Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 9. juli 2008 - Strasbourg

12. Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2007 (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er betænkning af Elmar Brok for Udenrigsudvalget om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2007 (2007/2271(INI)) (A6-0266/2008).

  Elmar Brok, ordfører. - (DE) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. Kommissær! Vi må sige, at de tidligere udvidelser af EU har været store politiske og økonomiske succeser. Det er der ingen tvivl om. For Rumæniens og Bulgariens vedkommende, hr. kommissær, skal vi bestemt føre separate diskussioner her i de kommende uger, men min åbningsbemærkning står stadig ved magt.

Samtidig skal vi gøre det klart, at når vi forhandler med lande og lover dem videre forhandlinger, vil vi holde disse løfter, og at når vi givet et land kandidatstatus, behandles det rent faktisk som et kandidatland. Løfterne fra Thessaloniki skal også efterkommes.

Samtidig skal vi imidlertid slå fast, at dette på ingen måde indebærer en automatisk begivenhedsrækkefølge, men at de enkelte lande skal opfylde betingelserne - Københavnskriterierne - for medlemskab af Unionen, således at overgangen kommer til at foregå vellykket både set fra tiltrædelseslandene og fra EU som helhed.

Vi skal også overveje, om vi nu med 27 medlemsstater - og måske bliver Kroatien snart det 28. medlem - ikke har brug for en konsolideringsfase for at sikre, at alting i EU rent faktisk kommer til at fungere korrekt. Det er netop dem, der finder huller i Lissabontraktaten, samtidig med at de støtter udvidelsen, der må erkende, at de forfølger en politisk inkonsekvent linje. Hensigten med Lissabontraktaten var rent faktisk, at den skulle skabe forudsætningerne for den sidste udvidelsesrunde, ikke være forberedelse til den næste. De, der ønsker udvidelsen, men er modstandere af Lissabontraktaten, arbejder rent faktisk for at fjerne mulighederne for udvidelsen. Det skal siges helt tydeligt.

En anden meget vigtig ting, som vi skal være opmærksomme på, er, at styrke ikke afhænger af størrelsen alene, men af den indre sammenhæng, hvorved jeg mener, at vi skal passe på ikke at strække vores kapacitet for langt, hvilket historien har lært os. Det EU, vi ønsker, er ikke et frihandelsområde, men en politisk effektiv enhed. Dette betyder, at vores kapacitet til interne reformer i lige så høj grad er en forudsætning for udvidelsen, som interne reformer i ansøgerlandene er en forudsætning for deres tiltrædelse. "Uddybning og udvidelse" er blevet standardbeskrivelsen i denne tovejs proces.

Samtidig skal vi være klar over, at det er af den største betydning at give landene på Vestbalkan, men også Ukraine og andre lande udsigter til medlemskab, fordi dette er nøglen til succes for deres interne reformproces i bestræbelserne på at indføre mere demokrati og retsstatsprincippet, idet de fokuserer deres ønsker mere skarpt på Bruxelles end i nogen anden retning.

Under de omstændigheder, jeg har beskrevet, vil denne vej imidlertid ikke føre til fuldt medlemskab øjeblikkelig i alle tilfælde, fordi disse lande ikke er parate endnu, og fordi Unionen heller ikke er parat. I mange tilfælde vil der ikke være mulighed for fuldt medlemskab.

Derfor har vi brug for nye instrumenter i området mellem fuldt medlemskab og naboskabspolitikken, således at disse landes europæiske perspektiv ikke blot giver dem håb, men rent faktisk er knyttet til reelle fremskridt på områder som frihandel og Schengensystemet. Vi har brug for instrumenter med Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde som model, hvor vi driver frihandel med EFTA-landene, instrumenter, der vil give partnerlandene mulighed for at indføre 30, 50 eller 70 % af korpus bestående af den etablerede fællesskabsret og retspraksis.

Dette betyder, at forhandlingerne om fuldt medlemskab kan blive meget korte. Sverige, Østrig og Finland gik den vej, mens lande som Schweiz, Island og Norge fulgte en anden vej. Men hvem ved i dag, at Norge er part i Schengenaftalerne, og at Schweiz bidrager til Unionens strukturpolitik i de nye medlemsstater? Vi kan med andre ord udvikle meget tætte forbindelser, og så kan der træffes en beslutning i de enkelte tilfælde, om hvorvidt begge sider ønsker, at dette tætte samarbejde skal fortsætte og gøres permanent, eller om de ønsker, at det skal være en overgangsfase på vejen mod fuldt medlemskab.

Derfor kan lande selv på Vestbalkan - men ikke i Kroatien, hvor det ville være et helt ulogisk skridt - hvor tiltrædelsen vil tage længere tid, kunne udnytte denne overgangsfase, hvis de ønsker, og bruge det som et instrument. De skal have valget.

På dette grundlag mener jeg, mine damer og herrer, at vi bør kunne forstærke det europæiske perspektiv og bruge det som et instrument i området mellem medlemskab og naboskabspolitikken og dermed udvide området med stabilitet, fred og frihed i Europa uden at bringe EU's udviklingspotentiale i fare.

  Jean-Pierre Jouyet, formand of Rådet. - (FR) Hr. formand! Rådet vil gerne takke Europa-Parlamentet og navnlig hr. Brok for hans betænkning om Kommissionens udvidelsesstrategidokument 2007 og benytte lejligheden til at bifalde den aktive rolle, som Parlamentet har spillet, og dets uvurderlige bidrag til udvidelsesprocessen.

Hr. Broks betænkning viser, at den seneste udvidelse har været en succes både for EU og for de medlemsstater, der er kommet med for nylig.

Vi mener, at det har været en succes for EU, og at den har gjort det muligt at komme ud over Europas splittelse og bidrage til at sikre fred og stabilitet på hele kontinentet. Den har inspireret til reformer og har forstærket de fælles principper frihed, demokrati, respekt for menneskerettigheder og de grundlæggende friheder, retsstatsprincippet og markedsøkonomi.

Udvidelsen af det indre marked og udvidelsen af det økonomiske samarbejde har forstærket væksten og konkurrenceevnen, hvilket har givet EU mulighed for at forbedre sin reaktion på udfordringerne ved globaliseringen, og har ligeledes lettet samhandelen med vores partnere. Udvidelsen har utvivlsomt givet EU større vægt i verden og gjort Unionen til en stærkere international aktør.

Vores udvidelsespolitik er veletableret og har medtaget alle erfaringerne fra de tidligere udvidelser. I december 2007 blev vi i Unionen enige om, at den fremtidige udvidelsesstrategi skulle være baseret på en konsolidering af forpligtelser, på ligelige og stringente betingelser og på forbedret kommunikation. Dette er fortsat grundlaget for vores tilgang til udvidelsen.

Unionen har konkluderet, at hvis den skal opretholde sin integrationskapacitet, skal kandidatlandene være indstillet på fuldt ud at acceptere de forpligtelser, der følger af tiltrædelsen, og at Unionen skal være i stand til fungere effektivt og bevæge sig fremad, som hr. Brok understregede i sin tale.

Disse to aspekter er vigtige, hvis vi skal opnå udbredt og vedvarende støtte hos befolkningen. De skal mobiliseres ved hjælp af større gennemsigtighed og forbedret kommunikation om disse spørgsmål, og jeg stoler på, at Europa-Parlamentet vil hjælpe os med dette.

EU vil opfylde sine forpligtelser med hensyn til de igangværende forhandlinger.

Med hensyn til Tyrkiet har man gennemført screeningen, dvs. den første formelle fase for hvert af kapitlerne, for 23 kapitlers vedkommende, og man har indledt forhandlinger om otte af disse.

Med hensyn til Kroatien har man indledt forhandlinger om 20 kapitler, og de er foreløbig afsluttet for to af kapitlerne.

Den 17. juni blev der afholdt regeringskonferencer på ministerplan med Tyrkiet og Kroatien om at indlede forhandlinger med Tyrkiet om kapitel 6, "Virksomhedslovgivning", og kapitel 7, "Intellektuel ejendomsret", og med Kroatien om kapitel 2, "Fri bevægelighed for arbejdstagere", og kapitel 19, "Social- og arbejdsmarkedspolitik og beskæftigelse".

Det er vores mål at føre disse forhandlinger videre, og jeg vil gerne minde Dem om, at med hensyn til vores forbindelser med Tyrkiet ønsker vi, at reformprocessen skal fortsætte og intensiveres. Dette vil sikre, at processen er uafvendelig og vedvarende, og vi skal fortsat overvåge de fremskridt, det sker på alle områder, nøje, navnlig med hensyn til overholdelsen af Københavnskriterierne.

Der skal naturligvis også gøres fremskridt i retning af at normalisere de bilaterale forbindelser med Republikken Cypern. Med hensyn til Kroatien går forhandlingerne godt, og i år er de gået ind i en afgørende fase. Den vigtigste målsætning er nu at fortsætte arbejdet for at udnytte de opnåede fremskridt og fremskynde reformtempoet.

Derfor opfordrer EU Kroatien til at fortsætte sine bestræbelser på at oprette gode forbindelse med nabolandene, herunder arbejdet med at finde endelige løsninger, der er acceptable for begge parter og naturligvis at løse de resterende bilaterale problemer med sine naboer.

Jeg vil imidlertid gerne benytte denne tale til med Deres tilladelse, hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer, på formandskabets vegne på det kraftigste at fordømme de voldsomme begivenheder her til morgen i Istanbul, hvor ofrene var politifolk i tjeneste uden for den amerikanske ambassade i Istanbul. På formandskabets vegne fordømmer vi dette forfærdelige angreb, og vi er naturligvis i øjeblikket i tæt kontakt med de tyrkiske myndigheder.

(Bifald)

  Olli Rehn, medlem af Kommissionen. - (EN) Hr. formand! Først vil jeg gerne takke Elmar Brok og udvalget for en meget interessant betænkning.

Forhandlingen her finder sted, mens EU overvejer den situation, der er opstået efter det irske "nej". Samtidig minder begivenhederne i Sydøsteuropa os om vores umiddelbare ansvar for at fremme stabilitet og demokrati på det europæiske kontinent.

EU's konsoliderede udvidelsesdagsorden omfatter Vestbalkan og Tyrkiet. Jeg glæder mig over betænkningens faste forpligtelse i forhold til deres udsigter til medlemskab. Kommissionen er enig i mange af punkterne i betænkningen, herunder om integrationskapaciteten, som helt klart er et vigtigt spørgsmål, som der skal tages hensyn til ved EU-udvidelsen.

Jeg bemærker med interesse betænkningens forslag om et europæisk økonomisk samarbejdsområde samt for relationer med lande, der ikke er en del af den nuværende udvidelsesdagsorden. I lyset af den økonomiske globalisering giver det mening at udvide det europæisk retlige og økonomiske rum og dermed gøre det større Europa stærkere med hensyn til vores bløde lovgivningsbeføjelser.

Men for Vestbalkan og Tyrkiet, som har entydige udsigter til medlemskab, må EU ikke indføre nye mellemstadier forud for kandidatur eller tiltrædelse. Det vil kun så tvivl om EU's engagement og dermed svække det nødvendige incitament til demokratiske reformer.

På Det Europæiske Råds møde i juni bekræftede man sin fulde opbakning til Vestbalkans udsigter til EU-medlemskab. Det er et kraftigt budskab: EU holder ord. Det er også et vigtigt budskab til Tyrkiet. Tiltrædelsesprocessen bevæger sig fremad: To kapitler mere blev åbnet midt i juni.

Med hensyn til Tyrkiet holdt vi i fællesskab processen i live og klarede os gennem meget uroligt farvand. Det var en sejr, der krævede visioner og udholdenhed.

Scenen var sat til succes i 2008 med henblik på at genoplive Tyrkiets tiltrædelsesproces til EU i år. Desværre har vi ikke set en sådan genoplivning, især af interne årsager i Tyrkiet.

I EU ønsker vi at fortsætte processen i henhold til betingelserne i forhandlingsrammen. Tyrkiet skal nu forbedre sine statsinstitutioners demokratiske funktion og arbejde i retning af de nødvendige kompromiser for at fortsætte de EU-relaterede reformer.

Jeg håber virkelig, at de roen og fornuften sejrer, så Tyrkiet kan undgå stagnation og i stedet gøre fremskridt og fortsætte på sin europæiske rejse med en klar retningssans og beslutsomhed.

I vil gerne benytte lejligheden til at tilføje et par ord om dagens begivenheder i Tyrkiet og erklære mig enig med ministeren Jean-Pierre Jouyet i denne sag. Kommissionen fordømmer på det kraftigste kidnapningen af tre tyske turister i det østlige Tyrkiet, og vi opfordrer til, at de øjeblikkelig sættes på fri fod. Kommissionen fordømmer på det kraftigste det voldsomme væbnede angreb i Istanbul i morges. Jeg vil gerne udtrykke min medfølelse over for de dræbte politifolks familie og venner, og jeg ønsker de sårede politifolk god bedring.

Til sidst vil jeg sige, at vi altid har vidst, at udvidelsen ville blive et langt, sejt træk, hvor vi skulle ride politiske storme af i Ankara, Beograd, Bruxelles og mange andre europæiske hovedstæder. Vi kan ikke holde fri fra dette arbejde for fred og fremgang, der tjener EU's og EU-borgernes grundlæggende interesser. Jeg har tillid til, at jeg kan regne med Deres støtte i denne sag.

  Marian-Jean Marinescu, for PPE-DE-Gruppen. - (RO) Hr. formand! EU's udvidelsesstrategi bør være baseret på de hidtidige erfaringer og den gældende politiske og økonomiske situation. De tidligere udvidelser har givet fordele for både Unionen og medlemsstaterne.

Vi skal ikke desto mindre bemærke, at de lande, der er kommet med i EU, har gennemgået forhandlingsperioder af forskellig længde og har haft forskellige veje til reel integration i EU.

De europæiske institutioner har haft problemer med at tilpasse sig det stigende antal medlemsstater. Der findes argumenter for at fortsætte udvidelsen af Unionen. Jeg tror, at det vil være til skade for Unionen, hvis lande som landene på Balkan eller Republikken Moldova fortsat er uden for Unionen.

Landene i Østeuropa nyder godt af historiske og geografiske hensyn i deres ansøgninger om EU-medlemskab. Der findes økonomiske krav, der ikke giver os mulighed for at suspendere udvidelsen, f.eks. energispørgsmålet. Vi skal også håndtere politisk påvirkning udefra, der kan have ugunstige følgevirkninger.

Vi har behov for nabolande, der udvikler stærke demokratier, fungerende markedsøkonomier og respekterer retsstatsprincippet. I øjeblikket udmøntes naboskabspolitikken i samarbejds- eller associeringspagter, hvor man udfører aktiviteter, der svarer til dem, der finder sted inden for en forhandlingsproces, men i langt mindre omgang. Jeg mener, at disse aftaler bør omfatte og anvende procedurer, der svarer til dem i forhandlingskapitlerne.

Jeg er overbevist om, at de lande, der virkelig ønsker at blive en del af Unionen, vil acceptere sådanne betingelser, selv om de ikke har indgået en foreløbig aftale som kandidatland, og fordelene vil være meget store for begge parter. Når udvidelsen sker, vil landene så stå i en position, der vil give dem mulighed for hurtigt at blive integreret.

Men for at konsolidere EU og nå frem til en ny udvidelse findes der en obligatorisk betingelse: De europæiske institutioner skal reformeres. Derfor er ratificeringen af Lissabontraktaten et krav, som alle medlemsstater skal forstå og opfylde.

Indholdet af Brok-betænkningen skaber klarhed om de skridt, som Unionen skal tage i den kommende periode, og det skal Kommissionen tage hensyn til.

  Formanden. - Mine damer og herrer, De vil bemærke, at når vi beder nogen tage ordet, venter vi, indtil vedkommende er færdig, fordi tolkene har fortalt os, at vi skal lade 10-15 sekunder gå, indtil de er færdige med tolkningen, før den følgende taler får ordet.

De forstår sikkert, at vi gør dette, for at tolkningen kan nå ud til alle, som det sig hør og bør.

  Jan Marinus Wiersma, for PSE-Gruppen. - (NL) Hr. formand! På min gruppes vegne vil jeg gerne gentage og støtte det, formanden for Rådet og kommissæren netop har sagt om begivenhederne i Tyrkiet. For det andet vil jeg gerne takke ordføreren for hans samarbejde med os ved forberedelsen af denne forhandling, og for det tredje vil jeg gentage på min gruppes vegne, at efter vores mening - og formanden for Rådet sagde det samme - har udvidelsen hidtil vist sig at være en succes og ydet et betydeligt bidrag til udviklingen af en større Europæisk Union.

Vi skal understrege dette helt fra begyndelsen af mit indlæg, og det siges også i hr. Broks betænkning: Vi står - som kommissæren har sagt - ved de løfter, som vi har afgivet til Tyrkiet og landene på Vestbalkan under diskussionen om udvidelsesstrategien. Så der er ikke tale om nogen ændret strategi over for disse lande, men vi vil være mere opmærksomme på, hvordan tiltrædelseskriterierne anvendes og forvaltes under forhandlingsprocessen.

For det andet er vi enige med ordføreren i, at vi skal være mere opmærksomme på Unionens egen kapacitet til at optage nye medlemmer. På den ene side kræver vi mere af ansøgerlandene i forberedelsesfasen, men på den anden side skal EU helt klart gøre mere for at forvalte de nye medlemmers ankomst korrekt. Og efter vores mening kræver dette, at vi gennemfører de nødvendige institutionelle reformer. Nicetraktaten er ikke et tilstrækkeligt grundlag for vellykkede fortsatte udvidelser.

For det tredje og efter min mening det vigtigste: I denne betænkning kigger vi længere end den nuværende udvidelsesdagsorden mod lande, der ikke er på listen over potentielle ansøgere. Vores eksisterende europæiske naboskabspolitik er ikke nok. Det gælder vores naboer mod syd, og EU har fremsat et forslag til en Middelhavsunion, men det gælder i endnu højere grad vores naboer mod øst. Vi er nået frem til den klare konklusion, at EU skal tilbyde mere, mere end naboskabspolitikken. Vi mener, at den både skal omfatte forbindelserne mellem disse lande og Unionen samt de bilaterale forbindelser mellem landene. Sortehavet kunne være en god geografisk ramme her med en rolle til både Rusland og Tyrkiet. Uden disse to lande vil de største udfordringer og problemer i denne region ikke blive løst. Tyrkiet vil få en central rolle mellem Sortehavet og Middelhavet, og dette vil give landet mulighed for at vise, hvor vigtigt Tyrkiet er i Europa, og hvor værdifuldt landet er for EU.

  Bronisław Geremek, for ALDE-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Først og fremmest vil jeg gerne støtte Rådets og Kommissionens holdning i lyset af de dramatiske begivenheder i Tyrkiet. Dette vigtige emne er genstand for vores diskussioner i dag.

Hr. Broks betænkning bekræfter det fornuftige i EU's udvidelsesstrategi. Dette siger jeg som borger i et land, der har nydt godt af denne strategi. I betænkningen hedder det, at de nye tiltrædelser til EU har været en succes. Det hedder ligeledes i betænkningen, at håbet hos de europæiske nationer, der ønsker at komme med i EU og er parate til at overholde tiltrædelseskriterierne, vil finde støtte hos EU. Begrebet integrationskapacitet, som er en betingelse for beslutningen om tiltrædelse, er blevet defineret præcist i denne betænkning.

Måske skal det også siges, at de, der forventede, at Europa-Parlamentet ville annoncere, at EU's udvidelsesproces var forbi og indføre en erstatning for fuldt medlemskab, er blevet skuffede. EU udvider sig og bliver stærkere. Det glædede mig meget at høre kommissær Rehn sige, at vi ikke skal oprette nye forværelser for lande, der ønsker at komme med i EU, men bør give dem mulighed for at få direkte adgang til dagligstuen. Imidlertid skal vi tænke på, at fremtidige udvidelser skal forstås af og finde støtte hos de europæiske borgere. Dette er en vigtig del af EU's evne til at modtage nye medlemsstater og ligeledes en faktor, der styrker tilliden til Europa blandt borgerne. Vi ved, at denne tillid befinder sig i en krise. Vi ved også, at Europa vil komme ud af krisen. Jeg hører til dem, der tror på styrken i de europæiske tanker og Fællesskabets institutioner.

Formålet med udvidelsesstrategien, som Europa-Parlamentet omhyggeligt overvejer i dag, er at konsolidere EU's indre styrke og reagere på de europæiske borgeres ønsker. Det har reageret på samme måde, som det reagerede på Centraleuropas ønsker i 2004.

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. - (PL) Hr. formand! Min største indvending mod den betænkning, vi diskuterer i dag, er manglen på en klar plan for åbningen af EU mod øst. Her vil jeg gerne påpege en manglende konsekvens i Parlamentets reaktionsmåde. Sidste år vedtog vi en betænkning af min kollega Michał Kamiński, hvor vi talte om at give Ukraine et klart medlemskabsperspektiv. Men det dokument, vi nu drøfter, vil imidlertid efter større sandsynlighed få alarmklokkerne til at ringe i de lande, der overvejer at komme med i EU, navnlig i vores nærmeste nabo, Ukraine. En betænkning, hvori man taler om behovet for at styrke Unionens kapacitet til at modtage nye lande er reelt en bremse på yderligere udvidelser af EU. Naturlige kandidater som Ukraine, en europæisk nation, tilbydes et alternativ af tvivlsom værdi i stedet for fuldt medlemskab.

I lyset af vores geostrategiske interesser bør vi betragte det som vigtigt at have et så tæt samarbejde med Ukraine som mulig. I denne situation vil det være bedre at vise Kijev en åben dør til EU i stedet for at gøre mulighederne for medlemskab mere uklare og dermed skubbe ukrainerne i kredsløb omkring Rusland. Dette gælder i særlig grad i dag, hvor faren imod Ukraine fra Kreml bliver mere akut.

  Gisela Kallenbach, for Verts/ALE-Gruppen. - (DE) Hr. formand! Jeg vil også gerne takke Elmar Brok, som har taget procesprincippet op i denne betænkning. Jeg kan se en ændring af strategien mellem arbejdsdokumentet og den nuværende betænkning, og det er helt i sin orden.

De tidligere udvidelser har været en succes for hele Fællesskabet, selv om der er behov for lidt kritik her og der. Det også helt i sin orden. Men udvidelsesprocessen er imidlertid ikke færdig. Som mange andre talere vil jeg gerne nævne Vestbalkan, som ikke må henvises til et sort hul omgivet af medlemmer af Unionen. Det er i vores interesse at undgå dette. Vi har brug for en utvetydig udvidelsesstrategi, ikke en, der varierer efter omstændighederne.

EU skal være en pålidelig og troværdig partner. Det betyder også, at vi skal være villige til selv at gennemføre reformer. Hvis der i dag sættes spørgsmålstegn ved denne vilje, er vi nødt til at gå i gang med en kritisk selvanalyse. Det er skødesløst og forkert at tilskrive ethvert tegn på euroskepsis til tidligere udvidelser og træthed. Så lad os vågne op! Lad os arbejde for en afbalanceret økonomisk, social og miljømæssig udvikling, og lad os videreformidle den økonomiske, kulturelle og historiske berigelse, der følger med udvidelsen. Vi skal også fortælle folk, hvad det vil koste, hvis der opstår endnu et brændpunkt ved vores grænser eller inden for Europa.

At have klare mål og diskutere dem fuldt ud og åbent skaber tillid. Unionen skaber også tillid ved at holde sine løfter, og jeg forventer, at vi gør dette ved at vedtage denne betænkning.

  Erik Meijer, for GUE/NGL-Gruppen. - (NL) Hr. formand! Efter de første tiltrædelsesbølger i 2004 og 2007 er udvidelsen nu stagnerende. Kroatien skal vente indtil 2011, Makedonien kommer tidligst ind i 2014, og for de øvrige fem lande på Vestbalkan bliver ventetiden endnu længere. Forhandlingerne med Tyrkiet er i gang, men det er muligt, at Tyrkiet ikke kan komme med før om flere årtier.

Nu, hvor alle lande, der tidligere lå i sovjetisk interessesfære er kommet med, ser det ud til, at EU lider af udvidelsestræthed. Bag debatten om udvidelses- og naboskabspolitik ligger der to forskellige tænkemåder. Den ene er, at EU er en verdensmagt og en superstat, som lidt efter lidt træffer flere og flere beslutninger, der påvirker dens medlemsstater. Denne superstat ønsker at gøre nabostaterne afhængige af sig, men uden at give dem indflydelse som ligelige partnere inden for Unionen. Lande, som ikke har foretaget de nødvendige tilpasninger, eller hvis økonomi er svag, får ikke lov at komme med. De skal holdes uden for Unionen, men de trækkes alligevel med magt ind i EU's indflydelsessfære, hvor de ikke har noget at skulle have sagt. Min gruppe afskyr den taktik.

Den anden tænkemåde går i retning af et samarbejde med forskellige og ligelige partnere. Unionen er åben for alle europæiske stater, der ønsker at komme med, og som opfylder de nødvendige kriterier som demokrati og menneskerettigheder. I denne type Union forsøger man ikke at gennemtvinge beslutninger, der savner opbakning i medlemsstaterne, men forsøger at løse borgernes problemer gennem samarbejde. Den type Union er mest formålstjenlig og har de bedste overlevelsesmuligheder på lang sigt.

  Georgios Georgiou, for IND/DEM-Gruppen. - (EL) Hr. formand! Hr. Broks bestræbelser er bestemt prisværdige, og jeg vil gerne takke ham for hans tale, hvor han kom med nogle meget nyttige forklaringer.

Men på trods af de prisværdige bestræbelser er EU's hastværk med at optage nye medlemsstater endnu en gang uforklarligt.

Hvilken slags Union og hvilken slags Europa vil de blive en del af? Vil det være et Europa med høje oliepriser, høje fødevarepriser, med arbejdsløshed - et elendighedens Europa, om man vil? Hvad er det, vi ønsker at skabe? Skal vi skabe et nyt netværk af interkontinental elendighed?

Det kan ikke være i Europas interesse. Jeg mener, at det vil være i andres interesse. Vi skal huske på resultatet af den irske folkeafstemning, som måske ikke vil give mulighed for den type forenklede udvidelser som dem, vi har valgt.

  Irena Belohorská (NI). - (SK) Hr. formand! Jeg vil gerne takke ordføreren for hans arbejde med dette relevante emne, der sigter mod at løse dette følsomme spørgsmål for den nuværende Europæiske Union.

Udvidelsen med 10 nye medlemsstater i 2004 og med yderligere to i 2007 var utvivlsomt en succes for både EU og de ovennævnte lande, der kom med. EU's konkurrenceevne og betydning er voksende takket være det menneskelige og økonomiske potentiale. Jeg kan imidlertid med sindsro sige, at til trods for dette føler de 12 nye medlemsstater stadig, at der konstant er forskelle mellem dem og de 15 gamle medlemsstater. Vi taler om diskrimination, og denne diskrimination skyldes manglende modenhed, enten økonomisk eller social. Jeg er imidlertid overrasket over, at udvidelsen fremføres som årsag til, at Lissabontraktaten skal ratificeres.

Mine damer og herrer, Nicetraktaten er død. Det er et dokument, der tilhører historien, som ikke er relevant i det politiske liv i dag. Den har ikke længere et formål som en kontrakt mellem de 15 gamle medlemsstater. I dag er vi 27, og derfor skal Lissabontraktaten ratificeres, men ikke på grund af udvidelsen. Udvidelsen kan gennemføres gennem en særlig bilateral traktat mellem EU og medlemsstaten.

  Charles Tannock (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Storbritannien, mit land, var et af de tre lande, der kom med i den første udvidelsesbølge tilbage i 1973. Siden da har mit parti, De britiske Konservative, aktivt støttet udvidelsesprocessen til de nuværende 27 medlemsstater.

Udvidelsen betyder et større indre marked i EU, skaber flere muligheder for økonomisk vækst og samhandel. Den skaber flere arbejdspladser og social stabilitet og giver EU en stærkere stemme på den internationale scene. Udvidelsen konsoliderer EU's værdier med demokrati, menneskerettigheder og retsstatsprincippet i de nye medlemsstater, hvilket vi har været vidner til tidligere med de tidligere diktaturer i Spanien, Grækenland og Portugal, der kom med dengang, og de tidligere kommunistiske lande i Warszawapagten, som er kommet med senere.

For dem, der sætter spørgsmålstegn ved EU's bevægelse i retning af en stadig tættere Union, bør udvidelsen teoretisk skabe et bredere, løsere og mere fleksibelt Europa og mere diskussion om EU's fremtidige retning. Præsident Sarkozy har som formand for Rådet for nylig taget spørgsmålet om udvidelsen op i forbindelse med den paralyserede Lissabontraktat, efter at den blev forkastet ved den irske folkeafstemning. Hr. Sarkozy har sagt, at den næste planlagte udvidelse med Kroatien ikke kan ske uden Lissabontraktaten. Jeg mener, at det er forkert og et forsøg på at holde traktaten i live.

Jeg er overbevist om, at vi kan finde en vej, så Kroatien kan blive medlem af EU uden Lissabontraktaten. Der findes utvivlsomt andre aspekter af traktaten, som man vil gøre forsøg på at gennemføre uden ratificeringsinstrumenterne. Det er nu klart, at europæerne ønsker mindre fokus på institutionelt fifleri og mere på, at EU skal genoprette forbindelsen til befolkningen.

Personligt støtter jeg den fremtidige udvidelse med Vestbalkan og senere med Ukraine, Moldova og forhåbentlig et demokratisk Belarus. Det er et konkret eksempel på de gode ting, som EU kan sikre sine borgere.

  Hannes Swoboda (PSE). - (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne begynde med at udtrykke min varme tak til hr. Brok for hans vilje til at indgå i et meget konstruktivt samarbejde. Budskabet er temmelig klart: Udvidelsesprocessen vil ikke blive afbrudt, men vi skal alle gøre endnu mere for at forberede os. Dette gælder de af os, der er inde i EU, og de, der ønsker at komme ind i EU. Bedre forberedelse indebærer naturligvis også institutionelle reformer og en konsolidering af EU. Jeg behøver næppe tilføje, at bedre forberedelse desuden også betyder en entydig accept af Københavnskriterierne, der skal anvendes og håndhæves, ikke bare indsættes i lovbogen.

Jeg er også hr. Brok meget taknemmelig for at have overtaget vores idé om en Sortehavsunion sammen med Jan Marinus Wiersma, selv om det måske er i en noget mere forsigtig udgave. Pointen er, at vi skal sende klare signaler til Ukraine og til de andre lande i Sortehavsregionen, der er omfattet af naboskabspolitikken. For at hjælpe disse lande er det imidlertid også vigtigt at inddrage Tyrkiet og Rusland i samarbejdet. Jeg sætter pris på det franske formandskabs tanker om en Middelhavsunion, men vi må ikke køre Sortehavsunionen ud på et sidespor. Her skal vi også vise flaget, og EU skal fremsætte relevante forslag til samarbejde.

Med hensyn til Balkanlandene fremsætter hr. Brok nogle tilbud i sin betænkning. Som han understregede klart og tydeligt i dag, er der tale om valgfri tilbud. "Vent lidt med jeres reformer - der er tid nok" er ikke et budskab, som nogen skal modtage herfra. Nej, reformerne skal fremskyndes, både i Kroatien naturligvis også i de øvrige lande. Især når en ny regering tiltræder, som det nu er sket i Serbien, skal vi udsende et klart signal. Vi skal sige: "Vi vil have jer med i EU hurtigst mulig, men vi kan ikke tilbyde et alternativ til jeres reformproces. I skal selv gennemføre den, og I skal anvende en proeuropæisk strategi."

Unionen er ufuldstændig uden Balkanlandene i Sydøsteuropa, men arbejdet skal udføres i disse lande, og det skal gøres så hurtigt som muligt, så vi kan opbygge et nyt Europa i fællesskab.

  István Szent-Iványi (ALDE). - (HU) Hr. formand! EU's historie frem til i dag har været en historie med fortsatte udvidelser, og denne udvidelse er også et af de mest synlige vidnesbyrd på EU's succes og tiltrækningskraft. Alligevel kan man i den offentlige mening fornemme mere og mere træthed og apati i forhold til udvidelsen. Dette giver os alle god grund til at behandle spørgsmålet om udvidelsen realistisk.

Men realisme må ikke betyde skepsis. Det må ikke betyde, at udvidelsesprocessen sættes i stå, og det må endnu mindre betyde, at der udformes nye optagelsesbetingelser, der ikke kan opfyldes, eller at vi gentager de forpligtelser, der tidligere er opfyldt, eftersom dette vil undergrave vores troværdighed. Siden den irske folkeafstemning har det været vores vigtigste anliggende at bevise, at EU stadig fungerer, og udvidelsen er stadig et vigtigt og virkeligt mål for EU. Dette er mindst lige så meget i medlemsstaternes som i de landes, der ønsker at tiltræde, interesse. Tak.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Den akademiske jargon er begyndt et have større betydning end politik i vores udvidelsesstrategi. Teorien om udvidelseskapaciteten er kun et sæt af påskud for en fuldkommen tilfældig og politisk beslutning om at lukke Unionen for verden. Det er en forkert og skadelig retning for Europa at gå, eftersom det er denne udvidelse, der har givet EU vægt på den internationale arena og gjort det muligt for Unionen at udbrede sin sociale, politiske og økonomiske model.

Hvis vi vedtager denne betænkning, sender vi et negativt signal til Kijev og Tbilisi, og vi svækker de provestlige og proeuropæiske kræfter der. For at tromme støtte sammen til traktatreformer meddelte man bl.a. i Polen, at de var nødvendige for udvidelsen. Dette gør det så meget desto mere overraskende at høre, at selv om vi har accepteret Lissabontraktaten, skal vi arbejde med supplerende traktatreformer i forbindelse med den videre udvidelse.

Elmar, din fremlæggelse var helt klart bedre end betænkningen, men sig mig en ting: Hvor mange reformtraktater skal vi acceptere, inden du mener, at vi er klar til at optage Ukraine i EU?

  Adamos Adamou (GUE/NGL). - (EL) Hr. formand! Vores holdning til udvidelsen er, at Europas befolkninger har ret til at søge om optagelse i EU, hvis de ønsker det, og hvis de opfylder de krævede kriterier.

Dette princip er også grundlaget for vores holdning med hensyn til Tyrkiet, hvis tiltrædelsesproces også påvirker løsningen af Cypernspørgsmålet. Vi insisterer imidlertid på, at Tyrkiets overholdelse af de forpligtelser, landet har indgået over for EU, er en vigtig forudsætning for gennemførelsen af tiltrædelsen.

Selv om der må være undtagelser for EU's forpligtelse til at overholde sine egne forpligtelser, skal Tyrkiet overholde principperne i folkeretten fuldt ud, FN-resolutionerne og den europæiske lovgivning, der skal bringe besættelsen af Cypern til ophør, sikre åbne havne og lufthavne for cypriotiske skibe og fly samt ophævelsen af vetoet, så Republikken Cypern kan deltage i internationale fora og aftaler.

Navnlig på nuværende tidspunkt bør Tyrkiet efter initiativet fra den nyvalgte præsident, Demetris Christofias, og bestræbelserne fra lederne af de to samfund overholde aftalerne og afstå fra et lægge hindringer i vejen for denne nye fase i Cypernspørgsmålet.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! I denne betænkning erkender man, at udvidelsen ikke har været nogen udelt succes. Hr. Brok indrømmer, at medmindre der sket en større ændring af EU's nuværende politikker, vil EU's indre samhørighed blive undergravet af udvidelsen.

EU har taget lande med, som man udmærket vidste ikke opfyldte tiltrædelseskriterierne, sådan som det var tilfældet med Rumænien og Bulgarien. Dette kan meget vel blive gentaget i endnu højere grad med de østeuropæiske lande og Tyrkiet.

Der lægges et kolossalt pres på medlemsstater som Det Forenede Kongerige som følge af ukontrolleret, ubegrænset og vilkårlig indvandring som følge af den fortsatte EU-udvidelse.

Dette er bare en af grundene til den voksende fjendtlighed mod EU blandt borgerne. Hr. Broks løsning består i at foreslå et massivt propagandabudget for at overbevise befolkningen om fordelene ved udvidelsen. Løsningen for Storbritannien er at forlade EU og genvinde kontrollen med sine grænser.

  Philip Claeys (NI). - (NL) Hr. formand! Kommissær Rehn sagde igen lige før, at Tyrkiet har klare udsigter til fuldt medlemskab, og at der ikke skal indføres nye krav. Jeg foreslår, at kommissæren kigger grundigt på Eurobarometer-undersøgelserne. Der er ikke nogen demokratisk opbakning til Tyrkiets tiltrædelse. Kløften mellem politikerne og befolkningen bliver stadig større, bredere og dybere. Det blev afgivet et løfte om, at forhandlingerne ville blive suspenderet, hvis Tyrkiet tydeligt undlader at opfylde sine betingelser. Dette løfte har man ikke holdt. Et andet løfte var, at forhandlingerne skulle forløbe i trit med reformprocessen i Tyrkiet. Det sker heller ikke. Reformprocessen i Tyrkiet er reelt gået i stå, men alligevel besluttede man for to uger siden at åbne to nye kapitler i forhandlingerne. Denne mangel på sammenhæng mellem ord og handling vil vise sig at være fatal for EU, medmindre vi foretager radikale ændringer af vores politik og holdninger.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). - (PL) Hr. formand! EU er i dag allerede meget stor, men er stadig ufuldstændig. For at være sammenhængende har det forenede Europa brug for fælles værdier som grundlag samt for befolkningens velvilje. For at nå de mål, vi har opstillet for os selv, som en bedre økonomi, større politisk indflydelse på den internationale arena, bedre demokratier eller en bedre livskvalitet, er der visse betingelser, der skal være opfyldt. Med hensyn til de punkter, som vores kollega hr. Brok fremlagde, er det naturligvis vigtigt med en større intern integration. Unionens medlemmer skal også have et ønske om at fortsætte udvidelsen, og naturligvis skal kandidatlandene opfylde de nødvendige kriterier. Hvad er strategien for denne udvidelse? Den er simpelthen at motivere kandidaterne til at gøre en indsats, at arbejde med dem og at støtte dem ved hjælp af forskellige instrumenter, herunder naboskabspolitikken.

Den østlige dimension er vigtig for os, fordi der findes en stor del af Europa, der ikke ligger i selve Europa, ikke i EU. Den eneste mulighed her er at gøre en indsats for at komme til at kende disse østlige naboer og gøde jorden med hensyn til juridiske, økonomiske og sociale spørgsmål. I hele denne proces er det vigtigt med fælles værdier eller i det mindste muligheden for fælles værdier. For mig at se, og det er jeg overbevist om, har det største sociale og politiske eksperiment i hele verdenshistorien - færdiggørelsen af Den Europæiske Union - en reel chance for succes.

  Véronique De Keyser (PSE). - (FR) Hr. formand! Der findes et berømt maleri af den belgiske kunster René Magritte, der viser en pibe med teksten nedenunder "ceci n'est pas une pipe". Uanset hvor fantastisk maleriet er, kan der aldrig blive røget på denne pibe.

Det er lidt det samme med Brok-betænkningen. Trods dens titel er det ikke en udvidelsesstrategi, for det er ikke et spørgsmål om strategi eller om de nøglespørgsmål, som borgerne stiller sig selv. Hvorfor udvide EU? I hvilken retning? Med hvilken risiko eller med hvilke fordele? Det, hr. Brok taler om, er konsolideringsmetode, en defensiv taktik. For at sige det enkelt er udvidelsen en kontrakt mellem Europa og kandidatlandene. De sidstnævnte skal opfylde Københavnskriterierne, og Europa skal demonstrere sin kapacitet til at optage dem.

Og der ligger problemet. Europa er fanget i en Nicetraktat, der er for snæver, og som vi ikke kan slippe ud af, og derfor er vi ikke klar til videre udvidelser. Det betyder, at krisen i de europæiske institutioner bør føre til et stop for udvidelsen. Det mener mange europæiske borgere, og det er til en vis grad også mit synspunkt.

Vi skal dog være forsigtige, for sagt ligeud på denne måde og uden nogen ambitiøs strategi er dette slogan farligt. Det åbner vejen for alle dem, der er parat til at forkaste en ny traktat med henblik på at vende os indad mod os selv, til at afvise Tyrkiet eller endda Balkanlandene - vejen for alle de nationalister, der mistror udlændinge, der en dag måske vil klæde sig ud som europæere. For dem er dette slogan kun et spil for galleriet - de ønsker rent faktisk hverken udvidelsen eller større dybde.

Vi skal bevise for vores borgere, at rækken af udvidelser har givet Europa en mulighed for at understrege over for dem, at et multikulturelt samfund er en velsignelse, at indvandringen er vores demokratiske fremtid. Vi er nødt til at komme ud over den institutionelle krise. Det er ikke et signal om sejr for hverken euroskeptikerne eller for venstrefløjen, men afslører en lidet ærefuld magtesløshed, som alle risikerer at komme til at lide af. Brok-betænkningen håndterer denne magtesløshed fint og intelligent, og jeg ønsker ham tillykke, men desværre fører han os ikke videre.

  Inese Vaidere (UEN). - (LV) Hr. formand, mine damer og herrer! Resultaterne af EU-udvidelsen er positive, og derfor er det vigtigt, at vi skaber de rette betingelser til at udvikle dem. Vores institutioner og regeringer bør levere ærlige og fuldstændige oplysninger til befolkningen om både fordele og risici ved udvidelsen. Borgerne skal være sikre på, at de efter udvidelsen ikke skal bekymre sig om deres muligheder for at bevare og udvikle deres sprog, kulturer, trosretninger og traditioner, og at de kan være sikre på, at deres velfærd og værdier ikke vil være truede. Hvis de eksisterende nationer inden for staterne føler sig hjemme i deres lande, bliver der mindre frygt for tilstrømning af indvandrere, og udvidelsesprocessen som sådan vil blive set i et positivt lys. Vi skal lytte til borgerne, og vi skal udvikle en dialog. Jeg støtter forskellige typer af samarbejde med potentielle medlemsstater. Dette vil ikke kun føre til en mere ærlig holdning til EU's integrationskapacitet, som blev defineret korrekt i betænkningen, men også til en tydelig køreplan for vores partnere. Tak.

  Doris Pack (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! EU kan ikke varetage sin funktion som en pålidelig og stabil global partner, medmindre den er i stand til at handle og forfølger en finpudset strategi, der opfylder de forskellige landes specifikke behov. Vi kan ikke tage alle vores naboer med som medlemmer, og er derfor nødt til, om ikke andet af hensyn til deres egne interesser, at tilbyde dem et tiltrækkende og relevant alternativ.

Vi skal udforme en effektiv naboskabspolitik, der fortjener dette navn. Åbningen af vores uddannelses-, kultur- og ungdomsprogrammer og oprettelsen af et særligt økonomisk område er eksempler på en sådan fremgangsmåde. De muligheder, der nævnes i hr. Broks fremragende betænkning, skal derfor udvikles fuldt ud og konkretiseres så hurtigt som mulig. Kun på den måde kan vi fremme stabilitet, fred, respekt for menneskerettigheder og økonomiske reformer i de lande, der er vores naboer.

Situationen er imidlertid anderledes i de lande på Vestbalkan, der har haft et tydeligt tiltrædelsesperspektiv i et stykke tid. Et kig på kortet er tilstrækkeligt til klart at se, at de ligger i det centrale EU, hvorved jeg mener, at de er omgivet af medlemsstater. Vores politik der er baseret på logiske skridt. Et land forhandler allerede om tiltrædelse af EU, mens andre har underskrevet stabiliserings- og associeringsaftaler med EU - faktisk dem alle, undtagen Kosovo. Vores politiske indsats der er lakmusprøven på vores troværdighed på det udenrigspolitiske område og er en garanti for varig fred og stabilitet i EU.

Jeg bryder mig ikke om, at Tyrkiet og Kroatien altid nævnes i samme åndedrag. Forudsætningerne og baggrunden er helt forskellige, og det skal alle være klar over. Kroatien er det første land på Vestbalkan, for hvilket tiltrædelsesforhandlingerne kan være afsluttet i 2009. EU bør fremskynde Kroatiens tiltrædelse og derved signalere til Makedonien, Albanien, Montenegro, Bosnien-Hercegovina, Serbien og Kosovo, at de vigtige og ofte smertefulde sociale, juridiske og økonomiske reformer er umagen værd.

Ansvaret for disse landes fremtidige tiltrædelse vil imidlertid hovedsagelig ligge i hænderne på deres egne politikere, som er ansvarlige over for vælgerne i de respektive lande.

  Libor Rouček (PSE). - (CS) Hr. formand, mine damer og herrer! Ordføreren, Rådet og Kommissionen mener, at de tidligere udvidelser generelt har været en stor succes. Jeg er helt enig. Et eksempel på dette er mit land, Den Tjekkiske Republik. Det har kolossalt stor gavn af sit medlemskab og er hurtigt ved at indhente de økonomisk fremstående lande. Til trods for dette findes der mennesker i landet, inklusive præsident Klaus, der konstant fremfører deres tvivl om EU-medlemskabet samt tvivl om selve EU's eksistensberettigelse. I nabolandet Østrig kommer tilsvarende synspunkter til udtryk. Selv om der blev skabt 150.000 arbejdspladser i dette land med otte millioner mennesker takket være udvidelsen, anser kun 28 % af østrigerne deres lands medlemskab af EU som noget positivt. Derfor vil jeg gerne sætte fokus på et enkelt aspekt i Elmar Broks betænkning, og det er behovet for at indføre en omfattende kommunikationsstrategi for at informere offentligheden om formålet med udvidelsen, om dens fordele samt dens mulige fremtidige ulemper. For mig er dette det vigtigste spørgsmål, ud over ratificeringen af Lissabontraktaten og ud over at holde det løfte, vi afgav til især landene på Vestbalkan i Solun i 2003.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). - (PL) Hr. formand! I betænkningen om udvidelsesstrategien, som vi diskuterer, henvises der til en bestemmelse i Romtraktaten, hvori det hedder, at "enhver europæisk stat kan ansøge om at blive medlem af Fællesskabet". Vi bemærker med en vis tilfredshed signalerne om accept af det polske og svenske initiativ til et østpartnerskab, herunder et tættere samarbejde med vores østlige naboer, bl.a. Ukraine og Belarus. Det skal påpeges, at Ukraine forventer fuldt medlemskab. I forbindelse med det franske formandskabs prioriteringer, hvor man koncentrerer sig om kontakterne med Unionens sydlige naboer, bør vi også styrke vores østlige partnerskab for at hindre en alvorlig asymmetri i den eksterne politik. Et af instrumenterne kunne være oprettelsen af et parlamentarisk møde mellem EU og de østlige lande, det såkaldte Euronest. Hvis et sådant forslag sættes øverst på dagsordenen, vil det styrke det signal, der sendes til vores østlige naboer, om deres ønsker om medlemskab. Det skal siges klart, at disse ikke må undertrykkes og kædes sammen med fiaskoen med Lissabontraktaten, hvilket nogle højtstående europæiske politikere gør i øjeblikket.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske hr. Brok med hans betænkning, som indeholder en masse sandheder. Personligt er jeg ikke for optimistisk med hensyn til nye tiltrædelser og til udvidelsen, i det mindste i den umiddelbare fremtid, med undtagelse af Kroatien. Vi ønsker imidlertid, at verden omkring os nyder politisk og økonomisk stabilitet. Vi ønsker, at fred og fremgang skal være fremherskende. Vi ønsker, at verden omkring os skal være levende og meget sund.

Et værktøj, som skal hjælpe os i den retning, hvilket hr. Brok også indrømmer, er den europæiske naboskabspolitik. Imidlertid skaber den europæisk naboskabspolitik ikke partnere i et fælles projekt. Den er baseret på Unionens bilaterale forbindelser med hvert af disse lande, og det er efter min mening dens svage punkt. Vi skal derfor skabe noget, der er mere vidtgående end blot at være naboer, men ikke så vidtgående som at være en medlemsstat. Mit forslag om oprettelse af et europæisk Commonwealth er et skridt i den retning: Det bliver en form for forstærket samarbejde, et område med nabostater til EU, der vil indføre en europæisk metode.

Dette vil både forstærke sikkerheden og styrke EU's internationale prestige. Det bliver et alternativt værktøj til udvidelsen, som giver os mulighed for at udbrede vores indflydelse til de pågældende naboer på et tidspunkt, hvor indsigelserne mod den fortsatte udvidelse er tydelige.

Endelig vil jeg gerne tilføje, at selv om det måske kan lyde som et meget ambitiøst forslag, mener jeg, at EU nu endelig skal styrke sin prestige og udvide sin indflydelse, og jeg tror, at dette er en af måderne at opnå dette på.

  Adrian Severin (PSE). - (EN) Hr. formand! Man kan ikke have en strategi uden et formål. Tvetydigheden i EU's formål i forbindelse med udvidelsespolitikken er en forhindring, som ingen ordførere kan klare. Denne betænkning er offer for en sådan tvetydighed.

Det er vores pligt og vores endelige mål at skabe sikkerhed for vores borgere. Vores borgere føler sig ubeskyttede. For at beskytte dem har EU brug for magt. For at være magtfuld i en global verden har EU både brug for udvidelsen og for interne reformer. Fordi vi ikke har fortalt vores borgere, at de rettigheder, de allerede har opnået, ikke varer ved, tror de, at de kan bevare disse rettigheder ved at modsætte sig både udvidelsen og reformerne. Under disse omstændigheder er EU's fremtid i fare.

Udvidelsen er ikke en indrømmelse over for kandidatlandene. Nogle af dem som f.eks. Ukraine, Serbien, Moldova og Tyrkiet, har alternativer - måske værre, men alternativer. I disse tilfælde er vi i konkurrence med andre. Nogle af deres interne problemer kan nemmere løses inden for end uden for EU. Hvis vi ikke stiller dem noget i udsigt, tilbyder vi ikke vores borgere sikkerhed.

Det er ikke kandidatlandene eller de nye medlemsstater, der er uspiselige: Vores fordøjelsessystem er for langsomt. Enten får vi en god fordøjelse hurtigt, eller også bliver vi nødt til at sulte i lang tid.

  Anna Ibrisagic (PPE-DE). - (SV) Hr. formand, hr. kommissær! Jet mener, at man med rette kan konkludere, at udvidelsen har været en succes. Jeg er glad for at få det bekræftet, at de lande, som vi tidligere har givet klare løfter og tydelige udsigter til at komme med i EU, stadig nyder disse fordele. Jeg er imidlertid alvorligt bekymret over, at atmosfæren bliver køligere, hver gang vi diskuterer udvidelsen. Ord som "tilstrækkelig", "absorptionskapacitet", "politisk konsolidering", "risici for den sociale og økonomiske samhørighed" anvendes stadig oftere. Disse ord lyder for mig ikke som en vision eller et mål, men snarere som et forsøg på at undgå at forpligte sig til mulige fremtidige udvidelser. Der henvises stadig mere til udvidelsestræthed i den offentlige opinion derhjemme, men der gøres ikke nok for at ændre den holdning.

Det er ikke tilfældigt, at Tyskland og Frankrig, to lande, der har ført krig mod hinanden i århundreder, var netop de lande, der startede hele EU-projektet. Det er ikke noget tilfælde, at det netop var lederne for Frankrig og Tyskland, der havde en vision for Europas fremtid. De forstod, at EU først og fremmest var et projekt for fred og sikkerhed, langt mere end kun et økonomisk projekt. Det er denne vision og denne form for lederskab, som jeg virkelig er på udkig efter, og som så ofte mangler her. Derfor sætter jeg pris på, at kommissær Rehn siger det lige ud: Vi må ikke lave et venteværelse til lande, der ønsker at blive medlemmer, og udvidelsen har en fremtid. Det er jeg kommissæren særligt taknemmelig for.

  Vural Öger (PSE). - (DE) Hr. formand! Efter min mening har den europæiske udvidelsespolitik været en stor succeshistorie. Inden for 50 år er det lykkedes EU at skabe et fredeligt, demokratisk og fremgangsrigt kontinent. Det, der slår mig ved denne betænkning om EU's udvidelsesstrategi, er imidlertid, at den også fokuserer på forbindelserne mellem EU og lande uden udsigter til medlemskab.

Dette forsøg på at udvande udvidelsesstrategien og blande den sammen med den europæiske naboskabspolitik skaber problemer. Selv om betænkningen drejer sig om mange meget interessante og vigtige spørgsmål og indeholder mange gode punkter, hører de hjemme i en betænkning om ENP, men er forfejlede i en betænkning om udvidelsen. Jeg tænker f.eks. på forslagene om en Middelhavsunion og en Sortehavsunion. Politikken for EU's udvidelse bør fortsat være helt adskilt fra den europæiske naboskabspolitik. I stedet må jeg desværre sige, at betænkningen indeholder nogle meget vage og endda forvirrende udtalelser, der giver mulighed for diverse fortolkninger.

  Francisco José Millán Mon (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Brok-betænkningen drejer sig om en af de mest enestående succeser for EU: udvidelsesprocessen. Med Deres tilladelse vil jeg gerne fremsætte tre bemærkninger.

For det første har udvidelsen sat fokus på Unionens såkaldte "forandringskapacitet". Ønsket om integration har været en kraftig stimulans for grundlæggende politiske og økonomiske forandringer i mange europæiske lande. Disse lande er gået videre til at blive medlemmer af Unionen og har derved gavnet sig selv og ligeledes de nuværende medlemsstater. Den femte udvidelse er det seneste bevis på denne succes.

For det andet støtter jeg de principper, som Kommissionen anbefaler, om konditionalitet, konsolidering og kommunikation, principper, der også danner grundlag for Brok-betænkningen. Jeg støtter også kravet om, at Unionen skal styrke sin integrationskapacitet. Udvidelser kræver rent faktisk, at Unionen er i stand til at assimilere dem og fortsat kunne fungere korrekt. For at kunne dette skal den gennemføre institutionelle reformer, hvor det er nødvendigt, og f.eks. sikre sine økonomiske ressourcer. Udvidelserne må ikke bringe de fælles politikker eller Unionens mål i fare. Desuden støtter jeg behovet for en ambitiøs kommunikationspolitik, noget som Union hidtil har manglet. Det er korrekt, at vi ikke har været i stand til at føre fordelene ved udvidelsen videre til vores borgere.

Endelig henvises der i Brok-betænkningen til muligheden for at oprette et særligt område i Unionen for østlande, der endnu ikke har udsigt til medlemskab. Som det hedder i punkt 19 i betænkningen, vil et sådant område eller zone være baseret på fælles politikker på forskellige områder, fra retsstatsprincippet og demokrati til uddannelse og indvandring. Efter min mening bør mange af disse fælles politikker ikke bare gennemføres i forhold til vores østlige naboer, men bør også udvides til de lande, der grænser op til Middelhavet. Disse har nydt meget tætte forbindelser med EU i mere end 50 år. Den europæiske naboskabspolitik og den såkaldte Barcelonaproces - nu Middelhavsunionen - skal sikre, at landene på sydkysten ikke føler sig behandlet som andenrangsborgere.

  Luis Yañez-Barnuevo García (PSE). - (ES) Hr. formand! Lige en advarsel: På et minut er der ingen tid til subtiliteter, og derfor taler jeg udelukkende på egne vegne.

Udvidelsen har ikke altid været en succes. De politiske eliter i fire eller fem lande fra den seneste 2004-udvidelse har efter min mening hverken forstået eller taget den europæiske politik eller EU's acquis til sig. De prioriterer forbindelserne med USA og lægger større vægt på NATO end på en reel og sikker integrationsproces med EU.

Der kan ikke ske flere udvidelser, før Lissabontraktaten træder i kraft.

De igangværende forhandlinger med kandidatlandene bør fortsætte uden afbrydelser, men jeg tror fuldt og fast på, at disse forhandlinger ikke skal afsluttes, før Lissabontraktaten er godkendt.

Endelig må vi ikke forhindre de lande, der ønsker at gøre yderligere fremskridt, i at blive hæmmet af de mere euroskeptiske, nationalistiske eller suverænitetssøgende lande.

  Hubert Pirker (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I Brok-betænkningen demonstrerer Europa-Parlamentet ganske klart, at det har lært lektien fra den seneste store udvidelsesbølge, hvor der kom 12 nye medlemsstater med, og at det har været i stand til at lave en liste over alle de resulterende problemer, mens det samtidig effektivt fokuserer på alle de fordele, som udvidelsen har medført for både nye og gamle medlemsstater.

Det vigtige er imidlertid at udlede de rette konklusioner, og det har Parlamentet gjort, navnlig på de to områder, som jeg lægger særlig stor vægt på. For det første er vi nødt til at undersøge EU's absorptionskapacitet inden nogen yderligere udvidelser, og for det andet skal kandidatlandene virkelig opfylde kriterierne, inden de kommer med.

Når vi skal diskutere EU's absorptionskapacitet, mener jeg, at der er vigtige ting at tage hensyn til, som f.eks. princippet om, at nye medlemmer ikke må bringe det europæiske integrationsprojekt i fare. Hermed mener jeg, at Unionens udviklingsdynamik og forfølgelsen af Unionens mål skal fremmes og ikke fraviges ved optagelsen af nye medlemsstater. Unionens institutionelle ramme skal først oprettes og konsolideres. Faktum er, at vi har brug for en traktat, uanset om det er Lissabontraktaten eller en anden hensigtsmæssig traktat, og udvidelsen skal også være til at betale for EU, da det ellers vil bringe hele integrationsprojektet i fare.

Vores overordnede mål er fortsatte fremskridt. Vi kan ikke udelukke, at yderligere lande kommer med senere, men alting skal ske i overensstemmelse med regler og betingelser.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Det er umuligt at styrke EU's rolle som aktør på den internationale scene uden løbende tilpasninger til den globale sammenhæng i det 21. århundrede.

Et geostrategisk element i denne forbindelse er udvidelsen, og de tidligere udvidelser, herunder den seneste, i 2007, har vist sig at være ubestridte fordele i denne proces. Derfor er det vigtigt, at denne proces fortsættes, og jeg glæder mig over, at det faste løfte til landene på Vestbalkan gentages i betænkningen.

Men det er ikke mindre vigtigt at give de europæiske partnere et tydeligt europæisk perspektiv inden for naboskabspolitikken, herunder Republikken Moldova.

Jeg vil gerne minde Dem om, at vi taler om europæiske lande, der allerede har det som deres erklærede mål at få mulighed for EU-medlemskab, og det hedder udtrykkeligt i Romtraktaten, at enhver europæisk stat kan ansøge om at blive medlem af Fællesskabet, hvis den opfylder Københavnskriterierne.

Jeg beder Kommissionen og Rådet om at...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). - (EN) Hr. formand! Den irske fiasko med Lissabontraktaten har givet udvidelsesskeptikerne en uventet mulighed: EU er nødt til at holde op med at overveje nye medlemmer, for der er ganske enkelt ikke plads til dem. Naturligvis er dette rent juridisk korrekt i øjeblikket, men samtidig skal vi foretage en klar sondring mellem Lissabontraktaten og udvidelsen. For det første, fordi rationalet bag traktaten ikke har været udvidelsen som sådan, men tilpasningen af EU til en globaliseret sammenhæng, og for det andet, fordi udvidelsen er et politisk snarere end et rent juridisk anliggende.

Udvidelsen er en kraftig ingrediens, der viser tiltrækningskraft og autoritet samt absorptionskapacitet - egenskaber, som vi aldrig undlader at hævde, at vores Union besidder. Derfor skal den strategiske planlægning, de faktiske forhandlinger og de nye initiativer med hensyn til videre udvidelser fortsætte sideløbende med bestræbelserne på at ratificere Lissabontraktaten.

  Andrew Duff (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne bede hr. Jouyet forklare og begrunde den ekstraordinære situation i det franske parlament i forbindelse med brugen af folkeafstemninger til at sanktionere Tyrkiets tiltrædelse. Er han ikke enig i, at valget af en sådan populistisk fremgangsmåde er helt forfejlet til ratificering af en international traktat?

  Nicolae Vlad Popa (PPE-DE). - (RO) Hr. formand! Udvidelsen har vist sig at være et af EU's de stærkeste politiske instrumenter, der tjener Unionens strategiske interesser som stabilitet, sikkerhed og konfliktforebyggelse. Dette har bidraget til mere fremgang, vækstmuligheder og til at sikre vigtige transport- og energikorridorer.

EU's politik for udvidelsen har været en succes både for EU og for Europa i almindelighed. I den forbindelse er det vigtigt at fastholde den åbne dørs politik både for kandidatlande og potentielle kandidatlande og for landene med tiltrædelsesperspektiver i den østlige del af kontinentet, en metode, der naturligvis er betinget af, at de nødvendige kriterier og forpligtelser opfyldes.

Men for at fortsætte udvidelsen har vi imidlertid brug for en levedygtig løsning på gennemførelsen af Lissabontraktaten.

  Monika Beňová (PSE). - (SK) Hr. formand! Vi har hørt ord som udvidelsestræthed, krise og behov for konsolidering. Det er meget deprimerende ord og holdninger, i højere grad et vidnesbyrd om hjælpeløshed og elitisme end om evnen til aktivt at videreføre visionen om et forenet Europa.

Konsolidering er ikke et problem for de lande, der er kommet med i Unionen ved de seneste to udvidelser. Det er hovedsagelig et problem for de gamle medlemsstater. De burde spørge sig selv, hvorfor de har brug for konsolidering. Med hensyn til udvidelsestrætheden er det os, der plages af modstridende holdninger og synspunkter, ikke de lande, der er parate til at opfylde alle vores krav og betingelser for at blive medlemmer af EU.

Vores adfærd over for Tyrkiet er f.eks. tragikomisk, for i dag kan vi ikke engang sige, om vi vil tage imod Tyrkiet i vores elitære kreds, når Københavnskriterierne er opfyldt, og derfor er spørgsmålet eller alle de spørgsmål, som …

(Formanden afbrød taleren)

  Marios Matsakis (ALDE). - (EN) Hr. formand! Det er opmuntrende at høre den franske minister i bund og grund erklære, at Tyrkiet skal føre bevis for sit ønske om at komme med i EU ved at normalisere sine forbindelser med Cypern.

Det er virkelig utænkeligt og trodser enhver logik, at EU vil fortsætte tiltrædelsesforhandlinger med et land, der fortsat undlader at anerkende en af Unionens medlemsstater og fortsat besætter en del af denne stat. Jeg forstår godt, at man skal bruge både stok og gulerod over for et land, hvor demokratiet konstant er under angreb fra landets militær, men der er grænser for vores tålmodighed og for vores tolerance.

Vi har været for høflige i samtalerne om Cypern. Dette er et godt tidspunkt, hvor Kommissionen og Rådet kan give Tyrkiet en kraftig opfordring til at udvise goodwill - ikke kun over for Cypern, men over for EU i almindelighed - ved hurtigst mulig at fjerne sine besættelsestropper fra øen Cypern og ved øjeblikkelig at gennemføre Ankaraprotokollen. En sådan gestus vil utvivlsomt fungere som en katalysator med hensyn til at finde en løsning på problemet med Cypern.

(Formanden afbrød taleren)

  Formanden. - Jeg har fået at vide, at vi er meget forsinkede, så vi kan ikke give alle mulighed for at tale.

Jeg vil gerne påpege, at de, der har bedt om at få taletid, kan indgive deres indlæg skriftligt for at få det med i mødereferatet.