Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 30. januar 2008 - Bruxelles

Situationen i Iran (forhandling)

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Lad mig begynde med at takke både hr. Solana og fru Ferrero-Waldner for at have gjort så grundige forberedelser til besøget og for at have indgået i en dialog og ført drøftelser med os, både i perioden før og efter.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at denne forhandling vil blive hørt i Iran - og det skal der ikke herske tvivl om. Det er et velinformeret og pluralistisk samfund, som forsøger at indhente de informationer, det har brug for, og den vej støtter vi ved hjælp af nyhedskanalen på farsi. Vi ved, at lederne i Ahmadinejadregimet vil følge med i denne forhandling, og derfor er det rigtigt og passende at sige klart og tydeligt til Ahmadinejad og hans støtter, at det store antal kandidater til de 296 pladser i parlamentet - der er over 7.000, og 2.000 af dem bliver tilsyneladende afvist - viser, at Ahmadinejad har ryggen mod muren indenrigspolitisk set. Vores solidaritet ligger hos civilbefolkningen, hos kvinderne, hos fagforeningerne og alle dem, der er truet, og hvis navne blev læst op for os for et øjeblik siden.

(Bifald)

Der er også en anden grund til, at vi ønskede denne forhandling i dag, som jeg er meget taknemmelig for. Iran befinder sig i en blindgyde. Iran har løbet panden mod en mur og kan ikke komme videre - landet er ikke længere i stand til at komme med tilbud. Men samtidig spekulerer jeg på, om vi europæere virkelig har udnyttet alle muligheder. Resultatet af vores besøg i Iran på tværs af partier og grupper er, at vi skal finde vores egen måde at forhandle på, og det kan kun ske uden forudgående betingelser, uden at nogen får sat kniven for struben.

En ting har jeg forstået på alle de mennesker, vi har mødt, og som har brug for vores støtte, nemlig at sanktioner svækker civilsamfundet og styrker præsident Ahmadinejad. Derfor er det ikke en politisk løsning at fortsætte som før, og det vil ikke føre nogen ud af blindgyden.

Som det sidste vil jeg derfor gerne fremhæve, at vi ikke ønsker atomvåben i noget land overhovedet. Jeg ønsker slet ingen atomenergi, men hvis det er præsident Sarkozys politik at indgå atomenergiaftaler til højre og venstre uden nogen form for sikring som f.eks. traktater om ikkespredning af kernevåben, udgør den europæiske udenrigspolitik en spredningsrisiko og bidrager ikke til en reduktion af antallet af atomvåben.

(Bifald)