Arlene McCarthy, formand for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. - (EN) Fru formand! Jeg ville have taget ordet efter afstemningen om Lechner-betænkningen. Jeg ville ikke afbryde afstemningen, men jeg vil gerne takke PPE-DE-Gruppen for dens støtte til den fælles holdning, så vi nu har et meget stort flertal, som vil være et positivt signal til både forbrugere og virksomheder om, at vi agter at åbne markedet og beskytte forbrugerne.
Jeg ved, at De har spillet en meget aktiv rolle i denne sag, fru formand, og jeg mener, at alle partierne har æren for, at vi endte med et kolossalt flertal efter mange betænkeligheder og forbehold.