Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 8. oktober 2008 - Bruxelles

15. Lamfalussyopfølgningen (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0359/2008) af van den Burg Dăianu for Økonomi- og Valutaudvalget om Lamfalussyopfølgningen: den fremtidige tilsynsstruktur (2008/2148(INI)).

  Ieke van den Burg, ordfører. − (EN) Hr. formand! Siden 2002 har jeg arbejdet med spørgsmålet om stabilitet og tilsyn på finansmarkederne. Allerede dengang anbefalede jeg i en betænkning til Parlamentet om tilsyn at indføre et solidt europæisk tilsynssystem i stil med Det Europæiske System af Centralbanker.

Gudskelov har vi euroen og ECB i disse turbulente tider, men det er så meget mere pinligt, som vi ikke har denne solide tilsynsstruktur. Dengang lykkedes det mig ikke at opnå flertal i Parlamentet for en gennemgribende reform. Alle talte om udvikling. Gennem årene har jeg imidlertid talt med en række tilsynsførende og andre højtstående repræsentanter fra erhvervslivet og tilsynsmyndighederne, som ikke følte, at de kunne sige det offentligt, men gav mig ret i, at der var nødt til at blive gjort noget mere, og at en reel krisesituation ville vise, at det nuværende system ikke var tilstrækkeligt.

Der skulle således en krise til for at gøre det klart, at det haster. Det siger sig selv, at jeg ville have foretrukket at undgå en krise, og jeg så gerne, at vi havde været bedre forberedt. Krisen er her imidlertid nu, og den tsunami, som hr. McCreevy indtil for få uger siden fortsat ikke ønskede at erkende, da vi behandlede Rasmussen- og Lehne-betænkningerne, er en realitet, og jeg ville sige, at krisen er en af de alvorligste nogensinde.

Jeg havde forventet, at handlekraften ville være der nu, men jeg er skuffet og flov over, at EU's indsats er for lille og kommer for sent. Hele verden har blikket rettet mod os, men vi formår ikke rigtig at finde en fælles strategi. Selv økonomerne og iagttagerne, der jublede over disse fantastiske, innovative finansielle instrumenter, som ikke skulle hindres af lovgivning, er stort set alle skuffede over de europæiske lederes foreløbige indsats. Jeg kunne f.eks. henvise til lederen i gårsdagens Financial Times, hvor der stod, at de europæiske ledere indtil videre udelukkende havde vist tegn på uforpligtende solidaritet ved sammen at erklære, at de hver især ville tage hånd om problemerne i deres egen baghave. Financial Times konkluderede, at vi har behov for en dirigent, ikke kun solister.

I morgen tror jeg, at der er en mulighed for, at Parlamentet kan vise, at vi ikke kun synger vores egne klagesange og skyder skylden på de andre, men er i stand til at yde et konkret og konstruktivt bidrag til opbygningen af et lederskab og tage fat i nogle af de meget konkrete forslag, som Kommissionen vil kunne iværksætte med det samme.

Forslagene kan forekomme at være ret tekniske for mange medlemmer af Parlamentet, men jeg kan forsikre Dem om, at de er meget velgennemtænkte og nøje udarbejdet af os i Økonomi- og Valutaudvalget. Der mangler blot lederskab og mod fra Deres side, hr. kommissær, til at give grønt lys og indlede processen. De bør ikke lytte så nøje til lobbyisterne fra Londons finansverden, da det ville afholde Dem fra at gøre noget. De bør naturligvis lytte til eksperterne – men det politiske ansvar for at iværksætte disse initiativer ligger hos Dem.

Hr. Barroso har allerede nævnt nogle kortsigtede foranstaltninger. Jeg glæder mig over det, som han sagde om et vismandsudvalg, men igen var det noget, som vi i Parlamentet foreslog for to år siden, og dengang fik vi ikke Deres opbakning. I forbindelse med forslagene til kapitalkravsdirektivet og de foranstaltninger, der ønskes indført over for kreditvurderingsbureauerne, står det ikke helt klart for mig, hvilke foranstaltninger De vil foreslå med hensyn til aflønning af ledelsesmedlemmer. På det punkt håber jeg ikke, at De lytter til de slappe forslag fra Økofin-Rådet, men at De er parat til at gå lidt længere. Endelig er det med hensyn til tilsyn ikke kun et spørgsmål om vismandsudvalgets langsigtede foranstaltninger. Vi bør allerede nu begynde at iværksætte tiltag. Vedrørende mine ændringsforslag 5, 6 og 7 håber jeg, at der vil være opbakning til et forslag, som med det samme kan føre til udnævnelsen af en uafhængig formand og næstformand for den europæiske tilsynsstruktur.

  Daniel Dăianu, ordfører. − (EN) Hr. formand! Jeg vil benytte lejligheden til at sige et par ord om nogle emner, som synes at kendetegne den offentlige debat om regulering og tilsyn.

For det første er frie markeder ikke ensbetydende med ingen regulering. En lempelig pengepolitik kan føre til højere inflation og i sidste ende recession, men kan ikke i sig selv få et finansielt system til at bryde sammen. De aspekter af det finansielle system, som har skabt truslen om et sammenbrud, er strukturelle træk i det nye finansielle system.

Den grundlæggende årsag til denne krise er et utilstrækkeligt reguleret finansielt system. Realkreditlån er ikke farlige i sig selv, men det er til gengæld en dårlig sammensætning af de værdipapirer, de bygger på. Den måde, som finansielle produkter pakkes ind på, kan gøre markedet meget uigennemsigtigt. Garantiordninger, som medfører en uansvarlig adfærd, er farlige. Vildledende modeller er farlige. Ekstrem gearing er farlig. Det ville være en forfærdelig fejltagelse ikke at gøre noget ved disse problemer.

Ikke al finansiel innovation er gunstig. Det er derfor forvirrende at høre, at nye regler er en dårlig idé, fordi de vil kvæle den finansielle innovation.

At opbygge en passende regulering og et passende tilsyn handler ikke om at bringe socialisme på banen. Det er et spørgsmål om, hvilken type markedsøkonomi vi ønsker at leve i. Jeg er enig i, at det kan indebære en genindførelse af elementer af statskapitalisme, og det er noget, som vi bør drøfte.

Det vil være helt utilstrækkeligt at sætte vores lid til sektorens egne initiativer, for disse initiativer tjener ofte egeninteresser.

Hvorfor er det, at vi ikke formår at lære af tidligere kriser? Egeninteresser kan tydeligvis have vidtrækkende indflydelse og medføre forsøg på at påvirke regler og tilsyn, herunder holdningen hos politikere som os.

Betyder moralske værdier noget? Ja, det mener jeg, de gør. Den knibe, som vi i dag befinder os i, skyldes også, at nogle mente, at moralske værdier er lige meget i erhvervslivet. Regulerings- og tilsynsmyndighederne bør forstå, at der er systemiske risici. De bør altid have fokus på finansiel stabilitet.

Det er ikke muligt helt at undgå pressede situationer og kriser, men vi kan begrænse de skader, som de forårsager. Vi har behov for omfattende kriseløsninger og en egentlig koordinering mellem EU, USA og andre store finanscentre, særligt i dårlige tider.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Lad mig starte med situationen på finansmarkederne. Vi befinder os i den alvorligste krise i mands minde. Det, der startede som en boliglånskrise, har nu bredt sig til resten af økonomien. Frygten for ikke at kunne rejse finansiering, forværrer tilliden yderligere i alle erhvervssektorer. Medmindre der hurtigt kommer gang i udlånene igen, står vi over for en negativ spiral med åbenlyse konsekvenser for den økonomiske aktivitet. At få åbnet op for udlånene er den vigtigste prioritet i dag. De foranstaltninger, som centralbankerne traf i dag, vil være et vigtigt bidrag i den henseende.

En ting, som vi har erfaret i løbet af de seneste uger, er, at ingen økonomi og intet finansmarked er immun over for det, der finder sted.

På gårsdagens møde i Økofin-Rådet var finansministrenes bekymringer til at tage at føle på. Vi anerkendte behovet for, at regeringerne griber ind og understøtter finansmarkederne, uanset om det er i form af kapitalindsprøjtninger, garantier eller andre foranstaltninger. Der er ingen lette løsninger her. Solide, hurtige løsninger er afgørende.

Kommissionen viser, at den er i stand til at reagere hurtigt. På næste uges møde i kollegiet vil jeg fremsætte ændringsforslag til indskudsgarantiordningen med henblik på at hæve minimumsbeskyttelsen og pålægge medlemsstaterne at indføre procedurer til sikring af en hurtig udbetaling af erstatning.

På mødet i Økofin-Rådet i går blev det vedtaget, at medlemsstaterne skal forhøje den nuværende garanti til minimum 50 000 euro, og mange lande er gået helt op til 100 000 EUR. Det afspejler i en vis grad forskellene i det gennemsnitlige opsparingsniveau i medlemsstaterne.

Desuden arbejder vi på hurtigt at få indført ændringer af regnskabsreglerne for at sikre, at banker i EU kan drage fordel af den samme fleksibilitet som banker i USA, nemlig muligheden for, at individuelle banker, såfremt de ønsker det, kan omklassificere aktiver fra deres handelsbeholdning. Foranstaltningen vedtages efter udvalgsproceduren, og jeg håber, at Parlamentet vil kunne hastegodkende ændringen. I mellemtiden håber jeg, at de nationale tilsynsmyndigheder vil indføre disse nye bestemmelser med det samme, således at de banker, der ønsker det, kan benytte sig af denne nye mulighed i forbindelse med deres regnskabsaflæggelse for tredje kvartal. Endvidere er der IASB's godkendelse af det amerikanske børstilsyns præcisering af anvendelsen af den teoretiske værdi, når der ikke foreligger oplysninger fra et aktivt marked. Denne praksis er også yderst relevant for bankerne og bør anvendes ved aflæggelse af regnskab for tredje kvartal.

Vi arbejder naturligvis videre med en hurtig gennemførelse af Økofin-Rådets køreplan, som skal styrke EU's evne til at forhindre og håndtere fremtidige finanskriser. Generelt går det godt med gennemførelsen af disse initiativer.

I krisetider er politikere nødt til at blive set gøre noget aktivt af hensyn til at berolige offentligheden. Tingene forholder sig ikke anderledes her i Bruxelles, bortset fra at vores spillerum er mere begrænset. Vi har ikke adgang til de finansielle ressourcer, der er nødvendige for at bekæmpe denne krise. Det er centralbankerne og finansministrene, der sidder på pengekassen. Det, vi skal tilstræbe, er en optimering af medlemsstaternes fælles tilgang. Der kan ikke være nogen tvivl om, at medlemsstaterne ved at arbejde sammen vil stå langt stærkere i forhold til at imødegå den negative spiral, som vi i øjeblikket er inde i. Vi skal fortsat hjælpe medlemsstaterne med at arbejde frem mod fælles mål og fælles strategier. Hvor vi har mulighed for det, vil vi fortsat arbejde hurtigt videre med ethvert nødvendigt tiltag.

Vender vi blikket mod Deres betænkning om Lamfalussyopfølgningen og den fremtidige tilsynsstruktur, vil jeg gerne rose Økonomi- og Valutaudvalget – og især fru van den Burg og hr. Dăianu – for deres fremragende indsats med udarbejdelsen af denne tankevækkende og vidtrækkende betænkning. Den fremhæver mange af de udfordringer, som vi lige nu står over for i forbindelse med den aktuelle finanskrise. Der er et kraftigt behov for innovative og velgennemtænkte forslag til en lovgivnings- og tilsynsreform i den aktuelle situation.

Deres betænkning indeholder en forholdsvist omfattende liste med henstillinger om, hvor der er behov for lovgivning. Det er opmuntrende at se, at mange af de emner, som De fremhæver, er de samme, som Kommissionen prioriterer. I mange tilfælde er arbejdet med initiativer, der svarer til henstillingerne, enten i gang eller planlagt.

Lad mig i den forbindelse nævne nogle af vores vigtigste igangværende initiativer, f.eks. forslaget til Solvens II, forslagene til en revision af kapitalkravsdirektivet, som kommissærkollegiet vedtog i sidste uge, og forslaget til forordning om kreditvurderingsbureauer, som skal behandles inden længe.

Dette går igen i mange af henstillingerne i Deres betænkning.

Forslaget til ændring af kapitalkravsdirektivet omfatter kritiske områder og vil grundlæggende styrke lovgivningsrammen for europæiske banker og det finansielle system. Jeg håber på Deres fulde opbakning, for det er vigtigt, at vi når frem til en aftale inden april næste år.

Inden længe fremsætter vi også et forslag om kreditvurderingsbureauer. Formålet med forslaget vil være at indføre en juridisk bindende godkendelse og et solidt eksternt tilsynssystem, hvor europæiske tilsynsmyndigheder vil skulle føre tilsyn med de politikker og procedurer, som kreditvurderingsbureauerne følger. Det Europæiske Værdipapirtilsynsudvalg (CESR) vil få en vigtig koordineringsrolle.

Med hensyn til det europæiske tilsynssystem arbejder vi på en revision af Kommissionens afgørelser om oprettelse af de tre tilsynsudvalg. Inden udgangen af i år vil disse udvalg få tildelt specifikke, konkrete opgaver såsom (i) mægling, (ii) udarbejdelse af henstillinger og retningslinjer og (iii) en opgave, som decideret består i at styrke vurderingen af og reaktionsevnen over for stabilitetsrisici i det europæiske finansielle system.

Vi er også nødt til at tænke på den langsigtede vision for det europæiske tilsyn. De aktuelle begivenheder viser dets nuværende begrænsninger. Den Europæiske Centralbanks håndtering af krisen har været eksemplarisk. Vi skal nu alvorligt overveje, hvordan vores tilsynsordninger for tværnationale finansielle institutioner udformes. Som hr. Barroso meddelte tidligere, ønsker vi at oprette en gruppe på højt plan, som skal vurdere de forskellige muligheder og fremsætte anbefalinger til, hvordan vi kommer videre.

Det svarer til forslaget i Deres betænkning om, at en gruppe på højt plan skal tage sig af europæiske tilsynsordninger.

Jeg har været her længe nok til at vide, at det ikke bliver let at nå frem til en aftale om reformer af tilsynsordningerne.

Hvis vi imidlertid ikke lærer af den aktuelle krise, gør vi EU en stor bjørnetjeneste. Vi må ikke glemme nødvendigheden af at tage de pragmatiske skridt til en styrkelse af tilsynet, som vi har foreslået i forslaget til Solvens II og i kapitalkravsdirektivet. Tilsynskollegier er afgørende.

Den kommende tid vil blive vanskelig. Vi er alle nødt til at påtage os vores respektive ansvar. Tiden er inde til at vise, at vi ved at samarbejde kan imødegå udfordringerne. Jeg ser frem til stor opbakning fra Parlamentet i den henseende.

  Piia-Noora Kauppi, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg mener, at det var fru Tumpel-Gugerell, som i Nice i midten i september sagde, at den værste fejltagelse, vi gjorde, var at undlade at omfatte den finansielle tilsynsstruktur af Maastrichttraktaten, og at vi burde have taget hånd om dette spørgsmål i forbindelse med den sidste fase af ØMU'en.

Jeg er fuldstændig enig i dette synspunkt, og fru Tumpel-Gugerell er bestemt ikke den eneste, som har sagt dette. Hvem skal vi imidlertid bebrejde de manglende fremskridt i forhold til tilsynsstrukturen? Jeg tror ikke, at vi skal bebrejde fællesskabssoldaterne – og med fællesskabssoldater mener jeg Kommissionen, som har gjort sit, og også Parlamentet. Som fru van den Burg sagde, har vi arbejdet med dette spørgsmål siden starten af 2000, og vi har fremsat flere forslag til Rådet, men Rådet synes at være fuldstændig afvisende over for at gå videre på området.

Jeg undrer mig stadig over, at det var muligt at få Lamfalussyproceduren vedtaget. Måske var det aftalen mellem Det Forenede Kongerige og Tyskland om at tilbyde at placere CESR i Paris, som i sidste ende gjorde udslaget, men jeg tror, at der i Rådet som helhed har været stor uvilje mod at gå videre med spørgsmålet. Så nu er det rette tidspunkt kommet. Måske er tiltagene ikke vidtrækkende nok, måske kommer de for sent, men i det mindste sker der nu også noget i Rådet.

Parlamentet har fremsat flere meget vigtige forslag. I prioriteret rækkefølge er disse tre de vigtigste:

For det første er der de obligatoriske tilsynskollegier for alle grænseoverskridende finansielle institutioner med juridisk bindende regler for, hvordan de opererer, hvordan de udveksler oplysninger, og hvilke beslutningsprocedurer de anvender.

For det andet skal niveau 3-udvalgenes retlige status styrkes, og så skal de sikres mere effektive arbejdsmetoder. Måske kunne Kommissionen i den forbindelse tildele niveau 3-udvalgene lidt større råderum, så de i fremtiden bliver beslutningsdygtige organer og ikke kun rådgivende organer.

For det tredje skal ECB's rolle styrkes med hensyn til at sikre finansiel stabilitet. ECB bør få adgang til flere oplysninger. Den bør knyttes til CESR og CEOPS, og de bør arbejde tættere sammen.

Endelig vil jeg gerne sige noget om den transatlantiske dialog. I øjeblikket er det ikke nogen god idé at indstille forhandlingerne om transatlantiske finansielle tjenesteydelser. Jeg ved godt, at det ikke er Kommissionens skyld, og at det lige nu primært gælder amerikanske udspil, men jeg tror, at i jo højere grad De holder disse forhandlinger i gang, desto bedre. Det er meget vigtigt for den fremtidige…

(Formanden afbrød taleren)

  Antolín Sánchez Presedo, for PSE-Gruppen. – (ES) Hr. formand! Vi kan ikke lukke øjnene for dette. Den aktuelle krise har afsløret en mangel på tilsyn og på økonomisk styring på finansmarkederne.

Borgerne giver klart udtryk for, at det er langt bedre at identificere risiciene og forhindre dem end at afhjælpe dem, når de først har skabt ubalancer og skadet finansmarkederne og realøkonomien. Den tid, hvor en stor del af disse finansmarkeder blev drevet på en uigennemskuelig og ukontrolleret måde og var overladt til ubetænksomme eller skruppelløse aktørers uansvarlige spil, må ophøre.

Kapitalens frie bevægelighed, Den Økonomiske og Monetære Union, de mere komplekse finansielle tjenesteydelser og globaliseringen kræver, at vi bevæger os ud over en national tilsynsramme. Vi er nødt til at gå i retning af et europæisk tilsyn. EU kan ikke være fraværende fra eller holdes uden for nye koncepter som tilsyn på makroniveau, systemiske risici og global finansiel stabilitet og behovet for at deltage i den globale økonomiske styring.

Vi er derfor nødt til at arbejde hen imod en europæisk tilsynsstruktur og gøre det på resolut vis. Hvis vi ikke gør det, vil det være en alvorlig strategisk fejltagelse på et tidspunkt, hvor magtforholdet i verden er ved at ændre sig. Vi skal inertien til livs og ud af dødvandet omkring Solvens II, og vi vil derfor skulle forbedre og acceptere en integreret europæisk tilgang.

For at sikre en konsistent og retfærdig løsning på uenigheder mellem myndigheder eller mellem forskellige finansielle sektorer er vi nødt til at lægge ensidigheden på hylden og arbejde os frem mod et europæisk system, der vil kunne fungere i praksis. Uoverensstemmelser mellem to myndigheder kan ikke løses via en beslutning, som den ene af dem har truffet. Det er ikke muligt at være dommer og part i en sag på samme tid.

Jeg bakker derfor kraftigt op om betænkningen af fru van den Burg og hr. Dǎianu. Jeg er taknemmelig for, at mine ændringsforslag er taget i betragtning og har givet inspiration til nogle af kompromiserne, og jeg håber, at ordførernes mest ambitiøse forslag vil blive vedtaget. Det vil være godt for borgerne og afgørende for de finansielle markeder.

  Wolf Klinz, for ALDE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! I begyndelsen af dette årti fremlagde Baron Lamfalussy en rapport med forslag til, hvordan tilsynsmyndighederne i Europa kunne arbejde bedre og tættere sammen. Rådet bifaldt dengang forslagene, men gjorde ikke noget ved dem. Hvis der er en positiv side af den finanskrise, som vi oplever i øjeblikket, er det måske, at spørgsmålet om en forbedring af tilsynet er kommet øverst på dagsordenen.

Det er imidlertid overraskende, at der skal en betænkning fra Økonomi- og Valutaudvalget efter forretningsordenens artikel 39 til, for at Kommissionen for alvor begynder at bekymre sig om emnet. Det står klart, at vi kun kan imødegå udfordringerne fra et integreret og voksende finansmarked, hvis der på tilsynssiden opnås større konvergens og øget integration. I mellemtiden er 58 ud af 100 finansielle koncerner i dag aktive uden for de nationale grænser. Alene det tal viser, hvor meget der skal gøres!

De to ordføreres betænkning peger i den rigtige retning. Fru Kauppi hentydede til det ved at nævne den omfattende oprettelse af kollegier, der skal føre tilsyn med grænseoverskridende finansielle koncerner, og styrkelsen af niveau 3-udvalgene. Det er fint, men vi må også huske på, at de små medlemsstater ofte kun er repræsenteret i disse kolleger som tilsynsmyndighed i værtslandet, og det er derfor vigtigt at tage behørigt hensyn til deres interesser.

På kort og mellemlang sigt er der sandsynligvis ingen anden måde at forbedre situationen på, men på mellemlang til lang sigt vil det ikke være tilstrækkeligt. Vi er nødt til at have et system, der med rette kan kaldes en europæisk tilsynsmyndighed, og dette system bør lægge sig op ad Det Europæiske System af Centralbanker.

FORSÆDE: Mechtild ROTHE
Næstformand

  Pierre Jonckheer, for Verts/ALE. – (FR) Fru formand, hr. kommissær! Jeg sagde tidligere på vegne af min gruppe, at vi støttede Økofin-Rådets konklusioner. Jeg har noteret mig, at aktiemarkederne er faldet kraftigt igen i dag, og at markederne i hele Europa nu er i frit fald. De foreslåede foranstaltninger er derfor ikke tilstrækkelige.

Vedrørende spørgsmålet om ansvar er jeg enig med fru Kauppi i, at der vitterlig har været stor modvilje i Rådet, men det er også en kendsgerning, at Kommissionen – i særdeleshed Dem selv – mildest talt aldrig har været tilhænger af mere regulering på europæisk plan. Hele Deres embedsperiode har været domineret af tanken om selvregulering. Derfor er vi langt bagud med hensyn til europæisk lovgivning på de områder, som vi drøfter i dag.

Med hensyn til den betænkning, som vi skal stemme om i morgen, støtter min gruppe alle de ændringsforslag, der er fremsat, særligt af ordføreren fru van den Burg. Ud for vores synspunkt forsøger disse forslag at sikre mere bindende bestemmelser om securitisation og de mekanismer, der forhindrer spekulation. De indebærer, at niveau 3-udvalgene nærmest bliver en forløber for det europæiske tilsyn, for den europæiske tilsynsmyndighed, som vi ønsker.

Det er i den retning, vi gerne vil bevæge os, og jeg mener ikke, at Kommissionen, som alene har initiativretten, har levet op til sin pligt i denne tjenesteperiode. Ud fra det synspunkt er det meget fint med store løfter, men De har meget kort tid til at komme op i omdrejninger.

  John Purvis (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg glæder mig over ordførernes vilje til at skabe konsensus om denne betænkning. Den er efter min mening stadig ikke perfekt, men den er blevet langt mere hensigtsmæssig – det vil sikkert glæde Dem at høre! – og jeg føler, at vi med god grund kan støtte den.

Jeg har to punkter. Securitisation betragtes som et af onderne i den aktuelle finanskrise, og nu synes der at være den opfattelse, at det er nødvendigt at pålægge den oprindelige udsteder at beholde en procentdel af sine produkter. Kommissionen foreslår 5 % i forslaget til revision af kapitalkravsdirektivet. Vi må i det mindste foretage en konsekvensvurdering af denne idé. Jeg vover den påstand, at det blot vil resultere i en blokering af finansmarkederne og endog muligvis føre til, at investorerne fristes til at undlade at udvise rettidig omhu. Det afgørende er at kunne spore den oprindelige udsteder gennem efterfølgende "ompakninger" af de finansielle produkter og holde dem ansvarlige for enhver vildledning, forsømmelse eller inkompetence.

Andet punkt er måden, hvorpå tvister eller uoverensstemmelser afgøres på i tilsynskollegierne. Ordførerne har foreslået en forholdsvis kompliceret og formel appelprocedure med formænd og næstformænd og et nyt bureaukrati. Sådanne konflikter skal selvfølgelig løses hurtigt, og vi har derfor foreslået, at parterne i en uoverensstemmelse, som ikke kan løses på mindelig vis, sammen bør udpege en mægler, hvis afgørelse efter vores mening bør være endelig.

Endelig glæder jeg mig over indledningen af Deres tale, hr. kommissær, hvor De talte om den aktuelle krise, og jeg finder det beklageligt, at De ikke var til stede under den forrige forhandling med hr. Almunia og hr. Jouyet, hvor medlemmerne af Parlamentet, inklusive mig selv, fremsatte vores syn på denne sag. Måske kunne De læse disse taler grundigt igennem og kommentere vores synspunkter.

  Sharon Bowles (ALDE). – (EN) Fru formand! Denne betænkning er ambitiøs, men samtidig realistisk. Den indeholder analyser af årsagerne til den finansielle uro og forslag til fremtidige ændringer. Mange af disse ændringer ville, som andre har sagt, være blevet foreslået uagtet den aktuelle situation, fordi holdningen allerede var, at fremskridtene med Lamfalussyprocessen ikke var så store, som de kunne eller burde have været.

Det drejer sig altså om næste generation af tilsyn snarere end om en afhjælpning af den aktuelle krise – om end vi mener, at en ny tilsynsstruktur vil være med til at forhindre lignende kriser – og der burde nu være større vilje hos medlemsstaterne til at indføre formelle, integrerede beslutningsprocedurer.

Jeg vil imidlertid understrege, at det er vigtigt, at reguleringen er velgennemtænkt. Løsningen skal stå i forhold til vores aktuelle problemer og den roligere fremtid, når den indfinder sig, og må ikke være lovgivningsmæssigt spam med tusinder af krav, der skal opfyldes og kontrolleres, hvilket som bekendt vil føre til, at specialafdelinger tager sig af kontrollen, uden at man på ledelsesplan har haft "fingrene i det".

Vi bør have klare og enkle regler. Nogle skal ganske vist være mere omfattende, men regler må ikke overskygge den større sammenhæng. De, der sidder øverst oppe, skal holdes behørigt ansvarlige og vide, hvad der foregår.

Endelig og som led i kriseløsningen har vi behov for bedre likvidationsregler, men det gælder ikke kun i krisesituationer. Vi er også nødt til at se på likvidationer på tværs af grænser under normale tilstande. Også her kan vi være nødt til at komme ind på områder, som gør medlemsstaterne utilpasse, men vi er nødt til at se på det.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (EN) Fru formand! Først vil jeg gerne sige, at jeg er uenig med dem, der siger, at vi på EU-plan ikke er i stand til at finde en løsning på finanskrisen. Vi har reageret med modige tiltag på nationalt plan, hvor det var påkrævet. Eftersom vores nationale finansmarkeder er forskellige, har vi i pressede situationer et råderum, så der kan tages højde for finansmarkedets størrelse og omfang i de enkelte medlemsstater. I Vilnius har vi ikke et finanscentrum, så vores tiltag er anderledes.

Jeg er på en måde ikke overrasket over, at Kommissionens forslag bygger på grænseoverskridende finansielle koncerners behov. Jeg har været medlem af Parlamentet i fem år. Det, der overrasker mig, er, at Kommissionen ikke kan regne ud, at en model for grænseoverskridende koncerner ikke vil fungere i økonomiske nedgangstider. Det er vi vidne til lige nu. Erhvervslederne er nødt til at udvikle planer for en modernisering af deres model ved at tilføre fleksibilitet på subsidiært niveau, så de forskellige behov i den europæiske realøkonomi afspejles. EU's tilsyns- og reguleringssystem skal sikre en gnidningsløs genopbygning af den finansielle sektor. Udgangspunktet for reformen skal være et svar på følgende spørgsmål: "Hvilken statskasse vil betale regningen for redningspakken i sidste ende?" Det er af interesse for stabiliteten i hele EU.

Jeg vil imidlertid gerne bede mine kolleger om ikke at glemme en lille nabo til EU, som er tæt knyttet til os – Island. Vi har ladet islændingene sejle deres egen sø.

  Olle Schmidt (ALDE). – (SV) Fru formand! EU mærker nu finanskrisen for fuld kraft. Den beslutning, som de europæiske finansministre traf i går vedrørende et fælles minimumsniveau for indskudsgarantier, er et vigtigt skridt, og det er de redningsaktioner, som individuelle banker har iværksat, også. Dagens koordinerede rentesænkning, som flere centralbanker stod bag, er også nødvendig for at genskabe tilliden til finansmarkederne. Foranstaltningerne er målrettede og skal løse krisen her og nu.

Vi må som beslutningstagere tage ansvaret for at sikre, at markedet fungerer på lang sigt. Det betyder, at vi skal anlægge en metodisk og klar tilgang, når vi indfører ny lovgivning, således at der skabes gode vækstmuligheder. Betydningen af konsekvensanalyser er ikke mindre på grund af finanskrisen. De er tværtimod endnu vigtigere nu.

De forslag, der er blevet fremsat i forbindelse med Lamfalussyprocessen, vil sikre en bedre koordinering af det europæiske tilsyn og er et vigtigt skridt mod et bedre europæisk marked. Jeg vil gerne takke begge ordførerne, særligt fru van den Burg, som gennem mange år har gjort et fantastisk stykke arbejde og har været yderst stædig, hvilket er en god egenskab hos en politiker!

Forslagene bygger på allerede eksisterende systemer, som skal forbedres og gøres mere effektive uden at bremse økonomien. Vi må ikke forveksle vores ansvar for at reagere hurtigt og håndtere krisen med et endnu større ansvar – vores ansvar for, at reglerne ikke kun fungerer i denne krisetid, men også er til gavn for Europas fremtidige vækst.

Protektionisme er aldrig løsningen, og dette er ikke enden på den globale økonomi.

  Avril Doyle (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige velkommen til kommissær McCreevy. Jeg har lyttet til mange af mine kollegers reaktion på den irske løsning af tillidskrisen og likviditetsproblemerne i banksektoren og andre landes efterfølgende indførelse af samme strategi, da de efter at have kritiseret irerne var nødt til at følge trop. Det er ikke bare ironisk, at vi nu i dag drøfter tilsynsstrukturen for finansielle tjenesteydelser i Europa – man kunne måske kalde det et lykkeligt sammentræf eller en for ringe og for sen indsats.

Ville tingene have været så meget anderledes, hvis vi havde haft en form for tilsynsstruktur, særligt i forhold til kreditvurderingsbureauerne? Det forekommer mig, at ser man tilbage, er de vitterlig årsag til mange af problemerne. De lod subprime-krisen komme ud af kontrol ved at blive ved med at fastsætte høje vurderinger af de institutioner, som havde sammensat disse kringlede produkter og solgt dem videre. Deraf stammer det problem, som vi står med i dag.

Lad os være sikre på, at vores løsning afspejler fattede ledere og sund fornuft i betragtning af den krise, vi har med at gøre.

  Harald Ettl (PSE). – (DE) Fru formand, hr. kommissær! Hvis ikke nu, hvornår skulle det så være nødvendigt at forbedre det europæiske tilsyn? Alt peger på, at der er behov for handling, og at vi har et arbejde at gøre her. Bestemmelserne om overvågning af stabiliteten på finansmarkederne er afgørende. Vi har behov for strengere overvågningsregler i forhold til den makroøkonomiske politik og finansmarkedstilsyn, særligt fra den Europæiske Centralbanks side.

Det er vigtigt at få fastsat nøgleparametre for kvalificerede flertalsbeslutninger i de tilsynskolleger, der beskæftiger sig med grænseoverskridende institutioner. Vi må naturligvis arbejde på grundlag af den enkelte sag i forhold til at vurdere medlemsstatens størrelse. Et lille land må ikke blive overskygget af et større land. Der er behov for en lovgivningsfæstet struktur på EU-plan, som kan fjerne hindringer og løse konflikter mellem nationale og sektorielle tilsynsmyndigheder. Vi skal gøre brug af alle styringsmulighederne på niveau 3 og skabe en bedre struktur.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Hovedårsagen til det aktuelle krak i finanssektoren er de finansielle institutioners uansvarlighed, uhensigtsmæssig risikostyring, dårlige lån og manglende indgreb over for uforholdsmæssig stor gældsætning uden behørig sikkerhed, hvilket i sidste ende har medført et likviditetstab. Hele tilsynssystemet var desuden ineffektivt. Det lader ikke til, at de nuværende løsninger kan holde trit med udviklingen på de internationale finansmarkeder. Vi er derfor nødt til at ajourføre dem for at afbøde eventuelle konsekvenser af fremtidige kriser. I lyset af den vanskelige aktuelle situation på finansmarkederne bør vi give lovgivningsarbejdet højeste prioritet og få indført sammenhængende og effektive tilsynsinstrumenter. Samtidig og i erkendelse af den stigende integration og voksende afhængighed mellem de enkelte finansmarkeder er vi nødt til at sikre maksimal kompatibilitet mellem det nye europæiske system og de amerikanske, japanske og kinesiske systemer.

  Charlie McCreevy, medlem af Kommissionen. − (EN) Fru formand! Tillad mig kort at kommentere nogle af de fremsatte bemærkninger! Hr. Purvis henviste til den forrige forhandling. Jeg var ikke inviteret til den forrige forhandling. Jeg ville sjældent forpasse en mulighed for at møde op i Parlamentet og høre mine faste tilhængere på venstrefløjen rose mit bidrag til alt, der har med EU at gøre. Jeg ville aldrig forpasse en mulighed for at høre så fremtrædende personer som hr. Schulz og fru Berès og mange andre tale om mig i så begejstrede vendinger, så hvis jeg var blevet inviteret, ville jeg med glæde have været her.

Med hensyn til europæiske løsninger vil jeg gerne give to eksempler.

Min forgænger fremsatte et forslag vedrørende aflønning. Det blev fremsat i form af en henstilling, som nok er et af de svageste instrumenter, som EU har til rådighed. Det var den eneste mulighed, der var for at få noget som helst igennem, fordi beføjelserne på dette område ligger hos medlemsstaterne. For ca. halvandet år siden udarbejdede vi en rapport, og kun én medlemsstat har gennemført de fleste af henstillingerne. De andre har stort set ignoreret dem. Den medlemsstat, som har gennemført dem – ære den, som æres bør – var Nederlandene. Jeg siger ikke, at landet har fulgt henstillingerne til punkt og prikke, men det er den eneste medlemsstat, som har bevæget sig i denne retning.

Der var altså en europæisk løsning. Der tales i øjeblikket meget om bonuskulturen og aflønning af ledere. Vi forsøgte at foreslå en form for europæisk løsning, som blev forelagt af hr. Bolkestein – jeg tror, at det teknisk set var mig, som gennemførte den, men det var hr. Bolkestein, der stod bag. Det var, hvad vi gjorde, og det er, hvad vores rapport viser.

For det andet og vedrørende tilsyn, som er det centrale emne i betænkningen, har jeg ved mange lejligheder i Parlamentet og andre steder talt om tilsyn med finansielle institutioner på tværs af grænser. Jeg har talt om det på Økofin-Rådets møder og på pressekonferencer. Det er praktisk talt umuligt at komme videre med lige netop det spørgsmål, fordi medlemsstaterne ikke ønsker en europæisk løsning.

Jeg vil imidlertid gerne påpege en ting over for medlemmerne af Parlamentet.

Sidste år påbegyndte jeg arbejdet med forslaget til Solvens II om forsikring og fremsatte idéen om tilsynskollegier, koncerntilsyn og koncernstøtte. Både i Ministerrådet og i forhandlingerne med Parlamentet blev forslaget kraftigt udvandet. Hvis vi skal have dette direktiv gennemført i denne tjenesteperiode, er Ministerrådet virkelig nødt til at tage fat, for der er store uoverensstemmelser, ikke kun på lige præcis disse områder, men også på andre.

Selv om jeg har været i politik i hele mit voksenliv og ikke længere bliver forbavset over, hvor modstridende politikeres holdninger kan være – og ser De på min lange politiske karriere, vil De uden tvivl nok også støde på et par eksempler – så synes jeg stadig, at det er meget ironisk og forbløffende, at når vi slår til lyd for en europæisk løsning, f.eks. vedrørende tilsyn i forbindelse med Solvens II, så er fortalerne for europæiske løsninger – og det gælder både ministre og medlemmer af Parlamentet – ofte de selvsamme personer, som senere vender tilbage og hypper egne nationale kartofler, når det konkrete forslag til retsakt forelægges dem.

De af os, der voksede op i et katolsk samfund, kender Sankt Augustins bøn, som mere eller mindre lyder sådan: "Gør mig kysk og from, men ikke endnu". Det er lidt det samme, der gør sig gældende her. Det overrasker mig ikke, for jeg har som sagt været politiker i hele mit voksenliv, så jeg er vant til denne form for ironi for at sige det pænt.

Hvordan det end forholder sig, så er der kun 44 eller 45 grænseoverskridende finansielle institutioner, og vi har et tilsynssystem, der er fuldstændig forældet i forhold til deres operationer.

Tillad mig til sidst at komme med en bemærkning vedrørende den aktuelle krise, som jeg har talt om her og i andre fora, bl.a. på pressekonferencer. Der er ikke en magisk løsning på alt dette. Havde der været det, var den blevet fundet for længe siden. Vi befinder os i en usædvanlig tid, og der er fundet usædvanlige løsninger både på denne side af Atlanten og i USA.

Må jeg blot minde medlemmerne om – og jeg er sikker på, at hr. Barroso gjorde det samme i sin tale – at vi i Kommissionen gør vores bedste for at koordinere medlemsstaternes indsats og tilskynde dem til at finde en helhedsløsning. Som jeg imidlertid sagde i min indledende tale, ligger ansvaret hos medlemsstaterne, hos medlemsstaternes centralbanker og hos de folkevalgte i medlemsstaternes ministerier. Det er dem, som har kontrollen over skatteydernes penge, og det er dem, som skal finde løsningerne.

Vi har forsøgt – og det er til en vis grad lykkedes os – at finde en europæisk løsning på nogle af disse områder. Må jeg til sidst sige, at vi ikke må glemme den europæiske struktur. EU er ikke en forbundsstat som USA. Kommissionen er ikke en centralregering som dem, man finder i de 27 medlemsstater, og vi kan derfor kun handle inden for de beføjelser, som vi er tildelt.

  Ieke van den Burg, ordfører. − (EN) Fru formand! Der er meget stof til forhandling.

Tillad mig at tage fat i nogle af de ting, som kommissæren sagde. Jeg vil gerne starte med hans udtalelse om, at i en krisetid bør politikere gøre noget.

Jeg mener, at de bør gøre noget langt tidligere. Inden en tsunami rammer os, bør vi træffe foranstaltninger og proaktivt forhindre disse ting i at ske. Jeg er således enig i det, som andre har sagt, nemlig at hvis vi først begynder at handle nu, vil indsatsen være for ringe og komme for sent.

Mit andet punkt er spørgsmålet om de tilsynsforanstaltninger, der skal træffes. De nævnte eksemplet med Solvens II, hvor De bl.a. beskylder os i Parlamentet for at svække forslagene om koncerntilsyn. Jeg mener ikke, at det er en svækkelse af strukturen, der er blevet foreslået, hvilket min kollega hr. Sánchez vist allerede har nævnt. Det, som Kommissionen rent faktisk selv foreslår, er et system med koncerntilsyn, hvor de ledende tilsynsførende, som ofte er de store medlemsstater, overtager styringen i kollegierne.

Jeg støtter idéen om, at vi bør oprette kollegier, og at vi bør behandle nogle af disse tilsynsspørgsmål på fællesskabsplan, fordi disse grænseoverskridende koncerner opererer på fællesskabsplan. Sagen er imidlertid den, at der kan opstå interessekonflikter mellem disse ledende tilsynsførende i én medlemsstat og de tilsynsførende i en værtsmedlemsstat, hvis markeder for en stor dels vedkommende kan være domineret af en koncern fra den anden medlemsstat.

I tilfælde af en konflikt er det således ikke retfærdigt blot at sige, at der kan indledes en form for frivillig mægling, som forestås af niveau 3-udvalgene, og som blot efterfølges af en henstilling til den ledende tilsynsførende, der i sidste ende kan vælge enten at følge henstillingen eller redegøre for, hvorfor vedkommende ikke følger den.

Det er det, som bekymrer værtsmedlemsstaterne, og det er årsagen til, at De ikke alene kan overlade det til de nationale tilsynsmyndigheder at håndtere denne opgave. Der er behov for en neutral, upartisk og uafhængig mægler på europæisk plan, og det har jeg allerede foreslået i betænkningen. Der er ikke tale om en bureaukratisk tilsynsstruktur, men blot om en lille udbygning af den nuværende struktur, idet de øvrige formænd for de tre niveau 3-udvalgene får følgeskab af en uafhængig formand og en uafhængig næstformand, som indgår i disse niveau 3-udvalg og med bindende virkning løser eventuelle tilbageværende konflikter mellem tilsynsførende.

Det, mener jeg, bør være den garanti, som gør værtsmedlemsstaterne, særligt små medlemsstater, i stand til at godkende denne form for koncerntilsyn og disse mandater til ledende tilsynsførende.

Dette ekstra niveau, denne udbygning, som vi har behov for for at løse problemet – også på kort sigt – er ændringsforslag 7, som er til afstemning i morgen.

Så er der spørgsmålet om tilsynsudvalgenes rolle set ud fra Kommissionens synspunkt. Jeg har ligesom fru Kauppi det indtryk, at Kommission ville foretrække, at disse tilsynsmyndigheder alene havde en rådgivende rolle, ikke en egentlig uafhængig rolle, eksempelvis internationalt i forhold til IASB eller FSF.

Jeg har et konkret spørgsmål til Dem. Vi har fået at vide, at hr. Barroso var meget stolt over, at Kommissionen nu har fået en plads i Forummet for Finansiel Stabilitet, men at De ikke deltog i mødet i sidste uge, selv om De var inviteret. Er dette er korrekt?

En sidste ting! Med hensyn til henstillingen om aflønning af ledelsesmedlemmer har De kun sagt, at det er et svagt instrument, og at kun én medlemsstat har fulgt henstillingen. Der er plads til at fremsætte forslag, der vil have større virkning, så kom bare med Deres forslag.

  Daniel Dăianu, ordfører. − (EN) Fru formand! Lad mig sige en ting, som efter min opfattelse ikke er fremgået klart nok. Regulering og tilsyn drejer sig ikke kun om struktur. Det drejer sig om genstanden, dvs. det, som vi regulerer og fører tilsyn med. Det er det, der er det springende punkt.

Selv om vi havde haft et uafhængigt EU-tilsynsorgan, som forestod reguleringen i Europa, ville denne krise alligevel være brudt ud, for problemet er, at fejlen ligger i det finansielle system, ikke nødvendigvis i, at der ikke eksisterer en fælles tilsynsmyndighed.

For det andet vil vi opleve en meget alvorlig økonomisk tilbagegang. Vi er nødt til at rekapitalisere bankerne, og det vil koste ekstremt mange penge. Det vil lægge et voldsomt pres på de offentlige budgetter, og jeg spørger mig selv – eftersom vi er nødt til at se situationen i et bredere perspektiv – hvad der vil ske. Jeg mener, at den aktuelle krise viser, at størrelsen af EU-budgettet er pebernødder i forhold til at gribe ind og gøre noget. Vi er derfor nødt til at nytænke EU-budgettet.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Elisa Ferreira (PSE), skriftlig. – (PT) På grund af manglende effektive mekanismer på europæisk plan er vi nu vidne til et væld af ofte usammenhængende og endog konkurrerende finansielle nødforanstaltninger i forskellige lande.

På EU-plan har indsatsen være reaktiv eller "a posteriori" og været rettet mod at forhindre endnu større skade. Resultatet er, at EU-borgernes tillid er dalet.

Reglerne skal gennemtænkes på et tidspunkt, hvor situationen er mere rolig. Hverken borgerne eller vi, deres folkevalgte repræsentanter, kan forstå den apati, som Parlamentets mange konkrete forslag er blevet mødt med.

Lige nu, midt i al turbulensen, er det ikke det rette tidspunkt at drøfte, hvor ansvaret ligger.

En ting er imidlertid sikker: Systemets regler må ændres.

Den tekst, som vi skal stemme om i morgen, er afgørende for en bedre regulering af og et bedre tilsyn med EU's finansielle markeder. Den er Parlamentets proaktive løsning og ikke en reaktion på de seneste begivenheder – som desværre blot har bekræftet dens relevans.

Mange af dem, som politisk var imod et minimum af gennemsigtighed, regulering og tilsyn med de nye finansielle instrumenter, tier nu enten stille eller har ændret holdning.

Vi håber, at Kommissionen omsider vil påtage sig sit ansvar som initiativtager og styrke soliditeten i de europæiske finansielle institutioner og bidrage til at genskabe borgernes tillid.

  Cătălin-Ioan Nechifor (PSE), skriftlig. – (RO) Den finanskrise, som har bredt sig til stort set hele verden, bør analyseres i EU-institutionerne. Det kan ikke være rigtigt, at den yngste territoriale organisation i verden, EU, ikke kan gribe ind og finde en løsning, som alle parter kan acceptere, og jeg forlanger, at der udarbejdes hasteforanstaltninger samtidig med, at der oprettes en EU-taskforce på højt plan. Vi lever i øjeblikket i en tid uden historisk fortilfælde.

Vi befinder os på grænsen til et finansielt krak, som bringer EU's mål i fare både i forhold til de 27 medlemsstater og de øvrige lande i verden. Hvert sekund, vi mister på administrative og bureaukratiske procedurer, medfører kæmpe tab for det internationale banksystem og fondsbørserne i hele verden og forringer befolkningens levestandard. Europa er tvunget til at tage et standpunkt og gå forrest i kampen for at stoppe den aktuelle finanskrise.

Nu må vi bevise, at det europæiske system og de europæiske institutioner fungerer. Vi har brug for koordinering og samarbejde mellem medlemsstaternes regeringer, Kommissionen og Parlamentet. Vi har den fornødne modenhed og erfaring til at gribe ind og løse en situation, som er til fare for det fremtidige EU og for menneskeheden.