Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 16. juni 2008 - Strasbourg

1. Genoptagelse af sessionen

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(Mødet åbnet kl. 17.00)

  Formanden. - Jeg erklærer Europa-Parlamentets session, der blev afbrudt den 5. juni 2008, for genoptaget.

2. Erklæringer fra formanden

  Formanden. - Mine damer og herrer! Jeg vil gerne afgive to erklæringer. Den anden bliver afgivet på vegne af og efter anmodning fra Formandskonferencen.

Resultatet af afstemningen den 12. juni 2008 i Irland stiller EU over for en af de største udfordringer i Fællesskabets historie. Reformtraktaten fra Lissabon, der er udsprunget af forfatningstraktaten, som blev udarbejdet af et konvent bestående af medlemmer af nationale parlamenter og af Europa-Parlamentet, og som holdt offentlige møder, gør EU mere demokratisk, mere effektiv og mere gennemskuelig. Den styrker Europa-Parlamentet, giver de nationale parlamenter mere ansvar i forhold til at udforme Europapolitikken, giver EU's borgere mulighed for at fremlægge initiativer for EU-institutionerne og sikrer det lokale selvstyre.

Lissabontraktaten er svaret på borgernes kritik af manglerne ved EU. Traktaten bringer EU tættere på borgerne. Der kan ikke herske tvivl om, at gennemførelsen af reformtraktaten er en absolut nødvendighed, hvis EU skal kunne forsvare sine værdier og interesser i det 21. århundrede. Uden de reformer, som Lissabontraktaten muliggør, vil det næppe kunne tænkes, at flere lande tiltræder EU.

Vi opfordrer deltagerne i EU-topmødet på torsdag og fredag i Bruxelles til at tage alle nødvendige skridt for at gennemføre reformtraktaten. Ratificeringsprocessen skal fortsætte uden begrænsninger. Vi opfordrer den irske regering til at komme med forslag til, hvordan vi i fællesskab kan komme igennem denne vanskelige fase i europæisk politik.

Parlamentet vil med al kraft og stort engagement arbejde for at løse disse udfordringer. Vi forventer, at Kommissionen og regeringerne i alle EU's medlemsstater gør det samme. Vi forventer ligeledes, at de inddrager Parlamentet fuldt ud i deres bestræbelser. Vores målsætning er fortsat, at Lissabontraktaten skal træde i kraft inden valget til Europa-Parlamentet i juni 2009. Hvis De er indforstået, vil jeg beslutsomt forsvare disse principper over for Det Europæiske Råd den 19. og 20. juni 2008 i Bruxelles.

(Bifald)

Debatten vil finde sted onsdag formiddag med Rådet og Kommissionen. Det er ikke meningen, at sagen skal debatteres nu. Debatten om forberedelsen af Det Europæiske Råd finder sted onsdag formiddag, og det er det logiske tidspunkt at diskutere sagen på, når førende repræsentanter for Rådet og Kommissionen vil være til stede.

Vi må føre en meget struktureret debat, og jeg har nu givet udtryk for mit syn på sagen. En anden grund til, at jeg har gjort det nu, er, at den tidligere formand for Parlamentet, Simone Veil, som vil få overrakt en fornem pris i Spanien på onsdag, har bedt mig personligt om at holde hyldesttalen. Jeg kan ikke gøre andet end at efterkomme denne opfordring, og jeg ville sikre mig, at De var bekendt med min personlige holdning til begivenhederne i Dublin og de udfordringer, vi står over for.

Formandskonferencen har bedt mig komme med en erklæring om Mellemøsten. En delegation på 14 medlemmer fra arbejdsgruppen om Mellemøsten anført af Veronique De Keyser og Annemie Neyts-Uyttebroeck besøgte Israel og Palæstina fra den 30. maj 2008 til den 2. juni 2008. Under besøget evaluerede delegationen den praktiske gennemførelse af de mål, som blev offentliggjort i en fælleserklæring fra alle parter i forbindelse med Annapoliskonferencen for seks måneder siden som led i bestræbelserne på at opnå en tostatsløsning inden årets udgang. Hovedpunkterne omfattede en styrkelse af sikkerhedsstyrkerne foretaget af palæstinenserne selv, spørgsmålet om udbygningen af bosættelser, navnlig omkring Jerusalem, den økonomiske udvikling, den begrænsede bevægelsesfrihed på Vestbredden og endelig den humanitære situation i Gazastriben, som er isoleret og ramt af internationale sanktioner.

Rapporten, som delegationen vedtog enstemmigt - og det var en repræsentativ tværpolitisk delegation - blev præsenteret i sidste uge i Rådets og Kommissionens tilstedeværelse og herefter videresendt til Formandskonferencen, tegner et deprimerende billede. Der er ganske vist gjort opmuntrende fremskridt, men de har været sektorale og haft begrænset effekt. Udviklingen som helhed giver ikke anledning til optimisme. Som det ser ud nu, vil det næppe være muligt at nå de ambitiøse mål fra Annapolis.

En enig delegation var af den opfattelse, og den deler Formandskonferencen, at blokaden af Gazastriben skal ophæves, at kontrolleret grænsetrafik af varer og personer skal muliggøres igen, og at der skal sættes en stopper for volden.

Der skal også forfølges en ny kurs på Vestbredden, hvor Den Palæstinensiske Myndigheds troværdighed skal styrkes, og der skal skabes betingelser for en varig økonomisk udvikling. Israels politik med konstante delinger og geografiske adskillelser skal imødegås. Ligesom den amerikanske regering, som gav udtryk for denne holdning i går gennem udenrigsminister Condoleezza Rice, opfordrer vi til at stoppe udbredelsen af bosættelser, navnlig i Østjerusalem.

Vi mener, at ingen har ret til at unddrage sig de forpligtelser, der blev aftalt i Annapolis. Israelere og palæstinensere har forpligtet sig til forhandlinger i god tro og i forsoningens ånd. Den vej skal de for alvor slå ind på igen. De må vise mod og kraft til politisk fornyelse. Det er op til os europæere at ledsage og støtte vores partnere i denne proces. Parlamentet vil leve op til sit ansvar med beslutsomhed.

EU's forbindelser til Israel og Den Palæstinensiske Myndighed skal udvikles på en sådan måde, at de fremmer fredsprocessen som helhed. Barcelonaprocessen - en union for landene omkring Middelhavet - kunne være endnu en faktor i bestræbelserne på at fremme freden. Parlamentet forventer at blive behørigt konsulteret inden for rammerne af de europæiske fredsbestræbelser i Mellemøsten.

Mens vi holder møde her, stikker fiskerne i Gazastriben til søs. På grund af blokaden grasserer der en uhyrlig miljøforurening, som truer fiskerne på deres levebrød, og som de protesterer mod. De har demonstreret for deres ret til at fange fisk, til at tjene til livets ophold og til at leve i frihed og fred. Parlamentets delegation lovede at støtte fiskerne. Lad mig derfor på alles vegne give udtryk for Parlamentets solidaritet med disse fiskere.

Tak, fordi De har lyttet til min egen erklæring og denne anden erklæring, som Formandskonferencen bad mig komme med.

3. Godkendelse af protokollen fra det foregående møde: se protokollen

4. De politiske gruppers sammensætning: se protokollen

5. Parlamentarisk immunitet: se protokollen

6. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

7. Undertegnelse af retsakter vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure: se protokollen

8. Modtagne dokumenter: se protokollen

9. Erklæring om økonomisk interesse: se protokollen

10. Mundtlige forespørgsler og skriftlige erklæringer (modtagne dokumenter): se protokollen

11. Bevillingsoverførsler: se protokollen

12. Andragender (jf. protokollen)

13. Meddelelse om Kommissionens reaktion på Parlamentets udtalelser og beslutninger: se protokollen

14. Udvalgshenvisninger: se protokollen

15. Ændring af den interinstitutionnelle reference: se protokollen

16. Afgørelse om uopsættelighed: se protokollen

17. Arbejdsplan

  Formanden. - Det endelige forslag til dagsorden er omdelt. Der er foreslået følgende ændringer:

Vedrørende mandag, torsdag

Der foreligger ingen forslag til ændring.

Vedrørende onsdag

IND/DEM-Gruppen har anmodet om at benævne forhandlingen om forberedelsen af Det Europæiske Råds møde som følger: "Forberedelse af Det Europæiske Råd efter folkeafstemningen i Irland"⁽¹⁾.

  Gerard Batten, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne foreslå, at titlen "Forberedelse til Det Europæiske Råd" bliver ændret til "Forberedelse til Det Europæiske Råd efter den irske folkeafstemning".

(Parlamentet gav sin tilslutning)

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Vi har netop ændret debattens titel, og på grund af den store betydning, som afgørelsen i Irland får - som der er forskellige holdninger til - ville det være fornuftigt at give Parlamentet tid til at diskutere disse problemer. Derfor anmoder vi om at flytte det andet punkt på dagsordenen om formiddagen til om eftermiddagen. Jeg ved, at tiden vil være meget knap om eftermiddagen, men i betragtning af rådsmødets hastende karakter og betydning giver en udsættelse god mening. Vi ville ikke have nogen indvendinger mod at udsætte et eller flere punkter til et senere møde, men vi foreslår, at vi helliger hele formiddagen til indholdet af debatten med den nye titel, så vi har tid nok til at diskutere sagen.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Da jeg var ordfører på Lissabontraktaten, vil jeg gerne støtte dette forslag. Vi må have en bred debat for at vise, at vi både lytter til den irske befolknings mening og til de synspunkter, som fremsættes i alle andre medlemsstater, hvoraf de fleste, om ikke alle, ønsker denne traktat indført.

  Carmen Fraga Estévez, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Lissabontraktaten og det, der er sket i Irland, er meget vigtigt, men det må ikke gå ud over spørgsmål som f.eks. fiskeriet.

Jeg er nødt til at sige, at der er mange medlemmer, der ikke er særlig interesseret i fiskeriet, men hvis fiskerisektoren på noget tidspunkt har været ude i en egentlig krise, er det nu.

Den 23. juni skal der på EU's ministerråd for fiskeri netop træffes en række beslutninger om krisen i fiskerisektoren, som er konjunkturbestemt og strukturel. Jeg tror ikke, at EU's fiskerierhverv ville kunne forstå det, hvis Europa-Parlamentet ikke havde tid til at undersøge spørgsmålet og tage stilling til det.

Jeg beder derfor om de politiske gruppers forståelse for, at vi for en gangs skyld afholder en god forhandling om krisen i fiskerisektoren.

(Parlamentet gav sin tilslutning)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Er det ikke muligt at stille to spørgsmål?

Det første er det, hr. Swoboda stillede, om at have mere tid til forhandlingen om rådsmødet og folkeafstemningen.

Det andet drejer sig om, hvorvidt forhandlingen om oliepriser skal adskilles fra forhandlingen om fiskeri, eller om de skal forhandles under et.

Det er to særskilte spørgsmål. Jeg foreslår, De tager spørgsmålet om taletid til forhandlingen om Rådsmødet først og derefter fiskerispørgsmålet.

(Parlamentet gav sin tilslutning til det første forslag og forkastede det andet)

(Parlamentet godkendte den således ændrede dagsorden)

(1) Yderligere ændringer af arbejdsplanen: se protokollen.

18. Indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indlæg af et minuts varighed om politisk vigtige sager.

  Georgios Papastamkos (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg har lyttet meget opmærksomt til Deres budskab om det irske nej. Jeg støtter fuldt ud Deres udtalelse om behovet for at fortsætte ratificeringsprocessen.

Det er så sandelig overordentlig overraskende, at det irske nej kommer på et tidspunkt, hvor EU er et mere og mere demokratisk, åbent og effektivt fællesskab. Vi bliver imidlertid nødt til at afkode "budskabet" bag nej'et. De irske borgere har truffet deres beslutning og udøvet deres demokratiske rettighed. Men dette nej kræver en konstruktiv selvransagelse hos os. Jeg foreslår, at vi retter en sådan selvkritik mod to punkter: Vi bliver bombarderet af Kommissionens mange lovforslag, og i Europa-Parlamentet kan vi ikke gå op i hver enkelt teknisk detalje i denne vrimmel af love.

Hr. formand! Jeg kender Deres engagement i EU's anliggender, og jeg beder Europa-Parlamentet om at træde i karakter i denne situation som et politisk organ og samlingssted for de erklærede retningslinjer for vejen mod europæisk forening.

  Formanden. - Tak for de opmuntrende ord, hr. Papastamkos, men jeg må også bede Dem om at overholde tidsfristen på et minut, som er afsat til stemmeforklaringerne. Jeg har fået oplyst, at De også ønsker at tale om et andet emne.

  Teresa Riera Madurell (PSE). - (ES) Hr. formand! Selv om der på det sidste plenarmøde ikke var tid til mit indlæg, og der allerede er gået en måned, vil jeg ikke undlade at minde om, at den 12. maj var verdensdagen for fibromyalgi og kronisk træthedssyndromet, to sygdomme, der først og fremmest rammer kvinder.

Det er to kønsbetingede sygdomme, som det er svært at diagnosticere, og hvor der kun er få ressourcer til rådighed for forskning og behandling, og som plejer at medføre problemer på arbejdspladsen på grund af den manglende anerkendelse af den uarbejdsdygtighed, de giver anledning til.

Vi burde notere os denne virkelighed. Det haster med at få udredet deres årsager og forbedre behandlingerne samt sammenholde resultaterne, ligesom der er behov for en større forståelse i samfundet og mere information om deres sociale, retslige og erhvervsmæssige følger.

De ramte personer skal ikke føle sig ubeskyttede. Det er vores pligt over for borgerne.

  Metin Kazak (ALDE). - (BG) Hr. formand! Det kommende franske EU-formandskab falder på et kritisk tidspunkt for den europæiske integrationsproces på det gamle kontinent. Emner som strategi for bæredygtig udvikling, den europæiske immigrationspagt, forsvarets Europa og reformen af den fælles landbrugspolitik er afgørende for Europa. Men det vigtigste spørgsmål nu er, hvordan vi fortsætter reformen af Unionen og udbygger integrationsprocessen i kølvandet på det irske nej.

Irlands afvisning af Lissabontraktaten har endnu en gang sat europæernes fælles vilje til sammen at tackle globaliseringens udfordringer på prøve. Som en af EU's grundlæggere har Frankrig med præsident Nicolas Sarkozy i spidsen til opgave atter at forene alle kræfter i de 27 medlemsstater og udtænke en juridisk formel og en handlingsplan for at finde en vej ud af Lissabonkrisen, fordi vi i modsat fald løber den risiko, at befolkningerne går i selvsving af nationalisme og sætter processen mod yderligere udvidelse af EU i stå. Dette skelsættende øjeblik skal åbne vores øjne for disse trusler og få os til at handle i henhold til vores ansvar og på de forventninger, som næres af de fleste EU-borgere, for hvem Europahymnen "Ode til glæden" allerede er blevet nationalhymne nr. 2.

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Hr. formand! I dag vil jeg gerne tale om en hændelse, der for nylig fandt sted i Warszawa. En person, der var tilknyttet den kinesiske ambassade i Polen, angreb en kvinde, der uddelte oppositionsavisen The Epoch Times. Lignende hændelser er i et stykke tid nu blevet iagttaget i New York, hvor grupper organiseret af det kinesiske konsulat har angrebet Falun Gong-tilhængere og folk, der demonstrerer fredeligt for Tibet.

Hvis der begynder at ske noget lignende i andre lande, står vi over for et eklatant brud på Wienerkonventionen om diplomatiske forbindelser, der blev vedtaget i 1961. Og trods det at det kinesiske styre gør alt, hvad det kan, for at vise sine positive sider i forbindelse med OL, fortsætter det alligevel med at forfølge enhver gruppe, der repræsenterer ikkekommunistiske ideologier. Styret fremturer endda med at øge denne indsats og eksportere den til demokratiske vestlige landes territorier.

Derfor opfordrer jeg EU-myndighederne og medlemsstaterne til at overvåge situationen nøje og reagere beslutsomt, hvis de situationer, jeg har beskrevet, skulle gentage sig.

  Kyriacos Triantaphyllides (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Der er møde i dag i Rådet (almindelige anliggender). Jeg kender endnu ikke resultatet, men blandt de emner, der skal drøftes, er forslaget om at udbygge EU's forbindelser med Israel.

Desuden demonstrerer fiskerne i Gazastriben i dag mod de umenneskelige forholdsregler, som den israelske regering trækker ned over dem. Israel forbyder dem ikke alene at fiske i deres åbne havområder, men fratager dem også muligheden for at skaffe tilstrækkeligt med brændstof, så de er tvunget til at fiske på lavt vand, hvor der ukontrolleret udledes urenset kloakvand. I denne situation er der overhængende fare for epidemier.

Jeg fremsætter disse fiskeres anmodning til Dem som formand om, at EU på denne baggrund ikke bør udbygge forbindelserne med Israel.

Endnu en grund til, at en sådan udbygning ikke bør ske, navnlig for os parlamentsmedlemmer, er det faktum, at Israel for nylig endnu en gang viste, at landet end ikke overholder menneskerettighederne. De israelske styrker forsøgte med vold at undertrykke fredelige demonstrationer imod opførelsen af den racistiske skillemur og sårede derved en række demonstranter, bl.a. vores kollega fru Morgantini.

  Dimitar Stoyanov (NI). - (BG) Hr. formand! Her i Europa-Parlamentet, i Kommissionen og i Bulgarien tales der meget om bekæmpelse af korruption på højeste regeringsplan. Og dog er ordet korruption ikke et ord, der eksisterer i sig selv eller i kraft af sig selv. Der er rigtige mennesker bag det. Jeg vil gerne vise jer, hvordan den officielle korruption ser ud i Bulgariens top.

I går offentliggjorde Bulgariens største avis billeder af lederen af det tyrkiske etniske parti MRL Ahmed Dogan, som for tre år siden fik mandat til at danne regering i Bulgarien. Disse chokerende billeder afslører, at Dogan bor i et kæmpe palads, som er registreret som firestjernet hotel, og der vælter sig i luksus. Den samme mand, Dogan, udtalte, at hans parti var omkranset af en kreds af virksomheder, og at stemmekøb var en europæisk praksis. Han udtalte også til avisen Trud, at hans primære beskæftigelse var at drive sin forretning, hvilket han ikke lovligt kan gøre, når han sidder i det bulgarske parlament.

Hr. formand, mine damer og herrer og kommissærer! Dogan er et af hovederne på det mangehovedede uhyre, som korruptionen er for Bulgarien. Bekæmpelsen af uhyret starter med undersøgelser af Ahmed Dogans kreds af virksomheder og hans forretning.

Hr. formand! Jeg overdrager avisen til Dem, så De selv kan læse det.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske de 862 415 irere med, at de stemte nej til Lissabontraktaten ved folkeafstemningen i torsdags. De stemte for frihed, demokrati og sund fornuft. Hvis det britiske folk fik lov til at få en folkeafstemning, ville de utvivlsomt stemme nej i endnu større tal end irerne. Hvis de fik chancen, ville mange af de europæiske nationer også stemme nej, ligesom franskmændene og hollænderne gjorde i 2005.

Med ufattelig arrogance og ringeagt for demokratiet agter den europæiske politiske elite at køre deres bulldozer videre frem mod ratificeringen af traktaten. Traktaten er død, men EU nægter at begrave den. EU's fortsatte kærlighedsaffære med traktaten er en form for politisk nekrofili. Men liget er begyndt at stinke, og jo længere det ligger ubegravet hen, jo værre vil stanken blive. Vi må begrave traktaten. Den forurener den politiske atmosfære.

  Formanden. - Hr. Batten! Deres sammenligning er fuldkommen malplaceret, hvis det må være mig tilladt at komme med en personlig bemærkning. De sidder i et meget levende Parlament. Hvis Parlamentet ikke talte, kunne De som levende væsen ikke have talt til det.

(Bifald)

  Pál Schmitt (PPE-DE). - (HU) Tak, hr. formand! Jeg vil tale på ungarsk. I Slovakiet har parlamentet vedtaget en ny uddannelseslov, og det eneste, der skal til, for at den kan træde i kraft, er en underskrift fra republikkens præsident. Den nye lov betyder, at navne på pladser og historiske personer i historiebøger, der er beregnet til studerende med ungarsk som modersmål, fra nu af skal rettes ind efter slovakiske retskrivningsregler, hvorved vores århundredegamle historie og sproglige traditioner tilsidesættes. Den nye lov er en alvorlig overtrædelse af de rettigheder, som det ungarske samfund i Slovakiet har til at bruge deres sprog. Slovakiet undertegnede og ratificerede det europæiske charter om regionale sprog og mindretalssprog i 2001. Kommissær Leonard Orban mener selv, at det har strategisk betydning at fremme nationale mindretals modersmål. I det europæiske år for interkulturel dialog er det begrædeligt og uacceptabelt, at Slovakiet handler i modstrid med europæisk praksis. I stedet for at udvide mindretallenes rettigheder gør den det modsatte og indskrænker dem. Som et resultat af Trianontraktaten endte flere hundrede ungarsktalende bosættelser uden for landets grænser, og vi har ret til at kalde disse steder ved deres ungarske navne. Sproglig mangfoldighed er en del af Europas kulturarv og et unikt træk, som vi alle har et ansvar for at beskytte.

  Inés Ayala Sender (PSE). - (ES) Hr. formand! Om morgenen den 8. juni begik terrororganisationen ETA et attentat mod avisen El Correo, mens der stadig var 50 personer i bygningen, som var i gang med at forberede søndagsudgaven. Heldigvis var der ingen personskader, men der var store materielle skader.

Jeg takker Dem, fordi De udsendte en meddelelse, hvori De gav udtryk for solidaritet, men jeg vil gerne minde Parlamentet om - og det bør fremgå - at det haster med at få bugt med ETA's terroraktioner mod medierne og på denne måde sikre den fulde ytringsfrihed. Dette er også en god grund til, at vi som europæiske borgere støtter ratificeringen af Lissabontraktaten, som vil gøre det muligt at gøre rets- og sikkerhedspolitikkerne og bekæmpelsen af terrorismen til en fælles politik, så den ikke kun drejer sig om bilateralt eller mellemstatsligt samarbejde. Det er altså endnu en grund til, at vi i solidaritetens navn også støtter ratificeringen af Lissabontraktaten.

  Formanden. - Fru Ayala Sender! Da De henvendte Dem til mig personligt, vil jeg gerne sige, at vi er et solidaritetsfællesskab, og at solidaritet gælder i alle tilfælde, også i dette. Det glæder mig, at De værdsætter dette.

  Viktória Mohácsi (ALDE). - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! På det foregående plenarmøde holdt vores gruppeleder Graham Watson et etminutsindlæg om de uhyrligheder, der begås mod romaerne i Italien. I dag må også jeg beklage at måtte melde om lignende hændelser, denne gang i mit eget land Ungarn. For nogle uger siden i landsbyen Pátka 70 km fra Budapest kastede tre selvtægtsmænd et dusin molotovcocktails mod tre huse, hvor der boede romaer. Den 16. april i landsbyen Fadd i Ungarns Tolna-distrikt kastede uidentificerede personer molotovcocktails mod to huse. For en uge siden blev min egen kollega angrebet af ekstremister i Nyíregyháza med råb som: "Beskidte sigøjner, forsvind fra vores land!" De fleste af indbyggerne i Pátka står ved deres påstand om, at selvtægtsmændene er uskyldige, selv om en af de mistænkte har indrømmet at være indblandet. På trods heraf blev der i fredags afholdt en demonstration af ca. 150 uniformerede personer, der hævdede nazistiske principper, og senere forsøgte en række uidentificerede hætteklædte personer igen at stable et angreb på benene under overværelse af 100 urobetjente. Jeg var der også. Samtidig dækkede politiet over identiteten på den person, der blev såret i Pátkaangrebet. I Italien lever vores EU-medborgere i fængsler forbeholdt flygtninge. Det er naturligvis også romaer. Kommissær Barrot! Jeg håber, at vi romaer også, når Deres nye kabinet er dannet, vil kunne nyde godt af den sikkerhed, som EU's demokrati giver, og at definitionen på EU-borgerskab vil gælde mig og mine børn såvel som mine medborgere, der ikke er romaer.

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! Selv i situationer, hvor problemerne ikke er til at tage fejl af, skal der i de løsninger, der bør vedtages, tages hensyn til baggrund og sammenhæng mellem de forskellige målsætninger, det pågældende problems omfang og omkostningerne ved at opfylde målsætningerne. I enhver problemstilling - særligt en, som påvirker milliarder af menneskers tilværelse, sådan som klimaforandringerne gør - er det vigtigt at handle besindigt, fornuftigt og nogenlunde retfærdigt, når problemet skal løses.

Jeg kan ikke få øje på retfærdigheden i forslaget om at reducere udledningerne af kuldioxid. Der er to løsninger, som er særligt stødende i den henseende: dels at behandle højtudviklede lande, som har været ansvarlige for en stor del af de hidtidige kuldioxidudledninger og for en stor del af forureningen, men har bedre teknologiske evner, på samme måde som mindre udviklede lande, særlig dem, hvis økonomi er baseret på kul, dels at behandle producenter af store køretøjer, for hvem en 20 % reduktion af kuldioxidudledningen er nemmere, på samme måde som fabrikanter af køretøjer med små motorer og lave emissionsniveauer, for hvem reduktionen medfører højere omkostninger. Det ser ud til, at spørgsmålet om klimaforandringer ikke er det, der er vigtigt her, men kun forretninger.

  James Nicholson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Europas bier står over for udryddelse inden for det næste årti. Sygdomme og vira har allerede udslettet en tredjedel af kolonierne i Amerika og truer nu vores egne. Den amerikanske situation giver os et uhyggeligt øjebliksbillede af, hvad vi potentielt er oppe imod i Europa, hvis vi ikke handler nu. Mindst 70 afgrøder, der bidrager betydeligt til den samlede økonomi, afhænger direkte af biernes bestøvningsarbejde.

USA må importere bier for at afhjælpe sine tab. I det nuværende klima sættes der alvorlige spørgsmålstegn ved EU's evne til at fremstille fødevarer nok til at efterkomme efterspørgslen, og et lignende udbrud her ville kunne få katastrofale følger.

Biavlere fra hele Europa kender allerede til truslen fra varroamider, som har gjorde store indhug i bikolonier. De må slås med "Colony Collapse Disorder", CDD, som er et fænomen, hvor bistadet simpelthen forlades, og bierne forsvinder sporløst.

Vi må skaffe finansiering og ordentlig videnskabelig forskning på dette område. Den britiske regering giver i øjeblikket kun 250.000 britiske pund til forskning i bier. Det er en dråbe i havet for så vigtigt et emne. Bier er en integreret del af fødekæden. Uden bier bliver biavlere, afgrøder, frugt og nødder hårdt ramt.

  Gérard Onesta (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Det fremgår af vores dagsorden, at vi skal beskæftige os med en kodificeret udgave af direktivet om statisk afprøvning af førerværn på landbrugs- og skovbrugshjultraktorer. Jeg synes, det historiske perspektiv siden afstemningen i Dublin byder os at behandle andre mere presserende spørgsmål. Vi bør ikke overlade et emne som Lissabontraktaten til Rådet alene. Vi kan som medlemmer af Europa-Parlamentet retmæssigt blande os, især fordi vi ved, hvor løsningerne skal søges.

Først og fremmest bør hovedspørgsmålene dreje sig om nogle få grundlæggende institutionelle aspekter og ikke om hundredvis af sider. Vi må have en validering via en europæisk folkeafstemning med en opt-out-mulighed for lande, som ikke ønsker at fortsætte, og endelig må vi, som formanden sagde, have en meget stram tidsplan - 2009 - ellers er det umuligt at føre valgkamp. Ingen skal komme og sige, at et sådant scenario er uladsiggørligt, det er ikke mere usandsynligt end det, diplomaterne arbejder på i øjeblikket. Under alle omstændigheder er jeg for mit vedkommende parat.

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Kommissionen undersøger i øjeblikket klager fra visse private virksomheder i Spanien, Frankrig og Italien over andelsselskaber og over andelsbevægelsen, for så vidt angår dens statut og skattebehandlingen af den.

Jeg vil opfordre Kommissionen til i undersøgelserne af denne klage at tage behørigt hensyn til de særlige behov og egenskaber, der kendetegner andelsbevægelsen. Dens selskaber er ikke ligesom overskudsgivende aktieselskaber. Et andelsselskab ejes af medlemmerne, og overskuddet fordeles ligeligt og udbetales ikke kun til aktionærerne.

EU anerkendte andelsbevægelsens særlige karakter i 2003 ved at vedtage forordningen om en statut for det europæiske andelsselskab. Jeg vil gerne opfordre Kommissionen til at tage hensyn til den og derved gøre sig fortjent til en kæmpe befolkningsgruppes taknemmelighed, nemlig de 55 millioner mennesker i Europa, som er ansat i kooperativer, og de 163 millioner mennesker, der er medlemmer af dem.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! I sidste uge krævede Kina, at Tibetprotesterne skal bringes til ophør som forudsætning for yderligere samtaler med repræsentanter for Dalai Lama. Ifølge den kinesiske udenrigsminister skal tibetanerne indstille deres forsøg på at ødelægge De Olympiske Lege.

Men det kan da ikke forventes af de protesterende tibetanere, at de tavst accepterer, at deres demonstrationer blev slået ned i marts. Den kinesiske regering har muligheden for at ændre situationen i Tibet grundlæggende. Med en oprigtig dialog uden forhåndsbetingelser vil det tibetanske folk tage del i en konstruktiv forandringsproces. Som det første skal der sendes et klart signal, ikke mindst ved at lade udenlandske observatører få lov til at komme ind i landet, så de selv kan danne sig et billede af situationen.

  Formanden. - Tak, hr. Horáček! Jeg vil også gerne henvise til vores beslutning af 10. april 2008, hvori vi opfordrede alle EU's politikere til ikke at deltage i åbningsceremonien den 8. august 2008, medmindre tibetanernes rettigheder er blevet garanteret. Jeg anbefaler endnu en gang denne erklæring af 10. april 2008 til alle.

  László Tőkés (Verts/ALE). - (HU) Hr. formand! Da pave Benedikt XVI talte til de ungarske biskopper om den byrdefulde arv fra kommuniststyrets lange æra, var det meget rammende. Hans kommentarer er særlig aktuelle i dag på 50-års-dagen for henrettelsen af Imre Nagy, vores premierminister, der led martyrdøden, og 60-års-dagen for begyndelsen på den brutale religiøse forfølgelse og fængslingen af kardinal József Mindszenthy. Spøgelset fra denne pinefulde tid, hvor statslig vold blev parret med en militant antireligiøs stemning, blev fremmanet af det postkommunistiske parlamentsmedlem Magda Kósáné Kovács i hendes seneste indlæg her på plenarmødet, hvori hun søgte at forsvare de europæiske værdier imod pave Benedikt eller snarere den katolske kirke. For nogle år siden fremsatte denne tidligere partiformand den ærekrænkende påstand, at Vatikanet under pave Johannes Paul var ude på at få fat i hele Europa og lægge det ind under den katolske kirkes kontrol. Som biskop for den reformerte kirke og på baggrund af min viden om, at de kristne kirker selv har hjulpet med at forme ægte europæiske værdier i EU, som har sin rod i den kristne demokratiske bevægelse, afviser jeg enhver tilkendegivelse af antireligiøs ideologi og intolerance. Lad os invitere pave Benedikt til Europa-Parlamentet.

  József Szájer (PPE-DE). - (HU) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag for 50 år siden, den 16. juni 1958, i Ungarn, blev Imre Nagy, premierminister for Ungarns opstand og kamp for frihed i 1956, dømt til døden og henrettet efter en summarisk rettergang sammen med forsvarsminister Pál Maléter og kollegerne Miklós Gémes og József Szilágyi, mens Géza Losonczi blev dræbt, mens han sad fængslet. Deres lig blev hyllet i papir og omvundet med reb, og de blev begravet med ansigtet nedad. Deres retssag var en af de mest skamfulde begivenheder og de største uretfærdigheder i det tyvende århundrede. Imre Nagy var glødende kommunist, og dog valgte han, at hans land skulle vende tilbage til det fri Europa frem for at forblive i den sovjetiske lejr. Dette gjorde ham til nationalhelt, en martyr for revolutionen, en politiker af europæisk format. Hans moralske holdning gjorde ham til et symbol på frihed og på et europæisk Ungarn. Den genbegravelse, som Imre Nagy fortjente, fandt ikke sted førend den 16. juni 1989, men da var kommuniststyret afskaffet, og Ungarn kunne slutte sig til de frie europæiske nationer. Disse begivenheder afføder det klare budskab, at frihed og national uafhængighed var, hvad Ungarn stræbte efter, da det rystede kommunismens åg af sig. Det er, hvad de, der døde for 50 år siden, gav deres liv for. Deres offer var ikke forgæves.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg lyttede meget opmærksomt til den taler, der talte før hr. Szájer og angreb fru Kovács på en fuldkommen upassende måde.

Fru Kovács er næstformand i Den Socialdemokratiske Gruppe. Hun er ikke til stede og kan derfor heller ikke forsvare sig mod dette angreb. Jeg ved, at fru Kovács er en overbevist demokrat og en meget engageret forkæmper for europæisk enhed. Hun fortjener bestemt ikke, at parlamentsmedlemmer misbruger Parlamentet til at afgøre nogle interne mellemværender, som måtte eksistere mellem dem i Ungarn. Jeg finder de pågældende udtalelser fuldkommen upassende og dybt ærekrænkende for fru Kovács, og jeg tilbageviser dem med den største afsky.

  Brigitte Fouré (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil først udtrykke min tilfredshed med, at Kommissionen har taget initiativ til at yde fiskerne en øjeblikkelig støtte. Selv om den ganske afgjort ikke er tilstrækkelig til at løse problemerne i sektoren, forekommer den mig i det mindste påkrævet lige nu. Den aktuelle situation er nemlig kritisk, for på et år er dieselolien steget fra 35 til 73 cent pr. liter. Omkostningerne ved olieprisstigningen vejer derfor tungt på budgettet, og i min valgkreds i Baie de Somme er erhvervsfiskerne særlig bekymrede og bitre. Ud over olieprisspørgsmålet ønsker havfiskerne frem for alt at sælge deres fisk til en retfærdig markedspris og protesterer mod mellemhandlernes urimelige fortjenstmargener. Men det er mere end en krise, for det skyldes et strukturelt problem i fiskerisektoren, som bør behandles på EU-plan. Vi så, at protestbevægelsen fik EU-dimensioner. Det er logisk, eftersom fiskeripolitikken jo er en af de ældste fællesskabspolitikker. Vi må hjælpe fiskerisektoren til modernisering, så den kan gøre sig fri af ulemperne forbundet med oliepriserne, uden at glemme vores forpligtelse til at beskytte miljøet og forvalte fiskeressourcerne. På denne baggrund håber jeg, at vi under forhandlingen på plenarmødet onsdag vil kunne komme frem til en beslutning til gavn for et europæisk fiskerierhverv, som nu er i fare.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (EN) Hr. formand! Chee Soon Juan blev løsladt fra Queenstown Prison i Singapore for to dage siden. Han er blevet dømt og fængslet flere gange de seneste år. Chee Soon Juan er ikke kriminel. Hans "forbrydelse" består i, at han er leder af den demokratiske opposition. Han kæmper konstant for frihed og demokrati i sit land.

Siden sin seneste løsladelse har de statskontrollerede medier i Singapore forsøgt at miskreditere ham, ødelægge hans troværdighed, med grundløse personlige angreb og karaktermord. Vi føler stærk solidaritet med Chee Soon Juan og hans fæller, som kæmper for demokrati og menneskerettigheder i Singapore.

Vi opfordrer myndighederne i Singapore til at stoppe chikanen af den demokratiske opposition, standse overtrædelserne af menneskerettighederne og begynde at respektere den grundlæggende ytringsfrihed. Vi håber meget, at Singapore vil følge vores stærke ønske om, at landet overholder de grundlæggende rettigheder.

  Eoin Ryan (UEN). - (EN) Hr. formand! I sidste uge traf det irske folk en demokratisk beslutning om Lissabontraktaten, som vi skal respektere fuldt ud. Selv om mange af os, der stemte ja eller førte ja-kampagner, er skuffede over resultatet, synes jeg, det er vigtigt, at vi reflekterer over resultatet.

Som svar på Gerard Battens bemærkninger ønsker jeg at understrege, at Irland ikke er antieuropæisk. Irland går fortsat fuldt og helt ind for den europæiske idé. Vi er bevidste om det faktum, at Irland er en af de 27 medlemsstater, men dette er ikke kun et irsk problem. Det er et problem for alle medlemsstater. Europa har stået over for mange udfordringer førhen, og det har klaret dem takket være modent og klogt lederskab. Jeg vil gerne bede om det samme nu i denne forbindelse og med hensyn til de udfordringer, vi står over for. Vi sejler i ukendt farvand, og jeg tror, det er meget vigtigt, at vi undgår refleksbetingede reaktioner eller forhastede beslutninger. Vi har brug for overvejelse og modenhed for at sikre, at vi kan klare den nuværende situation fuldt ud og forsøge at få Europa bragt tilbage på sporet, så det kan stå til regnskab over for enhver borger i Europa.

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Europa-Parlamentets kontorer i medlemsstaterne er kommunikationslinjen mellem Parlamentet og borgerne. Et af de vigtigste formål med disse kontorer er gennem forskellige aktiviteter at oplyse offentligheden om, hvad der sker i Europa-Parlamentet. En sådan aktivitet er f.eks. at invitere journalister til Strasbourg for at dække forhandlingerne på plenarmøderne.

Den 24. januar 2008 forelagde jeg Europa-Parlamentet en forespørgsel om beslutningen om at reducere budgettet til invitationer til pressebesøg. Nu er der gået fem måneder, og jeg har endnu ikke modtaget et svar. I andre udvalg sker der omtrent det samme, så parlamentsmedlemmernes legitime spørgsmål forbliver ubesvarede. Jeg gad vide, om denne politik kan have nogen positiv virkning på driften af Parlamentets institutioner og de kompetente afdelinger på et tidspunkt, hvor EU har brug for velfungerende procedurer, sådan som de beskrives i forretningsordenen.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne gøre parlamentsmedlemmerne opmærksom på, at Sami Essid blev udvist fra Italien til Tunesien den 3. juni, hvilket er fuldstændig i strid med Italiens forpligtelser i henhold til den europæiske menneskerettighedskonvention og navnlig konventionens artikel 3. Hvorfor? Fordi hr. Essid anklages for terrorisme, og Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol har fastslået med sikkerhed, at personer anklaget for terrorisme uvægerligt bliver tortureret i Tunesien.

Derfor har Menneskerettighedsdomstolen henstillet til Italien at stille udvisningen i bero. Det satte Italien sig ud over den 3. juni helt i strid med sine forpligtelser. Jeg anmoder både om, at Italien indskærpes sine forpligtelser i medfør af den europæiske menneskerettighedskonvention og sit medlemskab af EU, og at der skaffes sikkerhed for, at hr. Essid, som nu er udvist til Tunesien, ikke vil blive udsat for umenneskelig og nedværdigende behandling.

(Bifald)

FORSÆDE: Mechtild ROTHE
Næstformand

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). - (GA) Fru formand! Det irske nej i torsdags til Lissabontraktaten var ikke et nej til Europa. Irlands plads er i EU, hvor vi har opnået sociale og økonomiske fordele - både i nord og syd - takket være medlemskabet.

Folk var bekymrede for svækkelsen af den irske stemme og andre små landes stemme i EU, for neutralitet og militære anliggender, for arbejdstagerrettigheder og offentlige tjenesteydelser. Og det var ikke kun blandt folk, man kunne høre bekymringerne nævnt, de blev også tilkendegivet i meningsmålingerne gennem hele valgkampen. Befolkningens automatiske ret til en folkeafstemning om betydningsfulde ændringer i fremtiden er også vigtig.

Nogle af disse bekymringer er allerede blevet fremført i Frankrig og Nederlandene. Vi må gøre noget ved disse bekymringer.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Fru formand! Jeg tager nu ordet som repræsentant for et land, hvis parlament med støtte fra alle politiske partier var det andet land, der ratificerede traktaten om en forfatning for Europa, og det første, der ratificerede Lissabontraktaten. I denne egenskab vil jeg gerne minde om, at den største trussel mod Europa i dag er national egoisme eller nationalisme. Vi må gøre os nogle tanker om, hvorvidt vi bør belønne dem, der konstant kræver mere, eller vi i stedet bør straffe denne adfærd? At beskytte nationale interesser er en grundlæggende pligt for ethvert lands regering og dets repræsentanter i Europa-Parlamentet, men EU kan ikke fungere, medmindre der kan opnås sobre kompromiser mellem de forskellige nationale interesser, og medmindre der findes solidaritet blandt Unionens nationer og befolkninger. Jeg anmoder derfor indtrængende vores polske venner om at give deres støtte, sådan som de 26 andre medlemsstater har gjort, til etableringen af Det Europæiske Institut for Innovation og Teknologi i Budapest. Da Frontex skulle placeres, var Ungarn også med i kandidatfeltet et stykke tid, men vi brugte ikke vores veto, da dette agentur blev placeret i Warszawa. Det ville derfor være unfair, hvis vores polske venner ikke gjorde gengæld med en lignende gestus. Ungarn og Polen er gode venner, som et ordsprog siger: "Ungareren og polakken er for hinanden en ven så fin, sammen slår de på tæven og drikker en masse vin".

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

19. Revision af rammedirektivet om affald (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om affald og ophævelse af visse direktiver (2005/0281(COD)) (11406/4/2007 - C6-0056/2008 - 2005/0281(COD)) (Ordfører: Caroline Jackson) (A6-0162/2008).

  Caroline Jackson, ordfører. - (EN) Fru formand! Efter Deres afgørelse om, at der ikke er tid til bemærkninger til forretningsordenen, vil jeg fortsætte med min tale om rammedirektivet om affald. Det er lidt vanskeligt at gøre det på denne baggrund, men jeg vil gøre mit bedste.

Da der er blevet fremført visse kommentarer desangående i den britiske presse for nylig, vil jeg gerne have lov til allerførst igen at gøre opmærksom på min interesseerklæring, som jeg har afgivet helt officielt, og hvori jeg oplyser om mit medlemskab af Shanks plc's miljøpanel. Der er tale om et firma, som arbejder med en bred vifte af affaldsbehandlingsteknologier i Storbritannien og på kontinentet, og det primære formål med virksomhedens miljøpanel er at sørge for uvildig kontrol af anlæggenes drift.

Blandt mine kolleger i dette miljøpanel finder man formanden for EU's Videnskabelige Komité for Nye og Nyligt Identificerede Sundhedsrisici og et medlem af den britiske miljøorganisation "Green Alliance".

Ligesom mange af de andre medlemmer værdsætter jeg den mulighed, jeg gennem dette arbejde har fået for på nært hold at lære noget om de spørgsmål og problemstillinger, man møder i denne branche.

Men lad mig vende tilbage til direktivet. Det har været en lang vej med mange forhindringer at nå frem til denne andenbehandling, og jeg vil gerne lykønske de af parlamentsmedlemmerne, som har ledsaget mig helt til det sidste. Direktivet vedrører et meget vigtigt anliggende. Det var nødvendigt at præcisere nogle af Domstolens domme med hensyn til, hvilken status der tilkommer affald bestemt for behandling i affaldsenergianlæg. Der var behov for nye definitioner. To eksisterende direktiver om farligt affald og olieaffald blev ophævet og bestemmelserne i dem overført til rammedirektivet om affald. Udvalget var dog ikke tilfreds med disse oprindelige forslag, men gik videre endnu og transformerede direktivet fra et teknisk anliggende til en principsag. Det vil jeg gerne ønske mine kolleger tillykke med.

Jeg må sige, at stemningen i Rådet var meget trøstesløs - måske et udtryk for den økonomiske situation. Der var stor modstand mod det, vil ønskede at gøre, og Rådet var en meget hård forhandlingspartner. Alligevel opnåede vi følgende.

For det første har vi fået genanvendelsesmål med i teksten. Dette er en meget væsentlig landvinding, eftersom disse ikke fandtes i det oprindelige forslag, og det er første gang, der forekommer mål for genanvendelse af husholdningsaffald i EU-lovgivningen. Det er ene og alene Parlamentets fortjeneste, at de er med.

Den nye artikel 8a pålægger medlemsstaterne at træffe de nødvendige foranstaltninger for senest i 2020 at nå op på en samlet genanvendelsesprocent på 50 % for papir, metal, plastik og glas fra husholdningsaffald og lignende affald. For nogle medlemsstater - f.eks. Tyskland - er dette et konservativt mål, men der er mange, det vil være meget vanskeligt for, og dem er vi også nødt til at tænke på.

Samme artikel kræver også, at 70 % af alt bygnings- og nedrivningsaffald skal genanvendes senest fra 2020. De Grønne og deres tilhængere går og siger, at målene ikke kan håndhæves. Måske tror de oven i købet på det, men faktisk - hvor utroligt, det end lyder - forkaster de deres egen sejr. Kommissionen har afgivet en erklæring, som gerne skal hjælpe, hvilket hr. Dimas vil kunne bekræfte. Erklæringen siger meget klart, at Kommissionen, hvis målene ikke er nået i 2020, vil betragte det som en alvorlig indikation på, at medlemsstaten ikke har truffet de nødvendige foranstaltninger for at nå målene. På denne baggrund kan Kommissionen, med støtte i konklusionerne i de treårlige nationale fremskridtsrapporter, stævne medlemsstaten for manglende overholdelse af direktivets krav.

Måske er det vigtigt for De Grønne at være utilfredse, fordi det ligger i deres natur at kæmpe, men de burde nu høre lidt efter, hvad Kommissionen siger i den erklæring.

For det andet har vi tilføjet nye bestemmelser om affaldsforebyggelse i artikel 8a. Disse indebærer, at Kommissionen skal rapportere om udviklingen i affaldsproduktionen i EU og mulighederne for affaldsforebyggelse senest i 2011 og senest i 2014 skal udarbejde forslag om affaldsforebyggelses- og afkoblingsmål for 2020. Det viste sig umuligt at få Rådet eller Kommissionen til at gå med til kvantitative affaldsforebyggelsesmål i dette direktiv - bl.a. fordi man mangler de data, målene skal baseres på. Men Parlamentet har med sine ændringsforslag sat skub i en udvikling hen imod en fremtidig politik, som kan komme til at omfatte mål for affaldsforebyggelse.

Den nye artikel udgør derfor en væsentlig landvinding. Den er noget, vores efterfølgere vil kunne bygge videre på. Vi kan ikke klare det hele i dette direktiv, men er nødt til at lade vores efterfølgere arbejde videre med tingene i det kommende årti.

For det tredje har vi nu for første gang sikret EU's berømte affaldshierarki en plads i EU-lovgivningen. Vi har talt om dette i årevis, men hvis man ser på EU-lovgivningen, er det ganske enkelt ikke til stede. Men det vil det snart være, og vi kan glæde os over den lille sejr, det er, at Rådet er gået med til, at hierarkiet skal gælde "som en prioritetsrækkefølge" for lovgivningen om affaldsforebyggelse og -håndtering.

For det fjerde har vi sikret enighed om at lægge større vægt på håndteringen af farligt affald, som flere af parlamentsmedlemmerne har ønsket det.

For det femte har vi også sikret, at genvinding af olieaffald fortsat vil blive prioriteret - omend der ikke var opbakning til en politik, der (som jeg ved, at nogle af parlamentsmedlemmerne ønskede) ville have gjort genvinding obligatorisk i alle medlemsstater. Vi sikrede Rådets støtte til fru Hennicot-Schoepges' og hendes kollegers ændringsforslag, som skal gøre det lettere for små og mellemstore virksomheder at bruge affaldslisten, og vi opnåede også støtte til en ny artikel om bioaffald.

Og endelig fastlægger direktivet energieffektivitetskriterierne for forbrænding, idet energigenvinding klassificeres som en nyttiggørelsesoperation snarere end som bortskaffelse. Det er det bedste resultat, vi kan få. Det er selvbedrag at tro, at vi ville kunne få noget, der var bedre, ved et forlig. Med Jack Nicholsons berømte ord, så bliver det ganske enkelt ikke bedre.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Fru formand, mine damer og herrer! Lad mig allerførst takke ordføreren, fru Jackson, og ønske hende tillykke med hendes fremragende bidrag til revisionen af rammedirektivet om affald. Jeg vil også takke skyggeordførerne og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed for deres positive og konstruktive bidrag.

Med dette direktiv tager Fællesskabet det første store skridt hen imod at skabe et genanvendelsessamfund. Direktivet indfører en moderne tilgang til affaldshåndtering, hvor affald betragtes som anvendeligt råmateriale, og forsyner os med klarere definitioner, en forenklet lovgivning og nye, ambitiøse mål.

Takket være integrationen af bestemmelserne fra direktiverne om farligt affald og olieaffald bidrager dette direktiv til de bredere bestræbelser på at forbedre lovgivningen og forenkle gældende fællesskabsret. Det næste skridt bliver selvfølgelig at gennemføre direktivet.

Parlamentets store indsats og ihærdighed har båret frugt. Det var ikke let at overtale medlemsstaterne til at acceptere de nye genanvendelsesmål og gå med til målsætningerne for affaldsforebyggelse. Ikke desto mindre har vi nået dette mål til fulde.

Der er blevet udtrykt tvivl med hensyn til, om disse mål nu også bliver gennemført af medlemsstaterne. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen med den nuværende formulering af de kvantitative mål har mulighed for og politisk vilje til at indbringe medlemsstater for EF-Domstolen, hvis de ikke har truffet de foranstaltninger, som er nødvendige for at nå genanvendelsesmålene.

Parlamentet har integreret mange andre væsentlige punkter i direktivets tekst. Blandt disse kan nævnes affaldshierarkiet med de fem kategorier, nye bestemmelser om separat indsamling af bioaffald og farligt affald samt en mængde nyttige præciseringer. Disse punkter beriger Kommissionens oprindelige forslag og og forbedrer teksten, så den bliver et ambitiøst lovgivningsmæssigt instrument for de kommende generationer. Særligt tilfredsstillende er det naturligvis, at det har været muligt at nå til enighed ved andenbehandlingen. Jeg vil gerne endnu en gang fremhæve den konstruktive rolle, Europa-Parlamentet har spillet i denne proces.

Dette direktiv skaber en ny ramme for affaldshåndtering og danner et solidt grundlag for andre fællesskabspolitiske initiativer. Kommissionen er i stand til at støtte kompromispakken med henblik på at opnå enighed ved andenbehandlingen.

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Caroline Jackson refererede til et citat - jeg tror, det var af Jack Nicholson. Når jeg tænker på, hvor god en golfspiller hun er, ville jeg næsten have gættet på, at det var af Jack Nicklaus, men det ville utvivlsomt have været et citat af samme skuffe: Det bliver ikke meget bedre. Det er en stor hyldest til vores ordfører, og jeg vil gerne udtrykke min respekt på vores gruppes vegne.

Det er nødvendigt, at vi støtter hende og handler. Det er ikke helt lige så godt, som vi på et tidspunkt måske forestillede os. Men vi har alligevel gjort store fremskridt. Hr. kommissær! Nu er det op til Dem at sikre, at det gennemføres, og at udvikle de senere bestemmelser om forebyggelse med Deres mål i 2014. Jeg ved, at De vil sætte skub i denne proces, og det er også vigtigt.

Det er vigtigt, for i min tid i Parlamentet er der kommet en mængde forslag om affald: Vi har talt om køretøjer, elektrisk og elektronisk udstyr, batterier, emballage osv. Men affaldsmængden stiger stadig; den stiger hurtigere end den økonomiske vækst. Den stiger hurtigst på visse områder som f.eks. kommunalt affald, og der er derfor, vi er nødt til at handle.

Mit eget land er et af de værste eksempler, hvad angår affald. Nederlandene beundrer vi som dem, der går forrest med det bedste eksempel. Men vi skal alle blive bedre. Vi skal alle have mere genanvendelse, så vi kan opfylde hierarkiets betingelser: Vi skal opfylde genanvendelsesmålene og forebyggelsesmålene osv. Jeg er overbevist om, at dette er en foranstaltning, der i det mindste vil få os i gang med dette med en bedre indstilling, end vi hidtil har udvist med vores ødsle økonomi, vores ødsle samfund og vores ødsle politikker.

  Guido Sacconi, for PSE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det gør det let for mig, at fru Jackson og kommissær Dimas fuldt ud har gjort rede for hovedelementerne i dette kompromis, som jeg også støtter. Lad mig derfor fremsætte nogle yderst politiske tanker.

Jeg er forhandler, og jeg spekulerer altid over, om det opnåede kompromis er i orden eller ej. Derfor læste jeg teksterne igen med friske øjne efter nattens forhandlinger. Guderne må vide, hvorfor forhandlinger altid skal slutte om natten. Er en aftale mindre værd, hvis den er kommet i stand om formiddagen? Også det giver stof til eftertanke. Men oprigtig talt - og jeg siger dette til vores kolleger fra De Grønne og GUE og til Karl-Heinz Florenz, som, kan jeg se, har genfremsat et ændringsforslag fra Miljøudvalget, som bar min underskrift, og som jeg derfor ikke kan andet end støtte - oprigtig talt, så har vi, når man både ser på kompromiset og på teksterne fra Miljøudvalget - og det er først og fremmest Deres fortjeneste, fru Jackson - opnået et aldeles forbløffende resultat.

Er vi godt klar over, at der intet var om genanvendelse i Kommissionens forslag - og derefter i den fælles holdning? Ikke andet end en betragtning, hvor genanvendelsessamfundet nævnes, uden at der gås nærmere i detaljer med det. Der var ingenting! Nu har vi præcise mål; vi har en revision i 2014, hvor der muligvis vil blive optaget nyt materiale, som ikke er dækket på nuværende tidspunkt; vi ved med sikkerhed, som kommissær Dimas lige har bekræftet, at stater, som ikke gennemfører de planlagte foranstaltninger med henblik på at opnå målene, vil kunne retsforfølges.

Det, synes jeg, er en meget væsentlig kendsgerning. Det er også af stor betydning, at der er igangsat en politisk og lovgivningsmæssig proces, som skal tvinge staterne til at udarbejde deciderede affaldsforebyggelsesplaner, og at et hierarki for affaldsbortskaffelse, som respekterer miljøet, omsider er blevet optaget i den europæiske lovgivning og er juridisk bindende, således at affald ikke længere kun er et problem, men også en ressource.

Derfor er jeg virkelig, og idet jeg er mig fuldt ud bevidst om vores ansvar, overbevist om, at det ikke ville være i de europæiske borgeres interesse at afvise dette kompromis og gå efter et risikobetonet forlig, men derimod ville være det samme som at spille russisk roulette med opfyldelsen og etableringen af disse mål, som her er nedfældet på en klar og fuldstændig uomtvistelig måde.

  Mojca Drčar Murko, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Med denne tekst håber vi at kunne vende tendensen til at producere mere affald, end vi genanvender. Den er resultatet af mange års debat og tager højde for den kendsgerning, at medlemsstaterne fordeler sig i to hovedgrupper, hvad angår affaldshåndteringssystemer: genanvendelsesstater og deponeringsstater.

Det opnåede kompromis skal ses i dette lys. For første gang har forebyggelse og genanvendelse fået lov at spille en central rolle i direktivet. Endvidere indeholder teksten også de dynamiske elementer, som er nødvendige for at kunne indføre højere mål og mål for nye affaldsstrømme. Det er et omhyggeligt afbalanceret kompromis: opnåeligt og realistisk. Hvad angår ændringsforslagene, er det ikke vores vurdering, at de som helhed bringer den overordnede aftale i fare.

Angående biprodukter - artiklen i direktivets hovedtekst og artiklen om affaldsfasens ophør - så frygter de fleste kritikere proformanyttiggørelse. Da der ikke foreligger internationale aftaler om spørgsmålet, er der tale om en reel fare. Derfor bør det præciseres, at Kommissionen vil gøre brug af retningslinjerne fra februar 2007 for at forebygge dette.

Jeg ville sætte stor pris på, hvis hr. Dimas i dag ville forsikre os om, at et stof eller en genstand først vil kunne overføres som biprodukt til et land uden for Fællesskabet, når betingelserne i artikel 4, stk. 1, er opfyldt i Fællesskabet.

Tilsvarende for affaldsfasens ophør. Når noget bestemt affald ophører med at være affald, kan det resulterende stof eller den resulterende genstand først overføres som sådan til et land uden for Fællesskabet, når betingelserne i artikel 5 er opfyldt i Fællesskabet. Det ville gøre det lettere for mange parlamentsmedlemmer at stemme for kompromiset.

Afslutningsvis vil jeg gerne udtrykke en stor tak til ordføreren og skyggeordførerne for et frugtbart samarbejde til gavn for de europæiske borgere.

  Jill Evans, for Verts/ALE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil også gerne takke fru Jackson. Vi endte måske nok med at være uenige i spørgsmålet om afgifter, men der er efter min opfattelse ingen tvivl om, at vi har haft et fremragende samarbejde hele vejen igennem diskussionerne. Vi er ikke tilfredse i dag - gid vi var - og jeg vil gerne angive nogle af grundene til, at vi ikke er tilfredse med kompromiset.

Vi har støttet 30 af kompromisets ændringsforslag, og vi har stillet nogle flere i et forsøg på at styrke kompromiset på områderne farligt affald, affaldsfasens ophør, biprodukter og separat indsamling af bioaffald. Men lige fra begyndelsen var de vigtigste spørgsmål for os indførelse af bindende mål for affaldsbegrænsning og genanvendelse samt modstand mod reklassificeringen af forbrænding som energigenvinding. Det endelig kompromis indeholder ikke noget juridisk bindende mål for affaldsbegrænsning. En undersøgelse om affaldsforebyggelse er ikke noget alternativ til stabiliseringsforanstaltninger; den stadige stigning i affaldsproduktionen er ikke bæredygtig, og uden sådanne foranstaltninger vil den blive ved med at stige.

Selv om der er opstillet mål for genanvendelse og genbrug på 50 % og 70 %, og medlemsstaterne er juridisk forpligtede til at træffe foranstaltninger med henblik på opnåelse af disse mål, så er selve målene ikke bindende. Jeg er taknemmelig for den forklaring, vi har fået af hr. Dimas, men hvorfor blev formuleringen af dette diskuteret så længe? Grunden var, at man ville undgå at gøre målene bindende.

Produktions- og industriaffald, som rummer et kæmpe potentiale for genbrug og genanvendelse, er helt udeladt. Forbrænding kan ikke betragtes som en affaldshåndteringsmulighed på linje med genanvendelse og genbrug; dette vil blot tiltrække yderligere investeringer i forbrændingsanlæg og direkte underminere affaldshierarkiet. Hvis dette svage kompromis vedtages, vil vi have forspildt muligheden for at sikre, at EU virkelig handler og går foran inden for affaldspolitik, selv om behovet for dette er uhyre presserende.

  Bairbre de Brún, for GUE/NGL-Gruppen. - (GA) Fru formand! Jeg vil gerne takke fru Jackson for hendes arbejde. Vi har haft et godt samarbejde og foretaget nogle forbedringer i Kommissionens oprindelige forslag, omend vi ikke er enige om det hele.

Mange mennesker i hele EU vil være utrygge ved forslaget om at "rebrande" forbrændingsanlæg som en slags nyttiggørelse, hvis de lever op til bestemte effektivitetskriterier. Vi er fortsat imod en sådan "rebranding" af forbrænding og har udarbejdet et ændringsforslag for at få dette slettet.

Angående genanvendelse, så opstiller den senest foreslåede aftale nogle mål, som det muligvis kan blive meget svært at håndhæve på grund af en vag formulering, som siger, at "medlemsstaterne skal træffe de nødvendige foranstaltninger for at nå genanvendelsesmålene".

God lovgivningspraksis kræver, at vi er mere præcise i vores formulering af mål og ikke overlader det til EF-Domstolen at fortolke dem. Derfor ønsker vi at forsvare og beholde den formulering, udvalget har vedtaget.

Forslagene om affaldsforebyggelse er blevet så svage, at de ikke vil kunne gøre en tilstrækkelig stor forskel eller klart hjælpe medlemsstaterne til at stabilisere og begrænse deres affaldsproduktion. Den svage henvisning til forebyggelsesmål betyder, at et harmoniseret forebyggelsesinitiativ og indikatorer endnu ikke er integreret i lovgivningen.

Derfor kan vi være med til at skrive under på noget af det arbejde, vi har gjort sammen. Men hvad angår andre dele af det, mener vi, at vil vil være nødt til at stille nogle ændringsforslag. Jeg vil gerne endnu en gang takke fru Jackson for den åbne og inkluderende måde, hun korresponderede med skyggeordførerne på.

(Bifald)

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Fru formand! Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed har lavet en rigtig god betænkning som indstilling ved andenbehandling. Jeg tænker især på den fremtrædende plads, man gav affaldshierarkiet, at man droppede kategorien biprodukter, den omhyggelige håndtering af begrebet om affald, der ophører med at være affald, beskyttelsesreglerne om farligt affald og målene for forebyggelse, genbrug og genanvendelse.

Det eneste negative aspekt af Miljøudvalgets betænkning var det ændringsforslag, som opmuntrer til forbrænding af affald ved at betragte det som effektiv udnyttelse, hvis der genvindes energi nok.

I det forhandlingsresultat, der blev opnået efter to måneder, var der ikke ret meget tilbage af Miljøudvalgets indstilling, og det skyldtes ikke ordføreren, men derimod Rådets kompromisløse indstilling.

Artiklen om biprodukter blev ikke ændret, og medlemsstaterne kan på eget initiativ beslutte, hvornår affald ophører at være affald, med al den konkurrenceforvridning dette medfører. Endvidere er der ikke opstillet nogen forebyggelsesmål, og målene for genbrug og genanvendelse er svækket betydeligt. Det var af disse grunde, jeg ikke støttede kompromispakken. Alligevel håber jeg dog, at vi stadig vedtager de bedre dele af Miljøudvalgets betænkning, når vi stemmer i morgen. Jeg tænker her især på ændringsforslagene fra GUE/NGL-Gruppen og De Grønne. Miljøet fortjener, at vi med henblik på disse gennemfører endnu en forligsprocedure, hvor vi faktisk får Rådet til at foretage de nødvendige forbedringer. Hvis vi som Parlament er overbevisende, burde det - under fru Jacksons ledelse - være muligt at gøre mere, end det lige nu er tilfældet. Jeg vil gerne takke fru Jackson og de andre skyggeordførere for deres fremragende samarbejde, og jeg håber på et positivt udfald ved afstemningen i morgen.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg glæder mig over og støtter alle de ændringsforslag, der sigter på at indføre mål, som er helt nødvendige for at fremme forebyggelse med henblik på øget genanvendelse. Naturligvis støtter jeg også fastholdelsen af et klart defineret og klart struktureret affaldshierarki. Det er også helt nødvendigt at kunne trække på korrekte og sammenlignelige statistiske data, hvis der skal kunne gøres yderligere fremskridt med hensyn til både forebyggelse og genanvendelse af industriaffald.

Efter min opfattelse bør vi i Parlamentet standhaftigt støtte anvendelsen af hierarkiprincippet som en generel regel og ikke som et vejledende princip, som Rådet foretrækker det. Direktivet bør i detaljer præcisere de kriterier, der skal anvendes ved enhver undtagelse, og de nødvendige undtagelser skal efter min opfattelse formuleres struktureret og udtrykkeligt, så der ikke kan herske nogen tvivl om, hvad der betragtes som nyttiggørelse, og hvad der betragtes som bortskaffelse af affald.

Jeg er enig med ordføreren i, at energi fra affaldsanlæg kan spille en vigtig rolle i forbindelse med bortskaffelse af restaffald, og at vi nu står over for et vigtigt valg i denne henseende, især når man tænker på EU's afhængighed af usikker energiimport fra mange andre dele af verden. Lad mig slutte med at sige, at jeg også glæder mig over de ændringsforslag, som vedrører genvinding af olieaffald, og som oprindeligt var blevet taget ud.

  Karl-Heinz Florenz (PPE-DE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær! Jeg vil gerne sige til fru Jackson, at jeg er utilfreds med kompromiset, men det skyldes ikke mangler ved hendes forhandlingsevner. I den forbindelse må jeg sige til hr. Dimas, at min utilfredshed er møntet på Kommissionen til en forandring.

I forhold til fly, industrisektoren og motorkøretøjer er Kommissionen overordentlig streng og handler frem og tilbage om hvert eneste gram, som den kan reducere CO2-emissionerne med, hvilket også er godt. Men når det gælder affaldspolitikken, så spiller CO2 overhovedet ingen rolle. Vi kan beviseligt spare 100 millioner ton CO2. Det er en kæmpe chance, som er blevet forspildt i dette dokument.

Den anden ting, jeg beklager, er, at vi er blevet en slags betonfirma. Vi indstøber ulighederne i Europa i beton, frem for at satse på harmonisering. Vi definerer ganske vist mål, men de er ikke bindende. Vi vil ikke opnå ægte harmoniserede mål i Europa i de næste 20 år. Det er det, der generer mig ved denne betænkning. 20 år er næsten en halv generation. Vi burde have været langt mere innovative, og det kunne vi også have været.

Jeg tror, hr. kommissær, at der kun er et stort problem, nemlig artikel 14. Det ville glæde mig, hvis De kunne sige noget mere om den regel. Det kan være en ret kompliceret sag i en føderal stat. Det drejer sig om blandet og ublandet affald og om, hvordan det behandles i overensstemmelse med princippet om selvforsyning. Jeg vil gerne bede Dem om at kommentere sagen igen i Deres afsluttende bemærkninger.

På nuværende tidspunkt er der naturligvis nogen, der siger, at vi vil få et stort flertal, men hvis disse spørgsmål ikke bliver løst, så vil nogle af de store lande utvivlsomt komme i problemer. Husk på, at vi ikke kun har andenbehandlingen i morgen, der kommer også en tredjebehandling, og 64 ændringsforslag i en forligsprocedure er relativt mange.

Så hvis De benytter Dem af muligheden, hr. kommissær, for at forklare et par ting om disse uløste spørgsmål, så kunne jeg godt forestille mig, at vi kunne nå frem til et godt resultat.

  Gyula Hegyi (PSE). - (EN) Fru formand! På nuværende tidspunkt genanvender vi kun 27 % af vores affald i Europa, og næsten halvdelen af vores affald ender på lossepladsen. Det viser, at vi er nødt til at ændre vores affaldshåndteringspraksis på en helt grundlæggende måde. Frem for alt bør vi opmuntre til affaldsforebyggelse, styrke genbrug og genanvendelse og minimere mængden af affald, der ender på lossepladsen. Derfor glæder det mig, at affaldshierarkiet efter nogen debat har fået lov at blive i den nye kompromistekst.

Angående forebyggelse - lovgivningens hovedformål - så savner jeg nogle mål for stabilisering af affaldsproduktionen i den seneste tekst, men vi havde allerede vedtaget dem ved førstebehandlingen. I de gamle medlemsstater producerer én person næsten dobbelt så meget husholdningsaffald - 570 kg pr. år - som en person i de nye medlemsstater - 300 til 350 kg pr. år. Så de rige lande bør gå først i gang med at reducere deres affaldsproduktion.

Samlet set produceres der mere og mere affald i Europa. Derfor er det ikke nok med forebyggelsesprogrammer, som det foreslås i kompromiset: Vi er nødt til at opstille bindende mål for at standse den stigende affaldsproduktion. Det er grunden til, at jeg har tænkt mig at støtte ændringsforslag 48, som genindfører målet for stabilisering af affaldsproduktionen. Jeg glæder mig over de obligatoriske genbrugs- og genanvendelsesmål, men jeg er bange for, at den nye formulering, ifølge hvilken medlemsstaterne "træffer de nødvendige foranstaltninger" for at nå målene, ikke er tilstrækkelig. Vi har brug for konkrete og bindende mål, som kan håndhæves, både for husholdnings- og industriaffald. Derfor foreslår jeg, at vi støtter ændringsforslag 82 for at sikre, at genanvendelsesmålene bliver håndhævet.

Når dette er sagt, glæder jeg mig over betænkningen og det arbejde, fru Jackson, min ven Guido Sacconi m.fl. har gjort.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Fru formand! Denne aftale bliver ikke bedre, siger ordføreren, og jeg anerkender de resultater, hun har opnået. Der er sejre, som kan vindes kl. 3 om natten under et forligsmøde, og som ikke kan vindes på noget andet tidspunkt i forhandlingsprocessen.

Vi er alle klar over, at vores affaldsbjerge skal gøres mindre. Et britisk supermarked bekendtgjorde for nylig, at de har tænkt sig senest i 2012 at have reduceret brugen af emballage med 25 % og brugen af bæreposer med 33 %. De vil sikre, at madaffald omdannes til energi gennem anaerob nedbrydning. De vil begrænse antallet af emballeringsmaterialer til kun fire, som er lette at genanvende eller kompostere, og de vil trykke enkle symboler på al emballage for at gøre det lettere for kunderne at kompostere deres affald eller sende det til genanvendelse.

Alt dette er et spørgsmål om politisk vilje. Affaldsbegrænsning er et spørgsmål om politisk vilje, og den vilje kan styrkes af EU-lovgivningen.

Jeg kan godt forestille mig, at vi kunne have overtalt Rådet til i det mindste at fremrykke den dato, hvor det senest skal offentliggøre forslag om affaldsbegrænsning, fra 2014 til et par år tidligere. Parlamentet har gjort det godt. Måske kunne vi have gjort det endnu bedre.

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Forslaget er en skuffelse. Det er udtryk for et svigt over for behovet for en større indsats mod klimaændringerne og for at skåne ressourcerne. Vi ved, at Det Europæiske Miljøagentur har forudsagt en stigning i affaldsmængderne på 50 % i 2020. At der ikke er blevet fastlagt bindende stabiliseringsværdier eller bindende genanvendelsesmål, er udtryk for en fiasko, for en given efter for pres fra medlemsstaterne. Det instrument, der var behov for, er uden tvivl blevet udvandet som følge af dette pres.

Det er også skuffende, at forbrænding af affald i stigende grad bliver til ultima ratio på bekostning af affaldsforebyggelse. Disse genanvendelseskvoter og stabiliseringen af affaldsmængderne skulle netop have været med til at rette op på denne skævhed. Jeg håber, at vi ved at vedtage ændringsforslag stadigvæk kan forbedre dette forslag og gøre det, der er nødvendigt, nemlig at formulere en ambitiøs affaldspolitik, der er behov for i EU.

  Roberto Musacchio (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg er desværre nødt til at kritisere nogle af de indgåede kompromiser, da de i nogle tilfælde risikerer at underminere det, Parlamentet med rigtig god grund vedtog ved førstebehandlingen.

Jeg er også ked af det, fordi disse ændringer til det værre, som Rådet har indført, er forfejlede og farlige. Jeg siger dette ud fra min personlige synsvinkel, idet jeg bor i Italien. Italien sætter desværre et dårligt eksempel, når det gælder affaldshåndtering - vi respekterer hverken ånden eller bogstavet i EU-lovgivningen, som i nogen tid har orienteret sig efter et regulært hierarki, som dækker alt fra begrænsning til genanvendelse.

Det hierarki skal styrkes med kvantitative og faste begrænsnings- og genanvendelsesmål - også for industriaffald - og ikke svækkes, sådan som det til dels er sket, idet der gives spillerum for bortskaffelsespolitikker, som underminerer hierarkiets principper. Italien har f.eks. ydet milliarder af euro i tilskud til affaldsforbrænding i de senere år, og resultatet er klart for enhver og kan på ingen måde betragtes som positivt.

  Jim Allister (NI). - (EN) Fru formand! I hele Europa kæmper medlemsstaterne med stærkt stigende energipriser. At betragte affald som et potentielt vigtigt brændstof er derfor både fornuftigt og nødvendigt, tror jeg. Det vil helt sikkert være til gavn på flere måder - både fordi det skaffer os af med vores enorme bunker af affald, og fordi vi samtidig får en alternativ energikilde, som især vil være værdifuld nu, hvor vi står over for en energikrise og i stadig højere grad er afhængige af usikre olieleverancer fra udlandet.

Derfor forstår jeg ikke den tilbageholdenhed, nogle udviser med hensyn til at anerkende den indlysende fordel, der ligger i at fremme affaldsenergi. Jeg frygter, at nogle af mine kolleger nærer så stærke følelser for deres genanvendelses- og antiforbrændingsdogmer, at de er parat til at ofre muligheden for at udvinde varme og strøm fra affald. Jeg må sige, at her tror jeg, de tager alvorligt fejl.

I samme ånd vil jeg gerne have lov at sige, at jeg går meget stærkt ind for at udvide definitionen af "nyttiggørelse" mest muligt i direktivet, så det bliver ubestrideligt klart, at udvinding af energi fra affald er nyttiggørelse, og ikke bortskaffelse, af affald. Vi bør især udnytte dette i landbrugssektoren, hvor der er store muligheder i den henseende.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Fru formand! Først vil jeg gerne ønske vores ordfører, Caroline Jackson, hjerteligt tillykke med hendes fremragende arbejde, som afspejler hendes sagkyndige dygtighed i dette vanskelige spørgsmål om håndtering af affald. Jeg vil også takke hende for den lydhørhed, hun har udvist i hele forhandlingsforløbet, og som har gjort det muligt at nå frem til dette svære kompromis med Rådet og Kommissionen.

Vi har et nyt direktiv, som skal afklare en række punkter. Man kan glæde sig over hierarkiet i affaldshåndteringen og over de ambitiøse genanvendelsesmål, der er fastsat for medlemsstaterne, med 50 % af alt husholdningsaffald inden 2020. Forebyggelse, genbrug, genanvendelse, nyttiggørelse og endelig bortskaffelse må være den rigtige vej i behandlingen af affald, og dette hierarki bør være et vejledende princip. Det er også vigtigt at fastlægge energieffektive kriterier for forbrændingsanlæggene som anført i teksten, naturligvis på betingelse af at forbrændingsløsningen virkelig kun anvendes, hvis der ikke er andre muligheder.

Da teksten også sætter stramme regler for kontrol med farligt affald og skærper kravet til sporbarhed, ser det hele følgelig meget positivt ud.

Der er naturligvis tale om et kompromis, og vi ville gerne være gået endnu længere på visse punkter såsom tilføjelse af miljøkriterier i definitionen af nyttiggørelse, styrkede betingelser for affaldsfasens ophør eller spørgsmålet om biprodukter, hvor definitionen indebærer vanskeligheder. Ikke desto mindre må vi absolut støtte dette kompromis, fordi vi udmærket ved, at det har været svært at nå frem til, og hvis vi vil gå videre til forlig, løber vi den risiko, at det mislykkes, og at det hele bliver uhyre forsinket. Vi må erkende, at da vores fælles affaldspolitik hidtil har været en fiasko, er det langt at foretrække at blive enige om en løsning, der ser fornuftig ud, og Kommissionen må være meget opmærksom og sørge for, at dette direktiv bliver ordentlig implementeret. Vi må se, om vi kan nå længere om nogle år.

  Anne Ferreira (PSE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er for mit vedkommende ikke tilfreds med kompromistekstens form eller indhold.

Med hensyn til formen mener jeg, at hvis der arbejdes i to år på at forberede en tekst og de sidste beslutninger, som ikke bare er justeringer, træffes i al hemmelighed og ligger langt under det, der var vedtaget i Miljøudvalget, og først lander på parlamentsmedlemmernes bord et par timer før afstemningen, kan vi ikke behandle sagen forsvarligt.

Hvad indholdet angår, er dette kompromisforslag et frafald, hvor der gives afkald på en klar definition af nyttiggørelse, på viljen til at stabilisere mængden af affald, på ambitiøse genanvendelsesmål, og som desværre bevidner Kommissionens og Rådets svigtende evne til at omsætte de fine ambitiøse erklæringer på europæisk og internationalt plan i handling.

Nej, jeg er ikke tilfreds, og jeg er tilmed foruroliget over vores manglende politiske evne til virkelig at handle for miljøets og vores helbreds skyld og for at forbedre det, og derfor har jeg stemt nej.

  Anne Laperrouze (ALDE). - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil indlede mit indlæg med at lykønske vores ordfører, fru Jackson, og ALDE-Gruppens ordfører, fru Drčar Murko, med det udførte arbejde.

Farligt affald rejser væsentlige spørgsmål om sporbarhed, ikkefortynding, ensartet opbevaring af informationer om overførsel af affald over en længere periode dvs. fem år for alle aktører i sektoren, men alle disse emner er behandlet ret overfladisk. Det er yderst beklageligt fra et sundheds- og miljøsynspunkt.

Hvad biprodukter angår, må jeg virkelig udtrykke min skuffelse. Jeg er ikke modstander af biproduktkonceptet, tværtimod indrømmer jeg, at det er vigtigt, men jeg synes ikke, definitionen i Rådets fælles holdning giver tilstrækkelige garantier, og derfor risikerer den i den sidste ende at skade selve konceptet på grund af muligt misbrug.

Endelig mener jeg, at andre spørgsmål, herunder affaldsfasens ophør eller nyttiggørelsen, er tilsidesat for at kunne nå til enighed ved andenbehandlingen.

  Friedrich-Wilhelm Graefe zu Baringdorf (Verts/ALE). - (DE) Fru formand, hr. kommissær, fru Jackson! Vi vil stille et ændringsforslag på tværs af grupperne, som der var flertal for i Parlamentet under førstebehandlingen. Det vedrører følgende problem. I mange lande i EU bliver ubehandlet, usteriliseret køkkenaffald anvendt til ukontrolleret foderbrug eller deponeret på ulovlig vis. Denne adfærd medfører gang på gang en sygdomsrisiko, f.eks. mund- og klovsyge. Det er derfor vigtigt at sikre, at køkkenaffald bliver steriliseret ved hjælp af passende aktiviteter af godkendte foretagender og bortskaffet på sikker vis. Anvendelse til grisefoder må kun godkendes af medlemsstaterne, hvis affaldet er blevet steriliseret i 20 minutter ved en temperatur på 133 °C og et tryk på 3 bar og alle øvrige bestemmelser i forordning nr. 1774/2002 er overholdt. Jeg er overbevist om, at Rådet vil indarbejde denne regel i kompromiset, hvis Parlamentet vedtager ændringsforslaget.

  Umberto Guidoni (GUE/NGL). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det indgåede kompromis er et tilbageskridt i forhold til den tekst, Miljøudvalget godkendte.

Ifølge den oprindelige tekst skulle affaldsproduktionen begrænses til 2009-niveauet fra 2012, og dermed ville man have indført en ægte forebyggelsespolitik med foranstaltninger fordelt over en tidsperiode. Den målsætning er ophævet i kompromiset, så den resulterende tekst er vag. Miljøudvalget havde opstillet minimumsmål for genanvendelse af husholdnings- og industriaffald, som skulle nås inden bestemte skæringsdatoer - omend disse lå langt ude i fremtiden. Disse mål er også blevet udvandet, idet de nu kun skal gælde for visse typer materialer og slet ikke gælder for industriaffald.

Et andet negativt aspekt er, at forbrændingsanlæg over et vist effektivitetsniveau "forfremmes" fra at være bortskaffelsesanlæg til at have status af nyttiggørelsesanlæg. Dette direktiv synes at give efter for magtfulde lobbyers krav. Resultatet af den irske folkeafstemning har vist os, at man er nødt til at være på borgernes side og tage deres bekymringer alvorligt, hvis man ikke vil risikere, at hele idéen om EU forkastes, og integrationsprocessen lammes.

Parlamentet er nødt til at tage højde for de tusindvis af e-mails fra europæiske borgere, som efterlyser stærkere forpligtelser og bindende mål, ellers risikerer vi at forspilde endnu en stor chance for at fremme EU-institutionernes troværdighed.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Fru formand! Jeg glæder mig over kompromispakken, men samtidig vil jeg gerne understrege, at kompromiset er temmelig skrøbeligt. Derfor er det afgørende vigtigt, at alle medlemsstaterne optræder ansvarligt og ikke giver sig til at lede efter eventuelle smuthuller, der måtte være tilbage i lovgivningen. I Ungarn indsamles p.t. 2 % af den samlede affaldsmængde separat. Efter min opfattelse er der ikke andet at sige til det end at udtrykke håb om, at dette direktiv omsider vil sætte skub i en bevægelse i den rigtige retning, for vi starter unægtelig med et dårligt udgangspunkt. I den østlige halvdel af Europa har man investeret mere og mere i affaldshåndtering i de senere år, for en stor del takket være midler fra EU's strukturpolitiske førtiltrædelsesinstrument (ISPA) og Samhørighedsfonden. En af hovedaktiviteterne har været konstruktion af deponeringsanlæg, men i en række områder er der også igangsat et antal affaldssorteringsprogrammer, herunder foranstaltninger med henblik på separat indsamling af organisk affald i nogle tilfælde. På den anden side er der slet ikke truffet nogen virkelige foranstaltninger eller foretaget nogen investeringer med henblik på affaldsbegrænsning, og der eksisterer endnu ikke nogen særskilt genanvendelsesindustri, som kan behandle de genanvendelige materialer. Derfor vil det være af afgørende betydning, hvordan EU's retningslinjer udformes - ikke mindst for Ungarn. Ifølge statistikkerne ville ethvert samfund dybest set kunne opnå en reduktion af deres affaldsproduktion på 50 % alene ved at indføre genanvendelse af tørt affald og separat dør til dør-indsamling af organisk affald. Men når de nye forpligtelser formuleres, er vi også nødt til at tage deres gennemførlighed og de omkostninger, der er forbundet med gennemførelsen, i betragtning. Man må f.eks. spørge: Kan de supplerende investeringer iværksættes i de samme områder som ISPA-projekterne? Kan de oprindelige kontrakter ændres? Hvis ikke, gør det ikke nogen nævneværdig forskel, om der er behov for at udvide affaldssorteringen, eller om der er gennemført lovgivningsmæssige tiltag med henblik på at reducere den mængde affald, der deponeres på lossepladserne; ifølge de tyveårige kontrakter skal det indsamlede affald transporteres til de deponeringsanlæg, der er blevet bygget. Foruden at godkende dette direktiv bør vi derfor også se at komme i gang med at prøve at finde ud af, hvordan de eksisterende kontrakter vil kunne ændres. Jeg vil gerne ønske ordføreren tillykke med hendes fremragende arbejde.

  Horst Schnellhardt (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Jeg tror, vi kan lykønske ordføreren. Hun har formået at opnå et tilfredsstillende resultat med Rådet. Jeg vil især gerne fremhæve, at det afvigende hierarki er blevet medtaget.

Men der er også negative punkter, som egentlig er uforståelige og indbragt i dokumentet af Rådet. Det første vedrører de animalske biprodukter. Vi havde vedtaget i udvalget, at animalske biprodukter skulle falde uden for dette rammedirektiv om affald. Det, som Rådet nu har gjort, er at skabe den form for bureaukratisk hindring, som får landbrugerne op på barrikaderne. Det fastslår, at gylle, der forarbejdes til biogas, pludselig er et affaldsprodukt. Ved De, hvad det betyder? Det betyder, at landbrugerne vil skulle indhente tilladelse til at behandle affald og redegøre for de nøjagtige affaldsmængder og -former, der skal behandles, og hvor det skal ske.

I direktivet om animalske biprodukter er det fastlagt præcist, at der gælder undtagelser for gylle. Det ville derfor være lettere for landmanden at sprede gyllen ud på marken nu end at forarbejde den til biogas. Vi skaber med andre ord bureaukratiske hindringer for en metode, som vi egentlig søger at fremme.

Det andet punkt vedrører olieaffald. Ifølge direktivet om olieaffald - der, som De ved, skal ophæves nu - skal olieaffald forarbejdes og genanvendes. Det er store mængder, der bliver behandlet under dette direktiv. Det er naturligvis allerede blevet fastlagt, at olieaffald ikke behøver at blive behandlet, hvis genanvendelse ikke er økonomisk forsvarligt eller teknisk muligt. Nu er det blevet fastlagt, at medlemsstaterne skal afgøre det. Jamen, er vi EU eller er vi igen blevet en samling af medlemsstater? Vi bryder altså helt klart markedet op igen. Det finder jeg meget betænkeligt. Lad mig gå over til spørgsmålet om øget selvforsyning. De lokale myndigheder vil nu afgøre, hvem der har lov til at bortskaffe hvad og hvornår. Lokale myndigheder med ekstra forbrændingskapacitet har naturligvis lagt et stort pres. Men det er den forkerte vej at gå. Det er ikke noget alternativ, og denne udvidelse får markedsøkonomien til at gå helt i stå inden for affaldshåndtering.

  Frieda Brepoels (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Jeg tror, det står klart, at dette kompromis er et vigtigt skridt fremad for EU's miljølovgivning. Alligevel er jeg ikke helt tilfreds med kompromiset. Hvorfor ikke? Min egen region, Flandern, samt f.eks. Nederlandene har den bedste affaldspolitik og er rigtig gode til at sortere og genanvende vores affald, så vi finder de foreslåede genanvendelses- og forebyggelsesmål aldeles utilstrækkelige. De giver os ærlig talt ikke noget incitament overhovedet til at gøre det bedre i fremtiden.

Vi bryder os heller ikke rigtig om muligheden for, at forbrændingsanlæg til husholdningsaffald kan betragtes som effektiv udnyttelse på grundlag af energieffektivitetsformlen, og vi tror, at dette i praksis kan komme til at skabe en del forvirring. Ikke desto mindre er jeg sikker på, at det overordnede resultat må betragtes som meget positivt, og derfor vil jeg gerne rette en stor tak til fru Jackson for hendes kæmpe indsats. Vi vil støtte kompromiset.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Fru formand! I dets nuværende form udgør rammedirektivet om affald desværre en trussel mod bestræbelserne på at udbygge anvendelsen af biogas. Jeg er helt enig med hr. Schnellhardt fra PPE-DE-Gruppen i, at det nuværende direktiv er utilstrækkeligt med hensyn til biogasproduktion, ligesom det også er tilfældet med hensyn til anvendelsen af gylle eller kommunalt affald. I dets nuværende form vil affaldsdirektivet desværre bringe bestræbelserne på at udbygge anvendelsen af biogas i fare. Dette giver grund til at sætte spørgsmålstegn ved fru Jacksons betænkning. Definitionen af husdyrgødning anvendt til biogasproduktion som affald er flertydig i affaldsdirektivet. Hvis direktivets anvendelsesområde skulle omfatte dette, ville det blive umuligt at producere biogas af husdyrgødning, på trods af at dette ville rumme store fordele i forhold til energiforvaltning, miljø og klimabeskyttelse. Vi må hurtigst muligt få ryddet op i dette rod og gøre lovgivningen konsekvent igen, og derfor er vi nødt til at vedtage Kommissionens holdning til direktivet med hensyn til biogas.

  Adam Gierek (PSE). - (PL) Fru formand! Tillykke til ordføreren med den realistiske vurdering af det voksende affaldsproblem. De grundlæggende præmisser i lovgivningsforslagene er affaldsforebyggelse og materialegenanvendelse. Energiudnyttelse er nemmere, men bør ikke træde i stedet for den vanskeligere materialegenanvendelse.

Derfor er det nødvendigt at skabe betingelser, som muliggør materialegenanvendelse, og foretage mere præcise juridiske distinktioner, som f.eks. beskriver, hvornår metalskrot ikke er affald, men bliver til et råmateriale. Vi har brug for bedre og billigere teknologier til materialegenanvendelse. Produkterne bør designes på en sådan måde, at materialerne lettere kan genanvendes. Der er behov for selektiv indsamling, og dette skal tilpasses markedet, så både husholdningerne og de potentielle brugere af genbrugsmaterialerne kan opnå fordele ved det.

Uden disse løsninger risikerer vi, at den aktuelle situation i Napoli gentager sig, hvor affaldsforbrænding desværre kan vise sig at være den eneste mulighed.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke alle talerne i denne debat for deres positive bidrag.

Med udgangspunkt i den tekst, vi er blevet enige om, vil medlemsstaterne nu være nødt til at træffe en række foranstaltninger for at forbedre deres affaldshåndtering. Direktivet fastlægger klare definitioner og affaldshåndteringsprincipper, som jeg er sikker på vil løse de hidtidige fortolkningsproblemer, nedbringe antallet af retssager og være et godt juridisk grundlag for en velfungerende affaldsbehandlingssektor.

Der er tilføjet en række nøgleelementer til den samlede kompromispakke, vi nu foreslår. De vigtigste er de følgende.

For det første er direktivets miljømæssige sigte nu klart og ambitiøst. Miljøbeskyttelsesniveauet er ikke blot opretholdt, men også styrket på visse områder, f.eks. hvad angår farligt affald.

De lovgivende parter er blevet enige om en række grundlæggende definitioner, herunder definitioner af affald, forebyggelse, genanvendelse og nyttiggørelse. Disse definitioner er klare og forståelige. Desuden integrerer direktivet fuldt ud bestemmelserne fra to andre direktiver, så lovgivningen bliver lettere tilgængelig, samtidig med at de høje standarder for miljøbeskyttelse opretholdes.

Der er foretaget en klar distinktion mellem nyttiggørelse og bortskaffelse, og Kommissionen har mulighed for at præcisere denne distinktion yderligere, hvis det skulle blive nødvendigt.

Der er opstillet et klart femtrins "affaldshierarki", som fremmer affaldsforebyggelse og kun tillader bortskaffelse af restaffald som en sidste udvej. Samtidig sikrer hierarkiet det nødvendige spillerum for fleksibilitet, som berettiges af fornuftige fasemæssige overvejelser.

Jeg vil gerne erindre om den vægt, Parlamentet under forhandlingerne har lagt på en styrkelse af de øvre niveauer i "affaldshierarkiet" ved at indføre genanvendelsesmålene. Hvis disse mål ikke er nået i 2020, kan Kommissionen stævne medlemsstaterne for manglende overholdelse af direktivets krav. Endvidere indføres der med den nuværende formulering en mere regelmæssig og grundig overvågning af de foranstaltninger, medlemsstaterne træffer for at nå de obligatoriske mål, inden tidsfristen i 2020, frem for at man blot kontrollerer den faktiske grad af overholdelse i 2020, når affaldshåndteringssystemerne allerede er etableret. En sådan tidlig håndhævelsesproces kan medvirke til, at vi undgår ubehagelige overraskelser i 2020.

Sidst, men ikke mindst indfører direktivet en helt ny dimension af affaldsforebyggelse, som Kommissionen er opsat på at arbejde videre med, så snart den er vedtaget og indarbejdet i lovgivningen. Medlemsstaterne vil nu skulle etablere hver deres nationale affaldshåndteringsplaner og -netværk, og disse skal afspejle de principper og nye forpligtelser, som opstilles i det reviderede direktiv.

Artikel 14 i rammedirektivet om affald rummer ingen bestemmelser om, hvorvidt oprettelsen og driften af sådanne netværk bør forestås af private aktører eller offentlige myndigheder, ej heller blander den sig på nogen som helst måde i spørgsmålet om ejerskabet - altså i, hvorvidt affaldshåndteringsaktiviteterne og den relaterede infrastruktur skal ejes af det offentlige eller af private virksomheder. Arbejdsfordelingen mellem det offentlige og den private sektor er et internt anliggende, som kun medlemsstaterne selv kan træffe beslutning om. Hvis der allerede eksisterer et tilstrækkeligt netværk af bortskaffelses- og nyttiggørelsesoperationer - det være sig privat, offentligt eller i en blandingsform - så er det ikke nødvendigt med yderligere foranstaltninger med henblik på at etablere det.

Angående bekymringerne over fraværet af et genanvendelsesmål for produktions- og industriaffald vil mine embedsfolk gøre det til deres førsteprioritet at se på mulighederne for at fastsætte et sådant mål i forbindelse med revisionen i 2014, som planlægges i artikel 8a (punkt 4).

Angående spørgsmålet om at fodre dyr med animalske biprodukter som f.eks. køkken- og madaffald, så er dette reguleret i forordningen om animalske biprodukter, som p.t. er under revision. Spørgsmålet bør behandles i denne forordning, da rammedirektivet om affald ikke er det rigtige sted at regulere brugen af køkken- og madaffald.

Med hensyn til spørgsmålet om, hvorvidt kravene til biprodukter og kriterierne for affaldsfasens ophør skal være opfyldt i EU før overførsel til tredjelande, bekræfter Kommissionen, at dette er tilfældet.

Angående spørgsmålet om, hvorvidt husdyrgødning bør udelukkes fra anvendelsesområdet for rammedirektivet om affald, så betragtes husdyrgødning ikke som affald, når den bruges som gødning. Men når den er bestemt for videre behandling eller bortskaffelsesoperationer - f.eks. forbrænding, produktion af biogas eller kompost eller deponering - så betragtes den som affald. At udelukke husdyrgødning fra affaldslovgivningens anvendelsesområde ville skabe et alvorligt hul i miljøbeskyttelsen, eftersom der ikke ville være nogen juridiske instrumenter til at kontrollere spørgsmål som udledning til luft og vand, krav vedrørende deponering, støj, lugtgener osv.

Endelig vil jeg gerne sige, at EU bør fremme produktion af biogas og kompostering af affald. Men biogas- og komposteringsanlæg er ikke miljøneutrale. De foretager også udledninger til luft og vand og kan være til gene f.eks. på grund af lugt eller støj. At udelukke husdyrgødning bestemt for biogasproduktion eller komposteringsanlæg fra anvendelsesområdet for rammedirektivet om affald ville resultere i, at sådanne anlæg også blev udelukket fra IPPC-direktivets anvendelsesområde.

Til sidst vil jeg gerne endnu en gang lykønske fru Jackson og takke hende for et fremragende stykke arbejde. Kommissionen er meget tilfreds med forhandlingsresultatet og kan acceptere alle ændringsforslagene i kompromiset.

  Caroline Jackson, ordfører. - (EN) Fru formand! Lad mig blot ganske kort takke alle de kolleger, som har deltaget i debatten. Der er kun én, hvis indlæg jeg gerne vil have lov at svare på, og det er hr. Davies - herefter kaldet Chris Newsnight Davies efter det program, han ynder at optræde i - som sagde, at jeg gav for hurtigt op over for Rådet. Jeg håber, at parlamentsmedlemmerne vil støtte mig, når jeg siger, at jeg ikke gav for let op, og at jeg aldrig har givet let op over for noget som helst. Som fru Laperrouze vil kunne bevidne i forbindelse med vandsagen, bliver Rådet sværere og sværere at forhandle med. Efterhånden som recessionen begynder at kunne mærkes, er det ved at gå op for Rådet, at denne lovgivning kommer til at koste penge, og de bliver utilbøjelige til at acceptere Parlamentets ændringsforslag.

I morgen formiddag har vi et valg. Vi kan sige ja til den pakke med ændringsforslag, vi har foran os, og jeg håber meget, at det bliver det, der sker. Vi kan stemme nogle store ændringsforslag igennem - f.eks. om biprodukter - hvilket vil betyde, at pakken falder, og vi skal i gang med en ny forligsproces. Det kunne vel nok være sjovt! Eller vi kan måske blive enige om et eller andet mindre betydningsfuldt ændringsforslag eller om et ændringsforslag, som i hvert fald af forslagsstillerne betegnes som mindre betydningsfuldt - f.eks. ændringsforslag 88, som jeg afventer Kommissionens holdning til. Måske kommer det på plads i løbet af natten.

Jeg tror, det er yderst tvivlsomt, om Rådet vil acceptere flere ændringsforslag, uanset hvor små de måtte være, så jeg går ind for pakken, som den er, uden flere ændringer. Pakken må trods alt have en vis virkningskraft, for hvorfor skulle Rådet ellers kæmpe så hårdt om den? Det er ikke nogen meningsløs pakke, sådan som De Grønne prøver at fremstille det; det er en pakke med bid.

Lad mig til slut takke skyggeordførerne - "Caroline Jackson and the Shadows", det lyder som et band fra 1960'erne - for deres samarbejde, uden at jeg af den grund ønsker at se dem igen og igen og igen til nye forligsforhandlinger. Jeg synes, vi bør prøve at få lukket denne sag i morgen formiddag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen tirsdag den 17. juni.

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Med det nye rammedirektiv om affald har Parlamentet nu opnået tilslutning til at etablere høje og bindende genanvendelseskvoter. Der var virkelig et presserende behov for disse, og jeg ser fortrøstningsfuldt frem til en fremtid, hvor affaldssortering og genanvendelse vil blive praktiseret i stadigt stigende omfang i hele Europa. Jeg tror, at genanvendelse af 50 % af vores husholdningsaffald og 70 % af vores bygnings- og nedrivningsaffald senest i 2020 er nogle rigtig gode mål, som baner vejen for et velfungerende miljø- og klimavenligt affaldshåndteringssystem i hele Europa. Netop fordi østrigerne allerede er eksemplariske til at sortere og genanvende deres affald, er jeg meget glad for at høre, at alle de andre medlemsstater nu vil deltage i disse aktiviteter og derved bringe os endnu et skridt nærmere en effektiv beskyttelse af miljøet. Vi bør ikke glemme, at affaldsprodukter også er råmaterialer, og at en mere effektiv udnyttelse af disse materialer også kan være med til at modvirke klimaforandringer.

Nu må vi afvente, at Kommissionen udarbejder sine specifikke forslag til, hvordan vi kan sikre, at økonomisk vækst ikke bliver ensbetydende med stigende affaldsmængder.

20. Miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken og om ændring af direktiv 82/176/EØF, 83/513/EØF, 84/156/EØF, 84/491/EØF, 86/280/EØF og 2000/60/EF ((11486/3/2007 - C6-0055/2008 - 2006/0129(COD)) (Ordfører: Anne Laperrouze) (A6-192/2008).

  Anne Laperrouze, ordfører. - (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Den betænkning, vi fremlægger i dag til andenbehandling, er resultatet af et teamwork, som førte til enighed med det slovenske formandskab og Kommissionen. Det har været mig en stor fornøjelse at arbejde sammen med ordførerne fra de politiske grupper på at finde et kompromis. Jeg var heldig at have kompetente og erfarne kolleger, som lyttede og deltog i forhandlingsmøderne. Jeg vil takke mine kolleger mange gange og også rette en tak til Miljøudvalgets sekretariat, de politiske gruppers rådgivere og min assistent, Sylvain Maréchal.

Jeg sagde teamwork, fordi vi havde et glimrende samarbejde med det slovenske formandskabs repræsentanter, som tog Parlamentets henstillinger til efterretning, og med Kommissionens repræsentanter, hvis besvarelser gjorde det lettere at forstå dette forslag til direktiv. Jeg tror, enhver vil kunne genkende sit bidrag til samarbejdet i de kompromisændringsforslag, som bliver sat under afstemning i morgen. Altså tak til alle, der har hjulpet mig i arbejdet som ordfører for denne tekniske sag.

Nu kommer jeg til indholdet. I vandrammedirektivet fastlægges en strategi til bekæmpelse af kemisk vandforurening. Dette forslag til datterdirektiv sigter på gennem miljøkvalitetskrav at opnå et højt niveau af beskyttelse mod de risici, visse stoffer påfører vandmiljøet.

Lad mig understrege de vigtigste fremskridt i denne kompromistekst. Vi har indført to hovedprincipper, nemlig princippet om, at forureneren betaler, og princippet om indgreb over for miljøskader ved kilden. De mest betydningsfulde aspekter er de praktiske. Således tjener disse overgangsområder, hvor kravene må overskrides - med den ændrede betegnelse blandingszoner - ikke længere til at konstatere kendsgerningerne, men som et redskab til at fremhæve et problem, og følgelig er det op til medlemsstaterne at bestemme de nødvendige indgreb.

Målsætningen med dette direktiv var bl.a. at harmonisere kravene på fællesskabsplan. Det var altså klart, at det tilkom Kommissionen at fastlægge retningslinjer for harmonisering af oversigter, emissioner, udledninger og blandingszoner. Det fik vi igennem. Det lykkedes os også at sikre vandmasser på tværs af medlemsstaternes grænser - men også med udspring i tredjelande - mere opmærksomhed.

Hvad rækken af yderligere stoffer angår, havde Parlamentet ønsket at tilføje et større antal. Efter en første sortering udvalgte Kommissionen 13 stoffer, der betragtes som foruroligende. Af kompromiset fremgår det klart, at Kommissionen har 24 måneder til at tage stilling til den endelige klassificering på grundlag af videnskabelige data og foreslå relevante grænseværdier. Der er her tale om et ikke uvæsentligt fremskridt, eftersom de pågældende stoffer bl.a. er pcb, frit cyanid, EDTA, dioxiner og biphenyl.

Med hensyn til det vanskelige spørgsmål om sedimenter og biota bestemmes det i kompromiset i mangel af enighed blandt videnskabsfolk, at medlemsstaterne selv må kontrollere disse og udarbejde en langsigtet tendensanalyse af de ophobede stoffer.

Endelig fik parlamentsmedlemmerne, som var overraskede over, at forslaget ikke indeholdt nogen ny foranstaltning til emissionskontrol, gennemført et kompromis i artikel 7 om, at Kommissionen på grundlag af rapporter fra medlemsstaterne skal vurdere de eksisterende retsakters effektivitet og fremskridtene bl.a. med hensyn til at begrænse blandingszonernes udstrækning og derefter foreslå ændringer eller relevant lovgivning.

Under henvisning til disse fremskridt opfordrer jeg parlamentsmedlemmerne til at støtte denne kompromispakke.

FORSÆDE: Adam BIELAN
Næstformand

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi diskuterer i dag en af de vigtigste udfordringer for miljøpolitikken, nemlig beskyttelsen af vores vandressourcer, både for vores egen og kommende generationers skyld.

Lad mig starte med at lykønske ordføreren, fru Laperrouze, og Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed med det fantastiske stykke arbejde og med deres samarbejde om dette direktiv.

Som De husker, blev der i vandrammedirektivet, den vigtigste retsforskrift på vandbeskyttelsesområdet, gjort plads til nødvendig yderligere lovgivning på to områder, nemlig EU-kvalitetskrav til grundvand og EU-kvalitetskrav til prioriteret stof i overfladevand.

Grundvandsdirektivet blev vedtaget i slutningen af 2006 ved en forligsprocedure. I dag skal Europa-Parlamentet ved andenbehandlingen træffe beslutning om det foreslåede direktiv om miljømæssige kvalitetskrav til prioriteret stof i overfladevand. Direktivet fastsætter harmoniserede kvalitetsstandarder for de 33 angivne stoffer, således at grundbegrebet for god vandkvalitet er fastsat med faste numeriske værdier baseret på de ypperste tilgængelige videnskabelige data og viden. Direktivet vil således være medvirkende til at opnå et højt beskyttelsesniveau for vandmiljøet og menneskers sundhed. Dette er i øvrigt målsætningen i vandrammedirektivet.

Kommissionen er fast besluttet på at holde et vågent øje med styrkelsen af dette direktiv og vandrammedirektivet. Målsætningen er også at overvåge og evaluere den tilgængelige information om tilstedeværelsen af stoffer, som ikke er med på prioritetslisten eller listen med prioriterede sundhedsskadelige stoffer, og om disse stoffers påvirkning. Kommissionen tilsigter at fremlægge forslag til vedtagelse af yderligere nødvendige foranstaltninger, hvor det bliver nødvendigt.

Gennem hele forhandlingsprocessen har Parlamentets indgriben på flere vigtige områder bidraget til processen med at sikre de ambitiøse mål, som Kommissionen oprindeligt foreslog. Dette gælder specielt på følgende nøgleområder: for det første, den fremtidige revision af listen over prioriterede stoffer, som nu hænger sammen med kvalitetsstandarder på miljøområdet, og som vil blive foreslået inden for to år efter ikrafttrædelsen af dette direktiv, for det andet, listen med kandidatstoffer, som skal undersøges, når den eksisterende liste skal revideres og for det tredje, kriterierne for listen over emissioner, udslip og lækager og for blandingszoner.

Jeg vil også gerne kort nævne spørgsmålet om kontrol af med forurenende emissioner. Som I ved, sørger vandrammedirektivet for en tilgang, der kombinerer emissionskontrol og miljømæssige kvalitetsstandarder. Emissionskontrol er i stor udstrækning dækket af eksisterende fællesskabslovgivning. Ud over emissionskontrol i direktiverne om rensning af byspildevand, nitratforurening fra landbruget og integreret forebyggelse og bekæmpelse af forurening (direktiver, der allerede var trådt i kraft, da vandrammedirektivet blev godkendt i 2000), har Kommissionen i mellemtiden vedtaget eller foreslået mere end 30 fællesskabslovgivningsinstrumenter. Lad mig give et eksempel på nogle af disse: Reach-forordningen, forordningen om persistente organiske miljøgifte, forordningen om minedriftsaffald, restriktionerne på brugen af stoffer under pesticidforordningen og forordningen om omløb og brug af visse sundhedsskadelige stoffer.

Vi tror derfor, at medlemsstaterne har tilstrækkelige lovgivningsmæssige værktøjer til rådighed for at indfri målsætningerne for vandrammedirektivet.

Ydermere vil Kommissionen vurdere behovet for yderlige kontrolforanstaltninger på fællesskabsniveau og, hvis det er nødvendigt, fremsætte forslag, når listen over prioriterede stoffer skal revideres. Kommissionen vil også vurdere behovet for at klassificere prioriterede stoffer som prioriterede sundhedsskadelige stoffer ved at tage ny tilgængelig information og den seneste udvikling inden for Reach-forordningens område i betragtning.

Lad mig endnu en gang udtrykke min tilfredshed med det arbejde, der er blevet gjort i fællesskab, specielt af ordføreren. Jeg vil gerne gentage Kommissionens fulde støtte til den kompromispakke af tiltag, som der er opnået enighed om ved andenbehandlingen, med hensyn til dette vigtige lovgivningsinstrument.

  Robert Sturdy, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne ønske fru Laperrouze tillykke. Hun har været en fremragende ordfører, og jeg har virkelig nydt at arbejde sammen med hende. Det glæder mig, at Kommissionen har lovet at bakke op om denne betænkning.

Det foreslåede direktiv - og jeg vil ikke komme så vidt omkring emnet, som fru Laperrouze har gjort, men jeg vil gerne tilføje et par af mine egne kommentarer - er en udløber af vandrammedirektivet, og det sikrer det endelige stykke lovgivning for god vandkvalitet i de enkelte medlemsstater. Sammen med ordføreren, Rådet og Kommissionen har vi haft mange diskussioner, og jeg tror, at vi endelig er blevet enige om en kompromispakke, som vi alle kan tilslutte os. Jeg opfordrer, ligesom ordføreren gjorde, alle til at stemme for pakken. Jeg mener, at det er en afbalanceret pakke, der sikrer beskyttelse af miljøet, bedre vandkvalitet for borgerne og en fornuftig belastning for økonomien, hvilket jeg også finder vigtigt. Vi har gennem forhandlingerne haft mange møder med ngo'er og industrien og kom frem til et fremragende forslag.

Forslaget begrænser koncentrationen af kemiske stoffer, sundhedsskadelige grupper, herunder tungmetaller, visse pesticider og andre sundhedsskadelige kemikalier i overfladevand. Det er i stor udstrækning baseret på principperne for forebyggende handlinger. Medlemsstaterne kan, som ordføreren sagde, udpege blandingszoner, hvor koncentrationen af kemiske stoffer i visse situationer kan overskride de gældende miljømæssige standarder, men de skal selvfølgelig række og overvåges meget nøje. Vi har zoner, som måske kan udpeges som blandingszoner i vandområder på tværs af landegrænserne - et fremragende stykke lovgivning. Der står her, at medlemsstaterne skal indsamle information, herunder kort. Jeg tror, at vi får problemer med at få fat i kortene, men vi vil ikke desto mindre løse det problem. Dette baner vejen for en etablering af en vandområdeplan, udgravning og skibstransport (selv dette leder til udledning og emission). En nedbringelse af prioriterede stoffer kan nu ske, såfremt dette kommer med i vandrammedirektivet.

Jeg vil gerne slutte af med en sidste overvejelse. Vand er kilden til alt liv - dette direktiv er så vigtigt. Selv på Mars er det kilden til alt liv.

  Marie-Noëlle Lienemann, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil på min side også gerne takke fru Laperrouze og alle skyggeordførerne samt det slovenske formandskab for deres indsats.

Dette direktiv er det sidste datterdirektiv, som udfylder vandrammedirektivet, og det var meget vigtigt, at vi nåede frem til et kompromis, som er et ægte fremskridt i betragtning af vores ambition om at bekæmpe forurening og især kemisk vandforurening. Vi ser hver dag i nyhederne, hvor stor skade f.eks. pcb-forekomst anretter på Fællesskabets vandressourcer.

Fru Laperrouze fortalte om alle de punkter, hvor vi har gjort fremskridt. Selvfølgelig ville vi som ved alle kompromiser gerne have opnået endnu mere, men jeg tror, grundlaget er fornuftigt. Blot må vi være agtpågivende, fordi meget nu vil afhænge af Kommissionen. Vi håber, den i sit opfølgningsarbejde med de videnskabelige eksperter vil være meget ambitiøs ved den fremtidige klassificering af prioriterede og prioriterede farlige stoffer, de berømte 13 stoffer, som bliver klassificeret i den nærmeste fremtid. Vi vil også være agtpågivende for at undgå, at den videnskabelige usikkerhed, der hersker i øjeblikket om sedimenter og biota, bliver ved med at være uafklaret og på længere sigt fritager Unionen for at bestræbe sig på at forstå og forbedre disse biotas og sedimenters kvalitet.

Endelig bør blandingszonerne og kendskabet til forurening og forureningskilder samt emissionskontrollen forbedres. Denne agtpågivenhed fra Parlamentets side vil vi skærpe. Jeg takker kommissæren for oplysningen om, at Kommissionen parallelt med bestemmelserne i det kompromis, vi skal stemme om, vil gøre status over vandrammedirektivets gennemførelse og foreslå supplerende foranstaltninger om nødvendigt, og hvis der opstår større forsinkelser i medlemsstaterne, eller hvis visse tvivlsspørgsmål må afklares, således at vores vand har opnået en god økologisk tilstand i 2015 i overensstemmelse med vores beslutning fra 2000.

  Chris Davies, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Da ordføreren er en del af min gruppe og en nær kollega, vil Parlamentet kunne forstå, hvis jeg forsvarer hendes aftale. Måske vi kunne have gjort mere, måske et andet kemikalie her og der kunne have været indeholdt i pakken, men der er delte meninger i videnskaben. Den politiske vilje er ikke altid stærk. Med den tidligere ordførers ord kan dette rimeligvis beskrives som "det bliver ikke bedre".

Jeg mener, at vandpolitik er en af den europæiske miljøpolitiks succeser. Jeg mener, at vi skal hylde Kommissionens arbejde gennem årene og specielt hylde fru Lienemann for hendes arbejde med vandrammedirektivet for omkring syv år siden. Selv når der ikke er tale om spørgsmål, der går på tværs af grænserne, har den kollektive beslutsomhed for at håndtere både forurening fra tidligere frembragt investeringer i at sikre forbedring i vandkvalitet, der langt overgår, hvad man ville have opnået, hvis medlemsstaterne skulle have handlet isoleret. Den lovgivning, vi har lavet, er helt klar på dette område. Forurening er identificerbar og målbar. Kravene til at forhindre forureningen kan håndhæves, og denne lovgivning vil føre os et skridt videre ved at indføre yderligere forbud mod en række kemikalier, pesticider og forurenende stoffer, der udgør en risiko for havlivet og helt bestemt også for menneskeheden.

Men vi ser også i rapporter fra Det Europæiske Miljøagentur, at medlemsstaterne i adskillige tilfælde ikke formår at håndhæve lovgivningen så effektivt og så tilstrækkeligt, som de burde. Efter denne enighed på tværs af Parlamentet om lovgivningens natur og den positive retning, som Europa går i, når det kommer til vandkvalitet, så lad os også vende blikket mod Kommissionen og sige: "I har beføjelserne til at undersøge, til at handle og til at håndhæve, så udnyt dem."

  Margrete Auken, for Verts/ALE-Gruppen. - Hr. formand! Jeg vil også gerne takke Anne Laperrouze for et venligt og imødekommende samarbejde. Det lykkedes trods alt at få bibeholdt en smule af førstebehandlingens gode resultat, men alligevel er det surt show i dag. Det meste er gået tabt efter lobbyismen fra den agrokemiske industri samt den mest ineffektive del af de offentlige tilsynsmyndigheder. Det er de sørgelige rester, vi i dag diskuterer.

Vores overordnede sigte er gradvist at få forbedret vandkvaliteten i de europæiske vandløb og søer. Landbrugets voldsomme brug af sprøjtegifte og industriens giftudledninger skal bremses med skrappe krav til, hvor store mængder af de prioriterede eller prioriterede farlige stoffer der må findes i vandet. Svagheden ved det foreliggende forslag er, at der reelt ikke er politisk vilje til at sætte flere stoffer under lup. Det er allerede nu tydeligt, at det nuværende system, hvor stoffer på listen skal undersøges og nye skal optages, i bedste fald går alt for langsomt. Skulle forsigtighedsprincippet gælde, burde en række andre stoffer undersøges, men den mulighed er ved at løbe os af hænde.

Derudover er det uklart, hvad der skal til før et stof kan erklæres så farligt, at det helt skal forbydes. Vi står med en række stoffer, hvor alt tyder på, at de er meget farlige, men Kommissionen viger alligevel tilbage for endeligt at forbyde dem. Den går ikke! Hvis et stof er farligt, så er det farligt! Vi må holde øje med, om Kommissionen får sat gang i undersøgelserne af disse stoffer, eller om den bare bliver ved med at udskyde sin stillingtagen med henvisning til, at man ikke har data nok. Jamen, så skaf dog de data!

Der er nogle forbedringer. F.eks. skal landene nu kortlægge forureningskilderne og her også medtage koncentrationer i sedimenter og biota. Kommissionen får heller ikke lov til, som den havde ønsket, at vente helt til 2025, før den skal gøre status over situationen. Den skal udarbejdes i 2018.

Ja, vi stemmer for. Man bliver glad for lidt efter sådan en nedtur, som vi har haft efter førstebehandlingen.

  Wiesław Stefan Kuc, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Der er tusindvis af kilder til forurening af overflade- og grundvand, ikke kun landbruget og fødevareindustrien, men også almindelige boliger.

Hvor der ikke er et rensningsanlæg, sender vi en stadig større mængde gift ud i vores knappe vandressourcer. Lossepladser er en kilde til mange giftige stoffer, og biologiske rensningsanlæg kan ikke rense vandet herfra, da bakterierne selv bliver forgiftede. Aflejringer på bunden af søer og kunstige reservoirer gemmer også på giftstoffer. Hvordan man skal rense dem - det er problemet. Hvis de flyder ud i søerne eller i havet, vil de forgifte hele kloden, og det er det, der er ved at ske. At rense reservoirer for disse aflejringer vil være meget dyrt, og der er ingen teknologier til at gøre det.

Jeg vil også gerne tale endnu en gang om de tusinder af tons forældede pesticider, som systematisk forurener vores vand, og som allerede er nået ned i 1000 meters dybde. Derfor tror vores gruppe, at direktivet skal fokusere mere på beskyttelse af vandet, uanset omkostningerne.

  Jens Holm, for GUE/NGL-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Formålet med dette direktiv var at fastsætte miljømæssige standarder for et antal farlige kemikalier og dermed beskytte vandløb fra kemikalier og andre skadelige stoffer. Uheldigvis har lobbyisterne været dygtige til at påvirke både Kommissionen og Ministerrådet. Nu da dette emne er blevet indstillet til andenbehandling, er de gode hensigter beklageligvis blevet godt og grundigt udvandet. Et eksempel er, at kun 11 af de 29 kemikalier, som vi ville have, at Parlamentet skulle have tilsynsbeføjelser over, nu er klassificeret som sundhedsskadelige stoffer. Der kommer ikke til at blive stillet konkrete krav til medlemsstaterne om at opfylde målene for nedbringelse. Dette kompromis er ikke desto mindre bedre end det, som Kommissionen oprindeligt foreslog. Derfor støtter vi i GUE/NGL-gruppen forslaget, men De kan være sikre på, at vi vil følge sagen tæt og stræbe efter at sikre bedre beskyttelse af vandløbene i fremtiden. Når det bliver tid til evaluering, håber vi, at der vil ske yderligere stramninger. Jeg har et spørgsmål til kommissær Dimas, som er her i aften: hvordan ville De have det med, at enkelte medlemsstater vil gå videre og vedtage mere vidtgående foranstaltninger, end dette direktiv fastsætter? Hvis enkelte medlemsstater gerne ville klassificere flere stoffer, end dem, der er nævnt i dette kompromis, ville De lade dem gøre det, og dermed vedtage strengere lovgivning?

