Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 12. marts 2008 - Strasbourg

8. Højtideligt møde - Europa-Parlamentets 50-års jubilæum

(Ungdomsorkestret spillede under ledelse af Pavel Kotla)

  Formanden. - Det var et dejligt bidrag fra det europæiske ungdomsorkester under dirigenten Pavel Kotla. Mange tak for det!

Mine damer og herrer! Jeg vil gerne byde Dem hjerteligt velkommen til festligholdelsen af 50-året for konstitueringen af Europa-Parlamentet. Allerførst vil jeg gerne bede Dem om med en klapsalve at hilse på alle tidligere formænd, der i dag er til stede, nemlig Emilio Colombo, lord Henry Plumb, Enrique Barón Crespo, Egon Klepsch, Klaus Hänsch, José Maria Gil Robles, Nicole Fontaine og Josep Borrell Fontelles. Hjerteligt velkommen, kære tidligere formænd!

(Vedvarende bifald)

Jeg hilser formanden for Det Europæiske Råd, Janez Janša, og også formanden for Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, hjerteligt velkommen. De er jo ofte hos os her i mødesalen, hr. Barroso, men i dag er De særligt velkommen.

(Bifald)

Det er en særlig glæde i dag at kunne byde formanden for Europarådets Parlamentariske Forsamling, Lluís Maria de Puig, velkommen her i Europa-Parlamentets mødesal. Hjerteligt velkommen!

(Bifald)

Det er en glæde i dag i Europa-Parlamentet at kunne byde velkommen til formændene for hhv. Belgiens parlament, Herman van Rompuy, Italiens parlament, Fausto Bertinotti, og det hollandske senat, Yvonne Timmerman-Buck, sammen med andre repræsentanter for parlamenterne i Bulgarien, Tjekkiet, Tyskland, Estland, Irland, Frankrig, Letland, Litauen, Luxembourg, Polen, Portugal, Rumænien, Slovakiet, Slovenien, Det Forenede Kongerige og Ungarn.

(Bifald)

Jeg byder formændene for de andre europæiske institutioner: formanden for EF-Domstolens første kammer, Peter Jann, formanden for Den Europæiske Revisionsret, Viktor Caldeira, for Det Europæiske Økonomiske og Sociale Udvalg, Dimitris Dimitriadis, for Regionsudvalget, Luc Van den Brande, og Ombudsmanden, Nikoforos Diamandouros, hjerteligt velkommen i Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Det er en glæde at kunne byde de kommunale og regionale repræsentanter velkommen: borgmesteren i Strasbourg, Fabienne Keller, formanden for regionalrådet i Alsace, Adrien Zeller, formanden for Conseil Général du Bas-Rhin, Philippe Richert, og præfekterne for regionen Alsace og Bas-Rhin, Jean-Marc Rebière. Hjerteligt velkommen her i Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Mine damer og herrer, på plads nr. 146 sidder vores kollega, Astrid Lulling. Hun er den eneste af os, der har været medlem af Europa-Parlamentet, da der ikke var direkte valg til Europa-Parlamentet.

(Vedvarende bifald)

For næsten præcist 50 år siden, den 19. marts 1958, mødtes her i Strasbourg - i det daværende "Maison de l'Europe" - for første gang Den Fælles Parlamentariske Forsamling for de tre institutioner Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, Det Europæiske Atomenergifællesskab og Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab. Forsamlingen bestod "af repræsentanter for folkene i de i Fællesskabet sammensluttede stater", som det hed i Romtraktaten, der var trådt i kraft nogle uger forinden.

Vi fejrer i dag denne årsdag, fordi den repræsenterer kontinuiteten af denne Parlamentariske Forsamling - med dens oprindelige 142 medlemmer.

Den første formand for Den Fælles Parlamentariske Forsamling var den store Robert Schuman. I sin åbningstale erklærede han, at forsamlingen havde en vigtig rolle at spille ved udviklingen af en europæisk ånd, og han sagde: "für den die Versammlung der Schmelztiegel war und bleiben wird" (for hvilken forsamlingen var og vil forblive smeltediglen). Det, tror jeg, gælder også i dag. Samtidig formanede han allerede ved det konstituerende møde sine kolleger om, at et parlamentarisk arbejde med 142 medlemmer - fra dengang seks lande - især kræver disciplin, hvilket gælder så meget mere i dag, som vi alle ved, med 785 medlemmer fra 27 lande!

Allerede kort efter den konstituerende forsamling begyndte vores forgængere uformelt at kalde deres institution "Europa-Parlamentet" - en formulering, der ikke forekom i traktaterne om oprettelse af De Europæiske Fællesskaber. Fire år senere, i marts 1962, traf Den Parlamentariske Forsamling så også beslutning om at kalde sig selv "Europa-Parlamentet".

Selv om traktaterne til oprettelse af De Europæiske Fællesskaber fastlagde, at der skulle udarbejdes "forslag til afholdelse af almindelige direkte valg ifølge en i alle medlemsstater ensartet fremgangsmåde", og at Ministerrådet "einstimmig die entsprechenden Bestimmungen erlassen und sie den Mitgliedstaaten zur Annahme gemäß ihren verfassungsrechtlichen Vorschriften empfehlen" (enstemmigt vedtager de pågældende bestemmelser og anbefaler, at medlemsstaterne vedtager dem i henhold til deres forfatningsbestemmelser), var det først i 1976, at Ministerrådet på basis af en anbefaling fra Europa-Parlamentet den 20. september 1976 vedtog en tilsvarende retsakt, med hvilken det blev besluttet at gennemføre almindelige og direkte valg til Europa-Parlamentet.

Oprindelig havde Den Parlamentariske Forsamling næsten ingen egne rettigheder. Vores forgængere havde på fornemmelsen, at der forestod lang tids europæisk parlamentarisering, der krævede, at de og de efterfølgende generationer var i besiddelse af et klart kompas, et resolut eget initiativ og tålmodig udholdenhed. Lidt efter lidt tilkæmpede Europa-Parlamentet sig stadig flere rettigheder, blev stadig mere bevidst om sit ansvar og sine muligheder og gør i dag sit navn ære - det tror jeg, at alle her i dag er enige med mig i.

(Bifald)

Vi repræsenterer næsten 500 millioner EU-borgere. Vi afspejler alle politiske strømninger, der findes i EU. Vi er det frit valgte parlament for EU, forenet i bestræbelsen på at opnå de bedste og mest overbevisende løsninger. Vi er blevet selvbevidste og en magtfaktor inden for europæisk politik.

Det, mine damer og herrer, har vi god grund til at glæde os over.

De vigtigste etaper af denne vej, der indledtes i 1958, har altid været kendingsmærker på en fælles vej mod europæisk enhed: I 1971 fik Det Europæiske Fællesskab sit eget budget. Europa-Parlamentet har siden da haft betydelig indflydelse på godkendelsen af budgettet. I 1979 fandt det første direkte valg til Europa-Parlamentet sted. I 1986 blev begrebet "Europa-Parlament" endelig retsgyldigt med den europæiske fællesakt. Med Maastrichttraktatens ikrafttræden fik Europa-Parlamentet for 15 år siden den fulde medbestemmelsesret på fællesskabspolitikkens første områder - og dermed mulighed for i væsentlig grad at udforme lovforslag og om nødvendigt også at forhindre dem imod Ministerrådets vilje. Medbestemmelsesretten blev udbygget yderligere i Amsterdamtraktaten. Lissabontraktaten vil faktisk gøre medbestemmelsesproceduren til det normale i forbindelse med europæisk lovgivning - og taler derfor på passende vis også om den "ordinære lovgivningsprocedure".

I dag er vi 785 medlemmer fra 27 europæiske nationer. Vi repræsenterer over 150 nationale politiske partier, hvoraf de fleste er sluttet sammen i syv grupper. Vi er det fælles lovgivnings- og budgetorgan og er ligeberettiget med Ministerrådet. Vi kontrollerer Kommissionen, vælger dens formand, og har Kommissionen brug for vores tillid for at kunne fungere. Vi er forkæmpere for fællesskabsrettens forrang. Vi er EU's borgerkammer.

Lissabonreformtraktaten, som vi har vedtaget for tre uger siden, vil styrke vores rettigheder yderligere. Vigtige spørgsmål, som beskæftiger EU-borgerne i dag, vil fremover kun kunne afgøres, hvis flertallet i Europa-Parlamentet stemmer for det. Det gælder også de vigtige indenrigs- og retspolitiske spørgsmål. Men alt dette berettiger ikke til selvtilfredshed, og det er på ingen måde resultatet af en automatisk proces. Vi har måttet kæmpe for det!

Jeg vil gerne takke de mange kolleger, der i de forløbne fem årtier under ledelse af vores formænd har arbejdet for en styrkelse af parlamentarismen inden for rammerne af en europæisk enhed og dermed har fortjent anerkendelse. Der skal lyde en stor tak til de tidligere og nuværende medlemmer af Europa-Parlamentet!

(Bifald)

Jean Monnet har engang sagt: "Intet er muligt uden mennesker. Men intet er varigt uden institutioner." Jeg vil gerne mindes Paul Henri Spaak, den første formand for Den Fælles Parlamentariske Forsamling i Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab (EKSF) - forløberen for Europa-Parlamentet - der med sin betænkning efter Messinakonferencen i juni 1955 havde en væsentlig andel i forberedelsen af Romtraktaten.

Vejen til parlamentarisk demokrati i EU har fulgt en logik, som vi også kender fra de europæiske nationalstaters historie. Den institutionelle balance, som vi i dag har skabt mellem det nationale og europæiske niveau, er et flot resultat af den indbyrdes afbalancerede styreform på de forskellige niveauer i Europa. Til denne balance hører også Europa-Parlamentets gode samarbejde med de nationale parlamenter, som ligger os særligt på sinde. Det glæder mig, at næsten alle nationale parlamenter i EU-medlemsstaterne er repræsenteret på højt niveau her i dag.

(Bifald)

Jeg opfordrer os alle - medlemmerne af Europa-Parlamentet og de nationale parlamenter - til, at vi også fremover bestræber os på at bevare dette gode samarbejde.

Reformtraktaten fra Lissabon og chartret om grundlæggende rettigheder vil i afgørende grad bidrage til at realisere demokrati og parlamentarisme på alle niveauer i EU. Vi kan være stolte over, at vi altid uden forbehold har arbejdet for reformtraktaten og chartret!

(Bifald)

Vi har brug for den kritiske offentlighed og den kritiske overvågning af vores arbejde. Men vi har også krav på fairness. EU er med sin mangfoldighed kompliceret som intet andet fællesskab i verden. Det beder jeg de medier om at tage hensyn til, som vi har så meget brug for til kommunikation med borgerne. Især må EU ikke misbruges som syndebuk for national utilstrækkelighed.

(Bifald)

Til de største resultater af vores europæiske vision i de seneste 50 år hører, at demokrati og frihed har vundet indpas overalt i Europa. Estland, Letland, Litauen, Polen, Den Tjekkiske Republik, Slovakiet, Ungarn, Slovenien, Bulgarien, Rumænien og det genforenede Tysklands medlemskab er en præstation, som vi kun har kunnet drømme om, men som er blevet virkelighed i vores tid. I dag er vi forenet "til vores fælles bedste", som det hedder i Berlinerklæringen af 25. marts 2007. Det er grund til stor glæde.

Til en status over de sidste 50 år hører frem for alt også et kig ud i fremtiden. Vi bør selvkritisk minde hinanden om, hvilke aspekter af den europæiske parlamentarisme der endnu ikke er tilfredsstillende:

I modsætning til de nationale parlamenter mangler vi i dag muligheden for inden for rammerne af budgetproceduren at træffe beslutning om opkrævningen af egne finansielle ressourcer.

Parlamentsstyret er normalt forbundet med en parlamentarisk kontrol af militærvæsenet, men EU's fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er ikke komplet uden en fornuftig kobling mellem nationalt og europæisk ansvar.

Endnu mangler vi en fælles, ensartet valgret. Dermed mangler vi også en vigtig forudsætning for at have effektive europæiske partier, der stiller op til valget til Europa-Parlamentet med fælles lister.

Med tålmodighed, udholdenhed og et klart kompas har Europa-Parlamentet siden det første møde i Den Europæiske Parlamentariske Forsamling tilkæmpet sig sin plads. Således vil, må og skal det fortsætte. Som direkte valgt overstatslig og folkevalgt repræsentation er Europa-Parlamentet blevet et forbillede for lignende bestræbelser i andre regioner af verden. Det oplever jeg - og De - på vores rejser ud i verden.

Da Robert Schuman den 19. marts 1958 tiltrådte som den første formand for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling, var det svært at forudsige en sådan positiv udvikling af parlamentarismen i Europa. Men Robert Schuman havde en vision. Han talte om den europæiske idé, der skulle reaktiveres, om "la relance de l'idee européenne". Hvad kunne i dag efter de kriseagtige tilstande i forbindelse med den mislykkede forfatningstraktat være et bedre ledemotiv for den opgave, der forestår?

Den 19. marts 1958 udtrykte Robert Schuman i sin korte tale bekymring over, at et teknokratisk syn på tingene kunne få håbet om europæisk enhed til at blegne. Det gælder også i dag. Robert Schuman var realistisk, beskeden og entydig i sin beskrivelse af mulighederne for Den Fælles Parlamentariske Forsamling, som han var formand for indtil 1960: "Nous désirons contribuer", sagde han med sin varme, menneskekærlige stemme, "à créer un noyau de la structure européenne".

Robert Schuman afsluttede sin første tale som formand for Den Europæiske Parlamentariske Forsamling ved at bekende sig til vores kontinents enhed, Europas enhed, som skulle forstås som et værdifællesskab for de frie nationer på vores kontinent: "Ainsi seulement l'Europe réussira à mettre en valeur le patrimoine total qui est commun à tous les pays libres."

Dette vil jeg gerne knytte an til. EU er et værdifællesskab. Det er ikke et formål i sig selv, at vores institutioner eksisterer, de tjener vores værdier: menneskets værdighed, menneskerettigheder, demokrati, retfærdighed, økonomisk og social velfærd. De tjener solidaritetens og subsidiaritetens principper. Europa betyder respekt for hinanden, respekt for vores mangfoldighed, respekt for vores medlemsstaters værdighed, store som små. Denne respekt kan ikke foreskrives, men den er en nødvendig forudsætning for vores gensidige forståelse og for vores fælles handlen. Respekten for den europæiske lovgivning, som gør det muligt for os at afbalancere interesserne og løse konflikter i al fredsommelighed, må hele tiden suppleres af de uskrevne regler for vores europæiske samliv: respekt for hinanden.

(Bifald)

Jeg vil gerne opmuntre og opfordre til at vise denne indbyrdes respekt - uanset hvor vi står politisk.

Hvis det lykkes os at vise denne gensidige respekt, hvor vi viser tolerance over for hinanden, samtidig med at vi er tro over for vores egne overbevisninger, men er parate til at indgå kompromis, kan EU og Europa-Parlamentet være en model for verdensfreden.

Vores europæiske arv ligger i vores nationers frihed og enhed, der er knyttet sammen i EU. Vi ærer Robert Schuman og alle medlemmer af den første Europæiske Forsamling, ved at vi bestræber os på at vise os værdige til at efterfølge dem, ved at arbejde for et ansvarsbevidst, åbent og borgernært Europa-Parlament, som også om nødvendigt skal være besluttet på at påtage sig en politisk ledelsesopgave. Hvis vi fortsat bestræber os på dette, behøver vi ikke at frygte for dommen fra dem, der følger efter os, når de i 2058 på Europa-Parlamentets 100-års dag vurderer vores arbejde fra i dag.

Mine damer og herrer, lad os i fællesskab glæde os over at kunne tjene freden og enheden på vores europæiske kontinent!

(Vedvarende og kraftigt bifald)

  Janez Janša, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! "My address cannot be devoid of emotion" (jeg kan ikke holde følelserne ude af min tale). Sådan tiltalte den første formand for den Europæiske Parlamentariske Forsamling, Robert Schuman, dette Parlament for første gang den 19. marts 1958. 50 år senere, i forbindelse med festligholdelsen af Deres jubilæum, føler vi nøjagtig det samme.

Her står jeg og taler til ikke bare 142 nationale, men 785 direkte valgte medlemmer af Europa-Parlamentet. Når vi ser tilbage på den vej, vi har lagt bag os, og på det blomstrende europæiske demokrati gennem de forløbne 50 år, bør vi føle stolthed og taknemmelighed over for fædrene til det europæiske begreb. Samtidig har vi ansvaret for at gøre vores bedste for at fortsætte den europæiske historie om fred, samarbejde og fremgang.

Lad os tænke tilbage på 1958: Samfundet stod over for konsekvenserne af to ødelæggende krige, den bipolare verden med vestlige og østlige stormagters pusten sig op, den kolde krig, den cubanske revolution, den første chip, atomforsøg og opsendelsen af den første satellit. 168 millioner europæere blev forenet, da de seks medlemmer af EU, som helede krigens sår, nød økonomisk fremgang og sammen med NATO sikrede fred og demokrati i området. Desværre levede størstedelen af det øvrige Europa i et totalitært miljø af samfundsmæssig og økonomisk stagnation eller endda tilbagegang.

I 2008 står vi med et helt andet billede. Den multipolare verden er ikke kun optaget af økonomisk og politisk konkurrence, men i stigende grad også af samarbejde om at finde løsninger på de aktuelle udfordringer. Fjernelsen af de grænser, der delte Europa fra Berlinmuren, af jerntæppet og overvågningen af de indre grænser vil fortsætte ved udgangen af denne måned, når luftgrænserne fjernes i det udvidede Schengenområde.

EU's territorium er mere end tre gange større end for 50 år siden, og det har tre gange flere indbyggere, 23 officielle sprog, et stærkere indre marked og en fælles valuta. Gennemsnitligt er den forventede levetid for EU's borgere otte år længere. 27 regerings- og statsledere - for 20 år siden levede en tredjedel af os under totalitære regimer - vil sidde ved samme bord og træffe beslutninger i morgen. I dag lever næsten hele Europa i frihed og demokrati. Det er et resultat, vi bør være bevidste om og hylde.

Parlamentets liv og arbejde siden 1958 afspejler klart det fremskridt, der er opnået gennem integration gennem de sidste 50 år. Efter i starten at have haft en rådgivende rolle opnåede De i begyndelsen af 70'erne den første reelle kompetence i forhold til EU's budget, og sidst i 70'erne havde De de første direkte valg. Med nye aftaler opnåede De stærkere kompetencer til at vedtage lovgivning og udpege de øverste politiske repræsentanter for EU. Den nye Kommission kan heller ikke eksistere uden Deres tillid.

Ligesom Romtraktaten gav Parlamentet nye ansvarsområder i 1958, repræsenterer Lissabontraktaten 50 år senere et stort skridt fremad for Parlamentet. Proceduren med fælles beslutningstagning vil blive udvidet til næsten alle EU's politikområder, og Parlamentets rolle i forhold til demokratisk kontrol, indgåelse af internationale aftaler og udpegelse af EU's øverste repræsentanter vil blive styrket.

Det glædede mig meget, da De godkendte betænkningen om Lissabontraktaten med stort flertal på plenarmødet i sidste måned. Jeg vil også gerne gratulere alle de medlemsstater, der allerede har gennemført en vellykket ratifikationsproces, og jeg håber, de tilbageværende medlemsstater snart følger trop.

Hvor EU's første 50 år var dedikeret til den europæiske dagsorden og vores politiske og økonomiske udvikling og reformer, vil vi i de næste 50 år bestemt også koncentrere os om den globale dagsorden. Det fremgår tydeligt af listen over emner til Det Europæiske Råds møde i morgen.

Der er ingen tvivl om, at vi kun kan finde passende løsninger på udfordringerne fra Lissabon, på miljøproblemerne og energiproblemerne og på uroen på finansmarkederne, hvis vi tager globale tendenser og aktører i betragtning og inddrager dem i vores aktiviteter.

Det gælder også for menneskerettigheder og interkulturel dialog, hvor De, Europa-Parlamentet, bestemt indtager en ledende rolle. Jeg vil gerne benytte lejligheden til på Rådets vegne at anerkende Deres rolle i forhold til at påpege menneskerettighedsovertrædelser og overvåge valg og i forhold til Deres delegationers arbejde i internationale institutioner såsom FN's Menneskerettighedsråd. Deres rolle inden for rammerne af blandede parlamentariske forsamlinger er også vigtig og tilføjer merværdi til EU's politikker i forhold til tredjelande og -regioner.

Gennem Deres aktiviteter og møder med højtstående gæster i året for interkulturel dialog styrker De en af de grundlæggende europæiske traditioner, nemlig den kendsgerning, at gensidig respekt og forståelse er grundlaget for sameksistens i Europa og i hele verden.

EU's vifte af aktiviteter udvides hele tiden, men de styres alle af en enkelt regel: Succes er proportional med graden af enighed blandt medlemsstaterne, sektorer, interessegrupper og generationerne og inden for regionale, nationale, europæiske og globale faktorer. Her må EU's institutioner foregå med et godt eksempel.

"Hver person er en ny verden. Kun institutioner, der bevarer den kollektive erfaring, kan udvikle sig". Med denne tanke bringer Jean Monnet os et skridt nærmere en forklaring på, hvorfor visionen om EU stadig tit ikke ligner virkeligheden, og hvorfor mange europæere trods de sidste 50 års meget åbenbare succes stadig tvivler på fordelene ved europæisk integration. For at forstå og værdsætte frihed, fred og forskellighed, fraværet af grænser og fordelene og de fremtidige muligheder ved et forenet Europa skal vi altid huske, at der findes andre, langt værre alternativer.

Det er grunden til, at vores fælles opgave er at holde liv i den kollektive europæiske erfaring. Deri kan vi finde styrken til at gå de aktuelle udfordringer i møde. Fortidens tanker må forenes med dem, der handler om fremtiden. Hvis vi ikke havde sluttet os sammen for 50 år siden, ville vi formentlig ikke opleve fred og fremgang i dag. Det samme kan siges om de næste 50 år. Hvis vi ikke sammen søger efter lavemissions- og energibesparende løsninger, vil det ikke lykkes for os at begrænse klimaforandringerne. Vi vil opleve endnu flere oversvømmelser, orkaner, tørker, nye sygdomme, truede økosystemer og klimaflygtninge. Det er altafgørende, at resultaterne af europæiske beslutninger og aktiviteter er tilstrækkeligt konkrete og håndgribelige til, at borgerne kan forstå EU's helt afgørende vigtighed i forhold til at bevare og forbedre deres livskvalitet.

Jeg vil gerne takke Dem for Deres bidrag til EU's udvikling gennem de sidste 50 år. Jeg ved, hvad det har betydet for vores generationer. Faktisk blev jeg født samme år som Parlamentet.

Indtil og efter, at dette mandat slutter, ønsker jeg Dem held og lykke med Deres arbejde, masser af nye idéer og fortsat udholdenhed med udviklingen af europæiske værdier, demokrati og levevis.

Jeg er overbevist om, at når vi næste gang fejrer et rundt jubilæum for dette Parlament, denne repræsentant for europæisk demokrati, vil vi igen kunne fejre synligt fremskridt i Europa.

(Bifald)

  Formanden. - Hjerteligt tak til formanden for Det Europæiske Råd. Jeg vil nu bede formanden for Kommissionen, José Manuel Durão Barroso, om at tale til os.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen (FR) - Hr. formand for Europa-Parlamentet, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer, formænd for de forskellige europæiske institutioner, forhenværende formænd for Europa-Parlamentet, repræsentanter for de nationale parlamenter og gæster! Det er mig en stor glæde at fejre Europa-Parlamentets første halve århundrede i Deres selskab. Det er et jubilæum med stærk symbolsk og politisk betydning for Europa. For 50 år siden indkaldte Robert Schuman under sit formandskab en ny fælles forsamling. De tre Europæiske Fællesskaber havde netop skabt den første ramme til et europæisk demokrati. Siden er dette grundlæggende politiske valg blevet bekræftet ved hvert skridt mod europæisk integration.

Europas grundlæggere havde før alle andre en intuition om, at det fremspirende Europa behøvede stærke demokratiske europæiske institutioner til at besegle de fastere og fastere bånd mellem De Seks. Jean Monnets geniale vision indebar også, at disse institutioner skulle kunne udbygges og tilpasses den forudanede dobbeltsidige udvikling i fremtiden: yderlige tilnærmelse og geografisk udvidelse. Og jeg må sige, at det altid er gribende at stå her - i det europæiske demokratis hus - foran denne forsamling af repræsentanter valgt direkte af folkeslag, som indtil for ganske nylig var splittet af diktaturer, der forhindrede Europa i at trække vejret frit.

(Bifald)

Den institutionelle trekant, grundlæggerne efterlod os, er en enestående model, som i højeste grad har bevist sin levedygtighed og sin modstandsevne gennem 50 år. Den har tilpasset sig en kraftig forøgelse af de ansvarsområder og hverv, der betros Fællesskabet og nu Unionen. Den har også tilpasset sig Unionens utroligt dynamiske udvidelse.

Denne succes skyldes vores institutioners opfindsomme og afbalancerede opbygning, for den svarer ikke til en klassisk magtfordeling. Den skyldes også vores funktionsmåde, som både tilgodeser det fællesskabsretlige samarbejde og nærhedsprincippet.

Men institutionerne er ikke et mål i sig selv. De tjener et ideal og nogle målsætninger. De tjener vores borgeres interesser. Jo stærkere institutionerne er, desto bedre tjener de dette ideal og de europæiske borgeres interesser.

Grundlæggerne ville først og fremmest samle Europa for fredens skyld. De ville bygge det nye Europa gennem solidaritet. De valgte økonomi som drivkraft for deres politiske vision og deres målsætninger.

Her 50 år efter har det fredelige Europa, som er udvidet til et kontinents dimensioner, behov for stærke institutioner til at tage tidens udfordring op - globaliseringen. Den udfordring kan ingen stat klare alene. Kun Unionen har via sin erfaring med åbne markeder og sine regler, der er udtryk for vores friheds- og solidaritetsværdier og satsning på bæredygtig udvikling, både dimensioner, institutioner og redskaber til at magte og forme globaliseringen.

For at kunne leve op til den udfordring må det 21. århundredes Europa stå sammen og hævde sig i videnøkonomi, skaffe sine mænd og kvinder arbejde og også gøre økonomien mere dynamisk. Europa må indtage sin retmæssige plads på verdensscenen, nemlig som en europæisk magt uden arrogance, et Europa, som vil være i stand til at tilbyde - ikke påtvinge, men tilbyde - resten af verden sine friheds- og solidaritetsværdier.

Det vil lykkes os, hvis vi fastholder et konstruktivt partnerskab mellem vores institutioner.

I dette partnerskab vil jeg takke Parlamentet for dets bidrag til den europæiske integration i alle aspekter af borgernes liv. I løbet af 50 år har Europa-Parlamentet fået langt flere ansvarsområder og langt større magt. Jeg mener magt i form af legitimitet som direkte følge af europæernes stemmer. Jeg mener også formel magt - fælles beslutningstagning, budgetbeføjelser, demokratisk kontrol med EU's institutioner. Og endelig mener jeg politisk indflydelse. Parlamentet har gjort sig gældende både som medansvarlig for lovgivningen og som en vægtig partner i den institutionelle trekant og i det politiske liv i Europa, men også ved at knytte stærkere og stærkere bånd med de nationale parlamenter, som for en stor del er repræsenteret her i dag.

Den magt, som Parlamentet har formået at vinde i tidens løb, har kun styrket EU som helhed. Et stærkt Europa-Parlament er en uundværlig partner for de øvrige institutioner, og i særdeleshed - det vil jeg gerne understrege - for Kommissionen. Jeg mener at kunne sige, at forholdet mellem vores to institutioner bliver mere og mere tæt, solidt og modent, og det glæder mig.

Når Lissabontraktaten er ratificeret, vil den styrke alle Fællesskabets institutioner yderligere. Den vil udvide Parlamentets beføjelser. Den vil øge Kommissionens dobbelte demokratiske legitimitet gennem stærkere forbindelser til Parlamentet og Rådet. Den vil give Rådet et stabilt formandskab, som vil sikre en bedre sammenhæng i tilrettelægningen og opfølgningen af Rådets møder. Rollen som højtstående repræsentant for udenrigs- og sikkerhedspolitik bliver udbygget, og vedkommende vil også være næstformand i Kommissionen.

Lissabontraktaten skærper vores institutioners legitimitet og effektivitet og er derfor et stort fremskridt for EU.

Man må forstå, at der hverken i dag eller i morgen vil være tale om at tage fra den ene institution for at give til den anden. Ingen af vores institutioner må blive stærkere på de andres bekostning. Tværtimod ønsker vi stærkere europæiske institutioner for at gøre Unionen mere effektiv og demokratisk. Alle vores institutioner vil vinde ved en konsolidering af Fællesskabets institutionelle opbygning..

Den 50-års-dag, vi fejrer i dag, fik mig til at tænke på et citat af en stor portugisisk forfatter, Agustina Bessa Luis. Hun sagde. "Som 15-årig har man en fremtid, som 25-årig har man et problem, som 40-årig erfaring, men før man runder et halvt århundrede, har man ikke rigtig nogen historie".

I dag kan Europa-Parlamentet, det europæiske demokratis hus, med stolthed sige, at det bestemt har en storslået historie bag sig, men så sandelig også foran sig. Derfor vil jeg på Kommissionens og egne vegne ønske hjerteligt tillykke med Deres arbejde for et samlet Europa og held og lykke fremover.

(Bifald)

  Formanden. - Også hjerteligt tak til formanden for Kommissionen. Jeg vil gerne byde Hans Joachim Opitz velkommen som repræsentant for alle tidligere generalsekretærer. Han er også iblandt os i dag.

Nu glæder vi os til at høre det europæiske ungdomsorkester igen.

(Kort koncert med EU's ungdomsorkester)

(Kraftigt bifald)

(Parlamentets medlemmer rejste sig og lyttede til den europæiske hymne)

(Mødet udsat kl. 16.15 og genoptaget til kl. 16.20)

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TASAGAROPOULOU
Næstformand