Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Fuldstændigt Forhandlingsreferat
Mandag den 20. oktober 2008 - Strasbourg EUT-udgave

24. Strategi for reguleringsagenturer(kortfattet forelæggelse)
Video af indlæg
Protokol
MPphoto
 
 

  Formanden. − Næste punkt på dagsordenen er betænkning (A6-0354/2008) af Georgios Papastamkos for Udvalget om Konstitutionelle Anliggender om en strategi for den fremtidige regulering af de institutionelle aspekter ved reguleringsagenturer. (2008/2103(INI)).

 
  
MPphoto
 

  Georgios Papastamkos, ordfører. − (EL) Hr. formand! De 29 europæiske reguleringsagenturer fremstår ved første øjekast som meget små institutioner, men de har i realiteten en indlysende stor indflydelse, og de er allerede blevet en accepteret parainstitutionel komponent i EU.

Der hersker ingen tvivl om, at den alt for store stigning i antallet af reguleringsagenturer har ført til, at de europæiske lovgivningsindgreb er blevet alt for omfattende, at de europæiske politikker er blevet spredt og mere uigennemskuelige, hvilket har gjort den praktiske koordination mere vanskelig.

Derfor er der et klart og presserende behov for en midtvejsrevision af alle de europæiske agenturers arbejde og de resultater, de har opnået. Det er nødvendigt med et minimum af fælles principper og regler vedrørende reguleringsagenturernes struktur og funktionsmåde samt tilsynet med agenturerne, således at de er i overensstemmelse med traktaternes grundlæggende principper.

Efter at Rådet havde nægtet at acceptere et juridisk bindende instrument, og efter at forslaget om en interinstitutionel aftale var blevet forkastet, besluttede Kommissionen at foreslå oprettelsen af en interinstitutionel arbejdsgruppe, der skal have til opgave at fastlægge en fælles ramme for reguleringsagenturerne og de enkelte EU-institutioners respektive kompetencer i forhold til disse agenturer.

Efter min opfattelse lever dette forslag ikke op til Parlamentets forventninger om indgåelse af en interinstitutionel aftale. Den fælles tilgang er ganske rigtigt et første skridt i retning af en juridisk bindende tekst. Jeg sætter naturligvis pris på, at Kommissionen ønsker at finde en løsning på denne langvarige interinstitutionelle inerti. Vi hilser det velkommen, at der oprettes en interinstitutionel arbejdsgruppe, der skal foretage en samlet evaluering af de erfaringer, man har haft med reguleringsagenturerne, og som vil have til opgave at præcisere deres plads i EU's forvaltning, der er karakteriseret ved flere niveauer.

Den foreslåede tilgang, der så vidt muligt bør være en fælles tilgang, i forbindelse med agenturernes drift og struktur sigter på at begrænse bureaukratisk stivhed, således at agenturerne korrekt og effektivt kan spille deres lovgivningsrolle, således at der kan føres korrekt tilsyn med dem, og således at de gældende krav til revision og ansvarlighed i hvert fald delvis kan opfyldes. Den vigtigste opgave i forbindelse med udarbejdelsen af en fælles ramme for en interinstitutionel aftaleform og tilgang består i at optimere reguleringsagenturernes merværdi i de europæiske forvaltningsstrukturer ved at skabe større gennemsigtighed, synlig demokratisk kontrol og mere effektivitet.

Afslutningsvis vil jeg gerne understrege, at parlamentarisk kontrol med reguleringsagenturernes drift og struktur er i overensstemmelse med det klassiske demokratiske princip om, at ethvert organ med udøvende beføjelser har et politisk ansvar. Den mulighed, som Europa-Parlamentet har for at give de pågældende agenturer et politisk ansvar, hænger sammen med det centrale demokratiske princip om et repræsentativt demokrati, der består i at undersøge, hvorvidt de valg, som det udøvende organ træffer, er lovlige og berettigede.

 
  
MPphoto
 

  Joe Borg, Medlem af Kommissionen. (EN) Hr. formand! Kommissionen hilser den positive holdning velkommen, som ordføreren, hr. Papastamkos, og de kompetente og rådgivende udvalg har indtaget til de vigtigste punkter, der blev fremlagt i meddelelsen fra marts med titlen "Europæiske agenturer − vejen frem". Det drejer sig om den midlertidige udsættelse af forslag til nye agenturer, den kommende evaluering af agentursystemet og oprettelsen af en interinstitutionel arbejdsgruppe.

Som De ved, tillægger vi det stor betydning igen at få gang i den interinstitutionelle dialog om agenturernes rolle og plads i den europæiske forvaltning. Sigtet med denne dialog er at udforme en sammenhængende vision og fælles tilgang til reguleringsagenturerne.

Kommissionen håber, at Parlamentet nu vil være i stand til med det samme at give mandat til sine repræsentanter i den interinstitutionelle arbejdsgruppe.

Vi regner ligeledes med et positivt svar fra Rådet, således at vi kan sikre en hurtig opfølgning af Kommissionens meddelelse.

Vi regner bestemt med, at den interinstitutionelle arbejdsgruppe vil blive oprettet før udgangen af året. Denne gruppe vil blive tæt inddraget i den evalueringsproces, som Kommissionen snart vil påbegynde.

Før jeg slutter, vil jeg gerne bemærke, at Kommissionen har ladet det stå åbent, hvilken form slutresultatet af den interinstitutionelle dialog skal have for ikke at forgribe drøftelserne. Det er op til den interinstitutionelle arbejdsgruppe at afgøre, hvilken form dens konklusioner skal have. Konklusionerne vil på den anden side kunne gennemføres forskelligt. Somme tider vil det kunne være nok blot at udbrede bedste praksis, men til andre tider vil det måske være nødvendigt at ændre agenturernes retsgrundlag.

Samarbejdet mellem Parlamentet og Kommissionen er eksemplarisk på dette område, og jeg er sikker på, at vi vil arbejde videre på det grundlag.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted tirsdag.

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik