Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 20. oktober 2008 - Strasbourg

14. Lovvalgsregler i ægteskabssager – Ændring af forordning om kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager (forhandling)

  Formanden . – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:

– betænkning (A6-0361/2008) af Gebhardt for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om forslag til Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager (COM(2006)0399 – C6-0305/2006 – 2006/0135(CNS)) og

– mundtlig forespørgsel af Gebhardt og Deprez for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til Kommissionen om Rådets forordning om ændring af forordning (EF) nr. 2201/2003 for så vidt angår kompetence og om indførelse af lovvalgsregler i ægteskabssager (O-0106/2008 – B6-0477/2008).

  Evelyne Gebhardt, ordfører. – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Vi drøfter i dag et emne, som er af største betydning for borgerne. Europa er et dejligt sted, hvor folk kan glæde sig over øget mobilitet. Det er et sted, hvor ægteskaber i stigende grad indgås mellem borgere fra forskellige lande, og hvor ægtepar flytter til et andet land. Det er naturligvis en god ting og er en af EU's bedrifter. Der er desværre også en ulempe ved denne bedrift, nemlig at disse ægteskaber ofte ender med separation, og det rejser spørgsmålet om den nødvendige skilsmisse.

Den gældende lovgivning er så utilfredsstillende i visse henseender, at et par kan være ude af stand til at finde en kompetent dommer eller lov i forbindelse med deres skilsmisse. Det er naturligvis en meget ubehagelig situation for disse borgere, og vi må finde en løsning og et svar. Det handler om folks liv, hvilket er af største betydning.

Jeg er derfor glad for, at Kommissionen har taget hånd om emnet, og jeg vil gerne straks gentage, at der ikke vil ske nogen harmonisering af lovgivningen inden for dette område – det er faktisk ikke tilladt, og det fremgår meget tydeligt af traktaten om Den Europæiske Union og den traktat, der grundlagde Det Europæiske Fællesskab, at lovgivningen i disse sager hører under medlemsstaterne.

Men vi skal sikre, at der er gennemsigtighed, og at borgerne er i stand til at bruge denne lovgivning. Når alt kommer til alt, er lovgivningen meget forskellig fra land til land. Der er på den ene side Malta, hvor der slet ikke findes skilsmisse, og på den anden side Sverige, hvor det er muligt at opnå skilsmisse inden for seks måneder. Der er Nederlandene, hvor homoseksuelle ægteskaber er tilladt, og Polen, hvor sådan noget ville være helt utænkeligt. Disse er alle sammen spørgsmål, der opstår, og som der er behov for svar på.

Vi har gjort et godt stykke arbejde i Parlamentet og haft et konstruktivt samarbejde på dette område med Kommissionen og også med Rådet. Rådet er nøglen – det skal enstemmigt beslutte, hvad der skal gøres på dette område i fremtiden. Det er desværre der, problemet nu ligger, men det vender jeg tilbage til senere. Det svar, som Kommissionen er kommet med til os, er meget positivt. For det første vil Kommissionen gerne øge valgmulighederne i forhold til den lovgivning, som et par kan opnå skilsmisse under, forudsat at begge parter er enige – selv om det selvfølgelig siger sig selv, at hvis dette reelt skal være anvendeligt, skal der være en sammenhæng i forhold til parrets liv, bopæl eller vielsessted eller andre aspekter.

Spørgsmålet opstår også i forhold til, hvad der sker, hvis et par eller kun den ene af parterne ønsker skilsmisse, og parret ikke kan blive enige om, hvilken lov der skal anvendes. Under disse omstændigheder mener vi, at der ikke kan være så stor valgfrihed, da vi skal sikre, at der er et katalog. Vi kan ikke acceptere "forum-shopping". Vi kan ikke acceptere en situation, hvor den stærke part vælger den lovgivning, der er mest gunstig for ham eller hende selv, og hvor den anden er dårligere stillet. Det er uacceptabelt. Derfor har vi to forskellige svar i forhold til disse sager.

Ét særligt vigtigt princip gælder meget klart i begge sager, nemlig at vi skal sikre, at begge parter er velorienterede om konsekvenserne – både de sociale og de lovgivningsmæssige – af valget af lov. Det drejer sig f.eks. om spørgsmål om forældreansvar, underholdsbidrag og alle sådan nogle spørgsmål, der også hænger sammen med sagen. De berørte parter skal være klar over dette, før de træffer en beslutning. Vi ønsker, at dommerne skal kontrollere, at parterne virkelig er klar over konsekvenserne af deres valg.

Det er også vigtigt, at vi forhindrer anvendelse af fremmede love, der er uacceptable i henhold til EU's principper – f.eks. sharialov, kinesisk lov eller hvad det nu kan være. I den henseende skal vi også nå frem til en klar ordlyd – særligt i ændringsforslag 25 og 30, som jeg har forsøgt at styrke med mit ændringsforslag 36 – som nemlig fastslår, at den respektive lovgivning skal være i overensstemmelse med EU's grundlæggende principper. Ellers kan den ikke anvendes. Det er indlysende for os.

Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har fremsat en række ændringsforslag, som jeg synes er fuldstændig umulige at acceptere. Disse indfører en total grænse for noget, vi allerede har, og ville derudover krænke eksisterende international lov, f.eks. Haagerkonventionen. Vi kan ikke acceptere dette. Vi har brug for yderligere dialog, og jeg håber, at det lykkes os at nå frem til en løsning på problemet inden i morgen. Under alle omstændigheder vil jeg gerne takke hr. Demetriou for hans samarbejde med mig. Det har været meget konstruktivt.

Rådet har et stort problem, nemlig at det skal træffe en enstemmig beslutning, og der er i øjeblikket kun én medlemsstat, som simpelthen står i vejen for denne enstemmighed. Derfor fremsatte vores udvalg denne mundtlige forespørgsel til Rådet og Kommissionen. Jeg synes, at det er meget beklageligt, at Rådet ikke er til stede på dette tidspunkt til at svare på forespørgslen. Ministeren er lige taget af sted. Det er afgørende, at vi ved, hvad vi skal gøre nu, både for vores egen, for borgernes og for EU's fremtids skyld.

Det første spørgsmål til Kommissionen – jeg er glad for, at kommissær Barrot er til stede for at svare- er, om den agter at tage sit forslag tilbage. Det andet er, om den agter at forelægge Rådet et forslag om iværksættelse af proceduren med forstærket samarbejde i overensstemmelse med EF-traktatens artikel 11 og EU-traktatens artikel 43-45? Jeg ville gerne have haft Rådet til at fortælle mig, om det virkelig har til hensigt at følge denne kurs, da det er det store spørgsmål, vi nu står med.

FORSÆDE: Luisa MORGANTINI
Næstformand

  Jacques Barrot, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg vil starte med at forsøge at svare på fru Gebhardts betænkning og vil derefter gå videre til den mundtlige forespørgsel, som De meget belejligt har kædet sammen med denne betænkning. Jeg er glad for at se, at hr. Deprez også er til stede.

Jeg vil gerne sige mange, mange tak til fru Gebhardt for hendes betænkning, som er ret bemærkelsesværdig, ikke mindst på grund af hendes fremragende samarbejde med Kommissionen om et så ømtåleligt og følsomt emne.

Rom III-forslaget ligger virkelig vores hjerter meget nær, og det gælder ikke kun for Kommissionen – jeg ved, at det også i høj grad interesserer Parlamentet. Jeg mener, at det på betydningsfuld vis vil støtte borgernes frie bevægelighed inden for EU.

Jeg vil gerne lige gennemgå nogle af de oplysninger, der er tilgængelige for os. Der er i øjeblikket 2 200 000 bryllupper hvert år i EU, hvoraf 350 000 er internationale ægteskaber. Det er allerede et betydeligt antal, og det er tydeligt, at det er et stigende fænomen. Omkring 170 000 skilsmisser bliver hvert år påvirket af dette forslag, hvilket er omtrent 19 % af de samlede ca. 875 000 årlige skilsmisser i EU. 20 % – det er et stort tal!

Derfor deler Kommissionen i store træk fru Gebhardts holdning i forhold til Rom III-forslagets vigtighed, nemlig at det giver større forudsigelighed og retssikkerhed for de berørte par. Som De påpegede, ender parrene i fravær af en ramme med "forum-shopping" eller med, at den dominerende part får det sidste ord.

Kommissionen støtter derfor i store træk Parlamentets betænkning om det oprindelige Rom III-forslag, men med visse forbehold. Kommissionen støtter Parlamentets ændringsforslag, der søger at sikre, at ægtefæller kan træffe et oplyst valg. Kommissionen er derfor enig med Parlamentet i, at der er behov for at stramme op på de formelle betingelser for ophør af ægteskab og for at beskytte den svage ægtefælle, men vi skal også være opmærksomme på forskellene i medlemsstaternes retssystemer i denne henseende. Som De med rette har understreget, er det ikke et område, der kan harmoniseres.

På samme måde glæder Kommissionen sig over Parlamentets forslag, der søger at forbedre offentlighedens viden om nationale og europæiske love om ægteskab og skilsmisse. Det er ét punkt, hvor vi er uenige. Kommissionen mener ikke, at der er behov for at inkludere et nyt kompetencekriterium, der er baseret på det sted, hvor ægteskabet blev indgået, da forbindelsen mellem det sted, hvor brylluppet foregår, og parrets situation, når de bliver separeret, kan være meget spinkel.

Ikke desto mindre støtter Kommissionen Parlamentets ændringsforslag om, at ægtefællerne skal have mulighed for at gå til denne domstol som en sidste udvej, hvis det viser sig at være umuligt at opnå skilsmisse fra den domstol, hvor parret har deres sædvanlige opholdssted, men vi opfatter mere dette som et usædvanligt tilfælde.

Kommissionen vil også gerne lade det være op til Domstolen at fortolke udtrykket "sædvanligt opholdssted". Udtrykket forekommer allerede i en række instrumenter og er til dato ikke blevet formelt defineret, men de nationale dommere virker ikke til at have haft særlig mange problemer med at anvende det. Vi mener, at vi for at respektere mangfoldigheden i medlemsstaternes retssystemer kan sætte vores lid til Domstolen.

Vi synes heller ikke, at det er nødvendigt at begrænse Rom III udelukkende til medlemsstaternes lovgivning. Det er et vigtigt spørgsmål, fordi medlemsstaterne vil ønske at fortsætte med at anvende tredjelandes skilsmisselovgivning, når disse lande deler vores demokratiske værdier. Hvis f.eks. en tysk eller fransk kvinde gifter sig med en schweizisk mand, forekommer det rimeligt, at det også skulle være muligt at anvende de regler, vi har opstillet for os selv, i forhold til dette ægteskab eller denne skilsmisse.

Det er dog vigtigt at være opmærksom på, at Kommissionen selvfølgelig er enig med Parlamentet i behovet for, at Rom III skal omfatte en bestemmelse om ikkeforskelsbehandling, hvilket vil gøre det muligt for europæiske dommere at se bort fra fremmed lovgivning, der er uforenelig med princippet om lighed mellem ægtefæller. Der er ingen tvivl om, at denne bestemmelse om ikkeforskelsbehandling stadig vil lade os anvende lovgivningen i forbindelse med ægteskaber mellem en EU-borger og f.eks. en schweizer eller en nordmand.

Jeg vil nu gå videre til spørgsmålet om, hvordan vi kan gøre Rom III til en succes, og jeg vil igen gerne takke fru Gebhardt og hr. Deprez for deres mundtlige forespørgsel, så jeg kommer på højde med Rom III's udvikling. Jeg beklager selvfølgelig ligesom Dem dødvandet i Rådet med hensyn til forhandlingerne om Rom III. Sidste år i juli drøftede justitsministrene muligheden for forstærket samarbejde om Rom III, og i slutningen af juli præsenterede ni medlemsstater Kommissionen for en anmodning om forstærket samarbejde. Det er mere end hver tredje af de medlemsstater, der er involveret i vedtagelsen af Rom III. Det er derfor klart, at Kommissionen skal se nærmere på denne anmodning om forstærket samarbejde, men hvis vi vil have dette til at blive en succes, skal vi, som De vil forstå, være opmærksom på sammenhængen i sin helhed.

Nu vil jeg gerne svare på de tre spørgsmål, som De stillede til Kommissionen. For det første kan jeg fortælle Dem, at der ikke er planer om at trække Kommissionens oprindelige "Rom III"-forslag tilbage. Hvis Kommissionen enes om at forelægge et forslag om forstærket samarbejde inden for rammerne af "Rom III" for Rådet, kan det dog af hensyn til den juridiske klarhed trække sit oprindelige forslag tilbage for at ændre det, når beslutningen er blevet truffet, men det vil kun ske, hvis vi virkelig havde mulighed for at introducere forstærket samarbejde. Under alle omstændigheder er det ikke på dagsordenen at trække forslaget tilbage.

Jeg vil gerne benytte denne lejlighed til hurtigt at sammenfatte den procedure, der fører frem til mekanismen for et forstærket samarbejde. Først skal en anmodning indgives til Kommissionen af mindst otte medlemsstater, som det er sket i denne sag. Hvis anmodningen lever op til de andre kriterier, der er fastlagt i traktaten om Den Europæiske Union – hvis den overholder reglerne for det indre marked – kan Kommissionen indgive anmodningen til Rådet. Hvis den vælger ikke at gøre det, skal den fremlægge sine grunde for det. Forstærket samarbejde skal derefter godkendes af Rådet efter høring af eller samtykke fra Parlamentet, afhængigt af situationen.

Anmodningen om forstærket samarbejde rejser selvfølgelig visse spørgsmål, både i juridisk og i politisk henseende. Vi må se vores ansvar i øjnene i forhold til behovet for at fortsætte vores fælles indsats inden for familieretten så tæt på borgerne som muligt og for at skabe balance mellem dette behov og risikoen for opsplitning af det europæiske retlige område, hvilket kan følge af en række aftaler om forstærket samarbejde. Før jeg fremsætter en erklæring, vil jeg naturligvis gerne høre parlamentsmedlemmernes synspunkter, og jeg vil bestemt gerne have medlemsstaterne til at præcisere deres holdning.

Under alle omstændigheder vil jeg gerne forsikre Parlamentet om, at det er min intention – og ikke kun min intention, men også mit stærke ønske – at fremme det retlige samarbejde i civilretlige sager i Europa. Familieretten skal ikke være civilrettens fattige slægtning – det ville være ret paradoksalt, i betragtning af at de emner, den dækker, er tættest på borgernes dagligdag. Heldigvis er der gjort fremskridt med hensyn til cirkulationen af skilsmisseafgørelser, forældreansvar og samværsrettigheder.

I forhold til dette emne vil jeg gerne, nu hvor vi har teksterne, sige, at jeg som kommissær har brug for med Deres hjælp til at sikre, at reglerne bliver fulgt. Jeg tænker særligt på områderne samværsrettigheder og forældreansvar, hvor den nuværende situation i Europa ikke er helt tilfredsstillende.

Kort sagt kan vi bestemt komme med et lovforslag om lovvalgsreglerne i disse sager. Jeg vil også gerne tilføje, at vi samtidig er ved at udarbejde en lov, der gælder i forhold til ægteskabssystemer, som kan vedtages i begyndelsen af 2010.

Det er, hvor vi står i forhold til dette spørgsmål. Jeg kan selvfølgelig ikke foregribe resultatet af den høring, som vi meget snart vil gennemføre med medlemsstaterne. Men jeg kan sige, at Kommissionen ønsker at opnå reelle fremskridt, samtidig med at vi endnu engang også sikrer, at vi kan få størstedelen af medlemsstaterne til at støtte op om det. Det er kort sagt mit synspunkt, men jeg håber ligesom Dem – selv om jeg vil lytte nøje til Dem – at der vil ske fremskridt på dette område.

  Carlo Casini, ordfører for udtalelsen fra Retsudvalget. – (IT) Fru formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det pågældende forslag til forordning er blevet undersøgt grundigt af Retsudvalget, og det glæder mig at være ordfører for dette.

De forslag, der er fremsat i den udtalelse, som blev godkendt enstemmigt af Retsudvalget, blev dog kun delvist godkendt i Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender. Alligevel vil jeg gerne sige, at vi sammen har forsøgt i videst muligt omfang at rationalisere Rådets oprindelige forslag ved at tilføje elementer af retssikkerhed.

De kompromisændringsforslag, som er blevet godkendt af de to udvalg med hjælp fra fru Gebhardt, som jeg gerne vil takke, er blevet hilst velkommen og har støttet de principper, vi nævnte, med det formål at få denne forordning på skinner. I denne henseende skal myndighederne i en stat, der ikke har regler for skilsmisse, og som ikke anerkender den pågældende ægteskabstype, ikke være forpligtet til at opløse dette ægteskab.

På ét punkt er der dog stadig meningsforskelle, hvilket tidligere blev nævnt af fru Gebhardt. Den grundlæggende problemstilling er, at valg af lov er noget helt nyt i den juridiske verden, da det normalt ikke er muligt at vælge lovgivning, kun at vælge en dommer, hvilket gør dette til et helt nyt koncept. Med dette valg af lov, hvilken lovgivning ønsker vi at henvise til? Til lovgivningen i et af de 27 EU-lande eller til lovgivningen i et hvilket som helst land i verden? Det er sandt, at der er en grænse. Grænsen er den, der allerede er fastlagt i offentlige politikker, og det faktum, at love, der muliggør en ægteskabstype, der ikke betragtes som eksisterende i en given stat, ikke finder anvendelse i den pågældende stat.

Jeg mener, at hvis vi virkelig ønsker retssikkerhed – min indvendig er af teknisk karakter – hvis vi virkelig ønsker at indføre muligheden for at "shoppe rundt" i forhold til lovvalg, hvis vi virkelig ønsker at rette os efter det svageste lovkodeks – for lad os ikke glemme, at man skal være enige om valg af lov, og at det at opnå enighed også kan være forbundet med betydeligt pres – hvis vi virkelig ønsker at opbygge et europæisk juridisk område, så er det efter min mening godt for alle disse ændringsforslag, hvis valget af lovgivning begrænses til lovgivningen i de 27 EU-lande.

I denne forstand er de, selv om vi har stillet flere ændringsforslag, i det store og hele ens, og da det er et teknisk ændringsforslag, der ikke ændrer på vores overordnede holdning til forslaget, appellerer vi til alle medlemmernes sunde fornuft, så dette ændringsforslag kan blive vedtaget.

  Panayiotis Demetriou, for PPE-DE-Gruppen. – (EL) Fru formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren for den lange samarbejdsperiode, der har ført frem til den betænkning, som er til forhandling hos os i dag, og bemærke, at vi har holdt adskillige møder, hvor vi har drøftet hele materialet.

Familieret er en alvorlig sag og det særlige aspekt, som vi behandler i forbindelse med skilsmisse, dvs. kompetence og valg af lov, er og har altid været et af de mest alvorlige aspekter af familieretten.

Jeg vil gerne minde om, at vores politik skal støtte familien som institution, ikke opfordre til opløsning af ægteskab. Men skilsmisse er et socialt fænomen i dag, og vi skal håndtere det i virkelighedens verden. Vi ønsker ikke at gøre det lettere, men når et ægteskab når til et punkt, hvor det ikke kan fortsætte, skal vi være i stand til at skaffe rimelige veje ud, så ingen af parterne skal lide en masse kvaler og få en hård medfart.

Jeg mener ikke, at der findes en let måde til at afgøre lovvalg i forbindelse med skilsmisse, men vi kan være tydeligere i forhold til offentlig politik og menneskerettigheder for at give domstolene skønsmæssige beføjelser til at afvise love, der ikke er i overensstemmelse med europæiske normer, menneskerettigheder eller offentlige politikker.

Hvad angår forstærket samarbejde, synes jeg, at Kommissionen – og jeg glæder mig over kommissærens standpunkt i dag – skal fremme dette spørgsmål yderligere, så vi om muligt kan nå det punkt, hvor forstærket samarbejde er acceptabelt.

  Inger Segelström, for PSE-Gruppen. – (SV) Fru formand! Jeg vil gerne begynde med at takke fru Gebhardt for det konstruktive arbejde, hun har udført, og sige, at jeg er meget ked af, at det ikke var muligt at nå frem til samme synspunkt, som Sverige og jeg selv har. Derfor kunne jeg ikke stemme for betænkningen, hverken i udvalget eller på plenarmødet. For mig som svensk socialdemokrat er dette forslag et tilbageskridt for lighed mellem kvinder og mænd. Disse problemstillinger burde derfor også løses på nationalt niveau i fremtiden.

Jeg synes, det ville have været nok, hvis der kun ville kunne bevilges skilsmisse, når begge parter var fuldstændig enige. Forslaget betyder, at den svage part, som oftest er kvinden, nu kan påtvinges løsninger af manden, enten fordi han handler først, eller fordi han anvender tvang. Domstolene kan på denne måde blive tvunget til at anvende love, som vi er yderst kritiske over for – love, der er skadelige, og som har et forældet og gammeldags syn på kvinder, ægteskab og skilsmisse. For mig er hurtig skilsmisse mindre vigtigt end lighed og sikkerhed for kvinder. Jeg fortsætter derfor min indsats og bliver ved med at stemme mod dette forslag, indtil vi får en anden løsning.

  Sophia in 't Veld, for ALDE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Før jeg tager fat på det egentlige emne, vil jeg gerne foreslå, at vi for fremtiden beder hvert rådsformandskab om at anbringe en voksdukke eller en oppustelig dukker her i Parlamentet, da Rådet selv altid er fraværende ved denne slags forhandlinger, og jeg synes, det er rart, når der er nogen at tiltale. Måske kan De lade denne anmodning gå formelt videre til formandskabet. Jeg antager, at mine kolleger er enige med mig.

For det første vil jeg gerne lykønske og også på vegne af min gruppe udtrykke min støtte til ordføreren, som har gjort et fremragende stykke arbejde hen over det forgangne år. Hun fortjener virkelig anerkendelse.

Fru formand, EU beskæftiger sig naturligvis ikke med ægteskabsetik, men med at sikre EU-borgernes rettigheder, uanset hvor de er, og uanset hvem de vælger at gifte sig med. Det er bestemt ikke vores sag, hvem de vælger at gifte sig med, men vi bliver nødt til at beskytte borgernes rettigheder. Set i dette lys er det ekstremt uheldigt, at det ikke er lykkedes medlemsstaterne at nå til enighed.

Jeg vil gerne sige til min svenske kollega, at jeg har på fornemmelsen, at der er sket en stor misforståelse. Jeg mener, at menneskerettighederne, særligt kvinders, vil blive styrket, ikke svækket, af dette. Jeg er faktisk glad for, at folk her i det 21. århundrede kan træffe individuelle beslutninger om deres eget liv – og skilsmisse er uløseligt knyttet til dette.

Derudover vil jeg gerne ligesom ordføreren sige, at min gruppe også vil stemme mod de ændringsforslag, der er blevet fremsat af Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater, og jeg er også uenig i hr. Casinis argumenter.

Det er også en principsag, for jeg mener, at vi selv skal bestemme, hvad vi ønsker for vores borgere, og vi bør ikke lade vores frygt for sharia tage magten. Der er tilstrækkelige garantier indbygget i det nuværende forlag og i det yderligere ændringsforslag fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet, som vi vil støtte. Dette har været emnet i tidligere drøftelser.

Derudover vil jeg gerne sige følgende – og med det reagerer jeg på de kommentarer, som hr. Casini kom med – at det faktisk er meget strengt, at de samme argumenter, der bruges til at udelukke visse lovsystemer – f.eks. sharia – også anvendes eller henvises til inden for EU for ikke at anerkende fuldstændigt lovlige ægteskaber, der er indgået i EU, alene på grund af parrets seksuelle orientering. Det er efter min mening helt paradoksalt.

Jeg vil gerne gentage, at jeg synes, at det er ekstremt uheldigt, at det ikke er lykkedes medlemsstaterne at nå til enighed.

Hvis jeg har forstået det rigtigt, satser Kommissionen for øjeblikket på en europæisk løsning. Det gør mig rigtig glad. Jeg er klar over, at det er meget svært. Hvis dette problem på trods af hr. Sarkozys enorme handlekraft ikke er blevet løst, så må det virkelig være vanskeligt.

Til sidst kan jeg kun udtrykke det håb, at alle 26 medlemsstater, der er blevet enige, herunder min egen, vil rette ind, hvis et forstærket samarbejde mod alle odds skulle blive opnået.

  Kathalijne Maria Buitenweg, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Fru formand! Ifølge en undersøgelse fra Kommissionen, der blev offentliggjort i denne uge, har langdistancependlere ofte problemer med hovedpine, søvnmangel og dårlige forhold, og dermed er der sandsynligvis i alle disse internationale miljøer, inklusive vores, en meget større skilsmisseprocent. Under alle omstændigheder antyder de tal, som kommissær Barrot nævnte for et øjeblik siden endnu engang, at internationale forhold har langt større risiko for at ende i skilsmisse.

Det er dog langt sværere at formalisere disse skilsmisser, selv om de har en stor indvirkning, for en af parterne bor nødvendigvis i et fremmed land, hvor de ikke har et socialt sikkerhedsnet eller ikke kender tilstrækkeligt til situationen i det pågældende land, hvilket gør det meget vanskeligt at nå frem til en rimelig ordning.

Derfor vil jeg gerne udtrykke min taknemmelighed for ordføreren, fru Gebhardts, arbejde. Jeg synes, at hun har været meget samvittighedsfuld og har sikret, at særligt rettighederne for den svage eller mindre velorienterede part styrkes, og at alle parter oplyses behørigt om deres rettigheder og ved, hvad der er bedst for dem.

Det, som jeg synes er vigtigt i denne henseende, er, at webstedet ikke kun indeholder en slags oversigt over økonomien, og hvor hurtigt man kan opnå skilsmisse, men at der f.eks. også sættes fokus på de mulige løsninger vedrørende forældreskabet. Jeg er af den holdning, at børnenes rettigheder skal beskyttes, selv om det er op til forældrene. Selv om det er forældrene og ikke regeringen, der skal bestemme, hvad der er rigtigt og i barnets interesse, skal det være muligt at nå frem til en egnet løsning, helst en, hvor begge forældre tager sig af børnene. Der bør under alle omstændigheder komme en aftale på bordet. Alt skal ikke bare lægges over på kvindens skuldre, men der bør være en aftale om, hvordan begge forældre håndterer spørgsmålet.

Jeg fandt også den kommentar, som vores svenske kollega kom med, forvirrende, for hvis en kvinde ønsker at komme ud af et ægteskab, er det da helt sikkert også ubehageligt, hvis hendes mand ikke er enig.

Jeg vil gerne afslutte med at sige til ordføreren, at der ikke findes homoseksuelle ægteskaber i Nederlandene. Vi har et ægteskab, der er åbnet for alle par, uanset køn. Det er ganske enkelt ét ægteskab, og det er derfor kun EU og ikke Nederlandene, der trækker en grænse i vores nederlandske ægteskab.

  Eva-Britt Svensson, for GUE/NGL-Gruppen. – (SV) Fru formand! Hensigten med forslaget er at sikre, at folk, der blevet skilt, virkelig kan håndhæve deres rettigheder og opnå de oplysninger, de har behov for. Retten til oplysninger og viden er imidlertid ikke afhængig af fælles bestemmelser. De øger ikke i sig selv folks viden eller gør folk mere veloplyste.

Reglen i mit hjemland, Sverige, er, at folk, medmindre de har små børn sammen, kun behøver at indgive meddelelse om skilsmissen. Der er også eksempler på andre EU-lande, hvor skilsmisse er fuldstændig forbudt. Hvis der er noget, der kan understrege behovet for lovgivning på dette område, er det tingenes tilstand her. Lissabontraktaten flytter helt sikkert visse aspekter af civil- og familieretten op på et overnationalt niveau, men vi har for øjeblikket ingen Lissabontraktat. Jeg sætter spørgsmålstegn ved, at Kommissionen fremsætter forslag inden for et område, der indtil nu har hørt ind under medlemsstaternes nationale kompetence. Min gruppe vil ikke stemme for forslaget. Jeg synes også, at min kollega fra Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet, fru Segelström, fremførte nogle ekstremt gode argumenter.

  Johannes Blokland, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Fru formand! International privatret er forbundet med to spørgsmål. Det første spørgsmål er, hvilken domstol der har bemyndigelse. Det andet spørgsmål er, hvilken lovgivning domstolen skal anvende.

Det er efter min mening forståeligt, at det første spørgsmål håndteres på europæisk niveau. Det garanterer, at alle europæiske borgere kan få deres sag for en domstol.

Det andet spørgsmål vedrører et område, der typisk behandles og også bør behandles af medlemsstaterne selv. Eksisterende national lovgivning er underlagt mange nationale principper, og disse bør overholdes.

Kommissionens forslag har dog også til hensigt at harmonisere disse kolliderende regler. I fru Gebhardts betænkning respekteres det meste af Kommissionens analyse, og der gøres ikke forsøg på at fjerne kapitel IIa fra forslaget. Derfor stemmer jeg mod betænkningen og mod forslaget. Jeg vil derfor bede Rådet om også at forkaste Kommissionens forslag.

  Daciana Octavia Sârbu (PSE). - (RO) Fru formand! Først vil jeg gerne takke ordføreren, fru Gebhardt, for det fremragende arbejde, hun har udført. Hvad angår forslaget til forordning, er det glædeligt at se, at der er ved at blive etableret en klar, komplet retlig ramme, som både dækker regler om kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af retsafgørelser i ægteskabssager og lovvalgsregler ved at indføre større selvbestemmelse for parterne.

Kommissionens forslag giver parterne mulighed for at aftale værneting og lovvalg. Det, at ægtefællerne får denne ret i skilsmisseproceduren, øger parternes grad af autonomi og gør det muligt for dem at vælge frit i overensstemmelse med visse frivillige kriterier. Vi skal sikre, at det valg, parterne træffer, er et oplyst valg. Begge ægtefæller skal med andre ord være blevet behørigt oplyst om de praktiske konsekvenser af deres valg. I den forbindelse er det vigtigt for os at overveje den bedste måde til at sikre, at fuldstændige oplysninger gøres tilgængelige, før værnetingsaftalen underskrives. Tilsvarende skal det sikres, at ægtefællerne har adgang til oplysninger, uanset den enkelte ægtefælles økonomiske situation.

  Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Fru Formand! Dr. Johnson blev engang spurgt, hvilket råd han ville give et ungt par, der overvejede at gifte sig. Hans svar var "lad være". Han beskrev også ægteskab nummer to er "håbets triumf over erfaringerne".

Denne betænkning bør resultere i tilsvarende svar. Hvilket råd skal man give til nationer, der overvejer at få deres skilsmisselovgivning udarbejdet af EU? Svaret er naturligvis "lad være". At sige ja til det, i betragtning af alle fortilfældene af ubrugelig og skadelig EU-lovgivning, er helt sikkert håbets triumf over erfaringerne for at sige det mildt. Forbløffende nok virker det også til at være Rådets konklusion på denne sag. Rådet vil ikke have de forslag, der er udarbejdet af Kommissionen. Rådet ser ud til at være fornuftigt og trække sig væk fra kanten og lytte til det gamle mundheld om at gifte sig i hast og fortryde i ro og mag. Hvor bliver det morsomt, når Kommissionen fremlægger forslag om at harmonisere homoseksuelt ægteskab og sharialov!

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Vi lever i en tid, hvor grænserne er ved at forsvinde, og vores borgere kan bevæge sig og gifte sig frit. Ikke desto mindre har vi indtil videre ikke været i stand til at gøre tingene lettere for de mennesker, der har besluttet at gå fra hinanden. Ét eksempel på de problemer, der vedrører manglen på ensartet skilsmisselovgivning i Europa, er sagen om ægteskaber mellem polakker og tyskere. Der er blevet registreret omkring 100 000 af sådanne par siden 1990. Mange af dem klarede ikke tidens test.

Sidste år modtog Parlamentet adskillige polakker, der havde mistet kontakten med deres børn som følge af afgørelser fra de tyske myndigheder, der er ansvarlige for børn og unge. Påstande om kidnapning og et forbud mod at bruge det polske sprog er bare to eksempler på den ydmygende behandling, som disse forældre og deres børn har oplevet. Som reaktion på de overtrædelser af menneskerettighederne, som denne institution har begået, blev der dannet en polsk forening af forældre mod diskrimination af børn i Tyskland. Hvis det lykkes os at indføre de foreslåede ændringer, vil vi hjælpe mange af vores borgere med at lukke et kapitel i deres liv på en civiliseret måde. Vigtigst af alt vil vi ikke skulle tillade, at børn bliver adskilt fra en af deres forældre.

  Carlos Coelho (PPE-DE). – (PT) Fru formand, kommissær Barrot! I Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender har jeg været vidne til det arbejde, der er blevet lagt i denne betænkning af fru Gebhardt og også af min kollega, hr. Demetriou. Fru Gebhardt har allerede påpeget, at øget mobilitet fører til et øget antal ægteskaber, men også til et øget antal skilsmisser. Forskellene i national lovgivning medfører retlig usikkerhed og navnlig forskellige muligheder, da den mest veloplyste ægtefælle kan gå til de domstole, som er undergivet den lovgivning, der bedst tjener hans eller hendes interesser. Jeg støtter derfor dette initiativ, som efter min mening er ekstremt vigtigt, for det fastlægger en klar og komplet retlig ramme for kompetence, anerkendelse og fuldbyrdelse af disse retsafgørelser.

Jeg må sige, at efter min mening sikrer alt, hvad der mindsker unødige konflikter, ikke alene mere retfærdighed for folk, men det skaber også især mere tillid mellem dem, der er involveret i den juridiske proces. Det skaber også det område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, som vi alle ønsker.

  Konrad Szymański (UEN). – (PL) Fru formand! Så vidt jeg ved, er der ikke nogen bestemmelser nogen steder i traktaterne om, at ægteskabslovgivning, dvs. familieret, skal håndteres på unionsniveau. Jeg mener derfor, at Kommissionens forslag er et typisk eksempel af en vis hyperaktivitet, der er totalt unødvendig og kun vil tjene til at skabe forvirring om beskaffenheden af EU's reelle kompetencer.

Jeg synes, at det repræsenterer en bevidst indtrængen på dette område for at iværksætte yderligere arbejde med ægteskabslovgivning og harmonisering deraf. Sådan en aktivitet er helt unødvendig, da eksisterende international privatret klarer ægteskabsproblemer og også skilsmisser på internationalt niveau rigtig godt.

  Ljudmila Novak (PPE-DE). - (SL) Fru formand! Jeg vil gerne kunne sige, at antallet af skilsmisser i Europa er faldende. Beklageligvis er det ikke tilfældet, så vi bliver nødt til at behandle spørgsmålet om, hvordan vi kan forbedre stillingen for dem, der er det mest sårbare led i kæden, nemlig børn.

Desværre er børn de primære ofte, særligt i lande hvor der forekommer store forsinkelser i retssager. Mit eget land, Slovenien, er et eksempel på et land, hvor børn i høj grad lider, før domstolene kan afgøre, hvilken forælder barnet skal bo hos. Det fører også til store familietragedier og har alvorlige psykologiske virkninger på mange børn.

Jeg kender til en række sådanne sager, og jeg håber, at dette fælles direktiv også vil bidrage til en forbedring af situationen i de enkelte medlemsstater.

  Dumitru Oprea (PPE-DE). - (RO) Fru formand! I de tidligere kommunistiske lande var det at blive gift én måde, hvorpå piger fra denne region kunne undslippe den undertrykkende stat, de var underlagt, nogle gange faktisk af kærlighed, men i de fleste tilfælde for vindings skyld. Det har dog medført en række kidnapninger, episoder, der indebærer fysisk og psykisk tortur, og ødelagte mennesker. Konsekvensen af hele denne saga er, at børnene af disse ægteskaber er dem, der lider mest. Uvidenhed om lovgivningen bruges som undskyldning, men det er helt forkert. Lad os i denne slags sager overveje at anbefale, at når ægteskabet først er slut, og selv om der måtte herske en stemning af kærlighed, forståelse og venlighed, bør der udarbejdes meget klare skilsmissevilkår, der tager hensyn til børnene af ægteskabet.

  Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. − (FR) Fru formand! Jeg er alle talerne taknemmelig. Jeg vil gerne bekræfte over for fru Segelström, at jeg unægtelig har indledt forhandlinger med de svenske myndigheder. Ikke desto mindre har vi meget svært ved at forstå Deres lands holdning. Som fru Gebhardt sagde, er hensigten om at beskytte den svage ægtefælle, når ægteskabet ophører, virkelig i centrum i Rom III. Det er virkelig i denne ånd, og det er sandt – måske skal vi fortsætte vores dialog – at det ikke er lykkedes os at forstå, at vi i tilfælde af et par, hvoraf den ene er svensk, også skal tage hensyn til, at det i fravær af andre regler, ja, er princippet "magt er ret", der er gældende. Det er der, vores forståelsesproblemer opstår. Vi tager dog endnu engang Deres holdning til efterretning, og der samme gælder Deres svenske kollegas.

I forbifarten vil jeg også gerne rette op på visse misforståelser. Det ligger ikke inden for vores kompetence, er det blevet sagt. Disse spørgsmål er udelukkende en national kompetence. Se, der er et paradoks her. En medlemsstat kan ikke udøve sin nationale kompetence i spørgsmål, der involverer to individer, hvor en af dem er statsborger i den pågældende medlemsstat, og den anden ikke er. Det er logisk, at EU da bør prøve at organisere tingene en smule, specielt fordi international privatret i modsætning til, hvad der er blevet sagt, ikke har noget reelt svar på denne type problem, og i lyset af at vi har et område, hvor der er fri bevægelighed, og det område vil naturligvis give flere og flere problemer. Hvis dette anliggende allerede optager Kommissionen, som det optager Parlamentet, er det ikke selvbedrag at tage fat på hele problemet. Det er i stedet et svar på forventningerne hos et stigende antal par, som ønsker at undgå at ende i en situation med mange konfrontationer i tilfælde af uenighed eller samlivsophør. Det er der, problemet ligger. Jeg kan helt sikkert ikke lade det stå uimodsagt, at Rådet har sagt nej. Det har ikke sagt nej – det har udsendt forskellige holdninger! Der er dog ni medlemsstater, der har bedt om forstærket samarbejde. Afslutningsvis ønsker jeg at sige følgende. Jeg vil minde om, at Rom III indeholder en bestemmelse om ikkeforskelsbehandling, der tillader, at fremmed lovgivning, som ikke garanterer lighed mellem ægtefællerne, omgås. Så meget står klart. Her taler vi ikke om sharia. Det er et spørgsmål om dette princip om lighed mellem mænd og kvinder, og teksten forbedrer integrationen af kvinder, der bor på europæisk jord, ved at prioritere lovgivningen i det land, hvor de har deres sædvanlige opholdssted. Disse kvinder vil kunne bede en dommer anvende europæisk lovgivning på deres sag, hvis den er i bedre overensstemmelse med princippet om lige rettigheder. Efter min mening er det det, vi skal huske.

På den baggrund har dette været en interessant forhandling, og jeg takker alle talerne. Jeg vil også gerne takke fru Gebhardt og hr. Deprez, der har benyttet denne mulighed for at finde ud af, om vi her umiddelbart før en ny høringsrunde med medlemsstaterne er ved at forpligte os til at udøve forstærket samarbejde. Denne forhandling er ved at nærme sig sin afslutning, og jeg takker Parlamentet mange gange, for jeg tror på, at langt de fleste medlemmer virkelig ønsker, at vi skal fortsætte processen, samtidig med at vi gør alt for at opnå den størst mulige konsensus.

FORSÆDE: Marek SIWIEC
Næstformand

  Evelyne Gebhardt, ordfører. – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle talerne. Jeg vil gerne endnu engang understrege, at vi har skærpet de bestemmelser, som Kommissionen har foreslået, og som allerede er fastsat i Rom III, yderligere ved meget klart at angive følgende, f.eks. i ændringsforslag 25: Hvis den lov, der er valgt […], ikke anerkender separation eller skilsmisse, eller hvis den anerkender disse på en måde, der er diskriminerende over for den ene ægtefælle, finder domslandets lov (lex fori) anvendelse.

Det betyder, at kompetencen i sådanne tilfælde i f.eks. Sverige er i Sverige. Vi har meget tydeligt angivet, at hvis sådan nogle sager skulle opstå, er der et klart svar. Faktisk kunne dette umuligt være opstillet mere tydeligt i en tekst – og derfor forstår jeg ikke, hvad problemet er. Vi bør dog bestræbe os på at forstå, hvad det er – og jeg vil gerne takke kommissær Barrot for, at han udtrykte sine synspunkter så klart, og for hans villighed til at tale med vores politikerkolleger i Sverige endnu engang – for jeg begriber det stadigvæk ikke.

Når alt kommer til alt, er hensigten med denne forordning at forbedre alle de eksisterende bestemmelser yderligere. Det at nå frem til et positivt svar er meget vigtigt for mig som en kvinde, der altid har spillet en rolle i udformningen af kvindepolitik, da den svage part har en tendens til at være kvinden. Vi skal være særligt opmærksomme på at sikre, at der skabes en god holdning.

Jeg håber også, at det med den kompromisvilje, som vi har stræbt efter gang på gang – jeg vil gerne takke hr. Demetriou i denne henseende – endnu kan lykkes os at overbevise hr. Casini om, at vi har en god holdning på dette område. Det findes også et grundlag for dette i ændringsforslag 38, hvor vi endnu engang gør det klart – selv om det allerede fremgår af teksten – at det naturligvis kun er lovgivning, der virkelig er i overensstemmelse med principperne i EU og i chartret om grundlæggende rettigheder, der skal anvendes i medlemsstaterne, hvilket efter vores mening siger sig selv. Alt andet ville være udelukket. Ingen domstol i EU ville på nogen måde anvende lovgivning, der ikke levede op til de kriterier. Jeg finder det helt utænkeligt – hvilket selvfølgelig er gjort helt klart.

  Formanden . − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted på tirsdag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Lidia Joanna Geringer de Oedenberg (PSE), skriftlig. – (PL) Øget social mobilitet har ført til et større antal blandede ægteskaber, og det samme gælder skilsmisser. Der er ofte opstået vanskeligheder vedrørende valg af lov, når parret stammer fra hver sin EU-medlemsstat, eller når den ene part er EU-borger, og den anden ikke er. Derfor er der et presserende behov for harmonisering af bestemmelserne vedrørende blandede ægteskaber for at komme forskelsbehandling under skilsmissesagen i forkøbet.

Valget af værneting bør træffes på grundlag af begge parters adgang til fuldstændige oplysninger om de vigtigste aspekter af national lovgivning og EU-lovgivning. De bør også oplyses om de procedurer, der vedrører skilsmisse og separation. Muligheden for at vælge passende værneting og lovgivning må ikke krænke ægtefællernes rettigheder eller lige muligheder. Derfor skal lovvalget i et bestemt land være et valg mellem lovgivningen i den stat, hvor ægteskabet blev indgået, eller lovgivningen i den stat, hvor ægtefællerne har haft deres sædvanlige opholdssted de sidste tre år eller lovgivningen i oprindelseslandet.

Derudover virker det passende at anvende det såkaldte princip om landets lov i forhold til, hvor domstolen ligger, når der er fare for forskelsbehandling af en af ægtefællerne. Ét eksempel kunne være i tilfælde med kvinder fra tredjelande, hvor skilsmisse ikke anerkendes, men hvor disse kvinder har bopæl i EU og søger om skilsmisse eller separation. I sådanne situationer bør de fordele, som den enkelte opnår ved skilsmisse eller separation som et udtryk for deres uafhængighed som person, opveje argumenterne for gennemførelse af national lovgivning.

  Gyula Hegyi (PSE), skriftlig. – (HU) Den offentlige opinion i Ungarn optændes fra tid til anden af sager, hvor børn med en ungarsk forælder tages med til udlandet af en ikkeungarsk ægtefælle. Den offentlige opinion sympatiserer først og fremmest med den mor, hvis barn er blevet taget fra hende, men har også ondt af den far, der er blevet berøvet sit barn, hvis barnet ender under fremmede og ugunstige forhold. Der er et stigende antal "blandede" ægteskaber i EU, men de regler, der gælder for opløsning af ægteskab og forældreansvar, er ofte kaotiske og tvetydige. EU-lovgivning har hidtil kun reguleret rammerne for tvister såsom spørgsmålet om jurisdiktion, dvs. hvilken domstol der har kompetence til at høre skilsmisse- eller forældreansvarssagen. Den har dog ikke fastsat løsninger i forhold til lovvalg i ægteskabssager – med andre ord i forhold til at bestemme, hvilken stats lovgivning domstolene skal anvende i retssagen. De store forskelle mellem medlemsstaternes lovgivning gav derfor anledning til retlig usikkerhed, hvilket ofte fik parterne til at indlede processen så hurtigt som muligt, så de mest gunstige lovregler kunne anvendes. Den forordning, der nu er under udarbejdelse, sigter mod at rette op på denne situation, først og fremmest ved at støtte indgåelsen af en aftale mellem parterne. Det kan være hensigtsmæssigt i forbindelse med skilsmisse efter fælles overenskomst, men når man ved, hvordan tingene ofte ser ud i praksis, er jeg bange for, at det kun vil løse få retlige tvister. Den rette løsning vil være, hvis det på lang sigt lykkes os at udvikle et fælles europæisk regelsæt for forældreansvar.

  Antonio Masip Hidalgo (PSE), skriftlig. – (ES) Vi støtter mekanismen for et forstærket samarbejde i dette tilfælde, da det vil sikre større retlig sikkerhed og stabilitet, hindre "forum-shopping" og bringe europæisk integration fremad.

Derudover er det nye system gavnligt, da det fastsætter lovgivningen på ægtefællernes fælles sædvanlige opholdssted som det første lovvalg. I Spaniens tilfælde vil det erstatte lovkriteriet om fælles nationalitet, som når man tænker på antallet af indvandrerpar, der bor i Spanien, er meget praktisk for domstolene og borgere, der søger retfærdighed.