Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 12. december 2007 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(Mødet åbnet kl. 9.00)

2. Forberedelse af Det Europæiske Råd (Bruxelles, 13. og 14. december 2007) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd (Bruxelles, 13. og 14. december 2007).

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det forestående Europæiske Råd vil først med tilfredshed bemærke undertegnelsen af Lissabontraktaten, som finder sted i Portugals hovedstad i morgen, og proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder, som finder sted senere i dag. Det vil også opfordre til en hurtig afslutning af Lissabontraktatens ratificeringsproces, så traktaten kan træde i kraft den 1. januar 2009.

Som jeg har sagt tidligere, vil Lissabontraktaten give EU en stabil og varig institutionel ramme, som giver det mulighed for at koncentrere sig fuldt ud om at tackle de politiske udfordringer, der ligger forude, bl.a. globalisering og klimaændringer, hvilket blev understreget på stats- og regeringschefernes uformelle møde den 19. april. I den sammenhæng vedtager Det Europæiske Råd en erklæring om globalisering. Erklæringen vil gøre det klart, at EU i betragtning af de globale udfordringer, som vi står over for, både har mulighed og ansvar for at reagere. EU’s interne og eksterne politikker skal udnyttes til det formål. Jeg tænker på målene for Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, de ambitiøse tilsagn om klimaændringer og energi, der blev fastsat på Det Europæiske Råds forårsmøde i 2007, fastlæggelse af en samlet reaktion på den seneste uro på de finansielle markeder, fremme af frihandel og åbenhed, samarbejde med vores partnere om at følge slagkraftige og sammenhængende udviklingsstrategier, udvikling af en samlet europæisk migrationspolitik og effektiv brug af instrumenter og udvikling af kapaciteter inden for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik, så EU får mulighed for at spille en stadig større rolle i opbygningen af en mere sikker verden.

Endelig vil EU bidrage til at sikre, at globaliseringen er en kilde til muligheder og ikke en trussel, og at den bidrager til det enkelte menneskes trivsel. Vi håber også på det kommende Europæiske Råd at nedsætte en refleksionsgruppe, der kan bistå EU med at foregribe og tage udfordringer mere effektivt op i de næste 20-30 år. Det Europæiske Råd vil gennemgå de fremskridt, der er sket på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed. Vi bør først nævne afskaffelsen af kontrollen ved de nye medlemsstaters indre grænser, som er en foranstaltning, der har stor betydning i borgernes hverdag. Gennemførelsen af migrationspolitikken vil også blive behandlet, det gælder især de fremskridt, der er gjort med hensyn til gennemførelsen af den samlede migrationsstrategi for Afrika og Middelhavsområdet og den samlede strategi for EU’s naboregioner mod øst og sydøst. Der vil i den forbindelse være en rapport om organiseringen af det første Euro-Middelhavsministermøde om migration, som vil blive taget i betragtning, når den fælles strategi og handlingsplan for det andet topmøde mellem Afrika og EU udarbejdes, hvilket der blev redegjort for i Parlamentet i går.

Andre ting, der skal behandles på området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, omfatter det arbejde, der skal gøres for at bekæmpe terrorisme, navnlig radikalisering og rekruttering af terrorister, og fremskridtene med det retlige samarbejde. Hvad angår økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål, vil Det Europæiske Råd gennemgå det arbejde, der er gjort på de pågældende områder med henblik på forberedelsen af den næste cyklus af den fornyede Lissabonstrategi for vækst og beskæftigelse, som skal vedtages på Det Europæiske Råd i foråret 2008. Drøftelsen på stats- og regeringschefernes uformelle møde i oktober havde til formål at styrke Lissabonstrategiens eksterne dimension og bekræftede, at den fornyede Lissabonstrategi stadig er den rette ramme til at tackle de vigtigste udfordringer, som vi står over for, navnlig globaliseringen. Den bekræftede også, at Europa gør fremskridt, og at de fastsatte mål stadig er hensigtsmæssige. Derfor vil hovedfokus for den nye cyklus være at fastholde den nødvendige stabilitet for at konsolidere fremskridtene og fortsætte reformerne.

Det Europæiske Råd vil understrege nødvendigheden af at styrke den europæiske konkurrenceevne i kraft af fordelene ved det indre marked kombineret med en bæredygtig industripolitik og fremme af innovation og færdigheder. Udviklingen af den eksterne dimension og forbedring af de forhold, hvorunder forbrugerne og virksomhederne, navnlig de små og mellemstore virksomheder, opererer, vil også blive understreget. På beskæftigelsesområdet og det social- og arbejdsmarkedspolitiske område vil Det Europæiske Råd give sin tilslutning til aftalen om de fælles principper for flexicurity og understrege den vigtige rolle, som arbejdsmarkedets parter spiller for udformningen, gennemførelsen og overvågningen af de relevante politikker. Det Europæiske Råd vil også aflægge beretning om resultaterne af Det Europæiske År for Lige Muligheder for Alle og opfordre medlemsstaterne til at styrke bestræbelserne på at hindre og bekæmpe forskelsbehandling. Jeg vil også understrege betydningen af at fremme energipolitikken for Europa, som blev fastlagt på Det Europæiske Råds forårstopmøde. Det Europæiske Råd vil også notere sig de fremskridt, der er gjort i drøftelserne af den tredje pakke vedrørende det indre marked for gas og elektricitet og debatten om den strategiske energiteknologiplan.

Det Europæiske Råd vil dernæst gennemgå gennemførelsen af strategien for bæredygtig udvikling og forventes at være enig i, at de målsætninger og prioriteter, der er nævnt under de syv nøgleområder i denne strategi, fortsat gælder fuldt ud. Det vil også bifalde Kommissionens meddelelse om en integreret EU-havpolitik og opfordre Kommissionen til at fremlægge de initiativer og forslag, der er omfattet af handlingsplanen. Hvad angår eksterne forbindelser, forventes det, at Det Europæiske Råd på grundlag af ministrenes drøftelser på det seneste Råd (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), der fandt sted i mandags, vil fokusere på processen med at fastlægge Kosovos fremtidige status, navnlig i en vurdering af forhandlingsperioden. Eftersom Beograd og Pristina som bekendt ikke nåede til enighed, vil Det Europæiske Råd forhåbentlig også drøfte den rolle, som EU kan spille i processen i fremtiden og det handlingsforløb, der skal iværksættes i den forbindelse med henblik på at løse problemet, styrke stabiliteten i regionen og hjælpe med at bringe den tættere på EU. Det Europæiske Råd vil understrege betydningen af de forskellige topmøder, der er holdt i de forløbne seks måneder, navnlig topmøderne med Brasilien og Afrika. Topmødet med Brasilien var som bekendt et hidtil uset og glimrende initiativ, og på topmødet mellem EU og Afrika blev der opnået nogle meget positive resultater, som jeg havde lejlighed til at nævne på plenarmødet i går. Endelig vil der blive gjort opmærksom på de fremskridt, der er sket i forbindelse med andre regioner, navnlig Middelhavsområdet, og på udviklingssamarbejdsområdet.

Det Europæiske Råds konklusioner afspejler resultaterne af det intense arbejde, der er gjort i løbet af de sidste seks måneder, og viser, at det portugisiske formandskabs vigtigste mål er nået. EU vil stadig have en meget ambitiøs arbejdsplan. Vi mener, at det under fremtidige formandskaber vil vedblive med at arbejde sig hen imod et Europa med høj vækst, social fremgang og bæredygtig udvikling og styrke sin rolle på globalt plan og i sine forbindelser med partnerne på både bilateralt og multilateralt plan.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! På det sidste Europæiske Råd i oktober formåede vi ikke blot at opnå en politisk aftale om en ny traktat, men også at indlede en debat blandt stats- og regeringscheferne om Europas interesse og den bedste måde at fremme den på i globaliseringens tidsalder.

Lissabontraktaten bliver undertegnet i morgen, og på fredag påbegynder Det Europæiske Råd arbejdet med at søge konkrete resultater for et Europa i borgernes tjeneste i globaliseringens tidsalder. Jeg mener, at det er vigtigt at understrege forbindelsen mellem disse to faktorer. Europa løser sine institutionelle problemer, men det gør det primært, fordi det tager borgernes interesser i betragtning, og ligeledes fordi det forsøger at udbrede sine interesser og værdier på globalt plan. Begge metoder fører i sidste ende til de samme resultater.

Undertegnelsen af Lissabontraktaten er ikke bare en formalitet. Den signalerer 27 medlemsstaters enighed om en traktat, og den markerer deres accept af en fælles forpligtelse over for Europa. Den er utvivlsomt et meget stærkt symbol på, hvor langt vi er kommet siden dødvandet i 2005.

På samme måde er rådformandens, parlamentsformandens og kommissionsformandens proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder, der finder sted om et par timer her i Parlamentet, et bevis på, at EU ønsker, at borgernes rettigheder skal være centrum for dets aktiviteter.

På fredag giver Det Europæiske Råd os endnu en mulighed for at vise et EU, der ønsker at tilkendegive sin mening om globaliseringen. Denne meningstilkendegivelse har lidt at gøre med Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse. Sandheden er, at det, vi konsoliderer i dag, ganske enkelt er den eksterne dimension af Lissabonstrategien, i alt væsentligt idéen om, at Europas reaktion på globaliseringen skal være proaktiv og fortrøstningsfuld, ikke negativ og passiv. Så sent som i går vedtog Kommissionen en vigtig pakke med meddelelser og beslutninger, der forbereder strategiens nye cyklus i perioden 2008-2010.

(EN) Hr. formand! Lissabonstrategien fungerer, for den skaber vækst og beskæftigelse. Vi har nu de bedste tal siden 1980’erne, hvad angår jobskabelse. Lissabonstrategien hjælper Europa og de europæiske borgere med at opnå fremgang i globaliseringens tidsalder. Lissabonstrategien har givet Europa en fælles, pragmatisk økonomisk dagsorden med fuld respekt for nationale forskelle.

Selvtilfredshed vil imidlertid være dødbringende for Europas muligheder for at forme globaliseringen. Der er stadig langt igen: Fremskridtene er ujævne mellem forskellige politiske områder, og nogle medlemsstater går hurtigere frem end andre.

Gårsdagens pakke er en reaktion på nødvendigheden af, at Europa handler og reagerer på den voksende usikkerhed i den globale økonomi, og nødvendigheden af en endnu højere prioritering af den sociale dimension og uddannelse og kvalifikationer, men også informations- og kommunikationsteknologier, flexicurity, en fælles energipolitik og bekæmpelsen af klimaændringerne.

I den erklæring om globalisering, som Det Europæiske Råd vedtager inden længe, anerkendes Lissabonstrategiens rolle fuldt ud. I erklæringen må vi give udtryk for vores overbevisning om, at EU har al mulig grund til at have tiltro til sin egen fremtid. Dagens EU viser, hvordan fastholdelsen af europæiske politiske, økonomiske og sociale værdier og forsvaret af europæiske interesser er fuldt ud forenelige med en proaktiv tilgang til globalisering.

I dag har vi gode forudsætninger for at fortsætte de interne reformer, styrke vores evne til at konkurrere på globalt plan og samtidig fastholde vores værdier om økonomisk og social samhørighed og solidaritet. I dag har vi gode forudsætninger for at tilvejebringe den globale vision, som verden har brug for, om en multilateral orden, et system for kollektiv sikkerhed, åben og retfærdig handel og bæredygtig udvikling, som respekterer jordens økologiske balance. I dag har vi gode forudsætninger for at varetage europæiske interesser i partnerskaberne og i forbindelserne med vores allierede og verdens øvrige store magter.

For to uger siden var jeg sammen med rådsformanden i Kina og Indien i forbindelse med topmøderne mellem EU og disse to nye magter. Det var fascinerende at se, hvor hurtigt den økonomiske udvikling går i den del af verden. Vi må være opmærksomme på, hvad der foregår i Asien. Det er rigtigt, at den økonomiske udvikling har bidraget til at bringe millioner af mennesker ud af fattigdommen. Jeg er ikke i tvivl om, at deres fremskridt vil få direkte indvirkning på de kommende generationer af europæere.

Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi vil reagere på disse strukturændringer. Vi må ikke gøre os nogen illusioner: Globaliseringen er også ensbetydende med store ændringer af magtbalancen i verden. Sandheden er, at folk, når de for ikke så mange år siden her i Europa talte om globalisering, primært tænkte på vestliggørelse eller evt. amerikanisering. Når vi i Europa taler om globalisering i dag, tænker mange mennesker først og fremmest på de voksende, nye økonomiske magter i Asien.

Verden er altså i forandring, og jeg mener, at dette også understreger nødvendigheden af at tilpasse vores fælles europæiske projekter til de nye udfordringer. Det er grunden til, at der i dag er betingelser for at acceptere den erklæring om globalisering, som EU’s ledere vedtager i denne uge. Det står mere klart end nogensinde, at selv Europas største magter ikke kan tackle globaliseringens udfordringer alene. Det står klart, at vi mere end nogensinde har brug for et stærkt EU.

Jeg mener, at Asiens nye magter på den ene side og bevidstheden om klimaændringerne på den anden faktisk er to meget vigtige incitamenter for EU, for de viser os, at der er en udfordring i form af globaliseringen, og at der også er en chance at gribe.

Derfor mener jeg, at Det Europæiske Råd i denne uge får meget stor betydning. For nogle år tilbage ville det have været umuligt for de europæiske ledere at blive enige om den erklæring om globalisering, som de inden længe vedtager. Nu står det helt klart, at EU’s mål ikke udelukkende er interne, de er også globale. Vi må fremme vores interesser og værdier i den nye verdensorden, der er ved at opstå. Det er grunden til, at jeg tror, at vi kan træffe meget vigtige beslutninger i denne uge. Det bør vi gøre i fuld tillid til vores evner, navnlig i tillid til, at de europæiske samfund er i stand til at klare udfordringerne.

Især må vi ikke glemme, at vi i Europa har imponerende menneskelige kvalifikationer, lange traditioner for viden og afgørende viden og tilpasningsevne. Vi har avanceret videnskabelig og teknologisk viden. Hvad vigtigere er, har vi frie samfund organiseret i henhold til retsstatsprincippet, og det stiller os meget fordelagtigt i en verden i forandring - i hastig forandring.

Dette er den europæiske livsstil. At bevare den og forbedre den er vores bedste investering. Med den rigtige politiske dagsorden kan vi imødese globaliseringen fortrøstningsfuldt. Globaliseringen indebærer specifikke udfordringer. En af disse er masseindvandring, som til en vis grad er et nyt fænomen i Europa - i hvert fald i det omfang, den har fået for nylig.

I sidste uge vedtog Kommissionen en meddelelse om migration, som vil blive drøftet på Det Europæiske Råd. I den understreges nødvendigheden af at se problemet i et overordnet perspektiv. Det er naturligvis centralt for vores grænsekontroller og sikkerhed, men det har også enorme økonomiske og sociale konsekvenser og må nødvendigvis være et centralt tema i vores forbindelser med partnere overalt i verden. Migration ligger borgerne meget på sinde. Den kan ikke håndteres af en enkelt medlemsstat alene. Som jeg har sagt mange gange før, også i Parlamentet, er det fuldstændig absurd i et EU med 27 medlemsstater, hvor vi har fri bevægelighed for personer, at have 27 indvandringspolitikker. Vi må have en fælles tilgang til indvandring, og vi må erkende, at de problemer, som nogle af vores medlemsstater står over for, også skal betragtes som europæiske problemer.

(Bifald)

Vi må have en integreret politik, som europæiske borgere, indvandrere og internationale partnere kan forstå. Målet med det dokument, vi forelægger for Det Europæiske Råd, er at skabe debat, først på Det Europæiske Råd, men også i de europæiske samfund og naturligvis Europa-Parlamentet, og at indlede en proces, der fører til en omfattende politik. Ved at behandle et spørgsmål, som er centralt for de europæiske borgere, blot en dag efter undertegnelsen af Lissabontraktaten fastholder EU sin tilgang, som bygger på konkrete resultater for Europa og konkrete resultater for borgerne. Det er den rigtige fremgangsmåde, og jeg mener, at det europæiske topmøde i denne uge kan bringe os et skridt videre i vores ønske om og vilje til at forme globaliseringen og forme den med vores værdier.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det Europæiske Råd i Lissabon markerer en tilbagevenden til et Europa med resultater og merværdi. For Europas befolkning besegler dette Europæiske Råd øget fri bevægelighed og tættere integration. Mange institutionelle problemer er løst, og to års stilstand og usikkerhed hører op.

I morgen i Lissabon vil 27 underskrifter på reformtraktaten bekræfte vores fælles skæbne i et europæisk 21. århundrede, der bygger på vores fælles værdier, vores velstand, sikkerhed og solidaritet. Fra januar 2009 vil vi anvende vores nye funktionsmåde. Det er vigtigt, for bestemmelserne i Lissabontraktaten får indflydelse på det kommende valg til Europa-Parlamentet og dermed på udnævnelsen af formanden for Kommissionen.

Chartret om grundlæggende rettigheder er den store nyskabelse i Lissabontraktaten, for det giver et klart svar på to grundlæggende spørgsmål: Hvem er vi, og hvad er arten af vores fælles bestræbelser? Chartret rummer vores fælles værdier og afspejler samtidig en konsensus om, at vi er forenet i mangfoldighed. Hvis vi forsømmer et af de to elementer, vil vi blive mødt med modstand og modvilje fra befolkningens side. Jeg håber, at både ånd og bogstav i EU’s charter om grundlæggende rettigheder vil finde anvendelse i den størst mulige del af Europa, for dette charter bekræfter virkelig vores individuelle identifikation med EU og vores forbindelse med et Europæisk Fællesskab af fælles værdier.

Reformtraktaten udvider også demokratiet ved at udvide Europa-Parlamentets beføjelser, etablere et mere retfærdigt afstemningssystem i Rådet og give de nationale parlamenter større betydning som garanterer for, at subsidiaritetsprincippet overholdes, og for, at EU bringes tættere på almindelige mennesker, som nu får ret til at tage initiativ til lovgivning.

Europa-Parlamentet får flere opgaver og mere ansvar over for Europas borgere. Derfor skal det være mere stringent og profilere sig bedre. Min gruppe er rede til både at bidrage til lovgivningsprocessen og forelægge nye idéer. Jeg støtter også forslaget om at nedsætte en refleksionsgruppe. Den kommer til at spille en helt afgørende rolle, når kursen for de næste 20-30 år skal fastlægges. Hvis vi ønsker at skabe et Europa, der bygger på fremgang og sikkerhed og ligeledes på værdier og solidaritet, må vi kunne overveje den europæiske sociale models fremtid.

Når traktaten er ratificeret, kan vi fokusere på de politiske områder, hvor befolkningen ønsker, at Europa gør mere. Spørgsmål som klimaændringer, energi, indvandring og sikkerhed skal håndteres på europæisk plan.

Den anden beslutning, der forventes truffet i Lissabon, har en mere symbolsk betydning. Den drejer sig om udvidelsen af Schengenreglerne til at omfatte de medlemsstater, der tiltrådte EU i 2004. Fri bevægelighed er et følsomt område, navnlig for mennesker, der har båret besættelsens åg og har været berøvet friheden. At leve i et Fællesskab med fælles værdier er ikke foreneligt med at behandle menneskers bevægelighed i EU forskelligt. Når det er sagt, indebærer ligebehandling også lighed for loven. Hvis de principper tilsidesættes, opnår vi aldrig social samhørighed, og de mennesker, som vi repræsenterer, vil vende Europa ryggen.

Jeg bifalder også udvidelsen af politisamarbejdet og det retlige samarbejde mellem medlemsstaterne. I et åbent Europa er det et effektivt middel til at bekæmpe de plager, som menneskehandel og ulovlig indvandring er. Det Europæiske Råd bringer os på torsdag et skridt nærmere til at opnå et mere åbent og demokratisk handlekraftigt Europa. Og glem ikke, at et Europa, der overholder princippet om at være forenet i mangfoldighed, bidrager til ikke blot stabiliteten inden for dets egne grænser, men også fred over hele verden.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Kommissionsformanden henviste med rette til en af vor tids største udfordringer, nemlig spørgsmålet om, hvordan vi skal organisere Europas interne politik på grundlag af den traktat, der bliver undertegnet i morgen, på grundlag af EU’s nye retlige strukturer. Han nævnte problemet med masseindvandring i Europa som et eksempel på, hvordan et indre europæisk område, altså et retligt område, der har ydre grænser, men ikke længere har indre grænser, kan organiseres. Det gør vi på mellemstatsligt plan.

Ingen må tage fejl af, at konventionen om gennemførelse af Schengenaftalen ikke er EU-lovgivning, den er ikke fællesskabsret, men et mellemstatsligt instrument. Det viser i sig selv, at vi stadig har en strukturel fejl, for mellemstatslige instrumenter er først og fremmest en form for ret, hvor den nationale suverænitet prioriteres højere end effektivitet på europæisk plan. Det er en afgørende forskel. Sandheden er, at ret med udgangspunkt i national suverænitet fører til, at ethvert udtryk for nationale særinteresser og ethvert individuelt forbehold kan blokere EU’s fremdrift. Det har vi ikke råd til i betragtning af udfordringerne på det migrationspolitiske område.

På det punkt har kommissionsformand Barroso helt ret, for det er ikke rimeligt, at nogle - i f.eks. Sydeuropa - skal være under hårdt migrationspres, mens andre i den anden ende af Europa fralægger sig ethvert ansvar. Det kan ikke fortsætte i det uendelige. Derfor er det skridt, som vi nu tager til at sætte skub i integrationsprocessen på grundlag af en ny traktat, et første skridt, som skal følges af flere, og dermed mener jeg tættere integration på andre områder, deriblandt den fælles interne politik, den fælles sikkerhedspolitik og den fælles retspolitik.

Det bringer mig videre til et andet punkt, som har særlig betydning for os lige nu. Vi undertegner formelt chartret om grundlæggende rettigheder i dag. Det er glimrende! Et vidunderligt bord, storartede stole, stemningen er som altid fantastisk.

(Tilråb fra Daniel Cohn-Bendit: Og storartede medlemmer af Parlamentet!)

Ja, også storartede medlemmer af Parlamentet. Men nogle medlemmer er mere storartede end andre, hr. Cohn-Bendit.

(Latter)

Rammerne vil som altid være pragtfulde. Men det minder mig alt sammen om en af mine gode venner, som er blevet gift flere gange, og som også har begæret skilsmisse flere gange. Hver gang jeg har været til hans bryllup og har været ved at tage hjem efter den højtidelige begivenhed og den storslåede fest, der var arrangeret, har jeg sagt til ham: “Du gav os som altid en dejlig dag”. Jeg har det lidt på samme måde i dag. Jeg var i Rom - sammen med Dem, hr. Pöttering, og en række andre medlemmer, som er til stede i dag. Vi oplevede det i Rom. Det var som ved et bryllup - højtideligt, god mad, en vidunderlig ceremoni, vidunderlig musik,

(Tilråb fra Daniel Cohn-Bendit: Smuk by!)

en smuk by, en glimrende stemning, ingen hr. Cohn-Bendit, bare fantastisk!

(Latter)

Vi tog hjem bagefter og oplevede skilsmissen. I dag tager vi så til det næste bryllup, denne gang i Lissabon: glimrende stemning, vidunderlig by, ingen hr. Cohn-Bendit - kan man forlange mere? Jeg håber bare, at der ikke kommer endnu en skilsmissebegæring, denne gang fra Irland. Kort sagt har vi ingen grund til at feste, før traktaten faktisk er ratificeret i samtlige 27 medlemsstater.

Det er fornuftigt at ratificere traktaten. De EU-modstandere, der ønskede at torpedere forfatningen, fordi de troede, at de kunne stoppe integrationsprocessen på den måde, har uden tvivl lært noget af denne traktat. Det er rigtigt, at Lissabontraktaten ikke opfylder alle vores ønsker, men den er bedre end at ødelægge Europa ved hele tiden at modsætte sig integration.

(Bifald)

Og de, der forkastede udkastet til forfatningstraktat, fordi de mente, at det var mangelfuldt på det socialpolitiske område og skulle have et stærkere socialt element, vil ikke finde det ekstra element i denne nye traktat, men proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder og dets integration i traktaten har gjort det muligt at virkeliggøre en række grundlæggende sociale rettigheder.

Ekstremister på begge sider havde utvivlsomt deres grunde til at forkaste forfatningsudkastet. Jeg sympatiserer mere med dem, der forkastede det af sociale årsager, end med EU-modstanderne, som forkaster traktaten af princip, fordi de ikke ønsker denne Union.

En ting står imidlertid klart: Denne traktat kan kun være et skridt på vejen. Den er et fremskridt, men den bringer os ikke langt nok. Ikke desto mindre er den et skridt, der under alle omstændigheder skal tages nu. Jeg håber, at dette ægteskab er for bestandig, og at skilsmisseadvokaterne bliver hjemme, for ingen af de kommende års udfordringer - og hr. Swoboda vil om lidt tale om Kosovo - bliver til at overvinde, medmindre Europa får et solidt institutionelt grundlag.

(Bifald)

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Hr. Schulz har fuldstændig ret i, at dette er en uge med højtideligheder: den højtidelige proklamation af det charter, der beskytter borgerne mod misbrug af den store magt, der ligger i EU, og undertegnelsen af Lissabontraktaten, som styrker vores handlekraft og forbedrer kvaliteten af vores demokrati drastisk. Det glæder mig, at premierminister Brown endelig har besluttet at dukke op, selv om han desværre kom for sent. Jeg er bange for, at det er betegnende for den britiske deltagelse i EU. Sørg nu for, at hr. Brown underskriver med kuglepen og ikke med blyant.

(Latter)

Det Europæiske Råd er vores første chance for beslutsomt at træde frem efter denne selvbeskuende tænkepause og begynde at føre rigtig politik. Første punkt på dagsordenen er Kosovo, og på det punkt er EU ved at kontrollere et lands uafhængighed uden FN’s Sikkerhedsråds samtykke. Det er afgørende for Kosovos og vores andres fremtid, at de, der frygter, at et sådant dristigt skridt vil skabe præcedens, klogt vælger konstruktiv stemmeundladelse og ikke forsøger at blokere kosovoernes selvbestemmelse.

Det Europæiske Råd bør også begynde at træffe nogle faste beslutninger om ESFP-missionens størrelse og form i Kosovo som et tegn på sine hensigter. Desuden bør vi også gentage, at vi nægter at undertegne en stabiliserings- og associeringsaftale med Serbien, før dets krigsforbrydere bliver udleveret til ICC. Det er i denne forbindelse, at den Sarkozyinspirerede vismandsgruppe kunne blive stillet over for en vanskelig opgave med at udarbejde nogle alternative scenarier for Balkans fremtid, men den må ikke forplumre vores eksisterende forpligtelser.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (GA) Hr. formand! EU’s ledere er samlet i Bruxelles til et Europæisk Råd dagen efter undertegnelsen af den nye reformtraktat. Irland er et af de lande, hvor traktatens bestemmelser sættes til folkeafstemning. Hvis kampagnen til støtte for traktaten forløber professionelt, mener jeg, at folkeafstemningen bliver en stor succes.

(EN) I forlængelse af det, som hr. Schulz sagde om risikoen for forkastelse ude i Europa, påhviler det mig som en repræsentant fra Irland, der taler i forbindelse med denne runde af debatten om Lissabontraktatens fremtid, at påpege en række ubestridelige sandheder.

For det første vil jeg lykønske alle dem, der har været med til at tilvejebringe den endelige aftale om Lissabontraktaten. Men det er kun det nedfældede dokument, og vi spørger os selv - og i Parlamentet spørger vi ofte os selv - hvad Europa ønsker at se. Hvad ønsker Europas befolkning og borgere oplysninger om?

Ja, Europas borgere ønsker mere Europa. Men mere Europa betyder for dem ikke det, som mange af os her i salen måske tror. Det betyder ikke nye bestemmelser, nye love - nye begrænsninger, som de ser det. Det betyder et klogere Europa, et Europa, der løser deres daglige problemer. Det er grunden til, at Lissabonstrategien - fortsættelsen og forbedringen af Lissabonstrategien - er så vigtig for, hvad der sker på Det Europæiske Råd i Lissabon.

For det andet lægger hele spørgsmålet om migration, som mange medlemmer har været inde på, et enormt pres på ressourcerne, ikke bare de økonomiske, men også hvad angår omkostningerne for landene, navnlig landene i det sydlige Middelhavsområde, som er tvunget til at bruge enorme summer på at løse dette problem, men også på at opnå social samhørighed i disse lande. Det skaber enorme problemer og trækker veksler på velviljen og indsatsen på stedet.

For det tredje, som er det vigtigste, er der hele spørgsmålet om, hvilken form for udvikling af en europæisk vision som vi ønsker at se rundt omkring i verden, det sker på Bali på konferencen om klimaændringer, og i fremtiden vil det ske på andre konferencer i New York i de kommende måneder, og, hvad der er vigtigst, som vi må informere borgerne om, og vi skal informere dem ordentligt om det, de skal tage stilling til.

Til sidst vil jeg, da vi skal have en folkeafstemning i Irland, sige til kommissionsformand Barroso og til næstformand Wallström: ikke noget med skat. Traktaterne giver Dem ikke beføjelse til at stille forslag om skat. Det bør Kommissionen holde sig fra.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har en pragtfuld sammenkomst her. Rådsformanden og Rådet har været omhyggelige, og det sammendrag, de leverede her, var fantastisk. Hvad det lige var, de talte om, fik jeg ikke fat i, men overskrifterne var bestemt helt rigtige.

Kommissionens øverste leder understregede over for os, at Kommissionen har taget globaliseringens udfordringer op. Han sagde “globalisering” 87 gange og “udfordringer” 82 gange, så det må være rigtigt.

Og nu til det bryllup, som Martin var så ivrig efter at beskrive. Det er virkelig et interessant forhold, for brudgommen ægter den samme brud for anden gang. Det er usædvanligt, selv for de bryllupper, som du går til, Martin. Det eneste er, at bruden nu er lidt ældre, lidt mere gammeldags og mindre sexet, end hun var i Rom. Men dette bryllup er nødvendigt. I dag er vi alle sammen indbudt. Fordi jeg er med i dag og ikke var med sidste gang, kommer det til at gå godt. Det er forskellen.

Før jeg begynder at sige noget om to vigtige problemer, vil jeg nævne den britiske premierministers surrealistiske optræden i Lissabon. Han havde fundet ud af, at et underudvalg af et udvalg af en underkommission holdt møde i Underhuset, og så kunne han ikke være til stede ved undertegnelsen af det, han ikke ønskede at undertegne, men alligevel ville undertegne, men senere, under middagen, undertegnede han det alligevel. Det var surrealistisk, men sådan er Storbritannien i dag. Det er Deres problem, ikke mit!

Nu vil jeg imidlertid tale om to alvorlige problemer. Det første er Kosovo. Der er en gammel jødisk vittighed om, at hvis man har to muligheder, skal man altid vælge den tredje. Vi har to muligheder. Hvis vi ikke anerkender Kosovos uafhængighed, forårsager vi en konflikt. Hvis vi anerkender den, forårsager vi også en konflikt. Begge muligheder fører til konflikt, enten med Kosovo eller med Serbien. I EU må vi nu med fasthed vise, hvordan vi kan handle og ikke bare snakke. Vi må udvikle en agenda 2020 med henblik på at støtte retsstatsprincippet i den region, og den agenda skal udvikles sammen med Kosovo, Serbien og Bosnien-Hercegovina.

Vi skal styrke retsstatsprincippet i hele regionen. Vi skal udvikle en miljø- og klimapagt. Vi skal udarbejde en regionaludviklingsplan, der f.eks. omfatter et transbalkansk vejnet, og give regionen udsigt til fremskyndet konvergens med EU med henblik på samtidig integration af alle disse lande i EU. Vi kan kun forhindre konflikt ved at sikre, at disse lande ikke blot tilbydes det europæiske bindeled, men også tilbydes hjælp til at udvikle det. Så får vi at se, om de 27 medlemsstater er i stand til ikke blot at gifte sig med deres brude, men også at bringe vanskelige børn ind i familien, så der omsider kan opnås fred i regionen. Og nu taler jeg om selve bryllupsnatten.

Det andet lige så alvorlige problem er Iran. Rådet må også træffe en beslutning på det punkt. Truslen om en iransk atombombe er tilsyneladende mindsket, hvis vi kan stole på den amerikanske efterretningstjeneste. Vi er alle sammen som små børn, vi tror altid på det, vi ønsker at tro på. Hvis folk fortæller os noget, som ikke passer os, siger vi, at de lyver. Hvis de fortæller os noget, som passer os, siger vi, at de har ret. Jeg ved ikke, hvem der har ret, men det ville passe mig, hvis de havde ret denne gang.

I Iran er muligheden for en atombombe imidlertid ikke det eneste problem. Der er også problemet med frihed, eller rettere sagt undertrykkelsen af frihed. I de senere år er undertrykkelsen af Irans befolkning intensiveret voldsomt. Europa har efter min mening også en opgave at udføre på det punkt. Det drejer sig ikke bare om at afværge truslen om en atombombe. Det drejer sig også om den iranske befolknings frihed og om, hvordan vi hjælper civilsamfundet med at opnå den frihed.

Der er regeringschefer, som mener, at de er kloge, fordi de giver kloge råd og gør store og kloge ting for Europa. De, der alligevel mener, at de kan sælge atomreaktorer i alle dele af verden, til f.eks. Libyen - et terrordiktatur - Tunesien, Algeriet eller Marokko, for så på et senere tidspunkt at konstatere, at disse nationer alle sammen vil have en atombombe, er nogle hyklere. I går stod der noget i New York Times, som vi alle sammen har sagt i de sidste 30 år, nemlig at alle, der anvender atomkraft til civile formål, til syvende og sidst også vil bruge den til militære formål, hvis der ikke er nogen anden udvej. Og vi sælger atomreaktorer til afrikanske, amerikanske og andre lande og mener, at vi er kloge. Vi er dumme i at gøre det. Det er nødvendigt at påpege.

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Det forestående Europæiske Råd vil finde sted i sammenhæng med undertegnelsen af en ny traktat, umiddelbart efter et særlig vigtigt topmøde mellem EU og Afrika og ligeledes - det må vi ikke glemme - under første fase af gennemførelsen af Annapolisprocessen.

Om traktaten vil jeg sige, at EU ville fejlfortolke situationen alvorligt, hvis det troede, at denne topmødeaftale markerede afslutningen på den tillidskrise, som har fjernet hele grupper af samfundet fra de aktuelle retningslinjer for EU’s økonomiske politikker og socialpolitikker. Det problem eksisterer fortsat. Det vil være bedre, hvis vi anerkender det og finder ud af, hvordan vi skal reagere på det.

Det synes også nødvendigt at være mere klarsynet i vores forbindelser med Afrika. Formanden for Den Afrikanske Unions Kommission, Alpha Konaré, har opfordret Europa til at bryde med den patriarkalske indstilling. Han understregede, at Afrika ikke kunne vedblive med at være et jagtterræn eller et nyt territorium, der skulle erobres. Han kritiserede logikken ved de økonomiske partnerskabsaftaler med deres dramatiske omkostninger for den afrikanske befolkning.

Meget sigende oprettede syv latinamerikanske lande Sydbanken næsten samme dag, som topmødet fandt sted, som et middel til at frigøre sig fra IMF og til at mindske ulighederne i deres region. EU må tage ved lære af det og også tage dette stigende generelle krav om et mere retfærdigt og værdigt partnerskab i betragtning i dets måde at behandle indvandrere på.

Til sidst Mellemøsten, som åbenbart ikke står på Rådets dagsorden: Hvordan kunne EU i Annapolis gå ind på at blive fuldstændig udeladt af den struktur, der har ansvar for at gennemføre køreplanen? Vil det se passivt til, mens aftalen bliver tilsidesat - som det var tilfældet i sidste uge i forbindelse med bosættelserne i Østjeruslam? Hvilke ambitioner har vi generelt for Europa, og hvilke ressourcer er vi rede til at bruge på at føre dem ud i livet? Det er et vigtigt spørgsmål for det næste Europæiske Råd.

  Jens-Peter Bonde, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I morgen kl. 11.30 undertegner premierministrene en endelig traktat, som ingen af dem har læst. De undertegner en bunke ændringsforslag, som de ikke engang forstår. I går forkastede det danske Folketing en folkeafstemning om en traktat, som de ikke har læst. De tilsidesatte den danske grundlov og kan blive retsforfulgt, så vi kan få en folkeafstemning.

Et par stykker af dem har muligvis læst et udkast helt igennem. Det tvivler jeg nu på. Den endelige udgave er stadig umulig at læse af en eneste grund: Den er ikke konsolideret. Regeringskonferencen har besluttet, at der først vil blive trykt læselige udgaver, når samtlige 27 medlemsstater har ratificeret traktaten. Lad være med at læse, underskriv, er en kynisk moral. Alle forhandlinger i regeringskonferencen og jurist-lingvisternes gruppe er blevet hemmeligholdt fuldstændig for mange af Europa-Parlamentets medlemmer. Nummereringssystemet er blevet ændret tre gange for at gøre enhver sammenligning teknisk umulig før undertegnelsen. Der er ikke engang en sammenligningstabel til den udgave, som blev offentliggjort i oktober.

Først overser de to folkeafstemninger, hvor forfatningen blev forkastet. Så forhandler de i hemmelighed og bevarer indholdet under et nyt navn. Jeg giver stadig en god flaske vin til den, der kan give bare et eksempel på lovgivning, som kan vedtages under forfatningen og ikke under Lissabontraktaten. Selv de mest erfarne juridiske eksperter i det danske udenrigsministerium har indrømmet, at der ikke er nogen.

Under en eksperthøring i det danske Folketing bad jeg tre gange om at få nogle eksempler på nationale lovområder, hvor Lissabontraktaten med dens horisontale bestemmelser og grundlæggende principper ikke finder anvendelse. Jeg fik ikke et eneste godt eksempel. Lissabontraktaten vil opløse det eksisterende EU og etablere en ny stat med fælles borgerskab, status som juridisk person og alle nationalstaters redskaber. De fleste lovbestemmelser vil blive vedtaget i det skjulte af tjenestemænd. Det demokratiske underskud vil vokse. Min gruppe foreslår, at undertegnelsen udsættes, til De har læst den endelige tekst.

(Bifald)

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Igen i dag taler mange højtideligt om europæiske demokratiske værdier. I dag får vi en prætentiøs bekræftelse af troen på menneskerettighederne, men samtidig forbereder EU’s elite sig på at fejre deres hidtil største udslag af hovmod, eftersom de gør sig rede til at undertegne forfatningen i en ny indpakning uden så meget som at tænke på borgerne eller på, hvad de ønsker og mener.

Folkeafstemmningerne i 2005 viste, at Europa havde mistet følingen, men konklusionen var ikke at gå bort fra det, som borgerne ikke ønskede, men at omgå deres modstand ved at beslutte ikke at rådspørge dem denne gang. Det fører til den skandaløse situation, at de nationale beføjelser over hele kontinentet vil forsvinde, der vil blive etableret superstatstrukturer, der vil blive skabt et nyt unionsborgerskab, EU vil få status som juridisk person, og kun en håndfuld borgere vil nogensinde blive rådspurgt.

Hvorfor? Fordi lederne i de fleste stater, deriblandt Det Forenede Kongerige, frygter deres befolknings dom og dermed supplerer deres hovmod med fejhed. På en dag, hvor der tales meget om menneskerettigheder, siger jeg derfor: Giv Europas befolkning den grundlæggende politiske ret og menneskeret til at sige ja eller nej til denne forfatning, retten til at stemme ja eller nej ved en folkeafstemning.

(Bifald)

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Det portugisiske formandskab takker af, og det har opnået en række markante og positive resultater. Jeg er ikke blandt dem, der lægger for meget vægt på de diplomatiske initiativer i forbindelse med bl.a. topmøderne med Brasilien og Afrika. Kun tiden vil vise, om de fører til konkrete foranstaltninger, eller om de bare var store begivenheder med stærk mediedækning.

Jeg vil imidlertid understrege de strukturelle foranstaltninger, der i løbet af disse seks måneder er truffet til fordel for Europa. Jeg vil fremhæve tre, nemlig afslutningen af den institutionelle krise med vedtagelsen af Lissabontraktaten, som bliver undertegnet i morgen, proklamationen af EU’s charter om grundlæggende rettigheder, som vil være bindende, den historiske udvidelse af Schengenområdet med integrationen af ni nye medlemsstater og næsten 4 millioner km2, opnåelsen af strategisk bæredygtighed og det vigtige Galileoprogram, som nogle mennesker ikke ønsker, fordi de foretrækker at overlade alt dette til USA, Rusland og Kina.

Jeg vil også understrege det nyttige lovgivningsarbejde i samarbejde med Europa-Parlamentet og den glimrende forståelse med Kommissionen og dens formand, hr. Barroso. Det interinstitutionelle samarbejde fungerede godt og skabte gode resultater. Hr. rådsformand! Jeg ønsker Dem held og lykke med Det Europæiske Råd den 14. december. Vi forventer flere vigtige beslutninger, både på det udenrigspolitiske område, navnlig med hensyn til Kosovo, og hvad angår Europas reaktion på globaliseringens udfordringer.

Jeg vil især lykønske det portugisiske formandskab med, at det har opført spørgsmålet om Europas indvandringspolitik på dagsordenen for Det Europæiske Råd, hvor kommissionsformand Barroso får lejlighed til at understrege Kommissionens betimelige initiativer i den forbindelse. Der er problemer og udfordringer, som de enkelte medlemsstater tydeligvis ikke kan klare på egen hånd, og som kræver en fælles tilgang, og det er som sagt særlig nødvendigt i et område uden indre grænser.

Til sidst vil jeg nævne et nationalt anliggende. Portugal har altid gjort sit bedste for at tjene den fælles interesse, når det har optrådt som formand for Rådet. Sådan var det i 1992 med premierminister Cavaco Silva og med João de Deus Pinheiro, daværende udenrigsminister og nuværende medlem af Europa-Parlamentet. Sådan var det i 2000 med premierminister António Guterres, og sådan er det i dag under det tredje portugisiske formandskab for Rådet.

Tillad, hr. statssekretær, at jeg gør opmærksom på Deres personlige engagement, på udenrigsminister Luís Amados og premierminister Sócrates’ engagement, og på engagementet hos alle dem, der har bidraget aktivt her, i Bruxelles og i Lissabon til at sikre et vellykket formandskab. Jeg vil gerne gøre opmærksom på den faste repræsentations arbejde, nævne ambassadør Mendonça e Mouras kvalifikationer og takke for den effektive forbindelse med Europa-Parlamentet, som Alexandre Leitão har skabt.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Det er det portugisiske formandskabs krone på værket, at Lissabontraktaten nu er klar til at blive undertegnet, og mange medlemmer af Europa-Parlamentet har gjort deres til det.

En af Lissabontraktatens funktioner er at styrke EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og skabe et retsgrundlag for den. En traktat kan imidlertid kun skabe de rette betingelser, og viljen og styrken til at føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er også afgørende.

Det er, som nogle talere har sagt, korrekt, at Kosovo på netop dette tidspunkt, hvor traktaten bliver undertegnet, bliver en prøve på medlemsstaternes beslutning om at føre en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Uanset hvad vi beslutter vedrørende Kosovo, vil det skabe problemer i regionen.

Der er ingen tredje mulighed, som hr. Cohn-Bendit antydede, for en tredje mulighed, nemlig at bruge mange penge og tage mange initiativer i den region, har allerede været forsøgt i nogen tid. Den eneste mulighed er Kosovos uafhængighed, som vil give anledning til en række problemer i regionen, eller vi kunne beslutte ikke at anerkende et uafhængigt Kosovo, hvilket også ville give anledning til en række problemer i regionen.

Det står efter min opfattelse klart, at vi skal følge princippet om, at hvert eneste initiativ, der bliver taget i de kommende uger og måneder, skal komme fra regionen selv og tages sammen med EU. Det kan imidlertid ikke ske, medmindre EU har en fælles holdning til dette spørgsmål.

På baggrund af mine egne erfaringer - og jeg har efterhånden arbejdet med den region på Europa-Parlamentets vegne i 10 år - ser jeg kun en aktuel mulighed, som går ud på i nærmeste fremtid at gå i retning af begrænset, indskrænket og overvåget uafhængighed. Jeg er imidlertid af den faste overbevisning, at det ville være helt utåleligt og uacceptabelt, hvis Kosovo erklærede sin uafhængighed ensidigt, og vi mere eller mindre tolererede det. Mange politikere fra Kosovo siger også, at denne proces kan gennemføres i fællesskab. Det så jeg selv under valget der for nylig. Processen kan blive vellykket, hvis EU vælger en fælles tilgang.

I disse dage, hvor dette formandskab takker af, vil jeg også anmode Rådet om at sørge for, at der er en fælles europæisk linje, at det fælles ansvar for regionen udøves af alle parter, og at alle de skridt, der tages i de kommende uger og måneder, ledsages af EU’s tilstedeværelse i Kosovo. Det er hovedkravet. Den afgørende faktor er ikke anerkendelsen af Kosovos uafhængighed, men EU’s energiske sikkerhedspolitiske tilstedeværelse i Kosovo, og den portugisiske rådsformand må gøre sit til, at det sker.

(Bifald)

  Sophia in 't Veld (ALDE). - (NL) Hr. formand! Den nye traktat bliver omsider undertegnet efter flere års dødvande, men dens parter må også omsider optræde som ejerne, Europas reelle ledere. Det er på høje tid, at de holder op med på nationalt plan at prale med, hvad de har opnået, og begynder på aktivt at samle støtte til traktaten og presse på for at få den ratificeret, så den kan træde i kraft den 1. januar 2009.

Den største ændring gælder politisamarbejdet og det retlige samarbejde. Vi skal meget hurtigt kunne redegøre for, hvordan vi vil håndtere de relevante spørgsmål i 2008, i overgangsperioden. Hvad mener Rådet om kommissær Frattinis forslag om at anvende de nye procedurer nu, i forventning om de nye regler?

Chartret om grundlæggende rettigheder bliver også proklameret formelt i dag. Det er skammeligt, at medlemsstaterne har svækket chartret ved at tage det ud af traktaten og navnlig ved at acceptere to undtagelser. Nu må de i praksis bevise, at de virkelig mener det alvorligt med de grundlæggende rettigheder og ikke blot foregiver interesse for dem.

Endelig bliver EU lidt mere demokratisk og lidt mere effektivt. Men et modent demokrati skal ikke kun være effektivt, det skal også kontrollere magtudøvelsen, og det skal være ansvarligt. Tiden er inde til demokrati, til at vise ansvar - også i kampen mod terrorisme - så vi ser gerne, at Rådet forklarer, hvilken rolle Europa har spillet i forbindelse med CIA’s ulovlige aktiviteter.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Historien har det med at gentage sig. For tre år siden blev traktaten om en forfatning for Europa undertegnet. Lederne for EU’s medlemsstater var yderst tilfredse og sikre på, at dokumentet ville træde i kraft. To nationer gav imidlertid udtryk for kraftig modstand ved folkeafstemninger.

Nu undertegner regeringscheferne et næsten identisk dokument og regner med at kunne undgå folkeafstemninger denne gang. De undervurderer tydeligvis dette grundlæggende demokratiske instrument. Den tid, der fra officielt hold blev betegnet som en tænkepause, blev spildt. I stedet for at blive anvendt til høring, social dialog og debat blev den anvendt til at udtænke en metode til manipulation.

Det skal understreges, at den såkaldte reformtraktat er et meget vigtigt dokument, eftersom det reelt fører til begrænsninger af medlemsstaternes suverænitet. Det overfører mange af de prærogativer, der hidtil har været forbeholdt nationalstaterne, til EU-institutioner, som ikke er underkastet ægte demokratisk kontrol. Jeg er overbevist om, at hvis Europas nationer fik noget at skulle have sagt, ville den traktat, der bliver undertegnet i morgen, lide samme skæbne som sin forgænger.

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE). - (ES) Hr. formand! For nogle få måneder siden ringede jeg til Ombudsmanden i Spanien, og mens jeg ventede, spillede de “Let it be”, hvilket ikke gav anledning til den store optimisme i forbindelse med den klage, som Ombudsmanden behandlede, og sådan var det også.

Dette er en tilbagevendende følelse for dem af os, der stadig ikke kan se, at EU gør noget for at inddrage det regionale spørgsmål eller statsløse nationer i sin institutionelle struktur og i sine politikker. For hver dag der går, er der desværre flere og flere mennesker, som tror, at den dag aldrig vil komme, og sandheden er, at vi ikke får mange alternativer.

Hvad angår Kosovo, hører vi om problemerne her, men jeg har ikke hørt nogen rejse det spørgsmål, som efter min mening er det vigtigste: Hvad ønsker kosovoerne?

I forbindelse med Lissabonstrategien mener vi, at der er for meget selvtilfredshed, og at den i stor udstrækning skyldes, at indikatorerne til evaluering af den hovedsageligt er baserede på vækst i BNP. Hvornår får vi nogle indikatorer for sociale og miljømæssige fremskridt, så vi kan evaluere Lissabonresultaterne på en fornuftig måde?

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Vi overværer endnu en prøve på grundprincipperne for den neoliberalistiske politik, som er blevet ført under det portugisiske formandskab. Morgendagens undertegnelse af Lissabontraktaten, som indeholder de vigtigste elementer i den såkaldte europæiske forfatning, er utvivlsomt det vigtigste anliggende, som repræsenterer en kvalitativ fremgang i den neoliberalistiske integration, der i stigende grad forværrer de sociale problemer og uligheder.

I stedet for tiltag, der kan forbedre arbejdsvilkårene, satser de på flexicurity, som gør arbejdet endnu mere usikkert. I stedet for tiltag, der kan forbedre levevilkårene og løse fattigdomsproblemet, som berører over 80 millioner mennesker, forelægger de en endnu mere neoliberal udgave af Lissabonstrategien, der skal sikre liberalisering og privatisering af de offentlige tjenesteydelser. Som begivenhederne den 18. oktober og demonstrationen i Lissabon viser, vil arbejderne og befolkningen fortsætte kampen mod denne traktat og disse politikker og kampagnen for bindende folkeafstemninger om traktaten efter velgennemførte pluralistiske debatter.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Da man i Venezuela for nylig afholdt en folkeafstemning og forkastede Hugo Chávez’ planer om radikale ændringer af forfatningen med et meget snævert flertal, bøjede Venezuelas diktator in spe sig for folkets vilje, som ledere bør i et mere eller mindre frit land. Jeg mener, at vi i Europa kan lære meget af hans eksempel.

Vi er vidne til, at en “europæisk forfatning”, som er blevet forkastet demokratisk i to medlemsstater af et stort flertal af vælgerne, nu forelægges på ny. Næsten uændret, bortset fra nogle få kosmetiske ændringer. Der er ikke mulighed for mere reel debat og bestemt ikke for en folkeafstemning i lande, der kunne finde på at være kritiske over for den eller stemme nej. Den europæiske forfatning - undskyld, reformtraktaten - bliver undertegnet i Lissabon under pomp og pragt og bliver dernæst jaget alt for hurtigt igennem parlamenterne, der støtter den. Europa er et skindemokrati.

Den måde, hvorpå eurokraterne behandler befolkningens stemme på, var igen tydelig for ganske nylig, da kommissær Rehn fortalte os om mulighederne for Tyrkiets tiltrædelse. Han er citeret for at have sagt, at nationale aftaler eller specifikke valgløfter ikke må stå i vejen for Tyrkiets tiltrædelse. De europæiske bureaukrater er revnende ligeglade med de valgløfter, der er givet om Tyrkiets tiltrædelse. I Venezuela er der endnu demokrati, men der er desværre langt mindre af det i Europa.

  Giles Chichester (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Der er nogle vigtige emner på dagsordenen for det forestående Europæiske Råd. Jeg glæder mig til at høre om forbedring af Europas konkurrenceevne, om fremskridt hen imod Europas ambitiøse mål om at bekæmpe klimaændringerne og om Europas tilsagn om at samarbejde med udviklingslande om at lette fattigdommen. Men fokus vil i denne uge uvægerligt være på undertegnelsen af reformtraktaten i Lissabon.

Som vi britiske konservative altid har sagt, var der intet vigtigt krav om denne vidtrækkende traktat, og så sent som i denne uge offentliggjorde en af Europas førende akademiske eksperter en rapport om virkningerne af udvidelsen af EU. Hun har understreget det, som vi har sagt i nogen tid, nemlig at EU har fungeret udmærket uden denne reformtraktat. Hun siger: “Praksis siden maj 2004 viser, at EU’s institutionelle processer og praksis har klaret følgerne af udvidelsen ganske godt”.

Det er vigtigt i betragtning af alt det, vi har fået at vide - at EU ikke kunne klare udvidelsen uden institutionel turbulens eller endog dødvande. Alt dette bekræfter vores synspunkt om, at denne traktat udelukkende drejer sig om politisk symbolik og ikke om nogen objektiv vurdering af, hvad Europa har behov for.

Ud over at bestride den logiske begrundelse for denne traktat har vi også været meget kritiske over for den proces, der bragte os til dette punkt. Det er helt utroligt at erklære, at denne traktat ikke i alt væsentligt er den selvsamme europæiske forfatning, som blev forkastet så eftertrykkeligt, da den blev sat til afstemning i Frankrig og Nederlandene. Den britiske premierminister er den eneste af de britiske ledere, der stadig fastholder myten om, at traktaten og forfatningen er forskellige. Den britiske befolkning tror ham ikke, og langt størstedelen har gentagne gange givet udtryk for, at der bør afholdes en folkeafstemning. Hr. Brown har ignoreret deres ønsker, og det har været stærkt medvirkende til undermineringen af hans regering og EU som helhed.

  Robert Goebbels (PSE) . - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! I 1981 ejede 1 % af Europas befolkning 8 % af dets samlede værdier. 25 år senere ejer den rigeste 1 % 17 % af den samlede indkomst i EU. Samtidig lever hver sjette person - i alt 74 millioner europæere - under fattigdomsgrænsen, som den er defineret i de enkelte medlemsstater.

Hvis det ikke var for de sociale overførsler, ville ca. 185 millioner europæere - næsten 4 % af befolkningen - blive drevet ud i fattigdom. Derfor er der behov for en aktiv socialpolitik, som kan omfordele rigdommen. EU’s indsats på det sociale område er imidlertid specielt svag. Den vision om et mere socialt orienteret Europa i det 21. århundrede, som Kommissionen netop har skitseret, er begrebsmæssigt ulastelig, men berøvet ethvert konkret lovgivningsinitiativ.

Kommissionsformand Barroso har lige sagt til os, at Lissabonstrategien bærer frugt. Han har ret. Men samtidig trues det økonomiske opsving i Europa af en særlig forræderisk udgave af globaliseringen i form af finansielle markeder uden grænser. Den såkaldte subprime-udlånskrise havde sit udspring i vanvittig forbrugerisme i USA. Den globale finansielle sektor gik ind for “særlige investeringsenheder” finansieret gennem uforsvarlig pant i fast ejendom, og cremen af bank-, forsikrings- og pensionssektoren demonstrerede endnu en gang grådighedens sejr over intelligensen.

Den finansielle sektor risikerer selvfølgelig ingenting: Den er “for stor til at falde”. Nationalbankerne og skatteyderne vil sørge for, at de gyldne faldskærmsudspringere lander sikkert, og det bliver ikke billigt. Den økonomiske aktivitet i Europa er allerede stagnerende. Recessionen nærmer sig faretruende i USA. Dollaren falder og priserne på råvarer, herunder basisfødevarer, er skyhøje. Kreditstramningen rammer allerede små og mellemstore virksomheder og mulige huskøbere.

Når jeg læser udkastet til konklusioner fra Det Europæiske Råd i Lissabon, ser jeg ikke noget tegn på, at Europa slår tilbage, og det er yderst beklageligt.

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil indlede med at nævne den tilsyneladende lille sejr, som den franske præsident Sarkozy vandt ved at få udeladt ordet tiltrædelse af de igangværende forhandlinger med Tyrkiet.

Det ændrer selvfølgelig ingenting, forhandlingerne vil fortsætte, men hr. Sarkozy, som for øjeblikket er den stærkeste og mest politiske af de europæiske statschefer, hvilket blev bekræftet af den tale, han holdt i Parlamentet, kommer derefter for at tale til os om Europas grænser og Middelhavsunionen, og folk siger temmelig affærdigende: “Han aner ikke, hvad han taler om, hvad er denne Middelhavsunion for noget, han aner ikke, hvad det er for et spil, han spiller”.

Efter min opfattelse er det spil, han spiller, meget klart og vedrører Europas grænser: Middelhavsunionen er strategien for nationernes Europa. Hvis strategien kun drejede sig om en forbindelse mellem nationer, kunne en Middelhavsunion i praksis meget vel være en fornuftig metode til at løse økonomiske, handelsmæssige og miljømæssige problemer. Den er imidlertid ikke fornuftig, og der skal findes frem til et alternativ, hvis vi ønsker noget andet, hvis vi ønsker et Europa med rettigheder, navnlig individuelle rettigheder, et borgernes Europa frem for et staternes Europa.

Det er det alternativ, som statscheferne, Kommissionen og EU skal benytte for at imødegå hr. Sarkozys franske strategi om et nationernes Europa. Vi må beslutte, om vi vil have, at chartret om grundlæggende rettigheder engang i fremtiden bliver chartret om rettigheder for tyrkiske borgere, chartret om rettigheder for marokkanske borgere, chartret om rettigheder for israelske og palæstinensiske borgere. Vi må beslutte, om vi vil give vores Europa en sådan fremtid, for ellers vil nationernes og staternes Europa sejre.

Til sidst vil jeg sige, at nogle bærer en T-shirt med påskriften “folkeafstemning om Europa”. Ja til en europæisk folkeafstemning, nej til nationale folkeafstemninger, for folkeafstemninger fremkalder al populismen, ekstremismen, nationalismen og kommunismen i Europa.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Heldigvis er der stadig patrioter i Europa, og vi skal naturligvis forlange nationale folkeafstemninger. Vi skal vedblive med at forlange folkeafstemninger, for vi tror på et befolkningernes Europa og ikke på et storfinansens Europa, som støtter og finansierer hele den teknokratiske politik, hele måden at køre det europæiske institutionelle galehus på.

Det er netop det billede, der opstår efter omdøbningen af Deres traktat - bekræftelsen af en institution, der er domineret af et teknobureaukrati, som kun er ansvarligt over for sig selv og kun brødføder sig selv. Hvor i denne nye udgave er der f.eks. noget, som afspejler den stærke opfordring til at forsvare den europæiske sociale model, der var resultatet af folkeafstemningerne? Hvilket svar har De givet?

Intet svar om grænserne og fortsat uklart sludder om udvidelse uden at tage fat på det geopolitiske problem med Europas grænser, som for os er det centrale spørgsmål. Et bygningsværk som Europa, der har sine historiske rødder i det hellige romerske imperiums offentlige ret, bygges ikke ved at have euroens værdi i forhold til dollarens som sin åndelige horisont. Der er andre referencepunkter, efter vores opfattelse især Europas kristne rødder.

De kan ikke løse de alvorlige problemer, som Europa står over for, gennem Deres juridiske kneb eller ved at støtte Dem til EF-Domstolens domme. Stater kan ikke styres på den måde, og det kan Europas fremtid og Europas historie heller ikke. Længe leve befolkningernes Europa, et Europa med kristne rødder!

  Miguel Portas (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! I morgen vil premierministrene og statscheferne undertegne Lissabontraktaten i Lissabon. Bagefter vil de opfordre til ratificering. Forskellen ligger ikke i teksten, som er en kopi af den forfatning, som franskmændene og nederlænderne forkastede. Forskellen ligger i metoden. Nu anmoder de om hurtig ratificering uden folkeafstemninger. For nogle få dage siden gav hr. Zapatero her i Parlamentet udtryk for sit ønske om, at de forskellige medlemsstaters borgere den selvsamme dag udtaler sig om den traktat, der bliver bestemmende for vores fælles fremtid.

På topmødet på fredag får regeringerne mulighed for at forjage den mistro, der hænger over hver eneste en af dem, mistroen om, at de ønsker, at den nye traktat godkendes bag om ryggen på befolkningen. Lad dem modtage hr. Zapateros forslag med åbne arme. Lad dem sætte dagsordenen. I dag er Lissabontraktaten egentlig ikke Deres traktat. Den bliver aldrig europæernes traktat, når dens eksistens afhænger af, at der ikke afholdes folkeafstemninger. Gid de har mod til at efterkomme kravet om demokrati, for demokratiet er en forudsætning for selve Europa!

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi diskuterer ofte, hvordan Europa kan bringes tættere på borgerne og gøres mere demokratisk, uden at vi gør noget ved det. I morgen undertegner stats- og regeringscheferne reformtraktaten, og de har allerede på forhånd meddelt, at de ikke ønsker at afholde folkeafstemninger. Det er trist, at de fleste af Europa-Parlamentets medlemmer har støttet dette. Det er et udtryk for den største arrogance og ligegyldighed over for borgernes stemme. Jeg har indtryk af, at politikerne enten er for dovne til at forklare den nye traktat, eller at de er bange for borgerne, hvilket er endnu værre. Politikerne ønsker ikke at være nødt til at forklare, hvordan den nye traktat vil ændre medlemsstaternes indflydelse på beslutningstagningen i EU. Politikerne ønsker ikke at være nødt til at forklare borgerne, at de ikke får “deres egen” kommissær i Kommissionen. De ønsker ikke at være nødt til at forsvare, at spørgsmål som migration, energi og transport ikke vil blive behandlet i de enkelte stater, men i Bruxelles. Hvis vi ikke får borgerne til at gå ind for reglerne for EU’s nye struktur, hvis vi ikke på den ene side forklarer dem fordelene ved integration og på den anden side det tab af national suverænitet, som traktaten helt klart indebærer på nogle områder, bliver kløften mellem den politiske elite og borgerne dybere og dybere. Der er grunden til, at jeg mener, at folkeafstemninger er et vigtigt led i traktatens ratificeringsproces.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Lissabontraktaten får stor indflydelse på EU’s udenrigspolitik i nærmeste fremtid.

Vores drøftelser i Parlamentets Udenrigsudvalg giver mig mulighed for at give udtryk for et meget positivt syn på den nye traktat af en række årsager. En fælles ramme forbedrer sammenhængen i EU’s optræden udadtil væsentligt. Den nye traktat repræsenterer et stort fremskridt i forhold til de eksisterende ordninger. Den tilvejebringer et klart retsgrundlag for naboskabspolitikken, giver Unionen status som én enkelt juridisk person og forpligter medlemsstaterne til at rådføre sig med hinanden og være indbyrdes solidariske.

På det institutionelle område er der sket store forbedringer ved, at Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, som bærer to kasketter, fordi han samtidig er næstformand i Kommissionen, får flere beføjelser, og ved, at der oprettes en tjeneste for EU’s optræden udadtil.

Det vigtigste er, at den nye traktat styrker Parlamentets budgetbeføjelser i forbindelse med EU’s udgifter til udenrigspolitik, hvorved Europa-Parlamentet sidestilles med Rådet.

Desuden fastsættes det nye retsgrundlag for instrumenter og politikker forbundet med den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP), f.eks. sanktionerne over for ikkestatslige enheder, rumpolitik og energisikkerhed, bekæmpelse af klimaændringer, forebyggelse af international terrorisme og beskyttelse af personoplysninger.

Faktisk vedrører de største forbedringer den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik (ESFP), eftersom der i Lissabontraktaten navnlig er fastsat et permanent struktureret forsvarssamarbejde mellem de medlemsstater, der har den militære kapacitet.

Efter vores opfattelse har den nye traktat dog også visse mangler: Europa-Parlamentet bør ikke kun høres om udnævnelsen af den første højtstående repræsentant og næstformand i Kommissionen, der indsættes den 1. januar 2009, men også i forbindelse med den senere midlertidige udnævnelse, og naturligvis når hele Kommissionen skal udnævnes, herunder Kommissionens næstformand for udenrigsanliggender.

Jeg vil også understrege, at det er nødvendigt, at den nye og nyvalgte højtstående repræsentant og næstformand reelt hører Parlamentet forudgående om de vigtigste aspekter og grundlæggende valg i forbindelse med FUSP og ESFP.

Kort sagt er Lissabontraktaten en milepæl i EU’s institutionelle udvikling på det udenrigspolitiske område, og som formand for Udenrigsudvalget hilser jeg den forestående undertegnelse velkommen.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Tre år efter Anden Verdenskrigs afslutning proklamerede De Forenede Nationer verdenserklæringen om menneskerettigheder, som fortsat er grundteksten på dette område. Knap 60 år senere kodificerede EU menneskerettighederne i chartret om grundlæggende rettigheder, et dokument, der opfylder europæernes behov og forventninger på tærsklen til det 21. århundrede.

Hvorfor har to medlemsstater, nemlig Polen og Det Forenede Kongerige - som går så stærkt ind for kodificeringen af menneskerettighederne på internationalt plan - modsat sig chartret? Hvorfor ønsker de ikke at give det til deres egne borgere? Min skuffelse som polak er så meget desto større, fordi både Polen og Det Forenede Kongerige tidligere har accepteret chartret. Deres premierministre og udenrigsministre undertegnede det som den anden del af forfatningstraktaten i Rom den 29. oktober 2004. Deres underskrifter forpligtede dem ikke blot over for deres europæiske partnere, men var også et signal til deres egne staters borgere og et løfte om, at de ville overholde chartret.

Chartrets indhold har ikke ændret sig siden 2004. Det, der har ændret sig, er Polens og Det Forenede Kongeriges holdning. Mit spørgsmål er: Hvorfor modsætter efterfølgerne efter Tony Blair og Marek Belka sig chartret og berøver deres medborgere fordelene ved det? Jeg vil også anmode rådsformanden om at spørge Polens og Det Forenede Kongeriges nuværende premierministre, hvorfor de ikke respekterer deres forgængeres underskrifter. I udenrigspolitik er princippet om kontinuitet grundlæggende, og polakkerne har brug for de rettigheder, der er indeholdt i chartret.

  Alexander Lambsdorff (ALDE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er blevet sagt meget om traktatens indhold her i salen. Vi tyske liberale har altid lagt stor vægt på visse centrale punkter. For det første skal det institutionelle kompromis fastholdes. For det andet ønskede vi en EU-udenrigsminister, ikke som en udsmykning, men som et ægte talerør for EU. Vi er helt enige i det, som Jacek Saryusz-Wolski sagde for et øjeblik siden om institutionelle forbedringer. Vi mener imidlertid stadig, at den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik i den nærmeste fremtid fortsat vil stå eller falde med medlemsstaternes politiske vilje, og det er beklageligt. Det tredje punkt, som vi lagde særlig vægt på, var effektiv beskyttelse af de grundlæggende rettigheder, og derfor glæder vi os til proklamationen af chartret.

Overordnet set skal det siges, at Lissabontraktaten er en succes for det tysk-portugisiske samarbejde, som begge formandskaber fortjener at blive lykønsket med.

Der er imidlertid det skår i glæden, at der ikke er sket fremskridt med at bringe beslutningstagningen tættere på borgerne. Rådets beslutning om ikke at forelægge en konsolideret tekst er det, vi ville kalde Realsatire på tysk, dvs. en situation fra det virkelige liv, som er mere absurd end noget, som en satiriker kunne finde på. Denne beslutning vil dog snart blive indhentet af begivenhedernes gang. Jeg er sikker på, at offentligheden og parlamenterne selv vil få fat i udgaver af den konsoliderede tekst og læse, hvad traktaten virkelig drejer sig om.

Vi må nu gå ind i en fase, hvor EU går fra institutionel navlebeskuelse til et globalt perspektiv. Vi må leve op til vores internationale økonomiske ansvar. Verdensøkonomiens generelle situation skaber frygt for lavere vækst og arbejdsløshed i Europa. I mange medlemsstater, også Tyskland, er der en tendens til selvtilfredshed og mindre vilje til at gennemføre reformer. Det skal der laves om på.

Min anden kommentar er, at vi skal spille vores rolle i den internationale politik ansvarligt. Folk ønsker, at EU spiller en stærk rolle på globalt plan. Det har vi ansvaret for.

  Bogdan Pęk (UEN). - (PL) Hr. formand! Europa er ikke bare en aftale mellem eliter. Det er ikke bare de europæiske institutioner. Europa er frem for alt et spørgsmål om tillid.

I går erklærede Udo Voigt, som er formand for Tysklands Nationaldemokratiske Parti, på Tysklands statslige tv-kanal, at Polen omgående må give Śląsk tilbage til tyskerne - at Polen omgående bør give Pomorze, Gdańsk, Wrocław og andre byer tilbage til tyskerne. Han satte også spørgsmålstegn ved antallet af holocaustofre.

I dag spørger jeg mig selv, hvornår Europas ånd kommer op til overfladen og ud over Parlamentet, og hvorfor hr. Schulz har mistet sin revolutionære bevidsthed. Hvorfor fordømte den tyske regering det ikke? Det var den slags ting, der førte til Det Tredje Rige.

Vi forlanger en skarp irettesættelse og ulovliggørelse af det pågældende fascistiske parti, som gør noget, der kan volde Europa alvorlig skade: Det ødelægger tilliden mellem europæiske nationer, der stræber efter det fælles bedste. Tyskland bør som en førende europæisk stat være særligt opmærksom på denne form for aktivitet og omgående skride ind af hensyn til De Europæiske Fællesskaber.

  Alain Lamassoure (PPE-DE) . - (FR) Hr. formand! Jeg vil også lykønske det portugisiske formandskab. Undertegnelsen af Lissabontraktaten og topmødet mellem EU og Afrika vil blive milepæle i europæisk historie. Vi kan imidlertid ikke tillade, at disse enorme succeser bliver overskygget af kommende begivenheder, og på det punkt må jeg nævne to bekymrende forhold.

Det første drejer sig om ratificeringen af den kommende traktat. At forfatningsudkastet erstattes med en almindelig traktat betyder, at der ikke længere i nogen af medlemsstaterne - bortset fra Irland - er noget til hinder for, at ratificeringen sker ved en afstemning i parlamentet. Det er det væsentlige element i den politiske aftale, der blev indgået under de Europæiske Råd i juni og oktober. Hvis nogen regering siden da har ændret holdning, bør den i det mindste være ærlig over for sine partnere og informere dem om det før og ikke efter undertegnelsen af traktaten. Hr. rådsformand! Jeg er overbevist om, at det portugisiske formandskab vil sørge for, at ærligheden sejrer her.

Det andet bekymrende forhold - som en række af mine kolleger allerede har nævnt - er situationen på det vestlige Balkan. I otte år har vi vidst, at Kosovos uafhængighed kommer før eller senere. Alligevel er vi til trods for Javier Solanas og Kommissionens store indsats ikke mindre desorienterede over situationen, end vi var for otte år siden.

