Indeks 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
PDF 1781k
Onsdag den 20. februar 2008 - Strasbourg EUT-udgave
1. Åbning af mødet
 2. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen
 3. Lissabontraktaten (forhandling)
 4. Afstemningstid
  4.1. (A6-0013/2008, Richard Corbett) Lissabontraktaten (afstemning)
  4.2. (A6-0471/2007, Ona Juknevičienė) Folke- og boligtællinger (afstemning)
  4.3. Lissabonstrategien (afstemning)
  4.4. (A6-0029/2008, Margarita Starkevičiūtė) Margarita Starkevičiūtė) Overordnede retningslinjer for økonomiske politikker - 2008 (afstemning)
  4.5. (A6-0503/2007, Cem Özdemir) En EU-strategi for Centralasien (afstemning)
 5. Stemmeforklaringer
 6. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen
 7. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen
 8. Kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten i 2005 (forhandling)
 9. Kosovo (forhandling)
 10. FN's Menneskerettighedsråd, syvende samling (forhandling)
 11. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)
 12. Den demografiske udvikling i Europa (forhandling)
 13. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen
 14. Videnskabeligt samarbejde med Afrika (forhandling)
 15. Dagsorden for næste møde: se protokollen
 16. Hævelse af mødet


  

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Næstformand

 
1. Åbning af mødet
  

(Mødet åbnet kl. 9.05)

 

2. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen

3. Lissabontraktaten (forhandling)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (2007/2286(INI)) (A6-0013/2008) af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om Lissabontraktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett, ordfører. - (EN) Hr. formand! Hr. Méndez de Vigo og jeg har den ære at fremlægge denne betænkning for Parlamentet på vegne af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender. Det er en betænkning, hvor vores udvalg ikke så meget har dvælet ved historien om, hvordan vi er nået frem, men har foretaget en simpel sammenligning af, hvorvidt denne nye traktat forbedrer EU i forhold til de nuværende traktater, hvorvidt traktaterne som ændret ved Lissabontraktaten gør EU mere effektivt, mere demokratisk og bedre for borgerne. Det er det, vi har gjort, og vores konklusion er klar.

Først med hensyn til demokratisk ansvarlighed: Unionen får et system, hvor al fremtidig lovgivning vil blive underkastet forudgående granskning i de nationale parlamenter og derefter en dobbelt godkendelse i Ministerrådet, som består af ministre, der er ansvarlige over for de selvsamme nationale parlamenter, og Europa-Parlamentet, som vælges direkte af borgerne til at repræsentere dem på europæisk plan. Det er en grad af granskning, der ikke findes i andre internationale strukturer. Man kan tage WTO, Verdensbanken, IMF, NATO - intet over nationalstatsniveau har samme indbyggede grad af parlamentarisk granskning, som vi får med denne nye traktat.

Den nye traktat udgør også en forbedring af Europa-Parlamentets beføjelser i andre henseender. Vi skal vælge Kommissionens formand, og vi får de fulde beføjelser over hele EU's budget sammen med Rådet, så landbrugsudgifterne ikke længere beskyttes mod parlamentarisk granskning. Parlamentet får ret til at blokere Kommissionens gennemførelsesforanstaltninger, når vi er uenige i dem. Parlamentet får så ret til at ophæve uddelegeringen af beføjelser til Kommissionen, hvis vi finder det nødvendigt. Jeg kan se, at kommissæren allerede ser bekymret ud, men det er en vigtig demokratisk sikkerhedsforanstaltning. Parlamentet får også ret til at fremsætte forslag til fremtidige revisioner af traktaten, og dets ret til at ratificere og til at godkende internationale aftaler er blevet udvidet. Om ikke andet er denne traktat en massiv styrkelse af demokratiet i EU.

For det andet forbedrer denne traktat situationen for Unionens borgere. Der er naturligvis chartret om grundlæggende rettigheder, som i hele Unionen er en garanti for, at Unionens institutioner og Unions lovgivning ikke kan være i strid med grundlæggende menneskerettighedsstandarder - de europæiske institutioner er nødt til at respektere dem. Den giver større klarhed for borgerne med hensyn til EU's kompetence. Den giver også hensigtsmæssige garantier, der kan afbøde den malplacerede frygt hos nogen for, at vi er ved at udvikle en slags centraliseret superstat i EU.

Endelig vil traktaten gøre EU mere effektivt, bedre i stand til at levere resultater på de politikområder, hvor vi ønsker at handle i fællesskab på europæisk plan. Udvidelsen af afstemninger med kvalificeret flertal, rationalisering af Kommissionens størrelse, sammenlægningen af funktionerne for repræsentation udadtil til en enkelt højtstående repræsentant, det længerevarende formandskab for Det Europæiske Råd og andre foranstaltninger bør gøre vores maskineri bedre i stand til at handle effektivt og dermed gøre Unionen bedre i stand til at levere resultater på de politikområder, hvor vi ønsker at levere resultater.

Så disse er alle dramatiske forbedringer. Der findes naturligvis dem, der vil begræde tabet af forfatningen - en forfatning, som trods alt blev ratificeret af et flertal af medlemsstaterne. Selv i de lande, der afholdt folkeafstemninger, stemte i alt 26,6 millioner mennesker for den og 23 millioner imod. Også i mit land blev den vedtaget ved andenbehandlingen i Underhuset med et stort flertal på 215. Så det var en populær forfatning i de fleste henseender, men den egentlige test består i at få 27 "ja'er" og nul "nej'er". Det er den meget høje tærskel, som den stod over for. Den klarede den ikke. Derfor opgav medlemsstaterne den, og vi er i stedet gået over til at ændre de traktater, vi har haft tidligere. Men indholdet af disse ændringer gør vores Union mere demokratisk, mere effektiv og venligere for borgerne. Jeg anbefaler dem over for Parlamentet.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Íñigo Méndez de Vigo, ordfører. - (ES) Hr. formand! Jeg vil også gerne tilslutte mig Deres lykønskninger af Richard Corbett. Efter min mening viser dette samarbejde mellem Richard Corbett og et medlem af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, hvad Europa i sidste instans er, nemlig at vi, selv om vi har forskellige idéer og opfattelser af tingene, er vi i stand til at gøre ting sammen. Vi er i stand til at gøre fremskridt for at forbedre europæernes liv. Jeg vil derfor gerne takke Richard Corbett for hans altid loyale samarbejde, altid med det mål for øje at gøre tingene sammen, at opbygge og ikke at være negative eller destruktive.

For tre år siden forelagde Richard Corbett og jeg forfatningstraktaten for Europa-Parlamentet, og i dag er vi Europa-Parlamentets ordførere for Lissabontraktaten. Det er klart, hr. formand, at nogle af os var mere ambitiøse end denne Lissabontraktat. Jeg tror, at Parlamentet var mere ambitiøst. Det er også klart, at vi befandt os i en meget speciel situation. Der var ikke sket fremskridt med ratificeringsprocessen, og det var nødvendigt at finde en politisk løsning. Og Lissabontraktaten er en politisk løsning. Det viser endnu en gang, hvad Europa er, nemlig et ønske om at opnå aftaler og at indgå kompromiser for at komme ud af krisen og kniben.

Hr. Corbett har, og jeg tilslutter mig hans ord, forklaret fordelene ved Lissabontraktaten i forhold til de traktater, der gælder i dag. Jeg vil gerne tilføje en ting, som Richard Corbett ikke har sagt, nemlig at Lissabontraktaten ikke er en forfatningstraktat. Vi har været nødt til at opgive mange af vores ambitioner undervejs, og det beklager jeg, men jeg synes også, at det væsentlige fra forfatningstraktaten er kommet med i Lissabontraktaten. Uden at det er det samme, har vi formået at fastholde det væsentlige.

Og hvad er det væsentlige? Hvad er det, vi vurderer som væsentligt? Det er det, der gør det muligt for EU at være mere demokratisk, det, der gør det muligt for EU at være mere effektiv, det er kort sagt det, der gør det muligt for EU at blive en merværdi for borgerne.

Det er det eneste, der bør motivere Europa-Parlamentet. Vi er europæernes repræsentanter, og det er dem, der skal være referencepunktet for vores handlinger. Vi befinder os på et meget vigtigt tidspunkt for Europa. Det har vi set siden i går med situationen i Kosovo.

Europa skal komme med svar på de forventninger, som europæerne har til os. Europa kan ikke føre en politik, hvor vi gemmer hovedet i sandet ligesom strudsen. Europa skal tale med én stemme i verden, Europa skal være til stede og løse de problemer, der opstår i dag, uanset om det drejer sig om klimaforandringen, bekæmpelsen af den ulovlige indvandring eller kampen mod atomspredningen. Vi skal gøre noget ved disse problemer.

Lissabontraktaten, og det er sagens kerne, giver os instrumenterne og styrken til at gøre det. Det er klart, at der er brug for politisk vilje til at gøre det, men vi har i denne traktat instrumenterne til at forbedre den nuværende situation.

Lad mig sige et par ord om det at bygge op og om at gøre tingene i fællesskab. Det er som tidligere nævnt Europa. At støtte Lissabontraktaten betyder derfor at gøre flere ting i fællesskab, at følge den samme sti. Det er som tidligere nævnt rigtigt, at vi har måttet efterlade visse ting på vejen. Paul Valéry, som var en stor digter og måske derfor også en stor europæer, sagde, at et digt aldrig bliver færdigt, men bliver efterladt. Det er korrekt, at vi har efterladt nogen ting undervejs, men det er også korrekt, at Europa-Parlamentet vil stå forrest, hvis de skal tages op igen.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarèiè, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand, mine damer og herrer! Mange tak skal De have.

På formandskabets vegne vil jeg gerne benytte denne lejlighed til at diskutere Lissabontraktaten. Først vil jeg gerne takke Europa-Parlamentet for dets arbejde og først og fremmest for betænkningen af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo.

Jeg må sige med det samme, at jeg er enig i den positive vurdering af mange af elementerne i den nye traktat. Europa har rent faktisk i et stykke tid stået over for indre og ydre udfordringer i det internationale samfund.

Derfor har vi uden tvivl brug for reformer. Ønsket om at fortsætte processen med forbedring af EU's effektivitet og dens demokratiske legitimitet fik medlemsstaternes ledere til at underskrive traktaten i Lissabon i december sidste år.

Der er blevet sagt meget om de mange fordele, som Lissabontraktaten vil føre med sig. Derfor vil jeg blot nævne de vigtigste. For det første vil den sikre, at alle institutioner, der understøtter eller sammenkæder de 27 medlemsstater fungerer bedre. Den vil forbedre effektiviteten og forenkle beslutningsprocesserne. Den vil styrke demokratiet og gøre de forskellige operationer mere gennemsigtige og - dette er meget vigtigt - gøre EU's foranstaltninger mindre fjerne for borgerne.

Vores fælles mål er at styrke Lissabontraktaten fra den 1. januar 2009. For at nå dette skal vi prioritere ratificeringen af Lissabontraktaten i alle medlemsstaterne. Lad mig benytte lejligheden til at lykønske de fem medlemsstater, der allerede har gjort dette.

Formandskabet er klar over, at ratificeringsprocedurerne er medlemsstaternes suveræne enekompetence. Ikke desto mindre mener jeg, at vi må give os selv lov til at udtrykke et ønske om, at procedurerne gennemføres uhindret, fleksibelt og uden komplikationer. Vi er overbeviste om, at Lissabontraktaten er et godt instrument og et glimrende dokument, der vil gøre det lettere at løse de nuværende udfordringer, som EU står over for.

Den fuldstændige gennemførelse af Lissabontraktaten kræver visse forberedende foranstaltninger. Formandskabet er klar over alle disse problemer og det tilhørende behov for en fælles ramme, inden for hvilken man kan gennemføre disse forberedende foranstaltninger. Vi har etableret et intensiveret samarbejde med det næste formandsland (Frankrig) og med andre institutioner. Formandskabet vil sikre sig, at dette forberedende arbejde gennemføres under tilsyn af det højeste politiske niveau, dvs. Det Europæiske Råd, som vil følge fremskridtene nøje.

Jeg vil gerne understrege, at mange aspekter af den nye traktat kun kan gennemføres efter forslag fra Kommissionen eller i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet. Formandskabet er opmærksom på disse aspekter og vil i hvert tilfælde gennemføre forberedelserne på en måde, så alle de berørte parter bliver inddraget.

Jeg vil gerne slutte med at erklære, at alle de involverede i det forberedende arbejde har handlet ansvarligt. Jeg håber, at denne adfærd vil fortsætte, fordi det er den bedste måde at bidrage til en vellykket ratificeringsproces og gennemførelsen af Lissabontraktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne hilse denne betænkning velkommen og lykønske begge ordførere med deres arbejde med at få den frem til plenarmødet. Kommissionen deler naturligvis fuldt ud det synspunkt, at Lissabontraktaten er et meget positivt skridt for Unionens fremtid. Som vi allerede har hørt, vil den bringe os videre i retning af en mere effektiv, mere demokratisk og mere gennemsigtig Union.

Inden for politik er det vigtigt at gøre de rigtige ting, fordi det er det, der giver os demokratisk legitimitet. Men det er lige så vigtigt at gøre tingene rigtigt. Så det, vi gør ved at vælge den politiske dagsorden med klimaændringer og energi, roamingafgifter, legetøjs- og fødevaresikkerhed, transportpolitik eller landbrugspolitik eller samhandel, eller hvad der nu er, er fantastisk vigtigt, og vi vil ikke lægge fødderne op, før den nye traktat er i kraft. Men samtidig skal vi se på den anden side af sagen, hvordan vi gør tingene, og hvordan traktaten vil ændre vores måde at gøre tingene på, hvordan vi kan blive mere effektive til at træffe beslutninger og fremme EU's politiske dagsorden og prioriteringer.

Et af de centrale aspekter ved denne traktat er, at den styrker Europas demokratiske legitimitet ved at ændre Parlamentets rolle, indføre mere fælles beslutningstagning, flere beføjelser i budgetanliggender og vedrørende internationale aftaler samt en mere direkte forbindelse mellem resultaterne af valget til Europa-Parlamentet og udnævnelsen af Kommissionens formand.

Den vil også give mulighed for i højere grad at inddrage de nationale parlamenter. Vi har allerede gennem disse meget positive erfaringer med samarbejdet med de nationale parlamenter, med at forankre EU's politikker samt andre elementer af participatorisk demokrati, hvor borgerne sikres direkte deltagelse.

I Deres betænkning udtrykker De naturligvis også en vis bekymring over at opgive forfatningen og over udvidelsen af opt in-ordningerne for bestemte medlemsstater. Vi ved alle - og dette har jeg sagt før - at dette var prisen, vi skulle betale for at nå frem til en aftale, der var enighed om, og jeg tror, at vi alle er klar over, at intet er perfekt - ikke engang reformtraktaten er perfekt. Den er et kompromis, men det er noget, som det er lykkedes os at blive enige om.

Ratificeringen er nu på vej, men kun fem medlemsstater har godkendt traktaten og yderligere 10 har iværksat deres procedurer, så der er helt klart lang vej endnu, og resultatet er ikke givet på forhånd.

I mellemtiden skal forberede os på, at traktaten forhåbentlig kan træde i kraft i begyndelsen af næste år, og det slovenske formandskab har fremlagt en liste over spørgsmål, hvor der skal træffes foranstaltninger med henblik på gennemførelsen. Der har allerede fundet politiske diskussioner sted på en række områder, og disse vil fortsætte i de kommende måneder. Nogle af disse spørgsmål er omfattet af Kommissionens forslag, f.eks. borgerinitiativet, som er et vigtigt led i forsøget på at skabe kontakt mellem Unionen og dens borgere.

Jeg er villig til at gøre alt, hvad jeg kan, for at sikre, at europæerne kan tage dette nye demokratiske værktøj i brug hurtigst mulig, efter at traktaten træder i kraft. Det kræver, at Kommissionens forslag er parat i tide, og samtidig er det vigtigt at gennemføre en fuldstændig høring, inden forslaget vedtages. Vi vil naturligvis holde Dem informeret om den videre udvikling, og vi ser frem til samarbejdet om dette spørgsmål.

Kommunikation med borgerne under ratificeringsprocessen - uanset hvilken ratificeringsmetode, man vælger - som skitseret af Det Europæiske Råd i juni, er også af vital betydning. Derfor, og det anbefales også i Deres betænkning, arbejder vi tæt sammen med de nationale myndigheder og Europa-Parlamentet.

Derfor vil jeg gerne takke Dem for opfordringen i Deres betænkning til et reelt samarbejde mellem EU-institutionerne og de nationale myndigheder for at give de europæiske borgere præcise og objektive oplysninger om traktatens indhold. Dette er i fuld overensstemmelse med vores fremgangsmåde, og vi glæder os til at dele vores kommunikationsprodukter og informationsmaterialer om traktaten med Parlamentet og dets kontorer i medlemsstaterne - og vi har noget godt at fortælle om: en traktat, der vil give os værktøjerne til at komme videre med udviklingen af politikker, som opinionsundersøgelserne hver gang fortæller os, at vores borgere ønsker: klimaændringer og energi, indvandringsspørgsmål, vækst og arbejdspladser, miljø og naturligvis EU's rolle på den globale scene. Det er disse ting, der både skal hjælpe os med at gøre de rigtige ting og gøre dem rigtigt.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrew Duff, ordfører for udtalelsen fra Udenrigsudvalget. - (EN) Hr. formand! Et af de mest markante træk ved traktaten bliver, at den markerer, at den fælles udenrigs- og forsvarspolitik er blevet voksen. Den indeholder forslag til radikale ændringer af EU's struktur, navnlig ved at opgradere den højtstående repræsentant til næstformand i Kommissionen og en formand for Rådet med en treparts diplomatisk tjeneste under sig. Det er vigtigt, at disse ordninger er på plads, så snart traktaten træder i kraft: forsinkelser og skænderier over byttet vil forvirre tredjelande og skabe kynisme hos den europæiske offentlighed.

Jeg anbefaler på det kraftigste Udenrigsudvalgets udtalelse for Parlamentet.

 
  
MPphoto
 
 

  Thijs Berman, ordfører for udtalelsen fra Udviklingsudvalget. - (NL) Hr. formand! Den nye traktat giver store muligheder for udviklingssamarbejde. Det skyldes især, at den nye traktat kræver, at Kommissionens foranstaltninger på udviklingssamarbejdsområdet supplerer medlemsstaternes egne initiativer. På den måde får vi omsider mulighed for en bedre koordinering mellem Kommissionen og medlemsstaterne. Det er væsentligt, og det henstillede OECD også til i det meget kritiske DAC peer review.

Der fokuseres på bekæmpelse af fattigdom, og det er godt. En væsentlig sætning er fjernet fra Nicetraktaten, nemlig den sætning, der udtrykkeligt udelukker Den Europæiske Udviklingsfond fra traktatens anvendelsesområde. Det betyder, at Den Europæiske Udviklingsfond nu kan medtages i EU's budget. Dette er højst tiltrængt, for det giver omsider også Europa-Parlamentet fuld demokratisk kontrol over den anden halvdel af EU's udviklingsaktiviteter, hvilket er nødvendigt og godt. Uden konstant kontrol fra Europa-Parlamentets side vil bekæmpelse af fattigdom imidlertid ikke kunne indtage en central plads i EU's udenrigspolitik, og det gælder i endnu mindre grad, hvis der ikke udpeges en særskilt EU-kommissær for udviklingssamarbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Carlos Carnero González, ordfører for udtalelse fra Udvalget om International Handel. - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske de to ordførere for deres fremragende indsats og takke dem for, at de, måske som en undtagelse fra det, der plejer at være reglen her i Parlamentet, har medtaget de fleste af de forslag, som Udvalget om International Handel er kommet med i forbindelse med udarbejdelsen af Lissabontraktaten.

For denne traktat bibeholder det væsentlige fra den europæiske forfatning på dette område, og det er meget vigtigt, for du over endnu en gang at gentage, at den fælles handelspolitik udelukkende er EU's beføjelse og udvide dens anvendelsesområde, indfører den også fællesskabsmetoden til beslutningstagen under denne politik, hvilket betyder mere demokrati og effektivitet, hvilket i bund og grund er det budskab, som vi skal viderebringe til borgerne via Lissabontraktaten.

Jeg var medlem af konventet. Jeg er stolt over, at Lissabontraktaten medtager det væsentlige fra den forfatning, vi dengang udarbejdede, og som blev bakket op af flertallet af landene i sin tid, men jeg er enig med medordføreren, hr. Méndez de Vigo, i, at dette ikke er enden på vejen, at dette ikke er slutningen på historien. Derfor minder Udvalget om International Handel også om nogle emner, der er blevet udeladt.

Vi står derfor med en god realitet, traktaten, og vi har nogle udsigter, der bliver bedre i fremtiden med det, vi opnår.

 
  
MPphoto
 
 

  Costas Botopoulos , ordfører for udtalelsen fra Budgetudvalget. - (EL) Hr. formand! Jeg har haft den ære at være ordfører for Budgetudvalget vedrørende de ændringer, der sker på budgetområdet. Det er de ændringer, der er mindst kendskab til, men jeg tror også, de hører blandt de mest interessante og mest karakteristiske for det emne, vi drøfter i dag, nemlig de generelle ændringer, som Lissabontraktaten medfører for vores dagligdag.

På budgetområdet får Parlamentet en rolle, der svarer til Rådets. Sondringen mellem obligatoriske og ikkeobligatoriske udgifter afskaffes. Parlamentet træffer nu beslutning om alt, og især landbrugspolitikken, hvilket er meget vigtigt. Men der sker også noget andet, nemlig ændringer i fordelingen af Parlamentets og Rådets roller inden for selve budgetproceduren. Dette ligger åbent, det ligger i fremtiden, og vi kan ikke være sikre på resultatet. Og dette, tror jeg, gælder generelt for Lissabontraktaten.

Lissabontraktaten medfører en hel række politisk vidtrækkende ændringer, som vi får mulighed for at bygge vores politiske dagsorden på, en ny politisk dagsorden, som, jeg tror, er, hvad EU har brug for i dag.

Det er altså forkert at sige, at vi er nået til vejs ende med Lissabontraktaten. Vi er ikke nået til vejs ende, men der tages et vigtigt skridt, således at vi kan fungere inden for en bedre og mere effektiv ramme med større muligheder for Parlamentet selv, og dette har stor betydning, hvis vi tager de erfaringer, der er gjort med den såkaldte europæiske forfatning, i betragtning. Det er også meget vigtigt, at denne eventyrlige rejse ikke endte med, at Europa lukkede sig om sig selv. Europa blev ikke mere defensivt, det blev mere socialt. Der er kommet flere sociale bestemmelser, flere rettigheder. Man forsøger at få Europa til at åbne sig udadtil i denne procedure, og jeg tror, dette er det vigtigste, vi kan lære, og grunden til, at Lissabontraktaten bør ratificeres.

 
  
MPphoto
 
 

  Ján Hudacký, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Industri, Forskning og Energi. - (SK) Hr. formand! Den nye EU-traktat er ganske vist ikke perfekt på alle planer, men udgør et vigtigt instrument til en yderligere og dybere integration af medlemsstaterne samt til en mere effektiv og fleksibel funktion for strukturer og institutioner både mellem EU's enkelte medlemsstater og mellem EU og den omkringliggende verden.

Samtidig åbner traktaten døren for videre udvidelser af Unionen med nye medlemsstater, så mange menneskers drøm om et fælles europæisk hjem kan gå i opfyldelse. Chartret om grundlæggende rettigheder, der er blevet en juridisk bindende del af traktaten, har naturligvis stor betydning i sig selv. Men fordi den ikke er særligt eksplicit, kan den give anledning til spørgsmål om naturlige menneskerettigheder. Udvalget om Industri, Forskning og Energi mener, at den nye traktat giver tilstrækkeligt med plads til at gennemføre fælles politikker på den ene side og på den anden side, i henhold til subsidiaritetsprincippet, sikre, at medlemsstaterne har tilstrækkelig kompetence til at køre videre med deres egne konkurrencepolitikker og -strategier, f.eks. på industriområdet.

Det Europæisk Forskningsområde vil styrke den videnskabelige og teknologiske platform. Dette vil føre til nem overførsel af videnskabelig viden og teknologi og til et ubegrænset samarbejde mellem videnskabsfolk og forskere hen over grænserne. Med hensyn til rumforskningsprogrammer glæder det os, at traktaten udgør en platform for en europæisk rumpolitik og giver eksplicit mulighed for et hensigtsmæssigt samarbejde med Den Europæiske Rumorganisation.

En vigtig succes for traktaten er aftalen om en fælles energipolitik med fokus på at forbedre det indre marked for energi, sikring af forsyningssikkerhed, energieffektivitet og -besparelser, udvikling af vedvarende energikilder og forbedring af netsammenkobling. Det forhold, at traktaten giver de enkelte medlemsstater lov til fortsat at træffe beslutninger om deres eget energimix er ligeledes en fordel. Desuden glæder det mig at kunne sige, at traktaten omfatter Euratom-protokollen, som vil bevare sin oprindelige juridiske virkning: Jeg er sikker på, at dette vil skabe de nødvendige forudsætninger for en logisk og sikker udvikling af kerneenergien.

 
  
MPphoto
 
 

  Gérard Deprez, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender støtter betænkningen fra vores kolleger hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo. Vi glæder os især over, at det i betænkningen understreges - det er en selvfølge, men det er alligevel rart at tænke på det - at det er inden for området med frihed, sikkerhed og retfærdighed, at Lissabontraktaten kommer med de fleste nyskabelser, navnlig i kraft af fjernelsen af søjlerne og indlemmelsen af det retlige samarbejde i straffesager og politisamarbejdet i fællesskabslogikken.

Dette fremskridt er vigtigt, men det er alligevel inden for vores område forsynet med et vanskeligt acceptabelt forbehold. Vores kolleger burde vide, at det i Lissabontraktaten fastsættes, at alle de foranstaltninger, der vedtages under tredje søjle, inden Lissabontraktaten træder i kraft, forbliver uden for Kommissionens kontrol og derudover uden for Domstolens kontrol i en periode på fem år, inden for så følsomme områder som overholdelse af de grundlæggende rettigheder og de grundlæggende frihedsrettigheder.

Vi har fået denne restriktive bestemmelse galt i halsen, og vi bekræfter i dag, at vi er fast besluttet på at gøre den virkningsløs for alle de retsakter, der skal vedtages inden udgangen af den aktuelle valgperiode. Vi ønsker, at der hurtigst muligt indledes interinstitutionelle forhandlinger mellem Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet, så vi kan nå til enighed om, hvordan vi kan løse dette problem.

 
  
MPphoto
 
 

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, fru næstformand i Kommissionen, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne ligesom alle andre takke vores kolleger, Íñigo Méndez de Vigo og Richard Corbett, for denne betænkning om Lissabontraktaten, og især for det fremragende stykke arbejde, de har udført. Men som en ven kan jeg også godt tillade mig at sige, at det jo er dét, de får deres penge for.

Vores forhandlinger finder sted på et tidspunkt, hvor fem medlemsstater allerede har ratificeret traktaten, og på det tidspunkt, hvor Polen netop har oplyst, at det er i færd med at forberede ratificeringsprocessen. På vegne af medlemmerne af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater og internt i PPE-DE-Gruppen vil jeg gerne gentage, at denne traktat er særdeles vigtig for at få sat nyt skub i den europæiske dynamik.

Efter to års blokering og institutionel tvivl har EU givet sig selv de værktøjer, der er nødvendige for, at det kan fungere effektivt. Efter medlemmerne af PPE-DE's opfattelse giver denne traktat Unionen mere demokrati, større synlighed og dermed større indflydelse i EU og i resten af verden.

Lissabontraktaten er politikkens tilbagevenden i Europa. Ordførerne har understreget den større grad af demokrati, klarhed, synlighed og styrkelse af EU's effektivitet som Lissabontraktatens væsentligste fremskridt. Demokratiet styrkes med udvidelsen af Europa-Parlamentets beføjelser, den eneste institution, der vælges ved almindeligt direkte valg. Den fælles beslutningstagning bliver reglen. Kommissionens formand skal vælges af Europa-Parlamentet. De nationale parlamenter kommer til at spille en større rolle med hensyn til subsidiaritet. Det er et af de elementer, som vores gruppe lægger meget stor vægt på. Europas plads i de nationale drøftelser vil ikke længere blive glemt. De har ikke længere nogen undskyldning for at kritisere os. Borgerne får initiativret. Hvis de indsamler en million underskrifter blandt de 27 medlemsstaters borgere, kan de direkte opfordre Kommissionen til at stille et nyt forslag.

Derudover vil borgernes rettigheder blive beskyttet af chartret om grundlæggende rettigheder, hvis juridisk bindende værdi knæsættes i traktaten. Vi glæder os meget over dette fremskridt. Med åbningen af Rådets lovgivningsmæssige forhandlinger for offentligheden bliver Europa mere gennemsigtigt, og med klarlæggelsen af EU's kompetencer bliver dets funktion mere forståelig.

Den stigende anvendelse af afstemninger med kvalificeret flertal i Rådet mindsker risikoen for institutionel blokering og gør det muligt at få gennemført de nødvendige fælles politikker. Desuden vil Europa slå sig fast som politisk aktør på den internationale scene. På de områder, hvor Unionen har kompetence, vil den give sin mening til kende og træffe de nødvendige beslutninger på det energipolitiske, udenrigspolitiske og miljøpolitiske område samt med hensyn til det retlige samarbejde og politisamarbejdet.

På energiområdet indfører traktaten et retsgrundlag for en europæisk politik vedrørende energiforsyning og vedvarende energikilder. På det udenrigspolitiske område vil Unionen langt om længe blive repræsenteret af Unionens højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik. I en verden, der ændrer sig, i forbindelse med de mange forskelligartede udfordringer skal EU have midlerne til at slå sig fast som en nøgleaktør over for sine partnere på verdensplan.

Jeg konstaterede det igen for kort tid siden i Mellemøsten, hvor man kræver mere af Europa. Ikke blot af det Europa, der betaler, men af det, der lægger hele sin politiske vægt i, og det samme vil blive tilfældet i Kosovo og Balkanlandene. Med hensyn til det retlige samarbejde og politisamarbejdet er det afgørende, at Unionen træffer slagkraftige, koordinerede foranstaltninger for at bekæmpe kriminalitetens og terrortruslernes globalisering.

Lissabontraktaten giver Unionen midlerne til at iværksætte dybtgående reformer i denne forbindelse. Ved at bliver mere forståeligt og mere forenet vil EU slå sig fast som verdens førende magt med hensyn til bekæmpelse af klimaændringer. Det vil udsende klare budskaber til vækstlandene for at opmuntre dem til at gennemføre en veritabel strategi for bæredygtig udvikling.

Medlemmerne af PPE-DE-Gruppen er overbevist om, at disse områder skal omfattes af europæiske politikker. Men mange af os beklager naturligvis, som ordførerne understreger, at forfatningsmodellen og henvisningen til de europæiske symboler måtte opgives.

Den største udfordring er nu at få traktaten ratificeret. På vegne af PPE-DE-Gruppens medlemmer opfordrer jeg medlemsstaterne til at følge efter Ungarn, Slovenien, Rumænien, Malta og Frankrig og omgående ratificere Lissabontraktaten, så den kan træde i kraft allerede i 2009.

Jeg håber, at formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, Martin Schulz, i dag vil følge mit eksempel.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg behøver nok ikke endnu en gang komme ind på detaljerne i Corbett-Méndez de Vigo-betænkningen. Det har ordførerne og medordførerne i de medvirkende udvalg allerede gjort tilstrækkeligt. Derfor kan jeg tillade mig at fokusere på et lidt mere principielt spørgsmål i mit indlæg, et spørgsmål, som hænger sammen med, at man på en dag som denne, hvor Europa-Parlamentet skal tage stilling til et grundlæggende værk i den europæiske integrationshistorie, må stoppe op et øjeblik og spørge, hvorfor vi gør det. Hvad er det egentlige mål med denne øvelse? Hvorfor har vi brug for denne traktat?

I dette kontinents folks historie er 100 år kort tid. Men hvis man ser 100 år tilbage i tiden, til 1908, så var Tyrkiet regeret af en sultan. Rusland blev regeret af zaren. Denne by hørte til Det Tyske Rige, som blev regeret af Wilhelm den Anden. Frankrig havde et kæmpestort kolonialrige, og Storbritannien havde sit empire. For 50 år siden havde den begivenhed, der fandt sted for 75 år siden, nemlig Adolf Hitlers magtovertagelse, været fortid i 25 år. I mellemtiden havde Josef Stalin begået sine grusomme forbrydelser, Auschwitz var sket, og for 50 år siden cementerede de to blokke, Sovjetunionen under ledelse af Nikita Krustjov, og USA under ledelse af Eisenhower, efterkrigsordenen på Jalta. For 25 år siden var Sovjetunionens kraft opbrugt, og på den anden side kastede verden sig ud i den fejlslagne "reaganomics" inden for økonomien.

I dag kan vi slet ikke forestille os, hvordan det vil se ud om 25 år. En ting er sikker: Den eneste chance, som de stater, der beherskede verden for 100 år siden - Frankrig og Storbritannien - har i dag for at kunne sikre deres indflydelse i verden og måske kunne medvirke endnu om 25, 50 og 100 år, er ikke, at man sætter fine flag op, men at man spørger sig selv, hvordan man i en verden, der er blevet mindre, med begrænset indflydelse - fordi der er blevet mange flere medspillere som f.eks. Kina, Indien eller det latinamerikanske kontinent - hvordan man i denne globale landsby som ansvarlig politiker kan sikre sit folks, sit lands andel i demokratiet, i velfærden, i den sociale stabilitet i verden.

Det kan man ikke længere gøre alene. Det kan man kun gøre i fællesskab, for europæernes vedkommende i det mindste. Måske kan USA overleve alene i denne globale konkurrence. Måske også Kina, måske også Indien - selv om Kina og Indien allerede i dag indgår teknologiske samarbejdsaftaler med hinanden. Når vi taler om denne traktat, vil jeg gerne tale om, hvorfor vi egentlig aldrig diskuterer, at Kinas og Indiens industri- og udviklingsministre mødtes sidste år for at indgå en samarbejdsaftale.

Her indgår to lande, som udgør en tredjedel af verdens befolkning, en samarbejdsaftale! Og vi europæere, hvad gør vi? Vi går den rigtige vej, selv om vi endnu ikke går den konsekvent nok og ikke hele vejen, men vi går den rigtige vej, den vej, som vi beskriver med sætningen: Enighed gør stærk! Hvis man går enegang, vil man tabe i det lange løb. Vinderne bliver dem, der sejler i konvoj, som styrer deres skib ind - ikke bag et flagskib, men i en linje af ligeberettigede skibe - uanset om det er store eller små stater, vi er alle ligeberettigede i denne union. Men vi slutter os sammen i en ramme, som giver os mulighed for at samarbejde i øjenhøjde med andre regioner af denne verden, økonomisk, socialt, demokratipolitisk for at sikre menneskerettigheder og fred i verden. Det er formålet med denne traktat!

Derfor vil vi socialdemokrater og socialister i Parlamentet af dyb overbevisning stemme for denne traktat og vores ordføreres udtalelse om denne traktat, fordi vi tror, at det er den rigtige vej. De, som for 100 år siden prædikede, at verden skulle heles ved det tyske væsen, eller at Pax Britannica skulle beherske verden, eller at den franske overlegenhed skulle regere i Communauté Francaise, eller at cæsaropapismen, som herskede i Moskva på det tidspunkt, og som førte til, at man skulle tilbede et menneske som kejser og gud, de, som fortalte verden, at fanen var det vigtigste, som man skulle slutte op om, og ikke fredens ånd, som vi anser for det vigtigste, de, som hævder, at nationalisme og forrang for det nationale fører til målet, til dem kan man kun sige, at de 100 års historie, der ligger bag os, beviser det modsatte.

Francois Mitterrand udtalte her i Parlamentet den rigtige sætning, at nationalisme i sidste ende kun fører til én ting, nemlig krig. I den europæiske historie er der ført bevis for, at ultranationalisme altid betyder krig. Vores modtræk er dette: Nationalisme vil aldrig være fremtidens løsning! Folkenes fællesskab, det er fremtidens løsning, det er formålet med denne traktat.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Andrew Duff, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Verden venter på en Europæisk Union med en forstærket kapacitet til at handle på verdensscenen.

Inden for Unionen findes der masser af mennesker, der ønsker at se en ende på de tilsyneladende uendelige skænderier om vores styreform. Selv om jeg har moret mig ved regeringskonferencen og tidligere på konventet, taler jeg vist på alles vegne, når jeg siger, at vi er enige i, at vi bør afklare nogle af de mere besværlige problemer i et stykke tid fremover. Jeg ser bestemt frem til et tidspunkt, hvor vi kan fokusere på at forbedre kvaliteten af den politik, der strømmer ud af Bruxelles og Strasbourg. Det tidspunkt indtræffer, når Lissabontraktaten træder i kraft, fordi den på en vellykket måde forbinder politisk forandring med ønskværdige og nødvendige reformer af beføjelser, instrumenter og procedurer.

Der findes dem - helt klart her i salen - der foretrækker at forkaste traktaten og stille uret tilbage til Nice og måske endnu længere tilbage til det 19. århundredes tankegang. Disse mennesker omfatter desværre det britiske konservative parti, der undlader at fremme en fælles europæisk løsning på de fælles problemer, vi alle står over for som europæere.

Jeg ved, at Det Forenede Kongerige er et underligt øsamfund, og det er korrekt, at selv landets regering er for bange for at udfordre nationalister og fremmedhadere og har insisteret på at vælge selvødelæggende opt out-løsninger på centrale områder for den europæiske enhed, hvilket presser Storbritannien ud i periferien. De Liberale beklager dette og ser frem til et tidspunkt, hvor Det Forenede Kongerige finder en mere behagelig placering i den stærkere og mere forenede demokratiske og effektive Union, som denne fantastiske traktat giver lovning på.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. - (GA) Hr. formand! EU's ledere underskrev reformtraktaten for EU i december sidste år. Denne traktat vil sikre, at EU kan fungere mere effektivt i de kommende år.

En mere effektiv Union betyder en stærkere økonomi for Europa og for Irland. Enhver institution, der har været til stede i 50 år, foretager ændringer for at tage nye udfordringer op. Den irske befolkning har særdeles gode grunde til at stemme for denne traktat.

(EN) De økonomiske og finansielle fordele ved deltagelsen i EU er indlysende for enhver i alle medlemsstaterne. Det indre marked er rent faktisk en af de vigtigste udviklinger, som vi har været vidne til gennem de sidste 30 års udvikling inden for EU. Og det er klart, at enhver organisation, der er startet med seks medlemsstater, har brug for regelændringer, når den bevæger sig videre og vokser.

Derfor tror jeg, at den irske befolkning vil stemme ja ved den kommende folkeafstemning om traktaten. De vil stemme for, fordi de har set kolossale direkte investeringer fra udlandet gå i retning af Irland. De har set en kolossal udvikling af infrastruktur og social udvikling på øen Irland. De har set det fantastiske arbejde for fred på øen Irland, hvor tidligere splittede samfund er gået sammen. Og de, der peger fingre og siger, at "EU tager fejl" eller "EU er dårligt" og "se, hvad EU laver", overser fuldstændig fakta: social udvikling, økonomisk udvikling, kulturel udvikling. Rent faktisk glemmer mange, når de taler om Europas indsats på verdensscenen, at alene i 2006 bidrog EU-27 med 46 milliarder euro til udviklingslandene. EU er således den største donor for udviklingsbistand i verden.

Derfor har jeg tillid til, at den irske befolkning, når den får de korrekte forklaringer i løbet af de kommende måneder, vil sikre en ratificering af denne traktat.

 
  
MPphoto
 
 

  Johannes Voggenhuber, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Otte år, to konventer, tre regeringskonferencer og to traktatforslag skulle der til for at nå frem til det resultat, som vi tager stilling til i dag. Tillad mig på dette sted og efter denne lange tid også meget personligt at sige tak, fordi jeg fik lov at repræsentere Europa-Parlamentet i begge konventer og sammen med Andrew Duff være Parlamentets ordfører for såvel chartret om grundlæggende rettigheder og forfatningen. Det har været den største ære i mit politiske liv.

Indholdet og resultaterne i denne traktat er blevet beskrevet udførligt. Det er ikke småting! Her lægges fundamentet til det første supranationale demokrati i historien. Den mest moderne og omfattende kodeks for grundlæggende rettigheder bliver gjort til europæisk lov. Forankringen af de sociale mål og rettigheder viser os vejen til den næste opgave, nemlig at skabe og opbygge en europæisk social union. Med status som selvstændigt retssubjekt går unionen fra at være et forum for løst samarbejde mellem stater til at være en historisk, ansvarlig aktør. Hvis det lykkes os at vække denne traktat til live, går den politiske enhed fra at være et projekt for eliten og regeringerne til at være en res publica.

Alligevel er jeg i dag ikke helt sikker på, om vi er os bevidst, at vi foretager denne bedømmelse i en meget vanskelig og særegen situation i den europæiske historie. Jeg læste i sidste udgave af det tyske magasin Spiegel den tidligere amerikanske udenrigsminister Henry Kissingers udtalelser under overskriften "Europæerne vil ikke forstå". Selv om jeg godt kan forstå, at hr. Schulz umiddelbart instinktivt ryster på hovedet, vil jeg gerne citere en stemme udefra. Som "denne epokes primære udfordring overhovedet" betegner Henry Kissinger nationalstatens forsvinden i Europa. Og han skriver videre: "Problemet i dag er, at nationalstaterne ikke bare har overdraget dele af deres suverænitet til EU, men også har knyttet deres fremtidsvisioner tæt sammen med EU's fremtid. EU har imidlertid ikke sans for visioner og skaber ikke den samme loyalitet. Der er opstået et vakuum mellem Europas fortid og Europas fremtid."

Det er den bedste beskrivelse af det øjeblik, hvor vi tager stilling til denne traktat. Han kaster et skarpt lys på, hvad det er, regeringerne har gjort med forfatningsforslaget. For med alle disse marginaler og ændringer af indpakningen, som vi selv har foretaget den ene gang efter den anden for at redde det, der var opnået, hvorefter vi har forsøgt trods alt at stemme for det, det er ensbetydende med et tab af europæisk ånd og kraft til at skabe identitet, etablere loyalitet og vinde borgerne for sagen. Kraften til at begynde forfra, skabe nye ordninger, finde nye løsninger, hele tiden, hver dag starte forfra, det er Europa. Denne kraft er blevet svækket betydeligt af den rent ud sagt reaktionære holdning hos de nationale regeringer, som har taget kraften ud af den europæiske forfatning og den opbrudsstemning, der var forbundet med den. Det må vi ikke glemme, heller ikke i lyset af de reelle landvindinger i denne traktat. Da det nu ikke er lykkedes at gøre borgerne til den suveræne magt i EU, vil Parlamentets primære opgave fremover være at opfylde ånden i denne forfatning, at gøre denne union til en borgernes union og ikke længere en staternes union, og at finde styrken til at gøre den europæiske integration til en res publica og vise Europas styrke til at skabe nye identiteter sammen med borgerne.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Mary Lou McDonald, for GUE/NGL-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Lissabontraktaten vil kun blive udsat for en demografisk granskning i Irland. Der findes tydeligvis en frygt for folkeafstemninger i andre lande, og jeg spørger mig selv hvorfor. Hvorfor, når vi taler så meget om demokrati? Hvem her frygter folkets stemme?

I denne sal taler vi fredens sprog, men alligevel forpligter Lissabon os til at foretage yderligere forhøjelser af Unionens militærudgifter og til at fortsætte støtten til våbenindustrien i Europa. Hvorfor insisterer vi på at efterligne USA? Tror vi virkelig, at det vil fremme en fredelig verden, at vi skaber et europæisk modstykke? Det gør jeg ikke.

Vi kører videre med myten om, at EU sætter pris på offentlige tjenester og arbejdstagerrettigheder, selv om alle praktiske resultater modsiger dette. Spørg folkene hos Vaxholm eller arbejdstagerne på Irish Ferries om EU's engagement i hævdelsen af arbejdstagerrettigheder.

Hvorfor er det, at vi lykønsker os selv med at være store bistandsdonorer til udviklingslandene, og samtidig udformer partnerskabsaftaler, der tvinger fattige lande til at åbne deres markeder for Europas økonomiske ambitioner?

Hvordan kan nogen af os her i dag, der tror på demokrati, fred eller offentlige tjenester, støtte Lissabontraktaten? Traktaten drejer sig ikke om reformer eller effektivitet; den er en blankocheck for yderligere udhuling af demokratiet, og dens bestemmelser, der giver mulighed for, at den kan ændre sig selv, alene er bevis for dette. Det er et charter om yderligere privatisering. Den betyder ingen fremskridt for miljøet, ikke noget nyt om beskyttelsen af arbejdstagernes rettigheder, og den giver magtfulde EU-institutioner frit spil til at militarisere EU yderligere. Vil Europas befolkning støtte en sådan traktat? Det tror jeg ikke, og måske er det derfor, de ikke bliver spurgt.

Som irer og som stolt europæer ønsker jeg, at mit land har frihed til at træffe beslutninger i vores folks bedste interesse. Jeg ønsker, at alle medlemsstater, små såvel som store, skal have lige adgang til denne ret. Kollektivt og demokratisk kan vi skabe positive forandringer og skabe resultater for vores befolkning og for den globale landsby. Vi er nødt til at reformere EU for at få mulighed for at nå disse ting og at skabe det Europa, som vores befolkning ønsker og fortjener. Lissabontraktaten er en dårlig aftale for Irland, den er en dårlig aftale for Europa, og den er en dårlig aftale for verden som helhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det, som Europa-Parlamentet er i gang med her i dag med denne forhandling og den efterfølgende afstemning, er intet mindre end et massivt snyderi. Man fortæller en masse løgne, fordi De ikke ønsker, at Europas befolkning skal afholde de folkeafstemninger, som De har lovet dem. Det er den politiske klasse, der påtvinger befolkningen sin vilje.

Vi kender alle sandheden, som er, at Lissabontraktaten er det samme som EU-forfatningen - med præcis det samme antal nye beføjelser og præcis det samme antal områder, hvor vetoretten afskaffes. Den er stort set identisk i alle henseender, og den er en forfatningstraktat, fordi den giver EU fuld juridisk personlighed, og værre endnu giver den Unionen mulighed for at ændre sig selv fremover, uden at man er nødt til at afholde flere regeringskonferencer. Den giver EU mulighed for praktisk taget at lovgive om hvert eneste aspekt af vores liv.

Jeg får imidlertid at vide, at jeg ikke skal bekymre mig, fordi flaget og hymnen er blevet droppet. Men det er jo det rene snyd! Vi har et kæmpestort flag foran os her. Det er det rene nonsens. Det er alt sammen en del af løgnen. Sandheden er, at De er for bange til at afholde en folkeafstemning. De ønsker ikke at høre befolkningens stemme, og nu tyr De til totalitære midler for at få denne traktat igennem.

Vi hørte hr. Cohn-Bendit sige, at de, der modsætter sig denne traktat, er sindssyge. Vi hørte hr. Schulz sige, at de af os, der protesterer over det uærlige i dette projekt, opfører sig som nazisterne tilbage i 1930'erne. Tjah, jeg tror, at de almindelige, anstændige mennesker i Europa selv vil kunne regne ud, hvem ekstremisterne er.

Jeg må sige, at jeg ønsker Irlands befolkning og dem, der tror på demokratiet, al mulig succes om et par måneder. Jeg håber, at de kommer med et stort og højlydt nej, og jeg håber, at man vil høre den europæiske befolknings stemme, og ikke bare Deres stemme, den politiske klasses stemme. De er måske selvtilfredse i dag, men De vil stadig oftere blive målet for foragt.

 
  
MPphoto
 
 

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg afviser denne betænkning, og jeg afviser den traktat, som den understøtter. Før folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene hørte vi meget tom snak her i Parlamentet om folkets vilje. Hvorfor? Fordi EU's politiske elite i deres arrogance troede, at befolkningen ville lade sig narre af deres propaganda om forfatningen. Da befolkningen pludselig så sandheden, stak de af med halen mellem benene, og de har løbet lige siden, skrækslagne for, at vælgerne vil forkaste dem igen.

Derfor har fokus gennem de seneste tre år været at udklække en mellemstatslig sammensværgelse for at pådutte Europas befolkninger denne forfatning uden at turde spørge dem om deres mening. Hvilken arrogance, hvilket tyranni! Det er naturligvis meget passende, fordi denne forfatning drejer sig om at overføre flere og flere nationale beføjelser til despoterne i Bruxelles - de, der er for bange til at afholde en folkeafstemning.

 
  
MPphoto
 
 

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne påpege, at det er uacceptabelt, at nogen her i Parlamentet erklærer sig som folkets eneste talsmand og taler om alle andre, som om de kun repræsenterer den politiske elites holdning. Det er en uacceptabel indstilling.

Mange af os her i salen og mange borgere i Europa, som vi repræsenterer, mener, at der er behov for et stærkere Europa. For nylig har de nye medlemsstater også erkendt, at problemet med Europa ikke er, at det begrænser vores suverænitet eller fjerner vores muligheder, men at det ikke har muligheder nok for at gennemføre fælles foranstaltninger. Denne nye traktat, Lissabontraktaten, vil give mulighed for netop dette.

Naturligvis er der også mange af os, der ikke er helt tilfredse med det, Lissabontraktaten indebærer. Samtidig må vi sige, at tiden er inde - når Lissabontraktaten er blevet ratificeret - til en tidsalder, hvor vi kan gennemføre det nye Europa, denne nye struktur, der skabes med Lissabontraktaten, i praksis. Vi har med andre ord brug for et stærkere Europa og en rolig konsolideringsperiode i de kommende år.

Jeg er særligt glad for, at dokumentet også indeholder et udtrykkeligt forbud mod diskrimination mod personer, der tilhører mindretal. I EU taler vi meget om værdier og om diversitet, men Europas beskyttelse af mindretal har indtil videre været noget vakkelvorn. Denne mulighed og den passage, hvor der henvises til den, åbner nye muligheder for, at Europa kan omsætte den retorik, der normalt forbindes med disse spørgsmål, til virkelighed. Vi kan trods alt ikke tale om værdier og fælles principper, hvis vi lader byggestenene i Europa, mindretallene og de enkelte etniske samfund stå uden for processen.

Jeg hilser traktaten velkommen og lykønsker ordførerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Der er allerede blevet talt meget om, hvad menneskene i Europa ønsker. Her kan jeg tilslutte mig den foregående taler: De ønsker et styrket EU. Hvorfor? Nogle ser globaliseringen som en stor chance, og de ønsker, at Europa skal udnytte denne chance. Mange - sandsynligvis flere - mennesker ser globaliseringen som en risiko. De er bange for den, og de ønsker, at Europa skal hjælpe dem med at overvinde ulemperne ved denne globalisering.

I denne forbindelse må man naturligvis spørge, hvad reformtraktaten bidrager med. Den traktat, som de to ordførere har lavet en vældig god betænkning om. Svaret er klart. Reformtraktaten styrker EU uden at give køb på demokratiet. Tværtimod. Der kommer mere demokrati til Europa-Parlamentet, til de nationale parlamenter og alligevel en handlekraft til EU, som etableres med denne traktat. Det er det afgørende. Derfor mener jeg, at mange af de europæiske borgeres interesser er godt repræsenteret.

Hvad skal vi så stille op med denne fælles handlekraft, som også og især kommer til udtryk med den højtstående repræsentant, der som næstformand i Kommissionen kan gøre mere for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik? Sammen med f.eks. energispørgsmålene og den øgede energikompetence, som reformtraktaten giver EU, kunne vi langt om længe føre en handledygtig udenrigspolitik på energiområdet, som sætter os i en bedre udgangsposition over for Rusland og andre store energimagter. Sammen med kompetencen på udenrigshandelsområdet kan vi også bedre repræsentere vores arbejdstageres og erhvervslivs interesser i de internationale handelsrelationer. Sammen med kompetencen på miljøområdet, som vi har, kan vi også sørge for, at vores mission trading og de andre miljømål, som vi vil nå, ikke fører til, at vores erhvervsliv og vores arbejdstagere bliver skadet, men at miljøet globalt set bliver bedre.

Det er denne reformtraktats store fortjeneste - derfor støtter jeg også helt klart ordførernes arbejde - at sørge for, at EU bliver både mere handledygtigt og mere demokratisk.

 
  
MPphoto
 
 

  Bronisław Geremek (ALDE). - (PL) Hr. formand! EU's vedtagelse af Lissabontraktaten bliver en vigtig begivenhed i Europas historie og EU's historie. Den betænkning, som er præsenteret i dag, giver Parlamentet mulighed for klart at udtrykke, hvilken betydning Lissabontraktatens vedtagelse har.

Jeg håber, at traktaten bliver ratificeret på samme måde, som den blev underskrevet. Jeg er glad for, at mit land, Polen, har meddelt, at det hurtigt vil ratificere Lissabontraktaten. Jeg vil også gerne tro, at der findes en indre enhed mellem den ratificerede traktat og chartret om grundlæggende rettigheder. I chartret om grundlæggende rettigheder fastsættes en værdiverden, EU's ideologiske fundament. Og det er derfor en stor fejltagelse at adskille disse to retsakter, ja jeg vil sågar sige, at det er udtryk for politisk skizofreni. Disse to retsakter er stærkt forbundet med hinanden.

Jeg er overbevist om, at Lissabontraktaten vil gøre EU mere sammenknyttet. Den skaber mekanismer. Traktaten skaber ikke en stiv og entydig fastlagt lovgivningsramme. Den skaber mekanismer, som EU kan bruge til at udvide integrationen. Traktaten skaber nemlig et perspektiv, hvor EU har en politisk dimension. Den skaber et perspektiv, hvor EU er i stand til at skabe en solidarisk politik. Den skaber en situation, hvor de store EU-institutioner kan arbejde sammen, og den skaber plads for borgeren og dennes daglige bekymringer og vilje til at deltage i den europæiske proces, hvilket måske er det vigtigste.

Og jeg tror, at en europæisk ånd dannes takket være denne traktat, og ånden vil netop gøre det muligt at fortolke traktaten. Uklarhederne i traktaten skaber råderum for Parlamentet og alle institutionerne til at skabe det, som vi gerne vil opbygge. Og den rolle, som spilles af EU's formand, Kommissionens formand, Parlamentets formand, udenrigsministeren og den højtstående repræsentant, vil derfor afhænge af både personerne og samarbejdet. Og jeg vil sige, at jeg håber, at alle disse fire ansvarsfulde stillinger i EU vil blive udpeget ved valg. Og jeg synes, at Lissabontraktaten allerede nu gør det muligt at forene kommissionsformandens funktion med EU-formandens. Det vil styrke EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogdan Pęk (UEN). - (PL) Hr. formand! Den europæiske integrationsproces er i sig selv ikke noget dårligt, tværtimod. Hvis den blev gennemført ærligt, efter principper om solidaritet og virkelig udvidelse af demokratiet, ville den generelt være accepteret. I dag stiger der imidlertid en ånd til vejs over denne bygning og EU, der består af generel hykleri. Man kan ikke benægte, at opbygningen af denne pseudoeuropæiske stat, hvilket er beskrevet i traktaten, betydeligt begrænser det reelle demokrati, der i virkeligheden bliver til et formulardemokrati.

I selve Parlamentet er medlemmernes demokratiske ret til at udtale sig og manifestere deres politiske vilje blevet begrænset. De europæiske institutioner og det europæiske bureaukrati overtager de vigtigste kompetencer, og den største stat er ikke i stand til at illegalisere et parti, der tydeligvis er fascistisk, og som opfordrer til ændring af de europæiske grænser.

De taler i dag om den fælles energipolitik. Hvorfor hersker der ikke almindelig opstandelse her i Parlamentet over den rørledning, som Tyskland og Rusland fører gennem Østersøen hen over hovedet på Polen, Litauen og Estland, hvilket gør det muligt for Rusland at afskære energiforsyningen til disse lande? Derfor tror vi ikke på Deres gode intentioner. Tro er fremtidens fundament, for tro kan kun bygges på sandhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Jeg accepterer fuldt ud, at det i en Europæisk Union med 27 medlemsstater er nødvendigt at ajourføre arbejdsmetoder og regler, der fungerede i en Union med 15 lande og mindre. Jeg anerkender også, at meget af indholdet i Lissabontraktaten, såsom styrkelsen af Parlamentets beføjelser og åbningen af Rådets beslutningsproces, er positivt og fornuftigt. Men når man kigger på detaljerne fra mit synspunkt som repræsentant for Skotland, er jeg alvorligt bekymret over nogle af de mangler, som kommissær Wallström indrømmede.

For det første gør man meget ud af de nationale parlamenters ret til at gribe ind, men det gælder naturligvis ikke det skotske parlament eller andre statsløse nationer, som har fået overdraget parlamentariske beføjelser.

For det andet gav traktatprocessen ikke nogen løsning på spørgsmålet om ét arbejdssted for Europa-Parlamentet, hvilket betyder, at vi stadig befinder os i en situation, hvor vi skal pendle mellem Bruxelles og Strasbourg, en situation, der ikke kan forsvares.

For det tredje kan jeg ikke støtte, at den fælles fiskeripolitik er medtaget som en af kun fire af Unionens enekompetencer i henhold til traktaten. Jeg er bange for, at dette kan udgøre en alvorlig hæmsko for processen i retning af radikale reformer og forandringer af fiskeriforvaltningen, idet man bevarer den overcentraliserede fiasko, som den fælles fiskeripolitik er blevet til. Dette er særligt inkonsekvent på et tidspunkt, hvor Rådet i december sidste år gjorde et første forsøg i retning af decentralisering, da det anerkendte den skotske indførelse af frivillige foranstaltninger og gav dette et element af lokal kontrol i år.

Mit parti var fortaler for en folkeafstemning om forfatningen. Denne traktat har måske en anden juridisk status, men indholdsmæssigt er den ikke ændret. Derfor er SNP blot konsekvent, når det støtter en folkeafstemningen om traktaten. Vi er ikke bange for en offentlig debat om Europa. Tværtimod er det centralt for vores vision at skabe et nyt forhold mellem Skotland og EU. Jeg ønsker at se Skotland komme med i familien af europæiske nationer og spille en konstruktiv rolle i beslutningstagningen som en medlemsstat og ikke som en observatør ude på sidelinjen.

 
  
MPphoto
 
 

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Jeg går ind for Europa, og derfor støtter jeg som venstreorienteret Lissabontraktaten. Jeg støtter imidlertid ikke den stærkere betoning af militære aspekter. Jeg vil i dag gerne minde om, at den uddybning af den europæiske integration, som er opnået med traktaten, især er tilkæmpet i en barsk konfrontation med såkaldte euroskeptiske synspunkter, som i virkeligheden for det meste er nationalistiske. Nu skal resultaterne forsvares, og jeg håber, at denne omfattende reform af EU kan træde i kraft.

Lissabontraktaten bevarer mange fremskridt fra den tidligere forfatning. Den skaber især grundlaget for, at EU bliver betydeligt mere demokratisk og kommer tættere på borgerne. Og EU kan også blive mere socialt. Med forankringen af traktatbestemmelser som målet om fuld beskæftigelse, princippet om en bæredygtig social markedsøkonomi, med den sociale klausul som siger, at alle retsakters sociale konsekvenser skal kontrolleres, og med den nye protokol om forsyningspligtydelser er det efter min mening endelig lykkedes at bryde den neoliberale beton i Maastrichttraktaten op.

Lissabontraktaten er en chance for at supplere den økonomiske og monetære union med en social union. Derfor er det vigtigt fortsat at bekæmpe den neoliberale tidsånd i Europa. Det må ikke lykkes for fortalerne for denne ideologi at gør EU til en frihandelszone uden socialt ansvar. Der skal sættes en stopper for kapløbet om skattenedsættelser og løndumping med de fatale sociale konsekvenser, og det er nødvendigt at indføre mindsteløn i alle EU-stater.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg giver stadig en flaske rigtig god vin til den, der kan give mig bare ét eksempel på en lov, der kan vedtages med forfatningen og ikke med Lissabontraktaten. Efter min mening er de juridiske bestemmelser helt identiske. Forskellen ligger udelukkende i præsentationen. Sarkozys minitraktat bliver nu på omkring 3.000 sider i stedet for de 560 sider i den forkastede forfatning.

Flertallet har ret til at godkende traktaten, men De har ingen ret til at nægte den normale parlamentariske gennemgang af denne Lissabontraktat. Jeg har stillet mere end 700 seriøse spørgsmål om fortolkningen af de forskellige artikler. De kender ikke svarene. De kan ikke forklare, hvorfor man i den danske oversættelse har glemt det nye "supplerende borgerskab" eller afskaffelsen af nationalregeringernes ret til at foreslå deres egne kommissærer.

De fleste af Dem har ikke læst og kan ikke læse traktaten, fordi De stadig ikke har modtaget det fuldstændige indhold af forhandlingerne ved regeringskonferencen i en konsolideret udgave. De godkender hemmeligholdelse i stedet for gennemsigtighed. De godkender en reduktion af det parlamentariske demokrati i stedet for at insistere på Parlamentets ret til at repræsentere vores vælgere og stille spørgsmål til den udøvende magt på vegne af den halve million borgere, vi repræsenterer.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Man hører hele tiden, at Lissabontraktaten vil gøre Europa funktionsdygtigt. Man hører, at denne traktat vil have en gunstig effekt. Jeg, som er meget kritisk over for denne traktat, kan på vores børns og børnebørns vegne kun håbe, at det er sandt. For hvis det ikke er sandt, hvis denne traktat skulle føre os ind i en blindgyde, så hjælpe os Gud.

Det står i hvert fald fast, at denne traktat, som EU's establishment nu med vold og magt vil presse igennem, som udgangspunkt har dårlige udsigter, fordi den demokratipolitisk set lader hånt om alt, hvad den overhovedet kan. Naturligvis bliver de nationale parlamenter marginaliseret. Naturligvis bliver folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene koldt og kynisk vendt om. Og sandsynligvis vil man - hvis Irland skulle stemme imod traktaten - finde en måde eller en vej til at ignorere denne afstemning. Jeg er imod denne traktat, fordi jeg er for Europa!

 
  
MPphoto
 
 

  Timothy Kirkhope (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Denne betænkning støtter Lissabontraktaten og erklærer helt tydeligt i den forbindelse, at den er en betydelig forbedring af de eksisterende traktater. Man fremfører, at det er ønskeligt, at Lissabontraktaten er ratificeret af alle medlemsstaterne inden udgangen af indeværende år, og man hævder, at den vil udgøre en stabil ramme for Unionens fortsatte udvikling fremover.

Jeg må sige som britisk konservativ, at jeg desværre ikke er enig i alt dette, men jeg gør det i al venskabelighed og ikke ud fra et yderliggående eller nihilistisk standpunkt, som andre tilsyneladende tager udgangspunkt i. Jeg har fra starten gjort det klart, at denne traktat eller forfatning ikke er den bedste vej frem for Europa på nuværende tidspunkt. De konservative støtter et Europa bestående af uafhængige stater, der arbejder tæt sammen for at løse udfordringerne med globalisering, global fattigdom og global opvarmning, hvilket andre allerede har været inde på. Dette er prioriteringerne, og det skal ske i samarbejde. Min kollega, Det Forenede Kongeriges skyggeudenrigsminister, William Hague, sagde ved en debat i London: "Konservative er de stærkeste fortalere for en Europæisk Union, hvor nationerne samarbejder på en måde, der styrker vores økonomier, giver rettigheder til vores forbrugere og omdanner vores fælles værdier til effektive foranstaltninger over for de store problemer, som verden står over for i dag."

Jeg tror ikke, at det vi står med foran os, vil hjælpe os synderligt med den store udfordring. Vores veltalende ordførere, der citerer Shakespeare, når de gør sig til fortalere for hurtig handling, bør også tænke på Kong John, 5. akt, scene II, hvor bastarden trygler: "Verdens retfærdighed tilskriver, at jeg får lov at tale". I Det Forenede Kongerige burde premierministeren måske skrive sig det bag øret, og derefter give sine borgere mulighed for at sige deres mening i denne utvivlsomt meget vigtige sag.

 
  
MPphoto
 
 

  Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Hr. formand! Betænkningen af Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo er en fremragende analyse og vil på lang sigt blive et kildedokument. Den fortjener anerkendelse og taknemmelighed.

Ungarn var det første land, der ratificerede reformtraktaten. Det er vigtigt, at den usædvanligt fragmenterede og ofte selvmodsigende politiske arena i Ungarn stemte for ratificeringen med stort flertal. Der var enstemmighed om behovet for reformtraktaten med henblik på at få afsluttet det modsætningsforhold, der havde udviklet sig mellem de gamle og de nye medlemsstater efter tiltrædelsen; der var også enstemmighed om behovet for at styrke enheden inden for EU og for at styrke effektiviteten af institutionerne og af foranstaltningerne.

For os er Lissabon imidlertid ikke blot en traktat, der giver svar på de spørgsmål, som udvidelsen har givet anledning til. For os er de bestemmelser, der styrker demokratiet inden for dette komplicerede net af interesser, særligt vigtige, f.eks. bestemmelserne, der udvider Parlamentets lovgivningsbeføjelser og undersøgelsesbeføjelser eller ændringerne af Rådets beslutningsprocedurer. Vi er overbeviste om, at de mindre, mindre erfarne, fattigere og historisk ugunstigt stillede lande vil kunne drage fordel af dette.

Med en enkelt beslutningsstruktur kan vi forvente, at man melder tydeligere ud om sine interesser, og at den politiske købslåen bliver mere gennemsigtig. Vores fremtid ligger i samarbejdet, og resultaterne og fordelene ved dette skal også kunne mærkes af Europas borgere. De skal også kunne mærkes af dem, der af den ene eller anden grund er blevet reduceret til et mindretal, de, som historien og krige har bragt i mindretal. Lissabon giver dem en ny mulighed og et instrument til at bekæmpe truslen fra nationalismen.

Lissabontraktaten danner en symbolsk bue sammen med Lissabon-strategien, idet chartret om grundlæggende rettigheder omfatter sociale rettigheder sammen med de grundlæggende menneskerettigheder. Vi er overbeviste om, at dette også vil bringe borgerne i EU tættere sammen.

 
  
MPphoto
 
 

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Det er vigtigt med en stigende grad af samarbejde på europæisk plan. Forhåbentlig får vi nye traktater, så debatten kan komme videre til de centrale spørgsmål.

Jeg vil gerne nævne tre ting. For det første vil Europa-Parlamentets lovgivningsbeføjelser blive væsentligt styrket, hvis den nye traktat gennemføres. Der kommer 40 nye områder med politisk aktivitet. Det betyder, at arbejdsbyrden for Parlamentets medlemmer vil vokse betydeligt. Det vil betyde, at Parlamentets arbejde skal omorganiseres, så vi kan fungere effektivt, demokratisk og åbent. Fremover vil Parlamentet ikke længere være en diskussionsklub, men et yderst vigtigt lovgivningsorgan, der påvirker europæernes hverdag. Det vil kræve et ansvarligt parlament, det vil betyde, at Parlamentets medlemmer vil skulle gøre sig fortrolige med en lang række spørgsmål og f.eks. ikke bare lytte til kun en eller to lobbyorganisationer.

Så vil jeg gerne sige noget om udenrigspolitik. Det er på høje tid, at vi tænker over den nye præsidents, den højtstående repræsentants og Kommissionens formands beføjelser i udenrigspolitiske anliggender. Ellers bliver der problemer. Ellers vil verden omkring os ikke vide, hvem de skal henvende sig til. Vi ved alle, at der bag scenen foregår barske diskussioner om fordelingen af disse beføjelser, men dette bør være en åben debat. Desuden er denne diskussion om forskellige aktørers beføjelser efter min mening langt vigtigere end diskussionen om personale. Den er virkelig betydningsfuld.

Endelig vil jeg gerne sige noget andet om udenrigspolitikken. Den har naturligvis stadig mellemstatslig karakter, men vi ønsker, at EU skal kunne tale med en fælles stemme, og det vil helt sikkert kræve en virkelig holdningsændring fra medlemsstaternes side. EU's Udvalg om Klimaændringer har netop besøgt Indien, og vi fandt ud af, at folk der stort set intet ved om EU, og at Unionen stort ser er uden betydning for inderne. Det, der betyder noget for dem, er, når præsident Sarkozy eller premierminister Brown aflægger besøg. Og når EU's udenrigsministre besøger lande uden for EU, er deres dagsorden udelukkende national. Hvis EU nævnes, er det i en lille sidebemærkning, men ikke meget mere end det. Hvis dette fortsætter, skal vi helt sikkert vente længe, inden EU bliver en stærk udenrigspolitisk aktør.

 
  
MPphoto
 
 

  Roberts Zîle (UEN). (LV) Hr. formand! For dem, der ønskede at få forfatningstraktaten ratificeret, er Lissabontraktaten måske ikke noget stort fremskridt, men det er helt sikkert heller ikke nogen succes for EU-skeptikerne, der slet ikke ønskede nogen nye EU-traktater. Det betyder, at den er et klassisk politisk kompromis, og som sådan bør den ratificeres i alle EU's medlemsstater. Europa-Parlamentet har bestemt fået styrket sine ansvarsområder under Lissabontraktaten, og dette pålægger os nye forpligtelser. Som helhed skal Europas institutioner også vise de europæiske borgere, at de kan udvise ægte europæisk solidaritet på økonomisk følsomme områder, så vi ikke ender med en ny bestemmelse om energisolidaritet, ligesom indførelsen af princippet om et frit marked på det europæiske område med tjenesteydelsesdirektivet. Så meget afhænger af os, og jeg håber virkelig, at repræsentanterne for alle medlemsstaterne, både i Parlamentet og i de øvrige europæiske institutioner vil forstå, hvor vigtig denne demonstration er for de europæiske borgere.

 
  
  

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Esko Seppänen (GUE/NGL). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Det ungarske parlament ratificerede Lissabontraktaten, inden det officielt havde modtaget den. Det vidste således ikke, hvad det accepterede. I dette spørgsmål, hvor Europa-Parlamentet ikke har nogen juridisk kompetence, bliver vi til grin, fordi vi ikke har nogen konsolideret udgave af traktaten som grundlag for vores forhandling. Uden det er traktaten lige så umulig at læse for os som for EU's borgere.

Vores gruppe accepterer ikke traktaten. EU bliver militariseret og vil bevæge sig i retning af at blive en militær alliance. Det vil ikke fremme et socialistisk Europas interesser og vil heller ikke fremme nogen ideel form for demokrati. I henhold til traktaten bliver medlemsstaterne forpligtet til at stille stadig større militære ressourcer til rådighed til operationer uden for deres område og i deres tidligere kolonier.

EU's militære operationer vil kunne gennemføres uden FN-mandat, dvs. ulovligt i henhold til folkeretten. Der var ikke nogen artikel om et obligatorisk FN-mandat, da Det Europæiske Konvent mødtes. Det blev blokeret af EU's NATO-lande, som ikke er fremmede over for at gå med i ulovlige krige som i Irak. EU benytter også tropper, der er i overensstemmelse med NATO-kravene, til at håndhæve freden, dvs. føre krig, i andre lande. De samme våben anvendes også af NATO's reaktionsstyrke. Lissabontraktaten er i fuld overensstemmelse med NATO og vil hjælpe EU med at kunne bære NATO-kasketten.

Hvad der menes med EU's egen kollektive og militære sikkerhedsforanstaltninger er uklart. Når medlemsstaterne afsætter alle de ressourcer, de har til rådighed, til at hjælpe andre medlemsstater, kan alle disse ressourcer, der står til rådighed, også være militære. Hvis det sker, og de indsættes, bliver EU da også en militæralliance.

 
  
MPphoto
 
 

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg protesterer mod, at en betænkning om Lissabontraktaten hastes igennem Parlamentet, inden medlemmerne får udleveret en traktat i en læselig og relevant form.

Vi har modtaget ændringsforslag, der i denne form er det rene nonsens. Ville vi stemme om andre betænkninger her i Parlamentet baseret på ændringsforslag uden at have set dokumentet? Skal vi stemme for betænkningen for dens blå øjnes skyld? Vores vælgere har ikke sendt os til Strasbourg som lovgivere for at gøre tingene på den måde.

Jeg kommer fra Irland. Vi skal have en folkeafstemning. Efterhånden som nyheden om dette spreder sig, får jeg spørgsmål om traktaten hver eneste dag. Når jeg fortæller folk, at der ikke foreligger nogen læselig udgave, tror de ikke deres egne ører. Men når jeg fortæller dem, at det skyldes et dekret fra regeringskonferencen, bliver de vrede.

Jeg er ikke i tvivl om, at denne følelse er endnu mere intens for andre frustrerede befolkninger i Europa, der nægtes en folkeafstemning. Men jeg kan kun forestille mig, hvordan folk vil reagere, når de hører, at deres medlemmer her i Parlamentet vedtog denne betænkning om en traktat, de ikke har læst.

Jeg skal fortælle Dem en hemmelighed. Vores borgere er intelligente, eftertænksomme og udmærket i stand til at spille deres demokratiske rolle, som de selv styrer. Og det, vi gør her i dag, og gennem hele Lissabonprocessen, er at forråde vores borgere, de borgere, hvis samarbejde og hårde arbejde vi får brug for for at føre det europæiske projekt videre.

Jeg advarer Dem: De skal ikke blive overraskede, hvis de samme borgere, der har lidt så længe, en skønne dag nægter at samarbejde.

 
  
MPphoto
 
 

  Ashley Mote (NI). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge om, hvorfor Lissabontraktaten er så svært tilgængelig, hvis den er så god. Er det, fordi medlemsstaterne er gået fra at være de teoretiske herrer over EU til at være dens slaver? Er det, fordi den skaber lovgivning snarere end en ramme for vedtagelse af lovgivning? Er det, fordi den ikke indeholder nogen kontrolmuligheder over for fremtidens lovgivere? Er det, fordi den konsoliderer beføjelserne i et bureaukrati, der kører videre helt af sig selv?

Som den seneste traktat giver denne traktat EU en permanent ret til at tiltage sig flere beføjelser uden nogen fremtidige aftaler - en skandaløs tilraning af magt. Den slags udemokratiske beføjelser er ulovlige i Det Forenede Kongerige, fordi intet britisk parlament kan binde sine efterfølgere. Fru Wallström sagde, at ordet "forfatning" var blevet droppet for at undgå problemer med briterne - ja, godmorgen! Vi burde forlade EU og tage vores 2 millioner euro i timen med os, så ville vi alle have det meget bedre.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru næstformand, hr. formand for Rådet! Jeg forstår ikke længere indlæggene fra repræsentanterne for UKIP og andre. Jeg har lært, at Westminsterdemokratiet, det parlamentariske demokrati, giver fuld demokratisk legitimation. Det er det, der sker her. Vi er blevet valgt af vælgerne og vil træffe en beslutning, ligesom medlemmerne i de nationale parlamenter gør, og det er fuldt demokratisk legitimeret. Alle de populistiske forsøg her er ødelæggende for det parlamentariske demokratis autoritet, og det må De stå til ansvar for.

(Bifald)

Det andet punkt, jeg gerne vil nævne her, og derfor takker jeg hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo, er at det er klart, at denne traktat lukker det demokratiske hul i EU. Fuld medbestemmelsesret til Europa-Parlamentet, Kommissionens formand vælges af Europa-Parlamentet, traktater med udlandet skal ratificeres af Europa-Parlamentet, styrkelse af de nationale parlamenter - jeg vil ikke gå yderligere i detaljer. Det, vi gør i EU, er enestående, for vi løser ikke længere de forskellige interesser mellem vores folk og i vores folk, som altid vil være der, med militær magt, men med debatter og demokratisk afstemning.

Det er den egentlige og storartede forskel i forhold til det, der tidligere har udgjort den europæiske historie, og det sker på grundlag af staternes og folkenes ligeværdighed. Det skal være vores udgangspunkt. Det har været en stor lykke for Vesteuropa i nu 60 år. Siden 1990 har det også været en lykke for store dele af Europa efter den europæiske genforening. Det ønsker vi nu at styrke, så denne fredsproces, som vi har internt, giver os bedre beslutningsmuligheder med traktaten, og så vi lever op til fremtidens udfordringer i denne verden og kan hævde os i denne verden, når det gælder energiforsyningssikkerhed, udenrigssikkerhedspolitik, terror og mange andre ting. Det er det, traktaten er svaret på. Hr. Méndez de Vigo citerede Paul Valéry, og jeg vil gerne citere ham en gang til: "Europa kan enten forene sig eller være en udvækst på det asiatiske kontinent." Det er det, det handler om. Har Europa en chance for at overleve i fællesskab, ved at vi samler vores kræfter og legitimerer og styrer dem demokratisk, eller vil vi europæere gå under i denne globale verdensorden?

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (ES) Hr. formand! Fru næstformand i Kommissionen, hr. repræsentant for Rådet, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over mine kolleger hr. Corbett og hr. Méndez de Vigos betænkning, for det er en betænkning, der er i tråd med det, som Europa-Parlamentet har gjort siden sin start.

Jeg er sikker på, at præsidenter som Schuman, Spaak eller Adenauer ville undertegne Lissabontraktaten, ikke mindst fordi den er tråd med det, der blev defineret på basis af Spinellitraktaten, som netop var den, der i midten af 1980'erne gav inspiration til de tanker, der blev konkretiseret i forfatningen, og som nu har udmøntet sig i Lissabontraktaten i en åben forfatningsproces for EU. I denne henseende mener jeg, at betænkningen forsvarer og knæsætter de fremskridt, der er sket. Men det er samtidig en betænkning, der er en del af ønsket om at konsolidere EU som en politisk og demokratisk Union.

Jeg vil gerne komme med en bemærkning i forbindelse med den lære, vi skal drage, nærmere bestemt om ratificeringen af forfatningstraktaten. Jeg hører meget snak om folkeafstemninger blandt dem, der er imod, at vi går videre. Jeg deltog naturligvis i den folkeafstemning, vi afholdt i mit land, og som vi vandt. Der er én lære, vi er nødt til at drage, nemlig at det, vi beslutter i fællesskab, ikke kan underkastes, ikke kan blive gidsel for det, som et lille mindretal måtte beslutte.

Vi er som demokrater nødt til at tænke over, hvordan vi ratificerer det, vi ønsker. Det er ikke acceptabelt, at vi alle afhænger af det, som et lille mindretal kan gøre, og jeg synes, at det er en vigtig lektie at drage med hensyn til fremtiden.

Jeg vil slutte af med at sige, at Europa-Parlamentet altid har stået i spidsen for Europas fremskridt. Det betyder, at vi nu skal i gå i gang med arbejdet med en lang række politiske beslutninger, der skal træffes, endda før det næste valg, for vi står med en realitet, og det er, at denne traktat skal træde i kraft den 1. januar 2009. Med udgangspunkt i demokrati, medbestemmelse, udnævnelser og tilpasning af Europa-Parlamentet, er der meget at gøre.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Som et af de kun 13 medlemmer af Parlamentet, der får mulighed for at stemme om Lissabontraktaten ved en folkeafstemning, er jeg glad for at kunne give den min støtte. Som ethvert andet dokument er den ikke perfekt, som kommissær Wallström har sagt. Den er et kompromis, men den er faktisk et skridt i den rigtige retning.

Men på grund af tidspres vil jeg begrænse mine kommentarer til et enkelt emne. Traktaten fastholder subsidiaritetsprincippet - princippet om, at vi tager beslutningerne på det mest hensigtsmæssige niveau.

I Irland er et af argumenterne hos tilhængerne af et nej, at Lissabontraktaten er en traktat, der kan ændre sig selv, men det hedder helt klart i artikel 48, stk. 4, at enhver ændring af traktaten først vil træde i kraft, når den er ratificeret af alle medlemsstaterne i overensstemmelse med deres respektive forfatningskrav. Det er selve kernen i subsidiaritetsprincippet.

Det, der nogle gange overrasker mig ved diskussionen her i Parlamentet - selv om jeg sikkert ikke burde blive overrasket - er, at de, der råber højst og længst om medlemsstaternes suverænitet, er de samme, som forsøger at undergrave denne suverænitet ved at belære og hundse med medlemsstaterne om det nødvendige i at afholde en folkeafstemning, selv om den nationale lovgivning, og dermed suveræniteten og subsidiariteten, dikterer noget andet. Lissabon giver medlemsstaterne den suveræne ret til at træffe sådanne afgørelser, og det er blot en af de mange grunde til, at jeg støtter den.

 
  
MPphoto
 
 

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Lissabontraktaten var et meget svært kompromis for alle involverede parter, og derfor er jeg overrasket over at finde ord i denne betænkning, der klart har til hensigt at skabe grobund for nye kampagner for en EU-forfatning.

Jeg vil snarere foreslå, at man accepterer den manglende symbolik, kompromiserne om stemmesystemet i Rådet og opt in- og opt out-klausulerne. Jeg vil også foreslå, at man accepterer, at konventmetoden skabte problemer for EU. Problemer, som vi løste takket være de traditionelle forhandlinger mellem regeringerne.

EU har ikke brug for permanente diskussioner om institutioner, EU har brug for politisk vilje og realisering af fælles, gavnlige mål.

 
  
MPphoto
 
 

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er godt at se, at Europa-Parlamentet aktivt overvåger og tager initiativer i ratificeringsprocessen for Lissabontraktaten. Det glæder mig, at jeg havde mulighed for at deltage i Det Europæiske Konvent og at arbejde i 18 måneder med udformningen af forfatningstraktaten, selv om den ikke blev vedtaget. Lissabontraktaten, som efterfulgte den, udgør et politisk kompromis og er et afbalanceret og godt dokument.

Ud over andre vigtige reformer udvider dette dokument også dækningsområdet for den fælles beslutningstagning: For os i Europa-Parlamentet betyder det, at Parlamentet får flere beføjelser end nogensinde før i dets historie. Jeg glæder mig over dette som et bevis for moderniseringen og demokratiseringen af politikken i det 21. århundredes Europa. Samtidig giver dokumentet større fleksibilitet til EU, som i dag består af 27 medlemsstater. Derfor kan vi se, at de nationale parlamenter i stigende grad deltager i udformningen af dokumenter i EU. I den forbindelse må jeg udtrykke min beklagelse over situationen i Slovakiet: Der var ingen problemer med ratificeringen af forfatningstraktaten, men den igangværende ratifikation er blevet noget problematisk på grund af politiske spilfægterier. Når det er sagt, har jeg tillid til, at de slovakiske politikere også vil erkende, hvor nødvendigt dette dokument er, og at ratificeringen vil ske uden sværdslag.

Tillad mig en sidste bemærkning. Forhandlingerne her i Parlamentet sætter fokus på, hvor forskelligt Det Europæiske Råd og Europa-Parlamentet opfattes. De viser, at kommunikationen på dette område formentlig ikke er særligt god: Der sættes rent faktisk spørgsmålstegn ved underskrifterne fra de premierministre, der underskrev Lissabontraktaten. Det er en ret alvorlig sag.

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Stubb (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Før mine sædvanlige tre punkter, vil jeg godt tage noget op, som Nigel Farage fra UKIP talte om. Han nævnte ordet "kylling". Vi kan måske forvente, at der kommer til at ske noget under afstemningen, og jeg vil gerne sige, at klæder skaber folk under denne afstemning. Vi får se, hvad UKIP ligner.

Jeg har tre ting. Det første er, at vi i EU befinder os i en konstant forandringsproces. Vi stod her og behandlede en lignende betænkning for to år siden, og jeg vil virkelig gerne lykønske de to ordførere, Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo, med et veludført stykke arbejde. Det, der skete i 2005, var uheldigt. Det, vi har lavet siden, er krisestyring. Det er faktisk, hvad Europa drejer sig om. Vi skal løse problemer, vi har løst et traktatproblem, og forhåbentlig kan vi nu komme videre.

Den anden ting er, at jeg mener, at den traktat, vi har foran os, er en stor forbedring i forhold til Nicetraktaten. Det er en forbedring med hensyn til effektivitet: Vi får flere afgørelser med kvalificeret flertal, vi får en juridisk personlighed, vi får langt mere inden for forbindelserne udadtil og gode ting inden for retlige og indre anliggender. Det er også en forbedring af demokratiet. Europa-Parlamentet styrker sine beføjelser, chartret om grundlæggende rettigheder kommer med i traktaten, og de nationale parlamenter får flere beføjelser. Så på mange måder er det en stor forbedring af Nicetraktaten.

Mit tredje og sidste punkt er imidlertid, at tiden nu er inde til at komme videre. Jeg lykønsker de fem lande, der allerede har ratificeret traktaten. Jo hurtigere vi kan presse traktaten igennem, jo bedre er det for os alle, fordi tiden er inde til at komme videre, fokusere på de egentlige opgaver, på lovgivningen og på at tage intelligente europæiske beslutninger. Når vi gør det, må vi imidlertid ikke glemme, at vi har en vision. Den vision drejer sig om et forenet Europa, fordi EU er den eneste organisation, der har givet os fire ting. De fire ting er fred, fremgang, stabilitet og sikkerhed.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand! Traktater er som fødsler. Til nogle bruges epiduralbedøvelse, til andre kejsersnit. Denne traktat tilhører den anden kategori, og den vil vokse sig stor som en dejlig baby, bare vent og se.

Vi måtte bruge to forsøg på den, men det er fortid nu. Den er mangelfuld, den er ufuldstændig, men den er bedre end ingenting. Den er især afslutningen på kontinentets genforening, der blev indledt den 9. november 1989, og den afslutter på sin vis Anden Verdenskrig. Den beskyldes selvfølgelig for at styrke et liberalt Europa. Jeg erkender, at det kunne have været totalitært, intet mindre! Mit håb er, at denne traktat ikke bliver afslutningen på en periode, men begyndelsen på en ny.

Jeg er allerede utålmodig efter at få at vide, hvem der skal være Europas præsident, for hele verden vil følge valget af denne person, og det er denne person, der kommer til at skabe institutionen. Jeg har allerede nu lyst til at sige til ham: "Undgå at blive på dit kontor. Rejs ud i hele Europa, ikke kun til hovedstæderne, men til alle de europæiske regioner." Jeg har lyst til at sige til ham: "Rejs ud i hele verden. Tag til steder, hvor frihedsrettighederne forhånes, hvor menneskerettighederne krænkes, hvor der stadig er krig og konflikt. Vis, at Europa har et navn, et ansigt, en adresse, et telefonnummer." For jeg tror, at denne person, mand eller kvinde, bliver afgørende. Vi får at se, hvad der sker med denne funktion.

Der er allerede et rendez-vous i juni 2014 - om fem år. Enten har traktaten været et godt bekendtskab, været effektiv, og borgerne har taget den til sig, eller også er det selve smagen for Europa, der er blevet ødelagt. Derfor vil den kommende mandatperiode sandsynligvis være en afgørende periode med hensyn til borgernes europæiske engagement.

 
  
MPphoto
 
 

  Cristian Silviu Buşoi (ALDE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne lykønske ordførerne. Dette er virkelig en meget god betænkning.

Selv om Unionens symboler opgives og trods alle kompromiserne på Det Europæiske Råds møde i juni og på regeringskonferencen, bevares de vigtigste nyskabelser fra den tidligere forfatningstraktat, og den er virkelig et stort skridt fremad mod en reform af EU. Jeg sætter størst pris på styrkelsen af Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle i EU's beslutningsproces.

Mit land, Rumænien, var et af de første lande, der ratificerede traktaten med et meget stort flertal af stemmerne i parlamentet. Efter min mening er konklusion nr. 10 måske den vigtigste konklusion i betænkningen. Selv om ratificeringen af traktaten vil foregå i de nationale parlamenter i næsten alle medlemsstaterne, med en undtagelse, tror jeg, at det er vigtigt at informere borgerne i EU's medlemsstater for at nå frem til vellykkede institutionelle reformer.

De europæiske institutioner har pligt til at informere borgerne om denne traktat. Det er vores pligt, alle medlemmer af Europa-Parlamentet, at tage ud i vores lande og forklare de borgere, vi repræsenterer, fordelene ved Lissabontraktaten for fremtiden i vores fælles Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Efter to års diskussion om en kontroversiel traktat, der blev afvist i Frankrig og Holland, er det lykkedes at opnå et kompromis og vedtage en tekst, der skal frelse de europæiske nationer. Der er blot et problem: Alle har accepteret teksten, og nogle har endog vedtaget den, en tekst, der ikke findes i en konsolideret udgave. Selv forslagsstillerne indrømmer det i punkt 9 i det dokument, som er forelagt Parlamentet.

Lissabontraktaten er kun tilgængelig i en udgave, der indeholder en liste over traktatændringerne. End ikke medlemmerne af Parlamentet har set den konsoliderede tekst, for slet ikke at tale om borgerne i EU's medlemsstater. Er det sådan, EU's erklærede tilnærmelse til borgerne ser ud? Borgerne har ikke ret til folkeafstemninger, og de har end ikke mulighed for at stifte bekendtskab med teksten, og lad os ikke glemme den manglende diskussion. Skyldes dette alene tekniske forhold, eller forsøger skaberne af dette geniale dokument atter at skjule noget?

Ratificeringen af forfatnings- og Lissabontraktaten har vist, at EU's ledere ringeagter Europas nationer og de demokratiske procedurer. Det er derfor nødvendigt at forkaste denne betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det såkaldte Eurobarometer viser igen og igen, at godt 30 % af menneskene i Europa er EU-skeptikere og utilfredse. Disse 30 % er uhyre interessante. De er især attraktive for de protestpartier og andre, som ikke selv har et program, men som gerne vil have del i disse 30 %. De er attraktive for dem, som ikke har et program, de kan være bekendt. Man kan skjule sig bag EU-skepsis. Eller de er attraktive for dem, som har et program, der principielt ikke bliver accepteret af andre.

Fremmedfjendske kan skjule sig glimrende bag EU-skepsis. Denne skepsis kan man nemlig være bekendt, i det mindste hos disse 30 %. Det er på denne baggrund, vi skal se kravet om folkeafstemninger. Det er ikke folkeafstemninger, det handler om for de pågældende. For dem handler det ikke om mere demokrati, men simpelthen om at aktivere dette protestpotentiale på 30 % og spænde det for deres egen vogn.

De samme 30 % EU-skeptikere er imidlertid også interessante for et andet område. De er makedspotentiale for bestemte medier. EU-protest er en fremragende salgsvare. Det ser man hver dag i massemedierne. I Østrig, hvor jeg kommer fra, behøver man bare kaste et blik på overskrifterne for at se, hvad det handler om. Det handler ikke om det såkaldte højforrædderi, og det handler ikke om det såkaldte EU-teater, det handler om, at man vil opfordre disse 30 % til at købe avisen hver dag.

Hvem kan være imod en folkeafstemning? Ingen kan være imod en folkeafstemning, men så skulle man kræve den meget oftere, og også om mange andre spørgsmål. Men det sker ikke. Derfor tjener protesten i virkeligheden kun ens eget markedspotentiale, ens eget magtpotentiale, og ikke demokratiet. Det bør man også sige åbent på en dag som denne.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske kollegerne med den fremragende betænkning, og samtidig har jeg tre nyheder: to fantastiske og en dårlig. Den første gode nyhed er, at Polen vil ratificere Lissabontraktaten. I går vedtog den polske regering et lovudkast om traktatens ratificering, og den 27. februar behandler det polske Sejm og Senat traktaten. Jeg vil gerne fremhæve, at traktaten støttes af et stort flertal i parlamentet.

Den anden gode nyhed er, at den polske befolkning støtter utrolig stærkt det europæiske projekt. Ifølge de seneste undersøgelser er hele 83 % af polakkerne tilfredse med EU-medlemskabet. Med denne store opbakning ville det være en fejltagelse at afholde en folkeafstemning. De må endelig huske, at mine kolleger taler i deres eget navn, når de her i Parlamentet taler for afholdelse af en folkeafstemning.

Den tredje, dårlige nyhed er, at Polen dog fastholder forbeholdene over for chartret om grundlæggende rettigheder, hvorfor polakkerne sammen med briterne bliver de eneste europæere, der ikke kan nyde godt af chartrets goder. Jeg appellerer derfor til Rådet og det slovenske formandskab om at forberede mekanismer for en forenklet opt in, der vil gøre det muligt for Polen og måske også Storbritannien at vedtage chartret om grundlæggende rettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Roger Helmer (NI). - (EN) Hr. formand! Først vil jeg svare vores gode kollega hr. Barón Crespo, som sagde, at vi ikke måtte lade et lille mindretal stå i vejen for det europæiske projekt.

I mit land viser meningsmålingerne, at omkring 75 % af den britiske befolkning ønsker en folkeafstemning, og at to tredjedele af dem vil stemme nej. Hvis det er, hvad hr. Barón Crespo forstår ved et lille mindretal, kan jeg bare sige, at det ikke er min definition af et lille mindretal.

Som en række kolleger har påpeget, stemmer vi rent faktisk om noget, vi ikke kan læse. Vi har ikke nogen konsolideret tekst. Det er en absolut skandale!

Mange fra den anden side af salen fortæller os, at det er godt. Jeg har igen og igen fået af vide, hvor godt det er. Hvis det er så godt, hvorfor så ikke gå ud på gaderne og argumentere for det foran befolkningen ved en folkeafstemning? Hvorfor stikker De halen mellem benene?

I dag opgiver det europæiske projekt enhver form for demokratisk legitimitet. I dag vil vi vedtage den omdøbte forfatning med en handling, der er udtryk for en skandaløs foragt for de europæiske borgere og de demokratiske værdier. I 2005 forkastede vælgerne i Frankrig og Holland forfatningen med klart flertal.

Jeg er forbløffet over de europæiske lederes åbenlyse frækhed. De har ændret indpakningen, men kommer nu med indholdet igen på trods af den offentlige mening. De fleste franske og nederlandske medlemmer af Parlamentet vil stemme for denne betænkning. Jeg ved ikke, hvad de vil sige til deres vælgere. Jeg ved ikke, hvordan de kan sove om natten.

I Det Forenede Kongerige har Labour-regeringen brudt sit højtidelige løfte om en folkeafstemning, men i brevundersøgelser foretaget af kampagnegrupper stemmer mere end 80 % af vælgerne ja til en folkeafstemning.

Ved at tvinge denne foranstaltning igennem på trods af den folkelige modstand ødelægger De selve det fundament for Europa, som De forsøger at opbygge. Vi må lytte til befolkningen. Den kræver en folkeafstemning.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Hr. Corbett har nu vist os en såkaldt "konsolideret" udgave af traktaten 10 gange. Den version er ikke blevet konsolideret på en sådan måde, at den giver mulighed for en beslutning, fordi den viser teksten, som den ville se ud, hvis vi allerede havde vedtaget Lissabontraktaten. En konsolideret udgave er en udgave, hvor den tekst, der skal indsættes, vises med fed skrift, og tekst, der udgår, vises med kursiv, så man har mulighed for at danne sig et overblik.

Kommissær Wallström lovede os en udgave ...

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Rihards Pîks (PPE-DE). - (LV) Hr. formand, hr. næstformand i Kommissionen, hr. rådsformand! Ved at lytte til nogle af mine kolleger i dag måtte jeg sande den gamle sandhed i skrifterne: at kritisere, at forklejne er nemt nok, men at bygge et hus, at skabe et tempel er en langvarig og vanskelig opgave. Jeg må minde kritikere af traktaten om, at dens grundlag - Lissabontraktaten, forfatningstraktaten - blev skabt på det mest repræsentative forum i Europas historie med deltagelse af ikkestatslige organisationer og med massemediernes bevågenhed. Derfor vil jeg gerne i dag lykønske mine kolleger h. Méndez de Vigo og hr. Corbett, som har udarbejdet betænkningen, som vi nu skal stemme om. Denne betænkning er rent faktisk en meget god sammenfatning, en meget god sammenfatning, og hr. Bonde har ret i, at den konsoliderede udgave i øjeblikket kun foreligger på engelsk. Derfor vil jeg foreslå, at dokumentet offentliggøres som en brochure, som en meget fin sammenfatning, da ikke alle vil læse hele traktaten. Nu vil jeg gå videre til de konkrete stillingtagender i traktaten, det blev talt om mange gode ting, og der var også kritik. For mig at se er det godt, at man har formuleret en udenrigs- og sikkerhedspolitik, samt behovet for en fælles energipolitik. Samtidig er det en skam, at der ikke findes nye instrumenter til gennemførelse af disse politikker - hverken Kommissionen eller Parlamentet har fået sådanne instrumenter. Hvad betyder det? Det betyder, at arbejdet stadig ligger foran os: at indføre disse politikker og gennemføre dem. Dermed er halvdelen af arbejdet allerede gjort: Fundamentet er lagt, men resten af arbejdet, den anden halvdel, nemlig den praktiske gennemførelse, mangler vi stadig. Jeg ønsker os held og lykke.

 
  
MPphoto
 
 

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! Fordelene ved Lissabontraktaten er blevet nævnt, og man har beskrevet de fremskridt, den indebærer i retning af en virkelig Union for borgerne. Man understregede også behovet for en hurtig ratificering. Lad mig tilføje to problemer til dette.

For det første er markedet globalt, den organiserede kriminalitet er global, fattigdommen er global, og bølger af indvandrere minder os om denne virkelighed hver eneste dag. Mens bil-, computer-, fly- og stålvirksomheder fusionerer, opstår der nye eller fornyede globale magter. Til trods for dette står Europa fortsat delt. Den nuværende splittelse vedrørende Kosovo, der af nogen beskrives som en kamp mellem lovlydige og realister, er det seneste skræmmende eksempel, der viser, at freden og retsstaten i Europa endnu ikke er sikret.

På denne baggrund er besættelsen af opt out- eller opt in-ordninger ikke den måde, hvorpå man beskytter den nationale suverænitet mod den såkaldte europæiske imperialisme, men en måde at dømme de enkelte medlemsstater til en snæversynet irrelevans og i sidste ende usikkerhed.

Min anden bekymring: Henvisninger til symboler er slettet fra traktaten, fordi man frygtede, at europæiske symboler kunne overskytte de nationale. På den anden side viser borgernes manglende demokratiske deltagelse i det nationale liv hver eneste dag, at vores nationale myter er ved at være trætte. Det Europæisk Kul- og Stålfællesskab kunne ikke bare mobilisere borgerne ved at tale til deres forstand, men også ved at inspirere deres hjerter. Det var en plan, der var knyttet til en myte.

Lissabontraktaten er også en fremragende plan, men den savner sjæl. Det vil ikke bare svække EU's evne til at inspirere borgerne, men også de enkelte medlemsstaters mulighed for at modernisere deres nationale myter.

Hvad resten angår, er jeg fuldstændig enig i tankerne i betænkningen, og jeg vil rose ordførerne for deres fremragende arbejde. Jeg deler alle deres synspunkter, og jeg synes, at de har gjort et fremragende stykke arbejde. Jeg håber imidlertid, at vi alle en dag vil kunne råbe "Habemus tractatum rei publicae Europae."

 
  
MPphoto
 
 

  Jean-Luc Dehaene (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Som grundlæggerne af den europæiske integration altid sagde, er denne integration foregået skridt for skridt, til tider med små skridt, til andre tider med store skridt. Ordførerne har klart understreget, at Lissabontraktaten er et vigtigt kvalitativt fremskridt for Europa. Man kan endda kalde det et gennembrud. Det kan sammenlignes med Romtraktaten, da vi oprettede det fælles marked, fællesakten med det indre marked og Maastrichttraktaten med den økonomiske og monetære union. Maastrichttraktaten var også en beskeden optakt til den politiske union.

Ved at gøre Unionen til en juridisk person og ved at afskaffe søjlerne giver Lissabontraktaten Europa en definitiv politisk dimension. Europa har brug for denne for at kunne optræde som en global aktør i den nuværende globale verden og dermed opstille de normer, som den globale verden har brug for. Den almene anvendelse af den fælles beslutningsprocedure har også gjort denne politiske union mere demokratisk. Nu gælder det om at ratificere denne traktat, og dertil kunne en koordineret tekst faktisk hjælpe med at få bedre indsigt i de fremskridt, der gøres.

Men ét er teksten, et andet ratificeringen og et tredje gennemførelsen. Måske er denne nu det vigtigste, vi skal gøre. Det glædede mig at høre, at formandskabet og Kommissionen også begynder at tænke på og arbejde på denne gennemførelse, for her er der mulighed for forskellige retninger, og vi kan endda gå i den forkerte retning, hvis vi ikke passer på. Derfor er det meget vigtigt, at Parlamentet faktisk også beskæftiger sig med denne gennemførelse for at angive en tydelig kurs for, hvordan denne traktat skal betyde virkelige fremskridt. Ved gennemførelsen kan man også styre den i en anden retning, og det ønsker vi absolut ikke. Vi ønsker de fremskridt, som traktaten omtaler.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand! Jeg lykønsker ordførerne hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo med deres fremragende arbejde og det gode eksempel på samarbejde. Det portugisiske formandskab havde den historiske mission at gøre et mandat til en traktat, Lissabontraktaten, som det portugisiske parlament skal ratificere i april. Den nye traktat er ikke et middel mod alle EU's dårligdomme, men den giver merværdi for demokratiet. Europa-Parlamentets beføjelser bliver styrket og det samme gælder de nationale parlamenters beføjelser, men det participatoriske demokrati bliver også styrket - navnlig gennem borgerinitiativet, der giver en million borgere mulighed for at bede Kommissionen iværksætte et lovgivningsinitiativ på et bestemt område. Desuden er chartret om grundlæggende rettigheder nu juridisk bindende.

EU er ikke perfekt, men den er uerstattelig i sin rolle i verden. Vi har brug for et Europa, som er mere engageret i og har større indflydelse på løsningen af verdens problemer såsom klimaændringer, fødevaresikkerhed, energipolitik, international terrorisme, organiseret kriminalitet, indvandring osv. Der findes nu et tvingende behov for, at hver af de 27 medlemsstater, der underskrev Lissabontraktaten den 13. december 2007, går videre og underskriver traktaten. Det er en afgørende fase for gennemførelsen af et Europa, der har en mere effektiv beslutningsproces, er tættere på borgerne, er bedre i stand til at reagere på globaliseringens udfordringer og er mere effektiv i forbindelserne udadtil. Vi må alle som én påtage os vores ansvar, for verden står ikke stille.

Mens Europa var i gang med sin tænkepause og brugte energi på at finde en udvej fra sine institutionelle problemer, fortsatte vækstøkonomierne med at vokse, de væbnede konflikter bredte sig, klimaændringerne blev åbenlyse, energiproblemerne blev mere akutte, og mange mennesker døde af mangel på mad og lægebistand. Uanset de ultranationalistiske holdninger og EU-skepsis må Europa ikke standse - og vi vil ikke standse.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Som skyggeordfører for udtalelsen fra Udvalget om International Handel og som medlem af Udvalget om Konstitutionelle Anliggender vil jeg gerne indledningsvis sige, at Lissabontraktaten markerer overgangen fra konstitutionel "elitisme" til reformen af det europæiske unionsprojekt. Med den konstitutionelle dualitet, nemlig de to juridisk ligestillede reviderede traktater, sikres fælles europæiske fremskridt.

Samtidig bliver et Europa i flere hastigheder imidlertid mere og mere synligt. Hvad Europa vinder i fleksibilitet, taber det i fælles, forenet fremdrift. Medlemsstaten placeres igen øverst i det dialektiske forhold mellem den overnationale og den nationale komponent. Parlamentarismen kommer også styrket ud af det seneste europæiske kompromis, hvor både Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle er blevet styrket.

Der hersker ingen tvivl om, at der er brug for mere fremdrift i den europæiske samlingsproces. Borgerne kræver svar på politisk dynamiske udfordringer. De er interesserede i det politiske outputs kvalitet og produktivitet. Borgerne legitimerer på demokratisk vis direkte eller indirekte EU's besluttende organer og forventer handling, der giver resultater. Et vellykket udfald af ratificeringsbestræbelserne, men først og fremmest en konstant demokratisk legitimering af det arbejde, der udføres for de europæiske borgeres øjne, forudsætter, at der indledes en tilbundsgående politisk debat om EU's centrale politiske, økonomiske og sociale retning, om den europæiske borgers forhold til EU og om EU's position i verden.

Inden for disse rammer kan oprettelsen af en konstant, gennemsigtig og demokratisk dialog med civilsamfundet ikke kun være et påskud. Den er nødt til at være en afspejling af en indgående politicering af unionsprocessen. Europa-Parlamentets rolle i denne politicering er meget væsentlig. Jeg vil gerne takke hr. Corbett og hr. Méndez de Vigo for deres frugtbare og konstruktive bidrag.

 
  
MPphoto
 
 

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Denne traktat er ikke noget elegant dokument. Der er mange "hvis'er", "men'er" og "måske'er", for en forskelligartet familie af nationer kan ikke dele magten på andre måder. Men på trods af, hvad nej-sigerne siger, er den svaret på borgernes krav om mere demokrati og en bedre evne til at gøre de ting, som nationalstaterne ikke selv kan gøre effektivt: fredsbevarende indsatser, klimaændringer, indvandring, regulering af økonomi og markeder og arbejdsmarkedslovgivning.

I denne tid med global ustabilitet er EU vigtigere end nogensinde for små medlemsstater som Irland. Dagens afstemning vil igen vise den bizarre alliance af markedsfundamentalister og folk fra det yderste venstre og det yderste højre, som går imod denne traktat. De har en ting til fælles: et ønske om at begrænse befolkningens demokratiske rækkevidde inde bag landegrænserne. Multimillionærerne - Murdoch'erne i Storbritannien og Ganley'erne i Irland - manipulerer kynisk den nationale chauvinisme for at undgå, at europæerne rækker ud over landegrænserne for at regulere erhvervslivet i hele samfundets interesse.

De andre, Sinn Féin og deres allierede, stoler ikke på borgerne og deres evne til at skabe et ansvarligt, tværnationale demokrati. Deres handelsvare er frygt, frygt for vores naboer, for demokratiske parlamenter, for regeringer og for globaliseringen. De forklarer ikke, hvordan flere beføjelser til parlamenterne betyder mindre demokrati. De giver sig ud for internationalister, men de modsætter sig, at naboer hjælper hinanden i tilfælde af kriser eller angreb. De nægter at acceptere bindende europæisk lovgivning, der skal beskytte os og vores naboer mod klimaændringer, misbrug af arbejdstagerrettigheder og misbrug af markedet.

Våbnene for dem, der fremmer frygten, er den store løgn, hvilket blev demonstreret meget sigende her i dag af fru McDonald og fru Sinnott. De vender desværre sandheden på hovedet og hævder, at de folkevalgte repræsentanter for mere end 80 % af Europas befolkning er ved at knuse demokratiet, er ved at nægte befolkningen muligheden for nogensinde igen at kunne spille en rolle ved opbygningen af det fælles Europa. Inden afstemningsdagen i Irland vil alle disse grove løgne skulle afsløres for, hvad de er: Mareridtet med partier, der intet har lært af deres historie og er indstillet på at dømme Europas befolkning til at gentage den. Jeg har tillid til, at Irland vil beslutte at blive i hjertet af Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Irland har valgt at ratificere Lissabontraktaten ved en folkeafstemning, fordi man i sidste ende vurderede, at det var nødvendigt i henhold til vores forfatning, men jeg respekterer fuldt ud alle de øvrige medlemsstaters valg af deres ratificeringsproces.

Nogle enkelte punkter kan tåle at blive gentaget. Lissabontraktaten adskiller sig for sin forgænger, den ulykkelige forfatningstraktat, fordi den ikke længere består af en enkelt konsolideret tekst. Den er blot en ændring af eksisterende traktater - om Den Europæiske Union og om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber - traktater, der selv er ratificeret fuldt ud. Desuden har man udeladt betegnelsen forfatning og symbolerne samt henvisningen til EU-flaget og EU-hymnen.

Mere Europa betyder mere af det, hvor Europa skaber merværdi for borgerne, for ved klart at definere grænserne for Unionens kompetencer giver reformtraktaten eller Lissabontraktaten både EU og de nationale parlamenter en klar definition af, hvor deres kompetencer ligger, og der overdrages i øvrigt også mere subsidiaritet til medlemsstaterne, en ting, som ofte ikke bliver nævnt.

Reformtraktaten giver mulighed for større kontinuitet i EU's beslutningsprocedure, navnlig inden for udenrigspolitikken, gennem oprettelsen af den nye position som formand for Det Europæiske Råd, som udnævnes for en periode på to et halvt år med mulighed for forlængelse én gang. Der skal også udnævnes en højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitikken, som ikke bare vil blive placeret i Rådet, men også bliver næstformand i Kommissionen. Denne udvikling vil imidlertid ikke betyde, at de træder i stedet for de nationale udenrigspolitikker. Desuden vil det nuværende roterende seks måneders formandskab fortsætte som hidtil, hvilket man ofte overser eller misforstår.

I modsætning til visse andre EU-traktater skaber Lissabontraktaten ingen nye større kapitler med EU-kompetence. Der kommer imidlertid et nyt retsgrundlag for patenter, turisme, idræt, rumfart og administrativt samarbejde, et styrket retsgrundlag for energipolitikken og vigtigst af alt en eksplicit ny reference til kampen mod klimaændringer med det nuværende retsgrundlag for miljøpolitikken.

Af alle disse grunde vil mine kolleger i Fine Gael og jeg selv støtte vores regering. Alle de irske partier, med undtagelse af Sinn Féin, vil støtte regeringen og arbejde hårdt for at få ratificeret denne traktat og få budskabet igennem. Sinn Féin vil ikke, fordi de er bange for en "øget militarisering af Europa" - ironisk nok i lyset af dette partis særlige historie!

Selv om Deres gode vilje og støtte er særdeles velkommen, vil jeg dog komme med en lille advarsel - i Deres iver for at få et positivt resultat ved vores folkeafstemning må De ikke lade Dem friste til at fortælle de irske vælgere, hvordan de skal stemme. Og til Kommissionen vil jeg sige, at den skal holde op med at skændes med Irland om administrative og andre spørgsmål såsom REPS, der kan blive fejlfortolket, bevidst eller på anden måde, af nej-sigerne til traktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Mauro Zani (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Med Lissabontraktaten afslutter vi et langvarigt og farligt dødvande. Vi kommer således ud af krisen med en stabil institutionel struktur, som er mere effektiv, og som er åben for yderligere udvikling. Vi går ind i en ny fase, hvor vi forhåbentlig også igen kan bevæge os i retning af en forfatning for Europa.

I den forbindelse er det dog nødvendigt at gøre en særlig indsats for at fremme unionsborgerskabet, idet der tages udgangspunkt i chartret om grundlæggende rettigheder. Der er ikke brug for demografiske beregninger, som følger en national og mellemstatslig logik, men derimod for et unionsborgerskab, som er den grundsten, vi skal bygge Europas politiske fremtid på. Dette er også den eneste måde at give denne traktat en sjæl på, nemlig den sjæl, som hr. Severin talte om for lidt siden.

Fremtiden afhænger således først og fremmest af en vigtig alliance mellem Parlamentet og de europæiske borgere med alle deres rettigheder og pligter. Og det første bevis på denne alliance er måske netop valget til den nye post som EU-præsident.

 
  
MPphoto
 
 

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at lykønske betænkningens ordførere. Takket være deres arbejde er der opstået en tekst, der ikke blot er et politisk dokument, men også en klog håndbog over de nye traktatforhold. Man kan næsten sige, at den er en didaktisk hjælp for alle studerende i hele EU og uden for EU.

I betænkningen har hr. Méndez de Vigo og hr. Corbett fremhævet de positive ændringer, som indføres i Lissabontraktaten, men de har også påvist den frygt, som de svære mellemstatslige forhandlinger har skabt. Polen blev i denne periode opfattet som en af de stater, der bremsede den europæiske integration. Meget har dog ændret efter det sidste valg. Den nye regering er mere åben over for det europæiske samarbejde og forstår, at et stærkt EU er i vores lands, Polens, interesse.

Man skal dog huske på, at en del af det polske samfund deler frygten for, at EU-lovgivningen bliver overordnet i forhold til civilrettens normer, især vedrørende familie- og ejendomsforhold. Vi har brug for mere tid og mere erfaring med samarbejdet i det europæiske fællesskab, så denne frygt bliver mindre, ja måske vil den helt forsvinde. Min lands regering har derfor undladt at underskrive chartret om grundlæggende rettigheder, især eftersom der var en alvorlig risiko for, at ratificeringsprocessen ville blive effektivt blokeret, hvis en anden beslutning blev taget.

Jeg er meget glad for, at ordførerne har forstået dette, samt at de i forhold til den oprindelige tekst har besluttet at fjerne navnene på stater, hvis handlinger skulle bedømmes negativt af Europa-Parlamentet. Lissabontraktaten er et kompromisresultat mellem drømmen om en europæisk føderation og den frygt, der i øjeblikket ikke blot findes hos borgerne i de nye stater, men også i de lande, der har grundlagt vores Fællesskab. Med den forfejlede ratificering af forfatningstraktaten in mente synes jeg, at det er bedre at tage mindre, men stabile skridt, og ikke gøre forsøg på spring, der altid medfører en risiko for fald.

Virkeligheden ændres meget hurtigt. Vi kan derfor være sikre på, at vi om et par år kommer til at debattere en ny tekst, en ny traktat, der vil passe bedre til de fremtidige forhold. Det er vigtigt, at vi opdager dem i tide, samt at EU fortsat vil være i stand til at tilpasse sig de nye udfordringer.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, mine damer og herrer! Lissabon og Rom er udgangspunkter for en menneskehed uden grænser. Drømmen om global retfærdighed og en kosmopolitisk lovgivning er det centrale i EU's historie. Det er historien om, hvordan moralen slog rod i institutionerne og ændrede de gamle politiske paradigmer. Den anvendte metode var deling, det anvendte kriterium var fornuft, det opstillede mål var menneskelig værdighed, og rettighedernes suverænitet fik forrang frem for grænsernes suverænitet; disse faktorer bidrog alle til at gøre Europa til oplysningens hjemsted.

På denne rejse mod demokrati i stor stil har Lissabontraktaten genoprettet Europa-Parlamentets parlamentariske karakter, brudt den lovgivningsmæssige hegemoni for regeringernes Europa og fremhævet nye lederskikkelser, der kan styrke de konkurrencemæssige og politiske bestanddele og mindske bureaukratiet. Det er korrekt, at den europæiske forfatning med sit potentiale for enhed og samhørighed er blevet forsinket, men der er ved at tegne sig et post-nationalt Europa. Babel vil utvivlsomt bygge sit tårn.

 
  
MPphoto
 
 

  Hartmut Nassauer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Når man lytter til debatten i dag, kan man konstatere, at der er knyttet store forventninger til denne traktat. Der er for det første forventningen om, at den vil blive ratificeret og træde kraft. Forventningen om, at den vil sætte EU i stand til bedre at kunne løse sin opgave i verden, sætte EU i stand til at finde sig til rette med konsekvenserne af globaliseringen, og så videre.

Jeg vil tilføje endnu en forventning. Jeg tror og håber, at traktaten er en chance for EU til atter at forsone sig med sine borgere. Der er nemlig en afstand mellem EU og borgerne. Det blev klart med folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene, og denne afstand skal overvindes.

EU har brug for borgernes støtte, og her giver den nye traktat gode muligheder. Den giver de nationale parlamenter en chance for at deltage i lovgivningen. Inden for subsidiaritetens rammer indsætter den med rette de nationale parlamenter. Og det er godt, for borgernes støtte afhænger bl.a. af, at opgavefordelingen mellem EU og medlemsstaterne bliver klarere end hidtil og bliver håndteret mere afbalanceret. Det kan de nationale parlamenter bidrage til.

Jeg betragter os altså ikke som konkurrenter til de nationale parlamenter, jeg mener, at vi skal samarbejde. Jeg mener, at de nationale parlamenter også skal gøre brug af disse muligheder. Det vil jeg udtrykkeligt opfordre dem til. Det bliver spændende at se, om dette nye instrument, subsidiaritetskontrollen, slår an eller ej.

Et andet punkt er, at hvis vi ser på EU udefra, så ser vi et eksempel på regionalt samarbejde, vellykket regionalt samarbejde, som der kun findes et eksempel mere på i denne verden - som langtfra er så vellykket og fremskredent som EU, nemlig ASEAN-landene. Også der forsøger man - i øvrigt stærkt inspireret af EU - at samarbejde og dermed yde et bidrag til fred og sikkerhed i verden.

 
  
MPphoto
 
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Mine damer og herrer! Fordi EU har brug for en reformtraktat, der vil gøre den mere effektiv og moderne, vil jeg stemme for betænkningen af ordførerne Richard Corbett og Íñigo Méndez de Vigo om Lissabontraktaten.

Lad mig lykønske de fem medlemsstater, der allerede har ratificeret Lissabontraktaten. Jeg er overbevist om, at ratificeringen af Lissabontraktaten heller ikke er i fare i Slovakiet. Kun ét af partierne i parlamentet er imod den. Derudover nyder traktaten støtte overalt, og et overvældende flertal af medlemmerne i det nationale parlament vil stemme for den.

Den nuværende opposition i Slovakiet, som har størstedelen af æren for, at Slovakiet kom med i den europæiske familie, vil støtte Lissabontraktaten, så snart den slovakiske presselovgivning, som er blevet kritiseret af europæiske institutioner som Freedom House, OSCE og den europæiske journalistsammenslutning, ændres i henhold til deres anbefalinger.

 
  
MPphoto
 
 

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet for Ungarn, det første land, der ratificerede reformtraktaten, er jeg fuldt ud klar over, at ratificering alene ikke er nok. Det er allerede blevet nævnt her i salen, at vi er nødt til at forklare folk - Europas befolkning - på hvilke områder dette dokument giver mere end de nationale forfatninger, forklare merværdien ved denne reformtraktat.

De europæiske politikere skal gøres opmærksomme på, at premierministrene ofte begår den fejl at kalde dette en institutionel reform. Men det er meget mere end som så. Nu bliver vi en politisk union og et ægte interessefællesskab. Inden for dette interessefællesskab skal vi forklare Europas borgere, hvordan chartret om grundlæggende rettigheder skaber merværdi inden for de sociale rettigheder.

Her vil jeg specifikt nævne, at rettighederne for personer, der tilhører mindretal, endelig er kommet med i EU's acquis på 8.000 sider, eftersom hver syvende borger i Europa, i EU, tilhører et mindretal, der har eksisteret længe. Det er et stort fremskridt ved traktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bede de kolleger, der er modstandere af traktaten, om at forklare, hvad de helt præcist mener, når de taler om en traktat, der "kan ændre sig selv". Kan de oplyse mig om den klausul, der giver mulighed for denne form for Proteus-udvikling?

Jeg kan ikke selv se det i traktaten. Faktum er, at en enkelt ændring kræver en enstemmig aftale mellem alle premierministre og nationale parlamenter i alle medlemsstaterne, mens større ændringer, hvor der overdrages nye kompetencer til EU, kræver en konventsprocedure, en regeringskonference og en formel ratificering i alle medlemsstaterne.

 
  
MPphoto
 
 

  Mogens Camre (UEN). - Hr. formand! Lissabontraktaten er, som alle ved, forfatningstraktaten uden flag og uden musik. Det er faktisk rart, at det siges rent ud her, for det sker ikke i Danmark. I Danmark skal man helst sige, at der ikke står noget som helst væsentligt i denne traktat, for derved mener regeringen at kunne få borgerne til at forstå, at de ikke må få lov til at stemme om den. Og så står vi dog med den mest vidtgående udbygning af EU nogensinde: mere magt, flere politiske områder end nogensinde før og mere umyndiggørelse af de europæiske nationer end nogensinde før. Det er utrolig uklogt af EU's gamle kernelande at tvinge alle os andre til, at vi ikke må spørge vores befolkninger. Det vil få negative virkninger. Befolkningerne føler sig umyndiggjorte og vil reagere imod det. En union skabes ikke ved et forhandlingsbord i EU. Den kan kun fungere, hvis den vokser ud af en folkelig vilje, og det gør denne union ikke. Derfor agter jeg at stemme imod.

 
  
MPphoto
 
 

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand! Hvis den europæiske integration skal vare ved, skal der ske en uddybning og en styrkelse af folkeretten. Det, der sker i øjeblikket, er præcis det modsatte.

Anerkendelsen af Kosovos selvstændighed har været et forfærdeligt slag for folkeretten, og det første offer for dette brud på folkeretten bliver den europæiske integration og de transatlantiske forbindelser. Jeg mener, at det er tydeligt. Det etniske princip blev forkastet som grundlag for grænsedragningen for Bosniens vedkommende, men for Kosovo er det blevet anvendt som det eneste kriterium og det eneste princip. Jeg mener ikke, at folkeretten straffrit kan overtrædes: Dette betyder, at dokumenter som Helsingforsslutakten mister troværdighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tilslutte mig mine kolleger, der glædede sig over denne betænkning, og understrege dens grundlæggende betydning for Europas fremtid.

Det er vigtigt, at Lissabontraktaten fokuserer på borgernes rolle og institutionernes ansvar. Derfor mener jeg, at Europa-Parlamentet gennem denne betænkning beviser, at det påtager sig sin nye rolle inden for EU's funktioner. I denne forbindelse gentager jeg støtten til alle de traktatbestemmelser, der giver alle parlamenter, både på nationalt og på europæisk plan, en konsolideret rolle.

For det andet vil jeg gerne nævne de ændringer, som Lissabontraktaten foreslår, inden for EU's udenrigspolitik. Det er vigtigt af få dem omsat i praksis af hensyn til konsolideringen af europæisk handling i denne retning. Derfor et en vigtig del af betænkningen opfordringen til ratificering i alle 27 medlemsstater. Jeg vil gerne udtrykke min tilfredshed med, at Rumænien ratificerede traktaten i februar 2008 og dermed blev det fjerde land, der har bevist sit tilhørsforhold til Europa og sit stærke ønske om at bidrage til en stadig mere fremgangsrig udvikling af EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Miloš Koterec (PSE). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordførerne for deres fremragende arbejde, som tydeligt definerer alle de positive aspekter ved den nye traktat samt dens svagere punkter. Ingen er fuldkommen, som man siger. Lad os under alle omstændigheder være taknemmelige for traktatens høje kvalitet og for det forhold, at den afspejler den nuværende virkelighed inden for EU og de muligheder, der dermed ligger i traktaten.

Som ordførerne korrekt påpeger, styrker traktaten den demokratiske ansvarlighed og beslutningsbeføjelserne og giver på denne måde borgerne større kontrol med Unionens aktiviteter. Men i den forbindelse vil jeg gerne appellere til medlemsstaternes regeringer og bede dem give deres borgere en hensigtsmæssig sammenfatning af Lissabontraktaten, så alle kan forstå den, og så alle og enhver kan afgøre med sig selv, om de er enige i lovgivningen eller ej, på et velinformeret grundlag: Dette bør være reglen med al europæisk (og ikke kun europæisk) lovgivning. Jeg er sikker på, at hvis borgerne i EU får de korrekte oplysninger, vil de give traktaten deres uforbeholdne støtte.

Jeg vil også gerne understrege, at et så vigtigt dokument ikke må blive en del af et politisk spil, som det er tilfældet i Slovakiet, hvor oppositionen blokerer for vedtagelsen af dette progressive og demokratiske dokument.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tager ordet her som - forhåbentlig - en af de almindelige og ordentlige borgere i Irland, som min kollega hr. Farage henviste til, selv om han vist har forladt salen nu.

Jeg er ikke forbavset over, at almindelige og ordentlige irske borgere er forvirrede, for de har underlige forbundsfæller på nej-siden - fru McDonald og hr. Farage. Det er helt utroligt! Jeg vil især sige noget til Sinn Féin: Kan de ikke anerkende EU's rolle for freden i Nordirland? Det vil blive forbedret med denne traktat, ikke "militarisering", som de kalder det.

Med hensyn til de nationale parlamenters rolle vil jeg sige følgende: Lad de nationale parlamenter tage de beføjelser, de får gennem denne traktat, og lad de almindelige og ordentlige borgere i landene tvinge dem til at bruge disse beføjelser effektivt.

Til hr. Duff: Der bringes falske udtalelser til torvs i Irland om traktaten, der kan "ændre sig selv": Det er opfundet af et negativt sind. Det er ikke sandt, og det forholder sig ikke sådan.

Til sidst vil jeg i modsætning til nej-sigerne som fru McDonald og hr. Farage sige, at denne traktat er en god aftale for Irland, en god aftale for EU, en god aftale for Europa, og jeg opfordrer borgerne i Irland til at stemme ja!

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg forventede ikke at få ordet så hurtigt. Jeg har allerede haft ordet en gang, men jeg vil gerne tage en enkelt ting mere op her. Vi har lyttet til alle nej-sigerne, de mennesker, der siger, at Lissabon vil føre til en yderligere militarisering af Unionen, at den vil føre til social dumping, at den vil føre os alle i den forkerte retning. Jeg er gået glip af lidt af forhandlingen, men jeg har ikke hørt nogen kommentere artikel 49, hvor det hedder, at hvis Lissabon bliver ratificeret, kan enhver medlemsstat beslutte at trække sig ud af Unionen i henhold til dens egne forfatningsmæssige krav.

Det betyder, at alle dem, der ikke mener, at de skal være med i Europa, kan råde deres borgere til at trække sig ud af Unionen, når vi har ratificeret Lissabontraktaten. Derfor har de ingen undskylding for ikke at ønske denne traktat vedtaget.

 
  
MPphoto
 
 

  Colm Burke (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Et ja til Lissabontraktaten er et ja til chartret om grundlæggende rettigheder. EU's charter om grundlæggende rettigheder blev oprindeligt udformet for at styrke beskyttelsen af grundlæggende rettigheder inden for EU i lyset af ændringerne i samfundet, de sociale fremskridt samt den videnskabelige og teknologiske udvikling ved at gøre disse rettighedere mere synlige i form af et charter.

Chartret dækker så forskellige områder som ældrepleje, pleje af handikappede, respekt for privatliv og familieliv, forbud mod tortur samt adgang til effektive retsmidler og retten til en retfærdig rettergang. Disse rettigheder gælder kun for EU's institutioner og instanser og for medlemsstaterne, når de anvender EU-lovgivningen. Selv om chartret ikke indfører nye beføjelser for EU, gør det det lettere for borgerne at finde ud af, hvilke rettigheder og ansvar de har under den europæiske lovgivning.

Chartret var kun en politisk erklæring, da det oprindeligt blev vedtaget i 2000. Hvis den irske befolkning stemmer ja til Lissabontraktaten, vil de også give chartret om grundlæggende rettigheder en juridisk bindende status til fordel for alle borgere i Irland og i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Jeg skal her bemærke den retfærdighed, De styrer forhandlingerne med.

Jeg vil blot henlede opmærksomheden på et moralsk problem ved udelukkende at henvise til udtalelser fra personer, som er for traktatens ratificering, og som har sagt, at den er nøjagtig den samme som forfatningen.

Det er tilfældet med hr. Giscard d'Estaing, og han er jo eksperten. Han har helt nøjagtigt sagt, at traktaten er forfatningen, blot arkiveret i forskellige skuffer. Det er tilfældet med fru Merkel, som helt nøjagtigt har sagt - hun talte på engelsk: "Let us keep the substance, and change the wording". Det er tilfældet med hr. Amato, tidligere premierminister i Italien, som har sagt, at man har lavet en kompliceret tekst, for hvis teksten havde været enkel, ville alle have set, at det var en forfatning, og så ville alle have krævet en folkeafstemning. Det er tilfældet med vores tidligere kollega, hr. de Gucht. Det er tilfældet med den luxembourgske premierminister, hr. Juncker.

Jeg mener derfor, at dette bedrag, der anvendes over for de europæiske befolkninger, rejser et moralsk problem.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! EU er ikke nogen stat og har derfor ikke brug for nogen forfatning. Det må man indrømme, om end modstræbende, selv om man er fortaler for den gamle EU-forfatning. Desværre er de ikke alle kommet sig over skuffelsen, og derfor finder vi punkt 6 i betænkningen, hvor man udtrykker beklagelse over de ændringer, der er foretaget i den nye traktat, i modsætning til udkastet til en europæisk forfatning.

Det anser jeg for en alvorlig fejl. Efter en vanskelig rejse nåede man til enighed mellem de 27 medlemsstater. Nogle regeringer ønskede ændringer af udkastet til en europæisk forfatning, og nu kritiserer man dem i betænkning af hr. de Vigo og hr. Corbett indirekte for deres fremgangsmåde. Hvis Europa-Parlamentet stemmer for punkt 6 i denne betænkning, vil det efter min mening være udtryk for manglende respekt for den komplicerede enighed, som de 27 medlemsstater har opnået, og det kan kun være skadeligt for hele sagen. Jeg kan bestemt ikke støtte det punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Foruden den sociale og økonomiske samhørighed fastsætter denne traktat også den tredje målsætning, territorial samhørighed, udtrykkeligt for hele Unionen. Der finder ganske vist samarbejde sted i topregioner i Europa, men samtidig opfordrer vi også til, at der i hele Unionen skabes mulighed for beskæftigelse og økonomisk udvikling. Dette er et vigtigt grundlag for social- og regionalpolitik. Det er vigtigt at udforme det på denne måde og muliggøre formidling af viden om selvstændig erhvervsvirksomhed og anvendelse af penge og instrumenter, tænk på strukturfondene. Det vil jeg gerne påpege, fordi det ikke blev taget op under forhandlingen i formiddag. På den måde viser vi borgerne i hele Unionen, at vi også under de nye omstændigheder kan tilbyde nye løsninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Jeg mener, at det på nuværende tidspunkt er vigtigt at understrege betydningen af signaler inden for politik; det er vores opgave at sende de rigtige signaler til borgerne. I stedet for at fortsætte diskussionen her i Parlamentet om forskellene på forfatningstraktaten og Lissabontraktaten eller om, hvordan medlemsstaterne bør ratificere traktaten, burde vi da ikke diskutere, hvad vi skal gøre, når traktaten træder i kraft som vi håber, at den gør? Det var, hvad vi fortalte vores borgere - at den institutionelle reform var nødvendig for at opnå flere og bedre resultater. Nu har vi rent faktisk den reform.

Vil Europa være bedre forberedt om et år til at klare globaliseringen, energiafhængighed, den demografiske krise, terrorisme, økonomisk ustabilitet og ændringer på beskæftigelsesområdet? Det er vi nødt til. Vil Europa-Parlamentet være mere energisk for at kunne spille en aktiv rolle ved godkendelsen af disse reformer? Igen, det er vi nødt til at være.

Det er det rette signal at udsende herfra i dag. Vi må ikke gøre som det kinesiske ordsprog, der siger, at når den kloge mand peger mod himlen, kigger tåben på fingeren. Lad os kigge ud mod fremtiden og påtage os vores pligt til at opbygge den.

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Fru kommissær! Jeg ville gerne vide, hvordan de forskellige protokoller og tekster i reformtraktaten bliver modtaget i befolkningen. Findes der analyser af, hvilke punkter der bliver særlig godt modtaget af befolkningen, og hvilke punkter der er mere problematiske? Har De nogle analyseresultater af, hvad der for befolkningen er de tre vigtigste mål for denne reformtraktat, så man kan se, hvor de 500 millioner borgeres interesse i at få denne reformtraktat gennemført egentlig ligger? Findes der undersøgelser eller opinionsundersøgelser af det kvantitative og kvalitative informationsniveau i befolkningen, når det gælder denne reformtraktat? Det er nemlig grundlaget for at kunne vide, hvor vigtig dette reformskridt er for EU.

Hvad vil De som kommissær foretage Dem i den nærmeste fremtid for at få disse informationer ud til befolkningen?

 
  
MPphoto
 
 

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hvis EU var en bil, ville traktaten være et tuningssæt til den. Det er meget vigtigt, at vi nu får nye strukturer, navnlig inden for udenrigs- og sikkerhedspolitik, og jeg er enig med dem, der har understreget betydningen af en god fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, men det er ikke nok bare at have gode strukturer på plads.

Hvis vi ikke kan koordinere vores foranstaltninger, og hvis vi ikke kan samarbejde ordentligt og udsende fælles budskaber til en Kissinger eller en Rice, så er de budskaber intet værd. Vi er nødt til at bringe mere indhold ind i debatten, og vi er virkelig nødt til at arbejde i retning af fælles synspunkter.

Nu har vi det perfekte transportmiddel. Vi skal begynde at køre det i en bestemt retning, og vi skal påtage os vores rolle i verden. Denne traktat giver os værktøjerne, som kan bruges til det.

 
  
MPphoto
 
 

  Pál Schmitt (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Som medlem af Parlamentet for en af de nye medlemsstater vil jeg også gerne benytte lejligheden til at udtrykke vores taknemmelighed for den solidaritet, Fællesskabet viser os i dag. Uden den ville landene i Østeuropa ikke have været i stand til at komme på fode igen efter 40 års sovjetisk besættelse.

Allerførst vil jeg gerne som formand for Delegationen til Det Blandede Parlamentariske Udvalg EU-Kroatien sige, at traktaten vil medføre et tættere og mere effektivt samarbejde blandt medlemsstaterne, samtidig med at den muliggør yderligere udvidelser af EU til de lande, der accepterer og lever op til EU's værdisystem.

Efter min mening sender traktaten et positivt signal til de lande på Vestbalkan, der allerede har indledt optagelsesforhandlingerne. Den vil tilskynde dem til at sætte mere fart på reformerne, fordi den bringer dem meget tættere på optagelse i EU.

For at sammenfatte, for mit vedkommende er et af de vigtigste og mest innovative afsnit i traktaten uden tvivl det afsnit, der sikrer minoritetsrettigheder og gør beskyttelsen af nationale og etniske minoriteter til et grundprincip i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Så vidt jeg ved, er jeg det eneste medlem, som er valgansvarlig for folkeafstemninger, og jeg føler mig overhovedet ikke forpligtiget til at sige til tyskerne, at deres beslutning er mindre legitim end den irske, bare fordi vi afholder en folkeafstemning, mens de af forfatningsmæssige årsager ikke afholder en folkeafstemning.

Hvilken form for folkeafstemning vil dem, der argumenterer for en folkeafstemning, have? Ønsker de en folkeafstemning, hvor 50 % eller derover af hele EU's befolkning træffer beslutningen for dem, hvilket vil betyde, at de store stater, eller en blanding af små og store stater, træffer beslutningen for for alle? Eller mener de, at det skal være over 50 % i hver medlemsstat, hvilket vil betyde, at hver medlemsstat overlader sin ret til at træffe beslutningen til hver af de andre medlemsstater! Hvor er det fornuftige i det?

Winston Churchill brugte udtrykket "terminologiske unøjagtigheder". Jeg har ikke mere at tilføje, hvad angår kyllingerne til højre for mig, men uvederhæftige er de i hvert fald!

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Det har været en fornøjelse at være til stede under denne yderst interessante og dynamiske forhandling. Jeg vil opdele mine betragtninger i tre kategorier.

Første kategori drejer sig om de forberedelser, der skal være tilendebragt, for at Lissabontraktaten, hvis og når den træder i kraft, kan gennemføres fuldt ud. Der er mange forberedelser. Det er nødvendigt at forberede valget af formanden for Rådet og den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik, oprettelsen af Den Fælles Tjeneste for Eksterne Forbindelser og tilrettelæggelsen af aktiviteter inden for retlige og indre anliggender.

Disse aktiviteter skal foregå tålmodigt og ansvarligt. Jeg er sikker på, at der ikke er nogen, der ønsker, at det skal se ud, som om EU's institutioner eller medlemsstater forsøger at skaffe sig selv den største bid af kagen, før den er bagt færdig.

Derfor er vi nødt til at være klar over, at selv om forberedelserne skal afsluttes, er det medlemsstaterne, dvs. de nationale parlamenter og i et enkelt tilfælde vælgerne, der har det sidste ord i forhold til gennemførelsen af Lissabontraktaten. Det minder om et dilemma, der er blevet nævnt flere gange i dag, og som har været genstand for bred debat de sidste par år, nemlig folkeafstemning eller ratificering i parlamenterne?

Jeg vil gerne takke fru Doyle, hr. Mitchell og andre, som har gjort opmærksom på, at det er nødvendigt at respektere medlemsstaternes beslutning. I min indledende tale understregede jeg, at den suveræne kompetence til og ansvar for at beslutte, hvordan Lissabontraktaten skal ratificeres, fuldt og helt ligger hos hver enkelt medlemsstat.

Ikke desto mindre må jeg tilføje, at der ikke er noget som helst galt med at ratificere i parlamenterne. Absolut intet. Alle EU's medlemsstater er repræsentative parlamentariske demokratier, og denne ærede forsamling, Europa-Parlamentet, er et stærkt eksempel på repræsentativt demokrati.

Nu et par ord om ratificeringens betydning. Efter min mening bør ratificeringen af Lissabontraktaten ikke kun ses i den aktuelle sammenhæng, men også i en historisk sammenhæng og med fremtiden for øje. Jeg vil gerne kommentere det, hr. Schulz og andre har sagt, nemlig at vi skal huske det, der foregik på vores kontinent for 100 år siden, for 75 år siden eller måske, som i mit eget lands tilfælde, for 20 år siden eller mindre. Kort sagt er det vores fortid, som konstant må minde os om, at EU har bidraget væsentligt til fred, stabilitet og fremgang på vores kontinent.

Samtidig må vi ikke glemme fremtiden. Vi skal forberede os på de udfordringer, EU allerede nu kan imødese. Vi er overbeviste om, at Lissabontraktaten repræsenterer et skridt i den rigtige retning og rummer svar på udfordringer, der kan ses i horisonten.

 
  
MPphoto
 
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Det har været en livlig og interessant forhandling, som jeg gerne vil knytte tre bemærkninger til.

For det første vil jeg tage gennemførelse op, eftersom flere af Dem har nævnt særlige, specifikke spørgsmål om gennemførelse og opfølgning. Jeg vil også gerne sige noget om den diskussion om demokrati, der har fundet sted her, og knytte den til kommunikation og forhandling.

For at starte med spørgsmålene fra hr. Deprez, hr. Dehaene, hr. Barón Crespo og hr. Duff, har flere af Dem spurgt, hvad der skal ske nu i forhold til at forberede gennemførelsen af den nye reformtraktat.

Jeg forventer, at der er forberedelser i gang i alle institutionerne på den måde, at vi ser på, hvad der kræves af vores respektive institutioner - hvad angår Kommissionen, fremsættelse af specifikke lovforslag - og hvad der kræves i form af interinstitutionelt samarbejde og praktiske forberedelser. Det skal ske i fuld respekt for den ratificeringsproces, der er i gang i øjeblikket.

I Kommissionen har vores tilgang været at gøre det på en formelt set fuldstændig korrekt måde og at respektere ratifikationsprocessen - ikke forvente, men være forberedt. Så vidt jeg ved, er det også tilgangen i Rådet, hvor der er blevet gjort status, og vi ser naturligvis på samme måde på de forpligtelser, Kommissionen vil blive underlagt.

Vi vil naturligvis samarbejde med Parlamentet og sætte os ned og se på, hvad der skal gøres rent praktisk. Det er godt, at der også er drøftelser i gang i de respektive institutioner for at sikre, at alt er klart og kan håndteres på en formelt set fuldstændig korrekt måde. Vi er naturligvis ved at blive klar til at indlede det praktiske arbejde.

Der er blevet sagt meget om demokrati, hvilket minder mig om, hvad Churchill, som allerede er blevet nævnt, sagde om det: "Demokrati er den værste styreform, der findes, bortset fra alle de andre, man har forsøgt sig med i tidens løb."

Uanset hvilken ratifikationsmetode, der vælges - og det er op til hver enkelt regering og hver enkelt medlemsstat at beslutte, hvilken metode der skal bruges - vil Kommissionen respektere det og vil også betragte ratifikationer i nationale parlamenter som demokratisk legitime. Uanset hvilken metode der vælges, er det nødvendigt at kommunikere med borgerne.

Jeg vil oplyse alle, der har bedt om en konsolideret tekst, om, at beskeden fra Rådet er, at en sådan tekst vil blive udarbejdet, forhåbentligt så snart som muligt, og at vi med sikkerhed vil få en konsolideret tekst fra Rådet til foråret. Jeg ved, at der til dato er godt et dusin konsoliderede tekster tilgængelige på forskellige sprog. Jeg ved, at Overhuset har udarbejdet en konsolideret tekst, jeg ved, at det franske senat har udarbejdet en konsolideret tekst, og jeg ved, at der også findes en i Tyskland. Den findes på internettet.

Dvs. at man ikke kan bruge manglen på information som undskyldning. Alle teksterne er tilgængelige, og der er også oplysninger tilgængelige på Kommissionens hjemmeside med spørgsmål og svar og faktuel information om traktaten, vedrørende de specifikke, håndgribelige emner.

Vi er alle forpligtet til at hjælpe borgerne med at få adgang til al den faktuelle information, de har brug for, og til at have svar på deres specifikke spørgsmål.

Som svar på det, hr. Rübig sagde, ved vi fra tidligere Eurobarometer-meningsmålinger, at folk først og fremmest er interesserede i de håndgribelige emner, ikke i særlig høj grad i de institutionelle. Men jeg forventer, at flere medlemsstater også vil gennemføre specifikke meningsmålinger for at lodde den offentlige mening i de respektive medlemsstater. Det vil vi se mere af i de kommende måneder. Kommissionen vil generelt holde øje med disse spørgsmål gennem Eurobarometer.

De kan henvise borgerne og alle andre, De møder, til vores nye hjemmeside, der hedder Debate Europe. Vi har relanceret Debate Europe, så den nu indeholder den nye reformtraktat. Følg debatten, og husk at opfordre folk til at skrive indlæg og deltage i debatten på internettet.

Lad mig også sige, at jeg håber, at vi kan få unge mennesker og kvinder til at engagere sig i debatten, for når vi taler om demokrati og repræsentativt demokrati, vil vi også gerne se flere kvinder deltage i debatten, i fremtiden forhåbentlig også som ledere af vores institutioner og af EU.

Hvis kvinder ikke kan se, at de er repræsenteret, vil de tøve med igen at støtte vores forskellige projekter og beslutninger. Så det er også en demokratisk opgave og mission for os alle.

Sluttelig, hr. Nassauer kom med en meget vigtig pointe om de nationale parlamenter, og hvordan vi kan følge op på dette område og sikre dets komplementaritet. Parlamentets udvidede og styrkede rolle passer godt sammen med, at denne sag forankres i nationale parlamentariske procedurer i hver medlemsstat. Det er også noget, vi er nødt til at forberede ordentligt og grundigt med de nationale parlamenter. De spiller en stor rolle, som skal forberedes grundigt.

Tak for forhandlingen. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med Parlamentet og Rådet for at forberede gennemførelsen og vil helt sikkert gøre alt, hvad den kan, for at kommunikere og sørge for, at folk har adgang til al den information og alle de debatfora, de behøver for at diskutere Europas fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett, ordfører. - (EN) Hr. formand! Denne forhandling har vist, at her i Parlamentet går et meget stort flertal af de valgte repræsentanter for vores 27 landes befolkninger ind for denne traktat. Samtlige partier, der sidder i regering i vores medlemsstater, og næsten samtlige af de vigtigste oppositionspartier i alle medlemsstater - bortset, naturligvis, fra de britiske konservative - støtter traktaten.

Alle de store kristelige demokratiske partier støtter den. Den støttes af alle de socialdemokratiske partier i vores lande. Den støttes af de liberale demokratiske partier i alle vores lande, størstedelen af de grønne partier og endda de konservative partier, bortset, naturligvis, fra de britiske konservative. Modstanden mod traktaten kommer primært fra det yderste højre og nogle på den alleryderste venstrefløj her i Parlamentet. Men det er besynderligt at se den nye politiske alliance mellem Sinn Féin og det britiske konservative parti i modstanden mod traktaten.

Nogle af dem har i dag her i Parlamentet argumenteret med, at traktaten vedtages, uden at vi har adgang til dokumenterne - at der ikke er offentliggjort en konsolideret traktat. Men som jeg gjorde opmærksom på i går, har flere medlemsstater udgivet en konsolideret version af traktaten.

Så klager de over, som hr. Bonde, at de ikke viser ændringerne til traktaten, men ændringerne har jo været tilgængelige siden december på alle sprogene i EU-Tidende. De medlemmer af Parlamentet, som siger, at de ikke har haft mulighed for at læse teksten, passer ærlig talt ikke det arbejde, de får penge for at udføre. Det er ren dovenskab.

For det andet har nogle af dem kommet og sagt, at Parlamentet bør opfordre til en folkeafstemning. Det er sjovt, at dem, der er imod, at Parlamentet har magt, og imod, at EU skal kunne sige til medlemsstaterne, hvad de skal gøre, kommer her og siger, at vi skal fortælle suveræne medlemsstater, hvordan deres interne procedurer for at ratificere en international traktat skal fungere. Det er ekstremt dobbeltmoralsk.

Og endelig bemærkede jeg, at mange af dem var fraværende fra forhandlingen i lange perioder, fordi de opholdt sig uden for mødesalen iført kyllingekostumer. Det finder jeg meget symbolsk. Det er dem, der er nogle kyllinger, for de turde ikke deltage i debatten her. De er bange for dommen fra denne demokratiske debat, en dom, som er overvældende positiv over for traktaten, og som siger, at det er en god traktat, der vil forbedre EU og gøre EU mere demokratisk.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Íñigo Méndez de Vigo, ordfører. - (ES) Hr. formand! I dag har der her været mange henvisninger til den europæiske opbygning ud fra et historisk synspunkt.

Det EU, vi har opbygget i løbet af disse 50 år, er et forhandlingens og dialogens Europa, et Europa, hvor vi respekterer hinanden, og et Europa, der stiller sig i den andens sted for bedre at forstå vedkommende. Denne opfattelse har langt størstedelen af Parlamentet understreget i den forhandling, vi har haft i dag.

Men der har også været et andet Europa til stede under denne forhandling, hr. formand, det Europa, jeg kalder de tre f'ers Europa: de forbitrede diskussioner, fordømmelserne og foragtens Europa. Og dette Europa bryder vi os ikke om som demokrater, for vi mener, at man kan diskutere, at man bør diskutere, at man bør gå i dialog, men at man ikke skal fordømme.

Efter min mening, hr. formand, er der blevet sagt mange ting her, og nogle af dem er helt forkerte.

Jeg vil især nævnte én ting. Når det bliver sagt, at Lissabontraktaten indfører nye doser af kvalificeret flertal, er det rigtigt, men man siger ikke, at Lissabontraktaten betyder en større inddragelse af Europa-Parlamentet. Hvordan kan man være medlem af Europa-Parlamentet og ikke ønske, at det får en større deltagelse i de politiske beslutninger, der berører europæerne?

(Bifald)

Jeg vil slutte med at citere Miguel de Cervantes, der som en ældre mand, ved slutningen af sit liv, sagde, at der var situationer, hvor man kunne vælge mellem at være kro eller vej. At være en kro er at blive, hvor man er. At være en vej er at fortsætte.

Jeg håber, at vi, som min politiske gruppe vil gøre det, og som størstedelen af Parlamentets politiske grupper vil gøre det, stemmer ja til Lissabontraktaten med hjertet og fornuften. Lad os give den demokratiske stemme en demokratisk opbakning til dem, der som os ønsker mere Europa til alle europæerne!

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Vi går nu over til afstemning. Dette er det første punkt i afstemningenstiden, der begynder nu.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. - (GA) Alt taget i betragtning må man sige, at EU har været en god ting for Irland.

Men denne folkeafstemning er om Lissabontraktaten. Det er irrelevant, om EU har været til fordel for Irland eller ej.

Lissabontraktaten giver EU's institutioner enekompetence inden for handelspolitik, herunder forhandliger om internationale handelsaftaler. Det bemyndiger Kommissionen til at tage initiativ til og føre forhandlinger, herunder om internationale handelsaftaler, før der skal aflægges beretning til Ministerrådet. Artikel 10, litra a bemyndiger "gennem gradvis afskaffelse af hindringer for international handel", hvilket er et ledende princip for Kommissionen i dennes samspil med tredjelande. Fra oktober 2006 har EU gjort en indsats for at fjerne "grænseoverskridende hindringer" i forhold til udviklingslande. Hindringer såsom miljøbestemmelser, forbrugerbeskyttelsesbestemmelser og sundhedsbestemmelser uden hensyn til konsekvenserne af at fjerne disse bestemmelser. Ved at tage disse to aspekter i betragtning afsløres der en stor del af det væsentlige tilbageskridt for EU i forhold til at gøre noget ved fattigdom og ulighed i verden.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Netop som ratifikationsprocessen for Lissabontraktaten er gået i gang, overskrider Parlamentet endnu en gang sine beføjelser i et forsøg på at påvirke den offentlige mening med en betænkning, der udtrykker billigelse af traktaten og presser alle EU's medlemsstater til at ratificere traktaten tids nok til, at den kan træde i kraft den 1. januar 2009. Det er et vaskeægte politisk trick, for Parlamentet har ikke beføjelse til at vedtage EU-traktater. Det er medlemsstaterne, der har beføjelserne på det område, i første omgang via regeringskonferencen og derefter gennem hver medlemsstats ratifikation i henhold til hvert enkelt lands grundlæggende lovgivning.

Eftersom EU nu ønsker at slippe uden om folkeafstemninger for at undgå endnu en forkastning af traktaten, som det skete i Frankrig og Holland i 2005, er det i princippet kun Irland, der vil afholde en folkeafstemning.

Ved at vige uden om folkeafstemninger ved hjælp af en lang række påskud afslører man sin frygt for konsekvenserne af at give borgerne mulighed for at stemme i Portugal og de andre EU-lande. Disse lande ved, at indholdet af Lissabontraktaten er det samme som indholdet i "EU's forfatning". Navnet er kun blevet ændret for at forsøge at narre borgerne i det, der udgør et ægte politisk bedrageri. Vi stemmer derfor imod betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Katrin Saks (PSE), skriftlig. - (ET) Det vigtigste spørgsmål for EU er Lissabontraktaten, fordi det gælder Europas fremtid og den måde, hvorpå det vil klare sig i en verden, der ændrer sig hurtigere fra år til år, end vi gør. Jeg har tre bemærkninger.

1) For det første hilser jeg det velkommen, at Frankrig, hvor krisen efter chokket i forbindelse med folkeafstemningerne begyndte, var det første land fra det "gamle Europa", der ratificerede traktaten og derved foregik andre med et godt eksempel på, at integrationen i Europa absolut er nødt til at fortsætte.

2) For det andet håber jeg, at medlemsstaterne ikke vil begynde at bruge traktaten som et politisk instrument under ratifikationen, som det skete i Slovakiet, hvor oppositionen, selv om den gik ind for traktaten, gjorde ratifikation betinget af, at regeringspartiet trak et lovforslag tilbage, som oppositionen var imod. De vigtigste EU-sager må ikke blive skudt i sænk af indenrigsspørgsmål!

3) Sluttelig håber jeg, at reformtraktaten vil sætte en stopper for alt det sludder, som nogle Europapolitikere har udspredt, om, at vi kan fortsætte med de gamle traktater. Tværtimod nødvendiggør globalisering ikke kun større engagement i at forvandle ambitioner til virkelighed, men også bredere enighed om udformningen af EU's politikker og et nyt basisdokument, hvormed det kan opnås.

 
  
  

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

 

4. Afstemningstid
MPphoto
 
 

  Formanden. - Vi går nu over til afstemning.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

 

4.1. (A6-0013/2008, Richard Corbett) Lissabontraktaten (afstemning)
  

Før afstemningen om ændringsforslag 29

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Corbett, ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg vil blot præcisere, at dette ændringsforslag skulle være rettet mod stk. 2, litra c, ligesom på vores afstemningsliste, for det er der, det passer ind i teksten, ikke i stk. 5, litra e.

 
  
  

Efter afstemningen om beslutningsforslaget

(Stående bifald)

(Protester fra IND/DEM-Gruppen)

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mine damer og herrer! De har stemt for reformtraktaten med overvældende flertal. Det er udtryk for den frie vilje hos de folk, som De repræsenterer. Jeg ønsker Dem hjerteligt tillykke med dette overbevisende resultat! Europa-Parlamentet repræsenterer Europas folk. Denne traktat giver EU større handlekraft og sikrer mere demokrati.

(Bifald)

Vi forsvarer Europas fælles værdier og vil aldrig tillade, at lydstyrke dominerer over frie argumenter. Dette er et frit og demokratisk Europa. Hjerteligt tillykke med dette overbevisende resultat!

(Bifald)

(Protester fra IND/DEM-Gruppen)

De, som har krævet disse afstemninger ved navneopråb om ændringsforslag, som kun indeholder spørgsmål, bør aflægge regnskab over for deres vælgere for, hvor meget det har kostet. Det kommer til at falde tilbage på Dem, det De har lavet her, også den måde, De sidder dér på. Hvis Deres forældre så Dem sådan, så tror jeg, de ville skamme sig over at se Dem på den måde.

(Bifald)

 

4.2. (A6-0471/2007, Ona Juknevičienė) Folke- og boligtællinger (afstemning)

4.3. Lissabonstrategien (afstemning)
  

Før afstemningen om ændringsforslag 12

 
  
MPphoto
 
 

  Udo Bullmann (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne foreslå en tilføjelse til det fælles ændringsforslag 12, som naturligvis ikke skal erstatte det fælles ændringsforslag, men tilføjer en ekstra formulering i andet punktum. Denne ekstra formulering lyder:

(EN) "eller gennem kollektive overenskomster i henhold til nationale traditioner". Det kommer efter "generelt bindende ordninger" og før "der sætter fuldtidsarbejdende i stand til at opnå en rimelig levestandard med deres løn."

(DE) Et ændringsforslag, som foreslår denne tilføjelse, skal tage højde for de skandinaviske forhold, og det er afstemt med medordførerne og de grupper, som er med til at stille ændringsforslaget.

 
  
  

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

 

4.4. (A6-0029/2008, Margarita Starkevičiūtė) Margarita Starkevičiūtė) Overordnede retningslinjer for økonomiske politikker - 2008 (afstemning)
  

Før afstemningen om ændringsforslag 39

 
  
MPphoto
 
 

  Margarita Starkevičiūtė, ordfører. - (EN) Hr. formand! Vi har nu en tekst, der lyder: "pålægger sin formand at sende denne beslutning til Rådet og Kommissionen", og jeg vil gerne tilføje ordene "og medlemsstaternes regeringer og parlamenter".

 
  
  

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

 
  
  

Før afstemningen om ændringsforslag 6

 
  
MPphoto
 
 

  Margarita Starkevičiūtė, ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne præcisere problemet. Hvis disse ændringsforslag forkastes, er vi nødt til at slette punkt 2 og 3 i retningslinje 7, som jeg gentog i retningslinje 15. Det gælder også PSE-Gruppens ændringsforslag 13, og jeg vil gerne bede grupperne stemme, som jeg sagde, for at undgå gentagelse af teksten.

 
  
  

Efter afstemningen om forslaget til beslutning

 
  
MPphoto
 
 

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand! Vi har netop med et meget bredt flertal ændret retningslinjerne for den økonomiske politik.

Hr. Almunia er ikke til stede, men jeg vil bede fru Wallström om meget klart at støtte de nye forslag, som Europa-Parlamentet har stillet for at forbedre den økonomiske situation for alle vores borgere.

(Bifald)

 

4.5. (A6-0503/2007, Cem Özdemir) En EU-strategi for Centralasien (afstemning)
  

Før afstemningen om punkt 63

 
  
MPphoto
 
 

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne informere mine kolleger i PPE-DE-Gruppen om, at der er en fejl i anden del af den delte afstemning. Den rigtige beslutning er "nej", ikke "ja".

 
  
  

Før afstemningen om punkt 69

 
  
MPphoto
 
 

  Cem Özdemir, ordfører. - (DE) Hr. formand! Hensigten med dette mundtlige ændringsforslag er at præcisere og ajourføre teksten. Dermed har jeg også taget et ønske fra skyggeordførerne op. Jeg læser op på engelsk:

(EN) "Ser med tilfredshed på det usbekiske parlaments godkendelse af lovene om afskaffelse af dødsstraffen og bemyndigelse af domstolene til at udstede arrestordrer som et positivt skridt i retning af reform af det strafferetlige system i Usbekistan. Opfordrer til et gennemgribende eftersyn af det strafferetlige system på en måde, der effektivt støtter gennemførelsen af disse reformer."

 
  
  

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

Før afstemningen om ændringsforslag 17

 
  
MPphoto
 
 

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Før vi går til den afsluttende afstemning, vil jeg gerne sige, at jeg er forvirret, for alle mine gule naboer er forsvundet. Der er kun en enkelt tilbage.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Det tager vi til efterretning, selv om jeg er fristet til at kommentere det.

 
  
  

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

 

5. Stemmeforklaringer
  

Mundtlige stemmeforklaringer

 
  
  

Betænkning af Richard Corbett, Inigo Méndez de Vigo (A6-0013/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Gennem afstemningen om betænkningen af Corbett og Méndez de Vigo, som netop er afholdt, bekræfter Parlamentet endnu en gang den holdning, som vi længe har indtaget, nemlig den totale foragt for flertallets demokratisk udtrykte vilje i Frankrig, Nederlandene og andre steder. Parlamentet hævder, at det repræsenterer alle Europas borgere, men i virkeligheden har disse borgere overhovedet ikke medbestemmelse. At parlamentsformanden, hr. Pöttering, netop sagde, at Parlamentet med denne afstemning fortolker de fleste europæiske borgeres opfattelse, var simpelthen intet mindre end en ynkværdig løgn. Parlamentet har overhovedet ikke krævet respekt for folkets vilje eller opfordret til, at der afholdes en folkeafstemning i hver medlemsstat. Tværtimod, det eneste, som Parlamentet kræver, er, at kopien af den forkastede forfatning hurtigst muligt træder i kraft. Parlamentet repræsenterer desværre ikke borgerne, men kun det officielle Europas elitære opfattelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg stemte imod betænkningen, fordi EU's politiske elite endnu en gang forsøger at presse forfatningstraktaten igennem uden at spørge Europas befolkninger. Den britiske regering har lovet en folkeafstemning om denne traktat, men lader nu som om, at den på en eller anden måde er anderledes. Man behøver kun lytte til leder efter leder, f.eks. Valéry Giscard d'Estaing, for at blive klar over, at der faktisk ikke er nogen forskel.

Jeg siger Dem, den politiske elite i Europa, at hvis De tror, at De er i færd med at opbygge et europæisk projekt, men opbygger et europæisk projekt uden folkets vilje bag, så er det i virkeligheden et sandslot, De bygger. Som den store, afdøde Jimi Hendrix engang sagde, synker sandslotte altid i havet til sidst. Det er udemokratisk, kujonagtig og uretmæssigt at ratificere EU's forfatning på trods af, at den er blevet forkastet ved to folkeafstemninger.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Hannan (NI). - (EN) Hr. formand! I mine otte år i Parlamentet har jeg hørt nogle temmelig absurde påstande fremført her i mødesalen, men påstanden om, at det, vi netop har gjort ved at presse denne traktat igennem i en kæmpe afstemning, var udtryk for Europas befolkningers frie vilje, må fortjene en særlig humbugmedalje.

De ved ganske udmærket, at det ikke passer, de af Dem, som klappede så hjerteligt, da de ord blev udtalt. De ved det, og jeg kan bevise, at De ved det, for De plejede at støtte folkeafstemninger, indtil det stod klart, at De ville tabe dem. Det, denne afstemning faktisk har gjort, er at understrege afstanden mellem medlemmerne af Parlamentet og deres egne vælgere. Aflysningen af folkeafstemningerne er udtryk for fejhed og en frasigelse af lederskabet, og det ved De godt.

Hvis jeg tager fejl, så bevis det. Lad traktaten komme til de afstemninger, som De støttede, mens De mente, De kunne vinde dem. Send Lissabontraktaten til afstemning. Pactio Olisipiensis censenda est!

 
  
MPphoto
 
 

  Hannu Takkula (ALDE). - (FI) Hr. formand! Jeg vil gerne kort forklare, hvorfor jeg undlod at stemme. Jeg synes, vi skal huske på, at Parlamentet ikke har nogen beføjelser i denne sag. Det er medlemsstaterne, der har beføjelserne og det er vi nødt til at respektere. Det er medlemsstaterne, der skal beslutte, om den nye Lissabontraktat skal vedtages eller ej.

Nu synes jeg, vi skal stoppe op og huske, hvordan styrkeforholdene ser ud. Personligt mener jeg, at det bør være op til nationalstater at træffe denne beslutning. Det ville ikke være en dårlig idé, hvis offentligheden blev spurgt, for beslutningsprocessen vil få større legitimitet, hvis befolkningen får mulighed for at påvirke den.

Der er meget godt i denne traktat, men der er også dele, som ikke kan accepteres, og hvis jeg betragter det fra en bestemt medlemsstats synspunkt, Finlands, hvor jeg er fra, rummer den mange aspekter, der ikke er acceptable for os. Men beslutningskompetencen på disse områder ligger under alle omstændigheder hos de nationale parlamenter.

(Bifald)

 
  
  

Forslag til beslutning - Lissabonstrategien (B6-0073/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Jeg stemte for beslutningsforslaget om Lissabonstrategien, som vil være på dagsordenen til forårets Europæiske Råd. Jeg er enig med forslagsstillerne i, at Lissabonstrategien kun kan få succes, hvis den trækker på menneskelige ressourcer i et miljø, der er gunstigt og befordrende for indlæring, viden, videnskab, forskning, kultur, information og innovation.

Vi har brug for tre aktører for at kunne opfylde Lissabonstrategien mål: Universiteter som arkitekter for viden, virksomheder, der ved, hvordan denne viden kan udnyttes i praksis, og en offentlig sektor og lokale offentlige institutioner, der kan skabe en varigt bæredygtig infrastruktur til videnskaberne, forskning og udvikling på nationalt og regionalt plan. Økonomiske investeringer er en forudsætning for innovation. Økonomiske midler vil skabe viden. Viden, der investeres i innovation, vil sætte fart på de økonomiske bidrag. Små og mellemstore virksomheder kan kun overleve i en hård konkurrencesituation, hvis de er opfindsomme og kreative. Jeg tror, at Europa vil kunne finde sig til rette side om side med det 21. århundredes amerikanske og japanske viden-ekspres.

 
  
MPphoto
 
 

  Ivo Strejček (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg stemte imod betænkningen, og jeg vil gerne forklare, hvorfor.

For det første fremstiller teksten samlet set EU som en global økonomisk og social magtfaktor. For det andet nævner den en såkaldt førende rolle for EU i verden og tror blindt på, at resten af verden vil udvikle sig i overensstemmelse med EU's ønsker. For det tredje står der, at EU vil spille en førende rolle i skabelsen af en eller anden form for globale standarder. For det fjerde gør Lissabonstrategien økonomisk samarbejde med andre lande betinget af, at de centrale arbejdstagerrettigheder kan håndhæves. For det femte udspringer Lissabonstrategien direkte af den såkaldte Lissabontraktat på trods af, at de fleste medlemsstater endnu ikke har ratificeret den. Erklæringen opfordrer til indførsel af en minimumsløn i medlemsstater, der ikke har en minimumsløn.

 
  
MPphoto
 
 

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Østrigs Folkepartis Europaclub i Europa-Parlamentet har med overbevisning stemt for Corbett/Méndez de Vigo-betænkningen, fordi Lissabontraktaten styrker Europa borgere, medlemsstaterne og EU. Vinderne er Europas borgere og parlamenterne, Europas borgeres repræsentanter. Vi ser jo i forbindelse med Kosovodebatten, hvor vigtig denne traktat er, fordi vi med denne traktat får meget bedre muligheder for en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Vi ser med forankringen af chartret om grundlæggende rettigheder, at vi dermed også har en vejledning i, hvordan man kan skabe grundlæggende rettigheder for alle borgere i EU. Hvis man ikke går ind for denne traktat i dens helhed, handler man imod borgerne. Vi bør fortsat stå på borgernes side og bringe denne traktat tættere på borgerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har af fuld overbevisning stemt for betænkningen, fordi den giver et afbalanceret forhold mellem økonomiske og sociale foranstaltninger, som skal træffes, fordi der her for første gang er tale om et socialt Europa, og fordi medlemsstaterne for første gang med stort flertal i Parlamentet bliver opfordret til at træffe foranstaltninger til at indføre en mindsteløn. Det glæder mig, at det er lykkedes flertallet at forhindre foranstaltninger, som havde til formål at afskaffe velerhvervede sociale rettigheder som f.eks. arbejdstidsdirektivet eller retten til at tage sociale ydelser med over grænserne. Alt i alt tilslutter jeg mig med begejstring denne afbalancerede initiativpakke.

 
  
MPphoto
 
 

  Nirj Deva (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg stemte imod betænkningen om Lissabontraktaten. Katten er ude af sækken, og vi har skyllet barnet ud med badevandet. Mens vi forsøger at skabe et fællesmarked, har vi faktisk i hemmelighed skabt et fælles land.

Vi har nægtet at involvere vores befolkning i processen. Vi har nægtet dem deres naturlige ret til at udtale sig om, hvordan de skal regeres, og vi har i så høj grad som muligt ignoreret, at de skulle have haft en folkeafstemning.

Hvordan kan vi sige til vores befolkninger, vores vælgere, at dette Parlament repræsenterer deres synspunkter, når de ikke får lov at udtrykke dem? Den britiske regering - især hr. Brown - har lovet en folkeafstemning. Specifikt hr. Brown og specifikt hr. Blair har sagt, at de ville give briterne en folkeafstemning. Jeg beklager dybt denne dag, og jeg beklager dybt Labour-regeringens brudte løfter.

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg har været tvunget til at undlade at deltage i afstemningen om Lissabontraktaten. Traktaten er ikke tilgængelig på mit sprog i Polen. Mine vælgere har ikke haft mulighed for at sætte sig ind i traktaten, og jeg repræsenterer jo deres opfattelser og interesser her, ikke blot min egen overbevisning. I mandags blev det besluttet her i Europa-Parlamentet, at vi i dag skal stemme om et dokument, som en del af os ikke har haft mulighed for at læse i samlet form på vores eget sprog. Kun et dumt eller uærligt menneske kan træffe en afgørelse om et dokument med et utilgængeligt indhold. Derfor har jeg undladt at stemme.

 
  
  

Betænkning af Margarita Starkevičiūtė (A6-0029/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Ivo Strejček (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg stemte imod betænkningen af følgende årsager:

Betænkningen omtaler en mere retfærdig fordeling af indtægter og indfører begrebet fuld beskæftigelse gennem offentlige investeringer. Den forsøger at kompensere for det såkaldte markedssvigt ved at indføre miljøskatter og støtte videnskaben og forskning ved hjælp af skattefradrag, hvilket vil gøre skattesystemet mindre gennemskueligt og nødvendiggøre ny EU-lovgivning.

 
  
MPphoto
 
 

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt imod Starkevičiūtė-betænkningen, fordi afsnittet om indvandring viser den typiske kortsynethed, som allerede har kostet os dyrt. Nogle ønsker åbenbart, at de fejl, der blev begået i 1960'erne og 1970'erne, gentages. Dengang tænkte man kun på kort sigt og importerede mennesker som varer. Resultaterne af denne politik kan vi nu konstatere i vores store byer, nemlig omfattende arbejdsløshed, kriminalitet og udviklingen af parallelle samfund. I stedet for at lære af fortidens fejl fortsætter vi stædigt ad samme vej. Det bliver endda værre, nu hvor det foreslås, at der føres en europæisk indvandringspolitik som såkaldt supplement til medlemsstaternes politikker. Der kommer altså garanteret endnu mere slaphed, end det allerede nu er tilfældet, og det er jo det sidste, vi har brug for.

 
  
MPphoto
 
 

  Koenraad Dillen (NI). -(NL) Hr. formand! Ligesom min kollega, hr. Claeys, har jeg også stemt imod denne betænkning. Selvfølgelig er mange aspekter i betænkningen uden tvivl rigtige og relevante. F.eks. tænker jeg på moderniseringen af arbejdsmarkederne, investering i selvstændig erhvervsvirksomhed og forenkling af skattepolitikken, som den går ind for. Ikke desto mindre rammer Parlamentet helt ved siden af, når det betragter en europæisk indvandringspolitik med tiltrækning af økonomiske indvandrere som en spydspids i Lissabonstrategien. Endvidere er det ikke økonomisk åbenhed, der er en patentløsning til bekæmpelse af ulovlig indvandring, således som det hævdes, men en håndhævet grænsekontrol ved Unionens ydre grænser, en afvisning af enhver national omfattende legaliseringspolitik og en resolut udvisningspolitik over for ulovlige indvandrere.

 
  
  

Betænkning af Cem Özdemir (A6-0503/2007)

 
  
MPphoto
 
 

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Vi har i dag vedtaget et vigtigt dokument om forholdet mellem EU og Centralasien. Det er et eksempel på, at vi ønsker at dele de erfaringer og værdier, som er universelle i Europa, med andre, at vi ønsker, at de spirende demokratier i denne region skal bakke op om erfaringerne og værdierne. Disse lande har gjort et enormt fremskridt på det økonomiske område. De skal dog træffe afgørende foranstaltninger til hindring af, at de fundamentale og grundlæggende menneskerettigheder og friheder krænkes. Landene må kæmpe med en række problemer, nemlig en tiltaget narkotikasmugling, organiseret kriminalitet, korruption og menneskehandel. Det er også meget vigtigt at forbedre kontakten mellem vores borgere, at promovere kulturel udveksling samt skabe et særligt program med stipendier til unge mennesker, så de kan læse i europæiske skoler, hvorved de får til kendskab til EU's værdier og standarder.

Vi ønsker vores partnere fra Kasakhstan, Den Kirgisiske Republik, Tadsjikistan, Turkmenistan og Usbekistan held og lykke med arbejdet for at skabe velfærd, frihed og demokrati, hvormed de i fremtiden kan hjælpe andre og dele de opnåede resultater.

 
  
  

Skriftlige stemmeforklaringer

 
  
  

Betænkning af Richard Corbett, Inigo Méndez de Vigo (A6-0013/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson, Göran Färm, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi svenske socialdemokrater stemte i dag for betænkningen om Lissabontraktaten. Vi støtter den nye traktat. Derimod mener vi, at det faktum, at to medlemsstater stemte nej til udkastet til en forfatning, betydød, at vi var tvunget til at foretage ændringer. Vi delte således ikke den opfattelse, at det er beklageligt, at flaget og hymnen er blevet taget ud af traktaten. Vi mener i modsætning til flertallet af parlamentsmedlemmerne, at det er godt, at der indføres "nødbremser" i beslutningsproceduren på områder, som er sensible, hvad angår den nationale suverænitet.

Vi er tilhængere af subsidiaritetsprincippet og forkaster derfor Europa-Parlamentets krav om folkeafstemninger i medlemsstaterne. Dette er et spørgsmål, som hvert enkelt medlemsland selv skal træffe beslutning om.

Afslutningsvis vil vi gerne kommentere afstemningen om ændringsforslag 36 vedrørende Lavalsagen. Vi valgte at stemme imod første del, da vi mener, at der er forskelle mellem den gamle traktat og Lissabontraktaten, f.eks. hvad angår chartret om rettigheder, hvor bl.a. retten til at strejke i overensstemmelse med national praksis slås fast. Vi støtter passagen i chartret om rettigheder, og vi støtter også den anden del af ændringsforslaget, som værner om retten til at indgå faglige konflikter. Vi vil gerne pointere, at denne opfattelse deles af vores politiske gruppe i Parlamentet, som valgte at stemme imod, da betænkningen handler om traktaten og ikke Lavalsagen.

 
  
MPphoto
 
 

  Batten, Bloom, Booth, Clark, Farage, Nattrass, Titford and Whittaker (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Selv om UKIP forkaster Lissabontraktaten, undlod vi at stemme om ændringsforslag 31, fordi vi ikke er enige i begrundelsen for ændringsforslaget.

 
  
MPphoto
 
 

  Pervenche Berès (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg er stadig overbevist om, at socialdemokraterne i det franske parlament, da præsident Sarkozy ikke afholdt nogen folkeafstemning, burde have undladt at stemme. Men det er ikke fordi, den franske præsident klarede forhandlingen af denne traktat dårligt og ignorerede den franske folkeafstemning, at vi ikke skal besvare det spørgsmål, vi stilles i dag.

Denne traktat er langtfra perfekt, men den gør det muligt at afslutte de institutionelle drøftelser og give Europa de regler, det skal bruge for at fungere. I dag skal socialdemokraterne høres om omlægningen af politikkerne, den største udfordring i forbindelse med revisionen af de finansielle overslag, om det franske EU-formandskab, om PSE's engagement i forbindelse med udfærdigelsen af dets mainfest for de kommende europæiske opgør.

Nejet har gjort det muligt at tage politikkerne ud af selve teksten af det, der skulle være en forfatning. Det har tvunget Europa til at sætte fokus på spørgsmålet om arten af det europæiske projekt i dets overvejelser. Det er meget vigtigt.

Men da jeg håber, at denne tekst går igennem, så jeg kan engagere mig fuldt og helt i de efterfølgende forhandlinger om politikkerne, da det nej, jeg afgav for over to år siden, var proeuropæisk, påtager jeg mig mit ansvar, og jeg godkender Lissabontraktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Adam Bielan, Marcin Libicki og Konrad Szymański (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg har afstået fra at tage del i den afgørende afstemning om betænkningen om Lissabontraktaten, eftersom betænkningen klart overskrider aftalerne indgået på EU-topmøderne i Bruxelles og Lissabon.

Lissabontraktaten har været et meget svært kompromis for alle involverede parter. Det er politisk skadeligt for ratificeringsprocessen at overskride dette kompromis. Overskridelsen kan ses i bestemmelserne om EU's manglende symbolik, aftalerne om stemmesystemet i Rådet vedrørende opt in- og opt out-klausulerne og chartret om grundlæggende rettigheder.

Jeg kan heller ikke støtte bestemmelser, der skal skabe grobund for yderligere kampagner for en EU-forfatning.

 
  
MPphoto
 
 

  Carlos Coelho (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Lissabontraktaten er det bedste kompromis til at overvinde den institutionelle krise og tilføre større fleksibilitet til de beslutningsmekanismer, der er helt afgørende for, at et udvidet EU med 27 medlemmer kan fungere i vore dages globaliserede verden, som er i konstant forandring.

Jeg hilser med tilfredshed, at EU får status som juridisk person, at strukturen med de tre søjler afskaffes til fordel for en samlet institutionel ramme og generel anvendelse af det fællesskabsretlige samarbejde.

Jeg hilser med tilfredshed tiltagene til forbedring af gennemskueligheden og ansvarligheden og til styrkelse af europæiske borgeres deltagelse og rettigheder, både hvad angår information og gennem borgernes lovgivningsinitiativ.

Jeg hilser med tilfredshed ændringerne inden for frihed, sikkerhed og retlige anliggender, hvor initiativer skal have mere ambitiøse mål og mere effektive procedurer og ikke længere vil gøre brug af mellemstatslige instrumenter og procedurer.

Jeg hilser med tilfredshed de nationale parlamenters større involvering, især i forhold til respekten for subsidiaritetsprincippet.

Jeg beklager, at det var nødvendigt at give forskellige indrømmelser, f.eks. udsættelsen af gennemførelsen af vigtige elementer såsom det nye afstemningssystem i Rådet og de britiske og irske forbehold/tilvalg på områder, der tidligere hørte under den tredje søjle. Jeg frygter, at indførelsen af en valgt formand for Det Europæiske Råd vil medføre, at fordelene ved de skiftende formandskaber forsvinder, uden at det giver nogen merværdi for EU's virke, men i stedet skaber problemer i relationerne mellem de forskellige institutioner.

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Marie Coûteaux, Patrick Louis og Philippe de Villiers (IND/DEM), skriftlig. - (FR) Europa-Parlamentet har netop godkendt Lissabontraktaten, selv om ingen har bedt det om det.

Bevægelsen for Frankrigs delegation til Europa-Parlamentet har naturligvis stemt imod denne betænkning, idet vi har vurderet dens ganske symbolske rækkevidde.

Det er påfaldende, at franske og nederlandske folkevalgte, som sidder i Strasbourg, stemmer for en traktat og klart erkender, at den er en klon af den hedengangne europæiske forfatning, når deres folk højtideligt har forkastet denne tekst. Det er ligeledes påfaldende, at Europa-Parlamentet stemmer om en traktat, når ingen af dets medlemmer har kunnet slå op i den konsoliderede udgave. Efter det ungarske parlament, som har ratificeret traktaten i blinde, godkender Europa-Parlamentet en tekst, den ikke har læst.

MPF's delegation til Europa-Parlamentet ønsker i dag alle de irske frihedselskere held og lykke. Deres folkeafstemning er ikke blot deres. De kommer til at stemme for alle dem, der ikke har haft mulighed for at gøre det, og for dem, især franskmændene, hvis afstemningsresultat er blevet fejet bort i en håndevending.

 
  
MPphoto
 
 

  Manuel António dos Santos (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg stemte for denne betænkning og støtter den dertil knyttede beslutning.

Der opstod imidlertid et problem med afstemningsmaskinen i sidste øjeblik, så jeg var fysisk ude af stand til at give udtryk for min samlede tilslutning.

Jeg fremlægger denne forklaring på stemmeafgivningen for at få dette ført til protokols.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette er en jammerlig beslutning fra Parlamentet med det ene formål at forvirre borgerne og lægge pres på medlemsstaterne om at ratificere Lissabontraktaten, eftersom Parlamentet ikke har beføjelser til at vedtage den. Kun medlemsstaterne kan ratificere den.

Alligevel støttede vi under forhandlingen og afstemningen de demokratiske tiltag, der sigtede mod at bringe et element af pluralisme ind i forhandlingen, og vi understregede behovet for mere demokrati med vores krav om folkeafstemninger. Det er grunden til, at vores gruppe fremlagde nogle beslutningsforslag, som desværre blev forkastet. Mere specifikt var der tale om forslag, der udtrykte vores modstand mod Lissabontraktaten og understregede nogle af dens mere bekymrende sider såsom en tendens til at militarisere EU i tæt samarbejde med NATO, pålægge stigende militærudgifter og bestemmelser om gennemførelse af militæroperationer for at "bevare Unionens værdier og tjene dens interesser".

Vi fordømmer også, at bestemmelserne fra de nuværende traktater, hvorpå EF-Domstolen for nylig baserede sine domme (dommene i Laval/Vaxholm- og Viking Line-sagerne), der berettiger social dumping, og som betyder, at arbejdstageres ret til at iværksætte kollektive kampskridt underordnes respekten for den frie handel med tjenesteydelser, er medtaget i Lissabontraktaten i deres helhed, hvilket indebærer, at medlemsstaterne fortsat har enekompetence til at iværksætte kollektive kampskridt.

 
  
MPphoto
 
 

  Glyn Ford (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg hilser betænkningen fra hr. Méndez de Vigo og hr. Corbett velkommen. Den understreger den kendsgerning, at reformtraktaten ikke er forfatningen, og sætter samtidig Europa i stand til at stræbe efter den nye, globale rolle, det vil være nødt til at spille i de kommende årtier.

Den styrker EU's institutioner. Den fremmer demokratiet ved at give Parlamentet større beføjelser. Den gør det muligt for EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik at udvikle sig, så Europas økonomiske og industrielle magt afspejles i international politik, og vil især sætte EU i stand til at spille en central rolle i forhold til at tackle den globale opvarmning.

 
  
MPphoto
 
 

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt ja til Lissabontraktaten, da der - desværre - ikke er noget alternativ. Men vi skal holde hovedet koldt. Det er ikke med en minitraktat på 300 sider, der er lige så uforståelig, som den er uigennemskuelig, at Unionen vil vinde borgernes tillid. Især ikke da de gentagne opt outs vil føre os i retning af et Europa med permanente blokeringer eller et Europa med variabel geometri.

Denne nye traktat er ikke andet end en sidste udvej. Der skal hurtigst muligt udarbejdes en omarbejdet traktat, der skal ratificeres ved folkeafstemninger af Europas befolkninger. I alle de lande, hvor vælgerne siger nej, skal landet frit kunne forlade Unionen, og ellers skal det underkaste sig de fælles regler. Det er prisen at betale for at få et reelt integreret EU med en mere solidarisk politik.

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Man har sjældent i denne forsamling set en så stalinistisk betænkning. Det er ren løgnerpropaganda! Det er kun her og i Sarkozien, at man kan hævde, at Lissabontraktaten er grundlæggende forskellig fra den europæiske forfatning, til trods for at det kæmpestore flertal af EU's stats- og regeringschefer og forfatningens fader, Valéry Giscard d'Estaing, siger det stik modsatte.

Ordførerne har flottet sig med lidt kultur i starten af begrundelsen og citerer et par vers fra Shakespeares Julius Cæsar. Dette citat går i det væsentligste ud på, at man skal følge de underliggende kræfter, som fører til de store samfundsevolutioner, for at undgå ruin og fiasko. Problemet er, at for dem er disse kræfter Lissabontraktaten og den kunstige, forcerede oprettelse af en centraliseret europæisk superstat. Men de virkelige kræfter i denne henseende er befolkningernes tiltagende forkastelse af projektet. De vil genfinde deres rødder og identitet og beskyttes mod denne udvikling, som de forkaster, men som man vil påtvinge dem. De politiske konstruktioner, som fratager dem deres frihedsrettigheder, og den finansielle globalisering, som ruinerer dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Flertallet her i Parlamentet viser endnu en gang, hvor langt fra virkeligheden det er. Resultatet af folkafstemninger har tydeligvis ingen værdi, hvis det går imod viljen hos det politiske etablissement.

Vi i Junilisten er tilhængere af en folkeafstemning om Lissabontraktaten i Sverige. Om andre medlemslande skal holde folkeafstemninger, er først og fremmest op til det pågældende land at afgøre.

Hele processen i forbindelse med en ny EU-traktat har været en skandale. Et konvent, hvis måde at arbejde på er blevet stærkt kritiseret, har udarbejdet et udkast til en EU-forfatning. Siden har man undgået debat, og man har hevet og sledet for at gennemtrumfe en endnu mere føderalistisk traktat trods et nej fra de franske og de nederlandske borgere.

Vi ønsker at se en ny traktat, som er baseret på, at EU fortrinsvis skal være et mellemstatsligt samarbejde.

Vi har derfor stemt nej til Parlamentets betænkning om Lissabontraktaten.

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Vil et flertal i Parlamentet - som omfatter medlemmer af Portugals Socialistiske Parti (PS), Socialdemokratiske Parti (PSD) og Folkeparti (CDS/PP) - mon erklære deres "godkendelse" af den foreslåede EU-traktat, hvilket, som mange udmærket er klar over, ikke har nogen værdi eller juridisk betydning.

Deres mål er et andet, nemlig pres, specifikt for at sikre, at den foreslåede traktat bliver ratificeret, så den kan træde i kraft den 1. januar 2009, og propaganda.

Det er derfor, betænkningen benytter sig af uklarheder og udeladelser i et forsøg på at skjule det faktiske indhold og konsekvenserne af den foreslåede EU-traktat. Et par eksempler:

På den ene side beskriver den EU's stormagters forøgede dominans i beslutningsprocessen som "større effektivitet" og overførslen af kompetence fra de nationale parlamenter til EU's overstatlige institutioner som "en styrkelse af de nationale parlamenters rolle". På den anden side udelader den militariseringen af EU inden for NATO's rammer, det liberaliserede indre marked med fri bevægelighed for varer, kapital og tjenesteydelser, hvor konkurrence går forud for alt andet, Den Økonomiske og Monetære Union og dens euro, dens Europæiske Centralbank og dens stabilitetspagt samt liberaliseringen af international handel som EU-politikker og -mål.

Det er derfor, vi stemte imod.

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE), skriftlig. - (EN) Jeg stemmer for dette ændringsforslag, selv om Lissabontraktaten ikke kan træde i kraft, medmindre den ratificeres af alle medlemsstaterne - dermed respekterer den automatisk resultatet af folkeafstemningen i Irland. Jeg stemmer imidlertid for dette ændringsforslag, selv om det ikke tilføjer noget til betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Anna Hedh (PSE), skriftlig. - (SV) Ligesom det har været tilfældet tidligere i forbindelse med spørgsmål om EU's nye traktat, valgte jeg at afvige fra min gruppe og stemme nej til betænkningen om Lissabontraktaten. Der findes helt sikkert en række forbedringer i forslaget, men jeg er modstander af den retning, Unionen p.t. går i med hensyn til øget overstatslighed. Jeg ønsker et europæisk samarbejde på mellemstatsligt niveau. Jeg er varm tilhænger af tanken om internationalt samarbejde med henblik på at løse fælles problemer. Der findes vigtige opgaver, som vi skal løse i fællesskab, ikke mindst når det handler om miljø, menneskehandel og social dumping. Men efter min mening styrker forslaget EU-rettens forrang for national ret, medlemslandene fratages mere magt, og de større lande får mere magt end de små. Det er jeg modstander af.

Jeg valgte at stemme imod ændringsforslaget om, at EU skal træffe beslutning om folkeafstemninger i hele Unionen, fordi jeg mener, det er op til hvert enkelt medlemsland at træffe beslutning om det på egen hånd.

 
  
MPphoto
 
 

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg har undladt at deltage i den endelige afstemning om vedtagelsen af Richard Corbetts og Íñigo Méndez de Vigos betænkning (A6-0013/2008) om Lissabontraktaten. Jeg begrunder dette med, at betænkningens konklusioner væsentlig overskrider de vedtagne rammer på EU-topmøderne i Lissabon og Bruxelles (13. og 14. december 2007).

Det indgåede kompromis er et resultat af forskellige indrømmelser fra alle involverede parter. Jeg synes følgelig ikke, at den tydelige kritik af disse aftaler, som findes i nogle af den omtalte betænknings bestemmelser, medvirker til at skabe løsningsmodeller, som kan accepteres af alle deltagerne i kompromiset. Det gælder f.eks. opt in- og opt out-klausulerne, chartret om grundlæggende rettigheder, stemmesystemet i Rådet og EU-symbolikken, og det omhandler ligeledes formuleringer om at vende tilbage til idéen om "en forfatning for Europa", som jo er blevet afvist.

 
  
MPphoto
 
 

  Timothy Kirkhope (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Britiske konservative har stemt imod denne betænkning. Vi har gjort det klart lige fra starten, at denne traktat (forfatning) ikke er vejen frem for Europa. Vi konservative støtter et Europa af uafhængige stater, der arbejder sammen om at imødegå globaliseringens udfordringer, global fattigdom og global opvarmning - som vores prioriteter - på en imødekommende måde, og vi har været tydelige og konsekvente i vores tilgang vel vidende, hvad traktatens sandsynlige virkning vil blive for vores mål og ambitioner for Europa. Disse ting opnås ikke af denne tekst eller af ambitionerne hos de mennesker, der ønsker en integreret europæisk stat.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean Lambert (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte for betænkningen, ikke fordi jeg mener, at Lissabontraktatens ændringsforslag viser vejen til et EU, der er solidt forankret i et tilsagn om bæredygtig udvikling, fred og menneskerettigheder snarere end markedet og konkurrence, men fordi jeg mener, den indeholder elementer, der er mere positive end vores nuværende traktatordning. Chartret om grundlæggende rettigheder er en vigtig tilføjelse. Nu skal al EU-lovgivning og gennemførelsen heraf på medlemsstatsplan kontrolleres i forhold til chartret, og der kan gøres indsigelse, hvis det ikke er opfyldt.

Mere fælles beslutningstagning betyder nøjere kontrol med og mere dagslys på beslutningsprocessen. Borgerinitiativet er et vigtigt skridt fremad. Jeg har store bekymringer om det forøgede militære samarbejde, som allerede er i gang, og jeg ønsker, at vores nationale parlamenter og Europa-Parlamentet skal overvåge denne udvikling med kritiske øjne. Det er af afgørende vigtighed, at EU bygger videre på sine styrker som diplomatisk og fredsskabende magt.

Jeg anser det for vigtigt, at EU-borgere involveres i ratifikationsprocessen gennem folkeafstemninger, og at resultaterne heraf respekteres. Det er regeringernes og Rådets opgave at reagere praktisk på dette overordnede princip, ikke Parlamentets.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemmer for betænkningen om Europa-Parlamentets beslutning om Lissabontraktaten, fordi denne traktat er nødvendig for Europas videre udvikling, som er absolut nødvendig, for at den østrigske velfærdsmodel fortsat kan trives, og for vores borgeres sikkerhed. Jeg er enig i, at traktaten som helhed udgør en væsentlig forbedring i forhold til de hidtidige traktater, og at den sikrer en stærkere demokratisk kontrol i EU. Den demokratiske forbedring af EU ser jeg for det første i udvidelsen af medbestemmelsesproceduren, for det andet i afstemningsmekanismen med dobbelt flertal, for det tredje i valget af Kommissionens formand ved en flertalsbeslutning i Parlamentet, og ikke mindst i den øgede inddragelse af de nationale parlamenter med muligheden for at protestere mod overtrædelser af kompetencefordelingen og på grund af de nationale parlamenters mulighed for at udtale sig om alle EU's lovinitiativer.

 
  
MPphoto
 
 

  Caroline Lucas (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg stemte imod denne betænkning for at få registreret min modstand mod den arrogance over for og tilsidesættelse af EU's borgeres ønsker, som politiske ledere i hele EU udviser, og for meget tydeligt at udtrykke, at jeg mener, at EU's borgere bør have en folkeafstemning om denne sag.

Lissabontraktaten er dybest set den gamle forfatning i ny indpakning - den forfatning, der blev forkastet af Frankrig og Nederlandene, to lande, der havde tilladt folkeafstemninger. Valéry Giscard d'Estaing, der var en af hovedarkitekterne bag den originale tekst, har selv sagt, at forslagene i den oprindelige forfatningstraktat praktisk taget er uændrede og blot er blevet fordelt gennem de gamle traktater i form af ændringer.

Jeg er ikke imod princippet i at have en forfatning. Men jeg er imod lige præcis denne forfatning (og den traktat, der er en reproduktion af den), fordi EU's borgere fortjener bedre. Traktaten rummer ganske vist nogle positive tiltag, men de opvejes af negative tiltag - yderligere militarisering af EU, f.eks., foruden tiltag til at fremme større liberalisering og privatisering. Og hvad værre er, den forspilder den perfekte lejlighed til virkelig at give bæredygtighed og klimasikkerhed en central placering i EU og bringer ikke EU's institutioner tættere på Europas borgere.

 
  
MPphoto
 
 

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Hvis der havde været en konkurrence om at lave den bedste doktorafhandling om Lissabontraktaten, havde teksten i betænkningen fra Udvalget om Konstitutionelle Anliggender fortjent at vinde førstepræmien "summa cum laude".

Beslutningen er en fremragende analyse og kritik af indholdet i denne fuldstændig uforståelige traktat. Alle dem, der frygtede, at der ville dukke en eller anden centraliseret, almægtig superstat op, må være mere end beroliget. Der er ikke et eneste væsentligt fremskridt i forhold til forfatningstraktaten, men mange afkald og tilbageskridt.

Ordførerne påpeger en mangel på visioner og ambitioner hos de nationale ledere for europæisk politik eller endog en mistroisk holdning over for Unionen og dens institutioner.

Euroskeptikerne må glæde sig over de gjorte indrømmelser: Udsættelse af dens ikrafttræden, opretholdelse af enstemmigheden i 72 tilfælde, herunder skattespørgsmål og vedtagelse af den flerårige finansielle ramme, undtagelsesordninger, opt in, opt out a la carte, navnlig for Det Forenede Kongerige, og mulighed for "frivillig udtræden" af Unionen.

Dem, der beklager de "smertefulde indrømmelser", må trøste sig med på den ene side styrkelsen af Europa-Parlamentets rolle som medlovgiver og den ligelige deling af dets budgetbeføjelser med Rådet og på den anden side den kendsgerning, at det dobbelte flertal vil gøre det lettere at nå frem til afgørelser i Rådet.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) I denne betænkning om Lissabontraktaten kan vi tydeligt se, at traktaten vil styrke EU's demokratiske akkreditiver. Vi giver Europas folk det, de altid har bedt EU om, nemlig større involvering af både nationale parlamenter og Europa-Parlamentet i beslutningsproceduren, en større stemme. Traktatens fokus på effektiv og sammenhængende politisk planlægning som fremhævet i betænkningen vil give os mulighed for at imødegå stadig større globale udfordringer. Jeg stemte for betænkningen og vil gerne gratulere ordførerne med deres fortrinlige betænkning om et emne, der er meget følsomt og centralt for EU's fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Kendetegnende for udkastet til forfatningen, som i 2005 blev forkastet i to medlemsstater, var, at det opfyldte de store virksomheders, de nationale regeringers og de fleste nationale parlamenters ønsker, men at det havde for ringe opbakning blandt vælgerne. I de få lande, hvor der blev afholdt en folkeafstemning, viste det sig, at en intensiv offentlig debat og en stor valgdeltagelse førte til mange nejstemmer. Befolkningen ønsker ikke, at Europa pålægger dem beslutninger, som de aldrig selv ville have taget.

De synes nok, at Europa er nyttigt for en fredelig løsning af grænseoverskridende problemer og for en tackling af omfattende problemer, som særskilte medlemsstater ikke kan løse alene, men ikke et Europa, som i stadig højere grad træder i stedet for det land, de bor i. Denne forfatning var et kombinationssalg af gode og dårlige ting uden mulighed for at stryge de dårlige punkter på områderne økonomi og bevæbning. Den nye traktat ligner stadig denne forfatning meget. En afvisning af folkeafstemninger er et udtryk for angst for vælgerne. Vedtagelsen af den ændrede forfatning med stort flertal i dag giver et klart signal om, at befolkningen ikke skal blande sig, for dette Europa er kun for professionelle politikere.

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) De demagogiske påstande om et "mere demokratisk" og "mere socialt EU" kan ikke dække over, at EU og den europæiske forfatning er dybt befolkningsfjendtlige. De interne imperialistiske modsætninger er midlertidigt gemt til side, for at man kan iværksætte et endnu større angreb på arbejdstagernes rettigheder og friheder og øge monopolernes profit.

I betænkningen om Lissabontraktaten, det nye navn for den "europæiske forfatning", opfordres Parlamentet til at bekæmpe den modstand og afvisning, som kommer fra medlemsstaternes arbejdstagere. Alliancen af politiske EU-støtter, heriblandt Nyt Demokrati og PASOK, ønsker ikke folkeafstemninger, fordi de kender modstanden hos arbejdstagerne, som lider under det barbariske kapitalistiske system og den aggressive imperialisme.

Lissabontraktaten, såvel som den europæiske forfatning, styrker EU, så det kan fungere mere effektivt til gavn for de europæiske monopoler:

- Den styrker EU's befolkningsfjendtlige oprustning.

- Den fremmer de kapitalistiske omstruktureringer.

- Den udvikler nye politikker til udnyttelse af arbejdstagerne og overtrædelse af deres sociale rettigheder.

- Den intensiverer militariseringen af EU.

- Den indfører princippet om forebyggende krig.

- Den stadfæster de imperialistiske interventioner, selv i medlemsstaterne.

- Den indskrænker medlemsstaternes suveræne rettigheder.

- Den afskaffer vetoretten til gavn for de stærke lande.

- Den styrker og skaber nye repressive mekanismer.

- Den begrænser individuelle rettigheder og folkets frihedsrettigheder endnu mere.

EU's arbejdstagere har styrken til at fordømme den europæiske forfatning og selve EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Lissabontraktaten er et tilbageskridt i forhold til den europæiske forfatning. Den har bevaret den neoliberale byrde, hvilket kommer til udtryk i fraværet af enhver form for demokratisk kontrol af Den Europæiske Centralbank, i stabilitets- og vækstpagtens ensidige retningslinjer og helliggørelsen af det frie marked.

Efter anmodning af hr. Brown og Kaczyński-brødrene forkaster den visse positive symboler, som er til rådighed for de enkelte stater (flag, nationalsang osv.). Chartret om grundlæggende rettigheders bindende karakter forvrænges med en opt out-klausul.

Vi kræver en folkeafstemning for at styrke den offentlige dialog og borgernes deltagelse. Når man afviser en folkeafstemning, viser det afstanden mellem den europæiske elite og de europæiske borgeres håb og krav, og det nærer den europæiske ligegyldighed og skepsis.

I venstrefløjskoalitionen og Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe siger vi nej til denne traktat. I vores daglige kamp kræver vi en anden retning for EU. Vi ønsker mere Europa, et politisk mere forenet Europa med en stærkere social- og miljøpolitik, med et stærkt øget EF-budget, uden en ukontrolleret ECB, et aktivt og selvstændigt Europa i forhold til problemerne omkring verdensfred og et Europa, som ikke bare følger i hælene på Bush.

 
  
MPphoto
 
 

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Hr. formand! Lissabontraktaten vil gøre det muligt at skabe et militaristisk Europa.

De hidtidige EF- og EU-traktater forbyder et særskilt permanent EU-militærbudget. Med opstartsfonden (artikel 28, stk. 3) kan man nu også betale operative EU-militærudgifter. Dermed findes der, foruden de enkelte staters militærbudgetter, et særskilt EU-militærbudget. I artikel 28c, stk. 3, findes den stærkt kritiserede oprustningsforpligtelse, som skal gennemføres gennem et EU-forsvarsagentur (artikel 28). Det institutionelle samarbejde mellem EU og NATO indskrives i traktaten (artikel 28a, stk. 7).

Den tyske forbundsdags ret til at træffe beslutninger om indsættelse af det tyske forsvar i udlandet bliver væsentligt udhulet. Med reformtraktaten skaber man mulighed for et militært kerneeuropa med instrumentet "permanent struktureret samarbejde". Dette skaber en primær retsramme for øget udsendelse af EU-Battle-Groups (artikel 28, protokol nr. 4). EU's domstol er eksplicit ikke kompetent (artikel 11, 240a). Europa-Parlamentet er heller ikke kompetent og skal blot holdes orienteret (artikel 21). Dermed unddrages fremtidige militære indsatser den demokratiske kontrol.

Muligheden for at skabe et militaristisk Europa følges op af en repressiv lukning ved de ydre grænser. I den nye artikel 62 i reformtraktaten indføres der "et integreret system for forvaltningen af de ydre grænser".

Med den udemokratiske gennemtrumfning af Lissabontraktaten, hvor man omgår folkeafstemninger, cementeres en neoliberal økonomisk politik og med de militære dele udvikler Europa sig i den helt forkerte retning.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Rogalski (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg har med stor overbevisning stemt imod Lissabontraktaten, eftersom den krænker princippet om demokrati. Det er en traktat fyldt med løgn og ringeagt for de europæiske nationers stemmer. Det er en eufemismernes traktat. Selv om franskmændene og hollænderne afviste forfatningen, tages deres stemmer ikke i betragtning, og ved at kamuflere forfatningen indføres en udvidet udgave ved hjælp af ordspil.

Ordet "forfatning" er således erstattet af ordet "traktat". EU's præsident kaldes for formanden, udenrigsministeren - den højtstående repræsentant for udenrigsanliggender. Det er udtryk for rent hykleri, der har til formål for enhver pris at realisere "en superstat" hen over hovederne på befolkningerne. EU tager jo ellers sit udgangspunkt i et udvidet økonomisk samarbejde. Jeg har også stemt imod, eftersom Parlamentet afviser muligheden for at appellere til demokratiets ypperste form: folkeafstemningen.

Og denne vigtige retsakt, der rangerer med en forfatning, skal netop vedtages i en sådan form. Det er en skandale, at Parlamentet har forkastet ændringsforslag 32, der forpligter os til at respektere resultatet af folkeafstemningen i Irland. Og vi har også stemt for et dokument, som ikke kendes af alle, eftersom den ensartede traktattekst endnu ikke er udskrevet på alle medlemsstaternes sprog.

Det er et styret demokrati, et demokrati der ignorerer borgerne, der nægter dem retten til at stemme. Jeg vil ikke have noget at gøre med et sådant demokrati, og de hånlige kommentarer fra formand Pöttering efter afstemningen viser, at demokratiet i såvel dette Parlament, som i Europa, er ved at dø.

 
  
MPphoto
 
 

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er stærkt modstander af denne betænkning.

Jeg har lige fra starten givet udtryk for min modstand imod den måde, som Lissabontraktaten er blevet udarbejdet og ratificeret på. Jeg mener nemlig, at en traktat ikke blot kan ratificeres af de nationale parlamenter, men kræver en folkeafstemning.

Desuden er jeg absolut ikke enig i visse passager i teksten. Det gælder navnlig punkt 6, tredje led, hvor jeg er yderst utilfreds med den - ganske vist implicitte - henvisning til Italien. I teksten står der nemlig, at man beklager "tildelingen af en ekstra plads i Parlamentet til en medlemsstat som en undtagelse fra princippet om degressiv proportionalitet". I virkeligheden er alt dette helt forkert. Med tildelingen - også selv om den sker i form af en ekstra plads i Parlamentet - har man tværtimod gjort noget ved den forskelsbehandling, der gik ud over Italien.

 
  
MPphoto
 
 

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) Lissabontraktaten er et afgørende skridt i retning af at sikre et mere effektivt og et mere velfungerende EU. Jeg glæder mig derfor over, at vi sammen i Europa-Parlamentet har stemt ja til betænkningen om Lissabontraktaten. Den betyder en tydeligere beslutningstagningsstruktur og mere magt til EU's eneste folkevalgte forsamling, Europa-Parlamentet, en forstærket udenrigspolitik og nye tjenester, såsom den højtstående repræsentant for udenrigspolitikken og formanden for Det Europæiske Råd. Traktaten betyder gennemgribende ændringer, og jeg støttede derfor forslaget om en fælleseuropæisk folkeafstemning, et interessant alternativ til en svensk folkeafstemning, som efter min mening er nødvendig for at give borgerne mulighed for at udtrykke deres holdning i anliggender, som er afgørende for dem.

 
  
MPphoto
 
 

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Dette øjeblik er historisk, øjeblikket, hvor EU forsøger at hive sig selv ind i det 21. århundrede. Mange på det yderste højre i Parlamentet frygter et effektivt EU, fordi det vil forringe deres mulighed for at skabe frygt på nationalt plan. Det er årsagen til deres næsten hysteriske krav på den ene side og deres fuldstændig uacceptable opførsel på den anden.

Jeg gratulerer de to ordførere med deres arbejde. Vi må alle huske, at det, vi har her, er en reformtraktat og en ændringstraktat, der vil sikre, at et EU med 27 medlemmer kan arbejde effektivt og, hvad vigtigere er, arbejde tæt sammen med EU's borgere.

Jeg vil støtte denne betænkning i håbet om, at det vil sende en besked, ikke kun til vores borgere, men til regeringerne i vores medlemsstater om, at dette Parlament mener sit ønske om et mere ansvarligt og effektivt EU alvorligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg vil gerne slutte op om støtten til kommissær Wallströms bemærkning om at sørge for, at kvinder repræsenteres på EU's fire topposter. Alt for længe tid har disse topposter i EU været betragtet som mandlige, farveløse og forslidte. Vi må have erstattet opfattelsen af en mandeklub med en mere repræsentativ gruppering til at lede EU. Kvinder har fortjent at være repræsenteret.

 
  
MPphoto
 
 

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg stemmer for vedtagelsen af Richard Corbetts og Íñigo Méndez de Vigos betænkning om Lissabontraktaten.

I betænkningen er det korrekt fremhævet, at ændringerne indført i den nye traktat bevirker, at principperne for EU's funktion bliver mere demokratiske og hensigtsmæssige for Fællesskabets videre udvikling. Et vigtigt element udgøres af styrkelsen af både Europa-Parlamentets og de nationale parlamenters rolle samt indførelsen af chartret om grundlæggende rettigheder. Man bør endvidere fremhæve indførelsen af den mere effektive beslutningstagning i EU-institutionerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Lars Wohlin (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Forfatningen bør forkastes. Vi har brug for en ny forfatning og ikke bare et nyt navn. Der er behov for en grundlæggende revision, der i lighed med en forfatning i normal betydning begrænser og tydeliggør EF-Domstolens magt og EU's rolle. Det er vigtigt at definere, hvilke spørgsmål der er af overnational karakter, dvs. spørgsmål som frihandel, klimaændringer, bekæmpelse af international kriminalitet, terrorisme og integration. Det er værd at bemærke, at England har været den drivende kraft inden for EU's udvikling på alle disse områder.

Efter min mening bør Sverige kræve samme undtagelser, som England har fået, både med hensyn til opt in- og opt out-klausuler. Der er ingen grund til at behandle Sverige anderledes. De svenske borgere har stemt nej til euroen, og det ville kun være rimeligt, hvis den næste traktat præciserer, at Sverige ikke behøver deltage i valutasamarbejdet.

Intet af dette indgår i det nuværende forslag, hvorfor jeg har valgt at stemme nej til betænkningen.

 
  
  

Betænkning af Ona Juknevičiené (A6-0471/2007)

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) For det første mener vi, at det bør være op til hvert enkelt land i overensstemmelse med dets sædvaner, traditioner og specifikke behov at beslutte, hvordan de relevante data skal organiseres, indsamles og behandles, selv om vi anerkender, at det nogle gange er nødvendigt at indgå aftaler for at kunne have sammenlignelige data og udføre sammenlignelige undersøgelser for forskellige lande. Efter vores mening lod det forslag til en forordning, som Kommissionen har fremlagt, imidlertid ikke til at yde passende beskyttelse af fortrolighed eller at respektere de forskellige aspekter, der følger af hele den komplekse indsamling disse data.

Under forhandlingen i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender blev der argumenteret intenst for, at forslaget skulle vedtages ved førstebehandlingen, hvilket afspejler, at udvalget også er præget af iver efter at få alt på plads forud for den nye traktats mulige ikrafttræden.

Selv om vi støttede nogle af de forslag, der blev fremsat under den parlamentariske arbejdsfase, har vi vores tvivl om de resultater, der er opnået på baggrund af aftalen mellem Parlamentets store politiske grupper. Det er grunden til, at vi undlod at stemme.

 
  
MPphoto
 
 

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) I denne betænkning anbefales det, at medlemsstaternes respektive folke- og botællinger skal harmoniseres til et niveau, som bliver lettere absurd. Efter vores mening skal medlemsstaterne selv afgøre, om de ønsker at registrere alt fra generationssammensætningen i private husholdninger til afstanden mellem den faste bopæl og grønne arealer og rekreative områder. Vi mener, at såvel Rådets forordning som Parlamentets betænkning stiller nogle alt for detaljerede og integritetskrænkende forslag. Vi har således stemt nej til såvel Parlamentets ændrede forslag som ved den endelig afstemning.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens Holm og Eva-Britt Svensson (GUE/NGL), skriftlig. - (SV) Vi har i dag stemt om Juknevičienės-betænkningen om folke- og botællinger. Vi valgte at stemme nej ved den endelige afstemning. Medlemslandene er selv i stand til at håndtere spørgsmål om folke- og botællinger, og dette er et område, som EU ikke behøver blande sig i.

 
  
MPphoto
 
 

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Nøjagtigheden og pålideligheden af information om indbyggertal og boliger er altafgørende for, at effektive politikker kan gennemføres på EU-plan og nationalt plan. Før i tiden har uoverensstemmelserne mellem forskellige medlemsstater gjort internationale sammenligninger vanskelige, så jeg hilser tiltagene til at afklare de involverede problemer velkommen. Jeg har imidlertid også været klar over, at disse problemer rejser tvivl om databeskyttelse, og jeg anerkender udvalgets hårde arbejde for at tage hånd om disse bekymringer. Følgelig kunne jeg støtte ændringsforslag 71 og den samlede betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg hilser forslaget til en forordning om folke- og boligtællinger velkommen. Ved at udarbejde et fælles sæt EU-retningslinjer, der gør det muligt at sammenligne statistikker i hele EU, vil vi forbedre EU's evne til at udarbejde lovgivning, der er i overensstemmelse med de foranderlige behov hos folk rundt om i Europa. Jeg stemte for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Jeg forstår behovet for, at der indsamles fyldestgørende, pålidelige statistikker til planlægningsformål. Jeg anerkender også, at denne betænkning er en betydelig forbedring i forhold til Kommissionens forslag.

Men jeg ser flere problemer med, at EU indsamler så detaljeret statistik. Nogle spørgsmål vedkommer ærlig talt ikke EU. Hvilken relevans kan folks ægteskabelige status have for EU?

Og selv om der er visse garantier vedrørende anonymitet og databeskyttelse, bekymrer det mig også, at de måske ikke er stærke nok, især i lyset af de storstilede svigt i databeskyttelse for nylig.

Af disse årsager stemte jeg imod den lovgivningsmæssige beslutning.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) Kulturelle uoverensstemmelser kan - som vi har oplevet - til enhver tid eskalere. I denne henseende sidder vi i Europa, især i storbyerne, på en krudttønde, som man ikke skal undervurdere. I lyset af de etnisk betingede konflikter, der periodisk flakker op, er det derfor positivt, hvis EU åbenbart ved en folketælling i hele EU i 2011 endelig vil stille spørgsmål vedrørende etnisk oprindelse og religion. Statistiske data om den bofaste befolknings etniske og kulturelle sammensætning kan være til gavn for forebyggelse af volden.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Det er meget vigtigt at have pålidelige data om indbyggertal og boliger i EU, eftersom disse data har helt afgørende betydning for planlægning, forvaltning og overvågning af forskellige politikker, som ofte indeholder visse europæiske elementer. Der er behov for årlige kvalitetsskøn over befolkningstallet, fordi de påvirker to af EU's grundlæggende akser: EU's demokratiske proces, hvor årlige skøn over befolkningstallene ligger til grund for den præcise beregning af det kvalificerede flertal i Rådet, samt i forbindelse med konvergens mellem strukturfondene, topprioriteten for EU's samhørighedspolitik, specifikt i forhold til at afgøre, hvilke regioner der er berettiget.

Derfor mener jeg, at dette forslag har stor politisk vigtighed for så vidt, at det hjælper os med mere præcist at opfylde kriterierne for demokrati, udvikling og samhørighed i EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Elisabeth Schroedter (Verts/ALE), skriftlig. - (DE) Det er en sejr for De Grønne, at Kommissionens forslag til denne forordning ikke bare er blevet vinket gennem Parlamentet.

Vi Grønne har med vores vedholdenhed opnået, at der er garanteret en beskyttelse i forbindelse med registrering af følsomme oplysninger på befolknings- og boligområdet i forbindelse med denne forordning. Det frivillige bilag, som indeholdt en registrering af mikrodata og spørgsmål om yderst følsomme data - f.eks. seksuelle vaner eller læsekompetence - er nu slettet helt.

Desuden har vi efter pres fra De Grønne opnået, at Den Europæiske Tilsynsførende for Databeskyttelse har været involveret to gange. Efter hans opfattelse er der taget tilstrækkelig højde for databeskyttelsen i forslaget, som det nu er ændret af Parlamentet. Således indeholder forordningen vores ændringsforslag, som henviser til overholdelse af bestemmelserne om databeskyttelse både i medlemsstaterne og på EU-niveau. Desuden er der nu klare henvisninger til databeskyttelsesregler i forbindelse med datatransmission og databehandling.

Forordningen er blevet grundigt skåret til, og den yder nu det, som var dens oprindelige ærinde, nemlig ikke at indsamle nye data, men blot harmonisere den indsamling af statistiske data om de vigtigste sociale og økonomiske parametre i regionerne, som allerede finder sted på nationalt plan, så disse oplysninger kan sammenlignes på europæisk plan. Når vi har fælles europæiske data, kan vi sørge for, at regionalstøtte bliver brugt dér, hvor der er mest brug for den.

 
  
MPphoto
 
 

  Lars Wohlin (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Stemmeforklaring vedrørende forslag om folke- og botællinger.

Europa-Parlamentet tog i dag ved førstebehandlingen stilling til Kommissionens forslag om en ny forordning om folke- og botællinger.

Det er gode hensigter, såsom at gøre det lettere at sammenligne folke- og botællingsstatistikker, der danner grundlag for forslaget. Det endelige resultat er dog ekstremt vidtrækkende med hensyn til, hvilken information der efterspørges. Ifølge Kommissionens forslag skulle hvert medlemsland indsamle oplysninger om borgerne, såsom seksuel orientering, dato for kvinders første ægteskab samt nuværende ægteskab, etnicitet, religion og antal levendefødte børn.

At Kommissionen fremlægger et forslag, som indeholder sådanne integritetskrænkende spørgsmål, og som i praksis er forbundet med en registrering af borgerne, er meget opsigtsvækkende.

Parlamentet fjernede i dag en del af de mest vidtrækkende punkter. Jeg valgte dog at stemme imod forslaget som helhed, da det stadig er for vidtrækkende.

 
  
  

Forslag til beslutning - Lissabonstrategien (B6-0073/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Giles Chichester (PPE-DE), skriftlig. - (EN) De britiske konservative har konsekvent støttet Lissabonstrategiens mål og centrale politikker. Vi har især fremhævet vigtigheden af et fuldt funktionsdygtigt indre marked for varer og tjenesteydelser og af at skabe et bedre forretningsmiljø (især for SMV'er), stimulere innovation og indføre arbejdsmarkedsreformer, der fokuserer på kompetencer, fleksibilitet og tilskyndelse til at skabe nye arbejdspladser.

Vi stemte endnu en gang for dette årlige beslutningsforslag om Lissabonstrategien for at vise vores fortsatte støtte til den underliggende reformdagsorden. Men det betyder imidlertid ikke, at vi støtter alle de detaljerede henstillinger, der er taget med. Især er vi fuldstændig imod de supplerende sociale foranstaltninger (bortset fra ret til overførsel af pension), der er beskrevet i den oprindelige udgave af artikel 41.

Vi afviser også at integrere transport i Lissabontraktaten som beskrevet i artikel 27, og vi benytter lejligheden til at gentage, at det er vores stærke holdning, at denne traktat absolut bør gøres til genstand for ratifikation af vælgerne i Det Forenede Kongerige gennem en folkeafstemning.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE), skriftlig. - (PT) Jeg stemte for beslutningen om Lissabonstrategien og bidraget til Det Europæiske Råd i foråret 2008, fordi jeg mener, at den fornyede Lissabonstrategi forbedrer de ambitiøse mål for det europæiske samfund som helhed, der er vigtige i forhold til de muligheder og udfordringer, som globaliseringen, den demografiske udvikling, sociale skævheder, klimaforandringer, energisikkerhed, fødevaresikkerhed, den økonomiske vækst og integration af immigranter stiller os over for.

Nøje gennemførelse af Lissabonstrategien vil derfor være afgørende for at stive Europas konkurrencemæssige position af på det globale marked gennem jobskabelse, fattigdomsbekæmpelse og social inklusion.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Først og fremmest beklager vi, at det beslutningsforslag vedrørende Lissabonstrategien, som vi har fremlagt, blev forkastet. Det er så meget mere alvorligt netop nu, hvor vi er ved at gå i gang med Lissabonstrategiens sidste runde.

Endnu en gang forkaster et flertal i Parlamentet en politikændring og udtrykker sin fulde støtte for og engagement i de til dato fulgte politikker: deregulering af markeder og arbejdsmarkedsforhold, liberalisering af varer og væsentlige serviceydelser (posttjeneste, transport, telekommunikation, energi osv.) og overdragelse af dem til private virksomheder på bekostning af skatteydere, arbejdstagere og folket.

Som det kan ses i Portugal, spreder denne udpræget neoliberale politik sig i stigende grad til andre sektorer. Vi er vidner til en voksende kommercialisering af sundhed, uddannelse og erhvervsuddannelse, der forværrer de sociale skævheder og forøger fattigdom og social udstødelse i EU.

Der presses nu også på for at styrke Lissabonstrategiens eksterne dimension, dvs. for at pålægge tredjelande, hvoraf mange er mindre udviklede, økonomiske og politiske betingelser, der kræver, at de åbner markederne af hensyn til store europæiske, multinationale selskaber.

 
  
MPphoto
 
 

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Beslutningen om Lissabonstrategien indeholder mange vigtige bestemmelser for de forretningsdrivende og forbrugerne. Jeg vil især gerne gøre opmærksom på og fremhæve initiativet Small Business Act, der præsenterer den filosofi, at "man skal starte i det små". Jeg håber, at dette initiativ effektivt og hurtigt bliver ført ud i livet med alle de involverede parters aktive deltagelse. Det er nemlig ikke nødvendigt at minde om, hvor vigtig en rolle de små og mellemstore virksomheder spiller i det økonomiske liv, samt hvor vigtigt det er for Europas fremtid, at virksomhederne tildeles en særlig, privilegeret status.

Jeg vil også gerne gøre opmærksom på beskyttelsen af de immaterielle rettigheder. Vi ved alle, at patentsystemet er et ømt punkt for nogle europæiske lande. Det europæiske patentsystem er sammenlignet med det amerikanske utrolig usammenhængende. Det bevirker naturligvis, at innovation og storstilet forskning bremses, hvilket er til skade for hele kontinentet. Det er således vigtigt at udarbejde nye fælles forslag og løsningsmodeller vedrørende den nuværende situation, så alle EU-forbrugerne kan nyde godt af nye og moderne produkter til en pris, der modsvarer den gennemsnitlige forbrugers købekraft.

 
  
MPphoto
 
 

  Stanisław Jałowiecki (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Jeg har undladt at stemme om beslutningen om Lissabondagsordenen. Jeg har især læst punkt 3 med en vis forbavselse. Vi lærer nemlig her, at vi også skal styrke den økonomiske vækst i Europa for at garantere dagsordenens succes. Det handler her om ordet: også.

Jeg har hidtil været overbevist om, at væksten er det vigtigste mål, at det handler om at indhente visse lande og ikke lade sig indhente af andre. En opmærksom læsning af beslutningen viser, at der desværre ikke er tale om en skødesløs fejl, at der er tale om en bekræftelse af reglen. I denne tekst finder vi nemlig konstateringer, der uden problemer kunne findes i dusinvis af andre beslutninger. Der er ofte tale om forhold, der utvivlsomt bremser denne vækst. Som en konsekvens heraf har vi fået en ønskeliste, som vi kan præsentere ved mange andre lejligheder, blot ikke når vi taler om Lissabondagsordenen.

Der er dog en undtagelse: fremskridt i gennemførelsen af Lissabondagsordenen. Dette fragment i beslutningen er meget vigtigt, men konklusionerne er desværre ikke optimistiske. Vi ved nemlig fortsat ikke, hvordan disse fremskridt skal måles, hvis de overhovedet eksisterer. Vi mangler forsat et passende tilsyn. Vi har derfor ikke nogen referencepunkter at måle vores arbejde efter. Vi har problemer med bedømmelsen. Vi ved ikke, om vi bevæger os fremad, eller om vi står stille. Jeg synes, at vi i vores rolle som Parlament først og fremmes skal arbejde med dette.

 
  
MPphoto
 
 

  Othmar Karas (PPE-DE), skriftlig. - (DE) I mandags gav Europa-Parlamentets forskningsudvalg grønt lys for den endelige vedtagelse af lovgrundlaget for EITI. Dermed er alle spørgsmål om finansiering og indhold afklaret, og EITI er klar til start.

Det europæiske institut for innovation og teknologi er et nøgleelement til gavn for vores erhvervsliv, vores forskning og bæredygtige arbejdspladser i Europa. Det er derfor meget vigtigt, at der hurtigt bliver truffet afgørelse om placeringen.

Derfor opfordrer jeg EU's stats- og regeringschefer til at vedtage en nøjagtig tidsplan på EU's forårstopmøde. Beslutningen skal falde senest på EU-topmødet i juni. Denne tidsplan må også den østrigske forbundskansler Gusenbauer engagere sig i, eftersom Østrig har indsendt en særdeles velkvalificeret ansøgning.

Tidsplanen for denne beslutning skal fastlægges på forårstopmødet og være en del af topmødets slutdokument. I lyset af Wiens fremragende ansøgning som hjemsted for EITI har forbundskansler Gusenbauer et stort ansvar for at træffe en hurtig beslutning og lægge en nøjagtig tidsplan.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) I forbindelse med fornyelsen af Lissabonstrategien understreger jeg behovet for en reel opdatering af de integrerede politiske retningslinjer og en styrkelse af Parlamentets rolle i overvågningen af, hvordan der følges op på strategien. Fokus bør være på at opnå et socialt fintmærkende Europa, der kan håndtere de aktuelle økonomiske problemer, vi står over for, uden at isolere de mest sårbare. Behovet for at gennemtvinge en minimumsløn i alle medlemsstater er en af de centrale metoder til at sikre, at alle europæiske borgere kan oppebære en anstændig grundlæggende levestandard. Jeg er tilfreds med betænkningen og har stemt for den.

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) De politiske kræfter i centrumhøjre og centrumvenstre konkurrerer om, hvem der kan støtte storkapitalens interesser og valg mest, og overgår endog Kommissionen i at fremme den arbejder- og befolkningsfjendtlige Lissabonstrategi.

Det skammelige beslutningsforslag græder ikke engang krokodilletårer over fattigdom og social udstødelse. Tværtimod kræver det gennemførelse af reformer på arbejdsmarkederne og i de sociale sikringssystemer, fremhæver Kommissionens retningslinjer, kræver vedtagelse af direktiverne om organisering af arbejdsmarkedet og arbejdsvilkår for midlertidigt ansatte og opfordrer medlemsstaterne til at sætte EU's konkurrenceevne i centrum for deres politik og gøre gennemførelsen af det indre marked til deres vigtigste økonomiske og politiske prioritet.

Ifølge beslutningsforslaget er det mest hensigtsmæssige redskab til at fremme disse og andre arbejderfjendtlige foranstaltninger og politikker klassesamarbejde, som opnås ved at udvide den sociale dialog og skabe en tillidsfuld atmosfære mellem virksomheder og arbejdstagere.

Arbejdstagerne har lidt under denne strategi i syv år. Resultatet er en forværring af levestandarden og af arbejdstagernes pensionsrettigheder og arbejdsmæssige og sociale rettigheder. Derfor forkaster de Lissabonstrategien og kæmper mod kapitalens interesser og EU, som tjener disse interesser.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Selv om jeg stemte for beslutningsforslaget stillet af de fleste grupper i Parlamentet, fordi jeg er enig i den konstruktive tilgang og essensen i henstillingerne, især hvad angår behovet for at styrke investeringer i forskning, innovation og udvikling og politikker til at fremme viden, i åbning af markederne og større fleksibilitet med sikkerhed på arbejdsmarkederne, kan jeg ikke lade være med at finde nogle af de data, der fremlægges i den alternative beslutning, bekymrende. Det er netop grunden til, at jeg ikke kunne støtte beslutningen fra Gruppen af Kommunister.

To år fra Lissabondagsordenens udløb er vi nødt til at erkende, at de skitserede mål - ambitiøse mål - langtfra er blevet opfyldt (og vores relative fremgang i forhold til den amerikanske økonomis opbremsning er ikke noget at fejre). Jeg mener, at det derfor ville være bedre endelig at erkende behovet for at følge den plan, der er skitseret, men som ikke følges, i stedet for at forsøge at gøre en sidste indsats for at opnå på to år, hvad der ikke er lykkedes os at opnå på otte. De årsager og omstændigheder, der begrundede Lissabondagsordenens foranstaltninger, er her stadig - om ikke tydeligere - så den rigtige rute er skitseret, og vi er nødt til at faktisk at følge den.

 
  
MPphoto
 
 

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) En beslutning om Lissabonstrategien vil uundgåeligt komme til at svulme, hvis alles hjertesager skal medtages. Det fremgår også af det endelige resultat. Betænkningen indeholder dog mange ting, som er vigtige og nødvendige, og som jeg var glad for at kunne støtte. Frem for alt gælder dette de mere offensive dele, som viser, at Parlamentet følger med tiden, f.eks. miljøanliggender og koblingen til vækst. Den diskussion om flexicurity, som nu har taget fart, peger også på den vigtige - måske allervigtigste - problemstilling, der handler om, hvordan konkurrenceevne og tryghed kan kombineres. Som det konstateres i betænkningen, bygger vi ikke fremtiden på protektionisme og bureaukrati, men derimod på åbenhed, adgang og gode betingelser for såvel arbejdstagere som virksomheder.

Jeg vil dog gerne præcisere, at min jastemme til ændringsforslag 12 ikke på nogen måde skal fortolkes som en støtte til at etablere minimumslønninger i EU. Min stemme var derimod en præcisering af, at kollektive aftaler har en plads i den europæiske model. Det fastslog jeg også tydeligt i dag i ændringsforslag 32 i betænkningen om de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse, som specifikt behandlede denne problemstilling.

 
  
MPphoto
 
 

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Lissabonstrategien er nødvendig for EU's fremtidige succes. Det er helt afgørende, at alle medlemsstater lever op til deres forpligtelse til at gøre EU til verdens mest dynamiske videnbaserede økonomi.

 
  
MPphoto
 
 

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. - (RO) Beslutningen vedrørende Lissabonstrategien udtrykker Parlamentets ønske om at sikre en anstændig levestandard for alle europæiske borgere ved at skabe nye, bedre lønnede job og ved at forøge investeringerne i forskning, innovation og informationssamfundet.

Beslutningens punkt 37 understreger transportpolitikkens vigtighed i kampen mod klimaforandringer og henstiller til, at de transeuropæiske net gøres til genstand for passende vurdering, hvad angår deres indvirkning på miljøet.

Jeg stemte for ændringsforslag 12 med mundtlige ændringer fra De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, fordi det "opfordrer medlemsstaterne til at skabe forudsætninger for social og økonomisk deltagelse for alle, navnlig ved at sikre retlige rammer som mindsteløn og andre lovpligtige og generelt bindende ordninger eller ved kollektive overenskomster i overensstemmelse med nationale traditioner, der sikrer, at fuldtidsarbejdstagere kan tjene til en anstændig tilværelse ved deres løn".

Jeg stemte for beslutningsforslaget i den overbevisning, at EU ikke kun er et fællesmarked baseret på konkurrence, men at det også bør være et socialt Europa, hvor hver enkelt borger er integreret i de økonomiske og sociale aktiviteter og har en anstændig levestandard.

 
  
MPphoto
 
 

  Lars Wohlin (PPE-DE), skriftlig. - (SV) Lissabonstrategien trådte i kraft i 2000, og medlemslandene har endnu ikke oplevet nogen tydelige resultater. I det aktuelle forslag fremlægges en ny plan, som strækker sig frem til 2013.

Jeg tror på institutionel konkurrence. Det findes gode ambitioner i Lissabonstrategien, som er gode og værd at arbejde videre med, f.eks. forslagene om øget satsning på forskning og udvikling. De dele, som kommer ind på det "sociale Europa", hører derimod ikke hjemme på EU-niveau, og det bør være op til de enkelte medlemslande at træffe beslutning om disse.

Et andet problem med beslutningen er, at den indeholder flere vage passager, som gør det muligt for Kommissionen at fortolke og begrunde foranstaltninger, som vi ikke har bedt om.

Jeg mener grundlæggende, at landene selv bør udforme den vækststrategi, som de vælger på demokratisk vis. Nogle vælger en socialdemokratisk tilgang, andre en meget liberal og markedsorienteret holdning. Vi er nødt til at respektere begge dele. Hovedsagen er, at beslutningen skal træffes på nationalt niveau. Derfor har jeg valgt at forkaste forslaget som helhed.

 
  
  

Betænkning af Margarita Starkevičiūtė (A6-0029/2008)

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson, Göran Färm, Anna Hedh, Inger Segelström og Åsa Westlund (PSE), skriftlig. - (SV) Vi svenske socialdemokrater har valgt at stemme for betænkning A6-0029/2008 som helhed.

Vi har dog stemt nej til De Grønnes ændringsforslag 32 om minimumslønninger som en del af den europæiske model.

Vi har forståelse for, at spørgsmålet om minimumslønninger er vigtigt i mange EU-lande.

Vi mener imidlertid, at hvert enkelt medlemsland selv skal beslutte, hvordan spørgsmålet skal løses.

I Sverige løser vi det bedst gennem kollektive aftaler, som forhandles af arbejdsmarkedets parter.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Ved at give større arbejdsgiverorganisationers interesser, mål og krav en stemme insisterer flertallet i Parlamentet på, at Lissabonstrategien skal indfris i overensstemmelse med Kommissionens økonomiske retningslinjer og med styrkelsen af de dertil knyttede neoliberale politikker.

Selv under trussel om finansiel krise og afbrudt økonomisk vækst insisterer de således på løntilbageholdenhed, loft over de offentlige udgifter og modernisering af den offentlige forvaltning som de centrale akser, der skal udvikles, sammen med fjernelse af hindringer for konkurrence og adgang til markedet, med andre ord, liberalisering af det offentlige. Sammen med alt dette følger mere usikre ansættelsesforhold, fastholdelse af flexicurity og modernisering af pensionsordninger, med andre ord, devaluering og nedbrydning af det universelle, offentlige sociale sikringssystem af hensyn til private forsikringsselskaber.

For at sikre, at medlemsstaterne opfylder disse mål, anbefaler de mere kontrol med og pres på staterne, som om de ikke havde nogen andel i ansvaret for at vedtage retningslinjerne. Alt imens de lader som om, at de ikke er klar over den gennemgribende virkning, sådanne politikker vil have på medlemsstaternes økonomiske og sociale situation, fortsætter de med at fremlægge mere af samme skuffe, hvilket vi uforbeholdent afviser.

 
  
MPphoto
 
 

  Bruno Gollnisch (NI), skriftlig. - (FR) Vi har stemt imod denne betænkning, som dikterer indholdet af medlemsstaternes økonomiske og sociale politikker for de kommende tre år.

Dette er et godt tidspunkt at minde om, i hvor høj grad - ud over den fælles valuta og de diktater, de påtvinger medlemsstaterne - det nu er i Bruxelles, at alt, absolut alt, bestemmes. Det drejer sig ikke blot om at fastsætte mål for medlemsstaterne (mindske gælden eller det offentlige underskud, bekæmpe arbejdsløsheden, genskabe vækst osv.), men om at forklare dem i detaljer, hvordan de skal gøre, med hvilke midler, med hvilke instrumenter.

Problemet er, at disse retningslinjer har været de samme i de seneste 15 år. Jobfleksibilitet, immigration for at forny befolkningerne og bibringe billig arbejdskraft, deregulering af de offentlige tjenesteydelser, lønmoderation, malthusiansk budgetpolitik, liberalisering af udenrigshandelen, konkurrence ... Rækken er kendt, og det er resultaterne også. Arbejdsløshed, nedgang i købekraften og tiltagende fattigdom, afindustrialisering, social opløsning ... Mon ikke tiden er inde til at stille sig selv følgende spørgsmål: Er det fordi, at medlemsstaterne ikke i tilstrækkelig høj grad efterkommer ordrerne, at det går dårligt, eller er det tværtimod fordi, at de efterkommer dem i for høj grad, og at ordrerne ikke er de rigtige? For os er der ingen tvivl om, at den anden forklaring er den rigtige.

 
  
MPphoto
 
 

  Hélène Goudin og Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Denne initiativbetænkning kommer ind på flere udfordringer, som det fremtidige Europa står over for, f.eks. øget globalisering, en aldrende befolkning og klimaændringer. Flere af de foreslåede foranstaltninger fremstår som fornuftige og kan være en mulig vej for en medlemsstat at gå.

Junilisten er modstander af komplicerede skattesystemer, social udstødelse og forringelse af miljøet. Det er imidlertid op til hvert enkelt medlemsland at bestemme, hvordan den vil udforme sin politik med henblik på at møde de fremtidige udfordringer. Den institutionelle konkurrence skaber de mest vellykkede løsninger, eksempler, som kan inspirere og stimulere til frivillige foranstaltninger i andre medlemslande.

Vi har valgt at stemme nej til betænkningen, fordi den behandler områder, hvor medlemsstaterne har det politiske ansvar.

 
  
MPphoto
 
 

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Min gruppe har stillet en række ændringsforslag på vigtige områder såsom klimaforandringer, mere retfærdig formuefordeling og rimelig løn, som jeg stemte for.

 
  
MPphoto
 
 

  Janusz Lewandowski (PPE-DE), skriftlig. - (PL) I syv år er Lissabonstrategien blevet gennemført, og i bedømmelsen af den nuværende økonomiske situation i EU tager Europa-Parlamentet hensyn til de nye forhold, der er karakteristiske for 2007-2008. Set i lyset af erfaringerne fra sidste og indeværende år, dvs. usikkerheden og den forhøjede risiko på de finansielle markeder, er det fornuftigt at være særlig opmærksom på Fællesskabets makroøkonomiske stabilitet.

Disciplinen i euroområdet, og især overholdelsen af denne disciplin, har stor betydning. Eftersom der findes et dereguleret finansielt system på verdensplan, har nationalstaterne et betydeligt ansvar for at værne om de offentlige finansers ligevægt. Dette forhold lader meget tilbage at ønske, endog i lande, der ser sig selv som integrationens "motorer". Det sker især, fordi de kan regne med en mild behandling fra Kommissionens side.

Et krav, der i mange år ikke er blevet indfriet, vedrører den virkelige liberalisering af EU-markedet, især markedet for tjenesteydelser, hvilket ville skabe et mere reelt konkurrencepres og endegyldigt fjerne de beskyttende barrierer, der ikke længere findes i lovbestemmelserne, da man har fundet mere skjulte metoder til at besværliggøre livet for udenlandske konkurrenter.

Eftersom bygningen af det indre marked ikke er fuldendt, bliver potentialet for iværksætterkultur og kreativitet ikke fuldstændig udnyttet i dette Fællesskab bestående af 27 lande. Omkostningerne for den manglende udnyttelse vurderes til at udgøre 150 milliarder euro. Det er en tilstrækkelig årsag til, at det indre markeds liberalisering skal indtage en meget central plads i de rapporter, der indeholder en vurdering af den europæiske økonomis tilstand og vækstperspektiver.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg hilser betænkningen om de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker for 2008-2010 velkommen. Med det økonomiske klima, vi oplever i øjeblikket, må vi give EU de nødvendige værktøjer til at hjælpe os med at klare os igennem uvejret. Samtidig skal Europa fortsætte med at være et socialt Europa med godt koordinerede mekanismer for uddannelse, forskning og innovation og offentlige udgifter af høj kvalitet. Klimaforandringer skal også stå højt på Europas liste over økonomiske prioriteter, hvis vi skal kunne opfylde de ambitiøse mål, vi har sat for os selv.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Eftersom sagens kerne i denne betænkning specifikt er den nationale gennemførelse af Lissabonstrategien, er jeg som portugisisk medlem af Parlamentet nødt til at fremlægge mere detaljerede overvejelser om mine bekymringer vedrørende mit lands manglende opfyldelse af Lissabonstrategien - både hvad angår resultater og tiltag.

Jeg er klar over, at på mange måder er den kritik, der kunne rettes mod Portugal, præcis den samme, som kunne og burde rettes mod Europa som helhed. Vi er imidlertid langt fra at opfylde Lissabonmålene - bestemte kriterier såsom beskæftigelse bevæger vi os endnu længere væk fra at kunne opfylde - og vi er end ikke i nærheden af at få indført de politikker, der vil kunne føre til opnåelse af resultaterne. Det prioriteres højt at balancere de nationale offentlige finanser, men den balance må opnås ved at reducere spild og eliminere uproduktive udgifter og ved retfærdig distribution af opnåede indtægter.

Det er ikke rimeligt at opnå det ved at overbebyrde husstandsbudgetterne og reducere statens effektive forpligtigelser. Ligesom i den private sektor opnår man konkurrencedygtighed og succes ved at levere bedre serviceydelser til en lavere pris, men uden at forkorte nogen af siderne i ligningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemmer for fru Starkevičiūtės betænkning. Den nuværende formulering af retningslinjerne giver en tilstrækkeligt bred og stadig gyldig ramme, der tager højde for den seneste økonomiske og politiske udvikling. Vi er derfor enige i forslaget om ikke at ændre teksten til de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker i den næste cyklus af tre års varighed, hvilket er i tråd med Rådets konklusioner.

Stabilitet er nemlig vigtigt for Lissabonstrategiens og de integrerede retningslinjers effektivitet. Den nye cyklus burde således dreje sig om at gennemføre reformen og opnå konkrete resultater. Vi er ligeledes enige i ændringsforslagene til den begrundelse, der ledsager de overordnede retningslinjer for de økonomiske politikker, eftersom de gør det muligt at fokusere mere på retningslinjernes indhold og tage de udfordringer op, som Europa står over for (globalisering, styrkelse af grundlaget for den økonomiske vækst på lang og mellemlang sigt, hurtige demografiske og sociale ændringer).

 
  
MPphoto
 
 

  Olle Schmidt (ALDE), skriftlig. - (SV) I dag stemte jeg for en betænkning, som fastlægger de integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse 2008-2010. På den ene side glædede jeg mig over at finde ændringsforslag fra Den Socialdemokratiske Gruppe, som konstaterede nødvendigheden af at skabe et virksomhedsvenligt Europa, ikke mindst for små virksomheder.

På den anden side foreslår samme gruppe også betydeligt strengere bestemmelser på det finansielle område - regler og betingelser, som har til formål at beskytte forbrugerne, men som i alt for vid udstrækning fører til, at afkastet mindskes for dem. Med denne holdning risikerer vi at sætte hindringer i vejen snarere end at hjælpe, og jeg har derfor konsekvent stemt mod den type forslag. Hvis den europæiske vision om at blive verdens mest konkurrencedygtige region nogensinde skal blive til virkelighed, skal der gøres en betydeligt mere offensiv indsats for at modernisere arbejdsmarkedet, for at præmiere forskning og uddannelse samt for at udnytte de muligheder, som en "grønnere" økonomi tilbyder. Derfor har jeg stemt med De Grønne, for miljøskatter på EU-niveau, selv om jeg som sædvanlig har forsvaret Den Europæiske Centralbanks uafhængighed mod deres tilbagevendende angreb.

Hvis der er noget, den seneste tids finansielle turbulens har vist, så er det gavnen af en stærk centralbank, som kan modstå kortsigtede løsninger, for ikke at tale om den stabiliserende effekt af at deltage i et stort valutaområde.

 
  
MPphoto
 
 

  Peter Skinner (PSE), skriftlig. - (EN) Den britiske Labour-delegation støtter hovedvægten i betænkningen, eftersom den koncentrerer sig om at fremme generelt acceptable politikker for EU's økonomi. EPLP har imidlertid alvorlige forbehold over for stk. 26, som forlanger finanspolitisk harmonisering/koordinering, hvilket alene er en national kompetence. Af denne årsag har EPLP besluttet at undlade at stemme om lige præcis dette stykke.

 
  
MPphoto
 
 

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Vedrørende stk. 26: ændringsforslaget henviser til et fælles konsolideret selskabsskattegrundlag. Jeg er uenig på dette punkt, idet jeg mener, at det skal afgøres af medlemsstaten. Jeg undlod at stemme om dette punkt.

 
  
MPphoto
 
 

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig - (RO) Parlamentets betænkning om integrerede retningslinjer for vækst og beskæftigelse gennemgår de generelle principper, Kommissionen har foreslået til medlemsstaternes og Fællesskabets økonomiske politikker for perioden 2008-2010.

Jeg stemte for punkt 26 som foreslået af Kommissionen, fordi det understreger behovet for en "samordnet skatte- og afgiftsmæssig ramme, som bør indeholde et skattesystem, der er fordelagtigt for virksomheder, især SMV'er, og tage sigte på fornyet vækst og jobskabelse".

Jeg stemte også for ændringsforslag 23, fordi det henstiller til, at indtægt og den måde, hvorpå velstand fordeles, bør sikre en ligelig fordeling af de fordele, der opstår som følge af økonomisk vækst. Ifølge ændringsforslaget kunne hvert lands minimumsløn i henhold til BNP pr. indbygger være en måde at garantere, at fuldtidsarbejdstageres beskæftigelse kan sikre deres underhold, hvilket bør betragtes som et element i den europæiske sociale model.

Derfor stemte jeg for denne betænkning i den overbevisning, at alle europæeres økonomiske sikkerhed, social inklusion, lighed mellem kønnene og etableringen af en markedsøkonomi vil gøre EU til en økonomisk og social model i en global sammenhæng.

 
  
  

Betænkning af Cem Özdemir (A6-0503/2007)

 
  
MPphoto
 
 

  Adam Bielan (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg har støttet hr. Özdemirs betænkning, eftersom EU's energisikkerhed er et af Europas mest presserende politiske problemer. Kun ved at diversificere EU's energiforsyning kan vi blive uafhængige af Rusland, og her spiller den fælles EU-politik i forhold til Centralasien en hovedrolle. Rusland udnytter aggressivt EU's manglende fælles politik på dette område, og de fleste af medlemsstaterne er passive. Bl.a. projekter som Odessa-Brody-rørledningen eller Nabuccogasledningen er i dag meget lidt reelle som følge af russiske selskabers aktivitet. Selskaberne er domineret af efterretningstjenesten.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernadette Bourzai (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg vil gerne takke hr. Özdemir for hans initiativbetænkning om en EU-strategi for Centralasien. Han har efter min mening fuldstændig klarlagt målene og prioriteterne for de forbindelser, EU har med de fem centralasiatiske lande. Han har understreget nødvendigheden af en mere sammenhængende regional tilgang i dette strategiske område og har samtidig fremhævet de enkelte landes forskelle.

Jeg er enig i Udviklingsudvalgets udtalelse, navnlig nødvendigheden af at udrydde fattigdommen, at forbedre folkesundheden og grundskoleuddannelsen, og i, at alle former for diskrimination imod kvinder og mindretal skal afskaffes.

Det er endvidere vigtigt, at det i betænkningen understreges, at der er behov for fremskridt med hensyn til demokrati, overholdelse af menneskerettighederne, de grundlæggende frihedsrettigheder og retsstatsprincippet i regionen, og dette punkt er for mig af afgørende betydning.

I betænkningen opfattes samarbejdet om energispørgsmål som værende af afgørende betydning i den europæiske strategi. På trods af dette skal de europæiske institutioner være årvågne og sørge for, at menneskerettighederne i denne region på lige fod med miljøet ikke tilsidesættes til fordel for energibehov og handelsaftaler.

 
  
MPphoto
 
 

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg glæder mig over dagens vedtagelse af betænkningen om en EU-strategi for Centralasien med et stort flertal. Det er vigtigt, at EU interesserer sig indgående for disse fem lande: Usbekistan, Kirgisistan, Tadsjikistan, Turkmenistan og Kasakhstan.

I betænkningen opfordres der med rette til, at den europæiske politik differentieres for de enkelte lande, og jeg kan kun bifalde, at der opstilles kriterier såsom menneskerettighedssituationen i de pågældende lande og deres overholdelse af OSCE-forpligtelserne.

I teksten understreges ligeledes disse landes aktuelle og fremtidige betydning for EU, navnlig på handels- og energiområdet. Den geopolitiske situation i Centralasien gør, at samarbejdet med disse lande bør styrkes, både bilateralt og i EU. I betænkningen opfordres til reformer inden for den sociale sektor, sundhed, fødevaresikkerhed og bekæmpelse af korruption for at sikre stabilitet, sikkerhed og velstand på lang sigt i denne region.

Teksten er således fuldstændig, idet den fastlægger de handlingssfærer, inden for hvilke EU kan være til hjælp, med henblik på at give EU al mulig synlighed og troværdighed i regionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) I tråd med det, flertallet i Parlamentet har vedtaget vedrørende EU's forbindelser med tredjelande, har vi endnu en betænkning, der dybest set består af en samling tiltag til at blande sig i tredjelande uden at lægge skjul på - faktisk tværtimod - det klare mål, nemlig at opnå fordelagtige betingelser i disse landes økonomier for store erhvervs- og finanskoncerner.

Se, hvordan betænkningen går i brechen for at "overholde internationale standarder for udenlandske investeringer" og sikre "bedre beskyttelse af de udenlandske direkte investeringer" i disse lande. Det er tydeligt, at sådanne udtalelser ikke betyder andet end at "statsbanker privatiseres" (!), og at der skabes nationale finansielle markeder, der virkelig er konkurrenceprægede og åbne over for udenlandske banker (!). Med andre ord bliver disse lande simpelthen sat til salg …

I tråd med de ovenfor nævnte mål viser EU's primærinteresser sig desuden med hensyn til de "betydelige energiressourcer", landene i regionen besidder, og behovet for at sikre sin energiforsyning uden at forstyrre transportruterne og med størst mulig regularitet nævnes.

Det afspejler dybest set den reelle betydning af EU's meget omtalte rolle i verden, især i det nuværende traktatforslag: ambitionen om at opnå politisk og økonomisk dominans.

 
  
MPphoto
 
 

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg vil gerne gratulere min kollega hr. Özdemir med hans betænkning om Centralasien, som jeg støtter fuldt ud. Demokrati og menneskerettigheder er grundlæggende principper for EU og bør være et centralt element i EU's politik over for andre regioner. Landene i Centralasien har tiltrukket sig opmærksomhed fra verdens økonomiske stormagter, primært på grund af deres naturressourcer. Det er EU nødt til at hæve sig over og også tilstræbe at investere i deres menneskelige ressourcer ved at arbejde for demokrati og menneskerettigheder.

 
  
MPphoto
 
 

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Hvad var arven efter Sovjetunionen i landene i Centralasien? Lighed for kvinder, afskaffelse af børnearbejde og analfabetisme, monokulturelt landbrug. Det er ikke lykkedes for religiøse elementer at blive dominerende i nogen af disse lande.

EU's topprioritet er brugen af disse landes naturressourcer, dvs. olie, naturgas og uran. Et andet højt prioriteret område er at få standset en af hovedruterne for smugling af opium fra Afghanistan. Det bringer os til EU's og USA's direkte ansvar for at støtte etableringen af autoritære regimer i landene i regionen. De enkelte lande forsøger at begrænse spredningen af terroristgrupper og militante islamistiske idéer, men en sådan situation har negative virkninger på civilsamfundets udvikling og aktivt demokrati og har en tendens til at fremme regeringsførelse baseret på magt.

Til trods for al betænkningens kritik af landene i regionen må vi ikke glemme de vanskelige historiske forhold, disse lande har stået over for i løbet af deres udvikling. EU må hjælpe dem med at overvinde følgerne af mange års negativitet, der er opstået på grund af store EU-landes tilstedeværelse og amerikansk tilstedeværelse i nabolandet Afghanistan.

Der er ingen grund til at foretrække Tyrkiet som den primære potentielle formidler af positiv indflydelse i regionen. Den nuværende situation for minoritetsrettigheder i Tyrkiet berettiger bestemt ikke den strategi. Tværtimod bør de traditionelle bånd til Rusland have større opmærksomhed. Når det handler om vores kamp mod terrorismens og narkotikaens udbredelse i regionens lande, er Rusland vores nærmeste allierede.

Trods de ovennævnte betænkeligheder støtter jeg vedtagelsen af betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE), skriftlig. - (DE) Jeg stemmer for forslaget om en EU-strategi for Centralasien, da de fem centralasiatiske republikker er modtagere af officiel udviklingsstøtte, og EU derfor har en særlig forpligtelse til at hjælpe disse lande. I denne forbindelse vil jeg gerne understrege EU's rolle som mægler mellem de centralasiatiske lande med henblik på at udligne de store politiske, økonomiske og sociale forskelle mellem de fem republikker. Jeg vil især gerne pege på den fatale situation på sundhedsområdet, som skyldes et ringe udbygget sundhedssystem.

Adgang til rent drikkevand og tilslutning til det offentlige elektricitetsnet for hele befolkningen er også et meget stort problem, især i Tadsjikistan, Usbekistan og Den Kirgisiske Republik. For mig er det vigtigt, at jeg med min stemme for EU's strategi for Centralasien samtidig stemmer for bedre levevilkår til den centralasiatiske befolkning med hensyn til sociale, sundhedsmæssige og retlige aspekter.

 
  
MPphoto
 
 

  David Martin (PSE), skriftlig. - (EN) Hr. Özdemir's betænkning om EU's strategi for Centralasien behandler et centralt emne vedrørende EU's udenrigspolitiske dagsorden. Jeg hilser med tilfredshed, at den lægger vægt på at være opmærksom på menneskerettighederne i Centralasien, en vægt, som EU generelt burde lægge bag sine forbindelser til tredjelande. Der er ikke mange tegn på demokratiske fremskridt i regionen, især i Usbekistan og Turkmenistan, og enhver EU-samarbejdsstrategi bør forsøge at styre disse lande ind på en kurs i retning mod demokrati. Som betænkningen tydeligt ridser op, har Centralasien brug for aktivt energisamarbejde i forsøget på at finde gensidigt fordelagtige løsninger på den aktuelle situation på energimarkedet. Jeg er enig med hr. Ozdemir's anbefalinger og stemte for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Véronique Mathieu (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Bortset fra Den Kirgisiske Republik er udviklingen af det centralasiatiske område alarmerende i mere end én forstand.

For det første med hensyn til menneskerettigheder og demokrati er den dårlige behandling af mange kvinder (tvungne ægteskaber, seksuel udnyttelse, voldtægt osv.) og børnearbejdet i området ganske enkelt uacceptabelt.

På sundhedsområdet er udbredelsen af smitsomme sygdomme (især hiv) fortsat bekymrende.

Endelig kan Centralasien ikke drage fordel af en effektiv integration i verdens økonomiske system, så længe alle de fem lande, der udgør Centralasien, ikke er kommet med i WTO (Den Kirgisiske Republik har været medlem siden 1998).

EU-strategien for Centralasien kan bidrage effektivt til den økonomiske og menneskelige udvikling i denne region af verden. EU må ikke lade Centralasien i stikken, det strategiske knudepunkt mellem det europæiske og det asiatiske kontinent og en traditionel partner i handelsforbindelserne og energisamarbejdet.

Jeg støtter denne tekst fuldt ud i dens ønske om at få klarlagt EU's prioriteter i Centralasien, få styrket de europæiske projekter, der indledes i regionen, og få sat gang i deres gennemførelse. Derfor har jeg stemt for betænkningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) En strategisk planlægning for Centralasien er en fornuftig ting, og med henblik på et økonomisk samarbejde og åbning af markederne er den også nødvendig. I den forbindelse er det naturligvis også hensigtsmæssigt at sætte tempoet op for at kunne holde trit med udviklingen.

Det går imidlertid ikke an, at visse standarder, som overholdes på europæisk niveau, ignoreres i Centralasien. Men at ville måle med samme målestok i denne forbindelse er dog udtryk for en vis arrogance over for de folk, der nævnes i betænkningen, og deres selvbestemmelsesret. Hvad kvindens rolle angår, er der andre regioner i verden, f.eks. hele det arabiske område, hvor der er langt større behov for at gøre noget.

Børnearbejde, som især er vidt udbredt i det kinesiske område, hører i denne forbindelse netop under de nævnte standarder, som handelspartnere skal overholde.

Bekæmpelse af terror og narkotikahandel, som jo på en vis måde hænger sammen, skal stå øverst på listen over prioriteringer og bekæmpes konsekvent.

 
  
MPphoto
 
 

  Cristiana Muscardini (UEN), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg bifalder Kommissionens dokument om et nyt partnerskab med landene i Centralasien, men der er nogle aspekter, jeg gerne vil understrege.

For det første vil jeg gerne understrege det centralasiatiske områdes stadig større betydning i den internationale handel. Centralasien er nu blevet et vigtigt alternativ, når det gælder energiforsyning.

For det andet vil jeg gerne understrege, at Europa derfor skal være meget opmærksomt på denne del af verden, fremme dens deltagelse i verdenshandelen og i det internationale økonomiske system og støtte de landes kandidaturer, der stadig ikke er med i WTO. Styrkelsen af handelsforbindelserne med hele området skal således betragtes som en del af en strategi, der tager sigte på at skabe større samarbejde og integration mellem disse lande og på at øge Europas indflydelse - også den politisk indflydelse - i et område, hvor der er sket demokratiske fremskridt.

For det tredje vil jeg gerne understrage, at vi i den overordnede indfaldsvinkel til Centralasien skal tage højde for de store politiske og økonomiske forskelle, der eksisterer mellem landene i regionen. Man fremhævede især den rolle, et land som Kasakhstan spiller, eftersom det har en udviklet økonomi, og dermed de potentielle fordele ved at styrke forbindelserne til landet, også med henblik på den generelle udvikling i hele regionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) EU har forsøgt at etablere tætte relationer og dialog ved hjælp af sin naboskabspolitik. I forhold til Centralasien hjælper udarbejdelsen af den nye strategi og partnerskabet med fem nye stater med at fremme større stabilitet og socioøkonomisk og demokratisk udvikling og sikkerhed i hele den del af Asien.

Vi bemærker, at der er global interesse for stabilitet i Centralasien, eftersom alvorlige og langvarige kriser i den region kunne få katastrofale følger og påvirke EU og dets medlemsstater. Desuden har den geopolitiske situation i Centralasien tiltrukket sig voksende interesse fra økonomiske stormagter såsom Rusland, USA, Kina og Tyrkiet.

Efter min mening skal fremtiden for de relationer, der sigter mod større stabilitet og sikkerhed og tættere politisk, økonomisk og socialt samarbejde, også tage højde for hvert lands menneskerettighedssituation og styrkelsen af handelsrelationerne og energisamarbejdet samt være opmærksom på udviklingsbehov og de påtagne forpligtelser, hvad angår forbedring af levevilkårene for folk i regionen.

 

6. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen
  

(Mødet udsat kl. 13.10 og genoptaget kl. 15.00)

 
  
  

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

 

7. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

8. Kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten i 2005 (forhandling)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Monica Frassoni for Retsudvalget om Kommissionens 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten (2005) (2006/2271(INI)) (A6-0462/2007).

 
  
MPphoto
 
 

  Monica Frassoni, ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Gennemførelsen af fællesskabsretten er en vigtig del af den strategi for "bedre lovgivning", som Barroso-Kommissionen iværksatte. I et stykke tid har den været en slags Askepot, der stod fortabt mellem modefænomener som konsekvensvurdering og udgiftsreduktion.

I dag er Kommissionen begyndt at rette op på dette, også takket være det pres, som Parlamentet har lagt på Kommissionen. Det er en procedure, der i årevis bare har været en slags bureaukratisk trummerum, hvor den ene overtrædelse har efterfulgt den anden uden den store effekt, men det er stadigvæk en absolut nødvendig procedure.

Tallene taler deres tydelige sprog. Hidtil er der blevet indledt 2.518 overtrædelsesprocedurer på de mest forskellige områder og navnlig inden for miljø og det indre marked. Hertil kommer de hundredvis eller rettere tusindvis af andragender, som Europa-Parlamentet modtager hvert år. Her henvises der ofte til specifikke tilfælde, hvor fællesskabsretten er blevet overtrådt, og hvor borgerne føler sig magtesløse og derfor henvender sig til Parlamentet.

Spørgsmålet er, hvilke chancer de har for at blive hørt. Overtrædelsesproceduren er beskrevet i traktatens artikel 226 og 228, og derfor er der ikke meget plads til kreativitet. De gældende bestemmelser giver os nogle langsomme og uklare procedurer, hvor den mest effektive foranstaltning - en bøde - meget sjældent anvendes og kun efter meget lang tid, sågar årtier.

Der kan dog gøres rigtigt meget, og jeg vil gerne takke Kommissionen, fordi den i de sidste to år - og i en særlig meddelelse i september sidste år - har foreslået en række foranstaltninger, som analyseres og vurderes i min betænkning, og som jeg gerne vil knytte et par kommentarer til.

Først vil jeg dog komme med en bemærkning, som efter min er af afgørende betydning i denne forhandling. At sørge for lovgivningens håndhævelse kan være et meget politisk spørgsmål og et fantastisk instrument til at øge EU-institutionernes troværdighed og synlighed på.

Jeg vil nævne to konkrete eksempler på forskellig adfærd fra Kommissionens side, nemlig affaldskrisen i Napoli og motorvejen Via Baltica i Rospudadalen i Polen.

Affaldskrisen i Napoli er en direkte konsekvens af de overtrædelser, der har fundet sted år efter år af praktisk taget alle EU's affaldsbestemmelser. Der er således blevet indledt en meget lang række overtrædelsesprocedurer mod Italien, og Domstolen har dømt Italien ved adskillige lejligheder. Men det er først nu flere år efter, hvor situationen er blevet uacceptabel for alle og umulig at skjule, at Kommissionen har besluttet at slå i bordet. Kommissionens besøg følges med meget stor opmærksomhed, og borgere, der protesterer over de ulovlige affaldsdeponeringsanlæg, udtaler til tv, at de vil indgive andragender til Europa-Parlamentet. Jeg spørger dog mig selv, om man ikke kunne have gjort dette noget før. Kunne vi ikke have haft en anden tilgang til problemet, så vi undgik at komme til at stå i denne situation? Jo, det kunne vi!

Det var faktisk det, som kommissær Dimas gjorde i sagen med Rospudadalen i Polen, der risikerede at blive ødelagt af en infrastruktur i forbindelse med Via Baltica, og hvor kommissæren for første gang bad om, at Domstolen nedlagde påbud om suspension, hvilket også skete. Dette skaber en meget vigtig præcedens, der sender et særdeles klart budskab, nemlig at Kommissionen kan og skal være fast og streng over for de medlemsstater, der lader som ingenting, og at den skal bruge alle de midler, som det demokratiske system giver den, nemlig medierne og den offentlige mening.

En af de vigtigste nyskabelser i Kommissionens meddelelse er en såkaldt ny arbejdsmetode. Vi har stillet os meget tvivlende over for denne nye arbejdsmetode, som grundlæggende består i at sende klager direkte tilbage til den medlemsstat, der klages over, for at forsøge at løse problemet. Vi har givet udtryk for tvivl, og Kommissionen har givet os nogle forsikringer, som jeg håber, at vi også kommer til at høre igen i dag, men vi vil følge dette spørgsmål meget nøje, og når det gælder overtrædelsesprocedurerne, håber vi virkelig, at gennemsigtighed, muligheden for at hænge de pågældende medlemsstater ud og samarbejdet med Parlamentet vil give resultater.

Ved forhandlingens afslutning vil jeg tage ordet igen i to minutter og bruge det sidste af min taletid.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, fru Frassoni, mine damer og herrer! På Rådets vegne vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med fru Frassonis betænkning om Kommissionens årsberetning om kontrollen med gennemførelsen af Fællesskabsretten og den yderligere analyse, der nævnes i Kommissionens meddelelse "Et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten". Efter vores mening er Parlamentets betænkning et meget nyttigt bidrag til vores fælles mål om at sikre en korrekt gennemførelse af Fællesskabsretten til tiden.

På Rådets vegne vil jeg gerne udtrykke min tilfredshed med konklusionerne i fru Frassonis betænkning, som efter vores mening er meget væsentlige, nemlig at Fællesskabsrettens positive indflydelse på EU's borgeres hverdag primært afhænger af effektiviteten af EU's politikker og af overvågningen af og kontrollen med de metoder, hvormed medlemsstaterne efterkommer Fællesskabsretten.

Vi ser positivt på Parlamentets engagement i at støtte udvekslingen af god praksis blandt medlemsstaterne. Efter vores mening kan sådanne udvekslinger i væsentlig grad bidrage til en mere effektiv og ensrettet gennemførelse af Fællesskabsretten.

Her må jeg forklare, at formandskabet for Rådet ikke kan kommentere på de fleste af de spørgsmål og forslag, der fremføres i denne værdifulde betænkning. Som vi ved, hører ansvaret for den administrative gennemførelse af Fællesskabsretten principielt under medlemsstaterne i henhold til deres forfatningsmæssige bestemmelser og under Kommissionen, der som traktaternes vogter er ansvarlig for at kontrollere den ensartede gennemførelse af Fællesskabsretten.

 
  
MPphoto
 
 

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Kommissionen er taknemmelig for denne lejlighed til at drøfte dette vigtige spørgsmål med Europa-Parlamentet, og jeg er meget taknemmelig for fru Frassonis betænkning og indlæg, som indeholder mange værdifulde oplysninger. Jeg kan forsikre Dem, at Kommissionen tager Deres oplysninger meget alvorligt.

EU er et retssamfund, og som sådant er det enestående i hele verden. Kun loven kan garantere de frihedsrettigheder, som borgerne har krav på, og kun loven kan udforme markedsøkonomien på en sådan måde, at den er til gavn for alle.

Kommissionen er traktaternes vogter. Den skal overvåge, at fællesskabslovgivningen bliver gennemført overalt og korrekt anvendt overalt. Selv den bedste lov er værdiløs, så længe den blot står på papiret. Derfor vil en af de vigtigste opgaver for enhver Kommission være at sørge for, at vores lovgivning bliver fyldt med liv.

Vi har et effektivt våben med proceduren vedrørende overtrædelse af traktaten og EF-Domstolen. Dette våben skal benyttes, når en overtrædelse af lovgivningen ikke kan afhjælpes på andre måder. Det er imidlertid ikke noget mål i sig selv, og bruger man det for tit, kan det miste sin styrke.

Kommissionen mener ikke, at antallet af sager vedrørende overtrædelse af traktaten er en målestok for, hvor seriøst og beslutsomt den overvåger, at fællesskabslovgivningen bliver overholdt. Kommissionen mener tværtimod, at det handler om at løse problemer. Den virkelige målestok er, hvor mange problemer med anvendelsen af fællesskabslovgivningen, vi har løst, og hvor hurtigt.

Vi har foretaget en kritisk gennemgang af vores egne arbejdsmetoder og er nået til følgende resultater. Problemer, som er blevet identificeret, skal løses hurtigt og effektivt. Borgere og virksomheder har krav på hurtige svar. Derfor, fru Frassoni, tager jeg også Deres bemærkninger om affald i Campania med hjem til Kommissionen, og dette spørgsmål skal tages op. Jeg er helt enig med Dem i, at det er nødvendigt at gå hårdt, hurtigt og beslutsomt frem, hvis fællesskabslovgivningen ganske enkelt bliver ignoreret.

En samarbejdsmodel er at foretrække frem for en konfronterende model. Derfor ønsker Kommissionen mere dialog og større gennemsigtighed i disse spørgsmål. Vi vil også foretage en klar prioritering. Det vigtigste skal behandles først og hurtigt, vi skal ikke skyde gråspurve med kanoner. Og vi skal stille de nødvendige ressourcer til rådighed.

Her vil jeg gerne komme med en bemærkning. Hvis problemerne hober sig op bestemte steder i forbindelse med anvendelse af fællesskabslovgivningen, kan det også skyldes, at selv lovgivningen er uklar eller selvmodsigende. Vi må ikke på forhånd gå ud fra, at medlemsstaterne ikke ønsker at følge loven.

Som en konsekvens af disse overvejelser har vi taget en række initiativer, og jeg vil gerne som udgangspunkt sige, at vi fortsat vil anvende sager om overtrædelse af traktaten og straks indlede dem, hvis de nødvendige informationer foreligger. Men vi foreslår en ny arbejdsmetode, som gør, at vi hurtigere kan få de nødvendige informationer.

Denne metode består i at forbedre samarbejdet med medlemsstaterne, før der indledes en formel sag, undtagen - og det er meget vigtigt, fru medlem - naturligvis i de tilfælde, hvor det fra begyndelsen er klart, at der med stor sandsynlighed er tale om en overtrædelse af traktaten. I sådanne tilfælde taler man ikke først med medlemsstaterne, der handler man.

Her er der i øvrigt ikke tale om en helt ny proces, men om en indledende procedure, hvis vi har brug for yderligere procedurer, eller hvis man dermed kan opnå en hurtigere løsning uden sag om overtrædelse af traktaten.

Alle forespørgsler og alle klager besvares hurtigt og direkte og kan alt efter forholdene føre til en sag om overtrædelse af traktaten. Altså: Alle henvendelser bliver registreret og behandlet. Hvis de direkte er formuleret som en klage, eller kan betragtes som en klage, så bliver de behandlet som en klage, og Kommissionen vil indlede de relevante skridt.

Vi er i øjeblikket ved at afprøve denne nye arbejdsmetode i en pilotfase 15 medlemsstater deltager i pilotprojektet. Dermed vil vi sikre, at vi virkelig opnår fremskridt, og naturligvis vil vi orientere Parlamentet om resultaterne af pilotfasen og diskutere de videre skridt med Parlamentet.

Trods alt er vi allerede i dag i stand til at finde en løsning på 90 % af alle de problemer, vi får meddelelse om, uden at sagen ender i retten. Vi er imidlertid enige med Dem i, at det bør gå endnu hurtigere. Her hjælper omstillingen til en månedlig beslutningsrytme - det har vi haft siden januar - og det sikrer en mere effektiv og hurtig behandling af sager om overtrædelse af traktaten.

Vi forsøger også at indføre så stor gennemsigtighed som muligt og samtidig bevare en rimelig grad af fortrolighed, som EF-Domstolen kræver, at vi skal. Offentligheden vil få onlineadgang til oplysninger om alle verserende sager om overtrædelse af traktaterne, og disse oplysninger ajourføres og sammenfattes regelmæssigt.

Af hensyn til gennemsigtigheden og retssikkerheden skal vi også vide, hvordan medlemsstaterne anvender fællesskabslovgivningen i deres respektive nationale kontekster. Derfor har vi, som det også kræves i betænkningen, brug for sammenlignende tabeller, som klart viser, hvad status for gennemførelsen er i hvert enkelt medlemsland.

Mine damer og herrer! Jeg tror, at vi er helt enige om målet. Vi ønsker en fællesskabslovgivning, som borgerne kan stole fuldt ud på.

 
  
MPphoto
 
 

  Diana Wallis, ordfører for udtalelsen fra Udvalget for Andragender. - (EN) Hr. formand! I det minut, jeg har på vegne af Udvalget for Andragender, vil jeg gerne gøre tre ting. For det første vil jeg gerne takke fru Frassoni for hendes samarbejde om denne årsberetning, men primært vil jeg gerne gøre det klart, hvor vigtigt Udvalget for Andragender er for denne kontrol- og gennemførelsesprocedure.

Jeg tror, at denne vigtighed langt om længe er blevet anerkendt af Kommissionen. Det takker jeg kommissæren for, for vores to institutioner bør virkelig være partnere i dette forehavende, der især bør inddrage Udvalget for Andragender, for det er faktisk vores øjne og ører som lovgivere gennem vores borgere, som kommer til os med de problemer, de oplever direkte.

Men for at vores borgere skal kunne det, kommer jeg til mit andet punkt. Hr. kommissær! De talte om, at vores lov er en levende lov. Men hvis loven skal være levende, skal den være forståelig - begribelig - for vores borgere. Jeg har haft en lang dialog med Deres kollega fru Wallström om resuméer til borgerne, så de kan forstå vores lovgivning. Hun har ved mange lejligheder lovet os, at de skal udarbejdes til hver eneste retsakt. Det afventer vi fortsat reelle beviser på.

Sluttelig, Udvalget for Andragender - og nu henvender jeg mig til mine egne kolleger - skal have en meget mere fremtrædende stilling og mange flere ressourcer her i Parlamentet. Det er ikke bare et kværulantisk udvalg, der altid blander sig. Det udfører et reelt stykke arbejde med at skabe kontakt til vores borgere.

 
  
MPphoto
 
 

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! De har helt ret i, at retsstaten er grundlag for EU, og De har ret, når De understreger, at EF-lovgivningen er midlet til at nå målene i EU-traktaterne, hvor grundprincippet er de europæiske borgeres interesser og deres ret til at kræve lovgivningens gennemførelse.

Lovgivningen vokser hele tiden i omfang, bredde og kompleksitet. Som medlemmer af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti i Europa-Parlamentet udtrykker vi således vores tilfredshed over, at Kommissionen i sin 23. årsrapport om kontrollen med gennemførelsen af fællesskabsretten og med sin meddelelse af resultaterne i Europa beviser sin vilje til at være traktaternes vogter og sørge for lovgivningens gennemførelse.

De har helt ret, når De siger, at vi gerne vil have de sammenligningstabeller, som Rådet har truffet beslutning om i dag. Fru Frassoni har arbejdet tæt sammen med Dem i forbindelse med udarbejdelsen af sin betænkning, og vi havde en særdeles interessant høring i Parlamentet - og i dag får vi lejlighed til at fortælle Dem, at Parlamentet også gerne vil deltage i kontrolproceduren, vi vil gerne holdes underrettet om Deres aktiviteter, have Dem med til møderne i vores udvalg, som De har gjort med Miljøudvalget, og høre om fremskridtene fra Dem.

Vi vil gerne have Dem til at tage hensyn til de andragender, der kommer til os, som De påpeger i Deres betænkning, og hvad angår vores beslutninger om immunitet, vil vi også gerne have Dem til at kontrollere, at de nationale domstole overholder dem.

Fællesskabsrettens gennemførelse giver de europæiske borgere håb om styrkelse af demokratiet og lov og orden og håb om, at afstanden til EU-myndighederne mindskes. I dag, efter beslutningsforslaget om den nye reformerede Lissabontraktat, ønsker vi alle en bedre fremtid for EU.

 
  
MPphoto
 
 

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Formålet med fællesskabsretten er at realisere EU's forskellige politiske strategier. Fællesskabsrettens gennemførelse skal netop være en prioritet for alle medlemsstaterne, der garanterer dens ønskede positive virkninger for Europas borgere. Staterne er samtidig underlagt Kommissionens kontrol og overvågning.

Over de seneste år er det samlede antal overtrædelsessager indledt af Kommissionen steget støt, og i 2005 nåede det op på næsten 2.700 overtrædelser. Til trods for EU's udvidelse med 10 nye stater steg det samlede antal overtrædelser ikke de efterfølgende år. Der er således en fare for, at denne tilstand skyldes en manglende registrering af klager eller administrative problemer i de institutioner, der er ansvarlige for behandlingen af overtrædelser.

Betænkningen skal først og fremmest roses for, at den indeholder en detaljeret behandling af overtrædelser i forbindelse med andragender samt oplysninger om de forskellige generaldirektoraters beredvillighed til bredt at samarbejde om disse forhold. Vi glæder os endvidere over Kommissionens omfattende meddelelse "Et resultatorienteret Europa - anvendelse af fællesskabsretten". Spørgsmålene om de ressourcer, som er tildelt behandlingen af overtrædelsessager, varigheden af overtrædelsesproceduren, den begrænsede anvendelse af EF-traktatens artikel 228 og evalueringen af anvendelsen af prioriteringskriterierne skal imidlertid præciseres af Kommissionen.

Vi anerkender endvidere den nye arbejdsmetode, som Kommissionen har foreslået indført i 2008 som et pilotprojekt, der omfatter enkelte medlemsstater. Metoden indføres med henblik på at effektivisere gennemførelsen af de hidtidige sager. Vi er dog bekymrede over en af etaperne i proceduren, ifølge hvilken en sag sendes tilbage til den berørte medlemsstat, der først og fremmest er ansvarlig for den ukorrekte gennemførelse af fællesskabsretten. Dette kan nemlig svække Kommissionens rolle som traktaternes vogter.

Ved dannelse af fællesskabsretten skal man imødekomme borgernes problemer, så man hurtigt kan svare på borgernes spørgsmål og klager, hvorved de får nemmere ved at forstå og udnytte deres rettigheder, og antallet af sager om overtrædelse af fællesskabsretten reduceres samtidig som følge heraf. Her til slut vil jeg gerne varmt lykønske fru Frassoni med det meget velforberedte dokument.

 
  
MPphoto
 
 

  Diana Wallis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne fremhæve, hvor vigtigt det er, at de hver især spiller en rolle i forhold til gennemførelse og kontrol.

Det er klart, at det er Kommissionens betænkning, vi ser på her. Kommissionen har naturligvis det primære ansvar med gennemførelse og håndhævelse, og vi ønsker ikke at træde den over tæerne, hvad det angår. Men jeg tror godt, at Kommissionen kan gå ud fra, at vi vil holde bedre øje i fremtiden.

Vi er taknemmelige for, at man har taget ved lære af mange af de ting, der blev bragt på bane af vores betænkning om sammenbruddet i Equitable Life. Men nu, hvor vi er på vej ind i en ny periode og måske skal afprøve nogle nye idéer, er vi nødt til at være meget forsigtige.

For det første, hvis vi ser på Rådet, er vi stadig nødt til at blive enige - og det glædede mig at høre kommissæren nævne det - idéen om sammenligningstabeller for hver eneste stykke lovgivning, så alle kan se præcis, hvad der sker på medlemsstatsplan, og hvor hvert enkelt lov passer ind.

Pilotprojektet er en glimrende idé. Det er alt sammen meget godt, så lad os se, hvordan det fungerer. Men - og her kommer men'et - jeg er lidt skeptisk over, at så mange medlemsstater har tilmeldt sig. Jeg håber ikke, de opfatter det som en form for blød løsning, og jeg håber, at Kommissionen vil bringe dem ud af den vildfarelse, der kunne have indfundet sig.

Til sidst vores eget Parlament. Det er tydeligt, at vi efter Lissabontraktaten må få en meget vigtigere rolle, hvad angår kontrol. Vi kan ikke gå ud fra, at når vi er færdige med en retsakt her, så er det dét. Vores udvalg er nødt til at påtage sig en langt større rolle i forhold til kontrol. Der er allerede en eller to gennemførelsesrapporter på vej - det antal vil stige - og vi bliver nødt til at påtage os vores ansvar sammen med de andre institutioner.

Som en efterskrift - men en meget vigtig efterskrift - er vi også nødt til at være opmærksomme på uddannelsen af dommerne i vores nationale domstole for at sikre, at de også ved, hvordan Fællesskabsretten skal gennemføres.

 
  
MPphoto
 
 

  Alyn Smith, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg gratulerer min gruppekollega og gruppemedformand fru Frassoni for en velgennemtænkt betænkning, der kommer på det rigtige tidspunkt. Jeg gentager fru Wallis' bemærkninger, som jeg er fuldstændig enig i.

Vi holder forretningen kørende ved at vedtage love, men det er håndhævelsen af dem, der rent faktisk gør en forskel for befolkningen, og manglende håndhævelse af lovene gør os ærlig talt til grin. Jeg gratulerer Kommissionen med en række skridt, der har været meget positive. Men vi er virkelig nødt til at flytte det højere op på dagsordenen i Parlamentet, for i hvert fald i Skotland er der en stærk opfattelse af, at der er én lov for et land og en anden lov for et andet. Jeg er helt klar over, at det ikke er Kommissionens skyld, men vi må alle gøre vores for at løse problemet, hvis vi er ét Europa.

Så idet jeg gratulerer min gruppekollega, glæder det mig at høre, at kommissæren vil tage mange af tingene op. Jeg vil gerne nævne en ting mere, især i forhold til miljølovgivning, hvor mange af konflikterne opstår. Mange af de forskellige retsakters meget værdige mål strider faktisk mod hinanden, og det må vi se i øjnene, når vi udarbejder dem. I forbindelse med gennemførelse er der ikke megen hjælp at hente for lokale myndigheder i forhold til, hvordan de skal håndtere de ofte meget værdige mål, når de strider mod hinanden. Det blev vi lovet en gennemgang af i energipakken, så hvis vores kommissær kunne kaste lidt lys på den proces, som er i gang, ville jeg være meget taknemmelig.

 
  
MPphoto
 
 

  Bert Doorn (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Også jeg vil give fru Frassoni en kompliment for hendes betænkning. Vi har nu haft en række betænkninger om gennemførelse, og der er tydeligvis tale om en rød tråd i disse betænkninger. Det betyder, at der lægges større vægt på gennemførelse, også fra Europa-Parlamentets side. Vi har nu instrumentet gennemførelsesbetænkninger. Jeg vil selv i juli forelægge en betænkning om gennemførelse af det ottende direktiv om tilsyn med revisorer. Det er godt, at Parlamentet også seriøst undersøger, hvordan lovgivningen gennemføres i national ret i medlemsstaterne.

Jeg kommer i den forbindelse navnlig ind på problematikken omkring de tilsynsførende. Vi taler om myndighedernes gennemførelse af EU-lovgivning i national ret i medlemsstaterne, og vi taler om de dommere, som anvender loven. I mange medlemsstater findes der imidlertid også uafhængige tilsynsførende, som anvender lovgivningen, og som udformer lovgivningen nærmere. Erfaringerne viser, at der er opstået store forskelle mellem de forskellige medlemsstater og mellem de tilsynsførende. Virksomheder, som arbejder internationalt i flere medlemsstater, konfronteres stadig oftere med forskellige krav fra forskellige tilsynsførende i forskellige medlemsstater. Dette er overordentligt besværligt, og det frustrerer det indre markeds funktion.

Jeg har endnu ét punkt. Vi kan heller ikke undgå at se nærmere på de lovgivningsinstrumenter, som vi anvender i Europa. Vi har hidtil især arbejdet med direktiver, når det gælder harmonisering. Kommissær Verheugen har allerede ved visse lejligheder sagt, at det måske ville være klogt i højere grad at anvende instrumentet forordning for lovgivning om det indre marked i fremtiden for at undgå alle mulige problemer såsom cherry-picking og gold-plating ved gennemførelsen af direktiver i national lovgivning. Jeg ved, at også de nationale parlamenter, navnlig det nederlandske parlament, langsomt, men sikkert bliver klar over, at gennemførelse med gold-plating og cherry-picking kan være skadelig for det indre markeds funktion og også for vores egen økonomi. Derfor er skridtet mod en forordning, hvor det er muligt, ikke længere så stort.

 
  
MPphoto
 
 

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand! Vi er klar over betydningen af, at De overvåger gennemførelsen af fællesskabsretten. Vi taler om forbindelserne mellem en overstatslig institution og de nationale regeringer. De nationale regeringer er stærke enheder med stor magt, de er offentlige myndigheder. Normalt er Kommissionen EU-rettens vogter, og i mange tilfælde er det den eneste garanti borgerne har for, at de har en ret - for fællesskabsretten er ret - der anvendes korrekt.

Fru Frassonis betænkning tilstræber at styrke det, jeg vil kalde Kommissionens rygrad, så Kommissionen bliver bevidst om betydningen af denne opgave, og så Kommissionen i sandhedens øjeblik, selv om vi ønsker en forudgående fase med forhandlinger med regeringerne om de vanskeligheder, der måtte opstå, optræder, som borgerne forventer, med styrke og stringens, og gennemfører fællesskabslovgivningen.

Det er bekymrende, at det efter udvidelsen ser ud til, at Kommissionen anvender mindre strikse kriterier over for de nye medlemsstater end dem, den anvendte over for de gamle stater. Det ville være negativt for konsolideringen af EU og for EU's omdømme i disse medlemsstater. Jeg, der har fulgt mange af Kommissionens overtrædelsesprocedurer tæt, kan forsikre Kommissionen om, at borgerne og selv de offentlige forvaltninger, når den intervenerer, føler sig styrket af Kommissionens indsats på dette område.

Jeg synes derfor, at Europa-Parlamentets betænkning, fru Frassonis forslag og fru Wallis udtalelse, ønsker at styrke Kommissionen, så den ikke føler sig alene og forsvarsløs over for regeringerne, men kan regne med Europa-Parlamentet, når det drejer sig om at styrke den kontrol- og overvågningsrolle, som tilkommer den i forbindelse med gennemførelse af fællesskabsretten.

 
  
MPphoto
 
 

  Margrete Auken (Verts/ALE). - Hr. formand! Europas borgere har en afgørende betydning for EU's lovgivning. De er ikke bare ofre for overtrædelserne som f.eks. i Napoli. De er ofte i en mængde miljøsager vigtige aktører. Som vagthunde holder de øje med, at lovene gennemføres korrekt i alle kroge af Europa, og i mange tilfælde er det kun dem, der gør det. EU bør også af den grund støtte borgerne ved at sikre dem en stærk placering. Når de gør opmærksom på krænkelser af fællesskabslovgivningen, skal deres klager behandles seriøst og med respekt. Jeg håber meget, at det ikke er et forsøg fra Kommissionens side på at sylte en række af disse klager, for det ville jo være slemt. Derfor en stor tak til Monica Frassoni for at gøre opmærksom på disse trusler. Hendes udmærkede betænkning bliver nu tværtimod et vigtigt skridt i den rigtige retning. I Lissabontraktaten får borgerne i EU en stærkere placering, men hvis det skal være andet end ligegyldigt pynt, må deres indsats for EU tages alvorligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Tadeusz Zwiefka (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne tilslutte mig lykønskningen af fru Frassoni med den perfekt forberedte betænkning. Jeg er også glad for, at optagelsen af de 10 nye medlemsstater ifølge Kommissionens statistik om antallet af overtrædelsessager ikke har haft indflydelse på antallet af registrerede overtrædelser. Statistikken viser dog ikke situationens fulde billede. En af de vigtigste mekanismer til at kontrollere den faktiske gennemførelse af EU-lovgivningen udgøres af systemet med de præjudicielle referencer, der har til formål at sikre, at de nationale domstole har mulighed for at fortolke gennemførelsen af den europæiske lovgivning ensartet i alle medlemsstaterne. Ventetiden på svar fra Domstolen er det grundlæggende problem i denne procedure. Ventetiden er fortsat meget lang, omkring 20 måneder. Den vigtigste årsag - den nødvendige tid til oversættelser - udgør ca. ni måneder. Det er bekymrende, at vi i mange nationale parlamenter hører krav om reducering af budgettet vedrørende netop de skriftlige oversættelser.

Kommissionens anbefalinger til medlemsstaterne og kandidatlandene er baseret på den antagelse, at EU-lovgivningen gennemføres effektivt, når et tilpas kvalificeret personale er ansat, samt når der er øremærket passende midler til formålet. Jeg deler ikke til fulde denne opfattelse. Antallet af ansatte og størrelsen af disponible midler er ikke en god målestok. Man skal også være beslutsom og engageret i gennemførelsen af den europæiske lovgivning. Tre faktorer er afgørende for, om medlemsstaterne kan udføre kommende opgaver korrekt: viden, kompetence og villighed. Den første faktor, dvs. besiddelse af viden, er i dag ikke et problem. Den anden faktor, dvs. evnen til at gennemføre fællesskabslovgivningen, er forbundet med afsættelse af passende midler og ansættelse af yderligere arbejdstagere. Kommissionen lægger i dag mest vægt på netop dette aspekt. Den tredje faktor, villigheden af de personer, der skal indføre og gennemføre den europæiske lovgivning, er klart undervurderet.

Villigheden til at gennemføre fællesskabsretten afhænger i praksis af institutionerne og systemet med procedurer, incitamenter og restriktioner. Om det lykkes eller mislykkes effektivt at gennemføre fællesskabsretten vil i sidste ende afhænge af den relevante institutionsmodel. Viden og penge er ikke alt. Der er også behov for god vilje til at handle.

 
  
MPphoto
 
 

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Hr. næstformand! De talte i Deres indledning om, at Kommissionen ikke vil slå løs til højre og venstre, men i en dialog med medlemsstaterne vil forsøge at lodde, om der er noget at gøre. Nu er der jo heller ikke altid helt klare og entydige holdninger til visse spørgsmål i Kommissionen, som jo er et kollegialorgan.

På trafikområdet er der efter min mening et spørgsmål, som vil berede os voksende vanskeligheder i de kommende år - formentlig også i Kommissionen - nemlig at man under overskriften tværsubsidiering vil overføre penge, som tjenes på et mere "miljøuvenligt" område - vejafgifter, parkeringsafgifter og lignende - til mere miljøvenlige trafikformer. Det er i sagens natur naturligvis også subsidier. Er det et spørgsmål, man diskuterer, og hvordan ser situationen ud?

 
  
MPphoto
 
 

  Katalin Lévai (PSE). - (HU) Hr. formand! Som det allerede er blevet nævnt af flere talere før mig, afhænger succesen med at få opfyldt de mål, der er fremsat i traktaterne og i retsakter, af, hvor effektive medlemsstaterne er til at gennemføre Fællesskabsretten, og af, hvordan de gennemfører den inden for de nationale rammer.

Hvis de ikke gennemfører lovgivningen, ikke håndhæver den ordentligt eller ikke er i stand til at opfylde dens mål fuldt ud, så har vi et problem. I de senere år har vi set en positiv tendens i forhold til overholdelse af lovgivningen, og jeg synes, de 10 nye medlemsstater udviser god overholdelse. Jeg håber, det ikke kun skyldes, at Kommissionen er mere eftergivende over for os, over for de nye medlemsstater, men at det skyldes, at vi gør en oprigtig indsats for at opfylde kriterierne og leve op til forventingerne.

Desværre er det stadig langtfra let at navigere gennem den bureaukratiske jungle. Vi ved, hvor enormt mange lovgivningsinitiativer der er, og det tager ofte utrolig lang tid at gennemføre dem i den nationale og regionale lovgivning. Det er vigtigt at gøre det muligt at forenkle det bureaukratiske sprog og udvide brugen af konsekvensanalyser, og det samme gælder at sikre, at der bruges så lidt tid som muligt på at gennemføre klageprocedurer.

 
  
MPphoto
 
 

  Wiesław Stefan Kuc (UEN). - (PL) Hr. formand! De forskellige medlemsstaters gennemførelse af fællesskabsretten er et af EU's grundlæggende principper. Overvågning og eliminering af afvigelser er derfor formålet med mange handlinger. Kontrol af de forskellige stater og offentliggørelse af kontrolresultaterne vil gøre det muligt for borgerne at tage del i gennemførelsen af EU-lovgivningen i staterne.

I stedet pålægger f.eks. Polen fortsat yderligere national merværdiafgift, moms, på trods af det sjette direktiv og domsafgørelser. Det samme er gældende for dobbeltbeskatning af opnåede indtægter. Vi har kendskab til sager om pålæggelse af punktafgifter på biler købt af polske borgere i EU-landene på trods af EF-Domstolens domme samt forsinket tilbagebetaling af forkert pålagte og betalte summer.

Et særlig besynderligt forhold udgøres af den mangeårige tilbageholdelse af vores borgere i arresthuse uden domsafsigelse. Polens borgere venter utålmodigt på, at Kommissionen reagerer på de nævnte eksempler og stopper vores regerings lovstridige handlinger.

Jeg vil her til slut varmt takke Monica Frassoni. Det er blot en skam, at betænkningen vedrører en fortid, der er lidt fjern. Den burde have omhandlet 2007.

 
  
MPphoto
 
 

  Jens-Peter Bonde (IND/DEM). - Hr. formand! Komitologi er læren om, hvordan man begrænser demokratiet, uden at det går op for vælgerne. Først flytter man magten fra vælgere og folkevalgte til embedsmænd og lobbyister bag lukkede døre i Bruxelles, og så stemmes der efter indviklede regler, som ingen kan huske, og ingen journalist kan skrive om, og ingen lærebogsforfatter kan forklare. Kernen er bare, at de ikkevalgte i Kommissionen bestemmer, medmindre der kan etableres et kvalificeret flertal imod Kommissionen. Det er lovgivende magt, som gøres til udøvende - det er åben lovgivning, som gøres til hemmelige dekreter - det er flertalsdemokrati, som ændres til mindretalsstyre. Det er ikke helt som under enevælde, men det slægter derhenad med et stænk af Mussolinis korporative idéer.

Med den nye interinstitutionelle aftale kan Parlamentet få en sag tilbage på dagsordenen, men kun hvis højre og venstre side i salen er enige og kan producere et absolut flertal af medlemmer bag. Skrot dog den blanding af enevælde og styre ved de kloge og korporativisme! Indfør demokratiet i al lovgivning! Lad os få som grundprincip, at et flertal af folkevalgte skal stå bag enhver lov, enten fra de nationale parlamenter eller her i Europa-Parlamentet! Lovgivning ved embedsmænd, ministre og lobbyister bør høre fortiden til, men desværre cementeres den i Lissabontraktaten. Så det er en anden god grund til at sende den traktat til folkeafstemning!

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! På formandskabets vegne vil jeg gerne slutte af med at understrege, at formandskabet er opmærksomt på, at effektiv kontrol med gennemførelsen af Fællesskabsretten har afgørende vigtighed, hvis den skal respekteres generelt, og hvis de overordnede juridiske principper, som Fællesskabets virke er baseret på, skal sikres.

Men den er primært vigtig af hensyn til retssikkerheden blandt Europas borgere. Man må ikke glemme, at de spiller en vigtig rolle for gennemførelsen af Fællesskabsretten. Denne rolle afspejles også i antallet af gange, borgere har klaget over overtrædelse af Fællesskabsretten.

Under forhandlingen, som jeg fulgte meget tæt, blev adskillige personer forbløffet over, at antallet af overtrædelser, eller i hvert fald oplevede overtrædelser, ikke er steget siden EU's udvidelse. Flere talere nærede mistanke om, at Kommissionen ikke er lige så streng over for de såkaldte nye medlemsstater.

Jeg må understrege, at formandskabet ikke har nogen som helst grund til at bakke denne tvivl op, endsige beviser herfor. Jeg kan imidlertid tilbyde mindst én mulig forklaring. Hvad angår de såkaldte nye medlemsstater, må man tage i betragtning, at de blev medlemmer efter mange år med intens gennemførelse af Fællesskabsret i deres interne juridiske system. De har efterfølgende oplevet, at det har været nemmere at fortsætte processen i mindre målestok. Det nævner jeg blot for at kommentere mistanken om, at Kommissionen ikke er lige så streng over for alle medlemsstater, men jeg synes, det vil være på sin plads, at kommissæren kommenterer denne sag.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at formandskabet lægger stor vægt på de fælles ansvar og mål, der er fastlagt i den interinstitutionelle aftale om bedre lovgivning. Til sidst vil jeg gerne opfordre alle institutioner og medlemsstater til at opfylde deres forpligtelser i forbindelse med gennemførelse og håndhævelse af Fællesskabsretten.

 
  
MPphoto
 
 

  Günther Verheugen, næstformand i Kommissionen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg har allerede sagt, at denne debat i dag vil blive fulgt op, og det vil jeg gerne bekræfte. Jeg vil fortælle hr. Jung om indholdet af denne debat og om Parlamentets input og også stille forslag om det, for der er kommet nogle meget vigtige forslag frem under denne debat, som Kommissionen bør tage alvorligt.

Jeg vil gerne have lov at komme med en retsfilosofisk bemærkning. Et retssamfund bygger på tillid. Det kan kun fungere, hvis parterne har tillid til hinanden. Det er grunden til, at retssager skal foregå offentligt i en retsstat, og det er også grunden til, at jeg er helt enig i fru Wallis' bemærkninger. Her er informationer et absolut must, og gennemsigtighed er en absolut nødvendighed.

Når det gælder anvendelse og fortolkning af lovgivningen, er der ikke plads til hemmelig politik. Alt skal være åbent og offentligt. Det er i hvert fald den konsekvens, jeg drager af denne debat, og det har altid være min overbevisning. Jeg er enig med fru Wallis i det, hun sagde om Udvalget om Andragenders rolle. Jeg vil gerne indrømme - så at sige som Deres kunde - at det mange gange giver meget arbejde og meget besvær. Men borgerne har krav på, at vi gør os denne ulejlighed. Og af de andragender, der kommer ind, lærer vi rigtig meget om, hvordan vores lovgivning og vores politik faktisk bliver modtaget af borgerne.

Fru Frassoni, fru Wallström har allerede lovet Dem, at vi fremover vil udarbejde et Citizens' Summary. Det har Kommissionen i mellemtiden også vedtaget formelt, og det sker nu også, og De vil helt sikkert også finde midler og måder til nøje at kontrollere, at vi også overholder det. Det er besluttet, og det kommer til at ske.

Flere medlemmer har tænkt over spørgsmålet om de nye medlemslande, og hvordan det kan være, at vi trods flere medlemmer ikke har flere sager om overtrædelse af traktaterne.

Det har Kommissionen en helt klar mening om. Der er to grunde. For det første - og nu er jeg lidt i forlegenhed, for egentlig skulle jeg sige, at det skyldes den tidligere udvidelseskommissærs gode arbejde - for det første skyldes det, at de nye medlemmer faktisk var så godt forberedt på EU's acquis, at de ved tiltrædelsen havde en større opfyldelse af EU's acquis end de gamle. Det kan jeg kun bekræfte. Det er den rene og skære sandhed. Vi kunne slet ikke indgå tiltrædelsestraktaterne, hvis ikke EU's acquis var opfyldt.

Den anden grund er måske lidt mere praktisk. Borgerne i de nye medlemslande er nok først ved at lære, at de kan klage, og hvordan de kan klage. Derfor går jeg ud fra, at antallet af sager vil vokse.

Hr. Smith talte om, at lovgivningen også skal være enkel og anvendelig, netop også miljølovgivningen. Kommissionen arbejder som bekendt på at gennemgå hele EU's lovgivning inden udgangen af næste år for at kontrollere, hvor og hvordan den kan forenkles, og vi lovede for nogle dage siden i vores statusrapport for projektet "bedre lovgivning", at hele denne proces faktisk vil blive afsluttet inden udgangen af næste år.

Hr. Medina, De skal ikke være bekymret for, at Kommissionen lader nogle klager ligge. Jeg kan på baggrund af mine otte år som medlem af Kommissionen forsikre Dem, at jeg væsentligt hyppigere har måttet bremse Kommissionens tjenestegrene i deres iver efter at køre det tunge skyts i stilling og indlede en sag om overtrædelse af traktaten, end jeg har måttet anspore til det. Det sker væsentligt hyppigere, at jeg må sige: Tag det nu lige roligt, prøv først at tale med dem, måske kan man finde en fredelig løsning. Der er altså forsvindende lille risiko for, at Kommissionen undlader at behandle noget. Det sker helt bestemt ikke.

Nu til spørgsmålet fra hr. Rack. Afgørelser om sager om overtrædelse af traktaterne, både om at indlede dem, om at lukke dem og om hvert enkelt skridt derimellem kræver en formel beslutning i kollegiet. Sådan er det organiseret. Jeg kan ikke på stående fod besvare Deres bemærkninger om de konkrete problemer med tværsubsidiering. Jeg vil sørge for, at De får et svar i løbet af denne uge.

Angående hr. Kuc' bemærkninger om varetægtsfængslingers varighed er jeg enig i, at sådan noget, hvis det forekommer, er en skandale, men det ligger uden for EU's kompetence. I den slags sager er det Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, der er kompetent.

Mine damer og herrer! Tak for de mange idéer og den konstruktive ånd, der har præget denne debat. Jeg er temmelig sikker på, at vi vil have opnået yderligere fremskridt, når vi skal diskutere det igen til næste år.

 
  
MPphoto
 
 

  Monica Frassoni, ordfører. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke parlamentsmedlemmerne, kommissæren og formandskabet for deres deltagelse i denne forhandling, der, som kommissær Verheugen sagde, ikke slutter her.

Jeg vil kort komme ind på nogle få punkter. Jeg vil gerne kommentere spørgsmålet om prioriteringernes fastlæggelse, som kommissær Verheugen talte om. Jeg tror, at dette kunne være et risikabelt foretagende. Reelt er det dog ikke sket endnu. Jeg har altid være ret skeptisk med hensyn til muligheden for at fastlægge egentlige prioriteringer. Hvis De rent faktisk agter at gå denne vej, risikerer De under alle omstændigheder at skulle være gennemsigtige og måske at skulle drøfte disse prioriteringer. Ellers kunne man nemlig få en mistanke om, at man vælger nogle prioriteringer for at blive fri for besværlige overtrædelsesprocedurer. Det ville efter min mening ikke være nogen god idé.

Min anden kommentar er, at selv om Kommissionen siger, at den ikke har brug for flere ressourcer og navnlig flere menneskelige ressourcer, der kan tage sig af overtrædelserne, fik jeg faktisk under næsten alle de møder, jeg havde med Deres kolleger i Kommissionen, at vide af alle, at de ikke har ressourcer og personer nok til at tage sig af dette spørgsmål.

Under forhandlingen rejste man spørgsmålet om antallet af overtrædelser i de nye lande, og det, som både kommissæren og formandskabet sagde, er formentlig sandt. Det skal dog understreges, at der f.eks. på miljøområdet kun er to eller måske tre tjenestemænd, der tager sig af alle de 10 nye medlemsstater, og derfor er der ingen tvivl om, at der mangler menneskelige ressourcer.

Til sidst vil jeg komme ind på spørgsmålet om Parlamentets rolle. Vi drøfter internt de forskellige måder at gøre vores rolle som medlovgiver mere effektiv på, idet vi følger op på gennemførelsen af de direktiver, som vi vedtager. Jeg mener dog, at der er to ting, som vi absolut bør gøre. For det første skal vi ved hjælp af en politisk beslutning kraftigt styrke Udvalget for Andragenders rolle, der - sådan som fru Wallis sagde - er vores vindue mod verden. For det andet skal vi systematisk afholde gennemførelsesmøder, hvilket dog kræver et åbent samarbejde med Kommissionen. Hvis vi afholder møder, hvor vi drøfter direktivernes gennemførelse, og den kommissær, der deltager i mødet, så ikke siger noget eller siger noget, der ikke er særligt interessant - måske fordi han ikke kan sige det, vi faktisk gerne vil vide - bliver hele vores indsats nemlig overflødig.

Under alle omstændigheder skal De have tak. Vi kommer helt sikkert til at drøfte dette spørgsmål igen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

 

9. Kosovo (forhandling)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er så afgjort også ekstremt vigtigt og aktuelt. Det er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om Kosovo.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrij Rupel, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvis jeg tænker over det og forbigår nogle detaljer, må jeg sige, at min generation og vores yngre kolleger har været ret heldige. Vi har levet størstedelen af vores liv, måske den bedste del, i en tid, hvor mulighedernes døre og vinduer har stået åbne. Denne periode startede i 1975 med Helsingforsslutakten, og følgerne af den var størst i Øst- og Centraleuropa, hvor Berlinmuren og det kommunistiske system kollapsede i 1989. En ny vision sprang frem på scenen hen over den kollapsede mur og gennem de åbne døre og vinduer i det euroatlantiske samfunds vestlige facade. Vi så et forenet og frit Europas vidtstrakte, solbeskinnede, dynamiske landskab, smukt symboliseret af Parlamentets vældige bygning. I mine unge dage forestillede jeg mig aldrig, at jeg en dag ville tale i den.

I Slovenien kalder vi 1980'erne og de tidlige 1990'ere for det slovenske forår. Desværre blev vi ramt af krisen i Jugoslavien lige i starten af den demokratiske opvågnen. Krisen forsøgte at sætte en stopper for den demokratiske udvikling og førte til, at folkene på Vestbalkan faldt langt bagefter.

De fleste vest- og centraleuropæiske lande, og her mener jeg EU's 10 nye medlemmer, har taget den historiske udfordring op, men tiden har stået stille på Balkan. Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) (AGEX-Rådet), som jeg er formand for, har bl.a. den vanskelige opgave at sætte det europæiske perspektiv i kraft for Vestbalkan. Det betyder at inddrage lande som Kroatien, Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, Serbien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Kosovo og Albanien i systemet med europæiske medlemskaber, kandidaturer og aftaler.

Den jugoslaviske krise må slutte. Døre og vinduer er åbne. Muren er faldet. I Thessalonikidagsordenen bekendtgjorde EU, at landene på Vestbalkan før eller senere vil blive medlemmer af EU. Nu er tiden inde til, at vi skal huske vores løfter. Vi må bestræbe os på at indlede forhandlinger med Makedonien, dvs. Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, om medlemskab af EU. Serbien må lægge fortiden bag sig, dvs. Milosevic-regimets rædsler og skygger. Det er Milosevic, der har ansvaret for hårdknuden på Vestbalkan. Og vi må ikke glemme Albanien, Bosnien-Hercegovina, Montenegro og Kosovo.

EU-Vestbalkan-Forummet, som efter planen skal afholdes i Slovenien i slutningen af marts, bliver meget vigtigt i denne sammenhæng. I samarbejde med det slovenske formandskab forbereder Kommissionen en særlig meddelelse om Vestbalkan. Forummet vil også overveje at styrke det regionale samarbejde på flere områder såsom transport, civilbeskyttelse, forskning og udvikling og så videre.

I overensstemmelse med januars beslutninger i AGEX-Rådet drøfter Kommissionen en liberalisering af visumreglerne med alle landene i regionen. Vi må ikke undervurdere den enorme betydning, en gradvis afskaffelse af visa ville have for denne region. Samtidig vil vi gerne påpege et ejendommeligt paradoks. Før 1990 kunne borgere fra det tidligere Jugoslavien rejse til de fleste europæiske lande uden visum. Men nu skal en hel generation af unge mennesker, der voksede op efter det år, som var et vendepunkt for Europa, have visum for at kunne rejse.

På udenrigsministrenes rådsmøde i januar opfordrede vi enstemmigt Serbien til at underskrive den politiske aftale, der udgør næste skridt på vejen mod medlemskab af EU. Efter at hr. Tadić, som er proeuropæisk, vandt valget, var vi optimistiske med hensyn til, at Serbien efter mange år med langsom udvikling og isolation ville slutte sig til os så hurtigt som muligt.

EU har allerede sendt en europæisk forsvars- og sikkerhedspolitisk mission til Kosovo.. Det er dog op til hver enkelt medlemsstat at etablere relationer med Kosovo. Der vil formentlig ikke være nogen forskel, hvad angår de grundlæggende vurderinger, der blev henvist til ved Det Europæiske Råds møde i december. Det vigtigste aspekt er at udvise omtanke og respekt for Serbien. EU har brug for Serbien, og Serbien har brug for EU. For mig er interkulturel dialog ikke en tom frase. Selv hvis forhandlingerne går i stå, betyder det ikke, at mulighederne for dialog er udtømte. Tiden er inde til praktisk dialog mellem serberne og albanerne i Kosovo, mellem Serbien og Kosovo og mellem Serbien og EU.

Kosovos skæbne har ligget os på sinde i mange år. Førhen var Kosovo en del af det jugoslaviske føderale system og fik i 1974 stort set samme status som de jugoslaviske republikker. Hen imod slutningen af 1980'erne fratog Slobodan Milosevic Kosovo dets autonomi, og i 1999 besatte han det med militær magt, hvorved han udløste en tragedie af globale dimensioner.

Kosovo er i sandhed et unikt tilfælde, fordi det internationale samfund var nødt til at tage det under sin beskyttelse af humanitære årsager og derefter regere det i næsten ni år. Alligevel var mandagens beslutning i AGEX-Rådet ikke nem. Beslutningen og uafhængighedserklæringen fra Pristina kom ikke uventet. Vi blev ledt dertil af følgende fakta: For det første stod det klart, at en tilbagevenden til den tidligere situation ikke kunne accepteres, og det samme gjaldt den aktuelle status quo. Ingen af parterne kunne finde en ny formel for Kosovos status, og det var tydeligt, at yderligere forhandlinger ikke ville føre nogen vegne. Siden 1999 har Kosovo været administreret af FN, og i den periode har Serbien i henhold til resolution 1244 ikke i praksis kunnet udøve nogen myndighed. I en årrække forud for 1999 havde størstedelen af Kosovos befolkning været udsat for systematisk undertrykkelse, herunder etnisk udrensning og en humanitær katastrofe.

Alle disse kendsgerninger, som oprindeligt blev anerkendt af alle Kontaktgruppens medlemmer, herunder Den Russiske Føderation, taler for argumentet om, at Kosovo udgør et helt særligt sui generis-tilfælde, hvilket er grunden til, at gyldigheden af princippet om suverænitet og territorial integritet ikke er i tvivl.

Rådet har i nogen tid været overbevist om, at EU må påtage sig ansvaret for Kosovo. Denne overbevisning blev bekræftet på AGEX-Rådets møde i februar med den beslutning, vi allerede kender. Selv om alle havde forventet splid, opnåede vi sammenhold. Efter langvarige forhandlings- og tilnærmelsesprocesser blev beslutningerne truffet i enstemmighed.

EU er et interessant og enestående fællesskab. Vi er naturligvis knyttet sammen af fælles interesser og fælles værdier, bl.a. respekt og tolerance for forskelligheder. Man kunne sige, at vores forskelle knytter os sammen. Sidst på AGEX-Rådets møde i februar vedtog vi en fælles holdning. Den vigtige konklusion på mødet var, at hvad angår anerkendelse af Kosovo, forventer vi, at hver enkelt medlemsstat handler i overensstemmelse med sin egen nationale praksis. Nogle har måske forventet, at et samlet EU ville anerkende Kosovo, men det er ikke muligt, eftersom EU ikke er en stat.

EU har vedtaget en fælles holdning til begivenhederne i Kosovo og Vestbalkan. For det første har EU noteret sig, at Kosovo har vedtaget en resolution om uafhængighed. For det andet har EU taget til efterretning, at resolutionen forpligter Kosovo til demokratiske principper, herunder beskyttelse af det serbiske mindretal og den serbiske kulturarv. For det tredje gentog EU sin forpligtelse over for den internationale mission der og sin villighed til at spille en ledende rolle i regionen. For det fjerde genbekræftede EU sin forpligtelse til det europæiske perspektiv for Vestbalkan. For det femte vil EU udarbejde særlige økonomiske foranstaltninger for regionen som helhed. Og for det sjette er EU udmærket klar over det internationale samfunds principper, men er af den opfattelse, at eftersom Kosovo udgør et sui generis-tilfælde, rejser det ikke tvivl om disse principper.

Kosovo omfatter naturligvis også serbere og deres kulturarv og kultur, og jeg vil gerne understrege, at de udgør en særligt dyrebar del af den europæiske kultur.

Mange europæiske folk, herunder slovenerne, som jeg repræsenterer, har vigtige mindesmærker for deres kultur og etniske arv, som nu befinder sig uden for deres nuværende landegrænser. Det er en kendsgerning, som ikke skaber hindringer i nutidens Europa, tværtimod forener det os. Det samme gælder etniske minoritetsgrupper.

Efter vores mening er det af afgørende vigtighed, at Serbien med sin reaktion på erklæringen og anerkendelsen af Kosovos uafhængighed ikke lukker døren til EU. Jeg gentager, at Kosovospørgsmålet er uafhængigt af spørgsmålet om Serbiens integration i Europa. Serbien må undlade at knytte disse to spørgsmål sammen. I denne sammenhæng finder vi det særligt vanskeligt at forstå Serbiens modstand mod EU, dvs. mod EU's mission i Kosovo, for missionen er primært i Kosovos serbiske befolknings interesse.

For at sammenfatte, EU er en af de mest succesrige fredsskabende organisationer i verden. Europas folk og lande er forenede og udøver solidaritet af hensyn til fred og en bedre tilværelse. Denne holdning omfatter også tolerance og generøsitet og frem for alt forståelse og medfølelse, når andre er i nød.

Med den beslutning, jeg har omtalt, har EU åbnet sine døre og vinduer ikke kun for Serbien, men også for Kosovo.

 
  
  

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg mindes vores fortrinlige samarbejde om Vestbalkan og vil i den forbindelse takke Dem for lejligheden til at informere Parlamentet om Kommissionens holdning til processen vedrørende Kosovos status.

Kosovos parlament erklærede uafhængighed i søndags i en værdigt stemning. I erklæringen forpligtede Kosovo sig til helt igennem at respektere omfattende rettigheder for Kosovos serbere, især hvad angår lokalt selvstyre inden for uddannelse, kultur og sundhed i overensstemmelse med det omfattende forslag, som FN's særlige udsending Martti Ahtisaari har fremlagt.

Fejringen i Kosovo var præget af glæde, men også ansvarlighed. Der har dog fundet voldshandlinger sted i Beograd og Nordkosovo. Vi fordømmer brugen af vold og opfordrer alle regionens ledere og folk til at forholde sig roligt og bevare freden og stabiliteten.

Som udenrigsminister Rupel forklarede, reagerede EU's udenrigsministre i mandags samlet på udviklingen. Europæisk sammenhold er afgørende, hvis EU skal have held med at styre den igangværende stabilisering på Vestbalkan og hjælpe med at få afsluttet processen vedrørende Kosovos status.

Efter de langstrakte drøftelser i FN's Sikkerhedsråd slog fejl, var EU forpligtet til at styre processen til afslutning. EU har allerede truffet de centrale beslutninger om at sende en ESFP-retsstatsmission til Kosovo.

I mandags sørgede Rådet også for en platform til håndtering af anerkendelsen. Det vil være op til de enkelte EU-medlemsstater hver især at etablere relationer med Kosovo i overensstemmelse med deres nationale procedurer. Adskillige medlemsstater har allerede anerkendt Kosovo. Jeg forventer, at de fleste andre vil følge trop i deres eget tempo.

Rådet gentog med rette EU's overholdelse af principperne i FN's charter og CSCE's Helsingforsslutakt og af alle resolutioner fra FN's Sikkerhedsråd. Det understregede, at i betragtning af konflikten i 1990'erne og den lange periode under international administration udgør Kosovo et sui generis-tilfælde, som ikke rejser tvivl om disse principper. Kommissionen deler fuldt ud denne holdning.

I tråd med konklusionerne fra rådsmødet i mandags er Kommissionen klar til at yde fuld støtte til EU's indsats i Kosovo. Tiden er inde for europæisk enighed, også mellem institutionerne.

Kommissionen vil støtte opbygning af institutioner i Kosovo og fremme dets politiske og økonomiske udvikling ved hjælp af fællesskabsinstrumenter. Den 5. marts vil vi foreslå konkrete tiltag for regionen som helhed for at fremme dens europæiske ambitioner.

Mange områder har behov for udvikling i Kosovo, og vi må i fællesskab arbejde for at hjælpe Kosovo med at hjælpe sig selv, med at stå på egne ben så hurtigt som muligt. I denne sammenhæng arbejder Kommissionen på at organisere en donorkonference, der skulle hjælpe med at afhjælpe de mest akutte finansielle udfordringer i forhold til Kosovo. Jeg forventer, at konferencen vil finde sted inden sommer.

Jeg ved, det er en svær tid for Serbien. Jeg er meget opmærksom på Kosovos historiske betydning for det serbiske folk. Men jeg mener, tiden er kommet til at vende et blad i forhold til fortiden og i stedet se fremad. Og Serbiens fremtid ligger i Europa. Serbien og hele regionen på Vestbalkan har et europæisk perspektiv, hvor det ultimative mål er medlemskab af EU. Dette EU-perspektiv er den lim, der holder landene i regionen på det fredelige og reformvenlige spor, hvilket er ekstremt vigtigt i disse følsomme og vanskelige tider.

Sluttelig vil jeg gentage min påskønnelse af Parlamentets urokkelige støtte til Vestbalkans EU-perspektiv. Vi regner med Deres fortsatte støtte, så regionens borgere kan få opfyldt deres ambitioner om en dag at blive en del af EU.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Doris Pack, for PPE-DE-Gruppen.(DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Kosovos uafhængighed er erklæret, Kosovo er en stat! Når man har oplevet situationen i Kosovo mellem 1989 og 1999, måtte man vide, at denne uafhængighed var uomgængelig. Pacifisten Ibrahim Rugova, som var præsident gennem mange år og modtager af Sakharovprisen, har nu også fået ret posthumt. Det kunne desværre ikke lade sig gøre at finde en forhandlingsløsning. Jeg er sikker på, at vi alle her hjertens gerne ville have støttet en sådan løsning. Om den nuværende løsning kan jeg kun sige med et let ændret citat fra Churchill: Det er den dårligste mulighed, bortset fra alle de andre.

Jeg fulgte i søndags begivenhederne i Pristina med både sorg og glæde. Med glæde, fordi jeg mener, at dette var den eneste mulighed for at komme ud af blindgyden, og med sorg, fordi jeg var sikker på, at vi dermed skaffer os problemer, som bliver vanskelige at løse.

Men EU handlede samlet, i modsætning hvad store dele af pressen fortalte, som altid siger, at vi er uenige. EULEX-missionen er vedtaget enstemmigt. Den er ikke noget angreb på Serbien, den er tværtimod nødvendig netop også for serberne i Kosovo, for den vil nøje påse, at Ahtisaariplanen, som fik to tredjedeles flertal i Parlamentet i foråret 2007, bliver gennemført. Den garanterer meget vidtgående mindretalsrettigheder til serberne, respekt for grænserne og retsstaten og dermed også beskyttelse af andre mindretal.

Politikerne i Kosovo må nu med konduite og beslutsomhed forme deres stat. Kampen mod arbejdsløsheden kan kun vindes gennem en fungerende retsstat. Radikal kriminalitetsbekæmpelse er også et vigtigt element. Det vil EU-missionen støtte dem i, hvor det er nødvendigt. Der findes i Kosovo et stort antal unge, veluddannede mennesker, som gerne vil deltage i opbygningen af den nye stat.

Der findes ingen præcedens for tilfælde som Kosovo. Det er enestående. At Kosovo bliver til en stat, er punktummet for Jugoslaviens sammenbrud, som Milošević indledte i 1989 i Kosovo. Jeg beklager derfor, at Milošević ikke oplever dette, men at hans demokratiske efterfølger må bære denne tunge arv. Vi ønsker de serbiske politikere besindighed og håber, at de vil bruge alle kræfter på at opnå, at Serbien kan gå sin vej ind i EU.

(Bifald fra højre)

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! De forstår nok, at også vores gruppe udførligt har diskuteret den situation, som nu er opstået, hvad angår Kosovo. Den vigtigste konklusion var faktisk, at vi skal acceptere realiteten, men at der heller ikke er nogen grund til at fejre noget, for vi konfronteres nu med en yderst indviklet situation, også i betragtning af reaktionerne fra Serbien. Efter det, der skete under Milosevic og også efter årelange forhandlinger for at finde en løsning, var det, som nu er sket, uundgåeligt.

Vi ønsker først og fremmest at koncentrere os om EU's rolle. Anerkendelsen af Kosovo er medlemsstaternes sag, som hr. Rupel og kommissær Rehn også understregede, men De skal dog foretage Dem noget. Vi er medansvarlige for stabiliteten i regionen og også for stabiliteten i Kosovo, og derfor giver vores gruppe udtryk for vores politiske støtte til ESFP-missionen, som Unionen nu har givet startsignalet til. Vi kræver selvfølgelig også af de kosovoalbanske myndigheder, at de gennemfører Ahtisaaris forslag, at de virkelig investerer i en multietnisk stat, og at der er tilstrækkelige garantier for de serbere, som bor i Kosovo.

Hvad endelig selve Serbien angår, er situationen der selvfølgelig et stort problem for alle. Vi havde netop lejlighed til at lytte til den serbiske udenrigsminister i Udenrigsudvalget. Han gav en benhård reaktion på, hvad der sker, og angreb Europa, men især også de lande, som i mellemtiden har anerkendt Kosovo. Jeg har et spørgsmål. Hvad kan vi gøre for at forhindre, at Serbien bliver isoleret af andre og også isolerer sig selv i denne situation? Jeg blev pessimistisk af hans svar, fordi alt, hvad han sagde, fokuserede på Kosovosagen. Jeg synes imidlertid, at vi fortsat kraftigt skal bestræbe os på at give den serbiske befolkning et europæisk perspektiv med et konkret tilbud også fra vores side, f.eks. hvad angår visumfacilitering og yderligere visumliberalisering. Vi skal især fokusere på den yngre generation, som for nylig demonstrerede for en tilnærmelse til EU og for en europæisk fremtid. Jeg roser den serbiske regering for dens gentagne tilsagn om ikke at bruge vold. Jeg går også ud fra, at den ikke vil iværksætte økonomiske sanktioner mod Kosovo. Hvad vi kan gøre, og hvad Europa-Parlamentet har ansvaret for at gøre, er at fortsætte med at investere i et europæisk perspektiv for hele regionen og også for Serbien.

 
  
MPphoto
 
 

  Annemie Neyts-Uyttebroeck, for ALDE-Gruppen. - (NL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær! Ethvert land, som opstår ved at løsrive sig fra et eksisterende land, krænker det oprindelige lands territoriale integritet og ændrer ensidigt den internationale retsorden. Således opstod også mit land i 1830 ved at løsrive sig fra det land, som blev oprettet i 1815 på Wienerkongressen. Belgiens eksistens blev meget hurtigt anerkendt af Londonkonferencen, som Det Forenede Kongerige, Prøjsen, Rusland, Østrig og Frankrig deltog i, men Nederlandene, som vi havde løsrevet os fra, ventede ni år med at anerkende Belgien.

Det ville jeg faktisk have sagt til den serbiske udenrigsminister, hvis han havde lyttet. Det var imidlertid ikke tilfældet, for han gentog i én uendelighed den velkendte serbiske holdning uden noget som helst tegn på forståelse for, at der også findes modsatte holdninger. Det eneste lyspunkt var, at han understregede, at Serbien ikke ville anvende nogen form for vold, afpresning eller intimidering.

Nu må vi alle sammen bekymre os om fremtiden, Serbiens fremtid, Kosovos fremtid og hele områdets fremtid. Indtil nu har EU allerede brugt 3 milliarder euro på Kosovo. I de kommende 16 måneder kan der tilføjes endnu 200 millioner, men det vil ikke være tilstrækkeligt.

Hvad angår Serbien og alle andre lande på det vestlige Balkan, må vi hurtigst muligt gøre noget ved visumfaciliteringen, således at der kan opstå normale forbindelser mellem borgerne i disse lande og borgerne i vores lande.

 
  
MPphoto
 
 

  Konrad Szymański, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Ved at anerkende Kosovos selvstændighed har vi påtaget os et enormt ansvar. Et ansvar for at opretholde freden og opbygge velfungerende statsinstitutioner i Kosovo. Der findes ikke noget scenario, der indebærer en hurtig tilbagetrækning af de internationale styrker. Enhver løsningsmodel - både hvis Kosovo forbliver en del af Serbien, og hvis vi støtter Kosovos selvstændighed - medfører en risiko for konflikt og etniske spændinger.

Serberne skal dog gøre sig bevist, at det ikke er muligt at vende tilbage til situationen fra før 1989. Forsøg på destabilisering resulterer blot i tab for dem. Serbien kan kun på én måde vinde opbakning til deres kulturelle og sociale krav, nemlig ved konstruktivt at samarbejde i regionen. Hvis Kosovo ikke bliver selvstændigt, betyder det en tilbagevenden til idéen om et Storalbanien, og en krig er uundgåelig. En sådan krig vil først og fremmest skade Serbien politisk. Staten er derfor også ansvarlig for, at dette scenario undgås, samt for stabiliteten i regionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Joost Lagendijk, for Verts/ALE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg er glad for, at jeg var til stede i søndags i Pristina, da uafhængeligheden faktisk på en værdig måde blev proklameret. Hvad der skete der i søndags, var den uundgåelige konsekvens af, hvad der skete i 1998/99, da mere end 10.000 kosovoalbanere blev myrdet og i hundredtusindvis blev jaget på flugt. Kunne Pristina være vendt tilbage til Beograd? Nej. Var det muligt at lade tingene gå deres skæve gang efter 9 års FN-administration, som var stadig mindre legitim og stadig mindre effektiv? Nej. Ville det have været bedre at forhandle sit frem til et kompromis mellem Pristina og Beograd? Ja. Ville Sikkerhedsrådets godkendelse have været bedre? Ja. Blev der gjort forsøg på det? Ja. Var der en chance for succes? Nej, især som følge af russisk obstruktion.

Jeg håber virkelig, at kosovoalbanerne efter de forløbne dages eufori hurtigt påtager sig deres ansvar, for det er dem, der styrer. Når FN er væk, og når EU-missionen er ankommet, er det kosovoalbanerne, der skal bevise, at gode forbindelser med mindretal ikke blot findes på papiret, og at de er i stand til at redde økonomien. Det er rigtigt, at EU nu er uenigt, når det gælder anerkendelse. Det vil endnu vare nogle måneder, og derefter er det overstået. Hvad EU-medlemsstaterne alle er enige om, er, at Kosovos fremtid er i EU. Men tempoet for Kosovos tilnærmelse til EU vil også afhænge af Serbiens holdning.

Vi har netop set i Udenrigsudvalget, hvor vred Serbien er, hvor vred udenrigsministeren er, og hvor aggressiv hans holdning var. Det vil ikke ændre sig lige med det samme. Det har jeg ærlig talt også forståelse for, så længe modstanden ikke er voldelig. Når vreden har lagt sig, håber jeg virkelig, at fornuften sejrer. Kosovos løsrivelse var faktisk uundgåelig. Serbiens fremtid er faktisk lige så uundgåeligt i EU. For at opnå dette, er det sommetider nødvendigt at overgå sig selv. Jeg ønsker kosovoalbanerne og serberne held og lykke.

 
  
MPphoto
 
 

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Man kan ikke undgå at føle sig meget skidt tilpas over det ansvar, EU og dets medlemsstater har påtaget sig i Kosovosagen.

For det første er det principielt Unionens ambition at bidrage til en bedre regeringsførelse på verdensplan. Under dens indflydelse har mange af dens medlemsstater imidlertid svækket eller vil mange af dens medlemsstater imidlertid svække folkerettens fremtidige troværdighed voldsomt ved at støtte den ensidige proklamering af en provins i en suveræn stats uafhængighed, en stat, som er medlem af FN. Dermed sætter Unionens største magter, uanset hvad man siger om "sui generis" - for det kan man ikke dekretere - magtforholdet over retten, og dermed åbner de Pandoras æske. Det er meget alvorligt.

Dernæst risikerer denne ensidige anerkendelse meget at være i modstrid med Unionens mål i Balkanlandene. Den vil give næring til nationalismen i stedet for at tørlægge dens kilder. Derudover har Unionen netop stødt det serbiske folk fra sig, uden hvilket det ikke er muligt at føre nogen regionalpolitik i denne del af Europa. Her taler jeg ikke om Milošević-nostalgikerne, men om dem, der gik imod ham, og som i dag er i flertal. For så vidt angår kosovoalbanerne selv, er Unionen da i stand til at opfylde deres forhåbninger efter at have givet dem næring? Spørgsmålet fortjener at blive stillet, og deraf kommer den tredje årsag til utilpasheden efter denne famøse glædesdag i Kosovo.

Den nye udfordring, som EU netop har stillet sig selv, kan nemt gøre én ganske svimmel. Vi står nu i første linje på vej mod et nyt protektorat, selv om der ikke er blevet udarbejdet nogen tilfredsstillende analyse af årsagerne til den fiasko, det gamle protektorat oplevede. Et bruttonationalprodukt i Kosovo svarende til bruttonationalproduktet i Rwanda, arbejdsløshed for halvdelen af den erhvervsaktive befolkning, over 200.000 flygtninge og internt fordrevne personer, tiltagende vold mod mindretal, og dette på trods af den internationale støtte på to milliarder euro og tilstedeværelsen af 17.000 FN-soldater. Det er ikke Eurolex, der kan løse alle disse problemer!

Hvilke overordnede, bæredygtige perspektiver kan EU give kosovoerne og de andre indbyggere i Balkanlandene - perspektiver, der kan stabilisere situationen uden risiko for at destabilisere den andetsteds? Tiltrædelsen? Inden for hvilken tidshorisont? På hvilke betingelser? Med hvor stor sandsynlighed for, at de 27 medlemsstater kan nå frem til den nødvendige enstemmighed? Det er der ingen, der ved.

Nej, min gruppe kan bestemt ikke tilslutte sig de største europæiske lederes kortsigtede selvtilfredshed.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! I de nederlandske medier gav EU's særlige repræsentant i Kosovo og den påtænkte internationale civile repræsentant, min landsmand Pieter Feith, et inspirerende interview om den vanskelige opgave, som venter ham i den kommende tid i Kosovo Polje.

Jeg fandt imidlertid én passage i dette interview forvirrende. På det simple spørgsmål, hvem af de eksterne aktører der bestemmer i Kosovo, den franske forhenværende general Yves de Kermabon, som skal lede EU's retsstatsmission i Kosovo, eller han selv, svarer Feith, at han rådgiver den franske kommandant, når det drejer sig om politik. Rådet er på sin side hr. Feiths overordnede. Derfor spørger jeg Rådet, hr. Rupel, hvordan beslutningsprocessen nu præcist foregår i Kosovo. Hvordan er de internationale magtforhold? Det er meget vigtigt for fremtiden.

Til sidst har jeg et foruroligende citat fra en politibetjent i Kosovo: "På det kriminelle plan kan serbere og albanere godt finde hinanden. De serbiske og albanske mafiabander arbejder udmærket sammen, og det har de gjort i årevis." Jeg håber inderligt, at dette umoralske albansk-serbiske samarbejde bliver nødt til at vige for en værdig interetnisk sameksistens takket være den europæiske mission i Kosovo, for kun det vil for Kosovo åbne op for det europæiske perspektiv, som vi inderligt ønsker for Kosovo.

 
  
MPphoto
 
 

  Slavi Binev (NI). - (BG) Hr. formand! Medlemmerne af Parlamentet fra Ataka, Dimitar Stoyanov, Desislav Chukolov og mig selv, Slavi Binev, erklærer os grundlæggende uenige med Kosovos uafhængighed, der blev erklæret den 17. februar 2008. Denne ensidige løsrivelse skaber en utilladelig præcedens i internationale relationer. Som medlemmer af Parlamentet er det vores opfattelse, at Kosovos regionsforsamling ikke har beføjelserne til at vedtage en uafhængighedslov, og følgelig betragter vi separatistregeringen bestående af dokumenterede narkotikasmuglere og krigsforbrydere som ulovlig.

Hvis individuelle medlemsstater eller et samlet EU anerkender Kosovos uafhængighed, vil det svare til at give amnesti til lederne af de albanske terrorister, der de sidste par år har gennemført etnisk udrensning af alle ikkealbanske samfund i regionen. Vi udtrykker vores store afsky og harme over, at der er foregået etnisk udrensning og ødelæggelse af hundredvis af ortodokse kirker fra middelalderen i Metochia, Kosovo for øjnene af NATO's internationale sikkerhedsstyrke og FN. Idet vi husker de begåede forbrydelser, fornægter vi på det bestemteste den kunstige grundlæggelse af en ny muslimsk stat, hvis eneste mål er at fungere som springbræt for våben-, narkotika- og menneskesmugling til Vesteuropa.

Som repræsentanter for det bulgarske folk i EU opfordrer vi EU's institutioner til ikke at anerkende Kosovo som en selvstændig stat og til i stedet at overholde FN's Sikkerhedsråds eksisterende resolutioner. Endvidere opfordrer vi Sikkerhedsrådet til at gribe beslutsomt ind for at bevare status quo og nedkæmpe de separatistiske tendenser af hensyn til den politiske stabilitet på Balkanhalvøen.

 
  
MPphoto
 
 

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Ministerrådets møde den 18. februar vil ikke gå over i historien som en særlig floromvunden dato. I stedet for at søge en løsning mellem de 27 lande har man sendt den varme kartoffel om beslutning af anerkendelsen videre til medlemsstaterne.

Det er frustrerende, at vi, hver gang vi skal træffe en beslutning om et følsomt spørgsmål i hjertet af vores kontinent, og som berører vigtige principper som grænsernes ukrænkelighed, ikke er i stand til at tale med én stemme. Og for at komplicere sagen endnu mere, henviser Rådets konklusioner til den internationale legalitet.

Det er rigtigt, at Europa-Parlamentet, som andre EU-instanser, vedtog Ahtisaari-planen, men ikke som en blankocheck, men fordi det var af den opfattelse, at planen ville blive vedtaget af FN's Sikkerhedsråd. Sådan gik det imidlertid ikke, og der kan drages flere konklusioner. Den første er, at det er blevet sagt, at denne sag ikke vil danne præcedens, at det er en sui generis-sag, som hr. Wurtz mindede os om i sit indlæg.

Vi er nødt til at spørge os selv, om vi er et retssamfund eller ej. Og det er ikke muligt at være et à la carte-samfund. Denne sag vil naturligvis danne præcedens, og når den internationale legalitet bliver negligeret, er det ikke omkostningsfrit, og det får naturligvis konsekvenser.

For det andet, hr. formand, vil jeg gerne vide, hvor længe vi skal leve med et FN-sikkerhedsråd, hvor der findes en anakronisk stemmeret for Anden Verdenskrigs sejrherrer, og som er knæsat i San Francisco-chartret fra 1945? På denne måde kan man ikke opbygge en international orden eller udvikle en retfærdig og effektiv multilateralisme.

Og for det tredje, hr. formand, må EU enten en gang for alle forstå, at unionen er vores styrke og fragmentering vores svaghed, eller også må vi give afkald på vores kald om et internationalt lederskab i denne globaliserede verden og begrænse os til at være det, der stod i ugemagasinet The Economist: Den tredje verdens mest fremgangsrige region i det 21. århundrede.

 
  
MPphoto
 
 

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg forstår kosovoalbanernes jubel og glæde over den frihed og uafhængighed, de har vundet. Men jeg forstår også overraskelsen og sorgen hos mange serbere i Kosovo og i selve Serbien. Desværre lykkedes det ikke at finde en mindelig løsning. Miloševićregimet gjorde alt andet end at fremme befolkningens integration og vise respekt for de kosovoalbanske borgere.

Jeg glæder mig særligt over EU's beslutning om EULEX-missionen. Ved denne lejlighed vil jeg gerne takke udenrigsminister Rupel varmt for den måde, hvorpå han i denne vanskelige situation har forsøgt at skabe enighed i Rådet. Det er meget positivt og bør klart nævnes. Men al den europæiske støtte, der nu kommer, nytter intet, hvis ikke flertallet i Kosovo selv engagerer sig i at etablere et multietnisk samfund i europæisk forstand.

Meget af det, jeg har læst i de seneste dage, herunder premierminister Hashim Thaçis holdning, giver mig mod og anledning til at håbe, at dette multietniske samfund er fast forankret i landets ansvarlige hoveder.

Vi kommer til at se nogle demonstrationer i de kommende dage, navnlig i Serbien. Vi bør være tålmodige. Vi bør række Serbien hånden. Vi bør forstå, at der her er en slags kollektive tabsfølelser på spil, og vi bør navnlig understrege, hvad minister Jeremic i dag sagde i Parlamentet i udvalget, nemlig at afstå fra vold og boykott. Det er et væsentligt element og også grundlaget for videre samtaler med Serbien. Vi ønsker at ledsage Serbien på vejen ind i EU. Beslutningen skal imidlertid træffes i Beograd. Vi kan ikke tage denne beslutning for Serbien.

Jeg kender situationen i Kosovo. Der lever mange mennesker ved siden af hinanden. De er måske indstillet imod hinanden i øjeblikket, men jeg tror også, at det i Kosovo er muligt at leve med hinanden. Dette at leve med hinanden skal være målet for vores politik også her i EU og i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Jelko Kacin (ALDE). - (SL) Hr. formand, hr. kommissær, hr. minister! Situationen i Kosovo er ganske fredelig, på en måde tilmed eksemplarisk og lovende, bortset fra mod nord, hvor serberne bor. Serbiske enkeltpersoner foretager brandstiftelser, og det er ikke rimeligt. Uafhængighedserklæringen i Kosovos parlament foregik værdigt, respektfuldt over for alle de folk, der bor i regionen, og i den ånd, som bør være styrende i fremtiden. Kosovos indbyggere har fortjent vores tillid. Vi må have tiltro til dem, for de træffer beslutninger om deres fremtid. De ønsker inderligt, at deres fremtid snart bliver en fremtid i Europa.

Som ordfører for Serbien hilser jeg med tilfredshed Serbiens velovervejede optræden, idet Serbien ikke indførte økonomiske sanktioner over for Kosovo. I denne for Serbien følelsesladede periode har jeg en vis forståelse for visse politikeres hårde og truende retorik. Men deres handlinger må være rimelige og afspejle europæiske værdier. Den uafhængige status burde gøre det muligt for Kosovo at få adgang til Den Internationale Valutafonds ressourcer og til udenlandske investeringer med henblik på yderligere udvikling.

Det er vigtigt at styrke handelsforbindelserne mellem Kosovo og Serbien for at stimulere den økonomiske vækst og bidrage til europæisk integration. Kun stater kan være medlem af EU, og Kosovo er blevet en stat.

Nu har serberne i Kosovo også et europæisk perspektiv. Serbien bør også så hurtigt som muligt genoptage og forstærke sin indsats i forhold til landets europæiske perspektiv. Regeringens arbejdsgrupper må arbejde endnu hårdere. De skal forberede Serbiens næste skridt, økonomien og befolkningen på at nærme sig EU, hvilket er, hvad befolkningen så stærkt ønsker sig. Angreb mod EU's medlemsstaters ambassader i Beograd er ikke den rette vej ind i EU, og det var ikke, hvad flertallet af serberne ønskede.

Nu, hvor Serbiens ambassadører i de lande, der har anerkendt Kosovo, midlertidigt vender hjem, må deres repræsentanter bestræbe sig på at være mere aktive i forhold til at forklare de skridt, Serbien tager på vejen mod EU. Der er ingen vej tilbage, den eneste vej til fremtiden er vejen til EU.

Mine afsluttende ord er rettet til minister Samardžić. Brandstiftelse er ulovligt alle vegne. Alt for mange landsbyer på Balkan er blevet brændt ned gennem det sidste årti. Serbere i Kosovo skal have mulighed for at involvere sig og deltage i beslutningsprocessen i det nye, uafhængige land. Jeg håber, at Beograd vil udsende en klar opfordring til at deltage. Det har både serbere og albanere fortjent. Det har hele Vestbalkan og EU brug for og fortjent.

 
  
MPphoto
 
 

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Hr. formand! Ved ensidigt at proklamere Kosovos selvstændighed får det internationale fællesskab, især EU, en svær og ansvarsfuld opgave. Denne hændelse komplicerer situationen i både medlemslandene og de stater, som EU samarbejder og forstærker relationerne med, bl.a. Ukraine eller Georgien. Det nylige demonstrative møde mellem Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, og lederne af Abkhasien og Nordossetien, to oprørske republikker i Georgien, er et forvarsel på den russiske regerings mulige reaktion. Endnu inden Kosovos uafhængighedserklæring advarede Kreml, at Rusland vil betragte Kosovos anerkendelse som præcedens for den fremtidige behandling af separatistiske regimer, der er loyale over for Rusland. Ikke uden grund anses Balkanområdet for et af de mest eksplosive områder i verden.

Proklameringen af selvstændighed kan altså bl.a. føre til ustabilitet i Bosnien-Hercegovina, da de serbiskbeboede provinser kan ønske at løsrive sig fra landet. Den nuværende situation kræver altså, at det internationale fællesskab træffer særligt gennemtænkte og ansvarlige beslutninger, der dog resulterer i frihed og fred.

 
  
MPphoto
 
 

  Bart Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand! Det var uundgåeligt, at Kosovos parlament sidste søndag proklamerede Kosovos uafhængighed, og det var en af de sidste faser i det tidligere Jugoslaviens opløsning. Den, der kender situationen i området, ved, at Kosovo efter ni års FN-overvågning og efter 20 års diskrimination ikke bare på ny kunne blive en del af Serbien. I den forbindelse er proklameringen af uafhængigheden en temmelig normal proces. Det skete for øvrigt i parlamentet på en rolig, fredelig og ikke særlig følelsesladet måde og med fuld respekt for Ahtisaari-planen. Kosovos premierminister forsikrede det internationale samfund meget udtrykkeligt om, at mindretalsgrupper ville blive fuldt beskyttede og respekterede. Må jeg for øvrigt minde Dem om, at alle mindretalsgrupper i Kosovo aktivt støtter uafhængigheden? Kun serberne er imod, med deres ubøjelighed og deres krænkede stolthed. I den forstand var den serbiske udenrigsministers tale temmelig beklagelig.

Alt dette er imidlertid ikke nogen hindring for, at Serbiens og Kosovos fremtid faktisk stadig er i EU. Jeg ser spændt frem til det

 
  
MPphoto
 
 

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Det er virkelig ironisk og provokerende, at Rådet og Kommissionen påberåber sig folkeretten, FN's principper og Helsinkislutakten, når de i dag tilsidesætter det hele med anerkendelsen af Kosovos uafhængighed, også FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 af 1999, hvori Kosovo anses for en del af det serbiske rige.

Det er en åbenlys grænseændring, udtænkt og pålagt af USA i samarbejde med selve EU. Stop hykleriet! I har nu i to år diskuteret, hvordan Kosovo bliver uafhængigt, og hvordan EU sender en hær derned for at beskytte sine interesser i området.

Vi mener, at situationen er meget alvorlig. Den vil få nye spændinger til at blusse op og øge destabiliseringen, lige nu på Balkan, men på længere sigt i hele verden, da den vil danne et nyt fortilfælde. Og vi kender jo jeres imperialistiske "del og hersk"-princip. Der er planer om at "skære" rigtig mange lande fri over hele kloden, så I kan kontrollere dem.

Vi tror, at Balkans befolkninger og Kosovos indbyggere af albansk oprindelse er på vej ind i et nyt uvejr fremkaldt af modsætningerne mellem USA, EU og Rusland.

Derfor er vi imod. Vi mener ikke, at regeringerne bør anerkende denne "stat", som bliver et protektorat, og vi mener ikke, at befolkningerne på Balkan og i Europa bør tillade dette.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Georgiou (IND/DEM). - (EL) Hr. formand! Når lovens magt viger for magtens lov, er lidelser altid resultatet.

Kun i Kosovo har vi set tingene ske med lynets hast. I mine 40 år i diplomatiet har jeg aldrig set begivenhederne udvikle sig så hurtigt, ikke kun med hensyn til at erklære landet uafhængigt, men også med visse europæiske landes anerkendelse heraf.

Det er ikke Kosovo, de har anerkendt, det er Pandoras æske. Jeg er i hvert fald aldrig stødt på en anden situation, som blev kaldt enestående i sin art. Kosovo-situationen i sig selv er ikke så enestående. Men etableringen af militærbasen i Kosovo er enestående.

Og under alle omstændigheder mener jeg, vi har afveget fra vores kurs. I denne sal, over for europæiske parlamentsmedlemmer, som i dag repræsenterer Europas demokratiske regeringer, demokratiske partier og demokratiske overbevisninger, har jeg hørt folk sige: "Ser De, vi har trådt til og løst problemet, hvor Ahtisaari ikke slog til". Hvad er vi? En appelinstans? Er Parlamentet en appelret?

I stedet for at bekymre os over, hvad der skal ske i Kosovo i morgen, synes jeg hellere, vi skal tænkte på, hvad der sker, når FN's status tilsidesættes på denne provokerende og ringeagtende måde.

 
  
MPphoto
 
 

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand! Jeg er overbevist om, at det spørgsmål, vi skal stille os selv i dag, ikke længere er, om vi skal anerkende Kosovo eller ej. Spørgsmålet er, hvordan vi opretholder den politiske stabilitet og sikkerhed i en region, der er domineret af etnisk had og frygt og en arbejdsløshed på 40 %.

Paradoksalt nok kommer Kosovos uafhængighed på et tidspunkt, hvor Europas lande bevæger sig hen imod en politisk forbundsstat. Situationen på Balkan afslører imidlertid tydeligt, at EU-politik ikke kan tilbyde en løsning, der ville forhindre opdelingen af staten og samtidig sikre fredelig sameksistens for alle dens etniske og religiøse grupper.

I den forbindelse virker det næsten som en hån at udnævne dette år til året for interkulturel dialog.

For nogle år siden erklærede både USA og EU, at de ikke ville anerkende Kosovos uafhængighed. Nu har ikke kun USA, men også mange EU-lande gjort det. Der er derfor næppe nogen tvivl om, at processen med at omdefinere nationale enheder eksisterer og fortsat vil eksistere, at der ikke findes nogen global løsning på den, og at den er skadelig for eller ødelægger relationerne med det oprindelige land. I den situation kan vi kun have ét mål, og det er at undgå blodsudgydelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Mine tanker går uvægerligt 17 år tilbage. Den gang erklærede Slovenien sin uafhængighed, og udenrigsministeren hed Dimitrij Rupel. De fleste store stater i FN og EU og de fleste EU-medlemsstater nægtede den gang at anerkende Slovenien. Udenrigsministeren for en stor EU-medlemsstat sagde, at hvis Slovenien bliver uafhængigt, vil man isolere det i 50 år. I dag er Slovenien det anerkendte, respekterede, succesrige og gode formandsland for Rådet i EU. Og i dette lys bør man sætte et og andet i perspektiv, som er blevet sagt i Parlamentet i dag.

Jeg glæder mig over Kosovos uafhængighed, for efter årtiers undertrykkelse har kosovoerne endelig deres egen frie og demokratiske stat, efter at landet har været undertrykt i årtier, og efter at det til sidst var offer for et folkedrab, som kun kunne standses med international hjælp. Jeg appellerer til Serbien om også at se dette som en chance for det serbiske folk, frigøre sig fra fortidens byrder og vende sig mod sin europæiske fremtid. Men man må afstå fra vold! Så må den serbiske Kosovominister ikke bifalde, at FN-poster på grænsen til Kosovo bliver angrebet. Så må man ikke anklage Kosovos demokratisk valgte ledelse for højforræderi i stedet for langt om længe at indlede en god nabodialog med disse ofre for et folkedrab.

Og jeg vil sige helt klart, at det er uacceptabelt, når biskop Artemije fra den serbisk-ortodokse kirke opfordrer til krig. Det er ikke acceptabelt! Og vi skal helt klart sørge for, at vi i EU skal hjælpe Serbien på dets vej til Europa, men Serbien skal også selv yde sit bidrag, så det kan blive et fredeligt og godt naboskab. 75 % af Parlamentets medlemmer var og er for Kosovos suverænitet. Så kan man ikke sige, at EU er delt, og jeg glæder mig over, at vi nu går ind i en god europæisk fremtid for hele regionen.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Det stod mere og mere klart, at erklæringen af en overvåget uafhængighed for Kosovo var blevet uundgåelig. Vores primære opgave er nu at sikre en vellykket løsning på situationen i Kosovo, at sikre stabilitet i regionen, at finde en passende rolle for EU, at oprette et EU-protektorat, men uden, at EU påtager sig rollen som rigsforstander.

På den ene side forstår jeg serbernes smerte, for mit land mistede 60 % af sit territorium efter første verdenskrig. Serbien mister næsten en femtedel af sit territorium, og det vil altid være en stor tragedie for et land at miste det sted, hvor landets historie, religion og status som stat har deres vugge. På den anden side står det fast, at Serbien for længe siden mistede enhver moralsk ret til Kosovo, fordi den serbiske regering undlod at sørge for et egentligt hjemland for det albanske samfund, der havde hjemme der.

Vi er sikre på, at Serbiens diplomatiske reaktion ikke vil bringe landets integration i EU i fare. Vi må hjælpe Serbien med at håndtere sit tab ved at sætte fart på landets tilnærmelse til EU. Det er vigtigt at vise imødekommenhed, at sende positive signaler, så det er helt afgørende for EU at vedtage en klar handlingsplan for at ophæve visumpligten for Serbien og de øvrige lande på Vestbalkan. Lad os sætte fart på Serbiens integration, men uden på nogen måde at slække på kravene.

Det er forståeligt, at nogle af EU's medlemsstater har forbehold. Efter min mening er Cyperns og Spaniens bekymringer berettigede, men den betænkelighed, de rumænske og slovakiske politiske eliter har udtrykt, forbløffer mig. Ingen truer disse landes integration. Opdeling og ensidige uafhængighedserklæringer må ikke skabe præcedens for EU i fremtiden. På den anden side kan gennemførelse af Ahtisaariplanen med dens ordning til beskyttelse af minoriteter skabe en positiv præcedens, som Europa kan følge i fremtiden i forhold til at beskytte minoriteter.

 
  
MPphoto
 
 

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand, hr. kommissær, hr. udenrigsminister! Kosovos uafhængighedserklæring og vores anerkendelse af den er ikke det mindste af to onder. Det er den eneste rigtige ting at gøre i den nuværende situation.

Beklageligvis har forhandlingerne ikke ført til et resultat. Det har vedvarende destabiliseret regionen, at det ikke har været muligt at nå til enighed om Kosovos status. Der var ingen anden måde at afklare situationen på end den, der fandt sted sidste uge: endelig afgørelse af Kosovos status og anerkendelse af Kosovos uafhængighed.

Vi hilser med tilfredshed, at et stort flertal i Kosovos parlament stemte for Ahtisaariplanen. Vi forventer, at Kosovo vil omsætte Ahtisaariplanens bestemmelser til handling med særlig opmærksomhed på bestemmelserne vedrørende beskyttelse af minoriteter. Ahtisaariplanen repræsenterer Europas mest ambitiøse ordning til beskyttelse af minoriteter, og den kan blive en model for og et eksempel på god praksis for hele regionen, så det er meget vigtigt, at vi holder Kosovo ansvarligt på dette spørgsmål.

Kosovos og Serbiens fremtid ligger i europæisk integration. Det er nu blevet nemmere for begge lande. De har frigjort sig fra et alvorligt og lammende problem, der indtil nu har opslugt al den kreative energi i begge lande. Det er op til dem selv, om de vil gribe lejligheden. Hvis de gør, skal både Kosovo og Serbien have al den støtte, EU kan yde, især hvad angår hurtig ophævelse af visumpligten og økonomisk støtte.

Det er vidunderligt, at EU enstemmigt vedtog mandatet for den civile mission i Kosovo. Men så meget mere bekymrende er det, at der ikke er enstemmighed blandt EU's medlemsstater i forhold til anerkendelse af Kosovo. Hvis EU vil tages alvorligt på den internationale politiske arena, er det uacceptabelt, at der ikke kan opnås enighed om vigtige begivenheder, der finder sted i et naboland. Derfor er det vigtigt, at EU taler med én stemme og handler samlet.

Sluttelig ønsker jeg Kosovo og alle dets indbyggere held og lykke i fremtiden.

 
  
MPphoto
 
 

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Når hr. Pöttering siger, at uafhængighedserklæringen er et tegn på Kosovos borgeres ønske om at tage skæbnen i egen hånd, kommer han med en historisk udtalelse.

Kosovos uafhængighed er nemlig en konkret gennemførelse i Europa af det princip om befolkningernes ret til selvbestemmelse, der er stadfæstet i FN's charter. Mange af os er naturligvis meget bekymrede over oprettelsen af den første islamiske stat i Europa, som alle jihadmedierne hilser velkommen, f.eks. den entusiastiske leder af den islamiske satellit-tv-station Al-Arabia, og over den skæbne, som Serbiens ortodokse kristne mindretal lider, og som Vatikanet minder os om med sine vise ord.

Jeg vil dog gerne understrege, at det unægtelig skaber en vigtig juridisk og politisk præcedens. Der er ingen tvivl om, at dette er vigtigt for de befolkninger i Europa, der drømmer om selvbestemmelse og frihed, lige fra Korsika til Flandern, Sardinien, Baskerlandet, Bretagne og Occitanien til vores Poslette, Padania. Længe leve befolkningernes Europa! Længe leve det frie Padania!

 
  
MPphoto
 
 

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Når man ikke handler i overensstemmelse med de internationale regler, er Europa som altid splittet og opgivende.

Unilaterale handlinger skaber en meget alvorlig præcedens, og vi har nu hørt, hvad hr. Borghezio havde at sige. Spændingerne bliver større i en atmosfære, der er alt andet end fredelig, og som er fuld af geopolitiske kontraster. Europa mangler enhed, autoritet og gennemsigtighed. Vi har endda læst om møder mellem den regering, der har rådsformandskabet i øjeblikket, og USA's regering, som har foreslået nogle retningslinjer. Det er ikke tilfældigt, at Parlamentet i dag er politisk magtesløst, selv om vi fejrer den nye traktat. Den eneste måde at ændre situationen på er at tage udgangspunkt i international ret og en uafhængig vision om alle Balkanladene i Europa, hvor hele områdets rettigheder anderkendes. Jeg håber, at det ikke er for sent.

 
  
MPphoto
 
 

  Vladimír Železný (IND/DEM). - (CS) Hr. formand! EU's forsøg på at fremstille Kosovo som et enestående tilfælde er ikke andet end et pinligt eksempel på ønsketænkning. Ikke alene skaber Kosovo en farlig præcedens, der findes også en historisk forløber for den. Det er et spejlbillede af situationen i Tjekkoslovakiet og dets tyske mindretal i 1930'erne.

Det er så ironisk, at historien gentager sig! De første fire EU-lande, der samstemmende erklærede, at de ville anerkende separatistrepublikken, var også de fire underskrivere af Münchenaftalen. Dengang for 80 år siden delte Chamberlain, Daladier, Mussolini og Hitler Tjekkoslovakiet op. I dag er det igen Storbritannien, Frankrig, Italien og Tyskland, der anerkender opdelingen af Serbien. De flår det historiske område Kosovosletten ud af Serbiens hænder. Det var der, Serbiens adel i 1389 kæmpede en heroisk kamp for at stoppe de osmanniske tyrkeres fremrykning i Europa. Det var der, den serbiske identitet blev født. Nu transplanterer vi, EU, dette historiske, serbiske hjerte et andet sted hen. Vi bør skamme os over vores støtte til denne Münchenaftale!

 
  
MPphoto
 
 

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Hr. formand! I dagens forhandling om Kosovoprovinsen vil jeg først og fremmest protestere mod de albanske myndigheders ulovlige handlinger, der er inspireret af USA. I forbindelse med opdelingen af den serbiske stat er reaktionen fra EU og nogle af medlemsstaterne skandaløs. EU støtter de albanske separatister og har samtidig besluttet at iværksætte en mission i Kosovo, der er tvivlsom i forhold til international lov, og missionen er imod FN's beslutninger. Jeg er forarget over, at EU's myndigheder ønsker at tage del i Balkankonflikten uden at have ret eller mandat til dette. Hvilken ret har Bruxelles til atter en gang at blande sig i en suveræn stats forhold, hvormed der gøres vold på de internationale bestemmelser?

Det, der skete i Bruxelles i mandags, minder mig om Münchenkonferencen i 1938. Det internationale samfund er også nu tavs og tillader, at Berlins og Washingtons interesser gennemføres. For første gang siden 1945 ændres grænserne i Europa, og den internationale ret overtrædes af etniske hensyn. Vi vil uundgåeligt bevidne en dominoeffekt og yderligere konflikter forbundet med de albanske separatisters handlinger. Man skal ikke være særlig fantasifuld for at kunne forestille sig, hvordan den eventuelle uafhængighed af denne serbiske provins kan påvirke stridigheder om nationalitet andre steder i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Sorin Frunzăverde (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Efter 20 års politiske og militære konfrontationer og efter 20 års alvorlige fejl på Balkan spørger vi os selv, om Kosovoløsningen, nemlig den ensidige uafhængighedserklæring af Kosovoprovinsen, er lovlig og opportun.

Kosovoløsningen er hverken lovlig eller opportun. Den er ikke lovlig, fordi intet internationalt lovprincip retfærdiggør en ensidig uafhængighedserklæring vedrørende Kosovoprovinsen. Endvidere havde De Forenede Nationers generalsekretær ikke fundet noget svar på spørgsmålet om, hvorvidt løsningen er lovlig eller ulovlig, da han for nylig forlod en pressekonference i FN's hovedkvarter. Løsningen er heller ikke opportun, fordi den skaber en farlig præcedens. Ikke for EU's medlemsstater og heller ikke for Slovakiet eller Rumænien, der har en emanciperet og moderne lovgivning vedrørende minoriteter, men den skaber en farlig præcedens for Abkhasien, for Sydossetien og i særdeleshed for Transnistrien, hvor fastfrosne konflikter har eksisteret lige så længe som Kosovokonflikten. Ikke desto mindre skaber den også en farlig præcedens for Balkanlandene - f.eks. Republikken Srpska - for andre regioner, der er befolket af mindretal i Balkanlandene. Den skaber ikke desto mindre også en farlig præcedens for EU.

Man hører ofte, at Balkanlandene skaber mere historie, end de kan forbruge. Det ser ud til, at Balkanlandene denne gang har skabt mere historie, end selve EU kan forbruge. Beviset herpå er det faktum, at vi er delt i spørgsmålet om at anerkende Kosovoprovinsens uafhængighed.

Jeg kan fortælle Dem, at Rumænien ikke vil anerkende Kosovoprovinsens uafhængighed, og at den nationale indsats støttes af den rumænske delegation i Det Europæiske Folkeparti. Vi ved udmærket, og vi har set lige her i dette lokale, hvad vi skal gøre ved Serbien. Dets fremtid er helt klart europæisk. Ikke desto mindre ved vi ikke, hvad vi skal gøre ved Kosovo. Og jeg må tilstå over for Dem - og forhåbentlig kan De bære over med mig - at visumsystemet alene, liberaliseringen af visumsystemet, ikke er tilstrækkeligt til at dyrke denne egn af vores Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Kristian Vigenin (PSE). - (BG) Hr. formand, hr. Rupel, hr. Rehn! Tiden er måske inde til endnu en gang at beklage, at der ikke blev skabt enighed mellem Serbien og Kosovo om Kosovos status, men forhandlingerne kunne ikke fortsætte for evigt, da begge parter fastholdt deres gensidigt udelukkende holdninger.

Vi kan også beklage, at Serbien og det serbiske folk i dag skal betale regningen for den storserbiske nationalisme, som landet nu tager afsked med, omend det ikke sker uden vanskeligheder. Vi må imidlertid være realistiske og understrege, at Kosovos uafhængighed, selv om der ikke er tale om uafhængighed i ordets fulde betydning, er et faktum, der selvfølgelig tillægger de igangværende processer nye kvaliteter. Vi skal tage hensyn til dette faktum, og tvisterne om, hvorvidt det skal anerkendes eller ej, ændrer nu dets eksistens.

Vi kan kun tænke på denne lovs mulige konsekvenser for stabiliteten i Sydøsteuropa - forhåbentlig kun i en kortere periode. Det er ikke desto mindre nødvendigt, at EU træffer adskillige vigtige foranstaltninger. For det første skal man hjælpe med at oprettet en passende administrativ og regeringsmæssig struktur i Kosovo. Dernæst skal man fremskynde integrationen af Serbien ved en hurtig underskrivelse af en stabiliserings- og associeringsaftale, og endelig skal man være særlig opmærksom på Makedonien, Bosnien-Hercegovina og Montenegro, fordi der er en risiko for, at man ikke ser skoven for bare træer i Sydøsteuropa.

 
  
MPphoto
 
 

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg er enig med de personer, der siger, at Kosovos uafhængighed faktisk var den eneste mulighed. EU påtager sig den største civile mission nogensinde, og det er meget vigtigt, at den lykkes. Det er en helt ekstraordinær situation. Det er vanskeligt at forklare udenforstående, at selv om ikke alle lande er enige om at anerkende Kosovo, så støtter de alle EULEX-missionen. Et land som Spanien leverer tilmed personel til missionen - det er helt i EU's og Bruxelles' ånd. Men missionen skal lykkes.

Jeg er enig med hr. kommissær Rehn i, at budskabet til Serbien skal være, at tiden er inde til at komme videre, og som andre har sagt, var det i den forbindelse noget skuffende at lytte til den serbiske udenrigsminister hr. Jeremić denne eftermiddag. Jeg har forståelse for råheden og følelsen af at være forurettet, men tingene skal skride hastigt fremad.

Forhåbentlig gør premierminister Thaci det helt klart over for sine landsmænd, at beskyttelsen af den serbiske minoritet og andre minoriteter i Kosovo er en absolut prioritet, fordi man ikke tolererer vold. I den forbindelse skuffede det mig, at den serbiske udenrigsminister ikke fordømte den vold, som serberne har begået i de seneste fem år. Han sagde, at Serbien ikke tilskyndede til den, men han brugte ikke ordet "fordømme", hvilket var skuffende.

Endelig bliver det helt afgørende, som andre har sagt, den økonomiske udvikling. Der er 40 % arbejdsløshed i Kosovo, og der er også stor arbejdsløshed i Serbien. Lad os bevæge os hen imod en hurtig integration i EU gennem visumliberaliseringen, som forhåbentlig kommer meget snart.

 
  
  

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (GA) Hr. formand! Jeg glæder mig meget over bekendtgørelsen af Kosovos uafhængighed i søndags.

Det er ni år siden, Milosevics regime beordrede det frygtelige bombardement af Kosovo iværksat. Kosovos befolkning har ret til uafhængighed, og på en måde har de seneste ni års begivenheder bidraget til denne uafhængigheds komme. Det er utroligt vigtigt, at man fuldt ud respekterer de civile og politiske rettigheder hos den serbiske minoritet, der fortsat bor i Kosovo.

EU skal støtte Kosovos regering for at fremme landets økonomi, fordi arbejdsløsheden i Kosovo er på 40 %, og den skal nedbringes.

Jeg håber, at dette er en ny start for Kosovo, og at EU vil være glad for at støtte genopbygningen af denne nye stat i de kommende år. Jeg håber også, at det bliver et eksempel på EU's ønske om, at folk og samfund lever sammen i harmoni.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! EU bygger ikke stater, EU integrerer stater. De divergerende europæiske holdninger til Kosovo-problemet er en indrømmelse af, at FUSP er slået fejl. EU har ofret sin interne enighed til fordel for medlemsstaternes politiske styrke.

Artikel 11 i EU-traktaten kræver, at EU skal handle i overensstemmelse med principperne i De Forenede Nationers Pagt, principperne i Helsingforsslutakten og målene i Parischartret, herunder de principper og mål, der vedrører de ydre grænser.

Da EU er en retlig union, som hr. Salafranca helt korrekt sagde, hvad er så grundlaget for det europæiske juridiske ansvar? På hvilket grundlag har visse medlemsstater helt konkret presset på for at få en anerkendelse på folkeretligt grundlag?

Sikkerhedsrådets resolution 1244 af 1999 giver ikke tilstrækkelig begrundelse eller legitimitet. Punktet i konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) om Kosovo-situationens enestående karakter, dvs. at den pågældende situation ikke danner præcedens - jeg håber ikke, den danner præcedens – men er enestående, følges op af en særlig henvisning til overholdelse af de grundlæggende principper om staternes suverænitet og territoriale integritet, der, som det udtrykkeligt nævnes, ikke bringes i tvivl.

Til sidst vil jeg gerne minde om, at der er tale om principper, som udgør selve kernen i det internationale regelværk.

 
  
MPphoto
 
 

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand, forhandlingen er allerede ret fremskreden. Jeg tror ikke, at jeg kan bidrage meget til den, ikke engang i lidenskabelig forstand, men jeg mener dog, at det er vigtigt, at vi bemærker os folkerettens og de internationale forpligtelsers vigtighed.

Den 16. december 1991 vedtog EU's ministre nogle retningslinjer om anerkendelse af de nye stater i Østeuropa og i Sovjetunionen, og heri blev respekten for grænsernes ukrænkelighed bekræftet, idet de kun kunne ændres ved hjælp af fredelige midler og efter fælles overenskomst.

For det andet fastsættes det i den beslutning, som er baggrunden for den nuværende europæiske tilstedeværelse i Kosovo - FN's Sikkerhedsråds resolution 1244 - specifikt, at principperne om suverænitet og Forbundsrepublikken Jugoslavien og de øvrige lande i regionens territoriale integritet skal respekteres.

Der er sket en krænkelse af folkeretten, af de europæiske landes forpligtelser og af FN's resolutioner. Det får store omkostninger for os alle.

 
  
MPphoto
 
 

  Bogusław Rogalski (UEN). - (PL) Hr. formand! Ved at anerkende Kosovos uafhængighed åbnes Pandoras æske i Europa. Det udgør en farlig præcedens, der bryder med den internationale ret, især De Forenede Nationers resolution, hvor det entydigt slås fast, at Kosovo er en integreret del af Serbien.

I dag opdeles en af de europæiske stater med det internationale samfunds billigelse. Jeg siger dette i min rolle som parlamentsmedlem fra en stat, der tidligere har prøvet at være opdelt. Vi kan ikke acceptere dette. Det udgør en farlig præcedens, eftersom bl.a. Nordossetien og Abkhasien vil følge Kosovos eksempel. Landene har allerede ytret ønske om at løsrive sig og erklære sig uafhængige. Hvad skal vi sige til Cypern, der for enhver pris stræber efter enhed? Med dette eksempel, som vi viser til cyprioterne, sætter vi dem i en uklar og tvetydig situation, hvor de ikke kan kæmpe for deres øs enhed.

Anerkendelsen af Kosovos uafhængighed er først og fremmest en gave til den islamisering af Europa, der finder sted, og det er vist ikke meningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg beklager Kosovos ensidige uafhængighedserklæring. Det er ikke en god nyhed for Europa. Det er det sidste led i en kæde af fiaskoer: En fiasko med hensyn til sameksistens, som udmønter sig i krisen i 1999, en fiasko for parterne og det internationale samfund for så vidt angår opnåelsen af en aftalt løsning, og en fiasko for Sikkerhedsrådet.

Der er frygt for, at den entitet, som nogle har travlt med at anerkende, udgør en ny fiasko. Der bør tilvejebringes en ramme for demokratisk og sikker sameksistens, hvor borgerne nyder fremgang, og mindretallenes rettigheder respekteres. Det skal også undgås, at det bliver til et problem for stabiliteten i regionen. Mine damer og herrer, EU har også svigtet, for det har ikke opnået en løsning, der er i overensstemmelse med folkeretten, i sit nærområde.

Europa bør betyde union, ikke adskillelse; aftale, ikke unilateralisme; de jure- og ikke de facto-ret, integration og ikke etnisk opdeling. Vi europæere har et stort ansvar i denne sag: Vi var i flertal i kontaktgruppen, FN's særlige udsending og hans hold var europæere, og det var Det Europæiske Råd, der i december overilet besluttede at sende en mission til Kosovo uden juridisk grundlag.

Jeg kan huske, at der i afsnit 15 i Europa-Parlamentets beslutning fra marts stod: "mener, at det er yderst vigtigt for EU's fremtidige engagement i Kosovo, at FN's Sikkerhedsråd vedtager en ny resolution, og at der ikke planlægges nogen øget EU-indsats, hvis der ikke vedtages en sådan resolution".

Omstændighederne i forbindelse med Kosovo er exceptionelle. Der er imidlertid nogle uansvarlige personer, der ønsker at ændre de europæiske landes grænser, og de bruger det som præcedens. Det er derfor nødvendigt at gentage, at EU-medlemsstaternes grænser er ukrænkelige.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg er overbevist om, at det faktum, at Kosovo allerede var et FN-protektorat, at løsningen støttes af FN's Generalsekretær, og at forhandlingerne var slået fejl, alt sammen betyder, at Kosovo er et enestående tilfælde i vores verden. Jeg er helt uenig med dem, der hævder, at der er tale om en ulovlig handling. I afsnit 11a i FN's resolution 1244 fremgår det tydeligt, at det er "i afventning af en endelig løsning". I afsnit 7 gives der bemyndigelse til sikkerhed gennem "relevante internationale organisationer ... med alle nødvendige midler".

Jeg accepterer, at dette er en troværdighedstest for EU, og at enhver forsømmelse af at respektere den serbiske befolknings rettigheder i det nye Kosovo vil være en sejr for etnisk udrensning i omvendt orden, og at vi bør understrege, at Serbien såvel som Kosovo bliver lige partnere som kommende medlemmer af EU.

Men lad ikke Slobodan Miloševićs spøgelse påvirke Europa-Parlamentets beslutning. Fredens forskansning, genforeningens forløber, platformen for en hel region - lad Kosovos uafhængighed blive for det tidligere Jugoslavien, hvad Berlinmurens fald var for Østeuropa.

 
  
MPphoto
 
 

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Efter de forandringer, der har fundet sted, er det ikke vores opgave at forklare historien eller at skabe ængstelse ved at tale om dominoeffekten men at støtte den udvikling, der i sidste instans vil stabilisere regionen og bringe den tættere på europæiske standarder og et europæisk perspektiv.

Det er et vigtigt faktum i denne utroligt komplicerede historie, at EU har påtaget sig et stort ansvar. Det var forenet i sin beslutning om, at EULEX-missionen skal hjælpe med at genopbygge institutioner og fremme den politiske og økonomiske udvikling. Kommissionen har også opstillet foranstaltninger, der skal støtte udviklingen af en større del af regionen. Alt dette skal tage gassen af denne farlige situation uden fremtidsudsigter og fjerne det usædvanlige paradoks om, at en del af Europa, der er omgivet af EU-medlemsstater, er et FN-protektorat.

Det er ikke kun mit men også andres ønske, at den genforening og fred samt det samarbejde, der nu er kendetegnende for EU, kan blive et centralt princip eller et grundlag for sameksistens i Kosovo såvel som for forholdet mellem Serbien og Kosovo.

I disse krævende tider for både Serbien og Kosovo og i ånden af det, jeg sagde tidligere, glæder jeg mig over ordene og handlingerne fra alle dem, der har udtrykt deres engagement i fred, mådehold, åbenhed og fremtiden.

 
  
MPphoto
 
 

  Maria Eleni Koppa (PSE). - (EL) Hr. formand! Vi står over for en situation, som kan få vidtrækkende konsekvenser ikke kun for Balkanområdet, men også på internationalt plan. At kalde den enestående i sin art fratager os ikke ansvaret.

Når man omgår internationale og folkeretlige regler, indebærer det store farer. For første gang er grænser blevet ændret uden de involverede parters samtykke og uden Sikkerhedsrådets godkendelse.

Europa fremstår endnu en gang splittet i et så vigtigt spørgsmål og gentager fortidens fejltagelser. Desuden er det tvivlsomt, hvorvidt styrken på 2 000 mand kan garantere sikkerheden og stabiliteten i området.

At Kosovo er erklæret uafhængig, er nu en kendsgerning. Vi støtter et fredeligt, multinationalt Kosovo integreret i EU-familien. Den eneste løsning på krisen er at styrke Vestbalkans vej mod medlemskab og snarest mulig optagelse.

Især for Serbiens vedkommende er det nødvendigt med en snarlig undertegnelse af associerings- og stabiliseringsaftalen som den eneste måde, man kan støtte landets demokratiske kræfter på. Endelig vil håndteringen af situationen være en afgørende test af den europæiske udenrigspolitik.

 
  
MPphoto
 
 

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg kan ikke se, hvorfor det haster så meget med at løse problemerne med Kosovo og omgå FN og ignorere den gældende internationale lov. Efter min mening bliver Kosovos nye status som selvstændig nation vanskelig uden nogen tydelig exitstrategi for EU, hvis tilstedeværelse bliver langsigtet med et fjendtligsindet Serbien som nabo og den udbredte organiserede kriminalitet. Det er meget usandsynligt, at Rusland og Kina, der også er medlemmer af FN's Sikkerhedsråd, vil acceptere et uafhængigt Kosovo inden for en overskuelig fremtid.

Nu har vi formået at skade et Serbien, der forsøger at glemme Milošević og skabe en demokratisk fremtid. Dets tab kan måske puste til de nationalistiske følelser og drive Serbien i retning af Rusland, der til gengæld kan anvende fortilfældet med Kosovo i fastfrosne konflikter lige fra Transnistrien til Abkhasien. Interessant nok vil Rusland nu påberåbe sig den moralske plads i folkeretten - måske for første gang i den nyere historie.

Jeg nærer stor sympati for Cypern, der har nægtet at tilslutte sig flertallet af EU's medlemsstater i anerkendelsen af Kosovo. Hr. Talat, der er leder af den såkaldte "løsrivelsesrepublik i Nordcypern" bruger allerede Kosovo som et fortilfælde for hans område. Som en sidebemærkning til hr. Howitt - FN's forhandlinger om Cyperns genforening slog også fejl, så dette spørgsmål er ikke enestående for denne sag.

Ikke overraskende er Spanien bekymret over Baskerlandet og Katalonien, og Slovakiet er bekymret over dets ungarske minoritet. Skønt Den Islamiske Samarbejdsorganisation OIC glæder sig over et uafhængigt Kosovo som et potentielt nyt medlem, frygter et andet OIC-land, Aserbajdsjan, at Nagorno-Karabakh skal erklære sig uafhængigt, og det nægter at anerkende Kosovo.

Så uanset hvad EU og USA siger om, at dette spørgsmål er enestående af sin art, er det tydeligvis ikke alle verdens lande, der deler denne opfattelse.

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har to punkter. For det første og vigtigst af alt blev Kosovos uafhængighed proklameret, efter at det internationale samfund havde fulgt situationen i området i en årrække, hvor det efter lange overvejelser ikke kunne finde en bedre løsning på problemet end Kosovos uafhængighed.

Efter russiske forsøg på at knytte situationen i Kosovo sammen med andre områder i Europa som f.eks. Transnistrien, Sydossetien eller Abkhasien er det ikke vanskeligt at gøre dette modargument farligt eller upassende for selve Moskva.

Vil Rusland indvillige i at trække sig tilbage fra disse områder og overlade kontrollen med områderne med "fastfrosne konflikter" i Europa til det internationale samfund? Hvis de vil, vil vi i EU få en reel chance for at skabe en længe ventet løsning, hvilket vi bør være interesseret i.

For det andet er det alment kendt, at nogle lande forsøger at varme hænderne over de ulmende gløder efter enhver international ustabilitet. Denne gang besluttede Rusland under foregivelse af at forsvare Serbiens interesser at spille sit eget geopolitiske spil, idet det lod som om intet problem i verden kunne løses uden dets samtykke. Denne holdning er ikke ny eller uventet.

Men Rusland er ikke den vigtigste aktør denne gang, og det har heller ikke den reelle magt til at vinkle begivenhederne på en måde, som Vesten ikke kan acceptere. Kosovos fremtidige forsøg på at komme med i De Forenede Nationer bliver måske ikke lette, men Rusland kan ikke skabe en betydelig isolering af staten på den internationale scene, for når Kosovo anerkendes af et flertal af EU's medlemsstater, USA og nogle andre lande, bliver isoleringen betydningsløs.

Jeg hylder Kosovos uafhængighed og ønsker Kosovos befolkning al mulig held og lykke med opbygningen af deres stat.

 
  
MPphoto
 
 

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). - (EN) Hr. formand! Forskellen på de eksterne foranstaltninger fra EU og fra andre internationale aktører er respekten for international legalitet og FN's beslutninger. Jeg er bange for, at fremme og anerkendelse af Kosovos uafhængighed uden for den internationale legalitet og FN vil gøre dette kendetegn for EU's eksterne foranstaltninger tvivlsomt eller måske ligefrem umuligt at forsvare. Jeg håber blot, at vi ikke kommer til at fortryde vores beslutning vedrørende Kosovo.

 
  
MPphoto
 
 

  Árpád Duka-Zólyomi (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Kosovo har erklæret sig uafhængigt. Det er ingen overraskelse; det var forventeligt. Det internationale samfund skal tage det til efterretning og give deres fulde støtte til landets udvikling i overensstemmelse med hr. Martti Ahtisaaris plan.

De medlemsstater og politikere - også fra Slovakiet - der spreder ubekræftede rygter om, at denne handling kommer til at danne en farlig præcedens for andre lande, tager fejl. Kosovo er et enestående tilfælde. Vi skal se tilbage på årsagen til de blodige begivenheder for ni år siden, da serbiske militærstyrker begik folkedrab mod albanerne. Det er helt forståeligt, at medlemmerne af det albanske samfund ikke ønsker at leve i Republikken Serbien. Hvis man tvinger dem til det, vil det føre til krig.

EU spiller en meget vigtig rolle for at skabe et samfund, hvor alle borgere er lige, og hvor minoritetssamfund har omfattende rettigheder til at bevare og udvikle deres identitet samt en ret til at køre deres egen offentlige forvaltning. Det betyder udstrakt selvstyre for det serbiske samfund.

 
  
MPphoto
 
 

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har tre bemærkninger. For det første, når vi er i denne situation, så viser det, at vi i EU igen ikke var i stand til at hævde vores holdning mellem de to poler Rusland og USA.

Det andet punkt er, at vi nu må gøre alt for at sikre, at mindretalsrettighederne og de kulturelle rettigheder bliver håndhævet i Kosovo. Derfor gør Kosovos regering klogt i at gøre meget og gå meget vidt på dette punkt i praksis. Jeg vil gerne takke Dem, hr. formand for Rådet, fordi De med EULEX-missionen har sendt et vigtigt signal.

For det tredje har jeg af historiske og kulturelle grunde stor forståelse for følelserne i Serbien i disse timer, og jeg mener, at vi derfor må være tålmodige, så Serbien finder vejen til EU. Og det skal vi støtte. Men vi skal også gøre det klart, at vold ikke bliver accepteret. Vi bør fortsætte med at give støtte - i 2007 var det 187 millioner euro - men det skal være betinget af fredelig fremfærd for på denne måde at bane vejen til en stabil region.

 
  
MPphoto
 
 

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Milosevics Serbien - og selv Serbien efter ham - fulgte dets storebrors råd og tabte hver gang i stedet for at indtage en realistisk holdning og forsøge at finde veje til mere venskabelige skilsmisser med udsigt til at mødes igen. Måske kommer det til at ske nu.

En særlig bemærkning til dem, der bekymrer sig om ensidige fortolkninger af den internationale lov, staternes integritet eller områders og folks suverænitet: Vi skal forstå og tage hensyn til det faktum, at en stat, der forsøger at udslette eller udrydde alle borgere af en anden etnisk befolkning, ikke kun dræber dem men først og fremmest sit eget krav om suverænitet - suverænitet over massegrave. Man skal ikke acceptere kirkegårdes integritet. Og man skal ikke acceptere sammenligninger med Baskerlandet, Quebec eller Abkhasien. Hverken Madrid, Ottawa eller Tblisi bomber eller dræber disse folk.

Rusland er anderledes. Rusland er også blevet fornægtet på grund af dets egne gentagne folkedrab, og det har ingen ret til suverænitet over de overlevende i Tjetjenien men kun den middelalderlige ret, hvor den stærke råder.

 
  
MPphoto
 
 

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! Nogle hævder, at vi skubber spørgsmålet om statens anerkendelse til side, når vi taler om Kosovo, for i stedet at beskæftige os med at anerkende virkeligheden.

Virkeligheden er den, at Kosovo efter sin selvbestemmelseserklæring hverken er uafhængigt eller i stand til i ret lang tid at være en uafhængig og bæredygtig stat. Det var et protektorat, og det vil fortsat være et protektorat. Virkeligheden er den, at EU er delt mellem de såkaldte realister og de såkaldte paragrafryttere. Virkeligheden er den, at vi ved at kalde Kosovo for et sui generis-tilfælde indrømmer, at den internationale lov enten er utilstrækkelig eller mangelfuld, og vi finder derfor en løsning uden for loven. Det vil få os til at erstatte rettens magt med styrkens magt. Efter min mening er det hverken EU's mål eller grundværdi.

 
  
MPphoto
 
 

  Luís Queiró (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Efter Kosovos ensidige uafhængighedserklæring, er det værste, der nu kan ske, at det politiske dødvande anbringer os i den uvelkomne situation, at vi kigger på, mens spændingerne øges. Vi skal derfor finde den laveste fællesnævner, når vi definerer vores fremtidige beslutninger og handlinger. Med dette in mente gør rådsformandens bemærkninger mig ikke ligefrem tilfreds men fortrøstningsfuld. Vi skal minde Kosovo om, at den sti, det nu følger, uvægerligt vil påvirke dets fremtidige forbindelser med EU, og at vi derfor er villige til at hjælpe dem, og at vi har en forpligtelse - der også er i vores egen interesse - til ikke at række én hånd men begge hænder ud mod Serbien og sige, at vi fortsat er helt overbevist om, at Serbiens fremtid ligger i Europa.

20 år efter det sovjetiske imperiums sammenbrud skal vi ikke fremprovokere, hvad datidens kommunister ikke formåede at gøre: at anbringe Serbien i Moskvas eksklusive sfære. Den fejl skal vi ikke begå.

 
  
MPphoto
 
 

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Nu er tiden endelig inde. Jo, de, der ønsker, at USA skal anerkende Texas' uafhængighed, de, der ønsker det vestlige Rumænien adskilt som et rent ungarsk territorium, de, der ønsker et uafhængigt Skotland, Katalonien, Baskerland og alle de andre stater, der utvivlsomt opstår i Latinamerika og Afrika.

Der er nogen, der siger, at Kosovo ikke danner præcedens. Det er forkert. Det er et område, der er blevet etnisk renset for otte nationaliteter med besættelsesstyrkernes hjælp og indvilligelse, et område, der er plaget af narkotika, menneskesmugling, 50 % arbejdsløshed og et konstant pres på de tilbageværende serbere. Nu erklærer det en anden albansk stats uafhængighed, hvilket er et dårligt eksempel. Nu vil det fortsætte med at hjemsøge alle de af jer, der bogstaveligt talt har massakreret den internationale lov her. Skam jer. Dette er ikke et andet München, og en sand demokrat bør aldrig støtte det.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrij Rupel, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg rette en dybfølt tak til Parlamentet og de medlemmer, der støttede Rådets holdning. Jeg erkender, at der er forskellige holdninger, hvilket er normalt for parlamenter. Det forekommer mig imidlertid, at EU har fået støtte under dagens plenarmøde.

Jeg vil gerne besvare nogle spørgsmål. Det første spørgsmål vedrører det system, vi undersøger for fremtidige ansvarsområder, og her tænker jeg selvfølgelig på institutioner i Kosovo. EU har jo sendt en særlig repræsentant til Kosovo. I sin uafhængighedserklæring erklærede Kosovos parlament sig fra første færd indforstået med bestemmelserne i Ahtisaari-planen. Indholdet af hele planen vil blive inkorporeret i Kosovos forfatning og lovgivning.

Følgelig får EU's særlige udsending til opgave at overvåge de lokale myndigheder og sikre de forpligtelser, der kræves af den nye status. Efter oprettelsen af det internationale civile kontor i Kosovo bliver EU's særlige repræsentant den højtstående repræsentant for civile anliggender for det internationale samfund. Han vil også udstikke politiske retningslinjer for EULEX.

Jeg vil gerne tilføje, at EU på det seneste har gjort meget - primært for at få ro på situationen og sikre tilstrækkelig støtte til Kosovo. Ud over den mission, som Rådet traf en beslutning om for nogle få dage siden, vil jeg gerne nævne generalsekretærens og den højtstående repræsentant Javier Solanas besøg i Pristina i går.

Jeg vil gerne citere en enkelt sætning fra hans indlæg. Hr. Solana sagde:

"Jeg vil gerne meddele, at den følelse, den glæde, De så ærbødigt har spredt i gaderne i de seneste dage, nu skal omdannes til positiv og konstruktiv energi for at bringe samfundet fremad."

(EN) Hr. formand! "Jeg vil gerne meddele, at den følelse, den glæde, De så ærbødigt har spredt i gaderne i de seneste dage, nu skal omdannes til positiv og konstruktiv energi for at bringe samfundet fremad."

(SL) Efter min mening betyder det, at vi alle sammen også ønsker, at vores venner i Kosovo skal være villig til på at omdanne den energi, de har udvist i de seneste dage, til en fornuftig indsats, der vil sikre en ordentlig europæisk fremtid ikke kun for Kosovo men selvfølgelig også for Serbien.

I dagens indlæg og bidrag fra medlemmerne er der sagt meget om, at Serbien fortjener at fortsætte på vejen frem mod en integrering i EU, og da jeg lyttede til indlæggene fra de forskellige repræsentanter for Europa-Parlamentet, kunne jeg ikke lade være med at forestille mig, at der i fremtiden også vil blive talt serbisk her i mødesalen. Og forhåbentlig også albansk. Jeg håber, at vi kommer til at høre sprogene fra de lande, der så inderligt ønsker at blive medlemmer af Europa-Parlamentet og EU.

I lyset af bemærkningerne fra vores spanske venner vil jeg imidlertid ikke sige, at det var vanskeligt for Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) at harmonisere teksten til beslutningerne, men i sidste ende nåede vi til enighed med vores spanske og cypriotiske kolleger om en tekst, der afspejler enstemmighed, fælles beslutningstagning og kollektiv tænkning.

Til slut vil jeg gerne sige, at jeg naturligvis er enig i min slovakiske kollega hr. Kacins bemærkninger om, at serberne i Kosovo er nødt til også at acceptere Kosovo som deres hjemland og deltage i dets regering. Selvfølgelig er Kosovo også deres land, og enhver forsinkelse fra kosovoserbere i samarbejdet i Kosovos regering kan være skadelig.

Jeg må sige, at disse forhandlinger har været en opmuntring, og jeg vil gerne takke Dem, hr. formand, samt medlemmerne af Europa-Parlamentet for alle disse konstruktive kommentarer.

 
  
MPphoto
 
 

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne af Europa-Parlamentet for en meget ansvarsfuld forhandling. I dag har der været generel enighed om, at EU har prøvet alle midler for at finde en forhandlingsløsning, men at det desværre har været forgæves. Følgelig er vi nu nødt til at afslutte processen.

Mange af talerne understregede også vigtigheden af ikke at isolere Serbien og i særdeleshed af at nå ud til den yngre generation i Serbien. Jeg er helt enig, og jeg er glad for at kunne meddele Dem, at vi allerede har en gældende visumaftale med landene på det vestlige Balkan inklusive Serbien. Det betyder lettere procedurer for anvendelse af visaer samt fritagelser for visse grupper såsom studerende og forretningsfolk. Jeg er også glad for at kunne sige, at vi allerede har indledt en særlig dialog om visumfrie rejser, der er meget vigtig for de almindelige serbiske borgere og andre mennesker i området.

Vi indledte denne dialog med Serbien i januar, og min kollega, Kommissionens næstformand hr. Frattini, er faktisk i Skopje i dag og i Podgorica i morgen for at indlede dialoger med Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien og med Montenegro.

Men hvis det skal lykkes, er der brug for beslutsomhed og sammenhold på tværs af institutionerne inklusive Rådet i forhold til indenrigsministrene, der har stærke beføjelser på dette område. Jeg regner med Deres støtte i denne henseende, så vi i fællesskab kan gøre reelle fremskridt på dette område.

(FR) For så vidt angår den europæiske enhed, er det ekstremt vigtigt, at det er lykkedes Unionen at bevare sin enhed inden for et så følsomt og omstridt emne. Jeg vil endda sige, at den fælles udenrigspolitik med succes har bestået en af sine sværeste prøver, siden den blev oprettet. Jeg vil gerne takke det slovenske formandskab for denne succes, som er udtryk for Deres dybe engagement på det vestlige Balkans europæiske fremtid.

Jeg skal endvidere med stor tilfredshed bemærke det kommende franske formandskabs ønske om at støtte de europæiske perspektiver på det vestlige Balkan. Dermed bliver 2008 virkelig et særdeles vigtigt år for den europæiske udvikling på det vestlige Balkan.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Kinga Gál (PPE-DE), skriftlig. - (HU) De af os, der blev født i de central- og sydøsteuropæiske lande, der hører til blandt de mindre gunstigt stillede egne af Europa, ved af erfaring, at det talte ord og papirløfter har ringe troværdighed. Det vigtige er nu, at disse løfter overholdes i virkeligheden. I Kosovo er Ahtisaari-planen blevet en idé, der kan føres ud i livet og bringe ro til området.

Der er nogle, der siger, at det her ikke kan skabe præcedens. Men hvorfor ikke, kan man spørge, hvis det skaber en velfungerende ordning for beskyttelse af minoriteter? Hvis planen overholdes i praksis, bør den bestemt danne præcedens. De af os, der voksede op som en del af en minoritet, og som ikke var herrer over vores egne skæbner, kan kun glæde os over enhver fornyelse, der lover en langsigtet løsning for etniske mindretal, der eksisterer side om side. Hvis Ahtisaari-planen overholdes og gennemføres, kan historien om Kosovo, der starter nu, blive en sådan langsigtet løsning.

Vi bekymrer os om de minoriteter, der bor i andre områder af Serbien, og som nøje følger disse begivenheder. Bliver der en løsning, der kan berolige disse minoriteter eller de etniske ungarere i Vojvodina?

Jeg beder Rådet og Kommissionen om at sikre, at den generelle uro ikke fører til uoprettelige handlinger, til genbosættelsesforanstaltninger i Vojvodina. Lad os ikke lade etniske spændinger gå ud over de minoriteter, der fortsat bor der. De aktuelle begivenheder skal ikke have lov til at føre til flere tilfælde af, at folk berøves deres rettigheder men til en styrkelse af deres rettigheder. Lad os sørge for, at der endelig skabes god præcedens på Balkan, så de etniske samfund, der bor der, endelig får håb og gode fremtidsudsigter.

 
  
MPphoto
 
 

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Den ensidige uafhængighedserklæring vedrørende den serbiske provins Kosovo er ikke uundgåelig.

Det er bestemt en meget alvorlig udvikling og et farligt fortilfælde i den internationale ret med uforudsigelige konsekvenser for grænsernes stabilitet på specielt det europæiske kontinent.

Det er bestemt en flagrant krænkelse af De Forenede Nationers pagt og Helsingforsslutakten.

Det er bestemt en ulovlig beslutning i lyset af de helt grundlæggende folkeretlige principper.

Der er bestemt tale om en kunstig oprettelse af en pseudostat under overvåget suverænitet - og uanset hvad det måtte være, vil det bestemt have mindre suverænitet - eller snarere et protektorat oprettet og pålagt gennem aggression og militær besættelse af USA, NATO og EU.

Det er bestemt et forsøg fra USA's og EU's vigtigste magter på gennem en fait accompli politik at bevare den politiske, økonomiske og militære dominans i dette yderst vigtige område af Europa.

Denne ulovlige handling må ikke anerkendes, hverken formelt eller i praksis, og i særdeleshed ikke ved at udsende og deltage i "EU-missionen til Kosovo". Denne EU-mission har faktisk ikke noget FN-mandat. Det er en EU-mission, der ud over at være ulovlig også indgår en aftale med en ulovlig enhed, hvilket gør hele arrangementet dobbelt ulovligt.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE) , skriftlig. - (FI) Hr. formand, den finske statsrådgiver Harri Holkeri, der optrådte som forhandler under Kosovokrisen for nogen tid siden, mente, at albanernes søgen efter uafhængighed ikke kunne ignoreres for evigt, da det ville være en tilbagevending til ikke en nulsats men langt mindre.

Som mange medlemmer har sagt, var Kosovos uafhængighed en uundgåelighed. Det er også blevet pointeret, at Kosovo er et sui generis-tilfælde, og dermed udgør uafhængigheden ingen trussel mod de internationale retsprincipper for konfliktløsning. Europa fik derfor et nyt land baseret på bæredygtige kriterier.

Selvfølgelig er det beklageligt, at der ikke er skabt forsoning og end ikke et minimalt toleranceniveau mellem parterne. Det internationale samfund kan dårligt anklages for ikke at forsøge, da forhandlingerne blev ledet af den anerkendte fredsstifter Martti Ahtisaari. Nu er vi nødt til at fastholde, at Ahtisaari-planen fortsat skal være ledestjernen under opbygningen af det nye land. Dets bestemmelser giver en chance for den vestlige model med retsstatsprincipper samt intern og ekstern stabilitet i regionen.

Kosovos og Vestbalkans sikkerhed er først og fremmest et europæisk anliggende. Mens det derfor endnu en gang er indlysende, at FN's Sikkerhedsråd er ude af stand til at tage ansvar for situationen, skal EU forberede sig på at gøre en indsats. Integrationen af Vestbalkan med de overordnede europæiske rammer for stabilitet er sandsynligvis vores største udfordring siden EU's grundlæggelse. Regionale spændinger truer nu med at vokse, nationen er frustreret på grund af arbejdsløshed, og korruption og kriminalitet har vundet fodfæste.

Uafhængighedserklæringen i Kosovo var ventet med længsel, og den førte til ægte glæde blandt den brede befolkning, hvilket jeg let kan forholde mig til som europæer. Nu skal denne opstemthed udnyttes til at opnå noget meget vanskeligt: varig fred og stabilitet. Det lykkedes for 50 år siden et andet sted i Europa - hvorfor skulle det ikke langt om længe kunne lykkes i Balkanlandene?

 
  
MPphoto
 
 

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Min gruppe, og også mit partis nationale parlamentsgruppe, har for nylig besluttet at afvise den nuværende kurs mod Kosovos uafhængighed. Det har jeg forståelse for, fordi EU i øjeblikket opfører sig som en stormagt, der ensidigt pålægger Serbien, som allerede flere gange er ydmyget, sin vilje og behandler Kosovo som sit protektorat.

Dette betyder ikke, at jeg trækker tilbage, hvad jeg i de forløbne år har sagt herom. På grundlag af den jugoslaviske forfatning af 1974, hvori Kosovo næsten havde lige så meget selvstyre som de daværende seks delrepublikker, var en fredelig sameksistens mellem serbere og albanere inden for én stat måske stadig mulig. På grund af den ensidige ophævelse af dette selvstyre i 1980'erne blev den serbiske stat for de fleste indbyggere i Kosovo en nytteløs og endda skadelig instans. Kosovo har siden september 1991 opført sig som en uafhængig stat, med egen præsident, eget parlament og eget undervisningssystem.

Hvis omverdenen dengang havde anerkendt denne stat sammen med de andre stater, der afløste Jugoslavien, var der ikke opstået et voldeligt UCK, var Kosovos indbyggere ikke dømt til at ty til opbygning af kriminelle indtægtskilder, og havde der ikke været nogen grund til krigen i 1999.

 
  
MPphoto
 
 

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Otte år efter NATO's krig i Jugoslavien er Kosovo-problemet ikke alene ikke løst, det er blevet endnu mere uløseligt. Det "standarder før status"-kriterium (hvilket vil sige demokrati, flygtningenes tilbagevenden, vilkår, der muliggør multikulturel sameksistens osv., før der træffes beslutning om den endelige status), som blev opstillet med FN's resolution 1244, er ikke blevet opfyldt på et grundlæggende plan. På trods heraf har Bush-regeringen tilskyndet kosovoalbanernes ledere til en ensidig uafhængighedserklæring med alt, hvad dette indebærer for freden og stabiliteten på Balkan og for andre internationale problemer. Ved at godkende en ny mission i området giver EU sit stiltiende samtykke til denne politik og bidrager til tilsidesættelsen af FN-resolution 1244 af 1999. Den ensidige erklæring af Kosovos uafhængighed vil sætte en kæde af destabiliserende reaktioner i gang på Vestbalkan og danne negativ præcedens for mange internationale problemer. Løsningen skal findes på grundlag af folkeretten og på en måde, som hverken begunstiger de stærkes del og hersk-politik eller de lokale nationalistiske og ekspansionistiske idéer eller grænseændringerne. Vi tror, det stadig er muligt at finde en gensidigt acceptabel løsning i FN-regi, der bygger på folkeretten. Derfor går vi ind for fortsatte forhandlinger.

 
  
MPphoto
 
 

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. - (EN) Det er uheldigt, at EU er delt i spørgsmålet om Kosovo. EU har påtaget sig en mangeårig forpligtelse til at sikre stabiliteten på det vestlige Balkan, og som kontinentets mest indflydelsesrige overstatlige organisation skal vi sende et klart budskab og tale med én stemme.

Fred og sikkerhed i Kosovo bør være en prioritet for EU, da det er nabo til Den Tidligere Jugoslaviske Republik Makedonien, der er et EU-kandidatland, og vi bør spille en ledende rolle som mægler mellem Serbien og Kosovo. Det bliver ikke nogen let opgave, når der ikke er enighed i EU om, hvorvidt man skal anerkende Kosovos uafhængighed in corpore eller ej.

EU's aktuelle ubeslutsomme opførsel skaber kun mere forvirring i Kosovo. Medlemsstaterne skal finde en løsning på deres forskelle, for at vi kan begynde at leve op til vores forpligtelser i regionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Csaba Sógor (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Jeg var selv i Priština i søndags. Det sker sjældent, at vi er til stede, når et land erklærer sin uafhængighed. Jeg ønskede, at min tilstedeværelse skulle være et budskab: Selv om denne beslutning er smertelig for mange, blev den bekendtgjort under omstændigheder, hvor vi ikke var bange.

Uafhængigheden blev erklæret på det hotel, hvor gæster for år tilbage blev hilst velkommen af følgende skilt over døren: "Adgang forbudt for hunde og albanere".

Det var ikke EU, der ansporede til processen forud for Kosovos uafhængighed. Det var Serbien, der startede den ved ikke at garantere borgerne i området grundlæggende menneskerettigheder, individuelle rettigheder og rettigheder efter fællesskabsretten.

Den demokratiske alliance af ungarere i Rumænien (DAHR) er af den opfattelse, at Rumænien hurtigst muligt skal anerkende Kosovos uafhængighed. De, der tøver med at acceptere situationen, har måske fortsat et udestående med minoriteterne i deres eget land.

Lige fra første færd har DAHR ønsket at kæmpe for de transsylvanske ungareres rettigheder med politiske og parlamentariske midler, og man har afstået fra voldelige midler.

Nu bliver det måske tydeligt for alle, at spørgsmålet om de traditionelle nationale minoriteters individuelle og kollektive rettigheder ikke kun kan være et indre anliggende for et land. Det er på tide, at der udarbejdes en standardiseret aftale i EU, der er obligatorisk for alle, og som beroliger mindretallene.

EU skal primært tilbyde hjælp til at stabilisere regionen med hensyn til økonomien og den sociale udvikling - ikke kun i Kosovo og Serbien men i hele det vestlige Balkan.

 
  
MPphoto
 
 

  Alexander Stubb (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Jeg vil gerne byde Kosovo hjerteligt velkommen som et af landene i Europa. Uafhængighedserklæringen var en modig handling fra Kosovos side. Nu skal landet og dets befolkning udvise samme mod og selvsikkerhed, når de starter opbygningen af deres eget multikulturelle samfund.

Det har været tydeligt i lang tid, at kampen for Kosovos uafhængighed foregik ad en ensrettet vej. Det var kun et spørgsmål om tid. Fristen for uafhængigheden ville have været Serbiens tiltrædelse af EU. Heldigvis var de ikke nødt til at vente så længe. Kosovo har efterhånden været under FN's administration i 10 år. Situationen er helt forskellig fra den i andre separatistiske regioner.

De kommende år vil kræve fremsynethed og kløgt hos Kosovos ledere. Jeg tror på, at de vil udvise disse kvaliteter. Krig, etnisk had og en forvaltning ledet af det internationale samfund er erfaringer, man skal lære af. Det vigtigste er nu at fokusere på opbygningen af et stabilt civilt samfund. Uafhængighed fjerner også den usikkerhed, der har holdt både indenlandske og udenlandske investeringer væk fra området.

Hr. Ahtisaaris plan danner fortrinlige rammer for de indledende stadier af landets uafhængighed. Det bliver kun en succes, hvis lederne og befolkningen opfatter opbygningen af deres land som deres helt eget projekt og ikke som et sæt regler og bestemmelser, som udlandet dikterer dem. Det internationale samfund skal også kunne holde en distance og lade landets kosovanske og serbiske befolkninger opbygge deres egen model for sameksistens. Der findes næsten lige så mange eksempler på multikulturelle lande, som der er europæiske stater. Kosovo er ingen undtagelse på dette område.

Jeg vil atter lykønske kosovoerne og hilse dem velkommen som et nyt uafhængigt land.

 
  
MPphoto
 
 

  László Tőkés (NI), skriftlig. - (HU) Kosovos uafhængighedserklæring skaber store bølger i vores region. De rumænske partier, der i øjeblikket forbereder sig til valg, benytter lejligheden til at skabe et antiungarsk hysteri. De stiller sig alle i opposition til ungarerne i Transsylvanien, der har nogenlunde samme størrelse som Kosovo og et indbyggertal svarende til den albanske provins.

Det rumænske parlaments "alvorlige bekymring" er fuldstændig ubegrundet og uberettiget. Rumænien skal ikke være bange for ungarerne. Vores nationale mindretal i Transsylvanien respekterer den rumænske forfatning og landets territoriale integritet.

Samtidig må vi imidlertid forvente, at Rumænien på baggrund af princippet om "territoriale rettigheder" vil behandle vores nationale mindretals situation på en europæisk måde og sikre ungarernes personlige autonomi (1) samt Transsylvaniens og andre regioners regionale autonomi (2) på basis af det gældende EU-princip om selvforvaltning.

I overensstemmelse med Europarådets henstilling 1609/2003, der bygger på Gross-rapporten, indrømmer vi, at autonome regioner i det store og hele fremmer konfliktløsning og styrker Europas stabilitet.

Samtidig vil vi gerne gøre Dem opmærksom på det faktum, at Rumænien også selv kan nyde godt af den nye situation, da kosovoserbernes autonomimodel også kan være en løsning for de rumænske mindretal på den anden side af grænsen i Serbien og Ukraine.

I betragtning af alt dette ville det være tilrådeligt for Rumænien ikke at lade dets mindelige afgørelse blive berørt af etnopolitiske forbehold og i stedet hurtigst muligt anerkende Kosovos uafhængighed i lighed med de fleste andre EU-medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Iuliu Winkler (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Jeg glæder mig over EU's aktive deltagelse og ansvarsfuldhed i søgningen efter en løsning for Kosovo. Jeg er tilfreds med, at Kosovos parlament har påtaget sig ansvaret for at respektere principperne om demokrati, ligestilling blandt borgerne samt beskyttelse af mindretallene. Forhåbentlig vil EU-medlemsstaterne udvikle solidaritet og påtage sig en effektiv rolle i Kosovo. Solidaritet blandt EU's medlemsstater i forbindelse med Kosovo skal komme til udtryk ved, at medlemsstaterne hurtigst muligt anerkender Kosovos uafhængighed.

EU skal støtte Kosovo i dets bestræbelser på at blive en europæisk demokratisk stat. Det glæder mig, at EU fortsat vil garantere sin tydelige tilstedeværelse, da EU på denne måde kan bidrage direkte til stabilitet på det vestlige Balkan.

Jeg er sikker på, at det serbiske mindretal i Kosovo fuldt ud vil garantere de individuelle og kollektive rettigheder, der er nødvendige for, at de kan forblive i deres fødeland.

EU's påtagelse af ansvar i Kosovo er eksemplarisk. Vi ved, at der er en unik situation for hvert enkelt europæisk mindretal, så der findes ingen generelle løsninger, men EU skal spille en rolle for at sikre mindretallenes individuelle og kollektive rettigheder ved at bruge sin indflydelse til at styrke den demokratiske dialogs effektivitet samt den politiske enighed mellem flertallet og mindretallet.

Det er helt afgørende for de mindretal, der bor i medlemsstaterne, at der skabes retsforskrifter for beskyttelsen af EU's mindretal.

 

10. FN's Menneskerettighedsråd, syvende samling (forhandling)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om FN's Menneskerettighedsråd, syvende samling.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg er glad for at få mulighed for at tale til Dem om Menneskerettighedsrådet.

Ved at sætte dette punkt på plenarmødets dagsorden har Europa-Parlamentet bekræftet den betydning, som Europa som helhed tillægger Menneskerettighedsrådet. Det er et centralt og globalt organ til beskyttelse af menneskerettigheder. EU er en varm fortaler for et effektivt Menneskerettighedsråd. Vi har arbejdet meget hårdt for at sikre, at det i sin endelige form udgør et solidt grundlag for en hurtig og effektiv indsats over for de alvorligste menneskerettighedskrænkelser.

Som vi ved, blev den endelige institutionelle pakke for Menneskerettighedsrådet vedtaget, og nu er tiden inde til, at Rådet skal være fuldt operationelt. Menneskerettighedsrådets sjette samling, der fandt sted i september og december 2007, gav mange vigtige resultater, som jeg ikke vil opremse her. Det er vores ambition at fortsætte dette arbejde under den syvende og ottende arbejdssamling.

Den syvende samling finder sted i næste måned, og der bliver megen travlhed. Her samt på den ottende samling, der skal finde sted i de første to uger af juni, skal man forhandle om en udvidelse af de 25 særlige udsendinges mandater, regelmæssige rapporter fra særlige udsendinge og adskillige bekymrende menneskerettighedssituationer i nogle lande med hensyn til visse emner.

Ud fra EU's synspunkt er udvidelsen af mandaterne for de særlige udsendinge for Burma/Myanmar, Den Demokratiske Republik Congo, Den Demokratiske Folkerepublik Korea og Somalia af afgørende betydning for Menneskerettighedsrådets syvende samling.

Endvidere vil EU benytte enhver lejlighed, som Rådet giver det, til at gøre opmærksom på menneskerettighedernes bekymrende tilstand i andre dele af verden. Til dette formål vil det indgå i interaktive dialoger med individuelle særlige udsendinge og med FN's højkommissær for menneskerettigheder.

Interaktive dialoger er et betydningsfuldt nyt instrument fra Rådet, og EU vil fortsat bestræbe sig på at konsolidere det som et af de vigtigste midler på de regelmæssige møder i Rådet til håndtering af individuelle spørgsmål.

Som De ved, har Slovenien i den periode, hvor det bestrider formandskabet for Rådet, opstillet den interkulturelle dialog som en af sine prioriteter. Vi er derfor glade for, at dette spørgsmål også får behørig opmærksomhed på Menneskerettighedsrådets syvende samling.

Invitationen til den højtstående repræsentant for FN's "Alliance of Civilisations"-initiativ, hr. Sampaio, om at deltage i samlingen indikerer et øget kendskab til, at "Alliance of Civilisations"-initiativet er med til at styrke den religiøse tolerance, der også er en af EU's prioriteter på menneskerettighedsområdet.

Jeg vil gerne præsentere en anden meget vigtig udvikling inden for Menneskerettighedsrådets rammer, nemlig indførelsen af en universel regelmæssig gennemgang, som EU tillægger stor betydning. Dette instrument skulle gøre det muligt at undersøge menneskerettighedssituationen i alle medlemsstater på ensartede betingelser. De EU-medlemsstater, der allerede underlægges denne mekanisme i foråret (april og maj), forbereder sig i øjeblikket grundigt på gennemgangen. Vi vil bestræbe os på at opnå størst mulig gennemsigtighed og effektivitet i processen. Metoden for udførelsen af denne regelmæssige gennemgang vil have stor betydning for Menneskerettighedsrådets generelle troværdighed.

 
  
MPphoto
 
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg er glad for denne mulighed for at tale til Europa-Parlamentet om FN's Menneskerettighedsråds syvende samling. Jeg vil gerne starte med at anbringe Menneskerettighedsrådet i det, der efter min mening er en passende sammenhæng.

Jeg har sagt dette før, men det er vigtigt at have det in mente: Menneskerettighedsrådet er et igangværende arbejde. Det står klart, når man ser på dets aktiviteter gennem det seneste halvandet år. Trods en vanskelig start med dyb splittelse over Libanonkrisen og et forhandlingsmiljø, der fortsat er vanskeligt for EU, er der skabt vigtige resultater. Her tænker jeg i særdeleshed på det fornyede tilsagn vedrørende menneskerettigheder fra valgbare kandidater; evnen til at afholde særlige samlinger om uopsættelige menneskerettighedssituationer, hvilket er et langt stykke fra det årlige ritual hos forgængeren, Menneskerettighedskommissionen; udviklingen af "interaktive dialoger" med særlige FN-procedurer, en meget offentlig måde at skabe opmærksomhed på menneskerettighedskrænkelser på; og endelig vedtagelsen af den yderst vigtige institutionsopbygningspakke gennem konsensus.

Formanden for FN's Menneskerettighedsråd, hr. ambassadør Costea, besøgte i sidste uge Bruxelles for at orientere Rådet og Parlamentet om forberedelserne til den syvende samling. Han beskrev Menneskerettighedsrådet som værende "bedre end forventet og værre end man havde håbet på". Det kan lyde kynisk, hvilket måske afspejler virkeligheden i FN's daglige arbejde, men jeg synes også, at det slår den rette tone an. Der er både gode og dårlige ting i Menneskerettighedsrådet, men det gør fremskridt, og det er derfor på rette vej.

Prioriteterne for den syvende samling falder mellem en effektiv håndtering af presserende menneskerettighedssituationer - hvilket i stigende grad er den standard, som Menneskerettighedsrådet skal dømmes efter - og en fortsat gennemførelse af institutionsopbyggende reformer. Med hensyn til menneskerettighedssituationen er det yderst vigtigt med en effektiv opfølgning på den særlige samling om Burma/Myanmar. Blandt andre prioriteter bør man også se på menneskerettighedskrænkelserne i Sri Lanka og Kenya. En gennemførelse af institutionelle reformer er velsagtens lige så vigtig i betragtning af deres betydning for Menneskerettighedsrådets fremtidige succes. Her er enighed om kriterier for valg af medlemmerne til det rådgivende udvalg og en gennemsigtig udnævnelse af kvalificerede kandidater til de mandater i den særlige procedure, der skal fornyes, vigtige emner for den syvende samling.

Til slut har jeg et par kommentarer til den universelle regelmæssige gennemgang. I denne uge fortalte formanden, at de stater, der undersøges på møderne i april og maj, tager deres ansvar alvorligt. Det håber jeg. De første møder i den universelle regelmæssige gennemgang vil sandsynligvis slå tonen an for de resterende møder. Det er derfor helt afgørende, at de EU-medlemsstater, der undersøges, går forrest med en ærlig kritik af deres menneskerettighedssituation. Det skal ikke være en skønhedsparade.

Jeg mener også, at EU skal spille en vigtig rolle på "de afgørende møder" under den universelle regelmæssige gennemgang. Den universelle regelmæssige gennemgang handler mere end noget andet om, at det internationale samfund skal samarbejde med de stater, der undersøges, om at skabe konkrete menneskerettighedsforbedringer efter en ægte autoanalyse af mangler og behov. På disse afgørende møder skal Kommissionen og medlemsstaterne ikke tøve med at tilbyde teknisk bistand, hvor det er fortjent. Det vil vise vores ægte engagement i at fremme menneskerettigheder i et vigtigt offentligt miljø.

 
  
MPphoto
 
 

  Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Parlamentet sender en delegation til den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd. Delegationen får mandat til at udtrykke Parlamentets bekymring over Menneskerettighedsrådets arbejde, og den vil rapportere til Underudvalget om Menneskerettigheder under besøget.

Vi ser FN's Menneskerettighedsråds syvende samling som en afgørende samling, fordi den bliver den første samling til at undersøge en lang række væsentlige spørgsmål under de nye arbejdsmetoder, der stammer fra den institutionsopbygningsreformpakke, der blev vedtaget i 2006 og 2007.

Menneskerettighedsrådets troværdighed afhænger af gennemførelsen af disse reformer og mekanismer, og det er vores mål at styrke Menneskerettighedsrådets evne til at håndtere menneskerettighedskrænkelser rundt omkring i verden - i særdeleshed de mest presserende.

Vi glæder os over Menneskerettighedsrådets positive resultater - i særdeleshed udviklingen i gennemførelsen af den universelle regelmæssige gennemgang - samt revisionen af de særlige procedurer og de positive resultater, der er skabt af formandskabet for Menneskerettighedsrådet.

Vi glæder os over deltagelsen af civilsamfundet og menneskerettighedsforkæmpere samt over de særlige procedurer, der er helt centrale for FN's menneskerettighedsmaskineri, og som spiller en afgørende rolle i specielt Menneskerettighedsrådet.

Samtidig fordømmer vi visse af Menneskerettighedsrådets beslutninger - f.eks. beslutningen om ikke at forny mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba.

I betragtning af fortidens lære understreger vi vigtigheden af, at der afholdes konkurrencedygtige valg i alle regioner, så der bliver et reelt valg blandt FN's medlemmer. Grunden hertil er den, at nogle lande med problematiske menneskerettighedssituationer desværre hidtil er blevet valgt.

Jeg vil atter opfordre Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne til at fortsætte deres pres for at få oprettet medlemsskabskriterier for valget til FN's Menneskerettighedsråd inklusive udsendelsen af permanente invitationer til særlige procedurer.

A propos EU's engagement anerkender vi EU's og dets medlemsstaters aktive rolle i Menneskerettighedsrådets første arbejdsår. Det er meget vigtigt, at EU taler med én stemme i menneskerettighedsanliggender, og vi opfordrer Kommissionen og Rådet til at vedtage en fælles holdning for at sikre, at EU's medlemsstater automatisk underskriver og ratificerer alle internationale menneskerettighedsinstrumenter.

Sidst men ikke mindst bør EU på mere effektiv vis udnytte bistand og politiske støtte til de pågældende lande til at give dem incitamenter til at samarbejde med Menneskerettighedsrådet.

 
  
MPphoto
 
 

  Józef Pinior, for PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! FN's Menneskerettighedsråd er et af de mest interessante aspekter af menneskerettighedsområdet for Europa-Parlamentet. Vi følger nøje Menneskerettighedsrådets aktiviteter, og Europa-Parlamentet udsender missioner til Genève to gange årligt.

Jeg har tre kommentarer. Først vil jeg gerne rose Menneskerettighedsrådets formandskab for dets positive resultater, og samtidig vil jeg gerne understrege betydningen af EU's støtte samt af at have kandidater med stor integritet, når den nye formand for Menneskerettighedsrådet skal vælges den 23. juni 2008.

For det andet vil jeg gerne understrege, at særlige procedurer har helt afgørende betydning for FN's menneskerettighedsmaskineri og i særdeleshed for Menneskerettighedsrådet, civilsamfundet og demokratiske stater. EU's medlemsstater bør i særdeleshed overvåge og presse Menneskerettighedsrådets medlemmer til at leve op til deres ansvar for at fremme menneskerettigheder.

Europa-Parlamentet skal fordømme Menneskerettighedsrådets beslutning om ikke at forny mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba. Vi bør glæde os over fornyelsen af landemandaterne for den særlige rapportør om Sudan samt over de uafhængige eksperter i Liberia, Haiti og Burundi.

For det tredje handler meget af den berettigede kritik af Menneskerettighedsrådet om dets skuffende håndtering af særlige landesituationer. I særdeleshed ensidig international sympati for den palæstinensiske sag og de islamiske staters kvalfulde indsats fik Menneskerettighedsrådet til at blande sig i Mellemøstenkonflikten, men der var kun gentagen kritik af én stat - Israel - mens man ignorerede krænkelser fra Hizbollah og nogle palæstinensiske fraktioner. Udfordringen består i at skabe politisk vilje blandt Menneskerettighedsrådets medlemmer til effektivt at håndtere en sådan situation på en retfærdig måde.

 
  
MPphoto
 
 

  Hélène Flautre, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Umiddelbart inden Menneskerettighedsrådets syvende samling vil Parlamentet gerne udsende et budskab om støtte, årvågenhed og mobilisering.

Dette råd er det eneste internationale organ, der effektivt bekæmper krænkelser af menneskerettighederne, herunder reagerer på nødsituationer, kriser på menneskerettighedsområdet, men også det eneste, der på lang sigt arbejder sammen med de særlige rapportører og i interaktiv dialog med ngo'erne. Rådet er unikt og står over for et vanskeligt vendepunkt i dets historie. Et år er ikke tilstrækkeligt til at fastslå dets effektivitet. Derimod kan det være nok til at berøve det sin troværdighed, og vi ved, at forsøgene på at svække og instrumentalisere rådet har været mange.

Allerførst vil jeg gerne nævne den situation, fru Sigma Huda, særlig rapportør om menneskehandel, befinder sig i. Hun sidder fængslet under elendige forhold i Bangladesh. Dernæst, også vedrørende disse særlige rapportører, vil det rådgivende udvalgs forslag endelig blive behandlet af formanden, som har det sidste ord. Det viser, hvor vigtig hans rolle er, og jeg vil gerne takke formand Costea for det fremragende stykke arbejde, han udfører, og samtidig vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på, at han vil blive udskiftet til juni.

Derfor skal Unionen være opmærksom og proaktiv. Dens handling er afgørende. Det så man i Gaza. Unionens passive holdning svækker dette budskab og svækker selve rådet.

Når Unionen tager initiativ til en særlig samling og lægger hele sin vægt i, vokser rådet og opnår resultater. For at gøre dette skal vores medlemsstater styrke deres alliancer på tværs af regionerne for at overbevise og undgå en samlet reaktion, som ville sende rådet tilbage til de politiske tilfældigheders kvaler.

Vi opfordrer derfor vores regeringer til at intensivere deres indsats og til at fremstå som et godt eksempel. Et godt eksempel ved at udnævne en uafhængig ekspert, når de deltager i undersøgelsen af en anden regering inden for rammerne af UPR, og ved selv at være åbne for kritik og selvkritik. Og et godt eksempel i forbindelse med valg af nye medlemmer. En stående invitation til de særlige procedurer bør være et afgørende kriterium for EU's medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Howitt (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg anbefaler Dem denne resolution. Jeg roser indsatsen fra Parlamentets delegation til Genève, hvor vi, samtidig med at vi stiller vores egne EU-repræsentanter til regnskab, også samarbejder med dem om at indgå dialoger med lande i andre regioner af verden, hvilket viser Europas styrke og solidaritet ved opretholdelsen af menneskerettigheder og den humanitære folkeret.

Jeg er taknemmelig over, at mine ændringsforslag er medtaget i teksten med en opfordring til at afholde en særlig samling om vold mod kvinder, samt over, at alle vores lande har underskrevet og ratificeret alle internationale menneskerettighedsinstrumenter. Jeg opfordrer i særdeleshed Europa til at forny mandatet for den særlige repræsentant for erhvervsliv og menneskerettigheder. Men just hjemkommet fra Gaza vil jeg særligt anbefale punkt 34. Der er tale om en belejring, hvor Gazas befolkning påføres middelalderlige forhold. I dag vil vi kategorisere det som et klart brud på menneskerettighederne. Hvis selv Tony Blair ikke kan få Israel til at tillade importen af udstyr til at forhindre, at 40.000 liter ubehandlet spildevand forurener vandforsyningen, er det på tide, at Europa handler. Europæiske tropper under et nyt mandat kan være med til at overvåge genåbningen af grænserne, og - hvor jeg nu beder om Deres støtte - de europæiske lande kan skabe enighed fra alle sider af FN's Menneskerettighedsråd om at forsøge at håndhæve den humanitære folkeret. Europa kan tage initiativet, sådan som det slovenske formandskab foreslog på Underudvalget om Menneskerettigheders møde i Bruxelles så sent som i sidste uge. Vi kan foreslå en afbalanceret tekst, der erkender, at både terrorangreb med raketter og blokadens kollektive straf er overtrædelser af den fjerde Genèvekonvention. Ved at gøre det kan vi skabe en konsensus i Genève, der kan gøre en ægte forskel i den humanitære krise, som indbyggerne i Gaza oplever.

 
  
MPphoto
 
 

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE). - (FI) Hr. formand! En kritisk undersøgelse af de gamle mekanismer og arbejdsmetoder samt indførelsen af nye metoder har givet stor tiltro til Menneskerettighedsrådets evne til at optræde som et effektivt organ, der fokuserer på håndteringen af menneskerettighedskrænkelser, og som tillader politiske situationer at falde klart inden for FN-organernes kompetenceområde.

Menneskerettighedsrådets troværdighed afhænger også af de nye mandatholdere for særlige procedurer, der udnævnes i marts måned. Det er utroligt vigtigt, at ekspertise, upartiskhed, uafhængighed og objektivitet er de afgørende faktorer.

Ligesom mange andre ser jeg i den aktuelle situation også gerne, at Menneskerettighedsrådet genovervejer sin beslutning om ikke at forlænge mandaterne for de særlige rapportører om Belarus og Cuba. EU's medlemsstater bør også forsøge at sikre en forlængelse af mandatet for den uafhængige ekspert i Den Demokratiske Republik Congo.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de medlemmer, der deltog i denne forhandling og gav deres mening til kende, hvilket utvivlsomt vil hjælpe formandskabet for Rådet i dets forberedelser forud for den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd.

Jeg vil i særdeleshed understrege, at jeg er helt enig i fru Andrikienės erklæring vedrørende behovet for, at EU skal optræde samlet og tale med én stemme i Menneskerettighedsrådet.

Jeg vil også gerne gøre opmærksom på det faktum, at formandskabet også håber på et godt samarbejde med Europa-Parlamentets delegation. Betydningen af EU's rolle for at fremme og beskytte menneskerettighederne er uomtvistelig, og derfor vil vi gerne have det bedst mulige samarbejde i denne ærede forsamling.

Afslutningsvis vil jeg gerne sige, at den syvende samling i FN's Menneskerettighedsråd starter med ministrenes møde, hvor udenrigsminister Dimitrij Rupel, der er formand for Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), deltager på vegne af formandskabet for Rådet. En række andre højtstående repræsentanter og måske tilmed FN's generalsekretær vil deltage i mødet.

 
  
MPphoto
 
 

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! EU er et meget vigtigt organ, der skal gå i den rigtige retning og føre Menneskerettighedsrådet i denne retning.

Menneskerettighedsrådet har endnu ikke bevist, at det er et effektivt menneskerettighedsorgan under FN. Det står fast. Som tidligere nævnt er det imidlertid for tidligt at afsige en endelig dom. At gøre det på nuværende tidspunkt kan tilmed forhindre dets fremtidige udvikling. Derfor er det vigtigt, at menneskerettighedssamfundet fortsat støtter Menneskerettighedsrådet, omend med et kritisk blik. I denne ånd er jeg glad for, at en delegation fra Europa-Parlamentet deltager i den syvende samling for at vurdere arbejdet på nærmeste hånd.

Ligesom fr. Andrikienė mener jeg også, at EU skal stræbe efter at tale med én stemme i dette anliggende. EU-medlemmernes stemmemønstre vedrørende Menneskerettighedsrådet er meget harmoniserede, og jo mere harmoniserede de er, desto vigtigere er vores stemme.

Med hensyn til medlemsskabskriterierne har det indtil videre vist sig umuligt at udarbejde sådanne kriterier. Tilsagnene vedrørende menneskerettighedsforpligtelser bliver imidlertid vigtige skridt i retning af mere ansvar for kandidatlandene, og som tidligere nævnt er det et vigtigt skridt.

Med hensyn til de særlige procedurer kæmper EU aktivt for at forlænge de eksisterende mandater og oprette de nye mandater, vi finder nødvendige.

Til slut vil jeg sige et par ord om Belarus og Cuba. Menneskerettighedsrådet kan kritiseres for ikke at fortsætte mandaterne for disse lande, men det var et nødvendigt kompromis for at redde mange af de andre landemandater og tematiske mandater, der i øjeblikket er under revision. Det samme gælder f.eks. for Sudan. Det er beklageligt at miste mandatet for ekspertgruppen vedrørende Darfur, men det var desværre uundgåeligt for at redde mandatet for den særlige repræsentant for Sudan.

For at opnå konsensus må EU således undertiden være villig til at gå på vanskelige kompromiser. Men i det store og hele er vi en meget stærk motor og et meget stærkt organ på dette område, og vi skal fortsat arbejde på at sikre, at Menneskerettighedsrådet fungerer ordentligt og går i den rigtige retning. Europa-Parlamentet er et særdeles stærkt redskab i disse bestræbelser.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 21. februar 2008.

 
  
  

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

 

11. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0010/2008).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet

Spørgsmål nr. 1 af Manuel Medina Ortega (H-1042/07)

Om: Indvandring efter topmødet EU-Afrika

Kan Rådet oplyse, hvilke foranstaltninger man påtænker at træffe for at gennemføre de aftaler om indvandring, der blev indgået på det nyligt afholdte topmøde i Lissabon mellem EU og de afrikanske lande?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand, hr. Ortega! På topmødet mellem EU og Afrika i Lissabon den 9. december 2007 blev man enige om at oprette et strategisk partnerskab, der skal omfatte alle områder og spørgsmål af gensidig interesse.

Jeg vil gerne henlede Deres opmærksomhed på tre vigtige dokumenter, der blev vedtaget på dette topmøde: Lissabonerklæringen, den fælles EU-Afrika-strategi og dens første handlingsplan. Denne første handlingsplan under den fælles strategi opretter et partnerskab mellem Afrika og EU på de supplerende områder migration, mobilitet og beskæftigelse.

Partnerskabet mellem Afrika og EU inden for områderne migration, mobilitet og beskæftigelse skulle sikre omfattende svar på disse spørgsmål med det specifikke formål at skabe flere og bedre job for afrikanere samt bedre migrationskontrol.

I øjeblikket undersøger Rådets kompetente organer yderligere foranstaltninger, der skal træffes på baggrund af beslutningerne på Lissabontopmødet og på baggrund af den fælles EU-Afrika-strategi og dens første handlingsplan inklusive partnerskabet på migrationsområdet.

 
  
MPphoto
 
 

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Fru formand! Spørgsmålet er, hvilke foranstaltninger der rent faktisk kan træffes, for migrationspresset på Europa er fortsat meget stærkt som følge af den pinefulde sociale og økonomiske situation i mange afrikanske lande.

Det konkrete spørgsmål, jeg gerne vil stille, er, om Rådet rent faktisk på nuværende tidspunkt har en konkret plan, for tiden går, situationen i Afrika forbedres ikke, og der er mange europæiske lande, der beklager sig over den ukontrollerede indvandring og de europæiske institutioners manglende evne til at kontrollere den.

Hvad gør vi konkret på nuværende tidspunkt, eller hvad kan vi forvente på kort sigt?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand, hr. Medina Ortega! De nævnte problemer bliver ikke løst på kort tid. Situationen i Afrika inden for økonomisk udvikling, sikkerhed og folks velfærd er af et sådant omfang, at der nødvendigvis må være en langsigtet tidshorisont for en bedring heraf.

En langsigtet lettelse af migrationspresset kan kun opnås gennem forbedrede levevilkår på det afrikanske kontinent. Topmødet kunne ikke levere svar på alle spørgsmålene, og der var i særdeleshed ingen hurtige løsninger. Som nævnt fandt topmødet sted i december, og man er først nu ved at indlede forhandlingerne om, hvilke foranstaltninger der skal vedtages for at gennemføre de på topmødet indgåede aftaler.

Jeg kan sige, at topmødet mellem EU og Afrika resulterede i rammer for alle de drøftelser om migrationsforvaltning, der er gennemført på adskillige konferencer mellem Afrika og EU. Nu integrerer topmødet mellem EU og Afrika Tipoliprocessen, Rabatprocessen og alle de øvrige processer. Det er det første resultat, konsolideringen af vores indsats.

Jeg vil gerne nævne hovedelementet af EU's migrationspolitik i forhold til Afrika. Vi stræber primært efter en global tilgang. Det er en tilgang, der omfatter kampen mod ulovlig migration, en indsats for at forbedre forvaltningen af lovlig migration, forebyggelse af menneskesmugling, bedre grænsekontroller og først og fremmest udvikling af de lande, hvor en sådan migration stammer fra. Kun en sådan udvikling vil sikre en langsigtet løsning på det migrationspres, som EU står over for. De øvrige foranstaltninger, som jeg allerede har nævnt, er i bedste fald kortsigtede løsninger, der ikke vil udrydde det væsentlige problem, som De selv nævnte, nemlig problemet med de fremherskende forhold i oprindelseslandene. Det er den væsentligste drivkraft bag migration.

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Det glæder mig, at De ser hele pakken og skelner mellem mellemlange og langsigtede strategier, hr. kommissær. De sagde, at der snart kommer et nyt topmøde. Er De som rådsformandskab da indstillet på at kræve som betingelse for et positivt samarbejde om mere økonomisk støtte og anden støtte, at de pågældende stater i Afrika indgår aftaler om tilbagetagelse af illegale immigranter?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Rådets politik vedrørende ulovlige indvandreres tilbagevending er velkendt. Det er et af grundelementerne i EU's migrationspolitik, der implementeres over for vores afrikanske partnere.

Udviklingsbistanden er også et aspekt af migrationspolitikken. Der skal således tages hensyn til den, og immigrationspolitikken skal også betragtes fra dette perspektiv, fordi udviklingsbistanden tager fat på det langsigtede problem med at skabe bedre forhold i de lande, som migrationen stammer fra.

Jeg ønsker helt ærligt ikke at tale om den direkte anvendelse af betingelser for udviklingsbistand i forhold til disse aspekter. Det er imidlertid et faktum, at de er elementer af hele migrationspolitikken, der fortsat skal kædes sammen og styrkes i fremtiden.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand, hr. minister! Hvis der er et område, hvor EU's borgere ønsker, at EU skal overtage mere ansvar, så er det spørgsmålet om den illegale immigration og immigrationspolitikken generelt. Her er Parlamentet og Kommissionen efter min opfattelse meget engagerede, men jeg er ikke så sikker med hensyn til Rådet. De sagde, at alle ved, hvad Rådet gør med hensyn til dette spørgsmål. Jeg ved godt, hvad det gør, det forhindrer nemlig så vidt muligt, at der skabes europæisk kompetence på dette område, hvilket ellers er absolut nødvendigt. Det har Rådet gjort i årevis. Jeg ville gerne vide, hvad der gør Dem så optimistisk med hensyn til, at dette vil ændre sig, og hvilke konkrete skridt De vil tage, så disse ting ændres?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Tak for Deres spørgsmål, hr. Leichtfried. Jeg er ikke enig i, at Rådet er passivt med hensyn til migration. Tværtimod har Rådet på det seneste og særligt inden for det seneste år været meget opmærksomt på migration. Jeg vil også nævne, at Det Europæiske Råd planlægger at forhandle om migrationsspørgsmålet på dets møde i december måned i år. Det betyder, at spørgsmålet bliver diskuteret på højeste politiske niveau.

Migrationsproblemet er et reelt problem for EU. Jeg har allerede nævnt løsningerne og indikeret den retning, i hvilken vi skal søge efter dem. Mere konkret kan jeg nævne en yderligere styrkelse af FRONTEX. Det er også et af de områder, hvor Rådet er engageret.

Det er vigtigt at se på efterspørgslen efter migration. Vi skal forvalte migrationsstrømmene bedre og begrænse hjerneflugten fra Afrika, fordi den fastholder dårlige vilkår i store dele af kontinentet.

Rådet er involveret i udviklingen af begreberne mobilt partnerskab og cirkulær migration, og til dette formål fortsætter det sine missioner til de afrikanske lande. Jeg vil nævne, at der under vores partnerskab bliver en mission til Nigeria og til Den Sydafrikanske Republik. Rådet er proaktivt og ønsker at yde sit bidrag.

Det er imidlertid et faktum, at dette er et område, der falder ind under søjle 3 - retlige og indre anliggender - hvor der ofte har været lange procedurer i forsøget på at skabe konsensus. Hvis Lissabontraktaten ratificeres og gennemføres, bliver dette et område, hvor den fremtidige beslutningstagning bliver lettere og hurtigere.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Claude Moraes (H-1046/07)

Om: Regional finansiering efter udvidelse

Hvilken løsning er Rådet nået frem til med hensyn til spørgsmålet om omfordeling af regionale midler, der er nødvendig som følge af udvidelsen af EU?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Som svar på spørgsmålet fra hr. Moraes kan jeg sige, at den interinstitutionelle aftale mellem Europa-Parlamentet, Rådet og Kommissionen om budgetdisciplin og forsvarlig økonomisk forvaltning har defineret de finansielle rammer for EU og dets 27 medlemsstater i perioden fra 2007 til 2013. Denne interinstitutionelle aftale blev vedtaget i maj måned. I juli 2007 blev lovgivningspakken om samhørighedspolitik vedtaget på baggrund af denne aftale. Kort sagt var der efter udvidelsen i januar 2007 ikke behov for en omdirigering af ressourcer.

 
  
MPphoto
 
 

  Claude Moraes (PSE). - (EN) Fru formand! Hr. Lenarčič talte om en mere vidtgående analyse af strukturfondenes anvendelse, men som De måske ved, offentliggjorde Eurostat i sidste uge tal, der viste, hvor man finder EU's rigeste områder og rigeste byer. De omfattede bl.a. min valgkreds i London, selv om jeg bor i en del af London, der rangeres blandt nogle af de fattigste områder i Vesteuropa med hensyn til børnefattigdom med videre.

Jeg havde egentlig følgende spørgsmål til Dem: Vil De fortsat tage hensyn til det faktum, at der selv i de rigeste områder som f.eks. London og Frankfurt fortsat findes fattigdomslommer, der er blevet ladt i stikken, og som ikke skal lades i stikken, blot fordi vi helt korrekt hjælper de fattigste egne af Europa?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Mange tak for dette tillægsspørgsmål, hr. Lenarčič. Nu forstår jeg vist bedre det oprindelige spørgsmål om udvidelsens effekt på den regionale finansiering, og hertil vil jeg svare, at der ikke var nogen effekt, fordi ressourcerne var blevet ordentligt fordelt inden udvidelsen.

Tillægsspørgsmålet er imidlertid også rimeligt. Det er spørgsmålet, om et sådant fænomen skal håndteres inden for rammerne af regionalpolitik. Velhavende regioner bør måske have lov til eller være forpligtet til at gøre mere for at eliminere fattigdomslommerne. Det er sandsynligvis lettere for de velhavende regioner end for de mindre velhavende regioner.

Kort sagt skal vi tage hensyn til regionalpolitik og regionale ressourcer inden for rammerne af EU. Det ændrer ikke ved det problem, som De har påpeget.

 
  
MPphoto
 
 

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand, hr. minister! Jeg vil gerne spørge, om De har nogle oplysninger eller tal, der viser, hvordan væksten i BNP er blevet påvirket af de strukturfondsmidler, der er tildelt de nye tiltrædelseslande og måske tilmed nogle ældre medlemsstater. Undersøgelser fra mit eget land, Letland, har vist, at det ikke var strukturstøtten men udviklingen af det indre marked, der havde en væsentlig betydning for den økonomiske vækst. Er De i besiddelse af sådanne tal? Mange tak.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Nej, fru Budreikaitė, jeg har ikke tallene med mig i dag. Jeg kan imidlertid sige to ting.

For det første er det fælles marked til gavn for alle medlemsstaterne - både de gamle og de nye - samt for alle andre, der er knyttet til det fælles marked. Der er ingen tvivl herom, og det kan ses i Kommissionens rapport fra 2006 med titlen "To år efter udvidelsen", der nævner og vurderer de gavnlige effekter af det udvidede fælles marked og andre aspekter.

Med hensyn til strukturfondene er situationen følgende: Det vigtige er ikke kun ressourceniveauet til et særligt formål inden for strukturfondene men også kvaliteten i anvendelsen af disse ressourcer. Jeg kan derfor fastholde, at en korrekt anvendelse af disse ressourcer bidrager til en højere indkomst pr. indbygger i det pågældende land.

 
  
MPphoto
 
 

  Jim Higgins (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Ministeren har haft en meget lang dag, så vi vil blot foreslå ham med hensyn til strukturfondene og samhørighedsfonden at tage Irland som et eksempel. Her har strukturfondene og samhørighedsfonden haft stor betydning for at omdanne en tredjeverdensøkonomi til den keltiske tiger. Dette eksempel viser, hvad der kan gøres. Tre ud af fire ben under den keltiske tiger skyldes strukturfondene, samhørighedsfonden og andre former for EU-finansiering.

Vi ønsker de nye medlemsstater held og lykke, og vi ønsker Dem alt muligt godt med Deres formandskab.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg har blot en kommentar. Irland blev nævnt som eksempel. De har sandsynligvis helt ret, hr. Higgins. Irland er et skoleeksempel på, hvordan en god og effektiv anvendelse af samhørigheds- og strukturfondene bidrager til en hastigere udvikling.

Når jeg siger, at Irland er et skoleeksempel, mener jeg det helt alvorligt. Med andre ord er der mange lande - i særdeleshed de lande, der kom med i EU i 2004 og 2007 - der gør deres yderste for at udnytte irske erfaringer og irsk knowhow i anvendelsen af disse midler for at kopiere Irlands succes.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-1048/07)

Om: Fleksibilitet og sikkerhed på beskæftigelsesområdet

Hvilke foranstaltninger agter Rådet at træffe i nærmeste fremtid for at løse uafklarede spørgsmål i forbindelse med arbejdsforhold og støtte idéen med fleksibilitet og sikkerhed ("flexicurity") på beskæftigelsesområdet?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Til fru Panayotopoulos-Cassiotou vil jeg sige, at udvalget i december 2007 på baggrund af omfattende undersøgelser foretaget af europæiske institutioner samt arbejdsmarkedets parter vedtog beslutninger om otte fælles principper vedrørende fleksibilitet og sikkerhed. Disse principper blev også bekræftet af Det Europæiske Råd.

I disse beslutninger bemærkede Rådet, at de fælles principper skulle bidrage til gennemførelsen af Lissabonstrategiens nye cyklus. For nylig præsenterede Kommissionen et forslag om integrerede retningslinjer for 2008-2010. Vi kan forvente, at Rådet vil være særligt opmærksomt på fleksibilitet og sikkerhed i de igangværende forhandlinger om dette forslag.

Ansvaret for gennemførelsen af de integrerede retningslinjer ligger hos medlemsstaterne. Det forventes, at de, når de rapporterer til Rådet og Kommissionen om gennemførelsen af disse retningslinjer, vil henvise til deres bestemmelser om fleksibilitet og sikkerhed.

Rådet finder det nødvendigt at øge borgernes kendskab til politikker vedrørende fleksibilitet og sikkerhed samt til disse politikkers betydning for en reform af den europæiske økonomiske og sociale model. I sin beslutning opfordrede Rådet derfor Kommissionen til at igangsætte et offentligt initiativ, der skal sætte de relevante interessegrupper på arbejdsmarkedet i stand til lettere at vedtage de fælles principper. Rådet bad også Kommissionen om at blive holdt regelmæssigt informeret om de pågældende foranstaltninger.

Med hensyn til de to vigtige lovgivningsforslag vedrørende arbejdsforhold - jeg tænker her på arbejdstidsdirektivet og direktivet om vikaransatte - er det slovenske formandskab indstillet på at fortsætte arbejdet hermed. I lyset af problemerne med at skabe enstemmighed blandt medlemsstaterne vurderer vi fortsat yderligere mulige procedurer vedrørende denne lovgivning. Det skal i denne forbindelse nævnes, at Europa har mange og forskelligartede traditioner vedrørende regulering af arbejdsforhold. Medlemsstaterne formåede ikke desto mindre relativt hurtigt at blive enige om fælles principper vedrørende fleksibilitet og sikkerhed, selv om de advarede om, at disse principper skal tilpasses de særlige forhold i de enkelte medlemsstater.

Alt dette indikerer, at det bliver vanskeligere at nå til enighed, når man søger en løsning i form af en bindende lovgivning, der skal gælde for alle EU's arbejdsmarkeder.

 
  
MPphoto
 
 

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Borgerne i de enkelte medlemsstater - arbejdsgivere såvel som arbejdstagere - udsættes for pres, hvad angår arbejdsrelationer. Det skyldes på mange måder globaliseringen, men er også en konsekvens af den åbne koordineringsmetode, som EU har anvendt i årevis.

Derfor er der modstand mod forslagene om reform af forsikringssystemerne og andre foranstaltninger på grundlag af denne åbne koordineringsmetode.

Agter Rådet at foreslå strukturelle foranstaltninger til forbedring af arbejdsrelationerne på europæisk plan, så vi undgår de stærke reaktioner og protester, som vi ser i tv i alle medlemsstater?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg må sige til fru Panayotopoulos-Cassiotou, at Rådet selvfølgelig agter at fortsætte og udvikle sine bestræbelser på at forbedre forholdene på arbejdsmarkedet. Man hører ofte, at større fleksibilitet på arbejdsmarkedet giver mindre social sikkerhed, men det er ikke tilfældet. Det er netop essensen af udtrykket fleksibilitet og sikkerhed. Rådet er overbevist om, at det er den eneste rigtige kurs i forbindelse med globaliseringen, der omfatter mange emner.

Det handler ikke kun om større fleksibilitet på arbejdsmarkedet, der aldrig skal være til skade for den sociale sikkerhed. Der er en helt række andre foranstaltninger såsom livslang læring, bedre udvikling af menneskelige ressourcer og andre aspekter af fleksibilitet og sikkerhed.

Kort sagt agter Rådet at fortsætte sine aktiviteter på dette område, og det bliver et af de vigtige spørgsmål, der skal behandles på Det Europæiske Råds møde i marts måned som en del af drivkraften for den nye fase af Lissabonstrategien.

 
  
MPphoto
 
 

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Det ligger i ordet flexicurity, at det ideelt set er en kombination af fleksibilitet og sikkerhed. I denne forbindelse var der i formiddag en debat og også et forslag fra Parlamentet om at indføre en mindsteløn i medlemsstaterne i henhold til medlemsstaternes standarder. Hvad vil formandskabet gøre for at sikre, at mindstelønnen faktisk bliver gennemført i de enkelte medlemsstater inden for en overskuelig tid?

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg vil bede hr. Lenarčič om at uddybe punktet om, at De ønsker at øge borgernes kendskab til og skabe et offentligt initiativ vedrørende spøgsmålet om fleksibilitet og sikkerhed. Jeg har på fornemmelsen, at arbejdstagerne udmærket kender til fleksibilitetsdelen, men at de er mindre sikre på betydningen af sikkerheden i denne nye arbejdsverden.

Og med hensyn til spørgsmålet om mindsteløn vil jeg sige, at da jeg kommer fra et land med mindsteløn, handler det efter min mening om at sørge for, at alle får en mindsteløn.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Som svar til hr. Pirker vil jeg sige, at der i øjeblikket ikke er konsensus i Rådet. Dvs. at Rådet ikke har en fælles holdning vedrørende mindsteløn, så i denne fase planlægger formandskabet ingen konkrete initiativer i denne henseende.

Mit næste svar er til fru McGuinness. Jeg nævnte Rådets forslag, dvs. en bøn til Kommissionen om at igangsætte et offentligt initiativ, der skal forklare de otte fælles principper for alle interesserede grupper på arbejdsmarkedet og gøre det lettere for dem at acceptere disse principper, der blev vedtaget i december måned i fjor.

Samtidig opfordrede Rådet Kommissionen til at holde det informeret om relevante foranstaltninger. Rådet bad Kommissionen om at handle på en bestemt måde, og nu venter vi på feedback fra Kommissionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Gay Mitchell (H-1050/07)

Om: EU-mission til Tchad

Vil Rådet fremkomme med en udtalelse om EU's mission til Tchad og navnlig om den nuværende sikkerhedsmæssige situation i landet? Kan Rådet forsikre, at alt det udstyr, der er nødvendigt i forbindelse med en så vanskelig mission, er til rådighed? Hvilken samordning sker der mellem Rådet og FN med hensyn til situationen i området på lang sigt?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Den ikke problemfri proces med at sammensætte styrkerne til EU's mission til Tchad blev afsluttet den 11. januar i år, for så vidt som at kommandøren kunne anbefale en iværksættelse af operationen. Den 28. januar bekræftede Rådet operationsplanen, den såkaldte o-plan, og vedtog en beslutning om dens begyndelse.

Som vi ved, har den irske general Patrick Nash kommandoen over operationen. Styrken består af 3.700 soldater fra 14 medlemsstater. Disse styrker er sammensat, udstyret og trænet med henblik på at fuldføre deres mission på tilfredsstillende vis i et vanskeligt miljø. De har strikse regler om brugen af magt, der er i tråd med mandatet i FN-pagtens kapitel VII.

Som bekendt blev dette mandat givet i De Forenede Nationers Sikkerhedsråds resolution 1778. EU's operation - den såkaldte EUFOR-operation for Tchad og Den Centralafrikanske Republik - gennemføres i et år fra den dato, hvor den indledende operative kapacitet erklæres, og den bliver neutral og upartisk.

Planlægningen blev fra starten iværksat i tæt samarbejde med FN. For at sikre gennemsigtighed, effektivitet og muligheden for at ændre foranstaltningerne, er der indført passende koordineringsmekanismer på alle niveauer i New York og Bruxelles, i det operative hovedkvarter i Paris og i marken.

Efter nylige sammenstød mellem regeringsstyrker og tchadiske oprørsstyrker er sikkerhedssituationen i Tchad nu mere stabil. Udnyttelsen af EU-missionen fortsætter, og vi forventer, at EUFOR når op på den oprindelige operationelle kapacitet i midten af marts måned.

Jeg vil gerne nævne nogle beslutninger, som Rådet vedtog på det seneste møde i mandags, dvs. i forgårs. Rådet udtrykte sin dybe bekymring over de regionale udløbere af konflikten i Darfur samt over forsøg på at vælte den tchadiske regering. Det støttede Den Afrikanske Unions og FN's opfordring til at respektere Tchads suverænitet, nationale enhed og territoriale integritet.

Rådet erklærede, at de seneste hændelser understregede behovet for at sende missionen til det østlige Tchad for at øge sikkerheden her. Rådet har også pointeret, at missionen under iagttagelse af dets mandat vil være upartisk, neutralt og uafhængigt.

Afslutningsvis vil jeg tilføje, at Rådet nøje vil følge sikkerhedssituationen i Tchad og det vestlige Darfur på alle niveauer, og at det også vil vurdere konsekvenserne af denne situation for EUFOR-missionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Fru formand! De besvarede ikke mit spørgsmål, hr. formand for Rådet. Spørgsmålet gik specifikt på, om De kan forsikre os om, at det nødvendige udstyr til denne vanskelige mission er tilgængeligt. Vil De venligst besvare dette spørgsmål og forsikre mig herom?

Som De sagde, har den irske officer, generalløjtnant Nash, kommandoen over operationen, og i aften forlader 50 medlemmer af de irske Army Rangers-elitestyrker Dublin, og de efterfølges af mange flere irske tropper i den nærmeste fremtid.

Er der tilstrækkelig logistisk opbakning? Har de den fornødne lægehjælp, og kan De forsikre mig om - som jeg sagde i mit spørgsmål - at alt det nødvendige udstyr til denne vanskelige mission er tilgængeligt?

Jeg ønsker held og lykke og beskyttelse for de irske Rangers og alle de øvrige soldater, der arbejder på at udføre denne vanskelige opgave.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg vil understrege, at det i princippet er den enkelte medlemsstats ansvar at udstyre de enheder, det udsender til en mission.

De beder om forsikringer, som Rådet ikke kan give Dem, fordi det hører ind under de enkelte medlemsstaters ansvarsområde. Jeg kan blot gentage, hvad jeg sagde indledningsvis, nemlig at processen med at sammensætte styrkerne var vellykket. Det var vanskeligt, men det lykkedes til slut i en sådan grad, at missionens kommandør anbefalede en iværksættelse af missionen.

 
  
MPphoto
 
 

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg mener principielt, at denne mission - som naturligvis skal gennemføres professionelt - er fornuftig, fordi den netop gør det, vi var inde på før under migrationsdebatten, nemlig at skabe sikkerhed i de lande, som immigranterne kommer fra. Derfor forstår jeg overhovedet ikke, at nogle skinhellige østrigske højrepopulister er imod denne indsats. Men det bekymrer mig, at man hele tiden diskuterer, om især den franske hær vil forholde sig neutralt over for de stridende parter i denne mission. I denne forbindelse ville jeg gerne vide, hvilke oplysninger De har om dette, og hvordan De sikrer, at missionen som helhed forløber neutralt i forhold til alle de stridende parter. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at ønske soldaterne derude held og lykke!

 
  
MPphoto
 
 

  Colm Burke (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg har et spørgsmål til hr. Lenarčič vedrørende kontakten med grupper, der er modstandere af regeringen. Jeg taler ikke om oprørsgrupper men om andre grupper, der er modstandere af regeringen. Har man gjort noget for at involvere dem, så vi får en mere samlet tilgang til den FN-mission, der skal til Tchad, eller til den EU-mission, der skal til Tchad.

Hidtil synes al kontakt at være foregået med selve regeringen. Jeg spekulerer på, om man ikke bør forsøge at involvere regeringsmodstandere, der ikke er involveret i oprørsgrupper.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, hr. Leichtfried, hr. Burke! Som svar på spørgsmålet om neutralitet kan jeg blot sige, at Rådet igen i mandags, dvs. i forgårs, har besluttet, at EU-styrkerne i Chad skal være upartiske, neutrale og uafhængige. Efter min opfattelse er dette svar på spørgsmålet om neutraliteten hos de enkelte styrker, der er involveret i denne operation. Hele operationen er neutral, upartisk og uafhængig.

Dette udgør tillige en del af svaret på det ekstra spørgsmål, der blev stillet bagefter. Dette er ikke en operation, der handler om at rekruttere tilhængere. Det er en operation, der på en upartisk og neutral måde skal garantere sikkerheden i den region, som den bliver sendt til. Den skal ikke søge efter en form for allieret. Jeg gentager, at det er en neutral og upartisk operation, som har til opgave at garantere sikkerheden i den region, der er under dens mandat.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Colm Burke (H-1052/07)

Om: Burma

Hvor vellykkede var de møder, som Piero Fassino for nylig havde med Kina og andre asiatiske lande, set på baggrund af hans udnævnelse til EU's særlige udsending for Burma til støtte for FN's mæglingsmission og i betragtning af den vigtige rolle, som ASEAN, Indien og Kina spiller i forhold til Burma?

I overensstemmelse med konklusionerne fra Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) af 15. oktober gentog Rådet den 14. december, at EU er klar til at revidere, ændre eller yderligere styrke de restriktive foranstaltninger, der er iværksat over for den burmesiske regering, på baggrund af udviklingen i landet. Hvilke yderligere restriktive foranstaltninger vil Rådet overveje (i betragtning af at de foranstaltninger, der allerede er iværksat, ikke har den store virkning), og kan det fastsætte en frist for iværksættelsen af sådanne foranstaltninger?

Ifølge den undersøgelsesrejse, som ngo'en CSW for nylig foretog til grænsen mellem Thailand og Burma, er antallet af de mennesker, der blev dræbt af den burmesiske hær i forbindelse med dens overgreb mod fredelige demonstranter i september, langt højere end de officielle tal. De munke og civile, der flygtede fra Burma efter september, gav CSW førstehåndsberetninger om regimets brutale behandling af den pro-demokratiske bevægelse. CSW har konstateret, at hundredvis kan være blevet dræbt under protesterne i Burma, og at tvangsarbejde og voldtægt fortsat finder sted i etniske områder. Hvad er Rådets reaktion på denne rapport? Ifølge Rådet er EU fast besluttet på at hjælpe befolkningen i Burma/Myanmar på vej mod demokrati, sikkerhed og velstand. Hvordan foreslår Rådet, at dette gøres helt specifikt?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, hr. Burke! Jeg bør med det samme nævne, at EU's højtstående repræsentant for den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik, Javier Solana, den 6. november sidste år har udpeget en særlig udsending for Burma/Myanmar for at fremhæve, hvor stor vægt EU lægger på demokratisering, forsoning, fremme af menneskerettighederne og udvikling af landet.

Under dette mandat har den særlige udsending, hr. Fassino, bedt om at få et møde med FN's særlige rådgiver, hr. Gambari, og har ligeledes rådført sig med EU's vigtigste partnere.

I november sidste år, i tilknytning til EU-ASEAN-topmødet i Singapore, mødtes den særlige udsending med repræsentanten for ASEAN-landene. I december tog han ligeledes på sin første mission til Kina. Han har mødtes med repræsentanterne for Burma og dets nabolande i Rom og under flere besøg hos FN i Genève og New York og skal ligeledes mødes med deres repræsentanter i Bruxelles.

Disse forhandlinger og politiske og diplomatiske kontakter, som vores særlige repræsentant har etableret, vil fortsætte i de kommende måneder. Der vil især blive fokuseret på mægling foretaget af FN og FN's "vennegruppe".

Ved mødet i mandags blev den særlige udsending, hr. Fassinos, arbejde med koordineringen af EU's og vores asiatiske partneres diplomatiske indsats hilst velkommen af Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser), og man bekræftede hans rolle, som er at støtte og fremme FN's mission.

Jeg må hellere påpege, at EU for et stykke tid siden vedtog en generel fælles holdning, som indbefatter en våbenembargo mod Burma, rejserestriktioner og indefrysning af formuegoder for et stort antal burmesiske borgere, der er tilknyttet militæret og regeringen.

I november 2007 indførte Rådet skærpede sanktioner for at forstærke de eksisterende foranstaltninger og iværksætte nye, herunder især foranstaltninger rettet mod udvindingsaktiviteter. Som forventet vil Rådet undersøge eventuelle yderligere restriktioners virkning, effektivitet, politiske hensigtsmæssighed og praktiske gennemførlighed.

Rådet modtager og analyserer oplysninger fra sine partnere og mange repræsentanter i statslige organisationer om deres erfaringer med de skærpede sanktioner.

Rådet har konstateret, at nogle af EU's medlemsstater og Kommissionen for nylig har øget støtten til Burma og burmesiske flygtninge i nabolandene. EU vil være villig til at garantere yderligere støtte til Burma/Myanmar. Derfor opfordrer EU de burmesiske myndigheder til at vedtage flere foranstaltninger til demokratisering af landet og til opnåelse af national forsoning.

Den officielle meddelelse om en folkeafstemning om forfatningen, som skulle finde sted i maj i år, samt især om valg med deltagelse af flere partier i 2010 er efter Rådets opfattelse et skridt i den rigtige retning.

 
  
MPphoto
 
 

  Colm Burke (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Dette er blot en opfølgning på Deres svar, hr. Lenarčič, vedrørende denne yderst komplicerede sag, som jeg siger mange tak for.

Jeg ønsker blot at tage to spørgsmål op i tilknytning hertil. For det første blev generalsekretæren for KNU snigmyrdet i sit hjem i Thailand den 14. februar. Det forlyder, at Christian Solidarity Worldwide havde besøgt ham to dage forinden. Hvilket pres har vi lagt på Thailand for at få efterforsket dette mord? Det forlyder, at mordet var bestilt af regimet i Burma.

For det andet er det min opfattelse, at de flygtninge, der er kommet til Malaysia, er blevet behandlet temmelig dårligt. Faktisk er der flygtninge, som har født, mens de har siddet varetægtsfængslet eller i fængslet. Hvilket pres har vi lagt på såvel Thailand som Malaysia vedrørende håndteringen af disse forhold?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, hr. Burke! Rådet har ikke drøftet dette spørgsmål med hverken Thailand eller Malaysia. Jeg vil videresende Deres spørgsmål til Rådet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Jim Higgins (H-1056/07)

Om: Demokratibevægelsen i Burma

I kølvandet på den brutale undertrykkelse for nylig af den fredelige gadeprotest i Burma ønskes oplyst, hvad Rådet har gjort for at sikre, at demokratiaktivisterne beskyttes, og at militærjuntaen arbejder hen imod en fredelig og hurtig overgang til et åbent demokrati, samt hvorvidt det har taget diplomatiske skridt med henblik på at opnå, at de mennesker, herunder også munke, som er forsvundet i Burma, og hvis opholdssted har været uvist siden de seneste protester, vender tilbage?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, hr. Higgins! Som nævnt i mit foregående svar følger Rådet situationen i Burma/Myanmar tæt og modtager rapporter fra forskellige kilder.

EU har sammen med andre lande reageret på de demonstrationer, der fandt sted i august og september, og på den voldelige undertrykkelse af disse fredelige demonstrationer med det klare formål at vise sin solidaritet med den burmesiske befolkning. EU har ligeledes truffet skærpede restriktive foranstaltninger, som er rettet mod dem, der er ansvarlige for volden, den fastlåste politiske situation og de generelle forhold i landet. Som nævnt har nogle medlemsstater og Kommissionen på grund af befolkningens vanskelige levevilkår og antallet af flygtninge øget støtten til Burma og de burmesiske flygtninge i nabolandene.

Derudover var EU en af initiativtagerne til mødet i FN's Menneskerettighedsråd i Genève i oktober 2007, hvor FN's særlige rapportør om menneskerettigheder, Sérgio Pinheiro, fik mandat til at besøge Burma/Myanmar og efterforske den voldelige undertrykkelse af de demonstrationer, der fandt sted i september, og de påståede drab og forsvindinger, der fulgte efter begivenhederne.

EU støtter fuldt ud anbefalingerne i professor Pinheiros rapport fra december og opfordrer regelmæssigt myndighederne i Burma til at implementere dem. EU har ved flere lejligheder henvendt sig til de burmesiske myndigheder. EU forsøger ligeledes at benytte møder med Burma/Myanmar i multilaterale fora til at opfordre myndighederne til at indlede en omfattende og generel forsoningsproces og politisk reform, ophæve de begrænsninger, der er påtvunget Aung San Suu Kyi, frigive politiske fanger og lette adgangen for internationale organisationer, ikke mindst Den Internationale Røde Kors Komité.

EU har forelagt Burmas nabolande disse anskuelser og understreget, at der er et akut behov for at forbedre situationen i landet. Som sagt har meddelelsen om en folkeafstemning om forfatningen samt om valg med deltagelse af flere partier i 2010 givet håb.

 
  
MPphoto
 
 

  Jim Higgins (PPE-DE). - (GA) Fru formand! Jeg hilser Rådets formands svar velkommen. Som svar på min kollega Colm de Búrcas spørgsmål sagde han, at han ville have Burma til at være mere demokratisk.

I den forbindelse vil jeg gerne stille et spørgsmål vedrørende den nye forfatning: Er det ikke sandt, at udkastet til dette dokument blev affattet, uden at lederen for det førende demokratiske oppositionsparti, Aung San Suu Kyi, blev inddraget? Det er på ingen måde acceptabelt.

Og fremgår det ikke med stor tydelighed, at hæren og de væbnede styrker fortsat vil have stærk indflydelse på eller sidde på magten?

Et andet vigtigt spørgsmål er: Vil der fra EU's eller FN's side blive foretaget nogen uafhængig overvågning af folkeafstemningen og forfatningen?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, hr. Higgins! Jeg har endnu ikke modtaget svar på spørgsmålet, om der er garanteret uafhængig overvågning af den planlagte folkeafstemning i maj. På nuværende tidspunkt har vi kun en meddelelse om, at folkeafstemningen vil finde sted. Som sagt er det efter Rådets opfattelse et skridt i den rigtige retning. Deres spørgsmål er naturligvis relevant og vil blive sendt videre til Rådet.

Som svar på den første del af Deres spørgsmål insisterer EU stadig på, at demokratiseringsprocessen i landet skal omfatte et samarbejde med oppositionen og de etniske grupper, for kun således kan vi håbe på national forsoning og langsigtet stabilitet i landet.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 7 af Mairead McGuinness (H-1054/07)

Om: Direktivet om audiovisuelle medietjenester

Er det Rådets opfattelse, at direktiv 97/36/EF(1) om audiovisuelle medietjenester vil kunne holde trit med udviklingen inden for audiovisuel teknologi og reklame?

Har Rådet tillid til, at det, at medietjenesteudbydere opfordres til at udvikle en kodeks for adfærd over for børn, er en tilstrækkelig håndfast foranstaltning til at beskytte børns særlige interesser - f.eks. til at forhindre reklamer for såkaldt "junk food" rettet mod børn?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand! Fru McGuiness ved sikkert allerede, at Rådet og Europa-Parlamentet den 11. december sidste år vedtog et direktiv om ændring af direktivet om fjernsyn uden grænser og om ændring af direktivets titel til direktivet om audiovisuelle medietjenester.

Første punkt i det nye, ændrede direktiv gør rede for, at en ændring af direktivet er nødvendig på grund af udviklingen af ny teknologi og dennes påvirkning af forretningsmodellerne, ikke mindst finansiering af kommerciel tv-spredning. Det nye direktiv har til formål at finde løsninger på disse teknologiske forandringer ved at indføre nye, teknisk neutrale, terminologibaserede definitioner, der vil gøre det muligt at anvende dem ikke kun til de eksisterende tjenester, men også til de former for tjenester, som endnu ikke er udviklet, såsom audiovisuelle medietjenester og selvvalgstjenester. For at leve op til disse fremtidige muligheder mener vi, at direktivet, der regulerer den audiovisuelle sektor, skal gælde et par år frem i tiden.

I henhold til dette direktiv skal Kommissionen senest den 19. december 2011 og derefter hvert tredje år udfærdige en rapport over direktivets anvendelse og om nødvendigt udarbejde yderligere forslag til tilpasning af direktivet, især med hensyn til udviklingen af ny teknologi.

Hvad angår reklamer for junkfood, der er rettet mod børn, er Europa-Parlamentet og Rådet enige i, at problemet kunne elimineres, hvis udbyderne af audiovisuelle medietjenester udviklede adfærdskodekser. Derfor indeholder andet afsnit af artikel 3, litra e), i det ændrede direktiv et krav om, at alle medlemsstater og Kommissionen tilskynder medietjenesteudbyderne til at udarbejde sådanne kodekser.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Fru formand! De, hr. Lenarčič, har besvaret den første halvdel af mit spørgsmål meget fyldestgørende - tak for det.

Hvad den anden halvdel angår, har vi brug for et adfærdskodeks, der er effektivt, for på papiret har vi masser af adfærdskodekser, som ikke er effektive. Kunne jeg måske få Dem til at udtale Dem, om vi vil sætte hårdere ind, når vi gennemgår adfærdskodekserne og konstaterer, at de ikke har nogen virkning? Det tror jeg, vi måske bliver nødt til.

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand, fru McGuinness! Kernen i et adfærdskodeks er netop, at det udarbejdes af udbyderne selv. Men det er klart, at hverken Rådet eller Kommissionen vil acceptere, hvis kodekserne er utilstrækkelige og ikke lever op til kravene. Derfor er mit svar på Deres spørgsmål i hovedtræk, at Rådet og Kommissionen må være vedholdende, i hvert fald indtil udbyderne har udarbejdet effektive adfærdskodekser.

 
  
MPphoto
 
 

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! Må jeg gøre Dem, formand for Rådet, opmærksom på et andet emne vedrørende beskyttelse af børn i forbindelse med medier, særligt set i lyset af en stigende og foruroligende selvmordsprocent i Europa, ikke mindst i min egen valgkreds? Mit spørgsmål er: Hvad kan Rådet gøre ved det grove misbrug, der finder sted især på internetsider, hvor vejledninger i, hvordan man begår selvmord, er frit tilgængelige? Jeg har i dag downloadet oplysninger fra sådan en side, hvor jeg fik adskillige anvisninger på, hvordan jeg kunne begå selvmord.

Det er ganske rystende. Selv hvis man går ind på Wikipedia, kan man finde oplysninger om, hvordan man begår selvmord. Vil Rådet tage fat om dette i forbindelse med beskyttelse af børn, navnlig i forbindelse med medierne?

 
  
MPphoto
 
 

  Paul Rübig (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Mit spørgsmål gælder telekommunikationspakken, som Kommissionen har fremlagt, hvor der opstår nye muligheder på fjernsynsområdet med udnyttelsen af det digitale spektrum i forbindelse med frekvenstildelingen. Mener De, at der på grund af de nye tekniske bestemmelser er behov for at ændre fjernsynsdirektivet?

 
  
MPphoto
 
 

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (EN) Fru formand! I betragtning af det problem, som hr. Allister har påpeget, og de tilfælde, som burde fordømmes og fordrer en indsats, bør jeg nævne, at direktivet allerede før ændringerne indeholdt et forbud mod at gøre reklame for noget, som er sundhedsskadeligt. Det forbød ligeledes kommunikation, som på fysisk eller moralsk vis kan skade mindreårige. Efter min opfattelse omfatter disse definitioner også de nævnte tilfælde. Jeg må også hellere sige, at ændringen af direktivet blev offentliggjort i december, og medlemsstaterne har to år til at indarbejde det i deres interne lovgivning.

Hvad angår telekommunikationspakken, finder jeg det vanskeligt at svare på spørgsmålet, da det kræver en nærmere analyse af ændringsbehovet. Spørgsmålet er dog blevet drøftet. Lovgivningspakken vedrørende telekommunikation debatteres i øjeblikket. Deres spørgsmål vil blive videresendt til Rådet. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis det er nødvendigt at indføre en ændring, så vil det blive gjort.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Spørgetiden er afsluttet.

 
  
MPphoto
 
 

  Sajjad Karim (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg ønsker blot at takke tjenestegrenene for deres hurtige behandling af de oplysninger, jeg sendte til dem, for at de kunne registrere min stemmehensigt korrekt. Det er nu sket, og derfor vil jeg gerne gennem Dem sende en tak til tjenestegrenene for, at de har handlet så effektivt, som de har. Min stemmehensigt fremgår nu af arkivet. De skal have mange tak.

 
  
  

(Mødet udsat kl. 19.05 og genoptaget kl. 21.00)

 
  
  

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Næstformand

 
  

(1)EFT L 202 af 30.7.1997, s. 60.


12. Den demografiske udvikling i Europa (forhandling)
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning (2007/2156(INI)) af Françoise Castex for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om den demografiske udvikling i Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Françoise Castex, ordfører. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det emne, vi fortsat drøfter her i aften, har vi drøftet gennem flere år i denne sal. Drøftelserne vil ikke være slut med vedtagelsen af denne betænkning, der stadig lader enkelte spørgsmål åbne, som vi uden tvivl vender tilbage til inden for en overskuelig fremtid. Under alle omstændigheder vil jeg gerne takke Kommissionen for kvaliteten af dens meddelelse, som har gjort det muligt at berige drøftelserne, og som vi har kunnet drage fordel af i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender.

I min betænkning beskæftiger jeg mig med konsekvenserne af de demografiske ændringer, dvs. faldet i den erhvervsaktive del af befolkningen, det stigende antal ældre, de demografiske ubalancer mellem de europæiske regioner. Betyder det, at det er umuligt at indvirke på årsagerne hertil? Jeg vil gerne allerførst minde om, at vi i det 20. århundrede var vidne til to store, vigtige fremskridt.

For det første fik kvinder adgang til uddannelse og videreuddannelse på lige fod med mænd. For det andet fik kvinder mulighed for at styre deres frugtbarhed med svangerskabsforebyggende midler. Det er to af kvindefrigørelsens faktorer. Det er et stort og forhåbentlig uigenkaldeligt fremskridt for menneskeheden.

For at have alle analyseelementer på hånden skal der på samme tid tilføjes to ting. Alle undersøgelser viser, at de europæiske borgere gerne vil have flere børn, end de rent faktisk har, og på samme tid er fødselstallet også højt i de medlemsstater, hvor kvindernes beskæftigelsesgrad er høj. At have et arbejdsliv er således ikke nogen hindring for at have børn, under forudsætning af at der er gode muligheder for at forene arbejdsliv og familieliv for alle, både mænd og kvinder. Der er stadig lang vej igen inden for dette område, og det gælder samtlige medlemsstater.

Der er dukket et andet punkt op under vores forhandlinger, som ingen grundlæggende bestrider. Den økonomiske usikkerhed, frygten for fremtiden er væsentlige faktorer i forbindelse med det faldende fødselstal. Når man har svært ved at planlægge fremtiden, tøver man med at få børn. Det punkt er afgørende, og jeg mener derfor, at det faldende fødselstal i EU er en alarm, der skal tages alvorligt. For igen at få tillid til fremtiden har vores borgere behov for at genfinde jobsikkerheden og værdige leveforhold. Det var årsagerne. Hvad så med konsekvenserne?

Den væsentligste konsekvens er faldet i den erhvervsaktive del af befolkningen, som forventes at gå fra 331 millioner i 2010 til ca 268 millioner i 2050. Hvordan kan man opretholde den europæiske vækst, den europæiske konkurrenceevne, når den erhvervsaktive del af befolkningen falder? Her kommer meddelelsens titel til sin ret, hr. kommissær, her slår den helt igennem: En udfordring, men også en chance. Europa lider i dag fortsat under en meget høj arbejdsløshed, og der er stadig plads til omfattende forbedringer med hensyn til beskæftigelsen af kvinder, unge og ældre, for hvilke beskæftigelsesfrekvensen falder markant, når de er omkring 52-55 år.

Den egentlige chance, der er forbundet med denne demografiske udfordring, er det ikke målet om fuld beskæftigelse, som endelig er realistisk, endelig er realiserbart og endelig er nødvendigt? For at nå det skal vi føre en egentlig politik for forvaltningen af de menneskelige ressourcer og en reel politik for livslang læring. Og jeg taler virkelig om livslang læring, hvilket også vil sige for arbejdstagere på over 50 år, som både udsættes for forskelsbehandling med hensyn til adgangen til videreuddannelse og forfremmelse.

I min betænkning foreslår jeg begrebet arbejdslivscyklus til at understrege, at den erhvervsaktive periode på ca. 40 år - men det er op til medlemsstaterne at fastlægge den - skal opfattes som et fortsat forløb med beskæftigelse, videreuddannelse, nye kvalifikationer og mulig forfremmelse, fra arbejdslivet påbegyndes, til det afsluttes. Og før vi overvejer at hæve pensionsalderen, skal vi sikre os, at alle dem, der endnu ikke har nået denne alder, har mulighed for at arbejde, at gøre deres kompetencer og erhvervserfaring gældende.

For når der er en lovbestemt pensionsalder, kan man overveje at hæve den efter de betingelser, som de enkelte medlemsstater fastsætter ifølge deres dialog- og høringstraditioner. På dette punkt er debatten stadig åben.

Det sidste punkt, jeg gerne hurtigt vil nævne, er naturligvis indvandringen. Man taler meget om, at den kan bruges til at kompensere for faldet i den erhvervsaktive del af befolkningen, men som De ved, vækker indvandring også megen røre. Derfor anbefaler jeg, at man indtager en afklaret og fornuftig holdning til dette spørgsmål. Indvandring i EU er ikke noget nyt fænomen, og med et positivt resultat på to millioner indvandrere om året - et tal, der har været stabilt gennem flere år - bidrager den lovlige indvandring til sammensætningen af den erhvervsaktive del af befolkningen i EU, ligesom den bidrager til sammensætningen af de europæiske samfund.

Vi skal bevare disse indvandringsstrømme og sikre dem, vi modtager, en lovhjemlet status i medlemsstaterne, og samtidig bekæmpe de illegale netværk og udnyttelsen af illegal arbejdskraft. Den menneskelige dimension skal gå forrest i vores politikker på området, og familieintegrationen må ikke forsvinde fra vores retningslinjer.

Som midlertidig afslutning på denne fremlægning vil jeg gerne minde om, at bag de gennemsnitlige fødselstal, alderspyramiderne, ratioerne, finder man spørgsmålene om fødsel, moderskab, kvindernes plads i vores samfund, plejen af vores ældre og den måde, vi gerne selv vil slutte livet på. Derfor er denne debat både passionerende og passioneret, og jeg vil gerne takke alle skyggeordførerne for, at de har været det lige så meget som jeg selv.

 
  
MPphoto
 
 

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke alle medlemmer af Europa-Parlamentet og frem for alt ordføreren, fru Castex, for hendes oplysende betænkning om Kommissionens meddelelse om Europas demografiske fremtid. Det glæder mig især, at der ud over Beskæftigelsesudvalget deltog fire andre parlamentariske udvalg i udarbejdelsen af denne betænkning: Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, Økonomi- og Valutaudvalget og Regionaludviklingsudvalget. Dette sender uden tvivl et stærkere politisk signal til medlemsstaterne og vidner om, hvor vigtige de demografiske problemer er i Europa i dag.

Europa-Parlamentets analyse af de vigtigste demografiske problemer er i stor udstrækning i tråd med konklusionerne i Kommissionens rapport fra 2007. Ifølge dem begge er alderstilvæksten og det faldende fødselstal følger af den sociale og økonomiske udvikling. Endvidere er det både Parlamentets og Kommissionens opfattelse, at det er muligt at sætte konstruktivt ind over for disse forhold og opnå gode resultater. De demografiske forandringer frembyder ikke kun store udfordringer, men giver samtidig nye muligheder. Rapporten påpeger imidlertid, at det er vigtigt at reagere på såvel udfordringer som muligheder nu.

Det er glædeligt at se, at den politiske reaktion og de foranstaltninger, som betænkningen opridser, stort set svarer til Kommissionens forslag. Familiepolitik henhører under den enkelte medlemsstats kompetence. Men som betænkningen med rette angiver, har EU også en rolle at spille. Den reviderede Lissabonstrategi skaber en ramme for modernisering af familiepolitikken gennem støtte af lige muligheder og frem for alt gennem støtte af initiativer til opnåelse af en bedre balance mellem arbejde og privatliv. I denne forbindelse er vi glade for at se den nye Europæiske Alliance for Familier, som blev oprettet ved mødet i Det Europæiske Råd i foråret 2007. Denne alliance udgør endnu en platform på EU-plan for udveksling af erfaringer mellem medlemsstaterne.

Betænkningen fremhæver også med god grund det skiftende forhold mellem den erhvervsaktive og den ikkeerhvervsaktive del af befolkningen og understreger, at medlemsstaterne vil være nødt til at træffe enhver mulig foranstaltning for at tackle fremtidens mangel på arbejdskraft på arbejdsmarkedet. De skal først og fremmest øge deltagelsen på arbejdsmarkedet hos unge, kvinder og ældre. Der er en række specifikke foranstaltninger, som kan og skal træffes.

Lad mig endnu en gang kort nævne migration, da det er et uhyre vigtigt og følsomt område. Der kan ikke herske tvivl om, at ind- og udvandring er en fast bestanddel af Europas historie og kultur. Det er absolut nødvendigt at støtte integrationen fra starten i stedet for at se migration udelukkende som et sikkerheds- eller overvågningsanliggende. Migration er en del af vores europæiske kultur og har som oftest positive og nødvendige indvirkninger på os alle.

Afslutningsvis vil jeg nævne problemet med infertilitet. Europa-Parlamentet gør opmærksom på den stigende forekomst af ufrivilligt barnløse par. Vi ved, at der er rent medicinske forhold eller årsager til dette problem, men det er uden tvivl også relateret til sociale omstændigheder, navnlig det, at parrene venter med at få børn. Jeg vil blot gentage, at vi må gribe dette problem logisk an og have alle synsvinkler med, ikke kun den medicinske.

Der er en lang række personer, der venter på at deltage i debatten, så jeg vil afslutte mit bidrag og ser frem til den efterfølgende diskussion.

 
  
MPphoto
 
 

  Bilyana Ilieva Raeva, ordfører for udtalelsen fra Økonomi- og Valutaudvalget. - (BG) Hr. formand, hr. kommissær! Det demografiske helhedsbillede i Europa er yderst foruroligende. Ifølge prognoser fra Eurostat vil befolkningen i alderen 15 til 64 år efter 2010 blive reduceret med en million mennesker om året. Denne tendens skyldes to forhold.

Den forventede levetid stiger fortsat i samtlige EU-medlemsstater, hvilket er en meget positiv udvikling, der følger af den høje livskvalitet i Fællesskabet. Det er imidlertid foruroligende, at fødselstallet samtidig er meget lavt, hvilket fører til, at andelen af den aldrende befolkning tager til.

Denne situation forårsager en nedgang i andelen af erhvervsaktive og et fald i arbejdsproduktiviteten. Det demografiske problem truer den europæiske økonomis stabilitet, den europæiske sociale model og solidariteten mellem generationerne.

I den forbindelse vil jeg rose Kommissionens initiativ til udvikling af en fælles europæisk demografisk strategi som den eneste hensigtsmæssige måde, hvorpå denne globale udfordring kan imødekommes.

Europa-Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg fremhæver de økonomiske redskaber, der gør det muligt at forbedre den demografiske situation i EU.

Den foreslåede tekst peger på flere væsentlige initiativer, herunder udvikling af bæredygtige og afbalancerede offentlige finanser; støtte af diverse finansielle instrumenter med garanteret gennemsigtighed og sikkerhed; skattelettelser til virksomheder, der ansætter ældre medarbejdere; fremskyndelse af processen med liberalisering af arbejdsmarkedet, eller - hvis jeg skal citere kommissær Špidla - intern migration i det udvidede EU, gerne før 2014, samt tilskyndelse til erhvervsaktivitet hos unge og personer med familieansvar gennem nytænkning med hensyn til arbejdstider, som f.eks. skifteholdsarbejde, deltidsarbejde og livslang læring.

Der er lagt vægt på, at medlemsstaterne er nødt til at opfylde deres forpligtelser i henhold til stabilitets- og vækstpagten, hvis de demografiske udfordringer skal overvindes. Teksten nævner også nogle mere fleksible mekanismer til fastholdelse af personer over mindstepensionsalderen på frivillig basis i henhold til "løn og pension"-formlen.

Overordnet drejer det sig om, at hvis vi ønsker at imødekomme de demografiske udfordringer, så er vi nødt til at støtte, at der oprettes mekanismer, som giver mulighed for fleksible arbejdsformer, og at tilskynde til frivillig forlængelse af erhvervsaktiviteten selv efter mindstepensionsalderen.

 
  
MPphoto
 
 

  Elisabeth Schroedter, ordfører for udtalelsen fra Regionaludviklingsudvalget. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Konsekvenserne af de demografiske ændringer er jo meget forskellige. Mens Paris' forstæder rystes af social uro på grund af den store indvandring, er det hjemme hos os i Brandenburg sådan, at regionerne skrumper, folk udvandrer og befolkningen bliver meget hurtigere ældre.

At befolkningen bliver ældre, belaster de offentlige budgetter med sociale udgifter, og Lissabonstrategien har sat sig for at mindske disse udgifter. Men i betragtning af de egentlige årsager til de demografiske ændringer er jeg ikke sikker på, om ikke en sådan reduktion vil modarbejde Lissabonstrategien. Kommissionen kommer nemlig noget let om ved det, når den giver kvinderne skylden for samfundets aldring, fordi de ikke får børn mere. Årsagerne ligger tværtimod i aktuelle og historiske politiske fejl.

Jeg vil kun fremhæve tre af de punkter, som har fremkaldt denne skævhed i samfundet. Det første punkt er, at analyserne viser, at folk gerne vil have børn, men at forældrene - ikke kun kvinderne - alligevel ikke får børn, fordi rammebetingelserne ikke er i orden, fordi de ingen social sikkerhed har, fordi beskæftigelsesmulighederne for forældre som allerede nævnt er vanskeligere, og fordi karriere og familieliv ikke kan forenes.

At løse det ville kræve en total nytænkning med hensyn til balancen mellem arbejdsliv og familie. Her er det afgørende at opdele indkomst og tidsforbrug til familie og karriere ligeligt mellem kønnene - det foreligger der glimrende undersøgelser om fra Dublin Foundation. Det er også vigtigt, at børn ikke bliver en individuel fattigdomsrisiko, som det er tilfældet i mange medlemsstater.

For medlemsstaternes politik i EU betyder det solide sociale sikringssystemer, og det er ganske vist en upopulær udgiftsfaktor, men det ville bringe den demografiske ændring i balance igen.

Det andet aspekt fremgår af en interessant undersøgelse i den region, som jeg kommer fra. Her har man konstateret, at unge kvinders udvandring fra regionen ikke skyldes spørgsmålet om, hvorvidt familie og karriere kan forenes, men derimod en massiv diskriminering allerede efter skolen. De er de dygtigste, de bedste i klassen, de får de bedste studentereksaminer, men alligevel får de efter skolen de dårligste uddannelsespladser og de dårligste muligheder for at gøre karriere. Det betyder i virkeligheden, at Kommissionen på det område, hvor den virkelig har kompetence, nemlig spørgsmålet om ligestilling mellem mænd og kvinder, virkelig kan gøre noget mod diskrimineringen ved at indføre forbedringer i lovgivningen og især lægge pres på i forbindelse med gennemførelsen i medlemsstaterne, så der langt om længe sker noget.

For det tredje vil jeg som ordfører for Regionaludviklingsudvalgets udtalelse endnu en gang tage spørgsmålet om de skrumpende regioner op. Vi kritiserer i vores udtalelse, at de statslige forvaltninger stadig opstiller meget store hindringer for et effektivt borgerengagement og for udfoldelse af innovation og kreativitet og dermed hindrer koncepter for en positiv regional udvikling.

Samtidig har politisk ansvarlige en tendens til simpelthen at afskrive regioner, trække sig fra det statslige ansvar for at sørge for den grundlæggende forsyning og ganske enkelt opgive dem. Det kan ikke være en europæisk løsning, for på lang sigt, over generationer bliver det forbandet dyrt - det viser historien. Derfor er det faktisk de statslige forvaltningers opgave at fange impulser fra civilsamfundet og få regionen ud af dette dilemma i samarbejde med civilsamfundet.

I denne forbindelse opfordrer jeg Kommissionen til netop at tage civilsamfundets impulser op i det regionale samarbejde og fremme dem ved at etablere erfaringsudveksling mellem regionerne og vise eksempler på bedste praksis. Det er nogle helt konkrete løsninger, hvor Kommissionen virkelig kan gøre noget og ikke hele tiden give kvinderne skylden for den demografiske ændring.

 
  
MPphoto
 
 

  Magda Kósáné Kovács, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. - (HU) Hr. formand! Gennem flere årtier har vi efterhånden erfaret, at klimaforandringer og miljøforurening truer vores fremtid. Topmødet i Hampton Court gjorde os opmærksomme på endnu en proces, der begynder at blive truende: Europa er ved at blive gammel.

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har på baggrund af det ansvar, det føler for dette område, givet tre anbefalinger til ordføreren og EMPLOI-Udvalget om forhold vedrørende borgerlige rettigheder. Jeg vil gerne takke dem for, at de har gennemgået og taget højde for vores anbefalinger.

Det første område er støtte til familier og børn. Lovgivning om støttesystemer til familier henhører under national jurisdiktion, men at påtage sig forpligtelser over for børnefamilier er ligeledes et moralsk spørgsmål og en vigtig bestanddel af de europæiske værdier. Lige muligheder for familier med og uden børn er en fællesskabsinteresse af overordentlig stor vigtighed. Det grundlæggende for at sikre børns rettigheder er dog, at fremtidens generationer også skal føle et ansvar for verden uden for familien.

Efter en analyse af lovlige og ulovlige migrationsformer har Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender gjort opmærksom på, at der skal en konsekvent og kompleks migrationspolitik til, hvis kravene fra det aldrende samfund og arbejdsmarkedet skal honoreres. Vi er glade for, at betænkningen går så grundigt i dybden med dette.

Her i året for kulturel mangfoldighed kunne jeg lige tilføje, at der ifølge eksperterne og videnskaben kan være en direkte sammenhæng mellem migration og befolkningstilvækstens hastighed, eftersom det store antal børn i familier af andengenerationsindvandrere er faldende, mens tilstedeværelsen af indvandrere kan ændre værtsbefolkningens ønske om at få børn.

Endelig kan diskrimination af ældre og af ældre arbejdstagere forhindre personer, der ikke længere er unge, i at blive på arbejdsmarkedet. Jeg vil gerne understrege, at de ikke kan tvinges til at arbejde i længere tid. De skal have en reel valgmulighed, og her er det nødvendigt med livslang læring. Kendskab til moderne kommunikationsteknologi øger de ældres chance for at finde arbejde og åbner vinduerne til den globale verden.

Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har i sin udtalelse gentagne gange anmodet Kommissionen om at give en anbefaling om et generelt antidiskriminationsdirektiv, og vi håber, at denne betænkning vil fremskynde processen.

 
  
MPphoto
 
 

  Karin Resetarits, ordfører for udtalelsen fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (DE) Hr. formand! Ja, hvorfor får vi kvinder stadig færre børn? De mange forskellige årsager og de politiske løsningsforslag står i udtalelsen fra Kvindeudvalget, og de er næsten alle sammen blevet integreret i fru Castex' betænkning. Mange tak, fru Castex!

Hvordan kan man så hjælpe kvinderne, så de følger deres ønske om at få børn? For det første skal vi have lige løn for lige arbejde! Kun på den måde kan et par ligeværdigt beslutte, hvem der skal tage forældreorlov hvornår.

For det andet har begge forældre lige ansvar for at opdrage deres børn. Vi har brug for fædrenes hjælp. Hvis ikke jeg havde støtte fra mine fire børns far, ville det være umuligt for mig at arbejde her.

For det tredje skal arbejdsgiverne støtte deres medarbejderes forældreorlov, om nødvendigt med statslig støtte. En stat, som ønsker børn, må sætte børn i centrum for sin politik.

For det fjerde skal vi have en kvalitativ ordentlig børnepasning og et børnevenligt miljø, uanset hvilken indkomstklasse barnets forældre tilhører. Hvis man ikke vil høre tale om disse ting, skal man heller ikke forvente at høre barnelatter.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Mange tak. Jeg vil også gerne takke for dette indlæg på vegne af alle fædre.

Vi fortsætter diskussionen, og Carlo Fatuzzo indleder diskussionen for De Kristelige Demokrater i denne del med indlæg for de politiske grupper. De har tre minutter.

 
  
MPphoto
 
 

  Carlo Fatuzzo, for PPE-DE-Gruppen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig meget at kunne tage ordet ved denne lejlighed, og først vil jeg gerne lykønske formanden for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Jan Andersson, med denne initiativbetænkning fra udvalget, der på så glimrende og engageret vis blev udarbejdet af fru Castex efter en række høringer med deltagelse af alle udvalgets medlemmer, hvoraf nogle gav et særligt bidrag. Tillad mig at sige, at jeg efter ni år som medlem af Europa-Parlamentet endelig har set en betænkning her i Parlamentet, der drejer sig om pensionister og ældre! Og som i høj grad nævner dem. I morgen vil jeg i min stemmeforklaring fortælle, hvor mange gange ordene "pensionist" og "ældre" bliver brugt i denne betænkning.

Betænkningen omhandler naturligvis også andre ting, nemlig fødsler, børn og erhvervsuddannelse, men der er noget, jeg gerne vil understrege, nemlig hvorfor vi endelig taler om de ældre. Jeg er overbevist om, at det skyldes den store frygt, som alle regeringerne har, nemlig at et stort antal ældre i forhold til et lille antal arbejdstagere betyder, at pensioner og sundhedspleje kommer til at koste meget mere end før.

Hvis vi går 20, 10, 30 eller 50 år tilbage, var der faktisk ingen, der tænkte på, at ældre havde behov for hjælp og støtte, og at personer med gamle forældre havde brug for at have mere fri fra arbejde end tidligere. Vi begynder at tale om pensionsordninger, og vi begynder at tale om, at der skal fødes flere børn, og at mødrene skal have mere hjælp. Var det virkelig nødvendigt, at der skete sådan en katastrofe - som en af talerne før mig sammenlignede med klimaændringerne?

Jeg tror dog, at der kommer noget godt ud af noget dårligt, for jeg er en varm tilhænger af det, der står i denne betænkning. Endelig fastlægger Europa - repræsenteret ved Europa-Parlamentet - nogle retningslinjer for, hvordan en medlemsstat reelt skal opføre sig. Jeg håber, at medlemsstaterne følger dette eksempel.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson, for PSE-Gruppen. - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne indlede med at takke ordføreren, som både har gjort et virkelig godt grundarbejde og også varetaget forhandlingerne mellem de forskellige politiske grupper fremragende.

Dette er, som en taler tidligere var inde på, en stor udfordring. Ikke en trussel, men en udfordring for EU. Jeg skal forsøge at holde mig til de tre hovedområder, som var og er strukturen i ordførerens betænkning.

For det første er der fødselstallet. Vi har for lave fødselstal i Europa, og jeg er enig i, at det i vid udstrækning skyldes manglende politiske beslutninger. Det handler om, at mænd og kvinder i dag ønsker at være på, og er påkrævet på, arbejdsmarkedet, men samtidig ønsker at blive forældre og få børn. Den kombination skal vi fremme i medlemslandene, så forældrene, både mænd og kvinder - og det er vigtigt at understrege - kan forene arbejdsliv og forældreskab. Det handler om godtgørelse under barsel baseret på tab af arbejdsindtægt, knyttet til arbejdslivet, på et højt niveau, således at man kan være hjemme, men ikke behøver lide økonomisk tab.

For det andet har vi brug for en udbygget børnepasning af høj kvalitet. Det har vi langtfra. Vi har mål, men det er kun få medlemslande, der i dag opfylder målene om en udbygning af børnepasningen.

For det tredje er der de ældre på arbejdsmarkedet. Det er et paradoks, at vi indtræder senere på arbejdsmarkedet og forlader det tidligere. Vi er nødt til at skabe forudsætninger med forskellige foranstaltninger på arbejdsmiljøområdet, når det handler om muligheden for videreuddannelse, og når det handler om fleksible løsninger i grænseområdet mellem arbejdsliv og pension, med henblik på at gøre det muligt for forældrene at blive på arbejdsmarkedet.

For det fjerde og sidste er der migrationen. Vi har brug for mennesker, som kommer fra andre dele af verden til vores samfund, til at udvikle og bevare vores velfærdssamfund. Derfor er vi nødt til at skabe en integrationspolitik, hvor de integreres i vores samfund og ikke udelukkes. Vi må være fælles om denne politik, for den udgør ikke nogen modsætning til vores velfærdssamfund. Den er derimod en forudsætning for at udvikle det.

 
  
MPphoto
 
 

  Elizabeth Lynne, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Det har været en vanskelig betænkning. Der har desværre været meget lidt tid til at indgå kompromiser og til at føre en ordentlig debat om nogle af problemerne - hvilket forklarer de mange ændringer.

Jeg er dog tilfreds med mange elementer af det, som vi trods alt har fået med, såsom behovet for at håndtere problemet med mishandling og misbrug af ældre. Der skal omgående gøres mere for at afslutte den fysiske mishandling, det økonomiske og følelsesmæssige misbrug samt andre former for misbrug, som ældre mennesker regelmæssigt udsættes for. Ifølge det seneste estimat ligger antallet af ældre, der har været udsat for misbrug, over 10 %, hvilket er et rystende tal. Derfor hilser jeg Kommissionens hensigt om at fremsætte en meddelelse om dette problem velkommen. Men vi må gøre mere. Medlemsstaterne må også arbejde hen imod at sikre alle ældre uafhængighed, gratis personlig pleje, livslang læring og frihed for diskrimination på arbejdspladserne. Dette er selvfølgelig ensbetydende med en fuld gennemførelse af beskæftigelsesdirektivet fra 2000 og en viderebygning heraf.

Vi må arbejde på at forhindre, at arbejdstagere bliver smidt på arbejdsmarkedets losseplads, hvad enten de er 50, 55 eller 65 år. Den arbitrære lovbestemte pensionsalder skal afskaffes, samtidig med at der sikres en lovbestemt pensionsalder, der fastsættes af medlemsstaterne selv. Der er en meget klar forskel på disse to. Den enkelte kan således vælge at stoppe med at arbejde og gå på pension eller fortsætte med at arbejde og derefter enten gå på pension eller udskyde den, til vedkommende vælger at stoppe med at arbejde. Desværre kunne jeg ikke opnå konsensus på dette punkt, og derfor er det ikke indeholdt i betænkningen, men det er min overbevisning, at medlemsstaterne skal tilskyndes til at overveje dette for fremtiden.

Jeg har indbragt en række ændringer på vegne af min gruppe, som jeg håber, andre medlemmer vil finde passende at støtte, men de fleste af de spørgsmål, der er omfattet af denne betænkning, bør fortsat henhøre under medlemsstaternes kompetence. Der er naturligvis stadig meget, vi kan gøre, hvad angår udveksling af bedste praksis.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Tadeusz Masiel, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Som ordføreren korrekt har bemærket, afhænger den demografiske situation af fødselshyppigheden, gennemsnitslevealderen og migrationen. Jeg vil gerne tilføje et fjerde konsoliderende element til denne dynamik, nemlig de mellemmenneskelige relationer og den politiske vilje, der påvirker relationerne.

Mennesket er et særlig krævende og besværligt dyr, der ikke blot formerer sig, når tiden er inde, mennesket skal desuden være udstyret med passende vilkår. Det 20. århundrede, især årene efter anden verdenskrig, fyldte ikke mennesket med særlig optimisme eller lyst til at formere sig. Det var som om folk ikke fandt jorden tilpas interessant til at sætte børn i verden.

Nu hvor vi har forstået årsagerne til den demografiske udvikling i Europa, der tegner sig pessimistisk, er tiden kommet til at gøre noget ved det. Indvandring kan ikke løse problemet alene, som det bemærkes i betænkningen. Det er først og fremmest nødvendigt at skabe attraktive betingelser for europæerne, så de ønsker at øge fødselshyppigheden. Jeg støtter faktisk alle de løsninger, som ordføreren foreslår, og lægger særlig vægt på to.

Vi skal tage os af familien i større grad end nogensinde før, og vi skal især tage os af de kvinder, der ikke blot ofrer deres tid til at være mødre, men som også plejer syge og ældre familiemedlemmer. Dette arbejde skal sikres en speciel erhvervsstatus og aflønning. Hvert barn skal endvidere sikres en vuggestue- og børnehaveplads, når moderen genoptager arbejdet.

Jeg vil sluttelig gerne sige, at den demografiske situation bl.a. er et politisk problem, og vi er politikere, så vi er i stand til at rette op på denne dårlige tilstand.

 
  
MPphoto
 
 

  Ilda Figueiredo, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Det er ganske rigtigt, at befolkningen i EU's medlemsstater undergår demografiske forandringer, som det er vigtigt at tage højde for, men i den analyse, der er foretaget, er det ikke nok at sige, at der er et faldende fødselstal, og at befolkningen bliver ældre. Man er nødt til at gå et skridt videre og søge efter årsager og pege på foranstaltninger, der ikke truer menneskehedens udvikling og alt, hvad civilisationen hidtil har opnået.

Vi må således ikke kompromittere de fremskridt, som er opnået, ved at den videnskabelige udvikling er anvendt til forbedring af folks levevilkår i form af forebyggende medicin, bedre sundhedspleje, ernæring og boligforhold, nedsat arbejdstid og støtte til mødre, fædre og børn, hvilket har medført en konstant og regelmæssig stigning i levetiden.

Det, at der har eksisteret lovgivning på nogle vigtige sociale områder, navnlig almindeligt tilgængelige offentlige tjenester, især inden for områderne sundhed og uddannelse, har spillet en afgørende rolle. Det har ligeledes haft stor betydning, at de ting, som arbejdstagerne har opnået med hensyn til organisation og arbejdstid, forbedrede sundheds- og sikkerhedsvilkår på arbejdspladsen, mere fordelagtige arbejdspauser og ferier, rimelige lønninger og sikkerhed i ansættelsen, er blevet lovfæstet.

Men de mere og mere nyliberale politikker, hvis essentielle instrumenter er Lissabonstrategien, stabilitetspagten og retningslinjerne fra Den Europæiske Centralbank, har ført til liberalisering og privatisering af offentlige tjenester og en stigning i usikre ansættelsesforhold, hvilket især rammer kvinder. Hævelsen af pensionsalderen gør det endnu mere vanskeligt for unge at finde beskæftigelse med rettigheder, og den almindelige adgang til offentlige tjenester og rimelige boligforhold er ligeledes blevet vanskeligere.

Alle disse faktorer medvirker til at nedbringe fødselstallet. Derfor er vi nødt til at ændre vores politik omgående. Af denne årsag er vi nødt til at erstatte Lissabonstrategien med en europæisk strategi for solidaritet og bæredygtig udvikling, der åbner op for nye muligheder for Europa - muligheder for ordentlige arbejdspladser med rettigheder, navnlig for kvinder og unge, nedsat arbejdstid uden nedgang i lønnen, bedre lønninger, ingen diskrimination, navnlig ingen løndiskrimination over for kvinder, større økonomisk og social samhørighed, tilstrækkelig beskyttelse samt offentlig og universel social sikring, der sikrer en højere livskvalitet og større social retfærdighed.

Dette gør det bydende nødvendigt at skabe flere, bedre og billigere faciliteter til børnepasning og pleje af plejeafhængige personer samt at gøre offentlig førskoleundervisning alment tilgængelig og vederlagsfri, så der fremmes gode arbejdsvilkår, og det bliver muligt at forene arbejds- og familielivet. Det kræver så igen en stabil beskæftigelse og stabile arbejdstider samt respekt for mødres og fædres sociale rolle.

Af denne grund er det også nødvendigt at tildele flere budgetmidler til mindre udviklede lande, og alle medlemsstater er nødt til omgående at ratificere og gennemføre FN-konventionen om familiesammenføring for vandrende arbejdstagere.

 
  
MPphoto
 
 

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Dette er en betænkning, der handler om at forberede sig på demografiske forandringer. Betyder det, at vi giver op og accepterer den frygtelige prognose i grønbogen fra 2005?

Da grønbogen blev offentliggjort, så vi det som en udfordring at lave forandringer. Vi ville bl.a. gøre det muligt for kvinder at få det antal børn, de sagde de ville have. Kaster vi nu håndklædet i ringen?

Vores ønske om at øge fødselstallet undermineres af vores politik. Vores konkurrencestrategi er baseret på forbrugerisme. Men forbrugerisme kan afholde folk fra at få børn. Forbrugerismen lærer os at være egoistiske. Bare se reklamerne: Forkæl dig selv, tag det hele, køb.

For de fleste mennesker er det at få børn det stik modsatte. Det kræver, at man kan være uselvisk, dele og lade andres behov komme i første række. Efterhånden som vi bliver forbrugere, spørger vi i stigende grad os selv: Har vi råd til et barn? Og vi opvejer de udgifter, der er forbundet med et barn, mod de udgifter, der er forbundet med en karriere, et selskabsliv, en bil, et hus eller en rejse. Her bliver barnet ofte taberen, idet de potentielle forældre siger enten "nej tak" eller "nej, ikke endnu".

Og naturligvis skal vi gøre noget ved infertiliteten. Men med over fire millioner aborter om året i Europa kan vi ikke rigtig sige, at det faldende fødselstal hovedsagelig handler om infertilitet.

Jeg bad min praktikant læse denne betænkning, og hun kom med en interessant kommentar: Hvor er mændene henne? Hvis vi vil snakke om ligestilling mellem kønnene og demografi, er vi nødt til at snakke om begge køn som værende lige og fuldt ansvarlige for opfostringen af børn. Af mange gyldige grunde har vi været nødt til at fremhæve kvindernes sag. Men er vi nået til et punkt, hvor mændene er kørt ud på et sidespor? At opfostre et barn er en kæmpemæssig opgave. Selv om vi skal give enlige mødre og deres børn al den hjælp, vi kan, er det i bedste fald en ringe erstatning for en omsorgsfuld, støttende og - om jeg så må sige - beskyttende far.

Mange kvinder ønsker ikke at blive mor uden en engageret far. Sikkerheden har stor betydning, når man er mor, men det handler ikke kun om økonomisk sikkerhed. Vi skal tilskynde til et følelsesmæssigt miljø, der er befordrende for det at få børn. Vores kultur er nødt til at tilskynde mændene til at tage deres tørn.

Mere end noget andet har det at få børn at gøre med vores allertætteste relationer, og derfor vil det ikke øge fødselstallet med et stigende antal børnepasningstilbud - selv om det er effektivt med hensyn til at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Hvis vi skal rette op på vores demografiske krise, er vi nødt til at genoprette de menneskelige relationers grundlæggende integritet. Vi må fremhjælpe tillid, tålmodighed, troskab og kærlighed. Kun i sådan en atmosfære kan mænd og kvinder føle sig lykkelige og sikre nok til at stifte familie, og hvis denne familie og dette familieliv støttes oprigtigt, vil vi se en stigning i fødselstallet plus en revitalisering af Europa.

 
  
MPphoto
 
 

  Thomas Mann, (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! EU står over for hidtil usete demografiske ændringer. I 2030 vil der mangle over 20 millioner mennesker i den arbejdsdygtige alder. Til den tid er der to erhvervsaktive for hver pensionist. Den gode nyhed er, at folk lever længere, og de ældre er raskere end nogensinde. Den dårlige nyhed er, at der mangler nye generationer, hvilket har dramatiske følger for arbejdsmarkedet, byplanlægningen, boligområdet og uddannelsessystemerne.

Vi har brug for mere familievenlige forhold i vores medlemsstater, bedre børnepasningstilbud, flere virksomhedsbørnehaver, bedre balance mellem familie og arbejdsliv, flere kvinder i det aktive arbejdsliv, mere deltidsarbejde til forældre og sikker tilbagevenden til erhvervslivet efter familiefasen. Og især stabile erhvervsudsigter og tilstrækkelige indtægter, som gør det lettere at have børn.

Vi har også brug for markant større investeringer i mennesker for at forbedre det almene og faglige uddannelsesniveau. Det er ikke kun de unge, der skal nyde godt af programmerne for livslang læring, men netop også de ældre, som vil arbejde meget længere, og som er belastbare, meget kompetente og topmotiverede.

Man må ikke læsse for meget over på Castex-initiativbetænkningen. Der er f.eks. stadig uenighed om den juridiske status for almene sociale ydelser. Vi er imod et EU-rammedirektiv eller bindende retsforskrifter. Man må heller ikke belaste arbejdsmarkedsrelaterede pensionsordninger, som er opstået på frivillig basis, med f.eks. familiepolitiske kriterier. Det er et spørgsmål for socialforsikringen, et skattemæssigt spørgsmål, altså en klassisk opgave for medlemsstaterne.

Med disse overvejelser og ændringsforslagene fra PPE-DE-Gruppen får betænkningen et vægtigt indhold. Dermed kan vi føre den nødvendige brede diskussion om konsekvenserne af de dramatiske demografiske ændringer.

 
  
MPphoto
 
 

  Alejandro Cercas (PSE) . - (ES) Hr. formand! Hr. kommissær, mange tak for Deres tilstedeværelse ved denne meget interessante forhandling. Jeg vil også gerne takke fru Castex for at have udarbejdet denne fremragende betænkning og for at have gjort det muligt for os at gå mere i dybden med en diskussion, der hjælper os meget.

I et land som mit, Spanien, som oplever en demografisk krise, der om muligt er mere alvorlig end gennemsnittet i EU, hjælper denne slags meddelelser fra Kommissionen og disse forhandlinger os meget, for det er et dybtgående, strukturelt og ikke konjunkturafhængigt problem. De tager problemet ud af den nationale politiske debat og sætter det ind i en bredere sammenhæng, hvor det kan undersøges og besvares bedre.

Som nævnt af kommissæren står vi rent faktisk over for et problem, men vi står også over for en mulighed. Muligheden bør materialisere sig i, at vi behandler dette problem og ikke kun dets virkninger, dvs. at der bliver flere gamle i Europa, at Europa bliver ældre, men også dets årsager.

Vi skal undgå denne aldring i Europa, for vi kan ikke undgå, at der kommer flere ældre: Videnskaben og medicinen har ført os til dette punkt, og de vil gøre nye fremskridt. Problemet er, som nævnt af andre kolleger, at der mangler fødselspolitikker, demografiske politikker, der mangler børn i Europa, det er det, vi mangler. Vi skal arbejde på alle fronter, men være os bevidst, at det er et alvorligt problem, som vi vil videregive til de kommende generationer, hvis ikke lægger fundamentet til at løse det nu.

Jeg hører til dem, der tror på Europa, på den sociale model, og at det ikke er problemet, men tværtimod kan være løsningen.

Aldringen i Europa og det lave fødselstal i Europa ville være endnu mere alvorligt uden vores sociale system. Andre samfund som f.eks. Kina, hvor man vil opleve meget lignende fænomener, vil komme til at betale en endnu højere pris, fordi de ikke har nogle effektive, intelligente og rationelle sociale modeller.

For problemet består kort sagt i, at ændringen er uundgåelig, og at vi er nødt til at ændre tingene. Vi kan bevare vores sociale systems teknikker uden at ændre dets værdier. Og jeg synes, at de grundlæggende spørgsmål er at udvise solidaritet, forene af familie- og arbejdslivet - for at give nye muligheder til, at familierne igen føder nye generationer - at byde indvandrerne velkommen, ikke som en byrde, ikke som noget negativt for vores samfund, men som et fænomen, der, hvis vi forstår at integrere dem, vil hjælpe os med at løse dette problem. Endelig er det nødvendigt at tænke nøje over kvindernes rolle i vores samfund, og det skal som altid ske i lyset af solidariteten.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 
 

  Siiri Oviir (ALDE). - (ET) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Det gennemsnitlige fødselstal i Europa er i dag 1,5, men det bevirker, at der ikke er nogen befolkningstilvækst. Medlemsstaterne har analyseret situationen, og deres undersøgelser viser, at folk gennemsnitligt kunne tænke sig at få mellem to og tre børn. Folks ønsker stemmer tydeligvis ikke overens med virkeligheden.

Vi har det 21. århundrede, og det er længe siden, kvinderne holdt op med at affinde sig med rollen som husmor og børnepasser. De uddanner sig, de vil arbejde og gøre karriere, og den indtjening, de får ved at arbejde, øger levestandarden for deres familie. Vi er imidlertid nødt til at påvirke fødselstallet og få skabt en situation, hvor det antal børn, familierne gerne vil have, bliver til virkelighed. Vores familier har brug for en sikkerhedsfølelse af, at deres karriere ikke vil blive ødelagt, hvis de sætter et barn i verden. Med andre ord er der brug for en bedre balance mellem arbejds- og familieliv for såvel mødre som fædre.

Forældre ønsker at have vished for, at de kan give deres børn en god uddannelse og evnen til at dyrke deres interesser, i givet fald med væsentlig støtte fra staten. Uden denne tryghed vil folk ikke få børn. Indvandring som et middel til at øge befolkningstallet er en naiv vej at gå. Det er kun en delvis, kortsigtet løsning. Vi skal fokusere mere på innovation, ikke på immigration.

Tiden tillader ikke, at jeg taler om samtlige faktorer, men jeg vil gerne fremhæve, at den demografiske situation i høj grad afhænger af en række beslutninger og retsregler på områder, der spænder fra arbejds- og familieret til miljølovgivning og national sikkerhed. Afslutningsvis ønsker jeg at takke fru Castex for hendes betydningsfulde betænkning, der rummer stor kvindelig indfølingsevne.

 
  
MPphoto
 
 

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! I beslutningsforslaget gøres der atter en gang opmærksom på den demografiske trusssel i Europa. Eftersom vi er ansvarlige for vores kontinents fremtid, for dets sociale og økonomiske udvikling, skal vi lægge særlig vægt på dette problem. Den gennemsnitlige fødselshyppighed på 1,5 er for lav. Hyppigheden skal være over 2,15 for at sikre en simpel generationsudskiftning.

Promovering af familiemodeller med få børn eller ingen børn, betingelser for familieliv, der ikke sikrer en anstændig eller stabil økonomisk situation (som følge af arbejdsløshed og dårligere ansættelsesstandarder, specielt eftersom ansættelsen ikke er fast), og pensionssystemernes afstraffelse af kvinder for moderskabet er helt sikkert medvirkende til, at den truende situation er opstået. Befolkningens aldring skyldes, at menneskerne lever længere, hvilket er et positivt fænomen. Aldringen skyldes også, at forholdet mellem erhvervsaktive personer og pensionister er blevet forværret, og det skaber alvorlige problemer for pensionssystemerne. Vi må tage initiativ til at ændre denne situation.

Jeg kan dog ikke tilslutte mig betænkningens overbevisning om, at dette problem i vid udstrækning kan løses ved migration. Forskning udført i Polen af instituttet for markedsøkonomi har vist, at den positive impuls forbundet med denne type forøgelse af befolkningen blot udgør 2-3 %, og det er alt for lidt. Denne metode skaber desuden sociale problemer, hvilket i dag ses i Danmark, Frankrig og Tyskland. Integrationen tager lang tid.

Jeg vil gerne gøre opmærksom på betænkningens forslag vedrørende rettighederne for økonomiske immigranters familier. De ændringsforslag, som jeg har fremført, skyldes den manglende præcisering af, om begrebet familie skal forstås i henhold til lovgivningen i immigrantens hjemland, eller i henhold til det modtagende lands. Det drejer sig især om evt. flerkoneri og de heraf følgende retslige og økonomiske konsekvenser i tilfælde af sociale ydelser til disse familier. Jeg vil også …

(Formanden afbrød taleren)

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Ordet "integration" er brugt 24 gange i denne betænkning. Den foreslåede integration af indvandrere betalt af landets skatteydere mangler at tage højde for et vigtigt aspekt, nemlig religion og civilisation. Militante sekularister af socialistisk oprindelse undgår dette emne, selv om den muslimske befolkning vokser med raketfart.

I 2025 kan - eller vil - én ud af tre mennesker i Vesteuropa være muslim. Ærkebiskoppen af Canterbury har for nylig foreslået, at Europa indfører sharialovgivning, hvilket formanden og dette Parlament sikkert ville kalde multikulturalisme. Det fremkalder en forvirret debat, der har udviklet sig til at handle om, hvordan og hvordan vi kan integrere og assimilere de nye indvandrere, der strømmer ind over kontinentet.

Betyder assimilation, at indvandrerne skal absorbere og absorberes i den europæiske civilisation, eller betyder det, at de sammen med efterkommerne af gamle europæiske nationer skal skabe en ny form for europæer? Eller er det uønskeligt eller umuligt at skabe en fælles civilisation?

Selv om Europa altid har haft massevis af skiftende kulturer, har det også været en traditionel kristen kultur eller civilisation, så at sige, som de fleste europæere har taget del i uanset deres identitet. I næsten 20 århundreder har denne civilisation udgjort den centrale og vedvarende bestanddel af den europæiske arv. Man fristes til at spørge: Ville Europa være det Europa, det er i dag, hvis resterne af det gamle Rom i det syvende og ottende århundrede ikke var blevet erobret og koloniseret af kristne, men af muslimer og alle mulige andre? Svaret er ganske enkelt nej. Det ville ikke være Europa. Det ville være Egypten eller Libyen.

Heldigvis findes der folk, der ikke vil godtage kulturelle rettigheder som et påskud for at indføre sharia. Religion bør beskyttes af staten - navnlig den europæiske stat. Kun kristendommen kan integrere andre religioner i et fælles europæisk projekt ved at anerkende det, som verdslige ideologier ikke kan. Jeg tror på, at Europa kan klare det, og europæerne bør igen holde fast i den kristne kultur samt traditioner og værdier som frihed, lighed, ret og individuelle rettigheder, som europæere i alle lande i over 20 århundreder har taget til sig, og som har været kilden til velstand og moralsk lederskab i verden.

Denne betænkning kan ikke integrere nogen eller noget som helst. Den er et symbol på at gå den visse død i møde. Den vil højst skabe et kontinent fuldt af zombier, der er uvidende om deres nationale identitet.

 
  
MPphoto
 
 

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Øget forventet levetid og et konstant faldende fødselstal vil betyde, at det aktuelle europæiske demografiske forsørgerindeks vil stige fra de aktuelle 49 % til 59 % i 2005 og til 77 % i 2050.

EU står således over for et hidtil uset problem, da Europas byer i fremtiden vil have en meget høj procentdel af ældre mennesker, og samfundet derfor vil være meget anderledes end det, vi har i dag.

Denne tendens kommer til at kræve omfattende ændringer af vigtige dele af lovgivningen. Ud over social sikring vil der skulle ske ændringer inden for sundheds- og plejeydelser, skattepolitik, fysisk planlægning, indvandring, sikkerhed, kultur, turisme, fritid osv.

Finansieringen af pensionsordninger vil ligeledes skulle revurderes, så denne ikke længere hovedsageligt er statsbaseret, og selv hvis den er det, vil indbetalingerne ikke længere komme næsten udelukkende fra lønninger.

I betragtning af de demografiske forandringers vidtrækkende konsekvenser er vi nødt til at se på forandringerne ud fra de offentlige myndigheders og socialnetværkets synspunkt, hvilket kræver, at alle økonomiske, kulturelle og sociale aktører mobiliseres i en struktureret analyse og debat om forskellige muligheder for at træffe foranstaltninger. Derfor er denne betænkning så betydningsfuld.

Endnu en gang har vi et område, hvor det er absolut nødvendigt og uopsætteligt at intensivere den sociale dialog. Faktisk er der ingen anden måde at tackle dette problem på.

Jeg er enig i Kommissionens meddelelse om, at en øgning af fødselstallet i betragtning af problemets presserende karakter og omfang vil føre til fastsættelse af en langsigtet strategi. Kun sådan vil vi kunne træffe forebyggende foranstaltninger og samtidig hjælpe EU med at gribe de chancer, der ligger i en politik om øgning af fødselstallet.

 
  
MPphoto
 
 

  Harald Ettl (PSE). - (DE) Hr. formand! Vi diskuterer i dag i en sen time en betænkning, som handler om Europas demografiske fremtid, og det sker næsten uden offentlighedens bevågenhed. Ordføreren skal have stor anerkendelse for denne betænkning, fordi hun i betænkningen har behandlet vores eksistentielle samfundspolitiske og sociale spørgsmål. Resultatet her bør være pligtlæsning for alle parlamentsmedlemmer, som skjuler sig bag den pragmatiske daglige politik og ignorerer virkeligheden.

Af betænkningen fremgår det, hvordan og hvor økonomiens og den rene profitjagts kulde kan korrigeres med social varme. Prognoser for udviklingen er til for at åbne vores øjne og udvikle en politisk filosofi for et samfund uden udstødning. Det gælder spørgsmålet om familiebegrebet, som hele tiden ændres og skal suppleres, og det gælder spørgsmålet om, at det at få børn i vores rige samfund i dag er forbundet med en angst for at blive fattig.

Den dag i dag forhindrer ledere i industrivirksomheder, som aldrig har lært at leve socialt, folk i at holde forældreorlov - det er helt almindeligt forekommende. Desuden stiller udefinerbare og især uforudsigelige ansættelsesforhold og arbejdspladser spørgsmålstegn ved, om man har råd til at få børn.

De ekstra initiativer, der er nævnt i betænkningen, er nødvendige for at gøre en demografisk udvikling til en win-win-situation. Det er i hvert fald sikkert, at morgendagens samfund kommer til at se anderledes ud. Om generationskonflikten bliver til en samfundspolitisk apokalypse og konflikterne mellem fattige og rige tager til, det afhænger netop nu af, om politikerne vil tænke politisk og arbejde samfundspolitisk.

Denne betænkning er mere end en dårlig vejrudsigt, som man kan leve med i dag, fordi det måske bliver bedre vejr i morgen. Denne betænkning er en klar opfordring til at ændre og udbygge vores sociale samfund og især også en chance for at forbedre vores personlige sociale forståelse. Endnu en gang tak til ordføreren.

 
  
MPphoto
 
 

  Jean Marie Beaupuy (ALDE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Som hr. Ettl netop sagde, står vi over for en stor udfordring. I dag har alle vores medborgere forstået, at der er en klimatisk udfordring. Få har forstået, at der er en demografisk udfordring.

Men når det er sagt, hvor finder man så de demografiske problemer i Europa? I byerne selvfølgelig, eftersom 80 % af befolkningen bor i byerne. Hvilke problemer møder de borgere, der bor i byerne, og borgmestrene i dag, for flere kolleger, som er medlem af Parlamentet, er ligeledes borgmester eller viceborgmester i deres by?

Lad mig tage to serier eksempler. Først en serie økonomiske eksempler. I det omfang, en by enten skal huse et stort antal indbyggere, eller i modsat fald som i visse byer i Østtyskland oplever, at mange indbyggere forlader byen, er dette i det andet tilfælde ensbetydende med tomme boliger, ubenyttede veje, kvarterer, der opvarmes formålsløst, og tomme skoler. I det første tilfælde, er det derimod ensbetydende med, at der skal bygges en ny skole til 5 millioner euro, som jeg netop har gjort i visse kvarterer i min by, og et nyt lokalcenter til 7 millioner euro. Det er økonomiske udgifter, der tynger byerne og deres skattepligtige borgere.

Men udfordringen er ikke kun økonomisk, den er også menneskelig, for i disse kvarterer er der, når man ser mennesker, der lever isoleret, når man ser, at hele kvarteret ældes, at der ikke er flere børn, der leger på gaden og udstøder glade skrig, ja, så er der et problem med de menneskelige relationer. Som De ved, er der job, der ganske enkelt er blevet ladt i stikken. I visse små byer er der ikke længere nogen blikkenslager. Der er ikke nok sygeplejersker i min by. Vi har ikke nok hjemmehjælpere, så folk må vente. I stedet for at få to timers hjælp om dagen, får folk nu kun én time. Det er et alvorligt menneskeligt problem.

Hr. kommissær! Ud over betænkningen af min kollega, fru Castex, som jeg med glæde skal stemme for i morgen, vil jeg bede Dem om som formand for den tværpolitiske gruppe URBAN at komme med et forslag for byerne, så der hurtigst muligt i hver by kan blive oprettet en fortegnelse, som gør det muligt bedre at forstå, bedre at styre den demografiske situation i vores byer på mellemlang og lang sigt, så der kan blive truffet beslutninger om aspekter som bolig, transport, skole osv.

 
  
MPphoto
 
 

  Wojciech Roszkowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Den diskuterede betænkning er et bevis på, at EU end ikke evner at bedømme en situation. Vi befinder os på et demografisk Titanic, og ingen har end ikke booket orkestret. Og en forhandling af så stor en betydning afholdes om aftenen, hvor der er færrest tilhørere.

Vi har en demografisk krise i EU. Der tales i betænkningen om ændringer, men argumentet i litra f) er i klar modstrid med argumentet i stk. 1. Der tales om kvinders barnløshed, men hvad med mændene? Der tales om pars barnløshed, som om homoseksuelle par kan være fertile. Der tales om barnløshed, men der siges ikke noget om, at den vigtigste årsag til det faldende befolkningstal skyldes aborter. De sidste 50 år er der foretaget omkring 75 millioner aborter i de 27 medlemsstater. Hvis det ikke var sket, ville EU's befolkning være 15 % større, og vi ville ikke have haft nogen krise.

Vi taler hele tiden om rettigheder i EU, men aldrig om forpligtelser, ej heller om forpligtelser over for fremtiden. Man kan kun sige, at dette er udtryk for, at de voksne går i barndom. Og derfor eksisterer krisen: børn kan ikke få noget afkom, og det samme gælder for de ældre, og uden noget afkom er der ingen fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Csaba Őry (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Betænkningen om Europas demografiske fremtid er en vigtig betænkning, fordi den handler om, hvordan vi løser nogle essentielle problemer, f.eks. ved standsning af samfundets aldring, øgning af lysten til at få børn, bedre balance mellem arbejds- og familieliv, beskæftigelsesmuligheder for kvinder, ældrepleje, støtte til de dårligst stillede ud over arbejde og ikke mindst langsigtet bæredygtighed og finansiel levedygtighed for de fremragende systemer til social velfærd.

De centrale ting i disse spørgsmål er familien, spørgsmålet om arbejdsdeling i familien, ægtefæller, der arbejder på samme tid, forsørgelse og uddannelse af flere og flere børn og den fortsatte forsørgelse og pleje af ældre plejeafhængige. Hvordan kan man tilskynde voksne medlemmer af familien til at arbejde og få børn på samme tid? Og vi må også erkende, at vi samtidig på EU-politisk niveau ønsker at tilskynde til en aktiv alderdom, dvs. at gøre det attraktivt at arbejde ved siden af pensionen og derved rykke aldersgrænsen en smule inden for rammerne af, hvad der er muligt, og reducere antallet af personer, der går på førtidspension, via indirekte incitamenter.

Disse mål, som er indbyrdes afhængige, kan vi kun nå, hvis vi retter særlig fokus på to forhold: støtte til familier og forbedring af folks sundhedsstilstand. Vi kan tydeligvis kun regne med at kunne øge de ældres lyst til at arbejde, hvis de er tilpas raske og i stand til at varetage et fast arbejde uden umiddelbare problemer.

Det er uheldigt, at en del medlemsstater af budgetmæssige årsager tilbageholder og skærer ned på sundhedstilskuddene, og at der lægges flere og flere byrder over på arbejdstagerne, herunder de ældre og de dårligst stillede. Det er den forkerte vej at gå. Det bidrager ikke til gennemførelse af Lissabonstrategien, og det bidrager heller ikke til løsning af de demografiske problemer. Situationen er nogenlunde den samme, hvad angår støttesystemer til familier, og også disse er vi nødt til at øge i stedet for at holde tilbage og skære ned på.

 
  
MPphoto
 
 

  Rovana Plumb (PSE). - (RO) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Fru Castex' betænkning har stor betydning for Europas fremtid, og jeg vil gerne komplimentere ordføreren for dens indhold.

En korrekt demografisk politik er forbundet med et grundlæggende forhold: Vi bør ikke stille de fremtidige generationer opgaver, der er nærmest umulige at løse i betragtning af de omstændigheder, der forudses for de næste årtier. Kort sagt er vi nødt til at finde løsninger, der er afpasset efter nutiden og i særdeleshed efter fremtiden.

Den europæiske demografi er et problem over hele Unionen, og jeg vil gerne gøre opmærksom på, at den region, som jeg har den ære at repræsentere, har alvorlige problemer på dette område. Faktisk har den socialkulturelle virkelighed, der fulgte af det lange kommunistiske styre, påvirket de demografiske processer i de østeuropæiske lande, og det er Rumænien et konkret eksempel på.

Løsningen på den demografiske udfordring er ved første øjekast enkel: Medlemsstaterne skal hurtigt revidere deres demografiske politik, så de negative konsekvenser af det faldende befolkningstal og den demografiske aldring kan elimineres. Selv om løsningerne ikke altid er lige så enkle som spørgsmålene, vil jeg gerne understrege vigtigheden af betænkningens punkt 10, hvor medlemsstaterne opfordres til at træffe foranstaltninger til etablering af gode og prismæssigt overkommelige børnepasningsordninger under overholdelse af Barcelonamålene, hvorved medlemsstaterne inden 2010 skal etablere ordninger, der giver mulighed for, at mindst 90 % af børn mellem tre år og skolealderen og mindst 33 % af børn under tre år kan blive passet. Det er både et generøst og et nødvendigt mål.

Efter min opfattelse vil det være en løsning at yde direkte økonomisk støtte i form af kontante midler, men kun på nuværende tidspunkt, og af denne grund bør vægten lægges på støtte til forældre, der indgår i et arbejdsforhold, samt på gode og prismæssigt overkommelige børnepasnings- og uddannelsesmuligheder med henblik på at skabe balance mellem familie- og arbejdsliv. De europæiske institutioner og medlemsstaterne er begyndt at blive opmærksomme på vigtigheden af en demografisk politik, men det er ikke nok. Vi har brug for et første skridt, en nøjagtig registrering af den demografiske situation i EU.

(Formanden fratog taleren ordet)

 
  
MPphoto
 
 

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Allerførst vil jeg gerne sige "godt gået" til ordføreren. Det er en meget omfattende betænkning, der omhandler et alvorligt problem i EU: den demografiske udfordring.

Jeg ønsker blot at nævne to af de områder, der er omfattet af denne betænkning: situationen for omsorgspersoner, især omsorgspersoner i familien, og spørgsmålet om pensioner. Hvad angår omsorgspersoner, minder betænkningen medlemsstaterne om en række ugunstige omstændigheder, som omsorgspersoner ligger under for, og anmoder om, at der tilbydes mere støtte til omsorgspersoner, ikke mindst retten til fleksible arbejdsformer eller deltidsarbejde. Dette vil gøre det lettere for omsorgspersonerne at træffe valg og opnå en rimelig balance i arbejdslivet.

Domstolens nylige præjudicielle afgørelse til fordel for sagen om en arbejdstagers opsigelse på grund af misligholdelse fra arbejdsgiverens side, som blev indbragt af en omsorgsperson i Det Forenede Kongerige, tyder faktisk på, at Domstolen måske tænker i samme baner.

Denne betænkning understreger ligeledes, at det spiller en vigtig rolle, at de, der har brug for pasning, har adgang til passende ordninger, hvis det skal sikres, at både mænd og kvinder tager fuld og lige del i arbejdsstyrken. Dette vil bidrage til vores indfrielse af Lissabonmålene. Der skal dog naturligvis tilvejebringes passende ordninger under alle omstændigheder.

Betænkningen fremhæver også den enorme ulighed i den gennemsnitlige arbejdsmarkedspension for mænd og kvinder. Dette skyldes ofte orlov fra karrieren til pasning af børn eller ældre familiemedlemmer. Og betænkningen opfordrer medlemsstaterne til at træffe foranstaltninger, der sikrer, at man ved beregning af pensionsrettigheder ikke bliver straffet for fravær fra arbejdsmarkedet i form af barsels-, fædre- eller forældreorlov.

Det er afgørende, at nutidens omsorgspersoner, hvoraf mange er i gang døgnet rundt alle ugens dage, ikke bliver den næste generation af ældre, fattige mennesker. For at forhindre, at dette sker, skal medlemsstaterne træffe foranstaltninger, så der tages hånd om spørgsmålet om pensioner til omsorgspersoner. Det vil være helt uacceptabelt, hvis de personer, der bærer pasningsbyrden, blev nægtet en passende pension.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Da jeg gik i grundskole, var der 100 millioner europæere under 14 år, ligesom jeg selv var. Når jeg bliver en 87-årig gammel mand, vil vi kun have 66 millioner børn i denne alder. I øjeblikket er hver fjerde indbygger i Europa over 65 år, og om 40 år vil hver anden europæer være i pensionsalderen.

Vi skal huske på, at disse tal ikke blot er udtryk for tør statistik. Alene dette vil medføre en enorm forøgelse af de offentlige udgifter og ydelser. Vi har at gøre med en demografisk krise i Europa, såvel som i mit land. For blot 100 år siden var hver sjette, syvende indbygger i verden europæer, men om 40 år vil blot hvert 20. menneske bo på vores kontinent.

Hvad skal vi gøre? Vi skal promovere moderskabet, skabe økonomiske incitamenter, også i skattesystemet, til at have børn, støtte familier med mange børn, og vi skal selvfølgelig også behandle bl.a. barnløshed. I dag brokker vi os og ender med at snakke om problemerne forbundet med indvandring, men årsagen til disse problemer skyldes de europæiske nationers demografiske fald.

 
  
MPphoto
 
 

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg finder det bekymrende, at fødselstallet nu har været faldende i adskillige år, og at alt tyder på, at befolkningsstrukturen i EU vil være forandret i 2050. Ikke blot vil EU's samlede befolkning blive gammel; der vil ligeledes blive mangel på folk i den erhvervsaktive alder. Som følge heraf vil Unionen opleve et tab af konkurrenceevne i forhold til regioner med betydelig demografisk vækst.

Den demografiske ubalance vil derefter kunne påvirke finansieringen af systemer til social velfærd og pensioner. Der er dog ikke noget nyt i denne situation, og de aktuelle negative demografiske forandringer tvinger os til at stille nogle væsentlige spørgsmål: Når vi leder efter løsninger på forandringerne, er vi nødt til at analysere forandringernes årsager og konsekvenser. Efter min opfattelse er nogle af hovedårsagerne til denne demografiske vinter de negative betingelser og tendenser, der gør sit for at svække den traditionelle familieenhed bestående af en mand og en kvinde, kvindens rolle som mor, mandens rolle som far til børnene, de økonomiske og sociale ydelser til familier med mange børn osv.

Som far og læge hilser jeg de af betænkningens afsnit velkommen, som handler om at beskytte moderskabet og yde samfundsøkonomisk støtte til familier og til aktiviteter, der gør det muligt for mænd og kvinder at forene familie- og arbejdslivet. Jeg er ligeledes enig i den pragmatiske og rationelle tilgang til indvandringspolitik. Her vil jeg lige nævne, at en rationel indvandringspolitik for mit vedkommende vil sige at bemande de poster, der længe har stået ubemandet i EU's medlemsstater. Det er nøjagtig på dette område, vi har brug for en velgennemtænkt og velforberedt europæisk politik. Når vi i Europa indfører den såkaldte "blå kort"-ordning, skal vi som en del af indvandringsprocessen kun udvælge de personer, der besidder kvalifikationer og er i stand til at arbejde inden for de fag, hvor vores marked mangler arbejdskraft.

Andre positive sider er i mine øjne ufrivilligt barnløse pars mulighed for adoption, og at der skabes gode betingelser for plejefamilier. (Jeg er næsten færdig.) Jeg er imidlertid ikke enig i, at kunstig forplantning skal fremmes som middel mod infertilitet, da …

 
  
MPphoto
 
 

  Joel Hasse Ferreira (PSE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Spørgsmålet om Europas demografiske fremtid fortjener væsentlig opmærksomhed her i Parlamentet. I Lissabon var jeg sammen med min kollega Edite Estrela fortaler for en offentlig høring om demografi og solidaritet mellem generationerne under debatten om hr. Bushill-Matthews' betænkning. Fru Castex' betænkning, som hun skal have ros for, hører ind under et bredere perspektiv - nemlig Europas demografiske fremtid.

Solidaritetsudfordringerne findes ikke kun mellem generationerne, men også mellem regionerne, og omfatter integration af indvandrere, politik for menneskelige ressourcer og naturligvis den udfordring, der ligger i demografisk fornyelse.

En sådan demografisk fornyelse kræver, at der tages hensyn til betydningen af børnepasningsfaciliteter, som gør det lettere for forældre at komme ud på arbejdsmarkedet og bidrager til bekæmpelsen af fattigdom, især for enlige forsørgere.

Det er dog også vigtigt at holde for øje, at nogle af de mål, der meget passende blev fastsat i Barcelona på dette og andre områder, endnu ikke er nået i forskellige lande - heraf vil jeg fremhæve større erhvervsaktivitet hos kvinderne og støtte til beskæftigelse af personer over 55 år.

Set fra en skattemæssig synsvinkel er det vigtigt for medlemsstaterne at overveje muligheden for at fremme effektive foranstaltninger til øgning af fødselstallet for at nedbringe de økonomiske begrænsninger, der er forbundet med at få flere børn.

Lad os gøre det klart, at det stadig er vigtigt, at arbejdstagere, hvis de ønsker det, skal kunne forlænge deres arbejdsliv inden for den enkelte medlemsstats eksisterende retlige ramme, men retten til pension ved den lovbestemte alder skal beskyttes. Det er naturligvis absolut nødvendigt at arbejde for mere bæredygtige sociale sikringsordninger.

Europas befolkningsmæssige fremtid beror i høj grad på indvandring sydfra, og derfor er uddannelsessystemerne nødt til at tage højde for de behov, som indvandrerne og deres familier har, så de stilles tilfreds og føler, at deres evner kommer til udfoldelse i de forskellige EU-medlemsstater.

Afslutningsvist: Europas demografiske fremtid afhænger også af os i Europa-Parlamentet. Jeg er sikker på, at vi nok skal leve op til vores ansvar.

 
  
MPphoto
 
 

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand! Europas demografiske fremtid er et problem, der vil findes i mange år. Europa aldres tydeligt. Der findes en fare for, at antallet af personer i den arbejdsdygtige alder reduceres, at økonomiens konkurrenceevne mindskes. Finansieringen af den sociale omsorg og pensionssystemernes balance er desuden rystet.

Den store udvidelse af EU og den økonomiske migration fra de nye medlemslande til de gamle medlemslande har dulmet problemet i Vesteuropa, men har ikke løst det. Aldringen af Europa finder stadig sted, og vi har behov for målrettede tiltag, bl.a. vedrørende beskyttelse af menneskerettighederne og arbejdsrettighederne, promovering af en familievenlig politik, lægebehandling og social bistand, en bedre forvaltning af de menneskelige ressourcer, herunder også i forhold til indvandrere. Disse tiltag vil kun resultere i den ønskede effekt under betingelse af, at globaliseringsprocesserne ikke ødelægger mennesket og familien, samt at den største reelle værdi udgøres af mennesket frem for kapital.

 
  
MPphoto
 
 

  Anna Záborská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Europa står over for en væsentlig negativ demografisk tendens, der tyder på, at der inden for 50 år vil ske enorme demografiske forandringer i Unionen. Et faldende fødselstal, gradvis aldring, og at befolkningen uddør, er de mest alvorlige problemer i dag. I visse tilfælde truer sågar enden på den europæiske civilisation. Vi er nødt til at være sandfærdige, når vi diskuterer årsagerne til denne situation.

Inden for de seneste ca. 50 år er et tocifret millionantal europæiske borgere ikke blevet født, fordi graviditeterne er endt med provokeret abort. De unge er ikke opdraget til at opføre sig ansvarligt, når det drejer sig om seksualitet. Seksuel frihed er karakteristisk for samfundet i dag. Der har ligeledes inden for de seneste 50 år været en stigning i antallet af opløste ægteskaber, skilsmisser og familier med kun én forælder, og der fødes flere og flere børn uden for ægteskab. Dertil kommer en enorm devaluering af et barns værdi: Hvor stor en procentdel af udgiften til en eller to biler kan en iværksætter eksempelvis trække fra i skat om året, og hvor stor en del af udgiften til et barn kan en forælder trække fra? Vores socialpolitik belønner dem, der får få eller ingen børn, og som koncentrerer sig primært om deres erhvervskarriere. Vi har en socialpolitik, der tvinger familier med mange børn ud i fattigdom og gør dem afhængige af offentlige ydelser. Staten er den vigtigste, afgørende instans, der er med til at dømme og omfordele og stræbe efter solidaritet mellem generationerne gennem skatte- og sociallovgivning. Medierne og samfundet lægger et enormt pres på kvinderne og får dem til at tro, at det kun er det arbejde, de udfører som led i deres job, der har en værdi og et formål. At føde og opfostre børn ses stadig som et nødvendigt onde. At være mor har stort set ingen værdi. Udtrykt i penge er det ikke engang en mindsteløn værd.

Der er helt sikkert også andre årsager, men det er ovennævnte forhold, der har ødelagt Europas demografi. Kun ved at skaffe os af med dem kan vi igen gøre Europa til et kontinent med en fremtid og et håb, for et kontinent uden børn er et kontinent uden fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Edite Estrela (PSE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil gerne lægge ud med at takke fru Castex for hendes fremragende arbejde.

De demografiske forandringer er en stor udfordring for Europa. For hundrede år siden udgjorde Europas befolkning 15 % af verdens befolkning. I 2050 vil den sandsynligvis kun tegne sig for 5 %. Kvinderne i EU har gennemsnitligt 1,5 børn hver, hvilket ligger under det tal på 2,1 børn, der er nødvendigt for at opretholde befolkningstallet.

Situationen er alvorlig og vil få negative konsekvenser for økonomien, de sociale sikringsordninger og hele samfundets sammensætning.

Det er derfor nødvendigt at træffe foranstaltninger som dem, man for nylig har truffet i Portugal, hvor der er investeret over 100 millioner euro i etablering af vuggestuer og børnehaver over hele landet, hvilket mere end indfrier Lissabonstrategiens mål. Svangerskabsydelse til dårligt stillede gravide kvinder, børnefamilieydelse til børn af indvandrere, forlængelse af barselsorloven, 20 % højere børnefamilieydelse til familier med kun én forælder, skattelettelser for virksomheder, der opretter eller giver tilskud til vuggestuer til deres medarbejdere, etablering af ydelse ved moderskab og offentlig støtte til medicinsk støttet forplantning er gode eksempler, som andre lande bør følge.

 
  
MPphoto
 
 

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Efter alle de gange, De har hørt medlemmerne tale om dette, er jeg sikker på, at De vil medtage det demografiske problem som et af de grundlæggende spørgsmål i den nye sociale dagsorden, som vi forventer, De stiller forslag til i 2008.

Med den planlagte livscyklus-model kædes den demografiske udvikling sammen med kravet om at overvåge og udarbejde prognoser for fremtidige kvalifikationsbehov med henblik på at skabe en dynamisk humankapital på arbejdsmarkedet. Dette er nødvendigt for at styrke håbet om at bevare EU's relative fordel, hvad angår udviklingskapacitet.

I betænkningen fra fru Castex, som jeg gerne vil rose for den tålmodighed, hun har udvist i udarbejdelsen af en så vanskelig vurdering, kan vi konstatere, at der en lang række af problemer, som opsummeres i betænkningen. Horisontale aktiviteter er løsningen på problemerne.

I samme ånd som Kommissionens meddelelse præsenteres de problemer, der kræver god praksis på nationalt, regionalt og lokalt plan i en række sektorer. Her er det vigtigste krav - som vi har hørt så mange gange før - at styrke solidariteten mellem generationerne med en mangefacetteret materiel og moralsk støtte til familien, uanset hvor den befinder sig: i byen eller i en fjern landsby. Familiens medlemmer bør støttes, uanset alder og oprindelse, og uanset om de er indfødte eller indvandrere.

Når der bor familier i en medlemsstat, bør de have mulighed for at udvikle deres kapacitet som kilde til produktion af velstand. Familierne er kernen i udvikling, de giver arbejde, de forbruger varer, og de producerer nye dynamiske medlemmer. For at der kan skabes nye familier, kræves garanti for retssikkerhed, sikring af politisk kontinuitet og, først og fremmest, en oprigtig dialog i den offentlige og private sektor.

 
  
MPphoto
 
 

  Corina Creţu (PSE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Allerførst vil jeg gerne påpege kvaliteten af fru Castex' betænkning, der omhandler et emne af afgørende betydning for den europæiske sociale models fremtid og for den økonomiske vækst i EU. Jeg vil også gerne hilse kommissær Špidlas tilstedeværelse og hans støtte af de sociale anliggender velkommen. Tak til fru Castex, især for at have sat fokus på kvindens status og værdighed og på overholdelsen af kvindens borgerrettigheder og -friheder.

Jeg behøver ikke minde om det drama, som kvinderne i Rumænien gennemlevede under kommunismen, da abort var ulovligt, og om de menneskelige tragedier, der opstod, når de rumænske kvinder selv tog initiativ til abort med primitive midler. Filmen, der vandt de Gyldne Palmer i Cannes i 2007, instrueret af rumæneren Cristian Mungiu, tegnede et realistisk billede af dette veritable nationale drama, der udspillede sig i Rumænien. En situation, som jeg ved er vanskelig at forstå i en normal verden.

De østeuropæiske lande oplevede et sandt demografisk chok efter kommunismens fald. I over halvandet årti var den demografiske stigning negativ, og vi ser ængsteligt til, mens situationen langsomt ændrer sig. Ikke desto mindre er der generelt meget, der skal gøres for at ændre denne situation i EU-landene, og de foranstaltninger, som foreslås i betænkningen, synes jeg virker passende og bør indføres af de nationale regeringer og støttes af Kommissionen.

En anden ting, jeg gerne vil nævne, vedrører pensionssystemet. Overalt i Europa er de unges alder, når de kommer ud på arbejdsmarkedet, steget chokerende meget, samtidig med at pensionsalderen er faldet. Flere lande beklager sig på den ene side over, at de mangler arbejdskraft, og på den anden side over, at personer omkring de 50 ikke længere kan finde et arbejde. Jeg sætter pris på de foranstaltninger, der også foreslås i betænkningen i forbindelse med dette problem.

 
  
MPphoto
 
 

  Rumiana Jeleva (PPE-DE). - (BG) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa er den første region i verden, der mærker virkningen af de demografiske udfordringer.

Den demografiske udvikling er påvirket af tre faktorer: fødselstallet, den forventede levetid og migrationsstrømmene. Fødselstallet er faldet i EU inden for de sidste tre årtier, og tendensen opleves ikke at ændre sig. I nogle medlemsstater går det nedad, mens det i mit hjemland, Bulgarien, kan betegnes som "demografisk sammenbrud", med det laveste fødselstal og den højeste dødelighed i Europa.

Samtidig er den forventede levetid tiltagende. Dette er en stabil tendens, der kommer til at påvirke samtlige aspekter i de europæiske borgeres økonomiske og sociale udvikling i fremtiden.

Tag f.eks. ældrekvoten. I øjeblikket er den 1 til 4, som der er blevet påpeget. I 2050 forventes den at være 1 til 2. Men denne problematiske kvote er allerede en kendsgerning i dag. Endnu en gang vil jeg give et eksempel fra Bulgarien, hvor kvoten mellem pensionister og erhvervsaktive allerede er 1 til 1,2.

Hvad angår migrationsstrømme, bør vores tilgang fokusere på en effektiv håndtering af strømmene i stedet for overdreven kontrol. Det, vi har brug for, er en mere fleksibel indvandrerpolitik i Fællesskabet og medlemsstaterne, især over for indvandrere fra tredjelande. Indvandring kunne godt være et positivt element, men er ikke en patentløsning på nogen af de eksisterende demografiske problemer.

Alle disse eksempler viser, at de demografiske udfordringer er en kendsgerning, som vi er nødt til at tage os af nu. Vi skal skifte perspektiv og vende udfordringerne til muligheder. Der synes at være for megen snak og for lidt handling, hvad angår de demografiske forandringer. Derfor går jeg på det kraftigste ind for den opfattelse, at den demografiske udvikling skal være et horisontalt politisk anliggende, der skal integreres i Fællesskabets og de nationale, regionale og lokale myndigheders forskellige politikker.

 
  
MPphoto
 
 

  Gabriela Creţu (PSE). - (RO) Hr. formand! Vi har her en særdeles god betænkning, der synes at sige det hele. Der skal lyde en tak til dem, der har udarbejdet den. Tillad mig alligevel at komme med en omformulering, der ikke bare er en talemåde. Vores generelle mål som politikere er at sørge for relationer mellem menneskene i samfundet på en måde, så vi alle kan leve længst muligt og opretholde harmoni mellem os og naturen. Hvis vi anerkender dette mål, har vi intet demografisk problem.

I virkeligheden er vi genstand for en demografisk undersøgelse udelukkende på baggrund af en uberettiget forenkling og uvidenhed om, hvad vi er. Der findes andre indikatorer, der måler menneskenes situation som befolkning, og dem kender vi. De kaldes indekser for den menneskelige udvikling. I denne henseende tilhører EU-landene eliten blandt de mest udviklede lande, hvilket er positivt. Udfordringen består ikke i at ændre den demografiske adfærd, men i at acceptere, at vi ikke behøver ændre vores økonomiske og sociale model. Den er bedre end andre modeller, men utilstrækkelig. Den halter bagefter i forhold til vores egen udvikling som mennesker. Der er en kløft mellem vores generelle mål og organiseringen af det sociale miljø og de økonomiske relationer, mellem erklæringer og kendsgerninger.

Vi siger, det er nødvendigt, at der fødes flere børn. Samtidig lever 30 % af Europas børn under fattigdomsgrænsen. Vi opfordrer kvinder til at føde børn, men enlige mødre risikerer mere end nogen andre at blive udstødt. Beskæftigelsesgraden skal stige, men socialforsorgen skal ikke finansieres. Vi eksporterer problemer og ønsker at importere løsninger, men borgerne er ikke et marked. Vi er nødt til at menneskeliggøre de økonomiske og sociale relationer, hvis vi vil løse dette problem. Heri består den store udfordring.

 
  
  

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

 
  
MPphoto
 
 

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Jeg henvender mig til Dem nu på vegne af en region i demografisk krise og en af de mest forkvaklede nationer i den pågældende region. Som ansvarlig for folkesundheden kan jeg ikke understrege kraftigt nok, hvor tæt vores demografiske problemer hænger sammen med folkesundhedsproblemer. I mit hjemland, Ungarn, dør der flere mennesker af kræft end noget andet sted i Europa, og også dette er medvirkende til, at der hvert år dør 50 % flere mennesker, end der bliver født.

Fru Castex' betænkning om Europas demografiske fremtid påpeger med rette, at der skal udarbejdes en ny politik med henblik på fornyelse. Tillad mig at give et enkelt eksempel: Mens befolkningen i de islamiske lande i 2050 vil være vokset til 1.300 millioner, vil befolkningen i Europa være faldet fra 495 til 400 millioner.

Den nye demografiske politik skal udarbejdes på to grundlag: familien, som er samfundets vigtigste basisenhed, og en sund og rask befolkning. Familier skal garanteres et system, der støtter dem effektivt, samt beskyttelse. I mange medlemsstater i dag er det at få børn lig med at være fattig. Men der er også mange gode eksempler. Der er lande, hvor staten løfter den ekstra byrde fra de store familiers skuldre. Dette gode eksempel må indføres alle steder.

Sundhed er en betingelse for livskvalitet. Borgerne skal gøres interesseret i at bevare deres egen sundhedstilstand. Til dette formål vil de få den nødvendige statsstøtte på alle vigtige områder, som f.eks. obligatorisk screening og gratis idrætsmuligheder, alt sammen på forstandig vis, dvs. med uddannelse i sundhed og demografisk kendskab.

Det er i enhver medlemsstats grundlæggende interesse at forbedre sin demografiske og sundhedsmæssige situation. Dette har særlig stor betydning i Ungarn, hvor befolkningen i fremtiden kan komme under 10 millioner, og hvor den gennemsnitlige forventede levetid ligger 10 år under gennemsnittet i Europa. Europas fremtid beror på de demografiske resultater, som opnås af de nulevende generationer. Det, som en regering ikke gør i dag på grund af en dårlig politik, vil senere blive svært at rette op på.

 
  
MPphoto
 
 

  Vladimír Maňka (PSE). - (SK) Hr. formand, mine damer og herrer! Folk i EU lever længere og længere. Det er et positivt fænomen. På den anden side er antallet af unge støt faldende. Antallet af mennesker i den erhvervsaktive alder vil begynde at falde inden for højst tre-fire år. I dag er ældrekvoten 3 personer i den erhvervsaktive alder til 1 person i pensionsalderen, og i 2050 vil den være blot 1,5 person i den erhvervsaktive alder. Hvordan løser vi de økonomiske virkninger af befolkningens aldring?

Først og fremmest må vi finde arbejde til flere. Den traditionelle politik, hvor mændene arbejder, og kvinderne tager sig af hjemmet, anerkendes ikke længere. De fleste kvinder ønsker både at blive mor og at få en erhvervskarriere. Lovgivningen skal tilgodese begge disse ønsker. Her er de skandinaviske lande er et godt eksempel. Deres aktive arbejdsmarkedspolitik kombineret med større omsorg for kvinder med børn giver optimal livskvalitet.

For det andet må vi forbedre systemerne til social velfærd til pleje af ældre og til personer, der har nået pensionsalderen. Hvis vi ikke gør dette af hensyn til social lighed og solidaritet, vil taberne hovedsagelig blive de ældre. Hvis vi skal opnå en langsigtet forbedring, er vi nødt til at reformere pensionssystemerne og systemerne for lægelig forsorg samt investere i sundhed. Ældre mennesker sidder inde med en stor viden og erfaring, og vi er nødt til at motivere dem til at fortsætte med at arbejde i en længere periode af deres liv.

Lissabonstrategien går nu ind i en ny cyklus, og det giver os en mulighed for at indføre reformer, der vil øge arbejdsproduktiviteten og medvirke til at skabe arbejdspladser, hvilket igen medvirker til nedbringning af de økonomiske virkninger af befolkningens aldring.

 
  
MPphoto
 
 

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand, mine damer og herrer! Europa har med nogle væsentlige demografiske udfordringer at gøre, som vil påvirke vores fremtid på lang sigt. Derfor er dagens debat ikke blot kærkommen, men også nødvendig, hvis vi skal sikre en god fremtid og en bæredygtig udvikling.

Af betænkningens anbefalinger synes jeg, tre idéer bør udgøre kernen i Europas demografiske politik. Hvad angår udviklingen af den aldrende befolkning, skal EU først og fremmest rette særlig opmærksomhed mod børn og unge. Beskyttelse af børn og tilvejebringelse af gode muligheder for personlig og faglig udvikling for unge er strategisk vigtigt for fremtiden, og opstillingen af disse mål bør integreres i en omfattende politik til beskyttelse af familien og kvindernes fremme.

Det andet element, uddannelse, hænger tæt sammen med ovennævnte princip. Et konkurrencedygtigt Europa kræver menneskelige ressourcer, der kan tage nye udfordringer op, videnskabelig fremgang, folkesundhed og en passende levestandard. Indfrielsen af disse mål afhænger utvivlsomt af uddannelsesniveauet og livslang læring inden for samtlige generationer.

Endelig udgør migrationsstrømme den tredje afgørende faktor, da indvandring er en vigtig forudsætning for at sikre demografisk ligevægt og økonomisk vækst. Ordførerens opfordring til at se indvandring som et positivt element i den europæiske befolkning og især til at styrke den europæiske politik på områderne social integration af indvandrere og bekæmpelse af diskrimination og fremmedhad hilses derfor velkommen.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege behovet for at mobilisere lovgivning på samtlige nødvendige niveauer, så de nævnte mål kan indfris med succes. De lokale og regionale myndigheder har i denne henseende en afgørende rolle og bør til enhver tid inddrages.

 
  
MPphoto
 
 

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne komplimentere ordføreren for at have udarbejdet så fremragende et dokument. Jeg vil gerne påpege, at uanset om gennemførelsen bliver en succes eller en fiasko, så vil det få en enorm betydning for EU's fremtid. Flere af de mindre EU-lande vil muligvis være tæt på udslettelse om 100 år. Den aldrende befolkning er et udtryk for øget livskvalitet og social solidaritet samt en devaluering af familien. Den kunne være til hinder for Europas fremgang, men hvis vi træffer relevante forholdsregler, kan der vise sig nye muligheder.

Især de lande, der er kommet med i EU i det nye årtusinde, er stærkt tynget af disse problemer. Deres borgere er plaget af usle pensioner, et fødselstal under EU-gennemsnittet, alkohol- og stofmisbrug osv. Man havde i dette område glæde af et tilstrækkeligt antal vuggestuer og børnehaveklasser inden overgangen til markedsøkonomi, hvor de fleste blev lukket. Der sker en masseudvandring fra de nytiltrådte lande, især fra de baltiske lande, Polen, Bulgarien og Rumænien, til de rigere medlemsstater. Dette udgør et umådelig stort tab af hårdtarbejdende hænder og veluddannede hjerner - mennesker, hvis hjemlande har brugt mange penge på at uddanne dem.

Jeg støtter forslaget om tildeling af strukturfonde som kompensation for dette tab, men det er ikke nok. Der bør tildeles yderligere økonomisk støtte til de nytiltrådte lande, der på højst beklagelig vis er ramt af "hjerneflugt", da de har mistet deres bedste videnskabsfolk, læger, ingeniører og kunstnere til de rigere medlemsstater. Jeg støtter forslaget om at gøre det muligt for ældre at arbejde på deltid, da de således vil kunne videregive deres erfaringer til den yngre generation.

 
  
MPphoto
 
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Tillad mig at antyde, at dette er en meget nedslående debat, selv om den er baseret på en særdeles saglig og grundig betænkning, som ordføreren skal have ros for. Måske finder debatten sted for sent om aftenen, for man kunne få mareridt om de demografiske tendenser, der omhandles i den.

Det er helt sikkert, at hvis vi intet foretager os, kan varslerne i betænkningen endnu blive til virkelighed, også selv om nogle medlemsstater reagerer og træffer foranstaltninger til støtte af mænd, kvinder og børn, hvilket er positivt.

Ironisk nok er jeg vokset op i en tidsalder, hvor vi fik at vide, at vi fik for mange børn, og det at komme fra en familie på otte er sikkert stort, set i en europæisk sammenhæng, selv om jeg kan glædes over, at min mor på 85 stadig lever i bedste velgående.

Sandheden er ganske enkelt, at kvinderne ikke kan overkomme det hele. Vi kan ikke både få børn, passe et arbejde uden for hjemmet, tage os af vores gamle forældre og tage del i det øvrige samfund. Der er noget, der må vige. Jeg tror, problemet er, at det af alle disse ting er fødselstallet, der har måttet vige, om man vil. Men ironisk nok har jeg stor tiltro til, at menneskeheden vil se virkeligheden i øjnene og vænne sig at se mere afbalanceret på, hvad der skal til for, at vi kan få et dynamisk samfund, og igen se børn som havende en større værdi. Måske vil debatten i aften bidrage hertil.

 
  
MPphoto
 
 

  Marusya Ivanova Lyubcheva (PSE). - (BG) Hr. formand, hr. kommissær! Det bedste ved denne betænkning er, at den er virkelighedsnær. Demografiske problemer eksisterer faktisk i Europa, og i visse lande antager de kriselignende dimensioner. De har deres individuelle og nationale træk, men de har også visse fællestræk.

De fremtidige konsekvenser er meget alvorlige, nemlig manglende evne til med vores egne menneskelige ressourcer at løse medlemslandenes store sociale og økonomiske problemer, som vil opstå i nærmeste fremtid, og den enorme ændring i migrationsstrømmenes struktur, som igen vil give nye udfordringer. En politik rettet mod de yngre generationer, moderskab, social beskyttelse og økonomisk støtte til unge kvinder og mænd samt deres familier og forældreansvar er nødvendig for at løse de demografiske problemer. Moderskab bør anerkendes for så vidt angår militærtjenestens varighed.

Demografiske problemer bør også inddrages i de kommende generationers uddannelse og undervisning, ellers vil problemet blive udskudt fra den ene generation til den anden og til sidst medføre nye kriser. Lad os ikke glemme seksualundervisning, undervisning i hvordan man bliver ansvarlige forældre og solidaritet mellem generationerne. Regeringerne bør sætte mere ind over for børns opvækst og uddannelse og deres vilkår i vuggestuer og børnehaver.

 
  
MPphoto
 
 

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til ordføreren for en fremragende betænkning.

At forlænge den forventede levetid for en befolkning, hvor antallet af personer i den arbejdsdygtige alder er statisk eller faldende, er ensbetydende med en voksende afhængighed på tværs af Europa med alvorlige konsekvenser for vores konkurrenceevne over for andre økonomiske områder, pensionssystemer, sundhedsvæsen og ikke mindst langsigtede udgifter til plejesektoren.

Det er interessant, at den irske befolknings aldersstruktur er forskellig fra de fleste andre EU-landes, og at vores demografiske situation faktisk er temmelig positiv på mellemlang sigt.

Vores befolkningsgruppe i den bedste alder er nu ca. 10-15 år yngre end i EU-25 generelt. Men inden 2050 vil vores befolkningsstruktur være næsten identisk med resten af Europas med en forventet stigning i ældrebyrden til 45 % i 2050 sammenlignet med et EU-gennemsnit på det tidspunkt på 53 %.

Det er bemærkelsesværdigt, at den irske befolkning var på over 8 millioner i 1845. For 20 år siden var den på 3,5 millioner. I dag er den på 4,25 millioner. De seneste år er der sket en stigning i vores relativt høje fertilitetsniveau som følge af en stigning i antallet af immigranter og folk, der vender hjem fra økonomisk eksil. Hvis det niveau kan holdes, vil det være med til at bevare balancen mellem generationerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! I mit indlæg i denne forhandling vil jeg gerne gøre opmærksom på følgende problemer: En vigtig årsag til den lave fødselshyppighed i Europa skyldes for det første besværet med at forlige familielivet med arbejdslivet, dvs. det utilstrækkelige antal institutioner med pasning af små børn, den manglende sociale og økonomiske støtte til familier og støtte til ansættelse af kvinder.

En vigtig årsag til dette udgøres for det andet af de unges materielle og erhvervsmæssige situation, den arbejdsmæssige ustabilitet, unges sene adgang til arbejdsmarkedet, og sluttelig de dyre lejligheder, der derfor er utilgængelige for de unge. Det er nødvendigt at støtte familier via skattesystemerne, hovedsageligt via fysiske personers indkomstskat og momsafgiften. I forbindelse med indkomstskatten finder vi den bedste løsning anvendt i Frankrig, hvor der f.eks. findes en familiekvotient, der medfører en betydelig mindre beskatning af børnefamilier. I forbindelse med momsafgiften har vi behov for privilegerede afgiftssatser på varer til børn.

For det tredje er det sluttelig fortsat nødvendigt at anvende princippet om solidaritet mellem generationerne vedrørende social sikring. Princippet hviler på den forudsætning, at den erhvervsaktive del af befolkningen påtager sig finansieringen af overførselsindkomster samt social- og sundhedsudgifter for den ikkeerhvervsaktive del, altså børn, unge, personer afhængige af støtte