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest gerne takke ordføreren, fru Laperrouze, for alt hendes arbejde i forhandlingerne med Rådet.

Jeg tror, at vi her har et vældig godt kompromis om standarder for vandkvalitet. Jeg er specielt glad for, at blandingszonerne er bibeholdt. Jeg har et spørgsmål til kommissær Dimas om dette emne.

Fra et gennemførlighedssynspunkt er dette vigtigt, hvis det altså selvfølgelig ikke har en betydelig skadevirkning på miljøet. Vandrammedirektivet lægger op til, at der bliver slækket på indsatsen med rensning af drikkevand. Krav til drikkevandsstandarder er strengere end krav til vandkvalitet. Der er forskellige opsamlingspunkter for drikkevand i overfladevand, og der kan i praksis ske det, at opsamlingspunkterne er ganske tæt på en forureningskilde, således at et opsamlingspunkt måske er i en blandingszone og så vandrensningsanlæggenes indsats med vandrensning skal være større. Kan kommissær Dimas garantere, at han vil gøre alt, der står i hans magt, for at forhindre at blandingszonerne kommer til at skabe problemer for vandopsamlingspunkterne?

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke ordføreren og Kommissionen for det meget konstruktive arbejde, der er blevet gjort i forbindelse med forslaget.

Jeg vil gerne minde om, at der er tale om en kompromispakke. Det er et meget godt kompromis, der er blevet forhandlet på plads her, og det er helt sikkert endnu en brik i puslespillet med henblik på at opnå en glimrende vandkvalitet i Europa. Jeg vil gerne understrege, at Europa er et kontinent eller en politisk enhed, der lægger stor vægt på miljøet og fastsætter meget høje standarder. Det er muligt, at vi kunne have nået målet hurtigere, men hvis vi sammenligner Europa med andre dele af verden, kan vi hævde at have opnået en meget høj standard, som skal opretholdes og forbedres yderligere.

I den forbindelse vil jeg også gerne minde Kommissionen om, at vi skal være effektive til at sælge de succeser, som vi uomtvisteligt har opnået inden for den europæiske miljøpolitik, navnlig inden for vandpolitikken. Den irske folkeafstemning i særdeleshed viser jo, at det ikke er lykkedes os at formidle denne succeshistorie til borgerne. Europa er meget succesrigt på miljøområdet, men kun meget få borgere er klar over, at EU spiller en førende rolle her. Det er muligt, at lobbyister i en vis udstrækning har udvandet kompromiset, men andre lobbyer har også været med til at sikre, at kompromiset pålægger industrien, landbruget og andre forurenere at gøre en ihærdig indsats.

I den forbindelse vil jeg minde om, at vand bestemt er et af de elementer, som vi vil skulle fokusere mere på politisk i fremtiden. Jeg vil bede kommissæren om at holde øje med vandpolitikkens fremtidige udvikling, fordi især klimaændringerne vil stille os over for nye problemer, og vandets betydning vil vokse betydeligt både for økonomien og for menneskers liv.

Som helhed er det et afbalanceret kompromis, og jeg vil bede alle parlamentsmedlemmer om at støtte det. Det var ikke muligt at opnå mere.

  Dorette Corbey (PSE ). - (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Laperrouze, for hendes arbejde, som har resulteret i en tilfredsstillende aftale ved andenbehandling. Rent overfladevand er selvfølgelig meget vigtigt. Der bliver jævnligt rapporteret om for højt indhold af kviksølv og andre skadelige stoffer i fisk. Det er usundt for mennesker og miljøet, og vi bliver helt sikkert nødt til at gøre noget ved det. Det resultat, vi har her, sikrer en god balance mellem miljøbeskyttelse på den ene side og omkostningsrentabiliteten for virksomheder, vandfirmaer og regeringer på den anden side. Europa-Parlamentet har med succes presset på for et antal forbedringer. Derfor skal blandingszoner tæt på udledningssteder, hvor en større mængde forurening er tilladt, være klart markerede, og medlemsstaterne skal tilkendegive, hvordan blandingszoner i fremtiden kan gøres mindre.

Europa-Parlamentet har også en politik til fremtiden. Stoffer, der måske er skadelige, skal placeres på en speciel liste, så de kan blive yderligere undersøgt. Jeg er stor tilhænger af dette.

Jeg støtter også hr. Bloklands spørgsmål til kommissær Dimas om udledningssteder og opsamlingspunkter for drikkevand i blandingszoner.

Jeg vil også gerne henlede opmærksomheden på et antal kildemålinger, specielt i nærheden af hospitaler, og på overskudsmedicin. Det er et andet vigtigt punkt, der skal undersøges i fremtiden.

  Hiltrud Breyer (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Som vi ved, er vand den kostbareste af alle ressourcer, og vi må ikke lade alle muligheder for at handle glide os af hænde ved at vælge ikke at vedtage en ambitiøs vandpolitik. Det er meget beklageligt, at den fremdrift, som Parlamentet gav vandbeskyttelse under førstebehandlingen ved at fordoble listen over forurenende stoffer underlagt kontrol og forpligte EU's medlemsstater til at træffe foranstaltninger med henblik på at reducere udledningen af forurenende stoffer, desværre har været uden effekt. Resultatet er derfor en forspildt mulighed for at gøre mere for at beskytte vandet. Med hensyn til vandbeskyttelse er det vigtigt at sikre sammenhæng mellem de forskellige lovgivningsområder. Der er behov for et forbud mod kræftfremkaldende, mutagene og reproduktionstoksiske (CMR) pesticider og hormonforstyrrende stoffer. Derfor finder jeg det beklageligt, at Kommissionen konstant spiller rollen som rangerbanegård på bekostning af miljøet og folkesundheden. Kommissionen sagde i 2006, at den ikke havde til hensigt at komme med forslag til reduktion af mængden og toksiciteten af de prioriterede farlige stoffer i forslaget om miljøkvalitet. De skulle komme under Reach og som led i lovgivningen om pesticider. Men hvad er der sket? Det var en betænkning fra Parlamentet, et forslag fra Parlamentet, som skabte sammenhæng med vandrammedirektivet og de forurenende stoffer. Det var Parlamentet, der gjorde det, og ikke Kommissionen, som den ellers havde lovet.

Vi kræver derfor, at ingen pesticider, som optræder på listen over prioriterede farlige stoffer, må godkendes. Den enkleste løsning er at sikre, at disse farlige stoffer slet ikke kan blive ledt ud i vandet.

  Cristina Gutiérrez-Cortines (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske fru Laperrouze, der har ydet en ekstraordinær indsats sammen med kollegaerne fra min gruppe og hele Parlamentet for at opnå konsensus og en aftale.

Jeg glæder mig desuden meget over dette direktiv, der efter min mening indeholder flere vigtige ting. For det første er bæredygtighed, som tidligere nævnt af fru Lienemann, en proces, og vandbehandlingen, forbedringen af vandkvaliteten og vandpolitikken er en proces, som vi er gået i gang med for mange år siden. Men det er især en proces, der skal være realistisk, for den skal føres ud i praksis.

Det er meget nemmere at lovgive end at gennemføre loven. Det er meget billigere at lovgive - det koster os ikke noget at bede om, at alt bliver forbudt - end at anvende loven, for det betyder, at industrierne, landmændene og kommunerne skal gennemføre den i praksis, og det er ikke altid let.

I denne henseende mener jeg, at dette er et meget vigtigt skridt fremad, men vi skal gå realistisk til værks, for som vi f.eks. så ved afstemningen i går, er det ikke altid let at være europæer, det koster penge og kræfter, og det er det, der sker i øjeblikket, især når vi tager hensyn til, at det er en politik, der finder anvendelse i hele EU.

Enhver vandpolitik kræver, at den finder anvendelse på EU-plan, og derfor bevæger vi os ind på meget komplekse områder med en lang række faktorer, herunder geofysiske, der er særdeles vigtige.

Jeg vil gerne nævne to forhold, som efter min mening er en sejr for direktivet. For det første, at regeringerne skal optræde med meget større gennemsigtighed. Vandet har altid været noget uklart. I European Water Forum er et af vores mål at opnå gennemsigtighed i informationen til borgerne, og her er der taget seriøse skridt til at begynde at arbejde med forpligtelsen om gennemsigtighed i informationen til borgerne.

Det samme er tilfældet med hensyn til indikatorerne, herunder skaldyrene, og jeg vil gerne fremhæve analysekvalitetens betydning for sundheden.

  Justas Vincas Paleckis (PSE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske ordføreren og udtrykke min fulde støtte til idéen om, at vi behøver strammere regler for kvaliteten af overfladevand og for effektiviteten af vurderingen af fællesskabslovgivningen.

De små lande ved EU's grænser står over for en yderst følsom problemstilling - forurening af vandet forårsaget af andre EU-lande. Det er hverken EU's ønske eller intention at indhegne sig selv med et "jerntæppe", når det gælder miljø og andre problemstillinger. Derfor er det lige så vigtigt at mindske forureningen i nabolaget som i EU-landene. Ændringsforslag 26 udpeger Kommissionens forpligtigelse til at fremlægge en detaljeret rapport om situationen med forurening fra tredjelande, et år efter ikrafttrædelsen af direktivet. Kommissionen burde gøre mere for at fremme yderligere implementering af miljømæssige forpligtelser hele vejen igennem forhandlingerne med nabolande. Dette er yderst vigtigt for lande, der deler vandområder med andre EU-lande.

  Christa Klaß (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! "Vand er liv" eller "Vand - værdifuldt som diamanter", sådan lød overskrifterne og motivationen, da vi søsatte vandrammedirektivet i 2000. Direktivet om miljøkvalitetskrav inden for vandpolitikken er nu den sidste vigtige retsakt i forbindelse med vandrammedirektivet. Formålet med det er at fastlægge miljøkvalitetskrav for prioriterede stoffer og forurenende stoffer for at sikre, at vand, vores livskilde, beskyttes omfattende mod risici, hvormed jeg mener, at vandet skal have den størst mulige beskyttelse - den beskyttelse, som er nødvendig og mulig på baggrund af den nyeste videnskabelige viden.

Men det betyder efter min mening også, at beskyttelsen af vand er en permanent opgave. Vi vil konstant skulle holde politisk øje med de videnskabelige undersøgelser og resultater for at tilegne os nye opdagelser og til enhver tid og under alle forhold at garantere beskyttelsen af vandet i overensstemmelse med den nyeste videnskab og teknologi. Det må aldrig ske igen - som det er sket nu - at Kommissionen ikke løfter opgaven og lader tiden gå uden at handle. Listen over prioriterede farlige stoffer skal evalueres og kontrolleres løbende og hurtigt. Kommissionens manglende handling foranledigede os i Parlamentet til at handle og foreslå endnu en liste - en liste over stoffer, som skal gennemgås ifølge de nyeste resultater. Denne liste bør ikke være udtryk for en foreløbig identificering eller dømme stoffer på forhånd. Den bør også være en mulighed for at rense stoffer for mistanke. Stofferne skal selvfølgelig ikke opføres på denne liste efter forgodtbefindende. PPE-DE-Gruppen har krævet en hurtigere og mere prioriteret behandling af de stoffer, som der allerede foreligger data for, som indikerer et højt risikoniveau. Efter vores mening er seks måneder tilstrækkeligt.

Jeg håber derfor meget, hr. kommissær, at de frister på 24 måneder, der er fastsat nu, ikke vil blive udnyttet fuldt ud, for det skal altid være muligt at reagere hurtigt på nye resultater vedrørende sikkerheden. Vi vil støtte det kompromis, som fru Laperrouze har udarbejdet, under ét.

  Péter Olajos (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! De fleste af Europas floder løber igennem adskillige lande, som nyder godt af flodens ressourcer og som deler det ansvar, som dette indebærer. Kvaliteten af det vand, som hver medlemsstat modtager, afhænger af landet længere oppe af floden. Donau løber f.eks. gennem syv lande, Drava gennem seks og Rhinen og Tisza gennem fem lande. Dette er en kæmpe udfordring og kræver samarbejde i stort omfang. Forhåbentlig vil vedtagelsen af denne lovgivning hjælpe med til at stoppe det skum, som har kunnet ses på floden Raba de sidste syv år. For øjeblikket kan det kun anbefales at bade i Ungarns eneste rigtige flodvådområde, hvis man har en af de badedragter på, som ses på det billede, der er blevet omdelt i Parlamentet, og som også kan ses på løbesedler og plakater. Raba skal selvfølgelig kun fungere som en lakmusprøve, der viser, at der er noget galt med den nuværende lovgivning, fordi hvis alle overholder de lovmæssige grænser, og der stadig er tykt skum på floden, så må der være noget galt med den nuværende lovgivning i den henseende. Derfor må vi ændre lovgivningen, og derfor beder jeg Dem alle om at stemme for kompromispakken i morgen.

  Gyula Hegyi (PSE). - (HU) Hr. formand! Andre parlamentsmedlemmer har allerede nævnt, at ferskvand er vores måske mest kostbare ressource i det 21. århundrede, og man kan ikke være uenig i dette. Det er også sandt, at situationen i Europa er grundlæggende god, både når det kommer til ferskvandskvantitet og -kvalitet. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på et spørgsmål, der endnu ikke er blevet rejst, nemlig det faktum, at nedbørskurven, og med den fordelingskurven for det ferskvand, der kan udvindes af nedbøren, som resultat af klimaforandringer bliver mere og mere ekstreme. Dette betyder, at vi oplever lange, tørre somre og voldsomme skybrud over hele Europa. Foruden disse miljømæssige overvejelser, som vi har diskuteret, har vi derfor brug for et system til at håndtere vandressourcerne, der i modsætning til det nuværende system simpelthen opsamler vandet, så det kan opbevares til brug i tørre perioder. Det er også bydende nødvendigt, at det skal gøres til EU-politik, fordi dette vil gøre det muligt for os at bevare mængden af ferskvand i Europa. Kvaliteten af vandet vil samtidig blive sikret af lovgivningen.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Forureningen af vand sker i floder, i søer og i undergrunden, men det kan også ske under transport. Denne risiko er blevet forværret på det seneste med tørken i det sydlige Europa, hvor et stort antal olietankere nu bliver ombygget til transport af drikkevand. Dette er et område, hvor vi måske mangler ekspertise. Jeg vil gerne bede kommissæren om at sikre, at en sådan transport er fuldstændig sikker og blottet for forurening med aromatiske kulbrinter, der, som vi alle ved, kan forårsage alvorlige skader på både mennesker og dyr.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Ud over de spørgsmål, som jeg nævnte i min indledende tale, så medvirker dette direktiv også til processen med at forenkle EU-lovgivningen på vandområdet.

Som De vil huske, er der i vandrammedirektivet allerede sørget for, at syv tidligere love fra 1970'erne og 1980'erne bliver ophævet. Det nuværende direktiv vil ophæve yderligere fem direktiver og vil på samme tid forenkle indleveringen af rapporter under det nyligt etablerede vandinformationssystem for Europa (WISE). På denne måde kan vi få en større basis af viden, når der skal tages beslutninger på politisk og teknisk niveau.

Som De også vil huske, mente Parlamentet, at det var specielt vigtigt med målsætningen om at fjerne eller udfase visse stoffer under vandrammedirektivet. Den planlagte status, som vil indeholde kort, vil blive en nødvendig kilde til information for alle. Det vil fungere som et evalueringsværktøj i Kommissionens undersøgelser af, hvorvidt de miljømæssige krav om gradvis reduktion eller gradvis udryddelse bliver fulgt.

Vandrammedirektivet og dets "datterdirektiv" vil sørge for en fast, forudsigelig og langsigtet basis for beslutningstagningen på alle niveauer, fra vandområder og lokalt niveau til europæisk niveau. Dette er specielt vigtigt for udkastet til vandområdehåndteringsplaner og målingsprogrammer, som skal foreligge inden december 2009. Sidste år fremlagde Kommissionen sin første rapport om gennemførelsen af vandrammedirektivet. Rapporten indeholdt en vurdering af resultater og mangler. Nu er det op til medlemsstaterne at opfylde deres forpligtelser til tiden.

Jeg vil gerne bruge lejligheden til at minde Dem om, at økonomisk hjælp fra EU er tilgængelig under den regionale udviklingspolitik, samhørighedspolitikken og politikken for udvikling af landområder. Det er medlemsstaternes ret og også deres ansvar at vælge deres prioriteter og projekter.

Artikel 7 i vandrammedirektivet har allerede fastsat påbuddene for drikkevand, og dette kompromis ændrer ikke de relevante procedurer og forholdsregler.

Jeg vil gerne påpege, at medlemsstaterne skal bevise, at de overholder artikel 15 i vandrammedirektivet og rapportere de forholdsregler, de tager for at mindske spredningen af blandingszoner, samt den internationale koordinering med at fastlægge blandingszonerne. Kommissionen vil heller ikke protestere, hvis en medlemsstat ønsker at indføre skrappere miljøstandarder.

For at konkludere, så er Kommissionen glad for at udtrykke fuld støtte til kompromispakken, så der kan opnås enighed om dette direktiv ved andenbehandling. I denne henseende vil jeg gerne endnu en gang takke ordføreren for det fantastiske stykke arbejde, som hun har gjort.

Med hensyn til problemet med transport af vand til Cypern, som hr. Matsakis bragte op, så ved jeg at problemet eksisterer, og jeg vil besvare dette spørgsmål senere.

  Anne Laperrouze, ordfører. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Tak for Deres bidrag til denne forhandling. Hvilket endeligt mål forfølger vi med dette direktiv? Målet er naturligvis at forbedre overfladevandets kvalitet. Vi vil ikke længere have, at der er bly, kadmium, nikkel, kviksølv, opløsningsmidler, disse yderst giftige og kræftfremkaldende stoffer som bl.a. pcb i vores vand. Min kollega, fru Lienemann, nævnte en reportage for et par uger siden, hvor det fremgik, at pcb blev bioakkumuleret i fisk, som derefter blev spist af mennesker. Det kan vi ikke tillade længere, og jeg tror, de europæiske borgere måske også forventer, at EU sender et stærkt signal om at beskytte vores miljø og om at beskytte vores sundhed. Jeg tror, vi kan få dette budskab fra Europa igennem, hvis dette vandrammedirektiv og de tilhørende datterdirektiver overholdes.

Nogle parlamentsmedlemmer sagde, at der måske ikke var substans nok, at det var et tilbageskridt fra Parlamentets side i sammenligning med førstebehandlingen. Ved førstebehandlingen havde vi foreslået i alt 33 + 28 stoffer, dvs. 61 analyserede stoffer. Ved andenbehandlingen har vi 33 + 13, dvs. 46, men det skal da også påpeges, at det er farlige, særligt foruroligende stoffer, som ikke burde forekomme længere i vores vandløb. Dette direktiv betyder desuden, at vi så kan kontrollere, om den europæiske lovgivning bliver håndhævet - her tænker jeg på gennemførelsen af Reach-forordningen og på IPPC. Vi har her et instrument til at kontrollere den slags.

De hørte de andre parlamentsmedlemmer, hr. kommissær. Hvis Rådet og Parlamentet godkender denne tekst, er bolden givet op til Dem. De får virkelig travlt, for De mangler stadig mange analyser, og De skal indsamle disse oversigter. God arbejdslyst! Vi vil under alle omstændigheder følge denne lovgivning opmærksomt.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag den 17. juni 2008.

21. Styrkelse af EU's katastrofeberedskab (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om styrkelse af EU's katastrofeberedskab.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Takket være Fællesskabets civilbeskyttelsesordning mobiliserede et samlet EU sig sidste år for at hjælpe de medlemsstater, som blev ramt af de katastrofale skovbrande.

Vi har identificeret visse punkter, som kræver umiddelbar opmærksomhed, hvis vi skal undgå lignende katastrofer i fremtiden.

For det første skal vi løse problemet med manglen på tilgængelige tekniske ressourcer til katastrofehjælp. Dette blev bemærket under aktionerne i 2007.

For det andet må der være en integreret tilgang til at håndtere skovbrande samt til forebyggelse, parathed og reaktion.

For det tredje skal Kommissionens overvågnings- og informationscenters operationelle formåen styrkes.

Kommissionen har allerede vedtaget visse praktiske operationelle tiltag, hvoraf de vigtigste er:

- etableringen og uddannelsen af et netværk af eksperter i skovbrande,

- interoperabilitetstræning for nationale brandfolk,

- en storstilet øvelse på Sicilien i april med deltagelse af brandfolk fra fem medlemsstater,

- etableringen af tre civile beskyttelsesenheder til brandbekæmpelse fra luften.

Der er allerede sikret midler til transport af hjælpeudstyr. Ud over dette samarbejder vi under pilotprogrammet om skovbrande fra 2008 med medlemsstaterne om at skabe taktiske reserver, der vil være i beredskab til katastrofer i Europa.

Det er ligeledes sikret at der, mellem 2007 og 2013, er afsat ca. 5,8 milliarder euro under samhørighedspolitikkens programmer, til forebyggelse af risici og reaktion på forskellige katastrofer, herunder skovbrande.

Yderligere 1,6 milliarder euro vil være tilgængelige fra fondene til udvikling af landområder til at genopbygge skovressourcerne og indlede forebyggende handlinger.

Til sidst, til de mest ødelæggende naturkatastrofer bliver muligheden for støtte fra den europæiske solidaritetsfond bibeholdt.

I sin meddelelse præsenteret i marts understregede Kommissionen behovet for en integreret tilgang til katastrofehåndtering, som skal indeholde forebyggelse, parathed, reaktion og genopbygning. Meddelelsen undersøgte alle former for naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer, i og uden for EU, og undersøgte også alle de fællesskabsressourcer, der er til rådighed til katastrofeindsats.

Ud over civil beskyttelse undersøgte meddelelsen tre andre områder for fællesskabsindsats:

- styrkelse af den europæiske humanitære hjælp,

- forbedring af koordineringen af indsatskapacitet til katastrofeberedskab,

- effektivisering af interinstitutionelt samarbejde, med andre ord samarbejde mellem europæiske instanser eller institutioner.

Vi er også ved at udvikle en handlingsplan. Den vil være klar til sommer og vil kortlægge en række særlige initiativer ud over dem, der er nævnt i meddelelsen, såsom:

- en analyse af manglerne i den materielle og tekniske supportkapacitet, både for humanitære aktioner og civilbeskyttelsesaktioner. Dette vil gøre os i stand til at fastlægge hvilke særlige værktøjer, der er til rådighed, hvilke der er mest nødvendige og hvilke er mest omkostningseffektive,

- støtte til initiativer til at mindske katastroferisici i tredjelande,

- tættere samarbejde med FN, Verdensbanken og forskellige ngo'er med det formål at styrke den globale katastrofeberedskabskapacitet,

- bedre udnyttelse af videnskab, teknologi og innovation,

- en opgradering af vores institutioners rolle i katastrofeberedskab over hele verden,

- en mere effektiv evaluering af katastrofeskaderne.

Når det kommer til katastrofeforebyggelse, er der på nuværende tidspunkt ingen integreret europæisk tilgang. For at tage fat på dette spørgsmål er Kommissionen i gang med at forberede en meddelelse, der skal vurdere merværdien i at iværksætte en fællesskabsmekanisme til katastrofeforebyggelse. Kommissionen vil fremlægge mulige løsninger målrettet:

- en forbedring af vores viden om katastrofer og deres betydning,

- en forbedring af sammenhængen mellem beslægtede politikker, f.eks. sammenhængen mellem fysisk planlægning og katastrofeforebyggelse,

- en forbedring i udnyttelsen af fællesskabsressourcer.

Ud over dette initiativ, som vil fokusere på EU, er Kommissionen i færd med at skitsere en strategi for nedbringelse af katastroferisici i udviklingslande.

Afslutningsvis har Kommissionen taget en serie af forholdsregler for at styrke EU's evne til at gribe ind som reaktion på mulige katastrofer i Europa. Kommissionens overvågnings- og informationscenter er især blevet styrket. Siden vi på nuværende tidspunkt ikke har detaljerede analyser af hullerne og manglerne i reaktionskapaciteten ved store katastrofer, er vi i gang med at analysere katastrofescenarier og med at teste innovative ordninger. Dette vil frigøre ressourcer til civil beskyttelse og til kapaciteten til aktioner på europæisk niveau. Det er ligeledes Kommissionens intention at præsentere forslag til et europæisk uddannelsesnetværk for katastrofeberedskab i midten af 2009.

Som afslutning vil jeg gerne takke Parlamentet for den konstante og stabile støtte til styrkelsen af Fællesskabets katastrofeberedskabskapacitet. Denne støtte er bekræftet i forslaget til beslutning, der skal til afstemning i plenum.

  Antonios Trakatellis, for PPE-DE-Gruppen. - (EL) Hr. formand! I de seneste år er mange medlemsstater blevet ramt af naturkatastrofer såsom brande, oversvømmelser og jordskælv. Menneskeliv er gået tabt, ejendomme, gårde og huse er blevet ødelagt, og miljøet har lidt frygteligt skade, som det vil tage mange år at rette op på.

Et af EU's grundlæggende principper er solidaritet. Dette betyder, at hvis der sker en naturkatastrofe, er det ekstremt vigtigt, at EU skal være i stand til ikke kun at yde en koordineret teknisk assistance, men også at yde økonomisk støtte til ramte områder gennem Den Europæiske Solidaritetsfond. Jeg har med stor interesse lyttet til kommissærens analyse af alle forebyggelsens og den koordinerede indsats' elementer, og vi forventer at se tilsvarende handling fra Kommissionen.

Tillad mig at fokusere på et spørgsmål angående Den Europæiske Solidaritetsfond. Jeg finder det uforsvarligt, at Rådets beslutning ikke reflekterer forordningen om Den Europæiske Solidaritetsfond, og denne beslutning burde derfor revideres.

En omstrukturering af den europæiske fond vil bidrage betydeligt. For det første vil EU bedre være i stand til at håndtere naturkatastrofer effektivt og fleksibelt. For det andet vil borgere, der er blevet efterladt hjemløse og usikre efter en katastrofe med det samme være opmærksomme på europæisk solidaritet. De vil forstå vigtigheden af ikke kun at være borgere i et land, men også i EU.

Disse politikker og handlinger forventes af os af de europæiske borgere, og jeg håber, at forordningen om den europæiske solidaritetsfond vil blive vedtaget uden forsinkelser.

  Edite Estrela, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er en slags årligt ritual, at skovbrande er på den politiske dagsorden enten før eller efter sommeren. Det er imidlertid et stadigt mere alvorligt emne, da naturkatastrofer er forbundet med klimaforandringer. Og fordi ekstreme vejrforhold bliver stadigt værre, advarer forskerne om, at naturkatastrofer bliver mere og mere regelmæssige og kraftige, hvilket betyder perioder med gentagen og mere ekstrem tørke, alvorligere og mere ødelæggende oversvømmelser, hyppigere perioder med overdreven varme og flere kraftige og større skovbrande, som er sværere at slukke.

I 2006 vedtog Europa-Parlamentet tre betænkninger om dette emne, hvor forslagsstilleren fra Miljøudvalget i en af dem foreslog, at Kommissionen fremlagde et direktiv om brande. Mit spørgsmål til Kommissionen er derfor: Hvis man ser det i lyset af omstændighederne og husker på, at en integreret tilgang er nødvendig - med andre ord, politikker mod klimaforandringer kan ikke adskilles fra politikker til civil beskyttelse - mener Kommissionen så ikke, at et direktiv om brande under disse omstændigheder kan retfærdiggøres?

Denne forhandling foregår imidlertid på et specielt kritisk tidspunkt - energikrisen, fødevarekrisen osv. Alt dette hænger også sammen. Biomasse burde f.eks. udnyttes til at rydde op i skovene, for dermed at undgå brande og bruges til at producere energi på samme tid. En anden fordel ved dette er, at det betyder, at korn ikke bliver brugt at producere biobrændsel.

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Betragtning A og D og artikel 4 i denne beslutning fremhæver tydeligt værdien af forebyggelse. Dette er ekstremt klogt, da forebyggelse altid er bedre - meget bedre - end helbredelse. I denne sammenhæng vil jeg gerne tale om en særlig slags katastrofe, der kan forebygges, nemlig sammenstyrtning af bygninger. Det var en begivenhed på Cypern for nylig, der har foranlediget mig til dette. Sidste onsdag kollapsede et ståltag på et kommunalt teater i Nicosia med plads til 1100 mennesker pludseligt og uden forvarsel. Kraften fra de faldende ståldragere og murbrokker knuste sæderne nedenunder. Heldigvis var teateret tomt, da det skete, hvis ikke det havde været det, var hundredvis af civile blevet dræbt eller såret. I dagene op til var dette teater fyldt med børn, der deltog i forskellige skolearrangementer. For 14 dage siden var Bolsjoj-balletten på besøg og optrådte for en fyldt sal, og for få måneder siden var kommissionsformand Barroso tilstede i teateret, sammen med en lang række EU-embedsmænd, medlemmer af Europa-Parlamentet, Cyperns præsident, ministre, parlamentsmedlemmer og mange andre, ved ceremonien, der markerede Cyperns indtrædelse i euroområdet. Det er et mirakel, at der ikke skete en katastrofe af enorme dimensioner.

Det er blevet nævnt, at der blev udført et større restaureringsarbejde til en værdi af omkring 6 millioner euro på bygningen for kun tre år siden, men det ser ikke ud til, at nogen af de ansvarlige, ansete og højt betalte arkitekter, ingeniører, regeringsembedsmænd osv. var i stand til at se, at det 50 år gamle ståltag var yderst farligt. Andre offentlige bygninger på Cypern mistænkes for at have en usikker konstruktion, men på grund af åbenlys forsømmelighed eller uvidenhed, eller korruption i de ansvarlige myndigheder, afdelinger eller private virksomheder, er der ikke blevet gennemført forbedrende foranstaltninger. En lignende situation gør sig måske faktisk også gældende i andre medlemsstater. For øvrigt er offentlige bygninger på Cypern for det meste ikke underlagt jordskælvsregulering, selv om private bygninger er. Jeg opfordrer Kommissionen til at sikre sig, at der med denne beslutning bliver udført et sikkerhedstjek af bygninger i EU.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Dimitrios Papadimoulis, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Vi kan alle se, at naturkatastrofer sker oftere og oftere, fordi de skyldes forandringer i både klima og arealanvendelse.

Den beslutning, som jeg har skitseret - og jeg håber, at afstemningen på torsdag i plenum bliver næsten enstemmig, som den var i Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed - opfordrer Kommissionen til at stoppe overspringshandlingerne, den tomme snak og udsættelserne.

Jeg spørger Dem, hr. kommissær, om De har tænkt Dem at tage skridt i Kommissionen for at sikre, at hr. Barniers forslag om oprettelsen af en europæisk styrke til civil beskyttelse bliver vedtaget, sådan som Europa-Parlamentet gentagne gange har bedt om i sine beslutninger?

Har De i sinde at tage skridt mod at gøre Solidaritetsfonden mere fleksibel og mindre bureaukratisk?

Har De i sinde at tage skridt mod en lukning af de alvorlige huller i lovgivningen og de politikker, der skal tillade EU en større og mere effektiv tilstedeværelse, når det gælder om at bakke op om medlemsstaternes handlinger, når naturkatastrofer ødelægger ejendom og koster menneskeliv?

I Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed godkendte vi en række spørgsmål til Kommissionen, og De fortalte os i dag, at om et år, i midten af 2009, ville De præsentere forslag. Spørgsmålet er så, hvornår Kommissionen beslutter sig til at undersøge disse problematikker seriøst og give et svar på Europa-Parlamentets forslag.

Hvilke forslag er De enig i, og hvornår vil De gennemføre dem? Hvilke er De uenige i, og hvorfor? Hvis Rådet bremser Dem og nægter at give Dem den nødvendige finansiering, eller hvis visse mennesker i Kommissionen forhindrer Dem, så skal De fortælle os det, så vi kan hjælpe. Vi vil ikke bare høre flotte ord, vi vil se handling, så vi i sommer ikke skal sørge over ofrene for store naturkatastrofer.

  Dimitar Stoyanov (NI). - (BG) Hr. formand! Tidligere i aften præsenterede jeg Parlamentet for korruptionens ansigt på højeste niveau i Bulgarien, Ahmed Dogan, og hans parti Bevægelsen for Rettigheder og Friheder (MRL). Nu vil jeg gerne give nogle specifikke informationer om skovbrande.

Det er en offentlig hemmelighed i Bulgarien, at det, som Dogan selv kalder firmacirklen omkring hans parti de sidste otte år har fældet Bulgariens skove. Den nemmeste måde at dække over denne forbrydelse er at starte skovbrande, og hvert år bliver tusinder af hektar af bulgarsk skov antændt og brændt. Hvis det hidtil har været et bulgarsk problem, så fremstår det i dag også som et europæisk problem, da Bulgarien har krav på en temmelig betydelig økonomisk støtte til at reagere på katastrofer i skovene. Men hvor ville denne støtte blive fordelt fra? Støtten vil blive sendt til katastrofeministeriet, som bliver ledet af Dogans næstkommanderende, Emel Etem. Det er i dette ministerium, at et tocifret millionbeløb af euro fra Den Europæiske Solidaritetsfond, som var øremærket til oversvømmelserne i Bulgarien, er forsvundet. Jeg beder Dem, hr. kommissær, og alle parlamentsmedlemmerne om at komme til Bulgarien for at se den solidaritet, som Emel Etem viser sin egen valgkreds, den solidaritet, som MRL viser sine egen vælgere, de muslimske bulgarere, som har boet i midlertidige skure, i campingvogne uegnede som bolig, alt i mens pengene fra Den Europæiske Solidaritetsfond er forsvundet et eller andet sted dybt i det MRL-ledede ministerium.

Derfor bringer jeg dette emne på bane. Det er en grov forbrydelse mod den bulgarske natur og mod EU, et reelt tyveri af EU's penge. Uanset hvilke katastrofer der vil ramme Bulgarien i fremtiden, vil de aldrig kunne måle sig med den katastrofe, der hedder Bevægelsen for Rettigheder og Friheder.

  Gerardo Galeote (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg byder dette initiativ fra Miljøudvalget velkommen. Det føjer sig til rækken af Regionaludviklingsudvalgets initiativer i indeværende valgperiode, som for øvrigt ikke altid er blevet forstået ordentligt. Sandheden er, at nogle af de ting, vi efterhånden får kendskab til, herunder nogle beslutninger på det retlige område, viser, at vores bekymringer er fuldt ud begrundede.

Det er dog trist at måtte konstatere Rådets ringe forståelse og nærmest ikke eksisterende reaktion. Det er også paradoksalt, at spørgsmål, der berører miljøet, regionalpolitikken og landbruget, er lagt i hænderne på finansministrene.

Denne insisteren på, at det ikke er nødvendigt at reformere Solidaritetsfonden til trods for Europa-Parlamentets og Kommissionens ønske og det åbenlyse krav fra samfundet, kræver en nærmere overvejelse fra de nationale regeringers side. Lad os håbe, at vi her i sommer ikke bliver ramt af brande, tørke og oversvømmelser som i andre år. Lad os håbe, at Rådet ikke endnu en gang ser sig nødsaget til at udsende udeltagende meddelelser, i mangel af koordinerede civilbeskyttelsesmekanismer og midler til at hjælpe disse mennesker. Og bagefter beklager vi os over borgernes ligegyldighed og manglende interesse for institutionernes arbejde!

Vi er nogle medlemmer af Regionaludviklingsudvalget, der har stillet ændringsforslag med det formål at gøre Rådet opmærksom på behovet for reformer og initiativer. Vi får se, om Rådet denne gang udsender et eller andet signal, for stolene er tomme, hvilket taler for sig selv.

  Iratxe García Pérez (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke for Parlamentets initiativ til en styrkelse af EU's reaktionsevne i tilfælde af katastrofer, eftersom de sker stadig hyppigere, og det bliver utvivlsomt en udfordring for vores politiske initiativer og evne til at reagere hurtigt.

Vi skal have en bred tilgang til emnet og ikke kun overveje aktionsmuligheder i tilfælde af katastrofer, men også forebyggelse og genopbygning, hvorfor vores opfordring til Kommissionen om omgående at stille forslag om forebyggelse af katastrofer i EU er så vigtig.

Vi skal desuden være opmærksomme på behovet for at erkende den særlige karakter ved de naturkatastrofer, der betyder tørke og brænde i Middelhavsområdet, og tilpasse de pågældende forebyggelsesinstrumenter, forskningen, risikostyringen, civilbeskyttelsen og solidariteten.

Vi er klar over, at de ressourcer, som staterne har til rådighed til bekæmpelse af skovbrande, især ved hjælp af luftfartøjer, på visse tidspunkter er begrænsede, hvorfor vi beder Kommissionen om at foreslå foranstaltninger til finansiering af fællesskabsudstyr med det formål at øge kapaciteten og at kunne supplere de nationale ressourcer.

Vi må heller ikke i forbindelse med denne beslutning glemme at komme med en håndfast opfordring til Rådet om, at det træffer en afgørelse om forslaget til forordningen om Solidaritetsfonden, så der kan sættes hurtigere og mere effektivt ind i tilfælde af de katastrofer, som medlemsstaterne ikke kan klare alene, uden at vi må glemme ofrene for disse katastrofer, der har brug for øjeblikkelig hjælp og bistand.

Vi kan ikke blive ved med at være uanfægtede over for en virkelighed, der år efter år, sommer efter sommer, rammer mange områder i EU, og vi skal være i stand til at reagere slagkraftigt og forebygge disse ulykker, for bag dem alle er der mennesker, der lider, og som har en usikker fremtid, og fra EU's side kan vi ikke undlade at involvere os heri.

  Françoise Grossetête (PPE-DE). - (FR) Hr. formand! Det er nu alligevel beklageligt, at vi endnu en gang her lige før ferien skal diskutere det samme problem, så det føles, som om der ikke sker fremskridt fra det ene år til det andet. Nu hvor de fleste af vores medborgere begynder at tvivle på EU's effektivitet, haster det derfor med at vise dem, at Europa kan hjælpe, når borgernes ejendom og liv står på spil på grund af naturkatastrofer, det være sig brand, oversvømmelse eller måske oven i købet epidemi, og at borgerne i det hele taget har brug for Europa i nødsituationer, og at Europa er parat til at hjælpe.

Hvor står vi i dag? Endnu en gang siger vi til os selv, at solidariteten selvfølgelig må gøres gældende, og at vi må have en bindende ramme. Vi må absolut overtale medlemsstaterne til at opbygge et rigtigt, operationelt civilbeskyttelsescenter med reservemidler, nødhjælpsmoduler og adgang til supplerende EU-ressourcer. Naturligvis skal den humanitære bistand forstærkes, de eksisterende mangler i forbindelse med ydelsen af denne bistand udbedres, og den globale beredskabskapacitet styrkes. Der skal oprettes et uddannelsesnetværk. Som kommissæren nævnte, er det tvingende nødvendigt at uddanne eksperter i katastrofeberedskab baseret på medlemsstaternes erfaringer med civilbeskyttelsesuddannelse. Men især kræves forebyggende foranstaltninger, og for at kunne forebygge katastrofer må vi have egentlige politikker for forvaltningen af jord og skove. Forebyggelse er den første betingelse, derefter katastrofeberedskab og til sidst genopretning, hvor der som udgangspunkt gøres brug af systemer for tidlig varsling, for det er absolut uomgængeligt.

Hvor langt er vi kommet med forslaget i Barnier-rapporten? Jeg kunne godt tænke mig at se nogle konkrete resultater af den rapport.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær! I september udtrykte mange politikere sorg over brandofrene, men ikke mange talte om det ansvar, de skulle have følt, fordi brandene fik lov til at opstå, og fordi det har været med så katastrofale resultater. Nu burde politikere føle sig ansvarlige. Derfor anmodede Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet, før sommeren og udbruddet af brande, i sin mundtlige forespørgsel om, at vi gennemførte en forhandling med Kommissionen her i Parlamentet om, hvad der blev gjort for at forhindre brande.

Hr. kommissær! De sagde, at der ville blive afsat 5,8 milliarder euro i perioden 2009-2013 til forebyggelse af brande. I dag, i 2008, hvor mange penge har De afsat til forebyggelse? Hvor mange regeringer - og hvilke regeringer - har gjort brug af disse midler?

Da de værste brande opstod sidste år, erkendte den græske regering uheldigvis i sin rapport til Kommissionen, at der var mangelfuld koordination mellem de involverede instanser samt mangel på forebyggelsesplaner. Har De i mellemtiden undersøgt, hvad der er blevet gjort i Grækenland for at mindske disse problemer, eller fordeler De udelukkende midler til regeringer, som sandsynligvis vil spilde dem?

  Rolf Berend (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som medunderskriver på nogle ændringsforslag på vegne af PPE-DE-Gruppen og som medlem af og næstformand for Regionaludviklingsudvalget vil jeg gerne benytte lejligheden til at komme med mit syn på Solidaritetsfonden og revideringen af den som Parlamentets ordfører.

Siden Parlamentet vedtog betænkningen om Kommissionens forslag om den nye Solidaritetsfond med et overvældende flertal i maj 2006, har forslaget ligget i Rådet, hvor et flertal af medlemsstaterne afviser den nye fond i den ændrede form. Ingen af de hidtidige formandskaber har haft den nye Solidaritetsfond på arbejdsprogrammet. Tværtimod, den reviderede version bliver blokeret i Rådet af finansministrene. Derfor er den nye fond, som det er planen skal dække perioden 2007-2013, ikke i kraft. Indtil videre har vi kun den gamle fond, som har eksisteret i sin nuværende form siden september 2002, og som blev flikket sammen i hast dengang. I hårde forhandlinger i Parlamentet i 2006 lykkedes det os at forhandle os frem til kompromiser, som skal gøre Solidaritetsfonden til et hurtigere, mere effektivt og frem for alt et mere klart defineret nødhjælpsinstrument. Nu vil Rådet begrave denne reviderede version en gang for alle.

Jeg kan ikke forstå, hvordan vi som et solidaritetsfællesskab på denne måde kan vende ryggen til et nødhjælpsinstrument, hvis navn indeholder begrebet solidaritet, på grund af nogle medlemsstaters smålighed. Vi har forbedret dette instrument. Vi har udvidet det. Jeg kan ikke forstå, hvordan de, der allerede har profiteret af fonden, undlader at støtte den nu. Derfor retter jeg en indtrængende appel til Rådet om at tage sin beslutning op til fornyet overvejelse og endelig vedtage den reviderede version. Vi er et solidaritetsfællesskab, hr. formand, og ingen ved, hvornår og hvor den næste katastrofe vil ske. Det vil så være Deres ansvar ...

(Formanden afbrød taleren)

  Margaritis Schinas (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Det er unødvendigt at sige, at et større katastrofeberedskab fra EU skal være effektivt, når det kommer til forebyggelse, reaktion og genopbygning. Alligevel ser vi her, uden tvivl på grund af af forudindtagede idéer eller en eller anden fastholdelse, at der reageres mod at EU's engagement i forebyggelse. Der er en meget åbenlys reaktion i selve Kommissionen, ligesom der er rundt omkring i Parlamentet, da visse mennesker ikke tror, at EU har noget at skulle have sagt i denne sag.

Jeg er stærk modstander af denne holdning. Uden forebyggelse kan vi intet opnå. Synet af kommissionsformand Barroso, der til sidst lander i en helikopter med en check fra Solidaritetsfonden i hånden, er ikke, hvad solidaritet i EU handler om. Solidaritet handler om en omfattende reaktionsstruktur. Hr. Barnier har skitseret en lignende struktur, men den rådner stadig op et eller andet sted dybt i bureaukratiets labyrinter. Vi har klart og tydeligt stillet diagnosen, og nu udskriver vi recepten.

  Gyula Hegyi (PSE). - (HU) Hr. formand! Under det forrige punkt på dagsordenen blev det nævnt, at de fleste af Europas naturkatastrofer er forbundet med vand: tørke, oversvømmelser og skovbrande. En kerne til problemet ligger i de traditionelle metoder til oversvømmelsesbeskyttelse; for at være mere præcis, så ligger det i det faktum, at hvis der sker oversvømmelser, så er vores højeste prioritet at få flyttet vandet så hurtigt som muligt, men når vi så få måneder senere oplever tørke eller skovbrand, så bliver vi overraskede over at opdage hvor praktisk det ville have været at have haft passende forhold til at opsamle det regnvand, der faldt under oversvømmelserne eller den ekstreme nedbør. Det ville derfor være vigtigt, og det ville i nogen udstrækning tage fat på problemerne, som vi har nævnt her - med andre ord være med til at forebygge - hvis vi formåede at omstrukturere fokus fra vandforvaltning som et hele til princippet at hver eneste dråbe vand er en værdifuld ressource, som skal spares til sværere og tørrere tider. Det ville være specielt vigtigt, især for de nye medlemsstater, at promovere dette til fællesskabspolitikniveau, så vi kan udvikle det som en fællesskabspolitik ved hjælp fællesskabsmidler og dermed begrænse den skade, der sket som resultat af oversvømmelser, tørke og skovbrande.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Selv om jeg taler som Parlamentsmedlem fra et land, der ikke kommer til at opleve alvorlige problemer med brande, før vi mærker den fulde betydning af global opvarmning, så forstår jeg vigtigheden af solidaritet mellem europæiske lande. Jeg har lyttet til lignende forhandlinger adskillige gange før, og jeg tror, som tidligere leder, fuldt og fast på, at det er på høje tid med en fælles strategi, der fokuserer på forebyggelse og på at yde hjælp, når et land har brug for det. Det er ikke et spørgsmål om penge. Det er et spørgsmål om kapacitet og målrettet håndtering - målrettet hjælp, der ikke udelukkende er afhængig af økonomiske ressourcer. Jeg opfordrer også Rådet, alle formandskaberne og selvfølgelig Kommissionen til at gøre, hvad de kan for at sikre, at vi her i Parlamentet ikke står tomhændede og kan stemme om, hvorvidt vi hjælper i dag eller om en uge, og om, hvorvidt katastrofen er stor eller lille.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg er en af de fem under 'fang-blikket'-systemet. Jeg vil gerne sige, at der er to ting vi kan gøre med hensyn til naturkatastrofer. Den første er at forhindre dem til den grad, som vi nu kan, f.eks. oversvømmelser, og når skaden er sket, bliver vi nødt til at tage os af de mennesker, der bliver ramt af katastroferne. Et af tiltagene er psykologisk krisehjælp. Vi kan se mennesker, der har mistet alt, hvad de ejer i oversvømmelser: deres hus, alle deres ejendele. De lever stadig, men er hjemløse og de oplever en kolossal følelse af tab. Jeg ved fra erfaring, at psykologers arbejde er yderst vigtigt på dette stadie, så jeg mener, at sådanne katastrofehjælpsgrupper skal indeholde og fordele midler, så psykologerne kan handle med det samme, og så disse mennesker får hjælp.

  Stavros Dimas, medlem af Kommissionen. - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle talerne for deres meget positive indlæg.

Kommissionen er fast besluttet på at bidrage væsentligt til en styrkelse af Fællesskabets katastrofeberedskabskapacitet. I sin meddelelse fra marts og gennem tiltag, der på nuværende tidspunkt er under udarbejdelse, vedtager Kommissionen nu en integreret tilgang.

For det første undersøger vi alle aspekter ved katastrofer: forebyggelse, forberedelse, parathed, øjeblikkelig reaktion og genopbygning i det lange løb.

For det andet undersøger vi alle former for katastrofer, både naturlige og menneskeskabte, både i og uden for EU.

For det tredje har vi til hensigt at integrere alle Fællesskabets ressourcer ved en forbedring af koordinationen mellem EU's instanser.

Med hensyn til de emner, der er blevet taget op, så er Parlamentet og Kommissionen først og fremmest enige om en reform af Solidaritetsfonden. Rådet er beklageligvis modstander af denne reform. Kommissionen har imidlertid ikke til hensigt at trække forslaget tilbage, og vi har store forventninger til, at vi kan få Rådet til at ændre mening.

Når det gælder direktivet om skovbrande, så arbejder mine departementer på en meddelelse om forebyggelse af katastrofer, og en af de muligheder, der skal overvejes, er at indføre lovgivning specielt om skovbrande.

Kommissionen var den væsentligste drivkraft i indførelsen af eurokodekserne om sikre bygninger. Dette er de europæiske standarder for bygningers jordskælvsstabilitet, og disse bliver nu indlemmet i national lovgivning og således håndhævet.

Jeg er en meget ivrig tilhænger af hr. Barniers forslag. Må jeg imidlertid minde Dem om, at det kræver en enstemmig vedtagelse i Rådet. Vi ved alle, at der lige nu ingen enstemmighed er mellem medlemsstaterne. Derfor tager forberedelsen af vores forslag længere tid, end vi kunne ønske. Lad mig nøjes med at minde Dem om, at det med Lissabontraktaten ville være tilstrækkeligt med et kvalificeret flertal i Rådet.

Vi har allerede finansieret Røde Kors-programmer for psykologhjælp, og yderligere programmer er under forberedelse på teknisk niveau.

Kommissionen har bemærket den stærke interesse og stadigt stærkere rolle, som Parlamentet spiller på katastrofehåndteringsområdet. Jeg ser frem til et fremragende samarbejde med Parlamentet og Rådet med at definere grænserne for støtte, så den europæiske dimension af katastrofehåndtering bliver fremmet og yderligere udviklet.

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 19. juni 2008.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Daciana Octavia Sârbu (PSE), skriftlig. - (RO) Skovbrandene i Grækenland, Italien og Spanien i sommeren 2007 og oversvømmelserne i Rumænien og Storbritannien har ført til flere krav til forbedring af effektiviteten af EU's katastrofeberedskabskapacitet. Hyppigheden af katastrofer, der er forbundet med klimaforandringer, er blevet øget og kræver multilaterale og koordinerede reaktioner for at mobilisere alle ressourcer til rådighed, hvor man tager aspekter som hurtighed, effektivitet og økonomisk afkast i betragtning.

Kommissionens forslag til handlinger, som vil bidrage til en forbedring af EU's katastrofeberedskab, er bl.a. en styrkelse af overvågnings- og informationscentret (MIC), en forbedring af den europæiske civilbeskyttelses reaktionskapacitet samt en bedre koordination mellem FN og Røde Kors med hensyn til forsyning af humanitær hjælp. Det er også meningen, at vi skal oprette et europæisk netværk for uddannelse i katastrofeberedskab, skabe varslingssystemer og fremme brugen af det europæiske alarmnummer "112", som ikke er lige kendt i alle medlemsstater. Kun 30 % af den rumænske befolkning ved, at man kan ringe til dette nummer fra ethvert EU-land i nødstilfælde, og de nationale myndigheder bliver nødt til at fortsætte bestræbelserne på at markedsføre dette nummer, så man kan reagere hurtigt på problemer i forbindelse med klimaforandringer og andre problemer.

(1) Se protokollen.

22. 1. juli 2008, 40-årsdagen for toldunionen

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelse fra Kommissionen om 1. juli 2008, 40-årsdagen for toldunionen.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Når vi taler om international handel eller europæisk integration, bliver vi nødt til at tænke på toldmyndighederne, der ved EU's ydre grænser er ansvarlige for en korrekt forvaltning af alle de foranstaltninger, der er udarbejdet for at tackle den dobbelte udfordring, som toldmyndighederne står over for i dag, nemlig at fremme samhandelen og samtidig beskytte EU-borgerne og miljøet.

I løbet af de sidste 40 år har de europæiske toldmyndigheder gjort deres yderste for at samarbejde effektivt som én enkelt forvaltning. Samarbejdet er ofte blevet opfattet som et pionerarbejde i den europæiske integration. Det er i sandhed bemærkelsesværdigt, at en politik, der sjældent er forsidestof, ikke desto mindre har formået at spille en banebrydende rolle for oprettelsen af nye veje, både hvad angår den økonomiske udvikling og integrationen i EU.

I dag er toldmyndighedernes rolle stadig væsentlig, vanskelig og desværre ikke så værdsat af offentligheden, som den burde være. Men det forhold, at toldmyndighederne kan udføre deres arbejde korrekt, er grundlaget for et velfungerende indre marked og den frie bevægelighed for varer, personer, kapital og tjenesteydelser. Toldmyndighedernes arbejde berører selve kernen i Fællesskabet, og det har indflydelse på EU-borgernes dagligdag, ofte uden at de lægger mærke til det.

For at gøre borgerne mere bevidste om toldmyndighedernes afgørende rolle, har jeg i anledning af 40-årsdagen for toldunionen iværksat en kommunikationskampagne, der dækker hele EU. Idéen har fået opbakning fra toldmyndighederne i medlemsstaterne.

For at belyse toldembedsmændenes daglige arbejde og høje motivation, besøgte jeg i sidste uge tre af de steder ved EU's ydre grænser, hvor der passerer flest varer igennem, nemlig havnen i Rotterdam, Frankfurt lufthavn og grænseovergangen Röszke ved den ungarsk-serbiske grænse. Disse besøg er grundlaget for den nyhedspakke, der nu er tilgængelig for medierne, så offentligheden kan informeres i løbet af de kommende måneder.

Men for at vende tilbage til hovedpunkterne, så skal toldmyndighederne i dag opfylde fem strategiske målsætninger:

Den første er at beskytte EU's og medlemsstaternes økonomiske interesser. I 2007 udgjorde den samlede mængde toldafgifter, der blev overført til EU-budgettet, 16,6 milliarder euro, svarende til 16 % af EU's samlede budget.

Den anden er at fremme den lovlige samhandel og støtte europæiske virksomheders konkurrenceevne, og her er moderniseringen af EF-toldkodekset og indførelsen af e-told to værktøjer til at nå målet. Det seneste konkrete tiltag er begrebet autoriseret økonomisk operatør, der blev indført den 1. januar 2008.

Den tredje er at beskytte borgerne mod terrorister, narkotika og forfalskede og piratkopierede varer, som kan udgøre en trussel mod borgernes liv og helbred, ved at kontrollere de forsyningskæder, der anvendes til international varetransport.

Den fjerde er at opretholde, udvikle og øge samarbejdet mellem medlemsstaternes toldmyndigheder, mellem toldmyndighederne og andre retshåndhævende myndigheder, og endelig mellem toldmyndighederne og erhvervslivet.

Den femte er samarbejdet mellem EU og tredjelandene - et samarbejde med andre lande, der aftager forfalskede varer og terroranordninger, f.eks. USA.

Vores metode er baseret på informationsudveksling, samarbejde om risikoanalyser og risikostyring, gensidig anerkendelse af sikkerhedsstandarder, resultater af sikkerhedskontroller og det amerikanske program Customs-Trade Partnership Against Terrorism (C-TPAT), men også på samarbejde mellem lande, der producerer forfalskede og piratkopierede varer, f.eks. Kina, hvor 60 % af de forfalskede varer stammer fra. I 2005 underskrev vi en toldsamarbejdsaftale og oprettede det Blandede Toldsamarbejdsudvalg, der mødes én gang årligt. Sidste år lancerede vi pilotprojektet Smart and Secure Tradelanes mellem europæiske og kinesiske havne, og vi er for nylig begyndt at udvikle en handlingsplan, der skal underskrives på topmødet mellem EU og Kina i december. Vi skal oprette lignende samarbejder med andre lande, som f.eks. Indien, Tyrkiet og de Forenede Arabiske Emirater.

Når en forsendelse først er blevet klareret af en national toldmyndighed, har den siden 1993 frit kunnet cirkulere rundt mellem alle de andre medlemsstater. Det betyder, at toldmyndighederne kun har én enkelt mulighed for at kontrollere forsendelser og beslaglægge ulovlige varer. Resultatet er, at toldunionen ikke er stærkere end sit svageste led. Med dette mener jeg, at det er meget nemt for forhandlere at lokalisere de steder, hvor kontrollen ikke er så grundig eller omfattende, og omdirigere de ulovlige forsendelser mod disse punkter. Det understreger toldmyndighedernes ansvar i medlemsstater med ydre grænser.

Set i lyset af den stadigt stigende internationale handel og ansvaret for at bekæmpe forfalskning er toldmyndighedernes arbejdsbyrde stadig meget omfattende. Jeg vil illustrere dette med nogle tal for arbejdsbyrden i 2007: 183 millioner toldangivelser blev behandlet, hvilket svarer til 5,5 toldangivelser pr. sekund, 1.545 millioner ton søfragt og 3 millioner ton luftfragt blev kontrolleret, 43 forsendelser med forfalskede varer blev opsnappet og beslaglagt, hvilket svarer til 79 millioner forfalskede og piratkopierede varer, og tendensen er stigende.

Vi kan kun klare den dobbelte udfordring, som toldmyndighederne står over for, hvis vi revurderer vores arbejdsmetoder. Det kan f.eks. indebære at gå væk fra den nuværende transaktionsbaserede tilgang til toldformaliteter og kontrol og gå over til en systembaseret tilgang, hvor der fokuseres på de interne kontrolsystemer og de økonomiske aktørers forsyningskæder.

Selvfølgelig betyder det ikke, at kontrollen af de enkelte forsendelser skal opgives. I stedet skal kontrollen baseres på risikoanalyser. En sådan tilgang betyder nye arbejds- og kontrolmetoder samt en fælles risikostyringsstrategi for alle EU's toldmyndigheder. For at sikre, at toldunionen fungerer effektivt, vil der også blive skabt en platform, hvor der kan samarbejdes med medlemsstaterne under de bedst tænkelige operative forhold.

Nye arbejdsmetoder forudsætter også, at alle de nationale toldmyndigheder har de fornødne evner, kompetencer og ressourcer til at fastholde og udbygge deres produktivitet og effektivitet.

For at nå disse mål har Kommissionen i sin meddelelse om en udviklingsstrategi for toldunionen foreslået, at der udarbejdes en strategiplan. En langsigtet planlægning gør det muligt for de nationale myndigheder at forudse deres behov for ressourcer, uddannelse og udstyr, så udviklingen kan foregå på en synkroniseret og harmoniseret måde i alle de 27 medlemsstater. Denne permanente kommunikationskanal vil også gøre det lettere at sikre en samtidig indførelse af de nye foranstaltninger.

På tærsklen til 40-årsdagen for toldunionen beder jeg om politisk støtte til Kommissionens initiativ til en udviklingsstrategi for toldunionen. Jeg er glad for, at den beslutning, der skal stemmes om på torsdag, tager hensyn til de fleste af Kommissionens idéer til hovedlinjerne i udviklingen af toldunionen, nemlig at skabe et tættere samarbejde, tage fat på sikkerhedsspørgsmål og øge toldmyndighedernes produktivitet, effektivitet og ydeevne til gavn for det indre marked.

Jeg afslutter dette indlæg med at takke Parlamentet for den støtte, det har givet toldmyndighederne igennem årene.

  Malcolm Harbour, for PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! På vegne af min gruppe vil jeg først rose kommissæren for hans ledelse af toldfunktionen i Kommissionen. I aften har vi ikke alene en oplagt mulighed for, som han siger, at anerkende de mange resultater, som Kommissionen, og særligt alle medlemsstaternes toldmyndigheder, har opnået på denne 40 års jubilæumsdag, men også for at se fremad. Jeg forsikrer hr. Kovács om, at han har vores fulde opbakning til den strategi, han taler om. Af beslutningen fremgår det, at vi også har bedt medlemsstaterne om at bakke op om strategien og at afsætte de nødvendige ressourcer til dette yderst vigtige projekt.

Som han nævnte i sit indlæg, nyder toldmyndighederne og deres arbejde ikke tilstrækkelig anerkendelse i det indre marked, men de er sandelig ikke glemt i Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse. Som han allerede ved, har vi studeret teksterne nøje, men vi har også gjort mere end det. Som han har gjort det i den seneste uge, har vi, på vores missioner i EU og også længere væk, f.eks. for nylig i Kina, regelmæssigt besøgt toldmyndighederne for at danne os et indtryk af deres prioriteringer og de udfordringer, de står over for i felten.

Jeg vil gerne komme med nogle bemærkninger om det arbejde, der skal gøres. Efter min opfattelse bør vi gøre en samlet indsats for at få erhvervslivet til at samarbejde i endnu højere grad med toldmyndighederne om piratkopierede og ulovlige produkter. Toldmyndighederne har behov for oplysninger for at kunne tilbageholde forsendelser. De har brug for efterretninger. Jeg tror ikke, at erhvervslivet er helt klar over, hvor vigtigt det er at komme frem med disse oplysninger.

For det andet bør vi i lyset af den stadig voksende handel, bl.a. fra lande som Kina, bede medlemsstaterne undersøge, om de har de tilstrækkelige ressourcer til at behandle de meget store varestrømme samt at kontrollere og håndtere forfalskede varer og produkter, der prøver at snige sig uden om toldvæsenets opmærksomhed.

  Evelyne Gebhardt, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Da vi ved, at borgerne bliver stadig mere skeptiske over for EU, er det særlig vigtigt at fejre sådanne symbolske dage, og 40-årsdagen for toldunionen er en mindeværdig dag. Som De selv sagde, hr. kommissær, er den betydningsfuld, fordi der blev taget store skridt hen imod integration for 40 år siden, da fundamentet blev lagt til det indre marked og den fri bevægelighed for personer, varer og tjenesteydelser. Jeg mener, at det er vigtigt fortsat at fortælle og vise borgerne tydeligt, hvordan de profiterer af EU, og hvad vi præsterede dengang for at gøre det muligt.

Derfor vil jeg fortsætte med at tale i glødende vendinger om denne begivenhed, for det var virkelig en god ting. Det arbejde, De nævnte, at De udfører med Kina og andre lande uden for EU, er også vigtigt for vores økonomi og for forbrugerne i EU, for vi ønsker naturligvis sikre produkter og sikre tjenesteydelser, som vi kan udvikle. Og det er meget vigtigt. I de seneste direktiver, som vi har udarbejdet for toldunionen, har vi også lavet lovgivning for moderne teknologi ved at indføre det elektroniske toldsystem. Det mener jeg viser vejen frem. Hvis det lykkes os at fremhæve sådanne positive aspekter ved EU's politikker og gøre borgerne bevidste om de fordele, EU giver dem, så vil vi begynde at genskabe deres tillid til EU. Det er det, vi bør gøre i fællesskab. Hr. kommissær! Tak for det arbejde, De udfører i Kommissionen i den sammenhæng.

  Janelly Fourtou, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Netop som Europa møder vanskeligheder, tvivlen lister sig ind, og entusiasmen svækkes, kan vi snart fejre en ubestridelig succes, nemlig 40-årsdagen for toldunionen.

Fra 1968 til 2008 har toldvæsenet været eksempel på reaktivitet og omstilling. De husker sikkert, da toldstationerne blev lukket ved grænserne mellem medlemsstaterne i 1993. Toldvæsenet har formået at sætte sine kræfter ind andre steder og tilpasse sig de nye tider. Det har en kompleks rolle, eftersom det skal leve op til udfordringer på verdensplan. Toldvæsenet skal varetage EU's og borgernes sikkerhed, sikre logistikkæden og samtidig bevare den rette ligevægt mellem kontrol og lettelse af lovlig handel med det klare mål at forbedre Europas konkurrenceevne.

For at klare opgaven har toldvæsenet forstået at forny sig gennemgribende takket være en ny toldkodeks, som både er forenklet og forbedret, gennem indførelse af de nye teknologier, hvorved forvaltningsmiljøet er blevet papirløst, og endelig gennem samarbejde. Samarbejde er toldunionens slagord, og der samarbejdes både med internationale myndigheder som WTO og WCO og med de nye forvaltninger og med erhvervslivet.

Dette samarbejde har ført til bemærkelsesværdige resultater bl.a. med hensyn til beslaglæggelse af varemærkeforfalskninger. Det internationale samarbejde har desværre sin begrænsning, og i øjeblikket kan man kun beklage den amerikanske Kongres' ensidige beslutning om at scanne 100 % af containerne i EU's havne.

Toldvæsenet behøver vores støtte for at kunne diskutere realistisk. Vi må alle bakke op om de varslede initiativer i strategien for toldunionens fremtid og være parate til at støtte ethvert initiativ, som kan gøre toldvæsenet mere effektivt, navnlig i bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og organiseret kriminalitet.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Andreas Schwab (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som fru Gebhardt nævnte, så gør markeringen af 40-årsdagen for toldunionen borgerne klar over, at EU har indfriet en del af det løfte, som den gav for 40 år siden. I de mellemliggende år - og min gruppe, hr. kommissær, har støttet alle de lovgivningsforslag, som De har fremlagt for Parlamentet i de seneste måneder - har toldunionen beskyttet EU's og medlemsstaternes økonomiske interesser langt mere effektivt, end medlemsstaterne kunne have gjort alene. Den har gjort grænseoverskridende investeringer inden for EU lettere på en måde, som medlemsstaterne ikke kunne have formået alene. Ved at modernisere toldkodeksen og indføre det elektroniske toldsystem, som De refererede til, har vi gjort meget for at sikre, at denne investeringsvirksomhed vil blive yderligere forenklet i fremtiden. Jeg må dog tilføje, at virksomhederne er blevet pålagt at bære omkostningerne forbundet med denne omstilling, og det er utilfredsstillende. Toldsystemet står i mine øjne over for store udfordringer i de kommende år. Derfor, hr. kommissær, tror jeg, at det er vigtigt, at Deres strategi tager effektivt sigte på disse nye udfordringer og leverer svar.

I min valgkreds er der, som De ved, et problem med fortoldningen ved den schweiziske grænse. Jeg håber, at vi kan løse de mange små detailspørgsmål, som virksomhederne står over for dag efter dag, lige så konstruktivt i fremtiden, som vi har gjort hidtil.

I de nærmeste år - og det er den udfordring, som Deres strategi skal reagere på - vil toldsystemet skulle fokusere langt mere skarpt på EU's sikkerhedsinteresser, end det har gjort hidtil. Det indbefatter naturligvis også beskyttelse mod forfalskede produkter og plagiering af produkter, men der er også et stigende behov for at skabe tættere forbindelser mellem toldvæsenets opgaver og aspekter af kampen mod international terrorisme. Som led i den globale handel, som fru Fortou henviste til, vil der i stigende grad være behov for, at man inden for WTO og på andre planer gør sig overvejelser om, hvordan toldmyndighederne kan spille en effektiv rolle i beskyttelsen af de ydre grænser.

Mit sidste punkt er, at en omfattende scanning efter vores opfattelse ikke er praktisabel set i lyset af det transatlantiske indre marked. Jeg ønsker Dem fortsat held og lykke.

  Arlene McCarthy (PSE). - (EN) Hr. formand! Som formand for Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse med ansvar for toldpolitik sætter jeg stor pris på at kunne udtale mig i anledning af 40-årsdagen for toldunionen. Som det allerede er blevet nævnt, tillægger udvalget arbejdet på toldområdet stor betydning, fordi det giver et pragmatisk og praktisk billede af EU's arbejde. Toldunionen har uden tvivl hjulpet med til at øge konkurrencedygtigheden for virksomheder i EU ved at forenkle og afskaffe overflødige regler for virksomheder og lovlige forhandlere. Der behandles 175 millioner toldangivelser årligt, og en toldklarering tager i gennemsnit kun 2 min.

Men der er stadig mere, der kan gøres. SMV'er har brug for mere hjælp til at minimere de problemer, de møder, når de handler i Europa. Papirløse arbejdsgange, en centraliseret toldklarering og ét enkelt behandlingssted vil gøre det lettere for SMV'erne, men der skal selvfølgelig ske en stringent opfølgning i medlemsstaterne, hvis der skal opnås en gevinst.

Dette er samtidig en mulighed for at styrke vores indsats for at bekæmpe tilstrømningen og overfloden af forfalskede og piratkopierede varer. Forfalskede varer og lægemidler underminerer ikke alene EU's erhvervsliv, de er en alvorlig og allestedsnærværende trussel mod forbrugernes sundhed og sikkerhed, et emne, som Forbrugerbeskyttelsesudvalget tager meget alvorligt.

Ved at samarbejde med tredjelande, herunder særligt Kina, vil vi blive bedre til at opsnappe farlige og ulovlige varer, men i sidste ende er vi nødt til at få toldunionen til at fungere bedre. I aften beder jeg medlemsstaterne om at tage deres ansvar mere alvorligt i forbindelse med gennemførelsen og håndhævelsen af lovgivning samt at lægge væsentlige ressourcer bag dette arbejde.

Hr. Kovács! De kan fortsat regne med, at Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse vil hjælpe Dem med at udvikle toldunionen som en hjørnesten i det indre marked og selvfølgelig som et centralt element til at sikre, at EU's økonomi fungerer og får medgang. Vi må sikre, at de 27 medlemsstater arbejder tættere sammen, at de etablerer kontakt til hinanden, udveksler informationer og får Europa til at fungere bedre og mere gnidningsfrit for lovlydige virksomheder, og også at vi slår ned på det alvorlige og stigende problem med forfalskede og piratkopierede varer, der strømmer ind på vores marked.

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Toldunionen er en afgørende del af EU's indre marked, og den kan ikke fungere korrekt, medmindre der anvendes fælles principper ved de ydre grænser. Ud over sit indlysende arbejde med at inddrive afgifter spiller toldunionen en stor rolle med hensyn til at beskytte vores borgeres sundhed og sikkerhed.

I de seneste måneder har vi brugt meget tid i Parlamentet på at debattere emner som produktsikkerhed, særligt hvad angår sikkerheden af legetøj, og spørgsmål om forfalskede varer. Det er vigtigt for os alle at have adgang til varer, der opfylder faste krav, og de må især ikke udgøre en fare for vores liv eller sundhed. Jeg vil gerne minde om, at det ikke kun er dyre produkter og luksusvarer, der forfalskes, men også reservedele til biler og hverdagsvarer, som fødevarer og lægemidler.

Mange af disse produkter importeres til det europæiske marked fra tredjelande. Statistikken giver en idé om problemets omfang. I 2007 beslaglagde toldmyndighederne ca. 128 millioner forfalskede varer. Det var en stigning på 70 % i forhold til 2005. For lægemidler var stigningen på 380 %. Selvfølgelig kan der være flere grunde til dette. Det kan skyldes en stigning i det antal forfalskede varer, der kommer ind i EU, men det kan også skyldes, at toldmyndighederne er blevet bedre til at opsnappe varerne.

Vi bør ikke desto mindre huske på, at standarder i sig selv ikke er tilstrækkelige, hvis der ikke sker en effektiv kontrol ved vores grænser, og særligt hvis denne kontrol ikke gennemføres på samme måde ved hvert punkt på de ydre grænser. For at sikre en effektiv bekæmpelse af indstrømningen af forfalskede varer til EU skal der ske en forbedring i samarbejdet mellem toldmyndighederne og kontrolmyndighederne i medlemsstaterne samt i samarbejdet med toldmyndighederne i tredjelandene. Dette forbedrede samarbejde skal følge med den teknologiske udvikling. Derfor er det yderst vigtigt, at alle EU's toldmyndigheder har de nødvendige midler til at udføre deres arbejde effektivt.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! For 40 år siden var toldunionen nøglen til velstand i Europa, fordi den banede vejen for oprettelsen af det indre marked. I dag står vi over for nye problemer som følge af globaliseringen af handelen. Vi ved, at det kun er muligt at kontrollere 0,5 % af den store mængde importerede varer i de europæiske havne, og at der er forfalskede varer i en ud af tre containere. Varer, der ikke opfylder vores tekniske og sikkerhedsmæssige standarder, repræsenterer en yderligere trussel.

Jeg vil gerne understrege, at vi bliver nødt til at sørge for, at de europæiske forbrugere er bedre beskyttet mod sådanne produkter. En bedre koordinering er betinget af en stram gennemførelse af den nye, moderne lovgivning, der er (eller var) den store gave ved toldunionens jubilæum. I lovgivningen har vi også indarbejdet retten til at skaffe os af med farligt affald og forfalskede varer. Men der er meget mere, vi skal kigge på: et tættere samarbejde med virksomhederne, en mere effektiv koordinering mellem medlemsstaterne gennem e-told, og det nye forslag om at samarbejde med tredjelande. Det er forhåbentligt også lykkedes os at forbedre vilkårene for små og mellemstore virksomheder en smule.

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Toldunionen, der blev oprettet den 1. juli 1968, var det første skridt på vejen mod at styrke den økonomiske integration i de seks daværende medlemsstater. Vi kan nu erkende, at det er et vellykket kapitel i historien om europæisk integration. Når vi fejrer 40-årsdagen for toldunionen, er det værd at bemærke, at den er et strålende eksempel på, at det er muligt at arbejde effektivt i et fællesskab af 27 medlemsstater, da der trods alt ikke kun er én samlet toldmyndighed for hele EU, men 20 nationale toldmyndigheder med forskellige ansvarsområder og opbygning, der arbejder sammen på grundlag af en fælles EU-politik inden for de retlige rammer, der fastsætter de pågældende regler og procedurer. Toldmyndighederne i de 27 medlemsstater bliver nødt til at arbejde sammen som én enkelt myndighed.

For 40 år siden var målet med toldunionen at afskaffe interne afgifter mellem medlemsstaterne og gøre idéen om et indre marked til en realitet. I dag arbejder toldmyndighederne sammen om at beskytte EU's ydre grænser og tage skridt til at bekæmpe smugleri, beslaglægge farlige forfalskede varer samt at udføre andre ansvarsopgaver, som der også, og her vil jeg gerne takke kommissæren, blev taget hensyn til i Kommissionens udviklingsstrategi for toldunionen, der blev fremlagt i april 2008.

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Toldunionen er et mesterstykke, men det ville være endnu bedre, hvis alle de berørte lande var omfattet af den. Jeg tænker selvfølgelig på Tyrkiet, som, til trods for det pres, EU har lagt på landet, stadig ikke har gennemført eller ratificeret Ankaraaftalen over for Cypern og dermed pålægger et reelt embargo på al sø- og lufttransport mod Cypern.

Hvorfor lader EU Tyrkiet latterliggøre vores regler og love? Hvorfor får Tyrkiet lov til at slippe af sted med en så uacceptabel opførsel? Hvorfor tvinger Kommissionen ikke Tyrkiet til enten at gennemføre toldunionen til fulde eller helt at stå uden for den? Hvor længe skal vi finde os i en sådan respektløshed og latterliggørelse fra et kandidatland, der gerne vil tro om sig selv, at det hører med til Europa?

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil indlede med at bifalde den indsats, som De og Deres forvaltning har gjort i denne sag, og som er en ære for EU. Jeg vil også gerne takke mine kolleger og min politiske gruppe, fordi de støttede mit ændringsforslag om at tage hensyn til de små og mellemstore virksomheder, der klassificerer vanskelighederne med at anvende import- og eksportprocedurerne blandt de væsentligste ikketoldmæssige barrierer for handelen.

Men jeg tror, vi må gå endnu videre end det samarbejde, der foreslås i beslutningen. Nu hvor Lissabontraktaten opstiller beskyttelse af borgerne som en af EU's målsætninger, og hvor WTO er i store vanskeligheder, må vi gå endnu videre, for som kommissæren sagde, er toldstatistikkerne alarmerende og varemærkeforfalskning stadig en trussel mod vores helbred, vores sikkerhed og vores erhvervsliv. Det er på tide, at vi går endnu videre og overvejer at samle toldmyndighederne i langt højere grad, end det er tilfældet med det aktuelle samarbejde, hvis begrænsninger vi kan se i dag.

  László Kovács, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Lad mig først og fremmest sige tak for den meget interessante debat, der lige har fundet sted. Jeg har omhyggeligt noteret mig disse kommentarer, da de er meget nyttige for mig selv og Kommissionen - og toldmyndighederne - når vi skal tage hensyn til de politiske prioriteringer, som Parlamentet giver udtryk for.

Det gjorde stort indtryk på mig, at påskønnelsen af og opbakningen til toldunionens arbejde blev udtrykt i så tydelige vendinger, og jeg kan forsikre Dem om, at det vil fortsætte. Hvad er garantien? Garantien er, at vi har værktøjerne, vi har strategien, og vi har det lovlige grundlag, nemlig det moderniserede EF-toldkodeks med regler og procedurer, der garanterer fremme af den lovlige handel og også beskyttelsen af det indre marked samt vores borgeres sikkerhed, sundhed og liv.

Vi har ID-teknologien inden for rammerne af e-told, og vi har et meget bredt samarbejdsnetværk, der omfatter samarbejde mellem medlemsstaternes toldmyndigheder, samarbejde med andre retshåndhævende myndigheder og samarbejde med erhvervslivet - og med henvisning til hr. Harbours indlæg fik jeg i Frankfurt i sidste uge mulighed for at få oplysninger om MediFakeprojektet, der handler om forfalskede lægemidler, og hvis der overhovedet kan skelnes mellem de forskellige forfalskede produkter, så er lægemidler helt sikkert de farligste.

Jeg er glad for at kunne meddele, at der for bare et par dage siden, i det land, jeg kender bedst, nemlig Ungarn, blev indgået en aftale mellem toldmyndighederne og foreningen af lægemiddelfabrikker i Ungarn om, hvordan man skulle forhindre forfalskede lægemidler i at komme ind på markedet.

Vi samarbejder også med internationale organisationer og med tredjelande, som Kina, og jeg må sige, at i de nu mere end tre år, vi har haft med denne portefølje at gøre, og efter at vi har afholdt regelmæssige møder med de kinesiske myndigheder, har jeg været vidne til en forbedring i kinesernes holdning. De er mere konkrete, de udtrykker sig mere direkte, de er mere samarbejdsvillige, mere konstruktive.

Grunden til dette er sandsynligvis, at for dem er det i stadig højere grad et spørgsmål om politisk prestige. Kina, som spiller en stadig større rolle, ikke bare i verdenshandelen, men også i international politik, har ikke råd til at blive kendt som det land, hvor langt størstedelen af de produkter, der er til fare for fremmede landes borgeres sikkerhed, sundhed, ja endog liv, stammer fra.

En anden grund er, som mange faktorer peger på, at Kina i stadig højere grad bliver et målland og ikke bare et oprindelsesland.

Mindst to talere nævnte forslaget fra den amerikanske Kongres om, at fremmede havne skal scanne 100 % af alle forsendelser mod USA. Jeg vil gerne understrege, at vi virkelig prøver at lægge pres på den amerikanske regering, og indirekte tilmed på amerikansk lovgivning, fordi vi er overbevist om - og det bliver vi ved med at gøre opmærksom på - at dette forslag vil resultere i forstyrrelser i den globale søfartshandel, det vil skabe en falsk sikkerhed, og det vil kun lede opmærksomheden og ressourcerne væk fra de egentlige problemstillinger. Vi håber, at det til sidst vil lykkes for os.

Med Deres støtte, med støtte fra Parlamentet, med støtte fra Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse og udvalget om International Handel, der yderst aktivt har bakket op om toldunionen, er jeg sikker på, at toldunionen også kan fortsætte sine succesrige aktiviteter i det kommende år.

  Formanden. - Jeg har modtaget et beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 19. juni 2008.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sirpa Pietikäinen (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Der er mange grunde til at fejre 40-årsdagen for toldunionen. Den omfattende afskaffelse af toldafgifter mellem EU's medlemsstater er uden tvivl et af EU største resultater. Det har været til stor fordel for både erhvervslivet og de europæiske forbrugere.

Der ligger et stort ansvar i hænderne på toldembedsmændene ved EU's ydre grænser. Forfalskede varer, ulovlig handel med narkotika og andre skadelige stoffer og indsmugling af truede dyrearter eller produkter er udfordringer, som det indre marked med stadig færre interne grænser står over for. Europa har et af verdens største markeder for forfalskede varer. Eksistensen og omfanget af handelen med disse produkter udgør et alvorligt brud på den intellektuelle ejendomsret. For at rette op på denne situation må der identificeres og gennemføres strengere foranstaltninger.

Løsningen på disse udfordringer ligger først og fremmest i et mere harmoniseret og målrettet samarbejde mellem de forskellige medlemsstaters toldmyndigheder. Men udviklingen af EU's indre marked har, når alt kommer til alt, været en ubestridelig succes, og den fortjener at blive fejret som en af hovedårsagerne til hele EU's velstand.

(1) Se protokollen.

23. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Marię Panayotopoulos-Cassiotou for Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets afgørelse om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (2010) (2007/0278(COD)) (A6-0173/2008).

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke ordføreren, fru Panayotopoulos-Cassiotou, og Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender samt ordføreren for Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling, fru Geringer, for deres udmærkede arbejde.

Det europæiske år 2010 kommer til at spille en central rolle i udviklingen af det sociale Europa. Den valgte indgangsvinkel, nemlig et år, hvor de centraliserede og de decentraliserede metoder kombineres, er en indgangsvinkel, der burde give de bedste muligheder for at skabe politisk kohærens mellem emnerne og de forskellige ledelsesniveauer og give en vis fleksibilitet, når der tages hensyn til hver enkelt medlemsstats særlige situation.

Det europæiske år 2010 vil give EU og medlemsstaterne mulighed for at forny deres politiske engagement, og det vil understrege, at fattigdom og social udstødelse har indflydelse på den sociale og økonomiske udvikling i EU og på vores borgeres værdighed. Målet med det europæiske år 2010 er at vise, at det er muligt at bekæmpe fattigdom og også at vinde kampen.

Det europæiske år 2010 giver også plads til en debat om europæiske værdier og respekten for disse værdier som et nøgleelement i udviklingen af offentlige politikker i både EU og medlemsstaterne. Det vil hjælpe til at sikre, at mennesker, der er berørt af fattigdom og social udstødelse, ses i et andet lys.

Kommissionen har altid insisteret på, at dette koncept, denne indgangsvinkel, bør sættes på skrift. Jeg tror, at de fleste af de ændringsforslag, som Parlamentet har fremlagt, går i denne retning.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, ordfører. - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Ifølge den fælles rapport om social beskyttelse og social inklusion for 2008 lever 16 % af EU's befolkning stadig under fattigdomsgrænsen, og 19 % af alle børn risikerer fattigdom og social udstødelse, og det til trods for, at medlemsstaterne i år 2000 forpligtede sig til at reducere fattigdommen kraftigt inden udgangen af 2010.

Fattigdom berører ikke kun kvinder, børn og visse samfundsgrupper, der altid har været særligt udsatte. Langt fra at være udryddet er fattigdommen faktisk blevet forstærket af den internationale udvikling i sektorerne for energi- og fødevareproduktion og af interne skævheder i de mindre velhavende områder af EU. På disse steder hersker der kronisk strukturelle ulemper, f.eks. kan der være tale om øsamfund eller fjerntliggende og ikkeindustrialiserede områder.

Fattigdom og social udstødelse er en trussel mod udviklingen, konkurrencedygtigheden og den sociale model. Det krænker også menneskerettighederne i et Europa, der ønsker at være et forbillede for respekt for menneskelig værdighed og fremme af lige muligheder for alle.

Kommissionens forslag om et europæisk år til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i 2010, med et væsentligt højere budget end det, der er blevet helliget tidligere europæiske år, er et vigtigt skridt mod fremme af solidaritet, social retfærdighed og større økonomisk og social samhørighed.

Det er vores ambition at gøre 2010 til en milepæl for anerkendelsen af den flerdimensionelle karakter, som fattigdom og social udstødelse har. Denne anerkendelse omfatter ikke alene materiel fattigdom, men også adgang til sundhedstjenester, boliger, social beskyttelse, uddannelse, undervisning, arbejde og livskvalitet. Vi må acceptere, at dem, der lever i fattigdom, har ret til at leve et værdigt liv og til at deltage i det sociale og økonomiske liv. Vi må stadfæste det fælles ansvar, som medlemsstaternes europæiske organer, arbejdsmarkedsparterne og alle EU-borgerne har for at øge den sociale samhørighed. 2010 vil lægge grundlaget for effektive strukturer under et fælles ansvar og en retfærdig omfordeling af rigdomme.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater førte an i forhandlingerne og vedtog ændringsforslag, der muliggjorde et samarbejde mellem alle de politiske grupper i Parlamentet. Dermed har vi styrket Kommissionens forslag, idet vi har udvidet definitionen af sårbare kategorier og tilføjet emner, som f.eks. imødekommelsen af behovene i familier med særlige udfordringer, i familier med enlige forsørgere og i store familier, behandlingen af de særlige problemer, som handicappede eller hjemløse står over for, og fremme af en aktiv integration og adgang til kultur og rekreation.

Dette betyder naturligvis ikke en afvigelse fra det primære mål, nemlig at forbedre den økonomiske situation for enkeltpersoner og familier ved at give dem adgang til et hæderligt og varigt arbejde. Et godt arbejde giver tilfredsstillelsen af at bidrage med noget og den nødvendige selvstændighed til at opfylde de mest udsatte borgeres, f.eks. børns og ældres, behov.

Som parlamentsmedlemmer har vi på tæt hold fulgt den korrekte håndhævelse af fællesskabslovgivningen om lige muligheder for alle. Vi har deltaget i udformningen og indførelsen af integrerede og koordinerede politikker på nationalt, regionalt og lokalt plan. Politikkerne er udviklet af offentlige og private organer med deltagelse af de berørte parter, således at principperne om god regeringsførelse, subsidiaritet og proportionalitet kan overholdes.

De faktorer, der er medvirkende til, at det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse bliver vellykket, er en styrkelse af den åbne koordinationsmetode, koordineringen af eksisterende EU-programmer og resultaterne af tidligere europæiske år, civilsamfundets aktive deltagelse og Kommissionens korrekte bedømmelse af forslag og resultater.

Spørgsmålet om, hvorvidt ngo'er skal deltage og niveauet for finansieringen af deres medvirken, har været genstand for et forlig mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet. Vi at glade for, at Rådet har accepteret et forslag om at vedlægge beslutningen en supplerende udtalelse fra Kommissionen om at opfordre små og mellemstore ngo'er til at deltage og om muligheden for, at nationale instanser fuldt ud kan finansiere denne deltagelse.

Jeg vil gerne takke de ansvarlige embedsmænd, kolleger og medparlamentsmedlemmer for deres bidrag i forbindelse med forberedelserne til denne beslutning.

FORSÆDE: Alejo VIDAL-QUADRAS
Næstformand

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, ordfører for udkastet til udtalelse fra Udvalget om Kvinders Rettigheder og Ligestilling. - (PL) Hr. formand! At højne livskvaliteten for borgerne i EU's medlemsstater er et centralt element i den europæiske integration. Alligevel viser statistikken, at 78 millioner mennesker i EU lever under fattigdomsgrænsen, og størstedelen af disse er børn, kvinder og ældre. Dette betyder, at EU ikke alene må iværksætte økonomiske foranstaltninger, men også sociale initiativer, og dette har Parlamentet bemærket ved adskillige lejligheder. I sin afgørelse af 15. november 2007 understregede Parlamentet, at styrkelsen af den sociale samhørighed og udryddelsen af fattigdom og social udstødelse bør være politiske prioriteter i EU. Kommissionens initiativ til at gøre 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse passer perfekt ind i denne sammenhæng, og det kunne bidrage væsentligt til at skabe politisk opmærksomhed og opfordre til omfattende aktiviteter, der kunne styrke social beskyttelse og integration yderligere.

Budgettet, der er afsat til dette initiativ - 17 millioner euro - er rekordstort, men det er iværksættelsen af projekter på nationalt plan, der er hovedelementet i at få projektet til at lykkes. Derfor opfordrer vi stærkt medlemsstaterne til at deltage i dette initiativ og afsætte passende menneskelige og økonomiske ressourcer til projektet.

24. Ændring af dagsordenen: se protokollen

25. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse (fortsat forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Vi giver nu ordet til de parlamentsmedlemmer, der taler på gruppernes vegne.

  Thomas Mann, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Som følge af den store fokusering på eksportvækst og globaliseringsgevinster er der en gruppe, der lader til at være blevet overset. Jeg taler om dem, der lever i fattigdom, og som der findes 78 millioner af i EU, deriblandt 19 millioner børn. Er det et spørgsmål om at lære at leve med det faktum? Nej, bestemt ikke!

Unge, der ikke kan klare skolen og dropper ud, hører til denne gruppe ligesom ældre, der, selv om de har arbejdet i årevis, kun har en lille pension, som kun dækker det allermest nødvendige. De føler sig marginaliseret og er ofte overladt til sig selv. Følgen er en hverdag med ekstreme psykiske og fysiske belastninger i form af usikre boligforhold, belastede bydele, risiko for at gældsætte sig, alkohol og stoffer - et liv uden værdighed og selvværd. De årlige fattigdomsrapporter i medlemsstaterne bør få alarmklokkerne til at ringe.

Sidste år fulgte jeg en debat fra tilhørerpladserne i Forbundsdagen. Emnet for debatten var underklassen. Det førte til ugelange ophedede offentlige debatter. Det er det, de berørte har brug for: at folk lægger mærke til dem, at de tager dem alvorligt og viser dem, hvordan de kan komme ud af fattigdommen. Fru Panayotopoulos-Cassiotou har udarbejdet en glimrende betænkning - det kan jeg sige på vegne af PPE-DE-Gruppen og også på et meget personligt plan, Maria - som giver os grønt lys til at erklære 2010 som det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

Hvis det europæiske år ikke kun frembringer analyser af situationen, men inddrager de truede målgrupper aktivt og giver dem et forum, så de kan blive hørt, hvis institutionerne præsenterer konkrete resultater frem for flotte hensigtserklæringer, hvis uddannelseseksperter kommer med bud på motiverende undervisningsmetoder, som har resulteret i, at flere elever rent faktisk afslutter skolen, og hvis der identificeres sociale ydelser, som påviseligt har nedbragt fattigdomsrisikoen varigt, så vil mange af dem, der stadigvæk føler sig marginaliseret i dag, endelig mærke, at de har ret til at deltage i samfundslivet.

  Richard Falbr , for PSE-Gruppen - (CS) Hr. formand! Jeg vil først og fremmest gerne takke min kollega fru Panayotopoulos-Cassiotou for hendes gode betænkning og velvillige samarbejde. Jeg vil gerne nævne to aspekter.

I mange af vores dokumenter anvender vi udtrykket "anstændigt arbejde" og "anstændige job". Faktum er og bliver dog, at flere og flere job må betegnes som dårlige eller med andre ord ufaglærte og dårligt lønnede. Antallet af mennesker, der lever i fattigdom eller som fattig i arbejde, er ikke faldende, hvilket er bevis for, at flere og flere arbejdsgivere beskæftiger folk illegalt. Det nyligt vedtagne forslag til arbejdstidsdirektiv, der hjemler mulighed for at arbejde, som folk gør i visse kinesiske industriområder, er et yderligere tilbageslag, som givetvis vil resultere i et øget antal fattige.

Det andet aspekt, jeg gerne ville nævne, gælder behovet for omsider at tage fat i det forhold, at trenden mod privatisering af offentlige og sociale tjenesteydelser i visse lande i Unionen er upåagtet. Privatiseringen af offentlige og sociale tjenesteydelser fører også til en stigning i antallet af mennesker, der lever i fattigdom. Jeg bør nævne, at mine ændringsforslag, som sætter fokus på dette forhold, jævnligt forkastes. Jeg kunne godt tænke mig, at vi reelt begynder at gøre noget i stedet for blot at spytte flere sider papir ud og fastlægge frister.

  Sepp Kusstatscher, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Lad mig starte med at understrege, at jeg synes meget godt om idéen med at sætte særlig fokus på de politiske bestræbelser på at bekæmpe fattigdom og social udstødelse i Europa i hele 2010.

Lad det mig alligevel være tilladt at komme med et par kritiske bemærkninger. Den måde, hvorpå forslag til forbedringer er blevet fejet til side, for det meste efter pres fra Rådet, blot for at der kan opnås enighed under førstebehandlingen, har generet mig meget. Jeg har krævet flere midler til dette vigtige initiativ på budgettet for 2010, da bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er et klart mål i medfør af Lissabondagsordenen, som desværre slet ikke er blevet nået.

Jeg ville også sikre, at de mange økonomiske ressourcer, som Kommissionen udbetaler, bliver gransket lidt nøjere, særligt med henblik på det europæiske år i 2010, for at fastslå, om de er et instrument til at opnå en mere retfærdig fordeling eller de muligvis sågar medvirker til at gøre de rige rigere og næppe nogensinde når ud til dem, der lever under fattigdomsgrænsen.

Jeg hører også til dem, der ville have hilst en debat om indførelsen af en betingelsesløs grundindkomst inden for EU's institutioner velkommen, navnlig om det vil være et egnet instrument til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse. Jeg beklager meget, at disse forslag blev skudt ned med det samme. Jeg støtter initiativet til et europæisk år, men jeg synes, at det er alt for uforpligtende og blottet for socialpolitiske implikationer.

  Jan Tadeusz Masiel, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det er et glimrende initiativ fra Rådets side at gøre 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Vi bør minde borgerne om, at afskaffelse af fattigdom er en af EU's fremmeste målsætninger. Det vil uden tvivl øge folks tillid til EU-institutionerne, og her tænker jeg specifikt på de nye medlemsstater.

I mit eget land Polen forbinder mange mennesker desværre stadig tiltrædelsen af EU i 2004 med en forøgelse af fattigdommen, navnlig for mennesker på landet og i små byer. Det medførte en lav valgdeltagelse i valgene til Europa-Parlamentet og afspejledes i valgresultatet. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom bliver en chance for at se med nye øjne på situationen i den henseende og at mobilisere medlemsstaterne til at tage konkrete skridt til bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Ud fra en overfladisk betragtning af samfundet forekommer det mig, at mange personers og familiers livskvalitet i både gamle og nye EU-lande på det seneste har gennemgået store forandringer, men desværre til det værre. Det er blevet mere og mere vanskeligt f.eks. at finde en bolig. Vi har brug for nye og aktuelle statistiske oplysninger, hvad dette angår.

I en verden, der bliver stadig mere globaliseret og sværere at styre, bør statens ansvar over for den enkelte borger blive desto større. Staten bør sikre sig, at borgerne føler sig trygge, i det mindste på det mest basale plan. Jeg tror, at den største gavn, vi får af dette europæiske år, bliver, at det gør alle bekendt med problemets eksistens, højner bevidstheden og øger solidariteten, også i økonomisk henseende, med fattige og udstødte mennesker.

  Gabriele Zimmer, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre støtter den betænkning, som vores kollega har fremlagt, og dermed også målsætningen for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Betænkningen viser klart de vidtrækkende konsekvenser af fattigdom og social udstødelse, ikke kun som samfundsproblem, men også og især som et personligt problem for dem, som er fanget i fattigdomsfælden. Der er gentagne gange blevet henvist til de 78 millioner mennesker, heraf 19 millioner børn, som lever i fattigdom i EU.

Men hvis der skal gøres en seriøs indsats for at bekæmpe fattigdom og udrydde den som samfundsproblem, så er der behov for konkrete, bindende politiske strategier. Politiske målsætninger og en garanteret individuel ret til et liv i frihed uden fattigdom og social udstødelse er på dagsordenen. Men det er lige netop det, som EU ikke træffer foranstaltninger mod. EU's vigtigste politiske strategier har intet at gøre med bekæmpelse af fattigdom. Økonomisk vækst og jobvækst nedbringer ikke fattigdommen. Selv de rigeste af EU's medlemsstater registrerer et stigende antal personer, der lever under fattigdomsgrænsen eller under risikotærsklen for fattigdom. I Tyskland i særdeleshed har man oplevet et fald i de laveste indkomster i de senere år, men en stigning af antallet af personer, der tjener dem.

Beskæftigelse i EU fører altså med andre ord ikke automatisk til forhindring af fattigdom, og jeg er ked af at sige, at selv om man har været klar over det i Kommissionen og medlemsstaterne, så har det ikke affødt konkrete pakker med foranstaltninger, der f.eks. også indeholder mål som at indføre minimumslønninger, der ligger over risikotærsklen for fattigdom, eller en løsning på problemet med en grundlæggende social sikring, som hr. Kusstatscher nævnte.

  Kathy Sinnott, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne rose fru Panayotopoulos-Cassiotou. Jeg føler, at det haster med at få behandlet spørgsmålet om børns fattigdom.

Som en understregning af statistikken over antallet af børn, der risikerer at leve i fattigdom - 19 millioner i Europa - er der brug for, at vi lægger større vægt på at få knæsat den altafgørende betydning, som familien har, og dermed at forsvare familielivet. Familien som institution fortjener ubetinget respekt og beskyttelse. Det er den naturlige ramme for et barn. I udviklede lande mener vi, at fattigdom i stigende grad er et familieforankret og ikke et regionalt fænomen. Et barns økonomiske status er tæt forbundet med dets forældres. Forældrenes arbejdsløshed er en af grundene til, at børn bliver fattige.

I Irland kan en familie ofte have en rimelig indtjening, men udgifter til lån, sundhed og bil kan sluge det meste af denne indtægt, og så er der ikke meget tilbage at opfostre børn for. Og hvis forældrene er misbrugere, er der heller ikke midler nok til en tryg barndom. Separation og skilsmisse gør desuden store indhug i en families økonomi til ulempe for børnene. Det er bydende nødvendigt, at familierne støttes effektivt såvel økonomisk som socialt for at mildne vore dages skammelige vilkår for fattige børn i Europa.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg noterer mig, at den betænkning, vi drøfter i dag, udtrykkeligt henviser til afskaffelse frem for kun bekæmpelse af fattigdom, sådan som det faktisk blev foreslået. Jeg er derfor glad for, at min iagttagelse har båret frugt, og jeg vil gerne takke ordføreren, fru Panayotopoulos-Cassiotou, for det.

EU er blevet vant til at reagere meget hurtigt og med stor solidaritet hjælpe f.eks. ofrene for naturkatastrofer over hele verden, men svarene er stadig meget undvigende, når det gælder hjælp til ofre for økonomiske og sociale katastrofer i EU.

Jeg siger dette, fordi jeg finder det temmelig vanskeligt at forstå, hvorfor en betænkning, som omhandler fattigdom, ikke også nævner de stigende fødevarepriser. Det chokerer mig, fordi vi alle ved, at jo fattigere en familie er, jo højere en procentdel af dens budget går til mad. Jeg mener derfor, at det ville være nyttigt at henvise til Kommissionens nylige meddelelse om stigningen i prisen på fødevarer f.eks.

Jeg mener imidlertid også, at vi ikke bør begrænse afskaffelsen af fattigdom til EU's eget område. Denne kamp har ingen grænser - vi taler her om værdier, der er væsentlige for den menneskelige værdighed.

Gennem hele sin historie har Europa snarere været defineret ved sin ekspansion i verden end sin egen identitet. I det 21. århundrede vil afskaffelsen af fattigdom blandt alle de opgaver, som EU kunne varetage til menneskehedens bedste, måske være den ædleste af alle. Derfor håber jeg, at dette emne nyder størst mulig fremme i 2010.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Mange tak, hr. formand, hr. kommissær! Lad mig begynde med at takke fru Panayotopoulos-Cassiotou for hendes fremragende arbejde. Lad mig også sige, at jeg tror, det er et glimrende initiativ at udnævne 2010 til europæisk år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

Som Vladimir Špidla sagde, kan sådan et år øge bevidstheden og vores viden om problemets struktur, men det er ikke nok. Ord må følges af handling, som et andet medlem også har påpeget. Situationen er udmærket i EU generelt, men samtidig er fattigdommen ikke på retur. Den er snarere i stigning, og som andre også har nævnt, berører den mange kvinder og børn. Fremgangsmåden er den åbne koordinationsmetode, men der er brug for foranstaltninger på en lang række områder, ikke kun nogle få. Det er naturligvis vigtigt med beskæftigelse, men det er også vigtigt med uddannelse, sociale sikringsordninger og regionalpolitik, som har fokus på forsømte områder. Der er brug for en målrettet indsats over for specielle grupper som personer med funktionsnedsættelser og personer fra andre egne af verden, som er mere fattige end andre. Jeg håber, at dette europæiske år ud over at øge kendskabet og højne bevidstheden også bliver startskuddet til konkrete foranstaltninger til nedbringelse af fattigdommen i EU.

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse bliver højdepunktet på den social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden 2005-2010. Udvalget om Beskæftigelse og Sociale anliggender har vedtaget et sæt fælles indikatorer for processen med social beskyttelse og integration, som skal sikre dataenes sammenlignelighed.

Trods det forhold, at EU er klar over fattigdomsproblemet og betydningen af foranstaltninger til styrkelse af den sociale samhørighed, ledsages den økonomiske vækst i EU-landene stadig af forskelle i indkomsterne. Derfor får de fattige kun lidt ud af væksten. Faktisk betyder det, at der er sket en forringelse af den sociale samhørighed. Denne situation ledsages af andre faktorer, som også har negative konsekvenser. Næsten en femtedel af alle børn i EU risikerer at leve i fattigdom. I en tid med faldende befolkningstal bør vi tage særlig godt vare på børnene, navnlig i familier med mange børn, som har det vanskeligst. Det er imidlertid netop disse familier, som diskrimineres på grund af høje momssatser på varer til børn.

Jeg vil gerne rose ordføreren for navnlig at henlede opmærksomheden på fattigdomsbekæmpelse.

  Edit Bauer (PPE-DE). - (SK) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg bifalder fru Panayotopoulos-Cassiotous betænkning såvel som Kommissionens beslutning om at fortsætte kampen mod fattigdom.

Fattigdommens store omfang er sandsynligvis den mest bemærkelsesværdige selvmodsigelse i det velstående Europa. Det er ikke tilfældigt, at alle de øvrige medlemmer har nævnt de høje tal, for millioner af mennesker lever med risiko for fattigdom, men det mest slående er dog det høje antal børn, der fødes ind i og lever med risikoen for fattigdom. Derfor kommer det ikke som nogen overraskelse, hvis disse børn forlader skolen tidligt, og hvis andelen heraf børn er forbavsende høj. En anden slående statistik er det meget høje antal børn - hundreder af tusinder - som er hjemløse eller bor på institutioner.

Problemet er, at fattigdom og social udstødelse går i arv. Derfor er det for socialt udstødte mennesker stadig et uopnåeligt mål at få en uddannelse og deltage i livslang læring.

Lad os håbe, at det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom kaster tilstrækkeligt med incitamenter af sig til at styrke princippet om solidaritet i nationale politikker. Når vi tager fremtidige ændringer i befolkningsstrukturen i betragtning, vil gennemførelsen af dette princip blive endnu mere kompliceret. Analyser af en række offentlige tilskuds- og forsikringsordninger viser, at disse ordninger i nogle medlemsstater medfører økonomiske eller endda sociale risici, hvilket kan føre til yderligere udbredelse af fattigdom.

Den hastige stigning i priserne på olie og fødevarer vil uden tvivl være en byrde på budgettet for borgere i den laveste indkomstgruppe. Det betyder, at der er mere end grund nok til at sikre sig, at det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom ikke kun henleder opmærksomheden på fattigdom, men også hjælper med at få oprettet specifikke ansvarlige nationale organer, som kunne lette samordningen af de forskellige politikker, der skal bekæmpe fattigdom og social udstødelse.

  Alejandro Cercas (PSE) . - (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske Kommissionen, og naturligvis også ordføreren, som giver os mulighed for at holde denne forhandling og tage de første skridt, så 2010 faktisk bliver et betydningsfuldt år i slaget mod fattigdommen.

Det er korrekt, at det blev sagt i Lissabon, at det var et af EU's mål, og vi har ved flere lejligheder og på flere rådsmøder sagt, at det i 2010 burde være tydeligt, at den er blevet reduceret, men det er desværre ikke sandt. Vi bør derfor gøre en yderligere indsats og benytte lejligheden til endnu en gang at bekendtgøre, at vækst og rigdomsskabelse ikke når ud til alle på samme måde.

Der er særligt skrøbelige kategorier og lag af befolkningen, der har brug for beskyttelse, og som har brug for, at vi hindrer, at der opstår fattigdom, for bagefter er det meget vanskeligt at bekæmpe den.

Der bør derfor være en horisontal politik, som fører til beskæftigelse under ordentlige forhold, og til uddannelsesmuligheder, ikke kun inden for rammerne af dette program, men i alle EU's politikker, så solidariteten ikke kun kommer til udtryk i EU's økonomiske politikker.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! Man kan sige, at de data, vi har indsamlet, faktisk minimerer problemets omfang. Det er, fordi de handler om fattigdom i EU, i tiden før Bulgarien og Rumænien blev medlemmer. Efter tiltrædelsen af disse to forholdsvis meget fattige lande er fattigdomsproblemets omfang i EU steget betydeligt. Det forhold bør ikke skjules. Desuden er det ikke hver syvende person i EU's medlemsstater, der lever under fattigdomsgrænsen, men betydeligt flere, faktisk mere end hver femte.

I den henseende vil jeg gerne kraftigt opfordre til, at EU-støtten til alle de projekter, vi har drøftet, kommer til at ligge over 50 %. Det er navnlig vigtigt set med de fattigere landes øjne. At begrænse støtten til 50 % er i realiteten en beslutning om at begrænse den reelle kamp mod fattigdom.

(Bifald)

  Joel Hasse Ferreira (PSE). - (PT) Hr. formand, kommissær Špidla, mine damer og herrer! Det synes absolut afgørende at anerkende de socialt mest sårbare gruppers uafhængige rettigheder, og den praktiske anerkendelse af sådanne rettigheder kræver et stærkt engagement fra de offentlige og private sociale interessenters side.

De forskellige dimensioner af social samhørighed skal beskyttes ved hjælp af EU's og medlemsstaternes forpligtelse til at afskaffe fattigdom og bekæmpe social udstødelse gennem konkrete tiltag på de mest forskellige måder.

Fuld og realistisk overvågning af fattigdom og social udstødelse er også nødvendig, hr. kommissær, hvilket betyder, at det er afgørende at skaffe pålidelige og sammenlignelige indikatorer, der viser udviklingen i de forskellige sociale, økonomiske og kulturelle dimensioner af dette fænomen.

Fattige kvinder og eneforsørgerfamilier er særligt sårbare over for fattigdom og udstødelse, og de skal derfor have særlig opmærksomhed og tilsvarende støtte.

Til slut vil jeg gerne efter at have takket ordføreren sige, at 2010 skal være et særlig effektivt år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse - en kamp, som det også er nødvendigt at give en meget højere profilering.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på tre emner i denne debat. For det første var der ifølge den seneste rapport fra Kommissionen ca. 100 millioner EU-borgere i 2004 eller 20 % af hele befolkningen, der levede for mindre end 60 % af den gennemsnitlige EU-indkomst, hvilket betød, at de havde under 15 euro om dagen at leve for. I de nye medlemsstater som Polen, Litauen, Letland og Slovakiet gælder det næsten 80 % af befolkningen.

For det andet bør løsninger, der ofte foreslås af liberale økonomer, som mener, at betydelige forskelle i indkomst er vigtige for økonomisk vækst, ikke anvendes på de økonomiske og sociale områder i EU-landene. I 2006 havde Danmark, Sverige, Finland, Slovenien og Tjekkiet de mindste indkomstspænd, og disse lande har i mange år haft en stabil årlig vækst i BNP, hvilket adskiller sig væsentligt fra de lande, der har det største indkomstspænd, nemlig Letland, Litauen, Portugal og Grækenland samt desværre mit eget land Polen.

For det tredje vil jeg gerne udtrykke det håb, at 2010 - det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse - vil gøre alle vores beslutningstagere bevidste om, at fattigdom og social udstødelse har en ødelæggende virkning på økonomisk vækst og social udvikling.

(Bifald)

  Gabriela Creţu (PSE). - (RO) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi er alle klar over, hvad Kommissionen minder os om, nemlig at der er et enormt antal europæere, der lever i fattigdom, herunder ekstrem fattigdom. De, der ikke ved det, bør påtage sig skylden for, at et rigt samfund, som er baseret på principperne om retfærdighed og solidaritet, sådan som vores, fungerer på den måde, at en nation af fattige europæere ville få flere pladser i Europa-Parlamentet end Tyskland. Fattigdom er ikke en abstraktion. Det er en livsform, der navnlig berører kvinder og børn. Kvinderne, både arbejdstagere og arbejdsløse, har en større fattigdomsrisiko på grund af den strukturelle lønforskel og koncentrationen af kvinder i dårligt lønnede og ringe organiserede sektorer og i den uformelle økonomi, da det primært er dem, der er eneforsørgere. Fattigdom går i arv. Forældrenes økonomiske fattigdom danner grobund for børnenes kulturelle fattigdom på grund af indskrænket adgang til uddannelse, børnenes politiske fattigdom på grund af lav deltagelse i eller udelukkelse fra beslutningsprocesserne og børnenes sociale fattigdom på grund af lav deltagelse i civilsamfundsaktiviteter eller ligefrem isolation. Det skaber større ulighed end den, der hidrører fra forskelle i købekraft. Mindstekravet til sammenhæng mellem ord og handling tvinger os til at gøre mere end blot at gøre borgerne bekendt med tingenes tilstand. Politiske beslutninger er nødvendige, hvis vi skal afhjælpe problemet. I EU kan vi ikke tale om mangel på ressourcer, men sommetider om en urimelig fordeling af dem og om regler, der gør udelukkelse permanent. Det er et fælles ansvar, herunder for selskaber, der i egen interesse bør gøre mere end donere midler til en fond til beskyttelse af løse hunde i nabolaget som det eneste udtryk for social ansvarlighed.

  Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). - (PL) Hr. formand! At erklære 2010 for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse vil ikke løse problemerne for de 80 millioner mennesker i EU, der lever under fattigdomsgrænsen. Nedsættelse af udvalg, stigende bureaukrati, flere møder og konferencer vil heller ikke give dem mad på bordet.

For at bekæmpe fattigdom skal man løse problemet med at skabe og fordele rigdom på en anden måde. Man skal klart give udtryk for, at globaliseringen opmuntrer til overdreven rigdom for nogle og hurtig forarmelse for andre. Desværre bliver der flere og flere af de sidste. Problemet med fattigdom i EU vil fortsætte med at vokse, og der er flere grunde til det, herunder en uretfærdig fordeling af rigdom, problemer med fødevarefordeling og stigende fødevareomkostninger, en generel stigning i familiernes leveomkostninger, den demografiske situation i Europa og verden, stadige uligheder, visse regioners tilbageståenhed af historiske grunde og manglen på en ordentlig model for, hvordan man hjælper de nødstedte.

Da vi ikke er i stand til at løse fattigdomsproblemet som sådan, så lad os i det mindste give børn og unge gratis uddannelse og ekstra måltider, når de trænger.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Hr. kommissær, jeg vil blot understrege et forhold, og jeg siger det på polsk:

(PL) Hr. formand! Vi prøver på at hjælpe fattige lande i Afrika og Latinamerika med ringe virkning, men det kan ikke retfærdiggøres, at vi ikke kan hjælpe fattige i EU. Der er egne, hvor folk er meget fattige, særligt børnene. Jeg vil gerne påpege et problem, som vil få alvorlige følger for fremtiden, nemlig de såkaldte "Euro-orphans". Det er børn af migrerende forældre, der overlader dem til deres skæbne i ét EU-land, når de selv rejser videre til et andet. Efter min mening vil de psykologiske konsekvenser af dette problem koste os dyrt i fremtiden. Derfor bør vi gøre alt for at fjerne problemet nu.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Udryddelse af fattigdom og social udstødelse er en af EU's vigtigste målsætninger. Derfor bør 2010 blive afgørende for gennemførelsen af EU-strategien på dette område. Af de 78 millioner borgere, som risikerer at leve i fattigdom, er de 19 millioner børn. Desværre er der stadig ikke nogen EU-programmer eller -midler, der er beregnet til forbedring af børnenes situation. Ganske vist giver EU tilskud til frugt og mejeriprodukter i skolerne eller penge til uddannelse af elever, men jeg mener, vi mangler en sammenhængende strategi og reelle programmer møntet på børn, der kommer fra fattige familier. Samtidig bør vi også fokusere på andre kategorier af dårligt stillede mennesker, navnlig unge, som vi har etablerede politikker for, og som vi tildeler store pengebeløb fra strukturfondene. Desuden er det vigtigt at understrege, at vi ikke for nuværende kan skabe præmisserne for bæredygtig social udvikling, hvis vi ikke har de nødvendige økonomiske midler. Jeg mener, at det tildelte beløb på 17 millioner euro er utilstrækkeligt i henseende til EU's nuværende behov for midler til social integration og bekæmpelse af fattigdom. Sidst, men ikke mindst bør kampen mod fattigdom og social udstødelse forbindes med de eksisterende programmer. Både Den Europæiske Socialfond og EU's PROGRESS-programmer bør anvendes til finansiering af de prioriterede områder for det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse.

  Anna Záborská (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg hilser dette glimrende forslag velkommen og vil takke fru Panayotopoulos-Cassiotou mange gange for hendes virkelig gode betænkning. Jeg er sikker på, at beslutningen bliver enstemmigt vedtaget.

Men jeg gør mig mine overvejelser. Endnu et europæisk år, denne gang for bekæmpelse af ekstrem fattigdom. I 20 år har det internationale samfund holdt en international dag for udryddelse af fattigdom den 17. oktober. Men når jeg ser mig omkring under højtideligheden den 17. oktober på pladsen foran Europa-Parlamentet i Bruxelles, står jeg der alene sammen med min kollega, Iñigo Méndez de Vigo, som leder Parlamentets delegation for den fjerde verden.

Fra denne talerstol opfordrer jeg parlamentsmedlemmerne til at notere denne dato i deres kalender. Jeg håber, at EU-institutionerne vil markere deres solidaritet med dagens slogan den 17. oktober: "Når mennesker er dømt til at leve i elendighed, krænkes menneskerettighederne. Det er en hellig pligt at stå sammen for at sikre, at de bliver respekteret."

  Vladimír Maňka (PSE). - (SK) Hr. formand! I alt er 78 millioner mennesker i EU i risiko for at blive fattige. Stigende priser på basisvarer, energi og mad mangedobler yderligere risikoen for de mest sårbare grupper.

Beskæftigelse af høj kvalitet mindsker risikoen for fattigdom. Imidlertid risikerer selv arbejdstagere at leve i fattigdom.

Den ændrede Lissabonstrategi fremmer lige muligheder for alle som vektor for solidaritet på tværs af samfundet og generationerne og skabelsen af et fattigdomsfrit samfund. Derfor bifalder jeg initiativet til at gøre fattigdomsproblemet mere synligt og indsatsen for at udforme en fælles, samordnet politik.

Kampagnen for bekæmpelse af fattigdom bør højne den offentlige bevidsthed og frembringe en langsigtet indsats for bekæmpelse af fattigdom som fænomen. I den henseende har vi meget at lære af de skandinaviske lande. De har bevist, at en af de mest effektive måder at begrænse fattigdom på er en aktiv arbejdsmarkedspolitik kombineret med indførelsen af anstændige arbejdsvilkår og en stærk social beskyttelse.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Jeg bifalder Kommissionens forslag om at udpege 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Fattigdom er et problem for både EU og resten af verden.

Jeg vil gerne fremhæve nogle akutte aspekter af fattigdom og social udstødelse, som vi bør fokusere meget mere på nu end hidtil.

Først og fremmest vil vi ved ganske enkelt at udrydde fattigdom for børn kunne bryde den negative sociale arv, der fastholder generation efter generation i et liv i fattigdom og social udstødelse.

For det andet lever næsten 10 % af arbejdstagerne i fattigdom, fordi de får en lav løn, har deltidsarbejde og ringe kvalifikationer. Det er afgørende at fremme beskæftigelse af høj kvalitet, der bygger på uddannelse af medarbejderne.

For det tredje er det livsvigtigt, at vi fremmer solidariteten i samfundet og gøre alle borgere bevidste om fattigdom og social udstødelse.

Jeg vil gerne opfordre alle EU's institutioner og medlemsstater til at give borgerne flere og bedre oplysninger om bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse for at øge følelsen af et fælles ansvar og bidrage til at fjerne det prædikat, at man ligger samfundet til økonomisk last.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Fattigdom er et meget komplekst problem, og det kan antage forskellige former. Det afhænger af landet. I Europa taler vi ikke om folk, der dør af sult, men generelt om lave indkomster, ringe boligforhold, dårligt helbred, ofte alkoholisme, følelse af fremmedgørelse eller mangel på fremtidsudsigter som de største problemer.

Fattigdom er et farligt fænomen, navnlig blandt børn, fordi det i mange tilfælde går i arv. Børn, der opfostres i fattigdom, får ringere udviklingsmuligheder, og deres liv er uden hjælp udefra dømt til at mislykkes, så de kommer til at dele skæbne med deres forældre.

Derfor er det vigtigt at tage alle muligheder i brug for at bryde denne negative sociale arv. En styrkelse af den sociale integration, nedbringelse af fattigdom og bekæmpelse af social udstødelse er nogle af de udfordringer, som EU står over for, navnlig når vi tager de demografiske forandringer i betragtning, nemlig en aldrende befolkning og en tilgang af indvandrere.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Hr. formand! Det er ikke nok at udnævne et år til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse, når ca. 20 % af EU's befolkning er truet af fattigdom. Det, der sker, og som forstærkes af social ulighed, flere og flere ringe betalte arbejdstagere med usikre job, deraf følgende flere fattige mennesker samt stigende priser på brændstof og mad, kræver andre politikker for at sikre, at børn, kvinder og familier er socialt integreret i samfundet.

Der er brug for foranstaltninger, der gør arbejde mere attraktivt, øger antallet af job med rettigheder og garanterer offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet, anstændige boliger og offentlig, altdækkende socialsikring.

Vi må derfor skynde os at godkende en europæisk strategi for solidaritet og sociale fremskridt til erstatning for de nyliberale politikker i Lissabonstrategien og stabilitetspagten, så vi ikke har endnu mere fattigdom i 2010, end vi har i øjeblikket.

  Juan Andrés Naranjo Escobar (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at lykønske vores ordfører og kommissæren for dette initiativ.

Social udstødelse og fattigdom er to sider af samme sag og et eksempel på et samfund med alvorlige mangler, et samfund med underskud på balancen for social samhørighed. Når alt kommer til alt, er fremskridt et etisk spørgsmål.

2010 er året for bekæmpelse af fattigdom. Vi ved allerede, at det er en vanskelig og langvarig opgave at udrydde den sociale udstødelse og fattigdommen, men hvis vi kan få hver eneste euro, som vi afsætter til dette program, til at give valuta for pengene, hvis vi er i stand til at nå frem til de samfundsgrupper, der har størst behov, hvis vi er i stand til at vække offentlighedens og borgernes samvittighed, vil vi have medvirket til opbyggelsen af unionsborgerskabet. Og det er det store spørgsmål.

I sidste uge forkastede de irske borgere Lissabontraktaten. I det irske samfund har den omfattende demagogiske propaganda vakt furore med ubegrundet frygt for globaliseringen og en vis utilfredshed med opbygningen af vores fælles hus.

Derfor bør vi også gøre 2010, der er året for bekæmpelse af fattigdom, til året for unionsborgerskabet.

  Vladimír Špidla, medlem af Kommissionen. - (CS) Mine damer og herrer! Tak for den tilbundsgående debat, som berørte mange aspekter ved fattigdom. Jeg mener, at forslaget i sig selv gør det klart, at Kommissionen ikke ignorerer fattigdomsproblemet, og at den har som mål gradvis at skabe et politisk miljø, som vil gøre det muligt at bekæmpe fattigdom på en mere effektiv måde. Jeg ønsker også at sige, at Kommissionen tager fat på problemet med fattigdom i hele dets kompleksitet. Selv om nogle af teksterne, navnlig vores nylige meddelelse om aktiv inddragelse, som omhandler fattigdom som sådan, fremhæver betydningen af job af høj kvalitet, idet målet for Lissabonstrategien er flere job og job af højere kvalitet, har Kommissionen ikke desto mindre forstået, at det komplekse spørgsmål om fattigdom ikke kan løses alene gennem arbejdsmarkedsforanstaltninger. Jeg behøver blot at nævne børn, der lever i fattigdom, hvilket også klart hænger sammen med kvaliteten af uddannelsessystemerne. Der er også spørgsmålet om fattigdom blandt pensionister, som tydeligvis heller ikke kan løses direkte ved hjælp af arbejdsmarkedsforanstaltninger.

Tillad mig at nævne nogle andre punkter, jeg finder vigtige. Kommissionen foreslår at give tilskud på i alt 17 millioner euro, og i løbet af debatten har vi hørt det synspunkt, at støtten til nationale projekter bør hæves, især i bestemte lande. Kommissionen er ikke enig i dette synspunkt af den enkle årsag, at vores mål er at stille så megen finansiel støtte til rådighed som muligt for at gøre vores indsats så effektiv som mulig. Det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse er et klassisk eksempel på en rutinemæssig demokratisk politisk procedure. For at opnå et gennembrud med hensyn til at ændre den politiske atmosfære må vi have en detaljeret og aktuel debat om dette emne, og det er målet for det europæiske år.

Tillad mig nu at komme ind på et par individuelle ændringsforslag. Jeg er enig i ændringsforslagene vedrørende revision af overskrifterne for målsætningerne i artikel 2 og i listen over prioriteter for det europæiske år, og jeg går også ind for ændringsforslagene, der vedrører ligestilling. Da der er forelagt et stort antal ændringsforslag, vil jeg endvidere gerne udlevere en nøjagtig liste over ændringsforslagene til Parlamentet i stedet for at præsentere dem mundtligt.

Lad mig dog nævne to artikler - 37 og 52 - som jeg vil komme nærmere ind på i min tale. Jeg vil gerne have lov at læse teksten om disse to artikler op.

Kommissionen tillægger det den allerstørste betydning at lette og støtte en bred og dyb deltagelse i aktiviteter, der er forbundet med det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse i 2010, som et praktisk middel til at sikre en varig og positiv virkning heraf.

I overensstemmelse med afgørelsen om det europæiske år vil Kommissionen udarbejde fælles retningslinjer i det strategiske rammedokument, som vil indeholde nøgleprioriteterne for gennemførelsen af aktiviteter i forbindelse med det europæiske år, herunder minimumsstandarder med hensyn til deltagelse i nationale organer og aktioner.

Det strategiske rammedokument er henvendt dels til de nationale gennemførelsesorganer, som er ansvarlige for at definere de nationale programmer for det europæiske år og for at udvælge enkeltaktioner, der skal foreslås til EU-samfinansiering, dels til andre berørte aktører.

I denne forbindelse vil Kommissionen understrege betydningen af at lette adgangen for alle ngo'er til deltagelse, især de små og mellemstore organisationer. Med henblik på at sikre den bredest mulige deltagelse kan de nationale gennemførelsesorganer beslutte ikke at anmode om samfinansiering og i stedet selv finansiere bestemt aktioner fuldt ud.

Det var selve teksten. Lad mig nævne en anden tale, hr. Falbrs. Han bragte emnet om arbejdstidsdirektivet på tale - på en meget virkelighedsfjern måde. For at gøre det helt klart er den enkle måde at opsummere resultatet af det kompromis, som Rådet har opnået, følgende: Arbejdsugen på 48 timer ligger fast, og muligheden for at bruge den såkaldte "opt-out" blev nedsat fra 78 timer om ugen til 60 eller 65 timer. Det er et af de væsentlige træk ved kompromiset, og siden det blev nævnt under debatten, mente jeg, det ville være på sin plads at reagere på det.

Til slut vil jeg gerne igen takke Dem for debatten, som kom omkring mange aspekter af fattigdom, og som jeg fandt meget indsigtsfuld. Desværre tror jeg ikke, det er muligt i øjeblikket at besvare hvert enkelt indlæg, bortset fra at et overvældende flertal af Deres synspunkter er indarbejdet i ordførerens betænkning. Tak igen for betænkningen.

Betænkning af Panayotopoulos-Cassiotou (A6-0173/2008)

Kommissionen kan acceptere den direkte ordlyd af ændringsforslag 6, 7, 12, 13, 16, 17, 19, 20, 21, 22, 23, 27, 28, 29, 31, 33, 34, 35, 36, 38, 39, 41, 42, 46, 47, 48, 49, 53, 54, 55, 56, 57, 58, 59, 60, 61, 62 og 63.

Kommissionen kan ikke acceptere ændringsforslag 1, 2, 3, 4, 5, 8, 9, 10, 11, 14, 15, 18, 24, 25, 26, 30, 32, 37, 43, 44, 45, 50, 51, 52, 64 og 66 med hensyn til substansen eller anskuelsen eller kun delvis acceptere dem eller med forbehold af omformulering.

Endelig må Kommissionen forkaste ændringsforslag 40 og 65. Særligt med hensyn til ændringsforslag 37 og 52 om små og mellemstore organisationers deltagelse og muligheden for at samfinansiere helt op til 100 % af omkostningerne til visse projekter har Kommissionen tilbudt - som kompromisløsning - at fremkomme med en erklæring, som jeg vil læse op, og hvori den forpligter sig til at overtage anskuelsen i disse to ændringers indhold i et strategisk rammedokument, som Kommissionen vil udarbejde for at fastlægge nøgleprioriteringer for gennemførelsen af aktiviteterne i forbindelse med det europæiske år.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou, ordfører. - (EL) Hr. formand! Jeg takker kommissæren for hans udtalelse. Jeg håber, de fælles retningslinjer i det strategiske rammedokument også vil være en rettesnor for de nationale udvalg i deres planlægning af en resultatorienteret indsats. Som kommissæren selv har lagt vægt på, må det primære mål være at inkludere alle, der er berørt af fattigdom nu og i fremtiden.

Personligt mener jeg, at fattigdom ikke kan udryddes en gang for alle, for den kan komme igen efter en naturkatastrofe. Vi har talt om oversvømmelses- og brandkatastrofer i Grækenland og andre lande. Fattigdommen kan dukke op igen, eller den internationale situation kan bringe den med sig. Vi må derfor altid være parate. Vi lægger således særlig vægt på forebyggelse, og det er baggrunden for den internationale dag for fattigdomsudryddelse den 17. oktober, som fru Záborská har påpeget. Vi har taget denne dato med i vores betænkning.

Der er derfor ikke tale om foranstaltninger med ringe eller slet ingen retskraft. Vi ønsker at få dem til at passe til ethvert nationalt behov, og vi mener, at vi ved at tage kampen op med fattigdom bekæmper ethvert samfunds primære trussel mod dets fred og velstand. Kommissæren er under alle omstændigheder historiker og ved, at kejseren af Byzans, et tusindårigt europæisk kejserrige, støttede kampen mod fattigdom i alle sine taler. Han anså fattigdom for at være statens værste fjende efter at have kæmpet mod forskellige fjender ved sine grænser.

Vi i EU må også bekæmpe fattigdom både indadtil og udadtil. Vi må nå de berømte millenniummål, så vi også kan løse problemet med økonomiske migranter og illegale indvandrere, som kommer hertil, fordi de sammenligner deres egen situation med vores.

Så er jeg sikker på, at vi med god planlægning vil få gode resultater, og jeg takker jer alle for de glimrende indlæg.

(Bifald)

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Adam Bielan (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg vil gerne takke fru Panayotopoulos-Cassiotou for en fremragende betænkning og navnlig for at henlede opmærksomheden på spørgsmålet om fattigdomsforebyggelse. Jeg går ind for at udnævne 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Med hensyn til førnævnte betænkning vil jeg gerne gøre opmærksom på betydningen af at finde en vej ud af fattigdom ved hjælp af konkrete foranstaltninger og ikke kun omtale. I Europa lever 78 millioner mennesker i fattigdom, heraf 19 millioner børn. Vi må huske betydningen af familien, som bør beskyttes og have social og økonomisk støtte for at fjerne den enorme fattigdom blandt børn i Europa.

Her vil det være på sin plads at nævne årsagen til fattigdom. Fattigdom skyldes en betydelig stigning i priserne på mad og energi, som primært påvirker familier med mange børn samt ældre. Ifølge Kommissionen lever ca. 14 % af de polakker, grækere og portugisere, der har fast job, i fattigdom.

  Corina Creţu (PSE), skriftlig. - (RO) Jeg takker ordføreren for hendes samarbejdsånd under udarbejdelsen af betænkningen. I Europa lever hver sjette borger under fattigdomsgrænsen, et tal, der ikke omfatter statistikkerne i Rumænien og Bulgarien.

Selv om forskellen mellem mænd og kvinder, hvad angår fattigdom, i de fleste medlemsstater svinder ind, og den gennemsnitlige forskel er 2 % for fattigdom og vedvarende fattigdom, vil jeg gerne henlede opmærksomheden på virkeligheden i de nye medlemsstater. I Rumænien og Bulgarien er antallet af kvinder, der risikerer at blive ofre for fattigdom, over 10 % højere end antallet af mænd. Kvinder er også meget mere udsatte for social udstødelse.

Vi bør ikke ignorere det forhold, at solidaritet, social retfærdighed og udryddelse af fattigdom er udfordringer, som ikke kun vedrører lande i EU, men også indgår i EU's rolle på den verdensøkonomiske og -politiske scene.

Derfor bifalder jeg, at forskellen mellem mænd og kvinder inddrages i den endelige tekst i en mere generel artikel. Jeg finder det også vigtigt at kæde det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse sammen med millenniumudviklingsmålene og navnlig den internationale dag for fattigdomsudryddelse.

  Zita Gurmai (PSE), skriftlig. - (HU) Fattigdom er et komplekst, relativt og mangesidet problem. Det rejser økonomiske, sociale og kulturelle spørgsmål. Ikke desto mindre må vi gøre en indsats for at bekæmpe fattigdom, da ikke færre end 16 % (78 millioner borgere) af den samlede befolkning i de 25 EU-medlemsstater i 2006 levede under fattigdomsgrænsen. Da Lissabonstrategien blev igangsat i marts 2000, opfordrede Det Europæiske Råd medlemsstaterne og Kommissionen til at tage skridt til "at yde en afgørende indsats for at udrydde fattigdom" inden 2010. Det er et vigtigt skridt, at vi nu har en måde at måle fattigdom på, da det er vigtigt for at løse problemet, at vi kan identificere dens nøjagtige karakter. Jeg bifalder, at vi har udnævnt 2010 til det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Jeg er sikker på, at året vil bidrage til at fremme udvekslingen af bedste praksis, og at der vil komme nye initiativer på alle områder, særligt i forbindelse med fattigdomsforebyggelse, overvågning, finansielle mekanismer og bekæmpelse af fattigdom blandt børn.

Det skal navnlig bemærkes, at kvinder i henhold til empiriske data er meget mere sårbare over for truslen om fattigdom end mænd, og det er i særlig grad tilfældet for kvinder, som er ugunstigt stillet på flere måder. Det er afgørende, at princippet om ligebehandling også gælder i kampen mod fattigdom og derfor også i det europæiske år for bekæmpelse af fattigdom og social udstødelse. Ægte ligestilling mellem mænd og kvinder er en grundlæggende forudsætning for nedbringelsen af risikoen for fattigdom, da kvinder er mindre truet af fattigdom, hvis de har passende og tilstrækkeligt aflønnet arbejde, som de kan kombinere med deres familiemæssige forpligtelser.

  Rovana Plumb (PSE), skriftlig. - (RO) I den internationale arbejdsorganisation ILO's erklæring fra 1944 hedder det: "Poverty anywhere constitutes a danger to prosperity everywhere" (fattigdom, uanset hvor, er en trussel mod velstand overalt). Derfor understreger jeg betydningen af ændringsforslaget vedrørende forebyggelse og bekæmpelse af fattigdom ved at gennemføre flerdimensionelle politikker på nationalt, regionalt og lokalt plan for at sikre aktiv deltagelse fra borgernes side i samfundet og på arbejdsmarkedet.

Reformerne på politikområdet for social beskyttelse og aktiv inddragelse har bidraget betydeligt til at sætte skub i den økonomiske vækst og jobskabelsen i Europa. I første kvartal af 2008 havde Rumænien en af EU's højeste økonomiske vækstrater, nemlig 8,2 % (det europæiske gennemsnit er 2,5 % i henhold til Eurostat), men ikke desto mindre har mennesker med lav uddannelse, ingen kvalifikationer, særligt i landlige miljøer, børn, unge, handicappede og romaer en betydelig risiko for at leve i fattigdom.

Jeg bifalder ordførerens indsats, og jeg finder det nødvendigt, at de politikker, der er udformet af medlemsstaterne i henhold til EU's henstillinger, tager sigte på at forene borgernes økonomiske konkurrenceevne med deres sociale velfærd til gavn for alle.

26. Samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Gábor Harangozó for Regionaludviklingsudvalget om samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper (2007/2191(INI)) (A6-0212/2008).

  Gábor Harangozó, ordfører. - (HU) Tak, hr. formand! Kommissær Hübner, mine damer og herrer! Der findes regioner, hvor befolkningen ikke kan udnytte de muligheder, vi forsøger at give dem ved hjælp af EU's ressourcer med det formål at sætte dem i stand til at indhente EU-gennemsnittet så hurtigt som muligt og sætte en stopper for den fattigdom, de lever i.

Jeg igangsatte denne betænkning for at undersøge årsagerne til, at vi ikke har kunnet få udviklet disse regioner, og for at fremsætte henstillinger med henblik på at ændre denne situation og bringe den til ophør. Som der står i Kommissionens fjerde situationsrapport om samhørighed, fungerer samhørighedspolitikken meget godt på nationalt plan i nogle lande. I praktisk henseende er udviklingen blevet mere dynamisk, og der sker positive fremskridt med samhørigheden i lande, som allerede er EU-medlemmer og modtager støtte fra Samhørighedsfonden. Hvis vi ser på de lidt lavere territoriale niveauer, kan vi imidlertid se, at forskellene regionerne imellem ikke svinder ind i samme grad. Jeg vil gerne tage Ungarn som eksempel. I Ungarn er BNP pr. indbygger i den centrale del nået op på 110 % af EU-gennemsnittet. I fire af Ungarns syv regioner er BNP pr. indbygger imidlertid mindre end 45 % af EU-gennemsnittet. Her er forskellen dog i det mindste ikke længere voksende. I mange tilfælde står der imidlertid i den fjerde situationsrapport om samhørighed, at de territoriale forskelle inden for regionerne fortsat øges.

Hvad kan være grunden til, at nogle regioner er i stand til at udnytte de tilgængelige muligheder til deres fordel, mens andre ikke kan? Hvis vi ser nærmere på det, kan vi se, at der er nogle meget alvorlige underliggende strukturelle årsager på det territoriale plan. Områder, hvor der kun sker en ringe udvikling, mangler tydeligvis de menneskelige ressourcer til at generere egnede projekter, de mangler den basale infrastruktur til at skaffe investeringer til området, og de mangler passende uddannelse og ordentlige sundhedsydelser. Der findes mange mikroregioner, f.eks. i Ungarn, hvor den mandlige befolknings forventede levetid er mere end 15 år kortere end det nationale gennemsnit.

Hvad skal vi gøre ved det? Siden denne problemstilling er meget kompleks og tydeligvis koncentreret i visse mikroterritorier og mikroregioner, mener jeg, at vi skal vurdere, om det er rigtigt kun at undersøge samhørighedspolitikken på tværregionalt plan, altså på regionsniveau. Ville det ikke være bedre i stedet at undersøge, om vi har brug for mere fokuseret, mere præcist målrettede målinger på mikroregionalt plan, hvor de værste problemer forekommer? Fra nu af må vores udgangspunkt være at undersøge arten af de statistikker, som vi bruger som basis for vores beslutningstagning. Jeg var klar over problemet under udfærdigelsen af denne betænkning, men jeg kan ikke oplyse noget konkret grundlag for statistiske sammenligninger, da der er mangel på sammenlignelige mikroregionale statistiske data for hele EU. Fra nu af må vi undersøge, om det er hensigtsmæssigt at knytte samhørighed i landdistrikter, selv om disse primært er landbrugsområder, sammen med landbrugspolitikken. Ville det ikke være meget mere passende at løse problemerne i landdistrikterne i forbindelse med samhørighedspolitikken og anvende samhørighedspolitiske instrumenter og kun lade de landbrugspolitiske foranstaltninger spille en rent supplerende rolle?

På dette afgørende tidspunkt vil jeg gerne takke skyggeordførerne for deres usædvanligt konstruktive bidrag til udarbejdelsen af betænkningen. Samtidig vil jeg også gerne påpege, at efter flere ugers forhandlinger, og efter at jeg havde accepteret betænkningen fra PPE-DE-Gruppen, hvori de havde et væsentligt ændringsforslag til et vitalt punkt i betænkningen, så valgte PPE-DE-Gruppen alligevel at stemme imod sit eget ændringsforslag. Det får mig til at spørge: Hvad vil vi egentlig? Vil vi blot konstatere, at problemet findes, og ikke gøre mere ved det, eller er vi rede til at konfrontere os selv med problemet og udstede henstillinger om, hvordan vores politik skal ændres, og fokusere nærmere på, hvilke områder vi faktisk kan udrette noget på med hensyn til at løse problemet?

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Harangozó for betænkningen og også for hans indsats for at opnå enighed i udvalget om det vanskelige emne med sårbare samfund og grupper. For at undgå, at den økonomiske vækst ledsages af social polarisering i vores samfund, er samhørighedspolitikken målrettet social udstødelse, navnlig af sårbare samfund og grupper, og det vil fortsat være et samhørighedspolitisk mål i fremtiden.

Det er også rigtigt, at de problemer, der nævnes i betænkningen, ligger på grænsen mellem territorial samhørighed og social samhørighed, og at problemerne med social polarisering og social segregering, når disse er koncentreret i visse områder, bliver til spørgsmål om territorial samhørighed.

Vi står over for social udstødelse i de fattigste egne af EU, men vi har også lommer af social forarmelse i de rigeste byer i EU. I betænkningen opfordres Kommissionen til at fremlægge en omfattende definition af territorial samhørighed i forbindelse med den kommende grønbog om territorial samhørighed, og jeg kan bekræfte, at grønbogen, der skal offentliggøres i slutningen af september i år, vil bidrage til fremskridtene mod en fælles forståelse på tværs af EU af begrebet territorial samhørighed.

I betænkningen erkendes det også, at begrebet sårbare grupper og samfund som sådan ikke er let at definere og ikke bør begrænses til romasamfund alene. Men det erkendes generelt, at romasamfundenes situation i Europa fortjener særlig opmærksomhed. For at afhjælpe det mangesidede problem med udelukkelse af romaer må vi anlægge en integreret tilgang, og Parlamentet drøftede det til bunds i januar, da det vedtog en beslutning om en europæisk strategi for romaerne. I pakken om den reviderede social- og arbejdsmarkedspolitiske dagsorden vil Kommissionen i begyndelsen af juli forelægge sit arbejdsdokument om EU's instrumenter og politikker for inddragelse af romaer.

Jeg deler ordførerens synspunkt om behovet for at udnytte synergien og komplementariteten mellem EU-politikkerne bedre og også mellem de forskellige finansielle instrumenter, vi råder over. Kommissionen var meget opmærksom på dette under forhandlingerne med de nationale og regionale myndigheder om de operationelle programmer i samhørighedspolitikken.

Med hensyn til spørgsmålet om at stille sammenlignelige regionsinterne data til rådighed fra alle regioner i EU, særligt med hensyn til sociale indikatorer, hvilket ganske vist er væsentligt, deler jeg ordførerens synspunkt, nemlig at det er en mere kompliceret sag. Som det vil være medlemmerne bekendt, producerer Eurostat ikke selv data, men forvalter data, der fremsendes fra de nationale statistiske systemer.

Vi har netop færdiggjort anden udgave af byrevisionen Urban Audit for perioden frem til 2004, og vi kan tydeligt se, hvor begrænsede mængder territoriale data der er til rådighed under det klassiske regionale NUTS 2-niveau. For at klare denne udfordring og samtidig udnytte sammenhængen med udarbejdelsen af grønbogen om territorial samhørighed har Generaldirektoratet for Regionalpolitik arbejdet på at forbedre kvaliteten af undersøgelsen af regionalpolitikken, herunder det statistiske grundlag. Som et resultat heraf er udgifterne for 2000-2006 i dag inddelt på NUTS 3-niveau, i 20 udgiftskategorier på dette niveau, og er tilgængelige for Mål I-regioner, Mål II, Urban, Interreg og Samhørighedsfonden.

En landdistriktrevision - en "Rural Audit" - er stadig en udfordring, vi har foran os. Desværre må jeg erkende i dag, at der endnu ikke findes pålidelige data om, hvor bestemte udstødte grupper er koncentreret, og derfor er det umuligt at krydse vores nyligt tilgængelige information om, til hvad og hvor de samhørighedspolitiske midler anvendes, med data om, hvor disse grupper befinder sig. Jeg mener, at som det ser ud i dag, opnår vi på dette område de største fremskridt med specifik forskning ved hjælp af kvalitative analyser.

Endnu engang takker jeg Parlamentet for at henlede vores opmærksomhed på alle disse vigtige spørgsmål, og jeg ser frem til debatten i dag.

  Ilda Figueiredo, ordfører for udtalelsen fra Landbrugsudvalget. - (PT) Hr. formand! Som ordfører for udtalelsen fra Landbrugsudvalget vil jeg gerne gentage, at der er behov for at støtte landdistrikterne, herunder bjergregioner, hvor kvinderne spiller en central rolle. Deres arbejde skal værdsættes, og de skal også sikres anstændig indkomst.

Der skal tilvejebringes velbetalte produktive aktiviteter og offentlige tjenesteydelser af høj kvalitet for at fastholde de unge og forebygge affolkningen af landdistrikterne. Særligt skal der fokuseres på familielandbrug og små og mellemstore landbrug gennem en reform af den fælles landbrugspolitik, som er i gang i øjeblikket, for at fremme retfærdigheden, bekæmpe affolkningen af landdistrikterne og støtte landbrugsprodukter.

Jeg understreger også behovet for at støtte alle de mindre gunstigt stillede regioner, områder med permanente strukturelle ulemper, regioner og områder i EU's yderste periferi, som oplever industriel omstrukturering, flytninger og virksomhedslukninger, med henblik på at styrke den økonomiske og sociale samhørighed og den sociale inddragelse af sårbare samfund og grupper.

  Maria Petre, for PPE-DE-Gruppen. - (RO) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Først og fremmest vil jeg gerne takke ordføreren for det arbejde og den indsats, han har gjort, for at forene de forskellige synspunkter. Vi er alle enige om, at sårbare grupper og samfund kæmper med mange vanskeligheder i deres udvikling og kræver speciel opmærksomhed på det samhørighedspolitiske område såvel som gennem de øvrige tilgængelige finansielle støtteinstrumenter.

Jeg har i alle arbejdets faser støttet behovet for at opdele betænkningen i to forskellige dele. Den ene om sårbare samfund med etnisk tilhørsforhold som synsvinkel, den anden om sårbare samfund bestemt ud fra visse geografiske handicap. Desværre er vores anmodning ikke slået igennem i betænkningens nuværende udformning. Vores gruppe har stillet tre ændringsforslag, hvis godkendelse vores stemme afhænger af, nemlig fjernelsen af betragtning Ee, hvis indhold er identisk med indholdet i betragtning I, hvor begrebet sårbart område forklares i form af en fortegnelse, samt fjernelsen af stk. 17. Vi håber, vi får ordførerens godkendelse i så henseende.

Endelig vil jeg gerne understrege to ting yderligere. Problemerne med sårbare samfund set fra en hvilken som helst synsvinkel, etnisk og/eller geografisk, kunne behandles mere effektivt, hvis der var samarbejde på dette område mellem lokale, regionale, nationale og europæiske myndigheder. Samtidig er uddannelsessystemet og de offentlige, sociale og transportmæssige infrastrukturer uundværlige for integrationen af sårbare grupper og samfund.

Jeg vil slutte med at præcisere, at vores endelige holdning er betinget af, som jeg allerede har nævnt, accepten af de tre ændringsforslag og særligt fjernelsen af stk. 17, som blev vedtaget i Kommissionen. Hvis disse ændringsforslag accepteres, vil vi naturligvis støtte betænkningen.

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren for hans arbejde med at udarbejde betænkningen, som er blevet forelagt os i dag. Jeg er enig i, at der er behov for en mikroregional tilgang med fokus på regionsinterne forskelle og på de meste følsomme områder.

I visse tilfælde spiller de regionsinterne forskelle en endnu større rolle end forskellene regionerne imellem. Vi bør huske, at målet for og antagelsen bag EU's regionalpolitik er en nedbringelse af forskellene i udvikling mellem de enkelte områder i EU, og fænomenet med territorial udstødelse er der endnu ikke taget hensyn til i de politiske instrumenter. I de nye medlemsstater er det oftest i landdistrikterne, at der opstår social segregering, og tilvejebringelsen af lige muligheder mislykkes, mens økonomiske og sociale initiativer i regionerne er koncentreret i dynamiske centre, primært byområder.

Ressourcerne til at bekæmpe fattigdom og social udstødelse varierer afhængigt af landet, men for at skabe et EU, som territorialt og social hænger sammen, må vi gennemføre ekstra foranstaltninger, der er rettet mod at frigøre det potentiale, som ligger latent i økonomisk tilbagestående områder.

  Ramona Nicole Mănescu, for ALDE-Gruppen. - (RO) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne ønske ordføreren tillykke med arbejdet.

Samhørighedspolitikken er afgørende for samfundene i de underudviklede regioner og delregioner. De samfundsøkonomiske aspekter som fattigdom, mangel på infrastruktur, administrativ kapacitet, afindustrialisering, lavt niveau for almen og erhvervsfaglig uddannelse, høj arbejdsløshed, ringe levevilkår samt indskrænket adgang til tjenesteydelser af almen interesse gør disse samfund til sårbare grupper, som udgør en endnu større udfordring for samhørigheden mellem EU's forskellige områder. Dermed opstår en indbyrdes afhængighed mellem behovet for at mindske de sociale og økonomiske forskelle mellem regionerne og behovet for social integration af sårbare grupper, hvilket naturligt bør føre til en konstruktiv proces med en territorial tilgang på såvel nationalt som europæisk plan.

Jeg tror, at manglen på statistikker for spredningen af disse grupper og graden af deres sociale udstødelse samt de manglende indikatorer for tværregionale forskelle, så der kan skaffes pålidelige data, endnu en gang beviser, at det er nødvendigt, at medlemsstaterne og Kommissionen arbejder tættere sammen for at kunne tegne et reelt billede af de sårbare regioners og gruppers situation og udforme konkrete programmer og strategier for territorial udvikling og afhjælpning af social udstødelse.

Jeg mener også, at medlemsstaterne bør tage det første skridt ved at identificere disse sårbare grupper og prioritere dem i deres nationale strategiplaner og siden ved at indføre systemer til evaluering og overvågning. Vi bør ikke glemme, at migration som oftest er en konsekvens af fattigdom, og at migration som fænomen i sig selv genererer ustabilitet og konflikter. Derfor mener vi, at sårbare grupper i alle medlemsstater bør nyde godt af social bistand, lige muligheder og specifikke programmer, der fremmer udviklingen af regionen, hvor de kommer fra.

  Mieczysław Edmund Janowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Harangozó for hans arbejde med dette vanskelige emne, selv om betænkningen ikke omhandler alle de spørgsmål, der vedrører situationer, personer eller miljøer, der er udstødt eller i risiko.

Trods det forhold at en betydelig del af EU's budget afsættes til gennemførelsen af den fælles samhørighedspolitik, er der fortsat alvorlige forskelle. Hvis vi f.eks. ser på BNP pr. indbygger, har de rigeste regioner et næsten 10 gange højere BNP end de fattigste regioner. Vi må huske, at der også er betydelige forskelle inden for den enkelte region. Der findes desuden fattige distrikter inden for store byområder. Og yderligere er det også et stort problem i mange landdistrikter. Denne fattigdom kan gå i arv fra generation til generation.

Lad os derfor beskytte børn og familier mod dette fænomen. Hvad der skal til her, er først og fremmest lige muligheder, navnlig med hensyn til uddannelse, sundhedsydelser og boliger. Det vil blive beviset for social og territorial samhørighed, som endnu ikke er blevet defineret ordentligt. Fremtidsudsigterne for grupper, der lever i geografisk, kulturel og kommunikationsmæssig isolation er betydeligt ringere. Der er her tale om områder, der både involverer teknisk og social infrastruktur samt job og fremme af et klima af intern aktivitet i disse samfund.

Lad os hjælpe vores medborgere, som bliver forskelsbehandlet på den ene eller anden måde, så de kan genvinde troen på en bedre tilværelse end den, de har på samfundets bund. Desuden må vi gøre op med de stereotyper, der gør disse grupper undervurderede. Det berører mange mennesker, som er handicappede og hjemløse, samt sigøjnersamfundene, som også har været drøftet her. Denne type segregering strider mod vores fælles solidaritet og er et symptom på en mangel på respekt for den menneskelige værdighed. Lad os huske, at vi ofte har at gøre med familier med mange børn og indvandrerfamilier i sådanne miljøer.

Og endelig har vi brug for en fælles politik for at skabe ligestilling på både regionalt, nationalt og europæisk plan. Og vi har brug for frivillige og ngo'er.

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, fru kommissær! Jeg takker hr. Harangozó for hans opmærksomhed på sårbare grupper. Samhørighedspolitikken har nu længe været et vægtigt bidrag til bedre vilkår for sårbare grupper. Tag f.eks. Irland, som engang havde meget sårbare grupper, som bar præg af meget høj ungdomsarbejdsløshed, nedslidte byer, underudviklede landdistrikter og reelt ingen muligheder. Også for mange andre lande skal social udstødelse erstattes af beskæftigelse, uddannelse og deltagelse. Det er den retning, vi går i, og den er yderst vellykket.

Mit andet punkt er, at vi navnlig hører, at vi ved for lidt og har for få oplysninger. Jeg er enig i, at det kunne forbedres, navnlig af medlemsstaterne, regionerne og byerne selv. Hr. Harangozó spørger, hvorfor ungarernes forventede levetid er 15 % lavere end EU-gennemsnittet. Jeg ved det heller ikke, men jeg har besøgt hospitaler. Spise- og drikkevanerne er ualmindeligt dårlige, og det kan EU ikke gøre noget ved. Jeg tror, at en af de primære grundstene i vores politik er, at folk skal lære at tage ansvar for sig selv i regionerne.

Hvad er endelig den underliggende grund til, at PPE er imod NUTS 4? Vi er i mod den, fordi vi i 2004 valgte at styrke politikken frem til 2013 for at få mere substans og mere fokus. Vi besluttede også at indlemme hele den daværende ydre grænse i politikken for Interreg-områderne op til de ydre grænser. De vil betyde, at vi kommer til at fragmentere og sprede vores indsats, og det bør ikke være den retning, vi skal gå i på dette område fremover. Det ville være en fejl. Jeg beder derfor atter om, at den pågældende artikel udgår. Ellers accepterer jeg den udfordring, som ordføreren har givet med hensyn til en intensiv indbyrdes debat om territorial samhørighed i det næste halve år.

  Iratxe García Pérez (PSE). - (ES) Hr. formand! Jeg vil begynde med at takke ordføreren for denne betænkning, fordi han har taget initiativ til udarbejdelse af en tekst, hvori det står, at et af de vigtigste mål for EU er at reducere de sociale, økonomiske og territoriale forskelle mellem regionerne.

Samhørighedspolitikken har bidraget effektivt til at udligne disse forskelle, men der er stadig lang vej endnu, sådan som det nævnes i den fjerde samhørighedsrapport.

I alle regioner - herunder de mest velstillede - er der sårbare grupper af mennesker, der har en større risiko for at blive ramt af social udstødelse og tung fattigdom. Det er nødvendigt at have en integreret tilgang til manglerne i forbindelse med begrebet "lige muligheder". Det er nødvendigt, at medlemsstaterne og de regionale forvaltninger udarbejder strategier til at modernisere de sårbare områder og udvikle deres infrastrukturer og derved stimulere deres reelle udviklingsmuligheder i overensstemmelse med deres specifikke økonomiske potentiale og opretholde de offentlige tjenesteydelser via styrkede lokalforvaltninger med decentralisering af den offentlige sektor.

  Emmanouil Angelakas (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær! Harangozó-betænkningens målrettede og emnespecifikke karakter udgør et yderst betydningsfuldt skridt fra Europa-Parlamentets side med hensyn til at række ud mod sårbare samfund og grupper og integrere dem gnidningsløst ved hjælp af en europæisk samhørighedspolitik. Som initiativ betragtet får den min fulde godkendelse, og jeg anerkender ordførerens indsats, men jeg må dog erklære mig uenig i den måde, emnet er blevet behandlet på. Visse aspekter af betænkningen mangler stadig substans trods min kollegas samvittighedsfulde bestræbelser.

Nogle af aspekterne omhandler sårbare samfund og grupper, der repræsenterer et bredt spektrum af samfund og mikrosamfund og ikke kun romaer. Europa-Parlamentet har allerede viet denne kategori sin opmærksomhed i en særlig betænkning, hvis omfang burde have været bredere for at dække både de sociale og geografiske aspekter. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har insisteret på, at denne bredere tilgang var nyttig, men det er der ikke taget hensyn til. Betænkningen er stadig ensidig og antager også en kortsigtet tilgang til spørgsmålet.

Jeg tænker især på ø- og bjergområder, da ingen kan betvivle den sårbarhed, der præger disse samfund. De nævnes ikke nogetsteds i betænkningen. Jeg er ikke tilhænger af, at man konstant undgår definitioner eller specifikke referencer til ting eller situationer. Lad mig også påpege, at sårbare samfund og grupper ikke kun findes på tværregionalt plan, men også på regionsinternt plan. De har brug for materiel og teknisk støtte, teknologisk og videnskabelig knowhow, almen og erhvervsfaglig uddannelse og et forvaltningsmæssigt fundament. Der bør lægges vægt på decentralisering af den offentlige sektor og en udvidelse af transportnettet. Her kan en frivillig indsats måske også spille en vigtig rolle i disse grupper og bidrage til at aktivere og demarginalisere dem.

Trods ordførerens uomtvistelige bestræbelser kan jeg ikke sige, at betænkningen overordnet set er tilfredsstillende. Den er kendetegnet ved tvetydigheder og mangel på klar strukturering af de enkelte dele. Hvis vi ønsker at bidrage til at løse problemerne hos de sårbare grupper, må vores tekster være klart og udtrykkeligt formuleret og være baseret på en samlet synsvinkel på problemet.

  Evgeni Kirilov (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske min kollega hr. Harangozó med hans initiativbetænkning.

Den særlige opmærksomhed på sårbare grupper i EU's samhørighedspolitik betyder, at vi ikke har glemt, at det primære mål for denne politik er at bidrage til borgernes velfærd.

Den regionale dimension af dette spørgsmål er klar. Ikke desto mindre er det nødvendigt for at kunne identificere de sårbare gruppers specifikke behov og placering at analysere udviklingens styrke i de små territoriale enheder. Selv om vi kunne konstatere, at sårbarheden er et problem på de lavere niveauer - i de fattigste regioner f.eks. - har den indflydelse på hele området og berører alle samfundskategorier. Derfor skal politikken, strategien og tiltagene til afhjælpning af sårbare gruppers problemer være omfattende og baseret på en fælles tilgang på vegne af EU-institutionerne og på nationalt og lokalt plan.

  Bernadette Bourzai (PSE). - (FR) ) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først takke vores kollega Gábor Harangozó for hans glimrende arbejde og for de overvejelser, han har sat i gang, om dette komplicerede og vanskelige emne. Jeg ønskede at deltage aktivt i udarbejdelsen af udtalelsen fra Udvalget om Landbrug og Udvikling af Landdistrikter om denne betænkning, fordi de mest sårbare mennesker ofte er koncentreret i de mindst udviklede landdistrikter og i områder med vedvarende naturlige ulemper, hvorfor landbruget og politikken for udvikling af landdistrikter spiller en væsentlig rolle.

Samhørighedspolitikken mener jeg, bør stile mod at fastholde lønnede aktiviteter inden for og uden for landbruget i landdistrikterne for at holde på befolkningen, som ofte fristes til afvandring fra landområderne, men også for at trække nye borgere til. Det er vigtigt at fremme familielandbrug, som skaber job, og lige adgang til offentlige tjenesteydelser og til udbuddet af offentlige tjenesteydelser, således at familiernes, lokalsamfundenes og de dårligt stillede gruppers behov imødekommes. Kort sagt må landdistrikterne gøres mere attraktive og beboelige. Men for at nå dette mål er det nødvendigt at skabe synergi mellem de forskellige politikker, der føres i disse egne, og som er rettet mod disse sårbare befolkningsgrupper, og altså i højere grad udnytte komplementariteten mellem de forskellige finansielle instrumenter, vi har til rådighed.

  Miloš Koterec (PSE). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Harangozó for hans glimrende betænkning, som omhandler spørgsmål, der hidtil ikke har fået høj prioritet, men alligevel udgør en slumrende kilde til åbenlyst alvorlige problemer. Jeg vil gerne komme ind på to konkrete områder i betænkningen: at puste nyt liv i sårbare samfund bestående primært af mennesker i landdistrikter og randområder og at udvikle de tilbagestående mikroregioner, der har en uregelmæssig situation i forhold til de enkelte landes specifikke egenskaber og er næsten ikkeeksisterende i de nuværende statistikker.

Begge ovenstående områder negligeres, fordi de ikke er klart defineret. Vi skal have en klar definition af de meget sårbare samfund (både økonomisk og socialt), som findes i EU, vi må analysere de underudviklede mikroregioners typer og placeringer i EU, og vi må finde løsninger på disse problemer. De er begge vanskelige at se på baggrund af samhørighedspolitikkens overordnede succes. Vi ønsker ikke, at samhørighedspolitikken skal sammenlignes med en emmentalost, som ser meget kompakt ud på ydersiden.

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Den omhandlede betænkning understreger korrekt forholdet mellem at løse sociale problemer og sikre regional udvikling og nødvendigheden af, at EU viser solidaritet og gennemfører samhørighedspolitikken på dette område.

Personligt vier jeg meget af min tid til problemer i forbindelse med støtte til tilbagestående regioner, navnlig i Slovakiet. Bevaringen af levedygtige og attraktive europæiske landboområder er afgørende af økonomiske såvel som kulturelle og økologiske grunde. Jeg støtter opfordringen til Kommissionen om i forbindelse med den kommende grønbog om territorial samhørighed at øge finansieringen for at afhjælpe de regionale problemer. Som led i denne proces vil det blive nødvendigt at sikre, at regionerne spiller en aktiv rolle og samarbejder tæt med ngo'erne.

I denne forbindelse vil jeg også gerne sige, at sociale aktiviteter, der gennemføres af kirker og religiøse samfund, fortjener særlig ros. Jeg ved af erfaring, at deres tjenester til gavn for underprivilegerede samfundsgrupper og regioner er meget effektive og ofte uundværlige. Derfor må vi se disse tjenester som en integreret del af EU's indsats for at hjælpe sårbare grupper og støtte dem i tilstrækkelig grad på EU-plan.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). - (EL) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Også jeg vil gerne påpege, at vi med denne betænkning udtrykker vores overbevisning om, at samhørighedspolitikken 20 år efter sin udformning fortsat skal bringe EU's solidaritet ud til ikke blot de mest ugunstigt stillede regioner og lande, men også til de mest ugunstigt stillede samfund og grupper blandt vores borgere.

Vi må ikke alene styrke samhørighedspolitikken ved hjælp af finansielle midler, men også med passende mekanismer og procedurer, der gør det muligt at identificere og afhjælpe komplekse, mangesidede sociale og økonomisk forskelle på lokalt plan.

De udfordringer, som vores regioner står over for i dag, er af en sådan karakter, at de ikke tillader os at lade problemerne med fattigdom og social og territorial udstødelse ligge uløste. En koordineret indsats er nødvendig på alle plan ligesom en integreret tilgang med ressourcer og politikker, der virker i forening til afhjælpning af problemerne.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! For nuværende er den økonomiske vækst koncentreret om hovedstæder og store byområder. Andre områder, herunder landdistrikter, udvikler sig meget langsommere, og det betyder, at de er meget mere sårbare over for problemer. Målet for samhørighedspolitikken bør være at hjælpe disse områder og støtte den territoriale samhørighed.

Derfor er det afgørende at forbedre infrastrukturen, øge disse områders tiltrækningskraft på investorerne, fastholde offentlige tjenesteydelser og forbedre boligforhold og livskvalitet. Det er meget vigtigt for udviklingen af landdistrikter at anlægge kommunikationsinfrastruktur. Primært vil det sige veje foruden spildevandsbehandlingsanlæg, da disse skaber de nødvendige forudsætninger for investeringer og jobskabelse, der gør det muligt for folk at blive i de pågældende områder og have en anstændig levestandard.

Hidtil har den fælles landbrugspolitik været fokuseret primært på fødevarekvalitet, fødevaresikkerhed og konkurrenceevne, mens den har haft mindre at gøre med udvikling af landdistrikter uden for selve landbrugsområdet. Det er afgørende at sikre en bedre samordning af samhørighedspolitikken, politikken for udvikling af landdistrikter og beskæftigelsespolitikken.

  Ewa Tomaszewska (UEN). - (PL) Hr. formand! I punkt N i betænkningen påpeges det med rette, at fattigdom og udstødelse har en stærkt territorial karakter. Ud fra princippet om solidaritet, som generelt overholdes i EU, i kombination med indholdet af punkt N så jeg gerne, at tildelingen af midler fra EU's fonde skete til støtte for integrationen af økonomisk ugunstigst stillede områder.

Desværre er dette princip i år blevet overtrådt i mit eget land. Midler, der var afsat til infrastrukturforbedringer, og anden støtte bliver hovedsagelig tildelt rigere områder, som allerede er inde i en god udvikling. Det er ofte en konsekvens af, at de, der søger om midlerne, har forberedt sig bedre. Jeg håber, at dokumentet, vi har set på her, vil hjælpe med at bekæmpe disse uregelmæssigheder i hele EU.

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg har fundet debatten god, og jeg vil gerne takke alle, der har bidraget til den. Den viste, at den integrerede politiske tilgang er den bedste måde at bekæmpe problemet med forskellige sårbare samfund og grupper på med godt resultat. Forbindelsen mellem samhørighedspolitikken og politikken om udvikling af landdistrikter forekommer særlig vigtig her.

Jeg deler også medlemmernes mening om, at det er berettiget at anlægge en territorial tilgang, hvor der er en territorial koncentration af problemer i forbindelse med sårbare grupper. Social integration bør ikke adskilles fra territorial samhørighed.

Jeg værdsætter også medlemmernes understregning af regionsinterne forskelle. Som mange medlemmer har påpeget, ville det være til stor hjælp i denne forbindelse at udvikle pålidelige statistikker af god kvalitet for regionsinterne forhold. Som jeg sagde i mine indledende bemærkninger, agter Kommissionen at investere yderligere i udvikling af en sådan database. Vi er i øjeblikket i færd med at opbygge en "Rural Audit" - en landdistriktrevision - på samme måde, som vi har iværksat "Urban Audit". Et godt samarbejde med medlemsstaterne på dette punkt bliver afgørende, og jeg regner bestemt med Parlamentets støtte i denne forbindelse.

  Gábor Harangozó, ordfører. - (HU) Tak, hr. formand! Fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest gerne takke kommissær Danuta Hübner for ikke blot hendes svar på denne betænkning og dagens debat, men også for det igangværende arbejde med at gøre denne politik bedre og mere effektiv. Jeg sætter enorm pris på hendes indsats og takker hende også for hendes ærlige kommentarer til min betænkning.

Jeg vil gerne svare på en række spørgsmål, der er blevet rejst. For det første tror jeg, at vi, hvis vi tager problemet alvorligt, skal gøre det samme, som da vi tog behovet for Lissabonprocessen og betydningen af at sikre gennemførelsen af Lissabonprocessen inden for rammerne af samhørighedspolitikken alvorligt, hvilket førte til indførelsen af et system med øremærkning af samhørighedspolitiske midler for at støtte Lissabonprocessen. På samme måde kan vi tage fat på bekæmpelsen af den territoriale koncentration af fattigdom, hvis vi ønsker det. Hvis vi beslutter det.

Jeg vil også gerne sige til PPE-DE-Gruppen og frem for alt hr. van Nistelrooij, at hvis vi lader pkt. 17 udgå, ville der stå i betænkningen, at vi er enige om, at der er mikroregioner, som ikke er i stand til at udnytte de muligheder, vi tilvejebringer. Vi er enige om, at disse er mikroregioner, men hvorfor skulle vi ønske at fjerne netop det punkt fra betænkningen, hvori vi anmoder Kommissionen om at undersøge, om det ikke derfor ville være mere effektivt at give samhørighedsstøtte til disse mikroregioner på mikroregionalt niveau? Jeg forstår stadig ikke, hvorfor vi skulle gøre det.

Jeg vil gerne sige til fru Petre, at jeg anser denne betænkning for at høre ind under regionalpolitikken. En regionalpolitisk betænkning er ikke et sted for en drøftelse af etniske grupper, og jeg forstår ikke, hvorfor vi bør diskutere etniske grupper i enhver sammenhæng. Hvis vi skulle se sagen fra en etnisk synsvinkel i Rumænien f.eks., hvilke grupper ønsker hun da, at jeg skal inddrage i betænkningen? Romaerne, som lever under meget fattige forhold i bestemte områder? Csangoerne, som også lever i yderste fattigdom i et enkelt område? Eller Rumænerne i højlandsregionerne? Vi kan ikke træffe beslutninger på det grundlag. Vi må have komplekse indikatorer, en kompleks tilgang og en integreret gennemførelse.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Bairbre de Brún (GUE/NGL), skriftlig. - (GA) Jeg bifalder hr. Harangozós betænkning om virkningen af samhørighedspolitikken for integrationen af sårbare samfund og grupper. Der er en stigende tendens til at mene, at der skal tages hensyn til de vanskelige fremtidsudsigter for distrikter eller områder, hvis befolkning har befundet sig i periferien af beslutningsprocessen og den almindelige økonomiske udvikling.

Fra min egen valgkreds kender jeg vanskelighederne for ugunstigt stillede byområder, men også randområderne i de amter, de grænser op til i Nordirland. Disse landdistrikter har ofte vanskeligt ved at sikre investeringer i erhvervslivet eller infrastrukturen. Der bør som nævnt i denne betænkning sættes en stopper for affolkningen af landdistrikterne, og det bør politikerne prioritere.

Hr. Harangozó har udlagt den betydning korrekt, som små og mellemstore landbrugere har for landbosamfundenes overlevelse. Landbosamfund bør ikke nedrangeres i samhørighedspolitikken, og der må skabes en bedre forbindelse mellem udvikling af landdistrikter og regionaludvikling i bekæmpelsen af social udstødelse.

Lang afstand fra kommunikations- og transportnet er et praktisk problem, der skal løses.

  Bogdan Golik (PSE), skriftlig. - (PL) Samhørighedspolitikken, som aftager ca. 33 % af EU's budget, har vital betydning for alle EU-lande. I Polen er vi glade for at deltage i enhver aktion med henblik på fuld økonomisk integration af samfundet i Europa og på at minimere forskellene på mikroregionalt plan. Jeg mener, at foranstaltningerne, der er truffet i henhold til samhørighedspolitikken, er grundlaget for at fremme bæredygtig udvikling og fjerne arbejdsløshed, fattigdom og social udstødelse, som indebærer alvorlige sociale og økonomiske problemer i Europa. Samarbejde mellem alle europæiske lande og erfaringsudveksling er særlig vigtigt i så henseende.

Problemerne, der hæmmer EU's bæredygtige udvikling, herunder lave indkomster, ringe infrastruktur og lav social mobilitet, vedrører primært landdistrikter. Situationen forværres af den stigende fraflytning fra landet og den øgede sociale udstødelse i disse områder. Hertil kommer, blandt de problemer, som EU's samhørighedspolitik skal løse i begyndelsen af det 21. århundrede, problemer af ekstern karakter, f.eks. den stigende udviklingsmæssige forskel mellem EU og USA. I årene 1995-2005 var væksten i produktiviteten i Europa meget lavere end i USA eller Japan. Det har en betydelig indvirkning på det europæiske markeds konkurrenceevne.

Jeg vil gerne takke hr. Harangozó for at henlede opmærksomheden på disse problemer.

  Lívia Járóka (PPE-DE), skriftlig. - (HU) Af hensyn til stimuleringen af beskæftigelsen, væksten og konkurrenceevnen må EU udnytte det erhvervs- og arbejdskraftpotentiale, som vi har til rådighed, til fulde. Da de fleste af de næsten 10 millioner romaer i Europa berøres af strukturel og/eller absolut arbejdsløshed eller deltager i den grå eller sorte økonomi, kunne integrationen af romaerne få en afgørende virkning på udbyttet af Lissabondagsordenen og samhørighedspolitikken. I betænkningen bemærkes det, at samhørighedspolitikken har hjulpet de fattigste regioner med at lukke hullerne i deres økonomiske og sociale udvikling. Men der mangler meget endnu såvel i kvantitativ som kvalitativ betydning. Kommissionen og medlemsstaterne må arbejde på at sikre de tilgængelige finansielle midlers samordning og komplementaritet. EU's finansielle instrumenter og primært Den Europæiske Socialfond og Den Europæiske Fond for Regionaludvikling skal i mellemtiden udnyttes til at støtte et stort antal individuelle programmer såsom mikrolån til virksomheder og investeringer i udvikling af infrastruktur. For at sikre, at disse programmer lykkes, og at midlerne når deres tiltænkte mål, er det afgørende, at vi identificerer og fjerner hindringer af både generel og specifik art. Tilbagestående regioner, der kæmper med komplekse problemer, er ikke i stand til at rejse de counterpartmidler, der er nødvendige for at opnå den EU-støtte, som de er berettiget til. I tilfældet med romaerne mangedobles med tiden de ulemper, som disse mennesker kæmper med som følge af lavt uddannelsesniveau og generationers arbejdsløshed.

  Cătălin-Ioan Nechifor (PSE), skriftlig. - (RO) Europa-Parlamentet har udarbejdet et beslutningsforslag om samhørighedspolitikkens konsekvenser for integrationen af sårbare samfundsgrupper, hvor der henstilles til, at man fastholder visse lønnede aktiviteter i landdistrikterne med særlig vægt på familielandbrug, men også på små og mellemstore landbrug.

Den fælles landbrugspolitik skal være mere rimelig, således at det vil være muligt at etablere befolkningen i landdistrikterne med en større landbrugsprofil i forbindelse med den forventede fødevarekrise.

Vedtagelsen af denne beslutning vil efter min opfattelse fremme støtten til Rumænien betydeligt i bekæmpelsen af fattigdom i landdistrikterne, hvor 10 millioner mennesker lever, og hvor social og territorial udstødelse truer Rumæniens eksistens samt fødevare- og forsyningssikkerheden.

Ved at fokusere på små selvforsynende landbrug og familielandbrug med meget lidt landbrugsjord vil landbruget i Rumænien have en reel chance og dermed øge sektorens bidrag til bruttonationalproduktet.

Jeg ønsker at benytte lejligheden til at anmode den rumænske regering om at træffe alle nødvendige foranstaltninger til at vedtage denne beslutning for at redde alt, hvad der kan reddes, på landbrugsområdet, hvor den europæiske integration endnu ikke har skabt resultater.

27. EU's udnyttelse af visse biologiske naturressourcer (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Frithjof Schmidt for Udviklingsudvalget om sammenhæng i udviklingspolitikken og indvirkningen på udviklingen i Vestafrika af EU's udnyttelse af visse biologiske naturressourcer (2007/2183(INI)) (A6-0137/2008).

  Frithjof Schmidt, ordfører. - (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Lad mig starte med at oversætte titlen på min betænkning. Når vi taler om "biologiske naturressourcer", så taler vi om træ og fisk. Træ og fisk er nøgleressourcer for den sociale og økonomiske udvikling i Vestafrika. Men vi taler også om skovrydning.

Vi ved alle, hvor alarmerende udviklingen er. Af de skovarealer, der eksisterede i Vestafrika for 50 år siden, er der nu kun ca. 13 % tilbage. Dvs., at 87 % af de arealer, der engang var beplantet med skov, allerede er blevet ryddet. Vi ved alle, hvilken indvirkning det har på klimaudviklingen og på ørkendannelsesprocessen.

Vi har lige så alarmerende tal for overfiskning i dette område af Atlanterhavet og de store problemer, det skaber. Vi kender naturligvis også alle billederne af overfyldte kanoer med migranter fra Vestafrika, der lander på De Kanariske Øer. Sammenhængen mellem den udvikling, jeg har beskrevet, og den voksende migration fra Vestafrika til EU er åbenbar og ubestridelig, og den er naturligvis også et emne i den politiske debat i vores samfund.

EU er hovedaftager af produkter som træ og fisk. Vi siger selv, at vi køber ca. 80 % af disse produkter. Derfor er det nødvendigt og godt at evaluere sammenhængen mellem udviklingspolitikken, fiskeripolitikken og politikken for handel med træ for at finde ud af, om der er et frugtbart samspil imellem dem, eller hvorvidt deres mål modarbejder hinanden i visse henseender.

For begge produkters vedkommende er det nødvendigt at forhindre rovdrift og få etableret en bæredygtig ressourceforvaltning. For begge produkters vedkommende er der behov for at sikre, at den lokale økonomis og de lokale forbrugeres behov går forud for den internationale handel. Hvis vi ikke når disse mål, vil enhver selvforsynende udvikling blive undergravet og ethvert succesfuldt udviklingssamarbejde bragt i fare. Derfor er det så vigtigt at foretage denne evaluering af sammenhængen for at sikre, at de andre politikker, vi forfølger, ikke svækker og undergraver vores udviklingspolitik.

Vi kender de instrumenter, som vi kan forbedre situationen med. Der er behov for en bedre overvågning af fiskebestandene, skovene og træ- og fiskeriindustrien. Der skal også etableres en passende infrastruktur inden for forskning i bestandenes udvikling og inden for kontrol og overvågning af industriens aktiviteter. Det har vi vidst længe, og det er også den politiske kurs, vi har fulgt gennem nogen tid.

I den forbindelse skal vi især koncentrere indsatsen om at bekæmpe ulovlig skovrydning, ulovligt fiskeri og handel med ulovlige produkter. Det skal vi gøre lokalt i Vestafrika. Her må vi støtte vores partnerlande i Vestafrika, hvilket indebærer at hjælpe dem med at få adgang til det europæiske marked. Vi må udbygge vores kontrolsystemer. En af de vigtigste opgaver for udviklingspolitikken er at rette bestræbelserne mod en bæredygtig, skånsom tilgang til skovhugst, skovforvaltning og fiskeri.

Lad mig tage endnu et punkt op og komme ind på en konflikt vedrørende betænkningen. Vi sagde i betænkningen, at vi må forbedre rammebetingelserne for joint ventures mellem virksomheder i EU og afrikanske partnere, og at vi må skabe investeringssikkerhed. Det synes jeg er rigtigt og nødvendigt, men vi må sikre, at disse foranstaltninger ikke skaber overkapaciteter, som undergraver de andre tiltag, vi har iværksat, f.eks. med henblik på at bekæmpe overfiskning.

Det er meget vigtigt, at vi løser denne konflikt omkring målene. Derfor udvidede vi udtalelsen fra Fiskeriudvalget med denne tilkendegivelse som et ekstra punkt. Det ligger mig meget på sinde, at den proceduremæssige konflikt om, hvem der har ret til at komme med tilføjelser om hvad og hvornår, ikke må overskygge tilføjelsens indhold. Jeg finder det absolut vigtigt at fastholde princippet om, at der ikke må skabes nye overkapaciteter. Som De ved, er det blevet foreslået at fjerne dette punkt fra betænkningen, men det må vi ikke lade ske.

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at lykønske ordføreren, hr. Schmidt, med denne betænkning. Sammenhæng i udviklingspolitikken er et vigtigt spørgsmål, og lad mig forsikre Dem om, at en mindskelse af de skadelige virkninger og den fulde udnyttelse af synergierne mellem EU's politikker og udviklingen er en integreret del af vores indsats for at nå millenniumudviklingsmålene.

Andre politikker ud over udviklingspolitikken kan faktisk bidrage betydeligt til udviklingen, og det har naturligvis en direkte virkning på effektiviteten af vores støtte.

Som De med rette konstaterer i betænkningen, er tropisk skovrydning noget, vi alle bekymrer os om, og jeg mener, at der her bør skelnes mellem to aspekter, nemlig skovrydning og klimaforandringer på den ene side og bekæmpelse af ulovlig udnyttelse af skovene på den anden.

På Bali identificerede det internationale samfund klart ødelæggelsen af skovene som en af hovedårsagerne til klimaforandringerne. I tråd med ånden fra FN's Klimakonference agter Kommissionen at bidrage med 5 millioner EUR i 2008 til Forest Carbon Partnership Facility, som forvaltes af Verdensbanken. Yderligere 60 millioner EUR vil blive øremærket frem til 2010 til at finansiere den globale klimaalliance, som er et initiativ, vi tog sidste år for at understøtte de fattigste landes bestræbelser for at tilpasse sig klimaforandringerne.

Endelig har adskillige lande, bl.a. Ghana, Cameroun, Mali, Sierra Leone og Côte d’Ivoire også indarbejdet foranstaltninger til forvaltning af naturressourcer og god forvaltningsskik i denne sektor i deres nationale programmer vedrørende 10. EUF.

Vestafrika er også en vigtig partner for EU, når det gælder bekæmpelse af ulovlig udnyttelse af skovene, f.eks. Cameroun, Ghana, Liberia og Côte d'Ivoire, som eksporterer betydelige mængder tømmer til Europa.

To af disse lande, Cameroun og Ghana, er i øjeblikket i færd med at indgå en frivillig FLEGT-partnerskabsaftale med EU, og Liberia går meget snart i lignende forhandlinger.

Med hensyn til fiskeripolitikken, som De med rette understregede, har de nye fiskeripartnerskabsaftaler fremmet en større sammenhæng mellem den fælles fiskeripolitik og udviklingspolitikken. Disse nye aftaler er ikke længere begrænset til tilvejebringelsen af fiskerimuligheder til EU-fartøjerne, men gælder også befordringen af en dialog med andre partnere for at hjælpe dem med at indføre en reelt bæredygtig og ansvarlig fiskeripolitik i deres farvande.

Ud over den økonomiske kompensation, som ydes i henhold til fiskeriaftalerne, der ofte bidrager betydeligt til vores partnerlandes indtægter og dermed deres makroøkonomiske stabilitet, udgør aftalerne et væsentligt politisk og retligt grundlag. Det sætter EU i stand til at fremme udviklingen af vores fiskeripolitikker på baggrund af dialog og i lyset af de prioriteter, som vores partnere har fastlagt i deres fiskeripolitikker.

Men jeg er ikke enig med Dem i udtalelsen om at knytte indvandring sammen med fiskeriaftalerne. Selv de berørte lande - tag f.eks. Senegal repræsenteret ved minister Djibo Ka - har offentligt afvist beskyldningerne om, at EU-fartøjers tilstedeværelse har en betydelig indvirkning på ressourcerne og på faldet i rentabiliteten for de ikkeindustrielle fiskere, som ofte er den gruppe, der er mest påvirket af ulovlig indvandring.

Vi arbejder sandelig sammen med fiskere, ngo'er og private partnere i Europa og i disse lande netop for at forsøge i videst muligt omfang at mindske alt negativt samspil og unfair konkurrence mellem vores fiskere og de mest sårbare fiskere i disse lande.

I øjeblikket er der ikke nogen EU-flåde, der konkurrerer med de vestafrikanske ikkeindustrielle flåder. Det samme kan ikke siges om andre udenlandske industrielle flåder.

  Carmen Fraga Estévez, ordfører for udtalelsen fra Fiskeriudvalget. - (ES) Jeg vil først og fremmest beklage Udviklingsudvalgets uacceptable opførsel, som om dette udvalg ikke var underlagt Europa-Parlamentets forretningsorden, og som har set stort på den forstærkede samarbejdsprocedure, der er fastsat i artikel 47. Udvalget har rettet på det, som Fiskeriudvalget har at sige om spørgsmål, der specifikt hører under dets kompetence. Det har samtidig optrådt helt igennem illoyalt siden starten på denne betænkning, hvilket skyldes dets forhippethed på at tilrane sig kompetencer, som tilfalder Fiskeriudvalget, f.eks. associeringsaftalerne om fiskeri. Mens Fiskeriudvalget er kommet med en udtalelse, som helt igennem har tilstræbt at respektere de bekymringer, som dette spørgsmål vækker i Udviklingsudvalget, er sidstnævnte endt med, som det havde haft til hensigt hele tiden, at blande sig i spørgsmål, som udelukkende har med den fælles fiskeripolitik at gøre.

Der er visse udvalgsformænd, der tror, at de står over Parlamentets forretningsorden, selv om de burde være de første til at forsvare den. Det giver anledning til ufrugtbare sammenstød mellem udvalgene og skader hele institutionens troværdighed.

Jeg håber, at denne sag kan sikre, at disse forsøg på magtmisbrug ophører, og at alle dem, der er interesseret i at kende den rolle, som fiskeriassocieringsaftalerne spiller for udviklingen af befolkningerne og de nationale fiskerierhverv i Vestafrika, kan undersøge dette nærmere i en fuldstændig og ucensureret betænkning.

Med det stillede ændringsforslag ønsker jeg, med PPE-DE-Gruppens opbakning, at vise min vilje til at medvirke til, at tingene falder i lave igen, selv om vi i modsat fald, såfremt der ikke opnås en forpligtelse fra de politiske gruppers side til at støtte dette ændringsforslag, vil anmode om henvisning til fornyet udvalgsbehandling i det korresponderende udvalg.

  Filip Kaczmarek, for PPE-DE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Schmidt for en meget grundig og detaljeret rapport. Hvis der skal være en reel sammenhæng i vores udviklingspolitik, skal vi have sådanne detaljerede betænkninger om emner, der vedrører forskellige aspekter af udviklingsarbejdet. Samarbejdet med andre samfund skal naturligvis reguleres, men hvis vi skal tale om politisk sammenhæng, så er der brug for præcisering med hensyn til, hvordan de enkelte parlamentsudvalg bør samarbejde.

Analysen af EU's udnyttelse af naturressourcerne i Vestafrika giver en reel og ikke halvhjertet bedømmelse af EU's rolle i den afrikanske region. Vi bør være klar over, at udnyttelsen af naturressourcer har meget konkrete og af og til meget smertelige og komplekse sociale følger. I denne sammenhæng er det meget bekymrende, at fiskeressourcerne i Vestafrika bliver overudnyttet, hvilket kan udgøre en fare for den lokale udvikling, eftersom disse ressourcer sikrer fødevareforsyningen i regionen.

Ganske vist beskæftiger afrikanske nationer sig ofte ikke med bæredygtig udnyttelse af naturressourcer, og i givet fald er det i et utilstrækkeligt omfang. Derfor bør vi se på vores aktiviteter i denne region fra både et økonomisk og etisk synspunkt. Jeg kan forstå, at mange politikere foretrækker at se EU's fiskere ud for Afrikas vestkyst frem for i Bruxelles' gader. Men vi må passe på ikke at bære os hyklerisk ad, for vi kan ikke tale om en sammenhængende udviklingspolitik uden en bæredygtig fiskeriøkonomi i Vestafrika.

Ligeledes bør vi ikke forsøge at eksportere vores egne sociale problemer, for selv om det var muligt, risikerer vi, at de vender tilbage til os i form af migrationsproblemer. Jeg har også det indtryk, at vi afpresser os selv på en måde ved at sige, at hvis vi fjerner vores flåder fra Vestafrika, tager andre flåder måske vores plads, og de har en endnu ringere standard end den, der sættes i øjeblikket. Det er en farlig tankegang, og jeg tror ikke, at vi bør anvende sådanne argumenter.

  Thijs Berman , for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Hvis vi fisker havet tomt ud for Mauretaniens kyst, presser vi de allerfattigste mennesker til at rejse til Europa som indvandrere, fordi de ikke længere kan se en fremtid i deres hjemland. Det er vores fattigste områder, der skal klare den udfordring, og ikke de velstående områder. Så vil EU miste vælgerstøtten, navnlig fra vælgere med de laveste indkomster. Også af den grund er samhørighedspolitikken en absolut nødvendighed. Det er trist på rigtig mange måder, men også helt forståeligt, at Irland har afvist Lissabontraktaten.

Lissabontraktaten er et reelt fremskridt for udviklingspolitikken. Det er det første dokument, der definerer samhørighed ordentligt. Unionen bør ikke give til de fattigste lande med den ene hånd og tage det igen med den anden. EU's politik for landbrug, fiskeri, handel osv. bør ikke være i modstrid med udviklingspolitikken. Den er ganske vist knyttet til flere politikområder, men det er ikke et spørgsmål om rivalisering mellem parlamentsudvalgene. Det er en ubetydelig detalje.

Nicetraktaten krævede kun af EU, at den skulle optræde som en sammenhængende kraft i verden. Det viste sig ikke at være nok. Landbrugspolitikken var det skamløse grundlag for, at vores overskud, f.eks. sukker og korn, blev dumpet på verdensmarkedet med eksportstøtte. Heldigvis hører det nu fortiden til.

Det er imidlertid kun i Lissabontraktaten, at de fattige landes støtteydere kan finde et retsgrundlag, der sætter dem i stand til at sikre solidariteten med verdens fattigste. Irland stemte alligevel imod. Det var primært vælgerne med de laveste indkomster, der stemte nej, fordi de fattigste i Europa ikke identificerer sig nok med EU. Der er for megen usikkerhed, for mange risici for dem, og de skal leve med konsekvenserne af denne usammenhængende og antisociale politik.

Som ordfører Frithjof Schmidt har udlagt krystalklart, er opgaven nu at vise solidaritet med alle borgere i Europa og i udviklingslandene, samtidig med at vi beskytter miljøet. Det er ikke nogen beskeden opgave. Det er meget fristende at bytte en af disse typer solidaritet ud med en anden. Men de står ikke i modsætning til hinanden. Solidaritet med udviklingslandene er nødvendig for den ægte solidaritet med lavindkomstgrupper i Europa og resten af verden.

  Hélène Goudin, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Når EU-landene udnytter naturressourcerne i fattigere lande, efterlader de tydelige fodspor. Fiskeressourcerne i Vestafrikas farvande er tæt på at blive opbrugt, handel med ulovligt tømmer ødelægger miljøet, og udnyttelsen af andre naturressourcer har vist sig at have vidtrækkende konsekvenser i en fattig og politisk ustabil region. Vores aktiviteter har følger for lokalbefolkningen.

I betænkningen efterspørges større sammenhæng mellem EU-landene og mere indflydelse fra Europa-Parlamentet. Men der er mange særinteresser repræsenteret i dette parlament, hvilket betyder, at et forsøg på at udforme en fælles bistandspolitik kun kan strande. Det internationale arbejde bør ledes af FN og andre organisationer. Hvis vi virkelig ønsker at ændre verden, som vi hævder, må vi ty til andre midler. Hvad EU bør gøre, er at revidere og reformere sin egen politik.

EU må ophøre med at støtte mislykket europæisk landbrug, fjerne den skjulte protektionisme, som kendetegner dens handelspolitik, og opgive sine umoralske fiskeriaftaler.

  Bogdan Golik (PSE). - (PL) Hr. formand! I henhold til EU's beslutninger koncentrerer de fleste medlemsstater deres støtteaktiviteter om Afrika syd for Sahara, hvilket også omfatter staterne i Vestafrika. Denne region har de største udviklingsbehov. Også Polen støtter EU's standpunkt, for så vidt angår udviklingspolitikken, og støtter opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene i denne region. Der er voksende støtte i den polske befolkning til, at vi yder bistand til udviklingslande. Sidste år gik 77 % ind for det. Samtidig er vi klar over, at det er nødvendigt at øge de enkelte medlemsstaters indsats for at opfylde deres forpligtelser og øge den fælles udviklingspolitiks sammenhængs- og gennemslagskraft. Lige nu er det i lyset af meningsforskellene her meget vigtigt at nå frem til et fælles standpunkt for EU og Europa-Parlamentet med henblik på konferencerne i Accra og Doha.

Afrika har som regionen med det største antal udviklingslande ringe erfaring med at beskytte sine egne biologiske ressourcer. På den anden side er det meget vigtigt for Europa at have adgang til Afrikas mineralressourcer, og det er en politik, som også Kina og Rusland forfølger. Det er afgørende for EU's partnere at forbedre deres kommercielle tiltrækningskraft og gøre udviklingsstøtten mindre afhængig af demokratiske reformer i Afrika. Navnlig er adgangen til EU's fødevaremarkeder vigtig for afrikanske nationer. Det er dem, vi bør give adgang, frem for Brasilien, USA eller Australien. Det, der skal til, er større komplementaritet, sammenhæng og samordning i EU's og de enkelte medlemsstaters støtteprogrammer For så vidt angår udnyttelsen af naturressourcer i Vestafrika, er det nødvendigt med et effektivt system til vurdering af omfanget af denne udnyttelse og til bedre kontrol heraf.

Jeg vil gerne takke hr. Schmidt for at henlede opmærksomheden på disse problemer.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Ifølge betænkningen er tømmer og fisk to af Vestafrikas vigtigste ressourcer. Da EU er den primære destination for disse produkter, har vi til gengæld en vigtig opgave i at fremme bæredygtig udvikling i Vestafrika. EU overvejer aktuelt at give Marokko avanceret status, hvilket åbner flere handelsmuligheder, udbygger den politiske dialog og samarbejdet om udenrigspolitikken og sikkerhedsanliggender.

Vi er ikke principielt imod denne aftale, forudsat at Marokko lover at standse enhver overtrædelse af menneskerettighederne i de ulovligt besatte områder i Vestsahara, at Marokko lover at afholde en fri og retfærdig folkeafstemning for indbyggerne i Vestsahara, og at fiskeripartnerskabsaftalen revideres, samt at saharawi-befolkningen i Vestsahara får de samme borgerrettigheder som deres marokkanske medborgere.

Der er mange grunde til, at Marokko ikke er berettiget til at få avanceret status. Navnlig vil EU ved at give Marokko avanceret status helt afgjort styrke Marokkos ulovlige besættelse og vanskeliggøre den politiske proces mod en fri og retfærdig folkeafstemning. At give Marokko avanceret status ville desuden være i strid med FN-missionen for en folkeafstemning om selvbestemmelse i Vestsahara.

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Drøftelsen på dette sene tidspunkt har tydeligt indikeret, hvor vigtigt vi alle finder denne problemstilling, så endnu en gang tak til Parlamentet for betænkningen.

Som det med rette er blevet påpeget, er tømmer og fisk to nøgleprodukter for Vestafrikas økonomiske og sociale udvikling. Lad mig endnu en gang stærkt understrege, at det fortsat skal være højt prioriteret for EU og landene i Vestafrika at sikre, at udnyttelsen af disse naturressourcer er i overensstemmelse med udviklingsmålene.

Som jeg forklarede i min første præsentation og gerne gentager nu, har Kommissionen forpligtet sig på dette mål, og Parlamentets beslutning, som det vedtager i morgen, vil være et vigtigt bidrag til vores arbejde.

  Frithjof Schmidt, ordfører. - (DE) Hr. formand! Det første, jeg vil gøre - hvilket måske kan komme som en overraskelse i lyset af hendes indlæg - er at takke fru Fraga Estévez, for vi samarbejdede meget konstruktivt om betænkningen og løste også mange problemer. Det bør vi holde adskilt fra den institutionelle konflikt mellem Fiskeriudvalget og Udviklingsudvalget vedrørende fortolkningen af forretningsordenen. Det har noget at gøre med, at vi som følge af ICEI's undersøgelse er blevet pålagt den nye opgave med at foretage evalueringer af sammenhængen. Rådet har besluttet, at 12 politikområder skal evalueres med henblik på deres sammenhæng med udviklingspolitikken. Disse politikområder falder altid sammen med andre udvalgs kompetenceområde, og så opstår der naturligvis institutionelle konflikter. Det er et problem, men jeg vil alligevel gerne takke for det gode personlige samarbejde om betænkningens indhold.

Fru kommissær, jeg tror, at Kommissionen har været på rette vej med FLEGT-processen og de nye fiskeripartnerskabsaftaler efter 2002. Det er vigtige holdepunkter, men jeg vil gerne opmuntre Dem til at forfølge denne vej beslutsomt hen mod fremme af bæredygtig udvikling. Her er der stadigvæk meget, der skal gøres. Denne rigtige tilgang skal videreudvikles, og her kan De være sikker på at få Parlamentets opbakning.

Lag mig komme med et par afsluttende bemærkninger om sammenhængen mellem migration og overfiskning. Jeg behøver vel næppe at sige, at det ikke er den eneste grund til migration, som der er mange årsager til. Men der er klare indikationer på, at overfiskning faktisk spiller en rolle. Og EU m.fl. er involveret i denne overfiskning. Den Internationale Organisation for Migration har netop dokumenteret denne sammenhæng meget konkret for Senegals vedkommende. For så vidt gør Senegals præsident meget uklogt i at lukke øjnene for virkeligheden i sit eget land og ud for landets kyster. Vi bør undersøge disse forhold mere kritisk og tage fat på problemerne og få dem løst i fællesskab.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 12.00.

28. Dagsorden for næste møde: se protokollen

29. Hævelse af mødet

(Mødet hævet kl. 23.05)