Vi har gentagne gange sagt, at det vestlige Balkan er kaldet til at blive medlem af EU, og vi hævder, at vi vil føre en fælles udenrigspolitik. Alligevel har de på hinanden følgende EU-formandskaber ikke gjort andet end at overdrage den varme kartoffel til den næste i rækken. Tingene er ændret siden 1991. Der er 16 år og 300.000 dræbte imellem, og det er på tide, at EU’s medlemsstater viser, at de har taget ved lære af den triste fortid. Balkans fremtid bliver ikke besluttet i Washington eller Moskva og heller ikke i New York: Den bliver besluttet her i Europa, blandt de mennesker, der er direkte berørt, og deres europæiske naboer, venner og partnere.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil først tale om Kosovo. I Balkanlandene og Kaukasus er der en konflikt mellem europæiske værdier og nationalistiske tendenser, mellem europæisk integration og bevægelser og idéer, som Rusland støtter. Hvis vi i fremtiden ser tilbage, er jeg sikker på, at vi aldrig vil fortryde den indsats, vi i dag kan gøre for at støtte europæisk integration med alle de forskellige midler, vi har til rådighed, men vi kan sagtens komme til i fremtiden at beklage den indsats, som vi ikke har gjort. Det er efter min mening vigtigt at drøfte på Det Europæiske Råd i slutningen af denne uge.

For det andet vil jeg tale om globalisering. Jeg mener, at det er vigtigt at huske på, at det er globaliseringen, der har gjort Europa til én førende verdensøkonomi, og at globaliseringen er en nødvendighed, hvis vi skal være hele verdens førende videnbaserede økonomi, for vi bliver aldrig førende på verdensplan, hvis vi kun er de bedste i Europa. Vi vil aldrig opnå resultater med protektionistiske foranstaltninger. Det vil på lang sigt underminere mulighederne for beskæftigelse og velstand, men det vil ikke give os mulighed for at blive verdens førende økonomi og forsvare europæiske værdier.

Det fører til den konklusion, at det er vigtigt, at Det Europæiske Råd understreger alle de bestræbelser, der er nødvendige i forbindelse med energilovgivning, telekommunikationslovgivning, det indre marked, handel og konkurrence. Konkurrence er ikke en kamp mellem forskellige personligheder eller identiteter. Den er en mulighed for alle for at deltage og bringe Europa fremad. Det er den vej, vi bør vælge, og det er sådan, vi kan bruge traktaten på den absolut bedste måde til at tackle den globale udfordring. Vi har fået den mulighed i denne uge, og vi bør udnytte den.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg mener, at det er på sin plads, at vi indleder med offentligt at anerkende det portugisiske formandskabs arbejde på en dag, som er meget vigtig for Europa-Parlamentet, hvilket netop ses af den facade på formandskabets podium, som varsler om den højtidelige proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder.

Det portugisiske formandskab modtog et udkast - og det siger jeg som Europa-Parlamentets repræsentant på regeringskonferencen - hvor chartret om grundlæggende rettigheder bare var erklæring nr. 11. Det skal også påpeges - som rådsformanden personligt sagde til mig i begyndelsen - at det var praktisk talt umuligt at ændre den status, og jeg mener, at vi under regeringskonferencens arbejde i fællesskab formåede at sikre, at chartret om grundlæggende rettigheder blev et juridisk bindende charter. Medlemsstaterne ønskede ikke at inddrage det i traktaten, men det er et charter, og det har forfatningsmæssig status.

Jeg mener, at vi bør huske på den indsats, som mange kvinder og mænd i Europa-Parlamentet har gjort gennem årene for at få det charter. Jeg mener, at vi bør huske på den kvinde, der legemliggør det 20. århundredes tragedie i Europa og styrken til at overvinde den, nemlig Simone Weil, for ikke at tale om mænd som Altiero Spinelli, Fernand Herman og mange andre, der i så mange år arbejdede på, at vi omsider fik en erklæring om rettigheder, der ville udtrykke vores identitet.

Jeg mener, at det er på tide, at vi i et Parlament, der uden forskel lovgiver om køer, geder, agurker og finanser, omsider begynder at tale om mennesker, om manden og kvinden på gaden. Jeg synes, at det er beklageligt, at der endnu i dag er nogle få stater, som begrænser deres statsborgeres rettigheder som europæiske borgere.

Min sidste vigtige kommentar er, at chartret og Lissabontraktaten styrker EU som et overnationalt demokrati af stater og borgere, og det er den første reaktion i den politiske globaliserings tidsalder. Vi gør det på regionalt plan, men jeg mener, at det er et eksempel, som vi bør følge af hensyn til vores egen og hele menneskehedens fremtid.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi forbereder et topmøde, og jeg forventer mig ingen overraskelser af det. Jeg forventer dog, at det åbner dørene til fremtiden og fastlægger EU’s holdning til mange spørgsmål.

Den første dør, det skal åbne, er døren til ratificering af Lissabontraktaten. Vi forventer, at ratificeringen gennemføres hurtigt i alle medlemsstaterne, og at resultatet af valget til Europa-Parlamentet i 2009 bliver taget i betragtning i forbindelse med udnævnelsen af personer til embederne i henhold til den nye traktat. Desuden forventer jeg, at åbningen af døren til ratificering også betyder, at Rådet og Kommissionen omsider begynder at viderebringe og give oplysninger om traktatens indhold i medlemsstaterne.

Læg ikke længere skjul på, hvorfor vi støtter denne traktat. Vi støtter den, fordi den styrker borgerne, parlamenterne, demokratiet og EU.

Den anden dør, vi åbner, er døren til frihed. Schengen vil blive drøftet. Det glæder os, at flere medlemsstater nu opfylder Schengenkriterierne, for opfyldelse af Schengenkriterierne er ensbetydende med mere frihed inden for EU og større frihed for EU’s borgere.

For det tredje vil døren forhåbentlig blive åbnet til, at EU kan påtage sig mere globalt ansvar. Derfor siger jeg rent ud, at mulighederne for en forhandlingsløsning i spørgsmålet om Kosovo er udtømt, og at et samlet EU må tage ansvaret for Kosovo. Vi er overbeviste om, at Kosovos og Serbiens fremtid ligger i EU, og at vi skal gøre alt for at sikre, at befolkningens ønske om at leve i fred og frihed bliver opfyldt.

Min sidste bemærkning vedrører døren til forskning og teknologi. Gennemfør Galileobeslutningen, som det kun var muligt at træffe, fordi Europa-Parlamentet påtog sig sit økonomiske ansvar.

  Manuel António dos Santos (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Det portugisiske formandskab efterlader en arv, der er yderst stimulerende, men også fuld af ansvar. Det er denne politiske arv, som topmødet i denne uge skal konsolidere og udvikle. Undertegnelsen af Lissabontraktaten i morgen, EU’s tre institutioners højtidelige ratifikation af chartret om grundlæggende rettigheder senere i dag, etableringen af et strategisk partnerskab med Brasilien, uden at det skader EU’s særlige forbindelser med Mercosur, genoptagelsen af regelmæssige strategiske topmøder med Afrika og endelig styrkelsen af Lissabonstrategien og mange spørgsmål af afgørende betydning for Europas fremtid: Det er alt sammen bemærkelsesværdige resultater, men de bliver kun til nytte, hvis de skaber de politikker og når de mål, der er helt afgørende for at gøre Europa stærkere, mere sammenhængende, mere forenet og mere besluttet på global stabilitet.

Det er kort sagt det ansvar, som medlemsstaterne, Det Europæiske Råd, Kommissionen og ligeledes Parlamentet arver efter det portugisiske formandskab. Men det er også det incitament, der vil give os alle sammen mulighed for at komme ud af den institutionelle krise, som har holdt Europa tilbage og hindret den europæiske integrationsproces i de sidste to år. For at gentage det, jeg allerede har sagt mange gange, lykønsker jeg det portugisiske formandskab, og jeg håber, at det kommende slovenske formandskab vil følge den samme kurs og videreudvikle det, der er opnået. Det eneste mål for det forestående topmøde i Bruxelles bør være at skabe de nødvendige politiske betingelser for, at det sker.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det glæder mig, at Lissabontraktaten bliver undertegnet i morgen. Det vil gøre en ende på en noget usikker periode, hvor udenforstående mente, at EU led under en vis lammelse. Derfor lykønsker jeg det portugisiske formandskab.

Når først traktaten er undertegnet, bliver der forhåbentlig ingen grund til at være indadvendt. Det er på tide, at EU og dermed Det Europæiske Råd ser sig omkring og beslutsomt løser borgernes problemer. Jeg vil nævne tre.

For det første økonomisk vækst. Det Europæiske Råd må ikke blive selvtilfreds. Tegnene er ikke gode, for euroen er forholdsvis stærk, hvilket vanskeliggør eksporten, inflationen er faldende, dollaren er forholdsvis svag, og olien er fortsat dyr. I alle undersøgelser - den seneste er OECD’s - sænkes prognoserne for den økonomiske vækst i Europa for 2007 og 2008.

For det andet ulovlig indvandring. Det er et alvorligt problem, som bl.a. Euromedministerkonferencen har forsøgt at løse i løbet af de forløbne seks måneder. I den handlingsplan, som blev vedtaget på topmødet med Afrika, så jeg også henvisninger til tilbagetagelsesaftaler og andre instrumenter, men vil de løfter blive opfyldt? Hvor længe har EU ikke forhandlet om tilbagetagelsesaftaler med visse middelhavslande?

Desuden afhænger ulovlig indvandring ikke kun af samarbejde med tredjelande. Vi skal også overholde vores egne forpligtelser, f.eks. hvad angår Frontex. Endvidere er den reelle udvidelse af Schengen, som Det Europæiske Råd skal bekræfte på fredag, også ensbetydende med udvidelse af de ydre grænser. Jeg håber, at myndighederne og de embedsmænd, der har ansvar for de nye grænser, kan klare den udfordring, som ulovlig indvandring er.

Til sidst terrorisme. Truslen varer ved. Der er de seneste trusler fra al-Qaeda-ledere, der er gårsdagens blodige angreb i Algier, og jeg vil minde Dem om, hvad der skete i Frankrig i sidste uge med ETA.

Det glæder mig, at der under det portugisiske formandskab er blevet gjort forsøg på at besætte stillingen som europæisk antiterrorkoordinator, som af uforklarlige årsager har været ledig i over seks måneder. Hvis der tilfældigvis manglede beføjelser eller ressourcer, var reformen af traktaten bestemt en forsømt mulighed for at styrke denne post.

Endelig håber jeg, at Det Europæiske Råd vil insistere på hurtig behandling af det nye forslag fra Kommissionen om ændring af rammeafgørelsen om terrorisme for at inddrage tilskyndelse som en forbrydelse.

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM) . - (FR) Hr. formand! 2007 - dette år med tysk og portugisisk formandskab - vil gå over i den europæiske integrations historie som året for den endelige affærdigelse af Europas befolkninger og demokratiet.

Den traktat, der bliver undertegnet i morgen i Lissabon, er hverken forenklet eller konsensusbaseret. Den er hverken mere eller mindre end et opkog af forfatningstraktaten, som den franske nation forkastede. Alligevel fejrer de fleste af Dem den sammen med hr. Giscard d’Estaing.

Jeg må derfor give dem af mine franske kolleger, som støtter denne sminkede forfatning, en meget alvorlig advarsel. Traktatens bestemmelser skaber en ny stat. Den stat bliver presset ned over hovedet på borgerne mod deres vilje, og derfor vil den ikke have nogen legitimitet. Konsekvensen er temmelig klar og frygtelig: EU’s organer og de tekster, som de udarbejder, skal betragtes som ulovlige. Derfor påhviler der os inden længe en presserende pligt i henhold til folkeretten, nemlig pligten til ulydighed. Jeg har ikke mere at sige.

  Manuel Lobo Antunes, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand, fru næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg vil i mit afsluttende indlæg kort komme ind på et spørgsmål, som er blevet rejst flere gange, er af største betydning, og naturligvis er på EU’s udenrigspolitiske dagsorden og sandsynligvis vil vedblive med at være et prioriteret område i de kommende uger og måneder. Jeg tænker på spørgsmålet om Kosovo. Jeg vil kort redegøre for det portugisiske formandskabs holdning til dette afgørende spørgsmål.

Efter at Ahtisaariplanen var forelagt for Sikkerhedsrådet, var det efter vores opfattelse meget vigtigt, at EU, Rusland og USA dannede en trojka med henblik på i meget tæt forbindelse med parterne at forsøge at finde løsninger, som parterne kunne acceptere. Der var to hovedmål, nemlig målet om at undersøge visse aspekter ved Ahtisaariplanen, som kunne og burde undersøges. Samtidig er vi og EU sikre på, at vi har gjort alt for at muliggøre, at der kunne findes en forhandlingsløsning på spørgsmålet om Kosovos fremtid. Det havde vi 120 dage til.

Vi ved nu, og det er et offentligt kendt faktum, som trojkaen også har udtalt sig om, at det var umuligt for parterne at blive enige om Kosovos fremtidige status, men alt er ikke tabt. For det første må vi notere os det glimrende klima, den glimrende atmosfære mellem trojkaens parter og i forbindelserne mellem trojkaen og parterne. For det andet var det, som vi håbede og forventede, muligt at undersøge nogle af de aspekter, der er fremhævet i Ahtisaarirapporten, og på det grundlag opstod der naturligvis nye punkter, hvorpå der var enighed. For det tredje er der et meget vigtigt aspekt, som måske ikke har fået tilstrækkelig opmærksomhed, nemlig at parterne blev enige om ikke at gribe til voldelige midler for at afgøre spørgsmålet om Kosovos fremtidige status. Vi lægger stor vægt på dette politiske tilsagn, og vi håber naturligvis bare, at det vil blive overholdt.

Processen er blevet henvist til FN igen og vil endnu en gang blive drøftet i Sikkerhedsrådet. Vi må ikke glemme, at FN spiller en afgørende rolle i denne sag. Men hvis det viser sig at være umuligt på FN-plan for medlemmerne af Sikkerhedsrådet at blive enige om en løsning, der bestemmer Kosovos fremtidige status, er vi ikke i tvivl om, at det internationale samfund og navnlig EU vil være nødt til at træffe beslutninger, der som bekendt bliver komplekse og muligvis vanskelige.

Tre bemærkninger i denne forbindelse er af afgørende betydning for det portugisiske formandskab og vil blive af afgørende betydning for Portugal som medlemsstat i EU efter den 1. januar. Det drejer sig naturligvis først og fremmest om at fastholde medlemsstaternes enhed. Efter vores opfattelse er det meget vigtigt, at der, når vi bliver opfordret til at træffe en beslutning, og vi gør det, er tale om en fælles beslutning. Vi skal vise en samlet front. Det er efter vores mening helt afgørende. Det, vi ikke ønsker at se og vil gøre alt for at undgå, er, at Europa bliver splittet i spørgsmålet om Kosovo, som det har været det tidligere i forbindelse med utallige internationale situationer, vanskelige internationale spørgsmål, der medfører store ansvar. Derfor skal enhed være vores parole.

For det andet skal EU påtage sig sit ansvar, for Kosovo er frem for alt et europæisk problem, vores problem, og selv om det er klart, at vi regner med alle vores internationale partnere, når der skal findes en løsning på dette problem, kan Europa ikke vende Kosovo ryggen, det skal fuldt ud påtage sig sit ansvar for et europæisk problem, og ved formandskabets afslutning mener jeg, at EU er helt bevidst om dette og om, at det skal spille en ledende rolle i denne sag.

For det tredje må vi ikke gøre noget uovervejet. Vi må nøje overveje konsekvenserne af alle de beslutninger, vi træffer, vi skal naturligvis forsøge at opnå konsensus under alle omstændigheder og i alle situationer, og vi skal naturligvis også indtage en klar holdning til dette spørgsmål og viderebringe den holdning meget åbent og klart til alle partnere, som også på en eller anden måde er involverede i spørgsmålet om Kosovo.

Endelig skal enhver løsning på spørgsmålet om Kosovos fremtidige status altid og under alle omstændigheder respektere de værdier og principper, som EU bygger på, dvs. fred og regional stabilitet og naturligvis også respekt for retsstatsprincippet, respekt for demokratiet og respekt for menneskerettighederne.

Der findes ingen anden referenceramme for løsningen på Kosovoproblemet, og vi må under ingen omstændigheder glemme, at EU tilbød landene på det vestlige Balkan og navnlig Serbien et fast og utvetydigt europæisk perspektiv, og det skal vi også samarbejde med parterne om. Parterne skal vide, at det er deres naturlige kald at være i Europa. Lad os håbe, at EU i forbindelse med afgørelsen af det vanskelige spørgsmål om Kosovo - og vi må ikke gøre os nogen illusioner, dette er et komplekst og vanskeligt spørgsmål - vi har som sagt ikke noget alternativ, at EU under alle omstændigheder og til trods for alle de uenigheder, der måtte være om specifikke problemer, fastholder enheden. Det er grundlæggende og afgørende for EU’s troværdighed og troværdigheden af dets optræden udadtil. Det var kort sagt det, jeg ville sige om Kosovo.

Til sidst håber, at De tilgiver og forstår, at jeg slutter af med en personlig bemærkning: Dette er sidste gang, jeg deltager i en debat i Europa-Parlamentet som repræsentant for det portugisiske formandskab. Det er en afsked, som ikke kan finde sted, uden at jeg giver udtryk for min anerkendelse af og taknemmelighed over den støtte, som Europa-Parlamentets formand og medlemmer altid har ydet mig. Sammen med og gennem Dem har jeg lært, hvor vigtigt Parlamentet er for at styrke demokratiet i EU og naturligvis også for at styrke lovligheden af de beslutninger, som vi træffer med henblik på at skabe et friere og mere velstående EU for Europas borgere.

Derfor takker jeg Dem mange gange. Jeg vil naturligvis også takke kommissærerne og deres personale og kommissionsformanden, som ofte har deltaget i disse debatter sammen med mig, og som jeg kunne blive enig med om mange ting i forbindelse med vores arbejde, mål og bestræbelser.

Jeg vil også takke Europa-Parlamentets tjenestemænd og navnlig mine landsmænd, som arbejder her. Til sidst vil jeg takke mine tolke, de portugisiske tolke, som jeg er meget stolt af. Jeg vil slutte af med det engelske udtryk: “I will miss you all” eller på portugisisk: “Já sinto saudades”.

  Formanden. - Obrigado, hr. rådsformand. Vi ses i Lissabon i morgen, og i næste uge vil De være her igen sammen med formanden for Rådet, José Sócrates, men da dette var Deres sidste tale på et plenarmøde, takker jeg Dem på vegne af Parlamentet. Jeg kan bekræfte, at vores samarbejde med Dem har været en fornøjelse og frem for alt en stor succes.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Mange tak for denne vidtrækkende debat, som jeg tror vil være et værdifuldt bidrag til mødet i Lissabon og topmødet i Bruxelles.

Jeg vil koncentrere mig om nogle få områder, der er blevet nævnt i formiddag, og jeg vil begynde med Lissabontraktaten og chartret. For det første mener jeg, at det portugisiske formandskab, ligesom det tyske formandskab før det, fortjener stor anerkendelse for at have bragt os frem til dette punkt. Undertegnelsen i Lissabon i morgen vil understrege alle underskrivernes tilsagn om, at de vil bestræbe sig på at få traktaten ratificeret.

Jeg vil også benytte lejligheden til endnu en gang at takke Parlamentets repræsentanter for deres bestræbelser på at give EU mulighed for at løse sine institutionelle problemer. Kommissionen har naturligvis også været aktivt engageret igennem hele denne lange procedure, ikke mindst gennem Borgernes Dagsorden og tilgangen i to spor, som kommissionsformand Barroso nævnte tidligere. De af Dem, der siger, at EU, når alt kommer til alt, fungerer selv uden disse ændringer, må ikke glemme, at der er en række nye elementer i denne reformtraktat, som vil hjælpe os med og helt klart give os mulighed for at håndtere klimaændringerne og hele energiudfordringen mere effektivt og sikre større åbenhed gennem offentlige rådsmøder og de nationale parlamenters øgede indflydelse. Derfor mener jeg også, at den vil hjælpe os med at blive mere gennemsigtige, åbne og demokratiske.

Uanset hvilken ratificeringsprocedure de forskellige medlemsstater vælger, er vi alle sammen forpligtede til at kommunikere med borgerne. Det skal vi naturligvis gøre i partnerskab og med respekt for de forskellige behov og ønsker, som medlemsstaterne har givet udtryk for under denne debat. Jeg mener, at proklamationen af chartret i dag også er symbolsk for et andet vigtigt resultat af forhandlingerne, et symbol på, at chartret - bortset fra særlige ordninger i to medlemsstater, når traktaten træder i kraft - vil være juridisk bindende og garantere de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder.

Det andet punkt, jeg vil nævne, er refleksionsgruppen, for jeg mener, at vi må sørge for, at den sætter fokus på fremtidens politiske udfordringer og ikke hovedsageligt på institutionerne. Den skal sætte fokus på den europæiske befolknings forventninger, og jeg håber også, at denne gruppe vil være repræsentativ for den mangfoldighed, der er i dagens Europa.

Min tredje bemærkning drejer sig om migration. Jeg mener, at en integreret tilgang til migration omfatter en blanding af EU-politikker og nationale politikker. Den kræver sammenhæng mellem vores politikker for lovlig og ulovlig migration. Den omfatter tiltag inden for bl.a. udviklingspolitik, social integration, fri bevægelighed, grænsesikkerhed og visa. Det er glimrende, at dette Europæiske Råd også vil drøfte disse ting globalt, men jeg mener, at Parlamentet kan yde et vigtigt bidrag til den diskussion. Som kommissionsformanden sagde, fungerer Lissabonstrategien, og jeg mener, at det er noget, som hele Parlamentet bør glæde sig over. Der er også enighed om, at der som led i strategien skal træffes foranstaltninger for at sikre bæredygtig udvikling på alle planer. Det gælder f.eks. flexicurity, social inddragelse og klimaændringer. Hvis vi kan blive enige om den politiske kurs, kan vi opnå et reelt politisk engagement i at løse de reelle problemer, som nogle af Dem har nævnt.

Til sidst vil jeg om Kosovo, som mange af Dem har nævnt, sige, at Kommissionen deler de bekymringer over situationen i Kosovo, som en række medlemmer har givet udtryk for, og EU har gjort alt for at opnå en forhandlingsløsning, men nu står det klart, at status quo er uholdbar, og at FN’s Sikkerhedsråd må behandle spørgsmålet den 19. december. Det Europæiske Råd må vurdere situationen, og det bør bekræfte EU’s tilsagn om at afklare spørgsmålet om Kosovos status og spille en førende rolle i forbindelse med gennemførelsen af en løsning, hvor rammen, som mange af Dem har nævnt, vil være det europæiske perspektiv for hele regionen.

Endelig sætter dette Europæiske Råd sammen med undertegnelsen af traktaten og proklamationen af chartret måske ikke punktum for begivenhederne i 2005, men det markerer begyndelsen på en ny fase af EU’s udvikling. Vi har taget ved lære af 2005, og jeg håber, at vi kan indlede Unionens næste 50 år langt mere fortrøstningsfuldt.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Forberedelserne af EU’s topmøde i december i Bruxelles finder sted i en bedre atmosfære end forventet. Det skyldes utvivlsomt godkendelsen af reformtraktaten og udsigten til, at den kan vedtages uden problemer i Lissabon. Det kompromis, der blev opnået i Polen - som bestod i at fastholde den forrige regerings holdning til chartret om grundlæggende rettigheder for ikke at bringe hele traktaten i fare - har haft stor betydning.

Det skal imidlertid understreges, at den atmosfære, der er skabt omkring den nye traktat, i for høj grad har kædet dens vedtagelse sammen med EU’s overlevelsesmuligheder. EU har efter udvidelsen i 2004 og Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse - dvs. med 27 medlemsstater - fungeret på grundlag af Nicetraktaten. Vedtagelsen af de finansielle overslag 2007-2013 har bevist, at det fungerede effektivt. De blev ganske vist vedtaget med visse vanskeligheder, men der blev opnået enighed om beløbene, som synes at være det vanskeligste spørgsmål og derfor er en prøve på de gældende institutionelle bestemmelsers anvendelighed.

Til trods for denne og andre aftaler blev der kunstigt skabt et indtryk af krise i EU. Det medførte, at borgene blev mere skeptiske over for de europæiske institutioner og over for det formålstjenlige i yderligere udvidelse. Denne farlige spiral, som til en vis grad blev standset i andet halvår af 2007, bør være en lærestreg og en advarsel for fremtiden.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. - (RO) Undertegnelsen af den nye traktat på Det Europæiske Råd den 13.-14. december medfører en reform af de europæiske institutioner, men den øger navnlig de europæiske borgeres beføjelse til at give udtryk for deres holdning til den europæiske lovgivning.

Efter at den nye traktat er ratificeret, vil medlemsstaternes parlamenter opføre Kommissionens lovgivningsmæssige forslag på deres egen dagsorden og dermed øge graden af demokrati i EU. Vi havde helst set, at et kapitel i denne traktat var selve Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Desværre er det kun knyttet som bilag til traktaten, men dermed er retsgrundlaget for at gøre dets bestemmelser juridisk bindende på plads. Chartrets seks kapitler garanterer retten til værdighed, frihed, solidaritet, lighed, retfærdighed og borgerskab. Vedtagelsen af dets bestemmelser vil forhindre enhver fremtidig forskelsbehandling af europæiske borgere på grund af nationalitet, etnisk oprindelse, religion, alder, køn osv.

Traktaten giver også EU mulighed for at fremme bekæmpelsen af klimaændringer på internationalt plan og sikrer alle EU’s borgere passende social beskyttelse. EU er ikke udelukkende baseret på økonomiske kriterier. Vi skal opbygge et socialt Europa, der er baseret på solidaritet og økonomisk, social og territorial samhørighed.

Vedtagelsen af den nye traktat kræver enstemmighed i Rådet og dens ratificering i samtlige signatarstater inden juni 2009.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

3. Stemmeforklaringer

3.1. Euro-Middelhavsaftale EF/ Marokko om luftfart (afstemning)

Betænkning af Johannes Blokland (A6-0416/2007)

3.2. Ændring af euro-Middelhavs-aftale EF/Marokko om luftfart (afstemning)

Betænkning af Paolo Costa (A6-0458/2007)

3.3. Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen (afstemning)

Betænkning af Reimer Böge (A6-0485/2007)

Før afstemningen

  Reimer Böge, ordfører. - (DE) Fru formand! Må jeg bede Dem sørge for, at medlemmerne sætter sig ned til afstemningen, da vi har brug for det kvalificerede flertal? Det er meget vigtigt i forbindelse med de næste tre betænkninger, da vi ellers i morgen får et problem med afstemningen om budgettet for 2008. Jeg anmoder Dem derfor om at bede mine kolleger sætte sig ned og deltage i afstemningen, for ellers får vi et alvorligt problem.

  Formanden. - Tak, hr. Böge, det har De helt ret i. Må jeg bede de kolleger, der endnu ikke har sat sig, om venligst at komme og indtage deres pladser? Vi har afstemninger ved navneopråb, som kræver et kvalificeret flertal - det er vigtige afstemninger. Vær venlig at gå til Deres plads.

3.4. Anvendelse af fleksibilitetsinstrumentet (afstemning)

Betænkning af Reimer Böge (A6-0499/2007)

3.5. Den flerårige finansielle ramme (afstemning)

Betænkning af Reimer Böge (A6-0500/2007)

3.6. Oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter (afstemning)

Betænkning af Bogdan Golik (A6-0461/2007)

3.7. Den fælles markedsordning for fiskerivarer og akvakulturprodukter (afstemning)

Betænkning af Pedro Gueirrero (A6-0467/2007)

Før afstemningen

  Pedro Guerreiro, ordfører. - (PT) Jeg vil gerne indlede denne korte meddelelse med at bifalde afgørelsen i Europa-Parlamentets fiskeriudvalg om at udarbejde en betænkning om den fælles markedsordning for fiskeri- og akvakulturprodukter. Det er en kendt sag, at denne fælles markedsordning endnu ikke har realiseret de mål, som var hensigten, nemlig at sikre stabile markeder for fiskeriprodukter og at sikre producenterne en rimelig indkomst. Da det forholder sig sådan, sætter vi pris på Kommissionens - om end noget forsinkede - beslutning om at foretage en dybtgående evaluering af den eksisterende fælles markedsordning og henstille til, at der udføres en hasterevidering, så der sættes skub i ordningens medvirken til at garantere indkomster i sektoren, sikring af markedsstabiliteten, forbedring af markedsføringen af fiskeriprodukter og øgning af den opståede værditilvækst, navnlig ved hjælp af en væsentlig stigning i de finansielle midler.

Selv om nogle af vores indledende forslag ikke fik den nødvendige konsensus i fiskeriudvalget, mener vi, at den betænkning, der nu er bragt til afstemning, indeholder nogle værdifulde foranstaltninger, som f.eks. foranstaltninger til at afgøre, om de eksisterende interventionsmekanismer er de bedst egnede, og om de er tilstrækkelig fleksible til at imødekomme de relevante behov i de forskellige medlemsstater; foranstaltninger til at indføre en godtgørelse for sardiner som den, der allerede findes for tun; foranstaltninger til at imødekomme behovet for, at strukturfondene bidrager til modernisering og oprettelse af infrastrukturer til støtte for producenterne i forbindelse med produktion/markedsføring; foranstaltninger til at yde en reel støtte til oprettelse og finansiering af producentorganisationer og frem for alt til kystfiskeriet og det traditionelle fiskeri; foranstaltninger til at sikre, at de samme regler og betingelser som dem, der gælder for EU-fiskeriprodukter, er gældende for importerede fiskeriprodukter, der sælges på det indre marked. Disse anliggender betyder måske ikke så meget for nogle medlemmer, men er yderst væsentlige for fiskerne.

3.8. Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur (afstemning)

Betænkning af Jörg Leichtfried (A6-0482/2007)

3.9. Ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer (afstemning)

Betænkning af Adriana Poli Bortone (A6-0464/2007)

Før afstemningen

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Fru formand! Kommissionen afgiver følgende erklæring. Kommissionen deler de synspunkter, som Parlamentet har givet udtryk for, og anerkender, at der er et presserende behov for en videnskabelig evaluering af de anprisninger af børns sundhed, som allerede er på markedet Kommissionen vil derfor opprioritere den nødvendige prodedure, så der kan træffes en hurtig afgørelse om anprisninger, der vedrører børns udvikling og sundhed, og vil ligeledes anmode Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet om at opprioritere behandlingen af evalueringen af disse anprisninger. Endvidere bekræfter Kommissionen, at evalueringsprocessen for disse anprisninger kan begynde, så snart der er fastsat ernæringsprofiler.

3.10. Retlig beskyttelse af mønstre (afstemning)

Betænkning af Klaus-Heiner Lehne (A6-0453/2007)

3.11. Den fælles markedsordning for vin (afstemning)

Betænkning af: Giuseppe Castiglione (A6-0477/2007)

3.12. Kapitaltilførselsafgifter (afstemning)

Betænkning af Werner Langen (A6-0472/2007)

3.13. Bekæmpelse af terrorisme (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0514/2007)

Før afstemningen om ændringsforslag 3

  Claudio Fava (PSE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det mundtlige ændringsforslag, som vores gruppe fremsætter, indebærer, at ordlyden “all forms of glorifying” (enhver form for forherligelse) erstattes af ordet “apology” (undskyldning). Vi mener, at ordet “apology” bedre afspejler den form for adfærd, som skal bremses. Hvis hr. Díaz de Mera kan gå med til det, vil vores gruppe stemme for.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om ændringsforslag 27

  Cristiana Muscardini (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! På baggrund af artikel 151, stk. 3 kan De som formand træffe afgørelse om, hvorvidt stykke 6, som vi skal til at stemme om, kan tillades. Det pågældende stykke angiver, at terrorisme ikke længere kan udryddes. Kan Parlamentet virkelig officielt erklære, at terrorisme ikke kan udryddes? Jeg mener, at der må være tale enten om en oversættelsesfejl i nogle tekster eller en meget alvorlig politisk fejlbedømmelse, og derfor anmoder jeg Dem, fru formand, om at afgøre, om det pågældende stykke kan tillades.

  Formanden. - Fru Muscardini! Vores tjenestegrene har udført samtlige egnethedskontrolprocedurer, og det har stået åbent for ændringsforslag, så jeg er bange for, at vi må klare os med det, vi har her.

Før afstemningen om ændringsforslag 33

  Claudio Fava (PSE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne spørge, om forslagsstilleren vil gå med til at slette de to sætningsdele, der i øjeblikket lyder: “in some rare instances” (i enkelte sjældne tilfælde) og “which may not be lawful” (som måske ikke er lovlige) fra sætningen. Hvis disse to sætningsdele slettes fra ændringsforslaget, er vi villige til at støtte det.

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

4. Proklamation og undertegnelse af chartret om grundlæggende rettigheder

  Formanden. - Hr. formand for Det Europæiske Råd José Sócrates, hr. formand for Kommissionen José Manuel Durão Barroso, mine damer og herrer! Det er mig en stor glæde at byde Dem velkommen i dag her i hjertet af det europæiske demokrati, i Europa-Parlamentet, i anledning af den formelle underskrivelse af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder. Det er i sandhed en glædelig dag, navnlig for borgerne i Den Europæiske Union.

50 år efter at grundlæggerne skabte De Europæiske Fællesskaber ud fra ruinerne af et ødelagt kontinent, er det i dag vores intention højtideligt at proklamere de fælles værdier, der udgør kernen i vores europæiske identitet.

Chartret om grundlæggende rettigheder, som vi proklamerer i dag, symboliserer den betydningsfulde rejse mod en union for det europæiske folk, som vi sammen har foretaget gennem de sidste 50 år.

Dette charter er et bevis på, at vi, da vi lagde grunden til Den Europæiske Union, havde draget den vigtigste lære af Europas historie, og vi nærer i dag fortsat respekt for det enkelte menneskes værdighed, for bevarelsen af den frihed, der er vundet, samt for fred og demokrati og anvendelsen af det retsstatlige princip, som er drivkræfterne bag et forenet Europa.

Frihed kan ikke opstå uden respekt for andres rettigheder, og fred kan ikke blomstre uden rimelig rummelighed over for hinandens interesser. Frihed, fred, retfærdighed og social velfærd er kun opnåelige som et integreret hele; ingen af disse mål kan nås på bekostning af de andre.

Dette forstod grundlæggerne, og de grundlagde Europa som et retsfællesskab. Den Europæiske Union ledes ikke ud fra den idé, at magt går for ret, men ud fra det princip, at beføjelser udspringer af loven. Deri ligger den sande modernitet og vision for vores Union - et fællesskab, som er rodfæstet i fælles værdier. Kun sand retfærdighed kan garantere fred til os alle.

Grundlæggernes vision er blevet realiseret. Og ikke nok med det: I striden mellem to systemer, hvor frihed og demokrati var oppe imod diktatur og undertrykkelse af individet, har den vist sig som den stærkeste og mest vellykkede vision.

Miraklet i vores generation har været afslutningen på opdelingen af vores kontinent. Jerntæppets fald og 12 landes tiltrædelse af Den Europæiske Union var muligt, fordi frihedens og demokratiets stemme og den kraft, der udspringer af ligeberettigelse for alle, var stærkere end den, der udsprang af umenneskelige ideologier i det 20. århundrede.

Berlinerklæringen, som blev vedtaget den 25. marts i år til markering af 50-års-dagen for Romtraktaternes underskrivelse, fremsætter en vigtig erklæring, når den angiver, at “Vi, borgerne i Den Europæiske Union, er forenet til vor fordel”, for det er i sandhed glædeligt for os, at frihed, demokrati og menneskerettigheder er blevet virkelighed for os alle i Den Europæiske Union.

Den højtidelige proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder i dag forpligter os i høj grad og giver os rig lejlighed til at overbevise EU’s befolkning, som tæller næsten 500 millioner, og de kommende generationer om den sande essens af et forenet Europa.

Essensen af Den Europæiske Union overgår økonomiske lønsomhedsberegninger. Selv om disse er vigtige og fortsat vil påvirke vores liv i EU, er vi først og fremmest et fællesskab, der bygger på fælles værdier, og solidaritet, frihed og ligeberettigelse udgør en fast bestanddel af vores daglige tilværelse. Disse fælles værdier, hvis kerne udgøres af respekten for den ukrænkelige menneskelige værdighed, som lovfæstet i artikel 1 i chartret om grundlæggende rettigheder, danner grundlaget for det forenede Europa.

(Bifald)

Af denne årsag anså Europa-Parlamentet en juridisk bindende anerkendelse af chartret om grundlæggende rettigheder for at være en vigtig bestanddel i enhver aftale om reform af de europæiske traktater, og Europa-Parlamentet har fået sin vilje på dette punkt.

Henvisningen til chartret om grundlæggende rettigheder i Lissabontraktatens artikel 6, som stats- og regeringschefer skal underskrive i morgen, giver chartret den samme juridisk bindende karakter som traktaterne selv.

At det 21. århundredes Europa skulle være besiddelse af et omfattende katalog af menneskerettigheder og grundlæggende friheder, som er lige bindende og retsgyldige for alle Unionens borgere, er helt naturligt, og ikke nok med det - det er selve kernen i vores opfattelse af den europæiske identitet.

(Bifald)

Mennesket og menneskelig værdighed er hjertet i vores politik. Den Europæiske Union danner således en ramme, som gør det muligt for os som unionsborgere at opbygge vores fælles fremtid i fred.

Uden det faste grundlag, der udgøres af vores fælles værdier, som vi altid må huske på, ville Den Europæiske Union ikke have nogen fremtid. Vi ville heller ikke have noget grundlag for at kræve respekt for menneskerettighederne i den videre verden, hvis vi ikke anerkendte vores egne værdier som juridisk bindene i Den Europæiske Union.

(Bifald)

Ej heller vil vi lade nogen, hverken i eller uden for Den Europæiske Union, sætte grænser for vores beslutsomme forsvar af menneskerettighederne. Vi i Europa-Parlamentet er moralsk og politisk forpligtet til at forsvare den menneskelige værdighed til hver en tid.

(Bifald)

I vores moderne verden må vi europæere sørge for at fremstå som et fællesskab, der er forenet af fælles værdier, og kæmpe for menneskelig værdighed, og vi må søge interkulturel dialog. Dette kan vi gøre i fuld fortrøstning, og vi må gøre det med en utrættelig vilje - og ingen skal forhindre os.

(Bifald)

Ved affattelsen af chartret om grundlæggende rettigheder blev den nye åbne og demokratiske konventsmetode anvendt for første gang i det forenede Europas historie. Metoden viste sig at være særdeles vellykket, og konventet blev et forbillede og udgangspunkt for hele reformprocessen.

Europa-Parlamentet har spillet en særlig aktiv rolle i affattelsen af chartret om grundlæggende rettigheder og har haft afgørende indflydelse på tekstens indhold.

Chartret er det første instrument, der sikrer økonomiske og sociale rettigheder med samme status som politiske rettigheder og personlige friheder. Det beskytter de grundlæggende rettigheder inden for Unionens virkefelt og i anvendelsen af fællesskabsretten. Den giver tillige samtlige borgere i Den Europæiske Union regresret over for EF-Domstolen i Luxembourg. Vi håber, at den dag kommer, hvor chartret om grundlæggende rettigheder bliver juridisk bindende for alle medlemsstater.

(Bifald)

Menneskerettighederne og de grundlæggende friheder er udelelige. Jeg appellerer derfor til alle medlemsstater i Den Europæiske Union uden undtagelse om, af hensyn til samtlige borgere i Unionen, at tiltræde denne europæiske konsensus.

Den højtidelige proklamation i dag bør ligeledes være en anledning til, at alle europæiske borgere, som på grundlag af chartret kan forsvare deres egne rettigheder, reflekterer over deres pligt over for fællesskabet af europæere, den videre verden og fremtidige generationer. Der findes ingen rettigheder uden ansvar. Det er solidariteten, der forener os.

(Bifald)

Vi er i færd med at skabe et Europa for folket og at give vores Europæiske Union et solidt fundament af fælles grundlæggende demokratiske rettigheder. Den højtidelige proklamation i dag viser, at vores fællesskab, der bygger på fælles værdier, er levende og under udvikling. I dag vil det fælles værdisæt blive forankret i tilværelsen og tankerne hos Unionens befolkning. Denne dag er en stor sejr for borgerne i Den Europæiske Union, og det kan vi alle glæde os over af hele vores sjæl.

(Kraftigt bifald)

(Uro)

(Adskillige medlemmer protesterer højlydt og fremviser bannere og skilte)

  Formanden. - Vær venlig at fjerne disse skilte nu. Vis vores gæst her i Europa-Parlamentet lidt høflighed.

Hr. formand for Det Europæiske Råd, må jeg bede dem holde Deres tale for os nu?

  José Sócrates, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand for Europa-Parlamentet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! I dag, på et højtideligt møde i Europa-Parlamentet, proklamerer vi Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, og jeg vil gerne præcisere over for Dem, at denne dag - den 12. december - nu bliver en af de væsentligste datoer i den europæiske integrations historie. En væsentlig dato i Europas historie.

(Bifald)

(Uro i NI- og IND/DEM-rækkerne)

  Formanden. - Hav venligst tålmodighed. Hav i det mindste den anstændighed at lade vores taler holde sit indlæg.

Hr. formand, ordet er Deres.

  José Sócrates, formand for Rådet. - (PT) Hr. formand! Hvor meget nogen så end råber for at forhindre andre i at tale, så er dette en væsentlig dato i Europas historie. Og jeg vil gerne sige til Dem, at denne dato, denne højtidelighed, sandsynligvis er den vigtigste højtidelighed, som jeg har haft den ære at deltage i. Den vigtigste højtidelighed i hele min politiske karriere.

Jeg er dybt beæret som europæer over at underskrive et charter og at proklamere et charter om grundlæggende rettigheder, og jeg er især beæret over, at dette charter proklameres under det portugisiske formandskab. Jeg er beæret som europæer, og jeg er beæret som portugisisk statsborger, navnlig fordi det var under vores formandskab i 2000, at konventet, som gav anledning til dette charter, påbegyndte sit arbejde. Derfor vil jeg sige til Europa-Parlamentet, at det er en ære for mit land på denne måde at blive associeret med et vigtigt skridt i det europæiske medborgerskabsprojekt.

Dette charter repræsenterer en forpligtelse over for de værdier, der bragte den europæiske civilisation til verden, værdier, som er forankret i forsvaret af den menneskelige værdighed, og vi er her for at proklamere, at vi lever op til de værdier, værdier, der har udspring i den konstitutionelle tradition, som er fælles for Unionens medlemsstater, samt i internationale retlige instrumenter, som det er tilfældet med verdenserklæringen om menneskerettighederne og den europæiske menneskerettighedskonvention. Og for at fremhæve denne forenelighed gør selve Lissabontraktaten det muligt for Unionen at tiltræde Europarådets konvention og anerkender således det, som beskyttelsen af de grundlæggende rettigheder nu repræsenterer i moderne demokratier.

Dette er grunden til, at dette er så usædvanlig en dag, for fra og med i dag - selv om nogle ikke synes om det - vil de grundlæggende rettigheder blive slået formelt og uigenkaldeligt fast som en del af Unionens fælles arv, en moralsk arv, en politisk arv, en arv af medborgerskab og af de bedste træk ved den europæiske civilisation.

Men dette charter er ligeledes et politisk handlingsinstrument, et instrument for institutionerne, fordi chartret kommer til at forme deres aktiviteter. De forpligtes til at respektere de rettigheder og principper, der er udstukket i chartret, og til at arbejde for anvendelsen af rettighederne og principperne, men det er ligeledes et instrument til borgerhandling, fordi det viser, at unionsprojektet er et medborgerskabsprojekt, og det viser, at Unionen er til disposition for sine borgere, og at det beskytter og støtter deres rettigheder.

Chartret legemliggør, på europæisk plan, billedet på menneskelig værdighed og princippet om sociale rettigheder. Derfor har det også en social bestanddel, for det giver et billede af menneskelig værdighed inden for arbejdsverdenen, inden for beskæftigelsesverdenen, inden for sundhedsverdenen, på områderne social sikring og velfærd og ligeledes menneskelig værdighed med hensyn til beskyttelse af miljøet. Det er et charter om lighed og solidaritet, et charter om kampen mod enhver form for diskrimination, og det er et charter om lighed, fordi det sikrer en særlig opmærksomhed, den særlige opmærksomhed, som vi vier til børn og unge, til ligestillingen mellem mænd og kvinder, til de ældres rolle og til det væsentlige anliggende, det er at beskytte personlige rettigheder og personoplysninger.

Jeg må også gøre opmærksom på de friheder, der er sikret i chartret, de friheder, der er forbundet med europæisk medborgerskab, og de politiske rettigheder, der er knyttet hertil, samt de økonomiske friheder, som tager udgangspunkt i Romtraktaten, som vi fejrer 50-års-dagen for i år. Vi er derfor tro mod vores tradition og fastholder forbuddet mod dødsstraf, og jeg bifalder i særdeleshed den afgørelse, som Rådet traf i sidste uge om at markere den europæiske dag imod dødsstraf.

Endelig vil jeg gerne pointere, at chartret omfatter borgernes rettigheder og folkets rettigheder og henvender sig til en gruppe, der strækker sig over langt flere end medlemsstaternes egentlige borgere, og dette er ikke mindst vigtigt, fordi det fra i dag udgør et grundlæggende element i vores overbevisning om, at en bedre verden er en verden, hvor disse rettigheder og friheder er almindeligt respekteret.

Dette charter vil fra i dag være til disposition for Den Europæiske Unions udenrigspolitik, som tilstræber at skabe en verden, hvor alle disse rettigheder og friheder er almindeligt respekteret og garanteret. Det vil derfor fungere som en indikator, der viser Den Europæiske Unions position på den internationale scene i enhver aktion, der foreslås til sikring af respekt for de grundlæggende rettigheder på verdensplan.

Derfor kan Europas borgere derigennem anerkende sig selv i en Union, som er deres Union. De kan anerkende de rettigheder, som Unionen garanterer dem, og forstå, at Europa er et projekt for fred og demokrati, et projekt, hvor individets rettigheder bliver respekteret fuldt ud. Det er vores moralske autoritet, og det er følelserne ved denne højtidelighed, der forener de tre institutioner. Vi proklamerer dette charter på tærsklen til Lissabontraktatens underskrivelse, et charter, som har samme retlige status som basisloven, og en retlig status, som svarer til traktaternes, til gavn for mange og til nogles fortrydelse. Dette charter er i traktaten.

(Stående bifald)

(Fornyet uro i NI- og IND/DEM-rækkerne)

  Formanden. - Hav i det mindste have den anstændighed at lade vores gæst tale ud.

Højrøstethed er ikke noget argument. Forlad Parlamentet!

  José Sócrates, formand for Rådet. - (PT) I denne globaliserede verden, hvor mange hævder, at økonomiske og finansielle principper er ufravigelige, er den kendsgerning, at 27 europæiske stater i unionsregi gentager dette stærke engagement over for værdier og målsætninger, der beskytter og sikrer de grundlæggende rettigheder, et eklatant bidrag til reguleringen af selve globaliseringen. Grundlæggende rettigheder er en fælles tradition blandt demokratiske retsstater, giver muligheder for at begrænse myndighedernes magt og udgør grundlæggende instrumenter til beskyttelse af individet.

Ved at forpligte Unionens institutioner og medlemsstater begrænser chartret myndighedernes magt med det formål at beskytte borgernes og deres organisationers interesser. Og ved at formalisere denne begrænsning af myndighedernes magt vil charterets anvendelsesbegrænsning nøje følge nærhedsprincippet og styrke selve Unionens fremragende demokratiske natur. Forsvaret af grundlæggende rettigheder er utvivlsomt en værdi, som er altafgørende for den europæiske identitet, som er en del af vores genetiske kode, et element, som strukturerer hele det europæiske projekt og gør det muligt at definere Europa som en værdiernes Union, og betingelsesløs bekræftelse af disse værdier er, hvad verden forventer af Europa.

Dette er det Europa, jeg ønsker at være en del af, et Europa, der forsvarer disse værdier. Og vi er alle udmærket klar over - jeg og samtlige medlemmer - at kampen for grundlæggende rettigheder er en daglig opgave og sandsynligvis en opgave uden ende, en opgave for medlemsstaterne, en opgave for de civile samfund, en opgave for de industrielle virksomheder og fagforeningerne, en opgave for hver eneste borger. Derfor glæder vi os, når vi proklamerer chartret, over den aftale, der er indgået om dette charter, og over anerkendelsen af dets juridiske værdi på lige fod med selve de traktater, som stiftede Unionen.

Men ud over at markere en glædens dag repræsenterer proklamationen af dette charter en aftale for Unionens institutioner, som skal overholdes og anvendes hver dag i deres handlinger. Kun sådan lever vi op til Europas historie, kun sådan bliver vi værdige arvtagere til de bedste karaktertræk ved vores kollektive identitet og vores fælles tradition - en kollektiv identitet og en fælles tradition, der gør Europa ære - et Europa, som kæmper for sine borgeres rettigheder, friheder og garantier.

(Fornyet stående bifald, med undtagelse af GUE/NGL, NI og IN/DEM)

  Formanden. - Mine damer og herrer! Jeg vil gerne overbringe Dem nogle oplysninger og beder Dem sørge for, at vi nu får den nødvendige ro. Kongen af Jordan er i Europa-Parlamentet og vil tale til os umiddelbart efter den højtidelige proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder. Vær venlig at se til, ikke mindst af hensyn til vores gæst fra Jordan, at vi ikke får flere afbrydelser, så vi kan gennemføre denne proklamation på en værdig måde.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (PT) Hr. formand for Europa-Parlamentet, hr. premierminister for Portugal og formand for Rådet for Den Europæiske Union, mine damer og herrer! På tærsklen til underskrivelsen af Lissabontraktaten underskriver formændene for de tre politiske institutioner i Den Europæiske Union - Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen - her i Strasbourg det europæiske charter om grundlæggende rettigheder.

Det er mig en stor personlig ære at tage del i en handling af så stor betydning. Proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder sikrer en retskultur i Europa. I Den Europæiske Union, som frem for alt er et retsfællesskab, fordrer institutionelle ændringer en skærpelse af respekten for grundlæggende rettigheder.

(EN) Ærede medlemmer! I dag bekræfter de tre europæiske institutioner deres forpligtelse - den forpligtelse, som de indgik i december 2000, da chartret blev proklameret første gang. Her syv år senere går vi imidlertid et afgørende skridt videre.

Chartret fra 2000 var ikke juridisk bindende. Med underskrivelsen af Lissabontraktaten i morgen og den efterfølgende ratificering vil chartret blive en del af Unionens primære ret og vil få samme juridiske værdi som traktaterne selv. Dette fremskridt vil give de europæiske borgere nogle meget konkrete fordele. Lad mig illustrere dette ved kort at se på charterets indhold. De 54 artikler omfatter rettigheder, som indtil nu har skullet anerkendes af Domstolen i hvert enkelt tilfælde. Nu er de samlet under ét.

Chartret anerkender grundprincipperne om menneskelig værdighed og indbefatter således først og fremmest de klassiske borgerlige rettigheder, som allerede er omfattet af den europæiske menneskerettighedskonvention: ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, religionsfrihed, lighed for loven og princippet om ikkediskrimination.

Chartret bekræfter ligeledes økonomiske og sociale rettigheder. Det omfatter ejendomsret og erhvervsfrihed, men samtidig rettigheder for arbejdstagere og arbejdsmarkedets parter, og det værner om emner som social sikring og social bistand.

Chartret indbefatter ligeledes de nye udfordringer, som samfundet står over for i dag. Det omfatter således garantier vedrørende databeskyttelse, bioetik og god forvaltningsskik, også kendt som tredjegenerationsrettigheder. Disse vil være særdeles relevante for mange af vores aktivitetsområder, det være sig forskningspolitik, inden for frihed, sikkerhed og retfærdighed eller i vores konstante stræben efter god forvaltningspraksis.

(FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Chartret om grundlæggende rettigheder vil medvirke til at forankre Den Europæiske Union i en sand kultur af grundlæggende rettigheder. Ved at underskrive chartret i dag forpligter vi - formændene for Unionens tre politiske institutioner - os primært til at respektere rettighederne i alt, hvad vi gør. Denne forpligtelse kan måske umiddelbart synes let at fastholde, men i virkeligheden vil det blive en vedvarende udfordring at sikre, at de borgerlige rettigheder respekteres fuld ud i samtlige EU-politikker, det være sig i lovgivningen om det indre marked, forvaltningen af indvandringen eller bestræbelserne på at bekæmpe terrorisme.

Chartret er det første juridisk bindende dokument nogensinde, som er udfærdiget på internationalt plan, og som i én tekst samler ikke kun borgerlige og politiske rettigheder, men også økonomiske og sociale rettigheder og underlægger dem alle det samme juridiske overvågningssystem. Det er utvivlsomt en stor bedrift, som Den Europæiske Union bør være stolt af. Det er i mine øjne særlig bemærkelsesværdigt, at dette skulle være muligt nu i det nye udvidede Europa, et Europa, som tidligere var splittet af totalitære og autoritære regimer, som tilsidesatte menneskerettighederne, hvorimod det Europa, som vi har i dag, er et Europa, der er forenet om værdierne frihed og solidaritet.

(Bifald)

Hvis vi samarbejder om at fremme menneskerettighedskulturen, bidrager vi væsentligt til, at vi får et Europa, som er reelt rodfæstet i værdier - håndgribelige værdier, som almindelige mennesker kan nære tillid til. Europa er blevet styrket af chartret og mere fast besluttet på at arbejde for sine værdier på verdensplan. Lige siden verdenserklæringen om menneskerettigheder blev underskrevet, har Europa gået i spidsen i kampen for grundlæggende rettigheder. Fra nu af vil Europa være bedre rustet til at forfølge denne kamp med succes, for frihedens, fredens og demokratiets skyld.

(Stående bifald)

(Adskillige medlemmer giver højrøstet udtryk for deres modstand, svinger med flag og bannere og råber i kor: “Folkeafstemning!”)

(Formanden for Europa-Parlamentet, José Sócrates og José Manuel Barroso giver sig til at underskrive chartret om grundlæggende rettigheder)

5. Højtideligt møde - Jordan

  Formanden. - Ærede medlemmer, hr. Ferrero-Waldner, mine damer og herrer! Det er en særlig ære for Parlamentet at byde Hans Majestæt Abdullah II, konge af det hashimitiske kongerige Jordan, velkommen til Strasbourg i dag. Vi byder Deres Majestæt hjertelig velkommen i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

Jeg byder også medlemmerne af den højtstående delegation, der ledsager kong Abdullah, velkommen, særlig formændene for de to kamre i det jordanske parlament.

(Bifald)

Dagens besøg af kongen af Jordan er det tredje siden 2002, da Hans Majestæt først talte til Parlamentet. I november 2004 besøgte kongen formandskonferencen i Bruxelles. Hans besøg og hans tale i Parlamentet i dag er begge tegn på det stærke partnerskab mellem det hashimitiske kongerige Jordan og Parlamentet, og et opmuntrende varsel for vores fælles fremtid i Middelhavsområdet.

Deres Majestæt, jeg havde forberedt en meget længere tale, men siden vi måtte bede Dem om at vente i nogen tid, vil jeg forkorte den og bare sige, at det er dejligt at have Dem hos os her, og at det nu er mig en stor glæde at bede Dem om at tale til os.

(Bifald)

  Abdullah II, konge af det hashimitiske kongerige Jordan. - (EN) Bismillah ar-Rahman ar-Rahim. (I den nådige og barmhjertige Guds navn.) Hr. formand, kære parlamentsmedlemmer, mine damer og herrer! Tak for Deres varme velkomst; på vegne af Jordans befolkning er det mig en ære endnu en gang at være i denne fornemme institution.

Mine venner, i dag har vi et Europa og et Mellemøsten i forandring. Et Europa, hvor medlemstallet vokser, og som har en visionær mission: om samarbejde på tværs af grænserne og vækst uden barrierer. Et Mellemøsten med nye horisonter og voksende håb; håb om fred blandt naboer, muligheder for vores folk og en fremtid for vores unge.

Disse tendenser finder ikke sted i isolation. Hvis vores regioner når det, de håber på, vil det fremme stabiliteten og skabe nye muligheder for sikkerhed og velstand på verdensplan. Vi har alle en stor interesse i, at det lykkes. Og vi har en afgørende mulighed nu.

For to uger siden mødtes israelere og palæstinensere i Annapolis med støtte fra EU og lande fra begge vores regioner. De forpligtede sig til grundige forhandlinger om en fredstraktat i 2008 og til straks at tage skridt til at opfylde deres forpligtelser i henhold til køreplanen for fred. For første gang i flere år ser vi bevægelse i retning af en permanent ordning og en uafhængig, suveræn og bæredygtig palæstinensisk stat.

(Bifald)

Disse fremskridt er skabt af mange fredsvenner, herunder ledere i Europa og i arabiske stater. Vi mente, at der efter år, hvor krisen blev værre og værre, var behov for en ændring af strategien. Vi opfordrede til et nyt engagement i tostatsløsningen og en målrettet proces for at opnå denne - med en stram tidsplan, målelige krav og delmål undervejs i forløbet.

Det er sjældent, man får en chance til, men jeg tror, at vi har fået en. Der ligger meget reelle udfordringer forude, men Annapolis har tændt en ny gnist af håb. Vi kan og må få denne gnist til at blusse op, så vi får tillid, handling og håndgribelige resultater.

Som vores nabo deler Europa vores interesse i at løse denne den centrale krise i vores tid. Alle parter respekterer Europas neutralitet og model for fremskridt og fred i regionen. I årevis har De været vores partnere i jagten på løsninger. Og det vil De også være, når vi høster fordelene af succes: en levende zone med fred og velstand på hele den halvkugle, vi deler.

Disse realiteter giver Europa en vigtig, ja prominent rolle i den fremtidige fred. Jeg taler især om EU, og om Dem, der er Europas stemme her i Parlamentet. Jeg er kommet her i dag for at opfordre Dem til at engagere Dem aktivt, for at anmode om Deres konkrete, praktiske færdigheder og investering i fremtiden, og for at tilbyde Jordans eget engagement i det arbejde, der ligger forude.

Mine venner, der er store områder her, hvor vi må begynde at gøre noget nu. Det første er at støtte forhandlingerne og deres mål: en endelig løsning, der gør en ende på konflikten og skaber sikkerhed for både Palæstina og Israel og langt om længe skaber en suveræn, uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat.

(Bifald)

Vi må ikke undervurdere de vanskelige dage, der forestår. Problemerne er komplicerede og årtier gamle. Man må se de reelle klagepunkter i øjnene - og så lægge dem bag sig. På den positive side forstår israelerne og palæstinenserne deres dybe og fælles engagement i at gøre en ende på konflikten. Og der er allerede blevet gjort et stort arbejde. Fra Oslo via køreplanen over Genèveaftalerne og andre initiativer er parametrene for løsningerne i fokus. Jeg tror, at parterne kan gå i gang med slutspillet.

Men hvis det skal ske, er det bydende nødvendigt, at det internationale samfund engagerer sig. Europa har en enestående erfaring med hensyn til mekanismer og processer til overvindelse af situationen efter en konflikt og til forsoning. Dette inkluderer skabelse af en ramme om sikkerheden, som kan gøre begge parter trygge. Europæiske fredsbevarende styrker har spillet en konstruktiv rolle i Libanon. Deres engagement kan hjælpe til at give en palæstinensisk-israelsk fredsslutning et stort skub fremad.

På stedet er der behov ikke bare for ressourcer, men for partnerskab - for at sætte gang i de økonomiske muligheder, skabe tillid til, at den politiske proces virker, og hjælpe med at skabe de betingelser, der kan bevare freden. Både palæstinenserne og israelerne må se håndgribelige resultater, og det hurtigt. Det betyder sikkerhed mod vold og en afslutning af besættelsen; men det betyder også bedre livsbetingelser. I de besatte områder er den humanitære situation stadig meget alvorlig for palæstinenserne. Folk behøver adgang til arbejdspladser og uddannelse, effektive offentlige tjenester og meget mere. Sådan et initiativ vil i høj grad hjælpe til at indgyde håb og være et stærkt modargument over for ekstremisternes forudsigelse af, at intet kan forandre sig.

I næste uge vil donorlandene og -institutionerne mødes i Paris for at forpligte sig og planlægge vejen frem. Europas lande og EU giver allerede hjælp, et engagement, som folk i hele regionen respekterer.

En anden og hermed forbunden meget vigtig ting er at forstå og udtrykke mulighederne for fred. Vi må nu begynde at se på fremtiden på en ny måde: en region, hvor konflikt er blevet afløst af samarbejde, hvor en regional økonomi bringer 22 landes evner og ressourcer sammen - mere end 300 millioner mennesker, fra Atlanterhavet til Det Indiske Ocean - og hvor grænseoverskridende partnerskaber fremmer udvikling, sundhed, miljø og meget mere.

Det er en fremtid, som gør det muligt for befolkningen fuldt ud at tage del i de globale fremskridt. Og den vil lukke op for et nyt partnerskab med vores europæiske naboer inden for videnskab, teknologi og handel.

Denne lovende fremtid er grunden til, at vi hurtigt må have en omfattende ordning, hvor der gøres noget med hensyn til Syrien og Libanon. Faktisk har den arabiske verden anerkendt vigtigheden af at gå fremad. Det arabiske fredsinitiativ blev enstemmigt bekræftet sidste forår. Og det har fået støtte fra muslimske lande uden for regionen. Muligheden er der omsider for en suveræn, uafhængig og levedygtig palæstinensisk stat og for fuldstændige og normale forhold mellem Israel og 57 arabiske og muslimske lande. Det betyder accept. Accept fra afgørende lande med milliarder af borgere, der udgør omkring en tredjedel af medlemmerne i FN. Og det åbner for en fælles fremtid med sikkerhed, fred og nye partnerskaber.

At nå frem til en sådan fred vil også have væsentlig indvirkning på andre spørgsmål. Inden for regionen vil det skabe et nyt strategisk rum, der giver mulighed for løsning af andre alvorlige problemer fra fattigdom til spredning af atomvåben. De aggressive kræfter vil ikke længere kunne udnytte den palæstinensiske sag til fordel for deres egne ambitioner og interesser.

(Bifald)

Og der vil blive frigjort ressourcer og opmærksomhed til at udnytte regionens potentiale gennem udvikling og reform.

Vi i Jordan er parate til at møde fremtiden. Vi har presset på med vores reformprogram til trods for regional ustabilitet. I det sidste årti har vi fået væsentlige gevinster: stærk økonomisk vækst, en voksende indkomst pr. indbygger og et uddannelsessystem af topkvalitet. Og Europa har været en vigtig partner gennem investeringer i den private sektor såvel som gennem officiel bistand. Lad mig sige, at vi i høj grad påskønner den støtte og det venskab, som Parlamentet og EU har vist.

(Bifald)

Og vi tror, at når der kommer fred, kan vores partnerskab kun udvikle sig endnu mere.

Mine venner, i dag kan vi tænke på et større nærområde, et der strækker sig fra nord for Østersøen til syd for Middelhavet, og et, der deles af Europa og Mellemøsten. Det er basis for Euromed-fællesskabet, vores tværregionale platform for samarbejde og udvikling. Det er et forhold med store fælles interesser og ubegrænset potentiale. Og det er op til os at udvikle vores partnerskab fuldt ud.

I dag bliver unge europæere voksne, som aldrig har kendt et delt Europa. Deres unge modparter i Palæstina og Israel har ikke sådan en positiv erfaring. De er vokset op i en delt verden ramt af konflikt. Nu har vi sammen muligheden for at fjerne barriererne for deres fremtid og lade fortiden bag os.

I dag repræsenterer Parlamentet væsentligt flere medlemsstater, end da jeg talte her for bare fem år siden. Det er resultatet af et engagement i hele regionen i at forøge partnerskabs- og fremskridtszonen. Mellemøsten er i gang med samme vigtige opgave. Nu kan vi sammen hjælpe med at sikre, at dette arbejde lykkes.

I dag er en fornyet fredsproces begyndt. Vi har set sådanne begyndelser slå fejl før. Men denne gang har en enestående kombination af begivenheder skabt nye muligheder for succes. Nu kan og må vi i fællesskab opfylde løftet om fred.

(Bifald)

Mine venner, vi i Jordan ved, at når et oliventræ bliver til, så er plantningen af det kun det første skridt. Derpå går der hundrede processer i gang for at skabe cellerne og livsstrukturerne. Der kommer rødder, der sker vækst, og en kerne af styrke sikrer overlevelsen. Udefra kommer der vand og støtte til at opretholde livet og sætte nye frugter.

I Mellemøsten er der lige blevet plantet en ny olivengren. Nu må det rigtige arbejde begynde. Det ligger i vores hænder at sætte gang i processen og de strukturer, der vil give freden rødder, hjælpe den til at gro og støtte den ind i fremtiden.

Jeg opfordrer Dem alle til at tage del i denne bestræbelse. Vores partnerskab kan skabe en historisk forandring og en rig høst - år med fred og velstand, der vil være til gavn for vores befolkninger og vores verden.

(Medlemmerne rejste sig og gav taleren et stående bifald)

  Formanden. - Deres Majestæt! Vi takker Dem for Deres besøg i Europa-Parlamentet. Vi takker Dem for denne fremragende tale. Vi er alle, som bifaldet viste, dybt rørte af Deres overbevisning. Der er få personligheder, få ledere, der er så engagerede som De i freden i Mellemøsten. De kalder os venner, og jeg siger til Dem på vegne af Parlamentet: Vi står på Deres side om at skabe en palæstinensisk stat, der kan leve i sikkerhed ...

(Bifald)

... og at få et Israel, som kan leve i sikkerhed. Vi i Parlamentet tror på menneskets værdighed, og den gælder hvert menneske i verden.

(Bifald)

Deres Majestæt, vi ønsker et tæt samarbejde med Deres land, og De er en af de meget få, der har besøgt Parlamentet mere end én gang. Vi i Parlamentet og EU ønsker et stærkt partnerskab, en forbindelse, om muligt et venskab med alle lande i Mellemøsten. Vi står ved Deres side. Lad os arbejde sammen.

Shukran jazilan. Tak, Deres majestæt.

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Af hensyn til det formelle møde med kongen af Jordan har alle de andre ledere af de politiske grupper uden tvivl været ude af stand til at benytte lejligheden til at fremsætte en udtalelse i henhold til forretningsordenen om det, der skete lige før. Det vil jeg gerne gøre nu.

Jeg tror, jeg taler for mange medlemmer, når jeg udtrykker min tak, først og fremmest til formanden, hr. Barroso og hr. Sócrates for den værdige måde, hvorpå de forsvarede denne højtidelige handling, underskrivelsen af chartret om grundlæggende rettigheder. De havde det altovervejende flertal her i Parlamentet bag sig.

(Bifald)

Men der er to ting, jeg gerne vil sige til Parlamentet, og dem siger jeg helt personligt og ikke på min gruppes vegne. Jeg taler på egne vegne.

Jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på en sag, som jeg har fået indsigt i som leder af en politisk gruppe. Det er ikke normal praksis at rapportere om diskussionerne i formandskonferencen, men De bør bestemt vide, at den eneste gruppeformand, der bad formandskonferencen om en indbydelse til at være til stede ved den formelle underskrivelse af traktaten i Lissabon, var hr. Bonde. Det synes jeg, Parlamentet bør vide. Ingen andre gruppeformænd fremsatte en sådan anmodning. Hr. Bonde, der laver så meget postyr her, var besluttet på at være til stede ved underskrivelsen af traktaten. Det er den slags dobbeltmoral, vi må leve med her.

En anden kommentar, jeg gerne vil komme med, er, at jeg i gymnasiet i Tyskland lærte om, hvordan taktikken med fælles taktfast råben blev brugt til at overdøve politiske modstandere i Rigsdagen i Weimarrepublikken. Den politiske gruppe, der indførte denne praksis, var den, som Adolf Hitler anførte. Det mindede hændelserne i dag mig om. Tak.

(Højt bifald)

  Joseph Daul (PPE-DE) . - (FR) Fru formand! Jeg vil fatte mig i korthed. Også jeg blev meget chokeret tidligere i dag. Dette er et debatkammer, hvor demokratiet hersker, og der er ingen grund til en sådan opførsel, som vi så her til formiddag til glæde for tv-kameraerne. Kommunikation er noget, som vi alle her har ret til. Til dem, der var ansvarlige for balladen her til formiddag i et organ, der er viet til demokrati og frihed, vil jeg simpelthen sige, at de opførte sig skammeligt. Vi vil drøfte det igen i eftermiddag på formandskonferencen med henblik på at forhindre, at situationen forværres.

(Højt bifald)

  Francis Wurtz (GUE/NGL) . - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne både personligt og - håber jeg i betragtning af, hvad vi så - på vegne af hele min gruppe, udtrykke den stærkest mulige fordømmelse af den skammelige chauvinistiske, antieuropæiske demonstration, der blev foretaget her tidligere i dag.

(Bifald)

Min gruppe går bestemt ind for en folkeafstemning om den nye traktat, og den har spørgsmål til og betænkeligheder ved visse artikler i chartret. Men det har ikke noget at gøre med, hvad der foregik her til formiddag, og det er vigtigt, at man ikke blander tingene sammen. For vores vedkommende støtter vi et fællesskab med værdier, vi støtter, at man fremmer fundamentale rettigheder, vi støtter et Europa med demokrati, og der er ikke plads i vores mission til chauvinisme og dårlig opførsel!

(Højlydt bifald)

  Graham Watson (ALDE). - (EN) Fru formand! En bemærkning til forretningsordenen. Jeg vil gerne fremsætte en formel anmodning om at sikre Parlamentets værdighed. Den opførsel, visse medlemmer af Parlamentet viste, da de overdøvede repræsentanterne fra Parlamentet, Kommissionen og Rådet under underskriftsceremonien, var utålelig og bør ikke tolereres. Den bringer det værste fra fodboldbanen ind i Europas højeste forsamling og minder om, hvad kommunisterne gjorde i den russiske Diet og nationalsocialisterne i den tyske Rigsdag.

(Bifald)

Min formelle anmodning er følgende: Min gruppe forlanger, at formandskabet i fremtiden benytter de beføjelser, det har i henhold til forretningsordenen, til at fjerne medlemmer, der opfører sig sådan, fra salen.

(Højlydt bifald)

  Daniel Cohn-Bendit (Verts/ALE) . - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg behøver næppe at tilføje, at vi som alle vores kolleger var helt rystede over demonstrationen tidligere. Men jeg vil sige følgende: Lad os nu ikke overdrive. Der er måske 50 tosser til stede i salen, men der er 700 medlemmer til at stå imod dem, så lad os ikke overdrive det, at 50 tåber afbrød underskriftsceremonien, og gøre det til et statsanliggende. Lad os falde ned, og, Graham, lad os ikke insistere på, at de ansvarlige skal smides ud. Efter min opfattelse er et frit parlament et parlament, der kan tolerere et par idioter, selv om de kan være trættende.

(Bifald)

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Fru formand! På min gruppes vegne vil jeg gerne sige, at selv om vi ikke har noget imod robuste meningsudvekslinger, som bør tillades inden for enhver parlamentarisk forsamling, så er det, der skete i formiddags langt ud over, hvad der bør tillades at ske i nogen demokratisk institution. Men i stedet for at forlænge denne diskussion, lad os så gå videre med afstemningen og også få frokost så hurtigt som muligt.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - (EN) Fru formand! Jeg blev angrebet personligt af hr. Schulz, og derfor mener jeg, at vi bør gå over til afstemningen. Jeg tog del i en fredelig manifestation mod fejringen af et charter, der var en del af en forfatning, hvor jeg ikke engang kan få den samlede tekst og se relevansen og betydningen, og det kan De heller ikke. Det, som vi vil underskrive i morgen, er en traktat, som ingen af Dem har læst, simpelthen fordi det ikke er muligt at læse den. De bruger vores afstemningstid til at fejre en sejr over demokratiet, og derfor vil jeg ikke angribe mine kolleger, men jeg må sige til hr. Schulz, at jeg ikke deltog i nogen forbrydelse.

Jeg forstår det fuldstændigt, men vi har en anden tradition i Danmark, så jeg var her med min T-shirt, der opfordrede til en folkeafstemning, og jeg mener, at vi alle bør opfordre til en folkeafstemning. Det er den demokratiske norm, de forsvarer.

  Dimitar Stoyanov (NI). - (BG) Fru formand! Jeg tager ordet i henhold til den bestemmelse i forretningsordenen, som giver mig ret til en personlig forklaring, fordi hr. Cohn-Bendit fornærmede folk her i salen. Det er personlige fornærmelser, hvor De ikke har ret til at skjule Dem bag Deres parlamentariske immunitet, hr. Cohn-Bendit. Sig, at De giver afkald på den, og prøv så at fornærme medlemmer af Parlamentet. Med hensyn til hvad der skete her, var det kun ytringsfrihed, hvilket ethvert medlem af Parlamentet har.

Jeg vil gerne tale til hr. Daul. Hr. Daul, hvis De ønsker, at medlemmerne skal fjernes med magt, er De så ikke ligesom Hitler, der gjorde nøjagtig det samme i den tyske Rigsdag?

Det største demokrati er det direkte demokrati. Og vi hævede vores stemme, vi udøvede vores ret til at ytre os frit, til direkte demokrati, i stedet for at omgå de europæiske nationer, som De gjorde. Det, der foregår her, er diktatur fra det nye proletariat, der dannes i den nye Union. Som denne gang ikke er sovjetisk, men europæisk.

  Joseph Daul (PPE-DE) . - (FR) Fru formand! Mit navn blev nævnt under opfordringen til ophævelse af den parlamentariske immunitet og uddrivning fra salen. Må jeg foreslå, mine damer og herrer, at De begynder med at få styr på medlemmernes navne, før De taler til Parlamentet.

  Formanden. - Jeg vil nu gå over til afstemningen, men jeg vil bare fremsætte en kommentar, før jeg gør det.

Den 29. november 2007 vedtog Parlamentet chartret om grundlæggende rettigheder med 534 stemmer mod 85, hvor 21 afholdt sig.

(Højlydt bifald)

6. Stemmeforklaringer (fortsat)

6.1. Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008 (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0500/2007)

6.2. Økonomiske partnerskabsaftaler (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0497/2007)

6.3. Europæisk aftaleret (afstemning)

Forslag til beslutning (B6-0513/2007)

7. Indlæg af et minuts varighed

Mundtlige stemmeforklaringer

Betænkning af Adriana Poli Bortone (A6-0464/2007)

  Renate Sommer (PPE-DE). - (DE) Fru formand! I dag har vi endelig oplevet begyndelsen af en overgangsperiode for de eksisterende ernærings- og sundhedsanprisninger på etiketterne på fødevarer, der er beregnet til børn. Kommissionen havde glemt det og forsøgte at overlade problemet til Parlamentet. Det har vi forhindret. Vi har tvunget Kommissionen til at fremsætte en udtalelse, der også erkender behovet for en overgangsperiode for anprisninger, der har at gøre med børns sundhed og udvikling. Men der står det problem tilbage, at Kommissionens langvarige nægtelse af at fremsætte et forslag herom har forvredet konkurrencen. Produkterne er allerede blevet fjernet fra markedet, fordi forordningen er trådt i kraft i mellemtiden. Det har været et virkelig forkludret stykke arbejde fra Kommissionens side.

I tilgift dertil fremsatte jeg et forslag på min gruppes vegne om at slette artikel 4. Det var en politisk demonstration. Vi står ved vores udtalelse om, at denne forordning er meningsløs. Det er ikke muligt at lave ernæringsprofiler for alle fødevarer. Næsten halvdelen af medlemmerne af Parlamentet er af samme opfattelse. EFSA, den europæiske fødevaresikkerhedsmyndighed, har nu sagt, at den ikke kan se, hvordan den skal kunne skaffe ernæringsprofiler for alle produkter. Nonsens og bureaukrati - en overflødig lov.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Fru formand! Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi forsøger at få sundhedsprisninger på produkter, men det er rigtigt, at vi må sikre, at de er sande og baserede på viden. Det er ikke passende, hvis en virksomhed fremskaffer forskningsresultaterne og selv finder de kommercielle argumenter, som om de var nok til at vinde en diskussion om sundhed. Med andre ord må det konstateres, at den pågældende forskning og viden er passende og korrekt og derfor pålidelig.

Det er meget vigtigt at sikre, at ernærings- og sundhedsanprisninger er korrekte, og det vil også sætte folk i stand til at skifte til en sundere kost. Det er særlig vigtigt med børn og unge, fordi vi kender de alvorlige problemer, der i øjeblikket er i Europa med overvægt, type 2 diabetes og andre dermed forbundne tilstande. Vi må sikre os, at næringsværdien er god, og at sundhedsanprisningerne er rigtige.

Betænkning af Klaus-Heiner Lehne (A6-0453/2007)

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Fru formand! Jeg stemte mod betænkningen om liberalisering af det sekundære marked for reservedele. Det er en usammenhængende strategi.

På den ene side insisterer vi på, at industrien skal udvikle biler, der er mere og mere sikre, og vi bekæmper piratkopiering i industrien. Men i modstrid hermed har Parlamentet totalt legaliseret fremstillingen af kopier af reservedele, der påstås at gøre dem billigere. Men forbrugerne vil ikke få garanti for, at sikkerhedsstandarderne overholdes i det reparerede køretøj. Folk, der støtter liberalisering, især fra Det Forenede Kongerige, bekræfter, at små og mellemstore virksomheder vil drage fordel af denne politik. Men de fleste billige kopier af patenterede reservedele produceres i dag i Asien, ikke i Europa. Til trods herfor er prisen 7 % højere i de 10 medlemsstater, hvor der indtil nu ikke har været mønsterbeskyttelse, end i de øvrige sytten. Disse fortsætter med at beskytte mønstre som Japan og andre store og førende lande inden for bilindustrien. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på, at i tilfælde af ulykker vil nu både bilister og fodgængere komme i større fare, fordi der ikke bruges originale reservedele, men nogle af lavere kvalitet. Dette direktiv er ulykkeligvis et eksempel på en usammenhængende EU-strategi.

  Jan Březina (PPE-DE). - (CS) Fru formand! Jeg vil gerne give udtryk for min uenighed i begrænsningen af den retlige beskyttelse af mønstre for reservedele. Vi oplever en indblanding i områdets industrielle rettigheder, der er uden fortilfælde. Hvis der foregår misbrug af monopolerne fra ejere af industrielle rettigheder, så kan man anvende normale juridiske instrumenter såsom licenskrav. Det har betydelige omkostninger at skabe et industrielt mønster, og det er grunden til, at det er passende at yde retlig beskyttelse også fra et økonomisk synspunkt. Afskaffelsen heraf vil ikke føre til liberalisering af markedet for reservedele, som Kommissionen forventer, men sandsynligvis til en forøgelse af prisen på slutproduktet. Den forudsigelige reaktion fra producenterne på, at der findes uafhængige producenter på markedet for reservedele, vil være at dække tabene gennem højere priser. Det vækker også bekymring, at de lavere omkostninger ved uafhængige producenters reservedele vil føre til et lavere sikkerhedsniveau og dårligere kvalitet. Det, der foruroliger mig, er, at det i sidste instans bliver brugeren, som bliver bragt i fare.

Betænkning af Giuseppe Castiglione (A6-0477/2007)

  Michl Ebner (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Jeg vil gerne sige, at jeg stemte for Castiglione-betænkningen og jeg mener, det er en meget afbalanceret betænkning, særlig hvis vi tænker på, hvordan den begyndte med 800 ændringsforslag fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter. Både ordførerens og talrige medlemmers bestræbelser har utvivlsomt båret frugt i en sektor, der er i svære vanskeligheder. Det er helt afgørende, at vi giver vindyrkerne mulighed for at få bedre forhold i fremtiden.

Jeg mener, at betænkningen giver grundlaget for fremskridt, og jeg håber, at Kommissionen, når den handler i de nye traktaters ånd, vil tage hensyn - fuldt ud, om muligt - til Parlamentets beslutninger.

  Anja Weisgerber (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Afstemningen i dag om reformen af vinmarkedet er en bragende succes for Parlamentet og for de forskellige vindyrkende regioner og vinproducenter. F.eks. kan vi sikre, at det fortsat vil være muligt at berige vinene med saccharose. Parlamentet har også afvist Kommissionens plan om på dette stadium at indføre bestemmelser, som ville foreskrive en hævelse af forbuddet mod nyplantning i 2014. I dette tilfælde foreslog vi en løsning, der kan gennemføres, hvorved beslutningen om liberaliseringen ikke skal tages, før der er forelagt en undersøgelse i 2012. Med hensyn til etikettering af individuelle vine er vi også nået til en aftale, der tager passende hensyn til de forskellige betegnelsessystemer i Europa. Det er desuden lykkedes os at få en sikkerhedsbestemmelse med i vinmarkedsforordningen, der beskytter Bocksbeutel, de særligt formede flasker, der bruges i min hjemegn, Franken.

Vi har fremlagt en meget afbalanceret ramme i dag, som vil danne et godt grundlag for de kommende forhandlinger i Rådet. Nu er det Rådet, der har bolden; vi i Parlamentet har gjort, hvad vi skulle, og gjort det udmærket.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Fru formand! Det glæder mig, at Parlamentet har støttet forslagene fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter, og i særdeleshed de polske medlemmers ændringsforslag, der godkender salgbetegnelser som “frugtvin”, “æblevin” og “solbærvin”. Sådanne vine er blevet fremstillet i mit land siden det 13. århundrede - i næsten 800 år - og jeg er glad for, at Parlamentet har erkendt dette.

Afslutningsvis vil jeg gerne komplimentere formanden for den glimrende måde, hun har ledet forhandlingerne på i dagens varme - undertiden lidt for varme - atmosfære. Fru formand, jeg vil gerne hylde Dem som en ægte repræsentant for den britiske skole af parlamentarisk opførsel.

  Armando Veneto (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Med hensyn til afstemningen om den fælles organisering af vinmarkedet vil jeg gerne påpege, at jeg stemte for ændringsforslag 294 af hr. Lavarra fra PSE, som jeg er medunderskriver af, fordi jeg mener, at forbrugerne har ret til at vide, om der er kommet saccharose i den vin, de drikker, eller ej, og fordi sporbarheden af produkter nu er et generelt princip, som Unionen går ind for, og jeg kan ikke se, hvorfor det ikke skulle anvendes inden for vinsektoren.

Af samme grund stemte jeg for ændringsforslag 310 af UEN-Gruppen; ingen af dem har nogen indvirkning på det kompromis, som hr. Castiglione har arbejdet så hårdt for at nå. Endelig med hensyn til den afvigende holdning, jeg har taget vedrørende disse spørgsmål i forhold til den gruppe, jeg tilhører, så indebærer borgernes interesser, at den eneste politiske holdning, som jeg føler, jeg må rette mig efter, er at acceptere ethvert forslag, der beskytter disse interesser, uanset hvilken gruppe, det kommer fra.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand! Kommissionens holdning til Rådets forordning om den fælles markedsordning for vin diskriminerer mod visse lande, særligt de nye medlemsstater.

Projektet om at fremme EU-vine i tredjelande har til formål at sætte gang i handelen, men af en eller anden grund er det begrænset til områder, hvor der tidligere har været udnyttede vingårde, og hvor der er data om den gennemsnitlige vinproduktion fra de seneste tre år. Kommissionen agter at støtte vineksporten og visse vinmærker. Producenterne og eksportørerne i de lande, der bliver støttet, vil få en konkurrencefordel. Det er uacceptabelt, at vinproducenterne i Litauen og visse andre lande uden vingårde ikke får nogen støtte.

Jeg har stemt imod denne betænkning.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Fru formand! Jeg har støttet reformen af vinmarkedet, da den forbedrer kvaliteten af europæiske vine og deres konkurrencedygtighed. Det drejer sig især om Italien, hvor ulovlige vingårde bør graves op, og støtten til overproduktionen af vin af dårlig kvalitet bør ophøre. Men denne reform må ikke favorisere producenter fra Syd på bekostning af dem fra Nord. Jeg er kategorisk imod opgravning af vinstokke i Mæhren, hvor alt det, der produceres, bliver anvendt, og hvor den traditionelle vinproduktion er af stor betydning både kulturelt og for turismen i området. Jeg modsætter mig et forbud mod tilsætning af sukker i Østeuropa, herunder Mæhren, medmindre tilsætningen af syre, som det sker i sydeuropæiske lande, også bliver forbudt. Jeg forstår ikke hvorfor de mæhriske vindyrkere skal købe kostbar druemost fra sydlige lande bare for at erstatte en 200 år gammel tradition med tilsætning af sukker, hvorved de vil ændre deres kvalitetsvines traditionelle bouquet og smag. Det strider imod konkurrenceprincipperne på det indre marked, og det må jeg nødvendigvis være uenig i. Jeg takker de kolleger, som ved afstemningen stod bag os og ved at gøre dette lod den almindelige sunde fornuft vinde. Kommissionen må nu rette sig efter det.

  Jan Březina (PPE-DE). - (CS) Fru formand! Vi har set, at de sydeuropæiske stater, som har en stærk vindyrkningssektor, med næb og kløer forsvarer deres vinoverskud. I mellemtiden skubber den lave pris på overskudsvin på grund af alt for store subsidier kvalitetsvinene fra andre medlemsstater ud af markedet. Jeg er imod, at mens Kommissionen tager med fløjlshandsker på de førende aktører inden for den europæiske vinindustri, bliver lande som Tjekkiet behandlet strengt og endog brutalt. Hvordan kan vi ellers fortolke forslaget om at opretholde det sydlige EU’s hyppige brug af druemost, samtidig med at man forbyder tilsætningen af saccharose? Derfor er jeg meget glad for, at Parlamentet er gået til reformen på ansvarlig vis og bibragt den et element af ligebehandling og retfærdighed. Ved at støtte tilsætningen af saccharose har Parlamentet bl.a. gavnet Tjekkiet og vist sin upartiskhed og sin modstand mod indflydelse, der er baseret på modstridende nationale interesser. Jeg forstår, at der er brug for en reform af vinmarkedet. Jeg tvivler ikke på de grundlæggende mål, snarere på den måde, som man forsøger at nå dem på. Jeg understreger vigtigheden af at opretholde princippet om ligebehandling og ikkediskrimination.

  Hynek Fajmon (PPE-DE). - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg har stemt imod hr. Castigliones betænkning som de andre medlemmer fra Tjekkiet, der tilhører Tjekkiets Det Borgerdemokratiske Parti (ODS). En reform, som man tager fat på på denne måde, vil ikke gavne tjekkerne, mæhrerne eller for den sags skyld europæisk vindyrkning. I stedet for liberalisering og reduktion af reguleringen og den administrative byrde, hvilket ville være en virkelig hjælp for vinsektoren, er der tendens til mere regulering, flere restriktioner og ordrer. Central planlægning har aldrig vist sig at give positive resultater; det vil det heller ikke gøre i vinsektoren. Det er grunden til, at jeg ikke støttede denne betænkning.

  Daniel Hannan (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Min valgkreds i Sydøstengland er den hurtigst voksende vinproducerende region i Europa. Resultatet af klimaforandringerne er, at et større areal i England nu bruges til vindyrkning end på noget tidspunkt siden Henrik den Andens regeringstid, i den sidste periode med europæiske temperaturstigninger.

Vindyrkerne fra regionen omkring London har aldrig søgt støtte hos EU. Kent og Surrey, Sussex og Hampshire, Oxfordshire, Buckinghamshire og Berkshire er tilplantet med kommercielt bæredygtige vingårde, der står og falder med kvaliteten af deres produkter. Men netop denne succes truer nu med at komme dem til skade, nu hvor de nærmer sig grænsen for den tilladelige kommercielle dyrkning.

Efter at have stået uden for det europæiske reguleringssystem og undladt at tage imod de uddelte penge finder de nu, at de alligevel skal underkastes regulering.

Ligesom vi ikke beder Bruxelles om penge, ønsker vi ikke restriktioner fra Bruxelles. Alt, hvad de engelske vinproducenter beder om, er at få fred til at konkurrere.

  Adriana Poli Bortone (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg siger bestemt nej til et dokument, der yderligere er skadet af vedtagelsen af forskellige ændringsforslag, der har gjort det værre, og i særdeleshed på grund af indførelsen af tilsætning af sukker, som det var lykkedes os at afværge i årevis, eftersom det er vores opfattelse, at tilsætning af sukker kun er en måde, hvormed man forsøger at pynte på naturens skavanker.

Flertallet i Parlamentet afviste støtte til druemost, hvilket, selv om det kun er en finansiel foranstaltning, ikke desto mindre ville have afbødet den skade, der var gjort ved at tillade sukkertilsætning. Det er en sejr for landene i Nord og et nederlag for Middelhavsområdets lande, der ikke har været i stand til at forsvare deres områders særdeles kaldsbetonede beskaffenhed. Denne fælles markedsordning er skadelig for kvaliteten og for produkternes typiske og ægte natur og skadelig for vindyrkerne, /producenterne og forbrugerne.

Forslag til beslutning: Bekæmpelse af terrorisme (B6-0514/2007)

  Antonio Masip Hidalgo (PSE). - (ES) Fru formand! Jeg mener, det har været meget positivt i dag, at vi har givet et charter med rettigheder til den alliance af civilisationer, som hr. Zapatero og FN’s generalsekretær Kofi Annan støttede i deres tid. Jeg mener, at det er en god begyndelse.

Desuden mener jeg, at det charter om grundlæggende rettigheder, som vi har underskrevet i dag, er udtryk for vores civilisations sande natur og ikke den forstokkethed, man finder hos dem, der kom her i dag for at modsætte sig det, en holdning, der er beklagelig og voldelig. Det er også beklageligt og voldeligt, når yderligtgående islamister på samme måde stædigt holder fast ved gamle traditioner. Disse to former for radikalisme er det, som vi må udrydde for at få fred og ikke terrorisme.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne påpege, at jeg stemte imod betænkningen om terrorisme, selv om jeg ved en fejltagelse kom til at stemme for, og det giver jeg officiel meddelelse om.

En hyklerisk betænkningen, en betænkning, der viser det institutionelle Europas kujonagtige holdning til terrorisme. Den har ikke engang mod til at kalde den ved dens rette navn: islamisk terrorisme. Så har Parlamentet stemt imod et ændringsforslag, som jeg selv og andre medlemmer af UEN har stillet, og hvori vi henledte Europas opmærksomhed på al-Qaedas infiltration af Maghreb. Vi stillede det naturligvis for et par dage siden, og desværre viste begivenhederne i går, at vi havde langt mere ret, end vi selv i vores mest pessimistiske forudsigelser havde troet. Den islamiske nedslagtning foretaget af al-Qaeda har ramt den fattige befolkning i Algier og forårsager også islamisk nedslagtning af disse mennesker, der sandsynligvis er islamiske selv.

Det er skammeligt, at dette sker på Europas dørtrin, og at Parlamentet forkaster et ændringsforslag, der opfordrer til gengældelse, for Europa kan ikke lukke øjnene for denne trussel på sit dørtrin.

  Dimitar Stoyanov (NI). - (BG) Fru formand! Jeg afholdt mig ved afstemningen om betænkningen om terrorisme, fordi jeg naturligvis ikke støtter udviklingen af terrorisme, men jeg kan heller ikke støtte sådan et dokument, der efter min mening kun spreder yderligere panik blandt Europas borgere og yderligere bidrager til, at terroristerne kan nå deres endelig mål, dvs. at udøve terror. Alligevel var jeg glad for de ændringsforslag, som Gruppen Union for Nationernes Europa havde stillet, og som blev vedtaget, og hvori der står, at alt må behandles ud fra sine årsager, som det hedder i det gamle ordsprog om, at enhver sygdom må behandles ud fra sine årsager. Hvis vi derfor undlader at udøve pres på Israel for at stoppe dets politik med adskillelse af befolkningsgrupperne og bygning af muren, der udskiller araberne og berøver dem deres basale menneskerettigheder, så vil vi i endnu højere grad skulle fortsætte med at kæmpe imod terrorismen, end vi ville, hvis vi aflyttede telefoner og organiserede overvågning af internetsider. Ikke desto mindre burde de ændringsforslag, der blev stillet imod UEN, ikke have været afvist, da der blev opfordret til, at man skulle være opmærksom på udviklingen af terrorisme i selve Europa, for i mit land udvikler forbudte terrororganisationer sig i ly af det regerende parti, MRF.

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Fru formand! Jeg mener, at dette beslutningsforslag er udmærket, men lidt inkonsekvent, da man får det indtryk nogle steder, at man på en måde er ved at overgive sig til terrorismen. Med andre ord synes det ikke at acceptere, at terrorisme bør udryddes helt, at den skal rykkes op med rode; og fru Muscardini fra UEN-Gruppen rejste dette spørgsmål i sit mundtlige ændringsforslag. For mig er det et af de spørgsmål, som måske burde have være undersøgt mere i detaljer, mens man drøftede denne betænkning.

Jeg mener, at EU’s holdning til terrorisme bør være helt klar. Vi fremmer demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed og kan under ingen omstændigheder godkende terrorisme. Jeg havde også gerne set, at man lagde mere vægt på vigtigheden af uddannelse, når man tager fat på årsagerne. F.eks. bør kampen mod terrorisme i de palæstinensiske selvstyreområder især baseres på uddannelse, så fremtidige generationer kan få uddannelse og blive opdraget uden had og derfor lære at leve fredeligt sammen med deres naboer.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Fru formand! I kampen mod terrorisme må vi anvende alle effektive midler, som er til rådighed og er forenelige med lov og orden. Hvis Unionen ønsker at vinde denne kamp, må den samarbejde med partnere.

Jeg stemte imod dette beslutningsforslag på grund af dets antiamerikanske tone. I stedet for at træde op mod terrorisme går forfatteren og mange andre imod partnerskabet med USA i kampen mod terrorisme. En anden grund til, at jeg stemte imod beslutningsforslaget, er, at det opfordrer Kommissionen og Rådet til at bringe tilbageholdte fra Guantánamo til Europa. Det ville være det samme som at importere terrorisme til Europa. Det ville være helt forfejlet.

Den tredje grund til, at jeg stemte imod beslutningsforslaget, er, at det afviser foranstaltninger, der kan påvises at være nyttige i kampen mod terrorisme, nemlig udstrækningen af passagerlister til Europa og en styrkelse af Europol.

Skriftlige stemmeforklaringer

Betænkning af Johannes Blokland (A6-0416/2007)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Luftfartsaftalen med Marokko er den anden aftale i forbindelse med det såkaldte “fælles europæiske luftrum” og den først indgåede i denne sammenhæng med et land uden for det europæiske kontinent.

Men for at komme ind på en mere væsentlig politisk vinkel vil jeg gerne nævne, at vi beklager, at denne aftale - hvilket også var tilfældet i forbindelse med fiskeri og var lige så uacceptabelt i det tilfælde - ikke udtrykkeligt gør det klart, at “territorier, som hører under Kongeriget Marokkos jurisdiktion, betyder territorier, som hører under marokkansk højhedsområde i henhold til international ret,” og derved sikrer respekt for international ret og for det sahariske folks retmæssige og umistelige rettigheder.

Marokkansk overhøjhed over Vestsahara er ikke juridisk anerkendt i henhold til international ret, hvilket Den Internationale Domstol i Haag understregede i sin erklæring fra oktober 1975. Marokko, som ulovligt har besat Vestsahara, har således ingen overhøjhed eller jurisdiktion over territoriet.

Desuden er aftalen næsten udelukkende baseret på støtte til to mål, som vi er imod: åbning af markederne og harmonisering af bestemmelserne for at fremme konkurrence inden for luftbefordring.

Betænkning af Reimer Böge (A6-0485/2007)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I juni og juli i år modtog Kommissionen den tredje og fjerde ansøgning om mobilisering af fonden. Ansøgningerne vedrørte en finsk og to tyske virksomheder, som alle er aktive i telekommunikationssektoren, mere specifikt fremstiller de mobiltelefoner.

Begge ansøgninger har forbindelse til flytning af produktion til tredjelande, hvilket medfører afskedigelse af 4.211 ansatte.

Ud over disse to ansøgninger og to franske anmodninger, der allerede er blevet godkendt, har Kommissionen modtaget ansøgninger fra Italien, Malta, Spanien og Portugal. Disse ansøgninger skal godkendes i begyndelsen af næste år.

Som vi har nævnt, kan fondens eksistens ikke bruges til at afbøde de uacceptable sociale og økonomiske omkostninger ved virksomhedsflytninger og den dertil knyttede arbejdsløshed.

Derfor insisterer vi på, at der skal etableres et regelsæt, der forhindrer og straffer virksomhedsflytninger. Efter vores mening skal enhver bevilling af offentlig støtte til virksomheder være betinget af langsigtede forpligtelser fra virksomhedernes side i forhold til regional udvikling og beskæftigelse, og der må ikke bevilges støtte, der vil kunne bruges til at fremme virksomhedsflytninger. Det er på samme måde afgørende at styrke lønmodtagerrepræsentanternes rolle i virksomheders bestyrelser, og når der skal træffes strukturmæssige ledelsesbeslutninger.

  Nina Škottová (PPE-DE), skriftlig. - (CS) De samlede midler, der er blevet taget fra Den Europæiske Fond for Tilpasning til Globaliseringen, udgør ca. 3,6 % og involverer blot tre lande. Men globalisering påvirker i større eller mindre grad al menneskelig aktivitet. Den begrænsede brug af midlerne indbyder til mindst to spørgsmål: For det første, er virkningerne af globalisering så begrænsede, og for det andet, ved vi, hvordan man kan modtage fondens ressourcer? Vi kan med andre ord begynde med at spørge, om vi har brug for fonden. Hvis vi tror, at vi har, så er vi dernæst nødt til at fremlægge en bedre definition af globaliseringens potentielle virkninger og gennemgå reglerne for at modtage midler, så fonden bliver tilgængelig og forståelig for andre lande og deres mere problematiske regioner. Angivelse af økonomiske, sociale og andre elementer ville også være en hjælp i denne forbindelse. Begrundelser såsom “uventethed” fra Kommissionens side er svære at acceptere. På grund af ovennævnte tvivlsspørgsmål stemte jeg mod forslaget.

Betænkning af Reimer Böge (A6-0499/2007)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Mobiliseringen af fleksibilitetsinstrumentet er sammen med ændringen af den interinstitutionelle aftale en integreret del af udkastet til Fællesskabets budget for 2008.

Ud over korrektionen på 1.600 millioner i den flerårige finansielle ramme foreslås det derfor sammen med mobiliseringen af fleksibilitetsinstrumentet også at supplere finansieringen af de europæiske programmer for globale satellitnavigationssystemer (EGNOS-GALILEO) med ca. 200 millioner euro. Gennem mobiliseringen af fleksibilitetsinstrumentet skal EU’s fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik (FUSP) desuden modtage yderligere 70 millioner euro i finansiering.

Det skal bemærkes, at ordføreren understreger, at “der ikke er afsat tilstrækkelige bevillinger til eksterne foranstaltninger generelt og FUSP i særdeleshed til at dække de konstaterede behov på lang sigt.” Han forklarer, at “konstaterede behov” omfatter forstærkelser af EU’s “missioner” i Kosovo og Afghanistan. På denne måde sættes der fornyet skub i EU’s voksende indblanding og militære intervention til støtte for NATO-operationer, både på Balkan - som eksempel kan nævnes forberedelserne til at støtte “Kosovos ensidige uafhængighedserklæring” i strid med folkeretten - og i Centralasien, især ved at finansiere disse “missioner” via Fællesskabets budget. Vi er klart uenige med disse politiske og militære mål.

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Mobilisering af fleksibilitetsinstrumentet er ligesom revideringen af det finansielle overslag det naturlige resultat af forligsaftalen af 23. november om budgettet for 2008. Fleksibilitetsinstrumentet er i princippet beregnet til at beskytte budgetplanen under usædvanlige omstændigheder, der er vanskelige at forudse. Min beskedne erfaring er, at brugen af dette udsædvanlige instrument sjældent opfylder de kriterier, der er fastlagt i den interinstitutionelle aftale.

Det er også tilfældet med budgetforslaget for 2008. Både de 200 millioner euro til at finansiere Galileoprogrammet i 2008 og beløbet på 70 millioner euro under udgiftsområde 4, der skal dække voksende behov på FUSP-området, er løsninger på problemer, der kunne forudses. Parlamentets delegation påpegede, at der manglede tilstrækkelig finansiering af satellitnavigationsprogrammet, og at finansieringen var utilstrækkelig i forhold til EU’s internationale ambitioner, men på trods af delegationens forbehold lykkedes det ikke at overbevise Rådet om behovet for at forøge de relevante budgetbevillinger.

Den endelige udformning af det finansielle overslag varslede vanskeligheder, der manifesterede sig under udarbejdelsen af budgettet for 2008. Sandheden er, at i løbet af forligsproceduren fik Parlamentet løst problemer, som Rådet havde skabt. Set i lyset af mediernes fejlagtige fremstilling af situationen bør vi træffe de rigtige konklusioner i fremtiden.

Betænkning af Bogdan Golik (A6-0461/2007)

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh og Inger Segelström (PSE), skriftlig. - (SV) Vi kan ikke støtte et system, hvor skatteydernes penge bruges til at markedsføre europæiske landbrugsprodukter i tredjelande. Vi mener, at der bør udvises tilbageholdenhed i sådanne projekter, især i udviklingslande, eftersom vi risikerer at skade den indenlandske industri. Vi mener, at EU bør opmuntre de lokale landbrug i disse lande, ikke underminere deres landmænd. En blomstrende lokal produktion kan betyde, at disse lande får en chance for at udvikle sig økonomisk, og skabe en vej frem for demokratisk udvikling.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Forenkling af europæisk lovgivning om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande er yderst vigtigt for udviklingen af en enklere FLP, der er nemmere at administrere.

Jeg støtter Kommissionens forslag til forbedring af systemet, især konsolideringen af lovgivningen, der indebærer en sammenlægning af de to forordninger, der vedrører det indre marked og tredjelande.

Jeg stemmer for Golik-betænkningen og vil fremhæve dens henvisning til behovet for at være mere opmærksom på spørgsmålene om oplysning og salgsfremstød under WTO-forhandlingerne.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for hr. Goliks betænkning om forslag til Rådets forordning om oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande.

Ordføreren påpeger korrekt, at for at opnå fremskridt i udformningen af en enkel og effektiv landbrugspolitik for Europa skal Fællesskabets system med oplysningskampagner og salgsfremstød for landbrugsprodukter på det indre marked og i tredjelande forenkles.

Jeg er enig i, at oplysningskampagner bør være med til at gøre forbrugerne fuldt bevidste om bæredygtig FLP-produktion, den høje kvalitet af EU’s landbrugsprodukter, økologisk landbrug og sundhedsaspekterne.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Set i lyset af, at diskussionerne i WTO og tilsagnene vil medføre afskaffelse af eksportrestitutioner, nedskæringer på 20,1 milliarder euro i Fællesskabets støtte og prisnedsættelser på 48-73 % for de fleste af EU’s landbrugsprodukter, vil det få betydelige negative konsekvenser for indtjeningen i landbruget.

Med forslaget til en forordning forsøger Kommissionen at modvirke de negative konsekvenser, som GATT og de tidligere reformer i den fælles landbrugspolitik førhen har medført, og som vil blive yderligere intensiveret med WTO og de forventede FLP-reformer. Konsekvenserne vil primært kunne mærkes i forbindelse med distribution af landbrugsprodukter, både til tredjelande og EU-lande, eftersom importafgifter og intern støtte til Fællesskabets landbrug samtidig reduceres drastisk.

Derfor stilles der forslag om salgsfremstød og oplysningsprogrammer. De midler, der afsættes til disse programmer, kan imidlertid på ingen måde modvirke konsekvenserne. Resultatet vil være en forværring af problemerne med at distribuere landbrugsprodukter fra EU til tredjelande og internt i EU, en reduktion i de priser, der betales til producenten, og en regulær katastrofe for små og mellemstore landbrug, hvis indkomst allerede nu er lige på grænsen for landbruget. På den anden side vil programmerne primært være til fordel for store landbrugsvirksomheder med konkurrencedygtige produktionsomkostninger.

Betænkning af Pedro Gueirrero (A6-0467/2007)

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Den fælles markedsordning (FMO) inden for fiskeri og landbrugsprodukter, en af de fire søjler i den fælles fiskeripolitik, skal underkastes en dybtgående omstrukturering.

De vigtigste punkter er en revidering af aspekter vedrørende forbrugeroplysning om fiskeriprodukter og en mere retfærdig fordeling af den merværdi, produkterne opnår i løbet af hele markedsføringsprocessen (med særlig vægt på det oprindelige salgssted).

EU skal også finde løsninger til at modvirke den “sociale dumping”, der nu er almindelig i nogle tredjelande, og som reducerer vores fiskeriprodukters konkurrenceevne.

Nationale interesser beskyttes i denne betænkning, og derfor fortjener den min stemme.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi glæder os over vedtagelsen af betænkningen om en FMO for fiskeriprodukter, hvilket sender et klart signal til Kommissionen om, at der er alvorligt behov for en ambitiøs revidering af denne FMO for at forøge dens bidrag til at sikre indtægterne i sektoren, forbedre markedsføringen af fiskeriprodukter og forøge produkternes merværdi, primært gennem en væsentlig forøgelse af finansieringen.

Eftersom den fælles markedsordning skulle udgøre en effektiv reaktion i forhold til de mål, den blev sat i værk af hensyn til, og eftersom den usikkerhed, der er knyttet til indtægter i fiskerisektoren, overvejende kan tilskrives den form for markedsføring, der benyttes i sektoren, prisdannelsen på det oprindelige salgssted og fiskeriets uregelmæssige natur, beklager vi, at Fiskeriudvalget forkastede vores forslag, som virkelig berørte sagens kerne, herunder bl.a.:

- indførsel af maksimumavancer,

- behovet for offentlig støtte og etablering af effektive markedsinterventionsmekanismer,

- tage højde for produktionsomkostningerne i fastsættelsen af målpriserne,

- indførsel af økonomisk kompensation for frivillige, midlertidige reduktioner i fangsten eller fiskeriindsatsen.

Ikke desto mindre vil vi fortsætte med at arbejde for disse retfærdige tiltag.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Den fælles markedsordning for fiskeriprodukter har til formål at sikre stabiliteten på markedet og en indtægtssikkerhed for folk, der er beskæftiget i sektoren. Disse mål og ikke mindst målene i EF-traktaten er værdige og skulle have medført velstand i Europas fiskersamfund.

Desværre har de forløbne 25 års centraliseret styring fra Bruxelles i form af den fælles fiskeripolitik været katastrofal for disse samfund. Et blomstrende marked med ansættelsestryghed kan ikke opnås inden for rammerne af den fælles fiskeripolitik, og kontrollen over fiskeriforvaltningen må gives tilbage til de nationer, der er afhængige af fiskeri.

Betænkning af Jörg Leichtfried (A6-0482/2007)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som vi har påpeget, har nationale myndigheder i lang tid overholdt og sikret overholdelse af de krav, der er gældende i henhold til internationale aftaler om civil luftfart. Samarbejde mellem EU’s medlemsstater og mellem disse stater og andre lande er allerede en realitet, en realitet, som kunne fremmes og udvikles yderligere, men som allerede sikrer respekt for de enkelte landes suverænitet, for arbejdstagere og deres rettigheder (især ved at garantere social harmonisering gennem anvendelse af de mest gunstige betingelser) og for brugernes rettigheder.

Men hver medlemsstats beføjelser inden for civil luftfart overføres gradvist til EU, en proces, der især er negativ, når den foregår på et område, hvor der ikke findes tydeligt definerede grænser.

Dybest set markerer oprettelsen af Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur endnu et skridt i den retning. Det skal understreges, at dette agentur vil få ansvaret for at udøve de beføjelser, der i øjeblikket udøves af de forskellige nationale myndigheder. Der er grundlæggende set tale om et tiltag, der har til formål at skabe det, der er blevet kaldt det fælles europæiske luftrum, og gennemføre liberaliseringen af lufttrafik og luftfartstjenester på EU-plan. Denne liberalisering af hensyn til økonomisk rentabilitet stiller spørgsmålstegn ved arbejdstageres rettigheder og service- og sikkerhedsniveauerne.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Leichtfried-betænkningen markerer kulminationen på komplicerede forhandlinger mellem Parlamentet, Rådet og Kommissionen. Udvidelsen af EASA’s beføjelser er en vigtig udvikling for luftfartssikkerheden i Europa, og min gruppe kunne støtte det endelige kompromis.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Jeg bekræfter min tidligere stemme for Leichtfried-betænkningen. Forhandlingerne mellem Parlamentet og Rådet med hjælp fra Kommissionen har ført til denne tekst, som er et godt kompromis, selv om den ikke fuldstændig tilfredsstiller visse af de krav, jeg har støttet. Jeg vil gerne understrege den vigtige rolle, som Det Europæiske Luftfartssikkerhedsagentur vil spille i forbindelse med overvågningen af ikke kun luftfarten, men også selskabernes metoder. Agenturet vil have ansvaret for at forny og udstede certifikater og licenser og for at overvåge anvendelsen af ensartede sikkerhedsnormer.

Det vil også kunne pålægge bøder, hvis sikkerheden ikke er i orden. Derfor glæder jeg mig over det kompromis, der blev opnået med ændringsforslag 15, som gør agenturet helt uafhængigt og uvildigt, også i sager vedrørende tilbagekaldelse af licenser og pålæggelse af bøder. Jeg vil desuden gerne understrege, at medarbejderne vil spille en væsentlig rolle i agenturets udvikling og arbejde. Derfor deler jeg helt igennem ordførerens bekymring om at hæve status for dette arbejde, muligvis ved at udnytte det potentiale, som EU’s tjenestemandsvedtægt åbner mulighed for.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil stemme for denne betænkning, og jeg må gratulere ordføreren med det, der er et teknisk spørgsmål af stor vigtighed. Jeg vil imidlertid gerne anføre et par bemærkninger.

Vedrørende udstedelse af licenser til kabinepersonalet: Det er tydeligt, at dette spørgsmål vækker nogen bekymring i visse medlemsstater og har ført til intenst lobbyarbejde fra kabinepersonalets fagforeningers side. Jeg mener, at ordføreren har fundet et kompromis, der dæmper den frygt, nogle medlemsstater nærer, men samtidig anerkender vigtigheden af kabinepersonalets rolle. For at sige det ligeud misbruger nogle luftfartsselskaber kabinepersonalet, ikke kun ved blot at behandle dem som “flyvende tjenere”, men også ved at ansætte dem på kontrakter, der giver dem mindsteløn for maksimale arbejdstider, efter de har betalt for deres egen oplæring.

For det andet er det vigtigt at anerkende, at EU-OPS, hvilket Parlamentet har vedtaget, lægges ind under EASA’s kompetence. Men jeg vil benytte lejligheden til at minde Kommissionen og EASA om, at flyve- og tjenestetider som indeholdt i subpart Q af EU-OPS-forordningen ikke kan ændres, før der er blevet rekvireret en undersøgelse af træthed, og hele branchen er blevet hørt.

Sluttelig håber jeg nu, at andre aspekter af luftfartssikkerhed kan blive indført i hele EU, herunder overvågning af cockpitdøre og lastrum.

Betænkning af Adriane Poli Bortone (A6-0464/2007)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Som det almindeligvis er tilfældet med forordninger på dette område, er betænkningens specifikke mål baseret på harmonisering af medlemsstaternes love og administrative bestemmelser for at fremme udviklingen af EU’s indre marked, i dette tilfælde med hensyn til ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer.

Forslaget består af to ændringsforslag til Parlamentets og Rådets forordning (EF) nr. 1924/2006 om ernærings- og sundhedsanprisninger af fødevarer, og formålet med forslaget er at tilsikre en passende overgangsperiode for sundhedsanprisninger i forhold til børns udvikling og sundhed.

Ernæringsanprisninger, som har været anvendt i en medlemsstat før 1. januar 2006 i overensstemmelse med gældende nationale bestemmelser, og som ikke er indeholdt i bilaget til forordning (EF) nr. 1924/2006, kan fortsat anvendes i tre år fra forordningens ikrafttrædelsesdato. Sundhedsanprisninger, der vedrører andet end børns udvikling og sundhed, drager også fordel af overgangsforanstaltninger som specificeret i forordningens artikel 8, stk. 5 og 6. Der findes nu lignende overgangsforanstaltninger for anprisninger i forhold til børns udvikling og sundhed.

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for betænkningen på grund af nødvendigheden af at kontrollere fremsatte ernærings- og sundhedsanprisninger. For mange er det vigtigt at spise sundt for at sikre et langt og aktivt liv, men det er også vigtigt, at forbrugerne får tilstrækkelig information. Alt for længe har anprisningerne fra visse producenter af populære forbrugerprodukter ført til vildledning af forbrugerne i forhold til produkternes ernærings- og sundhedsmæssige egenskaber. Jeg opfordrer Kommissionen til at afsætte den nødvendige tid til at sikre passende klarhed for Europas borgere.

Betænkning af Klaus-Heiner Lehne (A6-0453/2007)

  Bert Doorn (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Liberalisering af markedet for reservedele til biler har været genstand for ophedet debat siden 1993. Jeg synes, at det er på høje tid at afskaffe mønsterrettigheder til synlige reservedele til biler. Så jeg støtter helhjertet Kommissionens forslag, for i øjeblikket findes der ikke et effektivt indre marked for disse reservedele.

Når funktionsbestemte dele såsom sidespejle og lygter skal udskiftes, skal der være let adgang til reservedele, der kan bringe bilen tilbage i sin foregående tilstand. Jeg går ind for europæisk liberalisering så hurtigt som muligt, så jeg støtter en overgangsperiode, der er så kort som mulig - fem år. Jeg vil naturligvis stemme imod ændringsforslag, der gør det muligt for medlemsstater at trække tiden ud i forhold til liberalisering i overgangsperioden.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Denne betænkning indeholder ændringsforslag til forslaget om et direktiv til liberalisering af det sekundære marked for reservedele, der skal gælde for bilindustrien, maskinindustrien og på investeringsgode- og forbrugsgodeindustrien.

Kommissionens forslag går ind for ubeskyttede markeder, mens denne betænkning forfægter en overgangsperiode på 5 år for lande, hvor der er markedsbeskyttelse, hvilket er tilfældet i Portugal.

Vi ved, at på den ene side fører beskyttede markeder til, at store virksomheder har monopol på handlen med reservedele, eftersom forbrugeren på beskyttede markeder er nødt til at købe reservedele til erstatning for defekte eller beskadigede dele fra den originale producent. Argumentet er, at produktets design ikke må ændres, og det bedst kendte eksempel er fra bilindustrien, selv om direktivforslaget også gælder for andre brancher. Men der er praktiske tilfælde, hvor udskiftningen af en simpel del kræver en hel række dele med deraf følgende omkostninger for forbrugeren.

På den anden side findes der fabrikker i Portugal, der især er knyttet til bilindustrien, som fortsat er i drift takket være deres produktion af reservedele til kendte mærker, og som ville få alvorlige problemer, hvis markedet blev “liberaliseret”.

  Janelly Fourtou (ALDE), skriftlig. - (FR) I Lehne-betænkningen om juridisk beskyttelse af mønstre besluttede jeg at støtte og lægge navn til et ændringsforslag, der foreslår en overgangsperiode på otte år før den fuldstændige liberalisering af intellektuelle ejendomsrettigheder til komponenter, der bruges til at gendanne det oprindelige udseende af sammensatte produkter såsom biler. Indtil videre har konsekvensundersøgelser ikke afsløret nogen signifikant reduktion i forbrugerprisen på disse reservedele i medlemsstater, hvor systemet allerede er liberaliseret.

Jeg er også overbevist om, at EU underminerer sine egne interesser her. Andre steder i verden beskytter man sin fremstillingsindustri ved hjælp af industrielle ejendomsrettigheder, og EU er ved at træffe den forkerte beslutning og erklærer samtidig sit ønske om at beskytte forbrugere og bekæmpe fremstilling af piratprodukter.

Den økonomiske balance i bilbranchen og europæiske bilisters sikkerhed er på spil.

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Direktivet om juridisk beskyttelse af mønstre som fremlagt for Parlamentet foreslår fuldstændig liberalisering af markedet for komponenter, primært i bilbranchen.

Ordførerens tekst ændrer forslaget i væsentlig grad ved at anbefale, at medlemsstaterne får lov til at bevare lovgivning, der beskytter mønstre, i yderligere fem år. Bevaring af producenternes monopol på produktion af komponenter er en metode til at forhindre, at EU mister arbejdspladser til lande som Tyrkiet, Brasilien og Korea, hvor produktionsomkostningerne og kvaliteten er lavere.

Forhastet liberalisering af denne sektor kunne også medføre betydelige risici, primært i forhold til sikkerheden. Hvis bilproducenter ikke skal være ansvarlige for produktionen af komponenter, vil der ikke være nogen garanti for, at de overholder specifikationerne, eller for kvaliteten. Der kan ikke være tvivl om, at bilisters beskyttelse og sikkerhed må gå forud for økonomiske eller politiske overvejelser.

Så efter at have angrebet postvæsnet, jernbanerne og energi- og elektricitetssektorerne har Bruxelles nu rettet sigtekornet mod bilproducenter. Der er tilsyneladende ingen ende på logikken bag ultraglobalismen og tvungen deregulering af ideologiske årsager.

(Stemmeforklaringen forkortet i henhold til forretningsordenens artikel 163, stk. 1)

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Det indre marked er en yderst kompliceret indretning, der har skabt balance mellem interesserne hos de forskellige grupper, der er afhængige af det, i mange år i træk.

Målet med dette direktiv er at opnå fuldstændig liberalisering af det sekundære marked for reservedele. På den ene side har vi derfor store grupper af producenter af reservedele, som kræver, at der tages højde for deres rettigheder med hensyn til fri konkurrence og forbud mod markedsmonopoler. På den anden har vi bilproducenter (og her fokuserer vi tydeligvis på bilindustrien), som bygger sit forsvar af deres fremstilling af reservedele på den juridiske beskyttelse af mønstre.

I denne situation, som ved første øjekast virker uløselig, støtter jeg ordførerens tilgang, som foreslår et system, hvor mønstre beskyttes i en begrænset periode. I praksis ville beskyttelsesperioden være tæt knyttet til det sammensatte produkts livscyklus.

Jeg er også enig med ordføreren i, at ved indførelsen af et nyt beskyttet mønster, skal beskyttelsen af reservedele til det gamle mønster bortfalde. Den skal også bortfalde, når produktionen af et mønster, hvortil der ikke findes en erstatning, ophører. Dette forslag virker på mig som det bedste arrangement og det, der bedst beskytter de involverede gruppers interesser.

Jeg støtter også forslaget om en overgangsordning, der tillader medlemsstater, hvis lovgivning beskytter mønstre for komponenter, at bevare denne mønsterbeskyttelse i fem år efter direktivets ikrafttræden.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg støttede kompromispakken og forkastede de ændringsforslag, der ville forlænge overgangsperioden for “reparationsbestemmelsen”.

  Gary Titley (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg støtter et konkurrencepræget europæisk marked for reservedele. Det vil være med til at sænke priserne for forbrugere og styrke forretningen for små og mellemstore virksomheder. Derfor støtter jeg Kommissionens forslag, som vil åbne reservedelsmarkederne for konkurrence.

Følgelig kan jeg ikke støtte ændringsforslag, der forlænger tidsfristen for, hvornår markedet skal være liberaliseret, til op til 8 år. Det ville forsinke udviklingen i retning af vores mål, som er et konkurrencepræget reservedelsmarked.

Betænkning af Giuseppe Castiglione (A6-0477/2007)

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh og Inger Segelström (PSE), skriftlig. - (SV) Vi stemmer imod betænkningen og Kommissionens forslag af følgende årsager:

- Vi havde håbet, at reformen ville medføre en besparelse for EU’s skatteydere, og at vinindustrien ville blive afkoblet fra finansiering gennem den fælles landbrugspolitik. Vi mener, at skattefinansieret fællesskabsstøtte til europæisk vinproduktion på lang sigt må ophøre.

- Vi mener, at det er forkasteligt at bruge skatteydernes penge til at markedsføre europæisk vin med. Det er i strid med Parlamentets alkoholstrategi, som fremmer en restriktiv holdning til markedsføring af alkoholiske drikkevarer. I den sammenhæng er det en uheldig afspejling af dobbeltmoral at forøge udgifterne til afsætningsforanstaltninger.

- Vi er også imod de forslag, der fremmer brugen af europæiske skatteyderes penge til at markedsføre vin i tredjelande. Efter vores mening bør der udvises varsomhed i forhold til markedsføring af europæisk vin, især i udviklingslande, eftersom der er risiko for at kvæle indenlandske industrier. EU bør ikke underminere lokale producenter i udviklingslande, men i stedet støtte dem.

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg stemmer imod denne betænkning, ikke på grund af hr. Castigliones overordnede tilgang, som rummer nogle positive elementer såsom at pålægge rydning kvantitative begrænsninger og miljøforenelighed, forbyde brugen af most, der ikke stammer fra EU, og forlænge foranstaltninger, der kan forvaltes uafhængigt af medlemsstaterne. Men efter min mening er det helt afgørende at støtte sødning og den bestemmelse, der siger, at denne praksis ikke behøver være angivet på informationsetiketten til forbrugere. Afsnittet om de såkaldte frugtvine er også særdeles tvivlsomt, og det samme gælder betænkningens generelle tilgang til most. Som italiener håber jeg, at minister De Castro og hans kolleger vil kunne forhandle en lovgivningsmæssig referenceramme igennem med større respekt over for kvalitet og forbrugerrettigheder.

  Adam Bielan (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg støtter fuldt ud hr. Castigliones betænkning om forslaget til Rådets forordning om en fælles markedsordning for vin.

Etableringen af et vinmarked styret af enkle og effektive regler for produktion og principper for sund konkurrence på Fællesskabets marked vil ikke kun forbedre kvaliteten af europæiske produkter, det vil også hæve frugtavlernes levestandard.

Det er også vigtigt, at forbrugerne kender til et givet produkts produktionscyklus og nøjagtige oprindelsessted.

Desuden vil disse foranstaltninger blive udpræget gavnlige for produktionen af frugtvin i mit eget land, og det er den primære årsag til, at jeg støtter betænkningen.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi stemmer imod denne betænkning, fordi den ikke i tilstrækkelig grad ændrer de vigtigste aspekter af Kommissionens dårlige forslag vedrørende vinbedrift- og vinsektoren.

Som vi altid har sagt, er vi uenige med dette liberale standpunkt, som påstår at være et skridt i retning af at afvikle den fælles markedsordning for vinsektoren. Parlamentet har selv undersøgt sagen og gik så vidt som at tillade tilsætning af sukker og forøge den mulige andel sammenlignet med de niveauer, der var i kraft på daværende tidspunkt.

Men et af de alvorligste aspekter er, at det lader hele spørgsmålet om liberalisering af plantningsrettigheder fra 2013 stå åbent, selv om ordføreren anerkender, at det kun vil være med til at koncentrere produktionen hos de største vinavlere, som allerede nyder fordel af betydelig offentlig støtte og andre privilegier.

Ligeledes beklager vi, at de forslag, vi fremsatte om at bevare plantningsrettigheder og støtte omstruktureringen af vinproducerende områder, især familiebrug, små og mellemstore vinavlere og vinkooperativer, ikke blev vedtaget, selv om vi med tilfredshed bemærker, at visse forslag blev vedtaget, især forslaget om at anbefale destillering af alkohol beregnet til at drikke.

  Duarte Freitas (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Selv om jeg er enig i, at der er behov for en reform af FMO’en for vinsektoren, og i det store hele støtter Kommissionens forslag, mener jeg, at Castiglione-betænkningen bidrager med noget vigtigt i form af de ændringsforslag, den fremlægger, der i væsentlig grad forbedrer Kommissionens dokument.

Jeg bemærker mig blandt andre positive aspekter indførelsen af muligheden for at fortsætte støtten til destillering af alkohol beregnet til at drikke.

Jeg stemte for ændringsforslag 33 og 223, fordi jeg mener, at liberaliseringen af sektoren ikke bør ske brat, og jeg stemte imod ændringsforslag 314, 347, 293 og 217, fordi jeg ikke støtter indførelsen af muligheden for at fortsætte med at tilsætte sukker, en praksis, som kunne skabe ubalance mellem producenter, og derfor støtter jeg Kommissionens oprindelige tekst her.

  Françoise Grossetête (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg glæder mig over denne betænknings handlekraft med den grundige gennemgang af Kommissionens forslag, som i øvrigt ville have indbefattet en massiv rydningsoperation, der ville påvirke 400.000 ha vin. Forslaget ignorerede de sociale realiteter i vinsektoren og ville have medført braklægning af endnu mere jord til skade for landskabet. Betænkningen anser rydning som et potentielt nyttigt tiltag, der skal foreslås på frivillig basis.

Et andet positivt forslag vedrører muligheden for gennemførelse af strukturomlægningsforanstaltninger i vinindustrien. Den europæiske vinindustri har brug for stærke, fremgangsrige aktører for at kunne klare sig i den internationale konkurrence.

På den anden side går forslagene til forebyggelse af kriser ikke langt nok, selv om de er nødvendige. I betragtning af, i hvor høj grad produktionen svinger, vil de foreslåede foranstaltninger kun virke formildende. Det, der mangler, er en ordentlig krisestyringsmekanisme, der tilføjer noget nyt til de eksisterende foranstaltninger.

Sluttelig beklager jeg, at der ikke er en bestemmelse om angivelse af tilsætning af sakkarose på etiketten, for det ville have været en ligefrem, gennemskuelig måde at oplyse forbrugeren på.

  Christa Klaß (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Under den fælles markedsordning for vin forsøger Kommissionen at tage hensyn til vinproducerende regioners særlige karakteristika ved at uddelegere større ansvar og skabe bedre muligheder for initiativer.

I dag har Parlamentet nedfældet de selvsamme mål på papir. Vi har komplet tiltro til vores forslag, som blev vedtaget af alle medlemmer af Parlamentet fra alle medlemsstater. Vinavl er en del af den europæiske arv. Den globale vinproduktions vugge stod her i Europa. Vinavl er ensbetydende med handel, indtægter og arbejdspladser. Det er ikke Kommissions opgave at tilstræbe balance på markedet ved at begrænse vores produktion eller ændre reglerne, så produktion bliver umuliggjort. Det er derimod Kommissionens opgave at beskytte vores andel af det globale marked og sikre, at vores produkter nyder den internationale prestige, de har fortjent. Målet kan ikke være at begrænse markedet, men at åbne nye markeder. Hvorfor skulle vi ændre metoderne til fremstilling af vine, der sælger godt? Vores vinfremstilling har rod i ældgamle kulturer og traditioner.

I dag har Parlamentet tydeligt genbekræftet sin støtte til flere markedsforanstaltninger, nationale budgetter og mulighed for regionale initiativer, for socialt følsom udfasning af interventionsforanstaltninger og for bevarelse af eksisterende ønologiske fremgangsmåder, med andre ord tilsætning af sakkarose og koncentreret rektificeret most, idet disse tilsætningsstoffer ligestilles ved hjælp af yderligere subsidier til koncentreret rektificeret most.

Jeg håber, at vores forslag vil blive indarbejdet i den nye fælles markedsordning for vin.

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) I år, hvor betingelserne ikke er favorable for vinavl, og hvor der er for lidt solskin, er druernes indhold af frugtsukker for lavt til at producere den mængde alkohol, der er nødvendig af hensyn til gæringen. Det er grunden til, at vi tilsætter sukker, hvilket ikke ændrer vinens smag. Det afgørende er, at sukkeret tilsættes før gæringen, ikke efter, hvilket betyder, at det ikke handler om at forsøde sur vin, og tilsætning af sukker er kun tilladt for bordvine og landvine.

Det bør også fortsat være tilfældet i fremtiden. Kommissionens planer om at erstatte roesukker, som hidtil har været standardtilsætningsstoffet, med druemost fra de sydlige områder med overskudsproduktion, holder ikke for en nærmere undersøgelse. Bortset fra den lidenskabelige debat om smagsvariationer blandt eksperter er der også et miljømæssigt argument. Det giver ingen mening for mig at transportere druemost fra den ene ende af Europa til den anden til områder, der allerede har deres egen forsyning af sukkerroer.

  Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Ændringsforslagene til den betænkning, vi skulle behandle under dagens afstemning, er latterlige. Et eksempel: Det bør faktisk være op til forbrugerne selv at beslutte, hvor stort sukkerindhold der må være i forskellige slags vin, når de køber produkterne. Det bør ikke afgøres af beslutningsprocesserne mellem EU’s institutioner.

Det er lykkedes for producenter i andre dele af verden at fremstille vine, der tiltaler europæiske forbrugeres smagsløg og samtidig er billigere end europæiske vine. Det, mener flertallet i Parlamentet, skal bekæmpes ved at pumpe flere penge ind i landbrugspolitikken og ved at gennemføre forskellige kampagner.

Der er ingen tvivl om, at der produceres fortrinlige vine i Europa. Principspørgsmålet er, om det er i orden, at fattigere lande bliver presset ud for at favorisere den europæiske vinproduktion.

Det er vigtigt at have et perspektiv, der tager alle faktorer med i betragtning, herunder den offentlige sundhed, når der diskuteres vinproduktion. Det mangler i betænkningen.

Af disse årsager har jeg stemt imod Kommissionens forslag og Parlamentets betænkning om sagen. Vinproducenter bør operere på et frit marked og ikke som i øjeblikket modtage enorme subsidier fra EU.

  Jean-Claude Martinez (NI), skriftlig. - (FR) De vindyrkende indbyggere i Languedoc og Roussillon - hvis symbol er Toulouse-korset på rød baggrund, der symboliserer den århundredlange opstand, der begyndte med Marcelin Albert i 1907 og fortsatte med André Castéra i 1976, det folk, hvis land strækker sig fra Rhone til Garonne - er truet af Kommissionen. Den vil fjerne dem og i stedet tilplante deres område med kolonier af pensionerede briter. Tedrikkere skal fortrænge de mænd, der lever af at høste druer og lave vin på vingårdene i Minervois, Corbières, Costières og Picpoul.

Det er en forbrydelse mod civilisationen. Og den begås under løgnagtigt dække af påstået overproduktion. Men hvad er sandheden?

Sandheden er de 150.000 ha med ulovlige vingårde i Spanien og Italien. Det er disse ulovlige vine, der burde ryddes, for det, der omtales som overproduktion, er faktisk overimport - i størrelsesordenen 12 millioner hektoliter årligt.

Desuden, for hver vin, vi rydder, bliver der plantet en ny på Stillehavsranden, og når Kina får smag for vin, vil vi sandsynligvis opleve en verdensomspændende knaphed.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Med sit forslag om reform af vinproduktionen har Kommissionen præsteret endnu et mesterværk. På den ene side forsøger den at tørlægge Europas vinsøer ved at give økonomiske belønninger for at reducere det samlede vindyrkningsareal, alt imens den på den anden side har til hensigt at tillade vinplantning overalt efter 2013. Men hvis restriktionerne på dyrkning hæves, bliver arbejdskraftintensive vingårde på skråninger ulevedygtige.

Og som om det ikke var nok at få disse vinproducenter til at frygte for deres eksistens, ville det planlagte forbud mod tilsætning af sukker berøve hele Nordeuropa sin høst i år med relativt få solskinstimer, mens afskaffelsen af støtte til koncentreret druemost i sidste ende også ville umuliggøre vinproduktion i Sydeuropa. Læg dertil det foreslåede forbud mod betegnelsen “bordvin”, som uvægerligt ville føre til en overflod af enkeltdruevine af den laveste kategori, og det bliver umuligt at undgå en opfattelse af, at dem, der har planlagt denne reform, ganske enkelt mangler den nødvendige ekspertise og følsomhed. Castiglione-betænkningen er en forbedring i forhold til disse forslag, og derfor har jeg stemt for den.

  Pierre Pribetich (PSE), skriftlig. - (FR) Mine kolleger og jeg støttede Giuseppe Castigliones betænkning om en fælles markedsordning for vin med stort flertal.

Jeg støttede især fire ændringsforslag, som jeg anser for helt afgørende, ikke kun for at beskytte den europæiske vinindustri, især i Bourgogne og Franche Comté, men også for at gøre den mere konkurrencedygtig.

Jeg stemte for ændringsforslag 271, der er imod Kommissionens plan om at stoppe chaptalisering. Det er faktisk afgørende vigtigt, at vi bevarer den tradition i vinfremstillingen, som chaptalisering er, og som udføres i mange europæiske regioner, herunder Bourgogne og Franche Comté - som jeg tilfældigvis repræsenterer.

Jeg støttede også ændringsforslag 33 og 223, der er imod fuldstændig liberalisering er plantningsrettigheder fra den 1. januar 2014. Af hensyn til vinavlernes interesser må vi vente til rydningsordningens udløb for at se, hvor effektiv den har været, før vi overvejer liberalisering.

Og endelig stemte jeg for ændringsforslag 107, der går ind for bevarelse af obligatorisk destillering.

Jeg er generelt tilfreds med de ændringsforslag, Parlamentet har udarbejdet. Jeg støttede denne betænkning, og jeg håber, det vil have en positiv indflydelse på mødet i Rådet (landbrug) den 17.-19. december, hvor vores regioners interesser er på spil.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Jeg stemmer for vores gode kollega hr. Castigliones betænkning. Der har længe været behov for en reform af vinsektoren, der genskaber Fællesskabets vines profil og konkurrenceevne og sætter europæiske producenter i stand til at generobre tidligere markeder og indtage nye. Europæiske, især italienske, producenter oplever intens konkurrence fra nye producenter.

Det skyldes ikke så meget et fald i det interne forbrug som usædvanligt store produktionsomkostninger, overdrevent usmidige og indviklede bestemmelser, som ofte begrænser mulighederne for at tilpasse produktionen til ændringer i efterspørgslen, og overforsigtige salgsfremme- og markedsføringspolitikker. Vi må få mest muligt ud af europæiske og italienske vines kvalitet. For at sætte EU i stand til at befæste sin førerposition i vinsektoren bør reformen af den fælles markedsordning for vin fokusere på at forbedre kvaliteten, og det indebærer salgsfremmende foranstaltninger for og beskyttelse og styrkelse af vine, der er knyttet til en region eller mærket med en oprindelsesbetegnelse eller geografisk betegnelse. Disse vine repræsenterer europæiske kvalitetsprodukter på verdensmarkedet.

  Karin Scheele (PSE), skriftlig. - (DE) I år, hvor betingelserne ikke er favorable for vinavl, og hvor der er for lidt solskin, er druernes indhold af frugtsukker for lavt til at producere den mængde alkohol, der er nødvendig af hensyn til gæringen. Det er grunden til, at vi tilsætter sukker, hvilket ikke ændrer vinens smag. Det afgørende er, at sukkeret tilsættes før gæringen, ikke efter, hvilket betyder, at det ikke handler om at forsøde sur vin, og tilsætning af sukker er kun tilladt for bordvine og landvine. Det bør også fortsat være tilfældet i fremtiden. Kommissionens planer om at erstatte roesukker, som hidtil har været standardtilsætningsstoffet, med druemost fra de sydlige områder med overskudsproduktion, holder ikke for en nærmere undersøgelse.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for denne betænkning, men der er stadig mange områder, der giver grund til bekymring, og som Parlamentet har valgt ikke at tage op, primært at styrke sektorens konkurrenceevne over for importvarer fra tredjelande og at forbedre kvaliteten af vin, der produceres på EU-plan. Desværre kom nationale og regionale prioriteter på tværs af et varigt reformprogram.

Vi må beskytte vores kvalitetsvin her i Europa, og vi må gøre noget ved spørgsmålet om produktion af kvalitetsvin til overkommelige priser. Der er ingen tvivl om, at Kommissionens forslag er blevet udvandet. Men heldigvis er mit ændringsforslag om at hæve de minimis-kriterierne og ændringsforslagene om at tillade chaptalisering blevet vedtaget af Parlamentet. Disse ændringsforslag er afgørende for nordlige lande og mine egne vinproducenter i Det Forenede Kongerige.

Den europæiske vinindustri står stadig over for mange trusler, og her i EU kan vi se vores egen markedsandel forsvinde til lande fra den nye verden.

Men hvorfor? Det er, fordi de kan producere vin af fortræffelig kvalitet til overkommelige priser og med en markedsføringsstrategi, der bygger på, hvad forbrugeren vil have i det 21. århundrede, ikke hvad romerne plantede i det tredje. Vi har brug for kvalitet, ikke kvantitet, og vi er nødt til at producere vine, der giver forbrugerne noget for pengene.

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. - (EN) EU’s vinmarked er afhængigt af de bredeste valgmuligheder og af lokal produktion, som er bæredygtig. For mange er spørgsmålet om vin lige så tæt på at være et kulturelt spørgsmål som selve sproget. Det er derfor, dagens afstemning var så omstridt.

Virkningen af sukkermærkning eller af at forbyde vinbedrifter at tilsætte sukker ville have været uoverkommelig for vinproducenter fra Nordeuropa. Der fremstilles nu mange fortrinlige vine i Det Forenede Kongerige, især i Sydøstengland. Sådan har det været, siden romerne første gang bragte vin til Det Forenede Kongerige.

Jeg stemte for at bevare denne tradition og for et åbent marked.

Forslag til beslutning: Bekæmpelse af terrorisme (B6-0514/2007)

  Philip Bradbourn (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De konservative stemte imod denne betænkning, for det første fordi forslaget opfordrer til, at EU skal engagere sig mere gennem den foreslåede reformtraktat, hvilket ville udvide EU’s kompetence til national sikkerhed, som er et meget følsomt område. De konservative tror på et stærkt partnerskab på globalt plan med alle de nationer, der er med i kampen mod terrorisme, og især med vores amerikanske allierede. Dette forslag overser behovet for samarbejde, ikke harmonisering, på dette område.

  Michael Cashman (PSE), skriftlig. - (EN) Den britiske socialdemokratiske delegation (EPLP) hilste beslutningen om terrorisme velkommen og stemte for den. Selv om den endelige version af beslutningen, der blev vedtaget af Parlamentet, ikke er perfekt, anerkender vi vigtigheden af at sende et klart, utvetydigt signal til dem, der truer vores levevis, om, at vi ikke vil give efter.

EPLP er overbevist om, at EU kan og vil gøre alt, hvad det kan, for at nedkæmpe terrorisme, og at vi har større chance for at opnå dette, når nabo- og medlemsstater og internationale allierede samarbejder, end ved hjælp af isolationistiske politikker.

Vi påtager os vores fulde ansvar som parlamentarikere for at gennemgå Kommissionens forslag på dette område med kritiske øjne for at sikre, at al lovgivning, der vedtages, er hensigtsmæssig, forholdsmæssig og respekterer vores borgeres grundlæggende rettigheder. Vi vil fortsat være kritiske over for allieredes politikker, når der er politiske forskelle, men vi anerkender og glæder os over det igangværende samarbejde mellem EU og demokratiske stater, især det vigtige forhold mellem EU og USA inden for retlige og indre anliggender. Vi er fortsat overbeviste om, at det er gennem samarbejde med vores allierede, ikke modsætninger eller gengældelse, at vi vil nedkæmpe dem, der ønsker at ødelægge vores værdier og principper gennem vold og had.

  Sylwester Chruszcz (NI), skriftlig. - (PL) EU’s medlemsstater har pligt til at bekæmpe terrorisme i alle dens former uden at overskride lovens grænser og respekten for menneske- og borgerrettigheder og friheder. Kampen mod terrorisme overskrider nationale grænser, og behovet for internationalt samarbejde er tydeligt.

Det er aldeles nødvendigt, at alle institutioner og myndigheder, der gives særlige beføjelser i kampen mod terrorisme, underkastes fuld demokratisk kontrol af et uafhængigt retsvæsen.

Kampen mod terrorisme må ikke - som den beslutning, der blev vedtaget i dag, forsøger - tjene til at forøge Bruxelles’ politimæssige og retslige beføjelser på bekostning af nationalstaterne. Derfor støttede jeg ikke dagens beslutning om terrorisme i EU.

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Terrorisme er blevet en større trussel mod alle EU-borgeres sikkerhed end nogensinde før. Derfor har PPE-DE-Gruppen givet kampen mod terrorisme topprioritet, og vi havde håbet at se vedtagelsen af en beslutning med dette formål.

Den forelagte beslutning fremhæver, hvor svært og hvor nødvendigt det er at finde den rigtige balance mellem sikkerhed og respekt for individuelle frihedsrettigheder. I vores europæiske demokratier har vi bestemt brug for at sikre, at antiterrorforanstaltninger står i rette forhold til deres formål, så de ikke kompromitterer vores borgeres personlige friheder.

Samtidig skal vi huske, at EU’s primære mål er at forsvare enhver europæisk borgers ret til liv og sikkerhed, og at det forfølger dette mål ved at forhindre og bekæmpe terrorisme.

Det er beklageligt, at et stort antal udpræget uforholdsmæssige og i nogle tilfælde uberettigede bestemmelser har tippet balancen i teksten. Trods de ændringsforslag, vores gruppe har fremlagt, afspejler den beslutning, der i sidste ende blev vedtaget på plenarmødet, hverken ånd eller bogstav i vores standpunkt til sagen, og derfor stemte jeg imod.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Selv om denne beslutning indeholder aspekter, der kritiserer, om end mildt, de krænkelser af menneskerettighederne, der begås som led i den såkaldte “kamp mod terror” - krænkelser, som vi klart og bestemt har fordømt fra starten - tager den ikke afstand fra kampen eller søger at udfordre den, når der lades hånt om folkeretten, og der udføres statsterrorisme i dens navn.

Ja, der er bestemt grund til at kritisere krænkelserne af retten til retfærdig rettergang og databeskyttelse, manglen på gennemskuelighed og demokratisk kontrol, og at Rådet nægter at svare på “beskyldninger om magtmisbrug under påskud af, at der var tale om antiterrorforanstaltninger, navnlig i forbindelse med CIA’s ekstraordinære overførsler og hemmelige fængsler”.

Ikke desto mindre kan vi ikke acceptere, at Parlamentet under dække af den såkaldte “kamp mod terror” “glæder sig over undertegnelsen af Lissabon-traktaten og opfordrer medlemsstaterne til at ratificere den,” at det endnu en gang fremhæver, at “USA er en særdeles vigtig partner på dette felt” og vedtager den amerikanske udenrigspolitik fra ende til anden, eller at det opfordrer til, at “Europols beføjelser skal styrkes,” og at det skal tildeles “uafhængige beføjelser til at foretage efterforskninger”.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Jeg kunne ikke støtte dagens beslutningsforslag om kampen mod terror af flere årsager.

For det første kan jeg ikke dele entusiasmen omkring reformtraktaten (Lissabontraktaten). Jeg mener ikke, reformtraktaten vil gøre Europa til et mere sikkert sted for medlemsstaternes borgere.

Jeg har også betænkeligheder i forhold til beslutningsforslagets borgerrettighedsmæssige aspekter. Selv om dette beslutningsforslag indeholder nogle fortrinlige punkter, er det ubalanceret og lægger for stor vægt på lovgivning og sikkerhedssamarbejde.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Europa er i højere grad blevet mål for terrorister, fordi det har givet sig selv lov til at blive reduceret til medskyldig i de krænkelser af folkeretten og menneskerettighederne, der er blevet begået i den amerikanske udenrigspolitiks navn, og fordi det ikke har været i stand til at fungere som mægler i Palæstinaspørgsmålet. Det er på høje tid, at EU anerkender, at masseimmigration fra den islamiske verden er en potentiel sikkerhedsrisiko, især eftersom emigration til Europa er blevet en måde at opnå martyrstatus på, og muslimske immigranters infiltration af det kristelige Vesten er blevet erklæret et religiøst mål.

I stedet for at handle i overensstemmelse hermed og dels presse på for at få gennemført et øjeblikkeligt stop for immigration fra islamiske lande, dels gøre noget ved hjemsendelsen af illegale immigranter, griber EU sagen uendeligt forsigtigt an for at undgå at ophidse de muslimer, der allerede er her. Det er primært, fordi denne betænkning tilsyneladende anser EU’s reformtraktat med dens foragt for demokrati som kuren mod terrorisme, at jeg har stemt imod den i dag.

  Cristiana Muscardini (UEN), skriftlig. - (IT) Vi bad Parlamentet beskæftige sig seriøst med problemet med terrorisme under mødeperioden i juli. En eller anden smart person besluttede imidlertid at diskutere det i september og stemme i december. Yderligere fem måneder er spildt, og endnu flere ord, der mere har til formål at forsvare ytringsfriheden for terrorister, der i stadig højere grad gør brug af informationsnetværk, end at beskytte borgere fra Europa og de andre lande, der udsættes for terrorisme.

Vi giver hr. Osman Sakharov-prisen og overlader det så til ham selv at kæmpe for at forsvare millioner af menneskers liv i Darfur, vi ignorerer fortsat de islamiske fundamentalisters vold i Somalia, og vi græder krokodilletårer over de 50 ofre i Algeriet.

Fy!

Derfor kan jeg ikke støtte Deres resolution, og jeg vil stemme imod den.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Parlamentets beslutning svarer til og overgår endda på mange områder EU’s reaktionære politik og antidemokratiske foranstaltninger, som under påskud af at bekæmpe terrorisme indskrænker arbejdstageres grundlæggende, personlige rettigheder og demokratiske frihedsrettigheder. Det opfordrer til stadig større intensivering af det politimæssige og retslige samarbejde mellem medlemsstaternes håndhævelsesmekanismer og hemmelige sikkerhedstjenester, Europol og Eurojust, og til mere effektiv drift af SIS II- og VIS-databaserne for at udvide og styrke effektiviteten af overvågningen og arkiveringen af oplysninger om arbejdstagere i hele EU. Ikke alene retter denne beslutning sig fuldstændig ind efter den nye dimension, som EU er ved at give sin “terrorbekæmpelsesstrategi,” dvs. bekæmpelse og forhindring af såkaldt “voldelig radikalisering,” den kræver også, at strategien skal udkæmpes af hensyn til og rettes imod bl.a. “anstiftelse til voldelige handlinger.” Denne strategi mod “radikalisering” afslører det reelle mål for EU’s og dets håndhævelsesmekanismers såkaldte “terrorbekæmpende” politik: alle, der modsætter sig og udfordrer dens reaktionære politik. Men uanset hvor mange resolutioner der vedtages af monopolernes politiske talerør, vil de ikke kunne stoppe oppositionsbevægelserne og den stødt voksende bølge af holdninger, der udfordrer selve EU som en imperialistisk interstatslig union af europæisk kapital.

Forslag til beslutning: Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008 (B6-0500/2007)

  Colm Burke, Avril Doyle, Jim Higgins, Mairead McGuinness og Gay Mitchell (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Fine Gael-delegationen i Parlamentet stemte imod punkt 16 i beslutningen om Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2008, eftersom vi er stærkt imod ethvert EU-initiativ vedrørende etableringen af et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag for Europa. Vi glæder os over, at Kommissionen ikke har til hensigt at fremlægge forslag til retsakter på dette område i sit program for næste år.

Skattekonkurrence er afgørende for at fremme vækst, tiltrække investeringer og sætte medlemsstater, især dem i eurozonen, i stand til at administrere deres økonomi. ECB fastsætter renten, og stabilitets- og vækstpagten fastsætter låne- og inflationskravene for eurozonen. Derfor er skattepolitik et af de vigtigste instrumenter, medlemsstaterne i eurozonen har tilbage i henhold til traktaten, og det skal derfor sikres.

Fine Gaels repræsentanter i Parlamentet mener, at et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag for EU i sidste ende vil føre til, at der indføres en fælles skattesats i Europa, og er stærkt imod det.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vi stemmer imod denne betænkning, fordi de forslag, der giver udtryk for vores alvorlige bekymring over den stadig hastigere liberaliserings- og dereguleringsproces, som finder sted i mange sektorer, og som udgør en trussel for beskæftigelsen, kvaliteten af de ydede serviceydelser og fremtiden for offentlige tjenester i EU, ikke blev vedtaget. Det, der står tilbage, er forudindtaget imod staten som leverandør af forsyningspligtydelser, eftersom hele vægten ligger på liberalisering.

Penge- og finanspolitikken i EU har også været restriktiv, primært for at stabilisere priserne og konsolidere budgettet i overensstemmelse med stabilitets- og vækstpagten, selv om vi ved, at den nominelle konvergensproces har en negativ virkning på økonomisk vækst og beskæftigelse, økonomisk og social samhørighed, real konvergens mellem EU’s medlemsstater og offentlige investeringer.

Den lægger også vægt på den neoliberale Lissabonstrategi, som har været det vigtigste instrument, der er blevet brugt i EU til at fremme liberaliseringen og privatiseringen af ydelser og offentlige forsyningsanlæg, fleksibilitet og tilpasningsevne på arbejdsmarkederne, lønreduktioner og åbningen af de fleste bestemmelser om social sikring for private interesser, herunder pensioner og sundhed.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE), skriftlig. - (PL) Arbejdsprogrammet for 2008 indfører en kompleks fremgangsmåde til gennemførelse af en vision for Europa, der opfylder borgernes forventninger for fremtiden. Kommissionens vigtigste prioriteter for det kommende år er aktiviteter til fremme af økonomisk vækst og beskæftigelse, bæredygtig udvikling og håndtering af migrationsstrømme. De omhandler også klimaforandringer, energi, fremtidige udvidelser af EU og handling på den internationale scene.

Det skal understreges, at arbejdsplanen blev udarbejdet i lyset af detaljerede drøftelser med andre institutioner, herunder de sager, der blev drøftet for nylig under forhandlingen om globalisering under det uformelle rådsmøde i Lissabon. Programmet indeholder også prioriteter på kommunikationsområdet, som udgør endnu et skridt fra Kommissionens side i dens bestræbelser på at forbedre informationsstrømmen om EU til borgerne i Europa.

Det glædede mig at se bekendtgørelsen af en ny fremgangsmåde til gennemførelse af subsidiaritetsprincippet og uvildig vurdering af konsekvenserne af foreslåede retsakter for at undgå fejltagelser i fremtiden. Forslagene til nye retsakter til forbedring af situationen for kvinder, især ved at forene familie- og arbejdsliv - hvilket er et vigtigt skridt i retning af at bekæmpe Europas faldende reproduktionsrate - hilses også velkommen.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Blandt de mange aspekter, der berettiger kritik på dette område, vil jeg gerne fokusere på en af prioriteterne for 2008, som Kommissionens formand har beskrevet som et af de vigtigste: ratificeringen af udkastet til en Traktat om Den Europæiske Union.

Flertallet i Parlamentet “glæder sig over Kommissionens vilje til at støtte ratificeringen af Reformtraktaten,” “opfordrer Kommissionen … til at intensivere sine bestræbelser på at udvikle en mere effektiv kommunikationspolitik, der kan øge borgernes forståelse for EU’s arbejde … med henblik på at forberede ratificeringen af reformtraktaten og valget til Europa-Parlamentet i 2009” og “anmoder Kommissionen om klart at slå fast, hvordan den har til hensigt at gennemføre sine … prioriteter i praksis, og navnlig indholdet af reformtraktaten.”

Set i lyset af den utilstedelige rolle, som Kommissionen spillede under de afstemninger om den såkaldte europæiske forfatning, der blev gennemført i 2005, vil sådanne intentioner, som blev bekendtgjort for længe siden og nu er blevet genbekræftet, såfremt de gennemføres, udgøre en reel indblanding i ratifikationsprocessen, som hører under hver enkelt medlemsstat.

Sikke en selvmodsigelse fra Kommissionens formand, som, da han blev spurgt om ratifikationsprocessen, svarede, at det var op til hver enkelt medlemsstat at beslutte, men som udtrykkeligt gør det til en prioritet at blande sig i selvsamme beslutning!

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Eftersom det var umuligt at skaffe privat finansiering til at supplere finansieringen af Galileoprojektet som oprindeligt planlagt, “besluttede” EU, at det skulle finansieres udelukkende med offentlige midler, navnlig fra Fællesskabets budget.

Det er grunden til ændringen af den interinstitutionelle aftale (IIA) - som fastlagde den finansielle ramme for 2007-2013 - der hævede loftet for bevillinger under udgiftsområde 1a (konkurrenceevne for vækst) for årene 2008 til 2013 til i alt 1.600 millioner euro i løbende priser på bekostning af at underbudgettere og undergennemføre punkterne under udgiftsområde 2 (“beskyttelse og forvaltning af naturlige ressourcer”, dvs. landbrug, fiskeri og miljøet) i 2007.

Med denne revidering af IIA og mobiliseringen af fleksibilitetsinstrumentet sikrer EU fremtiden for sin store “prioritet” ved at sørge for finansieringen. Vi får se, om ikke Galileoprojektet på et senere tidspunkt, når det er gennemført - gennemført med offentlige midler, vel at mærke - vil blive “tilbudt” til privat kapital, f.eks. baseret på et eller andet offentligt-privat partnerskab, hvor den offentlige partner bærer omkostningerne, mens den private kapital stryger fortjenesten.

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. - (EN) Støtter ikke oprettelsen af et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Jeg støtter vedtagelsen af Kommissionens lovgivningsprogram for næste år, og jeg mener, at det udmærket afspejler EU’s politiske prioriteter. Ikke desto mindre burde de forslag til retsakter, Kommissionen forbereder vedrørende lovgivning for private selskaber og små og mellemstore virksomheder, ikke påvirke de politikker i medlemsstaterne, der i væsentlig grad har bidraget til de seneste års økonomiske vækst, såsom enhedsskattesatsen.

Desuden udgør Kommissionens nyligt udsendte meddelelse vedrørende et “sundhedstjek” af den fælles landbrugspolitik et godt grundlag for interinstitutionelle forhandlinger. Af denne grund må Kommissionen udsætte forslag til retsakter, der grundlæggende ændrer bestemmelser for Kommissionen, indtil drøftelserne mellem EU’s institutioner og medlemsstater er afsluttet.

Sidst, men ikke mindst beklager jeg manglen på lovgivningsinitiativer vedrørende den fælles visumpolitik, hvad angår gensidigheden af at tillade fri bevægelighed for personer mellem EU og tredjelande. Jeg minder Kommissionen om, at 12 medlemsstater, der repræsenterer over 100 millioner af EU’s borgere, fortsat holdes ude af USA’s visumfritagelsesprogram.

Forslag til beslutning: Økonomiske partnerskabsaftaler (B6-0497/2007)

  Genowefa Grabowska (PSE), skriftlig. - (PL) Som medlem af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU vil jeg gerne støtte resultaterne af sidste uges topmøde mellem EU og Afrika i Lissabon. Ved den Parlamentariske Forsamlings seneste samling i Kigali opfordrede vi til forsigtighed og til at undgå yderligere, forhastet regulering af forholdet mellem EU og Afrika. Det er klart, at den fælles EU-Afrika-strategi skal tage begge parters interesser i betragtning, og der må ikke foregå samarbejde på bekostning af nogen af dem.

Det pålægger også EU et særligt ansvar, at EU er de afrikanske landes mest seriøse økonomiske partner - og at størstedelen af bistanden til Afrika stammer fra Europa. Det blev gjort klart i Europa-Parlamentets og det Panafrikanske Parlaments fælles erklæring, som med rette opfordrede begge institutioner til større engagement i forhold til at forme de fremtidige relationer mellem de to kontinenter. Europa-Parlamentet har tydeligt givet udtryk for sin støtte til Kigali-erklæringen af 22. november 2007, der opfordrer til udsættelse af fristen for at afslutte forhandlingerne om en ny EU-AVS-handelsaftale og til, at aftalen skal være gennemtænkt, og foreslår, at WTO’s strenge krav skal lempes. Det er godt, at de prioriteter, der er fastlagt frem til næste topmøde i 2009, ikke kun henviser til fred, sikkerhed, menneskerettigheder, energi, klimaforandringer og migration, men også til at bekæmpe fattigdom gennem beskæftigelse, investering i sundhedspleje samt uddannelse.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Hvis der var nogen tvivl om EU’s virkelige hensigter med de frihandelsaftaler, det foreslår at indgå med gruppen af stater i Afrika, Vestindien og Stillehavet (AVS), aftaler, som beskrives som “økonomiske partnerskabsaftaler”, og som spillede en stor rolle ved det nyligt afholdte topmøde mellem EU og Afrika, fordi nogle afrikanske lande nægtede at underskrive dem, ville det være tilstrækkeligt at læse den betænkning, der nu er blevet vedtaget, for at forklare dem. På den anden side havde João Cravinho, Portugals statssekretær for udenrigsspørgsmål og udviklingssamarbejde, i egenskab af formand for Rådet allerede gjort det helt klart ved mødet i Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU i Kigali den 21. november.

Selv om EU er forpligtet til at trække sig tilbage (i øjeblikket), søgte EU at imødegå modstanden ved at finde på et “forslag om at forhandle” om de økonomiske partnerskabsaftaler “i to faser, begyndende med handel med varer” for senere at fortsætte til “at medtage andre områder såsom tjenester og investeringer”, samtidig med at det lovede millioner og atter millioner af euro som tilsagn om AVS-landenes suverænitet og uafhængighed (økonomisk og snart også politisk). Det er målet med beslutningen i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) af 17. november 2007.

Flertallet i Parlamentet klapper og støtter beslutningen. Hvad os angår, fordømmer og modsætter vi os sådanne intentioner og politikker, hvormed EU søger at genkolonisere AVS-landene økonomisk.

  Karin Scheele (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg hilser det velkommen, at en stor procentdel af Parlamentet støtter indholdet i Kigali-erklæringen om økonomiske partnerskabsaftaler, som blev udarbejdet i fællesskab i Rwanda af parlamentsmedlemmer fra lande i Europa, Afrika, Vestindien og Stillehavet. Men jeg er skuffet over, at en tekst, som man har forhandlet sig frem til i fællesskab, og som blev godkendt af medlemmerne af Europa-Parlamentet og af parlamentarikerne fra AVS-landene på AVS-EU-mødet i Kigali, pludselig er blevet forkastet af PPE-DE-Gruppen og Den Liberale Gruppe i Strasbourg. Det er min faste overbevisning, at det sender det helt forkerte signal i forhold til forhandlingerne om en sag, der er af afgørende vigtighed for AVS-landene.

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Økonomiske partnerskabsaftaler må ikke betragtes alene som frihandelsaftaler i WTO-betydningen, og frem for alt må de ikke underminere oversøiske samfunds allerede sårbare økonomier.

Disse aftaler skal udgøre rigtige partnerskaber, som fører til etableringen af et nyt økonomisk og handelsmæssigt miljø, der fremmer udvikling i alle de involverede områder.

Jeg er medlemmerne af Parlamentet taknemmelig for, at de vedtog mit ændringsforslag, som påpeger, at oversøiske samfunds interesser er centrale for disse gensidige præferenceaftaler med AVS-landene. Det er afgørende, at vi tager mere konsekvent højde for de mest afsides beliggende regioners særlige forhold under forhandlingerne på grundlag af traktatens artikel 299, stk. 2. Oversøiske lande og territorier, der grænser op til AVS-landene, fortjener også særlig opmærksomhed i overensstemmelse med de associeringsaftaler, der allerede knytter dem til EU i henhold til traktatens artikel 299, stk. 3.

Selv hvis de aktuelle drøftelser er problematiske, især vedrørende emner som lokale markeder og listen over følsomme varer, opfordrer jeg indtrængende Kommissionen til at søge kompromiser, der respekterer de pågældende oversøiske lande og territorier og de mest afsides beliggende regioners særlige forhold.

(Mødet udsat kl. 13.50 og genoptaget kl. 15.00)

8. Stemmerettelser: se protokollen

FORSÆDE: Mechtild ROTHE
Næstformand

9. Tale af formanden: se protokollen

10. Åbning af den årlige session: se protokollen

11. Topmøde EU/Kina - Dialog om menneskerettighederne EU/Kina (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om topmøde EU/Kina - Dialog om menneskerettighederne EU/Kina.

  Benita Ferrero-Waldner, Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg hilser dagens debat om dialogen om menneskerettighederne EU/Kina velkommen. Som De ved, blev spørgsmålet om menneskerettighederne rejst ved topmødet for nylig i Beijing og desuden udtrykkeligt nævnt i den fælles erklæring.

Selv om jeg mener, at der stadig er forhold, som vækker alvorlig bekymring og kræver vores opmærksomhed, må vi også erkende, at Kina har gjort bemærkelsesværdige fremskridt på menneskerettighedsområdet inden for det seneste år. Dette gælder især inden for sociale og økonomiske rettigheder, men også på andre områder.

Der er ved at blive taget skridt til en reform af ordningen med “genopdragelse gennem arbejde”. I den forbindelse glæder vi os over det nye lovgivningsinitiativ, som er til behandling, og vi håber desuden, at der snart vil blive indført konkrete reformer. Det er en grundlæggende menneskerettighed, at et individ ikke må udsættes for frihedsberøvelse uden berettigelse og uden en retfærdig rettergang.

Kina arbejder desuden hen imod en gennemførelse af anbefalingerne fra FN’s særlige rapportør om tortur. Justitsministeriet har eksempelvis for nylig pålagt domstolene ikke at betragte tilståelser alene som tilstrækkeligt bevis på skyld, da sådanne tilståelser nogle gange kan være afgivet under tortur begået af politiet eller fængselspersonale. Kina er ligeledes i gang med at iværksætte særlige uddannelsesforanstaltninger specielt rettet mod disse grupper inden for ordensmagten.

Vi glæder os deuden over den fremgang, der er sket med hensyn til, at Kinas højesteret nu har fuld prøvelsesret over alle dødsdomme, der er afsagt på provinsniveau. Og så vidt vi har fået oplyst, har dette resulteret i en nedgang i antallet af effektive dødsdomme og henrettelser. Dette er glædeligt for Den Europæiske Union. Det har som bekendt længe været et højt prioriteret indsatsområde.

Ikke desto mindre - og nu er jeg selvfølgelig også nødt til at nævne nogle få negative ting - er Kommissionen stadig bekymret over den generelle situation omkring menneskerettighederne i Kina og nærmere bestemt vedrørende borgerrettigheder og politiske rettigheder. Vi tænker her især på ytringsfrihed, religionsfrihed og foreningsfrihed samt beskyttelse af mindretals rettigheder, f.eks. i Tibet og i Xinjiang-provinsen.

I den forbindelse er undertrykkelse af menneskeretsforkæmpere stadig den største bekymring. Udøvelse af ytringsfriheden medfører ofte gennembankning, husarrest eller endog fængselsstraf. Adgang til internettet - retten til information - bliver nøje overvåget og begrænset, og de, der f.eks. taler for mere selvstyre for Tibet, får uforholdsmæssigt lange fængselsstraffe. Gennem lovgivning om statshemmeligheder såvel som andre løst definerede strafferetlige bestemmelser er det nemt at retsforfølge dem, der giver deres mening til kende i tale eller skrift.

Kommissionen henstiller derfor indtrængende til den kinesiske regering om at tillade alle former for meningstilkendegivelser. Vi mener, at dette også er meget vigtigt for, hvordan det internationale samfund ser på Kina, især til næste år under optakten til De Olympiske Lege, hvor alles øjne vil hvile på Kina. Historien viser, at ytringsfrihed på længere sigt giver et meget mere stabilt samfund. Det ved vi alle.

Alle disse problemer bliver jævnligt taget op i menneskerettighedsdialogen EU/Kina. Derfor er det positivt, at den seneste dialog, som fandt sted i oktober i Beijing, åbnede mulighed for en oprigtig og dybtgående udveksling af synspunkter om alle disse vigtige temaer med adskillige debatter, som blev fulgt op af handling. Det er vigtigt at indse, at denne dialog er et vigtigt forum, hvor begge parter kan tale åbent om det, der oprigtigt ligger dem på sinde, samtidig med at de bidrager til en bedre forståelse af vores forskelligheder - og vores forskelligheder er fortsat betydelige.

Derfor beklager vi den kinesiske beslutning om at trække sig ud af menneskerettighedskonferencen i Berlin på grund af to ngo’ers deltagelse, og at konferencen af lignende årsager ikke kunne afholdes for nylig i Beijing. Vi er af den opfattelse, at civilsamfundet spiller en vigtig rolle, og at konferencen er et passende forum for ngo’er til at komme med værdifulde bidrag. Jeg stoler på, at vi vil være i stand til at finde en gensidigt acceptabel løsning, så disse vigtige drøftelser kan fortsætte i en positiv retning, således som det blev understreget ved EU-Kina-topmødet.

Lad mig slutte med at sige, at der er yderligere to vigtige menneskerettighedsspørgsmål, som vi jævnligt rejser over for kineserne som højt prioriterede anliggender. Det ene er Kinas ratificering af den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og den anden er løsladelse af dem, der blev fængslet i forbindelse med demonstrationerne på Tiananmenpladsen i 1989 eller for på et senere tidspunkt at mindes denne begivenhed. Beslutsom handling på begges områder ville sende et klart positivt signal og ville i høj grad blive hilst velkommen.

  Edward McMillan-Scott, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke kommissær Ferrero-Waldner for redegørelsen.

Jeg finder det meget vigtigt, at Parlamentets medlemmer efter EU-Kina-topmødet - og i særdeleshed menneskerettighedsdialogen EU/Kina - får mulighed for at undersøge udfaldet af denne dialog. Jeg ønsker ikke at bruge tid på EU-Kina-topmødet. Jeg vil tale om menneskerettighedsdialogen, for det var det, der bragte mig til Beijing i maj måned, da jeg sammen med fru Flautre udarbejdede en betænkning om reformen af Det Europæiske Initiativ for Demokrati og Menneskerettigheder.

Jeg vil gerne i eftermiddag tale på vegne af dem, der ikke kan tale deres egen sag. Det drejer sig selvfølgelig om det store flertal i Kina, som ønsker forandring og reformer. Men denne bevægelse ledes blandt andre af Gao Zhisheng, en kristen advokat, som er forsvundet fra sit hjem i Beijing, hvor han har været holdt i husarrest, efter at han for et år siden fik en dom for “undergravende virksomhed.

Jeg ved, at hans navn var blandt dem, der blev nævnt i dialogen, men jeg tror, at et af de problemer, vi har her i Parlamentet, drejer sig om dialogen. Jeg bemærkede ganske vist, at kommissæren sagde, at der var en alvorlig og dybtgående udveksling af synspunkter - og jeg er sikker på, at dette var tilfældet fra europæernes side - men jeg er ikke overbevist om, at det er tilfældet fra kinesernes side. Min erfaring - siden jeg var EU-Kina-rapportør tilbage i 1997 for 10 år siden, da denne udvikling startede - siger mig, at der på menneskerettighedsområdet overhovedet ikke er sket nogen udvikling i Kina, som har forbedret folks liv, resulteret i løsladelse af fængslede, sat en stopper for tortur eller standset de omfattende fængslinger, som vi hører om fra Harry Wu fra Laogai Foundation. Han vurderer, at 6,8 millioner mennesker bliver tilbageholdt på den ene eller anden måde i Kina i dag, mange af dem på grund af deres religiøse overbevisning - og her tænker vi især på medlemmer af Falun Gong-bevægelsen, som er helt uskyldige, men tortureres på grund af deres tro, i mange tilfælde med døden til følge.

Jeg vil ligeledes komme med nogle bemærkninger i anledning af de nært forståenDe Olympiske Lege. Man bør ikke glemme, at artikel 1 i det olympiske charter anfører, at landene bør påbyde “universelle, fundamentale og etiske principper”. Dette kan kun betyde én ting, nemlig, at Kina ikke kan anses for en passende vært ved disse lege, især da der intet grundlæggende er blevet ændret siden 2001. Jeg håber, at alle grupper vil støtte det fælles forslag, som kræver en vurdering fra IOC af, hvorvidt Kina opfylder de betingelser, der blev aftalt tilbage i 2001. Jeg frygter, at man vil finde mange mangler. Efter min mening burde De Olympiske Lege straks flyttes til Athen og blive dér fremover.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Jeg vil gå lige til sagen. Jeg mener, at De Olympiske Lege skal afholdes i Kina, fordi vi kan bruge disse lege som en god anledning til at udvide dialogen med Kina. Dette er også nævnt i den fælles erklæring, hr. McMillan-Scott! Og hvis De står fast på den holdning, De lige har givet udtryk for, er De imod den fælles erklæring.

Fru Ferrero-Waldner! Da en af deres tidligere kolleger, Madeleine Albright, var USA’s udenrigsminister, bemærkede hun, at det naturligvis var meget vanskeligere at rejse menneskerettighedsspørgsmål i Kina end i Burma, fordi der er geopolitiske interesser med i billedet. Faktum er, at vi har brug for Kina som partner, når der skal findes løsninger på de mange globale problemer. Dette må imidlertid ikke forhindre os i at rejse spørgsmålet om menneskerettigheder og drøfte det grundigt, men det behøver ikke nødvendigvis gøres i en belærende tone som en skolelærer, der mener at vide alt. Det glæder mig meget, at chartret om grundlæggende rettigheder er blevet underskrevet i dag, da mange talere har fremført, at vi ikke har ret til at tale om menneskerettighedsspørgsmål, hvis vi ikke selv har et virkelig godt omdømme, hvad angår respekt for menneskerettighederne. Vi er virkelig overbevist om, at det er i Kinas interesse ikke at træde menneskerettighederne under fode, men i stedet at respektere dem.

Kina ønsker stabilitet. Hvordan kan Kina forblive stabilt, hvis menneskerettighedsspørgsmålet ikke rejses mere udtrykkeligt? Vi ønsker ikke, at Kina skal smuldre. Det giver ingen mening at opbygge Europa og samtidig prøve på at ødelægge Kina, men manglende respekt for menneskerettighederne sætter Kinas stabilitet på spil. Vi ønsker et Kina, der styres i overensstemmelse med principperne om social retfærdighed. I forbindelse med en enorm vækst, som hr. Barroso også henviste til, er hensyntagen til sociale faktorer den eneste måde at sikre stabilitet på. Det er imidlertid umuligt at opnå social retfærdighed, hvis menneskerettighederne ikke respekteres og hvis folk ikke kan danne fagforeninger eller komme med folkelige initiativer.

Vi ønsker, at Kina sætter mere fokus på miljøområdet, fordi miljøet er et vigtigt fælles globalt anliggende. Vi ved, at der er mange initiativer på vej i Kina i form af masseprotester mod overtrædelser af de mest elementære miljøstandarder. Det vil være godt for Kina, hvis man lytter til disse protester. Det vil være et skridt fremad for Kina.

Derfor handler det efter min mening ikke om europæisk arrogance, men om at beskytte vores fælles interesser. I Kinas interesse skal vi rejse spørgsmålet om menneskerettigheder, og oplyste repræsentanter for det kinesiske politiske system vil gøre klogt i at lytte til os og til denne beslutning, som er i Kinas interesse og kan hjælpe Kina med at gøre fremskridt, hvilket det ikke kan uden respekt for menneskerettighederne.

  Graham Watson, på vegne af ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg er en stor beundrer af Kinas bidrag til udviklingen af verdenscivilisationen. Teknologisk, samfundsmæssigt og kulturelt har Kina givetvis bidraget mere end noget andet land til menneskehedens udvikling.

Jeg beklager, at Kinas voksende økonomiske modenhed ikke bliver fulgt op af en voksende politisk modenhed. Men jeg beklager også, at EU ikke gør mere for at skubbe Kina i den rigtige retning.

For to dage siden, på 60-årsdagen for verdenserklæringen om menneskerettigheder, bekendtgjorde EU betydningen af “at fremme og beskytte menneskerettighederne i hele verden som en hjørnesten i EU’s optræden udadtil”.

Og alligevel forlod hr. Barroso og hr. Socrates for to uger siden topmødet tidligt efter at have sikret Europas økonomiske interesser og overlod det til embedsmændene at forhandle konklusionerne på plads - konklusioner, der ikke overraskende kun nævnte menneskerettigheder i begrænset omfang, støttede ophævelsen af våbenembargoen og gik imod Taiwans anmodning om optagelse i FN. De gjorde meget for at undergrave hr. Solanas omhyggeligt valgte ord måneden før.

Jeg tænker på, hvordan det skal gå verden, når Den Europæiske Union, den selvbestaltede beskytter af de universelle, indbyrdes afhængige og udelelige menneskerettigheder, undlader at tage bladet fra munden over for en af verdens værste krænkere af menneskerettighederne.

Jeg har en formodning om, at både kineserne og andre vil komme til at fortryde beslutningen om at afholde De Olympiske Lege i Beijing. De kinesiske myndigheder har selv lovet at sørge for mere frihed og åbenhed. Alligevel viser tal fra Human Rights Watch, at antallet af krænkelser er steget i de seneste syv år. Kina fortsætter ikke alene med at henrette flere mennesker end resten af verden tilsammen, men har også slået dramatisk ned på national uro og pressefrihed forud for legene.

Denne udvikling bryder med ånden i det olympiske charter. Den er i direkte strid med de forpligtelser, som myndighederne i Beijing selv indgik i den værtsbykontrakt, som de har underskrevet med den Internationale Olympiske Komité.

Denne kontrakt er ikke blevet offentliggjort. Hvorfor? Fordi, hvis verden så det enorme misforhold, der er mellem kinesernes løfter og det, der reelt bliver gjort, ville vi være tvunget til at boykotte Beijing, ligesom vi boykottede Sydafrika under apartheidstyret.

Jeg tror ikke på boykot. Jeg har også fastholdt, at en dialog med et Kina, der er indstillet på reformer og stigende åbenhed, vil give bedre resultater end tomme trusler. Men præsident Hu Jintao må acceptere, at en aftale er en aftale. Værtsbykontrakten, menneskerettighedsklausulen i den kinesiske forfatning, verdenserklæringen om menneskerettigheder er alle løfter, der er blevet givet den kinesiske befolkning. Hvis Kina med De Olympiske Lege skal bevise sin berettigelse og troværdighed over for verden, må landet til gengæld vise, at det er villigt til at opfylde sine forpligtelser vedrørende menneskerettigheder. Det skal ske ved at forbedre pressefriheden i overensstemmelse med de olympiske løfter, ved at ophæve dødsstraf i overensstemmelse med FN’s krav, ved at ophøre med at støtte militærdiktatorer fra Burma til Darfur samt ved at tillade almindelige valg i Hongkong. Sådan vil Kina kunne indtage sin plads i det internationale samfund.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Folkerepublikken Kina er et af de lande, der står på alle lister over krænkelser af menneskerettighederne, hvad enten det drejer sig om ytringsfrihed, foreningsfrihed, tvungen abort, mennesker der forsvinder, tortur, religionsfrihed eller trusler om angreb på Taiwan.

Kina forfølger stadig medlemmer af den katolske kirke. En rapport af David Kilgour, Canadas tidligere udenrigsminister for Asien og Stillehavsområdet, viser, at en de mest forfulgte grupper siden 1999 er Falun Gong, hvis medlemmer ufrivilligt får fjernet organer i kinesiske arbejdslejre. Mennesker, hvis eneste forbrydelse var at mødes med Europa-Parlamentets næstformand, hr. McMillan-Scott, er for nylig sporløst forsvundet.

I mellemtiden blomstrer vores handelsforbindelser, Kina forstærker sin indflydelse i Afrika og inviterer snart millioner af gæster til De Olympiske Lege. Jeg forstår ikke, hvorfor den åbenlyse reaktion stadig udebliver. Den frie verden er nødt til at boykotte De Olympiske Lege 2008.

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Vi taler i dag til kommissær Ferrero-Waldner, og det er fint. Men på det tiende EU-Kina-topmøde i Beijing den 28. november var EU repræsenteret ved sin formand, ved handelskommissæren samt ved kommissæren med ansvar for økonomiske og monetære anliggender.

Det er sandt, at handelen mellem EU og Kina er steget med 150 % siden 2000. Det er også sandt, at det er blevet meget vanskeligere at udarbejde statistikker om den stadig dårligere situation for menneskerettigheder i Kina. Det er ikke tabu at drøfte menneskerettighedsspørgsmål samtidig med handelsspørgsmål. Der er en klar forbindelse mellem de to emner, f.eks. i forbindelse med retten til at melde sig ind i en fagforening og de kinesiske arbejderes mulighed for at rejse sig og kræve bedre arbejdsbetingelser. Den generelle holdning, vi møder, er meget beklagelig, ikke mindst fordi virkningen deraf bliver, at vi spilder vores tid. Den beslutning, der blev truffet i 2001, lovede mere åbenhed i Kina og fremgang for menneskerettigheder og demokrati. Det kinesiske folk venter på, at dette løfte bliver holdt, og de stoler på os.

De er blevet skuffet i deres håb om, at tildelingen af De Olympiske Lege ville skabe mere åbenhed, og det har skabt stor bitterhed. Ikke blot har optakten til legene indtil videre medført hårdere undertrykkelse, men - hvilket er endnu mere beklageligt - organiseringen af legene har i sig selv haft uforudsete konsekvenser og er blevet brugt som påskud for alvorlige krænkelser af menneskerettigheder. Jeg tænker her på tilfældene med tvungen ekspropriation og udnyttelse af migrantarbejdere. Alt dette kommer muligvis ikke som en overraskelse, eftersom systemkritikeren Hu Jia fortæller, at chefen for sikkerhedstjenesten i Beijing også er ansvarlig for organiseringen af De Olympiske Lege i byen.

Måske skal vi begynde at udtrykke overraskelse eller endog forfærdelse over disse tilstande, når truslerne mod og undertrykkelsen af udenlandske journalister - som allerede er begyndt - bliver endnu mere drastisk, for de bliver allerede forhindret i at udføre deres arbejde. F.eks. viser arrestationen af to journalister fra Agence France-Presse den 12. september, at de bestemmelser, der blev indført i januar 2007, kun anvendes spredt og kun, når de involverede ikke skaber problemer for styret. De løfter, Kina har givet, er kun tomme ord, faktisk er de så langt fra at opfylde deres forpligtelser, at de har tyet til at udarbejde sortlister. På nuværende tidspunkt er 42 personkategorier blevet sortlistet og erklæret for “persona non grata” under De Olympiske Lege, lige fra Dalai Lama til tilhængere af Falun Gong samt systemkritikere.

I januar i år begyndte forhandlinger om en ny rammeaftale mellem EU og Kina. Den hilses velkommen, fordi en ny aftale også betyder en ny menneskerettigheds- og demokratiklausul. Det giver nye muligheder for at drøfte menneskerettighedsanliggender med de kinesiske myndigheder. 2007 var imidlertid også året, hvor en juridisk konference som forberedelse til menneskerettighedsdialogen blev aflyst, fordi de kinesiske myndigheder nægtede to bestemte ngo’er at deltage - en af dem var en velkendt organisation, som blev repræsenteret ved menneskeretsforkæmper Sharon Hom. Det var sandelig godt at se, at EU klart tog stilling ved den lejlighed. Samtidig må vi selvfølgelig spørge, om sådanne konferencer kan fortsætte. Vores holdning er, at de to ting ikke bør udelukke hinanden. Det er meget vigtigt at forsætte med at afholde juridiske konferencer. Imidlertid kan vi heller ikke tillade, at de kinesiske myndigheder bestemmer, hvem der skal deltage i disse konferencer.

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Fru formand, mine damer og herrer! Parlamentet har gennem de seneste årtier lagt øre til mange rungende erklæringer om menneskerettigheder. Proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder har endnu en gang rettet vores fokus mod spørgsmålet om, hvad essensen af Europa er. Vi er et fællesskab af værdier, baseret på solidaritet, tolerance og respekt for menneskerettigheder.

Det er i det mindste teorien, men virkeligheden ser anderledes ud. Og EU’s parole vedrørende menneskerettigheder burde i virkeligheden lyde helt anderledes. I de sidste uger er det blevet mere end klart, at de mennesker, der er trætte af at høre om menneskerettigheder, ofte er de samme, som anvender det andet princip om “realpolitik”, dvs. “erst das Fressen, dann die Moral”, eller “mad går forud for moral”, som Bertolt Brecht formulerede det.

I Paris ruller Nicolas Sarkozy, til gengæld for lukrative kontrakter, den røde løber ud for en massemorder, der for blot nogle få dage siden forsøgte at legitimere terrorisme, imens han pralede med, at han ikke spildte ord på at tale om menneskerettigheder i sit land. I Lissabon bliver en blodtørstig tyran som Mugabe modtaget med fuld honnør, fordi vi også skal pleje vores kommercielle interesser i Afrika.

I Kina følger vi den samme vej. Sidste år rapporterede Amnesty International, at Beijing var langt bagefter på vigtige områder såsom dødsstraf, retlige procedurer, pressefrihed og retten til fri bevægelighed for menneskerettighedsaktivister. I mellemtiden foregår der ifølge Amnesty International en behændig oprydning i den kinesiske hovedstad. Omskoling via tvangsarbejde og fængsling uden sigtelse anvendes nu til at straffe forseelser som uretmæssig opklæbning af plakater, taxikørsel uden licens og tiggeri, for bare at nævne nogle få.

Man vil lukke munden på menneskerettighedsaktivisterne, men stadionerne vil stråle og glimte til næste år, mine damer og herrer. En masse fremtrædende europæere vil kappes om de forreste pladser ved åbningen af legene. Og når de kommer hjem, vil de uden tvivl fortsætte kampen mod ekstremisme i Europa. Det er lige til at få det dårligt af.

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Det kan ikke nægtes, at forbindelserne mellem EU og Kina siden 1998, da topmøderne mellem Kina og Europa startede, har udviklet sig voldsomt - politisk, økonomisk, handelsmæssigt og på videnskabeligt forskningsniveau - og er blevet til et strategisk partnerskab. Imidlertid er strategiske partnerskaber, sådan som vi ser det, baseret på fælles værdier, respekt for demokrati og menneskerettigheder.

Respekt for menneskerettigheder har altid været og vil fortsat være det grundlag, EU er bygget på. Det er ikke en forbigående erklæring, hvilket EU’s historie klart har bevist igennem mere end et halvt århundrede. Det er på tide, at alle lande, EU-samarbejdspartnerne, forstår, at der er noget, som EU aldrig giver afkald på og aldrig svigter. Tillad mig derfor at minde om, at et historisk dokument - Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder - blev underskrevet i dette lokale for nogle timer siden.

Her må jeg sige, at visse emner har en negativ indvirkning på udviklingen af forbindelserne mellem EU og Kina, og at nøglen til at løse disse problemer i de fleste tilfælde ligger hos de kinesiske myndigheder.

Under vores samtaler med de kinesiske repræsentanter, selv under forhandlinger om økonomiske og handelsmæssige samarbejdsaftaler, har vi altid husket og vil aldrig glemme den kendsgerning, at den kinesiske befolkning stadig må lide i fængslerne for deres politiske synspunkter, for deres religion, eller fordi de tilhører etniske mindretalsgrupper, og at de bliver idømt dødsstraf for økonomiske forbrydelser såsom skatteunddragelse.

I de senere år, mens De Olympiske Lege i Beijing nærmede sig, har vi fået kendskab til andre former for “udvikling”, såsom at folks boliger bliver revet ned, uden at de får nogen kompensation, for at gøre plads til at bygge olympiske anlæg, og at der eksisterer en liste over 42 personkategorier, der ikke kan få lov at overvære De Olympiske Lege, heriblandt Dalai Lama, hans tilhængere samt menneskeretsforkæmpere.

Jeg kan kun sige én ting: Dette er helt i strid med traditionerne omkring og ånden i De Olympiske Lege. Jeg foreslår derfor, at man sletter disse lister, som overhovedet ikke taler til Kinas ære, samt i anledning af og til ære for De Olympiske Lege sørger for, at alle politiske fanger og samvittighedsfanger løslades, og at der udstedes et moratorium for dødsstraf.

Jeg beklager, at topmødet mellem EU og Kina i Beijing ikke blev en historisk begivenhed, og at deltagerne ikke var de politikere, der kunne bringe relationerne mellem EU og Kina op på et højere plan. Der manglede bare én ting: større hensyn til og respekt for mennesker og deres rettigheder.

  Glyn Ford (PSE). - (EN) Fru formand! Jeg vil i denne forhandling gerne tale om topmødet mellem EU og Kina og menneskerettighedsdialogen EU/Kina, selv om man ud fra nogle af de forslag, der er indgivet af politiske grupper her i Parlamentet, ikke ville have troet, at den første halvdel af denne forhandling fandt sted.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi rejser menneskerettighedsspørgsmålet over for kineserne. Menneskerettighedssituationen i Kina er langt fra god nok. Kina anvender fortsat dødsstraf, som kommissær Ferrero-Waldner nævnte i sin indledende redegørelse. De undertrykker organisationer, der agiterer for selvstyre i Tibet, og religiøse grupper, som ikke tilhører de meget få officielt tilladte grupper, såvel som andre, der taler til fordel for deres regioner, for pressefrihed og forsøger at danne fagforeninger. Ligeledes er der den uovervindelige hindring bestående af flere hundrede millioner migrantarbejdere, som forsøger at organisere sig for at standse udnyttelse og fremme ordentlige arbejdsforhold.

Dog er der en hel del her i huset, der nægter at anerkende nogen som helst af de fremskridt, Kina har gjort inden for de sidste to årtier. Selv om den langt fra er god nok, er menneskerettighedssituationen i Kina efter min mening langt bedre, end den var, da massakren på Tiananmen-pladsen fandt sted. Som kommissæren nævnte, skal dødsstraf f.eks. nu stadfæstes af Kinas højesteret. Jeg oplever selv, at der nu er en høj grad af tankefrihed i Kina, men ikke organisationsfrihed, for det er stadig en uomgængelig forudsætning for det, som Kina og de kinesiske myndigheder rent faktisk forbød.

Vi må fortsat lægge pres på Kina på disse områder, men at nægte positivt at anerkende nogen fremgang overhovedet vil tage modet fra de progressive og liberale kræfter inden for styret, som forsøger at skubbe udviklingen fremad, fordi de ikke får nogen anerkendelse for det, de har opnået indtil nu.

Kina er nu en global økonomisk, industriel og politisk magt. EU skal udvise et kritisk engagement, som med rette skal kritisere Kina, dér hvor det går galt, dér hvor Kina skal gå længere, samtidig med at vi går ind i en dialog om, hvordan vi håndterer den globale opvarmning, de negative følger af globaliseringen, udviklingen i Afrika og kampen mod terrorisme.

  Dirk Sterckx (ALDE). - (NL) Fru formand! jeg glæder mig meget over et strategisk partnerskab med Kina. Jeg er meget glad for, at vi nu har mere end blot økonomiske bånd, og at f.eks. den kulturelle udveksling imellem os er vokset kolossalt de seneste år. Jeg er meget glad for, at den politiske dimension får så meget opmærksomhed, og jeg vil gerne nævne et enkelt eksempel.

Afrika: Vi skal fortsætte vores forbindelse med Kina om landets Afrikapolitik, og nu har vi et forum, hvor vi kan gøre dette. Det glæder mig, at hr. Michel snart rejser til Beijing for at drøfte dette og andre spørgsmål. Og jeg synes, det er rigtig godt, at vi i stigende grad samarbejder om økonomiske spørgsmål. Men jeg er meget bekymret over ubalancer i vores økonomiske forhold.

Jeg kan f.eks. ikke se nogen antydning af, at vi bør gøre mere for at videregive vores erfaring med det fælles marked til kineserne, som i denne henseende måske kunne forbedre deres eget marked betydeligt. Det samme gælder for regionalpolitikken, for udryddelsen af regionale forskelle. Vi har erfaring på disse områder. Vi har lært en hel del. Men jeg tror ikke, kineserne er så ivrige efter at lege med her.

Hr. Mandelson har udtalt, at der er temmelig meget usikkerhed omkring investering i Kina, og at dette skader vores eksport til Kina, og også den kinesiske økonomiske vækst. Jeg tror, han har ret. Der kræver en retsstat, det kræver sikkerhed, hvis økonomien skal trives. Det gælder for spørgsmål som intellektuel ejendomsret, produktsikkerhed og kapitalforvaltning. Men retsstaten er naturligvis også nødvendig, hvad angår individuelle menneskerettigheder. Det er lige så vigtigt, hvis ikke langt vigtigere.

Jeg er glad for, at vi har fået en rapport om dialogen om menneskerettigheder. Jeg synes, vi burde have en hver gang. Ligesom kommissæren ser jeg flere tegn, der vækker håb, men Europa-Parlamentet bør bevare fokus på et par ting, som endnu ikke er løst, udtryksfrihed, minoritetspolitik, tvangsarbejde, som desværre stadig findes, magtmisbrug, som der desværre findes alt for meget af, og dødsstraf, som stadig eksisterer. Vi i Europa-Parlamentet må fortsætte med at fremhæve disse ting, og det er noget, vi skal gøre hver eneste dag.

  Helga Trüpel (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg tror, vi endnu en gang bliver konfronteret med spørgsmålet, hvordan vi forholder os politisk til Kina. Hr. Sterckx har netop talt om strategisk partnerskab igen, og med rette. Jeg ser det som et fuldstændig ønskværdigt mål. Men vi er nødt til at være realistiske, og vi er tydeligvis endnu ikke på det plan på nuværende tidspunkt, da vi ikke har et grundlag, der består af de samme værdier - menneskerettigheder, retfærdig behandling af minoriteter, afvisende holdning til dødsstraf - som et ægte strategisk partnerskab kan bygge på.

Jeg mener, det var helt rigtigt gjort af Angela Merkel - og det siger jeg med velberåd hu som tysk grønt parlamentsmedlem - at møde Dalai Lama, da det viser, at vi mener, hvad vi siger om respekt for menneskerettighederne.

Der er derimod noget, som jeg ikke synes, er i orden. Da præsident Sarkozy talte for nylig her i Parlamentet, sagde han, at menneskerettighederne bør være Den Europæiske Unions adelsmærke, hvorefter han tre uger senere tog til Kina uden at tage menneskerettighederne op som en problemstilling dér. Det er europæisk dobbeltmoral, som vi ikke må tolerere.

Jeg tror fuldt og fast på, at vores dialog med Kina, som jeg støtter, og som vi skal have den politiske vilje til at fortsætte, ikke bare skal være pæne, sleske ord, men også må indebære konfrontation. Hvis vi kombinerer de to ting og forhandler med Kina på overbevisende måde, er vi også nødt til at komme med utilsløret kritik. Også i forbindelse med De Olympiske Lege er kineserne nødt til at nå de mål, de sætter sig selv, og vi europæere bør tage bladet fra munden og konfrontere kineserne med vores kritik, når der er behov for det.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Fru formand! For et par timer siden undertegnede Europa-Parlamentets formand chartret om grundlæggende rettigheder og udtalte, at “vi har en moralsk og politisk forpligtelse til at forsvare den menneskelige værdighed. Dette gælder for alle mennesker i hele verden.” Og Portugals premierminister udtalte, at “chartret er en del af EU’s udenrigspolitik”.

Hvad Kina angår, kan vi forstå, at den kinesiske regering ved at være vært for De Olympiske Lege i Beijing har forpligtet sig til fuldt ud at respektere både det olympiske ideal om menneskelig værdighed og internationalt garanterede menneskerettigheder.

Europa-Parlamentet må nu konkludere, at der for nylig er sket en stigning i de politiske forfølgelser med direkte tilknytning til De Olympiske Lege. Desuden henrettes der flere mennesker i Kina end i hele resten af verden, op til 10.000 om året.

Folk, der forsvarer menneskelig værdighed, arresteres, og op til syv millioner udsættes for tortur i de berygtede Laogai-lejre.

Hvad skal vi gøre? Jeg mener, vi fik svaret i går af modtageren af Sakharovprisen, Osman, der bad os lægge mere pres på de respektive regeringer, at gøre noget konkret. Det er opfattelsen, at der er tale om en undladelsessynd med et ansvar for, hvad vi kunne og måske ville gøre, men undlod at gøre. Det er ikke nok at give udtryk for bekymring. Det er på tide at anvende princippet om konditionalitet og give udtryk for, som hr. Watson også sagde, at en aftale er en aftale.

Den eneste måde, vi kan få de kommunistiske diktatorer i Kina til at vise deres borgere større respekt på, er ved at sende et signal om, at vi tager vores egne værdier om solidaritet og menneskelig værdighed alvorligt nok til, at diktatorerne skal bøde for deres misbrug og arrogance.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Fru formand! Europa-Parlamentet har ved flere lejligheder fremhævet overtrædelserne af menneskerettighederne i Kina og fraværet af demokrati i landet. Disse spørgsmål er åbenlyse. Så sent som i går, hvor vi drøftede Den Europæiske Unions menneskerettighedsrapport for sidste år, talte vi om fraværet af menneskerettigheder, demokrati og retsstat i Kina.

På den anden side mener jeg heller ikke, man skal se bort fra de ændringer til det bedre, som finder sted i Kina. Især bør EU udnytte det kommende år med De Olympiske Lege til at lægge pres på de kinesiske myndigheder hen imod liberalisering, demokratisering, retsstat og løsladelse af alle politiske fanger.

Den 20. november mødtes en delegation fra Europa-Parlamentets Underudvalg om Menneskerettigheder i FN i New York med Liu Zhenmin, Kinas repræsentant i FN. Jeg ser det som et konstruktivt møde. Fra kinesisk side var der tegn på åbenhed og modtagelighed over for pres med hensyn til menneskerettigheder og demokrati - hvilket også blev understreget af repræsentanter for Human Rights Watch og Amnesty International i samtaler med delegationen fra underudvalget.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Fru formand, hr. kommissær! Milliarder afventer med stor interesse åbningen af De Olympiske Lege den 8. august 2008. Det er ikke kun sportsentusiaster, der vil se på, men også folk, der forventer fremskridt fra Kinas side inden for menneskerettigheder. Desværre kan vi ikke være tilfredse med de resultater, vi har set til dato. Det kinesiske kommunistparti kan glæde sig, da det må have opnået stor succes for at legitimere magten. Vi har imidlertid også en mulighed for at få mest muligt ud af perioden op til De Olympiske Lege og stå fast ved vores krav om en forklaring på de ulovlige tilstande på menneskerettighedsområdet. Dialogen om menneskerettigheder EU/Kina har stået på i 24 år. Desværre er det samlede resultat alt andet end positivt. Der sker nogle fremskridt, f.eks. inden for anvendelse af dødsstraf, men på mange områder ser der meget ud til at være tilbageskridt, f.eks. inden for ytringsfrihed, pressefrihed og internetfrihed. For at kunne skabe forandring må vi også skabe forandring i dialogen om menneskerettigheder.

For det første må vi sige, at dialogen om menneskerettigheder ikke er det eneste forum, hvor disse problemer kan tages op. De enkelte medlemsstater har også pligt til at tage fat med streng hånd om disse spørgsmål i de bilaterale relationer.

For det andet bør man sikre ngo’ers tilstedeværelse og gennemsigtighed i forhandlingerne. Gennemsigtighed er meget vigtigt, så vi kan overvåge, hvad der sker. Da dialog ikke er et mål i sig selv, giver den kun mening, hvis den leverer et godt bidrag til at forbedre menneskerettighedssituationen i Kina.

Til sidst vil jeg gerne nævne Uyghur-minoritetens situation. Man hører ikke meget om dem, og det er en glemt minoritet. De er ikke kun ramt af den overordnede undertrykkelse i Kina, men er også ofre for etnisk, religiøs og sproglig forskelsbehandling. Jeg vil gerne opfordre til også at handle i deres interesse.

  Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE). - (ES) Fru formand! Jeg vil gerne benytte lejligheden til at minde de europæiske regeringer om et par ting.

Den første har med ophævelsen af våbenembargoen mod Kina at gøre, som er blevet nævnt flere gange. Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at Parlamentet ofte har fastholdt, at en ophævelse af embargoen kun kan komme på tale, når der er sket ægte og egentlige fremskridt i forhold til arrestationerne efter begivenhederne på Tiananmenpladsen i 1989, ikke fremskridt generelt set, men især i forhold til dette spørgsmål, da det er det skridt, vi afventer fra de kinesiske myndigheders side på nuværende tidspnkt. Egentlige fremskridt, som vil gøre det muligt at tage sådanne skridt.

Indtil det sker, mener jeg, at det ikke blot ville være for tidligt, men også ville sende det forkerte budskab og give Europa et meget dårligt image at ophæve en embargo, der som sagt blev indført på det pågældende tidspunkt af helt konkrete årsager, som slet ikke er opklaret.

Det andet budskab, som støtter fru Trüpels synspunkt, er, at det ikke er acceptabelt, at visse europæiske lande giver efter, og nogle gange bukker under, for pres fra de kinesiske myndigheder for at hindre dem i at afholde officielle møder med vigtige kinesiske personer, i nogle tilfælde systemkritikere, eller repræsentanter som Dalai Lama til gengæld for løfter om handelsrelationer med Kina.

Især i dag, hvor vi har undertegnet chartret om grundlæggende rettigheder, er det noget, der slet ikke harmonerer med den grundlæggende moralske holdning, vi gerne vil indføre i EU.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Fru formand! På topmødet talte Europa klart og tydeligt om, hvordan Kina fordrejer Verdenshandelsorganisationens regler, tilsidesætter arbejdstagernes rettigheder, eksporterer sundhedsskadelige produkter og piratteknologi og hindrer europæisk adgang til det kinesiske marked. De kinesiske ledere var ikke vant til at høre EU tale så ligeud og gjorde gengæld ved at forhale den fælles erklæring i nogle dage, men desværre lykkedes det ikke de europæiske ledere at opretholde presset. Ikke alene blev der givet uacceptable indrømmelser vedrørende folkeafstemningen i Taiwan, man modsagde heller ikke “ét Kina-politikken” og konfronterede ikke Beijing med hensyn til de alvorlige menneskerettighedsproblemer. Som formanden José Sócrates sagde til portugisiske journalister, blev disse ting nogle gange drøftet over middagen, fordi der ikke var tid.

Dødsstraf og løsladelse af fanger, der har siddet fængslet siden massakren på Tiananmenpladsen, er nogle af grundene til, at Parlamentet går ind for at opretholde våbenembargoen mod Kina. Vilkårlige anholdelser og domstolsprøvelser, korruption og tvangsudvisninger, forfølgelser og undertrykkelse af journalister og internetbrugere, undertrykkelse af tibetanere og minoriteter, ansvar for tragedierne i Darfur og Burma: Ingen af disse grundlæggende spørgsmål var på topmødets dagsorden. Naturligvis har også andre end EU pligt til at kræve Beijing til ansvar, før De Olympiske Lege bliver afholdt i 2008. Hvis Den Internationale Olympiske Komité mægler vedrørende luftkvaliteten, hvorfor så ikke dømme Beijing, hvad angår det olympiske ideal i forholdet til landets egne borgere og andre landes borgere? Ingen, og mindst af alle EU-Rådet og Kommissionen, kan fortsætte med at ignorere kampen for frihed og menneskerettigheder i Kina. Det er et maraton, som kun vil tage fart i forbindelse med De Olympiske Lege 2008. Det ikke alene påvirker mange millioner kinesere, det vil få konsekvenser for hele menneskeheden.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Fru formand! Menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina er blevet afholdt to gange om året bag lukkede døre de sidste 11 år, og alligevel har den ikke bevirket forbedringer af menneskerettighedssituationen i Kina. Beretninger om henrettelser, tortur i fænglserne og arbejdslejre samt undertrykkelse af tibetanerne viser ganske enkelt, at vi europæere ikke lever op til vores ansvar.

Der er ikke længe til De Olympiske Lege, og det giver Kina en anledning til at levere beviser på en oprigtig vilje til reformer. Samtidig må vi heller ikke praktisere dobbeltmoral. Det er meget glædeligt, at forbundskansler Angela Merkel tog imod Dalai Lama på trods af stærk kritik. Det ville kun være logisk, hvis belgiske, franske og andre landes ledere gjorde det samme. EU accepteres verden over som menneskerettighedernes fortaler, og det er på tide, vi handler derefter i enhver sammenhæng, også i vores dialog med Kina.

  Alexandra Dobolyi (PSE). - (EN) Fru formand! I dag drøfter vi topmødet mellem EU og Kina, som fandt sted for 10 dage siden, og den 24. runde af EU-Kina-dialogen om menneskerettigheder, der foregik for to måneder siden.

Netop i dag vil jeg gerne starte med den sidstnævnte. Respekt for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder er et af EU’s centrale principper og politikker og noget, vi alle føler stærkt for og støtter. Men jeg hører til dem, der mener, at EU bør følge en resultatorienteret strategi for at fremme respekten for menneskerettighederne i stedet for en strategi baseret udelukkende på principper, og først og fremmest skal vi acceptere, at forbedringerne vil komme et skridt ad gangen. Det betyder ikke, at EU skal tøve med at udtrykke kritik og bruge sin indflydelse til at insistere på demokratiske reformer.

Jeg hører også til dem, der bekymrer sig om høj produktsikkerhed, som påvirker 550 millioner europæiske borgere. Jeg hører til dem, der bekymrer sig om handelsmæssig ubalance, effektiv markedsadgang, intellektuelle ejendomsrettigheder og politikker for international konkurrence, der berører tusindvis af europæiske virksomheder og millioner af europæiske arbejdstagere. Jeg bekymrer mig om samarbejde, om miljøbeskyttelse, international miljøstyring og klimaændringer, som berører hele jordens befolkning.

Fordi vi bekymrer os om alt dette, har Kommissionen og Rådet og dets formandskab vores faste støtte til deres indsats for at håndtere, forhandle om og konstant fremhæve hvert enkelt af disse spørgsmål i en regelmæssig dialog med den kinesiske part. En simpel gennemlæsning af den 18 sider lange fælles erklæring fra det seneste topmøde mellem EU og Kina viser klart, at det komplekse, følsomme og vigtige samarbejde mellem EU og Kina ...

(Formanden afbrød taleren)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Denne forhandling viser endnu en gang, at samfundsændringer tager tid, og jeg tror, vi hele tiden er nødt til at minde os selv om Kinas udgangspunkt. Jeg tror også, vi er nødt til at anerkende, at der er sket visse fremskridt, som jeg nævnte før. Samtidig er det dog også korrekt, at Kina stadig ikke er der, hvor vi gerne så det.

Derfor tror jeg, at menneskerettighedsdialogen - også sammen med af ngo-konferencen - stadig er det vigtigste forum, hvor vi over for Kina kan give udtryk for vores bekymringer med hensyn til menneskerettighederne.

Jeg tror dog, vi er nødt til at være målrettede, men også realistiske. Vores mål bør være at overbevise Kina om, at det er i landets egen interesse at indføre fuld respekt for menneskerettighederne generelt set. Realistiske skal vi være, fordi vi er nødt til at indse, at vi kun med engagement og en langvarig indsats rent faktisk kan håbe på egentlige reformer i Kina. I denne sammenhæng vil jeg også gerne sige, at det er i både Kinas og EU’s interesse, at man fortsætter med at afholde ngo-konferencen. Det er også lige blevet bekræftet af topmødet.

Jeg tror derfor, der er gode chancer for, at vi i forlængelse af den næste menneskerettighedsdialog under det slovenske formandskab vil kunne genoptage denne ngo-konference.

Vedrørende et par andre spørgsmål vil jeg blot nævne, at menneskerettighederne også blev nævnt i den fælles erklæring dér, og jeg vil gerne læse de første linjer højt: “Begge parter understregede deres engagement i indsatsen for at fremme og beskytte menneskerettighederne og tillagde fortsat menneskerettighedsdialogen mellem EU og Kina stor værdi, også den tilknyttede juridiske konference”. Så det er med i erklæringen. De understreger betydningen af konkrete skridt på menneskerettighedsområdet og bekræfter deres engagement i indsatsen for at styrke dialogen yderligere osv.

Jeg vil også gerne sige, at der er nogle konkrete punkter, som blev fremhævet under denne forhandling, og hvor vi gerne ser fremskridt, såsom Falun Gong-bevægelsen. Falun Gong-tilhængernes situation, hvor de er blevet undertrykt på grund af deres overbevisning, er fortsat noget, der bekymrer os. Vi har rejst spørgsmålet flere gange, mere konkret under møderne i forbindelse med menneskerettighedsdialogen. Vi har opfordret, og vil fortsætte med at opfordre, de kinesiske myndigheder til at bringe den hårde behandling af Falun Gong-tilhængerne til ophør.

Hvad dødsstraf angår, er dette, som jeg tidligere har nævnt, et spørgsmål, der står øverst på dagsordenen, og i denne forbindelse har vi opfordret Kina - og det vil vi fortsætte med at gøre - til at reducere omfanget af forbrydelser, der medfører dødsstraf, med henblik på i sidste ende at ophæve dødsstraffen.

Det første skridt vil være at indføre et moratorium på gennemførelsen. Derefter ville man, som jeg sagde i mine indledende bemærkninger, først gennemgå alle dødsstraffe afsagt af højesteret, som ville være genstand for konstant overvågning.

Jeg synes, det er fremgået helt klart af forhandlingen, at der er et blandet billede. Der er fremskridt, men stadig meget at gøre, og jeg kan kun sige, at vi vil gøre en yderligere indsats for at opmuntre Kina til at gøre fremskridt. Jeg tror, at De Olympiske Lege vil give Kina en god chance for at vise, at der til den tid er gjort flere fremskridt.

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 37, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

(1) Se protokollen.

12. Bekæmpelse af den stigende ekstremisme i Europa (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om bekæmpelse af den stigende ekstremisme i Europa.

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. − (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne understrege, at jeg er alvorlig bekymret over det stigende antal aktiviteter i Europa, der må tilskrives voldelige og yderliggående grupper og organisationer.

Forhandlingen i dag er således efter min opfattelse utrolig vigtig, idet terrorhandlinger ikke udelukkende skyldes ekstremisme, som vi har drøftet ved mange lejligheder i Parlamentet, men også aktiviteter og en udvikling, der snarere bør betegnes som racisme, antisemitisme, fremmedhad, national ekstremisme, islamofobi, alle disse former for intolerance, der som sagt er foruroligende udbredte i Europa, og som efter min mening er fuldstændig uforenelige og direkte i strid med værdierne i Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, som vi proklamerede i formiddags. Der er ingen tvivl om, at ekstremisme i sagens natur fører til splittelse og vold.

Det første mål er efter min opfattelse et politisk mål. Dette foranlediger mig naturligvis til at komme ind på foranstaltninger af en mere sikkerheds- og politimæssig karakter. Henset til problemet med ekstremisme og dets årsager skal vi på ny fremme et EU, der er endnu tættere på borgerne og således bedre i stand til at sende et budskab om tolerance, solidaritet og respekt for chartret, der fra i dag er en af de hjørnestene, der er bindende for medlemsstaterne og borgerne.

Jeg mener ikke, at der kan være nogen som helst begrundelse for ekstremisme. Det har vi sagt mange gange om terrorisme, og vi skal også sige det samme om bl.a. racisme og fremmedhad. Vi er imidlertid også nødt til at undersøge de dybereliggende årsager til ekstremisme og vold. Det har vi pligt til, da vi har pligt til at indføre europæiske politikforanstaltninger, der ikke blot bidrager til at imødegå, men også til at forhindre og fjerne ekstremisme og ekstremistiske aktiviteter.

Jeg vil gerne fremdrage nogle få eksempler, der efter min mening viser, at en europæisk politik reelt kan være nyttig og - om jeg så må sige - mere nyttig end en rent national politik. Hvad angår borgernes deltagelse i det politiske liv i Europa, er det meget vigtigt, at dette program indeholder politikker og foranstaltninger, der tilskynder borgerne til at spille en større rolle i det politiske liv, i institutionernes liv, og således f.eks. i begivenheder som valget til Europa-Parlamentet, og det er ikke tilfældigt, at Kommissionen finansierer et sådant program om grundlæggende rettigheder og borgerskab. 2009 er en enestående anledning til at fremme en debat, der sikrer en stor valgdeltagelse, som afspejler en positiv deltagelse i institutionernes liv.

Det er ikke desto mindre klart, at den anden politiske foranstaltning, som vi forventer fra Europa, og som Europa lægger stor vægt på at fremme, involverer uddannelse, navnlig til den yngre generation. Det er efter min opfattelse også yderst vigtigt at føre en politik, der sikrer, at borgerne, herunder nutidens yngre generationer, studerende og unge, selv de helt unge, ikke glemmer fortidens tragedier. Jeg mener f.eks., at alle de programmer, som vi støtter, og som efter min opfattelse bør fremmes yderligere, programmer, der holder liv i minderne om alle ofrene for alle diktaturer, om alle de totalitære regimer, der har hærget Europa i fortiden, er redskaber, der kan udnyttes til at udrydde ekstremisme og racisme. Vi kan f.eks. sikre, at nutidens unge tager ved lære af historien om koncentrationslejrene, således at der aldrig indtræffer tragedier af denne art igen, ikke blot i Europa, men i hele verden.

Der er også andre politiske foranstaltninger, som vi efter min mening kan og skal huske på, nemlig de foranstaltninger, der mere generelt fremmer tolerance og dialog mellem forskellige kulturer og naturligvis mellem forskellige religioner. Vi har to vigtige anledninger, en anledning i år i forbindelse med det europæiske år for lige muligheder for alle - og vi agter at gennemgå de initiativer, der er blevet iværksat i løbet af året - og en anledning næste år i 2008 i forbindelse med det europæiske år for interkulturel dialog, for dialog mellem forskellige kulturer og mellem civilisationer. Gennemgangen i 2007 og programmet for 2008 er en fremragende anledning til at gøre borgerne, herunder navnlig de unge, mere opmærksom på betydningen af en dialog, der beriger, en dialog, gennem hvilken alle kan vokse i fællesskab.

Det er uden tvivl vigtigt at gøre borgerne opmærksom på betydningen af at fremme rettigheder og udrydde ekstremisme, vold og intolerance. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder har en rolle at spille på dette område, hvilket vi ønskede, og hvilket Parlamentet støttede på det kraftigste. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder vil også være et instrument, på præcis samme måde som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad i Wien tidligere har været et instrument på et meget vigtigt område, nemlig bekæmpelsen af antisemitisme. Agenturet vil komme til at spille en meget vigtig rolle som den ledende aktør på dette område. Vi er som bekendt ved at udarbejde den flerårige ramme, som vi drøfter i tæt samarbejde med hr. Cashman, og vi mener, at agenturets flerårige planlægningsramme vil give os nyttige instrumenter til støtte for vores fælles indsats til forebyggelse af ekstremisme.

Vi er frem for alt naturligvis nødt til at reagere. Selv om alle disse politikker er vigtige forebyggelsespolitikker, er vi også nødt til at reagere. Jeg kæmpede personligt, også i Ministerrådet, for en europæisk lov - og vi nåede til enighed herom i april - en europæisk lov, i henhold til hvilken handlinger med racistiske og fremmedfjendske motiver kan straffes, og de, der begår sådanne handlinger, straffes ens i alle EU-landene.

Der er ikke blot tale om den fysiske handling, men også konkret tilskyndelse, udbredelsen af had, de budskaber der helt åbenlyst ikke kan sidestilles med ytringsfrihed, hvilket er en ukrænkelig ret for os alle. Det handler om konkret tilskyndelse til at handle, til at udøve vold. Medlemsstaterne nåede til enighed om denne rammeafgørelse i april. Tænk på disse forfærdelige udslag af racisme ved sportsbegivenheder, under fodboldkampe, hvor tilskuerne benytter lejligheden til at råbe nynazistiske sloganer. Det er handlinger af denne karakter, der vil blive straffet i henhold til rammeafgørelsen, som vi lagde stor vægt på at få igennem, og som vi blev enige om med det tyske formandskab. Jeg siger “vil blive straffet” og udtrykker mig således i fremtid, da de nationale parlamenter i en række lande desværre ikke har trukket deres forbehold tilbage i perioden fra april indtil nu, hvilket betyder, at proceduren for ikrafttrædelse af denne europæiske lov, der har til formål at straffe racisme og fremmedhad, er blevet blokeret, og jeg appellerer i denne forbindelse til Deres sunde fornuft.

Jeg siger dette med fuld respekt for de nationale parlamenter. Da den regering, der varetager formandskabet for Det Europæiske Råd, har givet udtryk for, at den støtter forslaget, mener jeg, at den bør tage skridt i forhold til sit eget parlament for at sikre, at det trækker sine forbehold tilbage hurtigst muligt, således at vi endelig kan sikre, at rammeafgørelsen kan træde i kraft efter tre et halvt års debat.

Vi har allerede indført lovgivning i andre sektorer, der straffer forskelsbehandling på grund af race og etnisk oprindelse, og denne lovgivning vil, om jeg så må sige, uden tvivl blive overholdt under overvågning af Kommissionen, der er ansvarlig for at sikre overholdelsen af EU-lovgivningen. Jeg kan f.eks. fremhæve det seneste direktiv om “grænseoverskridende” audiovisuelle tjenesteydelser, hvori det klart fastslås, at audiovisuelle tjenesteydelser fra direktivets ikrafttræden ikke må indeholde tilskyndelse til had på grundlag af seksuel orientering, race, religion eller nationalitet.

Det er netop for at sikre opfyldelsen af alle disse mål, at politiforanstaltninger ikke er nok, at straffelovgivning ikke er nok, at retsforfølgelser ikke er nok. Vi har brug for en dybt forandret kultur med fokus på individuelle rettigheder og det enkelte menneskes værdi! De ting, vi sagde i formiddags i forbindelse med fejringen af Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder! Jeg mener, at Europa bl.a. gennem en sådan politik kan vise verden, hvordan disse hadefulde strafbare handlinger mod det enkelte menneske kan udryddes, på et tidspunkt hvor vi står over for at skulle ratificere Lissabontraktaten.

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

  Manfred Weber, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er næsten ikke til at tro. For fire uger siden blev jeg inviteret til at deltage i en moddemonstration til en demonstration organiseret af partierne på den yderste højrefløj i min region. Der var kun 30 demonstrerende ekstremister, hvorimod der havde samlet sig over 1.000 moddemonstranter. I en sådan situation, hvor man står over for disse højrefløjsekstremister, siger man til sig selv, “Det er næsten ikke til at tro”. I lyset af det forgangne århundrede i Europa, hvordan kan nogen på ny vende sig mod ekstremisme, på ny spankulere rundt opfyldt af had og arrogance og agitere mod andre?

Forhandlingen i dag er glædelig og vigtig. Ekstremisme er en kræftsygdom i vores samfund. Vi politikere har gang på gang appelleret til borgernes moralske mod i forventningen om, at de rejser sig i protest mod denne ekstremisme. Jeg mener, at tiden er inde til at takke for dette moralske mod, som det ikke skorter på, og fordi så mange mennesker rent faktisk rejser sig i protest. Hvad er ekstremisme? Jeg vil gerne understrege, at når vi taler om at forbyde politiske partier, at forbyde offentlig tilkendegivelse af synspunkter og holdninger, må sådanne foranstaltninger naturligvis ikke være baseret på politiske vurderinger. De skal baseres på et objektivt kriterium. Vi har defineret dette objektive kriterium i dag i chartret om grundlæggende rettigheder, der sammenfatter essensen i vores grundlæggende værdier. Hvis partier eller politikere angriber disse værdier, skal domstolene afgøre, om deres handlinger er ulovlige, og hvis dette er tilfældet, nedlægge forbud.

Hvad skal der gøres, hvis kandidater fra yderliggående partier vælges, hvis sådanne partier bliver indvalgt? For det første bør vi ikke samarbejde med disse partier, og jeg takker de socialdemokratiske medlemmer, der har ekskluderet deres slovakiske medlemsparti af gruppen med henvisning til, at det samarbejder med ekstremister. For det andet må vi ikke se bort fra, at sådanne vellykkede valgresultater skyldes borgernes utilfredshed, og vi må ikke reagere ved at tale ondt om vælgerne, men snarere ved at løse de problemer, der ligger bag. For det tredje vil jeg gerne understrege, at kimen til ekstremisme ofte også er at finde i partierne, og det skal vi være opmærksom på. Mit budskab er derfor “Lad den ikke slå rod!”

Politisk ekstremisme findes på både venstre- og højrefløjen, og jeg er nødt til at sige, at de er lige slemme. Europa har oplevet ekstremisme, og Europa har lidt under ekstremisme. Der er sket fremskridt i kampen med ekstremisme. Det er en kamp, der er værd at føre, og det er en kamp, som vi vil vinde i sidste ende.

  Kristian Vigenin, for PSE-Gruppen. - (BG) Hr. formand, hr. kommissær! Tak for Deres forståelse og for redegørelsen om Kommissionens planer. Det er efter min opfattelse symbolsk, at vi i dag, hvor chartret om grundlæggende rettigheder blev undertegnet, drøfter et spørgsmål, der er direkte relateret til traktaten. Den stigende ekstremisme, den stigende indflydelse hos partier og organisationer på den yderste højrefløj udgør en direkte trussel mod EU’s eksistens.

Denne udtalelse lyder muligvis for stærk, men Unionen er baseret på klare principper, og den fred, solidaritet, tolerance, gensidige respekt blandt etniske og religiøse samfund og fredelige sameksistens mellem nationer, der eksisterede for 50 år siden, dannede grundlag for oprettelsen af Unionen. I dag angriber den yderste højrefløj netop disse principper, den angriber selve kernen i den europæiske idé, der er en absolut forudsætning for Unionens eksistens. Unionen er imidlertid ikke en abstrakt konstruktion. Den er ikke blot endnu et administrativt forvaltningsniveau. Det er en union, der har til formål at forsvare og beskytte grundlæggende værdier i hele verden.

Hvad enten vi vil eller ej, hvad enten vi er klar eller ej, er vi nødt til at forstå, at der er folk, der ikke har nogen grundlæggende rettigheder, der udsættes for politiske repressalier, der undertrykkes af udemokratiske regimer, eller som forskelsbehandles på grund af race, etnisk oprindelse og religion verden over. Og verden over håber folk, at EU vil støtte dem, og at tolerance, garanterede borgerrettigheder og social sikkerhed også bliver til virkelighed i deres land. Kan vi udvise styrke og være overbevisende i forhold til verden omkring os, hvis vi ikke formår at løse vores egne problemer? Hvordan forklarer vi de mennesker, der ser os som deres sidste håb, at indvandrere dør alene på grund af deres oprindelse, at etniske mindretal udsættes for systematisk forskelsbehandling, at partiideologier sætter spørgsmålstegn ved kvinders ligestilling og definerer homoseksualitet som en sygdom? Hvordan forklarer vi, at vi er ved at glemme de mørkeste kapitler i vores historier, og at unge mennesker hylder Hitler, og at antisemitisme er ved at blive moderne? Jeg kan ikke acceptere dette, og det kan mine socialdemokratiske kolleger heller ikke.

Jeg mener ikke, at der er nogen politisk gruppe i Europa-Parlamentet, der fortsat kan ignorere, at højrefløjsekstremisme, racisme og fremmedhad vinder indpas. Var vi ikke i dag vidne til, hvordan et støjende mindretal, der muligvis vil vende tilbage styrket, mere aggressivt og bedre organiseret i 2009, på vulgær vis vanærede en historisk milepæl i Den Europæiske Unions udvikling? Med det hykleriske krav om en folkeafstemning satte dette mindretal ikke blot spørgsmålstegn ved chartret om grundlæggende rettigheder, men ved de grundlæggende rettigheder som sådan. Det er denne adfærd, som vi også ser i mange nationale parlamenter, der opmuntrer ekstremister til at gennemføre flere straffeaktioner fremover inspireret af dette politiske cirkus. Vi skal identificere problemerne helt klart og søge løsninger i fællesskab. Vi vil derfor sætte dette spørgsmål på Parlamentets dagsorden igen og igen, idet ekstremisme er en udfordring i hele Europa, der nødvendiggør en samordnet indsats på europæisk, nationalt, regionalt og lokalt plan.

Hvis Kommissionen er traktaternes vogter, er Europa-Parlamentet vogter af værdierne, og jeg mener, at vi i fællesskab vil være i stand til at modstå en voksende bølge, som vi kender fra nyere fortid. Og vi vil stoppe den uden at krænke de grundlæggende rettigheder såsom ytringsfriheden, foreningsfriheden og mediefriheden, idet det kun er muligt at kæmpe for demokrati ved at overholde de demokratiske regler. Hvis disse regler brydes, vil dette være en sejr for ekstremismen.

  Ignasi Guardans Cambó, for ALDE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! For et par uger siden lå en ung mand ved navn Carlos Palomino døende efter at være blevet stukket med kniv i metroen i Madrid i forbindelse med et sammenstød med højrefløjsekstremister. Kort forinden kunne man på tv-overvågningskamera i metroen i Barcelona se en vanvittig person slå en unge pige, fordi hun var indvandrer, ifølge pigen alene på grund af hendes hudfarve. Han vidste ikke, at han blev filmet, og at hans handlinger ville blive vist i tv verden over.

Disse og andre lignende hændelser har fundet sted i forskellige dele af Europa. Vi og alle politikere, der er bekymret over dette fænomen, forsøger ofte at nedtone betydningen af sådanne angreb som følge af en til tider overdreven ansvarsfølelse. Vi må ikke blive urolige, siger vi, idet der i sidste ende er tale om isolerede hændelser. Der går ikke så mange vanvittige personer omkring. Vi må ikke overdrive. Det er ikke et alvorligt problem.

Vi siger derfor, at der er tale om mindre angreb, da det skræmmer os at erkende, at det i bedste fald rent faktisk ikke er et mindre problem, bl.a. fordi mange af disse nynazistiske organisationer på den yderste højrefløj spiller på den angst, der allerede eksisterer i vores samfund, og som vi ikke kan skjule, hvilket med rette påpeges i den beslutning, som vi skal stemme om i morgen.

Det er derfor ikke nok at fordømme. Vi skal åbne øjnene og handle forsvarligt og imødegå et problem, der ikke blot er et isoleret fænomen. Vi må erkende dets egentlige omfang og udbredelse uden at skabe skræk. I dag, hvor vi har undertegnet chartret om grundlæggende rettigheder, er det godt at huske på, at EU har en rolle at spille og et ansvar på dette område.

Subsidiaritetsprincippet er ikke relevant, når det handler om at forsvare den enkeltes værdighed eller fordømme racisme, fremmedhad og intolerance. Det er nødvendigt at gribe ind på europæisk plan, navnlig gennem Kommissionen og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder, for at undersøge, hvilke eventuelle forgreninger og netværk, der står bag alt dette, hvilke forbindelser der er mellem de forskellige højreekstremistiske bevægelser, således at vi kan anvende lovgivningen, bidrage gennem uddannelsespolitikker og støtte lærere, der underviser i mangfoldighed, og om nødvendigt kraftigt fordømme de politikere, samfundsledere, sportsfolk, osv., der enten passivt eller aktivt står bag disse handlinger.

  Bogusław Rogalski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Den stigende ekstremisme i Europa er en kendsgerning, og vi er nødt til at tale om den. Kommissæren var inde på mange ting, men han udtrykte sig i generelle vendinger og om ting af sekundær betydning som f.eks. racisme under fodboldkampe. Vi er nødt til at tale om kendsgerningerne, den politiske ekstremisme, som vi er vidne til i øjeblikket i EU.

I går stod lederen af NPD, et nyfascistisk parti, frem på Tysklands offentlige tv-kanal ARD med et krav om, at Polen øjeblikkeligt tilbageleverer Pommern og Schlesien til Tyskland. Han erklærede, at Kaliningrad, Gdansk og Wrocław er tyske byer, og krævede, at de blev underlagt tysk herredømme. Han krævede også, at disse byer og territorier, der er en del af Polen, leveres tilbage til Tyskland øjeblikkeligt.

Vi taler om begivenheder i Tyskland, et førende land i EU. De tyske fascister i NPD har nu gennem flere år krævet en grænserevision og således nægtet at anerkende de internationale traktater, der satte punktum for Anden Verdenskrig, med krav om, at grænserne blev tilbageført. Det kan vi ikke tillade. Vi er nødt til at reagere stærkt. Vi kan ikke tillade, at en offentlig tv-station i noget land, i dette tilfælde Tyskland, lader nyfascister og nazister give udtryk for deres revisionistiske synspunkt og krav om endnu en krig.

Der er ikke tale om et marginalt problem. Det er et meget reelt problem. Det pågældende parti har repræsentanter i syv regionale parlamenter. Dette kan ikke tolereres i Europa i dag, og vi kan heller ikke tolerere, at demokratiske principper, retten til at være forskellige og ytringsfriheden undermineres, som de blev det i dag af hr. Cohn-Bendit og hr. Watson, der med henvisning til de forskellige holdninger til chartret om grundlæggende rettigheder - eller snarere ikke så meget chartret som EU-reformtraktaten - kaldte de medlemmer, der var imod ham, for idioter. Det kan vi ikke tillade. Det er ikke den holdning til demokrati og det nuværende EU, som vi bør lære vores unge. Lad os være forenet i mangfoldighed.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Som jeg ser det, handler det om følgende aspekt af problemet: Hvordan bekæmper vi et fænomen, som vi alle opfatter som ekstremisme, denne angst for den anden, dette ønske om at beskytte sin egen kultur, som om det er den eneste kultur, som om den aldrig har ændret sig, som om der aldrig er sket ændringer i ens tilværelse? Og alligevel behøver vi kun at se tilbage på de sidste 50-60 år for at se de enorme forandringer, der er sket, selv på vores eget kontinent.

Jeg tror, at ønsket om at beskytte ofte skyldes frygt for, at man og ens opfattelse af sig selv på en eller anden måde vil forsvinde, og derfor ønsker man at beskytte sin styrke mod andre og fornægte dem deres eksistens.

Jeg tror, at alle her er stolte over, hvem vi er, over det land, vi kommer fra, og over vores region og vores kulturarv. De fleste af os forventer imidlertid ikke, at dette udelukkende sikres gennem slægtskab og en stærk tilknytning til territoriet, men også gennem borgerskab, gennem lovgivning og gennem vores rettigheder.

Og som understreget fra flere sider er undertegnelsen af chartret om grundlæggende rettigheder her i dag af meget stor symbolsk betydning af særlig relevans for denne forhandling.

Med hensyn til indvælgelsen af yderliggående partier, der mener, at der kun er én rigtig opfattelse - nemlig deres - mener jeg, at vi er vidne til en legitimering af vold, af hadefuld tale, af angreb på andre, som de opfatter som anderledes.

Jeg husker, da vi for en del år siden hørte, at et enkelt medlem at British National Party var blevet indvalgt i et lokalt byråd i London. Den racistiske vold steg i det pågældende område.

(Tilråb “Bravo!”)

Der er ingen grund til at råbe “Bravo!”. Det er skandaløst! Hvordan kan De råbe dette og samtidig sidde i Parlamentet, hvor De hævder at være demokrat?

Racistisk vold bør fordømmes. Og med hensyn til ekstremisme mener jeg, at vi bør være klar over, at sexisme og kvindehad endnu ikke er blevet bekæmpet.

Indvælgelsen af sådanne partier øger imidlertid frygten, og vi er derfor nødt til at tænke over, hvordan vi skal reagere herpå. Vi bør også reagere ved at sikre, at vi gennem vores handlinger opretholder menneskerettighederne og de værdier, som vi værner om. Vi skal sikre, at vi med det formål at imødegå en form for ekstremisme ikke selv vedtager love, der rent faktisk er en håndsrækning til disse mennesker, eller som skaber dyb frygt hos andre befolkningsgrupper.

Jeg anbefaler medlemmerne at stemme for dette fælles beslutningsforslag og takker alle de kolleger, der har ydet en stor indsats i forbindelse med udarbejdelsen heraf.

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke næstformand Frattini og alle de kolleger, der har arbejdet sammen med mig og forslagsstillerne omkring udarbejdelsen af denne beslutning.

Der har været et stigende antal tilkendegivelser af racisme og fremmedhad gennem de seneste år, hvilket fremgår af beretningerne fra Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad. Denne stigning er tæt forbundet med udviklingen og udbredelsen af politiske kræfter, der i Europa har misfortolket de problemer, som indvandringen skaber, ofte med det formål at fremsætte sloganer til forsvar for race og identitet og for at tale til vores selvopholdelsesdrift rettet mod de indvandrere, der kommer til Europa, ved at beskrive dem som terrortrusler eller kriminelle, eller endog stemple dem ved brug af uacceptable antropologiske navne og fremmehadske og racistiske sloganer.

Et stigende antal partier og bevægelser har gennem de senere år haft stærke antieuropæiske nationalistiske holdninger, og de er meget yderliggående. De udnytter den sociale utryghed i deres politiske propaganda og forsøger at fremme civilisationskrigen. Denne propaganda er nu et centralt aspekt i den politiske og institutionelle debat og synes i visse tilfælde at være budskabet fra en række regeringer eller resultatet af regeringernes aktiviteter.

I morgen skal vi stemme om en beslutning om ekstremisme, en titel, der måske er lidt vag. Lenin sagde, at ekstremisme er kommunismens børnesygdom. Vi kunne omskrive Lenins ord og sige, at ekstremisme måske er en børnesygdom, der rammer alle politiske, religiøse, økonomiske og ideologiske programmer. Hr. Weber har ret i, at der er venstrefløjsekstremisme og højrefløjsekstremisme, men der er ikke blot venstrefløjsekstremisme og højrefløjsekstremisme, der er også nyliberal ekstremisme, katolsk ekstremisme, muslimsk ekstremisme, miljøekstremisme og ekstremistiske anarkister og oprørstilhængere.

Problemet i Europa er imidlertid den stigende højrefløjsekstremisme og de problemer, der fremmer udbredelsen af højrefløjsekstremisme. Der er opstået en række nynazistiske og nyfascistiske politiske kræfter og bevægelser i Europa gennem de senere år, og de har gjort det til deres politik at modarbejde europæisk integration. Vi har set dem i Italien, i Frankrig, i Østrig, i Nederlandene, i Belgien, i Det Forenede Kongerige, i Tyskland, i Danmark og i Schweiz. De afspejler den krise, der har foranlediget en intellektuel som Alfio Mastropaolo til at beskrive det nye højre som demokratiets kogalskab.

Den demokratiske legitimering af en række politiske kræfter har fremmet udbredelsen af farlige idéer i hele det europæiske samfund og givet ny næring til reaktionære holdninger. Der er tale om en farlig og til tider undervurderet sygdom, der er begrundet i etnocentriske tilbøjeligheder. Den er ofte sløret og skjult og tager i visse tilfælde form af tilsyneladende demokratiske og lovlige handlinger. Vi er derfor nødt til at sætte spørgsmålstegn ved vores valg og vores politiske initiativer.

Der lægges i stigende grad vægt på at opbygge og styrke en fælles europæisk kultur og identitet. Jeg mener, at en europæisk identitet og kultur skal opbygges gennem dialog og kontakt med andre kulturer end dem, der i de senere år har fremmet og banet vej for udbredelsen og udviklingen af en europæisk idé, en europæisk kultur.

Vi har brug for en kulturel kamp, det er min konklusion. Politimæssige foranstaltninger eller offentlige sikkerhedsforanstaltninger er ikke nok. Der skal gøres en stor kulturel indsats, og det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre, at 2008 rent faktisk bliver det europæiske år for interkulturel dialog, idet Europa skal baseres på interkulturelle principper.

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! De bedes bruge Deres beføjelser som mødeformand til at kalde en gruppe medlemmer, der tilsyneladende tror, at de befinder sig i cirkus og ikke i Parlamentet, og som ødelægger kvaliteten af denne forhandling med deres vittigheder og tilråb, til orden.

  Formanden. − Vi nærmer os årets udgang, og det er normalt at indtage måltider, hvor der bliver drukket lidt for meget eller i hvert fald mere end normalt. I denne situation er det bedst at holde siesta og ikke forstyrre under en forhandling, hvor der altid skal udvises respekt for taleren.

Tak for Deres anmodning, men som sagt bør alle, der indtager et par genstande sammen med måltidet, efterfølgende holde siesta og ikke forstyrre vores forhandlinger med grove bemærkninger og manglende parlamentariske manérer.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Som alle andre afskyr jeg ekstremisme. Det britiske folk afskyr ekstremisme - vi har bekæmpet den i århundreder.

Hvis vi ønsker at bekæmpe den stigende ekstremisme i Europa, er vi nødt til at se på årsagerne, inden vi vedtager endnu mere forhastet lovgivning, der udelukkende skaber begrænsninger, idet den fremmer ekstremismen. Lad os se på den europæiske ekstremismes storhedstid, fascisterne i 1930’erne. I Storbritannien blev Sir Oswald Mosleys marcher beskyttet ved lov, og de åndsforladte, hadefulde politikker, der således så dagens lys, blev forkastet af folket. Fascistiske ledere blev nedværdiget, og der blev lagt hindringer i vejen for deres virke i hele Europa. Hitler selv blev fængslet - og han kom således til magten som de andre.

I formiddags var vi vidne til den stigende ekstremisme her i Europa-Parlamentet i forbindelse med undertegnelsen af chartret om grundlæggende rettigheder, en del af forfatningen for Europa, der skal undertegnes i morgen. Der er blevet afgivet løfte om en national folkeafstemning herom i syv lande. To lande sagde ja, to lande sagde nej - men blev ignoreret - og de øvrige lande afventer. I Det Forenede Kongerige afgav regeringen et skriftligt løfte, som den nu nægter at opfylde. Så meget om snakken i Parlamentet om at lytte til folket!

EU-politikerne er således vores tids ekstremister, der forsøger at gennemtvinge deres vilje gennem dette forvanskede dokument. Det er bevidst blevet affattet således, at det kun kan læses af erfarne jurister. De nummererede punkter er hentet fra den oprindelige og de eksisterende traktater, men der er ikke overensstemmelse mellem dokumenterne. Nummereringen vil blive ændret med henblik på undertegnelsen og herefter blive tilbageført for at være helt sikker på, at befolkningen i Europa ikke kan forstå det.

Og befolkningen i Storbritannien vil blive påtvunget denne pseudodemokratiske forvanskning! Nej tak - vores rettigheder er allerede blevet fastlagt i den storslåede og vidunderlige Magna Carta fra 1215 suppleret med Bill of Rights fra 1689. Hvem i alverden bilder de sig ind, at de er, siden de tror, at de kan underkende vores demokratiske foranstaltninger, som det imidlertid står frit for enhver at følge?

Hvis man ikke kender historien, vil den gentage sig. I århundreder er vores forspring blevet ignoreret, og der har været en pris at betale! Hvis vores eksempel ikke følges i dag, vil det blive Deres undergang.

(Bifald fra hans gruppe)

  Bruno Gollnisch (NI) . - (FR) Hr. formand! Dette må være den hundrede og syttende betænkning om den såkaldt stigende ekstremisme i Europa. Rådet, Kommissionen og de politiske grupper har alle bidraget med deres billige retorik, og som sædvanlig er retorikken intellektuelt ynkelig, politisk nedværdigende og moralsk fordærvet.

Den er intellektuelt ynkelig, idet alle nye idéer - det være sig inden for religion, herunder kristendom, som nogle af jer er frække nok til at bekende jer til, inden for politik, hvad enten der er tale om liberalisme eller socialisme, inden for videnskab, herunder idéer, der nu tages for givet som f.eks. at jorden er rund og roterer omkring solen - altid er blevet betragtet som ekstremistiske, kætterske, undergravende og uacceptable. Man kan ikke bringe en holdning i miskredit blot ved at dæmonisere den. Det er nødvendigt at forklare, hvorfor den er forkert.

Den politiske nedværdigelse er helt igennem selvforskyldt - I, magthaverne, går udelukkende op i at nedkæmpe oppositionen i stedet for at løse problemer. I udstiller blot jeres manglende evne til at løse problemet forbundet med indvandring - med en invasion, som stiltiende er blevet accepteret, enten bevidst eller på grund af fejhed. I indrømmer nu at have fejlet - på det økonomiske område, på det sociale område, på det kulturelle område og på det moralske og uddannelsesmæssige område - og det handler udelukkende om at slippe af med dem, der protester, eller som kritiserer jer, i stedet for at ændre jeres katastrofale politikker.

Jeres holdning er imidlertid mest frastødende i moralsk henseende. Vold og terrorisme sidestilles med urette med de europæiske borgeres legitime reaktion på ødelæggelsen af deres identitet. Hvilket hykleri! I ønsker at lukke munden på disse borgere og frarøve dem politisk repræsentation. I er demokratiets farisæere! I er det, der i Bibelen kaldes “kalket grav”. Jeres oprigtighed er med andre ord meget overfladisk! I taler om menneskerettigheder og ytringsfrihed, om Europas værdier og om tolerance, men under hvidtekalken er det hele i forrådnelse. I nægter enhver, der ikke tænker som jer, de selvsamme rettigheder, som I evig og altid taler om. Det ville være odiøst, hvis det ikke var så grotesk. I vil blive dømt af de kommende generationer, som barbarerne fældede dom over Rom. Jeg håber i det mindste, at barbarerne vil dømme jer som fortjent!

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Det emne, som vi drøfter i eftermiddag, er af afgørende betydning for EU’s fremtid og for borgernes sikkerhed og vores værdier.

I de senere år er ekstremisme blevet et stadigt hyppigere fænomen i det offentlige liv i de europæiske lande, et fænomen, der har fået mange alarmklokker til at ringe og rejst mange spørgsmål med hensyn til bekæmpelse af ekstremisme. Selv om der er mange forskellige årsager til udbredelsen af dette fænomen, vil jeg gerne understrege et vigtigt aspekt i debatten om ekstremisme, nemlig indvandring.

Yderliggående grupper betegner indvandring som det største onde i de europæiske lande, fordi det er et emne, som de kan bruge til at forklare de uønskede ændringer i deres samfund. Som vi alle ved, er indvandring ikke desto mindre af afgørende betydning for de europæiske landes økonomier, og den fremmer økonomisk vækst.

Dens uønskede virkninger, der skyldes immigranternes manglende tilpasning til de samfund, der modtager dem, bør derfor løses ved hjælp af metoder, der er specifikke for EU. I modsat fald risikerer vi at ændre de grundlæggende værdier i EU.

Vi kan derfor ikke acceptere, at de yderliggående partier ændrer de traditionelle partiers dagsorden.

Hvis vi anvender en sådan strategi i et forsøg på at reducere de risici og farer, som sådanne grupper forårsager, og på at forhindre dem i at opnå stemmer fra vores borgere, legitimerer vi blot deres idéer og metoder. Vi må ikke tillade, at yderliggående budskaber tilpasses og fremmes gennem lovgivning i medlemsstaterne. Dette ville være at ødelægge visionen om et multikulturelt og multietnisk Europa.

Krisen som følge af romaspørgsmålet og den ekstremisme, der er kommet til udtryk i Italien, må ikke skabe en farlig præcedens for EU’s grundlæggende principper om fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, kapital og personer. Vi må forklare vores borgere, at en sådan holdning vil være skadelig for deres samfund og for EU som helhed.

Resultaterne af valget til Europa-Parlamentet i Rumænien kunne i denne forbindelse tjene som eksempel. Intet yderliggående parti er nået op på det nødvendige antal stemmer for at kunne sende repræsentanter til Europa-Parlamentet.

  Bárbara Dührkop Dührkop (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne bruge nogle få sekunder af min tildelte taletid på at adressere et traditionelt castiliansk ordsprog til alle medlemmerne på de sidste rækker, derovre til højre: “A palabras necias, oídos sordos” - tåbelige bemærkninger falder for døve ører. Jeg vil nu forsætte mit indlæg på engelsk.

(EN) I dag, hvor vi med stor stolthed har undertegnet Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder, er det over 50 år siden, at Europa var involveret i den mest skandaløse fremmedfjendske og racistiske forbrydelse - holocaust.

Millioner af mennesker blev dræbt på grund af deres religion, deres etniske baggrund og deres politiske overbevisninger. Det er derfor mere nødvendigt end nogensinde at huske historien ved at leve i nutiden og forberede fremtiden.

Vi skal være årvågne og agtpågivende. Pas på slangens æg, som Ingmar Bergman lærte os. Som kommissær Frattini bekræftede i dag, er vi vidne til en genopblussen af voldelige handlinger med racistiske og fremmedfjendske motiver i vores medlemsstater.

Det er efter min mening imidlertid endnu mere bekymrende, at flere og flere unge er indblandet. Det er derfor helt afgørende, at vi lærer dem, hvad borgerskab og racisme går ud på.

Flere og flere yderliggående højrefløjspartier, der baserer deres ideologi og politiske praksis på intolerance og udstødelse, indvælges i nationale parlamenter. Der har de en fremragende platform for deres politiske budskab om had. Vi bør være opmærksom på dette og også forsøge at imødegå denne udvikling.

Racisme og fremmedhad er de mest direkte krænkelser af principperne om frihed og demokrati og vores grundlæggende rettigheder. EU-institutionerne og medlemmerne af Europa-Parlamentet er således forpligtet til at bekræfte vores vilje til at opretholde grundlæggende frihedsrettigheder og fordømme og bekæmpe enhver tilkendegivelse af racisme og fremmedhad gennem lovgivning.

Der er mere end nogensinde brug for nultolerance for at bekæmpe racisme og fremmedhad. Vi skal mere end nogensinde aggressivt forsvare vores værdier ved at bruge og styrke de instrumenter, som EU og medlemsstaterne har til rådighed.

Ingen borger bør nogensinde blive forfulgt på grund af race, religion, køn, social situation, sprog, nationalitet eller seksuel orientering. Udryddelsen af racisme og fremmedhad, retten til at leve i fred, er en moralsk udfordring for alle demokrater, og det er enhver demokrats pligt at forsvare borgerrettighederne.

  Viktória Mohácsi (ALDE). - (HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Mange tak. I går talte vi i næsten to timer om bekæmpelsen af den stigende ekstremisme og den endelige tekst til beslutningen, der er baseret på liberale initiativer, men vi har naturligvis hele vejen igennem taget hensyn til idéer og anmodninger fra alle grupperne. Jeg er optimistisk, og jeg har tillid til, at vi vil vedtage en fælles holdning til dette yderst vigtige spørgsmål.

Jeg er personligt meget ked af, at vi i 2007, året for lige muligheder, stadig er nødt til at bekæmpe skyggerne af faldne diktaturer fra det 20. århundrede, der dukker op fra tid til anden. Vi ved, at dette gør sig gældende i alle medlemsstaterne. Lad mig blot nævne nogle få ved navn: Pospolitos i Slovakiet, De Unge Nationalister i Den Tjekkiske Republik, Det Nye Højre i Rumænien, Tysklands Nationale Demokratiske Parti i Tyskland og Den Nationale Alliance i Italien, men vi står i det store og hele over for den samme ekstremisme.

Med hensyn til mit eget land mener jeg, at det er uacceptabelt, er der dagligt udsendes erklæringer fra yderliggående partier og organisationer såsom Bevægelsen for et bedre Ungarn eller Det ungarske værn, hvori de forklarer den begrebsmæssigt absurde kriminalitet blandt sigøjnere med genetiske årsager, og i stedet for at integrere romaerne i samfundet kræver de adskillelse og ghettoer, samtidig med at de marcherer i sorte uniformer i Tatárszentgyörgy og om fredagen i Kerepes. Jeg vil i denne forbindelse gerne på ny henlede mine kollegers opmærksomhed på det forhold, at en lang række sigøjnersamfund i Europa selv i dag stadig er mål for yderliggående kræfter.

Og her til slut vil jeg gerne bibringe en nyhed. Den ungarske ombudsmand, republikkens præsident og den ungarske regering har officielt fordømt Det ungarske værn og Bevægelsen for et bedre Ungarn. Jeg så gerne, at alle ansvarlige europæiske regeringer forholdt sig på samme måde til ekstremismen i deres eget land. Hvis dette skal ske, er det under alle omstændigheder nødvendigt, at så mange af mine kolleger som muligt stemmer for Parlamentets beslutning om bekæmpelse af den stigende ekstremisme i morgen.

  Eoin Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand! Vi var i dag vidne til proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder, og vi drøfter nu den stigende ekstremisme i Europa. Disse to ting hænger efter min opfattelse tæt sammen. Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder var indtil for nylig kendt som Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad. Vi kan ikke bekæmpe ekstremisme uden at tage fat på problemerne med racisme og fremmedhad, der er alt for fremherskende i Europa i dag. Ekstremisme avler ekstremisme, og i Europa risikerer vi at blive indfanget i en meget ond cirkel, hvis vi ikke hurtigt tackler og fjerner nogle af disse grundlæggende årsager.

Jeg lyttede til hr. Gollnisch tidligere i dag, der kaldte Europa-Parlamentets medlemmer og andre barbarer. Han fremlagde ikke et eneste troværdigt forslag, ikke et eneste positivt forslag til, hvordan vi kan løse dette problem i Europa, ud over hans sædvanlige heftige udfald. Han og hans leder, hr. Le Pen, ønsker at komme til Irland i forbindelse med folkeafstemningen om traktaten. Jeg kan sige én ting med sikkerhed, nemlig at yderliggående synspunkter af denne art tolereres ikke og vil ikke blive tolereret i mit land. Så kom endelig, således at vi kan være sikre på, at traktaten vil blive vedtaget, når de hører om det kontinentale Europa, som De ønsker at udvikle, og om Deres holdninger. Det har vist sig, at holdninger, der gør arbejdstagerne modtagelige …

(Afbrydelse fra hr. Gollnisch)

Vi ved, hvad De står for, hr. Gollnisch, og vi har hørt på Dem og Deres leder så mange gange.

Det har vist sig, at holdninger, der gør arbejdstagerne modtagelige over for højrefløjspopulisme, bl.a. er fordomme mod indvandrere, nationalisme, autoritarisme, social dominans og politisk svaghed, og fordomme mod indvandrere er den vigtigste af disse faktorer. I lande, hvor der er indført et indberetningssystem, er den mest indberettede årsag til forskelsbehandling ofte religion. Hvis vi fjerner fordomme og forskelsbehandling af denne art, vil dette være et vigtigt skridt fremad i bekæmpelsen af ekstremisme.

Jeg opfordrer derfor alle medlemmerne til at fremme debatten og udvekslingen af synspunkter om spørgsmål vedrørende social ulighed, race, religion og indvirkningen af sociale og økonomiske ændringer lokalt, nationalt og på bredt europæisk plan, og ikke at anvende følelsesladede udtryk og kalde folk barbarer. Det glæder mig i denne forbindelse, at Europa-Parlamentet inden for rammerne af det europæiske år for interkulturel dialog har indbudt pave Benedict, formanden for Den Afrikanske Union, Dalai Lama, FN’s Generalsekretær, overrabbineren fra Det Forenede Kongerige og Stormuftien af Syrien til at tale i Europa-Parlamentet i løbet af 2008. Jeg glæder mig over initiativer af denne art.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Koenraad Dillen (NI). - (NL) Hr. formand! Med al respekt bedes De forklare, hvorfor medlemmer af Deres egen gruppe og talere, hvis holdninger helt klart ligger tættere på Deres egne, får tildelt langt mere ekstra taletid og ikke fratages ordet så hurtigt, hvorimod De fratager talere, som De helt klart ikke er enige med, ordet efter blot 10 sekunder. De anvender dobbelte standarder, og det er ikke acceptabelt.

  Formanden. − Det forekommer mig, at formanden først og fremmest leder forhandlingen på grundlag af sine egne kriterier og ikke på grundlag af kriterier fastlagt af det medlem, der måtte sidde på plads 777.

Jeg har ingen forklaring at give Dem. Alle talere, herunder de talere, der har talt indbyrdes, har fået tildelt ekstra taletid.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne bede alle medlemmerne om at henvende sig til formanden og til Parlamentet og ikke henvende sig direkte til andre kolleger, således at vi undgår forstyrrende udbrud og afbrydelser.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand! Vi har alle bemærket den stigende ekstremisme i EU. Jeg mener, at vi bør spørge os selv, hvorfor det forholder sig sådan. Hvorfor bliver fremmedhad og andre yderliggående holdninger et mere og mere udbredt fænomen? Jeg er overbevist om, at udstødelse og manglende deltagelse i samfundet skaber grundlag for ekstremisme og fremmedhad. Alle menneskers ligeværd er et grundlæggende princip i et civiliseret samfund, og vi skal således alle medvirke til at bekæmpe fremmedfjendske kræfter, der forskelsbehandler personer med anden etnisk baggrund, seksuel orientering eller køn eller med funktionelle handicap.

Disse grupper bruger vold, og de bruger trusler. I mit hjemland har vi endog været vidne til mord på mennesker, der har forsvaret menneskerettighederne. Unge mennesker med anden etnisk baggrund bliver dræbt udelukkende på grund af deres baggrund. Vi må sikre, at dette ikke sker igen.

Os, der fremmer alle menneskers ligeværd, må aldrig acceptere, at man lukker munden på os. Vi ved imidlertid, at det ikke er tilstrækkeligt. Fremmedfjendske og yderliggående grupper udnytter økonomisk og socialt udstødte unge til at skabe mere frygt, uro og had mod andre grupper. Bekæmpelsen af ekstremisme skal derfor ledsages af opbygningen af et retfærdigt samfund baseret på solidaritet.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Dette forslag til beslutning er blot endnu et eksempel på uvidenhed og hykleri. Det angives bl.a., at et antal politiske partier og bevægelser, hvoraf nogle er regeringspartier i en række lande eller repræsenteret på lokalt, nationalt eller europæisk plan, bevidst har sat intolerance og vold, der er baseret på race, etnisk oprindelse eller nationalitet, øverst på deres dagsorden.

Det angives endvidere, at Europa-Parlamentet fordømmer alle racistiske og hadefulde angreb på det kraftigste og opfordrer alle myndigheder til at gøre alt, hvad der står i deres magt, for at straffe de ansvarlige.

I mødesalen, hvor vi vedtager sådanne beslutninger, brugte en af vores kolleger et utilbørligt og stødende sprog som led i en løgnagtig propaganda - det selvsamme sprog, der ofte anvendes af ekstremister, et sprog, der er baseret på nedsættende bemærkninger, og som kan betegnes som et hadeangreb. Han antydede, at jeg kunne gentage Dachau. Jeg vil gerne gøre det klart for ham, at Dachau for det første var en tysk dødslejr, og at Dachau for det andet ligger i Tyskland, og jeg er ikke tysker. Han hævdede endog, at han efter et besøg i Polen i fire dage, kendte mit land bedre end mig, og at jeg ikke er en del af Polen, men det er Dachau åbenbart.

Denne form for hadefuld tale citeres og anvendes alt for ofte af alt for mange politikere. De selvsamme politikere ønsker at lære os om demokrati, selv om de selv har begrænset respekt herfor og begrænset respekt for ligebehandling i henhold til loven. I Europa i dag er nogle grise tilsyneladende mere lige end and - fuldstændig som George Orwell skrev for mange år siden. Nogle kan skjule sig bag immunitet, nogle kan endog unddrage sig retsforfølgelse og europæiske arrestordrer. Kommunistiske forbrydere behandles på en eller anden måde bedre end almindelige mennesker, og selv om vi fordømmer yderliggående grupper i Europa-Parlamentet, støtter en række tyske politikere åbent historierevisionistiske politiske bevægelser. Det Europa, der danner grundlag for vores beslutninger, ligger meget langt fra virkelighedens Europa.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har endnu en gang dybest set trøstet os selv med, at den stigende ekstremisme afspejler en forværret økonomisk situation og arbejdsløshed. Jeg er bange for, at en sådan vurdering ikke længere er korrekt. Økonomierne i mange EU-medlemsstater er vokset, arbejdsløsheden er faldet, men ekstremismen er ikke blevet mindre. Den racistiske kriminalitet er tværtimod steget. Der dannes nationale værn med en nationalistisk etos, SS-veteraner marcherer i en række medlemsstater, og politikere, der beskriver jøderne og romaerne som samfundets “bylder”, glorificeres. Det politiske miljø og militæret infiltreres af nynazister og racister. Premierministeren i Den Tjekkiske Republik, mit fødeland, bruger nynazistisk retorik. Sidst, men ikke mindst, er EU blevet en destination for fattige indvandrere, og ingen ved tilsyneladende, hvordan vi skal håndtere denne situation, hvilket også har en vis betydning.

Ingen beslutning, ingen ord kan fjerne det hagekors, som en 17-årig pige i Mittweida i Tyskland for nylig fik skåret i hoften. Ved højlys dag ridsede nynazister i det tyske Sachsen hagekorset på hendes hud for øjnene af en række tilskuere, der bare stod og så til, fordi hun forsvarede en lille russisk pige. Jeg er helt overbevist om, at vi kun kan forhindre ekstremisme gennem borgernes daglige handlinger, den politiske elites offentligt erklærede modstand, en åben og bred fortolkning, navnlig af det 20. århundredes historie, og frem for alt politiet og domstolene, der ikke må lukke øjnene for racister, fremmedhadere og nynazister, men reagere prompte og straffe denne adfærd.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Jeg taler nu som en af stillerne af skriftlig erklæring nr. 93. I erklæringen, som jeg indgav sammen med mine kolleger hr. Tabajdi, hr. Szent-Iványi, hr. Vigenin og hr. Amezaga, fordømmes ekstremistiske paramilitære gruppers aktiviteter i EU, der er en af de mest åbenlyse former for ekstremisme.

Det er min erfaring, at selv om mange mennesker føler, at de har en moralsk og politisk forpligtelse til at forhindre, at sådanne ekstremistiske idéer vinder indpas, afholder mange sig fra at fordømme en sådan adfærd udtrykkeligt i en skriftlig erklæring eller på anden vis. Der er mange årsager hertil. En af årsagerne er f.eks. at når vi forsøger at formidle disse idéer, er listen aldrig fuldstændig og aldrig præcis. Dette afholder mange mennesker fra at støtte den. Vi er imidlertid nødt at erkende, at listen aldrig bliver fuldstændig, og begreberne og definitionerne bliver aldrig præcise. Vi må derfor i stedet tackle ekstremisme og ekstremistiske idéer ved roden.

Det er en festdag i Europa-Parlamentet i dag, men omstændighederne for undertegnelsen af chartret om grundlæggende rettigheder er ikke uproblematiske. Dette charter sammenfatter i 50 artikler alle de værdier og rettigheder, som vi respekterer og ønsker at beskytte i Unionen. Dette charter er et charter om ligebehandling, et charter om ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed, et charter om lighed og et charter om beskyttelse af den enkelte, oplysninger, unge mennesker og ældre. Vi kan ikke vælge og vrage efter forgodtbefindende, give nogle mennesker forrang eller bruge det til opfyldelse af vores kortsigtede interne politiske mål. Alle skal respekteres og beskyttes på lige fod, idet dette sikrer den menneskelige værdighed, og som medlemmer af Europa-Parlamentet har vi aflagt ed herpå. Modstandere af alle de idéer og rettigheder, der formuleres her, betragter vi som ekstremister, uanset de pågældendes alder, køn, religion eller nationalitet. På dette grundlag opfordrer jeg mine kolleger til at støtte skriftlig erklæring nr. 93.

  Martine Roure (PSE) . - (FR) Hr. formand! Racistiske aktiviteter og racistisk kriminalitet er et mere og mere udbredt fænomen i Europa. Romaer, indvandrere og alle, der er “anderledes”, udsættes fortsat for forskelsbehandling i forskellige forklædninger på beskæftigelses-, uddannelses-, og boligområdet.

Det kan ikke gentages tit nok, at vi ønsker et EU baseret på humane værdier som tolerance og beskyttelsen af grundlæggende rettigheder. Rammeafgørelsen - der blev vedtaget af et stort flertal i Europa-Parlamentet den 29. november - om bekæmpelse af visse former for racisme og fremmedhad ved hjælp af straffelovgivningen er således meget nødvendig. Den vil give os mulighed for at træffe ensartede foranstaltninger over for racistiske idéer og hadefuld tale i hele EU.

Yderliggående partier udnytter menneskers frygt for andre mennesker og for udlændinge, således at de kan foreslå en nem løsning på globaliseringens udfordringer. De mennesker, der råber op om, at nationale præferencer skulle være en patentløsning, er imidlertid uansvarlige. Den virkelige løsning på globaliseringens udfordringer ligger i at forstå det fulde omfang af de udfordringer, som vi står over for i dag. Og vi bør ikke være bange for højt og klart at sige, at vi udfordrer skæbnen ved at vende os indad mod os selv.

  Vălean, Adina-Ioana (ALDE). - (EN) Hr. formand! Der kommer stadig flere yderliggående, nationalistiske og populistiske bevægelser i Europa, der bringer vores demokratiske system i fare.

I en ideel verden er demokrati en regering af folket, gennem folket og for folket. Demokrati er rent faktisk stadig det “mindst dårlige” politiske system, hvis der er indført behørige kontrolforanstaltninger. Demokratiets paradoks er imidlertid, at det bærer kimen til sin egen undergang, idet det tillader populistiske og yderliggående synspunkter, der undergraver selve det demokratiske system, at komme til udtryk.

I mange europæiske lande er det lykkedes en række partier at tilkæmpe sig en central politisk position med populistiske og demagogiske taler. Den europæiske historie har vist, at yderliggående partier i demokratisk forklædning gennem populistisk og nationalistisk propaganda ofte har omdannet et demokrati til et diktatur.

Den bedste måde, hvorpå vi kan bekæmpe intolerance, er at stå fast, at forsvare vores demokratiske værdier og institutioner, at forsvare individuelle rettigheder, retfærdighed, lige muligheder og mangfoldighed, men også at straffe enhver tilskyndelse til had, adskillelse eller forskelsbehandling.

Som Robert Kennedy sagde, “Det farlige ved ekstremister ligger ikke i, at de er ekstreme, men i at de er intolerante. Ondskaben ligger ikke i det, de siger om deres sag, men i det, de siger om deres modstandere.”

Sunde demokratier har brug for aktive borgere. Demokratiet kan kun fungere, hvis borgerne er bevidste og udøver deres borgerrettigheder og opfylder deres forpligtelser. Vi er nødt til at genopfinde borgerskabet. Vi har brug for nye metoder til at lære om demokrati. Vi skal sikre, at vores uddannelsessystemer fremmer udviklingen af et aktivt, kritisk og engageret borgerskab. I en global verden har vi i høj grad brug for et borgerskab, der sikrer mangfoldigheden og fremmer forståelse og tolerance.

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg ved ikke, om den politiske ekstremisme er stigende eller ej. Jeg ved, at vi skal modsætte os og fordømme denne ekstremisme på grund af den bagvedliggende ideologi og metoderne. Chartret om grundlæggende rettigheder, som vi hilste velkommen i dag under en fornem højtidelighed, er imidlertid ikke løsningen på problemet, men kan i sig selv skabe nye problemer.

Chartrets artikel 21 forbyder forskelsbehandling på grund af politiske eller andre anskuelser - jeg gentager, eller andre anskuelser - hvilket således omfatter yderliggående synspunkter som dem, lederen af NPD for nylig gav udtryk for på tysk offentligt tv, hvor han stillede krav om en revision af grænsen til Polen.

Floskler falder ofte på smertelig vis tilbage på dem, der slår om sig med floskler. Jeg anmoder derfor tilhængerne af chartret om grundlæggende rettigheder om at forklare, hvordan de agter at bekæmpe politisk ekstremisme, når de samtidig forsvarer denne.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Det ville være en forglemmelse fra min side, hvis jeg ikke indledningsvis gav udtryk for min bekymring over den generelle anvendelse af udtrykket “ekstremisme” uden nogen definition og uden specifik fordømmelse af ekstremistiske handlinger, dvs. enhver ekstrem form for ulovlig anvendelse af vold. Det ville også være en fejltagelse ikke at nævne forsøgene på at “vække” borgernes bevidsthed om farerne ved radikalisering og den samtidige inddeling af potentielle kriminelle i fleksible kategorier.

Jeg vil gerne minde Dem om, at i moderne historie, i perioder, hvor friheder og rettigheder blev indskrænket under henvisning til sikkerheden, ordenshåndhævelse og streng kontrol, og hvor forfølgelse baseret på stereotyper fik lov til at vinde indpas, blev det ideologiske bigotteri, racismen og fremmedhadet intensiveret, og der blev begået ubeskrivelige forbrydelser. Lignende fejltrin i dag kunne føre til forbud mod politiske partier og fagforeninger, hvilket vil være et virkeligt slag mod demokratiet, retsstatsprincippet og borgerrettighederne. Vi må derfor sikre, at demokratiet ikke blot bliver et røgslør for vedtagelsen af sanktioner. Vi skal samtidig koncentrere indsatsen om at afhjælpe de virkelige årsager til voldelige ekstremistiske handlinger, der er fuldstændig nedbrydende for den menneskelige værdighed, idet de pr. definition overskrider ytringsfrihedens grænser.

Det er vores pligt at tage kampen op mod fattigdom, arbejdsløshed, afsavn, udnyttelse af arbejdstagere og social marginalisering og at sikre, at de kommende generationer gennem undervisning og uddannelse holder sig væk fra aggressivt nationalistiske og fascistiske organisationer, der fremmer ekstremistiske handlinger som et udtryksmiddel.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er efter min mening af afgørende betydning at vedtage en fælles beslutning om bekæmpelse af ekstremisme, der er blevet mere og mere åbenlys i den seneste tid. Der ligger en vis symbolik i det forhold, at denne forhandling finder sted på den dato, hvor formændene for Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet med deres undertegnelse bekræftede chartret om grundlæggende rettigheders retligt bindende status for EU.

Vi kan ikke give enkeltpersoner eller yderliggående organisationer lov til at angribe borgere, hvis rettigheder skal garanteres i et civiliseret samfund. Europas historie har vist, hvilke former ekstremisme, militant nationalisme og ideologisk radikalisme kan tage. Det er vores pligt til stadighed at overvåge, om disse grupper eller enkeltpersoner gennemfører aktiviteter i Europa, og at gribe effektivt ind.

Jeg må med beklagelse tilføje, at ekstremismen tilsyneladende er stigende, navnlig blandt unge i Europa. Dette er til en vis grad politikernes ansvar. Det er vigtigt at huske på, at mange politikere på grund af manglende positive og faglige færdigheder søger at fremme deres egen politiske baggrund og interesser ved at provokere de mindst erfarne og dårligt informerede befolkningsgrupper. Derfor er det vigtigt at vedtage en strengere lovgivning og mere gennemgribende foranstaltninger, mens tid er, og dette ansvar påhviler os alle.

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

  Pilar del Castillo Vera (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær! I denne fase af forhandlingen, er det meste af det, der kan siges om dette spørgsmål, allerede blevet sagt. Jeg vil imidlertid gerne kommentere kommissærens understregning af behovet for at tænke over de underliggende årsager til ekstremisme.

Det forekommer mig, at problemet med ekstremisme ikke er, at der er en række grupper, der begår voldelige angreb. Det er et problem, men det skal løses gennem lovgivning, og enkeltpersoner skal retsforfølges osv. Problemet opstår, når volden og de bagvedliggende motiver gentages og kan indvirke på en bred befolkningsgruppe eller visse befolkningsgrupper. Ud fra et samfundsmæssigt og politisk synspunkt opstår problemet, når vold vækker bekymring. Med hensyn til spørgsmålet om, hvordan vi forhindrer vold, er der efter min opfattelse tre centrale faktorer, der spiller ind.

For det første var kommissæren inde på kendskabet til historien - jeg mener selv, at det er meget vigtigt at have kendskab til tragedier, til succeshistorier og endelig til os selv som mennesker. Jeg mener imidlertid, at vi skal være forsigtige med at bruge historien som et våben mod andre for at opnå kortsigtede politiske fordele - hvilket sker i dag i en række lande, herunder desværre i mit eget land, Spanien.

For det andet mener jeg, at der er to andre grundlæggende aspekter, der er meget undervurderede i øjeblikket.

Det første er uddannelse. Værdier som f.eks. arbejde, disciplin og selvopretholdelse, dvs. alle de værdier, der er med til at skabe en god voksen borger, er gået tabt, og går stadig tabt, eller de udhules i hvert fald.

Endelig er det i EU-sammenhæng vigtigt ikke at opbryde det miljø, inden for hvilket europæerne i fællesskab kan udfordre de netværk, der er blevet skabt som følge af globaliseringen. Det, som vi ser nu, og som vi har set i andre perioder i det 20. århundredes europæiske historie, er en stor usikkerhed, en vis desperation, en vis formålsløshed, og vi skal give håb og udvise en fremadrettet holdning og stærkt lederskab, således at alle føler sig som en del af EU.

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Det europæiske kontinent, EU-landene, er i dag et territorium, hvor der sker udbrud af fremmedhad, ekstrem nationalisme, antisemitisme, racisme og islamofobi. Hvad der mangler i Europa i dag er den liberale demokratiske konsensus, der herskede i perioden efter Anden Verdenskrig. Europas politikere mangler reel politisk vilje til at løse disse problemer.

Det europæiske uddannelsessystem, medierne, kirkerne, sportsaktivisterne og ikke mindst politikerne, har en fælles forpligtelse til at tackle udbrud af racisme, islamofobi, antisemitisme og fremmedhad. Vi står ofte forsvarsløse over for sådanne ekstreme former for politisk aktivitet. Hvad værre er, udnytter mange politikere og politiske partier yderliggående eller populistiske bevægelser til egne formål.

Jeg ønsker ikke at bruge denne forhandling til at score politiske point i Europa-Parlamentet, men jeg kunne nævne mange eksempler herpå. Nu handler det om at sikre en fælles politik på EU-plan - først og fremmest på uddannelsesområdet såvel som inden for sport, kultur og politik - til bekæmpelse af ekstremisme.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! For otte år siden indtrådte Jörg Haiders indvandrerfjendske parti i en koalitionsregering i Østrig. EU’s regeringer anede ikke, hvad de skulle stille op. På baggrund af denne vildrede blev artikel 7 indføjet i EU-traktaten. Den er aldrig blevet anvendt, og det er åbenlyst, at medlemsstaterne af kulturelle årsager har vanskeligt ved at kritisere hinanden. Men vi er nødt til at føre en mere proaktiv peer review-politik, når medlemsstaterne går i rette med hinanden, idet det er et EU-anliggende, når yderliggående og intolerante partier indtræder i regeringen i et EU-land.

Straffelovgivningen og bestemmelser om forbud mod forskelsbehandling spiller en stor rolle med hensyn til at straffe tilskyndelse til had. Lovgivningen kan medvirke til at ændre holdninger og adfærd. Samfundet signalerer til dels grænserne for, hvad der er acceptabelt, gennem de handlinger, der kriminaliseres eller forbydes. Derfor blev jeg meget skuffet over, at Kommissionen tilsyneladende var af den opfattelse, at den italienske regerings deportering af rumænere, primært romaer, og den retorik, der blev anvendt i denne forbindelse, var i overensstemmelse med EU-lovgivningen om fri bevægelighed og bekæmpelse af racisme. Det var ikke min opfattelse.

Men lovgivningen kan og bør kun gå til en vis grænse. F.eks. er spørgsmålet om, hvorvidt benægtelse af holocaust bør kriminaliseres, kontroversielt i Europa. Det var efter min mening korrekt at overlade det til de enkelte lande at træffe denne beslutning i den nyligt vedtagne EU-lovgivning, der forbyder tilskyndelser til had på grund af race eller religion. I mit eget land har vi tradition for og foretrækker, at mennesker som David Irving fælder sig selv gennem det absurde ved deres ahistoriske synspunkter, og at de modsiges i livlige debatter.

Os, der tilhører de traditionelle partier, behøver ikke at lade os intimidere af bøller og banditter på den yderste højre- eller venstrefløj eller af fundamentalister af enhver art. Liberale demokrater - og jeg anvender dette udtryk med et lille “l” - fra alle demokratiske partier er lige så sikre på og engagerede i vores generøse, vidtfavnende europæiske vision, som de andre er i deres ondskabsfulde intolerance. Lad os til stadighed give udtryk herfor.

  Leopold Józef Rutowicz (UEN). - (PL) Hr. formand! Ekstremisme er et fænomen, der støttes af politikere, der udnytter racisme, nationalisme og fremmedhad til egne formål. Ekstremister bruger ofte terrorisme som påskud for at nå deres mål.

Ekstremisme forener ikke folk og sociale grupper, men deler dem, Den er nedbrydende for et demokratisk samfund. Den er i strid med EU’s grundlæggende værdier, et fællesskab af mennesker, der forkaster had og den krig, som fascisterne og nationalisterne var skyld i, og som i Europa kostede mange millioner mennesker livet i det 20. århundrede.

Den største terrororganisation, al-Qaeda, der er baseret på ekstremisme og anvendelsen af terror i politisk øjemed, er nu i stand til at ødelægge svage demokratier og få politisk magt.

Jeg støtter beslutningen, der har til formål at mobilisere EU-institutionerne med henblik på at sikre, at der træffes yderligere foranstaltninger til bekæmpelse af terrorisme og ekstremisme.

  Diamanto Manolakou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Det stigende antal racistiske grupper og organisationer på den yderste højrefløj i Europa er ikke nogen tilfældighed. Det er resultatet af EU’s antipopulistiske, reaktionære og imperialistiske politik. Denne politik, der udelukkende har til formål at maksimere de europæiske monopolers indtjening gennem akkumulering af enorme rigdomme skabt på grundlag af rå udnyttelse af arbejderklassen, skaber fattigdom, ulighed og marginalisering og svækker arbejderklassefamiliens situation dramatisk og forværrer arbejderklassens problemer.

I denne situation - i marginaliserede samfundsgrupper eller i sociale lag med ringe politisk bevidsthed og erfaring - skabes der grobund for højreekstremistiske og fascistiske idéer, der fremmes gennem populisme og demagogi. Der er i dag gunstigere vækstbetingelser for dannelsen og udviklingen af sådanne grupper som følge af antikommunistisk hysteri, forsøget på at omskrive historien, det skamløse forsøg på at slå en streg over USSR’s enorme bidrag til sejren over fascismen og på at sidestille kommunisme med nazisme og fascisme. Det ser vi f.eks. i forbindelse med regeringerne i de baltiske landes anerkendelse og legitimering af lokale fascistiske grupper, der samarbejdede med SS og nazisterne, der var baseret i disse lande under Anden Verdenskrig.

Fascisme, racisme og fremmedhad er udtryk for det samme. Disse fænomener er resultatet af det kapitalistiske system, der skaber, opretholder og fremmer disse fascistiske grupper. Netop af denne grund er de påståede bekymringer over det stigende antal paramilitære organisationer på den yderste højrefløj i Europa efter vores opfattelse udtryk for hykleri, og vi forkaster ethvert forsøg på at sidestille klassekampen, arbejdernes og folkebevægelsernes kampe og den kommunistiske ideologi med yderliggående ideologier, idet det er et uacceptabelt forsøg på at skabe frygt i befolkningen.

  Nickolay Mladenov (PPE-DE). - (BG) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi bekræfter i dag, at Europa-Parlamentet ikke blot sikrer flertallets rettigheder, men også rettigheder for folk, der har et andet standpunkt. Hvis nationalisterne i mødesalen havde fået deres vilje, ville ingen af os have ret til et andet standpunkt, hvilket de fik lejlighed til at give udtryk for i dag. Vi skal bekæmpe intolerance og ekstremisme med argumenter og ikke med følelser, med kendsgerninger og ikke med støjende udtalelser. Når vi taler om kendsgerninger, er der desværre ingen, der ønsker at lytte. Det er en beklagelig kendsgerning.

Jeg håber dog, at vores tilhængere, vores vælgere i medlemsstaterne, vil lytte meget opmærksomt til det, der blev sagt, bl.a. af kommissær Frattini. Intolerance og ekstremisme skyldes først og fremmest, at historien er blevet glemt. Vi skal huske fortiden og de to barske diktaturer, som Europa led under. Jeg opfordrer derfor indtrængende Kommissionen og os alle til at huske Europas historie og fremme Kommissionens programmer til finansiering af projekter, der fastholder vores erindring. For det andet skal vi huske at inddrage borgerne i den politiske proces.

Vi bærer en del af skylden for nationalismen og fremmedhadet i Europa. Mange af os begyndte at tale som bureaukrater i stedet for som politikere. Vi har glemt at tale et sprog, som vælgerne forstår, og taler i stedet institutionernes sprog. Vi skal udvise tilstrækkelig styrke i denne debat til at løse de problemer, der navnlig er i de nye medlemsstater. Vi skal identificere eventuelle problemer og løse dem direkte. Politikere vinder som oftest valget ved at love én ting og efterfølgende gøre noget andet, og de er herefter overrasket over ekstremisme og utilfredse borgere. Alle os i Europa-Parlamentet har et fælles ansvar for at modsætte os den stigende ekstremisme og intolerance i de østeuropæiske EU-lande, der udgør en fare for os alle.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Det er ikke generelt tilstrækkeligt at bekæmpe ekstremisme. Alle skal modsætte sig nationalistiske og yderliggående nye tendenser i deres egne lande. Alle skal for det første fordømme og tage afstand fra yderliggående nationalister i deres eget land. Det er et yderst vigtigt krav. og denne forhandling viser også, at ekstremisme skal bekæmpes gennem samtidig anvendelse af direkte og indirekte instrumenter.

De direkte instrumenter skal anvendes til at straffe udtalelser, der tilskynder til had. Der er nogle, der med henvisning til ytringsfriheden siger, at sådanne udtalelser ikke kan fordømmes ved hjælp af strafferetlige instrumenter, men jeg mener ikke, at vi endnu har fundet den rigtige balance. Demokratiske kræfter skal foregå med et godt eksempel, navnlig i forhold til højrefløjen, og den demokratiske højrefløj har et stort ansvar for at tage afstand fra de højreekstremistiske fænomener, der skaber tumult i Europa.

Samtidig var nogle af mine kolleger inde på, at vi også skal reagere gennem indirekte instrumenter, da årsagen til rigtig mange ekstremistiske handlinger er social usikkerhed eller usikkerhed omkring national identitet. Denne forhandling er meget vigtig, og kommissær Frattini, Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Europa-Parlamentet skal efter min opfattelse nøje overvåge alle ekstremistiske handlinger.

  Sophia in 't Veld (ALDE). - (NL) Hr. formand! Der findes ekstremister på begge fløje, men i de senere år har de dikteret tonen i og indholdet af den politiske dagsorden. De traditionelle demokratiske partier er alt for sent ude med at tage afstand fra ekstremister, fordi de er bange for at miste stemmer, og resultatet er en snigende politisk accept af ekstremisme og intolerance.

Der er desuden et andet problem. Ud over racisme og nationalisme udsættes f.eks. kvinder og homoseksuelle også for ekstremisme - vi har ikke drøftet dette problem tidligere i dag - og denne ekstremisme er ofte baseret på religiøs overbevisning. Jeg bliver bestyrtet, når jeg ser regeringspartier, der har regeringsmagten, eller partier repræsenteret i parlamentet - også i mit eget land - tilskynde til forskelsbehandling af kvinder, bøsser og folk med en anden tro.

Lad mig komme med en afsluttende bemærkning, der muligvis er kontroversiel. Med al respekt for hr. Ryans udtalelser er jeg ikke en stor tilhænger af at indbyde lederne af de største trosretninger i verden til at tale i Europa-Parlamentet, medmindre de er villige til at afsværge deres diskriminerende holdninger til kvinder og bøsser.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (PL) Hr. formand! Vi kan bl.a. bekæmpe ekstremisme og mindske de yderliggående partiers vælgergrundlag ved at lytte mere opmærksomt til borgerne og de problemer, der optager dem, og ved at analysere de underliggende årsager til ekstremisme.

Når borgerne i Europa stemmer på yderliggående partier, betyder dette bl.a., at mange borgere ikke føler, at magthaverne lytter. Jeg forsvarer ikke ekstremisme, men den er ikke opstået af ingenting. Det har Nicholas Sarkozy forstået i Frankrig. Det er lykkedes ham at svække de yderliggående partier gennem en ærlig og modig tilgang til spørgsmål som f.eks. indvandring og Tyrkiets tiltrædelse. Jeg opfordrer Kommissionen til at følge det franske eksempel.

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! En borgmester skælder ud på indvandrerne, idet han påstår, at indvandring er en kilde til usikkerhed. En anden borgmester erklærer, at der ikke er nogen udlændinge i hans by. En statsleder omtaler parlamentet som en forbryderbande og tilskynder borgerne til at begå mytteri mod lovgiverne og glorificerer et demokrati uden en opposition og uden partier.

I dag krævede en gruppe parlamentsmedlemmer på bøllevis indførelse af direkte såkaldt “folkeligt demokrati”, der skulle træde i stedet for valg med folkeafstemninger. En fremtrædende offentlig leder udtrykker støtte til de voldelige grupper, der bestormede parlamentsbygningen i en demokratisk stat med krav om en revision af fredstraktaterne.

En række journalister giver dagligt - om end til tider i politisk korrekte vendinger - udtryk for fremmedfjendske, antiparlamentariske, antipluralistiske, romafjendske, antiislamiske, ekskluderende, intolerante, diskriminerende og chauvinistiske synspunkter.

En minister anmodede Kommissionen om at stille midler til rådighed med henblik på at samle en bestemt etnisk befolkningsgruppe i EU’s fattigste lande.

Alle dette sker i EU, og de ansvarlige anses for at være demokratiske medlemmer af traditionelle demokratiske partier. Vi fordømmer her i dag yderliggående partier og deres organisation. Dette gør vi alene af den grund, at de udviser intolerance, og intolerance bør ikke tolereres. Med hvad med de mennesker, der fremmer intolerance? Populisterne i demokratisk forklædning, der svækker demokratiske institutioner og relativiserer det demokratiske princip og således skaber de bedste vækstbetingelser for ekstremister?

Hvis vi bliver ved med kun at tale om symptomer og om gerningsmænd, og ikke taler om eller forholder os passive, når det handler om årsagerne og de mennesker, der fremmer intolerance, bringer vi vores værdier i fare. Dette må ikke ske.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne indledningsvis takke alle partierne for beslutningen. I dag er der ikke noget EU-land, der kan sige sig fri for højrefløjsekstremisme, selv ikke mit eget land, Sverige. Ved det sidste lokalvalg i 2006 blev Sverigedemokraterna (Sverigedemokraterne) indvalgt i to tredjedele af kommunerne. Man kan formode, at deres næste mål er valget til Europa-Parlamentet i 2009 og det svenske parlamentsvalg i 2010. Vi svenske parlamentsmedlemmer har brug for hjælp til at vanskeliggøre deres indvalg, præcis som andre har brug for hjælp i deres lande til at stoppe udbredelsen af højrefløjsekstremismen, der er stigende i hele Europa.

Europa har brug for demokratiske partier, hvis programmer er rettet mod alle og ikke blot mod nogle få. Ved valget i 2006 var de svenske socialdemokraters slogan “Alle skal med”, og det bliver endnu mere relevant i denne forhandling, da programmerne for de partier og grupper, som vi drøfter, er i strid med EU’s grundlæggende værdier og princippet om alle menneskers ligeværd. Som medlem af Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender er tilgangen til spørgsmål om asyl- og flygtningepolitik efter min opfattelse fuldstændig afgørende. De yderliggående højrefløjspartier er både imod et mere åbent Europa og udviklingen af EU.

De er i stedet fortalere for nationer med lukkede grænser. Det er en trussel, som jeg ser i Sverige, og som alle her, i hele EU. Jeg har én yderligere kommentar til beslutningen. De yderliggående gruppers udbredelse af propaganda blandt børn og unge sker gennem white power-musik. Medierne og kommunikationsmidler anvendes som redskaber uden om skolen, familien, det videregående uddannelsessystem og i strid med vores politiske værdier. Det er vigtigt, at vi som valgte repræsentanter nu overtager debatten. Det skal vi gøre fra nu af og frem til valget til Europa-Parlamentet i 2009. Lad os støtte beslutningen.

(Bifald)

  Kostas Botopoulos (PSE). - (EL) Hr. formand! Demokratiet i Europa er truet, og jeg tvivler på, om vi alle har forstået betydningen heraf. Denne trussel er ikke udbredelsen af højreekstremistiske holdninger, men omdannelsen af holdningerne til højreekstremistiske metoder, dvs. til accept af rå magt, som karakteriserer de paramilitære højreekstremistiske organisationers aktiviteter.

Vi skal derfor foretage en vigtig skelnen. På den ene side bekæmper vi holdninger, som vi ikke er enige i, holdninger, der fremmer nationalisme i Europa, racisme, fremmedhad, undertrykkelse af kvinder og undertrykkelse af mindretal. Vi bekæmper disse holdninger med vores egne holdninger og gennem vores bestræbelser på at bekæmpe årsagerne, de politiske årsager, som navnlig kan tilskrives problemet med mangfoldighed - dvs. at europæiske borgere ikke accepterer mangfoldighed, ikke accepterer en politik til støtte for mangfoldighed og ikke accepterer den europæiske idé.

På den anden side kæmper vi imidlertid en anden kamp, endog med kriminelle metoder, mod udbredelsen af disse holdninger gennem handlinger, der fører til vold. Ud fra denne betragtning mener jeg, at denne meget afbalancerede fælles beslutning fra alle de demokratiske partier i Parlamentet er endnu et stort politisk øjeblik for Parlamentet - navnlig i lyset af det, der skete i dag - og jeg er meget stolt over, at vores gruppe, Den Socialdemokratiske Gruppe, tog initiativ til denne beslutning.

  Ana Maria Gomes (PSE). - (PT) Hr. formand! Den 6. september blev omkring 20 grave på den jødiske kirkegård i Lissabon skændet, og der blev malet hagekors på gravstenene. De to gerningsmænd blev arresteret. De er medlemmer af Frente Nacional eller National Front, en højreekstremistisk portugisisk skinheadorganisation, der åbent slår til lyd for racekrig og voldelige handlinger med det formål at sikre hvidt overherredømme. Denne sag og andre, navnlig bølgen af antimuslimsk hysteri i forskellige europæiske lande og den racistiske vold, der for nylig blev øvet mod romasamfundet i Italien, viser, at fremmedhad og voldelig racisme er en kendsgerning, og vi kan ikke tillade os den luksus at bagatellisere disse fænomener.

I Portugal var myndighederne i første omgang fristet til at afdramatisere sagen og erklære, at antisemitisme var i strid med den tolerance, der ellers angiveligt karakteriserer det portugisiske samfund. Men justitsministerens og indenrigsministerens tilstedeværelse på den jødiske kirkegård i forbindelse med den ceremonielle renselse af gravene og omtalen af dette udtryk for solidaritet i de portugisiske medier tjener som en lærestreg i forbindelse med andre sager i Portugal og i andre lande. Ekstremisme i Europa kan kun bekæmpes effektivt, hvis de politiske repræsentanter og medierne påtager sig deres ansvar ved at synliggøre forbrydelser af denne karakter og ved at identificere dem som direkte og grundlæggende angreb på selve kernen i demokratiet, EU og medmenneskeligheden.

  Pierre Schapira (PSE) . - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Den stigende ekstremisme i Europa er helt sikkert meget bekymrende, og alle EU-institutionerne er nødt til at mobilisere deres indsats og dæmme op for udviklingen af disse højreekstremistiske bevægelser, der bliver mere og mere truende, idet de ikke blot fremmer suspekte værdier, men i stigende grad angriber menneskerettighederne på grundlag af deres racistiske ideologi. Denne farlige udvikling i EU er uacceptabel!

Kommissionen bør efter min opfattelse reagere på to fronter, der afspejler de holdninger, der er givet udtryk for i den skriftlige erklæring og i PSE’s beslutning desangående. Den skal sammen med medlemsstaterne positivt identificere passende politiske og retlige midler, dels med det formål at fordømme krænkelser af menneskerettighederne, og dels for at bekæmpe ekstremisme, navnlig blandt unge, ved at øge kendskabet til Unionens grundlæggende værdier. Det er også af afgørende betydning at sikre, at en institution eller organisation, der fremmer værdier eller fremkommer med udtalelser, der tilskynder folk til at begå fremmedfjendsk, racistisk vold, ikke kan opnå støtte gennem en europæisk fond.

Jeg vil gerne minde Dem om sagen med Radio Maria i Polen, der ansøgte om EU-støtte, selv om stationen er berygtet for at fremme menneskerettighedsfjendske synspunkter. Jeg vil derfor gerne benytte denne lejlighed i nærværelse af Kommissionens repræsentant til endnu en gang at opfordre til, at der ikke allokeres EU-midler til medier, der tjener som platform for racistiske holdninger, der har en stor og potentielt set meget farlig indvirkning på offentligheden.

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. − (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Forhandlingen i dag har efter min mening været ualmindelig interessant - ualmindelig interessant og desuden på højt politisk niveau - og jeg vil derfor gerne takke alle talerne, herunder de talere, der er kommet med udtalelser, som jeg ikke er enig i. En række talere har sat spørgsmålstegn ved, om det er nødvendigt eller vigtigt at rejse et sådant spørgsmål i Europa-Parlamentet. Jeg mener imidlertid, at det har haft stor betydning.

Der er blevet rejst et spørgsmål, som helt sikkert er meget politisk, nemlig hvordan der skabes balance mellem retten til frit at udtrykke sine tanker, der er en af de rettigheder, der anerkendes i chartret om grundlæggende rettigheder, og andre grundlæggende rettigheder som f.eks. den menneskelige værdighed, lighed og ikkeforskelsbehandling. Jeg vil gerne understrege, at de medlemmer, der rejste dette spørgsmål, og som mente, at tankefriheden gør det muligt at krænke andre eller at fremme værdier, der er i strid med den enkeltes grundlæggende rettigheder, har fordrejet den egentlige betydning af tankefriheden.

Jeg siger altid min mening, også selv om jeg er uenig i det, der lige er blevet sagt. Der var en der påpegede, at hvis borgerne forkaster chartret om grundlæggende rettigheder ved en folkeafstemning, vil dette være et udtryk for frihed. Jeg er ikke enig, idet et krav om en folkeafstemning mod chartret om grundlæggende rettigheder ville være det samme som at stille krav om en folkeafstemning mod borgene, idet de grundlæggende rettigheder, som vi nu skal sikre, helt klart er skabt for og forankret i disse borgere. Det er ikke fordi dette princip skal afvises, men fordi de mennesker, der forsvarer de grundlæggende rettigheder, ikke er ekstremister, hvorimod de mennesker, der krænker og afviser dem, de mennesker, der ønsker at stadfæste retten til at tilskynde en hob eller en gruppe af voldelige personer til at ødelægge jødiske grave, er ekstremister. Det er ikke ytringsfrihed, men vold, der skal udryddes gennem politikker, og som skal straffes gennem lovgivningsinstrumenter. Europa skal efter min opfattelse til stadighed fokusere på disse to instrumenter.

Vi må ikke bagatellisere dette fænomen. Vi må ikke tro, at en enkelt hændelse kan undervurderes, fordi det er en enkelt hændelse, hvis denne enkelte hændelse er et symptom på racisme og intolerance, på en dyb foragt for menneskelige værdier. Vi skal også være bekymret over en enkelt hændelse, en enkelt voldshandling!

Mange medlemmer har rejst et andet, meget vigtigt spørgsmål, nemlig om politiske kræfters udbredelse af et politisk budskab kan tolereres under henvisning til retten til at give frit udtryk for en politisk holdning. Henset til, at de er valgt af borgerne, mener jeg, at politikerne har et særligt ansvar, og at de ikke må sætte hoben op mod andre borgere eller andre mennesker. De har et personligt ansvar på dette område.

Det er efter min opfattelse helt ærligt vanskeligt at anvende lovgivningsinstrumenterne, politiet eller efterretningstjenesterne til at gennemføre en vidtrækkende undersøgelse af et parti. Når et parti offentligt udtaler, at det har til hensigt at genetablere racemæssigt overherredømme, er der imidlertid ikke tale om ytringsfrihed, men om et angreb på en af Europas grundlæggende værdier. Af disse grunde er repressive foranstaltninger berettigede, og der er på ingen måde tale om censur eller om krænkelse af ytringsfriheden.

Jeg vil forsvare, at de personer, der ikke er enige med mig, har ret til at udtrykke sig frit, men jeg kan ikke forsvare, at de personer, der ikke er enige med mig, har ret til at tilskynde hoben eller andre mennesker til at angribe og til at såre og dræbe. Det handler på ingen måde om ytringsfrihed!

Derfor er det emne, som vi drøfter i dag, et centralt emne, og jeg vil fremføre lignende argumenter, når vi drøfter den rædselsfulde form for ekstremisme, der giver sig udtryk i terrorisme, idet vi helt sikkert ikke kan skelne mellem budskabet om racehad og det budskab, der udsendes af dem, der mener, at det er en mulig løsning på samfundsproblemer at dræbe mennesker i terrorangreb. Begge disse problemer skal løses på europæisk plan - efter min mening gennem uddannelse og forebyggelse, ved at fremme tolerance og ved at anvende lovgivningsinstrumenter og håndhævelsesinstrumenter. Vi kan først stille os tilfreds, når vi er sikre på, at racister, blinde tilhængere og terrorister ikke har spillerum i Europa.

  Formanden. - Jeg har modtaget fem beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg agter at stemme for denne beslutning med en vis modvillighed. Den vedrører et vigtigt spørgsmål, som jeg har beskæftiget mig med i Parlamentet, siden jeg blev indvalgt første gang i 1984, hvor jeg var formand for Europa-Parlamentets Undersøgelsesudvalg om den Stigende Fascisme og Racisme i Europa.

Jeg er bekymret over, at denne beslutning er så svag, at personer, der tilbage i 1980’erne var medlemmer af nyfascistiske partier som Movimento Sociale Italiano, kan underskrive og stemme for beslutningen i dag. Den må således nødvendigvis være mangelfuld.

  Lívia Járóka (PPE-DE), skriftlig. - (HU) De yderliggående bevægelser, der vinder frem i hele Europa, vækker alvorlig bekymring, idet deres politiske aktiviteter er baseret på tilskyndelse til had mod de mest sårbare grupper i samfundet, og de prædiker intolerance og social udstødelse. Sådanne holdninger er uforenelige med europæiske værdier, den menneskelige værdighed, lige rettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder i EU’s grundlæggende traktater og de grundlæggende principper i chartret om grundlæggende rettigheder, der er blevet proklameret i dag. Sådanne bevægelser og de holdninger, de giver udtryk for, kan skabe frygt blandt mindretal og blandt flertallet af demokratiske lovlydige borgere. På grund af den øgede medieinteresse for yderliggående grupper er de falske generaliseringer og fordrejede halve sandheder, der når længere ud end tidligere, ikke kun uacceptable, men ekstremt farlige, idet de skaber flere fordomme og øger den negative forskelsbehandling og lægger yderligere hindringer i vejen for løsningen af sociale problemer.

Jeg minder navnlig om en række sigøjnerfjendtlige hændelser, der også bliver stadig mere almindelige. Der er over 10 millioner sigøjnere i Europa, og de er det største og samtidig mest sårbare og mest forsvarsløse etniske mindretal i Europa, og selv om deres situation er blevet forbedret i de seneste år, er den på mange området helt sikkert blevet forværret. Det er EU’s og civilorganisationernes fælles ansvar at finde en løsning på problemerne med arbejdsløshed og ekstrem fattigdom og at sætte en stopper for den bolig- og uddannelsesmæssige adskillelse af sigøjnere. Det mest presserende mindretalsspørgsmål for EU er nu at løse disse problemer.

  Magda Kósáné Kovács (PSE), skriftlig. - (HU) De yderliggående partier, der er blevet valgt i mange EU-medlemsstater og midlertidigt endog i Europa-Parlamentet, kan ikke accepteres i europæisk politik. Det er et anliggende for hele det europæiske samfund at bekæmpe disse partier, selv om vi er bekendt med, at nogle borgere skjuler en hverdagsracisme og fremmedhad, samtidig med at de kræver demokrati og menneskerettigheder.

Unge mennesker, for hvem ikke blot holocaust, men også Berlinmurens fald, er historie, er særligt udsatte. Europa uden grænser overvurderer bevidstheden om at tilhøre en nation, og det er nemt at indpode selv vilde forestillinger. Indtil videre har den europæiske lovgivning lagt sig op ad nationale foranstaltninger, dvs. at den ikke går videre, og den er ikke retningsgivende. Problemet skal imidlertid ikke kun løses gennem politiske eller lovgivningsmæssige foranstaltninger, og det bør således ikke kun være en målsætning for os at gribe ind, idet dette også bør være en målsætning for civilsamfundsorganisationer og kirker, der bekender sig til europæiske værdier og spiller en rolle i samfundslivet.

Pave Johannes Paul II fordømte f.eks. racisme og fremmedhad ved mange lejligheder, og han mente, at religionens opgave var at tjene sandheden, skabe fred blandt mennesker, tilgivelse, liv og kærlighed, med andre ord alle de værdier, som disse radikale grupper ikke repræsenterer, eller kun på en ekstrem måde.

Jeg anmoder formanden for Europa-Parlamentet og medlemmerne af Kommissionen om at opfordre kirkerne til at gribe ind over for ekstremister og trække eventuel støtte tilbage i forbindelse med den kommende dialog med kirkerne.

  Katalin Lévai (PSE), skriftlig. - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Yderliggående holdninger og organisationer er blevet et bekymrende fænomen i vores dagligdag, og vi ser det alle steder næsten uden undtagelse. Det grundlæggende princip for grundlæggerne af den europæiske integration var tankefriheden og meningsfriheden. Disse frihedsrettigheder er i dag vores grundlæggende værdier. Et virkeligt demokrati sikrer også ytringsfriheden, der imidlertid ikke må føre til uroligheder eller skabe usikkerhed omkring freden, livet og tilværelsen, og så langt er vi nået i dag. Vi kan heller ikke tillade, at de holdninger, der tidligere tilskyndede til holocaust og had mellem nationer og folk, repræsenteres i fora og organisationer. Mange steder søger og finder den yderste højrefløj bl.a. løsningen på de sociale problemer, som vi står over for, i adskillelse og tilskyndelse til had i stedet for i social forsoning og integration. EU skal som en sand fortaler for menneskerettigheder og humanitær beskyttelse gøre sit yderste for at bekæmpe disse holdninger og organisationer og endog for at udrydde dem i vores dagligdag, hvis det er påkrævet som følge af disse aggressive elementers forstyrrende indvirkning på det sunde samfundsliv.

Jeg mener også, at EU i højere grad bør prioritere information i sine kommunikationsaktiviteter. Store befolkningsgrupper er desværre modtagelige over for ekstremistiske, populistiske tilkendegivelser på grund af uvidenhed. Det er primært den unge generation, der er i farezonen, da de unge ikke har haft mulighed for at få den relevante historiske erfaring med at finde den rette vej. Det er vores opgave at hjælpe dem hermed. Hvis vi giver op, bringer vi grundlaget for vores fremtid i fare.

  Daciana Octavia Sârbu (PSE), skriftlig. - (RO) EU skal bekæmpe enhver form for ekstremisme, da denne aktivitet er i strid med principperne om frihed, demokrati og respekt for menneskerettighederne, der er grundlaget for Unionen. Derfor bør EU-foranstaltninger til bekæmpelse af ekstremisme og terrorisme ikke indvirke på borgernes grundlæggende rettigheder. Yderliggående bevægelser i form af paramilitære grupper, ekstrem nationalisme, fremmedhad, tilskyndelser til vold og lokale etniske og religiøse konflikter truer stabiliteten i EU, der er præget af medlemsstaternes rige kulturelle og traditionelle mangfoldighed. Medlemsstaterne skal i fællesskab bekæmpe ekstremistiske handlinger og identificere de personer, der står bag og organiserer sådanne handlinger. Det Europæiske Agentur for Grundlæggende Rettigheder kommer også til at spille en vigtig rolle i forebyggelsen af racisme og fremmedhad og skal sikre sikkerheden på Unionens område.

Dialog, uddannelse og oplysning af borgerne om spørgsmål vedrørende fremme af tolerance og bekæmpelse af racisme er vigtige elementer, der bidrager til udbredelsen af principperne om frihed og demokrati. Medlemsstaterne bør også samarbejde og gøre en indsats for at integrere marginaliserede sociale og etnisk-kulturelle befolkningsgrupper, således at bekæmpelsen af forskelsbehandling og tilskyndelse til vold sikrer etnisk og politisk harmoni i EU.

(1) Se protokollen.

13. Montenegro - Stabiliserings- og associeringsaftale EF/Montenegro (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om

- redegørelse fra Kommissionen om Montenegro og

- henstilling af Marcello Vernola for Udenrigsudvalget om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater på den ene side og Republikken Montenegro på den anden side (KOM(2007)0350 - C6 0463/2007 - 2007/0123(AVC)) (A6-0498/2007).

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Vernola for hans meget grundige betænkning, som vil blive vedtaget på et yderst afgørende stadium i vores forbindelser med Montenegro.

Lad mig starte med at sige noget om de vestlige Balkanlandes europæiske perspektiv. På Rådets møde (udenrigsministrene) i mandags blev det slået fast, at de vestlige Balkanlande har en fremtid i EU. Som et bevis herpå har vi i de sidste to måneder undertegnet en stabiliserings- og associeringsaftale med Montenegro og paraferet stabiliserings- og associeringsaftaler med både Serbien og Bosnien-Hercegovina.

Jeg vil gerne takke det portugisiske formandskab for dets store bidrag til disse opmuntrende skridt. Jeg håber, at vi snart kan undertegne de to sidstnævnte aftaler, når disse to lande har opfyldt betingelserne.

Montenegro har gjort gode fremskridt siden uafhængigheden, bl.a. når det gælder udviklingen af bedre, velfungerende forbindelser med Serbien. Et afgørende skridt på vejen i Montenegros europæiske rejse blev naturligvis taget den 15. oktober i år, da vi undertegnede stabiliserings- og associeringsaftalen med landet. Jeg glæder mig over, at Montenegros parlament kort tid efter enstemmigt ratificerede stabiliserings- og associeringsaftalen. Stabiliserings- og associeringsaftalen udgør en stabil ramme for den økonomiske, politiske og institutionelle udvikling i Montenegro og er et væsentligt skridt fremad i landets europæiske integrationsforløb, forudsat at aftalen gennemføres korrekt.

Hvad angår en anden positiv udvikling, glæder jeg mig også over vedtagelsen af Montenegros forfatning blot få dage efter, at stabiliserings- og associeringsaftalen blev undertegnet. Den nye forfatning, som i stor udstrækning er i tråd med europæiske standarder, er med til at styrke de demokratiske institutioner i landet. Dens fulde gennemførelse vil kræve yderligere bestræbelser og beslutsomhed.

I Kommissionens regelmæssige fremskridtsrapport, der blev vedtaget den 6. november, understreges denne positive udvikling. Her roses Montenegro for oprettelsen af de nødvendige juridiske og institutionelle rammer efter uafhængigheden. I rapporten understreger vi ligeledes de fremskridt, som Montenegro har gjort, når det gælder forberedelserne til stabiliserings- og associeringsaftalens gennemførelse og styrkelsen af den administrative kapacitet. I fremskridtsrapporten fremhæver vi også nogle vigtige udfordringer, som Montenegro kommer til at stå over for i de kommende år. F.eks. er Montenegros administrative kapacitet stadig relativt svag, og derfor er det nødvendigt at fortsætte de administrative reformer på alle niveauer. Hvad angår bekæmpelsen af korruption, er det tvingende nødvendigt at gøre en indsats for at opnå konkrete og håndfaste resultater. Hvidvaskning af penge og organiseret kriminalitet er stadig områder, der giver anledning til bekymring. Det understreges også med rette i Deres betænkning.

Den nye forfatning styrker domstolenes uafhængighed ved at oprette et nyt forfatningsorgan, domstolsrådet, som står for dommernes udpegelse og afskedigelse. Regeringen har også vedtaget en domstolsreformstrategi for perioden 2007-2012. Der er ingen tvivl om, at dens gennemførelse bliver en stor udfordring, men det er klart, at Montenegro er nødt til at sikre sine dommeres og anklageres uafhængighed, pålidelighed og professionalisme.

Montenegro deltager aktivt i det regionale samarbejde. Landet har gode forbindelser til sine naboer. De fleste problemer med Serbien efter uafhængigheden er blevet løst. Montenegro har også anlagt en konstruktiv indfaldsvinkel til Kosovos statusspørgsmål og har lagt sig på linje med EU’s holdning.

Nu skal der fokuseres på en fuldstændig gennemførelse af interimsaftalen om forberedelserne til den fulde stabiliserings- og associeringsaftale og på henstillingerne i forbindelse med det europæiske partnerskab. Montenegro skal opbygge et solidt grundlag af gennemførelse og reformer. Landet er kommet virkelig godt fra start i stabiliserings- og associeringsprocessen, og jeg håber, at det vil bygge videre på denne positive udvikling.

Vi ser meget frem til at arbejde endnu tættere sammen med Montenegros regering, parlament og andre institutioner og med landets civilsamfund om Montenegros europæiske reformdagsorden. Det glæder mig at kunne meddele Dem, at den nye kommissionsdelegation har været operationel siden 1. november og gør sig klar til at overtage det arbejde, som Det Europæiske Genopbygningsagentur har udført, i henhold til tidsplanen. Montenegro forventes at modtage ca. 100 millioner euro under førtiltrædelsesinstrumentet i den kommende treårsperiode indtil 2009. Disse midler skal støtte Montenegro på områder som retsstaten, styrkelse af den administrative kapacitet og gennemførelse af stabiliserings- og associeringsaftalen. Økonomisk og social udvikling og udvikling af civilsamfundet vil naturligvis være en anden prioritet. Jeg formoder således, at vi kan regne med Europa-Parlamentets kraftige støtte, der som altid er af afgørende betydning.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Denne forhandling skulle være en forhandling med redegørelser fra Rådet og Kommissionen. Jeg ville bare spørge, hvor Rådet er, og om det i det mindste er til stede igen ved spørgetiden til Rådet eller måske endda i løbet af denne forhandling.

  Formanden. - Tjenestegrenene har meddelt mig, at forhandlingen finder sted på denne måde efter beslutning fra Formandskonferencen, eftersom Rådet har travlt med forberedelserne til rådsmødet i Lissabon i morgen.

  Marcello Vernola, ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er nu slået fast, at Balkanlandenes fremtid ligger i Europa. Det blev bekræftet på Det Europæiske Råd i Thessaloniki i 2003, og det har vi selv godkendt her i Parlamentet ved flere lejligheder, så der er ikke længere nogen diskussion om dette spørgsmål.

Som kendsgerningerne viser, ligger Montenegro så afgjort på førstepladsen, når det gælder tiltrædelse af EU. Efter uafhængigheden fra unionen med Serbien i 2006, som på demokratisk vis blev erklæret efter en korrekt folkeafstemning, og som var behørigt aftalt med den serbiske regering, blev forhandlingerne om landets egen stabiliserings- og associeringsaftale genoptaget og afsluttet i løbet af lidt over to måneder. Aftalerne blev paraferet den 15. marts 2007, men desværre opstod der herefter nogle tekniske problemer, som forsinkede arbejdet yderligere, selv om man nu kan se enden på det. Kommissæren meddelte for lidt siden, at der allerede er blevet åbnet et kontor i Podgorica - hvilket vi glæder os over - og at alting nu er på plads til aftalens ratificering.

Montenegros fremskridt i løbet af det sidste år, de forpligtelser, som landet har indgået over for Det Europæiske Fællesskab, og det igangværende reformarbejde, også i de sidste par dage, gør, at vi alle uden tøven bakker op omkring den positive udtalelse om aftalens indgåelse. Dette er naturligvis ikke det endelige mål, men snarere et udgangspunkt.

Montenegro skal nu fokusere på gennemførelsen af alle de foranstaltninger, der er nødvendige for at afslutte reformprocessen, som allerede er i gang, så landet kan opfylde de forpligtelser, det har indgået i stabiliserings- og associeringsaftalen. Ud fra dette synspunkt bør vi bemærke det gode samarbejdsklima, der eksisterer mellem Europa-Parlamentet og Montenegros parlament, som vi har mødt ved flere lejligheder, og som vi besøger næste uge i Podgorica. Montenegro har alt, hvad det behøver for hurtigt at afslutte processen, ikke mindst landets status som tiltrædelseskandidat.

Montenegros økonomi har udviklet sig yderligere i de senere år, og det har været med til at tiltrække meget store investeringer fra udlandet, også på grund af skattepolitikker, som er fordelagtige for virksomhederne. Som følge heraf er arbejdsløsheden faldet kraftigt, nemlig fra 33 % til 12 %.

For et par måneder siden blev det nye forfatningscharter vedtaget, og det er et klart tegn på, i hvor høj grad landet styrker de demokratiske prærogativer, der kendetegner det i Balkanområdet. Montenegros myndigheder arbejder på hurtigt at bringe landet på linje med europæiske standarder. De sidste nyheder har fået os til at stille fem ændringsforslag for at tage højde for den seneste udvikling.

For et par dage siden blev der undertegnet en samarbejdsaftale med Det Internationale Tribunal til Pådømmelse af Krigsforbrydelser i det Tidligere Jugoslavien med henblik på at regulere den tekniske bistand i forbindelse med dette Tribunal. Vi skal huske, at et ubetinget samarbejde med ad hoc-domstolen i Haag er af afgørende vigtighed for alle de stater, der opstod efter Jugoslaviens opløsning. Vi skal også huske, at Montenegro aldrig har svigtet sine internationale forpligtelser, men faktisk altid er blevet rost for sit effektive samarbejde med retsmyndighederne og de udenlandske myndigheder.

Montenegro skal gøre en yderligere indsats for at bekæmpe og udrydde organiseret kriminalitet, når det gælder menneskesmugling. Europa-Parlamentet er også af den opfattelse, at korruption i den offentlige forvaltning og i retsvæsenet skal bekæmpes. Landet reagerer positivt på EU-institutionernes ønsker, og man kan se tegn på dette i den nye forfatning, som indfører systemer, der skal beskytte domstolenes autonomi og uafhængighed.

Myndighedernes kapacitet vil også blive udviklet via deltagelsen i Fællesskabets partnerskabsprogrammer og udveksling med medlemsstaterne. Nogle af disse programmer skal fremme udviklingen af forskere og unge. Fremme af den frie bevægelighed for personer, navnlig studerende og forskere, er et mål, der bl.a. forfølges ved at forenkle proceduren for udstedelse af kortvarigt visum. I den forbindelse blev der indgået specifikke aftaler med EU i september i år, og det endelige mål er en fuld liberalisering af visumordningen for at gøre den frie bevægelighed effektiv, hvilket er et andet vigtigt punkt i stabiliserings- og associeringsaftalen, og at åbne de kanaler, der fremmer vækst og uddannelse. Vi mener, at de kulturelle foreninger skal have lov til at blomstre, f.eks. ved at fremme sektoren for frivilligt arbejde og beskytte civilsamfundets repræsentanter. Tankefriheden skal sikres, og det samme skal retten til information.

Miljøet fortjener særlig omtale. I førnævnte forfatning er Montenegro defineret som en miljøvenlig republik, og det er det første land i verden, der giver sig selv et sådant prædikat. Naturen har været gavmild mod landet, og det gælder både den smukke kystlinje, den naturlige Kotorbugt og Durmitorbjergmassivet, som er opført på UNESCO’s verdensarvsliste. Denne arv skal beskyttes ved hjælp af en særlig lovgivning, som i mange tilfælde allerede er nedskrevet, men som ikke håndhæves nøje, ofte på grund af manglende finansielle ressourcer.

Landet får betydelige indtægter fra turisme, men desværre kan turismen selv have negative konsekvenser for miljøet, eftersom de faciliteter, der er til rådighed, ikke har systemer, som er egnede til at håndtere den store strøm af turister set ud fra et miljømæssigt synspunkt. Derfor bad vi i et andet forum kommissær Rehn om, at Kommissionen retter sin opmærksomhed mod at fremme miljøpolitikkerne, navnlig når det gælder vedvarende energikilder, affalds- og vandhåndtering samt kystbeskyttelse. Montenegro er klar over problemet og arbejder fortsat på at opnå en korrekt håndtering af naturressourcerne. Der blev for nylig vedtaget en områdeplan for regulering af byggeriet, så kystlandskabet ikke bliver ødelagt.

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! På vegne af PPE-DE-Gruppen bifalder jeg naturligvis de fremskridt, som Montenegro har gjort efter sin uafhængighedserklæring, og som meget hurtigt førte til indgåelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen.

Montenegrinerne bør selvfølgelig ikke sætte sig ned og slappe af nu, men til fulde gennemføre den aftale, som de har undertegnet. De skal følge de retningslinjer, som de selv har opstillet, og give deres offentlige forvaltning mulighed for at gennemføre den vedtagne lovgivning. De skal sikre, at retsvæsenet er tilfredsstillende, og at der gøres en indsats for at bekæmpe korruption, navnlig i den offentlige forvaltning og i retssystemet.

Jeg er udmærket klar over, at den særlige situation, der gjorde sig gældende i regionen i 1990’erne, gjorde det muligt for korruptionen at få fodfæste, og at den er meget vanskelig at fjerne i dag, men det forbedrer ikke Montenegros omdømme blandt EU’s medlemsstater, at landets navn bliver ved med at dukke op i forbindelse med smugling, korruption og hvidvaskning af penge. Montenegros politikere skal gøre alt, hvad der står i deres magt, for at ændre dette image. Når alt kommer til alt, skal EU’s befolkninger jo på et tidspunkt byde velkommen til Montenegro i deres midte. Derfor er det absolut nødvendigt, at udviklingen af demokratiet og af en markedsøkonomi i Montenegro finder sted inden for nogle fuldstændigt gennemsigtige rammer.

Jeg har ikke til hensigt at komme ind på alle de spørgsmål, der blev rejst i dag, eller som stadig mangler at blive rejst, og jeg vil heller ikke kommentere alt det, der står i vores beslutning. Jeg vil dog gerne understrege, at Montenegros landskab er i særklasse, og at det er nødvendigt med særlige foranstaltninger for at bevare dets unikke karakter. Sådan som Marcello Vernola sagde, betyder dette, at bestemmelsen i den nye forfatning om, at Montenegro skal være en miljøstat, ikke bare må være et tomt løfte. Kystlinjen og baglandet skal beskyttes, og enorme investeringsprojekter skal forhindres. Naturfænomener og steder af kulturel og historisk interesse skal bevares for at sikre, at Montenegro ikke mister sin unikke tiltrækningskraft på turister. Der er skrækeksempler nok på sådanne ødelæggelser i Vesteuropa.

Det skal forhindres, at der sælges ud af kystlinjen og baglandet, og en fornuftig udvikling af turismen og en forsigtig brug af jorden skal være på dagsordenen. Det er tvingende nødvendigt at forhindre en overudvikling af kystlinjen, og jord- og ejendomsspekulation skal bremses. Det glæder mig at kunne konstatere, at der nu lader til at være en plan for, hvordan jorden skal anvendes i dette område. Jeg bifalder samarbejdet med ICTY, Det Internationale Tribunal til Pådømmelse af Krigsforbrydelser i det Tidligere Jugoslavien, og jeg håber, at det på et tidspunkt fører til anholdelsen af hr. Karadžić.

Det er ligeledes mit oprigtige ønske, at Montenegro langt om længe opretter det nationale agentur, der gør det muligt for landets studerende og praktikanter at deltage i Erasmus- og Leonardo-uddannelsesprogrammerne.

Vi skal mødes med en delegation af parlamentsmedlemmer fra Montenegros parlament i næste uge, og vi vil opfordre dem til at støtte deres regering i bestræbelserne på at skabe konvergens med EU og at bekæmpe alle de former for misbrug, som vi har nævnt her.

  Vural Öger, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! På EU-topmødet i Thessaloniki i juni 2003 bekræftede stats- og regeringscheferne deres støtte til udviklingen af et europæisk perspektiv i de vestlige Balkanlande, hvor Montenegro er den nyeste uafhængige stat i det tidligere Jugoslavien, eftersom Montenegro erklærede sin uafhængighed fra Serbien i 2006.

Siden da er landets forbindelser med EU blevet tættere og tættere, og Montenegro har klart valgt en europæisk kurs. Jeg glæder mig navnlig over indgåelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen den 18. oktober, som udgør en milepæl i forbindelserne mellem Montenegro og EU. Den giver det lille Balkanland en lang række fordele, navnlig når det gælder handel og forretning, eftersom den indfører et frihandelsområde og letter investeringerne og forretningssamarbejdet.

Den 19. oktober 2007 - lidt over et år efter uafhængighedserklæringen - nåede man en anden vigtig målsætning, da Montenegros parlament vedtog landets første forfatning, som vil spille en særligt vigtig rolle, når det gælder om at skabe denne unge nations identitet. Den fastlægger, at Montenegro er en demokratisk, liberal og miljøvenlig stat, der bygger på retsstaten. Det er en stor succes. Montenegro har lang vej endnu, før landet opnår medlemskab af EU, men de resterende hindringer bliver fjernet lidt efter lidt.

Der er stadig et særligt behov for at gøre fremskridt, når det gælder undergrundsøkonomien og korruption. Et velfungerende frit og uafhængigt retssystem, samarbejde med Det Internationale Tribunal til Pådømmelse af Krigsforbrydelser i det Tidligere Jugoslavien og ikke mindst reformprocesser med hensyn til demokratisering, menneskerettigheder og beskyttelse af minoriteter er absolut nødvendige for Montenegro og dets fremtid i EU. Den første prioritet må være en vellykket gennemførelse af de reformer, som stabiliserings- og associeringsaftalen foreskriver.

Den 1. januar 2008 vil Slovenien, som er en anden af Jugoslaviens uafhængige stater, overtage formandskabet for EU’s Råd. Det er opmuntrende, at en af det slovenske formandskabs prioriteter bliver de vestlige Balkanlande. Sikkerheden og stabiliteten i de vestlige Balkanlande er af største interesse for regionen selv og for hele Europa.

Et demokratisk og stabilt Montenegro kan og bør spille en vigtig rolle, når det gælder om at forfølge disse målsætninger. Jeg vil slutte af med at understrege, at udsigten til, at Montenegro kommer med i EU en dag, selv om det ikke sker i den nærmeste fremtid, er den vigtigste drivkraft for yderligere reformprocesser. I Europa-Parlamentet bør vi støtte Montenegro på dets vej mod EU.

  Jelko Kacin, for ALDE-Gruppen. - (SL) Hr. formand! For mere end 100 år siden var Montenegro et kongerige på det politiske europakort. Det var anerkendt og værdsat både kulturelt og politisk.

En del af kysten, nemlig Kotorbugten, var en integreret del af Østrig-Ungarn og gav på daværende tidspunkt også adgang til havet sammen med det nuværende Hercegovina. Montenegro var engang en del af det moderne Europa og forbereder sig nu på et fuldt samarbejde med og medlemskab af EU.

Siden maj 2006, hvor det blev et nyt europæisk land, har Montenegro gjort opmuntrende fremskridt, hvad angår gennemførelsen af den europæiske dagsorden. Montenegro fortjener vores varmeste lykønskninger for sin undertegnelse af stabiliserings- og associeringsaftalen og den nye lovgivning, der blev vedtaget i oktober. Podgorica fortjener også anerkendelse for sit samarbejde med Haagtribunalet og for sin positive rolle og sit bidrag til den langsigtede stabilitet i regionen.

Fra i dag vil EU dog være anderledes, eftersom vi for et par timer siden var vidner til en særdeles historisk begivenhed, da chartret om grundlæggende rettigheder blev undertegnet. Statsborgerne i Montenegro fortjener også et større demokrati, større respekt, større diversitet og større retssikkerhed. De vigtigste udfordringer for dette unge land er bekæmpelsen af organiseret kriminalitet og korruption, hvor der kan og skal gøres mere. Jeg vil bede de kompetente myndigheder om at være mere proaktive i deres bekæmpelse af korruption, organiseret kriminalitet og handel med mennesker, våben og narkotika.

Jeg bifalder i den forbindelse de faste lovgivningsrammer. Jeg vil dog gerne understrege, at lovgivningens gennemførelse i praksis er en proces, der også kræver tilstrækkelige administrative og politiske ressourcer. Jeg er stadig meget bekymret over manglen på gennemsigtighed og politisk kultur, både i de politiske og økonomiske strukturer. Dette forhindrer Montenegro i at udvikle et demokratisk samfund og et frit marked.

Montenegro skal gøre en større indsats med hensyn til mediernes frihed, pluralisme og professionalisme. Landet skal gennemføre de vedtagne reformer fuldstændigt og sikre uafhængigheden af Montenegros radio og fjernsyn.

Jeg beklager, at der stadig ikke har været nogen resultater af undersøgelserne af sagen om den myrdede journalist Duško Jovanović, som var i gang med at offentliggøre en række artikler om organiseret kriminalitet i Montenegro.

Journalisterne og civilsamfundet spiller en vigtig rolle for demokratiets udvikling, navnlig fordi de gør opmærksom på følsomme sociale problemer. Derfor vil jeg bede regeringen om at gøre en mere aktiv indsats for at løse disse problemer og om at involvere og høre civilsamfundet og give dem bedre arbejdsbetingelser.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne rette en varm tak til hr. Vernola for hans betænkning og for den samarbejdsvillige måde, som man håndterede den på i Udenrigsudvalget. Med endnu større taknemmelighed vil jeg dog gerne lykønske Montenegros parlamentsmedlemmer og Kommissionen, da de endnu en gang har vist, at et europæisk perspektiv fremmer udviklingen af demokratiet, retsstaten og stabilitet.

Jeg mener dog rent faktisk, at denne proces går for langsomt. Derfor vil jeg appellere til begge parter - og jeg vil starte med os selv, nemlig EU-institutionerne - om at huske, at Montenegro og alle de vestlige Balkanlande reelt hører med til Europa. Det er i vores egen interesse, at varig fred og demokrati bliver dominerende her. Vi bør udvide vores engagement til hele regionen. Vores forslag om en specifik dagsorden for et tæt økonomisk og miljømæssigt partnerskab med de vestlige Balkanlande bør vedtages. Lad os afskaffe visumkravene hurtigst muligt.

Jeg beder Montenegro om at sørge for, at fremskridtsrapporterne ikke længere - sådan som det har været tilfældet i årevis - fortæller os om en utilstrækkelig indsats for at bekæmpe korruption, om organiseret kriminalitet og om offentlige institutioner med utilstrækkelig kapacitet. Montenegro skal øge indsatsen for at føre de europæiske værdier ud i livet. Dette omfatter en atmosfære med åbenhed, hvor civilsamfundets aktiviteter rigtigt kan blomstre, og hvor ubegrænset mediefrihed er en selvfølge.

Endelig skal Montenegro spille en mere fremtrædende rolle som en konstruktiv aktør i hele regionen og i bestræbelserne på at løse spørgsmålet om Kosovos status. Måske kan landet også tage nogle af de skridt op til fornyet overvejelse, der førte til afhængighed af lande uden for Europa på visse områder. Sådanne skridt omfatter både indgåelsen af en bilateral immunitetsaftale med USA og en lovgivning, der muliggør en skadelig jord- og ejendomsspekulation, som underminerer indsatsen for at beskytte miljøet og hindrer en ægte bæredygtig udvikling i Montenegros fantastisk smukke kystregion.

Den nylige vedtagelse af målsætninger for den fysiske planlægning er et vigtigt skridt. Jeg vil endnu en gang gerne sige tillykke og give udtryk for min støtte til yderligere skridt på vejen mod EU-medlemskab.

  Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! I 1918 traf det uafhængige Montenegro en frivillig beslutning om at slå sig sammen med nabolandene Serbien, Kroatien, Bosnien-Hercegovina og Slovenien. Efter Jugoslaviens opløsning besluttede Montenegros vælgere på demokratisk vis i 2006, at Montenegro ikke længere skulle være forenet med Serbien. Dermed blev Montenegro Europas 49. uafhængige stat, en stat, hvor størstedelen af befolkningen er slavere, undtagen i de regioner, der grænser op til Albanien og Kosovo, hvor der er flest etniske albanere.

Hvad hverdagspolitikken angår, er det vigtigt, at Montenegro ikke bliver et paradis for udlændinge, der ønsker at betale mindre i skat og at hvidvaske ulovligt tjente penge. Montenegro skal finde løsninger på problemet med miljøforurening og situationen med langtidsflygtninge fra Serbien og Kosovo.

Jernbanerne skal gøres brugbare igen, og smugling skal bekæmpes. Min gruppe glæder sig over, at Udenrigsudvalget vedtog vores ændringsforslag om flygtninges leve- og arbejdsforhold. Personer, som ikke på nuværende tidspunkt er statsborgere i noget land, må ikke være statsløse for altid, og Montenegro skal følge de retningslinjer, som Europarådet har opstillet i den forbindelse.

Vores forslag om genoptagelse af togdriften til Nikšić ved den bosniske grænse og til Shkodër i Albanien er også blevet vedtaget. Det er tvingende nødvendigt at træffe foranstaltninger, så man igen lægger vægt på togforbindelsen mellem nord og syd, og at rette op på den ubalance, som beslutningen om udelukkende at anvende biler, busser og lastbiler giver.

Vi glæder os ligeledes over, at ordføreren ikke gentog den opfordring, han kom med i sin foregående betænkning om Montenegro, nemlig at landet hurtigt bør komme med i NATO. Tiltrædelse af NATO må ikke være et krav i forbindelse med den kommende mulighed for EU-medlemskab.

Endvidere er det en god ting, at man i betænkningen ikke gentager kravet om, at Montenegro fører den slags nyliberale økonomiske politik, der ville gå endnu længere end det, vi allerede har gjort i EU. Montenegro har mulighed for at blive en EU-medlemsstat. Det er vigtigt, ikke bare for Montenegro, men også for de andre lande i det tidligere Jugoslavien, der ligeledes ønsker tiltrædelse.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Ordføreren, hr. Vernola, siger med rette, at Montenegros fremtid ligger i EU. Men vejen til europæisk integration er ikke en vej, der er bestrøet med roser. Den måde, som det nye Balkanland udvikler sig på, får alarmklokkerne til at ringe. Montenegro er måske i teorien fantastisk “grønt” og udvikler sig på en ideel måde, men Podgorica skal fortsætte denne udvikling på lang sigt. Og den nuværende praksis lader til at være dybt rodfæstet.

F.eks. udgør det ustabile boom i ejendomspriserne ved “guldkysten” omkring Kotor en risiko. Hertil kommer, at det hurtigtekspanderende og undertiden illegale byggeri er en alt for stor belastning for landets vand- og kloaksystem. Hr. Vernola nævner dette, men understreger det ikke kraftigt nok, eftersom det er et meget alvorligt problem.

Også Montenegros turismes store vækstpotentiale har sine mørke sider. Mens det lille lands Adriaterhavskyst oplever et udviklingsboom, ligger arbejdsløsheden i den nordlige del af landet på 20 %, og fattigdommen er over det nationale gennemsnit.

Desuden er arven fra krigen stadig tydelig. Infrastrukturen er minimal, og nogle steder må befolkningen slås med vand- og elektricitetsknaphed. Montenegrinerne investerer stadig ikke produktivt nok i en sund økonomisk fremtid. Når det gælder udvikling, og når det gælder optagelsen i EU, har Montenegro brug for en ordentligt udtænkt vækststrategi for hele landet. Der må ikke være nogen letsindige foranstaltninger med hensyn til “Europas nye guldkyst”.

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Det glæder mig at kunne støtte samtykket til indgåelsen af en stabiliserings- og associeringsaftale mellem EU og Montenegro, som er en af de vigtige og positive handlinger, der har fundet sted i Sydøsteuropa i de sidste par måneder. Denne aftale er en anerkendelse af det arbejde, som Montenegro har udført, og samtidig er den en kontraktmæssig forpligtelse til at fortsætte arbejdet med udsigt til et fuldgyldigt medlemskab i Thessalonikis ånd.

Aftalen indeholder en klar angivelse af de vigtigste prioriteter på det politiske og økonomiske område og på andre områder. Jeg bifalder i den henseende aftalens klare sammenhæng med udviklingsprioriteter inden for turisme, miljøbeskyttelse, transport og energiproduktion. Alle disse prioriteter hænger tæt sammen med hinanden, og derfor er det også vigtigt, at Montenegro foretager eller sørger for en administrativ reform, som gør landet i stand til at sikre hurtig udvikling og opfyldelse af betingelserne for at opnå kandidatstatus. Jeg håber oprigtigt, at Montenegro får succes i den forbindelse, eftersom gennemførelsen, som talerne før mig var inde på, afhænger af dette.

Jeg er sikker på, at EU under det slovenske formandskab vil notere sig ethvert fremskridt fra Montenegros side, når det gælder opfyldelsen af de kontraktmæssige forpligtelser. Montenegros fremskridt er naturligvis af særlig interesse for de sydøsteuropæiske lande og dermed også for EU som helhed.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Der er meget, som man kan beundre ved Montenegro. Landskabet er beundringsværdigt, og det samme gælder for den måde, som løsrivelsen fra Serbien fandt sted på, hvor både Montenegro og Serbien opførte sig på en meget ansvarlig måde. Jeg må også give udtryk for min beundring for landets minoritetspolitik, som følge af hvilken landets minoriteter i det store og hele føler sig hjemme i Montenegro. Dette og meget andet fortjener så afgjort vores beundring.

Der er dog også mørke sider, som gør mig meget bekymret, og som andre talere allerede har nævnt. En af disse er de udenlandske investorers aktiviteter og navnlig de russiske investorers aktiviteter. Jeg har ikke noget imod russiske investeringer i Montenegro eller i andre lande. Montenegrinerne skal dog passe på, at der ikke opstår en ubalance, som gør dem afhængige af et enkelt land - og det gælder afhængigheden af et hvilket som helst land, ikke bare af Rusland. Nogle af disse investeringer bringer allerede Montenegros naturskønne områder og maleriske landskaber i fare.

Noget, som jeg stadig beklager dybt, er den udbredte korruption, som nogle af parlamentsmedlemmerne allerede har været inde på. Vi har mange rapporter fra mediekilder, som man i det mindste må regne med forsøger at rapportere på en nogenlunde afbalanceret måde. Sagerne om omfattende korruption i forbindelse med cigaretsmugling og andre sager, som vi har læst om, er noget, som vi troede var fortid. Jeg vil bede Kommissionen om at give disse tilfælde høj prioritet. Hvis korruption var det eneste kriterium, burde vi ikke sige ja til stabiliserings- og associeringsaftalen i dag eller i den nærmeste fremtid. Vi skal dog sige ja til den - og her taler jeg også på vegne af Den Socialdemokratiske Gruppe - eftersom vi ønsker at hjælpe landet med dets reformproces.

Det siger dog sig selv, at vi forventer, at Kommissionen og landet selv gør den størst mulige indsats for at udrydde korruption, som - og det er det sørgelige - har bredt sig ind i de politiske cirkler. Der har i det mindste været omfattende og seriøse påstande om korruption hos politikere. Ligesom hr. Kacin vil jeg gerne understrege, at sagen om mordet på Duško Jovanović endnu ikke er blevet løst. Jeg gad vide, om det er et rent tilfælde, at han og hans kolleger havde skrevet en masse om organiseret kriminalitet. Jeg håber, at det er tilfældigt, og at der ikke er nogen sammenhæng. Jeg håber virkelig, at Montenegros myndigheder snart opklarer denne sag og vil gøre en meget større indsats for bekæmpe korruption i deres eget land.

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! Henstillingen om indgåelse af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og Republikken Montenegro vedrører en særlig situation. For første gang har vi at gøre med et land, der har opnået uafhængighed gennem en folkeafstemning.

Jeg var observatør ved det første parlamentsvalg, der blev afholdt i Montenegro efter folkeafstemningen, og jeg var repræsentant for Europarådets Parlamentariske Forsamling. Både Europarådets delegation og OECD bekræftede valgets demokratiske karakter. Jeg var fascineret af, i hvor høj grad civilsamfundet var involveret i observationen af valgprocessen. Repræsentanter for ikkestatslige organisationer og valgbestyrere var til stede i alle de valgkomitéer, vi besøgte. Det var tydeligt, at medlemmerne af valgkomitéerne var meget engagerede i at sikre, at alle procedurer blev overholdt. Det skal også bemærkes, at Montenegro har indført euroen som lovligt betalingsmiddel.

Hvad angår de fremskridt, der gøres i retning af en integration i EU, støtter jeg henstillingen om aftalens indgåelse. Det er mit håb, at tilpasningsprocessen vil hjælpe Montenegro med at forbedre indbyggernes leveforhold.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Forbindelserne mellem EU og Balkanlandene er et delikat spørgsmål, og det skyldes til dels, at de største EU-medlemsstater med deres “del og hersk”-politik i betydelig grad bidrog til opløsningen af det tidligere Jugoslavien, som siden Første Verdenskrig havde været en nøglefaktor for stabilitet i området som helhed. Med undtagelse af Slovenien er alle disse stater kendetegnet af ustabilitet, etniske spændinger, migrationsproblemer, et højt niveau af korruption og arbejdsløshed, en svag stat og de valgte parlamenters begrænsede indflydelse. Et sådant miljø giver næring til ulovlig handel med våben, mennesker, narkotika, alkohol og tobaksprodukter. I et sådant miljø er det vanskeligt at planlægge transport, energi og økonomisk udvikling. Det er også vanskeligt at beskytte miljøet. Det kommer nok ikke overraskende for nogen af Dem, at vi betragter disse fænomener - der også gør sig gældende i Montenegro - som vigtige globale spørgsmål, som verden står over for. En beslutning er kun en ringe erstatning for det, vi burde gøre for at råde bod på den skyld, som flere af medlemmerne bærer for den nuværende situation i dette område. Er Parlamentet klar over dette?

  Georgios Georgiou (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Hr. Vernola har givet et glimrende - jeg vil endda sige livagtigt - billede af Montenegro, som er det mest fortryllende hjørne af Balkanlandene. I Balkanlandenes legender har der altid været eventyr om dette gamle kongerige, som var i stand til at sameksistere med fem nabolande. Så mange nabolande! Det grænser op til Bosnien, Kroatien, Serbien, Albanien og Kosovo, som nu måske bliver Montenegros problem, for så vidt vi kan forstå på aviserne og på andre parlamentsmedlemmer, vil Kosovo nu unilateralt erklære sin uafhængighed!

Dette kunne være et problem for Montenegro, hvor der nu bor et stort antal albanere. Undertegnelsen af associeringsaftalen om forhandlingernes start er efter min mening meget positiv og vil fremme en reform af den offentlige forvaltning og af retsmyndigheden, men den vil først og fremmest være med til at bekæmpe korruption, og jeg håber, at denne aftale vil begrænse de tendenser, der kunne opstå blandt den albanske befolkning.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Den politiske situation i Balkanlandene har været genstand for Europa-Parlamentets særlige interesse i mange år. Det glæder os, at fred og samarbejde mellem nationerne nu er normen i regionens hverdag efter en periode med forfærdelige konflikter.

Selv de mest følsomme spørgsmål, såsom nye staters uafhængighedserklæring, finder nu sted eller kan finde sted på en måde og i en form, der opfylder de højeste internationale standarder. Dette er den egentlige tendens i den politiske udvikling i Balkanlandene, en tendens, der giver mulighed for at nå den strategiske målsætning for de nationer, som regionen omfatter, nemlig et tættere samarbejde med EU, der munder ud i og inkluderer et fuldt medlemskab.

Montenegro er et glimrende eksempel på denne tendens. Efter at landet erklærede sin uafhængighed, bevarede det de gode forbindelser med sine nærmeste naboer, herunder Republikken Serbien, som Montenegro tidligere havde været i en føderation med. Montenegro indledte straks nogle intensive forhandlinger om stabiliserings- og associeringsaftalen, som endte med aftalens undertegnelse den 15. oktober i år. Samtidig indgik landet en frihandelsaftale med EU, der træder i kraft i januar.

I løbet af denne korte tid, nemlig knap halvandet år, har Montenegro gjort mærkbare fremskridt. Ændringerne i skatte- og afgiftspolitikken og indførelsen af en markedsøkonomi, der bygger på konkurrence og fri bevægelighed for kapital, må betragtes som positive resultater.

Der er stadig meget, der skal gøres, navnlig inden for socialpolitik, beskæftigelse, energi, miljøbeskyttelse, sikkerhed og borgerlige rettigheder. En effektiv bekæmpelse af korruption og organiseret kriminalitet og et fuldt samarbejde med Det Internationale Tribunal i Haag er særligt vigtige opgaver, som Montenegros regering skal løse.

Montenegro er dog ikke det eneste land, der står over for disse problemer. Alle de Balkanlande, der ansøger om EU-medlemskab, skal tackle de samme udfordringer. Montenegro er et af de lande, der er længst fremme i denne proces, og jeg vil gerne give udtryk for mit håb om, at det bliver ved med at være tilfældet. EU er klar til at byde Balkanlandene vedlkommen i Fællesskabet. Hvorvidt og hvornår dette sker, afhænger først og fremmest af Balkanlandenes elite og af Balkanlandenes politikeres fornuft.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Montenegro har gjort synlige fremskridt i løbet af landets korte eksistens. Grundlaget er lagt til en ny stat, og der er blevet vedtaget en ny forfatning. Der er en stor vækst i landets økonomi på 8 %, og den indenlandske investering i år har været på omkring 700 millioner euro. Der er undertegnet en stabiliserings- og associeringsaftale, og Montenegro har taget det første skridt på vejen til fuldt medlemskab af EU. Hvis landets vej til medlemskab af EU skal blive så kort som muligt, bør man i Podgorica træffe en række grundlæggende beslutninger. Det er nødvendigt at styrke retsstatens funktion og bl.a. sikre et uafhængigt retsvæsen. Det er også nødvendigt - mere overbevisende end tidligere - at bekæmpe korruption og øge gennemsigtigheden i beslutningstagningen i de politiske og økonomiske strukturer med henblik på at sikre, at markedsøkonomien fungerer demokratisk og retfærdigt. Turisme har en grundlæggende betydning for Montenegros økonomi. Dens bæredygtighed skal sikres ved at vedtage en samlet lovramme for beskyttelsen af miljøet og kystlinien.

Tiltrædelsesprocessen for Montenegro og dens naboer fremmer en meget større udvikling af regionalt samarbejde. Jeg er overbevist om, at regionalt samarbejde som led i CEFTA også vil medvirke til at løse mange politiske, økonomiske og sociale problemer på området som helhed. Jeg vil slutte mit indlæg med at opfordre Kommissionen til at hjælpe Montenegro og andre lande på Vestbalkan med at etablere regionalt samarbejde, primært på energi-, transport- og miljøområdet.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Hr. Swoboda nævnte med rette for lidt siden den udbredte korruption i Montenegro. For at underbygge det vil jeg citere tal fra Transparency International, som viser, at på en skala fra 0 til 10 (hvor 10 betegner ingen korruption) scorer Montenegro 3,3. Det ligger således forrest i rækken af lande, hvor korruption er et stort problem.

Jeg kan tilføje, at smugleri også er et alvorligt problem for Montenegro. I den forbindelse har landet virkelig ingen grænser. For nylig blev der stillet forslag om at forbyde rygning på offentlige steder, men samtidig kan man i hovedstadens centrum købe tusindvis af pakker med smuglercigaretter. På det område har Montenegro tydeligvis lang vej tilbage, inden det kan blive medlem af EU.

På den anden side skal Montenegro opfordres til at opfylde EU’s betingelser snarest muligt. Jeg glæder mig over, at der med hensyn til f.eks. retsvæsenet eller administrationens funktion er sket mærkbare fremskridt. Vi skal forstå rigtigt, hvad Montenegro har gjort på dette område, siden det ret uventet erklærede sig selvstændigt efter en folkeafstemning.

Jeg tror, at EU bør give et klart signal om, at vejen til EU bliver kortere, når først de relevante betingelser er blevet opfyldt. Vi skal give en reel udsigt til medlemskab - selvfølgelig ikke om to, tre eller fire år - men et ægte incitament til det montenegrinske samfund til øget opnåelse af europæiske standarder.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Montenegro er ikke blot et af verdens smukkeste lande, det er også det land på Balkan, der har den ældste tradition for uafhængighed i moderne tid. Da Belgien blev grundlagt, havde Montenegro allerede været uafhængigt i flere århundreder og havde en stats karakteristika. Jeg understreger dette, fordi Montenegro altid med urette fejes til side som et eksempel på et overflødigt lillebitte land, som pludselig ved et af skæbnens luner blev et selvstændigt land.

Jeg vil sige til hr. Markov, at Montenegro blev annekteret af dets serbiske allierede efter den første verdenskrig. Der var dengang ikke tale om en frivillig union. Der blev afholdt en parlamentarisk proformaafstemning, men det var alt. Der eksisterede en omfattende frihedsbevægelse i Montenegro, hvis aktiviteter fortsatte i 1920’erne og 1930’erne. Tito genoprettede derefter Montenegros uafhængighed inden for Jugoslavien, og i henhold til Titos jugoslaviske forfatning havde det ret til løsrivelse. Da det imidlertid forsøgte at udøve den rettighed, blev der lagt hindringer i vejen. I dag er det et selvstændigt land på vej mod EU-medlemskab.

Vi skal støtte de demokratiske kræfter i landet. Som det allerede er blevet sagt, er Montenegros behandling af mindretal et eksempel for mange andre i regionen, og derfor støttede mindretallene selvstændighed. Det Montenegro imidlertid stadig har brug for, er et stærkere uafhængigt uddannelsessystem i lighed med systemet i det franciskanske skolecenter i Tuzi i nærheden af Podgorica. Der er behov for private uddannelsesinitiativer for at gøre landet mere fleksibelt.

Jeg opfordrer regeringen til ihærdigt at gå videre ad denne vej hen imod pluralisme, ikke blot i økonomien, men også inden for uddannelse og landets forfatningsmæssige og demokratiske strukturer.

(Bifald)

  Józef Pinior (PSE). - (PL) Hr. formand! Montenegro er uden tvivl et eksempel på positiv udvikling på Balkan med hensyn til statens opbygning, forfatningen, retsstaten, indtræden på det globale marked og udvikling af en markedsøkonomi. Derfor bør Parlamentet helt sikkert støtte stabiliserings- og associeringsaftalen mellem Den Europæiske Union og Republikken Montenegro.

Samtidig skal vi imidlertid huske på, at der er meget at ændre og gøre i Montenegro, særlig med hensyn til retsstaten og bekæmpelse af korruption. Jeg vil gøre opmærksom på, at Montenegro i april 2007 undertegnede en bilateral aftale med USA om udelukkelse fra Den Internationale Straffedomstol. Desværre er aftalen i strid med EU’s fælles holdning og grundlæggende principper. Den Internationale Straffedomstol er en meget vigtig institution set ud fra EU-politiks synspunkt. Den bilaterale aftale skurede derfor ubehageligt mod udsigten til en aftale med EU.

Jeg siger ikke dette for at gøre Parlamentet uvenlig stemt over for Montenegro. Jeg mener tværtimod, at Kommissionen og alle EU-institutionerne for tiden bør gøre meget for at hjælpe landet med at forberede sig hensigtsmæssigt til tættere forbindelser med EU, særlig med hensyn til bekæmpelse af korruption, styrkelse af retsstaten, opbygning af en markedsøkonomi og at dæmme op for det sorte marked.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Eksemplet med Montenegro viser, hvor vigtig en folkeafstemning kan være. Jeg forstår derfor, hvorfor nogle plakater, der opfordrede til folkeafstemning, blev holdt op her i Parlamentet i dag, da Lissabontraktaten selvfølgelig giver os mulighed for at tilbyde den europæiske befolkning en sådan folkeafstemning. Jeg tror, at det er vigtigt at inddrage befolkningen i høringsprocessen og give den mulighed for at give udtryk for dens ønsker.

I Montenegro er der efter min mening også behov for at styrke landets økonomiske strukturer. Som hr. Posselt allerede har anført, er uddannelsesinstitutionerne og EU’s programmer af særlig betydning i den forbindelse. På energiområdet er energieffektivitet og vedvarende energi en stor udfordring i Montenegro, samtidig med at det giver enestående muligheder.

I telekommunikationssektoren vil det også være hensigtsmæssigt, hvis Montenegro gennemfører roamingdirektivet i national lovgivning, da det selvfølgelig kunne bidrage til bedre kommunikation med de andre europæiske lande til mere rimelige priser.

Det siger sig selv, at miljøet er en at de største udfordringer, og affaldshåndtering, kloakker og spildevand er et særligt problem. Hvis vi taler om enestående uberørt naturskønhed, har vi grundlag for at anvende de seneste standarder på dette område. EU tilbyder rammer for miljøstøtte, som bør indføres snarest muligt.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg siger mange tak til ordføreren, som havde den ære i betænkningen at introducere et nyt og samtidig gammelt europæisk land. Efter “fløjlsskilsmissen” fra Serbien har Montenegro fået mulighed for at demonstrere et lille, stolt lands ubegrænsede potentiale. På den anden side bør Montenegro føre an i udviklingen af regionalt samarbejde og fortsætte med at øge mindretals rettigheder og bidrage til at ændre Balkan fra en krudttønde til en nationernes have.

Ligesom de andre lande, hvis navne først for nylig er dukket op på landkortet, står Montenegro over for en række risikable udfordringer, f.eks. indgroet korruption, ulovlig virksomhed, den sorte økonomi osv. Desværre bliver en række udenlandske investorer, særlig fra Rusland, tiltrukket af dette unge land, hovedsagelig fordi det i Montenegro er let at indgå ulovlige finansielle handler. Beslutningen om ikke at udlevere de amerikanske arbejdere til Den Internationale Straffedomstol til gengæld for militær bistand underminerer Montenegros troværdighed, hvad angår dets vilje til at samarbejde fredeligt med dets naboer, og endog dets forpligtelse til europæiske mål.

I dag er Montenegro fra fortidens skygger i lighed med dets nabolande tiltrukket af udsigten til at blive medlem af EU. Selve udsigten til at blive en medlemsstat tilskynder til at udvikle demokratiet, menneskerettighederne og et bedre liv for borgerne. Gennemførelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen bør sætte vind i EU’s sejl til Montenegros reformer. Landet kan trække på den erfaring, dets nabo Slovenien og andre lande, som blev medlem af EU i det nye årtusinde, har fået undervejs til opnåelsen af EU-medlemskab.

Montenegros initiativ med at erklære sig for en økologisk republik er prisværdigt. Vejen til en troværdig gennemførelse kan imidlertid blive lang.

Det er godt, at det tæppe af isolation, der har omgivet visum til Montenegro og andre Balkanlande, er blevet fjernet. Kommissionen og Rådet bør ikke standse midtvejs, men blive ved med at fjerne denne hindring samt økonomiske og bureaukratiske barrierer, samtidig med at der opretholdes et højt beskyttelsesniveau mod kriminelle og lovovertrædere.

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke parlamentsmedlemmerne for en meget væsentlig og betydningsfuld debat og hr. Vernola for at have tilskyndet til debatten.

De fleste medlemmer har med rette understreget, at det er absolut nødvendighed at bekæmpe korruption og kriminalitet og at sikre, at retsstatsprincippet bliver håndhævet i Montenegro. Det er jeg fuldstændig enig i: Retsstatsprincippet er grundlæggende vigtigt for alle samfundssektorer, idet det underbygger hele samfundets og økonomiens funktion. Derfor lægger Kommissionen meget vægt på en reform af retsvæsenet tidligt i førtiltrædelsesprocessen i Montenegro samt i de andre lande på Vestbalkan. Det er et af de vigtigste politiske tiltrædelseskriterier, som først og fremmest skal tages i betragtning.

Hr. Vernola og mange andre parlamentsmedlemmer har også understreget betydningen af økologi og miljøet. Kommissionen hjælper dette gamle kongedømme med at blive den økologiske republik i nationernes have, som hr. Paleckis sagde, ved at styrke Montenegros administrative kapacitet, hvilket til gengæld gør landet bedre i stand til at tilnærme dets love til EU’s lovgivning, f.eks. inden for affaldshåndtering og vandrensning.

Dette er imidlertid også forbundet med korruption, og i Kommissionens fremskridtsrapport anføres det, at der ikke er gjort en øget indsats for at dæmme op for politisk korruption, at forvaltningen af offentlige aktiver giver anledning til alvorlig bekymring, og at der stadig er udbredt korruption, særlig i forbindelse med byggeri og regionplanlægning, privatisering, koncessioner og offentlige indkøb. Dette er et meget alvorligt spørgsmål og grunden til, at Montenegro er nødt til prioritere bekæmpelsen af korruption højt.

Jeg kan også informere Dem om, at Kommissionen agter at vedtage en meddelelse i begyndelsen af næste år - sandsynligvis i marts - i hvilken vi vil gøre status over udviklingen siden Thessaloniki og Salzburg sidste år og give retningslinjer for fremtiden. Et af emnerne bliver visumliberalisering, som mange af Dem med rette har nævnt. Kommissionen vil indlede en dialog om køreplaner for visumfrie rejser, hvilket burde hjælpe landene på Vestbalkan med at gøre fremskridt i opfyldelsen af kravene, således at befolkningen i Balkan ikke længere behøver visum for at rejse til EU.

Men jeg understreger, at dette ikke som sådan hører under Kommissionens beføjelser, men under de nationale regeringer i EU, og indenrigsministerierne og -ministrene er de væsentlige aktører i den forbindelse. Vi skal derfor slå os sammen og indlede en effektiv lobbyvirksomhed over for indenrigsministrene samt de berørte lande på Vestbalkan, da vi skal være sikre på, at alle sikkerhedskravene såsom udstedelsen af dokumenter og grænsekontroller er fuldstændig i orden, før vi kan gennemføre en visumliberalisering.

Endelig glæder det mig meget at høre om det vellykkede parlamentariske samarbejde, der finder sted mellem Parlamentet i Montenegro og Europa-Parlamentet. Jeg ved, at dette er meget vigtigt - det er et led i ægte politisk integration - og det medvirker til at udvikle institutioner i Montenegro på en meget kærkommen måde. Jeg er sikker på, at vi kan samarbejde om at styrke de demokratiske institutioner og den administrative kapacitet i Montenegro. Det glæder mig meget, at vi er enige om den fremtidige udvikling i Montenegro på dets vej mod EU.

(Bifald)

  Formanden. - Som afslutning på forhandlingen har jeg modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾ om Kommissionens redegørelse.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen om beslutningsforslaget og Vernola-betænkningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Bogdan Golik (PSE), skriftlig. - (PL) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet glæder det mig at give udtryk for, at jeg støtter indgåelsen af stabiliserings- og associeringsaftalen mellem De Europæiske Fællesskaber og deres medlemsstater og Republikken Montenegro.

Jeg tror, at samarbejdet mellem EU og Montenegro bliver til gensidig gavn i fremtiden, særlig gennem gradvis gennemførelse af et bilateralt frihandelsområde. Jeg glæder mig også over Montenegros fremskridt hen imod at opfylde de forpligtelser, EU har pålagt.

Jeg vil imidlertid kort nævne et par områder i henhold til Kommissionens henstillinger, hvor Montenegro fortsat skal gøre en indsats, hvis det ønsker at komme nærmere på EU. Den vigtigste opgave er at styrke retsstaten ved at gennemføre en reform af den offentlige administration, således at institutionerne på alle niveauer bliver styrket, og politiseringen af dem bliver effektivt bekæmpet. Jeg er bekendt med og sætter pris på Montenegros lovgivningsmæssige indsats på dette område, men det vigtigste er, at den gradvis bør gives større praktisk virkning. De montenegrinske myndigheder skal også indføre større gennemsigtighed i sager vedrørende budgetkontrol, forvaltning af offentlige midler og udbudsprocedurer.

Jeg tror, at Montenegros gennemførelse af Kommissionens henstillinger vil gøre det muligt hurtigt at få landet på direkte kurs mod tiltrædelse.

(1) Se protokollen.

14. Den 1. december, den internationale dag for bekæmpelse af aids (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om den 1. december, den internationale dag for bekæmpelse af aids.

  Markos Kyprianou, medlem i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Vi har endnu en gang lejlighed til at diskutere denne alvorlige trussel mod sundheden i Europa-Parlamentet. Det er kun nogle få måneder siden, vi havde lejlighed til at diskutere EU’s handlingsplan mod denne trussel mod sundheden. Vores bekymring gælder naturligvis ikke kun EU, men hele verden.

Vi er bekymrede over det stigende antal smittede, og vi mener, at antallet på 33 millioner mennesker, som er smittet og lever med HIV på verdensplan, er for højt. Derfor vil vi gøre noget inden for EU, men vi vil koordinere det med alle de øvrige internationale aktører uden for EU for at bekæmpe dette spørgsmål globalt. Dette er også i overensstemmelse med EU’s nye sundhedsstrategi, som omfatter en global rolle til EU på sundhedsområdet.

Blandt de områder, vi kan koncentrere os om, er først og fremmet at forhindre smitte - dette er meget vigtigt. Samtidig skal vi sørge for, at der er adgang til test samt til behandling og pleje, hvor der er behov for det. For at opnå alt dette må vi øge bevidstheden, og det er en meget vigtig faktor. Her halter vi bagefter, det kommer jeg tilbage til om lidt. Men der er også den sociale stigmatisering. Det er en af vores store bekymringer, og det er på en måde en ond cirkel, fordi den sociale stigmatisering betyder, at folk ikke ønsker at blive testet og få at vide, at de er blevet smittet, og at de dermed kan smitte andre. De søger ikke behandling og bliver ikke testet, med alle de negative konsekvenser, som det har. Dette er især bekymrende blandt unge, og det er vores primære bekymring og mål.

Vores undersøgelser og rundspørger viser, at der virkelig mangler viden blandt de unge - der er stor uvidenhed om disse helbredsrisici. Derfor er det vigtigt at vise dem på en afbalanceret måde, som formidler oplysning, og som på den ene side ikke skaber panik, men på den anden side heller ikke bagatelliserer sagen, at dette er en alvorlig sygdom, som ikke kan kureres, men at de kan beskytte sig selv - og man kan vise dem, hvordan man gør det - og at de ikke behøver være bange for medborgere, som har infektionen, som har sygdommen.

Eurobarometer har blotlagt to ekstreme holdninger. Nogle unge mener ikke, der er noget at bekymre sig om - man tager noget antibiotika, og så forsvinder det. Andre mener, at man kan blive smittet bare ved at røre ved en smittet eller dele glas med dem eller gennem et kys. Så vi ser to ekstreme holdninger til denne helbredstrussel, og ingen af dem er effektive i forhold til vores mål, som er at kontrollere udbredelsen af smitten.

Verdensaidsdagen er en vigtig dag, som giver os mulighed for at diskutere og oplyse, men vi bør ikke begrænse os til denne ene dag, og derfor glæder det mig, at vi i det mindste i EU vil diskutere disse spørgsmål løbende. Men når det gælder de unge, skal vi huske, at vi havde en meget aktiv, meget effektiv og meget aggressiv kampagne i 1980’erne, som faktisk nåede målet om at øge bevidstheden, men derefter stoppede vi, og vi glemte, at en ny generation af unge mennesker er blevet seksuelt aktiv, efter at disse kampagner er ophørt. Faktisk blev nogle af dem født lige før disse kampagner sluttede, og de har derfor ikke nydt godt af de oplysningskampagner, der fandt sted den gang, og derfor har vi de resultater, som jeg netop har nævnt. Vi ved, at vi kan opnå det ønskede oplysningsniveau gennem simple budskaber, simple metoder, rollemodeller, kendte, meningsdannere som viser et godt eksempel og forklarer situationen.

I år tog vi initiativ til at foreslå EU’s sundhedsministre, at vi alle samtidig skulle gå ud på skolerne og diskutere disse problemer med de unge på verdensaidsdagen for at se, hvad de ved, fortælle dem, hvad vi ved, og udveksle synspunkter. Vi fik positiv respons, idet over halvdelen af medlemsstaternes ministre fulgte denne model.

Vi gik ud på skolerne - jeg gik også derud - og det var en øjenåbner at føre disse debatter og diskussioner med de unge og forstå, først og fremmest hvad de ved eller ikke ved om denne sygdom, og også nogle praktiske problemer. De ved f.eks. godt, at den bedste beskyttelse er at bruge kondomer, men hvor kan de få fat i dem? De er for flove eller bekymrede eller generte. Så vi ser nogle praktiske effekter, som vi aldrig havde troet var problemer, aldrig havde troet vi skulle møde i Europa. Men de er der stadig.

Fordi vi gerne til tale til de unge i et sprog, som de forstår, tog Kommissionen i år initiativ til at producere et nyt tv-spot om, hvordan man undgår hiv-smitte. Det skete i form af en konkurrence blandt de unge, hvor den bedste blev valgt, og vinderindslaget var lavet af en polsk studerende. Den producerede vi, og den blev vist af adskillige tv-kanaler og også anvendt under besøgene på skolerne. Dette er en vigtig strategi, som vi skal følge, nemlig at tale til de unge i et sprog, som de forstår.

Men som jeg sagde tidligere findes udfordringerne fra hiv og aids også uden for EU’s grænser. Det er sandt, at der på verdensplan er sket gode fremskridt med hensyn til adgang til hivrelaterede tjenester, navnlig i lav- og mellemindkomstlande. I dag bor omkring 95 % af de hivsmittede i disse lande.

Takket være en hidtil uset stigning i den internationale finansiering til disse lande er antallet af mennesker, som modtager behandling, stedet betydeligt, fra 100.000 i 2001 til 2,5 millioner mennesker i 2007. Det er imponerende tal, men ikke desto mindre modtager over 70 % af de mennesker, som har behov for ARV-behandling i disse lande, ikke denne behandling eller har ikke adgang til den. Det viser, at der er lang vej igen.

Europas aktioner finansieres gennem en bred vifte af finansieringsinstrumenter på såvel nationalt som globalt niveau, f.eks. den globale fond. Der findes også andre finansieringsmekanismer gennem offentlig-private partnerskaber. Der er opnået fremskridt gennem disse fælles bestræbelser med det internationale samfund, men der er stadig lang vej igen, og det kræver et stærkt samarbejde mellem de europæiske institutioner.

Som jeg sagde i begyndelsen er vores vigtigste må at reducere antallet af nye tilfælde af hivsmittede og arbejde hen mod de bedst mulige løsninger med hensyn til støtte, behandling og pleje til dem, som allerede lever med hiv/aids. Derfor vil jeg gerne endnu en gang understrege, at det er meget vigtigt at bekæmpe stigmatiseringen - den sociale udstødelse, diskriminationen af sygdommen og dem, som lider af den eller er påvirket af den - og gør vi ikke det, vil vi aldrig få kontrol over situationen. Til dette formål må vi gennemføre oplysningskampagner og øge antallet af dem.

Derfor er Kommissionens motto i denne aktion mod aids “husk mig”, fordi det er en glemt sygdom på alle niveauer, eller det er den i det mindste blevet. Vi vil nu rykke den i forgrunden igen, men ikke kun for borgerne for at minde dem om sygdommens eksistens, men også for beslutningstagerne for at sikre, at de atter sætter den øverst på den politiske dagsorden og tager de fornødne initiativer. Her regner jeg med Europa-Parlamentets støtte, og den ved jeg, at jeg har.

  John Bowis, for PPE-DE-Grupen. - (EN). Hr. formand! Der er så meget, der skal gøres. Lad mig begynde med det, som kommissæren virkelig fremhævede i sin tale, nemlig effekten for børnene, for en af de kampagner, der kører i år, er jo Stop aids hos børn. Vi ved, at der hvert minut hver dag bliver født et barn med hiv; vi ved, at 2,3 millioner børn lever i denne verden med hiv; at kun en ud af 10, som har behov for antiretroviral behandling modtager den; på grund af den manglende behandling ved vi, at skønsmæssigt en tredjedel af børnene dør i deres første leveår, og at halvdelen er døde, inden de fylder to; vi ved, at 15,2 millioner bør under 18 har mistet en eller begge forældre til aids; og vi ved, at i 2010, det magiske år, vil over 20 millioner børn være blevet forældreløse på grund af aids.

Det er børnenes historie, det er udfordringen i forhold til børnene, men det er naturligvis også en historie om voksne. Vi kender tallene i de forskellige lande for mennesker, som bliver diagnosticeret og lever med hiv. De er alle stigende, og den skræmmende statistik siger, at en ud af tre ikke ved, at de er smittet.

Det er udfordringen, men der er specifikke udfordringer, som jeg mener, vi bør fremhæve i år, og kommissæren har været inde på nogle af dem. Det grundlæggende niveau af viden er faktisk faldet i de seneste fem år. Offentligheden er mindre bevidst om sygdommen end tidligere. Myter og misforståelser breder sig. En ud af fem ved ikke, at hiv kan overføres ved sex uden kondom. Under halvdelen af alle seksuelt aktive mennesker bruger kondom hver gang, når de er sammen med en ny partner.

Vi ved, at antallet af diagnosticerede er tredoblet siden 1997; vi ved, at risikabel seksuel adfærd er stigende; vi ved, at en fjerdedel af alle hivrelaterede dødsfald skyldes sen diagnosticering, og at en tredjedel kunne undgås. Og navnlig ved vi, at afviste asylansøgere, som lever med hiv, alt for ofte ikke er berettiget til gratis hivbehandling og dermed ikke har råd til den livreddende pleje, men kan fortsætte med at smitte andre. Vi ved også, at forekomsten af hiv blandt mandlige fængselsindsatte er 15 gange større end i den almindelige befolkning.

Alle disse ting ved vi, sammen med den viden vi har om positive tegn inden for forskningen. Jeg var for nylig i Rwanda, hvor jeg så forskningen, de løbende kliniske forsøg og behovet for forsøg med vacciner til afrikanere i Afrika.

Men alle disse ting haster, og 2010 er målsætningen - 2010 er lige om lidt. I 2010, hr. kommissær, er Deres og min valgperiode udløbet. Vi må ikke gemme os bag denne kendsgerning og overlade det til vores efterfølgere. Vi skal sige, at i 2009, når De og jeg måske går af, så har vi i det mindste opfyldt dette løfte.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL). Hr. formand! Jeg vil gerne rose Kommissionen for dens indsats, som kommissæren netop har beskrevet. Jeg vil gerne i dag understrege betydningen af verdensaidsdagen og vores fælles ansvar for at bekæmpe denne sygdom. For der er en katastrofe under udvikling på verdensplan, en katastrofe, som ikke har fået den opmærksomhed, den fortjener.

Min gruppe glæder sig derfor over, at vi fører denne debat i dag i Strasbourg. Tallene taler for sig selv. På verdensplan er der 33 millioner mennesker, som har aids i udbrud eller er hivpositive, og i hele verden er i alt 25 millioner mennesker døde af sygdommen.

Men masser af mennesker opfører sig, som om aids ikke fandtes. Fordi aids er associeret med sex, er der mange, som foretrækker ikke at tale om det. Og det gør det vanskeligt at oplyse folk om aids, som kommissæren sagde. Det betaler den unge generation i dag en høj pris for. Halvdelen af alle nye hivsmittede er under 25. På den tid, det tager mig at sige dette, vil yderligere seks unge mennesker været blevet smittet med virusen, og tre børn vil være døde af aids. Vi taler om en generation, som ikke har kendt en verden uden aids.

Katastrofen er ikke begrænset til Afrika. I de seneste år er antallet af hivsmittede i Europa og Centralasien fordoblet fra 1,25 til 2,4 millioner. Det er på høje tid, at EU gør noget. Denne forfærdelige sygdom, som ødelægger livet for millioner af familier i hele verden, kan forebygges. Aids kan bekæmpes gennem effektiv oplysning, let adgang til kondomer og betalelig medicin.

Kommissæren påpegede med rette, at vi har ladet aids blive en glemt sygdom på vores eget kontinent. Europas unge i dag var ikke til stede under de store offentlige oplysningskampagner i 1990’erne. Vi må handle resolut, hvis ikke situationen skal komme ud af kontrol.

Så dels som en symbolsk handling og dels fordi vi mener, at det er et virkelig vigtigt initiativ, iværksatte min gruppe i sidste måned en kampagne for at få afgiften på kondomer nedsat til 5 % i hele EU. Momsen på kondomer varierer stærkt - i nogle lande er den helt oppe på 25 % - og det viser, at vi ikke har en fælles tilgang i Europa til dette fælles problem, eller i det mindste at vi ikke gør nok ved det.

Det portugisiske formandskab har bakket vores kampagne op, og vi håber også på positiv støtte fra kommissær Kovács, når han søsætter debatten om de europæiske momssystemer i slutningen af 2008.

  Holger Krahmer, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! “Din for altid, aids” - disse ord læste jeg på en plakat for verdensaidsdagen, som fandt sted for næsten to uger siden. Budskabet var, at aids kan behandles, men ikke kureres. Det har mange mennesker glemt, navnlig yngre mennesker, eller de vælger at ignorere det. Antallet af smittede, som tidligere talere har nævnt, taler for sig selv. Oplysning er den eneste måde at forebygge hiv og aids på, og det glæder mig, at Kommissionen deler denne opfattelse.

Oplysningen må imidlertid ikke være begrænset til plakatkampagner eller ministres besøg på skoler. Disse ting tiltrækker en kortvarig opmærksomhed, måske også i medierne, men de ændrer ikke på adfærdsmønstrene, navnlig blandt unge.

Aids og hiv var tidligere genstand for skrækhistorier fra det virkelige liv i pressen. Mange mennesker var usikre og bange, fordi ingen vidste, hvor farlig virus faktisk var. Jeg ønsker ikke at vende tilbage til den tid, men eftersom eksistensen af hiv og aids er blevet et faktum og behandlingen er blevet mere sikker, vækker problemet ikke længere automatisk samme opmærksomhed i dag.

Mange mennesker er blevet vant til disse budskaber, og nogle er endda trætte af at høre og se dem. Det er irrationelt, men det er et faktum. Oplysningen skal tilpasses, så den tager højde for disse ændrede omstændigheder. Oplysningen skal udformes, så den rækker ud og fanger folks opmærksomhed, og så den retter skræddersyede budskaber til specifikke målgrupper på deres eget sprog. Der er unge mennesker, som fejlfortolker hiv som en ubetydelig risiko, og det er ekstra vigtigt, at vi får fat i dem på deres egne præmisser og får dem til at tænke på konsekvenserne af smitte.

Mange mennesker tænker stadig ikke på konsekvenserne, først når det er for sent, nemlig når en læge eller socialarbejder fortæller dem, at de er testet positiv. Så bliver sygdommen, som hidtil har været et tåget og fjernt begreb, pludselig meget virkelig. Kun hvis vi kan få folk til at tænke på hiv, før det er for sent, vil vi kunne gøre fremskridt.

Det vil kræve tålmodige, langsigtede bestræbelser at nå dette mål. Der skal være faciliteter, tjenester og projekter specielt til de enkelte målgrupper, og jo mere differentierede og tættere på den personlige erfaring, de er, jo bedre vil de være. De organiserede aidsorganisaitoner, f.eks. aids-Hilfe-organisationerne i Tyskland, kan fortsat spille en vigtig rolle i denne forbindelse, hvis de lever op til denne nye udfordring. Det sker desværre ikke alle vegne.

De, som er hivpositive i dag, har en god chance for at få et langt liv, i det mindste i Vesteuropa. I andre dele af verden, f.eks. Afrika, ser det anderledes ud. Denne komfortable situation for os må imidlertid ikke få os til at blive selvtilfredse.

  Vittorio Agnoletto, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har som læge arbejdet med aids i 20 år, og jeg må helt ærligt sige, at jeg havde forventet langt mere detaljerede og pragmatiske forslag fra Kommissionen. I EU er seksuelle forhold hovedvejen for smitten. For at være mere præcis:

1) Opfordrer Kommissionen alle medlemsstaterne til at organisere seksualoplysning i skolerne?

2) Opfordrer den medlemsstaterne til at indføre priskontrol på kondomer, som i dag er den eneste måde at forhindre seksuelt overført smitte på?

Den anden store smittevej i Europa er intravenøs, navnlig blandt stofbrugere. Så hvad gør Kommissionen for at få medlemsstaterne til at gennemføre skadesbegrænsende strategier, som er den eneste måde at reducere den intravenøse smitte blandt dem, som ikke er i stand til, ikke kan eller ikke ønsker at holde op med at bruge stoffer?

Hvad resten af verden angår, så havde jeg forventet, at Kommissionen ville komme og sige til os: Efter otte måneders dødvande med Parlamentet bemærker vi, at Parlamentet har stemt for en ændring af artikel 6 i TRIPS-aftalen, og eftersom det ikke har ført til nogen ændring, vil Kommissionen kæmpe for at ændre WTO-reglerne. I dag tillader TRIPS-reglerne, at multinationale selskaber sidder på et patent i 20 år med det resultat, at medicinen ikke når til Afrika. Det har vi ikke hørt noget som helst om! Hvis disse regler ikke bliver ændret, er det kun varm luft at tale om Afrika!

Og til sidste, hvordan kan det gå til, når alle taler om kampen mod aids, at De får kommissær Mandelson til at skrive breve til den thailandske regering, hvor man beder den om ikke at vedtage love, som gør det muligt at distribuere generiske lægemidler, og i brevene sponserer og nævner selskaber som Sanofi-Avensis? Det mener jeg, Kommissionen bør have noget at sige om!

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Ja, aids har krævet for mange ofre - alt for mange. Den kræver dem fortsat, og den vil kræve mange flere. Det er tragisk, at mange børn bliver smittet før fødslen. Vi har hørt tallene, de er skræmmende, og jeg vil ikke gentage dem.

Desværre fortsætter udbredelsen af aids, ikke kun i EU’s medlemsstater, men også i ikkemedlemslande, og hvis vi skal bekæmpe denne nye bølge af epidemien, må vi intensivere den forebyggende indsats, sørge for mere behandling, pleje og støtte og fremme de partnerskaber, som er helt afgørende for indsatsen. Sideløbende med forebyggelsen skal vi sørge for bedre adgang til oplysning og gøre det lettere for folk at få rådgivning, behandling og sociale tjenester. Vi må mildne de negative virkninger af denne sygdom - et af de sørgeligste aspekter er, at den er tabu, noget som folk ikke tør tale åbent om. For at opnå alt dette må vi mobilisere de tilgængelige ressourcer og fokusere forskningen, koordinere vores indsats og finansiere specifikke projekter. Kun hvis alle involverede samarbejder i et konstruktivt partnerskab, kan vi yde et mærkbart og varigt bidrag til at dæmme op for denne epidemi.

Det er slående, at de unge europæere i dag aldrig har oplevet effektive forebyggelseskampagner som dem, der blev afviklet i 1980’erne. Her må de europæiske samfund tage deres ansvar på sig og sørge for at få den vigtige oplysning om hiv og aids ud til de unge. De seneste undersøgelser har vist en forbavsende stor uvidenhed om sygdommen blandt unge. 54 % af de unge i de “gamle” EU-medlemsstater mener, at man kan få hiv ved at drikke af samme glas som en smittet. Det viser, hvor vigtigt det er at forbedre oplysningen og investere i forebyggelse og information om brugen af kondomer. Prisen på kondomer er et andet spørgsmål, som skal tages op. Undersøgelsesresultaterne viser også, at vi ikke må slække på indsatsen, og at vi ikke må overse denne sygdom, som ikke længere er ny. I forbindelse med oplysningskampagnerne skal vi sende de rigtige budskaber - budskaber, som er skræddersyet til modtagerne. Der er en indsats på vej på dette punkt. De budskaber, som vi udsender, skal være mere moderne, og de skal virkelig gøre indtryk på unge. Indtil for nylig har det primært af etiske grunde været op til patienterne selv at søge rådgivning og bede om en hivtest. I tilbageblik kan vi se, at der er to problemer med denne tilgang, nemlig for det første, at der var for ringe adgang til tjenester, og for det andet, at folk var bange for at blive stigmatiseret og diskrimineret. I lavindkomstlande er det faktum, at det er frivilligt at lade sig teste, en alvorlig hindring for at bekæmpe aidspandemien. Hvordan kan man forvente, at dårligt stillede, dårlige uddannede patienter skal kunne give et informeret samtykke? Hvordan kan en person, som aldrig har hørt om hiv, give samtykke til at blive testet for det?

Og hvilken gavn har et menneske af at tage en hivtest i et land, som ikke har noget socialt sikringssystem? Nylige undersøgelser i Afrika syd for Sahara har vist, at kun 12 % af mændene og 10 % af kvinderne var blevet testet og havde modtaget resultatet. Sygdommen er en konstant trussel, og vi må ikke svække på vores vagtsomhed over for den!

  Pierre Schapira (PSE) . - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! aids er fortsat en af det 21. århundredes store plager på trods af det internationale samfunds exceptionelle indsats for at bekæmpe den gennem de sidste 20 år, om end med perioder med aftagende tendens.

Mål nr. 6 på FN’s liste oder millenniumudviklingsmålene, som blev vedtaget i september 2000, er at bremse og begynde at vende udbredelsen af aids senest i 2015. Den nuværende situation i udviklingslandene - og navnlig i Afrika, hvor dødeligheden på grund af aids fortsat stiger - kræver, at vi forstærker vores indsats, hvis vi skal nå det mål.

Der er flere muligheder for europæisk handling. For det første kan vi styrke vores samarbejdsordninger, navnlig med lokale myndigheder på den sydlige halvkugle, for det er kun på lokalt niveau, der kan findes varige løsninger med hensyn til pleje af de lidende, forebyggelse af sygdommen, forsyning med medicin, oplysnings- og forebyggelseskampagner og i det hele taget forvaltning af sundhedstjenesterne, så de opfylder de lokales behov.

For det andet skal vi have løst problemet med manglen på sundhedspersonale i lavindkomstlande. Her må Europa gå ind med praktiske, velfinansierede programmer for at give sundhedspersonalet mulighed for at udføre de arbejde, de er uddannet til, i deres egne lande, under ordentlige forhold og med ordentlige strukturer, med det nødvendige udstyr og de nødvendige lægemidler.

Endelig vil en langsigtet bekæmpelse af aids kræve et fast engagement for at give patienter i udviklingslande adgang til de lægemidler, de har behov for, til en pris, de kan betale. Eftersom mange aidspatienter på den sydlige halvkugle allerede har udviklet resistens mod den første generation af lægemidler, som de er blevet behandlet med, er det vigtigt at finde løsninger, så den seneste nye behandling bliver tilgængelig i generisk form i lavindkomstlande. Derfor vil jeg specifikt opfordre Kommissionen til at sikre, at de bilaterale og regionale aftaler, der er under forhandling - navnlig økonomiske partnerskabsaftaler - ikke indeholder bestemmelser, som gør det vanskeligere for landene på den sydlige halvkugle at udnytte alle de muligheder for fleksibilitet, der findes i TRIPS-aftalen og Dohaerklæringen af 2001, for at beskytte aidspatienter.

Jeg har ikke flere kommentarer. Det er uacceptabelt, at millioner af mennesker hvert år dør af aids, og EU må leve op til sit ansvar. Det er på tide at holde op med at snakke og komme i gang med arbejdet.

  Markos Kyprianou, medlem i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg skal gøre det kort, for jeg kan forstå, at tiden er knap.

Jeg har bare tre eller fire bemærkninger. For det første er dette et problem, som berører hele befolkningen, og det er det budskab, vi forsøger at få igennem. Det er ikke længere et spørgsmål om risikogrupper, og at vi andre ikke behøver være bekymrede. Det er et spørgsmål, som berører hele befolkningen - unge mennesker, kvinder. Vi skal øge bevidstheden om dette, og det politiske budskab skal også nå igennem.

Spørgsmålet om immigranter blev nævnt, og her gør vi en særlig indsats. Det portugisiske formandskab havde spørgsmålene om sundhed og indvandring som tema for sit formandskab, og adgang til behandling, test og behandling og pleje for immigranterne, også dem uden papirer, er et vigtigt aspekt. Det er noget, som vi ikke kun diskuterer for at beskytte dem og for menneskerettighedsaspektet i det, som naturligvis prioriteres højt, men også for at beskytte samfundet som helhed.

De spørgsmål, der er blevet rejst, f.eks. muligheden for at udlevere nåle til stofbrugere, fremme brugen af kondomer, seksualoplysning i skolerne, problemerne i fængsler, indgår alle sammen i vores diskussioner med medlemsstaterne og civilsamfundet. Vi har en tænketank, hvor alle er involveret - de diskuterer og udveksler bedste praksis og erfaringer. Men vi er naturligvis klar over, at vi ikke har kompetencen i EU; det er medlemsstaternes ansvar at gennemføre disse politikker. Derfor højner vi profilen på politisk niveau, vi afholder diskussioner på teknisk niveau, men i sidste ende er det medlemsstaternes ansvar at tage de konkrete initiativer.

Blandt de øvrige emner, som hr. Agnoletto var inde på, har jeg med interesse noteret spørgsmålet om TRIPS. Det har jeg noteret, og også den effekt det ville have på tilgængeligheden af lægemidler i udviklingslande og alle de andre spørgsmål, han nævnte i forbindelse med lande uden for Europa. Det vil jeg tage op med mine kolleger, som har ansvaret for disse områder, og jeg vil informere dem om medlemmets argumenter.

Endelig, når det gælder adgangen til ARV i EU, støtter vi i første omgang - og jeg håber, vi kan udvide det til andre områder - meget aktivt det tyske formandskabs initiativ efter konferencen i Bremen om at opnå adgang til billig og betalelig ARV-behandling for alle patienter, som har behov for den. Vi har allerede en første succeshistorie, hvis man kan kalde det sådan, med Bulgarien. Men vi vil naturligvis følge det op i formandskabet med støtte fra Kommissionen, og når først modellen er etableret, kan vi forhåbentlig udvide den også uden for EU. Det er hele tiden vores mål.

Jeg vil gerne endnu en gang takke medlemmerne for en meget interessant debat. Jeg har noteret alle de punkter, der blev taget op.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

15. Olieforurening i Sortehavet og Azov-havet som følge af flere skibsforlis (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om olieforurening i Sortehavet og Azov-havet som følge af flere skibsforlis.

  Markos Kyprianou, medlem i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne sige, at hr. Dimas beklager, at han ikke kan være til stede i dag ved denne debat, da han som De ved deltager i konferencen om den globale opvarmning, hvor han repræsenterer Fællesskabet.

Dette emne er meget vigtigt. I november førte voldsomme storme i Sortehavsregionen til tragiske dødsfald, materielle skader og miljøforurening med et udslip på skønsmæssigt 1.300 t olie og forliset af skibe, som fragtede svovl. I henhold til en bilateral aftale sendte Kommissionen et hold på fem EU-eksperter, som fik følge af repræsentanter for Kommissionen og FN’s miljøprogram. EU-eksperterne kunne konstatere, at det ukrainske oprydningsarbejde var godt i gang. Man vurderede, at de lokale teknologier og ressourcer var tilstrækkelige, og Ukraine udtrykte ikke behov for supplerende redningsudstyr. De centrale resultater af missionen vil blive forelagt de ukrainske myndigheder i Kijev den 14. december. Under dette møde vil man også diskutere en yderligere styrkelse af samarbejdet med henblik på at forbedre overvågningen af miljøet i Sortehavet.

I henhold til internationale statistikker over olieudslip kan det nuværende olieudslip betegnes som mellemstort, og det forventes ikke at føre til en større miljøkatastrofe. Det betyder naturligvis ikke, at vi ikke er lige bekymrede, navnlig fordi der altid er risiko for en sekundær forurening. Det store pres på miljøet, forekomsten af udsatte arter i strædet, områdets politiske følsomhed og risikoen for andre lignende ulykker i fremtiden understreger alle behovet for en mere overordnet vurdering af situationen. Kommissionen overvejer derfor en opfølgning gennem andre instrumenter som f.eks. missioner, som skal vurdere situationen efter skaderne, så jeg ser frem til debatten om dette emne.

  Stanisław Jałowiecki, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det er meget positivt, at vi i dag har mulighed for at diskutere katastrofen i Sortehavet i sidste måned, af mindst to grunde.

Den første er, at Europa-Parlamentet har en rolle at spille som substitut for den offentlige mening i forbindelse med mange lande, herunder Rusland. Tænk, hvad der ville ske i de europæiske massemedier, hvis der skete en lignende katastrofe i f.eks. Østersøen. Fjernsynet vil vise stribevis af billeder af ødelagt plante- og dyreliv i dagevis. Vi ville blive udsat for et stormløb af eksperter, som forklarede katastrofens ildevarslende konsekvenser. Men i Rusland er medierne tavse. Jeg har kun under store vanskeligheder kunnet samle nogle få bidder af information, primært fra ukrainske kilder. Derfor er vores stemme usædvanligt vigtig i denne sag.

Den anden grund er, hvad jeg vil kalde en udvidelse af vores europæiske bevidsthed. Bevidstheden om, at regioner, som vi hidtil ikke har skænket meget opmærksomhed, f.eks. Sortehavet, er en integreret del af vores kontinent, ikke kun i geografisk forstand, men også når det gælder natur, økologi, økonomi og kultur - bevidstheden om, at vi er del af et fælles hele, og at disse dele påvirker hinanden.

Bevidstheden om dette bør øge vores ansvarsfølelse, som også bør omfatte Sortehavsregionen. Vores ansvar giver os ret til at kræve, at Sortehavet bliver gjort langt mere sikkert, end det er i dag. Det skal nævnes i forbifarten, at der er sket mange mindre katastrofer i den nære fortid.

I denne forbindelse er følgende krav særlig vigtige. Først og fremmest en overvågning af situationen i Sortehavet - både nu, knap en måned efter katastrofen, og meget senere.

Det næste krav er at få EU’s nabolande til langt om længe at modernisere deres flåder, navnlig deres tankskibe. Sortehavet bliver mere og mere sort, ikke af de naturlige årsager, som det skylder sit navn, men af farven på råolie. Det kunne blive én stor oliecontainer. Der skal lægges pres på EU’s nabolande for at indføre et hurtigt forbud mod at bruge forældede, enkeltskrogede tankskibe.

Jeg beder derfor Parlamentet vedtage det fremsatte beslutningsforslag, hvor vi opfordrer Rådet og Kommissionen til at intensivere samarbejdet med ikkeEU-kyststaterne. Det er forholdsvis let at lukke en landegrænse, men ikke en søgrænse. Da vi ikke bør opføre dæmninger, er den foreslåede aktion også i vores egen interesse.

  Silvia-Adriana Ţicău, for PSE-Gruppen. - (RO) Hr. formand! Efter de voldsomme storme i Sortehavet for nylig sank fire skibe, og syv blev beskadiget, heriblandt to olietankere.

Ulykkerne skete i Kerchstrædet, som forbinder Sortehavet med Azovhavet og er den vigtigste eksportrute for russisk olie til Europa.

2.000 t fyringsolie løb ud i havet, og de skibe, som sank, var læsset med over 7 t svovl. Fællesskabets civilberedskabsmekanisme sendte et hold på syv eksperter til området for at evaluere effekterne og finde ud af, hvad der skulle gøres.

Som ordfører for Udvalget om Industri, Forskning og Energis støtte til Kommissionens meddelelse om Sortehavssynergien anmodede jeg EU om at stå i spidsen for arbejdet for at fremme principperne i EU’s havpolitik og udvikle havtransportruter i denne region.

Lovgivningspakken om havtransport er vigtig for Sortehavsregionen. Direktivet om havnekontrol og direktiv 65/2005 om havnesikkerhed vil forbedre sikkerheden for skibstransporten i regionen.

I 2006 blev der i henhold til memorandummet om Sortehavet gennemført over 4.650 inspektioner af skibe under 83 flag. Efter disse inspektioner, som blev udført af myndighederne i Bulgarien, Georgien, Den Russiske Føderation, Tyrkiet og Ukraine, viste det sige, at 69,39 % af skibene havde mangler, og omkring 6 % af dem blev tilbageholdt. Af de tilbageholdte skibe var 8,7 % fragtskibe, 2,9 % passagerskibe, 2,7 % skibe, som fragtede kemiske stoffer, og 0,5 % olietankere. Tilbageholdelserne skyldtes mangler i navigationssystemerne, manglende redningsudstyr og mangler i udstyr og strukturer af betydning for skibets stabilitet.

Desuden er landene, som grænser op til Sortehavet, f.eks. Georgien, på den sorte liste i Parismemorandummet, og de fem andre lande omkring Sortehavet er på den grå liste.

Jeg mener, at EU bør gøre mere for at øge sikkerheden for skibstrafikken i regionen.

Det Europæiske Agentur for Søfartssikkerhed vil sammen med sekretariatet for Parismemorandummet og medlemsstaterne finansiere undersøgelser og programmer for at øge søfartssikkerheden. Fra 2007 vil agenturet støtte medlemsstaterne ved at yde assistance til at forberede tiltag til at forebygge og bekæmpe havforurening med giftige stoffer.

Gennem TEN-T-budgettet har Kommissionen allerede oprettet projekter om udvikling af søfartsruter i Østersøregionen, Middelhavet og de vesteuropæiske have. Jeg anmoder Kommissionen om at gennemføre en lignende undersøgelse også for Sortehavsregionen, og jeg anmoder også om, at man anvender CleanSeaNet, som er udviklet af agenturet, og som gør det muligt at opdage og overvåge olieudslip i de europæiske farvande, også i Sortehavsregionen.

  Roberts Zīle, for UEN-Gruppen. - (LV) Tak, hr. formand, hr. kommissær! Først vil jeg gerne takke hr. Costa, som har fremsat beslutningsforslaget om dette emne på vegne af Transport- og Turismeudvalget. Politisk ville jeg imidlertid foretrække en meget hurtigere reaktion end bare at understrege behovet for, at Rådet ikke er for længe om at vedtage en holdning til de syv lovgivningsforslag i den tredje lovpakke om søfartssikkerhed. Efter min mening løser dette ikke noget i de økologisk farlige indre have, såsom Sortehavet og Østersøen, som er omgivet af såvel EU-medlemsstater som den russiske stat som kyststat. I betragtning af olieprisernes niveau og de involverede profitters størrelse vil Ruslands olieeksport vokse meget hurtigt i fremtiden. Dette svarer til Ruslands transportpolitik, nemlig at eksportere olie via egne havne og samtidig holde rørledningerne til EU’s olieterminaler i Ventspils og Bûtingë lukket. Kan vi forvente en stigende efterspørgsel efter disse tankere, og vil der blive investeret tilstrækkeligt i Ruslands flåde af tankskibe til at undgå fortsat brug af enkeltskrogede, 40 år gamle tankskibe og fartøjer, der er bygget til flodsejlads? Det tror jeg ikke. Den grundlæggende motivation for at transportere olie på havet vil være vrag, som er så billige som muligt. Jeg tror ikke, det kan redde miljøet i havene omkring EU, hvis det kun er EU, der overholder strenge sikkerhedsforanstaltninger for søfarten, medmindre man kan få gennemført internationale standarder. Tak.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Vi har set en eksplosiv vækst på mange områder i de seneste årtier, men intet kan sammenlignes med den vækst, der er sket i den globale handel og i denne forbindelse i transporten af varer. Søtransport har spillet en dominerende rolle i denne eksplosion, idet 90 % af EU’s udenrigshandel ligger på dette område. Eftersom det er den største transportform, mener jeg, at man med rette kan forvente, at denne måde at transportere mennesker og varer på er sikker og ren, så risikoen for ulykker til havs og forurening fra skibe reduceres.

I løbet af den seneste måned er der sket tre alvorlige katastrofer, som tilsammen er i samme størrelsesorden som Exxon Valdez-forureningen i 1989, så det må få os til at vågne op. Der skal fokuseres på betydningen af forebyggelse og effektive foranstaltninger. Miljøskaderne som følge af ulykker som denne standser ikke ved et lands eller to landes grænser, eller et kontinents grænser, de truer vores fælles værdier og vores fælles naturressourcer og vil i sidste ende ødelægge dem uigenkaldeligt. Der er derfor et presserende behov for en mere effektiv international koordination, end vi har i dag, og for at spille en tungtvejende rolle i aktivt forebyggende arbejde og i redningsarbejde efter ulykker. Det er også nødvendigt at se på den internationale lovgivning på dette område med det samme og få lukket hullerne, at forbyde skibe, som er beregnet til flodsejlads, at sejle på havet og at håndhæve forureneren betaler-princippet effektivt. Det er EU’s pligt at lægge pres på for at få indført foranstaltninger, der sigter mod sikker søfart på internationalt niveau, som det allerede er sket i EU. Tak.

  Daciana Octavia Sârbu (PSE). - (RO) Hr. formand! Hændelsen i november forårsagede miljøskader i såvel Sortehavet som Azovhavet og beviste dermed, at have ikke har grænser, og at olieudslip fra ulykker uden for det europæiske område også kan påvirke miljøet på medlemsstaternes kyster.

Det forliste skib, der forårsagede forureningen i Sortehavet, var beregnet til flodsejlads, ikke til havsejlads, og det var årsagen til, at tonsvis af olie slap ud i havet og nu påvirker leveområderne i havet. Over 15.000 fugle og delfiner blev indsmurt i olie, og flere sjældne dyre- og plantearter fra Sortehavets kyst og bund blev ødelagt, og det kræver nu en stor indsats at genopbygge økosystemet i Sortehavet.

Ødelæggelsen af livet i havet har mange negative konsekvenser, fordi det påvirker den økologiske sikkerhed og befolkningens livskvalitet og sundhed. Den akutte reduktion af biodiversiteten i Sortehavet er bekymrende på grund af den fortsatte nedbrydning af økosystemet, ulovligt fiskeri og overudnyttelse af naturressourcer, og olieudslip er med til at forværre miljøsituationen i denne region, som anses for at være den mest forurenede i verden.

EU’s stats- og regeringschefer har forpligtet sig til at standse reduktionen i biodiversiteten inden 2010, og disse mål skal også opnås i havsektoren.

I EU må vi sikre, at søfart sker under ansvarlige sikkerhedsforhold, og at søgrænser beskyttes så effektivt som muligt mod grænseoverskridende trusler. Desuden sigter den nye grønbog om markedsbaserede instrumenter for miljøet og relaterede politikområder mod en bedre gennemførelse af forureneren betaler-princippet, og jeg håber, at det vil have en positiv indflydelse på metoderne til at forebygge denne form for økologiske katastrofer.

  Nickolay Mladenov (PPE-DE). - (BG) Hr. formand, mine damer og herrer! Sortehavet er ikke kun en ydre grænse for EU efter Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse, men også et hav med et enormt økonomisk potentiale for udviklingen af EU. Hvis man ser på Sortehavet og Det Kaspiske Hav som en samlet region, har denne regions marked et udenrigshandelspotentiale på over 200 millioner euro og en befolkning på over 350 millioner

Jeg minder om debatten i september efter de store oversvømmelser og brande i Europa. Dengang diskuterede vi behovet for at oprette fælles styrker, som kunne hjælpe medlemsstaterne med at håndtere naturkatastrofer som dem, der ramte os i år. Man kan nu se et tilsvarende behov i Sortehavsregionen. Først og fremmest appellerer jeg til Kommissionen og naturligvis til medlemsstaterne, navnlig Bulgarien og Rumænien, om snarest at iværksætte en undersøgelse af behovet for et regionalt ressourcecenter for Sortehavsregionen, som kan bistå landene med at håndtere alvorlige situationen som den, vi var vidner til for nogle få måneder siden. For det andet bør der gennemføres en grundig analyse af de grundlæggende årsager til disse katastrofer og alle andre katastrofer i Sortehavsregionen, så man kan drage lære af dem og komme med anbefalinger for vores politik i regionen. For det tredje er det på tide at oprette et regionalt søfartsinformationscenter for Sortehavet, som kan bidrage til at øge sikkerheden på transportruterne og sejladsen generelt i regionen.

Tragedien i Kerchstrædet må vi leve med og håndtere inden for meget snævre tidsgrænser, navnlig de af os, som grænser op til Sortehavsregionen. Men lad os bruge denne tragedie som en anledning til at finde både anledninger til og muligheder for samarbejde blandt medlemsstaterne, Kommissionen og de andre lande, som støder op til Sortehavet, med henblik på at forbedre sikkerheden på denne vigtige europæiske rute. Tak.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Som ordfører for Sortehavssamarbejdet glæder jeg mig over denne debat, men jeg beklager samtidig dybt, at emnet for vores diskussion i grunden er en trist konstatering af, at Sortehavet stadig ikke får den fornødne opmærksomhed fra EU, og at de planlagte aktioner ikke gennemføres tilstrækkeligt.

Ikke desto mindre vil jeg minde om, at Sortehavet efter Bulgariens og Rumæniens tiltrædelse af EU er blevet et delvist indre farvand, og vi kan ikke ignorere dets strategiske betydning for hele verden.

Sortehavsregionen er meget vigtig i forbindelse med EU’s energipolitik og transportpolitik. Derfor er vi tvunget til at udvikle en overordnet og sammenhængende strategi for hele regionen, en strategi, som sigter mod at sikre sikkerhed, bæredygtig udvikling og omhyggelig integration af miljøaspekter. Derudover er der for at fremme en egentlig politik på regionalt niveau brug for en fælles indsats fra alle lande, som støder op til havet, en indsats, som går ud over de nationale og bilaterale rammer.

Jeg glæder mig derfor over Sortehavssynergien, som blev iværksat i 2007, men jeg vil gentage et vigtigt aspekt fra min betænkning, nemlig behovet for at tage konkrete og beslutsomme skridt for at udvikle og opnå dette samarbejdsinitiativ, både inden for regionen og mellem regionen og EU.

Den sorte tragedie den 11. november beviste, at vi er nødt til at forene vores kræfter på dette område. EU skal spille en central rolle, både gennem et større engagement i udviklingen af Sortehavssynergien og ved at opmuntre sine naboer og partnere i denne retning. Det er den eneste måde, hvorpå vi kan reagere effektivt på forventningerne og kravene fra vores borgere, som i dag står over for de direkte konsekvenser af katastrofen den 11. november.

  Rumiana Jeleva (PPE-DE). - (BG) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er meget tilfreds med, at Kommissionen har fremlagt denne udtalelse. Debatten viser, at Sortehavet nu er fokuspunkt for europæisk politik og europæiske politikere. Jeg roser denne tilgang, og jeg tror, at den vil gavne alle borgere i EU. Som tidligere nævnt bør der gøres meget mere for at beskytte Sortehavsregionen. Spørgsmålet er, hvordan man forhindrer katastrofer som den, der skete i Kerchstrædet. Katastrofer kan aldrig forhindres fuldstændigt, men de grundlæggende årsager kan bestemt minimeres.

Der er to måder, hvorpå man kan sikre en bedre beskyttelse af vores have. For det første skal vi blive ved med at fremme det regionale samarbejde. For det andet er der sideløbende med det regionale samarbejde behov for en bedre søfartspolitik. De foranstaltninger, som foreslås i den tredje pakke om havpolitikken, peger i den rigtige retning, og de bør gennemføres bedst muligt. Det er nødvendigt at gennemføre dem for at forebygge hændelser som den i Kerchstrædet i Sortehavsregionen. Europa-Parlamentet og Kommissionen gav deres støtte til denne pakke for nogen tid siden, og det er nu Rådets tur til at tage de nødvendige skridt for at indføre denne pakke. En vellykket gennemførelse af initiativerne i pakken kunne sammen med det forbedrede regionale samarbejde, f.eks. det økonomiske samarbejde i Sortehavsregionen og DABLAS-initiativet til beskyttelse af miljøet, være et vigtigt bidrag til vores haves sikkerhed, og det ville samtidig sikre en bedre konkurrenceevne for vores søfart.

Jeg mener, at denne katastrofe endnu en gang har bevist, at spørgsmålet om vores farvande er vigtigt, og at det er nødvendigt at gennemføre en passende politik for at forebygge ulykker som denne og beskytte miljøet. Jeg mener derfor, at tiden nu virkelig er inde til, at den tredje initiativpakke inden for havpolitikken bliver virkelighed og træder i kraft. Tak.

  Gabriele Albertini (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne på vegne af Transport- og Turismeudvalget forklare, hvorfor vi har stillet dette beslutningsforslag om forlisene i Kerchstrædet i Sortehavet. Vores solidaritet går til ofrene for denne katastrofe!

Vi opfordrer Rådet og Kommissionen til nøje at følge situationen i Sortehavet og træffe konkrete foranstaltninger for at bidrage til at mindske katastrofens indvirkning på miljøet. Europa har endnu ikke det nødvendige regelsæt til at forebygge en gentagelse af meget alvorlige ulykker i stil med ulykken i Sortehavet. Disse regler skal bl.a. gøre staterne ansvarlige for sikkerheden på fartøjer, som fører deres flag, og for at retsforfølge de ansvarlige for sådanne miljøkatastrofer.

Selv om Europa-Parlamentet vedtog den tredje søfartssikkerhedspakke ved førstebehandlingen i april 2007, er den stadig ikke blevet fuldt ud godkendt i Rådet og blokeres af uforklarlige årsager i Rådet, på trods af det løfte, som det portugisiske formandskab gav herom til Transportudvalget og Parlamentet. Pakken, som består af syv betænkninger, er en omfattende pakke. Den højner standarderne for sikkerhed til søs, sikrer passagerer, begrænser miljøskaderne i tilfælde af ulykker og fastsætter forpligtelser og ansvar for stater, transportvirksomheder og redere. Når man splitter debatten op og prioriterer nogle aspekter og ikke andre, så beviser det, at Rådet ikke ønsker at behandle sikkerhedsspørgsmålet seriøst og ønsker at bremse pakkerne som helhed.

Sikkerhed til søs er for vigtigt et emne til at blive udsat for taktik, for alvorligt på grund af de ting, der allerede er sket - Erika, Prestige og mere aktuelt Segesta Jet i Messinastrædet og Sea Diamond i Santorini. På grund af de ulykker, der allerede er sket, og på grund af, at den voksende skibstrafik i Europa og verden også vil øge risikoen i fremtiden.

Derfor mener Europa-Parlamentet, at alle syv forslag skal gennemføres så hurtigt som muligt, før der sker endnu en miljøkatastrofe med tab af menneskeliv, forslagene om at harmonisere klassifikationen, at forpligte staterne til at overvåge fartøjer, som fører deres flag, at sikre, at skibene bliver inspiceret i havnene og overvåge deres bevægelser, at beslutte, hvad der skal gøres i tilfælde af ulykker og at overvåge og forvalte ansvaret med hensyn til tredjemand og passagerer. Vi opfordrer derfor indtrængende Rådet til ikke at lukke øjnene for denne tragiske advarsel fra Sortehavet.

  Markos Kyprianou, medlem i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg har nogle få bemærkninger. Først er der spørgsmålet om Rusland, som flere medlemmer var inde på. Jeg vil begynde med at sige, at Fællesskabets civilbeskyttelsesmekanisme kun kan aktiveres efter anmodning fra et berørt land. Der blev afsendt officielle breve med tilbud om hjælp til såvel Ukraine som Den Russiske Føderation, og mens Ukraine svarede positivt og bad om hjælp, afviste Rusland tilbudet.

Med hensyn til det generelle spørgsmål om søfartssikkerhed skrev næstformand Barrot den 10. december til sin kollega hr. Levitin, den russiske transportminister, for at orientere om disse bekymringer og understrege vigtigheden af at styrke samarbejdet mellem EU og Rusland i Sortehavet og i Østersøen med henblik på at forbedre sikkerheden til søs.

At behandle havmiljøproblemer på regionalt niveau er en af hjørnestenene i EU’s havstrategi og det foreslåede havstrategidirektiv, som der er opnået enighed om mellem Rådet og Parlamentet under andenbehandlingen. Det mener jeg er en meget positiv udvikling.

Kommissionen har fremlagt sin holdning til en strategi i regionen i sin meddelelse “Sortehavssynergien - et nyt regionalt samarbejdsinitiativ”. Her fremsættes der et initiativ, som ville fokusere den politiske opmærksomhed på det regionale niveau. De nylige ulykker i Sortehavet involverede især en særlig kategori af skibe, de såkaldte hav-/flodolietankere, som kun kan sejle på åbent hav under visse begrænsninger.

Mere generelt er Kommissionen bekymret over muligheden for, at denne kategori af skibe vil operere i andre havområder i EU eller grænsende op til EU, navnlig Østersøen. I EU har vi strenge regler for sikkerheden til søs og skibenes tilstand, men vi er også bekymrede for, hvad der sker i internationalt farvand, fordi det nemt kunne påvirke EU, og fordi vi er bekymrede for det globale miljø. Derfor viser disse ulykker også, at det er vigtigt at blive ved med at lægge vægt på spørgsmål vedrørende sikkerhed til søs både på EU-niveau og på internationalt niveau.

I denne forbindelse er det vigtigt, som Parlamentet og flere medlemmer har påpeget i dag, at man fremskynder behandlingen af de syv forslag i den tredje søfartssikkerhedspakke.

Endelig, hvad responsen angår, er Kommissionen også forpligtet til løbende at styrke Fællesskabets responsinstrumenter, f.eks. civilbeskyttelsesmekanismen, for at sikre hurtig og effektiv respons, hvis en sådan ulykke skulle ske igen i fremtiden. Dette omfatter også et samarbejde med EU’s naboer såsom Sortehavslandene og naturligvis også andre tredjelande.

Jeg vil gerne takke medlemmerne for debatten, og jeg vil naturligvis tale med min kollega om de interessante betragtninger, De er kommet med.

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2/ artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder torsdag den 13. december 2007.

(Mødet udsat kl. 19.30 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

(1) Se protokollen.

16. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

17. Indskudsgarantiordninger (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Christian Ehler for Økonomi- og Valutaudvalget om indskudsgarantiordninger (2007/2199(INI)) (A6-0448/2007).

  Christian Ehler, ordfører. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er mig en fornøjelse at fremlægge en betænkning for Dem i dag, som blev enstemmigt vedtaget i Økonomi- og Valutaudvalget. Før afstemningen i udvalget var fremtiden for indskudsgarantiordninger genstand for en intens debat, navnlig i lyset af specifikke regionale problemer på nuværende tidspunkt og den nylige krise på det amerikanske ejendomsmarked.

I slutningen af 2006 udsendte Kommissionen en meddelelse om revision af direktivet for indskudsgarantiordninger fra 1994. Før Kommissionen udarbejdede meddelelsen, gennemførte den en høring. På grundlag af resultaterne af denne kan vi konkludere, at direktivets mål i alt væsentligt er blevet nået, og at der ikke er behov for en lovgivningsmæssig indgriben på nuværende tidspunkt.

Imidlertid betyder den stadig mere grænseoverskridende struktur på de finansielle markeder i Europa, at vi bliver nødt til at fokusere mere på spørgsmålet om samarbejde mellem de forskellige indskudsgarantiordninger i Europa. Kommissionen udpegede i sin meddelelse de områder, hvor frivillige foranstaltninger eller en anden behandling af lovgrundlaget kunne give yderligere forbedringer til gavn for forbrugerne.

Det er efter vores mening en model, som man bør følge fremover. Vi mener, at den dynamiske diskussionsproces med deltagelse af Kommissionen, medlemsstaterne og EFDI, European Forum of Deposit Insurers, er meget vigtig med hensyn til at sætte os i stand til så hurtigt som muligt at tilpasse os til de skiftende omstændigheder.

Nordeaproblemet er ikke nok til at kræve en dyr ny ændring af direktivet på nuværende tidspunkt. Jeg er derfor taknemmelig for, at Kommissionen har gjort det krystalklart, at Nordeaproblemet, som i sin kerne handler om tilbagebetaling af bidrag, skal løses af medlemsstaterne.

De, som administrerer indskudsgarantiordningerne i de skandinaviske lande, og tilsynsmyndighederne dér må selv afgøre, om bidrag skal tilbagebetales, eller om indskudsgarantier i disse lande skal behandles som forsikringspolicer og ikke give anledning til at tilbagebetale fordringer. Det er et grundlæggende problem, men det er et grundlæggende problem for medlemsstaterne.

Betænkningen kan grundlæggende deles i tre dele. Den første del er en diskussion af den undersøgelse, som Kommissionen har foretaget, og vedtagelse af en holdning til dens resultater, f.eks. størrelsen af mindstegarantien. Den andel del behandler spørgsmålet om, hvorvidt de forskellige indskudsgarantiordninger i Europa er anledning til uacceptable konkurrenceforvridninger. Den tredje del omhandler fremtidige kriser og risikoforvaltning.

Den første del af min betænkning vil jeg kun omtale kort, for den var der ikke stor uenighed om, og den afspejler resultatet af høringsprocessen om indskudsgarantiordninger. Jeg mener, at vores udtalelse om mindsteniveauet for dækningen, som bør justeres for inflationen, næste gang direktivet skal revideres, rammer en balance mellem de nye og de gamle medlemsstaters interesser. Jeg vil gerne understrege, at alle medlemsstater og alle indskudsgaranter allerede i dag har mulighed for at gå over det europæiske minimum i forbindelse med indskudsgarantier.

Et andet vigtigt punkt i betænkningen er diskussionen af spørgsmålet om, om de forskellige indskudsgarantiordninger og de forskellige metoder til at finansiere dem virker konkurrenceforvridende. Kommissionen har fremlagt sin opfattelse samt en undersøgelse, som - hvis man gennemfører dens anbefalinger - ville føre til en harmonisering af finansieringen for de individuelle medlemsstater.

Hvis medlemsstater med ex postsystemer i dag blev bedt om at gennemføre en komplet omstrukturering af deres indskudsgarantiordninger, som ville være meget dyr, ville det være nødvendigt at analysere, om de forskellige ordninger og de medfølgende uacceptable og dyre markedsforvridninger overhovedet kan retfærdiggøres i det indre marked. Det er endnu ikke blevet analyseret, og en sådan analyse vil være en vigtig fremtidig opgave.

I den tredje del af betænkningen undersøges risiko- og krisestyring. Det indre marked og den voksende indbyrdes afhængighed på tværs af grænserne kræver, at vi undersøger, om risiko- og krisestyring på tværs af grænserne fungerer uden problemer. Der er et akut behov for tilbundsgående diskussioner med alle interessenter. I denne forbindelse skal man også behandle emner som gratister og risikoen for moralsk risiko.

Jeg mener, det er helt nødvendigt med empiriske undersøgelser af krise- og risikostyringen, hvis vi skal udarbejde levedygtige ordninger for byrdefordeling i tilfælde af grænseoverskridende kriser og fælles metoder til tidlig opdagelse af risiko eller udvikle et system for indførelse af risikobaserede bidrag. Disse undersøgelser skulle så afgøre indholdet af de efterfølgende diskussioner.

På denne baggrund afviser jeg blankt ændringsforslaget fra PSE, som påstår, at der findes markedsforvridninger i dag, selv om der i øjeblikket ikke er tegn på dette. Vi mener, at den nuværende proces er den rigtige tilgang.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne rette en varm tak til Økonomi- og Valutaudvalget og navnlig til ordføreren Christian Ehler for deres støtte til den politik, vi foreslår i vores meddelelse.

Jeg er helt enig med Dem i, at det ikke er passende med lovforslag i denne fase. Nogle ting kan forbedres gennem den eksisterende lovgivning uden større omkostninger og ved at samarbejde med European Forum of Deposit Insurers (EFDI). Den nylige finansielle uro viser, at det er afgørende at fastholde indskud eller tillid under en finansiel krise. Med hensyn til indskudsgarantiordninger er der to elementer, som ser ud til at være centrale, nemlig et passende dækningsniveau og kort udbetalingstid. Hvis indskydere ved, at deres indskud vil blive dækket, og hvis de har tillid til, at de forsikrede indskud vil blive udbetalt hurtigt, har de ikke behov for at stå i kø uden for banken.

Det eksisterende direktiv har vist sig at være fleksibelt, og det giver medlemsstaterne mulighed for at øge dækningen i forhold til deres egen økonomiske situation. Medlemsstaterne kan skride til handling med det samme, hvis deres dækningsniveauer viser sig at være utilstrækkelige. Den hurtige udbetaling af indskud kan bestemt blive bedre. Ifølge direktivet bør udbetalingen normalt ikke tage mere end tre måneder, men dette afspejler den teknologi, der var tilgængelig i 1994. Derfor har vi bedt EFDI om at pege på hindringer for en hurtig udbetaling.

Indskyderne skal også gøres opmærksomme på den beskyttelse, de har adgang til. De eksisterende oplysningsforpligtelser i direktivet bliver anvendt forskelligt rundt om i Europa. Derfor har vi bedt EFDI om at pege på bedste praksis for at forbedre udbredelsen af disse oplysninger til indskyderne. Med hensyn til grænseoverskridende kriser er jeg enig med Parlamentet i, at det er nødvendigt at have klare regler om byrdefordelingen og interaktionen mellem alle de involverede parter, før en sådan krise opstår. Økofin-Rådet udtaler sig meget klart om dette punkt i konklusionerne fra mødet den 9. oktober. Jeg har noteret forslaget om, at EFDI skal deltage i generelle diskussioner om byrdefordeling. Jeg vil gerne understrege, at der kun er meget få ordninger, som har beføjelser ud over ren tilbagebetaling til indskyderne. Deres midler dækker også kun en del af de beløb, som en større grænseoverskridende krise handler om. Jeg kan derfor ikke støtte forslaget om at inddrage EFDI i generelle diskussioner om byrdefordelingen.

Betænkningen understreger også betydningen af at fjerne eventuelle forvridninger af markedet. Det er en sag vi vil undersøge, som der anmodes om. I øjeblikket mener vi imidlertid ikke, at de store udgifter til en fuld harmonisering af den nuværende lovgivningsramme, som skønnes at løbe op i mellem 2,5 milliarder og 4,5 milliarder euro, vil være berettigede. Nogle level playing field-spørgsmål er allerede blevet behandlet. Vi må f.eks. gøre det lettere at forhøje beløbet, hvis en filial kan tilbyde et beskyttelsesniveau i et værtsland, som er højere end niveauet i hjemlandet. Imidlertid har der været tilfælde, hvor aftaler mellem ordninger i forskellige medlemsstater ikke har fungeret i praksis, og vi støtter EFDI’s bestræbelser for at opnå en frivillig aftalemodel. Nogle medlemsstater tilpasser allerede bidragene gennem deres ordninger i forhold til de enkelte bankers risiko. Vi vil gerne bistå interesserede medlemsstater, idet dette ville bidrage til at skabe en level playing field for banker med lignende risikoprofiler.

Det kan konkluderes, at Europa har brug for indskudsgarantiordninger, som sikrer indskydernes tillid under en finansiel krise. Jeg tror, at vi med de planlagte forbedringer vil komme tættere på dette mål.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne takke alle, for dette er et meget aktuelt emne.

Vi ved alle, at den aktuelle finansielle uro har understreget vigtigheden af grænseoverskridende krisestyring, og Økofins beslutning i oktober om en større ex ante-koordinering mellem medlemsstaterne og navnlig tilsynsordningerne, er mere end velkommen.

Bankerne er kernen i betalingssystemet og håndterer almindelige forbrugeres opsparing, mennesker, som ikke er professionelle finansfolk. Derfor er det meget vigtigt, at betalingssystemerne og clearing- og settlementsystemerne fungerer ordentligt. Mange af bankerne opererer grænseoverskridende i dag. Det er ikke passende med en spredt, national lovgivningsramme. I dag er end ikke de kontotyper, som hører under underskudsgarantiordningen, de samme i alle medlemsstater.

Vi må ikke lade dette blive indskyderens problem. Ordføreren hr. Ehler har udført et godt stykke arbejde i betænkningen og har vist stor kompromisvilje. Navnlig understreger betænkningen med rette vigtigheden af at fjerne konkurrenceforvridninger. Som kommissæren sagde, er det meget vigtigt at garantere en level playing field.

Jeg beklager imidlertid, at betænkningen ikke behandler spørgsmålet om ex ante-indskudsgarantiordninger. Det er blevet hævdet af medlemsstater med ex post-indskudsgarantiordninger, at dette er et problem, som er specifikt for Skandinavien og de nordiske markeder, men det er ikke sandt. Det er faktisk skadeligt for konkurrencen for hele det indre marked i en større sammenhæng. Faktisk er de fleste ordninger i Europa ex ante. Hvis ikke reglerne om refusion og overførsel af midler, som er indbetalt til sådanne ordninger, bliver harmoniseret, så forvrider det valget mellem filial- og datterselskabsmodellen i værtslandet, og det fører til konkurrenceforvridning. Derfor er det positivt, at Kommissionen vil undersøge dette spørgsmål og analysere, om der finder konkurrenceforvridning sted, og åbne mulighed for fremtidige anbefalinger på dette område, navnlig med hensyn til refusion og overførsel af ex ante-indskudsgarantier, som allerede er betalt.

Jeg hilser således Kommissionens initiativ og hr. Ehlers betænkning velkommen, men der er stadig behov for yderligere arbejde.

  Pervenche Berès, for PSE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. kommissær! Jeg er ordføreren meget taknemmelig for hans arbejde. Jeg kunne gentage mange af fru Kauppis bemærkninger. Vi begyndte at arbejde med denne tekst i foråret, og sommerens begivenheder har vist, at de af os, som mente, at den var meget aktuel, har fået ret.

Det, der skete i sommer, rejser spørgsmålet om indskudsgarantiordninger. Vi kan simpelthen ikke leve med et system, hvor mange af markedets aktører opererer i en række lande uden indskudsgarantiordninger, som i det mindste er harmoniseret eller bygger på fælles principper, ikke kun af hensyn til konkurrencen, men også af hensyn til offentlighedens tillid til markedsmekanismerne.

Det slog mig under min rundrejse i sommer - ikke kun i de skandinaviske lande - hvordan dette spørgsmål om indskudsgarantiordninger systematisk blev taget op og blev anset for meget vigtigt. Jeg ved naturligvis godt, hvad kommissæren vil sige: “Hvis man lægger alle de europæiske garantiordninger sammen, vil det stadig kun være en dråbe i havet i forhold til de summer, der er brug for for at klare krisen”. Det er et dårligt argument, når vi har brug for at mindske vores handicap med hensyn til såvel konkurrenceevne som tillid til markedsmekanismerne, navnlig fordi det forvrider virksomhedernes strategier, fordi virksomhederne pludselig ser sig tvunget til at arbitrere, af de forkerte grunde, mellem deres forskellige datterselskaber og filialer.

På grundlag af alle disse argumenter bad jeg min gruppe om at støtte mig. Gruppen stillede et ændringsforslag, som opfordrer Kommissionen til at arbejde hurtigere og indse, hvad folk forventer af den, for selv om de måske ikke udtrykker deres krav højt og specifikt, så har de brug for sikkerhed omkring den måde, Europas finansielle markeder fungerer på, og hvordan de reagerer på forskellige begivenheder. En sund, europæisk indskudsgarantiordning vil utvivlsomt virke i denne retning.

Hr. kommissær, jeg mener det er en del af Deres opgave at vurdere, hvor stor tilliden til de finansielle markeders funktion er på europæisk niveau. Jeg tror næppe, det er nok at læne sig tilbage og vente på nye forskningsresultater. De bliver nødt til at gøre noget for at fremskynde svaret og sætte os i stand til at komme videre på et mere harmoniseret grundlag med en bedre og mere gennemsigtig forståelse af indskudsgarantiordninger og den måde, de fungerer på i EU.

  Wolf Klinz, for ALDE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som det allerede er blevet sagt, har indskudsgarantiordninger igen været i offentlighedens søgelys i de seneste uger. Tilfældet med Nothern Rock, hvis filialer blev oversvømmet med hundredvis af kunder, som ville hæve deres opsparing, og spørgsmålet om erstatning til investorerne i tilfælde af bankens kollaps, er stadig i frisk erindring.

Det illustrerer med al ønskelig tydelighed, at den globale integration af de finansielle markeder også er en udfordring for Europa. Stigningen i den grænseoverskridende konsolidering inden for banksektoren rejser spørgsmålet om tilsynsmyndighed, rimeligt dækningsniveau for indskudsgarantiordninger og grænseoverskridende samarbejde mellem disse ordninger. Som vi ved, er den europæiske mindstedækning sat til 20.000 euro, men i virkeligheden er den naturligvis meget højere i mange medlemsstater. Finansieringen af garantiordningerne hører imidlertid under medlemsstaterne, og ordningerne er meget forskelligt opbygget.

Derfor er det nødvendigt at få afklaret følgende punkter hurtigt: I hvor høj grad det er nødvendigt at harmonisere indskudsgarantiordninger, finansieringen af dem og den proaktive ex ante-brug af ressourcer for at forebygge skader.

Når det gælder grænseoverskridende institutioner, ligger fokus i tilfælde af kriser på tilsynsstrukturen, navnlig i tilfælde af koncerntilsyn, og på byrdefordelingen. Hvis et datterselskab opererer i en værtsmedlemsstat og er med i dette lands indskudsgarantiordning, men er underlagt tilsynsmyndighederne i den hjemlige medlemsstat som følge af princippet om koncerntilsyn, skabes der et svælg mellem tilsynssystemet og indskudsgarantiordningen, og det er helt klart uacceptabelt og i strid med investorernes interesser.

Jeg støtter imidlertid ordførerens linje. Før vi skrider til lovgivning, bør medlemsstaterne først fjerne resterende svagheder i deres indskudsgarantiordninger. Samtidig bør Kommissionen snarest muligt gennemføre målrettede undersøgelser af grænseoverskridende risikostyring og en detaljeret analyse af de måder, de forskellige ordninger finansieres på. På grundlag af resultaterne af disse undersøgelser kan det overvejes seriøst at indføre lovgivning på et senere tidspunkt, hvis det viser sig hensigtsmæssigt og nødvendigt.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, fordi han understreger behovet for undersøgelser og analyser, men også for hans konklusion om, at hvis der er forvridninger på markedet, må der gøres noget for at opnå en level playing field. Det mener jeg er en vigtig konklusion på denne debat.

Hvis der er forvridninger, kan vi have forskellige opfattelser - hvis de er der. Men hvis de er der, skal der gøres noget. Det må vi gøre, for vi er nok alle enige om, at vi ønsker mere grænseoverskridende konkurrence, og vi ønsker også at sikre forbrugernes interesser.

Det er relevant at diskutere forskellene mellem forskellige systemer, for hvis man har ex ante-systemer i nogle medlemsstater og anderledes ex post-systemer i andre, hvilket i virkeligheden betyder, at staten går ind og dækker for banker, som ikke kan betale deres kunder, så har man en forvridning.

Efter min mening foreligger der allerede en forvridning som følge af de forskellige opfattelser, vi har. Forvridningen er endnu mere alvorlig, hvis den også bygger på den antagelse, at staten skal hjælpe banker, som ikke kan betale deres kunder.

Det er efter min mening et godt resultat af denne betænkning af hr. Ehler, at vi er nået til den konklusion. Jeg mener, det er vigtigt, at Kommissionen reagerer på dette i kommende aktioner.

Vi har muligvis forskellige opfattelser af den nuværende situation. Men vi er enige om, at der skal gøres noget, hvis undersøgelserne viser, at der er forvridninger.

Det vil jeg gerne takke ordføreren for, og jeg vil også bede kommissæren reagere på det med handling.

  Antolín Sánchez Presedo (PSE). - (ES) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke hr. Ehler for hans arbejde, som kommer 10 år efter gennemførelsen af direktivet om indskudsgarantiordninger fra 1994, i en periode med finansiel uro, hvor der diskuteres forbedringer af de europæiske markeder for finansielle tjenesteydelser.

Der er i dag store forskelle på medlemsstaternes holdninger, og der er vigtige spørgsmål, som må løses. Selv om flertallet af medlemsstaterne anvender det system, som bygger på ex ante-fonde, er der stadig betydelige forskelle på garantiniveauerne, fondenes størrelse og finansieringen af dem.

Jeg vil nævne to eksempler. Det garanterede beløb er otte gange større i den mest beskyttende stat end i den mindst beskyttende stat, og garantifonden i en stat alene svarer til 40 % af det samlede europæiske beløb. Det giver konkurrenceforvridning. Ex post-systemet er en trussel mod den nationale og europæiske finansielle stabilitet i krisetider.

Grænseoverskridende bankkoncerner oplever også problemer. Der er praktiske vanskeligheder forbundet med at konsolidere midler fra forskellige ordninger. Man kan kun opnå en koncentration af garantier i et fælles system gennem en mangfoldighed af regler og aftaler mellem stater, og det fragmenterer systemet og gør det mere sårbart over for en uacceptabel risikoakkumulation. Der er mange spørgsmål med hensyn til formålet med indskudsgarantiordningen: harmonisering af dækningsniveauet, risikobaserede bidrag, anvendelse af midler til at skaffe likviditet, byrdefordeling, håndtering af grænseoverskridende kriser, likvidering af virksomheder og samarbejde mellem myndigheder.

Indskudsgarantiordninger bør give et risikobaseret sikkerhedsnet, som kan beskytte indskyderne, sikre fair og effektiv konkurrence, give stabilitet på pengemarkederne og bidrage til en ligelig byrdefordeling i krisesituationer.

Derfor bør alle mulighederne i de eksisterende rammer ikke stå i vejen for en grundig og ambitiøs reform, når de nødvendige undersøgelser er blevet gennemført.

  Mariela Velichkova Baeva (ALDE). - (BG) Fru formand, mine damer og herrer! Finanskriser er ikke noget nyt fænomen; de er udtryk for et misforhold mellem den finansielle sektor og den reelle økonomi. Realkreditkrisen i USA har for nylig får finansielle eksperter til at sige, at økonomien og de finansielle markeder hænger sammen, og at der er brug for en større diskussion for at forbedre risikostyringen.

Idéen i hr. Ehlers beslutningsforslag er at vurdere og forbedre forsigtigheds- og advarselssystemerne i EU med henblik på at sikre stabilitet på de finansielle markeder, og spørgsmålet om at garantere indskud som en traditionel form for opsparing er bestemt meget aktuelt i mit land Bulgarien. I denne forbindelse vil jeg gerne understrege, at bankernes ansvar for at organisere deres portefølje omhyggeligt og forvalte deres indskyderes ressourcer effektivt er af allerstørste betydning. Naturligvis er borgernes større bevidsthed om anvendelse af fleksible ordninger, diversificeringen af indskudsformer og mekanismer som indskudsgarantifonde med til at styrke tilliden og fremme den finansielle stabilitet.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne for deres indlæg. Jeg vil afslutningsvis gerne fremhæve to centrale punkter.

Vi mener ikke, at det er passende at ændre reglerne på nuværende tidspunkt. Direktivet har bestået tidens test. Det kan tilpasses til skiftende omstændigheder. På længere sigt vil det være afgørende set ud fra ønsket om finansiel stabilitet, at de positive garantiordninger bidrager til en gnidningsløs krisestyring i et stadig mere paneuropæisk bankmiljø.

Eventuelle yderligere skridt hen mod mere harmoniserede ordninger i EU afhænger derfor af resultatet af det mere bredt anlagte arbejde, der i øjeblikket udføres inden for krisestyring.

Med hensyn til de problemer, som fru Kauppi og hr. Hökmark nævnte, så er tilbagebetaling af bidrag til en bank, som forlader ordningen, uanset årsagen ikke omfattet af det eksisterende direktiv, og det hører derfor under medlemsstaternes lovgivning. Harmonisering på europæisk niveau ville kræve fuld harmonisering af finansieringsmetoden.

Jeg vil gerne takke ordføreren hr. Ehler og Økonomi- og Valutaudvalget for deres meget konstruktive tilgang.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

18. Formueforvaltning II (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Wolf Klinz for Økonomi- og Valutaudvalget om Kapitalforvaltning II (2007/2200(INI)) (A6-0460/2007).

  Wolf Klinz, ordfører. - (DE) Fru formand! Siden vedtagelsen af UCITS-direktivet i 1985 er de europæiske fondsmarkeder vokset enormt. Direktivet er blevet ajourført to gange for at tage højde for den nye udvikling på markedet, og en yderligere modernisering står højt oppe på næste års dagsorden.

En af de vigtige kilder til Kommissionens nuværende reformprojekt er den første beslutning om formueforvaltning (Formueforvaltning I), som blev vedtaget af Europa-Parlamentet i april 2006, og som fastsætter de primære elementer i reformpakken. Jeg er taknemmelig for, at Kommissionen har vedtaget disse anbefalinger og ønsker dem gennemført i et lovgivningsmæssigt instrument til næste år.

Det aktuelle beslutningsforslag med titlen Formueforvaltning II er ligeledes designet til at bane vejen for fremtidige initiativer fra Kommissionens side. Til dette formål indeholder forslaget adskillige foranstaltninger, som går videre end den reformpakke, der er planlagt til næste år, men som vi anser for nødvendige, hvis den europæiske fondsbranche skal blive mere konkurrencedygtig. Der er følgende hovedpunkter.

For det første bør Kommissionen overveje en udvidelse af de anvendelige aktiver til at omfatte ejendomsfonde og hedgefonde. Begge disse produkter er med til at sprede risikoen i porteføljer og tilbyder attraktive afkast af investeringer. Foruden at tilføje disse produkter til porteføljer bør man også overveje et europæisk depositarpas, som ville give private investorer direkte adgang til disse produkter. Det er positivt, at Kommissionen har nedsat en ekspertgruppe om åbne fonde, der investerer i fast ejendom (OREF), og vil gennemføre en undersøgelse af ikkeharmoniserede detailfonde.

For det andet er det ikke kun detailinvestorer, men også professionelle udbydere og institutionelle investorer, der bør kunne udnytte fordelene ved et fælles europæisk marked fuldt ud. Der har aldrig været mulighed for disse grupper, som kan klare sig uden den traditionelle forbrugerbeskyttelse, for at operere på tværs af grænserne uden meget offentlige anmeldelsesprocedurer. En europæisk privat investeringsordning kan afhjælpe denne situation. Den skal udformes således, at den ikke begrænser de eksisterende ordninger, hvoraf nogle er meget liberale, i de enkelte medlemsstater. For at sikre denne fleksibilitet foreslår Parlamentet, at CESR, Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg, udarbejder anbefalinger for organiseringen af en sådan ordning. Næste skridt ville så omfatte en undersøgelse af, om det var tilstrækkeligt, eller om der var behov for et universelt bindende direktiv.

For det tredje er viften af investeringsprodukter til detailinvestorer stadig voksende, men den tilgængelige produktinformation giver ikke mulighed for at sammenligne produkternes relative fordele. Det skyldes til dels den meget fragmenterede lovgivning i Europa. Hvis individuelle investorer skal træffe informerede beslutninger, må der imidlertid foreligge krav til information og offentliggørelse, som tilvejebringer en vis grad af sammenlignelighed mellem konkurrerende produkter. De forskellige brancher skal kunne konkurrere på lige vilkår under samme regler. Derfor opfordrer vi Kommissionen til at revurdere den eksisterende lovgivning for de forskellige produktkategorier og fremlægge forslag om, hvordan situationen kan forbedres.

Målet er ikke at gøre produkter fuldt ud sammenlignelige. Livsforsikringspolicer, certifikater og fonde er meget forskellige i juridisk status og struktur. Målet er derimod at indføre ligeværdige informationskrav. Selv maksimal gennemsigtighed er imidlertid ikke noget værd, hvis ikke investorerne har i det mindste et minimalt niveau af viden om forskellige finansielle produkter og den måde, de fungerer på. Det er derfor medlemsstaternes ansvar at fremme oplysningsinitiativer på dette område.

For det fjerde bør investorerne ikke kun kunne nyde godt af en bred vifte af produkter, men også af lave omkostninger. I øjeblikket er det europæiske landskab af fonde ekstremt fragmenteret, hvilket fører til ineffektivitet og for høje omkostninger, navnlig i sammenligning med konkurrerende lande. Kommissionen har planer om at skabe en lovgivningsmæssig ramme for fondsfusioner til næste år. Det må hilses velkommen. Kommissionen overser imidlertid en af de vigtigste forhindringer for grænseoverskridende fusioner, nemlig beskatningen. Vi kræver derfor, at grænseoverskridende fusioner bliver behandlet på nøjagtig samme måde som nationale fusioner, hvad angår beskatningen - de bør med andre ord ikke medføre ekstra beskatning for investorerne. Vi beder ikke om tiltag i forbindelse med skattesatser eller noget lignende. Vi beder bare om, at grænseoverskridende fusioner ikke bliver behandlet anderledes end nationale fusioner.

For det femte vil Parlamentet udarbejde en særskilt betænkning om den potentielle nytte af en europæisk lovgivningsramme for hedgefonde og private aktiefonde. Kommissionen bør imidlertid forberede sig på at gå aktivt ind i de internationale diskussioner om disse spørgsmål.

Endelig vil jeg gerne takke de øvrige medlemmer af udvalget, navnlig skyggeordførerne fra de andre grupper, for deres tætte samarbejde. Jeg håber, at Kommissionen ligesom første gang vil tage godt imod vores forslag, så vi kan gøre mulighederne i et fælles europæisk marked fuldt ud tilgængelige for såvel investorer som fondene.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne rose Økonomi- og Valutaudvalget og navnlig ordføreren hr. Klinz for deres initiativ til at udarbejde en initiativbetænkning og for det store arbejde, de har lagt i betænkningen. Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at takke Europa-Parlamentet for dets værdifulde bidrag til debatten om formueforvaltning. Parlamentets tidligere betænkning om formueforvaltning var også et fremragende bidrag til vores arbejde med UCITS-direktivet.

En lang proces med analyser og høringer har efter vores mening ført til, at der er opbygget en stærk konsensus om, hvad der skal gøres og hvordan. Vi bør ikke overbelaste vores dagsorden, men vi er ikke blinde for, at der er andre spørgsmål og problemer. Dagens betænkning vidner om den brede vifte af andre spørgsmål, som Europas fondsbranche står over for. Vi er allerede begyndt at arbejde med mange af de områder, der fremhæves i denne betænkning. Formålet er at opbygge en solid videnbase, som vi kan basere fremtidige beslutninger på. Det glæder os at se, at Parlamentet støtter en omhyggelig proces baseret på konsekvensvurderinger. Det er en model, som vi har stor tillid til i Kommissionen. Den vil sikre, at fremtidige initiativer svarer til de reelle behov og giver effektive løsninger. Vi anvender også denne model i vores arbejde med private investeringer. I maj 2008 vil vi udsende en meddelelse, hvor vi vurderer behovet for og muligheden for den europæiske private investeringsordning.

Den foreliggende betænkning kræver hurtige løsninger for at lette grænseoverskridende pas for detailsalg af ikkeharmoniserede fonde. Vi ser også omhyggeligt på dette vigtige spørgsmål og vil aflægge rapport til Rådet og Parlamentet i efteråret 2008. Vi håber, at denne rapport vil bidrage med et empirisk grundlag for denne komplekse diskussion.

Når man lytter til debatten, kan man nogle gange få det indtryk, at man peger på løsninger, før problemet overhovedet er blevet ordentligt specificeret. Vi vil advare mod at haste en yderligere udvidelse af EU-reglerne for detailfonde igennem. UCITS 3 giver allerede i dag mulighed for en bred vifte af innovative strategier, herunder visse typer af alternative investeringer. Vi må gøre os klart, hvad der kan lade sig gøre i dag, og hvorvidt kontrollen af risikoforvaltningen i branchen er tilfredsstillende, før vi overvejer en yderligere udvidelse af rammerne for detailfonde. Vi forstår godt den europæiske fondsbranches ønske om innovation og finansiel kreativitet, men det må ikke ske på bekostning af investorernes tillid til UCITS-mærket.

Vi anerkender betænkningens bekymring med hensyn til de forskellige regler for distribution af erstatningsprodukter og understreger, at Kommissionen er åben over for, om det er et vigtigt spørgsmål, som skal løses. Svarene på den høring, der blev indledt i oktober, vil give os grundlag for at vurdere, om det nuværende kludetæppe af regler udgør en reel og væsentlig risiko til skade for investorerne. På baggrund af svarene og yderligere opfølgende arbejde vil Kommissionen i efteråret 2008 udsende en meddelelse om behovet for handling på EU-niveau.

Vi glæder os over, at betænkningen anerkender det positive bidrag, som hedgefonde yder til markedets funktion og virksomhedernes effektivitet. Der er for nylig fra branchens side taget initiativ til at udvikle frivillige standarder om bedste praksis, og dette er et positivt og passende svar på kravene om større åbenhed. Det glæder os, at Parlamentet også mener, at der er behov for internationale svar inden for disse meget globaliserede erhverv.

Sammenfattende kan det siges, at der er blevet opnået meget inden for formueforvaltningens område. Der er stadig en lang vej foran os. Der dukker stadig nye udfordringer op i denne sektor, hvor forandringerne sker hurtigt. Vi gør imidlertid ikke os selv nogen tjeneste med forhastede og dårligt forberedte svar. Vi er glade for at se, at Kommissionen i Parlamentet har en værdifuld partner, som arbejder for samme mål, nemlig et integreret og effektivt europæisk fondsmarked, som tjener såvel erhvervslivet som investorerne.

  Astrid Lulling, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Fru formand! I forbindelse med denne vigtige initiativbetænkning om Kommissionens hvidbog om investeringsfonde er det vores holdning, at vi i almindelig enighed har besluttet at fokusere på de ikkelovgivningsmæssige aspekter, eftersom lovforslaget om revision af UCITS III-direktivet vil blive fremsat i begyndelsen af 2008. Når det er sagt, så er de emner, vi har besluttet at tage op, meget vigtige for investeringsinstitutter.

Der er risiko for, at en udvidelse af viften af anvendelige aktiver med åbne fonde, der investerer i fast ejendom, og alternative fonde ville kunne ødelægge UCITS-produkternes gode ry i hele verden og have en negativ indflydelse på salget af dem både i EU og i tredjelande. For at undgå at skade investeringsfondssektoren i Europa har Parlamentet bedt Kommissionen om at gennemføre en tilbundsgående undersøgelse af de mulige konsekvenser af at medtage disse ikkeharmoniserede detailfonde i de anvendelige aktiver for mærkning som UCITS.

Investeringer i UCITS løber op i milliarder af euro og står for omkring 80 % af investeringsfondsmarkedet i Europa. Sektoren venter utålmodigt på revisionen af UCITS-direktivet. For at undgå unødvendige og kontraproduktive forsinkelser af denne revision har Parlamentet imidlertid klart foreslået, at der ikke sker nogen udvidelse af viften af anvendelige aktiver, før den lovgivningsmæssige reform af UCITS-direktivet er færdig. Jeg har på min gruppes vegne hele tiden forfægtet denne linje, og jeg glæder mig over ordførerens vilje til at gå på kompromis.

Betænkningen kræver også, at der oprettes harmoniserede rammer for private investeringer i EU, og jeg støtter fuldt ud betænkningens anbefalinger på dette punkt.

Reglerne for private investeringer skal baseres på en nøjagtig definition af kvalificerede investorer, som fastsat i MiFID-direktivet. Velinformerede og kvalificerede investorer, som er i stand til at foretage private investeringer, skal under ingen omstændigheder pålægges ekstra bureaukrati som følge af regler, som ikke kun er unødvendige, men faktisk kontraproduktive.

Jeg må afvise socialdemokraternes ændringsforslag, som kræver ækvivalens mellem medlemsstaternes regel- og tilsynssystemer i forbindelse med anvendelse af reglerne for private investeringer, hvilket ville medføre, at man tillod gensidig adgang til markederne. Denne form for ækvivalens i Europa er simpelthen urealistisk.

Jeg må også fremhæve et punkt, hvor min gruppe og jeg er uenige med ordføreren. Det drejer sig om punkt 19 vedrørende spørgsmålet om såkaldte “garanterede fonde”. Selve idéen om disse fonde er kontroversiel, og vi forsøgte at protestere mod den misforståede definition af dem. Jeg håber, det lykkes os at komme af med dette punkt. Ikke desto mindre må jeg ønske ordføreren tillykke med kvaliteten af hans arbejde, som giver os mulighed for at forberede lovforslaget ordentligt. Det betyder, at vi nu med sindsro kan se frem til det arbejde, der ligger foran os næste år.

  Harald Ettl, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Må jeg have lov at sige til Astrid, at hun ikke altid bør gå ud fra, at socialdemokraternes forslag er uholdbare. Jeg vil begynde med en varm tak til ordføreren hr. Klinz for hans velafbalancerede betænkning. Jeg må sige til kommissæren, at han ikke altid behøver være så bange for at overbelaste dagsordenen.

Vi behandler betænkningen om formueforvaltning på baggrund af den amerikanske finans- og realkreditkrise. End ikke Den Europæiske Centralbank kan vurdere det fulde omfang af den skade, som denne krise har forvoldt på det europæiske finansielle system og europæiske banker. Og der kan være - og er helt sikkert - mere i vente. De globale finansielle markeder er allerede så tæt forbundet med hinanden, at der ikke er nogen måde at beskytte EU mod sådanne spekulative eskapader på, som vi alle i sidste ende kommer til at betale prisen for. Grådige bankdirektører, som udelukkende fokuserer på gevinsten til aktionærerne, har stadig stjernestatus, og de amerikanske ratingbureauer har stadig kronede dag og leder os på vildspor. Det er imidlertid aldrig godt at lovgive pr. refleks. Ikke desto mindre er der meget at gøre på dette område, og Kommissionen kan ikke bare lade spørgsmålet løse sig selv og lade markedet i fred.

Et budskab fra betænkningen, som jeg gerne vil fremhæve, er at mere oplysning og gennemsigtighed fører til mere forbrugerbeskyttelse og større sikkerhed for forbrugerne. Det er et meget sundt udgangspunkt. En anden god ting er, at betænkningen henviser til hedgefonde og private aktiefonde, for flere og flere formueforvaltere investerer i alternative investeringsprodukter. Hedgefonde, åbne fonde, der investerer i fast ejendom, og andre detailprodukter bør derfor inkluderes i UCITS III-direktivet - det er en opgave, der ligger foran os.

Efter min opfattelse indebærer selve begrebet formueforvaltning en stadig udvikling, om det nu er gennem investeringscertifikater, pensionsfonde, livsforsikringsselskaber, banker eller privat formueforvaltning. Siden 2003 har vi haft et direktiv om insiderhandel og manipulering af markedet. Det er slet ikke blevet ordentligt gennemført. Især fondssektoren taler konstant om dyr overregulering og nægter at udvide sine regler om åbenhed og ansvar.

Her har vi brug for et system med en klar struktur, som giver juridisk sikkerhed, hr. kommissær. Det glæder mig, at mit forslag om en forbedret klausul om virksomhedsledelse er blevet vedtaget, men jeg beklager, at man forkastede mit forslag om EU-tilsyn med de finansielle markeder. Vi kunne godt tænke lidt længere også i denne retning, hr. kommissær, og vi er nok nødt til det.

Det er ikke desto mindre tilfredsstillende, at der blev opnået et kompromis på tværs af grupperne i spørgsmålet om garantifonde. Når alt kommer til alt, bør og må vi gøre alt for at sikre, at der sættes grænser for formueforvalternes spekulation, og at Parlamentet, Kommissionen og Rådet ikke udmærker sig ved kollektiv træghed. Hr. kommissær, det var henvendt til Dem. Gør det, og gør det godt!

  Margarita Starkevičiūtė , for ALDE-Gruppen. - (LT) Fru formand! Jeg vil gerne påpege, at denne betænkning, selv om den er velafbalanceret og generelt acceptabel, ikke rigtig afspejler virkeligheden. Problemet er, at det ud fra de foreliggende oplysninger ser ud til, at de fleste finansielle institutioner ikke følger de regler, vi har anbefalet.

Det største problem ser ud til at være misbrug af de uoverensstemmelser, der forekommer i disse regler. Derfor må vi se på betænkningen i sammenhæng med de andre betænkninger og dokumenter som f.eks. MiFID for at finde en form for kompatibilitet. Jeg vil også gerne understrege, at jeg er enig med fru Lulling i, at UCITS er et godt navn, og at vi derfor skal være meget forsigtige med at tage nye produkter med i porteføljen.

Hvorfor? Fordi vi ikke ved, hvad disse produkter er for nogle. Jeg beklager meget, men i dette dokument og i Kommissionens forslag er detailinvestorernes og de institutionelle, professionelle investorers porteføjler og interesser blandet noget sammen. Detailinvestorer bør have klare definitioner og regler. Men når vi har både UCITS og alternative investeringsfonde, så er virkeligheden den, at f.eks. i mit hjemland bliver de blandet sammen og præsenteret for detailinvestoren, som ikke forstår, hvad det er, han investerer i.

Derfor skal vi have mere præcise definitioner og et dokument med en entydig struktur. Jeg håber virkelig, at Kommissionen til næste år kommer med et dokument med en mere klar struktur. Vi skal beskytte de detailinvestorerne. Naturligvis bør de private investorer have flere rettigheder, men disse rettigheder skal defineres separat. Vi bør ikke råde folk til at investere i alternative fonde, som ikke engang er defineret. I mit hjemland betegnes alle fonde som alternative i øjeblikket.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren hr. Klinz for hans initiativbetænkning og for at have taget alle forslagene og meningerne fra de andre grupper med i betragtning.

Det kan give store fordele for den europæiske økonomi at harmonisere miljøet for formueforvaltning og produkter på fondsmarkedet, som vi så det med UCITS-direktivet i 1985.

UCITS-direktivet er blevet et stærkt brand på globalt plan. Det sælger godt i udlandet. UCITS udgør grundlaget for et solidt fondsmarked i Europa, og de stimulerer økonomien gennem øget stabilitet og produktiv geninvestering af opsparinger.

Men emnet for denne betænkning er ikke revisionen af UCITS-direktivet, som er på vej, og som vi hilser velkommen. Betænkningen handler i stedet om ikkeharmoniserede detailfonde, som ligger uden for UCITS, og som kræver en række vigtige tiltag.

Jeg vil især gerne hilse de private investeringsordninger velkommen, som kommissæren også nævnte. Det er et nyttigt instrument til at opnå et europæiske marked for ikkeharmoniserede fonde.

For det andet er gennemsigtige gebyrer en længe ventet og undervurderet faktor med hensyn til at forbedre informationen til investorerne. Andre tiltag i betænkningen går ligeledes i den rigtige retning og fjerner markedsforvridninger.

Imidlertid - og her vender jeg tilbage til UCITS’ succes - må vi ikke blive grådige og blande tingene sammen. Jeg tænker naturligvis på debatten om at udvide UCITS med nye klasser af aktiver som f.eks. åbne fonde, som investerer i fast ejendom, eller fonde af hedgefonde. Jeg tror ikke, dette er det rette tidspunkt at diskutere disse følsomme spørgsmål på. Vi risikerer at få en mere stiv ordning, og vi ville sikkert få et andet miljø på de finansielle markeder.

Jeg tror også, det er meget vigtigt at diskutere garanterede fondes rolle. Der findes ikke garanterede fonde. Vores gruppe ønskede en vis fleksibilitet. Vi mener ikke, at en ordning med kapitalkrav til fondene løser problemet. Garanterede fonde findes ikke, og denne type definitioner bør fjernes fra ordningen. Derfor har PPE-DE-Gruppen stillet et forslag.

  Pervenche Berès (PSE) . - (FR) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne takke ordføreren for hans tekst. Den behandler velkendte emner. F.eks., hvad er det helt nøjagtigt, der er forskellen på institutionelle og professionelle investorer og private investorer? Nogle vil gerne have os til at tro, at der er en slags kinesisk mur mellem de to typer. Jeg er ikke overbevist, og de seneste begivenheder har vist, hvordan finansiel innovation breder sig fra den ene kategori af investorer til den anden, helt ned til den enkelte opsparer. Det er en farlig forestilling, at vi kan basere lovgivningen på, at der findes to typer investorer - oplyste, professionelle investorer på den ene side og små opsparere på den anden. Vi ved, at der sker en gradvis glidning i investeringsprodukter. Det kan være udmærket at operere med to typer investorer, men vi skal være meget opmærksomme på, hvordan vi anvender denne skelnen.

Mit andet punkt, som også optræder i andre tekster om de finansielle markeder, handler om informationen til investorerne. Det er tydeligvis helt centralt, men alligevel begynder vi på bar bund, fordi de finansielle innovationer er så komplekse, at man endnu ikke helt har anerkendt eller taget stilling til det. Det er imidlertid ikke godt nok at konstatere, at det er sådan. Der findes ikke nogen erstatning for ansvaret hos dem, som arbejder med produktplacering, og det skal vi huske.

For det tredje, hr. kommissær, tror jeg De tager fejl med hensyn til forbindelsen mellem gennemførelse af MiFID-direktivet og UCITS-direktivet. Er det hensigtsmæssigt at gennemføre MiFID-direktivet i medlemsstaterne, før vi ved, hvordan det vil forholde sig til UCITS-direktivet? Jeg tror, den nuværende situation ville være mere afbalanceret, hvis vi havde gjort det i omvendt rækkefølge.

Med hensyn til beskatningen har ordføreren nævnt konsekvenserne for fondsfusioner. Jeg tror, vi også skal huske på konsekvenserne for produktplacering, som kunne blive besværliggjort af rent fiskale hindringer.

Jeg vil også gerne kommentere socialdemokraternes ændringsforslag, for virkeligheden på markedet for disse produkter er forskellig i lande, som producerer dem, lande, som køber dem, og lande, som både producer og køber dem. Vi har indført gensidighedsprincippet, som ikke kun gælder for åbning af markederne og markedsadgang, men også for bestemmelser om regler og tilsyn. Jeg tror, disse elementer er vigtige, for tanken om, at et ikkeEU-land, som kun producerede disse produkter, skulle have adgang til vores marked på nogen form for betingelser, bare fordi vi havde adgang til dets marked (hvilket meget vel kunne tænkes ikke at være i europæiske forbrugeres interesse), virker enten urealistisk eller rent teoretisk, og jeg kan ikke acceptere den.

Ordføreren har flere gange anført, at gensidighed ville være i strid med WTO-reglerne. Men, hr. kommissær, jeg spørger Dem: Hvad gjorde vi, da vi anerkendte ækvivalensregler med USA? Det er præcis den model, vi beder Dem anvende her. Det anføres også, at konceptet er urealistisk, fordi vi ikke har harmonisering i EU. Men hvis forhandlinger om ækvivalens med tredjelande kunne opmuntre os til at indføre en fælles standard for regler og tilsyn i EU, ville det så ikke være et betydeligt fremskridt?

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). - (HU) Tak, fru formand. Jeg håber, jeg kan gøre det kort. Jeg kommer fra øst, fra et område, som er fattigt på kapital, og jeg er ikke henrykt over, at alle nu bider negle, mens de venter på at se, hvad der vil ske med hedgefonde eller private aktiefonde, når UCITS bliver udvidet, for det påvirker overhovedet ikke vores region, eller i hvert fald ikke i de første mange år. Måske kommer vi endda til at opleve noget af det fra den menneskelige side med formueaktiver. Men jeg vil gerne fremhæve, hvad jeg som borger fra øst forventer af revisionen. En ting er, at bankerne, som ofte fungerer som distributører inden for denne mekanisme og modtager meget store beløb, bør undersøges, eftersom salgsomkostningerne i dag udgør 60 % af de samlede omkostninger, og jeg har bemærket, at bankerne i min region høster store gevinster på denne måde. Hvis vi opnår noget med det, er vi kommet et skridt fremad.

For det andet har tilfældet med MiFID-incitamentet ikke talt for gennemsigtige omkostninger, for hvis f.eks. en bank har fondsforvalteren og sælgeren, ved vi ikke, hvad der foregår i den interne handel, og interessant nok har end ikke sådanne interne handler være i stand til at opbryde de forskellige salgspriser.

For det tredje gør mange medlemsstater imidlertid stadig en hel del eller gennemfører bestemmelser, som faktisk sikrer, at depotinstitutionerne, fondsforvalterne og deres ledelse holder fødderne på jorden. I mit land, eller vores lande, er der mange dygtige unge mennesker, og de kan udføre forvaltningsopgaver f.eks. til en god pris og i en meget høj kvalitet, hvis de får lov, og jeg tror, at det er i alles interesse, at de får adgang til det frie marked.

Endelig er der forbrugerbeskyttelsen. Jeg anerkender, at oplysning er meget vigtig, men sideløbende må vi fremhæve skattespørgsmålet. Det må ikke være sådan, at hvis jeg køber UCITS i et andet land, ender jeg med at være dårligere stillet end i mit eget land. Mange tak.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Klinz for hans betænkning. Den europæiske fondsbranche har gjort store fremskridt i de seneste år, og det har UCITS-direktivet været et redskab til. Men selv om fondsbranchen har oplevet en hurtig vækst, er potentialet stadig stort. Dette potentiale kan frisættes gennem øget konkurrence og mobilitet i branchen i hele EU.

Jeg har et par bemærkninger til betænkningen. Jeg kan se fornuften i at anbefale en udvidelse af UCITS til åbne fonde, der investerer i fast ejendom, og fonde af hedgefonde, men det bør efter min mening behandles i et særskilt direktiv eller lovgivningsmæssigt instrument. Jeg kan også se fornuften i forslag om af forbedre de europæiske private investeringsordninger og er enig i, at definitionen af anvendelige investorer er central. Det er vigtigt at bemærke, at selv om definitionerne i MiFID og prospektdirektivet er godt udgangspunkt, kan der være nogle supplerende spørgsmål, som også skal tages op.

Med hensyn til investeringspolitik og risikostyring vil jeg minde Parlamentet om, at selv om Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg gennemfører en undersøgelse af, hvordan UCITS-direktivets krav om risikostyringsprocessen bliver gennemført i medlemsstaterne, så er det ikke Værdipapirtilsynsudvalgets hensigt at harmonisere disse krav. Visse centrale områder med afvigende praksis kunne undersøges med henblik på en mere harmoniseret model. Garanterede fonde bør bakkes op af kapitalkrav, og det bør ske ved kun at tillade, at fonde kan kaldes garanterede, hvis de bakkes op at en passende garantiordning. Jeg er skeptisk over for kravet om et depositarpas, som ville føre til, at depositaren blev etableret i en anden stat end UCITS-staten. Dette ville skabe et hul i reglerne, fordi en UCITS og dens depositar ville være underlagt forskellige regelsæt, og det kunne give anledning til komplekse juridiske spørgsmål i tilfælde af vanskeligheder inden for UCITS.

Jeg takker hr. Klinz for denne betænkning, som er meget nyttig, og jeg håber, kommissæren vil kunne besvare mine spørgsmål.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Parlamentets betænkning viser, at vores to institutioners modeller for at komme videre inden for formueforvaltningen ligner hinanden meget. Fremtidige diskussioner skal bygge på en grundig analyse af konsekvenserne.

Vi ønsker både effektive markeder, som opfylder behov og forventninger hos den europæiske fondsbranche og de europæiske investorer. Der er taget vigtige skridt i denne retning. Flere vigtige skridt ligger foran os. Vi ønsker at tage disse skridt, men vi bør være forsigtige. Vi skal sørge for at bevare UCITS gode ry som brand. Vi skal tage den nødvendige tid til at involvere og høre alle parter, og vi skal undgå unødvendig indgriben, som risikerer at forvride markedet uden at give væsentlige fordele.

Først når alle disse betingelser er opfyldt, kan vi være sikre på, at vores beslutninger lever op til udfordringen. Vi glæder os til det fortsatte samarbejde mellem vores institutioner på dette meget vigtige område.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

19. Samarbejde mellem EU’s Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Adamos Adamou for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets afgørelse om indgåelse af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Europarådet om samarbejde mellem Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet (KOM(2007)0478 - C6-0311/2007 - 2007/0173(CNS)) (A6-0443/2007).

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke Parlamentet og navnlig ordføreren, hr. Adamou, for det løbende og konstruktive samarbejde og for opbakningen til indgåelsen af denne meget vigtige samarbejdsaftale.

Oprettelsen af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder var en stor succes med hensyn til fremme og overholdelse af grundlæggende rettigheder i EU. Det var også en succes i forhold til det interinstitutionelle samarbejde. Jeg har fra starten været opsat på at sikre, at dette vigtige initiativ opnår fuld opbakning fra de tre institutioner. Et velfungerende samarbejde mellem EU og Europarådet er afgørende for agenturets succes.

Forslaget til Rådets afgørelse afspejler dette mål. Det er udtryk for de to organisationers oprigtige ønske om at samarbejde, og det glæder mig at se, at forhandlingerne om aftalen er blevet gennemført hurtigt og på en meget konstruktiv måde fra begge parters side.

Denne vigtige aftale vil gøre agenturet i stand til at udnytte sin kapacitet optimalt. For at gøre agenturet fuldt operationelt er der allerede truffet nogle foranstaltninger og flere er under forberedelse. Denne aftale vil være med til at skabe en omfattende samarbejdsramme. Den vil være med til at sikre en strukturel platform for begge organer og dermed skabe bedre vilkår og større effektivitet i forhold til den gensidige dialog og fælles tiltag.

Den vil også være med til at forhindre arbejdsmæssige overlapninger mellem de to organer. Ifølge aftalen skal der finde regelmæssige kontakter og møder sted mellem embedsmænd fra agenturet og Europarådet, og der skal også foregå en regelmæssig informationsudveksling. Desuden skal der udpeges en uafhængig person til agenturets bestyrelse og forretningsudvalg, hvilket vil fremme meningsudvekslinger og samarbejde.

Denne aftale styrker vores fælles mål om at fremme og beskytte grundlæggende rettigheder i EU.

  Adamos Adamou, ordfører. - (EL) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne starte med at give udtryk for min tilfredshed med det indtil videre fremragende samarbejde mellem Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet, især med hensyn til indgåelsen af en aftale, som begge parter er tilfredse med. Jeg håber, at deres fremtidige samarbejde vil fortsætte på samme vis og blive lige så velfungerende.

Trods langstrakte forhandlinger og høringer med skyggeordførerne om det væsentlige indhold i betænkningen underrettede Tabling Office os om, at der i henhold til forretningsordenens artikel 83, stk. 7, og artikel 51, stk. 2, ikke var mulighed for at ændre aftalens tekst, og med hensyn til betænkningen var der kun mulighed for at stille proceduremæssige ændringsforslag, en omstændighed, der fik flere medlemmer af LIBE-udvalget til at stemme for betænkningen under protest. Min betænkning er derfor alene en godkendelse af indgåelsen af aftalen mellem Europarådet og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder.

EU’s system af principper for beskyttelse af grundlæggende rettigheder er hovedsageligt udviklet gennem Domstolens retspraksis og bekræftet af den udtrykkelige anerkendelse i EU-traktaterne. Det er imidlertid vigtigt at sikre, at dette system til beskyttelse af menneskerettigheder styrkes yderligere, samtidig med at grundlæggende principper som ikkeforskelsbehandling, ikkeudelukkelse, ytrings-, religions- og samvittighedsfrihed samt sociale og økonomiske rettigheder beskyttes.

Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder kunne sørge for denne beskyttelse, når Fællesskabets og medlemsstaternes kompetente institutioner, organer, kontorer og agenturer gennemfører fællesskabslovgivning. Det er vigtigt at anerkende, at det er Europarådet, som gennem sit store arbejde på området har udviklet et omfattende system af normer og juridiske og retlige instrumenter til beskyttelse og fremme af menneskerettigheder og retsstatsprincippet og har opnået betydelig erfaring. Derfor skal det fælles mål om at beskytte grundlæggende rettigheder, som deles af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet, nås på en betydningsfuld og positiv måde, hvor man undgår overlapninger og forhindrer en svækkelse af det veletablerede retlige og udenretlige system til beskyttelse af menneskerettigheder og individuelle rettigheder, som Europarådet har skabt. Vi skal sikre, at retspræcedens og det væsentlige indhold i menneskerettighedsbeskyttelsen som fastlagt af Europarådet, en organisation, som omfatter 47 medlemslande, ikke drages i tvivl.

Jeg vil også gerne understrege, at enhver risiko for overlappende beføjelser og procedurer skal afværges for at undgå forvirring i forhold til de to organers målsætninger og ansvar, så vi kan sikre et harmonisk samarbejde mellem dem. Dette skal frem for alt afspejles i agenturets årlige arbejdsprogram og i styrkelsen af samhørigheden og komplementariteten mellem de to institutioner.

Med hensyn til udvekslingen af oplysninger mellem Europarådet og Agenturet for Grundlæggende Rettigheder er det yderst vigtigt, at begge parter er indstillet på, at en sådan udveksling så vidt muligt foregår i fuld fortrolighed. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet bør vedtage mere præcise bestemmelser for gennemførelsen af aftalens artikel 15 om tilskud, som Europarådet modtager fra agenturet, for at sikre fuld gennemsigtighed og undgå eventuelle antydninger af en for vidtgående indbyrdes afhængighed mellem de to institutioner.

Det er også afgørende at gennemføre aftalens artikel 7 på en måde, der giver de to institutioner mulighed for ved gensidigt samtykke at udveksle så mange oplysninger som muligt under behørigt hensyn til forretningsordenen og i det omfang, det er muligt under overholdelse af de gældende regler om fortrolighed. De respektive oplysninger bør ikke anvendes af andre institutioner end dem, der er direkte involveret i undersøgelsen af et givet spørgsmål. De bør heller ikke gøres tilgængelige for tredjelandes institutioner og agenturer, medmindre der foreligger garantier for og føres kontrol med deres anvendelse.

Som sagt har samarbejdet mellem Kommissionen og Europarådet under forhandlingerne om aftalen været meget frugtbare, og det forventes, at de to institutioner også i fremtiden vil få et effektivt samarbejde, der bygger på gennemsigtighed og komplementaritet. Det er imidlertid yderst vigtigt, at Parlamentet inddrages i denne proces gennem periodiske rapporter, og at Europarådet opfordres til at redegøre for sin holdning til alle de undersøgelser og vurderinger, der foretages, med henblik på at sikre komplementaritet og gennemsigtighed og undgå overlapninger mellem de to institutioners arbejde.

  Kinga Gál, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Det glæder mig i dag at skulle tale som skyggeordfører for PPE-DE-Gruppen vedrørende indgåelsen af en aftale mellem Det Europæiske Fællesskab og Europarådet om samarbejde mellem Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet.

Vi har haft lange forhandlinger og mange drøftelser om, hvorvidt der er behov for et agentur, hvorvidt Europarådet kan acceptere dette, og hvorvidt der vil opstå et reelt og nyttigt samarbejde mellem de to.

Hele vejen igennem har både Parlamentet og Kommissionen klart sagt: Ja, vi har behov for agenturet, vi ser fornuften i at have denne institution, og vi forudser et godt samarbejde mellem Europarådet og agenturet.

Det glæder mig derfor, nu hvor aftalen er her, at vi kan tale om institutionaliseret samarbejde. Derimod finder jeg det beklageligt, at vi reelt ikke kunne forbedre teksten ved at ændre visse aspekter. I forbindelse med agenturets behandling af konkrete spørgsmål ville jeg gerne have understreget behovet for, at der tages højde for al den erfaring og ekspertise, som Europarådets Parlamentariske Forsamling har opnået med dens rapporteringssystem i de forskellige komitéer, f.eks. komitéen for retlige anliggender og menneskerettigheder, som har en fremragende ekspertise og erfaring med håndtering af disse spørgsmål.

Jeg er ikke desto mindre glad, for indgåelsen af denne aftale signalerer behovet for, at dette organ, agenturet, går i gang med arbejdet hurtigst muligt. Agenturet blev officielt oprettet den 1. marts, men dets drifts- og ledelsesstruktur er endnu ikke på plads. Det er bydende nødvendigt at fortsætte og forbedre situationen, så vi kan komme videre.

Jeg har fulgt sagen helt fra begyndelsen af mit mandat og har bemærket de enorme vanskeligheder med at fastlægge agenturets arbejdsområde, kompetenceområde og beslutningsstrukturer til alle involverede aktørers tilfredshed.

Vi er alle berørt, eftersom agenturet vil indsamle og behandle data og udarbejde anbefalinger til institutionerne på området, en beføjelse, som er vanskelig at afgrænse, som er horisontal, og som går på tværs af alle fællesskabspolitikkerne.

Vi kan kun være tilfredse, hvis vi opretter et troværdigt og ansvarligt agentur, som har tilstrækkelige beføjelser og et passende budget til at varetage sine opgaver. Det kan denne aftale være med til at sikre.

Vi vil sikre, at enhver overlapning mellem disse opgaver og dobbeltarbejde undgås. Lad os håbe, at dagens højtidelige proklamation af chartret om grundlæggende rettigheder vil blive den ene side og agenturet den anden side af den samme mønt: et første konkret skridt mod en fremtidig EU-politik for menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder.

  Genowefa Grabowska, for PSE-Gruppen. - (PL) Fru formand! Det, vi har at gøre med i dag, er en atypisk procedure, hvor Parlamentet skal udtale sig om hensigtsmæssigheden af et samarbejde mellem EU og Europarådet. Vi har ingen mulighed for at ændre noget i denne aftale. Vi skal blot vurdere den og afgive udtalelse.

Europarådet er den ældste europæiske institution, der beskæftiger sig med menneskerettigheder og fremme af demokrati. Der er ikke behov for at minde om, at der fra starten af har eksisteret et samarbejde mellem Europarådet og EU - og tidligere De Europæiske Fællesskaber. Et lands tiltrædelse af EU er betinget af dets respekt for de værdier, der er nedfældet i Europarådets statut, dvs. retsstaten, demokrati og frem for alt menneskerettigheder.

Det er således godt, at disse to institutioner, De Europæiske Fællesskaber - nu EU - og Europarådet, samarbejder, ikke kun fra deres respektive kontorer side om side i Strasbourg, men ved at beskæftige sig med fælles aktioner. Den aftale, som vi drøfter i dag, er hverken særlig original eller nyskabende, ligesom Agenturet for Grundlæggende Rettigheder heller ikke er en helt ny institution.

Som bekendt erstattede Agenturet for Grundlæggende Rettigheder Det Europæiske Observationscenter for Racisme og Fremmedhad i Wien, og centret havde et lignende samarbejde med Europarådet. Den aftale, der lå til grund herfor, og som blev indgået i 1999, blev respekteret af begge parter og var gyldig indtil for nylig, dvs. indtil centret blev erstattet af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder.

Da et nyt EU-organ nu er involveret, skal vi imidlertid undersøge den nye aftale om samarbejde med Europarådet for at sikre, at det, som ligner to ens institutioner, ikke er i konkurrence med hinanden, men kan samarbejde.

Jeg må sige, at aftalen hurtigt, men på en ordentlig måde, blev forhandlet på plads. Vi har ingen større forbehold vedrørende dens indhold og kunne heller ikke have det. Den fastlægger en samarbejdsramme, indeholder en bestemmelse om regelmæssig kontakt og vigtigst af alt skaber den personlige forbindelser, idet den fastsætter, at Europarådet skal udpege en uafhængig person - og en suppleant for denne person - til agenturets bestyrelse og forretningsudvalg. Alt dette får mig til fuldt ud at støtte forslaget og acceptere aftalen, som vil være til gavn for begge institutioner.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Fru formand, mine damer og herrer! Tak for muligheden for at få ordet. Betænkningen berører de mulige interessekonflikter, der kan opstå mellem Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet. Efter min opfattelse er dette spørgsmål mindre væsentligt. De virkelige vanskeligheder opstår i stedet mellem Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg og EF-Domstolen i Luxembourg.

Begge domstole har myndighed til at handle i forbindelse med krænkelser af menneskerettighederne, og der findes afgørelser, hvor de to instanser modsiger hinanden. De fleste af sagerne vedrører artikel 6 og 8 i den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder og drejer sig om overtrædelser af konkurrencereglerne som i sagerne om bl.a. National Panasonic, Hoechst AG og Niemetz.

Endelig er der Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder, som EU har undertegnet - to ensartede, men dog forskellige dokumenter. De kompetencer, der er tildelt Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder, har fokus på overvågning og støtte. Aftalen, som indgås i overensstemmelse med artikel 300 i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, der præciserer de individuelle kompetencer, skal derfor bifaldes. Desuden skal det bifaldes, at Europarådet får en repræsentant i bestyrelsen.

Eftersom agenturets beføjelser er begrænsede, mener jeg, at dets aktiviteter vil komplementere snarere end konkurrere med Europarådets aktiviteter. Under alle omstændigheder er vi nødt til at fortsætte drøftelsen af dette spørgsmål i lyset af, at chartret om grundlæggende rettigheder har fået ny retlig status.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Fru formand, hr. kommissær! Inden for de seneste måneder har EU taget fire afgørende skridt til fremme og beskyttelse af menneskerettigheder. For det første er Agenturet for Grundlæggende Rettigheder blevet oprettet. For det andet er en bestemmelse om den juridisk bindende karakter af chartret om grundlæggende rettigheder og en bestemmelse om EU’s tiltrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention fra 1950 blev indføjet i reformtraktaten. For det tredje er chartret om grundlæggende rettigheder højtideligt blevet undertegnet i Parlamentet i dag. Med den formelle proklamation af chartret bliver det en del af fællesskabsretten. En moderne menneskerettighedskodeks! For det fjerde er der indgåelsen - som vi drøfter i dag - af aftalen mellem Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder og Europarådet, som signalerer præcis, hvad EU står for - nemlig fremme af menneskerettigheder - og viser, at dette element er grundlæggende i ethvert moderne samfund og ethvert moderne land.

Vi ser ikke nogen underordning, kopiering eller erstatning af Europarådets rolle. Europarådet vil bevare sin rolle som international vogter af menneskerettighederne. Der er derimod indledt en ny samarbejdsfase, ikke et fjendskab. Jeg er derfor enig med ordføreren i alt det, han har sagt om dette spørgsmål, og bakker hans betænkning fuldt op og takker ham for den.

Jeg er medlem af Europarådets Parlamentariske Forsamling, hvilket jeg føler er en ære. I dag føler jeg imidlertid også stor stolthed og glæde, fordi de to institutioner, EU og Europarådet, indvier deres samarbejde på dette område, og jeg håber, at dette århundrede vil gøre sig berettiget til en plads i verdenshistorien som menneskerettighedernes århundrede.

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Fru formand! Den Europæiske Unions Agentur for Grundlæggende Rettigheder i Wien er endnu en omkostningskrævende institution, som desuden tilraner sig retten til at overvåge og belære medlemsstaterne om overholdelsen af chartret om grundlæggende rettigheder og andre anliggender.

Det er vanskeligt ikke at få det indtryk, at de europæiske skatteyderes penge bruges til at gennemføre endnu en dagsorden, der styrker myndighederne i Bruxelles og den fremspirende europæiske stat. Vi har allerede Europarådet og OSCE, som begge beskæftiger sig med de samme spørgsmål på internationalt, ikke supranationalt, plan. Det, vi er vidne til, er en kopiering af allerede eksisterende institutioner, som øger EU’s beføjelser og det europæiske bureaukrati.

De europæiske lande - herunder mit eget land, Polen - har pligt til at beskytte og fremme menneskerettigheder ved bl.a. at overholde den europæiske menneskerettighedskonvention. Agenturet for Grundlæggende Rettigheder er imidlertid i lighed med andre agenturer, der skyder op med lynets hast, ikke blot et spild af penge, men også et tvivlsomt, for ikke at sige skadeligt initiativ fra Bruxelles.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Fru formand, mine damer og herrer! Dette plenarmøde har været præget af forskellige europæiske tiltag på menneskerettighedsområdet og muligheden for at vurdere resultaterne på området i 2007.

Ligesom oprettelsen af Agenturet for Grundlæggende Rettigheder og proklamationen af chartret om grundlæggende rettigheder er afgørelsen om indgåelse af en samarbejdsaftale mellem ovennævnte agentur og Europarådet samtidig led i EU’s indsats for at konsolidere sine resultater og sin rolle som fortaler for menneskerettigheder, både internt og eksternt. Jeg vil gerne fremhæve to aspekter, som, jeg mener, er vigtige i den forbindelse.

Først og fremmest vil jeg gerne bifalde intentionen om at opfylde en dobbelt målsætning med denne aftale, nemlig på den ene side en effektiv og samlet europæisk politik på menneskerettighedsområdet og på den anden side sammenhæng og undgåelse af overlapninger. Det er den eneste måde, hvorpå vi vil være i stand til fortsat at fremme respekten for de grundlæggende principper, der er fastlagt i den europæiske menneskerettighedskonvention og suppleret af chartret om grundlæggende rettigheder, bl.a. ved at konsolidere vores egne mekanismer på området.

For det andet bifalder jeg intentionen om at konsolidere samarbejdet omkring specifikke menneskerettighedsprojekter, der er iværksat af Europarådet. Denne form for interaktion vil give os mulighed for i endnu højere grad at bidrage til en forbedring af menneskerettighedssituationen og gribe ind i bestemte sager både internt og eksternt. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på det forhold, at et sådant samarbejde især bør fremmes i de europæiske lande, der grænser op til EU, for at skabe et egentligt område med demokrati ved Unionens ydre grænse.

Som ordfører for det regionale samarbejde i Sortehavsområdet beder jeg de europæiske institutioner om at støtte de regionale samarbejdsprojekter. Jeg mener, at Europarådets initiativ til oprettelse af en Sortehavs-euroregion med henblik på fremme af demokrati på regionalt plan er et godt udgangspunkt i den forbindelse, og jeg opfordrer Kommissionen til at give sin fulde støtte til, at det bliver en succes.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

20. Beføjelser og samarbejde vedrørende underholdspligt (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Genowefa Grabowska for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om kompetence, gældende lov, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser og om samarbejde vedrørende underholdspligt (KOM(2005)0649 - C6-0079/2006 - 2005/0259(CNS)) (A6-0468/2007).

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Det foreslåede instrument vedrørende underholdspligt er et forsøg på at forbedre den usikre situation for mennesker, der er afhængige af underholdsbidrag for at kunne dække deres daglige behov.

I EU, hvor folk bliver mere og mere mobile, bør bidragsberettigede - i særdeleshed børn - ikke have problemer med at gøre fordring på penge, de har ret til, særligt når den bidragspligtige, f.eks. en forælder, forlader den bidragsberettigede eller flytter til udlandet.

Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Grabowska, for hendes indsats for at give interessenter såsom ngo’er, der bistår bidragsberettigede, mulighed for at komme til orde under den meget vigtige offentlige høring den 11. september.

Vi bifalder generelt fru Grabowskas betænkning, som i alt væsentligt støtter forslaget.

Jeg har blot et par bemærkninger til nogle af de fremsatte ændringsforslag. For det første er der retsgrundlaget. Vi er af den holdning, at instrumentet henhører under familieretten. Jeg kan imidlertid godt forstå Parlamentets bekymring i betragtning af den retlige sammenhæng i øvrigt. Derfor opfordrede vi i en meddelelse, som blev vedtaget samtidig med forslaget til forordning, Rådet til - jf. traktatens artikel 67, stk. 2 - at beslutte, at dette instrument skulle vedtages i henhold til den fælles beslutningsprocedure. Det er min holdning, og jeg vil fortsat bede Rådet om at reagere på denne opfordring.

Så er der de øvrige ændringsforslag vedrørende reglerne om lovvalg. I sidste måned afsluttedes vellykkede forhandlinger om en international konvention om underholdsbidrag i Haagerkonferencen om International Privatret.

I betragtning af de tilfredsstillende resultater med konventionen og den tilknyttede protokol om lovvalg ønsker Fællesskabet og medlemsstaterne at tiltræde disse internationale bestemmelser. Det betyder til gengæld, at bestemmelserne i forordningen og de fremsatte ændringsforslag bør revideres for at sikre overensstemmelse med de internationale regler.

I betænkningen foreslås det at lade domstolene anvende deres egen lovgivning, når der anlægges sager ved dem, og når dette vil fremskynde bilæggelsen af tvisten. Selv om vi anerkender ønsket om at ville fremskynde retsprocessen, mener vi ikke, at den foreslåede løsning sikrer tilstrækkelig retssikkerhed, og der er fare for, at løsningen ikke vil være til gavn for de bidragsberettigede, som bør beskyttes gennem anvendelse af den samme materielle ret, uanset hvilken domstol der behandler sagen.

Nu stemmer Parlamentet om sin betænkning, og der er skabt klarhed over de internationale regler. Jeg håber meget, at dette projekt vil fortsætte for fuld kraft i 2008. Jeg nærer desuden meget stor tillid til, at Rådet vil give det højeste prioritet i de kommende måneder.

  Genowefa Grabowska, ordfører. - (PL) Fru formand! Lad mig starte med at takke Kommissionen mange gange for det fremragende praktiske samarbejde. Jeg vil også gerne takke Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender og skyggeordførerne, særligt Retsudvalget og fru Wallis, som udarbejdede udvalgets udtalelse, for deres helt enestående samarbejde. Fru Wallis påtog sig den tunge opgave at overbevise Kommissionen om behovet for at ændre retsgrundlaget.

Jeg skulle måske starte med retsgrundlaget, eftersom forslaget til forordning blev forelagt os efter en procedure, som Parlamentet ikke kunne acceptere. Vi ønskede, at forordningen blev vedtaget i henhold til den fælles beslutningsprocedure, ikke høringsproceduren. Jeg glædede mig derfor over kommissærens tale, og jeg er bekendt med den meddelelse, hvori Rådet opfordres til at ændre proceduren. Jeg vil blot føje én ting til det, som kommissæren sagde.

Jeg sætter ikke spørgsmålstegn ved, om bidragssager henhører under familieretten. Jeg vil imidlertid hævde, at set i et større perspektiv indeholder bidragssager flere aspekter. At spørgsmålet henhører under familieretten betyder ikke, at det holder sig inden for dette retsområde. Det berører det indre marked og begge parters økonomiske situation, dvs. den bidragsberettigedes og den bidragspligtiges. Vi har således ret til at tage bidragssager ud af deres oprindelige familieretlige sammenhæng og forbinde underholdspligtens opfyldelse, ikke med familieretten, men med områder, hvor Parlamentet har kompetence, nemlig det indre marked, familieomsorg og menneskerettigheder. I så fald forekommer det mig ikke, at der burde være problemer med at ændre proceduren.

Jeg mener således, at dette forslag berettiger ikke blot til Rådets opmærksomhed, men til Rådets godkendelse. Under udarbejdelsen af betænkningen afholdt vi høringer, som vitterlig var ét langt klageråb. Hovedsageligt kvinder fortalte os om den vanskelige situation, som de befandt sig i, når de forsøgte at gøre krav på underholdsbidrag til børn, hvis anden forælder bor i et andet land og tilsyneladende ikke er særligt interesseret i at opfostre sit barn eller betale for dets opvækst.

Der anvendes mange forskellige kneb. Jeg vil ikke nævne dem alle, men blot give et enkelt eksempel. Det er tilstrækkeligt at ændre et enkelt bogstav i ens efternavn for at forsvinde næsten sporløst i Europa, og underholdsbidraget forsvinder sammen med den bidragspligtige. Ved hjælp af denne forordning forsøger vi at sikre, at ingen bidragspligtig person i Europa skal tro, at vedkommende ved at forlade det land, hvor et barn med krav på underholdsbidrag bliver tilbage, ved at flytte væk, ind i det åbne EU, hvor de indre grænser er blevet fjernet - og særligt nu, hvor de nye medlemsstater om nogle få dage tiltræder Schengenområdet - kan udnytte en situation, der fungerer til fordel for en person, som ikke tager ansvar for sin familie.

Lad mig nævne de to foranstaltninger i forordningen, som, jeg mener, er vigtigst og samtidig er en fornyelse. En kendelse om underholdspligt, som afsiges i det land, hvor den bidragsberettigede har sin sædvanlige bopæl, vil ikke skulle stadfæstes i det land, hvor den bidragspligtige bor. I forordningen foreslås det således at afskaffe eksekvaturproceduren. Jeg ved godt, at dette er noget nyt, men hvis vi ønsker at sikre en effektiv håndhævelse af underholdspligten, er vi nødt til at tage dette skridt. Hvis vi bevarer eksekvaturproceduren, vil hele forsøget på at sikre en effektiv fuldbyrdelse falde til jorden.

Jeg er klar over, at vi skal overholde alle de bestemmelser, der vedtages i forbindelse med Haagkonventionen og Haagerkonferencen, men det internationale system fungerer særdeles langsomt, og ratifikationen af aftaler på det internationale privatretlige område kan tage årevis. EU må derfor gå videre og sikre, at børn bliver forsørget, når deres far eller mor har glemt dem. Denne forordning skal derfor gennemføres hurtigt af hensyn til børnene. Den tager ikke kun hensyn til børnene, men beskytter den bidragsberettigede. Jeg takker derfor det portugisiske formandskab for dets arbejde med forberedelsen af teksten og overdrager sagen til det slovenske formandskab i tryg forvisning om, at det vil færdigbehandle teksten, og at vi vil få en god forordning.

  Diana Wallis, ordfører for udtalelsen fra Retsudvalget. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hans meget positive udmelding. Jeg vil også gerne takke fru Grabowska for det pragtfulde samarbejde i denne sag.

Dette er et af de forslag, som kunne gøre EU meget konkret for de mennesker, som vi tjener. EU kunne få praktisk værdi for dem i vanskelige perioder af deres liv. Jeg ved ikke, hvor mange gange jeg som folkevalgt medlem af Parlamentet er blevet kontaktet af vælgere, som har problemer med at opnå underholdsbidrag fra en person i en anden medlemsstat. Alt for ofte har jeg ikke været i stand til at give dem et praktisk anvendeligt og positivt svar.

Med denne forordning håber jeg, at vi i de fleste tilfælde vil være i stand til at gøre det langt bedre. Forslaget giver potentielt EU mulighed for at gå langt videre, end landene kan gennem proceduren under Haagerkonferencen, hvilket allerede har været nævnt. Vi bør bestemt kunne gå videre. Vi har trods alt tilskyndet borgerne til frit at krydse de gamle nationale grænser inden for EU og bør kunne sikre en løsning i form af et godt, enkelt og velfungerende retssystem, hvis deres ægteskab eller partnerskab går i stykker. Frem for alt bør vi kunne tilbyde at hjælpe børn, der rammes af de økonomiske konsekvenser af et forlist ægteskab. Forslaget vil give os en forenklet ettrinsprocedure i stedet for det nuværende mareridt med at anlægge sag ved én domstol og derefter skulle igennem mere eller mindre den samme fuldbyrdelsesprocedure ved en udenlandsk domstol. Det er for meget forlangt af folk på et tidspunkt i deres liv præget af sårbarhed og fortvivlelse.

Retsudvalget har med glæde tilsluttet sig de fleste punkter i dette forslag og samtidig forsøgt at foretage nogle tekniske forbedringer. I den forbindelse er jeg min kollega hr. Casini meget taknemmelig. Ligesom ordføreren kan vi imidlertid ikke acceptere det valgte retsgrundlag. Det burde have været den fælles beslutningsprocedure, ikke høringsproceduren. Jeg synes, at medlemsstaterne har været fuldstændig urimelige både i forhold til indholdet i lovgivningen og med hensyn til konsekvenserne for borgerne. Jeg håber, at de vil reagere på kommissærens opfordring.

Jeg taler på vegne af min gruppe, når jeg siger, at vi ikke ønsker at se effektiviteten af denne ettrinsprocedure blive undergravet. Vi skal naturligvis respektere forsvarets rettigheder - den sagsøgtes rettigheder - men dette bør gælde den første domstol. Vi bør ikke tillade en genåbning af sagen ved den fuldbyrdende domstol, da vi derved ville ødelægge de selvsamme fordele, som vi ønsker at skabe. Vi ønsker derfor at fjerne artikel 33, litra a), og er meget usikre med hensyn til ændringsforslag 61, som stadig lader døren stå for åben.

Til sidst vil jeg gerne fremsætte nogle bemærkninger i egenskab af britisk medlem af Parlamentet. Det Forenede Kongerige er undtaget fra dette instrument, hvilket er dårligt nyt for mange EU-statsborgere fra andre medlemsstater, som i dag bor i Det Forenede Kongerige, og det er også dårligt nyt for mange briter, hvis partner flytter til en anden medlemsstat. Der er tydeligvis alle mulige situationer, hvor undtagelsen vil skabe kaos og forvirring. Folk vil blive andenrangsborgere i forhold til deres eget retssystem.

Det, jeg imidlertid beklager allermest, er, at den britiske regering ikke har forstået, hvilken uholdbar situation det skaber for de britiske medlemmer af Parlamentet i sager som disse. Bør vi reelt deltage i arbejdet med, udtale os om - og vigtigere endnu stemme om - forslag, der, som tingene står nu, ikke vil finde anvendelse for de mennesker, som valgte os? Andre er begyndt at sætte spørgsmålstegn ved legitimiteten af vores holdning. Disse undtagelser er uholdbare i demokratisk forstand og ødelæggende for sammenhængen i EU’s civile retssystem. Alt dette “bland selv”, “vælg til” og “vælg fra” rammer kun dem, som er sårbare og har størst behov for lovens beskyttelse.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Panayiotis Demetriou, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Grabowska, for at tage initiativ til at rejse dette spørgsmål og for de meget positive synspunkter, hun har givet udtryk for her til aften.

Haagerkonferencens høringsrunde, som begyndte for syv år siden, nærmer sig en afslutning. Det giver anledning til at spørge, hvilke fremskridt der er gjort i forhold til gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse af domme på det internationale civilretlige område. Hvor er erklæringen om, at princippet om gensidig anerkendelse og fuldbyrdelse er hjørnestenen i det retlige og politimæssige samarbejde i forbindelse med oprettelsen af et område med frihed, sikkerhed og retfærdig? Svaret er, at der ikke er sket nogen større fremskridt i den retning. Haagprogrammet fra 2004 har ikke fået den nødvendige opbakning, trods indsatsen og initiativerne fra den ansvarlige kommissær, hr. Frattini.

Desværre er visse medlemsstaters misbrug af påberåbelsen af den nationale suverænitet til hinder for en harmonisering af lovgivningen, ikke kun i forhold til materielle spørgsmål, men også i forhold til proceduremæssige spørgsmål. Disse generelle iagttagelser svækker naturligvis ikke værdien og betydningen af det forslag, vi drøfter. De fremhæver tværtimod behovet for at vedtage yderligere forslag til rådsforordninger, der dækker hele det familieretlige område: skilsmisse, separation, underholdsbidrag og ejendomsspørgsmål. Der er behov for en gennemgribende reform og modernisering af Rådets forordning (EF) nr. 2201/2003 om anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og i sager vedrørende forældreansvar. Der tages i vid udstrækning hensyn til dette behov med forslaget til ændring af forordningen, men desværre kun til spørgsmålet om underholdsbidrag. Der er fortsat forskelle i medlemsstaternes materielle ret, hvilket skaber uretfærdighed. Der er stadig lang vej igen. Hvor der er mulighed for større indbyrdes overensstemmelse, bør der trods alt presses på for en harmonisering.

De ændringsforslag, som Parlamentet har stillet, udfylder mange af hullerne i forslaget og forbedrer dets indhold. De kan frem for alt fjerne mange af de hindringer, der står i vejen for fuldbyrdelsen af domme om underholdsbidrag afsagt et givet sted i EU, og de begrænser den bidragspligtige forælders eller ægtefældes mulighed for at undslippe loven ved at flytte fra en EU-medlemsstat til en anden. Netop dette punkt er omhandlet i det ændringsforslag, som jeg har fremsat til artikel 33, litra a), hvor jeg forsøger dels at fjerne de ubegrænsede muligheder for at undgå fuldbyrdelse af en kendelse på grundlag af ændrede omstændigheder, dels at sikre mulighed for, at en afgørelse ikke fuldbyrdes, når der er tale om alvorlige, virkelig alvorlige, omstændigheder med relevans for sagen, som netop giver domstolen ret til at ændre sin afgørelse.

  Andrzej Jan Szejna, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil først gerne varmt takke ordføreren, fru Grabowska, for det arbejde, hun har lagt i den forordning, som vi har foran os, og for hendes betænkning. Det fremragende resultat overrasker mig ikke, eftersom professor Grabowska er en af Polens førende eksperter i EU-ret.

I betragtning af at antallet af skilsmisser og separationer er stigende i EU, bliver problemet med retlige hindringer for anerkendelse og fuldbyrdelse af afgørelser om underholdspligt større og større. Desuden er et avanceret retssystem af afgørende betydning i lyset af omfanget af medlemsstaternes integration og det stadig større antal bindende retskilder inden for EU.

Der findes i øjeblikket ikke nogen harmoniseret ordning på dette område på EU-plan. Jeg er derfor fortaler for forordningen, som indeholder yderst relevante forslag til løsning af de problemer, som vi drøfter. Det bør bemærkes, at forordningen er resultatet af et langsigtet arbejdsprogram, Haagprogrammet til styrkelse af frihed, sikkerhed og retfærdighed i Den Europæiske Union. Jeg er enig i, at en effektiv fuldbyrdelse af underholdspligten vil forbedre leve- og uddannelsesvilkårene for mange børn, som står forrest i rækken af bidragsberettigede. Det er et meget vigtigt spørgsmål for Socialdemokraterne.

Den foreslåede forordning tager ikke blot hånd om bestemte problemer i det moderne samfund. Den kan også være med til at forbedre det indre markeds funktion, nærmere bestemt ved at fjerne hindringer for den frie bevægelighed for personer, som kunne lide tab som følge af forskelle i medlemsstaternes lovgivning om opfyldelse af underholdspligten.

Af hensyn til alle EU-borgere bør vi stræbe efter en hurtig og om muligt omkostningsfri inddrivelse af underholdsbidrag. I øjeblikket er institutionerne indimellem nødt til at tage drastiske midler i brug for at håndhæve krav om underhold, og de bidragsberettigede lever ofte under fattige kår.

Jeg støtter også idéen om, at retsafgørelser bør have samme retsvirkning som i den medlemsstat, hvor de blev truffet, uden nogen yderligere formaliteter.

Til sidst vil jeg gerne understrege behovet for større inddragelse af Parlamentet i vedtagelsen af afgørelser om spørgsmål af så stor betydning for EU’s fremtid og det indre markeds funktion.

  Carlo Casini (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Formålet med den betænkning, som er til forhandling, er at fjerne de fleste hindringer for inddrivelse af underholdsbidrag i Europa og gøre det muligt at fastsætte nogle juridiske rammer, der er i overensstemmelse med de bidragsberettigedes rimelige forventninger.

Det væsentligste udgangspunkt er, at den bidragsberettigede i langt de fleste sager er den svageste part og derfor har behov for en særlig effektiv beskyttelse, og det står klart, at det største problem ligger i de faktiske omstændigheder omkring den bidragspligtige. Vi bør imidlertid i det mindste gøre, hvad der er muligt, dvs. fjerne unødigt bureaukrati og skabe klarhed om lovvalg, fastsætte, at lovgivningen i den bidragsberettigedes bopælsland som udgangspunkt skal finde anvendelse, og sikre, at en retsafgørelse, i henhold til hvilken der skal betales underholdsbidrag, har direkte retsvirkning selv i andre lande end det land, hvor afgørelsen blev truffet.

Retsudvalget, som i henhold til forretningsordenens artikel om udvidet samarbejde mellem udvalg blev opfordret til at afgive udtalelse om kompetence, lovvalg og fuldbyrdelse af retsafgørelser vedrørende underholdspligt, har haft stor betydning under udarbejdelsen af teksten og opnåede en vigtig kompromisaftale mellem de største politiske grupper, og det vil jeg gerne i alles påhør takke fru Wallis for. Hovedformålene med de ændringsforslag, som Retsudvalget har fremsat, er at sikre en klar definition af underholdspligt, udvide anvendelsesområdet, beskytte de svageste parter og forenkle den foreslåede tekst.

Det har været nødvendigt at udarbejde en utvetydig definition af underholdspligt og lade alle kendelser vedrørende betaling af engangsbeløb falde ind under forordningens anvendelsesområde. Der er som sagt lagt særlig vægt på de svageste parter, og i den forbindelse er det nødvendigt at forenkle forordningens tekst yderligere. Afslutningsvis vil jeg, nu hvor min taletid er udløbet, sige, at jeg er sikker på, at PPE-DE-Gruppen vil bakke fuldt op om denne betænkning.

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Den beklagelige stigning i antallet af skilsmisser sammenholdt med menneskers øgede mobilitet i EU fører uundgåeligt til en stigning i antallet af grænseoverskridende tvister om underholdsbidrag. Som tingene er i dag, er det for at håndhæve et krav over for en bidragspligtig, der bor i en anden medlemsstat, nødvendigt at opnå en retsafgørelse i det land, hvor kravet skal fuldbyrdes. Desværre fungerer dette ikke altid, så der er tydeligvis et reelt behov for at fastsætte klare regler om kompetence i forbindelse med sager om underholdsbidrag.

Formålet med udkastet til beslutning er at lempe det formelle krav om, at der skal træffes en retsafgørelse i en given medlemsstat, og sikre en effektiv fuldbyrdelse. Når den nye forordning træder i kraft, vil den give den bidragsberettigede mulighed for at opnå en kendelse med bindende virkning i hele EU. Det vil også forenkle og ensrette fuldbyrdelsessystemet. Selv om jeg bifalder de foranstaltninger, som Haagerkonferencen har vedtaget, er jeg helt enig med ordføreren i, at den lovgivning, der finder anvendelse i EU på dette område, skal være mere progressiv og indføres hurtigere.

EU-borgernes øgede mobilitet fører til en stigning i antallet af ægteskaber, hvor ægtefællerne har forskellig nationalitet og bor i andre lande eller i en medlemsstat, hvor ingen af dem er statsborger. Når et internationalt ægtepar beslutter sig for at blive skilt, kan de derfor påberåbe sig forskellige love. Forordningens brede materielle og konkrete anvendelsesområde retfærdiggøres af den skræmmende lave procentdel, der opnår underholdsbidrag i visse EU-medlemsstater. I eksempelvis mit eget land, Polen, drejer det sig kun om 10 %.

Forordningen vil også give moderen til et uægte barn mulighed for at kræve, at barnets far dækker de omkostninger, der er forbundet med graviditet og fødsel, samt udgifterne til hendes underhold under barsel. I dag anerkendes sådanne krav i mange medlemsstater ikke som krav om underholdsbidrag, hvilket gør det betydeligt vanskeligere at få kravet opfyldt.

Inden mit land tiltrådte EU, blev der hvert år indbragt over 1.000 udenlandske krav om underholdsbidrag for domstolene. Som følge af åbningen af grænserne forventes der ifølge alle prognoser at ske en drastisk stigning i antallet af sådanne krav både i Polen og i andre lande. Åbningen af grænserne og arbejdsmarkederne har medført, at nogle fædre løber fra deres underholdspligt, og det går hovedsageligt ud over børnene. Det kan vi ikke acceptere.

  Franco Frattini, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg skal gøre det meget kort. Jeg vil gerne takke alle talerne, ordføreren og de medlemmer, som har taget del i dette arbejde. Vi har efter min opfattelse tre mål for de kommende måneder, og jeg håber, at det slovenske formandskab vil være i stand til at opfylde dem.

Det første mål er at overbevise Rådet om, at hvis vi føler, at det er gavnligt at ændre et retsgrundlag i henhold til traktatens artikel 67, er det for at sikre et mere demokratisk grundlag for et initiativ, som objektivt set beskytter sårbare grupper af mennesker, navnlig børn, i forbindelse med en families opløsning.

Det andet mål er at sikre, at bidragsberettigede nyder samme beskyttelse uanset i hvilket land, en sag har været indbragt for domstolene. Det ville være meget besynderligt, hvis det såkaldte lex fori-princip skulle føre til en væsentlig forskel i den beskyttelse, der ydes de bidragsberettigede. Et andet vigtigt mål er derfor at forsøge at harmonisere reglerne.

Det tredje mål, som efter min mening kræver en del arbejde, vedrører den egentlige fuldbyrdelse. I alt for mange tilfælde bekræfter vi princippet om at beskytte bidragsberettigede i familiesager, men vi sørger ikke efterfølgende for, at princippet håndhæves, eller vi lader sagen genåbne, når der i stedet burde udstedes et betalingspåbud. Det fungerer ikke i sager om underholdsbidrag, hvor foranstaltningen vil miste enhver betydning.

Vi har udarbejdet forholdsvist nyskabende forslag: midlertidig indefrysning af en del af den bidragspligtiges bankindeståender, såfremt vedkommende ikke betaler, eller beslutning om en fast regelmæssigt overførsel, som trækkes fra den bidragspligtiges indeståender, svarende til det beløb, som vedkommende skal betale. Som bekendt har der været uenighed og modstand fra de fleste medlemsstaternes side i Rådet, fordi det er det, der virkelig gør en forskel i forbindelse med regulering: enten kan foranstaltningen reelt håndhæves, eller også er det meningsløst at blive ved med at bekræfte vigtigheden af at beskytte børn og separerede ægtefæller, som har ret til underholdsbidrag.

Vi skal arbejde med disse tre spørgsmål i de kommende måneder, og der er ingen tvivl om, at der er særlig stor enighed mellem Kommissionen og Parlamentet i denne sag, og vi vil skulle overbevise Rådet om, at det er den rette vej at gå.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. december 2007.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE), skriftlig. - (RO) I øjeblikket findes der ikke en fælles europæisk ordning for anerkendelse og fuldbyrdelse af juridiske forpligtelser til at betale underholdsbidrag i udlandet. Fællesskabsbestemmelserne på området giver ikke tilstrækkelig mulighed for at forfølge bidragspligtige, som forsøger at unddrage sig deres pligt til at betale underholdsbidrag.

I henhold til forslaget til forordning skal en medlemsstats afgørelse vedrørende underhold hurtigt og på korrekt vis fuldbyrdes i en enhver anden medlemsstat.

Det vil således sikre en forenkling af visse ting i borgerne liv, nemlig inddrivelsen af børnebidrag fra en forælder eller anden bidragspligtig, når en sådan person har bopæl i et andet land end barnet, sikre gennemførelsen af en af de grundlæggende rettigheder i Europa, retten til et privatliv og familieliv samt beskyttelse af børn, sikre en harmonisering og forenkling af de europæiske retsnormer på hele EU’s område og opbygningen af et europæisk område med frihed, sikkerhed og retfærdighed og sikre et mere velfungerende indre marked.

Jeg mener, at den domstol, som sagen indbringes for, bør kontrollere juridiske rådgiveres uafhængige status og kompetence og tage højde for parternes situation under sagsforløbet. Den bidragsberettigede bør drage fordel af lovgivningen i bopælslandet, tvister på området bør løses med færre omkostninger til følge, og “shopping” efter de mest fordelagtige kompetenceregler bør undgås.

21. Elektronisk identifikation af får og geder (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf for Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikterom forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 21/2004 for så vidt angår datoen for indførelse af elektronisk identifikation af får og geder (KOM(2007)0710 - C6-0448/2007 - 2007/0244(CNS)) (A6-0501/2007).

  Markos Kyprianou, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Som bekendt er sporbarhed afgørende for at sikre høje standarder for dyresundhed og fødevaresikkerhed.

EU har i nyere tid været ramt af visse sygdomme såsom mund- og klovsyge og bluetongue, hvilket endnu en gang har vist, hvor vigtigt det er at have effektive identifikationssystemer. Individuel identifikation kan ikke fungere optimalt uden elektronisk identifikation.

Kommissionen blev anmodet om at bekræfte eller ændre datoen for indførelse af elektronisk identifikation i sin rapport, ikke at anfægte principperne i forordningen. Der er derfor tale om en teknisk rapport om de forskellige involverede metoder og teknologier.

Kommissionens rapport fokuserer kun på den bedste måde at indføre elektronisk identifikation på. For at kunne udarbejde en rapport havde vi imidlertid behov for oplysninger fra medlemsstaterne og i særdeleshed de medlemsstater, der allerede arbejder med systemet. De undersøgelser og forsøg, der var nødvendige for rapportens udarbejdelse, var langt mere tidskrævende end oprindeligt forventet, hvilket forklarer den forsinkede rapport.

Vi sætter stor pris på og takker for, at Parlamentet har indvilget i at behandle sagen som en hastesag. Det vil forhindre en situation med retlig usikkerhed i januar 2008.

Rapportens konklusion er, at de tekniske betingelser for indførelse af elektronisk identifikation af får og geder er opfyldt, men at medlemsstaterne har behov for en rimelig tidsfrist til at forberede indførelsen af elektronisk identifikation.

Vi er enige i og accepterer Parlamentets synspunkt om, at der bør vedtages en fast dato for systemets indførelse. Derimod kan vi ikke acceptere de øvrige ændringsforslag, som berører selve principperne i forordningen, for det, vi skal have fastlagt nu, er den præcise dato for indførelsen.

Jeg vil endnu en gang gerne takke ordføreren for sin hurtige arbejdsindsats og Parlamentet for at indvilge i at behandle sagen som en hastesag.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf, ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Vi har indvilget i at behandle denne sag hurtigt. Der er her tale om noget, der haster, og det er netop årsagen til, at vi stadig er her på dette sene tidspunkt.

Spørgsmålet er naturligvis, hvordan denne hastesituation opstod. Det sagde De selv noget om. Jeg har set dokumentationen igennem og stødte også på netop den forordning, som vi ønsker at ændre i dag. Den stammer tilbage fra den 17. december 2003. Det fremgår af forordningen, at med virkning fra den 1. januar 2008 “er elektronisk identifikation efter retningslinjerne i stk. 1 (...) obligatorisk for alle dyr”. Herefter følger et par undtagelsesbestemmelser, som jeg vil undlade at nævne, og så står der: “Kommissionen forelægger inden den 30. juni 2006 Rådet en rapport om anvendelsen af ordningen for elektronisk identifikation ledsaget af passende forslag, som Rådet træffer afgørelse om med kvalificeret flertal”.

Kort sagt ligger sagen meget langt tilbage. Kommissionens rapport til Rådet blev øjensynligt aldrig forelagt, og der var ingen reaktion fra Rådet. Antyder De noget andet? Hvis De forelagde rapporten, er det kun godt, men der kom ikke noget svar fra medlemsstaterne. Og så havnede vi i denne suppedas og indså, at fristen ikke kunne overholdes. Så langt, så skidt, men derefter foreslog De - i stedet for eventuelt at fastsætte en ny frist - at datoen blev fastsat i henhold til udvalgsproceduren. Med andre ord ville fastsættelsen af datoen blive Deres beslutning. Vi skulle således igennem alt dette besvær til ingen verdens nytte, hvorefter udvalget besluttede, at bestemmelsen om obligatorisk elektronisk mærkning skulle træde i kraft den 31. december 2009 og finde anvendelse fra den 1. januar 2010, to år senere end fastlagt i den oprindelige forordning. Det får være, som det vil. Det vigtigste er, at vi har en dato. Udvalget udtalte desuden, at der også skulle forelægges en rapport om dette spørgsmål.

Problemet med Deres forslag er naturligvis, at De henlægger en større og større del af beslutningstagningen til udvalgsproceduren, ligesom De gjorde med den gamle forordning af 17. december 2003, hvor indholdet i og tilrettelæggelsen af anvendelsen af ordningen for elektronisk identifikation blev overdraget til Kommissionen gennem udvalgsproceduren. På det tidspunkt skulle der også forelægges en rapport for Rådet, men ikke for Parlamentet. Som følge af denne praksis med at lade det hele være underlagt udvalgsproceduren fratages Parlamentet sin beslutningskompetence og sine kontrolbeføjelser, og derfor opdager vi først senere, at forpligtelserne aldrig er blevet opfyldt.

Hvis ikke De var kommet med disse ændringsforslag nu og havde anmodet om en hastebehandling, fordi De var under pres for at overholde fristen, ville vi have troet, at alt var i orden. Men tingene var ikke i orden! Det må være en advarsel til os i Parlamentet om ikke at overdrage alt for meget til Kommissionen, men fortsat udøve vores kontrolbeføjelser.

Nu har der været et par ændringsforslag. De sagde, at De ikke kunne acceptere dem. U