Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 17. juni 2008 - Strasbourg

4. Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Manfred Weber for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (KOM(2005)0391 - C6-0266/2005 - 2005/0167(COD)) (A6-0339/2007).

  Dragutin Mate, formand for Rådet - (SL) Hr. formand! Jeg er meget glad for, at vi i dag taler om tilbagesendelsesdirektivet. Det er praktisk talt det første dokument, det er lykkedes os - Parlamentet og Rådet - at udarbejde sammen på indvandringsområdet. Det har vi ikke kunnet gøre før, og jeg må sige, at der blev gjort en usædvanlig stor indsats fra Rådets og Parlamentets side, og især af hr. Weber, for at vi kunne nå til det resultat, vi står med i dag.

Det tog lang tid at nå frem til en koordineret holdning i Rådet. Det tog mere end to år at blive enige om visse grundlæggende principper, som kunne danne grundlag for påbegyndelsen af den politiske trilog. Vi startede den politiske trilog ved slutningen af sidste år, og vi fortsatte i år. Vi valgte den fremgangsmåde, som også ordføreren, hr. Weber, støttede, og det takker jeg ham for, at vi først udarbejdede en flertalsudtalelse blandt medlemsstaterne og forsøgte at harmonisere teksterne, og først bagefter prøvede vi at opnå et kvalificeret flertal i Rådet til støtte for den tekst, vi var blevet enige om.

Visse punkter var det ekstremt vanskeligt at opnå enighed om, og et af de områder, der har allerstørste betydning - både for Parlamentet og naturligvis for Rådet - er det tidsrum, inden for hvilket vi kan tilbageholde eller begrænse bevægelsesfriheden for personer, som ulovligt kommer ind i EU. Det må siges ganske klart, at kun 10 lande har en tidsfrist på mindre end seks måneder. Kun 10 lande ud af 27 medlemsstater har en tidsfrist på mindre end seks måneder, og alle andre lande må tilpasse deres lovgivning til den seksmåneders tidsfrist, som vi foreslår i direktivet. Det betyder et stort fremskridt i de muligheder, vi har, og naturligvis i forbindelse med begrænsning af bevægelsesfriheden.

Jeg vil også gerne fremhæve, at dette har betydet et usædvanligt fremskridt samt en standardisering, som alle lande vil være forpligtet til at arbejde efter. Indtil nu har alle lande arbejdet i medfør af deres egen lovgivning, og jeg håber naturligvis meget, at vi vil kunne opnå enighed her i dag i Parlamentet og færdigbehandle forslaget og stemme om det i førstebehandling.

I praksis var det sværeste i vores forhandlinger spørgsmålet om juridisk bistand til de pågældende. I Rådet lyttede vi til og accepterede Parlamentets argumenter og synspunkter, selv om det var forbundet med store vanskeligheder, og vi forhandlede lige til den sidste dag. De endelige forhandlinger om dette spørgsmål sluttede praktisk talt om morgenen før mødet i Rådet. Det lykkedes os også i Ministerrådet at overtale ministrene til at vedtage de af Parlamentet ønskede regler, selv om det vil betyde meget mere arbejde og meget større finansielle investeringer for de enkelte medlemsstater. Det er vigtigt, at vi er klar over, at der er store forskelle i den ulovlige indvandring - fra Middelhavet, hvor der er store daglige problemer, og endnu mere om sommeren, til visse lande, som ligger langt fra indvandringsstrømmene, og som derfor naturligvis kan reagere helt anderledes på indvandringen.

Jeg må sige, at jeg naturligvis er glad for, at vi har fundet kompromiser, der vil være med til at forbedre situationen for indvandrere, at vi fokuserede på de mest sårbare grupper blandt indvandrerne - familier og børn - og at vi giver dem betydeligt flere rettigheder her end i mange nationale lovgivninger, og det er for mig et stort fremskridt og et betydeligt resultat, som Parlamentets forhandlere opnåede, da vi drøftede disse spørgsmål.

Men ikke desto mindre er der nogle andre ting, der må fremhæves. Det var med store vanskeligheder, at vi opnåede et kompromis i Rådet. De forhandlinger, som jeg personligt sammen med andre ministre deltog i helt op til den sidste dag, var meget vanskelige og hårde, og Rådet har nu det helt utvetydige, faste synspunkt, at dette er den tekst, som Rådet kan acceptere. Enhver form for revision eller ændring af teksten vil betyde, at Rådet ikke længere kan erklære sig enig, og det vil naturligvis betyde, at direktivet ikke vil blive vedtaget i førstebehandlingen.

Hvilke konsekvenser vil det få? Vi vil ikke have fælles standarder, vi vil ikke forbedre den situation, som vi ønsker at forbedre, og vedtagelsen af dette direktiv vil blive trukket betydeligt i langdrag. Hvis vi er meget optimistiske, kan vi gå ud fra, at det i hvert fald de næste tre år ikke vil lykkes os at opnå enighed om et tilbagesendelsesdirektiv, og derved vil vi naturligvis kraftigt forværre situationen for alle dem, for hvem vi ellers i høj grad kunne forbedre tingenes tilstand.

Men det er ikke den eneste følge af, at dette direktiv ikke bliver vedtaget. En anden følge er, at det vil berøre andre direktiver, som vi vedtager i den fælles beslutningsprocedure, for hvilken den forhandlingsmetode, vi brugte her, kunne være et godt eksempel, og det kunne bidrage kraftigt til en forbedring af vores arbejde, især i forbindelse med direktivet om det grønne kort og for visse andre rettigheder for arbejdstagere, der kommer til EU. Jeg tror, at den vej, vi har kortlagt, er den rigtige, og at vi vil kunne fungere på denne måde.

Til sidst vil jeg gerne i lyset af det konstruktive og vellykkede samarbejde sige tak ikke bare til ordføreren, hr.Weber, men også til alle skyggeordførerne, som hele tiden var til stede under alle forhandlingerne, men naturligvis også næstformanden og hans medarbejdere fra Kommissionen, som ved mange lejligheder hjalp os med at finde kompromisløsninger.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil på min side gerne takke vores rådsformand, Dragutin Mate. Først vil jeg sige, at denne sag virkelig beviser, at den fælles beslutningsprocedure er effektiv, selv når det drejer sig om komplekse og vanskelige spørgsmål.

Kommissionen slår til lyd for en integreret tilgang til migration, og en samordnet tilgang forudsætter konsolidering af de lovlige indvandringskanaler, lokal integrering af indvandrere og en effektiv og storsindet asylordning. Men når vi accepterer denne regulering af betingelserne for tredjelandsstatsborgeres indrejse i EU, må der naturligvis også fastsættes regler for dem, der ikke eller ikke længere opfylder betingelserne.

I modsat fald vil vores migrationspolitik miste sin berettigelse. Vi må erkende, at det ellers risikerer at blive en ond cirkel. Hvis vi ikke gør noget ved den ulovlige indvandring, gør vi det sværere for dem, der er udsat for udnyttelse af samvittighedsløse arbejdsgivere, og vi hæmmer også integrationen af de lovlige indvandrere, som allerede er her. Derfor tror jeg, vi må bryde den onde cirkel og finde den balance, hr. Mate talte om.

Med direktivet indføres den europæiske menneskerettighedskonventions relevante bestemmelser i fællesskabsretten. Efter vedtagelsen vil vi kunne anvende Fællesskabets kontrolmekanismer til at kontrollere, om den gældende fællesskabsret bliver overholdt. Hvad enten det gælder prioritering af frivillig tilbagevenden, rettigheder for tilbagesendelsestruede personer med ulovligt ophold, frihedsberøvelse og vilkår, overordnet hensyn til barnets tarv, respekt for familielivet i forbindelse med tilbagesendelse eller overholdelse af princippet om non-refoulement, formindskes gråzonerne med dette direktiv, der således bidrager til en mere effektiv bekæmpelse af den børneudbytning, som tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold udsættes for.

Direktivet forpligter medlemsstaterne til enten at træffe en afgørelse om tilbagesendelse eller tildele en tredjelandsstatsborger opholdstilladelse. Med denne tilgang styrkes retssikkerheden for alle implicerede. Direktivet indebærer således den fordel, at Kommissionen får mulighed for at følge op på dets gennemførelse, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen og jeg som ansvarlig for dette spørgsmål vil påse, at de grundlæggende principper for migranternes rettigheder bliver respekteret. Vi vil specielt bedømme indvirkningen af visse bestemmelser om frihedsberøvelse, indrejseforbud og juridisk bistand.

Som hr. Mate sagde, vil direktivet tvinge medlemsstaterne til at lægge særlig vægt på børns rettigheder. Disse regler skal gennemføres i overensstemmelse med den europæiske menneskerettighedskonvention og FN's konvention om barnets rettigheder. Kommissionen vil meget nøje overvåge, at der tages tilstrækkelig hensyn til disse yderst sårbare personers situation.

Lad mig rette en særlig tak til Manfred Weber, skyggeordførerne og Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender for dette umådelig vigtige arbejde på at nå frem til et direktiv, som jeg tror, sikrer en effektiv kontrol og samtidig lægger stærk vægt på den enkeltes rettigheder.

Kommissionens ambition går ud på at indføre denne sammenhængende europæiske ramme for en tilbagesendelsespolitik, som både er effektiv, overholder lov og ret og er underlagt demokratisk kontrol.

Hvis De tillader det, vil jeg til slut henvise til de tre erklæringer, som indgår i det af medlovgiverne godkendte kompromis i samme form som i bilaget til Deres ordfører, hr. Webers, kompromisændringsforslag.

  Manfred Weber, ordfører. - Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. næstformand! Vi har nu diskuteret dette tilbagesendelsesdirektiv i to et halvt år. Før jeg kommer ind på de konkrete spørgsmål, vil jeg gerne sige tak. Det var et komplekst spørgsmål, et meget følelsesladet spørgsmål, som optager mange mennesker i Europa stærkt, og vi havde en ny procedure, nemlig den fælles beslutningsprocedure. Derfor tak. I LIBE-udvalget fik vi stort flertal for vores forestilling om et seriøst forslag. Vi er i Parlamentet i stand til at nå til enighed. Tak for den fair måde, vi har behandlet hinanden på, og også tak til det slovenske rådsformandskab, som i de to et halvt år har været det første formandskab, som virkelig fik sat skub i debatten.

Nu til sagen. Vi taler ikke om asyl, som det hele tiden bliver hævdet. Asyldirektivet er et andet lovgivningsspørgsmål. Vi taler om de mennesker, som i dag opholder sig illegalt i Europa, millioner af mennesker, som opholder sig illegalt i Europa, og som vi vil hente ud af denne illegale tilstand. Det slaveri, vi har på dette område i dag, skal bringes til ophør i EU. Det sker via legalisering, via en legal opholdstilladelse, men det sker også via tilbagesendelse.

Jeg vil i mit indlæg i dag henvende mig til de medlemmer, som fortsat er skeptiske, som fortsat stiller spørgsmål. Der er f.eks. påstandene i forbindelse med frihedsberøvelsens varighed, som er seks måneder og kan forlænges med yderligere 12 måneder. Så hævdes det, at der er lande, der har 30 dage eller 40 dage. Det Europæiske Råd (indre anliggender) har forpligtet sig til ikke at anvende direktivet som argument for forringelser, og høje standarder skal altså opretholdes. Hvorfor er der ingen, der ser, at vi har ni medlemsstater i EU, som i dag ikke har nogen begrænsning for frihedsberøvelsen? Vi forbedrer situationen i disse stater.

Hvorfor er der ingen, der ser, at vi har skrevet et særskilt kapitel, en særskilt artikel for børn og familier for at fastsætte mindstestandarder? Navnlig for de uledsagede børn, som i særlig grad har brug for vores hjælp. Her har vi defineret mindstestandarder. Hvorfor er der ingen, der ser pligten til at garantere adgang til sundhedsvæsenet, adgang til uddannelsessystemet for børnene? Hvorfor er der ingen, der ser det centrale udsagn i forbindelse med frihedsberøvelsen, nemlig at vi vil holde den så kort som muligt, og at en person kun må frihedsberøves, hvis tilbagesendelsen er retligt mulig? Dvs., at den taktik, der i dag anvendes med at gøre arrestanterne "møre", fremover vil være forbudt i EU.

Hvorfor er der ingen, der ser, at vi har retshjælp, at ngo'erne har aktindsigt, at vi har klagemuligheder? Dette direktiv indeholder store fremskridt. Vi har begrænset antallet af lande, hvortil der kan ske hjemsendelse. Europa-Parlamentet har fået gennemført princippet om frivillig udrejse. Det, som vi i dag ikke har i alle stater, vil altså fremover være et princip. Europarådet har udtalt sig kritisk. Det har jeg læst i aviserne. Alle Europarådets retningslinjer om tilbagesendelse er nu indeholdt i dette direktiv og vil dermed være lov fremover. Så hvorfor kritiserer Europarådet sine egne retningslinjer? Vi opnår store fremskridt med dette direktiv, også med hensyn til det femårige forbud mod fornyet indrejse. Jeg vil bede Dem huske, at Kommissionen havde foreslået, at der skulle være pligt til at udstede et femårigt forbud mod fornyet indrejse. Vi har opnået, at denne forpligtelse nu bliver slettet. Det er lykkedes Europa-Parlamentet at få gennemført en bedre ordning.

Der kommer til at lyde meget kritik igen i dag. Mange medlemmer vil tage ordet og beskrive, hvor forfærdelige tilbagesendelsescentrene er, hvor forfærdelig situation er i disse centre, og hvor umenneskeligt tilbagesendelsen foregår i EU i dag. Det har vi nu diskuteret intenst i to et halvt år, og jeg takker for denne diskussion. Men jeg vil også sige kort og kontant i dag, at enhver, som stemmer imod dette direktiv, imod dette resultat af trilogen, sørger for, at vi ikke gør nogen fremskridt i EU med hensyn til at forbedre disse menneskerettighedsstandarder. Derfor beder jeg om, at vi handler. Netop i lyset af, at borgerne i Irland har afvist den fortsatte europæiske udvikling, kan vi i denne sag for første gang i den fælles beslutningsprocedure dokumentere, at vi er i stand til at handle og ønsker et stærkt og humanitært Europa!

(Bifald)

  Agustín Díaz de Mera García Consuegra, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg begynder mit indlæg med en meget oprigtig lykønskning til min kollega Manfred Weber.

Forslaget til direktiv er et fast og beslutsomt skridt frem mod den nødvendige fælles politik på indvandringsområdet. Direktivet er et absolut nødvendigt juridisk instrument for at beskytte indvandrernes grundlæggende rettigheder og en betingelse for at kunne gøre fremskridt i forbindelse med reguleringen af den lovlige indvandring. Direktivets hovedformål er en frivillig tilbagevenden af de indvandrere, der opholder sig ulovligt i medlemsstaterne, og der stilles de nødvendige midler til rådighed, så deres tilbagevenden til deres respektive lande sker ordentligt og uden omkostninger for dem.

Alternativet, den tvangsmæssige tilbagesendelse, skal kun bruges i sidste instans, og i så fald altid under nøje overholdelse af de grundlæggende rettigheder. Den advokatbistand og sproglige bistand, der stilles til indvandrernes rådighed, og muligheden for at appellere afgørelsen om tilbagesendelse for en hertil oprettet retslig eller administrativ myndighed, er eksempler på den subsidiære karakter, man har ønsket at give tvangsmæssig tilbagesendelsen i forhold til den frivillige tilbagevenden.

Fastsættelsen af en maksimal tilbageholdelsesperiode er et væsentligt element i direktivet. Det er svært at forstå, at der i det nuværende EU findes steder, hvor indvandrerne kan tilbageholdes på ubestemt tid, men der er ingen stater, der kan bruge direktivet til at skærpe deres indvandringslove, især med hensyn til tilbageholdelsesfristerne.

Derudover er der en klar afgrænsning mellem tilbagevenden og asyl. Der fastsættes klare retssikkerhedsgarantier om arrestordren. Den nye artikel 15a fastsætter flere og bedre betingelser for mindreårige og deres familier, og endelige foreslår direktivet muligheden for, at Domstolen får beføjelser på området.

Derfor, hr. formand, og idet jeg endnu en gang påskønner ordførerens, Rådets og Kommissionens indsats, anmoder jeg Dem alle om at støtte direktivet om tilbagevenden.

  Martine Roure, for PSE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Vi forhandler i dag om et af aspekterne ved indførelsen af en europæisk indvandringspolitik, og vi kan allerede konstatere én ting, nemlig at vi opbygger et Europa, som lukker sig inde i sig selv. I stedet burde vi i vores bestræbelser på at bekæmpe ulovlig indvandring indføre værktøjer, som sikrer indvandrere adgang til lovlig indrejse.

Min gruppe kan ikke acceptere det kompromis, som formandskabet og ordføreren møjsommeligt er kommet frem til, ikke fordi vi modsætter os enhver form for europæiske tilbagesendelsespolitik, men fordi vi finder resultatet meget mangelfuldt med hensyn til beskyttelse af grundlæggende rettigheder. Som vi altid har sagt, går vi faktisk ind for et direktiv om tilbagesendelse, fordi vi har set alt for mange rædsler under vores besøg i lejre, som bliver brugt til frihedsberøvelse. Men vi vil ikke have et direktiv for enhver pris. Det påstås, at vi med dette direktiv får mulighed for at bringe folk ud af den ulovlige tilstand. Det er en alvorlig fejlbedømmelse, for dette direktiv fastlægger blot reglerne for, hvordan tilbagesendelsen skal arrangeres og kan på ingen måde bruges til at tildele opholdstilladelse.

Ordføreren mener, at dette kompromis er afbalanceret, fordi det hjemler en række rettigheder. Men de i teksten hjemlede rettigheder, såsom mindreåriges adgang til uddannelse eller adgang til juridisk bistand, er egentlig ikke noget krav.

For øvrigt åbner direktivet ikke mulighed for at forbedre vilkårene for frihedsberøvelse i EU. F.eks. synes indskrænkning af frihedsberøvelsens varighed til 18 måneder at være en forbedring i ni ud af 27 lande. Men tre af disse ni medlemsstater vil ikke blive berørt - Det Forenede Kongerige, Irland og Danmark - for de deltager ikke i dette direktiv. Det vil betyde meget få forbedringer i lande som Malta, hvor de fleste frihedsberøvede er asylansøgere, som ikke er omfattet af direktivet. I Grækenland er det fortrinsvis personer, som er pågrebet under ureglementeret krydsning af en ydre grænse, der bliver tilbageholdt. Og disse personer falder også uden for direktivets anvendelsesområde.

Derfor har Den Socialdemokratiske Gruppe stillet et begrænset antal ændringsforslag, som skal give denne test en menneskelig dimension. Parlamentet skal for første gang behandle bekæmpelse af ulovlig indvandring under den fælles beslutningsprocedure, og derfor er det vores pligt som parlamentsmedlemmer at forsvare en klar lovgivning, der ikke kan gøres til genstand for forskellige fortolkninger i medlemsstaterne eller skal bedømmes af EF-Domstolen. Derfor opfordrer jeg Parlamentet til at bruge alle sine lovgivende beføjelser således, at vi kan vedtage en lovgivning, der forbedrer kårene for frihedsberøvede. Det er vores pligt som parlamentsmedlemmer!

Dette vil ikke fritage os fra at overveje et mere vidtrækkende og mere filosofisk spørgsmål: Er jorden alle menneskers eje? Er der virkelig en del af disse mennesker, som må være henvist til at leve i fattigdom? Tror De ikke, det egentlig er det, det handler om?

  Jeanine Hennis-Plasschaert, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi har haft lange, intensive, komplicerede og hårde forhandlinger med Rådet. Udgangspunktet for de fleste medlemsstater var: Hvordan slipper vi af med dette direktiv, for vi ønsker ikke europæiske standarder om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere, der opholder sig ulovligt i et land? Det var helt klart, at Rådet og Parlamentet havde helt forskellige opfattelser af, hvad et seriøst tilbagesendelsesdirektiv med tilstrækkelige beskyttelsesforanstaltninger skulle omfatte. Parlamentet måtte kæmpe for hvert eneste ord og hvert eneste komma.

Det burde være krystalklart for alle, og især PSE-Gruppen, at kompromispakken indfører regler, hvor vi før ikke havde nogen. De medlemsstater, der har mere gunstige betingelser, bør opretholde dem, eller indføre dem, hvis de ønsker det. De nationale parlamenter har en rolle at spille her i forbindelse med gennemførelsen af direktivet. Derudover sikrede vi også en politisk erklæring fra Rådet om, at dette direktiv ikke vil blive brugt og ikke kan bruges som en undskyldning for at sænke eksisterende standarder. Erfaringen med 10 andre asyl- og indvandringsdirektiver viser, at man kan nære frygt for, at der er en tendens blandt medlemsstaterne til at bruge gennemførelsen af sådanne direktiver som et påskud til at gøre deres nationale lovgivning mere restriktiv, og det må ikke ske.

For øjeblikket eksisterer der ikke nogen EU-lovgivning om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Med vedtagelsen af pakken vil vi få fællesskabskontrolmekanismer. Vi vil få krænkelsesprocedurer, kompetence for EF-Domstolen, rapportering fra Kommissionen, og overvågning fra Europa-Parlamentets side.

Tre års debat har vist, at der ikke er mere spillerum, og det er indlysende, at vi ikke vil opnå yderligere forbedringer i en andenbehandling. Ja, det er uheldigt, det indrømmer jeg, men det er sandt. Rådet vil begynde at udarbejde en liste med mange umulig forslag. Det vil virkelig betyde, at man åbner Pandoras æske.

Det er klart, at det nuværende politiske klima i de fleste medlemsstater ikke vil være nogen hjælp. Så hvordan kan vi få indført fælles regler der, hvor der ikke er nogen for øjeblikket? Hvordan kan vi sikre, at vi får fællesskabskontrolmekanismer? Hvordan kan vi sikre, at Europarådets retningslinjer bliver gjort juridisk bindende for all medlemsstater?

På dette stadie er det grundlæggende spørgsmål, om vi ønsker et direktiv eller ej. Ønsker vi et direktiv, som ikke er perfekt, men som uden tvivl er et skridt i den rigtige retning, eller ønsker vi overhovedet ikke et direktiv, da vi mener, at den nuværende situation er tilfredsstillende?

Selv nu ville mange medlemsstater være lettede, hvis direktivet afgik ved døden takket være Parlamentet. Det er virkelig ironisk, at de parlamentsmedlemmer, som prøver på at ødelægge kompromispakken, rent faktisk hjælper de medlemsstater, som under alle omstændigheder ikke ønsker europæiske foranstaltninger for tilbagesendelse!

Kompromispakken bør opfattes som et meget beskedent, men vigtigt første skridt. Tilbagesendelsespolitikken kan ikke betragtes isoleret, men bør opfattes som en nødvendig del af en samlet indvandringspakke, herunder lovlig indvandring, og asyl. Efter min opfattelse er det nu efter tre års drøftelser og forhandlinger på høje tid, at vi lever op til vores ansvar.

(Bifald)

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke ordføreren for den integritet og åbenhed, han har udvist i disse spørgsmål. Jeg vil også gerne sige tak til mine kolleger. Vi gjorde vores bedste for at finde en fælles holdning. Vi anerkendte, at det er nødvendigt at behandle folk som individer i tilbagesendelsesforløbet, og at der er behov for en retfærdig og rimelig proces og retlig klarhed.

I drøftelserne med Rådet har vi klart set, hvilke mangler der er i visse medlemsstater for deres egne borgere, især når det gælder juridisk bistand, som er helt afgørende, hvis folk skal have adgang til retssystemet og et vist forsvar over for dem, der sidder med magten, men vi har også set, hvor man ikke har effektive systemer, der i tilstrækkelig grad kan repræsentere uledsagede børn og unge. Det voldte visse problemer i drøftelserne med Rådet.

Jeg beklager, at min gruppe efter så lange forhandlinger ikke kan acceptere den holdning, man har forhandlet sig frem til. Det er ikke fordi, at vi i teorien er imod et direktiv, men fordi det helt klart ikke lever op til de standarder, vi fastlagde ved begyndelsen. Hvorfor ikke? Fordi det for os rodfæster mange af de problemer, vi har bekæmpet i vores medlemsstater.

Et af problemerne er frihedsberøvelsens varighed. I det foreslåede direktiv fastlægges der grænser herfor, men vi ved, hvad lange perioder med frihedsberøvelse betyder for folks og børns psykiske helbred. Vi har selv set det, og vi har forskning herom. Vi har set de forhold, som mange mennesker bliver tilbageholdt under, og selv om det foreslåede direktiv gør det klart, at frihedsberøvelsesfaciliteter ikke må være fængsler, så er det for vores vedkommende ikke altid klart, hvad forskellen er mellem disse faciliteter og fængsler.

Vi har også spørgsmål om indrejseforbuddet, og artikel 9 gør det klart, at dette bør være den almindelige regel for alle, som ikke tilbagesendes frivilligt. Det betyder, at medlemsstater, som erklærer sig enige, vil skulle besvare spørgsmål, som f.eks. et spørgsmål fra en person i min valgkreds, Serwa Nouri Yousef, som har flygtningestatus, som er gravid i ottende måned, og hvis mand tvangsmæssigt er blevet tilbagesendt til Irak og nu er meldt savnet. I henhold til dette direktiv ville han også være omfattet af et indrejseforbud. Så hvad sker der med familielivet trods alle påstande om humanitær beskyttelse?

Vi har også spørgsmål om artikel 3, litra c), der omhandler, hvor folk skal sendes tilbage til, og vi føler, at hvis "andre arrangementer" omfatter de metaforiske håndslag, som vi tidligere har været vidne til mellem hr. Berlusconi og hr. Gaddafi, så er dette uacceptabelt, da sådanne aftaler indgås uden om skriftlige offentlige aftaler.

  Andrzej Tomasz Zapałowski, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det problem, vi drøfter her i dag, er i vid udstrækning blevet udløst af EU-medlemsstaterne. Hvis vi ser på de taler, som repræsentanter for visse politiske partier har holdt, partier der er repræsenteret her, kan vi se, at disse kredse tidligere har opfordret til at vedtage en lov om liberalisering af de bestemmelser, der gælder for indrejse af tredjelandsstatsborgere.

I dag hører vi ofte stemmer i Parlamentet, der kræver retlige bestemmelser, der rammer den traditionelle familie og de kristne traditioner i Europa. Det eneste, vi behøver at gøre, er at vente endnu nogle få år, hvor vi så vil høre utallige opfordringer og beslutningsforslag om at redde vores kontinents identitet, fordi det, der engang gjorde Europa til et eksempel for hele verden, nu er ved at uddø.

Forslagets opfordring til at oprette nye kontorer, der skal tage sig af tilbagesendelser, er ikke den rigtige vej frem. Disse opgaver bør udføres af de institutioner, der allerede eksisterer, og som i mange tilfælde allerede er blevet udvidet.

  Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. - (IT) Hr. formand! Dette direktiv er en skændsel og en fornærmelse for Europas retskultur. Det er fuldstændigt uacceptabelt og vil ødelægge den velkomstkultur, vi har haft i flere tusinde år og den Europæiske identitets dybe rødder, der er blevet fæstet i udvisning af gæstfrihed. Direktivet er endnu et monument for Fort Europa, et udtryk for en reaktionær utopi, der prøver på at hindre mænds og kvinders frie bevægelighed.

Retten til mobilitet kan ikke kontrolleres ved at lukke mænd og kvinder inde bag pigtrådshegn eller i beskidte frihedsberøvelsesfaciliteter. Hr. Mate! Vi taler om halvandet år - maksimumsperioden for frihedsberøvelse - ikke et halvt år, som De sagde. Det betyder halvandet år uden at have begået en forbrydelse!

Jeg vil gerne komme ind på, hvad der blev sagt af ærkebiskop Agostino Marchetto fra indvandrerrådet i den italienske episkopale konference. Han sagde, at en person ikke kan gøres til genstand for frihedsberøvelse blot på grund af en administrativ overtrædelse, og at en person ikke kan spærres inde i umenneskelige og uværdige frihedsberøvelsesfaciliteter, som f.eks. dem, som Parlamentets Udvalg om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har besøgt.

Derudover er dette et umenneskeligt direktiv, fordi det indeholder bestemmelser om udsendelse til et transitland. Libyen vil sandsynligvis blive bestemmelsessted for massedeportation af indvandrere. Det indeholder bestemmelser om udvisning af uledsagede mindreårige og forbud mod genindrejse og krænker således systematisk retten til asyl, og retshjælp er ikke obligatorisk. Det er direktivets sande natur.

Endvidere er det et direktiv, der påtvinges af regeringerne. I Parlamentet har vi oplevet Rådets diktatur, hvor Rådet sagde til Parlamentet: "Slug det eller lad være", og endog kom med trusler mod tanken om enhver form for fortsættelse af indvandringsdebatten. Europa-Parlamentet underkaster sig passivt denne afgørelse. Jeg opfordrer Europa-Parlamentet til at tænke på sin værdighed. Dette er ikke fælles beslutningstagning. Det, vi gør her, er at give Rådet samtykke. Sandheden er, at regeringerne ønsker at udløse de 700 millioner euro i Tilbagesendelsesfonden med det samme. Det er direktivets sande natur.

Men det, vi bør gøre, er at lytte til samfundet, til folk uden for Parlamentet, tredjelandes statschefer, Amnesty International, kirkerne, den europæiske episkopale konference, fagforeningerne og Europarådet. De fortæller os alle, at vi ikke bør vedtage dette direktiv. Selv FN's højkommissær for flygtninge, som i henhold til Amsterdamtraktaten bør høres i alle spørgsmål om asyl og indvandring, som behandles i Kommissionen, fortæller os, at vi ikke bør vedtage dette direktiv.

Sådanne repressive politikker er den virkelige grund til EU's største tragedie: dødsfaldene på havet. I går døde 150 mennesker, og i de sidste 10 år har vi set 12.000 sådanne dødsfald. EU skæmmer sig selv med en uacceptabel forbrydelse, og dette direktiv gør det endnu mere medskyldig i de drab, der har gjort Middelhavet til en kirkegård. Det ville nok være en god idé som en hyldest til disse martyrer ikke at vedtage dette direktiv.

  Hélène Goudin, for IND/DEM-Gruppen. - (SV) Hr. formand! Når alle døre er lukkede, tager man bagvejen. Tusindevis af mennesker prøver hvert år at komme ind i EU, som bygger højere og højere mure omkring sit område. Disse forsøg blive mere og mere desperate, og medierne fortæller regelmæssigt om, hvor mange der har betalt med deres liv.

Drøftelsen i dag handler om dem, som det lykkedes for at komme ind, og som vi nu vil smide ud. Mange menneskerettighedsorganisationer kritiserer det foreslåede direktiv, herunder Caritas og Amnesty International. Vi må lytte til deres advarsler, da det foreslåede direktiv er et brud på menneskerettighederne.

Der bliver ikke tilført nogen europæisk merværdi, når vi beslutter, at personer, der ikke har begået nogen forbrydelse, kan blive genstand for frihedsberøvelse i op til halvandet år. Længere varighed for frihedsberøvelse vil ikke føre til, at flere mennesker tager tilbage. Det er blot en umenneskelig og dyr løsning på et komplekst spørgsmål. Følgerne af et genindrejseforbud på op til fem år vil være en stigning i den ulovlige indvandring. Desperate mennesker vil blive tvunget til at ty til menneskehandlere, og vi vil komme til at høre mere og mere om de ulykker, flygtninge kommer ud for, og det vil så igen afføde had mod vores del af den vestlige verden.

Menneskerettighedsorganisationerne har advaret os. Nu er det op til os at stå fast og forsvare menneskerettighederne, og gøre det på nationalt plan.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Det foreliggende tilbagesendelsesdirektiv har givet anledning til hysteriske reaktioner fra de politisk korrekte venstreorienterede meningsdannere. Det vidner om situationens alvor. Der savnes helt og aldeles beslutsom optræden, når det gælder tilstedeværelsen af millioner af illegale indvandrere, som udgør en sand svøbe. Undskyld, men der er ikke tale om noget tilbagesendelsesdirektiv. Ved direktivet forpligtes medlemsstaterne sågar til at stille gratis juridisk bistand til rådighed for illegale indvandrere, som ønsker at anfægte udvisningen. Ydermere vil direktivet indebære, at mindst syv medlemsstater må ændre deres forskrifter for frihedsberøvelse og afkorte dennes varighed.

Endvidere fremstilles det i direktivet, som om der er tale om to stort set sidestillede valgmuligheder - enten udvisning eller legalisering. Det fremstilles, som om der er tale om et neutralt valg, til trods for at den massive legalisering i forskellige medlemsstater i de seneste år har virket som en magnet og også har belastet de øvrige europæiske lande hårdt.

Kort sagt ville jeg ønske, der var tale om et egentligt tilbagesendelsesdirektiv, som en gang for alle ville sætte en stopper for tiltrækningen af illegale indvandrere. Det er beklageligvis ikke tilfældet. Jeg er endog langtfra sikker på, at der er tale om det første lille skridt i den rigtige retning.

  Simon Busuttil (PPE-DE). - (MT) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at takke min kollega hr. Weber for hans meget nyttige arbejde med denne lovgivning og det kompromis, som det er lykkedes os at nå frem til. Resultatet af folkeafstemningen i sidste uge i Irland viser, at folk føler, at EU ikke tager deres bekymringer tilstrækkeligt alvorligt, og hvis vi også ser på de forskellige undersøgelser, som f.eks. Eurobarometer, kan vi konstatere, at indvandring hører til de europæiske borgeres største bekymringer. EU's borgere ønsker mere fra Europa, ikke mindre, men det svar, vi hidtil har givet dem, er ikke godt nok.

EU vil derfor ikke blive taget alvorligt på indvandringsområdet, hvis man ikke viser, at man er i stand til at komme med klare og effektive løsninger på dette område. Hvad er udgangspunktet for dette direktiv? Udgangspunktet er, at det gælder for alle med ulovlig status. Hvis man har ulovlig status, kan svaret kun være, at man skal tilbage til det sted, man kom fra. Det er formålet med denne lovgivning, og alle dem, der stemmer imod det, vil udsende det budskab, at illegale kan blive, og at vi accepterer det. Det er ikke og burde ikke være acceptabelt.

For dem, der må sendes tilbage, fastsætter dette direktiv en række forskellige betingelser om frihedsberøvelse, behandling, magtanvendelse, sundhedstjenester og andre faktorer. Det er ikke perfekt, men det er et godt kompromis, som kan bringe os videre. Vi ønsker at vise, at vi er i stand til at give et svar på dette kompromis.

  Claudio Fava (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Tillad mig at henvende mig til Rådet, for det er ikke vores direktiv eller Kommissionens forslag, vi drøfter, men den måde, hvorpå Rådet har tømt det for enhver mening.

Dette direktiv afspejler den generelle retning for indvandringsdebatten i Europa. Det faktum, at det er blevet enstemmigt vedtaget i Rådet, mindsker ikke, men snarere styrker, dets budskab. Det er et budskab, der taler til os om et Europa bygget på mistillid. Spørgsmålet er ikke, om det er tilrådeligt at vedtage et direktiv, der giver os et fælles system. Spørgsmålet er, hvad dette direktiv bestemmer.

Dagen efter, at 150 illegale indvandrere druknede i Middelhavet, beder De os om at fortælle de overlevende, at fra og med i morgen vil de, som allerede befinder sig i vores lande, blive mødt med en bestemmelse om op til halvandet års frihedsberøvelse. Vi godkender et ødelæggende retligt princip, som giver mulighed for at frihedsberøve en person i op til halvandet år gennem en administrativ foranstaltning, og uden at der er begået en forbrydelse. Det ville vi aldrig tolerere i vores lande, hvis det drejede sig om en europæisk borger, men vi tillader det og støtter det for ulovlige indvandrere.

Vores gruppes 18 ændringsforslag, der genindfører tegn på politisk civilisation i dette forslag, er et forsøg på at genindføre lovgivningsmæssig værdighed til en foranstaltning, som efter vores opfattelse er ydmygende ikke kun for EU, men også for vores medlemsstater. Hvis de ikke bliver vedtaget, er der mange, der vil stemme imod, og også jeg.

Jeg tror ikke, at der er bred enighed, hr. Weber. Der er ikke enighed om de beføjelser og vurderingsmuligheder, som vi giver vores lande om den måde, hvorpå de vigtigste punkter i dette direktiv skal behandles. Vores Parlament er ikke vogter af abstrakte regler. Det er et Parlament, som i henhold til traktaterne har pligt til at beskytte bestemte principper, bestemte retlige principper og politisk civilisation. Rådet beder os om at give afkald på disse principper for at kunne handle hurtigt. Vi mener, at det drejer sig om en grundlæggende misforståelse. De beder os ikke om at handle hurtigt, De beder os om at handle forkert, forkert for indvandrerne, forkert for Europa, forkert for vores medlemsstater, og det er et ansvar, vi ikke ønsker at dele med Dem.

  Gérard Deprez (ALDE). - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vores forhandling i dag drejer sig tydeligvis om et meget vanskeligt emne, som splitter Parlamentet, og samtidig om et meget følsomt - om ikke tragisk -emne, eftersom det kan få alvorlige konsekvenser for levevilkårene eller endog livsbetingelserne for mennesker, der ønsker at komme til Europa, selv ulovligt, for at søge en fremtid, som deres eget land ikke kan tilbyde dem.

Jeg vil ikke gentage det, andre talere allerede har sagt, men blot fremhæve fire præcise punkter.

Det første gælder min kollega og ven, Giusto Catania. Det er uretfærdigt, Giusto, at tale om fæstning Europa, som om Europa ikke lod nogen komme ind på dets territorium, og som om millioner af menneskers elendighed var Europa ligegyldigt. Ifølge de officielle tal kommer mellem 1,5 og 2 millioner indvandrere hvert år lovligt ind på EU's område enten ved legalisering af deres ophold, ved familiesammenføring eller ved tildeling af status som politiske flygtninge. Dvs., at hvis vi fortsætter i det tempo i 30 år - og det har jeg intet imod - vil der rejse mellem 45 og 60 millioner lovligt ind på EU's område.

For det andet er dette direktiv, selv om det har en række mangler - og det indrømmer jeg gerne - ikke en forordning, men nærmest et rammedirektiv, som giver det enkelte land råderum til selv at vurdere - bortset fra de fastsatte minimumskrav og grænser, som skal overholdes. Det giver hver enkelt medlemsstat mulighed for at have en lovgivning, der svarer til, hvad landets demokratiske flertal beslutter. Desuden er det bestemt, at Kommissionen aflægger rapport til Parlamentet hvert tredje år og kan foreslå ændringer. Læs direktivet!

Det tredje punkt er en bemærkning til visse socialdemokratiske venner: Hold op med at komme med alt for usande påstande. Direktivet gør ikke frihedsberøvelse til reglen. I direktivets artikel 14 foreslås mulighed for frihedsberøvelse i nærmere fastsatte tilfælde, som desuden er underkastet en yderst streng retslig kontrol. Læs artikel 14, stk. 2. Altså er det en usand påstand at hævde, at frihedsberøvelse er reglen, som medlemsstaterne skal rette sig efter. Lad være med at bringe opinionen i oprør. Der er reelle problemer nok til, at vi ikke behøver opdigte fiktive problemer.

Min fjerde og sidste bemærkning er møntet på Manfred Weber og PPE-Gruppen. Trods alle de mangler, som jeg erkender, vil jeg stemme for direktivet, men jeg beder PPE-Gruppen om ikke at bruge proceduremanøvrer for at forsøge at løse problemer, som i grunden er politiske, og som kan splitte Parlamentet. Uanset hvad udfaldet af Parlamentets afstemning her i formiddag bliver, mener jeg, det bør respekteres.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Der er et spørgsmål, som virkelig plager mig. Hvorfor har ordføreren, hr. Weber, besluttet at fornægte Europa-Parlamentets beføjelser og gøre sit yderste for at få os til at godkende Rådets fælles holdning - som for øvrigt er fuldstændig uacceptabel med hensyn til indholdet - ved førstebehandlingen, når vi i forvejen har svært ved at overbevise borgerne om fordelen ved at styrke Parlamentets beføjelser? De må forklare os hvorfor, hr. Weber.

Jeg håber virkelig, kollegerne i morgen vil leve op til de europæiske borgeres forventninger og vise, at Parlamentet er garant for beskyttelse af menneskerettigheder og EU's værdier. Hvorfor? Jeg mener ikke, vi kan tillade, at uledsagede mindreårige spærres ind og udvises til lande, som de ingen tilknytning har til, og hvor de hverken har familie eller retslig repræsentant. Under alle omstændigheder er det afgjort en krænkelse af respekten for barnets tarv. Jeg tror heller ikke, vi kan acceptere, at migranter i 18 måneder udsættes for traumatisk og ødelæggende indespærring uden nogensinde at have begået en strafbar handling. Det er utilladelig frihedsberøvelse, hvilket det også betegnes som i EF-Domstolens retspraksis. Vi kan heller ikke acceptere, at migranter under henvisning til en eller anden genindrejseaftale udsendes til lande, de ingen tilknytning har til, og hvor vi, hr. Weber og hr. Deprez, ikke har nogen mulighed for at sikre deres fysiske og psykiske integritet. Vi har ingen mulighed for at garantere princippet om non-refoulement, selv om det står med store bogstaver i Deres tekst.

Jeg opfordrer derfor alle mine kolleger til i morgen at forkaste det, der i den sidste ende blot er en forlængelse af medlemsstaternes repressive og kortsynede politikker. Europa har brug for andre ambitioner for international immigration.

  Roberta Angelilli (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Formålet med dette tilbagesendelsesdirektiv er efter min mening ganske kort at gøre udvisninger sikre og afskrække ulovlighed og udnyttelse. Derfor vil jeg gerne takke ordføreren for hans fremragende arbejde, som dannede grundlag for det kompromis, vi nåede frem til med Rådet.

Teksten er afbalanceret og baseret på nogle grundlæggende antagelser: endelig at få en fælles indvandringspolitik. Det har vi talt om længe - alt for længe. Det betyder, at vi får fælles regler, og det er afgørende for, at vi til fulde kan beskytte lovlige indvandreres rettigheder, som udgør en meget positiv ressource, forudsat at vi forholder os ubøjeligt til ulovlig indvandring.

Der er visse andre vigtige punkter, som jeg især gerne vil fremhæve. For det første tilskynder man til frivillig tilbagevenden, der fastlægges hurtigere frister for tilbagesendelse, hvis der består en flugtrisiko, eller hvis den pågældende udgør en fare, og først og fremmest bliver der fastlagt en fast varighed for ophold i frihedsberøvelsesfaciliteter, mens man foretager den nødvendige efterforskning. Det er et ikke ubetydeligt resultat. Jeg vil gerne understrege, som også mange af mine kolleger har sagt, at det indtil nu stod alle medlemsstater frit for, om de ville begrænse opholdets længde.

Man bør også være særlig opmærksom på menneskerettighederne, især for sårbare personer og mindreårige, og man må tage hensyn til barnets tarv. Det er et revolutionerende element, som tager højde for, hvad der rent faktisk sker i frihedsberøvelsesfaciliteter.

Og til sidst vil jeg gerne nævne genindrejseforbuddet, der gælder i hele EU. Jeg mener, at disse fælles regler er retfærdige og gennemsigtige og kunne være et led i en strategi, eller en integrationspagt, som det blev sagt af den næste formand for Rådet, en strategi som ville styrke kontrollen ved EU's ydre grænser, som ville udarbejde en ny asylpolitik, som ville sætte nyt skub i det diplomatiske samarbejde, men også først og fremmest i udviklingssamarbejdet.

Og endelig må Europa påtage sig sit ansvar i forbindelse med en europæisk kodeks for integration af lovlige indvandrere. Europa bør være autoritativ og troværdig og blive et rettighedernes Europa, hvor reglerne overholdes. Det er vores pligt at vedtage denne tekst, som naturligvis kan forbedres ydeligere. Alt kan forbedres. Under alle omstændigheder kan medlemsstaterne gøre det, men efter tre år ville det være frygteligt at forhale det yderligere i måneds- eller årevis for at prøve at nå frem til et nyt lille bitte kompromis, som under alle omstændigheder altid vil blive opfattet som et tilbagekridt. Mens vi lever i vores forgyldte verden, som jo består af små kompromiser, er der mange mennesker, der bliver udnyttet, som dør på en grusom eller umenneskelig måde, sådan som det skete i går i Italien. Lad os se mere ansvar og færre ord!

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). - (SV) Hr. formand, mine damer og herrer! På fredag er det den internationale flygtningedag, hvor opmærksomheden vil være fæstnet på flygtninges situation i verden. Hvis vi vedtager hr. Webers betænkning, vil det være et kynisk skridt i den forkerte retning, og det er grunden til, at GUE/NGL-Gruppen vil stemme imod betænkningen. Vi er imod at bygge Fort Europa. Følgerne af forslagene i hr. Webers betænkning er, at EU ikke blot vil bygge højere og højere mure mod flygtninge, men man vil også låse porten og smide nøglen væk.

I stedet for at underminere menneskerettighederne burde EU-landene genoprette flygtninges rettigheder i henhold til flygtningekonventionen for at skabe lovlige midler til at komme ind i Europa og for at sikre i det mindste en grundlæggende respekt for menneskerettighederne. Hverken tredjelandes eller medlemsstaternes borgere burde være udsat for krænkelser af den personlige frihed eller få fængselsdomme for administrative overtrædelser.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Dette forslag ville gøre det meget vanskeligere at fjerne ulovlige indvandrere og sende dem tilbage til deres egne lande. I hvilket omfang vil det berøre Det Forenede Kongerige og i særdeleshed min valgkreds, London? London bærer allerede en uforholdsmæssig stor byrde af lovlige og ulovlige indvandrere og asylansøgere. Det er blevet sagt, at Storbritannien ikke er med i dette område af fællesskabsretten, og at det derfor ikke vil berøre os, men er det sandt?

Når ulovlige indvandrere har fået lov til at blive i en medlemsstat, kan de rejse til andre EU-medlemslande. De kan kun holdes ude, hvis de udgør en faktisk trussel for sikkerheden, folkesundheden eller offentlig politik. Og jeg gad vide, hvem der i Det Forenede Kongerige vil håndhæve det. Det britiske indvandrings- og asylsystem er totalt kaotisk. Hvis Storbritannien virkelig har fravalgt denne lovgivning, så har europæiske ulovlige indvandrere måske ikke adgang ad hoveddøren, men dette forslag giver dem nøglen til bagdøren.

Så er der naturligvis hele spørgsmålet om Lissabontraktaten og chartret om grundlæggende rettigheder. Ville menneskerettighedslovgivning kunne bruges til at gennemtvinge dele af dette forslag i Storbritannien? Hvem ved? For det vil ikke blive afgjort hverken af den britiske regering, parlament eller de britiske domstole, men af EF-Domstolen.

  Roberto Fiore (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne benytte mig af lejligheden til at protestere mod næstformand Barrots ukloge og uforklarlige ord i går om muligheden for at betragte ulovlig indvandring som en skærpende faktor i kriminalsager, sådan som den italienske regering har foreslået. Jeg tror ikke, det har nogen hjemmel i loven, og det ville i hvert fald ikke blive positivt modtaget af offentligheden.

Til Weber-betænkningen vil jeg gerne sige, at jeg mener, at ulovlig indvandring ipso facto indebærer den mulighed, at folk vil flygte. Det er temmelig klart, at en indvandrer, der er kommet ulovligt ind i landet, er tilbøjelig til at flygte. Jeg vil også gerne sige, at det er nødvendigt, at Kommissionen og Parlamentet overvejer betydningen af, at det i sidste instans bliver de lande, som indvandrerne kommer fra, som betaler - i Italiens tilfælde er det f.eks. Libyen. Disse lande burde betale de kæmpestore omkostninger, som illegal indvandring forårsager for øjeblikket.

  Urszula Gacek (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hr. Weber fortjener i sandhed, at vi gratulerer og takker ham for det hårde arbejde, han har lagt i behandlingen af dette komplekse, følelsesladede og følsomme emne.

Formålet med tilbagesendelsesdirektivet er at indføre grundlæggende fælles standarder for behandling af ulovlige indvandrere. Her har man lagt særlig vægt på menneskerettighedsaspektet.

Vi er fuldt ud klar over, at ulovlige indvandrere er ofre to gange. For det første bliver de narret i deres hjemland, hvor de ofte betaler deres livs sparepenge og mere for at sikre sig transport og arbejde i EU. Men i stedet for at finde et slaraffenland, oplever de, at de er nutidens slaver i Europa. Hvis de bliver grebet i Unionen, bliver de ofte fængslet, og indtil dette direktiv træder i kraft, vil de være genstand for frihedsberøvelse i lange perioder, mens man behandler deres sag.

I henhold til direktivet vil man tilskynde til frivillig tilbagevenden, og frihedsberøvelse vil kun være tilladt i tilfælde, hvor der er en klar trussel om, at den ulovlige indvandrer vil flygte, eller i andre berettigede tilfælde. Der fastlægges en maksimumsfrihedsberøvelsesperiode, den juridiske beskyttelse - især for særligt sårbare grupper - styrkes, og ngo'er vil få adgang til de så stærkt kritiserede frihedsberøvelsesfaciliteter. Det betyder, at de vil være underlagt større kontrol, og det vil også sikre mere service og støtte til de tilbageholdte.

Jeg har et forslag til mine kolleger, som har talt imod dette direktiv. I denne uge kunne de måske efter afstemningen i stedet for at afgive forklaring i en sal, som bliver mere og mere tom, om hvorfor de stemte imod, forklare det direkte til de ulovlige indvandrere, som ikke har nogen beskyttelse i mange lande, og som bliver berøvet deres frihed på ubestemt tid og uden retshjælp. Måske kan de fortælle dem, at de stemte imod direktivet, fordi de ønskede at forsvare deres interesser.

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand! Jeg er dybt bekymret over, at Rådet i tre år har blokeret for fremskridt ved at strides om bestemmelser. Disse bestemmelser vedrører beskyttelse af grundlæggende rettigheder, herunder ulovlige indvandrers rettigheder, og det bør derfor ikke være noget, man kan forhandle om. Der er derfor noget, der står meget galt til i visse europæiske regeringer.

I Europa bør det være et absolut krav, at ingen kan berøves deres frihed i halvandet år, især hvis det ikke skyldes noget, de har gjort eller ikke gjort, men fordi myndighederne i deres oprindelsesland, og det er ikke deres fejl, nægter at samarbejde om deres udvisning. Det bør være et absolut krav, at når den største repressive foranstaltning, som fængsling er, bliver bestemt for ethvert af vores stakkels medmennesker, så må de uden undtagelser og uden huller i loven i det mindste have ret til retshjælp og en dommers afgørelse om deres fængsling. Det bør være et absolut krav, at uledsagede mindreårige ikke udvises til tredjelande. Hvis de ikke i sidste ende kan vende tilbage til deres land, så lad os beholde dem og beskytte dem her i Europa. Samtidig bør europæisk solidaritet også være et absolut krav. De lande, især i Syden, som har den største tilstrømning af indvandrere, burde få betragtelig økonomisk hjælp fra andre lande, således at de vil kunne sikre de førnævnte menneskerettigheder. Det er ikke nok med vage erklæringer om en mulig fremtidig støtte.

Men til trods for ordførerens og skyggeordførernes seriøse bestræbelser her i Parlamentet, er disse selvindlysende krav ikke desto mindre blevet til forhandlingspunkter i Rådet. Det er klart, at slutresultatet til en vis grad er positivt, især når det drejer sig om lande, som ikke for indeværende giver nogen som helst beskyttelse. I forbindelse med visse nøglepunkter har disse samme lande imidlertid påtvunget de andre et kompromis, som er den laveste fællesnævner. I mange henseender er det yderst problematisk og tvetydigt, fordi håndhævelsen af disse bestemmelser er overladt til regeringerne, som har vist manglende forståelse her, hr. Deprez!

Dette er en harmonisering, som i sidste ende ikke harmoniserer eller lever op til de grundlæggende europæiske principper og værdier.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Alexander Alvaro (ALDE). - (DE) Fru formand! Tak til ordføreren Manfred Weber. Jeg håber, han vil tilgive mig og navnlig min gruppefælle Jeannine Hennis-Plasschaert, som gennem de sidste tre år sammen med de øvrige ordførere har ført denne vanskelige proces gennem urolige farvande og ind i smult vand.

Jeg vil gerne sige her, at jeg opfatter det som en frækhed og som uværdigt at knytte de tragiske dødsfald i Middelhavet sammen med dette direktiv, de to ting har sagligt intet med hinanden at gøre. Det går ikke an. Dette direktiv skaber retssikkerhed for mennesker de steder, hvor den ikke findes. Den vil forbedre de menneskers skæbne, som i dag lever under uværdige betingelser, som ikke ved, hvornår de bliver sendt tilbage til deres oprindelseslande, og som ikke har adgang til retslig kontrol. Det er mindstestandarder for 27 medlemsstater. Men for en tredjedel af medlemsstaterne, som slet ikke har nogen standarder, er det bedre end det, der findes i dag. Det er første skridt til en højst tiltrængt fælles asylpolitik og til respekt for menneskers værdighed i hele Europa. Alle, som ønsker at tage disse første skridt sammen med os, bør være sig deres ansvar bevidst og stemme for denne betænkning.

  Pierre Jonckheer (Verts/ALE). - (FR) Fru formand! Som svar på det forrige indlæg skal jeg oplyse, at jeg personligt er tilhænger af denne gamle europæiske tanke om harmonisering, som betyder fremskridt, dvs. harmonisering opad. Derfor spekulerer jeg over grunden til at afvise en tilpasning til de mest beskyttende standarder for disse mennesker i nød. Jeg tror, det bør understreges, at Rådets erklæringer ikke har juridisk bindende værdi, og hvis vi er så bevidst om risikoen for tilpasning nedad, bør der indføjes en retlig mekanisme i selve direktivets tekst. Jeg tror også, at det for at hjælpe de dårligt stillede lande - navnlig økonomisk - med hensyn til juridisk bistand er nødvendigt at oprette en europæisk solidaritetsfond.

Jeg vil gerne komme med en bemærkning mere om proceduren. Vi står i en situation, hvor den fælles beslutningsprocedure omgås, hr. Barrot. Jeg er et ud af 780 parlamentsmedlemmer. Det er det eneste tidspunkt, jeg har lejlighed til at udtrykke mig i dag og stille ændringsforslag, og hvis vi ikke ønsker, at tilbageholdelse er reglen, hr. Deprez, så læs ændringsforslag 82 eller 95, hvor det f.eks. forklares, hvad der forstås ved flugtrisiko. Læs ændringsforslag 79 og 98, hvor det fremgår, på hvilke betingelser uledsagede mindreårige kan udvises fra Unionens område. De stillede ændringsforslag er tænkt som en forbedring af teksten, og jeg mener ikke, Parlamentet bør komme med en næstensamstemmende udtalelse, sådan som det faktisk er tilfældet i øjeblikket.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Den europæiske indvandringspolitik har en grundlæggende fejl: Dens eneste udgangspunkt er forsvar af menneskerettighederne, hvor det derimod er nødvendigt at tænke på folks rettigheder, deres frihed, deres sikkerhed og deres ret til ikke at blive invaderet.

Med sine idealistiske ændringsforslag fremlægger venstrefløjen en politik, som ikke er en politik, for tilbagesendelse af ulovlige indvandrere. Den Europæiske Ombudsmandsinstitutions holdning er ren demagogi. Ønsker vi også at give de ulovlige indvandrere ombudsmanden? En seriøs politik er en politik, der bekæmper globaliseringens interesser, som ønsker at rive folk op med rode fra deres hjemegne, fordi de betragter dem enten som varer eller slaver eller nye forbrugere. Det er vi imod

Hvis Middelhavet er en kirkegård, ligger det moralske ansvar hos dem, som åbnede portene for ulovlige fartøjer. Vi har altid f.eks. fra Lampedusa fordømt denne grove menneskehandel. Det er en skændsel. Hvis venstrefløjens ændringsforslag bliver vedtaget, er den europæiske politik om indvandreres tilbagesendelse færdig, før den er begyndt.

  Athanasios Pafilis (GUE/NGL). - (EL) Fru formand! Direktivforslaget er uacceptabelt og skjuler kynisk EU's og dets politiks sande umenneskelighed.

De lovgiver om halvandet års frihedsberøvelse for stakkels indvandrere, herunder mindreårige, i koncentrationslejre, hvor levevilkårene kaster skam over den menneskelige civilisation. De forbyder også genindrejse, endog lovlig indrejse, i EU i yderligere fem år. Frivillig tilbagevenden er et absolut bedrag, da det udgør intet mindre end tvang. De fortæller dem, at de enten må forlade landet frivilligt eller gå i fængsel og derefter blive udvist efter halvandet år.

De truer dem, der er ofre for Deres egen politik, som om de var forbrydere. De bomber Afghanistan og klager over flygtninge. De udplyndrer landene i den tredje verden og klager over økonomiske indvandrere, som får kapitalisternes pengepunge til at bulne.

Med disse nye foranstaltninger vil De bl.a. øge slavehandlernes og smuglerringenes profit, for jo skarpere foranstaltningerne er, jo højere vil priserne være. De vil gøre situationen endnu værre for indvandrere og andre arbejdstagere, som vil være tvunget til at arbejde uden rettigheder under disse nye tvangsforanstaltninger, der er baseret på truslen om udvisning.

De kan være sikre på, at arbejdstagere, hvad enten de kommer fra tredjelande eller er europæiske statsborgere, ikke vil acceptere disse foranstaltninger.

  Carlos Coelho (PPE-DE). - (PT) Fru formand, hr. Barrot, mine damer og herrer! Har vi brug for en europæisk politik på disse områder eller ej? Vi siger normalt alle ja. Hvordan forholder vi os til dette spørgsmål? Der er et stort flertal i Parlamentet, som mener, at vi bør regulere lovlig indvandring og bekæmpe ulovlig indvandring.

Som kommissær Barrot allerede har sagt, er tilbagesendelsespolitikken et afgørende led i denne strategi. Vi har et direktiv om minimumsstandarder. Ønsker vi mere? Ønsker vi bedre standarder? Jeg er sikker på, at vi alle ønsker bedre standarder, men vi stødte mod Rådets ubøjelighed. Det politiske spørgsmål er derfor, om det er bedre at have minimumsstandarder eller ingen standarder overhovedet.

Det er efter min mening bedre at have minimumsstandarder, og jeg vil gerne gratulere min kollega hr. Weber med hans arbejde og de forhandlinger, han har ført.

Lad mig komme med to specifikke eksempler. Jeg vil først nævne genindrejseforbuddet, der er fastsat til fem år. Jeg er sikker på, at andre ville foretrække andre varigheder, men der er for øjeblikket medlemsstater, der ikke har nogen restriktioner, som f.eks. Østrig, Danmark og Frankrig.

For det andet vil jeg nævne frihedsberøvelse. Ni medlemsstater har ikke nogen maksimumsperiode for frihedsberøvelse. Kun seks har kortere varigheder end dem, der er fastlagt i direktivet. Et af disse seks lande er mit land, Portugal, som har fastlagt en periode på to måneder, og som allerede har sagt, at man vil holde fast ved det. Med andre ord har man ikke til hensigt at bruge direktivet til at mindske standarderne.

Til sidst vil jeg gerne understrege det, der allerede er blevet sagt af kommissær Barrot om børn. Her må vi være særligt forsigtige og sikre, at direktivet bliver anvendt humant.

  Javier Moreno Sánchez (PSE) . - (ES) Fru formand! Mine damer og herrer, dette direktiv er et skridt fremad mod en fælles indvandringspolitik. Det er et nødvendigt skridt, der fra nu af skal ledsages af andre tiltag inden for rammerne af en overordnet europæisk tilgang.

Vi skal udvikle lovgivningsmæssige og finansielle instrumenter, der på håndfast vis gør det muligt for os at åbne vores døre for de lovlige indvandrere og fremme deres integration i vores samfund. På samme måde skal vi lukke adgangen for den ulovlige indvandring og det ulovlige arbejde og bidrage til at afvikle de mafianetværk, der bedriver menneskehandel.

Alt dette kan vi kun opnå i nært samarbejde med oprindelses- og transitlandene. Vi opfordrer derfor Kommissionen til udnytte sin initiativret, og vi anmoder Rådet om snarest muligt at vedtage alle de direktiver, der er på tegnebrættet, for uden en række overordnede foranstaltninger kan borgerne ikke forstå dette direktiv. Dets formål er at tilnærme 27 forskellige lovgivninger for at sikre effektiviteten i forbindelse med tilbagesendelsesprocedurerne samt værdigheden af og respekten for indvandrernes grundlæggende rettigheder.

Socialdemokraterne ønsker med disse ændringsforslag at tilnærme direktivet de mest avancerede og garantisikrende lovgivninger. De spanske socialdemokrater lægger særlig vægt på beskyttelsen og hensynet til de mindreårige, og vi beder om, at de får adgang til uddannelse og bliver modtaget på specialiserede modtagelsescentre. Vi ønsker ligeledes at fremme den frivillige tilbagevenden og styrke procedurens retssikkerhedsgarantier.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke for forkastelsen af ordføreren, Manfred Webers, forslag, der forsøgte at skyde genvej i forbindelse med proceduren, hvilket ville have svækket Europa-Parlamentets medbestemmelsesret og troværdighed.

I vore dage har vi brug for et stærkt Parlament, der påtager sig sit ansvar.

  Sarah Ludford (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg har ingen problemer med at stemme for dette direktiv, ikke fordi det er perfekt, men fordi det højner standarderne i nogle medlemsstater. Og det er ironisk, at dette direktivs værdi netop ligger i den kendsgerning, at Det Forenede Kongerige ikke deltager i det. Man ønsker ikke at være forpligtet af direktivets højere standarder, ikke mindst varigheden og betingelserne for frihedsberøvelse, som f.eks. at indvandrere skal holdes adskilt fra dømte forbrydere, hvilket ikke altid sker i Det Forenede Kongerige for øjeblikket, og at tvangsforanstaltninger skal være proportionelle og overholde grundlæggende rettigheder og individets værdighed, som alt sammen er værdifulde elementer i denne tekst.

Vi har set en masse fejlinformationer, og jeg er ked af, at der var nogen, der fejlunderrettede Bolivias præsident, som havde en artikel i den britiske avis The Guardian i går. Standardvarigheden for frihedsberøvelse er ikke halvandet år. I direktivet står der, at fristen ikke må overstige seks måneder bortset fra tilfælde, hvor tilbagesendelsen til trods for medlemsstaternes rimelige bestræbelser vil komme til at vare længere på grund af manglende samarbejde fra den pågældende persons side, eller fordi der er forsinkelser med at få dokumentation fra et tredjeland.

Jeg mener, at disse bestemmelser er særdeles nyttige, fordi de tager hensyn til barnets tarv, familielivet, sundhedstilstanden, non-refoulement-princippet, og indeholder særlige foranstaltninger for uledsagede mindreårige, og jeg mener, de vil hjælpe indvandrere, der er under trussel om tilbagesendelse. Bestemmelserne om grunde for frihedsberøvelse og appel og domstolsprøvelse er afgørende. Det er min hensigt at støtte dette ufuldstændige, men nødvendige direktiv, men jeg må understrege, at det kun er en del af billedet. Vi må have et retfærdigt system for accept af flygtninge og en ordentlig politik for lovlig indvandring.

  Willy Meyer Pleite (GUE/NGL). - (ES) Fru formand! Mine damer og herrer, det er en skamplet at forsøge at deportere mere end 8 millioner mennesker på baggrund af tallet over administrative tilbageholdelser.

Hvis man træffer denne beslutning, som desværre vil blive truffet, er det slut med et Europa med garantier. Vi er mange europæiske borgere, der er blevet udsat for administrative tilbageholdelser under diktaturerne. Det er dette begreb, der vil være fremherskende ved deporteringen af 8 millioner mennesker.

På den måde knæsætter vi det usolidariske Europa. De medlemsstater, der ønsker at genoplive dette begreb, er de samme stater, der - for første gang - i dette regnskabsår har nedsat deres bistand til det internationale samarbejde.

Vi vil ikke kunne opfylde milleniumsmålene, og det bliver vores bidrag til sulten og fødevarekrisen, det gamle Europa med de solidariske værdier. Deportation af otte millioner mennesker uden nogen form for garantier: Det er skammeligt!

Jeg tror på, og jeg appellerer til mobiliseringen af den europæiske befolkning, af de borgere, der vender ryggen til denne slags lovgivning.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE). - (RO) Fru formand, mine damer og herrer! Kommissionen har konstateret, at der i 2006 var ca. 8 millioner illegale indvandrere i EU. Unionen kan ikke længere ignorere dette problem. Vi er nødt til at finde løsninger. Vi kan ikke spille med disse menneskers liv, men det er sikkert, at situationen ikke vil løse sig af sig selv.

De instrumenter til kontrol af den ulovlige indvandring, som Kommissionen for nylig har foreslået, kan ikke give positive virkninger, medmindre man også får løst problemet med ulovlige indvandrere. Vi lever i et Europa, hvor de indre grænser er blevet fjernet, og det er en af grundene til, at vi har behov for dette direktiv, således at vi kan tage et første skridt mod en fælles politik om ulovlige indvandreres tilbagesendelse.

Visse ngo'er er af den opfattelse, at EU har vedtaget en mere og mere repressiv indvandringspolitik, og betragter tilbagesendelsesdirektivet som et "skammens direktiv". Jeg forstår disse ngo'ers ønske om at beskytte de papirløses interesser, men jeg vil opfordre dem til at se på situationen i et realistisk lys. Hvilke løsninger ville der være for disse ulovlige indvandrere, der kommer ind via Malta, De Kanariske Øer, Grækenland, Italien eller for nylig over den eksterne østlige grænse, og som forsøger at slå sig ned i EU? Der er en risiko for, at disse indvandrere bliver ofre for det sorte arbejdsmarked, ulovlig handel eller endog terroristisk radikalisering. Det er en reel trussel, og det er netop derfor, at det er vigtigt at regulere deres situation, enten ved at sende dem tilbage eller ved at give dem asyl eller opholdstilladelse.

Forhandlingerne med Rådet har ført til løsninger, der kan accepteres uden forbehold, især på følsomme områder som beskyttelse af sårbare personer og uledsagede mindreårige, betingelserne for tilbagesendelse til oprindelseslandet eller til lande, med hvilke EU har indgået bilaterale aftaler på dette område. Jeg mener, at de bestræbelser, som ordførerne og Rådet har gjort, bør værdsættes, og at direktivet bør vedtages i dets nuværende form i førstebehandlingen.

  Wolfgang Kreissl-Dörfler (PSE). - (DE) Fru formand! Jeg vil forlade mit manuskript. Jeg havde skrevet meget andet op. Men det, vi har her, er bestemt ikke den perfekte løsning. Jeg havde også forestillet mig flere eller bedre regler. Jeg er splittet mellem to holdninger - på den ene side ønsker jeg det bedste, og på den anden side skal vi her på europæisk niveau tage stilling til mindstestandarder, som skal gælde i lande, som slet ingen standarder har. Her må hver enkelt se på sit eget land og det, der sker dér, hvilke standarder det har. Er det virkelig så fantastisk?

I Europa-Parlametnet kan vi kun fastsætte mindstestandarder. At Rådet overhovedet når til enighed, er i sig selv næsten et mirakel, eftersom fire-fem lande, herunder den tyske indenrigsminister, egentlig slet ikke ønskede nogen ordning, men mente, at det var godt nok, som det var hos dem. Nu er det så de nationale parlamenters og de nationale regeringers opgave at gøre det væsentligt bedre. Der er jo ingen, der forhindrer dem i at finde bedre løsninger. Hvor står det skrevet? Der er en sætning, jeg lærte under mit studium: Det kan lette afgørelsen at kaste et blik på loven. Hr. Deprez har ret i, at vi bør læse alle artiklerne i sammenhæng, så bliver det mere klart, hvad vi kan udvirke på dette felt. Der er jo ikke tale om, at vi finder de vises sten. Den er der endnu ingen, der har fundet, tværtimod. Men jeg ser gerne, at dette kompromis bliver brugt som grundlag for at gøre det bedre i fremtiden i EU. Her må politikerne i den tyske Forbundsdag og i de tyske delstater hjælpe til, for vi har en frihedsberøvelse på 18 måneder. Vi har et forbud mod fornyet indrejse, som er meget længere, og i nogle stater har vi mange afgørelser, som ikke er acceptable. At sige, at dette er en skandale - så kan jeg kun anbefale følgende: Det går ikke, og kun at være imod, kære Justo, det har endnu aldrig hjulpet de mennesker, som skal arbejde på dette område og som sidder ude i landene uden direktiv.

  Marco Cappato (ALDE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Ordføreren, hr. Weber, undrede sig over, at Parlamentet ikke kunne se de positive foranstaltninger, som direktivforslaget indeholder.

Men ordføreren taler, som om Parlamentet stod over for den endelige afstemning, den endelige behandling med pligt til at udøve det endelige ansvar for at vedtage eller forkaste det. Det er ikke tilfældet. Vi er i førstebehandling. Derfor er det svært at forstå, hvorfor vi ikke benytter os af denne lejlighed med de forbedringsforslag, der er stillet, og som nyder bred enighed i Parlamentet, fra højre og venstre, om yderlige garantier for mindreårige, om transittredjelande og om genindrejseforbud.

De fortæller os, at det fordi Rådet har besluttet, og regeringerne har besluttet. Som hr. Jonckheer sagde, er det en fornægtelse af vores beføjelser som medlovgiver. Det betyder, og det siger jeg med skyldig respekt for det arbejde, der er blevet gjort i disse tre års forhandlinger, at vi står i en situation, hvor vi ikke udøver vores beføjelser til at forbedre direktivet.

Europas regeringer har brug for Parlamentet, netop for at Europa kan blive et sted, hvor indvandrere integreres, ikke et sted, hvor der hersker frygt, og hvor der indføres flere effektive instrumenter til beskyttelse mod indvandring.

  Patrick Gaubert (PPE-DE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Adskillige organisationer og politiske partier giver næring til en ideologisk og fornuftstridig kampagne mod denne tekst, som de udnytter og forvrænger i politisk øjemed.

Med dette direktiv tilbyder vi sårbare mennesker sikkerhed for, at deres rettigheder og værdighed respekteres fuldt ud ved tilbagesendelse. Det drejer sig ikke om asylret, Giusto Catania. Jeg har indtryk af, at De endnu ikke har forstået det.

Vi vil ikke lade vores borgere tro, at deres repræsentanter er ophavsmænd til en tekst, der med urette betegnes som "skammens direktiv". Vi behøver ikke skamme os over en tekst, der medfører nye garantier. Skammen rammer dem, der er blinde og ikke kan eller vil se, hvilke fremskridt den indebærer.

Vil vi prioritere princippet om frivillig tilbagevenden? Vil vi at lade medlemsstaterne bibeholde en ubegrænset periode? Vil vi have retligt begrundede afgørelser? Vil vi have den retslige myndighed til at kontrollere forholdene under frihedsberøvelsen? Vil vi have vederlagsfri juridisk bistand, at der er ngo'er til stede? Vil vi indføre princippet om familiens enhed, barnets tarv og lægebehandling? Enhver tekst kan utvivlsomt forbedres, men dette direktiv er et fremskridt i sammenligning med det, der findes i øjeblikket, hvor hver medlemsstat gør, hvad den vil - og sommetider på en uacceptabel måde, ikke sandt, Martine Roure og Jeanine Plasschaert?

Jeg opfordrer mine kolleger til at stemme for dette kompromis, for de vil afgjort ikke give efter for visse personers politiserende manipulation i forbindelse med denne tekst, men huske på de konkrete forbedringer, den medfører.

  Inger Segelström (PSE). - (SV) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at takke Manfred Weber og alle dem, der har muliggjort denne drøftelse om et første skridt for fælles regler og procedurer for tilbagesendelse af ulovlige indvandrere. Sammenlignet med tidligere drøftelser i udvalget og i plenarforsamlingen mener jeg, at hvad angår visse nøglespørgsmål, bevæger vi os i den forkerte retning og mod et mindre humant EU.

For det første er det ikke acceptabelt at låse folk inde i op til halvandet år. Folk kan blive vanvittige, og disse mennesker er ikke lovovertrædere eller forbrydere, men mennesker, som søger et bedre liv for dem selv og deres familier væk fra fattigdommen. For det andet, hvis Rådet og ordføreren ikke tror på frivillig tilbagevenden, vil børn blive revet væk fra skoler og børnehaver, boliger vil blive fraflyttet uden varsel, og vi vil volde mere skade, især for børn, end den skade man måske ville have set på grund af stress af at vente på en afgørelse. For det tredje kan Parlamentet ikke, efter at man har vedtaget strategien om barnets rettigheder i januar, nu tage et skridt tilbage og låse børn inde eller behandle dem, som det er foreslået. Det kan skade børn for livet, og det vil jeg ikke være med til. For det fjerde er fem år for længe, før folk kan vende tilbage, hvis de har en grund til det. Selv ikke i den bedste af alle verdener kan folk skæres over en kam. Sagerne bør behandles enkeltvis, og de bør undersøges og afgøres sag for sag, f.eks. når det drejer sig om kvinder og børn og menneskehandel.

Mange af de organisationer, der holder øje med menneskerettighederne, har fremlagt deres synspunkter. De er bekymrede, og de mener, at kompromiset er utilstrækkeligt og menneskesynet ufølsomt.

  Panayiotis Demetriou (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Vi må stille et spørgsmål: Er ulovlig indvandring et problem i EU i dag eller ej? Svaret må være, at det er et problem og et særdeles alvorligt problem. Vi må også spørge, om det er et problem, der skal behandles på europæisk plan, eller om det fortsat skal være op til de enkelte medlemsstater. Svaret på det andet spørgsmål er nej. Problemet bør behandles af EU. Vi har givet udtryk for vores holdning til dette spørgsmål. Har man indtil nu ført en samlet generel politik for at løse dette problem? Svaret er desværre igen et nej. Vi prøver at løse dette problem i spredt fægtning, og den drøftelse, vi har i dag, berører kun overfladen af dette omfattende problem med ulovlig indvandring. Ikke desto mindre kan vi kun komme videre et skridt ad gangen.

Vi må stille endnu et spørgsmål i dag, hvor vi drøfter et kompromis. Er dette kompromis mellem Rådet og Parlmentet perfekt? Svaret er nej. Er det det, vi ønskede? Bestemt ikke! Er det et kompromis, vi kunne drøfte i den tid, vi havde til rådighed og med den tilfredsstillelse at nå frem til et resultat? Igen er svaret nej. Parlamentet har diskuteret dette problem med Rådet i to og et halvt år.

Jeg takker hr. Weber for det arbejde, han har gjort, og det resultat, han har opnået, men det er ikke et resultat, som jeg er helt tilfreds med. Men når det er sagt, er spørgsmålet, om situationen forbedres. Svaret er her ja. Det fører så til det næste spørgsmål. Vil det lykkes os i tidens løb at få gennemført forbedringer og undgå, at situationen stagnerer? Mit svar er ja, vi fører en dialog, og det kan kun være godt. "Jorden tilhører alle mennesker" er en holdning, der har rørt mig. Jeg er rørt over det synspunkt, at vi ikke kan opføre os urimeligt over for disse mennesker. Vi må ikke desto mindre se virkeligheden i øjnene. Organiserede samfund eksisterer, og må vi beskytte menneskerettighederne ligegyldigt hvad, samtidig med at vi beskytter organiserede samfunds og organiserede staters interesser.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Fru formand! Millioner af mennesker opholder sig ulovligt i Europa, og de bliver tolereret, fordi de er en kilde til billig arbejdskraft, de får ikke pensionsrettigheder eller sygesikring, og de kan ikke kæmpe for deres rettigheder ved domstolen. For mig hersker der ingen tvivl om, at ethvert menneske, uanset hans eller hendes juridiske status, har ret til at blive behandlet værdigt og humant. Derfor er jeg glad for Kommissionens forslag, som har til formål at harmonisere principperne i dette spørgsmål.

Jeg nærer ingen tvivl om, at vi alle her i Parlamentet ønsker gennemsigtige og klare fællesskabsprincipper og -procedurer for tilbagesendelse, udvisning og indrejseforbud for ulovlige indvandrere. Vi har ventet på dem længe. Parlamentet har allerede arbejdet to år på disse løsninger. Vi må ikke glemme, at vi vil komme til at vente endnu to år på, at dette direktiv træder i kraft, da det er gennemførelsesperioden i medlemsstaterne. Selv om direktivet for mit vedkommende giver anledning til visse forbehold - vi har forbehold f.eks. om frihedsberøvelsesperioden for indvandrere, tilbageholdelse af børn uden værger og forbuddet mod genindrejse i EU - vil jeg gerne spørge, om ulovlige indvandrere fortsat skal vente på en harmoniseret indvandringspolitik, herunder minimumstandarder. Skal de være vidne til en situation, som viser, at Europa er ude af stand til at nå til enighed om dette spørgsmål? Det mener jeg ikke.

  Stefano Zappalà (PPE-DE). - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Som mange af mine kolleger, som deltog her til morgen og nu deltager i forhandlingen i Parlamentet, har jeg oplevet dette fænomen på nært hold ved begyndelsen af vores mandat, da jeg besøgte mange egne af Europa og mange foreløbige modtagelsesfaciliteter.

Jeg forstår, at fænomenet er komplekst, og det har forskellige facetter. På grund af vores kultur, vores karakter og vores politisk holdning betragter vi alle problemet ud fra et bestemt synspunkt. Men jeg mener, og det er ganske afgørende, at vi må være os den kendsgerning bevidst, at vi ikke taler om nogle få indvandrere, som det var tilfældet for 100 år siden. Vi taler ikke om et lille eller isoleret fænomen, men vi taler om indvandring af befolkninger. Vi taler om millioner og atter millioner af mennesker, der kommer hertil af forskellige grunde, hvor meget få har at gøre med asyl eller politisk nødvendighed, men mange med et ønske om bedre levevilkår og bedre arbejdsbetingelser.

Selv om tiden desværre er en tyran, kan jeg ikke undlade at takke hr. Weber. Jeg må også takke hr. Deprez, den nuværende formand for Udvalget om Borgernes rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, den tidligere formand, hr. Cavada, og alle de medlemmer, som vi har tilbragt megen tid sammen med i arbejdet med dette fænomen. Jeg er af den opfattelse, at en lov, der kan forbedres, er bedre end ingen lov. Jeg er overbevist om, at Europa gør ret i at tage sig af alle, men i forbindelse med dette komplekse og alvorlige fænomen, som vi oplever nu, gør Europa også ret i først og fremmest at tage sig af sine egne borgere.

  Frieda Brepoels (PPE-DE). - (NL) Fru formand, mine damer og herrer! Indledningsvis vil jeg gerne rette en særlig tak til vores ordfører, som har arbejdet særdeles hårdt, og som også har vist udholdenhed i denne helt afgørende sag. Ved afslutningen af forhandlingen er det naturligvis meget vanskeligt stadigvæk at bidrage med nye aspekter. Jeg tilslutter mig imidlertid gerne de kolleger, som har påpeget, at direktivet kun er første skridt, men et helt nødvendigt skridt hen imod en global migrationspolitik. Vi står alle over for de samme problemer og udfordringer, og det er klart, at borgerne kun vil acceptere og forstå lovlig indvandring, såfremt politikerne tydeligt tilkendegiver, at illegal indvandring under ingen omstændigheder er acceptabel. Vi oplever, at en tredjedel af vores medlemsstater endnu ikke har nogen som helst regler på dette felt, og at enhver lovgivning, der vedtages her i Parlamentet, således betegner et fremskridt for disse lande, hvad angår beskyttelsen af de illegale indvandrere selv.

Jeg medgiver dog modstanderne af direktivet, at man i lande, som allerede tilbyder tilstrækkelig beskyttelse, kun vil opleve minimale eller ingen forandringer. Rådet har også entydigt forsikret, at direktivet ikke vil blive anvendt på bekostning af forskrifterne i de lande, som tilbyder en mere vidtrækkende beskyttelse end den, direktivet foreskriver. Endelig skal det understreges, at medlemsstaterne kan gå længere end direktivet.

Hvad angår gennemførelse og opfølgning, er der efter min opfattelse grund til at understrege, at ikke kun Kommissionen, men også de nationale parlamenter bærer et væsentligt ansvar. Det er indlysende, at der er behov for at gennemføre de omhandlede udvisninger på effektiv vis.

Endelig er det mit håb, at et flertal af Europa-Parlamentets medlemmer vil sætte sig ud over politiske dogmer og rænker og være parat til at bidrage til en realistisk, resolut, klar og human løsning, hvilket ikke kun er i EU's interesse, men i endnu videre udstrækning i de illegale indvandreres egen interesse.

  Manolis Mavrommatis (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Først vil jeg gerne gratulere min kollega hr. Weber, med hans fremragende arbejde og dets resultater, og også fru Carlotti for det konstruktive samarbejde, vi havde i Udviklingsudvalget.

Middelhavslandene har større problemer med ulovlig indvandring end de lande, hvis grænser ikke er så udsatte. 112.000 ulovlige indvandrere kom f.eks. ind i mit land, Grækenland, sidste år, og der blev truffet 58.000 afgørelser om tilbagesendelse. Det er rekordhøje tal for EU, som derfor må vedtage en fælles strategi for at løse dette problem. Der bør vedtages ledsageforanstaltninger for at integrere indvandrerne, og der bør indføres anstændige betingelser for ulovlige indvandreres tilbagesendelse.

EU bør fastlægge en tilbagesendelsespolitik, der hviler på solidaritetsprincippet og deling af ansvaret med udviklingslandene. Jeg går ind for og støtter håndhævelsesundtagelsen i direktivet. Den er baseret på familieforhold, børns tarv og indvandrernes sundhedstilstand. Børns interesser bør sikres af de dertil indrettede sociale instanser eller af en advokat.

Til sidst vil jeg gerne nævne, at Udviklingsudvalgets opfordring om ikke at frihedsberøve mindreårige er blevet accepteret, og jeg er sikker på, at alle mine kolleger i Parlamentet vil acceptere det.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Som hr. Mavrommatis sagde, kom 112.000 ulovlige indvandrere ind i Grækenland sidste år. De fleste af dem ønskede imidlertid ikke at blive. De ønskede at rejse til andre europæiske lande. Det viser, at indvandringsproblemet er et europæisk problem, der vedrører os alle, og vi må prøve på at løse det sammen.

Det er derfor, Grækenland går ind for en fælles indvandringspolitik. Det er rigtigt, at hr. Webers forslag ikke helt løser problemet, men det er et meget positivt skridt, og jeg gratulerer ham hjerteligt. Hvis vi følger den politik, der er udstukket i direktivet, e jeg sikker på, at vi på et eller andet tidspunkt før eller senere vil se en bedring af situationen.

Ingen accepterer umenneskelig behandling af indvandrere eller krænkelse af menneskerettighederne. Grækenlands eneste forbehold gjaldt medlemsstaternes forpligtelse til at yde gratis retshjælp. Ved De hvorfor? Der er to grunde. For det første er omkostningerne enorme og alt for store for Grækenland. For det andet indeholder retshjælp et element af uretfærdighed. Hvis vi giver gratis retshjælp til ulovlige indvandrere, hvorfor så ikke give det til fattige lovlige indvandrere, der kommer til vores lande, og hvorfor ikke give det til vores egne fattige borgere?

Jeg mener, at dette spørgsmål er blevet løst med tilføjelsen til den pågældende artikel, og Grækenlands forbehold er blevet fjernet. Derfor vil vi helt klart støtte forslaget og henstillingen.

  Pierre Pribetich (PSE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Underhandlinger i forsøg på at komme til enighed ved førstebehandlingen har kuldkastet adskillige fremskridt opnået gennem det parlamentariske arbejde.

I den nuværende form er denne kompromistekst uacceptabel. Det er uacceptabelt at behandle mindreårige som voksne, ikke at give dem adgang til uddannelse, at tillade, at de bliver udsendt til et land fjernt fra det, de har tilknytning til. Det er uacceptabelt at indføre fælles krav og procedurer, som er tilpasset de laveste krav i Europa og trække dette direktiv nedad. Det er uacceptabelt at lade så mange muligheder stå åbne med alvorlig fare for krænkelse af menneskerettighederne, for uværdig lang frihedsberøvelse og lade så mange mennesker i stikken uden retlig dækning i den slags situationer!

Hvordan kan et oplyst Europa tillade en så skæv udvikling? Hvordan kan det, stifterne af Victor Hugos Europas Forenede Stater drømte om, forvandles til et mareridt efter så store forhåbninger?

  Miroslav Mikolášik (PPE-DE). - (SK) Fru formand! Problemet med ulovlige indvandrere i EU kræver gennemsigtige, klare og retfærdige regler. I lyset af hvor aktuelt dette problem er - for øjeblikket lever der næsten 8 millioner illegale indvandrere i EU - og hvor kompliceret det er, mener jeg, at vi ikke kan undgå at skabe en fælles retsramme på dette område.

Direktivet gør det klart, at illegale indvandrere må forlade Europa. Men vi må se på, hvordan dette sker, og sikre, at menneskerettighederne overholdes til fulde, især retten til personlig frihed.

Da børn er en ekstremt sårbar gruppe i denne situation, er jeg særlig glad for, at det retlige nøgleprincip barnets tarv udtrykkeligt er nævnt i direktivet. Vi kan ikke begrænse problemet med ulovlig indvandring til en ren pragmatisk tvangsudvisning og et genindrejseforbud. I sidste ende må vi have en bredere politisk dimension i form af at begrænse tilskyndelserne til ulovlig indvandring i EU.

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Fru formand! Evo Morales skrev til os om den immigration, der i Frankrig kaldes "sans-papiers" ("papirløs", dvs. illegal). En latinamerikansk statschef, som skriver til Europa, er egentlig ikke en fremmed, han er snarere en fætter.

Ganske vist har vores stater regler, som skal overholdes, ellers bliver der kaos, og det går i den sidste ende ud over alle. Men når der udvandres fra Peru til Chile, fra Nicaragua til Costa Rica eller fra Mozambique til Sydafrika, er immigration en verdensomspændende foreteelse med en global årsag. I en globaliseret markedsøkonomi er immigration den yderste konsekvens af kapitalistisk logik, hvor den, der ikke har noget at sælge, kun kan sælge sig selv. Så selv om det europæiske kontinent behøver en juridisk lappeløsning til at håndtere virkningerne af global migration, må indvandring - på lige fod med fødevarer, folkesygdomme og grunduddannelse - omsider behandles globalt, fordi den allerede er verdensomspændende. Det kaldes "fastsætte regler" for det globale ejendomsfællesskabs fællesarealer.

  Petru Filip (PPE-DE). - (RO) Fru formand! Det er nødvendigt, at vi i hele det europæiske administrative system har ensartede standarder og procedurer i medlemsstaterne, og ikke kun vedrørende tilbagesendelse af indvandrere fra tredjelande.

Denne betænkning, som uden tvivl er aktuel og nyttig, giver mig anledning til endnu en gang at rejse spørgsmålet om behovet for at etablere interoperable systemer i alle vores administrationer til udstedelse af dokumenter til folk

Den vigtigste forudsætning for at begrænse risiciene ved for stor autoritet er, at systemerne til udstedelse af dokumenter i de forskellige lande kan arbejde sammen, og det er en løsning, der kan fungere og sikre fællesskabsborgernes rettigheder.

Dette er en god betænkning, og jeg vil gerne understrege, at dens virkning vil være større, hvis vi nytænker den praktiske gennemførelse og baserer den på grundlæggende undersøgelser af muligheden af at bruge et integreret elektronisk system for administrative procedurer og tjenester. Måske er det ikke for sent at overveje oprettelsen af en europæisk elektronisk identitet.

  Nicolae Vlad Popa (PPE-DE). - (RO) Fru formand! Takket være Weber-betænkningen, som er en afbalanceret betænkning, vil tilbagesendelsesdirektivet være det første lovgivningsmæssige initiativ på indvandringsområdet, som med succes er blevet vedtaget i den fælles beslutningsprocedure mellem Europa-Parlamentet og Rådet. Jeg er glad for, at begge institutioner med hjælp fra Kommissionen påtog sig deres forpligtelser og opfyldte dem ansvarligt, og således fastsatte en reference for fremtidige sager.

Tilbagevendelsespolitikken bør opfattes som en integreret og nødvendig del af en fuldstændig og sammenhængende fællesskabspolitik på asyl- og indvandringsområdet. Hvis vi har mere effektive regler for ulovlig indvandring, vil det være muligt at have mere liberale regler for lovlig indvandring.

Jeg mener, at vi nu har fået udarbejdet klare, gennemsigtige og retfærdige regler, som vil sikre en effektiv tilbagesendelsespolitik, som er et nødvendigt element i en korrekt forvaltning af indvandringspolitikken, som blev vedtaget med Haagprogrammet.

  Ewa Klamt (PPE-DE). - (DE) Fru formand! Vi har gennem mange år krævet et samlet koncept for alle indvandringens aspekter, og tilbagesendelsesdirektivet hører helt klart med til denne pakke. Legal indvandring til EU kan kun reguleres på fornuftig vis, hvis vi ikke fortsat huser millioner af illegale indvandrere og sidestiller denne tilstand med legal indvandring.

Når fru Roure henviser til de illegale indvandreres ret til at undslippe fattigdommen, så må jeg påpege, at der alene i Afrika lever 922 millioner mennesker overvejende i fattigdom, og at vi har 1,1 milliard mennesker i Indien, hvoraf mange gerne vil komme til os. Det er den forkerte måde at regulere på. Støt derfor dette tilbagesendelsesdirektiv, så vi kan få banet vejen for rigtig gode regler for legal indvandring og på den måde virkelig hjælpe disse mennesker.

  Dragutin Mate, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg vil naturligvis gerne tilføje noget til det, jeg har fulgt nøje, og til det, De har sagt i Deres bemærkninger.

For det første må det gøres helt klart, at vi i dag taler om et tilbagesendelsesdirektiv, vi taler om ulovlig indvandring, vi taler ikke om asyl eller asylprocedurer. Disse to ting er helt forskellige. Asyldirektivet trådte i kraft i 2003 og fungerer.

I dag prøver vi at komme et skridt videre. Det er vigtigt for os at tage dette skridt fremad, og i sin politiske erklæring, som De kan læse på næstsidste side, forpligtede Rådet sig til, at de personer, der er omfattet af betingelserne for frihedsberøvelse, men ikke generelt alle, kan blive genstand for frihedsberøvelse i seks måneder. Derudover vil varigheden i undtagelsestilfælde, hvor der er særlige bestemmelser herfor, kunne forlænges med et år. Det er ikke, som vi har hørt det adskillige gange i dag, en automatisk halvandet år. Det er ikke rigtigt.

Derudover kom Rådet i sin politiske erklæring med en klar udtalelse om, at direktivets gennemførelse ikke i sig selv bør bruges som begrundelse for og retfærdiggørelse af vedtagelsen af bestemmelser, der er mindre favorable for de personer, de finder anvendelse på.

Det betyder intet land, og der er seks sådanne lande - jeg har talt om det med alle seks ministre. Under forhandlingerne i Rådet insisterede alle seks ministre på, at det er mindre end seks måneder. Men der er desværre et flertal af medlemsstaterne, der har langt længere perioder, endog ubegrænset, og en række medlemsstater har nu i teori og praksis mulighed for at frihedsberøve illegale indvandrere i en ubegrænset periode.

Det er her, vi ønsker at gøre fremskridt. Hvad mere er, det er afgørende for os at gøre fremskridt. Her vil jeg naturligvis gerne nævne en særlig sårbar gruppe, nemlig børn. Jeg vil opfordre Parlamentet til endnu en gang at se på artikel 5 og artikel 15, litra a). Her står det klart, at betingelserne ikke må være værre for børn, og at disse skal tilbydes adgang til skoler og børnehaver. De bør huses i særlige institutioner, hvor noget sådant er muligt. Restriktionerne er meget strenge.

Også hvad dette angår, havde vi meget hårde forhandlinger. Det var slet ikke enkelt. Jeg ved ikke, om De kan forestille Dem det, men her er bare en lille detalje fra forhandlingerne. Vi forhandlede i fire timer om en artikel, artikel 14, fire timer ord for ord.

Medlemsstaterne har forstået, at dette er et spørgsmål, der skal løses på EU-plan. Og hvad er det, De træffer afgørelse om her i dag? Om vi skal finde en løsning på dette på nationalt plan, som vi har gjort det indtil nu, eller på EU-plan. Et medlem sagde ganske rigtigt, at ulovlig indvandring er et problem. Spørgsmålet er ikke, om det er et problem. Det er det. Der bør bringes orden i dette område, og det bør gøres på en så civiliseret måde som muligt. Så det er nødvendigt at tage det første skridt. Jeg ved, at for mange er dette ikke et godt kompromis, men vi bør være klar over, at også for medlemsstaterne er dette kompromis på grænsen af, hvad der kan accepteres.

De må være klar over, at mange medlemsstater ikke ønsker en fælles politik på dette område. Medlemsstaterne, mange medlemsstater, vil være glade, hvis de kan regulere spørgsmålet, som de vil, hjemme med deres egne regler, uden samtykke fra Europa-Parlamentet og uden de europæiske institutioners kontrol. Og situationen er værre end det, vi foreslår i dag. Derfor vil jeg gentage, at dette er et vigtigt og afgørende skridt fremad.

Hvad er det, der bliver besluttet i dag? Vi træffer ikke beslutning om ordlyden af disse artikler eller om forhandlingernes succes mellem hr. Weber og mig selv for Rådet og Kommissionen og kommissærene på den anden side. Vi træffer beslutning om integrationspolitikkens integritet. Hvis vi i dag når til det punkt, hvor vi siger nej til direktivet om ulovlig indvandring, kan De forestille Dem, hvor svært det vil blive at nå til en beslutning, en fælles beslutning om lovlig indvandring.

Vi er nødt til at tage dette første skridt, og hvis vi ikke gør det i dag, vil det vare længe, meget længe, inden vi finder en løsning og får vedtaget dette. Jeg kan fortælle Dem helt seriøst i dag, at hvis direktivet ikke bliver vedtaget i førstebehandlingen, vil et stor antal medlemsstater falde tilbage på deres oprindelige forhandlingspositioner, som er ekstremt stive og ekstremt faste. Så vil der naturligvis gå lang tid, før vi igen kan sidde her og beslutte, om vi skal vedtage en fælles holdning.

I sidste ende vil vi være nødt til at vedtage et kompromis. Man vil ikke vedtage en ekstrem holdning. Det er hjørnestenen i et demokrati. Det er ikke sådan, at den ene parts ord vinder, og naturligvis respekterer jeg alle ngo'er og alle andre institutioner, der er kommet med udtalelser, og som prøver på at forbedre situationen. Det er rigtigt, at de kæmper for det, men vi må være os bevidst, at vi alle i Rådet og i Parlamentet i sidste ende må stå til ansvar over for vores vælgere, og vi kender de vanskeligheder, der er på disse områder. Som jeg har sagt flere gange nu i mine afsluttende bemærkninger, er dette et første skridt, et meget vigtigt skridt, som vi må tage sammen på vejen mod en forbedring af ulovlige indvandreres rettigheder og generelt for at udarbejde en indvandringspolitik.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. - (FR) Fru formand! Jeg vil indskrænke mig til at bidrage til denne forhandling med nogle supplerende oplysninger.

For det første vil tilbagesendelsesdirektivet, hvis det gennemføres, ikke stå alene. Det vil indgå i et hele, som bygger på konceptet om samordnet immigration. Følgelig vil der altså - som en række parlamentsmedlemmer har påpeget - komme tekster om lovlig indvandring og tekster, som vil styrke vores asylprocedurer og vores modtagelsesfaciliteter for flygtninge. Der vil også komme og findes allerede en samordnet politik over for de tredjelande, indvandrerne kommer fra. Jeg er personligt af den overbevisning, at det er gennem et partnerskab med en række tredjelande, vi vil kunne finde måder og midler til denne samordnede immigration. Det var min første bemærkning.

For det andet vil jeg gerne understrege, at formålet med et direktiv netop er - og det er meget vigtigt - at give os en retlig ramme, som sætter os i stand til at anvende fællesskabsmekanismerne til at kontrollere, om den gældende fællesskabsret - dvs. procedure ved overtrædelse, EF-Domstolens kompetence, Kommissionens rapportering, Parlamentets kontrol - bliver overholdt. Fordelen ved et sådant direktiv er, at det åbner muligheder for en meget mere effektiv retslig kontrol.

For det tredje bør Parlamentet tænke på, at det trods alt har opnået fremskridt, navnlig med artiklerne om børn. Udgangspunktet i disse nye artikler, artikel 8a og artikel 15a, er, at børn så vidt muligt ikke må frihedsberøves. Og hvis endelig de frihedsberøves, tilfører direktivet den merværdi, at det forpligter medlemsstater, som beslutter at anvende frihedsberøvelse, til at overholde minimumsgarantierne i artikel 15a, som hr. Mate netop nævnte.

Min fjerde tilføjelse i denne sag er, at vi i dag også råder over finansielle midler, som bør benyttes. Vi har en tilbagesendelsesfond på ca. 700 millioner, som vil sætte os i stand til at hjælpe med juridisk bistand, sundhedspleje og forskellige problemer i forbindelse med integration i en række oprindelseslande.

Det femte punkt vil jeg låne af hr. Deprez, som påpegede, at Kommissionen skal aflægge rapport inden for tre år. Jeg vil understrege, at det ikke kun er denne rapport, som vil betyde nye pligter for os, men alt det, der er underforstået i denne tekst, nemlig ønsket om at give EU procedurer underkastet retslig kontrol, procedurer, som tilstræber at skabe balance mellem kravet til lovlighed, som er forudsætningen for at få offentligheden til at acceptere lovlig immigration, og kravet om, at menneskerettighedskonventionens principper altid bliver overholdt. Jeg kan love Dem, at hvis dette direktiv bliver godkendt, vil jeg personligt følge implementeringen og påse, at denne linje ikke tabes af syne.

  Manfred Weber, ordfører. - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne takke for den saglige debat. Det er et meget følelsesladet emne, og det er derfor forbløffende, at vi gør det så sagligt. Jeg må sige, at når man ser bredden af spørgsmålene i dag, er jeg stolt af at være medlem af Europa-Parlamentet.

Der var en enkelt skævert - hr. Catania beskyldte os alle sammen for at være skyld i massegravene i Middelhavet. Jeg vil gerne afvise denne demagogiske sprogbrug. Vi forsøger alle samme at gøre vores bedste for at hjælpe disse mennesker.

Jeg vil ikke sige mere om indholdet, det er blevet diskuteret bredt. Men jeg vil gerne sige noget om proceduren. Vores formand i LIBE-udvalget talte meget klogt. Han formanede PPE-DE-Gruppen til at være fair navnlig i forbindelse med proceduren. Vi har trukket vores forslag tilbage. Vi ønsker, at der skal kunne stemmes om forslagene. Derfor har vi også ydet vores bidrag til det. Vi har behandlet hundredvis af forslag i Indenrigsudvalget og fået store flertal i stand. Ethvert medlem, som var interesseret i dette emne, havde altså mulighed for at deltage.

Jeg vil gerne sige noget om ngo'erne. Jeg forstår, at ngo'erne ikke er tilfredse. Når vi diskuterer miljøspørgsmål i Parlamentet, vil Greenpeace aldrig være tilfreds med det resultat, vi når frem til. Det er ngo'ernes opgave hele tiden at øge presset. Men jeg kan allerede i dag forudsige, at når vi beslutter dette direktiv, vil de samme ngo'er, som nu protesterer, i morgen gå ud og bruge disse juridiske muligheder og anlægge sager mod medlemsstaterne ved EF-Domstolen. Og jeg forudsiger, at de venstreorienterede medlemmer, som i dag argumenterer imod dette direktiv, i morgen vil bede Kommissionen, hr. Barrot, om at gennemføre det, som vi har besluttet her. De vil på grundlag af denne lovgivning forsøge at skaffe folk fordele. Derfor siger jeg, at det er ikke nogen ideel situation, men vi er kommet et godt skridt videre.

Et sidste bemærkning. Desværre er fru Roure og hr. Fava fra PSE ikke til stede. De er ude for at lade sig interviewe til fjernsynet og fremføre deres holdninger. De har ikke hørt, hvad hr. Mate sagde, nemlig at enten får vi dette fremskridt - endnu en gang hjertelig tak til det slovenske rådsformandskab - eller også får vi slet ingen fremskridt i mange år fremover. Vi vil blive ved med at diskutere, at vi har brug for afgørende fremskridt, men vi vil ikke opnå noget. Derfor hander afstemningen i morgen ikke om, hvorvidt direktivet er ideelt eller ej, den handler om det helt simple spørgsmål, om det bringer EU fremad. Dette spørgsmål kan vi besvare i morgen med et godt og klart ja.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen kl. 11.30.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Louis Grech (PSE), skriftlig. - (EN) Det foreslåede direktiv om tilbagesendelse af ulovlige indvandrere bør hilses velkommen, fordi det tilstræber at få vedtaget fælles standarder, og fordi det er et skridt i den rigtige retning. Men det mangler visse sikkerhedsforanstaltninger for flygtninges rettigheder og for menneskerettighederne, og det behandler ikke specifikke behov og problemer i medlemsstater, som f.eks Malta, som bliver uforholdsmæssigt hårdt ramt af dette i forhold til dets størrelse, befolkning og ressourcer.

Endnu en gang vil jeg gerne understege og gentage, at dette spørgsmål fortjener en fælles europæisk politik, der tager fat om de grundlæggende spørgsmål, som f.eks. vedtagelse af en "byrdefordelingspolitik" mellem alle medlemsstater, en revision af Dublin II, tilstrækkelig finansiel støtte, en vurdering af, om jobcentre i oprindelseslande eller transitlande fungerer, udarbejdelsen af en realistisk tilbagesendelsespolitik, gennemførelse af en passende integrationspolitik og bekæmpelse af organiseret kriminalitet (herunder menneskehandel), fremmedhad og racisme.

Oprettelsen af et særligt agentur til varetagelse al lovlig og ulovlig indvandring ville i høj grad være med til at gribe disse spørgsmål an på en sammenhængende og integreret måde.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Den første udfordring i det lovforslag, vi har foran os er den kendsgerning, at det er vores første forsøg på at etablere normer for indvandringspolitik på fællesskabsplan. Det bliver en kraftanstrængelse af skabe en politik, som skal finde anvendelse på hele Fællesskabet.

Om ikke andet, er indvandringspolitik et følsomt område med hensyn til grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder. Jeg er enig med dem, som utvetydigt siger, at kompromisforslaget indeholder nogle følsomme spørgsmål, hvad angår grundlæggende rettigheder og menneskerettigheder.

Som lovgivere må vi imidlertid se sagen i sin helhed. At bevare status quo er slet ikke en mulighed. Dette vedrører først og fremmest betingelserne for frihedsberøvelse. I en række medlemsstater fastsætter loven om frihedsberøvelse ingen tidsbegrænsning. Endvidere er kriterierne for frihedsberøvelse ofte heller ikke reguleret tilstrækkeligt. For det andet indfører mange medlemsstater ubegrænsede forbud mod genindrejse. Af disse årsager ville mange medlemsstater foretrække, at kompromisforslagene, og faktisk hele lovgivningsinitiativet, ikke vedtages ved vores afstemning.

Det er af afgørende betydning, at tilbagesendelsesprocessen i direktivet underlægges Fællesskabets overvågningsmekanismer. På denne måde vil vi kunne garantere, at der snart vil gælde visse minimumsstandarder i alle medlemsstater.

Det glæder mig, at det lykkedes ordføreren, hr. Weber, at forhandle væsentlige forbedringer til Rådets holdning igennem med det resultat, at vores humanitære forpligtelser er sikret. Særlig vigtige er de ændringer, der er indført for at beskytte børn, familier og mindretal.

  Roselyne Lefrançois (PSE), skriftlig. - (FR) Den tekst, der skal stemmes om i morgen, er et tydeligt tilbageskridt, ikke kun i forbindelse med Kommissionens oprindelige forslag, men først og fremmest i forbindelse med det arbejde, der er blevet udført i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender, som jeg er medlem af.

Socialdemokraterne er fortalere for at indføre minimumsregler om tilbagesendelse af borgere med ulovligt ophold, for vi støtter en ansvarlig, human tilgang til illegal indvandring og er klar over, at nogle EU-medlemsstater fører uacceptable politikker på dette område, hvad angår respekten for de grundlæggende rettigheder.

Vi kan imidlertid ikke gøre andet end at påpege, at det kompromis, som de konservative og størstedelen af de liberale støtter, ikke bringer nogen forbedringer på området. Det finder heller ikke anvendelse på asylansøgere eller de personer, der stoppes ved grænserne. Først og fremmest giver det medlemsstaterne alt for stort spillerum vedrørende nøglepunkter, såsom mindreåriges rettigheder og tilbageholdelsesperioden.

Tilbageholdelsesperioden kan således vare helt op til 18 måneder. Ligesom mange af mine kolleger nægter jeg at støtte muligheden for at indespærre mennesker- i så lang tid - hvis eneste forbrydelse er at have ønsket at skabe sig et bedre liv i Europa.

Derfor vil jeg, hvis PSE-Gruppens ændringsforslag forkastes, stemme efter min samvittighed og imod denne tekst.

  Vincent Peillon (PSE), skriftlig. - (FR) I morgen skal vi stemme om en tekst, som medlemsstaterne og de mere konservative blandt os fremstiller som et kompromis. Men lad Dem ikke narre, denne tekst er ikke et kompromis, men den er kompromitterende.

Hvad er det, Rådet og ordføreren foreslår i dette direktiv om tilbagesendelse, hvis ikke det er, at vi skal støtte medlemsstaternes ret til at indespærre mennesker, som er ankommet ulovligt, men ikke har begået nogen forbrydelse, i 18 måneder og derefter forvise dem fra europæisk territorium i yderligere fem år?

Parlamentet har endelig fået medbestemmelse på indvandringsområdet. Vi har således ikke blot muligheden for at danne en modvægt til Rådet, det er også vores pligt. Lad os ikke forpasse denne chance. Hvis vi vedtager direktivet, som det er, giver vi Rådet lov til at trævle alt det fremskridt, vi har gjort lige her på menneskerettighedsområdet i løbet af de sidste tre års forhandlinger, op.

Jeg håber derfor, at vi forkaster denne tekst, som er en sand karikatur af, hvordan vi trækker os ind i os selv og glemmer vores værdier, som er sådan en trussel for os.

Vi har brug for en reel europæisk indvandringspolitik, ikke én, der består af illusorisk beskyttelse af Fort Europa.

  Gabriele Zimmer (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Et flertal på Parlamentets højrefløj baner vejen for massive udsendelser.

De 8 millioner mennesker uden en gyldig opholdstilladelse, hvoraf mange har levet i EU i årevis, har udsigt til tilbageholdelse og deportation. Indenrigsministrene ønskede at "gøre klart skib", før man regulerede lovlig indvandring til EU samlet. Statssekretær, medlem af Forbundsdagen, for det tyske indenrigsministerium Peter Altmaier bekendte for nylig til tv-nyhederne, at det til Tysklands fordel i fremtiden vil blive nemmere at udsende de personer, som Tyskland ønsker af slippe af med.

I henhold til kompromisteksten, som er udarbejdet af Rådet og hr. Weber, medlem af Europa-Parlamentet og af Christlich-Soziale Union in Bayern, kan tilbageholdelse vare op til 18 måneder, børn kan skilles fra deres familier, og genindrejse i EU kan forbydes de deporterede i fem år. Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe/Nordisk Grønne Venstre, en venstreorienteret gruppe, protesterer mod disse inhumane praksis.

Dette direktiv er en katastrofe for EU's forsøg på at skabe sig et navn som et organ, der kæmper på internationalt plan for menneskerettighederne. I en fælles opfordring til medlemmer af Europa-Parlamentet kræver 44 regioner i Afrika og Latinamerika, at lovforslaget forkastes. Bolivias præsident, Evo Morales, havde allerede i et stærkt og følelsesbetonet brev mindet parlamentsmedlemmerne om, at flygtninge fra Europa gennem de seneste to århundreder på andre kontinenter har fundet tilflugt for fattigdom og undertrykkelse, såvel som venskab.