Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 20. februar 2008 - Strasbourg

3. Lissabontraktaten (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (2007/2286(INI)) (A6-0013/2008) af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Lissabontraktaten.

  Richard Corbett, ordfører. - (EN) Hr. formand! Hr. Méndez de Vigo og jeg har den ære at fremlægge denne betænkning for Parlamentet på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Det er en betænkning, hvor vores udvalg ikke så meget har dvælet ved historien om, hvordan vi er nået frem, men har foretaget en simpel sammenligning af, hvorvidt denne nye traktat forbedrer EU i forhold til de nuværende traktater, hvorvidt traktaterne som ændret ved Lissabontraktaten gør EU mere effektivt, mere demokratisk og bedre for borgerne. Det er det, vi har gjort, og vores konklusion er klar.

Først med hensyn til demokratisk ansvarlighed: Unionen får et system, hvor al fremtidig lovgivning vil blive underkastet forudgående granskning i de nationale parlamenter og derefter en dobbelt godkendelse i Ministerrådet, som består af ministre, der er ansvarlige over for de selvsamme nationale parlamenter, og Europa-Parlamentet, som vælges direkte af borgerne til at repræsentere dem på europæisk plan. Det er en grad af granskning, der ikke findes i andre internationale strukturer. Man kan tage WTO, Verdensbanken, IMF, NATO - intet over nationalstatsniveau har samme indbyggede grad af parlamentarisk granskning, som vi får med denne nye traktat.

Den nye traktat udgør også en forbedring af Europa-Parlamentets beføjelser i andre henseender. Vi skal vælge Kommissionens formand, og vi får de fulde beføjelser over hele EU's budget sammen med Rådet, så landbrugsudgifterne ikke længere beskyttes mod parlamentarisk granskning. Parlamentet får ret til at blokere Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger, når vi er uenige i dem. Parlamentet får så ret til at ophæve uddelegeringen af beføjelser til Kommissionen, hvis vi finder det nødvendigt. Jeg kan se, at kommissæren allerede ser bekymret ud, men det er en vigtig demokratisk sikkerhedsforanstaltning. Parlamentet får også ret til at fremsætte forslag til fremtidige revisioner af traktaten, og dets ret til at ratificere og til at godkende internationale aftaler er blevet udvidet. Om ikke andet er denne traktat en massiv styrkelse af demokratiet i EU.

For det andet forbedrer denne traktat situationen for Unionens borgere. Der er naturligvis chartret om grundlæggende rettigheder, som i hele Unionen er en garanti for, at Unionens institutioner og Unions lovgivning ikke kan være i strid med grundlæggende menneskerettighedsstandarder - de europæiske institutioner er nødt til at respektere dem. Den giver større klarhed for borgerne med hensyn til EU's kompetence. Den giver også hensigtsmæssige garantier, der kan afbøde den malplacerede frygt hos nogen for, at vi er ved at udvikle en slags centraliseret superstat i EU.

Endelig vil traktaten gøre EU mere effektivt, bedre i stand til at levere resultater på de politikområder, hvor vi ønsker at handle i fællesskab på europæisk plan. Udvidelsen af afstemninger med kvalificeret flertal, rationalisering af Kommissionens størrelse, sammenlægningen af funktionerne for repræsentation udadtil til en enkelt højtstående repræsentant, det længerevarende formandskab for Det Europæiske Råd og andre foranstaltninger bør gøre vores maskineri bedre i stand til at handle effektivt og dermed gøre Unionen bedre i stand til at levere resultater på de politikområder, hvor vi ønsker at levere resultater.

Så disse er alle dramatiske forbedringer. Der findes naturligvis dem, der vil begræde tabet af forfatningen - en forfatning, som trods alt blev ratificeret af et flertal af medlemsstaterne. Selv i de lande, der afholdt folkeafstemninger, stemte i alt 26,6 millioner mennesker for den og 23 millioner imod. Også i mit land blev den vedtaget ved andenbehandlingen i Underhuset med et stort flertal på 215. Så det var en populær forfatning i de fleste henseender, men den egentlige test består i at få 27 "ja'er" og nul "nej'er". Det er den meget høje tærskel, som den stod over for. Den klarede den ikke. Derfor opgav medlemsstaterne den, og vi er i stedet gået over til at ændre de traktater, vi har haft tidligere. Men indholdet af disse ændringer gør vores Union mere demokratisk, mere effektiv og venligere for borgerne. Jeg anbefaler dem over for Parlamentet.

(Bifald)

  Íñigo Méndez de Vigo, ordfører. - (ES) Hr. formand! Jeg vil også gerne tilslutte mig Deres lykønskninger af Richard Corbett. Efter min mening viser dette samarbejde mellem Richard Corbett og et medlem af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, hvad Europa i sidste instans er, nemlig at vi, selv om vi har forskellige idéer og opfattelser af tingene, er vi i stand til at gøre ting sammen. Vi er i stand til at gøre fremskridt for at forbedre europæernes liv. Jeg vil derfor gerne takke Richard Corbett for hans altid loyale samarbejde, altid med det mål for øje at gøre tingene sammen, at opbygge og ikke at være negative eller destruktive.

For tre år siden forelagde Richard Corbett og jeg forfatningstraktaten for Europa-Parlamentet, og i dag er vi Europa-Parlamentets ordførere for Lissabontraktaten. Det er klart, hr. formand, at nogle af os var mere ambitiøse end denne Lissabontraktat. Jeg tror, at Parlamentet var mere ambitiøst. Det er også klart, at vi befandt os i en meget speciel situation. Der var ikke sket fremskridt med ratificeringsprocessen, og det var nødvendigt at finde en politisk løsning. Og Lissabontraktaten er en politisk løsning. Det viser endnu en gang, hvad Europa er, nemlig et ønske om at opnå aftaler og at indgå kompromiser for at komme ud af krisen og kniben.

Hr. Corbett har, og jeg tilslutter mig hans ord, forklaret fordelene ved Lissabontraktaten i forhold til de traktater, der gælder i dag. Jeg vil gerne tilføje en ting, som Richard Corbett ikke har sagt, nemlig at Lissabontraktaten ikke er en forfatningstraktat. Vi har været nødt til at opgive mange af vores ambitioner undervejs, og det beklager jeg, men jeg synes også, at det væsentlige fra forfatningstraktaten er kommet med i Lissabontraktaten. Uden at det er det samme, har vi formået at fastholde det væsentlige.

Og hvad er det væsentlige? Hvad er det, vi vurderer som væsentligt? Det er det, der gør det muligt for EU at være mere demokratisk, det, der gør det muligt for EU at være mere effektiv, det er kort sagt det, der gør det muligt for EU at blive en merværdi for borgerne.

Det er det eneste, der bør motivere Europa-Parlamentet. Vi er europæernes repræsentanter, og det er dem, der skal være referencepunktet for vores handlinger. Vi befinder os på et meget vigtigt tidspunkt for Europa. Det har vi set siden i går med situationen i Kosovo.

Europa skal komme med svar på de forventninger, som europæerne har til os. Europa kan ikke føre en politik, hvor vi gemmer hovedet i sandet ligesom strudsen. Europa skal tale med én stemme i verden, Europa skal være til stede og løse de problemer, der opstår i dag, uanset om det drejer sig om klimaforandringen, bekæmpelsen af den ulovlige indvandring eller kampen mod atomspredningen. Vi skal gøre noget ved disse problemer.

Lissabontraktaten, og det er sagens kerne, giver os instrumenterne og styrken til at gøre det. Det er klart, at der er brug for politisk vilje til at gøre det, men vi har i denne traktat instrumenterne til at forbedre den nuværende situation.

Lad mig sige et par ord om det at bygge op og om at gøre tingene i fællesskab. Det er som tidligere nævnt Europa. At støtte Lissabontraktaten betyder derfor at gøre flere ting i fællesskab, at følge den samme sti. Det er som tidligere nævnt rigtigt, at vi har måttet efterlade visse ting på vejen. Paul Valéry, som var en stor digter og måske derfor også en stor europæer, sagde, at et digt aldrig bliver færdigt, men bliver efterladt. Det er korrekt, at vi har efterladt nogen ting undervejs, men det er også korrekt, at Europa-Parlamentet vil stå forrest, hvis de skal tages op igen.

(Bifald)

  Janez Lenarèiè, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand, mine damer og herrer! Mange tak skal De have.

På formandskabets vegne vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at diskutere Lissabontraktaten. Først vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for dets arbejde og først og fremmest for betænkningen af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo.

Jeg må sige med det samme, at jeg er enig i den positive vurdering af mange af elementerne i den nye traktat. Europa har rent faktisk i et stykke tid stået over for indre og ydre udfordringer i det internationale samfund.

Derfor har vi uden tvivl brug for reformer. Ønsket om at fortsætte processen med forbedring af EU's effektivitet og dens demokratiske legitimitet fik medlemsstaternes ledere til at underskrive traktaten i Lissabon i december sidste år.

Der er blevet sagt meget om de mange fordele, som Lissabontraktaten vil føre med sig. Derfor vil jeg blot nævne de vigtigste. For det første vil den sikre, at alle institutioner, der understøtter eller sammenkæder de 27 medlemsstater fungerer bedre. Den vil forbedre effektiviteten og forenkle beslutningsprocesserne. Den vil styrke demokratiet og gøre de forskellige operationer mere gennemsigtige og - dette er meget vigtigt - gøre EU's foranstaltninger mindre fjerne for borgerne.

Vores fælles mål er at styrke Lissabontraktaten fra den 1. januar 2009. For at nå dette skal vi prioritere ratificeringen af Lissabontraktaten i alle medlemsstaterne. Lad mig benytte lejligheden til at lykønske de fem medlemsstater, der allerede har gjort dette.

Formandskabet er klar over, at ratificeringsprocedurerne er medlemsstaternes suveræne enekompetence. Ikke desto mindre mener jeg, at vi må give os selv lov til at udtrykke et ønske om, at procedurerne gennemføres uhindret, fleksibelt og uden komplikationer. Vi er overbeviste om, at Lissabontraktaten er et godt instrument og et glimrende dokument, der vil gøre det lettere at løse de nuværende udfordringer, som EU står over for.

Den fuldstændige gennemførelse af Lissabontraktaten kræver visse forberedende foranstaltninger. Formandskabet er klar over alle disse problemer og det tilhørende behov for en fælles ramme, inden for hvilken man kan gennemføre disse forberedende foranstaltninger. Vi har etableret et intensiveret samarbejde med det næste formandsland (Frankrig) og med andre institutioner. Formandskabet vil sikre sig, at dette forberedende arbejde gennemføres under tilsyn af det højeste politiske niveau, dvs. Det Europæiske Råd, som vil følge fremskridtene nøje.

Jeg vil gerne understrege, at mange aspekter af den nye traktat kun kan gennemføres efter forslag fra Kommissionen eller i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet. Formandskabet er opmærksom på disse aspekter og vil i hvert tilfælde gennemføre forberedelserne på en måde, så alle de berørte parter bliver inddraget.

Jeg vil gerne slutte med at erklære, at alle de involverede i det forberedende arbejde har handlet ansvarligt. Jeg håber, at denne adfærd vil fortsætte, fordi det er den bedste måde at bidrage til en vellykket ratificeringsproces og gennemførelsen af Lissabontraktaten.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne hilse denne betænkning velkommen og lykønske begge ordførere med deres arbejde med at få den frem til plenarmødet. Kommissionen deler naturligvis fuldt ud det synspunkt, at Lissabontraktaten er et meget positivt skridt for Unionens fremtid. Som vi allerede har hørt, vil den bringe os videre i retning af en mere effektiv, mere demokratisk og mere gennemsigtig Union.

Inden for politik er det vigtigt at gøre de rigtige ting, fordi det er det, der giver os demokratisk legitimitet. Men det er lige så vigtigt at gøre tingene rigtigt. Så det, vi gør ved at vælge den politiske dagsorden med klimaændringer og energi, roamingafgifter, legetøjs- og fødevaresikkerhed, transportpolitik eller landbrugspolitik eller samhandel, eller hvad der nu er, er fantastisk vigtigt, og vi vil ikke lægge fødderne op, før den nye traktat er i kraft. Men samtidig skal vi se på den anden side af sagen, hvordan vi gør tingene, og hvordan traktaten vil ændre vores måde at gøre tingene på, hvordan vi kan blive mere effektive til at træffe beslutninger og fremme EU's politiske dagsorden og prioriteringer.

Et af de centrale aspekter ved denne traktat er, at den styrker Europas demokratiske legitimitet ved at ændre Parlamentets rolle, indføre mere fælles beslutningstagning, flere beføjelser i budgetanliggender og vedrørende internationale aftaler samt en mere direkte forbindelse mellem resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og udnævnelsen af Kommissionens formand.

Den vil også give mulighed for i højere grad at inddrage de nationale parlamenter. Vi har allerede gennem disse meget positive erfaringer med samarbejdet med de nationale parlamenter, med at forankre EU's politikker samt andre elementer af participatorisk demokrati, hvor borgerne sikres direkte deltagelse.

I Deres betænkning udtrykker De naturligvis også en vis bekymring over at opgive forfatningen og over udvidelsen af opt in-ordningerne for bestemte medlemsstater. Vi ved alle - og dette har jeg sagt før - at dette var prisen, vi skulle betale for at nå frem til en aftale, der var enighed om, og jeg tror, at vi alle er klar over, at intet er perfekt - ikke engang reformtraktaten er perfekt. Den er et kompromis, men det er noget, som det er lykkedes os at blive enige om.

Ratificeringen er nu på vej, men kun fem medlemsstater har godkendt traktaten og yderligere 10 har iværksat deres procedurer, så der er helt klart lang vej endnu, og resultatet er ikke givet på forhånd.

I mellemtiden skal forberede os på, at traktaten forhåbentlig kan træde i kraft i begyndelsen af næste år, og det slovenske formandskab har fremlagt en liste over spørgsmål, hvor der skal træffes foranstaltninger med henblik på gennemførelsen. Der har allerede fundet politiske diskussioner sted på en række områder, og disse vil fortsætte i de kommende måneder. Nogle af disse spørgsmål er omfattet af Kommissionens forslag, f.eks. borgerinitiativet, som er et vigtigt led i forsøget på at skabe kontakt mellem Unionen og dens borgere.

Jeg er villig til at gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at europæerne kan tage dette nye demokratiske værktøj i brug hurtigst mulig, efter at traktaten træder i kraft. Det kræver, at Kommissionens forslag er parat i tide, og samtidig er det vigtigt at gennemføre en fuldstændig høring, inden forslaget vedtages. Vi vil naturligvis holde Dem informeret om den videre udvikling, og vi ser frem til samarbejdet om dette spørgsmål.

Kommunikation med borgerne under ratificeringsprocessen - uanset hvilken ratificeringsmetode, man vælger - som skitseret af Det Europæiske Råd i juni, er også af vital betydning. Derfor, og det anbefales også i Deres betænkning, arbejder vi tæt sammen med de nationale myndigheder og Europa-Parlamentet.

Derfor vil jeg gerne takke Dem for opfordringen i Deres betænkning til et reelt samarbejde mellem EU-institutionerne og de nationale myndigheder for at give de europæiske borgere præcise og objektive oplysninger om traktatens indhold. Dette er i fuld overensstemmelse med vores fremgangsmåde, og vi glæder os til at dele vores kommunikationsprodukter og informationsmaterialer om traktaten med Parlamentet og dets kontorer i medlemsstaterne - og vi har noget godt at fortælle om: en traktat, der vil give os værktøjerne til at komme videre med udviklingen af politikker, som opinionsundersøgelserne hver gang fortæller os, at vores borgere ønsker: klimaændringer og energi, indvandringsspørgsmål, vækst og arbejdspladser, miljø og naturligvis EU's rolle på den globale scene. Det er disse ting, der både skal hjælpe os med at gøre de rigtige ting og gøre dem rigtigt.

  Andrew Duff, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. - (EN) Hr. formand! Et af de mest markante træk ved traktaten bliver, at den markerer, at den fælles udenrigs- og forsvarspolitik er blevet voksen. Den indeholder forslag til radikale ændringer af EU's struktur, navnlig ved at opgradere den højtstående repræsentant til næstformand i Kommissionen og en formand for Rådet med en treparts diplomatisk tjeneste under sig. Det er vigtigt, at disse ordninger er på plads, så snart traktaten træder i kraft: forsinkelser og skænderier over byttet vil forvirre tredjelande og skabe kynisme hos den europæiske offentlighed.

Jeg anbefaler på det kraftigste Udenrigsudvalgets udtalelse for Parlamentet.

  Thijs Berman, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (NL) Hr. formand! Den nye traktat giver store muligheder for udviklingssamarbejde. Det skyldes især, at den nye traktat kræver, at Kommissionens foranstaltninger på udviklingssamarbejdsområdet supplerer medlemsstaternes egne initiativer. På den måde får vi omsider mulighed for en bedre koordinering mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Det er væsentligt, og det henstillede OECD også til i det meget kritiske DAC peer review.

Der fokuseres på bekæmpelse af fattigdom, og det er godt. En væsentlig sætning er fjernet fra Nicetraktaten, nemlig den sætning, der udtrykkeligt udelukker Den Europæiske Udviklingsfond fra traktatens anvendelsesområde. Det betyder, at Den Europæiske Udviklingsfond nu kan medtages i EU's budget. Dette er højst tiltrængt, for det giver omsider også Europa-Parlamentet fuld demokratisk kontrol over den anden halvdel af EU's udviklingsaktiviteter, hvilket er nødvendigt og godt. Uden konstant kontrol fra Europa-Parlamentets side vil bekæmpelse af fattigdom imidlertid ikke kunne indtage en central plads i EU's udenrigspolitik, og det gælder i endnu mindre grad, hvis der ikke udpeges en særskilt EU-kommissær for udviklingssamarbejde.

  Carlos Carnero González, ordfører for udtalelse fra Udvalget om International Handel. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske de to ordførere for deres fremragende indsats og takke dem for, at de, måske som en undtagelse fra det, der plejer at være reglen her i Parlamentet, har medtaget de fleste af de forslag, som Udvalget om International Handel er kommet med i forbindelse med udarbejdelsen af Lissabontraktaten.

For denne traktat bibeholder det væsentlige fra den europæiske forfatning på dette område, og det er meget vigtigt, for du over endnu en gang at gentage, at den fælles handelspolitik udelukkende er EU's beføjelse og udvide dens anvendelsesområde, indfører den også fællesskabsmetoden til beslutningstagen under denne politik, hvilket betyder mere demokrati og effektivitet, hvilket i bund og grund er det budskab, som vi skal viderebringe til borgerne via Lissabontraktaten.

Jeg var medlem af konventet. Jeg er stolt over, at Lissabontraktaten medtager det væsentlige fra den forfatning, vi dengang udarbejdede, og som blev bakket op af flertallet af landene i sin tid, men jeg er enig med medordføreren, hr. Méndez de Vigo, i, at dette ikke er enden på vejen, at dette ikke er slutningen på historien. Derfor minder Udvalget om International Handel også om nogle emner, der er blevet udeladt.

Vi står derfor med en god realitet, traktaten, og vi har nogle udsigter, der bliver bedre i fremtiden med det, vi opnår.

  Costas Botopoulos , ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. - (EL) Hr. formand! Jeg har haft den ære at være ordfører for Budgetudvalget vedrørende de ændringer, der sker på budgetområdet. Det er de ændringer, der er mindst kendskab til, men jeg tror også, de hører blandt de mest interessante og mest karakteristiske for det emne, vi drøfter i dag, nemlig de generelle ændringer, som Lissabontraktaten medfører for vores dagligdag.

På budgetområdet får Parlamentet en rolle, der svarer til Rådets. Sondringen mellem obligatoriske og ikkeobligatoriske udgifter afskaffes. Parlamentet træffer nu beslutning om alt, og især landbrugspolitikken, hvilket er meget vigtigt. Men der sker også noget andet, nemlig ændringer i fordelingen af Parlamentets og Rådets roller inden for selve budgetproceduren. Dette ligger åbent, det ligger i fremtiden, og vi kan ikke være sikre på resultatet. Og dette, tror jeg, gælder generelt for Lissabontraktaten.

Lissabontraktaten medfører en hel række politisk vidtrækkende ændringer, som vi får mulighed for at bygge vores politiske dagsorden på, en ny politisk dagsorden, som, jeg tror, er, hvad EU har brug for i dag.

Det er altså forkert at sige, at vi er nået til vejs ende med Lissabontraktaten. Vi er ikke nået til vejs ende, men der tages et vigtigt skridt, således at vi kan fungere inden for en bedre og mere effektiv ramme med større muligheder for Parlamentet selv, og dette har stor betydning, hvis vi tager de erfaringer, der er gjort med den såkaldte europæiske forfatning, i betragtning. Det er også meget vigtigt, at denne eventyrlige rejse ikke endte med, at Europa lukkede sig om sig selv. Europa blev ikke mere defensivt, det blev mere socialt. Der er kommet flere sociale bestemmelser, flere rettigheder. Man forsøger at få Europa til at åbne sig udadtil i denne procedure, og jeg tror, dette er det vigtigste, vi kan lære, og grunden til, at Lissabontraktaten bør ratificeres.

  Ján Hudacký, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (SK) Hr. formand! Den nye EU-traktat er ganske vist ikke perfekt på alle planer, men udgør et vigtigt instrument til en yderligere og dybere integration af medlemsstaterne samt til en mere effektiv og fleksibel funktion for strukturer og institutioner både mellem EU's enkelte medlemsstater og mellem EU og den omkringliggende verden.

Samtidig åbner traktaten døren for videre udvidelser af Unionen med nye medlemsstater, så mange menneskers drøm om et fælles europæisk hjem kan gå i opfyldelse. Chartret om grundlæggende rettigheder, der er blevet en juridisk bindende del af traktaten, har naturligvis stor betydning i sig selv. Men fordi den ikke er særligt eksplicit, kan den give anledning til spørgsmål om naturlige menneskerettigheder. Udvalget om Industri, Forskning og Energi mener, at den nye traktat giver tilstrækkeligt med plads til at gennemføre fælles politikker på den ene side og på den anden side, i henhold til subsidiaritetsprincippet, sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelig kompetence til at køre videre med deres egne konkurrencepolitikker og -strategier, f.eks. på industriområdet.

Det Europæisk Forskningsområde vil styrke den videnskabelige og teknologiske platform. Dette vil føre til nem overførsel af videnskabelig viden og teknologi og til et ubegrænset samarbejde mellem videnskabsfolk og forskere hen over grænserne. Med hensyn til rumforskningsprogrammer glæder det os, at traktaten udgør en platform for en europæisk rumpolitik og giver eksplicit mulighed for et hensigtsmæssigt samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation.

En vigtig succes for traktaten er aftalen om en fælles energipolitik med fokus på at forbedre det indre marked for energi, sikring af forsyningssikkerhed, energieffektivitet og -besparelser, udvikling af vedvarende energikilder og forbedring af netsammenkobling. Det forhold, at traktaten giver de enkelte medlemsstater lov til fortsat at træffe beslutninger om deres eget energimix er ligeledes en fordel. Desuden glæder det mig at kunne sige, at traktaten omfatter Euratom-protokollen, som vil bevare sin oprindelige juridiske virkning: Jeg er sikker på, at dette vil skabe de nødvendige forudsætninger for en logisk og sikker udvikling af kerneenergien.

  Gérard Deprez, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender støtter betænkningen fra vores kolleger hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo. Vi glæder os især over, at det i betænkningen understreges - det er en selvfølge, men det er alligevel rart at tænke på det - at det er inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at Lissabontraktaten kommer med de fleste nyskabelser, navnlig i kraft af fjernelsen af søjlerne og indlemmelsen af det retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet i fællesskabslogikken.

Dette fremskridt er vigtigt, men det er alligevel inden for vores område forsynet med et vanskeligt acceptabelt forbehold. Vores kolleger burde vide, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at alle de foranstaltninger, der vedtages under tredje søjle, inden Lissabontraktaten træder i kraft, forbliver uden for Kommissionens kontrol og derudover uden for Domstolens kontrol i en periode på fem år, inden for så følsomme områder som overholdelse af de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Vi har fået denne restriktive bestemmelse galt i halsen, og vi bekræfter i dag, at vi er fast besluttet på at gøre den virkningsløs for alle de retsakter, der skal vedtages inden udgangen af den aktuelle valgperiode. Vi ønsker, at der hurtigst muligt indledes interinstitutionelle forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, så vi kan nå til enighed om, hvordan vi kan løse dette problem.

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne ligesom alle andre takke vores kolleger, Íñigo Méndez de Vigo og Richard Corbett, for denne betænkning om Lissabontraktaten, og især for det fremragende stykke arbejde, de har udført. Men som en ven kan jeg også godt tillade mig at sige, at det jo er dét, de får deres penge for.

Vores forhandlinger finder sted på et tidspunkt, hvor fem medlemsstater allerede har ratificeret traktaten, og på det tidspunkt, hvor Polen netop har oplyst, at det er i færd med at forberede ratificeringsprocessen. På vegne af medlemmerne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og internt i PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne gentage, at denne traktat er særdeles vigtig for at få sat nyt skub i den europæiske dynamik.

Efter to års blokering og institutionel tvivl har EU givet sig selv de værktøjer, der er nødvendige for, at det kan fungere effektivt. Efter medlemmerne af PPE-DE's opfattelse giver denne traktat Unionen mere demokrati, større synlighed og dermed større indflydelse i EU og i resten af verden.

Lissabontraktaten er politikkens tilbagevenden i Europa. Ordførerne har understreget den større grad af demokrati, klarhed, synlighed og styrkelse af EU's effektivitet som Lissabontraktatens væsentligste fremskridt. Demokratiet styrkes med udvidelsen af Europa-Parlamentets beføjelser, den eneste institution, der vælges ved almindeligt direkte valg. Den fælles beslutningstagning bliver reglen. Kommissionens formand skal vælges af Europa-Parlamentet. De nationale parlamenter kommer til at spille en større rolle med hensyn til subsidiaritet. Det er et af de elementer, som vores gruppe lægger meget stor vægt på. Europas plads i de nationale drøftelser vil ikke længere blive glemt. De har ikke længere nogen undskyldning for at kritisere os. Borgerne får initiativret. Hvis de indsamler en million underskrifter blandt de 27 medlemsstaters borgere, kan de direkte opfordre Kommissionen til at stille et nyt forslag.

Derudover vil borgernes rettigheder blive beskyttet af chartret om grundlæggende rettigheder, hvis juridisk bindende værdi knæsættes i traktaten. Vi glæder os meget over dette fremskridt. Med åbningen af Rådets lovgivningsmæssige forhandlinger for offentligheden bliver Europa mere gennemsigtigt, og med klarlæggelsen af EU's kompetencer bliver dets funktion mere forståelig.

Den stigende anvendelse af afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet mindsker risikoen for institutionel blokering og gør det muligt at få gennemført de nødvendige fælles politikker. Desuden vil Europa slå sig fast som politisk aktør på den internationale scene. På de områder, hvor Unionen har kompetence, vil den give sin mening til kende og træffe de nødvendige beslutninger på det energipolitiske, udenrigspolitiske og miljøpolitiske område samt med hensyn til det retlige samarbejde og politisamarbejdet.

På energiområdet indfører traktaten et retsgrundlag for en europæisk politik vedrørende energiforsyning og vedvarende energikilder. På det udenrigspolitiske område vil Unionen langt om længe blive repræsenteret af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. I en verden, der ændrer sig, i forbindelse med de mange forskelligartede udfordringer skal EU have midlerne til at slå sig fast som en nøgleaktør over for sine partnere på verdensplan.

Jeg konstaterede det igen for kort tid siden i Mellemøsten, hvor man kræver mere af Europa. Ikke blot af det Europa, der betaler, men af det, der lægger hele sin politiske vægt i, og det samme vil blive tilfældet i Kosovo og Balkanlandene. Med hensyn til det retlige samarbejde og politisamarbejdet er det afgørende, at Unionen træffer slagkraftige, koordinerede foranstaltninger for at bekæmpe kriminalitetens og terrortruslernes globalisering.

Lissabontraktaten giver Unionen midlerne til at iværksætte dybtgående reformer i denne forbindelse. Ved at bliver mere forståeligt og mere forenet vil EU slå sig fast som verdens førende magt med hensyn til bekæmpelse af klimaændringer. Det vil udsende klare budskaber til vækstlandene for at opmuntre dem til at gennemføre en veritabel strategi for bæredygtig udvikling.

Medlemmerne af PPE-DE-Gruppen er overbevist om, at disse områder skal omfattes af europæiske politikker. Men mange af os beklager naturligvis, som ordførerne understreger, at forfatningsmodellen og henvisningen til de europæiske symboler måtte opgives.

Den største udfordring er nu at få traktaten ratificeret. På vegne af PPE-DE-Gruppens medlemmer opfordrer jeg medlemsstaterne til at følge efter Ungarn, Slovenien, Rumænien, Malta og Frankrig og omgående ratificere Lissabontraktaten, så den kan træde i kraft allerede i 2009.

Jeg håber, at formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, Martin Schulz, i dag vil følge mit eksempel.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg behøver nok ikke endnu en gang komme ind på detaljerne i Corbett-Méndez de Vigo-betænkningen. Det har ordførerne og medordførerne i de medvirkende udvalg allerede gjort tilstrækkeligt. Derfor kan jeg tillade mig at fokusere på et lidt mere principielt spørgsmål i mit indlæg, et spørgsmål, som hænger sammen med, at man på en dag som denne, hvor Europa-Parlamentet skal tage stilling til et grundlæggende værk i den europæiske integrationshistorie, må stoppe op et øjeblik og spørge, hvorfor vi gør det. Hvad er det egentlige mål med denne øvelse? Hvorfor har vi brug for denne traktat?

I dette kontinents folks historie er 100 år kort tid. Men hvis man ser 100 år tilbage i tiden, til 1908, så var Tyrkiet regeret af en sultan. Rusland blev regeret af zaren. Denne by hørte til Det Tyske Rige, som blev regeret af Wilhelm den Anden. Frankrig havde et kæmpestort kolonialrige, og Storbritannien havde sit empire. For 50 år siden havde den begivenhed, der fandt sted for 75 år siden, nemlig Adolf Hitlers magtovertagelse, været fortid i 25 år. I mellemtiden havde Josef Stalin begået sine grusomme forbrydelser, Auschwitz var sket, og for 50 år siden cementerede de to blokke, Sovjetunionen under ledelse af Nikita Krustjov, og USA under ledelse af Eisenhower, efterkrigsordenen på Jalta. For 25 år siden var Sovjetunionens kraft opbrugt, og på den anden side kastede verden sig ud i den fejlslagne "reaganomics" inden for økonomien.

I dag kan vi slet ikke forestille os, hvordan det vil se ud om 25 år. En ting er sikker: Den eneste chance, som de stater, der beherskede verden for 100 år siden - Frankrig og Storbritannien - har i dag for at kunne sikre deres indflydelse i verden og måske kunne medvirke endnu om 25, 50 og 100 år, er ikke, at man sætter fine flag op, men at man spørger sig selv, hvordan man i en verden, der er blevet mindre, med begrænset indflydelse - fordi der er blevet mange flere medspillere som f.eks. Kina, Indien eller det latinamerikanske kontinent - hvordan man i denne globale landsby som ansvarlig politiker kan sikre sit folks, sit lands andel i demokratiet, i velfærden, i den sociale stabilitet i verden.

Det kan man ikke længere gøre alene. Det kan man kun gøre i fællesskab, for europæernes vedkommende i det mindste. Måske kan USA overleve alene i denne globale konkurrence. Måske også Kina, måske også Indien - selv om Kina og Indien allerede i dag indgår teknologiske samarbejdsaftaler med hinanden. Når vi taler om denne traktat, vil jeg gerne tale om, hvorfor vi egentlig aldrig diskuterer, at Kinas og Indiens industri- og udviklingsministre mødtes sidste år for at indgå en samarbejdsaftale.

Her indgår to lande, som udgør en tredjedel af verdens befolkning, en samarbejdsaftale! Og vi europæere, hvad gør vi? Vi går den rigtige vej, selv om vi endnu ikke går den konsekvent nok og ikke hele vejen, men vi går den rigtige vej, den vej, som vi beskriver med sætningen: Enighed gør stærk! Hvis man går enegang, vil man tabe i det lange løb. Vinderne bliver dem, der sejler i konvoj, som styrer deres skib ind - ikke bag et flagskib, men i en linje af ligeberettigede skibe - uanset om det er store eller små stater, vi er alle ligeberettigede i denne union. Men vi slutter os sammen i en ramme, som giver os mulighed for at samarbejde i øjenhøjde med andre regioner af denne verden, økonomisk, socialt, demokratipolitisk for at sikre menneskerettigheder og fred i verden. Det er formålet med denne traktat!

Derfor vil vi socialdemokrater og socialister i Parlamentet af dyb overbevisning stemme for denne traktat og vores ordføreres udtalelse om denne traktat, fordi vi tror, at det er den rigtige vej. De, som for 100 år siden prædikede, at verden skulle heles ved det tyske væsen, eller at Pax Britannica skulle beherske verden, eller at den franske overlegenhed skulle regere i Communauté Francaise, eller at cæsaropapismen, som herskede i Moskva på det tidspunkt, og som førte til, at man skulle tilbede et menneske som kejser og gud, de, som fortalte verden, at fanen var det vigtigste, som man skulle slutte op om, og ikke fredens ånd, som vi anser for det vigtigste, de, som hævder, at nationalisme og forrang for det nationale fører til målet, til dem kan man kun sige, at de 100 års historie, der ligger bag os, beviser det modsatte.

Francois Mitterrand udtalte her i Parlamentet den rigtige sætning, at nationalisme i sidste ende kun fører til én ting, nemlig krig. I den europæiske historie er der ført bevis for, at ultranationalisme altid betyder krig. Vores modtræk er dette: Nationalisme vil aldrig være fremtidens løsning! Folkenes fællesskab, det er fremtidens løsning, det er formålet med denne traktat.

(Bifald)

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Verden venter på en Europæisk Union med en forstærket kapacitet til at handle på verdensscenen.

Inden for Unionen findes der masser af mennesker, der ønsker at se en ende på de tilsyneladende uendelige skænderier om vores styreform. Selv om jeg har moret mig ved regeringskonferencen og tidligere på konventet, taler jeg vist på alles vegne, når jeg siger, at vi er enige i, at vi bør afklare nogle af de mere besværlige problemer i et stykke tid fremover. Jeg ser bestemt frem til et tidspunkt, hvor vi kan fokusere på at forbedre kvaliteten af den politik, der strømmer ud af Bruxelles og Strasbourg. Det tidspunkt indtræffer, når Lissabontraktaten træder i kraft, fordi den på en vellykket måde forbinder politisk forandring med ønskværdige og nødvendige reformer af beføjelser, instrumenter og procedurer.

Der findes dem - helt klart her i salen - der foretrækker at forkaste traktaten og stille uret tilbage til Nice og måske endnu længere tilbage til det 19. århundredes tankegang. Disse mennesker omfatter desværre det britiske konservative parti, der undlader at fremme en fælles europæisk løsning på de fælles problemer, vi alle står over for som europæere.

Jeg ved, at Det Forenede Kongerige er et underligt øsamfund, og det er korrekt, at selv landets regering er for bange for at udfordre nationalister og fremmedhadere og har insisteret på at vælge selvødelæggende opt out-løsninger på centrale områder for den europæiske enhed, hvilket presser Storbritannien ud i periferien. De Liberale beklager dette og ser frem til et tidspunkt, hvor Det Forenede Kongerige finder en mere behagelig placering i den stærkere og mere forenede demokratiske og effektive Union, som denne fantastiske traktat giver lovning på.

(Bifald)

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (GA) Hr. formand! EU's ledere underskrev reformtraktaten for EU i december sidste år. Denne traktat vil sikre, at EU kan fungere mere effektivt i de kommende år.

En mere effektiv Union betyder en stærkere økonomi for Europa og for Irland. Enhver institution, der har været til stede i 50 år, foretager ændringer for at tage nye udfordringer op. Den irske befolkning har særdeles gode grunde til at stemme for denne traktat.

(EN) De økonomiske og finansielle fordele ved deltagelsen i EU er indlysende for enhver i alle medlemsstaterne. Det indre marked er rent faktisk en af de vigtigste udviklinger, som vi har været vidne til gennem de sidste 30 års udvikling inden for EU. Og det er klart, at enhver organisation, der er startet med seks medlemsstater, har brug for regelændringer, når den bevæger sig videre og vokser.

Derfor tror jeg, at den irske befolkning vil stemme ja ved den kommende folkeafstemning om traktaten. De vil stemme for, fordi de har set kolossale direkte investeringer fra udlandet gå i retning af Irland. De har set en kolossal udvikling af infrastruktur og social udvikling på øen Irland. De har set det fantastiske arbejde for fred på øen Irland, hvor tidligere splittede samfund er gået sammen. Og de, der peger fingre og siger, at "EU tager fejl" eller "EU er dårligt" og "se, hvad EU laver", overser fuldstændig fakta: social udvikling, økonomisk udvikling, kulturel udvikling. Rent faktisk glemmer mange, når de taler om Europas indsats på verdensscenen, at alene i 2006 bidrog EU-27 med 46 milliarder euro til udviklingslandene. EU er således den største donor for udviklingsbistand i verden.

Derfor har jeg tillid til, at den irske befolkning, når den får de korrekte forklaringer i løbet af de kommende måneder, vil sikre en ratificering af denne traktat.

  Johannes Voggenhuber, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Otte år, to konventer, tre regeringskonferencer og to traktatforslag skulle der til for at nå frem til det resultat, som vi tager stilling til i dag. Tillad mig på dette sted og efter denne lange tid også meget personligt at sige tak, fordi jeg fik lov at repræsentere Europa-Parlamentet i begge konventer og sammen med Andrew Duff være Parlamentets ordfører for såvel chartret om grundlæggende rettigheder og forfatningen. Det har været den største ære i mit politiske liv.

Indholdet og resultaterne i denne traktat er blevet beskrevet udførligt. Det er ikke småting! Her lægges fundamentet til det første supranationale demokrati i historien. Den mest moderne og omfattende kodeks for grundlæggende rettigheder bliver gjort til europæisk lov. Forankringen af de sociale mål og rettigheder viser os vejen til den næste opgave, nemlig at skabe og opbygge en europæisk social union. Med status som selvstændigt retssubjekt går unionen fra at være et forum for løst samarbejde mellem stater til at være en historisk, ansvarlig aktør. Hvis det lykkes os at vække denne traktat til live, går den politiske enhed fra at være et projekt for eliten og regeringerne til at være en res publica.

Alligevel er jeg i dag ikke helt sikker på, om vi er os bevidst, at vi foretager denne bedømmelse i en meget vanskelig og særegen situation i den europæiske historie. Jeg læste i sidste udgave af det tyske magasin Spiegel den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers udtalelser under overskriften "Europæerne vil ikke forstå". Selv om jeg godt kan forstå, at hr. Schulz umiddelbart instinktivt ryster på hovedet, vil jeg gerne citere en stemme udefra. Som "denne epokes primære udfordring overhovedet" betegner Henry Kissinger nationalstatens forsvinden i Europa. Og han skriver videre: "Problemet i dag er, at nationalstaterne ikke bare har overdraget dele af deres suverænitet til EU, men også har knyttet deres fremtidsvisioner tæt sammen med EU's fremtid. EU har imidlertid ikke sans for visioner og skaber ikke den samme loyalitet. Der er opstået et vakuum mellem Europas fortid og Europas fremtid."

Det er den bedste beskrivelse af det øjeblik, hvor vi tager stilling til denne traktat. Han kaster et skarpt lys på, hvad det er, regeringerne har gjort med forfatningsforslaget. For med alle disse marginaler og ændringer af indpakningen, som vi selv har foretaget den ene gang efter den anden for at redde det, der var opnået, hvorefter vi har forsøgt trods alt at stemme for det, det er ensbetydende med et tab af europæisk ånd og kraft til at skabe identitet, etablere loyalitet og vinde borgerne for sagen. Kraften til at begynde forfra, skabe nye ordninger, finde nye løsninger, hele tiden, hver dag starte forfra, det er Europa. Denne kraft er blevet svækket betydeligt af den rent ud sagt reaktionære holdning hos de nationale regeringer, som har taget kraften ud af den europæiske forfatning og den opbrudsstemning, der var forbundet med den. Det må vi ikke glemme, heller ikke i lyset af de reelle landvindinger i denne traktat. Da det nu ikke er lykkedes at gøre borgerne til den suveræne magt i EU, vil Parlamentets primære opgave fremover være at opfylde ånden i denne forfatning, at gøre denne union til en borgernes union og ikke længere en staternes union, og at finde styrken til at gøre den europæiske integration til en res publica og vise Europas styrke til at skabe nye identiteter sammen med borgerne.

(Bifald)

  Mary Lou McDonald, for GUE/NGL-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Lissabontraktaten vil kun blive udsat for en demografisk granskning i Irland. Der findes tydeligvis en frygt for folkeafstemninger i andre lande, og jeg spørger mig selv hvorfor. Hvorfor, når vi taler så meget om demokrati? Hvem her frygter folkets stemme?

I denne sal taler vi fredens sprog, men alligevel forpligter Lissabon os til at foretage yderligere forhøjelser af Unionens militærudgifter og til at fortsætte støtten til våbenindustrien i Europa. Hvorfor insisterer vi på at efterligne USA? Tror vi virkelig, at det vil fremme en fredelig verden, at vi skaber et europæisk modstykke? Det gør jeg ikke.

Vi kører videre med myten om, at EU sætter pris på offentlige tjenester og arbejdstagerrettigheder, selv om alle praktiske resultater modsiger dette. Spørg folkene hos Vaxholm eller arbejdstagerne på Irish Ferries om EU's engagement i hævdelsen af arbejdstagerrettigheder.

Hvorfor er det, at vi lykønsker os selv med at være store bistandsdonorer til udviklingslandene, og samtidig udformer partnerskabsaftaler, der tvinger fattige lande til at åbne deres markeder for Europas økonomiske ambitioner?

Hvordan kan nogen af os her i dag, der tror på demokrati, fred eller offentlige tjenester, støtte Lissabontraktaten? Traktaten drejer sig ikke om reformer eller effektivitet; den er en blankocheck for yderligere udhuling af demokratiet, og dens bestemmelser, der giver mulighed for, at den kan ændre sig selv, alene er bevis for dette. Det er et charter om yderligere privatisering. Den betyder ingen fremskridt for miljøet, ikke noget nyt om beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder, og den giver magtfulde EU-institutioner frit spil til at militarisere EU yderligere. Vil Europas befolkning støtte en sådan traktat? Det tror jeg ikke, og måske er det derfor, de ikke bliver spurgt.

Som irer og som stolt europæer ønsker jeg, at mit land har frihed til at træffe beslutninger i vores folks bedste interesse. Jeg ønsker, at alle medlemsstater, små såvel som store, skal have lige adgang til denne ret. Kollektivt og demokratisk kan vi skabe positive forandringer og skabe resultater for vores befolkning og for den globale landsby. Vi er nødt til at reformere EU for at få mulighed for at nå disse ting og at skabe det Europa, som vores befolkning ønsker og fortjener. Lissabontraktaten er en dårlig aftale for Irland, den er en dårlig aftale for Europa, og den er en dårlig aftale for verden som helhed.

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det, som Europa-Parlamentet er i gang med her i dag med denne forhandling og den efterfølgende afstemning, er intet mindre end et massivt snyderi. Man fortæller en masse løgne, fordi De ikke ønsker, at Europas befolkning skal afholde de folkeafstemninger, som De har lovet dem. Det er den politiske klasse, der påtvinger befolkningen sin vilje.

Vi kender alle sandheden, som er, at Lissabontraktaten er det samme som EU-forfatningen - med præcis det samme antal nye beføjelser og præcis det samme antal områder, hvor vetoretten afskaffes. Den er stort set identisk i alle henseender, og den er en forfatningstraktat, fordi den giver EU fuld juridisk personlighed, og værre endnu giver den Unionen mulighed for at ændre sig selv fremover, uden at man er nødt til at afholde flere regeringskonferencer. Den giver EU mulighed for praktisk taget at lovgive om hvert eneste aspekt af vores liv.

Jeg får imidlertid at vide, at jeg ikke skal bekymre mig, fordi flaget og hymnen er blevet droppet. Men det er jo det rene snyd! Vi har et kæmpestort flag foran os her. Det er det rene nonsens. Det er alt sammen en del af løgnen. Sandheden er, at De er for bange til at afholde en folkeafstemning. De ønsker ikke at høre befolkningens stemme, og nu tyr De til totalitære midler for at få denne traktat igennem.

Vi hørte hr. Cohn-Bendit sige, at de, der modsætter sig denne traktat, er sindssyge. Vi hørte hr. Schulz sige, at de af os, der protesterer over det uærlige i dette projekt, opfører sig som nazisterne tilbage i 1930'erne. Tjah, jeg tror, at de almindelige, anstændige mennesker i Europa selv vil kunne regne ud, hvem ekstremisterne er.

Jeg må sige, at jeg ønsker Irlands befolkning og dem, der tror på demokratiet, al mulig succes om et par måneder. Jeg håber, at de kommer med et stort og højlydt nej, og jeg håber, at man vil høre den europæiske befolknings stemme, og ikke bare Deres stemme, den politiske klasses stemme. De er måske selvtilfredse i dag, men De vil stadig oftere blive målet for foragt.

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg afviser denne betænkning, og jeg afviser den traktat, som den understøtter. Før folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene hørte vi meget tom snak her i Parlamentet om folkets vilje. Hvorfor? Fordi EU's politiske elite i deres arrogance troede, at befolkningen ville lade sig narre af deres propaganda om forfatningen. Da befolkningen pludselig så sandheden, stak de af med halen mellem benene, og de har løbet lige siden, skrækslagne for, at vælgerne vil forkaste dem igen.

Derfor har fokus gennem de seneste tre år været at udklække en mellemstatslig sammensværgelse for at pådutte Europas befolkninger denne forfatning uden at turde spørge dem om deres mening. Hvilken arrogance, hvilket tyranni! Det er naturligvis meget passende, fordi denne forfatning drejer sig om at overføre flere og flere nationale beføjelser til despoterne i Bruxelles - de, der er for bange til at afholde en folkeafstemning.

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne påpege, at det er uacceptabelt, at nogen her i Parlamentet erklærer sig som folkets eneste talsmand og taler om alle andre, som om de kun repræsenterer den politiske elites holdning. Det er en uacceptabel indstilling.

Mange af os her i salen og mange borgere i Europa, som vi repræsenterer, mener, at der er behov for et stærkere Europa. For nylig har de nye medlemsstater også erkendt, at problemet med Europa ikke er, at det begrænser vores suverænitet eller fjerner vores muligheder, men at det ikke har muligheder nok for at gennemføre fælles foranstaltninger. Denne nye traktat, Lissabontraktaten, vil give mulighed for netop dette.

Naturligvis er der også mange af os, der ikke er helt tilfredse med det, Lissabontraktaten indebærer. Samtidig må vi sige, at tiden er inde - når Lissabontraktaten er blevet ratificeret - til en tidsalder, hvor vi kan gennemføre det nye Europa, denne nye struktur, der skabes med Lissabontraktaten, i praksis. Vi har med andre ord brug for et stærkere Europa og en rolig konsolideringsperiode i de kommende år.

Jeg er særligt glad for, at dokumentet også indeholder et udtrykkeligt forbud mod diskrimination mod personer, der tilhører mindretal. I EU taler vi meget om værdier og om diversitet, men Europas beskyttelse af mindretal har indtil videre været noget vakkelvorn. Denne mulighed og den passage, hvor der henvises til den, åbner nye muligheder for, at Europa kan omsætte den retorik, der normalt forbindes med disse spørgsmål, til virkelighed. Vi kan trods alt ikke tale om værdier og fælles principper, hvis vi lader byggestenene i Europa, mindretallene og de enkelte etniske samfund stå uden for processen.

Jeg hilser traktaten velkommen og lykønsker ordførerne.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er allerede blevet talt meget om, hvad menneskene i Europa ønsker. Her kan jeg tilslutte mig den foregående taler: De ønsker et styrket EU. Hvorfor? Nogle ser globaliseringen som en stor chance, og de ønsker, at Europa skal udnytte denne chance. Mange - sandsynligvis flere - mennesker ser globaliseringen som en risiko. De er bange for den, og de ønsker, at Europa skal hjælpe dem med at overvinde ulemperne ved denne globalisering.

I denne forbindelse må man naturligvis spørge, hvad reformtraktaten bidrager med. Den traktat, som de to ordførere har lavet en vældig god betænkning om. Svaret er klart. Reformtraktaten styrker EU uden at give køb på demokratiet. Tværtimod. Der kommer mere demokrati til Europa-Parlamentet, til de nationale parlamenter og alligevel en handlekraft til EU, som etableres med denne traktat. Det er det afgørende. Derfor mener jeg, at mange af de europæiske borgeres interesser er godt repræsenteret.

Hvad skal vi så stille op med denne fælles handlekraft, som også og især kommer til udtryk med den højtstående repræsentant, der som næstformand i Kommissionen kan gøre mere for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Sammen med f.eks. energispørgsmålene og den øgede energikompetence, som reformtraktaten giver EU, kunne vi langt om længe føre en handledygtig udenrigspolitik på energiområdet, som sætter os i en bedre udgangsposition over for Rusland og andre store energimagter. Sammen med kompetencen på udenrigshandelsområdet kan vi også bedre repræsentere vores arbejdstageres og erhvervslivs interesser i de internationale handelsrelationer. Sammen med kompetencen på miljøområdet, som vi har, kan vi også sørge for, at vores mission trading og de andre miljømål, som vi vil nå, ikke fører til, at vores erhvervsliv og vores arbejdstagere bliver skadet, men at miljøet globalt set bliver bedre.

Det er denne reformtraktats store fortjeneste - derfor støtter jeg også helt klart ordførernes arbejde - at sørge for, at EU bliver både mere handledygtigt og mere demokratisk.

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand! EU's vedtagelse af Lissabontraktaten bliver en vigtig begivenhed i Europas historie og EU's historie. Den betænkning, som er præsenteret i dag, giver Parlamentet mulighed for klart at udtrykke, hvilken betydning Lissabontraktatens vedtagelse har.

Jeg håber, at traktaten bliver ratificeret på samme måde, som den blev underskrevet. Jeg er glad for, at mit land, Polen, har meddelt, at det hurtigt vil ratificere Lissabontraktaten. Jeg vil også gerne tro, at der findes en indre enhed mellem den ratificerede traktat og chartret om grundlæggende rettigheder. I chartret om grundlæggende rettigheder fastsættes en værdiverden, EU's ideologiske fundament. Og det er derfor en stor fejltagelse at adskille disse to retsakter, ja jeg vil sågar sige, at det er udtryk for politisk skizofreni. Disse to retsakter er stærkt forbundet med hinanden.

Jeg er overbevist om, at Lissabontraktaten vil gøre EU mere sammenknyttet. Den skaber mekanismer. Traktaten skaber ikke en stiv og entydig fastlagt lovgivningsramme. Den skaber mekanismer, som EU kan bruge til at udvide integrationen. Traktaten skaber nemlig et perspektiv, hvor EU har en politisk dimension. Den skaber et perspektiv, hvor EU er i stand til at skabe en solidarisk politik. Den skaber en situation, hvor de store EU-institutioner kan arbejde sammen, og den skaber plads for borgeren og dennes daglige bekymringer og vilje til at deltage i den europæiske proces, hvilket måske er det vigtigste.

Og jeg tror, at en europæisk ånd dannes takket være denne traktat, og ånden vil netop gøre det muligt at fortolke traktaten. Uklarhederne i traktaten skaber råderum for Parlamentet og alle institutionerne til at skabe det, som vi gerne vil opbygge. Og den rolle, som spilles af EU's formand, Kommissionens formand, Parlamentets formand, udenrigsministeren og den højtstående repræsentant, vil derfor afhænge af både personerne og samarbejdet. Og jeg vil sige, at jeg håber, at alle disse fire ansvarsfulde stillinger i EU vil blive udpeget ved valg. Og jeg synes, at Lissabontraktaten allerede nu gør det muligt at forene kommissionsformandens funktion med EU-formandens. Det vil styrke EU.

  Bogdan Pęk (UEN). - (PL) Hr. formand! Den europæiske integrationsproces er i sig selv ikke noget dårligt, tværtimod. Hvis den blev gennemført ærligt, efter principper om solidaritet og virkelig udvidelse af demokratiet, ville den generelt være accepteret. I dag stiger der imidlertid en ånd til vejs over denne bygning og EU, der består af generel hykleri. Man kan ikke benægte, at opbygningen af denne pseudoeuropæiske stat, hvilket er beskrevet i traktaten, betydeligt begrænser det reelle demokrati, der i virkeligheden bliver til et formulardemokrati.

I selve Parlamentet er medlemmernes demokratiske ret til at udtale sig og manifestere deres politiske vilje blevet begrænset. De europæiske institutioner og det europæiske bureaukrati overtager de vigtigste kompetencer, og den største stat er ikke i stand til at illegalisere et parti, der tydeligvis er fascistisk, og som opfordrer til ændring af de europæiske grænser.

De taler i dag om den fælles energipolitik. Hvorfor hersker der ikke almindelig opstandelse her i Parlamentet over den rørledning, som Tyskland og Rusland fører gennem Østersøen hen over hovedet på Polen, Litauen og Estland, hvilket gør det muligt for Rusland at afskære energiforsyningen til disse lande? Derfor tror vi ikke på Deres gode intentioner. Tro er fremtidens fundament, for tro kan kun bygges på sandhed.

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg accepterer fuldt ud, at det i en Europæisk Union med 27 medlemsstater er nødvendigt at ajourføre arbejdsmetoder og regler, der fungerede i en Union med 15 lande og mindre. Jeg anerkender også, at meget af indholdet i Lissabontraktaten, såsom styrkelsen af Parlamentets beføjelser og åbningen af Rådets beslutningsproces, er positivt og fornuftigt. Men når man kigger på detaljerne fra mit synspunkt som repræsentant for Skotland, er jeg alvorligt bekymret over nogle af de mangler, som kommissær Wallström indrømmede.

For det første gør man meget ud af de nationale parlamenters ret til at gribe ind, men det gælder naturligvis ikke det skotske parlament eller andre statsløse nationer, som har fået overdraget parlamentariske beføjelser.

For det andet gav traktatprocessen ikke nogen løsning på spørgsmålet om ét arbejdssted for Europa-Parlamentet, hvilket betyder, at vi stadig befinder os i en situation, hvor vi skal pendle mellem Bruxelles og Strasbourg, en situation, der ikke kan forsvares.

For det tredje kan jeg ikke støtte, at den fælles fiskeripolitik er medtaget som en af kun fire af Unionens enekompetencer i henhold til traktaten. Jeg er bange for, at dette kan udgøre en alvorlig hæmsko for processen i retning af radikale reformer og forandringer af fiskeriforvaltningen, idet man bevarer den overcentraliserede fiasko, som den fælles fiskeripolitik er blevet til. Dette er særligt inkonsekvent på et tidspunkt, hvor Rådet i december sidste år gjorde et første forsøg i retning af decentralisering, da det anerkendte den skotske indførelse af frivillige foranstaltninger og gav dette et element af lokal kontrol i år.

Mit parti var fortaler for en folkeafstemning om forfatningen. Denne traktat har måske en anden juridisk status, men indholdsmæssigt er den ikke ændret. Derfor er SNP blot konsekvent, når det støtter en folkeafstemningen om traktaten. Vi er ikke bange for en offentlig debat om Europa. Tværtimod er det centralt for vores vision at skabe et nyt forhold mellem Skotland og EU. Jeg ønsker at se Skotland komme med i familien af europæiske nationer og spille en konstruktiv rolle i beslutningstagningen som en medlemsstat og ikke som en observatør ude på sidelinjen.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Jeg går ind for Europa, og derfor støtter jeg som venstreorienteret Lissabontraktaten. Jeg støtter imidlertid ikke den stærkere betoning af militære aspekter. Jeg vil i dag gerne minde om, at den uddybning af den europæiske integration, som er opnået med traktaten, især er tilkæmpet i en barsk konfrontation med såkaldte euroskeptiske synspunkter, som i virkeligheden for det meste er nationalistiske. Nu skal resultaterne forsvares, og jeg håber, at denne omfattende reform af EU kan træde i kraft.

Lissabontraktaten bevarer mange fremskridt fra den tidligere forfatning. Den skaber især grundlaget for, at EU bliver betydeligt mere demokratisk og kommer tættere på borgerne. Og EU kan også blive mere socialt. Med forankringen af traktatbestemmelser som målet om fuld beskæftigelse, princippet om en bæredygtig social markedsøkonomi, med den sociale klausul som siger, at alle retsakters sociale konsekvenser skal kontrolleres, og med den nye protokol om forsyningspligtydelser er det efter min mening endelig lykkedes at bryde den neoliberale beton i Maastrichttraktaten op.

Lissabontraktaten er en chance for at supplere den økonomiske og monetære union med en social union. Derfor er det vigtigt fortsat at bekæmpe den neoliberale tidsånd i Europa. Det må ikke lykkes for fortalerne for denne ideologi at gør EU til en frihandelszone uden socialt ansvar. Der skal sættes en stopper for kapløbet om skattenedsættelser og løndumping med de fatale sociale konsekvenser, og det er nødvendigt at indføre mindsteløn i alle EU-stater.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg giver stadig en flaske rigtig god vin til den, der kan give mig bare ét eksempel på en lov, der kan vedtages med forfatningen og ikke med Lissabontraktaten. Efter min mening er de juridiske bestemmelser helt identiske. Forskellen ligger udelukkende i præsentationen. Sarkozys minitraktat bliver nu på omkring 3.000 sider i stedet for de 560 sider i den forkastede forfatning.

Flertallet har ret til at godkende traktaten, men De har ingen ret til at nægte den normale parlamentariske gennemgang af denne Lissabontraktat. Jeg har stillet mere end 700 seriøse spørgsmål om fortolkningen af de forskellige artikler. De kender ikke svarene. De kan ikke forklare, hvorfor man i den danske oversættelse har glemt det nye "supplerende borgerskab" eller afskaffelsen af nationalregeringernes ret til at foreslå deres egne kommissærer.

De fleste af Dem har ikke læst og kan ikke læse traktaten, fordi De stadig ikke har modtaget det fuldstændige indhold af forhandlingerne ved regeringskonferencen i en konsolideret udgave. De godkender hemmeligholdelse i stedet for gennemsigtighed. De godkender en reduktion af det parlamentariske demokrati i stedet for at insistere på Parlamentets ret til at repræsentere vores vælgere og stille spørgsmål til den udøvende magt på vegne af den halve million borgere, vi repræsenterer.

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Man hører hele tiden, at Lissabontraktaten vil gøre Europa funktionsdygtigt. Man hører, at denne traktat vil have en gunstig effekt. Jeg, som er meget kritisk over for denne traktat, kan på vores børns og børnebørns vegne kun håbe, at det er sandt. For hvis det ikke er sandt, hvis denne traktat skulle føre os ind i en blindgyde, så hjælpe os Gud.

Det står i hvert fald fast, at denne traktat, som EU's establishment nu med vold og magt vil presse igennem, som udgangspunkt har dårlige udsigter, fordi den demokratipolitisk set lader hånt om alt, hvad den overhovedet kan. Naturligvis bliver de nationale parlamenter marginaliseret. Naturligvis bliver folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene koldt og kynisk vendt om. Og sandsynligvis vil man - hvis Irland skulle stemme imod traktaten - finde en måde eller en vej til at ignorere denne afstemning. Jeg er imod denne traktat, fordi jeg er for Europa!

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Denne betænkning støtter Lissabontraktaten og erklærer helt tydeligt i den forbindelse, at den er en betydelig forbedring af de eksisterende traktater. Man fremfører, at det er ønskeligt, at Lissabontraktaten er ratificeret af alle medlemsstaterne inden udgangen af indeværende år, og man hævder, at den vil udgøre en stabil ramme for Unionens fortsatte udvikling fremover.

Jeg må sige som britisk konservativ, at jeg desværre ikke er enig i alt dette, men jeg gør det i al venskabelighed og ikke ud fra et yderliggående eller nihilistisk standpunkt, som andre tilsyneladende tager udgangspunkt i. Jeg har fra starten gjort det klart, at denne traktat eller forfatning ikke er den bedste vej frem for Europa på nuværende tidspunkt. De konservative støtter et Europa bestående af uafhængige stater, der arbejder tæt sammen for at løse udfordringerne med globalisering, global fattigdom og global opvarmning, hvilket andre allerede har været inde på. Dette er prioriteringerne, og det skal ske i samarbejde. Min kollega, Det Forenede Kongeriges skyggeudenrigsminister, William Hague, sagde ved en debat i London: "Konservative er de stærkeste fortalere for en Europæisk Union, hvor nationerne samarbejder på en måde, der styrker vores økonomier, giver rettigheder til vores forbrugere og omdanner vores fælles værdier til effektive foranstaltninger over for de store problemer, som verden står over for i dag."

Jeg tror ikke, at det vi står med foran os, vil hjælpe os synderligt med den store udfordring. Vores veltalende ordførere, der citerer Shakespeare, når de gør sig til fortalere for hurtig handling, bør også tænke på Kong John, 5. akt, scene II, hvor bastarden trygler: "Verdens retfærdighed tilskriver, at jeg får lov at tale". I Det Forenede Kongerige burde premierministeren måske skrive sig det bag øret, og derefter give sine borgere mulighed for at sige deres mening i denne utvivlsomt meget vigtige sag.

  Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Hr. formand! Betænkningen af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo er en fremragende analyse og vil på lang sigt blive et kildedokument. Den fortjener anerkendelse og taknemmelighed.

Ungarn var det første land, der ratificerede reformtraktaten. Det er vigtigt, at den usædvanligt fragmenterede og ofte selvmodsigende politiske arena i Ungarn stemte for ratificeringen med stort flertal. Der var enstemmighed om behovet for reformtraktaten med henblik på at få afsluttet det modsætningsforhold, der havde udviklet sig mellem de gamle og de nye medlemsstater efter tiltrædelsen; der var også enstemmighed om behovet for at styrke enheden inden for EU og for at styrke effektiviteten af institutionerne og af foranstaltningerne.

For os er Lissabon imidlertid ikke blot en traktat, der giver svar på de spørgsmål, som udvidelsen har givet anledning til. For os er de bestemmelser, der styrker demokratiet inden for dette komplicerede net af interesser, særligt vigtige, f.eks. bestemmelserne, der udvider Parlamentets lovgivningsbeføjelser og undersøgelsesbeføjelser eller ændringerne af Rådets beslutningsprocedurer. Vi er overbeviste om, at de mindre, mindre erfarne, fattigere og historisk ugunstigt stillede lande vil kunne drage fordel af dette.

Med en enkelt beslutningsstruktur kan vi forvente, at man melder tydeligere ud om sine interesser, og at den politiske købslåen bliver mere gennemsigtig. Vores fremtid ligger i samarbejdet, og resultaterne og fordelene ved dette skal også kunne mærkes af Europas borgere. De skal også kunne mærkes af dem, der af den ene eller anden grund er blevet reduceret til et mindretal, de, som historien og krige har bragt i mindretal. Lissabon giver dem en ny mulighed og et instrument til at bekæmpe truslen fra nationalismen.

Lissabontraktaten danner en symbolsk bue sammen med Lissabon-strategien, idet chartret om grundlæggende rettigheder omfatter sociale rettigheder sammen med de grundlæggende menneskerettigheder. Vi er overbeviste om, at dette også vil bringe borgerne i EU tættere sammen.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Det er vigtigt med en stigende grad af samarbejde på europæisk plan. Forhåbentlig får vi nye traktater, så debatten kan komme videre til de centrale spørgsmål.

Jeg vil gerne nævne tre ting. For det første vil Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser blive væsentligt styrket, hvis den nye traktat gennemføres. Der kommer 40 nye områder med politisk aktivitet. Det betyder, at arbejdsbyrden for Parlamentets medlemmer vil vokse betydeligt. Det vil betyde, at Parlamentets arbejde skal omorganiseres, så vi kan fungere effektivt, demokratisk og åbent. Fremover vil Parlamentet ikke længere være en diskussionsklub, men et yderst vigtigt lovgivningsorgan, der påvirker europæernes hverdag. Det vil kræve et ansvarligt parlament, det vil betyde, at Parlamentets medlemmer vil skulle gøre sig fortrolige med en lang række spørgsmål og f.eks. ikke bare lytte til kun en eller to lobbyorganisationer.

Så vil jeg gerne sige noget om udenrigspolitik. Det er på høje tid, at vi tænker over den nye præsidents, den højtstående repræsentants og Kommissionens formands beføjelser i udenrigspolitiske anliggender. Ellers bliver der problemer. Ellers vil verden omkring os ikke vide, hvem de skal henvende sig til. Vi ved alle, at der bag scenen foregår barske diskussioner om fordelingen af disse beføjelser, men dette bør være en åben debat. Desuden er denne diskussion om forskellige aktørers beføjelser efter min mening langt vigtigere end diskussionen om personale. Den er virkelig betydningsfuld.

Endelig vil jeg gerne sige noget andet om udenrigspolitikken. Den har naturligvis stadig mellemstatslig karakter, men vi ønsker, at EU skal kunne tale med en fælles stemme, og det vil helt sikkert kræve en virkelig holdningsændring fra medlemsstaternes side. EU's Udvalg om Klimaændringer har netop besøgt Indien, og vi fandt ud af, at folk der stort set intet ved om EU, og at Unionen stort ser er uden betydning for inderne. Det, der betyder noget for dem, er, når præsident Sarkozy eller premierminister Brown aflægger besøg. Og når EU's udenrigsministre besøger lande uden for EU, er deres dagsorden udelukkende national. Hvis EU nævnes, er det i en lille sidebemærkning, men ikke meget mere end det. Hvis dette fortsætter, skal vi helt sikkert vente længe, inden EU bliver en stærk udenrigspolitisk aktør.

  Roberts Zîle (UEN). (LV) Hr. formand! For dem, der ønskede at få forfatningstraktaten ratificeret, er Lissabontraktaten måske ikke noget stort fremskridt, men det er helt sikkert heller ikke nogen succes for EU-skeptikerne, der slet ikke ønskede nogen nye EU-traktater. Det betyder, at den er et klassisk politisk kompromis, og som sådan bør den ratificeres i alle EU's medlemsstater. Europa-Parlamentet har bestemt fået styrket sine ansvarsområder under Lissabontraktaten, og dette pålægger os nye forpligtelser. Som helhed skal Europas institutioner også vise de europæiske borgere, at de kan udvise ægte europæisk solidaritet på økonomisk følsomme områder, så vi ikke ender med en ny bestemmelse om energisolidaritet, ligesom indførelsen af princippet om et frit marked på det europæiske område med tjenesteydelsesdirektivet. Så meget afhænger af os, og jeg håber virkelig, at repræsentanterne for alle medlemsstaterne, både i Parlamentet og i de øvrige europæiske institutioner vil forstå, hvor vigtig denne demonstration er for de europæiske borgere.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Det ungarske parlament ratificerede Lissabontraktaten, inden det officielt havde modtaget den. Det vidste således ikke, hvad det accepterede. I dette spørgsmål, hvor Europa-Parlamentet ikke har nogen juridisk kompetence, bliver vi til grin, fordi vi ikke har nogen konsolideret udgave af traktaten som grundlag for vores forhandling. Uden det er traktaten lige så umulig at læse for os som for EU's borgere.

Vores gruppe accepterer ikke traktaten. EU bliver militariseret og vil bevæge sig i retning af at blive en militær alliance. Det vil ikke fremme et socialistisk Europas interesser og vil heller ikke fremme nogen ideel form for demokrati. I henhold til traktaten bliver medlemsstaterne forpligtet til at stille stadig større militære ressourcer til rådighed til operationer uden for deres område og i deres tidligere kolonier.

EU's militære operationer vil kunne gennemføres uden FN-mandat, dvs. ulovligt i henhold til folkeretten. Der var ikke nogen artikel om et obligatorisk FN-mandat, da Det Europæiske Konvent mødtes. Det blev blokeret af EU's NATO-lande, som ikke er fremmede over for at gå med i ulovlige krige som i Irak. EU benytter også tropper, der er i overensstemmelse med NATO-kravene, til at håndhæve freden, dvs. føre krig, i andre lande. De samme våben anvendes også af NATO's reaktionsstyrke. Lissabontraktaten er i fuld overensstemmelse med NATO og vil hjælpe EU med at kunne bære NATO-kasketten.

Hvad der menes med EU's egen kollektive og militære sikkerhedsforanstaltninger er uklart. Når medlemsstaterne afsætter alle de ressourcer, de har til rådighed, til at hjælpe andre medlemsstater, kan alle disse ressourcer, der står til rådighed, også være militære. Hvis det sker, og de indsættes, bliver EU da også en militæralliance.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg protesterer mod, at en betænkning om Lissabontraktaten hastes igennem Parlamentet, inden medlemmerne får udleveret en traktat i en læselig og relevant form.

Vi har modtaget ændringsforslag, der i denne form er det rene nonsens. Ville vi stemme om andre betænkninger her i Parlamentet baseret på ændringsforslag uden at have set dokumentet? Skal vi stemme for betænkningen for dens blå øjnes skyld? Vores vælgere har ikke sendt os til Strasbourg som lovgivere for at gøre tingene på den måde.

Jeg kommer fra Irland. Vi skal have en folkeafstemning. Efterhånden som nyheden om dette spreder sig, får jeg spørgsmål om traktaten hver eneste dag. Når jeg fortæller folk, at der ikke foreligger nogen læselig udgave, tror de ikke deres egne ører. Men når jeg fortæller dem, at det skyldes et dekret fra regeringskonferencen, bliver de vrede.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne følelse er endnu mere intens for andre frustrerede befolkninger i Europa, der nægtes en folkeafstemning. Men jeg kan kun forestille mig, hvordan folk vil reagere, når de hører, at deres medlemmer her i Parlamentet vedtog denne betænkning om en traktat, de ikke har læst.

Jeg skal fortælle Dem en hemmelighed. Vores borgere er intelligente, eftertænksomme og udmærket i stand til at spille deres demokratiske rolle, som de selv styrer. Og det, vi gør her i dag, og gennem hele Lissabonprocessen, er at forråde vores borgere, de borgere, hvis samarbejde og hårde arbejde vi får brug for for at føre det europæiske projekt videre.

Jeg advarer Dem: De skal ikke blive overraskede, hvis de samme borgere, der har lidt så længe, en skønne dag nægter at samarbejde.

  Ashley Mote (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge om, hvorfor Lissabontraktaten er så svært tilgængelig, hvis den er så god. Er det, fordi medlemsstaterne er gået fra at være de teoretiske herrer over EU til at være dens slaver? Er det, fordi den skaber lovgivning snarere end en ramme for vedtagelse af lovgivning? Er det, fordi den ikke indeholder nogen kontrolmuligheder over for fremtidens lovgivere? Er det, fordi den konsoliderer beføjelserne i et bureaukrati, der kører videre helt af sig selv?

Som den seneste traktat giver denne traktat EU en permanent ret til at tiltage sig flere beføjelser uden nogen fremtidige aftaler - en skandaløs tilraning af magt. Den slags udemokratiske beføjelser er ulovlige i Det Forenede Kongerige, fordi intet britisk parlament kan binde sine efterfølgere. Fru Wallström sagde, at ordet "forfatning" var blevet droppet for at undgå problemer med briterne - ja, godmorgen! Vi burde forlade EU og tage vores 2 millioner euro i timen med os, så ville vi alle have det meget bedre.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand, hr. formand for Rådet! Jeg forstår ikke længere indlæggene fra repræsentanterne for UKIP og andre. Jeg har lært, at Westminsterdemokratiet, det parlamentariske demokrati, giver fuld demokratisk legitimation. Det er det, der sker her. Vi er blevet valgt af vælgerne og vil træffe en beslutning, ligesom medlemmerne i de nationale parlamenter gør, og det er fuldt demokratisk legitimeret. Alle de populistiske forsøg her er ødelæggende for det parlamentariske demokratis autoritet, og det må De stå til ansvar for.

(Bifald)

Det andet punkt, jeg gerne vil nævne her, og derfor takker jeg hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo, er at det er klart, at denne traktat lukker det demokratiske hul i EU. Fuld medbestemmelsesret til Europa-Parlamentet, Kommissionens formand vælges af Europa-Parlamentet, traktater med udlandet skal ratificeres af Europa-Parlamentet, styrkelse af de nationale parlamenter - jeg vil ikke gå yderligere i detaljer. Det, vi gør i EU, er enestående, for vi løser ikke længere de forskellige interesser mellem vores folk og i vores folk, som altid vil være der, med militær magt, men med debatter og demokratisk afstemning.

Det er den egentlige og storartede forskel i forhold til det, der tidligere har udgjort den europæiske historie, og det sker på grundlag af staternes og folkenes ligeværdighed. Det skal være vores udgangspunkt. Det har været en stor lykke for Vesteuropa i nu 60 år. Siden 1990 har det også været en lykke for store dele af Europa efter den europæiske genforening. Det ønsker vi nu at styrke, så denne fredsproces, som vi har internt, giver os bedre beslutningsmuligheder med traktaten, og så vi lever op til fremtidens udfordringer i denne verden og kan hævde os i denne verden, når det gælder energiforsyningssikkerhed, udenrigssikkerhedspolitik, terror og mange andre ting. Det er det, traktaten er svaret på. Hr. Méndez de Vigo citerede Paul Valéry, og jeg vil gerne citere ham en gang til: "Europa kan enten forene sig eller være en udvækst på det asiatiske kontinent." Det er det, det handler om. Har Europa en chance for at overleve i fællesskab, ved at vi samler vores kræfter og legitimerer og styrer dem demokratisk, eller vil vi europæere gå under i denne globale verdensorden?

(Bifald)

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand! Fru næstformand i Kommissionen, hr. repræsentant for Rådet, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over mine kolleger hr. Corbett og hr. Méndez de Vigos betænkning, for det er en betænkning, der er i tråd med det, som Europa-Parlamentet har gjort siden sin start.

Jeg er sikker på, at præsidenter som Schuman, Spaak eller Adenauer ville undertegne Lissabontraktaten, ikke mindst fordi den er tråd med det, der blev defineret på basis af Spinellitraktaten, som netop var den, der i midten af 1980'erne gav inspiration til de tanker, der blev konkretiseret i forfatningen, og som nu har udmøntet sig i Lissabontraktaten i en åben forfatningsproces for EU. I denne henseende mener jeg, at betænkningen forsvarer og knæsætter de fremskridt, der er sket. Men det er samtidig en betænkning, der er en del af ønsket om at konsolidere EU som en politisk og demokratisk Union.

Jeg vil gerne komme med en bemærkning i forbindelse med den lære, vi skal drage, nærmere bestemt om ratificeringen af forfatningstraktaten. Jeg hører meget snak om folkeafstemninger blandt dem, der er imod, at vi går videre. Jeg deltog naturligvis i den folkeafstemning, vi afholdt i mit land, og som vi vandt. Der er én lære, vi er nødt til at drage, nemlig at det, vi beslutter i fællesskab, ikke kan underkastes, ikke kan blive gidsel for det, som et lille mindretal måtte beslutte.

Vi er som demokrater nødt til at tænke over, hvordan vi ratificerer det, vi ønsker. Det er ikke acceptabelt, at vi alle afhænger af det, som et lille mindretal kan gøre, og jeg synes, at det er en vigtig lektie at drage med hensyn til fremtiden.

Jeg vil slutte af med at sige, at Europa-Parlamentet altid har stået i spidsen for Europas fremskridt. Det betyder, at vi nu skal i gå i gang med arbejdet med en lang række politiske beslutninger, der skal træffes, endda før det næste valg, for vi står med en realitet, og det er, at denne traktat skal træde i kraft den 1. januar 2009. Med udgangspunkt i demokrati, medbestemmelse, udnævnelser og tilpasning af Europa-Parlamentet, er der meget at gøre.

(Bifald)

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Som et af de kun 13 medlemmer af Parlamentet, der får mulighed for at stemme om Lissabontraktaten ved en folkeafstemning, er jeg glad for at kunne give den min støtte. Som ethvert andet dokument er den ikke perfekt, som kommissær Wallström har sagt. Den er et kompromis, men den er faktisk et skridt i den rigtige retning.

Men på grund af tidspres vil jeg begrænse mine kommentarer til et enkelt emne. Traktaten fastholder subsidiaritetsprincippet - princippet om, at vi tager beslutningerne på det mest hensigtsmæssige niveau.

I Irland er et af argumenterne hos tilhængerne af et nej, at Lissabontraktaten er en traktat, der kan ændre sig selv, men det hedder helt klart i artikel 48, stk. 4, at enhver ændring af traktaten først vil træde i kraft, når den er ratificeret af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive forfatningskrav. Det er selve kernen i subsidiaritetsprincippet.

Det, der nogle gange overrasker mig ved diskussionen her i Parlamentet - selv om jeg sikkert ikke burde blive overrasket - er, at de, der råber højst og længst om medlemsstaternes suverænitet, er de samme, som forsøger at undergrave denne suverænitet ved at belære og hundse med medlemsstaterne om det nødvendige i at afholde en folkeafstemning, selv om den nationale lovgivning, og dermed suveræniteten og subsidiariteten, dikterer noget andet. Lissabon giver medlemsstaterne den suveræne ret til at træffe sådanne afgørelser, og det er blot en af de mange grunde til, at jeg støtter den.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Lissabontraktaten var et meget svært kompromis for alle involverede parter, og derfor er jeg overrasket over at finde ord i denne betænkning, der klart har til hensigt at skabe grobund for nye kampagner for en EU-forfatning.

Jeg vil snarere foreslå, at man accepterer den manglende symbolik, kompromiserne om stemmesystemet i Rådet og opt in- og opt out-klausulerne. Jeg vil også foreslå, at man accepterer, at konventmetoden skabte problemer for EU. Problemer, som vi løste takket være de traditionelle forhandlinger mellem regeringerne.

EU har ikke brug for permanente diskussioner om institutioner, EU har brug for politisk vilje og realisering af fælles, gavnlige mål.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er godt at se, at Europa-Parlamentet aktivt overvåger og tager initiativer i ratificeringsprocessen for Lissabontraktaten. Det glæder mig, at jeg havde mulighed for at deltage i Det Europæiske Konvent og at arbejde i 18 måneder med udformningen af forfatningstraktaten, selv om den ikke blev vedtaget. Lissabontraktaten, som efterfulgte den, udgør et politisk kompromis og er et afbalanceret og godt dokument.

Ud over andre vigtige reformer udvider dette dokument også dækningsområdet for den fælles beslutningstagning: For os i Europa-Parlamentet betyder det, at Parlamentet får flere beføjelser end nogensinde før i dets historie. Jeg glæder mig over dette som et bevis for moderniseringen og demokratiseringen af politikken i det 21. århundredes Europa. Samtidig giver dokumentet større fleksibilitet til EU, som i dag består af 27 medlemsstater. Derfor kan vi se, at de nationale parlamenter i stigende grad deltager i udformningen af dokumenter i EU. I den forbindelse må jeg udtrykke min beklagelse over situationen i Slovakiet: Der var ingen problemer med ratificeringen af forfatningstraktaten, men den igangværende ratifikation er blevet noget problematisk på grund af politiske spilfægterier. Når det er sagt, har jeg tillid til, at de slovakiske politikere også vil erkende, hvor nødvendigt dette dokument er, og at ratificeringen vil ske uden sværdslag.

Tillad mig en sidste bemærkning. Forhandlingerne her i Parlamentet sætter fokus på, hvor forskelligt Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet opfattes. De viser, at kommunikationen på dette område formentlig ikke er særligt god: Der sættes rent faktisk spørgsmålstegn ved underskrifterne fra de premierministre, der underskrev Lissabontraktaten. Det er en ret alvorlig sag.

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Før mine sædvanlige tre punkter, vil jeg godt tage noget op, som Nigel Farage fra UKIP talte om. Han nævnte ordet "kylling". Vi kan måske forvente, at der kommer til at ske noget under afstemningen, og jeg vil gerne sige, at klæder skaber folk under denne afstemning. Vi får se, hvad UKIP ligner.

Jeg har tre ting. Det første er, at vi i EU befinder os i en konstant forandringsproces. Vi stod her og behandlede en lignende betænkning for to år siden, og jeg vil virkelig gerne lykønske de to ordførere, Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo, med et veludført stykke arbejde. Det, der skete i 2005, var uheldigt. Det, vi har lavet siden, er krisestyring. Det er faktisk, hvad Europa drejer sig om. Vi skal løse problemer, vi har løst et traktatproblem, og forhåbentlig kan vi nu komme videre.

Den anden ting er, at jeg mener, at den traktat, vi har foran os, er en stor forbedring i forhold til Nicetraktaten. Det er en forbedring med hensyn til effektivitet: Vi får flere afgørelser med kvalificeret flertal, vi får en juridisk personlighed, vi får langt mere inden for forbindelserne udadtil og gode ting inden for retlige og indre anliggender. Det er også en forbedring af demokratiet. Europa-Parlamentet styrker sine beføjelser, chartret om grundlæggende rettigheder kommer med i traktaten, og de nationale parlamenter får flere beføjelser. Så på mange måder er det en stor forbedring af Nicetraktaten.

Mit tredje og sidste punkt er imidlertid, at tiden nu er inde til at komme videre. Jeg lykønsker de fem lande, der allerede har ratificeret traktaten. Jo hurtigere vi kan presse traktaten igennem, jo bedre er det for os alle, fordi tiden er inde til at komme videre, fokusere på de egentlige opgaver, på lovgivningen og på at tage intelligente europæiske beslutninger. Når vi gør det, må vi imidlertid ikke glemme, at vi har en vision. Den vision drejer sig om et forenet Europa, fordi EU er den eneste organisation, der har givet os fire ting. De fire ting er fred, fremgang, stabilitet og sikkerhed.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand! Traktater er som fødsler. Til nogle bruges epiduralbedøvelse, til andre kejsersnit. Denne traktat tilhører den anden kategori, og den vil vokse sig stor som en dejlig baby, bare vent og se.

Vi måtte bruge to forsøg på den, men det er fortid nu. Den er mangelfuld, den er ufuldstændig, men den er bedre end ingenting. Den er især afslutningen på kontinentets genforening, der blev indledt den 9. november 1989, og den afslutter på sin vis Anden Verdenskrig. Den beskyldes selvfølgelig for at styrke et liberalt Europa. Jeg erkender, at det kunne have været totalitært, intet mindre! Mit håb er, at denne traktat ikke bliver afslutningen på en periode, men begyndelsen på en ny.

Jeg er allerede utålmodig efter at få at vide, hvem der skal være Europas præsident, for hele verden vil følge valget af denne person, og det er denne person, der kommer til at skabe institutionen. Jeg har allerede nu lyst til at sige til ham: "Undgå at blive på dit kontor. Rejs ud i hele Europa, ikke kun til hovedstæderne, men til alle de europæiske regioner." Jeg har lyst til at sige til ham: "Rejs ud i hele verden. Tag til steder, hvor frihedsrettighederne forhånes, hvor menneskerettighederne krænkes, hvor der stadig er krig og konflikt. Vis, at Europa har et navn, et ansigt, en adresse, et telefonnummer." For jeg tror, at denne person, mand eller kvinde, bliver afgørende. Vi får at se, hvad der sker med denne funktion.

Der er allerede et rendez-vous i juni 2014 - om fem år. Enten har traktaten været et godt bekendtskab, været effektiv, og borgerne har taget den til sig, eller også er det selve smagen for Europa, der er blevet ødelagt. Derfor vil den kommende mandatperiode sandsynligvis være en afgørende periode med hensyn til borgernes europæiske engagement.

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordførerne. Dette er virkelig en meget god betænkning.

Selv om Unionens symboler opgives og trods alle kompromiserne på Det Europæiske Råds møde i juni og på regeringskonferencen, bevares de vigtigste nyskabelser fra den tidligere forfatningstraktat, og den er virkelig et stort skridt fremad mod en reform af EU. Jeg sætter størst pris på styrkelsen af Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle i EU's beslutningsproces.

Mit land, Rumænien, var et af de første lande, der ratificerede traktaten med et meget stort flertal af stemmerne i parlamentet. Efter min mening er konklusion nr. 10 måske den vigtigste konklusion i betænkningen. Selv om ratificeringen af traktaten vil foregå i de nationale parlamenter i næsten alle medlemsstaterne, med en undtagelse, tror jeg, at det er vigtigt at informere borgerne i EU's medlemsstater for at nå frem til vellykkede institutionelle reformer.

De europæiske institutioner har pligt til at informere borgerne om denne traktat. Det er vores pligt, alle medlemmer af Europa-Parlamentet, at tage ud i vores lande og forklare de borgere, vi repræsenterer, fordelene ved Lissabontraktaten for fremtiden i vores fælles Europa.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Efter to års diskussion om en kontroversiel traktat, der blev afvist i Frankrig og Holland, er det lykkedes at opnå et kompromis og vedtage en tekst, der skal frelse de europæiske nationer. Der er blot et problem: Alle har accepteret teksten, og nogle har endog vedtaget den, en tekst, der ikke findes i en konsolideret udgave. Selv forslagsstillerne indrømmer det i punkt 9 i det dokument, som er forelagt Parlamentet.

Lissabontraktaten er kun tilgængelig i en udgave, der indeholder en liste over traktatændringerne. End ikke medlemmerne af Parlamentet har set den konsoliderede tekst, for slet ikke at tale om borgerne i EU's medlemsstater. Er det sådan, EU's erklærede tilnærmelse til borgerne ser ud? Borgerne har ikke ret til folkeafstemninger, og de har end ikke mulighed for at stifte bekendtskab med teksten, og lad os ikke glemme den manglende diskussion. Skyldes dette alene tekniske forhold, eller forsøger skaberne af dette geniale dokument atter at skjule noget?

Ratificeringen af forfatnings- og Lissabontraktaten har vist, at EU's ledere ringeagter Europas nationer og de demokratiske procedurer. Det er derfor nødvendigt at forkaste denne betænkning.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det såkaldte Eurobarometer viser igen og igen, at godt 30 % af menneskene i Europa er EU-skeptikere og utilfredse. Disse 30 % er uhyre interessante. De er især attraktive for de protestpartier og andre, som ikke selv har et program, men som gerne vil have del i disse 30 %. De er attraktive for dem, som ikke har et program, de kan være bekendt. Man kan skjule sig bag EU-skepsis. Eller de er attraktive for dem, som har et program, der principielt ikke bliver accepteret af andre.

Fremmedfjendske kan skjule sig glimrende bag EU-skepsis. Denne skepsis kan man nemlig være bekendt, i det mindste hos disse 30 %. Det er på denne baggrund, vi skal se kravet om folkeafstemninger. Det er ikke folkeafstemninger, det handler om for de pågældende. For dem handler det ikke om mere demokrati, men simpelthen om at aktivere dette protestpotentiale på 30 % og spænde det for deres egen vogn.

De samme 30 % EU-skeptikere er imidlertid også interessante for et andet område. De er makedspotentiale for bestemte medier. EU-protest er en fremragende salgsvare. Det ser man hver dag i massemedierne. I Østrig, hvor jeg kommer fra, behøver man bare kaste et blik på overskrifterne for at se, hvad det handler om. Det handler ikke om det såkaldte højforrædderi, og det handler ikke om det såkaldte EU-teater, det handler om, at man vil opfordre disse 30 % til at købe avisen hver dag.

Hvem kan være imod en folkeafstemning? Ingen kan være imod en folkeafstemning, men så skulle man kræve den meget oftere, og også om mange andre spørgsmål. Men det sker ikke. Derfor tjener protesten i virkeligheden kun ens eget markedspotentiale, ens eget magtpotentiale, og ikke demokratiet. Det bør man også sige åbent på en dag som denne.

(Bifald)

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske kollegerne med den fremragende betænkning, og samtidig har jeg tre nyheder: to fantastiske og en dårlig. Den første gode nyhed er, at Polen vil ratificere Lissabontraktaten. I går vedtog den polske regering et lovudkast om traktatens ratificering, og den 27. februar behandler det polske Sejm og Senat traktaten. Jeg vil gerne fremhæve, at traktaten støttes af et stort flertal i parlamentet.

Den anden gode nyhed er, at den polske befolkning støtter utrolig stærkt det europæiske projekt. Ifølge de seneste undersøgelser er hele 83 % af polakkerne tilfredse med EU-medlemskabet. Med denne store opbakning ville det være en fejltagelse at afholde en folkeafstemning. De må endelig huske, at mine kolleger taler i deres eget navn, når de her i Parlamentet taler for afholdelse af en folkeafstemning.

Den tredje, dårlige nyhed er, at Polen dog fastholder forbeholdene over for chartret om grundlæggende rettigheder, hvorfor polakkerne sammen med briterne bliver de eneste europæere, der ikke kan nyde godt af chartrets goder. Jeg appellerer derfor til Rådet og det slovenske formandskab om at forberede mekanismer for en forenklet opt in, der vil gøre det muligt for Polen og måske også Storbritannien at vedtage chartret om grundlæggende rettigheder.

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! Først vil jeg svare vores gode kollega hr. Barón Crespo, som sagde, at vi ikke måtte lade et lille mindretal stå i vejen for det europæiske projekt.

I mit land viser meningsmålingerne, at omkring 75 % af den britiske befolkning ønsker en folkeafstemning, og at to tredjedele af dem vil stemme nej. Hvis det er, hvad hr. Barón Crespo forstår ved et lille mindretal, kan jeg bare sige, at det ikke er min definition af et lille mindretal.

Som en række kolleger har påpeget, stemmer vi rent faktisk om noget, vi ikke kan læse. Vi har ikke nogen konsolideret tekst. Det er en absolut skandale!

Mange fra den anden side af salen fortæller os, at det er godt. Jeg har igen og igen fået af vide, hvor godt det er. Hvis det er så godt, hvorfor så ikke gå ud på gaderne og argumentere for det foran befolkningen ved en folkeafstemning? Hvorfor stikker De halen mellem benene?

I dag opgiver det europæiske projekt enhver form for demokratisk legitimitet. I dag vil vi vedtage den omdøbte forfatning med en handling, der er udtryk for en skandaløs foragt for de europæiske borgere og de demokratiske værdier. I 2005 forkastede vælgerne i Frankrig og Holland forfatningen med klart flertal.

Jeg er forbløffet over de europæiske lederes åbenlyse frækhed. De har ændret indpakningen, men kommer nu med indholdet igen på trods af den offentlige mening. De fleste franske og nederlandske medlemmer af Parlamentet vil stemme for denne betænkning. Jeg ved ikke, hvad de vil sige til deres vælgere. Jeg ved ikke, hvordan de kan sove om natten.

I Det Forenede Kongerige har Labour-regeringen brudt sit højtidelige løfte om en folkeafstemning, men i brevundersøgelser foretaget af kampagnegrupper stemmer mere end 80 % af vælgerne ja til en folkeafstemning.

Ved at tvinge denne foranstaltning igennem på trods af den folkelige modstand ødelægger De selve det fundament for Europa, som De forsøger at opbygge. Vi må lytte til befolkningen. Den kræver en folkeafstemning.

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Hr. Corbett har nu vist os en såkaldt "konsolideret" udgave af traktaten 10 gange. Den version er ikke blevet konsolideret på en sådan måde, at den giver mulighed for en beslutning, fordi den viser teksten, som den ville se ud, hvis vi allerede havde vedtaget Lissabontraktaten. En konsolideret udgave er en udgave, hvor den tekst, der skal indsættes, vises med fed skrift, og tekst, der udgår, vises med kursiv, så man har mulighed for at danne sig et overblik.

Kommissær Wallström lovede os en udgave ...

(Formanden afbrød taleren)

  Rihards Pîks (PPE-DE). - (LV) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, hr. rådsformand! Ved at lytte til nogle af mine kolleger i dag måtte jeg sande den gamle sandhed i skrifterne: at kritisere, at forklejne er nemt nok, men at bygge et hus, at skabe et tempel er en langvarig og vanskelig opgave. Jeg må minde kritikere af traktaten om, at dens grundlag - Lissabontraktaten, forfatningstraktaten - blev skabt på det mest repræsentative forum i Europas historie med deltagelse af ikkestatslige organisationer og med massemediernes bevågenhed. Derfor vil jeg gerne i dag lykønske mine kolleger h. Méndez de Vigo og hr. Corbett, som har udarbejdet betænkningen, som vi nu skal stemme om. Denne betænkning er rent faktisk en meget god sammenfatning, en meget god sammenfatning, og hr. Bonde har ret i, at den konsoliderede udgave i øjeblikket kun foreligger på engelsk. Derfor vil jeg foreslå, at dokumentet offentliggøres som en brochure, som en meget fin sammenfatning, da ikke alle vil læse hele traktaten. Nu vil jeg gå videre til de konkrete stillingtagender i traktaten, det blev talt om mange gode ting, og der var også kritik. For mig at se er det godt, at man har formuleret en udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt behovet for en fælles energipolitik. Samtidig er det en skam, at der ikke findes nye instrumenter til gennemførelse af disse politikker - hverken Kommissionen eller Parlamentet har fået sådanne instrumenter. Hvad betyder det? Det betyder, at arbejdet stadig ligger foran os: at indføre disse politikker og gennemføre dem. Dermed er halvdelen af arbejdet allerede gjort: Fundamentet er lagt, men resten af arbejdet, den anden halvdel, nemlig den praktiske gennemførelse, mangler vi stadig. Jeg ønsker os held og lykke.

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! Fordelene ved Lissabontraktaten er blevet nævnt, og man har beskrevet de fremskridt, den indebærer i retning af en virkelig Union for borgerne. Man understregede også behovet for en hurtig ratificering. Lad mig tilføje to problemer til dette.

For det første er markedet globalt, den organiserede kriminalitet er global, fattigdommen er global, og bølger af indvandrere minder os om denne virkelighed hver eneste dag. Mens bil-, computer-, fly- og stålvirksomheder fusionerer, opstår der nye eller fornyede globale magter. Til trods for dette står Europa fortsat delt. Den nuværende splittelse vedrørende Kosovo, der af nogen beskrives som en kamp mellem lovlydige og realister, er det seneste skræmmende eksempel, der viser, at freden og retsstaten i Europa endnu ikke er sikret.

På denne baggrund er besættelsen af opt out- eller opt in-ordninger ikke den måde, hvorpå man beskytter den nationale suverænitet mod den såkaldte europæiske imperialisme, men en måde at dømme de enkelte medlemsstater til en snæversynet irrelevans og i sidste ende usikkerhed.

Min anden bekymring: Henvisninger til symboler er slettet fra traktaten, fordi man frygtede, at europæiske symboler kunne overskytte de nationale. På den anden side viser borgernes manglende demokratiske deltagelse i det nationale liv hver eneste dag, at vores nationale myter er ved at være trætte. Det Europæisk Kul- og Stålfællesskab kunne ikke bare mobilisere borgerne ved at tale til deres forstand, men også ved at inspirere deres hjerter. Det var en plan, der var knyttet til en myte.

Lissabontraktaten er også en fremragende plan, men den savner sjæl. Det vil ikke bare svække EU's evne til at inspirere borgerne, men også de enkelte medlemsstaters mulighed for at modernisere deres nationale myter.

Hvad resten angår, er jeg fuldstændig enig i tankerne i betænkningen, og jeg vil rose ordførerne for deres fremragende arbejde. Jeg deler alle deres synspunkter, og jeg synes, at de har gjort et fremragende stykke arbejde. Jeg håber imidlertid, at vi alle en dag vil kunne råbe "Habemus tractatum rei publicae Europae."

  Jean-Luc Dehaene (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Som grundlæggerne af den europæiske integration altid sagde, er denne integration foregået skridt for skridt, til tider med små skridt, til andre tider med store skridt. Ordførerne har klart understreget, at Lissabontraktaten er et vigtigt kvalitativt fremskridt for Europa. Man kan endda kalde det et gennembrud. Det kan sammenlignes med Romtraktaten, da vi oprettede det fælles marked, fællesakten med det indre marked og Maastrichttraktaten med den økonomiske og monetære union. Maastrichttraktaten var også en beskeden optakt til den politiske union.

Ved at gøre Unionen til en juridisk person og ved at afskaffe søjlerne giver Lissabontraktaten Europa en definitiv politisk dimension. Europa har brug for denne for at kunne optræde som en global aktør i den nuværende globale verden og dermed opstille de normer, som den globale verden har brug for. Den almene anvendelse af den fælles beslutningsprocedure har også gjort denne politiske union mere demokratisk. Nu gælder det om at ratificere denne traktat, og dertil kunne en koordineret tekst faktisk hjælpe med at få bedre indsigt i de fremskridt, der gøres.

Men ét er teksten, et andet ratificeringen og et tredje gennemførelsen. Måske er denne nu det vigtigste, vi skal gøre. Det glædede mig at høre, at formandskabet og Kommissionen også begynder at tænke på og arbejde på denne gennemførelse, for her er der mulighed for forskellige retninger, og vi kan endda gå i den forkerte retning, hvis vi ikke passer på. Derfor er det meget vigtigt, at Parlamentet faktisk også beskæftiger sig med denne gennemførelse for at angive en tydelig kurs for, hvordan denne traktat skal betyde virkelige fremskridt. Ved gennemførelsen kan man også styre den i en anden retning, og det ønsker vi absolut ikke. Vi ønsker de fremskridt, som traktaten omtaler.

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand! Jeg lykønsker ordførerne hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo med deres fremragende arbejde og det gode eksempel på samarbejde. Det portugisiske formandskab havde den historiske mission at gøre et mandat til en traktat, Lissabontraktaten, som det portugisiske parlament skal ratificere i april. Den nye traktat er ikke et middel mod alle EU's dårligdomme, men den giver merværdi for demokratiet. Europa-Parlamentets beføjelser bliver styrket og det samme gælder de nationale parlamenters beføjelser, men det participatoriske demokrati bliver også styrket - navnlig gennem borgerinitiativet, der giver en million borgere mulighed for at bede Kommissionen iværksætte et lovgivningsinitiativ på et bestemt område. Desuden er chartret om grundlæggende rettigheder nu juridisk bindende.

EU er ikke perfekt, men den er uerstattelig i sin rolle i verden. Vi har brug for et Europa, som er mere engageret i og har større indflydelse på løsningen af verdens problemer såsom klimaændringer, fødevaresikkerhed, energipolitik, international terrorisme, organiseret kriminalitet, indvandring osv. Der findes nu et tvingende behov for, at hver af de 27 medlemsstater, der underskrev Lissabontraktaten den 13. december 2007, går videre og underskriver traktaten. Det er en afgørende fase for gennemførelsen af et Europa, der har en mere effektiv beslutningsproces, er tættere på borgerne, er bedre i stand til at reagere på globaliseringens udfordringer og er mere effektiv i forbindelserne udadtil. Vi må alle som én påtage os vores ansvar, for verden står ikke stille.

Mens Europa var i gang med sin tænkepause og brugte energi på at finde en udvej fra sine institutionelle problemer, fortsatte vækstøkonomierne med at vokse, de væbnede konflikter bredte sig, klimaændringerne blev åbenlyse, energiproblemerne blev mere akutte, og mange mennesker døde af mangel på mad og lægebistand. Uanset de ultranationalistiske holdninger og EU-skepsis må Europa ikke standse - og vi vil ikke standse.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Som skyggeordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel og som medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil jeg gerne indledningsvis sige, at Lissabontraktaten markerer overgangen fra konstitutionel "elitisme" til reformen af det europæiske unionsprojekt. Med den konstitutionelle dualitet, nemlig de to juridisk ligestillede reviderede traktater, sikres fælles europæiske fremskridt.

Samtidig bliver et Europa i flere hastigheder imidlertid mere og mere synligt. Hvad Europa vinder i fleksibilitet, taber det i fælles, forenet fremdrift. Medlemsstaten placeres igen øverst i det dialektiske forhold mellem den overnationale og den nationale komponent. Parlamentarismen kommer også styrket ud af det seneste europæiske kompromis, hvor både Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle er blevet styrket.

Der hersker ingen tvivl om, at der er brug for mere fremdrift i den europæiske samlingsproces. Borgerne kræver svar på politisk dynamiske udfordringer. De er interesserede i det politiske outputs kvalitet og produktivitet. Borgerne legitimerer på demokratisk vis direkte eller indirekte EU's besluttende organer og forventer handling, der giver resultater. Et vellykket udfald af ratificeringsbestræbelserne, men først og fremmest en konstant demokratisk legitimering af det arbejde, der udføres for de europæiske borgeres øjne, forudsætter, at der indledes en tilbundsgående politisk debat om EU's centrale politiske, økonomiske og sociale retning, om den europæiske borgers forhold til EU og om EU's position i verden.

Inden for disse rammer kan oprettelsen af en konstant, gennemsigtig og demokratisk dialog med civilsamfundet ikke kun være et påskud. Den er nødt til at være en afspejling af en indgående politicering af unionsprocessen. Europa-Parlamentets rolle i denne politicering er meget væsentlig. Jeg vil gerne takke hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo for deres frugtbare og konstruktive bidrag.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Denne traktat er ikke noget elegant dokument. Der er mange "hvis'er", "men'er" og "måske'er", for en forskelligartet familie af nationer kan ikke dele magten på andre måder. Men på trods af, hvad nej-sigerne siger, er den svaret på borgernes krav om mere demokrati og en bedre evne til at gøre de ting, som nationalstaterne ikke selv kan gøre effektivt: fredsbevarende indsatser, klimaændringer, indvandring, regulering af økonomi og markeder og arbejdsmarkedslovgivning.

I denne tid med global ustabilitet er EU vigtigere end nogensinde for små medlemsstater som Irland. Dagens afstemning vil igen vise den bizarre alliance af markedsfundamentalister og folk fra det yderste venstre og det yderste højre, som går imod denne traktat. De har en ting til fælles: et ønske om at begrænse befolkningens demokratiske rækkevidde inde bag landegrænserne. Multimillionærerne - Murdoch'erne i Storbritannien og Ganley'erne i Irland - manipulerer kynisk den nationale chauvinisme for at undgå, at europæerne rækker ud over landegrænserne for at regulere erhvervslivet i hele samfundets interesse.

De andre, Sinn Féin og deres allierede, stoler ikke på borgerne og deres evne til at skabe et ansvarligt, tværnationale demokrati. Deres handelsvare er frygt, frygt for vores naboer, for demokratiske parlamenter, for regeringer og for globaliseringen. De forklarer ikke, hvordan flere beføjelser til parlamenterne betyder mindre demokrati. De giver sig ud for internationalister, men de modsætter sig, at naboer hjælper hinanden i tilfælde af kriser eller angreb. De nægter at acceptere bindende europæisk lovgivning, der skal beskytte os og vores naboer mod klimaændringer, misbrug af arbejdstagerrettigheder og misbrug af markedet.

Våbnene for dem, der fremmer frygten, er den store løgn, hvilket blev demonstreret meget sigende her i dag af fru McDonald og fru Sinnott. De vender desværre sandheden på hovedet og hævder, at de folkevalgte repræsentanter for mere end 80 % af Europas befolkning er ved at knuse demokratiet, er ved at nægte befolkningen muligheden for nogensinde igen at kunne spille en rolle ved opbygningen af det fælles Europa. Inden afstemningsdagen i Irland vil alle disse grove løgne skulle afsløres for, hvad de er: Mareridtet med partier, der intet har lært af deres historie og er indstillet på at dømme Europas befolkning til at gentage den. Jeg har tillid til, at Irland vil beslutte at blive i hjertet af Europa.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Irland har valgt at ratificere Lissabontraktaten ved en folkeafstemning, fordi man i sidste ende vurderede, at det var nødvendigt i henhold til vores forfatning, men jeg respekterer fuldt ud alle de øvrige medlemsstaters valg af deres ratificeringsproces.

Nogle enkelte punkter kan tåle at blive gentaget. Lissabontraktaten adskiller sig for sin forgænger, den ulykkelige forfatningstraktat, fordi den ikke længere består af en enkelt konsolideret tekst. Den er blot en ændring af eksisterende traktater - om Den Europæiske Union og om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber - traktater, der selv er ratificeret fuldt ud. Desuden har man udeladt betegnelsen forfatning og symbolerne samt henvisningen til EU-flaget og EU-hymnen.

Mere Europa betyder mere af det, hvor Europa skaber merværdi for borgerne, for ved klart at definere grænserne for Unionens kompetencer giver reformtraktaten eller Lissabontraktaten både EU og de nationale parlamenter en klar definition af, hvor deres kompetencer ligger, og der overdrages i øvrigt også mere subsidiaritet til medlemsstaterne, en ting, som ofte ikke bliver nævnt.

Reformtraktaten giver mulighed for større kontinuitet i EU's beslutningsprocedure, navnlig inden for udenrigspolitikken, gennem oprettelsen af den nye position som formand for Det Europæiske Råd, som udnævnes for en periode på to et halvt år med mulighed for forlængelse én gang. Der skal også udnævnes en højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som ikke bare vil blive placeret i Rådet, men også bliver næstformand i Kommissionen. Denne udvikling vil imidlertid ikke betyde, at de træder i stedet for de nationale udenrigspolitikker. Desuden vil det nuværende roterende seks måneders formandskab fortsætte som hidtil, hvilket man ofte overser eller misforstår.

I modsætning til visse andre EU-traktater skaber Lissabontraktaten ingen nye større kapitler med EU-kompetence. Der kommer imidlertid et nyt retsgrundlag for patenter, turisme, idræt, rumfart og administrativt samarbejde, et styrket retsgrundlag for energipolitikken og vigtigst af alt en eksplicit ny reference til kampen mod klimaændringer med det nuværende retsgrundlag for miljøpolitikken.

Af alle disse grunde vil mine kolleger i Fine Gael og jeg selv støtte vores regering. Alle de irske partier, med undtagelse af Sinn Féin, vil støtte regeringen og arbejde hårdt for at få ratificeret denne traktat og få budskabet igennem. Sinn Féin vil ikke, fordi de er bange for en "øget militarisering af Europa" - ironisk nok i lyset af dette partis særlige historie!

Selv om Deres gode vilje og støtte er særdeles velkommen, vil jeg dog komme med en lille advarsel - i Deres iver for at få et positivt resultat ved vores folkeafstemning må De ikke lade Dem friste til at fortælle de irske vælgere, hvordan de skal stemme. Og til Kommissionen vil jeg sige, at den skal holde op med at skændes med Irland om administrative og andre spørgsmål såsom REPS, der kan blive fejlfortolket, bevidst eller på anden måde, af nej-sigerne til traktaten.

  Mauro Zani (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med Lissabontraktaten afslutter vi et langvarigt og farligt dødvande. Vi kommer således ud af krisen med en stabil institutionel struktur, som er mere effektiv, og som er åben for yderligere udvikling. Vi går ind i en ny fase, hvor vi forhåbentlig også igen kan bevæge os i retning af en forfatning for Europa.

I den forbindelse er det dog nødvendigt at gøre en særlig indsats for at fremme unionsborgerskabet, idet der tages udgangspunkt i chartret om grundlæggende rettigheder. Der er ikke brug for demografiske beregninger, som følger en national og mellemstatslig logik, men derimod for et unionsborgerskab, som er den grundsten, vi skal bygge Europas politiske fremtid på. Dette er også den eneste måde at give denne traktat en sjæl på, nemlig den sjæl, som hr. Severin talte om for lidt siden.

Fremtiden afhænger således først og fremmest af en vigtig alliance mellem Parlamentet og de europæiske borgere med alle deres rettigheder og pligter. Og det første bevis på denne alliance er måske netop valget til den nye post som EU-præsident.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at lykønske betænkningens ordførere. Takket være deres arbejde er der opstået en tekst, der ikke blot er et politisk dokument, men også en klog håndbog over de nye traktatforhold. Man kan næsten sige, at den er en didaktisk hjælp for alle studerende i hele EU og uden for EU.

I betænkningen har hr. Méndez de Vigo og hr. Corbett fremhævet de positive ændringer, som indføres i Lissabontraktaten, men de har også påvist den frygt, som de svære mellemstatslige forhandlinger har skabt. Polen blev i denne periode opfattet som en af de stater, der bremsede den europæiske integration. Meget har dog ændret efter det sidste valg. Den nye regering er mere åben over for det europæiske samarbejde og forstår, at et stærkt EU er i vores lands, Polens, interesse.

Man skal dog huske på, at en del af det polske samfund deler frygten for, at EU-lovgivningen bliver overordnet i forhold til civilrettens normer, især vedrørende familie- og ejendomsforhold. Vi har brug for mere tid og mere erfaring med samarbejdet i det europæiske fællesskab, så denne frygt bliver mindre, ja måske vil den helt forsvinde. Min lands regering har derfor undladt at underskrive chartret om grundlæggende rettigheder, især eftersom der var en alvorlig risiko for, at ratificeringsprocessen ville blive effektivt blokeret, hvis en anden beslutning blev taget.

Jeg er meget glad for, at ordførerne har forstået dette, samt at de i forhold til den oprindelige tekst har besluttet at fjerne navnene på stater, hvis handlinger skulle bedømmes negativt af Europa-Parlamentet. Lissabontraktaten er et kompromisresultat mellem drømmen om en europæisk føderation og den frygt, der i øjeblikket ikke blot findes hos borgerne i de nye stater, men også i de lande, der har grundlagt vores Fællesskab. Med den forfejlede ratificering af forfatningstraktaten in mente synes jeg, at det er bedre at tage mindre, men stabile skridt, og ikke gøre forsøg på spring, der altid medfører en risiko for fald.

Virkeligheden ændres meget hurtigt. Vi kan derfor være sikre på, at vi om et par år kommer til at debattere en ny tekst, en ny traktat, der vil passe bedre til de fremtidige forhold. Det er vigtigt, at vi opdager dem i tide, samt at EU fortsat vil være i stand til at tilpasse sig de nye udfordringer.

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabon og Rom er udgangspunkter for en menneskehed uden grænser. Drømmen om global retfærdighed og en kosmopolitisk lovgivning er det centrale i EU's historie. Det er historien om, hvordan moralen slog rod i institutionerne og ændrede de gamle politiske paradigmer. Den anvendte metode var deling, det anvendte kriterium var fornuft, det opstillede mål var menneskelig værdighed, og rettighedernes suverænitet fik forrang frem for grænsernes suverænitet; disse faktorer bidrog alle til at gøre Europa til oplysningens hjemsted.

På denne rejse mod demokrati i stor stil har Lissabontraktaten genoprettet Europa-Parlamentets parlamentariske karakter, brudt den lovgivningsmæssige hegemoni for regeringernes Europa og fremhævet nye lederskikkelser, der kan styrke de konkurrencemæssige og politiske bestanddele og mindske bureaukratiet. Det er korrekt, at den europæiske forfatning med sit potentiale for enhed og samhørighed er blevet forsinket, men der er ved at tegne sig et post-nationalt Europa. Babel vil utvivlsomt bygge sit tårn.

  Hartmut Nassauer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Når man lytter til debatten i dag, kan man konstatere, at der er knyttet store forventninger til denne traktat. Der er for det første forventningen om, at den vil blive ratificeret og træde kraft. Forventningen om, at den vil sætte EU i stand til bedre at kunne løse sin opgave i verden, sætte EU i stand til at finde sig til rette med konsekvenserne af globaliseringen, og så videre.

Jeg vil tilføje endnu en forventning. Jeg tror og håber, at traktaten er en chance for EU til atter at forsone sig med sine borgere. Der er nemlig en afstand mellem EU og borgerne. Det blev klart med folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, og denne afstand skal overvindes.

EU har brug for borgernes støtte, og her giver den nye traktat gode muligheder. Den giver de nationale parlamenter en chance for at deltage i lovgivningen. Inden for subsidiaritetens rammer indsætter den med rette de nationale parlamenter. Og det er godt, for borgernes støtte afhænger bl.a. af, at opgavefordelingen mellem EU og medlemsstaterne bliver klarere end hidtil og bliver håndteret mere afbalanceret. Det kan de nationale parlamenter bidrage til.

Jeg betragter os altså ikke som konkurrenter til de nationale parlamenter, jeg mener, at vi skal samarbejde. Jeg mener, at de nationale parlamenter også skal gøre brug af disse muligheder. Det vil jeg udtrykkeligt opfordre dem til. Det bliver spændende at se, om dette nye instrument, subsidiaritetskontrollen, slår an eller ej.

Et andet punkt er, at hvis vi ser på EU udefra, så ser vi et eksempel på regionalt samarbejde, vellykket regionalt samarbejde, som der kun findes et eksempel mere på i denne verden - som langtfra er så vellykket og fremskredent som EU, nemlig ASEAN-landene. Også der forsøger man - i øvrigt stærkt inspireret af EU - at samarbejde og dermed yde et bidrag til fred og sikkerhed i verden.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Mine damer og herrer! Fordi EU har brug for en reformtraktat, der vil gøre den mere effektiv og moderne, vil jeg stemme for betænkningen af ordførerne Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo om Lissabontraktaten.

Lad mig lykønske de fem medlemsstater, der allerede har ratificeret Lissabontraktaten. Jeg er overbevist om, at ratificeringen af Lissabontraktaten heller ikke er i fare i Slovakiet. Kun ét af partierne i parlamentet er imod den. Derudover nyder traktaten støtte overalt, og et overvældende flertal af medlemmerne i det nationale parlament vil stemme for den.

Den nuværende opposition i Slovakiet, som har størstedelen af æren for, at Slovakiet kom med i den europæiske familie, vil støtte Lissabontraktaten, så snart den slovakiske presselovgivning, som er blevet kritiseret af europæiske institutioner som Freedom House, OSCE og den europæiske journalistsammenslutning, ændres i henhold til deres anbefalinger.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet for Ungarn, det første land, der ratificerede reformtraktaten, er jeg fuldt ud klar over, at ratificering alene ikke er nok. Det er allerede blevet nævnt her i salen, at vi er nødt til at forklare folk - Europas befolkning - på hvilke områder dette dokument giver mere end de nationale forfatninger, forklare merværdien ved denne reformtraktat.

De europæiske politikere skal gøres opmærksomme på, at premierministrene ofte begår den fejl at kalde dette en institutionel reform. Men det er meget mere end som så. Nu bliver vi en politisk union og et ægte interessefællesskab. Inden for dette interessefællesskab skal vi forklare Europas borgere, hvordan chartret om grundlæggende rettigheder skaber merværdi inden for de sociale rettigheder.

Her vil jeg specifikt nævne, at rettighederne for personer, der tilhører mindretal, endelig er kommet med i EU's acquis på 8.000 sider, eftersom hver syvende borger i Europa, i EU, tilhører et mindretal, der har eksisteret længe. Det er et stort fremskridt ved traktaten.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bede de kolleger, der er modstandere af traktaten, om at forklare, hvad de helt præcist mener, når de taler om en traktat, der "kan ændre sig selv". Kan de oplyse mig om den klausul, der giver mulighed for denne form for Proteus-udvikling?

Jeg kan ikke selv se det i traktaten. Faktum er, at en enkelt ændring kræver en enstemmig aftale mellem alle premierministre og nationale parlamenter i alle medlemsstaterne, mens større ændringer, hvor der overdrages nye kompetencer til EU, kræver en konventsprocedure, en regeringskonference og en formel ratificering i alle medlemsstaterne.

  Mogens Camre (UEN). - Hr. formand! Lissabontraktaten er, som alle ved, forfatningstraktaten uden flag og uden musik. Det er faktisk rart, at det siges rent ud her, for det sker ikke i Danmark. I Danmark skal man helst sige, at der ikke står noget som helst væsentligt i denne traktat, for derved mener regeringen at kunne få borgerne til at forstå, at de ikke må få lov til at stemme om den. Og så står vi dog med den mest vidtgående udbygning af EU nogensinde: mere magt, flere politiske områder end nogensinde før og mere umyndiggørelse af de europæiske nationer end nogensinde før. Det er utrolig uklogt af EU's gamle kernelande at tvinge alle os andre til, at vi ikke må spørge vores befolkninger. Det vil få negative virkninger. Befolkningerne føler sig umyndiggjorte og vil reagere imod det. En union skabes ikke ved et forhandlingsbord i EU. Den kan kun fungere, hvis den vokser ud af en folkelig vilje, og det gør denne union ikke. Derfor agter jeg at stemme imod.

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Hvis den europæiske integration skal vare ved, skal der ske en uddybning og en styrkelse af folkeretten. Det, der sker i øjeblikket, er præcis det modsatte.

Anerkendelsen af Kosovos selvstændighed har været et forfærdeligt slag for folkeretten, og det første offer for dette brud på folkeretten bliver den europæiske integration og de transatlantiske forbindelser. Jeg mener, at det er tydeligt. Det etniske princip blev forkastet som grundlag for grænsedragningen for Bosniens vedkommende, men for Kosovo er det blevet anvendt som det eneste kriterium og det eneste princip. Jeg mener ikke, at folkeretten straffrit kan overtrædes: Dette betyder, at dokumenter som Helsingforsslutakten mister troværdighed.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger, der glædede sig over denne betænkning, og understrege dens grundlæggende betydning for Europas fremtid.

Det er vigtigt, at Lissabontraktaten fokuserer på borgernes rolle og institutionernes ansvar. Derfor mener jeg, at Europa-Parlamentet gennem denne betænkning beviser, at det påtager sig sin nye rolle inden for EU's funktioner. I denne forbindelse gentager jeg støtten til alle de traktatbestemmelser, der giver alle parlamenter, både på nationalt og på europæisk plan, en konsolideret rolle.

For det andet vil jeg gerne nævne de ændringer, som Lissabontraktaten foreslår, inden for EU's udenrigspolitik. Det er vigtigt af få dem omsat i praksis af hensyn til konsolideringen af europæisk handling i denne retning. Derfor et en vigtig del af betænkningen opfordringen til ratificering i alle 27 medlemsstater. Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med, at Rumænien ratificerede traktaten i februar 2008 og dermed blev det fjerde land, der har bevist sit tilhørsforhold til Europa og sit stærke ønske om at bidrage til en stadig mere fremgangsrig udvikling af EU.

  Miloš Koterec (PSE). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordførerne for deres fremragende arbejde, som tydeligt definerer alle de positive aspekter ved den nye traktat samt dens svagere punkter. Ingen er fuldkommen, som man siger. Lad os under alle omstændigheder være taknemmelige for traktatens høje kvalitet og for det forhold, at den afspejler den nuværende virkelighed inden for EU og de muligheder, der dermed ligger i traktaten.

Som ordførerne korrekt påpeger, styrker traktaten den demokratiske ansvarlighed og beslutningsbeføjelserne og giver på denne måde borgerne større kontrol med Unionens aktiviteter. Men i den forbindelse vil jeg gerne appellere til medlemsstaternes regeringer og bede dem give deres borgere en hensigtsmæssig sammenfatning af Lissabontraktaten, så alle kan forstå den, og så alle og enhver kan afgøre med sig selv, om de er enige i lovgivningen eller ej, på et velinformeret grundlag: Dette bør være reglen med al europæisk (og ikke kun europæisk) lovgivning. Jeg er sikker på, at hvis borgerne i EU får de korrekte oplysninger, vil de give traktaten deres uforbeholdne støtte.

Jeg vil også gerne understrege, at et så vigtigt dokument ikke må blive en del af et politisk spil, som det er tilfældet i Slovakiet, hvor oppositionen blokerer for vedtagelsen af dette progressive og demokratiske dokument.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tager ordet her som - forhåbentlig - en af de almindelige og ordentlige borgere i Irland, som min kollega hr. Farage henviste til, selv om han vist har forladt salen nu.

Jeg er ikke forbavset over, at almindelige og ordentlige irske borgere er forvirrede, for de har underlige forbundsfæller på nej-siden - fru McDonald og hr. Farage. Det er helt utroligt! Jeg vil især sige noget til Sinn Féin: Kan de ikke anerkende EU's rolle for freden i Nordirland? Det vil blive forbedret med denne traktat, ikke "militarisering", som de kalder det.

Med hensyn til de nationale parlamenters rolle vil jeg sige følgende: Lad de nationale parlamenter tage de beføjelser, de får gennem denne traktat, og lad de almindelige og ordentlige borgere i landene tvinge dem til at bruge disse beføjelser effektivt.

Til hr. Duff: Der bringes falske udtalelser til torvs i Irland om traktaten, der kan "ændre sig selv": Det er opfundet af et negativt sind. Det er ikke sandt, og det forholder sig ikke sådan.

Til sidst vil jeg i modsætning til nej-sigerne som fru McDonald og hr. Farage sige, at denne traktat er en god aftale for Irland, en god aftale for EU, en god aftale for Europa, og jeg opfordrer borgerne i Irland til at stemme ja!

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg forventede ikke at få ordet så hurtigt. Jeg har allerede haft ordet en gang, men jeg vil gerne tage en enkelt ting mere op her. Vi har lyttet til alle nej-sigerne, de mennesker, der siger, at Lissabon vil føre til en yderligere militarisering af Unionen, at den vil føre til social dumping, at den vil føre os alle i den forkerte retning. Jeg er gået glip af lidt af forhandlingen, men jeg har ikke hørt nogen kommentere artikel 49, hvor det hedder, at hvis Lissabon bliver ratificeret, kan enhver medlemsstat beslutte at trække sig ud af Unionen i henhold til dens egne forfatningsmæssige krav.

Det betyder, at alle dem, der ikke mener, at de skal være med i Europa, kan råde deres borgere til at trække sig ud af Unionen, når vi har ratificeret Lissabontraktaten. Derfor har de ingen undskylding for ikke at ønske denne traktat vedtaget.

  Colm Burke (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Et ja til Lissabontraktaten er et ja til chartret om grundlæggende rettigheder. EU's charter om grundlæggende rettigheder blev oprindeligt udformet for at styrke beskyttelsen af grundlæggende rettigheder inden for EU i lyset af ændringerne i samfundet, de sociale fremskridt samt den videnskabelige og teknologiske udvikling ved at gøre disse rettighedere mere synlige i form af et charter.

Chartret dækker så forskellige områder som ældrepleje, pleje af handikappede, respekt for privatliv og familieliv, forbud mod tortur samt adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang. Disse rettigheder gælder kun for EU's institutioner og instanser og for medlemsstaterne, når de anvender EU-lovgivningen. Selv om chartret ikke indfører nye beføjelser for EU, gør det det lettere for borgerne at finde ud af, hvilke rettigheder og ansvar de har under den europæiske lovgivning.

Chartret var kun en politisk erklæring, da det oprindeligt blev vedtaget i 2000. Hvis den irske befolkning stemmer ja til Lissabontraktaten, vil de også give chartret om grundlæggende rettigheder en juridisk bindende status til fordel for alle borgere i Irland og i EU.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Jeg skal her bemærke den retfærdighed, De styrer forhandlingerne med.

Jeg vil blot henlede opmærksomheden på et moralsk problem ved udelukkende at henvise til udtalelser fra personer, som er for traktatens ratificering, og som har sagt, at den er nøjagtig den samme som forfatningen.

Det er tilfældet med hr. Giscard d'Estaing, og han er jo eksperten. Han har helt nøjagtigt sagt, at traktaten er forfatningen, blot arkiveret i forskellige skuffer. Det er tilfældet med fru Merkel, som helt nøjagtigt har sagt - hun talte på engelsk: "Let us keep the substance, and change the wording". Det er tilfældet med hr. Amato, tidligere premierminister i Italien, som har sagt, at man har lavet en kompliceret tekst, for hvis teksten havde været enkel, ville alle have set, at det var en forfatning, og så ville alle have krævet en folkeafstemning. Det er tilfældet med vores tidligere kollega, hr. de Gucht. Det er tilfældet med den luxembourgske premierminister, hr. Juncker.

Jeg mener derfor, at dette bedrag, der anvendes over for de europæiske befolkninger, rejser et moralsk problem.

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! EU er ikke nogen stat og har derfor ikke brug for nogen forfatning. Det må man indrømme, om end modstræbende, selv om man er fortaler for den gamle EU-forfatning. Desværre er de ikke alle kommet sig over skuffelsen, og derfor finder vi punkt 6 i betænkningen, hvor man udtrykker beklagelse over de ændringer, der er foretaget i den nye traktat, i modsætning til udkastet til en europæisk forfatning.

Det anser jeg for en alvorlig fejl. Efter en vanskelig rejse nåede man til enighed mellem de 27 medlemsstater. Nogle regeringer ønskede ændringer af udkastet til en europæisk forfatning, og nu kritiserer man dem i betænkning af hr. de Vigo og hr. Corbett indirekte for deres fremgangsmåde. Hvis Europa-Parlamentet stemmer for punkt 6 i denne betænkning, vil det efter min mening være udtryk for manglende respekt for den komplicerede enighed, som de 27 medlemsstater har opnået, og det kan kun være skadeligt for hele sagen. Jeg kan bestemt ikke støtte det punkt.

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Foruden den sociale og økonomiske samhørighed fastsætter denne traktat også den tredje målsætning, territorial samhørighed, udtrykkeligt for hele Unionen. Der finder ganske vist samarbejde sted i topregioner i Europa, men samtidig opfordrer vi også til, at der i hele Unionen skabes mulighed for beskæftigelse og økonomisk udvikling. Dette er et vigtigt grundlag for social- og regionalpolitik. Det er vigtigt at udforme det på denne måde og muliggøre formidling af viden om selvstændig erhvervsvirksomhed og anvendelse af penge og instrumenter, tænk på strukturfondene. Det vil jeg gerne påpege, fordi det ikke blev taget op under forhandlingen i formiddag. På den måde viser vi borgerne i hele Unionen, at vi også under de nye omstændigheder kan tilbyde nye løsninger.

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Jeg mener, at det på nuværende tidspunkt er vigtigt at understrege betydningen af signaler inden for politik; det er vores opgave at sende de rigtige signaler til borgerne. I stedet for at fortsætte diskussionen her i Parlamentet om forskellene på forfatningstraktaten og Lissabontraktaten eller om, hvordan medlemsstaterne bør ratificere traktaten, burde vi da ikke diskutere, hvad vi skal gøre, når traktaten træder i kraft som vi håber, at den gør? Det var, hvad vi fortalte vores borgere - at den institutionelle reform var nødvendig for at opnå flere og bedre resultater. Nu har vi rent faktisk den reform.

Vil Europa være bedre forberedt om et år til at klare globaliseringen, energiafhængighed, den demografiske krise, terrorisme, økonomisk ustabilitet og ændringer på beskæftigelsesområdet? Det er vi nødt til. Vil Europa-Parlamentet være mere energisk for at kunne spille en aktiv rolle ved godkendelsen af disse reformer? Igen, det er vi nødt til at være.

Det er det rette signal at udsende herfra i dag. Vi må ikke gøre som det kinesiske ordsprog, der siger, at når den kloge mand peger mod himlen, kigger tåben på fingeren. Lad os kigge ud mod fremtiden og påtage os vores pligt til at opbygge den.

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Fru kommissær! Jeg ville gerne vide, hvordan de forskellige protokoller og tekster i reformtraktaten bliver modtaget i befolkningen. Findes der analyser af, hvilke punkter der bliver særlig godt modtaget af befolkningen, og hvilke punkter der er mere problematiske? Har De nogle analyseresultater af, hvad der for befolkningen er de tre vigtigste mål for denne reformtraktat, så man kan se, hvor de 500 millioner borgeres interesse i at få denne reformtraktat gennemført egentlig ligger? Findes der undersøgelser eller opinionsundersøgelser af det kvantitative og kvalitative informationsniveau i befolkningen, når det gælder denne reformtraktat? Det er nemlig grundlaget for at kunne vide, hvor vigtig dette reformskridt er for EU.

Hvad vil De som kommissær foretage Dem i den nærmeste fremtid for at få disse informationer ud til befolkningen?

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hvis EU var en bil, ville traktaten være et tuningssæt til den. Det er meget vigtigt, at vi nu får nye strukturer, navnlig inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og jeg er enig med dem, der har understreget betydningen af en god fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det er ikke nok bare at have gode strukturer på plads.

Hvis vi ikke kan koordinere vores foranstaltninger, og hvis vi ikke kan samarbejde ordentligt og udsende fælles budskaber til en Kissinger eller en Rice, så er de budskaber intet værd. Vi er nødt til at bringe mere indhold ind i debatten, og vi er virkelig nødt til at arbejde i retning af fælles synspunkter.

Nu har vi det perfekte transportmiddel. Vi skal begynde at køre det i en bestemt retning, og vi skal påtage os vores rolle i verden. Denne traktat giver os værktøjerne, som kan bruges til det.

  Pál Schmitt (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet for en af de nye medlemsstater vil jeg også gerne benytte lejligheden til at udtrykke vores taknemmelighed for den solidaritet, Fællesskabet viser os i dag. Uden den ville landene i Østeuropa ikke have været i stand til at komme på fode igen efter 40 års sovjetisk besættelse.

Allerførst vil jeg gerne som formand for Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Kroatien sige, at traktaten vil medføre et tættere og mere effektivt samarbejde blandt medlemsstaterne, samtidig med at den muliggør yderligere udvidelser af EU til de lande, der accepterer og lever op til EU's værdisystem.

Efter min mening sender traktaten et positivt signal til de lande på Vestbalkan, der allerede har indledt optagelsesforhandlingerne. Den vil tilskynde dem til at sætte mere fart på reformerne, fordi den bringer dem meget tættere på optagelse i EU.

For at sammenfatte, for mit vedkommende er et af de vigtigste og mest innovative afsnit i traktaten uden tvivl det afsnit, der sikrer minoritetsrettigheder og gør beskyttelsen af nationale og etniske minoriteter til et grundprincip i EU.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Så vidt jeg ved, er jeg det eneste medlem, som er valgansvarlig for folkeafstemninger, og jeg føler mig overhovedet ikke forpligtiget til at sige til tyskerne, at deres beslutning er mindre legitim end den irske, bare fordi vi afholder en folkeafstemning, mens de af forfatningsmæssige årsager ikke afholder en folkeafstemning.

Hvilken form for folkeafstemning vil dem, der argumenterer for en folkeafstemning, have? Ønsker de en folkeafstemning, hvor 50 % eller derover af hele EU's befolkning træffer beslutningen for dem, hvilket vil betyde, at de store stater, eller en blanding af små og store stater, træffer beslutningen for for alle? Eller mener de, at det skal være over 50 % i hver medlemsstat, hvilket vil betyde, at hver medlemsstat overlader sin ret til at træffe beslutningen til hver af de andre medlemsstater! Hvor er det fornuftige i det?

Winston Churchill brugte udtrykket "terminologiske unøjagtigheder". Jeg har ikke mere at tilføje, hvad angår kyllingerne til højre for mig, men uvederhæftige er de i hvert fald!

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Det har været en fornøjelse at være til stede under denne yderst interessante og dynamiske forhandling. Jeg vil opdele mine betragtninger i tre kategorier.

Første kategori drejer sig om de forberedelser, der skal være tilendebragt, for at Lissabontraktaten, hvis og når den træder i kraft, kan gennemføres fuldt ud. Der er mange forberedelser. Det er nødvendigt at forberede valget af formanden for Rådet og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, oprettelsen af Den Fælles Tjeneste for Eksterne Forbindelser og tilrettelæggelsen af aktiviteter inden for retlige og indre anliggender.

Disse aktiviteter skal foregå tålmodigt og ansvarligt. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der ønsker, at det skal se ud, som om EU's institutioner eller medlemsstater forsøger at skaffe sig selv den største bid af kagen, før den er bagt færdig.

Derfor er vi nødt til at være klar over, at selv om forberedelserne skal afsluttes, er det medlemsstaterne, dvs. de nationale parlamenter og i et enkelt tilfælde vælgerne, der har det sidste ord i forhold til gennemførelsen af Lissabontraktaten. Det minder om et dilemma, der er blevet nævnt flere gange i dag, og som har været genstand for bred debat de sidste par år, nemlig folkeafstemning eller ratificering i parlamenterne?

Jeg vil gerne takke fru Doyle, hr. Mitchell og andre, som har gjort opmærksom på, at det er nødvendigt at respektere medlemsstaternes beslutning. I min indledende tale understregede jeg, at den suveræne kompetence til og ansvar for at beslutte, hvordan Lissabontraktaten skal ratificeres, fuldt og helt ligger hos hver enkelt medlemsstat.

Ikke desto mindre må jeg tilføje, at der ikke er noget som helst galt med at ratificere i parlamenterne. Absolut intet. Alle EU's medlemsstater er repræsentative parlamentariske demokratier, og denne ærede forsamling, Europa-Parlamentet, er et stærkt eksempel på repræsentativt demokrati.

Nu et par ord om ratificeringens betydning. Efter min mening bør ratificeringen af Lissabontraktaten ikke kun ses i den aktuelle sammenhæng, men også i en historisk sammenhæng og med fremtiden for øje. Jeg vil gerne kommentere det, hr. Schulz og andre har sagt, nemlig at vi skal huske det, der foregik på vores kontinent for 100 år siden, for 75 år siden eller måske, som i mit eget lands tilfælde, for 20 år siden eller mindre. Kort sagt er det vores fortid, som konstant må minde os om, at EU har bidraget væsentligt til fred, stabilitet og fremgang på vores kontinent.

Samtidig må vi ikke glemme fremtiden. Vi skal forberede os på de udfordringer, EU allerede nu kan imødese. Vi er overbeviste om, at Lissabontraktaten repræsenterer et skridt i den rigtige retning og rummer svar på udfordringer, der kan ses i horisonten.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det har været en livlig og interessant forhandling, som jeg gerne vil knytte tre bemærkninger til.

For det første vil jeg tage gennemførelse op, eftersom flere af Dem har nævnt særlige, specifikke spørgsmål om gennemførelse og opfølgning. Jeg vil også gerne sige noget om den diskussion om demokrati, der har fundet sted her, og knytte den til kommunikation og forhandling.

For at starte med spørgsmålene fra hr. Deprez, hr. Dehaene, hr. Barón Crespo og hr. Duff, har flere af Dem spurgt, hvad der skal ske nu i forhold til at forberede gennemførelsen af den nye reformtraktat.

Jeg forventer, at der er forberedelser i gang i alle institutionerne på den måde, at vi ser på, hvad der kræves af vores respektive institutioner - hvad angår Kommissionen, fremsættelse af specifikke lovforslag - og hvad der kræves i form af interinstitutionelt samarbejde og praktiske forberedelser. Det skal ske i fuld respekt for den ratificeringsproces, der er i gang i øjeblikket.

I Kommissionen har vores tilgang været at gøre det på en formelt set fuldstændig korrekt måde og at respektere ratifikationsprocessen - ikke forvente, men være forberedt. Så vidt jeg ved, er det også tilgangen i Rådet, hvor der er blevet gjort status, og vi ser naturligvis på samme måde på de forpligtelser, Kommissionen vil blive underlagt.

Vi vil naturligvis samarbejde med Parlamentet og sætte os ned og se på, hvad der skal gøres rent praktisk. Det er godt, at der også er drøftelser i gang i de respektive institutioner for at sikre, at alt er klart og kan håndteres på en formelt set fuldstændig korrekt måde. Vi er naturligvis ved at blive klar til at indlede det praktiske arbejde.

Der er blevet sagt meget om demokrati, hvilket minder mig om, hvad Churchill, som allerede er blevet nævnt, sagde om det: "Demokrati er den værste styreform, der findes, bortset fra alle de andre, man har forsøgt sig med i tidens løb."

Uanset hvilken ratifikationsmetode, der vælges - og det er op til hver enkelt regering og hver enkelt medlemsstat at beslutte, hvilken metode der skal bruges - vil Kommissionen respektere det og vil også betragte ratifikationer i nationale parlamenter som demokratisk legitime. Uanset hvilken metode der vælges, er det nødvendigt at kommunikere med borgerne.

Jeg vil oplyse alle, der har bedt om en konsolideret tekst, om, at beskeden fra Rådet er, at en sådan tekst vil blive udarbejdet, forhåbentligt så snart som muligt, og at vi med sikkerhed vil få en konsolideret tekst fra Rådet til foråret. Jeg ved, at der til dato er godt et dusin konsoliderede tekster tilgængelige på forskellige sprog. Jeg ved, at Overhuset har udarbejdet en konsolideret tekst, jeg ved, at det franske senat har udarbejdet en konsolideret tekst, og jeg ved, at der også findes en i Tyskland. Den findes på internettet.

Dvs. at man ikke kan bruge manglen på information som undskyldning. Alle teksterne er tilgængelige, og der er også oplysninger tilgængelige på Kommissionens hjemmeside med spørgsmål og svar og faktuel information om traktaten, vedrørende de specifikke, håndgribelige emner.

Vi er alle forpligtet til at hjælpe borgerne med at få adgang til al den faktuelle information, de har brug for, og til at have svar på deres specifikke spørgsmål.

Som svar på det, hr. Rübig sagde, ved vi fra tidligere Eurobarometer-meningsmålinger, at folk først og fremmest er interesserede i de håndgribelige emner, ikke i særlig høj grad i de institutionelle. Men jeg forventer, at flere medlemsstater også vil gennemføre specifikke meningsmålinger for at lodde den offentlige mening i de respektive medlemsstater. Det vil vi se mere af i de kommende måneder. Kommissionen vil generelt holde øje med disse spørgsmål gennem Eurobarometer.

De kan henvise borgerne og alle andre, De møder, til vores nye hjemmeside, der hedder Debate Europe. Vi har relanceret Debate Europe, så den nu indeholder den nye reformtraktat. Følg debatten, og husk at opfordre folk til at skrive indlæg og deltage i debatten på internettet.

Lad mig også sige, at jeg håber, at vi kan få unge mennesker og kvinder til at engagere sig i debatten, for når vi taler om demokrati og repræsentativt demokrati, vil vi også gerne se flere kvinder deltage i debatten, i fremtiden forhåbentlig også som ledere af vores institutioner og af EU.

Hvis kvinder ikke kan se, at de er repræsenteret, vil de tøve med igen at støtte vores forskellige projekter og beslutninger. Så det er også en demokratisk opgave og mission for os alle.

Sluttelig, hr. Nassauer kom med en meget vigtig pointe om de nationale parlamenter, og hvordan vi kan følge op på dette område og sikre dets komplementaritet. Parlamentets udvidede og styrkede rolle passer godt sammen med, at denne sag forankres i nationale parlamentariske procedurer i hver medlemsstat. Det er også noget, vi er nødt til at forberede ordentligt og grundigt med de nationale parlamenter. De spiller en stor rolle, som skal forberedes grundigt.

Tak for forhandlingen. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med Parlamentet og Rådet for at forberede gennemførelsen og vil helt sikkert gøre alt, hvad den kan, for at kommunikere og sørge for, at folk har adgang til al den information og alle de debatfora, de behøver for at diskutere Europas fremtid.

  Richard Corbett, ordfører. - (EN) Hr. formand! Denne forhandling har vist, at her i Parlamentet går et meget stort flertal af de valgte repræsentanter for vores 27 landes befolkninger ind for denne traktat. Samtlige partier, der sidder i regering i vores medlemsstater, og næsten samtlige af de vigtigste oppositionspartier i alle medlemsstater - bortset, naturligvis, fra de britiske konservative - støtter traktaten.

Alle de store kristelige demokratiske partier støtter den. Den støttes af alle de socialdemokratiske partier i vores lande. Den støttes af de liberale demokratiske partier i alle vores lande, størstedelen af de grønne partier og endda de konservative partier, bortset, naturligvis, fra de britiske konservative. Modstanden mod traktaten kommer primært fra det yderste højre og nogle på den alleryderste venstrefløj her i Parlamentet. Men det er besynderligt at se den nye politiske alliance mellem Sinn Féin og det britiske konservative parti i modstanden mod traktaten.

Nogle af dem har i dag her i Parlamentet argumenteret med, at traktaten vedtages, uden at vi har adgang til dokumenterne - at der ikke er offentliggjort en konsolideret traktat. Men som jeg gjorde opmærksom på i går, har flere medlemsstater udgivet en konsolideret version af traktaten.

Så klager de over, som hr. Bonde, at de ikke viser ændringerne til traktaten, men ændringerne har jo været tilgængelige siden december på alle sprogene i EU-Tidende. De medlemmer af Parlamentet, som siger, at de ikke har haft mulighed for at læse teksten, passer ærlig talt ikke det arbejde, de får penge for at udføre. Det er ren dovenskab.

For det andet har nogle af dem kommet og sagt, at Parlamentet bør opfordre til en folkeafstemning. Det er sjovt, at dem, der er imod, at Parlamentet har magt, og imod, at EU skal kunne sige til medlemsstaterne, hvad de skal gøre, kommer her og siger, at vi skal fortælle suveræne medlemsstater, hvordan deres interne procedurer for at ratificere en international traktat skal fungere. Det er ekstremt dobbeltmoralsk.

Og endelig bemærkede jeg, at mange af dem var fraværende fra forhandlingen i lange perioder, fordi de opholdt sig uden for mødesalen iført kyllingekostumer. Det finder jeg meget symbolsk. Det er dem, der er nogle kyllinger, for de turde ikke deltage i debatten her. De er bange for dommen fra denne demokratiske debat, en dom, som er overvældende positiv over for traktaten, og som siger, at det er en god traktat, der vil forbedre EU og gøre EU mere demokratisk.

(Bifald)

  Íñigo Méndez de Vigo, ordfører. - (ES) Hr. formand! I dag har der her været mange henvisninger til den europæiske opbygning ud fra et historisk synspunkt.

Det EU, vi har opbygget i løbet af disse 50 år, er et forhandlingens og dialogens Europa, et Europa, hvor vi respekterer hinanden, og et Europa, der stiller sig i den andens sted for bedre at forstå vedkommende. Denne opfattelse har langt størstedelen af Parlamentet understreget i den forhandling, vi har haft i dag.

Men der har også været et andet Europa til stede under denne forhandling, hr. formand, det Europa, jeg kalder de tre f'ers Europa: de forbitrede diskussioner, fordømmelserne og foragtens Europa. Og dette Europa bryder vi os ikke om som demokrater, for vi mener, at man kan diskutere, at man bør diskutere, at man bør gå i dialog, men at man ikke skal fordømme.

Efter min mening, hr. formand, er der blevet sagt mange ting her, og nogle af dem er helt forkerte.

Jeg vil især nævnte én ting. Når det bliver sagt, at Lissabontraktaten indfører nye doser af kvalificeret flertal, er det rigtigt, men man siger ikke, at Lissabontraktaten betyder en større inddragelse af Europa-Parlamentet. Hvordan kan man være medlem af Europa-Parlamentet og ikke ønske, at det får en større deltagelse i de politiske beslutninger, der berører europæerne?

(Bifald)

Jeg vil slutte med at citere Miguel de Cervantes, der som en ældre mand, ved slutningen af sit liv, sagde, at der var situationer, hvor man kunne vælge mellem at være kro eller vej. At være en kro er at blive, hvor man er. At være en vej er at fortsætte.

Jeg håber, at vi, som min politiske gruppe vil gøre det, og som størstedelen af Parlamentets politiske grupper vil gøre det, stemmer ja til Lissabontraktaten med hjertet og fornuften. Lad os give den demokratiske stemme en demokratisk opbakning til dem, der som os ønsker mere Europa til alle europæerne!

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Vi går nu over til afstemning. Dette er det første punkt i afstemningenstiden, der begynder nu.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. - (GA) Alt taget i betragtning må man sige, at EU har været en god ting for Irland.

Men denne folkeafstemning er om Lissabontraktaten. Det er irrelevant, om EU har været til fordel for Irland eller ej.

Lissabontraktaten giver EU's institutioner enekompetence inden for handelspolitik, herunder forhandliger om internationale handelsaftaler. Det bemyndiger Kommissionen til at tage initiativ til og føre forhandlinger, herunder om internationale handelsaftaler, før der skal aflægges beretning til Ministerrådet. Artikel 10, litra a bemyndiger "gennem gradvis afskaffelse af hindringer for international handel", hvilket er et ledende princip for Kommissionen i dennes samspil med tredjelande. Fra oktober 2006 har EU gjort en indsats for at fjerne "grænseoverskridende hindringer" i forhold til udviklingslande. Hindringer såsom miljøbestemmelser, forbrugerbeskyttelsesbestemmelser og sundhedsbestemmelser uden hensyn til konsekvenserne af at fjerne disse bestemmelser. Ved at tage disse to aspekter i betragtning afsløres der en stor del af det væsentlige tilbageskridt for EU i forhold til at gøre noget ved fattigdom og ulighed i verden.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Netop som ratifikationsprocessen for Lissabontraktaten er gået i gang, overskrider Parlamentet endnu en gang sine beføjelser i et forsøg på at påvirke den offentlige mening med en betænkning, der udtrykker billigelse af traktaten og presser alle EU's medlemsstater til at ratificere traktaten tids nok til, at den kan træde i kraft den 1. januar 2009. Det er et vaskeægte politisk trick, for Parlamentet har ikke beføjelse til at vedtage EU-traktater. Det er medlemsstaterne, der har beføjelserne på det område, i første omgang via regeringskonferencen og derefter gennem hver medlemsstats ratifikation i henhold til hvert enkelt lands grundlæggende lovgivning.

Eftersom EU nu ønsker at slippe uden om folkeafstemninger for at undgå endnu en forkastning af traktaten, som det skete i Frankrig og Holland i 2005, er det i princippet kun Irland, der vil afholde en folkeafstemning.

Ved at vige uden om folkeafstemninger ved hjælp af en lang række påskud afslører man sin frygt for konsekvenserne af at give borgerne mulighed for at stemme i Portugal og de andre EU-lande. Disse lande ved, at indholdet af Lissabontraktaten er det samme som indholdet i "EU's forfatning". Navnet er kun blevet ændret for at forsøge at narre borgerne i det, der udgør et ægte politisk bedrageri. Vi stemmer derfor imod betænkningen.

  Katrin Saks (PSE), skriftlig. - (ET) Det vigtigste spørgsmål for EU er Lissabontraktaten, fordi det gælder Europas fremtid og den måde, hvorpå det vil klare sig i en verden, der ændrer sig hurtigere fra år til år, end vi gør. Jeg har tre bemærkninger.

1) For det første hilser jeg det velkommen, at Frankrig, hvor krisen efter chokket i forbindelse med folkeafstemningerne begyndte, var det første land fra det "gamle Europa", der ratificerede traktaten og derved foregik andre med et godt eksempel på, at integrationen i Europa absolut er nødt til at fortsætte.

2) For det andet håber jeg, at medlemsstaterne ikke vil begynde at bruge traktaten som et politisk instrument under ratifikationen, som det skete i Slovakiet, hvor oppositionen, selv om den gik ind for traktaten, gjorde ratifikation betinget af, at regeringspartiet trak et lovforslag tilbage, som oppositionen var imod. De vigtigste EU-sager må ikke blive skudt i sænk af indenrigsspørgsmål!

3) Sluttelig håber jeg, at reformtraktaten vil sætte en stopper for alt det sludder, som nogle Europapolitikere har udspredt, om, at vi kan fortsætte med de gamle traktater. Tværtimod nødvendiggør globalisering ikke kun større engagement i at forvandle ambitioner til virkelighed, men også bredere enighed om udformningen af EU's politikker og et nyt basisdokument, hvormed det kan opnås.

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand