Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/2140(INI)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0036/2008

Indgivne tekster :

A6-0036/2008

Forhandlinger :

PV 13/03/2008 - 2
CRE 13/03/2008 - 2

Afstemninger :

PV 13/03/2008 - 4.2
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0097

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Torsdag den 13. marts 2008 - Strasbourg EUT-udgave

2. EU's politik for udviklingssamarbejde (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Danutė Budreikaitė for Udviklingsudvalget om EU's politik for udviklingssamarbejde - en udfordring for de nye medlemsstater (2007/2140(INI)) (A6-0036/2008).

 
  
MPphoto
 
 

  Danutë Budreikaitë, ordfører. - (LT) Hr. formand! Siden udvidelsesrunderne i 2004 og 2007 er 12 lande blevet medlemmer af EU, heraf 10 med særlige erfaringer. De har bevæget sig fra planøkonomi til markedsøkonomi og fra autoritær kontrol til demokrati.

Forud for tiltrædelsen modtog disse lande støtte, men nu er de blevet donorer af udviklingsbistand. De fleste af dem havde ingen tidligere erfaringer med EU's samarbejdspolitik. Ved at underskrive tiltrædelsestraktaten har de forpligtet sig til at gennemføre denne politik.

Desuden fremlagde Kommissionen i 2004 flere dokumenter, hvori man fremhævede den europæiske naboskabspolitik, som havde direkte sammenhæng med de nye medlemsstaters offentlige udviklingsbistand. Efter tre års medlemskab er det vigtigt at undersøge, hvilke fremskridt de nye donorlande har gjort med hensyn til at opfylde udfordringerne inden for udviklingssamarbejdet.

Jeg vil gerne påpege, at betænkningen kun dækker de 10 medlemsstater, der har fælles grænse med østlige naboer og modtager tilskud inden for naboskabspolitikken. Disse 10 lande har altid haft langsigtede handelsmæssige, økonomiske og kulturelle forbindelser med deres naboer og delt en fælles historie samt et ønske om at nå målene for udvikling og konsolidering af demokratiet og øge sikkerheden i Central- og Østeuropa. Resultaterne af en særlig undersøgelse viser, at de fleste af de nye medlemsstater normalt giver deres offentlige udviklingsbistand til deres naboer - landene på Vestbalkan og Sammenslutningen af Uafhængige Stater.

Desuden er relationerne mellem EU og dens østlige naboer fortsat de mindst udviklede, og de nye medlemsstater har en relativ fordel i forhold til de gamle medlemsstater og kan derfor have en gavnlig indflydelse på udviklingspolitikkens geografiske position og karakter. De nye medlemsstater kan også dele ud af deres seneste erfaringer med overgangen til markedsøkonomi og gennemførelsen af forsvarlig forvaltning, demokratiske principper og menneskerettigheder.

I mellemtiden er de nye EU-medlemsstater forholdsvis lidt opmærksomme på AVS-landene. Bistanden til disse lande er især af socioøkonomisk art: Der udvikles nye projekter inden for undervisnings- og sundhedssektoren, man søger at tilskynde til udvikling af den offentlige sektor og civilsamfundet samt principperne om ligestilling mellem kønnene.

Dokumenter, hvori man definerer politikken for udviklingssamarbejde, indeholder ingen retningslinjer for, hvilke lande der skal modtage bistanden. I lyset af de begrænsede økonomiske og menneskelige ressourcer, som de nye medlemsstater har til rådighed, vil det være en fordel for dem at koncentrere deres bistand på et bestemt antal lande, idet de tilbyde bistand inden for de områder, hvor de har størst erfaring, både i nabolandene og AVS-landene.

Med hensyn til de problemer, som de nye medlemsstater møder ved udviklingen af deres politik for udviklingsbistand, vil jeg gerne påpege, at:

1) størstedelen af de nye medlemsstater endnu ikke har defineret deres nøgleprioriteringer

2) der er praktisk taget ingen strategisk planlægning eller kontrolmekanisme inden for politikken for udviklingssamarbejde

3) graden af kommunikation mellem de organer, der gennemfører politikken for udviklingsbistand og ngo'erne er utilstrækkelig

4) graden af offentligt initiativ er for ringe, og der findes en generel mangel på information om udviklingssamarbejde til offentligheden over hele EU.

For at opnå større succes med gennemførelsen af politikken for udviklingssamarbejde bør alle de involverede lande videreformidle deres positive erfaringer under hensyntagen til de erfaringer, som de nye medlemsstater i øst har gjort sig. De nye medlemsstater bør tage del i udarbejdelsen af planer for gennemførelsen af aktiviteterne inden for naboskabspolitikken, sikre en højere grad af deltagelse fra de nationale parlamenters side og øge ngo'ernes aktivitetsniveau.

Ikke desto mindre vil jeg gerne understrege, at de to seneste udvidelsesrunder i EU har skabt et nyt perspektiv for politikken for udviklingssamarbejde og dens uløselige forbindelse med den europæiske naboskabspolitik, idet sidstnævnte er et direkte resultat af udvidelsen. Både politikken for udviklingssamarbejde og naboskabspolitikken er integrerende dele af de politiske og økonomiske relationer med andre lande.

En institutionalisering af politikken for udviklingssamarbejde inden for EU vil være af stor betydning for gennemførelsen af de omtalte mål. Det vil også styrke effektiviteten af den europæiske naboskabspolitik ved siden af den offentlige udviklingsbistand og have en gunstig indvirkning på gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene.

For at opnå dette bør vi oprette en forsamling af EU-lande og nabolande, som skal dække den østlige dimension og bidrage til gennemførelsen af politikken for udviklingssamarbejde og naboskabspolitikken. Jeg vil gerne bede om Parlamentets støtte til dette.

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil først lykønske ordføreren, fru Budreikaitė, med denne fremragende betænkning, som beskriver den udfordring, udviklingspolitik udgør for de nye medlemsstater.

Deres betænkning mindede mig om alle diskussionerne og bekymringen lige før udvidelsen både hos offentligheden og politikerne. Jeg husker den tvivl og frygt, der blev givet udtryk for fra flere sider for, at udvidelsen ville udvande solidariteten over for udviklingslandene og rykke Afrika nedad på EU's liste over prioriteter. Frygten var faktisk grundløs. Forudsigelserne og ængstelsen viste sig at være ubegrundede. Europæisk udviklingspolitik har aldrig haft så ambitiøse mål eller omfattet så sammenhængende metoder som i dag, og Afrika har aldrig før stået så højt på EU's dagsorden. Deres betænkning bekræfter, at dette er blevet opnået, ikke på trods af udvidelsen, men i kraft af den og i kraft af de nye medlemsstaters vilje til at påtage sig deres fulde ansvar.

Lad os først se på spørgsmålet om finansiering. Selvfølgelig har de nye medlemsstater langt igen, før de kan opfylde målene for 2010. Selvfølgelig er det vigtigt, at flere lande udarbejder flerårige planer for at øge deres bistand - kun fire af de 12 berørte lande har gjort det - men vi kan ikke blot overse den fælles indsats, disse 12 medlemsstater har gjort, for det er ret bemærkelsesværdigt. Siden de blev medlem af EU, har de fordoblet, ja, endog tredoblet den bistand, de yder. I 2007 udgjorde bistanden fra disse 12 lande næsten 800 millioner euro. Endvidere har de forpligtet sig til at afsætte 0,33 % af deres BNP til offentlig udviklingsbistand inden 2015.

Dernæst vil jeg se på bistandens effektivitet. Sidste år vedtog EU en adfærdskodeks, i hvilken der blev fastsat en række principper for en bedre arbejdsfordeling i EU. Det glæder mig at kunne sige, at de nye medlemsstater gør et godt indtryk med hensyn til gennemførelse af disse principper. De anvender alle princippet med at koncentrere bistanden på et begrænset antal lande, hvilket er en strategi der længe i den bedste praksis har været anerkendt, fordi den giver større effektivitet.

En række af de nye medlemsstater yder også deres bistand sammen med andre medlemsstater ved hjælp af samfinansieringsordninger og reducerer dermed deres egne og partnerlandenes administrationsomkostninger. Jeg tænker her f.eks. på støtte, som Slovakiet og Østrig har ydet i fællesskab til infrastruktur i Kenya, eller på den bistand i vandsektoren, som Den Tjekkiske Republik yder sammen med Luxembourg. Det er meget talende eksempler, og de er ikke de eneste.

Et andet eksempel på effektivitet er, at størstedelen af de nye medlemsstater støtter udviklingslande ved at tilføre værdi i visse sektorer, hvilket sker på grundlag af deres egen erfaring med den politiske og økonomiske overgang. Jeg kan f.eks. nævne den bistand, der er rettet mod god regeringsførelse, kapacitetsopbygning i den offentlige administration og mod økonomiske reformer.

Efter min mening er disse foranstaltninger, som er godkendt i adfærdskodeksen for komplementaritet og arbejdsdeling i udviklingspolitik, af afgørende betydning. I april skal jeg fremlægge den første evaluering af, hvordan kodeksen gennemføres et år efter vedtagelsen ledsaget af analyser og forslag til at øge bistanden, og til hvordan vi kommer videre. Kun et par måneder efter forummet på højt niveau om bistandseffektivitet i Accra regner udviklingslandene med, at EU viser vej og med rette, for EU er langt den største bidragyder i verden, og det kan derfor og har pligt til at vise et godt eksempel.

Betænkningen fremhæver et andet vigtigt grundlæggende punkt, nemlig behovet for bevidstgørelse i de nye medlemsstater. Det er rigtigt, at de fleste af disse lande ikke har en lang tradition for at yde udviklingsbistand, særlig til Afrika. Det er derfor et led i vores ansvar at blive ved med at forsøge at overbevise den offentlige mening og få budskabet igennem om, at dette ikke blot er et spørgsmål om velgørenhed, men også et spørgsmål af fælles interesse - og jeg tænker her på fred og sikkerhed, migration, klimaændringer og fødevaresikkerhed.

Med tanke på alt dette lancerede Kommissionen midt i februar det tredje kapacitetsopbygningsprogram for de nye medlemsstater. Gennem dette program vil Kommissionen stille den nødvendige ekspertise til udvikling af kommunikationsstrategier til rådighed, som vil gøre de administrative myndigheder i stand til mere effektivt at fortælle offentligheden om, hvad de laver, og at øge bevidstheden, særlig i medierne og blandt studerende, om udfordringerne i udviklingspolitikken.

Der findes ikke længere et gammelt EU og et nyt EU. Der er ikke en første klasse og en anden klasse, ingen gamle medlemsstater og ingen nye medlemsstater. Der er kun ét EU - et solidarisk, åbent og politisk bevidst EU - med værdier, som ikke blot er europæiske, men også universelle. Udviklingen i udviklingspolitikken i årene efter den første udvidelse er i sig selv bevis for, at EU kan udvides og samtidig blive mere vedkommende. Dette er en bemærkelsesværdig historisk lære, som er relevant både for udviklingspolitikkens fremtid og for europæisk integrations fremtid.

 
  
MPphoto
 
 

  Filip Kaczmarek, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! I januar sidste år i forbindelse med en offentlig høring organiseret i Europa-Parlamentet om de nye EU-donorer udtrykte mødets deltagere håb om, at diskussionen om EU's nye medlemsstaters udviklingspolitik vil blive fortsat med det arbejde, som de nationale parlamenter udfører, samt med Europa-Parlamentets videre aktiviteter. Jeg hilser derfor med stor tilfredshed fru Budreikaitės betænkning velkommen. Det er den første betænkning i Parlamentets historie, der indeholder et forsøg på at analysere omfanget af de nye mellemlandes nuværende engagement i EU's udviklingspolitik og de udfordringer, som landene står over for.

Det er svært at opsummere alle de udfordringer, som Europas nye donorer står over for i forbindelse med indretningen af den nationale udviklingspolitik samt moderniseringen af udviklingspolitikken på EU-plan. Jeg tillader mig blot at henvise til et par forhold, som jeg synes, er de vigtigste. Det er for det første nødvendigt at styrke de nationale parlamenters betydning i forbindelse med indretningen af udviklingsbistanden i de nye medlemslande. Hvis de nationale parlamenter ikke skaber et solidt lovgivningsmæssigt fundament, er det ikke muligt at føre en effektiv udviklingspolitik, hvorfor det heller ikke er muligt på effektiv vis at koordinere planlægningen og forvaltningen af bistanden til udviklingslandene. I nogle lande har lovgivningsarbejdet fundet sted siden 2004, og det er fortsat ikke fuldendt. Det skyldes bl.a., at der ikke findes noget gennemførelsesprogram i disse lande.

Det er fortsat nødvendigt at arbejde med bevidstheden - og her er jeg enig med kommissær Michel i, at offentligheden i de nye medlemsstater er følsom over for forhold, der har betydning for udviklingspolitikken. I denne overgangsperiode kan uddannelse om udvikling, omfattende offentlige høringer, massemedierne og gennemførte oplysningskampagner spille en vigtig rolle. I modsat fald bliver det svært at sikre, at skatteyderne accepterer større finansielle udgifter afsat til udviklingspolitikken i de nye medlemsstaters budgetter. Jo større bevidstheden er, desto større er accepten af de finansielle byrder.

Jeg tilslutter mig også kommissærens holdning om den europæiske solidaritet i forbindelse med udviklingspolitikken. Vi skal koordinere de områder, som vi samarbejder om, og lære fra hinanden. På den ene side kan de nye medlemsstaters engagement og viden, der stammer fra historien og overgangsperioden, hjælpe hele EU i udviklingen og styrke demokratiet i de stater, der gennemgår en overgangsperiode. Den viden, som stammer fra de gamle medlemslandes erfaringer, især vedrørende bistand til de fattigste lande i verden, kan på den anden side styrke udviklingsbistanden og rette den mod dem, der mest har behov for den, f.eks. de afrikanske lande i området syd for Sahara, som ikke opfattes som det vigtigste bistandsmål af de nye medlemslande. Denne gensidige uddannelse og gensidige hjælp kan gøre hele EU's udviklingspolitik mere effektiv.

 
  
MPphoto
 
 

  Corina Creþu, for PSE-Gruppen. - (RO) Hr. formand! Den betænkning, vi diskuterer i dag, er efter min mening gavnlig, fordi den hjælper de nye medlemsstater i EU med at definere nye politikker og nye mekanismer, der skal hjælpe de lande, som EU retter sin opmærksomhed mod.

Baseret på Unionens grundlæggende værdier og de traktatbefæstede forpligtelser, som vores lande er underlagt, er de nye medlemsstater nu i færd med at omdefinere deres politikker for det udviklingssamarbejde, der etableres med de lande, der har brug for det, idet man diversificerer samarbejdsinstrumenterne og de berørte områder. Ordførerens indledende bemærkninger er helt korrekte i den forstand, at prioriteringerne ikke er tilstrækkelig klart defineret, og at de gode hensigter begrænses på grund af manglende økonomiske ressourcer. Det lader til, at de nye medlemsstater stadig har behov for en periode, hvor de tilpasser sig beslutningsprocedurerne i Rådet og dets prioriteringer inden for udviklingssamarbejde.

Rumænien har en national strategi for internationalt udviklingssamarbejde, hvori det hedder, at landet støtter udviklingen i de stater, der ligger i de geografiske områder, der er defineret som prioriterede områder for eksterne forbindelser, nemlig Østeuropa, Vestbalkan og det sydlige Kaukasus. Et andet indsatsområde er den gradvise udvidelse af bistanden til afrikanske lande, navnlig på uddannelsesområdet.

Jeg er glad for, at De Europæiske Socialdemokraters udviklingsdag skal afholdes i Bukarest den 1. oktober i år, og jeg vil gerne her og nu takke mine socialdemokratiske kolleger for enstemmigt at have vedtaget mit forslag om at afholde denne begivenhed i en af EU's nye medlemsstater, nemlig Rumænien. Jeg vil gerne rose denne betænkning, som udgør en nyttig ramme for praktisk orienteret konceptualisering for EU's nye medlemsstater.

 
  
MPphoto
 
 

  Toomas Savi, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! I tirsdags sagde den estiske præsident Toomas Hendrik Ilves, at vi bør afskaffe udtrykket "de nye medlemsstater". Det er også med i titlen på fru Budreikaitës betænkning. Selv om jeg i princippet er enig med min præsident, har udtrykket også positive konnotationer vedrørende innovation og parathed til reformer. Dagens betænkning giver et omfattende billede af de fremskridt, som de nye donorlande inden for EU - som selv modtog en tilsvarende hjælp for et årti siden - har gjort inden for udviklingssamarbejde, idet hun både påpeger manglerne og mulighederne for en yderligere forhøjelse af bidraget til EU's politik for udviklingssamarbejde.

I 1970 vedtog FN målet om 0,7 % af BNP i udviklingsbistand for at udrydde den ekstreme fattigdom - den mest ydmygende tilstand for mennesker. Glem ikke, at dette berører omkring en tredjedel af verdens befolkning. Desværre har den hidtidige indsats helt klart ikke været tilstrækkelig. Ingen af de nye medlemsstater har nået målet. Det samme gælder de gamle medlemsstater med undtagelse af Danmark, Luxembourg, Nederlandene og Sverige. Norge er ganske vist ikke medlem af EU, men har nået det samme mål.

Jeg vil gerne takke fru Budreikaitë for hendes omfattende arbejde med at udarbejde forslaget til betænkning og for at have medtaget ændringsforslagene fra mig selv og mine kolleger i Udviklingsudvalget. Man har valgt en ordfører fra et nyt donorland, og hendes betænkning vil helt klart blive gennemgået nøje i disse lande, inklusive Estland.

Endelig er man gennem den europæisk konsensus om udvikling forpligtet til en yderligere forhøjelse af de afsatte midler, og jeg opfordrer alle medlemsstaterne til at tage det alvorligt. Denne betænkning er et prisværdigt dokument, som endnu en gang minder os om vores forpligtelser, og jeg opfordrer alle mine kolleger til at støtte den.

 
  
MPphoto
 
 

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil også gerne tilslutte mig lykønskningen af fru Budreikaitė med udarbejdelsen af denne meget gode betænkning. I dokumentet tales der om den østlige dimension af EU's relationer og behovet for en ny forsamling, der f.eks. svarer til Eurolat eller Euromed, en forsamling, der bygger på historiske erfaringer. Forsamlingen er især vigtig for de nye medlemsstater, som ligeledes tæller mit land, Polen.

Også her er jeg fuldstændig enig med betænkningens ordfører. Europa har brug for en ny vision for at udvide indflydelsessfæren lige fra Balkanlandene, Sortehavsregionen og til det sydlige Kaukasus. EU's politik for disse regioner er forældet. Selve betegnelsen den europæiske naboskabspolitik er upassende og fornærmende for nogle lande såsom Ukraine, der utvivlsomt er et europæisk land. Betegnelsen skal ændres til EU's naboskabspolitik, hvilket Ukraines tidligere udenrigsminister, Boris Tarasjuk, bemærkede i forbindelse med det seneste møde i samarbejdsrådet EU-Ukraine.

EU skal i større grad støtte Ukraine og Georgien, drage dem ind indflydelsessfæren. Disse lande har endnu mere behov for vores engagement, end tilfældet var for landene fra Centraleuropa før udvidelsen i 2004. De har behov for en individuel tilgang fra EU i stedet for den generelle naboskabspolitik, der reelt behandler Ukraine på lige fod med lande, der historisk set ikke hører til Europa. Ukraine, Georgien og Belarus er fattigere, økonomisk svagere og politisk mere vanskelige end de stater, der tiltrådte EU i 2004.

I de seneste år er Ruslands position i denne region blevet styrket markant. Ruslands villighed til at anvende energiressourcerne som politisk afpresningsmiddel afholder EU fra at gå imod Kremls skammelige praksis, der slet ikke er demokratisk. Moskva forsøger at omgøre de demokratiske forandringer i Georgien og Ukraine. EU's naboskabspolitik, som den i princippet bør kaldes, skal tilbyde direkte politisk og økonomisk bistand til vores nærmeste naboer. Polen besidder i øvrigt klargjorte projekter, der blot venter på at blive gennemført. Det gælder f.eks. projektet med den uafhængige fjernsynsstation Bielsat for Belarus.

 
  
MPphoto
 
 

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil vende tilbage til det egentlige emne for betænkningen og give fru Budreikaitë en varm tak for hendes betænkning, som jeg anser for meget afbalanceret og kompetent. Det er også en særligt vigtig betænkning på dette tidspunkt, fordi vi nu kan gøre foreløbig status og ligeledes udlede konklusioner med hensyn til det bredere udviklingssamarbejde for de nye medlemsstaters vedkommende med særlig henvisning til AVS-landene.

Tiltrædelsen til EU betyder helt klart også en traktatmæssig forpligtelse til at acceptere resultaterne af EU's acquis. Det står imidlertid klart, at traktaten er én ting, og den offentlige bevågenhed om et vigtigt politikområde i de forskellige lande er noget andet. Dette fremgår meget klart af de statistikker, vi har fået.

Udviklingssamarbejdet med landene i Afrika, Asien og Latinamerika ses ofte som ikke særligt fremtrædende temaer i lande, der selv halter bagud i deres økonomiske udvikling. Derfor skal vi i fællesskab presse på for at få anerkendt betydningen af denne opgave og tilskynde til, at vi fortsat forfølger dette mål, idet vi samtidig også ser tilbage på det udviklingssamarbejde, der bestemt fandtes tidligere med nogle lande, navnlig afrikanske lande.

Mange af de bånd, der fandtes før 1989, blev opløst meget hurtigt, men nærmest uden protester. Der var også nogle meget beklagelige episoder. En række projekter, der var startet op i disse lande, ligger nu i ruiner. Jeg mener, at vi er nødt til at få en ny start her.

Jeg er også ret trist over, at næsten alle de central- og østeuropæiske lande nu efter aftale med Kommissionen koncentrerer deres udviklingssamarbejde om at samarbejde med de tidligere sovjetrepublikker, hvilket er en tilsidesættelse af det virkelige mål for udviklingssamarbejdet, nemlig at nå millenniumudviklingsmålene. Selv om det skulle lykkes de nye medlemsstater at øge deres udviklingsbistand til 0,17 % i 2010 som aftalt, må man frygte, at kun en brøkdel af dette beløb vil gå til udvikling og støtte til de fattigste lande i verden.

Jeg vil gerne endnu en gang takke fru Budreikaitë varmt for hendes betænkning.

 
  
MPphoto
 
 

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg synes, at denne betænkning indeholder nogle gode punkter. Den giver en interessant oversigt over situationen, hvad angår udviklingssamarbejde i de nye medlemsstater. Det er udmærket. Men principielt tror jeg, at denne betænkning frem for alt var en chance, vi er gået glip af. I stedet for at tilskynde de nye medlemsstater til at arbejde på de traditionelle europæiske målsætninger vedrørende udviklingshjælp, bør Parlamentet faktisk hellere udførligt debattere om selve disse målsætninger og om, hvorvidt der er nogen mening i blot at fortsætte med den traditionelle form for udviklingshjælp nu om dage.

Gang på gang ophøjes her i Parlamentet de finansielle målsætninger uden nogen diskussion til en slags dogme, og gang på gang nægter man at anerkende de fundamentale årsager til problemerne i de fleste udviklingslande. I hvert fald for de afrikanske udviklingslande er det sådan, at den vigtigste årsag til fattigdom, sult, manglende sikkerhed og enorme sociale og økonomiske problemer faktisk er, at de styres meget dårligt af fuldstændigt korrupte regimer.

De nye medlemsstater opfordres her til at tilrettelægge informations- og bevidstgørelseskampagner. Det er jeg enig i, men må vi også oplyse befolkningen om, at udgifterne til våben i Afrika beløber sig til mere end de samlede indtægter fra udviklingsbistand? Eller at afrikanske magthavere har flere milliarder i schweiziske banker end mange års udviklingsbistand tilsammen? Hvis der er ét signal, som Europa skal afgive, så er det, at kun demokratiske retssystemer giver garanti for, at befolkningen virkelig kan forbedre deres skæbne, og at udviklingsbistanden vil blive effektiv og nyttig. Desværre er det ikke tilfældet i øjeblikket.

 
  
MPphoto
 
 

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Jeg vil gerne rose denne betænkning, som vil være en virkelig hjælp for de nye medlemsstater, når de skal overholde deres forpligtelser med hensyn til politikken for udviklingssamarbejde.

Jeg støtter anbefalingerne i betænkningen, og jeg vil gerne påpege to af dem, først og fremmest behovet for en strategi for uddannelse af borgerne. Det betyder ikke, at borgerne i en medlemsstat med en bruttonationalindkomst pr. indbygger på kun 38 % af EU-gennemsnittet som Rumænien skal forstå, at de skal afsætte en del af budgetressourcerne til udvikling af andre lande, men det er en grundlæggende værdi i EU, som vi påtog os; og Rumænien, som er en medlemsstat i denne situation, vil handle og gå i denne retning.

Jeg vil også gerne påpege anbefalingen om at overføre positive erfaringer fra de gamle medlemsstater til de nye for at undgå fejl i udviklingssamarbejdet, som f.eks. at det ikke når sit mål, er ineffektiv og skaber mulighed for korruption i modtagerlandene.

Jeg vil gerne understrege den betydning, som skal tillægges udviklingssamarbejdet vedrørende almen og faglig uddannelse af menneskelige ressourcer. I den forbindelse har Rumænien meget positive erfaringer med at uddele stipendier til elever og studerende fra Republikken Moldova og det sydvestlige Ukraine. Der findes direkte kontakter mellem de rumænske universiteter og skoler og elever og studerende i de nævnte lande.

 
  
MPphoto
 
 

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Tillykke til ordføreren fru Budreikaitë for betænkningen, som det må have krævet meget tid og mange kræfter at udarbejde. Det er opløftende at vide, at de nye medlemsstater på så kort tid har ændret sig fra at være bistandsmodtagere til at være bistandsdonorer. Men de fleste af om ikke alle disse lande kæmper sikkert for at nå målet om afsætte 0,17 % af BNP til udviklingsbistand inden 2010.

Hvad kan årsagen være? De lande, der kom med i EU, i det 21. århundrede, er stadig lammet af selvcentrering. De føler, at de har lidt mest, at de kæmper og har størst brug for bistand. Men at være en del af EU og deltage i udviklingssamarbejdet bidrager til at fjerne snæversynet.

I dagens Litauen, hvor man indtil for nylig så skeptisk på projekter om udviklingsbistand, mener størstedelen af befolkningen, at en sådan bistand er velkommen og nødvendig. De nye medlemsstater står i den fordelagtige position, at de kan dele erfaringerne fra overgangsperioden med andre regioner i verden. Vi er bekendt med de problemer, som vores nære naboer i Centraleuropa, Kaukasus og Centralasien kæmper med, da vi for nylig har oplevet tilsvarende hårde tider.

Men vi er nødt til at fokusere vores opmærksomhed og bistand lidt mere endnu. Det er ret vanskeligt at se fattigdom i afrikanske og asiatiske lande fra Vilnius', Warszawas, Budapests eller Bukarests synspunkt, men vi må erkende, at ved at hjælpe dem, der er i nød i dag, hjælper vi rent faktisk os selv. Alle lande på denne planet er forbundet med andre som i "loven om forbundne kar". Den voksende kløft mellem de rigeste og de fattigste lande og den ustoppelige flodbølge af økonomiske indvandrere udhuler verdens fundament.

Ud over statslig bistand kan organisationer i civilsamfundet spille en meget vigtig rolle. Værdien af penge og varer, der indsamles gennem ikkestatslige organisationer, skoler og kirken er ikke særligt stor, men er højt værdsat.

 
  
MPphoto
 
 

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Mit land var selv modtager af bistand gennem mange år som følge af fattigdommen i Polen. I dag efter fire års tilstedeværelse i EU tager landet mere og mere aktivt del i bistanden til udviklingslandene. Vi har f.eks. senest eftergivet Angola en meget betydelig gæld. Vi er imidlertid også engageret i at støtte eliterne i disse lande ved at give stipendier til studier i Polen. Vi er nemlig af den opfattelse, at investeringer i viden og skabelse af en elite ikke er mindre vigtig end velgørenhedsindsatsen.

Jeg vil gerne sige, at vi i forbindelse med bistanden til udviklingslande ikke alene skal tænke på støtte til staterne i Afrika, hvilket for nogle lande kan opfattes som polemisk. Jeg vil gerne minde om, at den såkaldte europæiske konsensus indgået for tre år siden ikke forpligter os til at rette udviklingsbistanden mod Afrika. Det er nu meget vigtigt at støtte de tidligere Sovjetrepublikker i Asien. Jeg er som polak stolt over, at mit land, der er en ny medlemsstat, afsætter en procentdel af sit BNP til bistand til udviklingslandene, der svarer til den procentdel, som er afsat af Grækenland, der har været 27 år i EU, eller Portugal, der var været del af EU-strukturerne i 22 år, eller Italien, der var med til at grundlægge Fællesskabet.

 
  
MPphoto
 
 

  Katrin Saks (PSE). - (ET) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for en relevant og afbalanceret betænkning. Jeg har et par bemærkninger til spørgsmål i forbindelse med den tidligere diskussion om betænkningen og med dagens forhandling her i salen.

Mit første punkt drejer sig om, at befolkningens holdning til udviklingssamarbejde og humanitære bistand i de nye medlemsstater er nogen lunken. Jeg mener, at bevidstgørelse har en meget vigtig rolle at spille i den henseende. Der er blevet foretaget en undersøgelse i Estland, hvor man sammenlignede holdningen i dag med holdningen for tre år siden, og selv tallene fra for tre år siden viser, at bevidstheden om udviklingssamarbejde var blevet forbedret i en sådan grad, at der var mulighed for betydelig budgetstøtte, eller en forøgelse af denne støtte, til udviklingssamarbejde.

Det er vigtigt for befolkningen at vide, at pengene ikke forsvinder ned i et stort, sort hul, men går til specifikke projekter i specifikke lande. Estlands udviklingssamarbejde er baseret på princippet om, at ansvaret for udviklingen hovedsagelig ligger hos udviklingslandene selv: Man opnår intet ved at bruge magt. Derfor er et tæt samarbejde særlig vigtigt, og et meget fint eksempel på dette er samarbejdet mellem Estland og Georgien.

Derfor glæder jeg mig over punkt 17 i betænkningen, hvori det hedder, at de største udfordringer bliver en forøgelse af budgetterne og bevidstgørelse, navnlig hos den brede offentlighed. Selv om beløbet, der blev afsat til international udvikling i Estland i 2006 var 0,09 % af BNP, er holdningen i dag, at beløbet skal forhøjes, og vi sigter mod at nå et tal på 0,17 % af BNP inden 2011 i overensstemmelse med programmet for udviklingssamarbejde, der blev vedtaget i 2006.

Jeg glæder mig over, at forslagene fra mine kolleger, mine estiske kolleger, blev indarbejdet i betænkningen under udarbejdelsen, og jeg mener, at dette markerer en grundlæggende ændring, hvor de nye medlemsstater har forandret sig fra bistandsmodtagere til bistandsdonorer. Jeg håber, at denne støtte fortsat vil vokse.

 
  
MPphoto
 
 

  Liam Aylward (UEN). - (EN) Hr. formand! Det er forbløffende, at 200 millioner børn rundt om i verden kan beskrives som børnearbejdere. Det er en fuldstændig uacceptabel praksis. Det internationale samfund skal arbejde mere koordineret for at sikre, at de internationale adfærdskodekser til bekæmpelse af børnearbejde håndhæves stringent i alle lande rundt om i verden.

Dette skal til enhver tid være det centrale for EU's politik for udviklingsbistand. EU skal have et tættere samarbejde med FN, UNICEF, Verdensbanken, Den Internationale Arbejdsorganisation, donorer og ngo'er om at indføre de korrekte strategier, der kan sikre, at der findes ensartet lovgivning, der kan bremse denne umenneskelige praksis med børnearbejde.

Der er behov for en multidimensional fremgangsmåde, hvis problemet med børnearbejde skal løses effektivt rundt om i verden. Der er behov for en styrkelse af de sociale beskyttelsesforanstaltninger samt ændringer af arbejdsmarkedslovgivningen. Børnearbejde og uddannelsesspørgsmål hænger uløseligt sammen. Børn, der nægtes adgang til uddannelse, er mere udsat for at blive trukket ind som børnearbejdere. EU skal som verdens største donor af udviklingsbistand fortsætte med at arbejde aggressivt for at sikre, at millenniumudviklingsmålene nås i 2015, herunder de mål, som det internationale samfund har sat for adgang til uddannelse for alle verdens børn.

 
  
MPphoto
 
 

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Når man hjælper andre, mens man selv har behov for hjælp, er det udtryk for en særlig solidaritet. Solidariteten er også tydelig i det arbejde, som de 12 senest tiltrådte lande udfører. Det skal man værdsætte. Det viste jeg sidste år i november i forhold til Polen med udstillingen "Polsk bistand til verden". Jeg vil således gerne takke fru Budreikaitė mange gange for den sammensatte præsentation af dette spørgsmål.

Gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene, som vi har snakket om i årevis, skal hjælpe mennesker, der lever i dyb fattigdom, herunder millioner af underernærede børn. Denne bistand skal dog først og fremmest fungere som en fiskestang og undervisning i at fange fisk - fiskene skal ikke blot serveres på tallerknerne.

Vi skal ligeledes stræbe efter at skabe et mere retfærdigt system for handel med landende fra den tredje verden. Donorerne, der eftergiver gæld, skal være gavmilde, og der er behov for en større udveksling af videnskabsresultater, især forbundet med medicin. Vi skal støtte skoler og universiteter i landene, så dimittenderne kan arbejde for deres landsmænds behov. Vi skal hjælpe med at løse problemerne forbundet med manglen på drikkevand. Vi, indbyggerne i EU, udgør blot 7,5 % af verdensbefolkningen. Vi disponerer til gengæld over 23 % af verdens BNP. Vi har selvfølgelig også vores problemer i EU, også økonomiske. Vi skal dog se dem i perspektiv. Vi må altså ikke være ligeglade med dem, der lider, fordi de er sultne, syge, uden uddannelse, fordi de lever i fattigdom, lider afsavn eller er i fare for at dø.

 
  
MPphoto
 
 

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne vende tilbage til en bemærkning, som kommissæren fremsatte i sin indledning, nemlig at vi ikke bare skal yde udviklingsbistand, men kan og bør kæde den sammen med generelle spørgsmål - ikke i form af den type magtpolitik og betingelsespolitik, som USA og det tidligere Sovjetunionen en gang forfulgte, og som Rusland og Kina forfølger i dag, men i form af at sigte mod forsvarlig forvaltning, menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption. Det er de slagord, vi alle bør skrive på vores bannere - og jeg hentyder ikke kun til de nye medlemsstater og deres politik for udviklingsbistand, men til os alle. Måske kunne vi se dette som en praktisk mulighed for at lægge endnu større vægt på disse aspekter.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Naturligvis er denne betænkning meget nyttig. Udviklingen på dette område sker meget dynamisk og er endda forud for denne betænkning. F.eks. fremgår det ikke af betænkningen, at nogle af de nye medlemsstater allerede har oprettet udviklingsorganisationer.

Men jeg vil gerne tale om noget andet. Jeg vil gerne begrave den udbredte myte om, at de nye medlemsstater ikke har nogen erfaring på dette område. Vi har denne erfaring, selv om vi opnåede den, da Europa var delt, bag Jerntæppet, under et andet styre, hvor alting var ideologisk og politisk motiveret. Men faktum er, at vi plejede at bygge kraftværker og bryggerier og yde landbrugsbistand til udviklingslandene. De skylder os i øvrigt stadig penge fra dengang, og nogle af gældsposterne er temmelig store, men lad nu det ligge. Vi har ganske enkelt knowhow. Jeg vil gerne se denne knowhow blive brugt. Jeg vil også gerne benytte muligheden til at bede Kommissionen om at lade være med at opfatte de nye medlemsstater som nogen, der ikke er tørre bag ørerne, men snarere at anvende deres eksisterende viden effektivt.

 
  
MPphoto
 
 

  Miloslav Ransdorf (GUE/NGL). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne starte, hvor min kollega hr. Zahradil sluttede. Han har fuldstændig ret. Tidligere var Tjekkoslovakiet som andre lande i Sovjetblokken aktive i udviklingslandene. Vores land ydede et positivt bidrag til at hjælpe økonomierne i disse lande på vej, og det potentiale kan vi nu udnytte.

Der var også nogle negative virkninger, fordi eksterne vækstressourcer aldrig kan træde i stedet for interne ressourcer: De økonomier, der befinder sig i denne situation, er ofte ude af stand til at udvikle sig indefra.

For et stykke tid siden, faktisk for ret længe siden, offentliggjorde Gunnar Myrdal sin bog "Asian Drama". I denne bog stiller han den optimisme, som man f.eks. følte i Afrika efter Anden Verdenskrig, op over for pessimismen i landene i Asien. I dag er situationen har anderledes. Mange asiatiske lande har kraftig vækst, mens Afrika kun tiltrækker 2 % af verdens investeringer, og økonomierne i mange af landene på kontinentet befinder sig i svare kvaler.

Der er også en forbindelse med de herskende klassers adfærd i disse to regioner, som står i skærende kontrakt til hinanden. I en fransk undersøgelse sammenligner man disse eliters adfærd og påviser, at mens den asiatiske elite investerede i økonomien, skrabede den afrikanske elite de ressourcer, der var blevet skabt, til sig og fjernede dem fra deres egne lande.

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er nødt til at begynde med at takke alle talerne for den meget høje kvalitet af deres bidrag og relevansen af deres indlæg, som afspejler mine egne bekymringer nøje. Jeg vil også takke det slovenske formandskab, som har indtaget en meget forfriskende holdning, idet det arbejder for at tilskynde til at overveje og gøre overvejelserne vedrørende udviklingspolitik i de nye medlemsstater mere dynamisk, og det har allerede afholdt to yderst produktive møder, hvor disse emner blev drøftet.

Hvad angår bemærkningerne til bistandens omfang, dvs. de nødvendige pengebeløb, forstår jeg fuldt ud de nye medlemsstaters vanskeligheder. Jeg vil imidlertid minde Dem om - og De har selv allerede gjort opmærksom på det generelt - at der er mange alternative måder at blive inddraget på og anvende overførsel af ekspertise, som ikke er særlig dyr. Jeg hørte f.eks. en taler nævne to projekter vedrørende uddannelsessamarbejde. Det koster selvfølgelig ikke særlig meget at sende undervisere eller lærere til afrikanske lande, men det er alligevel et meget vigtigt bidrag til disse lande.

Det underliggende spørgsmål i denne debat om, hvorvidt de nye medlemsstater ikke hellere skulle investere i deres eget nabolag - nabolag er måske ikke det bedste ord, og jeg kan sikkert finde på et bedre ord - i stedet for at investere i Afrika er efter min mening det forkerte spørgsmål. Jeg forstår godt, at det selvfølgelig er attraktivt og lettere at retfærdiggøre at investere i nabolaget, og at det appellerer mere til både offentligheden i Deres lande og til potentielle udviklingspolitikpartnere. Den ene tilgang udelukker imidlertid ikke den anden, og det er et ret enestående belærende eksempel for unge at se en nation beslutte at udvide sine bistandsforpligtelser til at omfatte Afrika, at åbne for Afrika, fordi det er et udtryk for værdier, som er både europæiske i den egentlige betydning også universelle. Jeg vil endvidere sige, at jeg har talt for, at de nye medlemsstater skal være til stede i Afrika, fordi nogle af dem allerede har fået erfaring i Afrika, og denne erfaring har generelt efterladt sig positive spor, særlig i forbindelse med opbygningen af visse lande og statslige tjenester og i form af en egentlig erfaring, som er blevet fastholdt.

For det andet vil jeg gerne sige, at Afrika ikke er på det rigtige spor til at nå millenniummålene. Målene bliver gennemført i alle udviklingslandene undtagen i Afrika. Derfor vil jeg indvende, at det er en del af vores ansvar eller medansvar ikke at investere mindre i Afrika, og jeg vil igen understrege som en gentagelse af en af talerne, at man kan opretholde investeringer gennem erfaringsudveksling. At tilskynde europæiske universiteter, skoler, kommuner og lokale myndigheder til at deltage i udvekslinger med udviklingslandene er en relativ billig og effektiv tilgang. Jeg er for øvrigt fuldt ud indstillet på at invitere repræsentanter for de såkaldte nye medlemsstater til at tage med mig på nogle af mine missioner. Jeg tror, at det er yderst vigtigt, at de selv ser udfordringernes omfang, men også de meget tragiske situationer, som visse lande og befolkninger står i.

Jeg vil slutte med et aspekt, som giver stor mulighed for merværdi - sandsynligvis større potentiale, end vi har i en række af de europæiske lande, som det er blevet understreget - nemlig alt det, der vedrører regeringsførelse. For hvad mener vi egentlig med regeringsførelse? Regeringsførelse er en stats evne til at påtage sig dens væsentlige suveræne funktioner og at sikre befolkningen et grundlæggende niveau af sociale tjenester. Jeg tror, at De har kolossalt meget at bidrage med, hvad angår regeringsførelse, dvs. alt hvad der vedrører opbygningen af en stat og - for at understrege det, hr. Lambsdorff sagde - alt hvad der vedrører overgangen fra en overgangsperiode til opbygningen af en stat eller af mere definitive strukturer. Jeg tænker her på skatteopkrævning, etableringen af en administration på lokalt niveau, subsidiaritetsprincippet og decentralisering. Alle disse aspekter er tydeligvis af grundlæggende betydning for opbygningen af stater, som reelt vil være i stand til at stå til rådighed for befolkningen, og det er indlysende, at De kan spille en vigtig rolle i den forbindelse.

Jeg tror, at det vil være nyttigt - og jeg vil under alle omstændigheder foreslå det - at invitere de 12 såkaldte nye medlemsstater til at samarbejde med Kommissionen på grundlag af programmet for den 10. Europæiske Udviklingsfond. Vi har på nuværende tidspunkt næsten færdiggjort programmet for den 10. Europæiske Udviklingsfond, og det ville være interessant at inddrage de nye medlemsstater for sammen med dem land for land at fastsætte, hvordan de mener, at de bedst kan tilknyttes den. Vi kunne f.eks. anmode dem om at tilbyde undervisning inden for retsvæsen, administration eller uddannelse, eller vi kunne anmode dem om at stille eksperter til rådighed. En række af de nye medlemsstater har f.eks. ekspertise inden for e-forvaltning, og denne type ekspertise er meget efterspurgt i visse afrikanske lande. Derfor fremsætter jeg mit forslag. Jeg tror, at denne debat har været vigtig, og jeg erkender, at der er nogle meget nyttige veje at følge. Når dette er sagt, vil jeg foreslå, at vi, hvis vi virkelig ønsker at være effektive og fremskynde tingene, skal planlægge et møde med repræsentanter fra de 12 berørte lande snarest muligt og aktivt tage fat på spørgsmålene, således at vi kan udarbejde fælles programmer i de kommende uger. Det er efter min mening en mulighed, vi ikke må gå glip af.

Endelig har De talt om konditionalitet, og jeg kan godt forstå det synspunkt. Alt, hvad der vedrører værdier, menneskerettigheder, overholdelse af menneskerettigheder og bekæmpelse af korruption er selvfølgelig vigtigt, det er jeg enig i, men af og til kan det være meget vanskeligt, ja, endog virke mod hensigten at forbinde udviklingsbistand med - eller gøre den betinget af - streng overholdelse af sådanne værdier, som ligger os på sinde. Vi er nødt til at indse, at hvis vi påtvinger en værdirelateret forbindelse eller betingelse i lande, hvor denne type krav ikke respekteres, vil det først og fremmest skade befolkningen. Vores løsning på problemet i lande, hvor god regeringsførelse ikke respekteres, er at samarbejde med bestemte operatører, som enten er indirekte lokale operatører eller ngo'er eller agenturer, der repræsenterer FN. Vi tilbyder kun budgetstøtte til lande, som kan garantere et minimumsniveau af god regeringsførelse. Jeg tror derfor, at vi uden tvivl er på bølgelængde med hensyn til denne tilgang. Hvad angår de værdier, jeg nævnte, er det værdier, vi hele tiden har med os. Vi forsøger konstant at fremme disse værdier gennem politisk dialog. Det er imidlertid vanskeligt at gennemføre streng konditionalitet, hvis vi virkelig ønsker at hjælpe befolkningen på stedet, og det er trods alt det primære mål.

 
  
MPphoto
 
 

  Danutë Budreikaitë, ordfører. - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne rette en varm tak til alle, der har deltaget i forhandlingen og støttet min betænkning. Jeg vil også gerne takke alle medlemmerne af Udviklingsudvalget for at have vedtaget den enstemmigt.

Jeg vil gerne fremhæve en række spørgsmål. De "nye medlemsstater", selve navnet er faktisk fortsat betinget og gør det lettere at skelne mellem de "gamle" medlemsstater og de lande, der kom med i EU efter de to udvidelsesrunder, qua deres særlige historiske baggrund og måske det forhold, at de er fattigere end de gamle.

Jeg vil gerne nævne erfaringerne med politikken for udviklingssamarbejde. Denne politik blev oprindelig indført i 1958. De centraleuropæiske lande - Den Tjekkiske Republik, Slovakiet m.fl. - havde gjort sig flere erfaringer med deltagelse i udviklingssamarbejde. De baltiske staters deltagelse var langt mere begrænset. Ikke desto mindre yder mit land i øjeblikket oceanologisk bistand til Mauritius, et afrikansk land. Fremgangen er åbenlys.

Hvorfor understreger jeg den "østlige" dimension, de "østlige lande"? De er tilfældigvis meget vigtige naboer for os. Det er meningsløst at forsøge at adskille politikkerne for naboskab og udviklingssamarbejde eller at lade politikerne drøfte de nærmere detaljer. Disse begreber hænger sammen. I Belarus, vores naboland, overlever nogle mennesker for mindre end 2 dollars om dagen. Hvilken gruppe af lande tilhører dette land, så? Disse lande er også tilbagestående og beder om hjælp, insisterer på, at de skal modtage bistand. Vi ønsker alle, at vores naboer skal have en ordentlig livskvalitet. Derfor forfølger vi tilsyneladende de samme overordnede mål.

Vi hjælper afrikanske lande med at bekæmpe fattigdom, sænker niveauerne for indvandring, forbedrer livskvaliteten, udvikler deres økonomi, giver dem mulighed for at bekæmpe sygdomme og blive selvforsørgende. Samtidig med at vi hjælper nabolandene med at bekæmpe fattigdom, hjælper, hvor vi kan, og hvor vi har den relevante erfaring, bidrager vi til stabiliseringen over hele Europa og i Balkan-regionen. Tak til alle for deres deltagelse i diskussionen og for Deres støtte.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet. Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Selv om forslaget til beslutning, som vi behandler, har ambitiøse mål, mener jeg, at det bliver vanskeligt at opnå en fælles politik i den nærmeste fremtid, også rent principielt. Selv om vi alle udgør en stor familie, har de enkelte EU-medlemsstater deres egne prioriteringer med hensyn til de lande eller geografiske regioner, hvor de i øjeblikket udfører regionalt udviklingssamarbejde, prioriteringer, der er begrundet i økonomiske, geopolitiske, etniske, historiske interesser osv., og der er usandsynligt, at dette mønster vil ændre sig i nogen større udstrækning. Den seneste hændelse drejede sig om Kosovos uafhængighedserklæring og viste en mangel på enighed blandt medlemsstaterne med hensyn til deres holdning, og af samme grund er det sandsynligt, at de samme meningsforskelle vil komme til udtryk, når man drøfter situationen for vores naboer uden for Fællesskabet. Det er korrekt, at man tog et vigtigt skridt med udnævnelsen af en højtstående EU-repræsentant for udenrigsanliggender under Lissabontraktaten. Men på grund af manglen på klare regler om fastsættelsen af Fællesskabets prioriteringer vil de enkelte medlemsstater forsøge at fremme og fokusere på udviklingspolitikker, herunder økonomiske bevillinger (fra Unionens budget) til de regioner uden for Fællesskabet, der er sammenfaldende med deres egne prioriteringer.

 
  
  

FORSÆDE: Miguel Angel MARTÍNEZ MARTÍNEZ
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik