Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 18. juni 2008 - Strasbourg

5. Højtideligt møde - 2008, det europæiske år for interkulturel dialog

  Formanden. - Mine damer og herrer! I det europæiske år for interkulturel dialog har jeg på vegne af formanden for Europa-Parlamentet den store ære og glæde at byde FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro, dr. Asma Jahangir, velkommen.

Europa-Parlamentet tillægger det europæiske år for interkulturel dialog stor betydning. Parlamentet har gennem en række begivenheder og initiativer etableret et forum for udveksling af idéer blandt borgere fra forskellige kulturer og samfundsgrupper og blandt borgere af forskellig religiøs overbevisning og tro.

I løbet af 2008 har vi allerede inviteret politikere og religiøse ledere fra forskellige dele af verden til Parlamentet. Vi håber, at Parlamentet også vil tjene som forum for kommunikation, formidling af et fælles budskab og fremme af fri dialog og tættere gensidigt bekendtskab.

Det glæder mig at byde Dem velkommen, dr. Jahangir, til Parlamentet for at tale om spørgsmål af afgørende betydning for verdensfreden og udviklingen.

Som led i vores fælles mission om at fremme demokrati og menneskerettigheder har vi overvåget situationen i Pakistan, og sidste år under Deres tilbageholdelse vedtog Europa-Parlamentet en beslutning med en anmodning om Deres øjeblikkelige frigivelse. Ikke mindst derfor glæder vi os over Deres besøg i dag.

Der er endnu en årsag til, at Deres besøg har en særlig betydning. I år fejrer vi 60-årsdagen for verdenserklæringen om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1948. Erklæringen markerede en ny æra i en verden, der netop havde overlevet ødelæggelserne efter den værste krig i historien, en krig, der startede i Europa. I erklæringen blev den første internationale formelle forpligtelse vedrørende værdighed og lighed for alle mennesker, uanset race, tro eller oprindelse, fastsat. I artikel 18 i erklæringen er det fastsat, at "Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke".

Deres opgave som særlig FN-rapportør er at identificere de eksisterende hindringer eller evt. fremtidige hindringer for udøvelsen af denne ret og foreslå metoder og foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe disse hindringer.

De understreger i Deres rapporter betydningen af løbende og intensiveret dialog med samfundsgrupper med særlige religioner eller trosretninger. Det er en dialog, som skal indledes på alle niveauer og af alle sociale grupper. De fremhæver især behovet for bred deltagelse af kvinder for at fremme større tolerance, respekt og gensidig forståelse.

Europa-Parlamentet har i mange beslutninger fremhævet, at kvinder spiller en afgørende rolle i fremme af dialog og fred, som det også blev understreget på den konference, som vi organiserede på den internationale kvindedag. De har også selv deltaget i en række konferencer om fremme af dialog, f.eks. i sammenhæng med Civilisationernes Alliance, og taget mange initiativer med henblik på at give kvinder en større rolle at spille.

De har understreget, at uddannelse er den mest betydningsfulde faktor i forebyggelse af konflikter. Uddannelse kan lære mennesker at respektere og acceptere pluralisme og diversitet i forbindelse med religion og tro. Uddannelse bidrager således til formidling og håndhævelse af menneskerettigheder i alle samfund.

Det, som De er fortaler for, er i tråd med mottoet for det europæiske år for interkulturel dialog "Sammen og forskellig". Det supplerer den ledende rolle, der følger med aktiviteter til fremme af viden, respekt og tolerance for forskellige holdninger.

Mødet i dag er en stor begivenhed. For de personer, der ønsker at fortsætte diskussionen med Dem, vil der være et særligt møde i morgen tidlig, som er organiseret af Underudvalget om Menneskerettigheder.

Dr. Jahangir, det er mig en særlig glæde at give Dem ordet i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

  Asma Jahangir, FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro. - (EN) Fru formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, mine damer og herrer, kære venner! Det er en stor ære og fantastisk glæde for mig at være her i dag. Jeg ønsker især at takke formanden, Hans-Gert Pöttering, for invitationen til at tale til Europa-Parlamentet. Jeg ønsker også at takke for den støtte, jeg har modtaget, både som FN's særlige rapportør og personligt under min tilbageholdelse sidste år.

Beslutningen om at udnævne 2008 som det europæiske år for interkulturel dialog og udvikle forskellige dermed forbundne initiativer er foretaget på det rette tidspunkt og er af uhyre stor betydning. Europas historie er formet af mange positive eksempler på interkulturel dialog. Der har dog også været en tydelig mangel på konstruktiv dialog, f.eks. når vi tænker på de religiøse krige eller ghettodannelsen af visse trossamfund i Middelalderen.

I min tale ønsker jeg at dele nogle tanker med Dem, hovedsageligt om interreligiøs dialog, der er baseret på den erfaring, som jeg har opnået i de sidste fire år som FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro. Jeg ønsker at rejse fire grundlæggende spørgsmål, som er følgende: hvad, hvorfor, hvem og hvordan i relation til interkulturel dialog.

Lad os starte med det første spørgsmål: hvad mener vi med interkulturel dialog? Terminologien er noget tvetydig. Omfatter "interkulturel" dialog også "interreligiøs" dialog? Jeg vil naturligvis svare bekræftende på spørgsmålet, da religioner er en del af kulturen. Samtidig skal der også tages højde for "intrareligiøse" spændinger. Derfor skal interkulturel dialog også omfatte personer med forskellige trosretninger og religioner og deres tanker og idéer.

Hvad med dialogen mellem teistiske, ikketeistiske og ateistiske overbevisninger? Alle disse overbevisninger beskyttes under de internationale menneskerettighedsbestemmelser samt retten til ikke at bekende sig til nogen religion eller trosretning. Efter min opfattelse bør disse dimensioner derfor også indgå i initiativerne om kulturel dialog.

På FN-plan er der yderligere termer, f.eks. Civilisationernes Alliance eller "det internationale år for gensidig tilnærmelse af kulturer 2010". I disse titler undgås det ofte kontradiktoriske ord "religion", men formålet med disse er også at skabe grundlag for interreligiøse og interkulturelle dialoger og samarbejde for fred.

"Interkulturel dialog" kan derfor opfattes som en meget omfattende term med forskellige dimensioner som tidligere nævnt: interreligiøs dialog og intrareligiøse tilgange, også når de involverer ateistiske personer. Jeg kan i den grad tilslutte mig den måde, hvorpå Europa-Parlamentet og Rådet har beskrevet målsætningerne i den interkulturelle dialog i beslutning nr. 1983/2006/EF, hvori det er fastsat, at det europæiske år har til formål "at fremhæve de forskellige kulturers bidrag til medlemsstaternes kulturarv og livsstil og anerkende, at kulturen og den interkulturelle dialog er afgørende redskaber til at lære at leve sammen i harmoni".

Men det er endnu mere vigtigt, at staten følger de forskellige politikker og udvikler forvaltningskompetencer, der omfatter forskellige interesser. Både regeringen og det civile samfund har en rolle at spille i udviklingen af et miljø, hvor mennesker med forskellige religioner og trosretninger kan leve sammen uden problemer. Konceptet for den interkulturelle dialog skal derfor udvides.

Det fører mig til næste spørgsmål: hvorfor er interkulturel dialog vigtig? Jeg er overbevist om, at det er meget vigtigt at have en løbende interkulturel dialog for at bekæmpe sekteriske og yderliggående holdninger og øge den religiøse tolerance overalt i verden. Ud over uddannelse er interreligiøs dialog et af de vigtigste midler til at undgå misforståelser, konflikter og overtrædelser på området for religionsfrihed. Hvis den interkulturelle dialog føres med succes, kan den fremme tolerance, respekt og forståelse.

Selv om kulturer og religioner kan være meget forskellige, er der ingen begrundelse for at hævde, at de ikke har samme status, fordi de er forskellige. Selv om et stort antal mennesker - uanset religion eller tro - lever efter samme universelle værdier, vil der altid være enkeltpersoner, som forsøger at bevise, at deres kultur, deres religion, deres sprog eller deres historie er bedre end deres naboers. Min forgænger som FN's særlige rapportør, professor Abdelfattah Amor fra Tunesien, har allerede spurgt, om der er noget, som menneskeheden ikke har gjort igennem historien under dække af religion. Ikke desto mindre har religioner mange moralske værdier til fælles, som kan og bør gøre det muligt at opnå en fælles forståelse og respekt.

Jeg har på mine besøg i de forskellige lande oplevet, hvor gavnlige bestræbelser på at indlede en interreligiøs dialog kan være. Samtidig kan manglende dialog være en advarsel om kommende interreligiøse spændinger og konflikt. Det er tydeligt, at dialogen ikke alene løser de grundlæggende problemer. Men det er første skridt i den rigtige retning. Interreligiøs dialog skal ikke blot være en intellektuel og teologisk øvelse, den kan også være med til at aktivere det tavse flertal til at lede efter en fælles strategi om, hvordan man finder harmoni og fred. Der er gode resultater med interreligiøs dialog. Græsrodsbestræbelser giver sjældent overskrifter i medierne - i modsætning til interreligiøs vold.

Lad mig fortælle om to erfaringer fra mine undersøgelsesmissioner for nylig, som viser at samtalepartnere ikke skal strække sig så langt for at indlede en meningsfuld dialog. Under mit besøg i Israel og det besatte palæstinensiske område blev jeg informeret om forskellige møder på tværs af religioner, hvor israelske og palæstinensiske indbyggere mødtes og ikke lod de nylige politiske begivenheder stå i vejen for en dialog. En ngo rapporterede, at både israelere og palæstinensere talte om deres frustration og fortvivlelse over de ekstreme holdninger i begge samfund og flertallets manglende vilje til sammen at finde fredelige løsninger. Begge grupper talte om behovet for at høre den anden side erkende de voldelige episoder og give udtryk for deres beklagelse.

Endvidere var jeg i Nordirland vidne til betydningen af interreligiøs dialog i de forskellige områder. I Belfast er der mange initiativer på græsrodsniveau, som samler mennesker med forskellige politiske og religiøse baggrunde, og hvor nogle af dem lever side om side, men adskilt af de såkaldte fredslinjer.

Det fører os videre til det tredje spørgsmål: hvem skal være involveret i den interkulturelle dialog? Millennium-topmødet om verdensfred i New York i august 2000 samlede over 1.000 religiøse og åndelige ledere. I deres endelige erklæring om opnåelse af global fred understregede de, at der ikke kunne opnås fred, medmindre alle samfund anerkendte menneskehedens kulturelle og religiøse mangfoldighed med gensidig respekt og forståelse.

Sådanne møder mellem religiøse ledere er vigtige, men man skal samtidig fremme og støtte interreligiøs dialog på græsrodsniveau. Hvis det er muligt, skal udveksling af synspunkter efter min opfattelse også omfatte troende, der sætter spørgsmålstegn ved deres tro, samt personer med ateistiske og ikkeateistiske overbevisninger og medlemmer af religiøse mindretal. Enhver dialog vil også drage stor fordel af synspunkter fra kvinder, der ofte marginaliseres i større begivenheder med interreligiøs dialog. Kvinder er blandt de største ofre for religiøs intolerance, men jeg har alligevel bemærket, at kvindegrupper på tværs af religioner har været meget effektive menneskerettighedsforkæmpere i situationer med spændinger på tværs af samfund.

