Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 8. oktober 2008 - Bruxelles

14. Forberedelse af Det Europæiske Råd, herunder den globale situation på finansmarkedet (fortsættelse af forhandlingen)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (FR) Fru formand, hr. Jouyet, mine damer og herrer! Tillad mig først at komme med en vurdering af det franske formandskabs rolle.

Som hr. Jouyet netop sagde, har der under det franske formandskab først været krisen mellem Rusland og Georgien, og nu står vi så med en ny alvorlig krise, den internationale finanskrise. Det er ikke en krise, som er opstået i Europa – den kom fra den anden side af Atlanterhavet – og det er en krise, som vi ikke er i stand til at håndtere på typisk europæisk vis, fordi vi endnu ikke, og jeg understreger "endnu", på europæisk plan har de fornødne instrumenter. Jeg kan bekræfte den enorme indsats, som det franske formandskab og hr. Sarkozy har gjort for at finde en europæisk løsning på denne krisesituation.

(EN) Finanskrisens alvor er tydelig for os alle, og det er kun helt naturligt, at krisen vil være i fokus på Det Europæiske Råds møde i næste uge.

Håndteringen af krisen er en vigtig test i forhold til den finansielle sektor, medlemsstaterne, EU og EU's institutioner og de internationale finansielle institutioner. En bred vifte af aktører er involveret – banker og andre finansielle institutioner, tilsynsmyndigheder, ECB og andre centralbanker, de nationale regeringer og Kommissionen – så vi har behov for koordinering. Desuden udvikler tingene sig meget hurtigt, så der er behov for en hasteindsats.

I sidste uge opfordrede jeg til at finde en koordineret europæisk løsning, fordi det er min overbevisning, at det uden en sådan løsning vil være langt vanskeligere for Europa at komme ud af denne krise. I dag opmuntres jeg af, at medlemsstaterne er fast besluttet på at samarbejde, sådan som de 27 statsledere og jeg selv også gav udtryk for i mandagens erklæring fra møderne i Eurogruppen og Økofin-Rådet. Jeg er imidlertid ikke tilfreds endnu – vi kan, og vi skal gøre mere.

I særdeleshed opfordrer jeg medlemsstaterne til at gøre en reel koordineringsindsats – for at forbedre samarbejdet mellem dem indbyrdes og med de europæiske institutioner. Ja, der er sket offentlige indgreb – overvejende på nationalt plan, fordi det er der, pengene og beføjelserne er. Det afspejler den omstændighed, at vi er en union af stater, ikke en enkelt stat, og at situationen, i det mindste til en vis grad, ikke er den samme overalt. Medlemsstaternes tiltag har i de fleste tilfælde været effektive, men landene er imidlertid nødt til at handle på grundlag af fælles principper og inden for en fælles vedtaget ramme og være opmærksom på deres tiltags konsekvenser for de andre lande.

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at rose de foranstaltninger, som Det Forenede Kongerige har offentliggjort i dag, og som er i tråd med de principper, der blev vedtaget på Økofin-Rådets møde i går.

Der er naturligvis også mange andre ting, som vi i de europæiske institutioner gør og fortsat er nødt til at gøre både på kort, mellemlang og lang sigt. De forslag, jeg har i tankerne, er konkrete, praktiske og realistiske.

Lad mig gøre det helt klart, at uanset hvor fristende det måtte være, er dette hverken tidspunktet eller stedet til politisk posering eller spil for galleriet og vidtløftige initiativer, der ikke har en chance for at blive gennemført i praksis. Markederne ville øjeblikkeligt straffe den form for adfærd, og det ville blive erhvervslivet og primært skatteyderne, der kom til betale prisen. Tiden er inde til ambitioner kombineret med realisme og ansvarlighed.

I den forbindelse vil jeg gerne rose ECB, som har optrådt som en selvsikker og effektiv international aktør, med euroen som en vigtig stabiliserende faktor.

Kommissionen har udfyldt sin rolle til fulde. Bestemmelserne om statsstøtte og konkurrence har vist sig at være afgørende i forhold til at garantere fælles spilleregler. Risikoen for, at tiltag i én medlemsstat får negative konsekvenser i en anden, gør disse bestemmelser vigtigere end nogensinde. Samtidig har Kommissionen vist, at den er fuldt i stand til at handle hurtigt og med den nødvendige fleksibilitet. Det glæder mig, at statsstøttereglernes gavnlige betydning og den måde, som Kommissionen anvender dem på, anerkendes i Økofin-Rådets konklusioner. Kommissionen vil inden længe udsende retningslinjer, der fastlægger en bred ramme, som gør det muligt hurtigt at vurdere foreneligheden af rekapitalisering og garantiordninger med statsstøttereglerne.

På lovgivningsområdet kommer vi i næste uge med to forslag. Det første er rettet mod at fremme konvergensen mellem indskudsgarantiordningerne. Skærpede og mere ensartede regler på det område vil være en vigtig del af strategien for at komme ud af krisen. Det glæder mig, at Økofin-Rådet har fulgt vores forslag om minimum at fordoble garantien og fastsætte en fælles minimumsgrænse på 50 000 EUR. Flere medlemsstater er endog gået op på 100 000 EUR.

Vores andet forslag skal sikre, at europæiske finansielle institutioner ikke stilles ufordelagtigt i forhold til deres internationale konkurrenter med hensyn til regnskabsregler og disses fortolkning. I sidste uge afholdt vi et møde med repræsentanter for de europæiske banker, som samstemmende fortalte mig, at dette var et alvorligt problem for dem. Kommissionens opgave har været at øge bevidstheden om behovet for at handle og skabe politisk dynamik, og det lader nu til, at de hindringer, som visse medlemsstater gjorde opmærksom på, nu omsider er væk.

Så er der foranstaltningerne på mellemlang og lang sigt, som skal genskabe stabilitet og bæredygtighed på finansmarkederne. Jeg har sagt det før, og jeg siger det igen: Ud over at tilføre likviditet er vi nødt til at skabe tiltro til den aktuelle økonomiske situation. Det er ikke tilstrækkeligt at bekæmpe ilden. Kommissionen har arbejdet med dette aspekt siden krisens start for et år siden.

Medlemsstaterne er nødt til at vise, at vi har fået den fornødne erfaring til at opbygge det rette regelsæt, der kan begrænse risikoen for kriser. Fremskridtene med Økofin-Rådets køreplan, der blev vedtaget sidste år, skal nøje overvåges.

Lad mig fremhæve navnlig tre ting. For det første så jeg gerne, at Rådet og Parlamentet gjorde vores forslag fra sidste uge om kapitalkrav til en reel prioritet. For det andet fremsætter vi i næste uge det bebudede forslag om kreditvurderingsbureauer. Også her ved jeg, at jeg kan regne med Deres opbakning til en hurtig behandling af forslaget. For det tredje vil vi desuden gennemgå vores henstilling fra december 2004 om aflønning af ledelsesmedlemmer, som medlemsstaterne desværre valgte at se bort fra – eller rettere besluttede kun én medlemsstat i en vis udstrækning at følge de henstillinger, som Kommissionen fremsatte i december 2004. Det er et godt eksempel på den form for modstand, som vi har oplevet på dette område i de seneste år.

Den sidste ting er af mere systemisk karakter. Vi er nemlig også nødt til at se nærmere på tilsynet med det indre marked for finansielle tjenesteydelser på europæisk plan. Der er over 8 000 banker i EU, men to tredjedele af de samlede bankaktiver i EU befinder sig i 44 grænseoverskridende institutter. Nogle banker opererer i hele 15 medlemsstater. Det er et tydeligt eksempel på det indre marked i funktion – men grænseoverskridende banker er underlagt forskellige tilsynssystemer i de enkelte medlemsstater, og de nationale tilsynsmyndigheder er ikke i stand til fuldt ud at kontrollere de bankaktiviteter, der rækker ud over de nationale grænser. Det ville være fornuftigt at fjerne misforholdet mellem et kontinentalt marked og nationale tilsynssystemer. Når en grænseoverskridende bank er under pres, er det, som de seneste uger har bevist, muligt at finde hurtige, parallelle løsninger med flere nationale tilsynsmyndigheder – men det er ærligt talt ikke let.

Jeg ved, at det vil blive op ad bakke med visse medlemsstater på det punkt. De aktuelle forhandlinger i Rådet om Solvens II-direktivet viser den voldsomme modstand, som ethvert forsøg på at forbedre det grænseoverskridende tilsyn fortsat møder.

Det, som vi har foreslået i Solvens II-direktivet og i kapitalkravsdirektivet, er det absolutte minimum i forhold til, hvad der er behov for. Jeg er helt overbevist om, at vi vil skulle gå meget længere.

Det er vigtigt at understrege følgende: Når Kommission taler for en fælles tilsynsstrategi i Europa, gør vi det ikke, fordi vi har en dagsorden om at tiltuske os flere beføjelser. Vi gør det, fordi det nu engang forholder sig sådan, at knap to tredjedele af bankaktiverne i EU allerede har en grænseoverskridende dimension, dvs. en europæisk dimension, og vi er nødt til at tage hensyn til denne europæiske dimension gennem en ægte europæisk løsning.

Vi er således nødt til at gøre os nogle overvejelser for at finde ud af, hvor vi kan mødes. Derfor agter jeg at oprette en gruppe på højt plan, der skal finde den rette struktur og sikre, at forholdene på finansmarkederne svarer til virkelighedens indre marked, og at tilsynsmyndighederne kan arbejde sammen og imødegå udfordringen med de grænseoverskridende banker. Det er med stolthed, at jeg i dag kan meddele Dem, at Jacques de Larosière, forhenværende administrerende direktør for IMF, forhenværende direktør for Frankrigs nationalbank og forhenværende formand for EBRD, har taget imod mit tilbud om at stå i spidsen for denne gruppe, som vil være uafhængig og bestå af højtstående eksperter på området. Jeg tror, at deres idéer kunne bidrage til de generelle overvejelser, forhåbentlig med nogle langsigtede løsninger.

Den nuværende krise har vist, at vi har behov for en gennemgribende nytænkning af vores lovgivnings- og tilsynsregler for finansmarkedet, der, som Parlamentet har understreget, skal omfatte hedgefonde og kapitalfonde. Vi vil således vende tilbage til disse spørgsmål. Jeg håber blot, at medlemsstaterne – alle sammen – vil udvise samme grad af vilje som Parlamentet og Kommissionen.

Lad mig opsummere! På kort sigt er vi nødt til at sørge for, at nødforanstaltninger og anden offentlig intervention finder sted inden for en koordineret og ensartet europæisk ramme. Kommissionens hurtige indførelse af statsstøtteregler skaber tillid mellem medlemsstaterne, og vi vil efterfølgende meget hurtigt udstikke retningslinjer. I næste uge fremsætter vi forslag til indskudsgarantiordninger og regnskabsregler.

På mellemlang sigt skal tre foranstaltninger fremhæves: sidste uges forslag om kapitalkrav, vores kommende forslag om kreditvurderingsbureauer og gennemgangen af vores henstillinger fra 2004 om aflønning af ledelsesmedlemmer.

På længere sigt bør den gruppe på højt plan, som jeg nævnte, danne grundlag for opbygning af konsensus om tilsyn på tværs af landegrænser.

Alle disse foranstaltninger i kombination med, at medlemsstaterne handler på koordineret og ensartet vis, vil afspejle et EU, der tager hånd om de konkrete problemer. Tilliden vil være langt større, hvis institutionerne kan vise, at de er fast besluttet på at gribe ind hurtigt.

Hvad Kommissionen angår, vil jeg gerne sige, at jeg inden for kollegiet har besluttet at oprette en fast styringsgruppe for finanskrisen bestående af kommissær Almunia, kommissær McCreevy og kommissær Kroes og med mig selv som formand. Jeg ønsker rene linjer med Parlamentet i disse spørgsmål. Jeg ved, at Parlamentet allerede har signaleret, at det er åbent over for en hurtig behandling af forslagene, og jeg håber, at vi kan samarbejde om dette yderst vigtige og følsomme spørgsmål, for finansiel stabilitet er i alles interesse. Vi har pligt til at vise, at vi står sammen i denne meget vanskelige og presserende situation.

Den internationale dimension er afgørende, hvilket rådsformanden netop understregede. Vi er nødt til at finde løsninger i Europa, men vi er også nødt til at samarbejde med internationale finansielle institutioner.

Jeg glæder mig især over præsident Sarkozys forslag om at afholde en international konference. Det er vejen frem. I jo højere grad de offentlige myndigheder handler i overensstemmelse med hinanden, desto mere effektiv vil vores indsats være, og desto mindre er risikoen for, at denne indsats vil undergrave den fair konkurrence og reglerne om europæisk integration.

Fokus er på finanskrisen, og sådan bør det også være. Det vil imidlertid være en fejltagelse at lade det europæiske projekt gå i stå på grund af krisen. Der er to andre områder, hvor vi skal gøre vigtige fremskridt dette efterår. Der er rent faktisk mange andre områder, men på grund af tiden vil jeg blot meget kort nævne to: Det ene er klimaændringer og energipakken, og det andet er Lissabontraktaten.

Først klimaændringer og energipakken. De, der tror, at dette ikke er en vigtig politik under en økonomisk krise, tager fejl. Pakken er afgørende for den fremtidige velstand i Europa. Uden den vil omkostningerne blive højere senere hen, vi vil være mere sårbare i situationer med energiknaphed, og vi vil gå glip af en mulighed for at udnytte nogle store nye markeder. Erhvervslivet er naturligvis bekymret for, at ændringer vil betyde ekstra omkostninger. Det er helt forståeligt. Jeg er imidlertid overbevist om, at vi vil kunne forsikre virksomhederne om, at de ikke vil komme til at stå dårligere konkurrencemæssigt.

Jeg vil på det kraftigste opfordre Det Europæiske Råd til at fortsætte arbejdet og overholde den tidsplan, som Parlamentet følger, og som det franske formandskab så effektivt styrer – jeg glæder mig over de bemærkninger, som rådsformanden netop fremsatte. I går tog Parlamentet et vigtigt proceduremæssigt skridt fremad. Vi har naturligvis kun lige indledt de interinstitutionelle forhandlinger, men Kommissionen er parat til at gå konstruktivt til værks for at nå frem til en aftale, der kan opnå størst mulig støtte i såvel Rådet som Parlamentet.

Endelig er der Lissabontraktaten. Tiden er ikke inde til på forhånd at fastlægge det præcise videre forløb. Tiden er derimod inde til at minde om, at de seneste uger og måneder endnu engang har vist i hvor høj grad, Europa har behov for Lissabontraktaten. Hånden på hjertet: Vil vi i fremtiden kunne håndtere kriser, som den vi har oplevet mellem Rusland og Georgien, når rådsformanden udskiftes hvert halve år? Det er åbenlyst, at vi har behov for større stabilitet. Det er åbenlyst, at vi har behov for større sammenhæng. Det er åbenlyst, at vi har behov for en mere effektiv beslutningsgang i Europa. Vi har behov for et mere effektivt Europa, et mere demokratisk Europa, et Europa med en markant stemme i international sammenhæng. Derfor mener jeg, at vi bør holde vores løfte med hensyn til ratificeringen af Lissabontraktaten.

Dette er ikke en almindelig situation. Det er en ganske særlig situation, som kræver, at vi alle – Kommissionen, Rådet og Parlamentet – er opgaven voksen. Sammen skal vi opfordre til og arbejde for at finde en europæisk løsning på finanskrisen. Det skylder vi borgerne.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Den finanskrise, der pludselig har ramt vores økonomier, er meget bekymrende. Den er bekymrende i forhold til erhvervslivet, beskæftigelsen og frem for alt de millioner af mennesker, som efter at have arbejdet hårdt og sparet op for at sikre sig en pension og have mulighed for at efterlade en lille arv til deres børn, finder ud af, at resultatet af deres indsats pludselig er forsvundet ud i den blå luft. Den sorte mandag, som verdens fondsbørser oplevede denne uge, viser endnu engang, at markederne kan miste al forbindelse til virkeligheden, og at det finansielle system er blevet vanskeligt at kontrollere.

Der er mange årsager til krisen. Kommissionen fastholder med rette, at en stor del af ansvaret ligger hos de amerikanske myndigheder. Vi skal afkræve dem en forklaring. Kommissionen har ret. Europa skal imidlertid også tage hånd om krisen og lære af den.

I denne vanskelige tid er medlemsstaternes første reaktion at tænke på sig selv. Som europæiske ledere skal vores helt klare prioritet imidlertid være at forene kræfterne og forhindre finanskrisen i at få alt for store indvirkninger på realøkonomien. Vi skal for enhver pris forhindre krisen i at få en alt for alvorlig og langvarig indflydelse på virksomhedernes økonomi, i særdeleshed SMV'ernes. Jeg er bange for, at små og mellemstore virksomheder vil forsvinde på grund af denne krise, og at ingen vil bekymre sig om det. Vi har brug for en støtteordning for SMV'er.

Vi er nødt til at sikre, at vores medborgere fortsat har tiltro til bankvæsenet og ikke giver efter for denne bølge af panik, hvilket kun ville forstærke en negativ spiral. Jeg opfordrer derfor medlemsstaterne til at handle på en koordineret og resolut måde for at forhindre krisen i at påvirke pensioner, beskæftigelsen og væksten i Europa.

Ligesom formandskabet, som skal roses for dets målrettede indsats, mener min gruppe ikke, at en ensidig tilgang er måden at løse en global krise på. Tilsynet med finansmarkederne fungerer tydeligvis ikke. Derfor er vi nødt til at indføre et europæisk tilsynssystem. Europa må endnu engang foregå som et godt eksempel for resten af verden. Den nuværende mangel på tilsyn er et yderst alvorligt problem, og vi kan ikke længere acceptere kreditvurderingsbureauernes manglende evne til at handle i almenhedens interesse og offentliggøre den reelle solvensgrad for de største aktører på de internationale finansmarkeder.

Jeg vil gerne tilføje, at i denne uvisse og usikre tid for millioner af vores medborgere føler min gruppe, at det er helt uacceptabelt, at direktører, som har tvunget deres institutioner i knæ, ikke mærker konsekvenserne. Også her må folk påtage sig deres ansvar.

Jeg vil gerne lige gentage det, som hr. Jouyet sagde: Det er tid til handling. Vi har behov for en koordineret indsats, og vi har behov for mod og solidaritet fra alle 27 medlemsstaters side, så vi kan genskabe tilliden til vores økonomi.

Rådet ønsker også at drøfte Lissabontraktaten, og jeg vil gerne opfordre alle de medlemsstater, der endnu ikke har ratificeret den, til at gøre det hurtigst muligt, således at det enkelte land har givet udtryk for sin endelige holdning til dette spørgsmål. Jeg ved, at der er personer i denne sal, som ikke kan se formålet med det, men jeg er ikke enig med dem.

Vi har forståelse for den situation, som Irland befinder sig i, og vi har forståelse for, at landets regering har behov for tid til at samle trådene efter folkeafstemningen, hvis resultat vi respekterer. Selv om EU er parat til at udvise tålmodighed og forståelse, er status quo imidlertid uholdbart på mellemlang og lang sigt. Når situationen er blevet undersøgt i oktober, opfordrer jeg derfor Rådet til at vise den fornødne politiske vilje og udarbejde en køreplan i stil med den, De netop skitserede, og en endelig tidsplan, som kan vedtages i december.

Jeg opfordrer også Rådet til at tage ansvar for sine beslutninger: Enten kommer Lissabontraktaten med tiden til at gælde og gælde for alle, eller også vil Nicetraktaten gælde og gælde for alle institutionerne. Parlamentet vil naturligvis have færre pladser og færre beføjelser end med Lissabontraktaten, men Kommissionen vil også have færre kommissærer, end der er medlemsstater. Nicetraktaten finder anvendelse i øjeblikket. Sådan ligger landet. Alle politiske beslutninger har en pris, og hvis Europa ønsker troværdighed, er Europa nødt til at tage ansvar for sine politiske beslutninger, uanset om det drejer sig om finanskrisen eller EU-institutionerne.

Jeg vil gerne tilføje, at med hensyn til den energi- og klimapakke, der er på bordet i denne vanskelige tid, er vi nødt til at gå forsigtigt til værks, overholde de overordnede retningslinjer, men ikke skræmme erhvervslivet, så investeringerne kan fortsætte.

Til dem, som er uenige, vil jeg blot sige, at jeg var med til at håndtere en meget alvorlig krise: kogalskab. I halvandet år befandt vi os i en usikker situation. Vi skal berolige, acceptere og gå videre med planerne for miljøets skyld, for klodens skyld, men vi må også acceptere, hvad der sker på det finansielle plan. Hvis vi har behov for endnu et år, vil vi bruge endnu et år på at nå dertil, hvor vi skal være for at redde jorden og sikre en fremtid for vores børn og børnebørn.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg vil også gerne lægge ud med folkeafstemningen i Irland – dvs. Lissabontraktaten. De har ret, hr. kommissionsformand, vi har mere end nogensinde brug for traktaten. Derfor mener jeg også, at vi har behov for et stabilt grundlag at gennemføre den på, og det indebærer, at den irske befolkning og de irske vælgere overbevises om at stemme for traktaten.

Hvis den irske regering ikke kan klare det inden Europavalget, så vil sammensætningen af det nye Parlament og den nye Kommission ske på baggrund af Nicetraktaten. Der er imidlertid flere grunde til, at vi har behov for disse reformer. Vi har behov for dem i udvidelsesøjemed, og vi har behov for dem i håndteringen af krisesituationer, hvilket vi netop oplever endnu engang, og i tiden frem mod en ny folkeafstemning i Irland har vi tilstrækkelig tid til at finde ud af præcis, hvem der finansierer kampagnen mod Lissabontraktaten – CIA, militærindustrielle kræfter i USA, eller hvem det måtte være.

(Tilråb)

Hør engang! De folk, jeg talte om, kommer allerede med tilråb. Vi ved, hvor pengene kommer fra. De kan være sikre på, at vi vil undersøge dette til bunds!

Hr. kommissionsformand! De gav en præcis beskrivelse af den krise, som vi oplever i øjeblikket, men der er flere ting at bemærke til det, De sagde. De må ikke blive vred på mig, men jeg må sige, at selv om en stor del af Deres tale var god, foruroligede én ting mig, og det var sammensætningen af den styringsgruppe, som De vil oprette med henblik på at løse krisen. Det er en selvfølge, at De selv er medlem, og det er også hensigtsmæssigt, at en velkvalificeret kommissær som hr. Almunia er medlem. De fortalte imidlertid, at De ønsker at have hr. McCreevy med i denne styringsgruppe for finanskrisen. Hvis der nogensinde har været en forsvarer af vildledende markedsradikalisme i dette Parlament og i Deres Kommission, så er det hr. McCreevy.

(Bifald)

Selv med den bedste vilje i verden kan De ikke forvandle brandstiftere til brandmænd! Det vil ganske enkelt ikke fungere. Med hensyn til kommissær Kroes nævnte De, at vi havde 8 000 banker i Europa. Hvorfor ikke spørge fru Kroes, hvad hun mener om det offentlige banksystem i EU. I mit land er der offentlige banker, som har færre statsgarantier, end private banker i øjeblikket tildeles i forskellige lande. I mit land har Deres fru Kroes netop fået afskaffet sparekasser – sågar med hjælp fra delstatsregeringen i Nordrhein-Westfalen! Vi løser ikke denne krise ved at lade ulven vogte får!

I årevis har vi lyttet til det nyliberale dogme om, at markedet er løsningen på alt. I årevis har vi fået at vide, at markedets virkninger vil smitte af på samfundet som helhed, og at alle i sidste ende vil få glæde af det. Det, der reelt er sket, er, at de, der skulle have nydt godt af alt dette, skatteyderne, nu kommer til at betale regningen. Det skal frem i en krise som denne.

Når huset brænder, skal vi slukke ilden. Foranstaltningerne er de rigtige – og De har ret i, at de skal koordineres på europæisk plan – for vi er nødt til at genskabe tiltroen og tilliden og bekæmpe frygten, for ellers vil denne frygt blive en selvopfyldende profeti og blot fremskynde det krak, som vi forsøger at undgå. Vi støtter disse foranstaltninger, men jeg vil gerne tilføje, at det hus, der netop er brændt ned, ikke kan genopbygges præcis, som det var før. Det nye hus skal være anderledes. Det skal bygges på et solidt fundament, et fundament af klare regler.

Formanden for Kiel-instituttet for Verdensøkonomi, Dennis Snower, som ikke er medlem af den radikale socialistiske bevægelse, formulerede det meget præcist i et interview, hvor han udtalte, at reguleringen af finansmarkederne hverken havde været tilstrækkelig eller hensigtsmæssig, og at det var årsagen til, at systemet ikke fungerede. Ja, han ved, hvad han taler om. Vi, som i årevis har anmodet om lov til at udforme regler, har imidlertid måttet finde os i at høre højrefløjen i Parlamentet fortælle os, at vi sad fast i det 19. århundrede. "Fortidens stemme" kaldte hr. Watson et af mine krav i en nylig forhandling i Parlamentet, da jeg efterlyste regulering og gennemsigtighed, og da jeg talte om kreditvurderingsbureauer og om regler på området. Fortidens stemme har imidlertid noget at sige: Der er behov for fortidens regler i fremtiden. Det er vores entydige reaktion på denne nyliberale tendens, som er faldet fra hinanden på den klassiske måde.

(Bifald)

De vanskeligheder, som vi nu står over for, bliver ikke lette at komme igennem. Det vil tage lang tid. I mellemtiden skal vi frem for alt undgå én ting: en fremtidig gentagelse af det, der førte til den meget alvorlige aktuelle situation. Når vi udformer reglerne, er vi således nødt til meget specifikt at overveje et retligt forbud mod visse typer spekulation.

Ingen skal fortælle mig, at det er moralsk forsvarligt at spekulere i fødevareknaphed i internationale finansfora og få fødevarepriserne til at stige, så investeringer i fødevarevirksomheders faciliteter giver et højere afkast. Fødevareknaphed medfører sult, men den enes sult er den andens fortjeneste. Det er perverst. Der skal lovgivning til for at forhindre noget sådant. Måske kunne man drøfte dette spørgsmål i den gruppe på højt plan for strukturen på finansmarkederne, som De vil oprette.

Afslutningsvis vil jeg gerne takke Dem. Det er en god beslutning. Jeg vil imidlertid også gerne sige, at Parlamentet anmodede Dem om at gøre dette for tre år siden i Muscat-betænkningen. De har siddet denne anmodning overhørig i tre år. De har været længe om at gå ind i sagen, men i mindste gør De det nu, og det vil jeg gerne takke Dem for.

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Henvendt til rådsformanden vil jeg gerne sige, at der på næste uges Europæiske Råd er nødt til at ske fremskridt i forhandlingerne om Lissabontraktaten. Ministrene skal være konstruktive og samtidig vise hensyn til de lande, som endnu ikke har ratificeret traktaten. De skal vedtage den europæiske pagt om indvandring og asyl – om end der stadig er behov for ordninger, der kan tiltrække veluddannede tilflyttere og styre migrationen – og de bør drøfte, hvordan der kan ske fremskridt i kampen mod klimaændringer.

Ingen kan imidlertid være i tvivl om det mest presserende problem, som Rådet står over for. Et uvejr hærger de internationale finansmarkeder, og konsekvenserne mærkes over hele Europa – i form af tabte arbejdspladser, udhulede pensioner og truede opsparinger. Vores medborgere er bekymrede. De udfordringer, som vi står over for, kan være de alvorligste i generationer, og situationen udvikler sig med lynets hast. Det er i tider som disse, at vores Union defineres. Vi har behov for en fælles løsning. Vi kan ikke opretholde en situation, hvor medlemsstaterne overrasker hinanden med ensidige beslutninger, der har grænseoverskridende konsekvenser. Europa har behov for koordinerede og konsekvente politikker, der kan standse strømmen af finansielle tab, skabe gennemsigtighed og god praksis og forhindre fremtidige katastrofer.

Der er nogle, som tror, at de nu kan danse på kapitalismens grav, men løsningen vil ikke være lukkede markeder og planøkonomi. Sådanne strategier har altid kun været til ugunst for de europæiske borgere. Hvis De bygger Deres hus efter den tegning, hr. Schulz, vil det blive et hus af strå. Det, vi er vidne til, er ikke markedsøkonomiens sammenbrud. Det er snarere resultatet af uhæmmede, ineffektivt regulerede markeder. Finansmarkederne skylder i dag Adam Smith mindre end "the Cincinnati Kid". Grådigheden hos de enkelte banker, børsmæglere og spekulanter bærer helt klart skylden, men det gør myndighedernes manglende evne til at sikre gennemsigtighed og ærlighed omkring handlerne også.

Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa har længe advaret mod de farer, som overrumplede Rådet og kom bag på Kommissionen. I maj underskrev min ven Otto Graf Lambsdorff sammen med Jacques Delors og andre et brev til det slovenske formandskab. I brevet fremhævedes den alvorlige risiko for et økonomisk sammenbrud som følge af den seneste bankpraksis. De skrev bl.a. følgende: "Anstændig kapitalisme kræver effektiv offentlig regulering. At skabe profit er essensen af markedsøkonomien, men når alt er til salg, nedsmelter den sociale sammenhængskraft, og systemet bryder sammen." Unionen var sen til at reagere på bekymringer som disse og skal nu gøre, hvad den kan for at få systemet op at køre igen.

Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa håber, at konklusionerne fra mødet i Økofin-Rådet vil danne grundlag for en aftale på Det Europæiske Råd. Der er ikke tale om et vidundermiddel, men konklusionerne kunne være med til at afhjælpe den underliggende sygdom. Det er korrekt at hæve indskudsgarantien til minimum 50 000 EUR i hele Unionen, da det vil sikre familieopsparingerne og modvirke kapitalflugten. Vi ser også frem til at høre Kommissionens forslag til fremme af ensartede indskudsgarantiordninger, ligesom vi støtter en hurtig vedtagelse af Deres idéer til forbedring af kapitalgrundlaget. Når De ser på kreditvurderingsbureauerne, så se på, hvem der betaler salærerne, og hvordan der føres tilsyn med dem.

Vi er imidlertid også nødt til at styrke forbindelserne mellem de nationale finanstilsyn. Repræsentanter fra centralbankerne i euroområdet sidder sammen i ECB's styrelsesråd. I stil hermed har vi behov for en fælleseuropæisk finansmyndighed, der kan opretholde orden og sikre gennemsigtighed mellem finansielle institutioner. Det Europæiske Råd bør undersøge, om der via EU-budgettet vil være mulighed for, at Den Europæiske Investeringsbank og Den Europæiske Investeringsfond kan udstede lånegarantier til små virksomheder. De skaber trods alt de arbejdspladser, som europæerne er afhængige af. Det er disse mennesker, som nu har behov for en hurtig og målrettet indsats, som har behov for, at alle parter og alle medlemsstater arbejder som en enhed, og som forventer fælles løsninger på en fælles udfordring.

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, hr. Almunia! De Grønne – den gruppe, som jeg er blevet bedt om at tale på vegne af her i eftermiddag – har godkendt gårsdagens beslutninger i Økofin-Rådet. Jeg mener, at det eneste, der bør bekymre os, og som også bør bekymre Dem, er markedernes reaktion i dag, idet de ikke synes at være helt overbeviste om, at forslagene er den rette løsning. Jeg håber, at markederne vil komme på ret køl igen, og jeg håber, at de europæiske myndigheder fortsat vil agere med det for øje.

Jeg har tre bemærkninger eller tre budskaber, som jeg gerne vil dele med Dem. Det første budskab vedrører selve EU. Parlamentet er faktisk delvist delt i to. Mange har ønsket at påpege, at EU var fraværende i håndteringen af bank- og finanskrisen. Hos De Grønne vil vi gerne påpege, at bankkrisen især afslører utilstrækkelige fælles EU-regler, og at der på dette som på mange andre områder er behov for mere EU, ikke mindre EU.

Det andet budskab vedrører de involveredes ansvar. Jeg har hørt og kan forstå, at navnlig hr. Barroso mener, at tiden er inde til handling. Helt bestemt! Jeg mener imidlertid også, at tiden er inde til at få placeret en del af ansvaret. Det ville være alt for let for mig at pege fingre ad Rådet, de regeringer, der udgør Rådet, eller Kommissionen, eftersom nogle kommissærer mente, at bedre lovgivning var ensbetydende med selvregulering, ikke egentlig lovgivning. Lad os tage et konkret eksempel og se på direktivet om indskudsgarantiordninger. I november 2006 forelagde Kommissionen en rapport, der konkluderede, at der ikke var behov for yderligere lovgivning på dette område. Jeg er ikke sikker på, at De ville fastholde den holdning i dag.

Det er imidlertid Parlamentet, jeg henvender mig til. For en uge siden stemte vi i Parlamentet om en betænkning af hr. Rasmussen. Det første udkast var fremragende, og vi bakkede det op. For at sikre et flertal var det imidlertid nødvendigt at slække de krav, som ordføreren selv havde fremsat.

Vi oplever det samme i dag med betænkningen om Lamfalussyprocessen og tilsynsstrukturen på finansmarkederne. Også her må alle påtage sig deres del af skylden. Jeg mener, at PPE-Gruppen og Den Liberale Gruppe, hr. Watson, bærer et særligt ansvar for at have svækket denne betænkning, som vi skal stemme om i morgen.

Dernæst vil jeg gerne sige et par ord om krisen, og budskabet er rettet mod Dem, hr. Barroso, eftersom det er Dem, som agter at oprette endnu en refleksionsgruppe (der er allerede mange, men en ny er måske en god idé), som skal beskæftige sig med forbindelserne mellem finanskrisen og miljøkrisen. Finanskrisen fjerner, som De selv sagde, ikke miljøkrisen. Ud fra det synspunkt mener jeg, at det, som denne bankkrise viser på mellemlang sigt, er, at der er et reelt problem med disponeringen af opsparede midler i EU. Hvad, jeg gerne så – hvad De Grønne gerne så Dem sætte på dagsordenen – er en overvejelse af, hvilke instrumenter EU kunne have til rådighed. Jeg tænker især på Den Europæiske Investeringsbank, som bør pålægges at yde langsigtet finansiering, således at energi- og klimapakken og de investeringer, den omfatter, garanteres på effektiv vis. Det, mener jeg, er afgørende.

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. – (EN) Fru formand! Først og fremmest vil jeg gerne rose Rådet og takke det for dets indsats, særligt i forhold til Rusland og situationen i Georgien. Det krævede stor styrke og stort mod og en imponerende diplomatisk indsats at finde en fredelig løsning på de vanskeligheder, vi stod over for. Rådet beviste – såfremt der er nogen, der har behov for yderligere beviser – at vi i fællesskab og med et stærkt lederskab kan opnå langt mere end med militær magt og økonomisk styrke, alene ved det eksempel, vi sætter, og den taktik, vi anvender.

For det andet mener jeg, at det er vigtigt at vække Euro-Middelhavspartnerskabet til live på dagsordenen for det kommende rådsmøde. Aldrig før i vores historie har der været et større behov for at samle vores partnere på middelhavsplan for at sikre, at vi kan skabe ikke blot økonomisk udvikling, men også fredelig sameksistens blandt landene. Vi bør navnlig følge den egyptiske regerings eksempel med hensyn til dens igangværende fredsforhandlinger vedrørende Sudan, Tchad og andre områder.

Jeg har to punkter mere. Det ville være forkert af mig ikke at nævne situationen omkring Irland og Lissabontraktaten. Medlemsstaterne har allerede givet Irland en tænkepause – som vi er taknemmelige for – men den er ikke anderledes end den tænkepause, som både Frankrig og Nederlandene fik, da de forkastede forfatningstraktaten. Det tager tid at fremsætte forslag og idéer til en løsning af disse problemer. Det påhviler os i Parlamentet at sikre, at vi ikke forsøger at true noget land til at ratificere traktaten – i særdeleshed fordi det kræver en demokratisk folkeafstemning at ratificere traktaten.

For det andet og med hensyn til den aktuelle finanskrise vil jeg ikke lægge skylden på eller pege fingre ad nogen bestemt person. Jeg roser Rådet for at have taget sig sammen og for at være gået resolut til værks. Jeg vil endnu engang takke Kommissionen for rent faktisk at stå frem og sige, hvad der skulle siges, inden Rådet skred til handling, og for at sikre genoprettelsen af tilliden til markedet ved at sige, at vi er i stand til og villige til at gribe ind, enten gennem ECB, Økofin-Rådet, de enkelte medlemsstater eller på enhver anden vis.

Lad os imidlertid ikke begå den fejltagelse at sige, at alt, der er sket i de seneste to uger, er forkert, og at alt, der vil ske fremover, vil være korrekt. Historien må lære os, at i den tid, som vi har levet på denne jord, er der sket forandringer og ændringer. Disse forandringer og ændringer vækker rædsel hos folk.

Vi skal først og fremmest garantere beskyttelsen af den almindelige borger. Bankerne har fået en hjælpepakke. Bankerne har fået en garanti. Med denne garanti følger også et ansvar for nu at begynde at yde lån til virksomheder og privatpersoner og dermed give økonomien mulighed for at komme i gang igen. Det handler ikke kun om at sænke lønnen eller direktørernes løn. Det handler om at vende konjunkturen. Indskudsgarantien er kun et lille aspekt i den forbindelse.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! I flere uger har vi nu oplevet en global panik og ubærlige tab i skarp kontrast til de tidligere svimlende milliardgevinster.

Situationen er skabt af et system på baggrund af hvilket, europæiske ledere i årevis har anbefalet løntilbageholdenhed og varsomhed med de sociale udgifter og har ladet ulighederne vokse uhæmmet. De samme ledere kommer nu fluks bankerne til undsætning for at få dem på ret køl, inden de atter overlader dem til den private sektor, og samtidig varsler de en lang periode med tilbagegang og afsavn for den almindelige befolkning.

Mange følger begivenhederne, er fuldstændig lamslåede og kan ikke undgå at opfatte situationen som en lærestreg, ikke om overflod, hr. Watson, men om selve essensen af kapitalisme med al dens uretfærdighed og brutalitet, uanset de kæmpe forandringer, den har gennemgået i løbet af de seneste årtier. Jeg tror, at de europæiske ledere vil have noget at forklare vores medborgere. Koncentrer Dem om Deres ansvar i stedet for at forsøge at anfægte folkeafstemningen i Irland og andre steder.

I dag vil jeg blot fremsætte tre konkrete og fornuftige forslag til håndtering af de mest presserende problemer, og som samtidig baner vej for en egentlig ændring af den politiske kurs. For det første mener jeg ikke, at vi bør være nærige i forhold til at beskytte de små og mellemstore sparere, som med rette er bekymrede for deres beskedne formuer. Offentliggørelsen af denne beskyttelse kom efter min mening for sent og var forsagt og uklar. Den 15. oktober er Det Europæiske Råd nødt til samlet og formelt at indføre en ubetinget indskudsgaranti, der gælder i hele EU.

For det andet burde en grundlæggende fornemmelse for etik og et simpelt hensyn til effektivitet forhindre troldmandslærlinge i nu og for fremtiden at drage fordel af den offentlige intervention, der var nødvendig på grund af det sammenbrud, som var forårsaget af deres irrationelle grådighed. Den enkelte regering bør således eller bør i det mindste være i stand til at opveje den støtte, der gives til truede finansielle institutioner, gennem en permanent nationalisering af deres sunde aktiver. Formålet hermed ville være på sigt at opbygge en offentlig finansiel sektor, der udelukkende beskæftiger sig med finansiering af investeringer af social værdi, i særdeleshed beskæftigelsesfremmende investeringer.

For det tredje og mere generelt skal realøkonomien understøttes af en ambitiøs, ny kreditpolitik. Det gælder EIB lige så vel som ECB. For at starte med EIB så bør investeringsbanken tildeles ansvar og ressourcer til at løfte opgaven med at garantere SMV'er adgang til al den kredit, de har behov for med henblik på at udvikle deres produktion, såfremt det skaber reelle og ordentligt betalte job, og de ansattes rettigheder respekteres. I den forbindelse er beslutningen om at støtte SMV'er via en bevilling på 30 mia. EUR over tre år værd at tage med, men jeg føler, at beløbet er for lavt og tidshorisonten for lang. Alene i Frankrig har SMV'erne behov for 60 mia. EUR om året, og der er 27 lande i EU. Desuden har de ofte behov for ekstra ilt øjeblikkeligt. Senere kan det være for sent.

Med hensyn til ECB er det uden tvivl nu eller aldrig, at vi skal bede den om at tilpasse sin rolle efter økonomiens og virksomhedernes vitale behov og tilføre midler, ikke til finansmarkederne, men til realøkonomien. Den Europæiske Centralbank har et instrument til det formål, og vi forstår ikke, hvorfor den står så stejlt på ikke at benytte det. Der er tale om selektiv kreditgivning, som er et meget dyrt instrument, hvis det anvendes i forbindelse med finansielle operationer, men som er meget givtigt, når det fremmer beskæftigelse, uddannelse og alle de værdifulde investeringer.

Jeg ved godt, at nogle af disse forslag ikke er lige efter bogen. Og hvad så? I stedet for konservative politikker i et EU, som er ved at kollapse, foretrækker jeg tanken om handlingsorienterede, kreative politikker til fordel for en fornyelse af EU og et værdigt liv for europæerne.

FORSÆDE: Martine ROURE
Næstformand

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Fru formand! Den er en sjov størrelse, den gamle Union, ikke sandt? Sidste søndag eftermiddag, efter en rigtig god frokost i Élysée-palæet, stod de europæiske ledere på trappetrinnene og talte med påtagede smil om solidaritet. Smilene var naturligvis påtagede, fordi præsident Sarkozys amerikansk inspirerede hjælpeplan allerede var kuldsejlet. Ikke desto mindre sagde han, at vi står sammen. Alligevel og med nærmest komisk snæversynethed besluttede den tyske kansler, at tyske interesser kommer i første række og europæiske i anden, og hun skred til handling – og måske for første gang i flere år fik hun et bragende bifald fra sine egne vælgere.

Det var naturligvis irerne, der startede denne trend ugen forinden ved at gå egne veje, og min beundring for Irland vokser dag for dag. Jeg tror imidlertid, at sidste uges begivenheder vil vise sig at blive vendepunktet for hele dette europæiske projekt. Som De kan se, er den eneste mulighed for at forhindre landene i at pleje nationale interesser at fratage dem magt – at oprette et finansministerium i Frankfurt med skattemæssige beføjelser og kontrol over de statslige udgifter. Her i eftermiddag hørte jeg ligefrem nogle EU-fanatikere direkte opfordre hertil. De kan dog ikke gøre det, for det vil ikke vinde genklang i offentligheden. Idéen ville rent faktisk være endnu mere upopulær end Deres forhadte Lissabontraktat.

Nej, det er mere sandsynligt, at det, der skete i sidste uge, markerer begyndelsen til enden. Markederne afspejler det allerede. Italienske statsobligationer giver nu et afkast, der er et procentpoint højere end tyske og franske statsobligationer. Markederne afspejler, at Den Økonomiske og Monetære Union ikke vil bestå. Og jeg er ikke overrasket, for der var aldrig tale om et optimalt valutaområde, da én og samme rentesats aldrig ville passe på alle disse forskellige lande. Desuden har De har aldrig reelt haft offentlighedens opbakning.

Det må imidlertid være enten eller: enten en egentlig EU-stat, som kontrollerer alt, eller Unionens opløsning og en tilbagevenden til national kontrol. De strammere kreditvilkår rammer og skader os alle, men jeg kan se en sprække af lys for enden af tunnelen. Jeg ser en bonus, nemlig en mulig begyndelse til enden for dette vanvittige og uønskede projekt.

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Repræsentanterne for Kommissionen og EU-medlemsstaterne bør modstå to fristelser i næste uge. For det første bør de acceptere, at Lissabontraktaten er død, og at ethvert pres på de irske borgere for at få dem til at ændre mening er uacceptabelt, og de bør indstille ratificeringsprocessen. For det andet bør alle fremtrædende politikere indse, at der ikke er noget, der er gratis. De bør øjeblikkeligt holde op med at optræde som messiasser, der vil redde Unionens økonomi, og samtidig spille russisk roulette med det frie marked og skatteydernes penge. Aktionærerne og bankdirektørerne bør betale prisen for den dårlige ledelse af bankerne.

I øjeblikket tilbyder alle politikere garantier for at redde uansvarlige banker. Derved skaber de et moralsk morads. Ved at tilbyde statsgarantier griner de skatteyderne og de højt besungne SMV'er lige op i ansigtet. De sender kun ét budskab til de store investorer: De har ret til at forvente fede afkast uden at bære nogen risiko og i særdeleshed noget ansvar. Til gengæld for denne hjælp vil politikerne imidlertid forvente en høj pris i form af markedsregulering. Det vil ikke afværge krisen. Det vil snarere udsætte den. Ved at opgive reglerne om fair, økonomisk konkurrence vil vi desuden skabe en jungle.

Vi står over for økonomisk tilbagegang og stigende arbejdsløshed. Samtidig står den politiske elite over for en svær test, nemlig hvorvidt de skal overgive sig til den fristende populisme, der altid tilbyder lette løsninger, eller ej. I 1930'erne formåede Europa ikke at ride stormen af og brød sammen. Jeg er helt overbevist om, at vi vil ride stormen af denne gang.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Fru formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Jeg skal gøre det kort. Efter at have lyttet til Dem vil jeg blot fortælle Dem, at den første lektie, jeg har lært af første del af det franske formandskab, er, at én krise ikke får andre kriser til at forsvinde.

Finanskrisen får ikke de eksterne kriser til at forsvinde, krisen mellem Rusland og Georgien og kriser andre steder i verden. Finanskriser og eksterne kriser får ikke fødevarekriser og miljøkriser til at forsvinde. Vi skal imødegå alle disse udfordringer, også selv om det betyder, at vi er nødt til at tilpasse os for at fastholde vores prioriteter.

Der er tre slags prioriteter. De fremhævede den første i Deres taler, nemlig at få genskabt tilliden – hvilket kommissionsformanden også nævnte – således at vores medborgere føler sig bedre beskyttet i forhold til Europa og for at forhindre, at der opstår en kløft mellem EU – den forestilling om et Europa, som vi alle har – og vores medborgere.

Anden prioritet er at tilpasse vores institutionelle system, således at vi får et mere engageret Europa, et bedre organiseret Europa, et Europa, der er bedre i stand til at træffe beslutninger – vel at mærke hurtige beslutninger – for vi ved, at ingen af disse udfordringer kan håndteres individuelt eller på nationalt plan.

Tredje prioritet er at arbejde hen imod en udviklingsmodel, der er mere bæredygtig og har et mere langsigtet fokus, og hen imod en retfærdig ressourceforvaltning, samtidig med at vi tager hensyn til den meget pludseligt opståede afmatning i vores økonomier, som vi som bekendt står over for.

Jeg bakker fuldt op om det, som kommissionsformanden sagde. Vi skal være fair, og vi skal indhente den tabte tid og revidere visse dogmer. Jeg tror, at kommissionsformanden har forstået dette, og de forslag, som han har fremsat, peger også i den rigtige retning. Vi er helt klart nødt til at bevæge os hen imod større integration og et bedre finansielt tilsyn på europæisk plan.

Jeg vil ikke gennemgå de forskellige foranstaltninger igen, men det er naturligvis op til Rådet og medlemsstaterne at påtage sig deres ansvar, hvilket også gælder Parlamentet i forhold til de forslag, der er på bordet – og som er yderst nødvendige – vedrørende standarder, kreditvurderingsbureauer, forholdet mellem egenkapital og gæld, aflønning af direktører og andre, der arbejder i banksektoren (der er også aflønningen af børsmæglere, hvilket der kun sjældent tales om, men som også forekommer mig at være et stort problem). Ud fra det synspunkt mener jeg, at oprettelsen af en gruppe på højt niveau er et fremragende initiativ. Jeg vil imidlertid på vegne af formandskabet blot sige, at jeg gerne så en mere nuanceret sammensætning af gruppen, der var så bred som mulig, men samtidig lige så effektiv. Som kommissionsformanden sagde, bør det, der er en likviditetskrise i dag, ikke gå hen at blive en troværdighedskrise i morgen.

Hr. Daul understregede på fremragende vis de tilpasninger, der er behov for i forhold til vores ellers uændrede målsætninger for især energi- og klimapakken. Det er også meget vigtigt, som han påpegede, at vi har en dimension, der støtter SMV'er, og at Den Europæiske Investeringsbank virkelig går målrettet til værks. Den finansielle hjælpepakke, der er opnået enighed om, er vigtig, og den skal gennemføres meget hurtigt af hensyn til små og mellemstore virksomheder.

Jeg er enig i det, som hr. Schulz sagde. Vi har behov for en langt bedre koordination. Vi har behov for en handlingsplan. Vi har desuden behov for en handlingsplan, der har fokus på at støtte erhvervslivet. Det var det, hr. Schulz sagde, og jeg er fuldstændig enig. Han ved, at han har vores opbakning på det punkt. Da han allerede har et godt forhold til hr. Steinbruck, tror jeg, at han ligeledes vil være i stand til at overbevise ham.

Med hensyn til det, som hr. Watson sagde, er jeg enig med ham i, at vi ikke har behov for mere regulering, men en bedre tilpasset regulering. Det er det, det handler om. Vi er heller ikke dogmatikere i forhold til regulering. Som mange af Dem sagde, står det klart, at for at genskabe tilliden har vi behov for lovgivning på de nævnte områder, og den bør tilpasses bedre og være mere handlingsorienteret. Også her er det op til medlemsstaterne at påtage sig deres svar.

Endelig, og som hr. Wurtz fremhævede, skal vi sikre, at Den Europæiske Investeringsbank spiller en aktiv rolle i den nuværende situation. Det Europæiske Råd vil også drøfte dette, og vi bør træffe de fornødne foranstaltninger og sikre, at vi har en institutionel ramme, der er egnet i forhold til finansielle koncerner og finansielle aktører, som i stigende grad opererer på tværs af grænserne. Det er det hul, vi skal have gjort noget ved i forbindelse med denne krise. Området er udelukkende reguleret på nationalt plan, mens udfordringerne er transeuropæiske. Vi skal i fællesskab finde frem til foranstaltninger, der gør os i stand til at ændre reguleringsmetoden i stedet for at overregulere, og vi skal sikre, at Europa står sammen og gør sin indflydelse gældende på de kommende internationale møder, så vi i modsætning til tidligere ikke påtvinges andres regler og andres kaos og efterfølgende vil skulle bære konsekvenserne heraf, men i stedet arbejder hen imod en mere stabil verdensorden, som er bedre i tråd med de udfordringer, som vi står over for på globalt plan.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (FR) Fru formand! Jeg vil blot gerne understrege to-tre punkter, som synes at være vigtige på dette tidspunkt i forhandlingen. Jeg har generelt lagt mærke til, at der trods alt er enighed om de brede linjer, som vi bør følge.

Det er nødvendigt at understrege, at vi befinder os i en yderst usædvanlig situation, og at vi primært har en national ramme at håndtere en international krise inden for. Det forholder sig sådan, at tilsynsmyndighederne er nationale myndigheder. Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har ingen finansielle tilsynsbeføjelser.

Med hensyn til Kommissionens beføjelser, særligt i forhold til statsstøtte, har vi gjort en del på det område, og jeg kan forsikre Dem om, at der er et fremragende samarbejde mellem vores tjenestegrene og regeringerne, som fra et tidligt tidspunkt har været opsatte på at være i kontakt med os. Jeg kan også fortælle Dem, at samarbejdet med Den Europæiske Centralbank har været fremragende, og jeg har endnu engang været vidne den ekstraordinære indsats, som det franske formandskab har været nødt til at gøre for at skabe en europæisk tilgang på et vanskeligt grundlag af forskellige tilsynssystemer inden for et område, som ikke desto mindre har en europæisk dimension. Jeg vil i den forbindelse i øvrigt gerne rose Den Europæiske Centralbanks beslutning i dag om at sænke renten, en beslutning, som er truffet i samarbejde med andre centralbanker.

Med hensyn til de punkter, som De understregede i Deres taler, vil jeg blot gerne fremhæve to ting. Den ene ting, som hr. Daul nævnte, vedrører spørgsmålet om realøkonomien og SMV'erne. Det står nu helt klart – det er et anerkendt faktum – at krisen allerede har konsekvenser for realøkonomien, og at vi går svære tider i møde. Jeg mener, at vi bør finde målrettede foranstaltninger inden for rammerne af alle de reformer, som EU gennemfører, for at tilpasse os en langt vanskeligere konkurrencesituation og for at finde konkrete måder at hjælpe SMV'erne på. Det er også på den baggrund, at Den Europæiske Investeringsbank i forbindelse med disse initiativer er blevet opfordret til at iværksætte tiltag for SMV'er. Hele denne dimension, dvs. den realøkonomiske dimension, skal følges meget nøje i de kommende måneder.

Et andet punkt, som blev fremhævet af hr. Schulz, vedrører problemerne uden for Europa, hos de allerfattigste. Jeg betragter det også som min pligt at henlede Deres opmærksomhed på et stort problem her. Vi taler i øjeblikket om "finansiel nødhjælp", men vi må ikke glemme "humanitær nødhjælp". Ifølge tal fra Verdensbanken vil 75 mio. flere mennesker sulte i år, og næste år ventes yderligere 100 mio. at dele deres skæbne.

Derfor må vi i vores erkendelse af, at vores problemer i Europa er blevet større, ikke glemme problemerne i udviklingslandene. Vi må ikke glemme tragedien i Afrika. Vi skal gøre en indsats for at reagere positivt på den anmodning, som vi for nylig modtog fra FN's Generalsekretær og formanden for Verdensbanken i et brev henvendt til alle stats- og regeringscheferne og også, mener jeg, til formanden for Europa-Parlamentet, om at de europæiske institutioner, dvs. Parlamentet og Rådet, godkender Kommissionens forslag om at gennemføre en nødplan til støtte for landbruget i udviklingslandene.

Vi må ikke glemme, at alle disse kriser, som hr. Jouyet korrekt sagde, er indbyrdes forbundne. Den finansielle krise, den globale fødevarekrise og energikrisen er vigtige aspekter af den geopolitiske krise. Jeg så meget gerne, at EU tog del i en konstruktiv strategi, ikke kun af hensyn til os som europæere, men også af hensyn til resten af verden.

Vi bidrager til en ny orden for globalisering, som, vi ønsker, skal være fair. Det gør vi ikke ved at lukke os selv inde eller ved at betvivle det markedsøkonomiske koncept, men ved at forsøge at indføre mere retfærdige principper og regler i markedsøkonomien. Som det blev sagt, er det aktuelle problem også et spørgsmål om inkompetence, ikke så meget i forhold til markedet – om end mange markedsaktører opfører sig uacceptabelt – men mere i forhold til den manglende kompetence hos visse politiske og offentlige myndigheder, som ikke har fundet egnede løsninger på markedssituationen, hvad regulering angår.

Afslutningsvis kan jeg fortælle Dem, at jeg i vores daglige kontakt med regeringerne fornemmer en erkendelse af behovet for denne europæiske dimension. For eksempel, og som De uden tvivl ved, har EU eller endog euroområdet indtil nu ikke rigtig eksisteret inden for de internationale finansielle myndigheder. Det var først for et par måneder siden, efter mange års insisteren, at Kommissionen omsider fik en plads i Forummet for Finansiel Stabilitet.

Det er et ubestrideligt faktum, at EU's eksterne repræsentation i internationale finansielle organer på trods af stabilitets- og vækstpakken og på trods af Den Europæiske Centralbank slet ikke modsvarer den reelle betydning af Den Europæiske og Monetære Union og det, som det europæiske projekt repræsenterer. Derfor ser jeg muligheder selv midt i denne krise. Hvis vi udviser klogskab, hvis vi forstår, hvad vi kan og skal gøre, ser jeg en mulighed for at udvikle vores idé om et Europa i borgernes tjeneste.

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Den aktuelle finanskrise påvirker ikke kun banker og investorer. Fabrikanter, detailhandlere, importører og eksportører oplever alle, at det er vanskeligere at få adgang til den driftskapital, som de har behov for, og der er en reel risiko for, at den store nedgang i handelen kan forværres yderligere. Det er derfor særlig vigtigt at fastholde varernes frie bevægelighed – ikke kun inden for Europa, men også til og fra udviklingslandene, sådan som hr. Barroso netop sagde.

Af den grund – og det er det første af mine to beslægtede punkter – er det i denne tid utrolig vigtigt hurtigt at få udnævnt en ny handelskommissær. Mine kolleger her i Parlamentet husker muligvis, da vi alle i sin tid støttede udnævnelsen af Peter Mandelson på tværs af de fleste partier og delegationer. Selv de britiske konservative støttede ham. Jeg håber, at det bliver tilfældet igen i forbindelse med udnævnelsen af hans efterfølger, men jeg bør oplyse Parlamentet om, at en række kolleger fra forskellige delegationer allerede har udtrykt oprigtig bekymring for hendes tilsyneladende manglende erfaring med det vigtige handelsområde.

Jeg mener derfor i høj grad, at det ville være i såvel hendes som i vores interesse at fremrykke høringen af hende fra den 10. november, hvis det overhovedet er muligt. En måned er lang tid at vente og lang tid, hvor ny tvivl kan udvikle sig. Der er en anden grund. Jeg har netop modtaget en e-mail, hvoraf det fremgår, at Det Transatlantiske Økonomiske Råd, som skulle finde sted den 16. oktober, måtte udskydes, fordi den afgående kommissær er "afgået", og den tiltrædende kommissær endnu ikke er blevet godkendt. Så lad os se at komme i gang. Det er i alles interesse.

Mit andet punkt vedrører SMV'er, som min gode ven og kollega hr. Daul talte begejstret om. Nu når Rådet taler om det store billede, kunne det så ikke også tale om "det lille billede"? Jeg lagde forleden mærke til, at høringsfristen for direktivet om forsinkede betalinger udløb ved udgangen af august. Det, mener jeg, var uheldig timing. Uanset hvad virksomheder måtte have sagt frem til slutningen af august, så ville de have et stærkere budskab i dag. Jeg vil gerne bede om, at høringsperioden genåbnes i blot et par måneder, for jeg tror, at det nye budskab om manglende driftskapital er noget, som vi virkelig bør tage højde for. Jeg er ikke overbevist om, at gennemgangen af direktivet om forsinkede betalinger vil løse problemet, men jeg tror, at denne form for analyse vil bidrage til en bedre forståelse af problemet.

  Pervenche Berès (PSE). – (FR) Fru formand, hr. formand for Rådet! Jeg må sige, at det er en skam, at den minister, der står i spidsen for Økofin-Rådet, ikke er til stede. Hun er formand for Rådet og opfordrer til et stærkt europæisk samarbejde. Jeg mener, at det rette sted for hende at være i dag, ville være blandt os.

Jeg hører, hvad De siger, hr. kommissionsformand, og jeg vil ikke som andre påstå, at det alt sammen blot er ord. På den anden side, hvornår har jeg så reelt set Dem gøre noget på disse områder siden krisens start? De er lejlighedsvis kommet her med forslag, når De har følt, at der i medlemsstaterne, særligt de største (jeg tænker på Frankrig og Tyskland i spørgsmålet om statsejede investeringsfonde), kunne være optakt til problemer. De fremsatte et forslag, som var udarbejdet i Deres eget generaldirektorat, uden om den ansvarlige kommissær, hr. McCreevy.

Siden da har jeg imidlertid ikke rigtig haft det indtryk, at De er særligt engageret. Under alle omstændigheder ønsker jeg at spørge Dem om noget. Hvor har De gjort af kommissæren med ansvar for de finansielle markeder? Jeg spekulerer på, hvorfor han ikke sidder ved siden af Dem. Det glæder mig at se vores ven hr. Almunia ved siden af Dem, men jeg synes, at det er lidt besynderligt, at den ansvarlige kommissær ikke er til stede.

Med hensyn til den ansvarlige kommissær, hvad gjorde han så i juli 2007, da alle hans embedsfolk var mobiliseret, for at underrette os om, at situationen for de europæiske banker ville blive dramatisk, og at krisens følger ville blive dramatiske for den europæiske økonomi? Deres tjenestegrene blev underrettet. Det, hr. Barroso, havde været det rette tidspunkt at fremsætte forslag, der kunne have forsikret de europæiske sparere om indskudsgarantien og om, hvordan vi ville håndtere denne vanskelige situation. Hvor var Deres kommissær på det tidspunkt?

Det glæder Dem, at Kommissionen – hør på mig, hr. Barroso – blev tilbudt en plads i Forummet for Finansiel Stabilitet. Vidste De, at da forummet mødtes i mandags, deltog Deres kommissær McCreevy ikke, fordi han var i Dublin? Hvad sagde han, da det land, han kommer fra, besluttede at gå egne veje i spørgsmålet om indskudsgarantier i den sektor, som han er ansvarlig for i Kommissionen?

De fortæller os, at der er modvilje inden for Det Europæiske Råd, men er De virkelig nødt til at afvente ordrer fra finansministrene for at udarbejde en indskudsgarantiordning eller undersøge, hvordan regnskabsstandarderne vil blive anvendt på europæisk plan?

Hr. Barroso! Det er Deres politiske ansvar i dag at vise mod, lederskab og initiativ. Indtil videre har jeg ikke set noget til det.

  Wolf Klinz (ALDE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Tingene sker meget hurtigt. Markederne er i frit fald. Ingen ved, om det skyldes den manglende tillid, som nu ses alle vegne, eller om det eventuelt er spekulanter, der er på spil og forsøger at finde ud af om og i hvilket omfang, de fortsat kan tvinge markedet i knæ.

Allerede i februar i år i forbindelse med en heldags workshop forsøgte Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa at fastslå årsagerne til krisen og finde frem til konkrete foranstaltninger, som bør overvejes for at undgå en gentagelse af denne krise i fremtiden.

Vi opnår meget lidt ved at bebrejde individuelle markedsdeltagere. Grundlæggende må vi indrømme, at vi alle har begået fejl. Investeringsbankerne, der udviklede produkter, som i sidste ende var så komplekse, at ingen forstod sig på dem, realkreditinstitutterne, som afstod fra at foretage kreditvurderinger, kreditvurderingsbureauerne, som venligt ignorerede interessekonflikter, og tilsynsorganerne, som ikke arbejdede tæt nok sammen med hinanden eller med de relevante centralbanker og ikke gjorde noget for at sikre egentlig gennemsigtighed omkring særlige virksomheder, der ikke var pålagt at redegøre for deres individuelle økonomiske situation.

Gennem alt for lang tid er der ikke gjort noget! Kommissionen, som vi for år tilbage bad om at se nærmere på kreditvurderingsbureauerne for at skabe klarhed om deres aktiviteter og om at forbedre gennemsigtigheden på andre områder, ventede for længe, inden den greb ind. Nu træffes der praktisk talt hver eneste dag foranstaltninger, som ville have været utænkelige for få måneder siden: G7 lørdag, de 27 medlemsstater mandag, finansministrene tirsdag, den britiske regerings tiltag i dag og samtidig et koordineret initiativ fra centralbankerne og en sænkning af renten! Det er positivt, og jeg håber, at disse foranstaltninger vil hjælpe, men de kunne også blive misforstået af markederne og opfattet som et udtryk for udbredt panik – og det skal for alt i verden undgås.

Huset har 27 værelser, der er ild i taget, men hvad gør de 27 beboere? De handler individuelt. Hver især bekæmper de ilden i deres eget værelse i stedet for at arbejde sammen.

  Hélène Flautre (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! På grund af finanskrisen vil den europæiske pagt om indvandring og asyl træde i baggrunden. Måske er det slet ikke så skidt. Måske er det dér, den hele tiden burde have været. Man må nemlig spørge sig selv, hvordan denne pagt om indvandring og asyl adskiller dig fra de politikker, som EU og medlemsstaterne har ført i årevis.

Ja, det må man altså! Hvad vil denne nye pagt ændre i forhold til migranter, der er ofre for politivold, menneskesmugling eller absurd bureaukrati? Anerkender den deres menneskelige værdighed og deres rettigheder? Anerkender pagten den internationale konvention om beskyttelse af vandrende arbejdstageres og deres familiemedlemmers rettigheder? Nej!

Hvad vil ændre sig i forhold til ofrene for fattigdom, krig, naturkatastrofer og skærpelserne af asylrettighederne? Vil folk begynde at få øjnene op for, hvor meningsløst det er at skulle søge asyl i det første asylland? Vil det være slut med de hurtige undersøgelser og de upålidelige lister over såkaldte sikre lande? For migranter, som er lovligt beskæftiget, og som er en del af vores økonomiske og sociale liv, vil pagten da betyde, at de officielt anerkendes? Nej!

Hvad med migranter, herunder mindreårige, som fængsles eller udvises til lande, hvor de kan risikere at blive mishandlet, hvor de ingen familie har, og hvor de ikke taler sproget. Vil deres situation ændre sig? Vil vi opgive tilbagetagelses- og transitaftalerne med lande, som overtræder menneskerettighederne? Nej!

Husk på, at folk i hele verden håner asyl- og indvandringspolitikken. Det er ikke længere muligt at tage til en international konference uden at høre om omfattende krænkelser af migranters menneskerettigheder som følge af den europæiske asyl- og indvandringspolitik. Jeg mener, at situationen må ændres. Vi har behov for en politik, der bygger på pragmatisme og ikke på det hykleri, som er kendetegnende for den europæiske pagt om indvandring og asyl.

  Cristiana Muscardini (UEN). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Vi er helt enige i det, som præsident Sarkozy sagde i Évian, nemlig at kun gennem en koordineret indsats fra centralbankernes og regeringernes side vil det være muligt at begrænse de systemiske risici.

Det ændrer ikke det faktum, at vi uanset dagens interessante forhandling stadig vil have en nagende tvivl om, hvorfor Den Europæiske Centralbank ikke sænkede renten tidligere i lyset af begivenhederne på det amerikanske marked, på de internationale markeder og på finansmarkederne, særligt i visse EU-lande.

Vi stiller spørgsmål ved dette, fordi der ikke har været en klar holdning til derivater, selv om vi ved, at disse produkter førte til, at store offentlige institutioner og myndigheder i Italien og andre steder i Europa opbyggede en massiv gæld.

Vi stiller spørgsmål ved det, fordi bankinstitutterne har fastholdt deres konsolideringspolitik og i mange tilfælde har skabt kolosser på lerfødder uden at tage højde for det system, der reelt findes i vores lande, og årsagen til, at forbrugslånene har været ude af kontrol, hvilket har ført til, at privatpersoner og – som en afledt følge heraf – banker har opbygget en kolossal gæld.

Kort sagt beder vi om, at Europa i dag finder modet til at revidere stabilitetspagten, som nu hører hjemme i sidste århundrede. Med et voldsomt stigende antal nye kriser har vi behov for hurtige og sikre beslutninger. Nu da vi tidligere talte om små og mellemstore virksomheder, må Rådet også gøres klart, at Kommissionen har en pligt til at indføre en yderligere sænkning af brændstofomkostningerne.

  Frank Vanhecke (NI). – (NL) Fru formand! Det er aldrig af vejen med lidt beskedenhed, og det gælder også politikere. Lad os gøre det klart helt fra start: EU-institutionerne er knap andet end fuldkommen magtesløse tilskuere og Parlamentet knap andet end en fuldstændig afmægtig konversationsklub over for den internationale finanskrise.

Jeg vil derfor starte med at tale om et par andre ting, som vi bærer et ansvar for. Oprindeligt skulle topmødet have været præget af spørgsmålet om Irland og den hendøende Lissabontraktat. Nylige udtalelser fra højtstående eurokrater giver mig imidlertid en meget stærk fornemmelse af deja-vu. Et eksempel er kommissær Wallström, der så sent som i denne uge udtalte, at resultatet af den irske folkeafstemning i virkeligheden havde meget lidt at gøre med selve traktaten og snarere skyldtes etiske spørgsmål og beskatning. Sagens kerne er, at det irske nej i Kommissionens øjne reelt var et ja. Årsagen til, at jeg får et deja-vu, er, at medlemmer af det europæiske establishment kom med de samme udtalelser efter folkeafstemningerne i Frankrig og Nederlandene. Folket siger "nej", men eurokraterne hører et "ja".

En sådan foragt for det grundlæggende demokrati er åbenbart et strukturel element i denne union. En vis europæisk, politisk, autistisk elite, som slet ikke har føling med befolkningen, fortsætter ufortrødent og træffer beslutninger mod folkets vilje og må efterfølgende fuldstændig magtesløs se til, når den reelle katastrofe rammer, sådan som det er tilfældet nu.

Et andet eksempel er følgende. Nylige undersøgelser har vist, at modstanden mod Tyrkiets tiltrædelse af EU er stærkere end nogensinde før blandt befolkningen i vores lande – med hvad gør vi? Vi fremskynder tiltrædelsesforhandlingerne med landet yderligere. Det Europa, som vi ser nu, er det stik modsatte af alt, der har med demokrati at gøre. Desuden kan vi ikke løse problemet med borgernes mistillid ved at fremføre et skuespil og lade som om, at vi nu yder et betragteligt bidrag til håndteringen af finanskrisen.

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE-DE). – (FR) Fru formand, hr. minister, hr. kommissær! Mit budskab til Kommissionen og Rådet er følgende: Midt i denne finanskrise må vi ikke glemme opfølgningen på det ekstraordinære rådsmøde den 1. september og i særdeleshed spørgsmålet om Georgien og Belarus.

(EN) Georgien tabte krigen, men bør vinde freden, og vi er nødt til at gøre vores yderste for at sikre, at det sker. Det indebærer to ting, dels at vi hjælper Georgien gennem omfattende finansiel støtte til genopbygning, dels at vi er med til at styrke de demokratiske reformer.

EU var hurtigere og mere effektiv end vores amerikanske venner i forbindelse med håndteringen af krisen i Kaukasus, og vores indsats var sammenhængende og byggede på en fælles tilgang – og det vil jeg gerne takke og rose det franske formandskab for.

Vi må tage højde for den georgiske krises indflydelse på hele regionen og på EU selv. Det er i langt højere grad end tidligere nødvendigt med en stærkere prioritering af forbindelserne med vores naboer mod øst. Vi har behov for et stærkt, demokratisk Georgien, ligesom Georgien har behov for os. Der er også hensynet til vores fælles europæiske interesse, og her tænker jeg på energiforsyningssikkerheden og muligheden for at anvende den kaukasiske korridor som en alternativ transitrute for olie og gas. Vi forventer af Kommissionen og Rådet, at de sørger for at beskytte de nuværende rørledninger og videreudvikle den fælles eksterne energipolitik, som i høj grad glimrer ved sit fravær.

Og nu til situationen i Belarus, som er ved at blive en anelse bedre, og hvor vi ser de første tegn på større frihed. Valgene var dog ikke demokratiske. Vi er nødt til at reagere med en ny politik, der kan gøre en ende på isoleringen af Belarus, men det skal ske via en velovervejet åbning over for landet, der er baseret på strenge krav og en gradvis noget for noget-tilgang. Det kræver følgende: en selektiv anvendelse af den europæiske naboskabspolitik og menneskerettighedsinstrumenterne, en selektiv ophævelse af visumsanktioner for embedsfolk, en halvering af prisen på indrejsevisum for belarussiske statsborgere, genetablering af den politiske dialog, støtte til fremme af det økonomiske samarbejde med EU, beskyttelse af civilsamfundet, ngo'er, nationale mindretal og frie medier – alt sammen i tæt samråd med dem, der repræsenterer den demokratiske holdning i Belarus.

  Enrique Barón Crespo (PSE). – (ES) Fru formand, hr. formand for Rådet, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det budskab, som jeg mener, vi bør sende i forbindelse med det kommende rådsmøde, er, at det er nødvendigt at genskabe og styrke de europæiske borgeres tillid til vores projekt.

Årsagen er, at vi besluttede at oprette en økonomisk og monetær union, som er under opbygning og endnu ikke er færdigudviklet. På grund af påvirkningen af situationen i USA har vi i en uge risikeret vild panik eller masseflugt, hvilket, jeg dog tror, er blevet afværget. Det er i rette tid blevet bevist, at de europæiske institutioner fungerer, særligt i lyset af mødet i Økofin-Rådet i går, men også den koordinerede rentesænkning i dag.

Vi er nødt til at være i stand til at hjælpe vores produktionssystem. I den forbindelse vil jeg ud over fællesskabsinitiativerne nævne et eksempel fra mit eget land, hvor det i går blev besluttet at oprette en pulje på 30 mia. euro, for vi er nødt til at være med til at holde erhvervslivet i gang.

Et andet område, hvor det også er vigtigt at styrke tilliden, er i forhold til ratificeringen af Lissabontraktaten. Jeg har haft lejlighed til at drøfte spørgsmålet med Micheál Martin. Han stillede en meget præcis diagnose af situationen, men en diagnose uden en ordineret behandling er ikke meget værd. Det, vi således har behov for, er, at vores irske venner, når de har overvejet og gennemtænkt tingene, også indser, at dette ikke er en neutral handling, men at det i en union, der bygger på solidaritet, også har omkostninger for os og vil koste os dyrt, hvis Lissabontraktaten ikke vedtages inden valget.

Det eneste positive aspekt af den mislykkede ratificering er måske, at det vil skabe større opmærksomhed omkring Europavalget. Det er imidlertid vigtigt at kæmpe og arbejde for, at Lissabontraktaten træder i kraft inden det kommende Europavalg, således at EU har mulighed for at stå stærkere og være mere sammenhængende.

  Sophia in 't Veld (ALDE). – (NL) Fru formand! Borgerne forventer i øjeblikket, at EU yder beskyttelse, skaber stabilitet og viser sammenhold. Et stærkt Europa er vigtigere end nogensinde i denne tid. Alle er enige om, at det var nødvendigt at gribe ind, og det er positivt, at det skete hurtigt. Det kunne ikke være anderledes.

Jeg finder imidlertid udviklingen bekymrende på en række områder, og jeg fornemmer også en vis ideologi bag nogle af de tiltag, der er blevet iværksat. Nogle her i Parlamentet har allerede fejret kapitalismens død. Ærligt talt, så er politikere altså ikke bankfolk. Nødforanstaltninger er én ting, men jeg har også bemærket, at visse tiltag grænser til en egentlig nationalisering af bankerne. Det er korrekt, at der er en række banker, som vi ikke længere kan stole på, og som vi ikke kan betro vores opsparinger. Spørg imidlertid Dem selv, om De ville betro Deres opsparing til politikere, der leger bankfolk, til hr. Schulz eksempelvis. Det ville jeg personligt ikke.

Krisen må ikke bruges som påskud til at omgå, svække eller endog afskaffe regler. Jeg finder opfordringen til at indføre en fleksibel anvendelse af konkurrencereglerne og stabilitets- og vækstpagten yderst bekymrende. Det er netop disse regler, der har gjort Europa robust.

Jeg har et specifikt spørgsmål til Kommissionen – og jeg har i øvrigt med beklagelse bemærket, at hr. Barroso åbenbart ikke mente, at denne forhandling var spændende nok til, at han ville overvære den i sin helhed. I eftermiddags udtalte den nederlandske finansminister under en forhandling i det nederlandske parlaments underhus, at opkøbet af Fortis og ABN-AMRO – ikke kun selve banken, men også dele uden systemisk relevans, såsom forsikring – ikke blev betragtet som statsstøtte. Jeg vil derfor gerne vide, hvordan Kommissionen agter at håndtere tilfælde som dette i den kommende tid. Kommissær Kroes udtalte trods alt i mandags – og jeg er fuldstændig enig – at konkurrencereglerne og stabilitets- og vækstpagten fortsat finder fuld anvendelse. Hvordan skal vi håndtere sager som denne? Hvad vil der ske, hvis det efterfølgende kommer frem, at der er sket en overtrædelse af statsstøttereglerne?

  Ryszard Czarnecki (UEN). – (PL) Fru formand! Den største udfordring, som Europa står over for i dag, er uden tvivl den økonomiske krise. Trods de ganske nylige forsikringer fra tyske politikere og Kommissionens embedsfolk begynder krisen for alvor at ramme Europa. Spørgsmålet er ikke, om den vil ramme os, men hvornår. I lørdags formåede de selvudnævnte ledere fra flere af EU's største lande ikke at nå til enighed om en fælles taktik i den forbindelse.

Desuden er det på baggrund af eksemplet med de indskudsgarantier, som flere lande, bl.a. Grækenland, Irland og Tyskland, i modsætning til andre EU-medlemsstater har offentliggjort, tydeligt, at der ikke er en enkelt, fælles taktik til håndtering af situationen. Hvis der ikke udformes en fælles strategi på det kommende EU-topmøde, vil det være et meget dårligt signal til borgerne i EU-medlemsstaterne, fordi det er netop i en krisetid, at befolkningen i EU har størst behov for at føle, at EU står klar, hvis det bliver nødvendigt, og at EU ikke kun er der i gode tider, men også når der opstår problemer.

  Werner Langen (PPE-DE). – (DE) Fru formand! Desværre er kommissionsformanden ikke længere til stede. Han sagde – jeg noterede det ned – at vi endnu ikke har regler, der muliggør en europæisk løsning. Det har han så sandelig ret i. Fru Berès fortalte os hvorfor – den ansvarlige kommissær, hr. McCreevy, kunne nemlig lige så godt have været død i de seneste fire år! Han har konsekvent ignoreret Parlamentets forslag i mindst ti forskellige betænkninger. Sådan forholder det sig. Der er ikke tale om nyliberalisme, men om at kommissæren med ansvar for de finansielle markeder fjernstyrer situationen fra Dublin og London. Hvis kommissionsformanden havde rygrad, ville han fratage hr. McCreevy dette område og overdrage det til hr. Almunia, hvor det hører hjemme, men han har ikke modet til at gøre det. Imens taler folk her som om, at ragnarok var ved at bryde løs. Jeg kan blot ryste på hovedet i forundring over det, som kommissionsformanden har gjort. Han vil ikke kunne tale sig ud af det fælles ansvar så let.

Jeg siger det så eftertrykkeligt, fordi vi ikke bare kan sidde stille og vente. Vi må handle hurtigt. De udstedende banker har handlet, og finansministrene har handlet. Det blev alt sammen nødvendigt, fordi krisen nu har nået et omfang, som vi har frygtet i alle disse år.

Hvor er fru Kroes? Hun ævler løs om sine konkurrenceregler og bringer desuden sikkerheden i fare i forhold til stabiliteten i de banker, der stadig fungerer. Hun fastsætter frister i stedet for at tænke på, om Irland er i stand til at stille 200 % af landets bruttonationalprodukt som sikkerhed alene for de irske borgere og for fremtidige lån. Hvem har overhovedet sagt et ord om det?

Hvis Kommissionen ikke har modet til at fremsætte forslag vedrørende en europæisk tilsynsmyndighed – det kunne nemlig være at gå imod medlemsstaternes vilje – så vil alt bare bryde sammen. Hvis der oprettes en europæisk solidaritetsfond, inden der sker en harmonisering af reglerne, vil det være rendyrket socialisme.

  Jo Leinen (PSE). – (DE) Fru formand! Efter at have lyttet til hr. Langen kunne man nærmest tale om en stor koalition, for jeg er enig i det, som han sagde.

En krise i Georgien, en finanskrise, en energipriskrise – det hele skriger på et stærkt Europa. Som formand for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender glæder det mig derfor, at alle, bortset fra EU-modstanderne, har erklæret deres støtte til en hurtig ratificering af reformtraktaten, og jeg takker det franske formandskab for at stå fast på det punkt. Det må ikke udsættes på ubestemt tid, og jeg forventer, at der på næste uges topmøde vil blive sendt et klart signal og fastsat en tidsplan for afslutningen af ratificeringen.

Sverige og Tjekkiet ratificerer traktaten ved udgangen af året, og jeg har stadig ikke opgivet håbet om, at det fortsat er muligt at få ratificeret traktaten i Irland inden Europavalget. Den irske udenrigsminister, Micheál Martin, fortalte i mandags mit udvalg, at der var ved at ske en holdningsændring i Irland, og at befolkningen anerkendte værdien af EU. I politik kan seks måneder være meget lang tid!

Nu til mit andet punkt! Vi er også nødt til at forklare borgerne, hvorfor vi har behov for EU. Det glæder mig, at vi på topmødet vil vedtage en politisk fælleserklæring om EU's kommunikationsstrategi. I den forbindelse vil jeg gerne takke det franske formandskab, som har formået at samle de tre institutioner. Vi skal have styr på kommunikationen, så vi er klar til folkeafstemningen i Irland og Europavalget. EU er ikke årsag til talrige problemer, men løsningen på mange! Det bør gøres klart uden for EU-institutionerne.

  Mario Borghezio (UEN). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! EU har ikke beskyttet befolkningen mod finansiel spekulation. New York Times trykte sågar det profetiske skrift af Ezra Pound "Med slid, ingen hus af god sten". I dag ville den amerikanske centralbank og det amerikanske finansministerium gerne skjule problemerne ved at sænke renten. Det var denne løsning – let adgang til kredit – som i første omgang skabe spekulationsboblen.

I 1933 kom en gruppe økonomer i Chicago på den idé at genskabe et eksklusivt statsmonopol på udstedelse af penge for dermed at forhindre bankerne i at fremstille falske pengesedler og indføre et reservekrav på 100 %. Det umuliggjorde svindel med nødpenge og satte en stopper for det finansielle spil, som ruinerede almindelige mennesker, skadede sparerne og lammende realøkonomien.

Nobelpristager Maurice Allais har altid åbent kritiseret innovative finansieringsinstrumenter, securitisation, derivater og hedgefonde, som er højt elsket af finansfolk i en bestemt del af Europas finanssektor. Han opfordrer helt med rette – ligesom vi har gjort i nogen tid – til, at derivater gøres ulovlige. Lad os vedtage planen fra Chicago og Allais' plan og forbeholde staten retten til at udstede penge.

I Europa er tilstrækkelig mange blevet usikre på, hvad de skal gøre. Selv paven har udsendt en meddelelse om, at rigdom ikke betyder noget.

  Tunne Kelam (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Rådet må drage konklusioner af invasionen af Georgien. For at forhindre lignende angreb i at ske igen må EU sørge for, at idéen om, at "magt er ret", vil vise sig at være aldeles ufordelagtig for angriberen. Ved at invadere en suveræn stat har Rusland som medlem af Sikkerhedsrådet ødelagt ikke blot det regionale, men det internationale sikkerheds- og stabilitetsparadigme. Hvis der ikke sættes grænser, vil vejen ligge åben for yderligere magtdemonstrationer over for Ukraine, Moldova og andre lande.

Det, vi har behov for i dag, er et mere effektivt østligt partnerskab og et stærkt og demokratisk Georgien. Endnu inden Rusland har opfyldt sine forpligtelser, har flere socialistiske ledere under et besøg i Moskva desværre erklæret, at EU og Rusland mere end nogensinde har brug for hinanden, og at Rusland og EU er nødt til at samarbejde for at udfylde det mulige sikkerhedstomrum, som et svækket USA vil efterlade sig. Der synes at være en farlig forvirring omkring, hvem der egentlig er vores allierede, og hvem der i virkeligheden er interesseret i at svække og splitte Europa.

Endelig er EU nødt til at reagere over for den fortsatte udstedelse af russiske pas i udlandet. Denne praksis betyder, at der kunstigt opstår nye russiske statsborgere, som skal beskyttes i henhold til Medvedevdoktrinen, hvorved der vil opstå nye internationale krisebrændpunkter. Vores reaktion bør være at nægte disse nye statsborgere visum, i særdeleshed lederne for de nye russiske protektorater. Endelig bør vi hurtigt sikre georgiere og ukrainere visumlempelser, der er mere fordelagtige end de lempelser, der er indført over for russiske statsborgere.

  Proinsias De Rossa (PSE). – (EN) Fru formand! Det er min holdning, at den irske regering hurtigst muligt skal forsøge at fjerne den irske blokering af vejen til Lissabon og fastholde Irland som et fuldgyldigt medlem og ikke blive et delvist deltagende land, hvis undtagelsesbestemmelser vil gå ud over os.

Vi har mere end nogensinde behov for Lissabontraktaten for at styrke Europa globalt og for effektivt at imødegå borgernes bekymringer. Med finanskrisen er markedet endnu engang brudt sammen. Det er sket igen, fordi de fleste regeringer troede på eventyret om, at internationale markeder regulerede sig selv, og ikke formåede at indføre demokratisk kontrol på markederne.

Euroen er et eksempel på, hvad EU kan opnå, når landene for alvor deler suverænitet. Hvis Irland havde valgt at beholde det irske pund, ville det uden tvivl på nuværende tidspunkt være forsvundet uden at efterlade sig spor.

Hr. Barroso har indrømmet, at medlemsstaternes samarbejdsvilje ikke var særlig stor, da der skulle findes en koordineret løsning på krisen. Han er imidlertid tavs omkring kommissær McCreevys fortsatte modstand mod at indføre nye regler. Kommissær McCreevy er ikke i stand til at opgive sin nyliberale ideologi, og jeg er derfor meget bekymret over, at han skal være med i den tremandsgruppe, som hr. Barroso vil oprette.

Må jeg lige komme med en sidste bemærkning? Jeg foreslår at lægge hr. Farages tale i dag i Parlamentet ud på min hjemmeside, for jeg mener, at i jo højere grad irerne lytter til, hvad han har at sige om Irland og Europa, desto større sandsynlighed er der for, at de vil stemme "ja" til EU.

  Cornelis Visser (PPE-DE). – (NL) Fru formand! Spørgsmålet er, om finanskrisen vil styrke den europæiske integration, eller om det modsatte vil ske. Efter min opfattelse kan en krise af denne størrelse kun håndteres på europæisk niveau – hvilket må føre til en styrkelse af den europæiske integration. Det kræver imidlertid lederskab, ikke kun fra medlemsstaternes side, men i særdeleshed også fra Kommissionens side. Indtil videre er reaktionen på finanskrisen primært kommet fra medlemsstaterne – og deres indsats glæder mig, f.eks. i forbindelse med krisen i Fortis Bank – mens Kommissionen har forholdt sig i ro.

Efter min opfattelse skyldes finanskrisen den hurtige udvikling, der er sket i den finansielle sektor i løbet af de seneste år. Bankprodukter er blevet sammensat på en måde, der giver mulighed for hurtige gevinster, men som samtidig indebærer store risici. Disse risici var imidlertid ikke åbenlyse, og i visse tilfælde er de det fortsat ikke. Det er yderst kompliceret for eksperter at foretage en korrekt vurdering, altså at ansætte værdien af disse nye finansielle produkter.

Derfor må Kommissionen nu foreslå foranstaltninger, der kan øge gennemsigtigheden omkring finansielle produkter og forbedre styringen af bankerne. Den skal også foreslå foranstaltninger til forbedring af tilsynet og fremsætte forslag til, hvordan samarbejdet mellem centralbankerne indbyrdes og mellem andre tilsynsmyndigheder kan forbedres. Parlamentet giver udtryk for sin holdning i betænkningen om Lamfalussyopfølgningen og den fremtidige tilsynsstruktur i finanssektoren, som er næste punkt på dagsordenen.

I øvrigt finder jeg det dybt beklageligt, at Den Socialdemokratiske Gruppe undlod at deltage i udvalgets afstemning om en så vigtig betænkning. Jeg spekulerer på, om gruppen vil gøre det samme i morgen. Krisen viser, hvor vigtig EU er. Hvis de europæiske myndigheder handler individuelt i forhold til krisen, kan statsstøtte og forskelsbehandling af udenlandske sparere, kunder og investorer blive resultatet. Alene EU kan sikre en afbalanceret tilgang til krisen, og derfor må Kommissionen gå forrest, allerede fra i dag.

  Józef Pinior (PSE). – (PL) Fru formand! Ligesom situationen i Kaukasus i sommer stillede EU over for en ny geopolitisk udfordring, stiller den internationale finanskrise os i dag over for en udfordring, der er forbundet med den globale økonomi, og som EU er nødt til at se i øjnene. Alle er enige om, at tiden er inde til at finde en koordineret løsning på EU-plan i forhold til disse udfordringer. Hvordan kan vi imidlertid gøre det uden Lissabontraktaten? Det er ganske enkelt ikke muligt. Derfor er ratificeringen af Lissabontraktaten helt afgørende – det er et spørgsmål om "at være eller ikke være" for EU, om en seriøs løsning fra EU-hold i den aktuelle verdensorden. Hr. Barroso sagde, at EU-institutionerne, herunder Kommissionen, ikke er tilstrækkeligt repræsenteret i den globale finansielle struktur. Det er endnu et bevis på behovet for hurtigst muligt at ratificere Lissabontraktaten i de lande, som endnu ikke har gjort det.

En anden ting, som jeg gerne vil nævne i dag, er, at markedsøkonomi er fint, så længe der er tale om et reguleret marked. En kapitalistisk økonomi, som tager hensyn til den menneskelige faktor. Det er helt grundlæggende. Det var trods alt Europas reaktion på krisen i starten af det 20. århundrede. Europa var i stand til at opbygge sin styrke netop af den grund.

En sidste ting – lad os redde den polske skibsværftsindustri! Jeg henvender mig i den forbindelse til Kommissionen – i lyset af den aktuelle krise, hvad skal vi så stille op med yderligere 100 000 arbejdsløse?

  Jerzy Buzek (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Det vigtigste i dag er at overvinde finanskrisen, men den største trussel som følge af finanskrisen er risikoen for en økonomisk afmatning. Vi kan ikke alene bekymre os om finanssektoren, for i sidste ende vil det altid være et spørgsmål om økonomiens konkurrenceevne, vækst og beskæftigelse. Vedtages de forkerte lovgivningsmæssige løsninger som led i klima- og energipakken, kunne det forværre udsigterne for at komme ud af finanskrisen. Vi ønsker at handle ud fra et grundlæggende princip om at nedbringe udledningen af drivhusgasser med 20 % inden 2020. Formanden for Rådet talte om fleksibilitet i forhold til klima- og energipakken og om den balance, der skal fastholdes i forbindelse med vedtagelsen af den. Hvad betyder det? Det burde betyde en mulighed for at tilpasse pakken og i særdeleshed tilpasse emissionshandelssystemet efter den aktuelle situation, og denne situation er helt anderledes, end den var for et år siden, et halvt år siden eller for blot to måneder siden.

Den samme målsætning – en nedbringelse af udledningen – kan opnås ved hjælp af forskellige metoder. Vi kender resultatet af afstemningen om emissionshandelsdirektivet, som fandt sted i går i Parlamentets Udvalg om Miljø, Folkesundhed og Fødevaresikkerhed. Vi har noteret os det. Vi står nu over for en meget vanskelig trepartsforhandling, eftersom forslaget blev vedtaget med mange forbehold.

Vi har ikke haft tilstrækkelig tid i Parlamentet til at drøfte alle de problemer, der er forbundet med emissionshandelsdirektivet. Jeg opfordrer derfor det franske formandskab og Kommissionen til også at tage hensyn til konklusionerne og ændringsforslagene fra mindretallene til trods for, at nogle af disse ændringsforslag blev ikke vedtaget i Parlamentets udvalg. Hvis vi ønsker at finde en god løsning, må vi bruge almindelig sund fornuft og følge situationen, som hele tiden ændrer sig og støt forværres ifølge de økonomiske prognoser.

  Othmar Karas (PPE-DE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, at det er meget skuffende, at der altid skal en krise til, for at vi finder det rette engagement, det rette ordvalg og den rette dynamik i forhold til at finde fælles fodslag og europæiske løsninger. Europæisk handling og europæisk indflydelse er en væsentlig del af løsningen, ikke kun i forhold til at løse kriser, men også i forhold til at forebygge kriser i vores globaliserede verden.

Vi har behov for både kort- og langsigtede foranstaltninger. Disse kriser viser os, hvor afhængige vi er af hinanden, hvor global, og hvor sammenvokset den finansielle verden er i dag. Jeg har her en samling af anmodninger, som Parlamentet har fremsat siden 2002, og hvoraf kun en brøkdel er blevet besvaret af Kommissionen, og hvoraf mange er blevet bremset af medlemsstaterne, som forhindrer os i at finde europæiske løsninger.

Vi har behov for forslag til retsakter på følgende områder: europæisk tilsyn, kreditsikkerhed, kreditvurderingsbureauer, kreditgivning, krisestyringsmodeller og minimumsstandarder for alle typer investeringer.

I samme åndedrag vil jeg gerne understrege, at vi ikke må misbruge krisen på finansmarkederne til at indføre uforholdsmæssige bestemmelser. Det drejer sig ikke om at forkaste markedstanken og kræve nationaliseringer. Det handler om at skabe markeder, der er så frie som muligt, og indføre regler i det omfang, det er nødvendigt i den globaliserede verden. Alle har behov for regulering – vi må ikke udelukke nogen – men reguleringen skal stå i forhold til risikoen og det enkelte produkt. Det er, hvad jeg anmoder om, og jeg håber, at Rådet vil gå i den retning.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Fru formand! På næste uges EU-topmøde vil der ikke komme noget nyt fra premierminister Brian Cowan med hensyn til det aktuelle dødvande omkring Lissabontraktaten i Irland. I stedet vil han gøre noget i lighed med hans kollega, udenrigsminister Micheál Martin, som først i mandags fremsendte en analyse af valgresultatet til Parlamentets Udvalg om Konstitutionelle Anliggender. Der vil ikke blive foreslået noget konkret før topmødet i december, hvor en køreplan for det videre forløb ventes at blive skitseret.

Med henblik på at få denne køreplan klar hurtigst muligt, vil jeg gerne redegøre for, hvordan jeg forestiller mig, at vi kommer videre. For det første mener jeg ikke, at der kan afholdes en ny folkeafstemning før om mindst et år for at sikre en passende høring af de irske vælgere. Der bør udskrives en ny folkeafstemning i efteråret næste år, eventuelt i oktober. Det betyder, at Europavalget vil skulle afholdes i henhold til Nicetraktaten, men det er efter min mening det mindste af to onder.

Med hensyn til formen af den nye folkeafstemning ville jeg foreslå en udvidet folkeafstemning om Lissabontraktaten i Irland, hvor vi kunne afholde en konstitutionel folkeafstemning om selve traktaten og samme dag afholde en vejledende folkeafstemning om vigtige undtagelser såsom EU's charter om grundlæggende rettigheder og den europæiske sikkerheds- og forsvarspolitik.

Hvis de irske vælgere i forbindelse med den udvidede folkeafstemning skulle fravælge et af disse to områder, kunne den irske regering efterfølgende forsøge at få en separat aftale i stand med Rådet, som vil skulle undertegnes af alle 27 medlemsstater. Det ville svare til fortilfældet med Edinburghaftalen, som danskerne fik gennemført på rådsmødet i december 1992, og som gav Danmark fire forbehold over for Maastrichttraktaten. Disse forbehold gjorde det muligt at ratificere traktaten.

På denne måde ville de medlemsstater, som allerede har ratificeret Lissabontraktaten, ikke skulle gøre det igen, og den udvidede folkeafstemning ville give de irske vælgere et valg i forhold til, hvor stor en rolle de ønsker at spille i EU.

FORSÆDE: Manuel António dos SANTOS
Næstformand

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg har indledningsvis tre punkter. Med hensyn til Rusland må vi fastholde en på én gang åben og stram politik og aldrig acceptere russiske krav på indflydelse i andre lande, uanset om de befinder sig i det "nære udland" eller langt væk. Det vil få afgørende betydning i de kommende år.

For det andet bør formålet med budgetrevisionen være at deregulere europæisk landbrug, åbne det op og skabe flere muligheder for landmænd i Europa og i andre dele af verden – dog med færre tilskud – så vi kan få et internationalt, velfungerende landbrugsmarked, der kan efterkomme den nye efterspørgsel på fødevarer i hele verden.

For det tredje skal der trods finanskrisen iværksættes klimatiltag med det samme, så vi kan drage fordel af de langsigtede virkninger. På den måde kan vi bekæmpe klimaændringer og være parat til at imødegå tilstødende udfordringer.

Med hensyn til finanskrisen, som vi har talt om i dag, glemte mange af talerne, at vi nu befinder os ved afslutningen af en langvarig proces, der er enestående i menneskets historie – i den forstand, at global vækst har skabt velstand på en måde, som vi aldrig før har set. Vi står nu ved afslutningen af den proces. Jeg hørte ikke hr. Schulz tale om dette tidligere i dag. Vi har naturligvis en række problemer, men de vedrører ikke kun markedet. Ingen kan påstå, at subprime-lånene i USA er resultatet af markedskræfterne. De er resultatet af konkrete politiske indgreb.

Det, vi skal sørge for nu, er gennemsigtighed, ansvarlighed og tilsyn i forhold til de moderne markeders karakter. De er både europæiske og globale, og vi skal sørge for at følge med udviklingen på finansmarkederne, for så vil vi også være i stand til at handle konstruktivt i forhold til realøkonomiens udvikling.

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). – (FI) Hr. formand! Ustabilitet, der breder sig som en steppebrand, er kendetegnende for situationen i verden i dag. Det gælder i særdeleshed på finansmarkederne, som i dag er blandt de mest globaliserede af alle erhvervssektorer. Uansvarlighed, overivrige handlinger og manglende regulering i én del af verden vil kunne ramme almindelige forbrugere på pengepungen i hele verden. Jeg glæder mig også over Kommissionens initiativ om at oprette en stående arbejdsgruppe i Kommissionen, der skal beskæftige sig med finanskrisen. Som kommissionsformand Barroso sagde, kan og skal vi gøre mere.

Jeg tror imidlertid, at Kommissionen er blevet tillagt et for stort ansvar her. Vi skal sikre en klar ansvarsfordeling. Den Europæiske Centralbanks opgave er at sørge for prisstabilitet og for, at pengenes værdi er stabil. ECB har handlet effektivt for at afbøde krisen. Dagens koordinerede rentesænkning er en klar indikation af dette. På den anden side er fællesskabsinstitutionerne – Kommissionen og Parlamentet – ansvarlige for at sikre, at det indre marked forbliver åbent, og at lovgivningen er på plads. Markedsaktørerne skal overholde loven, kontrollere deres risici og opmuntre husholdninger, der skylder dem penge, til at finde passende løsninger. Finansielle grupper skal ikke kun være opmærksomme på deres egen forretning, men også tage et bredere socialt ansvar. Hovedansvaret ligger imidlertid hos finansministrene, fordi de fleste vækstinstrumenter og kriseløsninger ligger i deres værktøjskasse og ikke er at finde hos ECB eller blandt de europæiske lovgivere eller markedsaktører.

Finansministrene har vist initiativ. I oktober 2007 vedtog de klarere regler, der skal forhindre kriser på finansmarkederne. I betragtning af, hvor langvarig opgaven bliver, er listen med de 13 punkter fra gårsdagens møde i Økofin-Rådet temmelig ynkværdig. Jeg er ikke imod forslagene, men jeg mener ikke, at handlingsprogrammet er tilstrækkeligt. Det er ikke nok at gøre noget. Vi skal også gøre det rigtige, og det er endnu vigtigere at være i stand til ikke at gøre noget, når lovgivning ikke er den rette løsning på problemerne. Vi må ikke give efter for populistisk pres.

  Zsolt László Becsey (PPE-DE). – (HU) Hr. formand! Jeg vil bede alle tolkene tilgive mig for at tale lige ud af posen. Nøgleordene her er solidaritet, tilsyn og sikkerhed. Vi hævder konstant, at solidaritet er særlig vigtigt i den aktuelle finanskrise, og især når vi, som jeg selv, kommer fra et land, der er propfyldt med bankfilialer, koncernselskaber og datterselskaber. Det, der således er vigtigt her, er, hvordan hovedkontorerne, som træffer beslutningerne, og tilsynsorganerne reagerer på de problemer, som vi står over for.

Med hensyn til spørgsmålet om solidaritet kan jeg nævne, at den fælles landbrugspolitik blev skabt fem år efter oprettelsen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, og nu knap fem år efter udvidelsen er tiden inde til også at indføre en fælles energipolitik. Det glædede mig at høre ministeren sige, at det var en god idé, om end politikken ikke er på plads endnu. Jeg kan imidlertid tilføje, at indskudspolitikken også drejer sig om solidaritet. Det kan lade sig gøre, og dette er et tidspunkt, hvor vi kan vise et positivt billede af EU i de centraleuropæiske lande, hvis vi ikke hver især ser passivt til, men sammen giver udtryk for, at vi helt bestemt i tilfælde af en krise vil garantere den samlede befolknings indskud i op til et halvt eller et helt år. Det er op til os, og jo før vi gør det desto bedre, da vi taler om mennesker her, mennesker, som befinder sig i en forfærdelig situation, og som vi må redde hurtigst muligt. Jeg tror ikke, at det vil trække problemerne i langdrag.

Dernæst er der spørgsmålet om solidaritet og vores forsvarsløshed. Det drejer sig i bund og grund om tilsynsmyndigheder, og det er det næste punkt. Jeg kan forstå, at der er et ønske om at oprette tilsynskontorer eller -kollegier, men jeg mener, at det er vigtigt, at vi bevæger os i retning af en form for centraliseret tilsyn – på samme måde som vi overdrager vigtige konkurrencepolitiske spørgsmål til den relevante EU-instans eller til Den Europæiske Centralbank – og det er meget vanskeligt at se, hvordan vi kan opbygge tillid til hinanden i et kollegialt system.

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne sige til Dem og til hr. Jouyet og hr. Almunia, at det er helt afgørende at få gang i interbankmarkedet igen. Den eneste sikre måde at gøre det på er gennem nationale, statslige garantier for interbankindskud, sådan som Irland og Danmark har gjort på deres hjemmemarkeder.

Omfanget af sådanne garantier vil ganske vist være enormt, men når der først kommer gang i interbankmarkedet igen, vil bankerne holde op med at hamstre og atter begynde at yde lån til virksomheder, privatpersoner og husholdninger, og interbankrenten vil genfinde et normalt leje – og det er stensikkert, at der ikke vil blive behov for at bruge disse garantier.

Jeg er enig med hr. Jouyet i, at dette er nødt til at ske på globalt plan. Det er, som han sagde, netop IMF's rolle at koordinere et sådant tiltag, og kun med et så dristigt skridt på globalt plan vil vi kunne slukke branden og begynde at genskabe tilliden.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). – (HU) Hr. formand! Det allervigtigste, og her er jeg helt enig med det franske formandskab, er at finde en form for løsning i forhold til Irland og ratificeringen af Lissabontraktaten. Med hensyn til den finansielle uro vil jeg gerne minde Parlamentet om, at den ungarske premierminister, Ferenc Gyurcsány, i februar 2008 foreslog at oprette en fælles europæisk tilsynsmyndighed og et fælles europæisk regelsæt i lyset af krisen på de internationale finansmarkeder. Desværre var der ikke flertal for dette på Rådets møde i marts. Jeg mener, at forslaget bør tages op igen på det kommende møde. Den ungarske premierminister vil fremsætte det igen, da der uden en europæisk finansiel tilsynsmyndighed, igen og igen vil opstå globale problemer. Jeg vil gerne bede det franske formandskab og de øvrige medlemsstater om at støtte forslaget. En løsning på dette problem er trods alt i alles interesse.

  Marios Matsakis (ALDE). – (EN) Hr. formand! De, der har scoret kassen i den amerikanske bankindustri, og deres "kolleger" i Europa har i de senere år begivet sig ud i omfattende svindel, underslæb og korruption på bekostning af almindelige mennesker. På trods heraf har de myndigheder, bl.a. centralbankerne, finansministrene og EU-kommissærerne, hvis opgave var at beskytte borgerne, reelt intet gjort for at stoppe dem.

Efter at have fortiet, tilsidesat og mørklagt problemerne har disse myndigheder nu den frækhed at lægge bånd på skatteydernes penge, så de, der har tjent fedt, kan blive endnu rigere. Det er uhørt, skandaløst og skammeligt. Det er ikke retfærdigt. De, der bærer skylden for den aktuelle internationale økonomiske katastrofe, og de, der har tilbudt at dække over dem, burde få beslaglagt deres aktiver og sættes i fængsel. Det er ægte retfærdighed, og det er den type retfærdig, som EU bør værne om. Det er den skinbarlige sandhed om, hvad EU-borgerne mener.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Hr. formand! Jeg har først et spørgsmål til Rådet. Hvad bliver det til med den konference på højt plan om Georgien, som det franske formandskab har foreslået, og hvad agter formandskabet at gøre for at beskytte Georgiens territoriale integritet i lyset af, at et andet land anerkender to separatistregioner, Abkhasien og Sydossetien? Det er en skam, at hr. Barroso ikke længere er her, for hans tale manglede overbevisning. Måske fordi han ikke selv troede på sine egne forslag. Jeg tror, at den finansielle og økonomiske situation er langt mere alvorlig, end han gav udtryk for. Selv i dag ville jeg mene, at enhver på internettet tydeligt kan se, at aktiemarkederne fortsat er i frit fald, trods alle indgrebene. Jeg opfatter det som en egentlig nedsmeltning af det nuværende system, et system, der er fuldstændig forældet, et system, der har ført til konkurser, der har ført til en total udnyttelse af jorden, som er ved at kvæles i drivhusgasser, og der har ført til underudvikling i landene i syd og underudvikling i vores byer, store som små.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Konrad Szymański (UEN). – (PL) Hr. formand! I den aktuelle krise taler vi om offentlige tilskud til truede økonomiske sektorer. Tyske Hypo Bank er ved at blive reddet takket være et tilskud på 50 mia. euro, hjælpepakken til britiske Bradford & Bingley har en værdi af 35 mia. euro, og Fortis Bank støttes med 11 mia. EUR. Den Europæiske Centralbank har i mellemtiden pumpet ekstra 120 mia. EUR ind i bankerne for at holde dem likvide.

Samtidig har kommissær Kroes skabt en politisk krise i Polen ved at kræve tilbagebetaling af ca. en halv – jeg vil gerne understrege, en halv – mia. EUR i offentlig støtte til tre polske skibsværfter. Jeg er spændt på at se, hvordan Kommissionen vil forklare polakkerne, at mens der pumpes tocifrede milliardbeløb ind i bankerne i det gamle Europa, må der ikke overføres en halv mia. EUR til tre skibsværfter, som risikerer at bukke under på grund af Kommissionens tiltag. Jeg opfordrer til, at vi har dette i baghovedet, når der skal træffes beslutninger om yderligere hjælpepakker til finanssektoren i forbindelse med det kommende møde i Rådet.

  Ioannis Varvitsiotis (PPE-DE). – (EL) Hr. formand! Den forhenværende franske premierminister Édouard Balladur har udtalt, at fuldstændigt frie markeder ville svare til jungleloven. Han tilføjede, at vores samfund, demokrati og institutioner ikke kunne tillade, at jungleloven tog over. Til trods herfor befinder vi os nu i en jungle og betaler prisen for den fuldstændige markedsfrihed, som plejede at kendetegne USA.

Hvis De tænker på, at for hver reelle investering på 1 dollar udlånte de amerikanske banker 32 amerikanske dollars (mod de europæiske bankers sølle 12 dollars), vil De forstå den omfattende uansvarlighed på det amerikanske bankmarked. Jeg frygter nu, at hverken hr. Paulsons eller den amerikanske regerings foranstaltninger vil kunne redde verden ud af denne krise. Med hensyn til, hvad der skal ske fremover, mener jeg, at det er nødvendigt at indføre strenge regler fra nu af.

  Victor Boştinaru (PSE). – (RO) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. Almunia, mine damer og herrer! I løbet af de seneste få år har fremtrædende ledere, særligt socialdemokratiske, talt om behovet for en reform af verdens finansielle system, en form for et nyt Bretton Woods-system, med henblik på at imødegå globaliseringsudfordringerne. Desværre er intet sket.

Derfor roser jeg de seneste tiltag fra hr. Sarkozy og det franske formandskab og også fra andre europæiske ledere, som har henvist til behovet for en sådan reform. I dag glædede det mig at høre kommissionsformanden, hr. Barroso, tale om behovet for ikke kun at fokusere på finanskrisen og situationen i Europa.

Jeg foreslår derfor, at hr. Barroso, EU og Kommissionen afgiver et udtrykkeligt løfte om, at der er behov for at ændre verdens finansielle system i samarbejde med andre store aktører som USA, Kina og Japan og forsyne menneskeheden med de instrumenter, der er nødvendige for at styre de finansielle aspekter af globaliseringen.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. kommissærer, mine damer og herrer! Da jeg allerede har haft ordet, vil jeg gøre det kort.

Med hensyn til håndteringen af finanskrisen beklager jeg meget, at min tilstedeværelse ikke er tilstrækkelig for fru Berès, men det glæder mig, at hun er tilfreds med hr. Almunias tilstedeværelse. Nu til den alvorlige side af sagen. Talerne af navnlig fru Berès, hr. Karas og fru Kauppi viste, at det, vi har behov for – som det allerede er blevet sagt – er at sikre en effektiv vedtagelse af Kommissionens aktuelle forslag, som dækker alle aspekter af tilsyn, regulering og ændring af regnskabsreglerne.

Det drejer sig om en tilpasning af de eksisterende bestemmelser, en tilpasning af reglerne, som er blevet nødvendig på grund af den aktuelle situation, og altså ikke om at overregulere. Som vi allerede har givet udtryk for, er der på dette område behov for mere EU, og vi er nødt til at tilpasse vores regler i forhold til de finansielle institutioners indbyrdes afhængighed og i forhold til, at vores regler for finansiering af økonomien også er indbyrdes afhænge. Vi er nødt til meget hurtigt at komme i omdrejninger på dette område og genvinde den handlekraft, som vi havde for få år siden, så vi kan færdiggøre den struktur, der blev opbygget som led i hr. Lamfalussys arbejde, og som De skal drøfte senere.

Det er også vigtigt, at Kommissionen har kompetencer – har indflydelse på dette område – og Kommissionen gør helt ret i at stå fast på det punkt. Vi er nødt til at se logisk på dette. Hvis vi ønsker større integration, hvis vi ønsker at gennemføre de løsninger, som vi har set fungere for andre, er vi nødt til at skabe en organisation, der kan imødegå de finansielle udfordringer, som vi kommer til at stå over for, og vi er nødt til at handle hurtigt. Det franske formandskab vil som sagt gøre alt, hvad der står i dets magt, og sætte alle sejl for at øge den nødvendige koordinering og tilpasning af reglerne på området.

Vi har tydeligvis behov for en koordinering mellem Den Europæiske Centralbank, de europæiske finansministre og Kommissionen på dette område. Det er vigtigere end nogensinde. Vi er nødt til at finde konkrete løsninger, og vi er også nødt til at foregribe de konsekvenser, som denne krise vil få for finansieringen af økonomien og for selve økonomien. Vi kan allerede se de første tegn. Også her – og dette er vigtigt i forhold til at opbygge tillid – er vi nødt til at vedtage vidtrækkende og banebrydende foranstaltninger, særligt af hensyn til SMV'erne.

Hvad angår de eksterne forbindelser, som hr. Saryusz-Wolski og fru Isler Béguin nævnte aspekter af, vil jeg gerne sige til hr. Saryusz-Wolski, at Det Europæiske Råds prioritet som sagt er at fastlægge klare strategier og udstikke retningslinjer for energiforsyningssikkerhed og energisolidaritet. Én krise bør ikke overskygge en anden. For tre måneder siden oplevede vi en energikrise. Den er ikke ovre endnu. Flere landes energiforsyningssikkerhed afhang af andre lande. Det er stadig tilfældet. Vi skal have en solid europæisk energipolitik, og også på det punkt er vi kommet bagud og er nødt til at gøre noget hurtigt.

Med hensyn til Belarus – et emme, som vi om lidt skal drøfte i detaljer – vil jeg gerne sige til hr. Saryusz-Wolski, at der vil blive afholdt et trojkamøde i forbindelse med mødet i Rådet (almindelige anliggender), og at vi ved den lejlighed mødes med de belarussiske myndigheder. Som bekendt, og hr. Saryusz-Wolski understregede dette, har vi givet udtryk for vores bekymring over valgproceduren, som vi ikke er tilfredse med. Vi vil være åbne omkring dette, men samtidig overvejer Rådet en mulig lempelse af visse sanktioner, særligt de visumrestriktioner, der er indført over for visse belarussiske embedsfolk. Rådet overvejer fortsat sådanne tiltag.

Jeg kunne godt lide formandens beskrivelse af konflikten mellem Rusland og Georgien. Vi skal genoprette freden og fastholde freden i Georgien. Det fører mig til fru Isler Béguins spørgsmål. Vi afholder en konference på højt plan den 14. oktober om aftenen og den 15. oktober. Den 14. oktober mødes udenrigsministrene med Bernard Kouchner, og den 15. oktober mødes højtstående embedsfolk og ledere for at finde passende løsninger på situationen i Abkhasien og Sydossetien. Ruslands anerkendelse af de to områder – og det må jeg understrege over for fru Isler Béguin, om end hun udmærket ved det – er fortsat et helt enkeltstående tilfælde, hvilket er heldigt, for denne uacceptable handling blev kraftigt fordømt af EU og formandskabet.

Vedrørende den europæiske pagt om indvandring og asyl vil jeg gerne sige til fru Flautre – og jeg er sikker på, at fru Isler Béguin vil videregive mit svar – at forskellen med denne pagt er, at der vil ske en bedre koordinering, harmonisering om De vil, særligt i forhold til asylansøgninger og ansøgninger fra migranter. Pagten præciserer rent faktisk migranters status, hvilket er et fremskridt. Vi ville faktisk foretrække en mere pragmatisk vision, en mere afbalanceret tilgang, en tilgang, der kan tolkes i forhold til udvidelsen af Schengenaftalen. Den demografiske krise, den demografiske udfordring, er også en af de ting, som vi skal gøre noget ved under det franske formandskab.

Endelig – og dette punkt er væsentligt, fordi det er sagens kerne – er disse kriser indbyrdes forbundne. Kriserne er forbundet med hinanden. Den økonomiske og finansielle krise er den mest synlige. For tre måneder siden var der imidlertid en energikrise. I øvrigt befinder vi os stadig i en fødevarekrise, og vi står fortsat over for en ekstern krise. Jeg vil gerne gentage, at for at imødegå disse kriser og udfordringer har vi behov for mere EU, bedre koordinering, mere vidtrækkende beslutningsbeføjelser, større synlighed og bedre reaktionsevne. Løsningen er en bedre institution, og det vil vi kunne få med Lissabontraktaten. Vi må sørge for, at traktaten træder i kraft snart. Vi må finde en løsning sammen med vores irske venner. Vi vil gøre vores yderste for, at vi ved udgangen af året har en politisk løsning på dette institutionelle problem, der i betragtning af de udfordringer, som vi står over for, og som vi har drøftet hele eftermiddagen, skal løses hurtigst muligt.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. − (ES) Hr. formand, hr. minister, mine damer og herrer! Jeg vil starte med det afsluttende emne i hr. Jouyets tale. Som hr. Barroso sagde i sin åbningstale, er Lissabontraktatens ikrafttræden afgørende for den videre europæiske integration, særligt i en tid som denne. Nogle af Dem nævnte aspekter af foranstaltninger udadtil og den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik. Jeg tænker på Georgien. Lissabontraktaten vil gøre os i stand til at øge effektiviteten og intensiteten af vores tiltag i spørgsmål af så vigtig betydning for vores egen sikkerhed og forsvare vores værdier uden for vores grænser som i tilfældet med Georgien og andre lande.

Nogle af Dem nævnte med rette vigtigheden af de forhandlinger om energi og klimaændringer, som i øjeblikket finder sted i Rådet. Det franske formandskab støtter Kommissionens ambitiøse forslagspakke, som, vi håber, bliver vedtaget og gennemført. Lissabontraktaten vil give de europæiske institutioner – ikke kun Kommissionen – øgede beføjelser til at håndtere denne yderst vigtige udfordring.

Nogle af Dem nævnte med god grund indvandring, pagten om indvandring, som er et prisværdigt initiativ fra det franske formandskab og visse andre medlemsstater. Kommissionen har i den seneste tid også fremsat forslag om indvandring, som er blevet drøftet og vedtaget eller er under forhandling og vedtagelse i Parlamentet og Rådet. Også her er Lissabontraktaten vigtig, da den vil gøre EU i stand til at bevæge sig i retning af en fælles indvandringspolitik, hvilket er afgørende.

Endelig var fokus i størsteparten af talerne naturligt nok på økonomiske og finansielle spørgsmål, som i øjeblikket optager os særligt meget.

Jeg er enig med Dem, med formandskabet og naturligvis med kommissionsformanden i, at alle os, som har et ansvar i Europa, er nødt til at styrke vores fælles indsats. Der ligger uden tvivl et ansvar hos Kommissionen, der ligger et ansvar hos Rådet, der ligger et ansvar hos Parlamentet, der ligger et ansvar hos medlemsstaterne, hos tilsynsmyndighederne og hos centralbankerne.

Vi er alle nødt til at handle på en koordineret måde i henhold til vores ansvar hver især. Gennem et år, siden krisens begyndelse, har Kommissionen udarbejdet initiativer, der skal sikre vores fremtidige finansielle system, med en vision på mellemlang sigt, som Rådet og Kommissionen drøftede og vedtog for et år siden på det uformelle rådsmøde i Porto og på mødet i Økofin-Rådet i oktober sidste år.

Kommissionen er imidlertid også aktivt involveret i vigtige, kortsigtede hasteforanstaltninger, som indgår i konklusionerne fra gårsdagens møde i Økofin-Rådet, bl.a. en forpligtelse til at forbedre indskudsgarantiordningerne, som er kraftigt påvirket, ikke af usikkerheden omkring indskud i finansielle institutioner, men af visse ensidige initiativer, der har negative konsekvenser for andre lande.

Kommissionen samarbejder og gør en indsats for at udvikle og indføre de principper, som blev fastlagt i går i Økofin-Rådets konklusioner, og som er afgørende for den måde, som disse vanskelige situationer i de enkelte finansielle institutioner skal håndteres på, nemlig gennem rekapitalisering og i visse tilfælde ved hjælp af andre instrumenter.

Kommissionen arbejder, som hr. Barroso sagde, på at komme videre i et hurtigere tempo end hidtil i spørgsmålet om tilsyn på europæisk plan, på tværs af grænserne, hvilket vi åbenlyst har behov for. Vi har alle oplevet behovet for disse mekanismer i den seneste tid.

Kommissionen er ligesom Rådet og Parlamentet tilfreds med den snarrådighed, hvormed Den Europæiske Centralbank og andre centralbanker har handlet i dag, hvor de sammen sænkede renten, hvilket burde løse lidt op for den spændte markedssituation.

Jeg er helt enig med hr. Purvis i behovet for, at vi hver især inden for vores ansvarsområde vedtager foranstaltninger, der kan være med til at få interbankmarkedet på ret køl igen. Det er afgørende. Vi kan ikke have en situation, hvor centralbankerne alene er kilde til likviditet i et fremtidigt finansielt system, og Kommissionen – jeg henvender mig især til fru in 't Veld – sagde foran stats- og regeringscheferne i Paris i lørdags og gentog i går på mødet i Økofin-Rådet, at traktaten med hensyn til en regulering af statsstøtten indeholder tilstrækkelig mange klausuler og bestemmelser til at sikre en fleksibel håndtering af overholdelsen af konkurrence- og statsstøttereglerne i en situation som den, vi står i nu.

Enten i dag eller i morgen vil min kollega kommissær Kroes, sådan som hun meddelte på gårsdagens møde i Økofin-Rådet, offentliggøre retningslinjer for, hvordan fleksibilitetsmarginerne i traktaten i henhold til Kommissionen kan anvendes i denne specifikke situation, uden at visse løsninger og støtteformer forfordeles.

Hun vil også – og nogle af Dem har allerede nævnt det – henvise til gennemførelsen af stabilitets- og vækstpagten. Vi reviderede den i 2005, og fra da af – hvilket jeg også mener, jeg sagde forleden i forbindelse med en anden forhandling – har der været fuldstændig enighed om gennemførelsen af den reviderede pagt, 100 % enighed. Ligesom på lørdagens møde i Paris var der i går fuld enighed i Økofin-Rådet om at udtale, at den nuværende pagt, som senest blev revideret i 2005 – hvor også Parlamentet deltog i forhandlingerne og bakkede op – sikrer tilstrækkeligt spillerum til at håndtere de situationer, som begynder at dukke op, og som desværre fortsat vil dukke op, bl.a. stigningen i de offentlige underskud. Det kan der tages hånd om inden for rammerne af de fastsatte regler, ikke ved at tilsidesætte dem.

Det stod klart i lørdags i Paris, det stod klart i går på mødet i Økofin-Rådet, og det står klart her i dagens forhandling, og jeg kan forsikre Dem om, at Kommissionen vil sørge for, at det står klart fra nu af, også selv om vi vil opleve meget vanskelige omstændigheder, ikke kun i det finansielle system, men også i realøkonomien.

I morgen tager vi til Washington for at deltage i Den Internationale Valutafonds årsmøde. IMF's prognoser er endnu engang blev nedjusteret. Vores egne prognoser vil om nogle få uger blive nedjusteret. Der er desværre ikke blot tale om en øvelse i at udarbejde økonomiske prognoser, altså en teoretisk regulering. Nedjusteringen er ensbetydende med mindre vækst, lavere beskæftigelse, større spændinger på arbejdsmarkedet samt det inflationspres, som vi stadig lider under, om end det er blevet mindre inden for de seneste to måneder. Den er også ensbetydende med et tab af købekraft og problemer for den almindelige borger.

Dette bør imidlertid ikke få os til at glemme det mellemlange perspektiv. Det bør ikke få os til at glemme vores erfaringer fra tidligere kriser. Jeg synes, at langt de fleste af de taler, som jeg har hørt her i eftermiddag, i det lys styrker og støtter den aftale, som vi nåede frem til i går på Økofin-Rådets møde i Luxembourg – og som, jeg mener, var en meget positiv aftale.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i næste mødeperiode.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Først vil jeg gerne takke rådsformanden, hr. Sarkozy, for hans pragmatiske og effektive foranstaltninger og det franske formandskab, i dag repræsenteret ved min ven hr. Jouyet, for dets fremragende arbejde. EU blev grundlagt i en tid med elendighed som følge af krigen.

EU synes at være skabt til at kunne klare elendighed og kriser. Disse kriser – Kaukasuskrisen i Georgien, finanskrisen, sammenbruddet i WTO-forhandlingerne – viser i hvor høj grad, vi har behov for de moderne institutioner, som Lissabontraktaten sikrer os, i særdeleshed det faste EU-formandskab.

Med hensyn til finanskrisen har ECB netop besluttet af sænke renten, og jeg bifalder denne beslutning. Centralbanken er omsider vågnet op af sin dvale. Den burde tage ved lære af den mislykkede pengepolitik, eftersom intet ville være værre end stigende renter på ny, når den økonomiske vækst vender tilbage. Der er et voksende behov for, at Kommissionen, jf. EF-traktatens artikel 105, stk. 6, henviser sager til Rådet, så det kan give ECB et politisk mandat til at føre tilsyn med kreditinstitutter med henblik på oprettelse af et europæisk banktilsyn.

  Sebastian Valentin Bodu (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Den 24. september stillede jeg i en skriftlig forespørgsel spørgsmål ved, om Europa var parat til at tage konsekvenserne af det ubrydelige bånd med det amerikanske marked, og om de 36,3 mia. euro, som ECB og den engelske centralbank har tilført markedet, var nok til at få faren til at drive over. Nogle få dage senere blev også Fortis Bank og Dexia Bank fanget i finanskrisen. Desuden brød det islandske banksystem sammen (kulminationen var statens opkøb af Glitnir Bank), og den britiske regering meddelte, at den ville pumpe flere penge (200 mia. engelske pund) ind i landets økonomi.

De begivenheder, der indtil videre har fundet sted, besvarede mit retoriske spørgsmål. Hvad vil der så ske efterfølgende? Vi ved nu, hvilke finansielle institutioner der blev ramt. De store. Hvad, vi ikke ved, er, hvem der ellers blev ramt og fortsat skjuler det. Hvad med de mange regionale amerikanske banker, som var involveret i risikofyldte boliglån? Hvad med de europæiske banker, som ikke kunne holde sig fra at investere i alle former for eksotiske, amerikanske finansielle produkter, som har oversvømmet markedet i de seneste ti år?

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Trods nogle lidt følelsesladede ord om finanskrisen og beslægtede kriser er der ikke bebudet nogen grundlæggende foranstaltninger, som effektivt kan tage hånd om disse kriser. Selv når nogle af de ad hoc-foranstaltninger, som blev forkastet for blot et par måneder siden, nu godkendes, f.eks. nationaliseringen af banker, der er gået konkurs på grund af dårlig ledelse, og hvor ledere og visse hovedaktionærer har stukket betydelige fortjenester og gevinster i lommen og overladt det til offentligheden at rydde op, sker det som altid af hensyn til storkapitalen uden rigtig at tage højde for arbejdstagernes og de mindst velstilledes interesser. Der tages ikke fat om roden til problemet. Der sættes ikke ind over for skattelyproblematikken. Der gøres ikke op med Den Europæiske Centralbanks falske uafhængighed. Stabilitetspagten afskaffes ikke til fordel for en pagt for solidaritet og social fremgang.

ECB sænkede sin basisrente for sent, og dens kortsynethed har allerede kostet dyrt for de mere sårbare økonomier og for dem, som står i gæld til bankerne.

De emner, der er på bordet, er således af største vigtighed og giver os anledning til at sætte spørgsmålstegn ved de nyliberale politikker, der prioriterede den frie konkurrence over alt andet og forværrede udnyttelsen af arbejdstagerne og mangedoblede problemerne for mikrovirksomheder og små og mellemstore virksomheder. Der er behov for et klart brud med disse nyliberale politikker på det kommende rådsmøde.

  Petru Filip (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Ud over dens tværnationale karakter risikerer den aktuelle internationale finanskrise meget hurtigt at skabe kæmpe panik, ikke kun inden for finans-, bank- og erhvervssektoren, men også hos den almindelige europæiske borger. Jeg mener, at i forhold til alvoren af de økonomiske begivenheder, som skal holdes under kontrol både finansielt og økonomisk, er faren for, at europæiske borgere rammes af panik, langt vanskeligere at bedømme, og konsekvenserne vil være mere langvarige.

Derfor fremsætter jeg en offentlig appel til Dem i Deres egenskab af formænd og beder Dem, uanset hvilke skridt De tager, om direkte, øjeblikkeligt og effektivt at løse den aktuelle økonomiske og finansielle krise og sørge for, at den europæiske offentlighed kan gennemskue tiltagene, således at borgerne føler sig beskyttet af EU, hvis formål netop var at sikre en beskyttende ramme i alvorlige nødstilfælde.

Hvis vi ikke formår at styrke den europæiske tillid og solidaritet nu, risikerer vi, at alt, hvad vi med besvær har opbygget i løbet af de seneste 50 år, forsvinder.

  Filip Kaczmarek (PPE-DE), skriftlig. – (PL) Vi må ikke regne med, at et enkelt møde i Det Europæiske Råd vil løse problemerne på finansmarkederne. Rådet bør snarere koncentrere sig om at styrke det europæiske bankvæsen. Der er ingen tvivl om, at den aktuelle inddragelse af de nationale regeringer er nødvendig i denne tid, men det kan bestemt ikke erstatte fælles tiltag på EU-plan.

Det, der i dag er yderst vigtigt, er at undgå visse ekstremt kyniske politikeres populistiske udsalg af løfter om at ville beskytte borgerne. En sådan kynisme er baseret på at sprede pessimisme og samtidig opfordre andre politikere til at gøre noget. Hvis de mørke profetier går i opfyldelse, vil kynikerne sige: "Sagde vi det ikke nok!" Hvis det værst tænkelige alligevel ikke sker, vil pseudofrelserne sige: "Vi ønskede at udvise forsigtighed, for i situationer som disse er det bedre at være på den sikre side."

Nu gnider kynikerne sig i hænderne, fordi de har fundet en fidus, der ikke kan gå galt. Denne triumf vidner om ekstrem uansvarlighed og en fornægtelse af grundlæggende demokratiske, politiske værdier – en fornuftig beskyttelse af det fælles bedste. Det kan sågar være, at den største fare for europæernes pengepung netop er denne kynisme. Det er også interessant, at denne falske bekymring for borgernes fremtid kommer fra dem, som forsøger at blokere for den nye EU-traktat og ikke kan lide tanken om en fælles mønt. Jeg håber ikke, at der vil være falske profeter til stede på Rådets møde.

  Mairead McGuinness (PPE-DE), skriftlig. – (EN) Den internationale finanskrise vil med rette stå øverst på dagsordenen for Rådets møde i oktober. Krisen er menneskeskabt og strækker sig fra USA til EU og længere endnu. Sammenbruddet i bank- og finanssektoren er lige så rystende, som det er virkeligt.

Der er en vantro følelse af, at det utænkelige – dvs. bankvæsenets sammenbrud – nu er en realitet. Individuelle bankers konkurs og regeringernes dramatiske indgreb for at understøtte den skrøbelige finanssektor har medført stor offentlig bekymring omkring politikernes evne til at beskytte befolkningen mod sådanne eventualiteter.

Bankerne ønsker ikke regulering, og det står nu klart, at reglerne har været for svage og ineffektive i forhold til at beskytte ikke kun bankkunderne, men selve pengeinstitutterne.

Når tingene strammer til for bankerne, tyer de imidlertid til politikerne for at blive reddet. Det er således op til os at udnytte øjeblikket og få magten tilbage, hvor den altid burde have været, dvs. i det politiske system snarere end på de finansielle markeder.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. – (FI) USA er blevet ramt af pengegalskab. Symptomerne er bankkrak, nationalisering af banker og forsikringsselskaber og såkaldte "junkbanker", som anvendes til socialisering af gæld og som losseplads for bankaffald. Krisen viser, at kapitalen har behov for, at staten varetager andre opgaver end blot at gå i krig i fjerne lande, hvilket i USA's tilfælde vil sige Irak og Afghanistan. Den positive side af denne krise, som opstod på grund af "hokuspokuspenge", er, at USA nu ikke har råd til at starte nye krige.

Det ser ikke godt ud, når en supermagt mister pusten, fordi andre landes respekt for den daler. Det er sådan, det er gået USA. Mange mener, at landet som supermagt har lidt samme skæbne som Sovjetunionen.

USA vil få brug for alle sine politiske og økonomiske ressourcer for at slukke ilden i banksektoren, som blev antændt af billige lån, gæld og spekulation. Det er imidlertid ikke længere kun et spørgsmål om økonomien. Den gigant, som stod på et bjerg af værdipapirer, har mistet sin autoritet. USA, som kunne bryste sig af at have vundet en ideologisk kamp, er ikke længere troværdig i sejrherrens rolle.

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Redegørelserne fra Rådet og Kommissionen og de holdninger, som de politiske repræsentanter for kapitalen vedtog under forhandlinger forud for EU-topmødet, signalerer en skærpelse af den ufolkelige politik til håndtering af den kapitalistiske økonomiske krise. Krisen breder sig voldsomt gennem EU-medlemsstaterne og de udviklede lande generelt og fremhæver i endnu højere grad EU's reaktionære natur.

Disse redegørelser, de statsmonopolistiske indgreb, som Økofin-Rådet og de borgerlige regeringer i EU-medlemsstaterne har annonceret, og redningen af gældstyngede banker og andre monopolistiske virksomhedsgrupper ved hjælp af offentlige midler er foranstaltninger, som støtter EU-kapitalen i et forsøg på at styrke monopolernes økonomiske og politiske dominans. Det beviser, at kapitalismen ikke har nogen løsninger, når det drejer sig om folkets interesser.

På grund af risikoen for en krise optrapper EU og medlemsstaternes borgerlige regeringer deres angreb på arbejderklassen og den almindelige befolkning.

Europas befolkninger skal ikke vente sig noget af EU-topmødet. Den eneste vej frem for arbejdstagerne er at nægte at adlyde og bryde med EU's og medlemsstaternes borgerlige regeringers ufolkelige politik.