Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 25. september 2008 - Bruxelles

4. Den sociale velfærdspakke (anden del: sundhedspleje på tværs af grænserne) (forhandling)

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er redegørelser fra Rådet og Kommissionen om den sociale velfærdspakke (anden del: sundhedspleje på tværs af grænserne).

  Roselyne Bachelot-Narquin, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, kommissær Vassiliou, John Bowis, ordførere, ordførere for udtalelsen, mine damer og herrer! Jeg vil gerne takke Parlamentet for at have accepteret, at vi udskød vores arbejdsmøde, som efter planen skulle have været afholdt i begyndelsen af denne måned.

Som De ved, lægger det franske formandskab stor vægt på høring og dialog i forbindelse med lovgivning. Jeg følte, det var afgørende, at jeg udvekslede synspunkter med mine ministerkolleger på det uformelle Europæiske Råd i Angers den 8. og 9. september, inden jeg mødtes med Dem for at fremlægge selvfølgelig ikke den franske holdning, men den holdning, som deles af alle 27 sundhedsministre i Rådet.

Hverken denne første udveksling af synspunkter eller det indledende arbejde i Rådets arbejdsgruppe vedrørende sundhed har sat mig i stand til at besvare alle Deres spørgsmål om dette særdeles komplekse og varierede emne, men jeg er sikker på, at vores møde i dag vil give kommissæren med ansvar for sundhed mulighed for at forklare Kommissionens vigtigste beslutninger og mig for at dele Rådets første indtryk med Dem.

Rådet støtter vedtagelsen af et direktiv om grænseoverskridende sundhedsydelser og patientrettigheder. Det ville være utænkeligt at overlade beslutningerne på dette område til EF-Domstolen. Efter min mening, som jeg deler med mine kolleger, skal dette ikke opfattes som en kritik af Domstolen eller af indholdet af dens afgørelser, som ofte sikrer patienterne væsentlige fremskridt. Ikke desto mindre bør sundhedspolitikken i Europa udvikles af de to medlovgivere, dvs. Dem og os, som resultat af en politisk og demokratisk dialog. Det må være vores fælles mål at skabe en lovgivningsramme, som kan styrke retssikkerheden.

Andet punkt: Delegationerne fra de 27 lande roste i Angers alle kvaliteten af det arbejde, der er udført gennem de seneste måneder og var enige om, at de var blevet hørt i de nylige høringer. Kommissær Vassiliou blev takket varmt for dette på det uformelle møde i Rådet. Det slovakiske formandskab har uden tvivl informeret Dem om, at Rådet var meget tøvende med hensyn til den indledende version af teksten, hvis brede linjer blev fremlagt for Rådet (beskæftigelse, socialpolitik, sundhed og forbrugerpolitik) den 19. december 2007. Kun et lille mindretal af medlemsstaterne støttede denne version. Der var faktisk tilsvarende stor modstand mod den her i Parlamentet, hvilket medlemmer af Parlamentet bekræftede over for mig under de forberedende høringer med det franske formandskab i Strasbourg, Bruxelles og Paris. Der er ingen tvivl om, at den politiske dialog med kommissær Vassiliou, som blev indledt, straks hun blev udnævnt, har bidraget til at skabe et sundt forhandlingsgrundlag, hvilket bifaldes af Rådet.

Tredje punkt: Tidsmæssigt kom dette forslag, som blev vedtaget i Kommissionen den 2. juli, for sent til, at vi kunne planlægge den første høring i løbet af vores formandskab, men vi vil stadig så vidt muligt presse på med forhandlingerne i Rådet, samtidig med at vi indgår i en politisk dialog med Parlamentet. I den retning har arbejdsgruppen vedrørende folkesundhed allerede behandlet direktivet ved flere lejligheder. Den afholder møde igen i morgen med henblik på at fortsætte gennemgangen af teksten artikel for artikel. På dette område vil Frankrig, ligesom inden for de øvrige politiske prioriteringer, spille sin rolle i formandstrioen ved at samarbejde tæt med Tjekkiet og Sverige. Lad mig minde om, at spørgsmålet om europæisk sundhed til gavn for patienterne var en prioritet i vores fælles 18-måneders program.

Fjerde punkt: Hvad angår anvendelsesområdet for direktivforslaget, ved jeg fra mine samtaler med medlemmer af Udvalget om Det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse, da de besøgte Paris i maj sidste år, at mange af Dem beklager beslutningen om at begrænse denne tekst udelukkende til patientmobiliteten, så den ikke omhandler spørgsmålet om mobilitet for sundhedsprofessionelle. I betragtning af, at jeg selv var medlem af Parlamentet på tidspunktet for afstemningen om Evelyne Gebhardts betænkning og forlod Parlamentet blot få dage før forhandlingen om Bernadette Vergnauds betænkning, kan jeg godt forstå årsagerne til denne beklagelse. Ved at udelade tjenesteydelser på sundhedsområdet fra direktivet om tjenesteydelser i det indre marked har vi skabt en gråzone, som ikke er fuldstændigt omhandlet i det nuværende direktivforslag, som kun omhandler patientmobilitet. Man kan endda sige, at direktivforslaget i højere grad fokuserer på at indarbejde og tilpasse Domstolens retspraksis end på at udelukke sundhedsydelserne fra tjenesteydelsesdirektivet og dermed på visse medlemmers krav om et specifikt sektorinstrument for sundhedsydelser. Sundhedsministrene drøftede ikke dette emne. I den henseende er det alligevel kun et spørgsmål om tidsplaner, og Kommissionens beslutning kan forklares ved behovet for at reagere så hurtigt som muligt over for udfordringerne på området for patientmobilitet, som allerede dækker et meget bredt felt. Et direktiv med et bredere fundament, som omfattede mobilitet for sundhedsprofessionelle, ville helt sikkert ikke have haft nogen chance for at blive vedtaget inden valget i juni.

Femte punkt: Hvad angår indholdet af teksten, har vi endnu ikke behandlet alle de foreslåede bestemmelser. Formandskabet kan alligevel på nuværende tidspunkt sige, at forhåndstilladelse i forbindelse med hospitalsbehandling efter Rådets mening er et centralt spørgsmål for EU's medlemsstater. Dette kan endda beskrives som sundhedsministrenes primære betænkelighed. Under arbejdsfrokosten om emnet, som blev afholdt i Angers den 9. september, ønskede de ministre, der talte, at søge mod en bedre balance mellem patienternes individuelle ret til mobilitet og bevarelse af lovgivnings- og planlægningskompetencerne på nationalt plan til gavn for alle.

Teksten afspejler denne forbedrede balance navnlig ved at genindføre behovet for forhåndstilladelse i forbindelse med hospitalsbehandling. Formålet er ikke at sætte spørgsmålstegn ved Domstolens retspraksis, hvori det anføres, hvordan principperne om fri bevægelighed som fastlagt ved traktaten anvendes på sundhedsområdet, men at opfylde behovet for at indarbejde den balance, som Domstolen allerede har skabt i retspraksis mellem princippet om fri bevægelighed og medlemsstaternes lovgivningsmæssige kapacitet, i positiv lovgivning. Der skelnes faktisk mellem ambulant behandling, hvor sikringsordningen ikke kan kræve forhåndstilladelse, og hospitalsbehandling, hvor kravet om forhåndstilladelse forekommer at være en nødvendig og rimelig foranstaltning.

I en tid med alvorlige budgetbegrænsninger – aldrende befolkning, tekniske fremskridt – skal medlemsstaterne have mulighed for at have fuld kontrol over den behandling, de tilbyder i den henseende, herunder især hospitalsplanlægning. Som Domstolen selv har anerkendt, er et af formålene med planlægningen at sikre tilstrækkelig og permanent adgang til alsidig hospitalsbehandling af høj kvalitet inden for et nationalt område. Det er også en del af indsatsen for at styre omkostningerne og om muligt undgå spild af menneskelige, finansielle og tekniske ressourcer.

Jeg vil også fremhæve, at kravet om forhåndstilladelse sikrer, at behandling på tværs af grænserne kan ydes, så snart det er lægeligt begrundet. Dette anerkendes faktisk i lovgivningen om koordination af de sociale sikkerhedssystemer: Tilladelse må ikke nægtes, hvis den samme behandling ikke er tilgængelig inden for en rimelig tidsperiode. Vi må heller ikke glemme, at forhåndstilladelse også er en beskyttende foranstaltning for patienterne, da den sikrer, at behandling, der ydes i en anden medlemsstat, vil blive godtgjort.

Endelig vil direktivet, hvis vi fastholder det, som vi betragter som den korrekte fortolkning af Domstolens retspraksis, stadig sikre betydelige fordele ved at præcisere patienternes rettigheder, give dem den nødvendige information og sikre, at retspraksis fortolkes på en ensartet måde og derved anvendes universelt og konsekvent i alle EU's medlemsstater.

Jeg vil tage ordet igen ved slutningen af forhandlingen for at besvare Deres spørgsmål.

  Androula Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Jeg har allerede haft lejlighed til at drøfte dette forslag i detaljer med forskellige berørte parter og deltagere i beslutningsprocessen. De vil muligvis erindre, at jeg fremlagde forslaget for Udvalget om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed efter dets vedtagelse i Kommissionen, og at vi havde en frugtbar udveksling af synspunkter. Og jeg har også haft mulighed for at udveksle synspunkter med forskellige nationale parlamenter og selvfølgelig medlemsstaterne i forbindelse med sundhedsministrenes nylige uformelle møde i Rådet i Angers. Jeg er meget glad for at deltage i denne drøftelse nu, og jeg glæder mig til den sammen med Dem på plenarmødet. Jeg vil benytte lejligheden til at takke Roselyne Bachelot-Narquin for hendes støtte og for, at hun gav mig mulighed for at drøfte dette emne i detaljer med ministrene.

Jeg vil gerne sætte forslaget om patienternes rettigheder i perspektiv. Efter Domstolens adskillige drøftelser af spørgsmålet om de europæiske borgeres grundlæggende rettigheder, jf. traktaten, til at søge sundhedsydelser i den medlemsstat, de ønsker, og efter specifik anmodning fra Det Europæiske Råd og Parlamentet om at fremlægge et forslag med henblik på at regulere denne rettighed, efter at bestemmelserne vedrørende sundhedsydelser – med rette – var fjernet fra forslaget til et tjenesteydelsesdirektiv, vedtog Kommissionen forslaget om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser den 2. juli.

Det er uden tvivl det vigtigste initiativ på sundhedsområdet fra den nuværende Kommission. Formålet er at sikre patienterne bedre muligheder og adgang til sundhedsydelser, uanset hvor de bor, samtidig med at det nationale ansvar for organisationen af sundhedsydelserne respekteres.

Det har tre hovedformål: for det første at præcisere de betingelser, hvorunder patienterne vil være berettigede til at søge sundhedsydelser på tværs af grænserne og modtage godtgørelse, og at gennemføre det i praksis, hvis dette er den bedste løsning i netop deres situation, for det andet at garantere sikre sundhedsydelser af høj kvalitet på tværs af grænserne i hele Europa og for det tredje at fremme samarbejdet mellem sundhedssystemerne i Europa.

Det er, som jeg sagde, baseret på Domstolens retspraksis. Det er på den ene side i fuld overensstemmelse med traktaten og på den anden side med medlemsstaternes kompetencer med hensyn til organisation og levering af sundhedsydelser og lægebehandling.

Forslaget er opbygget omkring tre hovedområder.

Det præciserer og bekræfter for det første de fælles principper for alle sundhedssystemer i EU: universalitet, adgang til sundhedsydelser af god kvalitet, lighed og solidaritet. Det fremhæver det overordnede princip, som understreges af traktaten og Domstolen, om, at den medlemsstat, på hvis område sundhedsydelserne leveres, bærer det fulde ansvar for at fastlægge reglerne og sikre overensstemmelse med disse fælles principper.

For at hjælpe medlemsstaterne med at gøre dette princip mere gennemskueligt har vi forslået en tydeliggørelse af målsætningerne med hensyn til kvalitets- og sikkerhedsstandarder for de sundhedsydelser, der leveres på én medlemsstats område til patienter fra andre medlemsstater.

Vi har også indført en bestemmelse, som sikrer, at patienter fra andre medlemsstater nyder samme behandling som statsborgerne i den medlemsstat, hvor behandlingen udføres.

Direktivet afklarer for det andet patienternes rettigheder og de relaterede betingelser for at gøre brug af sundhedsydelser i en anden medlemsstat. For borgere i grænseregioner kan det f.eks. være nemmere at gøre brug af sundhedsydelser i udlandet end at rejse over lange afstande til det nærmeste sygehus i deres eget land.

Merværdien af sundhedsydelser på tværs af grænserne er også åbenbar for borgere, der søger specialbehandling, som kun kan ydes af meget få læger i Europa. Det kan f.eks. være tilfældet ved sjældne sygdomme.

Realiteten er dog, at de fleste patienter slet ikke er klar over, at de har ret til at søge behandling i et andet EU-land, og at de har ret til godtgørelse af en sådan behandling. Og selv om de har kendskab til denne rettighed, er reglerne og procedurerne ofte langtfra klare. Det er derfor vores mål at tydeliggøre dette med det nye direktiv: Alle patienter skal have samme klare oplysninger om og garantier for sundhedsydelser på tværs af grænserne.

Så længe behandlingen er dækket af patienternes nationale sundhedssystem, vil de i praksis få tilladelse til at modtage den pågældende behandling i udlandet og vil få refunderet op til udgifterne til den samme eller tilsvarende behandling i hjemlandet.

Vi tydeliggør også, at medlemsstaterne under de angivne omstændigheder har ret til at indføre grænser for godtgørelse eller betaling af hospitalsbehandling, der er modtaget i udlandet uden forhåndstilladelse, hvis der er klar risiko – endda potentiale – for underminering af det nationale sundhedssystem.

Direktivet tydeliggør desuden definitionerne af hospitalsbehandling og andre sundhedsydelser end hospitalsbehandling og forenkler på den måde procedurerne og betingelserne for sundhedsydelser på tværs af grænserne.

I denne sammenhæng vil jeg gerne understrege, at vi har opretholdt muligheden for at udvide begrebet "hospitalsbehandling" til sundhedsydelser, som ikke nødvendigvis kræver hospitalsindlæggelse, men som af natur er dyr eller kræver omfattende infrastruktur for at blive leveret korrekt.

Direktivet etablerer for det tredje en ny ramme for det europæiske samarbejde på områder, som vi har udpeget som centrale områder for fremtiden, og hvor vi skal handle sammen på EU-plan for bedre at håndtere de udfordringer, der ligger foran os. Dette sker i overensstemmelse med de principper, jeg nævnte tidligere, gennem et strømlinet og forbedret samarbejde, gennem fælles tekniske retningslinjer og gennem systematisk søgning efter bedste praksis.

Denne ramme vil i fremtiden understøtte udviklingen af et forbedret samarbejde på europæisk plan på områder, som f.eks. europæiske netværk af referencecentre, med henblik på at samle ekspertise, viden og lægelige kompetencer både inden for anvendt medicinsk forskning og inden for diagnosticering og behandling. Dette vil være særligt vigtigt, når vi taler om sjældne sygdomme, leveringen af nye behandlinger og den hurtige udbredelse af nye teknologier på sundhedsområdet.

Det andet område er vurdering af sundhedsteknologi, hvorved de mest effektive behandlinger identificeres på EU-niveau af de bedste eksperter fra medlemsstaterne og udbredes med henblik på at fremme deres anvendelse. Hvad angår nye behandlinger og deres høje omkostninger, skal vi i betragtning af de begrænsede tilgængelige ressourcer sikre, at de vælges og anvendes så effektivt som muligt.

Det tredje område er e-sundhed, hvor tiden er inde til at fremme tekniske krav med henblik på at sikre interoperabilitet på alle niveauer og hjælpe med – som et minimum – at etablere e-sundhed som en integreret del af fremtidens sundhedsydelser.

Der er for det fjerde behov for en bredere tilgang på EU-plan til indsamlingen af sundhedsdata vedrørende sundhedsydelser på tværs af grænserne for at forbedre overvågningen af virkningerne af de foreslåede foranstaltninger og forbedre vores epidemiologiske overvågning.

Endelig er der fremme af anerkendelsen af recepter i alle medlemsstater. Vi skal dog være opmærksomme på, at recepter, der er udstedt i en anden medlemsstat, kun vil blive godtgjort af patientens oprindelsesland, hvis lægemidlet er godkendt og godtgørelsesberettiget i den pågældendes oprindelsesland.

Lad mig også sige det klart: Dette initiativ handler ikke om at harmonisere sundhedssystemerne. Det handler ikke om at ændre rollerne inden for forvaltningen af sundhedsydelserne. Medlemsstaterne er ansvarlige for at beslutte, hvordan de vil organisere deres systemer, hvilke fordele de vil tilbyde deres borgere, og hvilke behandlinger og lægemidler de vil betale for. Det vil fortsat være tilfældet.

Med dette forslag til lovgivning ønsker vi i dag og i fremtiden at give patienterne de muligheder og oplysninger, de skal bruge for at få adgang til den sikreste og mest passende behandling af høj kvalitet, uanset hvor denne behandling er tilgængelig i Europa. Øget samarbejde mellem sundhedssystemerne vil skabe mere solidaritet og forbedre tilgængeligheden af sundhedsydelser.

Målet med den foreslåede lovgivning er netop at bane vejen for bedre sundhedsydelser i hele Europa.

Direktivet drøftes allerede, som Roselyne Bachelot-Narquin sagde, i Rådet, og jeg håber, at drøftelserne også vil forløbe glat i Parlamentet, og at de i sidste ende vil bære frugt.

(Bifald)

  John Bowis, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi kender alle spørgsmålet: Hvad gør Europa for mig? Her er et svar: Europa giver en ny mulighed for alle patienter. Det er godt nyt, men vi skal sikre, at det fungerer, og vi skal arbejde sammen – de tre institutioner og bestemt også her i Parlamentet – for at få det til at fungere. Men vi taler om retsafgørelser. Vi taler ikke om et tomt stykke papir, så vi starter ikke fra bunden. Vi skal tage disse afgørelser i betragtning.

I henhold til disse afgørelser har man – forenklet sagt – ret til at rejse til en anden medlemsstat og blive behandlet, hvis man står over for en unødig lang ventetid inden behandling, og få regningen sendt hjem, hvis blot omkostningerne er sammenlignelige, og hvis behandlingen normalt er tilgængelig. Det er lige ud ad landevejen. Da jeg fremlagde min betænkning om patientmobilitet her i Parlamentet, blev den modtaget med overvældende accept. Vi sagde, at dette først og fremmest var en beslutning, der skulle træffes af politikere, ikke af jurister.

(FR)Lad mig, Roselyne Bachelot-Narquin, citere Jean Giraudoux, "Ingen poet har nogensinde tolket naturen så frit, som en jurist fortolker sandheden".

(EN) Derfor ønsker vi, at politikere, og ikke jurister, fortolker dette. Derfor ønsker vi retssikkerhed, så alle ved, hvor de står: regeringer, sundhedssektoren, patienter og læger. Og derfor skal vi få det til at fungere for patienterne og for sundhedssektoren. Det skal være en mulighed og ikke et mareridt for sundhedsforvaltningen i hjemlandet.

Så vi har nogle spørgsmål. Vi har spørgsmål, som patienten har ret til at få besvaret. Er jeg berettiget? Hvis ja, hvordan skal jeg så forholde mig? Hvordan kan jeg kontrollere, hvor jeg kan tage hen, og hvilken læge jeg får? Hvilke valgmuligheder har jeg? Er der krav om fortrolighed? Og hvad sker der, hvis noget går galt?

Det er alle disse spørgsmål, vi skal finde svar på. Så er der også en række problemstillinger, vi skal drøfte her. Nogle af disse er allerede blevet rejst.

For det første forhåndstilladelse. Mit instinkt siger, at for hospitalsbehandling med indlæggelse er det rimeligt med forhåndstilladelse. Domstolen sagde ikke, at dette i sig selv var forkert. Den sagde, at det var forkert at afslå at give den, så vi skal overveje dette meget omhyggeligt.

Vi skal også overveje problemet med recepter. Ja, jeg kan forstå, at hjemlandet skal have ret til at beslutte, hvad der ordineres, men hvis man ordineres et forløb af lægemidler i forbindelse med behandlingen i en anden medlemsstat, og man derefter tager hjem og får at vide, at man ikke kan få resten af forløbet – hvor står man så som patient? Det er den slags spørgsmål, vi skal besvare.

Et andet problem er godtgørelse. Patienter ønsker ikke at være tvunget til at rejse med lommen fuld af kontanter. Det skal være muligt at få sendt regningen hjem gennem, mener jeg, et centralt clearinginstitut.

Men dette er en foranstaltning for patienterne – ikke for ydelserne – det er til en anden dag. Det er patienterne, der er i centrum her – patienter, ikke jurister – og det er for alle patienter, ikke kun nogle få.

  Dagmar Roth-Behrendt, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi taler i dag om et forslag, som i sandhed fokuserer på mennesker i EU, dvs. patienter. Jeg er meget taknemmelig for kommissærens introduktion, og jeg vil også takke Markos Kyprianou for det grundlæggende arbejde, han har udført i en vanskelig tid.

Hvorfor kalder jeg det en vanskelig tid? Fordi medlemsstaterne i mange tilfælde er de sidste tilbageværende fossiler i EU, som er mejslet i sten og ude af stand til at forstå, at mennesker er fokuspunktet, og som tror, at verden drejer sig om dem og deres systemer. Det er ikke tilfældet. Fokus er på patienterne, som er det svageste led i vores samfund, fordi de er syge og svage.

Hvis vi taler om patientmobilitet i dag, selv om vi ved, at dette faktisk er en rettighed på det indre marked, hvilket betyder, at det burde have været anvendt i mere end 20 år, bør vi overveje, om dette er en tidssvarende forhandling, og om medlemsstaterne har fulgt med tiden. Det kan jeg sige, at de ikke har! Hvis Eurobarometer i dag fortæller os, at 30 % af alle borgere i EU ikke er bekendt med deres ret til at få behandling uden for deres eget land, så har alle medlemsstaterne ikke forstået tingene rigtigt. De har ikke oplyst borgerne om deres rettigheder. De har ikke fortalt dem, hvad de har ret til, og hvilke muligheder patienter har.

Ja, jeg er enig med John Bowis og andre her, og også kommissæren, i at medlemsstaterne selvfølgelig skal bevare deres autonome sundhedssystemer. Vi nærer intet ønske om at blande os i det, men vi ønsker at sikre, at patienter har fri bevægelighed.

I forbindelse med medlemsstaternes autonomi anerkender jeg også behovet for at kunne planlægge frem i tiden, navnlig når det drejer som om behandling, der kræver hospitalsindlæggelse. Derfor må tilladelse nødvendigvis være et af de centrale emner i vores drøftelser. Det har John Bowis allerede påpeget.

Netværk og informationscentre skal sikre, at patienterne ved, hvad de har tilladelse til at gøre, men de skal også vide, hvor de kan få den bedste behandling – uanset om det er i Tyskland eller på Cypern – så de har mulighed for at blive helbredt.

Hvis det lykkes os at forbedre kvaliteten af sundhedsydelserne og borgernes adgang til sundhedsydelser tæt på hjemmet, vil det uden tvivl være et fantastisk resultat, og man behøver ikke længere shoppe rundt. Det er, hvad vi egentlig ønsker.

  Jules Maaten, for ALDE-Gruppen. – (NL) Hr. formand, kommissær Vassiliou, minister Bachelot-Narquin! I sidste uge deltog jeg i præsentationen af et nyt websted om patientrettigheder på alle sprog, som var tilrettelagt af min danske kollega i ALDE-Gruppen, Karen Riis-Jørgensen.

Der var en kvinde fra Danmark, som var meget tæt på ikke at have kunnet være der. Hun havde brystkræft og kom ingen vegne i det danske system, fordi hun havde det forkerte antal tumorer. Hvis hun havde haft fem tumorer, ville hun have fået behandling, men hun havde syv og var dermed ikke berettiget i henhold til kriterierne. Hun var derfor nødt til at slippe af med to tumorer, inden hun kunne få hjælp. Kort sagt en evig kamp. Til sidst fandt hun faktisk hjælp i Tyskland. Hun klarede det – hun lånte penge fra venner og familie og tog til Tyskland, hvor hun fik behandling. Hendes sekundære symptomer er nu forsvundet. Hun er helbredt, hvis man nogensinde kan sige, at man er helbredt for kræft.

Det er umenneskeligt, at tvinge nogen – ét menneske – til at kæmpe imod et system på et tidspunkt, hvor hun er syg, på et tidspunkt, hvor hun er så svag, som hun overhovedet kan blive. Så sætter man systemet højere end patienten. Det er efter min mening fuldstændigt uacceptabelt! Danskerne endte med at betale for en stor del af behandlingen, og alt endte godt. Men dét, som denne kvinde skulle igennem, var ikke nogen undtagelse. Det sker alt for ofte.

Kommissionens forslag er derfor et kæmpe skridt fremad i indsatsen for at hjælpe disse patienter, og min gruppe støtter det meget gerne. Vi skal også sikre, at denne forhandling ikke ender med at blive en ideologisk forhandling. Det er ikke blot et andet direktiv om sundhedsydelser. Det handler ikke om, hvordan vi reformerer sundhed i EU. Det handler ikke om, hvorvidt vi skal have et frit marked for sundhedsydelser. Det handler efter min mening heller ikke om subsidiaritet. Spørgsmålet er ikke, om beføjelserne ligger hos medlemsstaterne eller hos EU. Nej, spørgsmålet er, om patienterne sejrer eller ej. Det er i virkeligheden det eneste, der tæller. Vi er bestemt nødt til at drøfte alle disse andre forhold, måske være grundlæggende uenige om dem i valgkampagnen, men efter min og min gruppes mening er det ikke dem, vi behandler i dag.

Vi forsøger ikke at harmonisere sundhed. Tiden er ikke den rette til det, og måske det alligevel slet ikke er muligt. Men vi skal lære at udnytte de muligheder, som EU giver os, dvs. de stordriftsfordele, som vi kan udnytte, så reel specialisthjælp kan ydes til mennesker med sjældne sygdomme. Den mulighed har selvfølgelig eksisteret i årevis, men nu kan og skal vi virkelig udnytte dem.

Afslutningsvis vil jeg sige, at Parlamentet i sidste uge afholdt et møde med Dagmar Roth-Behrendt som vært, hvor European Patient Forum fremlagde dets manifest. Det glæder mig at se, at patienterne giver lyd fra sig, fordi det er bidrag fra patienterne, vi har brug for. Vi står nu for at skulle træffe en demokratisk beslutning, som følger den vej, juristerne har banet. Men beslutningen vil nu blive truffet af de rigtige, nemlig de folkevalgte repræsentanter.

  Ryszard Czarnecki, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Det er en skam, at vi ikke havde mulighed for at drøfte netop dette emne på det foregående møde, hvor vi drøftede de to foregående lovgivningsforslag. Men bedre sent end aldrig, som man siger. Det glæder os, at Kommissionens forslag faktisk går i den retning, som Parlamentet har ønsket, og som Parlamentet opfordrede Kommissionen til i den henseende.

Hvis Europa reelt skal være et Europa uden grænser, så skal dette først og fremmest ske på sundhedsområdet. Hvis vi kan garantere sundhedsydelser til indbyggerne i medlemsstaterne, viser vi, at vi virkelig har gjort noget for de europæiske skatteydere og vælgere. Når alt kommer til alt, er den almindelige polak ligesom den almindelige ungarer, cypriot, englænder og italiener mere interesseret i, om han kan få adgang til sundhedsydelser i udlandet, når han er på ferie, eller om han kan rejse til udlandet netop for at få adgang til et højtspecialiseret hospital, end han er i Lissabontraktaten.

Endelig mener jeg, at de foranstaltninger, som vi drøfter i dag, virkelig kan forbedre sundhedsydelserne for udlændinge og samtidig øge EU's autoritet, en autoritet, der på det seneste er blevet rystet af ideologiske forhandlinger og gennem forsøg på at pålægge EU-borgerne uønskede institutionelle løsninger.

  Jean Lambert, for Verts/ALE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig meget over i hvert fald Rådets redegørelse i forbindelse med netop dette direktiv samt dets begrænsninger og kontekst. Som Parlamentets ordfører for opdateringen af forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger og som dets ordfører for gennemførelsesforordningen har jeg en særlig interesse i dette, fordi spørgsmål om godtgørelse – hvordan den ydes, hvilke oplysninger der gives, hastighed, metode osv. – falder inden for den pågældende forordnings anvendelsesområde. Når vi taler om emner som sundhedsydelser til mennesker, der er på ferie i et andet EU-land, skal vi efter min mening huske, at det hører ind under det europæiske sygesikringskort og under koordineringen af de sociale sikringsordninger. Det er klart.

Hvad direktivet sigter mod, er at samle nogle af de problemstillinger, der ikke nødvendigvis er omhandlet i den pågældende forordning, op, og jeg mener, vi skal være opmærksomme på, hvor skillelinjen går. Spørgsmålet om forhåndstilladelse er selvfølgelig et meget vigtigt spørgsmål. Jeg mener, vi skal holde os det klart, at vi ikke taler om en absolut ret for patienterne til at rejse og blive behandlet i EU under deres nationale ordninger med hensyn til godtgørelse fra deres nationale systemer. Det er en begrænset ret, og jeg mener, vi skal holde os dette klart.

Vi skal også holde os det klart, at der i henhold til dette direktivforslag, som jeg forstår det, vil blive betalt for ydelser, som er tilgængelige under den nationale ordning, ikke for nye eller andre behandlinger, hvilket igen begrænser den ret, som vi taler om, i forbindelse med netop dette direktiv.

Der er ingen tvivl om, at forhåndstilladelse skal administreres bedre, og at ikke kun patienterne, men også de involverede administrationer skal forstå, hvad det er, og hvordan det skal fungere hurtigt, når det drejer sig om et lægeligt behov. Det er det kriterium, Domstolen har fastlagt: lægeligt behov. Administrationerne skal derfor afspejle dette, ikke nødvendigvis deres eget omkostningsgrundlag.

Der er meget at glæde sig over i dette direktiv, og problemstillinger i forbindelse med bedste praksis, kvalitet, retssikkerhed, placering af ansvar er også vigtige. Som John Bowis nævnte, skal vi også gå videre med spørgsmål om, for eksempel, fortsat pleje og recepter, der muligvis ikke er gyldige i andre medlemsstater på grund af deres separate systemer. Men vi skal også være varsomme – og dette gælder i lige så høj grad for gennemførelsesforordning nr. 883 som for dette direktiv – med, at vi ikke hjælper patienter med at opnå gevinst ved at spille de forskellige systemer ud mod hinanden. Jeg mener ikke, at det på nogen måde vil gavne sundhedssystemerne.

På vegne af min gruppe vil jeg gerne understrege, at en forøgelse af de grænseoverskridende sundhedsydelser i sig selv ikke er et mål. Dagmar Roth-Behrendt sagde, at de fleste patienter ønsker at blive behandlet hjemme og modtage hurtig kvalitetsbehandling der, så forøgelse af omfanget som sådan er ikke et mål. Der er fremsat mange påstande om virkningerne af at forsøge at forøge omfanget af sundhedsydelser på tværs af grænserne, som vi efter min mening skal se på med skepsis, og jeg er glad for, at forhandlingen har afspejlet dette.

Der er mennesker, som hævder, at dette skaber konkurrence, at det forbedrer de nationale standarder, og endda at vi skal åbne markedet netop med henblik på at øge og stimulere sundhedsydelser på tværs af grænserne. Parlamentet har gjort sit standpunkt meget klart: Sundhed er ikke en tjenesteydelse på linje med bilforsikring. Sundhedssektoren spiller en særlig rolle, og dens brugere er ikke kun forbrugere, men mennesker, som er i nød, og som kan være sårbare.

Mange af dem, som fortæller os, at flere sundhedsydelser på tværs af grænserne er en fordel, forsikrer os også om, at det kun omfatter 2-3 %. Jeg vil gerne vide, hvilke estimater der foreligger for fremtiden, og hvilken virkning dette vil have for de 98 % af borgerne, der ikke rejser ud, og som i øjeblikket ikke ønsker at gøre det.

  Roberto Musacchio, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Jeg beklager, men jeg deler ikke mine kollegers optimisme, da jeg er overbevist om, at dette direktiv vil gøre mere for erhvervslivet end for sundheden: en slags Bolkestein-direktiv, blot for sundhed.

Det afgørende punkt for Europa må være, at hver borger skal have ret til den bedst mulige behandling i sit eget land. Den urørlige ret til at blive behandlet ethvert sted vil ellers maskere den kendsgerning, at behandling ikke er tilgængelig hjemme – en kendsgerning, der ikke kan kategoriseres som spørgsmål om subsidiaritet. Den dækker også over interesserne for de personer, der søger at spekulere i sundhed, som giver forsikringsselskaberne stor indtjening og medfører øgede omkostninger for borgerne og de europæiske sundhedssystemer.

Et direktiv, som efter min mening er en fejl, fordi det ikke omhandler harmonisering eller den universelle karakter af den ydelse, som Europa skal sikre, og fordi det ikke tager udgangspunkt i, at sundhed er en ret, som den offentlige sektor skal garantere, og som ikke kan overlades til borgernes evne til at tegne privat forsikring. Fagforeningerne er med rette meget bekymrede, og vi deler deres bekymring.

  Derek Roland Clark, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Kernen i denne pakke – at rejse med henblik på anden behandling end hospitalsbehandling uden for hjemlandet – er hjemlandets finansiering, dog begrænset til det beløb, behandlingen ville have kostet der. Der er derfor fordele ved at tage til et land, hvor behandling er billigere, så længe den er bedre. Sundhedsturister skal finde frem til forskellen mellem udgifterne der, hvor de behandles, og hjemlandets leveringsgrundlag. Ja, rejseudgifterne dækkes af hjemlandet, men på hjemlandets eget niveau, hvilket betyder, at sundhedsturisten skal afholde de yderligere behandlingsudgifter og sandsynligvis de overskydende rejseudgifter. De fattigste har ikke råd til at gøre det, og de ender med at få den ringeste behandling. De rige kan gøre det, men de vælger sandsynligvis privat behandling alligevel. Hvad angår ventelister: Hvis et lands sundhedssystem er dyrt og dårligt, får det ingen problemer med sundhedsturister, men hvis det er billigt og godt, kan det hurtigt blive overbelastet. Dette vil derfor skabe et sundhedssystem med to spor. Er det, hvad de kalder en utilsigtet bivirkning?

  Luca Romagnoli (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Fire ud af hundrede borgere i Europa rejser til udlandet for at få behandling, Efter min mening er sundhedsturisme et symptom på lokale mangler og en mangel på ydelser. Det italienske sundhedssystem bruger hvert år omkring 40 mio. EUR på italienere, der rejser til andre lande for at få behandling, og det omfatter naturligvis ikke privat forsikring.

Hvad skyldes det? Uden tvivl de meget lange ventelister på ydelser. I Italien skal borgerne f.eks. vente 300 dage på en prostataoperation og meget ofte en måned eller mere på en CT-scanning. For det andet skal de betale for ydelser, som f.eks. tandbehandling og kosmetiske operationer, i Italien og ikke i andre lande. For det tredje – og det vil jeg gerne gøre alle opmærksomme på – rejser borgerne til udlandet for at få gavn af teknikker, f.eks. kunstig befrugtning, som er forbudte eller delvist forbudte i deres eget land, eller som er fuldstændigt ulovlige, f.eks. køb menneskeorganer – hvor Indien er et trist eksempel, men hvor der har været lige så mange triste eksempler i andre lande inden deres tiltrædelse til EU.

Alt i alt bliver borgerne sundhedsturister, fordi der tilbydes ydelser, som er af høj kvalitet, og som er mindre dyre. I mange tilfælde bør EU's tilsyn dog skærpes, både som en garanti for forbrugerne og for at sikre lige konkurrencevilkår. Den sociale sammenhæng, hvori disse ydelser leveres, er ofte en blanding af offentlig og privat i de lande, der er tiltrådt for nylig. Jeg vil derfor, kommissær Vassiliou, før og over de principper, De har fokuseret på, anbefale streng overvågning af overholdelsen af de eksisterende forordninger, som foreskriver brug af råvarer, CE-mærket og dokumenter om overensstemmelse, fordi sikkerheden ved medicinsk udstyr og behandling skal garanteres. Lad os ikke glemme, at der altid er nogen …

(Formanden afbrød taleren)

  Charlotte Cederschiöld (PPE-DE). – (SV) Hr. formand, kommissær Vassiliou, fru minister! Nu har vi europæiske parlamentsmedlemmer chancen for at vise, at vi netop er dette – europæiske parlamentsmedlemmer. At vi forsvarer traktaten og de rettigheder, den giver os. At vi lovgiver med patienternes bedste for øje, ikke for at beskytte og støtte den protektionisme, som nogle gange tegner forhandlingen. At vi ønsker at skabe merværdi i samarbejdet for at give vores patienter den bedst mulige behandling, uanset hvad det måtte være.

Det forslag, som kommissær Vassiliou har fremlagt, er et godt udgangspunkt, som bør roses. Vi skal fuldføre det, hun har påbegyndt, og sikre, at der ikke indføres unødvendige bureaukratiske hindringer. Det betyder klart sagt, at medlemsstaterne ikke har ret til at forhindre den frie bevægelighed uden grund. Krav om forhåndstilladelse kan kun pålægges i særlige tilfælde – hvis de er anført på Kommissionens liste, eller hvis der er risiko for massevandring af patienter, som ville underminere sundhedssystemet. Tanken om, at det kan kræves, blot fordi så få patienter har valgt at søge behandling i udlandet, er højst usandsynlig. Udgangspunktet er derfor: ingen forhåndstilladelse. Alt andet ville være i strid med traktaten.

Næste fase i arbejdet for at etablere betingelser for optimale sundhedsydelser er at gennemføre direktivet korrekt. Syge mennesker bør ikke være tvunget til at gå til Domstolen for at få godkendt deres rettigheder og for at få underkendt uberettigede krav om forhåndstilladelse. Domstolen vil afsige kendelser for fri bevægelighed, men til en høj pris, hvad angår udgifter og helbred for de patienter, der skal søge håndhævelse af deres rettigheder hver eneste gang! Jeg håber virkelig, at vi kan undgå dette, og jeg opfordrer mine kolleger og rådsformanden til at hjælpe os. Jeg er helt overbevist om, at kommissær Vassiliou vil hjælpe os.

  Bernadette Vergnaud (PSE). – (FR) Hr. formand, Roselyne Bachelot-Narquin, hr. kommissær, mine damer og herrer! I forlængelse af min initiativbetænkning om sundhedsydelser, som Parlamentet vedtog den 23. maj 2007, forslår Kommissionen nu som en del af den sociale velfærdspakke et direktiv, der udelukkende omhandler patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser.

Jeg beklager derfor, at denne tekst har et så lavt ambitionsniveau og ikke omhandler de mange interne udfordringer, der skal løses for at bekæmpe den stigende ulighed inden for sundhedssektoren, herunder befolkningsaldring, sociale uligheder, geografisk afsondring og problemer med den medicinske demografi. På et område, som er så vigtigt for Europas borgere, kan Rådet og Parlamentet ikke blot kodificere Domstolens afgørelser. Vi skal finde en bestemt balance, som vil sikre både retten for patienterne – som ikke blot er forbrugere – til grænseoverskridende sundhedsydelser og lige adgang for alle til kvalitetsydelser med solidaritetsbaseret ansvar. På den måde kan vi sikre social og territorial samhørighed og respekt for subsidiaritetsprincippet. Der er stadig en foruroligende gråzone med hensyn til definitioner, f.eks. forhåndstilladelse og begrebet hospitalsbehandling. Vi har brug for tydeliggørelse, så vi ikke åbner op for forskelsbehandling, der skaber et sundhedssystem i Europa med to hastigheder i stedet for egentlig merværdi i Europa.

Der kan ikke sættes pris på sundhed, men det har sine omkostninger. Direktivet – og det er en god ting – bekræfter på den anden side både subsidiaritetsprincippet og behovet for tættere samarbejde for at bringe de medicinske forskningsnet og patientinformationscentre tættere på hinanden.

Forhandlingen indledes. Vi skal have en dybdegående og frugtbar forhandling, ikke blot en forhastet forhandling. Alle berørte parter bør deltage med henblik på at opbygge en ægte europæisk social model.

  Elizabeth Lynne (ALDE). – (EN) Hr. formand! Hvorfor skal en patient miste synet, mens han venter på en operation for grå stær i Det Forenede Kongerige, når han kan få den i en anden medlemsstat? Og hvorfor skal en patient, der med store smerter venter på en hofteoperation, ikke udnytte de manglende ventelister i visse medlemsstater oftere til en lavere pris end i hjemlandet? Og hvorfor skal hjertepatienter vente i månedsvis på en ballonudvidelse af arterierne, når de ikke behøver det?

Hvis en læge foreskriver en behandling, og den ikke kan leveres hjemme, så skal vi have en retlig ramme, der sikrer, at vi kan søge den andre steder. Alt for ofte er det de fattigste, der udsættes for forskelsbehandling og ulighed på sundhedsområdet. Derfor skal vi sørge for, at medlemsstater kan give tilladelse til behandling i et andet land, inden behandlingen gennemføres. Vi må ikke begrænse de grænseoverskridende sundhedsydelser til de borgere, der har råd til den.

På samme måde må dette nye direktiv ikke forringe standarderne for plejen af de borgere, der vælger at blive hjemme. Vi skal også sørge for, at der iværksættes sikkerhedsforanstaltninger, så patienternes rettigheder og sikkerhed altid kommer først. Derfor er det afgørende, at der udvikles et system, så patienternes journaler kan udveksles mellem patienternes hjemland og det land, hvor de modtager behandling.

Vi skal desuden udvikle et kompensationssystem for patienter, der får unødige men under behandling i et andet EU-land. Hvad angår deling af bedste praksis glæder jeg mig over artikel 15 i direktivforslaget, som omhandler et system af europæiske netværk af referencecentre. Disse ekspertisecentre kan være en nyttig kanal til deling af viden, uddannelse og udveksling af information. Alt for ofte ser vi på sundhedsydelser – erhvervede infektioner eller retningslinjer for kræftscreening. Svaret ligger lige for, og det er på tide, at vi begynder at lære mere effektivt af hinanden.

  Ewa Tomaszewska (UEN). – (PL) Hr. formand! De vigtigste udfordringer på sundhedsområdet, som vi står overfor i dag, er forbedring af sundheden for de ældre, forberedelse af behandlingen af geriatriske lidelser i den aldrende befolkning, universel adgang til et passende niveau af sundhedsydelser, sikring af finansiel stabilitet for de nationale sundhedssystemer med særligt fokus på adgang til sundhedsydelser for handicappede, børn, ældre og borgere fra fattige familier, garanti for patienternes ret til sundhedsydelser på tværs af grænserne, etablering af grænseoverskridende elektronisk interoperabilitet for lægejournaler, samtidig med at vi sikrer beskyttelse af personlige oplysninger, og sikring af gode arbejdsforhold for de ansatte i sundhedssektoren.

De konkrete foranstaltninger, der foreslås i den sociale pakke for at møde disse udfordringer, f.eks. udformning af en meddelelse om opfyldelsen af den aldrende befolknings behov eller udformningen af en grønbog om de ansatte i sundhedssektoren, giver os et vist håb om, at vi ikke forbliver på ønskestadiet. Jeg glæder mig over den store opmærksomhed omkring spørgsmålet om sundhedsydelser på tværs af grænserne, som er så vigtigt i denne tid med stigende migration.

(Formanden afbrød taleren)

  Eva-Britt Svensson (GUE/NGL). – (SV) Hr. formand! Direktivet betyder, at EU får større beføjelser på sundhedsområdet, og jeg er modstander af, at dette område åbnes op for EU-lovgivning. Sundhedsydelser er og skal forblive medlemsstaternes område. Tanken om, at patienter skal binde an med en form for sundhedsturisme, er en forkert prioritering af vores fælles sundhedsressourcer. Det nye grundlæggende princip om, at vi skal have ret til sundhedsydelser i et andet EU-land uden forhåndstilladelse, åbner op for en hurtigbane for de unge, sprogkyndige og relativt raske personer, og vi risikerer at lede ressourcer væk fra dem, der har større behandlingsbehov, f.eks. ældre og handicappede. Alle bør have ret til behandling, hvis de bliver syge i et andet EU-land, men den ret har vi allerede, uden at der skal indføres ny lovgivning på området. Sundhedsydelser forbliver et nationalt politikområde.

  Hanne Dahl (IND/DEM). – (DA) Hr. formand! Vi ønsker alle den hurtigste og bedste behandling, hvis vi bliver alvorligt syge, men jeg ønsker ikke en amerikansk model, hvor de ressourcestærke borgere modtager den bedste behandling, og de svage i samfundet modtager en andenrangsbehandling – hvis de er heldige. Hvis de er uheldige, modtager de slet ingen. Derfor må vi slå nogle grundlæggende principper fast. Alle skal have fri og lige adgang til sundhedsydelser, og behandling skal foregå efter tur og behov. Dvs., at en offentlig myndighed må foretage en visitation for at sikre, at det er et lægefagligt skøn, der afgør, hvad tur og behov er. Den mest syge skal behandles først, ikke den rigeste. For alle borgeres frie og lige adgang til sundhedsydelser vil det være en vej frem at se de offentlige tilskud til behandlinger på privathospitaler samt skattefradrag til privat sygeforsikring efter i sømmene. EU's lovgivning skal ikke indrettes efter et ideologisk skoleridt baseret på det indre marked. Den skal følge et spor, der skaber et fleksibelt system i Europa, hvor alle borgeres minimumsrettigheder i forhold til behandling sikres.

  Irena Belohorská (NI). – (SK) Direktivet om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser søger at løse et akut problem.

Dette problem er konflikten mellem subsidiariteten af sundhedssystemerne og EU-borgernes ret til fri bevægelighed og også deres grundlæggende menneskeret til adgang til sundhedsydelser. Fri bevægelighed er en ret for alle borgere, der bor i en medlemsstat, og hans helbred følger med ham. Hvis han ikke har adgang til sundhedsydelser, ville de være en alvorlig hindring for hans frie bevægelighed. Det er umuligt at skabe fuldstændig lighed mellem ydelser på grund af skatteforskelle mellem landene med hensyn til sundhedsydelser og på grund af forskellige behandlingssatser i landene.

Mange politikere er bekymrede for udviklingen af sundhedsturisme, navnlig fra øst, men deres frygt er ubegrundet. Det er meget vigtigt for en patient at være tæt på sine pårørende og ikke møde sproglige vanskeligheder. Forholdet mellem patient og læge er meget specifikt. Om en behandling lykkes, afhænger til dels af patientens tillid til lægen eller hospitalet. En patients parathed til at rejse til udlandet for at blive behandlet afhænger af sygdommens alvor. I tilfælde af livsvigtig behandling eller behandling af alvorlig sygdom er der ingen hindringer, der betyder noget.

Jeg mener, at disse spørgsmål skal behandles af Parlamentet og ikke af EF-Domstolen. Det er trist, at vi, selv om vi er borgernes repræsentanter, har vanskeligere ved at træffe beslutninger end EF-Domstolen, som i hver eneste sag indtil nu har givet patienten medhold.

Til sidst vil jeg gerne nævne et enkelt punkt. Mange af mine kolleger taler om de rige og de fattige. For mig som læge er der kun patienten. Jeg er ligeglad, om han ejer en Ford eller er hjemløs.

  Ria Oomen-Ruijten (PPE-DE). – (NL) Hr. formand! Først vil jeg gerne udtrykke min glæde over at se vores tidligere kollega, Roselyne Bachelot-Narquin, her i dag og høre hende fortælle os endnu en gang, at den europæiske borger er det allervigtigste. Denne lovgivningstekst afspejler denne prioritering. Mine roser gælder også kommissær Vassiliou, som har ført denne meget vanskelige lovgivningstekst igennem.

Med denne lovgivning gør vi – Parlamentet, Kommissionen og Rådet – virkelig noget for borgerne. Direktivet foreslår retlige garantier for mobilitet og udgør samtidig et lovgivningsgrundlag for de eksisterende initiativer med fokus på sundhedsydelser på tværs af grænserne.

Men når jeg sammenligner dette direktiv med de tidligere versioner, som mødte modstand, kan jeg se, at fokus nu i højere grad er rettet mod patientmobilitet end mod sundhedsydelser. Årsagen til det er, at man vil behage medlemsstaterne. Det vil jeg sige et par kritiske ord om. Grænseområder, som allerede har iværksat gode initiativer for sundhedsydelser på tværs af grænserne – f.eks. samarbejdsaftalen mellem Universitätsklinikum Aachen og Academisch Ziekenhuis Maastricht i min egen Limburg-provins, der som en del af Euroregion Meuse-Rhin bestemt ville elske at være pilotområde – vil blive alt for afhængige af mobilitet alene og dermed af forsikringsselskabernes forgodtbefindende eller af de nationale myndigheders velvilje, fordi fokus ikke længere er på selve ydelserne. Vi bør se grundigt på artikel 13 for at afgøre, hvordan vi kan få regionerne til at arbejde meget mere sammen. Og mens jeg er ved emnet, fru kommissær, vil jeg gerne pointere, at vi i Euroregion Meuse-Rhin meget gerne vil være pilotområde.

Dernæst patientinddragelse i etableringen af nationale kontaktpunkter. Fru Schmidt i Tyskland har iværksat et fremragende initiativ i denne forbindelse, og vi bør undersøge, hvordan vi kan indpasse det i vores egne bredere planer.

Et andet punkt er "en liste over behandlinger, der uden at kræve indlæggelse mindst én nat skal være omfattet af de samme bestemmelser som hospitalsbehandling", som har til formål at udelukke visse funktioner fra dette direktiv. Dette kræver også nøje overvejelse, fordi vi ikke må ende i en situation, hvor en overdrevent stram fortolkning af listen udelukker samarbejdsprojekter af den type, jeg lige har nævnt. Det vigtigste er at vide, hvordan effektivt samarbejde kan gøre lægelige ekspertcentre billigere, ikke dyrere, og lettere tilgængelige for borgerne. Det er trods alt det, vi sigter mod.

  Anne Van Lancker (PSE). – (NL) Hr. formand, kommissær Vassiliou, minister Bachelot-Narquin! Europa har en vigtig pligt til at hjælpe med at sikre alle sundhedsydelser af høj kvalitet til en rimelig pris, tæt på hjemmet, hvis det er muligt, eller i udlandet, hvis det er nødvendigt. Så jeg er Dem meget taknemmelig, fru kommissær, for Deres initiativ, der uden tvivl indeholder mange positive aspekter med hensyn til garanti for kvalitet og sikkerhed, information til patienten, øget europæisk samarbejde, e-sundhed, referencenetværk osv.

Jeg er også enig med Dem, fru minister, når De siger, at vi ikke må overlade afgørelser om patientmobilitet til Domstolen, og at der er behov for lovgivning på området. Jeg er også enig med John Bowis og Jean Lambert i, at vi måske burde overveje en bedre balance i forholdet mellem forhåndstilladelse og patientmobilitet, fordi forhåndstilladelse er et vigtigt instrument i medlemsstaternes planlægning og politik.

Der er endnu, fru kommissær, et par spørgsmål om de gebyrer, der opkræves, og mekanismerne for at forhindre, at patientmobilitet skaber ventelister i visse lande. Men jeg er sikker på, at vi vil tage fat om disse spørgsmål og betænkeligheder under vores kommende drøftelse af direktivet.

Igen, tak for initiativet, fru kommissær. Og vi ser frem til at samarbejde med Dem, fru minister.

  Marian Harkin (ALDE). – (EN) Hr. formand! I begyndelsen af dette år gennemførte jeg en række høringer i min valgkreds om EU-politikken for sociale spørgsmål, og resultaterne af disse møder bidrog til Kommissionens høring om status over den sociale virkelighed.

Det var særdeles tydeligt for mig, at borgerne er meget interesserede i, at EU inddrages yderligere i socialpolitikken, og det omfatter bestemt patientmobilitet. Kravet om et mere socialt Europa blev netop styrket under kampagnen for Lissabontraktaten, og dette svar fra Kommissionen er, selv om det ikke omhandler alle borgernes bekymringer, i tidens ånd og et skridt i den rigtige retning.

Jeg glæder mig bestemt over forslagene vedrørende patientmobilitet, men jeg er enig med nogle af de tidligere talere i, at der stadig er rigtig mange problemer, der skal afklares, navnlig spørgsmålet om forhåndstilladelse.

Slutresultatet er dog, at patienterne skal være centrum i enhver politik, og at de ikke bør have bekymringer om udgifter, sikkerhed og kvalitet.

I mellemtiden skal patienterne informeres udførligt om deres nuværende rettigheder, da retlig usikkerhed altid er en ulempe for borgere, der ikke har mange personlige ressourcer.

Endelig henviste det franske formandskab tidligere til, at nogle vil være skuffet over, at forslaget ikke omhandler spørgsmålet om mobilitet for sundhedsprofessionelle. Jeg er en af dem. Hvis vi sætter patienter i centrum i alle politikker, er patientsikkerhed afgørende, og derfor skal vi etablere standardiserede akkrediteringssystemer for sundhedsprofessionelle i hele EU.

FORSÆDE: Gérard ONESTA
Næstformand

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk (UEN). – (PL) Hr. formand! I denne forhandling vil jeg gerne sige, at det – set fra de nye medlemsstaters side – er vigtigt, at der er mulighed for at indføre restriktioner på brugen af sundhedsydelser i udlandet på nationalt plan primært på grund af de utilstrækkelige midler, der tildeles sundhedsydelser i disse lande. Det er ligeledes vigtigt, at vi indfører et princip, hvor en patient har ret til refusion af omkostningerne op til den værdi, der skulle have været betalt, hvis patienten havde modtaget behandling i sig eget land, indtil forskellene mellem udviklingen i de gamle og nye medlemsstater er blevet betydeligt mindre.

Endelig skal det understreges, at de foreslåede løsninger, navnlig med hensyn til indførelse af europæiske netværk af referencecentre og også det europæiske netværk om sundhedsteknologivurdering, giver mulighed for at hæve standarderne for lægebehandling og udnytte sundhedsressourcerne i EU bedre.

  Jiří Maštálka (GUE/NGL). – (CS) Mine damer og herrer! Som jeg er sikker på, De alle har hørt, er sloganet for det kommende tjekkiske formandskab "Europa uden hindringer". I den sammenhæng er jeg glad for, at Kommissionen i samarbejde med EF-Domstolen har kunnet fremlægge et forslag, der nedbryder en af hindringerne: levering af sundhedsydelser. Jeg bifalder, at borgerne nu er tættere på en løsning, takket være de forhandlinger, der har fundet sted. Som læge vil jeg gerne se, at de nødvendige tekster vedtages så hurtigt som muligt, men jeg antager, at sagen er så kompleks, at det gamle romerske mundheld "at skynde sig langsomt" er relevant her. På nuværende tidspunkt bør vi drøfte følgende grundlæggende spørgsmål: For det første er vi alle enige om, at det er nødvendigt at sikre retssikkerhed for patienter, der har ret til sundhedsydelser i EU i henhold til EF-Domstolens afgørelser. For det andet kan direktivet ikke tildele Kommissionen nye beføjelser, fordi de ikke er vitale. For det tredje mener jeg, at det er en fejl, at teksten i direktivet først og fremmest fokuserer på mobilitet for patienter, der har behov for ikkeakut behandling, selv om det grundlæggende formål var at sikre fri bevægelighed for sundhedsydelser. Yderligere forhandlinger repræsenterer en mulighed, ikke kun for det tjekkiske formandskab, men for Europa.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Jeg både ser frem til og frygter direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser.

Jeg ser frem til det, fordi jeg kender så mange mennesker, der er blevet mere syge, og så mange mennesker, der er døde, fordi de skulle vente så længe på behandling på de irske offentlige hospitaler. Så tanken om, at mine vælgere vil kunne tage deres sygejournal og rejse til udlandet uden den hindrende forhåndstilladelse, som E112-skemaet udgør, og straks blive behandlet, er fantastisk. Jeg vil bestemt råde alle dem, der kan rejse blandt mine vælgere, til at gøre det.

Men jeg er også klar over, at dette vil forværre problemerne i det irske sundhedssystem yderligere, og jeg frygter på vegne af alle, som ikke kan rejse, og som er afhængige af sundhedssystemet.

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). – (SV) Hr. formand! Dette emne handler om den enkeltes ret til at søge sundhedsydelser dér, hvor gode sundhedsydelser er tilgængelige. Repræsentanten for Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe, Eva-Britt Svensson, sagde tidligere i dag, at dette ville føre til sundhedsturisme. Jeg vil gerne oplyse hende, at, hvis syge mennesker søger behandling, er det, fordi de er i smerte, de lider, de har kvæstelser, og de har brug for pleje. Det handler ikke om turisme.

I sidste ende handler det om bureaukratiets magt over for individets ret. Det handler om, hvorvidt de gamle grænser skal bruges som en hindring mod mennesker, der søger sundhedsydelser, eller hvorvidt åbenheden i det moderne Europa skal bruges som et middel for mennesker i hele Europa til at få adgang til de bedst mulige sundhedsydelser. Det var oplysende at høre, hvad Den Europæiske Venstrefløjs Fællesgruppe mener, men da jeg har repræsentanten for Den Socialdemokratiske Gruppe, Jan Andersson, lige foran mig, og han er den næste taler på listen, vil det være interessant at høre fra ham, om han deler Eva-Britt Svenssons synspunkt, at syge mennesker, der søger behandling i udlandet, binder an med sundhedsturisme. Vil han ligesom hende etablere forskellige former for hindringer, eller vil Den Socialdemokratiske Gruppe arbejde for at sikre, at vi opnår størst mulig åbenhed, hvor patienter ikke behøver at anmode myndighederne om tilladelse til behandling? Dette spørgsmål, Jan Andersson, handler om det sociale Europa. Det handler ikke om, hvordan individuelle beslutningstagere skal afgøre, hvad andre kan gøre, men om, hvordan den enkelte kan få adgang til de bedste sundhedsydelser. Videre til Dem, Jan Andersson.

  Jan Andersson (PSE). – (SV) Hr. formand, fru kommissær! Lad mig især byde Roselyne Bachelot-Narquin velkommen. Vi har arbejdet godt sammen tidligere, og jeg håber, vi kan gøre det i fremtiden. Velkommen til Parlamentet. Kort til Gunnar Hökmark vil jeg sige, at dette ikke er en svensk forhandling. Jeg afstemmer ikke mine meninger med Eva-Britt Svensson. Jeg foretrækker at danne mine egne.

Jeg glæder mig over dette direktiv af flere grunde. Vi har brug for tydeliggørelse i juridisk henseende. Jeg mener, det er bedre end det udkast, vi havde tidligere. Det rummer betydelige fordele, navnlig for mennesker som jeg selv, der bor i grænseområder. Når det er sagt, vil jeg gerne understrege, at det er vigtigt, at ordningerne kædes sammen med de forskellige systemer i Europa, hvad angår organisation, finansiering og lignende aspekter.

Der er ét aspekt, vi skal være særligt opmærksomme på. Det er lighed. Vi ved, at der prioriteres inden for sundhedsvæsnet, men det er vigtigt, at alle mennesker behandles lige, og at nogle ikke får fortrin frem for andre på grund af deres ressourcer. Det er vigtigt, at vi kan kombinere disse to aspekter af grænseoverskridende sundhedsydelser. Spørgsmålet om forhåndstilladelse er også vigtigt. Det er noget, vi skal drøfte yderligere. Den grænse, der er anført i direktivet, er ikke god. Behandling med hospitalsindlæggelse og uden hospitalsindlæggelse: Det varierer betydeligt fra land til land, og mønstrene ændres med tiden. Vi skal finde andre kriterier. Jeg glæder mig til samarbejdet. I vores udvalg vil vi behandle finansieringen af socialsikringsordningerne, som udgør en del af dette samarbejde. Jeg glæder mig til samarbejdet med de øvrige udvalg i denne sag.

  Anneli Jäätteenmäki (ALDE). – (FI) Hr. formand! Det vigtigste er, at patienterne modtager gode, sikre og billige sundhedsydelser, og de ønsker oftere at blive behandlet så tæt på hjemmet som muligt end det modsatte. De nationale sundhedsydelser skal med andre ord leveres på en passende måde.

Kommissionens forslag, som vi behandler i dag, skal alligevel hilses velkommen. Det er vigtigt, at der også tilbydes pleje og behandling i andre lande. Det vil sikre større valgfrihed og tydeligere retningslinjer og rådgivning, samtidig med at sundheds- og sikkerhedsproblemer også ville træde tydeligere frem. For patienterne ville dette være en fordel.

For medlemsstaterne er problemet lidt mere kompliceret, fordi direktivet først kan blive velfungerende, når de elektroniske social- og sundhedssystemer i EU's medlemsstater er kompatible. Vi ved, at de ikke er det i dag, og gennemførelse af direktivet ville kræve meget af medlemsstaterne. Vi skal også sikre, at direktivet, når det er vedtaget, sikrer, at patientoplysninger kan udveksles mellem systemerne under fuld garanti for informations- og patientsikkerhed. Patienten er det vigtigste.

  Søren Bo Søndergaard (GUE/NGL). – (DA) Hr. formand! Vejen til helvede er brolagt med gyldne løfter, og man skal ikke være professor for at se, hvad der bliver resultatet af dette forslag i den nuværende udformning. På den ene side et A-hold bestående af de velhavende, de veluddannede og dem med forbindelserne i orden – det er stort set alle os, der sidder i denne sal. Vi skal have mulighed for at springe ventelisten over i vort hjemland og søge de bedste eksperter i EU. Vi har nemlig råd til at lægge ud for behandlingen, og vi har råd til at betale rejseudgifterne og andre ekstraomkostninger. På den anden side de fattige og de underprivilegerede. De kan få lov til at stå bagerst i køen, og når de endelig kommer til, så får de den behandling, som vi, de rigeste, ikke har villet tage imod. Ved festlige lejligheder præsenterer EU sig som et alternativ til USA, men pointen er, at EU mere og mere kommer til at ligne USA – også på sundhedsområdet. I vores gruppe støtter vi fri og lige adgang til nødvendige behandlinger. Derfor siger vi nej til dette udspil.

  Alojz Peterle (PPE-DE). – (SL) Det sociale landskab i Europa har forandret sig. Vi står over for nye udfordringer, der kræver en modernisering af den europæiske sociale model. Landskabet for sundhedsydelser i Europa er også under forandring. Behandlingsresultaterne af visse sygdomme bliver bedre og bedre, og udgifterne til drift af sundhedssystemerne stiger. Borgerne oplever dog enorme forskelle i kvaliteten af sundhedsydelser, både mellem medlemsstaterne og inden for dem. Overlevelsesraten i forbindelse med kræft varierer med helt op til 10 % mellem medlemsstaterne.

Jeg glæder mig over, at Kommissionen vil undersøge spørgsmålet om sundhedsydelser inden for rammerne af en fornyet social dagsorden nærmere. Samtidig beklager jeg dog, at den øgede opmærksomhed over for borgernes sundhedsrelaterede rettigheder udelukkende er et resultat af en afgørelse fra Domstolen. Jeg taler som en, der selv har overlevet kræft, og som har kendskab til tilfælde, hvor patienten har fået at vide, at "der er ikke mere, vi kan gøre for dig", i ét land og har modtaget effektiv behandling i et andet.

Fri bevægelighed betyder evne til at vælge. Evnen til at vælge fører til øget konkurrence og dermed bedre kvalitet og muligvis også lavere omkostninger. Jeg er sikker på, at direktivet om patientmobilitet vil virke oplivende på Europa og have mange positive konsekvenser. Vores fælles mål er sundhed for alle. Direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser vil uden tvivl betyde større nærhed for borgere, der er mere interesserede i den korteste vej til sundhed end i debatter om kompetencer – naturligvis en vej, der er godt afmærket.

Den mest vellykkede europæiske politik er en politik, som borgerne kan mærke i deres lommer, som de kunne det med direktivet om roaming. Borgerne vil ikke kunne mærke direktivet om grænseoverskridende sundhedsydelser direkte i deres lommer, i hvert fald ikke i begyndelsen, men de vil få flere valgmuligheder for de samme penge. Og dét er ikke en dårlig fornemmelse, når det drejer sig om sundhed.

  Evelyne Gebhardt (PSE). – (DE) Hr. formand, fru minister, fru kommissær! Når vi taler om et socialt Europa, skal vi altid sætte mennesker og deres bekymringer i forgrunden. Når vi sætter dem i forgrunden, skal vi have en topprioritet, nemlig at sundhedssystemet skal levere den bedst mulige behandling til mennesker lokalt. Det er første prioritet. Det er den forudsætning, der skal være udgangspunktet for vores tilgang til dette direktiv.

Der er dog mange andre hensyn, hvor vi også har brug for andre løsninger, enten fordi mennesker rejser eller arbejder i andre lande, eller fordi de har en sjælden sygdom, eller fordi de kan få bedre behandling i et andet land. Det betyder, at der også er et behov for at fjerne hindringerne for mobilitet i sådanne tilfælde og sikre, at der skabes retssikkerhed. Det er anden prioritet.

Den tredje prioritet er, at vi igen og igen skal huske, at sundhedsydelser i medlemsstaterne i henhold til traktaterne hører ind under medlemsstaterne, og det skal vi respektere. Organisationen og finansieringen af sundhedssystemer er med andre ord medlemsstaternes ansvar, og vi kan ikke ændre det med vores lovgivning. Det er ikke en mulighed, vi kan ikke gøre det, og vi har ingen hensigt om at gøre det, medmindre vi kan blive enige om at skabe en fælles sundhedspolitik i fremtiden. Det ville være et ideelt scenario, men jeg er bange for, at vi stadig er langt fra parate til at tage et sådant skridt.

  Othmar Karas (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Vi og Europas borgere glæder os over, at vi endelig kan begynde den parlamentariske forhandling af dette forslag.

Jeg beklager, at PSE-Gruppens trusler mod Kommissionen sidste december skabte en hårdknude, der varede flere måneder. Forslaget er godt og sikrer Europas borgere merværdi. Vi ønsker, at der politisk skabes grænseoverskridende retssikkerhed, så enkeltpersoner ikke længere skal gå til Domstolen for at håndhæve deres grundlæggende ret til personlig fri bevægelighed.

Vi drøfter et direktiv om patientmobilitet, ikke sundhedsydelser. Det primære ansvar for den sikrede levering, kvalitet og finansiering af sundhedsydelser bæres stadig af medlemsstaterne. Vi ved dog, at vi har brug for øget samarbejde mellem medlemsstaterne inden for sundhedsområdet og øget grænseoverskridende europæisk input i forskning, inden for hospitalsydelser og på forsyningssiden.

Spørgsmålet drejer sig om patienternes frie bevægelighed. Vi spørger ikke, om sundhedssystemer og sundhedsydelser af høj kvalitet kan tilrettelægges uden uønskede bivirkninger. Vi spørger, hvordan det kan gøres. Vi bevæger os inden for et område med fire poler: patientrettigheder, beskyttelse af sundhedssystemer, beskyttelse af sygesikringsordninger og kvalitetssikring med hensyn til sundhedsydelser, finansieringssikkerhed og retssikkerhed.

Patienter har en legitim interesse i at søge efter det, der tilsyneladende er den bedste sundhedsydelse. For at sætte dem i stand til at gøre dette skal vi have en lovgivningsramme og retssikkerhed. Langt de fleste borgere ønsker på den anden side sundhedsydelser så tæt på deres eget hjem som muligt. Vi har problemet med finansiering af sundhedsydelserne i medlemsstaterne. Mere mobilitet til samme pris er derfor vejen frem. Vi har problemet med kvalitetssikring af sundhedsydelser. Vi bør indlede drøftelserne om europæiske minimumskrav på dette område også.

  Mia De Vits (PSE). – (NL) Hr. formand, fru kommissær! Jeg mener ligesom andre medlemmer, at det er et vigtigt resultat, at vi endelig har dette forslag på bordet. Det opfylder et reelt behov og betyder, at vi virkelig kan gøre noget for borgerne.

Nogle medlemmer hævder, at kun de velhavende kan blive behandlet i udlandet. Vi skal sikre, at sundhedsydelser i udlandet er tilgængelige – ikke kun for de mest velhavende, fordi de er i stand til at bruge loven til at få adgang til dyr behandling. Patienter har ret til klarhed og retssikkerhed, og vi kan bidrage til det. Det er vores opgave.

Forslaget er et udtalt plus for EU's borgere. Det er selvfølgelig ikke perfekt, og der skal foretages nogle få forbedringer. Jeg tænker på definitionerne af "hospitalsbehandling", "andre sundhedsydelser end hospitalsbehandling" osv. og identifikationen af særlige tilfælde, hvor forhåndstilladelse kan være nødvendig. Det er disse ting, vi skal drøfte.

Jeg håber derfor, vores forhandling kan være rolig og pragmatisk uden at være ideologisk baseret. Andre aspekter skal omhandles i den nationale lovgivning, men jeg er bestemt ikke enig med dem, der siger, at dette forslag underminerer medlemsstaternes evne til at organisere deres sundhedsydelser. Jeg mener, det er vigtigt, at vi drøfter dette forslag.

  Milan Gaľa (PPE-DE). – (SK) Ansvaret for sundhedssystemerne i EU ligger først og fremmest hos medlemsstaterne. Ansvaret for tilrettelæggelse og levering af sundhedsydelser og lægetjenester i overensstemmelse med traktatens artikel 152 anerkendes fuldt ud.

Forslaget søger at indføre og sikre en gennemsigtig ramme for leveringen af sikre og effektive grænseoverskridende sundhedsydelser af høj kvalitet inden for EU, som samtidig sikrer et højt niveau af sundhedsbeskyttelse, samtidig med at subsidiaritetsprincippet respekteres fuldt ud. Selv om jeg helhjertet støtter den hensigt og de mål, der er fastsat i direktivet, vil jeg gerne påpege nogle mangler i forslaget, som kan udbedres.

Nogle er bange for, at denne form for ydelser kan sætte sygesikringsordningerne i visse medlemsstater under unødigt pres. Vi har brug for en mere præcis definition af procedurerne for levering af sundhedsydelser og godtgørelse i forbindelse med gentagne hospitalsindlæggelser og skadeserstatning samt komplikationer ved behandling. Vi skal definere en tidshorisont for godtgørelse af omkostninger og samtidig tydeligt anføre, at direktivet hverken kan eller vil løse de langsigtede sundhedsproblemer, der forekommer på de institutioner, hvor sundheds- og socialsystemerne normalt mødes.

Termen "gunstigt for patienten" skal defineres. De lægelige aspekter skal overvejes først, ikke subjektive fordele. Ved definitionen af termerne "hospitalsbehandling" og "behandling uden hospitalsindlæggelse" bør også termen "specialbehandling uden hospitalsindlæggelse" defineres. Desuden har vi stadig problemet med metoden for godtgørelse af recepter, der er udstedt i andre lande.

Ligesom ved andre lejligheder, hvor vi har oplevet indførelse af fri bevægelighed, er der visse bekymringer. Efter min mening er de dog ikke uovervindelige.

  Pier Antonio Panzeri (PSE). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er sagt, at sundhedsydelser er en af de vigtigste søjler i den europæiske sociale model. Derfor forekommer det helt rigtigt, at vi behandler dette spørgsmål med henblik på at sikre et højt niveau af sundhedsbeskyttelse og lige adgang til sundhedsydelser for alle. Desværre går den tekst, vi drøfter, tilsyneladende ikke i den retning.

Vi må ikke undergrave selve formålet med udstedelsen af direktivet, nemlig at sikre borgernes ret til at udnytte sundhedsydelser i EU inden for rammerne af fri bevægelighed. I praksis kan teksten ses som et instrument, der er gearet til at åbne sundhedsmarkedet på fællesskabsplan, hvilket er noget helt andet og kan føre til en ret til sundhed for de velhavende.

Teksten omhandler alene godtgørelse af de udgifter, de har betalt, og alene udgifterne til sundhedsydelser sammenlignet med udgifterne i hjemlandet – ikke udgifterne til rejse til og ophold i værtslandet. Der er drøftet yderligere kritiske punkter lige fra behovet for garanti om tjenester på fællesskabsplan til det vigtige spørgsmål om information.

Jeg mener derfor, at vi skal overveje dette nøjere, så vi sammen kan forsøge at give de europæiske borgere de svar, der stadig mangler i selve direktivet.

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE). – (RO) Først og fremmest hilser jeg hele Kommissionens forslag om en ny social velfærdspakke velkommen. Nødvendigheden af at modernisere den europæiske sociale model er tydelig inden for rammerne af det 21. århundrede og de målsætninger, der søges opfyldt i Lissabonstrategien vedrørende bæredygtig økonomisk vækst og befolkningens velstand.

Det direktiv, vi drøfter i dag, er vigtigt for håndhævelsen af den nye sociale dagsorden, især når vi taler om de prioriterede områder i forbindelse med fremme af geografisk og erhvervsmæssig mobilitet, og for at sikre de europæiske borgere et længere og sundere liv. Jeg håber, at bestemmelserne i direktivet vil bringe sundhedsydelserne tættere på hjemmet, og jeg henviser til alle sociale kategorier, herunder emigranter, mennesker, der arbejder i udlandet, og studerende i udlandet.

Det er vigtigt, at sundhedssektoren leverer sikre kvalitetsydelser, uanset hvor i Europa de leveres. I den henseende vil jeg gerne understrege vigtigheden af uddannelse og undervisning af europæiske fagfolk på området samt vigtigheden af at fremme europæisk kommunikation og udveksling af god praksis. I betragtning af direktivets grænseoverskridende art bør erhvervsuddannelse omfatte kendskab til fremmedsprog og kendskab til de grundlæggende elementer i tværkulturel dialog.

Ikke mindst er tilstrækkeligt kendskab til informations- og kommunikationsteknologi lige så nødvendigt for direktivets vellykkede gennemførelse. Det er desuden afgørende for at styrke området for e-sundhed.

  Daciana Octavia Sârbu (PSE). – (RO) Leveringen af sundhedsydelser er en søjle i den europæiske sociale model, og etableringen af et indre marked for disse ydelser bør ikke fremme sundhedsturisme, som kun vil være tilgængelig for de velstillede patienter, der kan tale mange fremmedsprog og har adgang til information.

Det, der kræves, er tydeliggørelse af betingelserne for godtgørelse og tilladelse til sundhedsydelser og tydeliggørelse af begrebet sundhedsydelser. Jeg er bekymret for den indvirkning, som dette direktiv vil have på de nye medlemsstater. Europæiske borgere vil ikke rejse til lande, hvor sundhedsydelserne er meget dyre. De vil tværtimod rejse til lande, som f.eks. Rumænien, Bulgarien eller Polen, hvilket vil føre til en vandring af patienter fra Vesteuropa til Østeuropa.

Selv om leveringen af sundhedsydelser i de nye medlemsstater ikke på alle områder er underlagt klart definerede kvalitets- og sikkerhedsstandarder, stiger behovet for tandlægeydelser i Østeuropa til stadighed. Dette bevirker, at priserne himmelflugter i værtslandene, så deres borgeres adgang til sundhedsydelser bliver vanskeligere både som følge af høje priser, og fordi visse virksomheder leder efter kunder, der er villige til at betale mere.

Åbning af det europæiske marked for sundhedsydelser vil have alvorlig indvirkning på sundhedssystemet i Østeuropa og resultere i ulighed. Øget valgfrihed med hensyn til, hvordan og hvor sundhedsydelser leveres, er positivt, når blot alle borgere har adgang til ydelser uanset deres sociale status.

  Dariusz Rosati (PSE). – (PL) Hr. formand! Formålet med den sociale velfærdspakke bør være at garantere universel og lige adgang til sundhedsydelser af høj kvalitet til alle EU-borgere. I en vis grad kan denne målsætning opfyldes gennem passende regulering på EU-plan, men der er mange problemer som følge af fejlslagne og ineffektive løsninger i den enkelte medlemsstat. Kommissionen bør derfor opfordre medlemsstaterne til at reformere deres sundhedssystemer primært gennem udbredelse af god praksis og gennem effektive finansieringsmetoder.

En forudsætning for et effektivt sundhedsvæsen er fri bevægelighed for sundhedspersonale mellem medlemsstaterne. I den forbindelse vil jeg henlede opmærksomheden på de begrænsninger, der stadig gælder for polske sygeplejersker og jordemødre, der ønsker at arbejde i udlandet. Det er diskriminering mod polske arbejdstagere og et groft brud på princippet om arbejdskraftens frie bevægelighed og princippet om ligebehandling. Jeg opfordrer Kommissionen til at bringe disse diskriminerende fremgangsmåder til ophør og igen give de polske sygeplejersker ret til at udføre deres erhverv uden begrænsninger i andre EU-lande.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). – (SK) Udvalget om det Indre Marked og Forbrugerbeskyttelse drøftede leveringen af grænseoverskridende sundhedsydelser intensivt, da tjenesteydelsesdirektivet blev drøftet. Det aftalte kompromis blev kun opnået, fordi sundhedsydelser blev udeladt fra direktivets anvendelsesområde som følge af deres særlige karakter. Da dette er et komplekst problem, glæder jeg mig over denne forhandling.

Klar og forståelig information skal være tilgængelig for patienten, allerede inden han anmoder om sundhedsydelser i en anden EU-medlemsstat, navnlig vedrørende niveauet af behandlingsudgifter, muligheden for at få godtgørelse fra sygesikringsordninger og behovet for forhåndstilladelse. Vi er nødt til at vedtage regler på europæisk plan, som vil sætte patienten i stand til at benytte sundhedsydelser i ethvert land i EU i stedet for at gøre ham til offer for systemet.

  Arlene McCarthy (PSE). – (EN) Hr. formand! Mange talere har understreget, at alle patienter, uanset om de rejser til udlandet eller bliver hjemme, har ret til sikre sundhedsydelser af høj kvalitet. Lad os ikke glemme, at en af vores største demografiske udfordringer er den aldrende befolkning, som uundgåeligt vil ønske sundhedsydelser i deres eget område. Vi har derfor brug for tydelighed med hensyn til patienternes ret til sundhedsydelser, og samtidig skal vi overholde traktatens bestemmelse om, at tilrettelæggelse af sundhedsydelser, navnlig finansiering, hører ind under medlemsstaternes beføjelser. Vi skal anerkende, at 27 lande har forskellige systemer og forskellige finansieringssystemer. Jeg beklager, at direktivet ikke er klart på dette punkt, men jeg er overbevist om, at vores ordførere kan præcisere disse problemstillinger. Hvis vi vil holde juristerne ude, skal vi have klarhed, ikke kun for at undgå, at patienterne går til domstolene, men for at undgå at de går til domstolene med sager om grænseoverskridende lægelig uagtsomhed.

Vi har derfor brug for mere fornyelse i vores tilgang. Den ideelle blanding er efter min mening at sikre patientmobilitet og opfordre medlemsstaterne til at købe sig til ekspertydelser, så de ikke kun kan behandle én patient, men grupper af patienter, der lider af samme sygdom. Det vil være mere omkostningseffektivt og vil give patienterne mulighed for at forblive tæt på familie og venner.

  Marios Matsakis (ALDE). – (EN) Hr. formand! Dette direktiv er fantastisk i teorien, men kan ende med at blive et mareridt i praksis. Jeg siger dette, fordi det kan bevirke, at ydelser bliver bedre i nogle områder, men ringere i andre. Jeg vil give et eksempel: Hvis alle patienter fra et lille land som Cypern, der har behov for neurokirurgi, rejser til Sverige eller Storbritannien for at blive opereret, hvad vil der så ske med de neurokirurgiske ydelser på Cypern? Standarderne vil uvægerligt blive forringet, og det gælder for ydelser i forbindelse med hjertekarsygdomme, ortopædiske lidelser, onkologiske sygdomme og mange andre. Så vi skal være meget forsigtige.

Jeg understøtter dette direktiv fuldt ud, men vi skal sikre, at vi ikke gør de gode områder bedre og de dårlige områder ringere. Vi skal passe på, at vi hæver sundhedsstandarderne i hele Europa – i både store og små lande.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Formålet med den nye sociale dagsorden er bl.a. at reducere hindringerne for mobilitet i et samfund, der accepterer princippet om lighed, hvor der ikke bør være hindringer på nogen borgers vej. Et centralt element her er forslaget til et direktiv om patientrettigheder i forbindelse med grænseoverskridende sundhedsydelser. Det er påkrævet for, at borgerne kan fungere i den moderne verden i konstant bevægelse, hvor de rejser hundredvis af kilometer for at deltage i et møde. Det er derfor meget vigtigt, at de enkelte europæere er sikre på, at nogen vil redde deres liv og sikre deres sundhed uden unødvendige reguleringer eller andre hindringer, hvis deres liv er i fare. Vi bør sikre, at alle indbyggere i EU ved, at de skal have et europæisk sygesikringskort, hvis de får brug for sundhedsydelser i et nødstilfælde. Patienter skal vide, at de i en nødsituationer kan blive behandlet på samme grundlag som borgerne i det land, hvor de behandles. Kvalitet, produktivitet og frem for alt sikkerhed for patienterne er de emner, vi skal prioritere højest.

  Christel Schaldemose (PSE). – (DA) Hr. formand! Tak til Kommissionen for at have fremlagt dette direktiv. Jeg synes, at det er utrolig vigtigt, at vi får mulighed for at behandle patienternes rettigheder politisk og ikke overlade det til EF-Domstolen at træffe afgørelse på så vigtigt et område. For mig at se er patienterne det allervigtigste. Vi skal have patienterne i fokus, men vi skal derfor også tænke på, hvordan vi indretter dette direktiv, så vi kan have alle patienters muligheder for en god behandling i fokus. Derfor tror jeg, at det er vigtigt, at vi sørger for, at direktivet giver mulighed for, at de patienter, der bliver hjemme i deres medlemsland, også kan få en ordentlig behandling. Og derfor tror jeg, at denne forhåndsgodkendelse skal være en hovedregel og ikke en undtagelse.

Det tror jeg, at vi bliver nødt til at fokusere på. Derudover vil jeg give min kollega fru Sârbu ret, når hun taler om, at vi skal passe på, at vi ikke laver et skel mellem øst og vest og mellem nord og syd i Europa med dette direktiv.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg glæder mig over Kommissionens forslag. Det spørgsmål, der stilles er "Hvad kan Europa gøre for mig?". Efter min mening er det vigtigt, at vi gør sundhedsydelser tilgængelige, hvis de ikke er tilgængelige i hjemlandet. Som et af de mennesker, der har haft gavn af grænseoverskridende sundhedsydelser – men jeg havde råd til det – vil jeg sige, at det er vigtigt, at de er tilgængelige for alle på tværs af Fællesskabet. Det rejser dog det problem, at der ikke må være nogen forsinkelse, når det drejer sig om at sikre, at behandling er tilgængelig. Det er en af de ting, der efter min mening er vigtig i forbindelse med udviklingen af denne politik.

  Proinsias De Rossa (PSE). – (EN) Hr. formand! Jeg mener, der er en række problemer, der skal behandles i denne forbindelse. Det første er, at patienternes sundhed naturligvis skal være i centrum.

Vi må ikke overlade spørgsmålet om disse rettigheder til domstolenes afgørelser. Vi skal som lovgivere fastlægge loven på dette område.

Vi må for det tredje ikke tilskynde til konkurrence mellem de nationale sundhedsydelser, og det må ikke være resultatet af dette direktiv. Generelt bør der ikke tilskyndes til konkurrence på dette område.

  Petru Filip (PPE-DE). – (RO) De nye medlemsstater står over for en situation, hvor et betydeligt niveau af højtuddannede arbejdstagere inden for sundhedssektoren udvandrer, en situation, som skaber alvorlige skævheder, som kun kan udbedres ved betydelige finansielle tilskud. Det er nødvendigt, at de nye medlemsstater tildeles midler fra de udvidede europæiske finansieringsprogrammer med henblik på at udvikle fleksibel levering af sundhedsydelser til alle patienter på en konkret og ikkediskriminerende måde.

  Monica Maria Iacob-Ridzi (PPE-DE). – (RO) Den europæiske mobilitetspolitik er en af de vigtigste EU-politikker, som giver alle borgere mulighed for at etablere sig og arbejde i de lande, hvor de kan nyde en forbedret levestandard. Den frie bevægelighed hæmmes dog i høj grad ved bekymringer om muligheden for at få godtgjort udgifterne til lægebehandling i udlandet.

Jeg er derfor fortaler for etableringen af en europæisk sygesikringsordning, som anerkendes af alle medlemsstater, og som vil fremme det europæiske samarbejde på området for grænseoverskridende sundhedsydelser. Det vil resultere i udviklingen af en moderne social dagsorden, som vil bidrage til skabelsen af nye muligheder inden for uddannelse og beskæftigelse.

  Elisabeth Morin (PPE-DE). – (FR) Hr. formand! Dette direktivforslag vedrører patienters interesser, og det er denne menneskelige tilgang fra kommissærens og ministerens side, som jeg glæder mig over. Jeg sætter også pris på det forbedrede samarbejde mellem medlemsstaterne med hensyn til respekt for de nationale sundhedssystemer, og jeg håber, at denne mulighed for europæerne vil blive forbedret gennem levering af tilstrækkelig information, hvilket de har behov for. Effektivitet og menneskelighed: Det er, hvad der glæder mig i dette direktivforslag.

  Panayotis Demetriou (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Jeg er stolt over, at to cypriotiske kommissærer, Markos Kyprianou og Androulla Vassiliou, har udformet og talt for dette direktiv. Direktivet er rigtigt og nødvendigt og skal gennemføres.

Direktivets hovedfokus er på patienten, som har ret til den bedst mulige lægelige behandling, især når den kan leveres i patientens eget land.

De praktiske vanskeligheder er blevet korrekt identificeret og kræver opmærksomhed, fordi dårlig praksis i sidste ende kan ødelægge en idé, der ellers er sund.

  Roselyne Bachelot-Narquin, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil først komme med et par personlige kommentarer og sige, hvor glad jeg har været for igen at mødes med mine kolleger fra Udvalget om Beskæftigelse og Sociale Anliggender, Jan Andersson, dets formand, Anne Van Lancker, Ria Oomen-Ruijten, Jiří Maštálka og flere andre. Jeg hilser dem med varme.

John Bowis, som talte for PPE-DE-Gruppen, satte spørgsmålet i dets rette kontekst ved at spørge: "Hvad gør Europa for mig?". Han reintroducerede spørgsmålet om et Europa med naboskab og blev efterfulgt af mange andre, herunder Dagmar Roth-Behrendt for Socialistpartiet og Jules Maaten for ALDE-Gruppen.

Mange af talerne efter John Bowis understregede også, at patienter kommer før stater og systemer. Det er i høj grad sandt. Alligevel må vi ikke ende med at sætte patienter, lande og sygesikringsordninger i modsætning til hinanden, fordi destabilisering af sygesikringsordningerne vil have forfærdelige konsekvenser for organisationen af sundhedsydelser og navnlig for de patienter, vi vil beskytte.

Derfor vil jeg svare Dagmar Roth-Behrendt, at spørgsmålet drejer sig ikke om patienternes ret til bevægelighed inden for EU, som er en selvindlysende og grundlæggende rettighed. Det spørgsmål, som direktivet rejser, drejer sig om godtgørelse og betingelser for godtgørelse, og om man har ret til godtgørelse eller ej. Artikel 152 i traktaten anfører klart, at medlemsstaterne frit kan tilrettelægge og finansiere sundhedsydelser, som de ønsker det.

Kernen i problemet om forhåndstilladelse er spørgsmålet om balance, om soliditeten af de nationale sundhedssystemer og sygesikringsordninger, navnlig i de fattigste lande. Denne tekst minder os om dette ansvar, og under ingen omstændigheder kan medlemsstaterne bruge dette direktiv som en metode til at unddrage sig dette ansvar.

Jean Lambert sagde grundlæggende, at grænseoverskridende sundhedsydelser ikke er et mål i sig selv, og Derek Roland Clark påpegede, at vi måske burde sikre, at bestemmelserne i det nye direktiv ikke kun vil gavne nogle få af de mest velhavende, mest veluddannede og bedst informerede patienter, mens de fattigste patienter selvfølgelig behandles uretfærdigt.

Det centrale emne her, det emne, som vi drøfter, og som Kommissionen og Rådet bør undersøge i detaljer, er dog forhåndstilladelse til hospitalsbehandling, fordi det faktisk er den, der udgør den største risiko for deregulering af de nationale systemer.

Jean Lambert spurgte om direktivforslaget er foreneligt med forordningen om koordinering af de sociale sikringsordninger. Domstolen har fundet, at de to godtgørelsesordninger er forenelige. Vi skal derfor sikre, at de to systemer struktureres korrekt. Det direktivforslag, vi behandler, prioriterer gennemførelse af forordningen, hvilket forekommer rimeligt. Alligevel skal princippet om patienternes valgfrihed fortsæt gælde, hvis en patient af andre grunde end finansielle foretrækker at gå ad den vej, der er fastlagt ved Domstolens retspraksis.

Som Bernadette Vergnaud beklagede nogle talere, at denne tekst ikke omhandler alle de vanskeligheder, som patienter oplever i EU og mere specifikt i netop deres land. Når man ser på de vanskeligheder, der skal løses af denne tekst alene, kan man se, at et forslag om en mere vidtgående tekst næppe ville have været det bedste middel til at opnå fremskridt i indsatsen for at løse bestemte meget praktiske problemer, som f.eks. godtgørelse af sundhedsydelser til patienter, der tager til et andet EU-land for at studere, arbejde eller blot holde ferie.

Dette er ligeledes ikke kun et direktiv om sundhedsydelser, der skal beklages eller hilses velkommen. Så det tjener ikke noget nyttigt formål at fordømme det som en slags "Bolkesteindirektiv". Det er i virkeligheden ikke det, som dette direktiv drejer sig om.

Når direktivets grundlæggende principper er lagt fast – og jeg har skitseret dem – skal vi kunne bevare en vis form for regulering, som allerede findes mellem Kommissionen og Rådet, men også mellem mange parlamentsmedlemmer i alle partier, vedrørende respekt for disse muligheder, som er åbne for patienter. Hvad angår forhåndstilladelse til grænseoverskridende sundhedsydelser, skal medlemsstaterne forblive ansvarlige for at beslutte, hvilke ydelser de vil tilbyde.

Når et land fastlægger visse betingelser for adgangen til sundhedsydelser af hensyn til folkesundheden – f.eks. lægens henvisningssystem eller det, der kaldes "gate-keeping" på engelsk – er det også vigtigt, at det pågældende lands systemer respekteres og anvendes, når patienter henvender sig til et sundhedssystem i et andet land end deres eget.

Denne drøftelse af direktivet kan naturligvis ikke adskilles fra Kommissionens kommende meddelelse eller Rådets forslag til en henstilling om fællesskabsforanstaltninger på området for sjældne sygdomme. Jeg mener, det fuldt ud er muligt at gennemføre disse drøftelser på samme tid. Et andet emne, som mange talere berørte, var interoperabiliteten af sundhedssystemernes informationssystemer. Dette direktiv kan lovgivningsmæssigt bidrage til dette.

Vi har kun lige påbegyndt denne dialog, denne drøftelse af dette emne, som skal dække så omfattende områder som databeskyttelse, gennemsigtige gennemførelsesbestemmelser og perimetre. Når direktivet skaber retssikkerhed, vil vi også her kunne opnå fremskridt på vejen mod interoperabilitet, hvilket ikke betyder, at vi skal benytte hver vores vej, men harmonisere og sikre større forenelighed.

Tak for Deres dybdegående og betydningsfulde bidrag, der har kastet lys på vores forhandling.

  Androula Vassiliou, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Dette har været en meget interessant drøftelse.

Lad mig sige, at vi meget ofte hører spørgsmålet: Hvordan kan vi bringe borgeren nærmere EU?

Dette er et eksempel på, hvordan vi kan få borgeren til at føle, at EU gør noget for ham eller hende. Under det nuværende system er der mange uligheder. Med den klare retlige ramme, som direktivforslaget sikrer med hensyn til borgere og de forskellige spørgsmål, forsøger vi at give klare oplysninger til borgerne om deres rettigheder, og hvordan de kan udøve dem.

Det er sandt, at der er betænkeligheder. Jeg har lyttet nøje til Deres betænkeligheder, og jeg er sikker på, at vi i den kommende forhandling og de kommende overvejelser vil tage fat om disse betænkeligheder, så slutresultatet bliver noget, som virkelig vil gavne borgerne.

Dette er ikke et Bolkesteindirektiv nr. II – langt fra – og vi må aldrig tro, at det forholder sig sådan. Det handler om patientrettigheder, og hvordan disse rettigheder udøves.

Vi forsøger ikke at harmonisere sundhedssystemerne. Medlemsstaterne kan fortsat drive og regulere deres sundhedssystemer, og de kan selv vælge, hvilke fordele de vil tilbyde deres borgere, og i hvilket omfang.

Vi forsøger ikke at tilskynde til sundhedsturisme. Vi forsøger ikke at give borgerne mulighed for at få ordnet ansigt eller krop. Vi forsøger i stedet at give borgerne ret til tilstrækkelige sundhedsydelser, når de er syge og har brug for det.

Vi forventer heller ikke en stor folkevandring af europæiske borgere fra deres hjemland til andre medlemsstater. I henhold til vores beregninger og konsekvensanalyser vil kun en meget lille procentdel af borgerne ønske at rejse til udlandet. Hvorfor? Fordi de ønsker den behandling, de har brug for, i nærheden af deres familier, de vil tale deres eget sprog, og de vil være i et velkendt miljø.

Der er dog tilfælde, hvor de har brug for yderligere sundhedsydelser, som deres eget land ikke kan levere. Det er en ret, vi giver dem – denne ekstra ret til at have et informeret valg og selv beslutte, hvor de vil rejse hen for at blive behandlet.

Domstolen har faktisk opfordret os til at lovgive. Vi kan ikke blive ved med at lade Domstolen foretage afgørelser om patientrettigheder fra sag til sag. Det er ikke retfærdigt. Hvor mange europæiske borgere har råd til en advokat og til at føre en retssag? Kun meget få. Vi skal derfor fastlægge løsninger for alle patienter, give dem den rigtige information og lade dem selv beslutte, hvad de har brug for.

Tiden er inde, til at vi alle arbejder sammen – Rådet, Kommissionen og Parlamentet – for at finde de bedst mulige løsninger for patienterne.

(Bifald)

  Formanden. – Tak, fru kommissær. Jeg mener, bifaldet afspejler Parlamentets tilfredshed.

Jeg har modtaget, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2, modtaget seks beslutningsforslag fremsat som afslutning på forhandlingen.⁽¹⁾

Jeg kan oplyse, at PPE-DE-Gruppen har trukket sit beslutningsforslag tilbage.

Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted om nogle få minutter.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Lívia Járóka (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Sundhedsydelser til romaer er systematisk blevet afvist eller sjældent taget i betragtning i Europa på trods af, at adgang til sundhedsydelser er en grundlæggende rettighed for europæiske borgere. Den nye sociale dagsorden for grænseoverskridende sundhedsydelser skal løse de problemer, som romaer oplever som følge af manglende adgang til sundhedsydelser i kort afstand fra deres samfund. De fleste romaer bor i udkanten af byområder og langt væk fra sundhedsfaciliteter. Deres adskillelse fra disse ydelser har betydet, at den forventede levetid for romaer anslås at være 10 år kortere end det nationale gennemsnit. Forebyggelse af og vaccination mod sygdomme, som findes i romanibefolkningerne, og problemet med nødsituationer og regelmæssige helbredsundersøgelser er endnu ikke løst. En anden begrænsende faktor for romaernes adgang til sundhedssystemerne er deres mangel på identitetsdokumenter, som ville sætte dem i stand til at ansøge om forsikring eller sociale ydelser. Da de kommunistiske styrer faldt, blev mange romaer ikke anerkendt eller blev glemt eller slettet fra landenes folkeregistre. Endelig skal vi se på sundheden for kvinderne i romanibefolkningen, da de tager sig af familierne. Hvis Kommissionen vil hjælpe europæerne med at opnå sundhedsydelser i EU, skal den sørge for, at de gælder for alle og på lige vilkår.

  Lasse Lehtinen (PSE), skriftlig. – (FI) I et velfungerende Europa skal patienten kunne søge tilstrækkelig pleje og behandling, uanset hvor den er tilgængelig. Hvis der er ventelister for at få en hjerteoperation eller en ny hofte i ét land, skal det være muligt at få adgang til behandling i et andet land uden en protektionistisk lovgivningsjungle. Fjernelsen af hindringer betyder også bedre udnyttelse af de eksisterende ressourcer. De fleste taler imod bevægelighed for patienter og ydelser appellerer til de værste aspekter af europæiskhed, fremmedhad og mistillid. Velfungerende sundhedstjenester, både offentlige og private, er en del af velfærdssamfundet – det europæiske velfærdssamfund.

  James Nicholson (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Grænseoverskridende sundhedsydelser er en central del af den sociale velfærdspakke. Mens EU har styrket den frie bevægelighed og retten til at leve og arbejde i andre EU-lande, har en tydeliggørelse af patienternes ret til at få adgang til sundhedsydelser i andre medlemsstater været påtrængende.

Trods adskillige afgørelser ved EF-Domstolen om dette emne har borgerne ikke udførligt kendskab til deres rettigheder i denne forbindelse. De har heller ikke modtaget tilstrækkelig information om deres præcise rettigheder, hvad de skal gøre for at få behandling eller modtage godtgørelse.

I Nordirland har man gennemført pilotprojekter i grænseområderne, som sikrer, at borgerne kan få adgang til de sundhedsfaciliteter, der ligger mest fordelagtigt. Disse projekter har været meget vellykkede og roses højt af de mennesker, der har benyttet dem. I den henseende vil jeg gerne rose de britiske og irske lægeforeninger for deres indsats for at fremme de grænseoverskridende sundhedsydelser mellem Nordirland og Irland.

Jeg glæder mig over Kommissionens arbejde, men jeg har alligevel en fornemmelse af, at det kommer for sent. Nu, hvor problemet er afklaret og har fået en lovgivningsramme, håber jeg inderligt, at medlemsstaterne vil samarbejde fuldt ud.

  Marianne Thyssen (PPE-DE), skriftlig. – (NL) Det glæder os stadig, at Parlamentet udelod sundhedsydelser fra det generelle tjenestedirektiv. Sundhedsydelser er trods alt en speciel sektor, der kræver en speciel tilgang.

Den grundlæggende forudsætning for forslaget må i overensstemmelse med den fastlagte retspraksis være, at organisationen og finansieringen af sundhedsydelser er medlemsstaternes ansvar. Det betyder på den ene side, at patientmobilitet ikke kan gøres til en absolut ret, og på den anden side, at der ikke er nogen undskyldninger for ikke at investere i landets eget sundhedssystem. Denne forudsætning medfører nødvendigvis, at medlemsstaterne skal kunne opkræve den reelle udgift hos patienten. Der skal være solidaritet, men der skal også være mulighed for differentieret behandling for patienter, der har bidraget i deres eget land gennem socialsikrings- og skattesystemet, og udenlandske patienter, der ikke har bidraget.

Det er godt, at vi har direktivet, men alle, der kender sektoren, føler, at det stadig trænger til forbedring på mange områder. Efter min mening er kvaliteten, tilgængeligheden og den økonomiske bæredygtighed af sundhedsydelser på grundlag af socialt ansvarlig solidaritet stadig de centrale kriterier.

  Silvia-Adriana Ţicău (PSE), skriftlig. – (RO) Jeg mener, at adgang til kvalitetssundhedsydelser er en af de grundlæggende værdier i et socialt Europa. Patientrettigheder i EU og grænseoverskridende samarbejde på dette område mellem medlemsstaterne udgør en væsentlig del af den nye sociale velfærdspakke. Patienter skal have adgang til kvalitetssundhedsydelser i enhver medlemsstat, og de skal have mulighed for at modtage godtgørelse svarende til det beløb, de ville have modtaget i deres eget land. Der er i dag betydelige forskelle i EU med hensyn til kvaliteten af sundhedsydelser og godtgørelsesbeløbene. En vurdering af det europæiske sundhedssystem og den teknologi, der anvendes i sundhedssektoren, er efter min mening særdeles påtrængende. Det rigtige udstyr på alle hospitaler og den teknologi, der kræves for at diagnosticere og behandle forskellige sygdomme, er en forudsætning for leveringen af kvalitetssundhedsydelser. Læger og sygeplejersker flytter fra én medlemsstat til en anden for at få bedre løn og for at kunne benytte bedre diagnosticerings- og behandlingsudstyr. Det er vigtigt, at direktivet om patientrettigheder i overensstemmelse med EU's prioriterede områder omfatter en minimumsliste over sundhedsydelser, der skal være fuldt dækket af sygesikringsordningernes budgetter.

FORSÆDE: Hans-Gert PÖTTERING
Formand

(1) Se protokollen.