Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 11. december 2007 - Strasbourg

10. Overrækkelse af Sakharovprisen (højtideligt møde)

  Formanden. - Mine damer og herrer! I næsten to årtier har Europa-Parlamentet uddelt Sakharovprisen for tankefrihed til mænd og kvinder fra alle dele af verden, som kæmper for menneskerettigheder og ytringsfrihed.

Det glæder mig at kunne byde vinderen af Sakharovprisen for 2007, Salih Mahmoud Osman, velkommen i dag her i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

Det er også med stor glæde, jeg kan byde varmt velkommen til hans kone, Salwa Ahmed Faragalla Ali, som altid har stået ved hans side i de svære tider i hans liv. Velkommen iblandt os.

(Bifald)

Beslutningen om at tildele Sakharovprisen for 2007 til Salih Mahmoud Osman blev truffet med enstemmighed af Formandskonferencen, som består af formænd for de politiske grupper, på grundlag af et forslag vedtaget af en lang række medlemmer af Parlamentet fra forskellige grupper. Parlamentet har derved på ny bekræftet sin solidaritet med befolkningen i Darfur og sin overbevisning om, at der kun kan opnås en bæredygtig løsning for denne region gennem retfærdighed, demokrakti og respekt for menneskerettighederne.

Den konflikt, der har plaget Darfur siden 2003, forværrer tilstanden i et land, der er ødelagt af over 20 års borgerkrig. Som det er tilfældet med de fleste konflikter, er det den civile befolkning, der har lidt mest under militsangreb, ødelæggelse af byer, den brændte jords politik og tvangsforflytninger.

Konflikten har kostet mindst 400.000 mennesker livet og er ansvarlig for flere end 2,5 millioner fordrevne personer og flygtninge til trods for underskrivelsen af fredsaftalen i Darfur i 2006.

Ligesom Europa-Parlamentet kan vinderen af Sakharovprisen 2007 ganske enkelt ikke acceptere denne uretfærdige situation, men protesterer imod, at de, der forårsagde konflikten, forbliver ustraffede. Salih Mahmoud Osman har i mange år gjort ofrene for konflikten i Darfurs rettigheder gældende. Tusinder af mennesker, som er blevet sat i fængsel uden retssag, tortureret og udsat for dødstrusler, som er blevet fordrevet fra deres hjem, tvangsforflyttet eller har været udsat for seksuel vold, kender navnet Salih Mahmoud Osman.

Hans engagement er bemærkelsesværdigt i flere henseender. I et land hvor volden er i konstant stigning, udsætter Salih Osman hver dag sig selv for livsfare i retfærdighedens og menneskeværdighedens tjeneste.

I menneskeværdighedens navn forsikrer Salih Osman disse nødlidende, forsvarsløse og skræmte mænd og kvinder, som er gået i glemmebogen, om, at verden er opmærksom på deres lidelser, at de ikke er blevet glemt, og at de har grund til at håbe på at vende tilbage til et liv under helt normale menneskelige vilkår.

Siden 2004 har Salih Osman viet sit liv til oprettelsen og administrationen af Amalcentret i Nyala ("amal" betyder "håb" på arabisk) for rehabilitering af ofre for vold og seksuelt misbrug. I et overvejende muslimsk land er Salih Osman et af de få mennesker, som aktivt kæmper for kvinders rettigheder og især for anerkendelse af retten til erstatning til ofre for seksuel vold.

I retfærdighedens navn kæmper Salih Osman hver dag for at sikre, at de, der er ansvarlige for krigsforbrydelserne, kommer til at stå til regnskab på både nationalt og internationalt plan. Mens det sudanesiske retssystem stadig har mange mangler, som gør det uegnet til at sætte en stopper for det aktuelle klima af lovløshed i landet, synes den internationale kompetence at tilbyde et alternativ.

Den kendsgerning, at de sudanesiske myndigheder nægter at udlevere formodede krigsforbrydere til Den Internationale Straffedomstol, fremhæver imidlertid begrænsningerne i det internationale retssystem og viser, at der skal gøres yderligere fremskridt, inden retsstatsprincippet kan indføres i Darfur og i hele Sudan.

Det er derfor, Salih Osmans arbejde ikke er begrænset til den juridiske bistand, han yder ofrene. Som medlem af oppositionen i det sudanesiske parlament siden 2005 tøver han ikke med at bekræfte sine overbevisninger på den politiske scene i Sudan og engagere sig i bestræbelserne på at gennemføre ægte reformer af retssystemet.

På mødet mellem Europa-Parlamentet og det panafrikanske parlament umiddelbart før sidste weekends EU-Afrika-topmøde i Lissabon havde jeg den store glæde at mødes med Salih Osman. Jeg blev straks imponeret over hans stærke personlighed og hans ubøjelige vilje til at kæmpe for menneskerettighederne til trods for al den forfølgelse og fjendtlighed, som han og hans familie har været udsat for. Jeg fik for kort tid siden at vide, at De og Ali har tre børn, som også er i vores tanker i dag.

I 2004 blev Salih Osman selv sat i fængsel i syv måneder uden at være sigtet, og det var først, da han indledte en sultestrejke, at han blev løsladt. Medlemmer af hans familie er blevet tortureret og myrdet eller har fået deres huse brændt ned af militserne.

Den store tyske digter, Johann Wolfgang von Goethe, skrev engang, at det ikke er nok med viden, den skal anvendes, og at det ikke er nok med vilje, den skal omsættes til handling. Salih Soman er indbegrebet af denne form for vilje og beslutsomhed, og han viser sit mod i sin daglige kamp for sine medmennesker. Han er en forbilledlig forkæmper for større respekt for retsstatsprincippet i sin region.

Som De ved, har Europa-Parlamentet altid været særlig modtagelig over for de afrikanske folkeslags lidelser. Salih Osman er én af en række af afrikanske prisvindere, som Parlamentet har givet sin støtte i de senere år, og som det fortsat vil støtte. Nelson Mandela fik Sakharovprisen i 1988, Salima Ghezali i 1997, Dom Zacarias Kamwenho i 2001 og Hauwa Ibrahim i 2005.

Salih Osman! Vi lykønsker Dem med deres utrættelige arbejde for denne sags tjeneste, i denne ånd, og vi håber, at den anerkendelse, som denne pris fører med sig, vil give Dem styrke og beskyttelse i mange år, lige så længe som Deres kamp fortsætter.

(Bifald)

  Salih Mahmoud Osman, sudanesisk sagfører, som repræsenterer ofrene for krigen i Darfur. - (EN) Hr. formand! Tak for denne store ære. Denne pris skænkes med enstemmighed af Europa-Parlamentet - en kendsgerning, som giver mig stor tilfredsstillelse, men hvad der er endnu vigtigere, den giver mig mulighed for at tale til Dem i dag.

Jeg bor i Darfur, er født i Jebel Marra, som er et bjergrigt område i midten af Darfurregionen. Jeg har arbejdet som advokat i Darfur i Sudan i mange år. Jeg har været frihedsberøvet og er blevet tortureret på grund af mit arbejde. Medlemmer af min egen familie er blevet tortureret og fordrevet af militsen i Darfur. Jeg har i mange år repræsenteret tusinder af mennesker i mit arbejde, som havde brug for min hjælp i retten. Jeg har set tusinder af mennesker blive tortureret. Jeg har set hundreder af kvinder og unge piger, som har været ofre for seksuelle overgreb. Jeg har set de 4 millioner, som ved tvang er blev fordrevet fra deres hjem, og de 2,5 millioner, der nu, mens vi taler, bliver holdt indespærrede i lejre uden for byerne i Darfur: Nyala, Al Fashir, Zalingi og Al Geneina.

FN's Sikkerhedsråd har vedtaget adskillige resolutioner vedrørende situationen i Darfur. Der er desværre ingen af disse, der er blevet gennemført i praksis. Ofrene er skuffede. De venter på at høre fra Dem, fra befolkningen i Europa. Deres ledere har udtrykt sig i skarpe vendinger om den sudanesiske regerings politik i Darfur. Men indtil nu har vi ikke set nogen konkrete foranstaltninger, som på en stærk og målrettet måde kan tage fat på problemerne.

Som repræsentant for ofrene for konflikten har jeg i dag en enestående mulighed for at tale direkte til EU's ledere. Befolkningen i Darfur har brug for, at EU viser en stærk fælles holdning med hensyn til beskyttelsen af uskyldige civile. Befolkningen i Darfur beder Dem om at beskytte dem mod vold, drab og mishandling, som de står over for hver dag. Befolkningen i Darfur ønsker at beskytte deres børn og kvinder mod voldtægt og seksuel vold, der bliver brugt som "krigsvåben". Denne beskyttelse kan gøres mulig gennem udsendelsen af en AU-FN-hybridstyrke. Involveringen af internationale og især europæiske styrker er bydende nødvendig, selv om regeringen i Sudan måske ikke er villig til at acceptere det i øjeblikket. Men EU har en rolle at spille ved at lægge mere pres på regeringen i Sudan til at fremme udsendelsen af disse tropper og beskyttelsen af befolkningen i Darfur.

Jeg kan godt sige Dem, at der ikke bliver fred i Darfur eller Sudan uden retfærdighed og uden beskyttelse.

Freden kan også fremmes af Europa. EU har et ansvar for at fremme freden internationalt. De europæiske ledere kan også lede fredsprocessen i Sudan. Jeg anmoder Dem om at øge Deres indsat for at få oprørsgrupperne og den sudanesiske regering til at gå i gang med fredsforhandlingerne så hurtigt som muligt.

Men sandheden er, at de forskellige oprørsgrupper er splittede, og det hjælper ikke på situationen i Darfur. Jeg vil gerne have, at De overvejer at tage hensyn til andre involverede: de millioner af ofre, der ikke har nogen stemme i lejrene, og andre direkte berørte mennesker i Darfur. Tag ligeledes hånd om civilsamfundsbevægelsen, ngo'erne og lederne af de lokale samfund. Det ville hjælpe på situationen i Darfur.

Selv om vi kan tilvejebringe beskyttelse og fremme freden i Darfur, må vi ikke gå på kompromis med nogen politiske aftaler, hvad retfærdighed og ansvarlighed angår. I øjeblikket kan ingen af ofrene vende tilbage til deres huse eller hjem på grund af den manglende sikkerhed. Lokalsamfundene bliver ikke kun angrebet af militsen, men også den sudanesiske regerings armede rekognoseringshelikoptere ødelægger landsbyer med luftbombardementer. Trods disse alvorlige krænkelser af menneskerettighederne og den humanitære folkeret er ingen af disse gerningsmænd blevet stillet for en domstol, fordi det sudanesiske retssystem er udueligt og uvilligt til at sørge for retfærdighed. Alle gerningsmænd er uden for rækkevidde af det indenlandske retssystem. Denne konflikt er præget af en straffri kultur.

Som sagfører og borger i Darfur ved jeg, at der aldrig opnås vedvarende fred i regionen uden retfærdighed. Den Internationale Straffedomstol har taget nogle vigtige skidt for at fremme ansvarligheden. Dog er cyklussen med at forblive ustraffet ikke blevet brudt endnu. Befolkningen i Darfur anmoder om støtte til ICC's arbejde. ICC er den mest kompetente internationale straffedomstol, som kan stille de mest berygtede krigsforbrydere til ansvar for deres forbrydelser mod menneskeheden.

Indtil nu har det ikke været muligt at retsforfølge de to identificerede mistænkte, Kosheib og Haroun. Regeringen i Sudan insisterer på aldrig at udlevere dem til ICC.

Darfur er ikke det eneste område i Sudan, der er udsat for krænkelser af menneskerettighederne. Borgere fra alle dele af Sudan bliver dagligt udsat for begrænsninger i deres ytringsfrihed, foreningsfrihed og andre grundlæggende rettigheder, som mange mennesker i Europa tager for givet. Jeg anmoder Dem ligeledes indtrængende om at styrke og fremme retsstatsprincippet i mit land, således at indbyggerne i Sudan kan nyde godt af deres personlige og kollektive rettigheder. I lyset af det kommende valg i 2009 skal vi sikre afholdelse af et frit og retfærdigt valg, og at et frit og retfærdigt resultat respekteres af alle parter.

Endelig vil jeg gerne takke alle de medlemmer af Europa-Parlamentet, som rejste til Sudan i juni i år for med egne øjne at se det, som jeg har beskrevet. Dette besøg var koordineret af Kommissionens repræsentation i Khartoum. Kommissionens repræsentation har i mange år været en stor støtte og partner for mig i mit arbejde. Kommissionens og Deres, Europa-Parlamentets, anerkendelse af menneskerettighedsforkæmpernes arbejde i Sudan giver os mod og beslutsomhed til at fortsætte med at tale ofrenes sag og befri dem for nogle af deres lidelser.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg er stolt over at modtage denne hæder på vegne af andre kandidater til prisen: den russiske journalist Anna Politkovskaya, som blev myrdet sidste år, de kinesiske systemkritikere, Zeng Jinyan og Hu Jia, og det afghanske parlamentsmedlem og kvindeforkæmper Joya Malalai og også på vegne af mange sudanesere, som - ligesom jeg - tror på menneskeværdighed og stræben efter retfærdighed.

(Parlamentet rejse sig og viste taleren respekt med et stående bifald)

  Formanden. - Mine damer og herrer! Jeg vil gerne bede Dem om at rejse Dem eller blive stående under den europæiske nationalsang til ære for Salih Osman.

FORSÆDE: Martine Roure
Næstformand