Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 30. januar 2008 - Bruxelles

14. Situationen i Iran (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er erklæring fra den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og fra Kommissionen om situationen i Iran.

Jeg vil gerne byde den højtstående repræsentant, Javier Solana, hjertelig velkommen i Europa-Parlamentet. Hr. højtstående repræsentant, De har ordet.

  Javier Solana, højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. - (EN) Hr. formand! Jeg vil ikke blande mig i den debat, der foregår, men jeg tager ordet på Deres opfordring. Lad mig begynde med at takke Dem for indbydelsen i dag. Det er første gang, jeg har talt i Parlamentet i år 2008. Vi er alle sikre på, at 2008, for at sige det mildt, bliver spændende. Jeg vil gerne fortsætte med et forstærket samarbejde med Parlamentet, med Dem og med de ærede medlemmer af Parlamentet.

I dag har vi en meget vigtig debat - en debat om et spørgsmål, der er et af de vigtigste på dagsordenen for det internationale samfund. Jeg vil gerne fremsætte en kort udtalelse derom og benytte den nødvendige tid til at se på, om vi sammen kan forstå - og ikke bare forstå, men gøre nogle fremskridt hen imod løsningen af - dette meget komplicerede spørgsmål, som står øverst på den internationale dagsorden i dag.

Lad mig begynde med at fremsætte nogle få bemærkninger. Iran er et afgørende land i Mellemøsten. Det er vigtigt i strategisk henseende, og det er også vigtigt som en regional spiller. Vi vil derfor gerne have et konstruktivt forhold til Iran. Men som De ved, er der mange vanskeligheder forbundet hermed.

Iran er et meget levende samfund fuldt af talentfulde folk. Det har en usædvanlig høj andel af kvindelige kandidater. Persisk er et af de væsentligste sprog på internettet, særligt til blogs, når unge mennesker søger en måde at udtrykke sig selv på.

Den politiske scene i Iran er - som De ved - genstand for stor interesse i øjeblikket. Der er demokratiske elementer der, som ikke findes i andre lande i Mellemøsten, selv om valgprocessen stadig lader meget tilbage at ønske. Ved valgene til Majles i marts var der, for at give Dem et eksempel, 30 % af kandidaterne, der blev diskvalificeret, og de reformvenlige led mest herunder. Nogle vil have mulighed for at appellere, men andre vil ikke. Ikke desto mindre er et ufuldkomment demokrati bedre end slet intet, og det er rigtigt, at vi bør gå i dialog med de iranske parlamentsmedlemmer. Jeg er Parlamentet meget taknemmelig for at sende delegationer dertil for at mødes med deres kolleger i det iranske parlament.

Medlemmerne af Parlamentet gør også ret i at være bekymrede for lov og orden og menneskerettigheder i Iran. Iran ligger næsten nederst i verdensindekset for pressefrihed. Det har forøget antallet af henrettelser. Der er desværre talrige rapporter om tortur. Den slags er uacceptabelt og tjener kun til at skade Irans image som et civiliseret samfund.

Alle de, der kæmper for menneskerettigheder i Iran, f.eks. kampagnen for 1 million underskrifter for kvinders rettigheder, fortjener vores støtte og beundring. Her til formiddag havde jeg lykkeligvis lejlighed til at kommentere dette over for fru Souhayr Belhassan, der, som De ved, er en af de vigtigste skikkelser i Det Internationale Menneskerettighedsforbund. Med større frihed og ansvarlighed og mere upartisk retfærdighed kunne Iran blive et af de mest kreative og dynamiske samfund i Mellemøsten. EU har tidligere haft en menneskerettighedsdialog med Iran, men siden 2004 har iranerne været uvillige til at deltage.

Men vi har mange områder med fælles interesser med Iran, der endnu ikke bliver fuldt udnyttet, og det mest indlysende af disse er energisektoren - men der er også mere, vi kunne gøre sammen med hensyn til narkotikasmugling og kampen mod terrorisme.

Det ville være godt, hvis vi kunne arbejde bedre sammen med Iran i regionen. Men dette er, som De ved, i øjeblikket vanskeligt, fordi det er vanskeligt at se Iran som en konstruktiv partner. På næsten ethvert område synes vi at finde, at vi forfølger forskellige, sommetider modsatrettede, politikker. Vi ønsker en tostatsløsning i Palæstina. Vi ønsker, at Annapoliskonferencen skal lykkes. Iran er stadig det eneste land i Mellemøsten, der ikke accepterer idéen om en tostatsløsning. Det er en væsentlig leverandør af våben til Hamas. Præsident Ahmadinejads bemærkninger om Israel og hans støtte til holocaustbenægtelse er bestemt helt uacceptable for os alle. Iran er, som De ved, en destabiliserende faktor i Libanon. Det er den vigtigste leverandør af våben til Hizbollah. Det har også samarbejdet med grupper, der udøver vold i Irak.

Alle disse aktiviteter gør ud fra vores synspunkt Iran til en besværlig og vanskelig aktør i Mellemøsten. Men det er stadig et land, vi må forstå og få et bedre forhold til. Der har været perioder med samarbejde med Iran, f.eks. i Afghanistan, som har været frugtbare, og jeg mener, at vi skal fortsætte med at søge sådanne muligheder.

Men som De ved, er et af de vigtigste områder, der giver anledning til bekymring, Irans atomprogram. Hvis Iran skulle udvikle et våben, kunne det føre til radikal ustabilitet og fare i Mellemøsten. Det ville også være meget skadeligt for hele ikkespredningssystemet. Bare mistanken om, at Iran søger at skaffe sig atomvåben, kan destabilisere Mellemøsten.

Vores mål er at fjerne disse mistanker. I sidste instans kan det kun gøres ved en ordning, der forhandles på plads.

Vi glæder os over, at Iran samarbejder med Det Internationale Atomenergiagentur for at håndtere nogle af de såkaldte "tilbageværende spørgsmål". I den nuværende fase med dr. ElBaradei skal Iran, som De ved, besvare spørgsmål om vigtige problemer som udviklingen af våben og i særdeleshed andre problemer, der har at gøre med forurening, og som vi finder meget vigtige.

Men selv hvis disse spørgsmål om fortiden bliver besvaret, giver det ikke den gennemskuelighed, vi beder om, omkring Irans nuværende aktiviteter eller dets fremtidige hensigter. Gennemskuelighed nu kræver, at Iran ratificerer og gennemfører tillægsprotokollen, som vi mange gange har sagt.

Tilliden til Irans fremtidige hensigter er mere vanskelig. Hvis Iran havde et våbenprogram tidligere, hvordan kan vi så i dag være sikre på, at den nuværende berigelsesproces kun er til civilt brug? Det er særligt vanskeligt, når vi i øjeblikket ikke ser nogen tegn på, at Iran vil underskrive en kontrakt om at bygge et atomkraftværk ud over det, de har opført sammen med russerne i Bushehr, og som russerne har leveret brændsel til. Det eneste, vi hører om, er berigelse. Når jeg spørger repræsentanter for den iranske regering om, hvad de har til hensigt med uranberigelsen, - og De spurgte forleden - så får jeg aldrig noget svar. Det fik De selv bevis for for et par dage siden.

Sagen er, at Iran kun kan udvikle et civilt program med bistand fra de lande, der hører til gruppen på seks lande, som forhandler med dem - eller forsøger at forhandle med dem - bortset fra Japan. Intet andet land i verden kan levere til et land, der ønsker at opstille eller udvikle et civilt atomprogram uden samarbejde med de lande, der hører til i gruppen på de seks lande plus Japan, eller selskaber fra disse lande. Ingen af os har noget problem med et civilt iransk program, faktisk tilbyder vi at hjælpe. Men ingen af os vil gøre det, medmindre vi er sikre på, at Irans hensigter kun er fredelige.

Det er grunden til, at vi hele tiden forsøger at nå forhandlingsløsninger. Desværre har vi - som De ved - ikke haft heldet med os indtil nu. Desværre er det også umuligt at gøre noget, så længe Iran fortsætter med at ignorere IAEA's beslutninger og Sikkerhedsrådets resolutioner. Derfor arbejder man i New York på endnu en resolution. Målet med disse resolutioner er ikke at straffe Iran, men at overtale det til at komme til forhandlingsbordet, og jo før, jo bedre, synes jeg. EU og de permanente medlemmer af Sikkerhedsrådet er helt enige om dette. Vi havde et vigtigt møde i torsdags.

Måske kan jeg komme med endnu en kommentar, der rækker ud over Iran selv i denne sag. I en verden, hvor der er en voksende interesse for atomkraft, må vi finde måder, hvorpå vi kan sikre lande adgang til atombrændsel, uden at de selv skal foretage berigelsen - hvilket er dyrt for dem og giver anledning til bekymring om spredning. Jeg støtter selv stærkt idéen om oprettelse af internationale garantier for levering af brændsel, måske i form af en brændselsbank. Denne tanke har mange af vores partnere og mange vigtige skikkelser i det internationale samfund leget med. Der er mange gode idéer på dette område. Jeg tror, at tiden er kommet til at virkeliggøre disse idéer og omsætte dem til handling.

Som jeg sagde i begyndelsen, er Iran et afgørende land. Jeg har nu i årevis arbejdet på at normalisere forbindelserne mellem os. Det vil vi alle vinde ved - både iranere og europæere. Jeg tror på dette, og jeg vil fortsætte ufortrødent med at arbejde frem mod dette mål, som jeg mener, vil være til gavn for både Irans og EU's befolkning.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! I det nuværende klima tror jeg, det er uundgåeligt, at diskussionen om Iran kommer til at fokusere på atomprogrammet. Det internationale samfund står sammen om at finde en tilfredsstillende løsning. Det betyder at arbejde via de rigtige kanaler sammen med IAEA og FN's Sikkerhedsråd. Det betyder også, at man støtter den højtstående repræsentant, Javier Solanas, vedvarende bestræbelser på vegne af de tre plus tre med fuld opbakning fra EU, for international enighed er fortsat central, som det blev påvist ved det sidste møde i Berlin.

Da jeg tog imod dr. Saeed Jalili, Irans chefforhandler, i sidste uge, mindede jeg ham om vores principfaste holdning. Ingen har på noget tidspunkt benægtet Irans ret til fredelig udnyttelse af atomkraft, men der var et alvorligt behov for at genopbygge tilliden og vise reel politisk vilje til at finde en løsning.

Desværre kunne jeg ikke se en sådan politisk vilje endnu fra Iran, selv om EU gjorde alt, hvad de kunne. Indtil vi ser en sådan politisk vilje, vil der desværre ikke være mulighed for at forbedre vores forhold, herunder iværksætte eller genstarte forhandlingerne om en handels- og samarbejdsaftale og drøftelserne om energi. Det fortalte jeg eksplicit dr. Jalili ved vores møde.

Jeg er sikker på, at Parlamentet deler denne opfattelse, og at det fortsat fuldt ud bakker hr. Solana og de tre plus tre op med at nå en holdbar løsning - og en diplomatisk løsning, som giver objektiv garanti for, at Irans aktiviteter udelukkende er af fredelig art, samtidig med at man bevarer Irans umistelige ret til at benytte atomenergi til fredelige formål.

Selv om udviklingen i EU's forhold til Iran i høj grad er betinget af fremskridt i denne sag, bør man efter Kommissionens mening følge mere end én vej over for Iran.

I denne forbindelse vil jeg gerne give udtryk for min påskønnelse af det arbejde, Delegationen for Forbindelserne med Iran under fr. Angelika Beers dynamiske lederskab har påtaget sig. Jeg ønsker i særdeleshed at rose den mission, som De ledede i sidste måned til Teheran, fr. Beer. Kontakter fra Parlamentet, f.eks. med det iranske Majles, er en vigtig kommunikationskanal mellem EU og Den Islamiske Republik Iran.

Deres møder med højt placerede embedsmænd såsom udenrigsministeren, hr. Mottaki, såvel som et bredt udsnit af det iranske samfund er og var meget værdifulde. Møder med kvindesagsaktivister, familierne til fængslede studenter, fagforeningsfolk og minoritetsgrupper udgør et vigtigt vidnesbyrd om den vægt, EU lægger på at få et helt frit, demokratisk og pluralistisk Iran i overensstemmelse med de internationale konventioner, som Den Islamiske Republik Iran frit har tilsluttet sig.

Kontakter mellem folkene udgør et glimrende middel til at overvinde fordomme og negative stereotyper og til at fremme gensidig forståelse. Det er f.eks. meget vigtigt at støtte den videre udvikling af akademiske, kulturelle og kunstneriske udvekslinger mellem Europa og Iran, to gamle fyrtårne for civilisationen, der har meget at tilbyde hinanden.

Derfor er jeg meget glad for at rapportere om den succesrige iværksættelse i dette akademiske år af et Erasmus Mundus-vindue for samarbejde udadtil, der forbinder europæere med studerende og lærere fra Irak, Yemen og Iran. Fra Teheran til Shiraz, til Mashhad og Alzahra ser netværket af de iranske universiteter, der deltager i dette konsortium, særdeles lovende ud. Den første akademiske gruppe har allerede gjort det muligt for over 50 iranske studerende og lærere at studere i Europa. Jeg håber meget, at dette arrangement vil virke begge veje, og at europæiske studerende og lærere også vil tage til Iran.

Derudover forfølger vi i vores samarbejde med Iran en række områder, såsom støtte til afghanske flygtninge og kampen mod narkotika. I denne forbindelse vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på den opfordring, der for nylig blev udsendt, om at indsende ansøgning om støtte til ikkestatslige aktører og lokale myndigheder i Iran.

Programmet - som i øvrigt er det første sammen med Iran - sigter mod at fremme og styrke et rummeligt og stærkt samfund. Det indbefatter uddannelsesmæssige aktiviteter og udviklingsaktiviteter med fokus på initiativer mod fattigdom.

Endelig støtter programmet samarbejde mellem det civile samfund og de lokale myndigheder og aktiviteter til at styrke deres formåen. Denne opfordring er nu i gang og gælder indtil 11. februar.

I anden sammenhæng glæder jeg mig over den beslutning, Parlamentet tog på sit plenarmøde den 13. december sidste år om at bevilge 3 millioner euro til en tv-nyhedstjeneste på farsi. At fremme skabelse og udsendelse af oplysninger med en stærk europæisk vinkel kan spille en vigtig rolle for at fremme bedre gensidig forståelse med den iranske befolkning.

Jeg vil gerne slutte med en vigtig sag: spørgsmålet om demokrati og menneskerettigheder. Foran dette Parlament insisterede dr. Jalili i sidste uge på vigtigheden af menneskelig værdighed. Jeg kan naturligvis kun være enig med ham, men da jeg selv mødte ham, kunne jeg desværre kun fortælle ham om min dybe bekymring over forværrelsen af menneskerettighederne og situationen omkring dem i Iran.

Sidste år foretog Iran mindst 297 henrettelser, ifølge en sammentælling fra nyhedsbureauet AFP udarbejdet på basis af nyheder i pressen. Det samlede tal udgjorde en kraftig vækst i forhold til 2006, hvor der ifølge Amnesty International blev foretaget 177 henrettelser. Jeg taler ikke om andre meget grusomme metoder at slå folk ihjel på. Så jeg måtte give udtryk for mit håb om, at dialogen mellem EU og Iran om menneskerettigheder ville blive genoptaget.

Jeg udtrykte også håb om, at der ville være et bredere spektrum af kandidater end tidligere til de forestående parlamentsvalg. EU er stadig stærkt mobiliseret på dette område. Den sidste udtalelse vedrørende dødsdomme i Iran udsendt den 25. januar er blot endnu en illustration af dette.

Vi er helt på linje med Parlamentet, når de siger, at vores forbindelser med Iran ikke kan udvikle sig ordentligt, medmindre der sker en systematisk forbedring af menneskerettighedssituationen der.

  Michael Gahler, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! I vores beslutning beskæftiger vi os med menneskerettigheder og konflikterne i forbindelse med Irans atomprogram. Hvad angår menneskerettigheder, har Parlamentet givet udtryk for sine holdninger flere gange. Den højtstående repræsentant talte igen i dag om henrettelser og tortur. I lyset af de seneste begivenheder vil jeg gerne nævne navnene på de politiske aktivister fra det arabiske Ahwazisamfund, som er blevet dømt til døden, og anmode Irans regering om ikke at gennemføre disse henrettelser. Navnene er Zamal Bawi, Faleh al-Mansouri, Said Saki og Rasoul Mazrea. Det samme gælder to kurdiske journalister, Abdolwahed "Hiwa" Butimar og Adnan Hassanpour. Må det være med til at give dem beskyttelse, at vi bringer deres ulykkelige situation frem i den europæiske offentlighed!

Med hensyn til atomkonflikten har Irans chefforhandler, Saeed Jalili, ikke givet Udenrigsudvalget nogen klarhed over Irans egentlige hensigter. Spørgsmål fra 24 kolleger blev besvaret en bloc og kun meget flygtigt. Det er ikke en måde at komme den store mistillid mellem det internationale samfund og Iran til livs på. Det bedste svar på denne undvigende adfærd er solidaritet fra det internationale samfunds side. Derfor hilser vi også aftalen, som blev indgået i Berlin den 22. januar vedrørende et udkast til en ny resolution fra FN's Sikkerhedsråd, velkommen i vores beslutning. Her kommer også Rusland og Kina med om bord, og det er et stærkt signal at sende til Iran. Resolutionen indeholder også planer om yderligere foranstaltninger som led i en fælles tilgang fra det internationale samfunds side.

Jeg er enig i, at vi skal søge dialog, hvor det er muligt, men vi skal også blive ved med at gøre det klart, hvor vores interesser ligger, nemlig på den ene side på menneskerettighedsområdet og på den anden side på samarbejdsområdet, men kun hvis og når Iran genopretter sin tillid til vores samfund.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, fru kommissær! Der er tre ting, der er vigtige her: menneskerettigheder, atomvåben og frie demokratiske valg i Iran. Det, der ikke bliver behandlet i dag, er spørgsmålet om, hvorvidt mujahedinerne skal på den sorte liste eller ej, det vil blive behandlet særskilt.

Hvad angår menneskerettighederne, er især de talrige og ofte brutale henrettelser i Iran et ømt punkt, og jeg tilslutter mig hr. Gahlers ord og håber, at den offentlige mening i vores lande kan have en betydelig indflydelse.

Med hensyn til atomvåben støtter vi fuldt ud de holdninger, som den højtstående repræsentant har udtrykt. Vi ønsker ikke atomvåben i Iran, og vi ønsker ikke atomvåben nogen steder i regionen. Det var skandaløst nok at se, hvordan mange lande, herunder desværre også USA, blot så til, da Pakistan udviklede atombomben, og da teknologierne til fremstilling af bomben gik videre fra Pakistan til Iran, fordi Pakistan kun blev betragtet ud fra den fælles kamp mod Sovjetunionen og dermed også Afghanistan.

Det, vi har brug for, er overvågning - og jeg beder Dem, hr. Solana, om at arbejde særligt for en udvikling i den retning - for at sikre, at de atomare industrier, og især uranberigelser og bortskaffelse af atomaffald, sættes i mere multilaterale rammer og overvåges nøjere. Det er et område, hvor vi skal gøre mere, da det ikke kun berører Iran, men også andre lande.

Noget andet, vi har brug for - og på det punkt må amerikanerne være parate til at komme med yderligere indrømmelser - er en anerkendelse af sikkerhedsinteresserne, ikke kun fra Irans regering, men fra hele nationen. Hvis denne sikkerhed kan garanteres, vil vi sikkert også kunne gøre fremskridt i dialogen med Iran. Jeg støtter også FN-resolutionen, fordi den er et vigtigt skridt fremad.

Også vedrørende valgene, hr. Solana, kan jeg kun være enig med Dem. Det giver kun mening med valg og demokrati, hvis der reelt er frie valg, og hvis præsident Ahmadinejad mener, at han har så bred en støtte i Iran, som han hævder, kan jeg kun opmuntre ham til at gøre frie valg mulige uden intervention udefra. Så kan vi se, om han reelt har så bred en støtte. Frie valg i Iran er et vigtigt aspekt i demokratiseringen i hele regionen.

(Bifald)

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. højtstående repræsentant, fru kommissær! Det er stadig et paradoks, at vi må konstatere - som Javier Solana sagde - at et land med en så rig historie, med en så varieret kultur og med en så dynamisk befolkning som Iran foretager de grusomste handlinger på menneskerettighedsområdet. Det er antallet af dødsdomme sidste år en tragisk illustrering af, hvilket kommissæren for øvrigt også erindrede om.

Jeg synes derfor - ligesom min gruppe - at Iran egentlig svigter sin egen historie, når det nuværende regime behandler sin befolkning, som det desværre har gjort i temmelig mange år. Ikke desto mindre tror jeg faktisk, at løsningen består i at fortsætte dialogen, i hvert fald med befolkningen og det civile samfund, men også med de politiske myndigheder, hvor vanskeligt det end er.

I den forbindelse var debatten med hr. Jalili i sidste uge bestemt ikke en munter øvelse, men alligevel uhyre vigtig. Han har jo sikkert forstået, at ingen, overhovedet ingen, gruppe her i Parlamentet ville gå med til eller endda blot overveje at gå med til, at Iran på ny begyndte at bruge atomforskning til militære formål uden nogen reaktion fra vores side.

På min gruppes vegne bifalder jeg i særdeleshed Javier Solanas forslag om at oprette en slags multilateral og multinational bank med atombrændstof. På den måde kan vi sandsynligvis både give udtryk for vores bekymring over ikkespredning og tillade lande fortsat at udvikle atomaktiviteter på det civile område.

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Fru Kommissær, hr. højtstående repræsentant, hr. formand! Det vigtigste og mest pressende i relationerne med Iran er at opnå en garanti for, at staten ikke kommer til at besidde atomvåben. På trods af forskellige signaler, herunder rapporten fra National Intelligence Estimate, kan vi i dag ikke være sikre på, at dette våben ikke vil blive fremstillet i Iran.

Det er naivt at være overbevist om, at berigelsen af uran siden 2003 er blevet anvendt til civile formål i Iran. Siden hen er den reformvenlige præsident Khatami blevet erstattet af en repræsentant for en meget mere aggressiv politisk linje. Vi skal også huske på, at alle atomprogrammer i startfasen skjules under dække af civile projekter, sådan forholdt det sig i Rusland og Indien, i Kina og Israel. Det er meget sandsynligt, at det nuværende atomprogram blot udgør en etape på vej mod en endegyldig berigelse af uran til militære formål. Af disse årsager skal EU derfor opretholde et så et stort pres som muligt på Iran, og man skal ikke udelukke en militær løsning.

  Angelika Beer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Lad mig begynde med at takke både hr. Solana og fru Ferrero-Waldner for at have gjort så grundige forberedelser til besøget og for at have indgået i en dialog og ført drøftelser med os, både i perioden før og efter.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at denne forhandling vil blive hørt i Iran - og det skal der ikke herske tvivl om. Det er et velinformeret og pluralistisk samfund, som forsøger at indhente de informationer, det har brug for, og den vej støtter vi ved hjælp af nyhedskanalen på farsi. Vi ved, at lederne i Ahmadinejadregimet vil følge med i denne forhandling, og derfor er det rigtigt og passende at sige klart og tydeligt til Ahmadinejad og hans støtter, at det store antal kandidater til de 296 pladser i parlamentet - der er over 7.000, og 2.000 af dem bliver tilsyneladende afvist - viser, at Ahmadinejad har ryggen mod muren indenrigspolitisk set. Vores solidaritet ligger hos civilbefolkningen, hos kvinderne, hos fagforeningerne og alle dem, der er truet, og hvis navne blev læst op for os for et øjeblik siden.

(Bifald)

Der er også en anden grund til, at vi ønskede denne forhandling i dag, som jeg er meget taknemmelig for. Iran befinder sig i en blindgyde. Iran har løbet panden mod en mur og kan ikke komme videre - landet er ikke længere i stand til at komme med tilbud. Men samtidig spekulerer jeg på, om vi europæere virkelig har udnyttet alle muligheder. Resultatet af vores besøg i Iran på tværs af partier og grupper er, at vi skal finde vores egen måde at forhandle på, og det kan kun ske uden forudgående betingelser, uden at nogen får sat kniven for struben.

En ting har jeg forstået på alle de mennesker, vi har mødt, og som har brug for vores støtte, nemlig at sanktioner svækker civilsamfundet og styrker præsident Ahmadinejad. Derfor er det ikke en politisk løsning at fortsætte som før, og det vil ikke føre nogen ud af blindgyden.

Som det sidste vil jeg derfor gerne fremhæve, at vi ikke ønsker atomvåben i noget land overhovedet. Jeg ønsker slet ingen atomenergi, men hvis det er præsident Sarkozys politik at indgå atomenergiaftaler til højre og venstre uden nogen form for sikring som f.eks. traktater om ikkespredning af kernevåben, udgør den europæiske udenrigspolitik en spredningsrisiko og bidrager ikke til en reduktion af antallet af atomvåben.

(Bifald)

  Formanden. - Tak, fru Beer, og jeg ønsker Dem god bedring med Deres arm, som De jo ser ud til at have brækket.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Efter den amerikanske efterretningstjenestes oplysninger har situation ændret sig. Det, der er brug for nu, er et moratorium i atomspørgsmålet. Sagen skal ikke henhøre under FN's Sikkerhedsråd, men skal tilbage til IAEA. Der er et meget levende civilsamfund i Iran til trods for alle repressalierne mod grupper, som f.eks. fagforeningerne. Der forekommer begivenheder, som ikke kan tolereres, bl.a. afvisningen af kandidater til parlamentsvalget. Men jeg er helt imod en skærpelse af sanktionerne. Det ville være kontraproduktivt, især for den demokratiske opposition. Der er stadig krigstrusler mod Iran, især fra USA. I min gruppe er vi klart imod enhver form for krigstrusler og krigsplaner.

Hr. Solana! Deres medarbejder Robert Cooper citeres i den britiske avis The Guardian for at have sagt om det nyligt debatterede NATO-atomvåbendokument, at vi måske kommer til at anvende atomvåben før alle andre, men at han vil vare sig mod at sige det højt. Hr. Solana! Er dette sagt i forbindelse med Iran, og hvornår vil De distancere dem fra dette udsagn?

Jeg gentager: Vi ønsker hverken krig eller eskalering, vi ønsker forhandlinger.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Der er gode og dårlige nyheder fra Den Islamiske Republik Iran. De gode nyheder kom i sidste måned, i midten af december, fra den iranske opposition i Teheran. Denne vendte sig helt klart mod præsident Ahmadinejads fornægtelse af holocaust med den erklæring, at holocaust er en historisk begivenhed, som ikke kan drages i tvivl. Det er noteret.

De dårlige nyheder er udenrigsminister Mottakis nylige offentlige trussel mod FN's Sikkerhedsråd. Hvis dette, ifølge Mottaki, skulle vedtage en ny resolution om sanktioner mod Iran inden den næste IAEA-rapport om landets atomprogram i marts, truer Teheran med en alvorlig og konsekvent reaktion.

Hr. højtstående repræsentant, jeg vil gerne høre Deres holdning til denne offentlige trussel. Hvad mener De endvidere om muligheden for at forstærke IAEA ved at nedsætte et uafhængigt udvalg af tekniske eksperter vedrørende det iranske atomprogram? Når alt kommer til alt, har der tidligere været et sådant udvalg i UNSCOM og UNMOVIC. Rapporten fra dette udvalg bør være en rettesnor for Sikkerhedsrådets overvejelser.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Regimet i Iran udgør fortsat en risiko for stabiliteten i hele Mellemøsten og i vid omkreds. Iran støtter islamiske og terroristiske grupper i Libanon, de palæstinensiske områder, Afghanistan, Irak osv. EU's strategi bør gå ud på at isolere Iran mest muligt i området. Det er også vigtigt, at Rusland tilskyndes til at afvikle samarbejdet med Iran på atomområdet. Irans atomplaner er en trussel mod verdensfreden.

Det amerikanske National Intelligence Estimate overraskede for nogle måneder siden hele verden ved at hævde, at Iran i 2003 skulle have standset sine forsøg på at producere kernevåben. I USA hæver der sig nu røster om at undersøge NIE's resultater nærmere. Hvorom alting er, så ville det være forkert pludselig nu at gå ud fra, at det iranske regimes atomtrussel ikke længere skulle være aktuelt. Spørgsmålet er f.eks. stadig, hvorfor Iran i høj grad vanskeliggør Det Internationale Atomenergiagenturs tilsyn.

Vi ved alle sammen, hvad regimet i Teheran er i stand til. Der er menneskerettighedssituationen. Irans involvering i den internationale islamiske terrorisme er tidligere klart bevist. Når præsident Ahmadinejad åbent siger, at det er hans ambition at fjerne Israel fra landkortet, er det vores pligt at tage noget sådant alvorligt. Under de nuværende omstændigheder ville det altså være forkert at formindske presset på Ahmadinejad. Der skal være en dialog, men EU skal være resolut i sine forsøg og sin ambition, når det gælder om at fremme frihed og stabilitet yderligere.