Formanden. - Jeg har modtaget en anmodning fra hr. Hannan om et punkt, der vedrører fortolkningen af artikel 19 i forretningsordenen.
Daniel Hannan (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Formanden bekendtgjorde i går en fortolkning af forretningsordenens artikel 19, hvilket betyder, at vi her i Parlamentet ganske enkelt overtræder vores egne bestemmelser. Vi har nu afveget fra reglen og givet vilkårlig magt til formanden til at rive vores lovbog i stykker og fortsætte efter forgodtbefindende. Dette er helt klart ulovligt i henhold til vores egen forretningsorden. Nok er Parlamentet suverænt, men det skal ikke desto mindre overholde sin egen forretningsorden.
Fortolkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil blive debatteret i dag. Den kommer muligvis til afstemning her i salen. Hvis vi samlet stemmer for, stemmer vi for at afskaffe de regler, som vi arbejder under. Jeg vil næsten være fristet til at sammenligne det med den tyske undtagelseslov af 1933, men jeg synes, det ville være at gå for vidt og måske en smule uhøfligt over for vores formand, som er en ægte demokrat og en anstændig mand.
Lad mig i stedet citere Edmund Burke, forfaderen til britisk modstand mod totalitarisme. "They must be worse than blind who do not see with what undeviating regularity of system, in this case and in all cases, they pursue their scheme for the utter destruction of every independent power. ... Their will is the law, not only at home, but as to the concerns of every nation. ... They have swept away the very constitutions under which the Legislatures acted -" (De må være mere end blinde, dem, som ikke kan se, med hvilken usvigelig systematik, i dette tilfælde og i alle tilfælde, de forfølger deres plan for total ødelæggelse af enhver uafhængig magt. ... Deres vilje er loven, ikke kun i deres egen nation, men med betydning for enhver nation. ... De har fejet selve de forfatningsgrundlag væk, under hvilke den lovgivende magt handlede).
(Formanden fratog taleren ordet)
Formanden. - Tak. Jeg har bemærket Deres kommentarer, men hvad angår bemærkningen om fortolkningen af forretningsordenen, er der som bekendt allerede planlagt en afstemning til kl. 11, så vi fortsætter derhenimod.