Forhandlinger

Torsdag den 10. juli 2008 - Strasbourg

8. Det franske formandskabs arbejdsprogram (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelsen om det franske formandskabs arbejdsprogram. Præsident Sarkozy, jeg vil gerne byde Dem velkommen i Europa-Parlamentet som formand for Rådet.

(Bifald)

Jeg er klar over, at De ankommer direkte fra en lang rejse fra Japan. Velkommen til Europa-Parlamentet.

(Bifald)

(DE) Jeg vil også gerne byde velkommen til Kommissionens formand, José Manuel Durâo Barroso, der i lighed med formanden for Rådet også netop er vendt hjem fra Japan. Det var en trættende rejse, og jeg har således ikke flere indledende bemærkninger.

(FR) Hr. formand for Rådet, jeg giver Dem hermed ordet i Europa-Parlamentet uden yderligere forsinkelser.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er en stor ære for mig at tale i Europa-Parlamentet på et så kritisk tidspunkt for Europa. Jeg er fuldstændig klar over, at vi alle har et tungt ansvar. Som formand for Rådet har jeg naturligvis et stort ansvar, men alle proeuropæere har det samme ansvar.

Hvordan bringer vi Europa ud af den nuværende krise? Hvordan forhindrer vi, at Europa går i stå? Hvordan overvinder vi vores forskelligheder og bruger dem til at fremme det samme europæiske ideal? Vi befinder os i det europæiske demokratis centrum. Alle, der har den ære at sidde i Europa-Parlamentet, har været nødt til at vinde støtte fra deres landsmænd. Der er mænd og kvinder på venstrefløjen, i centrum og på højrefløjen, valgte repræsentanter fra 27 lande. I dag er vi imidlertid nødt til at vende vores forskelligheder til en styrke for et skrantende EU.

Vi skal se disse forskelligheder som en mulighed for at berolige de europæiske borgere, der er bekymrede. Vi skal holde liv i demokratiet, hvilket betyder, at vi skal indlede en debat og samtidig skabe et billede af et Europa, der ikke agter at gå i stå. Alle skal være med om bord i den europæiske familie med 27 medlemsstater. Ingen skal lades tilbage. Om få måneder indtræffer en vigtig dato for Europa-Parlamentet. Alle bør være bevidste herom. Vi må samtidig give det indtryk her til formiddag, at Europa arbejder for alles bedste.

Europa har været i nemmere situationer end i dag. Jeg vil gerne tale frit, vel vidende at jeg som formand for Rådet skal tale på alles vegne. Jeg er nødt til at tage hensyn til alles følelser og samtidig give de rigtige svar.

Vi har for det første et institutionelt problem. Stats- og regeringslederne har forsøgt at finde et kompromis med Lissabontraktaten. Ingen påstod, at Lissabontraktaten ville løse alle vores problemer, men den var og er fortsat udtryk for et kompromis, som alle kunne acceptere. Som præsident for Den Franske Republik var jeg nødt til at leve op til mit ansvar. Frankrig stemte nej i 2005, og dette skabte et problem for Frankrig. De spørgsmål, som vi skal behandle, er meget vanskelige og komplekse. Vi bør forsøge at give alle det indtryk, at vi behandler disse spørgsmål uden andre bagtanker og uden forudfattede meninger. Det forventes af os.

(Bifald)

Inden valget tilbød jeg den franske befolkning en parlamentarisk ratifikation af Lissabontraktaten. Inden valget sagde jeg, at jeg ikke ville afholde en folkeafstemning i Frankrig. Dette sagde jeg til den franske befolkning i en demokratisk ånd. Det var et valg, som jeg traf tre dage inden jeg blev valgt, hvilket kunne have fået stor betydning. Jeg fortryder ikke dette valg. Jeg er overbevist om, at afgørelser om institutionelle spørgsmål, EU's funktionsmåde, bør træffes af parlamentsmedlemmer og ikke på grundlag af folkeafstemninger. Jeg træffer et politisk valg (bifald), og jeg traf et politisk valg i mit eget land inden valget. Det er derfor fuldstændig demokratisk.

Vi har nu et problem med det irske nej. Det tilkommer helt sikkert ikke en franskmand at gøre sig til dommer over dette udfald i lyset af de tidligere nederlandske og franske nej'er. Jeg rejser derfor til Irland den 21. juli, den første gang som formand for Rådet, for at lytte, indlede en dialog og forsøge at finde løsninger. Det franske formandskab vil foreslå en strategi og forhåbentlig en løsning i samråd med den irske regering enten i oktober eller december.

Problemet er følgende. Vi skal undgå at presse vores irske venner og samtidig fastlægge, på hvilke vilkår og på grundlag af hvilken traktat vi skal organisere valget til Europa-Parlamentet i 2009. Vi har derfor lidt tid, men ikke meget. Vi skylder vores medborgere at vide, på hvilket grundlag vi skal organisere valget til Europa-Parlamentet. Grundlaget vil være Lissabontraktaten eller Nicetraktaten. Der vil ikke blive afholdt en ny konference om institutionelle spørgsmål. Der vil ikke komme en ny traktat. Det vil enten være Lissabontraktaten eller Nicetraktaten.

For at gøre det helt klart vil jeg gerne tilføje - det er min personlige holdning, men det betyder ikke, at den er sandheden - at jeg hører til dem, der altid har støttet en udvidelse af EU. Udvidelsen i 2004 var en succes. Familien er samlet igen, og det bør vi ikke fortryde. Jeg hører til dem, der beklager, at vi ikke har skabt nye institutioner før udvidelsen. Det var en fejltagelse, og den betaler vi for i dag. Det ville have været modigere at oprette institutioner inden udvidelsen.

Jeg vil gerne gøre det helt klart, at jeg naturligvis ikke fortryder udvidelsen. Familien skal holde sammen. Jeg står imidlertid fast på, at vi ikke må begå den samme fejl igen. Hvis vi holder fast ved Nicetraktaten, forbliver vi 27 medlemsstater i EU. Hvis vi ønsker en udvidelse - hvilket jeg ønsker - har vi brug for nye institutioner inden udvidelsen. Hvem ville have troet, at EU med sine 27 medlemsstater ikke var i stand til at skabe sine egne institutioner, og at den eneste prioritet var at fortsætte udvidelsen? Det må stå klart, at hvis vi ønsker udvidelse - og vi ønsker udvidelse - har vi brug for nye institutioner.

(Bifald)

Jeg vil gerne understrege over for hr. Schulz, at jeg støtter Balkanlandenes tiltrædelse, og at vores kroatiske venner og vores serbiske venner uden tvivl er europæiske. De lande, der er de største fortalere for udvidelse, kan imidlertid ikke sige "vi ønsker ikke Lissabontraktaten" og samtidig sige "vi ønsker udvidelse". Lissabontraktaten og udvidelsen hænger sammen. Det er ikke afpresning, da vi ikke benytter os af afpresning i EU. Det handler om konsekvens, ærlighed og logik. Med hensyn til Kroatien skal vi derfor fortsætte forhandlingerne, men alle skal påtage sig deres ansvar. Hvis EU skal udvikle sig, og det skal det, så skal der skabes nye institutioner.

Hid og did i den europæiske debat møder jeg desuden folk, der siger, at det egentlig ikke betyder noget, om vi får et Europa i flere hastigheder. Måske får vi desværre en dag et Europa i flere hastigheder, men det må være en sidste udvej Europa har betalt en høj pris for skammens mur, der opsplittede Europa. Europa har betalt en høj pris for det diktatur, som 80 millioner europæere levede under. Vi må tænke os godt om, inden vi lader nogen lande tilbage.

Da vi forhandlede om Lissabontraktaten i Bruxelles, kæmpede Frankrig for at sikre, at Polen kunne få en plads i Lissabontraktaten. Hvordan kan vi fortælle 38 millioner polakker, at det er meget nemmere at afkaste diktaturets åg, som de frigjorde sig fra takket være mennesker med stort format som f.eks. Lech Walesa og Johannes Paul II, end at forblive i et frit Europa? Der er 27 familiemedlemmer. Ingen bør lades tilbage. Vi skal bringe alle i den europæiske familie om bord. Det er i hvert fald det mål, som det franske formandskab vil arbejde hen imod.

(Bifald)

Med hensyn til andre spørgsmål, og jeg mener, at vi kan skabe konsensus herom, ville det værste være, hvis EU efterlader det indtryk, at EU er gået i stå på grund af et nyt institutionelt drama. Det ville være en forfærdelig fælde at falde i. Vi forkaster institutioner, der dømmer os til stilstand, men samtidig er europæerne utålmodige, fordi de mener, at der er for meget stilstand.

Uanset det institutionelle problem, måske endog på baggrund af det institutionelle problem, har Europa pligt til at handle, og at handle nu. Det er det budskab, som det franske formandskab ønsker, at vi alle sender til europæerne. Vi er i gang med at løse de institutionelle problemer, men vi er ikke handlingslammede. Hvilke prioriteter har vi så?

Den første prioritet er at vise europæerne, at EU kan beskytte dem. Jeg vil i denne forbindelse gerne kommentere ordet "beskyttelse". Gennem umindelige tider har det været sådan, at når borgerne valgte en regering, ville denne regering beskytte dem. Europa skal tilbyde beskyttelse uden protektionisme. Vi kommer ingen vegne med protektionisme. Det er et virkeligt tilbageskridt at konstatere, at de europæiske borgere i dag mener, at EU, der blev dannet med det formål at beskytte dem, er en kilde til bekymring snarere end beskyttelse. Der er derfor op til os at vise, hvordan EU vil beskytte dem på konkrete områder.

Det første område er energi- og klimapakken. Hvis der et ét område, hvor vores nationer ikke kan gøre noget på egen hånd, er det at opretholde jordens økologiske balance. Når vi taler om forurening, CO2 og ozonlaget, er grænserne mellem vores lande uden betydning. Der står meget på spil. Efter IPCC-eksperternes møde er det gået op for os, at vi er den sidste generation, der kan forhindre en katastrofe. Den sidste generation! Hvis vi ikke gør noget nu, kan fremtidige generationer måske begrænse skaden, men de vil ikke kunne stoppe den.

Alle lande i verden siger, at de er villige til at gøre en indsats, hvis de andre lande starter først. På dette grundlag vil vores børnebørns børnebørn aldrig opleve, at der bliver truffet nogen beslutninger. Hvis vi i Europa venter på, at andre lande gør en indsats, inden vi handler, kan vi komme til at vente længe. Vi oprettede EU med det formål at udbrede vores civilisationsmodel til den øvrige verden og for at forsvare vores værdier.

En af disse værdier er helt sikkert, at verden er fortabt, hvis vi ikke træffer en beslutning her og nu. Europa skal være et forbillede. Europa skal gå foran med et godt eksempel. Vi har et mål, nemlig konferencen i 2009. Deltagerne i denne konference skal forvalte og organisere perioden efter Kyoto. Europa skal stå sammen under denne konference, og energi- og klimapakken skal vedtages forinden. Hvis dette ikke sker, har vi ikke pondus til at få kineserne, inderne, vækstlandene og amerikanerne til at yde den indsats, som vi er blevet enige om. Det er derfor af afgørende betydning, at vi vedtager den energi- og klimapakke, som Kommissionen har forelagt, under det franske formandskab.

(Bifald)

Det er en krævende pakke, det er en vanskelig pakke, men jeg vil gerne opfordre alle lande til at udvise ansvarsfølelse. Hvis alle lande begynder at stille krav om genforhandling af deres egne skræmmebilleder, de aspekter, som de har problemer med, når vi aldrig til enighed. Derfor opfordrer det franske formandskab Europa-Parlamentet til at støtte formandskabet, således at vi kan få vedtaget energi- og klimapakken i løbet af de kommende seks måneder. Det er en prioritet. Det er ikke en prioritet for højrefløjen eller venstrefløjen, men almindelig sund fornuft. Hvis vi indleder forhandlinger med de enkelte medlemsstater, har vi ingen chance for succes.

Der er naturligvis en række punkter, der skal afklares og justeres. Jeg tænker navnlig på et meget vanskeligt spørgsmål, nemlig problemerne for vores virksomheder, som vi med god grund vil pålægge regler for at opretholde jordens balance. Skal vi i EU pålægge vores virksomheder vigtige regler og samtidig fortsat importere produkter fra lande, der ikke overholder nogen af de regler, som vi pålægger vores virksomheder? Det handler ikke om protektionisme, men om rimelighed, retfærdighed og om ikke at være naive. Der er desuden også den vanskelige beslutning om en grænseordning. Skal der være frie kvoter eller justeringsmekanismer? Jeg ved det ikke, men vi er under alle omstændigheder nødt til at drøfte spørgsmålet.

(Bifald)

For det andet har jeg forståelse for, at for en række lande - jeg tænker navnlig på de lande, der tiltrådte i 2004, og som primært er afhængige af fossile brændstoffer til deres energiforsyning - er de krav, der stilles til dem, meget store. Disse lande siger til os, at de har haft vækst i 10 år, og at vi ikke må rive tæppet væk under dem. Der er uden tvivl en måde, hvorpå vi kan få alle om bord, og vi skal i samarbejde med formanden for Kommissionen arbejde på at finde en løsning, således at alle lande indser, at de ikke vil blive dømt til tilbagegang, elendighed, fattigdom og arbejdsløshed. Denne energi- og klimapakke er en absolut prioritet for os. Verden kan ikke vente, og Europa er nødt til at gå foran.

Derudover er 24 ud af 27 lande nu med i Schengenområdet, dvs. 24 lande ud af 27. Siger De 23? Ok, så 23, men det er stadig ikke dårligt. Det omfatter ikke lande, som ikke er medlem af EU, men - og det er årsagen til, at vi ofte drøfter dette spørgsmål - med i Schengenområdet. Hvad betyder det? Det betyder, at vi har besluttet, at der skal være fuldstændig fri bevægelighed mellem landene i Schengenområdet.

Jeg vil gerne sige til lederne af de politiske grupper og til parlamentsmedlemmerne, at vi i Frankrig har truffet en vanskelig beslutning sammen med Bernard Kouchner og Jean-Pierre Jouyet. Siden den 1. juli har der ikke været hindringer for adgang til det franske arbejdsmarked, da jeg har meddelt, at jeg agter at ophæve alle de restriktioner, som mine forgængere har forhandlet. Enhver arbejdstager fra ethvert EU-land kan tage til Frankrig og arbejde.

(Bifald)

Det var ikke en enkel beslutning. Det var ikke en nem beslutning. Under alle omstændigheder fik jeg at vide, at det ville være katastrofalt, hvis jeg bekendtgjorde denne beslutning. Jeg er sikker på, at de franske medlemmer af Europa-Parlamentet vil korrigere mig, hvis jeg tager fejl. Som sædvanlig traf vi beslutningen, og der indtraf ikke nogen katastrofe. Jeg var ikke glad for diskussionen om den berygtede "polske blikkenslager", der ikke gav mit land eller Europa et godt ry. Dette var ikke målet med opbygningen af EU.

(Bifald)

Nu hvor vi ikke længere har nogen grænser mellem os, er det så fair, er det rimeligt, at vi hver især forsat fastlægger vores egen indvandringspolitik uden at tage hensyn til de øvrige landes problemer? Den europæiske pagt om indvandring og asyl er et centralt dokument for det franske formandskab af to grunde.

Den første grund - og jeg vender mig først mod venstre side i salen - er, at hvis vi alle, hvis alle europæiske lande fører en europæisk indvandringspolitik, bortleder vi indvandringspolitikken fra den nationale debat, hvor ekstremister udnytter fattigdom og frygt til at fremme værdier, der ikke er vores. Vi kan kun sikre en ansvarlig debat om indvandring, hvis vi indfører en europæisk indvandringspolitik. Ikke flere partipolitiske bagtanker, der ansporer lande med forskellige holdninger til at samarbejde.

Jeg mener, at Brice Hortefeux' forslag, der blev godkendt af alle ministrene, og som skal drøftes af De Faste Repræsentanters Komité og Det Europæiske Råd, er efter min opfattelse en prioritet. Det vil vise, at EU ikke ønsker at være en fæstning, at EU ikke nægter at tage imod indvandrere, at EU har brug for vandrende arbejdstagere, men at EU ikke kan tage imod alle, der ønsker at komme ind i EU.

Jeg vil gerne tilføje, at når det handler om politisk asyl, er det ikke logisk, at en enkeltperson kan indlevere 27 ansøgninger til 27 demokratiske lande og ikke få det samme svar hver gang på det samme problem. Vi vil desuden stå stærkere, hvis vi samarbejder omkring udviklingsspørgsmål i Afrika. Det er det franske formandskabs anden prioritet.

Vores tredje prioritet er at fremme et koncept, der ofte drøftes i EU, om end der kun sker langsomme fremskridt, nemlig det europæiske forsvar. Jeg er helt på det rene med, at der er stor uenighed omkring dette spørgsmål, men jeg vil gerne give udtryk for min holdning. Hvordan forestiller De Dem, at EU kan blive en politisk magt og få indflydelse, hvis EU ikke kan forsvare sig selv og indsætte ressourcer til støtte for sin politik?

Lad os se på et eksempel som Kosovo, der efter min opfattelse er en EU-succeshistorie. Dette er et europæisk problem, der skal løses af europæere. Hvordan kan europæerne fortsat gøre dette, hvis de ikke sikres de militære og menneskelige ressourcer til at gennemføre de beslutninger, som vi har truffet i fællesskab? Hvordan forestiller De Dem, at EU kan blive det mest fremgangsrige økonomiske område i verden, hvis EU ikke kan forsvare sig selv?

Ja, vi har NATO. Det ville ikke falde nogen ind, og slet ikke mig, at sætte spørgsmålstegn ved nytteværdien af NATO. Det handler ikke om at vælge mellem en europæisk forsvarspolitik og NATO, men om at have NATO - alliancen med amerikanerne - og en uafhængig europæisk sikkerhedspolitik. Vi skal have begge dele. Det er ikke spørgsmål om enten eller. Jeg vil gerne tilføje, at EU ikke kan blive ved med at garantere EU's sikkerhed på grundlag af bidrag for blot fire eller fem lande, mens de øvrige sætter deres lid til disse fire elle fem landes indsats. Medlemsstaterne kan ikke blive ved med at bygge deres egne fly, at have våbenindustrier, der konkurrerer med hinanden i et sådant omfang, at de ruineres og i sidste ende svækkes, blot fordi medlemsstaterne ikke er stærke nok til at indføre en europæisk forsvarspolitik.

Vores fjerde prioritet er det ekstremt vanskelige spørgsmål om den fælles landbrugspolitik. Jeg er nu fremme ved min konklusion, der hænger sammen med dette spørgsmål. Det er netop, fordi det er vanskeligt, at vi er nødt til at drøfte dette spørgsmål. Jeg er fuldstændig klar over, at vi i EU har landbrugsstater, som forsvarer deres landbrug på det kraftigste, og stater, der mener, at denne politik er for dyr.

Jeg vil gerne appellere til Deres sunde fornuft. I 2050 vil der være 9 milliarder indbyggere i verden. Der er allerede 800 millioner mennesker, der er ved at dø af sult. Et barn dør af sult hver 30. sekund. Er det rimeligt at anmode Europa om at reducere landbrugsproduktionen på et tidspunkt, hvor der er et meget stort behov for disse fødevarer i verden? Jeg mener ikke, at det er rimeligt. Det handler ikke om det franske landbrug. Det handler om sund fornuft.

(Bifald)

For det andet vil jeg gerne tilføje, at uanset om man lever i et landbrugsland eller ej, vedrører fødevaresikkerheden os alle. Er det rimeligt at pålægge vores opdrættere og landbrugere velbegrundede sporbarheds- og sikkerhedsregler og fortsat importere kød til Europa fra andre lande, der ikke overholder nogen af de regler, som vi pålægger vores landbrugere?

(Bifald)

For det tredje har landbrugspriserne aldrig været højere end i dag. Det er det helt rigtige tidspunkt at tale om priser, at tale om subsidier og at tale om fællesskabspræference. Jeg tror også, at vi muligvis kan nå til enighed om en række aspekter som f.eks. Europas fødevareselvforsyning og fødevaresikkerhed ind imellem sundhedstjekket af den fælles landbrugspolitik og økonomiske forlig.

Der er en lang række andre spørgsmål, herunder den sociale dimension, som er et meget vigtigt spørgsmål. Jeg vil gerne slå én ting fast. Jeg støder ind imellem på en særlig selvmodsigelse, en forenklet tankegang om, at EU ikke skal blande sig i alting, og at EU kun skal gribe ind på områder, der henhører under dets kompetence. De selvsamme personer, der anklager EU for at stikke sin næse i alting, er imidlertid de første til at råbe op, når vi ikke taler om den sociale dimension. Medlemsstaterne har indtil i dag altid ønsket, at socialpolitikken først og fremmest forbliver en national kompetence, da pensioner og sundhedspleje primært af nationale anliggender.

Kommissionsformand Barroso har sat en række sociale direktiver på dagsordenen, og det er godt. Jeg tænker på direktiverne om samarbejdsudvalg, vikararbejde og en række grundlæggende regler, som skal gælde for alle i Europa. Det franske formandskab vil prioritere dette spørgsmål.

En række andre spørgsmål bør også sættes på det franske formandskabs dagsorden, selv om de ikke ligger inden for EU's kompetenceområde. Jeg vil gerne nævne et eksempel, der berører os alle, nemlig Alzheimers sygdom. (Bemærkning fra Cohn-Bendit uden for mikrofon: "Ikke endnu"). Hr. Cohn-Bendit, det ville aldrig have faldet mig ind, at én, der er så ung som De, allerede er blevet ramt af en sygdom, der, selv om De ikke er blevet ramt, rammer flere millioner europæere. Disse flere millioner europæere er lige så vigtige for mig som Deres helbred.

(Bifald)

Som følge af nærhedsprincippet henhører dette problem naturligvis ikke under EU's kompetence. Jeg ønsker ikke desto mindre, at det franske formandskab organiserer et møde med deltagelse af alle specialister fra alle europæiske lande, således at vi kan udveksle bedste praksis, således at vores forskere kan forene deres ekspertise, og således at vi kan finde en løsning i fællesskab. Forestil Dem blot, hvad europæerne så ville sige om EU, nemlig at disse forfærdelige sygdomme kan kureres på denne måde. Hvad jeg sagde om Alzheimers sygdom, gælder også for kræft, der splitter mange familier. Der er ingen grund til, at de enkelte lande arbejder hver for sig med at finde løsninger på kræftområdet, når vi vil få flere ressourcer og være stærkere, hvis vi samarbejder.

(Bifald)

Med hensyn til kultur og sport vil jeg endelig gerne understrege, at det er en stor fejltagelse ikke at tale om de spørgsmål, der berører europæernes dagligdag. Der er en europæisk kulturel undtagelse. Vi skal inddrage kulturen i den daglige debat i Europa. Verden behøver ikke at indordne sig under ét sprog og én kultur. Vi skal helt klart løse problemet med moms på videofilm og cd'er, som EU gjorde med moms på bøger.

Med hensyn til sport, et område der går på tværs af politiske skillelinjer, vil jeg blot påpege, at jeg gerne ser, at der indføres en sportslig undtagelse i EU i lighed med den kulturelle undtagelse. Jeg går ind for fri bevægelighed for personer og varer, men jeg kan ikke acceptere, at vores fodboldklubber skal betale regningen, hvilket underminerer de investeringer, som mange klubber gør i teenagedrenge, der har brug for at blive i klubben af træningsmæssige hensyn. En sportslig undtagelse, hvilket indebærer, at sport ikke underlægges markedsøkonomien, bør støttes af alle Europa-Parlamentets medlemmer.

(Bifald)

Jeg vil gerne afslutningsvis - og undskyld, min tale har uden tvivl været for lang - slå en sidste ting fast. Jeg ved, hvor jeg vil gøre dette, nemlig i det europæiske demokratis centrum. EU har i høj grad holdt for. EU har først og fremmest skullet bøde for den fejhed, som blev udvist af nogle af os, der havde det helt fint med at lade EU opfylde forpligtelser, der i virkeligheden påhviler vores politiske ledere, der ikke var villige til offentligt at træffe de valg, som de nægtede at forsvare i Bruxelles.

(Bifald)

Det er fejhed. Jeg vil gerne sige til formanden for Europa-Parlamentet og formanden for Kommissionen, at formandskabet vil samarbejde med de to institutioner. Hvis der er nogen medlemsstater, der ikke er enige, bedes de gøre indsigelse. Som jeg sagde til den polske præsident, der selv forhandlede Lissabontraktaten, gav han sit ord, og et ord er et ord. Det handler ikke om politik, men om moral.

(Bifald)

EU har imidlertid også lidt på andre områder, idet der ikke har været nogen debat i EU. Jeg vil gerne slutte med denne bemærkning, da det er meget vigtigt for mig. Vores institutioner er uafhængige, men uafhængighed betyder ikke ligegyldighed. Hvis vi, de politiske ledere, ikke har modet til at diskutere, hvem vil så? Til at diskutere hvad? Hvilken økonomisk strategi er den rette? Hvilken pengepolitisk strategi er den rette? Hvilken valutakursstrategi er den rette? Hvilken rentestrategi er den rette? Alle har naturligvis ret til deres egen mening, og dette siger jeg navnlig til vores tyske venner. Ingen har imidlertid ret til at forhindre en debat, en konstruktiv debat.

Alle ønsker naturligvis en aftale som f.eks. den handelsaftale, der forhandles i øjeblikket. Man skal imidlertid ikke være bange for at sige, at EU ikke må være naiv. Vi skal diskutere fordelene ved frihandel, men vi skal også sige til vækstlandene, at det ikke er rimeligt, at de kræver de samme rettigheder uden at påtage sig de samme forpligtelser. Vi skal ikke være bange for at indlede en europæisk debat. Vi skal indlede en værdig europæisk debat, men vi må ikke være bange for at forsvare vores holdninger.

Vi sætter ikke spørgsmålstegn ved Den Europæiske Centralbanks uafhængighed, når vi spørger, om det er rimeligt at hæve renten til 4,25 %, selv om den amerikanske rente ligger på 2 %. Vi har en debat, en fredelig debat, hvor ingen har monopol på sandheden. Det har jeg helt sikkert ikke, heller ikke eksperterne, der skal bevise, at deres afgørelser er effektive.

Jeg agter at bære dette ansvar sammen med de franske ministre i denne ånd. Jeg ved, at det er vanskeligt. Jeg ved, at formanden for Rådet ikke skal forsvare sit eget lands interesser, men Unionens interesser. Jeg ved, at vi skal arbejde som et team til gavn for de 27 EU-medlemsstater, og jeg håber, at alle om seks måneder vil kunne sige: "Der er sket fremskridt i EU takket være Deres deltagelse og støtte."

(Kraftigt bifald)

  Formanden. - Tak for Deres tale. Vi håber, at De vil fortsat vil udvise mod og beslutsomhed, og ønsker Dem navnlig fortsat held og lykke med formandskabet - når De har medgang, har EU medgang og hermed Europa-Parlamentet. De kan være sikker på, at Europa-Parlamentet vil støtte Dem i Deres beslutsomme bestræbelser på at bringe EU videre til en god fremtid. Europa-Parlamentet vil bistå Dem med denne opgave.

Jeg vil også gerne byde velkommen til de ministre, der ledsager Dem i dag, nemlig Bernard Kouchner, Brice Hortefeux, tidligere medlem af Europa-Parlamentet, og navnlig den franske statssekretær for europæiske anliggender, Jean-Pierre Jouyet, der næsten altid er til stede i Parlamentet. Jeg byder alle varmt velkommen til Europa-Parlamentet.

(Bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det glæder mig at være til stede her i dag i Europa-Parlamentet under præsentationen af arbejdsprogrammet for det franske formandskab for Rådet for Den Europæiske Union i de kommende seks måneder. Jeg tror, at vi får et meget handlekraftigt og beslutsomt formandskab, der vil skabe mange konkrete resultater, som vi alle vil arbejde hen imod. Hr. rådsformand, De så gerne, at Frankrig vender tilbage til Europa, og det er helt sikkert en strålende nyhed for os alle.

De europæiske borgere og Europa-Parlamentet har store forventninger til det franske EU-formandskab. Som jeg sagde under vores møde i Paris den 1. juli, vil Kommissionen støtte det franske formandskab og tilbyde sin fulde opbakning for at sikre EU's succes i de kommende seks måneder. Der vil være mange udfordringer.

Globaliseringen er ikke et forbigående fænomen, og den internationale konkurrence bliver hårdere og hårdere. Verden står over for nye udfordringer som f.eks. knaphed på fossile brændstoffer og klimaændringer. Vi skal sætte ind nu og finde fælles løsninger på disse udfordringer. Alle disse faktorer betyder, at Europa er nødt til at gøre sine økonomier mere konkurrencedygtige gennem reformer, modernisere sine sociale modeller og investere i uddannelse, forskning og innovation. Europa har mange esser i baghånden, navnlig da EU er en af verdens førende handelsmagter. Europa skal imidlertid have mod til at tilpasse sig. Hvis vi ønsker at tilbyde beskyttelse, skal vi tilpasse os. Det er afgørende.

Der er ingen idé i at nægte, at Europa befinder sig i en vanskelig periode. som følge af det irske nej og det globale økonomiske klima, voldsomt stigende olie- og råvarepriser, voldsomt stigende fødevarepriser og inflationspres, der er købekraftens værste fjende. Inflationen er også den sociale retfærdigheds værste fjende, idet lavtlønsgrupper og pensionister rammes hårdest af en meget høj inflation. Alle disse faktorer kaster en skygge over vores økonomier og tvinger vores politikere på europæisk og nationalt plan til at træffe vanskelige valg. Vi skal se disse realiteter direkte i øjnene og tilpasse os med realisme og beslutsomhed.

Vi er netop vendt tilbage fra G8-topmødet i Japan, hvor det stod klart, at EU's indflydelse og forventningerne til og respekten for EU i hele verden står i skærende kontrast til den pessimisme, der ofte gives udtryk for i EU. Jeg kan sige, at uden for Europa betragtes EU mere end nogensinde før som en positiv og afgørende aktør med meget stor indflydelse på den globale scene.

Lad os se på to konkrete spørgsmål, der blev fokuseret på under G8-topmødet, nemlig klimaændringer og udvikling - to spørgsmål, hvor Europa fører an på globalt niveau. USA har nu allieret sig med os i kampen mod klimaændringer ved at tilslutte sig mange af vores holdninger. Jeg husker, at det var svært for os at få amerikanerne og russerne til at acceptere princippet om bindende mål for 2050 sidste år i Heiligendamm, hvor præsident Sarkozy også var til stede. Det er nu lykkedes. Det skyldtes, at EU spiller en førende rolle. Det er jeg stolt over som formand for en europæisk institution. Denne succes kan også tilskrives den europæiske enhed.

Det andet spørgsmål er udvikling, herunder navnlig de voldsomt stigende fødevarepriser, der bringer alle millenniumudviklingsmålene i fare. Vi var også i stand til at fungere som en katalysator på dette område takket være konklusionerne fra Det Europæiske Råd i sidste måned, hvori Det Europæiske Råd hilser det velkommen, at "Kommissionen agter at fremlægge et forslag om en ny fond til støtte for landbruget i udviklingslandene."

Kommissionen vedtager dette forslag i næste uge. Jeg regner med fuld opbakning fra budgetmyndighedens to parter, således at Europa hurtigt kan sikre den nødvendige støtte til landbrugere, navnlig afrikanske landbrugere, i tæt samarbejde med de kompetente multilaterale organisationer. Denne støtte er vigtig for at sikre "den grønne revolution", der er en forudsætning for stabilitet og velstand i Afrika, hvilket som bekendt også er i EU's interesse. Vores forslag holder sig inden for rammerne af de nuværende finansielle overslag i overensstemmelse med opfordringen fra Det Europæiske Råd. Vores strategi går ud på at allokere de besparelser, som de stigende internationale priser giver EU mulighed for at foretage som led i sin landbrugsstøttepolitik, til de grupper, der er hårdest ramt af disse prisstigninger. Der er nødsituationer og katastrofesituationer i hele verden. Hvis De havde haft mulighed for at høre, hvad Verdensbankens direktør sagde, hvis De havde haft mulighed for at høre nogle af lederne fra de afrikanske lande og andre lande repræsenteret i udvidede møder tale om den sult og hungersnød, der nu udgør en reel trussel for mange mennesker verden over, ville De forstå, hvor nødvendig og uundværlig den europæiske bistand er.

(Bifald)

Derfor mener jeg, at vi også på dette område kan foregå med et godt eksempel på solidaritet mellem europæiske og afrikanske landbrugere og således vise, at den fælles landbrugspolitik og udviklingspolitikken kan og skal gå hånd i hånd, idet fødevaresikkerhed er et globalt spørgsmål, som vi er nødt til at tackle i fællesskab, som præsident Sarkozy netop har understreget. Ikke alene, men i fællesskab.

Det er således rigtigt, at der er problemer, men det er også rigtigt, at EU mere end nogensinde før spiller en central rolle med hensyn til at løse dem. I stedet for at svælge i det, jeg sommetider kalder "krisofili" - der tales endog om fænomenet "déclinisme" i Europa - bør vi fokusere på værdien af konkrete og positive EU-tiltag. De internationale problemer, som Irlands manglende ratifikation af Lissabontraktaten har rejst, løses under alle omstændigheder bedst på denne måde. Vi skal tage fat på disse problemer, da Lissabontraktaten vil give os mulighed for at arbejde mere effektivt og mere demokratisk, selv om vi ikke må bruge dette som en undskyldning for ikke at imødegå borgernes behov her og nu.

De europæiske borgere forventer, at vi kommer med svar. Det bedste svar, som vi kan give dem, er at tale sandhedens sprog og udvise politisk mod. Det franske formandskab har begge disse kvaliteter til overflod.

I et Europa på prøve skal vi bevise, at Europa fungerer. Vi skal fokusere på politikker, der bringer Europa tættere på borgerne og ændrer deres dagligdag. Mere end nogensinde før udstikker vi en kurs for et resultaternes Europa.

Jeg er fortrøstningsfuld. Det franske formandskabs prioriteter vil give Europa mulighed for at imødegå de store udfordringer, som det står over for, og samtidig forberede EU til fremtidens udfordringer.

Jeg glæder mig over det franske formandskabs prioritering af indførelsen af en integreret energi- og klimapolitik. Hr. rådsformand, som De understregede, er dette den vigtigste prioritet under Deres formandskab, og vi ved, at De er fast besluttet på at få den strategiske aftale i hus inden årets udgang, således at EU er godt rustet til at indlede forhandlingerne i København om et år. Kommissionen vil støtte denne proces fuldt ud, således at vi kan nå til enighed om en ambitiøs og afbalanceret aftale med Europa-Parlamentet og medlemsstaterne. Jeg har gjort dette til en prioritet for Kommissionen, og jeg takker endnu en gang formanden for Rådet for hans utrættelige opbakning til den energi- og klimapakke, som Kommissionen har forelagt.

Vi skal også arbejde hen imod en politik til fremme af kontrolleret indvandring til EU. Vi skal først tage fat på den indvandring, der er brug for i et aldrende Europa i en række centrale økonomiske sektorer, og den skal ledsages af en ordentlig integration, således at vi i vores humanistiske Europa kan være stolte over den integration, som vi tilbyder de indvandrere, der har et reelt ønske om at rejse til EU for at arbejde. Vedtagelsen af det "blå kort" under det franske formandskab ville være et vigtigt skridt i denne retning.

Vi er imidlertid også nødt til at bekæmpe ulovlig indvandring og den udnyttelse, der ofte er forbundet hermed, navnlig ved at fremme forslaget om at straffe arbejdsgivere, der beskæftiger arbejdstagere med ulovligt ophold. Det er navnlig her, at vi rent faktisk skal gøre den største indsats. Vi skal ikke true de stakkels arbejdstagere, der blot ønsker at arbejde i Europa, men straffe de arbejdsgivere, der ønsker at udnytte dem. Denne praksis er en skændsel for Europa. Tag ikke fejl. Vi skal have en realistisk tilgang til bekæmpelsen af ulovlig indvandring.

Jeg er fuldstændig overbevist om, at vores manglende evne til at løse dette problem på en seriøs og ansvarlig måde er en af de største trusler mod Europa. Vi løser ikke indvandringsproblematikken ved at være eftergivende på alle områder. Dette ville være den bedste undskyldning for ekstremistiske kræfter, for fremmedfjendske kræfter. Vi er nødt til at slå hårdt ned på ulovlig indvandring og samtidig vise, at vi er generøse og står sammen om integrationen af indvandrersamfund, der ønsker at bidrage til Europas vækst og udvikling. Jeg mener, at vi skal have en klar holdning på dette område. Vi skal slå hårdt ned på kriminalitet og fortsat respektere menneskerettighederne, der er den europæiske civilisations varemærke, og vores planer om europæisk integration.

Der er naturligvis en række følsomme spørgsmål, som hurtigt giver anledning til polemik og misforståelser. Derfor ønskede Kommissionen at forelægge et afbalanceret forslag, og derfor har Kommissionen fastlagt 10 centrale principper, således at vi kan gå videre i fællesskab. Det glædede mig, at det franske formandskab og den franske justitsminister og den franske indenrigsminister godkendte denne integrerede strategi under det uformelle møde i Cannes i denne uge.

Det ligger mig på sinde at understrege, at det er absurd at fortsætte med 27 forskellige indvandringspolitikker i Europa, i Schengenområdet, hvor den frie bevægelighed er en realitet. Vi har brug for en europæisk indvandringspolitik.

Vores sociale dagsorden er også undervejs. Vi kan ikke skabe en dynamisk, konkurrencedygtig økonomisk model, medmindre vi foretager reelle sociale investeringer med henblik på at imødegå fattigdom, udstødelse og marginalisering. Frankrig har gjort den nye sociale dagsorden, som Kommissionen forelagde for et par dage siden, til en af sine prioriteter. Det glæder mig. Hvis vi skal forberede europæerne på fremtiden, skal vi give dem muligheder, adgang til kvalitetstjenester, uddannelse, sundhedspleje og fortsat solidaritet. Ingen i Europa må tabes på gulvet. Europa handler om muligheder og solidaritet.

Der vil blive iværksat en lang række andre tiltag i de kommende seks måneder. Jeg kan ikke beskrive alle disse tiltag her, men jeg kan kort redegøre for to tiltag. Jeg vil gerne rose tiltagene vedrørende det europæiske forsvar og Middelhavsunionen, der vil blive forelagt næste søndag i Paris. Europa kan med disse to tiltag efter min opfattelse bekræfte sin rolle i verden. Det er også på dette område vores opgave at omsætte dette mål til konkret handling.

Jeg ønsker det franske formandskab for Rådet held og lykke og understreger, at Kommissionen vil bakke fuldt op om formandskabet i de kommende seks måneder, der ser ud til at blive spændende.

Politikere skal først og fremmest imødegå udfordringer og gøre en ekstra indsats for at sikre, at det lykkes.

Vi kan gøre meget i fællesskab. Jeg vil gerne rose de bestræbelser, som den franske regering på højeste niveau har gjort gennem de seneste par måneder, hvor den har arbejdet tæt sammen med EU-institutionerne. Institutionerne, formandskabet og medlemsstaterne skal samarbejde. Dette er nøglen til den fælles succes, som vi skylder borgerne i Europa, og jeg vil gerne rose formanden for Rådet for det engagement, som han har givet udtryk for her igen i dag, således at Rådet, Parlamentet og Kommissionen kan finde konkrete løsninger på de konkrete problemer, som borgerne står over for i dagligdagen.

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Frankrig har besluttet, at dets formandskab skal være synonymt med politisk engagement.

Vi har brug for politisk engagement for at overvinde de problemer, som vi står over for i forbindelse med den europæiske integration. Det mest rodfæstede problem er uden tvivl det irske nej, som blev drøftet her til formiddag. Vi skal engagere borgerne i Europa. Der er mange grunde til, at de er i tvivl, herunder frygt foranlediget af globaliseringen, de stigende priser og ændrede traditionelle familie- og samfundsværdier.

Hvis vi ikke kan overbevise alle om, at det kun er muligt at forhandle effektivt om vigtige spørgsmål som f.eks. sikkerhed, klimaændringer, energi og migration på europæisk plan, kan vi ikke regne med at gå en fredelig fremtid i møde, og i forhold til de større regioner i verden skal Europa desuden være stærk nok til at overbevise USA, Indien, Kina og Brasilien.

Det franske formandskab får også brug for politisk engagement til at overbevise sine partnere om, at Lissabontraktaten vil hjælpe os med at træffe mere effektive og demokratiske afgørelser om alle disse fælles spørgsmål. Medlemmerne i min gruppe fra Det Europæiske Folkeparti ønsker, at alle de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret traktaten, gør dette under det franske formandskab. Efter en tænkepause og med al respekt forventer vi, at Irland foreslår sine 26 partnere en vej ud af blindgyden, hvilket vi også forventede af Frankrig og Nederlandene. Vi opfordrer de enkelte medlemsstater til at undlade at føre sig frem og til at handle ansvarligt. Vores gruppe ønsker, at vi kommer ud af denne institutionelle debat, og vi har tillid til, at det franske formandskab vil arbejde på at nå dette mål.

Mens vi prøver at få bedre beslutningsinstrumenter, bliver problemerne større og større, og den energi, som vi bruger, kunne bruges bedre til at skabe arbejdspladser, forsvare vores interesser og fremme vores sociale model og EU generelt. Som sagt har vi helt sikkert brug for politisk engagement. Vi skal også sikre os, at vi har viljen til at tage fat på de prioriteter, som formanden for Rådet netop har redegjort for. Vi skal handle hurtigt for at løse problemerne med klimaændringer, energi, indvandring, fødevaresikkerhed og forsvar.

Med hensyn til klimaændringer og energi er alternativet klart. Enten er vores medlemsstater overbevist om, at de skal gøre fremskridt og foregå med et godt eksempel inden topmødet i København, og i så fald skal vi træffe klare beslutninger inden december for at sikre gensidighed fra vores internationale partneres side, eller også har de besluttet, at det ikke er nødvendigt at gøre en hurtig indsats på trods af de forværrede klimaforhold og vores energiafhængighed. Jeg behøver næppe at fortælle Dem, til hvilken side min politiske gruppe hælder.

Vi ønsker også at sætte en stopper for hykleriet omkring indvandringsspørgsmålet. Selv om en række lande verden over allerede har vedtaget en indvandringspolitik med rimelig tilfredsstillende resultater, har de fleste EU-lande udskudt disse valg. Det er på tide, at der indledes en debat og træffes en beslutning om dette spørgsmål, der skal være positiv, human og ansvarlig. Den foreslåede europæiske pagt om indvandring og asyl, der vil blive drøftet i oktober, er et skridt i den rigtige retning, og jeg glæder mig over EU-ministrenes reaktion i denne uge på det forslag, som Brice Hortefeux har udarbejdet. De har vores støtte, hr. Hortefeux.

Endelig vil jeg gerne nævne to spørgsmål, der ligger mig meget på sinde, og som er af afgørende betydning for fremtiden og for vores uafhængighed, nemlig fødevaresikkerhed og forsvar. Vi bør tænke på de dårligst stillede grupper i verden og i vores egne lande, for hvem stigende fødevarepriser er et reelt problem. EU og det franske formandskab bør gøre en indsats for at hjælpe dem igennem disse vanskelige tider.

Med hensyn til forsvaret vil jeg blot stille ét spørgsmål: Hvordan kan Europa være troværdigt uden et forsvar, der er sit navn værdigt? Vi har brug for et forsvar for at sikre fred i Europa og for at hjælpe de dårligst stillede grupper i verden. Vores gruppe støtter det franske formandskabs målsætning om at føre an ved at stille ambitiøse forslag til sine partnere på disse to strategiske områder.

Europæisk integration er i høj grad et politisk spørgsmål. Jeg er ikke i tvivl om, at hvis vi er modige nok til at foretage klare politiske valg, vil borgerne igen få smag for Europa. Jeg har fuld tillid til, at det nye formandskab vil tilskynde os hertil, og vi har alt at vinde, hvis vi vinder borgernes tillid inden valgene til Europa-Parlamentet i 2009.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi er enige i Deres synspunkter på visse punkter, hr. Sarkozy, og jeg vil gerne indledningsvis nærmere ind på en række af disse synspunkter. Jeg glæder mig over, at De er vendt hjem fra Japan i god behold. Vi har nu igen hørt om den næste række af forpligtelser vedrørende bekæmpelse af klimaændringer, og det er på tide, at vi begynder at opfylde disse.

De har ret i, at klimapakken er en prioritet. Den er også en prioritet for vores gruppe. De har også ret i, at de enkelte stater ikke kan opfylde denne prioritet alene - ikke engang tyskerne og franskmændene - ved at indgå særskilte aftaler i Straubing. 25 andre lande er involveret, og det er først og fremmest Europa-Parlamentet, der træffer den endelige afgørelse. Vi vil samarbejde med Dem på dette område, men De må ikke tage nogen initiativer uden at inddrage os - ikke engang med Angela Merkel, uanset hvor god en idé det måtte forekomme at være.

Med hensyn til sport, som De var inde på, kiggede jeg i de franske aviser i morges for at se, hvad der stod om hr. Sarkozys besøg i Europa-Parlamentet i dag. Ingenting! De skriver en masse om Tour de France, hvor en tysker er iført den gule trøje i øjeblikket.

(Tilråb)

Jeg lyttede med stor opmærksomhed til det, De sagde om klimaændringer og navnlig om Lissabontraktaten. Hvis vi ønsker at skabe resultater, har vi ganske rigtigt brug for instrumenter, og det stiller os i et dilemma. Borgerne ønsker et mere effektivt, gennemsigtigt og demokratisk EU, og mere demokratiske nationale parlamenter med større indflydelse. Det er rigtigt, men hver gang vi ønsker at skabe resultater, bliver det instrument, vi har brug for - en revideret traktat - revet ud af hænderne på os.

De har ret i, at vi således har brug for en ny strategi, at starte på en frisk. Vi er nødt til at forsøge at gennemføre denne traktat. Det er glimrende, at De tager til Irland for at samarbejde konstruktivt med det irske folk. Hvis jeg må give Dem et personligt råd, bør De denne gang lade Bernard Kouchner blive i Paris. Det var mit indtryk, at hans tidligere bidrag ikke just gjorde det nemmere for os at overbevise irlænderne.

(Bifald og tilråb)

Jeg taler imidlertid om et spørgsmål, hvor vi mener det stik modsatte af Dem. De talte om det franske formandskabs fire prioriteter, og jeg afventede en femte prioritet. De nævnte herefter en lang række andre spørgsmål, som efter Deres opfattelse var vigtige - ikke prioriteter, men blot andre spørgsmål. Disse "andre spørgsmål" omfattede et socialt Europa, der efter Deres opfattelse hører under nationalstaternes kompetence. Det er efter min mening en alvorlig fejltagelse.

(Bifald)

Jeg vil gerne understrege, at vi forventer, at det franske formandskab anlægger en ny vinkel. Et socialt Europa betyder ikke, at vi ønsker at etablere et socialsikringskontor i Europa, eller at vi ønsker at indføre familieydelser på EU-niveau. Et social Europa handler om noget andet. Borgerne har i mange år med god grund haft den opfattelse, at Europa kan skabe grundlaget for økonomiske fremskridt. Vi har de i sidste 50 år arbejdet for at sikre, at økonomiske fremskridt i Europa skaber mere vækst og flere arbejdspladser, og altid et garanteret højere socialt sikringsniveau.

Flere og flere borgerne har i dag følelsen af, at det modsatte er tilfældet - at Europas økonomiske fremskridt kun er til fordel for nogle få store konglomerater, en række forsikringsselskaber, hedgefonde og store virksomheder, men ikke til fordel for borgerne. Det er EU's opgave at genskabe følelsen af, at vækst i Europa, de økonomiske fremskridt i Europa, ikke kun er til fordel for bankerne og de store konglomerater, men også til fordel for den enkelte borger. Hvis nationalstaterne skal sikre dette, er De desuden som formand for Rådet forpligtet til at fortælle de øvrige stats- og regeringsledere, at de skal sikre, at der sættes fokus på social retfærdighed i deres nationalstater snarere end på blind tiltro til det frie marked.

(Bifald)

Jeg vil gerne tilføje, at EF-Domstolen afsiger domme hver dag, og Domstolens domme kan ændre det sociale velfærdsniveau i de enkelte medlemsstater, selv om medlemsstaterne ikke har nogen instrumenter til at gøre indsigelse. Derfor har vi brug for et socialt Europa, og derfor forventer vi, at De ændrer holdning til dette spørgsmål inden december. I modsat fald vil Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet ikke kunne støtte Dem.

Frygt for social udstødelse fører til en farlig udvikling, og det er en farlig udvikling, når regeringer i defensiven tror, at de kan få borgerne til at glemme denne frygt for social udstødelse ved at jage minoriteterne. Det sker i øjeblikket i en af EU-medlemsstaterne. Jeg er ikke klar over, hvor stor en procentdel romabørnene udgør af den italienske befolkning, men jeg ved, at når en regering siger, at "de vil blive registreret i politiets registre, de skal afgive fingeraftryk", efter sigende for sikre dem social beskyttelse, er dette en alvorlig krænkelse af de grundlæggende rettigheder i EU.

Deres land, Frankrig, sikrede nationernes Europæiske Fællesskab sit første charter om grundlæggende rettigheder. Den første menneskerettighedserklæring kom fra Deres land. Som præsident for denne republik indgår De i Deres lands tradition. Jeg anmoder Dem om at øve indflydelse på Silvio Berlusconis regering i Deres egenskab af formand for Rådet, og at fortælle regeringen, at EU er et fællesskab baseret på retsstatsprincippet og ikke en Union, hvor der træffes lunefulde afgørelser.

(Kraftigt bifald)

EU står over for en lang række store udfordringer, men hvis vi ikke garanterer den sociale velfærd i Europa, vil borgerne vende ryggen til dette Europa, og når de vender ryggen til, vil Lissabonstrategien ikke være til nogen nytte, hele projektet vil falde på gulvet. Vi har derfor brug for mod. Jeg ved, at De er en modig mand. Vi støtter Deres prioriteter, og anmoder Dem nu om at støtte vores - et socialt Europa og klimaændringer, institutionelle reformer og menneskerettigheder. Så vil Deres formandskab blive en succes.

(Bifald fra venstre)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne påpege over for formanden for Rådet, at det irske nej til traktaten har gjort det mere problematisk for det imponerende forberedte franske formandskab. Det har også gjort et pragmatisk, problemløsende Europa mere nødvendigt end nogensinde.

Energi- og klimapakken bliver vigtige og vigtigere dag for dag. Det er en kortsigtet trøst at lægge loft over momsen. Europa bør reducere sin afhængighed af olie og gas. Der skal investeres langt mere i vedvarende energi, i lille målestok og lokalt for at nedbringe husholdningernes udgifter og i stor målestok, f.eks. ved at investere i produktion af termisk højspændingsenergi i Nordafrika inden for rammerne af Middelhavsunionen.

I tirsdags godkendte G8-lederne, der står for næsten to tredjedele af CO2-udledningen globalt, et mål for emissionsreduktioner på 50 %. Vækstlandene har imidlertid ret i, at målet bør være højere - måske 80 % - med midlertidige mål.

Vi har brug for gode idéer, hvis vi skal stabilisere fødevarepriserne, som f.eks. kommissær Fischer Boels seneste reformer af den fælles landbrugspolitik, ikke protektionisme, uanset hvor camoufleret den så end er. Sandheden er, at borgerne går mere op i benzin- og fødevarepriser end i EU's storslåede målsætninger. I dag er der ingen, der bør sige: "Qu'ils mangent de la brioche" (Så lad dem spise kage).

Formanden for Rådet har ret i at fokusere på indvandring. Indvandringen kan imidlertid kun kontrolleres, hvis vi håndterer den fortvivlelse, der får så mange mennesker til at risikere så meget for at komme her. Der bør være lovlige indvandringskanaler, der skal slås hårdt ned på menneskesmugling, og der skal indføres landbrugspolitiske reformer for at sætte skub i væksten i oprindelseslandene. Det er muligvis optimistisk at anmode det franske formandskab om at liberalisere markederne. Hvis vi skal skabe sikkerhed inden for vores grænser, skal vi skabe håb uden for vores grænser.

Det franske formandskab kan være banebrydende på andre områder. Frankrig gav os erklæringen om menneskerettighederne. Nu må Frankrig føre an i forsvaret af disse rettigheder, hjemme ved at arbejde videre med antidiskriminationsdirektivet og ude ved at forankre freden i Balkanlandene i en europæisk fremtid, ved at forbedre menneskerettighedssituationen i Nordafrika inden for rammerne af Middelhavsunionen og ved at tale med én stemme i forhold til Rusland og fordømme Kinas angreb på modstandere.

(FR) Hr. formand for Rådet, rejs ikke til Beijing. Vær en holdspiller.

(Bifald)

Det var Voltaire, der sagde, at alle mennesker er født lige, og at forskellen ligger i evnen alene.

(EN) Og ved at føre an kan Europa vise sin evne og kræve respekt for det enkelte menneskes værdighed.

For at skabe resultater er De nødt til at skabe konsensus. De vil få brug for, at Parlamentet, Rådet og Kommissionen samarbejder om en fælles dagsorden fastlagt af 27 medlemsstater og Parlamentet. Hvis vi skal skændes, skal det være om dagsordenen og ikke om budbringerne. De har kastet Dem ind i en polemik med formanden for ECB og med to kommissærer, men de repræsenterer Unionen og de politikker, som vi er blevet enige om. I Europa bruger vi ikke en del og hersk-strategi. Vi skal stå ved vores principper, men samarbejde om at nå vores fælles mål.

(FR) Jeg er ved at være færdig, men beder om at få "soixante petites secondes pour ma dernière minute" med Carla Brunis mand.

(Latter)

(EN) Hvis De står ved Deres principper og lader os samarbejde om at nå fælles mål, hvis De gør det, så vil Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa samarbejde med Dem.

(Bifald)

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. - (IT) Hr. formand! Hvis Europa skal bringes tættere på borgerne, skal vi, som jeg understregede under Det Europæiske Konvent vedrørende den nye traktat, give Europa en sjæl, der respekterer de forskellige sprog og identiteter og samtidig bekræfter fælles rødder og værdier, og formanden for Rådet har forsøgt at give udtryk for denne sjæl i sin tale i dag.

Da Strasbourg er et symbol på fornyet fred, vajer det europæiske flag i dag side om side med de nationale flag, og det bør være et synligt udtryk, der symboliserer, at alle borgerne er forenet om et fælles projekt om at sikre vores forsvar, sikkerhed, kulturel og økonomisk vækst og gennemsigtighed i ECB. Måske mangler denne dimension fortsat i den nye traktat.

Vores politikker skal give unge mennesker klare mål. Vi vil ikke have nogen økonomisk fremtid, hvis vi ikke respekterer miljøet, og menneskerettighederne vil ikke blive respekteret, hvis vi ikke anerkender de forpligtelser, der følger med. Vi håber, at det franske formandskab nedfælder disse målsætninger i det europæiske pligtcharter. Demokrati og frihed er baseret på anvendelsen af regler. Internettet må ikke være et redskab for terrorisme, børnesmuglere og tilskyndelser til vold. Vi skal harmonisere medlemsstaterne lovgivning på en række områder, lige fra indvandring til beskyttelse af mindreårige, fra energi til forenelige fremskridt.

Et nyt Europa, der arbejder for et nyt forhold til Afrika. Det handler ikke blot om grønne certifikater eller handel, men om gensidig vækst baseret på et ligeværdigt samarbejde i Euro-Middelhavspartnerskabet. Vi skal fokusere på terrorlommerne i Mogadishu og volden i Zimbabwe, der er til hinder for udvikling og demokrati. Der er for megen tøven i EU, og vi opfordrer Rådet til at godkende "made in" med henblik på at sikre klare internationale handelsregler.

Bekæmpelsen af varemærkeforfalskning og ulovligheder er et økonomisk problem, men det berører også vores borgeres sundhed, og små og mellemstore virksomheder er en kulturel værdi, som vi bør værne om. Vi tilbyder det franske formandskab vores fulde opbakning, således at disse håb kan blive til virkelighed til gavn for borgerne, og således at vi også kan dæmpe vores intelligente ven hr. Schulz' indgroede antipati mod premierminister Berlusconi ved at støtte udviklingen af videnskabelige resultater inden for bekæmpelse af sjældne sygdomme.

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. - (FR) Hr. formand! Deres europæiske voluntarisme, hr. rådsformand, og Deres ambitioner for Europa er en udfordring, som vi deler i Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance. Jeg vil endog for at omskrive en sang, De kender, sige, at "det er en rusgift, som vi alle er afhængige af".

Der er dog en ting, jeg gerne vil sige. Hvis vi er ambitiøse nok til, at vi det ene øjeblik siger, at vi skal acceptere klimapakken, som den er, og det næste øjeblik siger, at vi vil bøje os for den tyske automobilindustris lobby, så har vi tabt, for alle vil komme og sige: "Glem ikke os". Det er problemet. Vi kan ikke klage over, at benzinen er for dyr, og samtidig tillade, at automobilindustrien producerer benzinslugere. Vi har haft teknologien til at bygge energieffektive biler i 15 år, men fordi der ikke er nogen bestemmelser, som tvinger fabrikanterne til at gøre det, betaler forbrugerne nu den aktuelle pris for benzinen. Det er sandheden, det er sådan tingene er.

(Bifald fra midten og venstre)

De nævnte den europæiske pagt om indvandring og asyl. Så lad os da få en europæisk pagt om indvandring og asyl. Indled en dialog. Lad Europa-Parlamentet i forbindelse med lovlig udvandring deltage i henhold til proceduren med fælles beslutningstagning, så vi får en ægte politisk debat, en ægte demokratisk debat. Jeg har fået nok, hr. Daul, for hver gang vi taler om udvandring, begynder vi efter 15 sekunder at tale om ulovlig indvandring, indvandringens trussel. Sandheden er, at Europa er, hvad det er i dag, takket være de indvandrede mænd og kvinder, der har opbygget det sammen med os.

(Bifald fra midten og venstre)

Jeg er ingen engel, men vi har bygget et hus uden døre. Folk kommer ind gennem vinduerne. Jeg siger til Dem: "Lad os åbne dørene på vid gab, så folk kan komme ind i Europa, og dernæst kan vi beslutte, hvad vi skal gøre med dem, der kommer ulovligt ind." De siger til os: "Vi har brug for uddannet arbejdskraft." Alligevel sender Europa hvert år titusinder af studerende, som er kommet for at studere, hjem. Lad dem blive. Hvis de har studeret her, er de ikke ulovlige indvandrere.

Nu til Deres udtalelse om, at den sociale dimension ikke hører ind under Europas ansvarsområde. Hr. rådsformand! De vil ikke beskytte europæerne, hvis vi ikke samarbejder om at bekæmpe social dumping og skattedumping. Vi må have europæerne til at erkende dette problem. Vi må stoppe det, og det støtter vi Dem i. Er det nødvendigt at drøfte det med Den Europæiske Centralbank? Så lad os drøfte det. Er det nødvendigt at diskutere med irerne? Så lad os gøre det. Vi må holde op med at sige, at den sociale dimension ikke hører ind under det europæiske ansvarsområde. Det kan ikke vare ved.

(Bifald fra midten og venstre)

Nu vil jeg tale om de områder, hvor vi er helt uenige. De tager til Kina for at deltage i åbningen af De Olympiske Lege sammen med den kinesiske præsident. Jeg håber, De nyder det! Personligt vil jeg tænke på alle de fanger, der rådner op i kinesiske fængsler. Jeg vil tænke på alle dem, der er blevet arresteret. Jeg vil tænke på alle dem, der bliver mishandlet i Tibet. De havde en enestående mulighed for at forsvare de europæiske værdier i form af demokrati og frihed ved at sige: "Jeg deltager ikke i åbningsceremonien ved De Olympiske Lege, det kinesiske kommunistpartis maskerade." Det er det, vi vil høre.

(Bifald fra midten og venstre)

Jeg kan godt sige Dem, at når De skal skrive Deres erindringer, vil De fortryde det, De har gjort. De vil fortryde det, fordi de mennesker, der låste disse uskyldige borgere inde, vil sige til dem: "Der kan I se, vi kan gøre, hvad vi vil. Den vestlige verden er kun interesseret i vores markeder." Det er en skændsel, det er ynkværdigt at deltage i åbningsceremonien ved De Olympiske Lege.

(Bifald fra midten og venstre)

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! I min tale vil jeg sætte fokus på det franske formandskabs dobbelte karakter, nemlig dets afgjort stærke side og dets alt for tydelige svage side.

Dets stærke side i forbindelse med EU's sædvanlige metoder er, at det ikke siger, at Europa gør det godt, og at det bør fortsætte på samme måde, når stadig flere europæere mener, at det ikke gør det godt, og at der bør ske ændringer. Så langt, så godt. Men hvad så? Det er her, problemet ligger. Hvilke konklusioner drager De, hr. rådsformand, af den tydelige legitimitetskrise, som EU befinder sig i i dag, navnlig hvad angår dets økonomiske model og dets funktionsmåde?

De siger, at De ønsker at forstå, og at De respekterer de bekymringer, som europæerne har over EU, men De forsøger at presse den irske befolkning til at løbe fra sin beslutning, selv om irerne, ligesom franskmændene og nederlænderne, bare gav udtryk for det, som millioner af andre europæere mener. De kritiserer med rette den måde, hvorpå Den Europæiske Centralbank har forvaltet euroen fra sit elfenbenstårn, men De anbefaler aldrig en gennemgang af de statutter, som giver den alle disse beføjelser og endog tildeler den denne opgave!

I forbindelse med indvandring har De udtalt, at De vil "tjene vores værdier", men De støttede det skandaløse direktiv, som FN's højkommissær for menneskerettigheder, samtlige menneskerettighedsorganisationer og europæiske kirker har fordømt, netop fordi det krænker væsentlige menneskelige værdier. De ignorerer det sociale spørgsmål - som efter Deres opfattelse bør vedblive med udelukkende at henhøre under medlemsstaternes ansvarsområde - men De siger intet om EF-Domstolen, som afsiger dom efter dom, der bringer de forskellige sociale modeller i EU i konkurrence med hinanden på grundlag af traktatens artikel 43 og 49.

De siger, at De ikke brød Dem om billedet med den "polske blikkenslager". Det gjorde jeg heller ikke. Det var det populistiske højres påfund, som blev gjort populært på tv af hr. Bolkestein. Jeg byder arbejdstagere fra alle lande velkommen på lige fod på alle områder.

(Bifald fra venstre)

Det er netop det, som den gældende EU-lovgivning forhindrer. Jeg vil gerne minde Dem om, hr. rådsformand, at det ifølge Kommissionen i Niedersachsen er sådan, at en arbejdstager fra en anden medlemsstat for det samme arbejde på den samme byggeplads kan blive betalt halvdelen af den mindsteløn, som en tysk arbejdstager skal have. Det er netop det, vi ikke vil have. Ved De, hvad en mand, som ikke kan beskyldes for populisme, nemlig John Monks, der er generalsekretær for Den Europæiske Faglige Samarbejdsorganisation, mener? Han finder disse afgørelser "stærkt problematiske", fordi de ifølge ham fastslår, at "økonomiske frihedsrettigheder har forrang for grundlæggende rettigheder og overholdelse af arbejdsretten". Hvad siger De til det?

De siger, at De vil bygge et Europa, der beskytter, men vi hører Dem ikke kritisere alle de strukturforanstaltninger, som gør europæernes liv usikkert, nemlig forpligtelsen til at åbne offentlige servicevirksomheder for konkurrence, stabilitetspagtens pres på lønninger og sociale udgifter og den række af retningslinjer, som Kommissionen har udarbejdet, og Rådet har vedtaget, og som De nidkært anvender i Deres eget land.

Jeg kan nævne retningslinje 2: reform af pensions-, socialsikrings- og sundhedssystemer. Retningslinje 5: arbejdsmarkedsfleksibilitet. Retningslinje 13: afskaffelse af lovgivningsmæssige, handelsmæssige og andre hindringer, som går ud over konkurrencen. Og jeg har ikke nævnt samtlige.

Frankrigs - og Italiens - ændrede holdning har netop givet Rådet mulighed for at gå videre end de forpligtelser, som det påtog sig ved at indgå aftale om et udkast til direktiv, der tillader en 65-timers arbejdsuge. Det gør Dickens til Europas nye far!

I denne weekend afsluttede De Deres tale til Deres europæiske gæster - formanden for Parlamentet, formanden for Kommissionen og 2.000 franske højreorienterede erhvervsledere - med ord, som af hele fagbevægelsen blev tolket som en - meget uklog - provokation. De sagde, at den franske befolkning ikke længere lægger mærke til det, når der er en strejke. Dagen efter denne ophøjede begivenhed forklarede Deres undervisningsminister, at det var "en måde at berolige vores europæiske partnere på, mens de mest fremtrædende af dem var til stede". Hvis De virkelig er nødt til at fornærme fagforeningerne for at berolige de europæiske ledere, er det tydeligvis på tide med forandringer i Europa.

(Bifald fra venstre)

  Philippe de Villiers, for IND/DEM-Gruppen. - (FR) Hr. formand, hr. præsident! Europas befolkning må desværre i deres dagligdag leve med de katastrofale følger af de politikker, som de europæiske myndigheder i Bruxelles og Frankfurt fører. Europas befolkning ser dag for dag, hvordan alle deres beføjelser glider dem af hænde, hvordan deres frihed bliver indskrænket, hvad enten det nu drejer sig om købekraft, en dyr euro, gmo'er, skat, fiskeri, manglende handelsbeskyttelse, indvandring eller endog fodbold, som De selv nævnte for et øjeblik siden. Alt glider dem af hænde, og jeg vil hævde, at alt også glider Dem af hænde, hr. rådsformand! Det siger De selv, De påpeger det som en kritik. Så er det på høje tid at handle og bringe Deres handlinger i overensstemmelse med Deres ord.

For et øjeblik siden kritiserede De den manglende fællesskabspræference, og De har ret. Jeg vil imidlertid minde Dem om, at den blev fjernet ved Marrakeshaftalen, som De tiltrådte, og ikke indgår i Lissabontraktaten, som De udarbejdede.

De beklager Den Europæiske Centralbanks uansvarlige adfærd, og De anmoder om, at der indledes en debat. Vi ønsker beslutninger. Jeg vil minde om, at Den Europæiske Centralbanks uafhængighed, den uansvarlige adfærd, som vi ser i praksis hver dag, blev fastlagt og formaliseret i Maastrichttraktaten. De beklager at have fået Bruxelles' samtykke til en nedsættelse af oliebeskatningen, men det er ganske enkelt en følge af Nice- og Amsterdamtrataten, som De ratificerede ad parlamentarisk vej.

Kort sagt klager De i dag og hver eneste dag over virkningerne af det, som De tilskynder til hver eneste dag, dvs. at staten fratages sine beføjelser til fordel for postdemokratiske fora bestående af tjenestemænd, repræsentanter for banker og dommere. Deres formandskab for EU er en historisk mulighed for at bringe Europa tilbage på sporet, et Europa rodfæstet i nationernes frihed, som respekterer demokrati. Det er grunden til, at vi anmoder Dem om at tage den irske befolknings afstemningsresultat til efterretning og erklære Lissabontraktaten død. Det er ikke den europæiske befolkning, der skal forsone sig med Bruxelles, det er Bruxelles, der skal forsone sig med den europæiske befolkning!

(Bifald fra IND/DEM-Gruppen)

  Jean-Marie Le Pen (NI). - (FR) Hr. formand! De er i seks måneder kortvarigt indsat som formand for Rådet i henhold til rotationsordningen, hr. præsident! Til forskel fra størstedelen af de franske vælgere har De vist Dem at være en ivrig proeuropæer, og De har endog gået så langt, at De endnu en gang har forelagt den forfatning - en lidt ændret udgave af Lissabontraktaten - som den franske og den nederlandske befolkning forkastede i 2005. Desværre løb Deres planer ud i sandet på grund af den irske befolknings vilje.

Derfor er Lissabontraktaten ugyldig til trods for alle de ordninger, som den skulle pålægge den europæiske befolkning, den regerende euroglobalistiske klikes vilje.

Som ungt parlamentsmedlem stemte jeg i 1957 imod Romtraktaten, som var den første fase af en proces, der ifølge dens fortalere, bl.a. Monnet og Coudenhove-Kalergi, skulle føre til Europas Forenede Stater. Dette babelstårn, som kun kan bygges på ruinerne af nationerne og først og fremmest af mit fædreland, Frankrig. Siden da har jeg været stærk modstander af det.

Vi får at vide, at globaliseringen overalt fører til grundlæggende ændringer, som vi skal finde os i. I virkeligheden bliver nationerne over hele verden stærkere, støttet af glødende patriotisme, bortset fra i ét område - Europa - hvor nationerne og fædrelandene ofres, opløses og demoraliseres til fordel for et projekt, der hverken har styrke eller identitet, mens bølger af udenlandske indvandrere gradvist invaderer det, og åbningen af vores økonomiske grænser udsætter det for rasende konkurrence fra resten af verden.

Ingen af de løfter, der er givet til den europæiske befolkning for at få dem til at acceptere tabet af deres uafhængighed, deres suverænitet, deres identitet og deres kultur, er blevet holdt: hverken vækst, fuld beskæftigelse, velstand eller sikkerhed, og den fremherskende følelse er ængstelse nu, hvor der forestår en systemisk krise, en energikrise, en fødevarekrise og en finansiel krise. I mellemtiden vil mediecirkusset fortsætte. I går europamesterskabet i fodbold og tennisturneringen French Open, i morgen De Olympiske Lege i Beijing og i dag den mirakuløse saga om et ikon, Ingrid, som ler, græder, beder og kommer og går i Deres broderlige arm!

I Deres ønske om at blive befrieren blev De involveret i forhandlingerne med FARC-terroristerne, men det var hverken Dem eller hr. Chávez, der befriede den colombianske senator Ingrid Betancourt. Det var præsident Uribe, der stædigt, imod den herskende globale progressivistiske bevægelse, vandt en afgørende sejr over kriminel terrorisme. De gjorde flere forgæves forsøg, og De gik endog så langt som til at invitere de angerfulde kommunistiske FARC-terrorister til at rejse til Frankrig og få asyl, men for at beskytte dem mod hvem? Mod den demokratiske præsident Uribe? Når De nu er gået så langt, hvorfor så ikke Taleban, Hizbollah og De Tamilske Tigre? De er som amphisbaenaen, som Cæsar havde så kær. Tvivl ikke på, at alle Deres evner til at iscenesætte medierne ikke vil være tilstrækkelige til at afværge de overhængende farer, som De vil stå over for inden årets udgang.

Vores Europa er et skib, der er ude af kurs og driver for vinden og bølgerne. Det er den eneste region i verden, som bevidst har opløst de politiske og moralske strukturer, som ikke har nogen grænser og gradvist bliver invaderet af en masseindvandring, der først lige er begyndt! Økonomisk ruineret af ultraliberalisme, socialt forarmet, demografisk svækket, uden ånd og uden forsvarsstyrke, det er i bedste fald dømt til at blive et amerikansk protektorat og i værste fald til dhimmas trældom. Det er på høje tid at gå bort fra den skæbnesvangre illusion om føderalisme og opbygge et nationernes Europa, der er forenet af mere håndgribelige alliancer, som utvivlsomt vil være mere beskedne, men også mere effektive. Forfatningens og traktatens to grundstødninger skal tages som en advarsel. Europas befolkning vil ikke have noget at gøre med disse planer og vil ikke acceptere at blive dem pålagt, fordi de ikke ønsker at dø.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand! Jeg takker Dem alle for Deres taler.

Jeg vil indlede med at takke hr. Daul, formanden for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, for hans og hans gruppes støtte, som bliver uvurderlig for det franske formandskab. Jeg er enig i Deres analyser, og jeg er sikker på, at De forstår, at jeg ikke tager hvert enkelt punkt op, selv om Deres engagement i forsvarspolitikken er helt nødvendigt.

Hr. Schulz! Jeg værdsatte ansvarsbevidstheden i Deres tale. Som det var tilfældet med hr. Daul, mødtes vi og havde drøftelser, og der er ingen hemmeligheder. Demokrati skal ikke være noget skyggeteater. Det skal give os mulighed for at udveksle vores idéer og forsøge at opnå et kompromis. De kan være forvisset om, at det franske formandskab, ligesom med hr. Daul, værdsætter støtten fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet og Deres støtte i spørgsmål om konsensus. Desuden kan jeg ikke se, hvorfor jeg skulle sige, at denne støtte er mindre værdifuld for mig, fordi den hidrører fra formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, eller hvorfor De skulle forsøge at skabe konflikter med formandskabet under påskud af, at jeg ikke har samme politiske overbevisning som De.

Jeg vil gerne sige, at jeg i forbindelse med energi- og klimapakken er helt klar over, og det er også henvendt til hr. Daul, at det er Parlamentet, der får det sidste ord, men, hvad endnu bedre er, er det ikke bare et spørgsmål om at få det sidste ord. Det er Parlamentets mobilisering, som vil lægge pres på de medlemsstater, der ikke har de samme ambitioner som Parlamentet, Kommissionen og formandskabet. Jeg siger ikke, hr. Schulz, at De får det sidste ord. Jeg siger, at Deres engagement er helt afgørende.

Jeg vil også sige til hr. Cohn-Bendit, at det ikke drejer sig om at bøje sig for enhver, især ikke for automobilindustrien, hvad enten den er fransk, italiensk eller tysk. Hvorfor kun tale om den tyske industri? I dette tilfælde skal rådsformanden tage de enkelte medlemsstaters legitime interesser i betragtning. Det, vi skal gøre, er at modstå industrilobbyen og samtidig give den rimelige betingelser og forklare tydeligt, at vi ikke er naive, selv om vi forsvarer energi- og klimapakken.

Med andre ord, hr. Cohn-Bendit, bryder jeg mig ikke om, at vi, fordi vi ønsker at skabe balance på globalt plan, bliver beskyldt for at fremme udflytninger. Det drejer sig ikke om at respektere miljøet og acceptere udflytninger, det drejer sig om at respektere miljøet og modsætte sig udflytninger. Alle andre måder at tænke på er selvmorderiske. Hvis medlemsstaterne bliver bedt om at vælge mellem miljø og vækst, bliver vi alle sammen anbragt i et dødvande. Bæredygtig udvikling og respekt for miljøet indgår i økonomisk vækst. Det er grunden til, at De nok ikke tager det fortrydeligt op, hr. Cohn-Bendit, at jeg foretrækker hr. Schulz' eller hr. Dauls analyse frem for Deres bare denne ene gang.

Lad os nu tage fat på det, som De, hr. Schulz, betegnede som et stridspunkt. Det mener jeg ikke, at det er. Jeg vil også sige, at Europa ikke har ansvar for, at vores tyske venner ikke har formået at indgå en aftale om mindsteløn, det er snarere den tyske politiske debat, der har fået Dem til at forkaste en mindsteløn. Lad være med at give Europa ansvaret for et socialt svigt, som skyldes den nationale politiske debat!

Jeg skal ikke som rådsformand dømme i denne sag. Jeg vil ganske enkelt sige: "Bed ikke os, hr. Schulz, om at løse problemer, som I tyskere ikke har været i stand til at løse indbyrdes". Jeg vil gerne tilføje, at vi i Frankrig på det social- og arbejdsmarkedspolitiske område lægger stor vægt på mindstelønnen. Hvad betyder social harmonisering? I tyskere har afvist en mindsteløn. Vi franskmænd ønsker at bibeholde vores mindsteløn. Social harmonisering ville derfor betyde, at vi måtte opgive vores mindsteløn, fordi tyskerne ikke har nogen. Jeg modsætter mig denne sociale forringelse, endog i mit europæiske ideals navn. Jeg takker Dem, hr. Schulz, for at give mig mulighed for at præcisere mit sociale engagement.

Jeg vil imidlertid gerne tilføje, hr. Schulz, at De gør ret i at rejse spørgsmålene om den finansielle kapitalismes moralske standarder, de regler, der gælder for kreditvurderingsinstitutter, og nogle af vores finansielle institutioners fuldstændig forkastelige adfærd, og jeg vil sige en ting til: I alle medlemsstaterne har der været direktører for store banker, som nød at belære politikere om, hvor stringent statsanliggender skulle håndteres.

Efter at have set, hvad der er sket i en række store, private banker, vil jeg sige, at de, der belærte os, ikke var særlig kompetente til det, og at de nu må forberede sig på selv at blive belært. Jeg vil gerne tilføje, hr. Schulz - og det siger jeg under hr. Watsons årvågne blik - at jeg er imod protektionisme. Jeg er for frihed, men vi kan ikke længere fortsætte i en verden, hvor der ikke er nogen regler, hvor kreditvurderingsinstitutterne gør, hvad der passer dem, og hvor en række finansielle institutioner vil tjene milliarder af euro på nogle få sekunder ved at spekulere på børserne.

Det Europa, vi ønsker, og det franske formandskab vil stille forslag om dette, forslag til forordninger, der skal hæve den finansielle kapitalismes moralske standarder, for vi kan nu se, at grunden til, at den globale vækst i et år har stagneret, er subprimekrisen og tillidskrisen i de finansielle institutioner, som har gjort, hvad der passede dem, når det passede dem, og lånt penge ud til hvem som helst på alle mulige betingelser. Europa vil gøre klogt i at genoprette en vis orden på det, der er blevet loven om, at alt kan lade sig gøre. Jeg vil gerne sige til hr. Schulz, at jeg er helt enig med ham.

Hvad angår den europæiske pagt om indvandring og asyl, vil jeg sige til hr. Schulz og hr. Cohn-Bendit, at det franske formandskab vil inddrage Europa-Parlamentet. Det er den bedste måde at undgå excesser på. Hr. Schulz! De talte om de excesser, der er praksis i et land - det er ikke op til mig at nævne det - men hvis vi alle sammen bliver enige om et mindstemål for udgifterne, vil de excesser, som De påpegede, ikke længere finde sted, og hr. Cohn-Bendit, jeg er sikker på, at hr. Daul er enig, hvorfor skulle Europa-Parlamentet ikke inddrages i dette? Jeg er ikke sikker på, at det ville være institutionelt muligt.

(Bemærkning uden mikrofon fra hr. Cohn-Bendit)

Hr. Cohn-Bendit! Jeg ved, hvor generøs De er. De er altid klar til at give gode råd, især til mig. Selv hvis jeg var lige så beskeden som De, ville jeg ikke have brug for dette råd. Jeg vidste godt, at det krævede enstemmighed, men ikke desto mindre kræves der ikke enstemmighed for, at jeg siger til Europa-Parlamentet, at spørgsmålet om indvandring er tilstrækkelig vigtigt til, at det skal drøftes politisk, og at De skal inddrages i det, endog før der er en Lissabontraktat eller en tillempning af den. Det er et politisk løfte, som jeg giver, og jeg vil vende tilbage sammen med Bernard Kouchner og Brice Hortefeux og præsentere pagten for Dem og drøfte den med Dem. Vi vil sammen med Parlamentets formand og måske Formandskonferencen finde ud af, hvordan De ønsker, at det skal foregå.

Hr. Watson! Vanskeligheder giver en mulighed. Når man vælger at være et lands præsident og har ansvaret for EU's formandskab i seks måneder, er det naturligvis bedre ikke at være europæer og ikke at blande sig i politik, hvis man ikke bryder sig om problemer og vanskeligheder. Personligt mener jeg, at disse vanskeligheder er en mulighed. Kan De se hvorfor? Fordi de giver os mulighed for at sætte os ud over vores nationale egoisme og vores partipolitiske fordomme.

Selv om alt gik som smurt, er det ikke sikkert, at mit fremmøde i Europa-Parlamentet var gået bedre, for et år før valget i medvind og ned ad bakke tænker alle på deres partipolitiske eller nationale interesser. Da jeg mener, at langt størstedelen af medlemmerne af Europa-Parlamentet er europæere, er de klar over situationens alvor. Alle må gøre en indsats. Jeg er ikke sikker på, om De, hr. Schulz og hr. Cohn-Bendit, ville have været så åbne over for det franske formandskab, hvis tingene havde været lettere. Personligt mener jeg, at disse vanskeligheder kan være en mulighed.

Hr. Watson! Der er et punkt, hvorpå jeg helt klart begik en fejl. Jeg skulle have talt mere om den europæiske energipolitik. Nogle af Dem bærer en særlig T-shirt, fordi De er imod en bestemt form for energi. Jeg respekterer Dem. Andre har truffet andre valg. Men på et punkt er vi enige. Vi er enige om, at vi må have en europæisk energipolitik med gennemsigtighed, hvad angår beholdninger, og samlet forskning i solenergi, solcelleenergi, biomasseenergi og vandkraft. Tilgiv mig, at jeg ikke nævnte det i mit indledende indlæg, men det franske formandskab vil - uanset vores uenighed om kernekraft - prioritere fastlæggelsen af en energipolitik højt. Jeg tror ikke, at kommissionsformand Barroso har noget imod, at jeg siger det, for det er også noget, han prioriterer højt. Det er noget, vi ikke kan komme hurtigt nok i gang med.

Jeg vil også sige til hr. Watson, at jeg ikke er protektionist. Det har jeg aldrig været, og det bliver jeg heller aldrig. Men De Liberale bør også overveje noget: Vi åbner vores grænser, og det har vi haft gavn af. Men samtidig kan de andre ikke bede os om at måtte gøre noget her, som de ikke vil lade os gøre der. Kina, Indien, Brasilien, Mexico - de store, nye økonomier - kan ikke sige: "Åbn Deres grænser, nedsæt Deres subsidier, men her gør vi, hvad der passer os". Det er ikke frihandel, og det er ikke en service at yde dem. Ligesom det ikke er nationalisme at elske sit land, er det heller ikke protektionisme at ønske gensidighed og beskyttelse. Det er muligt at gå ind for frihandel og ønske at skabe en balance i den frihandel.

Hr. Watson! Vi har mere at diskutere. Nogle lægger vægt på beskyttelse, andre på frihed. Måske kan vi mødes på halvvejen.

Lad mig til sidst lykønske Dem, hr. Watson. Jeg tror, at vi har samme smag, hvad angår sange.

(Latter)

Jeg skal viderebringe Deres ros til den pågældende, og jeg er sikker på, at hun vil signere sin seneste cd til Dem. Det er helt i orden.

(Latter)

Hr. Cohn-Bendit! Jeg har allerede besvaret mange af Deres spørgsmål. Jeg vil gerne nævne to ting. For det første spørgsmålet om studerende, som er meget vigtigt. Europa skal naturligvis være åbent for uddannelse af elitestuderende fra hele verden. Jeg har endda i nogen tid ment, at det at åbne op for uddannelse af elitestuderende fra hele verden er ensbetydende med at byde dem velkommen på vores universiteter og samtidig give dem mulighed for at få den første erhvervserfaring. Jeg tænker især på læger. Men vi må sørge for ikke at plyndre udviklingslandene for deres elite. I Frankrig er der flere praktiserende beninske læger end i Benin. Forestil Dem det! Jeg tror, at Benin har brug for sin elite. At nægte at plyndre udviklingslandene for deres elite er ikke ensbetydende med at nægte indvandring. Dette emne er ikke uddebatteret på nogle få minutter. Jeg er Dem taknemmelig for den måde, De nævnte det på, men De må forstå, at det fortjener en dybtgående debat og ikke vrængbilleder. Det er ikke et spørgsmål om generøse mennesker over for hjerteløse mennesker. Der er statsmænd og -kvinder, som vil forsøge at finde den bedste løsning.

Jeg vil også sige en ting om Kina, som er et meget alvorligt og meget vanskeligt spørgsmål. Jeg vil sige, hr. Cohn-Bendit, at jeg ligesom alle andre hørte sindsbevægelsen i Deres stemme, og det taler til Deres ære, og jeg vil gerne sige, at jeg deler Deres følelser. Jeg vil også sige til hr. Watson, som bad mig om at være en holdspiller, at det netop er det, jeg har været, for som rådsformand talte jeg med alle medlemsstaterne for at finde ud af, hvad de mente, og om nogen af dem var imod, at jeg deltog - om et øjeblik vil jeg tale om indholdet, nu taler jeg først om formen. Samtlige medlemsstater gav deres samtykke til, at jeg deltog i åbningsceremonien ved De Olympiske Lege. Som De ved, er det et vanskeligt emne, som vi efter min mening må behandle meget forsigtigt, for vi har ikke råd til at begå fejl.

Men hr. Watson bad mig om at være en holdspiller. De må være klar over, at jeg drøftede det med samtlige medlemsstater. Ingen af dem var imod, at jeg deltog, og for øjeblikket vil 13 af dem være repræsenterede ved åbningsceremonien. Dette er ikke nogen grund, hr. Watson, det er ganske enkelt et svar på spørgsmålet om at være en holdspiller.

Men lad os nu tale om sagens kerne. Jeg forstår dem, der siger, at europæere ikke bør deltage i OL-åbningsceremonien i Beijing. Alle har ret til at have en holdning til, hvordan menneskerettighederne forsvares bedst, og jeg må respektere dem, der siger, at vi bør boykotte ceremonien. Men min personlige mening er - og jeg mener, at den mening skal respekteres, for den er respektabel - at det ikke er ved at ydmyge Kina, at vi fremmer menneskerettighederne, men gennem en åben og direkte dialog. Jeg vil endog sige, at jeg ikke mener, at vi kan boykotte en fjerdedel af menneskeheden. Jeg mener ikke, at det er hverken intelligent eller ansvarligt, hvis rådsformanden siger til en fjerdedel af menneskeheden: "Vi kommer ikke. Vi ydmyger Dem for øjnene af hele verden". Jeg vil rejse dertil, og jeg vil tale.

Vi er enige om, at menneskerettighederne skal forsvares. Men i spørgsmålet om, hvordan menneskerettighederne skal forsvares, er det vigtigt at erkende, at der kan være en debat, og at debatten ikke vil ende med spørgsmålet om De Olympiske Lege. Derfor vil jeg rejse dertil, tale om menneskerettighederne og forsvare dem. Jeg vil endog gå endnu længere, hr. Cohn-Bendit. Der er ting, som jeg ikke vil sige til Kina, fordi Kina skal respekteres, men der er ting, som Kina ikke skal sige til de europæiske lande, især ikke til Frankrig, for Frankrig og de europæiske lande skal respekteres, ligesom Kina skal respekteres. Det er ikke op til Kina at fastsætte min tidsplan og mine aftaler.

Ligesom det heller ikke er op til mig at fastsætte den kinesiske præsidents tidsplan og møder. Derfor vil jeg forsvare menneskerettighederne, og samtidig må jeg som statschef overveje noget. Vi taler altid om aftaler. Det vil jeg gerne gøre indsigelse imod, for det er ikke forbudt for en demokratisk valgt statschef at forsvare sine medborgeres økonomiske interesser og arbejdspladser. Jeg vil tale om noget andet. Kina er permanent medlem af Sikkerhedsrådet. Vi har brug for Kina til at bringe skandalen i Darfur til ophør, for Kina har indflydelse på Sudan. Vi har brug for Kina til at isolere Iran, så hverken Iran eller andre, der vover at sige, at de vil slette Israel af verdenskortet, har adgang til en atombombe. Hvordan kan vi sige til Kina: "Hjælp os med at skabe fred i verden, sikre stabilitet i verden" og samtidig boykotte landet på et tidspunkt, hvor det er vært for en begivenhed, der er afgørende for 1,3 milliarder indbyggere? Det ville ikke være fornuftigt, det ville ikke være ansvarligt, og det ville ikke være en statsmand med selvrespekt værdigt.

(Bifald)

Efter at have givet udtryk for min respekt for hr. Cohn-Bendits og ligesindede parlamentsmedlemmers holdninger og følelser vil jeg tilføje følgende: Respekter dem, der, ligesom os, tænker som jeg. Før de gik, spurgte jeg hr. Watson og hr. Schulz, formanden for Den Socialdemokratiske Gruppe, og jeg tror, at jeg på hans vegne kan sige, at han er helt enig i, at det er nødvendigt ikke at boykotte Kina. Han er socialdemokrat, det er jeg ikke. Jeg spurgte hr. Daul, som er helt enig.

Jeg vil sige en sidste ting. Se, hvad Kina gjorde for at være pragmatisk i spørgsmålet om Hongkong. Husk på, at det var en meget vanskelig sag. For 15 år siden var der demonstrationer i Hongkong. Kina formåede at være pragmatisk, da problemet med Hongkong skulle løses. Se på Macao. Kina har gennem dialog formået at løse problemet vedrørende Macao. Jeg vil endda gå længere endnu. Se på Taiwan i dag, hvor præsident Hu Jintao har gjort betydelige fremskridt. For fem år siden troede alle, at der uundgåeligt ville komme en konfrontation mellem Taiwan og Kina, men det skete ikke. Vil vi bringe Kina fremad gennem åben, modig og direkte dialog eller gennem ydmygelse? Jeg har valgt dialog, åbenhed og mod.

(Bifald)

Bare et øjeblik til, hr. formand, af hensyn til hr. Wurtz. Jeg vil allerførst sige, at han kan være rolig for, at jeg ikke fornærmer fagforeningerne, men jeg takker ham for at påpege, at Frankrig kan ændres, som det sker for øjeblikket, uden at det lammes. Det er en fornærmelse af fagforeningerne at tro, at de kun kan bruges til at lamme. Fagforeningerne spiller en rolle for det sociale demokrati, ligesom de politiske ledere gør det. Hverken mere eller mindre. Men det, jeg ville sige, var, at ingen har ret til at tage brugerne som gidsler. Jeg er sikker på, at en mand så høflig som De, hr. Wurtz, som aldrig har blokeret noget, forstår, hvad jeg siger.

Hvad det øvrige angår, er vi ikke enige, hr. Wurtz, men det forhindrer mig ikke i at sætte stor pris på den måde, hvorpå De giver udtryk for Deres uenighed.

Hr. de Villiers! Jeg vil sige, at jeg forstår Deres tale endnu bedre, eftersom De uomtvisteligt repræsenterer en betydningsfuld politisk tendens i Frankrig, men også i Europa. Jeg vil sige noget endnu mere positivt. Personligt opfatter jeg ikke Deres tale som en tale imod Europa, men som en opfordring til at opbygge Europa på en anden måde. Jeg vil ikke sætte jasigerne op imod nejsigerne. Jeg vil bare forsøge at integrere alle i et anderledes Europa bygget på demokrati, fred og vækst. Jeg noterede mig Deres forbehold, jeg er opmærksom på dem, og jeg skal forsøge at reagere på dem, ikke i ord, men med kendsgerninger.

Til Dem, hr. Le Pen, vil jeg sige, at jeg, mens jeg lyttede til Dem, tænkte, at Frankrig i årevis var så uheldig at have den mest magtfulde yderliggående højrefløj i Europa. Når jeg lytter til Dem, hr. Le Pen, glæder det mig, at det ikke er tilfældet længere.

(Kraftigt bifald)

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Jeg byder formanden for Rådet velkommen. Jeg vil allerførst på vegne af den britiske Konservative delegation takke Dem for Deres gæstfrihed i sidste uge og sige, at vi ser frem til at samarbejde med Dem for at sikre et vellykket formandskab.

Vi har tillid til Deres energi og Deres engagement, og efter at have læst en meget god bog for nylig har vi tillid til Deres vision. Jeg tænker naturligvis på Deres egen bog Témoignage. Jeg anbefaler de kolleger, som endnu ikke har haft fornøjelsen af at læse dette bemærkelsesværdige værk, at gøre det, og jeg anbefaler navnlig at se på side 146. Der beskriver De tåbelighederne i forbindelse med 35-timers-ugen, og De beskriver fordelene: at bruge UMP's slogan "travailler plus pour gagner plus". De fortsætter: "Snarere end den ensartede og stive politik med 35 timer og guillotinen i form af pensionering ved de 60 tror jeg, at vores medborgere forventer en politik med frie valg, som giver dem, der ønsker at tjene mere, mulighed for at arbejde mere, og alle mulighed for at indrette deres egen arbejdstid efter deres livsstil".

Hr. rådsformand! De har fattet det! Det er det sande sociale Europa. Regeringerne skal ikke tvinge folk til at arbejde mere eller mindre, men de skal give folk mulighed for at arbejde mere, hvis de vælger det.

Deres parti handler om frihed, Deres parti handler om valg, og det britiske Konservative parti handler om det samme. Så hvis disse principper styrer Deres formandskab, vil vi støtte Dem hele vejen igennem. Når arbejdstidsdirektivet skal revideres, vil vi tale for frihed og valg, når vikardirektivet skal revideres, vil vi også tale for frihed og valg.

Til sidst vil jeg sige, hr. rådsformand, at vores partier ikke udelukkende drejer sig om at sikre det frie valg, de drejer sig også om at respektere folks valg, når de har truffet det frit. Derfor opfordrer jeg Dem indtrængende til at respektere den irske befolknings valg ved folkeafstemningen for nylig. Jeg opfordrer Dem til ikke at opfatte deres beslutning som et problem, der skal løses, men som en mulighed, der skal gribes, nemlig Europas mulighed for at genskabe forbindelsen med befolkningen. Det vil naturligvis kræve en stor indsats af Dem og Deres kolleger i Rådet. Men, som De selv har sagt: travailler plus pour gagner plus.

  Bernard Poignant (PSE). - (FR) Hr. formand! Jeg er fransk og europæisk socialdemokrat. Det betyder, at jeg i Paris ikke er en af Deres tilhængere, hr. præsident, men i Strasbourg er jeg ikke helt igennem en af Deres modstandere, især ikke når jeg ser Dem omgivet af to socialdemokrater. Selv om min præsident har uret i mit land, er han stadig min præsident. Derfor ønsker jeg det franske og dermed det europæiske formandskab held og lykke.

Siden begyndelsen har jeg slappet af, når jeg har observeret Dem, for jeg forstår Deres ønske om at være i det franske parlament. Det, jeg ser, er absolut en statschef, men også en noget åbenhjertig premierminister. Hvad angår det sociale kapitel og Deres prioriteringer, mener jeg, at det er vigtigt at skelne. Der er bestemt ting, som skal forblive nationale. Jeg tænker på pensioner. Men i forbindelse med alt, hvad der påvirker beskæftigelse, f.eks. et indre marked, en fælles valuta og fri bevægelighed, skal vi stræbe efter at harmonisere i retning af det bedste, vi har.

Derfor skal der skelnes. Jeg vil gerne tilføje, at jeg i forbindelse med dette kapitel gerne havde set, at De gjorde en stor indsats for at udarbejde et rammedirektiv om offentlige tjenesteydelser. De gjorde det for restauratører, og det skal også gøres for offentlige tjenesteydelser.

Endelig mener jeg ikke, at den europæiske krise udelukkende er social og demokratisk. Jeg mener også, at der er tale om en identitetskrise. Fra det tidspunkt, hvor der blev opnået fred, vundet frihed og etableret demokrati, har verden, som den er, gjort det vanskeligt for mange borgere at se og forstå betydningen af Unionens historie.

Det er grunden til, at kultur, uddannelse, mobilitet for kunstnere, unge og studerende samt venskabsbyer er afgørende, for den europæiske bevidsthed kan ikke længere tages for givet. Den skal bygges op, og jeg mener, at disse anliggender skal præge det franske formandskab.

Endelig vil vi naturligvis vurdere Dem om seks måneder. For en franskmand er det fint, for i Frankrig er det som bekendt lang tid. I december har vi resultaterne. En ting er sikker. Traktaten vil ikke være ratificeret. De ønskede en forenklet traktat, og De befinder Dem i en kompliceret situation, så se at få den afklaret!

Jeg vil slutte af med en sætning, som jeg har lånt af en polsk forfatter. Den lyder som følger: "At være fransk er ensbetydende med at tage hensyn til andet end Frankrig." Det er det omdømme, vi har, og De har måske også lidt af det omdømme, hr. rådsformand!

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand! Jeg beder Cristiana Muscardini undskylde, for jeg lod min begejstring løbe af med mig, og hr. Poignant var så venlig at gøre mig opmærksom på, at jeg glemte at svare Dem og sige, hvor meget vi har brug for Deres gruppe.

Jeg er bekendt med, hvem der er medlem af den, og jeg ved, at De er en af dem, der elsker Europa, og at der er medlemmer af Europa-Parlamentet, der ligeledes elsker deres nationer. Fru Muscardini! Jeg kan forsikre Dem for, at jeg fuldt ud vil tage Deres bemærkninger i betragtning, og at jeg i løbet af de kommende seks måneder sammen med EU-institutionerne vil forsøge at opbygge et Europa, der lever op til Deres forventninger.

Så De er den, der har påpeget - og dermed vist, at hr. Poignant har ret - at jeg har glemt, hvor overvurderet mit omdømme er.

  Marielle De Sarnez (ALDE). - (FR) Hr. formand! For nogle få uger siden sagde Irland nej, og jeg mener, at det illustrerer den stigende splittelse mellem de europæiske borgere.

Det nej bør naturligvis ikke undervurderes, tværtimod mener jeg, at det tvinger alle politiske ledere til at tage befolkningens forventninger og bekymringer i betragtning og forsøge at give dem svar, uanset hvilken traktat der gælder. Det er ikke sådan, at hvis vi havde Lissabonstrategien i morgen, ville alle problemer forsvinde som ved et trylleslag.

Det franske formandskab har valgt at sætte fokus på fire områder, hvilket helt klart er meget fornuftigt, navnlig hvad angår klimaændringer. Men i denne tid med dyb krise, finansiel krise og fødevarekrise, eksploderende råvarepriser og stadig større mangel på stadig dyrere olie tror jeg, at det, folk forventer, ikke bare er emner, men også vision. Folk forventer perspektiver.

Lige nu vil jeg foreslå tre muligheder, der kan overvejes. For det første det grundlæggende og væsentlige spørgsmål om vores identitet. Jeg er overbevist om, at der findes en europæisk model, at der findes en europæisk samfundsplan. Denne europæiske model er økonomisk, bæredygtig og social. Denne europæiske model har bl.a. til formål at bekæmpe de stigende uligheder. Derfor findes der en europæisk model, og vi bør være stolte af den, vi bør gøre den gældende, bære den, tage den op, forsvare den og beskytte den. Det er den første mulighed.

Så er der den anden mulighed, der kan overvejes. Jeg mener, at vi må have en ny vision om verdens organisering. Her tænker jeg især på Afrika. Jeg tænker på spørgsmålet om landbrugsvarer, og jeg mener, at vi bør ophøre med at subsidiere eksporten af vores landbrugsvarer og i stedet bør arbejde på at gøre Afrika selvforsynende med fødevarer og energi. Det er den nye revolution, der skal til for at få en mere retfærdig verden i fremtiden.

(Bifald)

Endelig mener jeg, at vi ikke må glemme, at der er europæiske værdier, som vi aldrig må give afkald på, nemlig demokrati og menneskerettigheder, og de gælder for os i Europa og vil i fremtiden gælde for Middelhavsunionen, hvor det ikke først og fremmest skal dreje sig om at gøre forretninger uden at tage hensyn til menneskerettighederne. Menneskerettighederne bliver afgørende i de kommende årtier, de er rodfæstede i Europas identitet, og de fortjener at blive forsvaret.

Det er nogle af de problemstillinger, som vi efter min opfattelse står over for. De vedrører grundlæggende spørgsmål, dvs. den vision og den dybere mening, som vi skal og vil give Europa. Disse ting er ikke kun et spørgsmål om politik, men også om samvittighed.

  Brian Crowley (UEN). - (EN) Hr. formand! Jeg vil byde præsident Sarkozy velkommen tilbage til Strasbourg og lykønske ham med hans fremmøde i Parlamentet og med, at han har fremkommet med idéer, selv om han vidste, at der ikke ville være enighed i Parlamentet om disse idéer.

I for lang tid har vi ladet os holde nede af fortidens forfejlede ideologier, og vi har undladt at undersøge de nye begrænsninger, vi er stødt på, og gå løs på udfordringerne. Vi har garderet os ved at holde os inden for en komfortzone bestående af enten tidligere imperialistiske idealer eller postfascistiske kommandoer eller endog muligvis det 20. århundredes nytænkning, hvad angår menneskeliv og menneskerettigheder.

For verdens kompleksitet i dag er meget anderledes og langt mere varieret end det, som en enkelt ideologi eller en enkelt plan kan rumme. Og De nævner med rette betydningen af at samarbejde med andre regeringer rundt omkring i verden: med Kina for at løse problemet med Tchad og Sudan og sikre, at problemerne vedrørende Afrika og udviklingslandene omgående bliver taget op.

Vi mindes allerede i dag syv fredsbevarende soldater i Sudan, som har mistet livet under et FN-mandat, bare fordi nogle regeringer ikke greb ind i tide og pressede myndighederne i Tchad og Sudan til at beskytte flygtninges og asylansøgeres liv.

Det er udmærket at tale uklart her i Parlamentet om indvandringens betydning og om at tillade den frie bevægelighed for mennesker. Det er bedre, hvis vi giver folk mulighed for at blive hjemme. Jeg er fra Irland, som for godt 100 år siden var nødt til at eksportere 12 millioner af landets indbyggere. Ingen af dem ønskede at forlade Irland. De var tvunget til det. Hvis vi giver folk mulighed for at blive i deres egne lande og støtter dem gennem mekanismerne i de politikker, som vi udvikler på handelsområdet og andre områder, kan vi gøre det.

Endelig talte De tidligere om, hr. rådsformand, hvordan De mente, at Deres positions legitimitet til at forelægge ratifikationen af Lissabontraktaten for parlamentet var den eneste måde at gøre det på. Jeg er enig med Dem. Det er det rigtige for Frankrig. Men retten til at afholde en folkeafstemning er lige så legitim, og den skal altid beskyttes. Det er ikke enten/eller. Der er problemer og vanskeligheder som følge af resultatet i Irland, men det er ikke bare et problem vedrørende Irlands forhold til Europa. Det afspejler et dybere problem for befolkningen og Europa.

  Mikel Irujo Amezaga (Verts/ALE). - (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne spørge rådsformanden om det franske formandskabs syn på sproglig mangfoldighed. Mangfoldighed er et af de grundlæggende principper for Europa. Alle sprog i verden er en del af menneskehedens arv, og det er de offentlige institutioners pligt at gøre noget for at beskytte dem.

(ES) Hr. formand! I Rådets konklusioner af 22. maj om flersprogethed opfordres Kommissionen til at udarbejde en samlet ramme om dette emne, og Kommissionen har meddelt, at den vil gøre det inden efteråret.

Hvilken holdning vil det franske formandskab have til politikken for flersprogethed, og hvilke tiltag har det planer om? Hvilken rolle vil det tildele de ikkeofficielle EU-sprog, som også kaldes regionale sprog og mindretalssprog?

For mens vi afventer resultatet af afstemningen i det franske senat i næste uge, er Frankrig faktisk et meget dårligt eksempel for alle os, der mener, at sproglig mangfoldighed er alle europæeres fælles arv.

(Taleren fortsatte på baskisk)

  Nigel Farage (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne svare hr. Sarkozy. Hr. Sarkozy! De er en meget god taler, men jeg er ikke sikker på, at De er en særlig god lytter. Formandskabets program, som De har afsløret i formiddag, viser, at De ønsker et EU, som praktisk talt kontrollerer hver eneste side af vores liv, alt fra en fælles indvandringspolitik til, hvordan vi forvalter vores hospitaler og fodboldklubber.

Jeg forstod også af Deres bemærkninger, at De ønsker, at vi isolerer os meget fra resten af verden, at vi ikke handler med folk, der ikke har de samme standarder som os. Men det værste er den totale arrogance, De udviser, når De siger, at De ved bedst, hvad angår det europæiske projekt. De viser foragt for ikke blot den irske befolkning, men for selve begrebet demokrati, som De hævder, at De er forkæmper for.

De sagde, at den polske præsident skal holde ord, og at han skal ratificere traktaten, fordi det var aftalen. Det irske folk har talt. Vil De respektere den irske folkeafstemning? Vil De holde Deres del af aftalen, som går ud på, at denne traktat er død? Jeg tror ikke, at De forstår det, gør De? Europas befolkninger ønsker ikke dybere politisk integration. Det er grunden til, at de stemte nej i Frankrig, i Nederlandene og i Irland, og hvis vi havde haft en folkeafstemning i Storbritannien, ville et overvældende flertal af os have stemt nej.

Hvad er prisen for demokrati, hr. Sarkozy? De tager til Dublin den 21. juli. Lad nu være med at forsøge at gøre det ved dem, som De gjorde i Frankrig, at forsøge at omgå en anden folkeafstemning, at forsøge at få dem til at ændre reglerne og ratificere den traktat ad bagvejen. Det ville være ensbetydende med at vise fuldstændig foragt for demokratiet. Lad være med at gøre det.

  Margie Sudre (PPE-DE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! For at leve op til vores og vores medborgeres forventninger må Rådet, som De er formand for, og Parlamentet vise en klar, forståelig og konkret politisk vilje. Deres tilstedeværelse som formand for Rådet er allerede en garanti for beslutsomhed. I den henseende har vi alle sammen her i Strasbourg og i Bruxelles set kvaliteten af forberedelserne til dette formandskab af seks måneders varighed, og vi har set, i hvor høj grad medlemmerne af den franske regering stiller sig til rådighed.

De prioriteringer, som De har redegjort for, er de rigtige til at afhjælpe EU-borgernes bekymringer. På samme måde er de øvrige udfordringer, som De nævnte, herunder den økonomiske styring af euroområdet som reaktion på eksplosionen i de globale priser på råvarer og kulbrinter eller oprettelsen af et område med stabilitet og velstand i Middelhavsområdet, fuldt ud repræsentative for Deres løfte om et EU, som reagerer hurtigere på problemer og er mere opmærksomt på befolkningen.

Som reaktion på den offentlige mening, hvor der er tvivl, og folk til tider falder for fristelsen til at trække sig tilbage til det nationale plan for at løse problemer, er det vigtigere end nogensinde før at påpege, at vores kontinent har mange aktiver og stadig er et af de sjældne steder, hvor der er stabilitet i en verden, der bliver mere og mere uforudsigelig. EU må vise, at det ikke kaster sig ud i globaliseringen uden at beskytte befolkningen, og det glæder mig, at De har lovet at bevise det.

Endelig ønsker vi virkelig, eftersom Unionen befinder sig i en alvorlig tillidskrise, at det franske formandskab afslutter de over 15 års bestræbelser på at reformere det udvidede EU's funktion. Det er nødvendigt, at Lissabontraktaten træder i kraft hurtigst muligt, hvilket De har bekræftet. Vi har alle sammen tillid til, at De kan forhandle med vores irske venner og overtale de få medlemsstater, der endnu tøver, til at ratificere traktaten en gang for alle.

Hr. præsident! De sagde i sidste weekend, at De ikke var rede til at putte Deres europæiske flag i lommen igen, og vi så netop, hvordan De hejste det under Triumfbuen ved siden af det franske flag. Vi fortolker denne symbolske handling som et bevis på Deres beslutning om at handle i Fællesskabets tjeneste, og vi takker Dem.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil lige sige til rådsformanden, at jeg er Rasmussen I, som ikke skal forveksles med Rasmussen II, men jeg kan forsikre Dem for en ting. De taler klogt om den nye Lissabontraktat, og jeg vil sige til hr. Farage, at han har glemt det danske tilfælde. Vi stemte nej til Maastrichttraktaten, men vi stemte ja til Edinburghaftalen, og vi kunne ikke drømme om at sige, at fordi vi stemte nej første gang, ville vi bremse resten af Europa. Det ville vi aldrig sige. Hr. Farage tager fejl: Dette er ikke demokrati.

Jeg kan forsikre Dem og Frankrig for, hr. rådsformand, at vi fandt løsningen for Danmark, og vi vil finde en løsning for den irske befolkning.

For det andet vil jeg på vegne af De Europæiske Socialdemokraters Parti og alle mine kolleger og ledere og min politiske familie opfordre Dem til at tilføje endnu en prioritering til Deres fire prioriteringer. Min prioritering - og forhåbentlig Deres, jeg ved, at den er Deres - drejer sig om job, vækst og bæredygtighed. De sagde - og jeg var meget glad for at høre Dem sige det - "Vi må have en bedre regulering af de finansielle markeder". Jeg kunne ikke være mere enig. Her i Parlamentet arbejder vi netop for øjeblikket med at få en betænkning igennem, og jeg håber - og det er henvendt til mine kolleger PPE-DE-Gruppen og ALDE-Gruppen - at vi kan aflevere en velovervejet betænkning om bedre regulering til det franske formandskab.

Jeg taler om gennemsigtighed. Jeg taler om bedre regulering om rimelighed, bonusser, aktieoptioner og alt det andet, som De talte så indsigtsfuldt om. Jeg taler om oplysningspligt, ansvarlighed, for at sikre, at det finansielle marked er en langsigtet og langmodig finansieringskilde til vores langsigtede behov for investeringer i flere og bedre job.

Det hænger sammen med en anden idé til Dem. De har ret, når De siger, at vi mister vækst og job lige nu, især i Det Forenede Kongerige og Spanien, men også i Frankrig. Hvorfor tager vi ikke et nyt initiativ, der kan skabe vækst, et nyt samordnet investeringstiltag? Forestil Dem følgende scenario: Hvis vi sammen blot investerer 1 % mere i uddannelsessektoren, i struktur, i alle relevante ting, vil vi inden for de næste fire år kunne skabe mindst 10 millioner job ud over, hvad vi allerede har. Forestil Dem, hvad vi kunne gøre sammen.

De sagde, at idræt er mere end markedsøkonomi. Jeg er enig, og det gælder hele Europa. Europa er mere end markedsøkonomi. Det handler om arbejdspladser og mennesker. Lad os tage ansvar for dem. Jeg ønsker det franske formandskab al mulig held og lykke.

  Silvana Koch-Mehrin (ALDE). - (FR) Hr. formand! De sagde, hr. rådsformand, at Frankrig ikke kan fælde dom over det irske nej.

(DE) Jeg er enig. Det irske nej skal respekteres. Den irske befolkning er i sin fulde ret til at stemme, som den har gjort. Men alle de øvrige lande i Europa har også ret til at fortsætte ad vejen mod et mere demokratisk og gennemsigtigt Europa, der er mere handlekraftigt. Lissabontraktaten er et skridt i den retning. Derfor bifalder jeg, at ratifikationen fortsætter. Men jeg mener også - og på det punkt er jeg ikke enig med Dem - at det vil være på sin plads at tale åbent om, at der allerede findes et Europa i flere hastigheder. Tænk på euroen, Schengenaftalen, chartret om grundlæggende rettigheder og mange andre områder. EU's medlemsstaters interesser og ønsker er afspejlet i deres valg af forskellige hastigheder i forbindelse med fælles anliggender.

Et Europa i flere hastigheder gør det muligt for lande, der ønsker at gøre mere sammen, at gøre det, for det er vigtigt, at vi fastholder princippet om frivillighed i Europa. Det er vigtigt, at de lande, der ønsker at gøre noget sammen, gør det frivilligt, og at alle lande til enhver tid har mulighed for at komme med. Intet land skal tvinges til en højere grad af solidaritet.

Et Europa i flere hastigheder gør det også lettere at fortsætte tiltrædelsesforhandlingerne. Jeg synes ikke, at det er rimeligt, at Kroatien og Tyrkiet skal straffes, fordi flertallet af den irske befolkning stemte nej.

Hr. rådsformand! De er med rette stolt over, at Frankrig er menneskerettighedernes hjemsted. Menneskerettighederne er tidløse, de er universelle. De Olympiske Lege er en idrætsbegivenhed, ikke en politisk begivenhed. Derfor mener jeg, at det er forkert, at De ønsker at tage til Kina til åbningsceremonien, og det glæder mig, at formanden for Europa-Parlamentet, hr. Pöttering, ikke tager til Kina.

Til sidst vil jeg sige til Dem, hr. rådsformand, at De på Deres plads fandt en hilsen fra mange af mine kvindelige kolleger - en rose og et brev. I brevet bliver De anmodet om at gøre en indsats for at få flere kvinder i EU's top. Kvinder sætter deres lid til Dem som kvindernes ven. En sidste anmodning: Jeg håber, at De som demokratisk valgt repræsentant vil støtte os i at sikre, at Europa-Parlamentet kan træffe en selvstændig beslutning om, hvor det har hjemsted.

  Adam Bielan (UEN). - (PL) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Jeg vil allerførst lykønske rådsformanden med formandskabet for EU. Det bliver ikke noget let formandskab. Det falder i en vanskelig periode, men jeg ønsker Dem naturligvis held og lykke. Irland har forkastet Lissabontraktaten. Vi kan ikke udelukke, at Irland vil ændre holdning i fremtiden, men det er absolut ikke acceptabelt at forsøge at påvirke den irske beslutning med trusler, ligesom franskmændene og nederlænderne heller ikke blev truet, da de forkastede traktaten for tre år siden og dermed udløste de problemer, vi har i dag. EU's medlemsstater må ikke opdeles i de gode og de slemme. Derfor er jeg Dem taknemmelig for, at De i dag sagde, at ingen af de 27 medlemsstater kan udelukkes af den europæiske familie, hvilket den foregående taler, fru Koch-Mehrin, måske gerne havde set.

Jeg vil også benytte lejligheden til at takke Dem for den nylige åbning af arbejdsmarkedet i Frankrig for bl.a. polakker. Vi ventede i nogen tid på, at det skulle ske - meget længere end i andre lande, men bedre sent end aldrig.

En ting, som jeg savnede i Deres tale i dag, var en henvisning til vores største europæiske nabo, nemlig Ukraine. Alligevel håber jeg, at det topmøde, der er fastsat til den 9. september 2008 i Evian, kan bringe undertegnelsen af en associeringsaftale med Ukraine meget nærmere. Lige nu er et klart signal fra os jo af særlig betydning for vores venner i Ukraine på et tidspunkt, hvor der er yderligere trusler fra Rusland.

Til sidst vil jeg på vegne af de millioner af europæere, som for øjeblikket er plaget af stadig stigende udgifter, takke Dem for Deres bestræbelser på at nedsætte momsen på brændstof. Jeg håber, at De under det franske formandskab får held til at overbevise de øvrige ledere om denne idé, deriblandt premierministeren for mit eget land, Polen.

  Werner Langen (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg vil gerne give rådsformanden et uforbeholdent kompliment. Dette er det 29. rådsformandskab, jeg har oplevet, og jeg kan uden forbehold sige, at jeg aldrig har oplevet en så overbevisende præsentation af et program og en europæisk idé som denne, og det siger jeg helt ærligt.

(Bifald)

Der har kun været et andet tilfælde, hvor en rådsformand blev modtaget endnu varmere, men det var kun ved begyndelsen. Ved slutningen havde han ikke fuldført noget som helst af det, der var på dagsordenen. Det var den britiske premierminister, Tony Blair. Vi er sikre på, hr. Sarkozy, at De vil afslutte Deres rådsformandskab om seks måneder med gode resultater. Den måde, hvorpå De har forklaret alting i dag - den måde, hvorpå De har besvaret medlemmernes spørgsmål, det, at De har sat Dem ind i sagerne, og at De ikke forelægger en "ønskeseddel", men en række prioriteringer underbygget af gode argumenter - alt det får mig til at håbe, at De virkelig er i stand til at gennemføre Deres ambitiøse program.

Hvis det er et spørgsmål om at samarbejde med Dem for at fuldføre klimapakken, kan De regne med Parlamentets støtte. Men jeg frygter, at det er mere sandsynligt, at der bliver yderligere problemer i Rådet, problemer vedrørende Rådets og de enkelte medlemsstaters ansvar: at de foreslåede kvoter ikke vil blive accepteret i Rådet. Vi er også enige med Dem i, at kernekraft skal indgå i klimapakken. I Parlamentet er der et klart flertal for civil anvendelse af kernekraft. Lad ikke de T-shirt forvirre Dem.

Hvad angår spørgsmålet om, at Tyskland og Frankrig ønsker sammen at overtage ledelsen af EU, hvad angår indhold - ikke hvad angår store erklæringer af overordnet politisk karakter - er vi på Deres side. Jeg vil sige, at fru Koch-Mehrin tydeligvis ikke hørte efter, da De forklarede Deres holdning til Kina. Det var en lektion i udenrigspolitik for Parlamentet, og jeg kan kun tilskynde Dem til at vedblive med at være så konsekvent og ufravigelig i Deres principper, som De har været i disse spørgsmål.

  Robert Goebbels (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! 10 nationer producerer 60 % af de globale CO2-emissioner. Blandt disse 10 lande er der kun et europæisk, nemlig Tyskland. De 27 EU-medlemsstater tegner sig for kun 14 % af de globale emissioner. USA tegner sig for 17 %, mens Brasilien, Rusland, Indien og Kina tilsammen har emissioner, der udgør over en tredjedel af de globale CO2-emissioner. Alt dette viser, at europæiske initiativer til bekæmpelse af klimaændringerne fortsat vil være forgæves uden tilsvarende bestræbelser fra USA's, Kinas og andre industrialiserede landes side.

Mens Europa afventer en sådan aftale, må det bekæmpe kulstoflækage. For øjeblikket investerer ingen store industrikoncerner i Europa. ArcelorMittal lukker i Frankrig, men investerer i Brasilien, Rusland, Tyrkiet, Indien og Kina. ThyssenKrupp investerer i Brasilien, og den østrigske koncern Vöest investerer i Indien. I Nordafrika bliver der for øjeblikket bygget 10 fabrikker til produktion af flydende gas til det europæiske marked.

I mangel af en specifik forpligtelse fra andre industrinationers side må Europa vise, at det er fast besluttet på at forsvare sin industristruktur, sin industrielle knowhow. Det vil ikke tjene noget formål at pålægge europæiske borgere byrder, hvis resten af verden ikke følger trop.

(Bifald)

  Jean-Marie Cavada (ALDE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Ligesom formanden for Europa-Parlamentet og mange andre medlemmer af Europa-Parlamentet er jeg barn af ruinerne fra Anden Verdenskrig, og jeg sætter stor pris på det engagement, som De af den grund udstråler i Deres tale, der trodser al skepsis. Jeg opfatter skepsis som noget, der hører til ånden fra München, og det er den syre, der opløser den europæiske vilje. Det er grunden til, at jeg var meget tilfreds med den energi, De lagde i en tale, der, som fru Lulling netop sagde på tv, efter vores opfattelse var klar, præcis og, det kan jeg sige uden påtagethed, overbevisende.

Det andet, jeg vil sige til Dem, er, at De naturligvis har ret, og det skal siges her. Ængstelserne i Europa og truslerne mod det var selvfølgelig hovedsageligt et problem under opbygningen af det i 1950'erne, men selv om arten af ængstelserne er ændret, er der tydeligvis stadig mange af dem i dag. Det er grunden til, at der kræves en meget beslutsom indsats.

Jeg er meget tilfreds med prioriteringerne: Det siger jeg ligeud, for de er reelle, og det gælder især indvandringspolitikken, som vil blive ført af Deres minister hr. Hortefeux, der er tidligere medlem af Europa-Parlamentet. For to år siden havde jeg æren af at repræsentere Europa-Parlamentet ved konferencen mellem EU og Afrika i Rabat. Det var første gang, at landene med de samme ansvar var samlet, enten som oprindelseslande, transitlande eller modtagerlande for indvandrere, og som hr. Watson sagde for et øjeblik siden, er det meget vigtigt, især gennem Middelhavsunionen - hvorfor ikke? - at have en omfattende politik for nærhed og overvågning.

Til sidst vil jeg bede Dem om ikke at glemme, at årsagen til, at Europa har en enestående indflydelse over hele verden, er, at det er kulturens vugge, for det er kultur, der cementerer vores uenigheder, kultur er grundlaget for vores politiske systemer, og det er grunden til, at vi bliver opfattet helt anderledes. Der vil sandsynligvis også være brug for Deres energi, hvis der også skal være beslutsomhed på dette kulturelle område.

  Jan Zahradil (PPE-DE). - (CS) Hr. formand! Jeg ville allerførst sige, at jeg er meget tilfreds med, at Frankrig har åbnet sit arbejdsmarked for nye medlemsstater fra den 1. juli og dermed har fjernet en af de sidste barrierer mellem de gamle og de nye medlemsstater. Jeg håber bare, at fru Merkel vil følge dette eksempel. Frankrig, Tjekkiet og Sverige har sammen udarbejdet et 18-månedersprogram for formandskaberne, og det glæder mig, at der lægges vægt på energi, som er helt afgørende, og også på reformen af den fælles landbrugspolitik, for det hænger sammen med den finansielle ramme efter 2013 og dermed med, hvor mange penge der vil være til rådighed for os i fremtiden. Det glæder mig, at Frankrig ønsker at løse disse aktuelle problemer, for det er dem, der bekymrer og interesserer folk.

I institutionelle spørgsmål taler jeg ikke som medlem af Det Europæiske Folkeparti, men som medlem af De Europæiske Demokrater, så det er nok ikke nogen overraskelse, at vi ikke er helt enige her. Jeg mener ikke, at vi kan stå foran Lissabontraktaten som en hare, der er fanget af lyset fra forlygterne. Det er ikke verdens undergang, og vi ønsker ikke at skabe en krisestemning, så situationen skal løses stille og roligt uden noget politisk pres, uden juridiske kneb og i overensstemmelse med vores egne regler. Af disse regler fremgår det, at ingen traktat kan træde i kraft uden enstemmig enighed, og den findes ikke i øjeblikket. Jeg mener ikke, at det er umuligt at udvide yderligere uden Lissabontraktaten. Jeg mener, at i hvert fald Kroatien kan optages i EU uden Lissabontraktaten. Jeg mener heller ikke, at vi er nødt til at vælge mellem Nice og Lissabon. Vi har naturligvis flere muligheder, og vi må kunne undersøge dem nøgternt og uden hysteri og finde en løsning. Under alle omstændigheder ønsker jeg rådsformanden held og lykke med formandskabet for EU.

  Pasqualina Napoletano (PSE). - (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har fulgt initiativet vedrørende Middelhavsunionen, som bliver et centralt emne på topmødet i Paris på søndag, og vi håber, at initiativet bliver en succes.

Jeg vil imidlertid gerne præcisere et par ting. Dette initiativ tager sigte på at styrke den multilaterale Euro-Middelhavsdimension. Det er efter min opfattelse det rigtige og en kurs, vi bør følge. Men hvis der er en politik, som kræver en kritisk vurdering, er det naboskabet med de sydlige lande, for naboskabspolitikken får faktisk lande, der er meget i splid, til at konkurrere indbyrdes. Derfor må vi arbejde på integration mellem disse lande og mellem dem og Europa, og vi må også kanalisere ressourcer ind i det.

Jeg vil sige ligeud til rådsformanden, at vi virkelig ikke var begejstrede for - og det er også henvendt til kommissionsformand Barroso - at De standsede finansieringen af Meda-programmet for den audiovisuelle sektor, som var det eneste kulturelle koproduktionsinstrument. De har sagt, at der er en kulturel undtagelse for Europa, men jeg vil gerne tilføje, at der er en kulturel undtagelse for Euro-Middelhavsområdet. Hvis De ser på listen over verdens 20 mest intellektuelle, vil De blandt de 10 øverste på listen finde mange fra den muslimske kultur og forholdsvis mange med Euro-Middelhavskultur.

Så lad os sammen iværksætte effektive politikker, der kan ændre livet for mange mennesker i disse lande, især unge og kvinder, som sætter deres lid til Europa. Vi har ikke brug for gode studerende: Vi må ændre denne forbindelses karakter, og Parlamentet er parat til at samarbejde med Deres formandskab, hvis De vil følge den kurs.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). - (ES) Hr. formand! Det franske formandskabs prioriteringer er realistiske prioriteringer, som efter min opfattelse i tilstrækkelig grad kan tilbagevise det, som hr. Barroso nævnte, nemlig kritikken om, at Europa er magtesløst og ude af stand til at løse borgernes problemer i dagligdagen, dvs. forfatningsproblemet, fødevare- og energipriserne, Europas forsvar og indvandring.

I dag er en indvandrers død i en lastvogns kølerum i Kanaltunnelen og en anden indvandrers død som følge af, at han blev kastet overbord fra en pram på vej til De Kanariske Øer - hvilket skete for bare nogle få timer siden - en af vor tids største tragedier. Det er et alvorligt og presserende problem, og EU er nødt til at gøre noget virkningsfuldt ved det.

Formanden for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, hr. Daul, talte om nødvendigheden af at mobilisere politisk vilje, og dette formandskab mangler efter min mening absolut ikke politisk vilje.

Politisk vilje er imidlertid nødvendig, men ikke tilstrækkelig, for omstændighederne spiller også ind, og selv hvis de er tilfældige, kortvarige eller forbigående, påvirker de os, mens de står på, og de lægger begrænsninger på os, og det glæder mig, at præsident Sarkozy sagde, at vi må gøre vanskeligheder til muligheder.

Jeg beklager, at hr. Schulz ikke er til stede, for da han talte om idræt, kom jeg til at tænke på en ting. Jeg ser gerne, at den gule trøje bliver spansk igen, som den var det i første etape af Tour de France.

De har dog ret i, hr. rådsformand, at idrætten skal have en europæisk dimension, og flere parlamentsmedlemmer har bedt mig om at anmode Dem om at overveje, om det ville være en idé, at de franske idrætsfolk, der skal deltage i De Olympiske Lege, som vi har diskuteret her i dag, bærer et EU-symbol ved siden af nationalflaget, så andre medlemsstater frivilligt kan tilslutte sig dette initiativ.

Hr. rådsformand! Vi håber, at det franske formandskab formår at gøre fælles sag og opnå enighed, så EU, som De foreslog, beslutsomt kan gøre fremskridt under Deres formandskab.

  Harlem Désir (PSE). - (FR) Hr. formand! De ønskede, hr. rådsformand, at placere Deres formandskab inden for rammerne af et Europa, der beskytter, og jeg tror virkelig, at der er meget store forventninger blandt de europæiske borgere. Det er imidlertid grunden til, at der er et modsætningsforhold her - og De forstod hovedbudskabet fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet - fordi den europæiske integrations sociale dimension ikke har fået status som en af Deres formandskabs fire vigtigste prioriteringer.

Som vi har set ved de seneste folkeafstemninger, bliver borgerne spurgt om institutionerne og traktaterne, men de svarer faktisk ud fra den europæiske integrations fremskridt og i den sidste ende Europas politikker. Jeg mener, at den uligevægt, der er skabt i de senere år, mellem den økonomiske integrations fremskridt - som er blevet efterstræbt, og det er godt - og den sociale dimensions stagnation også er en af grundene til denne desillusionering blandt EU's borgere, denne utilfredshed med de europæiske institutioner.

Det er årsagen til, at problemet ikke er at sige, at Europa bør involvere sig i alle sociale anliggender, men snarere, at der, så snart der er et indre marked, herunder et indre arbejdsmarked, bør være fælles regler for afhjælpning af skævheder, som ellers fører til social dumping, og reglerne skal sikre, at konvergenselementerne er i opadgående retning, mod det bedste, i stedet for at forringe den sociale situation.

Kommissionen har lige offentliggjort en social dagsorden, men hvis Rådet ikke forpligter sig til noget konkret - De talte om et konkret Europa - til at styrke de europæiske samarbejdsudvalgs beføjelser, til at beskytte vikarer, til at forbedre direktivet om udstationering af arbejdstagere, så der - det skal tilføjes - kommer et direktiv om beskyttelse af offentlige og sociale tjenester af almen interesse, vil der ikke være nogen reaktion på behovet for beskyttelse.

En af Deres prioriteringer er indvandringens Europa, men indvandringens Europa kan ikke reduceres til et udvisningens Europa. Det er grunden til, at der skal tilføjes en integrationspagt - hvilket vi drøftede med hr. Hortefeux - og en udviklingspagt. De er netop vendt hjem fra G8. Europa og nogle af medlemsstaterne, bl.a. Frankrig, blev beskyldt for ikke at opfylde deres forpligtelser, hvad angår statslig udviklingsbistand. Sørg for, at denne forpligtelse til at nå op på 0,7 % af BNP opfyldes under Deres formandskab. Det vil bidrage bedre end det skandaløse direktiv om tilbagesendelse til, at den internationale migration kan forvaltes mere effektivt.

  Jerzy Buzek (PPE-DE). - (PL) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Jeg er enig med rådsformanden. Det er en vanskelig tid for Europa. Det mærker vi alle sammen, også jeg. Da jeg havde ansvar for forhandlingerne om Polens tiltrædelse af EU, gjorde jeg alt, hvad der stod i min magt, for at sikre, at det fremtidige europæiske samarbejde fungerede godt. Jeg vil også gerne understrege, at der glædeligvis i dag ikke er noget problem med polsk støtte til EU og traktaten. Et stort flertal i det polske parlament stemte for traktaten, og næsten 80 % af polakkerne går ind for EU-medlemskab.

Jeg støtter rådsformandens vurdering. Vi må handle på borgernes vegne. For os politikere er energi- og klimapakken vigtig, men vi må gøre alt for at sikre, at dens gennemførelse ikke rammer europæerne med høje priser og vores økonomi med tab af konkurrenceevne. Denne pakke skal vedtages forholdsvis hurtigt, men det ville ikke være godt, hvis tempo blev prioriteret højere end overvejelser. Vores pakke skal være et bevis på, at vi fører an i kampen mod global opvarmning. Jeg er enig i, at vi har brug for at føre an, først i Poznań og dernæst i København, men denne pakke vil ikke tjene som noget eksempel for nogen. Ingen vil følge det, hvis den europæiske økonomi bliver taberen, når den gennemføres. Derfor er jeg glad for, at De ser disse risici, hr. rådsformand, og at De mener, at principperne for emissionshandel - for det er hovedsageligt det, det drejer sig om - vil blive omstruktureret i god tro. Vi har erfaringer. Reach-forordningen blev med Rådets og Kommissionens medvirken ændret væsentligt i Parlamentet til alles bedste. Vi kan gøre det samme her.

Hr. rådsformand! Jeg lykønsker Dem med formandskabet. Jeg ønsker Dem held og lykke med de to vigtigste spørgsmål i de kommende seks måneder, nemlig traktaten og energi- og klimapakken.

  Enrique Barón Crespo (PSE). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! De er nødt til at tage fat på problemet med usikkerhed omkring Lissabontraktaten. Frankrig har stor erfaring i kunsten at prioritere den europæiske integration i en periode og derefter at undlade at prioritere integrationen i en periode. Jeg vil opfordre Dem til at finde en løsning for Irland og samtidig respektere ønskerne hos det meget store flertal af EU-borgere, som også betyder noget.

Med hensyn til de sociale aspekter ønsker jeg endvidere at fremhæve, at Lissabontraktaten indeholder punkter som Den Europæiske Unions charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske sociale model. Og der er f.eks. indsamlet over en million underskrifter fra handicappede EU-borgere, der repræsenterer en ud af fire husholdninger, og som går ind for traktaten, fordi den eliminerer sekulær diskrimination. Der er således den nødvendige støtte for at komme videre og integrere den sociale model.

Hvad angår indvandring henvendte De Dem til venstrefløjen, men De erkender også, at venstrefløjsregeringer har haft idéer, der har gjort det muligt for Dem at udarbejde en mindre lukket og mere progressiv pakke, som jeg mener, at Parlamentet kan forbedre yderligere, hvis vi arbejder målrettet med spørgsmålet.

Derudover, hr. Sarkozy, - og det er direkte forbundet med indvandring - talte De om den fælles landbrugspolitik, men De nævnte ikke Doha. Det er ikke desto mindre vigtigt for et forenet Europa at finde en løsning og fremme Millennium-målsætningerne, da de er en del af samme pakke. Det handler om at udnytte vores økonomiske kapacitet til at fremme forholdene for hele menneskeheden.

  Stefano Zappalà (PPE-DE). - (IT) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Som formand for den italienske delegation af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater glæder det mig, at De har overtaget roret i forbindelse med Europa, og jeg bifalder Deres ord. De udviser entusiasme og stolthed. De tror på og får borgerne til at tro på institutionen EU, som har mange problemer, og som virkelig har brug for kloge, oplyste og bevidste ledere, som De også har vist Dem at være.

Italien har altid haft stærke kulturelle og sociale bånd til Frankrig, to lande, der har måttet bringe store ofre for at grundlægge og opbygge det Europa, som alle i Europa nu har pligt til at udvikle. Enhver, der arbejder i denne institution, ved, hvor mange problemer, der skal løses for at opnå fremskridt i udviklings- og integrationsprocessen, da denne proces skal opbygges blandt mennesker med forskellige baggrunde, kulturer, sociale forhold og traditioner. Den politisk opportunistiske holdning, som hr. Schulz netop har givet udtryk for, om den nuværende meget populære italienske regering, hjælper bestemt ikke. Det er imidlertid en proces, der skal gå videre trods de skuffelser, der sommetider er involveret.

Lissabontraktaten, som er en fremragende traktat, er skubbet i baggrunden, og det vil kræve en masse goodwill at få den frem i lyset igen og undgå at marginalisere de personer, der ikke har forstået betydningen af traktaten. Jeg er dog ikke enig i Deres udtalelser om, at vi inden yderligere udvidelser skal definere nye regler, men uden at efterlade Irland ude i kulden. Indvandringsstrømmen i Europa, især i nogle medlemsstater og hovedsageligt Italien og landene i Middelhavsområdet, skal reguleres og betragtes som et fælles problem frem for en begrundelse for at gøre forskel eller faktisk udnytte situationen ved at straffe de lande, der allerede bringer så mange ofre. Befolkningen i vores lande skal beskyttes, og integrationen skal opbygges på et rimeligt grundlag.

Hr. rådsformand! Den italienske regering og mange borgere holder øje med Deres mandat og stoler på, at den historiske og sociale position, som De repræsenterer i dag, vil indgyde håb og fremme udviklingen i Europa.

  Zita Gurmai (PSE). - (HU) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Jeg ønsker at berøre tre punkter - som den eneste taler fra den østlige side af Berlinmuren. Jeg er skuffet over, at rådsformanden ikke inkluderede ligestilling i sin tale. Heldigvis, hr. rådsformand, har vi kvinder fra de syv politiske partier netop beskrevet, hvad vi ønsker, i en skrivelse: Det er gaven, det er vores gave til Dem.

Først og fremmest bifalder jeg det franske formandskabs indsats på europæisk plan til fordel for interessen for social ligestilling mellem kønnene, men samtidig virker det kontradiktorisk, at de lokale institutioner for lige muligheder lukkes. Anbefales der en anden politik end den, Frankrig fører, på europæisk plan?

Dernæst har præsident Sarkozy informeret de franske borgere om, at der vil blive oprettet 350.000 børnepasningspladser i løbet af de næste fem år. Det er en vigtig foranstaltning, da det giver mænd og kvinder lige muligheder på arbejdsmarkedet for at kombinere arbejds- og familieliv. God kvalitet, overkommelige priser og adgang for alle er afgørende i denne sammenhæng, da det er et instrument for lige muligheder og integration.

Hvad angår familieliv mener hr. Sarkozy så, at kvinder vil være i stand til at klare forpligtelserne i deres arbejds- og familieliv, hvis de arbejder 65 timer om ugen? Kvinder er mere sårbare på arbejdspladsen og er generelt ikke medlemmer af faglige organisationer.

Ja, vi har brug for en fælles europæisk indvandringspolitik, men denne politik skal omfatte rettigheder og forpligtelser for borgere og indvandrere. Migrationspolitik skal suppleres med integrationspolitik for de forskellige modtagelseslande.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). - (EL) Hr. formand! Jeg ønsker at sige følgende til rådsformanden: Jeg har set frem til Deres tale i dag med særlig interesse. Deres holdning i dag har overbevist mig om, at De vil gøre en forskel i løbet af Deres seks måneder lange formandskab.

Hele verden oplever en af de værste økonomiske kriser i mange år, men Europa oplever også en krise.

Det er helt klart, at et EU med 27 medlemsstater ikke kan fungere efter samme regler som et EU med 15 medlemsstater. Europa oplever en forfatningsmæssig krise. Det er også helt tydeligt, at nogle medlemsstater ikke ønsker den politiske forening af Europa og ikke ønsker, at vores forgængeres visioner realiseres. Der er tale om en identitetskrise. Den forfatningsmæssige krise vil blive overvundet, men hvordan kan man overvinde en identitetskrise?

Jeg er bange for, at der kun er én løsning. De medlemsstater, der ønsker politisk harmonisering, skal gå videre, og de medlemsstater, der kun opfatter EU som en økonomisk union, skal blive tilbage. Jeg frygter, at EU på et eller andet tidspunkt ikke længere vil kunne deltage som brik i det internationale skakspil, hvis vi ikke følger denne plan.

Kriser kan resultere i store fremskridt, men kun hvis man har det nødvendige mod. Jeg tror, at De har både visioner og mod. Vær modig!

  Othmar Karas (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Rådsformandens grundlæggende holdning har min fulde støtte. Jeg tror, at De er den rette formand på et meget kritisk tidspunkt med den nødvendige følsomhed over for de punkter, der giver anledning til bekymring, og med viljen til at lede og skabe forlig. Da De besvarede spørgsmålene, sendte De ikke sorteper videre, og De kaldte en spade for en spade. De trak ikke i land, men stod fast.

Jeg ønsker især at fremhæve Deres store engagement over for parlamentarisk demokrati. Dette engagement er særlig vigtigt i disse tider, idet vi i flere medlemsstater - herunder også Østrig - har oplevet, at man har spillet direkte demokrati ud imod parlamentarisk demokrati og dermed udelukket parlamenter i parlamentariske demokratier i forbindelse med europæiske anliggender. Lad os stå sammen til fordel for parlamentarisk demokrati og for at forhindre udelukkelsen heraf.

(Bifald)

Det er endvidere vigtigt for mig, at De direkte har anfægtet den fejhed eller eventuelt dobbeltmoral, som mange regeringer og regeringsmedlemmer udviser i forbindelse med deres fælles europæiske forpligtelser, da denne dobbeltmoral er en af hovedårsagerne til den manglende tillid og de gensidige beskyldninger, som vi skal sætte en stopper for. Vi kan ikke kræve, at alle er modige, men vi kan kræve, at alle skal være ærlige og principfaste.

Jeg ønsker at berøre tre yderligere punkter. Det første punkt er Deres holdning til traktaten. De er ikke trængt op i en krog, De venter ikke på Irland, men fortsætter ratifikationsprocessen, samtidig med at forhandlingerne med Irland fortsætter. Jeg er sikker på, at vi først vil indgå en aftale med Irland, når alle de øvrige 26 medlemsstater har ratificeret traktaten.

Vi skal imidlertid ikke svigte Kroatien. Jeg bifalder Deres forpligtelse til at åbne alle kapitler inden udgangen af året. Vi har også brug for en tidsfrist for Makedonien. Jeg vil gerne opfordre Rådet til også at træffe en beslutning om loven om små virksomheder i Europa på topmødet i december, da hovedkompetencerne ligger hos medlemsstaterne. Vi har brug for et bindende retsgrundlag og ikke blot endnu en offentlig politisk erklæring.

  Genowefa Grabowska (PSE). - (PL) Hr. formand! Jeg har gode nyheder fra Polen. I dag, hr. formand, afholdes der en forhandling i det polske parlament, som vil kulminere i en beslutning, hvori den polske præsident vil blive opfordret til at gøre sin forfatningsmæssige pligt og undertegne Lissabontraktaten. Det er ønsket hos den polske befolkning, hvoraf 80 % støtter EU og er meget glade for at være medlem af EU. Der er ikke mange andre stater med lige så stor støtte til EU. Det er et signal om, at Polen vil opfylde sine forpligtelser med hensyn til traktaten.

Jeg har i en helt anden sammenhæng en anmodning til Dem, hr. Sarkozy. Kan De foranledige, at børn i EU sættes på dagsordenen, således at der kan udpeges en ombudsmand, en advokat for børns rettigheder, efter modellen for den europæiske ombudsmand for menneskerettigheder? Vi ønsker, at Rådet skal nå til enighed og godkende denne institution, som Europa har stærkt brug for.

  Hartmut Nassauer (PPE-DE). - (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Hvis jeg skal opsummere morgenens forhandling, vil jeg sige, at det er godt, at Frankrig har formandskabet på dette tidspunkt, og godt for Dem, hr. Sarkozy, at have positionen som formand for Rådet. Det har været en god dag for Europa og Parlamentet, da vi for første gang i lang tid endnu en gang har en formand, der er passioneret fortaler for Europa - og med gode argumenter. Det er muligvis lige det, der skal til for at få Irland over på vores side og vinde vores borgere tilbage: passion og god dømmekraft, og god dømmekraft betyder, at EU skal holde sig inden for visse rammer.

Jeg vil give Dem hemmeligheden bag succes. Vi har ikke blot brug for traktaten i Irland, men også en ny nærhedskultur. Vi har brug for grænser for Europa i relation til resten af verden, men vi har også brug for grænser inden for EU. En ny nærhedskultur vil skabe fornyet tro på Europa. Jeg er helt enig med hr. Barroso i dette punkt. Held og lykke, hr. Sarkozy.

  Marian Harkin (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg ønsker formanden for Rådet, hr. Sarkozy, velkommen til Europa-Parlamentet. Jeg glæder mig meget over hans velovervejede og velunderbyggede bidrag.

Som irsk medlem vil jeg også byde hr. Sarkozy velkommen, når han besøger Irland som formand for Rådet - som en formand, der tager praktiske skridt for at forbedre borgernes forhold. Det fremgår klart af hans prioriteter.

Jeg bifalder endvidere hans kommentarer om fødevaresikkerhed og om at finde en balance under fastlæggelsen af forskrifter og restriktioner for vores egne virksomheder og landmænd. Som han selv nævnte, beskyttelse uden protektionisme.

Jeg kunne i redegørelsen og på hr. Sarkozys stemme fornemme hans store engagement over for Europa. Jeg og mange andre irske borgere deler dette engagement. Han talte om at løse vores problemer, Det vil tage tid og kræve kompromisvilje fra alle parter. Der kan ikke fastsættes nogen tidsrammer.

Som en person, der har været fortaler for et ja, ved jeg, at hr. Sarkozy vil være enig med mig, når jeg siger, at et irsk nej er lige så legitimt som et fransk, hollandsk eller dansk nej. Dette nej skal mødes med samme respekt, hvis vi skal nå videre. Vi kan opnå fremskridt. Jeg ser frem til det, og jeg ønsker ham held og lykke med formandskabet.

  Jan Tadeusz Masiel (UEN). - (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Det franske formandskab har netop fremlagt sine målsætninger, og jeg ønsker formandskabet held og lykke. Den ultimative målsætning er at styrke EU og EU's beføjelser. Med dette in mente vil en manglende ratifikation af Lissabontraktaten være en forspildt chance. Europa har brug for Frankrig, især på dette vanskelige tidspunkt. EU har brug for det Frankrig, der blev ændret, med Dem, hr. Sarkozy, efter den franske folkeafstemning.

Det er desværre ikke Polen, der hjælper Europa på vej i dag, men det vil det være en dag, og jeg tror, at det vil være snart. Jeg håber for Dem, at det franske formandskab med sit engagement over for europæisk integration, udvidelse med Balkan, men ikke nødvendigvis med Tyrkiet, vil give de europæiske borgere tilliden til og interessen for EU tilbage.

  Gay Mitchell (PPE-DE). - (EN) Hr. formand! Det tog Irland 700 år at få englænderne ud af Irland, og jeg skal igen og igen sidde her og lytte til de mennesker, som vi smed ud, og deres mening om, hvad vi skal gøre i Irland. Det er ved at være for meget af det gode. Lad borgerne i Irland træffe de beslutninger, der vedrører Irland.

Dernæst ønsker jeg at bede Frankrigs præsident om at inddrage hr. Le Pen, hvis han ønsker at ændre den irske befolknings beslutning.

Jeg var leder af valgkampen for Fine Gael, der er en del af Det Europæiske Folkeparti, under fire europæiske folkeafstemninger: den europæiske fælles akt, Maastrichttraktaten, Amsterdamtraktaten og Lissabontraktaten, og jeg ønsker at gøre opmærksom på, at Lissabontraktaten blev tabt på gulvet af en lang række årsager. Der var mange, som ikke forstod traktaten, regeringen havde været ved magten siden 1994, politikere blev inddraget i undersøgelseskommissioner, den ledende regering og oppositionspartierne - de offentlige institutioner - ønskede, at traktaten blev vedtaget. Der var bekymring om forsvaret og værnepligt, abort og eutanasi - hvor diskussionen blev ledsaget af parlamentsmedlemmers omdeling af sprøjter - beskatning, beskæftigelse og indvandring. Meget af dette blev styret af den yderste højre- og venstrefløj.

Jeg ønsker at bede formanden for Rådet om venligst at forberede sig grundigt på sit besøg i Irland. Hvis det er vigtigt at yde en indsats for at ændre situationen i Irland, så kom venligst forberedt, og vær forberedt på at lytte. De skal være meget velkommen, men det er en kompliceret situation, og det vil tage tid at løse problemerne omkring så vanskelig situation.

  Adrian Severin (PSE). - (FR) Hr. formand! De europæiske borgere har store forhåbninger til det franske formandskab, og disse forhåbninger skal gerne munde ud i noget positivt. Formandskabet skal undgå at skabe urealistiske forhåbninger og urimelig frygt, herunder i nabo- og kandidatlandene.

Med hensyn til Lissabontraktatan er der ikke nok diplomatisk opbakning til ratifikationsprocessen. Formandskabet skal assistere i udarbejdelsen af en exit- eller beskyttelsesstrategi, hvis tingene ikke går, som de skal. For at undgå vanskeligheder skal vi fra starten vise, at vi er forberedt på det værste.

Jeg ønsker at slutte af med et par ord om det farlige fænomen, som renationaliseringen af Europa er. Nationalpopulisme er det mest uhyggelige udtryk for dette fænomen og er også grundlaget for propagandaen til fordel for det irske nej, det racistiske fremmedhad i Italien og grundlaget for retorikken om det nationale aspekt i socialpolitikkerne. Enten skal EU fremme de sociale aspekter, eller også vil EU kollapse. Jeg håber, at det franske formandskab vil være opmærksomt på denne side af sagen.

  Formanden. - Jeg beklager, men der er ikke tid til flere talere. Vi har allerede overskredet tidsfristen. Jeg er meget taknemmelig over den tid, som præsident Sarkozy og naturligvis formanden, hr. Barroso, har brugt på Parlamentet i dag. Jeg ønsker derfor at afslutte med at give ordet til hr. Barroso og derefter til præsident Sarkozy.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. - (FR) Hr. formand! Jeg vil lægge ud med ganske kort at gentage de gratulationer, som er blevet udtrykt af langt de fleste af de medlemmer af Europa-Parlamentet, der har haft ordet. Jeg gratulerer med den overbevisning, entusiasme, energi og politiske vilje, som præsident Sarkozy har givet udtryk for her i dag, og som jeg er sikker på, at han og hans ministre og kolleger vil udvise gennem hele det franske formandskab.

Jeg vil gerne sige, at det ikke kommer som nogen overraskelse for mig. Jeg var helt overbevist om, at det var noget særdeles positivt, at Frankrig skulle overtage formandskabet for Rådet i denne særligt vanskelige periode. Præsident Sarkozy og alle vi andre havde jo nok foretrukket, at horisonten var tydeligere set fra en institutionel synsvinkel, men jeg tror, at det er nøjagtig i disse svære tider, vi kan se den politiske kompetence og vurdere den fulde betydning af en stærk politisk vilje.

Jeg er for denne demokratiske politiske debat. Jeg har ofte sagt, at vi er nødt til politisk at anerkende de forskelligheder og mangfoldige synspunkter, der findes, f.eks. her i Parlamentet. Vi er nødt til at vide, hvordan vi skal give udtryk for disse forskelligheder, for Europa er ikke som et nationalt politisk system. I vores demokratiske nationale systemer sætter vi ikke spørgsmålstegn ved selve statens legitimitet, hver gang der er en politisk diskussion, heller ikke selv om den af og til er særdeles polariseret. I Europa derimod, når de af os, der er for Europa, giver kraftigt udtryk for disse indvendinger, er vi som oftest nødt til at konfrontere dem, der er imod Europa, og som afprøver alle mulige populismer for at skade vores institutioner og kompromittere det store freds- og solidaritetsprojekt, som det europæiske projekt udgør.

(Bifald)

Netop derfor er vi virkelig nødt til at kunne udtrykke alle disse synspunkter og samtidig styrke den side, der er for Europa, i denne særligt vanskelige tid. Lad os gøre det klart, at vi har europæiske valg i juni 2009. Hvis de forskellige europæiske kræfter og europæiske institutioner ikke arbejder sammen med en konstruktiv holdning, giver vi argumenter til dem, der sat på spidsen ønsker at udnytte populisme, fremmedhad og nationalisme ved at knytte en forbindelse mellem nationalisme og fædreland, hvilket er en fejlopfattelse. Jeg citerer endvidere ofte en stor fransk forfatter, som sagde, at patriotisme er kærlighed til ens eget folk, mens nationalisme er had over for andre.

Vi kan godt elske vores fædreland og samtidig forsvare vores europæiske projekt med overbevisning, som præsident Sarkozy lige sagde. Jeg håber derfor, at den debat, der finder sted i de kommende seks måneder, vil styrke de europæiske institutioner såvel som vores projekt for fremtidens Europa.

Jeg er ivrig efter at svare på et specifikt spørgsmål. Det er det eneste specifikke spørgsmål, som blev stillet til mig, og jeg vil naturligvis overlade resten til præsident Sarkozy, som vil kunne besvare dem meget bedre end jeg. Dette specifikke spørgsmål var fra fru Napolitano vedrørende Euromedkulturprogrammet.

Jeg er ivrig efter at fortælle Dem, at det aktuelle program, Euromedkulturprogrammet, stadig har en bevillingsramme på 15 millioner euro for i år. Det er rigtigt, at der for 2009-2010 ikke er besluttet noget endnu, men der ligger et ret stort pres på de eksterne omkostninger, og det, der sker i disse tilfælde, er - for at sige det rent ud - at de involverede tredjelande oftest prioriterer det bilaterale samarbejde på bekostning af de regionale budgetter. Det er derfor et anliggende, som bør drøftes med Euromedlandene. Et interessant aspekt ved Frankrigs initiativ til at skabe en middelhavsunion - som jeg for den sags skyld har støttet helt fra begyndelsen - er ganske rigtigt, at det medfører en højere grad af regionalt samarbejde.

Jeg bliver nogle gange spurgt, hvad Middelhavsunionen tilfører Barcelonaprocessen. Det er naturligvis en højere grad af politisk appropriering, og desuden politisk modernisering, navnlig takket være det topmøde, der afholdes hvert andet år, men det er også den dimension, der udløses af specifikke regionale projekter og nu også - håber jeg - af meget specifikke projekter, som vi vil kunne tilføje en stærkere privatsektordimension, da vi stadig har brug for flere ressourcer.

Det er altså det specifikke område, vi arbejder på, og afslutningsvis ønsker jeg blot at sige: Held og lykke, Frankrig, og held og lykke, min kære ven præsident Sarkozy!

(Bifald)

  Formanden. - Jeg vil gerne takke formand Barroso og næstformand Jacques Barrot for deres tilstedeværelse her i tre timer uden afbrydelser.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand! Først vil jeg gerne sige, at jeg synes, at når man har den ære at være formand for Rådet, så er det naturligt at være til stede i Parlamentet i lige så mange timer, som Parlamentet ønsker - ikke kun på formandskabets første dag, men jeg vil snarere sige til Dem, hr. formand for Europa-Parlamentet, samt til hver af gruppeformændene og til Formandskonferencen, at hvis De ønsker, jeg skal komme på særlige tidspunkter under formandskabet, så står jeg til Parlamentets disposition. Man må følge de europæiske institutioners regler.

Europa-Parlamentet er hjertet i det parlamentariske demokrati. Det er ikke et spørgsmål om at have tid, men om at prioritere. Formandskabet har brug for Europa-Parlamentet og står derfor til Parlamentets disposition.

(Bifald)

Hvis talerne vil have mig undskyldt, vil jeg gerne sige et par ord til hver af dem. Allerførst vil jeg sige til hr. Bushill-Matthews, at jeg er en af dem, der mener, at Europa har brug for Det Forenede Kongerige. Jeg har aldrig hørt til de europæere eller franskmænd, som mener, at vi bør være på vagt over for vores britiske venner. Det Forenede Kongerige kan tilføre Europa meget mere, end det selv tror. Det Forenede Kongerige er porten til den angelsaksiske verden, det repræsenterer det førende verdenssprog, og det er økonomisk dynamisk, som vi har set i de seneste år. Jeg vil gerne sige til vores britiske konservative venner: Tro på, at Europa har brug for jer, at I har en plads der, og at Europa vil blive svækket, hvis briterne står med et ben indenfor og et ben udenfor. Det Forenede Kongerige er en stor nation. Det har intet at frygte fra Europa, og Europa har meget at forvente af Det Forenede Kongerige.

Til hr. Poignant, som så lige igennem mig og således forstod, at jeg elsker politik, og at Parlamentet er lidt som min have, vil jeg sige: Ja, Parlamentet er et sted for demokrati, og jeg hverken respekterer eller forstår de politiske ledere, der ikke ville være glade for at udtrykke og forsvare deres idéer i det parlamentariske demokratis vugge. Jeg håber, at der i Deres kommentar var et element af beklagelse snarere end en urimelig opfattelse af harmoniseringen af arbejdsmarkedet.

Det samme gælder hr. Désir: Jeg er helt enig med Dem, jeg er imod fuldstændig harmonisering, fordi folket vil afvise det. Men at have minimumsregler i forbindelse med et arbejdsmarked - i forbindelse med et økonomisk enhedsmarked - er helt naturligt.

Lad os alle være bevidst om vanskelighederne. Tag f.eks. Østrig, som er ledet af en socialistisk premierminister og regering - de vil sige, at pensionsalderen er 65, og at bidragsperioden er 45 år. De ved, hvor mange vanskeligheder jeg stødte på i forbindelse med nedbringningen af bidragsperioden til 40 år, og jeg fik ikke støtte fra det franske socialistparti lige med det samme.

Så forklar mig lige, hvordan kan det kan være - når jeg stødte på så mange vanskeligheder i forbindelse med sikringen af en 40-års bidragsperiode i Frankrig - at jeg kun skal være formand for Europa i seks måneder for at bedst at kunne opnå mellem de 45 års bidrag i Østrig og de 40 år i Frankrig. Hvordan kan det gøres? Der er langt fra drøm til virkelighed, men dette er måske forskellen mellem det franske socialistparti og De Europæiske Socialdemokrater. Sommetider føler jeg mig endda tættere på De Europæiske Socialdemokrater end på det franske socialistparti - jeg erkender min skyld og beklager det naturligvis.

(Afbrydelse fra hr. Schulz, der talte uden mikrofon)

  Formanden. - Sådan foregår det ikke. Det er ikke op til Dem at afgøre, hvem der skal tale. Taletiden kan ikke deles mellem Den Socialistiske Gruppe i Europa-Parlamentet og formanden for Rådet. Hr. Sarkozy, vil De tillade et spørgsmål fra hr. Schulz? Hvis det er tilfældet, vil jeg give ham ordet.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand! Ja, forudsat jeg ikke bliver fanget i en krydsild af en ren tysk debat.

  Martin Schulz (PSE). - (DE) Mange tak, hr. formand, det er yderst venligt af Dem. Formand Sarkozy, det er rart, at De ønsker at nærme Dem socialismen på denne måde. Nu hvor De netop i Deres tale har bakket kraftigt op om de tyske socialdemokraters holdning og således har distanceret Dem fra kansler Merkel, foreslår jeg, at De gør følgende: Hvis De føler dem så godt tilpas i den europæiske socialdemokratiske fold, så kom først over til det tyske socialdemokrati, og så vil vi gradvist bringe Dem tættere på det franske socialdemokrati, og til sidst ender De med at være en virkelig god kammerat.

  Formanden. - Hr. Schulz, det handler ikke så meget om venlighed, men om at overholde den rette procedure - noget, vi trods alt gerne vil gøre i Europa.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. - (FR) Hr. formand! De vil bemærke, at jeg allerede har en socialdemokrat på min højre side, men der er også plads til en socialdemokrat på min venstre.

(Bifald)

Som bekendt mener jeg ikke, at vi spilder tiden, for jeg mener, at demokrati på europæisk plan kan være forskånet for den brutalitet, det nogle gange er forbundet med på nationalt plan. Det europæiske plan giver alle mulighed for at trække sig lidt ud af den daglige kamp om vælgerne, som er barsk, ofte uretfærdig og altid vanskelig. Endelig er det forhold, at vi i et forum som dette kan tale, mens vi smiler og respekterer hinanden, måske også noget, som vil opmuntre folk til at interessere sig for det europæiske ideal og tage det til sig. Under alle omstændigheder opfatter jeg ikke dette som spild af tid, og det vil jeg gerne gøre helt klart over for hr. Poignant og hr. Schulz.

Fru De Sarnez har helt ret. Vi er nødt til at ændre vores udviklingspolitik og prioritere det fødevareproducerende landbrug. Det er helt afgørende. De afrikanske lande har behov for ressourcer for at blive selvforsynende med fødevarer, og nogle af de penge, som vi har afsat til udvikling af store infrastrukturer, vil uden tvivl skulle investeres i mikroprojekter inden for landbruget. Det er et punkt, hvor jeg er helt enig med Dem.

De opfordrede mig også til at forsvare en vision for Europa. Jeg deler denne ambition. Jeg håber, at De vil være så elskværdig at rådgive mig om indholdet i denne vision. De ved meget vel, at mellem det lidt uhåndgribelige store ideal og alle de konkrete dagligdagsspørgsmål, er vores problem hver især hele tiden at skulle afgøre, hvad der skal gøres ved de store idéer, som nogle gange rækker langt ud over de daglige vanskeligheder, som vores borgere oplever, og hvad der skal gøres med hensyn til løsningen af de konkrete spørgsmål, som påvirker deres dagligdag. Det er ikke så enkelt, men jeg vil under alle omstændigheder gøre et forsøg.

For at svare på Deres spørgsmål, hr. Crowley, så er vi bestemt nødt til at skabe udvikling for at undgå ulovlig indvandring. Desuden ved alle, at den bedste løsning på indvandringsproblemet er udvikling. Der er 475 millioner unge afrikanere under 17 år, og kun det 12 km lange Gibraltarstræde skiller Europa og Afrika. Afrikas ulykke vil blive Europas ulykke, og det er der ingen barrierer eller grænser, der kan forhindre. Vi har derfor i høj grad behov for en udviklingspolitik. Også her er det meget vanskeligt at vælge mellem multilateralisme og bilateralisme. Det er et vigtigt spørgsmål, og jeg agter at give det stor opmærksomhed.

Hr. Irujo talte om sproglig mangfoldighed. Jeg er fuldstændig enig, også med hensyn til officielle sprog - jeg kan forstå, at De ikke bryder Dem om udtrykket "regionalt sprog". Ser De, jeg er blandt dem, som mener, at vi ville hjælpe alle separatist- eller uafhængighedsbevægelser ved at give dem monopol på at forsvare de regionale sprog, og det ville være en meget alvorlig fejltagelse. Jeg taler om Korsika i Frankrig, hvor der er mennesker, som er korsikanere, som elsker Korsika, og som taler korsikansk i deres landsbyer. Dette er imidlertid ikke nogen trussel mod den nationale enhed. Sproglig mangfoldighed er i mine øjne derfor lige så vigtigt som kulturel mangfoldighed, og der vil under alle omstændigheder ikke være nogen kulturel mangfoldighed, hvis der kun er ét sprog.

Hr. Farage! Jeg syntes rigtig godt om Deres tale, men jeg vil sige én ting til Dem: Briterne var ret glade for, at jeg lukkede flygtningelejren i Sangatte, for det var rent faktisk mig, der beordrede den lukket, og det var Dem, som bad mig om det. Selv om De er britisk statsborger og elsker Deres land, kan De ikke løse alle landets problemer med indvandring, og jeg er nødt til at fortælle Dem, at Frankrig ikke agter at agere grænsevagt for Det Forenede Kongerige. Lad mig sige, at det er helt fint at give udtryk for, at man i sit land ikke ønsker identitetskort, og at man ikke ønsker en fælles indvandringspolitik. Det afholder Dem imidlertid ikke fra at glæde Dem over, at udlændinge, hvis papirer ikke er i orden, stoppes i Frankrig, så de ikke kommer ind i Det Forenede Kongerige. Ligesom Frankrig kan Det Forenede Kongerige ikke klare opgaven alene.

Jeg vil gerne tilføje, at jeg respekterer polakkerne, men De var ikke på mit kontor under forhandlingen om Lissabontraktaten med en række kolleger. De var i Bruxelles, og hvem var på mit kontor? Ikke premierminister Tusk, for premierministeren på daværende tidspunkt var hr. Kaczynskis bror. Dér var præsident Kaczynski, og jeg vil sige én ting: Han er en mand, som jeg stoler på, og han er en mand, som jeg respekterer. Når man imidlertid undertegner noget i EU-regi og derefter begynder ikke at overholde det, så er der ikke længere noget EU, så er det intet overhovedet, så er der ingen forhandlinger. Når en af os forpligter sit land i Bruxelles, skal vedkommende samtidig forpligte det i hjemlandet. Det var, hvad jeg sagde, hverken mere eller mindre.

(Bifald)

Det er kun respektfuldt af polakkerne. Jeg mener, at jeg forsvarede Polen. Hr. Barroso vil kunne beskrive dette bedre end nogen anden. Vi har behov for Polen, men vi skal også kunne stole på en mands ord.

Fru Sudre! Jeg takker Dem for Deres støtte. Jeg er helt enig i Deres analyse og takker Dem oprigtigt for den. Hr. Rasmussen! Jeg forstod, at De var den første Rasmussen, og jeg er mere eller mindre er klar over, hvem den senere Rasmussen er. Jeg vil gerne sige, at Danmark er et godt eksempel på et land, som har været i stand til at komme videre, og det giver mig anledning til at besvare alle talerne om det irske spørgsmål.

Vi kan naturligvis ikke tvinge irerne til at skrive under, og vi må respektere dem, men vi må turde sige til vores irske venner, at de også må respektere de andre lande, som har ratificeret traktaten. Vi irettesætter Dem ikke, men tænk på, at andre også har en holdning, og at vi på et tidspunkt er nødt til at finde fælles fodslag. Europa ønsker ikke at fortsætte uden Dem, men Europa kan heller ikke gå i stå alene på grund af Dem. Jeg siger dette med al min respekt for et land, som har stemt "nej".

Vi franskmænd har forårsaget store problemer og vanskeligheder for EU, men på et tidspunkt er vi nødt til at komme ud af denne situation, hvor alle kigger på hinanden og afventer, at en af de andre tager initiativet. Det franske formandskab må sammen med formanden for Kommissionen og formanden for Parlamentet tage initiativet. Herefter vil nogle sige "ja", og andre vil sige "nej". Personligt tror jeg, at der er en løsning, men den består bestemt ikke i at fastholde status quo eller vente i den tro, at problemerne vil løse sig med tiden. Personligt mener jeg, at tiden er mod os. Europa har ventet i årevis, og der er intet formål i at vente længere. Vi vil finde en løsning. Det er jeg overbevist om - ligesom danskerne fandt en løsning.

Fru Mehrin! De rørte mig ved at kalde mig en "damernes" mand. Jeg vil overlade detaljerne til Dem. Jeg ved ikke præcis, hvad det betyder, og jeg vil passe på ikke at gå dybere ind i det, da jeg ikke ønsker, at De skal misforstå mig. Jeg ved, at der findes et Europa i flere hastigheder. Vi er ikke alle med i euroen, og vi er ikke alle med i Schengen. I sidste instans så jeg imidlertid gerne, at vi, inden vi opbygger et institutionelt Europa i flere hastigheder, forsøger at gøre tingene sammen. Kritiser ikke formandskabet for at have en ambition om at få alle med. Hvis vi, førend vi overhovedet er kommet i gang, siger, at det alligevel ikke betyder noget, at vi skal glemme det, så vil vi den ene dag stå og forhandle en social undtagelse for briterne, den næste dag en institutionel undtagelse for irerne og dagen efter en undtagelse for polakkerne. I den situation frygter jeg, at vi vil nå til et punkt, hvor alle lande helt med rette vil anmode om undtagelser, og hvor vil EU så være henne? Hvor vil det projekt, som Fællesskabets grundlæggere skabte, være henne? Det er min holdning. Måske er det nødvendigt at nå til det punkt, men jeg så gerne, at vi først forsøgte at få hele den europæiske familie med.

Jeg vil også gerne sige til dem, som er bekymrede for Kroatien, at jeg naturligvis er tilhænger af, at vi fortsætter forhandlingerne, og jeg mener, at det ville være en alvorlig fejltagelse at lukke døren til EU for Balkanlandene, for Balkanlandene har behov for den fred og det demokrati, som Unionen kan sikre dem, men jeg vil ikke vende tilbage til debatten om Lissabontraktaten.

Jeg vil gerne sige til hr. Bielan, at jeg ikke har i sinde at true Irland. Desuden ville jeg ikke være i stand til det, og det ville slet ikke falde mig ind. Jeg vil tage til Irland og lytte, men samtidig må alle forstå, at i meningsmålingerne siger 80 % af befolkningen, at de er tilhænger af EU. Vi kan derfor sagtens samarbejde med irerne uden at true dem.

Sænkning af momsen på brændstof er et fransk forslag. Jeg vil ikke påtvinge nogen at indføre det. Jeg vil blot gerne gøre Dem opmærksom på, at jeg er overbevist om, at prisen på olie vil blive ved med at stige. Vi er nødt til at turde sige dette til vores medborgere.

Hvert år falder olieproduktionen med 3 %, fordi oliereserverne udtømmes, og samtidig er olieforbruget steget med 2-3 % på grund af fremgangen i vækstlandene. Jeg ser blot sådan på det, at moms er en afgift, der er proportional med prisen. Hvis prisen på en tønde olie i morgen ligger på 175 dollars, vil vi så uden videre kunne fortsætte og opkræve 20 % moms af de skyhøje oliepriser? Det er det spørgsmål, som jeg gerne vil stille. Sammen med formanden for Kommissionen vil vi fremlægge en redegørelse om emnet i oktober. Jeg vil forsøge at trække i retning af mine overbevisninger, og så må vi se, hvad resultatet bliver.

Med hensyn til Ukraine kommer der et topmøde, og her vil vi forsøge at sætte skub i tingene. Vi er nødt til at tilskynde Ukraine til at gå demokratiets vej, og vi er nødt til at bringe landet tættere på EU. Ukraine er ikke et ubetydeligt land. Det har 42 millioner indbyggere. Det er ikke en lille beslutning. Foreløbig overvejer vi at indgå en associeringsaftale, men enhver, som går gennem Kijevs gader, kan se, at det er en europæisk hovedstad.

Hr. Langen! Jeg vil gerne takke Dem for Deres komplimenter, som virkelig betød meget for mig. Jeg kunne godt lide henvisningen til Tony Blair. Jeg ved ikke, om det er grunden til, at De henviste til ham, men jeg mener, at Tony Blair er en af de statsmænd, som har gjort meget for Europa og meget for sit eget land, og jeg ved ærlig talt ikke, om han ville have noget imod, at jeg siger dette, men på mange områder mener jeg, at han har genoprettet tilliden og styrken i den britiske politiske debat og i den europæiske politiske debat. Jeg mener, at vi i Europa har brug for ledere, og at Tony Blair i sin tid som regeringschef uden tvivl var en af disse ledere.

Dette vil stemple mig som værende mere venstreorienteret, selv om jeg har bemærket, at det ikke altid er komplimenter til Tony Blair, der kommer fra den side af det politiske spektrum.

Ja, hr. Goebbels, det er nødvendigt, at andre gør en indsats, og det er præcis det spørgsmål, som vil blive drøftet under klimaforhandlingerne, men Europa er nødt til at foregå som et godt eksempel. Jeg er ikke naiv, når jeg siger dette. Jeg mener, at vi opnår større troværdighed ved at praktisere end ved at præke. Nogle vil muligvis sige, at det er bedre at vente. Personligt mener jeg, at vi er nødt til at tage risikoen ved at handle. Jeg har grundlæggende den politiske filosofi, at intet er værre end passivitet. Den værste risiko er ikke at tage nogen risiko.

De har helt ret, hr. Cavada. Vi er nødt til at afhjælpe denne frygt. Tak for deres støtte!

Med hensyn til Middelhavsunionen vil jeg gerne sige, at der efter min opfattelse, hvis jeg skal følge op på hr. Barrosos kommentar, ikke er nogen kritik af Barcelonaprocessen. Jeg vil ikke desto mindre gerne sige én ting. Barcelonaprocessen var en rigtig god idé, men der var ét problem på Barcelonatopmødet. Så vidt jeg husker, deltog kun én arabisk statsleder, nemlig premierminister Abu Mazen. Hvordan forestiller De Dem, at vi kan oprette en Middelhavsunion, hvor vi bringer landene ved nord- og sydkysten tættere sammen, hvis landene ved sydkysten ikke deltager?

På Paristopmødet mener jeg - Bernard Kouchner vil muligvis korrigere mig senere - at alle de arabiske statsledere vil være til stede. Det kan virke som en mindre detalje, men for mig er det grundlæggende.

Jeg vil også gerne sige til hr. Zahradil, at det ikke drejer sig om at skabe en krise med hensyn til Lissabontraktaten, men vi bør heller ikke lade som om, at intet er sket. Vi skal ikke dramatisere, men samtidig er det ikke desto mindre bekymrende, at de seneste tre folkeafstemninger i EU er endt med et "nej", hvilket bestemt også skyldtes andre årsager, men faktum er dog, at det mildest talt ikke er et særligt opmuntrende tegn.

Jeg vil ikke kommentere fru Napoletanos indlæg, da hr. Barroso gav Dem et godt svar.

Hr. Sánchez-Neyra! Ja, der er behov for en europæisk idrætsdimension, og jeg tror kun, at det ville være en fordel, at der ud over landestatistikkerne ved OL var en specifik kolonne for EU-medaljer. Det ville være en måde at vise, at EU også er til stede i sportens verden.

Hr. Désir! Jeg besvarede Deres spørgsmål vedrørende standarder på arbejdsmarkedet. Med hensyn til socialpolitikken har vi en velkendt debat. 35-timers arbejdsugen er ikke nok til at vinde et valg eller skabe en egentlig socialpolitik. Jeg vil gerne tilføje, at årsagen til, at jeg gik så grueligt meget igennem for at få afskaffet den mekaniske og stamme lov om den 35-timers arbejdsuge i Frankrig, netop var af hensyn til en harmonisering på EU-plan, eftersom intet andet land ville have fulgt os ad den vej. Ingen! Ikke et eneste land! Inklusive de lande, hvor socialdemokraterne har regeringsmagten. Jeg er, som De ser, således fuldt indstillet på at opfordre til en social harmonisering, men jeg vil gerne sige til vores franske socialdemokratiske venner, at social harmonisering ikke hænger sammen med, at man i Frankrig arbejder for idéer, som ingen andre i Europa arbejder for, da det skaber undtagelser, som efterfølgende er til gene for Frankrig.

Jeg vil gerne takke hr. Buzek for Polens europæiske engagement. Jeg har aldrig tvivlet på Polens europæiske engagement. Polen er et af de seks folkerigeste lande i Europa, og det er netop derfor, jeg siger til præsident Kaczynski, at vi har behov for hans underskrift, fordi Polen ikke er et hvilket om helst europæisk land. Underskriften er yderst vigtig, den er et symbol, og vi er naturligvis nødt til at begrænse den institutionelle krise til udelukkende det irske spørgsmål.

Hr. Barón Crespo! Ja til Doha, det har jeg sagt til hr. Barroso, og det har jeg sagt til Gordon Brown, men ikke for enhver pris. Jeg vil gerne forsvare to ting, som betyder meget for mig. For det første fortæller man mig, at bliver der ingen aftale, bliver der ingen vækst. Undskyld mig, men der har ikke været en aftale i syv år, og i seks år har verden oplevet en hidtil uset vækst. WTO-aftalen er bedre end ingen aftale, men man bør ikke sige, at uden en aftale kan der ikke skabes vækst. I seks år har vi som sagt haft vækst.

For det andet, hvad, hr. Barroso, den canadiske premierminister og endog Angela Merkel i øjeblikket siger, er, at aftalen ikke er god nok. Brasilien gør ikke noget for at sænke sine toldbarrierer i industrien, og der gøres ikke noget på serviceområdet. Og hvad skal vi mene om det lukkede kinesiske marked? Frankrig deler dette synspunkt. For det første må jeg som formand for Rådet loyalt forsvare EU's holdning. Med hensyn til EU's holdning har jeg imidlertid ikke hørt nogen sige, end ikke den britiske regering, at aftalen bør undertegnes på nuværende tidspunkt i forhandlingerne. Selv om vores enighed ikke skyldes de samme årsager, er det et enigt Europa, der siger, at som tingene står nu, er aftalen ikke god nok, at Europa har gjort hele indsatsen og ikke kan blive ved med at gøre en indsats, hvis de andre store regioner i verden ikke er indstillet på komme videre. Ud fra det synspunkt mener jeg, at vi alle er enige.

Jeg vil gerne sige til hr. Zappalà, at jeg takker ham for hans opbakning til den europæiske indvandringspolitik, og til fru Gurmai, at jeg mener, at ligestilling mellem mænd og kvinder er meget vigtigt, men jeg ved ikke, om hendes bemærkning også var rettet mod mig. Under alle omstændigheder er det, at hun er ungarer, allerede et ualmindeligt stort aktiv.

Jeg vil gerne sige til hr. Varvitsiotis, at jeg er fuldstændig klar over, at der er en europæisk identitetskrise, og måske kunne Parlamentet i øvrigt være med til at hjælpe alle institutionerne med det problem. Kunne man ikke forestille sig, at der afholdes en egentlig forhandling om, hvad den europæiske identitet er? Spørgsmålet om den europæiske identitet er snarere et emne for debat i Parlamentet end et anliggende for stats- og regeringscheferne. Måske kunne Parlamentet ligefrem afholde forhandlinger om emnet, og i det tilfælde vil vi komme og give udtryk for vores holdning. Personligt mener jeg, at det i højere grad er Parlamentets end regeringernes rolle at definere den europæiske identitet, da regeringerne naturligvis tager sig af den daglige ledelse i de enkelte lande. Hvis der er et sted, hvor den europæiske identitet bør defineres, mener jeg ikke - og jeg håber, at hr. Barroso er enig- at det er i Rådet eller Kommissionen, men først og fremmest i Parlamentet.

Jeg vil gerne kommentere hr. Karas' bemærkning om, at jeg er nødt til at udvise diplomati. Det er forstået. Jeg vil forsøge at være diplomatisk. Jeg håber ikke, at han satte spørgsmålstegn ved, hvorvidt mit temperament vil forhindre mig i at være diplomatisk. Det er ikke blot et spørgsmål om at være svag, men klog eller være dynamisk, men klodset. Måske er det rent faktisk muligt at være både dynamisk og dygtig, men under alle omstændigheder takker jeg Dem for at give mig muligheden for at demonstrere dette.

(Kraftigt bifald)

  Formanden. - Mange tak, hr. Sarkozy. Jeg har været medlem af Parlamentet i 29 år, og jeg kan ikke huske et tidspunkt, hvor en formand for Rådet har brugt tre og en halv time på drøftelser med os og besvaret hvert eneste indlæg. Vi ser frem til Deres næste besøg.

Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Jeg mener, at Frankrig har overtaget EU-formandskabet på et vanskeligt tidspunkt, hvor Europa leder efter relevante løsninger på talrige udfordringer af strategisk karakter.

Frankrig har til opgave at sikre, at ratificeringen af Lissabontraktaten fortsætter, at der sættes fokus på energiområdet, og at der sker en konsolidering af EU's sikkerheds- og forsvarspolitik. Jeg bakker op om det franske formandskabs prioriteter og håber, at deres gennemførelse vil blive en succes.

Som medlem af Udenrigsudvalget og ordfører for samarbejdet med Sortehavsområdet vil jeg gerne fokusere på et vigtigt aspekt, der skal fremmes i EU's udenrigspolitik. Jeg bifalder Frankrigs initiativ til at konsolidere den europæiske naboskabspolitik, men jeg vil stadig understrege, at politikkens østlige dimension bør tillægges samme opmærksomhed og engagement som Middelhavsdimensionen.

Dette bør gælde både bilaterale forbindelser med hensyn til forhandlingerne om EU's fremtidige aftaleforhold og multilaterale forbindelser inden for rammerne af Sortehavssynergien.

Endelig overtager Frankrig EU-formandskabet i det europæiske år for interkulturel dialog og bør sikre en vellykket fortsættelse af indsatsen på det område.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. - (FR) Jeg vil først og fremmest gerne bifalde det europæiske engagement hos formanden for Rådet, hr. Sarkozy, og hans vision vedrørende de aktuelle udfordringer, som EU står over for.

Jeg støtter den politiske erklæring om, at nye institutioner, der bygger på Lissabontraktaten, er afgørende, og at det uden dem vil være uansvarligt at forestille sig yderligere tiltrædelser. Et resultatskabende Europa skal tage hensyn til borgernes forventninger og fremstå som en løsning, ikke et problem.

Jeg støtter tanken om en mekanisme ved grænserne, der vil sikre fair og lige konkurrence, og som tager hensyn til konsekvenserne af de miljøforanstaltninger, der er forbundet med energi- og klimaspørgsmålene.

En europæisk politik for lovlig indvandring, som er en af prioriteterne, er samtidig en menneskelig, økonomisk og social nødvendighed. Jeg vil gerne takke hr. Hortefeux for hans fremragende arbejde med den europæiske indvandringspagt.

Vedrørende det europæiske forsvar vil formandens dristige holdninger gøre os i stand til at komme videre med dette vanskelige spørgsmål, navnlig ved at inddrage soldater fra alle landene og sikre den europæiske våbenindustris fremtid.

Formanden forsvarer med rette den fælles landbrugspolitik, som aldrig har været vigtigere end nu.

Endelig vil jeg gerne understrege behovet for en bedre politisk dialog med Den Europæiske Centralbank for at sikre en økonomisk styring på europæisk plan, der står mål med de aktuelle internationale krav.

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. - (IT) Jeg vil gerne overbringe hr. Sarkozy mine bedste ønsker for hans arbejde, nu hvor Rådets skæbne i de næste seks måneder ligger i hans hænder. Desværre samler skyerne sig over EU's fremtid. Den paradoksale irske afstemning (Irland, som er blevet den "keltiske tiger", vi kender, takket være EU-midler), regeringskrisen i Østrig og udtalelserne fra den polske præsident er alt sammen bekymrende tegn. Vi må finde styrken og evnen til at relancere den europæiske idé, som skal genoplive entusiasmen og følelserne hos borgerne, der fortsat opfatter EU som en fjern og vanskeligt tilgængelig størrelse. Jeg vil også benytte lejligheden til at give Rådets formand en udfordring, nemlig at bringe borgerne tættere på EU. Det er i den forbindelse nødvendigt at udsende konkrete signaler. Det ville være fremragende, hvis det franske formandskab kunne starte en seriøs debat om løsningen af problemet med Parlamentets to mødesteder. Lad os koncentrere alle aktiviteterne i Bruxelles og undgå den månedlige rejse til Strasbourg (hvor bygningen kunne anvendes til andre formål, f.eks. et teknologisk videncenter). Denne "udflugt" er rent faktisk et stort unødvendigt spild af finansielle og energimæssige ressourcer.

  Ivo Belet (PPE-DE), skriftlig. - (NL) Det franske formandskab har fastsat de rigtige prioriteter, bl.a. klima, indvandring og forsvar, men jeg vil gerne fokusere på et aspekt, som får mindre opmærksomhed, men som ikke desto mindre er yderst vigtigt for vores unge mennesker og hele idrætssektoren i Europa.

Det franske formandskab støtter reglen om "seks plus fem" inden for idræt, dvs. en begrænsning af antallet af udenlandske spillere. Formålet er godt, da det vil tvinge klubberne til at investere mere i deres egen ungdomstræning og dermed også vil være med til at genoprette den konkurrencemæssige balance. Parlamentet bakker 100 % op om denne regel.

Derfor støtter vi også reglen om spillere "af egen avl", som om end i et mere beskedent omfang tjener samme formål. Spørgsmålet er, hvorvidt reglen om "seks plus fem" kan gennemføres på europæisk plan. Den er i strid med arbejdstagernes frie bevægelighed og kan kun indføres gennem en undtagelse fra EU-traktaten, og vi er langt fra et sådant indgreb. Det er tvivlsomt, om Domstolen overhovedet vil acceptere en regel som denne selv i lyset af den nye artikel om idræt i Lissabontraktaten.

Vi i Parlamentet ønsker at være med til at finde en løsning, som er til gavn for europæisk fodbold. Vi opfordrer ganske enkelt til, at der findes en holdbar løsning, en, som ikke kaster fodbolden ud i kaos. Ingen er tjent med en ny Bosmansag.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Hr. Sarkozy brugte omkring en tredjedel af sin tale på at forsvare Lissabontraktaten og fortsat presse og afpresse Irland og glemte, hvad selve EU-reglerne siger om indførelse af en ny traktat, nemlig ratifikation i alle medlemsstater. Når et flertal af den irske befolkning har forkastet traktaten, så er den død. Ratificeringen bør ikke fortsætte. Det er udemokratisk at kræve, at traktaten ratificeres.

En anden prioritet er skærpelsen af indvandringspolitikken, hvor tilbagesendelsesdirektivet, også kendt som det skammelige direktiv, skiller sig ud på grund af dets tilsidesættelse af grundlæggende menneskerettigheder og dets behandling af ulovlige indvandrere som kriminelle og ikke som mennesker, der er flygtet fra hungersnød i deres land og søger en bedre fremtid for dem selv og deres familier.

Det sociale område blev fuldstændig overset. Han er klar over den modstand, der er imod forslaget om at ændre arbejdstidsdirektivet og mod de forslag, som Rådet godkendte og sendte til Parlamentet, forslag, som tager sigte på at forringe arbejdstagernes rettigheder og åbne mulighed for en længere gennemsnitlig arbejdsuge på op til 60 eller 65 timer, en deregulering af arbejdsmarkedet og lavere lønninger.

  Bogdan Golik (PSE), skriftlig. - (PL) Jeg vil gerne udtrykke håb om, at de seks måneder med fransk formandskab vil blive præget af et udbytterigt og effektivt arbejde til fordel for alle borgere i et forenet Europa.

Jeg vil på dette kritiske tidspunkt gerne understrege landbrugets store betydning for Det Europæiske Fællesskab. I Polen arbejdede eksempelvis over 17 % af den beskæftigede arbejdsstyrke i landbruget i 2005. Landbrugsspørgsmålet har indirekte betydning for medlemsstaterne - her tænker jeg overvejende på problemet med fødevareforsyningssikkerheden i forbindelse med de stigende fødevarepriser på verdensmarkederne.

Jeg håber, at det franske formandskab vil finde en løsning på flere af de omstridte spørgsmål vedrørende den europæiske landbrugsmodel. Klimaet og landbrugsbetingelserne i Europa er ikke så gode, at vi helt kan opgive støtten til vores landmænd. Omkostningerne ved at producere kød, mælk og korn vil altid være højere på vores kontinent end i Sydamerika, USA og Australien. Vi er nødt til at huske på, at disse lande også støtter deres landmænd.

Min holdning er, at højere priser på landbrugsvarer skaber udviklingsmuligheder for europæisk landbrug. Der er dog fare for, at den ekstra fortjeneste havner hos mellemhandlerne, med andre ord, at en stigning i fødevarepriserne medfører en uforholdsmæssig stigning i omkostningerne ved landbrugsproduktion. Resultatet er, at den ekstra fortjeneste forsvinder i mellemleddene.

Landbruget er fortsat en vigtig økonomisk sektor. De betingelser, hvorunder det i øjeblikket fungerer, har ændret sig, men de vigtigste målsætninger - at sikre landmændene en anstændig indtjening og garantere fødevareforsyningssikkerheden - er stadig de samme.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. - (PT) Efter at have ført sit eget folk bag lyset ved at erklære at ville respektere resultatet af folkeafstemningen i 2005 - hvor "den europæiske forfatning" blev forkastet - pressede hr. Sarkozy samtidig på for at få gennemført en "minitraktat", der grundlæggende var et opkog af indholdet i den forkastede traktat, og som han præsenterede i en anden form for derved at undgå endnu en folkeafstemning. Nu står han så med ansvaret for den proces, der blev sat i gang af Angela Merkel, og som er et forsøg på endnu en gang at påtvinge en føderalistisk, neoliberal og militaristisk traktat, som allerede er blevet forkastet tre gange.

I lyset af forværringen af finanskrisen viser storkapitalen og EU's største lande, særligt Frankrig og Tyskland, nu "vejen ud" gennem føderalistiske, neoliberale og militaristiske politikker og dette traktatudkast i forsøget på at skabe grundlaget for en "superstat" og styrke imperialistiske interventionsmekanismer i tæt samarbejde med USA og NATO.

I den henseende presses og afpresses vi i stigende grad (udvidelser, et EU i flere hastigheder osv.). EU er døv, stum og blind over for det irske folks dom og konspirerer nu for at få Irland til at afholde endnu en folkeafstemning i 2009 inden Europa-parlamentsvalget.

  Gyula Hegyi (PSE), skriftlig. - (HU) En af de vigtigste opgaver for det franske formandskab bliver at koordinere medlemsstaternes klimaforpligtelser. Det er yderst vigtigt, at vi nedbringer udledningen af drivhusgasser på EU-niveau. Det kan vi sørge for ved at tage Kyotoprotokollen alvorligt og løbende og markant reducere udledningen i forhold til basisåret 1990 i overensstemmelse med protokollens bestemmelser.

Det ville afgjort være en skandale, hvis de medlemsstater, som ikke reducerede, men i stedet øgede deres udledning mellem 1990 og 2005, nu modtog en belønning fra EU og fortsat bevarede de fordele, som de har, og som er i strid med Kyotoprotokollen. Det ville være endnu mere uhørt, hvis de medlemsstater, som tager Kyotoprotokollen alvorligt og rent faktisk reducerer deres udledning - herunder bl.a. Ungarn - blev straffet med yderligere restriktioner. Jeg håber aldrig, at det franske formandskab vil acceptere en sådan hån mod Kyotoprotokollen og negativ forskelsbehandling af de nye medlemsstater, bl.a. mit hjemland.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN), skriftlig. - (PL) Jeg vil gerne takke det franske formandskab for en tale, som fremhæver mange af EU's grundlæggende problemer. Det er korrekt, at vi skal overveje, hvordan Europa kommer ud af sin krise. Det er en ringe trøst, at stort set hele verden befinder sig i en situation, der er tæt på at være kritisk. Der er et vigtigt økonomisk og socialt aspekt. Jeg taler om truslen om hungersnød i mange af verdens regioner som følge af de kraftige stigninger i prisen på fødevarer, om energiforsyningssikkerhed og også om miljøets tilstand. Verdens finansielle system bliver mere og mere ustabilt. Hvorfor lægger jeg vægt på dette? Fordi det ikke er vores opgave at være selvretfærdige. De næsten 500 millioner indbyggere i EU udgør i øjeblikket under 8 % af verdens befolkning, og om ca. 40 år vil denne andel kun med nød og næppe nå over spærregrænsen - 5 %. Vores europæiske synspunkter må derfor ikke overskygge værdier af en højere betydning med tilknytning til opretholdelsen af den euroatlantiske civilisation. Der er også et etisk aspekt.

I hvert enkelt EU-land er vi derfor nødt til at tage behørigt hensyn til familien, der, selv om den er et lillebitte samfund, samtidig er hjørnestenen i hele Det Europæiske Fællesskab. Det må vi ikke glemme. Hvis vi gør det, vil vi miste forbindelsen, sådan som det er ved at ske nu, ved at misbruge ordet "ægteskab" om forbund, der ikke er ægteskaber. Det er korrekt, at vi har behov for nye retlige rammer, men folk skal kunne forstå dem. EU-borgerne er genstand for tiltag fra Parlamentets, Rådets og Kommissionens side. Vi udfører kun en service. Det er præcis i det lys, at vi betragter spørgsmålet om Irland.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. - (PL) Som det generelt var ventet, blev en af det franske formandskabs prioriteter ratificeringen af Lissabontraktaten. Det kom dog som en overraskelse for de fleste observatører, at hovedpersonen ved indledningen af det franske formandskab blev Polen, eller nærmere bestemt den polske præsident Lech Kaczyński og ikke så meget selve Polen. Jeg forstår ikke den polske præsidents argumenter for at afvise at undertegne ratifikationsdokumenterne for Lissabontraktaten. Traktaten blev ratificeret af Sejm og af Senatet. Der er ikke sket noget, der kunne forsinke præsidentens undertegnelse. Traktaten er eksempelvis ikke blevet indbragt for forfatningsdomstolen. Det ligner mangel på respekt for parlamentet og en overtrædelse af en aftale med premierministeren, Donald Tusk. Jeg er enig med formanden for Rådet i, at denne sag ikke er af politisk, men etisk karakter. Polen forhandlede traktaten, undertegnede den og er i henhold til folkeretten forpligtet til at fuldføre ratificeringsprocessen. Jeg håber i høj grad også, at situationen med hensyn til ratificeringen af traktaten snart vil ændre sig, og at stemningen vil være betydeligt bedre hen mod formandskabets afslutning, end den er nu.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. - (FI) Jeg respekterer hr. Sarkozys klare ønske om at indtage en ambitiøs holdning til EU's energi- og klimapakke og forsøge at nå til enighed om den i løbet af det franske formandskab. Jeg håber frem for alt, at dette betyder, at klimaudfordringerne nu om sider bliver fokus for politikken.

Jeg vil imidlertid gerne minde formanden for Rådet om opgavens alvor - emissionshandel er en meget vigtig markedsforanstaltning og påvirker så utrolig mange mennesker, at vi ikke kan tillade os at stile efter en upræcis politisk tidsplan, der er til skade for miljøet og den bæredygtige udvikling, og som indebærer en risiko for, at der vil blive kastet æg efter Frankrig, hvilket landet ikke ville være stolt af.

I sidste måned afholdt jeg et seminar, hvor miljøorganisationer, forskningsinstitutter og instanser, der er berørt af emissionshandelen, havde mulighed for at give udtryk for deres holdning til pakkens økonomiske virkninger. Det budskab, jeg modtog, var meget klart: Kommissionens forslag vil medføre langt højere omkostninger uden at sikre tilsvarende miljøfordele. Jeg henviser til McKinseys bekymrende analyse af spørgsmålet. Det er nødvendigt at forbedre emissionshandelen. Situationen er alvorlig. Vi vil ikke endnu en gang kunne bruge det europæiske erhvervsliv som prøveklud, da det har haft sit at se til, medmindre systemet fungerer på en ubureaukratisk måde. Det er bedre at forfejle målet end at nå i mål med en fejltagelse.

Jeg mener, at vi kan skabe et godt resultat i tide, men der er behov for afgørende ændringer. Vi forhindrer ikke CO2-udledningen gennem fromme håb og løfter, medmindre de bliver en del af selve direktivet. Vi bør stå fast på kravet om nedbringelse, men proceduren er i høj grad åben for diskussion. I Parlamentet har vi over en bred front modsat os den måde, som Kommissionen har grebet de forskellige alternativer an på. Jeg vil gerne bede formanden for Rådet om at sætte sig ind i dette.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE), skriftlig. - (RO) Formanden for Rådet har præsenteret et yderst ambitiøst program, som, jeg håber, det vil lykkes at gennemføre.

Indvandringspagten er en nødvendig prioritet, hvis vi skal begrænse den ulovlige indvandring og udvikle en fælles politik for lovlig indvandring.

Jeg vil ikke desto mindre gerne understrege et aspekt, som De bør tage i betragtning, inden de planlagte tiltag iværksættes. Pagten bør omfatte en række foranstaltninger, som tager højde for de restriktioner på det europæiske arbejdsmarked, der er indført over for arbejdstagere fra bestemte nye medlemsstater.

Det kan ikke passe, at økonomisk migration fra tredjelande skal overgå den frie bevægelighed mellem landene inden for Unionen.

Der er medlemsstater, som er omfattet af overgangsbestemmelser, der regulerer adgangen til arbejdsmarkedet for EU-arbejdstagere.

Når politikken for lovlig indvandring træder i kraft, er der risiko for, at europæiske borgere stilles ringere i forhold til tredjelandsstatsborgere.

I den forbindelse vil jeg gerne takke Frankrig, der den 1. juli tog det første skridt i den rigtige retning ved at åbne sit arbejdsmarked for borgere fra de lande, der tiltrådte i 2004.

Jeg håber, at Rumænien og Bulgarien snarest muligt vil blive behandlet på samme måde, og jeg tilskynder de øvrige medlemsstater til at følge Frankrigs eksempel.

  Nicolae Vlad Popa (PPE-DE), skriftlig. - (EN) Frankrig har påtaget sig at styre den europæiske dagsorden i de kommende seks måneder, hvilket bliver en vanskelig opgave på grund af Irlands forkastelse af Lissabontraktaten.

Det franske EU-formandskabs arbejdsprogram er ambitiøst, men Frankrig bør også være opmærksom på befolkningens forventninger. Den seneste Eurobarometermåling viser, at kun 52 % af EU-borgerne betragter EU-medlemskabet som en fordel for deres land. Der er behov for en strategi, der kan gøre de europæiske borgere bevidste om, at de fælles interesser ud fra et økonomisk og politisk synspunkt langt overgår de ting, der adskiller os.

Prioriteten for det franske formandskab er naturligvis at finde en metode, der kan rette op på den irske brist, eftersom den europæiske proces er nødt til at fortsætte, da Nicetraktaten blokerer for yderligere udvidelser.

Med hensyn til det franske EU-formandskabs anden prioritet - den fælles landbrugspolitik og forberedelserne af de kommende udfordringer - bør det fastholdes, at enkeltbetalingsordningen finder anvendelse i Rumænien fra 2013. Rumænien er berettiget til støtte under den fælles landbrugspolitik og vil i år modtage 735 millioner euro i direkte EU-støtte til rumænske landmænd.

  Martine Roure (PSE), skriftlig. - (FR) Jeg vil nøjes med at kommentere to punkter:

- Det er fuldstændig umuligt at søge om asyl i 27 lande. Vi har Dublin II-forordningen, som regulerer spørgsmålet om værtslandenes ansvar. Det er imidlertid korrekt, at der stadig er forskelle medlemsstaterne imellem med hensyn til anerkendelsen af retten til international beskyttelse, og det er et reelt problem.

- Det andet punkt, som jeg gerne vil kommentere, er det grundlæggende problem med medmenneskeligheden i denne verden. Hvordan kan vi alle leve sammen i en globaliseret verden? Vi er nødt til at gøre noget ved de bagvedliggende årsager, som får visse desperate mennesker til at forlade deres land, og efter min mening sikrer den europæiske indvandringspagt ikke den rette balance mellem bekæmpelse af menneskesmuglere, fremme af lovlig indvandring og udarbejdelse af ambitiøse fælles udviklingspolitikker.

  Katrin Saks (PSE), skriftlig. - (ET) I år har EU mulighed for at kigge i bakspejlet og se, om de beslutninger, vi traf sidste år, har båret frugt. Sidste år blev der iværksat en miljø- og energihandlingsplan, der skal reducere udledningen af drivhusgasser og bekæmpe global opvarmning. Vi har drøftet en fælles indvandringspolitik for Europa, og for nylig fik vi bekræftet den enorme stigning i den ulovlige indvandring. Vi har løst spørgsmål om beskyttelse. Fælles europæiske styrker har udført militære operationer i hele verden, og siden 2004 har vi oprettet europæiske kampgrupper og beredskabsenheder.

Den nye formand for Rådet i skikkelse af præsident Sarkozy har sikret nyt liv og potentiale til europæisk politik, givet os en forestilling om en minitraktat og lagt en ny linje over for de nye medlemsstater. Det er der mange eksempler på. Gennem sit personlige drive og initiativ vil han bestemt være i stand til at iværksætte eller fremskynde mange vanskelige projekter.

Derfor vil jeg gerne understrege, at det land, som varetager formandskabet, ikke egenhændigt styrer de europæiske anliggender, selv om det har ret til at foreslå visse punkter til arbejdsplanen. Det forhold, at formandskabet ikke er ansvarlig for beslutninger, der træffes på Det Europæiske Råd, er et grundlæggende aspekt, som det bør basere sit formandskab på i stedet for at afholde en fest smykket med tomme løfter. Frem for alt håber jeg inderligt, at det franske formandskab er i stand til at give europæerne håb med hensyn til bestemte projekter

  Toomas Savi (ALDE), skriftlig. - (EN) På det seneste EU-topmøde i Bruxelles blev oprettelsen af Middelhavsunionen drøftet - et vigtigt initiativ for hele Middelhavsregionen og en prioritet for det franske formandskab.

Jeg håber imidlertid inderligt, at fremhævelsen af Middelhavsregionen under dette formandskab ikke vil skubbe Østersøregionen og Østersøstrategien i baggrunden. Østersøen er dybest set blevet en sø i EU, da den siden 2004 har været omgivet af otte medlemsstater. Østersøstrategien dækker områder som miljø, økonomi, kultur og uddannelse samt forsyningssikkerhed og sikrer en bæredygtig udviklingsplan for denne region.

Det ville glæde mig meget, hvis det franske formandskab afså tid til at tage sig af de spørgsmål, der vedrører Østersøen, og sikrede, at prioriteringen af Middelhavsområdet ikke trækker tæppet væk under Østersøregionen.

I betragtning af at Sverige i nær fremtid vil varetage formandskabet, ville det være fornuftigt at begynde at tage fat på Østersøstrategien for at sikre større sammenhæng mellem formandskaberne.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. - (RO) I de kommende seks måneder vil det franske formandskab bære et stort ansvar for EU's fremtid.

Unionen har behov for Lissabontraktaten. Den nuværende institutionelle ramme, som kræver enstemmighed i visse anliggender, er meget tung. Desuden øger Lissabontraktaten demokratiseringsgraden, sikrer de nationale parlamenter øgede beføjelser og indfører den fælles beslutningsprocedure på de fleste områder.

Det franske formandskab bør også støtte en fælles landbrugspolitik, der giver de europæiske landmænd mulighed for at producere mere.

I samarbejde med alle medlemsstaterne bør det franske formandskab finde løsninger, der kan få Unionen ud af det dødvande, der er opstået efter den irske folkeafstemning.

Det franske formandskab har offentliggjort sine prioriteter for den kommende periode: klimaændringer, indvandring, den fælles landbrugspolitik og EU's forsvar og sikkerhed.

Næste efterår i København skal Unionen være med til at indgå en international aftale om en afløser for Kyotoprotokollen. Unionen bør foregå som et handlekraftigt eksempel i bekæmpelsen af klimaændringer og af den grund bør vedtagelsen af energi- og klimapakken være en af de vigtigste målsætninger for det franske formandskab.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM), skriftlig. - (EN) Ingen er i stand til at forklare årsagerne til resultatet af folkeafstemningen i Irland.

En norm bliver lov på grundlag af folkets almene godkendelse. Betydningen heraf burde svare til troen på en fælles enhed. Deres landsmand filosoffen Rousseau, som er stedt til hvile i Pantheon, skrev, at "enhver lov, som folket ikke i egen person har ratificeret, betyder ikke noget som helst; det er slet ikke en lov". Derfor bør folket kontrollere regeringerne, som udgør en fare, idet de risikerer at tilegne sig folkets rettigheder. Hvordan skal folket imidlertid kunne tage kontrol ved hjælp af et instrument, de ikke forstår, og hvis struktur er lige så kompliceret og uklar som den seneste traktat?

Jeg er ikke i tvivl om, at De - hvis jeg skal omskrive Dominique de Villepins ord - her i Parlamentets "tempel" ønsker at fremstå som "idealets og samvittighedens vogter". Jeg regner imidlertid med, at De vil være mere interesseret i at viderebringe oplysninger om platformene for fælles sikring af europæiske interesser til den offentlige mening, hvilket til gengæld kan give medierne mulighed for at holde sig fra Deres privatliv og fokusere på Deres politiske liv.

(Mødet udsat kl. 13.40 og genoptaget kl. 15.00)

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand