Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 18. juni 2008 - Strasbourg

1. Åbning af mødet

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

(Mødet åbnet kl. 9.05)

2. Forberedelse af Det Europæiske Råd efter folkeafstemningen i Irland (19.-20. juni 2008) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af Det Europæiske Råd efter folkeafstemningen i Irland (19.-20. juni 2008).

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Det andet møde under det slovenske formandskab indledes i morgen. Jeg vil gerne redegøre for de hovedspørgsmål, der vil blive drøftet af stats- og regeringslederne. De vil helt sikkert for det første drøfte situationen efter folkeafstemningen om Lissabontraktaten, der blev afholdt i Irland sidste torsdag. Jeg vil gerne indledningsvis gentage formanden for Det Europæiske Råd, Janez Janšas, ord: "Formandskabet beklager de irske vælgeres afgørelse og er således skuffet. Vi vil naturligvis respektere det irske folks vilje, således som den kom til udtryk."

Efter offentliggørelsen af det officielle valgresultat talte formanden for Det Europæiske Råd med en række ledere i de medlemsstater, der endnu ikke har afsluttet ratifikationsprocessen. Det er opmuntrende at vide, at disse medlemsstater er fast besluttet på at fortsætte ratificeringen. Som understreget af formanden for Det Europæiske Råd er Lissabontraktaten af afgørende betydning for EU og borgerne, da den skaber større effektivitet, mere demokrati og mere gennemsigtighed.

Det er en kendsgerning, at EU fortsat står over for en række problemer og udfordringer. Det er også en kendsgerning, at det negative resultat af den irske folkeafstemning ikke vil bidrage til løsningen af disse problemer. På Det Europæiske Råds møde i morgen vil stats- og regeringslederne drøfte, hvordan situationen bedst kan afhjælpes. De vil forsøge at fastlægge en tidsplan for det fremtidige arbejde. Formandskabet er overbevist om, at det er muligt at finde en løsning sammen med Irland, og at Unionen ikke vil stå i samme situation som i 2005.

På mødet i Det Europæiske Råd vil vi først og fremmest lytte til premierminister Brian Cowen og hans redegørelse for omstændighederne omkring afstemningsresultatet og baggrunden for dette resultat.

Det Europæiske Råd vil naturligvis ikke se bort fra de øvrige vigtige udfordringer, som vi står over for. EU vil fortsat fungere. Det andet vigtige spørgsmål, som stats- og regeringslederne vil fokusere på, er således de stigende fødevare- og oliepriser. Det er en kendsgerning, at de stigende råvarepriser har været en medvirkende årsag til eskaleringen af fødevareprisinflationen og til den generelle inflation i EU. Lavindkomsthusstande er blevet særlig hårdt ramt af disse høje priser.

Globalt set er udviklingslandene blevet hårdest ramt, idet de er nettoimportører af fødevarer. Det er af afgørende betydning, at EU medvirker til at foreslå hensigtsmæssige tiltag, og at EU står sammen omkring foranstaltninger til håndtering af følgerne, ikke blot med fokus på de fattigste befolkningsgrupper i EU, men også i udviklingslandene. Det forventes således, at Det Europæiske Råd vil godkende de nødvendige tiltag i EU og på internationalt plan. Jeg vil gerne kort redegøre herfor.

EU har allerede truffet foranstaltninger med henblik på at lette presset på fødevarepriserne ved salg af interventionslagre, reduktion af eksportrestitutionerne, ophævelse af udtagningskravet fra 2008, forhøjelse af mælkekvoterne og suspension af importafgiften på korn og har således forbedret udbuddet og bidraget til at stabilisere landbrugsmarkederne. I lyset af at lavindkomsthusstande er hårdest ramt, er det helt naturligt, at medlemsstaterne agter at indføre foranstaltninger, der på kort sigt afbøder følgerne af de høje priser for disse grupper.

Det Europæiske Råd skal imidlertid tænke mere langsigtet. Der er ingen egentlige forventninger om, at fødevare- og oliepriserne vil komme ned på tidligere tiders niveau lige med det samme. Jeg er overbevist om, at det vil lykkes det kommende formandskab i tæt samarbejde med Europa-Parlamentet at sikre, at der i tide indgås en aftale om sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik, der omfatter foranstaltninger til fremme af landbrugsproduktionen og til sikring af fødevareforsyningen.

Vi skal også have fokus på biobrændselspolitikker og finde ud af, hvordan vi sikrer deres bæredygtighed, både i EU og i andre lande. Det er vigtigt at fremme udviklingen af andengenerationsbiobrændstoffer. Mere generelt skal vi fortsætte arbejdet med innovation, forskning og udvikling inden for landbrugssektoren for at øge sektorens effektivitet og produktivitet. Blandt initiativer på internationalt plan agter Det Europæiske Råd at fremhæve EU's bidrag til globale bestræbelser på at afbøde indvirkningen af de stigende priser på de fattige.

Dette vil bl.a. omfatte fremme af en bedre koordineret international indsats over for krisen forårsaget af de stigende fødevarepriser, navnlig inden for rammerne af FN og G8-gruppen, støtte til åbne handelspolitikker, en hurtig indsats over for akutte humanitære behov og fremme af en målrettet indsats til fremme af landbruget i udviklingslandene. Ud over høje fødevarepriser står EU over for stigende oliepriser. Dette nødvendiggør en tilpasning af den europæiske økonomi, og dette særlige punkt er sat på dagsordenen i dag.

En anden af formandskabets prioriteter er, at Det Europæiske Råd understreger de foranstaltninger, der skal træffes for at forbedre det europæiske perspektiv for landene på Vestbalkan. Jeg vil navnlig gerne understrege indgåelsen af en række stabiliserings- og associeringsaftaler og indledningen af dialogen om visumliberalisering med alle lande i regionen såvel som fremlæggelsen af køreplaner. Stats- og regeringslederne vil desuden understrege betydningen af at inddrage alle de vestbalkanske lande i det regionale samarbejde og hilse en række sektorspecifikke initiativer velkommen. Vestbalkan er en region omgivet af EU-medlemsstater, og regionen har således et akut behov for at få bekræftet regionens europæiske perspektiv og for støtte til gennemførelse af reformer. Formandskabet sætter stor pris på Europa-Parlamentets støtte på dette område.

Et andet vigtigt punkt på dagsordenen vil være fremskridt med hensyn til opfyldelse af millenniumudviklingsmålene (MDG). I 2008 er vi nået halvvejs i forhold til tidsfristen for opfyldelse af disse mål. Som den største bidragyder af udviklingshjælp er EU klar over sit ansvar og parat til at spille en aktiv rolle og tilskynde det internationale samfund til at arbejde hen imod opfyldelsen af millenniumudviklingsmålene. Det Europæiske Råd vil derfor understrege EU's centrale rolle på internationale konferencer og dets forpligtelser.

Det Europæiske Råd vil for det tredje drøfte økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål. Jeg vil for det første gerne nævne gennemgangen af det arbejde, der er blevet gjort i forbindelse med klima- og energipakken. Det slovenske formandskab har opfyldt alle de fastlagte målsætninger vedrørende denne pakke. De politiske beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde i marts, var af afgørende betydning. Det Europæiske Råd vil også tage højde for den enighed, der er blevet skabt omkring liberalisering af energimarkedet, et spørgsmål der blev drøftet i Parlamentet i går.

På grundlag af konklusionerne fra december 2007 vil Det Europæiske Råd også gennemgå de fremskridt, der er sket på centrale områder såsom migration, retfærdighed og terrorisme. Endelig vil stats- og regeringslederne drøfte spørgsmål relateret til den europæiske naboskabspolitik. "Barcelonaprocessen: Middelhavsunionen", der bygger videre på og styrker de tidligere positive resultater, vil tilføre EU's forbindelser med Middelhavsområdet øget dynamik. Den vil supplere de løbende bilaterale forbindelser, der vil blive videreført inden for de bestående politiske rammer. Det Europæiske Råd forventes at hilse de nylige forslag om udvikling af den europæiske naboskabspolitiks østlige dimension velkommen.

I forbindelse med mødet vil stats- og regeringslederne drøfte Kommissionens forslag om Den Slovakiske Republiks tiltrædelse som det 16. medlem af Den Økonomiske og Monetære Union den 1. januar 2009. Jeg vil derfor gerne lykønske Den Slovakiske Republik.

Parlamentets holdninger og forhandlinger har kort sagt haft stor indflydelse på udformningen af Det Europæiske Råds dagsorden. Den forhandling, der indledes nu, og som vi vil følge tæt, vil også udgøre et nyttigt og vigtigt bidrag til stats- og regeringsledernes drøftelse, og jeg vil derfor lytte til forhandlingen med stor interesse.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (EN) Fru formand! Det Europæiske Råds møde, der indledes i morgen, har en tung dagsorden, der omfatter mange spørgsmål, hvor borgerne forventer handling fra EU's side.

(En række medlemmer i højre side af mødesalen, der var iført grønne T-shirts, rejste sig for at fremvise bannere og plakater med krav om respekt for det irske nej. Formanden bad dem fjerne bannerne og plakaterne.)

Disse spørgsmål omfatter de kraftigt stigende olie- og råvarepriser, klimaændringer og energisikkerhed, migration og asyl for blot at nævne nogle få.

Men det der ligger alle mest på sinde er naturligvis det irske nej. Nejet skuffede alle, der ønsker et stærkere, mere effektivt og mere ansvarligt EU. Lissabontraktaten er fortsat af afgørende betydning, idet den kan gøre det nemmere for os at tage de udfordringer op, som vi står over for i dag, at få en mere demokratisk union med øgede beføjelser til Parlamentet og anerkendelse af de nationale parlamenters rolle i europæisk politik, at forbedre EU's muligheder for at handle på områder såsom migration, energi, klimaændringer, intern sikkerhed og at øge sammenhængen i og effektiviteten af EU's politik globalt.

Disse udfordringer er ikke forsvundet. Sandheden er, at nejet ikke løste de problemer, som traktaten sigter på at løse.

Vi har brugt en hel del energi på institutionelle spørgsmål gennem de sidste seks år. Vi har en lang række presserende spørgsmål, der kræver handling, og vi kan således ikke tillade os at lade denne energi gå til spilde, og verden stopper ikke op for at vente på Europa.

Som jeg påpegede i sidste uge, respekterer Kommissionen fuldt ud resultatet af den irske folkeafstemning. Vi må udvise samme respekt for alle de lande, der har ratificeret traktaten,

(Bifald)

uanset om de har valgt at afholde folkeafstemning eller at gennemføre en parlamentarisk ratifikation. Der er indtil videre blevet truffet 19 demokratiske beslutninger, nemlig 18 for Lissabontraktaten og én imod. Otte medlemsstater har endnu ikke taget stilling.

Den irske regering har i denne forbindelse givet klart udtryk for, at de øvrige lande har ret til at fortsætte deres ratifikationsproces. Det er efter min opfattelse selvindlysende. Alle lande i Europa er lige, og alle lande har ret til at give udtryk for deres holdning.

(Bifald)

Selv om det står klart, at Lissabontraktaten ikke kan træde i kraft, før der er blevet skabt enighed omkring ratifikationen, står det også klart, at en irsk afstemning er afgørende for den irske holdning, men at den ikke kan være afgørende for andre landes holdning. Jeg forventer, at de medlemsstater, som ikke har ratificeret Lissabontraktaten, fortsætter ratifikationsprocessen.

(Bifald)

På mødet i Det Europæiske Råd får vi alle mulighed for at lytte meget opmærksomt på de udtalelser, som premierminister Cowen vil komme med. Vi må herefter arbejde meget tæt sammen med den irske regering og bidrage til at løse dette problem. Lad mig sige det klart. Irland har et ansvar for at medvirke til at finde en løsning. Når regeringer underskriver traktaten, påtager de sig et ansvar for at få den ratificeret. Det er imidlertid lige så klart, at tiden er inde til for alvor at udvise solidaritet. 27 medlemsstater undertegnede traktaten. Vi skal således gøre vores yderste for at sikre, at de 27 medlemsstater finder en vej frem. Medlemsstaterne er ligeværdige. Det skal stå helt klart.

Det vil tage tid og kræfter at komme videre, både for irlænderne, men også for alle os andre. Jeg mener ikke, at vi bør træffe en forhastet afgørelse om det næste skridt. Vi er nødt til at give os tid til at skabe reel enighed og se på mulighederne for Irland, men det må heller ikke tage for lang tid. Jeg ved, at Parlamentet ønsker at give vælgerne klarhed med hensyn til den videre udvikling inden valget til Europa-Parlamentet.

Kommissionen er parat til at yde dette bidrag - og det er Parlamentet helt sikkert også - men det er en uomtvistelig kendsgerning, at regeringerne har et særligt ansvar på dette område, dvs. for undertegnelsen af traktaten, for at sikre, at den ratificeres og for at fremme det europæiske projekt i forhold til den nationale offentlige mening. Med hensyn til det sidste punkt vil jeg gerne komme med en generel bemærkning, som efter min opfattelse kan være nyttig i denne forhandling. EU-institutionerne er i årevis blevet gjort til en bekvem syndebuk, og dette har skabt grobund for populistiske kampagner.

(Bifald)

Som jeg har påpeget flere gange tidligere, kan man ikke lange ud efter Bruxelles og Strasbourg fra mandag til lørdag og forvente, at borgernes stemmer for Europa om søndagen.

(Bifald)

I morgen vil Det Europæiske Råd også understrege, at EU ikke må falde i den fælde at forlade sig på institutionelt navlepilleri på grund af nejet. Vi har gjort vigtige fremskridt igennem de seneste år, og dette er sket på baggrund af en beslutsom indsats for at udvikle politikker til gavn for de europæiske borgere. Vi har ikke råd til at opgive denne strategi på et tidspunkt, hvor der er en stærk forventning om, at EU griber ind over for de stigende fødevare- og oliepriser. Derfor glæder jeg mig meget over premierminister Janez Janšas og det slovenske formandskabs beslutning om at henlægge debatten om Lissabon til middagen torsdag aften og om at bruge resten af tiden under mødet i Det Europæiske Råd til at fremme vores politiske dagsorden.

Alle er i dag berørt af de stigende fødevare- og oliepriser, men for nogle er byrden tungere. I fattigere husholdninger udgør disse omkostninger en større andel af husholdningsbudgettet, og prisstigningerne rammer derfor endnu hårdere. Det samme gælder for visse økonomiske aktiviteter, idet brændsel er af afgørende betydning for visse industrier.

I to meddelelser om fødevare- og oliepriser har Kommissionen foretaget en grundig undersøgelse af følgerne af prisstigningerne og undersøgt, hvor prispresset er størst, og hvad vi kan og bør gøre.

EU er nødt til at vise, at det gør brug af alle de forskellige tilgængelige foranstaltninger på europæisk og nationalt plan. Vi skal have en dynamisk og opfindsom tilgang til de redskaber, som vi har til rådighed - se på, hvilke redskaber, der vil få en reel indvirkning på kort, mellemlang og lang sigt. Vi må ikke glemme tidligere olieprischok, hvor Europa ikke gjorde langsigtede erfaringer. Lad os håbe, at vi denne gang vil undlade at gøre som sidste gang, hvor vi fortsatte som hidtil efter olieprischokkene. Jeg håber, at vi denne gang virkelig får mulighed for at ændre os og for at ændre paradigmet for energiforbruget i Europa og i verden.

For at afhjælpe fødevareproblemerne i EU er vi nødt til at forelægge forslag om udvidelse af vores ordning for fordeling af fødevarer til de dårligst stillede, inden vi søger en forøgelse af budgettet for dette særlige område med to tredjedele.

EU har desuden redskaber, der kan og vil blive anvendt, nemlig at overvåge priser, at anvende sine beføjelser på konkurrenceområdet til at kontrollere fødevarekæden, at øge reserverne og at sikre, at den fælles landbrugspolitik er tilpasset den nuværende situation på landbrugsmarkedet.

Med hensyn til oliepriserne er det berettiget at træffe omgående foranstaltninger med henblik på at hjælpe de hårdest ramte husholdninger. Det vil imidlertid være formålsløst, hvis regeringerne bruger offentlige midler til at kompensere for energiprisstigninger, der sandsynligvis bliver permanente. Vi bør også se på de redskaber, som EU har til rådighed på områder som f.eks. konkurrence og beskatning. Kommissionen vil forelægge forslag om øget gennemsigtighed omkring olienødlagre og kommercielle olielagre. Vi vil også forelægge forslag om beskatning til støtte for og fremme af overgangen til en kulstoffattig økonomi, nemlig på området for energieffektivitet. Vi vil også støtte et møde på højtstående plan mellem producenter og forbrugere af olie og fossil brændselsenergi.

På fiskeriområdet vil vi fremlægge en nødpakke med henblik på at løse økonomiske og sociale problemer, som giver medlemsstaterne mulighed for at yde nødhjælp på kort sigt, og vi vil se nærmere på reglerne om mindre statsstøtte. Jeg har tre bemærkninger i denne forbindelse. For det første skal initiativerne være koordinerede, og vi skal således undgå en masse nationale initiativer, der blot skaber problemer andre steder i EU. Vi skal for det andet målrette vores afhjælpningsindsats mod de hårdest ramte segmenter i flåden. Vi skal for det tredje finde strukturelle løsninger på problemet med overkapacitet i fiskeindustrien.

Det pres, som europæerne står over for i dag, viser, hvorfor EU's mål på områder såsom energisikkerhed, energieffektivitet og klimaændringer er så afgørende for det europæiske samfunds velfærd, og derfor er opfyldelsen heraf mere presserende end nogensinde. Da efterspørgslen efter olie og gas fortsat langt overgår udbuddet, kan vi reducere Europas sårbarhed og den økonomiske smerte som følge af fremtidige kraftige prisstigninger med udgangspunkt i de mål, der allerede blev fastsat sidste år. De centrale aspekter i den pakke af forslag, som vi har forelagt, og som behandles af Parlamentet for indeværende, vil være et afgørende bidrag.

Den grundlæggende idé er, at energipriserne sandsynligvis aldrig vil komme ned på tidligere tiders niveau, og der er således et strukturelt problem. Vi kan og bør have kortsigtede løsninger til gavn for de mest udsatte grupper i vores samfund. Vi er imidlertid nødt til at finde en strukturel løsning, et strukturelt svar, på et strukturelt problem. Det strukturelle svar er vores pakke om klimaændringer og vedvarende energi, ikke at være afhængig af fossile brændstoffer, men at fremme vedvarende energi og øge energieffektiviteten. Det er den hovedlinje, som vi bør følge.

(Bifald)

Jeg håber således, at de europæere, som stadig er i tvivl om vigtigheden af at ændre vores energiparadigme, de europæere, der stadig er i tvivl om behovet for at bekæmpe klimaændringer, endelig vil forstå, at vi, om ikke af denne årsag, så af hensyn til energisikkerheden og behovet for at øge konkurrenceevnen i vores økonomi, virkelig er nødt til at opfylde vores forpligtelser på områder såsom klimaændringer og vedvarende energi.

Det strukturelle svar på de strukturelle udfordringer, som vi står over for, er i bund og grund at spare og diversificere. Ved at spare mener jeg at øge energieffektiviteten, idet vi har et meget stort uudnyttet potentiale på dette område. Diversificering omfatter såvel kilderne som energiens geografiske oprindelse. I begge tilfælde handler det om at øge Europas energisikkerhed. Det er derfor tvingende nødvendigt at vedtage vores pakke om klimaændringer og energisikkerhed. Det Europæiske Råds opgave vil være at sende et politisk signal herom og at forberede hele pakken, således at der kan skabes politisk enighed, forhåbentlig senest i december.

Jeg mener, at det er en vigtig opgave for Det Europæiske Råd at vise, at nejet til Lissabontraktaten ikke er en undskyldning for ikke at handle. Nejet må ikke føre til lammelse i Europa. Vi skal vise, at vi vil finde den rette vej til at sikre det effektive og demokratiske Europa, som traktaten skulle sikre os.

Jeg vil gerne konkludere med en mere politisk kommentar. Jeg mener ikke, at vi, der har støttet, og som støtter, Lissabontraktaten, dvs. Europa-Parlamentet og Kommissionen, bør undskylde dette, idet den eksterne konkurrence er større end nogensinde. Det vil blive vanskeligere end nogensinde. Vi har brug for et EU, der arbejder bedre for vores borgere med henblik på at imødegå de reelle udfordringer, som vi står over for. Disse udfordringer i form af manglende energisikkerhed, klimaændringer, international terrorisme, øget konkurrence fra nye stormagter og migration vil ikke forsvinde. Vi står over for disse udfordringer, og vi er nødt til at imødegå dem mere effektivt.

Vi må således ikke give EU skylden. Lad os være ærlige. Det er sandt, at der ofte er blevet stemt nej til Europa i forbindelse med folkeafstemninger. Vi bør imidlertid være helt ærlige. Hvis der blev afholdt folkeafstemning om de fleste af vores nationale politikker og initiativer, ville vi så altid få et ja? Vi bør derfor ikke altid give EU og EU-institutionerne skylden. Sandheden er, at det i dag er meget vanskeligt at træffe politiske beslutninger på europæisk, nationalt og regionalt plan.

Vi er derfor nødt til at anvende en klog, forsigtig og seriøs strategi. Vi bør ikke altid give EU skylden. Vi bør tværtimod bestræbe os på at gøre EU bedre, ikke gøre et for stort nummer ud af tilbageskridt, forstå, hvad der går godt, indføre forbedringer og ikke opgive at opfylde vores forpligtelser. Dette sker efter min opfattelse bedst ved at undgå pessimisme og at henfalde til krisofili, dvs. en krise for krisens skyld. Pessimisme løser ikke problemet. Det er korrekt, at vi har et alvorligt problem, men vi bør løse det og ikke henfalde i depression.

Den bedste måde, hvorpå vi kan vise, at vi er engageret i vores projekt - og jeg glæder mig i denne forbindelse også over det franske formandskabs målsætninger - er at arbejde konkret inden for de vigtigste områder, hvor EU kan skabe resultater og hjælpe vores medlemsstater med at finde løsninger på de problemer, som ligger de europæiske borgere mest på sinde. Jeg håber, at vi ikke vil blive demoraliseret, og at vi fastholder vores linje. Vi har naturligvis brug for sømænd og navigatører i magsvejr, men også i stormvejr. Jeg mener, at vi bør fastholde kursen og videreføre projektet, således at EU bliver mere nødvendig end nogensinde.

(Bifald)

  Joseph Daul , for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Et flertal af de irske vælgere gav udtryk for deres modstand mod Lissabontraktaten. Min gruppe respekterer denne afgørelse på samme måde som den respekterer den afgørelse, der er blevet truffet af de 18 medlemsstater, der indtil videre har givet udtryk for deres støtte til traktaten og ratificeret den.

EU er baseret på ytringsfrihed og demokrati. Da vi er demokrater, ønsker vi således, at alle medlemsstaterne giver udtryk for deres holdning til ratificeringen af traktaten. Det Europæiske Råd vil først få mulighed for at træffe beslutning om, hvilken vej vi skal gå, når denne proces er afsluttet. Sagt med andre ord ønsker jeg ikke på nogen måde at undsige Irlands afgørelse, men ingen medlemsstat bør fratage de andre medlemsstater retten til at give frit udtryk for deres holdning.

Vi håber, at Det Europæiske Råd i denne uge vil foretage en rolig, ansvarlig og konstruktiv analyse af situationen efter denne afstemning. PPE-medlemmerne i min gruppe håber, at Det Europæiske Råd vil opfordre de medlemsstater, der endnu ikke har gjort det, til at fortsætte ratifikationsprocessen, som det sig hør og bør.

Irlænderne har givet udtryk for deres holdning. De har givet udtryk for deres bekymring over formålet med den europæiske integration, over EU's funktionsmåde, over den fælles landbrugspolitiks fremtid, over WTO-forhandlingerne og over skattepolitikken. Den irske afstemning afspejler også den kendsgerning, at mange mennesker ikke forstår EU's kompleksitet, og de ikke altid er helt klar over, hvilken relevans EU har for dem. Dette er udtryk for det spørgsmål, som mange borgere stiller om det egentlige formål med den europæiske integration. Målet om at skabe fred på vores kontinent, som har været min og min egen generations motivation, er ikke længere noget, som de yngre generationer forstår.

Det irske nej er en bøn om at få en bedre definition af Europas mål og en bedre forklaring på, hvorfor vi ønsker yderligere integration. Europa-Parlamentet, der vedtager tekster, der ofte er vanskelige at læse, må inddrages fuldt ud i denne proces. Skal det irske nej tolkes således, at irlænderne mener, at EU-landene kan klare sig selv og handle på lige fod med USA, Kina, Indien eller Brasilien på områder såsom energi, den nye fødevareorden, personlig sikkerhed, immigration eller udenrigspolitik? Det mener jeg ikke. Skal det irske nej tolkes således, at irlænderne mener, at solidaritet med de fattigste lande, som de helt legitimt har draget store fordele af gennem de seneste årtier, ikke længere er relevant, og at enhver som udgangspunkt nu er sig selv nærmest? Det mener jeg ikke. Skal det irske nej endelig tolkes således, at irlænderne ønsker at vende udviklingen med hensyn til europæisk integration, og gav de udtryk for en negativ holdning til tiltrædelsen af lande som f.eks. Kroatien? Det mener jeg ikke.

PPE-medlemmerne i min gruppe tror fuldt og fast på, at Lissabontraktaten, som var genstand for langvarige forhandlinger, og som blev undertegnet af de 27 medlemsstater, er et vigtigt skridt fremad i forhold til Nicetraktaten. Den giver EU mulighed for at fungere bedre, og den giver EU de nødvendige redskaber til at få mere indflydelse globalt. Jeg har kun ét ønske, og det er, at der sættes en stopper for Europas introspektive periode hurtigst muligt. Undskyld udtrykket, men EU-landene er nu nødt til at stoppe navlepilleriet og samarbejde om at løse de virkelige problemer og de virkelige udfordringer. Disse udfordringer bør anspore os til handling, og de vækker også alvorlige bekymringer og til tider vrede, hvilket vi vil se på ny i Bruxelles på torsdag, blandt alle de grupper, der er blevet svækket og handikappet af den nuværende situation.

Hr. rådsformand, jeg anmoder Dem om at fokusere på de virkelige problemer på mødet i Rådet i morgen, på de europæiske borgeres velfærd, og at tage direkte fat på alle de prisstigninger, der bekymrer vores borgere.

I denne ophedede debat opfordrer PPE-medlemmerne i min gruppe til ro og besindelse. Vi skal lytte til irlænderne, vi skal tage ved lære af deres afstemning, og vi skal behandle borgerne i de øvrige europæiske lande med samme respekt.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! I otte år har vi nu uden afbrydelse været i gang med at ratificere en eller anden traktat. I otte år har vi ratificeret os til døde. EU har i otte år beskæftiget sig med sig selv og sine egne institutionelle reformer, som ikke kan falde på plads. Det er den samme union, som kræver, at ansøgerlandene skal gennemføre transformationsprocesser, som den ikke selv er i stand til at gennemføre. Hvilken troværdighed har denne union tilbage?

Hr. kommissionsformand, De har ret, når De siger, at Europas institutioner ikke bærer ansvaret for dette, og at man ikke må tillade, at de hele tiden gøres til syndebukke. Det er også rigtigt! Men hvem er det, der gør dem til syndebukke? I Europas hovedstæder sidder der en masse mennesker, der på torsdag mødes i Rådet, og som, når de kommer hjem fra Bruxelles med et positivt resultat, siger, at det var dem, stats- og regeringscheferne, og når de kommer hjem med et negativt resultat, siger, at det var dem dér i Bruxelles! Sig i Rådet, hvad De har sagt her. Og i øvrigt diskuteres der offentligt med Dem her i dette parlament. Stats- og regeringscheferne vil på torsdag igen diskutere bag lukkede døre. Det må også ophøre. Det er medlemsstaterne, der bærer ansvaret!

(Bifald)

Vi er inde i en nedadgående negativ spiral, der er farlig. Hele det europæiske traktatsæt er i fare. Under den irske folkeafstemning, som vi må respektere, var der et øjeblik, som forfærdede mig.

Med undtagelse af Sinn Féin, som jeg ikke vil bruge tid på her, har alle irske partier, PPE-DE, de liberale, vores parti, alle opfordret til at stemme ja, og befolkningen har stemt nej. Det er det alarmsignal, som vi alle, også her i plenarsalen, er berørt af. Der er opstået en tillidskrise med mistro, en krise i forhold til de nationale institutioner, i forhold til de supranationale institutioner. Jeg kan godt være Deres bifald foruden. Om den irske suverænitet repræsenteres af ideologien hos United Kingdom Party, skal jeg lade være usagt. Irerne kunne godt være foruden Deres beskyttelse. Lad mig sige det helt tydeligt. Denne tillidskrise må vi også reagere på i fællesskab. Vi bliver nødt til at tage den alvorligt!

Hr. kommissionsformand, jeg har spurgt mig selv, hvornår i dag De mon vil sige noget om Deres kommissær McCreevy?

(Bifald)

Det er en mand, som er ansvarlig for det indre markeds politik i EU. For det samme indre marked, som på grund af sin sociale ubalance af stadig flere borgere forståeligt nok opfattes mere som en trussel end som en chance. Denne mand, der i Deres Kommission har ansvaret for dette indre marked, stiller sig op i Irland og siger, at han heller ikke har læst traktaten. At det slet heller ikke er nødvendigt. Ja, hvordan skal man så opnå tillid?

(Bifald)

Dertil vil jeg sige, at det bedste socialpolitiske tiltag for Europa, som De kan foreslå den 3. juli, er, at De sætter hr. MacCreevy fra bestillingen. For denne mand har vist sig at være uegnet. Jeg kan ikke acceptere en kommissær for det indre marked, der repræsenterer politisk ensidighed på en sådan måde som hr. McCreevy. At deregulere det indre marked indtil ukendelighed, som hr. McCreevy ønsker, koste, hvad det koste vil, uden sociale støtteforanstaltninger på europæisk niveau og i medlemsstaterne - det er den krise, som Europas borgere registrerer! Der skal handles med hensyn til denne kommissær!

(Bifald)

Jeg havde gerne set, at De havde sagt noget om krisen på finansmarkederne. Jeg har intet som helst hørt fra Dem om krisen på de internationale finansmarkeder. Og til Dem, hr. Daul, vil jeg sige, at der findes 21 regeringschefer i EU, der hører til Deres og den liberale partifamilie, og et lige så stort antal medlemmer af Kommissionen. PPE-DE-Gruppen i dette parlament er åben over for mange socialpolitiske foranstaltninger, det vil jeg gerne indrømme. Jeg opfordrer Dem indtrængende til at tale med Deres regeringschefer og Deres kolleger i Rådet!

Det, som Europa har brug for, er en forenet social handlekraft. De har flertallet i Europa, i Rådet, i Kommissionen og også her i parlamentet. De kunne for én gangs skyld udvise den sociale ansvarlighed, som De netop har krævet. Når det gælder Poul Nyrup Rasmussens betænkning om kontrollen med de internationale finansmarkeder, så er De hjerteligt velkommen til at lade handling følge på Deres store erklæring om social ansvarlighed, hr. Daul!

(Bifald)

Der vil sikkert også være en vej ud af denne krise. På en eller anden måde vil vi med sikkerhed også hente irerne tilbage i flokken. Men det vil ikke hjælpe os! Det, vi har brug for, er en erkendelse af, at der engang var en tid, hvor den proeuropæiske bevægelse havde en sjæl. Josef Daul har nævnt det. Det var i efterkrigstiden, da Europas fredsstiftende myter svejsede menneskene sammen. I dag har bevægelsen imod Europa en sjæl. Jeg kan godt fortælle Dem, at denne sjæl er mobil, som De kan se, den er nået vidt i Irland, den har besteget mange trapper, ringet på mange døre, uddelt brochurer, været overalt. Men hvor var proeuropæerne? Hvor er den bevægelse, der kæmper for den europæiske enhed? Hvor er den lidenskab, som vi havde engang? Den lidenskab, som i dag findes på den anden side hos dem, der taler dårligt om Europa, fra højre. Hos dem, der taler dårligt om Europa, simpelthen fordi de er bange. Men blandingen af social deroute og angst har altid været en åbning for fascismen i Europa.

Derfor appellerer jeg til alle konstruktive demokratiske kræfter i Europa. Tag denne bevægelse alvorlig! Lad os omsider igen gøre en ting i fællesskab, nemlig at rette en appel til os selv om, at der ikke findes nogen mere succesfuld historie om sikringen af freden i Europa og i verden end den transnationale, interkulturelle og interreligiøse bevægelse, der er baseret på en social balance, og som hedder EU. Den skal vi kæmpe for, hvis vi ikke vil overlade den til disse mennesker!

(Bifald)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Fru formand! Når den irske premierminister tager til Bruxelles i morgen, vil han muligvis have stroferne fra den irske popgruppe U2's sang "Where did it all go wrong" i hovedet.

De andre stats- og regeringsledere bør også tænke over, hvordan man fra et fransk formandskab til et andet er kommet hele vejen "fra Nice til Nice".

Det er klart dokumenteret, at der er et flertal i alle medlemsstaterne, der støtter EU. Der er ikke meget, der tyder på, at der er et flertal i nogle af medlemsstaterne, der støtter en yderligere integration. Vi kan ikke med sikkerhed sige, at en given traktat vil blive støttet af et flertal i et givent land. Tilliden til institutionerne er ved at ebbe ud.

Det nytter således ikke noget, at muntre sjæle i Berlin fløjter det andet U2-hit "With or without you", eller at personer i Paris presser Irland til at afholde en ny folkeafstemning. Som Brecht understregede, kan man ikke bare vælge sig et nyt folk. I et landskab svinet til med løgne er folk ikke overbevist, selv om mindre end én million stemte imod.

Hvorfor? For det første fordi vi har gjort lidt for at overbevise dem om de ændringer, vi kæmper for. Kommissionen har en plan D for dialog, men medlemsstaternes regeringer har ikke en lignende dialog. For Parlamentet og Kommissionen ligger der helt sikkert en opgave i at forklare EU - men det gør der også for de enkelte nationale regeringer, hver eneste dag, ikke kun når den seneste traktat skal ratificeres. Dette er også en opgave for de politiske partier på europæisk plan og for de politiske partier i de enkelte medlemsstater.

For det andet skal det understreges, at selv om EU har skabt stor velstand, skabes denne velstand nu på mindre ærlig vis, og den fordeles på mindre retfærdig vis. Vores politiske ledere og erhvervsledere er nødt til at få styr på meget store etiske spørgsmål. Hr. Schulz, jeg er ked af, at der i øjeblikket kun er fem stats- og regeringsledere, der tilhører deres fløj, men disse spørgsmål er ikke mindre gyldige i de lande, der styres af socialister, end i alle andre lande!

(Bifald)

For det tredje er EU ikke kendt for at sikre befolkningen frihedsrettigheder på trods af den frie bevægelighed for varer og kapital - og endog for tjenesteydelser. Grænseoverskridende komplikationer på det civilretlige område - forældremyndighed i skilsmissesager, problemer med ejendom i udlandet - fylder parlamentsmedlemmernes postbakker. Manglende sikkerhedsforanstaltninger i grænseoverskridende kriminalsager og en nonchalant tilgang til databeskyttelse øger denne usikkerhed. EU opfylder ofte ikke afgivne løfter i praksis.

Vi skal anskue vores reaktion over for Irland på denne baggrund. Europa-Parlamentet ønsker den nye traktat. Vi ved, at den vil bidrage til at rette op på disse skævheder. Men der er en meget lille forståelse uden for disse vægge af metal og glas.

Min gruppes råd til Rådet er således, at den skal arbejde videre med de reelle problemstillinger i Europa, nemlig at fremme handel, bekæmpe klimaændringer og prisstigninger på fødevarer og brændsel. Lad de lande, der ønsker det, fortsætte ratificeringen af traktaten. Lad os nøjes med Nicetraktaten, hvis det bliver nødvendigt. Anvend overgangsbestemmelsen til at fremme Europas problemløsningspotentiale. Glem alt om en fuldtidsarbejdende formand, indtil der er blevet skabt enighed om den seksmåneders "stagiaires" opgaver. Iværksæt en omfattende kampagne for at minde borgerne om formålet med EU, oplys dem om EU's funktionsmåde og forklar dem, hvorfor EU er en god ting for dem i lighed med den legendariske Guinness.

Vi må ikke tillade, at denne krise bremser EU's udvikling, da EU har for stor betydning for mange, mange mennesker.

(Bifald)

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi har altid sagt, at EU har brug for en kort forfatning med et charter med bindende rettigheder, demokratiske og gennemsigtige beslutningsprocedurer, begrænsede, men reelle beføjelser, og de nødvendige økonomiske ressourcer. En sådan forfatning bør udarbejdes af Parlamentet eller af en forfatningsgivende forsamling, den bør håndhæves strengt, med overbevisning og uden hykleri, og den bør ratificeres på grundlag af en parlamentarisk ratifikation eller en europæisk folkeafstemning.

Jeg har stor respekt for det irske folks vilje, men ingen vil nogensinde kunne overbevise mig om, at en folkeafstemning, hvor kun halvdelen deltager, er mere demokratisk end en parlamentarisk ratifikation. Hvis et flertal af befolkningerne og staterne siger ja, bør vi gå videre, og de stater, der har stemt nej, kan med humøret i behold holde sig uden for og forhandle sig frem til en ny, løsere tilknytning som angivet i Spinellitraktaten fra 1984.

Hvad er der sket gennem de seneste år? Medlemsstaterne og Kommissionen har udarbejdet en kompliceret, selvmodsigende traktat, der er vanskelig at sælge. I de sidste faser blev der ført hastige og hemmelige forhandlinger, og den blev gjort endnu mere ulæselig som følge af undtagelser og protokoller. De besluttede samtidig, at den skulle ratificeres enstemmigt, præcis som gartnerens hund, der ikke spiser kål, og som heller ikke tillader nogen andre at spise kål.

Som om det ikke var nok, vedtager EU fortsat misforståede, svage politikker som f.eks. Jackson-direktivet i går og Weber-betænkningen i dag, der ikke er i stand til at give os positive udsigter eller håb. Dette er en union, hvor der lægges mindre og mindre vægt på alt lige fra arbejdstagernes rettigheder og miljøbeskyttelse til migranternes rettigheder, hvor industrilobbyer regnes for mere værd end borgere, hvor EU's interesser tilsidesættes og begraves af den ene højtråbende regering efter den anden, hvor det frie valg og individuelle frihedsrettigheder eller ankomsten af nye europæere opfattes som et ubærligt angreb på befolkningers identitet, herunder befolkningerne i Italien og Irland, der har migranter spredt ud over hele verden.

Det er muligt og måske også ønskeligt, at de lande, der endnu ikke har ratificeret, vil gøre dette. Den irske regering kommer måske med et særligt godt forslag. En diplomatisk løsning er imidlertid ikke tilstrækkelig! En diplomatisk løsning er ikke tilstrækkelig. Vi er mere end nogensinde nødt til at sige højt og klart, at regeringernes Europa - der er uigennemskueligt og uklart - har fejlet, nemlig et Europa, som forkastede forfatningen og fortsat fører misforståede, konservative, snæversynede og nationalistiske og egoistiske politikker, et Europa, der ikke handlede i overensstemmelse med ånden fra Det Europæiske Konvent i 2003 og i stedet nåede til enighed om en positiv, men minimalistisk tekst uden sjæl.

Intet af dette gør imidlertid et mere demokratisk, proaktivt og forenet Europa mindre nødvendigt. Vi har i dag brug for et initiativ baseret på vores politisk styrke fra de medlemsstater, der er overbevist om behovet for et mere effektivt, mere demokratisk og mere sammenhængende Europa, idet det nu ikke længere er nødvendigt eller muligt at fortsætte med Nicetraktaten. Et sådant initiativ vil ikke omfatte de lande, der ikke ønsker at gå videre.

  Brian Crowley, for UEN Gruppen. - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne takke formanden for Rådet, formanden for Kommissionen og mine kolleger for deres hidtidige bidrag.

Det, der er sket, var naturligvis uventet. Det irske nej er udtryk for en holdningsændring hos en gruppe vælgere i EU i forhold til EU-projektet. Da modstanderne af traktaten under folkeafstemningen i Irland er meget forskellige, og i lyset af de forskellige synspunkter - der i mange tilfælde er såvel politisk som ideologisk modsatrettede - er det vanskeligt at fastslå de nøjagtige årsager til, at borgerne stemte nej.

Vi har bedt om tid til at se på og analysere disse resultater og til at finde ud af, hvordan vi kan komme videre, og hvad der kan gøres. Dette var ikke et nej til EU, hvilket også bekræftes af nejsigerne, selv om nogle af nejsigerne har stemt nej ved hver eneste europæiske folkeafstemning siden Irlands tiltrædelse i 1972. De hævder imidlertid, at dette ikke er et nej til EU. De hævder ligeledes, at dette ikke er et forsøg på at begrænse EU's handlekraft. Deres primære slogan under valgkampen var imidlertid "Stem nej for et stærkere Europa". Måske kunne nejsigerne nu træde frem og fortælle os, hvad det er for et stærkere Europa, de ønsker, hvilke løsninger, de ønsker at foreslå på spørgsmålet om, hvordan vi kommer videre og imødegår de globale udfordringer og vanskeligheder, som vi står over for.

I dag i Bruxelles protesterer landbrugere og vognmænd over den høje brændselspris. På dette tidspunkt sidste år kostede en tønde olie 48 amerikanske dollars. Den koster i dag 140 amerikanske dollars. På dette tidspunkt sidste år havde selv de fattigste råd til fødevarer i Haiti. I dag er der optøjer i Haitis gader på grund af fødevaremangel og de hermed forbundne problemer. Vi skal imødegå disse udfordringer på europæisk plan. Vi skal løse disse problemer.

Vi må ikke glemme, at verden ikke er ved at bryde sammen. Vi har stået i samme situation tidligere. Både franskmændene og hollænderne sagde nej til en tidligere traktat, og der blev fundet en metode til at organisere og udvikle det europæiske projekt.

Vi skal ikke fremkomme med beskyldninger og pege fingre. I modsætning til hvad nogle af de protesterende i Europa-Parlamentet måske mener, skal vi vise respekt, ikke blot for de irske vælgere, der på demokratisk vis gav udtryk for deres holdning til traktaten, men også for de øvrige lande og for deres individuelle ret til at afgøre, hvordan de fungerer, og hvordan de ratificerer en traktat. Vi kan ikke diktere, hvilke tiltag, de enkelte lande kan gøre og ikke gøre.

Jeg vil gerne sige til dem, der er iført T-shirts i Europa-Parlamentet, at ud over at udvise manglende respekt for Parlamentet og Parlamentets medlemmer, repræsenterer de på ingen måde det irske folk eller den irske nation.

(Bifald)

Jeg vil gerne gøre det klart, at de personer, der vifter med flaget her på min venstre side, de selvsamme personer, der hævder at forsvare det irske folks rettigheder, dukkede op på irsk tv i gang med at fejre det irske nej på en pub i Bruxelles. Der blev naturligvis drukket, men hvilken respekt har de for det irske folk og det irske flag, når de bruger det irske flag som en dug til at stille deres drinks på? Det er, hvad denne gruppe repræsenterer. Det er den form for manglende respekt, de har for folket.

(Bifald)

Vi skal videre. Det europæiske projekt er værd at redde. Det er ikke blot et spørgsmål om fred og velstand, men også om solidaritet. For mange år siden skrev den irske digter Sean O'Casey i Juno and the Paycock: "Jeg stirrede ofte op i himlen og spurgte mig selv - hvad er månen lavet af, hvad er stjernerne lavet af?" I dag bliver vi måske nødt til som generation at spørge os selv: "Hvad betyder EU egentlig, og i hvilken retning ønsker vi at gå?"

(Bifald)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det Europæiske Råd ville gøre klogt i at undlade at udvise nogen form for arrogance i forhold til Irlands befolkning, der blot udøvede en demokratisk ret anerkendt i landets forfatning. Det ville være bedre at tage fat på en klar analyse af situationen i stedet for at opfordre til en fortsættelse af ratifikationsprocessen i et forsøg på at isolere dette nye sorte får. Det irske nej var særlig udtalt blandt arbejderklassen, og jeg vil gerne understrege, at valgdeltagelsen var langt højere end tidligere. Min gruppe er af den opfattelse, at dette viser, at krisen med hensyn til den nuværende europæiske models legitimitet bliver dybere og dybere. Denne krise var allerede et centralt element i det franske og nederlandske nej. Det giver sig udtryk på forskellige måder i andre lande, men det er altid et underliggende element.

Glem ikke de omfattende protester imod Bolkestein-direktivet og debatten i kølvandet på Laval- og Viking-sagerne, navnlig i de skandinaviske lande, eller i Tyskland efter Rüffert-dommen. Jeg vil i denne forbindelse gerne sige til min ven Martin Schulz, at jeg er fuldstændig enig i det, han sagde om hr. McCreevy. Problemet er, at disse afgørelser - de afgørelser, som jeg netop har nævnt - ikke blev truffet af hr. McCreevy, men af EF-Domstolen på grundlag af specifikke artikler (artikel 43 og 49 i de nuværende traktater indarbejdet i Lissabontraktaten). Tænk også blot på den politiske indvirkning af den magtfulde strejke i Dacia, Rumænien, imod det stramme EU-budget. Tænk på vreden blandt landbrugere og småfiskere med trange kår. Den grundlæggende årsag til disse problemer er først og fremmest den nuværende europæiske økonomiske og sociale model, der skaber usikkerhed og ikke sikkerhed. Det er det største problem.

En anden faktor er EU's funktionsmåde. Beslutninger bliver taget langtfra borgerne og uden inddragelse af borgerne. Vi foretrækker at redegøre for forholdene i stedet for at inddrage borgerne. Den bevidste beslutning om at præsentere Lissabontraktaten i en form, der er fuldstændig ulæselig for en almindelig læser, er i denne forbindelse efter min mening udtryk for "elfenbenssyndromet". Det har ødelæggende følger for vores borgere, navnlig de mindre befolkede nationer, der føler, at de er blevet trukket rundt i manegen med det formål at imødegå de mere magtfulde nationers interesser.

Endelig sættes der i mange lande, herunder i Irland, i stigende grad spørgsmålstegn ved Europas rolle i verden, og det forventes, at EU sikrer, at der lægges langt mere vægt på politik end på magtpolitik. Hvis vi viger uden om disse drøftelser, vil krisen i Europa blive forværret. Hvis drøftelserne sker i fuldstændig åbenhed, vil det være et første skridt hen imod en løsning.

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Fru formand! Ingen andre har sagt det, men det vil jeg: Godt gået Irland!

(Bifald fra forskellige pladser)

Endog inden det officielle resultat var blevet offentliggjort, hørte vi en stærkt upålidelig og uredelig Barroso under en pressekonference i Bruxelles udtale, at traktaten ikke er død, og at vi fortsætter - og dette på trods af klubbens regler. Det var helt ærligt afskyeligt. Det var en hån mod demokratiet. Det står helt klart, at ratifikationsprocesserne bør stoppes nu, og at gennemførelsen af traktaten bør stoppes nu.

Efter de franske og nederlandske resultater havde jeg den holdning, at De fornægtede virkeligheden, men det er nu gået op for mig, at der ligger et helt nyt fænomen bag, nemlig "EU-nationalisme", og det er det farligste politiske fænomen, der har hærget i Europa siden 1945. De ignorer vælgerne, De ødelægger demokratiet og De har vist, at De ikke vil vige tilbage for noget. De bør stille Dem selv spørgsmålet, hvorfor politikerne, hvorfor denne klasse er så upopulær i dag. Hr. Barroso, senere i dag skal Parlamentet stemme om udpegningen af en ny kommissær for retlige og indre anliggender, og det er sandsynligt, at en tidligere straffet bedrager bliver EU's nye kommissær for retlige og indre anliggender efter i dag.

De har rent faktisk ikke brug for Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti. De ødelægger EU i vælgernes øjne. Godt gået alle sammen!

(Bifald fra forskellige pladser)

  Ashley Mote (NI). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne gøre opmærksom på, at retsstatsprincippet er vigtigere end selve lovene.

(Kraftig protest)

Lissabontraktaten krævede enstemmighed. Hvis dette ignoreres, ignoreres selve retssikkerheden. Irlænderne udgør ikke blot 10 % af EU, men 100 % af dem, der havde mulighed for at stemme, og de er alle klar over, vi er alle klar over, at de andre ville have stemt nej, hvis de havde fået chancen.

(Yderligere kraftig protest)

Lissabontraktaten var uforståelig, og irlænderne vidste hvorfor. Andre lande ville have stemt nej, hvis de havde fået chancen. At man nu siger, at processen skal forsætte, og at man i denne forbindelse udtænker snedige måder, hvorpå man kan genskabe Lissabontraktaten helt åbenlyst i strid med borgernes ønsker - det er en arrogance, som får én til at tabe vejret, og vi har set det hele før. Den østrigske udenrigsminister stod her efter forkastelsen af den forrige traktat og pralede med, at 36 projekter og institutioner blev videreført. De har stadig ingen legitimitet, idet det ikke er lykkedes at sikre enstemmighed omkring traktaten.

Jeg har en besked til Dem fra Edmund Burke: "Det er folket, der har magten, ikke jer, og hvis I ignorerer dette og retsstatsprincippet, svarer I selv for følgerne".

(Bifald fra forskellige pladser)

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at understrege Parlamentets bemærkelsesværdige konsensus med hensyn til de næste skridt, der skal tages. Vi mener med nogle få undtagelser, der blot gør debatten mere nuanceret, at det ville være klogt, hvis alle medlemsstaterne fuldførte deres ratifikationsprocesser. Det er også den holdning, som den irske regering og medlemmerne har givet udtryk for, navnlig hr. Crowley, der er irsk, og som har understreget, at alle lande har samme ret til at give udtryk for deres holdning. Hvis vi således kan afslutte denne proces, vil vi være i stand til at drøfte spørgsmålet konstruktivt med vores irske venner på et solidarisk grundlag, idet der ikke kan være nogen union uden solidaritet. Jeg mener, at denne konsensus er blevet styrket, og jeg håber, at den vil blive styrket af debatten i Det Europæiske Råd i morgen og fremover. Det er under alle omstændigheder den holdning, som Kommissionen agter at forelægge for Det Europæiske Råd.

Som det er blevet pointeret flere gange, bl.a. af hr. Watson, er det samtidig vigtigt ikke at blive lammet ved udelukkende at fokusere på det institutionelle spørgsmål. Den bedste måde, hvorpå vi kan styrke EU's demokratiske legitimitet, er at skabe resultater og at vise, at vi arbejder for vores borgere. Verden kan ikke vente på, at EU træffer sine institutionelle afgørelser. Der er presserende spørgsmål såsom klimaændringer, energisikkerhed og migration, som gør det nødvendigt for EU at gribe ind, selv inden for den nuværende institutionelle ramme.

Jeg vil desuden gerne sige til min gode ven, hr. Schulz, at vi bør undgå at finde lette syndebukke. Jeg var naturligvis ikke særlig tilfreds med de udtalelser, som min kollega, hr. McCreevy, kom med. Jeg kunne imidlertid også nævne en række udtalelser fra nationale politikere, der ikke fremmede processen, og selv fra medlemmer af Europa-Parlamentet, der ikke altid siger det, vi ønsker at høre.

Lad os være realistiske. I den valgkreds, hvor hr. McCreevy førte valgkamp, vandt jasiden, og det er efter min opfattelse ikke den bedste måde at sikre en vellykket dialog med vores irske venner at angribe den irske kommissær. Vi skal fokusere på de positive aspekter uden at forsøge at finde lette syndebukke. Det ville ikke være rimeligt. Hvis vi samarbejder med vores institutioner, hvis vi fokuserer på de resultater, som borgerne forventer, at vi leverer, hvis vi skaber en optimal atmosfære for denne dialog, mener jeg, at det vil være muligt at løse dette problem. Det er et alvorligt problem, men det er et problem, der kan løses. Vi løser ikke problemet ved at fremkomme med beskyldninger, heller ikke med pessimisme, "krisofili" eller ved at tale om tilbagegang. Vi løser problemet ved gennem vores resultater at bestræbe os på at styrke vores demokratiske legitimitet og ved at anerkende, at vi alle er nødt til at handle, i EU-institutionerne og i de nationale regeringer, og at vi har et fælles ansvar for at holde vores ideal, vores europæiske ideal, i live.

(Bifald)

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Som bekendt er EU baseret på fire frihedsrettigheder, nemlig fri bevægelighed for personer, varer, kapital og tjenesteydelser. Den første af disse frihedsrettigheder handler om mennesker. Da Jean Monnet indviede os i sin vision om Europa for mange år siden, sagde han: "Nous ne coalisons pas des États, nous unissons des homes" - mine kolleger bedes bære over med mit mangelfulde fransk.

EU skal handle om mennesker, ikke om politikere, og EU skal således ikke blot styres af folket, idet folket har brug for at se og tro på, at det styres af folket. I torsdags hørte vi folket tale, og dommen var klar. Svaret var et simpelt nej.

Jeg gør opmærksom på baggrunden for den første forfatningstraktat. Der var en anerkendelse af, at EU fjernede sig mere og mere fra borgerne, og at det var nødvendigt at ændre situationen. Den erklærede målsætning var at udarbejde en traktat, som ville gøre EU mere enkel og mere gennemskuelig og bringe EU tættere på borgerne. Den traktat, der stod tilbage efter de politiske forhandlinger, var imidlertid mere kompliceret, mere uklar og endnu længere væk fra borgerne. Dette er helt sikkert stadig også borgernes opfattelse af denne seneste traktat.

Vi kan ikke blot reagere ved at fortsætte, som om intet er sket. Hvis borgerne får den opfattelse, at EU bevæger sig endnu længere væk fra dem, vil problemet blot forværres, hvis politikerne blot fortsætter uden at bekymre sig om følgerne. Vores problem må ikke være at drøfte, hvor hurtigt EU skal gå frem, men at drøfte, i hvilken retning. Lyt til borgerne og få svaret.

Hvis ratifikationsprocessen fortsætter, er dette udtryk for, at EU's ledere ikke har lært noget, og at politikerne stadig tror, at de ved bedst, og at det er borgerne, der har uret.

Borgerne har pr. definition altid ret. Det hedder demokrati. Vi ønsker et EU, hvor der er fokus på mennesker, og som sikrer dette demokrati. Vi må således ikke se bort fra den irske afstemning. Vi skal bygge videre på denne. Ratificeringsprocessen bør indstilles. Vi skal begynde at lytte til borgerne.

(Bifald)

Martin Schulz påpegede i sin meget virkningsfulde og elegante tale, at der er en tillidskrise. Jeg er enig. Borgerne har ikke længere tillid til politikerne. Vi har nu lejlighed til at anerkende dette, til at vise, at vi har lyttet, og til at genvinde og opbygge deres tillid. Det er ikke godt nok, hvis vi alle blot bliver gode talere. Vi skal vise, at vi også kan være gode lyttere.

(Bifald)

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand! Nej, nej, nej! Det, som hr. Bushill-Matthews beskrev, er ikke demokrati. Demokrati er at sige: "Vi respekterer irlænderne, som vi respekter enhver anden medlemsstats afgørelser". Jeg støtter således formanden for Kommissionen, der udtalte, at der er enighed i Parlamentet om processen, om at respektere irlænderne, men samtidig også respektere alle de øvrige medlemsstater. Lad os fortsætte processen. Den skal fortsættes i dag.

For det andet vil jeg anmode om, at der ikke kommer flere tænkepauser tak. Ikke flere tænkepauser. Ikke mere pladder. Lad os fokusere på de virkelige problemer. Det er vi nødt til.

Kommissionsformand Barroso er naturligvis nødt til at forsvare sine kommissærer, herunder hr. McCreevy. Vores kritik af hr. McCreevy er ikke personlig ment. Når formanden for min gruppe nævner hr. McCreevy, skyldes det hans politik - og hans politik er også hr. Barrosos politik.

Hr. Barroso sagde mange kloge ord i dag, men da han talte om beføjelser på konkurrenceområdet hørte jeg ikke noget om spekulation i fødevarepriser på de finansielle markeder. Det ville jeg gerne have hørt noget om, og jeg ville gerne have hørt det fra hr. McCreevy. Da hr. Barroso talte økonomi, hørte jeg ham ikke sige, at vi mangler arbejdspladser i Europa. Jeg ville gerne have hørt ham sige, at vi mister arbejdspladser på grund af den finansielle krise. Jeg ser gerne, at Kommissionen forelægger en økonomisk genopretningsplan - ikke en teoretisk plan, men en samordnet investeringsplan.

For det tredje har hr. McCreevy ret, når han forsøger at sige, at den finansielle krise udelukkende skyldes agenturerne og bureauerne - bl.a. Standard & Poors og FTSE - og at vi skal regulere dem. Men dette er i en vis forstand det samme som at skyde budbringeren. Jeg mener virkelig, at kommissionsformanden burde sige følgende til os i dag: Ja, jeg er enig i, at vi har en finansiel krise, og ja, jeg er enig i, at vi er nødt til at indføre en overordnet regulering, der er bedre end den, vi har, således at vi kan skabe nye arbejdspladser og et bedre klima, ikke flere penge og ikke mere fokus på, hvordan der kan tjenes penge på ingenting i stedet for på produktion og arbejdspladser. Et sådant budskab fra kommissionsformanden vil dette være et reelt budskab til almindelige mennesker.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Som irsk medlem repræsenterer jeg de 54 %, der stemte nej og de 46 %, der stemte ja. Sande demokrater ser ikke kun på resultatet, men forsøger også at repræsentere hele befolkningen.

Jeg repræsenterer en suveræn stat, men man kan ikke opretholde suveræniteten i sin egen medlemsstat - i mit tilfælde Irland - medmindre man opretholder suveræniteten i alle medlemsstater. Hvis andre medlemsstater vælger at udøve deres selvbestemmelsesret og ratificere Lissabontraktaten, kan ingen sand demokrat, ingen flagsvingende demokrat, der i dag hævder at være irsk, retmæssigt gøre indsigelse. Irland taler Irlands sag, og Slovenien taler Sloveniens sag. Det er reelt demokrati, og det er reel suverænitet.

Et centralt spørgsmål i debatten om Lissabontraktaten i Irland var princippet om enstemmighed. Lissabontraktaten skal ratificeres med enstemmighed. Alle 27 medlemsstater skal være enige - det er det centrale princip. Dette er den første virkelige prøve på, at der er enstemmighed omkring Lissabontraktaten. Vi skal bestå denne prøve, og dette er den egentlige udfordring. Som politikere er det vores opgave at leve op til denne udfordring, at lytte til vores borgere, at finde løsninger og at fortsætte arbejdet med at opbygge et bedre Europa. Nogle af nejsigerne i Irland talte om at finde en bedre model. Lad os være optimistiske og finde frem til en bedre model for alle borgere. Vi har brug for tid og rum i Irland til at overveje situationen og finde løsninger. Irland er fortsat positivt indstillet over for EU.

Hvem kunne i 1945, da Europa lå i ruiner, have forudset, at vi ville fejre 50 års fred i 2008? Lad dette tjene til inspiration. Europa er under udvikling, en proces, der ganske vist er vanskelig, men altid umagen værd. Derfor sidder vi her. De europæiske borgere ønsker en Union, der fungerer. Det ønsker irlænderne også. Det er jeg 100 % sikker på. Vi må ikke skuffe dem.

  Johannes Voggenhuber (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand! Hr. rådsformand, når jeg i dag hører regeringerne, så taler de om et irsk problem. Når jeg taler med borgerne, taler de om et europæisk problem og om en konflikt med Europa. Når jeg lytter til regeringerne, har vi at gøre med en diplomatisk konflikt. Når jeg taler med borgerne, har vi at gøre med en krænkelse af suverænitet, med følelsen af at være udelukket, med dyb mistro. Når jeg hører regeringerne, så taler de om et uforståeligt nej. Når jeg hører borgerne, taler de om en uforståelig traktat og om en uforståelig fremgangsmåde. Når jeg hører regeringerne, så taler de om, at nu skal de udføre de virkelige opgaver. Når jeg lytter til borgerne, så taler de om, at de i årevis har talt om de virkelige opgaver, nemlig andre opgaver, hr. rådsformand! De taler ikke om militær, politi og indre sikkerhed. De taler om socialt ansvar, de taler om Europas ansvar for globaliseringen, de taler om mere demokrati og gennemsigtighed.

Hr. rådsformand, regeringerne vil spørge den irske regering om, hvad det er, der har forårsaget nejet. Regeringerne burde spørge sig selv, hvor syndefaldet fandt sted. De har ikke set skriften på væggen efter nejet i Frankrig og Nederlandene. Har regeringerne da taget fat på de virkelige opgaver? Har de da ved revisionen af traktaten virkelig taget fat på de bristede forventninger? Har franskmændene ikke råbt højt nok på en ny social orden, på social ansvarlighed og balance? Har man ikke råbt på mere demokrati? Og hvad har De gjort? De har ompakket en traktat i et ulæseligt kaos af fælder, fodnoter og tekster og undrer Dem nu over, at borgerne ikke stemmer ja.

Ét er den store fare, der ligger i denne krænkelse af suveræniteten, der ikke alene er en krænkelse af det irske folk, ét er faren for, at det nu griber om sig, og at europæerne siger: The Irish people has voted for us! Dette ansvar, det er Deres, regeringernes! I dag er det endnu en gang tid …

(Formanden fratager taleren ordet).

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Debatten er meget spændt. Jeg vil imidlertid mane til forsigtighed, stor forsigtighed, når vi udtaler os efter den irske folkeafstemning. Ethvert forslag om, at Irland bør gøres til skamme eller endog udelukkes fra EU er langt mere skadeligt for EU end resultatet af selve afstemningen. Hr. Schulz, der vanen tro var temmelig ophidset, kom desværre med et sådant forslag. Vi må ikke glemme, at den paternalistiske holdning i Bruxelles skabte irritation i Irland og var en af årsagerne til, at den irske befolkning stemte imod traktaten.

Det er ikke rigtigt, at EU kommer til at lide uden den nye traktat. EU kommer til at lide på grund af interessekonflikter og på grund af medlemsstaternes egoisme. Det har intet med Irland at gøre. EU's udenrigspolitik kommer f.eks. til at lide på grund af Tyskland. Tyskland ønsker at etablere gode forbindelser mellem Tyskland og Rusland på bekostning af landene i Centraleuropa. Frankrig kan også bebrejdes for at vende det blinde øje til Ruslands neoimperialistiske politik i regionen, samtidigt med at landet kommer med floskler om, hvordan EU, herunder Polen, skal arbejde videre. Traktaten bør ikke bruges som et røgslør for vores egne problemer. Den irske befolknings afgørelse må ikke bruges til at skjule vores egne problemer.

(Bifald)

  Bairbre de Brún (GUE/NGL). - (GA) Hr. formand! Det irske folk har talt. Det irske folks nej til Lissabontraktaten i torsdags var ikke et nej til EU. Irland hører til i EU. Irland har draget sociale og økonomiske fordele - både i nord og i syd - af medlemskabet, selv om der også er en række problemer.

Spørgsmålet var, om Lissabontraktaten er til fordel for det irske folk, for det øvrige Europa eller for udviklingslandene? Det irske folk skulle stemme om Lissabontraktaten, og den blev forkastet. Lissabontraktaten er død. Irlænderne ønsker en bedre model i lighed med franskmændene og hollænderne.

Vi har nu mulighed for at genoptage debatten om Europas fremtid. Vi skal gribe denne mulighed.

Det er uacceptabelt, hvis EU's ledere forsøger at finde ud af, hvordan de kan se bort fra eller omgå borgernes demokratisk formulerede vilje. Ratifikationsprocessen skal indstilles, helt som det skete efter forkastelsen af EU-forfatningstraktaten. Vi skal imidlertid denne gang lytte til det irske folk, vi skal lytte til folket. Mange af de bekymringer, der blev givet udtryk for i Irland, var de samme som dem, der tidligere var blevet givet udtryk for i Frankrig og Nederlandene. Vi skal lytte til disse bekymringer. Vi skal imødegå disse bekymringer.

En række centrale spørgsmål dukkede op igen og igen under hele folkeafstemningskampagnen i Irland, nemlig spørgsmålet om det demokratiske underskud, Irlands tab af indflydelse i EU, neutralitet og ikkemilitarisering, arbejdstagernes rettigheder, offentlige tjenester og traktatens følger for udviklingslandene. Der skal tages fat på disse spørgsmål.

Det europæiske projekt skal bestå sin demokratiske prøve gennem EU's reaktion på afstemningen i Irland. Lytter EU til borgerne, respekterer EU deres demokratiske ønsker, eller lægger EU afstand til borgerne ved at ignorere alt dette?

Jeg mener, at demokratiet skal sejre. Vi skal lytte til det irske folk. Vi må droppe al snak om at køre dem ud på sidelinjen og gå videre uden dem, isolere dem eller give dem skylden. Vi skal lytte meget nøje og roligt til det, det irske folk har sagt, og til de problemer, som de har påpeget såsom neutralitet og hele spørgsmålet om EU's militarisering, Irlands og andre små europæiske landes indflydelse, arbejdstagernes rettigheder, offentlige tjenester og det sociale Europa.

Vi er nødt til at lytte. Vi er nødt til at gribe muligheden nu for at tale med den irske regering, lytte til det irske folk, udstikke en vej frem og udarbejde en traktat, som alle kan være tilfreds med fremover.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! To følelser var efter min opfattelse fremherskende under kampagnen. Den første var en generel følelse af, at beslutningstagningen blev rykket endnu længere væk fra borgerne og ned til fjerne bureaukrater. Den anden, og muligvis mere dybtfølte følelse, var en følelse af værditab, eller nærmere en følelse af, at værdierne var ved at ændre sig.

Irland havde været stolt af sine kristne værdier, men var nu ved at udvikle sig til en materialistisk nation. Der er blevet sagt mange nedsættende bemærkninger om mit land siden i fredags. Det virker som om, at man er blevet fornærmet. Det, der rent faktisk skete var, at Irland uden vaklen sagde nej tak til Lissabontraktaten.

Hvis den reaktion på folkets demokratiske vilje, som jeg har været vidne til gennem de sidste fem dage, er vrede, er der noget galt. Tag ikke fejl. Irland er proeuropæisk. Vi mener, at projektet har taget den forkerte drejning, hvilket EU helt åbenlyst ikke mener. EU har glemt det, som det har allermest brug for - demokrati - og glemt, at det eneste, der betyder noget, er mennesker - de europæiske borgere.

Inden EU gør forsøg på at undvige vores demokratiske afgørelse, bør man stille sig selv to spørgsmål: 1. Mener man virkelig, at denne traktat ville overleve folkeafstemninger i de øvrige 26 lande? 2. Er det en demokratisk handling at true et land, der har handlet demokratisk?

(Bifald)

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Jo længere tid vi fortsætter, desto længere tid vil de europæiske bureaukrater opføre sig som politiske autister, der er fuldstændig afskåret fra den virkelige verden, fra borgerne, som de ikke desto minder fortsat hævder at tjene. Nu siger de, at det lille land, Irland, ikke har ret til at modsætte sig en europæisk traktat, der evt. snart vil være ratificeret af 26 ud af de 27 medlemsstater. Hvilken arrogance! Irland har, når alt kommer til alt, som det eneste land sagt nej, da Irland er det eneste land, der har fået mulighed for at sige nej. Alle ved, at uhyret i form at Lissabontraktaten, der blev affødt af den dødfødte europæiske forfatning som en anden Frankenstein, ville blive forkastet af et stort flertal af vælgerne i næsten alle de øvrige medlemsstater, hvis disse vælgere fik mulighed for at stemme. I demokratiets navn er resultatet af en demokratisk afstemning blevet hylet ud og skubbet til side. Vi er godt på vej hen imod den totalitære euronazistiske stat.

  Alojz Peterle (PPE-DE). - (SL) Hr. formand! Den irske befolknings afgørelse var demokratisk, og vi respekterer den, og det er ikke nødvendigt at opfordre os demokrater til at udvise respekt. Det ligger helt fast, men det er ikke tilstrækkeligt at respektere afgørelsen. Vi skal også være opmærksom på konsekvenserne og forstå den irske og europæiske kontekst, og hvorfor et flertal i en af de mest fremgangsrige EU-medlemsstater forkastede en traktat, som blev undertegnet af stats- og regeringsledere - herunder den irske statsleder - sidste år med det formål at sikre et effektivt fælles svar på vanskelige nye udfordringer på såvel miljø-, energi-, indvandrings- og sundhedsområdet.

Jeg er enig i, at vi er nødt til at give os tid til at tænke os om, men det gælder ikke ratificeringen, der kan fortsættes. Det er ikke nødvendigt at genoverveje spørgsmålet om ratificering, og processen skal fortsætte. Dette handler ikke kun om Irland og det nuværende EU som helhed, men også fremtidens Europa, der endnu ikke er helt forenet. Jeg lykønsker i denne forbindelse det slovenske formandskab med alle de vellykkede resultater, det har opnået med hensyn til tilnærmelse af landene på det vestlige Balkan, herunder navnlig med stabiliserings- og associeringsaftalerne med Serbien og Bosnien-Hercegovina. Vi skal her glæde os over alle fremskridt i disse lande i overensstemmelse med det europæiske perspektiv, og vi er nødt til at udrydde alle kilder til udvikling af konflikter, hvilket er muligt som følge af det europæiske initiativ. Vi bør efter min mening gøre en utrættelig indsats.

Jeg håber, at de proeuropæiske kræfters sejr i Makedonien vil fremskynde Rådets afgørelse om indledning af forhandlinger med dette land, der allerede er et kandidatland og som har brugt lang tid i venteværelset. Jeg håber også, at den nye makedoniske regering, der har fået et stærkt mandat, vil drage fordel af denne nye tillid gennem en politik, der vil fremskynde indledningen af forhandlinger.

  Jo Leinen (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg forventer, at Det Europæiske Råd i morgen udøver tydelig selvkritik, selvkritik for den manglende evne til at kommunikere en EU-traktat til borgerne og informere dem om den. Det er virkelig utroligt, at regeringerne forhandler om traktater og også afholder smukke ceremonier, hvor de underskriver traktaterne. Derefter tager de hjem til deres hovedstæder og bekymrer sig ikke om mere. Det er for en stor dels vedkommende årsagen til den misere, vi tidligere har oplevet og nu igen i Irland!

(Bifald)

Jeg forlanger også konsekvenser. Nu må Rådet omsider opgive sin blokade og indlede en fælles kommunikationsstrategi med Kommissionen og parlamentet, så vi får borgerne rigtigt med på vejen til Europa og ikke lader dem tilbage. Institutionerne har opført sig som forældre, der sætter et barn i verden, hvorefter de efterlader barnet i en grøft og glemmer alt om det. Den går ikke! Nu skal det have konsekvenser i form af en fælles kommunikations- og informationspolitik, der også er en del af demokratiet. Grundlaget for demokratiet er, at borgerne ved, hvad EU er, og at de selv er en del af EU.

Jeg lytter gerne til borgerne i Irland, men når fru Sinnott i går sagde, at et flertal i en by har stemt mod Lissabontraktaten, fordi der her opføres et affaldsforbrændingsanlæg, og vi har en europæisk lovgivning, der kræver affaldsforbrænding, så spørger jeg mig selv, hvad et affaldsforbrændingsanlæg i en irsk by har at gøre med Lissabontrakten. Den slags argumenter findes der mange af. Her må man også være ærlig. Det er ikke alt, hvad der er blevet sagt, der virkelig er acceptabelt og skal respekteres.

Vi må overveje en ny formel for ratificering af EU-traktater. Hvert enkelt land skal kunne udtrykke sin vilje, og jeg håber, at overhuset i eftermiddag ratificerer traktaten og sender et tydeligt signal om, at processen fortsætter.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! I eftermiddag vil det britiske parlament i Westminster afslutte ratificeringen af Lissabontraktaten. Det bliver forfriskende at læse i aviserne i morgen, at Storbritannien endelig har sagt ja til Europa. Det vil i høj grad medvirke til at genoprette Det Forenede Kongeriges moralske indflydelse og politiske troværdighed, og det bør gøre det nemmere for irlænderne at skabe en ny konsensus baseret på mindre libertas og mere veritas.

Det er bizart, at hr. Farage og hans højreorienterede tropper her i salen ønsker, at en afgørelse om og på vegne af det britiske suveræne parlament skal være baseret på en folkeafstemning i et andet land. Det bekræfter min holdning om, at folkeafstemninger er et udtryk for en form for demokrati, der kan være et egnet instrument under en revolution, men som er fuldstændig uegnet, når der skal træffes velovervejede og deliberative afgørelser om en kompleks traktatrevision. Derfor skal Europa-Parlamentet bistå Rådet med at gennemføre Lissabontraktatens indhold.

  Ian Hudghton (Verts/ALE). - (EN) Hr. formand! Lissabontraktaten er død. Det er ganske enkelt en juridisk kendsgerning, idet der ikke er enstemmighed. Vælgerne, ikke blot i Irland, men også i Frankrig og Nederlandene, har sagt nej til traktatteksten eller dens tvillingebroder.

Hvis vi skal genskabe borgernes tillid, kan vi ikke blot give Lissabonteksten et nyt navn og forsøge at presse den igennem. Det var for nemt at gøre grin med den nye traktat, og den var så kompleks og uklar, at den ikke kunne forklares, hvilket gør det vanskeligt for tilhængere i et hvilket som helst land under en folkeafstemning.

Mange af ændringerne i denne traktat var gode og endog nødvendige, men sproget var så uklart og uforståeligt, at der næsten ikke var nogen, der kunne forstå traktaten.

Det er op til de øvrige otte medlemsstater at afgøre, om og hvordan de skal fortsætte ratificeringen, men det ville efter min opfattelse være meget nyttigt, hvis f.eks. Det Forenede Kongerige besluttede at gøre dette på grundlag af en folkeafstemning, således at vi kan se, om vi har befolkningens opbakning til at fortsætte processen.

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer Hvis den irske folkeafstemning er uvigtig og betydningsløs, hvorfor blev den så afholdt? Hvorfor blev det besluttet at give mulighed for en folkeafstemning, som vi har hørt?

Det er alvorligt, når et parlament nægter borgerne mulighed for helt frit at give udtryk for deres holdning, hvilket den irske befolkning har gjort, og ikke anerkender vigtigheden heraf. Denne afstemning er ganske enkelt en flot gravsten med et keltisk kors foroven for udsigterne til en europæisk superstat, som vores borgere overhovedet ikke bryder sig om. De bryder sig ikke om at sælge ud af deres politiske samt monetære suverænitet.

Denne situation giver imidlertid håb for alle os, der i lighed med irlænderne går fuldt ud ind for et borgernes og regionernes Europa. Derfor kræver vi også en folkeafstemning i Padania, selv om traktaten i juridisk henseende naturligvis nu er blevet forkastet, tilintetgjort. Den er blevet tilintetgjort som følge af denne utrolige proces, hvor man godkender en traktat, der berører borgernes fremtid, på grundlag af en parlamentarisk afstemning, hvorved befolkningen og borgerne udelukkes.

Heldigvis er der én fri nation, der er bevidst om egen frihed. Måske skyldes denne styrke, at Irland har været nødsaget til at kæmpe for frihed. Tiden er inde til at understrege den reelle betydning af denne afstemning. Der er blevet sagt "Nu er det nok" til eurokraterne i Bruxelles, der ønsker at opbygge en superstat, som borgerne ikke har interesse i eller ønsker. Alle i Padania føler sig irske i dag.

  Vladimír Železný (IND/DEM). - (CS) Hr. formand! Efter den irske folkeafstemning skælder hr. Schulz, formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, os ud, borgerne i små medlemsstater, navnlig Irland og Den Tjekkiske Republik, med den typiske tyske hovmodige arrogance. Ifølge hr. Schulz er vi, når små lande blokerer den fælles reformproces, nødt til at spørge os selv, om de ønsker at forblive i Unionen eller ej. Jeg vil gerne forsikre Dem om (og De behøver ikke kommentere dette, hr. Schulz!), at nu, hvor irlænderne har gjort det af med dette sygelige produkt af det tyske formandskab, den såkaldte Lissabontraktat, vil tjekkerne med glæde begrave den og samtidig forblive i Unionen. De vil begrave den på grund af chartret, der betyder, at der for første gang i 60 år bliver åbnet op for tilbagegivelsen af ejendom i det tidligere Sudetenland og en revision af det retfærdige udfald af Anden Verdenskrig, således at der ses bort fra de såkaldte Benešdekreter. De vil også begrave den, fordi den fratager mindre medlemsstater vetoretten og øger Tysklands stemmebeføjelser fra 9 til 18 stemmer. Hr. Schulz burde i stedet spørge sig selv, hvad udfaldet havde været i Tyskland, hvis Lissabontraktaten havde været lagt ud til folkeafstemning i Tyskland. Jeg lykønsker Irland og os alle.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Den eneste demokratiske og ærlige løsning er at erkende, at Lissabontraktaten er død, og at det var en blindgyde. I morgen bør statslederne langt om længe erkende, at man i et demokrati ikke skaber politik over foie gras i mødesale med airconditionanlæg, og de bør holde op med at forsøge at styre andre mennesker tilværelse fra Bruxelles. Den irske folkeafstemning viser klart, at borgerne ikke ønsker at få påtvunget afgørelser oven fra og at finde sig i den arrogance, der udvises af Unionens magtelite. Rådet skal give borgerne adgang til beslutningsprocessen og holde op med at narre borgerne. Kan vi ikke lære af historien? Efter alle de blodige begivenheder i det 20. århundrede ønsker den politiske elite således virkelig, at de store lande på ny træffer beslutninger på vegne af de små lande? Var det ikke nok for en række premierministre og præsidenter at have levet en stor del af deres tilværelse i en totalitær stat?

I morgen bør Rådet genopfriske de grundlæggende kendsgerninger omkring, hvorfor Unionen blev dannet, og hvilke værdier den blev bygget på. Rådet må respektere lovgivningen og reglerne og straks erklære, at en fortsat ratificering af den nu afdøde Lissabontraktat er en fuldstændig nytteløs øvelse.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Hvis De tror, at jeg kan forklare den dybere mening med den irske afstemning om Lissabontraktaten, tager De fejl. Det kan jeg ikke. Selv om jeg er dybt skuffet over resultatet, er jeg sikker på én ting, nemlig at vi er nødt til at acceptere dette som udtryk for folkets demokratiske vilje og respektere dette.

Hvordan kommer det ikke til at fremstå i historiebøgerne? Her bag mig i dag sidder der en broget skare af britiske kolleger fra den yderste højrefløj, herunder Jim Allister, og en enkelt britisk tidligere fange for at det ikke skal være løgn, der alle er iført den grønne T-shirt og kræver respekt for den irske afstemning.

(Protester fra en række medlemmer fra IND/DEM-Gruppen)

Historiebøgerne ville have fortalt en helt anden historie, hvis mine britiske kolleger altid havde respekteret den irske afstemning. Hvor ville tingene dog have set anderledes ud! Hvor kunne vi have reddet mange liv! Jeg glæder mig over denne respekt - om end det er alt for sent. Vi skal alle respektere den irske afstemning.

(Protest i baggrunden)

Han har haft masser af tid til at øve sig bag tremmerne, måske kan han tie stille nu et øjeblik...

(Bifald)

Et af de irske medlemmer af Parlamentet, der allerede har talt til formiddag, uddelte en folder under kampagnen med en sprøjte på. Hun kunne måske fortælle medlemmerne, hvor i Lissabontraktaten der står noget om dødshjælp, hvor i Lissabontraktaten der står noget om abort, prostitution, afgørelser om selskabsskat og risici for den irske neutralitet. Jeg afventer sandheden.

Den irske regering skal analysere udfaldet med sindsro og finde ud af, hvad der helt præcist er sket med den traktattekst, som vores vælgere stemte imod, og de skal finde løsninger, der ikke blot er acceptable for nejsigerne, men også for alle de øvrige medlemsstaters regeringer og deres borgere, der efter min opfattelse også er berettiget til at få indflydelse og give udtryk for deres holdning. Det skal vi også respektere.

Det er nødvendigt imødegå de irske vælgeres reelle bekymringer på en velovervejet måde, men vi skal ikke udvise eftergivenhed over for ekstremisterne. Når støvet har lagt sig, håber jeg, at De er enig med mig i, at et Europa i to hastigheder ikke er løsningen, men begyndelsen til enden for Unionen, det mest vellykkede fredsprojekt i vor tid.

Det har altid været nemmere at skabe frygt end håb. En berømt irsk politiker, en af vores egne - James Dillon - sagde engang: "En velfortalt løgn, der gentages tit nok, bliver aldrig indhentet af sandheden". Det gjorde den ikke. Vi formåede ikke at få tilstrækkelig mange vælgere til at skelne mellem kendsgerninger og fiktion på trods af den tapre indsats, der blev ydet af vores valgdirektør, Gay Mitchell, og mine kolleger. Det er nu op til vores nye premierminister, der har haft en uheldig start, at finde en løsning.

(Bifald)

  Richard Corbett (PSE). - (EN) Hr. formand! Vi skal ganske rigtigt ikke kun lytte til det irske resultat, men også tænke os om og fordøje det. Som påpeget skal vi imidlertid også lytte til de øvrige 26 lande, deres resultater samt eventuelle bekymringer, der gives udtryk for under ratificeringen. Vi skal derefter imødegå den meget store udfordring at mindske kløften.

Hvis 26 lande ratificerer traktaten, og ét land forkaster den, er det hverken urimeligt eller udemokratisk at spørge det ene land, om det vil overveje muligheden for at justere reformpakken, gennemgå den igen, forklare den bedre og måske søge et nyt kompromis i stedet for at blokere for enhver reform. Det er overhovedet ikke urimeligt eller udemokratisk. Selv nogle af de folk, der arbejdede for et nej i Irland, erklærede trods alt, at deres hensigt var at genforhandle og få en bedre aftale.

Nogle - og vi har hørt dette fra visse sider i Europa-Parlamentet - ønsker kun at lytte til den ene part, til det svar, som de godt kan lide, nemlig svaret nej. Jeg ønsker at lytte til begge parter og herefter finde en løsning, der er acceptabel for alle 27 lande. Det er den udfordring, som vi alle skal imødegå.

  Marielle De Sarnez (ALDE). - (FR) Hr. formand! Det er naturligvis aldrig en uvæsentlig begivenhed, når borgerne siger nej, når de bliver spurgt om Europas fremtid, og vi kan og må ikke ignorere dette nej. Vi er tværtimod nødt til at se det direkte i øjnene og forsøge at finde en løsning.

Efter min opfattelse er der to spørgsmål, som vi skal tackle. Det første handler om demokrati. Borgerne forventer, at EU kan tilbyde læsbarhed, synlighed, forståelse, forklaringer, uddannelse og støtte. Dette spørgsmål berører alle, ikke kun nationale regeringer. Det berører også EU-institutionerne, navnlig Kommissionen og Rådet. Det er det første spørgsmål.

Det andet handler om formålet med Europa, dets sjæl, og som Martin Schulz netop nævnte, dets eksistensberettigelse. Hvorfor opbyggede vi Europa? Det kan ikke blot koges ned til et spørgsmål om markeder. Vi opbyggede ikke Europa udelukkende af konkurrencehensyn. Vores fællesskab er baseret på værdier, vi har et samfundsprojekt, vi har en samfundsmodel - en økonomisk, social, bæredygtig og human samfundsmodel - og denne model bør videreudvikles og forsvares. Det forventer vores medborgere.

Verden har forandret sig meget siden Romtraktaten. Vi skal tilbage til tegnebrættet og fastlægge et nyt grundlag for det europæiske projekt, således at det løser de kriser, som vi står over for i øjeblikket - finansiel krise, fødevarekrise, energikrise - samt de store problemer, som vi skal løse. Hvordan kan vi skabe, hvordan kan vi udvikle en vækst, der er af bedre kvalitet, mere bæredygtig og mere retfærdig? Hvordan kan vi mindske uligheder? Hvordan kan vi skabe en ny global balance? Hvordan kan vi ændre vores tilgang til udviklingslandene, herunder navnlig til deres selvforsyningsevne?

Det er de spørgsmål, som vi skal besvare, og det er efter min opfattelse mere påtrængende end nogensinde, at EU langt om længe på ny fokuserer på politik.

  Mogens Camre (UEN). - Hr. formand! En fremtrædende og afholdt dansk erhvervsmand skrev i går i Berlingske Tidende: "Europæerne går fuldt og helt ind for internationalt politisk samarbejde og global ansvarlighed. Når EU-borgerne bekender sig til demokrati på det nationale plan, går de naturligvis også ind for demokrati i europæisk sammenhæng, og det er lige netop det, de ikke får". Vi har fået den ene forsikring efter den anden om, at Lissabontraktaten ikke kunne træde i kraft, hvis blot ét land forkastede den, og hvad skriver hr. Pöttering i sin erklæring den 13. juni:

(DE) Hr. formand! Et nej til traktatteksten fra et land i EU kan ikke betyde, at de ratificeringer, der allerede har fundet sted i 18 EU-lande, mister deres gyldighed.

I enevældens tid mødtes konger og kejsere og aftalte, hvordan de skulle dele magten mellem sig. Den tid er kommet tilbage. Fyrst Pöttering, kejser Barosso og herskerne i deres lydstater har bestemt, at Europas borgere intet betyder. 26 lande måtte ikke stemme, og det ene land, der stemte, Irland, har fået at vide, at det intet betyder. Den Union er uden folkeligt mandat.

  Hanne Dahl (IND/DEM). - Hr. formand! I fredags stemte irerne nej til Lissabontraktaten. Lissabontraktaten, som er en dårlig kopi af den forfatning, som Frankrig og Holland også har stemt nej til. Alligevel hører man Kommissionens formand sige, at ratifikationen skal fortsætte. Man taler om, at ét lands skepsis ikke kan bremse udviklingen. Man søger at fremlægge det, som om det irske folk har et problem. Men det har de ikke. Kløften er ikke mellem det irske folk og Europa. Kløften er mellem Europas folk og Europas statsledere. Kløften er ikke mellem nogen lande og resten af Europa. Frankrig, Holland og Irland ønsker ikke at bremse udviklingen, de ønsker en anden udvikling. Så fat det dog! Og til hr. Schulz. Skam Dem hr. Schulz! De sammenligner såkaldte antieuropæere med fascister, men det er Deres retorik, der er fascistisk. De sagde, at antieuropæerne har løbet trappe op og trappe ned, og at de har stemt dørklokker. Det kræver ikke megen historisk bevidsthed at huske, hvordan man talte om de sorte i forrige århundrede. Skam Dem! Shame on you! Schände!

  Andreas Mölzer (NI). - (DE) Hr. formand! Når det irske folk nu har sagt nej til EU-traktaten, kan de store EU-lande ikke finde ud af andet end at blive vrede på irerne og indkalde premierministeren til Rådet, hvor han så at sige må forsvare denne "forkerte adfærd". Det er barnligt og uværdigt med tanke på den europæiske visions grundlæggere! Endnu mere kortsigtet er det dog, at man nu forlanger Irlands udelukkelse, eller at EU-traktaten skal gennemtrumfes. Hvis man skulle gentage afstemningen, indtil det ønskede resultat pænt forelå, ville der først rigtigt opstå irreparable skader på Europas image.

290 folkeafstemninger er der afholdt i Europa siden 1990. Men vigtige principbeslutninger som f.eks. Tyrkiets medlemskab, indførelse af euroen og nu reformtraktaten ønsker man ikke at holde folkeafstemninger for. Denne demokratiforståelse i Bruxelles, nemlig at borgerne skal velsigne EU-beslutninger eller ganske enkelt skal give deres samtykke til det EU, som partierne ønsker, minder virkelig om Sovjetunionen. I stedet for fornærmet at slå om sig skal EU opfatte Irlands nej som det, det er. En chance for en ny kurs i retning af en politik for Europas befolkninger og borgere!

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, kære Martin Schulz! Oplysningen om, at der findes så mange PPE-DE-regeringschefer, vidner om, at PPE-DE vel står borgeren nærmere og derfor lettere vinder valgene. Men der er noget i sagen, der tyder på, at vi er nødt til at finde en balance mellem en fornuftig økonomisk og social politik.

Jeg respekterer det irske resultat fuldt ud. Men jeg respekterer ikke de løgnekampagner, der er ført af visse folk fra højre og venstre, der har forsøgt at vildlede vælgerne imod dette forenede Europa, som er den mest succesfulde idé for fred, frihed og velfærd, der er blevet realiseret i dette kontinents historie.

(Bifald)

Vi må sørge for, at dette Europa netop hjælper de små folk. De sidder med ved bordet, de sidder i dette parlament, og intet i Europa kan besluttes imod dem, mens de store i tidligere tider tromlede hen over de små. Det er forskellen. Alle folk er lige i dette Europa, og det ønsker De heller ikke at ødelægge, hr. Farage, med Deres imperialistiske britiske idéer!

Vi ønsker denne traktat, så udvidelsen fungerer, og så der indføres demokrati, fordi det demokratiske hul lukkes gennem en styrkelse af de nationale parlamenter. Vi ønsker denne traktat, så subsidiaritetsklausulen sikres, så vi kan klare fremtidige udfordringer, fra energikrisen til bekæmpelsen af den organiserede kriminalitet, så vi har muligheder for at reagere på fødevare- og oliepriser o.l. Alt dette ødelægges, hvis vi ikke får instrumenterne i Lissabontraktaten og især også de sociale rettigheder, nemlig chartret om grundlæggende rettigheder og den sociale klausul, der angiver de sociale spørgsmål, der skal tages hensyn til, når politikken fastlægges og gennemføres.

26 stater kan ratificere traktaten. Hvert enkelt land har forpligtet sig til at gøre det. Om repræsentativt demokrati har jeg af Storbritannien lært, at parlamentet kan tale for folket, og hvad jeg har lært af Storbritannien, det lader jeg heller ikke UKIP ødelægge. Derfor kan de 26 stater ratificere traktaten parlamentarisk. Hvis det skulle lykkes, så kan det irske folk tænke sig om endnu en gang. Så venter vi på forslag fra Irland, så fællesskabet på 27 forbliver intakt, fordi jeg ikke ønsker noget opdelt Europa, noget kerne-Europa, men at de 27 ligeberettiget skal forblive sammen som enhed. Derfor er jeg for Lissabontraktaten.

  Proinsias De Rossa (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg er mindre diplomatisk end de fleste af mine kolleger i Parlamentet. Kendsgerningen er, at løgne, forbandede løgne og statistikker, sejrede over sandheden under den irske folkeafstemning.

Lissabontraktaten er ikke død. Det valg, der blev truffet i Irland, er imidlertid det irske folks suveræne afgørelse. Det eneste folk, der kan ændre denne afgørelse om denne traktat, er det irske folk.

Om dette sker eller ej, afhænger af de drøftelser, der indledes i morgen mellem den irske regering og de øvrige 26 stats- og regeringsledere. Der er ingen tryllestav. Det vil tage tid at nå frem til konklusioner.

Jeg foreslår, at der fastsættes en ny frist for ratifikation af Lissabontraktaten. Det er efter min opfattelse en rimelig målsætning at fastsætte denne til inden valget til Europa-Parlamentet.

Hvis det irske folk stadig er utilfreds med Lissabontraktaten i den form, der aftales endeligt mellem os og de øvrige EU-medlemsstater, har Irland ikke andet valg end at genforhandle sine forbindelser med Unionen.

Dette vil være et katastrofalt scenario for vores land. Europa har meget lidt at tabe, hvis det mister Irland, men Irland har alt at tabe, hvis det mister Europa.

De globale udfordringer, som vi alle står over for i en indbyrdes afhængig verden i konstant forandring, er klare og omfatter klimaændringer, demografisk udvikling, migration og energikrise, sult og fattigdom, der dræber millioner af mennesker, menneskelig usikkerhed, international kriminalitet samt en identitetskrise i stort set alle vores medlemsstater. Ingen medlemsstat kan imødegå disse udfordringer ved at rulle gardinet ned og håbe på, at disse udfordringer vil forsvinde.

Jeg vil gerne afslutningsvis opfordre Europa til at vise, at EU reelt er i stand til at skabe anstændige leve- og arbejdsvilkår. Det vil styrke vores fællesskab og vores solidaritet og sikre en positiv løsning på denne krise.

(Bifald)

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Tænk blot på, at hvis irlænderne havde stemt ja, er der så nogen her, der tror på, at sloganet på vores grønne T-shirt ville have været "Respekter den irske afstemning"? Sandheden er, at nejsigerne hverken respekterer irlænderne eller demokratiet. De respekterer kun et nej, og det er ret enestående.

Da Sverige tiltrådte EU, var der 12 medlemsstater. Det var i 1995. Der er i dag 27 medlemsstater. Det er en stor forandring, og der er efter min mening ikke mange, der kan være i tvivl om, at Europa er blevet langt, langt bedre som følge af denne udvidelse og denne voldsomme udvikling. I forbindelse med drøftelsen af den irske folkeafstemning kan vi i dag sige, at dem, der stemte nej hver gang, havde uret hver gang, og at det har vist sig, at vi, der var fortalere for en fremtidig udvikling af EU, havde ret.

Lad os derfor fortsætte ad den vej, der har skabt disse resultater, med udholdenhed, visioner, demokrati og respekt for de enkelte medlemsstater. Lad os videreføre demokratiet i de enkelte medlemsstater og fortsætte ratifikationsprocessen, men også respektere de enkelte medlemsstaters afgørelse og samtidig huske på, at vi skal være udholdende. Vi bør gå videre endnu med energimarkedet, det indre marked og med foranstaltninger, der sikrer bedre resultater på alle områder, men vi er også nødt til at erkende, at Nicetraktaten ikke er tilstrækkelig, hvis vi skal holde fast i den udvikling og de visioner, som har skabt så gode resultater. Lad os fortsætte som et Europa, der siger ja. Vi må huske på, at nejsigerne ikke har opnået noget i dette Europa.

(Bifald)

  Borut Pahor (PSE). - (SL) Hr. formand! Dette er ikke en ny diskussion. Vi havde allerede en lignende diskussion, da vælgerne i Frankrig og Nederlandene forkastede forfatningstraktaten, og på daværende tidspunkt forsikre Kommissionen og Rådet os om, at ratifikationsprocessen ville blive videreført, men herefter gav begge institutioner og Europa-Parlamentet imidlertid efter for fristelsen til at standse ratifikationsprocessen.

På trods af vores respekt for de irske vælgeres afgørelse mener jeg i dag, at vi ikke bør standse denne ratifikationsproces nu, og at vi bør fuldføre den. Det vil efter min opfattelse i dette tilfælde blive nemmere at finde løsninger, der sikrer en accept af Lissabontraktaten, end hvis vi på ny giver efter for fristelsen til at standse processen på grund af en folkeafstemning.

Vi er for det andet nødt til at gøre os helt klart, at der er en meget stor forskel på, hvilken betydning den politiske elite i de enkelte medlemsstater, nationale cirkler, EU og de fleste borgere tillægger EU. Vi må i denne forbindelse spørge os selv, om Parlamentet, Rådet og Kommissionen kan gøre mere for at mindske denne kommunikationskløft og på nye inspirere borgerne med den europæiske idé.

Jeg hilser det slovenske formandskabs dagsorden for mødet i Det Europæiske Råd i morgen velkommen, men foreslår, at Rådet også drøfter en ny kommunikationsstrategi for dialog mellem borgerne og EU - ikke blot med henblik på gennemførelse af ratificeringen af Lissabontraktaten, men i et bredere perspektiv.

(Bifald)

  Íñigo Méndez de Vigo (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Der er i dag her blevet talt om respekt, og det er sandt, vi er nødt til at respektere resultatet af den irske folkeafstemning og dem, der har stemt ja, og dem, der har stemt nej.

Jeg tror, at vi er enige om, at vi skal respektere de øvrige lande og fortsætte ratificeringen. Men jeg vil gerne tale om demokratisk respekt, og jeg vil gerne sige klart og tydeligt, at en folkeafstemning har samme værdi som en afstemning i Parlamentet, nøjagtig samme værdi. Det første "r" er respekt.

Det andet "r" er refleksion. Vi skal tænke på årsagerne til det irske "nej", og vi skal gøre en indsats for at forklare, hvorfor Lissabontraktaten er bedre end de nuværende traktater, og vi skal gøre det med oplysninger og tal.

Vi skal forklare folk, at Lissabontraktaten - ligesom en irsk hest for et par dage siden vandt Epsom-Derbyet, en hest kaldet New Approach - også er en new approach, som Europa behøver for at kunne skabe merværdi for sine borgere.

Og efter denne refleksion kommer det tredje "r", resolution. Vi er nødt til at komme frem til en løsning, og lad mig her være helt klar. Nogle af nej-tilhængerne brugte et fatalt og skadeligt argument. De sagde: "Stem nej, så får vi genforhandlet Lissabontraktaten med fordele for Irland".

Jeg vil gerne herfra gøre det ganske klart, at Europa er et retssamfund, hvor principperne om suverænitet og afgørelser skal respekteres, og i Europa-Parlamentet siger vi klart og tydeligt, at der ikke bliver nogen genforhandling af Lissabontraktaten, for den er det, europæerne og Europa-Parlamentet mener, er nødvendigt for at bringe Europa videre. Og os, der støtter et "ja" til Lissabontraktaten vil gerne opbygge Europa.

Jeg spørger dem derfor: Hvad er nej-sigernes alternativ? Vær sød at forklare mig det.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand! Det er den 18. juni i dag, og som franskmand støtter jeg opfordringen fra London: stå imod, fortsæt, hold fast og giv aldrig op. Ordet "veto" staves med de samme fire bogstaver som ordet "vote", men der er ingen veto for de andre, så vi må fortsætte. Når det er sagt, er det det sjette nej i ni folkeafstemninger siden Berlinmurens fald. Det rejser en række spørgsmål.

Det siges, at Europa ikke er tilstrækkelig socialt. Det vil aldrig blive tilstrækkelig socialt. Det er ikke tilstrækkelig demokratisk. Det vil aldrig blive perfekt. Det er for bureaukratisk. Der vil altid være teknikere, der kaldes teknokrater. Europa oplever efter min opfattelse en forfærdelig identitetskrise. Det var enklere før i tiden. Europa er lidt til stede alle vegne og er ikke længere helt sikker på sin betydning, sin historie, sin skæbne, og vi er nødt til at løse dette problem. Vi har i denne forbindelse brug for et stærkt lederskab, og vi er i så henseende i høj grad overladt til os selv.

(Bifald)

  Stefano Zappalà (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Som påpeget af formanden for Rådet og kommissionsformand Barroso er der tilsyneladende rent faktisk en række punkter på dagsordenen for Det Europæiske Råds møde i morgen, og ikke blot resultatet af folkeafstemningen i Irland.

Dette spørgsmål har imidlertid naturligvis præget stort set hele forhandlingen til formiddag. Det er et vigtigt spørgsmål. En række forskellige årsager til det irske folks nej - der var rent faktisk kun tale om et snævert nej - er blevet fremført og analyseret.

Der er blevet sagt en hel del, men jeg mener, at vi må være pragmatiske og spørge os selv, hvorfor irlænderne stemte, som de gjorde, og herefter beslutte, hvordan vi skal komme videre. Som sagt er der blevet sagt en hel del, men jeg tror, at svaret er, at de europæiske borgere mangler oplysninger. Alle har skylden. Vi deler skylden. Regeringerne har skylden. Det er generelt med rette blevet påpeget, at regeringerne selv tager æren, når det går godt, men at Europa altid får skylden, når det går dårligt, eller når der er grund til kritik. Det er fuldstændig rigtigt.

Der er imidlertid ingen, der tvinger nogen til at forblive i EU. Vi bør efter min mening respektere udfaldet af den irske folkeafstemning. Vi skal imidlertid på samme måde respektere de øvrige 26 medlemsstaters ønsker, dvs. 18 medlemsstater i dag, men snart 26 medlemsstater. Ingen bør rent faktisk tvinges til at blive i et bur, de ikke bryder sig om. Europa skal gå videre. Europa kan ikke stå stille.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at Det Europæiske Råd efter min mening bør træffe en klar afgørelse om en ny strategi i morgen - det kan stats- og regeringslederne gøre - en ny strategi, hvor de lande, der ønsker at forblive om bord, kan forblive om bord, men Europa er nødt til at gå videre i almenhedens interesse.

  Gary Titley (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg formoder, at årsagen til, at lederen af Det Forenede Kongeriges Uafhængighedsparti er besat af svindlere, er hans eget partis tætte forbindelser med svindel og svindlere.

Jeg vil gerne vende tilbage til det centrale spørgsmål for forhandlingen. Lissabontraktaten kan helt klart ikke træde i kraft den 1. januar, hvilket vi havde håbet. Vi er nødt til at vente på, at den irske regering fortæller os, hvordan den mener, at vi skal fortsætte. De øvrige medlemsstater bør imidlertid i mellemtiden udøve deres suveræne ret til at ratificere denne traktat. Min egen medlemsstat gennemfører ratificeringen i dag i overensstemmelse med landets langvarige og bredt respekterede parlamentariske tradition.

Globaliseringen fortsætter samtidig i hastigt tempo og hermed den usikkerhed, der følger med, hvilket vi så mange beviser på under den irske folkeafstemning. EU er en politisk proces, der er blevet opbygget med henblik på at løse disse problemer, og vores opgave er således at fokusere på millenniumudviklingsmålene, klimaændringer og migration. Hvilke tiltag? Derfor ønsker jeg at undgå for meget introvert, institutionelt navnepilleri og i stedet fokusere på tiltag, der forbedrer borgernes tilværelse.

Jeg har imidlertid ét spørgsmål til det slovenske formandskab: Kan De fortælle mig, hvilke følger den irske afstemning har for Kroatiens tiltrædelse af EU?

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Vi drøfter forberedelsen af Det Europæiske Råd. Jeg mener naturligvis, at alle de medlemmer, der har taget ordet, har ret i forhold til større eller mindre grupper af europæere. Vi bør imidlertid huske på, at hvis denne forhandling var blevet gennemført sidste onsdag, ville den have været helt anderledes. Vi ville helt sikkert ikke have drøftet problemet med Lissabontraktaten. Vi ville i stedet have drøftet de europæiske borgeres dagligdags problemer.

Som det ser ud for øjeblikket, er borgerne i EU ikke særlig bekymret over det irske folks forkastelse af traktaten. De er langt mere bekymrede over benzinpriserne på tankstationer og over andre problemer i dagligdagen. Det ville være forkert udelukkende at fokusere på Lissabontraktaten under vores drøftelser i dag og under topmødet.

Vi er nødt til at erkende, at vi som politikere i øjeblikket skal tage stilling til to vigtige spørgsmål. Det ene er, hvordan vi skal opfylde borgernes forventninger i dagligdagen, og det andet er Lissabontraktaten og dens gennemførelse. Det sidste spørgsmål er af afgørende betydning for vores fremtidige muligheder for at imødegå de europæiske borgeres bekymringer. Vi skal derfor holde disse spørgsmål adskilt og ikke blot drøfte Lissabontraktaten, men også spørgsmål, der i øjeblikket optager borgerne.

Vi er nødt til at forklare borgerne, hvorfor vedtagelsen af traktaten og dens gennemførelse vil gøre det nemmere at løse deres dagligdags problemer. Vi er nødt til at forklare, hvor de institutionelle løsninger, som vi foreslår, styrker EU. De foreslåede ordninger vil føre til større solidaritet og omsorg for hinanden og større respekt for de værdier, som vi står for i de enkelte lande.

  Jan Andersson (PSE). - (SV) Hr. formand! Jeg er helt enig i, at alle medlemsstater har ret til indflydelse. Det er en demokratisk ret. Jeg mener også, at Lissabontraktaten på mange måder er bedre end den nuværende traktat. Jeg tænker her på mulighederne for fortsat udvidelse og større åbenhed, men også på arbejdstagerne rettigheder.

Da jeg besøgte Irland og mødtes med fagforeningsrepræsentanter under kampagnen, var der en berettiget bekymring over, at forholdet mellem markedet og sociale rettigheder ikke er i balance i øjeblikket. I Irland drøftede man også EF-Domstolens afgørelser i Laval- og Rüffert-sagerne. De to alvorligste følger er for det første, at ligebehandling ikke længere er sikret efter afgørelserne. Borgere fra medlemsstater med et lavere lønniveau er nødt til at stille sig tilfreds med minimumslønnen og vil ikke få lige løn. For det andet er strejkeretten blevet begrænset på en fuldstændig uacceptabel måde.

Rådet og Kommissionen må tage fat på disse problemer. Det handler om at skabe balance mellem et socialt Europa og et markedsstyret Europa. Hvis det ikke lykkes os at skabe denne balance, vil borgerne vende ryggen til EU. Vi har alle et ansvar på dette område, alle tre institutioner, og vi skal handle hurtigt.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det er helt i orden at respektere de irske vælgere, men vi bør også udvise samme respekt for de afgørelser, der er blevet truffet af 18 demokratisk valgte nationale parlamenter, og endvidere udvise samme respekt for de tilbageværende otte medlemsstater og give dem mulighed for selv at træffe afgørelse om reformtraktaten. Med al behørig respekt for den irske afstemning kan de 27 EU-medlemsstater ikke holdes som politiske gidsler af et mindre antal modstandere af Lissabontraktaten. Der er ikke noget alternativ til EU-reformen. Ja, Europa kan gå i stå, men verden omkring os vil ikke gå i stå på grund af os, og den europæiske solidaritet vil blive det alvorligste offer for denne afstemning; dvs. vores fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik og energisolidaritet.

Der er også en etisk dimension, som vi er nødt til at se på. Denne folkeafstemning er en påmindelse om, at vi skal værne om vores grundlæggende værdier på troværdig vis. Borgerne får måske aldrig fuldt kendskab til detaljerne i traktaterne, men man kan altid stole på, at de formår at skelne mellem integritet og reel vilje på den ene side og halve sandheder og realpolitik på den anden side. I stedet for ledere, der kun ser frem til næste valg, i stedet for at give efter for et forbrugerdemokrati, der er gearet til at trække flere og flere penge ud af Europa, har vi brug for ledere, der kan appellere til borgerne. "Hvad kan du for det første gøre for Europa?" Tro mig, hvis vi har sådanne ledere, vil borgerne støtte os.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! For seks måneder siden forpligtede 27 europæiske stats- og regeringsledere sig til at ratificere reformtraktaten ved at undertegne dokumentet. Jeg ønsker, at Det Europæiske Råd gøres opmærksom herpå på mødet på torsdag. Jeg ønsker navnlig, at den tjekkiske premierminister, Mirek Topolánek, gøres opmærksom på forpligtelsen til at gennemføre ratifikationen. I lighed med den tjekkiske præsident hævder han, at Lissabontraktaten er død, og at det er meningsløst at fortsætte ratificeringen. Jeg vil navnlig gerne opfordre de premierministre, der tilhører Gruppen for Det Europæiske Folkeparti, til at gøre den tjekkiske premierminister opmærksom på hans pligt og det ansvar, der påhviler et land, der skal overtage formandskabet. Da Den Tjekkiske Republik skal overtage EU-formandskabet den 1. januar 2009, vil ansvaret for det sidste kapitel i ratifikationsprocessen, løsningen på hele problemet med Lissabontraktaten, netop påhvile dette land. Jeg vil gerne gentage, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti bør gøre den tjekkiske premierminister opmærksom på hans pligt.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Det Europæiske Råd, som vi forbereder i dag, er af afgørende betydning for Europas fremtid.. Et af de mest fremgangsrige europæiske lande, der har haft økonomisk succes som følge af gennemførelsen af de europæiske integrationsprocedurer, har sagt nej til Lissabontraktaten. Samtidig har 18 europæiske lande vedtaget dette dokument, og de fleste af disse lande sagde også ja til forfatningstraktaten.

Jeg er lige så skuffet over resultatet af folkeafstemningen i Irland som mange af de øvrige talere. EU er imidlertid nødt til at gennemføre de nødvendige reformer. Et Europa i flere hastigheder, for hvilket der har været fastlagt procedurer siden Amsterdamtraktaten, med veldefinerede opt out-muligheder, er den eneste måde, hvorpå vi kan komme videre i øjeblikket. De lande, der har tiltrådt EU for nylig, som f.eks. Rumænien, skal også have den chance, som Irland fik for at udvikle sig. I tider som disse skal vi huske fortiden og finde sammen omkring de ting, der forener os og bevæger os til at fortsætte.

I sin berømte tale til forsvar for Europas Forenede Stater sagde sir Winston Churchill, at hvis Europa en dag blev samlet omkring sin fælles arv, ville der ikke være nogen grænser for den lykke, velstand og storhed, som de europæiske borgere kunne nyde godt af. Jeg tror på denne vision, og jeg er samtidig godt klar over, at det kræver en stor indsats at opfylde denne vision. Ja, dette ville ikke forhindre os i at fortsætte.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Det er nødvendigt at forbedre tingene, ikke at retfærdiggøre dem! Men det skal siges klart, at de nationale regeringer bærer hovedansvaret for EU-stemningen i vores medlemsstater. EU-topmødet i morgen og overmorgen bør derfor munde ud i en undskyldning fra stats- og regeringscheferne til borgerne i deres medlemsstater for deres uoprigtige omgang med Fællesskabets beslutninger, for den utilstrækkelige information af og kommunikation med deres borgere, for manglen på mod og sandhed, når det gælder deres medansvar for de europæiske beslutninger.

Europapolitik er indenrigspolitik. Derfor skal den også blive en integreret del af informations- og kommunikationspolitikken. At gøre EU til syndebuk for alle problemer i stedet for at tage sin del af ansvaret og to uger før en folkeafstemning at bede befolkningen om at stemme ja er uredeligt, uansvarligt og forløjet! Det kan gøres bedre!

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). - (EN) Hr. formand! Det irske nej viser, at et vellykket verdenspolitisk eksperiment uden fortilfælde, EU, er vanskeligt at gennemføre. Hvis en folkeafstemning skal være et reelt udtryk for befolkningens vilje, skal der imidlertid være en forudgående oplysningskampagne. I Irlands tilfælde kan vi måle dette på grundlag af graden af overensstemmelse, eller den totale mangel på overensstemmelse, mellem Lissabontraktaten og argumenterne imod traktaten.

Idet vi lever i et demokrati, er vi naturligvis nødt til at tage høje for det irske resultat, hvilket vi gør. Demokratiet kan på samme måde ikke udøves på bekostning af andres rettigheder, nemlig de lande, der allerede har ratificeret Lissabontraktaten, og det kan navnlig ikke misbruges af et mindretal til at afpresse et flertal.

Jeg er bange for, at det irske nej vil fremme snarere end modvirke den nuværende tendens til at renationalisere en række fælles politikker ved at forlænge det juridiske tomrum, som EU har befundet sig i siden forkastelsen af forfatningstraktaten.

Jeg vil gerne afslutningsvis påpege, at som medlem af Europa-Parlamentet fra et tidligere kommunistisk land, der gjorde en stor indsats for at blive medlem af EU, vil jeg meget nødigt se kommunismen overleve EU.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! Alle aftaler indgået i Lissabon er tilsyneladende dødsdømte. Lissabonstrategien og Lissabontraktaten er begge endt i fiasko.

Irland forkastede Lissabontraktaten i sidste uge i en folkeafstemning. Det betyder, at traktaten nu er død. På det kommende topmøde skal det afgøres, om der er noget håb om at genoplive traktaten. Europa-Parlamentet bør sende et klart signal om, at det accepterer demokratiets regler, selv om nogle medlemsstater måske er utilfredse med udfaldet. Det er uacceptabelt at håne og lægge pres på det irske folk. Et acceptabelt pres kunne være at fortsætte traktatratifikationsprocessen i andre lande. De ekstreme og uansvarlige udtalelser om muligheden for at udelukke et angiveligt arrogant land fra Unionen vækker bekymring.

Vi håber, at Det Europæiske Råd vil overveje en ny og mere demokratisk løsning for EU.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). - Hr. formand, en effet nous savons tous que la démocratie n'est pas un long fleuve tranquille, mais nous savons aussi que c'est la démocratie que nous avons choisie pour organiser notre société. Pour moi donc, le non irlandais n'est pas différent du non français ou du non néerlandais, mais, comme en 2005, nous n'avons pas su expliquer pourquoi l'Europe est bonne pour nos citoyens. Nous n'avons pas su les rassurer par rapport à la crise écologique qui les heurte de plein front. Par contre, je ne suis pas pour les spéculations et je crois qu'il faut attendre la fin des ratifications. Par contre, je demanderai au Conseil qu'il donne des signaux forts aux citoyens pour montrer qu'il y a vraiment une volonté de transparence et une volonté d'augmenter la démocratie par rapport à nos concitoyens. Je demande au Conseil qu'il ouvre ses portes et je lance un appel pour que la Présidence de la Commission et la Présidence du Conseil soient désignées en même temps que les élections européennes. Oui, cela serait un signal fort et on n'a pas besoin de la ratification du traité pour mettre en place ce genre de changement.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det er en livlig debat, som jeg har lyttet til med stor opmærksomhed. Ja, irlænderne har talt, og de har sagt nej. En af de ting, der bekymrer mig dybt, er, at de irlændere, der stemte nej, ikke følte, at dette indebar nogen risiko. De mente måske, at det ikke ville ændre på noget. Det fremgår nu meget klart af denne forhandling, at andre lande mener, at deres parlamentariske ratifikationsproces har samme gyldighed, og at den vil blive videreført.

Irland og irlænderne vil således havne i et dilemma, hvis 26 lande ratificerer traktaten, og det er tvingende nødvendigt, at vores premierminister, Brian Cowen, inden for de næste par dage i det mindste fremsætter nogle overvejelser og måske endog nogle forslag til, hvordan vi kommer videre.

Jeg vil gerne rette en bemærkning til Kathy Sinnott, der efter min mening fremførte nogle meget skrækkelige argumenter på nejsiden. Jeg vil gerne sige til hende, at med hensyn til hendes bekymring over tabet af værdier i Irland kan vi ikke give Europa skylden for tabet af værdier i Irland. Det er vores egen skyld, og vi bør holde op med at give EU skylden og måske se på vores egne materielle værdier i Irland og andre steder.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg er helt overbevist om, at ratificeringen af Lissabontraktaten bør fortsætte. For de lande, der har undertegnet traktaten, er dette en international juridisk forpligtelse i henhold til Wienerkonventionen om traktatretten.

Traktaten gør det muligt at gennemføre vigtige unionsreformer. Den vil f.eks. gøre det muligt at udvikle en fælles energipolitik i Europa. En sådan politik er meget vigtig for Unionen, herunder for mit land, Polen. Den vil sikre energiforsyningssikkerheden for alle mine medborgere. Jeg repræsenterer Schlesien, der har fem millioner indbyggere. For min region vil en sådan politik være en mulighed for fremskridt og udvikling, da Schlesien er rig på energiressourcer.

Jeg stiller derfor spørgsmålet: Skal det irske nej komme på tværs af alt dette? Jeg respekterer resultatet af afstemningen i Irland, men det er samtidig vanskeligt for mig at acceptere, at 109.964 irske stemmer, dvs. forskellen mellem nej- og ja-stemmerne, skal afgøre fremtiden for mit land, min region og dybest set EU's fremtid. Jeg mener ikke, at dette må ske.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL). - (DE) Hr. formand! Jeg vil udtrykkeligt takke den irske befolkning og også CAEUC's kampagne i Irland, der har argumenteret imod Lissabontraktaten. I mellemtiden er denne traktat blevet afvist tre gange, en gang i Frankrig, en gang i Nederlandene og nu, let ændret, også i Irland. Det er nødvendigt, at det omsider accepteres. Jeg kommer til at tænke på Bertolt Brecht, der engang har sagt: "Ville det trods alt ikke være bedre, at regeringen fyrede folket og valgte et andet?". Sådan forstår jeg en række af de udtalelser, der er fremsat her. Traktatens indhold er blevet diskuteret i Irland, især dens neoliberale orientering, fokus på militarisering og frem for alt dens udemokratiske karakter.

Jeg tror, at det ganske enkelt er nødvendigt, at dette afstemningsresultat accepteres. Traktaten er død, og vi må have en ny traktat! Vi for vores del vil også dokumentere og tage den række udemokratiske udtalelser til efterretning, som er blevet fremsat her i dag.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Det ord, der er blevet hørt - og læst - hyppigst i Parlamentet i dag, er ordet "respekt". Jeg håber, at De også vil tillade mig at tilføje, at vi også skal respektere en række kendsgerninger, og jeg vil gerne understrege følgende.

For det første henhører ratifikationen af en ny EU-traktat under medlemsstaternes enekompetence. Enekompetence. Rådet er på ingen måde inddraget i disse processer, og formandskabet endnu mindre.

For det andet gennemfører den enkelte medlemsstat denne proces i overensstemmelse med nationale regler, som den pågældende stat fastlægger uafhængigt og suverænt. Hermed er vi måske fremme ved det vigtigste punkt. En række medlemsstater har gennemført en parlamentarisk ratifikation eller agter at gøre dette, og ét land er bundet af en folkeafstemning. Det betyder imidlertid ikke, at der er noget galt med parlamentarisk ratifikation. Jeg afviser på det kraftigste de påstande, der er blevet fremført af dem, der mener, at en parlamentarisk ratifikation er ufuldkommen og mindre demokratisk end en folkeafstemning. Det er ikke rigtigt. Det er ikke rigtigt. Der er absolut intet galt med en parlamentarisk ratifikation. Efter EU's opfattelse ligger en sådan ratifikation fuldstændig på linje med andre demokratiske processer.

For det tredje taler de enkelte medlemsstater for sig selv. De irske vælgere talte for Irland. De talte ikke for nogen anden medlemsstat. Dette betyder, at de øvrige medlemsstater har præcis samme ret. 18 medlemsstater har allerede ratificeret Lissabontraktaten, de øvrige medlemsstater har endnu ikke udtalt sig, og det er formandskabets holdning, at ratifikationsprocessen bør fortsætte. Dem, der hævder, at Lissabontraktaten er død, dem, der kræver, at ratifikationsprocessen indstilles med det samme, nægter medlemsstaterne retten til at tale for sig selv, den samme ret, som de med stor iver forsvarer i forbindelse med Irland.

(Bifald)

For det fjerde har vi allerede været i denne situation, og vi fandt en løsning. Vi vil også finde en løsning denne gang med udgangspunkt i årsagerne til, at denne situation opstod, men formandskabet ønsker ikke at sige noget nærmere herom. Formandskabet ønsker ikke at blive inddraget i en diskussion om, hvorvidt traktaten var for kompliceret, om der var en kommunikationsbrist, eller om der måske blev fortalt mange løgne som understreget af hr. De Rossa. Nej, vi er nødt til at overlade det til vores irske kolleger at analysere årsagerne til dette udfald og fortælle os, hvordan de ser en mulig løsning. Jeg er sikker på, at vi finder en løsning. Vi finder en løsning. På mødet i Det Europæiske Råd i morgen vil vi begynde at søge en udvej.

Endelig var punktet på dagsordenen for mødet til formiddag ikke resultatet af den irske folkeafstemning, men forberedelsen af Det Europæiske Råd. Formandskabet vil lede drøftelserne i Det Europæiske Råd med dette udgangspunkt for at gøre det klart, at Europa ikke er blevet tvunget i knæ, at Europa fortsat fungerer, og vi vil derfor behandle en lang række andre spørgsmål i overensstemmelse med den planlagte dagsorden.

Vi vil behandle problemet om fødevare- og oliepriser, vi vil behandle økonomiske, sociale og miljømæssige spørgsmål, vi vil se på internationale udviklingsproblemer, og vi vil behandle spørgsmålet om Vestbalkan. Jeg vil i denne forbindelse gerne sige til hr. Titleys spørgsmål, at dette ikke vil få direkte indvirkning på EU's udvidelsespolitik, der vil blive videreført i lighed med den europæiske naboskabspolitik og andre politikker.

Jeg vil gerne takke alle, navnlig de talere, der gav udtryk for deres holdning til disse øvrige emner, og jeg er sikker på, at mødet i Det Europæiske Råd bliver en succes.

(Bifald)

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke de ærede medlemmer for alle deres meget interessante bidrag. Dette er selvfølgelig den rette arena for en forhandling om demokrati og respekt for afstemninger.

Irerne stemte nej, så hvorfor er det så ikke blot afgjort? Hvorfor siger EU ikke bare: "Traktaten er død. Lad os komme videre"? Hvordan kan det være, at nogle mennesker og nogle medlemsstater insisterer på at gennemføre deres egne ratifikationsprocedurer? Hvordan kan det være, at vi insisterer på at komme tilbage til årsagerne til, at vi påbegyndte hele denne forhandling om en ny EU-traktat?

Jeg håber, De vil lade mig sige nogle få ord om dette, for vi må ikke glemme, at EU-lederne har investeret en masse politisk kapital i hele denne procedure. Det har taget lang tid og kostet mange kræfter at diskutere de grundlæggende spørgsmål og problemerne bag nødvendigheden af, at der med en ny traktat konstrueres et nyt system i et EU, der har ændret sig så dramatisk i løbet af kort tid.

Lad mig blot nævne tre grunde til, at vi mener, der er behov for en ny traktat.

For det første vil den give chartret om grundlæggende rettigheder en juridisk bindende virkning. Europa handler ikke kun om det indre marked - som én sagde det her - men også om personers rettigheder og arbejdstageres rettigheder.

En anden grund er naturligvis, at vi gerne vil kunne tale med én enkelt, stærk stemme i verden, være stærkere på den internationale scene, på basis af vores værdier. Vi vil gerne stille os op på den internationale scene for at kæmpe for en bæredygtig udvikling, for at drøfte oliepriserne, forebyggelse af konflikter og andre væsentlige emner. Det er én af grundene til, at vi diskuterer en ny traktat.

Den tredje grund er naturligvis, at EU skal gøres mere demokratisk. Det er ganske ironisk, at nogle taler om respekt for nejet og om resultatet, når traktaten faktisk ville give mere magt til det direkte valgte Europa-Parlament. Den ville betyde større inddragelse af de nationale parlamenter, og at Rådet skal holde sine drøftelser offentligt, med borgerinitiativet som et af de vigtige elementer i et kapitel om deltagelsesdemokrati, hvilket er en ny forbedring i traktaten.

T-shirtpartiet deroppe bærer teksten "Respekter nejet". Det forstår jeg sådan, at man også kender det irske folks bekymringer, at man forstår, hvorfor de stemte nej. De har lavet deres egne fortolkninger, men jeg mener, det er meget vigtigt, at den irske regering med hjælp fra vores Eurobarometer-meningsmålinger bedre kan gøre sig klart, hvad disse bekymringer drejer sig om, og om vi kan gøre noget ved dem.

Er det ikke dét, man forstår ved demokrati? Det er vejen frem - at forstå deres argumenter, at samarbejde med de andre medlemsstater, og også at opnå deres forståelse for problemerne, som vi forhåbentlig kan løse sammen. Som vi gjorde det efter nejet ved folkeafstemningerne i Frankrig og Holland, har vi allerede foretaget en Eurobarometer-undersøgelse, som jeg tror også vil bidrage til bedre at forstå udfordringerne ved enhver folkeafstemning. Folkeafstemninger indebærer både fordele og ulemper - eller rettere udfordringer, set fra en demokratisk synsvinkel. Efter at vælgerne er blevet præsenteret for en så kompleks og bred tekst som en ny, international traktat, er der selvfølgelig plads til forskellige fortolkninger af resultaterne.

Vi er nødt til bedre at forstå, hvad irerne sagde, hvad de er bange for, og hvad de håber på. Af de foreløbige resultater forstår jeg allerede, at der ikke er tale om et generelt nej til Europa. Det drejer sig også om at forstå og respektere deres rolle i en europæisk union.

Fordelen ved at gennemføre en folkeafstemning er, at man også er nødt til at oplyse og kommunikere med borgerne, med alle de udfordringer, det indebærer. Jeg tror, at alle kan se, at vi også er nødt til at analysere, hvad vi kan forbedre med hensyn til kommunikation og oplysning til borgerne. Jeg har altid sagt, at kommunikation er demokratiets redskab. Det skal bære baseret på borgernes ret til at vide, hvad der foregår på EU-niveau, hvad der bliver besluttet, og hvordan borgerne kan få indflydelse. Det arbejde skal intensiveres yderligere, og derfor vil også Kommissionen fortsætte med det, vi påbegyndte for et par år siden, nemlig plan D, som i debat, dialog og demokrati. Den vil være baseret på en tanke om, at borgerne skal have medejerskab til EU's politikker...

  Formanden. - Fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg kan høre, at der er en del snakken, fordi en masse kolleger er på vej ind i salen, men jeg vil gerne bede dem, der kommer ind, om ikke at stå og snakke, for mange kolleger vil gerne høre kommissærens konklusioner.

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg forsøger at opsummere, at vi er nødt til at gøre borgerne til medejere af EU's politikker, at gøre politikkerne forståelige og relevante, og at gøre EU-institutionerne ansvarlige og forpligtede over for dem, de tjener.

Vi har brug for en bred og permanent forhandling om EU's fremtid, mellem de demokratiske institutioner i EU og borgerne, på både nationalt og EU-niveau, og vi er nødt til at gøre det muligt for borgerne at få en oplyst diskussion om EU ved at give dem adgang til oplysninger. Vi har allerede foreslået at skabe rammer for dette, sådan som Jo Leinen allerede har påpeget - og tak for dét. Tak også til hr. Lenarčič for at prøve at finde en løsning på det.

Jeg takker Parlamentet for dets opbakning til at prøve at blive mere effektive i kommunikationen med borgerne, for så er vi nødt til at tage det alvorligt og bruge de ressourcer og de rammer, vi har brug for også i samarbejdet med medlemsstaterne, og naturligvis for at vi kan gøre vores tekster og beslutninger så let læseligesom muligt.

Vi har haft en forhandling om den konsoliderede traktat. Rådet var for længe om at godkende og offentliggøre en konsolideret traktat, men den gjorde det til sidst, og det er selvfølgelig et redskab, der gør, at vi bedre kan nå ud til vores borgere.

Vi skal fortsat drage konklusioner og tage ved lære også af det irske eksempel, men respektere nej-afstemningen. Det gør vi bedst ved rent faktisk at vide, hvad deres bekymringer var, finde løsningerne sammen og lade også de andre medlemsstater få indflydelse. Jeg håber, at denne forhandling også vil tjene som inspiration for ledernes møde i morgen og på fredag. Mange tak for en god og konstruktiv forhandling.

(Bifald)

  Formanden. - Tak, fru kommissær.

Forhandlingen er afsluttet.

Jeg ønsker at oplyse Parlamentet om, at Hans-Peter Martin har bedt om at komme med en personlig meddelelse i henhold til forretningsordenens artikel 145. Som foreskrevet i artikel 145 vil jeg overlade ordet til hr. Martin, når protokollen fra dette møde fremlægges til godkendelse.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Jim Allister (NI), skriftlig. - (EN) Jeg ønsker Den Irske Republiks vælgere hjerteligt tillykke med den overbevisende forkastelse af den omemballerede forfatning. Hermed har de slået et slag for millioner af demokrater i hele Europa, som blev nægtet indflydelse på grund af EU-elitens totalitære forsøg på at prakke os alle Lissabontraktaten på. Udfordringen består nu i, om nogen blandt eliten er så ærlige og hæderlige, at de vil indrømme, at traktaten er død. Lissabon har sat sit eget mål for overlevelse: enstemmig ratifikation. Det mål er mislykkedes for den på spektakulær vis. I lighed med sin forgænger, forfatningen, forliste den mod demokratiets klippe. Snarere end at se realiteterne i øjnene er jeg bange for, at vi igen vil se et komplot i Bruxelles, der skal overliste befolkningerne. Hvis De gør det, vil De i sidste ende lide samme skæbne. Så spar Dem selv for ulejligheden og indrøm, at traktaten er død, uden udsigt til genopstandelse.

  Costas Botopoulos (PSE), skriftlig. - (EN) I disse tider, hvor der er krise og institutionel usikkerhed, føler jeg, at jeg er nødt til at rose Lissabontraktaten. Jeg ved ikke, om den nogensinde vil træde i kraft, men hvis nogen ønskede at undgå populisme, burde han sige, at det er en god traktat. Selvfølgelig blev den ikke opbygget og drøftet lige så demokratisk som forfatningstraktaten. Selvfølgelig er det ikke en perfekt tekst - der findes ikke perfekte tekster. Selvfølgelig er den for kompliceret - men hvilken EU-traktat er ikke dét? Folk, der siger, at de ikke forstår den, viser i virkeligheden, at de ikke har tillid til deres ledere. Men det er en tekst, der fremmer demokratiet i Europa. Den ville gøre Europa mere åbent, effektivt og socialt følsomt. Et enkelt eksempel: Hvis den var gældende, hvis chartret for grundlæggende rettigheder var gældende, kunne Domstolen ikke have truffet Viking- og Laval-afgørelserne, som er så ødelæggende for arbejdstagerne. Så vi har brug for mere Europa, ikke mindre. Mere demokrati. Mere politik. Som socialdemokrater har vi nu pligt til at stille op for at forklare folk, hvad det er, vi ønsker, i et nyt og anderledes Europa.

  Alexandra Dobolyi (PSE), skriftlig. - (HU) Jeg hører til blandt dem, der mener, at tingene i Europa ikke mere er de samme, som før irerne stemte nej. Hvad vi absolut ikke kan gøre, er at ignorere resultatet af den irske folkeafstemning. Jeg hører imidlertid også til blandt dem, der mener, at vi skal fortsætte med ratifikationsprocessen. Hver medlemsstat har samme ret til at udtrykke sin mening om den fælles fremtid for Europa.

Vi er nødt til at løse dette komplicerede puslespil ved på den ene side at lytte til de irske borgeres stemme og på den anden side at tage skyldigt hensyn til holdningen hos alle de andre medlemsstater, der ønsker at bevæge sig fremad ad den fælleseuropæiske vej.

Ligningen er vanskelig, og vi skal gribe enhver lejlighed til at vurdere den. Hertil har vi brug for alle 27 medlemsstater. Jeg mener, at de 27 medlemsstater skal finde en fælles løsning og træffe en fælles beslutning om det næste trin.

Som kommissær Barroso sagde, har 27 medlemsstater underskrevet traktaten, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at 27 medlemsstater finder en vej frem. Vi må og skal finde en løsning, en måde hvorpå vi kan komme ud af dødvandet.

  Titus Corlăţean (PSE), skriftlig. - (RO) Den europæiske proces skal fortsætte.

De irske borgeres forkastelse af Lissabontraktaten skal respekteres.

Samtidig skal vi tilgodese alle EU-borgernes brede interesser ved at gøre EU-strukturen mere effektiv og fortsætte udvidelsesprocessen i Unionen.

De irske borgere har ikke kun rettigheder, men også forpligtelser i EU. De skal være klar over de konsekvenser, de pådrager sig ved at forkaste Lissabontraktaten.

De irske borgere skal beslutte ved en ny folkeafstemning, om de forlader EU eller bliver i EU baseret på Lissabontraktaten.

Afbrydelsen af den europæiske proces, ved at irerne påberåber sig intakt suverænitet, betyder faktisk, at borgerne i Kroatien, Moldova osv. får afbrudt deres naturlige forhåbninger om at nærme sig EU.

Nøjagtig som Irland og de irske politiske repræsentanter har ret til at kæmpe for deres borgeres forhåbninger, har Rumænien ret til at kæmpe for Moldovas tiltrædelse af EU.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Efter det sejrrige NEJ ved den irske folkeafstemning om Lissabontraktaten, burde lederne i EU have erkendt det, der var åbenbart: At Lissabontraktaten er mislykkedes. De ved, at hvis blot én medlemsstat ikke ratificerer en traktat, vil det forhindre, at den kan træde i kraft. Sådan er reglerne. Det bør også bemærkes, at denne forkastelse følger efter to andre tilsvarende resultater i Frankrig og Holland vedrørende den såkaldte EU-forfatning, som var forløberen for Lissabontraktaten.

Den eneste erkendelse, som formanden for Kommissionen har gjort, er imidlertid, at det vil koste både tid og kræfter at løse det problem, den irske folkeafstemning har skabt. Han forsøger at give Irland skylden og undlader at erkende, at problemet stammer fra den dybe krise vedrørende lovligheden af de neoliberale, militaristiske og føderalistiske politikker, som føres.

Rådet skal derfor i denne uge besvare et grundlæggende spørgsmål: Om man skal opgive processen med at ratificere Lissabontraktaten, fordi denne er i et dødvande, eller igangsætte en debat om de virkelige grunde til folks utilfredshed og foretage de nødvendige, politiske ændringer for at tackle de nuværende kriser, med andre ord fremme en større social retfærdighed og større sikkerhed i ansættelsen med rettigheder, bekæmpe spekulationsmæssige fortjenester og priser og opprioritere kampen for social integration.

  Petru Filip (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Den nylige afstemning i Irland blev fortolket på forskellig vis i EU, og talerne i Parlamentet bekræfter de problemer, som denne afstemning kunne afstedkomme.

Jeg vil gerne kort henlede opmærksomheden på de problemer, som de irske borgeres afstemning kunne afstedkomme hos den offentlige mening i de lande, der for nylig er blevet integreret i EU, især de østeuropæiske lande. Det vil være meget svært for borgerne i disse lande at forstå det bindende i at overtage disse EU-normer, der indebærer økonomiske ofre, i de nationale rammer, såvel som en række offentlige politikker, som borgerne finder alt for restriktive i forhold til det økonomiske stade, hvor disse lande befinder sig nu.

Det, jeg gerne vil fremhæve her, er, at ethvert forsøg på at indføre undtagelser i behandlingerne inden for Fællesskabets rammer afgjort vil afspejles i den politiske afstemning i 2009, hvilket kunne give anledning til en radikalisering blandt vælgerne, som meget entusiastisk stemte for disse landes tiltrædelse af EU.

  Gyula Hegyi (PSE), skriftlig. - (HU) Der er mange måder at fortolke den irske folkeafstemning på. Det er en sejr for den folkelige suverænitet. Denne simple kendsgerning kan vi ikke benægte. Samtidig vidste flertallet af vælgerne imidlertid ikke, hvad de stemte for, hvilket blev påvist ved, at tilhængerne af nejkampagnen refererede til historiske klagepunkter, som faktisk er blevet løst i kraft af EU-medlemskabet. Vi kan betragte det som uretfærdigt, at 53 % af vælgerne i et forholdsvis lille land har magt til at forhindre 26 andre nationer i at udvide deres samarbejde og opfylde den europæiske drøm. En ting er imidlertid sikkert, og det er, at vi i fremtiden skal diskutere integrationen med borgerne i EU på en mere intelligent, overbevisende og umiddelbart forståelig måde. Af denne grund er Parlamentets Kultur- og Uddannelsesudvalg ved at påbegynde en betænkning med arbejdstitlen aktiv dialog med borgerne om Europa. Jeg er blevet bedt om at udarbejde denne betænkning. Jeg beder mine kolleger i Parlamentet bakke op om vores arbejde ved at komme med deres idéer. Lad os samle vores tanker, så vi ikke blot vil komme til at forstå og holde af spørgsmålet om integration og samarbejde, men vi vil sikre, at også borgerne i Europa vil komme til at forstå og holde af det.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN), skriftlig. - (PL) Vi forhandler i dag om EU's fremtid. Det gør vi i kølvandet på de stærke følelser efter resultatet af folkeafstemningen i Irland. Jeg appellerer til alle berørte, medlemmerne af Parlamentet og repræsentanterne for Kommissionen og for Rådet, om at afholde sig fra at præke for den irske befolkning og true den med en række gengældelsesforanstaltninger, herunder udelukkelse fra Unionen. Det er et faktum, at Unionen eksisterer, og afstemningen i den irske nation er ikke en afstemning mod Unionen. Efter min opfattelse er den et udtryk for modstand mod det dokument, der er benævnt Lissabonreformtraktaten. Det irske folk forkastede den præcise version af reform, det fik forelagt.

Det er højst sandsynligt, at hvis det samme spørgsmål var blevet stillet til borgerne i andre lande ved en folkeafstemning, ville de have givet nøjagtig det samme svar. Når alt kommer til alt, er traktaten uforståelig selv for en uddannet borger i EU. Vi gør klogt i at overveje, om ikke dette er et nyt signal om, at den såkaldte elite bør prøve at bygge bro over den betydelige kløft, der findes nu mellem medlemsstaternes borgere og lederne af de politiske grupperinger på både nationalt niveau og unionsniveau.

I de aktuelle bestemmelser i international lovgivning står der faktisk, at hvis blot én af staterne, der er med i en given aftale, ikke accepterer den internationale aftale, så er aftalen ikke bindende i den foreliggende form. Det står klart, uanset vores meninger om dokumentet som helhed. Folket i Irland valgte frit. Vi skal respektere dets beslutning og søge at opnå positive løsninger for Europas fremtid. Som man siger, "vox populi, vox dei".

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE), skriftlig. - (FI) Krise! Krise! Igen råber folk op om, at EU er i krise, fordi irerne forkastede Lissabontraktaten ved deres folkeafstemning torsdag den 12. juni. Traktaten kan kun træde i kraft, hvis den ratificeres af alle medlemsstaterne. EU-lederne kræver nye løsninger, men kun få kan tilbyde nogen.

Der er mindst to problemer. Lissabontraktaten er så uklar, at den er næsten umulig at forstå. Ville De være parat til at underskrive den? Og desuden ønsker EU-eliten åbenlyst at gå for hurtigt fremad.

Nu er det på tide, at de små medlemsstater reagerer. De bør insistere på, at hver medlemsstat har sin egen kommissær. Det var oprindeligt et ønske i Finland og i mange andre lande.

Hvis Lissabontraktaten trådte i kraft, ville den medføre, at hver medlemsstat på skift ville være uden en kommissær i en tredjedel af tiden fra 2014. Traktatens ordlyd er så vag, at de små medlemsstater i praksis tilsyneladende ville være uden kommissær i længere tid end de store lande. Nogle mener, at Irland har forkastet traktaten til dels på grund af kommissærspørgsmålet.

Finlands kommissær har en særlig betydning for små medlemsstater, selv om det er kommissærers pligt at fremme EU's interesser som helhed. I Finland glæder hver region sig over det, hvis den har sin "egen" minister i Ministerrådet.

EU-lederne er nu nødt til at tænke grundigt over, hvad der er årsag til offentlighedens voksende mistillid til EU. Har Unionen handlet i alle sine borgeres interesse på bedst mulig vis? Har den øget samarbejdet på forskellige områder, og er den blevet udvidet i for hurtigt et tempo?

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Det irske folks beslutning har bragt EU i en svær situation. Den viser også, at EU er baseret på aktivt demokrati. Lissabontraktatens skæbne er ikke en afgjort sag. Lignende situationer er opstået tidligere. I 1993, efter et negativt resultat vedrørende ratifikation af EU-traktaten, besluttede Danmark at afholde yderligere en folkeafstemning. Tilsvarende blev det besluttet at afholde endnu en folkeafstemning i Irland efter katastrofen vedrørende ratifikationen af Nicetraktaten i 2001. Jeg mener afgjort, at også ved denne lejlighed bør vi respektere resultatet af den irske folkeafstemning som Irlands suveræne afgørelse. Unionen er grundlagt på respekten for, at alle medlemsstater har ret til at udtrykke deres egen vilje. Det bør tydeligt tilkendegives, at forkastelsen af traktaten ikke betyder, at det irske folk er imod Unionen.

Det kommende Rådsmøde giver mulighed for at reflektere over årsagerne til og virkningerne af den situation, der er opstået, og en sådan refleksion bør ikke være begrænset til at præke for og kritisere Irland. Rådet, Kommissionen og Parlamentet skal overveje, hvad der kan gøres for at sætte europæerne bedre i stand til at forstå traktaten og elitens hensigter. Jeg er imod at genåbne forhandlingerne om en traktatreform. EU skal ikke blive et EU i to eller flere hastigheder. Det skal overbevise sine egne borgere om, at det er et fælles projekt besjælet af solidaritet. Jeg har tiltro til, at Rådet vil finde en løsning, der er acceptabel for de lande, der allerede har ratificeret traktaten, for Irland og også for de medlemsstater, der ikke har besluttet, hvordan de skal gå videre.

  Bogusław Liberadzki (PSE), skriftlig. - (PL) Resultatet af den irske folkeafstemning har forstyrret processen for ratifikation af reformtraktaten. Folkeafstemningen har også tjent det formål at understrege netop hvor stor interesse, vi bør udvise for vores storslåede, europæiske projekt om at skabe et fredeligt og solidarisk Europa, hvis opmærksomhed især er rettet mod dets borgeres ve og vel og mod at spille en stærk rolle på den økonomiske og politiske scene globalt set. Vi har nu et bevis for den dyre pris, vi kommer til at betale, hvis vi forsømmer at gå i dialog med vores samfund for at forklare, hvad integration egentlig handler om.

Ratifikationsprocessen bør fortsætte, og jeg har tiltro til, at Irland vil gøre alt, hvad der står i dets magt, for at løse situationen. Jeg er enig i det synspunkt, der blev fremført af hr. Schulz, lederen af Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet, og som går på, at den måde, hvorpå Kommissionen og Rådet fungerer, er én af grundene til tingenes tilstand. En kompetenceudvidelse for Parlamentet som demokratisk institution kunne blive et væsentligere bidrag til en strømlining af Unionen end store erklæringer og programmer, fordi de sidstnævnte ikke når borgernes hjerter og sind.

  Marianne Mikko (PSE), skriftlig. - (ET) Dublins nej til Lissabontraktaten var en overraskelse, fordi det er med EU-støtte, Irland har opbygget en konkurrencedygtig økonomi, stabiliseret arbejdsmarkedet og skabt et velfærdssamfund. Det ville have været muligt for irerne at stemme for et stærkere og mere konkurrencedygtigt EU, hvor medlemsstaternes interesser kunne tjenes i højere grad end før.

Personligt synes jeg, at det at lægge Lissabontraktaten ud til folkeafstemning syntes at være demokratisk, men var det på skuffende vis. Interne problemer, som EU ikke blander sig i, skabte uundgåeligt spændinger, som det var nødvendigt at lufte. Derfor er det let at skabe en klar mulighed for at udtrykke sin utilfredshed, uden hensyn til midlerne. Et andet tegn på det forlorne demokrati og de spændinger, der blev udtrykt, var de meningsmålinger, der blev foretaget før folkeafstemningen, hvoraf det fremgik, at de mennesker, der stemte nej, ikke kendte det faktiske indhold i eller meget til betydningen af Lissabontraktaten.

Det er op til de irske politikere at besvare spørgsmålet: Hvorfor? Irland har konsekvent været én af dem, der har haft størst udbytte af EU-subsidierne. Irerne er kendt for deres proeuropæiske holdning. Desto mere ironisk er det, at vi på grund af Irland er nødt til at sætte en stopper for skabelsen af en stærkere, fælles fremtid.

Estland ratificerede Lissabontraktaten dagen før den irske folkeafstemning. Det betyder, at Tallinn, til forskel fra Dublin, har bidraget til at opbygge en fælles fremtid. Jeg er en varm fortaler for ratifikationsprocessen, og jeg tror, at Irland vil gøre et nyt forsøg på at opmuntre Europas 500 millioner borgere, og de bærer også selv navnet europæere med ære. Dublins taknemlighedsgæld til Europa er indlysende.

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. - (EN) Selv om resultatet af den irske folkeafstemning var en stor skuffelse for EU, er det ikke tiden og stedet til at gå i panik og se sig om efter en syndebuk. Det Europæiske Råd holder møde den 19. og 20. juni i Bruxelles. Vi bør først tage os tid til at høre forklaringerne fra Irlands taoiseach Brian Cowen og lytte til hans forslag til, hvordan vi skal fortsætte med Irland.

Efter min opfattelse skal de resterende otte medlemsstater fortsætte med at ratificere som planlagt, trods det irske nej.

Lissabontraktaten er uomgængelig for en succesrig fortsættelse af det europæiske projekt. Det ville være utænkeligt at påbegynde nye forhandlinger, eftersom EU har været beskæftiget med forhandlinger om sin fremtid i de seneste ni år. Lissabontraktaten skaber et mere forståeligt, demokratisk og effektivt EU, og det kan vi ikke bare lige give køb på.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. - (FI) Demokrati betyder bogstaveligt talt folkets magt. Demokrati kan ikke eksistere uden folk, og det er ikke godt for folk at være uden demokrati. I Irland kunne folk stemme om den nye forfatning, Lissabontraktaten. Det var demokrati, og irerne stemte nej på vegne af alle de andre nationer. Det fik 53,4 % af stemmerne, og 46,6 % stemte ja. I Irland ønskede man ikke, at EU bevæger sig hen imod en føderation eller bliver militariseret, eller at der sker yderligere magtforskydning til fordel for de store lande.

Føderationstanken fremmes af mænd og kvinder, som er dårlige demokrater og dårlige tabere. De er begyndt at genoplive liget med magt. De siger, at der ikke er brug for de små lande, hvis de ikke vil indrette sig efter de store landes meget virkelige autoritet. På den måde bidrager de til fejlopfattelsen af demokratiet i EU.

Irerne fordømmes for den måde, de har udøvet deres magt på, men ingen ler ad ungarerne, selv om parlamentet dér stemte ja, selv før de havde fået forelagt den ulæselige traktat. Det irske folks beslutning er demokrati, men det er det ungarske parlaments ikke.

Ønsket om at få en EU-forfatning er ikke udløst af folks behov, men af en vilje til at afstive elitens magt. Uden folkeafstemninger vil der blive tale om et kup - i både de små og de store lande.

  Adrian Severin (PSE), skriftlig. - (EN) Mens vi holder stater som Kroatien, Tyrkiet, Ukraine og Moldova, der kæmper for at blive medlemmer, bag vores lukkede døre, stræber vi efter at holde på stater, der er usikre på, om det er umagen værd at være medlemmer af en stærk union. Det er unfair, uproduktivt og uholdbart at behandle euroskeptikere bedre end euroentusiaster.

Lige respekt for alle nationer betyder at konfrontere hver enkelt med dens egen ansvarlighed. At prøve på at snyde og friste nogen med illusoriske protokoller og indrømmelser for at ændre beslutninger uden at ændre overbevisninger ville være forargeligt og et udtryk for mangel på demokratisk respekt.

Det irske folk bør bruge al den tid, der er nødvendig for at overveje sin europæiske fremtid. Måske ville de bedste rammer for en sådan demokratisk overvejelse være et snarligt valg. I hvert fald skal irerne bruge deres egen tid og ikke de andres tid. Derfor skal det overvejes at give Irland en midlertidig status inden for EU, mens man fortsætter den europæiske integration med færre stater.

Senere hen bør det irske folk ved en ny folkeafstemning besvare spørgsmålet, om det ønsker at blive i EU på basis af Lissabontraktaten, eller om det ønsker at spille en "ridderens rolle" under den globale dagsordens storme.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Det irske folks forkastelse af Lissabontraktaten har kvalt ethvert håb om en hurtig, institutionel reform af EU. Det er den anden mulighed, der således er forspildt. Arbejdet blev standset i sin tid på grund af det negative resultat af de tidligere folkeafstemninger i Frankrig og Holland.

Efter min mening er det absolut ikke det irske folk, der skal have skylden for det skete. At de har stemt imod traktaten, betyder ikke, at de er negativt stemt over for EU som helhed. Traktaten blev forkastet i Irland på grund af den uhensigtsmæssige måde, hvorpå EU-institutionerne og medlemsstaternes regeringer har behandlet spørgsmålet om traktatratifikation og borgernes engagement i processen. Jeg har en formodning om, at hvis der havde været en folkeafstemning i alle medlemsstaterne, ville Irland ikke have været det eneste land, der sagde nej.

En sådan reaktion på traktaten hos borgerne skyldes fejlinformationer snarere end uvilje.

Det, Unionen nu bør gøre i forbindelse med Lissabontraktatens skæbne, bør svare til det, man gjorde, efter at forfatningstraktaten blev forkastet af Holland og Frankrig.

Heldigvis kan Unionen stadig fungere effektivt på grundlag af Nicetraktaten og de andre traktater, der stadig er i kraft. Det betyder, at vi kan tage os tid til omhyggeligt at overveje, hvordan vi skal korrigere de fejltagelser, der er begået.

  Marek Siwiec (PSE), skriftlig. - (PL) I lyset af det irske folks beslutning, som den blev udtryk i den seneste folkeafstemning, er det endnu mere vigtigt for Polen at færdiggøre ratifikationen af Lissabontraktaten. Hvis Polens præsident sætter processen i stå på grund af et skænderi om den endelige underskrift, vil han dermed bringe vores land på linje med dem, der er imod traktaten, i modsætning til det overvældende flertal af lande, der har godkendt den.

Det ville ikke være en fordel for os. Vi har tidligere grebet til trusler, nogle ville endda sige afpresning, men vi blev dog enige om et kompromis. Vi må stå ved konsekvenserne af det sidste, især efter resultatet af den irske folkeafstemning. Polen har faktisk mulighed for at spille sin rolle i en væsentlig afgørelse, der skal bidrage til at skabe et stærkt Europa. En hurtig ratifikation af traktaten vil ikke være et rutinemæssigt skridt, men en betydningsfuld, politisk gestus.

Jeg tror, det kan tages for givet, at substansen i traktaten vil blive gennemført før eller senere, med eller uden Irland. Det er derfor vigtigt for os at være på den rigtige side på det rigtige tidspunkt.

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Parlamentet og de andre EU-institutioner skal respektere det irske folks stemme ved folkeafstemningen. Jeg siger det meget klart: De irske borgere stemte ikke imod EU, men imod Lissabontraktaten. Vi har klare signaler om, at traktatens indhold og præmisser ikke er blevet forstået, og det irske folks frygt vedrørende skattesystemet og opretholdelsen af neutralitetsprincippet er blevet forstærket af visse politiske partier.

Parlamentet skal sende et klart signal om støtte til ratifikationsprocessen i de andre medlemsstater. Samtidig skal vi præsentere levedygtige løsninger for de irske borgere og den irske regering, så vi kan overvinde dette dødvande. I sidste ende er Lissabontraktaten det nødvendige skridt frem, for at EU's institutionssystem kan fungere mere effektivt under de stadigt sværere globale betingelser, som alle medlemsstater er nødt til at reagere på: Økonomisk konkurrencedygtighed, klimaændringer, prisstigninger på naturressourcer og mange andre forhold, der berører os alle.

  Daniel Strož (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Lissabontraktaten er blevet et dødt dokument, nøjagtig som da franskmændene og hollænderne forkastede udkastet til en EU-forfatning. Selv om formanden for Parlamentet, hr. Pöttering, erklærede, at målet med traktaten er at opnå en større grad af demokrati, politisk effektivitet, klarhed og gennemsigtighed, og at ratifikationsprocessen skal fortsætte i de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret den, er det blot meningsløse fraser.

Hvis der havde fundet folkeafstemninger sted i andre lande end Irland, ville det irske nej givet ikke have været det eneste. Tag f.eks. det kneb, den "europæiske elite" brugte ved at fremlægge intet andet end et afstøvet og ændret EU-forfatningsudkast til ratifikation! Ud over irerne ville franskmændene og hollænderne sige nej igen, det fremgår i hvert fald af offentlige opinionsundersøgelser i disse lande. De, der "styrer" EU-politikken, bør langt om længe indse, at flertallet af borgerne forkaster Unionen som et militaristisk og neoliberalt projekt, der er virkeligt asocialt!

Resultatet af den irske folkeafstemning er ikke nogen katastrofe for EU, hvad nogle mennesker gerne vil have os til at tro. Det er en mulighed for at påbegynde et nyt diskussionsforløb, hvor almindelige borgere endelig også bør inddrages i vidt omfang. Når alt kommer til alt, stemte irerne ikke imod EU. De stemte imod indholdet i Lissabontraktaten, som ville ødelægge de sociale standarder, der er opnået indtil nu, og gøre Unionen til et militaristisk konglomerat. Den såkaldte europæiske idé er ikke sat på spil af dem, der forkaster Lissabontraktaten. Den sættes på spil af dem, der nu råber "lad os komme videre" eller overvejer at indføre et EU i to hastigheder.

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Fra i morgen vil Rådet skulle drage konklusionerne af resultatet af den irske folkeafstemning om Lissabontraktaten. Det er op til Irland ved dets taoiseach at give en analyse af afstemningen og gentage sit ønske om at se den europæiske integration bevæge sig fremad.

Jeg håber, at de 27 EU-stater bliver enige om at fortsætte ratifikationsprocessen i de medlemsstater, der endnu ikke har truffet nogen beslutning, så vi til sidst kender hvert lands nøjagtige holdning til denne tekst.

Det slovenske og sidenhen det franske formandskab skal arbejde sammen med Irland om at finde en retsmæssig acceptabel løsning, så man én gang for alle kan gøre en ende på mere end 15 års bestræbelser på at reformere arbejdsgangen i det udvidede EU.

Det franske formandskabs forpligtelser vil givet øges i omfang, eftersom den europæiske sammenhæng er afbrudt, og de globale råvaremarkeder for fødevarer og brændstoffer ryger i vejret.

Befolkningerne i Europa er usikre. Rådet må vise dem, at EU hjælper med at indfri deres forventninger ved at træffe beslutninger i de grundlæggende spørgsmål. Selv om det måske ikke løser det institutionelle spørgsmål nu og her, er det ikke desto mindre den bedste måde at vise irerne på, at de er blevet hørt.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE), skriftlig. - (HU) Lissabontraktaten er blevet forkastet af netop det land, som indtil nu har været et eksempel på, hvordan man kan fuldt ud kan udnytte fordelene ved en europæisk integration. Det vises også af den dybe krise i tiltroen til politik. Dårlig kommunikation med hensyn til at påvise fordelene ved Lissabontraktaten har også spillet en stor rolle i denne fiasko. Irland traf ikke beslutning om traktaten: Resultatet af folkeafstemningen blev afgjort af hjemlige, politiske spørgsmål. Folkeafstemningen som institution har vist sig at være et uegnet instrument til at afgøre komplicerede spørgsmål som dette. Lissabontraktaten handler ikke kun om en institutionel reform i EU: Traktaten og chartret om grundlæggende rettigheder gør EU til et ægte politisk samfund og et samfund med værdier. Det er et nyt trin i udviklingen af europæisk integration kvalitativt set.

Den irske folkeafstemning er et støre problem, men det afhænger af os, om EU igen kommer i krise denne gang eller svarer igen hurtigt og beslutsomt. I den nuværende situation ville den største fejltagelse være at genforhandle den aftale, som det kostede så mange anstrengelser at opnå, og derfor bør vi beholde Lissabontraktaten, som den foreligger nu. Næsten to tredjedele af medlemsstaterne har godkendt traktaten, herunder Ungarn, der var det første land, der gjorde det. Ratifikationsprocessen skal fortsætte. Irland skal hurtigst muligt beslutte, om det fortsat ønsker at være en del af en udbygget integration. Et land kan ikke stå i vejen for 26 andre, der ønsker at bevæge sig fremad.

Jeg har al mulig tiltro til, at man på Rådsmødet, der begynder i morgen, vil finde en udvej af denne situation. Arbejdet med at opbygge EU skal fortsætte, og til det formål har vi brug for Lissabontraktaten.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. - (RO) EU har brug for nye institutionelle rammer efter Nicetraktaten, og Lissabontraktaten er, selv om den er mindre ambitiøs end EU-forfatningen, en god tekst.

18 medlemsstater har ratificeret Lissabontraktaten i deres nationale parlamenter. Irland besluttede at ratificere ved en folkeafstemning, og de irske borgere forkastede traktaten. I 2001 stemte irerne også imod Nicetraktaten, og et år senere ratificerede de den.

Det irske folks stemme viser, at landets befolkning finder, at fællesskabets institutionelle konstruktion er kompliceret. Det er vores pligt at forklare EU-borgerne bestemmelserne i denne traktat, og hvorfor der er brug for den. I traktaten behandles spørgsmålet om klimaændringerne, den europæiske økonomi defineres som en social markedsøkonomi, behovet for en fælles energipolitik understreges, og i særdeleshed tillægges EU's charter om grundlæggende rettigheder retlig værdi. Med reformtraktaten højnes det demokratiske niveau, idet Parlamentets magt øges, og halvdelen af de nationale parlamenter kan forkaste et lovgivningsprojekt, hvis det skønnes, at det krænker subsidiaritetsprincippet.

Det irske folks stemme viser os, at der er brug for ansvarlighed og mere dialog, at vi i højere grad og bedre skal forklare bestemmelserne i denne nye traktat for EU's borgere, såvel som grundene til, at den er nødvendig.

  Witold Tomczak (IND/DEM), skriftlig. - (PL) De europæiske nationer, der længes efter frihed og suverænitet, har nu grund til at takke den irske nation. Et budskab om frihed og håb er højt og tydeligt udgået fra det lille Irland. Det budskab bør være en øjenåbner for demokratiets fjender, som lader hånt om folkets vilje og bryder allerede aftalte spilleregler.

Spørgsmålet om, hvad der nu skal gøres, er opstået. Jeg foreslår, at vi i stedet for at drømme om en uopnåelig europæisk superstat bør igangsætte en debat om nationernes rettigheder. Først bør vi blive enige om et charter vedrørende nationernes rettigheder og bruge dette som grundlag for at definere principperne for en europæisk integration.

De, mine damer og herrer, er EU's arkitekter. Jeg beder Dem indtrængende stoppe manipulationen og lade folk selv afgøre deres fremtid ved at lade dem tilegne sig sandheden. Jeg opfordrer Dem til at lade nationerne leve i deres suveræne stater, som selv vil beslutte, hvordan og med hvem de skal samarbejde, og hvordan og med hvem de skal integreres.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det irske folks rungende nej har bevirket, at Lissabontraktaten ikke kan håndhæves.

Det er et betydeligt nederlag for Rådet, Kommissionen og Parlamentet, og også for centrum-højre og centrum-venstre regeringerne i EU-medlemsstaterne (Nyt Demokrati (N.D.) og PASOK i Grækenland). Det er et tilbageslag generelt for kapitalismens repræsentanter, som har spillet en ledende rolle ved at undertrykke befolkningernes nej til EU-forfatningen under afstemningerne i Nederlandene og Frankrig, og ved at undertrykke den voksende bevægelse inden for EU for at udfordre og forkaste Lissabontraktaten.

Disse samme politiske kræfter er dem, der udgør den store alliance i Rådet, Kommissionen og Parlamentet: Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance og andre støtter af den europæiske "monolit", med deltagelse af Nyt Demokrati og PASOK's parlamentsmedlemmer. I Parlamentets plenarforsamling den 20. februar 2008 stemte de alle imod forslaget om at respektere det irske folks dom og mod at afholde folkeafstemninger om Lissabontraktaten i medlemsstaterne.

Rådets og Kommissionens håndfaste politik med at gå videre med ratifikationsprocessen for Lissabontraktaten er udtryk for en autokratisk foragt for det irske folks vilje og for befolkningerne generelt set.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

3. Afstemningstid

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er afstemningen.

(Resultater og andre oplysninger vedrørende afstemningen: se protokollen)

3.1. Godkendelse af det nye ansvarsområde for Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen (afstemning)

3.2. Godkendelse af udnævnelsen af Antonio Tajani til medlem af Kommissionen (afstemning)

3.3. Forsvundne personer på Cypern - Opfølgning af Europa-Parlamentets beslutning af 15. marts 2007 (A6-0139/2008, Ewa Klamt) (afstemning)

3.4. Tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold (A6-0339/2007, Manfred Weber) (afstemning)

Før afstemningen om ændringsforslag 74

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg ønsker at henlede opmærksomheden på de skilte, som nogle af medlemmerne på venstrefløjen har opsat. Vi blev orienteret om i morges, at opsætningen af skilte med Parlamentets rettigheder er en overtrædelse af vores procedurer.

  Formanden. - I princippet skal alt, der ikke direkte forstyrrer vores arbejde, ikke forbydes, men hvis Parlamentet mener, at disse opslag forstyrrer arbejdet... Nå, jeg tror ikke, at flertallet mener, at de bliver forstyrret. Derfor fortsætter vi.

4. Velkomstord

  Formanden. - Jeg ønsker som formand at byde velkommen til 10 medlemmer af den lovgivende forsamling i Sydsudan under ledelse af dens formand, James Wani Igga, der har rejst den lange vej til Strasbourg for at besøge Europa-Parlamentet.

(Bifald)

Den lovgivende forsamling i Sydsudan, som de er medlemmer af, blev oprettet som følge af den samlede fredsaftale, der blev undertegnet i 2005 efter en lang og brutal borgerkrig. Den lovgivende forsamling spiller en afgørende rolle i overvågningen af gennemførelsen af lovgivningen og fredsaftalen. Jeg ønsker på vegne af Europa-Parlamentet at understrege, at vi støtter den lovgivende forsamling i Sydsudan, som har skullet tackle de udfordringer, som Sudan står over for, især i forbindelse med valget næste år. Vi håber, at Deres besøg vil bidrage til fastlæggelsen af en fredelig løsning på konflikten i Sudan og fremme den politiske dialog mellem Europa-Parlamentet og Den lovgivende forsamling om genopbygningsprocessen efter konflikten i Sudan. Jeg ønsker derfor at byde Dem velkommen til Europa-Parlamentet.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

5. Højtideligt møde - 2008, det europæiske år for interkulturel dialog

  Formanden. - Mine damer og herrer! I det europæiske år for interkulturel dialog har jeg på vegne af formanden for Europa-Parlamentet den store ære og glæde at byde FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro, dr. Asma Jahangir, velkommen.

Europa-Parlamentet tillægger det europæiske år for interkulturel dialog stor betydning. Parlamentet har gennem en række begivenheder og initiativer etableret et forum for udveksling af idéer blandt borgere fra forskellige kulturer og samfundsgrupper og blandt borgere af forskellig religiøs overbevisning og tro.

I løbet af 2008 har vi allerede inviteret politikere og religiøse ledere fra forskellige dele af verden til Parlamentet. Vi håber, at Parlamentet også vil tjene som forum for kommunikation, formidling af et fælles budskab og fremme af fri dialog og tættere gensidigt bekendtskab.

Det glæder mig at byde Dem velkommen, dr. Jahangir, til Parlamentet for at tale om spørgsmål af afgørende betydning for verdensfreden og udviklingen.

Som led i vores fælles mission om at fremme demokrati og menneskerettigheder har vi overvåget situationen i Pakistan, og sidste år under Deres tilbageholdelse vedtog Europa-Parlamentet en beslutning med en anmodning om Deres øjeblikkelige frigivelse. Ikke mindst derfor glæder vi os over Deres besøg i dag.

Der er endnu en årsag til, at Deres besøg har en særlig betydning. I år fejrer vi 60-årsdagen for verdenserklæringen om menneskerettigheder, som blev vedtaget af FN's Generalforsamling den 10. december 1948. Erklæringen markerede en ny æra i en verden, der netop havde overlevet ødelæggelserne efter den værste krig i historien, en krig, der startede i Europa. I erklæringen blev den første internationale formelle forpligtelse vedrørende værdighed og lighed for alle mennesker, uanset race, tro eller oprindelse, fastsat. I artikel 18 i erklæringen er det fastsat, at "Enhver har ret til at tænke frit og til samvittigheds- og religionsfrihed. Denne ret omfatter frihed til at skifte religion eller tro samt frihed til enten alene eller sammen med andre, offentligt eller privat at udøve sin religion eller tro gennem gudstjeneste, undervisning, andagt og overholdelse af religiøse skikke".

Deres opgave som særlig FN-rapportør er at identificere de eksisterende hindringer eller evt. fremtidige hindringer for udøvelsen af denne ret og foreslå metoder og foranstaltninger til at forebygge og bekæmpe disse hindringer.

De understreger i Deres rapporter betydningen af løbende og intensiveret dialog med samfundsgrupper med særlige religioner eller trosretninger. Det er en dialog, som skal indledes på alle niveauer og af alle sociale grupper. De fremhæver især behovet for bred deltagelse af kvinder for at fremme større tolerance, respekt og gensidig forståelse.

Europa-Parlamentet har i mange beslutninger fremhævet, at kvinder spiller en afgørende rolle i fremme af dialog og fred, som det også blev understreget på den konference, som vi organiserede på den internationale kvindedag. De har også selv deltaget i en række konferencer om fremme af dialog, f.eks. i sammenhæng med Civilisationernes Alliance, og taget mange initiativer med henblik på at give kvinder en større rolle at spille.

De har understreget, at uddannelse er den mest betydningsfulde faktor i forebyggelse af konflikter. Uddannelse kan lære mennesker at respektere og acceptere pluralisme og diversitet i forbindelse med religion og tro. Uddannelse bidrager således til formidling og håndhævelse af menneskerettigheder i alle samfund.

Det, som De er fortaler for, er i tråd med mottoet for det europæiske år for interkulturel dialog "Sammen og forskellig". Det supplerer den ledende rolle, der følger med aktiviteter til fremme af viden, respekt og tolerance for forskellige holdninger.

Mødet i dag er en stor begivenhed. For de personer, der ønsker at fortsætte diskussionen med Dem, vil der være et særligt møde i morgen tidlig, som er organiseret af Underudvalget om Menneskerettigheder.

Dr. Jahangir, det er mig en særlig glæde at give Dem ordet i Europa-Parlamentet.

(Bifald)

  Asma Jahangir, FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro. - (EN) Fru formand, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, mine damer og herrer, kære venner! Det er en stor ære og fantastisk glæde for mig at være her i dag. Jeg ønsker især at takke formanden, Hans-Gert Pöttering, for invitationen til at tale til Europa-Parlamentet. Jeg ønsker også at takke for den støtte, jeg har modtaget, både som FN's særlige rapportør og personligt under min tilbageholdelse sidste år.

Beslutningen om at udnævne 2008 som det europæiske år for interkulturel dialog og udvikle forskellige dermed forbundne initiativer er foretaget på det rette tidspunkt og er af uhyre stor betydning. Europas historie er formet af mange positive eksempler på interkulturel dialog. Der har dog også været en tydelig mangel på konstruktiv dialog, f.eks. når vi tænker på de religiøse krige eller ghettodannelsen af visse trossamfund i Middelalderen.

I min tale ønsker jeg at dele nogle tanker med Dem, hovedsageligt om interreligiøs dialog, der er baseret på den erfaring, som jeg har opnået i de sidste fire år som FN's særlige rapportør for religionsfrihed og tro. Jeg ønsker at rejse fire grundlæggende spørgsmål, som er følgende: hvad, hvorfor, hvem og hvordan i relation til interkulturel dialog.

Lad os starte med det første spørgsmål: hvad mener vi med interkulturel dialog? Terminologien er noget tvetydig. Omfatter "interkulturel" dialog også "interreligiøs" dialog? Jeg vil naturligvis svare bekræftende på spørgsmålet, da religioner er en del af kulturen. Samtidig skal der også tages højde for "intrareligiøse" spændinger. Derfor skal interkulturel dialog også omfatte personer med forskellige trosretninger og religioner og deres tanker og idéer.

Hvad med dialogen mellem teistiske, ikketeistiske og ateistiske overbevisninger? Alle disse overbevisninger beskyttes under de internationale menneskerettighedsbestemmelser samt retten til ikke at bekende sig til nogen religion eller trosretning. Efter min opfattelse bør disse dimensioner derfor også indgå i initiativerne om kulturel dialog.

På FN-plan er der yderligere termer, f.eks. Civilisationernes Alliance eller "det internationale år for gensidig tilnærmelse af kulturer 2010". I disse titler undgås det ofte kontradiktoriske ord "religion", men formålet med disse er også at skabe grundlag for interreligiøse og interkulturelle dialoger og samarbejde for fred.

"Interkulturel dialog" kan derfor opfattes som en meget omfattende term med forskellige dimensioner som tidligere nævnt: interreligiøs dialog og intrareligiøse tilgange, også når de involverer ateistiske personer. Jeg kan i den grad tilslutte mig den måde, hvorpå Europa-Parlamentet og Rådet har beskrevet målsætningerne i den interkulturelle dialog i beslutning nr. 1983/2006/EF, hvori det er fastsat, at det europæiske år har til formål "at fremhæve de forskellige kulturers bidrag til medlemsstaternes kulturarv og livsstil og anerkende, at kulturen og den interkulturelle dialog er afgørende redskaber til at lære at leve sammen i harmoni".

Men det er endnu mere vigtigt, at staten følger de forskellige politikker og udvikler forvaltningskompetencer, der omfatter forskellige interesser. Både regeringen og det civile samfund har en rolle at spille i udviklingen af et miljø, hvor mennesker med forskellige religioner og trosretninger kan leve sammen uden problemer. Konceptet for den interkulturelle dialog skal derfor udvides.

Det fører mig til næste spørgsmål: hvorfor er interkulturel dialog vigtig? Jeg er overbevist om, at det er meget vigtigt at have en løbende interkulturel dialog for at bekæmpe sekteriske og yderliggående holdninger og øge den religiøse tolerance overalt i verden. Ud over uddannelse er interreligiøs dialog et af de vigtigste midler til at undgå misforståelser, konflikter og overtrædelser på området for religionsfrihed. Hvis den interkulturelle dialog føres med succes, kan den fremme tolerance, respekt og forståelse.

Selv om kulturer og religioner kan være meget forskellige, er der ingen begrundelse for at hævde, at de ikke har samme status, fordi de er forskellige. Selv om et stort antal mennesker - uanset religion eller tro - lever efter samme universelle værdier, vil der altid være enkeltpersoner, som forsøger at bevise, at deres kultur, deres religion, deres sprog eller deres historie er bedre end deres naboers. Min forgænger som FN's særlige rapportør, professor Abdelfattah Amor fra Tunesien, har allerede spurgt, om der er noget, som menneskeheden ikke har gjort igennem historien under dække af religion. Ikke desto mindre har religioner mange moralske værdier til fælles, som kan og bør gøre det muligt at opnå en fælles forståelse og respekt.

Jeg har på mine besøg i de forskellige lande oplevet, hvor gavnlige bestræbelser på at indlede en interreligiøs dialog kan være. Samtidig kan manglende dialog være en advarsel om kommende interreligiøse spændinger og konflikt. Det er tydeligt, at dialogen ikke alene løser de grundlæggende problemer. Men det er første skridt i den rigtige retning. Interreligiøs dialog skal ikke blot være en intellektuel og teologisk øvelse, den kan også være med til at aktivere det tavse flertal til at lede efter en fælles strategi om, hvordan man finder harmoni og fred. Der er gode resultater med interreligiøs dialog. Græsrodsbestræbelser giver sjældent overskrifter i medierne - i modsætning til interreligiøs vold.

Lad mig fortælle om to erfaringer fra mine undersøgelsesmissioner for nylig, som viser at samtalepartnere ikke skal strække sig så langt for at indlede en meningsfuld dialog. Under mit besøg i Israel og det besatte palæstinensiske område blev jeg informeret om forskellige møder på tværs af religioner, hvor israelske og palæstinensiske indbyggere mødtes og ikke lod de nylige politiske begivenheder stå i vejen for en dialog. En ngo rapporterede, at både israelere og palæstinensere talte om deres frustration og fortvivlelse over de ekstreme holdninger i begge samfund og flertallets manglende vilje til sammen at finde fredelige løsninger. Begge grupper talte om behovet for at høre den anden side erkende de voldelige episoder og give udtryk for deres beklagelse.

Endvidere var jeg i Nordirland vidne til betydningen af interreligiøs dialog i de forskellige områder. I Belfast er der mange initiativer på græsrodsniveau, som samler mennesker med forskellige politiske og religiøse baggrunde, og hvor nogle af dem lever side om side, men adskilt af de såkaldte fredslinjer.

Det fører os videre til det tredje spørgsmål: hvem skal være involveret i den interkulturelle dialog? Millennium-topmødet om verdensfred i New York i august 2000 samlede over 1.000 religiøse og åndelige ledere. I deres endelige erklæring om opnåelse af global fred understregede de, at der ikke kunne opnås fred, medmindre alle samfund anerkendte menneskehedens kulturelle og religiøse mangfoldighed med gensidig respekt og forståelse.

Sådanne møder mellem religiøse ledere er vigtige, men man skal samtidig fremme og støtte interreligiøs dialog på græsrodsniveau. Hvis det er muligt, skal udveksling af synspunkter efter min opfattelse også omfatte troende, der sætter spørgsmålstegn ved deres tro, samt personer med ateistiske og ikkeateistiske overbevisninger og medlemmer af religiøse mindretal. Enhver dialog vil også drage stor fordel af synspunkter fra kvinder, der ofte marginaliseres i større begivenheder med interreligiøs dialog. Kvinder er blandt de største ofre for religiøs intolerance, men jeg har alligevel bemærket, at kvindegrupper på tværs af religioner har været meget effektive menneskerettighedsforkæmpere i situationer med spændinger på tværs af samfund.

Sommetider kan det også være nyttigt at samle mennesker med samme tro, men med forskellige holdninger. Et godt eksempel er mit besøg for nylig i London i Det Forenede Kongerige, hvor der blev afholdt en rundbordsdiskussion, som også handlede om lovgivning om bekæmpelse af diskrimination på grund af seksuel orientering og obligatoriske undtagelser for organisationer vedrørende religion eller tro. Diskussionen ville være forløbet helt anderledes, hvis der ikke var medlemmer af den lesbiske eller homoseksuelle bevægelse med.

Kunstnere kan også spille en vigtig rolle i offentlig uddannelse vedrørende religiøs tolerance og brobygning mellem forskellige samfundsgrupper. Et godt eksempel er West-Eastern Divan Orchestra, der består af unge musikere fra Israel, Palæstina, Syrien, Jordan og Egypten. Orkestrets grundlægger og dirigent, Daniel Barenboim, har forklaret den humanistiske tanke bag orkestret med, at musikerne ikke ser sig selv som et politisk projekt, men snarere et forum, hvor unge mennesker fra Israel og alle de arabiske lande kan udtrykke sig frit og åbent og samtidig høre hinandens historier. Det er ikke nødvendigvis et spørgsmål om at acceptere andres historier eller være enig, men at kunne acceptere historiernes legitimitet.

Mit seneste besøg i Indien har imidlertid også vist, hvor sårbare selv kunstnere kan føle sig på grund af presset fra befolkningen. Den visuelle kunst har spillet en stor rolle i den offentlige uddannelse i forbindelse med religiøs tolerance. Men nogle af Bollywood-filmene forbydes af ikkestatslige skuespillere gennem intimidering. Desværre søger filmindustrien rutinemæssigt godkendelse fra selvudnævnte vogtere af religion inden optagelsen af film, der berører samfundsspørgsmål. Det viser, hvor vigtig kunstnerens bidrag til den interkulturelle dialog er - eller i det mindste kunne være. Journalister og advokater kan også gøre en forskel, især når deres artikler og handlinger overskrider religiøse grænser. Der er utallige eksempler på, at enkeltpersoner har hjulpet andre ved at overskride alle religiøse grænser.

Derudover - og endnu vigtigere - vil det være nødvendigt for politikerne at foretage en fælles brainstorming om tacklingen af de nye udfordringer i en verden, der bliver mere og mere globaliseret. Denne brainstorming kan resultere i gennemførelsen af konkrete aktioner med hensyn til integration af diversitet, f.eks. i boligprojekter, skolepensum og udnævnelse af obligatoriske organer.

Endelig ønsker jeg at rejse det fjerde spørgsmål: hvordan kan den interkulturelle dialog føres på en effektiv måde? Der er forskellige niveauer for interkulturel dialog. Internationale og regionale organisationer som f.eks. FN, EU og OIC kan spille en rolle i etableringen af platforme til interkulturel dialog. Derudover foreslår ngo'er at fremme fredskulturen gennem dialog og samarbejde blandt enkeltpersoner og samfund med forskellige religioner og trosretninger gennem FN's årti for interreligiøs dialog og samarbejde for fred, der muligvis skal finde sted i perioden 2011-2020. Det er i denne sammenhæng uhyre vigtigt at tage en lang række initiativer på globalt, regionalt, nationalt eller lokalt plan. Jeg ønsker at fremhæve, at det også er muligt at benytte tidligere, nye og kreative kommunikationsmidler til etablering af interkulturel dialog, som ikke er omkostningskrævende, f.eks. gennem programmer med pennevenner i skoler eller via chatrum på internettet om specifikke emner, gadeteater og dukketeater.

EU's programmer om livslang læring kan - og gør det allerede - tjene som perfekte platforme for interkulturel og interreligiøs dialog. De forskellige programmer er helt klart gode eksempler på bedste praksis: Comenius har til formål at øge forståelsen mellem forskellige europæiske kulturer via udvekslingsarrangementer og samarbejde mellem skoler i forskellige lande. Over 1,5 millioner studerende har allerede deltaget i udvekslingsprogrammet Erasmus med henblik på videregående uddannelse. Leonardo da Vinci støtter transnational mobilitet inden for erhvervsmæssig uddannelse, Grundtvig-programmet har til formål at skabe nye uddannelsesmuligheder, især for voksne med risiko for social udstødelse og for ældre arbejdstagere, og endelig har Jean Monnet-netværket til formål at fremme undervisning, forskning og reflektering over europæisk integration på højere uddannelsesinstitutioner i verden. Jeg ønsker at understrege, hvor vigtigt det er for EU at nå ud til hele verden, især inden for rammerne af interkulturel dialog.

Uddannelsesinstitutionernes rolle er af afgørende betydning. De kan enten fremme tolerance eller spændinger, selv i en tidlig alder. Vægten skal derfor ligge på oplyst uddannelse, som lærer børn at anerkende den mangfoldighed, der eksisterer. Der er et betydeligt potentiale for frivillige skoleudvekslingsprogrammer med andre lande, både i Europa og andre steder. Jeg ønsker i denne sammenhæng at henvise til den internationale høringskonference om skoleuddannelse i relation til religionsfrihed, tolerance og ikkediskrimination. På konferencen blev det endelige dokument enstemmigt vedtaget i Madrid, hvori der blev henstillet til, at lærere og elever tildeles frivillige muligheder for møder og udveksling af synspunkter om forskellige religioner og trosretninger.

Familien er et andet område, hvorpå man kan etablere eller fremme åbenhed - meget afhængig af den enkeltes opdragelse. Derudover kan blandede ægteskaber - helt naturligt - skabe nye perspektiver og lette interkulturel og interreligiøs dialog. Det er efter min opfattelse vigtigt at starte i en tidlig alder med hensyn til orientering om naboers holdninger og andre religioner. Det involverer ikke nødvendigvis eksotiske rejser, men kan f.eks. organiseres ved at besøge og lære andre mennesker at kende i lokale kirker, moskeer, synagoger, templer eller andre tilbedelsessteder. Grupperne skal ikke være for store - især ikke for møder med religiøse græsrodsbevægelser - hvis samtalepartnerne skal have mulighed for at tale og lære hinanden at kende rent personligt.

Der er imidlertid flere potentielle risici forbundet med interkulturel dialog. Hvis den ikke føres på en hensigtsmæssig måde, kan det resultere i en overfladisk, vag og ineffektiv samtale. Derudover kan interkulturel dialog også anvendes som værktøj til at fremhæve de ødelæggende sider af den "anden part". Deltagerne kan være fristet til at overbevise deres samtalepartnere om fordelene ved deres religion eller kultur.

Angående den eventuelle betydning af dialog er der også et grundlæggende spørgsmål, som skal besvares. Skal deltagerne også spørge om deres respektive religioner og teologiske tilgange, eller vil det være farligt? Det vil være et positivt træk, hvis samtalepartnerne kan blive orienteret om lignende tilgange, men også om forskelle. Disse forskelle kan imidlertid fortolkes som følsomme eller endda fornærmende. Tænk blot på en diskussion, der fokuserer på kontradiktoriske spørgsmål: Hvem var den sidste profet? Havde gud en søn? Er religiøse ledere urørlige? Hvad må man spise eller ikke spise? Eksisterer reinkarnation?

Et fristende alternativ kan være kun at finde ikkekontradiktoriske emner, der slet ikke er forbundet med teologi, f.eks. emner om fælles miljøspørgsmål. Men disse emner kan være vanskelige at finde og måske lidt kedelige, og en sådan tilgang vil i sidste ende forpurre formålet med en reel interkulturel og interreligiøs dialog. Jeg tror ikke, at det vil hjælpe at tilføje en "religiøs korrekt" holdning til den eksisterende politisk korrekte holdning og tilgang.

Man hører sommetider fra diplomater, at man ikke må kritisere andre religioner. Jeg vil imidlertid gerne stille følge spørgsmål: udelukker dialogen muligheden for at kritisere læren i andre religioner? Efter min opfattelse bør samtalepartnerne i en reel dialog have mulighed for at være enige om at være uenige, naturligvis med respekt for hinandens holdninger og tilgange.

(Bifald)

Hvis nogen ønsker at kritisere deres modparters religion, er det naturligvis tilrådeligt at gøre det på en informeret måde og at vælge sine ord med omhu. Det kan også være en hjælp, hvis der allerede er opstået gensidig tillid mellem de forskellige grupper. Jeg tror imidlertid fuldt og fast på, at det vil være forkert at beskytte religioner som sådan frem for troende enkeltpersoner eller grupper som bekræftet via de internationale menneskerettighedsstandarder.

(Bifald)

Jeg har ved mange lejligheder udtrykt bekymring om den uheldige virkning af at kriminalisere såkaldt ærekrænkelse af religioner, da det kan skabe en atmosfære af intolerance og frygt og måske endda øge problemerne. Anklager om religiøs ærekrænkelse kan hæmme den legitime kritik eller forskning om praksis og love, der tilsyneladende er i strid med menneskerettigheder, og som er - eller i det mindste opfattes som værende - sanktioneret gennem religion.

Endelig mener jeg, at retsstatsprincippet og funktionen af de demokratiske institutioner er forudsætninger for at etablere et gunstigt klima, der vil være fremmende for reel dialog og forståelse. Borgerne skal have tillid til systemet, og dermed kan diversitet inden for institutioner bidrage til at skabe et sådant miljø. Interkulturel dialog skal ikke pålægges eller udformes på en nedladende måde. De nationale politikker skal i denne sammenhæng være rummelige nok til at omfatte alle religioner og trosretninger og dermed skabe naturlige muligheder for samspil og forståelse.

Det er mine tanker om, hvad, hvorfor, hvem og hvordan i relation til den interkulturelle dialog. Jeg frygter, at jeg frem for at give fyldestgørende svar har rejst nye spørgsmål.

I mine observationer har jeg allerede hentydet til den interkulturelle dialogs muligheder - men også eventuelle faldgruber. Det vil være af afgørende betydning at institutionalisere en interkulturel dialog på forskellige planer i det rette format og med en lang række deltagere og samtidig skabe muligheder for en reel udveksling af synspunkter. Jeg tror, at fælles erklæringer og redegørelser fra religiøse ledere vil være vigtige. Jeg ønsker dog at benytte lejligheden til at understrege den vigtige rolle, som græsrodsinitiativer, konkrete møder og fælles aktioner spiller. Jeg mener endvidere, at verbale konflikter er bedre end langvarige spændinger. Når almindelige mennesker med teistiske, ateistiske og ikketeistiske overbevisninger samles, nogle af dem måske for første gang, vil de - forhåbentlig - lære meget af hinanden, selv om de ikke er enige om væsentlige spørgsmål.

Grundlæggende værdier bør tjene som forbindelsesled mellem forskellige religioner og trosretninger, og jeg kan ikke acceptere, at de grundlæggende menneskerettighedsværdier kan og skal være underlagt sociale eller religiøse normer.

(Bifald)

Ultimativt kan dette også resultere i en styrkelse af de universelle menneskerettigheder, både i forbindelse med fremme og beskyttelse af menneskerettigheder og frihedsrettigheder.

Jeg vil slutte af med at gentage ordene fra Boutros Boutros-Ghali, FN's tidligere generalsekretær, der har udtalt, at menneskerettigheder, set ud fra et universelt perspektiv, tvinger os til at forholde os til den mest krævende dialektik, nemlig dialektikken omkring identitet og det at være anderledes. Med menneskerettighederne indser vi på den mest direkte måde, at vi på én og samme tid er ens og alligevel forskellige.

(Stående bifald)

  Formanden. - Dr. Jahangir, mange tak for Deres tale. Vi har lyttet meget intenst til Deres ord, der tydeligt viser Deres respekt for menneskerettighederne, Deres store erfaring og grundlaget for Deres store indsats.

Jeg håber, at Deres besøg i Europa-Parlamentet vil give os lejlighed til at samarbejde om vores fælles mission til opnåelse af demokrati, fred og udvikling.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

6. Afstemningstid (fortsat)

6.1. Det indre marked for elektricitet (A6-0191/2008, Eluned Morgan) (afstemning)

Før afstemningen

  Eluned Morgan, ordfører. - (EN) Hr. formand! Betænkningen er den første i en pakke med foranstaltninger, der omhandler energimarkederne i EU. Der har været en del samarbejde mellem alle ordførerne og skyggeordførerne om pakken, og vi ønsker at sende et budskab til Rådet om, at vi har i sinde at forhandle dette spørgsmål som en pakke, ikke som en række enkelte betænkninger.

Der er et aspekt af elektricitetsdirektivet, som har delt vandene i Europa-Parlamentet. Det er helt usædvanligt behandlet på nationalt plan, ikke på partipolitisk plan. Jeg ønsker imidlertid at opfordre kollegerne til at overveje betænkningen som en helhed og tackle spørgsmål som energifattigdom, bedre rettigheder for forbrugerne og foranstaltninger til bedre funktion af markedet.

Før afstemningen om ændringsforslag 169

  Anni Podimata (PSE). - (EL) Hr. formand! Jeg ønsker i henhold til artikel 150, stk. 5, i forretningsordenen at anmode om, at ændringsforslaget fortsat omfattes af afstemningslisten, da det blev støttet af 40 medlemmer.

  Formanden. - Det ville have været helt korrekt, hvis ændringsforslaget ikke var bortfaldet som følge af den tidligere afstemning. De kunne selv have overtaget ændringsforslaget, men det bortfaldt på grund af den tidligere afstemning, så De kan desværre ikke forelægge det.

6.2. Betingelserne for netadgang i forbindelse med grænseoverskridende elektricitetsudveksling (A6-0228/2008, Alejo Vidal-Quadras) (afstemning)

Før afstemningen om artikel 2e

  Alejo Vidal-Quadras, ordfører. - (ES) Hr. formand! Det går ud på at tilføje følgende til artikel 2e. Jeg siger det på engelsk:

"Det Europæiske Net af Transmissionssystemoperatører for Elområdet skal indsamle alle relevante oplysninger om gennemførelsen af netreglerne og fremlægge disse for agenturet til evaluering".

(Parlamentet vedtog det mundtlige ændringsforslag)

6.3. Agentur for samarbejde mellem energimyndigheder (A6-0226/2008, Giles Chichester) (afstemning)

Før afstemningen

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg ønsker at anmode om særskilt afstemning om ændringsforslag 18, da det omhandler agenturets hjemsted. Jeg anmoder derfor om særskilt afstemning.

  Giles Chichester, ordfører. - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker at modsætte mig denne anmodning, idet betænkningen er en pakke, som er vedtaget af grupperne. Jeg mener ikke, at det er rimeligt at komme med en anmodning efter tidsfristen og indlede endnu en diskussion om pakken, derfor opfordrer jeg kollegerne til ikke at efterkomme anmodningen.

(Parlamentet forkastede anmodningen)

6.4. Beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter (A6-0081/2008, Francesco Ferrari) (afstemning)

6.5. Tilpasning til forskriftsproceduren med kontrol: Del 1 (A6-0088/2008, József Szájer) (afstemning)

Før afstemningen

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Jeg ønsker at benytte lejligheden til på Rådets vegne at give udtryk for min glæde over de gode resultater efter det langvarige og omfattende arbejde om dette tekniske dokument. Det har været muligt at færdiggøre dokumentet takket være de tre institutioners kreative samarbejde, og jeg ønsker især at takke ordføreren, József Szájer, for hans samarbejde og store indsats.

Da denne del af tilpasningen er afsluttet, kan begge lovgivningsmæssige parter - og især Europa-Parlamentet - øve kontrol over Kommissionens gennemførelsesbeføjelser i forbindelse med talrige retsakter på vigtige områder. Jeg vil slutte af med at fremhæve, at jeg også håber at se denne form for kreative samarbejde under det kommende franske formandskab.

  József Szájer, ordfører. - (EN) Hr. formand! Som følge af den netop overståede afstemning har Parlamentet for første gang kontrol- og vetoret over Kommissionens normative retsakter på lige fod med Rådet.

Ved at vedtage to samlede pakker tager vi et meget stort skridt i retning af at bekæmpelse af det demokratiske underskud i EU. Jeg ønsker endvidere at minde kollegerne om, at vores nye beføjelse til at øve kontrol over den udøvende EU-myndighed kræver mere arbejde end tidligere. Parlamentet skal forberede sig på den nye opgave i forbindelse med komitologiproceduren.

Jeg ønsker at takke Rådet - og især det slovenske formandskab - samt Kommissionen, især da de begge afgiver vigtige og indtil videre eksklusive rettigheder og overgiver dem til parlamentet, og da de begge mister eksklusive beføjelser. Jeg ønsker endvidere at takke vores kolleger i de forskellige udvalg, der forstår betydningen af Europa-Parlamentets nye beføjelser. De reagerede meget hurtigt og fleksibelt i forbindelse med dette dokument. Afstemningen i dag vil i høj grad bidrage til et bedre, mere demokratisk og langt mere gennemsigtigt EU. Mange tak for deres støtte.

(Bifald)

6.6. Tilpasning til forskriftsproceduren med kontrol - Del 3 (A6-0086/2008, József Szájer) (afstemning)

6.7. Autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer (A6-0213/2008, Gerardo Galeote) (afstemning)

6.8. Den Europæiske Ombudsmands statut (A6-0076/2008, Anneli Jäätteenmäki) (afstemning)

Før afstemningen om ændringsforslag 8

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Formandskabet ønsker på vegne af Rådet at bekræfte godkendelsen af ændringen af Den Europæiske Ombudsmands statut, der har været emnet for afstemning i Parlamentet.

Jeg ønsker at benytte lejligheden til at takke Europa-Parlamentet og Kommissionen for deres kreative samarbejde. På grundlag af dette kreative samarbejde er vi nået til enighed om at ændre statutten på relativt kort tid. Rådet ønsker især at takke ordføreren, fru Jäätteenmäki, formanden for AFCO, hr. Leinen, og hr. Méndez de Vigo, medlem af Europa-Parlamentet.

Rådet bifalder denne store bedrift. Vi mener, at ændringen af statutten vil styrke borgernes tillid til EU-institutionernes funktion og EU's funktion generelt.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

7. Stemmeforklaringer

Mundtlige stemmeforklaringer

Godkendelse af det nye ansvarsområde for Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen (B6-0306/2008)

  Urszula Gacek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Jeg støttede kommissær Barrots kandidatur i dagens afstemning. Kommissæren har besluttet at indtage en målrettet holdning i forhandlingerne med USA om spørgsmålet om turistrejser uden visum for alle EU-borgere. Kommissærens forslag om at håndtere problemerne for asylansøgere i solidaritetens navn og især forslaget om at yde støtte til lande som Polen, der er ansvarlig for at sikre de eksterne grænser i Schengenområdet, har bestyrket mig i min tro på, at kommissær Barrot har en god forståelse af problemerne inden for rammerne af Generaldirektoratet for Retlige Anliggender, Frihed og Sikkerhed.

Betænkning af Manfred Weber (A6-0339/2008)

  Jean-Luc Bennahmias, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg ønsker først og fremmest at beklage, at jeg ikke kunne være til stede under denne afgørende afstemning. Da toget fra Paris til Strasbourg var en time og et kvarter forsinket, var det desværre umuligt for mig selv og flere af mine kolleger at stemme om direktivet og beslutningen. Ligesom Verts/ALE-Gruppen ville jeg have stemt imod beslutningen og direktivet.

Jeg ønsker her og nu at give udtryk for min dybeste afstandtagen. Det er ikke i overensstemmelse med Parlamentets og mere generelt EU's overordnede målsætninger at acceptere interneringscentre, hvor der tilbageholdes mange tusinde medborgere, som er indvandrere eller fra en indvandringsbaggrund. Det giver mistanke om, at EU fokuserer mest på selvbeskyttelse, og det finder jeg og Verts/ALE-Gruppen helt uacceptabelt.

I den nuværende situation skal der naturligvis træffes foranstaltninger med henblik på at kontrollere indvandringsstrømmen, men de defensive foranstaltninger, som Parlamentet netop har stemt om, er ikke en rimelig reaktion på økonomisk migration eller klimamigration, som også vil være en realitet om ikke alt for længe. Hvis EU, Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet skal yde den udviklingsstøtte, der er af så afgørende betydning, kunne denne reaktion måske forsvares, men vi er ikke i denne situation endnu. Situationen er nu 0,38 % af budgettet i stedet for 0,42 % efter at have regnet med 0,7 %.

Jeg ønsker helt alvorligt at sige, at jeg er skuffet i forhold til Parlamentet og skuffet i forhold til EU, som vi forsøger at opbygge, og som skulle forestille at være åbent og gæstfrit og byde alle borgere i verden velkommen.

  Sylvia-Yvonne Kaufmann, for GUE/NGL-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Kompromisset mellem Europa-Parlamentets ordfører Weber og indenrigsministrene om det såkaldte repatrieringsdirektiv er fordægtigt. Det sætter i sin kerne spørgsmålstegn ved EU's troværdighed, når det gælder menneskerettighederne. Derfor afviser min gruppe resolut direktivet.

Som medansvarlig for lovgivningen var parlamentet både retligt og moralsk forpligtet til at gå ind for acceptable og frem for alt menneskeværdige regler. Det burde have varetaget sit ansvar fuldt ud og kæmpet for det. I stedet har parlamentsflertallet ladet Rådet påtvinge sig regler blot for at få direktivet igennem ved førstebehandlingen. Selv om direktivet i visse medlemsstater forbedrer den retlige situation i det enkelte tilfælde, f.eks. fordi der slet ikke er fastsat nogen fængslingsfrist, er det dog den samlede sammenhæng, der er afgørende.

Direktivet legitimerer, at mennesker, som man ikke kan "beskylde" for andet end at ville søge et bedre liv for sig selv og deres familie i Europa, kan indespærres i op til 18 måneder. Den nuværende praksis i medlemsstaterne med frihedsberøvelse med henblik på udsendelse retfærdiggør og undskylder efter vores mening ikke, at mennesker i nød også fremover behandles som kriminelle. I stedet for nu også på europæisk niveau at sanktionere denne almindelige praksis, der krænker menneskerettighederne for tredjelandsstatsborgere, der opholder sig illegalt, skulle medlemsstaterne hellere skabe en holdbar løsning på migrationsproblemet.

For vores gruppe vil det især sige, at der omsider skal skabes en legal migrationspolitik i EU, hvor migranters menneskerettigheder garanteres, og der gives de mennesker et perspektiv, som i stor nød og ofte under livsfare kommer til Europa.

Europa-Parlamentet har forpasset muligheden for her at vise ansvarlighed og at byde Rådet imod. Utallige menneskeretsorganisationers og kirkers indtrængende appeller forbliver desværre uhørte.

  Kinga Gál (PPE-DE). - (HU) Hr. formand! Jeg ønsker at tilføje en stemmeforklaring vedrørende Weber-betænkningen. Som medlem af Parlamentet er det efter min opfattelse vigtigt at vedtage betænkningen, der repræsenterer et første skridt i retning af en EU-politik om indvandring. Samtidig mener jeg som advokat med menneskerettigheder og mindretalsrettigheder som arbejdsområde, at mit ja er berettiget. Weber-betænkningen er resultatet af et vanskeligt kompromis, hvor Parlamentet har været i stand til at sikre, at der inkorporeres en lang række synspunkter om humanitære rettigheder og menneskerettigheder i teksten. På områder, hvor der ikke er fastsat lovgivning, er der tale om fremskridt. På områder, hvor der allerede er fastsat vidtrækkende lovgivning, vil der ikke kunne fastlægges højere standarder. Som det er tilfældet med alle kompromiser, er der svage punkter, følsomme punkter i teksten. Jeg kan derfor godt forstå de betænkeligheder, som nogle religiøse organisationer og lægmænd har givet udtryk for, og jeg er enig i, at vi ikke kan acceptere, at det højtravende sprog i lovgivningen anvendes til at omgå hensynet til humanitære rettigheder eller menneskerettigheder. Vi kan ikke acceptere, at teksten skal være årsag til nye tragedier eller splittelse af familier. De indvandrere, der er kommet til Europa for at opnå en mere human eksistens, har allerede lidt tilstrækkeligt.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Jeg har stemt for Weber-betænkningen, men jeg må understrege, at jeg har haft mine betænkeligheder. Personer på venstrefløjen og den yderste venstrefløj har taget stærkt afstand fra direktivet. De har udlagt det som om de illegale indvandrere fuldstændig nægtes menneskerettigheder i henhold til direktivet, hvor det modsatte faktisk er tilfældet. For det første vil f.eks. legitimering af illegale indvandrere gennem et europæisk direktiv blive fremmet som en acceptabel politisk mulighed. For det andet vil medlemsstaterne også være forpligtet til at yde gratis juridisk assistance til illegale indvandrere, der anmoder herom.

Det er uacceptabelt at tildele rettigheder til mennesker i en ulovlig situation. Derudover er der mange af elementerne i direktivet, som ikke er obligatoriske. Når dette er sagt, giver direktivet nogle af medlemsstaterne mulighed for at tilbageholde illegale indvandrere i en længere periode med henblik på deportering. En anden positiv bestemmelse er indførelsen af forbud imod genindrejse i fem år efter deportering for at forhindre de pågældende personer i at få adgang til de øvrige lande i Europa. Indvandringsproblemet kræver langt mere radikale foranstaltninger end de foranstaltninger, der støttes i betænkningen, men det er et skridt i den rigtige retning.

  Frank Vanhecke (NI). - (NL) Hr. formand! Lad os lige se på tallene. Om ca. 100 år vil verdens befolkning være syvdoblet, fra 1 milliard til 7 milliarder indbyggere. Befolkningseksplosionen kan ikke fortsætte uden konsekvenser for et fremgangsrigt europæisk kontinent, som også skal håndtere et meget stort demografisk underskud. De indvandringsproblemer, som vi oplever i dag, er meget alvorlige, men de kan stadig håndteres i forhold til de problemer, der vil opstå i de kommende årtier. Når vi betragter situationen ud fra dette perspektiv, er de foranstaltninger, der er fastsat i tilbagesendelsesdirektivet, faktisk irrelevante og helt klart utilstrækkelige. Vi skal træffe nogle langt mere hensigtsmæssige foranstaltninger, hvorved vi tager to skridt frem og et skridt tilbage i håndteringen af den illegale indvandring. Men da et lille signal om en politik om tilbagesendelse af illegale indvandrere er bedre end ingenting, har jeg stemt for Weber-betænkningen, dog uden den store entusiasme.

  Romano Maria La Russa (UEN). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Ved at stemme for Weber-betænkningen i dag har vi formentlig taget et uhyre vigtigt skridt i retning af fastlæggelse af rammerne for foranstaltninger til bekæmpelse af illegal indvandring, der vil opfylde kravene til sikkerhed for et meget stort antal europæiske borgere, hvoraf mange er ofre for forbrydelser begået af tredjelandsstatsborgere.

Det glæder mig at have bemærket, at Europa-Parlamentet, som er garant for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder, endelig har opnået en fælles politik, der kan opfylde behovet hos medlemsstaterne i bekæmpelsen af illegal indvandring. Vi har understreget, at målsætningen ikke blot er at finde de personer, der opholder sig ulovligt i en medlemsstat, men også at fastlægge tydelige, gennemsigtige og hurtige tilbagesendelsesprocedurer. Det er derfor ikke blot et spørgsmål om at slå ned på fænomenet, som nogle vil foretrække, f.eks. med forbuddet imod genindrejse …

(Formanden afbrød taleren)

  Ignasi Guardans Cambó (ALDE). - (ES) Hr. formand! Jeg har stemt for nogle af de ændringsforslag - fire, helt konkret - der havde til formål at forbedre dette direktiv. Men jeg er også endt med at stemme for direktivet til sidst, selv om ændringsforslagene ikke blev vedtaget.

Jeg synes, at direktivet i væsentligt grad forbedrer rettighederne for de indvandrere, der befinder sig på ulovligt ophold i en række lande i EU, og det er en kendsgerning, vi ikke kan benægte, for vi kan blot sammenligne de lovgivninger, der i dag findes i EU som helhed.

Det er bestemt ikke det direktiv, som nogle af os ville have udformet, hvis man havde ladet os gøre det. Men sådan er balancen i medbestemmelsesprocessen mellem Europa-Parlamentets legitimitet og de nationale parlamenters og regeringers legitimitet.

Det er disse parlamenter, der i dag har et stort ansvar i forbindelse med anvendelsen af direktivet, og Kommissionen og Domstolen er ansvarlige for at følge op på dets gennemførelse. Fra nu af er begrænsningerne af rettighederne i medlemsstaterne underlagt europæisk lovgivning. Det er ikke længere nationale beslutninger.

  Carlo Fatuzzo (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig at se, at jeg stadig får opmærksomhed fra mange af mine kolleger, som jeg naturligvis gerne vil takke for at have ventet for at høre, hvorfor jeg har stemt for Weber-betænkningen.

Hr. formand, vi står over for noget, der ikke adskiller sig meget fra barbarernes invasioner i Romerriget for over 2.000 år siden. På denne tid blev Romerriget invaderet af væbnede styrker, og romerne forsøgte at forsvare sig, men bukkede under, som alle ved, med tragiske konsekvenser.

Nu, hvor Europa er destinationen for indbyggere fra alle andre lande i verden - og det har de naturligvis ret til, da de er hungrende, ligesom barbarerne var hungrende efter næring fra Roms kilder - har Europa også ret til at forsvare sig selv og fastslå, at personer, der ønsker at invadere vores territorium, skal sendes tilbage til grænsen.

  Jean-Claude Martinez (NI). - (FR) Hr. formand! Med 10 millioner illegale indvandrere i Europa og en Boeing med 300 passagerer skal der bruges over 30.000 Boeing-fly for at opfylde bestemmelserne i tilbagesendelsesdirektivet. Det vil betyde, at der skal lette over 1.000 Boeing-fly fra hver af de 27 hovedstæder i Europa i en periode på tre år.

Hvis man ser på tallene, er det helt klart et vanvittigt og surreelt forslag. Men der er noget, som er endnu mere vanvittigt. Da indvandring faktisk ikke er andet end en social afspejling af økonomisk globalisering, hvor verdenskapitalismen får arbejdstagerne til at konkurrere mod hinanden, har vi rent faktisk udarbejdet et direktiv med afspejlingen af et problem. Jeg ved ikke, om det er hykleri, eller om det skal opfattes som en morsomhed, men det er under alle omstændigheder meget kortsigtet. Nomaderne i verden er fortsat i bevægelse, da de ønsker at spise og drikke, passe sig selv og uddanne sig selv. Fødevarer og fødevaremangel, vand og fordelingen af vand, pandemier og den måde, hvorpå de spredes, er alt sammen noget, som nationerne på nuværende tidspunkt har til fælles. Jo hurtigere vi handler i samlet flok med henblik på at håndtere og forvalte vores fælles problem på politisk plan, jo hurtigere vil vi opnå resultater ...

(Formanden afbrød taleren)

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand! Fortalerne for udvandring har startet en vildledningskampagne i relation til direktivet om tilbagesendelse af illegale indvandrere, som de kalder "skammens direktiv". Det er blot et velorganiseret politisk skuespil mellem venstre- og højrefløjen. Venstrefløjen protesterer for at opnå yderligere rettigheder for indvandrere, og når venstrefløjen så opnår disse rettigheder, foregiver den, at hele processen er firkantet og tung.

I henhold til direktivet med ændringer har indvandrere, der kan tilbagesendes, langt større mulighed for at blive i Europa i forhold til risikoen for at blive sendt tilbage. Tilbageholdelse af personer i interneringscentre er en meget begrænset foranstaltning, der træffes som sidste udvej, og tilbageholdelsesperioden på 18 måneder er den absolut øvre grænse og skal udelukkende anvendes i meget exceptionelle situationer. De lande, som har øvre grænser under denne grænse, kan opretholde disse grænser. Tidsfristen for frivillig tilbagevenden fritager de pågældende personer fra forbuddet imod genindrejse til EU's territorium, og ethvert påskud benyttes for at få medlemsstaterne til at legitimere de pågældende situationer. Med andre ord vil Frankrig, som har den mest afslappede lovgivning i Europa, ikke blive tvunget til ændre den eller at træffe strengere foranstaltninger. Hr. Sarkozy vil muligvis gerne have os til at tro det modsatte med hjælp fra venstrefløjen. Det er kun på grund af nogle af de positive aspekter af dokumentet, at ...

(Formanden afbrød taleren)

  Daniel Hannan (NI). - (EN) Hr. formand! Der var en vidunderlig symbolik her til morgen. Én efter én rejste talerne sig op og udtalte, at de ville respektere den irske befolkning. Umiddelbart efter vedtog vi denne betænkning, som er det første skridt i retning at oprettelsen af en fælles politik om indvandring og asyl, der ville have været en stor del af Lissabon-traktaten.

Hvis vi mener det alvorligt med at respektere den irske befolknings afstemning, bør vi i stedet for at fortsætte processen til gennemførelse af bestemmelserne i den pågældende tekst begynde at revidere de dele, der blev indføjet på grund af forventningen om et ja, herunder den fælles udenrigstjeneste og EU's charter om grundlæggende rettigheder.

Fru Wallström udtalte her til morgen, at det er vigtigt at finde ud af, hvorfor borgerne har stemt imod. Hvad er det, de har stemt imod, spurgte hun. Lad mig klarlægge situationen. Jeg vil tro, at de har stemt imod Lissabon-traktaten. Det, der afslørede dette mysterium, var stemmesedlen, hvor man skulle angive, om man ønsker at støtte Lissabon-traktaten.

Hr. Cohn-Bendit udtalte, at det vil være helt forkert, at en million mennesker skal afgøre skæbnen for 500 millioner europæere. Det er jeg helt enig i. Lad også disse 500 millioner borgere svare med folkeafstemninger. "Pactio Olisipiensis censenda est!"

(Bifald)

Betænkning af Eluned Morgan (A6-0191/2008)

  Richard Seeber (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg har ikke villet stemme for denne betænkning, fordi den skyder forbi målet, når det gælder tre vigtige punkter. For det første har det ikke været muligt at få vedtaget ændringsforslag 170 og 171, som især ville have handlet om de regionale netværks forhold og ville have skabt undtagelser, der er berettiget af hensyn til størrelsen.

For det andet blev den tredje vej heller ikke accepteret. Det er vigtigt, at vi skaber planlægningssikkerhed i energisektoren. Desværre har Kommissionen sejret med sin legal unbundling og total unbundling. Jeg tror ikke, at dette fører i den rigtige retning.

For det tredje har vi ikke været i stand til at fastsætte et nukleart ansvar i tilfælde af uheld. Af alle disse årsager har det østrigske parti ÖVP talt og stemt imod denne pakke.

  Tomáš Zatloukal (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg stemte for fru Morgans betænkning, da jeg er enig i, at det er nødvendigt at sikre forsyningen af gas og elektricitet, et bæredygtigt energimarked med lave CO2-emissioner og den globale konkurrenceevne. Opfyldelsen af denne målsætning var et af de spørgsmål, som blev drøftet på plenarmødet i går. Der er ingen klare beviser for, at ejerskabsmæssig adskillelse automatisk resulterer i øget investering og bedre netværksydelse. I denne sammenhæng er der efter min opfattelse stadig mulighed for at finde en løsning, der er gunstig både for forbrugerne og andre parter, der evt. ønsker at komme ind på markedet. For at skabe et paneuropæisk elektricitetsmarked har vi brug for mere intensivt regionalt samarbejde på området for grænseoverskridende transmission og koordinering af investeringsaktiviteter og operationelle aktiviteter. Jeg støtter derfor princippet om at styrke mekanismerne til koordinering af regionalt samarbejde.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! I vores fælles marked indgår større konkurrence og dermed højere standarder. Deltagerne i markedet er derfor forpligtet til at foretage de rette investeringer og fremme kapaciteten i deres distributionsnet. Det vil resultere i større forsyningssikkerhed og færre problemer med energiforsyning. Oprettelsen af et indre marked for energi er uhyre vigtigt, da vi kan se, at behovet for energi konstant stiger. Det indre marked for energi er et vigtigt skridt i den rigtige retning, men det er stadig ikke nok til at sikre Europas energiforsyningssikkerhed. Vi skal fastlægge en fælles energipolitik med fokus på solidaritet. Der skal udvikles relevante mekanismer, hvorved medlemsstaterne kan støtte hinanden, hvis der opstår energikriser. Det er imidlertid endnu mere vigtigt, at Europa omsider taler med én stemme om ekstern energipolitik. Vi kan kun opnå energiforsyningssikkerhed gennem en sammenhængende, effektiv og især fælles politik.

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg har stemt for Morgan-betænkningen. Der er efter min opfattelse nogle meget vigtige punkter i betænkningen. Vi har helt tydeligt brug for en langt mere konkurrencedygtig energiindustri i Europa for at sikre, at alle i Europa har fordele af større konkurrence, lavere priser og tjenesteydelser af højere kvalitet.

Jeg bifalder især afsnittet om decentraliseret produktion, især følgende: "Der skal sørges for, at borgerne får indflydelse i kraft af støtte til lokal produktion og mikroproduktion og lokale kraftvarmeværker". De af os, der støtter et direkte demokrati og styring på nationalt plan, vil tænke, at der ikke er nogen grund til at stoppe ved energi. Hvorfor ikke give mere indflydelse tilbage på en lang række områder, ikke blot til de nationale myndigheder, men også til lokalsamfundene - de personer, der er tættest på det spørgsmål, hvorom der fastsættes lovgivning? Jeg sidder her med mine kolleger, Daniel Hannan og Chris Heaton-Harris, der også er medlemmer af en fantastisk organisation, der hedder Direct Democracy Movement. Hvis De virkelig tror på, at borgerne skal have indflydelse, skal vi sørge for, at de får den pågældende indflydelse og spørge dem, hvad de ønsker. Hvis De virkelig ønsker at spørge borgerne om Lissabontraktaten - som vi har gjort i Irland - vil de sige nej.

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg støtter også Morgan-betænkningen, da jeg er overbevist om, at vi skal have adskilt ejerskab i denne sektor, og medlemsstaternes erfaringer viser, at adskilt ejerskab resulterer i øgede investeringer og bedre netværksydelse.

Jeg ønsker imidlertid også at tale om lokal produktion, da det efter min opfattelse er et positivt skridt i den rigtige retning, så længe de lokale projekter støttes af lokalbefolkningen og gavner lokalområdet.

I den region, som jeg repræsenterer, i Daventry, er der en række uønskede vindmølleforslag. Nogle af forslagene er ikke blevet til noget, og nogle er iværksat, men ingen vil tjene lokalområdet. Forslagene er alle baseret på en ny form for støttelandbrug, som er oprettet af den britiske regering gennem et direktiv, hvori det er fastsat, at vi skal fokusere på vedvarende energi og intet andet. Det er en meget kortsigtet fokusering på de foranstaltninger, vi skal træffe.

Hvis vi skal have de lokale områder til at fremstille vores energi, skal vi således have tillid til, at lokalbefolkningen kan finde de rette løsninger.

Betænkning af Alejo Vidal-Quadras (A6-0228/2008)

  Richard Seeber, for gruppen PPE-DE. - (DE) Hr. formand! Jeg har stemt for denne betænkning. Jeg tror, at det er fornuftigt at skabe et europæisk indre marked på energiområdet. Da har vi også brug for dette netværk af transmissionssystemoperatører. Blot skal vi ved gennemførelsen sørge for, at vi virkelig får skabt et level playing field, mens vi samtidig tilvejebringer muligheder for regionale undtagelser. Det skal være muligt at foretage krydssubsidieringer mellem forskellige energiområder for at sikre energiforsyningen også til de fjernest liggende regioner, dale og øer. Man må gå ud fra, at energiforsyningen dér er væsentligt dyrere og økonomisk ikke så interessant for koncernerne. Derfor skal der være en mulighed for at skabe en balance her.

Jeg har en kort bemærkning til mine britiske kolleger. Så vidt jeg ved, har der indtil nu kun været en folkeafstemning i Storbritannien. Det var dengang ved tiltrædelsen. Måske bør De først ændre den nationale forfatning, så dette direkte demokratiske instrument nu indføres generelt. Det ville jeg hilse meget velkomment.

  Syed Kamall (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg beklager, at jeg var længe om at komme i gang med min tale. Jeg klappede af den tidligere taler, der kom med et meget værdifuldt bidrag.

Mine kommentarer er også relevante for Chichester-betænkningen, så jeg tror, at jeg vil kommentere begge betænkninger samtidig i stedet for at anmode om to separate taletider. På nogle områder fremhæver betænkningen den noget misforståede tankegang, som eurokrater og andre personer, der ofte er til stede i Parlamentet, har, nemlig at EU skal være løsningen på alle problemer. Jeg bifalder naturligvis et agentur for samarbejde mellem europæiske myndigheder, men vi må ikke glemme, at de myndigheder, som har det bedste grundlag for at forstå de lokale omstændigheder, er de nationale myndigheder.

Det pågældende organ må derfor ikke være en europæisk overmyndighed. Vi skal sikre, at myndigheden forstår de lokale situationer og er ansvarsbevidste over for lokalbefolkningen. Hvis vi skal være ansvarsbevidste over for lokalbefolkningen, skal de have mulighed for at stemme imod forfatningen.

Betænkning af József Szájer (A6-0086/2008)

  Christopher Heaton-Harris (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg tænker allerede på min pressemeddelelse, og jeg tror, at jeg vil starte med at tale til en fyldt sal - selv om jeg måske blot skal sige til en fyldt tolkeboks. Jeg er taknemmelig over, at tolkene bliver her i frokostpausen og lytter til talerne.

Jeg er en britisk fodbolddommer, og jeg frygter derfor enhver polsk politiker i Parlamentet, som ønsker at slå en sådan person ned. Jeg tænker dog efter at have set fodbold i aftes - især kampen mellem Frankrig og Italien - at det franske hold måske skulle gøre som Frankrigs politiske ledere og fuldstændig ignorere resultatet og deltage i kvartfinalerne alligevel, for det er det, vi er i færd med at gøre i forbindelse med Lissabontraktaten.

Begrundelsen for - og hr. formand, De spekulerer måske på, hvornår jeg kommer til betænkningen, og det samme gør jeg - ikke at have brug for Lissabontraktaten er fastsat i betænkningen. EU vil ikke gå i stå uden traktaten. I dag har vi stemt med positivt resultat om en meget stor ændring af de forfatningsmæssige rammer i EU - og det behøvede vi ikke en ekstra traktat for at gøre.

Skriftlige stemmeforklaringer

Godkendelse af det nye ansvarsområde for Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen (B6-0306/2008)

  Rareş-Lucian Niculescu (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Jeg bifalder i høj grad den faste overbevisning og målrettethed, som hr. Barrot har udvist i støtten til rettighederne for EU-borgerskab og især fri bevægelighed ved høringen i mandags.

EU-borgernes rettigheder og frihedsrettigheder er de vigtigste fordele ved europæisk integration og må under ingen omstændigheder sættes over styr.

Borgerne i Rumænien, som jeg repræsenterer i dette forum, følger omhyggeligt og med bekymring drøftelserne om fri bevægelighed fra visse medlemsstater.

De rumænske borgere i udlandet, som næsten alle er pligtopfyldende og hårdtarbejdende arbejdstagere, bringer uomtvistelige fordele til økonomien i de lande, hvor de arbejder.

De - og jeg er overbevist om, at de ikke er de eneste - forventer, at Kommissionen spiller en aktiv og målrettet rolle i forsvaret af fri bevægelighed.

Jeg håber af hele mit hjerte, at hr. Barrots fulde mandat vil blive opretholdt under denne forpligtelse til at forsvare EU-borgernes rettigheder.

Betænkning af Ewa Klamt (A6-0139/2008)

  Carlos Coelho (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Vi står over for et humanitært drama, hvor mange familier ikke blot lider under, at deres pårørende savnes, men også lever i årevis med den frygtelige uvished om, hvad der er sket.

Derfor mener jeg, at det er uhyre vigtigt, at alle berørte parter fortsætter det konstruktive samarbejde, således at de undersøgelser, der foretages af alle de savnede personer i Cypern, kan afsluttes hurtigst muligt.

Den rolle, som CMP (udvalget for savnede personer i Cypern) har spillet, er også af afgørende betydning vedrørende identifikation af de menneskelig, der er fundet.

Da EU's økonomiske bidrag til CMP-projektet dækker perioden indtil udgangen af 2008, støtter jeg tildelingen af yderligere økonomisk støtte til CMP, således at udvalget kan fortsætte sine aktiviteter i 2009. Dette bidrag skal også kunne dække en forøgelse af udvalgets kapacitet, især på stedet, ansættelse af flere videnskabsmænd og finansiering af mere udstyr om nødvendigt.

  Hélène Goudin and Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Vi har ingen indvendinger imod, at udvalget for savnede personer i Cypern modtager yderligere hjælp og økonomisk støtte til sit fortsatte arbejde, men vi mener, at det vil være mere hensigtsmæssigt at yde støtte til Røde Kors, som har erfaring og ekspertise på området. Vi har derfor besluttet at stemme imod forslaget.

  Ewa Klamt (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Som ordfører glæder jeg mig over den overvældende tilslutning til Europa-Parlamentets beslutning om forsvundne personer i Cypern. Opgravningen og identificeringen af de jordiske levninger af de forsvundne personer er alle berørte pårørendes ret. Kun ved at finde deres pårørende, der har været forsvundet i årtier, og ved at gennemføre en værdig begravelse kan græske og tyrkiske cyprioter afslutte dette smertelige kapitel i deres liv, fordi de så har fået endelig vished om deres pårørendes skæbne. Jeg er overbevist om, at dette kan yde et vigtigt bidrag til den positive udvikling i retning af en genforening af Cypern.

EU støtter allerede aktivt Komitéen for Forsvundne Personers (CMP) arbejde på opgravningsstederne, i de antropologiske laboratorier og hos de berørte familier ved at tildele økonomiske midler. I den forbindelse er det vigtigt, at Komitéen for Forsvundne Personer gennemfører enhver nødvendig undersøgelse og efterforskning, så længe der stadig er øjenvidner, der har oplysninger om dette humanitære problem.

Derfor anser jeg det for vigtigt, at EU's økonomiske bidrag for 2009 forhøjes med et yderligere bidrag på to millioner euro. Jeg vil samtidig gerne opfordre Rådet og Kommissionen til at vedtage denne yderligere økonomiske støtte.

Betænkning af Manfred Weber (A6-0339/2007)

  Gerard Batten (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Jeg har stemt imod betænkningen, da den vil medføre, at det bliver vanskeligere for stater at sende illegale indvandrere tilbage. Og når disse illegale indvandrere har fået opholdstilladelse i EU-medlemsstaterne, vil det være meget lettere for dem at få adgang til Det Forenede Kongerige og dermed øge byrden i forbindelse med illegal indvandring i Det Forende Kongerige. Indvandrings- og asylpolitik skal under alle omstændigheder fastlægges af demokratiske stater og ikke af EU.

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Mange tak, hr. formand! Jeg har stemt imod Weber-betænkningen efter forkastelsen af PSE-Gruppens ændringsforslag.

Der er utvivlsomt behov for lovgivning på dette meget uberettigede følsomme område, ikke mindst i lyset af de vilkårlige fortolkninger, der ofte foretages af medlemsstaterne. Der er dog visse mangler i forslaget. F.eks. er behandlingen af uledsagede mindreårige uacceptabel ligesom de manglende garantier for personer i vanskeligheder, f.eks. ofre for menneskehandel, gravide kvinder, ældre og handicappede.

En anden absurditet er bestemmelsen, hvorved perioden for tilbageholdelse kan forlænges i mangel af "forvaltningsretligt" samarbejde fra oprindelseslandet. Situationen for de sudanske flygtninge vil f.eks. være afhængig af de kommunale registreringskontorers effektivitet. Der er brug for faste regler til at garantere sikkerheden for vores borgere, ikke chikane, der er en krænkelse af den menneskelige værdighed. Europa har indskrevet et kedeligt afsnit i historien i dag.

  Michael Cashman (PSE), skriftlig. - (EN) Parlamentets Labour-medlemmer har undladt at stemme om lovforslaget med den begrundelse, at Det Forenede Kongerige ikke er forpligtet til at følge dette direktiv på grund af en opt out-/opt in-ordning om foranstaltninger vedrørende retlige og indre anliggender i forbindelse med indvandring og asyl. Det har imidlertid været meget vigtigt at overveje vores ansvar omhyggeligt, da det vil have en direkte betydning for de lande, der er retligt bundet af direktivet.

Med Weber-betænkningen var det nødvendigt at indføre en række ændringsforslag, som ville have forbedret ordførerens betænkning. Det var vigtigt at indføre de særlige ændringsforslag fra PSE-Gruppen i betænkningen. Da disse ændringsforslag ikke blev vedtaget, har vi undladt at stemme om betænkningen. Ændringsforslagene var følgende:

Ændringsforslag 98 om sikring af beskyttelse af uledsagede mindreårige

Ændringsforslag 103 om tidsrum for tilbageholdelse og betingelserne herfor

Ændringsforslag 95 om definitionen af risikoen for forsvinden.

Generelt mener Parlamentets Labour-medlemmer, at der ikke er fokuseret tilstrækkeligt på EU-medlemsstaternes muligheder for at håndtere tilbagesendelsen af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold i EU effektivt, men humant, men at der i stedet er pålagt ekstra byrder i relation til et i forvejen kompliceret og meget følsomt spørgsmål.

  Maria da Assunção Esteves (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Direktivet om illegal indvandring er et umuligt dilemma. På den ene side er der på grund af manglende regler mulighed for mange former for umenneskelig praksis, der involverer indvandrere. På den anden side er der meget lidt enighed om direktivet, som er opbygget omkring mange vage koncepter og henvisninger til medlemsstaternes skøn. Direktivet er med andre ord svagt. Europas målsætninger opfyldes ikke med kompromisaftalen. Parlamentet står nu over for den umulige opgave at vælge mellem kaos, der kan føre til barbariske handlinger, eller mangelfulde og ufuldstændige regler uden omfattende drøftelser i Parlamentet. På grund af uheldige omstændigheder kan der ikke forventes mere fra Rådet, og Kommissionen er meget længe om at oprette en europæisk solidaritetsfond med oprindelseslandene for illegal indvandring og medlemsstaterne i den sydlige del af Europa, der direkte lider som følge deraf. Det er ironisk, at en reel stemme i dag er det samme som en afstemning med lukkede øjne.

  Nigel Farage (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Vi har stemt imod betænkningen, da vi ikke ønsker nogen form for fælles europæisk indvandringspolitik. Vi mener, at det skal være op til de enkelte medlemsstater at afgøre, hvem der skal udvises fra deres territorium og under hvilke omstændigheder.

Selv om vi næsten aldrig stemmer for nogen lovgivning, ønsker vi at understrege, at vi faktisk stemte for ændringsforslag 75, hvorved Kommissionens forslag om en fælles udvisningspolitik blev forkastet, men ikke af de årsager/begrundelser, som blev angivet af den gruppe, der stillede ændringsforslaget. Vi havde vores egne årsager til at forkaste forslaget.

Og selv om direktivet ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige, er det princippet bag, der har været afgørende for vores beslutning.

  Patrick Gaubert (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Det glæder mig, at Weber-betænkningen om tilbagesendelsesdirektivet er vedtaget med stort flertal.

Denne afstemning illustrerer, at Europa-Parlamentet ikke har givet op over for den populistiske kampagne og valgagitation, der er gået forud for dette direktivforslag, men i stedet har valgt den ansvarlige og pragmatiske retning.

Parlamentet har udvist modenhed og ansvar med vedtagelsen af et dokument, der uden tvivl vil øge sikkerhedsniveauet for tredjelandsstatsborgere med ophold i de medlemsstater, som har et lavt eller ikkeeksisterende sikkerhedsniveau.

Denne afstemning har også den fordel, at de gældende nationale bestemmelser, hvormed der allerede ydes tilstrækkelig garanti - som i Frankrig, f.eks. - ikke undermineres, og at man samtidig sikrer, at de medlemsstater, hvis lovgivning er meget restriktiv og ikke yder tilstrækkelig beskyttelse, bringes op på et mere menneskeligt niveau.

Teksten, der ikke omfatter asylansøgere, er blot det første skridt i retning af fastlæggelse af rammer og grundlæggende harmonisering af regler om indvandring. Det skal ikke opfattes isoleret, men som en del af EU's globale politik til fremme af lovlig migration, som er noget, EU har brug for.

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod tilbagesendelsesdirektivet. Jeg var villig til at støtte et direktiv, der - selv om det ikke var perfekt - ville skabe relevante retningslinjer for de EU-medlemsstater, som ikke har fastlagt indvandringslove, og de medlemsstater, hvis lovgivning er for restriktiv.

Da et flertal af højrefløjen og De Liberale forkastede de 10 ændringsforslag fra Socialdemokraterne, herunder de ændringsforslag der omhandlede bedre beskyttelse for mindreårige, stemte jeg imod direktivet sammen med PSE-Gruppen. Jeg er stadig overbevist om, at Europa fortsat skal være åben over for indvandring, der er baseret på et fornuftigt grundlag og grundig overvågning, selv om EU ikke kan tage sig af alle problemer i verden.

Illegal indvandring med de tilknyttede menneskelige tragedier og ulykke og den kriminalitet, som er forbundet med illegale netværk, skal bekæmpes. Tredjelandsstatsborgere, der er kommet ind i et land illegalt, skal sendes tilbage, men det skal gøres med en proces, der er værdig for en retligt funderet stat.

Jeg var villig til at støtte et direktiv, der - selv om det ikke var perfekt - ville skabe relevante retningslinjer for de ni EU-medlemsstater, der ikke har indvandringslovgivning, og ikke mindst de medlemsstater, hvis lovgivning er for restriktiv.

  Hélène Goudin and Nils Lundgren (IND/DEM), skriftlig. - (SV) Junibevægelsen har en meget kritisk holdning til betænkningen og det kompromis, der støttes af visse politiske partier. Et lands flygtningepolitik er fuldt ud et nationalt anliggende, og det skal afgøres inden for rammerne af det pågældende lands retskultur. Med denne betænkning tager EU et stort skridt i retning af fastlæggelse af en europæisk indvandringspolitik, der fokuserer på illegale indvandrere. Det, der fokuseres på, er den vilkårlige og systematiske tilbageholdelse af personer, der ikke har begået nogen forbrydelse, men blot har krydset en international grænse. I betænkningen foreslås det, at personer skal udelukkes fra EU's territorium i en periode på fem år uanset den pågældende situation, hvilket vil medføre en situation, hvor der skabes et fort Europa.

EU skal forestille at være en union, der er baseret på grundlæggende værdier som menneskerettigheder og menneskelige værdier, men forslaget er ikke i overensstemmelse hermed. Organisationer som f.eks. FN's Højkommissariat for Flygtninge og FN's Flygtningehøjkommissær eksisterer allerede med det formål at opretholde menneskerettighederne for sårbare personer og fastlægge acceptable regler og standarder for human behandling.

Junibevægelsen stemmer imod betænkningen og håber, at de øvrige medlemmer vil gøre det samme.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Forslaget, som vi stillede for at forkaste dette uværdige direktiv, blev desværre forkastet af et flertal i Parlamentet på grund af Socialdemokraterne og højrefløjen.

Vi har med vores stemme forsøgt at forhindre Rådet i at komme videre med aftalen om at fastlægge en fælles indvandringspolitik, der er restriktiv, selektiv og kriminaliserende, og som ikke respekterer indvandrernes menneskerettigheder.

De mange uacceptable aspekter af direktivet omfatter følgende: muligheden for at tilbageholde indvandrere i en periode på maksimalt 18 måneder, tilbageholdelse af familier, selv mindreårige, udvisning af mindreårige uden at aflevere dem hos et familiemedlem eller en juridisk udpeget værge og begrænsning af adgangen til EU-lande i en periode på op til fem år for indvandrere, der er udvist.

Hvis EU-institutionerne ønsker at træffe foranstaltninger om indvandrere, bør de foreslå, at medlemsstaterne ratificerer FN's konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder.

Der kan ikke sættes spørgsmålstegn ved menneskers værdighed. Menneskerettigheder skal beskyttes og anerkendes uanset den pågældende situation. Vi skal ikke indføre politikker, der krænker menneskerettigheder og kriminaliserer mænd og kvinder, som blot ønsker et arbejde og i mange tilfælde den grundlæggende ret til livet.

  Erna Hennicot-Schoepges (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Menneskerettigheder kan ikke forhandles.

Frihedsberøvelse som fastsat i dokumentet er en alvorlig handling, selv når det drejer sig om en begrænset periode. Hvorfor taler vi ikke om at byde de personer velkommen, der ankommer til Europa, og om modtagelsesfaciliteter i stedet for interneringscentre? Vi har vidst i årtier, at smuglere har en kriminel interesse i menneskehandel, og at der ofte er medskyldige involveret i situationen for de illegale arbejdstagere, som er dårligt betalt og har ringe boligforhold.

Der er hårdt brug for retlige foranstaltninger til bekæmpelse af aktiviteterne for menneskesmuglere og menneskehandlere. Hvad angår frivillige tilbagesendelsespolitikker vil støtte af disse politikker med et målrettet samarbejde sende et bedre signal end fængsling af de personer, som ikke har begået nogen forbrydelse. Vi ejer ikke hele verden, vi har ikke ret til at betragte os selv som herskere over kontinentet, og selv retligt baserede stater som vores har ikke ret til at overtræde retten til personlig integritet.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg har stemt imod Weber-betænkningen og tager stærkt afstand fra betingelserne i det foreslåede tilbagesendelsesdirektiv. I henhold til direktivet kan medlemsstaterne tilbageholde indvandrere i op til 18 måneder, selv på grundlag af forhold uden for de pågældende personers kontrol. Det er ikke en del af en civiliseret indvandringspolitik og er under den standard, vi burde kunne forvente af EU.

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE), skriftlig. - (ES) Jeg stemmer imod, fordi det er et meget følsomt spørgsmål, der berører flere og flere mennesker, og det er ikke acceptabelt, at det behandles som et logistisk problem i stedet for et menneskeligt problem. Bestemmelser som indførelsen af et forbud mod at vende tilbage på op til fem år i hele EU, den nye mulighed for at tilbageholde familier og ikke ledsagede mindreårige, at returnere mennesker via transitområderne, den ringe beskyttelse af personer, der er sårbare over for adskillelsen, og det faktum, at det ikke hindrer tilbageholdelse af asylansøgere eller de manglende grundlæggende garantier for appel af afgørelser om hjemsendelse og internering er simpelthen ikke acceptable.

Desuden hænger indvandringen nøje sammen med udviklingspolitikken. EU skal stille de nødvendige midler og bistand til rådighed, så der sker en reel udvikling i tredjelandene. De ulovlige indvandrere har ikke selv valgt at blive det, men de kan ikke tillade sig at forblive i deres hjemegne, for ofte kan de ikke få de basale behov dækket. I det 21. århundrede er det et forhold, vi burde skamme os over.

  Jaromír Kohlíček (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Tilbagesendelse af illegale indvandrere til deres oprindelsesland er et meget kontroversielt emne. I henhold til en bredere fortolkning af den europæiske konvention til beskyttelse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder fra 1950, FN's konvention forbundet med flygtningestatus fra 1951 som ændret ved protokollen af 1967 og FN's konvention om barnets rettigheder fra 1989 er sådanne aktioner som regel forbudt. Når jeg tager højde for udvalgenes kritik (f.eks. LIBE-udvalgets kritik) og ovennævnte tekster, må jeg sige, at et direktiv, i henhold til hvilket man kan tilbageholde mennesker i 18 måneder, og de forhold, som besøgende medlemmer har oplevet i interneringscentre, skaber endnu større uoverensstemmelse. Enhver, der begår en forbrydelse, skal straffes, herunder personer, som beskæftiger tredjelandsstatsborgere - ulovligt og under dårlige betingelser. Der er ingen måde, hvorpå GUE/NGL-Gruppen kan støtte direktivet.

  Romano Maria La Russa (UEN), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag har vi ved at stemme for Weber-betænkningen taget et uhyre vigtigt skridt i retning af fastlæggelse af omfattende foranstaltninger til bekæmpelse af illegal indvandring, foranstaltninger der vil opfylde sikkerhedskravene for et stort antal EU-borgere, hvoraf mange er ofre for en forbrydelse, der er begået af tredjelandsstatsborgere.

Det glæder mig at bemærke, at Europa-Parlamentet som garant for grundlæggende rettigheder og frihedsrettigheder endelig er positivt stemt over for en fælles politik til opfyldelse af medlemsstaternes behov i forbindelse med bekæmpelse af illegal indvandring. Vi har klarlagt, at formålet ikke blot er at finde de personer, der opfolder sig illegalt i de pågældende lande, men også at fastlægge klare, gennemsigtige og hurtige tilbagesendelsesprocedurer.

Det er ikke kun et spørgsmål om at slå ned på fænomenet, f.eks. med forbuddet imod genindrejse, men også for at yde hjælp til mindreårige. Disse foranstaltninger skal sikre fuldstændig respekt for menneskerettigheder i modtagelsescentre. Illegal indvandring skal helt overordnet bekæmpes ved at indgå aftaler med oprindelseslandene, som ikke kan være tilskuere til udviklingen af en tragedie, der ikke længere blot er national, men også europæisk, og ved at sende et tydeligt signal til personer, der påtænker at komme til Europa illegalt. Vores kontinent er ikke noget, man bare kan erobre, og der er forpligtelser lige så vel som rettigheder, der skal respekteres.

  Carl Lang (NI), skriftlig. - (FR) Der har været meget snak fra venstrefløjen og den yderste venstrefløj med det formål at stemple Weber-betænkningen, der er Parlamentets fortolkning af tilbagesendelsesdirektivet, som ikke er helt tilstrækkeligt i forhold til det, der kræves for indvandringspolitik.

Vi tør dårligt nok gøre opmærksom på det oplagte i, at det at krydse en grænse illegalt uden visum eller opholdstilladelse, er en lovovertrædelse og skal behandles som en sådan.

Personer, der overlagt mister deres papirer eller nægter at sige, hvor de er fra, for ikke at blive sendt tilbage til oprindelseslandet, er illegale indvandrere, og de alene er ansvarlige for den periode, de tilbageholdes, og som nogle fejlagtigt mener er for lang.

Talen om menneskerettigheder dækker blot over situationens alvor. Europa oversvømmes af illegale indvandrere, der dybest set ikke kan kontrolleres, og det skal lægges til den lovlige indvandring, der fremmes af nationale og europæiske myndigheder.

Weber-betænkningen er et skridt i den rigtige retning, selv om den ikke er helt tilstrækkelig. Jeg håber, at det blot er første skridt. Er de nationale myndigheder og Europa-Parlamentet endelig ved at vågne op og anerkende problemets omfang? Det er ved at være sidste øjeblik ...

  Roselyne Lefrançois (PSE), skriftlig. - (FR) Det dokument, der er vedtaget i dag, udgør en reel reevaluering af det arbejde, som LIBE-udvalget har udført, og som har banet vejen for en betydelig forbedring af Kommissionens oprindelige forslag.

Sandsynligvis vil det såkaldte kompromis ikke i praksis medføre ændringer, der vil forbedre beskyttelsen af borgerne i de medlemsstater, som har de mindst acceptable indvandringspolitikker. Den væsentligste årsag er dokumentets begrænsede anvendelsesområde. Asylansøgere og personer, der er tilbageholdt ved grænsekontroller, er ikke omfattet, selv om de udgør en betydelig andel af alle illegale indvandrere. En anden mere relevant årsag er, at medlemsstaterne i henhold til dokumentet har for meget råderum med hensyn til vigtige spørgsmål som mindreåriges rettigheder og tilbageholdelsesperiodens varighed. Varigheden kan forlænges til 18 måneder sammenlignet med de seks måneder, som Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet har foreslået.

Jeg beklager dybt, at et flertal i Parlamentet har støttet forslaget om at tilbageholde personer, hvis eneste forbrydelse er at komme til Europa for at få bedre levevilkår, og som ofte er meget sårbare, i så lang en periode.

Jeg har i overensstemmelse med min samvittighed stemt imod dokumentet. Hvis der er brug for grundlæggende fælles regler, skal disse udarbejdes som led i en ansvarlig og human tilgang til illegal indvandring, og reglerne skal under ingen omstændigheder indføres på bekostning af de grundlæggende rettigheder og værdier, som vi lægger så stor vægt på.

  Marine Le Pen (NI), skriftlig. - (FR) Det meget omtalte tilbagesendelsesdirektiv foreslået af Kommissionen i Bruxelles og helt fejlagtigt stemplet af venstrefløjen og den yderste venstrefløj som "skammens direktiv", der krænker menneskerettighederne, er netop vedtaget af Europa-Parlamentet, til deres store ærgrelse.

Direktivet, der har til formål at skabe rammer for tilbagesendelse af illegale indvandrere, er overhovedet ikke undertrykkende. Indvandrere, der er kommet til Europa illegalt, bliver ikke kriminaliseret i henhold til direktivet. Og endnu bedre - det giver dem mulighed for at vælge mellem legalisering og frivillig tilbagesendelse, som bakkes op af privilegier og garantier til beskyttelse af de grundlæggende menneskerettigheder.

Hvad med borgernes ret til at beskytte sig selv og ikke blive opslugt af den globale indvandring? Ingen kommentarer.

Fort Europa som beskrevet af alle medierne i Frankrig og andre steder eksisterer ikke. Det er en idé, som er opstået for at bane vejen for en lovgivning, der er positivt indstillet over for indvandring og indvandrere, under dække af sammenligningen med undertrykkelse.

Det er ikke et godt direktiv. Det er en skinmanøvre. Det har imidlertid den ene berettigelse at være det første skridt i retning af mindre indvandringsvenlig politik. Det skal ikke fjerne opmærksomheden fra den omstændighed, at der er udarbejdet andre bestemmelser som f.eks. det europæiske blå kort, der sikrer lovlig indvandring med beskæftigelsesformål, og at den eneste målsætning for disse foranstaltninger er at fremme indvandringen til Europa.

  Astrid Lulling (PPE-DE), skriftlig. - (DE) Jeg har stemt for Weber-betækningen, fordi jeg mener, at EU kun kan bekæmpe og forhindre den illegale indvandring ved hjælp af strenge, men retfærdige fælles regler. Dette repatrieringsdirektiv er en vellykket begyndelse på en fælles europæisk indvandringspolitik.

Europa kan kun åbne sig for den legale indvandring, hvis den illegale indvandring kan defineres klart og bekæmpes effektivt med fælles regler.

Efter min mening er der også taget hensyn til de humanitære betænkeligheder ved udvisningsproceduren, især ved at indføre en maksimal fængslingsvarighed på seks måneder. I lyset af den kendsgerning, at ni medlemsstater, herunder også Luxembourg, indtil nu ikke har haft nogen øvre grænser, er det et stort fremskridt.

De, der er berørt af udvisningsproceduren, får desuden mulighed for at gå rettens vej for at ændre beslutningen. I sidste ende kan de også gå til EF-Domstolen. Desuden garanterer dette direktiv, at de berørte får gratis juridisk bistand. Dermed gøres der en ende på den vilkårlige udvisningspolitik, som visse medlemsstater har haft, og retsstatsprincippet styrkes.

Jeg vil også præcisere, at en maksimal fængslingsvarighed på 18 måneder, der kan idømmes som en 12-måneders forlængelse af de seks måneders fængsling, kun kan anvendes i ekstreme undtagelsestilfælde. Denne fængslingsvarighed kan kun anvendes, hvor der er risiko for den offentlige sikkerhed eller består akut flugtrisiko.

  Ramona Nicole Mănescu (ALDE), skriftlig. - (RO) Forslaget til direktiv, som vi drøftede i går og stemte om i dag, nærmer sig direkte og for første gang den europæiske indvandringspolitik ved at etablere standarder og tiltag til udvisning af indvandrere, der bor ulovligt på medlemsstaternes territorier. Ud over målet med retlig harmonisering af indvandrersituationen var dette direktivs rigtige udfordring at finde det kompromis, som respekterer menneskerettighederne og fri bevægelighed for personer, og som samtidig tager hensyn til behovet for individuel og særligt kollektiv sikkerhed.

De fleste medlemsstater har oplevet indvandring, og de tiltag, som deres regeringer har iværksat, har vekslet i henhold til indvandringsstrømmen. Af denne årsag mener jeg, at hr. Webers betænkning regulerer disse forskelle mellem medlemsstaternes indvandringspolitikker ved at tage hensyn til hvert retssystems principper og indføre fælles standarder og procedurer for indvandring. Jeg kan derfor sige, at jeg stemte for denne betænkning, netop på grund af den integrerede tilgang til indvandring.

Tiltag såsom frivillig tilbagevenden til hjemlandet, midlertidig tilbageholdelse og særlig opmærksomhed på beskyttelsen af uledsagede mindreårige såvel som adgang til sundheds- og uddannelsessystemet repræsenterer ikke en overtrædelse af den europæiske menneskerettighedskonvention, men er tværtimod beviset på, at EU har taget endnu et skridt mod at skabe en fælles politik på området for ulovlig indvandring.

Jeg vil også gerne lykønske Rådet og hr. Weber med deres opnåede kompromis.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Krig, diktaturer, diskrimination, naturkatastrofer og fattigdom driver befolkningen fra Afrika og Asien til Europa. For mange flygtninge er det ikke et spørgsmål om at vælge at forbedre deres forhold, men udelukkende et spørgsmål om at overleve. På topmødet i Tampere i 1999 forsøgte man at mindske strømmen af flygtninge til en række EU-medlemsstater. Dette blev ikke gjort ved at appellere til gensidig solidaritet med henblik på at fordele flygtningene mere ligeligt i EU-medlemsstaterne, men ved yderligere at begrænse adgangen til Europa langs de eksterne grænser. Situationen er forværret i løbet af de seneste år. Mange mennesker drukner, og hvis de overlever og når ind til kysten, tilbageholdes de i en periode, tvinges til ulovlige handlinger eller til at tage tilbage til et land, hvori de ikke kan overleve.

Weber-betænkningen og forsøget på at indgå en aftale med Rådet under førstebehandlingen har forværret situationen yderligere. Det er med god grund, at der opstår mere og mere modstand fra forskellige sider. Hvis betænkningen vedtages trods modstanden, vil det være muligt at tilbageholde personer uden retsproces i en periode på seks måneder. Det vil endvidere være lettere at deportere børn, og de personer, der er deporteret, vil blive forbudt adgang til EU i de næste fem år, uanset om situationen i deres oprindelsesland er forværret i den mellemliggende periode.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) De fleste af de skønnede 42 millioner flygtninge i 2007 er økonomiske migranter, der kommer i kløerne på illegale menneskesmuglere og risikerer deres liv på deres vej mod det forjættede land. Dette resulterer ikke blot i utallige menneskelige tragedier, men modtagerlandenes sociale systemer belastes, og domstolene blokeres af udsigtsløse asylsager, hvilket også vanskeliggør livet for dem, der faktisk ville have krav på asyl.

Tidligere har nogle medlemsstater lokket yderligere millioner af illegale med masselegaliseringer eller minifængslinger og automatiske opholdstilladelser. Selv om repatrieringsdirektivets planlagte foranstaltninger er alt for slappe, udgør de i det mindste et skridt i den rigtige retning, bl.a. hvis den minimale fængslingsvarighed udgør en skærpelse i visse EU-medlemsstater, hvorfor jeg også har stemt for.

  Cristiana Muscardini (UEN), skriftlig. - (IT) Jeg vil ønske LIBE-udvalget tillykke med det kompromis, der er indgået med Rådet. Det er første gang, at det er lykkedes EU at fastlægge fælles regler om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold. Det er positivt, at formålet med direktivet ved at fastlægge fælles gennemsigtige tilbagesendelsesprocedurer er at sikre human behandling af de involverede personer og forstærke samarbejdet med både indvandrernes nationale myndigheder og blandt medlemsstaterne, herunder oprettelsen af forbuddet imod genindrejse, der er gældende i hele EU og ikke må overstige fem år.

Frivillig tilbagesendelse, varigheden af den midlertidige forvaring med alternativer for de forskellige situationer, organisering af forvaringsfaciliteter, forbud imod kollektive tilbagesendelser, særlig behandling af mindreårige og sårbare personer i forbindelse med beslutninger om tilbagesendelse og bevaring af familieenheder er alle positive træk i direktivforslaget ligesom gratis retshjælp, hvis det er nødvendigt, til at appellere imod beslutningen om tilbagesendelse.

Jeg stemmer for denne foranstaltning i den sikre forvisning om, at illegal indvandring vil blive bekæmpet mere effektivt med fælles gennemsigtige regler. Disse regler vil øge sikkerheden for vores borgere og endnu en gang bekræfte, at Europa i forbindelse med fælles problemer som de problemer, der er forbundet med indvandring, skal tale med én stemme og bekræfte, at koncepterne for adgang og lovlig adfærd hænger sammen.

  Robert Navarro (PSE), skriftlig. - (FR) Et flertal i Europa-Parlamentet har i dag vedtaget et forslag om tilbagesendelsesdirektivet. Direktivforslaget, der har til formål at fastsætte fælles minimumsstandarder for behandlingen af illegale indvandrere, blev oprindeligt udarbejdet som reaktion på den ofte tragiske situation i de ca. 224 interneringscentre rundt om i Europa. Det er et fornuftigt initiativ, da vi ved, at nogle lande slet ikke har nogen regler eller begrænsninger for tilbageholdelse af illegale asylansøgere. Under afstemningen på udvalgsplan opnåede Socialdemokraterne betydelige fremskridt ved at fastlægge vigtige garantier om menneskerettigheder, der manglede i det oprindelige forslag. Disse garantier er nu fjernet af Rådet og PPE-DE-ordføreren, da de tilsyneladende foretrækker en undertrykkende pakke i håb om, at det vil afholde personer, der allerede er desperate. Resultatet er et direktiv, hvorved en proces til kriminalisering af indvandrere ratificeres, og hvorved de tilbageholdes under forfærdelige forhold i lange perioder, og hvor mindreårige adskilles fra deres familier, mens de såkaldte garantier for retten til retshjælp og appel rent faktisk overlades til medlemsstaterne. Det er helt enkelt uacceptabelt og i strid med de værdier, som Europa hævder at repræsentere. Derfor har jeg besluttet at stemme imod teksten.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) Det konservative flertal i Europa-Parlamentet har endnu en gang ignoreret borgernes synspunkter og fornuftige indstilling. Med vedtagelsen af "skammens direktiv" i et forsøg på at skabe fort Europa fratages indvandrernes grundlæggende menneskerettigheder, og de dømmes til et liv i ulovlighed. Rådets skandaløse og umenneskelige forligsaftale er i strid med det eksisterende internationale retsgrundlag. Forsikringerne om større beskyttelse af indvandrere i Europa står i stærk kontrast til de uhyggelige billeder af "modtagelsescentrene".

Europa kan ikke gemme sig bag denne uacceptable lovgivning og lukke døren for indvandrerne.

Nyt Demokrati (ND) og de medlemsstater, der aktivt har støttet dagens beslutning, er hovedansvarlige. Hr. Karamanlis' udtalelse i tv, da han besøgte modtagelsescentret på øen Samos for et par dage siden, står i modsætning til Nyt Demokratis aktioner.

  Tobias Pflüger (GUE/NGL), skriftlig. - (DE) Hvorfor jeg har stemt imod repatrieringsdirektivet

Direktivet, der er forhandlet på plads af EU-indenrigsministrene, indeholder ikke blot en mulig fængslingsvarighed i forbindelse med udvisning på op til 18 måneder for såkaldte "uretmæssige indvandrere", men fastsætter også et femårigt indrejseforbud for flygtninge, der engang er blevet udvist. Med direktivet er ca. otte millioner ikkeEU-borgere, der ikke har nogen gyldig opholdstilladelse, i fare for at blive fængslet og udvist til deres "hjemland".

Derudover giver direktivet mulighed for at fængsle og udvise uledsagede mindreårige. Det er en klar overtrædelse af FN's Konvention om Barnets Rettigheder. Man planlægger at udvise migranter til transitlande, der ikke er deres hjemlande. Mange retsgarantier og retskrav for migranter, der giver dem mulighed for at klage over deres udvisning, er forsvundet fra den endelige tekst, hvorved også de migranters rettigheder er truet, der kan ansøge om asyl.

Samlet skaber direktivet et grundlag for stigmatisering og kriminalisering af migranter, der berøves deres frihed og fængsles i menneskeuværdige udvisningsfængsler uden at have begået nogen forbrydelser. Direktivet sænker europæiske og internationale menneskerettighedsstandarder, ved at det forringer levevilkårene for migranter yderligere. Dette nye skridt er logikken i den indvandrings- og asylpolitik, som EU-staterne har ført siden 1990, og som udmærker sig ved en permanent forringelse af migranters rettigheder. Nu er det nødvendigt at modsætte sig dets gennemførelse.

  Lydie Polfer (ALDE), skriftlig. - (FR) Forslaget til et direktiv om tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold har til formål at fastlægge en fælles indvandringspolitik for EU med kriterier for den maksimale varighed af midlertidig tilbageholdelse gennem en frivillig tilbagesendelsesprocedure og indførelse af forbud imod genindrejse i EU for de personer, der er udvist.

Den foreslåede tekst er et kompromis, og som alle kompromiser kan det forbedres. Således er den maksimale tilbageholdelsesperiode, der er på seks måneder og kan forlænges til 12 måneder, langt over den maksimale forvaringsperiode, som er tilladt i Luxembourg (3 måneder).

Dog er der i dokumentet fastlagt visse garantier for familier og spædbørn samt betingelser for princippet om "non-refoulement" til oprindelseslandet.

Da dette spørgsmål hører under den fælles beslutningsprocedure er Parlamentet på lige fod med Ministerrådet, og en afstemning med negativt resultat vil føre til forsinkelser, som vil være en hindring for dette meget følsomme spørgsmål.

Derfor og trods visse forbehold har jeg stemt for direktivforslaget.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) På et område med fælles eksterne grænser og ingen interne grænser skal der være visse harmoniserede regler om adgang, bevægelse, ophold og afgang for tredjelandsstatsborgere. En fremgangsrig økonomi og velfærdsstat med høj grad af beskyttelse - sammenlignet med nabolandene - skal fastlægge regler og betingelser for adgangen for tredjelandsstatsborgere.

Det er derfor uhyre vigtigt at regulere og opnå en bestemt sammenhæng mellem reglerne for de forskellige områder med fælles grænse. Dette skal gøres på det grundlag, at indvandring er et aktiv og en fordel for destinationslandene og en potentiel fordel for oprindelseslandene, forudsat at indvandringen er reguleret og lovlig. Vi skal endvidere huske, at, når vi viser medmenneskelighed over for mennesker, der kæmper, er det et tegn på en civiliseret kultur, som vi ikke kan ignorere.

Jeg støtter generelt betænkningen, da vi med betænkningen ikke tvinges til at begrænse vores garantier, men rent faktisk fremmer disse garantier - om end i utilstrækkelig grad - hvor de ikke eksisterer.

Endelig er der i forbindelse med forhandlingen om spørgsmålet et enkelt punkt, som ikke er berørt. Destinationerne for indvandring, i det mindste for indvandring i Europa, skifter. Da indvandringsstrømmene er en af de mest afslørende indikatorer, skal vi se nærmere på dette spørgsmål.

  Frédérique Ries (ALDE), skriftlig. - (FR) Det er ikke fordi, jeg ikke finder teksten utilstrækkelig på visse punkter, især i relation til spørgsmål om tilbageholdelse af mindreårige og sundhed, men her fastlægges der endelig efter tre års forhandlinger med Rådet i det kompromis, der er indgået med bestemte medlemsstater, regler for de lande, som aldrig har haft regler, og - et vigtigt punkt - andre lande forhindres ikke i at opretholde deres lovgivning eller indføre endnu mere fleksible love.

Jeg støtter ikke den heksejagt, som igen i dag føres imod de personer, der forsøger at sætte grænser for indvandringen i Europa. Europa er ikke et fort. Der ankommer næsten to millioner indvandrere lovligt hvert år. Og det er ikke fastsat i direktivet, at indvandrere skal tilbageholdes i 18 måneder. Den generelle regel er maksimalt seks måneder, med meget få undtagelser, i de ni lande, som har en ubegrænset tilbageholdelsesperiode. I Belgien er den gennemsnitlige tilbageholdelsesperiode 22 dage.

At stemme nej i dag er den lette løsning, og i dette tilfælde er jeg overbevist om, at det ikke vil tjene de personer, som det i virkeligheden drejer sig om, nemlig indvandrerne, der skal have hjælp og i nogle tilfælde retningslinjer.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg stemmer for hr. Webers betænkning. Europa har endelig indset, at problemet med illegal indvandring skal løses på en ansvarlig og effektiv måde. Tilbagesendelsesdirektivet er et indledende skridt i retning af fastlæggelse af en hensigtsmæssig politik til bekæmpelse af dette problem. Illegale indvandrere skal tvinges til at forlade Europa - med al respekt for minimumsstandarder til sikring af, at de pågældende personer bliver behandlet ordentligt. Som vi altid har fastslået, er illegal indvandring et meget alvorligt problem, og ansvaret for at løse problemet skal hvile på de enkelte lande. Dog er problemet ofte et europæisk problem, og derfor kan hele ansvaret og alle omkostningerne ikke blot overgives til visse lande, først og fremmest Italien.

  Bart Staes (Verts/ALE), skriftlig. - (NL) Den alt for lange tilbageholdelsesperiode er en af de vigtigste årsager til min stemme. Muligheden for at tilbageholde voksne mennesker og endda børn i 18 måneder er at gå for langt, især da de også tages i forvaring, hvis deres oprindelseslande ikke samarbejder ved at fremlægge de rigtige dokumenter. Ofte er det ikke muligt for de pågældende personer at vende tilbage. Den omstændighed, at personer, som opholder sig illegalt i et land, kan blive sendt tilbage til det land, som de rejste igennem, er heller ingen løsning. Et forbud imod genindrejse på op til fem år er ikke i overensstemmelse med princippet om, at personer skal modtage beskyttelse i Europa, hvis de har behov herfor. Denne foranstaltning vil også resultere i ulovlig menneskehandel og -smugling. EU har stærkt brug for aftaler om, hvem der skal have adgang, men er i øjeblikket mest fokuseret på deporteringsforanstaltninger. Derfor er forslaget ensidigt og meget uafbalanceret. Aftaler som denne er kun meningsfulde, hvis de indeholder bestemmelser om retlig beskyttelse af personer uden gyldige dokumenter. Kompromiset indeholder ikke tilstrækkelige bestemmelser om retlig beskyttelse. Det vil ikke være fordelagtigt for den europæiske indvandringspolitik at stemme for betænkningen.

  Catherine Stihler (PSE), skriftlig. - (EN) Forkastelsen af ændringsforslag 98 om behandling af uledsagede mindreårige, dvs. børn, og ændringsforslag 103 om betingelserne for og varigheden og rigtigheden af at tilbageholde indvandrere er meget beklagelig for de af os, der tror på den menneskelige værdighed.

  Daniel Strož (GUE/NGL), skriftlig. - (CS) Beslutningsforslaget om fælles standarder og procedurer i medlemsstaterne for tilbagesendelse af tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold er efter min opfattelse ikke hensigtsmæssigt. I forslaget forsøger man at "løse" problemerne ved hjælp af administrative og undertrykkende metoder, et alvorligt problem, der faktisk kræver en politisk løsning med det formål at eliminere årsagerne til illegal indvandring. Udkastet til betænkningen fremsat af Manfred Weber for Europa-Parlamentet på plenarmødet indeholder stort set kun kosmetiske ændringer, der ikke går ind til sagens kerne.

Indførelse af undertrykkende foranstaltninger over for såkaldte illegale indvandrere ligesom såkaldt midlertidig frihedsberøvelse og tilbageholdelse under de forfærdelige forhold, der er i nogle af interneringscentrene (ifølge LIBE-udvalget), er en overtrædelse af de internationalt anerkendte konventioner om beskyttelse af menneskerettighederne.

Derudover findes der ét grundlæggende problem i begrundelsen, som påvirker dokumentets overordnede koncept. Selv om der i dokumentet fremlægges et alternativ - muligheden for at give såkaldte illegale indvandrere lovlig opholdstilladelse - er både Kommissionens forslag og betænkningen, der skal vedtages af Europa-Parlamentet, baseret på en enkelt forudsætning: at illegale indvandrere skal forlade Europa. Under hensyntagen til de ovennævnte fakta henstiller jeg til, at betænkningen afvises.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. - (RO) EU er bygget på fælles værdier og beskytter menneskerettighederne. Jeg stemte for de europæiske socialdemokraters ændringsforslag, fordi de krævede, at medlemsstaterne giver alvorligt syge personer en uafhængig opholdstilladelse eller en anden autorisation, der giver dem opholdsrettighed.

Hensigten er at drage fordel af passende adgang til lægebehandling, undtagen i tilfælde hvor det kan bevises, at de givne personer kan drage fordel af passende lægebehandling i deres eget hjemland. Jeg mener også, at det er væsentligt, at statsborgeren fra det pågældende tredjeland straks bliver løsladt, hvis den offentlige varetægtsfængsling ikke er lovlig. Varetægtsfængslede mindreårige skal kunne deltage i underholdningsaktiviteter, herunder leg og ferieaktiviteter passende for deres alder, og have adgang til uddannelse.

Uledsagede børn skal indkvarteres i institutioner, der har personale og udstyr, som passer til behovet for personer i denne aldersgruppe. Barnets bedste tarv repræsenterer et væsentligt grundlag i forbindelse med at varetægtsfængsle mindreårige, mens de afventer udvisning. Jeg beklager, at disse ændringsforslag ikke blev vedtaget. Jeg mener ikke, at Weber-betænkningen respekterer de europæiske værdier uden disse ændringsforslag, og derfor stemte jeg imod betænkningen.

  Jeffrey Titford (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Vi har stemt imod betænkningen, fordi vi ikke ønsker nogen form for fælles europæisk indvandringspolitik. Vi mener, at det skal være op til de enkelte medlemsstater at afgøre, hvem der skal udvises fra deres territorium og under hvilke betingelser.

Selv om vi næsten aldrig stemmer for nogen lovgivning, ønsker vi at understrege, at vi faktisk stemte for ændringsforslag 75, hvorved Kommissionens forslag om en fælles udvisningspolitik blev forkastet, men ikke af de årsager/begrundelser, som blev angivet af den gruppe, der stillede ændringsforslaget. Vi havde vores egne årsager til at forkaste forslaget.

Og selv om direktivet ikke finder anvendelse i Det Forenede Kongerige, er det princippet bag, der har været afgørende for vores beslutning.

Betænkning af Eluned Morgan (A6-0191/2008)

  Konstantinos Droutsas (GUE/NGL), skriftlig. - (EL) For at styrke dominansen på EU's elektricitets- og naturgasmarked for kapitalinteresser i stor målestok udarbejder Kommissionen nu fem forslag til en lovpakke. Formålet er at omdanne et socialt gode til en markedsvare og fremme den kapitalistiske omstrukturering af energisektoren gennem masseprivatisering af energiproduktion og -distribution.

I henhold til forslaget skal konkurrencen øges voldsomt, især inden for engrosenergimarkedet. Det vil medføre en komplet separation af netværkene (transmissionssystemer eller transmissionsforvaltningssystemer) fra forsyning og produktion. Således vil der i princippet ikke være diskrimination mellem de offentlige og private sektorer med det resultat, at offentlige selskaber vil miste deres konkurrencefordele, og konkurrenter, der kommer ind på markedet, vil være beskyttet.

På et tidspunkt med hastigt stigende internationale oliepriser føler arbejdstagerne presset. EU favoriserer kapitalinteresser og sikrer og øger indtægterne.

Ofrene for denne politik er de ansatte i energisektoren og mere generelt arbejderklassen. De vil opleve stigende priser og dårligere service, sådan som det altid sker, når energimarkedet privatiseres.

Massemobiliseringen af ansatte og nej-stemmerne i folkeafstemningerne afslører en stigende offentlig utilfredshed med denne politik og skaber grobund for ophævelse heraf.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Det er interessant at notere sig, hvordan de samme argumenter stadig anvendes i tredje pakke om liberaliseringen af elektricitetssektoren til trods for den omstændighed, at vi har mindre kontrol over de økonomiske og finansielle grupper, der opererer på markedet og fastlægger deres egne regler, hæver priserne, afskediger ansatte, øger usikkerheden omkring beskæftigelsessituationen og undlader at opfylde deres forpligtelser i relation til offentlige tjenester.

Selv om det er sandt, at det for et EU uden et effektivt marked for elektricitet og gas vil være vanskeligt at garantere energiforsyningssikkerhed og bæredygtighed for et energimarked med få kulressourcer og global konkurrenceevne, er det også sandt, at dette marked kun vil være muligt, hvis der er en stærk offentlig sektor.

Det, der foreslås, er imidlertid præcis det modsatte. Det, der foreslås, er mere liberalisering og destruktion af det, der er tilbage af den offentlige sektor i nogle lande. I et frugtesløst forsøg på at dække over dette foreslås det at udarbejde et charter til beskyttelse af forbrugerne. Vi må vente og se, hvordan det kommer til at fungere. Under alle omstændigheder er det grundlæggende spørgsmål liberaliseringen af sektoren, og det er derfor, at vi er nødt til at stemme imod betænkningen.

  Neena Gill (PSE), skriftlig. - (EN) Hr. formand! Jeg talte om Morgan-betænkningen under forhandlingen, men jeg havde ikke lejlighed til at tale om ændringsforslag 159. I henhold til ændringsforslaget vil det ikke være muligt for medlemsstaterne at opføre nye kraftværker, der kan afgive over 350 g kuldioxid pr. producerede kilowatttime. Jeg ønsker at klarlægge holdningen på vegne af Parlamentets Labour-medlemmer, der alle har modtaget en række skrivelser om ændringsforslaget.

Selv om vi erkender, at klimaændringerne er en realitet, og at vi har en forpligtelse til at løse dette problem, har vi stemt imod ændringsforslag 159, da det ville hæmme udviklingen af alle nye kraftværker fyret med gas, olie eller kul. Det vil være helt ødelæggende for Europas forsyningssikkerhed og mulighed for at tænde lyset.

  Robert Goebbels (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg har stemt imod Morgan-betænkningen og energipakken, da det efter min opfattelse er et skridt i den forkerte retning. Det foreslåede agentur vil blot være endnu et bureaukratisk organ. Et netværk med nationale regulerende myndigheder med udvidede beføjelser vil være en mere effektiv metode til at sikre, at mindre producenter har adgang til netværkene. Adskillelse har udviklet sig til en slags trylleformular, hvorimod erfaringen hos de lande, som har praktiseret det, bestemt ikke viser tegn på, at det er liberale foranstaltninger af denne type, som skal træffes. Energimarkedet er et globalt marked. Konkurrencen for Gazprom og de olieproducerende stater vil ikke komme fra biogaskooperativerne, men fra de store europæiske selskaber.

  Małgorzata Handzlik (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Da Europa-Parlamentet stemte for obligatorisk adskillelse af ejerskab af energikoncerner i EU, tog Parlamentet et målrettet skridt i retning af oprettelse af et fælles marked for elektrisk energi. Opdeling af disse koncerner til virksomheder, der er ansvarlige for energiproduktion, og virksomheder, som er ansvarlige for transmission deraf, er den eneste måde, hvorpå man kan skabe et åbent og konkurrencedygtigt marked, hvor der ikke er interessekonflikter.

Forbrugeren skal være den målgruppe, der får størst glæde af de foreslåede ændringer. Det godkendte forslag styrker i betydelig grad forbrugernes rettigheder. Det giver bl.a. forbrugerne ret til at ophæve en kontrakt med et elselskab uden yderligere omkostninger. Forbrugerne har endvidere ret til at skifte energileverandør på kort tid.

Det skal erindres, at elektricitetsmarkedet på nuværende tidspunkt domineres af monopoler, der misbruger deres position på markeder, som ikke er konkurrencedygtige. Jeg mener, at prisforskellene vil beskytte energibrugerne imod udnyttelse uden at afholde nye virksomheder fra at få adgang til markedet.

Det er helt klart, at de løsninger, der er foreslået, ikke vil løse alle de problemer forbundet med energi, som vi står over for, f.eks. de stigende oliepriser. Disse løsninger er alligevel hensigtsmæssige skridt i retning af udvikling af et mere konkurrencedygtigt marked. Forhandlingen skal fortsætte i Rådet. Det er dog desværre usandsynligt, at alle Europa-Parlamentets forslag vil blive accepteret. Som ordføreren helt korrekt pointerede, ønsker mange af medlemsstaterne at beskytte deres egne nationale interesser.

  Jacky Hénin (GUE/NGL), skriftlig. - (FR) I denne tredje energipakke følger man målrettet en kurs, hvorved energiproduktionen vil blive totalt adskilt fra distributionsnettene.

Formålet med pakken er at underkaste hele energisektoren lovene for det frie marked og alles konkurrence med alle.

Da samme årsager har samme virkning, vil det resultere i en større katastrofe for EU end den katastrofe, der fandt sted i Californien i 2000.

Denne politik er uheldig for forbrugerne, uheldig for industriens ansatte, uheldig for små og mellemstore virksomheder og små og mellemstore industrivirksomheder, uheldig for beskæftigelsen, uheldig for sikkerheden og uheldig for miljøet. Markedet og den private sektor er ude af stand til at opfylde europæernes energibehov og tackle udfordringerne forbundet med den globale opvarmning og perioden efter fossile brændstoffer. Deres primære mål er at udbetale så meget som muligt til deres aktionærer, ikke at handle i nationens generelle interesse.

Vi har brug for et hensigtsmæssigt indre marked for energi i Europa, og det vil vi kun opnå med samarbejde. Energisektoren skal styres af medlemsstaternes koordinerede offentlige foranstaltninger, ikke af aktiviteterne på de finansielle markeder. EU skal tage skridt til at sikre, at energi anerkendes som en global offentlig ressource og ikke blot som endnu en vare, der kan købes og sælges.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Jeg var skuffet over, at Verts/ALE-Gruppens ændringsforslag om risikoen for atomkraftulykker ikke blev vedtaget. Den endelige Morgan-betænkning indeholder dog meget positivt, og jeg bifalder henvisningerne til det foreslåede charter om energiforbrugernes rettigheder. Efter nøje overvejelse har jeg derfor stemt for betænkningen.

  Tunne Kelam (PPE-DE), skriftlig. - (ET) Jeg støtter i høj grad disse ændringsforslag, da den frie konkurrence i Europa med ændringsforslagene fremmes, og priserne holdes på et rimeligt niveau, hvorved forbrugerne samtidig kan udøve deres ret til at skifte elselskab efter ønske. Hermed fremmes grænseoverskridende elektricitetsdeling, som også beskytter lande og forbrugere imod pludselig elektricitetsmangel. Jeg anmoder om gennemførelse af hurtige aktioner på dette område i hele EU for at fremme den frie konkurrence og hjælpe forbrugerne med at træffe bevidste valg.

  Roselyne Lefrançois (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg stemte imod denne betænkning, som giver sig ud for at fremsætte fælles regler for det indre marked for elektricitet, men som faktisk foreslår at afvikle arven fra Europas traditionelle opererende netværk.

At opdele elektricitetsproduktion og elektricitetsdistribution vil efter min mening ikke skabe nogen yderligere garantier for effektiviteten, sikkerheden eller adgangen til netværket, særligt i den nuværende situation med stabil vækst i forbindelse med global elektricitetsefterspørgsel og stor usikkerhed omkring ressourcer.

Denne sidstnævnte faktor kræver endnu større strukturel investering for at sikre vores udbud og fremme forskning og innovation, en udsigt, der synes at være meget uforenelig med filosofien om stærk konkurrence og kortsigtet rentabilitet, som understreger beslutningen om at bevæge os mod fuldstændig deregulering i denne sektor.

Den "tredje måde", som støttes af de franske socialdemokrater, men desværre ikke blev vedtaget, lader til at være en meget mere fornuftig løsning, da den giver os mulighed for at beholde Europas store energigruppers patrimoniale integritet, mens den samtidig placerer organiseringen af elektricitetsdistribution i hænderne på uafhængige tilsynsmyndigheder.

Ikke desto mindre glæder jeg mig over det fremskridt, som denne betænkning står for, hvad angår forbrugerbeskyttelse, særligt introduktionen af regler til at bekæmpe energifattigdom og sikre gennemsigtighed og informationstilgængelighed for slutbrugeren.

  Erik Meijer (GUE/NGL), skriftlig. - (NL) Elektricitetsforsyning er ikke en handelsvare, men en tjenesteydelse. Tjenesteydelsen skal uden ophold ydes til alle interessenter med mindst mulig virkning på miljøet. Kravet er ikke i overensstemmelse med de risici, der er forbundet med international handel med konkurrerende selskaber. Elektricitet vil fortsat være et sjældent og sårbart produkt i fremtiden, især nu hvor de fossile brændstoffer snart er brugt op, og den globale opvarmning fortsætter.

Derfor er det positivt, at det i mange EU-medlemsstater er staten eller de lokale myndigheder, der har udviklet kraftværkerne og elnettene. Privatisering af disse tjenesteydelser er uønsket og risikabel. Salget af tjenesteydelserne skaber nye ejere og monopoler på transmissionssystemet. Transmissionssystemet er en ikkeprofitskabende ressource mellem produktion og salg, men ejerskab i denne sammenhæng kan misbruges til at lægge en høj afgift på forbrugere og konkurrenter. Fastlæggelse af elpriser gennem aktiemarkeder medfører forbrugerpriser, der er langt højere end produktionsomkostningerne.

Det er fornuftigt, at EU-medlemsstaterne undersøger, hvordan man kan bekæmpe disse risici. Situationen varierer meget fra medlemsstat til medlemsstat. Det er bedst, at disse spørgsmål undersøges i medlemsstaterne. Jeg er fortaler for, at medlemsstaterne skal have den størst mulige frihed, den tredje metode i Glante-ændringsforslaget, men jeg er modstander af dette EU-direktiv generelt.

  Lydia Schenardi (NI), skriftlig. - (FR) Det reelle formål med denne tredje energipakke er helt tydeligt ikke forsyningssikkerhed, tjenesteydelsernes kvalitet, overkommelige priser eller forbrugernes muligheder for frit at vælge udbyder, men snarere at fjerne det, der er tilbage af de tidligere offentlige elektricitetsmonopoler.

Den beslutsomhed, der udvises af Kommissionen og mange af medlemmerne af Parlamentet, i ønsket om at pålægge "patrimonial adskillelse", hvor man med andre ord tvinger "historiske" udbydere som EDF til at opgive ejerskab over deres netværk, er helt uacceptabel. Der er ingen beviser på, at de aktiviteter, som virksomhederne anklages for at udføre, nemlig begrænsning af konkurrenternes adgang til netværket og overlagt begrænsning af investeringer i infrastrukturprojekter, har fundet sted. Det er heller ikke klart, hvordan overdragelsen af kontrollen af et netværk til en enkelt operatør, som ikke er elleverandøren, kan garantere et rimeligt og tilstrækkeligt investeringsniveau, ingen misbrug af en nøgleposition og bedre forvaltning af overbelastning.

Derfor vil vi, selv om vi altid har forsvaret medlemsstaternes eksklusive ansvar for energispørgsmål, som er et strategisk område af for stor betydning til at blive styret af eurokrater, støtte det bedste af to onder, som er den løsning med "effektiv adskillelse", der bl.a. foreslås af Frankrig og Tyskland. Vi skal endvidere stemme imod de tekster, hvor vi er grundlæggende uenige med synspunkterne.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg kunne kun stemme for betænkningen. At sige ja til større liberalisering af elektricitetsmarkedet er at sige ja til et mere retfærdigt, konkurrencedygtigt og mere gennemsigtigt marked.

Det er imidlertid ikke kun det vigtige aspekt af betænkningen, hvor der fokuseres på forbrugeren, som glæder mig. Med stigende energipriser og mangel på konkurrence i nationale markeder er der fare for at øge antallet af borgere, som ikke har adgang til energi. Jeg kan derfor tilslutte mig de sociale spørgsmål, der rejses, f.eks. konceptet om "energifattigdom", som defineres for første gang, og øget fokus på betydningen af, at medlemsstaterne udvikler nationale planer, der dækker alle borgere.

På grund af den nuværende situation på de nationale energimarkeder i EU er det uacceptabelt, at et selskab både skal eje elnettet og være ansvarlig for eltransmissionen og dermed i realiteten have monopol, da det dermed kan blokere adgangen til markedet for nye operatører, der i mange tilfælde er mere konkurrencedygtige.

I betænkningen identificeres således behovet for at fremme gennemsigtigheden og konkurrencen i energisektoren og samtidig beskytte forbrugeren effektivt imod konsekvenserne af et lukket og ufleksibelt marked.

  José Albino Silva Peneda (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Jeg kunne kun stemme for betænkningen. At sige ja til fremme af liberalisering af elektricitetsmarkedet er at sige ja til et mere retfærdigt, konkurrencedygtigt og mere gennemsigtigt marked.

Det er imidlertid ikke kun det korrekte aspekt af betænkningen, hvor der fokuseres på forbrugeren, som glæder mig. Med stigende energipriser og mangel på konkurrence i nationale markeder er der fare for at øge antallet af borgere, der ikke har adgang til energi. Jeg kan derfor tilslutte mig de sociale spørgsmål, der rejses, f.eks. konceptet om "energifattigdom", som defineres for første gang, og øget fokus på betydningen af, at medlemsstaterne udvikler nationale planer, der dækker alle borgere.

På grund af den nuværende situation på de nationale energimarkeder i EU er det uacceptabelt, at et selskab både skal eje elnettet og være ansvarlig for transmissionen af elektricitet og dermed i realiteten have monopol, da det dermed kan blokere adgangen til markedet for nye operatører, der i mange tilfælde er mere konkurrencedygtige.

I betænkningen identificeres således behovet for at fremme gennemsigtigheden og konkurrencen i energisektoren og samtidig beskytte forbrugeren effektivt imod konsekvenserne af et lukket og ufleksibelt marked.

Betænkning af Alejo Vidal-Quadras (A6-0228/2008)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette er en anden del af den tredje pakke med foranstaltninger til liberalisering af energimarkederne i EU som opfølgning på de henstillinger, der blev vedtaget af Europa-Parlamentet i juni 2007. Ordføreren kan tilslutte sig følgende: Indførelse af større og mere uafhængige beføjelser for de regulerende myndigheder, større krav om gennemsigtighed på markedet, bedre rammer for samarbejde på europæisk plan mellem nationale regulerende myndigheder og mellem transmissionssystemoperatører, fremme af yderligere udvikling af sammenkoblingskapacitet blandt medlemsstaterne og forslaget om adskillelse af ejerskab som det mest effektive, men ikke det eneste, middel til at fremme investeringer og undgå diskrimination over for nye operatører på markedet.

EU har med andre ord gennemtrumfet privatisering af en sektor, der er strategisk for den økonomiske udvikling, og forsøger nu at træffe foranstaltninger til håndtering af de alvorlige problemer, der er opstået som følge af de økonomiske grupper, som har overtaget sektoren. Derfor rejser ordføreren selv nogle spørgsmål om den frivillige gennemførelse af kodekser og regler med argumenter for, at disse skal være obligatoriske.

Der er dog ingen, som vil indrømme, at den rigtige løsning vil være at bevare en stærk offentlig sektor på energiområdet, og derfor har vi stemt imod betænkningen.

  Andreas Mölzer (NI), skriftlig. - (DE) E.ON og RWE har ikke blot trukket sig ud af transmissionsnettene efter pres fra Kommissionen. I lyset af de regnskabsmæssige adskillelser, der er sket indtil dato, har netadgangen i vid udstrækning mistet sin strategiske funktion til udelukkelse af nye konkurrenter. Der er overalt i Europa et enormt behov for at investere i kraftværks- og netinfrastrukturen, der til dels er årtier gammel. Som erfaringerne fra den radikale jernbaneprivatisering i England viser, har finansielle investorer ikke megen interesse i en sikker infrastruktur. Under visse omstændigheder kunne de nye netadgangsbestemmelser, man nu tilstræber, have den samme effekt. Af denne årsag har jeg stemt imod betænkningen af Vidal-Quadras.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Ordføreren har forberedt en meget god og grundig betænkning.

Jeg tror, at Parlamentets forslag i sin nuværende form vil muliggøre, at arbejdet på EU's energimarked kan fortsætte. Jeg er sikker på, at det vil vise sig at være muligt at nå til enighed om alle grænseoverskridende spørgsmål.

Betænkning af Giles Chichester (A6-0226/2008)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Dette er endnu en del af energipakken, der omhandler oprettelsen af et agentur for samarbejde mellem energimyndigheder, som passer i en global strategi, og som er defineret af Kommissionen og Rådet, med henblik på liberalisering og regulering af energisektoren, som de har kaldt "energipakken".

Strategien er altid den samme. Først privatiseres den offentlige sektor. Så opstår problemerne, og der oprettes regulerende myndigheder og nye bureaukratier, og de store selskaber opnår øget kontrol over situationen i hver enkelt medlemsstat.

Ifølge ordføreren (fra PPE-DE-Gruppen) skal Kommissionens forslag være mere vidtrækkende, og agenturet skal have større uafhængighed og flere beslutningsbeføjelser. Fastlæggelsen af standarder, kodekser, markedsregler og endda beslutninger truffet af de øverste myndigheder, der tjener interesserne i de økonomiske grupper, er et tilbagevendende argument. Agenturet vil være en overnational institution med beføjelser på et strategisk område - nemlig energiområdet - som har en betydning for alle sektorer i samfundet.

Konsekvenserne af indgriben i den enkelte medlemsstats politiske strategi og økonomi kan være alvorlige. Derfor stemmer vi imod betænkningen.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Energimarkederne bliver mere og mere paneuropæiske, og det foreslåede agentur for samarbejde med energimyndigheder vil spille en vigtig rolle i udviklingen af markederne. Agenturet skal have tilstrækkelige beføjelser til at opfylde målsætningerne, og jeg støtter betænkningen, der sikrer disse beføjelser og samtidig garanterer de nationale myndigheders uafhængighed.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Ordføreren har forberedt en meget god og grundig betænkning.

Jeg tror, at Parlamentets forslag i sin nuværende form vil muliggøre, at arbejdet på EU's energimarked kan fortsætte. Jeg er sikker på, at det vil vise sig at være muligt, at nå til enighed om alle grænseoverskridende spørgsmål.

Betænkning af Francesco Ferrari (A6-0081/2008)

  Adam Bielan (UEN), skriftlig. - (PL) Antallet af ulykker, hvor fodgængere er involveret, steg sidste år med 5,7 % i Polen, og antallet af ulykker, hvor cyklister var involveret, steg med betragtelige 16,8 %. Jeg støtter hr. Ferraris betænkning og mener, at det er væsentligt at øge sikkerhedskravene. Ikke desto mindre skal vi også huske på, at prisen for at gøre dette ikke udelukkende skal betales af køretøjsejere.

Jeg repræsenterer voivodskabet Lillepolpen, som har det laveste ulykkestal i landet ved 7/100. Ikke desto mindre er der mange ulykkes-"sorte huller" på grund af overdreven trafiktæthed og uhensigtsmæssig infrastruktur af vejene.

  Francesco Ferrari (ALDE), skriftlig. - (EN) Jeg betragter betænkningen som endnu et skridt i retning af at beskytte fodgængerne i EU imod de mange skader og dødsfald, der forårsages af trafikulykker. Faktisk er der 40.000 borgere, som dør hvert år.

Bedre bildesign og -systemer, herunder fodgængernes "sammentrykningszoner" foran bilen, er positive tiltag, som vi skal glæde os over. Fjernelse af safarigitre på køretøjer, som ikke er nødvendige eller beregnet til køretøjer som f.eks. ikkelandbrugsrelaterede køretøjer, er et andet eksempel på, hvordan EU kan være konsekvent vedrørende fodgængervenlige forbedringer.

Jeg vil støtte disse to punkter i afstemningen, og jeg betragter det som helt afgørende for alle fodgængere i EU, at der ydes en større indsats for at forbedre sikkerheden for fodgængere.

  Neena Gill (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg har stemt for betænkningen, da jeg støtter udviklingen af passive og aktive sikkerhedssystemer, der kan mindske konsekvenserne af trafikulykker, der involverer fodgængere og andre bløde trafikanter. Selv om der er flere faktorer, som spiller ind ved ulykker (hastighed, menneskelige fejl), skal køretøjerne være udformet, således at de minimerer trykket fra påkørslen ved en ulykke. Jeg støtter betænkningen, hvori man henstiller til, at der fastlægges minimumskrav til konstruktion og funktion af køretøjer og systemer til frontal beskyttelse.

Jeg mener dog, at betænkningen burde omfatte den store mulighed for at samarbejde med udviklings- og vækstlande, idet hovedparten af fatale trafikulykker, ca. 70 %, finder sted i udviklingslandene. Fodgængerne udgør 65 % af dødsfaldene, og 35 % af dødsfaldene blandt fodgængerne er børn. Alene i et land som Indien sker hele 10 % af de samlede fatale trafikulykker i verden.

EU skal dele sin ekspertise med udviklingslandene i forbindelse med indsamling og analyser af data om trafikulykker samt udvikling af aktive og passive sikkerhedssystemer. Det vil være hensigtsmæssigt at overføre teknologi fra EU til udviklingslandene, som kan mindske antallet af trafikulykker og konsekvenserne for trafikanterne.

  Genowefa Grabowska (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg ønsker at fremhæve betydningen af betænkningen og ønske ordføreren tillykke med resultatet. Det er et faktum, at der hvert år dør 8.000 trafikanter i EU. Ofrene er hovedsageligt fodgængere og cyklister. Yderligere 300.000 mennesker kommer til skade. Denne situation involverer personlige tragedier og har endvidere betydelige sociale og økonomiske konsekvenser. Derfor bør EU's foranstaltninger til at øge beskyttelsen af fodgængere og andre bløde trafikanter imod skader som følge af kollisioner med motorkøretøjer hilses velkommen.

Fra oktober 2005 og i henhold til de gældende bestemmelser skal visse køretøjer bestå en række præstationstest i to faser, der bygger på anbefalingerne fra Det Fælles Forskningscenter. Derudover foreslår EU at pålægge betydeligt strengere testkrav for motorkøretøjer, der er markedsført på det europæiske marked efter 2010. Betænkningen, som vi drøfter, indeholder forslag om at sammenkæde aktive og passive sikkerhedsforanstaltninger og indføre antikollisionssystemer i fremtiden. Der findes endnu ikke noget effektivt antikollisionssystem for fodgængere på markedet, og Kommissionen har derfor helt korrekt opfordret industrien til at udvikle et sådant system. Jeg er endvidere enig med ordføreren i, at de tekniske muligheder for at sikre højere passive sikkerhedsstandarder konstant skal overvåges ligesom mulighederne forbundet med øgede sikkerhedskrav.

  Ian Hudghton (Verts/ALE), skriftlig. - (EN) Hvert år er der fodgængere og cyklister, som dør eller kommer til skade i trafikulykker i Europa. Den europæiske lovgivning har spillet en vigtig rolle i nedbringelsen af dødsulykker og skader, men det er vigtigt, at standarderne er opdaterede. Forslagene på dette område hilses velkommen, og jeg har derfor stemt for Ferrari-betænkningen.

  Zita Pleštinská (PPE-DE), skriftlig. - (SK) Statistikkerne for EU's trafikulykker er alarmerende. Det beregnes, at der hvert år er op imod 8.000 bløde trafikanter, fodgængere og cyklister, som dør, og 300.000, der kommer til skade. Op imod 80 % af alle trafikulykker sker i byer og landsbyer, hvor hastighedsbegrænsningen er mellem 40-60 km/t. Dette viser, at ikke blot hastigheden, men også kvaliteten af vejinfrastrukturer og især køretøjernes sikkerhed, kan være blandt årsagerne til trafikulykker.

Opfordringer til at benytte den offentlige transport, spadsere eller cykle som alternativer til anvendelse af bilen skal suppleres med foranstaltninger, der har til formål at mindske antallet af skader. På nuværende tidspunkt findes der ikke noget antikollisionssystem på markedet, som er effektivt nok til at identificere fodgængere eller andre bløde trafikanter i tide.

Jeg bifalder og har stemt for betænkningen udarbejdet af ordføreren, Francesco Ferrari, om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter. Den europæiske bilindustris ambition skal være at sælge biler, der ikke kun er teknisk meget avancerede og meget lidt forurenende, men også meget sikre.

For at garantere et højt sikkerhedsniveau under alle omstændigheder bør obligatorisk montering af aktive bremseassistentsystemer i alle nye køretøjer fra 2009 som foreslået i Kommissionens forslag supplere og ikke erstatte passive sikkerhedssystemer på højt plan.

Denne forordning vil medvirke til at forbedre sikkerheden for alle trafikanter.

  Luís Queiró (PPE-DE), skriftlig. - (PT) Vejsikkerhed er en prioritet i den europæiske transportpolitik, en prioritet for de politiske beslutningstagere og et vigtigt punkt for alle borgere i kampen mod de tragedier, der desværre stadig og alt for ofte finder sted på vejene i Europa. Ferrari-betænkningen har til formål at fremme EU's krav på sikkerhedsområdet og dermed forbedre sikkerheden for fodgængerne. Vi må derfor ikke tøve, når det drejer sig om at kræve maksimal støtte og de bedste instrumenter til at garantere sikkerheden på vores veje. Det er især af afgørende betydning, at lovgivningsarbejdet fortsat er så målrettet som muligt, og at de foranstaltninger, der træffes, overvåges løbende og vurderes for at sikre, at der hurtigt opnås nødvendige fremskridt for at forhindre yderligere tragedier. Vi bifalder forsøget i betænkningen på at identificere måder, hvorpå man kan indhente den tabte tid og sikre, at de foreslåede forebyggelsessystemer er de mest korrekte og relevante for ofrene for kollisioner med motorkøretøjer.

Endelig er det vores opgave, ikke mindst fordi detaljerne er vigtige, at sikre, selv på de mere tekniske områder, at den lovgivning, som vi fastlægger, yder den bedst mulige beskyttelse for vores borgere.

  Luca Romagnoli (NI), skriftlig. - (IT) Jeg stemmer for hr. Ferraris betænkning. Jeg er enig i betænkningens målsætning om at styrke EU-kravene for at forbedre sikkerheden for fodgængere og andre bløde trafikanter i tilfælde af skader på grund af sammenstød med et motorkøretøj.

Jeg mener, at det både ud fra et tidsmæssigt og teknisk perspektiv er muligt at opnå hurtige fremskridt i forbindelse med design og gennemførelse af relevante midler til at tilpasse køretøjer. Jeg bifalder især indførelsen af obligatorisk montering af aktive bremseassistentsystemer i alle køretøjer, som vil medvirke til at mindske antallet af sammenstød mellem køretøjer og fodgængere.

  Brian Simpson (PSE), skriftlig. - (EN) Jeg hilser betænkningen velkommen, da formålet er at styrke den eksisterende lovgivning og endnu en gang forsøge at forbedre vejsikkerheden med fokus på sikkerheden for cyklister og fodgængere. Hvert år er der 8.000 mennesker - fodgængere og cyklister - som dør, og 300.000, som kommer til skade på vejene i EU.

Et stort antal af disse ofre kan undgås enten ved hjælp af bedre køretræning eller bedre design af motorkøretøjer. Indførelsen af bremseassistentsystemer, bedre præstationstest og kortere gennemførelsesperiode vil alt sammen bidrage til at mindske de ulykker, der sker på vores veje hvert år.

Det glæder mig især, at det dødsensfarlige udstyr, som kaldes safarigitre, nu skal igennem samme præstationstest på de køretøjer, hvorpå de skal monteres, selv om jeg stadig vil arbejde på at forbyde safarigitre fuldstændigt.

Jeg ønsker at takke ordføreren for betænkningen, og jeg ser frem til en hurtig konklusion med Rådet om dette emne.

  David Sumberg (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Jeg ønsker at forklare, hvorfor jeg har stemt, som jeg gjorde, i forbindelse med Francesco Ferraris betænkning om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter.

Selv om jeg støtter mange fornuftige punkter i betænkningen, da alle ønsker at reducere det chokerende antal dødsulykker og skader på vores veje, er der i betænkningen fastsat en meget hurtig tidsplan for gennemførelsen, som efter min opfattelse ikke er mulig at følge.

Der foreslås nogle ret radikale krav, og derfor vil byrden være for stor for industrien, hvis forslagene skal føres ud i livet for hurtigt.

I en tid med recession skal vi alle huske, at vores vælgere skal beskytte deres arbejdspladser, og lovgivning, der fastsættes for hurtigt, kan ofte være til skade for målsætningen.

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg har stemt for betænkningen om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets forordning om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter (2007/0201).

På nuværende tidspunkt findes der ikke noget antikollisionssystem på markedet, som er effektivt nok til at identificere fodgængere eller andre bløde trafikanter i tide, og som samtidig opfylder alle de nødvendige betingelser. Jeg deler ordførerens synspunkt om, at man skal prioritere indførelsen af tiltag til reduktion af antallet af skaber og især antallet af dødsulykker blandt fodgængere og andre bløde trafikanter. Det bør understreges, at de ændringsforslag, der er stillet, har til formål at stramme op på bestemmelserne i forordningen, hvor det er muligt. Jeg har stemt for betænkningen, idet jeg mener, at det er vigtigt at overvåge både udviklingen af teknologi til sikring af effektiv beskyttelse og overveje muligheden af at fastsætte strammere regler på området for passiv sikkerhed i forbindelse med konstruktion af køretøjer.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (PL) Fodgængere og cyklister er ofte involveret i trafikulykker. Det er en stor udfordring for bilindustrien at beskytte fodgængeres og cyklisters liv.

Et elektronisk fodgængerbeskyttelsessystem er en fremragende løsning. Med dette system vil der være mindre alvorlige konsekvenser af sammenstød med køretøjer. Takket være dette system vil den forreste del af køretøjet absorbere påkørslens kraft og dermed mindske ofrenes skader.

En anden vellykket metode til sikring af beskyttelse af fodgængere er monteringen af en aktiv kølerhjelm, der er installeret i C6. I det øjeblik en fodgænger rammes, hæves kølerhjelmen automatisk. Takket være en kollisionsdetekteringssensor og en detoneringsmekanisme hæves kølerhjelmen 65 mm på 0,40 sekunder. En separat mekaniske sørger for, at kølerhjelmen forbliver hævet trods påkørslens kraft, således at den energi, der skabes, absorberes. I tilfælde af let påkørsel ydes der beskyttelse med en del, der er monteret med en støddæmper.

Alle køretøjer skal gennemgå så mange prøver som muligt for at forbedre sikkerheden på vejene i EU.

Betænkning af József Szájer (A6-0088/2008)

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Betænkningen indeholder nogle positive ændringer til den almindelige procedure mellem Kommissionen og Europa-Parlamentet. Med artikel 5a i afgørelse 1999/468/EF med ændringer blev der indført en ny forskriftsprocedure med kontrol i forbindelse med generelle foranstaltninger, der har til formål at ændre ikkevæsentlige bestemmelser i en basisretsakt, som er vedtaget i overensstemmelse med artikel 251 i traktaten, bl.a. ved at slette nogle af de pågældende elementer eller ved at supplere instrumentet med nye ikkevæsentlige elementer.

I opfølgningen af screeningen af den eksisterende lovgivning og de igangværende procedurer har Kommissionen bl.a. fremlagt det foreliggende forslag, som omfatter 59 retsakter, der skal tilpasses til den nye forskriftsprocedure med kontrol.

I sin afgørelse af 12. december 2007 udpegede Formandskonferencen Retsudvalget som korresponderende udvalg og de specialiserede udvalg som rådgivende udvalg for denne "komitologitilpasning". Udvalgsformandskonferencen fastsatte den 15. januar 2008 de nærmere vilkår for samarbejdet mellem Retsudvalget og de øvrige berørte udvalg. Den foreliggende betænkning indeholder et begrænset antal ændringsforslag, der blev foreslået af andre udvalg i form af skrivelser.

Betænkning af Gerardo Gaelote (A6-0213/2008)

  Andrzej Jan Szejna (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg har stemt for hr. Galeote Quecedos betænkning om forslag til Rådets forordning om åbning og forvaltning af autonome kontingenter i den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer.

I betænkningen foreslås det at ophæve den fælles toldtarif ved indførsel af visse fiskevarer til De Kanariske Øer i perioden 2007-2013. Det skal bemærkes, at de bestemmelser, der berøres af forslaget, udløb den 31. december 2006. Forslaget om åbning og forvaltning af toldfri toldkontingenter er i tråd med EF-traktatens artikel 299, stk. 2, om særlige foranstaltninger til støtte for regionerne i den yderste periferi.

Jeg har derfor stemt for betænkningen, da jeg mener, at De Kanariske Øers usædvanlige geografiske beliggenhed i forhold til forsyningen af visse fiskevarer, som er vigtige for det hjemlige forbrug, indebærer yderligere omkostninger for sektoren. Dette naturlige handicap kan bl.a. afhjælpes med midlertidig suspension af toldsatserne ved indførsel af de pågældende varer fra tredjelande.

Betænkning af Anneli Jäätteenmäki (A6-0076/2008)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg har stemt for Jäätteenmäki-betænkningen om Den Europæiske Ombudsmands statut.

Som medlem af Udvalget for Andragender i Europa-Parlamentet har jeg selv oplevet, at et meget stort og stigende antal borgere henvender sig til EU-institutionerne for at klage over medlemsstaternes mangelfulde opfyldelse af EU-bestemmelserne.

De andragender, der fremlægges for Parlamentet og undersøges af de ansvarlige udvalg, opfylder ofte ikke betingelserne for behandling. Jeg ønsker i denne sammenhæng at nævne, at Den Europæiske Ombudsmands kontor skal arbejde hårdere og bedre med ekstern kommunikation med borgerne. Alt for ofte er den almindelige borger ikke engang klar over ombudsmandens eksistens, som potentielt er et middel til en mere funktionel og effektiv forbindelse med EU-institutionerne. Den statut, som vi stemmer om i dag, omfatter nye mekanismer til at fremme effektiviteten af ombudsmandens arbejde. Det vil være op til medlemmerne af Parlamentet at overvåge resultaterne.

  Lydie Polfer (ALDE), skriftlig. - (FR) Jeg støtter initiativbetænkningen fra fru Jäätteenmäki om Den Europæiske Ombudsmands adgang til oplysninger og behovet for et klarere og mere præcist regelsæt på dette område, som behandles i betænkningen.

Ifølge teksten skal de forskellige EU-organer og -institutioner give ombudsmanden de oplysninger, som han udbeder sig, hvor det i øjeblikket forholder sig således, at et dokument kan afvises, hvis det indeholder fortrolige oplysninger.

Ligeledes skal forpligtelsen for ansatte til at aflægge vidneforklaringer "efter instrukser fra deres administrationer" ophæves, hvorimod de pågældende ansatte efter bedste overbevisning skal tale sandt.

Fru Jäätteenmäkis forslag har til formål at styrke offentlighedens tillid til Den Europæiske Ombudsmands aktiviteter, og forslagene bør derfor gennemføres.

8. Stemmerettelser og -intentioner: se protokollen

(Mødet udsat kl 13.30 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Martine Roure
Næstformand

9. Godkendelse af protokollen fra foregående møde: se protokollen

10. Parlamentets sammensætning: se protokollen

11. Indsatsen over for de stigende oliepriser (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om indsatsen over for de stigende oliepriser.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Rådet er klar over de stigende prisers betydning for borgerne i EU og deres negative effekt på hele EU's økonomi. Derfor har Rådet behandlet dette spørgsmål på sine seneste møder. I forbindelse med de høje fødevarepriser vil spørgsmålet blive drøftet også af stats- og regeringscheferne på deres møde, der begynder i morgen. Analyser af årsagerne til de høje oliepriser viser, at der sker komplekse, strukturelle ændringer i udbuddet af og efterspørgslen på olie i den globale økonomi. På kort sigt er det usandsynligt, at olieproduktionen kan holde trit med den fortsat stærke efterspørgsel i udviklingsøkonomierne. Da årsagerne til de høje oliepriser blev fint forklaret i Kommissionens rapport i sidste uge, vil jeg ikke gøre nærmere rede for dem.

EU oplever virkningerne af disse ændringer i oliepriserne i form af højere inflation, højere husholdningsudgifter, problemer i landbrugs- og fiskerisektorerne, på transportområdet og i forskellige industrier. Ud fra den antagelse, at årsagerne til olieprisstigningerne er af strukturel karakter, og at tendenserne sandsynligvis vil fortsætte fremover, har Unionen brug for at finde langsigtede løsninger. I forbindelse med fremme af konkurrencedygtighed på energimarkederne og af forbedringer på oliemarkederne med hensyn til gennemsigtighed er der behov for især at fokusere tiltagene mod yderligere støtte til energieffektivitet og spredning af energiforsyning.

Hvad angår energieffektivitet vil jeg gerne minde om, at Rådsmødet i marts 2007 krævede øget energieffektivitet, så målet om besparelser på 20 % inden 2020 kan nås. Direktivet om effektivitet i slutanvendelserne og om energitjenester, der blev vedtaget i 2006, har bidraget til at opnå dette mål. Men vi kan ikke opnå alt ved lovgivning. Husstandene og virksomhederne kunne yde et betydeligt bidrag ved at agere mere rationelt, hvilket Rådet og Parlamentet kunne tilskynde til gennem en stadig bevidstgørelse.

Den anden afgørende foranstaltning er indsatsen for at sprede energiforsyningen. Jeg vil gerne minde om, at i denne sammenhæng vedtog Rådsmødet i foråret sidste år en handlingsplan for en EU-energipolitik. Heri er der fastlagt et bindende mål om en andel på 20 % vedvarende energi i det generelle energiforbrug i EU inden 2020. Alt dette nævner jeg, fordi jeg ønsker at understrege, at Unionen allerede har vedtaget nogle foranstaltninger, der skulle kunne bidrage til at reducere følsomheden i EU's økonomi over for voldsomme olieprisstigninger. De nuværende politikker skal nødvendigvis opgraderes fremover.

Under drøftelsen af olieprisstigningerne på sit seneste møde gentog Økofinrådet bl.a. Manchester-aftalen, der blev vedtaget i september 2005. I henhold til denne aftale skulle det undgås at foretage skattemæssige eller andre politiske indgreb som reaktion på høje oliepriser, fordi de forvrænger konkurrenceevnen og forhindrer en nødvendig tilpasning med økonomiske midler. Foranstaltninger, der kan overvejes som middel til at lette virkningen af de høje oliepriser for de fattigste dele af befolkningen, bør være kortsigtede og målrettede, og det bør undgås, at deres virkning virker forvrængende. De stigende brændstofpriser blev også drøftet i sidste uge af G8-finansministrene, der repræsenterer de mest udviklede lande. De understregede bl.a., at forhøjede priser på olie og fødevarer er et globalt problem, og at der derfor bør søges løsninger på internationalt plan.

Jeg vil også gerne nævne, at på AGEX-Rådets møde i denne uge, i mandags, godkendte vi 18-månedersprogrammet for de tre næste formandskaber. Deres arbejde i Rådet vil omfatte mange opgaver, der er fokuseret på effektivt at tackle spørgsmålet om høje fødevare- og oliepriser.

Lad mig afslutningsvis sige, at for at kunne tackle de førnævnte udfordringer har vi brug for koordinerede politikker, inden for EU og på internationalt plan. Vi skal være omhyggelige med ikke at skabe nye ubalancer og problemer med disse politikker. Når vi fortsætter med at behandle disse brændende spørgsmål, ser vi også frem til et konstruktivt samarbejde fra Parlamentets side, især når de nødvendige lovforslag skal drøftes.

  Andris Piebalgs, kommissionsmedlem. - (EN) Fru formand! For mig begynder hver dag med et rutinetjek af oliepriserne, og på det seneste er nyhederne mere eller mindre gået i én retning: Oliepriserne bliver højere og højere. I de seneste tre år er oliepriserne i US-dollars mere end tredoblet. I EU er det let at forstå de høje olieprisers nuværende og mulige indvirkning på vores økonomier og borgere, idet 37 % af energiforbruget dækkes af olie.

Vores egen produktion er i konstant tilbagegang - omend den stadig er betydelig - men der har været tilbagegang siden slutningen af 1990'erne. En fortsat importstigning betyder derfor stor afhængighed af olie, og det beløb, vi betaler for at købe energiressourcer, stiger hele tiden.

Det påvirker vores borgere og virksomheder direkte. Øgede oliepriser skaber inflation, og den virkning kan mærkes allerede. Energiens bidrag til en stigning i prisindekset i fjerde kvartal 2007 var i gennemsnit 0,8 % i euroområdet. Det betyder direkte og mærkbare virkninger for husstandene og mange økonomiske sektorer, ikke mindst dem, der ikke kan sende energiprisen videre til slutforbrugeren.

Stigningen i priserne på motor- og opvarmningsbrændstoffer for husstandene mellem april 2007 og april 2008 oversteg langt den gennemsnitlige stigning i forbrugerpriserne. F.eks. steg priserne på transportbrændstoffer i gennemsnit 12,7 % mod en gennemsnitlig inflation på 3,6 %. Vores mest sårbare borgere er igen blandt dem, der er hårdest ramt.

Allerede tilbage i september 2005 talte jeg til Dem om stigende oliepriser, og jeg fremlagde en fempunktsplan. Siden da har vi udarbejdet en hel række nye forslag for at begynde at imødegå udfordringen med høje og stigende oliepriser, forslag om energieffektivitet, biler, brændstofkvalitet, vedvarende energi. Som et resultat af disse politikker kan vi forvente et gradvist fald i olieforbruget i EU i de kommende år. I de seneste tre år har vi set et omtrent mere eller mindre stabilt forbrug og et begyndende skift til renere og mere effektiv transport, hvor der bruges vedvarende energikilder.

Der skal gøres mere, og vi bør absolut ikke undervurdere de problemer, vores borgere har på grund af de høje energipriser, især de mest sårbare husstande såvel som mange virksomheder, men dette giver allerede et godt grundlag for, at vi kan videreudvikle det bedst mulige politiske svar på udfordringen. At oliepriserne er vedblevet at stige betyder bestemt ikke, at vores politikker er mislykkedes. Jeg er overbevist om, at uden vores ambitiøse mål på klima- og energiområdet ville situationen være endnu vanskeligere. Den seneste udvikling viser dog klart, at vi er nødt til yderligere at optrappe vores bestræbelser.

Jeg vil nu gerne anstille nogle betragtninger over de langtidsfaktorer, der påvirker oliemarkedet. Sagt helt enkelt er vi på vej væk fra æraen med billig olie og billig energi generelt set. Den globale energiefterspørgsel er voksende, og Det Internationale Energiagentur anslår, at det måske vil stige med mere end 50 % inden 2030. I særdeleshed forbruger vækstøkonomierne mere og mere energi.

På den anden side er det langtfra klart, om der vil være en tilstrækkelig olieproduktion til at dække den globale efterspørgsel. Eksperter siger, at geologisk set er der stadig ressourcer nok i undergrunden til de næste 40-50 år. Som Det Internationale Energiagentur har fremført, er det langtfra sikkert, at de producerende lande kan eller vil optrappe produktionen for at imødekomme den tilsyneladende uundgåelige og på lang sigt fortsat stigende, globale efterspørgsel på olie.

Æraen med billig energi er forbi, på et tidspunkt, hvor vi på grund af klimaændringerne under alle omstændigheder har en absolut forpligtelse over for kommende generationer til at skifte til rene, CO2-fri energikilder til opvarmnings-, kraft- og transportformål. Det er den udfordring, vi står over for. Den kræver et klart svar. Men før jeg berører de langsigtede og mellemlangsigtede foranstaltninger, vil jeg gerne nævne nogle kortsigtede tiltag, der skal afbøde virkningen for forbrugerne.

Virkningerne for de mest sårbare grupper skal mildnes på kort sigt, om nødvendigt via sociale tiltag. Det kan være berettiget og nødvendigt med støtte til de fattigste husstande, men den skal være målrettet. Samtidig bør vi være meget forsigtige med hensyn til ændringer i skattesystemet. Erfaringen viser, at sådanne tiltag, der på mange måder er politisk meget attraktive, kun vanskeliggør den langsigtede overgang med hensyn til at tackle de høje energipriser og begrænse CO2-emissionerne. Det er langt bedre at sætte hjælpen ind dér, hvor der faktisk er mest brug for den.

Hvad angår en yderligere udvikling af EU's langsigtede måde at gribe udfordringen an på, betragtes vores nuværende energipolitikker af mange som førende i verden. Kommissionen har altid fastholdt, at dens nylige klima- og energipakke indeholder kombinerede mål for bæredygtighed, forsyningssikkerhed og konkurrencedygtighed, en kendsgerning, der bliver tydeligere dag for dag.

Lad mig minde om nogle detaljer i de væsentligste elementer i disse politikker, som allerede er på plads, eller som undersøges her i Parlamentet: Direktivudkastet, der garanterer 20 % vedvarende energi i vores endelige energiforbrug inden 2020. De nye regler om at udvide og styrke EU's emissionshandelssystem (ETS) til sikring af, at vi overholder vores mål om en drivhusgasreduktion på 20 % inden 2020, og hvorunder vi indarbejder ETS som lokomotiv for forandring. Forslaget om at reducere CO2-emissioner fra biler og direktivet om brændstofkvalitet, i kraft af hvilke olieleverandørerne vil være forpligtet til gradvist at reducere forbruget af CO2 og energi ved de produkter, de sælger. Og, vigtigst af alt, handlingsplanen for energieffektivitet, der dækker alle sektorer på alle niveauer, fra det internationale partnerskab for samarbejde om energieffektivitet til borgmesterkonventet på lokalt plan, til specifikke foranstaltninger som f.eks. mærkning af forbrugsgoder eller krav til bygningers energieffektivitet.

Praktisk taget alle de tiltag, der er nævnt i handlingsplanen for energieffektivitet, er rentable ved 60 amerikanske dollars pr. tønde olie.

Det er en begyndelse, men vi er nødt til at gøre mere. Kommissionen vil derfor fortsætte arbejdet på internationalt niveau, herunder især en konstruktiv dialog mellem de største olieproducerende og olieforbrugende lande, som f.eks. mødet i Jeddah i Saudi-Arabien, der finder sted i denne uge, eller EU-OPEC-dialogen i næste uge. Den vil nøje undersøge, hvordan oliemarkederne i EU fungerer, og komme med forslag til eventuel yderligere politisk handling i den anden strategiske energiredegørelse senere i år. Den vil hjælpe de olieimporterende udviklingslande med at afbøde de kortsigtede virkninger af de høje brændstof- og fødevarepriser og tilvejebringe strukturelle forbedringer med hensyn til deres energieffektivitet og brug af alternative brændstoffer. Den vil forestå bestræbelser under et intensiveret fremstød for energieffektivitet.

Det vil forblive min topprioritet. Det betyder bedre lovgivning internt i EU. Det betyder også, at der skal skubbes på for at opnå et mere virkningsfuldt, internationalt partnerskab om energieffektivitet, hvilket blev vedtaget i sidste uge på G8-energiministermødet i Japan på initiativ fra EU.

Den nuværende lovgivning om energieffektivitet og de forbedringer, jeg i de kommende måneder vil stille forslag om vedrørende bygninger, mærkning og mindstekrav til produktstandarder, er virkelig vigtige, men det skal ses som blot ét af mange nødvendige tiltag. Den virkelige udfordring er en effektiv gennemførelse af politikker for energieffektivitet på nationalt, regionalt og lokalt plan i hele EU. Kommissionen vil spille en større rolle ved at hjælpe medlemsstaterne med at tackle denne udfordring.

Jeg vil nævne biobrændstoffer, fordi dette spørgsmål ofte drøftes. I direktivudkastet om vedvarende energi forklarer vi Rådets forpligtelse således, at det skal sikre, at 10 % af transporten i EU i praksis og inden 2020 sker med vedvarende brændstof. Det skal bemærkes, at disse 10 % kan dækkes af biobrændstoffer eller elektricitet fra vedvarende kilder eller ved at øge energieffektiviteten i transportflåden.

Jeg er overbevist om, at EU kan og skal skabe de biobrændstoffer, det bruger, på en bæredygtig og ansvarlig måde, så det ikke påvirker den globale fødevareproduktion. Det kan gøres på en bæredygtig måde ved at udnytte tidligere braklagt landbrugsjord i EU, forbedre landbrugsudbytter på en bæredygtig måde, investere i teknologi til produktion af andengenerations-biobrændstoffer og samarbejde med udviklingslande for at sikre, at biobrændstofferne kompletterer fødevareproduktionen og ikke erstatter den. Med en sådan indstilling skal udvikling af alternative og rene transportbrændstoffer være en del af EU's svar på de udfordringer, oliepriserne og klimaændringerne giver.

EU skal fortsætte sin internationale indsats og sin dialog med sine væsentligste partnere. G8 i sidste uge og Jeddah-mødet om oliepriser denne weekend viser, at spørgsmålet er øverst på den politiske dagsorden. Vi bør udnytte den troværdighed, vi er ved at opbygge, og føre an i den internationale aktion for at udnytte potentialerne ved energieffektivitet og ren energiproduktion globalt set, og for at sikre, at de globale råvaremarkeder kan fungere effektivt og pålideligt.

Aktionen begynder imidlertid hjemme, og en fornyet indsats for vedvarende energi og energieffektivitet er godt ikke kun for klimaet, men også for vores økonomi.

Der er en energifremtid for os alle. Denne fremtid vil højst sandsynligt blive organiseret omkring forskellige produktions-, forbrugs- og adfærdsmønstre. Som ved klimaændringerne er der brug for handling nu, og det er Kommissionen fuldt engageret i.

  Jean-Pierre Audy, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Fru formand, hr. rådsformand, kommissær Piebalgs, mine damer og herrer! Lad os være lidt fantasifulde. Alle de idéer, der går ud på at sætte en maksimumgrænse for momssatsen, herunder den, der er foreslået af Frankrigs præsident Sarkozy, er værd at overveje og bør undersøges, og jeg vil gerne fremsætte min egen idé.

Olie er et fossilt brændstof med en begrænset levetid, og høje oliepriser er en uigenkaldelig og langsigtet tendens. Det, der forårsager alle problemerne, ud over selve prisstigningen, er imidlertid den pludselige og dramatiske måde, hvorpå enorme udsving i den globale pris pr. tønde råolie påvirker vores økonomier. Jeg gad derfor vide, om ikke EU, uden at skjule de realiteter, der er forbundet med den aktuelle prisforhøjelse, kunne sikre prisstabilitet på årsbasis af hensyn til offentlige budgetdepartementer, herunder især dem, medlemsstaterne driver til deres skattesystemer, og dem, der er oprettet på kommunalt niveau, foruden selskaber og virksomheder, der er involveret i kontraktforhold baseret på prisen på olie, og, mere generelt, almindelige borgere, som skal opstille deres familiebudgetter. Det kunne gøre dem alle bedre forberedt på de væsentlige ændringer, der sker i energisektoren, uden at de lider under et dagligt pres på grund af pludselige udsving i oliepriserne, der opstår som følge af globale valutakurser, spekulation og euro/dollar-pariteten.

Det på denne baggrund, hr. Kommissær, jeg foreslår en undersøgelse af muligheden for at skabe et fællesskabsinstrument, hvis mål skal være at garantere prisen på en tønde råolie i overensstemmelse med den almindeligt anvendte budgetcyklus på ét år. Med et sådant instrument kunne man anvende den finansielle teknik med at købe og sælge optioner på verdensmarkedet, hvilket ville vise sig værdifuldt ved bekæmpelse af spekulation.

I 2005, da prisen var 50 dollars pr. tønde, bad jeg Dem om Deres mening om emnet, kommissær Piebalgs, og De svarede, at det var en interessant idé, i betragtning af at Kommissionen ikke havde magt til at kontrollere råoliepriserne, især fordi oliemarkedet jo er et globalt marked. Jeg er imidlertid nødt til at være insisterende på dette punkt, fordi der med et sådant fællesskabsinstrument, som på lang sigt ville fungere som et spil uden indsatser og på det nærmeste ikke kræve nogen finansiering over hovedet, som minimum ville blive garanteret en undersøgelse - og jeg gentager, at det ikke skal være et middel til at modsætte sig de frie markedslove, som vi er underkastet, men et middel til at kontrollere den pludselighed, hvormed vi får dem påtvunget, og reducere den virkning, stigende oliepriser har i hele priskæden inden for de berørte sektorer. Situationen i fiskeriet, som vi skal forhandle om om lidt, er et udmærket eksempel herpå.

  Hannes Swoboda, for PSE-Gruppen. - (DE) Fru formand! Personligt sætter jeg de to talere fra Rådet og Kommissionen meget højt. Blot tror jeg, at de forslag, som vi har hørt i dag og de sidste dage, kommer for sent og er for tamme. F.eks. forekommer ordet spekulation overhovedet ikke i Kommissionens papir. Ikke fordi det er hovedårsagen til prisstigningerne, men at offentliggøre et papir i dag uden at nævne dette fænomen får jo G8 til at fremstå mere fremskridtsorienteret end Kommissionen!

Hvad angår spørgsmålet om de store fortjenester, der naturligvis heller ikke behandles her, har jeg flere gange appelleret til Dem, hr. kommissær. Hvis der ikke findes nogen muligheder for beskatning, så kunne vi i det mindste via frivillige aftaler sørge for, at en del af disse store fortjenester går til energibesparelser, udvikling af alternative energiformer og forskning på samme måde, som det nu delvist diskuteres i Frankrig. Intet af dette har De talt om i dag, og intet gøres der.

Med hensyn til energibesparelser og forbrugerbeskyttelse er vi i princippet indforstået, blot har Kommissionens forslag været meget tamme. Det har i dag krævet dette parlament og denne vedtagelse i forbindelse med Morgan-betænkningen at udvide forbrugernes rettigheder massivt, netop hvad angår energibesparelser, smart meter osv. Nødvendigheden af de sociale foranstaltninger, som De foreslår, havde man allerede for længe siden klart kunnet påpege.

Vi har i dag diskuteret Irland. Noget, der foruroliger borgerne, er, at der intet kommer fra Bruxelles, der - hvis jeg må have lov til at udtrykke det enkelt - angår deres konkrete bekymringer, at de ikke modtager nogen signaler. Hvad enten det er de små og mellemstore fiskere, eller det angår de socialt svage forbrugere, så ønsker de at høre noget fra Bruxelles, der i det mindste hjælper dem til at klare sig i denne vanskelige situation. Her forventer vi klare signaler fra Kommissionen og Rådet, især i løbet de kommende dage.

  Marco Cappato, for ALDE-Gruppen. - (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg mener ikke, vi skal gå den vej, hr. Audy har foreslået. Jeg mener ikke, det er vores job at fastlægge foranstaltninger til kontrol af priser. Kommissæren har udstukket en kurs, som EU bør sætte sin energi ind på, nemlig vores udviklingsmodel, der omfatter vedvarende energi og, højst, et påtrængende behov for at gennemgå de fastsatte mål - 20 % for energi, 10 % for transport - for at gøre dem endnu mere ambitiøse og tackle dem inden for en endnu kortere tidshorisont.

Desværre er det, som det fremgår f.eks. af de politikker på gasområdet, vi har stemt om i dag, de nationale regeringer, der er imod en ægte konkurrencepolitik i EU og et mix af energikilder. Det er det, der er problemet. Problemet med spekulation skal naturligvis klares. I realiteten nægter de nationale regeringer her som i andre sammenhænge at afgive egentlig lovgivningsmæssig magt over de finansielle markeder til EU. Imidlertid bør vi ikke på nuværende tidspunkt bede EU om at finde smutveje til at udbedre den skade, nationale politikker har forvoldt. Vedvarende energi og langsigtet strategisk planlægning: Det er, hvad vi kræver, og hurtigere, end det oprindeligt var hensigten.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Fru formand! Jeg vil gerne foreslå tre foranstaltninger.

For det første: Beskat spekulation. Det er utroligt. Vi tynges af udgifter, mens de profitter, der skabes af Total, Eon, Exxon og spekulanter, aldrig har været større. Personligt ville jeg gerne se hr. Juncker, formanden for Økofin-Eurogruppen, omsætte ordene til handling. Vi kan meget let beskatte disse profitter på nationalt niveau og så koordinere det i hele EU, og det er denne indtægt, som vil beløbe sig til millioner af euro, der er det centrale i mit andet punkt.

For det andet: Hvert land skal bruge denne indtægt til at skabe en fond, hvorfra de, der kommer i svære vanskeligheder, kan få dækning, som f.eks. fiskere, lastbilchauffører og et stort antal husstande, som nu finder det svært at betale deres regninger. Ikke ved at subsidiere energi direkte, men ved at hjælpe dem, der er berørt, med at skaffe penge til at betale for den, og mere specifikt ved at forbinde det med energieffektivitet. Det er de mindre velstående i vores samfund, der ikke har penge til at købe køleskabe, der er mere energieffektive. Det er her, vi skal gribe ind.

For det tredje: Som politiske igangsættere er vi nødt til at være ærlige over for de mennesker, vi repræsenterer. Den nuværende krisesituation er ikke et mindre, politisk problem vedrørende olie. Det er en strukturel krise. Vi har en økonomisk model, der er udviklet til én milliard mennesker i middelklasserne i USA, Japan og Europa. Denne økonomiske model er nu ved at blive udvidet til at omfatte millioner af mennesker fra middelklasserne i Kina, Indien, Nigeria, Sydafrika, Mexico og Brasilien. Det iboende problem i modellen er, at den ikke omfatter ressourcer og miljøforurening. Derfor siger jeg til Dem, hr. kommissær, at vi er nødt til at være mere ambitiøse, hvad energieffektivitet angår, og det spørgsmål, jeg ønsker at stille Dem, er som følger: Bør Rådet ikke bede Kommissionen om til september at foreslå en hel pakke af tiltag, der skal udgøre et større EU-initiativ til investering i energieffektivitet?

  Gintaras Didžiokas, for UEN-Gruppen. - (LT) Fru formand! En EU-politik for beskatning af energiprodukter blev indført i 1993. Dengang var prisen på en tønde olie 16 amerikanske dollars. I dag, hvor olieprisen er nået op på 140 amerikanske dollars, rejser der sig det spørgsmål, om den nuværende EU-politik for beskatning af energiprodukter kan retfærdiggøres. Borgere og virksomheder i EU betaler langt mere for brændstof, end man gør i andre dele af verden.

Det forholder sig sådan, fordi de ud over moms betaler punktafgifter, og her kræver EU faktisk yderligere en forhøjelse. Vi står her over for et virkeligt paradoks: Jo dyrere brændstoffet bliver, jo flere penge tager regeringerne fra deres borgere. Den bølge af strejker, der er fejet hen over EU, er et klart udtryk for befolkningens stigende utilfredshed med situationen, hvor der ikke træffes nogen foranstaltninger på EU-plan. Det er et endog meget klart signal. Kan vi da undgå at bemærke det eller endda ignorere det?

Synes Kommissionen og Rådet ikke, det er på høje tid med en gennemgang af EU's politik for beskatning af energiprodukter, især med hensyn til punktafgifter, moms og importafgifter? Hvordan kan Kommissionen retfærdiggøre den strenge besked, den sender til folk, nemlig at de skal lære at leve med stadigt stigende brændstofpriser? Har Kommissionen overvejet den mulighed, at de stadigt stigende brændstofpriser kan risikere at underminere borgernes tillid til EU, fordi det ser ud til, at EU blander sig i deres regeringers forsøg på at træffe drastiske foranstaltninger? De fakta, der ligger til grund for undskyldningerne for at undlade eller ikke at ville gøre noget med hensyn til beskatning, er under al kritik.

Det synspunkt, at situationen ikke ville blive forbedret eller endog ville blive forværret, hvis afgifterne blev sænket, er ikke et holdbart argument. Globalt set bliver råolie og olieprodukter købt ikke kun af lande i Europa. Der findes ikke noget, der hedder olie til EU eller ikke til EU. Vi har globale oliepriser. Det forholder sig simpelthen sådan, at EU pålægger højere afgifter på olieprodukter, hvilket vejer tungt på dets borgeres skuldre. Importafgifter begrænser konkurrencen.

Måske ville ændringer i skattepolitikken ikke løse alle problemer, men de ville sætte os i stand til at reagere hurtigere på markedsudviklinger og gøre det lettere at overleve i hårde tider. Er det ikke vigtigt nok? Vi har uden tvivl brug for andre langsigtede tiltag, og jeg bifalder en indførelse af sådanne tiltag, blot har vi brug for afgørende handling. EU-borgerne har ikke brug for fine ord. Det, de har brug for, er de rigtige beslutninger, det gør det muligt at reagere hurtigt på ethvert problem, der måtte opstå. Skattepolitikken, især momspolitikken, er ikke noget, der er dumpet ned fra himlen. Det er nødvendigt at ændre den, når den ikke længere er i tråd med den aktuelle situation.

  Dimitrios Papadimoulis, for GUE/NGL-Gruppen. - (EL) Fru formand! Tilgiv mig, men Rådets og Kommissionens holdning var skuffende. Der var ikke andet end ord og ikke antydningen af konkrete tiltag. Vær derfor ikke overrasket over nejet ved folkeafstemningerne i Irland, Frankrig og Holland. Vær ikke overrasket over, at tusindvis af mennesker er oprørte i lande som f.eks. Belgien, hvor der ellers sjældent er demonstrationer.

Hverken rådsformanden eller kommissæren har nævnt profitmageri. Hvad skal vi gøre ved profitmageri? Hvorfor pålægger De ikke skatter? Hvorfor ikke foreslå en EU-koordineret national beskatning, hvor en del af indtægterne skal gå til at støtte vedvarende energikilder, ren energi og energibesparelsesprogrammer?

Desuden, mine damer og herrer i Kommissionen og Rådet, er stigningen i oliepriserne til gavn for statskasserne, fordi de skatter, medlemsstaterne inddriver, stiger tilsvarende. Således rammes de fattigste sociale lag hårdest af inflationen og de høje priser. Inflationen for de fattige er 40-50 % højere end det almindelige inflationsindeks. En del af medlemsstaternes øgede skatteindtægter bør derfor gives som direkte hjælp til de mest sårbare samfundslag. Vi skal handle og ikke bare svømme hen i retorik.

I Deres afsluttende indlæg forventer jeg, at De forklarer os, hvorfor De har været hurtige til at forkaste forslag, der er fremsat af højrefløjsregeringer som f.eks. hr. Sarkozys, men ikke været det, når forslagene har været fremsat af venstrefløjsregeringer. Mener De, at hr. Sarkozy i for høj grad er kommunist? Hvis der kommer noget godt ud af denne krise, hvor der spekuleres i fødevare- og oliepriser, er det, at den enøjede neoliberalismes dage er omme. Det venter vi på, at De også forstår.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Vi åbner dagens forhandling på grundlag af en meddelelse, der faktisk er et notat fra Kommissionen om en nødsituation. Dette notat er blevet ændret til en meddelelse som følge af den uro i den offentlige mening, der er opstået på baggrund af den virkelighed, europæerne skal leve med dag efter dag.

På G8 rejste man spørgsmålet om spekulation på oliemarkederne. Vi kender kun alt for godt sandheden i den situation, vi nu er konfronteret med, hvis vi virkelig ønsker at komme til bunds i den, og Claude Turmes berørte dette emne. Oliekrisen, som vi forhandler om, og som volder vores borgere så stor bekymring, er én af faktorerne, ét af tegnene på den anden globaliseringens tidsalder, vi nu er kommet ind i, en tidsalder, hvor de globale ubalancer, vi nu står med, har gjort os magtesløse ved at ryste systemet. Det første bevis på dét var den økonomiske krise i USA, som har bredt sig til vores egne markeder med bemærkelsesværdig hast, og som er fortsat med at få spekulationsboblen til at briste, så ejendomsmarkederne er hærget, hvorefter den er fortsat til varemarkedet, hvor den har indvirket på især oliepriserne og også fødevarepriserne. Den nuværende balance mellem udbud og efterspørgsel på dette specifikke marked gjorde så resten.

Stillet over for denne situation imødegik EU sidste år helt korrekt begivenhederne ved at udfærdige en strategi, som jeg vil beskrive som fire-20-strategien for 2020: 20 % mindre energiforbrug, 20 % mere energieffektivitet og 20 % mere vedvarende energi.

Som altid finder vi imidlertid de samme skavanker lige under overfladen. Ved etableringen af det indre marked glemmer vi, at hvis et sådant indre marked skal være acceptabelt, skal det også have en social dimension. Mens vi ønsker at skabe et indre, europæisk marked for varer og tjenesteydelser, glemmer vi, at vi måske burde tage hensyn til de sociale realiteter i medlemsstaterne. Når vi bestræber os på at give EU en egentlig langtidsstrategi på energiområdet, glemmer vi, at det vil koste noget i overgangsfasen, for nu at bruge en økonomisk term, og at vi, hvis vi bliver spurgt, hvilken slags forbruger der vil blive mest berørt, kan svare, at det vil være dem fra de mindre velbjergede dele af samfundet, dem, der er hårdest ramt af stigningen i brændstofpriserne.

Der er adskillige kategorier, der ofte nævnes i dag, de professioner, der er mest udsatte i kraft af deres daglige arbejdsliv, som f.eks. fiskere og fragtmænd, men bag dem er der også alle lavindkomsthusstandene, som er de første, der lider, hvad angår deres daglige budget, fordi disse familiers beboelses- og transportomkostninger påvirkes umiddelbart af stigningen i brændstofpriserne. Set i et proportionsmæssigt perspektiv påvirker situationen dem langt mere, end den påvirker lommerne hos de spekulanter, der indkasserer fortjenesten fra de forhøjede oliepriser.

  Jelko Kacin (ALDE). - (SL) Fru formand! De hastigt stigende brændstofomkostninger bremser transporten i Europa og i hele verden. Fragtmænd demonstrerer vredt, fiskere kræver kompensation, og transport bliver stadigt dyrere. Omkostningerne bremser bogstaveligt talt transporten af varer. Det mest horrible ved det er, at ved siden af disse priser er olieproduktionsomkostningerne faktisk minimale. Produktionsomkostningerne er bogstaveligt talt ubetydelige.

Den personlige transport er kernen i menneskers frie bevægelighed og en forudsætning for varers frie bevægelighed. Brændstofomkostningerne udgør en voldsom trussel for primært lufttransporten, der omkostningsmæssigt er mest sårbar. Det gælder især for lavprisselskaber, der har gjort det muligt for nye grupper borgere at opdage Europa og verden. Krisen for lavprisselskaberne, som måske rammer os til efteråret, vil ikke kun påvirke turismen, den vil påvirke luftfartsindustrien, finansverdenen og følgelig hele økonomien.

Under sådanne omstændigheder skal EU vise, at det er klar over udfordringerne, og at det tackler dem i praksis. Under disse forhold kan vi med tilstrækkeligt koordinerede tiltag højne EU-institutionernes anseelse og lægge en dæmper på situationen i markederne. I en tid med finansiel og økonomisk krise er der lejlighed for EU til at vise sig som en nyttig, nødvendig og effektiv ramme for vores økonomier, og især at EU-institutionerne er det rigtige og effektive redskab for vores økonomier.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Høje olie- og gaspriser er kommet for at blive, og jeg tvivler meget på, om vi nogensinde igen vil se priser meget under 80 amerikanske dollars pr. tønde. Vesten blev overrumplet og har undervurderet stigningen i det kinesiske og indiske forbrug, underinvesteringen i efterforsknings- og udvindingsteknologier, Saudi-Arabiens manglende evne - eller måske manglende vilje - til som svingproducent at dreje på sine haner, og de geopolitiske risici i lande som f.eks. Venezuela, Nigeria eller Irak.

Hvad er så løsningen, efter min mening? Vi skal selvfølgelig forbruge mindre, investere i vedvarende energi og nye teknologier som biler, der kører på hydrogenbrændstofceller, og se på, om biobrændstoffer samlet set er gode eller dårlige i relation til globale emissioner og fødevareinflation i udviklingslandene.

De medlemmer her i Parlamentet, især på venstrefløjen, som tror, det hele skyldes spekulation, tager fejl, eftersom man ikke kan oplagre fysisk olie i store mængder som spekulant og så hjemtage. Kun USA har kapacitet til at gøre dét.

Endelig bifalder jeg Italiens beslutning om at bygge en atomreaktor, hvilket jeg håber, andre EU-medlemsstater vil efterligne.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Fru formand! Vi vil være nødt til at finde os i, at oliepriserne forbliver høje på lang sigt. EU og medlemsstaterne skal forberede sig på alle eventualiteter. Som kommissær Piebalgs sagde, skal vi investere en hel del mere i udviklingen af miljøvenlige teknologier med lavt forbrug, i vedvarende energi og i etablering af biogasanlæg, sådan som det står i den betænkning, jeg forestod som ordfører. En fokuseret indsats for at spare energi er også vigtig, som f.eks. at forbedre isolering i private hjem. Vi har ingen magiske løsninger, og vi kan ikke tilbageholde energi på vores grænser. Samtidig skal vi imidlertid også finde løsninger på kort sigt. Jeg vil gerne bede Kommissionen om at tillade medlemsstaterne, herunder Ungarn, midlertidigt at sænke punktafgiften på diesel, for USA har en enorm konkurrencemæssig fordel, hvad det angår.

  Danutė Budreikaitė (ALDE). - (LT) Fru formand! En reel løsning på problemet kan utvivlsomt kun opnås med langsigtede tiltag. Nogle vil dog muligvis ikke overleve længe nok til at se resultaterne af disse tiltag. Hvad angår kortsigtede tiltag, har det eneste forslag været hjælp til fattige familier. Men hvis handelen går i stå og transportsystemet, fiskeriet, de små og mellemstore virksomheder og landbruget går fallit, vil kortsigtede tiltag blive nødvendige for en hel del mennesker.

Punktafgifter for brændstof, mineralolie, blev indført i 1992. I 2004 blev skat anvendt på hele energisystemet. Betyder det, at beskatning slet ingen indflydelse har? Beskatning betyder enormt meget, og efter min opfattelse er det meget vigtigt at reducere punktafgiften, indtil der er gennemført langsigtede tiltag.

Og endelig - hydrogen er ikke blevet nævnt som en ny (eller vedvarende) ressource. Kina og Canada er kendt for at bruge det som drivkraft i biler, og Japan bruger hydrogen til opvarmning af bygninger.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL). - (PT) Fru formand! I betragtning af de kraftigt stigende brændstofpriser, og når man betænker deres ødelæggende virkninger på mennesker og erhvervsliv, transport, fiskeri, landbrug og industri, må man ikke glemme, at de store olieselskaber har oplevet en massiv forøgelse af deres profitter, hovedsagelig som følge af prisspekulationer, der er baseret på spekulation i vurderingen af billigt opkøbte olielagre.

I lyset af disse begivenheder er der behov for tiltag til at bekæmpe denne skandaløse spekulation, særligt det forslag, vi har stillet om indførelse af en skat i hver medlemsstat, som kun skal gælde for de spekulationsgevinster, der stammer fra lagereffekten, og som vil omdanne disse til statsindtægter. Disse indtægter skal derefter fordeles blandt de økonomiske sektorer, der er mest berørt i hver medlemsstat.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! Europa og hele verden befinder sig nu i en situation, hvor oliepriserne kan afgøre ikke blot den økonomiske vækst, men også alvoren af den krise, der begynder at kunne mærkes på fødevaremarkedet og i fiskerisektoren. Sandsynligvis opstår der meget snart problemer i transportsektoren.

Hvilke handlinger kræves der? På lang sigt bør der udvikles en stabil og vidt forstået energipolitik. Emnet har ofte været drøftet i Unionen og her i Parlamentet. På kort sigt bør bistand målrettes specifikke sektorer. Som eksempel kan jeg nævne bistand målrettet landmænd, fiskere og fragtmænd. Bistanden bør stilles til rådighed allerede i andet halvår i år. Jeg skal understrege, at jeg refererer til en målrettet, specifik bistand på et specifikt tidspunkt af året. Der bør også tages skridt til at begrænse spekulationsmæssig og monopolagtig praksis.

Endelig bør vi erkende, at der er behov for en gennemgang af skattepolitikken, både på unionsniveau og i de enkelte medlemsstater.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Fru formand! Jeg vil gerne lykønske kommissæren med hans udtalelser, hvor han understreger vigtigheden af atomkraft og dennes absolutte gennemsigtighed.

Tallene bedrager ikke: Olie- og gaspriserne vil fortsætte med at stige. Det pres, der er skabt af verdens forbrug af energi, vil fortsat øges. Vores eget behov for energi vil fortsat udvikles, men samtidig kan vi alligevel ikke undlade at leve op til vores ansvar, især hvad angår det påtrængende behov for at nedbringe CO2-emissionerne.

Resultatet er, at atomkraft skal sættes på dagsordenen. Det kan vi ikke undgå. Vi kan ikke udelukke betydelige energikilder fra energimixet, især ikke, når en sådan er ren og sikker. Det er indlysende, at vi har brug for vedvarende energi, men det er ikke nok. Jo, vi har brug for energieffektivitet, men det er ikke nok. Jo, vi har brug for gode biobrændstoffer, men det er ikke nok.

Vi skal derfor træffe et valg: Enten er atomkraft noget skidt og skal forbydes, eller også, hvis den ikke forbydes, fordi den er sikker, og fordi teknologien og videnskaben har udviklet sig, skal alle have gavn af dens produktion.

Det, vi skal have, er visioner for fremtiden. Ellers bliver det bare værre og værre for til sidst at ende helt katastrofalt.

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE-DE). - (RO) Fru formand! Virkningerne af de stigende olie- og naturgaspriser kan allerede mærkes inden for alle økonomiske aktivitetsområder såvel som på det sociale område, og de vil toppe næste vinter. Det er med god grund, Kommissionen drøfter strukturelle løsninger for at spare energi og diversificere den. Ikke desto mindre har vi brug for grundlæggende ændringer i EU's økonomi. Faktisk drøfter vi en ny teknologisk struktur i EU's struktur, som skal opnås på mellemlang og lang sigt. På den baggrund mener jeg, at Kommissionen er nødt til at gennemgå den økonomiske prognose for 2007-2013 og tage den op til fornyet prøvelse for at øge indsatsen for nye teknologier og investeringer på energiområdet.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Fru formand! Jeg nævnte i mine indledende bemærkninger, at kompetente organer har konstateret, at årsagerne til de stigende oliepriser er af strukturel karakter. Det er et vigtigt resultat.

Under forhandlingen er den spekulationsmæssige indflydelse blevet nævnt flere gange. Jeg ønsker hverken at benægte eller bagatellisere den, men jeg vil gerne understrege, at spekulation i sig selv ikke fører til højere energipriser, medmindre strukturelle årsager tilsiger det. Og det gør de. Det kræver langsigtede foranstaltninger.

Den tid, hvor energi var billig, i det mindste den fra fossile kilder, er formentlig forbi i nogen tid, formentlig i lang tid. Det kræver på sin side, at EU handler langsigtet, hvilket jeg allerede har nævnt, og hvilket skal ske i to retninger. For det første skal energieffektiviteten øges, så vi på denne måde bl.a. kan reducere vores forbrug. Det vil også reducere afhængigheden i EU og i EU's økonomi af importeret energi fra fossile kilder. For det andet skal der ske en diversificering, herunder især et skridt i retning af vedvarende energikilder. Her er jeg enig med hr. Papadimoulis om, at der skal investeres mere i vedvarende energikilder, men de højere priser på fossile brændstoffer tilskynder netop nu til at øge disse investeringer. Hvis brændstofpriserne bliver billige igen, hvis vi gør dem billige via et eller andet kunstgreb, forringer vi motivationen til at finansiere og investere i vedvarende kilder.

Desuagtet at der er bred enighed om behovet for langsigtede foranstaltninger, må vi naturligvis ikke glemme de problemer, vi står over for på kort sigt. De er blevet nævnt, og jeg vil gerne gentage dem her. Høje energipriser er et særskilt problem for de fattigste lag i vores union, de er et særskilt problem for fiskerne - og en drøftelse heraf vil ske under det næste dagsordenspunkt - og de er et særskilt problem for fragtmænd. Her vil det naturligvis være fornuftigt at undersøge, overveje og vedtage passende foranstaltninger.

Blandt disse foranstaltninger vil vi naturligvis ikke udelukke en revision af skattebestemmelserne i EU. Jeg kan sige, at Rådet her vil give udtryk for sin forventning om snarest at modtage forslag fra Kommissionen om dette spørgsmål, beskatning af energiprodukter.

Lad mig afslutte med følgende tanke. Jeg synes, forhandlingen holdes på et yderst passende tidspunkt, dagen før starten på Rådsmødet, hvor et af hovedpunkterne til drøftelse bliver de høje oliepriser.

  Andris Piebalgs, kommissionsmedlem. - (EN) Fru formand! Det har været en fascinerende forhandling, og jeg er meget ked af, at tiden er gået så hurtigt.

Som det kræves i mit job, har jeg besøgt steder, hvor der produceres olie: Det Kaspiske Hav, Barentshavet, Saudi-Arabien. Jeg mener, vi begår en fejl ved at tro, at det er let at producere. Det koster milliarder og foregår i meget vanskelige omgivelser. Omkostninger overskrides, der sker skade på det lokale miljø, og folk er kede af mange projekter. Så det er meget klart, at når vi taler om oliespørgsmål, bør vi ikke lede efter de ansvarlige, men prøve at finde hensigtsmæssige svar og reaktioner i EU. Hvis vi mener, at den samme holdning ville være til gavn for alle, bør vi følge den.

Der er ingen magiske foranstaltninger. Energieffektivitet er den vigtigste foranstaltning. Uden den vil verden se meget højere priser. Det står meget klart.

(Udråb fra salen)

Jo, vi gør faktisk en hel del. Vedvarende energi og også alternative energikilder som atomkraft er vigtige også for at mildne problemets omfang. Investeringer i ny teknologi er nødvendige, og i sektorerne er det vigtigt at tackle de strukturelle tiltag, ikke kun subsidier: Subsidier betyder at tage fra én lomme for at putte dem i en anden lomme. Vedrørende aftenens forhandling om fiskeriet kunne jeg f.eks. spørge, hvorfor fiskere ikke kan lægge stigende brændstofpriser på prisen på fisk, for det er det grundlæggende spørgsmål: Hvad vil der ske, hvad forhindrer det? Det betyder, at vi bør tage fat på foranstaltninger i sektorerne.

På globalt plan synes jeg, det er meget klart, hvad vi forsøger at gøre, nemlig at forsøge at fjerne OPEC's politik med at skrue i for forsyningerne til markedet og med i mange tilfælde ikke at tillade vestlige selskaber at komme med teknologi og viden om det at producere olie og således skabe en bedre forsyningssituation. For de udviklede nationer bør vi føre an, hvad angår energieffektivitet, og mit forslag om et internationalt partnerskab er blevet vedtaget af G8. Men da alle forventede, at oliepriserne ville falde til 9 amerikanske dollars pr. tønde, kom verden for sent, og nu ved vi, at vi bør følge denne politik.

Med hensyn til forbrugerbeskyttelse mener jeg, at Kommissionen altid har været meget konsekvent på dette punkt. Jeg har en masse sager om overtrædelser og krænkelser, hvor lande ikke engang har oplyst Kommissionen, hvilket det ellers er deres pligt at gøre, om public-serviceforpligtelser, hvilket betyder, at retsdokumenter, der er vedtaget efter Kommissionens forslag, indeholder alle de nødvendige elementer, og at de bør gennemføres.

Jeg mener, at Kommissionens reaktion og Rådets reaktion er velovervejet og rigtig. Hvert område i markedet spiller sin rolle. Jeg ved, at ingen bryder sig om at forsvare spekulanter, men hvilken rolle spiller fremtidens marked? Den antyder, hvor prisen kunne bevæge sig hen, og gør, at der kan foretages investeringer. Jeg kunne måske sige: "Lad os beskatte alle højere" - vi kan lade skatten stige til 100 % for alle, men det vil betyde, at vi taber incitamentet til at investere. Lad os i stedet skabe et incitament til at investere, lad os sørge for, at der kan skabes positive måder at investere på. Så det er, hvad vi har brug for.

(Udråb fra salen)

Om det er selskaberne i Saudi-Arabien, Saudi Aramco, vi burde beskatte, eller Gazprom, så kan vi ikke beskatte dem, fordi de har en national skattelovgivning. Hvad angår europæiske selskaber, har vi i dag ingen selskaber med store kapitalvindinger på grund af olie og gas.

(Udråb fra salen)

De har også været nødt til at investere i andre projekter, og hvis De kender disse selskaber, bør De anføre dem. Hvis De kender disse selskaber, der fører så selv om et liv...

(Udråb fra salen)

E.ON arbejder ikke inden for olie. ENI arbejder inden for olie, men investerer milliarder i projekter, f.eks. vedrørende South Stream, projekter i Kashagan - de investerer milliarder - og Libyen. Hvert selskab har sin rolle på markedet.

Dette er en fantastisk forhandling. Jeg er glad for, at vi får mulighed for at komme tilbage til denne forhandling, for der findes ingen enkle svar. Men jeg mener, at vores forslag er velovervejet, og at det er det rigtige forslag.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ivo Belet (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Den høje oliepris går ud over os alle, men de mest sårbare befolkningsgrupper med lave indkomster rammes virkelig hårdt. Fra EU-topmødet i morgen skal der sendes et kraftigt signal om, at tiltag til gavn for de svageste i samfundet virkelig er berettigede og nødvendige.

En moms- eller punktafgiftsreduktion er ikke en umiddelbart indlysende løsning, hvilket er forståeligt, da det kunne tilskynde olieproducenter til at beregne sig endnu højere priser.

Men måske kan vi gøre det på en anden måde. Måske skulle vi overveje en afgiftsomlægning, så flybilletter specifikt gøres lidt dyrere (fra efteråret, f.eks.), ved hjælp af en afgift, og indtægterne derfra bruges til at reducere varmeregningerne for folk med lave og middelstore indkomster.

Eventuelle overskydende indtægter kunne bruges til at yde tilskud til isolering af boliger. Det er den billigste og mest effektive løsning, alt taget i betragtning.

At investere i vedvarende energi og energibesparelser er, hvad vi er nødt til at gøre, i hvert fald på mellemlang sigt. I mellemtiden skal vi imidlertid finde løsninger for dem, som kæmper for tilværelsen. EU kan ikke vende det døve øre til dem.

  James Nicholson (PPE-DE) , skriftlig. - (EN) Den nylige eksponentielle stigning i oliepriserne og de deraf følgende lammende brændstofpriser har en enormt negativ indvirkning på erhvervslivet og industrierne i hele EU. Situationen har naturligvis også alvorlige konsekvenser for den gennemsnitlige forbruger. Borgerne føler trykket under de stigende fødevare- og brændstofpriser og den forringede købekraft.

Jeg er enig med Kommissionen i, at vi skal tilstræbe at reducere vores forbrug og afhængighed af olie og koncentrere vores bestræbelser for at fremme energieffektivitet og udvikle vedvarende energikilder.

Imidlertid er det en langsigtet løsning. Her og nu skal der tages praktiske og håndgribelige skridt til at lette presset på grupper som f.eks. landmænd, fiskere og de medlemmer i samfundet, som er mest sårbare over for disse prisstigninger. Selv om kortsigtede tiltag som f.eks. skattelempelser ligger uden for EU's kompetenceområde, skal man se Unionen føre an og tilskynde de nationale regeringer til at gennemføre løsninger. Den nuværende situation er ikke holdbar, og der skal gøres en indsats for at tackle den.

12. Krisen i fiskerisektoren som følge af prisstigningen på dieselolie (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

- mundtlig forespørgsel af Philippe Morillon for Fiskeriudvalget til Rådet om krisen i fiskerisektoren som følge af prisstigningen på dieselolie (O-0063/2008 - B6-0162/2008) og

- mundtlig forespørgsel af Philippe Morillon for Fiskeriudvalget til Kommissionen om krisen i fiskerisektoren som følge af prisstigningen på dieselolie (O-0064/2008 - B6-0163/2008).

  Philippe Morillon, forespørger. - (FR) Fru formand! Jeg vil give kommissær Borg lidt tid til at sætte sig til rette i stolen. Dette mundtlige spørgsmål blev iværksat på baggrund af en enstemmig anmodning fra de grupper, der sidder i det udvalg, som jeg har den ære at være formand for, og det glæder mig, at det følger efter denne særdeles fremragende debat, hvor flere generelle spørgsmål er blevet behandlet.

Min far blev født for mere end et århundrede siden i en landsby nær Saint-Malo, som jeg fra mine unge dage husker som et sted, der var fuldt af liv, og som hovedsagelig levede af landbrug og fiskeri. I dag er denne landsby ved at dø af en cancer, der skyldes en spredning af døde celler i form af feriehuse samt det, at alle de aktiviteter gradvist forsvinder, som engang gjorde, at den kunne leve i mere end blot de seks uger om sommeren.

Dette er ikke et enkeltstående fænomen, men noget, man ser langs stort set hele Europas kystlinje, og denne situation har fået kommissær Borg, som jeg yder tribut til, til at foreslå den integrerede havpolitik, som skal sætte os i stand til at gendanne, bevare og genoplive de samfund, der eksisterer omkring Europas kyster. Selv om denne beslutning har betydet en omdannelse af DG FISH til DG MARE, så betyder det ikke nødvendigvis, at EU har lagt sig fast på at se en ende på de ressourcer, som vores fiskere er nødt til fortsat at udnytte i havene og oceanerne.

Hvorfor har EU kun to fælles politikker, dvs. den fælles landbrugspolitik og den fælles fiskeripolitik? Når man tænker over det, er svaret enkelt: Det er for at gøre det muligt for vores kontinent fortsat at skaffe sig tilstrækkelige mængder fødevarer ved at dyrke jorden og at fiske i havene. Det er derfor i disse sektorer, effekten af den massive stigning i oliepriserne formodentlig kunne få katastrofale følger, og dette gælder naturligvis især fiskeindustrien. Dette erhverv, som i forvejen er stærkt rystet af de indskrænkede ressourcer, er i dag væsentligt udryddelsestruet, hvilket forklarer - om end ikke undskylder - de voldelige udslag af fortvivlelse, som nogle af dets repræsentanter har tyet til og fortsat udøver visse steder.

Derfor er jeg glad for, hr. kommissær, at Deres eksekutivkomité nu har foreslået et antal foranstaltninger, som har til formål at komme de mest truede erhverv til omgående undsætning, herunder at bemyndige medlemsstaterne til at bevilge en særlig midlertidig fritagelse fra de indførte regler for gennemførelsen af Den Europæiske Fiskerifond i henhold til procedurer, som, hr. formand for Rådet, vil blive drøftet i Luxembourg den 24. juni ved det næste møde i Rådet (landbrug og fiskeri).

Lad os ikke glemme, at EU - og verden generelt - fortsat er nødt til at kunne benytte sig af havene og oceanerne til at skaffe sig de nødvendige fødevareressourcer. Det nytter ikke noget at bevare og beskytte fiskene, hvis der ikke længere er nogen fiskere til at fange dem. For mig at se retfærdiggør denne indlysende kendsgerning de udførlige forslag, som ikke blot vil virke på kort sigt, men også på mellemlangt og langt sigt; forslag, hr. kommissær, som vi arbejder sammen på i Fiskeriudvalget; forslag, som vil blive udarbejdet i nærmere detaljer til Dem af mine øvrige kolleger samt i det beslutningsforslag, der vil blive bragt til afstemning i morgen.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke det ærede medlem af Europa-Parlamentet, hr. Morillon, for hans spørgsmål på vegne af Fiskeriudvalget. Lad mig fra starten understrege, at det slovenske formandskab er klar over omfanget af problemet med stigende brændstofpriser og dets negative indflydelse på fiskeriet i EU.

Jeg kan oplyse Dem, at formanden for Rådet (landbrug og fiskeri), minister Iztok Jarc, i går mødtes med nogle af sine ministerkolleger i Venedig for at drøfte dette anliggende. Sammen debatterede og udarbejdede de nogle forslag til forbedring af den aktuelle vanskelige situation i EU's fiskerisektor, som vil blive drøftet i de kommende dage. Jeg vil imidlertid minde om, at denne situation ikke er afgrænset til fiskeindustrien. De høje brændstofpriser er ødelæggende for samtlige erhverv over hele linjen, herunder landbruget, transport- og fremstillingsindustrien.

Krisen har udløst en alvorlig situation i samtlige sektorer. Det er derfor et problem af horisontal art, som omfatter elementer, der berører konkurrencepolitik, statsstøtte og skatteforanstaltninger. Det er problemets alvor og dets negative påvirkning af EU's fiskerisektor, der har ansporet det slovenske formandskab til at sætte det på dagsordenen for Rådet (landbrug og fiskeri), som afholdes i starten af næste uge, som hr. Morillon allerede har nævnt.

Dette vil give ministrene mulighed for at fremlægge deres synspunkter på den aktuelle situation og at udveksle synspunkter vedrørende de mest hensigtsmæssige løsninger med kommissær Borg. Endvidere besluttede formandskabet at ændre temaet for fiskeridirektørernes uformelle møde, som afholdes i Slovenien i slutningen af denne måned, så fiskeridirektørerne også vil kunne drøfte dette brændende spørgsmål. Alt dette kommer, efter at Rådet for nylig på sine talrige møder i diverse formationer har behandlet problemet med stigende energipriser, som vi talte om under det sidste punkt på dagordenen.

Tillad mig at gøre nærmere rede for Økofin-Rådets konklusioner. Med hensyn til oliepriserne udtrykte Rådet bekymring omkring den fortsatte voldsomme stigning og diskuterede måder, hvorpå man kan imødegå de deraf følgende sociale og økonomiske konsekvenser. Rådet understregede behovet for at fremhjælpe energieffektivitet og alternative energikilder, øge oliemarkedernes gennemsigtighed, fremme konkurrencen på energimarkederne og styrke dialogen med de olieproducerende lande.

På det samme møde tilskyndede Rådet også Kommissionen til at se nærmere på de råvarerelaterede markeder og at overveje en politisk respons, der tager sigte på at begrænse prisudsvingene. Som formandskabet allerede har understreget under morgendebatten, vil dette problem også blive drøftet på Det Europæiske Råds møde, som begynder i morgen.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke formanden for Fiskeriudvalget, hr. Morillon, for hans spørgsmål, som giver mig lejlighed til at tale om brændstofkrisen.

Jeg vil gerne indlede med at sige, at det glæder mig at se det i forvejen rigtig gode forhold mellem Kommissionen og Europa-Parlamentets Fiskeriudvalg blive stærkere og stærkere.

For at tage fat på det specifikke spørgsmål er jeg klar over de vanskeligheder, fiskerisektoren gennemlever som følge af den kraftige stigning i prisen på brændstoffer. Denne stigning udgør en krise, som er strukturel og langvarig, og som antager en ganske særlig - jeg er endda fristet til at sige enestående - dimension med hensyn til fiskeriet. Lad mig fortælle hvorfor.

I mange år har EU-flåden befundet sig i en ond cirkel med overkapacitet, overfiskning og faldende rentabilitet. Samtidig har fiskerne ikke kunnet drage fordel af det reducerede udbud og de stigende detailpriser for fiskeprodukter. Som følge heraf er marginerne i mange segmenter papirtynde, hvilket gør sektoren mere sårbar end andre over for en drastisk stigning i omkostningerne, sådan som vi har set det med prisen på olie.

Kommissionen kan se, at der er et behov for en koordineret indsats på EU-plan, hvis en alvorlig krise for industrien skal afværges, og hvis det skal sikres, at vi ikke bare forskubber problemet, men tackler det direkte. Dette indebærer ikke kun, at der skabes mulighed for nødhjælp, men ligeledes at man forpligter sig til endelig at tage fat om det underliggende problem med overkapacitet, som undergraver alle vores forsøg på at skaffe sektoren et bæredygtig og rentabelt fodfæste igen.

Som hr. Morillon påpegede, godkendte kollegiet i går derfor i princippet indholdet af en nødpakke af foranstaltninger, der skal gøre noget ved den umiddelbare sociale og økonomiske modgang, som er udløst af den dramatiske stigning i prisen på olie, samtidig med at der gøres noget ved den europæiske fiskerflådes underliggende strukturelle problemer. Efter min opfattelse er det væsentligt at rette hjælpen mod de fiskerflåder, der er mest brændstofafhængige og derfor påvirkes mest af den nuværende overkapacitet.

Vi foreslår derfor, at medlemsstaterne kan etablere flådetilpasningsordninger, som ophæver begrænsningerne af adgangen til præmier for permanent ophør - dvs. ophugning. Der vil blive givet yderligere støtte til midlertidigt ophør til fartøjer, der er omfattet af disse flådetilpasningsordninger, samt støtte til delvis udtagning til erhvervsdrivende, der udskifter deres større, ældre fartøjer med mindre, mere energieffektive fartøjer. Der vil ligeledes være bestemmelser, der tillader midlertidig nedsættelse af medarbejdernes bidrag til sociale sikringsordninger.

Helt konkret vil alle fartøjer kunne få støtte til midlertidigt ophør i op til tre måneder i resten af 2008, på betingelse af at de pågældende fartøjer omfattes af en omstruktureringsplan. En sådan støtte vil blive skræddersyet for at sikre, at den i videst muligt omfang fremmer bestandsgenopretningen og/eller afsætningsvilkårene.

På basis af yderligere økonomiske analyser vil man endvidere overveje mulige ændringer af de minimis-ordningen for fiskeriet, så loftet på 30.000 euro for tre år kommer til at gælde pr. fartøj i stedet for pr. virksomhed - dog med et samlet loft på 100.000 euro pr. virksomhed.

Der påtænkes ligeledes en række specifikke initiativer, der skal øge værdien af fisk ved det første salg, og Kommissionen planlægger at afsætte yderligere 20-25 millioner euro fra FFP-budgettet til finansiering af ad hoc-projekter på dette område som tillæg til de midler, der findes under EFF. Der er planlagt yderligere foranstaltninger, som skal fremhjælpe omlægningen til energibesparende teknologier, afbøde krisens samfundsøkonomiske konsekvenser og lette omprogrammeringen og udbetalingen af EFF-midler.

Ovenstående foranstaltninger vil bestå af midlertidige fravigelser af Den Europæiske Fiskerifonds regler med henblik på at understøtte en hurtigere tilpasning af EU-flåden til den nuværende situation og yde midlertidig hjælp i overgangsfasen.

Jeg vil præsentere denne pakke på Rådet (fiskeri) i Luxembourg den 24. juni med sigte på at vedtage et formelt forslag om dette emne allerede i juli. I betragtning af den usædvanlige situation, fiskerisektoren befinder sig i, stoler jeg på, at jeg kan regne med såvel Rådets som Parlamentets støtte til at vedtage de nævnte foranstaltninger så hurtigt som muligt.

  Carmen Fraga Estévez, for PPE-DE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! PPE-DE-Gruppen har taget initiativ til denne forhandling, idet vi ikke mente, at vores institution kunne blive ved med at forholde sig ligegyldig til den alvorlige krise.

Jeg synes, at vi har haft ret, efter som Kommissionen i går, for første gang, bebudede en række foranstaltninger, som Europa-Parlamentet har bedt om i flere år, og hvoraf nogle er fuldstændigt sammenfaldende med de foranstaltninger, der foreslås i den fælles beslutning.

Som vi anfører i beslutningen, er dieselolien steget med mere end 300 % for fiskerne i de sidste fem år og mere end 38 % siden januar, mens priserne er på samme niveau som for 20 år siden, i nogle tilfælde med fald på op til 25 % på grund af den massive import, i mange tilfælde af fisk, der stammer fra ulovligt fiskeri.

Min gruppe har påpeget, at der ikke er noget erhverv, der kan overleve på disse betingelser, og derfor har den ønsket i dag at samle alle, inklusive Rådet og Kommissionen, så de kan informere os om sagen, og så vi kan drøfte pakken af foranstaltninger.

Vi glæder os især over, at der blandt foranstaltningerne nu endelig findes en stigning i de minimis-støtten til 100.000 euro, selv om vi ville have foretrukket, at de blev givet pr. fartøj og ikke pr. virksomhed, hvilket Parlamentet havde bedt om, og hvilket vi gav udtryk for i den fælles beslutning.

Vi er meget enige i reduktionen af de sociale bidrag, med den bebudede smidiggørelse af Den Europæiske Fiskerifond (EEP), så alle de, der ønsker det, kan vælge en omlægning af virksomhederne eller en udskiftning af motorerne med andre, der er mere effektive, eller den ekstra støtte, som De har nævnt, i tilfælde af et midlertidigt fiskeristop.

Vi synes dog, hr. kommissær, at der er en anden række af foranstaltninger, som havde fortjent samme vægt og samme udviklingsniveau, som dem, der er rettet mod en omlægning af sektoren, og jeg tænker på markedsforanstaltningerne, f.eks. reformen af den fælles markedsordning, så fiskerne kommer til at spille en større rolle i forbindelse med prisdannelsen, eller konkrete foranstaltninger om mærkningen, og især foranstaltninger, der viser en klar vilje fra Rådets og Kommissionens side til at bekæmpe det ulovlige fiskeri.

Vi glæder os derfor over disse foranstaltninger, der går i den rigtige retning, men vi er nødt til at spørge os selv, om man ikke havde kunnet undgå, at sektoren var kommet i denne alvorlige knibe, hvis man havde reageret tidligere.

  Rosa Miguélez Ramos, for PSE-Gruppen. - (ES) Hr. formand! Jeg glæder mig også over og byder de foranstaltninger, som Kommissionen har bebudet, velkommen, og i nogle tilfælde synes jeg endda, at de går længere end det, Europa-Parlamentet beder om i sit forslag til beslutning. Den kendsgerning, at plenarforsamlingen, der er så bebyrdet med sager, har fundet et hul til at drøfte dette spørgsmål, viser, hvor stor betydning vi tillægger det.

I disse så ustabile tider mener jeg, at europæerne burde håndtere denne krise i fællesskab via en effektiv og velafbalanceret mekanisme, så som den meget efterspurgte smidiggørelse af Den Europæiske Fiskerifond (EEP), hvilket ville gøre det muligt at vedtage hasteforanstaltninger på EU-plan.

Nationale løsninger som dem, der er foreslået af nogle medlemsstater, ville kun bidrage til at skabe større ulighed.

Vi håber, hr. kommissær, at Kommissionen på ministerrådsmødet næste mandag er i stand til at være endnu mere konkret og aftale med Ministerrådet, hvordan denne EEP kan anvendes til at støtte de mest berørte dele af flåden.

Derudover ser der også ud til at være et presserende behov for én gang for alle at undersøge prisdannelsesmekanismen nærmere.

  Elspeth Attwooll, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Vi er nødt til at fremhæve, at en meget stor del af vores fiskere driver små virksomheder. De har en begrænset ret til at fiske. For at udøve denne ret skal de investere i fartøjer, fiskeudstyr og sikkerhedsudstyr. Dette kan indebære tilbagebetaling af ganske betydelige lån. De skal ligeledes betale for licenser og i visse tilfælde også for kvoter. Derpå pådrager de sig væsentlige driftsomkostninger, som f.eks. til arbejdskraft, reparationer og naturligvis brændstof.

Reglerne om kvoter og havdage kan gøre det nødvendigt for dem at tilbagelægge store afstande for at opnå en afsættelig fangst. Navnlig når vejret er dårligt, kan dette mislykkes for dem. Når det lykkes, har de stadig ingen indflydelse på prisen på de fangede fisk. De er i de fleste tilfælde afhængige af, hvad fangsten kan indbringe på auktion. Så de har simpelthen ikke mulighed for at kompensere for stigende omkostninger.

Beslutningen angiver diverse praktiske hjælpemuligheder. Det kan være gennem de minimis-reglen og en opjustering heraf. Jeg vil opfordre alle medlemsstater til at benytte sig af de muligheder, som denne regel medfører, så der opretholdes lige konkurrencevilkår.

Det er ligeledes bydende nødvendigt med tiltag til begrænsning af IUU-fiskeriet, ikke blot for at hjælpe med at opretholde prisen på lovligt fangede fisk, men for at bevare bestanden. Det samme gælder forbedring af mærkningskravene. Andre foreslåede foranstaltninger, herunder omstrukturering - og mere til - til energieffektivitet og alternative energikilder, er ligeledes til for miljøets skyld. Ved at vedtage dem kan vi gavne vores hårdt trængte fiskere og vores truede jord på samme tid.

  Marie-Hélène Aubert, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, fru kommissær! Som De har fortalt, er denne strukturelle krise både dyb og vedvarende. Derfor kræver den løsninger, der ligeledes varer ved, ikke kun i fiskeindustrien, men i samtlige berørte sektorer.

Det skal ligeledes siges, at den aktuelle krise netop er resultatet af, at man i årevis har været blind over for fiskerisektorens afhængighed af brændstof - oven i købet billigt brændstof - og at man hovedkulds har styrtet sig ud i en form for våbenkapløb med stadig kraftigere fartøjer, der kan gå længere og længere ud og lande større og større mængder fisk. Disse problemer er også nogle, vi er nødt til at tage fat om.

Problemet med den dyre brændselsolie kan ikke adskilles fra alle de andre spørgsmål, der påvirker fiskerisektoren - forvaltning af fiskebestande, prispolitikker, verdenshandel, kontrollen med ulovligt fiskeri - og det er svært at tage hånd om dette problem uden også at tage hånd om de andre problemer.

De subsidier og den støtte, som Kommissionen foreslår at stille til rådighed, og som for mig ser ud til at gå i den rigtige retning, vil kun være acceptable - især hvad angår offentligheden - hvis de er betinget af en indgående omlægning af fiskeripolitikkerne og fiskeripraksissen. For vores vedkommende beklager vi, at den fælles kompromisbeslutning faktisk ikke fastsætter betingelser for den støtte og de subsidier, der kan ydes for denne omlægning, samt for forpligtelsen til at standse flådens overkapacitet og fremrykke en bedre forvaltning af fiskebestandene og bedre beskyttelse af de marine økosystemer. Dette er vel at mærke netop den betingelse, som fiskeriets økonomiske og sociale levedygtighed afhænger af. Endelig så vi gerne medlemsstaterne påtage sig det fulde ansvar for deres egne fiskere og stoppe den demagogiske praksis med at love penge væk, som de ikke har, uden at fremsætte nogen bæredygtige politikker for fiskeindustrien.

  Pedro Guerreiro, for GUE/NGL-Gruppen. - (PT) Hr. formand! Vi har denne debat, fordi fiskerne, herunder de portugisiske fiskere, har mobiliseret sig og forlangt foranstaltninger, som blev foreslået for nogen tid siden, som reaktion på den stigende pris på brændstof, både benzin og diesel, og på den samfundsøkonomiske krise i sektoren i lyset af den ligegyldige holdning, som navnlig EU udviser.

Vores gruppe har indbragt sit eget forslag til en beslutning, hvori vi angiver vores forslag - heraf nogle, der tidligere er godkendt af Europa-Parlamentet - og fremsætter nye foranstaltninger, som skal imødekomme sektorens behov.

Disse foranstaltninger vil yde støtte til benzindrevne fartøjer i lighed med den, der gives til diesel, fastsætte et maksimumprisniveau eller en ekstra rabat på brændstof, helt konkret 40 eurocent pr. liter, øge priserne ved det første salg, uden at det påvirker priserne for slutforbrugeren, sikre, at produktionsomkostningerne er en af de variabler, der tages højde for ved fastsættelsen af de vejledende priser, samt sikre besætningerne en rimelig indkomst.

Der er brug for beslutninger som reaktion på den stigende brændstofpris og prisdannelsesprocessen for fisk ved det første salg. Disse er de to centrale hovedfaktorer i den tiltagende krise i sektoren.

  Jeffrey Titford, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! De massive stigninger i prisen på brændselsolie, som vi taler om i dag, kan for mange britiske fiskere meget vel være dråben, som får bægeret til at flyde over. De er allerede slidt ned af de endeløse forordninger og kvotenedskæringer, der spys ud fra denne institution og tvinger deres erhverv i knæ.

Nu står de i den uacceptable situation, at de ikke kan stå til søs for at fange de ringe mængder fisk, de endnu har lov til at lande, fordi brændstofomkostningerne gør det urentabelt, før de starter. Den britiske regering har i mange år ladt dem i stikken og har nu gjort det igen med hensyn til brændstofsubsidier, som kunne hjælpe dem igennem den aktuelle krise.

Nogle af fiskerne i mit område er blevet tvunget til at søge en juridisk vurdering af deres situation, fordi det ifølge FFP er meningen, at de skal garanteres en levevej som fiskere.

UK Independence Party mener, at FFP er en ren og skær katastrofe, som Storbritannien bør trække sig ud af for at genvinde kontrollen over sit eget farvand, mens der stadig er nogle fiskere tilbage.

  Struan Stevenson (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg er meget glad for, at kommissæren i dag har taget fat på den endnu mere omfattende krise i denne sektor, som er blevet forværret af den drastiske stigning i udgifterne til diesel. Som hr. Titford lige sagde - og jeg er sjældent enig med ham, men det er jeg i dette tilfælde - følger de enorme brændstofpriser i nogle fiskenationer i kølvandet på svindende kvoter og faldende priser på fisk. Situationen er så kritisk, at nogle besætninger i Det Forenede Kongerige nu tjener mindre end 100 engelske pund om ugen, hvilket får hundredvis af dem til at forlade erhvervet nøjagtig på det tidspunkt, hvor vi har brug for, at unge rekrutter går ind i erhvervet. Som alle her i Parlamentet ved, har mange fartøjer ikke længere råd til at stå til søs. De mister penge, hver gang de tager ud. Vrede fiskere blokerer havnene, og strejkende lastvognschauffører nægter at transportere gods, og det betyder, at der bliver skabt kaos på markederne for fisk på den mest produktive tid på året.

Men jeg er stærkt opmuntret af de bestemmelser og forslag, som kommissær Borg har løftet sløret for her i eftermiddag. De medlemsstater, der indsender forslag om flådetilpasningsordninger eller om fuldstændig omstrukturering af deres fiskerisektor, kan få støtte fra Den Europæiske Fiskerifond, og denne vil gå langt for at lette den akutte krise, som påvirker sektoren i øjeblikket.

Jeg skammer mig voldsomt over, at den britiske regering nægter at tage imod denne støtte - at man nægter at søge om denne medfinansierede støtte. Det er frygteligt, hvis vores fiskere skal ende med at fiske i de samme farvande og efter de samme arter som fiskere fra andre tilstødende lande, som får denne støtte. Det forvrænger markedet yderligere.

Så vi er nødt til at støtte oprettelsen af en mindre, mere brændstofeffektiv flåde, der er afpasset bedre med fiskemulighederne. Det tror jeg, Kommissionens forslag vil kunne opnå.

  Paulo Casaca (PSE). - (PT) Hr. formand! Jeg mener, at vi i denne krise er nødt til at forstå, at stigningen i brændstofpriserne er katalysatoren for en situation, der i forvejen langtfra var sund, og som i forvejen gav anledning til store bekymringer.

Det er ligeledes - hvilket jeg synes skal understreges - en krise af europæiske dimensioner, så at forsøge at gribe ind over for dette på nationalt plan er ikke det rigtige at gøre.

For det tredje vil jeg gratulere kommissæren og Kommissionen med den plan, der netop er blevet præsenteret. Det er efter min opfattelse nogle hensigtsmæssige foranstaltninger, selv om de måske ikke rækker langt nok, men de vil bidrage til at løse problemet ved roden og i de strukturelle faktorer, der forårsager problemet.

Jeg håber, vi kan fortsætte ad denne vej, som jeg føler er den rette.

  Jacky Hénin (GUE/NGL). - (FR) Hr. formand! Hver fiskerihavn i EU beder indtrængende om to ting: brændselsolie til en fælleseuropæisk standardpris på 40 eurocents pr. liter og en fælles kvoteforvaltning.

Disse rimelige krav er afgørende for fiskeindustrien og for de arbejdspladser, som den skaber. Den enorme stigning i oliepriserne og bevarelsen af fiskebestandene er reelle problemer. Det frie marked viser sig at være ude af stand til at kontrollere virkningen af de stigende brændstofpriser. Olieselskaberne, som svulmer af overskud, reagerer ved at spekulere i den øgede efterspørgsel efter deres produkter i ulandene i håbet om at sprænge banken. Ved at sænke den konstant stigende afgift på brændstof og beskatte olieselskabernes kolossale overskud kunne vi nemt indfri fiskernes behov, uden at det var nødvendigt med subsidier, især dem, der udbetales helt vilkårligt.

Hvad mere er, fiskerne vil ikke længere godtage at blive behandlet som havets forbrydere af en Kommission, der dækker over de virkelige skurke, som er bekvemmelighedsflagene og fiskeindustriens karteller. Det ligger ingen mere på sinde at bevare fiskebestandene end fiskerne. Systemet må reformeres fuldstændigt, og Kommissionen burde arbejde på demokratisk vis med fagfolk fra fiskeindustrien i stedet for at indføre et diktatur på basis af deres pseudoeksperters styre.

  Ioannis Gklavakis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg hilser kommissæren og formanden for Rådet velkommen.

I de sidste fem år har fiskeriet lidt under følgerne af de stigende brændstofpriser. Siden 2004 er prisen på brændstof steget med 240 %. Kommissionen og Europa-Parlamentet træffer forholdsregler, der skal overvinde problemerne, men indtil videre er situationen ikke blevet bedre. Den er tværtimod blevet værre.

Siden starten af 2008 har vi set en stigning på 40 % i regionen. Mange fiskere - franske, italienske, portugisiske, græske og spanske - er begyndt at oplægge deres fartøjer. Hvordan kan det være? Det er, fordi omkostningerne ved at fiske er højere end den pris, de får for deres fisk.

Jeg er dybt bekymret, for jeg frygter, at en særdeles prægtig social gruppe vil gå til grunde. Den holder traditionerne i hævd, og det er vores fiskere, jeg taler om. Vi må og skal redde dem fra den forestående katastrofe. Jeg støtter tilbuddet om at intensivere alle de foranstaltninger, mine kolleger har foreslået, til at bekæmpe ulovligt fiskeri og de dermed forbundne problemer. Jeg vil imidlertid gerne tilføje et meget vigtigt argument. Den Europæiske Fiskerifond skal aktiveres, så ressourcerne er sikret, og med disse penge vil vi hjælpe vores fiskere til at overleve. Ellers kommer vi til at stå over for noget af en krise.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). - (EL) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I kølvandet på de løbske stigninger i brændstofpriserne følger et stigende antal højrøstede protester og symptomer på fortvivlelse hos fiskerne i mange medlemsstater. Vi kan ikke blive ved med passivt at iagttage disse voldsomme protester. Det er væsentligt, at EU bør træffe omgående foranstaltninger for at yde hjælp til dem, der driver dette erhverv. De lider nød og har ingen andre muligheder eller midler til at klare situationen.

Hvis EU ikke sørger for omgående løsninger, får vi et politisk problem med hensyn til Unionens effektivitet, når det handler om at håndtere nødsituationer som den, vi oplever nu. Denne flytten rundt med ansvaret fra Kommissionen til medlemsstaterne og tilbage igen må definitivt høre op. Der er i hvert fald nogen, der må tage ansvaret og initiativet, og i henhold til vores europæiske vision er dette EU's opgave. Europæiske politikker, hr. kommissær! Jeg tror, Deres forslag er et skridt i den rigtige retning.

  Cornelis Visser (PPE-DE). - (NL) Hr. formand! Fiskeindustrien har store problemer på grund af de høje brændstofomkostninger. Alene i 2008 er prisen på diesel steget med over 38 %. Der er i øjeblikket ingen tegn på, at prisstigningen vil høre op. I mit land, Nederlandene, er ca. 15 fartøjer fra trawlerflåden blevet lagt op, fordi hver fangstrejse giver tab. Det er dog ikke kun den drastiske stigning i priserne, der er skyld i den dramatiske situation. Indførslen af store mængder fisk til lave priser fra lande uden for EU bærer en del af skylden for denne situation. Store mængder gulhalet ising og japansk flynder importeres til Nederlandene og sælges ind imellem som søtunge og rødspætte. Dette sætter dem i unfair konkurrence med de søtunger og rødspætter, der fanges af nederlandske fiskere. Der burde føres mere kontrol med brugen af navnene på disse fiskearter.

Den nederlandske fiskerflåde skal også gennemgå en overgang. De eksisterende fartøjer er for store og for afhængige af fossile brændstoffer. Faktisk burde alle fartøjer udskiftes med mindre universalfartøjer, hvor der anvendes bæredygtige fiskemetoder.

Desværre har Kommissionen kun udstedt midlertidige tilladelser til fem fartøjer, hvor den elektriske pulskormetode anvendes til søtungefiskeri. Vi så gerne, at vi fik flere.

Sektoren har brug for finansielle ressourcer, hvis den skal overleve, og dette skal der arbejdes på på kort sigt. Jeg er glad for kommissærens forslag. Måske ligger der også muligheder i CO2-besparelserne i fiskeindustrien. Det ville være godt at undersøge dette endnu en gang. Den nederlandske fiskerflåde er ansvarlig for ca. 1 % af de samlede CO2-emissioner. Dette vil vi nedbringe med 20 %. Hvis man ser på CO2-prisen, som er 25 euro pr. ton, så er der muligheder her. I hvert fald når man tænker på, at den pågældende flåde vil forsvinde med en omstrukturering, og at dette vil give en fuldstændig reduktion af CO2-emissionerne. Vi kunne kalkulere ud fra en afskrivningsperiode på syv år. Jeg håber, at Kommissionen vil gå videre med disse forslag. Parlamentet vil helt sikkert støtte dem, men måske kan De også bruge dette til noget.

  Avril Doyle (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Den fælles fiskeripolitik har slået gruelig fejl og har medvirket til det bratte fald i Europas fiskebestande. Den er ikke formålstjenlig.

Den nylige stigning i priserne på skibsbrændstoffer - en stigning på over 240 % i forhold til niveauet i 2004 og ifølge Kommissionen over 30 % inden for de seneste måneder - har kun skærpet den i forvejen veldokumenterede ødelæggelse af vores fiskeri og fiskeindustrien i Europa.

Skønt vi alle er enige om, at der må træffes visse akutte kortsigtede foranstaltninger på EU-plan og i medlemsstaterne for at afhjælpe den vanskelige situation, som fiskerne, skipperne og deres besætninger befinder sig i - såsom et passende statsstøtteniveau, en eventuel nedsættelse af afgiften på brændstof over en vis pris, finansiel støtte til oplægning og større kontrol med importerede fisk fanget ved ulovligt fiskeri, for blot at nævne nogle få muligheder - må vi som politiske beslutningstagere også se fremad. Tiden er inde til, at vi påtænker nye muligheder i en eventuel mellem- og langsigtet omstruktureringsplan såvel som de nødvendige tilskud til udtagning, så flådekapaciteten afpasses med de eksisterende ressourcer.

Hvad med en markedsbaseret tilgang med et system med kvoter, som kan købes og sælges, i stedet for at fortsætte praksissen med arrogant regulering, som på en gang har decimeret fiskeindustrien og fremskyndet den alvorlige nedgang i fiskebestandene? Den nuværende FFP tilskynder på urimelig vis til en umoralsk og uholdbar praksis med udsmid af utilsigtet bifangst og ungfisk, fordi det er ulovligt at lande dem. Dette diskuterede vi for nylig i betænkningen af Schlyter. Dette problem vanskeliggøres yderligere af ulovlig import og urapporteret og ureguleret fiskeri, som blev diskuteret under den sidste mødeperiode.

Ifølge nogle eksperter, som f.eks. Thorvaldur Gylfason, professor i økonomi ved University of Iceland, kunne en gebyrbaseret handelspolitik fastsat af en uafhængig myndighed gøre hvert eneste kilo bæredygtig fisk værdifuldt, så der ikke ville være noget incitament til at smide fisk ud eller lande dem ulovligt. Ville Kommissionen og Rådet ikke give mig ret i, at et system med kvoter, som kan købes og sælges, som er præget af økonomisk og miljømæssigt rationale med en økosystembaseret forvaltning, på den ene side vil kunne bevare værdifulde marine ressourcer til nuværende og fremtidige generationer, mens det på den anden side giver lindring til de produktive og effektive fiskere, som lige nu skriger på reform?

Jo, vi har brug for kortsigtede nødforanstaltninger til den nuværende skibsbrændstofkrise, tillige med en mellem- og langsigtet omstrukturering, som er præget af miljømæssigt og økonomisk rationale, i stedet for at gøre vores mest produktive og effektive fiskere til forbrydere, fiskere, der - som en talsmand for de irske fiskere sagde - ligger vågne og spekulerer på, om det bliver båden eller huset, der ryger først.

  Daniel Varela Suanzes-Carpegna (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! På foranledning af min gruppe og med opbakning fra alle drøfter vi fiskerisektorens alvorlige situation, og det gør vi ydermere uafhængigt af den generelle oliekrise, for selv om prisen på dieselolie har forværret krisen, er det ikke dråben, der har fået bægeret til at flyde over.

Krisen er mere dybtgående og kræver øjeblikkelig handling. For at redde sektoren bør Kommissionen, Rådet og medlemsstaterne efter fælles aftale vedtage et program, der opfylder de 10 bud, som jeg udleder af denne forhandling.

Det drejer sig om følgende: Det første bud, mere kontrol med de ulovlige indførsler, det andet bud, mere kontrol med de lovlige indførsler, det tredje bud, en reform af den fælles markedsordning for at hæve priserne til fiskerne ved første salg, det fjerde bud, omlægning af støtten fra Den Europæiske Fiskerifond, det femte bud, omprogrammering af de statslige operationelle programmer, det sjette bud, betale og øge de minimis-støtten pr. skib - Kommissionen ser heldigvis ud til at have forstået det, men det er nødvendigt at forbedre forslaget, for det går stadig ikke helt, som vi ønsker det, det syvende bud, vedtagelse af fiskal støtte, det ottende bud, vedtagelse af social bistand, det niende bud, mere gennemsigtighed og forbrugergarantier, mærkning og sporbarhed, og det tiende bud, forbrugsfremmende kampagner og støtte til erhvervet.

Disse 10 bud kan opsummeres til to, nemlig at betale og støtte vores fiskere og straffe lovovertræderne.

Hr. kommissær, hr. rådsformand, enten gør vi dette, eller også ødelægger vi bogstaveligt talt fiskerierhvervet i EU. Jeg ved godt, at kommissær Borg er bevidst herom og gør, hvad han kan, men jeg synes, at vi bør medvirke til at forbedre forslaget. Det håber jeg også, at Rådet vil gøre i næste uge, og lad os benytte os af det franske formandskab, som står i spidsen for denne reform, til at gennemføre det.

Lad os benytte os af mulighederne, for tiden er knap.

  Duarte Freitas (PPE-DE). - (PT) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Fiskeriets fremtid står over for to trusler: for det første ressourcernes bæredygtighed og for det andet fiskernes overlevelse. Vi er derfor nødt til at garantere fremtiden på to måder: for det første ved at begrænse fiskeriet og for det andet ved at hjælpe fiskerne til at overleve og fiske bedre.

Det lader til, at Kommissionen endelig er opmærksom på disse problemer, og at nogle regeringer, såsom den portugisiske regering, som havde ignoreret dette anliggende fuldstændigt, er begyndt at få øjnene op for katastrofen.

Det bør ligeledes bemærkes, at fiskerflåden i nogle lande, såsom Portugal, for 85 % vedkommende består af små fartøjer, og at næsten halvdelen af disse fartøjer er benzindrevne. Dette forhold skal der således også tages højde for, og der må defineres foranstaltninger, som kan finde anvendelse på alle, så regeringerne ikke har nogen undskyldning.

Vi bør ligeledes overveje at tildele dette område en del af den støtte, der findes til handelsflåden, som f.eks. med hensyn til integrerede bidrag til sociale sikringsordninger. Dette fordi de strukturelle foranstaltninger ikke vil være til nogen nytte eller have nogen fremtid, hvis ikke vi sikrer, at fiskerne også er her i morgen. Det er det, der står på spil.

  Chris Davies (ALDE). - (EN) Hr. formand! Stigningen i oliepriserne påvirker alle. Så hvorfor fremhæves fiskerisektoren som en, der skal have særbehandling? Hvorfor subsidierer vi ikke bare alle?

Lokale kystfiskere vil lide mindst under denne prisstigning, mens fjernfiskerne vil lide mest. Det er folk, der har kæmpemæssige fartøjer, sejler langt og beskæftiger relativt få personer, men som støvsuger fiskene op i enorme mængder og dermed frembringer masseudryddelsen af fiskene i havet.

Vores respons på stigningen i brændstofpriserne bør være at frigøre markedet og lade princippet om udbud og efterspørgsel råde. Det allersidste, vi bør gøre, er at give subsidier, som vil medvirke til at udrydde fiskene - det er en vanvittig politik. Når alle fiskene er væk, bør vi huske på, at vi gjorde vores bedste for at medvirke til det.

  Seán Ó Neachtain (UEN). - (GA) Hr. formand! Jeg vil gerne hilse den pakke velkommen, som Kommissionen foreslår. Jeg vil imidlertid gerne sige - som irer - at Irland aldrig har fået sin retmæssige andel fra den fælles fiskeripolitik, og at dette blev afspejlet i afstemningen i sidste uge.

Det er på høje tid, at EU viser, at den kan yde hjælp til fiskeindustrien i nødens stund, da det er en sektor i virkelige vanskeligheder. Det er de små fiskere, der er værst stillet i denne henseende.

Irland har 11 % af de europæiske have, men mindre end 4 % af kvoterne. Politikken fungerer ikke. Det er imidlertid vigtigt nu for EU at gå sammen og vise, at den kan komme fiskerne til undsætning i nødens stund. Jeg anmoder om, at der bliver gjort alt, hvad der er muligt, for at støtte denne pakke, og at vi kan konstatere, at den virker.

  Jim Allister (NI). - (EN) Hr. formand! Der er meget i kommissærens pakke at hilse velkommen, men for mig er det overbringelsen, der er hovedspørgsmålet. Hvordan opnår man fælles standarder for overbringelse på tværs af EU blandt medlemsstaterne, når nogle, som min, Det Forenede Kongerige, til stadighed kvier sig ved at iværksætte tiltag til finansiel bistand, endda når de har lov til det?

Må jeg i dag bede kommissæren om ikke at være neutral på dette punkt, men udtrykkeligt opfordre samtlige medlemsstater til at gøre det, som de i henhold til denne pakke har lov til, og holde op med at forholde sig passivt i denne henseende?

Ellers bliver vi ved med at have en fiskeripolitik, der er endnu mindre fælles, og som øger uligheden og kaster mere ulykke over sektoren.

I den forbindelse - fordi nogle er vilde med at sende aben frem og tilbage mellem de nationale regeringer og Kommissionen - vil kommissæren venligst identificere i den nye pakke, nøjagtig hvilke foranstaltninger der udelukkende er afhængige af bidrag fra medlemsstaterne, og hvilke - hvis der er nogen - som ikke er det?

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Fiskeriet er en ganske særlig sektor af vores økonomi. De økonomiske enheder i sektoren er splittede og spredt vidt og bredt. De udgøres ofte af lokale familieforetagender. Deres fangstkapacitet er begrænset, og derfor kan de ikke øge produktionen for at opnå en rimelig indkomst på trods af de højere omkostninger. Man kunne argumentere, at hvis omkostningerne er steget, så burde prisen på fisk gå op, men den proces har sin begrænsning. Hvor meget er forbrugeren villig til at betale? Hvem har ret i alt dette her?

Jeg foreslår, at der udbetales specifikke brændstofydelser til fiskerne som hjælp til at klare den vanskelige situation, de i øjeblikket befinder sig i. Disse ydelser skal hænge sammen med prisen på brændselsolie. Fiskerne og deres familier har ingen muligheder for at tjene en ekstra indkomst ved andre aktiviteter. For at opsummere: Der er brug for en ny tilgang til fiskeripolitikken.

  Colm Burke (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! I juli 2007 tog jeg til Castletownbere i West Cork, som ligger i den sydvestlige del af Irland, og mødtes med det lokale fiskersamfund. De var på daværende tidspunkt i alvorlige vanskeligheder. Siden dengang er oliepriserne steget dramatisk. Faktisk er olien i Irland steget med over 300 % inden for de sidste fem år. Samtidig er prisen på fisk eller den pris, de får, ikke steget.

Det handler ikke kun om folk, der arbejder på trawlere, eller folk, der ejer trawlere, men om kystsamfund. Det er dem, der er ramt, og det er af overmåde stor betydning.

Jeg hilser Kommissionens forslag velkommen, men jeg mener desuden, at der bør komme yderligere forslag i forbindelse med håndteringen af hele forholdet med udsmid af bifangst. Dette mener jeg ikke er blevet behandlet, og det skal behandles omgående.

Vi skal gøre det mere effektivt og mere omkostningseffektivt, men vi skal også sørge for, at folk kan leve af det - ikke kun de folk, der arbejder inden for erhvervet, men også de folk, der bor i kystsamfundene.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). - (PT) Hr. formand! Jeg kunne godt tænke mig at bede om, at der den 24. juni også vil være godt nyt til småfiskeriet og kystfiskeriet i Portugal.

Som min kollega Duarte Freitas allerede har nævnt, har vi hørt masser af snak om diesel og om støtte til diesel, men 85 % af fartøjerne i Portugal arbejder inden for småfiskerisektoren, og over halvdelen af dem er benzindrevne. Der er tale om små fartøjer med udenbordsmotor. De modtager ingen hjælp med hensyn til benzin og er blevet fuldstændig glemt. Det er væsentligt, at der bliver etableret en lignende og tilsvarende ordning som dieselordningen for benzin, der anvendes i fiskeriet.

I fredags var jeg ude og fiske med fiskere fra Esposende, og jeg kan bevidne om de enorme ofre, de bringer. Disse fiskere vil Kommissionen ikke nå ud til, medmindre den vedtager foranstaltninger for småfiskere den 24. juni.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! I min afsluttende bemærkning vil jeg også gerne understrege, at Rådet er opmærksomt på den vanskelige position, fiskerisektoren i EU befinder sig i, men der må skelnes mellem to sider af sagen: Den ene er fiskerisektorens specifikke kendetegn, og den anden er de høje brændstofpriser, der som allerede nævnt påvirker adskillige - stort set alle - sektorer, herunder naturligvis fiskeriet.

Rådet har været meget aktivt med hensyn til at søge løsninger: Intensive drøftelser er i gang, som kulminerer i næste uge ved mødet i Rådet (landbrug og fiskeri), mens der tilstræbes kortsigtede, mellemsigtede og langsigtede foranstaltninger med sigte på at bevare det europæiske fiskeri, slå bro over den nuværende vanskelige fase og bevare såvel kystfiskeri som pelagisk fiskeri.

Jeg kan forsikre Dem om, at jeg har fulgt denne debat tæt, og at formanden for Rådet (landbrug og fiskeri) vil blive sat grundigt ind i de synspunkter, der er blevet udtrykt under denne debat, inklusive Deres første respons på de forslag og planer, som er blevet præsenteret af kommissæren.

  Joe Borg, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke alle for deres kommentarer, for de forskellige synspunkter, de har rejst, og ligeledes for den generelle støtte, der er udtrykt for den pakke, som Kommissionen har til hensigt at foreslå.

Jeg vil gerne sige, at dette ikke er slutningen på hele processen, men blot begyndelsen. Vi skal stadig have manøvreret disse forslag igennem Rådet og Parlamentet, og jeg vil gentage, at vi har brug for Deres fulde støtte for at få disse forslag igennem så hurtigt som muligt, navnlig til de elementer, som vil kræve en lovændring.

Det, jeg har præsenteret, repræsenterer efter min opfattelse fleksibilitetsgrænserne for tackling af krisen på kort sigt med det for øje at tilvejebringe et mellem- og længeresigtet perspektiv for omstrukturering for at genvinde ressourcernes bæredygtighed og rentabiliteten i sektoren. Jeg er enig i, at disse foranstaltninger ikke skal ses isoleret, men ligeledes i sammenhæng med de igangværende diskussioner om IUU, udsmid, miljømærkning og diverse andre foranstaltninger, som vi er i gang med at få vedtaget.

Hvad angår eksempelvis IUU, håber jeg, at der på tirsdag i næste uge bliver taget en beslutning i Rådet om forslaget til forordning om effektiv bekæmpelse af IUU-fiskeri, som Europa-Parlamentet har given overvældende støtte.

Jeg vil gerne sige til hr. Davies, at vi ikke foreslår at kaste penge efter problemet, men at yde hjælp med omstrukturering for øje - som sagt for at genvinde et bæredygtigt og rentabelt fiskeri. Jeg vil opfordre hr. Davies til at gennemgå det, vi har tænkt os at foreslå, og hvis han har nogen specifikke kommentarer at fremsætte, vil jeg bestemt tage imod dem med glæde. Ja, vi vil arbejde for at få de rette markedsmekanismer til at virke i stedet for fortsat at tillade, at nogle få, kæmpemæssige erhvervsdrivende dominerer markedet, når priserne for fisk fastsættes.

Som svar på det, hr. Allister sagde, gør pakken det mere attraktivt for medlemsstaterne at tage imod ressourcerne fra den europæiske fiskerifond, og derfor håber vi, at medlemsstaterne vil engagere sig fuldt. Dette vil vi drøfte på næste uges møde i Rådet, så vi på effektiv vis kan gennemføre disse foranstaltninger, som vi foreslår.

Jeg vil blot kort gennemgå de planlagte foranstaltninger.

Først og fremmest ser vi på nødforanstaltningerne, hvor vi foreslår støtte til midlertidigt ophør for fiskefartøjer (og dette tager ligeledes sigte på bæredygtighed) i en periode på højst tre måneder ud over det, der i forvejen findes i den europæiske fiskerifond, og ikke kun forbundet med biologiske årsager. En foranstaltning som denne kan måske finansiere et fartøjs turomkostninger og faste omkostninger. Denne foranstaltning vil kun finde anvendelse i tilfælde, hvor der er et udtrykkeligt tilsagn om, at de foretagender, der nyder godt af den, vil blive omfattet af en omstruktureringsplan inden for en periode på seks måneder.

En anden bestemmelse vedrører intensiveringen af EFF-støtte til brændstofbesparende udstyr. Vi foreslår, at den obligatoriske private medfinansiering skal ligge på en lavere sats og derfor vil ligge på 40 % af det nuværende niveau.

Vi foreslår ligeledes at udvide et antal af de samfundsøkonomiske foranstaltninger, som er omfattet af EFF. Hvad de minimis-støtten angår, kigger vi i øjeblikket på at træffe sådanne forholdsregler - hvis det ud fra en økonomisk analyse viser sig at være muligt - at de minimis-støtten udvides fra 30.000 euro pr. virksomhed til 30.000 euro pr. fartøj, men med et loft på 100.000 euro pr. virksomhed.

De langsigtede foranstaltninger vil dreje sig om EFF-præmier for permanent ophør af fiskerflåder under omstrukturering, så vi ophæver enhver begrænsning af adgangen til præmier for permanent ophør, samt yderligere støtte til midlertidigt ophør, så vi ud over de første tre måneder, jeg nævnte, vil foreslå, at der bliver yderligere tre måneder, som skal ligge i omstruktureringsperioden, hvor fartøjerne i sagens natur vil være oplagt på grund af omstruktureringsprocessen. Dette vil forløbe indtil den periode, der begynder den 1. januar 2010, og i yderligere tre måneder, hvis omstruktureringen er nødt til at ligge ud over 1. januar 2010. Så det bliver højst seks måneder ud over de tre måneder, der tildeles som krisestøtte.

Vi gør det ligeledes muligt at forhøje støtteintensiteten til moderniseringsordninger. I dag er den private finansielle deltagelse henholdsvis 60 % og 80 % for udskiftning af udstyr og motorer. Vi foreslår at nedsætte den private finansielle deltagelse til 40 %. Dette gør vi, fordi vi er klar over, at den private sektor - de private erhvervsdrivende, fiskerne - ikke er i stand til i væsentlig grad at medfinansiere nogen omstrukturering af egen lomme. Vi forsøger at gøre det så nemt som muligt for fiskerne at påtage sig en omstrukturering ved at yde størstedelen af de udgifter, de vil pådrage sig.

Vi åbner ligeledes mulighed for støtte til delvis udtagning. Det vil med andre ord sige, at hvis man har en gruppe fartøjer, som udgør f.eks. 100.000 t, og man påtager sig at udtage 50.000 eller 60.000 t, hvilket levner 40.000 t til bygning af nye fartøjer, så vil man få udtagningsstøtte for den del, der er delvist udtaget, dvs. for de 50.000 eller 60.000 t. Dette betyder i sagens natur, at flådens størrelse reduceres. Man får en nyere flåde, men det betyder samtidig, at der udbetales kompensation for den kapacitet, som flåden reduceres med.

Vi foreslår ligeledes social støtte i form af nedsatte bidrag til sociale sikringsordninger. Det, vi foreslår, er med andre ord, at der skal være mulighed for, at de bidrag, som fiskerne betaler - og ikke de bidrag, som betales af de virksomheder, der beskæftiger fiskerne - fritages, på betingelse af at fiskernes aflønning ikke reduceres, og at fiskerne fortsat vil være dækket af eventuelle eksisterende sociale sikringsordninger.

Med hensyn til markedsforanstaltninger - som fru Fraga nævnte - vil jeg gerne oplyse, at vi foreslår forskellige foranstaltninger: styrke fiskernes forhandlingsposition over for forarbejdningsindustrien og forhandlere ved at samarbejde med de større producentorganisationer eller lokale afsætningsforeninger, etablere et prisovervågningssystem for at få større indsigt i de faktorer, der bestemmer markedspriserne, øge forudsigeligheden for indkøb af varer med EU-oprindelse i sektoren, fremme kvalitetsinitiativer, som f.eks. mærkning og bedre behandling og forarbejdning, fremme informationen til forbrugerne vedr. sundhed, ernæring og ansvarligt fiskeri, markedsvurdering, udvikle redskaber til analyse af værdikæden og priserne samt kontrollere, at overvågningen af mærkningsforanstaltningerne og IUU-fiskeri gennemføres korrekt.

Endvidere stiller vi af vores egne midler - fra andre fiskerifonde - 20-25 millioner euro til rådighed for det første år med sigte på specifikt at igangsætte andre projekter i samarbejde med sektoren inden for markedsovervågning, mærkning osv. Vi er villige til at genåbne drøftelser med medlemsstaterne - selv om vi netop har afsluttet dem - om de eksisterende operationelle programmer for at sikre, at den europæiske fiskerifond retter sig mere mod disse omstruktureringsprogrammer. Vi gør det lettere at benytte den europæiske fiskerifond. Eksempelvis - blot for at nævne et punkt mere - foreslås det at fordoble det EFF-forfinansieringsbeløb, som Kommissionen udbetaler efter vedtagelsen af de operationelle programmer, fra de nuværende 7 % til 14 % af det samlede EFF-bidrag.

Jeg har blot to punkter mere. Fru Fraga sagde, at vi kunne have gjort mere tidligere. Det vil jeg gerne nuancere en lille smule. Vi kunne have handlet anderledes før. Vi kunne have afholdt os fra at tilskynde og opfordre til overkapacitet og fra at kaste værdifulde offentlige midler efter unødvendige enorme kapacitetsforøgelser, som langt overstiger det, vores fiskebestande med rette kan bære.

Hvad angår fru Doyles bemærkning om, at FFP har slået gruelig fejl, er jeg simpelthen uenig. Det er på grund af FFP, at vi kan fremsætte de forslag til fælles løsninger, som vi gør nu, i stedet for blot at se til, mens hver enkelt medlemsstat går ind i et kapløb ned ad bakke mod fiskeriets fuldstændige tilintetgørelse.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 108, stk. 5.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sylwester Chruszcz (NI), skriftlig. - (PL) Denne debat er særdeles vigtig såvel for alle kyststater som for forbrugerne. Som de foregående talere har påpeget, har vi alle lidt under den vrangforestilling, at prisen på olie aldrig ville stige. Denne situation er tydeligvis opstået som følge af mange års tilsidesættelse og manglende forestillingsevne hos de relevante institutioner. Nu om stunder er alene det at stå til søs i et fiskerfartøj blevet uøkonomisk. Prisen på fisk opvejer ikke investeringen. Et stort antal fiskere vil måske forlade erhvervet, hvilket vil slå hele denne økonomiske sektor ud af balance. Det forekommer mig, at fiskernes opfordringer førhen ikke er blevet skænket synderlig opmærksomhed. Det var først, da den seneste krise opstod, at manges samvittighed blev vakt, selv om sektoren startede med at have vanskeligheder for mange år siden. Der har endnu ikke været nogen vidtspændende saglig og ærlig debat omkring sektoren. Vi må løse denne alvorlige krise omgående og arbejde på at sikre fiskerisektorens fremtid.

  Sebastiano (Nello) Musumeci (UEN), skriftlig. - (IT) Brændstofpriserne i Italien er steget med 240 % på fire år som følge af olieselskabernes voldsomme spekulationer. Dette forhindrer fiskerflåden - navnlig de mindre erhvervsdrivende - ikke blot i at drive deres erhverv, men også i at opveje deres høje administrationsomkostninger. Europas maritime erhverv er på sammenbruddets rand, og de høje omkostninger for brændselsolie er ved at nedbryde de snævre økonomiske marginer, som fiskerne har til rådighed.

Frankrig og Italien har bekendtgjort et fælles initiativ om at søge yderligere ressourcer fra EU. Tanken er at fordoble den nationale tærskel for de minimis-støtte til sektoren. En sådan foranstaltning vil dog ikke være tilstrækkelig til at imødegå de alvorlige vanskeligheder, der plager fiskerisektoren, som i øvrigt i forvejen var hjemsøgt af krise.

Den europæiske fiskerikommissær, Joe Borg, anser hurtig støtte som en mulighed, men fastholder ligeledes, at løsningen på krisen i sektoren på lang sigt ligger i omstrukturering af fiskerflåden, så den bliver mindre og ikke så energikrævende.

Selv om jeg kan tilslutte mig forslaget om at anvende fartøjer, der sluger mindre olie, er det stadig tvingende nødvendigt at finde måder, hvorpå vi kan hjælpe fiskerne til at overvinde denne alvorlige krise og redde adskillige familier fra den truende frygtelige fattigdom.

(1) Se protokollen.

13. Forberedelse af topmødet EU/Rusland (26.-27. juin 2008) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om forberedelse af topmødet EU/Rusland (26.-27. juin 2008).

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Det glæder mig meget at redegøre for forberedelsen af det første topmøde EU-Rusland, som bliver holdt sidst på måneden den 26.-27. juni i den vestsibiriske by Khanty-Mansiisk.

Formandskabet mener, at det kommende topmøde er den rette lejlighed for begge sider til at indlede et nyt kapitel af de gensidige forbindelser. Vi bør navnlig være rede til at bruge den potentielle positive drivkraft, som valget for nylig af den russiske præsident Medvedjev kan betyde for forbindelserne mellem EU og Rusland.

Hovedformålet med topmødet er selvfølgelig at indlede forhandlinger om den nye rammeaftale med Rusland. Det glæder os meget, at Rådet den 26. maj vedtog EU's forhandlingsmandat for den nye aftale. I de seneste måneder har formandskabet sammen med Kommissionen gjort en stor indsat på det højeste niveau for at forsøge at overvinde de resterende hindringer på EU's side.

Ved at forhandle en ny aftale vil EU bestræbe sig på at udvide sit samarbejde med Rusland yderligere på områder af fælles interesse og samtidig tage mere effektivt fat på de emner, hvor vi kan have forskellige holdninger. Som sædvanlig vil topmødet give mulighed for at gøre status over fremskridtene i forbindelse med gennemførelsen af de fire fælles rum. Jeg vil kort understrege deres væsentlige karakteristika.

Hvad angår det første fælles rum, som er det økonomiske rum, vil vi på topmødet presse på for at få indført en tidlig varslingsmekanisme på energiområdet, da vi ønsker til fulde at udnytte de muligheder, den giver. Vi vil gentage, at det er afgørende at have forudsigelige og faste regler for udenlandske investeringer i Rusland. Endvidere agter EU også at gentage, at der kan indledes officielle forhandlinger om en indgående og omfattende frihandelsaftale, når Rusland er blevet optaget i WTO.

Hvad angår det langvarige problem med afgifter for at overflyve Sibirien, vil EU blive ved med at presse på for at få underskrevet den eksisterende aftale.

I det andet fælles rum, som er frihed, sikkerhed og retfærdighed, agter EU at give udtryk for bekymring over situationen vedrørende menneskerettigheder, demokrati og retsstatsprincippet i Rusland, særlig i forbindelse med valget for nylig. Jeg bør tilføje, at både formandskabet og Parlamentet deler denne bekymring. Topmødet vil også være en mulighed for at vurdere, hvilke fremskridt der er sket i forbindelse med gennemførelsen af visumlempelse og tilbagetagelsesaftaler.

Inden for det tredje fælles rum, som er ekstern sikkerhed, vil EU understrege, at der er behov for mere konkrete foranstaltninger til yderligere samarbejde inden for rammerne af det fælles naboskab. Vi vil først og fremmest gøre opmærksom på, at Rusland skal bestræbe sig på at finde en løsning på konflikten i Transnistrien og Georgien. Samtidig bør vi hilse Ruslands deltagelse i EUFOR's operation i Tchad velkommen, og vi bør blive enige om yderligere samarbejde inden for rammerne af den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

Med hensyn til det fjerde fælles rum, som er forskning, uddannelse og kultur, bør man på topmødet hilse det første møde i Det Permanente Partnerskabsråd om forskning velkommen, som fandt sted i Slovenien i maj. Endelig giver topmødet mulighed for at tage fat på internationale spørgsmål, f.eks. fastfrosne konflikter, Mellemøsten, Iran og Afghanistan og andet.

Jeg vil slutte med følgende: På topmødet vil der blive lagt særlig vægt på bestræbelserne på begge sider for at sikre en stabil og demokratisk udvikling i lande under det fælles naboskab. Det er vigtigt at have et konkret samarbejde mellem EU og Rusland inden for rammerne af det fælles naboskab med henblik på at løse problemer af fælles interesse, og særlig fastfrosne konflikter.

Jeg vil slutte med dette og lytte med interesse til Deres debat.

(Bifald)

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Med en ny russisk præsident, som det lige er blevet sagt, og også med vores mandat endelig på plads til at forhandle en ny aftale med Rusland, tror jeg, at vi har lejlighed til at omdefinere dette væsentlige partnerskab med vores største nabo på grundlag af en række fælles interesser. At bringe forholdet mellem EU og Rusland i orden er en af de største udfordringer i europæisk udenrigspolitik. Det ved vi alle.

Indledningen af forhandlinger vil være det centrale på det første topmøde EU-Rusland med præsident Medvedev i Khanty-Mansiisk sidst i juni. Lige efter dette vil forhandlerne påbegynde det første møde i forbindelse med deres arbejde.

Den nye aftale mellem EU og Rusland giver os mulighed for at ajourføre den retlige ramme, der ligger til grund for vores forhold, således at den afspejler de store ændringer i både Rusland og EU, da vi har ændret os meget, siden den nuværende partnerskabs- og samarbejdsaftale blev forhandlet i 1990'erne. Jeg tror, at det også vil hjælpe os med at lukke op for potentialet i vores forhold, fordi der er et stort potentiale, og med mere ihærdigt at forfølge EU-medlemsstaternes interesser.

Grundlaget bør være resultatorienteret politisk samarbejde, indgående økonomisk samarbejde, ensartede spilleregler for vores forbindelser på energiområdet som minimum baseret på principperne i energichartertraktaten og stadig tættere forbindelser på området frihed, sikkerhed og retfærdighed samt en gradvis åbning af vores uddannelses- og videnskabssystemer for hinanden.

Samtidig bør vi videreføre samarbejdet med Rusland inden for de fire fælles rum, som rådsformanden lige har nævnt, og køreplanerne for dem. De omfatter en lang række foranstaltninger, i hvilke dette strategiske partnerskab kommer konkret til udtryk.

Den nye aftale bør også tilvejebringe den retlige ramme, der skal danne grundlag for disse foranstaltninger i fremtiden.

Topmødet giver også mulighed for at høre på første hånd, hvad præsident Medvedev ser som Ruslands prioriteter i forhold til EU. Jeg tror, at vi altid skal se på, hvad han har sagt, f.eks. i et stort interview i Financial Times, hvor han sagde, at han ønsker mere retsstat i Rusland, og han ønsker også en større modernisering af den russiske økonomi. Vi dømmer ham selvfølgelig på hans handlinger.

Selv om der i begyndelsen bliver en stærk kontinuitet i den russiske politik, har den nye præsident understreget sin forpligtelse til retsstatsprincippet og modernisering af den russiske økonomi, og vi skal opfordre ham til at følge op på ordene med handling, hvilket bør ske snart.

Selv om vi forfølger vores fælles interesser med Rusland, skal vi alligevel fortsat være klare og faste vedrørende demokrati og menneskerettigheder. Vi vil blive ved med at minde Rusland om de forpligtelser, vi begge har indgået, f.eks. over for Europarådet og også OSCE.

Vi er ofte tætte partnere med Rusland i forbindelse med at tackle internationale udfordringer, f.eks. som medlemmer af Mellemøstkvartetten - og det bliver vi sandsynligvis igen i Berlin i næste uge - men vi har også brug for, som vores kollega sagde, at opleve et Rusland, der forfølger en positiv dagsorden sammen med dets naboer. Det er derfor rigtigt, at vi er bekymret for, at Ruslands seneste bevægelser i Georgien kan undergrave stabiliteten i området. Derfor havde jeg under mit besøg i Moskva for 10 dage siden en meget lang samtale med udenrigsminister Lavrov, hvor jeg drøftede dette vigtige spørgsmål med ham.

Vi bør gradvis med Rusland etablere en kontinuerlig dialog på højt niveau, som ikke giver anledning til konfrontation, og som omfatter alle aspekterne af konfliktløsning, herunder i forbindelse med fredsbevarelse og en fredsordning, da Rusland tydeligvis bliver ved med at være en væsentlig aktør i enhver fredsindsats vedrørende de fastfrosne konflikter.

På den anden side er det naturligt, at Tbilisi er meget optaget af at opretholde sin territoriale integritet, og under drøftelsen på topmødet af fastfrosne konflikter vil vi bestemt understrege, at Georgiens og Ukraines suverænitet og territoriale integritet skal respekteres. Jeg tror imidlertid, at vi også skal være pragmatiske og realistiske, og at vi har brug for en inklusiv tilgang fra Georgiens side.

I mine regelmæssige kontakter med både Georgien og Rusland opfordrer jeg indtrængende til pragmatisme og til at holde op med at fastsætte betingelser, som udelukker hinanden. De vil ikke fungere.

Til sidst vil jeg sige, at topmødet EU-Rusland er en chance for at indlede et konstruktivt forhold til den nye regering, forsvare vores værdier og fremme vores fælles interesser. Jeg ser frem til Deres bidrag og til drøftelsen her i Parlamentet.

(Bifald)

  Charles Tannock, på vegne af PPE-DE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Forbindelserne EU-Rusland er en af de højest prioriterede udfordringer for EU, og der er delte meninger her i Parlamentet om, hvorvidt man skal bruge stokkemetoden og konfrontere bjørnen eller tale venligt med en blanding af en gulerod og en stok, når vi har at gøre med Rusland under den nye præsident Medvedev, som meget passende betyder "bjørn" på russisk.

Vi skal dog lade tvivlen komme ham til gode i forbindelse med hans nyttige bemærkninger om at forbedre retsstaten, fremme menneskerettighederne og bekæmpe korruption, hvor EU er mere optaget af det strategiske partnerskab og den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale med det, der stadig er det største land i verden, som nu projicerer fornyet tillid på grund af dets trillion-dollar-økonomi, som er baseret på mineraler og energiressourcer.

Prioriteterne for topmødet skal omfatte energiforsyningssikkerhed som en pålidelig handelspartner for olie og gas, men også med Ruslands snarlige tiltrædelse til WTO retssikkerhed for vestlige naturressourceselskaber i forbindelse med deres udenlandske direkte investeringer i Rusland.

Vi skal lægge pres på Rusland for at få det til at respektere dets nære naboers suverænitet og territoriale integritet og til i FN at hjælpe med at løse problemerne i Mellemøsten samt spredning af kernevåben i Iran og Nordkorea.

Rusland spiller en central rolle på Vestbalkan, bl.a. i løsningen af Kosovo-problemet, og bør ikke frygte en udvidelse af NATO til at omfatte Ukraine og Georgien. og det kan endog bidrage til at forbedre det repressive politiske klima i nabolandet Belarus.

Der er meget at tale om på topmødet i Khanty-Mansiisk. Forhåbentlig kommer den nye Putin-Medvedev dobbelte lov i en ægte forsoningsånd over for EU, og vi håber ikke, at nejet ved folkeafstemningen i Irland betyder, at det er slut med EU's fælles front for de 27 medlemsstater over for Rusland.

  Jan Marinus Wiersma, på vegne af PSE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil reagere på det, rådsformanden og kommissæren sagde. Vi håber også, at vi nu med en ny præsident i Rusland og langt om længe et forhandlingsmandat for en ny aftale med Rusland træder ind i en mere positiv periode med samarbejde med Rusland.

I de sidste 10 år har vi oplevet en stærk stigning i den indbyrdes afhængighed mellem EU og Rusland. Derfor tror jeg, at det er godt at arbejde med dem med et klart mandat til en mere konkret definition af det arbejde, vi ønsker at gøre på de fire områder i de fælles rum, da vi har udviklet os i de seneste år. Vi ønsker selvfølgelig også at bruge de nye muligheder for fortsat at være partnere på den internationale scene - og måske styrke partnerskabet.

Vi skal også arbejde på at skabe en sikker og gennemsigtig ramme for forbindelser på energiområdet, herunder selvfølgelig handel, men også på at forbedre investeringsklimaet i Rusland, hvis optagelse i WTO kunne være nyttigt.

Jeg tror også, at vi er nødt til at samarbejde for at gøre det muligt at løse problemerne i det fælles naboskab. Vi har allerede talt om Transnistrien og Kaukasus, men vi skal også se på, hvordan vi kan finde et kompromis i den nærmeste fremtid vedrørende Kosovo-problemet.

Vi skal også skabe nødvendige og effektive mekanismer med henblik på at tage fat på krænkelser af menneskerettighederne og også - for at sige det på en mere positiv måde - at bidrage til at fremme retsstaten i Rusland.

Jeg vil til sidst komme med to bemærkninger. Jeg vil understrege, som vi har gjort mange gange før, at for at der kan komme et vellykket resultat ud af disse forhandlinger fra vores side, er vi nødt til at tale med én stemme. Jeg vil også sige - og jeg har sagt det før - at vi også skal blive ved med at være pragmatiske. Vores indflydelse er begrænset, da Rusland ikke er et kandidatland. Det ønsker ikke at blive medlem af EU. Det følger sin egen vej. Det ønsker at samarbejde og ikke blive optaget. Det bør vi efter min mening tage i betragtning i vores forbindelser med dem i de kommende år.

  Janusz Onyszkiewicz, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Det kommende topmøde EU-Rusland bliver den første lejlighed for ledere af EU-medlemsstater til at mødes med de nye russiske myndigheder, som er udpeget efter valget for nylig. Topmødet bliver derfor en fremragende lejlighed til at få mere at vide om retningen i russisk politik, og hvordan den kan gennemføres.

Man kan opsnappe nogle oplysninger om, hvad denne politik går ud på fra præsident Medvedevs tale i Berlin. Den indeholdt nogle lovende henvisninger til bekæmpelse af korruption og at regere i henhold til retsstatsprincippet. Problemet er, at præsident Putin, som er hr. Medvedevs forgænger, sagde omtrent det samme, da han blev præsident, men vi ved alle, hvordan det udviklede sig, og hvordan situationen er nu. Den førnævnte tale indeholdt også et syn på verden, som var forskelligt fra det, vi kunne have ønsket os at høre. I præsident Medvedevs vision af verden er EU's eller nærmere bestemt EU-medlemsstaternes rolle begrænset til at være Ruslands økonomiske partnere. Rusland agter at kaste sig ud i politisk aktivitet i et betydeligt mere vidtstrakt område, som strækker sig fra Vancouver til Vladivostok.

Der er et andet spørgsmål, som er værd at nævne. Det er en del mere specifikt, men presserende, og det drejer sig om forholdet mellem Rusland og Georgien. I henhold til en aftale indgået i 1994 er der i henhold til en bemyndigelse fra Fællesskabet af Uafhængige Stater, som er en sammenslutning af lande, der opstod ved Sovjetunionens opløsning, udstationeret russiske tropper i Abkhasien. Abkhasien er en del af Georgien. Der er meget, der tyder på, at disse tropper ikke udfylder en fredsbevarende rolle, og at de faktisk er part i konflikten mellem abkhasiske separatister og regeringen i Georgien, som et russisk flys nedskydning af et pilotløst georgisk fly vidner om. Ifølge en nylig unilateral beslutning truffet udelukkende af de russiske myndigheder er disse styrker blevet udvidet betydeligt.

Det ville gøre en stor forskel, hvis EU blev inddraget i løsningen af denne konflikt og optrådte som en pålidelig og troværdig enhed.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg er noget irriteret over, at man i talerne om forhandlingerne og de forestående samtaler ikke kommer mere ind på, at Europa jo på mange områder slet ikke kan optræde enstemmigt eller samlet ved disse efter min mening ret afgørende samtaler med den nyvalgte præsident Medvedev. Det gælder for det første hele energipolitikkens område. Det er et stort problem, at vi flittigt diskuterer afhængigheden af import af både gas og olie fra Rusland, men at vi ikke kommer frem til en ordentlig fælles strategi for denne import, og at de store medlemsstater, enkelte medlemsstater, stadig følger deres egne strategier, og at man indtil nu ikke er blevet enig om en virkelig fælles europæisk strategi for forsyningssikkerheden, når det gælder aftalerne med Rusland.

Det samme gælder på et andet, meget følsomt område. Det er efter min mening udmærket, at man ud over Georgien nu også vil bringe de enkelte konflikter på bane, at vi, når vi siger Georgien, også taler om Afkasien og Ossetien. Jeg mangler simpelthen et udsagn i Rådets og Kommissionens indledning om, hvordan man efter beslutningen om Kosovo nu vil forhandle med Rusland om de såkaldte frozen conflicts. Vi som parlament bør vide mere om dette, og som medlem af den seneste Moskva-delegation er jeg meget interesseret i, at De gør noget for ngo'erne i Rusland, der lider slemt under en forfærdelig lovgivning, og at De tager ngo'ernes situation op under Deres samtaler.

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Vi har nu i et stykke tid været bekendt med det russiske selskab Gazproms foruroligende hang til at samle på tidligere ledere af EU-lande. Det bedste eksempel er tilfældet med den tidligere tyske kansler, Gerhard Schröder, som først underskrev en aftale med Rusland om opførelse af Nord Stream-gasrørledningen og derefter fik en post i selskabets bestyrelse. Noget lignende sker i Sydeuropa i forbindelse med Gazproms næste foretagende, nemlig South Stream-gasrørledningen. Jeg bør understrege, at intet vestligt energiselskab har så tætte forbindelser med sit hjemland, som dem Gazprom har med Kreml. I forbindelse med Gazproms planer står vi over for kold politisk beregning. Normale markedsprincipper gælder simpelthen ikke.

Det er på høje tid, at EU indser dette og gør noget for at forhindre en situation, i hvilken et statsstøttet selskab kan anvende gasrørledninger til at udøve politisk pres. Ruslands kontrol med energien vil uundgåeligt føre til en yderligere stigning i energipriserne i Europa. Rusland vil også kunne aftvinge endnu større politiske indrømmelser til gengæld for at levere gas og olie.

Det er klart, at EU er nødt til at opbygge gode forbindelser med Rusland. Hvis det imidlertid skal gøres på en effektiv måde, skal det optræde samlet, og det gør vi ikke for tiden. Jeg håber inderligt, at det kommende topmøde EU-Rusland bliver en lejlighed til at vise EU's solidaritet stillet over for Ruslands overherredømme i energisektoren.

  Vladimír Remek, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Det glæder mig at se, at de hindringer, nogle medlemsstater har brugt til at blokere for iværksættelsen af drøftelser med Rusland om den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale, endelig er blevet overvundet. Efter 18 måneder fik Kommissionen endelig umiddelbart før topmødet et mandat til at forhandle med Rusland. Det kan være til gavn for begge parter, men lad os ikke være for optimistiske. Hvis drøftelserne om problemer, der er så komplekse som f.eks. energisamarbejde, klimaændringer eller sikkerhedsspørgsmål, foregår fra forskansede stillinger, fra hvilke vi højlydt angriber hinanden med forskellige (ofte urealistiske) krav, som kulminerer med ultimatummer, kommer vi ingen vegne. På trods af dette er der nogle midt iblandt os, som stadig ikke forstår dette. Det logiske resultat kan derfor blive pat ligesom i skak. Det, vi imidlertid har brug for, er et nyt niveau for forbindelserne, som passer til det 21. århundrede, og vi har en chance for at opnå det. Jeg tror, at vi tjener EU-borgernes interesser bedst ved at drage fordel af det.

  Bernard Wojciechowski, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Churchill sagde engang, at "Rusland er en gåde pakket ind i et mysterium inde i en gåde". EU er blevet enig om, hvad det ønsker af Rusland. Spørgsmålet er hvor hurtigt?

Energipolitikken gør Tyskland blind for krav fra Polen og Litauen. Nord Stream og Depal - det ser ud til, at alle rørledninger fra Rusland går igennem centrale europæiske lande. Dette er ikke en utopi, som perestroika-fyren Gorbachov, sagde. The Economist indrømmer, at den baltiske rørledning blev udtænkt i hemmelighed. Kravene fra Litauen om fastere betingelser vedrørende energi forekommer derfor at være relevante. Mange eurokrater rasede over dette for at styrke holdningen hos neurotiske tidligere kommunistiske lande.

På den anden side truer den tyske økonomiminister med, at Tyskland ikke vil lade EU-Kommissionen diktere beslutninger i baglokalerne i Bruxelles. Jeg tror bestemt ikke, at han mente menneskerettigheder.

Initiativet med det østlige partnerskab, som Polen og Sverige har taget, kan være vigtigt. Mod er godt, men forstand er bedre.

Partnerskabet mellem EU og Rusland er trykkende. Det bliver ikke vellykket uden Polen, som er Ruslands naturlige nabo ad land, vand og luft. Det er noget, alle sider selvfølgelig skal tage hensyn til, særlig i dag da Lissabontraktaten blev pillet ned, og de faldende mursten fra den kan ødelægge, alt hvad der står i vejen for den. Gode forsætter er nytteløse, hvis de er en indblanding i suveræne nationer.

"Måske er der en nøgle til Rusland. Den nøgle er russisk national interesse", tilføjede Churchill. Vurderingen, at "intet er umuligt i Rusland, bortset fra reform", synes ikke længere at være rigtig. Uanset strategien er EU nødt til at samarbejde med Rusland og omvendt.

  Bruno Gollnisch (NI). - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Som den tidligere taler, hr. Wojciechowski, allerede har sagt, er forbindelserne med Rusland meget følsomme og fulde af dobbelttydighed. Jeg forstår holdningen hos parlamentsmedlemmerne fra Central- og Østeuropa og særlig de baltiske lande, som har lidt meget under det russiske herredømme i form af sovjetisk kontrol og et råt og undertrykkende system, som nu heldigvis er forsvundet. Jeg tror, at vi skal benytte os af lejligheden til at etablere mere venskabelige forbindelser med det storartede russiske folk, som uden tvivl er europæere og på en måde også portvagter for Europa. Rusland står over for de samme problemer som os, bl.a. et faldende fødselstal, samtidig med at de vidstrakte åbne sibiriske vidder meget vel kan vise sig at være et attraktivt tilbud for de halvanden milliard kinesere, som mener, at en del af deres territorium blev taget fra dem.

Jeg tror, at de misforståelser, som stadig findes over for Rusland, og som forhåbentlig bliver afklaret på topmødet EU-Rusland den 14. november, også delvis er vores ansvar. Vi spændte vores vogn fast til den amerikanske politiske vogn og vendte tilbage til Den Nordatlantiske Traktats Organisation - jeg taler her på Frankrigs vegne - som var et svar på Warzawapagten. Da først Warzawapagten forsvandt, tror jeg, at Rusland helt legitimt blev mistroisk over for vores hensigter, og jeg ville ønske, at disse misforståelser blev udjævnet på begge sider.

  Elmar Brok (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, fru kommissær, hr. rådsformand! Efter at nogle kolleger, der er modstandere af Lissabontraktaten, har krævet en fælles politik over for Rusland, vil jeg lige minde om, at champagnepropperne er sprunget i Moskva efter folkeafstemningen i Irland, fordi Europas svaghed atter engang er blevet påvist, og russerne som hidtil kan fortsætte med de enkelte lande.

Jeg er glad for, at der nu kan forhandles om en partnerskabs- og samarbejdsaftale, hvor vi netop både kan tage de kritiske spørgsmål om energisikkerhed, som vi først vil få kompetencen til efter Lissabontraktaten, og spørgsmål om menneskerettigheder op.

Jeg er sikker på, at det slovenske rådsformandskab ligesom forbundskansler Merkel vil repræsentere de europæiske interesser ved topmødet, og at fru Merkel i Sotsji også vil bakke op om menneskerettighederne og de politiske interesser. Jeg tror, at det nok skal lykkes. Og vi må minde hr. Medvedev om hans udtalelse om, at en stat måles på, hvor udviklet demokratiet og retsstatsprincippet er. Vi bør tage ham på ordet.

Men vi bør også præcisere, at vi og Rusland har fælles interesser, ikke kun i energispørgsmål, hvor vi må skabe sikkerhed. Rusland er nemlig medlem af Sikkerhedsrådet. Hvordan kan vi stoppe spredningen af masseudslettelsesvåben, hvis vi ikke får Rusland over på vores side som medlem af Sikkerhedsrådet, f.eks. i spørgsmålet om Iran, Mellemøsten og mange andre områder? Det bør vi derfor præcisere. Men samtidig må Rusland ikke få for meget magt over Gasprom. Her må de på samme måde underlægge sig konkurrencekontrol!

Tillad mig en sidste bemærkning. Hvis vi sammen med Rusland stræber efter fælles interesser i forbindelse med et strategisk partnerskab, skal det være klart, at der ikke længere kan være tale om en politik med near abroad og indflydelsesområder. I et Europa af uafhængige stater skal hvert land ifølge Helsinkiaftalen have ret til at indgå alliancer eller lade være. Intet land har en vetoret over for en anden europæisk stats uafhængige beslutning. Dette skal også præciseres.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Der er mange kolleger i dette hus, der kommer fra lande, der har dårlige erfaringer med Sovjetunionen. Kommissæren og jeg kommer fra et land, som både har haft dårlige og gode erfaringer med det tidligere Sovjetunionen. Nutidens Rusland minder på mange måder om det tidligere Sovjetunionen, men det er også et nyt Rusland, og det har et nyt potentiale.

Nu gælder det om med alle kræfter at arbejde for, at vi får et nyt Rusland, som netop ikke længere minder om det tidligere Sovjetunionen. Det kræver to ting. En klar, entydig holdning og viljen til dialog med dette nye Rusland. Hvad enten det drejer sig om Kosovoproblemet, hvor vi har en anden holdning end Rusland, men alligevel må tale med Rusland for at kunne løse problemerne. Eller det drejer sig om naboskab, hvor vi har et andet tilbud til nabolandene. Rusland udviser stadig ofte en imperialistisk adfærd over for nabolandene.

Hvis vi vil hjælpe landene, skal vi f.eks. støtte Georgien og alle andre lande, men samtidig også tale med Rusland om, hvordan vi kan opnå en fredelig løsning på konflikterne, uanset om det drejer sig om Afkasien eller Sydossetien.

Hvad angår energispørgsmålene, må vi sørge for, at vi får egne ressourcer, at vi f.eks. får en Nabuccopipeline, så vi også indtager en stærkere forhandlingsposition i forhold til Rusland. Alligevel må vi forhandle med Rusland om energi- og andre spørgsmål. Derfor udelukker min gruppe og jeg ikke, at vi har brug for begge dele - en klar, entydig holdning og en selvstændig politik - så vi med dette stærke udgangspunkt kan føre forhandlinger og samtaler med Rusland. Jeg håber, at vi når i mål med dette projekt.

FORSÆDE: Manuel António DOS SANTOS
Næstformand

  Henrik Lax (ALDE). - (SV) Hr. formand! Energi bliver et vigtigt emne på topmødet. EU har brug for gas fra Rusland, og Rusland har brug for eksportindtægter fra Europa. Topmødet kan blive afgørende for beslutningen om, hvorvidt Nord Stream-gasrørledningen fra Rusland til Tyskland via de baltiske lande bliver ført ud i livet.

Projektet kan medføre en alvorlig forstyrrelse af det sårbare økosystem i Østersøen, men den største trussel mod projektet er den manglende tillid mellem Rusland og landene omkring Østersøen. Hvis gasrørledningen skal blive til virkelighed, er der behov for klare tillidsskabende foranstaltninger fra to sider, fra Rusland og fra Tyskland. Rusland skal bl.a. ratificere Esbokonventionen, som fastsætter bestemmelser for ansvarsfordelingen i forbindelse med grænseoverskridende projekter, som kan have indvirkning på miljøet i nabolande, og Rusland skal standse enhver snak om, at den russiske flåde og det russiske militær skal deltage i opførelsen af rørledningen. Det får de aldrig lov til, i det mindste ikke i Finlands territorialfarvande. Tyskland skal først erkende, at projektet berører alle EU-medlemsstaterne omkring Østersøen, og at det er et fælles EU-anliggende. Tyskland skal også vise solidaritet med Polen og de tre baltiske lande og overbevise dem om, at de ikke bliver genstand for forskelsbehandling i deres energiforsyninger som følge af projektet. Tyskland skal overholde den beslutning, vi diskuterer, og som slår fast, at EU skal optræde samlet over for Rusland i forbindelse med store energiprojekter. Gasrørledningen må ikke sætte EU's indre marked på spil. Det er EU og ikke Gazprom i Rusland, som skal fastsætte reglerne for handel med energi på det indre marked.

  Ģirts Valdis Kristovskis (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Kommissær Ferrero-Waldners tale får os til at tro, at Parlamentets beslutning er et fremragende eksempel på politisk korrekthed, ja, endog ligefrem en slags nejen for Ruslands nye præsident Medvedev. Vi bør imidlertid stadig huske på, at premierminister Putin - præsidenten og hr. Putin - i virkeligheden er én og samme person, og at han fører en "del-og-sejr"-politik, som er rettet direkte mod EU-medlemsstaterne. Under disse omstændigheder er det meget vigtigt, at partnerskabsaftalen bliver en succes. EU bør ikke vise svaghed. Under forhandlingerne skal det vise medlemsstaternes enighed og dets solidaritet som en styrke. Det skal begrænse den inkonsekvens, som Rusland hidtil har vist, og fremme et integreret marked og fri adgang til infrastruktur og investering i Rusland. Det skal forlange, at Rusland er indstillet på at opfylde WTO's krav. Vi skal underbygge EU's fælles holdning i strategiske spørgsmål i forbindelse med lande med et udemokratisk styre. EU skal bekræfte, at det bliver ved med at være et tilflugtssted for demokrati og fælles værdier.

  Sylwester Chruszcz (NI). - (PL) Hr. formand! Mødet mellem repræsentanterne for EU og Rusland i Sibirien bør blive et møde mellem venner, der ønsker at opnå gensidig forståelse. Hvis vi vil forbedre forbindelserne, skal vi behandle vores partner seriøst. Jeg har hørt her i Parlamentet, at EU vil forsøge at lære Rusland om demokratiets regler. Der er imidlertid et demokratisk underskud i Bruxelles. Jeg har også hørt, at der her i Parlamentet er blevet sat spørgsmålstegn ved resultaterne af den irske folkeafstemning.

Det er også blevet sagt i Parlamentet, at medlemmerne er bekymret over situationen i Georgien. Er det ikke toppunktet af hykleri? En dag bliver Serbiens territoriale integritet krænket ved at anerkende Kosovo, og den næste afviser man at give befolkningen i Abkhasien uafhængighed, og den får at vide, at der gælder andre regler for deres land. De må forstå, at det var Stalin, som besejrede Abkhasien og indlemmede det i Georgien. Vi kan ikke i dag lade os involvere i en verden, vi ikke forstår. Jeg tror, at hvis vi skal have med russerne at gøre, er vi nødt til at forstå ikke blot deres historie, men også deres mentalitet. Rusland bliver tydeligvis for tiden godt regeret. Livet bliver bedre for den russiske befolkning, og Rusland er ved at blive et demokratisk land. Den belærende tone, som EU-embedsmænd tager i brug, er ikke berettiget. Det eneste, man opnår, er en irriteret snerren i Moskva.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). - (NL) Hr. formand, hr. kommissær! Det er kun ved at tale til hinanden, at vi undgår misforståelser. Der vil nu blive gennemført intense drøftelser mellem parterne, fordi vi åbner dialogen med Den Russiske Føderation, når vi indleder forhandlinger om partnerskabs- og samarbejdsaftalen. Det er godt, at forhandlingerne nu bliver indledt. Utrolig meget har ændret sig i de sidste 10 år, både i Rusland og i EU, men vi er også mere afhængige af hinanden end nogensinde før. Derfor er gode bindende aftaler om energi, men også om klimaændringer, nødvendige for begge parter. Når det drejer sig om disse aftaler, må vi heller ikke glemme en række grundlæggende principper. Selv om en del medlemsstater har deres tvivl, er det nu det rette tidspunkt til at arbejde hårdt for fællesskabsværdier såsom at styrke retsstatsprincippet, bekæmpe korruption og understrege betydningen af en uafhængig samfundsdebat i Rusland.

Forhandlingerne bliver ikke lette. En ny aftale behøver efter min mening ikke at være omfattende, men den skal gøre en række vigtige elementer bindende for begge parter.

Vi kan ikke vente, indtil aftalen er på bordet, fordi vi er nødt til nu at høre positive udtalelser fra Kreml om nogle andre emner. Jeg er meget bekymret over udviklingen, f.eks. i Tjetjenien, sagen med TNK versus BP og Abkhasien. Jeg vil gerne høre fra formanden, præcist hvad han mener med fælles indsats.

  Kristian Vigenin (PSE). - (BG) Hr. formand, fru kommissær! Jeg vil begynde med at sige, at verden er et meget anderledes sted i dag, og opdelingen i blokke hører fortiden til. Rusland har også ændret sig meget. Rusland i juni 2008 er f.eks. meget forskelligt fra Rusland i juni 2000. EU står over for udfordringen med at opbygge og udvikle en ny type forbindelser, som ikke kan sammenlignes med noget tidligere. Vi skal udvikle disse forbindelser med den klare forståelse, at der er mange flere ting, der forener os, end ting, som splitter os. Der er mange problemer, vi kun kan løse ved at samarbejde med Rusland. Det gælder også globale spørgsmål såsom klimaændringer, bekæmpelse af sult og pandemier samt terrorisme. Der er andre problemer, som er af regional art, og som alligevel har stor betydning for EU, f.eks. energiforsyningssikkerhed, handel og økonomiske forbindelser samt forbindelser med fælles naboer. Der er også spørgsmål, som deler os, f.eks. menneskerettigheder, ytringsfrihed, og hvordan vi opfatter demokrati og demokratiske systemer. Men vi skal være tilstrækkeligt pragmatiske og udvikle dialogen, ikke ved hjælp af konfrontation, men ved at fokusere på vores fælles mål.

Det er en kendsgerning, at der i de seneste år er opbygget mistillid, men nu har vi lejlighed til at indlede en dialog med den nye magthaver i Kreml. Jeg vil gøre opmærksom på Ruslands rolle på det vestlige Balkan. Jeg tror, at der er brug for en meget aktiv dialog for at få Rusland til at være med til at finde løsninger på problemerne i området og for at få det overtalt til at støtte EU's indsats for at sikre langsigtet stabilitet, bl.a. gennem EULEX-missionen i Kosovo. Jeg vil opfordre til, at man på det kommende topmøde også tager fat på Ruslands rolle i Sortehavsområdet og slår fast, at det er op til os, om "del-og-hersk"-politikken skal gælde eller ej.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand, fru kommissær! I sin indsættelsestale erklærede præsident Medvedev, at han er loyal over for demokratiet, idet han sagde, at han anså genoprettelsen af retsstaten for at være sin vigtigste opgave. Hvis dette ikke kun er tomme ord, og det lykkes ham at gennemføre dette, er der en reel chance for, at forbindelserne med Rusland kan forbedres væsentligt. Vores forventninger er beskedne, men vi er åbne og optimistiske. Det er i vores grundlæggende interesse at have Rusland som en stabil og pålidelig partner, som hjælper med at løse konflikter, der er kommet ind i et dødvande, og med at forhindre ikkespredning af kernevåben. Vi betragter Rusland som en partner, men det skal også beslutte sig til, om det betragter os som en partner eller en gruppe rivaler, der skal sættes op mod hinanden og spilles ud mod hinanden. Vi glæder os over planen om at etablere en ny partnerskabsaftale mellem EU og Rusland. Aftalen bør udvides til at omfatte energispørgsmål, og den bør også indeholde de grundlæggende principper i energichartret. EU skal indtage en beslutsom og enig holdning ved forhandlingerne, hvis det vil opnå reelle resultater.

Jeg tror, at det er et positivt tegn, at topmødet skal holdes i hovedstaden i Khanty-Mansi. De finsk-ugriske folks verdenskongres skal også finde sted på samme tid. Jeg håber, at dette ikke blot er en engangsgestus fra Ruslands side over for de finsk-ugriske folk, men at det oprigtigt har til hensigt at forbedre situationen og sikre de finsk-ugriske folks rettigheder. I den forbindelse vil jeg anmode kommissær Ferrero-Waldner og Kommissionen om at fremskynde arbejdet med gennemførelsen af den "forberedende foranstaltning" til støtte for de finsk-ugriske folk, da vi synes, at der er store underskud på dette område.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Det russiske udenrigsministerium har udarbejdet en omfattende strategi for, hvordan man skal udnytte dets landsmænd i EU, særlig i de baltiske lande, for at styrke Ruslands politiske og økonomiske indflydelse. Præsident Medvedev har lige underskrevet et dekret, som ophæver indrejsevisa til Rusland for personer, som ikke er statsborgere i Letland og Estland, hvilket egentlig er en anerkendelse af dem som russiske statsborgere. De er således ikkestatsborgere, som for at få statsborgerskab, kun er nødt til at lære lidt at det lokale sprog og vil få meget større privilegier end statsborgere, og de vil have mindre tilskyndelse til at opnå statsborgerskab. Denne lov er ligesom opfordringen til at give dem stemmeret ved lokalvalg en reel hindring for integrationen af personer, som ikke er statsborgere. Ruslands "styrede demokrati" har bekendtgjort stigende begrænsninger af presse-, ytrings- og forsamlingsfriheden. Ruslands ægte demokrater har bedt om vores støtte ved forskellige lejligheder både gennem opfordringer til Underudvalget om Menneskerettigheder og under besøget i Moskva. Beslutningens veltilrettelagte pragmatisme har imidlertid gjort det muligt for os at glemme vores principper, selv om al økonomisk vækst i Rusland i praksis er baseret på vores betaling for energi.

  Jana Bobošíková (NI). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! EU, med hvilket jeg mener Rådet, bør klart definere sin opfattelse af forbindelser med Rusland. Det bør være klart, om forhandlinger vedrørende f.eks. gasforsyninger, Kosovo, ytringsfrihed og menneskerettigheder skal føres særskilt af enkelte medlemsstater, eller om det er muligt at nå til enighed i det mindste på et grundlæggende niveau om nogle fælles interesser. Jeg er af den opfattelse, at det er i borgernes interesse, at EU taler med én stemme, når det har at gøre med Rusland. Dette er desværre ikke tilfældet. Vi skal presse på for at få skabt et mere stabilt erhvervsklima og politisk klima i Rusland, som omfatter færre importhindringer og giver mere plads til investorer fra EU. Ruslands medlemskab af Verdenshandelsorganisationen vil bestemt bidrage til det. Selvfølgelig er vi alle nødt til at insistere eftertrykkeligt på respekt for grundlæggende menneskerettigheder og friheder som led i et sådant partnerskab. EU, som er en stærk mangfoldig enhed, og Rusland, som er en supermagt, bør holde op med at opføre sig som to byer, som kun er forbundet af en smal vej og en gasrørledning. Begge bør bestræbe sig på at opnå større gensidig økonomisk integration, og deres partnerskab bør være et fornuftægteskab, ikke et inklinationsparti.

  Tunne Kelam (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Når EU hilser præsident Medvedevs ord om betydningen af borgerrettigheder og retsstatsprincippet velkommen, bør det gøre det fuldstændig klart, at troværdigheden i hans udtalelser kun kan måles ved, at Rusland viser fuld respekt for dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol og bidrager til reformen af den.

Det vigtigste udgangspunkt for at stræbe efter bedre forbindelser er enighed mellem EU-medlemsstaterne. Vi understreger særlig behovet for at prioritere de langsigtede fordele ved en fælles holdning i forhold til de eventuelle kortsigtede fordele ved bilaterale aftaler om enkeltspørgsmål.

Disse prioriteter er særlig relevante på det økonomiske og energimæssige område, hvor kun principperne om gennemsigtighed og gensidighed kan danne grundlag for langsigtet samarbejde sammen med lige adgang til markeder, infrastruktur og investering.

  Reino Paasilinna (PSE). - (FI) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg har her en undersøgelse fra i år om russiske forretningsmænd. Overraskende nok har de de samme tanker som os. Hvilken slags Rusland kunne de tænke sig at se i 2020? Mellem 50 % og 70 % af dem ønsker, at russerne skal være frie, have en uddannelse, være integreret, overholde loven og have et godt helbred. Der er overhovedet ingen dårlige hensigter her. Kun 30 % af forretningsmændene håbede på at blive rige. Der er derfor ikke længere tale om den slags oligarkier, vi alle husker.

Rusland agter at modernisere, og det er et fælles mål for landets ledere og befolkningen. De adspurgte forretningsmænds bekymringer er velkendte for os: 70 % af dem mener ligesom os, at den aldrende befolkning er et stort problem. Hvad angår korruption på højere steder, er procentdelen lavere, men der er det meget almindeligt. Mere end 50 % synes, at det er vigtigt at domstolene er uafhængige, og at borgerrettigheder er vigtige. Dårlig uddannelse er også et problem. Vi kan foregå med et godt eksempel og yde bistand til dårlig infrastruktur og et tungt bureaukrati. Derfor tror jeg, at vi har mulighed for, nu da vi er afhængige af Ruslands energi, at tilbyde vores ekspertise til at fremme moderniseringen af landet, hvilket er russernes mål.

  Christopher Beazley (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Kommissær Ferrero-Waldner talte om betydningen af at få bragt forholdet mellem EU og Rusland i orden.

Et område, som efter min mening er af særlig stor betydning, er det civile samfund. Mener kommissæren, at det er muligt at lancere særlige programmer eller projekter, som vi kunne begynde at overveje, såsom universitetsudvekslinger, kulturelle og kunstneriske udvekslinger og i bekræftende fald, hvad?

Jeg tror, at det er værd at gentage vores skuffelse i den forbindelse. British Councils kontorer i Skt. Petersborg og Ekaterinburg var lukkede i strid med enhver normal diplomatisk praksis.

Det er også værd at tænke over forholdet på energiområdet. Som en god kunde står vi stærkt. Gazprom har tydeligvis ikke kunnet overbevise Parlamentet i Udenrigsudvalget, Udvalget om Industri, Forskning og Energi og Udvalget for Andragender. De er nødt til at overveje det på ny. Vi har brug for et godt forhold, hvor vi ikke er naive, hvor vi ikke henholder os til ønsketænkning, og hvor vores russiske partnere og kolleger ikke er mistænksomme og ikke føler sig truet eller er nødt til at være aggressive.

  Adrian Severin (PSE). - Hr. formand! Det næste topmøde EU-Rusland finder sted mellem en russisk føderation, som er på vej op - selv om det kun er midlertidigt - og et EU, som ikke blot er berørt af det irske nej til Lissabontraktaten, men også af manglen på en klar vision om, hvordan vi kommer ud af krisen.

Rusland er et spørgsmål, som giver anledning til splittelse i EU. Det har faktisk delt os i ideologer og pragmatikere, i stride geostrategikere og mæglere, i koldkrigskæmpere og nye utilitaristiske opportunister.

Det er imidlertid et stort problem, at Rusland ikke har en EU-politik, men foretrækker at beskæftige sig separat med det enkelte EU-medlem. Vi vil ikke være i stand til at ændre denne situation, før vi indfører en ægte fælles europæisk politik for Rusland. Vi skal fortælle Rusland, at for at gøre gode forretninger med os og nyde godt af den gensidige åbning af markederne er der behov for en institutionel og politisk interoperabilitet, der sikrer adskillelsen mellem økonomiske politikker og geopolitiske strategier.

Derfor er der brug for et fælles område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, der er baseret på gennemsigtighed, ansvarlighed og åbenhed.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Forbindelsen mellem EU og Rusland bør være konstruktiv, men også krævende. Rusland er, ligesom os, medlem af Europarådet, hvorfor det skal respektere dets principper og værdier.

Jeg glæder mig over, at præsident Medvédev for nylig har fremhævet vigtigheden af menneskerettighederne og retsstaten.

EU og Rusland har et stort potentiale for stærke forbindelser, og vi står nu med den udfordring at skulle forhandle en ny associerings- og partnerskabsaftale, der vil gøre det muligt at komme hurtigere fremad med hensyn til de såkaldte "fire fælles områder".

Jeg vil gerne fremhæve betydningen af et af disse områder, nemlig de økonomiske forbindelser. Mere end halvdelen af den russiske samhandel foregår med EU. Oprettelsen af et integreret marked med gennemsigtige ikke diskriminerende regler vil styrke og diversificere de økonomiske og handelsmæssige forbindelser mellem Rusland og EU. Derudover er det meget vigtigt at øge retssikkerheden i Rusland.

Moskva er en central spiller på den internationale arena. Det er medlem af Sikkerhedsrådet, dets samarbejde er nødvendigt for at opnå fred og stabilitet i Europa og verden.

Fra vores side er der brug for en fælles holdning blandt de 27 medlemsstater i deres forbindelser med Rusland. Alle analytikere, for nylig Mark Leonard i en interessant undersøgelse, understreger, at den manglende fælles holdning skader EU…

(Formanden afbrød taleren)

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). - (HU) Hr. formand! Det nært forestående topmøde løser det dødvande, som var varet i over halvandet år, og det vil forhåbentlig betyde et stort fremskridt i forbindelserne mellem EU og Rusland. EU har brug for Rusland, men tag ikke fejl, Rusland har mindst lige så meget brug for EU som økonomisk partner og forbruger af energi. Vi er afhængige af hinanden på energiområdet og på mange andre områder. Derfor tror jeg, at frygten for øget russisk indflydelse er overdreven, selv om flere udtalelser fra de russiske ledere synes at berettige den. Af hensyn til den fremtidige udvikling af strategiske forbindelser mellem EU og Rusland er det vigtigt snarest muligt at indføre en gensidig visumfri rejseordning. Det er afgørende med henblik på at gøre fremskridt i forbindelserne mellem EU og Rusland. Til sidst vil jeg som formand for det finsk-ugriske forum i Parlamentet gentage anmodningen fra hr. Szent-Iványi til de EU-statsoverhoveder, der deltager i topmødet, om at støtte de finsk-ugriske folk.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg mener også, at pipelinen mellem Tyskland og Rusland kun skal bygges, hvis de øvrige berørte EU-medlemsstater giver deres samtykke. Men så må disse medlemsstater heller ikke forhandle med en anden magt, nemlig USA, om raketter eller visa. Dette Europa vil kun have en stærk position over for USA og Rusland, hvis det omsider handler samlet.

Jeg mener helt klart, at det er vores opgave at sige til russerne, at det er i deres egen eksistentielle interesse at have et godt partnerskab med os. Hertil hører imidlertid, at de ikke er formynderiske over for andre stater, blot fordi de engang har okkuperet dem, som f.eks. Ukraine eller Georgien, der er suveræne stater, der suverænt skal træffe bestemmelse om deres egen skæbne.

Når hr. Medvedev i Berlin har erklæret, at han ønsker forbedrede relationer, så kan han begynde på to områder. For det første retstatsprincippet, dvs. f.eks. at gøre noget for de fængslede i Jukossagen. Og for det andet, hvilket er helt væsentligt, hr. Medvedev, stop venligst blokaden af den største fredsmission i EU's historie - Kossovomissionen!

  Andrzej Jan Szejna (PSE). - (PL) Hr. formand! Det komplekse forhold mellem EU og Rusland kræver en godt styret og sammenhængende diplomatisk indsats. Det kommende topmøde mellem EU og Rusland har fremkaldt stærke følelser, da der på topmødet skal forhandles aftaler af stor betydning for både EU og Rusland. EU skal bl.a. bestræbe sig på at garantere energiforsyningssikkerhed i Europa. På et tidspunkt, hvor brændstof- og energipriserne konstant stiger, er energiforsyningssikkerhed af strategisk betydning for økonomien i hele EU og også for medlemsstaternes nationale økonomi.

Umiddelbart før topmødet EU-Rusland er vi nødt til at forstå, hvor vigtigt det er for EU's fremtid at tale med én stemme på den internationale scene. I den forbindelse er det beklageligt, at det nu er usikkert, om Lissabontraktaten træder i kraft. Den indeholder bestemmelser, som ville gøre EU til en stærk partner i internationale forbindelser. Det glæder mig, at EU støttede Polen i striden med Rusland vedrørende eksporten af vores produkter. Jeg er sikker på, at Polen fremover vil hjælpe med at udvikle et positivt forhold mellem Rusland og EU.

  Josef Zieleniec (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Topmødet EU-Rusland bliver det første for den russiske præsident Dmitri Medvedev. EU bør udnytte starten på hans præsidentperiode og arbejde på at få ændret de gensidige forbindelser hen imod et pragmatisk, realistisk og strategisk partnerskab. Et sådant partnerskab er faktisk i det lange løb af større betydning for Rusland selv. Præsident Medvedev prioriterer at få overholdt retsstatsprincippet (som han selv siger) og gennemføre en modernisering af økonomien. For at gennemføre dette har han brug for EU. Hvad angår internationale og handelsmæssige forbindelser, har Rusland også brug for en partner, som er mere stabil og pålidelig end Kina eller Iran. EU udgør ikke en trussel mod Rusland. EU kan tværtimod hjælpe Rusland med at opretholde dets status som en central aktør, som Rusland ellers gradvis ville miste på grund af aspekter, der vedrører dets ensidige økonomi og demokrati. Et strategisk partnerskab kan imidlertid kun baseres på en symmetrisk dialog mellem ligemænd. Derfor skal Rusland vise vej, ophøre med dets smålige forsøg på at splitte EU og behandle EU som en kollektiv enhed. Kortsigtede indledende fægtninger og provokationer udsætter opbygningen af et ægte partnerskab med EU unødigt. I drøftelserne om den nye partnerskabs- og samarbejdsaftale mellem EU og Rusland bør man fokusere på de spørgsmål, som er af betydning på lang sigt.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). - (SK) Hr. formand! Det strategiske partnerskab EU-Rusland er en vigtig faktor i forbindelse med forskelligartethed og sikkerhed for import af energi til EU. Samtidig skal vi huske på, at dette samarbejde er lige så vigtigt for Rusland, som det er for EU, da op til 60 % af den russiske råolie går til EU.

Jeg tror, at de europæiske ledere skal blive ved med at sige til Rusland, at det ikke bør anvende sine energiforsyninger som et instrument til politisk undertrykkelse over for EU-medlemsstaterne eller landene fra det tidligere Sovjetunionen, særlig Ukraine.

For øjeblikket fører medlemsstaterne bilaterale forhandlinger om levering af russisk olie og gas. Da jeg besøgte Den Russiske Føderations Statsduma i april 2007, kunne jeg selv se, at Rusland også er meget interesseret i at forhandle energispørgsmål med EU som helhed.

Til sidst vil jeg give udtryk for, at jeg ligesom min kollega Elmar Brok frygter, at EU's stilling som strategisk partner efter den mislykkede irske folkeafstemning om Lissabontraktaten kan være svækket, da Lissabontraktaten er det dokument, i hvilket EU's kompetencer inden for den fælles energipolitik er nedfældet.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). - (FI) Hr. formand! Forhåbentlig kan vi snart indgå samarbejdsaftalen mellem EU og Rusland. Det er vigtigt, at EU og Rusland har et ligefremt, gennemførligt og ærligt forhold. Partnerskabet skal være sundt og til gavn for begge parter.

Trods dets pragmatiske tilgang bør EU ikke glemme menneskerettighederne, og det har det heller ikke, og det bør sætte sig som mål at opnå en aktiv dialog med Rusland om emnet.

Energiforsyningssikkerhed er af stor betydning over hele Europa, og når vi taler om energi, taler vi normalt også om Rusland og samarbejde mellem EU og Rusland. EU er opsat på at opretholde forsyningssikkerheden og samtidig begrænse sin afhængighed af ekstern energi. Forhåbentlig bliver debatten på topmødet åben, ærlig og frem for alt frugtbar.

  Milan Horáček (Verts/ALE). - (DE) Hr. formand!, as Mr Swoboda was speaking, I was reminded that 'svoboda' is the Ruslandn word for 'freedom', and it occurred to me that freedom is of course something that we all need. Human rights and freedom are the EU's most important pillars and must underpin our dialogue with Rusland too.

Precisely because this next dialogue will be taking place in Siberia, it occurs to me that Chita - the detention facility where the Yukos prisoners, Mikhail Khodorkovsky and Platon Lebedev, and indeed others, are being held - is also in Siberia. I would therefore ask you to do your utmost to ensure that they are released, but also to encourage Rusland to make freedom of opinion and freedom of the press a reality and allow NGOs to work unhindered, as all these aspects are extremely important for our common European future.

  Hanna Foltyn-Kubicka (UEN). - (PL) Hr. formand! Vi er et fællesskab, som respekterer retsstatsprincippet som et af de grundlag, vi har baseret vores identitet på. Vi bør forvente det samme fra vores politiske og økonomiske partnere. Jeg opfordrer EU's repræsentanter på topmødet til at tage spørgsmålet om, at Rusland skal respektere dommene fra Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol fuldt ud.

Domstolen blev ikke oprettet for at være en forloren institution, hvis domme kun bliver respekteret af dem, der begår mindre og sommetider tvivlsomme krænkelser af menneskerettighederne. Den blev oprettet for at sikre, at torturister, voldtægtsforbrydere og mordere bliver afskrækket fra at begå yderligere lovovertrædelser, fordi de ved, at der vil blive afsagt en passende dom over dem.

Den Russiske Føderation skal derfor samarbejde meget tæt med Menneskerettighedsdomstolen, og den skal respektere dens domme. Et land, der ikke overholder de aftaler, det indgår, kan ikke behandles som en pålidelig partner. Ruslands handlinger står i skærende modsætning til dets udtalelser om, at det er en pålidelig leverandør af energi. Det er en af de påstande, russiske diplomater elsker at fremsætte. Hvis Rusland viser sig at være lige så pålidelig som i forbindelse med Tjetjenien, fru Politovskaya eller hr. Litvinienko, vil EU gå over i historien som den mest naive institution, der nogensinde har eksisteret.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg tager et spørgsmål op på vegne af Marina Litvinenko, hvis mand, Alexander Litvinenko, blev myrdet i London i december 2006. Mordvåbenet var polonium-210, som er et radioaktivt stof, hvoraf 97 % fremstilles på det nukleare anlæg i Avangard i Rusland. Mordet har alle et meget sofistikeret snigmords kendetegn, såsom dem, de russiske sikkerhedstjenester udfører. Den hovedmistænkte i sagen, Andrei Lugovoi, er medlem af det russiske parlament og kan ikke udleveres i henhold til den russiske forfatning.

Jeg tillader mig at henvende mig direkte til fru Ferrero-Waldner: Fru Litvinenko anmoder om, at Rådet og Kommissionen tager mordet på Alexander Litvinenko op over for præsident Medvedev på topmødet. Fru Litvinenko vil have mordet på sin mand opklaret og de implicerede retsforfulgt. Topmødet er en ideel lejlighed til at komme videre med den proces. Vi beder Dem om at hjælpe hende.

(Bifald)

  Vytautas Landsbergis (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg fortsætter i samme spor som den foregående taler. Den russiske regering bør gøre alt hvad der står i dens magt for at bevise, at den ikke gav ordre til det terroristiske snigmord på en britisk statsborger - hvilket også betyder en EU-borger, nemlig Alexander Litvinenko. Da den russiske regering har forsømt at bevise, at den ikke giver ordrerne og endog nægter at samarbejde behørigt med de britiske efterforskningsmyndigheder, viser det følgelig, at Ruslands officielle involvering i mordet er politisk bevist.

Det nye Rusland, som mange siger, optræder gentagne gange som en terroriststat, og på topmødet i Khanty-Mansiisk skal EU opfordre præsident Medvedev til at gøre en ende herpå.

Der bør ikke rejses retssager mod mødrene i Beslan, som forsøger at finde ud af, hvem der gav ordre til angrebet på skolen og til at anvende bazookaer og tunge maskingeværer mod alle der, herunder deres børn. EU skal i det mindste støtte dem, der er svagere, end det selv er, den britiske regering og mødrene i Beslan.

  Janez Lenarčič, formand for Rådet. - (SL) Hr. formand! Jeg vil fatte mig i korthed i betragtning af det sene tidspunkt. Jeg tror, at det var hr. Severin, som sagde - og jeg citerer dette på engelsk - "Rusland is a divisive issue in the European Union" (Rusland er et spørgsmål, som giver anledning til splittelse i EU). Alligevel mener jeg, at jeg under dagens forhandling her i Parlamentet først og fremmest hørte to aspekter, hvor der var meget bred enighed.

For det første, at vi har brug for gode forbindelser mellem EU og Den Russiske Føderation. Det kan jeg selvfølgelig kun tilslutte mig. Den Russiske Føderation er, som det er blevet nævnt flere gange, en verdensmagt, en af de centrale aktører på den internationale scene, som hr. Millán Mon sagde, og den er desuden vores nabo. Kort sagt er vi dømt til at sameksistere med Den Russiske Føderation, og denne sameksistens bliver kun af høj kvalitet, hvis den er baseret på partnerskab og samarbejde. Formandskabet er fast besluttet på at dyrke dialog med henblik på at styrke dette partnerskab og samarbejde, en dialog, der omfatter alle spørgsmål af interesse for begge sider, herunder spørgsmål, vi ikke er enige om, og som jeg nævnte i min indledende tale.

Det andet vigtige aspekt, hvor der var meget bred enighed, som jeg har bemærket her i Parlamentet, er den betydning, visse parlamentsmedlemmer tillægger EU's fælles holdning. Det er jeg fuldstændig enig i. Det område, hvor dette særlig og hyppigst er blevet understreget, er energiområdet. Det er en kendsgerning, at en enkelt medlemsstat ikke ved særskilte forhandlinger med leverandører såsom Den Russiske Føderation kan opnå lige så god en aftale, som EU som helhed kan opnå. Det er derfor på høje tid, at den fælles europæiske energipolitik virkelig bliver ført ud i livet.

I den forbindelse blev gas- og olierørledninger også nævnt. Jeg vil blot sige, at hvis vi i EU tidligere havde været i stand til at gennemføre et ægte, passende indre energimarked, ville det være fuldstændig uvæsentligt, hvor en eller anden gas- eller olierørledning skal løbe.

Jeg vil slutte med den følgende bemærkning: Det glæder det slovenske formandskab, at dette formandskab slutter med topmødet mellem EU og Den Russiske Føderation, et topmøde, som denne gang på grund af visse nye omstændigheder, en ny præsident i Rusland og det mandat, det endelig lykkedes os at opnå efter langvarige forhandlinger, er meget lovende, og jeg håber, at disse forventninger bliver opfyldt.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Jeg tror, at det centrale i vores forhold er gensidig afhængighed, hvilket mange talere har nævnt. På den ene side er det i vores interesse at have et godt forhold til Rusland, der er en strategisk partner og en nabo, som rådsformanden med rette sagde. Det er imidlertid også vigtigt, at Rusland er en partner i forbindelse med løsningen af problemer og ikke en partner, der betyder problemer, og det er den anden del af det.

Jeg har lyttet meget omhyggeligt, og jeg har bemærket mig alle Deres kommentarer. Jeg kan ikke besvare alle Deres spørgsmål og kommentarer nu, men jeg vil komme med et par generelle og mere specifikke bemærkninger.

For det første er Rusland i dag en meget vigtig energipartner og som følge af, at vi nu har fået forhandlingsmandatet for den nye aftale, har vi allerede en fælles EU-holdning for energiområdet, fordi vi har et fælles mandat. Det var ikke let at få mandatet, men nu har vi det, og det er rammen for vores forhandlinger. Derfor var det meget vigtigt at få det. Som jeg sagde før, ønsker vi at indarbejde principperne fra energichartret i den nye aftale. Forholdet mellem EU og Rusland er baseret på det - det er ikke en ensrettet vej. Vi er et vigtigt marked og en kilde til investeringer, ligesom Rusland er en meget vigtig leverandør til os. Så igen er den indbyrdes afhængighed der, og vi er nødt til at have de samme principper, som er gensidighed, gennemsigtighed og ikkeforskelsbehandling.

Et af målene med EU's energipolitik er at sprede forsyningsvejene og energikilderne for at øge konkurrencen og sikkerheden på EU's energimarked. Det er ikke en antirussisk politik. Jeg tror, at Rusland vil blive ved med at være en nøgleleverandør til os, men enhver fornuftig forbruger spreder risiciene, særlig når energipriserne stiger voldsomt. I betragtning af vores voksende gensidige afhængighed af import, særlig gas, vil den mængde russisk gas, vi ønsker at købe, sandsynligvis stige, så derfor har vi brug for en klar spredningspolitik.

Jeg vil nu gå over til handel generelt. Det er meget vigtigt, at Rusland bliver medlem af WTO. Det er ikke blot vigtigt for Rusland, men også for os. Vi vil derfor fortsat arbejde aktivt i Genève og bilateralt for at få en god aftale. Jeg tror, at Rusland er nødt til at være medlem af WTO for at modernisere sin økonomi, og med den nuværende præsident er jeg sikker på, at det er muligt, ligesom det også var muligt med præsident Putin, som selv støttede dette.

Jeg vil hurtigt nævne ngo'er og menneskerettighederne: Vi er i løbende kontakt med russiske ngo'er, og vi giver udtryk for deres bekymringer i vores drøftelser med de russiske myndigheder. Vi er rede til om nødvendigt at tage enkeltsager op, og vi støtter dem fortsat økonomisk gennem Det Europæiske Instrument for Demokrati og Menneskerettigheder.

Hvad angår menneskerettigheder generelt, holder vi samråd om menneskerettigheder med russerne. Vi taler om enkeltsager, menneskerettighedsforkæmpere og sommetider om juridiske sager. Vi er særlig optaget af situationen i Nordkaukasus. Jeg har kun fem minutter, og jeg kunne tale længe om Nordkaukasus, Georgien, Abkhasien, Sydossetien og også om Nagorno-Karabakh og Moldova, så tro ikke, at vi ikke vidste det. Dette vil blive meget vigtigt og er vigtigt.

Jeg ønskede også at sige vedrørende British Council, at EU har støttet den britiske regering i dens strid med Rusland vedrørende British Councils kontorer i Skt. Petersborg og Ekaterinburg. Jeg synes, at vi nu har en god dialog om kulturelt samarbejde med Rusland, som forhåbentlig giver mulighed for at understrege værdien af disse kontakter. Vi vil selvfølgelig overveje, om der kan gøres mere.

Vedrørende de finsk-ugriske minoriteter arbejder vi som bekendt på at gennemføre den forberedende foranstaltning til 2,5 millioner euro, som Parlamentet afsatte på budgettet for i år, og vi ser i den forbindelse gennemførelse af Europarådets konvention om minoriteters rettigheder, til hvilken Rusland også er part. Jeg mener, at den også bør omfatte nationale minoriteter i Rusland.

Vedrørende universitetsudvekslinger vil jeg kun sige, at vi fremmer sådanne udvekslinger med Rusland gennem Erasmus Mundus- og Tempus-programmet. Vi vil øge vores samarbejde under disse programmer i de kommende år. Rusland har endvidere også vist stor interesse for at blive medlem af det syvende rammeprogram for forskning og udvikling, som måske fremover bliver et meget vigtigt fingerpeg for Sigma. Vi har et Institut for Europæiske Studier, og vi - både Rusland og EU - kan gå videre til at arbejde med dette institut og måske endog øge vores bidrag.

Til sidst et par generelle bemærkninger. Den officielle lancering af den nye aftale er, og det tror jeg, at alle her er enige i, en meget vigtig begivenhed, og det er en gunstig lejlighed. Der er et stort potentiale, og jeg er helt enig med formandskabet i, at det bliver en meget vigtig begivenhed.

Vi ved, at forhandlingerne ikke bliver lette. De skal være omfattende, og da de er omfattende - fordi vi har et uhyre stort mandat - bliver de ret komplekse, og de bliver ikke afsluttet snart. Dette holdbare mandat viser imidlertid også, at vi har enighed på dette punkt. Enigheden om mandatet er der. Det var meget vanskeligt at opnå den, men nu da vi har den, skal vi komme videre, og jeg opfordrer Dem indtrængende til at støtte os i det.

Endelig skal forholdet som bekendt være strategisk. Lad os derfor træde et skridt tilbage fra de daglige irritationskilder og nyhederne fra telegrammerne og se på Europas og Ruslands bredere historiske sammenhæng samt de vores mange fælles interesser. Vi er nødt til at finde en måde at klare vores forskellige holdninger på og samtidig være åbne over for dialog. Der er en gunstig lejlighed. Vi skal benytte os af den, og jeg er sikker på, at vi sammen får et holdbart partnerskab ud af det.

  Formanden. - Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Ramona Nicole Mănescu (ALDE), skriftlig. - (RO) EU-Rusland-topmødet, som finder sted den 26.-27. juni i Khanty-Mansiik, Sibirien, markerer en dobbeltbegyndelse. På den ene side er det den første kontakt, som EU har med den nye russiske præsident, Dimitry Medvedev, og på den anden side er hensigten en ny partnerskabsaftale, som ville etablere rammen for udviklingen af forbindelser mellem EU og Rusland.

Da 40 % af den naturgas, som europæiske virksomheder importerer, kommer fra Rusland, skal det sidstnævnte fremme EU's investeringer ved at vedtage en gennemsigtig lovgivning og åbne sit rørledningssystem, hvilket ville gøre det muligt at købe gas direkte fra de centralasiatiske producenter.

EU må ikke være ligeglad med skæbnen for dem, som lever i konfliktregioner. Sammen med Rusland og de andre involverede interessenter skal vi finde en måde til at løse "frosne" konflikter såvel som konflikter i Moldova og Kaukasus.

Jeg håber, partnerskabsaftalen vil blive en ramme, inden for hvilken forbindelserne mellem EU og Rusland vil vokse. Ikke desto mindre skal vi ikke glemme, at vores mål ikke er at underskrive en partnerskabsaftale, men at inkludere aftaleklausuler, som kan føre til demokrati, sikkerhed og en stigning i levestandarden i Europa fra Kaukasus til Atlanterhavet.

  Katrin Saks (PSE), skriftlig. - (ET) Denne uge finder det almindelige topmøde mellem EU og Rusland sted i Khanty-Mansiisk efterfulgt af de finsk-ugriske folks femte verdenskongres samme sted. Til de finsk-ugriske folk hører de oprindelige indbyggere i denne region, khanty- og mansi-rensdyrhyrderne, som har givet navn til dette sted, som ligger midt i den sibiriske marsk og tundra.

En delegation på fem medlemmer fra EU deltager også i verdenskongressen. Ungarerne, finnerne og esterne hører til de finsk-ugriske folk, og deres oprindelige hjem er i Sibirien. Jeg håber, at vi på denne måde kan gøre opmærksom på de små nationer, hvis sprog risikerer at forsvinde, og hvis kultur, som er flere tusinde år gammel, bliver erstattet af virksomhedsevents.

EU bør forblive tro mod dets værdier og forsvare dem og ikke lade sig forblinde i en region, hvor de fleste af Ruslands energikilder findes. Oliestrømmene der har ført til en konflikt mellem de indfødte indbyggeres traditionelle livsstil og menneskehedens stadigt stigende behov for olie.

(1) Se protokollen.

14. Spørgetid (spørgsmål til Rådet)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er spørgetiden (B6-0161/2008).

Vi behandler en række spørgsmål til Rådet.

Spørgsmål nr. 1 af Robert Evans (H-0342/08)

Om: Bevægelseshæmmede passagerer

Hvilke handlinger og kontroller har Rådet foretaget for at sikre, at de bestemmelser i min betænkning om forordningen vedrørende bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly⁽¹⁾, der trådte i kraft sidste sommer, gennemføres korrekt i alle medlemsstater?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Reglerne om beskyttelse og ydelse af hjælp til handicappede og bevægelseshæmmede personer er fastlagt i Parlamentets og Rådets forordning om handicappede og bevægelseshæmmede personers rettigheder, når de rejser med fly. Denne forordning blev vedtaget i 2006; visse dele trådte allerede i kraft i 2007, og resten vil træde i kraft i juli i år.

Jeg vil gerne understrege, at overvågning af en ordentlig håndhævelse af denne forordning påhviler Kommissionen, der kan træffe passende foranstaltninger. Sådanne foranstaltninger kan indbefatte juridiske initiativer for at sikre, at Fællesskabets lovgivning bliver anvendt ordentligt på dette område. Derfor er Rådet simpelthen ikke kompetent til at besvare dette spørgsmål.

Ikke desto mindre vil jeg understrege, at EU er opmærksom på vigtigheden af beskyttelse og sikring af bistand til handicappede og bevægelseshæmmede personer. Som man kan se i praksis, bliver den forordning, jeg nævnte, allerede anvendt, og den udgør en vigtig hjælp for handicappede og bevægelseshæmmede personer, når de rejser.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand! Tak til formandskabet, men jeg har naturligvis kendskab til alt det lovgivningsmæssige, for det var mig, der som ordfører fik det igennem Parlamentet.

Faktisk er det de nationale institutioner, der er ansvarlige. Jeg kender ikke forholdene i alle medlemslandene, men i Det Forenede Kongerige er det den civile luftfartsmyndighed. Så det er nationale institutioner, og det er de nationale regeringers ansvar, og det er derfor, jeg stillede spørgsmålet til Rådet.

I en uge, hvor Europa tydeligvis kæmper for at overbevise sin befolkning på en halv milliard borgere om den sande værdi af EU, er dette et værdifuldt initiativ. Det er en meget vigtig lovgivning til støtte for handicappede og bevægelseshæmmede personer, så jeg opfordrer ministeren til at gå tilbage til Rådet og sige til alle sine 26 kolleger i Rådet (transport) og til medlemmerne, at de bør håndhæve denne lovgivning.

  Emanuel Jardim Fernandes (PSE). - (PT) Hr. formand! I forlængelse af spørgsmålet fra min kollega Robert Evans vil jeg gerne spørge Rådet om, hvorvidt det er parat til at styrke rettighederne for bevægelseshæmmede passagerer i den maritime sektor. Det spørger jeg om, fordi Kommissionen tidligere har forsvaret denne mulighed, f.eks. i meddelelsen fra 2005 om passagerrettigheder, og Parlamentet har arbejdet hen imod dette, i særdeleshed inden for kompetencerne og drøftelserne om Erika III-pakken.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg har et spørgsmål, hr. minister! Det er kommet mig for øre, at passagerer med begrænset mobilitet alligevel udsættes for forskellig behandling hos flyselskaberne, og at især de såkaldte lavprisselskaber klarer opgaven en smule dårligere end andre flyselskaber. Det ville interessere mig at få at vide, om Rådet ligeledes er bekendt med sådanne forhold, eller er der snarere tale om enkeltstående hændelser?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Hvad angår tillægsspørgsmålet fra hr. Fernandes kan jeg naturligvis ikke udelukke, at der kan blive indført noget lignende for handicappede og bevægelseshæmmede personer, der rejser til søs. Naturligvis er det noget, der især må studeres i Kommissionen, der så bør fremlægge et forslag. Men det er da en idé, det er værd at overveje. Det er min umiddelbare reaktion.

Hr. Leichtfried nævnte lavprisflyselskaber. Jeg vil gerne understrege, at den forordning, jeg nævnte, og som har at gøre med at lette lufttransport for handicappede og bevægelseshæmmede personer, gælder for alle flyselskaber, og der skelnes ikke her. Overtrædelser vil naturligvis blive behandlet ens, uanset om de kommer fra lavprisselskaber eller andre selskaber.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 2 af Marie Panayotopoulos-Cassiotou (H-0346/08)

Om: Fælles indvandrerpolitik og illegalt arbejde

Hvordan vurderer Det Europæiske Råds formandskab det fremskridt, der i løbet af dets seks måneder lange formandskabsperiode er sket i retning af en fælles indvandrerpolitik med henblik på at bekæmpe illegalt arbejde?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Med hensyn til indvandringspolitikken og ulovligt arbejde i denne embedsperiode er det under det slovenske formandskab, at formandskabet fortsatte sine forhandlinger i Rådet og med Parlamentet om forslag til et direktiv, der indfører sanktioner mod arbejdsgivere for borgere fra tredjelande, der ulovligt opholder sig i EU.

Dette direktiv forbyder beskæftigelse af borgere fra tredjelande, der opholder sig ulovligt i Unionen, og det er naturligvis en af metoderne til at bekæmpe ulovlig indvandring. Til dette formål fastlægges der i direktivet fælles minimumssanktioner og -foranstaltninger, som medlemsstaterne må bringe i anvendelse mod arbejdsgivere, der beskæftiger borgere fra tredjelande, der opholder sig ulovligt på medlemsstaternes territorium.

I denne periode har de ansvarlige organer i Rådet fortsat studeret forslaget, og der er blevet holdt tæt kontakt med Parlamentet med henblik på, at de to institutioner kan nå frem til en fælles holdning. Arbejdet er endnu ikke færdigt, men jeg kan sige, at formandskabet er tilfreds med de fremskridt, der er sket indtil nu.

  Marie Panayotopoulos-Cassiotou (PPE-DE). - (EL) Hr. formand, hr. rådsformand! Jeg takker Dem for Deres svar. Men vi ved, at borgere fra tredjelande, der kommer ind på EU's territorium uden dokumenter eller juridiske papirer, faktisk arbejder for forskellige arbejdsgivere, efter at de er blevet sat på fri fod. De kan så tjene til deres billet og rejse til europæiske lande, hvor deres ret til ophold vil blive anerkendt. Hvordan skal vi bekæmpe ulovlig beskæftigelse, når den til dels retfærdiggøres og sikres?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Når førnævnte direktiv bliver vedtaget, vil det utvivlsomt også være muligt at handle i disse tilfælde, og jeg håber, at det vil ske så snart som muligt. Under alle omstændigheder involverer det handling, der sikrer mod beskæftigelse af personer, der opholder sig ulovligt på EU's medlemsstaters territorium, og det vil naturligvis stride imod direktivet, når og hvis det bliver vedtaget. Jeg gentager: Rådet forventer, at det vil ske så snart som muligt, og vi har også den opfattelse, at der i løbet af disse seks måneder er sket betydelige fremskridt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 3 af Marian Harkin (H-0350/08)

Om: Patientsikkerhed

I betragtning af at EU i årtier har spillet en aktiv rolle for at sikre arbejdstagernes mobilitet, ønskes oplyst, om Rådet er enigt i, at patientsikkerhed er et vigtigt emne, der endnu ikke er blevet tilgodeset i tilstrækkeligt omfang i EU-direktiver. Især ønskes følgende oplyst: Er Rådet enigt i, at det med henblik på at garantere patientsikkerheden i hele EU er nødvendigt at indføre et system, hvorved der kan udveksles oplysninger mellem medlemsstaterne og deres tilsynsmyndigheder for ansatte i sundhedssektoren?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke fru Harkin meget for hendes spørgsmål. Det er et vigtigt emne, som det er blevet bekræftet af det 18 måneders formandskabsprogram, vi har udarbejdet sammen med Tyskland og Portugal. I programmet understreger vi, at patientsikkerhed er et vigtigt område.

Med henblik herpå har arbejdsgruppen for patientsikkerhed i Gruppen på Højt Plan vedrørende Sundhedstjenesteydelser og Lægebehandling udarbejdet en rapport om forbedring af patientsikkerheden i EU. Inden for rammerne af disse anbefalinger blev uddannelse og oplæring af sundhedspersonalet fremhævet som et af de vigtigste områder.

Anbefalingerne taler også om nødvendigheden af at fremme flerdisciplinær uddannelse omkring patientsikkerhed på alle niveauer af sundhedspersonalets uddannelse. Arbejdsgruppen anbefalede også, at en måde at nå patientsikkerhed på er ved at benytte et enkelt samlet paraplynetværk, kaldet EUNetPass, der vil støtte medlemsstaterne og muliggøre samarbejde omkring patientsikkerhed på EU-plan.

Kommissionen har finansieret to projekter på europæisk niveau, og de bør bidrage til bedre forståelse af situationen og formulering af retningslinjer for det fremtidige arbejde med hensyn til patientsikkerhed. Det er projekterne MARQuIS - "Methods of Assessing Response to Quality Improvement Strategies" (metoder til vurdering af virkningen af kvalitetsforbedringsstrategier) - og SIMPATIE - "Safety Improvement for Patients in Europe" (forbedring af sikkerheden for patienter i Europa).

Patientsikkerhed stod også på dagsordenen ved ministerrådsmødet i juni. Denne måned, den 10. juni, har Rådet vedtaget beslutningen om antimikrobiel resistens. I disse afgørelser støtter den udviklingen af en strategi, der sigter mod ansvarlig anvendelse af antimikrobielle midler. Udbredelsen af bakterier, der er resistente over for antimikrobielle lægemidler, er hyppigst en følge af forkert anvendelse i hele sundhedssektoren.

Aktiviteter, der har at gøre med forhindring af yderligere opståen af resistente patogener, er også vigtige. Disse aktiviteter omfatter etablering af et effektivt system til kontrol blandt medlemsstaterne, og i tilgift hertil må sundhedspersonalet underrettes bedre herom.

På det sidste møde for sundhedsministrene ved førnævnte junisession gav Kommissionen oplysninger om pakken vedrørende patientsikkerhed. Dette er "patientsikkerhedspakken", og i denne forbindelse har Kommissionen rapporteret, at den inden udgangen af 2008 agter at fremlægge en særlig betænkning om patientsikkerhed og et forslag om henstillinger vedrørende patientsikkerhed og forebyggelse af og kontrol med infektioner. Så snart disse dokumenter står til rådighed, vil den medlemsstat, der har formandskabet, naturligvis underrette Rådet.

Endelig vil jeg også gerne nævne direktivet fra Parlamentet og Rådet om anerkendelse af professionelle kvalifikationer. Dette regulerer meget præcist de professionelle kvalifikationer for ansatte i sundhedssektoren for at beskytte europæiske borgere, og det definerer samarbejdsområdet blandt medlemsstaterne på dette område.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg takker rådsformanden for hans svar. Jeg er glad for at høre om de fremskridt, der er sket de sidste seks måneder, i særdeleshed med arbejdsgruppen for patientsikkerhed.

Det, jeg specielt er optaget af her, er, at selv om vi har mobilitet for sundhedspersonale, har vi ikke på EU-plan en anerkendt struktur på plads, der åbner for formelt samarbejde mellem tilsynsmyndighederne for sundhedspersonalet og sundhedstjenesterne.

Er ministeren ikke enig i, at vi på EU-plan må få en anerkendt struktur på plads, der åbner for formelt samarbejde mellem disse tilsynsmyndigheder? For uden denne sammenhæng og struktur, kan individuelle tilsynsmyndigheder ikke garantere patienternes sikkerhed; så jeg vil gerne høre hans kommentar hertil.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Blot som et tillægsspørgsmål: Vi har også mobilitet for patienter i hele EU, folk, der tager på ferie og bliver opereret - med skrækkelige konsekvenser.

Hvordan skal det håndteres, så at folk for det første er klar over problemerne, og for det andet at problemerne bliver forhindret ved at få ordentligt kvalificeret sundhedspersonale, som kan spores gennem systemet?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Med hensyn til organiseringen på EU-plan har jeg nævnt EUNetPass-netværket, der er en af de henstillinger, som førnævnte arbejdsgruppe for patientsikkerhed er kommet med, og i særdeleshed at EUNetPass-netværket bare er en af flere mulige veje, men at det er en af vejene til at nå patientsikkerhed.

Så hvad involverer dette netværk? Det er et netværk for udveksling af informationer, det giver støtte til henstillinger om patientsikkerhed på forskellige måder, og det er især en platform for samarbejde og netværksaktiviteter mellem medlemsstaterne og internationale organisationer med hensyn til patientsikkerhed. Dette netværk udvikler en positiv sikkerhedskultur, det indfører uddannelse og oplæring af sundhedspersonale og indfører mekanismer til rapportering og til at lære af andres eksempel. Men det er blot en af vejene, og naturligvis er der andre, herunder den slags som De har nævnt.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 4 af Bernd Posselt (H-0352/08)

Om: Nærhedsprincippet og EU-medlemskab

I forskellige medlemsstater, dog først og fremmest i kandidatlandene, hævdes det af politiske kredse og i medierne igen og igen, at indførelse af det såkaldte "ægteskab mellem personer af samme køn" eller registrerede partnerskaber samt liberalisering af abort og eutanasi er nødvendig i henhold til EU-retten hhv. Fællesskabets regelværk.

Kan Rådet entydigt erklære, om og hvorvidt dette er i overensstemmelse med kendsgerningerne, eller om alle disse spørgsmål udelukkende henhører under de nationale beføjelser hhv. er underlagt nærhedsprincippet?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Jeg bør påpege, at Fællesskabet - og det tror jeg, at hr. Posselt er klar over - ikke er kompetent til at pålægge medlemsstaterne et krav om, at de skal indføre "ægteskab mellem folk af samme køn" eller "registrerede partnerskaber" i deres nationale lovgivning. Fællesskabet kan kun vedtage bestemmelser, der styrer samarbejdet mellem de juridiske myndigheder i medlemsstaterne, f.eks. bestemmelser om domstolsafgørelser, der anerkendes og håndhæves af én stat, men er foretager i en anden.

Kommissionen kan også vedtage bestemmelser om løsning af konflikter mellem love i tilfælde, hvor der er grænseoverskridende elementer. De nuværende Fællesskabsbestemmelser - nemlig fra Bruxelles IIa-forordningen - henviser ikke til forordninger om partnerskaber for folk af samme køn. Som vi ved, har medlemsstaterne meget forskellige lovgivningsmæssige løsninger omkring de rettigheder og pligter, der udspringer af sådanne partnerskaber. Nogle har den slags partnerskaber, og nogle har det slet ikke reguleret gennem lovgivning.

Siden indførelsen af ægteskaber mellem folk af sammen køn og registrerede partnerskaber ikke er krævet under Fællesskabets lovgivning, vil det være vanskeligt for medlemsstaterne at nå til enighed om at ændre eksisterende bestemmelser for at medtage partnerskaber mellem folk af samme køn. Jeg vil også gerne påpege, at Fællesskabet ikke er kompetent til at lovgive om sager, der drejer sig om abort eller eutanasi.

  Bernd Posselt (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Jeg takker Rådet for denne vigtige præcisering, for emnet har jo også spillet en stor rolle i Irland. Jeg vil blot stille et kort og klart supplerende spørgsmål om Kroatien. Gælder det også for ansøgerlande, at de ikke skal ændre deres lovgivning på disse områder, men at de fortsat er suveræne, fordi dette heller ikke med hensyn til ansøgerlande er en EU-kompetence?

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg takker Rådet for dets svar, og jeg er enig i, at alle disse sager - ægteskab mellem folk af samme køn, registreret partnerskab, osv. - bør forblive inden for medlemsstaternes beføjelser. Men et af de spørgsmål, der rejste sig under Lissabondebatten i Irland, var resultatet af chartret om grundlæggende rettigheder. Jeg vil blot spørge ministeren, om han har en mening om chartret om grundlæggende rettigheder, der blev føjet til Lissabontraktaten. Samtidig blev det fastslået i Irland, at dette charter kunne lette indførelsen af ægteskab mellem personer af samme køn, abort, eutanasi, osv. Jeg vil bare gerne høre ministeren, om han har et synspunkt om denne sag.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Mit spørgsmål er på samme linje som Marian Harkins. Et medlem af Parlamentet har sendt en brochure rundt, hvor der står, at hvis Lissabontraktaten blev vedtaget i Irland, ville man indføre eutanasi og abort - en brochure, der minsandten indeholdt en sprøjte! Samme medlem havde den frækhed at tage ordet her i dag og tale om sandhed og ærlighed.

Jeg vil gerne have, at ministeren klart fortæller Parlamentet, at hvis Lissabonstraktaten skulle blive vedtaget, er det klart, at den ikke vil indføre abort eller eutanasi i nogen medlemsstater.

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Mange tak for disse tillægsspørgsmål. For det første med hensyn til hr. Posselts spørgsmål om, hvorvidt det betyder, at ansøgerlandene - det være sig Kroatien eller andre - ikke skal ændre deres lovgivning om ægteskab mellem personer af samme køn, abort eller eutanasi, er svaret ja. Det behøver de ikke. De behøver ikke at gøre det, for det er ikke en sag, der hører ind under Fællesskabets kompetence. Derfor undersøger man ikke ansøgerlandenes lovgivning i disse tilfælde, eftersom det ikke er en kompetence for det Fællesskab, som ansøgeren vil tilslutte sig.

Med hensyn til chartret om grundlæggende rettigheder er mit svar til fru Harkins og hr. Mitchells tillægsspørgsmål følgende:

Lissabontraktaten indeholder en artikel, der styrer den juridisk bindende karakter af chartret om grundlæggende rettigheder, som er et særskilt dokument. Men jeg kan ikke desto mindre offentligt bekræfte her og nu, at gennemførelse af Lissabontraktaten ikke vil pålægge nogen medlemsstat noget krav med hensyn til spørgsmål såsom abort, eutanasi eller ægteskab mellem personer af samme køn. Det er anliggender, der ikke henhører under Fællesskabets kompetence, og gennemførelsen af Lissabontraktaten vil ikke ændre dette. Disse anliggender, spørgsmål og områder vil forblive under den enkelte medlemsstats kompetence.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 5 af Dimitrios Papadimoulis (H-0358/08)

Om: Verdensomspændende fødevarekrise

De voldsomme stigninger i priserne på basisfødevarer såsom korn, ris, majs osv. har forårsaget en fødevarekrise og social uro i mange udviklingslande, mens der også i Europa noteres drastiske prisstigninger på fødevarer.

Hvad er Rådets vurdering af årsagerne til denne drastiske stigning i de internationale priser på basisfødevarer? Hvilke foranstaltninger vil Rådet træffe for at tilskynde til produktion af basisvarer eller eventuelt fraråde produktion af andre varer (f.eks. biobrændstoffer)?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Rådet er helt klar over vigtigheden af spørgsmålet om landbrugsprodukter og fødevarepriser på verdensmarkedet. Formandskabet mener, at der er brug for en integreret tilgang for at løse dette problem, en tilgang, der vil inkludere alle relevante sektorer for at sikre en effektiv og langsigtet politisk reaktion fra EU. Med hensyn til de forskellige aspekter af dette spørgsmål har vi for nylig i de relevante sammensætninger af Rådet organiseret talrige drøftelser med henblik på at bidrage til sådanne integrerede løsninger.

F.eks. holdt Rådet den 19. maj en detaljeret drøftelse af faktorer, der påvirker landbrugssektorens kapacitet til at sikre tilstrækkelig fødevareforsyning. Her påpegedes behovet for at studere de langsigtede tendenser for udbud og efterspørgsel. Denne drøftelse, der havde til formål at bidrage til en fælles politisk reaktion fra EU, der skulle sigte imod bæredygtighed, berørte alle de væsentligste aspekter, som er vigtige for landbrugssektoren og den fælles landbrugspolitik.

Rådet har allerede vedtaget en afgørelse om adskillige foranstaltninger til at afbøde presset på fødevarepriserne på EU's marked. Disse foranstaltninger forventes også at få en gunstig indvirkning på de internationale markeder. Rådet har også vedtaget visse hurtige foranstaltninger såsom afskaffelse af kravet om tvungen braklægning i 2008, en forøgelse af mælkekvoterne og midlertidig ophævelse af importafgifter på korn.

I forbindelse med sundhedstjekket på den fælles landbrugspolitik vil Rådet også overveje yderligere foranstaltninger. Dette indbefatter f.eks. permanent opgivelse af kravene om tvungen braklægning, gradvis ophævelse af systemet med mælkekvoter, eliminering af de nuværende bonusser på energiafgrøder og erstatning af dem for at fremme produktionen af andengenerationsbiobrændstof - med andre ord biobrændstof, der produceres af biprodukter og ikke konkurrerer med fødevareproduktionen.

Ved udgangen af maj fokuserede Rådet på udviklingsdimensionen af dette spørgsmål og besluttede, at sådanne omstændigheder som de nuværende udgør en alvorlig byrde for udviklingslandene og i særdeleshed de svageste sociale segmenter i disse lande.

Ved sit møde den 3. juni studerede Rådet også de økonomiske følger af og mulige løsninger på de høje fødevarepriser. Det henledte opmærksomheden på de kortsigtede foranstaltninger, det allerede har vedtaget, særlig inden for landbruget, og understregede vigtigheden af at styrke landbrugets markedsorientering, sikre bæredygtig produktion af biobrændstof og forøge væksten af landbrugets produktivitet på mellemlang og lang sigt både i Europa og i udviklingslandene.

Mødet i Det Europæiske Råd, der begynder i morgen, vil også tage fat på de politiske konsekvenser af de høje fødevarepriser. Kort sagt, hvis jeg må konkludere, har det spørgsmål, som hr. Papadimoulis stillede, regelmæssigt været på Rådets dagsorden i de seneste måneder og uger.

  Dimitrios Papadimoulis (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand, hr. rådsformand! De har læst en diplomatisk tekst, der er formuleret i diplomaternes sædvanlige generaliserende og tunge sprog. Jeg spørger Dem: Vil De på topmødet i morgen ud over at sige smukke ord faktisk vedtage konkrete foranstaltninger, og hvad bliver de med hensyn til lovgivningen om at reducere spekulationen i brændstof og fødevarer? Vil De støtte lavere sociale indkomster? Vil De genoverveje den fortsatte politik med nedskæringer, som man påtvinger landbruget? Endelig, tror De, at det irske nej for nogle få dage siden er uden forbindelse til de høje priser og dagliglivet?

  Mairead McGuinness (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Dette er et globalt spørgsmål, og det, vi gør ved sundhedseftersynet af landbruget i Europa, er vigtigt, men ikke stort. Hvilken slags dialog har vi med USA, hvor 25 % af deres majs bliver ædt op af biler i stedet for kvæg? Det er da et kæmpe spørgsmål, som vi må tage fat på.

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Jeg vil gerne forklare hr. Papadimoulis, at Det Europæiske Råd ikke vedtager særlige foranstaltninger. Det Europæiske Råd fastlægger retningslinjer for handling. Særlige foranstaltninger vedtages på rådsniveau, og her er Rådet aktivt og funktionelt. Jeg nævnte og opregnede en række foranstaltninger, som Rådet allerede har vedtaget. Jeg opregnede også en række foranstaltninger, som Rådet forventes at tage fat på, men ikke er begyndt på endnu. Så jeg kan ikke acceptere den anklage, at dette kun er snak, for jeg talte om konkrete foranstaltninger, der allerede er vedtaget, og andre, som vil blive behandlet på rådsniveau, i særdeleshed i Rådet (landbrug) og Rådet (økonomi og finans).

Så er der spørgsmålet om USA og den måde, hvorpå det får biobrændsel. Det er naturligvis genstand for en dialog mellem EU og USA. Det er også et af de spørgsmål, som vi regelmæssigt tager fat på, spørgsmålet om biobrændstof. Synspunkterne er naturligvis forskellige og dækker et bredt spektrum. Sagen er, at vi må tage hensyn til, at fossilt brændstof er et alternativt til biobrændstof. Så fra dette synspunkt må vi bedømme, hvad der er mest problematisk.

EU er opmærksom på den mulige indflydelse af produktionen af biobrændstof på fødevarepriserne. Af netop denne grund har Rådet lige vedtaget foranstaltninger til fremme af brugen og produktionen af andengenerationsbiobrændstof, med andre ord det brobrændstof, hvis produktion ikke konkurrerer med fødevareproduktion.

Samtidig arbejdes der på at frembringe bæredygtige kriterier for produktionen af biobrændstof, og når de er vedtaget, vil de gælde både for produktionen af biobrændstof inden for EU og for importeret brændstof.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 6 af Jim Higgins (H-0359/08)

Om: Forbedring af færdselssikkerheden

En af de vigtigste målsætninger for det nuværende rådsformandskab var at forbedre færdselssikkerheden på rådsplan. Rådets bedes derfor her ved afslutningen af formandsperioden oplyse, hvor der er sket de største forbedringer, og hvor der er sket mindre forbedringer og hvorfor?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! I forbindelse med lovgivningen om færdselssikkerhed fortsatte det slovenske formandskab behandlingen af forslaget til direktiv fra Parlamentet og Rådet om forbedring af sikkerheden på vejnettet. Det organiserede også en række tekniske møder med Parlamentets ordfører ud fra et ønske om at nå til en aftale med Parlamentet ved førstebehandling i næste måned.

Blandt det slovenske formandskabs bestræbelser for større færdselssikkerhed vil jeg også gerne nævne det arbejde, der blev gjort i forbindelse med lovforslaget om beskyttelse af fodgængere og andre bløde trafikanter. Dette forslag giver forbedringer af bilers frontsektion, som fabrikanterne må modificere, så skaderne på fodgængeren minimeres ved eventuelle sammenstød mellem bil og fodgænger.

Det slovenske formandskab begyndte en behandling af dette forslag i arbejdsgrupper under Rådet og holdt med succes møder med Parlamentets ordfører. Vi bør til bestræbelserne for større færdselssikkerhed regne de fremskridt, der har forbindelse med vedtagelsen af pakken om vejtransport. Jeg vil gerne påpege, at Rådet (transport) den 13. juni 2008 nåede til politisk enighed om denne pakke.

Inden for rammerne af denne pakke vil jeg gerne i særdeleshed fremhæve forslaget til forordning om fælles regler for beskæftigelsen som fragtfører. Det forekommer os meget vigtigt, at dette forslag formulerer en liste over de mest alvorlige overtrædelser med hensyn til vejtransport. Hvis en sådan lovovertrædelse begås af en fragtfører, kan det føre til tab af retten til at udøve det pågældende erhverv. På denne måde vil særlige nationale registre, der skal indføres i forbindelse med denne forordning, lette kontrollen med disse fragtførere, og det vil blive mere effektivt, noget, der utvivlsomt vil have en positiv indvirkning på færdselssikkerheden.

Jeg vil også nævne forslaget om regler for markedsadgang, der også er en del af denne pakke. Dette indfører en reduktion af antallet af rejser med tomme godskøretøjer, et højere niveau af erhvervsoplæring af chaufførerne, rationalisering af markedet, en forøgelse af tjenesternes kvalitet og på denne måde også en indirekte indflydelse på forøgelse af færdselssikkerheden.

I denne måned er formandskabet også begyndt at behandle forslaget til direktiv om at lette håndhævelse på tværs af grænserne med hensyn til færdselssikkerhed. Det er et forslag, som blev forelagt for Kommissionen i april i år.

I betragtning af den tid, der er til rådighed, og antallet af forslag fra Kommissionen omkring færdselssikkerhed - antallet af forslag, der i øjeblikket behandles af Rådet - er det vores opfattelse, at der er sket betydelige fremskridt inden for færdselssikkerheden. Naturligvis vil en fuldstændig vurdering af resultaterne kun være mulig, efter at vores formandskab er forbi.

  Jim Higgins (PPE-DE). - (GA) Hr. formand! Jeg vil rose det slovenske formandskab for dets understregning af færdselssikkerheden. Det har forøget opmærksomheden hos myndighederne i medlemsstaterne på behovet for at træffe forskellige foranstaltninger til at vedtage en praktisk politik med henblik på at nedbringe antallet af færdselsuheld, antallet af dødsulykker og også antallet af kvæstede på vores veje.

Jeg glæder mig f.eks. over Ferrari-betænkningen, der blev vedtaget i dag i Parlamentet, og som giver større beskyttelse for fodgængere og cyklister. Jeg vil gerne spørge Rådet, om vi kan gøre noget andet - og tage yderligere skridt - for at forbedre færdselssikkerheden.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand! Jeg vil knytte an til dette spørgsmål. Parlamentet har i denne uge nogle relevante betænkninger om færdselssikkerhed på dagsordenen. Ferraris betænkning er blevet nævnt, i morgen Gurmais, i nat Markovs. Er resultatet af vores arbejde tilfredsstillende set ud fra formandsskabets synspunkt, eller havde formandskabet håbet på mere?

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge ministeren, om han er tilfreds med, at der ikke er samme mulighed for at teste folk, der kører ulovligt efter indtagelse af narkotika, som der er for folk, der er påvirket af alkohol. Kan han forsøge at sikre, at der skabes fornyet interesse om dette spørgsmål, for det synes at blive mere og mere almindeligt?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Til spørgsmålet fra hr. Higgins om, hvad vi ellers kan gøre: Det vigtigste, som både Rådet og Parlamentet kan gøre, er at sætte skub i den proces, der allerede er i gang, og at vedtage de beslutninger, der allerede er forberedt, naturligvis stadig inden for denne valgperiode for Parlamentet. Det første, der vil stå på dagsordenen, forhåbentlig i juli, er det tidligere nævnte direktiv om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed. Men der er endnu flere foranstaltninger, som jeg har opregnet, og som allerede er i gang, og jeg vil gerne se det gode samarbejde mellem Parlamentet og Rådet føre til en hurtig vedtagelse.

Spørgsmålet fra hr. Rack kræver, tror jeg, et mere politisk svar. Vi kan ikke være tilfredse, så længe folk dør på vejene i EU. Og så længe det er tilfældet, bliver vi nødt til at søge nye foranstaltninger, ekstra foranstaltninger, til at reducere antallet af dødsulykker og kvæstelser, hvor det ideelle tal er nul.

Narkotika er et problem, der ligner alkohol. Jeg mener, det bør behandles på samme måde som alkohol. Det, det drejer sig om, er evnen til at føre et køretøj, og jeg synes, at medlemsstaterne ikke bør skelne mellem forskellige former for narkotika, hvilket alkohol i realiteten er, fordi en af dem er lovlig.

  Formanden. -

Spørgsmål nr. 8 af Jörg Leichtfried (H-0365/08)

Om: Nyt vejafgiftssystem i Slovenien

Slovenien har indført et nyt vejafgiftssystem med virkning fra den 1. juli 2008. Dette system indebærer, at trafikanterne for en enkelt tur gennem Slovenien bliver nødt til at købe en halvårs- eller årsvignet til hhv. 35 og 55 EUR, hvorimod en sådan tur tidligere kostede 7 EUR (der er således tale om en femdobling af vejafgiften). Dette virker diskriminerende og er klart i strid med de europæiske principper.

Er Rådet bekendt med denne udvikling? Hvilke foranstaltninger vil Rådet træffe, og hvordan kunne denne udvikling i det hele taget ske?

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! Jeg må gentage, at jeg befinder mig her på dette sted som repræsentant for Rådet, og Rådet har ikke behandlet det spørgsmål, som hr. Leichtfried stillede. Men som jeg allerede har sagt, mener jeg, at ved det tidligere møde i Parlamentet, hvor jeg fik et lignende spørgsmål. I betragtning af at jeg er ganske fortrolig med det pågældende land, kan jeg svare, men jeg vil ikke risikere en anklage for at overskride min kompetence.

Så lad os forsøge, og tillad mig nogen yderligere forklaring. Det nye system med vejafgifter i Slovenien, som træder i kraft den 1. juli, dvs. køb af vignetter, har kun betydning for køretøjer med en maksimumsvægt på under 3.500 kg. Med andre ord er det en kategori af køretøjer, som den nugældende Fællesskabslovgivning om vejafgifter ikke giver nogen fælles regler for, som det er tilfældet med køretøjer, hvis maksimumsvægt overstiger 3.500 kg. Så dette system med vejafgifter, der indføres i Slovenien, falder ikke inden for det område, hvor den Fællesskabslovgivning, jeg nævnte, gælder.

Hvad der måske er endnu mere vigtigt: Metoden med vignetter til opkrævning af vejafgifter, der indføres i Slovenien, er midlertidig. Den vil kun blive anvendt i en overgangsperiode, indtil der indføres elektronisk eller satellitdrevet vejafgift, hvilket ventes at ske i 2009, først for lastbiler og siden for privatbiler.

De må forstå, hr. Leichfried, at mit svar er en gestus, et ønske om at give Dem en forklaring. Mit svar ændrer imidlertid ikke ved, at jeg står her i en anden egenskab og ikke som repræsentant for Slovenien.

  Jörg Leichtfried (PSE). - (DE) Hr. formand! Vi har tilsyneladende forskellige meninger om lovgivningen på området. Jeg er af den holdning, at dette system er diskriminerende for EU-borgere uden for Slovenien. Hr. minister, er der mulighed for, at Kommissionen indleder en procedure mod Slovenien for overtrædelse af traktaten? De første skridt er tilsyneladende taget. Jeg vil rette mit spørgsmål til Dem. Vil De som rådsformand råde republikken Slovenien til måske at indføre en 10-dages-vignet for at opnå fred på dette punkt og sørge for, at en sådan overtrædelsesprocedure måske slet ikke kommer i stand?

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! De har allerede besvaret dette spørgsmål sidste gang, hr. minister, det er en overgangsordning. Overgangsordninger er normalt tænkelige i en, to, tre måneder. Det vi her har set, er en entydig diskriminering af ikkeslovenske og derfor også andre EU-borgere i flere år. Kommissær Tajani har så sent som i går nat udtrykkeligt bekræftet, at der allerede findes en skrivelse fra Generaldirektoratet for Transport, der vil opklare denne diskriminering.

Er det ikke på tide med et hurtigt tiltag, så der sørges for, at turisterne allerede denne sommer får chancen for at køre gennem Slovenien til rimelige priser? Vi rejser gerne dertil.

  Janez Lenarčič, rådsformand. - (SL) Hr. formand! I øjeblikket er det ikke blevet fastslået, at denne sag involverer diskrimination. Hvis den gør, vil der være en ny situation, og det ønsker jeg ikke at komme med gisninger om. I øjeblikket er det imidlertid ikke klart, at anklagerne er berettigede, eftersom systemet med vignetter er identisk både for borgerne i Slovenien og for alle andre. Men jeg vil virkelig gerne være færdig med dette, og jeg vil understrege, at jeg er her som repræsentant for Rådet, og at Rådet ikke har overvejet dette. Tag det venligst som et udtryk for god vilje, at jeg ikke desto mindre er gået ind i en diskussion, og jeg prøver så godt, jeg kan, at give Dem forklaringer.

  Formanden. - Spørgsmål, der på grund af tidnød ikke var blevet besvaret, ville blive besvaret skriftligt (se bilag).

Janez Lenarčič har været her for sidste gang som rådsformand. Han vil naturligvis være til stede under den ekstraordinære mødeperiode i Bruxelles, men han vil ledsage sit lands premierminister og vil derfor ikke tale som rådsformand. Jeg ønsker at takke hr. Janez Lenarčič og det slovenske formandskab for deres samarbejde med Parlamentet, særligt under spørgetiden til Rådet, som jeg har præsideret over.

Jeg er også opmærksom på, at hr. Janez Lenarčič i juli vil tiltræde en overordnet stilling i en international menneskerettighedsorganisation med hjemsted i Warszawa. Jeg vil gerne takke ham og lykønske ham og ønske ham alt godt. Jeg tror, at han i denne egenskab måske igen vil få lejlighed til at arbejde sammen med Parlamentet af og til, og i særdeleshed når det gælder valgobservation, eftersom den pågældende organisation har forbindelse til OSCE. Jeg ønsker derfor hr. Lenarčič alt godt i fremtiden og takker ham igen for hans tilstedeværelse i dag, for hans beredvillighed til at svare og for kvaliteten af hans svar.

Hermed er spørgetiden afsluttet.

(Mødet hævet kl. 19.00 og genoptaget kl. 21.00)

FORSÆDE: Mario MAURO
Næstformand

(1) http://www.europarl.europa.eu/sides/getDoc.do?pubRef=-//EP//NONSGML+REPORT+A6-2005-0317+0+DOC+PDF+V0//DA&language=DA.

15. Udvalgenes og delegationernes sammensætning: se protokollen

16. Indlandstransport af farligt gods (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er indstilling ved andenbehandling fra Transport- og Turismeudvalget om Rådets fælles holdning med henblik på vedtagelse af Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om indlandstransport af farligt gods (6920/3/2008 - C6-0160/2008 - 2006/0278(COD)) (Ordfører: Bogusław Liberadzki) (A6-0227/2008).

  Bogusław Liberadzki, ordfører. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til at byde hr. Tajani velkommen i salen i hans nye rolle. Jeg stemte for Dem, hr. kommissær, og det er jeg sikker på, jeg gjorde ret i.

Direktivet om indlandstransport af farligt gods ajourfører fire afgørelser fra Kommissionen og kombinerer dem i en enkelt lov. Det omfatter transporten af farligt gods ad indenlandske vandveje, der indtil nu ikke har været dækket af EU-lovgivning. Forslaget omfatter også internationale regler for transporten af farligt gods i Fællesskabslovgivningen og udstrækker anvendelsen heraf til national transport. Man må håbe, at der som følge heraf vil blive opnået et højt sikkerhedsniveau, samtidig med at man forbedrer kombinationen af transportformer ved transport af farligt gods.

Jeg vil gerne erindre om, at Parlamentet ved førstebehandling vedtog 42 ændringsforslag. Kort fortalt medførte disse ændringsforslag, at medlemsstater, der ikke har noget jernbanesystem, undtages fra pligten til at omsætte og implementere dette direktiv. Ændringsforslagene indførte også en overgangsperiode på to år til forberedelse af en effektiv gennemførelse af disse bestemmelser. Derudover blev der indført et princip, hvorefter medlemsstaterne kan formulere særlige krav angående national og international transport af farligt gods inden for deres territorium for at tage højde for den særlige udformning af køretøjer, vogne og fartøjer til transport ad indenlandske vandveje. Medlemsstaterne kan også foreskrive visse ruter eller særlige transportformer og formulere særlige regler for transporten af farligt gods på deres territorium i passagertog.

Rådet og Kommissionen accepterede disse ændringsforslag. Rådet fandt det nødvendigt at introducere yderligere to ændringsforslag. For det første foreslås der et ekstra afsnit i artikel 1. Det vil tillade medlemsstater at indføre regulering eller ligefrem forbud af andre årsager end rent sikkerhedsmæssige under transport af farligt gods inden for deres territorium. For det andet foreslår Rådet at føje et nyt afsnit til artikel 8, hvor det fastslås, at Kommissionen skal give finansiel støtte til medlemsstaterne til at dække oversættelse af den europæiske aftale om international transport af farligt gods ad vejene, forordningen om international transport af farligt gods med jernbane og den europæiske aftale om international transport af farligt gods ad indenlandske vandveje til deres sprog.

I min egenskab af ordfører støtter jeg begge Rådets forslag og opfordrer til vedtagelse af dem. Endelig vil jeg gerne sige, hvor glad jeg var for den effektive og imødekommende holdning, som Kommissionen og Rådet udviste.

  Antonio Tajani, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Før jeg taler om det direktiv, som hr. Liberadzki er ordfører for, vil jeg gerne takke Parlamentet for at have vist mig tillid i dag som kommissær for transportområdet. Jeg udtrykker min taknemmelighed over for de få medlemmer, der stadig er til stede, men jeg gik også tit glip af aftenmøder. Tak for Deres tillid til mig, tak i særdeleshed til medlemmerne af Transportudvalget for at være til stede her.

Jeg må sige, at jeg føler mig noget bevæget. Jeg taler for første gang ikke så meget fra et andet sted i salen - jeg er flyttet fire pladser - men det er bestemt en stor ære for mig at være her, og jeg tror, det er vigtigt for Parlamentet at have et medlem - for det er stadig sådan, jeg på bunden betragter mig selv - der sidder på kommissærens plads.

Jeg undskylder for denne digression, hr. formand, men jeg syntes det var rigtigt, før jeg begyndte på mit indlæg, endnu en gang at takke Parlamentet for, hvad det har givet mig i årenes løb, og for den tillid, det har vist mig, som det blev bekræftet her til morgen.

(FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Desværre må mit bidrag til denne debat blive kort. Ved førstebehandling af denne tekst vedtog Parlamentet støttet af Rådet en række ændringsforslag til den fælles holdning. I den nuværende tekst, der muliggør vedtagelse af forslaget ved andenbehandling, er der kun fremsat forskellige tekniske tilføjelser. Transport- og Turismeudvalget støttede enstemmigt disse, og Kommissionen er helt enig med dem. Hvad der er vigtigt, er, at de punkter, der bliver indført ved andenbehandling, vil færdiggøre forslaget til transport af farligt gods. Teksten er derfor blevet gjort langt klarere i detaljerne, og det er jeg glad for.

Jeg vil også gerne benytte denne lejlighed til i særdeleshed at takke hr. Liberadzki, ordføreren, for den effektive måde, hvorpå han har arbejdet med dette forslag. Jeg takker ham også for den tillid, han vist mig i dag, og håber, at jeg vil kunne arbejde sammen med ham og med alle medlemmer af Parlamentet fra i dag og indtil udløbet af parlamentsperioden.

  Renate Sommer, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil allerførst takke ordføreren for hans arbejde og for, at han altid var villig til at føre samtaler.

Direktivet om transport af farligt gods indeholder internationale bestemmelser om grænseoverskridende transporter og udvider sit anvendelsesområde til også at omfatte nationale transporter. Den sammenfatter fire direktiver og fire beslutninger og forenkler reglerne. Det er et glædeligt eksempel på europæisk lovgivning, som virkelig også reducerer bureaukratiet og efterlever princippet om en bedre lovgivning.

Bestemmelserne om transport af farligt gods er vigtige for trafikken. Rundt regnet 110 milliarder tonskilometer farligt gods transporteres der om året inden for EU. Ud fra et færdselssikkerheds- og miljømæssigt aspekt er det absolut nødvendigt, at dette gods transporteres sikkert. Bestemmelserne garanterer et ensartet højt sikkerhedsniveau for de grænseoverskridende og nationale transporter. Dette har en gavnlig effekt på det indre transportmarked. Desuden gør ensartede bestemmelser transporten lettere for transportørerne og forbedrer således intermodaliteten. Multimodale transporter fremmes.

Efter min mening er det særligt glædeligt, at anvendelsesområdet er blevet udvidet til også at omfatte de indre vandveje. Fremover gælder der de samme sikkerhedsforskrifter for alle EU's indre vandveje. Dette vil resultere i bedre arbejdsvilkår om bord og større sikkerhed under transporten. Samtidig vil det gavne miljøet og reducere omkostningerne. Herigennem forbedres mulighederne for at anvende denne transportform og markedsprognoserne for transporten på de indre vandveje. Dette aflaster igen vejene og gavner miljøet.

Rådets fælles holdning, der blev accepteret af Transportudvalget uden ændringsforslag, indeholder to tillæg til den parlamentsbetænkning, der blev sat under afstemning ved førstebehandlingen. Det ene tillæg indeholder en bestemmelse, der gør det muligt for medlemsstaterne at regulere transporter af farligt gods på deres område af årsager, der ikke hænger sammen med transportens sikkerhed. Denne bestemmelse har blot deklaratorisk karakter og tjener til præcisering. Den har givet anledning til en del diskussioner.

Endvidere fastsætter den fælles holdning en økonomisk støtte til medlemsstaterne fra Kommissionen til oversættelse af de internationale aftaler om transport af farligt gods ad vej, skinner og indre vandveje og naturligvis også disses ændringer. Dette tillæg var jeg først kritisk overfor, det vil jeg gerne indrømme. Kommissionen har imidlertid forsikret mig om, at en sådan fremgangsmåde er nødvendig for at sikre kvaliteten af oversættelserne og dermed at muliggøre en adækvat gennemførelse af bestemmelserne. I øvrigt skulle det også være billigere.

Alt i alt er alle tillæg i vores øjne acceptable, og således er det omsider muligt at afslutte denne vigtige og overordnet set ubestridte sag.

  Nathalie Griesbeck, for ALDE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Nu er det min tur til at hilse Dem her til aften. Det er i nogle henseender Deres ilddåb, og i min egenskab af franskmand påskønner jeg særlig, at De ved høringen mandag aften og også her til aften talte fransk, og tilmed flydende. Det var en virkelig fornøjelse. Jeg vil også gerne takke min kollega, hr. Liberadzki, for de drøftelser, han har præsideret over i Transport- og Turismeudvalget under gennemgangen af dette forslag til direktiv om transport af farligt gods.

Som det lige er blevet forklaret, har Parlamentet allerede givet udtryk for sine synspunkter på dette forslag til direktiv i september 2007, og jeg på min side glæder mig over, at der er blevet nået enighed med Rådet og Kommissionen, hvilket i sidste instans betyder, at drøftelsen af teksten her til aften i mange henseender er en ren formalitet. Men jeg vil gerne benytte denne lejlighed, fordi vi jo er blandt venner, til at understrege, at teksten efter min opfattelse betegner et klart fremskridt hen imod bedre kontrol med transporten af farligt gods inden for vores grænser, og ligeledes at problemet med transport af gods, og i særdeleshed farligt gods, er af væsentlig betydning for vores medborgere og et vigtigt spørgsmål, når det gælder bæredygtig udvikling.

Mængden af farligt gods, der i øjeblikket transporteres inden for EU udgør ca. 10 % af al godstransport, hvilket er et meget stort tal. Det udgør 110 milliarder t pr. km pr. år, hvoraf 58 % bliver transporteret på vejene, hvilket er en enorm mængde, 25 % på jernbane, og 17 % ad indenlandske vandveje.

Dette direktiv, der har til formål at ajourføre de eksisterende bestemmelser, er så meget mere troværdigt i disse vanskelige tider, fordi det forener fire direktiver til én lov. Det udgør et klart fremskridt hen imod større gennemskuelighed, og det er meget vigtigt, at Europas befolkning som helhed finder vores afgørelser forståelige.

Endelig glæder jeg mig også over, at indenlandsk transport ad vandvejene også er blevet medtaget i dette direktiv. Der må vises langt større opmærksomhed over for transport af varer ad vandvejene, for det er en miljøvenlig transportmetode, der også kan give et svar på det konstante krav om en omdefinering af Europas transportsystem. En kombination af direktiverne til en enkelt lov vil også give større klarhed og større gennemskuelighed omkring de regler, der gælder for den nuværende situation, hvor vi håber på og beder om større kombination af forskellige transportformer. Jeg glæder mig over dette progressive initiativ, særlig for dem, der arbejder inden for transportsektoren, på et tidspunkt, hvor arbejdet i EU ikke altid forklares godt nok, og desværre af og til misforstås af vores medborgere.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Her er jo ikke ligefrem trængsel, selv om emnet ellers er vigtigt nok. Andenbehandlingen af transporterne af farligt gods foranlediger mig atter engang til at gøre opmærksom på et alvorligt problem, nemlig at ethvert direktiv kun er så godt som kontrollen af det.

Vi må notere et let stigende antal transporter af farligt gods med alle transportmidler. Vi må ifølge kontrollørerne desværre også notere en stigende forsømmelighed f.eks. med hensyn til deklarationen af godset. En forkert deklaration af et farligt gods ved en transport kan, hvis der sker en ulykke, i ordets sande betydning have dødelig udgang. Hvis f.eks. brandvæsenet ikke kan konstatere, hvilket slukningsmiddel de skal anvende til det pågældende transporterede gods, kan det have fatale konsekvenser. Kun fordi en delstatskemiker tilfældigvis også var brandmand, er Innsbruck, der næsten er min hjemby, med nød og næppe sluppet for en gigantisk katastrofe. Hold Dem altså kontrollen for øje! Det er det centrale og vigtige i denne forbindelse, hvilket jeg også appellerer til medlemsstaterne om.

Jeg synes absolut, at det er en forbedring, at transporten ad de indre vandveje er inkluderet. Netop på en flod kunne miljøskaderne ved en ulykke med kemisk gods have ekstremt langvarige konsekvenser og en ekstremt fatal virkning.

Det er efter min mening vigtigt at inkludere og forstærke fastsættelsen af ruterne. Netop når det drejer sig om strækninger med stigninger og fald, og når trafiktætheden evt. også er meget stor, netop på bestemte årstider eller ved feriestart, skal det være muligt at beskytte mod store risici. Her ville udvidelsen af ledsagepligten for særligt farligt gods, altså ætsende og eksplosivt gods, efter min mening også være nødvendig og rigtig. Her skulle vi gå et skridt videre, fordi de andre berørte i trafikken til syvende og sidst også er udsat for risikoen, og der ville opstå store problemer i tilfælde af en ulykke. Ved kontrollerne viser det sig desværre, at køretøjernes tilstand ofte heller ikke er særlig god.

Derfor afslutter jeg med en appel om, at kontrol skal sikre dette direktivs effektivitet.

  Jaromír Kohlíček, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand! Jeg vil gerne byde den nye kommissær velkommen. Farligt gods må transporteres inden for EU ligesom almindeligt gods, hvad enten vi kan lide det eller ej. I dag tegner farligt gods sig for ca. 8 % af al fragttrafik, og det er godt, at denne betænkning sigter mod at forene fire direktiver i overensstemmelse med de internationale aftaler, der gælder. Harmoniseringen af godstransport i særdeleshed i forbindelse med forskellige transportformer er et helt vitalt og logisk skridt, der bør have en positiv effekt på EU's indre marked. Sikkerheden ved transport kan bedst opnås ved at slå forordningerne sammen. Disse forordninger må klart definere mærkningen af godset og klassificere det transporterede gods i forhold til den grad af fare, det drejer sig om.

Jeg kan se behovet for dette tekniske direktiv og er enig med min kollega fru Lichtenberger om, at det er nødvendigt at se meget nøje på det, for at vi kan sikre os, at indholdet svarer til beskrivelsen. Rådet overtog alle de ændringsforslag, som Parlamentet havde stillet ved førstebehandling. Den fælles holdning indfører kun to mindre ændringsforslag. Disse drejer sig om at give finansiel støtte til medlemsstaterne til oversættelse af direktivet til deres respektive officielle sprog og at give medlemsstaterne mulighed for at afgøre, om kravene i bilag 3 skal gennemføres i særlige tilfælde eller ikke. Direktivet hjælper med til at give en klar fortolkning af lovgivningen og forenkler den for jernbanetransport, vejtransport og transport via indre vandveje. Jeg mener, at landevejstransport ofte er den farligste transportform, snarere end transport ad vandvejen. GUE-NGL-Gruppen vil derfor stemme for forslaget til direktiv.

  Robert Evans (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne først takke min ven og kollega Bogusław Liberadzki for hans arbejde med denne vigtige sag. Jeg vil også gerne komplimentere vores nye kommissær for hans debut her til aften. Jeg vil være ærlig over for hr. Tajani: Jeg stemte ikke for ham tidligere i dag. Jeg stemte heller ikke imod, og jeg afholdt mig ikke, jeg deltog bare ikke i afstemningen. Jeg vil gerne have, at hr. Tajani forstår, at det ikke var noget personligt, det var mere en protest mod systemet og mod italienske procedurer.

Ikke desto mindre respekterer jeg hans udnævnelse, og jeg er sikker på, at han i de kommende måneder vil sørge for at gøre alt, hvad han kan for at overbevise mig og andre om sine store fortjenester og kvalifikationer til den rolle, han skal spille her i Parlamentet.

I de seneste dage tror jeg, at de irske vælgere har vist os, at langtfra alle europæere er helt enige i eller klar over rollen og fordelene for EU ved europæisk samarbejde, og hvorfor der i det hele taget er brug for forordninger for hele EU.

Men jeg tror, at alle disse mennesker, også mennesker, der har stemt nej, vil forvente, at deres nationale regeringer og også EU skal passe på dem. Dette særlige emne står måske ikke øverst på listen over dem, man kommer i tanke om, men faktisk er den indenlandske transport af farligt gods en alvorlig sag, et alvorligt ansvar og noget, som vi alle bør se efter.

Kun nu med dette direktiv har vi faktisk en forordning for hele EU, der dækker transporten af farligt gods, når det bevæger sig fra et land til et andet på hele kontinentet.

Hr. Liberadzki havde helt ret, da han påpegede, at der i mange lande ikke findes internationale eller nationale bestemmelser. Så denne betænkning vil gøre nationale regeringer ansvarlige. Men lovgivning er kun så god, som håndhævelsen af den er. Så i sin søgen efter at få min fulde tillid håber jeg, at hr. Tajani venligst vil gøre alt, hvad han kan for at tilskynde medlemsstaterne til at sikre, at denne lovgivning bliver ordentligt overvåget, håndhævet og modificeret, hvis det er nødvendigt, og at der gøres noget drastisk mod dem, der overtræder dette direktiv.

  Silvia-Adriana Ţicău, for PSE-Gruppen. - (RO) Hr. formand, hr. kommissær! Jeg vil også gerne komplimentere Dem og ønske Dem succes med Deres aktivitet, og jeg vil gerne sige, at vi venter os meget af Dem.

Jeg vil gerne komplimentere vores kollega hr. Liberadzki for hans betænkning, der er en del af en proces, der har til formål at forenkle lovgivningen, og faktisk samler og ajourfører teksten fra fire direktiver til et enkelt. Den tidligere europæiske lovgivning dækkede ikke vandtransport af farligt gods, der var dækket af regler, som var fastlagt ved forskellige multilaterale aftaler, som medlemsstaterne havde tilsluttet sig.

Derfor er det vigtig at vi har Fællesskabslovgivning med fælles regler for alle medlemsstater for transporten af farligt gods for alle transportformer. Eksistensen af disse regler tillader overførslen af farligt gods fra en transportform til en anden. Ud over bestemmelserne i dette direktiv kan medlemsstaterne i deres nationale lovgivning indføre specielle krav til køretøjer, vogne og skibe til transport ad indenlandske vandveje.

De ændringsforslag, som Rådet har stillet, indfører to nye elementer: Det første indfører og tillader medlemsstaterne at regulere eller forbyde transport af farligt gods ad de indre vandveje i deres territorium af andre grunde end dem, der har at gøre med sikkerhed. Det andet ændringsforslag pålægger Kommissionen ansvaret for at støtte medlemsstaterne finansielt i forbindelse med oversættelse af EU-aftalerne om transport af farligt gods ad vej, jernbane og vandveje til deres officielle sprog.

Ikke desto mindre mener jeg, at alle medlemsstater også bør iværksætte informationskampagner for at informere interesserede om bestemmelserne i det nye direktiv. Efterlevelse af disse regler er afgørende. De ansvarlige myndigheder må sikre sig, at transporten af farligt gods kun bliver udført i overensstemmelse med de fælles regler og restriktioner, der er fastlagt.

  Reinhard Rack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand! Hr. kommissionsnæstformand, hjerteligt tillykke med deres nye funktion! Vi vil sandsynligvis komme til at føre flere samtaler om emnet trafik, hvilket jeg glæder mig til. Hjerteligt tak til ordføreren, som har sørget for, at vi har en god lovtekst. Nu må vi sikre, at denne lovtekst hurtigst muligt gennemføres i medlemsstaterne, og - hvad der er endnu vigtigere, og som allerede er sagt her i dag - så må vi anvende de pågældende nationale love og bestemmelser på stedet. Her har vi brug for engagement og opmærksomhed fra de ansvarlige myndigheders side. Vi har ikke brug for, at de, der skal gennemføre overvågningen, udviser nonchalance og vender det blinde øje til.

Det er også vigtigt, som det allerede er blevet sagt, at deklarationen af det farlige gods foregår på en sådan måde, at overvågningen og ledsagelsen kan foretages på en relevant måde. Så vil vi få mere sikkerhed på vejene og de indre vandveje.

  Wiesław Stefan Kuc (UEN). - (PL) Hr. formand! For næsten et år siden rejste jeg ad en motorvej, da jeg så en tankvogn med flydende gas vælte. Det var umuligt at komme af motorvejen, og der var snart en lang kø. Alle holdt vejret og frygtede en eksplosion. Situationer som denne opstår hver dag på Unionens vejnet. Det er godt, at vi endelig vedtager lovgivning om denne sag, og at vores veje og jernbanenetværk som følge heraf vil blive sikrere. Det direktiv, der er til overvejelse, er en yderligere foranstaltning, der skal forøge vores borgeres sikkerhed, reducere antallet af uheld og fastlægge et enkelt sæt juridiske bestemmelser.

Jeg vil gerne takke hr. Liberadzki for hans arbejde, der vil gavne os alle.

  Antonio Tajani, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg mener, at der er blevet gjort et godt stykke arbejde ved godkendelsen af en lovtekst, der vil bidrage til at gøre vejene i EU sikrere for borgerne.

Transporten af farligt gods kan medføre risici, som vi alle godt ved. Det er derfor, at det er rigtigt, at EU påtager sig at sikre alle sine borgeres sikkerhed. For at gentage, hvad jeg sagde ved mødet for to dage siden, så er en af mine prioriteter at sikre borgernes rettigheder. Ethvert initiativ, som Kommissionen tager, vil tjene til at skabe sikkerhedsforanstaltninger for borgerne og give praktiske løsninger på deres bekymringer.

Under debatten her til aften har jeg fået en stærk fornemmelse af Parlamentets ønske om at bidrage til vedtagelsen af lovgivning, der sætter borgerne i stand til at rejse mere sikkert på vejene. Kommissionen lover i hvert fald at holde øje med håndhævelsen fra medlemsstaterne, som den gør for al anden lovgivning. Kommissionen er traktaternes vogter, og jeg agter i hvert fald at overholde min pligt strengt i denne forbindelse. Derfor vil jeg i forbindelse med det direktiv, vi er ved at godkende i øjeblikket, som for andre, gøre mit bedste for at sørge for, at det bliver håndhævet, og jeg vil sikre, at alle medlemsstater af EU håndhæver det i Europas borgeres interesse.

Tak, hr. formand, og jeg takker endnu en gang ordføreren for hans glimrende arbejde, og for at han selv ved andenbehandling har været i stand til at gøre lovteksten bedre og klarere.

  Bogusław Liberadzki, ordfører. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne takke skyggeordførerne, nemlig fru Sommer og fru Griesbeck, såvel som hr. Evans og fru Ţicău for deres udtalelser, samarbejde og støtte.

Jeg vil nu give to svar på fru Lichtenbergers kommentarer om overvågning af gennemførelsen af bestemmelserne. Overgangsperioden på to år er blevet fastsat for at tillade medlemsstaterne at forberede sig på at gennemføre de nye foranstaltninger effektivt. Jeg vil gerne understrege, at der indtil nu kun er otte af de 27 medlemsstater, der samtidig har accepteret alle tre internationale love, nemlig ADR, RID og ADN. Det er derfor passende at sigte mod fuld gennemførelse af disse bestemmelser med hensyn til både international transport og deres omsætning til national transport. Jeg er sikker på, at vi gør gode fremskridt i denne forbindelse.

Hr. kommissær, jeg vil gerne igen takke Dem for Deres forståelse og bede Dem om at give min tak videre til Deres embedsmænd. Det var en fornøjelse at arbejde sammen med Kommissionen og med Rådet.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 19. juni 2008.

Skriftlig erklæring (artikel 142)

  Magor Imre Csibi (ALDE), skriftlig. - (EN) Det kommende direktiv er et stort skridt i retning af at beskytte vores sikkerhed og vores miljø, da det indfører europæisk lovgivning om transport af farligt gods, ikke bare ad vej og bane, men også ad de indre vandveje.

Uheld på de indre vandveje kan have omfattende virkninger og alvorlige konsekvenser, såsom forgiftning af vandet, ødelæggelse af faunaen og problemer med folks helbred. Derfor er der så meget mere grund til at forsøge at reducere risikoen ved at skabe fælles regler også for denne transportform.

Desuden støtter jeg stærkt medtagelsen af en bestemmelse om, at medlemsstaterne kan regulere eller forbyde transport af farligt gods af andre årsager end sikkerhedsårsager. Hvis vi tager tilfældet med cyanid, som er et meget giftigt stof, skyldtes 14 % af udslippet af cyanid i miljøet transportuheld. Disse tal sætter fokus på sårbarheden af cyanidtransporter og understreger behovet for stærkere miljømæssige og sikkerhedsmæssige standarder. Jeg vil derfor opfordre medlemsstaterne til at træffe de strengest mulige foranstaltninger til at regulere transporten af cyanid og, hvor det er nødvendigt, at forbyde massetransport af cyanid på deres territorium. Somme tider er en minimering af transporten af farligt gods simpelthen den sikreste måde at minimere risiciene på.

17. Forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Helmuth Markov for Transport- og Turismeudvalget om forslag til Europa-Parlamentets og Rådets direktiv om forvaltning af vejinfrastrukturens sikkerhed (KOM(2006)0569 - C6-0331/2006 - 2006/0182(COD)) (A6-0050/2008).

  Antonio Tajani, medlem af Kommissionen. - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi drøfter endnu et emne angående sikkerheden for vores borgere på vejene i EU.

Jeg tror, at vi skal fremhæve dette emne. I eftermiddags havde jeg et møde med embedsmændene i mit generaldirektorat med henblik på at styrke og øge Kommissionens indsats på trafiksikkerhedsområdet.

Tallene for de seneste måneder er desværre ikke beroligende og kunne sætte vores mål om at halvere antallet af trafikofre på spil. Derfor skal vi gå videre med vores arbejde. Jeg er lettet over i dag, at vi er i stand til at indgå endnu et direktiv om trafiksikkerhed og dermed sikkerhed for alle EU's borgere.

I hvidbogen om europæisk transportpolitik af 2001, som fru Loyola de Palacio stod i spidsen for, fremlagde Kommissionen det ambitiøse mål om at halvere antallet af liv på vejene i 2010. Parlamentet hilste dette initiativ velkommen og har hele tiden støttet det.

Som jeg sagde, har det seneste års resultater efter en række yderst positive tal i de senere år desværre ikke været så positive, som vi kunne have ønsket. Desuden er vi selvfølgelig alle sammen klar over, at langt størstedelen af ulykkerne primært skyldes menneskelige fejl eller uforsigtighed.

Ikke desto mindre er vejnettets tilstand sammen med de stigende trafikmængder ofte en nøglefaktor, når der sker ulykker. Vejinfrastrukturens tilstand har faktisk vist sig at spille en afgørende rolle ved én ud af tre ulykker. Ud over initiativer, der er gearet til at forbedre trafikanternes opførsel og niveauet af trafiksikkerheden, bør infrastrukturen derfor være den tredje søjle i alle trafiksikkerhedsprogrammer baseret på princippet om en integreret tilgang.

Forslaget til et direktiv om forvaltningen af vejinfrastrukturens sikkerhed indeholder en god kombination af forebyggende og korrigerende foranstaltninger. De procedurer, der indføres ved direktivet, søger at sikre, at sikkerheden bygges ind i planlægnings-, projekterings- og konstruktionsfaserne, men også ind i forvaltningen og driften af vejinfrastrukturen. Direktivet skal selvfølgelig ikke lære civilingeniører, hvordan man bygger veje, og bestemt ikke udgøre et incitament til konstruktionen af nye veje. Det er snarere en mekanisme, der er beregnet til at give alle medlemsstaterne procedurer, som allerede finder anvendelse, sommetider på forskellige måder. Merværdien ved en aktion på EU-niveau ligger i at yde og udbrede bedste praksis til medlemsstater, som endnu ikke anvender den.

Hr. Markov og hans kolleger i Transportudvalget har arbejdet hårdt med forslaget og hjulpet med til at forbedre resultatet heraf. Tekstudkastet har været genstand for nogle ændringer undervejs gennem institutionerne. Der er fjernet mange administrative forpligtelser og krav om fremsendelse af oplysninger for at lette bureaukratiet. Bilagene, hvori der anføres de kriterier, som skal tages i betragtning til de procedurer, der indføres ved direktivet, er gjort ikkebindende. Nogle af definitionerne er blevet revideret for at rette dem ind efter de metoder, som allerede eksisterer i visse medlemsstater. Ikke desto mindre er hovedelementerne i det første forslag forblevet uændrede, således at den foreliggende tekst kan accepteres af Kommissionen.

Så snart det er vedtaget, vil direktivet blive den første EU-lovgivning, der er tilpasset vejinfrastrukturen som helhed. Det bliver et særligt betydningsfuldt værktøj. Jeg vil gerne endnu en gang minde om, at hvis dette direktiv finder anvendelse på det transeuropæiske net, vil det redde over 600 liv og forebygge ca. 7.000 ulykker hvert år.

Direktivet får tydeligvis også en vigtig social og økonomisk indvirkning. Det bliver starten på en lang proces. Vores mål er at ændre den kulturelle indstilling til sikkerheden på stadierne for vejudformning, konstruktion og vedligeholdelse. I den udstrækning er det et fremsynet direktiv, der kunne forblive i kraft i de næste 50 år.

Endnu en gang tak for det arbejde, De har udført, hr. Markov.

  Formanden . - Tak, hr. kommissær. Parlamentet er selvfølgelig klar over, at Kommissionen ønsker at halvere antallet af dødsfald, ikke liv.

  Helmuth Markov, ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Efter mere end halvandet års forhandling har alle grupper i parlamentet, Rådet og Kommissionen omsider kunnet blive enige om et kompromis til et direktiv om styring af sikkerheden i EU's trafikale infrastruktur.

Det vigtigste punkt i dette kompromis er, at alle involverede parter anerkender, at sikkerheden i den trafikale infrastruktur er et elementært punkt ved forbedringen af sikkerheden på Europas veje. Foruden det grundlæggende mål om at lede trafikken fra vejene over på skinnerne er selvfølgelig både bilisternes adfærd og køretøjssikkerheden foruden overholdelsen af de sociale bestemmelser inden for transportsektoren afgørende komponenter.

På disse områder findes der jo trods alt nogle europæiske bestemmelser, selv om de ikke altid er tilstrækkelige. Hvad angår planlægning og vedligeholdelse af infrastrukturen har det hidtil skortet på sådanne fælles regler. Det er egentlig uforståeligt, for siden hvornår stopper vejene ved landegrænserne? Burde ikke alle bilister på disse veje kunne føle sig sikre på, at de kører på gode veje?

Trods disse argumenter havde Transport- og Turismeudvalget med et meget lille flertal på én stemme fuldstændigt afvist Kommissionens oprindelige forslag under henvisning til medlemsstaternes subsidiaritetsrettigheder. Både i Rådet og i Parlamentet er der forskellige opfattelser af, hvor gennemgribende og bindende et fælles direktiv bør være. Derfor var det nødvendigt at søge kompromiser, der ikke gik så langt som det oprindelige forslag fra Kommissionen og heller ikke mit første udkast til betænkning.

Personligt havde jeg foretrukket, hvis der var blevet opstillet ensartede, bindende, men naturligvis ikke udelukkende, kriterier for, hvordan veje i EU og ikke kun de transeuropæiske vejnet bør planlægges, anlægges, sikres reguleringsmæssigt, jævnligt kontrolleres for sikkerhedsaspekter og i givet fald udbedres. Tilsvarende anså jeg for at være hensigtsmæssigt, når det gælder analyse af risikosituationen - med andre ord registreringen af ulykkesdata.

Det forslag, der nu foreligger, er desværre kun, men dog et allerførste skridt i en mere sikker retning. Medlemsstaterne vil forhåbentlig gøre gode erfaringer med disse anbefalinger og evt. på et senere tidspunkt selv ønske en ensartet fremgangsmåde. Især af betænkningens betragtninger fremgår det, at der vil være tale om en testfase, der på ingen måde udelukker et snævert samarbejde fremover.

Om de vigtigste punkter i betænkningen vil jeg for det første sige, at sikkerhedsaspektet inddrages i alle faser af vejenes planlægning, anlæggelse og drift.

For det andet skal især vejstrækninger, hvor der hyppigt forekommer ulykker, undersøges særligt intensivt, og bilisterne gøres tilsvarende opmærksomme herpå. Dertil kommer, at det tilstræbes at anvende ensartet skiltning bl.a. ved vejarbejde, så denne er let at se rettidigt både om dagen og natten.

For det tredje skal et uafhængigt, passende uddannet og jævnligt efteruddannet personale have en vigtig rolle ved planlægningen og kontrollen. Der er ikke nogen pligt til en detaljeret harmonisering af uddannelsen i de forskellige medlemsstater, men der skal alligevel tilstræbes kompatibilitet af uddannelses- og træningsindhold.

For det fjerde kan de medlemsstater, der allerede har et omfattende sikkerhedssystem, fastholde deres system, såfremt direktivets krav kan opfyldes hermed.

For det femte har direktivet endvidere mange fornuftige eksempler på metoder og kriterier, der kan finde anvendelse ved sikkerhedskontroller og risiko- og ulykkesanalyser. Det understreger på ny nødvendigheden af tilstrækkelige og sikre parkeringspladser.

For det sjette understreges det, at der bør søges og anvendes nye tekniske muligheder for en kontinuerlig forbedring af færdselssikkerheden.

Kommissionen er i den position, at den kan støtte udvekslingen af bedste praksis-erfaringer om sikkerhedsstyringen på vejene uden for det transeuropæiske net, som er anlagt ved hjælp af europæiske midler. Kompromisset sikrer, at Parlamentet inddrages adækvat ved afgørende ændringer og videreudviklinger af direktivets bestemmelser. Det fundne kompromis, som der stemmes om som blok I, bør kunne vedtages her i plenum.

Jeg vil gerne takke skyggeordførerne og kollegerne i Kommissionen og Rådet for det intensive samarbejde, selv om det måske ikke altid har været lige let med mig. Jeg håber, at dette direktiv hermed vil komme godt på vej.

  Renate Sommer, for PPE-DE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Også jeg vil nu omsider lykønske Dem med Deres tiltrædelse, hr. kommissær. Hjerteligt tillykke og held og lykke! Men til denne lykønskning knytter jeg også håbet om, at vi fremover ikke får forelagt flere meningsløse lovforslag fra Kommissionens side. For et år siden har vi i Trafikudvalget afvist Kommissionens forslag om sikkerhedsstyring af den trafikale infrastruktur, fordi det var for bureaukratisk og ikke var til yderligere nytte.

Jeg er stadig af den holdning, at direktivet egentlig er overflødigt og ikke resulterer i nogen merværdi. Den trafikale infrastruktur i medlemsstaterne er meget forskellig, og egentlig bør vi kun støtte de medlemsstater, der har brug for at optimere, men det kræver ikke noget direktiv for alle. I stedet for et direktiv skulle der hellere udstedes retningslinjer, der er baseret på allerede eksisterende god praksis i medlemsstaterne.

Derfor havde jeg hellere set, at vi afviste direktivet fuldstændigt, men det har vi ikke kunnet opnå noget politisk flertal for i Parlamentet, og også Rådet vil fastholde en indholdstom lovgivning. Derfor har vi nu fundet et kompromis på grundlag af Trafikudvalgets betænkning. Dette kompromis indeholder i det væsentlige mindre ændringer som sproglige forbedringer og ændringer af bilag, hvor den sikkerhedsmæssige procedure er anført mere konkret.

Færdselssikkerheden er naturligvis et vigtigt emne for os, men der er allerede gjort meget på EU-niveau for at forbedre den f.eks. med hensyn til køre- og hviletider, ekstra spejl til lastvogne, tunnelsikkerhed osv. Det er områder, hvor lovgivning på EU-niveau er hensigtsmæssig. Her kan der også stadig gøres mere, men kun hvis det resulterer i en bedre færdselssikkerhed. Som følge af subsidiaritetsprincippet er det imidlertid ikke altid tilfældet med den trafikale infrastruktur. Da vi imidlertid nu har svækket Kommissionens forslag meget, kan jeg trods de nævnte indvendinger også stemme for det.

Direktivet forpligter nu kun medlemsstaterne til at indføre fire procedurer for sikkerhedsstyringen af den trafikale infrastruktur. Det gælder kun veje i det transeuropæiske vejnet, og på grund af bilagenes uforpligtende karakter udformer medlemsstaterne selv de nødvendige procedurer. Således har medlemsstaterne et tilstrækkeligt spillerum til at bibeholde deres allerede eksisterende, velfungerende procedurer. Der er altså ingen nye forpligtelser for dem, der allerede har en god styring.

Desuden har vi strøget de omfattende indberetningspligter, som Kommissionen havde planlagt, og endelig har vi forhindret, at anvendelsesområdet blev udvidet til også at omfatte motorvejene, som ordførerne havde krævet. Alt andet ville være i strid med subsidiaritetsprincippet.

I sidste ende er disse regler nu retningslinjer forklædt som et direktiv. Det er også første gang, at jeg oplever dette. Men hermed har vi et resultat, som min gruppe fra starten har krævet, og som vi vil kunne stemme for.

Tillad mig til slut at komme med en bemærkning om ændringsforslag 70. Her beder jeg Dem om at tage den engelske udgave som udgangspunkt. Den tyske udgave er som minimum fejlbehæftet, og de øvrige sprogudgaver må sandsynligvis også kontrolleres.

  Bogusław Liberadzki, for PSE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil gerne starte med at sige, hvor lettet jeg er over, at kommissæren har holdt fast ved sin forgængers indstilling. Hr. Markov afsatte meget tid til dette direktiv, men ligesom alle os andre var han klar over, som fru Sommer sagde, at dette direktiv var særligt truet. Det var ikke klart, hvorvidt det blev til noget eller ej. Min politiske gruppe og jeg var blandt dem, der ønskede dette direktiv, og det er vi stadig. En af grundene til, at vi er ivrige efter at få det, er, at vi ønsker at bruge det som et effektivt instrument til at fremkalde handling, især i de lande, der indtrådte i Unionen under de sidste to udvidelser. Vi tænker på metode, teknologi, tempo og tidsplan for modernisering af deres infrastruktur til forbedring af sikkerheden. Der er meget væsentlige grunde til dette. Hvis antallet af trafikulykker i Polen er lig med antallet i Tyskland, betyder det, at situationen i Polen er dårlig. Det samme gælder for andre nye lande. Det er derfor, vi skal støtte de fremsatte kompromiser og ændringsforslag. Jeg anmoder om stærk støtte. Dette er ikke blot et kompromis, der skal redde skindet med hensyn til den fremsatte version. Det er, tror jeg, et vigtigt kompromis, der skulle kunne accepteres af alle de implicerede.

Jeg vil gerne endnu en gang takke hr. Markov for hans samarbejde. I modsætning til det De udtalte, hr., var De ikke en besværlig kollega. Jeg er glad for, at vi er i stand til at få et vigtigt instrument på plads, som vil forbedre trafiksikkerheden på vejene.

  Paweł Bartłomiej Piskorski, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Jeg vil også gerne byde kommissæren varmt velkommen, og jeg er sikker på, at vi kommer til at samarbejde og arbejde godt sammen.

Vi arbejder i dag på direktivet om trafiksikkerhed på vejene. Det er bestemt i overensstemmelse med det tema, som er tilskrevet det nuværende parlamentsmøde i Strasbourg. I går arbejdede vi på emnet om sikkerhed for fodgængere og cyklister. Tidligere i dag drøftede vi transport af farligt gods, og nu drøfter vi sikkerheden på vejene. I morgen skal vi drøfte forslaget om intelligente biler.

Alt dette er godt nyt for borgerne i EU, fordi det viser, at Parlamentet arbejder på specifikke spørgsmål, som kan forbedre deres sikkerhed, når de rejser på vejene. Disse gode nyheder giver naturligvis anledning til en række spørgsmål. Først må vi erkende, at dette er en række af begivenheder, og at ingen af disse direktiver eller andre retsakter vil løse problemet alene. Vi må forstå, at det er vores ønske at forbedre systemet, således at antallet af ulykker mindskes år for år, og at konsekvenserne af disse ulykker bliver mindre og mindre alvorlige. Gennemførelsen af disse foranstaltninger er imidlertid meget vigtig. Dette er især sandt for de nye lande, hvis vejinfrastruktur har været alvorligt forsømt. Dette direktiv bliver meget relevant for dem. Det bør gøres helt klart, at dette ikke er et tilfælde af EU-lovgivning, som overregulerer. Det er et direktiv, der kan vise sig at være anvendeligt i den henseende, at det sætter den standard, som regeringerne bliver nødt til at gennemføre.

Jeg vil gerne tilføje noget til det, som hr. Markov, vores ordfører, har sagt. Dette er et fornuftigt og positivt dokument. Som jeg nævnte tidligere, er det en del af et igangværende arbejde fra Parlamentets side, som har til formål at forbedre vejsikkerheden for vores borgere. Jeg er taknemmelig for det og stoler på, at Parlamentet vil fortsætte med at arbejde med dette emne i fremtiden.

  Eva Lichtenberger, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr formand! Hr. kommissær, De har i Deres kommentar til dette direktiv talt om, at statistikkerne udgør en forringelse, hvor det drejer sig om omkomne ved ulykker, nærmere bestemt først sidste år - tidligere har der været tale om en nedgang i antallet af omkomne. Det har sandsynligvis mindre at gøre med infrastruktur, for det må ikke antages, at de europæiske vejes tilstand forringes så hurtigt i løbet af et år, at flere mennesker pludselig må forulykke.

De kan allerede fornemme ud fra min indledning, at jeg stiller mig noget skeptisk over for dette direktiv. Også jeg ville have troet, at man absolut kunne have anvendt retningslinjer som en løsning. Jeg kan endnu ikke se den yderligere gavn, som dette direktiv medfører. Ved gennemførelsen vil jeg meget nøje holde øje med, hvad der virkelig sker.

Det, der igen og igen volder mig problemer, er, at der efter min mening er en ubalance, når det drejer sig om færdselssikkerheden. På den ene side er vi, når det gælder tekniske foranstaltninger, meget hurtige til at fastsætte regler, også hvis det til dels ganske enkelt handler om en fordyrelse, hvis nytte for sikkerheden ikke er helt klar. Også i forhold til infrastrukturen er vi generøse og fastsætter meget omfattende regelsæt. Men når det drejer sig om mennesker, der stadig er centrale i ulykkeshændelsen, er dette Parlament tilbageholdende med overhovedet at tale om emnet.

Jeg tror stadig, at hvis en chauffør ikke klarer at tilpasse sig miljøbetingelserne, vil det i det hele taget være vanskeligt for ham, for vejret kan vi endnu ikke standardisere på europæisk plan, og vejret har netop altid stor betydning i forbindelse med ulykkeshændelser. Jeg afventer gennemførelsen. Jeg vil holde meget nøje øje med det hele.

  Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Færdselsulykker er hovedårsagen til dødsfald og invaliditet i lande med et udviklet transportsystem. Direktivet om forbedring af sikkerheden af vejinfrastrukturen på det transeuropæiske net er et dokument, der vil reducere antallet af ulykker. Det er en nødvendig foranstaltning, og det omhandler udfordringerne ved færdselssikkerhed fra udformning til brug på en udførlig måde. De stillede ændringsforslag er velfunderede. Jeg foreslog at udelade ændringsforslag til artikel 5, stk. 1, som forlængede tidsperioden for kontrollen på farlige sektioner på vejnettet fra et til tre år. Denne forlængelse bliver ikke nødvendig, så snart direktivet er gennemført. Det er et omfattende direktiv, og i henhold til bestemmelserne om bedre overvågning skulle sikkerheden af eksisterende, konstruerede, istandsatte og planlagte veje halvere antallet af dødsulykker senest i 2010.

Medlemsstaterne kan trække på bestemmelserne i direktivet, når de organiserer overvågningen af nationale og regionale veje med henblik på at reducere antallet af ulykker på EU's veje. Ca. 40.000 mennesker mister hvert år livet ved færdselsulykker , og ulykker af denne type er hovedårsagen til dødsfald blandt mennesker under 45 år. Det er også vigtigt at tage affære for at sikre en bedre tilstand og kvalitet af køretøjerne. Der skal også skrides til handling med hensyn til forbedring af infrastruktur og uddannelse og med hensyn til udbredelse af oplysninger om sikker kørsel.

Jeg vil gerne lykønske hr. Markov, ordføreren, med en god betænkning og med at bidrage til udarbejdelsen af direktivet. Vi støtter dette direktiv.

  Jaromír Kohlíček, for GUE/NGL-Gruppen. - (CS) Hr. formand! Et af de vigtige mål, som EU har sat sig i forhold til vejtrafik i 2001, var at reducere dødsulykkerne på de europæiske veje med 50 % inden 2010, dvs. fra 50.000 til 25.000 årligt. Resultaterne indtil videre er ikke særligt tilfredsstillende. Dødstallet for 2005 var 41.500 mennesker. Som følge heraf har vi brug for nye foranstaltninger. Færdselssikkerheden bestemmes ikke kun af trafiksikkerheden og kvaliteten af kørselsundervisningen, men også af infrastrukturens tilstand, hvilket vil sige sikkerheden af vejkonstruktionen og vejafmærkningerne. De fleste nuværende foranstaltninger koncentrerer sig om trafiksikkerheden, mens nogle forsøger at påvirke kørselsundervisningen og at fjerne dem, der kan være til fare for andre trafikanter, f.eks. gennem pointsystemer.

Der er hidtil ikke gjort meget på EU-niveau med hensyn til metoden til forbedring af infrastrukturen. Som følge heraf skal den såkaldte bedste praksis udvides så hurtigt som muligt. Da vejene, som er inkluderet i TEN-T-nettet, anses for at være de vigtigste, tages dette spørgsmål også op i betænkningen. Jeg mener, at de formålsbestemte investeringer i vedligeholdelsen af infrastrukturen og vejafmærkningerne, herunder anvendelsen af informationsteknologi, er nødvendige i det lange løb og ikke blot på hovedvejene i de nye lande. Bortset fra de passive og aktive sikkerhedselementer i nye biler og eCall-systemet, er dette et aspekt, som kunne have den største indvirkning på færdselssikkerheden i fremtiden. GUE/NGL-Gruppen anbefaler stærkt, at man stemmer for denne betænkning.

  Michael Henry Nattrass, for IND/DEM-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Kommissionen blev besejret af Det Forenede Kongerige tidligere, da man forsøgte at indføre harmoniserede mål - fanget som graffitivandaler, der ændrer Det Forenede Kongeriges vejskilte. Men de lytter ikke, og hr. Markov vil sætte færdselssikkerhedsstandarder under kontrol af en kommissær, der ikke er valgt.

Ændringsforslag 5 er godt: "En række medlemsstater har allerede velfungerende systemer til sikkerhedsforvaltning af vejinfrastrukturerne. Disse lande bør have mulighed for fortsat at anvende deres nuværende metoder". Vil nogle lande blive mere harmoniserede end andre? Hvilke lande? Oplys venligst nogle navne.

Vejene i Det Forenede Kongerige har høje sikkerhedsstandarder - f.eks. for mange hastighedskameraer. Hvorfor ikke harmonisere dem? Tag venligst lige så mange, De vil. Ændringsforslag 53 kræver harmonisering af synligheden og læsbarheden af skilte, og 49 kræver harmoniserede vejskilte og -afmærkninger. Er denne læsbarhed udformet til at forvirre bilisterne i Det Forenede Kongerige på 35 EU-sprog? Hvad drejer det sig om? Foreslår ordføreren kæmpestore vejskilte med en stor mængde tekst, således at bilisterne kan udvælge deres sprog på afstand? Eller måske parkeringssteder, således at bilisterne kan gå ud og læse det hele? Hvad bliver det næste? Afstandene i Det Forenede Kongerige er i miles med bremselængder i yard. EU drejer sig om harmonisering ikke om mennesker, og derfor vil den kommissær, der ikke er valgt, fjerne de britiske afstande og traditioner ad bagdøren uden at spørge befolkningen.

Betænkningens titel burde være "EU kan ikke læse skiltene". Skriften er på væggen. Hold afstand, lyt til folk, ikke til politikerne. Hvis De vil pille ved de britiske standardmål, så lad os få en folkeafstemning i Det Forenede Kongerige og i Irland om det, eller vil De gerne have endnu mere vrede blandt bilisterne? Det Forenede Kongerige ville være bedre stillet foruden.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! Før jeg kommer med mit bidrag til forhandlingen, vil jeg gerne lykønske kommissæren med hans udnævnelse.

Der er sket en del fremskridt inden for færdselssikkerhedsområdet, idet man har taget affære med hensyn til køretøjer og bilister. Der er imidlertid lang vej endnu, da statistikkerne er foruroligende. Ca. 43.000 mennesker dør hvert år på EU's veje. På globalt plan er antallet af dødsulykker endnu mere rædselsvækkende, da antallet er 1,2 millioner mennesker. Næsten en tredjedel af dødsfaldene blandt unge skyldes ulykker.

Initiativet til forbedring af vejinfrastrukturens sikkerhed er meget vigtigt. Det er, fordi de fysiske betingelser på vejene er en væsentlig medvirkende faktor til antallet af ulykker, der sker på dem hver dag. Meget af det nuværende vejnet blev skabt for flere årtier siden. Det lever ikke længere op til de nuværende sikkerhedsstandarder på grund af dets fysiske omstændigheder og vedligeholdelsesstand og også på grund af de aktuelle trafikniveauer.

Jeg er enig i ordførerens synspunkt om, at dette direktiv ikke kun bør gælde for de transeuropæiske vejnet: Det bør have et meget bredere formål. Ifølge statistikkerne sker kun 7 % af dødsulykkerne på motorvejene. To tredjedele af dem, der mister livet i færdselsulykker, er ofre for ulykker på veje uden midteradskillelse uden for bebyggede områder og på landet. Der skal tages hensyn til sikkerhedsspørgsmål i planlægningen og i projekteringsfasen, herunder planlægningen af vejinfrastrukturen, såvel som når vejene tages i anvendelse.