Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 20. oktober 2008 - Strasbourg

20. Global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande (kortfattet forelæggelse)

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er en kortfattet forelæggelse af betænkning (A6-0366/2008) af Anders Wijkman for Udviklingsudvalget om en global klimaalliance mellem EU og de fattige udviklingslande, der er mest udsatte som følge af klimaændringen (2008/2131(INI))

  Anders Wijkman, ordfører. − (EN) Hr. formand! Denne betænkning er et svar på den globale klimaalliance, som Kommissionen lancerede i slutningen af sidste år. Grundlæggende er den globale klimaalliance et godt initiativ. Det er først og fremmest en anerkendelse af, at lavindkomstlande vil blive udsat for alvorlige risici på grund af klimaændringerne.

Det er ironisk, at man for blot otte år siden blev enige om årtusindudviklingsmålene i New York. Klimaændringerne blev knap nok nævnt, selv om det allerede dengang var tydeligt, at mange lavindkomstlande ville komme til at lide hårdt under klimaændringernes negative indvirkninger.

Men den måde, vi er organiseret på i de nationale organisationer, i regeringerne osv. − klimaændringer på et spor og udviklingssamarbejde på et andet − var allerede dengang en hindring for en fuld erkendelse af, at klimaændringerne udgør en trussel mod udvikling og fattigdomsbekæmpelse.

Udfordringerne er naturligvis store. For at man kan hjælpe lavindkomstlandene med at tilpasse sig til klimaændringerne og mindske risiciene, og for at man kan bistå dem i bestræbelserne på at afbøde virkningerne, samt finde en synergi mellem disse to forhold, må man især fokusere på afskovning, og dernæst, og det er det vigtigste, inddrage alle disse spørgsmål i udviklingsplanlægningen og bestræbelserne på at bekæmpe fattigdommen.

Det er afgørende, at vi ikke kommer til at stå med en række isolerede tilpasningsprojekter. I stedet for må vi generelt integrere tilpasningen og risikobegrænsningen i udviklingssamarbejdet.

Under drøftelserne i Udviklingsudvalget var det største spørgsmål, hvorledes dette skulle finansieres. Kommissionens forslag indeholder kun et beløb på 60 mio. EUR. Det er en dråbe i havet. Ingen ved, hvor meget tilpasning og risikobegrænsning vil koste, ingen ved hvad det teknologiske samarbejde om de afbødende foranstaltninger vil koste. Verdensbanken, Oxfam, UNDP og andre har fremlagt skøn på mellem 10 -100 mia. USD årligt. Nogle foranstaltninger behøver ikke at koste mere. Hvis man, når man udarbejder udviklingsprogrammer og strategier til fattigdomsbekæmpelse, medregner klimaændringernes negative indvirkninger lige fra begyndelsen, vil man ikke ende med større omkostninger. Vi ved imidlertid, at omkostningerne vil stige på mange områder. Her kan f.eks. nævnes landbrug, risikobegrænsning i forbindelse med ekstreme vejrforhold, stigende vandstand, sundhedsforanstaltninger osv.

Spørgsmålet er, hvor de ekstra midler skal komme fra. Vi stiller nogle forslag i betænkningen. Et af dem er helt naturligt at bruge en del af indtægterne fra den forventede handel med emissionstilladelser i fremtiden. Det er vigtigt, at vi øremærker midler til udviklingslandene i denne sammenhæng.

Et andet forslag går ud på, at medlemsstaterne skal støtte Kommissionens initiativ og ikke gå i gang med egne initiativer. Dette er et nyt område, hvor det er fornuftigt at samle ressourcerne.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at alt, hvad vi gør på dette område, skal ses i sammenhæng med næste års klimaforhandlinger i København. Det er ganske afgørende, at bilag 1-landene, og især EU, handler proaktivt, hvis man skal kunne indgå en global aftale.

Udviklingsudvalgets betænkning behandler de nævnte spørgsmål, samt mange andre, ud fra ønsket om at støtte Kommissionens initiativ, og hovedformålet er at forstærke initiativet, både når det gælder indhold og finansiering.

  Joe Borg, Medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg er glad for hr. Vijkmans betænkning og takker ham for hans fortsatte støtte til den globale klimaalliance. Overordnet mener vi, at betænkningen fremhæver de rigtige spørgsmål og identificerer de vigtigste udfordringer, som det internationale samfund står over for for øjeblikket i bestræbelserne på at bistå udviklingslandene med at tilpasse sig til og afbøde klimaændringerne. For det første vil jeg understrege, at vi især værdsætter betænkningens forslag om at gøre den globale klimaaftale til en clearingcentral for medlemsstaternes initiativer. Vi er enige i, at de igangværende bestræbelser på at hjælpe udviklingslandene på dette vigtige område foregår spredt og ikke særlig velkoordineret, og de lever ikke op til Paris-principperne om bistandseffektivitet, som alle EU-medlemsstater har undertegnet.

For det andet vil jeg fremhæve forslaget om at fastsætte en langsigtet finansieringsmålsætning for GCCA-partnerlandene. Her er det imidlertid centralt, at EU-medlemsstaterne fuldt ud slutter op om dette initiativ og stiller flere ODA-forpligtelsesbevillinger og nye finansieringskilder til rådighed for GCCA. Hvis det kun er Kommissionen alene, der fastlægger finansieringsmålsætningen, vil det være meningsløst.

Og endelig er der forslaget om at bruge en del af de forventede indtægter fra handel med emissionsrettigheder under EU's emissionshandelsordning til finansiering af GCCA og andre klimaændringsforanstaltninger i udviklingslandene. Vi har − især under de nuværende omstændigheder − brug for Europa-Parlamentets fortsatte støtte til gennemførelsen af disse forslag, især ved at man arbejder sammen med beslutningstagere i medlemsstaterne.

I betænkningen fremhæves en række punkter, hvor der ønskes nærmere præcisering fra Kommissionens side. Kommissionen vil især understrege den helt klare merværdi, som GCCA har. GCCA er tænkt som et nøgleelement i EU's politik om klimaændring. Traditionelt har man i denne politik sat fokus på afbødende foranstaltninger i og uden for EU. Grønbogs-hvidbogsprocessen omhandler nu først og fremmest tilpasningsbestræbelser i EU. GCCA repræsenterer vores tilpasningsbestræbelsers eksterne dimension. Derudover er det vigtigt at understrege, at det internationale samfund er nødt til at nå frem til en global klimaaftale i København i december 2009, hvis man skal undgå et tomrum mellem Kyotoprotokollen og opfølgningsaftalen. Udviklingslandene vil kun indgå en sådan aftale, hvis tilpasningsaspektet bliver drøftet specifikt. EU må også påtage sig en førende rolle i denne sammenhæng, og GCCA er et udtryk for vores engagement.

Hr. Wijkmans betænkning kunne have udtrykt dette politiske krav stærkere. Derudover er EU den største donor af udviklingsbistand. Klimaændringer er helt klart en trussel mod udvikling. Sigtet med GCCA er at sætte tilpasningen til klimaændringerne i centrum for EU's udviklingspolitik.

Endelig vil GCCA bruge nye metoder i forbindelse med klimarelateret bistand. Man vil gå bort fra projektfinansiering og i stedet bruge en programbaseret tilgang. Kun på den måde kan man efter vores opfattelse få opbygget en effektiv modstandsdygtighed mod klimaændringer. Kommissionen er allerede gået i gang med gennemførelsen af det første stadie i den globale klimaalliance. I den forbindelse er vi opmærksomme på betænkningens forslag, især hvad angår en tættere inddragelse af partnerlandenes repræsentanter og en tættere koordination med andre tilsvarende toårige og flerårige multilaterale initiativer.

Til slut vil jeg understrege, at Kommissionen erkender behovet for en bedre integrering af klimaændringerne i dens egne bistandsprogrammer i tæt samarbejde med partnerlandene og udviklingspartnerne på landeniveau. OECD's igangværende arbejde med udarbejdelse af retningslinjer for integrering af tilpasningsdimensionen i udviklingssamarbejdet vil være en hjælp i vores bestræbelser.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Mihaela Popa (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Dette initiativ udspringer af EU's ansvar over for udviklingslandene og af, at EU er verdens største donor af humanitær bistand.

Det er i den henseende vigtigt at undgå overlapning af Fællesskabets og medlemsstaternes initiativer i udviklingslandene.

Det er efter min opfattelse vigtigt, at vores indsats mod klimaændringer ikke bliver en engangsforeteelse, men at vi indser vigtigheden af at medtage forebyggelse i alle EU's foranstaltninger, især i forbindelse med udviklingsbistand.

Sidst men ikke mindst mener jeg, at forebyggende foranstaltninger skal prioriteres frem for foranstaltninger i forbindelse med humanitære kriser, idet man må huske på, at genopbygningsomkostningerne er meget større efter en katastrofe.

EU må ikke blot udvise solidaritet, men også ansvarlighed over for andre regioner i verden, og den globale klimaalliance er et vigtigt skridt i den retning.

  Pierre Schapira (PSE), skriftlig. – (FR) Den globale klimaalliance skal være et effektivt instrument, der sætter de fattigste lande i stand til at tilpasse sig til konsekvenserne af klimaændringerne, som de er de første ofre for.

Ved hjælp af de ændringsforslag, som Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet stillede i udvalget, var det muligt at forbedre ordførerens fremragende arbejde.

Hvad angår finansieringen af alliancen, tilslutter PSE sig ordførerens beklagelse over det lave årlige beløb, Kommissionen har fastsat.

Vi beklager ligeledes den næsten systematiske brug af EUF-midler til finansieringen af nye initiativer som f.eks. alliancen. Disse midlers anvendelse bør kontrolleres strengt for at sikre, at de rent faktisk finansierer udviklingsforanstaltninger, og at de begrænses til første år af alliancens arbejde. Kommissionen må derfor overholde sit løfte om at finde yderligere finansiering til alliancen.

PSE har ligeledes udtrykt støtte til, at der etableres en tæt forbindelse mellem klimaændringerne og den aktuelle fødevarekrise. Alliancen bør foreslå konkrete initiativer på denne front, som f.eks. oprettelsen af grønne bælter omkring byerne i udviklingslandene for at fremme et landbrug, der fremstiller fødevarer.

Til slut skal nævnes, at vi har opfordret til, at der udarbejdes miljømæssige, sociale og økonomiske kriterier for fremstilling af biobrændsel, og til at fødevaresikkerheden bliver sikret, før man fremmer landbrug til eksport.