Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Procedure : 2007/0163(COD)
Forløb i plenarforsamlingen
Dokumentforløb : A6-0131/2008

Indgivne tekster :

A6-0131/2008

Forhandlinger :

PV 22/05/2008 - 6
CRE 22/05/2008 - 6

Afstemninger :

PV 22/05/2008 - 9.3
CRE 22/05/2008 - 9.3
Stemmeforklaringer

Vedtagne tekster :

P6_TA(2008)0227

Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Torsdag den 22. maj 2008 - Strasbourg EUT-udgave

6. Europæisk erhvervsuddannelsesinstitut (omarbejdning) (forhandling)
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Bernard Lehideux for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om oprettelse af et europæisk erhvervsuddannelsesinstitut (omarbejdning) (KOM(2007)0443 - C6-0243/2007 - 2007/0163(COD))(Α6-0131/2008).

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand, hr. ordfører, mine damer og herrer! Jeg vil gerne rose Parlamentets arbejde med forslaget til omarbejdning af forordningen om oprettelse af det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut og navnlig takke Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender og dets ordfører, hr. Lehideux.

Som De ved, blev det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut oprettet i 1990 for at støtte gennemførelsen Phare-programmet for ekstern bistand inden for erhvervsuddannelse. Dets arbejdsområde er i øjeblikket landene fra de tidligere Tacis-, Cards- og Meda-programmer. EU's politikker inden for almen og faglig uddannelse og eksterne forbindelser har udviklet sig, og derfor skal forordningen om erhvervsuddannelsesinstituttet også ajourføres for at tage højde for denne udvikling. Resultatet er de forslag fra Kommissionen, som De har arbejdet med.

Vores forslag indeholder ikke nogen nye aktiviteter for erhvervsuddannelsesinstituttet. Formålet er snarere at definere opgaverne tydeligere på grundlag af et bredere tematisk arbejdsområde, der omfatter princippet om udvikling af menneskelige ressourcer, navnlig almen og faglig uddannelse med henblik på livslang læring.

Forslaget udvider også instituttets geografiske dækningsområde i henhold til EU's nye instrumenter inden for eksterne forbindelser. I denne nye sammenhæng skal erhvervsuddannelsesinstituttets opgaver tilpasses, idet de stadig styres af klart definerede prioriteringer.

Jeg er taknemmelig over for Europa-Parlamentet, fordi det har behandlet Kommissionens forslag på en positiv måde. Takket være det gode samarbejde mellem institutionerne er det lykkedes os at finde løsninger, der tilfredsstiller dem alle tre, også inden for følsomme temaer som sammensætningen af bestyrelsen, og giver Europa-Parlamentet mulighed for at bidrage med sin specifikke ekspertise. Kommissionen accepterer derfor uden tøven den konsoliderede tekst, der er resultatet af den konstruktive trilog i sidste uge.

Jeg vil gerne på min kollega Jan Figel's vegne afslutte med at understrege, hvor vigtigt det er, at vores samarbejde bliver en succes, fordi det vil betyde, at det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut kan anvende sit nye retsgrundlag i tide og dermed yde mere effektiv bistand til modtagerlandene, hvilket naturligvis er formålet med denne proces.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Lehideux, ordfører. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Da jeg var i Torino, kunne jeg glæde mig over det fremragende arbejde, som instituttet udfører, et vigtigt og særdeles effektivt instrument til fremme af udviklingen af erhvervsuddannelsessystemer i EU's partnerlande. Kommissionens forslag indebærer en ajourføring af erhvervsuddannelsesinstituttets opgaver og administration for at sikre, at dets aktiviteter er baseret på et solidt retsgrundlag. Efter min mening fører det kompromis, vi har nået sammen med Rådet, til fremskridt i to vigtige retninger.

For det første vil den nye forordning give instituttet mulighed for at operere i alle EU's partnerlande, også i lande uden for rammerne af naboskabspolitikken og førtiltrædelsesprogrammerne. Dette er et centralt punkt. Unionen træffer f.eks. beslutninger, der har en direkte indvirkning på AVS-partnernes økonomi. Jeg behøver ikke at minde kommissær Michel om, at dette skete for nylig i forbindelse med reformen af den fælles markedsordning for sukker, hvor man tvang disse lande til at diversificere deres industrielle aktiviteter i betydelig grad. Erhvervsuddannelsesinstituttet kunne have ydet et nyttigt bidrag til denne udvikling og vil kunne gøre det fremover i tilsvarende sager.

Den anden fordel ved kompromiset, som jeg lægger særlig vægt på, er, at Parlamentets medlemmer virkelig inddrages i revisionen af instituttets aktiviteter. Dette spørgsmål rækker imidlertid ud over rammerne for dette agentur. Parlamentet har kun én mulighed, ofte meget kortvarigt, til at se på, hvordan agenturerne kører, ved afstemningerne om budgettet og om decharge for budgettet. Efter min mening er det ikke længere muligt, navnlig når Lissabontraktaten træder i kraft, at undlade at inddrage Parlamentet mere i de spørgsmål, som agenturerne beskæftiger sig med. I forbindelse med netop dette institut skal Parlamentet fremover udpege tre repræsentanter, uden stemmeret ganske vist, men tre repræsentanter i bestyrelsen, hvis de har særlige færdigheder inden for instituttets aktivitetsområder. Parlamentet kan vælge at udpege enten eksterne personer eller medlemmer af Parlamentet. Det bliver op til Parlamentet at tage en ansvarlig beslutning om graden af repræsentation i bestyrelsen. Det centrale punkt på nuværende tidspunkt er, at vi fremover har valgmuligheden, og at der iværksættes en diskussion om Parlamentets engagement.

I lyset af det voksende antal agenturer er det helt nødvendigt, at alle de europæiske institutioner kigger nærmere på mulighederne for at overvåge deres aktiviteter. I den forbindelse er jeg overbevist om, at vi skal skabe en reel forbindelse mellem Parlamentet og agenturerne. Den nye forordning har ligeledes til formål af formalisere høringerne af instituttets direktør i de parlamentariske udvalg. I adskillige år har direktøren været i Parlamentet en gang om året efter indbydelse fra Beskæftigelsesudvalget, men denne invitation har ikke tidligere været formaliseret. Endelig skal bestyrelsen udnævne direktøren for en periode på fem år på grundlag af en liste på mindst tre kandidater, som Kommissionen forelægger. Inden vedkommende udnævnes, skal den kandidat, som bestyrelsen vælger, afgive en erklæring over for Europa-Parlamentets kompetente udvalg og besvare spørgsmål fra medlemmerne af disse udvalg.

Lad os sige det lige ud. Hvad angår Parlamentets involvering, er det kompromis, vi har nået, noget dårligere end det, vi havde håbet på. Men vi er nødt til at se situationen i øjnene. Som diskussionen står nu, er man ikke parat til at gå videre. Så det er fornuftigt at støtte den pakke, man har forhandlet sig frem til, så instituttet hurtigst mulig kan komme til at fungere på et solidt grundlag.

Derfor vil jeg bede medlemmerne stemme for kompromisændringsforslag 11, som er resultatet af den trilog, som kommissær Michel nævnte for lidt siden, at stemme for det i sin helhed og ikke give efter for fristelsen til at fremsætte et ændringsforslag, der vil forstyrre den balance, vi har nået.

Jeg takker det slovenske formandskab og Kommissionen for kvaliteten af vores dialog om disse spørgsmål, og jeg vil naturligvis takke alle skyggeordførerne for deres støtte.

 
  
MPphoto
 
 

  Gabriele Stauner, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil gerne begynde med at takke for de konstruktive forhandlinger med Rådet og Kommissionen, idet vi naturligvis er i den største taknemmelighedsgæld til vores ordfører, hr. Lehideux.

I udvalget og ved trilogen nåede vi frem til et kompromis om instituttet i Torino, som får et helt nyt grundlag takket være den nye forordning. Vores hovedmålsætning med at ændre fokus for det Torinobaserede agentur er at styrke forbindelserne mellem instituttet og Europa-Parlamentet og forbedre instituttets overordnede effektivitet. Parlamentet lægger stor vægt på at fremme erhvervsuddannelse i Europa, og vi mener, at vi ikke længere blot skal vurdere instituttets arbejde efterfølgende som en slags revisionsorgan, men at vi skal kunne spille en rolle tidligere i processen med at fastlægge indholdet og formen af instituttets programmer, og at vi skal kunne bidrage med vores synspunkter.

Derfor lægger vi stor vægt på to punkter. Det første er bestyrelsens sammensætning, og det andet er proceduren for udnævnelse af instituttets direktør. Med hensyn til sidstnævnte nåede vi frem til en fornuftig løsning i udvalget på grundlag af et forslag fra PPE-DE. Som ordføreren sagde, skal direktøren i henhold til artikel 10 i den nye forordning udpeges fra en liste på tre kandidater, der forelægges af Kommissionen. Inden de udnævnes skal kandidaterne give møde i det eller de kompetente udvalg i Europa-Parlamentet for at afgive en erklæring og besvare spørgsmål.

Et vanskeligere spørgsmål, som ikke er blevet løst tilfredsstillende for min gruppe gennem det nuværende kompromis, drejer sig om bestyrelsens sammensætning. Ordningen i den foreslåede artikel 7, som betyder, at Parlamentet kan udpege tre repræsentanter uden stemmeret, er uhensigtsmæssig. Vi ønsker at få mulighed for at være effektive aktører i bestyrelsens beslutningsprocesser og ikke bare staffage. Derfor er det efter vores mening vigtigt, at Parlamentet får mulighed for at sende tre specialiserede repræsentanter til bestyrelsen, og det siger sig selv, at de skal have samme stemmeret som alle andre bestyrelsesmedlemmer.

For at sikre, at bestyrelsen fungerer effektivt, mener vi, at man bør begrænse antallet af medlemmer. Vi mener ikke, at der findes noget tvingende behov for, at alle EU-medlemsstater skal sende en repræsentant. Vi bør i stedet klare os med repræsentanter fra to tredjedele af medlemsstaterne i henhold til rotationsprincippet, som foreskrives i Lissabontraktaten. Med tre repræsentanter hver fra Kommissionen, Parlamentet og partnerlandene vil medlemsstaterne stadig være i overtal. En bestyrelse er trods alt ikke nogen generalforsamling, men formodes at være aktionærernes repræsentant i den daglige beslutningstagning og træffe hurtige beslutninger.

Derfor vil jeg gerne igen appellere til Rådet - hvis repræsentant desværre ikke er til stede - om at genoverveje sin holdning. For at sikre en effektiv drift opfordrer jeg Parlamentet til at støtte vores ændringsforslag 10.

 
  
MPphoto
 
 

  Ole Christensen, for PSE-Gruppen. - Fru formand! Kommissær og kollegaer! Tak til ordføreren, hr. Lehideux, for samarbejdet og arbejdet med betænkningen om EU-erhvervsuddannelsesinstituttet i Torino. Jeg har været skyggeordfører for Socialdemokraterne, og vi har været igennem nogle hårde forhandlinger med Rådet, men jeg synes, at vi er kommet frem til et godt kompromisforslag. Selvom dette instituts arbejde er rettet mod lande, der ikke er med i EU og derfor ikke har vedtaget Lissabonmålene, giver det alligevel mening at tale om målene i denne sammenhæng. Lissabonmålene er jo i virkeligheden bare en måde, hvorpå fremskridt og vækst kan nås, og det behøver man jo ikke at være medlem af EU for at ønske.

