Formanden . − Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om:
– betænkning (A6-0403/2008) af in 't Veld for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender om indgåelse af aftalen mellem Den Europæiske Union og Australien om luftfartsselskabers behandling og overførsel af passagerliste (PNR)-oplysninger med oprindelse i Den Europæiske Union til det australske toldvæsen [2008/2187(INI)] og
– mundtlig forespørgsel (B6-0476/2008) af in 't Veld, Roure, Bradbourn og Kaufmann for Udvalget om Borgernes Rettigheder og Retlige og Indre Anliggender til Kommissionen om Den Europæiske Union og PNR-oplysninger (O-0100/2008).
Sophia in 't Veld, ordfører. − (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lægge ud med endnu en kommentar om Rådets fravær, for i noterne til min tale havde jeg nogle bemærkninger om godt samarbejde mellem Parlamentet og Rådet, dialog, Lissabontraktatens ånd osv., men Rådet er også fraværende ved disse forhandlinger. Jeg synes, at det er helt skandaløst, fordi det er Rådet, som er ved at udarbejde en PNR-politik og skal svare på spørgsmål, og så er det ikke repræsenteret her. Rådet har i al offentlighed højtideligt lovet at involvere Parlamentet, men nu ser vi, hvad Rådets løfter er værd – intet. Jeg synes, at det er en fornærmelse, ikke af Parlamentet, men af borgerne, som har ret til svar og til en gennemsigtig beslutningsproces. Så jeg vil gerne bede formanden om at viderebringe min utilfredshed til formandskabets repræsentanter.
Det er en forhandling under ét om forslagene om en EU-passagerliste på den ene side og aftalen om passageroplysninger mellem EU og Australien på den anden side. De rejser grundlæggende de samme problemstillinger, og disse er allerede blevet taget op i forbindelse med aftalen med USA og senere med Canada.
Et af de primære spørgsmål er formålsbegrænsning, da alt andet følger deraf – formålsbegrænsning eller med andre ord forslagets berettigelse i udgangspunktet. Nu er det sådan, at alt er galt med berettigelsen, alt er galt med formålsbegræsningen. Nu skal jeg beskrive det for Dem.
Først subsidiaritet: Kommissionen og Rådet angiver, at formålet med forslaget af harmonisering af nationale ordninger. Der er dog kun nogle få medlemsstater – jeg tror, at der er tre indtil nu – som enten har et PNR-system på plads eller har planer om sådan en ordning. Derfor kan forslaget umuligt harmonisere nationale systemer, for de findes ikke. Det skaber blot en forpligtelse for alle medlemsstaterne til at etablere et sådant system til indsamling af PNR-oplysninger. Jeg vil kalde dette "hvidvaskning af politik", for det, vi ikke kan opnå på nationalt niveau, prøver vi at sluse ind af bagdøren i EU. Jeg er meget proeuropæisk, men jeg bryder mig ikke om dette.
Derudover har Kommissionen foreslået en decentraliseret ordning, så den europæiske merværdi er endnu mere utydelig, og det skaber et uhåndterligt kludetæppe af regler og systemer for luftfartsselskaberne og et meget uigennemsigtigt system for borgerne.
Det formål, der er angivet i Kommissionens forslag, er at identificere personer, som er eller muligvis er involveret i terrorisme eller organiseret kriminalitet samt deres hjælpere, skabe og opdatere risikoindikatorer, skaffe efterretninger om rejsemønstre og andre tendenser vedrørende terrorhandlinger til brug i kriminalefterforskninger og retsforfølgelse for terroristhandlinger og organiseret kriminalitet.
Kommissionen hævder i sit forslag, at EU har været i stand til at vurdere værdien af PNR-oplysninger og erkende deres potentiale i forhold til retshåndhævelse. Til dato har vi dog ikke set noget konkret materiale, der kan underbygge denne påstand. Alt det materiale, som USA indtil videre har fremlagt, er udokumenteret, og helt ærligt ser de oplysninger, som vi har modtaget fra forskellige amerikanske regeringsorganer i løbet af det seneste år eller deromkring, kun ud til at vise, at masseindsamling og -behandling af PNR slet ikke er anvendeligt.
Der har kun været en enkelt evaluering af den amerikanske PNR-ordning, og den vurderede ikke resultaterne. Faktisk rejser en rapport af nyere dato, der er finansieret af USA's ministerium for national sikkerhed, tvivl om adfærdsovervågningens anvendelighed som et værktøj til at identificere potentielle terrorister. Det er let at forstå, for hvordan kan man udvikle risikoprofiler for potentielle terrorister på grundlag af PNR-oplysninger? Det er åbenlyst noget vrøvl. Hvordan skal man afgøre, om en person ikke har reelle hensigter på grundlag af den pågældendes telefonnummer eller kreditkortnummer? Det kan med andre ord påvises, at det formål, der er angivet i kommissionsforslaget, er ugyldigt og ubegrundet, og alligevel er det det grundlag, som Rådet baserer sit arbejder på.
Kommissionen og Rådet virker forvirrede i forhold til, hvad der kan, og hvad der ikke kan lade sig gøre med PNR-oplysninger. PNR-lister indeholder normalt meget summariske oplysninger og har i gennemsnit ikke mere end 10 felter med meget grundlæggende oplysninger. Så det er helt uklart, hvordan disse oplysninger skulle kunne tjene til at identificere personer, der udgør en høj risiko.
De retshåndhævende myndigheder har allerede de nødvendige beføjelser til at indhente PNR-oplysninger fra sag til sag i forbindelse med efterforskning eller retsforfølgelse af mistænkte personer, der er kendte, og mulige hjælpere. Så kommissionsforslaget vil kun afskaffe forpligtelsen til at skaffe en dommerkendelse og have en gyldig grund. Så hvis de retshåndhævende myndigheder har brug for nye beføjelser, er det op til dem at vise, hvor og hvordan de eksisterende beføjelser er utilstrækkelige. Indtil videre har vi ikke fået noget svar på det spørgsmål.
Vi har allerede et direktiv om API-oplysninger, og de kan helt sikkert anvendes til personidentifikation, og de kan anvendes til at holde personer op mod en overvågningsliste. Det er ikke muligt med PNR-oplysninger. Når vi har et direktiv om API-oplysninger, hvorfor har vi så behov for mere? Det er ikke blevet bevist.
Automatiseret systematisk analyse af PNR-oplysninger for alle passagerer kan være anvendelig til andre formål, f.eks. i bekæmpelsen af narkotikasmugling eller illegal indvandring. Der kan være yderst reelle og gyldige formål, men lad os få dem frem i lyset og ikke snakke om forebyggelse af terrorangreb, for det er noget helt andet.
Hvis Kommissionen og Rådet har til hensigt at udvide rammerne for forslaget, så det dækker de andre formål, som jeg lige har nævnt, bør de redegøre detaljeret i forhold til hvert af disse formål for, hvordan der skal gøres brug af PNR-oplysningerne. Man kan med andre ord målrettet anvende PNR-oplysninger i forbindelse med en igangværende, konkret efterforskning. Man kan anvende PNR-oplysninger til automatiseret systematisk analyse, f.eks. mod narkotikasmugling, men i den sammenhæng behøver man ikke at lagre oplysningerne. Så vi har brug for helt præcist at vide, hvad formålet er.
Det fører mig frem til spørgsmålet om, lad os kalde det retsgrundlaget, for hvis man læser det med småt skrevne i aftalen EU/Australia om passageroplysninger – og det gælder også for aftalen EU/USA om passageroplysninger – handler det ikke kun om bekæmpelse af terrorisme og kriminalitet, men også om indvandring, sundhedsrisici, administrative formål, told, indvandring, tilsyn med og ansvarliggørelse af den offentlige administration. Det har intet at gøre med kampen mod terrorisme.
Kommissionen og Rådet har valgt et retsakt fra tredje søjle til PNR-forslaget og også til aftalerne med andre lande, men den tredje søjle omhandler politi- og retssamarbejde inden for EU. Det handler ikke om sikkerhed i andre lande.
Kommissionen vil muligvis hævde, at vi indirekte, hvis vi stiller oplysninger til rådighed for amerikanerne, australierne og for f.eks. Sydkorea, vil drage fordel af det i forhold til sikkerhed. Det kan meget vel være rigtigt, men så vil jeg gerne forstå, hvor folkesundheden kommer ind i billedet? Hvor kommer indvandring ind? Hvor kommer tilsyn med og ansvarliggørelse af den offentlige administration ind? Det har ikke noget som helst at gøre med det.
Jeg vil ikke gå i yderligere detaljer med gennemførelsen, men spørgsmålet om formål og berettigelse skal besvares før noget andet, for påstanden om, at det har været så anvendeligt i kampen mod terrorisme, er endnu ikke blevet dokumenteret. Vi venter stadig på beviser, og dem vil jeg meget gerne have. Og hvis der ikke findes nogen beviser, bør vi kigge på forslaget igen.
Jacques Barrot, næstformand i Kommissionen. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi har hørt en livlig tale fra anklagemyndigheden. Jeg ved ikke, om jeg vil svare på alle disse spørgsmål, men jeg vil begynde med at takke fru in 't Veld, der har givet os denne lejlighed til for det første at drøfte den aftale om passageroplysninger, der blev indgået mellem Australien og EU den 30. juni.
Aftalen er resultatet af forhandlinger, der begyndte i marts i år, og som er blevet ledet af det slovenske formandskab med hjælp fra Kommissionen. Den er gyldig i syv år. Den har til hensigt at sørge for retsbeskyttelse af luftfartsselskaber og reservationssystemer inden for EU med henblik på overførsel af PNR-oplysninger til det australske toldvæsen, samtidig med at den er forenelig med EU's lovgivning om databeskyttelse.
Aftalen indeholder vigtige løfter, der tager hensyn til problemerne inden for databeskyttelsesområdet, til enkeltpersoners ret til at få adgang til personoplysninger, der er lagret som følge af aftalen, og til enkeltpersoners ret til, uanset nationalitet, at indgive en klage til den ansvarlige for beskyttelse af privatlivets fred hos de australske myndigheder i forhold til den måde, som deres oplysninger er blevet behandlet på.
Parlamentet har altid været tilhænger af at basere overførsel af PNR-oplysninger på det, der er kendt som "push-systemet". Efter en overgangsperiode vil PNR-oplysninger kun blive overført til det australske toldvæsen via dette "push-system". Det australske toldvæsen vil med andre ord ikke have autoriseret adgang til disse oplysninger direkte fra databaserne. Tilsvarende indeholder aftalen vigtige beskyttelsesmekanismer vedrørende lagring af PNR-oplysninger, overførsel af oplysningerne til andre organer eller tredjelande samt en meget klar henvisning til de formål, som oplysningerne må anvendes til.
Hvad angår formålet med PNR-oplysningerne, hævdes det i forslaget til henstilling, at det ikke er foreneligt med artikel 8 i den europæiske menneskerettighedskonvention. Som svar kan jeg sige, at aftalen fastsætter, at PNR-oplysninger kan anvendes til tre formål, som er udspecificeret. Disse er bekæmpelse af terrorisme og dermed forbunden kriminalitet, bekæmpelse af grov kriminalitet – herunder organiseret kriminalitet – af grænseoverskridende karakter og for det tredje bekæmpelse af, at personer flygter fra arrestordrer og midlertidige frihedsberøvende foranstaltninger, der er udstedt for disse former for kriminalitet. Hvis De ønsker det, tror jeg godt, at De i dette tilfælde kan sige, at formålene er blevet defineret.
Med henblik på klarhed fastsætter aftalen også, at PNR-oplysninger kan behandles fra sag til sag, når dette er nødvendigt for beskyttelsen af den pågældende persons vitale interesser. Med henblik på klarhed fastsætter aftalen, at PNR-oplysninger kan behandles fra sag til sag, når en retskendelse kræver dette, f.eks. i tilfælde, hvor behandlingen foretages for at kontrollere, at PNR-oplysningerne behandles i overensstemmelse med de australske menneskerettigheder.
Jeg vil gerne sige til Dem, at jeg i fremtiden vil være meget omhyggelig med, at Parlamentet spiller sin rolle i sådanne forhandlinger. Jeg er fuldstændig klar over behovet for at holde Dem velunderrettet. På den baggrund virker det for mig, som om der er blevet opnået et vist antal garantier i forhold til oplysningerne samt brugen og lagringen af oplysningerne. På den baggrund har jeg prøvet at være objektiv, og jeg tror ikke desto mindre, at denne aftale var nødvendig. I betragtning af, at vi har en villig partner, en, der har en institution med ansvar for databeskyttelse, mener jeg virkelig, at vi har grund til at håbe, at denne aftale vil blive anvendt med fuld respekt for databeskyttelse.
Jeg går nu videre til den efter min mening yderst vigtige mundtlige forespørgsel, som De har fremsat, og som tydeligvis repræsenterer hele problemet med PNR. International terrorisme og kriminalitet udgør en alvorlig trussel, og det er sandt, at indsamling og analyse af PNR-oplysninger virker til at være et effektivt værktøj i kampen mod terrorisme og kriminalitet. PNR-oplysninger er rent faktisk kommercielle oplysninger, som passageren frivilligt giver luftfartsselskaberne. Det er de oplysninger, der indsamles af luftfartsselskaberne til at køre deres reservationssystemer.
For nylig er visse lande begyndt at kræve, at luftfartsselskaberne overfører deres PNR-oplysninger til dem som et middel til at forebygge og bekæmpe terrorisme og grov kriminalitet såsom menneske- og narkotikasmugling. Disse lande omfatter USA, Canada, Det Forenede Kongerige, Australien, New Zealand og Sydkorea. Disse er en række tredjelande, ikke Det Forenede Kongerige, der er begyndt på at kræve, at luftfartsselskaberne overfører PNR-oplysninger til dem.
Visse medlemsstater – Frankrig, Danmark, Sverige og Belgien – er gået i gang med en lovgivningsproces med det samme formål eller overvejer muligheden for at påbegynde en lovgivningsproces. Flere andre lande er begyndt at overveje idéen om at anvende PNR-oplysninger. Vi er dog kun i de indledende faser.
Vi skal være opmærksomme på, at PNR-oplysninger ganske enkelt er et værktøj, der kan anvendes af de retshåndhævende myndigheder sammen med andre værktøjer og oplysninger, for det spørgsmål, De har stillet om at finde ud af, hvilken anvendelighed sådan en anvendelse egentlig har, kan ikke rigtigt vurderes alene uden for den sammenhæng, hvor politimyndighederne anvender PNR-oplysninger sammen med andre instrumenter.
Derfor er det klart meget sværere helt præcist at fastlægge PNR-oplysningernes anvendelighed. Ikke desto mindre ser det ud til, at de i visse lande, der har anvendt PNR-oplysninger, virkelig har vist sig at være et anvendeligt våben i kampen mod terrorisme og kriminalitet. PNR-systemerne er blevet evalueret af myndighederne i hvert land. Resultaterne af disse evalueringer er i det store og hele positive og bekræfter, at brugen af PNR-systemerne har været effektiv.
Under udarbejdelsen af sit forslag om europæisk PNR var Kommissionen i tæt kontakt med medlemsstaternes politimyndigheder. Kommissionen var tydeligvis godt tilfreds med det materiale, som medlemsstaterne har fremlagt. Størstedelen af materialet var baseret på fortrolige oplysninger og kunne ikke fremlægges i et åbent forum. Parlamentet afholdt en høring om PNR, hvor fire medlemsstater og tre tredjelande præsenterede deres brug af PNR og bekræftede deres succes. I betragtning af disse oplysningers fortrolige og følsomme beskaffenhed blev høringen dog afholdt for lukkede døre.
Jeg vil gerne sige et par ord om automatiserede analysemetoder, da dette er et reelt spørgsmål. Det er korrekt, at PNR normalt analyseres automatisk på grundlag af risikoindikatorer, men jeg vil gerne understrege følgende, nemlig at Kommissionen ønsker en garanti for, at denne slags automatiseret analyse aldrig vil føre til en beslutning, der direkte berører et individ. Resultaterne af automatiseret analyse skal altid analyseres igen på manuel vis af en person med særligt kendskab til dette område.
Det foreslås i Kommissionens forslag, at PNR-oplysninger skal anvendes til at forebygge og bekæmpe terrorisme og organiseret kriminalitet og særligt narkotikasmugling og menneskesmugling, noget De helt sikkert har været parat til at anerkende. Jeg vil gerne tilføje, at PNR kan være anvendelig i bekæmpelsen af andre former for grov kriminalitet, der ikke har nogen forbindelse til organiseret kriminalitet. Til trods for dette har vi begrænset forslaget til organiseret kriminalitet af proportionalitetsårsager.
Nogle medlemslande mener, at PNR-oplysninger generelt kunne være anvendelige i bekæmpelse af illegal indvandring, til beskyttelse af folkesundheden og i forbindelse med luftfartssikkerhed. I kampen mod illegal indvandring ville PNR-oplysninger være anvendelige, da de gør oplysningerne hurtigere tilgængelige end forhåndsoplysninger om passagerer. Inden for luftfartssikkerhed kunne PNR-oplysninger være anvendelige, hvis PNR-systemet gav mulighed for at nægte kriminelle eller potentielle terrorister tilladelse til at komme om bord på et fly, men Kommissionens forslag omfatter ikke disse beføjelser.
Hvad angår folkesundhed, kunne PNR-oplysninger være anvendelige i forebyggelsen af potentielle epidemier. Hvis en passager opdagede, at han eller hun led af en sygdom, der havde potentiale for at forårsage en epidemi, kunne PNR-oplysninger anvendes til at kommunikere med andre passagerer på det samme fly og give dem den relevante rådgivning. Heller ikke her går Kommissionens forslag så langt, da der manglede bevis for proportionaliteten. Jeg beklager, at jeg ikke er helt enig med Dem, men det virker for mig, som om de formål, der er angivet i forslaget, er tilstrækkeligt præcise til at sørge for den juridiske beskyttelse, som vi alle ønsker at få etableret.
De kom også ind på spørgsmålet om subsidiaritet og overvejede, om der var behov for et europæisk initiativ. Kommissionen mener, at dette EU-forslag er nødvendigt. Tre medlemsstater har allerede indført national lovgivning om PNR-oplysninger, og flere andre medlemsstater anvender allerede PNR-oplysninger på andre måder. En sammenligning af disse systemer afslører mange forskelle med hensyn til både de forpligtelser, der pålægges luftfartsselskaberne, og formålene.
Sådan nogle forskelle gør det mere besværligt for passagererne og skaber helt sikkert også problemer for luftfartsselskaberne. Forslaget har derfor til hensigt at harmonisere luftfartsselskabernes ansvarsområder og sikre ensartede regler for medlemsstaternes brug af PNR-oplysninger. Samtidig forpligter det dem også til at overholde vores databeskyttelsesmekanismer.
Derudover muliggør forslaget et mere effektivt samarbejde mellem politistyrkerne. Frem for alt mener Kommissionen, at international terrorisme og kriminalitet i disse tider repræsenterer alvorlige trusler, og at disse forholdsregler skal træffes for at klare disse problemer, samtidig med at menneskerettighederne og borgernes grundlæggende rettigheder respekteres fuldt ud.
De har også rejst spørgsmålet om vores valg af en decentral struktur for dataindsamlingen ved at spørge: "Er det ikke i virkeligheden sådan, at vi mister overblikket ved at vælge et decentralt system?" Kommissionen har undersøgt valget mellem et centralt system og en decentral struktur, og under vores høringer med medlemsstaterne blev det klart, at behandlingen af PNR-oplysninger kræver brug af oplysninger fra ekstremt følsomme kilder. Derfor er medlemsstaterne ikke villige til at dele sådan nogle oplysninger med en central europæisk PNR-enhed.
Det er korrekt, at det centrale system ville være billigere og have visse fordele, men af realpolitiske grunde har vi valgt en decentral struktur. Ud fra et databeskyttelsesmæssigt synspunkt gør den decentrale løsning det også muligt for hver medlemsstat at etablere sine egne beskyttelsesmekanismer for adgang til og udveksling af oplysninger.
Afslutningsvis vil jeg gerne undskylde for at have optaget så meget tid, men dette er en vigtig sag, der vedrører udøvelsen af Parlamentets og de nationale parlamenters demokratiske kontrol. Kommissionen er bestemt klar over, at dens forslag først vil blive vedtaget efter en høringsproces. Kommissionen ønsker at være i tæt kontakt med Dem, med Parlamentet. De nationale parlamenter vil i vid udstrækning blive involveret i denne proces, da forslaget er under behandling eller skal behandles af de fleste nationale parlamenter. Databeskyttelsesmyndighederne vil blive involveret i PNR-systemet og vil være ansvarlige for uafhængig overvågning af systemerne.
Derfor anerkender jeg, at fru in 't Velds indvendinger er alvorlige. Jeg har gjort mit bedste for at besvare dem ærligt. Ikke desto mindre synes jeg, at den europæiske ramme er anvendelig, hvis vi ikke vil have alle medlemsstaterne til at iværksætte og lægge sig fast på helt forskellige PNR-initiativer, hvilket indebærer en afgørende risiko for, at en række databeskyttelsesregler ikke bliver overholdt.
I forhold til anvendelighed er det korrekt, at vi skal definere brugen, og at vi skal være yderst opmærksomme på, at oplysningerne bliver brugt inden for de udstukne rammer, men det er også korrekt, at vi i kampen mod organiseret kriminalitet har så stort et behov for at blive mere effektive, at en ekstra ressource fortjener ikke at blive overset. Det er ganske enkelt, hvad jeg har at sige som svar på Deres indvendinger, som jeg har lyttet meget nøje til.
Formanden. − Jeg vil gerne takke ordføreren mange gange for hendes præsentation og detaljerede forklaring. Jeg vil også gerne oplyse ordføreren om, at selv om det er Parlamentet, der fastlægger dagsordenen, foreslås den af Formandskonferencen. Beslutningen om, hvor på dagsordenen hvert punkt bliver placeret, afgør, om der vil være en repræsentant for Rådet til stede. På Formandskonferencen var der ikke noget, der tydede på, at dette emne skulle placeres på en anden dag end mandag. I reglen deltager repræsentanter for Rådet ikke i vores mandagsforhandlinger. Jeg vil derfor foreslå ordføreren, at hun, hvis hun har nogen kommentarer til sagen, stiler dem til sin gruppeleder, som kunne have grebet ind, men ikke gjorde det. Derfor er der ingen repræsentant for Rådet til stede i dag, men det er ikke tegn på, at Parlamentet bliver ignoreret. Baggrunden for dette fravær er proceduremæssig.
Sophia in 't Veld (ALDE). - (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne have lov til at svare ganske kort på dette, for jeg synes, at det er et spørgsmål om høflighed og politisk interesse for Rådet at være her, og jeg er sikker på, at de kan afse en minister til at være til stede. Vi har haft forhandlinger inden for de sidste to måneder, hvor Rådet var til stede, men forlod salen halvvejs igennem.
Jeg synes, at det er uacceptabelt, og det er ikke noget, jeg skal indberette for min gruppe. Det er op til formandskabet for Parlamentet at videregive vores utilfredshed til EU-formandskabet.
Formanden. − Mange tak. Jeg har noteret mig Deres utilfredshed, men vær venlig at stile eventuelle kommentarer til Deres gruppeleder, som kunne have sikret, at dette emne blev drøftet i tilstedeværelse af en rådsrepræsentant, men ikke gjorde dette. Jeg stillede ikke nogen spørgsmål til ordføreren, men jeg forstår, at hun har udtrykt sin bekymring.
Philip Bradbourn, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Selvfølgelig er passagerlisteoplysninger ikke et nyt koncept inden for flysikkerhed. Parlamentet har ved mange tidligere lejligheder drøftet både mangler og fordele.
Generelt er jeg bekymret – uanset om systemet anvendes i samarbejde med USA, Canada, Australien eller i en generel EU-struktur – over, hvem der vil bruge oplysningerne, hvad de vil bruge dem til, og hvordan de vil blive beskyttet. Efter min mening er PNR-systemer et værdifuldt værktøj i kampen mod terrorisme, men vi skal sikre, at systemet ikke bare bliver endnu et værktøj til at opbevare oplysninger om borgerne. Formålet med PNR skal være at bekæmpe terrorisme, og jeg er beklageligvis nødt til at sige, at kommissæren i sin indledning ikke fik mig overbevist om, at der ville være den formålsbegrænsning, vi alle sammen ønsker. Formålet skal begrænses til de organisationer, der har mandat til at kæmpe mod terror. Foranstaltninger til terrorbekæmpelse må ikke være en undskyldning for et omfattende system med personoplysninger. Vi skal kort sagt sikre, at sådanne systemer vedbliver med at være det, som de er konstrueret til, nemlig en hjælp til sikkerhedstjenesterne i identifikationen af og målretningen mod de mennesker, der udgør den største trussel.
Jeg byder PNR-systemerne velkommen som en del af vores tilgang til terrorbekæmpelse, men jeg mener tilsvarende, at vi skal være fleksible i vores tilgang, når vi forhandler med tredjelande. Vi skal tage fat i det vigtige spørgsmål om databeskyttelse for EU-borgerne, og om hvorvidt – og på hvilken måde – disse oplysninger skal videregives til andre.
Derfor opfordrer jeg på det kraftigste Parlamentet til at tage PNR alvorligt som en del af et globalt værktøj til at gøre vores luftrum mere sikkert. Så længe vi håndterer spørgsmålet på en forholdsmæssig måde og mindsker potentialet for misbrug, kan PNR fungere som et afgørende værktøj til at beskytte uskyldige rejsende og gribe ind over for potentielle terrorister. Afslutningsvis vil jeg gerne påpege, at jeg altid har sagt, at disse systemer ville få mig til at føle mig mere tryk i 10 kilometers højde.
Roselyne Lefrançois, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand! I dag drøfter vi to beslægtede emner, nemlig aftalen mellem Australien og EU om overførsel af passagerlisteoplysninger – PNR-oplysninger – og oprettelsen af et europæisk PNR-system. Den aftale, der er indgået med Australien, virker for os langt mere acceptabel end andre aftaler, som er indgået med lande uden for EU. Det er derfor særlig glædeligt, at oplysningerne er gjort anonyme, og at der er sat grænser for overførslen og den videre brug af oplysningerne.
Vi er også yderst tilfredse med, at de australske myndigheder har bekræftet, at det ikke er værd at indsamle følsomme oplysninger såsom fødevarepræferencer. Vi har dog stadig de samme bekymringer, da det formål, som oplysningerne kan bruges til, ikke er defineret særlig godt. Derudover virker den periode, som oplysningerne gemmes i, og det antal af dataelementer, der kan rekvireres, overdrevne.
Endelig mener jeg, at det er afgørende at få en klarere definition af den databeskyttelse, der vil gælde for de europæiske borgere. Vi opfordrer også Rådet og medlemsstaterne til at øge den demokratiske kontrol ved at involvere Parlamentet, før aftalerne færdigbehandles.
De emner, som aftalen med Australien tager op, viser de problemer, der er forbundet med oprettelsen af et europæisk PNR-system. Vi må ikke stille os tilfredse med kun at reagere på anmodninger fra lande uden for EU. EU burde foregå med et godt eksempel ved at fortsætte sin traditionelle beskyttelse af borgernes privatliv. Vi nægter bare at vedtage en identisk kopi af den PNR-aftale, der er indgået med USA, for EU. Vi har behov for en åben debat for at fastslå, om brugen af PNR-oplysninger virkelig er anvendelig og i givet fald under hvilke betingelser.
Sarah Ludford, for ALDE-Gruppen. – Hr. formand! Jeg forstår, at der er en ny regel, i det mindste for rådsformandskabet, om, at de ikke dukker op om mandagen! Da jeg kun kommer til Strasbourg under protest, kunne jeg sådan set godt tænke på, at den regel gjaldt for mig.
Som ordføreren sagde, er ordningerne for brug af PNR-oplysninger uklare og juridisk usikre, og vi risikerer, at det kommer til at ligne en overvågningsstat for overvågningsstatens skyld. Jeg er særlig bekymret for fremgangsmåden med datamining og udarbejdelsen af adfærds- og identitetsprofiler. Ud over spørgsmålene om lovlighed og effektivitet er jeg bekymret over, hvad der sker med en person, der bliver genstand for særlig opmærksomhed.
Det kunne være, fordi den pågældende havde en bekendt, der var i politiets søgelys. Næstformand Barrot siger, at håndhævelsestiltag ikke kan iværksættes alene på grundlag af automatiseret behandling, men hvad sker der med den oprindelige udskillelse af en person som værende af mulig interesse? Vi skal have fuldstændig sikkerhed for, at den pågældende sporing slettes.
Hvis oplysningerne deles og lagres, kan faren for, at den pågældende må lide en grum skæbne, som det skete for Maher Arrar, der blev overgivet til tortur i syv måneder efter at være blevet afhentet i JFK-lufthavnen i New York, ikke opfattes som fantasifuldt tankespind.
Kathalijne Maria Buitenweg, for Verts/ALE-Gruppen. – (NL) Hr. formand! Jeg vil gerne reagere på det, hr. Bradbourn har sagt. Jeg er heller ikke imod passagerlisteoplysninger (PNR-oplysninger) i sig selv, selv om man til en vis grad kan få den opfattelse. Det vigtige er, og her er jeg helt enig med ordføreren, at vi skal se meget nøje på, hvordan dette instrument bedst kan bruges, og hvornår anvendeligheden deraf og behovet derfor er ordentligt defineret.
Jeg vil i den forbindelse gerne komme med et andet forslag til Kommissionen. Kommissær Barrot sagde, at han meget gerne vil arbejde sammen med Parlamentet, og det sætter jeg pris på, men når det kommer til anvendelighed og behov, har vi stadig nogle løse ender, og det er efter min mening helt centralt i drøftelserne mellem Kommissionen, Rådet og Parlamentet om dette emne.
Hr. kommissær! De siger, at De har en hel bunke vurderinger, der viser et højt anvendelighedsniveau. Så vidt jeg ved, på grundlag af det, jeg har læst om emnet, giver systemet primært oplysninger om migration, og det løser en række problemstillinger, men mig bekendt har det ikke virkelig gjort noget, der gavner kampen mod terror. Jeg vil dog gerne undersøge dette nærmere sammen med Dem på et tidspunkt.
Jeg vil derfor foreslå, at der foretages en undersøgelse. Jeg foreslår, at De sætter Dem ned sammen med os for at fastlægge undersøgelsesspørgsmålet, at vi får foretaget undersøgelsen, og at vi så drøfter dette i detaljer. Vi har ikke noget principielt mod PNR-oplysninger, men vi ønsker, at oplysningerne håndteres med stor omhu i tråd med vores principper om sikring af privatlivets fred. Jeg håber, at De er villig til at bakke op om dette. Kunne De svare på dette?
Hvad angår Deres aftale med Australien, kan den meget vel være en tak bedre end andre aftaler, f.eks. aftalen med USA, men jeg vil gerne høre, hvilke andre aftaler der er i støbeskeen. De sagde for et øjeblik siden, at uanset hvad der sker, vil intet af dette komme undertrykkende myndigheder i hænde. I lyset af det antager jeg, at vi aldrig vil forhandle med Rusland eller Kina. Kan De under alle omstændigheder bekræfte det og måske forsyne os med en liste over de lande, der allerede pågår forhandlinger med, som vi ellers ikke vil høre om, før forhandlingerne har været flere måneder undervejs?
Giusto Catania, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Det, som kommissær Barrot har sagt, overbeviser ikke mig om, at der er nogen reelle fordele at opnå ved at bruge disse PNR-oplysninger. Der er stadig ikke nogen klare beviser for, at disse oplysninger kan være et reelt bidrag til kampen mod terrorisme og organiseret kriminalitet.
Faktum er, at alle i dette vanvittige forsøg på at identificere formodede terrorister pludselig er mistænkt. Jeg mener, at der er visse punkter, der skal afklares i forhold til brugen af de oplysninger, der bliver indsamlet, og den måde, hvorpå de skal håndteres. Derimod er vi ofte – ud fra de oplysninger, vi har til rådighed – vidne til vilkårlig og hensynsløs aktivitet, hvor oplysningerne jævnligt sendes fra den ene til den anden og ikke altid overføres korrekt.
Efter min mening styrker denne iver efter at tvinge oplysninger frem ikke forsvaret af vores personlige beskyttelse. Sikkerhedens unødige forrang for frihed har ofte ført til afskaffelsen af beskyttelsesmekanismer for vores rettigheder.
Carlos Coelho (PPE-DE). – (PT) Hr. formand! Jeg vil især gerne tale om aftalen med Australien og lykønske fru in 't Veld med hendes fremragende arbejde med denne betænkning. Jeg vil også gerne lykønske kommissær Barrot med de vellykkede forhandlinger, som Kommissionen har gennemført. Aftalen med Australien er generelt positiv. Den er et godt eksempel på den lange vej, der er tilbagelagt siden de indledende drøftelser om PNR. På det tidspunkt mente Parlamentet, at overførsel af PNR-oplysninger var uacceptabel, medmindre det kunne garanteres, at de ville blive beskyttet behørigt, og at de gældende fællesskabsregler ville blive overholdt.
Denne aftale tager hensyn til de fleste af de bekymringer, vi fremlagde, og garanterer passende databeskyttelse. For det første fordi australsk lovgivning beskytter EU-borgernes privatliv. For det andet fordi der er planlagt et system, der garanterer, at borgerne uanset nationalitet eller bopælsland kan udøve deres rettigheder og få adgang til en konfliktløsningsmekanisme, der endda omfatter muligheden for at indstille dataoverførslen midlertidigt i tilfælde af databeskyttelsesmyndighedernes overtrædelse af aftalen. For det tredje fordi der er en forpligtelse til at gennemføre en fælles undersøgelse, der omfatter databeskyttelsesmyndighederne, og for det fjerde fordi jeg i forhold til følsomme oplysninger er glad for, at toldmyndighederne specifikt har udtalt, at de hverken ønsker eller behøver følsomme oplysninger. Jeg er enig med fru in 't Veld i, at det er et godt eksempel for andre lande.
Jeg kan dog kun beklage, at hverken Rådet eller Kommissionen har holdt det løfte, der blev givet i denne plenarforsamling om at samarbejde tæt med Parlamentet i denne sag. Jeg noterer mig kommissær Barrots udsagn om, at det ikke vil ske igen i fremtiden, men sandheden er, at der er blevet indgået endnu en aftale, uden at Parlamentet på noget tidspunkt er blevet orienteret, hverken om vedtagelsen af mandatet eller om indgåelsen af aftalen. Det er afgørende, at en aftale, der så direkte berører borgernes grundlæggende rettigheder, har demokratisk legitimitet. Den kan ikke opnås gennem en efterfølgende evaluering og godkendelse i de nationale parlamenter i betragtning af, at der, som det er kommissæren bekendt, kun er sørget for dette nationale tilsyn i 10 ud af de 27 medlemsstater.
Indtil Lissabontraktaten træder i kraft, og Parlamentet kan blive ordentligt tilknyttet processen med at gennemgå PNR-aftalerne, håber vi, at princippet om loyalt samarbejde mellem de forskellige institutioner i det mindst kan blive respekteret. Det er, hvad jeg appellerer til.
Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Hr. formand! Hvad angår europæiske PNR-oplysninger, kom De med en chokerende udtalelse, hr. kommissær! De sagde nemlig i Deres forslag, at De nægter at anmode om oplysninger om ikkeeuropæiske passagerer, der rejser til Europa, i forhold til f.eks. illegal indvandring eller sygdomme, fordi De anser det for at være urimeligt.
Så hvorfor underskrev De en aftale med USA, der tillader, at den amerikanske regering kan få lige præcis disse oplysninger om europæiske borgere? Kort sagt har De indrømmet, at aftalen mellem Europa og USA overtræder det europæiske proportionalitetsprincip.
De sagde noget andet, der var upræcist. De gentog flere gange i Deres tale, at PNR-oplysninger er anvendelige, men uden at påvise hvordan. Europæisk lovgivning kræver imidlertid, at disse oplysninger skal være nødvendige, ikke kun anvendelige. Hvis den europæiske lovgivning er blevet ændret, så vær venlig at fortælle os det, og hvis den er uændret, er De forpligtet til at bevise, at PNR-oplysningerne er nødvendige og ikke kun anvendelige.
Hvad angår Australien, hvad er så pointen i, at vi i dag drøfter en PNR-aftale med Australien, der allerede er underskrevet og godkendt? Det er ikke et teoretisk spørgsmål. Som De ved, skete der i forbindelse med aftalen med USA det, at USA, endnu før blækket var tørt på PNR-aftalen, begyndte at lægge pres på individuelle EU-lande og parlamentere frem og tilbage for at få endnu flere oplysninger end dem, som PNR-aftalen foreskrev, til gengæld for deres optagelse i det famøse visumfritagelsesprogram. Disse oplysninger og de personoplysninger blev efterspurgt uden for rammerne af de begrænsninger, der er fastlagt i PNR-aftalen, som, selv om de er utilstrækkelige, i det mindste eksisterer.
Præsident Bush optog seks europæiske lande i programmet ved en overdådig ceremoni for to dage siden, men udtalte, at han ikke ville optage seks andre, herunder Grækenland. Det tydelige pres, der bliver lagt på visse europæiske lande, om at acceptere vilkår, der strider mod deres forfatning og lovgivning, eller endnu værre om at tilpasse deres udenrigspolitik til et tredjelands ønsker – som vi har hørt om i forbindelse med Grækenland – kræver omgående undersøgelse af Kommissionen og indgriben og fordømmelse fra Rådet, som desværre ikke er her i dag.
Dumitru Oprea (PPE-DE). – (RO) Hr. formand! Den måde, hvorpå der gøres forsøg på at indsamle personoplysninger for at forebygge potentielle problemer eller personlige hændelser (som kommissær Barrot faktisk sagde: "kampen mod terrorister, grov kriminalitet... ting, der vil ske, ikke ting, der allerede har fundet sted"), repræsenterer en åbenlys krænkelse af menneskerettighederne for ikke at nævne en overtrædelse af lovgivningen inden for dette område om beskyttelse af personoplysninger og beskyttelse mod, at disse oplysninger kommer til at cirkulere frit.
Vi mener, at når nogen træffer beslutninger for en person, bør det enten som udgangspunkt betragtes som en krænkelse af menneskerettighederne, eller også skal det aftales, at den pågældende person skal give sit samtykke og da kun ud fra den antagelse, at det ikke indebærer nogen risiko for andres sikkerhed. Denne middelalderagtige strategi, der er blevet fremlagt under vores drøftelser, står i modsætning til den strategi, der anvendes i lufthavnene, hvor der anvendes åbne, sikre systemer.
Silvia-Adriana Ţicău (PSE). - (RO) Hr. formand! I forbindelse med beslutningen om at oprette et register indeholdende passageroplysninger nævnes det, at disse oplysninger vil blive videregivet ved flyvninger fra EU til tredjelande, som EU har indgået aftaler med om beskyttelse af personoplysninger. Hr. kommissær! De nævnte, at nogle medlemsstater allerede har gennemført den konkrete lovgivning nationalt. Det er vigtigt at vedtage denne lovgivning demokratisk, hvilket betyder, at de nationale parlamenter skal involveres.
Jeg vil gerne gøre Dem opmærksom på, at lovgivningen i én medlemsstat i denne henseende berører borgerne i andre medlemsstater. Hvis f.eks. en rumænsk borger for at flyve til Australien skal med en international afgang, der afgår fra en anden medlemsstat, bør den rumænske borger have kendskab til lovgivningen i den pågældende medlemsstat og bør især kunne give sit samtykke til, at hans eller hendes personoplysninger indsamles og behandles. Så vidt jeg ved, skal Parlamentet via komitologiproceduren være involveret i de aftaler, som Fællesskabet indgår med tredjelande på dette område.
Manfred Weber (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg vil gerne lige komme med to korte kommentarer. For det første vil jeg bede kommissæren om at viderebringe den bekymring, der gives udtryk for her i dag, til indenrigsministrene. Vi har fået at vide, at PNR-oplysninger giver mulighed for at bekæmpe kriminalitet. Faktisk har mange her i Parlamentet bekræftet dette. Den problemstilling, der optager os, er, om det er forholdsmæssigt. Vi lagrer millioner, endda milliarder, af oplysninger i 10 år i forbindelse med måske en håndfuld sager. Er det rimeligt? Det er den bekymring, der optager os alle.
Den anden ting, jeg gerne vil sige, er, at jeg ikke forstår, hvorfor vi taler om et europæisk PNR-system. Det forslag, der ligger på bordet, indebærer udvikling af 27 nationale PNR-systemer, ikke et europæisk PNR-system. Hvis medlemsstaterne har sådan et presserende behov for dette værktøj i kampen mod kriminalitet, vil vi foreslå, at indenrigsministrene går til deres nationale parlamenter og drøfter og gennemfører det dér. Drøftelse af fælles datastandarder er én ting – men det er noget ganske andet at gøre det til et tvungent mål for Rådet for Retlige og Indre Anliggender. Personligt fornemmer jeg, at indenrigsministrene ikke har kunnet tvinge dette igennem derhjemme på nationalt niveau, og derfor forsøger de nu at gøre det via Rådet. Derfor skal vi sige nej.
Bogusław Liberadzki (PSE). – (PL) Hr. formand! Jeg er glad for at få mulighed for at drøfte tingene med Dem, også selv om De ikke længere er transportkommissær, kommissær Barrot! Ikke desto mindre har jeg mange gode minder om samarbejdet med Dem i den periode. Med hensyn til udveksling af oplysninger husker jeg dog vores drøftelser i Transport- og Turismeudvalget, når vi behandlede emner såsom sikkerhed for rejsende og beskyttelse af personoplysninger for at forhindre, at de faldt i de forkerte hænder. Dette er afgørende emner. Derfor mener jeg, at spredning af oplysninger, omstændighederne ved og modtagerne af oplysningerne, tilgængelighedsprincippet og målene alle sammen bør være af afgørende betydning for denne aftale.
Vi er følsomme, når vi samarbejder med USA. Vi ved, hvor vigtigt et land det er. Jeg opfordrer Dem dog til at huske på, at vi europæere ofte gøres ubehageligt til mode i lufthavnene. Det må vi ikke glemme.
Luis de Grandes Pascual (PPE-DE). – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Terrorisme og grov organiseret kriminalitet er globale fænomener. Midlerne til at bekæmpe disse skal derfor være forholdsmæssige og effektive.
Jeg noterede mig de svar, der blev givet på spørgsmålene. Disse svar var ganske korrekte. Det er sandt, at der skal kræves garantier, og at det er et følsomt emne. Men det er også sandt, at det er fuldstændig uforsvarligt at komme med en global og harmoniseret reaktion.
Disse mennesker, der ikke har ret meget føling med terrorisme, lægger større vægt på individuelle garantier. Jeg lægger vægt på både individuelle og kollektive garantier. Det er helt afgørende, at vi starter, hvor vi kan. Hvis vi må starte med lufttransporten, i betragtning af at luftfartsselskaberne allerede har disse oplysninger, så er det der, vi skal starte.
Vi vil kræve garantier, vi vil vurdere omfanget, og vi vil starte med international transport. Men bemærk, at vi derefter vil gå videre til indenlandsk transport, fordi terrorister meget ofte ikke kommer udefra, men er indenlandske. Spørg USA og alle andre, for det er sådan, det er, og det er sådan, vi skal gribe det an i fremtiden.
Jacques Barrot, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne takke alle de parlamentsmedlemmer, der har talt i dag, og jeg kan forsikre Dem om, at jeg helt sikkert vil være til stede ved det rådsmøde, der finder sted i denne uge, hvor jeg vil referere de kommentarer, der er blevet givet.
Jeg vil for det første gerne minde Dem om, at vi ikke mener, at PNR-systemets anvendelighed kan ignoreres i forbindelse med bekæmpelsen af terrorisme og organiseret kriminalitet. Flere af Dem anerkendte dette helt åbent. Vi kan derfor ikke klare os uden dette PNR-system, og jeg vil gerne sige, at den kommissær, der er ansvarlig for bekæmpelsen af organiseret kriminalitet, ikke er villig til at opgive anvendelige ressourcer. Vi skal dog også bruge systemet ordentligt, og her er jeg enig med Dem. Formål og proportionalitet er af afgørende betydning. Vi skal holde os inden for formålet, og som fru in 't Veld sagde, skal formålet angives præcist, og proportionaliteten skal sikres. Jeg må dog lige svare hr. Lambrinidis, som var temmelig lidenskabelig, i forhold til et specifikt punkt: I aftalen mellem USA og Europa er formålet terrorisme og kriminalitet, punktum. Vi skal altså for det først sørge for proportionalitet og formål.
Jeg havde stor forståelse for det, mange af medlemmerne sagde om behovet for at sikre, at oplysninger ikke lagres, når de først er brugt til det formål, de blev indsamlet til. De har ret i at sige, at vi skal undgå enhver form for lagring, der efterfølgende kan føre til brug, som er uacceptabel i forhold til vores grundlæggende rettigheder.
Nu vil jeg gerne gå videre til demokratisk kontrol, først i forbindelse med forhandlinger med lande uden for EU. Vi bør være helt klar over, at artikel 24 og 38 i traktaten om Den Europæiske Union angiver, at formandskabet i internationale forhandlinger fører disse, om nødvendigt med støtte fra Kommissionen. Artikel 24 forpligter ikke formandskabet til at orientere eller konsultere Parlamentet, og det er derfor op til formandskabet at orientere Parlamentet om forhandlingernes udvikling, når dette er relevant. Når det er sagt, kan Kommissionen – efter at have rådført sig med formandskabet, og hvis en passende lejlighed opstår – holde Parlamentet orienteret om udviklingen på disse områder. Jeg vil gerne forsikre Dem om, at ingen andre tredjelande har anmodet om PNR-forhandlinger, og derfor står sagen helt klar. Hvis dette skulle ske, når jeg indleder nye forhandlinger som ny kommissær på dette område, vil jeg helt sikkert anmode formandskabet om tilladelse til at holde det relevante udvalg i Parlamenteret orienteret om forhandlingernes udvikling. Det vil jeg gerne love Dem.
For det tredje – og hr. Weber har lige nævnt dette – ja, der er 27 nationale systemer, men disse systemer er ikke for forskellige, og de nationale parlamenter er blevet hørt i forhold til dette. Så vidt jeg ved, har de nationale parlamenter haft mulighed for at udtrykke deres meninger og sende os deres kommentarer. Jeg ved godt, at jeg ikke har svaret på alle kommentarerne, men flere velfunderede bemærkninger vil blive taget i betragtning. Det, jeg tror, er, om De vil, at vi ikke – og jeg tolker virkelig stemningen under forhandlingen sådan – kan berøve os selv en ressource, hvis den pågældende ressource kunne være anvendelig. Det er blevet sagt, at denne effektivitet ikke er blevet dokumenteret. Selv om det er sandt, er der ikke desto mindre blevet givet visse beviser, og som jeg sagde for lidt siden, var der i de oplysninger, som blev givet for lukkede døre, en række vidner, der berettede, at PNR-systemet kan være anvendeligt. Jeg er derfor fortsat overbevist om, at det kan være meget anvendeligt i kampen mod organiseret kriminalitet.
Når det er tilfældet, skal formålene overholdes. Vi skal undgå lagring af oplysninger, og derfor har vi behov for forholdsvis streng kontrol. Af den årsag skal vi efter min mening – som jeg sagde til sidst – involvere alle databeskyttelsesorganer. I torsdags deltog jeg i et møde om databeskyttelse, der var arrangeret af størstedelen af de organer, som er ansvarlige for databeskyttelse i Europa, og jeg fik det indtryk, at der nu i medlemsstaterne reelt er et stigende ønske om at overdrage databeskyttelsesopgaven til uafhængige myndigheder, som virkelig har stor sandsynlighed for at blive hørt.
Det var, hvad jeg gerne ville sige ved afslutningen af en forhandling, som har været yderst interessant og nyttig for mig, og som jeg vil referere for medlemsstaterne og deres ministre. Det påtager jeg mig at gøre.
Sophia in 't Veld, ordfører. − (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren for hans svar, og jeg vil med glæde sætte mig ned sammen med ham og tale alle detaljerne igennem. Jeg vil kort vende tilbage til formålet, for der er mange misforståelser i forhold til, hvad der kan og ikke kan gøres med PNR-oplysninger. PNR-oplysningerne er allerede tilgængelige i dag uden en europæisk PNR-ordning, bare med en dommerkendelse og med gyldig grund. Men behovet for yderligere, ubegrænsede beføjelser er ikke blevet bevist. Så jeg bestrider ikke anvendeligheden af PNR-oplysningerne i sig selv, men derimod denne masseindsamling og automatiserede analyse.
Jeg er ikke den eneste, der mener dette. Jeg er i godt selskab. Databeskyttelsesmyndighederne er af samme holdning, men de bliver ignoreret. Luftfartsselskaberne fortæller os det samme. Sikkerhedseksperter fra sikkerhedstjenesterne i lufthavnene siger det samme til os, og jeg vil komme med et citat fra en rapport bestilt af det amerikanske ministerium for national sikkerhed – jeg vil faktisk rigtig gerne citere det for Dem. Der står, at "automatiseret identifikation ved hjælp af datamining eller andre kendte metoder ikke er en praktisk mulig målsætning". Det er ikke noget, jeg opdigter. Det er udtalelser fra sikkerhedseksperter i den rapport, der var bestilt af ministeriet for national sikkerhed.
Hr. kommissær! Der er dokumentation for systemets anvendelighed, som De sagde, men det er anvendelighed i forhold til bekæmpelse af narkotikasmugling eller illegal indvandring eller andre formål. Det overrasker Dem måske, men jeg er i princippet ikke modstander af at bruge PNR-oplysninger til disse formål. Men vi skal være meget præcise i vores definition af formålene for at sikre proportionalitet og for at sikre tilstrækkelig juridisk beskyttelse.
Jeg vil gerne slutte med en meget personlig bemærkning. Jeg er meget ked af den måde, som vi har diskuteret PNR på i efterhånden fem år, og Rådet og Kommissionen tromler bare derudaf. Jeg vil gerne sige til mine irske EU-medborgere, at hvis De deler mit ønske om at gøre en ende på udemokratiske og uigennemsigtige beslutningsprocesser, så sig ja til den nye EU-traktat.