Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling om beslutningsforslagene om situationen i Den Demokratiske Republik Congo og voldtægt som krigsforbrydelse(1).
Raül Romeva i Rueda (Verts/ALE), forslagsstiller. - (ES) Fru formand! Seksuel vold, og voldtægt i særdeleshed, er som krigsvågen desværre ikke noget nyt.
Spørgsmålet bliver ikke mindre af, at Romstatutten, som oprettede Den Internationale Straffedomstol af 1998, i artikel 7 og 8 fastslår, at voldtægt, sexslaveri, tvungen prostitution, tvungen sterilisering eller en hvilken som helst anden form for seksuel vold skal behandles som forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser, og de sidestilles med hensyn til sagsbehandling og retsforfølgelse med tortur eller alvorlige krigsforbrydelser, uanset om de er blevet begået under en bevæbnet konflikt.
Krigen i Den Demokratiske Republik Congo viser, i hvor høj grad dette spørgsmål fortjener en endnu større opmærksomhed, end det hidtil har fået. Der anmeldes titusindvis af tilfælde af voldtægt eller seksuelle overgreb om året i dette område. Mange af disse foregår desuden i flygtningelejre eller lejre for fordrevne, og ofte begås de af regeringsstyrker, oprørsstyrker eller andre styrker.
I denne henseende synes jeg, at det er meget vigtigt, at Parlamentet ikke kun fordømmer denne praksis, men indtrængende opfordrer myndighederne i Den Demokratiske Republik Congo til at hindre, efterforske, retsforfølge og fordømme nævnte praksis omgående samt sikre beskyttelsen af ofre, vidner og familiemedlemmer.
Vi bør også minde vores egne institutioner om, at FN's Sikkerhedsråds resolution 1325 understreger medlemsstaternes ansvar for at få bugt med straffriheden og retsforfølge de ansvarlige bag forbrydelserne mod menneskeheden og krigsforbrydelserne, herunder de forbrydelser, der drejer sig om seksuel vold eller andre former for specifik vold mod kvinder.
Erik Meijer, forslagsstiller. - (NL) Fru formand! Europæiske stater har i Afrika anbragt befolkningsgrupper, som ikke havde gode forbindelser med hinanden, i én koloni og splittet andre befolkningsgrupper ved at trække grænser tværs igennem deres boligområde. Den Demokratiske Republik Congo, som dækker et enormt område med mange forskellige befolkningsgrupper, fik ikke mulighed for at udvikle sig til et uafhængigt land ved gradvist at opbygge et selvstyre under den belgiske kolonisering inden 1960. Afkoloniseringen blev ikke forberedt, men blev pludselig uundgåelig, efter at England og Frankrig havde tilladt, at deres tilgrænsende, mindre kolonier blev uafhængige i slutningen af 1950'erne, med befrielseskrigene i Marokko, Tunesien, Algeriet og Kenya som resultat.
Siden da har Congo været et permanent kampområde. De første år var præget af kampen mellem Kasavubu fra den vestlige del af landet, Lumumba fra den nordøstlige del og Chombe fra den sydøstlige del. De repræsenterede hver især forskellige ideologier og interesser, men de var frem for alt populære hos en begrænset del af den congolesiske befolkning.
Profitmageren Mobutus hårde militærdiktatur har i årevis forenet landet i en tilsyneladende ro, men der blev aldrig bygget bro over forskellene. Heller ikke det seneste valg har resulteret i en enhed eller godt samarbejde. Landet er stadig et kampområde med fleksible grænser, hvor det ligesom i 1960'erne drejer sig om at afgrænse etniske områder og kontrollere minedriftsområder. Det har udenlandske virksomheder fordel af. Det drejer sig åbenbart nu om, hvilken befolkningsgruppe blandt alle disse befolkningsgrupper der hersker over de andre. I denne form er Congos fremtid udsigtsløs.
De grusomheder, som beslutningsforslaget henviser til, bl.a. den almene retsløshed og hyppigt forekommende voldtægter af kvinder, skyldes i høj grad dette kaos. Loven fra 2006 mod seksuel vold løser ikke dette problem, så længe kampen fortsætter, og så længe mange mennesker ikke et fast sted at bo.
Med rette henviser beslutningsforslaget til den rolle, som myndighedernes repræsentanter, fredsstyrker og hjælpeorganisationer spiller. Deres folk skal gøre alt for at forhindre sådanne grusomheder, uden at de selv inddrages i dem. Den vigtigste forudsætning er, at EU og FN anerkender voldtægt, graviditet under tvang, seksuel udnyttelse og andre former for seksuel vold som krigsforbrydelser, men fjernelse af grobunden for denne vold skal ske på selve stedet.
Ryszard Czarnecki, forslagsstiller. - (PL) Fru formand! Jeg var i Den Demokratiske Republik Congo for blot et par uger siden, så jeg kan her tale som en person, der ikke blot kender situationen fra dokumenterne, selv om de er meget væsentlige.
Det er virkelig et ulyksaligt land, der så mange gange har skiftet navn, for det har heddet Congo, siden Zaire og nu Den Demokratiske Republik Congo, og endnu oftere forekommer der her uhørte folkeudvandringer. I de forelagte dokumenter tales der om 400.000 indbyggere, som alene sidste år blev fordrevet fra deres hjem, men i løbet af de sidste par år kan vi tale om et tal, der er fire gange større - 1,5 millioner.
Endelig anvendes voldtægt på kvinder som et instrument, et bevidst politisk instrument, af både partisanerne, oprørerne og den officielle hær eller ligefrem politiet. Det er ganske uhørt. Det foregår, samtidig med at Den Afrikanske Union er fuldstændig hjælpeløs.
Tadeusz Zwiefka, forslagsstiller. - (PL) Fru formand! Jeg kan ikke blive fri for tanken, at ordene "Den Demokratiske Republik" i Congos navn lyder ret ironiske, for netop i dette land udspilles en af de værste humanitære kriser i nyere tid for vores øjne.
Over 650.000 personer flytter uafbrudt rundt i landet, 80 % af familierne fra Kivuprovinsen alene er i løbet af de sidste fem år blevet fordrevet, omkring 1.000 kvinder bliver hver måned voldtaget og mange tusinde børn bliver soldater. Militærets gennemmarch ledsages af alle mulige former for forbrydelser mod civilbefolkningen: voldtægt, tyveri, drab. Den seksuelle vold skal terrorisere og straffe de af Congos indbyggere, der støtter den forkerte part i konflikten. Den seksuelle vold er så udbredt, at Læger Uden Grænser har fastslået, at 75 % af alle voldtægtstilfælde i hele verden finder sted i den østlige del af Congo. De ledsages af barbarisk tortur: slag med stave, mishandling med knive. Mange unge kvinder er blevet tvunget til seksuelt slaveri.
Det er værd at huske på, at det største antal FN-fredstyrker i verden i dag er udstationeret i Congo, og styrken tæller over 17.000 soldater. Hvad er den vigtigste måde anvendt til at modvirke den seksuelle vold? Det er påskrifter på væggene, hvor der står, at voldtægt er umenneskelig. Men det, der er mest skræmmende, er, at FN-soldaterne selv har været involveret i skandalerne. FN's embedsfolk ansvarlige for efterforskning har ofte afsløret, at soldaterne med de blå hjelme har tvunget congolesiske piger til prostitution. Det har dog været helt umuligt at straffe dem, eftersom afdelingslederne har besværliggjort efterforskningen efter bedste evne. Disse soldater har tit været - og det sker oftere og oftere - gerningsmænd frem for forsvarere. Det kan kun kaldes en skandale.
Jeg vil gerne appellere til det internationale samfund om at støtte øjeblikkelige, bestemte tiltag til at identificere og straffe de skyldige i seksuelle forbrydelser. Jeg vil ligeledes gerne fremhæve det ansvar, som de stater, der udsender militære afdelinger inden for rammerne af FN, har for behørigt at efterforske mistanker om forbrydelser udført af de deltagende personer i fredsmissionerne.
Jeg er klar over, at EU's muligheder for at løse denne slags konflikter er begrænsede. Jeg vil dog alligevel appellere til, at man stiller finansielle midler til rådighed med henblik på at organisere en fredskonference i Kivu. EU's bistand skal desuden anvendes til at yde lægehjælp, retslig bistand og social hjælp til alle ofrene for seksualforbrydelser.
Jeg håber, at EU og FN formelt erklærer alle former for seksualforbrydelser for forbrydelser imod menneskeheden.
Josep Borrell Fontelles (PSE), forslagsstiller. - (ES) Fru formand! Beskrivelsen af den seksuelle vold i Kivu i Congo fylder os uundgåeligt med afsky. Mine kolleger har allerede beskrevet, hvad der foregår der, og jeg vil ikke gentage det. Vi kan ikke nøjes med at fordømme det, for vi kan være den stemme, der råber i ørkenen, og vi skal gøre noget for at forhindre det. Og det, vi kan gøre, er at lægge pres på regeringen i Congo, for det er ikke kun oprørerne, men også landets væbnede styrker, der begår denne slags grusomheder, der har til formål at ydmyge kvinderne og undergrave moralen i de samfund, de lever i.
Vi skal udvirke, at FN og EU erklærer seksuel vold for at være en forbrydelse mod menneskeheden. Vi skal også bede Kommissionen om at afsætte bistandsmidler til udvikling af Congo, i særdeleshed til ofrene: Juridisk, social og lægelig støtte.
Vi skal sikre, at det FN-personale, der er udstationeret dér, gør forsvaret af kvinderne og eftersøgningen af de skyldige til deres hovedprioritet, og derfor skal vi udvide mandadet for FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo, så det bliver mere direkte knyttet til bekæmpelsen af denne slags hændelser.
Endelig skal vi kræve, at deltagerne i Kivu-konferencen opnår konkrete resultater, der gør det muligt at kræve retfærdighed og ansvarspådragelse, for hvis det, efter alt det, der er sket, viser sig, at voldtægtsmændene ender med at gå fri og bærer Republikken Congos officielle hærs uniform, vil ofrene blive ydmyget to gange, første gang, da de blev voldtaget, og anden gang, når de ser, at forbryderne ikke bliver straffet.
Det er det, vi kan og skal gøre. Jeg håber, at Kommissionen noterer sig dette og som ønsket retter den udviklingsbistand, vi giver Congo, mod hjælp til ofrene og forebyggelse af, at dette voldsomme anslag mod kvindernes værdighed fortsætter.
Urszula Gacek, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Fru formand! Teksten til den forelagte beslutning indeholder rystende oplysninger. Lad os huske på, at de enkelte kvinders tragedie findes bag disse statistiske oplysninger.
Tillad mig at fortælle Lumos historie. Hun var offer for en gruppevoldtægt i 1994. Overfaldets brutalitet var så stor, at den unge kvinde fik permanente indre skader. Efter fire operationer og behandling gennem flere år, er hun stadig ikke blevet rask. Hun bliver helt sikkert aldrig fuldstændig rask. Den eneste støtte har hun fundet hos sin mor og den afrikanske velgørenhedsorganisation Heal Africa. Heal Africa driver et hospital i byen Goma, i selve epicentret for voldtægterne i Congo. Hospitalet har specialiseret sig i behandling af ofre for brutal seksuel vold. Kirurgerne er ret succesfulde, og de såkaldte mødre støtter ofrene psykologisk.
Parlamentet bør anerkende dette arbejde. Men det er ikke nok. Lad os finde en måde at yde dem praktisk hjælp. Vi skylder Lumo og hendes tusindvis af søstre i Congo dette.
(Bifald)
Karin Scheele, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Med dagens beslutning om situationen i Den Demokratiske Republik Congo og om voldtægter og vold som krigsforbrydelser opfordrer vi EU og FN til formelt at anerkende voldtægter, påtvungen graviditet, seksuelt slaveri og andre former for seksuel vold som forbrydelser mod menneskeheden og som en form for tortur. Og vi kræver, at der udøves et pres mod den congolesiske regering for at bringe situationen med straffri ulovligheder til ophør. Disse skridt er nødvendige for at forbedre den skrækkelige situation for hundredtusinder af kvinder.
Den vold, som kvinderne i Den Demokratiske Republik Congo udsættes for, er ubeskrivelig. I Kivu-provinsen voldtages mere end en tredjedel af alle kvinder, mange flere gange over længere tid. Det har fundet sted i mange år. Gerningsmændene er primært soldater fra begge sider, medlemmer af de congolesiske sikkerhedsstyrker og politiet. FN-observatøren for vold mod kvinder aflagde rapport i september sidste år.
De grusomheder, der udøves af de væbnede styrker, er af ubeskrivelig brutalitet og har til formål at ødelægge kvinderne fuldstændigt såvel fysisk som psykisk. Ud over selve traumet fra voldtægten lider mange af ofrene under social diskriminering, og under, at deres familie og fællesskaber vender dem ryggen. Det er endnu en årsag til, at kun en brøkdel af de faktisk begåede voldtægter anmeldes.
Vi kræver derfor - hr. Borrell Fontelles har allerede sagt det - en udvidelse af FN-mandatet til også at beskytte civilbefolkningen mod seksuel vold. Oplysninger om, at fredsmissionens personel skal have begået seksuelt misbrug, skal undersøges grundigt, og de ansvarlige skal stilles for en domstol.
For nogle dage siden indledtes konferencen om fred, sikkerhed og udvikling i Goma. Vi opfordrer indtrængende deltagerne til at tage problemet med seksuel vold mod kvinder og piger op og til at forpligte sig til at bringe gerningsmændene for en domstol og bringe situationen med straffrihed til ophør.
Marcin Libicki, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru formand! Vi taler i dag om voldtægt som krigsforbrydelse i Congo. Som tilfældet er med Congo, der hedder Den Demokratiske Republik Congo, er det ironisk, at det nu til dags ser ud til, at desto mere demokrati, der findes i talerne og navnene, desto færre grundlæggende rettigheder findes der for almindelige folk.
Jeg vil atter en gang gerne gentage, at den eneste metode til at begrænse de afrikanske høvdinge, som udnævnes til præsidenter, udgøres af økonomiske sanktioner på den ene side og militære interventioner på den anden side. Indtil EU får skabt nogle politistyrker, der måske ikke kan intervenere i enhver borgerkrig, men i hvert fald bevogte lejrene, de såkaldte flygtningelejre, hvilket er det sted, hvor de fleste forbrydelser begås i Congo, vil vi blot kunne debattere, debattere, debattere om det, debattere uden nogen ende, og folk vil fortsat være udsat for krænkelser og forbrydelser.
Hiltrud Breyer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand! De afskyelige massevoldtægter i Congo gennemføres systematisk, og de anvendes således også som militær strategi, og det er ikke kun krig, det er seksuel terror mod kvinder. Alle de krigsførende parter i Østcongo, hvad enten det er den lokale stammemilits eller den nationale hær, anvender nu de brutale voldtægter som symbol på magt og middel til intimidering.
Netop de svageste i samfundet, kvinder, børn og endog spædbørn, misbruges på barbarisk vis, kvæstes forsætligt, lemlæstes, inficeres med hiv eller andre infektionssygdomme eller slås ihjel. Vi ved, vi har hørt det, at denne brutalitet overgår enhver menneskelig forestillingsevne, og det er på høje tid, at vi omsider opnår den ændring, at voldtægt skal dømmes som forbrydelse mod menneskeheden, som krigsforbrydelse og som tortur. Men når voldtægtsofrene efter alvorlige operationer - kvinderne mangler ofte alle de kvindelige kønsorganer - vender traumatiseret og alene tilbage til deres landsbyer, finder de ingen beskyttelse der.
Derfor kan jeg kun støtte, hvad hr. Borrell og fru Scheele lige har sagt: Vi skal også anvende den europæiske støtte til kvindehuse, der er en slags tilflugtssted for kvinderne efter deres hospitalsophold, hvor de så kan forsøge at opbygge et nyt liv. For ud over den fysiske vold er den psykiske vold, der er begået mod ofrene, umådelig grusom.
Vi ved, at de fleste overgreb skyldes rebeller, men næsten en femtedel af de registrerede tilfælde må henregnes til regeringstropper og politifolk, og det er faktisk beskæmmende, at der ikke hidtil er blevet fanget eller endog anklaget en eneste gerningsmand. Derfor: Det er ikke nok at tale om dette her. Vi har brug for politisk handling fra FN's og EU's side, hvis vi ...
(Formanden afbrød taleren)
Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. - (PL) Fru formand! Da jeg for nylig tog ordet i en forhandling om seksuel slaveri i Japan under anden verdenskrig, modsatte jeg mig ligeledes den nutidige, barbariske vold mod kvinder i Congo, hvor 75 % af alle voldtægter i verden ifølge Læger Uden Grænser finder sted. At volden er forbundet med en særlig grusomhed, der rammer selv treårige piger, gør det blot endnu mere dramatisk.
Militære grupper opfatter voldtægt som et taktisk element til at nedbryde oprør og straffe etniske grupper, og det gælder ikke blot for de bevæbnede oprører, men desværre også Congos regeringshær. Den uhørte aggression og seksuelle vold fuldender det helvede på jord, som findes i landet, på grund af sygdomme og mangel på fødevarer. Det er værd at minde om, at grundlaget for stammerivaliseringen udgøres af den favorisering af en af stammerne, som fandt sted under kolonitiden.
Leopold Józef Rutowicz (UEN). - (PL) Fru formand! Congo, det største afrikanske land, der besidder meget rige ressourcer af naturlige råstoffer: vand, regnskov, opdyrkede arealer, har i flere år befundet sig i et civilisatorisk kollaps. To borgerkrige, stammekampe samt bander og partisaner har forårsaget over 4 millioner menneskers død. Massedeportation af folk fra deres hjemområder, korruption og myndigheders uduelighed, en aids-plage, og i øjeblikket fuldender ebolaepidemien indbyggernes tragedie.
Hvordan kan man hjælpe disse mennesker? Ud over humanitær hjælp og teknisk støtte er det vigtigt at tage sig af lederne og organisatorerne, der er skyldige i disse barbariske handlinger. De har været ustraffede, og er det fortsat, og de skal ekskluderes fra det congolesiske samfund. Forbrydere, der er skyldige i folkedrab skal jages af internationale styrker, så man kan retsforfølge og dømme dem.
Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! For ikke at komme med gentagelser vil jeg gerne sige, at vi uden nogen diskussion skal hjælpe ofrene, og at hjælpen skal være så bred som mulig og seriøs.
En anden ting, der sprang mig i øjnene, da jeg var i Congo i forbindelse med valget, var, at jeg fandt ud af, at 13-årige drenge - for så unge er de, og til tider endda yngre - lærer to ting: hvordan de skal dræbe og voldtage piger, der er yngre end dem selv. Det er det image, som soldaterne, de såkaldte soldater fra fraktionen hørende under modkandidaten til præsidentposten, hr. Bemba, har, men det er ikke det hele. I alle fraktioner står det lignende til, så jeg tilslutter mig udsagnene fra hr. Borrell om, at de penge og kræfter, som vi råder over, bl.a. skal rettes mod en fornyet uddannelse af disse unge mennesker, for når de lærer de nævnte ting, vil deres fremtidige liv blot udgøres af bandedeltagelse og voldtægt eller drab. Det er nødvendigt at gøre noget ved dem. Og måske er det en fremtidig udfordring for os at hjælpe denne befolkningsgruppe og ændre dens indstilling til det modsatte køn, til kønnets funktion.
Meglena Kuneva, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Kommissionen er fortsat ekstremt bekymret over den forværrede menneskerettighedssituation - navnlig over den omfattende seksuelle vold - i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo - og fordømmer kraftigt alle voldshandlinger mod kvinder.
I det nuværende klima præget af vold og usikkerhed er alle væbnede grupper i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, herunder visse elementer i de nationale væbnede styrker, i et vist omfang involveret i den dramatiske stigning i disse former for handlinger. Det er i denne forbindelse vigtigt at støtte bekæmpelsen af straffrihed, men også at afhjælpe de grundlæggende årsager til problemet. Det skal bemærkes, at seksuel vold i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo hænger tæt sammen med den vedvarende konflikt og vold i regionen.
Fred er en forudsætning for varig sikkerhed og stabilitet, to elementer af afgørende betydning for udbredelsen af seksuel vold i Den Demokratiske Republik Congo. Derfor har Kommissionen i samarbejde med EU-medlemsstaterne til stadighed arbejdet for en politisk løsning på krisen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.
Den igangværende konference om fred, sikkerhed og udvikling i Kivu samt den nyligt indgåede aftale mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda i Nairobi i november 2007 kan rent faktisk være et vigtigt fremskridt i processen, selv om det bør anerkendes, at der stadig ligger mange udfordringer forude, før der kan skabes varig fred i Kivu.
Disse bestræbelser er imidlertid ikke tilstrækkelige og skal suppleres med en aktiv støtte med det formål at styrke statens muligheder for at sikre befolkningens beskyttelse. Kommissionen samarbejder i denne forbindelse med medlemsstaterne om at styrke retsstatsprincippet og bekæmpelsen af straffefrihed ved at støtte en reform af sikkerhedssektoren, dvs. hæren, politiet og retsvæsenet.
Jeg vil gerne reflektere over nogle af medlemmernes spørgsmål og forsøge at besvare dem. Kommissionen imødegår navnlig problemet med seksuel vold og kriminalitet gennem et multidonorprojekt vedrørende retfærdighed og rehabilitering i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo og fokuserer i denne forbindelse bl.a. på opbygning af de juridiske aktørers kapacitet og på en styrkelse af den juridiske bistand til ofre for seksuel vold.
Derudover yder Kommissionen en betydelig humanitær bistand - rundt regnet 40 millioner euro pr. år - til Den Demokratiske Republik Congo, navnlig til Uturi og Kivu. I vores humanitære programmer og sundhedsprogrammer tages der højde for den kønsbestemte vold, der blev henvist til, både af inspirationsmæssige og oplysningsmæssige grunde.
Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted efter forhandlingernes afslutning.