Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 12. marts 2008 - Strasbourg

19. Fængslede kvinders særlige situation (forhandling)

  Formanden . - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Marie Panayotopoulos-Cassiotou for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling om fængslede kvinders særlige situation og følgerne af forældres fængsling for det sociale liv og familielivet (2007/2116 (INI)) (A6-0033/2008).

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, ordfører. - (EL) Hr. formand! Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, der fremlægger denne betænkning som en initiativbetænkning, har lagt både en menneskelig indsats og materielle udgifter i dette spørgsmål, idet udvalgsmedlemmerne ikke kun har arbejdet med betænkningen, men også frembragt en omfattende rapport om kvinders forhold i europæiske fængsler. Vi deltog i en høring med ledende videnskabsfolk og repræsentanter for civilsamfundet om dette spørgsmål, og Europa-Parlamentets kontorer har indtil nu forsynet os med interessante redegørelser om emnet, og dette fremhæver Parlamentets arbejde for at forsvare menneskerettighederne og styrke kvinders særlige rettigheder, når de lever under vanskelige forhold i fængslerne. Der er således tale om en særlig kategori af kvinder, som sandsynligvis repræsenterer et mindretal af fængslede i Europa, da de i gennemsnit kun udgør 5 %, idet tallet dog svinger mellem 7 % og 0 %.

Kvinders situation i fængslerne behandles temmelig indgående i betænkningen, da den dækker alle tænkelige tilfælde. Den behandler særlige og generelle sundhedsmæssige behov, herunder de særlige hygiejneproblemer og den kvindelige psykes særlige behov. Den ser på de problemer, kvinder oplever i fængslet på grund af deres fortid, deres særlige situation som mødre - ifølge statistikkerne har halvdelen af fængslede kvinder i Europa rent faktisk mindreårige børn - de særlige omstændigheder under graviditet og fødsel i fængsel og beskyttelsen af børnene i deres første leveår, hvor de bør være sammen med moderen i fængslet. Alt dette giver os ret til at anmode medlemsstaterne, med hjælp fra EU, om at sørge for passende materielle betingelser og sikre, at institutionerne giver kvinderne værdige vilkår under fængsling, som det også er fastsat i internationale og europæiske regler og konventioner. Lovgivningen bør ajourføres, så strafudmålingen tager hensyn til mødres særlige vilkår, og der bør være regelmæssig kontrol og særlig uddannelse af personalet, så de er opmærksomme på kvindernes problemer. Kvinders vilkår i fængsler bør indgå i Kommissionens årlige rapport om menneskerettigheder i EU.

Denne betænkning vil danne grundlag for en debat, som, jeg håber, vil bære frugt.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Min kollega, kommissær Špidla, er meget glad for, at Parlamentet har valgt at se nærmere på fængslede kvinders særlige situation og følgerne for det sociale liv og familielivet. Derfor lykønsker han ordføreren, fru Panayotopoulos, med den fortrinlige betænkning.

Selv om kvinder kun udgør en lille procentdel - ca. 5 % - af de indsatte i Europa, er det klart, at fængslingen medfører alvorlige forstyrrelser i hele familien. Desuden har en forholdsvis høj procent af de indsatte kvinder også børn.

Kommissionen støtter politikkerne til bekæmpelse af social udstødelse af sårbare grupper og dermed også og i særdeleshed de indsatte. Imidlertid skal det understreges, at social inklusion fortrinsvis sorterer under medlemsstaterne. Kommissionens rolle i forbindelse med social inklusion går hovedsagelig ud på at hjælpe medlemsstaterne med at bekæmpe social udstødelse som led i den åbne koordinationsmetode og andre mere konkrete tiltag. Ikke desto mindre omfatter den nye Lissabontraktat - og det er naturligvis interessant - nye initiativer i forbindelse med retfærdighed, frihed og sikkerhed. På dette særlige felt, som får større og større betydning, vil proceduren med fælles beslutningstagning finde anvendelse på langt flere områder, hvilket naturligvis vil udvide Europa-Parlamentets kompetence til også at behandle visse forslag, som i øvrigt fremgår af Deres betænkning. Fru Panayotopoulos' betænkning følger en afbalanceret linje, for nærhedsprincippet overholdes fuldt ud, samtidig med at Kommissionens støttefunktion erkendes, og vi bifalder helt og holdent den metodologiske fremgangsmåde. Vi ved, at for at overvinde de udfordringer, de fængslede kvinder har at slås med, må medlemsstaterne og Kommissionen fokusere på levevilkårene i fængslerne, på den helt nødvendige opretholdelse af de familiemæssige og sociale bånd og naturligvis på den vigtige opgave med at reintegrere de indsatte socialt og fagligt. Denne indstilling er i overensstemmelse med Kommissionens strategi om social inklusion med tre hovedlinjer: fremme adgangen til basale ydelser og forskellige muligheder og chancer, kontrollere, at lovgivningen om bekæmpelse af diskrimination overholdes, og eventuelt udarbejde målrettede oplæg, som tager højde for de forskellige gruppers særlige behov.