Uddannelse er et bærende element for væksten og udviklingen inden for EU. Satsning på bedre uddannelse kan være med til, at vi i EU når Lissabonmålene og i fællesskab gør Europa til et bedre sted at leve i. Et andet vigtigt redskab for at nå Lissabonmålene er flexicurity på arbejdsmarkedet, og uddannelse og flexicurity hænger meget nøje sammen. Igennem uddannelse skaber man en bedre og mere konkurrencedygtig arbejdsstyrke, og på den måde kan man øge væksten.

Det er vigtigt, at vi tænker langsigtet, når vi overvejer EU's fremtid. Derfor er Det Europæiske Erhvervsuddannelsesinstitut et meget vigtigt agentur. EU skal ikke være en lukket klub. Det er vigtigt, at vi hjælper potentielle nye medlemslande, så godt vi kan. Vi skal selvfølgelig kræve, at nye medlemslande skal leve op til visse krav og standarder, men vi skal også hjælpe dem med at nå dertil. Jeg tror, at den nye struktur, som vi nu får indført for instituttet i Torino, er en stor fordel for de fremtidige udfordringer, og jeg tror, at instituttet kan være med til at hjælpe potentielle nye medlemslande nærmere optagelse i EU.

Jeg er også meget glad for, at denne nye struktur i instituttet styrker forbindelsen mellem Europa-Parlamentet og instituttet. Vi får mulighed for at udpege tre eksperter til bestyrelsen. Det viser, at Rådet er begyndt at acceptere, at Europa-Parlamentet skal have mere indflydelse også på dette område.

 
  
MPphoto
 
 

  Renate Weber, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke hr. Lehideux for hans betænkning. Jeg er helt enig i hans udtalelse om det udvidede geografiske mandat til det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut.

Dette agentur, der fungerer som et instrument for EU's eksterne politik, giver mulighed for at reagere fuldt ud på de udfordringer, som områder som Afrika, Vestindien og Stillehavsområdet skal håndtere. Den omfattende erfaring, som erhvervsuddannelsesinstituttet har indhentet gennem årene, skal nu kanaliseres i retning af områder, der har et desperat behov for erhvervsuddannelse for at kunne forbedre adgangen til undervisning og social integration.

De fleste lande i AVS-området står i øjeblikket over for bemærkelsesværdige økonomiske reformer, og hvis disse skal lykkes, har de brug for menneskelige ressourcer. Erhvervsuddannelsesinstituttet skal have mandat og ressourcer til at imødekomme sådanne anmodninger. Jeg vil endda gå videre og sige, at når vi udvider erhvervsuddannelsesinstituttet, bør vil planlægge at indføre midlertidige kontaktpersoner på de områder, hvor agenturernes aktiviteter er koncentreret. Sådanne kontorer vil give erhvervsuddannelsesinstituttet mulighed for at tilrettelægge sine aktiviteter bedre og vil gøre dets indsats i tredjelande mere synlig. Jeg er helt enig i ordførerens påstand om, at der er behov for større gennemsigtighed, og jeg er helt enig i hans forslag om at indsætte medlemmer af Parlamentet i agenturets bestyrelse.

Afslutningsvis mener jeg, at med hensyn til menneskelige ressourcer bør vi anlægge en bredere synsvinkel. Vi ønsker at indføre proceduren med det "blå kort", så kvalificeret arbejdskraft fra udlandet kan arbejde lovligt i Europa, idet EU formentlig bidrager til uddannelsen af disse kvalificerede arbejdstagere. Men som jeg allerede har sagt, er der også stor mangel på kvalificerede arbejdstagere i deres egne lande, hvis der skal ske en reel udvikling af disse regioner. Det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut får derfor en væsentlig rolle.

 
  
MPphoto
 
 

  Sepp Kusstatscher, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne først rose det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut i Torino for det værdifulde arbejde, det har udført siden 1994.

Arbejdet i agenturer og stiftelser anses ofte udelukkende som en omkostningsfaktor. Jeg tror virkelig, at det, som instituttet i Torino laver, udgør en meget værdifuld hjælp til vores naboer, både på Balkan, i Østeuropa og i Nordafrika. Den praktiske bistand, som erhvervsuddannelsesinstituttet yder til vores partnerlande inden for udvikling og oprettelse af uddannelsessystemer af høj kvalitet, kan næppe værdsættes højt nok. Derfor vil jeg gerne udtrykke min tak og værdsættelse til dets øverste ledelse.

Jeg vil også rette en åben kritik til Rådet, hvis forhandlingstaktik, efter at der var opnået enighed ved første runde, betød, at Rådets repræsentation blev sat op til 27, og så kunne man ikke forstå, hvorfor vi i Parlamentet også ønskede at være repræsenteret i bestyrelsen, hvorefter man accepterede tre specialiserede repræsentanter, men som medlemmer uden stemmeret. Rådets holdning var ganske enkelt uforståelig.

Jeg kan kun gentage, at jeg ikke fatter den nervøse og defensive holdning fra Rådets formandskab. Den er yderligere et bevis for de problemer, som medlemsstaternes regeringer støder på, når de skal vurdere, hvilken betydning de skal tillægge Europa-Parlamentet, den eneste demokratisk valgte institution i Unionen.

Jeg vil gerne takke ordføreren.

 
  
MPphoto
 
 

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Endnu en gang er Kommissionen forud for lovgivningen. EU har ingen kompetence på uddannelsesområdet, i det mindste ikke før Lissabontraktaten ratificeres, og det afhænger af den irske folkeafstemning. Er det resultatet af en konklusion, som er nået på forhånd, eller vil man blot feje et "nej" til side som ved folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene?

Under alle omstændigheder skal vi se på, hvilken struktur dette uddannelsesinstituttet skal have. Jeg kan se, at vi foreslår, at det skal køres af seks skiftende repræsentanter fra medlemsstaterne plus seks fra Kommissionen og kun tre fra Parlamentet eller disse plus repræsentanter fra partnerlande, som udpeges af Kommissionen. I sidstnævnte tilfælde vil ansvaret til dels ligge hos lande, der ikke er medlemsstater, hvorved den ikke folkevalgte Kommission får et stort ord at skulle have sagt. Ikke særlig demokratisk.

I ændringsforslag 7 foreslås det, at Kommissionen foreslår kandidater til direktørposten for instituttet, og det vækker bekymring i mange kredse. Det har resulteret i yderligere forslag om sammensætningen af erhvervsuddannelsesinstituttets bestyrelse, helt op til en repræsentant fra hver medlemsstat, hvilket aldrig vil kunne fungere.

Så mange modstridende forslag til sammensætningen af erhvervsuddannelsesinstituttets bestyrelse er ikke lige den bedste start, men det fører til spørgsmålet: Hvorfor tror alle, at vi har behov for et sådant institut? Jeg vil påstå, at et erhvervsuddannelsesinstitut ikke bare er unødvendigt, det vil også virke mod hensigten. Hvis man kigger sig omkring i de enkelte lande i Europa i modsætning til EU, kan man se erhvervsuddannelsesprogrammer af enhver art spredt rundt omkring. Der findes forskellige standarder, men de udvikler tilsammen mange færdigheder, og det er grunden til, at Europa har en så rig arv. Man kan se, at de enkelte lande altid har frembragt kunstnere, komponister, forfattere osv. Selv små lande har f.eks. frembragt verdenskendte komponister. Alle lande frembringer sine ledere og eksperter, teknikere, bankfolk og sportsfolk og alle de øvrige kvalifikationer, der forbedres gennem erhvervsuddannelse.

Så der findes mange forskellige kvalifikationer, hvor de enkelte lande bidrager på deres egen måde. Hvis vi prøver at samle det i et europæisk erhvervsuddannelsesinstitut, vil det suge livet ud af erhvervsuddannelsesordningerne i mange lande. Et enkelt erhvervsuddannelsesinstitut vil ikke have de indre kvaliteter, der ligger i det nationale aspekt. Vi har behov for mangfoldighed, ikke et harmoniseret enhedstema.

Vi vil kort sagt miste mere, end vi vinder med en sådan ordning. Glem det, og lad Europas lande komme med deres bidrag til helheden. Det kan endda skabe entusiasme for EU-projektet, for det mangler vi desværre at dømme efter "nej"-resultaterne i to af de grundlæggende stater og den løbende indsats, der gøres for at sælge EU til befolkningerne.

 
  
MPphoto
 
 

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Tak, fru formand! Jeg vil gerne begynde med at takke Bernard Lehideux for hans fremragende arbejde, for en fremragende kontakt med formanden og koordinatorerne gennem processen og for at give os mulighed for at nå til en afklaring ved førstebehandlingen. Jeg vil også gerne takke repræsentanterne for det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut for deres input, vigtige bidrag med mange tråde videre ud. Almen uddannelse, erhvervsuddannelse og livslang læring bliver stadig vigtigere. De er vigtige i EU, men også i partnerskabslandene. Der er brug for samarbejde mellem Cedefop og det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut.

Dette forslag til en ny forordning indeholder nogle elementer, der vil være forbedringer. For det første udvides ansvarsområdet til at omfatte livslang læring i stedet for udelukkende at fokusere på erhvervsuddannelse. Dette er et koncept, som vi anvender stadig mere, og som er vigtigt i vores politik. For det andet kommer der flere lande med, som hr. Lehideux var inde på. De omfatter alle partnerskabslandene, ikke bare dem, der er med i naboskabs- og førtiltrædelsesprogrammerne, men alle partnerskabslandene. For det tredje styrkes forbindelserne med Parlamentet. Vi har haft et godt samarbejde, som nu kan udvikles gennem den nye forordning. Jeg mener, at vi er nået frem til en god løsning, både med hensyn til hvordan vi udpeger instituttets direktør, men også fordi vi kan udnævne tre eksperter uden stemmeret til bestyrelsen. Vi fik ikke alt det, vi ønskede, men det er stadig et godt kompromis, som lover godt for fremtiden. Det er et godt udgangspunkt. Vi kan udvikle livslang uddannelse som en samarbejdsproces mellem Parlamentet og de institutter, der arbejder med disse ting. Det er vigtigt.

 
  
MPphoto
 
 

  Louis Michel, medlem af Kommissionen. - (FR) Fru formand! Først vil jeg gerne sige tak og sige, at jeg glæder mig over de forskellige udtalelser her, som alle udgjorde en opbakning til hr. Lehideux' betænkning. Jeg støtter den naturligvis også, fordi jeg mener, at den virkelig er et stort fremskridt. Jeg kan allerede se og forestille mig nye muligheder, som - uanset hvad folk siger - åbner sig her, og derfor glæder det mig, at vi uden tvivl vil nå til bred enighed om dette forslag. Jeg vil gerne besvare to af de indvendinger, der blev fremsat.

For det første ændringsforslag 10 til artikel 7: Jeg vil blot minde fru Stauner om, at der findes en risiko for interessekonflikter, fordi Parlamentet er den myndighed, der giver decharge for budgettet. Rent juridisk vil der i hvert tilfælde helt klart være tale om en interessekonflikt.

For det andet mener jeg, at det er fornuftigt at adskille beføjelserne. Jeg har været parlamentariker i mange år, og jeg har aldrig gjort krav på beføjelser, der lå uden for dem, der tilkom parlamentarikerne. Parlamentarikerens grundlæggende rolle er ikke at styre, må jeg stadig sige. Parlamentarikerens grundlæggende rolle er at undersøge og lave love og naturligvis at overvåge regeringerne og den udøvende magt. Derfor forstår jeg ikke dette skift i fokus, som nogle mennesker finder naturligt. Jeg taler for mig selv, men vi er i gang med en parlamentarisk debat, og jeg mener, at Parlamentet blander sin overvågningsfunktion sammen med en styringsopgave, som er uforenelig med dets rolle, og det vil svække dets grundlæggende opgave. På den måde kan Parlamentet blive ødelagt. At et parlament ønsker at blive en slags regerende forsamling er uforeneligt med de høje demokratiske principper. Jeg siger dette, fordi jeg mener, at magtens deling er vigtig.

Jeg er overbevist om, at det kompromis, som man er nået frem til, er det mest effektive, primært fordi det sikrer Parlamentets uafhængighed ved udførelsen af dets overvågningsfunktion.

Jeg tilstår, at jeg ofte bliver overrasket over nogle af de synspunkter, der kommer til udtryk, men det er jo det, vi sidder her for. Jeg tror, at det var hr. Clark, der sagde, at Kommissionen overskred sine beføjelser, og at det europæiske erhvervsuddannelsesinstitut kunne virke mod hensigten. Det strider mod virkeligheden, erfaringen og fuldkommen uafhængige evalueringer af det bemærkelsesværdige arbejde, som instituttet udfører.

Som kommissær med ansvar for udvikling kan jeg allerede forudse - takket være de centrale ændringsforslag, som uden tvivl vil blive vedtaget - udsigterne til effektivitet, de positive udsigter, der vil blive tilbudt, navnlig, hvilket nogle talere var inde på, i lande inden for mit ansvarsområde, hvor erhvervsuddannelse er en væsentlig faktor. Jeg tænker f.eks. på centret for forvaltning af indvandring og information i Mali, et pilotprojekt, der snart vil blive startet op. Jeg kan forestille mig, at instituttet kan spille en nyttig rolle her.

Så jeg kan kun glæde mig over resultatet, og jeg afviser fuldstændig kritikken, der går på, at centret vil virke mod hensigten. Mennesker kan helt klart ikke ændre deres natur: De, der ikke bryder sig om Europa, siger overdrevne ting, og det - vil jeg sige med al respekt for det pågældende medlem - er overdrevet og derfor fuldkommen meningsløst.

 
  
MPphoto
 
 

  Bernard Lehideux, ordfører. - (FR) Fru formand, hr. kommissær! Jeg tror, at næsten alle her har det samme syn på sagens substans, og jeg vil takke kommissæren for det, han netop sagde om fremtidsudsigterne for instituttet.

Vi mangler naturligvis at afklare et enkelt punkt, og det vil jeg gerne knytte en bemærkning til: Det drejer sig om PPE's ændringsforslag 10. Dialogen mellem de europæiske institutioner er af helt central betydning. Den dialog fandt sted. Min kollega hr. Kusstatscher siger, at Rådets holdning ved denne dialog ikke lige var, hvad vi havde forventet. Han har ret, men i sidste ende havde vi trilogen, vi holdt adskillige møder, og ved slutningen af denne møderække annoncerede vi vores aftale. Jeg mener ikke, at det er muligt med dialog mellem vores institutioner, hvis vi efter at have erklæret os enige, nogle få dage senere kommer tilbage og fremsætter et ændringsforslag. Så vi diskuterede, vi var ikke helt enige om alt, alle tog et skridt i retning af en tilnærmelse med de andre, og vi endte med at nå frem til en kompromistekst.

Jeg beder grupperne, alle grupperne, om at acceptere tanken om, at vi udviser solidaritet i den beslutning, som vi nu har truffet, i den aftale, vi indgik med Rådet og Kommissionen ved udgangen af denne trilog, og jeg beder dem tage hensyn til denne solidaritet ved deres stemmeafgivelse. Når man beder om en ændring, må man også vide, hvor langt man kan gå. Jeg sagde for lidt siden, at jeg ville have foretrukket at gå lidt videre, men at jeg ikke mente, at alle mentalt var parat til dette endnu. Som ordfører for dette dokument har jeg opnået en hel del og fået støtte i mit arbejde af mine kolleger, og jeg vil bede dem fortsætte med at udvise solidaritet over for vores kompromisaftale frem til afstemningen.

 
  
MPphoto
 
 

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik