Nigel Farage (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Referatet af sidste mødeperiode nævner Deres tale, hvori De talte om de begivenheder, der fandt sted i Strasbourg i december. Siden da har De i henhold til vores højtærede forretningsorden indkaldt 13 medlemmer af Parlamentet til en disciplinær samtale.
Det forekommer mig, at det er sket på et temmelig arbitrært grundlag. Jeg tvivler på, at en af dem, De har indkaldt - fr. Sinnott fra vores gruppe - nogensinde har råbt ad nogen i sit liv. Et andet af de medlemmer, De kaldte ind på rektors kontor - et østrigsk medlem - var faktisk i Frankfurt den dag, så han må da have en ordentlig stemme, ikke?
Hvorfor kun 13? Ca. 80 af os var involveret i den såkaldte uorden. Faktisk nævnte De ved Formandskonferencen selv mig som en af årsagerne til uroen, så hvorfor bliver jeg ikke straffet? Jeg er Spartacus!
(Medlemmer af IND/DEM-Gruppen råbte "Jeg er Spartacus!")
Formanden. - Jeg havde bedt om bemærkninger til protokollen, og jeg havde egentlig forventet, at formanden for IND/DEM-Gruppen havde forstået budskabet, og koncentreret sine bemærkninger om protokollen. Det var tydeligvis ikke tilfældet, og derfor kan vi nu gå videre.