I foråret 2006 iværksatte Kommissionen en offentlig høring om, hvor nødvendigt det var at træffe andre foranstaltninger på EU-plan til at fremme aktiv inklusion af de personer, som er længst væk fra arbejdsmarkedet. Resultaterne af høringen fremgik af en meddelelsen fra oktober 2007, hvor høringens anden fase samtidig blev iværksat. Arbejdsmarkedets parter blev spurgt om deres syn på en eventuel udbygning af den åbne koordinationsmetode gennem indførelse af fælles principper, bl.a. indkomststøtte, aktive arbejdsmarkedspolitikker og adgang til kvalitetstjenester, på de fælles princippers indhold og endelig på, hvordan indførelsen af de fælles principper kunne følges op med kontrol og vurdering på EU-plan. Høringen sluttede den 28. februar 2008, og Kommissionen vil nu studere de forslag, arbejdsmarkedets parter og andre adspurgte er fremkommet med.

Jeg vil nu kort kommentere betænkningen. Den fremhæver problematikken omkring reintegrering af kvindelige indsatte i samfundet og på arbejdsmarkedet. Vi er enige i, at målrettede udslusningsordninger bør kombineres med et tilstrækkeligt sikkerhedsnet for at undgå social udstødelse. Reintegreringen af den indsatte bør begynde i fængslet i samarbejde med de ansvarlige sociale myndigheder.

Vi ved, at forsvarlige og rimelige livsvilkår øger den indsattes chancer for at blive integreret i samfundet igen. Myndighederne, herunder fængselsmyndigheder, skal tilskyndes til at tilbyde de indsatte erhvervsuddannelsesmuligheder af høj kvalitet. Fængselsinstitutionernes samarbejde med virksomheder, som er vant til at beskæftige fanger, skal naturligvis fremmes som led i de indsattes reintereringsproces.

I denne forbindelse vil vi betone Den Europæiske Socialfonds rolle i de kvindelige og mandlige fangers inklusion og integration på arbejdsmarkedet og i samfundet i det hele taget. Denne fond medfinansierer som bekendt tiltag til fremme af undervisnings- og erhvervsuddannelsesprogrammer for de indsatte. Initiativer, som hænger direkte sammen med forbedring af de indsattes levevilkår i fængslet f.eks. nye bygninger og nye faciliteter, kan få støtte gennem andre strukturfondsprogrammer.

Jeg har noteret mig Parlamentets anmodning til Kommissionen og Rådet angående vedtagelsen af en rammebeslutning om minimumsstandarder til beskyttelse af de indsattes rettigheder og udarbejdelsen af et europæisk fængselscharter. Jeg må vist endnu en gang påpege, at en række af de rejste spørgsmål i denne betænkning henhører under medlemsstaternes enekompetence, men som sagt vil Lissabontraktaten medføre, at proceduren med fælles beslutningstagning vil finde anvendelse på mange områder i forbindelse med retfærdighed, frihed og sikkerhed, og jeg ser deri en reel mulighed for at styrke Parlamentets rolle og forbedre forholdene omkring og behandlingen af dette yderst alvorlige emne.

  Anna Záborská, for PPE-DE-Gruppen. - (SK) Hr. formand! Initiativbetænkningen om kvinder i fængsel er meget symbolsk. På den ene side bekræfter den Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestillings meget pragmatiske holdning, og på den anden side bekræfter den det beundringsværdige engagement, der udvises af vores kollega, Marie Panayotopoulos-Cassiotou.

Jeg må understrege, at Marie Panayotopoulos-Cassiotou er meget aktiv i mit udvalg, og jeg vil gerne rose hende for hendes altid ansvarlige indstilling til arbejdet. I forbindelse med udarbejdelsen af denne betænkning besøgte vi personligt kvindefængslet i Brugge. På baggrund af dette besøg kan jeg sige, at der på ingen måde er tale om en rent teoretisk betænkning. Jeg glæder mig over, at betænkningen omhandler fængslede kvinders situation i hele dens kompleksitet. Jeg vil personligt gerne understrege, at det er vigtigt at beskytte børn mod psykiske skader under deres forældres fængselsophold.

Følgende er baseret på mine personlige erfaringer. Under det kommunistiske regime blev min far arresteret og idømt en lang fængselsstraf på baggrund af falske politiske anklager. Jeg var på daværende tidspunkt fem år. Lærerne på skolen spurgte ofte, hvor han var henne, og hvorfor han aldrig kom til skole-hjem-samtaler, selv om alle vidste, at han var i fængsel. Det var pinefuldt. Børn burde ikke udsættes for traumer på grund af omverdenens ufølsomme adfærd, der forstærker stigmatiseringen som følge af deres forældres fængsling. Det er af afgørende betydning for deres fremtidige tilværelse og fremtidige relationer til andre mennesker, at børn har regelmæssig, personlig kontakt med indsatte mødre.

Jeg vil gerne afslutningsvis navnlig henvise til punkt 22 i betænkningen og understrege den betydning, som fru Panayotopoulos-Cassiotou tillægger opretholdelsen af de familiemæssige bånd.

  Teresa Riera Madurell, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at lykønske ordføreren med hendes gode indsats og evner, der har gjort det muligt at opnå vigtige aftaler med de ændringsforslag, der er stillet af min gruppe.

Det er en meget fyldestgørende betænkning, som omhandler alle de relevante spørgsmål i forbindelse med den vanskelige situation, der opstår i det sociale og familiære miljø, når en far eller mor kommer i fængsel. Der er mange nyskabende aspekter i betænkningen, herunder behandlingen i fængslerne af de fædre eller mødre, der er ansvarlige for mindreårige.

Det drejede sig om at finde en løsning, der sikrede respekten af de mindreåriges rettigheder, samtidig med at de sikkerhedsforanstaltninger, der nødvendigvis gælder for en frihedsberøvet person, fastholdes. Det foreslås, at der skabes uafhængige enheder uden for fængselsmiljøet med nogle livsbetingelser, der er tilpasset de mindreåriges behov, og som tager hensyn til deres integration i samfundet.

Det samme gør sig gældende for fængslede personer, som er ansvarlige for afhængige personer, hvilket er en situation, der også især berører kvinderne. Her anbefales det, at der i størst mulige omfang findes alternative straffe til fængsel. I denne forbindelse understreges det i betænkningen, at når det drejer sig om frihedsberøvede mænd med mindreårige børn eller andre familiære forpligtelser, skal foranstaltningerne være de samme som for kvinderne.

Der anmodes også om den størst mulige respekt for seksuel orientering samt for enhver form for familieliv, der ikke er i strid med loven. De indsatte kvinder skal have adgang til svangerskabsforebyggende kampagner og lige adgang til familieplanlægningsprogrammer.

Der anmodes også om fremme at programmer, der reducerer de indsatte kvinders risiko for at blive voldtaget, med psykologisk bistand til de kvinder, der har været udsat for kønsbetinget vold. Og det anbefales at uddanne og bevidstgøre fængselspersonalet i disse spørgsmål.

Vores gruppe har arbejdet tæt sammen med ordføreren og stillet flere ændringsforslag, og jeg synes, at vi i fællesskab har opnået en betænkning, som Parlamentet kan føle sig stolt over. Endnu engang tillykke til ordføreren!

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil tale om dette spørgsmål på egne vegne. Fru Panayotopoulos-Cassiotou har med sin sædvanlige klogskab og store ihærdighed gjort en fremragende indsats og udarbejdet en betænkning om problemerne for kvindelige indsatte på meget effektiv vis.

Det meste af det, fru Panayotopoulos-Cassiotou siger i sin betænkning, er naturligvis rigtigt. Men jeg spørger mig selv, om det måske passer bedre på en ideel verden snarere end en realistisk verden, hvor fængslernes funktion ikke blot bør være at straffe idømte personer, men primært at rehabilitere dem? Den barske kendsgerning er, at de fleste fængsler i Europa og i verden generelt fungerer dårligt for både kvinder og mænd. Dette betyder naturligvis ikke, at vi ikke til stadighed skal presse på for at få indført ændringer. Det betyder heller ikke, at vi ikke skal interessere os for indsatte kvinders særlige behov. Det er tværtimod vores pligt til stadighed at presse på for at få gennemført forbedringer, men vi må aldrig glemme følgende enkle kendsgerninger.

For det første skal vi ændre straffesystemet generelt.

For det andet bør der ikke være nogen utilsigtet forskelsbehandling mellem mænd og kvinder, ud over den forskelsbehandling der er betinget af rent biologiske forskelle, herunder moderskab eller særlige aspekter af moderskab.

For det tredje er et fængsel ikke et hotel. Det er heller ikke en fødegang eller en børnehave.

For det fjerde er de fleste indsatte - mænd og kvinder - dømte kriminelle, og mange har begået grufulde handlinger mod andre mennesker.

Det lyder muligvis hårdt, men for det femte er mange dømte kvinder uegnede som mødre, og der skal findes alternative løsninger med hensyn til opfostringen af deres børn.

For det sjette er det på ingen måde et ukontroversielt spørgsmål, om kvindelige indsatte skal have lov til at blive gravide i fængslet.

Når alt dette er sagt, vil jeg ikke desto mindre slutte ved at erklære min støtte til denne betænkning.

  Ewa Tomaszewska, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på to forhold i betænkningen.

Det første vedrører vilkårene for afsondringsstraffe. Adgangen til passende personlige hygiejnemidler og særlige medicinske tjenester for kvinder er især vigtig på dette område. Som politisk fange i det kommunistiske Polen fik jeg et kvart stykke uparfumeret sæbe hvert halve år. Retten til at bade blev gennem flere uger ikke håndhævet. Det er ikke tilstrækkeligt. Adgangen til rindende vand, varmt vaskevand, muligheden for at konsultere en gynækolog eller få foretaget en mammografi skal sikres uanset straflængde eller -type.

Det andet forhold vedrører den virkning, som mødres og gravide kvinders fængsling har på børnenes liv og helbred. Det sker især ofte, at kvinder fratages retten til at deltage i retssager om forældremyndigheden. Arresterede personer har ikke mulighed for at deltage i retsmøder. Børns ret til at møde fængslede mødre begrænses. Til tider tages spædbørn fra mødrene kort efter fødslen, hvorved børnene ikke bliver ammet. I forbindelse med anvendelsen af afsondringsstraffe over for kvinder skal man huske på, at børnene indirekte straffes, at hele familien straffes. Denne form for straf skal derfor kun anvendes i særlige tilfælde. Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke.

  Hiltrud Breyer, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Denne initiativbetænkning er vigtig, for kvindernes situation i fængslerne må nu endelig belyses, og problemerne påvises. Kvinders rettigheder gælder også og netop i fængsler. I EU har vi heldigvis endnu ikke en situation som i USA, hvor fængsler og det at spærre mennesker inde er blevet en lukrativ forretning. Men også i Europa stiger antallet af kvinder i fængslerne. Derfor må vi fokusere på deres specifikke situation.

For det første er der den forebyggende sundhedsindsats, som vi netop har talt om. Kvinder i fængsler har erfaring med vold af såvel seksuel som anden art, fra fængslet eller før, og har brug for tilstrækkelig psykologisk og terapeutisk behandling, ofte også fordi de er afhængige. I fængslet er der risiko for seksuel udnyttelse. Især mødrenes situation må vi tage hensyn til. Det må ikke ske igen som i Tyskland, at man tager en kvindes få måneder gamle spædbarn fra hende, fordi der ikke længere var nogen ledig mor-barn-plads i fængslet, og moder og barn således var adskilt i flere måneder. Desuden har vi brug for flere penge til reintegrering af kvinderne.

Det ligger mig især på sinde at bringe den særlige situation til offentlighedens kendskab, som piger og kvinder med indvandrerbaggrund befinder sig i. Når disse kvinder kommer til Europa og tilbageholdes i detention centers, så må vi fokusere særligt på deres situation i disse detention centers, fordi der også hersker fængselslignende tilstande i mange centre. Piger og kvinder tilbageholdes i detention centers som flygtninge, asylansøgere og ulovlige indvandrere. Endnu findes der ingen EU-lovgivning, der fastsætter, hvor længe de maksimalt må opholde sig i disse centre.

Og endelig efterspørger vi særligt indtrængende en forbedret beskyttelse af særligt udsatte grupper, især ofre for seksuel vold, hvilket Europa-Parlamentet har udarbejdet et studie om.

  Věra Flasarová , for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! I sin klassiske bog "Overvågning og straf" kommer den franske filosof Michel Foucault bl.a. ind på tre aspekter ved fængsling. Disse aspekter har overlevet i hele straffens historie frem til i dag.

For det første er der det oprindelige formål, der handler om at isolere en lovovertræder fra samfundet. For det andet gør straffen det muligt at erkende skylden (catharsis), og for det tredje er der det moderne aspekt, der handler om at sikre muligheden for rehabilitering og reintegration i samfundet. Det sidste aspekt betragtes som det vigtigste i civiliserede lande.

Samfundet hævner sig ikke på en lovovertræder og ønsker ikke at nedbryde den pågældendes værdighed. Tværtimod gør samfundet en indsats, til tider med alle odds imod sig, for at ændre den dømte fanges adfærdsmønster, der ligger til grund for den pågældendes konflikt med loven. Formålet med fængsling er ikke at skade de dømte personer, for slet ikke at tale om deres familiemedlemmer.

Ordføreren påpegede meget klart et problem forbundet med fængsling, nemlig at der fokuseres på en enkelt persons skyld og straf, hvorimod der ikke tages højde for, at straffen også har følger for de personer, der er afhængige af den dømte person. Disse afhængige personer er normalt de kvindelige indsattes børn.

Over halvdelen af alle kvindelige indsatte i Europa har et barn. Det nøjagtige tal varierer fra land til land, og det samme er tilfældet for fængselsforholdene. F.eks. i mit land, Den Tjekkiske Republik, er det største problem overfyldte fængsler. På den anden side forsøger de ansvarlige myndigheder at afhjælpe de negative følger af straffen for kvinder og deres familiemedlemmer og gøre det nemmere for disse kvinder at vende tilbage til en normal tilværelse. Når dette er sagt, er manglen på nødvendige ressourcer, f.eks. til socialarbejdere, til hinder for reintegrationen af de indsatte.

Jeg er enig med ordføreren i, at det er vigtigt at forbedre forholdene for opretholdelse af de familiemæssige bånd, idet adskillelse fra familien kombineret med skyld og straf fører til fremmedgørelse, hvilket gør det langt vanskeligere at vende tilbage fra fængslet. Jeg tænker selvfølgelig ikke på de tilfælde, hvor familiebåndene allerede var blevet kappet inden fængslingen.

En sidste vigtig bemærkning. Det fremgår af psykologiske studier, at kvindelige indsatte har vanskeligt ved at affinde sig med at leve tæt sammen. Mænd er bedre til at affinde sig med påtvunget tæthed og til at løse konflikter.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Ordføreren, fru Panayotopoulos-Cassiotous betænkning kommer på et tidspunkt, hvor ændringer af fængselsinfrastrukturer, herunder etablering af rene kvindefængsler, er undervejs i mange medlemsstater. Geografisk placering er en vigtig faktor. Den kan f.eks. gøre det nemmere for kvindelige indsatte at opretholde familiemæssige og venskabelige bånd og gå til gudstjeneste.

Indvirkningen af afsondring og angst på kvindelige indsatte, herunder navnlig på mødre og gravide kvinder, kan få skadelige følger for moderen, men også først og fremmest for barnet og barnets udvikling. Derfor kan det have en positiv indvirkning på disse indsattes tilværelse at gå til gudstjeneste.

Menneskelig værdighed og respekt for grundlæggende rettigheder er værdier, der skal respekteres fuldt ud i medlemsstaternes fængselspolitik. Det kræver kvalificeret personale at opretholde ro og orden i fængslerne, et personale, der er i stand til at sætte en stopper for vold mod og misbrug af kvinder i opløbet. Vi må heller ikke glemme, at personalet også bør være i stand til at tilbyde psykologisk støtte, da mange kvinder ofte lider af traumer fra fortiden.

Jeg vil gerne lykønske ordføreren, der har udarbejdet en aktuel analyse med adskillige vigtige konklusioner. Betænkningen indeholder også en række forslag til forbedring af forholdene for kvindelige indsatte, herunder navnlig enlige mødre og unge indsatte. Jeg glæder mig over, at ordføreren navnlig fokuserer på gravide kvinder.

Kvinder i fængsler har ofte været ofre for vold. Vi skal derfor gå meget forsigtigt til værks på dette område og have mod til at indføre nye, innovative foranstaltninger i fængselspolitikken. Efter løsladelsen skal kvinderne tilbydes enhver nødvendig hjælp for at fremme en gnidningsløs reintegration i samfundet.

  Zita Gurmai (PSE). - (HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Indsatte skal også have lige muligheder. Kvinder i fængsel skal også have adgang til ordentlige sundheds- og hygiejneforhold, der adskiller sig fra mænds. Det er navnlig vigtigt for kvindelige indsatte at have mulighed for at opretholde familiebånd, idet dette også vil fremme deres reintegration i samfundet, hvilket allerede er blevet understreget af en række af mine kolleger. I sager, hvor der er tale om narkotikamisbrug, og i en række andre tilfælde er psykologisk støtte af afgørende betydning, og flere medlemsstater har udviklet bredspektrede, kønsorienterede programmer til løsning af dette problem. De nye medlemsstater skal følge deres eksempel. Kvinder, der har siddet i fængsel, har vanskelige ved at finde arbejde. Gennemførelse af uddannelsesprogrammer i fængsler kan afhjælpe dette problem og således også mindske risikoen for tilbagefald. Det er en fremragende betænkning, og jeg støtter vedtagelsen.

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). - (GA) Hr. formand! Jeg glæder mig over fru Panayotopoulos-Cassiotous initiativbetænkning, hvori hun undersøger fængslede kvinders situation. Jeg mener, at betænkningen kan styrkes ved at indføre et par ændringsforslag.

Der bør lægges vægt på begrebet flytning som en mere nøjagtig beskrivelse af den forberedelsesproces, der finder sted, når kvinderne nærmer sig løsladelsesdatoen. For at lette denne proces bør der etableres "udslusningshuse" med passende, støttende omgivelser.

Jeg opfordrer på det kraftigste medlemmerne til at støtte ændringsforslagene, der har til formål at sætte en stopper for indsættelse af piger i fængsler beregnet for voksne. Personalet i kvindefængsler, herunder det lægelige personale, bør i videst muligt omfang være kvinder.

I 2004 og igen sidste år blev der offentliggjort en rapport med en detaljeret beskrivelse af de forfærdelige forhold, som den gennemsnitlige kvindelige indsatte i min egen valgkreds i Nordirland lever under. Jeg vil anbefale Kommissionen at læse henstillingerne i denne rapport samt henstillingerne i denne betænkning.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Mange kvinder i fængsel kommer fra en baggrund præget af vold og misbrug, hvilket kan gøre det vanskeligt for dem at opbygge stabile relationer - hvilket i sidste ende er netop det, de har brug for.

Vores mål bør ikke kun være at sikre fangernes sociale integration, men også at sikre deres personlige udvikling. I denne forbindelse er spørgsmålet om børn naturligvis relevant. Adskillelsen af moderen og spædbarnet i fængslet sker ofte blot få timer efter fødslen. Dette vil få øjeblikkelig indvirkning på chancerne for et sundt forhold mellem moderen og barnet. For i sidste ende at skabe den særlige mor/barn-relation, skal de udvikle sig sammen. Hvis to skal udvikle sig sammen på sund og normal vis, kan dette kun ske ved at holde dem sammen i muligt omfang og ved at skabe et understøttet og sikkert miljø omkring dem.

Hvis man adskiller moderen og spædbarnet, er deres forhold dømt til at mislykkes. Hvorfor skulle vi gøre dette, når det, de fleste af disse kvinder har mest brug for, er stabile, kærlige relationer i deres liv?

  Corina Creţu (PSE). - (RO) Hr. formand! I nærværende betænkning afdækkes en række problemer på dette område i medlemsstaterne.

I en situation præget af stigende kriminalitet i visse miljøer, navnlig i ugunstigt stillede miljøer præget af ren fattigdom, analfabetisme og forladte børn, og på baggrund af forværringen af det sociale sikringssystem har medlemsstaterne efter min opfattelse reageret uhensigtsmæssigt ved at ty til strengere straffe.

En sag, hvor tre kvinder, der var i familie med hinanden - datter, mor og bedstemor - blev fængslet samtidig for at afsone en straf for en mindre forseelse, tiltrak for nylig den offentlige menings opmærksomhed i Rumænien. Det var ikke det eneste eksempel af denne art. Derfor mener jeg, at en af de vigtigste henstillinger i betænkningen er anvendelsen af andre straffemetoder end fængsling, hvilket navnlig er nødvendigt, når der er børn involveret. Et særligt tilfælde er mindreårige børn, hvor begge forældre er i fængsel.

Jeg støtter betænkningens opfordring til Kommissionen om at udarbejde et europæisk fængselscharter om at sikre harmoniseringen af forholdene i fængslerne i medlemsstaterne og en hurtigere integration i samfundet af personer, der har udstået deres frihedsberøvende fængselsstraf. Jeg lykønsker ordføreren med indsatsen.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Som vi har hørt, udgør kvinder kun 5 % af de indsatte i fængslerne i Europa. Halvdelen af disse er mødre med små børn, og de fleste har tidligere været udsat for vold og misbrug.

Jeg støtter denne betænkning fuldt ud, og jeg takker alle de involverede parter. Det understreges i betænkningen, at medlemsstaterne skal fremme udviklingen af særlige forhold for kvinder i fængsel. Fokus på menneskelig værdighed er efter min opfattelse af afgørende betydning for en vellykket fremtidig social integration. Der skal skabes et venligt miljø for børn, der kommer på besøg, og kvinder skal lære at forstå betydningen af menneskelig værdighed.

Jeg er derfor meget overrasket over De Liberales anmodning om delt afstemning om punkt 19, hvori det foreslås, at kvinder får mulighed for at deltage i religiøse ceremonier. Jeg synes, at det er rystende, at kvinder i fængsel, afhængig af resultatet af afstemningen i morgen, ikke nødvendigvis har samme rettigheder som kvinder uden for fængselsrammerne.

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil naturligvis takke alle talerne for denne berigende og interessante forhandling. Jeg er ikke kommissær for dette område, men jeg vil ikke lægge skjul på, at forhandlingen har været yderst stimulerende og interesseret mig meget. En hel række personlige idéer har jeg lagt mig på sinde, og det beviser unægteligt, at det er lykkedes Dem at gøre mig opmærksom på et særdeles vigtigt emne.

For at overvinde hindringerne for kvindelige fangers reintegrering i samfundet og medvirken på arbejdsmarkedet må vi naturligvis endnu en gang understrege, hvor nødvendigt det er at kombinere udslusningsordninger med et tilstrækkeligt sikkerhedsnet. Det forudsætter, at alle de implicerede parter inddrages, også arbejdsmarkedets parter.

Kommissionen vil sammen med medlemsstaterne fortsat arbejde på spørgsmålene om social inklusion i overensstemmelse med den åbne koordinationsmetode, og jeg vil ikke lægge skjul på, at en række forslag her i dag - og som jeg naturligvis vil lade gå videre til kommissær Špidla - er tankevækkende. Det er klart, at f.eks. muligheden, som visse lande allerede benytter sig af, for i videre omfang at anvende alternative straffe eller alternativer til straf, når den indsatte ikke udgør en fare for samfundsordenen, er en interessant løsningsmodel. Jeg tænker også bl.a. på - men her taler jeg for egen regning - elektronisk overvågning, således at den dømte kan forlade fængslet og leve hjemme hos familien. Jeg tror, der ligger en række løsningsmuligheder her, for i grunden er det, jeg har hørt her i dag, også helt rigtigt. Fængsling er først og fremmest en forsoning med samfundet, og derfor bør det tilstræbes at gøre udslusningen i samfundet til noget positivt. Jeg blev også grebet af fru Záborskás synspunkter, som blev gentaget med forskellige formuleringer i flere andre indlæg, om opretholdelsen af de familiemæssige bånd og tilknytningen til barnet. Disse spørgsmål skal naturligvis gribes an fra en ganske særlig vinkel.

Hygiejne i fængslerne, lægehjælp, seksuelle præferencer, seksuelle overgreb, seksuelt misbrug, kønsbetinget vold er emner, som jeg naturligvis kender til i kraft af min funktion som kommissær for udvikling, selv om denne sag ikke er mit ansvarsområde. Det sker jævnligt, at jeg besøger fængsler i udviklingslande, og derfor gør disse spørgsmål et dybt indtryk på mig.

Jeg skal i alt fald ikke undlade at informere kommissær Špidla om denne fortræffelige forhandling og de mange gode idéer, der er fremført her, og jeg ved, at han er særlig lydhør over for disse spørgsmål.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, ordfører. - (EL) Hr. formand! Tak, fordi De holdt ud så længe. Også tak til kommissær Michel og kommissær Špidla for deres positive bidrag til den betænkning, vi har forelagt, og tak til alle kollegerne og hr. Matsakis, den eneste mandlige kollega, der deltog i debatten.

Jeg tror, at fællesnævneren hedder bevarelse af familiebånd. Alle har fremhævet, hvor vigtigt det er, og ligeledes betydningen af at beskytte børnene, især små børn, samt sørge for passende forhold, der er tilpasset kvinders særlige behov. Det allervigtigste er dog, at vi forsvarer menneskerettighederne, forsvarer kvinders rettigheder, uanset om de er i eller uden for fængsel. Derfor bør alt, hvad der gælder for kvinder uden for fængslet, også gælde for kvinder i fængsel.

Hvad angår social udstødelse, vil jeg gerne takke kommissær Špidla, som gennem kommissær Michel fremhævede betydningen af støtteforanstaltninger allerede fra anholdelsen, erhvervsuddannelsesforanstaltninger og foranstaltninger med henblik på at komme ind på markedet og samarbejde med den private sektor. Herved kan vi føre det ud i livet, som kommissæren nævnte, nemlig at fængsel bør være en chance og ikke en hævn. Hvad angår hr. Matsakis' synspunkt om farlige tendenser, findes disse også både uden for og inden for fængslerne, og netop derfor bør vi give mulighed for, også med lægelige midler, at imødegå disse tendenser, så vi udelukker marginalisering af personer, da dette ville være i strid med vores idéer om menneskers værdighed og muligheden for at støtte dem, så de gavner samfundet mest muligt.

Jeg håber, at den nye Lissabontraktat, som kommissæren også nævnte, giver os mulighed for at gøre mere, og da der ikke går lang tid fra betænkningens fremlæggelse til ratificeringen af traktaten, håber jeg, at mange af betænkningens forslag føres ud i livet. Jeg vil dog gentage en ting, som ikke blev nævnt, nemlig at Kommissionens årsrapport om menneskerettighederne også bør omtale kvinders forhold i EU's fængsler.

  Formanden. - Selv om hr. Matsakis var det eneste mandlige parlamentsmedlem, der fik ordet, talte hr. Michel på vegne af Kommissionen, og jeg har lyttet til denne interessante debat med stor opmærksomhed.

Som så ofte før er der flere kvinder til stede under disse debatter sent på aftenen, men det forringer ikke værdien af deres bidrag. Jeg takker ordføreren og andre, der har haft ordet, for deres bidrag, da De i en debat af denne art dybest set taler på vegne af kvinder, der ikke kan tale for sig selv.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 13. marts.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Katalin Lévai (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg vil gerne understrege, at selv om kvinder udgør omkring 4-5 % af de indsatte i fængslerne i Europa, og selv om andelen af kvindelige indsatte i mange europæiske lande stiger hurtigere end andelen af mandlige indsatte, indrettes fængslerne fortsat primært for mænd, og ofte ses der bort fra det stigende antal kvindelige indsattes særlige problemer.

De mest bekymrende områder er lægehjælp, situationen for mødre med børn og den faglige og sociale reintegration. Det fremgår af statistikker om kvindelige fanger, at de generelt er dårligt uddannede og mangler erhvervskompetencer. Hvis vi ønsker, at de kvindelige fanger skal have mulighed for at blive integreret i samfundet og få en mere stabil tilværelse efter udsoningen af deres fængselsstraf, er vi nødt til at give alle fanger mulighed for at tilegne sig basale uddannelsesmæssige færdigheder. I mange europæiske fængsler kan der iagttages en forskel mellem den erhvervsuddannelse, der tilbydes kvinder, og det, som arbejdsmarkedet efterspørger. De fleste fængsler tilbyder en kvindespecifik jobtræning, der er begrænset til udviklingen af de færdigheder og evner, som relaterer sig til den kulturelle og sociale rolle, der traditionelt er blevet tillagt kvinder. Disse lavtlønnede erhvervskompetencer bliver generelt ikke højt værdsat på arbejdsmarkedet og kan derfor medføre en fastholdelse af de sociale uligheder og underminere den sociale og faglige reintegration. Fængselsmyndighederne skal derfor tilskyndes til at tilbyde erhvervsuddannelsesmuligheder af høj kvalitet og forskelligartede beskæftigelsesmuligheder, som er tilpasset arbejdsmarkedets behov, og som ikke er kønsrelaterede, evt. i samarbejde med eksterne udbydere.