Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Onsdag den 24. september 2008 - Bruxelles EUT-udgave

9. Højtideligt møde – Den økumeniske patriark Bartholomæus I
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. – Deres Hellighed patriark Bartholomæus! Det er en stor ære at byde Dem velkommen til dette højtidelige møde i Europa-Parlamentet i det europæiske år for interkulturel dialog 2008. Den første gæst, der talte til Europa-Parlamentet i forbindelse med det europæiske år for interkulturel dialog, var stormuftien af Damaskus i januar. Han er fra Syrien og talte til os som budbringer for en fredelig islam.

Deres Hellighed! De repræsenterer den kristne tro, og til november vil overrabbiner Jonathan Sacks tale til Parlamentet i Strasbourg som repræsentant for den jødiske tro.

Tilhængere af disse tre trosretninger – kristendommen, jødedommen og islam – har levet side om side i århundreder. Desværre har denne sameksistens ikke altid været fredelig. Selv i dag er der i Mellemøsten og andre steder områder, der præges af spændinger mellem disse samfund.

Her i Europa-Parlamentet støtter vi enhver indsats for at fremme fredelig sameksistens blandt religioner og kulturer i Mellemøsten og andre steder i verden. I Mellemøsten findes der også eksempler på religiøs tolerance og harmoni mellem mennesker fra forskellige trosretninger. Da jeg besøgte Syrien for nylig, havde jeg lejlighed til at møde de åndelige ledere fra forskellige trossamfund, og de forsikrede mig, at der i deres land er gode relationer, der underbygger dialogen mellem religioner og kulturer.

EU er et fællesskab baseret på værdier, og en af vores mest grundlæggende værdier er den værdighed, som er uløseligt forbundet med hver enkelt person. I denne sammenhæng er religionsfrihed afgørende for menneskelig værdighed og rækker langt ud over de beføjelser, statslige myndigheder påberåber sig. Adskillelsen af kirke og stat, som vi sætter så højt, er en garanti for religiøse samfunds frihed til selv at styre deres egne, indre anliggender og eksterne forhold. Disse principper bekræftes i Lissabontraktaten, hvis ikrafttræden vi arbejder på.

Det økumeniske patriarkat i Konstantinopel med sæde i Phanar i Istanbul blev grundlagt i det fjerde århundrede og er et vigtigt åndeligt centrum for 300 mio. ortodokse kristne i hele verden. Phanar betyder "fyrtårn", og De, Deres Hellighed, har altid været et fyrtårn for forsoning og fred for de troende både i den ortodokse verden og uden for.

Den seneste udvidelse af EU har ført lande med ortodokse flertal såsom Cypern, Bulgarien og Rumænien ind i EU, mens Grækenland har været medlem siden 1981. Den afdøde pave Johannes Paul II, som talte til Parlamentet i 1988, benyttede følgende metafor til at beskrive det: Han sagde, at efter at være kommet sig over sin opdeling åndede Europa igen med begge lunger. Den metafor kunne vi bruge igen i dag til at beskrive det udvidede EU's rigdom, skabt af den vestlige og østlige kristendoms forskellige perspektiver.

Deres Hellighed! Tak for Deres besøg. De er en af meget få personer, der taler til Parlamentet to gange. De var her i 1994, og De beærer os ved at tale til os igen i anledning af det europæiske år for interkulturel dialog. Vi glæder os til at høre Deres tale.

Hermed giver jeg Dem ordet.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Hans Hellighed den økumeniske patriark Bartholomæus I (EN) Hr. formand for Europa-Parlamentet, ærede medlemmer af Europa-Parlamentet, ærede gæster og kære venner! Først og fremmest overbringer vi Dem hilsner fra det økumeniske patriarkat i Konstantinopel, som i mange, mange århundreder har haft til huse i det, der i dag er Istanbul – hilsner med stor agtelse og respekt. Særligt udtrykker vi vores taknemmelighed over for en af vores gamle venner, Hans-Gert Pöttering, formanden for Europa-Parlamentet. Ligeledes udtrykker vi vores oprigtigste påskønnelse af den overordentlige ære, det er for anden gang (som formanden allerede nævnte) at tale på Europa-Parlamentets plenarmøde og især ved denne lejlighed, hvor det europæiske år for interkulturel dialog fejres.

Som en rent åndelig institution omfatter vores økumeniske patriarkat et i sandhed verdensomspændende apostolat, der stræber efter at forøge og udvide den menneskelige families bevidsthed – at bibringe en forståelse for, at vi alle er bosat i samme hus. I begrebets mest grundlæggende betydning er det nemlig det, som ordet "økumenisk" betyder – da "oikoumene" betyder den beboede verden – dvs. jorden forstået som et hus, hvor samtlige folkeslag, slægter, stammer og sproggrupper er bosat.

Som bekendt skal rødderne til vores religiøse institution findes midt i aksetiden, dybt forankret i den kristne tros historie – hos de tidligste tilhængere af Jesus Kristus. Eftersom vores See – vores institutionelle centrum – havde fælles centrum og hovedstad med det kristne Romerrige, blev det kaldt "økumenisk" og fik tildelt visse privilegier og ansvarsområder, som det stadig har den dag i dag. Et af dets hovedansvarsområder var at udbrede evangeliets forløsende budskab i verden uden for Romerriget. Inden opdagelsestiden havde de fleste civilisationer en enten-eller-opfattelse af verden, dvs. at man enten var "indenfor" eller "udenfor". Verden var opdelt i to afsnit: en halvklode, hvor civilisationen var fremherskende, og en halvklode, hvor barbariet var fremherskende. Med denne historie ser vi de alvorlige konsekvenser af, at mennesker fremmedgøres over for hinanden.

I dag, hvor vi har de teknologiske hjælpemidler til at komme ud over vores egen kulturelle selvbevidstheds grænser, er vi ikke desto mindre fortsat vidne til de forfærdelige følgevirkninger af menneskelig opsplitning. Stammefællesskab, fundamentalisme og fyletisme – som er ekstreme former for nationalisme uden hensyntagen til andres rettigheder – bidrager alle til den fortsatte liste over grusomheder, som giver stof til eftertanke, når vi lægger ud med at hævde at være civiliserede.

Og selv efter bølger med handel, folkevandringer og folkeslagenes udbredelse, religiøse omvæltninger og genopblomstringer samt store geopolitiske bevægelser er der alligevel endnu ikke fundet nogen permanent løsning til at nedbryde de seneste århundreders stive og monolitiske former for selvforståelse. Det økumeniske patriarkat har navigeret gennem bølgerne i disse århundreder, uden om historiens uvejr og oprørte vande. I tyve århundreder – lige fra Pax Romana, Pax Christiana, Pax Islamica og til Pax Ottomanica (alle sammen epoker kendetegnet ved interkulturelle kampe, konflikter og direkte krig) – har det økumeniske patriarkat fortsat stået som et fyrtårn for den menneskelige familie og den kristne kirke. Det er på baggrund af vores erfaringer efter vores færd på histories dybe farvande, at vi tilbyder nutidens verden et tidløst budskab, der har vedvarende menneskelig værdi.

I dag strækker vores patriarkats økumeniske omfang sig langt ud over grænserne i form af patriarkatets fysiske tilstedeværelse på tærsklen mellem Europa og Asien i den samme by, hvor vi har haft til huse i de 17 århundreder siden vores grundlæggelse. Selv om omfanget af vores erfaringer ikke er stort, sætter den brede kvalitet af vores erfaringer os i stand til over for denne ærede forsamling i dag at øse af vores erfaringer med hensyn til nødvendigheden af interkulturel dialog, hvilket er et ædelt og betimeligt ideal for nutidens verden.

Som De selv har sagt – med Parlamentets egne ord: "Den interkulturelle dialog og dialogen mellem borgerne indtager en central placering i EU-sammenhæng og bør have gode vilkår, så respekten for kulturel mangfoldighed styrkes, og det bliver muligt for borgerne at leve med den komplekse virkelighed i vores samfund og tilstedeværelsen af forskellige kulturelle identiteter og anskuelser" (beslutning nr. 1983/2006/EF) og vi vil gerne i al ydmyghed tilføje dette ædle udsagn, som vi sidste år fremsagde i vores tale på plenarmødet i Europarådets Parlamentariske Forsamling i Strasbourg: "Dialog er først og fremmest nødvendig, fordi det er et indre behov i menneskets natur."

Dette er det hovedbudskab, som vi i dag lægger frem til overvejelse: At interkulturel dialog er helt grundlæggende for, hvad det vil sige at være et menneske, da der ikke er én kultur for den menneskelige familie, som omfatter hvert eneste menneske. Uden en sådan dialog reduceres forskellene i den menneskelige familie til objektiveringer af de "andre" og fører til misbrug, konflikt, forfølgelse – dvs. et menneskeligt selvmord i stor skala, da vi i sidste ende alle sammen udgør én menneskehed. Hvis forskellene mellem os får os til at møde hinanden, og hvis dette møde er baseret på dialog, er der imidlertid gensidig forståelse og påskønnelse – ja endog kærlighed.

I de seneste 50 år har vores menneskelige familie oplevet store teknologiske fremskridt, som vores forfædre slet ikke kunne forestille sig. Mange har haft tillid til, at denne type fremskridt ville slå bro over de kløfter, der opsplitter menneskets grundvilkår. Som om vores opnåede fremskridt havde givet os magt til at overvinde de fundamentale realiteter, som ligger i vores moral, og – kunne man sige – vores åndelige grundvilkår. Alligevel ser vi til trods for enhver tænkelig fordel og teknologisk kunnen – en kunnen, der synes at overgå vores antropologiske forstand – stadig universelle ulykker som sult, tørst, krig, forfølgelse, uretfærdighed, planlagt ulykke, intolerance, fanatisme og fordomme.

Midt i denne cyklus, som ikke ser ud til at kunne brydes, kan betydningen af det "europæiske projekt" ikke vurderes højt nok. Det er ét af kendetegnene ved EU, at det er lykkedes at fremme gensidig, fredelig og produktiv sameksistens mellem nationalstater, der for mindre end 70 år siden var indsølet i en blodig konflikt, som kunne have ødelagt den europæiske arv i meget lang tid.

Her i Europa-Parlamentets store mødesal arbejder De hårdt på at muliggøre, at stater og politiske synspunkter kan mødes, hvilket muliggør forsoning mellem mennesker. De har således erkendt betydningen af interkulturel dialog, især på et tidspunkt i Europas historie, hvor der i alle lande og langs alle samfundsmæssige grænser finder ændringer sted. Stærke kræfter i form af konflikter og økonomisk sikkerhed og økonomiske muligheder har givet befolkningsforskydninger på hele kloden. Det betyder derfor, at mennesker af forskellig kulturel, etnisk, religiøs og national oprindelse af nødvendighed befinder sig i umiddelbar nærhed af hinanden. I nogle tilfælde undgår de samme befolkninger fællesskabet og lukker sig selv ude fra det dominerende samfund. Men under alle omstændigheder må det ikke, når vi indgår i dialog, blive en rent akademisk øvelse i gensidig påskønnelse.

For at dialog skal være effektiv, dvs. være transformativ med hensyn til at frembringe ændringer i mennesker, kan det ikke ske på grundlag af "subjekt" og "objekt". Værdien af den "anden" skal være absolut – uden objektivering; således at hver part opfattes i deres væsens helhed.

For ortodokse kristne står ikonet eller billedet ikke blot som et højdepunkt for menneskelig æstetisk præstation, men som en håndgribelig påmindelse om den vedvarende sandhed. Som i al malerkunst – uanset om den er religiøs eller ej og uanset kunstnerens talent – præsenteres objektet som todimensionalt. For ortodokse kristne er et ikon alligevel ikke blot religiøs malerkunst – og det er pr. definition ikke et religiøst objekt. Faktisk er det et subjekt, hvormed betragteren, tilbederen, ved hjælp af synssansen og uden ord kommer i dialog. For en ortodoks kristen er mødet med ikonet en samværshandling med den person, der er afbildet på ikonet. Hvor meget mere bør vores møde med levende ikoner – mennesker skabt i Guds billede – da ikke være samværshandlinger!

For at vores dialog kan blive mere end blot kulturudveksling må der være en dybere forståelse for det absolutte gensidige afhængighedsforhold – ikke blot mellem stater og politiske og økonomiske aktører – men det gensidige afhængighedsforhold mellem det enkelte menneske og alle andre enkelte mennesker. Og en sådan værdiforståelse skal ske uanset eventuelle fælles træk i form af race, religion, sprog, etnicitet, national oprindelse eller enhver anden målestok, hvormed vi søger selvidentifikation og selvidentitet. Og i en verden med flere milliarder mennesker hvordan er en sådan indbyrdes samhørighed så overhovedet mulig?

Faktisk er der ikke nogen mulig måde, hvorpå man kan føle sig forbundet med ethvert menneske – dette er en egenskab, som vi ville tilskrive Den Guddommelige. Der er dog en måde til at forstå det univers, hvori vi lever, som et sted, vi alle er fælles om – et eksistensplan, som spænder over hvert menneskes virkelighed – en økosfære, som rummer os alle.

Det er derfor, at det økumeniske patriarkat – i forlængelse af vores egen ansvarsfølelse for verdens hus, oikos, og alle de mennesker, der er bosat deri – i årtier har stået i spidsen for miljøsagen og har henledt opmærksomheden på de økologiske kriser rundt omkring i verden. Og vi påtager os dette hverv uden hensyntagen til egeninteresser. Som De udmærket ved, er vores patriarkat ikke nogen "national" kirke, men snarere det fundamentale kanoniske udtryk for de økumeniske dimensioner i evangeliets budskab og for patriarkatets tilsvarende ansvarsopgave inden for det kirkelige liv. Dette er den dybere grund til, at kirkefædrene og -rådene har givet kirken navnet "økumenisk". Den kærlige omsorg, som kirken i Konstantinopel udviser, går ud over enhver sproglig, kulturel, etnisk og endog religiøs definition, da patriarkatet søger at tjene alle folkeslag. Skønt det økumeniske patriarkat er rodfæstet i en særlig historie – lige som enhver anden institution er det – rækker det i den bestandige missionstjeneste gennem 1 700 år ud over de historiske kategorier.

I forbindelse med vores arbejde med miljøet har vi til dato sponsoreret syv videnskabelige symposier, som sammenbringer en række discipliner. Vores initiativ har sit udspring på den ø, som gav menneskeheden Apokalypsen, Johannes' Åbenbaring, dvs. den hellige ø Patmos i Det Ægæiske Hav. Og det var i Det Ægæiske Hav, at vi i 1995 påbegyndte et ambitiøst program, hvor aktuel videnskabelig viden om verdenshavene integreres med verdensreligionernes åndelige tilgang til vand, navnlig verdenshavene. Siden Patmos i 1995 har vi krydset Donau, Adriaterhavet, Østersøen, Amazonfloden, Ishavet (september sidste år), og vi forbereder os nu på at sejle på Nilen i Egypten og Mississippifloden i USA, begge dele til næste år.

Vi søger ikke alene vedvarende dialog, som kan tjene praktiske nødvendige formål, men også at øge folks bevidsthed. Samtidig med, at vi arbejder intenst på at finde svar på økologiske bekymringer og kriser, bringer vi også de deltagende til at få en mere omfattende selvforståelse, hvor man ser sig selv som en, der hører sammen med og skal forholde sig til et større hele. Vi søger at omfatte hele økosfæren for menneskers eksistens og ser ikke mennesket som et objekt, der skal kontrolleres, men som en fælles stridsmand på vejen frem mod vækst og fremskridt. Som apostlen Paulus, hvis 2 000-årige arv både den ortodokse og den romersk-katolske kirke fejrer i år, siger i et af sine berømteste breve, Romerbrevet, "Vi ved jo, at hele skabningen tilsammen sukker og er i veer endnu i denne stund".

Hvert økosystem på denne planet er ligesom en nation – pr. definition begrænset til et bestemt sted. En flodmunding er ikke det samme som en tundra, og en savanne er heller ikke det samme som en ørken. Men ligesom enhver kultur vil også ethvert økosystem have en indvirkning, som går langt ud over dets naturlige – eller, for så vidt angår kulturer, nationale – grænser. Og når vi forstår, at hvert økosystem er en del af den enestående økosfære, som bebos af hvert levende væsen, som fylder jorden, kan vi fatte den indbyrdes samhørighed, det tætte samvær med alt liv og vores sande indbyrdes afhængighed. Uden en sådan forståelse føres vi mod miljøødelæggelse, selvdestruktion af den ene økosfære, som opretholder al menneskelig eksistens.

Det er derfor, at vi i dag står her foran Dem med fokus på dette års interkulturelle dialog og fortæller lignelser fra naturens verden for at bekræfte Deres grænseoverskridende menneskelige værdier. Som institution har det økumeniske patriarkat i århundreder været et relativt lille økosystem inden for rammerne af en meget større kultur. Ud af denne lange erfaring tillader vi os at foreslå den mest praktiske karakteregenskab, som muliggør, at arbejdet med interkulturel dialog bliver en succes.

Hovedsageligt, og frem for alt, skal der blandt ethvert flertal være respekt for mindretallets rettigheder. Når og hvis mindretallets rettigheder overholdes, vil samfundet for det meste være retfærdigt og tolerant. I enhver kultur vil der altid være ét segment, som er dominerende – uanset om dominansen er baseret på race, religion eller enhver anden kategori. Segmentering er uundgåelig i vores forskelligartede verden. Det, vi søger at få gjort en ende på, er opsplitning! Samfund, som er bygget på udelukkelse og undertrykkelse kan ikke bestå. Eller som den guddommelige fredsfyrste Jesus Kristus sagde: Ethvert rige, der er kommet i splid med sig selv, lægges øde; og intet hjem, der er kommet i splid med sig selv, kan bestå.

Vores råd til alle er at erkende, at først når vi fuldt ud forstår betydningen af menneskets fælles tilstedeværelse i økosfæren, er vi i stand til at stå over for den "anderledeshed", som mennesker omkring os udstråler – det være sig flertallet eller et mindretal – med en sand fornemmelse for blodslægtskabet med den menneskelige familie. Vi kan så se den ukendte blandt os ikke som en fremmed, men som en broder eller søster i den menneskelige familie, Guds familie. Apostlen Paulus udlagde de mellemmenneskelige relationer og broderskaber ganske velformuleret og præcist ved sin tale til athenienserne i det første århundrede.

Det er baggrunden for, at det er nødvendigt, at Europa tager Tyrkiet med i sit projekt, og årsagen til, at Tyrkiet skal fremme interkulturel dialog og tolerance for at blive accepteret i det europæiske projekt. Europa bør ikke se nogen religion, hvor der udvises tolerance over for andre og respekt over for andre, som fremmed i forhold til sig selv. De store religioner kan, ligesom det europæiske projekt, være en kraft, bryde nationalismen og kan endog bryde nihilisme og fundamentalisme ved at fokusere troen på det, der forener os som mennesker, og ved at fremme en dialog om det, der deler os.

Set ud fra vores land, Tyrkiet, opfatter vi, at der både bliver budt velkommen til en ny økonomisk partner og handelspartner, men at der også er en tøven over for at tage imod et land – som ligeværdig partner – der overvejende er muslimsk. På den anden side set er Europa fyldt med millioner af muslimer, som er kommet her med mange forskellige baggrunde og af forskellige årsager; ligesom Europa stadig ville have været fyldt med jøder, hvis det ikke have været for rædslerne under Anden Verdenskrig.

Det er faktisk ikke kun ikke-kristne, som Europa skal kunne rumme, men også kristne, der ikke passer ind i kategorierne katolsk eller protestantisk. Genopblomstringen af den ortodokse kirke i Central- og Østeuropa siden jerntæppets fald har virkelig været fantastisk for verden at iagttage. Segmenteringen af Central- og Østeuropa har ført til opsplitning mange steder. Ikke blot kan magtcentret ikke holde; det er næppe til at få øje på. Gennem denne proces, og mens nationalstater kæmper om at genetablere sig selv, har den ortodokse kristne tro selv i forhold til økonomiske nøgletal oplevet større tilslutning og opnået en ny status, som man ikke kunne have forudsagt for blot 20 år siden.

En af de vitale roller, som vores økumeniske patriarkat har, er at bistå i den vækst- og ekspansionsproces, som finder sted i traditionelle ortodokse lande, ved som den kanoniske norm for den verdensomspændende ortodokse kirke at fastholde over en kvart milliard mennesker på hele kloden. Ved denne lejlighed ønsker vi at informere Dem, kære venner, om, at samtlige overhoveder for de ortodokse patriarkater og selvstyrende kirker i oktober – dvs. næste måned – efter indbydelse fra os vil mødes i Istanbul for at drøfte vores fælles problemer og at forstærke det fællesortodokse sammenhold og samarbejde. Samtidig vil vi også koncelebrere de 2 000 år siden fødslen af nationernes apostel, apostlen Paulus.

I vores by, Istanbul, er der for tiden stor glæde og entusiasme i forbindelse med, at vi alle forbereder os på, at byen i år 2010 kan fejre, at den er europæisk kulturhovedstad. Byen, som har en lang historie, har været et knudepunkt for folkeforsamlinger og fungeret som et sted for sameksistens mellem forskellige religioner og kulturer. I sidste uge deltog vi i en frokost til ære for Spaniens premierminister, hvor Tyrkiets premierminister var vært. Som det er almindeligt kendt, er begge parter medsponsorer af Civilisationernes Alliance under De Forenede Nationer. Vi lyttede til deres gode taler, som faldt helt i tråd med den diakrone tolerante ånd i vores by.

Og nu kære venner vil vi gerne fremføre vores konklusioner på fransk for at hædre det franske formandskab, og da De i denne uge også fejrer den europæiske sprogdag, der, så vidt jeg ved, er på fredag.

(FR) Deres Excellence samt mine damer og herrer i Europa-Parlamentet! Det økumeniske patriarkat bekræfter igen sit ønske om at gøre alt, hvad der står i dets magt for at bidrage til fred og velstand i EU. Vi er indstillet på at samarbejde med Dem om andre konstruktive dialogmøder ligesom i dag, og ved behandlingen af dagens punkter vil vi lytte opmærksomt.

Det er i denne ånd, at vores patriarkat har dyrket og næret meningsfyldt dialog med islam og jødedom i de sidste 25 år. Vi har afholdt mange bilaterale og trilaterale møder. Inden for disse rammer mødes vi i Athen i begyndelsen af november med henblik på for 12. gang at genoptage vores akademiske dialog med islam.

Sammen med disse drøftelser fortsætter vi vores teologiske samtaler med den romersk-katolske, anglikanske, lutherske og reformerte kirke samt med de gamle orientalske kirker; dvs. den armenske kirke, den koptiske kirke osv. I slutningen af oktober vil vi efter pavens invitation få mulighed for, ja få det privilegium, at tage ordet på biskoppernes 12. almindelige verdenssynodeforsamling i Vatikanstaten.

Dette burde illustrere, at det økumeniske patriarkat er yderst aktivt med hensyn til økumenisk dialog og søger at bidrage til en bedre forståelse mellem folkeslag, forsoning, fred, solidaritet og anstrengelser på at bekæmpe fanatisme, had og alle former for ondskab.

Vi vil gerne takke Dem for denne unikke mulighed for at tale på Deres forsamling for anden gang, og vi beder om Guds uendelige velsignelse over alle Deres redelige forehavender.

Tillad mig fra denne ærværdige talerstol at overbringe mine bedste ønsker til muslimer i hele verden i anledning af den tilstundende store højtid, ramadanen, og også til jøderne i hele verden i anledning af det jødiske nytår, Rosh Hashanah. Vi er alle sammen brødre og søstre, børn af den samme himmelske Fader, og på denne vidunderlige planet, som vi alle er ansvarlige for, er der plads til alle og enhver, men der er ikke plads til krig eller til dem, der dræber hinanden.

Endnu en gang takker vi Dem hjerteligt for at have givet os den store ære og det store privilegium at tale til Dem i dag.

(Stående bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Deres Hellighed! Europa-Parlamentet har givet Dem en stående ovation for at vise dets store påskønnelse af Deres indlæg. De talte om "pax", om fred, for den menneskelige familie og menneskeskabningen. Fred er kulminationen på respekt for menneskelig værdighed.

Vi behøver ikke at være enige med enhver trosretning, der findes, og vi behøver ikke at acceptere ethvert synspunkt. Men det, vi skal gøre, er at respektere vores medmennesker. Det er denne respekt, som er det essentielle ved den menneskelige værdighed, og det er det essentielle ved tolerance.

I denne ånd vil vi gerne igen udtrykke vores varmeste tak til Dem for det bidrag, De har givet i det europæiske år for interkulturel dialog. Det er et værdifuldt bidrag, som fremmer den mellemmenneskelige forståelse på vores kontinent og i verden, og fremmer forsoning, fred og frihed.

Mange tak, Deres Hellighed.

(Bifald)

 
  
  

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik