Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 24. september 2008 - Bruxelles

14. Situationen på de internationale finansmarkeder og indvirkningen på den europæiske økonomi (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om situationen på de internationale finansmarkeder og indvirkningen på den europæiske økonomi.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Vi er vidne til afslutningen på en æra. I de nærmeste par år kommer vi til at se en ændring af verdens finanssystem, som vi kender det i dag. Vi må ikke blot forholde os til krisen i USA, men til en krise, der påvirker det internationale finanssystem, og intet område i verden går ram forbi.

I en årrække har der lydt kritik af de tiltagende skævheder i finanssektoren, nemlig en urimelig risikoeksponering for mange aktørers vedkommende, finanstilsynsorganers relative manglende evne til at have den hurtige indførelse af mere og mere komplekse finansielle produkter under kontrol og, som Kommissionen uden tvivl vil nævne, en i nogles øjne for markant pengegriskhed. Nu ser vi så resultaterne. Den amerikanske finanssektor er præget af uro, og de amerikanske myndigheder har været nødsaget til at intervenere i stadig større grad for at afværge en total krise. Europa og resten af verden oplever nu efterdønningerne af denne krise på et niveau, der ikke er set siden 1930'erne.

Det franske formandskab er overbevist om, at begivenhederne i de sidste par dage gør det endnu mere nødvendigt med et stærkt og forenet Europa på den økonomiske og finansielle scene. Vi må først komme med en øjeblikkelig reaktion på finanssammenbruddet. Med Den Europæiske Centralbank har Den Økonomiske og Monetære Union en stærk centralbank, som, når spændingerne har været på deres højeste, har kunnet intervenere omgående, resolut og effektivt i snævert samarbejde med de øvrige større centralbanker. Dette er et betydeligt aktiv i disse turbulente tider, og vi bør rose tiltagene fra Den Europæiske Centralbank, som er klar til at træde til i en hvilken som helst situation.

Stillet over for det tiltagende sammenbrud de sidste par dage har tilsynsmyndighederne i de fleste medlemsstater i lighed med de amerikanske myndigheder besluttet at udstede et midlertidigt forbud mod blankosalg. Dette er en hasteforanstaltning, men det er et kærkomment tiltag, da det kan bidrage til at mindske spændingerne på markederne.

For øjeblikket forudser vi ikke, at det bliver nødvendigt med den type initiativ, som de amerikanske centralmyndigheder lige har givet meddelelse om vedrørende storstilet tilbagekøb af "giftige" produkter, som de finansielle aktører sidder inde med, og hr. Almunia havde ret i det, han sagde desangående.

EU's finanssystem er samlet set fortsat robust, og der er derfor ikke noget behov for denne type foranstaltning, men vi skal fortsat være årvågne, og intet skal udelukkes blot af ideologiske årsager. Realitetssans og pragmatisme er tidens løsen. Om nødvendigt må vi tage fat på eventuelle systemmæssige risici ved at anvende de midler, vi har til disposition.

Hasteindgreb fra centralbankers og tilsynsmyndigheders side er af afgørende betydning, men alle eksperter erkender, at de ikke kan løse krisen selv. Vi må i Europa se vores ansvar i øjnene og gribe ind på de øvrige pågældende områder.

Vi må reagere på den økonomiske afmatning. Dette var emnet for den fælles europæiske strategi, som blev vedtaget af økonomi- og finansministrene på et uformelt rådsmøde i Nice. Ministrene besluttede sammen med Kommissionen og formanden for Den Europæiske Centralbank at overlade det til de automatiske stabiliserende faktorer at fungere frit med hensyn til budgetmæssige spørgsmål i de medlemsstater, hvor der er manøvrerum.

De godkendte også en finansplan for europæiske SMV'er, hvor Den Europæiske Investeringsbank vil stille 30 mia. EUR til rådighed fra nu og til 2011, hvilket vil være en væsentlig støtte for sektoren, da der paradoksalt nok, selv om finanskrisen i Europa er mindre udtalt end i USA, er lige så mange risici for realøkonomien. Et stabilt finanssystem og robuste banker kan man alt efter behov trække på med hensyn til at begrænse eller forøge låneomkostningerne, især for SMV'ers vedkommende. For så vidt angår sidstnævnte, var det nødvendigt at gøre noget direkte.

Vi skal også reformere vores finanssystem i to hovedretninger: For det første skal der træffes hurtige lovgivnings- og reguleringsforanstaltninger for at genetablere finanssystemets gennemskuelighed og gøre de finansielle aktører ansvarlige. Med dette in mente viste ministrene den 13. september 2008 deres beslutsomhed med hensyn til at fremskynde gennemførelsen af den køreplan, der blev vedtaget i 2007, som reaktion på de indledende tegn på finanskrisen. I denne køreplan beskrives der fire hovedforanstaltninger med henblik på at håndtere den finansielle uro: gennemskuelighed, forsigtighedsregler, vurdering af aktiver og markedernes funktionsmåde, herunder kreditvurderingsbureauer.

Det er nu tid til at gennemføre tilsynet med kreditvurderingsbureauer, revisionen af kontrollen med bankvirksomhed og tilpasningen af regnskabsstandarder, idet disse områder utvivlsomt har spillet en medcyklisk rolle på det finansielle område. Dette har høj prioritet for det franske formandskab, og vi vil drøfte det på det næste møde i Det Europæiske Råd. Kommissæren vil bekræfte dette, men jeg antager, at Kommissionen inden længe vil foreslå, at de direktiver, der har været gældende siden 2006 vedrørende kravene til egenkapital, bør ændres.

Dette er én af de foranstaltninger, der for tiden er i støbeskeen på forskellige områder for at håndtere den finansielle uro, hvilket naturligvis også omfatter de seneste henstillinger, der er udarbejdet af Forum for Finansiel Stabilitet. Jeg ved, at Kommissionen vil kunne indgive disse forslag meget hurtigt, og vi regner med, at Parlamentet ved førstebehandlingen og inden udgangen af den indeværende periode når frem til en aftale med Rådet om disse hastende forslag.

Der forventes fra Kommissionens side også et forslag om kreditvurderingsbureauer om nogle få uger. Det vil være en opfølgning på anmodningen i juli 2008 fra Rådet (økonomi og finans), og jeg regner også i denne henseende med, at Parlamentet så hurtigt som muligt når frem til en aftale om dette ambitiøse forslag.

Jeg noterer mig desuden med tilfredshed, at der er truffet en afgørelse om at nedsætte en arbejdsgruppe, som skal gennemgå, hvorledes der ved tilsyn med banker og forsikringsselskaber bør tages hensyn til konjunktursvingninger, især med hensyn til kapital. Der skal også følges op med specifikke foranstaltninger.

Dette er de væsentlige elementer i en reform af finanssektoren, og de vil højst sandsynligt blive kombineret med andre initiativer, efterhånden som vi i Europa får gennemgået finanskrisen. Parlamentet skal fuldt ud spille sin rolle ved denne gennemgang, og formandskabet noterer sig med stor interesse det seneste, som institutionen har bidraget med. Jeg tænker her især på hedgefonde, som ifølge nogle eksperter kunne være de næste ofre for krisen. Jeg tænker også, som jeg nævnte tidligere, på spørgsmålet om regnskabsstandarder, men også på lønningerne inden for finanssektoren, hvor vi øjeblikkeligt må gribe ind.

Hvis man, som jeg har hørt det fra en række europæiske ledere, mener, at vi skal fortsætte med vores laissez faire-strategi, og at det ikke er nødvendigt med nogen form for regulering, tager man fejl. Ja, det er mere end en fejl. Det er et angreb på finanssystemets stabilitet; det er et angreb på fornuften. Lad mig sige det ligeud:  Hvis det er nødvendigt at overveje en regulering af hedgefonde, er det EU, som må gøre det. Vi skal overveje gennemskueligheden af risici, tilsynsmyndighedernes beføjelser og lønningerne i denne type institution.

Den anden grundlæggende retning for vores strategi er at forøge omfanget af finanstilsyn. Finansministrene så positivt på Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalgs aftale om harmonisering inden 2012 af kravene til de data, de europæiske banker sender til tilsynsmyndighederne. Dette er de første væsentlige resultater, men de skal efterfølges af andre, og ministrene har aftalt at fortsætte deres bestræbelser på at forbedre samordningen af overvågningen af og tilsynet med de finansielle aktører. Formandskabet er parat til at arbejde sammen med Parlamentet og Kommissionen om at forstærke integrationen af tilsynet med og overvågningen af koncerner, hvis karakter bliver mere og mere grænseoverskridende. EU har brug for et mere effektivt og mere integreret tilsynssystem for at være klædt bedre på til at håndtere finanskriser.

Frankrig har formandskabet for Rådet for Den Europæiske Union på et tidspunkt, hvor vi oplever et sammenbrud. Under disse vanskelige omstændigheder er vi vores ansvar fuldt bevidst. Tiden er kommet til at træffe vigtige beslutninger for så vidt angår organiseringen af vores finanssystem, dets plads i europæisk økonomi og dets rolle, som fortsat bør være at yde finansiering til virksomheder og privatpersoner.

EU har ikke været inaktiv i de sidste par måneder. Formandskabet kan således trække på de overvejelser og det arbejde, som Kommissionen har gjort på dette område, samt på det arbejde, som en række eksperter, herunder hr. Rico i Frankrig, har udført.

Det Europæiske Råds møde i oktober giver mulighed for at fastsætte strenge retningslinjer på europæisk plan, og dette er vores mål. Det er klart, at Europa ikke bør handle alene. Vi skal være proaktive og opmuntre til fornyet internationalt samarbejde, som præsident Sarkozy i går sagde på mødet i FN. Vi foreslår også, at der inden årets udgang afholdes et internationalt møde, som involverer G8-landene og deres finanstilsynsmyndigheder. Det er vores mål at bidrage til at fremlægge de første principper og nye fælles internationale bestemmelser med henblik på en revision af det internationale finanssystem.

EU viser via et initiativ af denne type den betydning, der tillægges en ny, velafvejet global ledelse. Den europæiske og internationale reaktion skal være at tage fat på problemerne på kort, mellemlangt og langt sigt. På kort sigt har vi brug for hasteforanstaltninger; på mellemlangt sigt har vi brug for en revision af vores lovgivning; og på langt sigt har vi brug for en mere omfattende undersøgelse af den rolle, som vores økonomiske model spiller med hensyn til vækst og beskæftigelse, samt fortsatte strukturreformer, som stadigvæk er væsentlige.

Og dette var så de sidste oplysninger, som jeg gerne ville give i dag.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Den række begivenheder, vi har været vidne til på finansmarkederne i det sidste år, og især i de seneste par dage, er af et omfang, som overstiger alt, hvad vi har set i vores levetid. Mange mener – og jeg er tilbøjelig til at være enig – at dette vil udløse vigtige ændringer i den måde, hvorpå det internationale finanssystem fungerer.

Siden krisen begyndte i august 2007, er de offentliggjorte tab løbet op i mere end 500 mia. USD, hvilket er et beløb svarende til BNP for et land som Sverige. Og desværre menes det endelige tal at blive endnu større.

Det forøgede omfang af meddelte tab i USA i de sidste få uger og den efterfølgende faldende tillid blandt investorer har skubbet adskillige større finansinstitutioner hen mod afgrundens rand. I tilfælde, hvor sammenbruddet af en af disse institutioner ville have indebåret en systemisk risiko – dvs. at hele finanssystemet ville blive sat på spil – har det været nødvendigt med hjælpepakker.

Nogle af disse hjælpepakker var i form af offentlig indgriben, som f.eks. de tiltag, som USA's finansministerium og centralbanken i USA iværksatte for at undgå, at et af verdens største forsikringsselskaber, AIG, eller realkreditinstitutterne Fannie Mae og Freddie Mac, der tilsammen står for halvdelen af alle lån med pant i fast ejendom i USA, gik konkurs.

Andre tiltag var i form af private virksomhedsovertagelser, som f.eks. da investeringsbanken Merrill Lynch blev opkøbt af Bank of America.

For andre aktører, som det var tilfældet med investeringsbanken Lehman Brothers eller næsten en snes amerikanske regionalbanker, var konkurs den eneste mulige løsning. Kort sagt har vi været vidne til en helt usædvanlig forandring i USA's banksektor.

Som følge deraf har vi nået det punkt, hvor USA's finanssystem har et alvorligt tillidsproblem. På dette afgørende tidspunkt er det ifølge de amerikanske myndigheder ikke længere det rigtige svar at komme med en række redningspakker. Der er omgående brug for en systemløsning.

På kort sigt har vi alle brug for en reaktion, der vil genetablere tilliden og stabilisere markederne.

Den amerikanske plan, der i sidste uge blev offentliggjort af finansminister Henry Paulson er et godt initiativ. Kort beskrevet foreslår den amerikanske finansminister, at der bliver oprettet en føderal fond med henblik på at få fjernet de ikke-likvide aktiver fra bankernes regnskabsbalancer – dvs. de pantebrevsrelaterede værdipapirer, som er roden til de problemer, vi står over for. Hvis disse poster kom væk fra systemet, ville det bidrage til at fjerne usikkerheden og få markedet til igen at fokusere på de grundlæggende ting. Detaljerne i dette forslag skal dog defineres ordentligt – og hurtigt – hvis det skal blive en succes.

Jeg vil mene, at vi her taler om en amerikansk plan, der er tilpasset til de forhold, der hersker i USA, hvor krisen jo havde sit udspring, og hvor finanssektoren har været alvorligst ramt. Men vi må alle analysere, hvorfor dette skete. Vi skal alle leve med konsekvenserne og reagere i den nuværende situation.

For at kunne dette må vi først forstå, hvordan vi overhovedet nåede frem til dette punkt. Den uro, vi ser i dag, har sit udspring i de vedvarende globale skævheder i den internationale økonomi, som skabte et miljø med let adgang til likvide midler og ringe risikovurdering.

De indbyrdes forbundne globale finansmarkeder, det høje gearingsniveau og anvendelse af innovative og komplekse finansielle teknikker og instrumenter, som der kun var ringe forståelse af, bevirkede, at disse risici i et hidtil uset omfang spredte sig i hele det internationale finanssystem.

Det er nu klart, at markedsaktørerne – men også tilsynsmyndighederne – ikke i ordentlig grad var i stand til at forstå de risici, som denne situation indebar, og man kunne derfor ikke forhindre de konsekvenser, vi ser i dag.

Det er rigtigt nok, at bl.a. Den Internationale Valutafond, Den Europæiske Centralbank og Kommissionen alle i månederne op til krisen advarede om disse bagvedliggende risici. Vi vidste, at situationen var uholdbar, men det, som vi ikke kunne vide, og det, som ingen kunne forudsige, var, hvordan, hvornår og præcis hvor voldsom den krise ville blive, som blev udløst af stigende betalingsrestancer på markedet for de såkaldte sub-prime-boliglån.

Det, vi nu ser, er den omvendte proces af forløbet i de sidste par år, idet finanssystemet nu kæmper med det deraf følgende behov for nedbringelse af gearingen. På grund af den usædvanligt høje gearing og omfanget af forbundne risici viser denne tilbagerulningsproces sig at være særlig smertefuld. Den manglende gennemskuelighed i systemet og tilsynsmyndigheders manglende evne til at sammenstille et nøjagtigt og fyldestgørende billede af situationen har ført til en dramatisk tillidssvækkelse.

Finanssektoren har været alvorligst ramt, idet nervøsiteten blandt bankerne har fået de likvide midler til at tørre ind på interbanklånemarkedet.

Adskillige centrale kreditmarkeder er fortsat brudt sammen, og i den seneste tid har der blandt investorer været en fornyet flugt mod sikker havn, ledsaget af en forøgelse af rentemarginalen mellem de toneangivende obligationer og relativt risikobetonede investeringer.

Takket være den hurtige og samordnede indgriben fra centralbankernes side – og hvor Den Europæiske Centralbank har spillet en central rolle – har vi kunnet undgå alvorlig knaphed på likvide midler. Ikke desto mindre er bankerne fortsat under pres. Tillidskrisen har fremkaldt et fald i værdien af aktiver, hvilket forværrer presset på bankernes regnskabsbalancer. Kombineret med situationen på interbankmarkedet står bankerne over for vanskeligheder med rekapitalisering.

Den situation, vi står over for her i Europa, er mindre akut, og medlemsstaterne mener ikke, at det på nuværende tidspunkt er nødvendigt med en plan som i USA.

Set i et mellemlangt perspektiv er det indlysende, at vi har brug for en mere omfattende strukturmæssig reaktion. De seneste begivenheder på finansmarkederne har gjort det klart, at den nuværende regulerings- og tilsynsmodel skal ses efter i sømmene.

På kort sigt skal vi hurtigt tage fat på svaghederne ved de nuværende rammer, og i denne henseende – og jeg er fuldt ud enig i Rådets holdning – indeholder Økofin-Rådets køreplan for reguleringsindgreb og henstillingerne fra Forum for Finansiel Stabilitet alle de nødvendige elementer. Som bekendt omfatter dette konkrete initiativer til forøget gennemskuelighed for investorer, markeder og tilsynsmyndigheder; reviderede kapitalkrav for bankkoncerner og afklaring af kreditvurderingsbureauernes rolle.

Arbejdet skrider frem hos Kommissionen, og den vil snart fremlægge forslag om en revision af kapitalkravsdirektivet – i næste uge – og ny lovgivning om kreditvurderingsbureauer, forhåbentlig inden udgangen af oktober. Men i lyset af den seneste udvikling er det sandsynligt, at vi må analysere andre problemer, der er dukket op.

Vi vil fortsætte med at drøfte, hvad man ellers kan gøre for bedre at sikre finansiel stabilitet og foretage korrektioner på baggrund af de årsager, der ligger bag denne krise, og i den henseende bakker jeg fuldt ud op om de velkomstord, som Rådets formandskab kom med i anledning af Parlamentets bidrag.

Lad mig til sidst gå over til at omtale den virkning, som finanssektorens krise har på økonomien – på realøkonomien. Der kan ikke herske nogen tvivl om, at begivenheder i finanssektoren volder skade på realøkonomien. Disse virkninger er blevet forværret af inflationspresset som følge af stigende oliepriser og andre råvarepriser samt de alvorlige priskorrektioner på boligmarkedet i en række medlemsstater. Denne kombination af chokvirkninger har haft direkte indvirkning på den økonomiske aktivitet via højere omkostninger og negative formuevirkninger og indirekte indvirkning via en kraftig udhuling af den økonomiske tillid. Resultatet har været en opbremsning af den indenlandske efterspørgsel på et tidspunkt, hvor efterspørgslen fra udlandet flader ud.

De vigtigste nøgletal for økonomisk aktivitet peger på en markant opbremsning i den bagvedliggende vækstdynamik både i EU og i euroområdet. I lyset heraf blev BNP-væksten for i år i vores seneste foreløbige prognose nedjusteret væsentligt til 1,4 % i EU og 1,3 % i euroområdet. Samtidig er prognoserne for inflationen for i år blevet opjusteret til 3,8 % i EU og 3,6 % i euroområdet. Inflationen kan dog måske have nået et vendepunkt, da virkningen af de seneste stigninger i energi- og fødevarepriserne gradvist flader ud i de kommende måneder. Dette kan muligvis blive forstærket af en yderligere nedadgående priskorrektion for olie og andre råvarer, om end dette fortsat står hen i det uvisse.

Samlet set er den økonomiske situation og udsigt fortsat usædvanligt usikker. Med hensyn til udsigten til vækst peger pilen fortsat nedad, mens pilen peger opad for udsigten til inflation. Disse usikre forhold er endnu værre, hvad angår den økonomiske udvikling til næste år, men vi forventer, at væksten i både EU og euroområdet fortsat vil være relativt svag til næste år.

Hvordan bør vi reagere på denne økonomiske afmatning? Det bedste svar er, at vi må anvende alle de politiske instrumenter, der står til vores rådighed.

For det første må vi i budgetpolitikken holde fast i vores forpligtelse til at udvise finanspolitisk disciplin og overholde reglerne i stabilitets- og vækstpagten samtidig med, at vi lader de automatiske stabiliserende faktorer spille den rolle, de skal. I denne henseende viser reformen af pagten i 2005 sig at være meget nyttig.

For det andet vil en klar forpligtelse til at gennemføre strukturreformer, jf. definitionen i relation til Lissabonstrategien og de nationale reformprogrammer, være afgørende for at sætte skub i forbrugernes og investorernes tillid på kort sigt og for at forbedre vores økonomiers modstandsdygtighed og dynamik på længere sigt. Foranstaltninger til forøgelse af konkurrencen i detailhandlen og på energimarkederne samt forbedring af den måde, hvorpå vores arbejdsmarkeder fungerer, vil være til særlig nytte på dette afgørende tidspunkt.

Endelig haster gennemførelsen af forbedringer af tilsynet med finansmarkeder og opfyldelsen af målene i Økofins køreplan, som jeg allerede har understreget, mere end nogensinde før. En effektiv og hurtig løsning på de vanskelige udfordringer, vi står over for, kunne langt hen ad vejen genetablere tilliden hurtigere end forventet og begrænse skaden på vores økonomier.

På hvert af disse politiske områder vil vores tiltag være mere effektive og virksomme, hvis vi koordinerer dem i euroområdet og EU.

Det vil uundgåeligt være nødvendigt at overvinde en vis modstand hos medlemsstaterne for at blive enige om fælles tiltag, men den konsensus, vi nåede frem til under det seneste uformelle Økofin-møde i Nice, bør uddybes og udvikles.

De europæiske lande står over for fælles udfordringer. Vi vil kunne overvinde dem mest effektivt, hvis vi arbejder sammen om at finde fælles løsninger. I denne henseende er Den Økonomiske og Monetære Union et fantastisk aktiv, og vi bør udnytte de muligheder, den giver, til at forstærke samordningen i tråd med de principper, vi foreslog i vores EMU@10-beretning og -meddelelse i maj.

Begivenhederne gør det dog klart, at det ikke er tilstrækkeligt med tiltag internt i EU, når man står over for globale udfordringer. Vi har brug for at forstærke vores fælles tiltag udadtil i Forum for Finansiel Stabilitet, i Baselkomitéen og på G7-møder samt rette mere opmærksomhed mod, hvilken rolle Den Internationale Valutafond fremover skal spille.

Fremadrettet har vi behov for at overveje, hvordan vi kan forme fremtiden for vores finanssystemer og en global ledelse, og EU's rolle i så henseende er af afgørende betydning. Europa kan være en drivkraft bag forstærket global samordning og bør påtage sig en førende rolle i internationale forhandlinger på dette område, og dette kræver først, at de europæiske lande arbejder sammen og bliver enige om løsninger internt.

  Alexander Radwan, på vegne af PPE-DE-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Da jeg lyttede til kommissærens redegørelse lige nu, føltes det, som om jeg var med i den forkerte film. Han understregede gentagne gange, at der hurtigt og med det samme gribes ind. Markedet er i virkeligheden det eneste, der har bevæget sig hurtigt i de seneste uger, måneder og år, hvilket man ofte henviser til ved vores regelmæssige forhandlinger her i Parlamentet. Kendsgerningen er, at markedet selv meget hurtigt regulerede problemet med investeringsbankerne. Vi var ude at stand til at reagere lige så hurtigt.

"Hurtig" er bestemt ikke det ord, man kan bruge, når vi ser på Rådet og navnlig Kommissionen. Vi får nu fra amerikanerne en venlig anmodning om at betale en andel. Jeg ønsker ikke på nuværende tidspunkt at kommentere dette. Det er lige nu tilstrækkeligt at følge udviklingen nøje. Men det, som jeg forventer fra Rådets side – selv om jeg, når det drejer sig om Kommissionen, ikke er sikker på, hvorvidt Barroso-Kommisisonen er i stand til dette – er at sikre, at vi i det mindste overvinder den amerikanske og britiske modstand mod gennemskuelighed på finansmarkederne. Jeg behøver blot at minde Dem om det tyske formandskab, hvor præsident Sarkozy og kansler Merkel fremkom med et initiativ, og Barroso-Kommissionen sad tilbage og sagde "Hvem er egentlig Sarkozy, og hvem er egentlig Merkel?" og foretog sig intet.

"Hurtig" er sandelig ikke det rigtige ord at bruge. Jeg behøver blot at minde Dem om Enron og Parmalat. På det tidspunkt havde Europa-Parlamentet vedtaget en relevant betænkning af hr. Katiforis – jeg var selv skyggeordfører – om problemet med kreditvurderingsbureauer. Det var tilbage i 2003. Nu, i oktober 2008, kan Kommissionen jo godt forelægge sine forslag, men IOSCO siger allerede, at vi ikke bør afvige fra de bestemmelser, som Securities and Exchange Commission (SEC) og de amerikanske myndigheder har udarbejdet, for ellers vil det internationale finanssystem bryde sammen.

Europa må gå sin egen vej her. Dette er grunden til, at jeg faktisk ikke tager mig af, hvad SEC nu foreslår, og hvis Kommissionen planlægger at bevæge sig i samme retning som SEC, så er det eneste, jeg kan sige, at den bør klæde sig varmt på. Vi må gøre det, som vi mener, er det rigtige, og amerikanerne kan så følge efter os. Det er alt, hvad jeg har at sige om kreditvurderingsbureauer.

Det har været nævnt, at vi bør afklare revisionen af Basel II ved førstebehandlingen. Jeg håber, at Rådets repræsentant lytter, da det er noget, som han nævnte. Vi kan nøjes med førstebehandlingen, når blot Rådet opgiver sin modstand mod et europæisk tilsynssystem. Hvad Rådet har opnået indtil nu gennem sit tættere samarbejde med de europæiske tilsynsmyndigheder er jammerligt. Nice var baseret på mellemstatsligt samarbejde. I betragtning heraf bør Rådet for en gangs skyld gøre en kraftanstrengelse og tænke i europæiske baner.

Hedgefonde har sammen med kapitalfonde også været nævnt. Kommissær McCreevy sagde så sent som i denne uge her i Parlamentet, at vi ikke skal handle overilet. Vi kan beskylde hr. McCreevy for mange ting, men at handle overilet er ikke en af dem.

(Tilråb og bifald)

Jeg har løbende angrebet hr. McCreevy her i Parlamentet vedrørende problemet med hedgefonde og kapitalfonde. Vi må påse, at Kommissionen nu forelægger ordentlige analyser og ikke bliver ved med at fornægte fakta. Dette er ikke længere hr. McCreevys problem; det er nu hr. Barrosos problem.

(Bifald)

Det ville være mig en fornøjelse, hvis vi nu gør det klart for USA, at SEC – Securities and Exchange Commission – for en gangs skyld bør bringe orden i sine egne sager. Siemens er genstand for en nøje undersøgelse, men der er ingen, som ser USA efter i sømmene. Jeg forventer, at Kommissionen og Rådet gør det muligt for os at opstille en kurs for den europæiske politik på dette område.

(Bifald)

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Vi har lyttet meget opmærksomt til det, hr. Radwan havde at sige. Valgkampagnen i Bayern kaster lange skygger. Ja, hr. Radwan, noget af det, De siger, er helt korrekt. Markedet har reguleret det, men de amerikanske skatteydere betaler prisen. Det er staten, der betaler prisen.

Det, vi er vidner til i øjeblikket, er ikke blot investeringsbankers og store forsikringsselskabers konkurs. Det er en økonomisk filosofi, der er blevet "solgt" til os i årevis, som er slået fejl: En filosofi, der hævder, at vækst og velstand i en såkaldt moderne økonomi skabes gennem spekulation, ikke i den virkelige verden. Det er dette system, der nu er gået konkurs.

(Bifald)

For resten hr. Radwan, så husker vi ganske glimrende Katiforis-betænkningen. De er en meget dreven politiker, det skal De have. De stiller op til valget til Bayerns delstatsparlament på søndag. Held og lykke med det. Men det var Dem, hr. Radwan, der bremsede Katiforis-betænkningen. Det er også noget, vi husker ganske glimrende.

Charlie McCreevy er ikke til stede, hvilket er en skam. Joaquín Almunia har fremlagt en meget sund analyse. Kommissær Almunia, jeg vil gerne anmode Dem om at fortælle Deres kollega Charlie McCreevy, hvilke foranstaltninger der er nødvendige, og som vi nu må vedtage. Jeg ved ikke, hvor han er. Måske er han tilbage på væddeløbsbanen. Måske er bookmakerne på væddeløbsbanen bedre regulerede end de internationale finansmarkeder. En ting står dog klart: Vi forventer, at Kommissionen vedtager de foranstaltninger, der er mulige og nødvendige, og vi forventer, at disse foranstaltninger træffes inden årets udgang eller senest i foråret.

Dette betyder f.eks., at der skal vedtages regler for kreditvurderingsbureauer, og det skal ske meget hurtigt. Det er også yderst vigtigt, at bonusser i finansfirmaer afkobles fra kortsigtet indtjening som følge af spekulation. Det er et meget vigtigt punkt. Hvis en leder ved, at han selv vil indkassere 5 % af en milliard, han skaber i indtjening fra spekulation, fordi hans bonus er koblet sammen med denne milliard, er det kun menneskeligt, at han vil forsøge at skabe en milliard i overskud for enhver pris: Selv hvis titusindvis af job går tabt som følge heraf, hvilket er, hvad vi har oplevet over hele verden i de seneste tiår.

Uden at blinke ødelægger økonomidirektører – de smarte, unge tingester, vi støder på her på gangene – hele virksomheder og hele virksomhedsområder med alle de sociale dårligdomme, som dette medfører. Omkostningerne i forbindelse med denne ødelæggelse er omfattet af de 700 mia., som de amerikanske skatteydere nu skal investere for at redde de store banker og forsikringsselskaber. Den amerikanske ledelses dilettanteri viser sig ved, at det selv under denne massive krise er disse store selskaber, der bliver reddet, hvilket koster de almindelige skatteydere over 700 mia. USD fra USA's budget. Desværre optræder disse almindelige skatteyderes skæbne, gæld og kreditlån ikke i den amerikanske regerings redningsplan. Endnu en gang et perfekt eksempel på, hvordan profit privatiseres, og tab nationaliseres. Også det må høre op.

(Bifald)

Vi hørte alt om det under mandagens forhandling. Jeg har næsten indtryk af, at vi burde uddele medlemsansøgninger til det socialdemokratiske parti til PPE-DE-Gruppen: Det ser ud til, at de ikke kan ændre mening hurtigt nok, og de liberale er desværre endnu værre.

Under forhandlinger i november sidste år om EU's rolle i globaliseringen fremsatte jeg følgende bemærkning: "Denne wildwestkapitalisme, som hersker på de finansielle markeder, og som truer hele samfundsøkonomier, herunder nu også den amerikanske økonomi, ja, den kræver internationale regler". Der er behov for kontrol, gennemsigtighed og begrænsning af finansmarkedernes magt. Som svar herpå sagde lederen af ALDE følgende: "Hr. formand! Vi har lige hørt en røst fra fortiden". Han er i det mindste ikke til stede ved dagens forhandlinger, hvilket naturligvis vil øge kvaliteten af disse. Mine udtalelser var dog ikke en røst fra fortiden. Nu mere end nogensinde før er kontrol og statsligt tilsyn med en dereguleret marked – der ikke har respekt for nogen eller noget – vejen frem.

Jeg har derfor kun en ting at tilføje, hvis jeg må. Vi må naturligvis handle hurtigt, men vi må også handle på det område, der ligger mig og mine kolleger her i Europa-Parlamentet mest på sinde. Spekulationsboblen vil ikke sprænge: Selv om vi forbyder blankosalg nu, vil de vende tilbage. Noget andet, vi vil opleve igen, er, at investorer vil blive tilskyndet til at spekulere i f.eks. stigende fødevarepriser. Stigninger i fødevarepriserne opstår, når der er færre fødevarer. Dette betyder, at dem, der har interesse i høje fødevarepriser, skal sikre, at udbuddet af fødevarer nedbringes. Fødevaremangel betyder imidlertid sult i verden, og hvis vi har et system, der gør det muligt, at sult i nogle regioner i verden, skaber profit i andre regioner, vil vores redningspakke på 700 mia. USD ikke hjælpe os. Før eller senere vil systemet i hele dets gru medføre bitre konsekvenser for menneskeheden som helhed.

Det, vi drøfter her, handler altså ikke om kortsigtede behov. Det handler om, at vi sikrer en human social udvikling på lang sigt.

  Silvana Koch-Mehrin, for ALDE-Gruppen. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Den globale finanskrise har spredt sig gennem markederne med uforudsete konsekvenser til følge. Nogle mennesker føler en form for tilfredsstillelse ved synet af bankfolk, der falder i unåde og mister deres job. Dette er dog meget kortsigtet, for de virkelige tabere er ikke virksomhedslederne eller børsfolkene. Det er de almindelige familier, der rammes hårdest af kreditsammenbruddet og det kraftige fald i værdien af aktier og opsparing. Det er deres finansielle sikkerhed, der ødelægges, når værdien af pensioner og opsparinger bringes i fare.

Derfor er det vigtigt at gennemføre en nøjagtig analyse af finanskrisen og dens årsager for at sikre, at det ikke sker igen, og jeg er glad for, at vi gør det i dag. Martin Schulz brugte sit indlæg til at rase imod markederne. I lyset af hr. Schulz' forudsigelser i november sidste år, som han så venligt har mindet os om, har han måske mulighed for at tjene en ekstra skilling som orakel. Det er imidlertid penge, der driver markederne, ikke varm luft, og han er nødt til at erkende dette.

Det korrekte svar på den aktuelle krise er ikke at gå bort fra det frie økonomiske initiativ. Det er initiativ, der skaber arbejdspladser og velstand. Er der virkelig behov for mere regulering af de finansielle markeder? Ludwig Erhard, ophavsmanden til det tyske økonomiske mirakel, har sammenfattet det på bedste vis. Han sagde, at staten bør indføre regler for økonomien og det finansielle system, men som en dommer bør den ikke selv deltage i spillet. Dette betyder naturligvis, at den må gribe ind over for ureglementeret spil og overtrædelse af reglerne.

Regulering er hensigtsmæssig og nødvendig for at undgå udskejelser, men det er ikke markedsøkonomien, der skal have skylden for krisen. Skylden ligger hos dem, der nægter at holde sig inden for rammerne og følge reglerne. I årevis har de sagkyndige advaret mod højrisikolån, kredit uden sikkerhedsstillelse og en boble, der venter på at sprænge på finans- og ejendomsmarkederne. Vi har brug for fælles og gennemskuelige regler for hele Europa og for hele verden. Ja, vi har brug for international kontrol, men med sans for proportioner. Det hjælper ikke nogen, hvis vi sætter en stopper for kapitalbevægelserne med flere regler og udløser en økonomisk nedgang.

Vi må først og fremmest genoprette tilliden til et frit og åbent marked. Den økonomiske stabilitet for Europas og hele verdens borgere afhænger af, om vi viser os selv, at vi er i stand til at handle. De internationale markeder stopper dog ikke op og venter på Europas beslutninger, og de venter heller ikke på, at Parlamentet udtaler sig.

Hr. kommissær, minister Jean-Pierre Jouyet, min gruppe forventer, at De handler hurtigt, rationelt og med succes, og at De gør det nu.

  Eoin Ryan, for UEN-Gruppen. – (EN) Fru formand! Formanden for Den Europæiske Centralbank, Jean-Claude Trichet, sagde for nylig, at vi ikke vil vende tilbage til den normale tilstand, når markedet stabiliserer sig, men at vi i stedet vil opleve en ny normaltilstand.

I lyset af de mangler og svagheder ved markedet og institutionerne, der er kommet for dagens lys på så ødelæggende vis i det seneste år, kan vi kun hilse en udvikling væk fra fortidens misbrug og fejl velkommen. Finanskrisen har forårsaget en frygtelig panik, men den har også tjent til at understrege behovet for at fjerne uklarheder og indføre gennemskuelighed og for, at vi politikere gennemfører regulering. Men vi må også undgå panik, for hvis vi går i panik, træffer vi dårlige beslutninger.

I USA gennemføres der radikale ændringer af finansverdenen i kampen for at undgå katastrofen. Vores institutioner har stået fastere end institutionerne i USA – forståeligt nok, da krisen tog sin oprindelse på den anden side af Atlanten – men visse ting minder os om, at vi på ingen måde er urørlige. For at sikre stabiliteten på vores markeder i fremtiden må vi gennemføre strukturelle og systematiske reformer og være parate til at handle hurtigt. Tre ting vil muligvis ske eller er allerede sket f.eks. reformer – bl.a. sikre, at centralbankerne forhindrer stormløb mod banker og finansielle institutioner – og der er allerede gennemført en væsentlig indsats på dette område. For det andet må statskasserne fjerne årsagen til, at sådanne stormløb overhovedet indtræffer, nemlig tilstedeværelsen af misligholdte aktiver i de finansielle institutioners statusopgørelser. Endelig er det afgørende for det finansielle system, at der tilføres ny kapital.

Vi har passeret krisens indledende faser. Det varer endnu nogen tid, inden vi oplever virkningerne på bankerne og den politiske reaktion på dette indledende traume. Vi må dog nu sikre, at den nye finansielle virkelighed, der opstår som følge af denne krise, er stærk og sund. Derfor er det nødvendigt at gribe fat om krisens rod og fjerne misligholdte aktiver og rydde op i statuskontiene. Hvis vi skal komme ud af krisens hængedynd, er det også nødvendigt af hensyn til både den lokale og den globale økonomiske sundhed at vise, at der er tilstrækkelig kapital i det finansielle system. Om denne skal komme fra offentlige eller private indskud eller en kombination er en helt anden ting, som vi må drøfte snart.

Vi kender endnu ikke den globale finanskrises fulde og vedvarende indvirkning og konsekvenser for de europæiske markeder. Vi ved dog, at vi for at komme helskindede ud af krisen og sikre os, at investorer, markeder og borgere beskyttes i den nye normaltilstand, den vil resultere i, må holde hovedet koldt – selv i denne tid med tvivl og turbulens – og tage konkrete skridt til at gennemføre strukturelle og systematiske reformer, som vil beskytte vores europæiske systems sundhed og de europæiske borgeres og resten af verdens borgeres velfærd.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand! Hvis de førende europæiske ledere ønskede at illustrere den kløft, der adskiller dem fra de europæiske borgere, behøvede de blot at reagere, som de gjorde, på finanskrisen efter finansministrenes møde den 14. september 2008.

Hvad er de vigtigste foranstaltninger, der er blevet annonceret bortset fra en velkommen, men utilstrækkelig stigning i EIB's lån til små og mellemstore virksomheder?

De kan sammenfattes i tre punkter. Hvad angår for det første håbet om fiskal stimulans kan jeg citere Jean-Claude Juncker: "Vi har besluttet ikke at vedtage en europæisk genopretningsplan". Vi vil anvende stabilitetspagten, hele pagten og intet andet end pagten.

Dernæst med hensyn til den dereguleringsproces, der er undervejs, kan jeg citere Christine Lagarde: "Vi kan ikke tillade nogen forsinkelser i strukturreformerne", Jean-Claude Trichet: "Alt, hvad der kan gøres for at forbedre økonomiens fleksibilitet, er godt nok til os", og Jean-Claude Juncker: "Vi må reformere arbejdsmarkedet og markederne for varer og tjenesteydelser. Konkurrenceevnen har behov for et større spillerum."

Endelig er der spørgsmålet, som vi alle tænker på, hvem skal betale regningen? Her kan jeg igen citere Jean-Claude Trichet: "Vagthunde inden for bankverdenen bør ikke stille uforholdsmæssigt store krav til kreditvurderingsbureauerne" og på den anden side ifølge Jean-Claude Juncker: "Der må gøres alt for, at vi ikke mister kontrollen med lønningerne".

Vi vil gerne fortælle dem dette: Kom ud af jeres boble, og forsøg at sætte jer i andres sted. De ser på den ene side finansministre, der sætter himmel og jord i bevægelse for store globale spekulatorers skyld – alene ECB har frigivet et beløb på 110 mia. EUR – og på den anden side arbejdstagere, der er udsat for risiko. I et forsøg på at berolige markederne, gør I virksomhederne urolige.

Sandheden er, at de finansielle ledere i fællesskab med henvisning til de frie kapitalbevægelser og den berømte åbne markedsøkonomi med dens frie konkurrence har udløst nogle djævelske mekanismer, som de ikke længere kan kontrollere. Lad mig minde om, at hr. Trichet, der repræsenterer de 10 vigtigste centralbanker i verden, fem måneder efter starten på subprimekrisen stadig kun talte om enkle "markedskorrektioner" og annoncerede en "solid vækst, selv om den er let faldende". Tre måneder senere opfordrede han indtrængende Parlamentets Økonomi- og Valutaudvalg til "at give den private sektor en mulighed for at rette sig op". Hvilken indsigt! Hvis et system kan miste sine egne tilhængere på denne måde, befinder det sig midt i en eksistentiel krise.

Det er derfor, at vi må have modet til at skære igennem, hvis vi ønsker at undgå flere, stadig mere smertefulde kollapser. For det første må vi bryde med tanken om produktivitet baseret på en sænkning af lønomkostningerne og de sociale udgifter. Vi må vende den fortsatte tendens til at nedbringe lønmodtagernes andel i merværdien. Det er ikke kilden til inflation, det er de finansielle aktørers umoralske aktioner derimod.

For det andet må vi sætte en stopper for den blinde tillid til, at de finansielle markeder kan sætte skub i økonomien, da de ikke nærer den, men tværtimod forgifter den. Den Europæiske Centralbank skal spille en afgørende rolle, når det gælder om at styre pengene i retning af en socialt effektiv økonomi, en der skaber arbejdspladser, fremmer uddannelse og udvikler offentlige tjenester, som sikrer bæredygtig produktion og nyttige tjenester, som har plads til forskning og udvikling, som respekterer de offentlige virksomheder og den offentlige interesse, og som sætter samarbejde over økonomisk krigsførelse.

For at nå frem til dette må Den Europæiske Centralbanks opgave omdefineres. Den bør refinansiere bankerne med meget forskellige rentesatser afhængigt af, om lånene er til gavn for den sunde økonomi, jeg netop har beskrevet, eller om de tværtimod skal anvendes som grundlag for usmagelige finansielle transaktioner. Betingelserne for adgang til lån bør være fordelagtige i førstnævnte tilfælde og yderst afskrækkende i sidstnævnte tilfælde. Samtidig er der behov for en stram kontrol med banker og fonde, og der bør indføres en afgift på finansielle kapitalbevægelser. Endelig bør arbejdet med radikalt at reformere de internationale økonomiske institutioner, som præsident Lula opfordrede til i sin tale til FN, påbegyndes.

For det tredje må der sættes en stopper for selvtilfredsheden og nedladenheden hos en lille elite, der forklarer borgerne, at de eneste rigtige valg, er denne elites egne valg. Hvis vi i det mindste kunne drøfte alt dette seriøst med et åbent sind og en følelse af ansvar, så ville krisen i en henseende have medført noget godt.

  Hanne Dahl, for IND/DEM-Gruppen. – (DA) Fru formand! Da jeg tidligt mandag morgen tændte bilradioen på vej til lufthavnen, var den første nyhed, at min bank er i en alvorlig økonomisk krise. Heldigvis er jeg småsparer, så jeg taber ingen penge. Men aktionærerne græder. Den verdensomspændende økonomiske krise er nået til mit lille pengeinstitut. Problemets kerne ligger i den måde, globaliseringen har udviklet sig på. Ikke mindst retten til, at kapitalen kan flytte sig frit hen over grænserne. Der spekuleres som aldrig før uden andet formål, end at nogle ejere mener, at de på den måde kan score et overskud. For den reale økonomi er denne trafik kun til skade, akkurat som vi ser det lige nu, hvor spekulationer på det amerikanske boligmarked har udløst en international finansiel krise.

Derfor skal der gøres op med tanken om, at kapitalens fri bevægelighed er vejen til udvikling og rigdom. Den fri bevægelighed er kun til fordel for spekulanter og skattesnydere. Almindelige borgere og folk, der gerne vil investere i virksomheder og finansiere køb og salg af varer, kan sagtens leve med, at der er kontrol med, hvem der flytter store summer over grænserne og med hvilket formål. Kontrol med kapitalbevægelserne vil give demokratiet mere indsigt og mulighed for indflydelse.

Hvad er så løsningen på den umiddelbare krise? Et skatteyderbetalt sikkerhedsnet vil helt sikkert øge aggressiv og spekulativ udlandspolitik i finanssektoren og fremme det værste i kapitalismen. Bankerne må selv rydde op efter krak og kriser. Det er ikke nationalbankernes og dermed skatteborgernes opgave. Den danske finansrådgiver Kim Valentin foreslår en redningsfond finansieret af bankerne selv. Der er helt afgørende, at bankerne indskyder så store beløb i den nye fond, at de reelt får en interesse i at holde øje med hinanden og griber ind, når der er optræk til krise, for de skal selv betale oprydningen.

Jeg foreslår, at vi bruger EU til at opstille skrappe regler for størrelsen af bankernes redningsfonde. Dermed vil vi også imødekomme ønsket fra FN's generalsekretær Ban Ki-moon om en global, ansvarlig økonomisk politik. Bankerne må holde op med at være som børn, der aldrig har prøvet at falde og derfor ikke ved, at man kan slå sig.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg er ikke enig med mine kolleger, som beskylder Kommissionen for ikke at have levet op til sit ansvar. Jeg mener, at den største fejl, som Europa-Kommissionen kunne begå, var at tro, at mere regulering altid er det rigtige svar. Alle forslag fra Kommissionen bør være proportionale, velafbalancerede og målrettede.

Jeg har været ganske tilfreds med den måde, som denne Kommission har reageret på indtil nu, og jeg har fortsat tillid til, at Kommissionen har de rigtige redskaber til at forbedre lovrammerne for finansielle tjenester. Forbedringer bør i første omgang baseres på eksisterende gældende ret og retsgrundlag. Dernæst bør der overvejes soft law-bestemmelser og endelig, hvis der ikke sker nogen forbedringer, bør vi gå over til nye lovbestemmelser.

Jeg mener, at der nogle gange er en tendens til at glemme, hvor meget vi allerede har opnået i Europa. Siden 2000 har vi gennemgået vores lovgivning om finansielle tjenester grundigt, og vi har allerede opdateret mange af de relevante regler. Vi har moderne og avancerede lovrammer i Europa. Jeg tror, at de fleste mennesker i USA allerede følger dem, så jeg tror ikke, vi skal ændre vores fremgangsmåde radikalt.

Endelig vil jeg gerne sige, at det selvfølgelig må overvejes, om rammerne for tilsyn er så gode, som de kan blive. Vi bør – på grundlag af ØKOFIN-køreplanen – udvikle de tilsynsførendes arbejde i Europa, men vi bør også holde os situationens globale omfang for øje. Vi bør huske på, at finansindustrien sandsynligvis er det mest globale erhverv i verden i dag, og vi kan ikke handle i et vakuum. Vi må huske på, at vi lever sammen med resten af verden, og vi må forsøge at udvikle standarder, gensidig anerkendelse og konvergens med transatlantiske aktører – fordi det i øjeblikket er måden, hvorpå vi kan åbne for konkurrence – og også rigtig gode regler for beskyttelse af detailkunder og den måde, disse ting skrider frem på.

Afslutningsvis lige en ting vedrørende ECB. Jeg synes, vi bør takke ECB. ECB har gjort et godt stykke arbejde. Konsekvenserne for den europæiske økonomi, både på de finansielle markeder og i realøkonomien, ville have været langt mere alvorlige uden en rigtig god reaktion fra ECB i form af likviditet. Jeg mener, at ECB bør lykønskes hermed.

  Pervenche Berès (PSE). – (FR) Fru formand, hr. Jouyet – vi er kede af, at den ansvarlige minister ikke kan være til stede – hr. kommissær! Socialisterne støtter markeder, men de ved, at der på ethvert marked er ærlige handlende, og der er tyve, og derfor er der behov for en politistyrke. Det er underligt at tænke på, at når man forsøger at indføre en moderne politistyrke, som skal håndtere moderne tyve, så bliver man pludselig anklaget for at være gammeldags.

Vi har brug for moderne tilsyn og regulering. Der er ikke nogen fare for her, at vi kaster os hovedløst ud i at vedtage uklog og forhastet lovgivning i stil med Sarbanes-Oxley-loven, da det er mere end et år siden, krisen startede. Da hr. McCreevy talte til Udvalget om Økonomi og Valutaspørgsmål den 11. september 2007, pegede han på kreditivurderingsbureauerne som de største syndere. Over et år senere foreligger der stadig ikke noget forslag. Jeg tror ikke, dette kan betegnes som bedre regulering.

Med hensyn til den køreplan, der blev udarbejdet i oktober og december 2007, har jeg den her, og jeg har krydset den af punkt for punkt. Helt ærligt, så var denne køreplan for det første måske ikke designet til en krise af det omfang, vi oplever i dag, og for det andet er det, når det drejer sig om, hvordan tidsplanen er blevet overholdt, svært at vide, hvor man skal begynde.

Den franske præsident har annonceret en plan: Han vil dømme de ansvarlige og samle alle omkring bordet for at gennemføre drøftelser. Men hvad er det, han vil drøfte? En tilbagevenden til den køreplan, som Forummet for Finansiel Stabilitet har udarbejdet, og som ingen kan gennemføre, fordi ingen i Forummet for Finansiel Stabilitet har beføjelser til at gøre det?

Han foreslår alt dette, og dog var hans oprindelige reaktion på krisen at haste til London i efteråret 2007 for at godkende Gordon Browns strategi for oprettelse af et tidligt varslingssystem frem for at styrke Europas kapacitet til at håndtere problemet, som hr. Barroso i dag forsvarer i Washington. Jeg håber, at han vil kunne overtale sin kommissær, Charlie McCreevy, så det europæiske indgreb i form af regulering af og tilsyn med finansmarkederne bliver så stramt, som det er nødvendigt.

(Formanden afbrød taleren)

(Bemærkning uden mikrofon fra hr. Purvis i taletiden)

  Formanden. Jeg beklager. Jeg afbrød fru Kauppi, og jeg afbrød fru Berès. Jeg er generelt fair, hr. Purvis.

  Daniel Dăianu (ALDE). – (EN) Fru formand! Er det kun grådighed, eufori og lette penge, der skal have skylden for hele denne ulykke? Hvad med fejlene ved originate and distribute-modellen, som har øget den systemiske risiko? Hvad med skæve betalingsordninger med manglende etik, der har fremmet uforsigtig risikotagning? Hvad med grade value-investeringer, der smides i skraldespanden? Hvad med interessekonflikter? Hvad med banker, der går ind i kasinoagtige transaktioner? Hvad med "skygge"banksektoren med dens ekstreme gearing og spekulation? Hvorfor har de politiske beslutningstagere ikke lært af tidligere kriser, selv om de fik seriøse advarsler? Husk blot på, hvad Lamfalussy, Gramlich, Volcker og Buffet sagde for år tilbage.

Jeg finder argumentet om, at regulering bremser finansiel innovation, latterligt. Ikke al finansiel innovation er sund. Skal en næsten international Ponzi-ordning, som har udviklet sig via giftige produkter i det seneste tiår, tolereres? Det, det drejer sig om her, er manglen på ordentlig regulering og tilsyn og en dårlig forståelse af de finansielle markeder, af den måde, hvorpå de fungerer, og af den systemiske risiko. Frie markeder er ikke synonymt med deregulerede markeder. En genopretning vil blive meget smertefuld, især i USA, men Europa er ikke immun over for økonomisk tilbagegang. Løsningerne bør ikke være spredte – man må huske på, at markederne er globale. Der er behov for international koordinering for at genoprette tilliden.

(Formanden afbrød taleren)

FORSÆDE: Luigi COCILOVO
Næstformand

  Roberts Zīle (UEN). – (LV) Hr. formand! Jeg tror, vi kan bruge en velkendt sætning til at beskrive situationen på finansmarkederne: "Festen er ovre, og nu er det dagen derpå." Nogle vil betale dyrt for den dårlige mave, men der er naturligvis nogle lande og virksomheder, som vil drage fordel af denne yderst alvorlige situation. Med andre ord er der mange energiressourcer, og særligt udviklede lande og virksomheder har sendt deres ekstra overskud i den retning, og dette vil helt klart også ændre centrum for og balancen i den politiske indflydelse i verden. I Europa er det efter min mening de små, nye medlemsstater, der er mest sårbare i denne situation. Fejlagtige struktur- og skattepolitikker på et tidspunkt med høj økonomisk vækst medfører nu indlysende økonomiske og sociale trusler i de fleste af disse lande, herunder mit eget land, Letland.

De mange private lån i euro til husholdningerne fra banker i euroområdet, den store andel af penge tilhørende valutaudlændinge inden for banksektoren og den hurtige stigning i retning af de europæiske gennemsnitslønninger udtrykt i euro kan føre til en revaluering af de nationale valutaer. Sker det, kan langsigtet tilbagebetaling til finansielle institutioner i euroområdet blive en ny byrde for borgere og virksomheder i disse medlemsstater. Hvis en national valutas vekslingskorridor udvides i forhold til euroen, vil inflationen, der allerede er høj, tage til og forsinke de nye medlemsstaters indtræden i euroområdet yderligere.

Hvis de private låns samlede andel af betalingerne til banken når op på en tocifret procentdel af BNP, vil borgerne i disse lande ikke være optimistiske. Dette vil i stedet skabe en udtalt politisk pessimisme og vil påvirke den offentlige opinions opfattelse af EU som en institution, med alle de dertil knyttede konsekvenser, dette vil få også for Parlamentet i politisk henseende i de nye medlemsstater.

  John Whittaker (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Finanskrisen raser, og landene i euroområdet står over for en konjunkturnedgang. Gentagne gange får vi at vide, at svaret er mere regulering, så den finansielle sektor kan fungere bedre.

Men vi har et problem nu, og det hjælper os ikke at ændre reglerne, efter at problemet er opstået.

Jeg opfordrer indtrængende medlemmerne til at overveje en helt anden reaktion på de nuværende økonomiske vanskeligheder. De er et signal om, at vi ikke kan fortsætte ad den samme vej, og at vi takket være låneoptagning, der har været for billig, og import, der har været for billig, har levet over evne, og vi kan ikke fortsætte med at forbruge i samme omfang.

En tilpasning vil blive smertefuld, men det er nødvendigt, og i disse hårde tider, er der et andet budskab, der er endnu mere iøjnefaldende, men som ikke vil blive hørt i disse institutioner. Og det er, at EU ikke kan fortsætte med sine massive lovgivningsprogrammer med henvisning til f.eks. sundhed og sikkerhed, forbrugerbeskyttelse, social lighed, for den samlede virkning af alle disse ordninger er, at de medfører omkostninger og ødelægger den produktive aktivitet, som selve vores velstand er afhængig af.

I disse hårde tider er det ene budskab, som bør høres, at de europæiske lande ikke længere har råd til EU, dets institutioner og dets enorme lovværk.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil forsøge at udtrykke mig meget klart, da der er blevet givet udtryk for en lang række holdninger fra min del af salen.

For det første er den nuværende krise ikke en bibelsk svøbe eller gudernes straf. Markederne har slået fejl, og disse fejl har givet anledning til indgreb, der ville have glædet Keynes. Hvis markederne har slået fejl, så må vi rette op på det, der har slået fejl på markederne. Vi må med andre ord gøre noget.

Dette noget indebærer forskellige ting. For det første må vi gennemføre en chokbehandling for at bringe patienten ud af sin nuværende koma. Jeg vil gerne minde Kommissionen og Rådet om, at likviditetsproblemer kan løses af Den Europæiske Centralbank, men solvensproblemerne er noget, der direkte berører jer: Rådet, Kommissionen og medlemsstaterne.

For det andet må vi for at forhindre dette i at ske igen finde ud af, hvad der er slået fejl på markederne, og hvilke principper vi bør genindføre. Risikostyring, ledelse og endelig etikken har slået fejl.

Dette betyder, at vi må genindføre nogle grundlæggende principper: gennemskueligheden i produkter, i virksomheder og i markeder, ledernes ansvar, tilliden mellem de finansielle markeder og realøkonomien og politikkens centrale rolle.

Jeg er enig med Rådet i, at epoken med fuldstændig deregulering er ovre. Hverken markederne eller industrien kan regulere sig selv.

Den endelige recept – der er nødvendig for at vaccinere patienten og sikre, at dette ikke sker igen eller på en anden måde – er, at vi må fortsætte med markedsintegrationen. Vi må opnå en tilstrækkelig kritisk dimension, som de har gjort i USA. Vi må etablere demokrati for euroen, så vores valuta kan have nogen indflydelse i verden under en krise, som er global. Endelig må vi tage reguleringsordningerne og rammerne for tilsyn, der er dem, der har slået fejl, op til fornyet behandling.

Jeg kan derfor ikke tilslutte mig blød lovgivning med adfærdskodekser og selvregulering. Det er op til os alle at komme med et svar til vores befolkninger, som naturligvis er dem, der i sidste ende vil komme til at betale prisen.

  Elisa Ferreira (PSE). – (PT) Hr. formand! Hvilke konklusioner kan jeg drage af den nuværende krise på et minut? Den er resultatet af vores valg om ikke at føre ordentligt tilsyn med finansmarkedernes aktiviteter. En kompetent regulering dræber ikke markederne, men er tværtimod afgørende for deres overlevelse. Der er mennesker, som er ansvarlige for tabene, men der er nu også borgere, der betaler prisen for deres umådeholdenhed og for manglerne i det offentlige tilsyn.

Advarselssignalerne viste sig for nogen tid siden. I Rasmussen-betænkningen, som Parlamentet vedtog i går med et meget stort flertal, fremsættes der specifikke forslag om risiciene for overdreven gearing, manglende gennemskuelighed og interessekonflikter, men denne betænkning er baseret på arbejde, som den socialdemokratiske gruppe påbegyndte, år før krisen begyndte i 2007.

Initiativbetænkningen fra Ieke van den Burg og Daniel Dãianu går i samme retning. EU er en vigtig partner i international sammenhæng, og jeg lykønsker kommissær Almunia med hans meddelelser her i dag, men vil kommissær McCreevy være enig i disse? Den lammelse, der har ramt Kommissionen i forbindelse med disse spørgsmål, kan ikke på nogen måde begrundes. Parlamentet gør, hvad det bør gøre. De øvrige institutioner burde også handle korrekt.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (EN) Hr. formand! Det er en skam, at hr. Schulz allerede har forladt os. Jeg vil gerne understrege, at det endnu er for tidligt at sige, hvem der vil gå konkurs, fordi ingen ved, hvem slutinvestorerne i de giftige aktiver er. Måske er det statsejede banker.

Jeg vil dog gerne opfordre til et bredere syn på begivenhederne og minde om, at Parlamentet allerede i starten af året udarbejdede nogle gode forslag, som ikke blev accepteret af Rådet og Kommissionen. For det første anmodede vi om, at den økonomiske forvaltning på EU-plan blev bragt i overensstemmelse med den globale udvikling, og om, at de brede økonomiske retningslinjer blev ajourført. Vi foreslog også, at man sikrede en stram håndhævelse af EU's konkurrenceregler og ikke tillod, at små og mellemstore virksomheder blev presset ud af markedet, eller at der blev skabt monstre, der er for store til at falde. Vi må fremme og bevare vores nationale, traditionelle virksomhedskultur, fordi EU's slogan er "forenet i mangfoldighed".

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi må håbe, at de amerikanske forslag om køb af giftige aktiver fungerer, for hvis de ikke gør, vil smitten næsten med sikkerhed sprede sig herover. Jeg vil gerne have en forsikring fra hr. Jouyet og hr. Almunia om, at vores forsvar virkelig er på plads. Er vores långivere i sidste instans parate til at imødegå den værst tænkelige situation, der måtte opstå i dette tilfælde? Vi bevæger os fra et likviditetsproblem i retning af et solvensproblem.

Det er korrekt, at vi, når tiden er inde, må tage vores reguleringsmæssige forsvar op til fornyet behandling, men det kan ikke og bør ikke ske forhastet midt under krisen. Vi ville risikere at overreagere ved at gennemtvinge unødvendige, forkert rettede og overdrastiske foranstaltninger, der kun ville skade udsigterne til investering i vores økonomier og arbejdspladser i fremtiden.

Vores vigtigste opgave nu er at genoprette tilliden. Hr. Almunia, De nævnte ordet flere gange. Lad os se, hvordan vi kan gennemføre det.

Jeg vil indtrængende opfordre lederne af verdens vigtigste økonomier i Amerika, Europa, Mellemøsten og Fjernøsten til at mødes inden for de nærmeste dage og enstemmigt forsikre verden om, at alt, hvad der er nødvendigt for at slukke flammerne, vil blive gjort utvetydigt, uanset hvor disse flammer måtte opstå. Først når flammerne og gløderne er slukket, kan vi gå over til obduktionen, som skal vise, hvordan dette skete, og hvad der er nødvendigt for at undgå, at det sker igen.

Tillid er et vigtigt grundlag, som et levende finansielt system og en levende global økonomi hviler på. Det er nu op til de politiske ledere på højeste plan – et topmøde faktisk – af de frie markedsøkonomier at træde sammen – ingen undskyldninger, ingen tilbageholdenhed, ingen argumenter – for at tage det fulde ansvar for at genoprette tilliden.

  Wolf Klinz (ALDE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Finansminister Henry Paulson kaldte de seneste få uger en "ydmygende" tid for USA, da han afslørede sin redningspakke på op til 700 mia. USD til landets forkrøblede finansielle sektor.

Situationen i USA er reelt alarmerende. USA's finansielle system med dets investeringsbanker, hedge fonde og strukturerede produkter, der ikke er underlagt et normalt banktilsyn, og dets talrige forretningstransaktioner gennemført via single purpose-virksomheder, der ikke optræder i nogen statusopgørelse, er stort set kollapset. Det er usandsynligt, at det hurtigt vil blive genoprettet i sin oprindelige form. De sidste to rene investeringsbanker – Goldman Sachs og Morgan Stanley – er nu gået over til den kommercielle banksektor. Løftet om penge til lav rente til alle for at skabe stadig mere vækst, overskud og likviditet har vist sig at være en illusion: Denne form for evig bevægelse eksisterer simpelthen ikke. En høj gældsbaseret levestandard for alle med en bil, et hus og alt andet tidligt i livet kan simpelthen ikke opretholdes på langt sigt. Realøkonomien har indhentet os: Uden beskæftigelse er der ingen opsparing, uden opsparing er der ingen investering, der er ingen bæredygtig vækst.

Vi europæere bør tage ved lære af katastrofen i USA. Der er ikke noget alternativ til budgetkonsolidering. Penge vokser ikke på træerne. En rigelig forsyning med penge til lav rente, som er det, socialisterne altid kræver af ECB, vil ikke løse problemet, det vil simpelthen forværre det.

Kommissionen bør gennemføre de forslag, der har Europa-Parlamentets støtte, vedrørende securitisering, opretholdelse af strukturerede produkter i ordregivernes bøger, mere tilsyn, en adfærdskodeks for markedsdeltagerne og forskellige andre foranstaltninger så hurtigt som muligt, men dog med sans for proportioner og rettidig omhu.

  Jean-Paul Gauzès (PPE-DE). – (FR) Hr. formand, hr. Jouyet, hr. kommissær! Jeg vil gerne starte med at takke hr. Jouyet for, at han står til rådighed og for den store kompetence, han viser på alle områder.

Europa kan ikke fortsætte med i perioder at lide under følgerne af kriser, der har rod i den amerikanske kapitalisme. De foregående talere har gjort dette helt klart. Dette er ikke udtryk for en fjendtlig holdning til USA. Det er et indlysende faktum: Krisen er resultatet af en alvorlig fejlfunktion, som kræver kraftige afhjælpende foranstaltninger. Selvregulering er ikke nok.

I dag er krisen imidlertid global. Hr. Jouyet sagde tidligere, at vi har behov for nye foranstaltninger – lovgivning og regulering – og for at vurdere bankernes, de statsejede investeringsfondes statusopgørelser og solvens, lønninger, gennemskuelighed, tilsyn og regnskabsstandarder. Alt dette bør udbygges og forbedres.

Det er også blevet sagt mange gange, at vi må genoprette tilliden til det finansielle system, der udgør en integrerende del af det økonomiske liv. Jeg er uenig i den kritik, der er blevet fremsat og mener, at det franske formandskab i denne henseende har været hurtigt til at reagere. De forslag, som præsident Sarkozy har fremsat på vegne af EU, sendte et stærkt signal i New York, og det udvidede G8-møde, han har foreslået, vil give de forskellige økonomiske aktører i verden mulighed for at samles omkring bordet, hvilket i sandhed er et vigtigt skridt.

Hvis vi skal nå frem til globale regler, kan vi ikke blot løse problemerne i Europa. Der skal naturligvis ske fremskridt i Europa, og i denne henseende er det uheldigt, at man har været noget langsomme til at reagere. Der må imidlertid også vedtages bestemmelser på internationalt plan. Økonomien er global, hvilket betyder, at reglerne også må være globale.

Vi har meget arbejde foran os, og jeg har tillid til, at de foranstaltninger, som hr. Jouyet annoncerede tidligere, vil sikre, at man i de kommende uger og måneder finder frem til mulige løsninger. Det ville være tåbeligt at tro, at disse spørgsmål kan løses på nogle få minutter.

  Karsten Friedrich Hoppenstedt (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! I de seneste få dage har vi oplevet stor turbulens i USA's finansielle system for at sige det mildt. En af de vigtigste nye begivenheder var, at selskabet Lehman Brothers Holdings blev tvunget til at indgive konkursbegæring for at beskytte sig mod sine kreditorer. Jeg vil gerne sige to ting i denne forbindelse. For det første planlægger USA en omfattende hjælpepakke. Dette vil dog ikke sætte en stopper for krisen eller beskytte os mod nye overraskelser, efterhånden som begivenhederne udvikler sig.

For det andet, ja det er nødvendigt at finde ud af, hvilke reguleringsmekanismer der kan forbedres, og hvor der kan skabes større gennemskuelighed. Desværre vil mere og bedre regulering dog ikke udelukke alle de ubehagelige overraskelser, der kan opstå på finansmarkederne i fremtiden, fordi vi ikke kender alle de eksisterende bankmekanismer.

Hvorfor siger jeg det? Lad mig give et eksempel. Overraskelser kan f.eks. opstå i forbindelse med aftalerne om netting mellem bankerne, der har stor betydning med hensyn til minimering af risiciene. Bankerne kan naturligvis kun tage aftalerne om netting i betragtning i forbindelse med risikovurderingen, hvis disse aftaler kan håndhæves i lovgivningen. Kan bedre regler i fremtiden udelukke enhver usikkerhed omkring gyldigheden af aftaler om netting? Det tror jeg ikke. Efter min mening vil selv en sund og pålidelig regulering ikke udelukke ubehagelige overraskelser i fremtiden.

  Manuel António dos Santos (PSE). – (PT) Hr. formand! Den nuværende finanskrise, som på kort sigt bliver økonomisk og ikke kan undgå at blive social, måske også politisk, kunne man have taget højde for, fordi den var forudsigelig. Det er en skam, at ultraliberal dogmatisme og den finansielle spekulationsøkonomi, den såkaldte djævelens økonomi, har fået overtaget over sociale hensyn og en økonomi med iværksætterånd og handling, som er den eneste økonomi, der er i stand til at skabe velstand og tjene borgerne.

Regulering har slået fejl, som kommissær Almunia fastslog. Den har slået fejl og skal nu igennem en gennemgribende overhaling efter at være blevet straffet. Krisen i verdens finansielle system er strukturel, som kommissær Almunia også fastslog. Som følge heraf er det ikke tilstrækkeligt blot at bruge de politiske instrumenter, vi har til rådighed i dag. Holdningen i Den Europæiske Centralbank, hvor man insisterer på at anvende lægemidler, der ikke kan kurere den nuværende sygdom, den blindt optimistiske autisme hos visse medlemmer af Økofin-Rådet, som for blot 15 dage siden udtrykte overraskelse over krisens omfang, og holdningen hos kommissær McCreevy, som foreslår at ændre noget, så alting forbliver det samme, er uacceptabel.

Det er nu Kommissionens ansvar at bruge alle redskaber og lægge pres på medlemsstaterne for at få skabt nye instrumenter. Dette ansvar omfatter især at være opmærksom på de rigtige og ambitiøse anbefalinger, Europa-Parlamentet fremsatte efter Rasmussen-betænkningen.

  Dumitru Oprea (PPE-DE). – (RO) Hr. formand! Det siges, man kan flygte, men ikke gemme sig for globaliseringen. Det samme gælder for de globale finansmarkeder. Mens der var overskud verden over, herskede der normale tilstande. Nu, hvor der forekommer tab, er det kapitalismens skyld. Efter vores mening ligger skylden i høj grad hos staten, som har glemt en af sine væsentligste infrastrukturer, den finansielle, der er lige så vigtig som veje, jernbaner og flyselskaber.

Det, USA og EU såvel som medlemsstaterne nu forsøger at gøre, er at lægge fundamentet til en ny infrastruktur: den globale finansielle infrastruktur. Desværre kommer indgrebet fra statens side temmelig sent. Dette er ikke en ny regulering, men en fluidisering, et tilsyn med de globale finansielle strømme, som alle stater bør deltage i og dermed gøre det muligt for det finansielle system at genvinde troværdigheden.

  Proinsias De Rossa (PSE). – (EN) Hr. formand! I mandags fik vi at vide af kommissær McCreevy, at hedgefonde og private equity ikke var grunden til den nuværende uro. The Guardian fra i dag beretter om, at milliardæren John Paulson i går blev afsløret som en af de hedgefondchefer, der har foretaget short-selling af britiske bankaktier ved at satse næsten 1 milliard GBP på, at deres aktier ville falde dramatisk. Hans selskab Paulson & Co i New York blev sidste års mest succesrige hedgefond, efter det spekulerede imod de højrisiko-realkreditlån, der senere blev giftige under finanskrisen. Paulson & Co havde spekuleret imod fire forretningsbanker, herunder HBOS, som blev tvunget til at acceptere at lade sig redde ved at blive overtaget af Lloyds TSB i sidste uge efter et brat fald i aktiekursen.

Hvis kommissær McCreevy ikke er parat til at regulere alle finansielle institutioner, så bør han tvinges til at træde tilbage. Kommissionen har et ansvar for at sikre, at disse institutioner ikke får lov til at begå lommetyveri mod pensionsfonde og opsparinger og stjæle vores arbejdspladser. De skal standses, og den eneste måde at gøre det på er at indføre gennemsigtighed og regulering på dette område. Markedets såkaldte usynlige hånd er i virkeligheden en lommetyv, og jo mere usynlig den er, desto flere lommetyverier begår den.

  Formanden. - Jeg tror, hr. De Rossa foreslår at tilbyde kommissær McCreevy et abonnement på The Guardian. Formandens kontor vil se på det.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Hr. formand! Vi har al mulig grund til at reagere på urimelige godtgørelses- og bonusordninger. Det tror jeg, vi alle gør, og det er helt forståeligt, men efter at have lyttet til debatten vil jeg ikke desto mindre sige, at globale finanskriser ikke løses med skinger politisk retorik. Man skal ikke lyde, som om man er ved at smide barnet ud med badevandet og øger den panik, der rasede på finansmarkederne i sidste uge. Det må ikke ske her i Parlamentet. Vi skal være rimelige, vi skal være fornuftige. Det er det ansvar, vælgerne har givet os. Kære venner! Vi må anlægge et afbalanceret syn, vi må skabe gode og effektive love og bestemmelser, som giver spillerum for vækst og selvregulering. Det bekymrer mig, når jeg hører denne skingre retorik. Det foruroliger mig, og jeg frygter, at det vil føre til en overreguleret finansiel sektor, som ikke vil kunne levere den vækst, vi alle har så stærkt brug for. Det er vækst og udsigten til at skabe flere job, som vores vælgere ønsker.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE). – (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, mine damer og herrer! Jeg har med forbløffelse lyttet til synspunkterne fra socialisterne og kommunisterne, som fortæller os, at systemet har svigtet. De har åbenbart en kort hukommelse, de, som i det 20. århundrede fik hver eneste økonomi i deres hænder til at gå fallit. Problemet er globalt, og løsningen må derfor være europæisk.

Hvad det finansielle spørgsmål angår, hr. kommissær, vil jeg gerne vide, hvorvidt De vil indarbejde artikel 105, stk. 6, i traktaten om oprettelse af Det Europæiske Fællesskab, i henhold til hvilken Rådet på basis af en afgørelse truffet med enstemmighed på forslag af Kommissionen kan overdrage Den Europæiske Centralbank en opgave i forbindelse med tilsyn med kreditinstitutter. Jeg tror, at borgerne i dag anser det for at være på tide, at vi overvåger de eksisterende ordninger for tilsyn med de finansielle systemer. Vi kan ikke opbygge et indre marked uden en europæisk reguleringspolitik.

  Dariusz Rosati (PSE). - (PL) Hr. formand! Denne krise har vist, at det globale finansielle system er behæftet med alvorlige fejl. For det første forsømte tilsynsmyndighederne at forhindre investorernes uansvarlige adfærd. Vi har oplevet en udvikling af nye finansielle instrumenter, som imidlertid ikke er tilstrækkeligt gennemsigtige og ikke muliggør en ordentlig risikovurdering. For det andet forsømte de finansielle institutioners ejere og aktionærer at føre ordentligt tilsyn med deres egne ledere, som betalte sig selv overdrevet store lønninger og bonusser, og for hvad? For at køre deres selskaber nedenom og hjem!

Det haster med at handle på mindst disse to områder. Vi ønsker ikke at opleve en gentagelse af det amerikanske nedsmeltningsscenario i Europa. Vi ønsker ikke at opleve en situation i Europa, hvor de administrerende direktører i finansielle selskaber rejser derfra med mange millioner dollars, mens skatteyderne sidder tilbage med regningen. Vi forventer, at Kommissionen skrider beslutsomt ind i denne sag.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne for denne spændende debat. Vi kunne blive her i timevis, da emnet afgjort fortjener en meget omfattende diskussion, og de tanker, der er blevet drøftet, har været fascinerende. Desværre har vi blot begrænset tid til rådighed.

Jeg vil drage følgende konklusioner. For det første hvad laissez faire-tilgangen og den manglende regulering angår og med tanke for det forbehold, der følger med mit job, mener jeg at have udtrykt mig temmelig klart. Efter min mening skal vi nu bevæge os ud over debatten for og imod regulering. Finansiel deregulering er nu et forældet begreb. En stærk, moderne finansiel regulering vil blive løsningen fra nu af. Den skal tilpasses. Vi skal gå videre end det, der er gjort hidtil.

Det er det første, jeg ønsker at slå fast, og her udtrykker jeg mig overordentlig klart. Jeg lyttede også omhyggeligt til det, fru Koch-Mehrin sagde, og jeg gentager hendes ord, nemlig at regulering ikke er markedets fjende. Alle må se deres ansvar i øjnene. Det er de offentlige myndigheders opgave at regulere og tilpasse de gældende regler, fordi det er systemets stabilitet, beskyttelsen af individuelle opsparere og beskyttelsen af indlånerne, der står på spil. Jeg vil også sige til hr. Wurtz: Det er også beskæftigelsen og væksten, som har direkte indvirkning på realøkonomien, der trues af denne krise. Det er derfor, vi skal handle, herunder for de mindst velstillede, og det skal gå stærkt.

For det andet er jeg overbevist om, at Europa skal handle inden for en styrket international samarbejdsramme. Der er ikke noget alternativ. Som det allerede er sagt, skal Europa lade sin stemme høre, ellers vil vi blive underkastet følgerne af de amerikanske løsninger. Det er allerede sket for Sarbanes-Oxley. Vi så, hvilke følger det fik for visse europæiske selskaber. Vi så den virkning, det fik for revision og markedsstandarder.

Vi kan begynde med det samme. Den eneste fordel, vi har, er, at Europa, som hr. Almunia og præsident Sarkozy begge har understreget, i dag kan gøre sig stærkt gældende, lade sin stemme høre på den internationale scene, tage tøjlerne og få et forspring. Jeg opfordrer alle europæere til indbyrdes koordination, så Unionen får en stærk tilstedeværelse på den internationale scene, og til at reflektere over internationale finansielle strukturer og over internationale regulerende myndigheder.

For hvis der ikke træffes internationale foranstaltninger, kan vi ikke klage over, at der mangler alternativer til at trække på statsejede fonde, som vi jo ønsker at beholde. Jeg fælder ikke nogen dom, men det er nødvendigt med en vis konsekvens i denne henseende. Vi skal gøre os klart, hvad vi ønsker at gøre, og at hvis Europa forsømmer at handle, vil vi blive nødt til at gribe til andre midler til stabilisering af det finansielle system.

Det tredje, jeg er overbevist om, er blevet nævnt af en række talere, herunder hr. Schulz. Det er rigtigt, at vi skal tage fat på spørgsmålet om lønninger og problemet med overskud i sammenhæng med cykliske markedsaktiviteter. Spørgsmålet om markedsoperatørernes lønninger skal også ses i sammenhæng med denne internationale overvejelse. Jeg er ikke den første, der siger det. Gordon Brown har også sagt det tidligere. Jeg finder det logisk, og spørgsmålet skal gøres til genstand for nøje overvejelse.

Det står klart, at det ikke blot er en økonomisk og finansiel krise, men også en etisk og ansvarsbetinget krise. Det er en krise for etikken i økonomien, som berører alle aktører og politiske ledere, uanset sympati. Som hr. Wurtz og andre talere har betonet, skal pengevæsenet forsat tjene økonomien. Økonomien må ikke blive offer for pengevæsenet.

Som jeg sagde det, skal vi gøre os overvejelser om de finansielle institutioners rolle og om den køreplan, finansministrene vedtog på basis af Kommissionens forslag. Lad os tale om specifikke fremskridt. Til fru Berès vil jeg sige, at vi skal gå længere og, hvad tidsplanen angår, handle hurtigt. Jeg gentager det, hr. Almunia sagde: Kommissionen skal handle hurtigt, fordi det er et spørgsmål om at genoprette tilliden, og jeg vil gerne runde af med det punkt.

Selvom Europa er mindre berørt, er det stadig vigtigt for os at udsende tillidskabende budskaber. Det betyder handling, internationalt samarbejde, ikke at være bange for at tilpasse regler, handle hurtigt og have forslag på bordet til Det Europæiske Råd den 15. oktober, anvende de forslag, Parlamentet har fremsat, og, som det er nævnt, være sig den kendsgerning bevidst, at vi har at gøre med transaktioner, der ikke blot påvirker likviditeten, men også solvensen i hele det finansielle system.

Det er i dag økonomisk tillid, der vil kickstarte væksten, og derfor skal vi gøre os fri af dogmatismen for at kunne handle beslutsomt og bruge hele den række af redskaber, vi har til rådighed.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg er enig med alle dem, der i denne debat har fremhævet, at vi skal reagere, at vi skal reagere på en meget stor forvandling i det finansielle system, at vi bliver nødt til at lære af fortidens fejl, og at vi bliver nødt til at arbejde sammen, de europæiske institutioner, for uden vores interinstitutionelle samarbejde ved vi alle, at det ikke vil lykkes for os. Når vi reagerer, skal det ske i et samspil med de andre aktører i dette spil, og vi ved, at vi taler om globale finansielle systemer. Hvis ikke de var globale, ville vi ikke være påvirket på samme måde, som det er sket, så vi må ikke glemme, at vores lederskab, vores initiativer og vores beslutninger bør ledsages af en høj grad af enighed om vores holdninger med de andre partnere og de andre aktører. Hvis ikke, lad os blot være ærlige, vil vi komme til at betale prisen for at være klare, men naive, og vi vil ikke være konkurrencedygtige i finansbranchen, og vi er nødt til fortsat at være konkurrencedygtige, ikke blot effektive, ikke blot rigorøse, ikke blot i stand til at lære af fortiden, men også nødt til at være konkurrencedygtige.

Som jeg allerede har sagt i mine indledende bemærkninger, og jeg er enig i formandens bemærkninger, så mener jeg med reaktion på kort sigt, at Økofin-Rådets køreplan skal implementeres fuldstændigt så hurtigt som muligt, og tingene skrider planmæssigt frem, fru Berès. Den vurdering, der blev foretaget i Nice for få uger siden, viser, at vedtagelsen af Økofin-Rådets beslutninger skrider planmæssigt frem. I næste uge vil vi skulle fremsætte forslag til kapitalkravsdirektivet, og om nogle få uger til direktiv om kreditvurderingsinstitutter.

Det er også meget vigtigt, at man her i Parlamentet og i Rådet vedtager Solvens II-direktivet snarest muligt. Men uden for EU's grænser skal Det Finansielle Stabilitetsforum fortsætte sit meget intensive arbejde. Det er en meget vigtig institution i dette øjeblik, niveau 3-udvalgene inden for Lamfalussy-processen. Vi er stærkt foruroligede, både i Parlamentet, Kommissionen og forhåbentlig også i Rådet, over den manglende virkning af visse reaktioner på dette niveau, og der er her tale om centrale institutioner, som burde arbejde meget mere effektivt, end da disse institutioner, Baseludvalget, International Accounting Standards Board, blev etableret for få år siden. Det er et centralt spørgsmål, som hr. Jouyet sagde. Så vi er ikke alene. Vi er nødt til at reagere hurtigt, på effektiv vis, hvor vi tager højde for de store problemer, vi står over for, og samtidig sikrer, at vores lederskab følges af andre, som vi ved, det er tilfældet på mange andre reguleringsmæssige områder.

Fra et strukturelt synspunkt kan vi desværre ikke træffe beslutning om alting i dag. Men det er rigtigt, og her er jeg helt enig, at forholdet mellem regulering og markeder kommer til at ændre sig på grund af denne krise. Der er tydeligvis bl.a. tale om et reguleringsmæssigt svigt.

Jeg tror, vi alle er enige om behovet for, at der på alle niveauer etableres et mere intenst forhold til de amerikanske myndigheder, ikke blot i vores opgave som Kommission eller udøvende tjenestegrene, men også Parlamentet i forhold til Kongressen, som nu er en central aktør i løsningen af disse specielle problemer i USA. Vi skal reagere på multilateralt plan. Den egentlige kilde til alle disse svigt i de finansielle systemer, den umådeholdne likviditet, aktørernes umådeholdne risikotagning, den lave risikoaversion, vi har oplevet tidligere, denne cupidité, som hr. Jouyet udtrykte det, er udsprunget af alle disse globale ubalancer, som de globale institutioner hidtil ikke har været i stand til at løse. Vi bliver nødt til at handle samlet som europæere for at overbevise de andre partnere på den globale arena om, at hvis ikke vi formår at få rettet ordentligt op på disse globale ubalancer, vil de skabe nye problemer i fremtiden. Vi bliver nødt til at foretage en indbyrdes koordination i EU på en mere klar og effektiv måde.

Vi lever i en økonomisk og monetær union. Vi har et indre marked, vi har en aktionsplan for integration af finansielle tjenesteydelser, men vi har stadig masser af interne hindringer og ineffektivitet. Vi bør efter min mening alle være opmærksomme på, at det vil kræve mere europæisk integration og ikke flere nationale reaktioner eller defensive holdninger fra medlemsstaternes side.

Ud over det skal vi holde os for øje, hvad udfordringerne er på mellemlang til lang sigt, og vi skal i dette meget vanskelige miljø bevare stabilitets- og vækstpagten, Lissabonstrategien og energi- og klimaændringsstrategierne, som er ekstremt vigtige nu. Vi kan ikke tillade os at glemme, at vi står over for ikke blot meget vanskelige kortsigtede udfordringer med hensyn til de finansielle markeder, men også store udfordringer på mellemlang til lang sigt for verdensøkonomien og vores egen fremtid.

Et sidste ord: Det var ikke med i køreplanen, men vil være på dagsordenen for næste møde i Økofin-Rådet, og Kommissionen vil erklære sig helt enig i denne sag.

Vi skal overveje systemerne for aflønning af direktører, bestyrelsesmedlemmer og koncernchefer og alle dem, som kan skabe tendenser, og som kan vedtage beslutninger på markederne.

Der er én ting, jeg lige vil fortælle, og det er også rettet til Rådet: I 2004 fremsatte Kommissionen, og specielt min kollega Charlie McCreevy, en henstilling, hvor medlemsstaterne blev bedt om at vedtage beslutninger i denne henseende for at undgå forkerte tilskyndelser. Vi har set på, hvad der er sket siden da, i de forløbne fire år. Kun én ud af de 27 medlemsstater reagerede positivt på denne henstilling efter Kommissionens opfattelse. Altså bifalder Kommissionen helt denne konsensus om også at behandle disse vigtige spørgsmål.

  Formanden. - Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Det amerikanske finanssystem er blevet rystet i de seneste dage, da Lehman Brothers indgav insolvensbegæring, og Merrill Lynch, der frygtede et sammenbrud af samme art, indvilgede i at blive overtaget af Bank of America. Dow Jones' industrielle indeks faldt 4,4 % den 15. september og yderligere 4,1 % to dage senere. Faldet i værdipapirkurserne over hele verden den 15.-17. september resulterede i tab på cirka 3,6 tria. USD for investorerne. AIG's aktier er faldet med over 90 %, fra 72 USD sidste år til 2,05 USD. Den amerikanske regering overtog kontrollen med AIG med en økonomisk redningspakke på 85 mia. USD den 16. september. Disse "udviklinger" tyder på den største finansielle krise for USA siden starten på den store depression. De har fundet sted en uge efter, at den amerikanske forbundsregering overtog kontrollen med Fannie Mae og Freddie Mac, de kæmpestore realkreditinstitutter. Problemet er, at Lehman Brothers og AIG skylder mange milliarder til kreditorer ikke blot i USA, men også i Europa. Er Europa parat til at absorbere det chok, der er fremkaldt af det uløselige bånd til det amerikanske marked? Er de 36,3 mia. dollars, ECB og Bank of England har tilført markedet, tilstrækkeligt til at få faren til at drive over?

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN), skriftlig. – (PL) Jeg vil gerne henlede Parlamentets opmærksomhed på følgende spørgsmål.

1. Den amerikanske regering og den amerikanske forbundsbank har hidtil afsat et beløb på nær ved 1 tria. USD til bekæmpelse af følgerne af finanskrisen. Den såkaldte Paulson-pakke indeholder yderligere forslag, som skønnes at koste 700-800 mia. USD ekstra. Det tyder på, at den nuværende krise kan sammenlignes med det store krak i 1929.

2. Derudover stillede ECB cirka 750 mia. USD til rådighed til forbedring af likviditeten, mens Bank of England frigjorde cirka 80 mia. USD. Disse træk er en yderligere bekræftelse af, hvor alvorlig situationen på Europas finansmarkeder anses for at være.

3. Alle de nævnte foranstaltninger tyder på, at det igen er populært med stærk og beslutsom regeringsintervention. Selv de mest liberale økonomer anerkender behovet for at indføre regler for at standse krisen og er faktisk parat til at acceptere, at regeringer og internationale finansielle institutioner involveres i disse processer.

4. Denne krises omfang og udstrækning vil få negativ indflydelse på forløbet af transaktioner i realøkonomien. Den vil resultere i recession i den amerikanske økonomi, hvilket betyder negativ økonomisk vækst. Den vil også betyde en opbremsning i den økonomiske vækst i Europa.

5. I lyset af denne situation er det bydende nødvendigt for alle lande at styrke de institutioner, der fører finansielt tilsyn. Det gælder helt specielt for EU. Disse institutioner har behov for at kunne føre et mere intensivt tilsyn med aktiviteterne i de store banker, investeringsfonde og forsikringsorganer. Et mere intensivt tilsyn er den eneste måde at forbedre den finansielle sikkerhed på og sikre finansiel stabilitet i fremtiden.

  Esko Seppänen (GUE/NGL). – (FI) Nu ved vi, at staten er nødvendig som garant for kapitalismen på finansielt og ikke blot på militært plan. Regeringen i Amerikas Forenede Stater, den rovgriske kapitalismes fædreland, har privatiseret overskuddet fra spekulation og er nu ved at lægge de største spekulativt betingede tab for skodbanken i dets økonomiske historie over på samfundet.

Raubtier (rovdyr) er det tyske ord for den type kapitalisme, der er baseret på et andet ord Raubgier (grådighed), som ligger tæt op ad Raub (røveri). De er begge bedre.

Opsparere, der har forberedt sig på dårligere tider overalt i verden, vil blive frarøvet værdien af noget af deres opsparing i de kommende år, når verdensøkonomien som følge af sidste uges begivenheder bliver oppustet, og/eller vi kommer ind i en økonomisk nedgang. Det er vanskeligt at forestille sig, hvordan USA ellers vil kunne betale den enorme gæld, landet pådrager sig bare i denne tid, og hvordan det vil reagere på sin egen svigtende evne til at afdrage sin gæld og normalisere sine overvurderede aktiver i en inflationsperiode, hvor pengenes værdi svækkes.

De tidsbomber, den amerikanske regering har givet tilladelse til, og som er fremstillet af rovdyrkapitalismens markedsterroristiske banker derovre, baseret på swap-forretninger, virtuel sammensætning af finansielle produkter, insolvens blandt kunder, som ikke er kreditværdige, og låneforsikringpolicer som er humbug, er eksploderet i ansigtet på skatteyderne, og resten af verden betaler prisen.