Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 22. april 2008 - Strasbourg

15. Gennemførelse af direktivet om udstationering af arbejdstagere på grundlag af Domstolens domme (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om gennemførelse af direktivet om udstationering af arbejdstagere på grundlag af Domstolens domme. Dette er en vigtig sag, som har givet anledning til en række misforståelser og, frem for alt, forskellige rygter og bekymringer i nogle af vores lande, og derfor vil vi følge denne forhandling med stor interesse og især hr. Špidlas udtalelse på vegne af Kommissionen.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! I meddelelsen fra juni 2007, som hed "Udstationering af arbejdstagere som led i udveksling af tjenesteydelser: Optimering af fordele og potentialeudnyttelse med fuld sikkerhed for arbejdstagerne" fremhævede Kommissionen nogle mangler i gennemførelsen og håndhævelsen på tværs af grænserne af direktivet om udstationering af arbejdstagere.

Vi konkluderede dengang, at disse problemer kun kunne løses, hvis medlemsstaterne optrappede deres samarbejde, og især hvis de opfyldte deres forpligtelser hvad angår administrativt samarbejde og tilgængelighed af information, som det er anført i direktivet.

Korrekt og effektiv gennemførelse og håndhævelse er nøgleelementerne i beskyttelsen af udstationerede arbejdstageres rettigheder, mens utilstrækkelig håndhævelse svækker effektiveteten af de fællesskabsdirektiver, der gælder på dette område.

Den 3. april i år vedtog Kommissionen derfor en henstilling om bedre samarbejde for at udbedre manglerne i gennemførelsen, anvendelsen og håndhævelsen af det eksisterende direktiv. Henstillingen fokuserer især på en bedre udveksling af informationer, en forbedret adgang til informationer og udveksling af bedste praksisser.

Et bedre administrativt samarbejde burde derfor i praksis føre til bedre beskyttelse af arbejdsbetingelserne, mere effektiv overvågning af opfyldelsen af de eksisterende forpligtelser om overvågning af arbejdsbetingelserne samt tilvejebringelse af effektive kontrolforanstaltninger.

Henstillingen foreslår også oprettelsen af et udvalg af højtstående eksperter, som direkte skulle involvere de af arbejdsmarkedets parter, som er tættest på problemerne og udgøre grundlaget for et tættere samarbejde mellem arbejdstilsynene. Dette udvalg kunne være et passende forum til drøftelse af en lang række emner, der følger i kølvandet på gennemførelsen af direktivet om udstationering af arbejdstagere.

Kommissionen er overbevist om, at denne henstilling lægger grunden for en mere intensiv bekæmpelse af overtrædelser af arbejdstagernes rettigheder og sort arbejde, og at den forbedrer arbejdsbetingelserne for vandrende arbejdstagere i hele EU.

Det er nu op til medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for at forbedre gennemførelsen af direktivet om udstationering af arbejdstagere. Henstillingen forventes at blive godkendt den 9. juni på det næste rådsmøde for ministrene med ansvar for beskæftigelse og sociale anliggender.

Kommissionen vil derefter evaluere direktivets gennemførelse i lyset af EF-Domstolens seneste afgørelser og samtidig arbejde tæt sammen med Europa-Parlamentet om forberedelsen af dets initiativbetænkning.

Kommissionen er fuldt ud indstillet på at sikre en effektiv beskyttelse af arbejdstageres rettigheder og fortsætter med at bekæmpe alle former for social dumping og overtrædelser af arbejdstagernes rettigheder.

Det skal understreges, at der ikke er nogen konflikt mellem vedvarende støtte af arbejdstageres rettigheder og støtte til et konkurrencedygtigt indre marked, som giver os mulighed for at bevare Europas sociale velvære. Hvis vores samfund og vores økonomi fortsat skal blomstre, skal vi prioritere sociale aspekter og konkurrenceevne lige højt.

  Gunnar Hökmark (for PPE-DE-Gruppen). - (SV) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hans tale, og jeg glæder mig over, at han understreger vigtigheden af mere samarbejde mellem medlemsstaterne og det ansvar, som medlemsstaterne har for at gennemføre direktivet om udstationering af arbejdstagere korrekt.

Jeg synes, det i denne drøftelse kan retfærdiggøres at understrege en ting, og det er, at vi siden 2004 har set en hurtig forandring i det europæiske arbejdsmarked. Vi har fået mere mobilitet. Det er vigtigt at sige, at de forskellige skrækscenarier, som dukkede op dengang med hensyn til konsekvenserne af en øget mobilitet, har vist sig at være forkerte. Man talte om velfærdsturisme og utallige andre problemer.

I dag er der faktisk en million europæere udstationeret i andre lande. Det er også i de medlemsstater, hvor vi har set den største åbenhed, der har oplevet den bedste udvikling af arbejdsmarkedet og lønsætningen. Direktivet om udstationering af arbejdstagere har hjulpet med at sikre bedre muligheder for individer og har også bidraget til den europæiske økonomi og et europæisk arbejdsmarked. En million mennesker!

Vi skal huske dette, når vi drøfter de tre forskellige retssager. Det er fordi, når retten først har afsagt dens dom, så kan vi se, at det er et spørgsmål om tre forskellige sager. Det er også vigtigt, at der i dette ikke er noget, der tyder på, at der ikke er nogen hindringer for forskellige former for faglige aktioner i de forskellige medlemsstater. Der er ikke noget i domstolsafgørelserne, som betyder, at de er i konflikt med forskellige former for kollektive aftaler eller andre lønsætningsordninger. Tværtimod skal medlemsstaten have en lovgivning, og samfundet skal fungere, før mobilitet kan tillades og fremmes. Det er i denne forbindelse, at jeg også mener, at det er vigtigt, at vi nu udvikler bedre et samarbejde, og at de forskellige medlemsstater sørger for, at de gennemfører og evaluerer dette, så mobilitet kan kombineres med social sikkerhed og stabilitet for alle i Europa. Vi må ikke give EU skylden for problemerne. Hver medlemsstat skal i stedet påtage sig et ansvar, og vi skal hilse den øgede mobilitet og velfærden velkommen, og se det som en mulighed, direktivet om udstationering af arbejdstagere har givet os.

  Anne Van Lancker, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for anbefalingen om forbedret administrativt samarbejde og bedre muligheder for arbejdstilsynene. Men hr. kommissær, er De klar over, at vores tilfredshed med dette er forsvundet efter Laval- og Rüffertdommene? De vakte stor opstandelse og ikke kun i Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet men også blandt fagforeningerne uden for Parlamentet og i de lande, som lige nu er ved at ratificere Lissabontraktaten.

Vi har længe troet, at direktivet om udstationering af arbejdstagere var et udmærket direktiv med et tydeligt princip. I lyset af at vi ikke kan sikre ens lønninger og arbejdsbetingelser i Europa, så er det ikke urimeligt at ansatte forventer ligebehandling på deres arbejdsplads uanset deres nationalitet. Det er sandt, at direktivet om udstationering af arbejdstagere ikke indeholder et omfattende beskæftigelsesprincip men blot pålægger et antal bindende betingelser. Direktivet giver imidlertid medlemsstaterne mulighed for at pålægge mere storsindede bestemmelser for at beskytte arbejderne i overensstemmelse med deres egne sociale traditioner og i henhold til kollektive aftaler eller generelt bindende aftaler.

Dommene slog benene væk under ligebehandling. Den minimumsbeskyttelse, som direktivet giver os, er gradvist ved at blive til en maksimumsbeskyttelse. Det har længe ikke været et problem med dårlig gennemførelse i visse medlemsstater. Vi bliver dog mere og mere bevidste om, at direktivet er forkert, fordi arbejdstagere skal beskyttes men med måde. Der er sociale rettigheder til at forhandle og strejke, men de er betinget af, at de ikke hindrer den frie bevægelse for tjenesteydelser. Det handler ikke om fremmedfjendske kommentarer. Det er nærmest modsat. Udenlandske arbejdstagere er mere end velkomne. Den frie bevægelighed for arbejdstagere garanterer faktisk ligebehandling fra dag et, og det er også det, vi ønsker at opnå for den frie bevægelighed for tjenesteydelser.

Min gruppe beder derfor om en revision af direktivet om udstationerede arbejdstagere af tre årsager: For det første for at sikre at ligebehandling af lokale og udenlandske arbejdstagere kan garanteres. For det andet for at garantere at nationale systemer for social dialog respekteres fuldt ud og for det tredje for at sikre, at alle har grundlæggende sociale rettigheder. Vi regner med Deres støtte, kommissær.

  Anne E. Jensen, for ALDE-Gruppen. - Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til kommissæren for hans redegørelse. Der har jo været mange stærke reaktioner på en række domme fra Domstolen i den senere tid. Nogle iagttagere mener på baggrund af bl.a. Lavaldommen, at Lissabontraktaten skal ændres, og at man skal lægge bånd på Domstolen. Der vil jeg sige, at det er at skyde langt over målet, og at det skyldes, at man fra visse sider ønsker at putte grus i maskineriet og prøve at bilde folk ind, at Lissabontraktaten kan være et problem for lønmodtagernes retssikkerhed. Tværtimod betyder Lissabontraktaten større rettigheder for lønmodtagerne.

Andre iagttagere mener - ligesom Anne Van Lancker - at udstationeringsdirektivet skal ændres. Igen vil jeg sige nej. Det synes jeg ikke, at vi skal gøre som det første. Jeg mener, at vi, således som kommissæren har foreslået det, først skal lave et grundigt arbejde og se på, hvordan udstationeringsdirektivet faktisk gennemføres i praksis, og hvad mulighederne er for at sikre mod social dumping inden for rammerne af den gældende lovgivning.

Jeg mener også, at vi skal afvente medlemsstaternes reaktion. Her tænker jeg måske især på Lavaldommen. Den endelige dom er jo ikke faldet i Lavalsagen i Sverige, og der er mange aspekter af denne dom, både en klokkeklar diskrimination af udenlandske virksomheder, som vi ikke kan gå ind for, men også en uklar information til virksomheden. I Danmark er der igangsat et udvalgsarbejde af regeringen, hvor man samler eksperter på arbejdsmarkedet - juridiske eksperter og arbejdsmarkedets parter - for at undersøge, hvordan de seneste domme harmonerer med den danske model, som er aftalebaseret og kun i meget beskeden grad styret af lovgivning. Jeg mener, at det vil være nyttigt at se på, hvad dette udvalg kommer frem til. Det er et hurtigtarbejdende udvalg, der er færdig med sit arbejde i juni måned.

Som det ofte er i politik, ligger djævlen i detaljen, og derfor er det vigtigt, at vi bevarer en afbalanceret holdning til disse spørgsmål. Det er kun halvandet år siden, at vi sidst her i Parlamentet havde en grundig drøftelse om udstationeringsdirektivet, og vi foretog en høring af arbejdsmarkedets parter. Alle sagde, at direktivet er godt, men svært at bruge i praksis. Lønmodtagerne kender ikke deres rettigheder. Arbejdsgiverne kender ikke deres forpligtelser godt nok. Derfor var vores konklusion, at der er behov for bedre information og bedre samarbejde, sådan som De også, hr. kommissær, foreslår det nu. Vi foreslog også, at man f.eks. benyttede Dublinagenturet, der både repræsenterer regeringer og arbejdsmarkedets parter, til at udvikle god praksis på dette område. Jeg vil meget gerne høre, hvad der sker på dette område. Jeg forstår godt frygten for social dumping, men jeg mener, at vi skal håndtere dette spørgsmål klogt. Det vil tage lang tid, hvis udstationeringsdirektivet skal ændres, og derfor er det vigtigt, at vi afsøger alle muligheder for at sikre grundlaget for fleksible arbejdsmarkeder som det danske under de gældende regler. Det gælder om at sikre, at vi faktisk kan have fleksible arbejdsmarkeder.

Konfliktretten er ikke truet af de afsagte domme, men der skal være balance i tingene i forbindelse med en konflikt. Jeg synes, at det er vigtigt at understrege, at lønmodtagernes rettigheder styrkes i Lissabontraktaten, og at både arbejdsmarkedets parter og regeringerne på tværs af grænser må gå sammen om at få lovgivningen til at fungere bedre og til at fungere mere gnidningsfrit. Det er vejen frem!

  Roberts Zīle, for UEN-Gruppen. - (LV) Hr. formand, kommissær! Tak. Dommen i denne sag giver i højeste grad håb om, at EF-Domstolen virkelig forstår EU's fire grundlæggende friheder. I dette tilfælde virkede udtrykket "social dumping", som også er så populært i Parlamentet, ikke i en sag, som havde til formål at forbyde en virksomhed fra en anden medlemsstat at levere ydelser i EU's indre marked. I denne drøftelse vil jeg gerne fokusere på et enkelt politisk aspekt: EU's medlemsstater, og blandt dem i høj grad, stater som Sverige, der de seneste har år tjent enorme summer i de baltiske stater ved at tilbyde "aggressive" finansielle tjenester, især lån til fast ejendom. Vi har aldrig begrænset denne pengestrøm, selv når indtjeningerne var usædvanligt store og delvist var opnået gennem en særegen social dumping af eksport - dvs. lettere, som arbejdede i disse banker og fik en løn, som slet ikke kom i nærheden af den løn, som svenskere fik for det samme arbejde i Sverige. Nu under den økonomiske krise, kommer mange lettere til at betale utroligt meget i meget lang tid for de penge, de har lånt, men vores folk og vores virksomheder kan ikke konkurrere på EU-markedet, så de er ikke i stand til at tilbagebetale disse lån. Det bliver derfor i realiteten de svenske pensionsfonde og andre bankauktionærer, som selv kommer til at miste penge. Mine damer og herrer! Vi er alle i den samme europæiske båd: Lad os tillade Europas grundlæggende friheder at være rigtigt frie! Det ville være godt for os alle!

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Alle domstolsafgørelserne omhandler sager, hvori fagforeningerne har truffet internationalt anerkendte foranstaltninger for handlinger mod social dumping. I alle tre domme anerkendte EF-Domstolen, at fagforeningerne havde en legitim ret til at træffe disse foranstaltninger. EF-Domstolen anfægtede imidlertid denne ret, hvad angår det indre marked.

I Laval- og Rüffertsagerne blev den lovlige minimumstandard fortolket som den eneste gyldige maksimumstandard i det indre marked. EF-Domstolen fortolkede derfor udstationeringsdirektivet på en meget bestemt måde. Lovgiveren mente det dog ikke på den måde. I forbindelse med overvejelserne af direktivet skal frihandel med tjenesteydelser fremmes med retfærdig konkurrence, og arbejdstagernes rettigheder skal garanteres. Udstationeringsdirektivet indeholder også en mestgunstigelsesklausulen for arbejdstagere, og dette blev der ikke taget hensyn til i domstolsafgørelserne.

EF-Domstolen skaber nu en situation i EU, hvor udstationeringsdirektivet er blevet ændret fra et minimumsdirektiv til et maksimumsdirektiv, ifølge hvilket det er lovligt at have en konkurrencefordel i forhold til social dumping. International sociallovgivning burde nu være genstand for virksomhedsafgifter på det frie indre marked. Det kan godt være, at jeg derved kritiserer domstolsafgørelserne. Men en Union uden et socialt Europas ækvivalente elementer, som f.eks. kollektive forhandlingsaftaler, kollektive foranstaltninger og bekæmpelse af social dumping er dømt til fiasko og vil ikke længere have borgernes støtte. Vores gruppes kommentar er derfor på nuværende tidspunkt: Princippet om "den samme løn for det samme arbejde i den samme virksomhed" skal have en tilsvarende position i det indre marked hvad angår kriteriet om frihed.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil for det første gerne lige bemærke, at mine kolleger fra Formandskonferencen, som bestemte sig for at have en drøftelse sent om aftenen mod mine ønsker, alle er fraværende i aften. Hvis det ikke var for denne sene drøftelse, ville jeg med glæde endelig have indledt en drøftelse om dette alvorlige emne, som er EF-Domstolens anerkendelse af løndumping. Noget som De kun har brugt 20 sekunder på, på en bemærkelsesværdig nonchalant måde.

Jeg vil derfor kort redegøre for de tre stadier i denne nye dimension i europæisk lov. Den 11. december 2007: Domstolen annullerede en fagforeningsaktion, der påstod, at den finske rederivirksomhed Viking Line ikke skulle have lov til at registrere en færge i Estland for derved at reducere arbejdstagernes lønninger. Den 18. december 2007: Domstolen dømte igen mod fagforeningerne. Denne gang i Vaxholm, Sverige, for at have blokeret en bygning for en lettisk virksomhed, som nægtede at overholde den kollektive aftale, der er gældende i byggesektoren. Den 3. april 2008: Domstolen fandt delstaten Niedersachsen i Tyskland skyldig i at pålægge ethvert byggefirma med indkøbskontrakt en mindsteløn. Domstolen afsagde dernæst dom til fordel for en polsk underleverandør til en tysk virksomhed, som betalte dens arbejdstagere mindre end halvdelen af den fastsatte mindsteløn. Dette var Rüffertdommen.

I alle tre sager var den grundlæggende baggrund, som Domstolen gør gældende til at begrunde sin beslutning med at opmuntre til løndumping, at Fællesskabets love forbyder enhver foranstaltning - læg mærke til dette - der kunne gøre betingelserne for en virksomhed fra en anden medlemsstat "mindre attraktive", fordi det er - og jeg citerer - en "en begrænsning af friheden til at udveksle tjenesteydelser" eller etableringsfriheden, som er blandt de grundlæggende friheder, der er garanteret af traktaten. Dette er helt enkelt uacceptabelt. Hvor er det sociale aspekt i denne liberale begrundelse?

Ethvert socialt fremskridt i et land vil faktisk gøre det mindre attraktivt - for at bruge Domstolens udtryk - for konkurrerende virksomheder. Jeg bør tilføje, at det berømte udstationeringsdirektiv i alle tre sager ikke har givet de pågældende arbejdstagerne nogen som helst form for beskyttelse. For øvrigt har Domstolen forklaret, at, og jeg citerer, "udstationeringsdirektivet navnlig søger at sikre den fri udveksling af tjenesteydelser". Den nævnte ikke beskyttelse af arbejdstagerne.

Sluttelig nåede Domstolen i alle tre sager frem til dens afgørelse på baggrund af bestemte artikler i traktaten og ikke kun direktivet. Det var for den første sags vedkommende artikel 43 og i de andre to sager var det artikel 49. Disse to artikler er nu ved at blive gengivet ord for ord i udkastet til Lissabontraktaten, som nu er ved at blive ratificeret.

Min konklusion er derfor åbenbar. Det er ikke nok at ændre et direktiv for at løse det problem, som disse domme har skabt. Enhver, som ønsker at genetablere sociale rettigheders forrang over frihandelen, skal insistere på en revision af traktaterne og specielt af de artikler, som Domstolen har brugt til at retfærdiggøre de seneste domme med. Det er svært, men jeg synes, det er nødvendigt, for ellers kan vi forvente en rigtig krise hvad angår legitimiteten af den nuværende europæiske økonomiske og sociale model.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! For nylig i Rüffertsagen betalte et polsk firma kun sine 53 arbejdstagere 46 % af den aftalte løn for arbejde udført i Tyskland. Den polske entreprenør blev retsforfulgt. De svarede igen med at gå i retten, og EF-Domstolen afsagde for nylig dom til fordel for den polske underleverandør.

For ikke så længe siden talte formanden for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, hr. Monks, i en høring i Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om en tidligere sag - Lavalsagen - og advarede om kommende sager. Han sagde, at "vi har fået at vide, at vores ret til at strejke er grundlæggende, men ikke så grundlæggende som den frie bevægelighed for tjenesteydelser".

Fagforeningsbevægelsen gøres magtesløs af disse domme. Servicedirektivet og udstationeringsdirektivet udgør en direkte trussel mod alt det, der er opnået inden for arbejdstagernes rettigheder gennem de sidste 30 år.

Der har været tre sager - Laval, Viking og nu Rüffert - og der er en form for retslig fortolkning under opbygning, som gør kontrakter meningsløse, fagforeninger magtesløse og udtrykket retfærdige lønninger til tomme ord. Som hr. Monk sagde i høringen om Laval, så har vi brug for en beskyttende protokol i Lissabontraktaten, da vi ellers vil komme til at stå over for social dumping i fremtiden.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg mener, at Kommissionen for første gang offentliggjorde en vejledning til gennemførelsen af udstationeringsdirektivet i 2006, og dengang opfordrede Den Socialdemokratiske Gruppe - som svar - Parlamentet til at stramme op på direktivet. Kommissionen mente ikke, at det var nødvendigt dengang og åbenbart heller ikke nu, og det er jeg faktisk enig i.

Problemet består, som Kommissionen så tydeligt har fastlagt, i svagheder i den nationale gennemførelse, i utilstrækkeligt samarbejde mellem medlemsstaterne og i utilstrækkelige informationer. En opstramning af EU-lovgivning ville ikke imødegå disse svagheder. Det ville faktisk gøre dem endnu sværere at få bugt med.

Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at kommissæren bekræfter at ville gøre sit yderste for at beskytte arbejdstagernes rettigheder og for at bekæmpe social dumping. Det bør vi alle være enige i i Europa-Parlamentet, men vi bør også være enige om, at der også er en anden rettighed, der bør beskyttes: alle arbejdstageres ret til at være mobile, at blive udstationerede og at yde tjenester på tværs af grænserne.

Retten til social beskyttelse skal gå hånd i hånd med retten til at levere tjenesteydelser, og der behøver ikke være noget modsætningsforhold. Det er selvfølgelig en kæmpe udfordring at få den rigtige balance. Men udfordringen skal medlemsstaterne løse. Det skal EU ikke ved at foreslå strammere love. Jeg mener, at kommissæren har vist vejen frem og opfordrer ham til at erklære sig enig i, det er vores job som parlamentsmedlemmer at få vores egne lande til at følge trop.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg hilser anbefalingen velkommen, og jeg bifalder endnu mere, at kommissæren ønsker at bekæmpe social dumping, og at hr. Barroso og hr. Špidla siger, at retten til at strejke ikke er underordnet fri bevægelighed. Men Deres forslag rækker ikke vidt nok. Det rækker ikke vidt nok til at undgå social dumping.

Lad os først se på, hvad Domstolen sagde i Rüffert- og Laval-sagerne. Den sagde, at det var mindstelønnen i oprindelseslandet, som er den gældende. En polsk arbejdstager skal med andre ord arbejde på den samme arbejdsplads som en tysk arbejdstager til en løn, der svarer til 46 % af den løn, som tyskeren arbejder for. Hvis De havde sagt, at kvinder skulle arbejde for 46 % af, hvad en mand tjener, ville vi have sagt, at det var forskelsbehandling. I dette tilfælde er det forskelsbehandling af polske arbejdstagere, som ikke får den samme løn som tyske arbejdstagere. Det er uacceptabelt.

For det andet bedømmes sociale modeller ikke på samme måde. I Rüffertsagen påpeges det, at kollektive aftaler skal anvendes generelt og ikke den model, der blev valgt i Niedersachsen. Det samme sker i Lavalsagen. Visse arbejdsmarkedsmodeller har forrang frem for andre. Dette er også uacceptabelt.

For det tredje lyder det, at strejkeretten er grundlæggende, men når den så vejes op mod fri bevægelighed, vejer den ikke særligt meget, slet ikke. Det er i stedet den fri bevægelighed, der har forrang frem for strejkeretten.

Nogle talere har sagt "ja, men vi skal have fri bevægelighed". Selvfølgelig skal vi det, men hvordan fremmer vi fri bevægelighed, hvis vi dropper betingelserne i landene? Tror De, at de mennesker, som bor i disse lande siger "vi byder folk velkomne"? Nej, de vil kræve lukkede grænser. Jeg er for åbne grænser mellem nye og gamle medlemsstater, men jeg er også for lige betingelser for lige arbejde, og det skal også være grundlæggende. Kommissionen bør derfor gøre en større indsats med hensyn til ændringer i udstationeringsdirektivet.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand, kommissær! Jeg er i hovedtræk enig med mine kolleger fru Van Lancker og hr. Wurtz. I sidste ende drejer det sig om, hvor mange flere fattige arbejdere, vi ønsker, der skal være i EU? Det er det grundlæggende spørgsmål.

Uden at gentage domstolsafgørelserne kan jeg se, at vi er nået til et punkt, hvor udstationeringsdirektivet bliver brugt mod nationale eller regionale bestemmelser, som er udformet til at sikre ens rettigheder for alle arbejdstagere, at garantere en mindsteløn til alle arbejdstagere.

Vi er derfor nået til en situation, hvor dette direktiv underminerer arbejdsrettens territorialitet. Vi kan garantere arbejdstagernes mobilitet og samtidig sikre arbejdsrettens territorialitet, og det er det, der drøftes. Hvis vi ser bort fra udstationeringsdirektivet et kort øjeblik, så vil jeg gerne henlede Deres opmærksomhed på et andet beslægtet emne, nemlig til den klage, som virksomheden TNT har indgivet til Kommissionen efter en dom, der er afsagt af en forvaltningsdomstol i Berlin. TNT hævder, at den tyske regering ved at pålægge en mindsteløn i postsektoren ikke har taget højde for mindstelønnens økonomiske følger - vi taler om en mindsteløn på 9,80 euro i timen - for dens konkurrenter. Vi befinder os i en situation, hvor mindstelønnen, som er en national kompetence, i virkeligheden underminerer konkurrence. Det er TNT's fortolkning.

Kommissionen er nu ved at undersøge dette andragende. Hvis De eller Deres kolleger og kollegiet er enige med TNT i denne sag, så tror jeg, at De, hr. Špidla, mister al troværdighed i denne og i andre sager, og at det vil kræve mere end en henstilling fra Kommissionen om de bedste informationer og administrativt samarbejde mellem medlemsstaterne for virkelig at garantere arbejdstagernes værdighed i EU.

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand! Det er EF-Domstolens opgave at afsige domme i overensstemmelse med traktaterne. Traktaterne bør derfor ændres for at beskytte arbejdstagernes interesser. Det kan konkluderes ud fra Domstolens domme i sagerne Laval, Viking Line og Rüffert, at Lissabontraktaten ikke kan godkendes af lønmodtagerne i Europa, medmindre der tilføjes en klausul om arbejdstagernes rettigheder i traktaten - nemlig retten til at forsvare kollektive aftaler, retten til at gennemføre faglige aktioner for at forbedre løn og arbejdsvilkår.

Det at kræve en løn, der er højere en mindstelønnen, er nu en handelsbarriere ifølge Domstolen, og fagforeningerne kan ikke forhindre løndumping. Den 17. april i år besvarede kommissær McCreevy skriftligt et spørgsmål, jeg stillede om fagforeningsrettigheder, således: "Fagforeninger kan fortsætte med at gennemføre faglige aktioner, hvis det kan begrundes med legitime mål, der er forenelige med EU-lovgivning." Det kan ikke udtrykkes tydeligere. EU-lovgivningen skal derfor ændres. Fri bevægelighed, ja, men uden forskelsbehandling af arbejdstagere fra andre lande.

  Hélène Goudin (IND/DEM). - (SV) Hr. formand! EF-Domstolen har gang på gang gjort det klart over for medlemsstaterne, at de ikke kan betragte sig selv om uafhængige, når det drejer sig om grundlæggende politikområder som f.eks. sundhedspolitik, spillepolitik, alkoholreklamer og nu senest arbejdsmarkedspolitik. Dette er kendt som lovlig aktivisme, og det skal betragtes som en direkte trussel mod demokratiet og subsidiaritetsprincippet. Som følge af dens arrogante holdning til demokratisk valgte regeringer i medlemsstaterne, er EF-Domstolen faktisk en selvudnævnt magt i Europa.

Hvad angår Lavaldommen, så betyder den, at svenske og udenlandske virksomheder kommer til at operere på fuldstændig forskellige betingelser på svensk territorium. Det er fuldstændigt uacceptabelt. Jeg opfordrer medlemmerne til at overveje det en ekstra gang, før de næste gang bestemmer sig for at give mere magt til EU's' ikkevalgte institutioner. I dag ser det ud til, at vi endelig vågner op.

  Jacek Protasiewicz (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Udstationeringsdirektivet er et af fundamenterne, som den praktiske gennemførelse af en af Fællesskabets fire grundlæggende frihedsrettigheder, der er europæiske frihedsrettigheder, er baseret på, og som har været en del af traktaterne og Det Europæiske Fællesskab lige fra starten.

Traktatens artikel 49 er en af de mest klart formulerede bestemmelser, der styrer for EU's indre anliggender, og den fastslår entydigt, at restriktioner, der hindrer fri udveksling af tjenesteydelser inden for Fællesskabet, hvad angår statsborgere i medlemsstaterne, der er bosat i et andet af Fællesskabets lande end modtageren af den pågældende ydelse er forbudt. De vedvarende praksisser, der anvendes i mange medlemsstater, og som er rettet mod administrativ restriktion af denne frihed, der er garanteret i traktaten, er derfor overraskende.

Siden jeg er blevet valgt til Parlamentet, har jeg modtaget en masse klager fra forretningsfolk, som primært kommer fra de nye medlemsstater, der tiltrådte EU efter 2004, over de lokale og regionale myndigheders aktiviteter, som med vilje pålægger disse forretningsfolk ekstra krav, som i hvert fald ikke kan retfærdiggøres af nogen EU-retsakt. Jeg har taget dette problem op mange gange i Parlamentet og bedt om en utvetydig udtalelse fra Kommissionen på vegne af EU-lovgivningen og som følge deraf for at forsvare retten til fri udveksling af tjenesteydelser.

Jeg er glad for at mine anstrengelser har modtaget en så klar bekræftelse i form af EF-Domstolens afgørelse, som vi diskuterer i dag. Jeg er overbevist om, at vi - dvs. Parlamentet og Kommissionen - i lyset af de seneste afgørelser fra Domstolen kan udarbejde en løsning til organisering af et indre marked for tjenesteydelser, som, mens det sikrer arbejdstagernes grundlæggende rettigheder, også sikrer disse rettigheder - disse grundlæggende rettigheder - uden at pålægge forretningsfolk fra EU ekstra byrder, som hindrer deres aktiviteter og som pr. definition - som Domstolens afgørelser siger - er en overtrædelse af europæisk lovgivning.

Oprettelse af et frit marked for serviceydelser bør støttes og ikke bekæmpes. Det er udfordringerne i det 21. århundrede.

  Magda Kósáné Kovács (PSE). - (HU) Tak, hr. formand, hr. kommissær! Efter flere domme fra EF-Domstolen er udstationeringsdirektivet kommet i fokus i Unionen. Domstolen har talt. Det, den egentlig sagde, kan debatteres, men det er ikke det værd, da dens domme forbliver gældende, og Domstolen alligevel heller ikke oprettede et værdisæt.

Vi kan se, at disse domme i Parlamentet har foranlediget gensidigt uforenelige meninger, men det er godt, at Kommissionen har overvejet, hvad der skal gøres og har spurgt medlemsstaterne. Det er endnu mere vigtigt, da de forsøger at gyde olie på vandene. Det er af betydning, at en tidligere udeladelse af Kommissionen desværre bidrog til den ophedede situation, da den stadig ikke havde gennemtænkt gennemførelsen af udstationeringsdirektivet i nationale systemer, trods det to år tidligere udtrykkeligt var blevet anmodet om i en beslutning fra Europa-Parlamentet. Der er derfor ikke noget svar på, om medlemsstaternes foranstaltninger, som beskytter arbejdstagerne, overholder udstationeringsdirektivet, og fordi vi vil have det, kan vi ikke afgøre, om udstationeringsdirektivet faktisk fungerer godt, eller om det bør ændres på grund af lovene på markedet for tjenesteydelser. Vi har ikke lært noget af gennemførelsen. Der er højst meget modstridende kommentarer. Vi reagerer på spørgsmålet, om denne usikre situation baner vej for populisme og demagogi. Og er vi ikke ved at skabe et politisk problem på grund af tilfældige juridiske utilstrækkeligheder? Vi har måske skabt politisk spænding, hvor vi kun skulle have beskæftiget os med fornuftig regulering.

Mine damer og herrer! Markedet for tjenesteydelsers frihed fungerer med meget få undtagelser inden for lovgivningens bestemmelser. Men der er på den anden side behov for specifikke foranstaltninger for at gøre lovgivningen bedre. Vi håber, at Kommissionen træffer disse specifikke foranstaltninger, da en grundig undersøgelse af det juridiske materiale ikke kan varetages af Domstolen. Det er Kommissionens opgave. Og det er Kommissionens opgave at indlede procedurer mod lovovertrædelser, når det er nødvendigt. Dette kunne styrke hr. Spindlas udtalelse om, at vi skal handle samtidigt og sammen af hensyn til arbejdstagernes juridiske rettigheder og af hensyn til det sociale marked.

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg er ikke enig med Dem i, at der ikke er nogen uoverensstemmelse mellem stærk social beskyttelse af medarbejdere og et stærkt indre marked. Et EU indre marked, som er i overensstemmelse med systemet med global konkurrence er i sidste ende legemliggørelsen af denne type opposition. Jeg er dog enig med Dem i, at medlemsstaterne bærer ansvaret for at overføre EU-lovgivning til national lovgivning. I Rüffertsagen pegede lederne i Berlin og Niedersachsen i det mindste ikke blot fingre af EF-Domstolen.

Det er generelt ikke lykkedes dem at forklare loven om kollektive forhandlinger på myndig vis og at kræve mindstelønnen. Kommissær! Jeg kræver, at De påtager Dem deres ansvar og åbent kræver den nødvendige ændring af EU's retsgrundlag. Det drejer sig f.eks. om artikel 50 og 56 i den konsoliderede udgave af Lissabontraktaten af den 15. april om skærpningen af udstationeringsdirektivet, om tildelingen af retten til at gennemføre faglige aktioner og om retten til at gennemføre faglige aktioner på tværs af grænserne. Jeg henviser også til, at gennemgangen af de politiske problemer ikke blot burde overlades EF-Domstolen, men at EU's institutioner - Rådet, Kommissionen og Europa-Parlamentet - og nationalstaterne også har ansvaret herfor gennem deres lovgivning.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kommissær, mine damer og herrer! Lissabontraktaten kommer til at betyde en væsentlig forbedring for arbejdstagere - hr. Wurtz, jeg må modsige Dem her. Vi er derfor nødt til at acceptere det, for socialpolitik er ved at blive en generel pligt. Fremover skal alt undersøges i henhold til lovgivningen ud fra et socialpolitisk synspunkt og definitionen af den sociale markedsøkonomi, der er fastsat i traktaten, repræsenterer betydelige fremskridt.

Vi har brug for konkurrence, vi har brug for mere produktivitet - og det skal bestemt være en overskrift i en global orden - men i alle tre sager, kan vi se, at det ikke kun er et spørgsmål om konkurrence i en global orden her, men snarere om arbejdet er udført i bestemte sektorer i EU mellem dens medlemsstater som en del af et fælles indre marked.

Vi må ikke komme i en situation, hvor global orden her anvendes til at sætte ansatte fra forskellige medlemsstater op mod hinanden på grund af international konkurrence. Hvis arbejdstagernes solidaritet ødelægges, bliver EU, vores samfunds samhørighed, også ødelagt.

Det er derfor vigtigt, at vi nu ikke står skoleret for domstolene, men at vi gør det klart, at vi er nødt til at undersøge lovgivningen. Udstationeringsdirektivet stammer fra begyndelsen af 1990'erne. Det er ikke brugbart i dag. Vi er nødt til at finde ud af, hvad der er galt med det. Jeg har ikke et detaljeret overblik. Partnere, der medvirker i kollektive forhandlinger, skal kontrollere, at de indgår deres kollektive forhandlingsaftaler i overensstemmelse med det indre marked. National lovgivning skal tilpasses det. Vi skal undersøge alt dette. Men det må ikke samtidig føre til opdeling og protektionisme, fordi mobiliteten skal garanteres.

Når vi taler om de fire grundlæggende frihedsrettigheder, mener vi markedets fire grundlæggende frihedsrettigheder. Min definition af en social markedsøkonomi betyder imidlertid, at markedet kun kan eksistere inden for den af lovgiverne tilladte ramme, så vi kan have en retfærdig fordeling af denne økonomiske ordens goder og ikke lader dem i markedskræfternes vold. Hvis det sker, tilintetgør markedet sig selv. Vi har derfor brug for denne type rammebetingelse i en social markedsøkonomi.

Hr. formand! Tillad mig afslutningsvis at læse et citat op. "Not the free market economy of the laissez-faire plundering of a past era, nor the free play of market forces" - og lignende udtryk - "but the socially responsible market economy, in which the individual comes into his own again, which places a high value on the person and subsequently also provides a fair return for work carried out; this is the market economy of a modern type". Dette er et citat af Ludwig Erhard, om hvem man i hvert tilfælde ikke kan sige, at han var imod en markedsøkonomi.

  Stephen Hughes (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne give udtryk for, hvor enig jeg er med hr. Brok, og hvor uenig jeg er med hr. Bushill-Matthews, men det vender jeg tilbage til om et øjeblik. Jeg vil gerne takke kommissæren for henstillingen, der blev vedtaget den 3. april. Det er et vigtigt skridt i den rigtige retning. Jeg tror, at den mere effektive udveksling og adgang til informationer og udvekslingen af bedste praksis bestemt vil hjælpe, men det var en af skæbnens luner, at henstillingen blev vedtaget samme dag, som Rüffertdommen blev afsagt. Jeg tror, at Laval- og Rüffertsagerne i særdeleshed vil afkræve os, at vi nu er nødt til at gå meget videre end den henstilling.

Disse sager giver mulighed for, at de økonomiske friheder kan fortolkes, som om virksomheder tildeles retten til at undgå eller omgå national-, social- og beskæftigelseslovgivninger og deres praksisser. Den eneste beskyttelse lader til at være bestemmelserne i udstationeringsdirektivet. Hvis det er tilfældet, så er det tydeligt, at vi er nødt at revidere direktivet. Vi skal især præcisere de kollektive aftalers anvendelsesområder for at angive obligatoriske standarder og for kollektive aktioner til håndhævelse af disse standarder.

Jeg mener, vi bør gøre en række ting. Vi skal sikre, at værtslandets kollektive aftaler kan tilbyde mere end minimumstandarderne. Vi skal gøre det obligatorisk, som nu kun er muligheder for medlemsstaterne, nemlig at lade alle generelt bindende aftaler være gældende for udstationerede arbejdstagere. Jeg tror også, at vi har brug for en klar tidsgrænse for definitionen af en udstationeret arbejdstager, så der er en klar opfattelse af, hvornår en udstationeret arbejdstager ophører med at være en udstationeret arbejdstager.

Nu vil jeg til sidst sige, at jeg mener, at vi er nødt til at udvide direktivets retsgrundlag, så det også omfatter arbejdstagernes frie bevægelighed og den fri udveksling af tjenesteydelser. Det var et forslag, som blev afvist i 1996, men jeg håber, at vi nu kan se, hvor vigtigt det er.

Det er Domstolen, som har sagt, er, at strejkeretten og foreningsfriheden er grundlæggende rettigheder, men at de ikke er lige så grundlæggende som de økonomiske friheder. Fagforeninger kan tilgives for at tro, at de pludselig kan opføre sig som i filmen Kammerat Napoleon. Vi skylder dem at genoprette en ordentlig balance. Jeg synes, at disse beskedne foreslåede ændringer til udstationeringsdirektivet kunne være en begyndelse.

  Søren Bo Søndergaard (GUE/NGL). - Hr. formand! Da vi behandlede Lissabontraktaten i februar, stillede jeg og andre kolleger forslag om, at Parlamentet skulle kræve, at retten til kollektive kampskridt skulle høre under medlemsstaternes kompetence. Desværre stemte et flertal af Dem imod, og man må stille spørgsmålet: Hvorfor gjorde De det? Den eneste logiske forklaring og den eneste logiske konsekvens er, at arbejdsgivernes grænseoverskridende jagt på størst muligt overskud i sidste ende kommer til at gå forud for lønmodtagernes ret til at forsvare sig mod social dumping. Det kan De selvfølgelig mene, men så skal man jo holde op med at snakke om et socialt Europa.

Lønmodtagerne i ethvert land må have den ubetingede ret til at konflikte for at sikre, at tilrejsende arbejdere får mindst lige så meget som dem selv. Det er ikke diskrimination. Vi synes ikke, at tilrejsende arbejdere skal have dårligere løn end folk, der er i landet i forvejen. Vi går imod diskrimination, og derfor skal der gribes ind. Alternativet er social dumping. En spiral mod bunden. Det er derfor, at vi med alle midler må sikre den frie og ubegrænsede konfliktret - som minimum gennem en retligt bindende protokol til Lissabontraktaten.

  Jacques Toubon (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Det er sandt, hr. kommissær, at vi er utroligt skuffede over at se, hvordan den fri udveksling af tjenesteydelser anvendes i retspraksis. Man kan ikke fortænkes i at tro, i nogle fortolkninger, at EF-Domstolen har forsøgt at give artiklerne 43 og 49 prioritet over alle andre overvejelser. Jeg er dog bevidst om manikæistiske analyser af disse afgørelser, der etablerer retspraksis, og, der, som De alle ved, først og fremmest er prøvesager.

Jeg tror, at det spørgsmål, som vi er nødt til at stille os selv er, hvordan vi garanterer det sociale regelsæt. Helt præcist er vi nødt til at besvare to spørgsmål. For det første, hvilket lønniveau skal virksomheder overholde i henhold til værtslandets nationale love? For det andet, i hvor høj grad kan vi begrænse fagforeningernes kollektive aktioner, som har til hensigt at sikre ligebehandling af nationale og udstationerede arbejdstagere?

Jeg tror ikke på, at en ændring af udstationeringsdirektivet er svaret på dine spørgsmål. Jeg tror endda, at vi ville tage en kæmpe risiko, hvis vi forsøgte at gøre det. Omvendt synes jeg Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisations forslag er mere interessant. Jeg tror, at dette blot drejer sig om, som hr. Brok sagde, at bruge traktaterne, både de gamle og de nye: artikel 3,3, artikel 6,1 og chartret om grundlæggende rettigheder, som nu er materiel lov.

Vi er også nødt til at håndhæve - og de nationale parlamenter kunne føre tilsyn med dette - nærhedsprincippet især i alt der har med retten til at arbejde, arbejdstagernes rettigheder og strejkeretten at gøre.

I den nærmeste fremtid lancerer det franske formandskab den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden. For Dem, kommissær, skal Kommissionen gå længere end det synspunkt, De fremførte, og den mindste administrative henstilling om en mere politisk ordlyd under fuld hensyntagen til de usikkerheder, der følger af retspraksis.

  Karin Jöns (PSE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Tættere samarbejde mellem nationale administrationer er selvfølgelig det rigtige at gøre. Det hilser jeg velkommen. Det er faktisk afgørende.

Men hvis vi alle virkelig ønsker at forhindre en konkurrence om at have den laveste mindsteløn i Europa, så skal der mere til, og det ved De også, kommissær. I lyset af Rüffertdommen er der i mine øjne kun én løsning. Vi skal forbedre udstationeringsdirektivet. Kommissionen er også forpligtiget til at gøre dette.

Vi skal tage de juridiske konsekvenser af denne dom, fordi den ændrer udstationeringsdirektivets hensigt. Fri udveksling af tjenesteydelser sættes her højere end beskyttelse af arbejdstagere. Selv den planlagte ændring fra minimums- til maksimumsbeskyttelse er forklaret. I mit land, Tyskland, er otte ud af 16 forbundsstater direkte påvirket af denne dom. De regionale regeringer ønskede blot at fungere som model her i løndumpingsager.

Baseret på udstationeringsdirektivet og på indkøbsdirektiverne ønskede de at sikre overholdelse af visse sociale kriterier i det mindste i forbindelse med tildeling af offentlige kontrakter. De har derfor bedt om overholdelse af lokale standardlønninger som et socialt kriterium, da disse er højere end mindstelønnen.

Det er svært for mig at forstå EF-Domstolens afgørelse. Hvis vi virkelig ønsker sociale kriterier - og det tror jeg, at vi alle gør - så må det være muligt at opnå mere end en mindsteløn. Dommen bør ikke lokke os til at fortsætte med kun at bemyndige minimumstandarder fremover for udstationerede arbejdstagere. Det er ikke det sociale Europa, som min gruppe ønsker. For at være på den sikre side har vi også brug for at undersøge indkøbsdirektiverne omhyggeligt.

I Tyskland har EF-Domstolens domme om beskæftigelse, som er blevet behandlet i aften, skabt et tilbageslag i accepten af Europa. Vi bliver nu alle her bedt om at skifte kurs igen.

  Alejandro Cercas (PSE). - (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Hvis vi var i gang med at behandle et lille problem, så kunne jeg forstå, at en simpel henstilling omhandlende udveksling af bedste praksis og anvendelse af mere effektiv information ville kunne løse problemet. Men problemet er, at vi har at gøre med et stort problem, som jeg beklageligvis noterede mig ikke engang blev nævnt i Deres tale.

Problemet er, at vi nu har enslydende retspraksis fra EF-Domstolen, som fastsætter, at arbejdstagere fra et land kan arbejde i et andet land for mindre end 50 % af lønnen og det i henhold til et direktiv, som, og det skal nævnes, blev lavet for at undgå netop dette.

Det kan derfor lade sig gøre at have en gældende lovgivning, der tillader dette. Vi har helt afgjort et grundlæggende problem, der ikke kan løses ved kun at løse informationsproblemer.

For det andet har vi et problem, fordi de forskellige nationale fagforeningspraksisser for fastsættelse af lønninger og kollektive aftaler ikke er med. Finland, Sverige, Danmark og Tyskland er ikke med. Det er derfor et kæmpe problem, ikke for disse lande, men for hele Europa, som nu oplever, hvordan dets nationale love undermineres, og hvordan Europa ikke blot er ude af stand til at garantere bedre beskyttelse for dens arbejdstagere men også ødelægger de nationale beskyttelsessystemer.

I lyset af denne situation synes jeg ikke, at vi kan se den anden vej. Jeg mener ikke, at vi kan ordinere aspirin, når der i virkeligheden er brug for en stor operation, og jeg mener, at vi er nødt til at genetablere balancen mellem principperne om arbejdstagernes rettigheder og markedets rettigheder, ellers går hele Europa og ikke kun det sociale Europa i denne retning.

  Dariusz Rosati (PSE). - (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Formålet med udstationeringsdirektivet er at sikre fri udveksling af tjenesteydelser og samtidig garantere arbejdstagernes rettigheder. Efter min mening har dette direktiv gavnet EU, og den kritik, som jeg hører i dag her i Parlamentet, er i vid udstrækning uretfærdig.

Jeg vil gerne påpege, at i Rüffertsagen, som vi drøfter, fandt overtrædelsen af sociale standarder og fastsættelsen af lønninger på det skandaløst lave niveau på 46 % ikke sted på grund af mangler i udstationeringsdirektivet, men simpelthen fordi den relevante lovgivning ikke var blevet gennemført i Niedersachsen på den måde, som påtænkt i udstationeringsdirektivet. Det problem, vi har her, er derfor et problem med gennemførelse af lovgivning i Tyskland ikke med mangler i udstationeringsdirektivet. Vi har en lignende situation i Lavalsagen, fordi der i Sverige hverken er fastlagt en mindsteløn ved lov eller i en kollektiv aftale på den måde, som er påtænkt i udstationeringsdirektivet. Løsningen på denne situation er derfor, efter min mening, at tilpasse national lovgivning til bestemmelserne i direktivet, selv om jeg må indrømme, at der er meget, der stadig kan forbedres i direktivet, og hvad det sidste angår, er jeg enig med Kommissionen.

Jeg vil også gerne benytte lejligheden til at tale om begrebet social dumping, som ofte er blevet nævnt her. Jeg har bemærket, at begrebet social dumping ikke findes hverken i international lov eller i økonomisk teori. Det er kun et propagandaudtryk. Man kan ikke tale om dumping i en situation, hvor udstationerede arbejdstagere - polakker i Tyskland eller lettere i Sverige - får en løn, der er højere end den løn, de ville have fået i deres eget land. Man kan heller ikke tale om social dumping i en situation, hvor alle lande ikke har bindende sociale standarder eller lønstandarder, og årsagen til, der ikke er sådanne standarder, er at vores medlemsstaters udviklingsniveauer er forskellige, og fordi politikken er forskellig fra stat til stat.

  Manuel Medina Ortega (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg synes, at det er tydeligt, at EF-Domstolens afgørelse truer selve EU's grundlag. Det er tydeligt, at EF-Domstolen er det højeste organ, der kan fortolke EU-lovgivningen, og der er ikke nogen, der lige nu ønsker at svække den institution. Denne retspraksis truer, som hr. Cercas påpegede, imidlertid princippet om social samhørighed. For mange i Europa fortjener et EU, som ikke kan garantere et minimum af sociale rettigheder, ikke at eksistere, og vi truer derfor selve EU's eksistens.

Da vi ikke kan bestride afgørelser fra Domstolen, og da vi er nødt til at overholde dem, er det nu helt klart tid til at institutionerne med lovgivningsmæssige beføjelser - Kommissionen, Parlamentet og Rådet - vedtager foranstaltninger, der kan sikre, at denne nye retspraksis ikke bliver permanent, fordi det er retspraksissen, som er knyttet til bestemte specifikke retsakter, der kan ændres.

Det virker som om Domstolen selv opfordrer os til at foretage denne lovgivningsmæssige ændring, og jeg mener, at det først og fremmest er Kommissionens ansvar men også Parlamentets og Rådets ansvar at ændre lovgivningstekster for at forhindre denne retspraksis i at blive permanent.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! De lovbestemmelser, vi drøfter i dag, kunne forbedre livet for mere end en million europæiske borgere, som arbejder i en anden medlemsstat som leverandører af ydelser eller som er udstationerede.

Særligt bestemmelserne i direktivets artikel 3 er ikke gennemført helt i alle medlemsstaterne i EU. Sundheds- og sikkerhedsstandarder på arbejdspladsen, det maksimale antal arbejdstimer og minimumsperioden for orlov eller svangerskabsydelser er ikke gennemført for udstationerede arbejdstagere.

Mindstelønnen, der fastsættes af værtslandets lovgivning, bør også være garanteret. Ikke desto mindre får det sidstnævnte mange virksomheder til at bruge alternative arbejdskontrakter, som automatisk forhindrer betaling af lavere lønninger.

Det er endvidere blevet praksis for mange europæiske virksomheder at ansætte arbejdere fra nye medlemsstater og sende dem til udlandet som udstationerede arbejdstagere i en periode, som kan forlænges i op til 24 måneder og derved drage fordel af de eksisterende forskelle i betaling af bidrag til socialsikring.

Jeg slutter af med at sige, at denne form for social dumping skal stoppes ved at gennemføre alle udstationeringsdirektivets bestemmelser.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Vi har hørt mange kommentarer i Parlamentet og også nogle meget kritiske evalueringer af domme - EF-Domstolens domme. Jeg vil bede jer om at tage det roligt.

EF-Domstolens domme er trods alt ikke af politisk natur. De er baseret på en dybtgående analyse af den faktiske situation og lovgivningen i medlemsstaterne. Det er dette organs rolle, og det må vi respektere. Lad os stille og roligt arbejde med det. Vi skal ikke reagere negativt over for disse domme, når de ikke passer os, og reagere positivt, når de passer os. Sådan en à la carte-retfærdighed burde ikke motivere os, og vi bør ikke acceptere det.

Jeg vil også gerne henlede Deres opmærksomhed på følgende: Vi skal ikke tillade, at der opstår konfrontation mellem arbejdstagere i de nye og i de gamle medlemsstater. Det ville være det værste, der kunne ske, hvis vi konfronterede fagforeningsmedlemmer fra de gamle medlemsstater med fagforeningsmedlemmer fra de nye medlemsstater. Det er ikke det, retfærdighed i EU skal forestille at være baseret på. Det vil jeg gerne advare imod.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! I øjeblikket drøfter vi i Irland fordele og ulemper ved Lissabontraktaten, og der er modstridende fortolkninger af de seneste afgørelser fra EF-Domstolen og deres betydning for beskyttelsen af arbejdstagere og arbejdstageres rettigheder.

Jeg er klar over, at vi ikke har den endelige afgørelse i Lavalsagen, men jeg vil alligevel bede kommissæren om kort at redegøre for hans mening om situationen og give os hans mening om, hvordan gennemførelsen af udstationeringsdirektivet i Sverige har påvirket afgørelsen navnlig i Lavalsagen.

En tidligere taler, hr. Andersson, sagde noget meget relevant: Hvis en kvinde blev betalt 46 % mindre end en mand for det samme stykke arbejde i det samme land, så ville det blive anset som forskelsbehandling. Det lader dog til, at dette godkendes af domstolene, når det drejer sig om arbejdstagere fra forskellige lande, der udfører det samme arbejde i det samme land. Jeg vil igen gerne have kommissærens kommentar til, hvordan gennemførelsen af direktivet påvirkede denne situation.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg lyttede meget nøje til det, som kommissæren sagde, da han talte om at garantere arbejdstagernes rettigheder og om at bekæmpe social dumping, men jeg tror ikke helt, at hans forslag er gode nok til det, og jeg ser frem til at høre bedre forslag fra Kommissionen.

  Georgios Toussas (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! EF-Domstolens tre domme i sagerne Viking Lines, Laval og Rüffert er baseret på en enkelt forudsætning. Den forudsætning stammer fra en af de fire friheder, fri bevægelighed for kapital, der er knæsat i Maastricht-traktaten, direktiverne om det indre marked og om udstationering af arbejdstagere, som det fremgår af artiklerne 43 og 49 i den omdøbte europæiske forfatning, som er Lissabontraktaten.

EF-Domstolens domme er politiske og meget reaktionære: Store erhvervsgrupper fastsætter middelalderlige ansættelsesvilkår for at øge deres indtjening.

Der sættes ikke kun spørgsmålstegn ved strejkeretten og ved kollektiv forhandling. Der er også en tredje vigtig faktor, som jeg gerne vil tilføje. Der stilles spørgsmålstegn ved internationale arbejdskonventioner, som er underskrevet og ratificeret gennem Den Internationale Arbejderorganisation (ILO). Af den grund skal lige løn og lige arbejde garanteres for alle arbejdstagere.

Arbejdstagere fra lande, som tiltrådte EU efter 1. maj 2004, skylder ikke nogen noget. De bør sammen med alle de andre arbejdstagere i Europa kæmpe for at forbedre løn- og arbejdsforholdene. Der bør være lige løn for lige arbejde.

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Udstationering af arbejdstagere er uløseligt forbundet med

fri udveksling af tjenesteydelser. I kraft af dens afgørelse støttede EF-Domstolen efter min mening dette utroligt vigtige fællesmarkedsprincip.

Jeg vil dog gerne udtrykke min utilfredshed med, at der stadig findes bestemmelser i Fællesskabsmarkedet, som ikke stemmer overens med udstationeringsdirektivet. Vi må ikke glemme, at direktivets formål er at hjælpe både arbejdstagere og entreprenører. Situationer, hvor vigtige bestemmelser fortolkes forskelligt i de forskellige medlemsstater, er også uacceptable. Arbejdstagerne er ikke bevidste om deres rettigheder, og medlemsstaterne fører ikke tilsyn med, om direktivets bestemmelser anvendes korrekt. Behørig gennemførelse af disse bestemmelser er jo trods afgørende for, om det indre marked kan fungere effektivt.

Det er grunden til, at alle foranstaltninger er af afgørende betydning, og det er uanset, om det drejer sig om administrativt samarbejde eller om information om den korrekte anvendelse af direktivet. Jeg håber imidlertid, at resultatet af sådanne initiativer bliver en forbedring af fortolkningen af bestemmelserne og ikke blot endnu flere klager over ikkeeksisterende social dumping.

  Katrin Saks (PSE). - (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg er også stor fan af ligebehandling som princip, og jeg kan ærligt sige, at jeg af og til finder det meget svært at forstå hvorfor jeg, for det arbejde, som jeg udfører for Parlamentet, får en meget lavere løn end mine vestlige kolleger (10 gange mindre end italienerne). Jeg forstår dog, at det kan tage nogen tid, før lønningerne i Europa bliver lige.

I dag sidder jeg tilbage med en fornemmelse af et kæmpe hykleri. Mange tager ordet og taler for de en million udstationerede arbejdstagere. De kæmper for deres rettigheder. Men helt ærligt - de fleste talere her repræsenterer faktisk ikke disse en million udstationerede arbejdstagere. De er snarere i gang med at beskytte deres eget arbejdsmarked. Af den grund er jeg meget glad for, at kommissæren har lovet at nedsætte et udvalg, der skal undersøge dette. Disse tre sager har efterladt et meget uretfærdigt indtryk. Det var imidlertid nødvendigt for at kunne rapportere om områder, hvor der udnyttes mennesker, hvor der er social dumping, hvor der er usikkerhed. Det var heldigvis ikke til stede i disse tre sager.

Fri bevægelighed for tjenesteydelser er i alles interesse. Jeg har ventet på, at der skulle komme en blikkenslager til min lejlighed i Bruxelles i tre uger nu - rørene er stoppede. Jeg kan godt fortælle jer, at den berømte polske blikkenslager spøger i mine drømme om natten.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for alle Deres bidrag. Det har været meget interessant at høre dem. Jeg synes, at vi har haft en god og livlig debat her i dag. Jeg har også noteret mig de forskellige meninger, I har givet udtryk for. Disse forskellige fortolkninger og synspunkter får mig til at behandle dette emne med forsigtighed.

Debatten afslørede også områdets enorme kompleksitet og de svære lovgivningsmæssige spørgsmål, der opstår. EF-Domstolens tre domme er alle specifikke. Det ville være forkert at drage generelle konklusioner på baggrund af dem. Det er for det første op til de pågældende medlemsstater at vurdere, hvad de skal gøre nationalt for at efterleve Domstolens afgørelser. Jeg vil også gerne bakke op om den konstruktive tilgang, som Sverige og Danmark har taget for at kunne overholde dem.

I dag har imidlertid vist, at det er vigtigt at have en dybtgående drøftelse, så vi kan give de bedste svar på de fremførte problemer. Det er lige præcis en af Kommissionens prioriteter nu. Vi har faktisk bestemt os for at fortsætte denne drøftelse, mens vi forbereder en ny social agenda. Denne agenda, som jeg afslører næste juni for kollegiet, indbefatter naturligvis resultaterne af en bred høring, der blev iværksat om nye sociale realiteter. Den følger også op på Kommissionens meddelelse om "Muligheder, adgang og solidaritet i det 21. århundredes Europa". Dette er en reel chance for at fremlægge nye løsninger som svar på de udfordringer, vores europæiske samfund står over for.

Blandt disse udfordringer er selvfølgelig demografiske ændringer og den teknologiske udvikling, der ændrer sig med stadigt stigende hast, men også globaliseringens sociale påvirkning. De forskellige former for mobilitet blandt arbejdstagere og stigningen i migrationen, som sandsynligvis er uundgåelig, skaber nye udfordringer, vi skal reagere på. Det er forhold, som vi skal tage fat i for at bevare og styrke vores europæiske sociale model.

Jeg er overbevist om, at den sociale agenda er den rigtige måde at præsentere den første reaktion på, der er udarbejdet og skræddersyet til de udfordringer, mobiliteten byder på for at sikre beskyttelse af arbejdstagere. Den drøftelse, som Europa-Parlamentet står over for at skulle tage på basis af dets egen initiativbetænkning, bliver også et skridt i den rigtige retning. Kommissionen er også forpligtiget til at spille en aktiv rolle i dette, til at fremme drøftelserne og til at søge efter løsninger.

Jeg vil gerne arbejde uden fordomme og fastsætte høje standarder, som er i overensstemmelse med sociale og økonomiske realiteter. Jeg ønsker, at vi bevæger os fremad konstruktivt og sikkert. De sociale realiteters kompleksitet gør det sværere at formulere "nøglefærdige" løsninger. Vi skal bruge mere tid på at drøfte den sociale agenda. Ved at gøre dette opstår der en mere beskyttende og global tilgang til fordel for Fællesskabets arbejdstagere.

  Formanden. - Kommissærens tale afslutter debatten.

Trods det ikke er typisk for formandskabet at sige det, så må jeg anerkende, at jeg afslutter debatten med en vis forvirring. Det må være fordi, at jeg i 30 år af mit liv har kæmpet for at sikre, at en spansk arbejder i Sverige eller Tyskland ikke tjener mindre end en tysk eller svensk arbejder, og fordi jeg i mere end 20 år har kæmpet for at sikre at polske, rumænske eller marokkanske arbejdere ikke tjener mindre i Spanien end en spansk arbejder.

(Bifald)

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) EF-Domstolens seneste domme i Laval-Vaxholm-sagen i Sverige, Viking Line-sagen i Finland og nu i Rüffertsagen i Tyskland tydeliggør denne Europæiske Unions virkelige mål og prioriteter.

For at sige det tydeligere, "forrangen" af princippet "etableringsfrihed", som det er fastsat i artiklerne 43 og 46 i traktaten, forbyder enhver "restriktion for etableringsfriheden".

EF-Domstolen anser det som en "restriktion" og derfor "ulovligt" i henhold til fællesskabsretten, at arbejdstagernes frihed og deres repræsentative organer forsvarer deres rettigheder og interesser, nemlig respekten for det, der er blevet aftalt gennem kollektiv forhandling.

Dette legitimerer social dumping og angreb på kollektive forhandlinger og aftaler i EU og opfordrer til "konkurrence" mellem arbejdstagerne, hvilket i praksis påtvinger udbredelsen af princippet om "oprindelsesland", som indebærer at betale lavere lønninger og at nedprioritere beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder i kontraktforhold med arbejdsgivere.

Disse domme afdækker EU's klassenatur, og hvem dens neoliberale politikker virkelig tilgodeser (og hvem de styres af). De fordriver alle talerne om det meget proklamerede "sociale Europa" og viser, hvordan EU-politikker er en fornærmelse mod arbejdstagernes hårdt tilkæmpede rettigheder.

  Mary Lou McDonald (GUE/NGL), skriftlig. - (EN) Den måde, som de eksisterende traktater anvendes på til underminering af arbejdstagernes rettigheder, er skandaløs. EF-Domstolen anførte, at dens dom i Rüffertsagen er i overensstemmelse med bestemmelserne i de eksisterende traktater. Lissabontraktaten kommer ikke til at forbedre denne situation.

Beskyttelse af sårbare arbejdstagere i hele EU burde have været sikret i forhandlingerne om traktaten. Det blev det ikke. Den retning, som traktaten ønsker at føre Europa i, er en retning, som grundlæggende underminerer Europas sociale model.

Det har vi vidst i Irland siden sagen med Irish Ferries, og før det førte det indre markeds forrang til situationer, hvor arbejdstagernes rettigheder blev undermineret.

Jeg støtter EFS's anmodning om indførelse af en klausul om sociale fremskridt i traktaten. Jeg mener, at den eneste måde, man kan sikre arbejdstagernes rettigheder i fremtiden på, er ved at afvise denne traktat og sende medlemsstaterne tilbage til forhandlingsbordet.

En ny traktat kunne slå godt og grundigt fast, at grundlæggende rettigheder, strejkeretten og arbejdstagernes ret til at gennemføre kollektive aktioner for at forbedre deres arbejds- og levevilkår, så de er bedre end minimumsstandarden, burde have forrang for det indre marked.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. - (FI) EF-Domstolen har afsagt tre domme mod fagforeningsbevægelsen, og vi kan derfor forvente flere domme af samme slags. Disse sager indbefatter Viking Line, Vaxholm (Laval) og Rüffert, og i alle disse sager har Domstolen fortolket traktaterne ud fra én synsvinkel nemlig den frie konkurrence og ignoreret Parlamentets vilje. Forslaget om at overholde arbejdsvilkårene i oprindelseslandet i forbindelse med udstationerede arbejdstagere, som i "Bolkesteindirektivet" blev afvist. Desværre har Domstolen med de domme, den har afsagt i disse tre sager, påtaget sig rollen som lovgiver og ignoreret fortolkningen af den ægte lovgivers vilje, som i dette tilfælde er Europa-Parlamentet. Kommissionen burde ikke forsvare sådan en kompetenceovertrædelse fra denne institutions side.