Forhandlinger

Onsdag den 30. januar 2008 - Bruxelles

18. USA's antimissilforsvarssystem (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om USA's antimissilforsvarssystem.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Rådet drøftede ikke installationen af et amerikansk antimissilforsvarssystem på EU's område. Derfor beklager jeg, at jeg ikke kan give Dem Rådets holdning til denne sag, men jeg minder om, at beslutningen om at udstationere væbnede styrker eller militært udstyr hører under den enkelte medlemsstats nationale kompetence. Derfor træffer medlemsstaterne beslutning om sådanne forhold uafhængigt.

Jeg vil gøre det klart: Der har indtil nu ikke fundet drøftelser sted mellem EU og USA om at installere antimissilsystemet. Der er heller ingen af parterne, som har planer om et muligt samarbejde på dette område. Rådet har derfor ikke planlagt drøftelser om denne sag hverken med USA eller med NATO. Som bekendt er antimissilforsvar omfattet af samarbejde inden for NATO samt inden for NATO-Det Russiske Føderationsråd.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil udtrykke mig meget kort i dag, for Kommissionen har ikke megen kompetence i denne sag.

Men lad mig sige, at interaktionen mellem USA, Rusland og EU's medlemsstater, når det gælder sikkerhed og forsvar, har videre implikationer for disse vigtige partnerskaber. Det er klart. Derfor håber vi, selv om vi, som jeg har sagt, virkelig ikke har kompetence eller ansvar i denne sag, at man kan finde en afbalanceret løsning til sidst, som vil være tilfredsstillende for alle.

Vi har fra begyndelsen af tilsluttet os de forhandlinger på højt niveau, der begyndte i Moskva i oktober, fulgt op af ekspertmøder. Og vi ser i den direkte dialog mellem Moskva og Warszawa, der har fundet sted for nylig, en mulighed for at klarlægge den gensidige stilling, når det gælder den nationale suverænitet.

Afslutningsvis, ligegyldigt hvilket forum disse spørgsmål bliver drøftet i, hvad enten det er NATO eller OSCE, så tror jeg, at det vil være vigtigt, at afgørelser om fremtiden for opbygning af europæisk sikkerhed også involverer EU.

  Karl von Wogau, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Når vi i Europa taler om antimissilforsvarssystemet, handler diskussionen mest om de installationer, som USA har planlagt i Polen og i Tjekkiet. Mange er ikke klar over, at det blot er en tilføjelse til det eksisterende system, hvis opgave er at beskytte USA. For os i Parlamentet er det vigtigste i første omgang at overveje, hvad dette betyder for det europæiske kontinents sikkerhed. USA har jo allerede betalt over 100 milliarder dollars for deres antimissilforsvarssystem, og pr. år investerer USA yderligere 10 milliarder i en udbygning af systemet. Men USA ligger tydeligt længere væk fra potentielle farekilder end vi i Europa. Den aktuelle situation er nogenlunde på samme måde, som hvis Luxembourg brugte penge på at bygge et dige, mens Holland ikke fandt det nødvendigt at gøre det samme.

Vi må spørge os selv, om der overhovedet er en trussel, og om det er nødvendigt at reagere på den. Forhandlingen med Javier Solana, som vi netop har overværet, viser, at situationen i Iran stadig giver anledning til bekymring. Også vi ved, hvilken trussel der kan følge af en ustabil situation i Pakistan.

I Underudvalget om Sikkerhed og Forsvar har vi ført intensive samtaler med repræsentanter fra USA, bl.a. også med generalløjtnant Henry Obering, som er leder af antimissilforsvarsagenturet. Her blev det klart, at det amerikanske system teoretisk vil være i stand til at beskytte en del af Europa, men ikke hele Europa. Især Cypern, Malta, dele af Grækenland, Rumænien, Bulgarien og Syditalien vil ikke være beskyttet af dette system. Fra et europæisk synspunkt kan vi ikke tillade, at vores kontinent opdeles i forskellige zoner med forskellige sikkerhedsniveauer, og derfor skal vi også definere vores fælles europæiske sikkerhedsinteresser sammen.

I denne anledning er vi blevet klar over, at der i øjeblikket ikke eksisterer noget forum, hvor en sådan debat finder sted, og hvor disse fælles europæiske sikkerhedsinteresser defineres. Det er også klart, at der i den forbindelse skal ske en meget intensiv koordinering med Rusland.

Vi forventer, at der under NATO-topmødet i Bukarest i april bliver forelagt forslag til et fælles system, og vi forventer, at der vil blive taget hensyn til vores specifikke europæiske sikkerhedsinteresser på en passende måde.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Det er ikke første gang, vi fører denne diskussion. Det er heller ikke første gang, at vi får de samme svar af Rådet, som erklærer sig inkompetent, og Kommissionen, som faktisk gør det samme, men dog i slutningen siger - og det roser jeg kommissæren for - at tingene bør tilrettelægges anderledes i EU.

Hvis der sker noget, som vedrører alle europæeres sikkerhed, som faktisk henhører under sikkerhedsaftalerne, inden for den sikkerhedsstrategi, som Javier Solana har udviklet for os, bør vi kunne tale med hinanden om det. Parlamentet har heldigvis mulighed for at tale om det. Dette er en sag, som optager borgerne og ligeledes EU's medlemsstater. På denne baggrund synes vi derfor absolut, at vi skal tage det op.

Jeg vil ikke gentage alle de indvendinger, som vores gruppe tidligere har givet udtryk for i forbindelse med denne plan, som kommer fra amerikanerne. Det, vi finder forkert, er, at der er bilaterale forhandlinger med to medlemsstater af NATO, som - hvad enten det er tilfældigt eller ej - også er medlemmer af EU, og at dette har indvirkninger på forbindelserne, bl.a. EU's forbindelse, med Rusland. Det er ligeledes forkert, at systemet videreudvikles ensidigt, også inden for NATO, og at det ikke tydeligt er forklaret, hvorfor præcist systemet er nødvendigt, om det vil fungere, og om det ikke bliver for dyrt.

Interessant er den diskussion, som i øjeblikket finder sted i Polen, hvor den nye regering har sagt, at den måske vil medvirke til dette system, men at det i så tilfælde skyldes, at amerikanerne ønsker det, og fordi det gælder USA's sikkerhed og ikke så meget Polens sikkerhed, som jo trues mere af dette system, end den øges. Derfor anmoder polakkerne også om ekstra støtte til udviklingen af f.eks. luftforsvar til den polske krigsmagt, hvilket indebærer en slags kapløb.

Faktisk er det således interessant, at debatten om, hvorvidt systemet er nyttigt og nødvendigt, på ny er begyndt i Polen, og at den nye polske premierminister og i hvert fald den polske udenrigsminister har mod til også at indlede en diskussion med russerne herom. Det støtter vi helhjertet.

I Tjekkiet forholder det sig anderledes. Der har vi en fornemmelse af, at systemet og det tjekkiske bidrag presses igennem mod befolkningens vilje. Jeg mener, at 70 % af tjekkerne er imod udviklingen af dette system. Jeg er derfor bange for, at der er ved at blive taget skridt til at gennemtvinge beslutninger og indgå aftaler med Polen og Tjekkiet endnu i år, inden der kommer en ny regering - forhåbentlig - i USA. Vi ved, at demokraterne er temmelig skeptiske, hvad angår udviklingen af antimissilforsvarssystemet.

Vi håber i hvert fald, at der vil blive ført en diskussion i Rådet. Vi opfordrer endnu en gang til, at denne sag tages alvorligt. Hvis dette bliver til noget, har det simpelthen konsekvenser for den i forvejen vanskelige forbindelse med Rusland. Det fører til angst i befolkningen. Der er her tale om et nyt kapløb, og der en række andre ting, som Europa-Parlamentet efter vores opfattelse i hvert fald skal udtale sig om. Det har vi gjort tidligere, og det vil vi også vedblive at gøre.

Jeg synes, at det først og fremmest er vores rolle at se, om dette er nødvendigt, om der opstår et nyt våbenkapløb, om det virkelig medvirker til sikkerheden, og om det virkelig medvirker til bekæmpelsen af de såkaldte slyngelstater. Jeg er stadig ikke overbevist om, at iranerne vil have kapacitet til at affyre raketter så hurtigt, som amerikanerne påstår. Også derom har vi fået modstridende oplysninger. Forhåbentlig kan vi derfor under denne forhandling her i Parlamentet fortsætte diskussionen og også følge, hvad der sker i Tjekkiet og i Polen. Min gruppe er stadig imod.

  Anneli Jäätteenmäki, for ALDE-Gruppen. - (FI) Hr. formand! Den største trussel mod menneskeheden er ikke spredningen af atomvåben til andre lande. Det egentlige problem er eksistensen af atomvåben generelt. Den eneste etiske og permanente mulighed i vores tilgang til antimissilforsvarssystemer og andre atomvåbensystemer er at afskaffe dem. EU bør også forpligte sig til nye aftaler og at kontrollere oprustningen og være proaktiv i forsøget på at indlede nedrustningsprocessen.

Det amerikanske antimissilforsvarssystem vil øge risikoen for en atomkrig. Det atomskjold, der planlægges til Polen og Den Tjekkiske Republik, er baseret på antagelsen om, at man kan vinde en atomkrig. Den type antimissilforsvar, USA anvender, er grundlæggende forskellig fra dets tidligere afskrækkelsespolitik, da formålet hermed var at forhindre ét land i at hævne sig på et andet land. Atomoprustningens tidligere afskrækkelseseffekt er således ude af billedet. Frygtbalancen forsvinder derfor. Derfor giver et amerikansk antimissilsystem i Polen eller Den Tjekkiske Republik anledning til bekymring i hele EU og i alle medlemsstaterne. I den forbindelse er det vigtigt, at EU diskuterer sagen og bekendtgør borgernes bekymringer. Vi bør også overveje, om dette vil forbedre sikkerheden i Europa og Europas forsvar, eller om det vil have den modsatte virkning, hvor det nye system rent faktisk svækker sikkerheden i Europa.

  Ģirts Valdis Kristovskis, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Af og til minder præsident Putins retorik os om muligheden for, at Rusland kan rette sine missiler mod Europa. Dette beviser, at der er en vis strategisk balance mellem USA og Rusland. Der er imidlertid ikke en sådan balance mellem Europa og Rusland. Dette kan heller ikke sikres af Frankrigs og Storbritanniens atomparaplyer. Jeg tror derfor, at det er rigtigt at spørge, hvordan vi sikrer Europas og ikke USA's fælles missilforsvar. Diskuterer vi kun disse spørgsmål, fordi USA varetager sit eget forsvar? Fru Ferrero-Waldner, medlemmerne af Kommissionen og EU er ikke engang bekymret over denne form for forsvar. Mener De ikke, at det kun er naturligt for USA, NATO og også visse medlemsstater at træffe beslutning om dette i fællesskab? Jeg tror, at EU skal formulere en klar holdning, som derefter skal gennemføres sammen med NATO og USA. Ellers skal vi ikke spilde tiden her, da alt bliver besluttet af NATO.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. minister, fru kommissær! Jeg tilstår, hr. minister, at det uden tvivl er det, den nye europæiske politik handler om. Det minder mig om min søn, da han var fire år. Når han blev spurgt: "Hvor er du?", holdt han hænderne for øjnene og sagde: "Jeg er der ikke." Og nu siger Kommissionen til os: "Vi er der ikke! Det har intet med os eller med Europa at gøre."

Hr. formand! Undskyld, men det er noget sludder. Det er nu, vi skal beslutte, om vi skal have en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi har endda en ny traktat, som giver os vores egen minister for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og når vi nu har en udenrigsminister, skal vi også lade vores drøftelser foregå på europæisk niveau og ikke agere som individuelle regeringer, der diskuterer deres landes sikkerhed med andre individuelle stater, eller som hr. von Wogau, der fastholder, at Iran, eller hvilke andre lande det nu måtte være, er en trussel for hele Europa. Den holdning deler jeg ikke, og det mindste krav må være, at diskussionerne skal foregå på europæisk plan. Vi kan ikke bare sige, at amerikanerne har fået en grille, og at den måske vil ophøre, når Bush ikke længere er præsident om seks måneder, men det er ikke noget, vi europæere har noget med at gøre.

Vi er meget skeptiske over for hele antimissilforsvarsstrategien, men vi er af den faste overbevisning, at det er noget, vi som europæere bliver nødt til at diskutere. Det er ikke en afgørelse, de polske eller tjekkiske medlemmer eller medlemmer af nogen anden nationalitet skal træffe - rumænere og bulgarere i morgen, sicilianere dagen efter eller hvad det nu måtte være. Vi har en fælles interesse i at træffe beslutninger om vores sikkerhed. Det er faktisk fastlagt i den traktat, som De netop har ratificeret, og som vi har i sinde at ratificere, nemlig i bestemmelserne om en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Derfor er spørgsmålet en sag for Unionen. Beslutningen må ikke træffes bilateralt mellem Polen og USA eller mellem Tjekkiet og USA. Det er en europæisk beslutning, et europæisk problem, og vi skal finde en europæisk løsning.

  Vladimír Remek, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig, at spørgsmålet om at installere et amerikansk antimissilforsvarsudstyr i Den Tjekkiske Republik og Polen, dvs. på EU's område, bliver taget op af Parlamentet, som er den mest demokratiske institution, da den vælges direkte af EU-borgerne, som dette emne berører.

I den forbindelse vil jeg understrege, at jeg får støtte fra mine kolleger i GUE/NGL-Gruppen, og jeg trækker også på min egen erfaring som militærekspert, men det vigtigste er, at jeg har støtte fra flertallet af befolkningen i mit eget land, hvor 70 % af befolkningen er imod installationen af det amerikanske radarsystem.

Det amerikanske antimissilforsvar præsenteres som et forsvarsskjold, så hvorfor måtte Den Tjekkiske Republik f.eks. ikke sælge det passive Tamara-radardetektionssystem, som ikke indeholder aktive militære komponenter, til Kina? Det blev begrundet med, at Kina ville få en utilstrækkelig fordel i dets forbindelser med andre lande. Er dette ikke en manipulation med ord? Er udstationeringen af radaren i Den Tjekkiske Republik i virkeligheden ikke et spørgsmål om at få en fordel? Selv en lægmand kan forstå, hvad krigere vidste længe før Hannibal, nemlig at et skjold i en soldats hånd gør, at han kan anvende sit sværd bedre og mere effektivt.

Man taler om øget sikkerhed, men går det i virkeligheden ud på ikke at øge sikkerhedsrisikoen? Det er kun logisk, at vi straks bliver mål nummer et for potentielle fjender. Vi får at vide, at vi skal forpligte USA for at bevise, at vi er gode allierede. Canada har heller ikke forpligtet sig. Gør det Canada til en dårlig allieret for USA? Er tilfældet ikke, at Canada måske har lært noget af den skræddersyede begrundelse for militær intervention i Irak?

Vi er overraskede over Ruslands reaktion. I betragtning af at USA unilateralt trak sig tilbage fra ABM-traktaten og handler i sin egen interesse, er denne reaktion ikke ulogisk. Var USA for mange år siden glad for, at sovjetiske missiler var så tæt på USA i Cuba?

USA er utvivlsomt en supermagt, og dets synspunkter, forslag og anmodninger kan ikke uden videre fejes af bordet. Hvis vi imidlertid reelt er bekymret over større sikkerhed, særlig i Europa, følger vejen en mere kompliceret rute via forhandlinger og aftaler i stedet for unilaterale skridt. Dette er ikke blot de primære aktørers ansvar - USA og Rusland - men også EU's ansvar.

  Jana Hybášková (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Der sker en stærk prolifering af mellemdistancevåben her i begyndelsen af det 21. århundrede. Desværre kan man kun gøre en ende på det ved hjælp af et effektivt forsvar, da der ikke eksisterer et internationalt sikkerhedssystem.

Et effektivt forsvar er EU-medlemsstaternes altoverskyggende ret. De nuværende SOFA-forhandlinger i Prag er Den Tjekkiske Republiks legitime ret. Da den radar, der skal placeres på Den Tjekkiske Republiks territorium, vil garantere mange europæiske landes sikkerhed, og da dette vil være den første lejlighed for Den Tjekkiske Republik, som har været besat i mange år, til aktivt at bidrage til sikkerheden i Europa, skal den tjekkiske regering handle yderst ansvarligt.

Antimissilforsvarssystemet skal være pålideligt og defensivt, og det skal respektere sikkerhedens udelelighed. Vi hilser derfor oplysninger om topmødet i Bukarest velkommen, hvor der bør træffes en beslutning om opbygning af et supperende LTBMD-system. Hvis forhandlingerne flyttes til NATO, sikrer man, at udeleligheden gennemføres. Under forhandlingerne mellem USA, Polen og Den Tjekkiske Republik skal det gøres klart, at dette er et rent forsvarssystem.

Min sidste bemærkning vedrører effektivitet. Når vi tager i betragtning, hvad vi ved om Irans afprøvninger i november, er vi nødt til at indse, at vi har et fælles ansvar. Vi må ikke ødelægge vores fælles forsvars effektivitet med skænderier om, hvorvidt vi overhovedet bør forsvare os.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand! Jeg vil anvende denne tale på et minut til at opfordre Rådet og den højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik til at diskutere det amerikanske antimissilforsvarssystem på EU-niveau.

Installationen af det amerikanske antimissilforsvarssystem i Europa er et paneuropæisk spørgsmål. Det er ikke blot en sag for tjekker, polakker eller amerikanere. De indbyrdes EU-forbindelser, forbindelserne mellem EU og NATO, forbindelserne mellem EU og USA og forbindelserne mellem EU og Rusland er alle på spil. Jeg anmoder derfor om, at dette emne opføres på Rådets dagsorden.

Hvad angår Den Tjekkiske Republik, vil jeg nævne én omstændighed: 70 % af borgerne i Den Tjekkiske Republik er imod dette system. Tre fjerdedele af borgerne i Den Tjekkiske Republik ønsker en folkeafstemning om systemet. Den tjekkiske regering kommunikerer ikke med befolkningen; den tjekkiske regering informerer ikke medlemmerne af det tjekkiske parlament, den tjekkiske regering gør alt bag ryggen på det tjekkiske folk. Det er vigtigt at vide dette, og det skal understreges i Rådet.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). - (PL) Hr. formand! For det første vil jeg gerne minde alle om, at sagen med antimissilskjoldet ikke blot vedrører Polen og Tjekkiet, men også Storbritannien og Danmark, eftersom anlæg, der findes i disse lande, skal indgå i systemet. Derfor kan vi ikke udelukkende tale om Polen og Tjekkiet.

Den anden kommentar er følgende: antimissilskjoldet, anlæggene til antimissilskjoldet er ikke en magnet, der tiltrækker terrorister. Terrorister angriber jo bløde mål og ikke baser, hvor der findes en ret god beskyttelse.

Og sluttelig det tredje forhold: EU er ikke en militær alliance. Det er måske en skam, men således forholder det sig, og den nye traktat, Lissabontraktaten, ændrer ikke ved dette. Af denne årsag er enten NATO ansvarlig for forsvarsforhold, eller også hører ansvaret hjemme hos de lande, der har besluttet sig for ikke at indgå i en alliance, og som ønsker at forsvare sig individuelt. I NATO er det selvfølgelig nødvendigt at diskutere, hvordan man kan inddrage systemet inden for rammerne af andre systemer, som NATO ønsker at udvikle - det er helt nødvendigt. Og vi må huske på, at 21 af EU's stater er medlemmer af NATO.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! En af de mest storartede antikrigsromaner handler om den gode soldat Svejk og er skrevet af Jaroslav Hašek. Men Kommissionens og Rådets holdning overgår både Svejk og Franz Kafka, det overgår endda også strudsen, for vi kan simpelthen ikke blive ved med sådan at stikke hovedet i sandet. Vi skal diskutere det internt her i Parlamentet, men vi skal selvfølgelig også diskutere det med medlemmerne af NATO. Vi skal diskutere det med Tjekkiet, Polen og med russerne. Det er en vigtig proces, der skal gennemføres på fælleseuropæisk niveau.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Det planlagte antimissilsystems tekniske funktion er at fjerne en potentiel fjendes mulighed for gengældelsesslag, det hersker der ingen tvivl om. Det er altså med andre ord et angrebssystem. Det skal der tages højde for under forhandlingerne. Uanset om missilsystemet etableres af USA, af NATO sammen med USA eller af en hvilken som helst anden kombination, så er og bliver det et oprustningsprogram. Det væsentligste punkt for mig er, at Unionen ikke kan finde et fælles standpunkt på det område. På det her punkt risikerer Unionens fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik at blive til grin. Lad bare Daniel Cohn-Bendit citere reformtraktaten, så længe han vil. Så længe den nuværende situation fortsætter, og der ikke nås et fælles standpunkt, gør Unionen sig selv til grin.

Det, vi skal gøre, er at sige klart, at vi ikke ønsker dette antimissilsystem. Der er rent faktisk et klart flertal i Parlamentet, der siger nej til dette system. Befolkningerne i Europa, herunder i Tjekkiet, er tydeligt imod antimissilsystemet, og den polske regering indtager uden tvivl en mere differentieret holdning end før. Derfor ser jeg gerne, at vi vedtager en beslutning, hvor Parlamentet klart afviser dette missilsystem.

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg takker Rådet, som er repræsenteret ved det slovenske formandskab, og Kommissionen, som er repræsenteret ved kommissær Ferrero-Waldner, fordi de rimelig strengt holder fast ved tonen i de europæiske traktater. I henhold til traktaterne hører disse spørgsmål udelukkende under nationalstaternes ansvar. Jeg kan nævne, at selv den nye Lissabontraktat udtrykkeligt slår fast, at national sikkerhed alene hører under de enkelte medlemsstaters kompetence.

Jeg er overbevist om, at europæisk sikkerhed er udeleligt forbundet med sikkerheden i hele det euro-atlantiske område, og i en situation, hvor EU ikke er i stand til at beskytte sine medlemmer mod nye risici, hvad enten de er økonomiske eller teknologiske, bliver denne forbindelse afgørende.

Hvad angår den offentlige mening, som er blevet nævnt her flere gange, kan jeg kun tilføje, at de personer, der henviser til opinionsundersøgelser og opfordrer til en folkeafstemning, ofte er de samme personer, som var imod en folkeafstemning om et andet meget vigtigt emne, nemlig den nye EU-traktat.

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil sammenfatte alle argumenterne.

Spørgsmålet er ikke at øge sikkerheden i Den Tjekkiske Republik og Polen, men om at øge sikkerheden i hele Europa. Forhandlingerne om udstationeringen af et sådant system hører under nationalstaten. Der findes lignende systemer i andre lande, i EU-medlemsstater.

Talerne i dag har klart og tydeligt understreget, at der er en reel fare. Vi er nødt til at indse, at når det drejer sig om sikkerhed, skal der træffes beslutninger meget hurtigt. Sådanne beslutninger kan også indeholde et forebyggende aspekt. Kun hvis vi er klare og stærke, kan vi tvinge aggressorer til at forhandle og tilslutte sig sikkerhedskrav.

Til sidst vil jeg sige, at jeg helt forkaster synspunktet om, at den tjekkiske regering ikke har kommunikeret med befolkningen om dette system. Der har kørt en informationskampagne i flere måneder.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Jeg har fire bemærkninger til dette emne.

Den første vedrører den grundlæggende akt mellem NATO og Den Russiske Føderation fra maj 1997. I denne akt forpligtede begge parter sig til i fællesskab at afskaffe brugen af magt og endog magttruslen på det europæiske kontinent. Hvis denne akt er gyldig, udelukker den faktisk, at der i Europa kan opstå en situation som den, vi har diskuteret her.

Den anden bemærkning vedrører Helsinki-processen. Underskriverne af aftalerne, af erklæringen, forpligtede sig i Helsinki til at begrænse militære systemers tilstedeværelse i Europa. Denne handling ville vende udviklingen. Efter min mening bør begrænsningen af antallet af militære systemer i Europa fortsætte.

Den tredje bemærkning vedrører antallet af baser. Der er amerikanske baser i 18 europæiske lande. Hvis vi medregner de nye baser, stiger det samlede antal til 20. Vi bekræfter hermed Zbigniew Brzezińskis ord om, at EU er et amerikansk de facto-protektorat.

Den fjerde bemærkning vedrører formålet med hele systemet. Jeg tror, at det er tilstrækkeligt klart. Formålet er at sikre efterretningsmæssig dækning af og kontrol med hele Europa.

  Urszula Gacek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Premierminister Tusks regering er følsom over for argumenter fra de europæiske naboer. Polens eventuelle deltagelse i dette amerikanske projekt må ikke være årsag til misforståelser i selve EU. Den nye regering i Polen værdsætter gode relationer med USA, men husker på, at Polen først og fremmest er del af den europæiske familie.

Polen lytter ligeledes til Ruslands betænkeligheder og reagerer roligt på trods af en voldsom retorik fra nogle repræsentanter fra de russiske væbnede styrker. Eftersom EU i øjeblikket ikke har nogen fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, vil det være Polens suveræne beslutning, hvis der tages en beslutning om at anbringe elementer af skjoldet i landet. Polen respekterer andres meninger, bliver ikke fornærmet over kritiske røster.

Jeg håber, at De vil respektere vores holdning, der først og fremmest skal tage vare på de polske borgeres sikkerhed. (bifald)

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - Hr. formand! Jeg takker hr. Cohn-Bendit for at minde os om, at Slovenien i går var den anden medlemsstat, der ratificerede den nye Lissabontraktat. Traktaten er imidlertid endnu ikke trådt i kraft. Som bekendt er der yderligere 24 lande, der skal ratificere den, og det slovenske formandskab håber, at medlemsstaterne ratificerer den i tide, og at den nye Lissabontraktat træder i kraft inden den planlagte tidsfrist.

Jeg understreger, at dette ikke medfører større ændringer eller noget nyt med hensyn til det grundlag, europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik er baseret på. Det ændrer navnlig ikke, at denne politik er baseret på national kompetence, som medlemsstaterne bibeholder på det nationale sikkerheds- og forsvarsområde.

EU har allerede en europæisk sikkerheds- og forsvarspolitik, som allerede danner ramme om sådanne beslutninger, også inden for Rådet. Alternativt vil sådanne drøftelser finde sted inden for rammerne af Rådet, men det afhænger ikke så meget af formandskabet som af medlemsstaternes vilje og interesser. Jeg kan forsikre Dem om, at Rådet bliver informeret nærmere om dagens forhandling og de synspunkter, der blev givet udtryk for.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.