Strasbourg

3. Status over den sociale virkelighed (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elizabeth Lynne for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om om status over den sociale virkelighed (2007/2104(INI)) (A6-0400/2007).

  Elizabeth Lynne (ALDE), ordfører. - (EN) Fru formand! Jeg ønsker at starte med at takke skyggeordførerne. At der ikke er stillet ændringsforslag til en betænkning af så stor betydning, viser med al tydelighed, at det er en betænkning fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, som vi kan være stolte af. Jeg ønsker endvidere at takke Kommissionen for det tætte samarbejde og det portugisiske formandskab for at prioritere socialpolitikken i sit formandskab.

Vi står over for en stor udfordring i Europa. Udfordringen handler om retfærdighed, mistet potentiale, manglende evne til at leve et liv uden andres godgørenhed, og opnåelse af et samfund uden diskrimination, fattigdom og social udstødelse.

Vores målsætning er klar. Vi ønsker at udvide rammerne til at omfatte alle uanset baggrund og omstændigheder, således at ingen svigtes. EU's vision skal være frihed og lige muligheder for alle, flere muligheder og incitamenter for beskæftigelse samt et større sikkerhedsnet for de personer, der er ude af stand til at arbejde.

I 2007 taler følgende fakta for sig selv: 72 millioner europæiske borgere lever fortsat i fattigdom, 8 % af alle EU's borgere oplever fattigdom blandt erhvervsaktive. Det er meget chokerende statistikker. Men hvad betyder disse tal rent faktisk? Statistikkerne viser, at hver sjette borger nu lever under sultegrænsen - hvert sjette borger! Det er for mange svært at forstå, at det er muligt i 2007. 50 år efter Rom-traktaten - efter 50 år med økonomisk vækst - lever 10 % af borgerne i husstande, hvor ingen har arbejde! Fattigdom er uden sammenligning et af de største sociale problemer i Europa, og mindskelse af social udstødelse skal være en prioritet i alle vores politikker.

Vi gør fremskridt på nogle områder, men vi skal være ærlige og indrømme, at skellet mellem rig og fattig øges i mange af EU-medlemsstaterne. Udryddelse af indkomstrelateret fattigdom skal være en prioritet for medlemsstaterne, men ud over hver sjette borger, der lever i økonomisk fattigdom, er der mange flere, som er udstødt af samfundet af andre årsager. Vi skal erkende, at mange familier - endda mange enkeltpersoner - har mange endnu mere komplicerede problemer end blot lave indkomster. De hindringer, der kan stå i vejen for udnyttelse af mulighederne, er et kompliceret anliggende. I denne sammenhæng gælder det især, at der gribes tidligt ind. Forebyggelse er naturligvis bedre end behandling.

I Det Forenede Kongerige ved vi, at teenagemoderens datter har tre gange så stor risiko for at blive teenagermoder selv, og vi ved, at sønner med fædre, der er straffet, har seks gange større risiko for at blive dømt for en forbrydelse end unge mænd, hvis fædre ikke er straffet. Men det er ikke nødvendigt at opfinde hjulet endnu en gang. Vi skal undersøge, hvordan andre EU-lande håndterer disse problemstillinger, og lære af hinanden. Vi skal blive bedre til at udveksle erfaringer og bedste praksis. I Finland, f.eks., er der indført en holistisk bæredygtig tilgang, som meget effektivt har mindsket antallet af hjemløse. Samtidig er man i Danmark i færd med at gennemføre nye politikker, der har til formål at forbedre livskvaliteten for hjemløse frem for udelukkende at forsøge at integrere disse personer i det almindelige samfund. I Belgien arbejder personer, der har oplevet fattigdom på egen krop, sammen med socialarbejdere for at hjælpe dem til bedre at forstå fattige menneskers behov.

Det er ikke altid arbejdsløshed, der forårsager fattigdom. Fattigdom blandt erhvervsaktive er også et problem. Derfor opfordrer jeg til, at man udveksler bedste praksis om ydelse af en anstændig mindsteløn til arbejdstagere i alle medlemsstaterne. Mindst fem EU-medlemsstater har ikke en mindsteløn. Vi skal ligeledes indtrængende opfordre alle medlemsstaterne til at fastsætte en minimumsindkomst for alle.

Medlemsstaterne skal endvidere yde en større indsats for at forhindre udnyttelse af sårbare arbejdstagere og sikre, at handicappede og ældre mennesker har mulighed for at få arbejde. Medlemsstaterne skal også yde en indsats for at forhindre handel med mennesker, beskytte asylansøgernes rettigheder, sikre lige adgang til syge- og socialsikring for alle, sørge for, at borgerne ikke stemples på grund af psykiske problemer, og fremme en mere konstruktiv tilgang til narkotika og alkohol.

Disse spørgsmål er blot et lille udsnit af de spørgsmål, som betænkningen omhandler. Europas vision skal være frihed og lige muligheder for alle. Derfor er det så vigtigt at undersøge muligheden for at oprette mekanismer på europæisk plan med henblik på udveksling af bedste praksis.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Fru formand, mine damer og herrer, først vil jeg gerne lykønske ordføreren, Elizabeth Lynne, for hendes meget interessante og omfattende betænkning. Det glæder mig at se, at Europa-Parlamentet har besluttet at tage en ret bred række af sociale spørgsmål op, som dækkes af denne betænkning, spørgsmål, som der er et påtrængende behov for at få løst. Denne betænkning er et væsentligt bidrag til en løbende status over den sociale virkelighed.

Dette dokument kommer på et tidspunkt, hvor Kommissionen og medlemsstaterne undersøger mulighederne for at styrke Lissabon-strategiens sociale dimension. Vi må imødegå vores borgeres frygt, og vi erkender, at social retfærdighed er et af de centrale problemer for dem. Offentlige meningsmålinger viser, at Den Europæiske Union bør spille en central rolle i at støtte mere integrerede og sammenhængende samfund.

Som kommissionsformand Barroso sagde under en vigtig debat om globalisering i går morges, har Den Europæiske Union gjort væsentlige fremskridt med hensyn til at nå Lissabon-målene. Der skabes nye job: alene sidste år blev der skabt 3,5 millioner nye job. Arbejdsløsheden er faldet til ca. 7 %. Selv om denne sats stadig er for høj, er det den laveste sats, der har været i de sidste 10 år. Den økonomiske vækst har været tilfredsstillende til trods for den finansielle ustabilitet, der har været på det seneste.

Der er dog ikke plads til efterladenhed. Gennemførelsen af Lissabon-strategien har været ujævn og ikke alle dens mål er opfyldt. Faktisk er 12 millioner mennesker stadig arbejdsløse, og det er ofte unge mennesker eller langtidsarbejdsløse med dårlige udsigter til faglig udvikling eller social fremgang; 8 % af den europæiske arbejdsstyrke er ramt af fattigdom blandt erhvervsaktive; 78 millioner europæiske borgere er ramt af fattigdom og én ud af fem EU-borgere er udsat for dårlige levevilkår.

Kort sagt skal der gøres mere for at opfylde vores fælles sociale mål. Nu, hvor vi ser positive resultater af Den Europæiske Unions strategi inden for vækst og beskæftigelse, er det det rigtige tidspunkt at begynde at forfølge sociale mål.

Jeg bifalder henvisningen i betænkningen til den nødvendige politiske vilje og beslutsomhed til at beskæftige sig med spørgsmål vedrørende fattigdom og udstødelse. Jeg mener også, at det er det er påtrængende nødvendigt at bekæmpe børnefattigdom, bekæmpe forskelsbehandling og øge mangfoldighed. Det betyder naturligvis, at vedtagelsen af den relevante lovgivning i national lovgivning skal overvåges og at der, om nødvendigt, skal anlægges sag mod de medlemsstater, som man har konstateret overtræder EU-lovgivningen.

Betænkningen beskæftiger sig også med de barrierer, der hindrer inddragelse i samfundet og integration på arbejdsmarkedet. Jeg er enig i, at vi skal kombinere støtteforanstaltninger med egnede sikkerhedsnet for at sikre, at ingen udelukkes.

Denne holdning afspejles i Kommissionens seneste meddelelse om aktiv integration. Denne meddelelse definerer tre centrale elementer i en afbalanceret og strategisk tilgang til aktiv integration:

- Adgang til integrerede arbejdsmarkeder;

- Bedre adgang til tjenester;

- Passende indkomststøtte.

Meddelelsen lancerer også den anden fase høringer af arbejdsmarkedets parter om disse spørgsmål med henblik på at optrappe EU-samarbejde inden for aktiv integration.

Efter denne høring vil Kommissionen udarbejde en anbefaling om de fælles principper vedrørende aktiv integration, som skal foreligge i anden halvdel af 2008. I en yderligere meddelelse, som skal vedtages inden for et par uger, vil Kommissionen også præsentere nye foranstaltninger til at støtte aktiv integration af handicappede.

Kommissionen takker Europa-Parlamentet for dets vedholdende bestræbelser på at bekæmpe forskelsbehandling. Som anført i Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008 vil Kommissionen fremsætte forslag i 2008 til løsning af problemet med det eksisterende beskyttelsessmuthul i henhold til EF-traktatens artikel 13. Forslagene, der skal vedtages inden næste sommer, vil være baseret på langsigtet dialog med Europa-Parlamentet, på erfaringer fra 2007 som det europæiske år med lige muligheder for alle og på en omfattende offentlig høring.

Den Europæiske Union har gjort væsentlige fremskridt med at opnå ligestilling mellem mænd og kvinder, og Europa- Parlamentet har været en vigtig partner i denne proces. Vi må imidlertid fortsætte med at styrke ligestillingen mellem mænd og kvinder i fremtiden. Dette er en grundlæggende rettighed samt en afgørende forudsætning for at nå Europas mål inden for vækst, beskæftigelse og social samhørighed. Jeg bifalder derfor navnlig betænkningens henvisning til ligestilling mellem mænd og kvinder.

Siden Amsterdam-traktaten har EU gjort fremskridt inden for alle områder vedrørende ligestilling mellem mænd og kvinder og siden 2003 inden for lige muligheder for handicappede. Når det er sagt, er der stadig en masse, der skal gøres inden for begge områder. Den omstændighed at der stadig forekommer forskellige former for forskelsbehandling er et stærkt argument for løbende at understrege lige muligheder på alle områder. Dette emne vil blive taget op i Kommissionens meddelelse, som skal vedtages i 2008, og som vil være baseret på konklusioner, der kan drages af 2007 som det europæiske år med lige muligheder for alle.

Mine damer og herrer, forandringerne i EU's sociale situation er en naturlig følge af udviklingen i vores samfund og ændringerne i det globale begreb som helhed. Til trods herfor er jeg overbevist om, at det grundlæggende begreb, dvs. at finde en balance mellem de økonomiske og de sociale og miljømæssige aspekter, stadig er fuldt ud gyldigt. Derfor, skal vi fortsætte med at søge nye tilgange, der hjælper os med at overvinde problemer, der stadig findes.

  Miroslav Mikolášik, ordfører for udtalelsen fra udtalelsen fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. - (SK) Selv om det er nødvendigt at overvåge den sociale situation og socialpolitikker i medlemsstaterne for at finde frem til de problemer og udfordringer, som EU står over for, er de foranstaltninger vi træffer for at håndtere dem endnu vigtigere.

Hvad angår folkesundhed bør vi fokusere på de problemer, som EU's borgere står over for inden for sundhedspleje. I betragtning af de demografiske tendenser og den stigende gennemsnitlige forventede levealder må vi udvikle folkesundhedsstrategier, der forbedrer vores livskvalitet, navnlig med henblik på at forebygge sygdomme og effektivt bekæmpe dem. Samtidig bør disse strategier tage hensyn til behovet for tilgængelig og pålidelig sundhedspleje af høj kvalitet for borgere fra alle dele af samfundet, uanset deres sociale status, alder eller opholdsland.

Vi bør være særligt opmærksomme på de mest ugunstigt stillede grupper, såsom fysisk eller mentalt handicappede, ældre og børn. I betragtning af de stigende udgifter til sundhedspleje bør medlemsstaterne vedtage effektive foranstaltninger, såsom målrettede oplysningskampagner, anvendelse af generiske lægemidler, anvendelse af nye teknologier, gensidig bistand på lokalt plan eller større solidaritet mellem generationer og i familier. Herudover, og i samarbejde med Kommissionen, bør medlemsstaterne udvikle politikker og støtte europæiske initiativer til at bekæmpe rygning, alkoholisme og fedme, som vil bidrage til at forbedre vores medborgeres livskvalitet.

Sidst men ikke mindst bør vi fokusere på effektiv gennemførelse af den eksisterende lovgivning om folkesundhed. Medlemsstaterne og Kommissionen bør sikre anvendelse af fællesskabslovgivningen om vand, luft og jordkvalitet og støjforurening samt anvendelse af forordningerne om kemiske produkter, herunder dem, der er omfattet af Reach.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (PT) I denne udtalelse understreger Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, at fattigdom og social udstødelse har flere dimensioner, men at den vigtigste af disse er familiers økonomiske situation, boligforhold og adgang til uddannelse, til sundhedspleje og til langvarig pleje.

Udvalget understreger, at kvinder og børn er hovedofrene for fattigdom og social udstødelse og påpeger, at risikoen er endnu større for immigranter, ældre, handicappede og enlige forsørgere. Det bemærker også, at gennemsnitligt 15 % af eleverne dropper ud af uddannelsessystemet, men at denne procentdel i visse lande, såsom Portugal, er helt oppe på omkring 40 %, hvilket giver anledning til bekymring vedrørende unge pigers uddannelse og videreuddannelse.

Det understreger vigtigheden af at bevare offentlige tjenester af høj kvalitet, en solid offentlig og universel social sikringsordning og et højt niveau for social beskyttelse og kvalitetsbeskæftigelse kombineret med rettigheder og med sikring af effektiv integration af ligestillingsaspektet i formuleringen og gennemførelsen af sådanne offentlige politikker; endelig opfordrer det indtrængende Kommissionen og medlemsstaterne til at give den største prioritet til kvinders sociale integration og kvinders rettigheder ved at ændre deres respektive politikker i overensstemmelse hermed, herunder indkomstfordelingspolitikker.

  Edit Bauer, forPPE-DE-Gruppen. - (HU) Mange tak fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer, det er klart, at Elizabeth Lynnes betænkning, som jeg hjerteligt lykønsker hende med, ikke har og ikke kan have det sidste ord om spørgsmålet om social integration og omdannelsen af socialpolitikken.

Vi er ofte tilbøjelige til at tænke, at den europæiske sociale model er tidløs, men det er klart, at socialpolitik også må ændre sig, ikke kun gennem globalisering, men gennem økonomien, sociale forventninger, den demografiske udfordring og ændrede værdinormer, eftersom vi skal finde egnede reaktioner på de udfordringer, som vi står over for. Også af denne grund må Kommissionens initiativ vedrørende udarbejdelse af en slags fortegnelse over de sociale problemer, der tynger Europas befolkning, hilses velkomment.

Det er indlysende, at næsten 500 millioner unionsborgere ikke er en homogen masse. Til trods for at indkomstforskellene mellem de gamle medlemsstater falder, udviser forskellene mellem de rige og fattige regioner stadig en stigende tendens. To tredjedele af befolkningen i de 10 nye medlemsstater i EU lever i fattige regioner, hvor indkomstniveauet er halvt så stort som, eller mindre end halvt så stort som gennemsnitsindkomsten i de gamle medlemsstater. Situationen er endnu værre i Bulgarien og Rumænien, hvor gennemsnitsindkomsten ikke engang når op på en tredjedel af indkomsten pr. indbygger i de gamle medlemsstater.

Der er ingen tvivl om, at for at bekæmpe fattigdom har vi brug for at vide mere om de forskellige former, hvori fattigdommen viser sig. For at gøre dette har vi imidlertid brug for nye fattigdomsindikatorer, eftersom vi indtil nu kun har haft omfattende data om risikoen for relativ fattigdom.

Af denne grund afventer vi ivrigt Kommissionens meddelelse i relation hertil. Betænkningen gør også opmærksom på nye risici for forarmelse. F.eks. ved vi ikke meget om, hvor farligt omfanget af befolkningens gæld er. I de 15 gamle medlemsstater overstiger befolkningens gæld pr. indbygger i 12 medlemsstater 16 000 euro, som tegner sig for 90 % af den gennemsnitlige årlige familieindkomst.

Lad mig sige en sidste ting, fru formand. Betænkningen peger igen på vigtigheden af at bekæmpe børnefattigdom, og dette anser vi for at være meget vigtigt.

  Richard Falbr, for PSE-Gruppen. - (CS) Fru formand, fru kommissær, først og fremmest vil jeg gerne takke Elizabeth Lynne for den meget gode betænkning og for hendes udmærkede samarbejde. Social udstødelse forårsages af en lang række faktorer, og det ville være en stor skam ikke at bruge denne betænkning til opfølgningsarbejde. I min tale vil jeg gerne understrege vigtigheden af offentlige tjenester og deres bidrag til at fjerne fattigdom og udstødelse. Offentlige tjenester vil, når de er privatiseret, blive dyrere og mindre tilgængelige. Jeg beklager, at det ikke er lykkedes os at vedtage den holdning, der fordømmer de stater, som indfører en lav grundskat, og således gør det umuligt at opbygge tilstrækkelige midler til at udføre statens sociale opgaver. Det ville bestemt være nyttigt, at medlemsstater oplyser hinanden om deres succeshistorier som del af udvekslingen af oplysninger om metoder, der har vist sig at virke. Naturligvis ville jeg også bifalde udveksling af oplysninger om metoder, der ikke gav resultater eller endog resulterede i tilbageslag. Jeg ved, at dette ikke sker, men jeg er sikker på, at det ville være nyttigt, hvis arbejdsmarkedets parter og ngo'er fik det igennem.

En grundlæggende forudsætning for at sikre, at flere og flere borgere i medlemsstaterne ikke kommer i en situation, hvor de er afhængige af social velfærd, der ofte er ufuldkommen, er tilvejebringelse af et tilstrækkeligt antal job, der er rimeligt godt betalt. Vi kan ikke tolerere, at nogle mennesker, som arbejder, ofte er afhængig af social velfærd. Derfor må vi søge at etablere en tilstrækkelig minimumsløn i alle medlemsstater, enten gennem lovgivning eller gennem kollektive kontrakter, afhængigt af landets traditionelle metode. Bestræbelser på at tilpasse folkepensionsordninger optrappes. Når der tages skridt til at bevare den grundlæggende søjle - den statslige folkepensionsordning - bør alle medlemsstater respektere de relevante konventioner, der er udarbejdet af Den Internationale Arbejderorganisation, og som de har ratificeret. Integration af handicappede på arbejdsmarkedet er særligt vigtigt. Derfor må vi se med kritiske øjne på de foranstaltninger, der træffes af de regeringer, der har afskaffet forskellige incitamenter til at øge antallet af job til handicappede og Tjekkiet er en af disse.

  Ona Juknevičienė, ALDE-Gruppen. - (LT) Jeg lykønsker min kollega, Elizabeth Lynne, med udarbejdelsen af hendes betænkning og for at have opnået et politisk kompromis, der tager højde for de forskellige politiske gruppers holdninger vedrørende den sociale virkelighed inden for EU.

Det er sandt, at medlemsstaternes regeringer direkte er ansvarlige for at nedbringe fattigdommen. Det er deres pligt at træffe foranstaltninger til at sikre, at folk har arbejde, børn går i skole og de fattigste får social bistand.

Unionens rolle i forbindelse med løsningen af problemer, der er forbundet med fattigdom og ulighed, er dog fortsat lige så vigtig. Den omstændighed, at 78 millioner europæiske borgere lever i fattigdom, og at det sociale skel mellem fattige og rige bliver større og større, er en yderst alvorlig antydning af, at der bør træffes foranstaltninger både på nationalt plan og EU-plan.

De fleste medlemsstater har tilstrækkelige satser for minimumsindkomsten. Der er imidlertid stadig tilfælde, hvor arbejdsgiverne ikke betaler de fastsatte takster, hvorved de bryder loven. Som jeg har nævnt før ved mere end én lejlighed, kommer litauere, der arbejder i udlandet, ud for en sådan ulovlig behandling. Vi bør ikke tolerere, at arbejdsgivere følger en sådan praksis.

Jeg bifalder medlemsstaternes reaktion på Rådets opfordring til at reducere børnefattigdommen. De har imidlertid endnu ikke udarbejdet deres handlingsplaner til håndtering af problemet. Handicappede og ældre er særligt sårbare. Vi må sikre, at de har adgang til i det mindste den minimale langtidspleje til overkommelige priser. Den Europæiske Socialfond har afsat ressourcer hertil. Det er en skam, at de fortsat ikke bliver brugt i mit land.

Jeg er enig i ordførerens holdning om, at det er nødvendigt at udveksle erfaringer og følge de vellykkede eksempler på, hvad der er opnået med hensyn til social sikring. Det er nødvendigt at lære af de medlemsstater, der gør effektiv brug af ressourcer, der er tildelt af EU, at dele deres erfaring. Mine damer og herrer, for at opnå vores borgeres tillid i Den Europæiske Union, i dens institutioner, må vi løse de vanskeligste problemer, de står over for.

Nicolas Sarkozy, Frankrigs Præsident, sagde i den tale, han holdt her i Parlamentet, at franskmændene mener, at EU ikke tager sig af dem og ikke yder social sikring. Franske borgere har stemt ikke imod forfatningen, men imod Europa, da de ikke føler sig trygge der.

Kommissionen har lovet at udarbejde en betænkning på grundlag af den sociale virkelighed med en analyse af sociale tendenser. Jeg håber, at betænkningens primære fokus vil være handlingsrammen, rammen, der definerer metoderne til at reducere eller endog afskaffe fattigdom i Europa. Så vil vi være i stand til at opnå støtte fra vores borgere og måske begynde at mærke, at vi arbejder for dem.

  Sepp Kusstatscher, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Vi har her en mængde idéer til socialpolitikken. Tak, fru Lynne! Da socialpolitikken imidlertid ikke har lige så stor vægt i EU som den økonomiske politik, er denne betænkning heller ikke så meget en status over virkeligheden i EU, som titlen siger, men snarere en liste over krav om socialpolitiske foranstaltninger i medlemsstaterne.

Jeg har to bemærkninger. Den socialpolitiske kompetence ligger hos medlemsstaterne. På europæisk niveau kan vi kun komme med anbefalinger. Europa er derfor skævt, fordi økonomien er harmoniseret, men de sociale forhold er det ikke. Europa er ikke blevet mere retfærdigt siden Lissabon 2000 - tværtimod vokser fattigdommen. Hvis vi virkelig skal bekæmpe fattigdommen og give alle EU-borgere mulighed for et liv i værdighed og retfærdighed, har vi ikke kun brug for økonomi, marked og konkurrence, vi har brug for et socialt, retfærdigt, økologisk indre marked for alle mennesker.

For det andet bliver der talt meget, men ikke handlet. Problemerne er velkendte. Det er ikke så meget undersøgelser og analyser, vi har brug for. Nu må der handles! Det er ikke nok at udnævne 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Vi har brug for en effektiv antifattigdomsagenda, vi har brug for data, så alle mennesker - også dem uden arbejde - har en tilstrækkelig grundindkomst og kan føre et værdigt liv. Det handler om retfærdighed og menneskerettigheder for alle.

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL Gruppen. - (SV) Fru formand, Elizabeth Lynne, det er en god status over manglen på social sikring, som alt for mange borgere i medlemsstaterne er tvunget til at leve under. Denne status viser også forbindelsen mellem fattigdom, overbefolkning, social udstødelse og øget dårligt helbred og kortere forventet levetid.

I denne status ses der på vigtigheden af retten til bolig, arbejde, social sikring og kvinders og handicappedes rettigheder. Status viser også, at problemer med hasardspil, alkoholforbrug, narkotika og rygning øger den sociale udstødelse. Konklusionen er derfor, at medlemsstaterne skal håndtere disse problemer.

Så langt så godt, men virkeligheden er ofte en helt anden. Ofte er det blot fine ord, fordi EU, gennem forskellige direktiver og forordninger med henvisning til reglerne i det indre marked og konkurrenceregler, ofte forhindrer medlemsstaterne i at løse problemer.

Desuden støtter vi vinproducenter og tobaksdyrkning. Fri bevægelighed for varer forhindrer f.eks. Sverige i at opretholde en restriktiv alkoholpolitik, som er meget vigtig. Sverige har et spillemonopol til at begrænse spil, men EU truer med en retssag. Der er det samme dobbeltspil for så vidt angår lovgivningsteksten vedrørende vildledende reklame og vedrørende reklamer rettet mod børn, fordi EU's anden hånd vedtager fjernsynsdirektiver med produktplacering og reklamer rettet mod børn.

Det er muligt at ændre den sociale virkelighed, men for at gøre det skal hensyn til folkesundheden og miljøhensyn tillægges større betydning end konkurrencereglerne i det indre marked, og social velfærd og sikring skal tillægges større betydning end deregulering og privatisering.

GUE/NGL-Gruppen stemmer for betænkningen og vil fortsætte med at gøre alt for at forbedre social sikring for borgerne.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - Fru formand! Da jeg indledningsvis hørte om processen til at gøre status over den sociale virkelighed, glædede det mig meget, at der var interesse for at drøfte situationen i samfundet.

Men efter at have læst Kommissionens meddelelse og andre dokumenter er jeg skuffet over, at der i situationsrapporten er fokuseret mere på de økonomiske indikatorer end den sociale virkelighed.

Jeg er ikke overbevist om, at anvendelsen af økonomiske indikatorer er de rette parametre for at vurdere den sociale virkelighed. Hvis det var tilfældet, burde Irlands styrkede økonomiske situation have medført forbedringer i den sociale samhørighed frem for den stigning i alvorlige forbrydelser, narkotikamisbrug, selvmord, fremmedgørelse, familiemæssig dysfunktion, udstødelse og ensomhed, som vi rent faktisk oplever.

Vi ønsker ikke blot at sikre, at borgerne er beskæftiget, vi ønsker også, at de værdsættes og udvikles fysisk, psykisk, intellektuelt og spirituelt, og vi ønsker at undersøge, om respekten for borgerne omfatter alle uanset alder, størrelse, evne, hudfarve og andre karakteristika.

For at vurdere den sociale virkelighed mere præcist skal vi også se på bæredygtigheden for menneskets naturlige levested: familien. Vi vil med dette in mente ikke blot se på svælget mellem rig og fattig, men også på situationen efter en families sammenbrud og sociale isolation.

For at forstå den sociale virkelighed skal vi starte med realiteterne for de mennesker, der udgør samfundet. Jeg vil blot give et eksempel herpå, og jeg håber, at det vil illustrere de modstridende resultater, som vi har fået, hvis vi ser på økonomien og på mænd eller kvinder. Vi er alle enige om, at kvinder skal have ret til at arbejde og under lige vilkår. Men når vi lægger økonomisk pres på de kvinder, som ønsker at blive hjemme med et lille barn frem for at få det passet, og tvinger dem ud på arbejdsmarkedet, registrerer vi meget høj beskæftigelse og antager, at det er ensbetydende med en sundere social virkelighed. Men hvis vi ser på konsekvenserne for barnet, som straks fratages moderlig omsorg og lider et tab, som psykiatere vil hævde er neurologisk og livslangt, må vi sætte spørgsmålstegn ved, om den høje beskæftigelse i virkeligheden overhovedet er en indikator for et sundt samfund.

Ironien i forbindelse med kortsigtet tankegang, hvor man udelukkende fokuserer på samfundets økonomi, er, at det er borgernes og familiens velfærd på et menneskeligt plan, der i sidste ende har størst indflydelse på økonomien.

Se bare på de omkostninger for statskassen, der er forbundet med borgere med problemer. Tænk på omkostningerne forbundet med kriminalitet, narkotikamisbrug, afbrydelse af uddannelse osv. Den økonomiske vækst kan blive hæmmet af voksende sociale problemer. Ordet "økonomi" stammer fra det græske sprog og betyder forvaltning af hjemmet. Økonomi skal understøtte alle mennesker i deres egne samfund og i sig selv.

Hvis vi løser dette problem, vil vi skabe en meget sundere social virkelighed, hvorpå vi kan basere en statusrapport i fremtiden.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Fru formand! Betænkningen, som bærer den lidt kryptiske titel "Status over den sociale virkelighed", blev vedtaget så godt som enstemmigt i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender - kun en stemte imod - og det er egentlig ikke overraskende. Betænkningen omfatter 97 henstillinger, som alle er opfordringer til at støtte alt og alle. Det gælder de fattige, kvinderne, mændene, de unge, de gamle, de arbejdsløse, de dårligt lønnede arbejdstagere, de handicappede, dem, som udsættes for diskrimination, de syge, dem, som er sunde i dag, men som kan blive syge i morgen osv.

Med et strøg af ironi kunne man hævde, at den eneste befolkningsgruppe, der overses i betænkningen, er mennesker som jeg, altså heteroseksuelle, hvide, midaldrende mænd af højreorienteret politisk observans.

Uden ironi vil jeg imidlertid påpege, at der ikke er en eneste i Europa-Parlamentet, som ikke er enig i, at samfundets svage har ret til beskyttelse, og at et civiliseret samfund kendes på, i hvilket omfang det yder social beskyttelse for mennesker, som af objektive årsager har vanskeligt ved på normal vis at spille en aktiv rolle i samfundet. Det er således et dårligt menneske, som ikke kan tilslutte sig listen over gode hensigter og den sociale gavebodspolitik, betænkningen frembyder.

Ikke desto mindre kan jeg ikke bifalde den foreliggende betænkning. Listen over henstillinger omfatter nemlig flere punkter, jeg ikke kan støtte, navnlig hvad angår indvandringspolitikken, integration og diversitet. Der savnes også en grundlæggende beskyttelse af familiepolitikken. Men den væsentligste årsag til, at jeg ikke kan bifalde betænkningen, er af langt mere grundlæggende karakter. Socialpolitikken, og alt hvad der henhører under social sikring, er om noget et område, som henhører under medlemsstaternes kompetence, og inden for de enkelte medlemsstater henhører disse anliggender i flere tilfælde under delstaterne. Det er således ikke noget EU-anliggende.

Medmindre der er nogen her i Europa-Parlamentet, der er i besiddelse af en maskine, som kan frembringe penge og ressourcer ud af den blå luft, medmindre der findes en sådan maskine, vil sociale sikringsforanstaltninger stadigvæk skulle finansieres med skatteydernes penge. Det betyder, at der skal træffes valg, og at vi desværre ikke altid kan tilbyde en gavebod for alt og alle.

Der skal træffes afgørende beslutninger, som vil have omfattende konsekvenser for hele samfundet, og sådanne beslutninger må træffes på det lavest mulige niveau, så tæt på borgerne som muligt, og ikke i elfenbenstårnene i Bruxelles, Luxembourg eller Strasbourg.

I Belgien har vi oplevet, at flamlændere og valloner træffer grundlæggende forskellige valg, eksempelvis når det gælder sundhedspleje og indsatsen over for arbejdsløshed. De to samfund, det flamske og det vallonske, er forskellige, vores politiske og økonomiske verdener er forskellige, og derfor vælger vi ikke samme metode og prioriterer ikke ens. Når det allerede i dag er tilfældet inden for Belgiens grænser, hvor meget mere da ikke, mutatis mutandis, mellem EU's meget forskellige medlemsstater, eksempelvis Storbritannien og Rumænien?

Et er, hvis denne betænkning blot skal ses som et katalog over gode hensigter, men i flere år har de europæiske institutioner haft til hensigt at sætte sig på socialpolitikken, og det er ikke godt.

  Gabriele Stauner (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I modsætning til den foregående taler mener jeg, at man kun kan ønske Kommissionen tillykke med de meddelelser, der ligger til grund for denne diskussion. De er ikke kun en skatkiste af sociale fakta og data fra medlemsstaterne, de er efter min mening også et klart tegn på, at EU og Kommissionen mener det alvorligt med en selvstændig socialpolitik.

For hvis man går ind for en europæisk socialmodel, som vi ikke kun vil prise som tradition og historisk sejr, men gøre til et varemærke for det forenede Europa for fremtiden, så er det en grundlæggende forudsætning at gøre status over den sociale virkelighed. Ikke mindst som følge af udvidelsesrunderne i 2004 og 2007 må vi tage endelig afsked med forestillingen om, at den europæiske socialpolitik er et vedhæng til det indre marked.

Det er imidlertid ikke nogen selvfølge, for på mange områder er den erhvervspolitiske overvægt i Kommissionens forslag desværre ikke til at overse. Jeg vil i denne forbindelse minde om grønbogen om arbejdsret og flexicuritydebatten. Den første skrinlagde Kommissionen i går, hvilket jeg kun kan hilse varmt velkommen, og det samme kan man anbefale for flexicurityforslagene, som er rettet mod arbejdstagernes møjsommeligt tilkæmpede rettigheder i ansættelsen.

Alle punkterne i denne betænkning er meget aktuelle - tak til fru Lynne. Jeg behøver bare tænke på debatten om mindstelønnen i mit eget land og på lønkravene, støttet af dagens strejker i den franske og tyske jernbanetrafik. Med hensyn til lønpolitikken kan vi konstatere, at en fuldtidsarbejdsplads skal kunne ernære sin mand eller kvinde. Alt andet er i strid med arbejdsgivernes kristne ansvar for deres ansatte. Det skal kunne betale sig at arbejde, det må være grundprincippet.

En ting, som jeg altid er meget ked af, er børnefattigdom, som jeg beklageligvis ser selv i mit eget hjemland. Det mener jeg, vi skal fokusere mere på, det må simpelthen ikke findes. Egentlig håber jeg, at hurtige tiltag i medlemsstaterne vil gøre det overflødigt at udnævne 2010 til et år for fattigdom og social udstødelse i Europa.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær, jeg vil også gerne starte med at takke Elizabeth Lynne for et fremragende stykke arbejde og en fremragende betænkning. Jeg blev selv inviteret til konferencen på Azorerne, hvor vi, Kommissionen og Parlamentet, sammen havde en dialog med civilsamfundet vedrørende disse spørgsmål.

Jeg vil også gerne rose Kommissionen for at tage disse spørgsmål alvorligt gennem sin nye meddelelse om social udstødelse og ved at præsentere en anbefaling næste år, som tager disse spørgsmål op. Det er nøjagtigt, som Vladimir Špidla siger, situationen i Europa er generelt meget god med øget vækst og flere job, men samtidig øges forskellene. Forskellene øges, og fattigdommen bliver større. Der er store forskelle mellem medlemsstaterne. I en række lande er forskellene ekstremt store, og jeg taler ikke blot om nye og gamle medlemsstater - der er nye medlemsstater med små forskelle og gamle medlemsstater med store forskelle. Dette må vi gøre noget ved.

Jeg tror, at Kommissionens strategi med tre søjler er meget god. Når vi taler om arbejde, er der ikke nok job, fordi der også er dårlige job, på grundlag af hvilke det ikke er muligt at forsørge sig selv og som ikke giver styrke. Vi skal have gode job med ordentlige lønninger. I udvalget har vi set på situationen vedrørende minimumsindkomster, og vi fandt store forskelle mellem medlemsstaterne. Vi har behov for udveksling af erfaring her for at finde frem til bedste praksis. Så er der de offentlige tjenester, som alle skal have adgang til: sociale tjenester, bolig, sundhedspleje osv. Metoderne er den åbne koordinationsmetode, som vi skal styrke.

Før jeg afslutter mine bemærkninger, vil jeg også gerne nævne, at vi i dag skal stemme om Parlamentets holdning til bl.a. de kommende integrerede retningslinjer. Vi skal også medtage den sociale dimension i de integrerede retningslinjer for at kombinere vækstspørgsmål og beskæftigelsesspørgsmål med en social dimension, således at vi ser disse spørgsmål ikke isoleret fra hinanden, men som en helhed.

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg takker Elizabeth Lynne for, at hun har taget et meget vigtigt anliggende op. Jeg bifalder betænkningens mål, nemlig at fokusere forskellige interessenters opmærksomhed på at drøfte, hvad der er Europas sociale virkelighed. Dette er et vidtrækkende emne og derfor kan jeg kun dvæle ved et par vigtige punkter.

På Nice-topmødet i 2000 forpligtede medlemsstaterne sig til at opnå en væsentlig, målelig reduktion i fattigdommen og social udstødelse inden 2010. Beklageligvis har foranstaltninger rettet mod dette mål ikke været særligt vellykkede.

Et åbent Europa baseret på fri bevægelighed og frihandel har bidraget til den økonomiske fremgang, som folks velvære og en bedre livskvalitet afhænger af. Det er imidlertid blevet klart i løbet af de seneste år, at for mange europæere kan det diskuteres, om nettovirkningen af globalisering, liberalisering og større konkurrence bidrager til at forbedre deres velvære.

I dag, i det 21. århundrede, er niveauet af fattigdom og social udstødelse i Europa bekymrende høj. Vladimir Špidla sagde for nylig, at omkring 20 %, med andre ord en ud af fem af vores borgere, er i fare for at blive fattige. Alle medlemsstater har sociale tjenester og sociale ydelser, men selv efter at have modtaget disse lever en ud af seks mennesker i fattigdom.

Har vi spurgt os selv, hvorfor det forholder sig sådan i en Union, der ikke blev bragt sammen med magt? Hvorfor har vi nu, 62 år efter krigens afslutning og 50 år efter, at Unionen blev til, været ude af stand til at garantere menneskers grundlæggende rettigheder? Mit spørgsmål er: er en vellykket økonomi et mål i sig selv, eller bør det være et middel til at forbedre menneskers velvære?

Endvidere er medlemsstater ved at yde social bistand forpligtet til at give ydelser, der svarer til det minimumsbeløb, der er behov for til at leve for; til at yde bistand, der er tilstrækkelig til at opfylde dette mål. Vi behøver ikke formelt gennemføre masser af direktiver i national lovgivning - deri ligger der kun selvbedrag. Dette rejser spørgsmålet, om rettidig gennemførelse af vedtagne tekster garanteres på EU-institutionsplan, herunder på de områder, der er 'blød politik'.

I Europa bør vi ikke fokusere alene på økonomiske resultater og konkurrence; vi bør også overveje at etablere større social solidaritet og bæredygtige sociale foranstaltninger. Og der, hvor vi har vedtaget en beslutning med henblik herpå, skal vi også sørge for, at den gennemføres. Så meget forventer vores borgere af os.

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand, desværre ledsages økonomisk udvikling, som vi alle så inderligt ønsker, af en stigning i indkomstlagdelingen, som svækker social samhørighed og skaber alvorlige problemer for så vidt angår de svagere grupper - dem, der er arbejdsløse, dem, der modtager lav løn eller dem, der har vanskeligt ved at få adgang til uddannelse og sundhedspleje.

De opgaver, der blev vedtaget ved Det Europæiske Råds møde i Nice, er blevet udført utilstrækkeligt. Der er stadig grupper af mennesker, hvis indkomst er under det minimum, der er påkrævet for at overleve. Manglende økonomisk uafhængighed påvirker også folks værdighed. Der er indlysende behov for et generelt forbud mod forskelsbehandling og en garanti for lige muligheder, hovedsageligt for handicappede, men det betyder en stigning i udgifterne til sociale mål. Vores befolkninger bliver ældre, hvilket giver anledning til frygt med hensyn til pensionsforsikringsordningernes finansielle kapacitet.

Jeg lykønsker Elizabeth Lynne med en udmærket betænkning, som henleder opmærksomheden på disse og andre vigtige sociale problemer i vores lande og også på metoder, der kunne anvendes til at håndtere dem. Jeg støtter afgjort dette udkast.

Jeg vil dog gerne henlede opmærksomheden på en modsigelse i Den Europæiske Unions tilgang til sociale og økonomiske problemer. Presset for at begrænse udgifterne til sociale mål forhindrer, at der gøres noget ved talrige sociale problemer. Et eksempel, der kan nævnes, er reformen af pensionssystemet i Polen.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer, jeg er ikke den eneste, der lykønsker Elizabeth Lynne med hendes betænkning, dels fordi jeg ved, at hun, da hun vurderede alt, hvad der socialt set er forkert i Europa, fandt frem til så mange ting, der var forkerte, at tjenestemænd i Parlamentet var nødt til at tvinge hende væk fra sit skrivebord, så hun kunne være her sammen med os i formiddag, og hun er stadig ikke færdig.

Det er korrekt, at der er megen fattigdom i Europa. Da jeg kom ind og så min kollega Fernando Fernández, huskede jeg, hvad han sagde i Puebla, Mexico, for nogle få år siden, da vi begge deltog i en konference om fattigdommen i verden. Han sagde dengang, at fattigdom hovedsageligt kan tilskrives dårlig regeringsførelse, som findes i hele verden. Derfor er de ansvarlige for fattigdom først og fremmest nationale regeringer, og ikke Den Europæiske Union. Dette er en opfordring til nationale regeringer, som forventer og kræver så meget af Europa, men gør så lidt selv, navnlig hvor der er mest behov for det, om at påtage sig ansvar.

Jeg mødte også en af mine venner, Karl von Wogau, da jeg kom ind i Parlamentet, og han spurgte mig, om det var sandt, at statspensionen for en enke eller en person, der er fuldstændigt handicappet, i Italien er 50 euro om måneden resten af livet. Hr. formand, jeg måtte sige til ham, at det desværre er sandt. Derfor siger jeg, som den eneste valgte repræsentant for pensionister her i Parlamentet, ja til en minimumsløn for alle, der er så heldige, at de arbejder, jeg siger ja til en minimumspension i Europa for alle pensionister, og jeg siger ja til, at alle, der er arbejdsløse, ikke har et arbejde eller en pension, også bør være berettiget til at modtage en minimumsindkomst.

  Karin Jöns (PSE). - (DE) Hr. kommissær, kære Liz! Mange tak for initiativerne, både til Kommissionen og til dig, Liz, for en fremragende betænkning. Hvis man vil bekæmpe fattigdommen - det har hr. Fatuzzo allerede nævnt - må man fokusere mere på den ældre del af befolkningen. Vi må følge den demografiske ændring og trods stadig stigende udgifter i sundhedsvæsenet også sikre, at det også fremover er muligt at blive gammel med værdighed. Også gamle mennesker har krav på en omfattende og kvalitetssikret sundhedstjeneste og pleje, uanset bopæl og indkomst.

Vi har brug for en målrettet erfaringsudveksling mellem medlemsstaterne om, hvordan man bedst organiserer og sikrer pleje af høj kvalitet, og hvordan den kan tilbydes til en acceptabel pris. I denne forbindelse skal vi navnlig tage højde for problemet med stadig flere mennesker med demenssygdomme. Til det formål skal vi imidlertid bruge solide data. Derfor også en opfordring til Kommissionen om hurtigt at give os disse data.

I et socialt Europa skal alle patienter have samme adgang til evidensbaserede lægemidler og medicinalprodukter. Det går ikke, at samme antibiotikum f.eks. koster 3 euro i Belgien og 34 euro i Tyskland. Derfor glæder det mig, at vi med denne betænkning opfordrer Kommissionen og medlemsstaterne til i en intensiv dialog med os, den farmaceutiske industri og patientgrupper at udarbejde afbalancerede principper for større gennemsigtighed, hvad lægemidlers effektivitet og priser angår. Det er også et bidrag til at sænke udgifterne i sundhedsvæsenet for os alle.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, jeg lykønsker Dem også med Deres to meddelelser, og jeg håber, at De vil fortsætte med Deres konstruktive forslag.

Min kollega, Elizabeth Lynne, med sin følsomme tilgang til sociale spørgsmål, og vi med vores ændringsforslag, har alle være involveret i alle den åbne koordineringsmetodes foranstaltninger i de nationale handlingsplaner. Betænkningen om status over den sociale virkelighed vil sætte kursen for medlemsstaternes socialpolitik. Den bør tage højde for, at der i Europa i dag er alvorlige demografiske problemer, som direkte påvirker den sociale samhørighed og solidariteten mellem generationerne.

Familien tages stadig ikke i betragtning af medlemsstaterne for så vidt angår den støtte, som den bør have, selv om den udgør grundlaget for samfundet. Fattigdom er tiltagende, i familier med enlige forsørgere samt i store familier, ikke blot på grund af manglende indkomst, men også på grund af manglende social støtte og ligebehandling, navnlig med hensyn til beskatning.

Familiers levevilkår påvirker direkte børn, navnlig i de mere sårbare kategorier. Ulige adgang til ressourcer og muligheder er i stigning, hvilket begrænser både personlig udvikling og den fremtidige økonomiske udvikling og samhørighed i Europa. Ville EU ikke, for hvert barn der fødes der, være i stand til at garantere en indkomst til dækning af disse børns opholdsudgifter og opvækst, der svarer til indkomsten pr. indbygger i hver medlemsstat?

Politik om fremme af social samhørighed skal baseres på deltagelse på arbejdsmarkedet. Den skal også bidrage til social integration af enkeltpersoner, der ikke har arbejde og dem, der yder uformelle tjenester i familien. Derfor opfordres medlemsstaterne til primært at undersøge måder til at anerkende de uofficielle færdigheder, der erhverves ved at passe børn og personer med behov for pleje, såsom forberedende uddannelse og arbejdserfaring. Dette vil lette deres integration på arbejdsmarkedet og give dem pensions- og forsikringsrettigheder.

Solidariteten mellem generationerne skal opretholdes ved at gøre brug af ældres viden og erfaring og ved at den formidles til og anvendes af yngre generationer. Medlemsstaterne opfordres til at fremme systemer til udveksling af tjenester mellem generationerne og til at investere i frivillige ordninger, hvad enten de er af uddannelsesmæssig, kulturel eller forretningsmæssig art.

Dette vil kunne opnås ved at skabe passende infrastrukturer og tilvejebringe oplysninger om øgede muligheder for ældre for at deltage i sådanne aktiviteter, således at de ikke bliver marginaliseret eller bliver ofre for social udstødelse.

  Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Hr. formand, Elizabeth Lynne, fru kommissær, mange tak fordi I har givet os denne meddelelse og dette dokument, som uden tvivl vil sætte os i stand til at forbedre vores viden om ændringer og tendenser, og den dagsorden, som vi har brug for at have i fremtiden.

Vi bør dog ikke begå en fejl. Vi har mange dokumenter, vi har mange analyser, vi har mange debatter, og vi har mange ord, men på dette område har vi, som det også er tilfældet for sygdomme, ikke blot brug for en diagnose, men også en behandling.

Det er sandt som De sagde, fru kommissær, at vi har behov for europæisk behandling gennem Unionen, dens institutioner og dens mekanismer, for at reagere på de problemer vi står over for i dag og i morgen, i betragtning af, at hvis vi ikke gør det på EU-plan, vil det være umuligt at gøre det alene på medlemsstatsplan.

Nogle medlemsstater, der gør hurtige fremskridt, som f.eks. mit land, begynder at trues af politikker, der søger at nedsætte tempoet eller, i andre medlemsstater at etablere uretfærdig konkurrence med de udbudsmæssige og sociale forandringer, der finder sted i vores lande. Fru kommissær, jeg beder Dem tage hensyn til, at en følelse er ved at brede sig af, at den europæiske socialpolitik, som i 1960erne og 1970erne, som et spansk fagforeningsmedlem sagde til mig i et brev i dag, var rettet mod at harmonisere fremskridt, og i 1980erne og 1990erne begrænsede sig til at sikre minimumskrav, nu begynder at glide hen imod en socialpolitik, hvor der er konkurrence mellem medlemsstaterne om at opnå den laveste fællesnævner.

Fru kommissær, de risici, som vi står over for i fremtiden, omfatter ikke blot aldring og globalisering, men også den smitsomme mangel på solidaritet og aggressiv, fremmedfjendsk og anti-europæisk nationalisme, der truer både Europas nuværende sociale sejre og de sejre, der kan opnås i fremtiden.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tilslutte mig takken til vores ordfører fru Lynne. Social beskyttelse og social inkludering er med til at bekæmpe fattigdom og udstødelse, også inden for sundhedsvæsenet og mange andre steder, og det er en af de vigtigste udfordringer i fremtiden.

Begrebet mindsteindkomst diskuteres på mange måder i min medlemsstat. Jeg støtter fru Stauners model med hensyn til arbejdsplads, fuldtidsarbejde og indkomst. Samarbejdet mellem arbejdsmarkedets parter i Østrig giver os en stor chance, og derigennem forsøger man også altid at finde en mindelig løsning med alle parter. Derfor forekommer strejker også sjældnere end i andre EU-stater, hvor strejker ofte hører til dagens orden.

Netop derfor kræver en regulering på EU-niveau meget grundige overvejelser. De forskellige nationale sociale systemer betyder, at vi må gå meget velovervejet frem i forbindelse med en harmonisering.

Vores opgave må være at tilbyde alle arbejdstagere social beskyttelse og give dem mulighed for social inkludering. Samtidig skal det være muligt, at medlemsstaterne i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet naturligvis også skal kunne have højere standarder.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Den sociale virkelighed i Europa er, at der er stor fattigdom. 72 millioner mænd, kvinder og børn lever under fattigdomsgrænsen, mange er hjemløse, handicappede eller begrænset til at opholde sig i hjemmet på grund af manglende tjenesteydelser. Mange er fanget i fattigdom på grund af ufleksible velfærdsregler.

Jeg er bange for, at meddelelser og retningslinjer ikke vil løse problemerne. Selv om jeg ikke undervurderer de vanskeligheder, som kommissær Špidla står over for, er det nødvendigt at fastlægge retlige forpligtelser for medlemsstaterne til at gennemføre de nødvendige ændringer.

Arbejdstagerne oplever, at deres pensionsopsparinger evalueres, og at deres jobsikkerhed undermineres, og mange frygter at ende på bunden af samfundet. Problemet er, at ulighed er indbygget i mange medlemsstaters økonomiske model. For mange af disse, herunder Irland, er holdningen, at man først skal opbygge velstand og derefter løse problemerne. Dette sker for at ignorere den omstændighed, at sociale uligheder hæmmer den økonomiske fremgang, og at vi ikke kan skabe langsigtet bæredygtig fremgang for alle, hvis vi behandler socialpolitikken som en eftertanke og ikke sørger for at udnytte talentmassen i 72 millioner mennesker, for ikke at nævne den menneskelige ulykke, der gemmer sig bag den pågældende statistik.

  Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, europæiske samfund oplever dramatiske forandringer i relation til arbejde og familieliv, kvinders sociale status og social mobilitet. Sociale værdier ændrer sig, og samfund bliver mere og mere multikulturelle. Den igangværende udvikling har udvidet folks horisonter og givet dem flere muligheder, når de træffer beslutninger om deres liv.

Selv om EU-medlemsstaterne er blandt de rigeste lande i verden, dukker der stadig nye typer fattigdom og ulighed op. Millioner af europæere lever fortsat i fattigdom. Social integration og social beskyttelse er grundlæggende værdier i Den Europæiske Union og grundlæggende rettigheder for alle. Medlemsstaterne skal imidlertid optrappe deres bestræbelser på at bekæmpe børnefattigdom. Medmindre der sker væsentlige forbedringer i integrationen af børn fra dårligt stillede samfundsgrupper selv på førskoleplan, vil antallet af elever, der dropper ud af skolen tidligt, ikke falde, og vi vil heller ikke være i stand til at øge antallet af personer, der afslutter ungdomsuddannelserne og derved erhverver vigtige færdigheder. Et stigende antal borgere skal klare social udstødelse, arbejdsløshed og andre socialt uønskede fænomener, der er skadelige for dem selv samt for økonomien og samfundet.

Ud fra dette synspunkt er det også vigtigt at bekæmpe ungdomsarbejdsløshed. Det er vigtigt at fjerne hindringerne i nogle af de faglige uddannelsesprogrammer, således at de er mere fleksible og effektive og afspejler arbejdsmarkedets behov. Dette vil væsentligt forbedre mulighederne for handicappede for at gøre sig gældende. Styrkelse af social samhørighed og udryddelse af fattigdom og social udstødelse skal være politiske prioriteter for Den Europæiske Union og dens medlemsstater.

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg bifalder forhandlingen og betænkningen om den sociale virkelighed, og - selv om vi naturligvis bifalder statusrapporter, udveksling af bedste praksis og den åbne koordinationsmetode - skal vi erkende, at der stadig er problemer. I Tyskland får kvinder stadig 24 % mindre i løn i forhold til mænd, i Polen lever op imod hvert tredje barn i fattigdom, og i Det Forenede Kongerige har uligheden i relation til velstand aldrig været større i de sidste 40 år.

Jeg mener afgjort, at EU's sociale støtte og de nationale programmer som New Deal-ordningen i Det Forenede Kongerige er nødvendige og proaktive arbejdsmarkedsforanstaltninger med henblik på at mindske de barrierer, som forhindrer arbejdsløse grupper i samfundet i at komme i arbejde, og jeg mener endvidere, at beskæftigelse er den bedste løsning i relation til bekæmpelse af fattigdom.

Jeg takker kommissær Špidla for i Kommissionens arbejdsprogram at lægge så stor vægt på ny lovgivning om forskelsbehandling i henhold til artikel 13, som jeg har drøftet med ham i lang tid. Jeg og Parlamentet ser frem til at samarbejde med ham om detaljerne, ikke mindst på Formandskonferencen i næste uge.

Men vi skal alle - både kommissær Špidla og os andre - yde en indsats for at undgå, at forhandlingen om en statusrapport medfører forsinkelse af den nye sociale dagsorden i Europa, eller at deregulering på ét område resulterer i voksende ulighed og uretfærdighed, for det vil ikke løse disse problemer.

Fagforeningsmedlemmer, sociale ngo'er og naturligvis handicappede, som jeg har arbejdet for i over 20 år, er skeptiske med hensyn til de foranstaltninger, der træffes for et socialt Europa. Vi skal lytte til deres betænkeligheder og tage dem med i betragtning.

  Vladimír Špidla, Medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, denne debat har været yderst omfattende og detaljeret. Det ville være meget vanskeligt at give et detaljeret svar på de individuelle kommentarer, så lad mig give et kort resumé som svar.

For det første forekommer det mig, at debatten klart har vist, at Parlamentet bifalder idéen om en status over den sociale virkelighed, og selv om jeg er enig med Alejandro Cercas i, at en diagnose ikke er det samme som behandling, er jeg også af den opfattelse, at ingen behandling er mulig uden en diagnose. Vores samfund er under konstant forandring og vi skal finde nye metoder til at tilpasse os forandringen eller ændre de gamle metoder. For at det kan gøres effektivt, må vi forstå det globale billede.

Jeg tror, at debatten har en anden fællesnævner, og det er, at selv om den sociale virkelighed i nogen udstrækning har sin egen dynamik, har vi også vores egne værdier: et generelt europæisk begreb om en europæisk social model, der omfatter social integration og social beskyttelse og aktivitet generelt. Det er derfor ikke acceptabelt i vores model for tænkning og handling at indtage et passivt synspunkt. Der er altid mulighed for at afprøve aktive politikker og aktiv intervention.

Der er også en tredje idé, som jeg gerne vil understrege. Der er ingen tvivl om, at størstedelen af de europæiske beslutninger, ligesom de fleste politikker også er i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet, ifølge hvilket de politikker, der skal til for at løse et givet problem, håndteres på den bedste og mest effektive måde. Det betyder, at der ikke er nogen tvivl i relation til medlemsstaternes holdning om socialpolitik. På den anden side viser debatten også klart, at målet ikke kan nås på medlemsstatsplan alene, uden bestræbelser på EU-plan. Det er derfor vores pligt at finde den mest fordelagtige og mest effektive synergi på dette område.

Debatten bragte en bekymring frem i lyset, som jeg også i en vis grad gør mig: en bekymring om, at der er en risiko for, at ulighed og socialpolitikkers uforenelighed i individuelle medlemsstater kan føre til konkurrence, der eventuelt reducerer de sociale standarder. Europa-Kommissionen ønsker ikke at åbne denne dør. Vores grundlæggende begreb er at gøre individuelle europæiske socialpolitikker forenelige på en måde, som vil sikre konkurrence og udvikling fra bunden og op, med henblik på fremskridt, der altid omfatter en social dimension.

Mine damer og herrer, debatten viser også klart, at sociale og økonomiske politikker ikke kan udformes på et 'enten/eller'-grundlag. Den eneste mulighed er 'ikke blot/men også', hvilket betyder afbalanceret udvikling af begge politikker sammen, uden at foretrække den ene frem for den anden. Den sædvanlige tendens er at prioritere økonomisk politik. Jeg kunne imidlertid se klart af debatten, at denne tilgang ikke begunstiges af Europa-Parlamentet.

Mine damer og herrer, I nævnte en lang række individuelle problemer, navnlig spørgsmålet om sundhedssystemet, herunder adgang til medicin og dens samlede organisering. I drøftede virkningerne af demografisk aldring og vigtigheden af tjenester af generel interesse. Jeg er glad for, at alle disse synspunkter er repræsenteret i Europa-Kommissionens strategiske dokumenter. Det er vores mål at integrere dem i en generel global strategi.

Mine damer og herrer lad mig til slut udtrykke min tak til Elizabeth Lynne, hvis betænkning, som i øjeblikket drøftes her, uden tvivl er et vigtigt element i den globale bestræbelse på at sikre fremskridt i hele Den Europæiske Union.

  Formand. - Tak, hr. kommissær. Som formand vil jeg også gerne lykønske Elizabeth Lynne med en betænkning, der har haft en stor indvirkning i civilsamfundet.

I har haft det privilegium at se, hvordan de konvojer af unge mennesker, som opponerede imod fattigdom og for integration, som rejste i hele Europa, tog Elizabeth Lynnes dokument og gik fra by til by, fra europæisk hovedstad til europæisk hovedstad, idet de hædrede Europa-Parlamentet, takket være vores kollegas arbejde.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted kl. 12.00.

(Mødet udsat kl. 11.35 og genoptaget kl. 12.00)

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, jeg vil gerne spørge Dem, sammen med Erika Mann, som ikke kan være her i dag sammen med os i Parlamentet, og andre kolleger, om at videregive EU-borgernes solidaritet, de borgere som vores Parlament repræsenterer, til ofrene for den tropiske storm, som derefter blev til en juleorkan, som har hærget Haiti, Den Dominikanske Republik, Jamaica, Cuba, Barbados og andre områder i Vestindien og har efterladt et spor af ødelæggelse, sygdom og død.

Hr. formand, giv også udtryk for vores solidaritet med ofrene for oversvømmelserne i de mexicanske stater Oaxaca, Chiapas, og også, frem for alt, Tabasco. Jeg vil gerne bede Dem, hr. formand, om ikke blot at videregive vores solidaritet, men også indtrængende at opfordre Europa-Kommissionen til at mobilisere de værktøjer, som den har til rådighed til at lette situationen og afhjælpe skaden, som altid påvirker de mest tilbagestående områder.

  Formanden. - Mange tak, hr. Salafranca. Hvad Parlamentet angår, vil vi gøre sådan og i øvrige meddele Kommissionen Deres overvejelser.