Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 9. juli 2008 - Strasbourg

2. ECB's årsberetning for 2007 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Olle Schmidt for Økonomi- og Valutaudvalget om ECB's årsberetning 2007 (2008/2107(INI)) (A6-0241/2007).

  Olle Schmidt, ordfører. - (SV) Hr. formand, hr. Trichet, hr. Juncker! Alles øjne hviler på Den Europæiske Centralbank. Den aktuelle usikre økonomiske situation og finansielle uro sætter ECB under stort pres. Jeg er overbevist om, at sidste uges rentestigning var den rette beslutning. Inflation er en plage, som omfordeler værdierne på en uretfærdig måde. Europas politiske ledere bør være taknemmelige for, at de har en uafhængig centralbank, der er rede til at gribe ind for at forhindre Europa i at blive ramt af stagflation, dvs. lav vækst og stigende inflation.

Ti år efter dens indførelse er euroen en international valuta. Den sikkerhed og stabilitet, som den har bibragt euroområdet og Unionen som helhed, inklusive mit eget land, og selv den internationale økonomi, er noget, som ingen kunne have drømt om. Irlands "nej" ved folkeafstemningen var ikke en reaktion på euroens styrke. Den asymmetriske økonomiske udvikling eurolandene imellem kan udgøre en risiko, men den kan afhjælpes ved at fastholde stabilitetspagtens krav om sunde statsfinanser og fortsat strukturel udvikling i medlemsstaterne.

Samtidig er der her 10 år senere en vis fornuft i at revidere den måde, hvorpå ECB fungerer. Kontrollen, gennemsigtigheden, beslutningsgangen og euroens internationale rolle kan forbedres. Udvalget foreslår derfor, at ECB fremlægger et nyt forslag til, hvordan beslutningsgangen kan gøres mere gennemsigtig og effektiv, i takt med at Eurogruppen vokser. ECB bør give en redegørelse for drøftelserne mellem medlemmerne af Styrelsesrådet, når der træffes beslutninger om grundrenten, for at øge gennemsigtigheden og forbedre forudsigeligheden. Dets rolle som leder af Eurogruppen bør styrkes for bedre at afspejle euroens betydning også internationalt.

Det har længe været afgørende for Parlamentet, at markedet forsynes med bedre oplysninger om ECB's rentebeslutninger, og at protokoller og afstemningsresultater offentliggøres. ECB har afvist dette, men dog påpeget, at den agter at oprette nationale afdelinger inden for ECB's ledelse.

Hr. Trichet! Vi har lyttet til Deres synspunkter, og udvalget fremsætter nu et ændret forslag. ECB's ledelse er nødt til at fremlægge klarere oplysninger efter en rentebeslutning og bør bl.a. oplyse, om der uden videre blev opnået enighed, eller om det var vanskeligt at nå frem til en fælles holdning. Det ville være et vigtigt skridt mod en forbedring af dialogen mellem markedet, os politikere og ECB.

Inflationen er steget til rekordhøjder og ligger nu på omkring 4 %, hvilket er betydeligt højere end inflationsmålet på ca. 2 % på mellemlang sigt. Ikke alene dollaren, men også andre valutaer, er faldet kraftigt over for euroen, hvilket har genoplivet debatten om valutakursen. Udvidelsen af euroområdet giver det monetære område større vægt, men samtidig indebærer det flere udfordringer, eftersom beslutningsprocessen bliver mere besværlig, og forskellene i den økonomiske udvikling medlemmerne imellem bliver større.

Krisen på boliglånsmarkedet har vist, at finansiel stabilitet er et globalt problem, eftersom kriserne ikke længere er begrænset til et enkelt land eller en enkelt region. Den fælles indsats fra den amerikanske og den britiske centralbank har i høj grad været med til at holde det finansielle system i gang, men de har ikke løst krisen. Det bekræfter samtidig behovet for et bedre samarbejde mellem centralbanker og andre institutioner. Det forhold, at både ECB og den amerikanske centralbank uden større succes advarede imod at undervurdere risikoen for en krise på boliglånsmarkedet, viser de internationale finansmarkeders stigende sårbarhed. Her er der god grund til at gribe ind, hvilket bl.a. Parlamentet nu gør ved eksempelvis at følge op på Lamfalussyprocessen og modernisere den europæiske tilsynsstruktur.

Den fælles pengepolitik og ECB vil gå store udfordringer i møde i de kommende år. Jeg er overbevist om, at EU's ledere og ECB vil klare opgaven. Samtidig må alle EU-landenes ledere imidlertid forstå, at prisstabilitet og sunde statsfinanser er grundlaget for vækst og beskæftigelsesfremgang. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at den franske præsident, ikke mindst i sin nuværende rolle som formand for Rådet, sætter spørgsmålstegn ved ECB's stabilitetsmål. Efter min opfattelse bør Europas ledere i stedet i åben dialog med borgerne forklare hensigterne med og målene for pengepolitikken. Skyhøje priser og kompenserende lønstigninger er velstandens værste fjender.

  Jean-Claude Trichet, formand for Den Europæiske Centralbank. - (FR) Hr. formand, hr. ordfører, mine damer og herrer! Det er mig en ære at forelægge Den Europæiske Centralbanks årsberetning 2007 for Dem i overensstemmelse med traktaten. Vores forbindelser rækker langt ud over de forpligtelser, der er fastlagt i traktaten, og Den Europæiske Centralbank sætter pris på sine meget tætte forbindelser til Parlamentet.

Det er fjerde gang, jeg taler til Dem i år. Mine kolleger i Direktionen har også været i tæt kontakt med Parlamentet, særligt i forbindelse med spørgsmål som euroområdets udvidelse, betalingssystemer og tiåret for Den Økonomiske og Monetære Union.

2007 til 2008 og redegøre for de pengepolitiske foranstaltninger, som ECB har truffet. Derefter har jeg nogle korte bemærkninger til de punkter og forslag, som De har fremsat i Deres forslag til beslutning om ECB's årsberetning for 2007.

I 2007 arbejdede ECB under nogle vanskelige vilkår med stigende og ustabile råvarepriser og siden andet halvår 2007 også med stigende usikkerhed som følge af løbende korrektioner af de finansielle markeder i hele verden, hvilket ordføreren også nævnte. Trods denne udvikling har økonomien i euroområdet formået at fastholde solide vækstrater i 2007 med en årlig realstigning i BNP på 2,7 %.

I første halvår 2008 er den moderate realvækst i BNP fortsat, selv om det kvartalsvise billede sandsynligvis vil vise en kraftig volatilitet, som skyldes midlertidige og til dels vejrbetingede faktorer. Det er således vigtigt at fokusere på udviklingen på mellemlang sigt, når udviklingen i væksten vurderes.

Ser vi fremad og vender blikket udad, forventes den solide vækst i de nye vækstlande at fortsætte, hvilket holder den udenlandske efterspørgsel i euroområdet oppe. Indadtil er de grundlæggende økonomiske forhold i euroområdet stadig sunde, og euroområdet er ikke plaget af kraftige ubalancer. Beskæftigelsen og erhvervsfrekvensen er steget betydeligt i de senere år, og arbejdsløsheden er faldet til det laveste niveau i 25 år.

Når det er sagt, er der stadig stor usikkerhed omkring vækstudsigterne, og der er risiko for nedgang hovedsageligt på grund af yderligere uventede stigninger i råvarepriserne, en eventuel yderligere afsmitning på realøkonomien af den fortsat anspændte situation på finansmarkederne og en mere udbredt protektionistisk adfærd.

Ser vi på prisudviklingen lå den årlige gennemsnitlige inflation i forhold til det harmoniserede forbrugerprisindeks i 2007 på 2,1 % i euroområdet, lige over ECB's definition af prisstabilitet. I slutningen af året fik kraftige stigninger i de internationale priser på olie og fødevarer imidlertid inflationen godt op over de 2 %. Efterfølgende er inflationen i euroområdet steget yderligere og nåede i kølvandet på nye voldsomme råvareprisstigninger op omkring bekymrende 4 % i midten af 2008. Ser vi fremad ventes den årlige inflation i forhold til det harmoniserede forbrugerprisindeks at forblive et godt stykke over prisstabilitetsgrænsen i nogen tid endnu og kun gradvist falde i 2009.

Risiciene for prisstabiliteten på mellemlang sigt var høje i 2007 og er blevet forstærket i de seneste måneder. Risiciene skyldes bl.a. mulige nye råvareprisstigninger og uventede stigninger i de indirekte skatter og afgifter og i de administrativt fastsatte priser. Derudover er Styrelsesrådet stærkt bekymret for, at pris- og lønfastsættelsesadfærden kunne øge inflationspresset yderligere gennem generelle afledte effekter. De første tegn er allerede ved at vise sig i visse regioner inden for euroområdet. I den forbindelse er pristalsreguleringer særligt problematiske og bør undgås.

Som i 2007 bekræfter den monetære analyse for første halvår 2008 fortsat vedvarende opadrettede risici for prisstabiliteten på mellemlang til lang sigt. I tråd med vores pengepolitiske strategi er vi af den opfattelse, at den underliggende og vedvarende kraftige vækst i pengemængden og kreditgivningen i euroområdet i de seneste år har skabt opadrettede risici for prisstabiliteten.

For at dæmme op for risici for prisstabiliteten på mellemlang sigt justerede Styrelsesrådet pengepolitikken yderligere i marts og juni 2007. Efter en periode med usædvanligt høj usikkerhed i forbindelse med korrektionen af de finansielle markeder hævede Styrelsesrådet i juli 2008 minimumsbudrenten på de primære markedsoperationer i eurosystemet til 4,25 %. Dette indgreb understreger, at Styrelsesrådet er fast besluttet på at forhindre afledte effekter og fastholde de langsigtede forventninger til inflationen, som er solidt forankret i prisstabilitetsmålet. Det er ECB's pengepolitiks bidrag til at fastholde købekraften på mellemlang sigt og støtte den bæredygtige vækst og beskæftigelse i euroområdet.

I kølvandet på sidste uges beslutning om at hæve renten vil den pengepolitiske stilling i henhold til Styrelsesrådets aktuelle vurdering bidrage til opnåelse af prisstabilitet på mellemlang sigt. Vi vil fortsat meget nøje overvåge hele udviklingen i den kommende periode.

I udkastet til beslutning rejser De en række spørgsmål med relevans for ECB. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at vi nøje vil overveje de bemærkninger, som De netop har fremsat, og alle bemærkningerne i beslutningen og følgelig give Dem en tilbagemelding.

Jeg kunne måske meget kort kommentere nogle af punkterne. Med hensyn til den pengepolitiske strategi vil jeg gerne starte med at takke for Økonomi- og Valutaudvalgets positive vurdering af ECB's pengepolitiske strategi. Vores system med to søjler sikrer, at alle oplysninger med relevans for vurderingen af risici for prisstabiliteten tages i betragtning på en konsekvent og systematisk måde, når der træffes pengepolitiske beslutninger.

I 2007 lancerede Styrelsesrådet et analyseprogram inden for eurosystemet for at forbedre sine monetære analyser yderligere, sådan som det også foreslås i udkastet til beslutning med henblik på at forbedre ECB's analytiske infrastruktur.

Med hensyn til gennemsigtighed glæder jeg mig over udvalgets anerkendelse af, at det ikke nødvendigvis ville være hensigtsmæssigt at stille protokollerne fra ECB's Styrelsesråds møder til rådighed for offentligheden. Et sådant tiltag ville henlede opmærksomheden på den enkeltes holdning, mens det, der tæller i et euroområde med 15 meget snart 16 lande, er holdningen hos den kollegiale beslutningstager, Styrelsesrådet, kollegiet. Det kunne også presse Styrelsesrådets medlemmer til at fralægge sig deres nødvendige perspektiv for euroområdet, når de træffer pengepolitiske beslutninger.

Som jeg allerede har understreget ved tidligere lejligheder, betragter jeg den indledende erklæring, som jeg forelægger på vegne af Styrelsesrådet på den månedlige pressekonference, som en pendant til det, andre centralbanker kalder et "kortfattet referat". Sammen med den efterfølgende spørgetid giver den indledende erklæring et godt realtidsoverblik over den aktuelle pengepolitiske stilling fra Styrelsesrådets side. Dette kommunikationsredskab har været til stor nytte for os i styringen af forventningerne til finansmarkedet.

Med hensyn til finanspolitikken deler ECB synspunktet om, at alle medlemsstater fuldt ud skal overholde kravene i stabilitets- og vækstpagten. Der ventes endnu en stigning i euroområdets samlede underskud på de offentlige finanser i 2008. Der er en klar risiko for, at nogle lande ikke vil overholde bestemmelserne i den forebyggende del af stabilitets- og vækstpagten. At sikre sunde og bæredygtige budgetstillinger og på grundlag heraf give mulighed for, at de automatiske stabilisatorer frit kan træde i kraft, anser vi som det bedste, finanspolitikken kan gøre for den makroøkonomiske stabilitet.

I udkastet til beslutning henvises der også til de risici, som de økonomiske forskelle mellem landene i euroområdet udgør, og som i en vis udstrækning afspejler strukturelle stivheder og/eller uhensigtsmæssige nationale politikker. Det siger sig selv, at økonomiske forskelle mellem landene i euroområdet ikke kan afhjælpes gennem pengepolitikken.

For at undgå en langvarig periode med enten lav vækst og høj arbejdsløshed eller med overophedning bør en af landenes reaktioner være at indføre reformer på nationalt plan, der kan forbedre modstandsdygtigheden over for sådanne kriser. Det omfatter veltilrettelagte strukturreformer, der kan styrke konkurrencen, øge produktiviteten og skabe arbejdsmarkedsfleksibilitet.

Lad mig endnu en gang understrege, at der er behov for en klar overvågning af udviklingen i den nationale konkurrenceevne - herunder udviklingen i enhedslønomkostningerne - da det er vanskeligt efterfølgende at genvinde mistet konkurrenceevne. I den forbindelse støtter vi Parlamentets krav om ansvarlige løn- og prispolitikker.

Lad mig nu gå over til de problemer, der forstærkes af korrektionen af finansmarkedet og vedrører kriseforebyggelse og krisestyring, og som også har en fremtrædende plads i Parlamentets analyse.

Med hensyn til kriseforebyggelse fremhævede markedskorrektionen problemer i forhold til både tilsynsmyndigheder og centralbanker. Tilsynsmyndighederne bør gøre en øget indsats for at styrke samarbejdet og udvekslingen af oplysninger på tværs af grænser. Det er af afgørende betydning, at Lamfalussyprocessens potentiale udnyttes bedre. Økofin-Rådet har vedtaget visse foranstaltninger i den henseende, og opmærksomheden bør nu rettes mod gennemførelsen af disse.

Markedskorrektionen har efter vores opfattelse ikke givet noget overbevisende signal om, at der er behov for en revision af den nuværende tilsynsramme, eksempelvis gennem oprettelsen af en ny europæisk tilsynsmyndighed. Centralbankerne, herunder ECB, har i vid udstrækning på effektiv vis påpeget de svagheder og risici for det finansielle system, som har fremkaldt den aktuelle uro. Det vil jeg ikke sige mere om.

Ser vi på, hvad vi har lært i forhold til krisestyring, vedrører det største problem, der dukkede op under uroen, behovet for en uhindret informationsstrøm mellem centralbanker og tilsynsmyndigheder under en krise. Centralbankerne kan have behov for tilsynsoplysninger for at sikre en effektiv udøvelse af deres funktion under håndteringen af en krise. Det gælder såvel eurosystemet som alle centralbanker. Tilsynsmyndighederne kan på deres side givetvis drage fordel af oplysninger fra centralbankerne. Den påtænkte styrkelse af EU's retsgrundlag for udveksling af oplysninger mellem centralbanker og tilsynsmyndigheder bakkes kraftigt op af ECB.

Lad mig slutte af med nogle bemærkninger vedrørende integrationen af de europæiske betalingssystemer. Vi noterede os med tilfredshed den positive vurdering af SEPA og Target2 i udkastet til beslutning. Med hensyn til eurosystemets Target2-Securities-initiativ vil Styrelsesrådet i de kommende uger tage stilling til videreførelsen af T2S-projektet. Det er vigtigt at bemærke, at alle større værdipapircentraler har reageret positivt på vores initiativ.

  Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen og medlem af Det Europæiske Råd - (FR) Hr. formand, hr. ordfører, mine damer og herrer! Jeg vil først gerne takke ordføreren for kvaliteten af hans arbejde. Det er en fremragende betænkning, som indeholder alle de vigtige punkter.

På grundlag af Deres udvalgs arbejde og ordførerens betænkning noterer jeg mig med glæde, at Parlamentets synspunkter i det store og hele er sammenfaldende med de synspunkter, som Eurogruppen, som jeg har det privilegium at være formand for, talrige gange har givet udtryk for. Denne konsensus, dette store meningssammenfald, vedrører især Centralbankens virksomhed og aktiviteter, en Centralbank, der som altid overvældes af komplimenterne fra Parlamentet og de regeringer, som jeg repræsenterer her.

Denne bemærkning er særlig vigtig i lyset af den forskellige kritik, der i de seneste uger og måneder er blevet rettet mod Centralbanken, da det blev nødvendigt at tage hele arsenalet i brug for at afhjælpe den finanskrise, der havde ramt hele verden. Den Europæiske Centralbank, som først blev kritiseret for at gå for voldsomt til værks, kunne med tilfredshed konstatere, at alle de andre større pengepolitiske myndigheder havde indført dens instrumenter og metoder.

Vi er også enige med ordføreren, når han tilskynder os, Eurogruppen, Økofin-Rådet generelt og Centralbanken, til at drage de relevante finansielle konklusioner af de kriser, som vi har stået over for, og vi er navnlig i forhold til overvågning af markederne og gennemsigtighed nødt til at styrke vores nuværende mekanismer.

Inflationsbekæmpelse er vores medborgeres største bekymring. I øjeblikket viser alle meningsmålinger, at folk stadig er bekymrede over tabet af købekraft og frygten for, at risikoen for en ringere købekraft vil blive virkelighed. Det er derfor Centralbankens ret og pligt at sikre prisstabilitet, hvilket Maastrichttraktaten fastsætter som et mål for Centralbanken.

Jeg vil gerne tilføje, at vi ikke bør læne os op ad den simple idé, at Centralbanken som den pengepolitiske myndighed er den eneste instans, der er ansvarlig for prisstabiliteten og bekæmpelsen af inflation. Inflation og inflationsbekæmpelse er også euroområdets regeringers anliggende og ansvar. De er også nødt til - som et supplement til Centralbankens pengepolitik - at indføre fornuftige politikker, der kan støtte prisstabiliteten.

Eurogruppens regeringer har således for det første forpligtet sig til at gøre deres yderste for i lyset af den løntilbageholdenhed, som vi har brug for, at sikre, at lønninger og den offentlige sektor ikke kommer ud af kontrol. Vi er derfor fast besluttet på at gøre alt for at undgå unødige stigninger i den indirekte beskatning, hvilket gælder både moms og punktafgifter. Vi har forpligtet os til at gøre vores yderste for at sikre, at priserne ikke går grassat.

Man kan ikke tale om inflation og prisstabilitet uden at nævne Centralbankens uafhængighed, hvilket ordføreren også gør både skriftligt og mundtligt.

Jeg vil endnu en gang gerne påpege, at Centralbankens uafhængighed er et grundlæggende princip i Den Økonomiske og Monetære Union, at Centralbankens uafhængighed indgår i den pagt, som Den Økonomiske og Monetære Union bygger på, og at ingen regering under arbejdet med forfatningstraktaten og den efterfølgende reformtraktat foreslog at ændre så meget som et komma i Centralbankens generelle mandat, der har fokus på prisstabilitet. Jeg mener derfor, at vi en dag må gøre op med en unyttig og formålsløs debat, som ikke har hold i virkeligheden. Det betyder ikke, at vi ikke alle har ret til at kritisere Centralbanken, at støtte og rådgive den i henhold til dens fastlagte mål, men der kan ikke blive tale om at gribe ind i dens uafhængighed.

Desuden vil jeg gerne sige, at vi ikke må pålægge pengepolitikken for mange ansvar. I henhold til traktaten er Centralbankens mål at sikre prisstabilitet. Vi må ikke føje en hel række økonomiske mål til dens mandat, men skal følge reglen om kohærens, som kræver, at vi ikke forsøger at få Centralbanken til at forfølge alt for mange politiske mål. Den har et aktionsinstrument, nemlig pengepolitikken, og den handler anstændigt og beslutsomt.

Med hensyn til valutapolitikken har jeg bemærket en mindre uklarhed i hr. Schmidts betænkning, idet der gives det indtryk, at valutapolitikken skulle være Centralbankens eneansvar. Det glæder mig meget, at Centralbanken spiller en afgørende rolle på alle områder, der har med valuta at gøre, men jeg vil dog henlede Deres opmærksomhed på, at i henhold til traktatens bestemmelser deler Centralbanken og medlemsstaterne beføjelserne på det valutapolitiske område, og derudover har vi med hensyn til både valutapolitikken og pengepolitikken og strukturpolitikken en løbende frugtbar dialog med Centralbanken, som alle bidrager til.

Som led i denne regelmæssige dialog tog hr. Trichet og jeg således til Kina i november sidste år for at drøfte valutapolitik med de kinesiske myndigheder, og det vil vi gøre igen i andet halvår af i år.

Jeg har bemærket endnu en lille uklarhed i Deres udvalgs betænkning med hensyn til euroområdets repræsentation udadtil. I modsætning til det, der antydes i betænkningen, har Centralbanken ikke det fulde ansvar for at tage de nødvendige tiltag til styrkelse af euroområdets internationale rolle. Det er endnu et område, hvor beføjelserne er fordelt på flere hænder.

  Thomas Mann, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Velkommen til de to gange Jean-Claudes, hr. Trichet og hr. Juncker!

(DE) Den 2. juni var der stor fest i Frankfurt am Main, byen, hvor D-marken og euroen blev indført, i forbindelse med fejringen af tiåret for Den Europæiske Økonomiske og Monetære Union. Det er takket være ECB, at euroen har slået sig fast internationalt, og at prisstabilitet til enhver tid har været det primære mål. Det var logisk, da ECB for nogle få dage siden anvendte sit mest effektive våben til at påvirke grundrenten og hæve den med et kvart procentpoint. Hensigten var og er stadig at dæmpe de inflationsrisici, der skabes af høje leveomkostninger og stigende benzin- og oliepriser.

Denne gang offentliggjorde ECB sine tiltag uger i forvejen. Den handlede anderledes i foråret med et storstilet effektivt indgreb inden for få timer. I hr. Schmidts betænkning - en fremragende betænkning, som vi har haft et godt samarbejde omkring - bifaldes navnlig dette. I andet halvår 2007 brød boligmarkedet sammen. Under krisen på subprimemarkedet befandt de banker og forsikringsselskaber, der havde satset, sig i vanskeligheder. ECB stillede meget hurtigt tilstrækkelige midler til rådighed og forhindrede derved et grænseoverskridende sammenbrud.

Denne hurtighed og effektivitet vidner om en stærk indsats, der bygger på kompetence og stor tillid til Deres institution. Jeg synes, at ECB's beslutninger generelt er gennemsigtige og er baseret på en god informationsstrøm og klare mål. I den pengepolitiske dialog underretter ECB regelmæssigt os i Økonomi- og Valutaudvalget om pengepolitiske beslutninger.

Efter min opfattelse er der ingen grund til at offentliggøre protokollerne fra bestyrelsesmøderne, sådan som der ofte fremsættes krav om. Vi skal undgå national indflydelse. Der er behov for ubegrænset uafhængighed. Normalt har vi medlemmer af Parlamentet mange lejligheder til at kritisere. I dag vil jeg gerne rose det, der er blevet sagt, velvidende at virksomheder og borgere er i gode hænder, og takke dels hr. Trichet og Deres bank, ECB i Frankfurt am Main, og dels naturligvis den beundringsværdige hr. Juncker.

  Manuel António dos Santos, for PSE-Gruppen. - (PT) Hr. formand, hr. Juncker, hr. Trichet! Jeg vil først gerne sige, at det primære mål med denne betænkning var at analysere Den Europæiske Centralbanks aktiviteter i 2007. Imidlertid kunne drøftelserne i Valutaudvalget naturligvis ikke undgå også at dreje sig om de fremtidige udfordringer for EU's pengepolitik og de europæiske tilsynsmyndigheder.

Med hensyn til Den Europæiske Centralbanks (ECB) beføjelser i henhold til traktaten må vi erkende værdien af dens arbejde i 2007. Selv om den ikke var i stand til at forhindre finansiel uro og den efterfølgende krise for den økonomiske vækst, som vi oplever nu, lykkedes det den at dæmpe mange af de negative konsekvenser af den nuværende situation. Jeg mener, at det vigtigste spørgsmål fortsat er, om EU's nuværende politikker og instrumenter vil gøre os i stand til definitivt at imødegå den alvorlige verdensøkonomiske krise og dens konsekvenser for Europa.

En krise er ikke nødvendigvis en katastrofe. Vi kan imidlertid kun forhindre krisen i at udvikle sig til en katastrofe, hvis vi har en rigtig vision for fremtiden, der ikke er præget af forældede teorier, men fokuserer på karakteren af det nye fænomen, som vi skal håndtere og imødegå. Det er uacceptabelt at forsvare en tilsidesættelse af de gældende regler, og vi skal bidrage til den politiske debat ved at udarbejde forslag, der tager sigte på at ændre den aktuelle situation.

Hr. Schmidts betænkning indeholder nogle fremadrettede løsninger: forbedre samarbejdet mellem centralbankerne og tilsynsmyndighederne i kampen for at forene finansiel deregulering og regulering; skabe en ramme for ECB's ledende finansielle rolle; fremme koordineringen af de økonomiske politikker mellem Eurogruppen, Kommissionen og ECB; forbedre beslutningsgangens gennemsigtighed og frem for alt tilvejebringe oplysninger, der giver offentligheden mulighed for at forstå ECB's indgreb; fremme en strukturreform af Centralbankens ledelse; styre renten med stor omtanke ved at undgå spekulative tiltag og utilstrækkelige markedsindgreb for ikke at bringe investeringspolitikken, beskæftigelsen, strukturreformerne og den økonomiske vækst i fare. Ud over alt dette, som allerede er en hel del, er vi også nødt til at forstå, at vi står over for en vanskelig økonomisk og social krise, hvis omfang vi endnu ikke kender. Vi ved imidlertid, at det vil blive meget værre, før det bliver bedre.

Vi er godt klar over, at de midler, vi har til vores rådighed, ikke vil kunne løse de aktuelle problemer. At erkende situationen er ikke et tegn på modløshed, men snarere et tegn på sund fornuft. Vi er muligvis på nippet til at finde de politiske løsninger på vores problemer. Dette er bestemt ikke enden på verden og i langt mindre grad enden på historien. Vi kan blot bede ECB om at samarbejde, udvise kompetence og sikre gennemsigtighed og fleksibilitet i forhold til dens beføjelser og om aldrig at overskride sine beføjelser.

  Wolf Klinz, for ALDE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, hr. Trichet, hr. Juncker, mine damer og herrer! Jeg vil gerne tilslutte mig den forrige talers komplimenter. ECB har bestemt handlet omgående og på kompetent vis lige fra starten af den finansielle krise, og uden denne beslutsomhed ville krisen sandsynligvis have været langt værre. Den er endnu ikke ovre, men gennem sin beslutsomhed har Centralbanken ikke blot udvist troværdighed, den er blevet en form for model for kompetente centralbankindgreb og en form for forbillede for andre centralbanker.

Jeg frygter imidlertid, at Centralbanken stadig står over for den vanskeligste fase. De næste 18 måneder vil blive den helt afgørende test af, om Centralbanken fortsat kan bevare sin troværdighed. Det håber jeg, den kan. Vi har galoperende priser på olie og råstoffer, vi har stigende fødevarepriser, og vi har inflation. Hr. Trichet talte om 4 % i euroområdet. I mange medlemsstater er den faktisk oppe på knap 6 %, og euroen er utrolig stærk.

Risikoen for stagflation er derfor meget reel. Vi er nødt til at sikre, at vi vitterlig afværger denne risiko på et tidligt tidspunkt. Under disse omstændigheder glæder jeg mig derfor over, at Centralbanken har vist sit værd gennem sine rentebeslutninger i sidste uge. Inflationsbekæmpelse er og bliver bestemt vores primære opgave.

Da Tyskland gennemgik en periode med stagflation for flere årtier siden, udtalte kansler Schmidt, at han foretrak 5 % inflation i forhold til 5 % arbejdsløshed, hvilket var stik imod den tyske centralbanks linje. Det viste sig, at den tyske centralbanks politik, som var rettet mod øjeblikkelig og resolut bekæmpelse af inflation, var den rigtige. Tyskland kom hurtigere ud af stagflationen end mange andre lande.

Jeg har ingen råd til Centralbanken. Den ved bedre end nogen anden, hvad den skal gøre. Jeg har tre ønsker. To af dem har jeg allerede fået opfyldt. Jeg så gerne, at dialogen mellem Centralbanken og Eurogruppen og hr. Juncker, formanden for Eurogruppen, forløb lettere. Det ser ud til at være ved at ske nu. Jeg så også gerne et tættere samarbejde mellem ikke kun centralbankerne, men også mellem centralbankerne og tilsynsmyndighederne. Dette er også allerede på trapperne.

Endelig - og her har jeg desværre fået et negativt svar fra hr. Trichet - kunne jeg godt ønske, at vi modtog flere oplysninger om beslutningsprocessen. Vi ønsker ikke navne, men vi vil gerne vide, om en beslutning blev truffet med et snævert eller et klart flertal, og om der fandt en kortere eller længerevarende forhandling sted.

  Claude Turmes, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Jeg er ikke ekspert i pengepolitiske anliggender, men jeg forsøger at forstå, hvad der ligger bag den aktuelle energi- og fødevarekrise, og min konklusion er, at vi er på vej ind i en ny tid.

Vi går ind i en ny tid, hvor der er knaphed på verdens ressourcer. Hvorfor? Fordi vi har en dominerende økonomisk model, der stammer fra det 20. århundrede, og som blev udviklet og anvendt på grundlag af en milliard middelklasseborgere i Europa, USA og Japan og små eliter andre steder i verden. Sådan så verden ud i det 20. århundrede.

Verden i det 21. århundrede er en verden, hvor der vil være hundreder af millioner flere middelklasseborgere - i Kina, Indien, Indonesien, Sydafrika, Nigeria, Mexico, Brasilien og andre lande. Derfor har vores nuværende dominerende økonomiske model en systemisk fejl. Systemet tog ikke hensyn til, at ressourcerne var begrænsede. Hvor skal vi få fisk fra, når kineserne spiser lige så meget fisk som japanerne? Hvor skal vi få benzin fra, når alle indere får egen bil? Hvor skal vi få kul til verdens stålværker fra, hvis de nye vækstlande udvikler sig parallelt med de eksisterende teknologier? Det er en dyb krise.

Jeg har således tre specifikke spørgsmål. Først spekulation. Spekulation er naturligvis ikke græsrodsbevægelsen, men hvad kan der gøres for de borgere, som kæmper med stigende priser, mens aktionærerne i Total og Eon og andre spekulanter kæmper med store fortjenester? Hr. Juncker! De har tidligere foreslået en spekulationsafgift. Sker der nogen fremskridt på den front? Jeg tror nemlig, borgerne ønsker, at vi som politikere skal gøre noget.

Mit andet spørgsmål er: Hvad kan der på kort sigt gøres, for at den europæiske økonomi bliver mindre afhængig, især af importeret olie og gas og af prisen herpå? Kunne vi ikke overveje et storstilet investeringsprogram, der var støttet af Den Europæiske Investeringsbank og rettet mod en modernisering af bygninger, den offentlige transport osv. og eksempelvis også installering af elmotorer og andre systemer i små og mellemstore virksomheder? Jeg tror, at det er den eneste måde at nedbringe forbruget på, eftersom vi ikke kontrollerer priserne.

Mit tredje spørgsmål vedrører lønindekseringssystemet. Hr. Trichet! De og jeg tjener en løn, der er høj nok til, at vi i langt mindre grad er påvirket af energi- og fødevarepriserne. De tjener uden tvivl mere end mig, men samtidig siger De, at de nationale indekseringssystemer, som vi har i Luxembourg og Belgien, bør afskaffes. Hr. Juncker! Er dette ikke den eneste måde at sikre folk en højere indkomst på i en tid med skyhøje priser? Jeg forstår ikke rigtig, hvorfor De er så stor modstander af indekseringssystemer.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Velkommen til hr. Trichet, formand for Den Europæiske Centralbank, og til hr. Juncker.

Jeg vil først og fremmest gerne lykønske hr. Trichet med den årsberetning, som han netop har forelagt. Tingene ser ikke lovende ud for euroområdet. Lad os ikke lægge skjul på det. Jeg frygter, at en stor del af tvivlen omkring lanceringen af euroen i de kommende år vil vise sig at være berettiget. Efter nogle få år med fremgang, vil vi nu se, om Den Europæiske Centralbank formår at holde inflationen nede.

Euroområdet har en fælles pengepolitik, men de 16 lande har hver især deres egen økonomiske politik. 16 lande, hver med deres eget harmoniserede forbrugerprisindeks og hver med deres egen beskæftigelsespolitik. Nu hvor inflationen i euroområdet ligger på 4 %, betyder Centralbankens seneste rentestigning, at realrenten er 0,25 %. Denne rentesats er imidlertid ikke nok til at imødegå den stigende inflation og truslen om lavkonjunktur i hver eneste medlemsstat.

Vil hr. Trichet kunne give os et skøn over, hvor længe de tilgængelige instrumenter vil være tilstrækkelige?

  Sergej Kozlík (NI). - (SK) Hr. formand! Jeg støtter det synspunkt, at indførelsen af euroen, den gradvise udvidelse af euroområdet og anvendelsen af konsekvente økonomiske politikker kombineret med Den Europæiske Centralbanks forsigtige strategi har ført til den nuværende relativt stabile økonomiske udvikling i EU-landene.

Det står også helt klart, at disse operationer på grund af den kraftige vækst i antallet og forskelligartetheden af de finansielle markedsoperationer, bliver mindre gennemsigtige. Det resulterer efterfølgende i et stigende antal risici, som vil kunne skade ikke kun leverandør- og forbrugersegmenter, men også et helt lands økonomi. Der er således behov for at skabe en udvidet EU-ramme for finansielt tilsyn og i højere grad inddrage Den Europæiske Centralbank i tilsynet for at løse givne problemer i det finansielle system.

Jeg er enig med ordføreren, hr. Schmidt, i, at et øget samarbejde mellem centralbankerne og de nationale tilsynsmyndigheder bliver absolut nødvendigt. Målet er at fastholde stabiliteten på de finansielle markeder under særlig hensyntagen til de stadig mere integrerede finansielle systemer. I vore dage og i vores tid er det sådan, at det, der gælder i miljøspørgsmål, også gælder de finansielle markeder. Uden deltagelse af andre store aktører som USA, Rusland, Japan, Kina, Indien og andre vil det ikke være muligt at opnå et succesfuldt resultat på verdensplan.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). - (ES) Hr. formand, hr. Trichet, hr. Juncker! Formanden for Den Europæiske Centralbank og formanden for Eurogruppen er enige om, at der i 10 år konsekvent har været enighed om de forskellige politikkers relative roller. Centralbanken og pengepolitikken skal sikre prisstabilitet, de offentlige budgetter skal balancere på mellemlang sigt, og de øvrige politikker skal skabe økonomisk vækst og beskæftigelsesfremgang.

Når tingene går dårligt, begynder vi at sætte spørgsmålstegn ved denne model. Vi begynder at lægge vores eget ansvar over på de europæiske institutioner. Nogle placerer skylden hos hr. Trichet, andre hos hr. Juncker. Hvis tingene forværres yderligere, vil det være hr. Pöttering, som ender med at få skylden.

Derfor mener jeg, at det på nuværende tidspunkt er vigtigt at holde kursen - og hr. Trichet er en god navigatør - og holde fast ved den model, som har gjort os i stand til at komme dertil, hvor vi er i dag.

Jeg vil gerne tilføje et par ord om priser. Det er korrekt, som hr. Juncker sagde, at vi alle bærer et ansvar i denne situation, og at regeringerne er nødt til at gøre noget. Det er en situation, som vi er nødt til at tage højde for i forbindelse med håndteringen af markedsfleksibiliteten og under udarbejdelsen af en ny strategi for Lissabontraktaten.

Der er imidlertid et spørgsmål, hvor Centralbanken er nødt til at gå forrest. Folk siger - jeg har desværre ikke tallene - at prisstigningerne til en vis grad skyldes finansiel spekulation. Overførelsen af penge fra subprimemarkedet og det variable rentemarked til futuresmarkedet er delvist ansvarlig for denne situation, og vi vil alle være nødt til at sætte ind over for dette.

Med hensyn til den institutionelle struktur er jeg enig med ordføreren, hr. Schmidt, i, at det i øjeblikket sandsynligvis ikke er et godt tidspunkt at offentliggøre protokollerne i deres helhed. Jeg mener imidlertid, at det ville være hensigtsmæssigt at offentliggøre et resumé af protokollerne, og vigtigere endnu mener jeg, at Centralbanken burde underrette os om den relative vægt, der lægges på de to søjler, som dens strategi bygger på, når der træffes beslutninger, for at øge gennemsigtigheden og markedskendskabet.

Jeg mener også, at en styrkelse af den økonomiske styring vil kræve en modvægt, en afvejning, men det er imidlertid ikke hr. Trichets fejl. Det er vores fejl, fordi vi endnu ikke har godkendt Lissabontraktaten, og det er noget, som jeg gerne så, der blev rådet bod på.

  Pervenche Berès (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. Trichet, hr. Juncker! Jeg vil først gerne takke ordføreren for hans fremragende arbejde. Jeg synes, at de bidrag, alle er kommet med, har skabt et resultat, der gør situationen klar. Budskabet er muligvis lidt svagt, men jeg mener, at det indeholder nyttige elementer.

Hr. Trichet! Deres taler i sommeren 2007 gjorde indtryk på alle. Vi værdsætter, at De straks underrettede Økonomi- og Valutaudvalget. Nu har De imidlertid hævet renten på et tidspunkt, hvor ingen tror, at krisen ligger bag os, og hvor der stadig venter dårligt nyt forude, bl.a. fra de største europæiske banker.

Da vi så Dem i december sidste år, fortalte De os, at De grundlæggende forventede en inflation på 3 % i 2008, og at tingene derefter ville falde til ro. Nu er inflationen oppe på 4 %, og De fortæller os, at De har hævet renten med et kvart procentpoint, og det er alt. I betragtning af den importerede inflation vil De så, såfremt Deres strategi reelt er at opretholde det strenge fokus på prisstabilitet, være i stand til at fastholde denne linje på kort og mellemlang sigt, med de risici det indebærer for væksten og dermed beskæftigelsen?

Det forekommer mig, at det fænomen, som hr. Turmes henviste til, og som vi kunne kalde EU's indtræden i anden globaliseringsfase, betyder, at vi er nødt til at revurdere de værktøjer, som vi havde til rådighed til håndtering af den første globaliseringsfase. Denne første fase tilgodeså prisstabilitet eller i alle tilfælde et fald i prisen på forbrugsvarer, som navnlig var forbundet med virksomhedsudflytninger.

I denne nye fase har vi nu en ny balance og en ny situation, hvor de, der tidligere var nye vækstlande, nu er med helt fremme, også i forhold til deres adgang til råstoffer, hvilket som bekendt har påvirket priserne.

Under disse omstændigheder - og her henvender jeg mig både til hr. Trichet og hr. Juncker, eftersom hr. Juncker med god grund henledte opmærksomheden på Eurogruppens og Økofin-Rådets kompetencer på området, men disse instanser deltager aldrig i udvalgets eller Parlamentets møder - er det grundlæggende spørgsmål på nuværende tidspunkt da ikke valutakursen, køb af olieforsyninger i euro og EU's og særligt euroområdets evne til at tale med én stemme, således at vi her 10 år efter overgangen til euroen omsider kan bidrage til en koordineret og ansvarlig dialog mellem landene bag verdens vigtigste valutaer og sikre den bedste valutakurs i forhold til vores vækst?

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). - (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege, at under vores mandatperiode er Den Europæiske Centralbank, takket være dens imponerende arbejde, gået fra blot at være en af verdens mange centralbanker til at være verdens førende inden for centralbankvirksomhed. I dag står den over for en ny udfordring med at fastholde sin mere og mere betydningsfulde rolle i den globaliserede verden.

Vi så gerne, at Centralbanken styrkede sin rolle i forhold til forventninger og styring af makroøkonomien og den finansielle stabilitet, da det, eftersom årsagen til de fleste kriser nu om dage skal findes i tredjelande, ville være korrekt at sige, at Den Europæiske Centralbank ikke har formået at give en nøjagtig vurdering af krisens omfang og mulige konsekvenser. Hvad kunne der gøres for at forbedre situationen? Først og fremmest vil jeg gerne nævne øget koordinering mellem økonomi- og valutapolitikken. Den tredje verden er nu på vej mod prisliberaliseringsstadiet, der for mig som repræsentant for Litauen er meget velkendt. Det kunne vare længere tid, og Europa ville da være under et stort prispres. Vi kunne imidlertid imødegå dette pres gennem vores pengepolitik, hvilket ville være mere krævende for vores økonomi. Alternativt kunne vi tilbyde udviklingslandene hjælp til at få styr på deres indtægtspolitik og stabilisere priserne. Det kunne gøres gennem øget deltagelse i Den Internationale Valutafond og i samråd med Verdensbanken. Det er et af de mulige værktøjer, som kunne være med til at dæmpe inflationen i udviklingslandene og samtidig befri Verdensbanken for byrden med at justere pengepolitikken.

Der er endnu et aspekt, som bekymrer mig, og det er det europæiske afviklingssystem. Trods Den Europæiske Centralbanks store indsats i forhold til gennemførelsen af SEPA og udviklingen af Target2-Securities-systemet er problemet mere kompliceret end som så.

  Ryszard Czarnecki (UEN). - (PL) Hr. formand! I Den Europæiske Centralbanks årsberetning nævnes der tilsyneladende intet om en vis tendens, som har udviklet sig inden for de senere år. Mens man hidtil har kunnet tale om, at Centralbanken i Frankfurt handlede helt uafhængigt, har vi i den seneste tid oplevet, at de største EU-lande for forsøgt at lægge pres på ECB og påvirke dens beslutninger.

Det er en bekymrende tendens, eftersom det i praksis betyder, at EU deles op i lande, der er lige, og lande, der er mere lige end andre. Det kunne føre til dobbelte standarder. Lande som Frankrig og Tyskland får ret til at lægge pres på ECB, men når det kommer til de mindre lande, holdes der meget strengt på princippet om Den Europæiske Centralbanks uafhængighed af EU-medlemsstaternes regeringer. Jeg nævner dette, fordi det er en bekymrende udvikling.

Endelig kan man ikke sige, at Europa har et egentligt og stabilt finansielt system. Det er noget, der er under udvikling. Det kan illustreres ved det paradoksale eksempel med London, som er det største finanscentrum i EU, selv om der er tale om hovedstaden i et land, der ikke er med i euroområdet.

  Luca Romagnoli (NI). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Euroområdet lider under energipriserne, som hverken ECB, Unionen eller regeringerne er i stand til at kontrollere. Den tyske finansminister, Peer Steinbrück, fortalte Dem dette, hr. Trichet, og ECB meddelte derefter, at den agtede at støtte banker i vanskeligheder. Jeg spekulerer på, hvornår ECB vil meddele, at den agter at støtte borgere, som ikke har penge til hele måneden, ved at sænke prisen på penge og tvinge bankerne til at opkræve boliglånsrenter, der ikke er så lammende som i øjeblikket.

Det er vigtigere at fastholde væksten end at fastholde en høj valutakurs. Det er dollarpolitikken, og den sætter ECB ikke noget effektivt op imod. Hr. Schmidt er ivrig efter at styrke ECB's rolle og magt, mens jeg er en af dem, som fortsat sætter spørgsmålstegn ved ECB's uafhængighed. Indførelsen af euroen har uden tvivl haft visse fordele. Nogle af dem, som hr. Schmidt nævnte, er indiskutable, men der siges ikke et ord om de mærkbare negative konsekvenser for alle borgere i euroområdet, som har været plaget af en reel inflation, der er langt højere, end de officielle tal viser, på grund af den udbredte spekulation, der fulgte med indførelsen af euroen, og som ECB og institutionerne gjorde alt for lidt for at kontrollere.

Som hr. Schmidt skriver, skyldes ECB's accept i befolkningen, at den værner om mål som prisstabilitet og økonomisk vækst, og af den grund mener han, at gennemsigtighed er mindre vigtigt. Han foreslår også, at princippet om lighed mellem medlemsstaterne bør opgives, og ønsker at tildele Direktionen større magt. Hr. Schmidt frygter, at regeringerne i praksis vil lægge pres på formanden for deres centralbank, med andre ord frygter han, at politik vil få overtaget over økonomien. Jeg mener, at det modsatte er tilfældet.

Hr. Schmidt, hr. Trichet! Jeg kan absolut ikke tilslutte mig disse forslag.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke hr. Schmidt for en rigtig god betænkning.

Lad mig fra starten sige, at visse medlemsstater er ramt eller tæt på at blive ramt af recession, og vi må spørge os selv, hvad der er vigtigst at gøre under sådanne omstændigheder. Jeg mener, at det vigtigste, vi under disse omstændigheder kan gøre, er at beskytte arbejdspladser og fremme beskæftigelsen. Lad os se på situationen mellem 1990 og 1998, da der, i det der i dag er euroområdet, blev skabt 5 millioner arbejdspladser. Hvad, der til gengæld skete i de 10 år mellem 1998 og 2008, da euroen var blevet indført, og hr. Trichet og hans forgængere førte deres politikker, var, at der blev skabt knap 16 millioner arbejdspladser.

Det er vi nødt til at reflektere over. Der er tale om en succeshistorie, og vi må anerkende Centralbankens politikkers bidrag til den. Vi skal ære den, som æres bør.

Men købes denne historie? Årsagerne til succesen er uden tvivl hovedsageligt en lav rente, men især også lav inflation, og jeg tror, at hr. Trichets konstante gentagelse af dette holder vand.

Er vi imidlertid nødt til fortsat at hæve renten? Det er på tide nu at undersøge dette nærmere. Den aktuelle økonomiske situation kræver ro og forsvarlige indgreb. Det er grunden til, at vi har en uafhængig centralbank.

Jeg vil imidlertid gerne kommentere den stærke euro. Den har en negativ indvirkning på eksporten. Euroen falder ikke over for dollar og sterling, og der er ikke udsigt til noget fald på grund af forskellen mellem den amerikanske og den europæiske rente. En rentestigning kombineret med et lavt inflationsmål kan medføre yderligere risici for eurokursen og hæmme den økonomiske vækst i en tid med økonomisk usikkerhed.

I den resterende taletid vil jeg gerne sige, at jeg sidste år var ordfører for betænkningen om ECB's årsberetning, og dengang påpegede jeg, at der var 223 milliarder euro i omløb i 500-eurosedler - det svarer til 446 millioner sedler! Jeg anmodede om, at dette blev undersøgt nærmere, især fordi det forekommer mig, at der er en sandsynlighed for, at de anvendes til ulovlige formål. Måske kunne hr. Trichet i sit svar sige, hvad der er blevet gjort i den forbindelse.

  Ieke van den Burg (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke ECB for dens indsats sidste år under finanskrisen. ECB's rolle som udlåner i sidste instans og prisstiller i sidste instans er blevet fremhævet i betænkningen, og det kan jeg kun tilslutte mig. Jeg mener også, at den har fået denne rolle.

I den forbindelse, hr. Trichet, mener jeg, at det var korrekt af Dem at fremhæve nødvendigheden af bedre adgang til oplysninger og udveksling af oplysninger, et område, hvor jeg mener, at ECB kunne gå forrest. Det er også i tråd med det, vi forelagde i en betænkning for Parlamentet i Økonomi- og Valutaudvalget, som vil blive drøftet i næste uge, om reformen af tilsynssystemet. Jeg mener, at det er yderst vigtigt, at vi får en bedre forbindelse mellem de mikroøkonomiske oplysninger, som markedet og banktilsynene har, og de oplysninger, som ECB har, og det mener jeg, at ECB kunne gå i spidsen for at sikre.

De har sagt, at De ikke ønsker at give tilsynssystemerne et grundigt eftersyn - det er heller ikke det, vi foreslår - men jeg tror, at det også ville være i Deres interesse ikke at være for afhængig af medlemsstaternes og medlemsstaternes tilsynsmyndigheders frivillige samarbejde i forbindelse med udveksling af oplysninger. Derfor er det vigtigt, at der kommer flere uafhængige aktører på området, og at vi får et stærkere system og en stærkere struktur på europæisk plan.

En anden ting er betalings- og afviklingssystemerne. Det glæder mig at høre, at forslaget om Target2-Securities, som er udarbejdet af ECB og andre centralbanker, nu er blevet positivt modtaget af værdipapircentralerne. Jeg tror, at det kunne danne et vigtigt grundlag for den videre udvikling af dette system. Jeg vil også gerne spørge, hvad De mener, der skal ske nu i forhold til derivater og OTC-markedet for at skabe flere centrale modparter og et bedre tilsynssystem på området.

Min sidste bemærkning er en parallel til Bernankes tale i går, men det vil jeg ikke gå nærmere ind i.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Daniel Dăianu (ALDE). - (EN) Fru formand! Jeg vil gerne rose ordføreren for hans arbejde.

En årsberetning kan sige meget om resultater og også om politiske vanskeligheder og afvejninger. De aktuelle inflationsrater i Europa plager de politiske beslutningstagere og borgerne. Den Europæiske Centralbank har opbygget sin troværdighed gennem konsekvente politikker. Denne præstation er blevet forstærket af den importerede inflation oven på globaliseringsbølgen og den økonomiske fremgang i Asien.

Desværre er situationen i dag ved at vende på grund af enorme energi- og fødevareprisstigninger, som afspejler den stigende ressourceknaphed. Omkostningspresset belaster markeder verden over. Inflationsraten er på sit højeste niveau i 10 år. Det er meget bekymrende, og stagflation synes også at være lige om hjørnet.

Desuden har finanskrisen i meget høj grad vanskeliggjort Den Europæiske Centralbanks opgave. ECB skal hårdnakket bekæmpe inflation, og fastsættelsen af inflationsforventningerne er i den henseende afgørende. Risiciene er imidlertid store. Det står ikke klart, hvor længe det udefrakommende omkostningspres vil vare ved. Det er afgørende, at vi forhindrer en løn- og prisspiral. Nu har vi i det sidste årti talt om at begrænse inflationen, så bør vi også bestræbe os på at begrænse pris- og lønstigninger i den kommende tid.

Større økonomiske forskelle i euroområdet vil ikke skabe en gunstig situation for Den Europæiske Centralbanks tiltag. Når markederne desuden i stigende grad er globale, er det nødvendigt at vurdere det, som Den Europæiske Centralbank gør, i forhold til, hvad andre større centralbanker gør. Det drejer sig om renteforskelle og om den generelle politik.

En sidste bemærkning. De alvorlige systemiske risici, der i vore dage er forbundet med finansmarkederne, kræver en bedre tilsynsramme og en bedre koordinering mellem ECB, den amerikanske centralbank og andre store centralbanker. Faren ved for lempelige pengepolitikker bør i den forbindelse understreges.

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg håber i høj grad, at hovedbudskaberne i denne forhandling vil nå ud til de europæiske borgere. Efter min opfattelse er forhandlingens første hovedbudskab, at ECB og euroen ikke er årsag til bekymringerne og problemerne, men er en del af løsningen. Det andet hovedbudskab er, at euroen sikrer fordele og beskyttelse. Den er til gavn for borgerne i hele EU, ikke kun i euroområdet, EU's politiske projekt og EU's vækst- og beskæftigelsespolitik.

Ud over det indre marked er euroen det mest effektive redskab i forhold til globaliseringen. Euroen og Den Europæiske Centralbank gør os rigtig nok ikke uafhængige af globale påvirkninger, men de gør os i langt højere grad i stand til at håndtere dem.

Jeg vil derfor gerne takke Den Europæiske Centralbank for en stabil og fornuftig politik, fordi i en tid, hvor tilliden er ved at briste, er Centralbanken uden tvivl en af dem, som vinder større tillid.

I den anledning vil jeg imidlertid også gerne sige til alle stats- og regeringscheferne, at de skal holde fingrene fra stabilitets- og vækstpagten og Den Europæiske Centralbank. Hvis De har interne problemer og ikke gør Deres hjemmearbejde, er det alt for let at sige, at det er de andres skyld. Af den grund er vi nødt til at gøre vores yderste for at øge bevidstheden og gøre op med informationsunderskuddet. Der er ikke noget alment kendskab til forbindelsen mellem inflation, rente og prisstabilitet. Jeg er hr. Juncker taknemmelig for at påpege, at den indirekte beskatning ikke bør øges, men i stedet sænkes, når det er muligt.

Vi er nødt til at viderebringe det budskab, at euroen ikke er skyld i de højere priser på energi og råstoffer. Jeg glæder mig desuden over, at samarbejdet mellem Den Europæiske Centralbank, Kommissionen og finanssektoren har været med til at sikre en succesfuld lancering af SEPA, det fælles eurobetalingsområde. Lad os benytte borgernes vagtsomhed og begrundede bekymring og frygt til at gå i dialog med dem, give dem svar og forklaringer, og lad os ikke nøjes med at holde rosende taler her.

  Benoît Hamon (PSE). - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Euroen bliver dyrere og dyrere i forhold til vores vigtigste handelspartneres og konkurrenters valutaer. Det gælder i særdeleshed den amerikanske dollar. Politikken med systematisk at forhøje Den Europæiske Centralbanks referencerenter forstærker i kombination med den amerikanske centralbanks modsatte politik naturligvis blot problemet. Denne valutakursudvikling, som skader den europæiske økonomis konkurrenceevne, har været meget omdiskuteret, og navnlig har meget fremtrædende europæiske ledere kommenteret den.

Den fremherskende holdning, særligt i Parlamentet, er, at ECB er eneansvarlig for valutakursudviklingen. ECB afviser gennem sin formand selv at udtale sig om emnet undtagen i nogle få uklare internationale erklæringer. Situationen er ikke blot uigennemsigtig og udemokratisk, den er frem for alt i strid med traktaten. I traktatens artikel 111 står, og jeg citerer: "Såfremt der ikke findes noget valutakurssystem i forhold til en eller flere ikkefællesskabsvalutaer som nævnt i stk. 1, kan Rådet, der træffer afgørelse med kvalificeret flertal enten på grundlag af en henstilling fra Kommissionen og efter høring af ECB eller på grundlag af en henstilling fra ECB, udarbejde generelle retningslinjer for valutakurspolitikken i forhold til disse valutaer". Jeg gentager: Rådet kan udarbejde generelle retningslinjer for valutakurspolitikken.

Med andre ord har euroområdet bestemt givet sig selv midlerne til på demokratisk vis at tage stilling til dets valutapolitik. Jeg har et simpelt spørgsmål, og det er rettet til stats- og regeringscheferne: Hvad venter EU-landenes regeringer på for at gribe ind i stedet for at beklage sig?

  Cornelis Visser (PPE-DE). - (NL) Fru formand! Først må jeg lykønske hr. Schmidt med hans betænkning. Han repræsenterer Sverige, som ikke er medlem af euroområdet, men han har udarbejdet en rigtig god og meget klar betænkning. Efter min opfattelse opfylder han medlemskriterierne på Sveriges vegne.

I sidste uge hævede Den Europæiske Centralbank renten. Den Europæiske Centralbank og dens formand, hr. Trichet, tager helt klart Centralbankens mandat og kriterierne i Maastrichttraktaten alvorligt. Jeg er glad for, at ECB er uafhængig. ECB skal beskyttes mod politisk indblanding fra eksempelvis nationale myndigheder, og det glæder mig desuden at høre hr. Juncker bekræfte dette på vegne af Eurogruppen.

Den Europæiske Centralbank har håndteret finanskrisen godt. Den skred rettidigt ind og garanterede likviditeten på markedet. Det har foreløbig stabiliseret renten. Krisen i banksektoren har fået os op af stolene. Den manglende gennemsigtighed omkring de finansielle risici, som institutionerne er udsat for, medfører tab, som kan være ganske store. Der er en forhandling i gang i Parlamentet om finansiel kontrol. Den Europæiske Centralbank kan spille en afgørende rolle her, fordi den er godt orienteret via medlemsstaternes centralbanker.

Der står imidlertid intet herom i traktaten. Jeg mener, at vi har behov for et tættere samarbejde mellem centralbankerne og Den Europæiske Centralbank, finansmarkederne og tilsynsmyndighederne. Den Europæiske Centralbank bør spille en større rolle i forbindelse med kontrol og tilsyn. Den er i stand til at iværksætte den grænseoverskridende udveksling af oplysninger, i særdeleshed hvad finansiel stabilitet angår. ECB har bevist sit værd. Nu skal vi gøre brug af dens magt og styrke den finansielle kontrol.

  Christoph Konrad (PPE-DE). - (DE) Fru formand, mine damer og herrer! I lyset af denne forhandling kan man sige, at ECB er en form for fast klippe i det oprørte hav. Det må vi bifalde. Prisstabilitet har naturligvis topprioritet i økonomien. Hvis det også fortsætter i fremtiden, er det kun positivt.

Vi har bemærket, at den gennemsnitlige inflationsrate i euroområdet er 4 %. I nogle lande i euroområdet er den endda højere, f.eks. 5,8 % i Belgien og 5,1 % i Spanien. Det er dårligt nyt. Derfor er det et vigtigt signal, der blev sendt i denne uge - Den Europæiske Centralbanks beslutning. Vi må blot bemærke, også her i Parlamentet, at ECB naturligvis ikke kan gøre noget for at bekæmpe de inflationsramte oliepriser. De afledte effekter, som vi vil mærke i euroområdet, f.eks. højere lønninger, hvilket fagforeningerne kræver, og samtidig højere priser, hvilket vil påvirke virksomhederne, indebærer imidlertid en risiko og fører i sidste ende til en ond cirkel.

Jeg vil gerne fremsætte to bemærkninger mere om politiseringen af Den Europæiske Centralbank. Vi oplever det konstant i Økonomi- og Valutaudvalget, og det må også gøres klart i denne forhandling. Spørgsmålet om gennemsigtighed i beslutningsprocessen peger eksempelvis i den retning - et forsøg på at finde ud af mere og mere og samtidig også øge indflydelsen på beslutningsprocessen. Større gennemsigtighed - det er jeg på vagt over for. Jeg mener, at Centralbanken skal træffe sine beslutninger selv og naturligvis i samråd med Parlamentet og euroområdets repræsentanter. At skulle retfærdiggøre beslutningerne, det er dog at gå for vidt.

Vi bør - og det vil uden tvivl spille en rolle i næste runde - nøje overveje, om vi kan fortsætte med denne politik, når euroområdet udvides. Slovakiet var et advarselstegn for mig. Vi bør være mindre bekymrede om politik i fremtiden og fokusere mere på kriterierne.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). - (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Den amerikanske finanskrises indvirkning på verdensøkonomien har været en uventet og uønsket gave i anledning af tiåret for Den Økonomiske og Monetære Union. Stigende inflation er et andet aktuelt problem. ECB har håndteret uroen på verdens finansmarkeder perfekt, tilført likviditet i størrelsesordenen 95 milliarder euro og foretaget finjusteringer for at stabilisere den helt korte rente. Dette viser endnu en gang fordelene ved EU's fælles pengepolitik for både den europæiske økonomi og de enkelte borgere i perioder med ustabilitet. I henhold til EF-traktatens artikel 105 støtter ECB også de generelle økonomiske politikker i Fællesskabet. Nu skal ECB på den ene side klare udfordringen med stigende inflation og på den anden side udfordringen med økonomisk afmatning. Det er ikke kun en udfordring, men også en reel test af ECB's og ESCB's uafhængighed.

Med Lissabontraktaten vil ECB blive en institution med status som juridisk person og få en klart fastlagt uafhængig status. På den anden side kræver den fortsatte integration af de finansielle systemer et tættere samarbejde med de enkelte medlemsstaters centralbanker. Der er nogle, som advarer om, at ECB's uafhængighed er i fare, bl.a. fordi euroområdets finansministres uformelle møder med Lissabontraktaten vil få officiel status. Vi kan allerede høre diskussionerne om ministrenes evne til at drøfte, hvorvidt inflationsmålet er fastsat korrekt eller ej.

Jeg tror, at det er meget vigtigt at sondre mellem de professionelle og politiske argumenter, som hører til i et demokratisk samfund, og egentlig indblanding i Den Europæiske Centralbanks pengepolitik. I betragtning af Lissabontraktatens vanskelige fødsel vil det blive en utrolig vigtig opgave både for os her i Parlamentet og naturligvis for medierne at foretage denne sondring. Afslutningsvis vil jeg gerne takke ordføreren for en afbalanceret og yderst professionel betænkning om ECB's årsberetning.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Jeg har lyttet meget opmærksomt til talerne af formanden for Centralbanken og af hr. Juncker, som jeg har stor respekt for.

Vi står uden tvivl over for en alvorlig økonomisk krise, hvis lige vi ikke har set i de seneste årtier. Den uhyggelige stigning i prisen på olie og mange andre produkter, den høje arbejdsløshed, den udbredte fattigdom og de lave vækstrater er alt sammen med til at give dette tydelige billede.

Den fremsatte kritik har været genstand for stor debat. Jeg mener, at hele denne kritik, som også er kommet fra officielle kilder, har haft ét formål, nemlig at fremhæve situationens alvor. Desuden skal vi som politikere være kritiske, for det er kun gennem kritik, at vi kan skabe forbedringer, se problemerne i et klarere lys og dermed nå frem til løsninger, der er til gavn for samfundet.

Til sidst vil jeg gerne takke ordføreren for hans helt enestående betænkning.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL). - (PT) Fru formand! Det fremgår klart af denne forhandling, at den såkaldte inflationsbekæmpelse kun drejer sig om at begrænse lønstigninger. For at retfærdiggøre den niende forhøjelse af Den Europæiske Centralbanks grundrente inden for to og et halvt år taler EU's pengepolitiske lederne kun om behovet for løntilbageholdenhed og ignorerer den forargelige stigning i store virksomheders og økonomiske og finansielle koncerners indtjening, som er på ca. 30 % årligt, mens lønstigningerne i visse lande ikke engang overstiger inflationsraten. Det er tilfældet i Portugal, hvor de fleste lønmodtagere og pensionister har mistet en stor del af deres købekraft, og hvor lønninger og pensioner er blandt de laveste i EU.

Den fuldstændige mangel på sociale hensyn i denne pengepolitik med høje renter og en overvurderet euro forværrer de sociale og territoriale uligheder, bidrager til stigende fattigdom og skaber flere og flere problemer for mikrovirksomheder og små virksomheder især i de lande, der har den svageste økonomi. Denne politik bør derfor ændres, og man bør gøre præcis det modsatte, nemlig prioritere økonomisk vækst og beskæftigelse, udrydde fattigdom og fremme social fremgang og udvikling.

  Theodor Dumitru Stolojan (PPE-DE). - (RO) Fru formand! Den Europæiske Centralbank foretager sine indgreb for at fastholde prisstabiliteten i en situation med store uvisheder og inflationspres.

Vi ved endnu ikke, om det aktuelle prisniveau for energi og fødevarer er det niveau, som hele prisstrukturen vil bero på. Vi ved heller ikke, hvilke politiske tiltag medlemsstaterne vil iværksætte over for befolkningen for at lette tilpasningen af forbrug, opsparing og husholdningernes situation til den nye prisstruktur. Desuden er den finansielle krise stadig langtfra ovre.

Som medlem af Parlamentet værdsætter jeg den kompetence og integritet, der præger Den Europæiske Centralbanks pengepolitik, og formandens vilje til at fastholde inflationsmålet, der er kendetegnende for prisstabilitetsindsatsen.

Jeg vil gerne give udtryk for min tillid til Den Europæiske Centralbanks gode dømmekraft, til Den Europæiske Centralbanks integritet og uafhængighed og til politikernes tilbageholdenhed med at blande sig i Centralbankens beslutninger.

  Margaritis Schinas (PPE-DE). - (EL) Fru formand! Eurogruppen udformer den økonomiske politik, Den Europæiske Centralbank udformer pengepolitikken, og vi her i Parlamentet fører blot politik uden nogen videre specifikation, og det forpligter os til at stå til ansvar for hele rækken af beslutninger, der træffes i euroområdet.

Som ny i politik mener jeg med fuld respekt for Centralbankens uafhængighed, at jeg kan bidrage med nogle råd. Efter min opfattelse kan vi ikke effektivt bekæmpe importeret inflation, som er vores største problem, hvis det eneste våben, vi anvender, er renten.

Vi er nødt til at gribe ind over for årsagerne til inflationen. Vi skal bekæmpe oliekartellerne, vi skal bekæmpe dem, der udnytter råvaresituationen for egen vinding, vi har behov for flere fødevarer på markedet, og hvis vi ikke sætter ind mod roden til problemerne, er jeg bange for, at vi vil blive ved med at skulle afholde forhandlinger som denne, hvis logik forstås i Bruxelles og Strasbourg, men som i offentlighedens øjne mangler politisk belæg.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). - (EN) Fru formand! Jeg synes, at det er helt utroligt, så godt ECB har løst den vigtigste opgave i sit mandat, nemlig at sikre prisstabilitet. Hvis vi ser på D-marken i perioden 1948 til 1998, har ECB rent faktisk opretholdt en bedre prisstabilitet i forhold til D-marken, som tidligere var det globale benchmark. Jeg mener, at De har skabt et rigtig godt resultat på det område. Jeg er imidlertid også lige så glad for, at De, hr. Trichet, henviste til den finansielle stabilitet. Den er også omfattet ECB's mandat i henhold til traktaten, og jeg mener, at ECB's rolle inden for finansielt tilsyn bør styrkes.

Tommaso Padoa-Schioppas dobbelte model vækker stor begejstring, og jeg mener, at det nu er op til medlemsstaterne og Rådet at anvende denne model for at sikre ECB en større rolle i overvågningen af den finansielle stabilitet. I Parlamentet er Van den Burg-Dăianus betænkning om dette emne i øjeblikket under udarbejdelse. Den indeholder mange gode punkter, som De også kan anvende i Deres arbejde i forsøget på at sikre en bedre overvågning af den finansielle stabilitet i Europa.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). - (PL) Fru formand! EU's økonomiske og finansielle funktion skaber reel stabilitet til gavn for væksten. I den forbindelse spiller Den Europæiske Centralbank, hvis grundlæggende mål er at udforme pengepolitikken, en vigtig rolle. Medlemsstaterne og deres regeringer er ansvarlige for den økonomiske politik og beskæftigelsen.

Nogle sætter imidlertid spørgsmålstegn ved, om ECB fungerer efter hensigten, og ved dens indvirkning på de økonomiske processer. Bør Centralbanken være mere proaktiv, ligesom den er i USA, eller ej? I lyset af den globale fødevarekrise og stigningerne i prisen på energi og brændstof dukker en række spørgsmål automatisk op. For det første, hvilke foranstaltninger bør der træffes for at forhindre en forværring af krisen? For det andet, hvordan støtter vi væksten i fattige lande? For det tredje, hvordan fører vi tilsyn med de finansielle markeder for at undgå en gentagelse af krisen på boliglånsmarkedet?

Endelig bør det på dette tidspunkt gøres klart, at overholdelsen af kriterierne i stabilitets- vækstpagten gælder alle medlemsstater uden undtagelse.

  Jean-Claude Trichet, formand for Den Europæiske Centralbank. - (EN) Fru formand! Jeg er utrolig taknemmelig for de bemærkninger, der er blevet fremsat både i ordførerens fremragende betænkning og i det meget store antal indlæg, hvor Centralbankens uafhængighed gang på gang nævnes og også blev fremhævet af hr. Juncker selv. Jeg mener, at denne uafhængighed er yderst vigtig, og jeg må sige, at der ingen steder fra sås tvivl om den. Den er en vigtig del af institutionens troværdighed, og det er på grund af denne meget synlige uafhængighed og bankens primære opgave - som helt klart er at sikre prisstabilitet - at det indtil videre er lykkedes os at fastholde inflationsforventningerne.

Jeg understregede kraftigt, at fastholdelsen af inflationsforventningerne er helt afgørende, fordi det i forhold til de mellemlange til lange markedsrenter gør os i stand til fortsat at tage højde for disse inflationsforventninger på mellemlang og lang sigt. Visse regeringer i Europa optager 50-årige lån til renter, der bl.a. er baseret på tilliden til, at Centralbanken sikrer prisstabiliteten, ikke kun over to, eller fem, eller 10 eller 20 år, men endnu længere. Det er fordi, at vi alene fokuserer på at fastholde og bevare en stærk fastholdelse af inflationsforventningerne, at vi har truffet de nævnte beslutninger.

I forståelsen af ECB's Styrelsesråd - og i den beslutning, går jeg ud fra, som blev truffet af de europæiske demokratier, da de etablerede ECB, eurosystemet og euroområdet - er der ingen uforenelighed mellem prisstabilitet og en stærk fastholdelse af forventningerne om prisstabilitet og vækst og beskæftigelse.

Jeg må sige, at der i øjeblikket på globalt plan er en udbredt holdning om, at den relevante måde at anskue tingene på er, at der gennem prisstabilitet og en troværdig prisstabilitet over tid banes vej for bæredygtig vækst og beskæftigelsesfremgang. Fremhævelsen af de knap 16 millioner arbejdspladser, der er blevet skabt siden indførelsen af euroen, illustrerer, hvad jeg netop sagde.

Når det er sagt, vil jeg også gerne gentage, hvad mange medlemmer af Parlamentet sagde med hensyn til, at vi for at opnå prisstabilitet er nødt til at samarbejde med andre beslutningstagere, myndigheder og den private sektor. Derfor var vi også meget klare i vores eget budskab, hvor vi fuldt ud erkender, at vi er uafhængige, og at de, som træffer beslutningerne, er uafhængige. Vi insisterer imidlertid altid på overholdelsen af stabilitets- og vækstpagten, fordi en belastning af pengepolitikken, som skyldes en lempelig finanspolitik, altid udgør en fare.

Vi opfordrer også prisfastsætterne generelt - selskaber, produktionssektoren, detailhandelen - til at tage højde for, at vi vil sikre prisstabilitet på mellemlang sigt, således at vi ikke oplever afledte effekter på dette område.

Jeg nævnte prisfastsætterne. Jeg vil naturligvis også nævne arbejdsmarkedets parter, for vi anmoder ikke kun kraftigt prisfastsætterne, men også arbejdsmarkedets parter om, at de i deres beslutninger tager højde for, at vi vil sikre prisstabilitet i overensstemmelse med vores definition heraf på mellemlang sigt.

Situationen er selvfølgelig vanskelig, fordi prisen på olie, prisen på råvarer eller knapheden på råvarer presser priserne op. Vi bør huske på, hvad der skete i 1973-1974. Det er helt tydeligt, at de økonomier, der lod de afledte effekter galopere af sted og havde vedvarende inflation, både var ramt af inflation og meget lav vækst, og det var i en lang række økonomier i Europa starten på den massearbejdsløshed, som vi stadig bekæmper og er ved at få udryddet. Der er derfor meget på spil på dette område, og det er vigtigt at huske på.

Da det forekommer mig at være et yderst vigtigt aspekt, vil jeg i den forbindelse også gerne nævne, at det er de mest udsatte og fattigste blandt vores medborgere, som lider mest i tider med vedvarende høj inflation. Når vores mål således er at sikre prisstabilitet på mellemlang sigt, overholder vi ikke blot traktaten og vores mandat - som vi i øvrigt ikke selv har fastlagt, men som vi er blevet tildelt af Europas demokratier - vi gør samtidig, hvad der er bedst for vores mest udsatte medborgere.

Med hensyn til spørgsmålet om prisen på olie, råvarer og energi og prisen på fødevarer og mere generelt alle de priser, der stiger, mener jeg, at tre aspekter kendetegner situationen. Som en række medlemmer af Parlamentet meget fint formulerede det, har vi bestemt et efterspørgselsdrevet fænomen. De store nye vækstøkonomier skaber på globalt plan en ny kraftig efterspørgsel, og det må vi fuldt ud erkende.

Et andet aspekt er helt klart udbuddet, og på udbudssiden har vi et stort ansvar. Karteller er ikke hensigtsmæssige, og det står klart, at der findes karteller på en række områder. Ud over karteller skaber en række lande og økonomier også knaphed ved at forhindre olieboring, ressourceudnyttelse og opførelse af raffinaderier. Det vil jeg også gerne gøre Dem opmærksom på. Vi skal på udbudssiden se, om vi gør vores yderste.

Med hensyn til efterspørgselssiden er alle besparelser, alle energibesparelser, absolut nødvendige og er et led i styringen af efterspørgselssiden. Samtidig skal vi respektere realprisen og ikke have kunstige priser på olie og energi, som vil kunne fastholde den kraftige efterspørgsel.

Så er der situationens tredje aspekt, som er omfordelingen af kapital på globalt plan i retning af råvarer. Det er ikke præcis det samme, der gør sig gældende for olie, andre energiformer eller råstoffer af enhver art. Der er imidlertid et sådant fænomen, og dette fænomen spiller naturligvis en rolle, hvilket vi er nødt til at erkende. Vi skal opfordre markederne til at sikre størst mulig gennemsigtighed og fungere på en fuldt gennemsigtig måde. Det er sådan, jeg vil beskrive dette fænomen, og jeg vil gerne sige, at som med visse sygdomme, der kræver flere former for behandling, er vi nødt til at gøre vores yderste i forhold til de tre aspekter, der kendetegner situationen.

Mange medlemmer talte om tilsyn og nødvendigheden af at forbedre tilsynssituationen, og jeg vil bestemt gerne gentage, hvad de har sagt. Vi har en situation, som skal forbedres - det er helt klart. Siden etableringen af ECB har vi sagt, at vi ville opfordre alle myndigheder til at deltage i et samarbejde, der er så indgående som muligt. Vi har også sagt, at vi var tilhænger af meget tætte forbindelser mellem centralbankerne og tilsynsmyndighederne. De seneste begivenheder, siden uroen startede i august 2007, har vist, at denne doktrin var rigtig. Det er nødvendigt med meget tætte forbindelser mellem centralbankerne og tilsynsmyndighederne.

Jeg vil på dette tidspunkt sige, at vi bakker fuldt op om den linje, som Økonomi- og Valutaudvalget har været enige om at fastholde. Vi synes, at der er mange workshopper, og at vi er nødt til at komme videre i denne retning så hurtigt som muligt. Jeg ved, at Parlamentet muligvis overvejer mere dristige initiativer. Jeg vil gerne sige, at vi selv gerne så, at alt, der allerede er blevet besluttet, også blev gennemført - at ingen under påskud af at afvente en ny fase undlader at gøre, hvad der allerede er blevet besluttet. Derefter tror jeg, at vi skal kigge meget nøje på de forslag, vi har foran os, for vi mener, at jo tættere vi samarbejder - dvs. tættere end tilfældet er i dag - desto bedre for Europa. Hvad, jeg siger med hensyn til Europa, gælder efter vores opfattelse alle andre systemiske dele i den globale finansverden.

Mit sidste punkt vedrører valutakursen, som en række medlemmer nævnte. Jeg tror, at ECB's Styrelsesråd er tilhænger af den fulde gennemførelse af traktaten i dens nuværende form. Det forekommer mig, at når vi er i Kina, som hr. Juncker sagde, eller når vi deltager i G7-møder, hvor hr. Juncker og jeg undertegner G7-kommunikéet, gør vi, hvad der er hensigtsmæssigt, og når jeg selv er forsigtig - det blev nævnt, at jeg er meget varsom og forsigtig, når jeg taler om valutakurser - er det fordi, vi befinder os på et område, som er yderst følsomt, og et område, hvor man efter min opfattelse er nødt til fuldt ud at respektere den linje, som vi er blevet enige om. Det er grunden til, at jeg gerne vil gentage, at vi på dette punkt er enige med alle partnerne i G7 om budskabet til Kina. Der er absolut ingen tvetydighed dér. Det gjorde vi meget klart i det seneste G7-kommuniké. Vi mener også, at det er vigtigt at se meget nøje på eventuelle negative virkninger af kraftige udsving både i forhold til den finansielle stabilitet og væksten.

Jeg vil også gerne nævne, at det er meget vigtigt, at de amerikanske myndigheder atter siger, at en stærk dollar er af interesse for USA.

  Jean-Claude Juncker, formand for Eurogruppen og medlem af Det Europæiske Råd - (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil ikke vende tilbage til de bemærkninger, som formanden for Centralbanken fremsatte under vores forhandling. Det er bedre ikke at gentage, hvad han sagde, eftersom det alt sammen var korrekt, og noget, som jeg evt. ville sige, kunne blive opfattet som et forsøg på at modificere hans bemærkninger, hvilket der ikke er grund til.

(DE) Fru formand! Jeg taler tysk for at vise hr. Trichet, at jeg ligesom ham også taler dette sprog. Ja, en franskmand, som allerede har mere end rigeligt at gøre, bør roses for - i lyset af at han bor i Frankfurt - at tage sig tid til at lære det sprog, som befolkningen omkring ham taler. Det er ikke alle franskmænd, der gør det.

(Bifald)

Jeg taler tysk, så han bedre forstår mig. Jeg vil gerne fremsætte to eller tre afsluttende bemærkninger, fordi indimellem synes forhandlingerne i Parlamentet at være fuld af nostalgi med hensyn til 1970'erne og 1980'erne. Eurogruppen bedes indtrængende om at sikre en bedre koordinering af euromedlemsstaternes økonomiske politik. Vi gør alle vores bedste i den henseende, og vi har nu indført adfærdskodekser inden for mange områder af den praktiske økonomiske politik, som vi bestræber os på at følge. Man kan imidlertid ikke på den ene side opfordre til en koordinering af den økonomiske politik og på den anden side fortryde det, når den økonomiske politik, der er koordineret på denne måde, efterfølgende gennemføres i praksis.

Lad mig give Dem nogle eksempler. Vi gennemførte en reform af stabilitets- og vækstpagten i 2005. En del af formålet med reformforslagene var at styrke stabilitetspagtens forebyggende del, som var underudviklet og svag. For at styrke den forebyggende del af stabilitetspagten er det afgørende, at regeringerne fastholder budgetkonsolideringen og forstærker deres konsolidering af de offentlige finanser, når det går økonomien godt, for at opbygge reserver til dårlige år, som i vores økonomiske systemers normale cyklus forekommer regelmæssigt.

I øjeblikket er vi inde i en dårlig periode. De gode tider er forbi. De regeringer, som har konsolideret de offentlige finanser, har tilstrækkeligt brede budgetmarginer til, at de automatiske stabilisatorer kan træde i kraft, når statens indtægter falder. De regeringer, der ikke konsoliderede tilstrækkeligt, da tiderne var gode, kan naturligvis ikke reagere i dårlige tider.

Når vi i Eurogruppen er enige om, at de medlemsstater, der har nået deres mellemfristede finansielle mål, nu er i stand til at gribe ind over for den aktuelle økonomiske nedgang og de stigende olie- og fødevarepriser, er det alene, fordi de tidligere har beregnet de nødvendige budgetmarginer, der sikrer, at de ikke står svækket og handlingslammet i en krise.

Vi har ikke opfordret til en fastfrysning af lønningerne - hverken Centralbanken eller Eurogruppen har nogensinde opfordret til en fastfrysning af lønningerne i euroområdet. Det, vi siger, er, at lønningerne ikke automatisk bør stige i takt med inflationen, men at lønudviklingen skal følge de produktivitetsforbedringer, der kan opnås i økonomien, og lønnen kan således også hæves, selv om der ikke er inflation.

Vi har gjort det helt klart, at vi bestemt ikke kan blive ved med at bede arbejdstagerne i Europa om at udvise løntilbageholdenhed, mens direktørerne og andre kapitalejere modtager enorme og urimeligt store betalinger og lønninger. Det har vi givet udtryk for flere gange.

(Bifald)

Aflønningen af ledelsen i de europæiske virksomheder - også og frem for alt i den finansielle sektor - har bestemt intet at gøre med de produktivitetsforbedringer, der er opnået her. De indkasserer blot pengene, og deres handlinger er ikke økonomisk fornuftige eller socialt ansvarlige.

(Bifald)

Eftersom vi ikke krævede en fastfrysning af lønningerne, og eftersom jeg måske i højere grad end andre er meget opsat på fortsat at have den europæiske indsats' sociale kontraktaspekt for øje, har vi kraftigt opfordret til, at vi i stedet for at lade virksomhederne betale - i betragtning af de stigende priser på råstoffer og olie - må overveje, hvad landene kan gøre i forhold til at yde social støtte til de mindre velstillede dele af befolkningen under hensyntagen til deres forringede købekraft.

Det er ganske enkelt sådan, at de lande, der har konsolideret de offentlige finanser, nu har de fornødne ressourcer til rådighed til at kunne finansiere støtteprogrammer til fordel for de mindre velstillede dele af befolkningen. Der er lande, som har indført dyrtidstillæg, varme- og huslejetillæg, og som har råd til det på grund af tidligere konsolideringer. Der er også lande, som systematisk justerer deres skatte- og afgiftssystemer således, at de mindre velstillede dele af befolkningen kan opnå nettogevinster i forbindelse med skattelettelser, i stedet for at skattelettelser kun kommer de mere velstående befolkningsgrupper til gode.

I den forbindelse mener jeg, at den overordnede politik er om ikke perfekt så i det mindste altafgørende. Vi ønsker ikke, og vi må ikke, gentage 1970'ernes og 1980'ernes fejltagelser, selv om løsningerne var noget lettere på kort sigt. Vi er nødt til at gribe ind over for den stigende inflation. I 1970'erne og 1980'erne lod vi inflationen løbe løbsk. I 1970'erne og 1980'erne lod vi statsgælden stige. I 1970'erne og 1980'erne accepterede vi statsunderskud og nedtonede konsekvenserne. Resultatet var massearbejdsløshed i Europa, en arbejdsløshed, som vi nu har bragt ned på 7,2 % ved hjælp af - og takket være - euroen.

Resultatet var, at socialsikringsbidragene i næsten alle EU-lande var alt for høje, og vi er mange, som stadig mener, at de er for høje, hvilket ikke har at gøre med en afvisning af den sociale solidaritet, men med den sårbare finansiering af vores socialsikringssystemer. Skatten på arbejde var for høj, og skatten på kapital var for lav. Det var konsekvenserne af den fejlslagne politik i 1970'erne og 1980'erne.

Vi er modstander af inflation, fordi vi er modstander af arbejdsløshed og tilhænger af vækst. Vækst og inflationsbekæmpelse er ikke uforenelige størrelser. Vi har behov for vækst uden inflation, så situationen vil blive bedre for folk i fremtiden. At give gaver i dag for angiveligt at hjælpe folk og blive hyldet som en generøs samfundsvelgører er den forkerte politik. For at tingene kan lykkes nu, er vi nødt til at tænke på de kommende generationer, ikke omvendt.

(Bifald)

  Olle Schmidt, ordfører. - (SV) Fru formand! Tak for en usædvanligt interessant og inspirerende forhandling. Den viser, at der er bred opbakning til de synspunkter og konklusioner, som vi forelægger i betænkningen. Jeg vil også gerne takke Dem hr. Juncker og hr. Trichet for Deres gode svar. De har svaret på en måde, som efterlader det indtryk, at De også agter at tage hensyn til de holdninger og idéer, som vi har forelagt her.

Lad mig til sidst bidrage med mine egne erfaringer som politiker i det knap så folkerige Sverige i nord. Jeg var medlem af det svenske parlament og dets finansudvalg i 1990'erne, da Sverige løb ind i en økonomisk mur. Politisk erfaring er sundt. De af Dem, som mener, at inflation og en ustabil pengepolitik vil være til gavn for de mennesker, som har behov for vores støtte, tager fejl. De tager helt fejl. Som medlem af finansudvalget var jeg vidne til, hvordan den svenske rente nåede niveauer, som ingen kunne have forestillet sig: 500 %. I 1990'erne blev vi, som hr. Juncker sagde, ramt af massearbejdsløshed, stigende inflation og stagflation. Jeg husker meget tydeligt disse oplevelser, og de har fået mig til at håbe, at mit eget land, Sverige, vil tiltræde euroområdet og deltage fuldt ud i det europæiske samarbejde.

Som vores kollega fru Kauppi sagde, og som hr. Trichet gentog, troede ingen, at euroen ville blive den succes, som den er blevet. Jeg mener, at det beviser værdien af europæisk samarbejde.

Hr. Juncker! De sagde, at ECB handler anstændigt og beslutsomt. Det synes jeg, er en god formulering. Jeg vil gerne takke Dem for en god forhandling. Jeg er også taknemmelig for, at en som mig, der kommer fra et land, som står uden for eurosamarbejdet, fik til opgave at udarbejde denne betænkning.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i dag kl. 12.00.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Med hensyn til økonomisk udvikling er grundlaget for euroområdets økonomi fortsat sundt takket være investeringsvækst, højere beskæftigelse og en højere erhvervsfrekvens. Selv om væksten i verdensøkonomien er ved at blive mere moderat, forventes den at ville fortsætte især på grund af en robust vækst i de nye vækstlande. Med hensyn til prisudviklingen har inflationen i forhold til det årlige harmoniserede forbrugerindeks siden efteråret sidste år ligget godt over det niveau, der svarer til prisstabilitet, og nåede i maj 2008 op på 3,7 % og vil ifølge Eurostats foreløbige skøn nå op på 4,0 % i juni. Dette bekymrende inflationsniveau skyldes overvejende de seneste måneders kraftige prisstigninger på energi og fødevarer i hele verden. Der er fortsat stor uvished omkring udsigterne for den økonomiske aktivitet, og der er udbredt risiko for nedgang. Risiciene skyldes især flere uventede energi- og fødevareprisstigningers dæmpende effekt på forbruget og investeringerne. Desuden er risiciene for nedgang stadig forbundet med, at de fortsatte spændinger på finansmarkedet vil kunne ramme realøkonomien hårdere end forventet. Under disse omstændigheder er ECB's beslutning om at hæve minimumsbudrenten på de primære markedsoperationer i eurosystemet med 25 basispoint til 4,25 % en kærkommen beslutning, som vi bør være taknemmelige for.