Ioannis Gklavakis, ordfører. - (EL) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle medlemmerne for deres støtte i udarbejdelsen af denne betænkning. Jeg er glad for, at den er blevet bragt til afstemning i Parlamentet med enstemmighed, men det kan ikke forhindre os i at sige vores uforbeholdne mening om den omarbejdningsprocedure, som Kommissionen vælger for dette særlige foreslåede direktiv.
Denne betænkning er meget vigtig, fordi den har til formål at danne et solidt grundlag for fordelingen af frugttræer, således at de certificeres og sikres med hensyn til plantehygiejne for at beskytte avleren, forbrugeren og miljøet. Det er af største vigtighed, at producenten er i stand til at skaffe sundt formeringsmateriale, både for at hindre spredningen af nye sygdomme og for at sikre indkomsten og også reducere brugen af pesticider, der, som vi alle ved, er så skadelige for miljøet.
Vi må ikke glemme, at med udvidelsen af EU til 27 lande bliver varebevægelserne lettere, enklere og fri for administrative hindringer. Der er nogle farer forbundet hermed. Vi skal være forsigtige, fordi omsætningen af planteprodukter uden kontrol udgør en risiko for spredning af sygdomme med katastrofale konsekvenser for miljøet og for økonomien.
Afslutningsvis vil jeg gerne gentage min modstand mod proceduren med omarbejdning, som forhindrer os i at foretage eventuelle nødvendige forbedringer. Jeg tror, denne politik er farlig, især hvis Kommissionen vælger den i fremtidige reformer af andre foreslåede forordninger og direktiver.