Sommetider kan det også være nyttigt at samle mennesker med samme tro, men med forskellige holdninger. Et godt eksempel er mit besøg for nylig i London i Det Forenede Kongerige, hvor der blev afholdt en rundbordsdiskussion, som også handlede om lovgivning om bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og obligatoriske undtagelser for organisationer vedrørende religion eller tro. Diskussionen ville være forløbet helt anderledes, hvis der ikke var medlemmer af den lesbiske eller homoseksuelle bevægelse med.

Kunstnere kan også spille en vigtig rolle i offentlig uddannelse vedrørende religiøs tolerance og brobygning mellem forskellige samfundsgrupper. Et godt eksempel er West-Eastern Divan Orchestra, der består af unge musikere fra Israel, Palæstina, Syrien, Jordan og Egypten. Orkestrets grundlægger og dirigent, Daniel Barenboim, har forklaret den humanistiske tanke bag orkestret med, at musikerne ikke ser sig selv som et politisk projekt, men snarere et forum, hvor unge mennesker fra Israel og alle de arabiske lande kan udtrykke sig frit og åbent og samtidig høre hinandens historier. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at acceptere andres historier eller være enig, men at kunne acceptere historiernes legitimitet.

Mit seneste besøg i Indien har imidlertid også vist, hvor sårbare selv kunstnere kan føle sig på grund af presset fra befolkningen. Den visuelle kunst har spillet en stor rolle i den offentlige uddannelse i forbindelse med religiøs tolerance. Men nogle af Bollywood-filmene forbydes af ikkestatslige skuespillere gennem intimidering. Desværre søger filmindustrien rutinemæssigt godkendelse fra selvudnævnte vogtere af religion inden optagelsen af film, der berører samfundsspørgsmål. Det viser, hvor vigtig kunstnerens bidrag til den interkulturelle dialog er - eller i det mindste kunne være. Journalister og advokater kan også gøre en forskel, især når deres artikler og handlinger overskrider religiøse grænser. Der er utallige eksempler på, at enkeltpersoner har hjulpet andre ved at overskride alle religiøse grænser.

Derudover - og endnu vigtigere - vil det være nødvendigt for politikerne at foretage en fælles brainstorming om tacklingen af de nye udfordringer i en verden, der bliver mere og mere globaliseret. Denne brainstorming kan resultere i gennemførelsen af konkrete aktioner med hensyn til integration af diversitet, f.eks. i boligprojekter, skolepensum og udnævnelse af obligatoriske organer.

Endelig ønsker jeg at rejse det fjerde spørgsmål: hvordan kan den interkulturelle dialog føres på en effektiv måde? Der er forskellige niveauer for interkulturel dialog. Internationale og regionale organisationer som f.eks. FN, EU og OIC kan spille en rolle i etableringen af platforme til interkulturel dialog. Derudover foreslår ngo'er at fremme fredskulturen gennem dialog og samarbejde blandt enkeltpersoner og samfund med forskellige religioner og trosretninger gennem FN's årti for interreligiøs dialog og samarbejde for fred, der muligvis skal finde sted i perioden 2011-2020. Det er i denne sammenhæng uhyre vigtigt at tage en lang række initiativer på globalt, regionalt, nationalt eller lokalt plan. Jeg ønsker at fremhæve, at det også er muligt at benytte tidligere, nye og kreative kommunikationsmidler til etablering af interkulturel dialog, som ikke er omkostningskrævende, f.eks. gennem programmer med pennevenner i skoler eller via chatrum på internettet om specifikke emner, gadeteater og dukketeater.

EU's programmer om livslang læring kan - og gør det allerede - tjene som perfekte platforme for interkulturel og interreligiøs dialog. De forskellige programmer er helt klart gode eksempler på bedste praksis: Comenius har til formål at øge forståelsen mellem forskellige europæiske kulturer via udvekslingsarrangementer og samarbejde mellem skoler i forskellige lande. Over 1,5 millioner studerende har allerede deltaget i udvekslingsprogrammet Erasmus med henblik på videregående uddannelse. Leonardo da Vinci støtter transnational mobilitet inden for erhvervsmæssig uddannelse, Grundtvig-programmet har til formål at skabe nye uddannelsesmuligheder, især for voksne med risiko for social udstødelse og for ældre arbejdstagere, og endelig har Jean Monnet-netværket til formål at fremme undervisning, forskning og reflektering over europæisk integration på højere uddannelsesinstitutioner i verden. Jeg ønsker at understrege, hvor vigtigt det er for EU at nå ud til hele verden, især inden for rammerne af interkulturel dialog.

Uddannelsesinstitutionernes rolle er af afgørende betydning. De kan enten fremme tolerance eller spændinger, selv i en tidlig alder. Vægten skal derfor ligge på oplyst uddannelse, som lærer børn at anerkende den mangfoldighed, der eksisterer. Der er et betydeligt potentiale for frivillige skoleudvekslingsprogrammer med andre lande, både i Europa og andre steder. Jeg ønsker i denne sammenhæng at henvise til den internationale høringskonference om skoleuddannelse i relation til religionsfrihed, tolerance og ikkediskrimination. På konferencen blev det endelige dokument enstemmigt vedtaget i Madrid, hvori der blev henstillet til, at lærere og elever tildeles frivillige muligheder for møder og udveksling af synspunkter om forskellige religioner og trosretninger.

Familien er et andet område, hvorpå man kan etablere eller fremme åbenhed - meget afhængig af den enkeltes opdragelse. Derudover kan blandede ægteskaber - helt naturligt - skabe nye perspektiver og lette interkulturel og interreligiøs dialog. Det er efter min opfattelse vigtigt at starte i en tidlig alder med hensyn til orientering om naboers holdninger og andre religioner. Det involverer ikke nødvendigvis eksotiske rejser, men kan f.eks. organiseres ved at besøge og lære andre mennesker at kende i lokale kirker, moskeer, synagoger, templer eller andre tilbedelsessteder. Grupperne skal ikke være for store - især ikke for møder med religiøse græsrodsbevægelser - hvis samtalepartnerne skal have mulighed for at tale og lære hinanden at kende rent personligt.

Der er imidlertid flere potentielle risici forbundet med interkulturel dialog. Hvis den ikke føres på en hensigtsmæssig måde, kan det resultere i en overfladisk, vag og ineffektiv samtale. Derudover kan interkulturel dialog også anvendes som værktøj til at fremhæve de ødelæggende sider af den "anden part". Deltagerne kan være fristet til at overbevise deres samtalepartnere om fordelene ved deres religion eller kultur.

Angående den eventuelle betydning af dialog er der også et grundlæggende spørgsmål, som skal besvares. Skal deltagerne også spørge om deres respektive religioner og teologiske tilgange, eller vil det være farligt? Det vil være et positivt træk, hvis samtalepartnerne kan blive orienteret om lignende tilgange, men også om forskelle. Disse forskelle kan imidlertid fortolkes som følsomme eller endda fornærmende. Tænk blot på en diskussion, der fokuserer på kontradiktoriske spørgsmål: Hvem var den sidste profet? Havde gud en søn? Er religiøse ledere urørlige? Hvad må man spise eller ikke spise? Eksisterer reinkarnation?

Et fristende alternativ kan være kun at finde ikkekontradiktoriske emner, der slet ikke er forbundet med teologi, f.eks. emner om fælles miljøspørgsmål. Men disse emner kan være vanskelige at finde og måske lidt kedelige, og en sådan tilgang vil i sidste ende forpurre formålet med en reel interkulturel og interreligiøs dialog. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at tilføje en "religiøs korrekt" holdning til den eksisterende politisk korrekte holdning og tilgang.

Man hører sommetider fra diplomater, at man ikke må kritisere andre religioner. Jeg vil imidlertid gerne stille følge spørgsmål: udelukker dialogen muligheden for at kritisere læren i andre religioner? Efter min opfattelse bør samtalepartnerne i en reel dialog have mulighed for at være enige om at være uenige, naturligvis med respekt for hinandens holdninger og tilgange.

(Bifald)

Hvis nogen ønsker at kritisere deres modparters religion, er det naturligvis tilrådeligt at gøre det på en informeret måde og at vælge sine ord med omhu. Det kan også være en hjælp, hvis der allerede er opstået gensidig tillid mellem de forskellige grupper. Jeg tror imidlertid fuldt og fast på, at det vil være forkert at beskytte religioner som sådan frem for troende enkeltpersoner eller grupper som bekræftet via de internationale menneskerettighedsstandarder.

(Bifald)

Jeg har ved mange lejligheder udtrykt bekymring om den uheldige virkning af at kriminalisere såkaldt ærekrænkelse af religioner, da det kan skabe en atmosfære af intolerance og frygt og måske endda øge problemerne. Anklager om religiøs ærekrænkelse kan hæmme den legitime kritik eller forskning om praksis og love, der tilsyneladende er i strid med menneskerettigheder, og som er - eller i det mindste opfattes som værende - sanktioneret gennem religion.

Endelig mener jeg, at retsstatsprincippet og funktionen af de demokratiske institutioner er forudsætninger for at etablere et gunstigt klima, der vil være fremmende for reel dialog og forståelse. Borgerne skal have tillid til systemet, og dermed kan diversitet inden for institutioner bidrage til at skabe et sådant miljø. Interkulturel dialog skal ikke pålægges eller udformes på en nedladende måde. De nationale politikker skal i denne sammenhæng være rummelige nok til at omfatte alle religioner og trosretninger og dermed skabe naturlige muligheder for samspil og forståelse.

Det er mine tanker om, hvad, hvorfor, hvem og hvordan i relation til den interkulturelle dialog. Jeg frygter, at jeg frem for at give fyldestgørende svar har rejst nye spørgsmål.

I mine observationer har jeg allerede hentydet til den interkulturelle dialogs muligheder - men også eventuelle faldgruber. Det vil være af afgørende betydning at institutionalisere en interkulturel dialog på forskellige planer i det rette format og med en lang række deltagere og samtidig skabe muligheder for en reel udveksling af synspunkter. Jeg tror, at fælles erklæringer og redegørelser fra religiøse ledere vil være vigtige. Jeg ønsker dog at benytte lejligheden til at understrege den vigtige rolle, som græsrodsinitiativer, konkrete møder og fælles aktioner spiller. Jeg mener endvidere, at verbale konflikter er bedre end langvarige spændinger. Når almindelige mennesker med teistiske, ateistiske og ikketeistiske overbevisninger samles, nogle af dem måske for første gang, vil de - forhåbentlig - lære meget af hinanden, selv om de ikke er enige om væsentlige spørgsmål.

Grundlæggende værdier bør tjene som forbindelsesled mellem forskellige religioner og trosretninger, og jeg kan ikke acceptere, at de grundlæggende menneskerettighedsværdier kan og skal være underlagt sociale eller religiøse normer.

(Bifald)

Ultimativt kan dette også resultere i en styrkelse af de universelle menneskerettigheder, både i forbindelse med fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder.

Jeg vil slutte af med at gentage ordene fra Boutros Boutros-Ghali, FN's tidligere generalsekretær, der har udtalt, at menneskerettigheder, set ud fra et universelt perspektiv, tvinger os til at forholde os til den mest krævende dialektik, nemlig dialektikken omkring identitet og det at være anderledes. Med menneskerettighederne indser vi på den mest direkte måde, at vi på én og samme tid er ens og alligevel forskellige.

(Stående bifald)

  Formanden. - Dr. Jahangir, mange tak for Deres tale. Vi har lyttet meget intenst til Deres ord, der tydeligt viser Deres respekt for menneskerettighederne, Deres store erfaring og grundlaget for Deres store indsats.

Jeg håber, at Deres besøg i Europa-Parlamentet vil give os lejlighed til at samarbejde om vores fælles mission til opnåelse af demokrati, fred og udvikling.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand