Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 21. oktober 2008 - Strasbourg

7. Det Europæiske Råds møde (15.-16. oktober 2008) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er Det Europæiske Råds rapport og Kommissionens erklæring om Det Europæiske Råds møde den 15.-16. oktober 2008.

Hr. formand for Rådet, hr. Sarkozy, hr. formand for Kommissionen, hr. Barroso! I løbet af de seneste uger har vi måttet gennemleve en særdeles vanskelig tid, hvor EU under Deres formandskab har bevist sin handlekraft. Hvis Europas lande ikke havde fundet en fælles løsning, hvis ikke der var blevet indgået en aftale mellem de europæiske partnere, og hvis ikke euroen havde fandtes, er det særdeles sandsynligt, at vi ville have befundet os i en katastrofal situation i dag.

Eurogruppens forslag fra for 10 dage siden, Det Europæiske Råds beslutninger fra i onsdags og de forpligtelser, der er blevet indgået i denne weekend på Camp David-mødet, er en række succeser, der afspejler en virkelig koordinering af handlinger og bestræbelser, der sigter mod at gennemføre de reformer, der er nødvendige for at reagere effektivt på den globale økonomis problemer. Men det var ikke kun regeringerne, der reagerede på krisen. Det Europæiske Råd har under Deres lederskab og i et tæt samarbejde med Kommissionen og Europa-Parlamentet sørget for, at EU spillede en afgørende rolle med hensyn til at sikre, at alle vores borgere, som vi står til ansvar over for, ikke lider overlast.

Ofte har det været i krisetider, at EU har vist sin sande styrke, takket være hr. Sarkozy og kommissionsformand Barroso. Europæisk handling har været fælles handling. Inden jeg åbner denne formiddags forhandling, ønsker jeg derfor at lykønske formanden for Rådet og formanden for Kommissionen.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Det er mig en ære at møde op for Europa-Parlamentet endnu en gang for at aflægge beretning om rådsformandskabets arbejde på et så vigtigt tidspunkt for Europa. Hvis De tillader det, vil jeg prøve at tale meget frit, da det kun er på sin plads her i Parlamentet, som er hjertet i det demokratiske Europa, som er vores alles ideal.

Hvad har vi forsøgt at opnå? For det første var det formandskabets ønske, at de europæiske institutioner trækker på samme hammel på baggrund af alle de kriser, vi var nødt til at tage os af. Det var mit ønske, at Europa-Parlamentet skulle inddrages hele vejen i de store begivenheder, vi har oplevet, og jeg vil gerne takke formændene for Deres grupper af alle politiske overbevisninger, som har deltaget i denne dialog og har arbejdet sammen med rådsformandskabet.

Det var også mit ønske, at vi ville arbejde tæt sammen med Kommissionen og især med dens formand, for uanset hvilke uenigheder og forskelle, der måtte være mellem Parlamentets medlemmer, er alle udmærket klar over, at splittelse mellem de europæiske institutioner svækker Europa, og at det er en pligt for dem, der påtager sig ansvar, at arbejde sammen. Vi vil bringe Europa videre, hvis Europa-Parlamentet, Kommissionen og Rådet når til enighed i de større spørgsmål og på den måde sørger for, at Europas stemme bliver hørt.

(Bifald)

Vi ønskede først og fremmest, at Europa står sammen – hvilket ikke var let at opnå. Vi ønskede, at Europa tænkte selvstændigt, for verden har brug for, at Europa tænker og er proaktivt. Hvis Europa har noget at skulle have sagt, ønsker vi ikke blot, at det siger det, men at det handler derefter.

Først var der krigen, hvor russerne reagerede fuldstændig uforholdsmæssigt under konflikten i Georgien. Ord har en betydning. Jeg bruger ordet "uforholdsmæssig", fordi det ikke stod i forhold til konfliktens anledning at intervenere på den måde, som russerne gjorde det i Georgien.

(Bifald)

Men jeg bruger ordet "reagere", fordi hvis de reagerede uforholdsmæssigt, så var det på grund af en helt og aldeles upassende handling, der var sket forudgående. Europa skal være retfærdigt og bør ikke tøve med at afstå fra ideologiske tankemåder for at sende et budskab om fred.

Krisen begyndte den 8. august. Den 12. august var vi i Moskva med Bernard Kouchner med henblik på at opnå en våbenstilstand. Jeg påstår ikke, at det var ideelt. Jeg siger blot, at det inden for fire dage lykkedes Europa at få en våbenstilstand igennem. I begyndelsen af september fik Europa tilsagn om, at man ville trække sig tilbage til de fronter, hvor man stod før krisens begyndelse den 8. august. Inden for to måneder sørgede Europa for, at en krig blev afsluttet, og at besættelsesstyrkerne blev trukket tilbage.

Der var mange forskellige holdninger til sagen. Nogle sagde – og det havde de deres grunde til – at dialog var meningsløs, og at reaktionen på militær aggression skulle være militær. Sikke et vanvid. I Europa har vi oplevet Berlinmurens fald og den kolde krigs afslutning - Europa skal ikke være part i en ny kold krig, som man skal lide under, blot fordi man ikke har formået at holde hovedet koldt!

(Bifald)

Dette var et problem, som vi overvandt med vores amerikanske allierede, som mente, at besøget i Moskva var ubelejligt. Trods alt havde vi et tæt samarbejde med vores amerikanske allierede. Deres holdning var forskellig fra vores. Vi forsøgte at arbejde med dem i stedet for mod dem, og ærligt talt, sådan som verdens tilstand er i dag, mener jeg virkelig ikke, at der er brug for en krise mellem Europa og Rusland. Det ville være uansvarligt. Derfor kan vi godt forsvare vores synspunkter angående respekt for suverænitet, respekt for Georgiens integritet, menneskerettigheder og de meningsforskelle, som vi har haft med de ledende kræfter i Rusland, men det ville have været uansvarligt at skabe betingelserne for en konflikt, som vi på ingen måde har brug for.

Der er blevet indledt drøftelser i Genève om den fremtidige status for de georgiske områder Ossetien og Abkhasien. Jeg har fået at vide, at de er begyndt under vanskelige omstændigheder, men hvem kunne have forestillet sig, at det kunne være anderledes? Det vigtige er, at de er begyndt. Jeg må også sige, at præsident Medvedev har holdt de løfter, han gav kommissionsformandskabet og rådsformandskabet, da vi rejste til Moskva i begyndelsen af september.

Europa har skabt fred. Europa har sikret, at en besættelseshær har trukket sig tilbage, og Europa har søgt internationale forhandlinger. Jeg tror, at det er længe siden, at Europa har spillet sådan en rolle i en konflikt af denne art.

Selvfølgelig kan jeg se alle tvetydighederne, alle utilstrækkelighederne, alle de kompromiser, man blev nødt til at indgå, men jeg mener rent faktisk, at vi har opnået alt det, vi kunne have opnået, og frem for alt, at hvis ikke Europa havde sørget for, at dialogens og fornuftens stemme blev hørt, ville ingen andre have gjort det. Desuden var alle de internationale medier udmærket klar over, at da vi tog af sted til Moskva og Tbilisi den 12. august, stod russerne 40 km fra Tbilisi, og at det var deres mål at omstyrte hr. Saakashvilis styre. Sådan lå landet. Vi kom meget tæt på en katastrofe, men takket være Europa – et beslutsomt Europa – indtraf katastrofen ikke, selv om det selvfølgelig vil kræve meget arbejde at løse op for spændingerne i den del af verden.

Mit andet punkt angår krisen, den systemiske, utrolige, usandsynlige finansielle krise, der – hvis vi skal fremlægge det sande billede, – begyndte den 15. september og ikke den 7. august 2007. Den 7. august 2007 begyndte en krise, der var alvorlig og bekymrende, men dog, om jeg så må sige, normal. Den 15. august 2008 indtrådte vi i en anden krise, for hvad skete der den 15. august 2008? Lehman Brothers gik fallit – og verden opdagede med forbløffelse den 15. august 2008, at en bank kan gå fallit.

Det er ikke op til os, og det er ikke op til mig at dømme om, hvad den amerikanske regering gjorde eller ikke gjorde. Det eneste jeg siger, og det står jeg ved, er, at den 15. september 2008 blev den alvorlige krise til en systemisk krise med sammenbruddet af det amerikanske finansielle system, som blev efterfulgt af sammenbruddet af det europæiske finansielle system og derefter gradvist af andre aktiebørser og finansielle systemer.

Hvilke forsøg gjorde man på det tidspunkt? Der var den første Paulson-plan, som ikke virkede. Jeg udøver ikke kritik, når jeg siger dette, jeg beskriver situationen, som den var. På det tidspunkt prøvede vi sammen med Kommissionens formand at sammenstykke et fælles europæisk svar, først inden for euroområdet. Formanden har været inde på dette. Hvad enten man er for eller imod, forbliver det en kendsgerning, at vi har den samme bank og den samme møntfod i euroområdet og derfor den samme pligt til at stå sammen.

Det var ikke let at nå en fælles holdning. Vi begyndte med at foreslå et møde mellem de fire europæiske lande, som er medlemmer af G8. Jeg fornærmer ikke nogen ved at sige, at den indflydelse, som f.eks. Det forenede Kongerige har på det globale finansielle system, er større end andre landes blandt de 27. Jeg sagde, at hvis vi på nogen mulig måde kunne nå frem til en aftale mellem Det forenede Kongerige, Tyskland, Italien og Frankrig, ville det ikke være til ulempe for de andre lande i Europa, men til deres fordel.

Selvfølgelig var der forskellige holdninger, og hvem kan bebrejde os det? I de allerførste dage af krisen vidste vi ikke, hvordan det var bedst, at vi reagerede på krisen, hvis lige ingen havde set før i den økonomiske historie, eller i det mindste i det 20. århundrede. Derfor var det min tanke, at når først de fire var mødtes, skulle vi også sørge for at få Eurogruppens lande til at mødes sammen med Slovakiet, som snart vil tilslutte sig os. Den ekstra uge gjorde det muligt for os at finde en løsning i fællesskab, som ville gøre det muligt for bankerne at genoptage deres arbejde, nemlig at låne penge ud. Men vi kom til at stå i en situation, hvor bankerne ikke længere lånte penge ud til hinanden, fordi de ikke længere havde nogen penge at låne ud, og hele systemet brød sammen. Der var banker, der blev nationaliseret i Det forenede Kongerige, banker, der gik fallit i Belgien, et islandsk system – uden for Europa, men meget tæt på Europa – der brød sammen, meget dårlige nyheder fra Schweiz og lidt efter lidt, afsmitning på Tyskland, Frankrig, alle blev revet med. Det lykkedes os i Eurogruppen at nå en aftale om en kæmpemæssig plan – 1 800 mia. EUR – som gør det muligt for vores finansielle institutioner at komme videre med deres arbejde og berolige opsparere og iværksættere i Europa.

Som det næste tog vi til Det europæiske Råd, som vedtog den samme strategi, og med det grundlag var vi i stand til at berolige markederne i Europa. Vi fik en behagelig overraskelse i form af Paulson-II-planen, og alle kunne se, at den i vidt omfang var inspireret af den europæiske plan. Det giver ikke nogen fjer i hatten. Det drejer sig simpelthen om at gøre sig det klart, at krisen er global, og at svaret derfor også kun kan være globalt. USA og Europa har brug for at koordinere deres handlinger.

Men alt dette handler om krisestyring, hverken mere eller mindre. Hvis vi ikke havde gjort dette, hvad ville der være sket?

Vi skal stadig levere de rigtige svar. Hvordan kunne alt dette gå til? Hvordan kan vi forhindre, at det hele gentager sig? Og har Europa i det hele taget idéer at holde i hævd eller en politik at foreslå? Det var i denne sammenhæng, at jeg på FN’s Generalforsamling i begyndelsen af september på vegne af Europa foreslog, at der skal holdes et internationalt topmøde, hvor fundamentet til et nyt Bretton Woods-system kan blive lagt, med henvisning til efterdønningerne af Den 2. Verdenskrig, så der kan blive grundlagt et nyt globalt finansielt system. Denne tanke er ved at vinde indpas. Hvad skal være Europas målsætning i forbindelse med dette topmøde? Fra europæisk side skal vi foreslå en radikal reform af den globale kapitalisme.

Det, der er sket er, at kapitalismens værdier er blevet forrådt, det er ikke markedsøkonomien der er blevet draget i tvivl. Der manglede regler, og vi blev vidner til, at spekulanter blev belønnet på bekostning af iværksættere. Vi skal foreslå nye regler. Europa skal og vil fremlægge forslag. For det første bør ingen bank, der arbejder med offentlige midler, være i stand til at arbejde med skattely.

(Bifald)

Intet finansielt institut bør være i stand til at arbejde uden at være underkastet finansielle regler. De handlendes aflønningssystemer skal være beregnet og indrettet således, at de ikke opmuntres til at tage unødige risici som dem vi har været vidne til. Reglerne for regnskabsaflæggelse inden for vores banker skal ikke forværre krisen, men skal snarere sætte os i stand til at mildne den, og det monetære system skal genovervejes mellem faste vekselkurser og ingen vekselkurser mellem valutaer. Vi har prøvet alverdens ting. Kan vi, resten af verden, fortsætte med at bære verdens største magts mangler uden at sige noget? Svaret er klart nej.

(Bifald)

Det nytter desuden ikke noget at pege fingre ad nogen. Vi skal blot finde måden og midlerne til at sikre, at dette ikke sker igen. Jeg kunne sige meget mere, men hvis jeg skal komme videre, kunne jeg frem for alt godt tænke mig, at Europa overvejer globalt lederskab i det 21. århundrede. Vi bør ikke være overraskede over, at det ikke fungerer. Vi befinder os i det 21. århundrede, men vi har institutioner fra det 20. århundrede. USA’s præsident og Europa har derfor foreslået adskillige topmøder fra midten af november, som vil fokusere på en ny form for regler, en ny form for globalt lederskab. Jeg håber, at Europa vil være i stand til at debattere dette.

Jeg vil udnytte lejligheden til at foreslå mine partnere, stats- eller regeringslederne, et møde, hvor disse topmøder kan blive forberedt. Spørgsmålet om en radikal reform af vores kapitalistiske system og vores internationale system er et spørgsmål, der i ligeså høj grad interesserer Europa-Parlamentet, som skal debattere det og fremsætte sine forslag. Men Europa skal tale med én stemme, hvis det ønsker at blive hørt.

Hvem vil deltage i dette topmøde? Der er mange skoler. Efter min mening er det enkleste G8, som er uundværlig – med russerne, selvfølgelig – hvortil vi bør tilføje G5, som også er uundværlig, og som ville gøre det muligt især for Kina og Indien at blive inddraget i denne væsentlige debat. Det vil være formålet med vores rejse til Kina med kommissionsformand Barroso at overbevise de asiatiske magter om at deltage i denne radikale reform.

Der har været et tredje emne under dette formandskab, som har vist sig at være usædvanlig svært, nemlig spørgsmålet om fremtiden for energi- og klimapakken. Jeg er fuldt ud klar over, at Parlamentet og nogle af dets grupper er splittede i spørgsmålet om, hvordan det videre forløb skal være. Tillad mig at give udtryk for min faste overbevisning og den politik, som jeg har til hensigt at foreslå. Energi- og klimapakken tager udgangspunkt i den overbevisning, at verden har kurs mod katastrofen, hvis vi fortsætter med at producere på de samme vilkår. For at gøre en lang historie kort, sådan er det.

(Bifald)

Jeg kan ikke se et eneste argument, der viser, at verden har det bedre ud fra et miljømæssigt synspunkt, fordi finanskrisen er indtrådt. Da vi besluttede at gå i gang med energi- og klimapakken, gjorde vi det med en bevidsthed om vores ansvar over for vores børn og over for vores klodes fremtid. Dette er en strukturel politik, dette er en historisk politik, og det ville være tragisk, hvis vi bruger finanskrisen som et påskud for at forlade denne politik.

(Bifald)

Det ville være tragisk, og det ville være uansvarligt. Hvorfor ville det være uansvarligt? Det ville være uansvarligt, fordi vi på Europas vegne ville udsende det budskab, at vi ikke har besluttet at gøre den indsats, som vi har lovet på dette område, og hvis vi ikke gør den indsats, er vores muligheder for at overbevise resten af verden om nødvendigheden af at beskytte den globale balance ikkeeksisterende. Derfor er det ikke blot et spørgsmål om, at vi i Europa ikke magter at påtage os ansvaret for os selv, det drejer sig om, at vi ikke formår at påtage os ansvaret for hele verden, hvad angår miljøet. Hvis vi i Europa ikke foregår med et godt eksempel, vil vi ikke blive lyttet til, respekteret eller bemærket – og hvis ikke vi i Europa påtager os den opgave, er der ingen der vil gøre det for os. I så fald vil vi have forsømt en historisk lejlighed.

(Bifald)

Hvad vil det sige, at "vi vil have forsømt en historisk lejlighed"? Jeg mener, at det betyder to ting. For det første skal vi tage "3x20"-målene op til fornyet overvejelse, og for det andet skal vi genoverveje tidsplanen, dvs. slutningen af året. Det er dog på ingen måde min hensigt at undergrave den fælles beslutningsprocedure, og jeg vil gerne tilføje, at jeg hverken har magt eller agt til at gøre det. Desuden forudsætter det en ondsindet tankegang at tillægge mig sådanne tanker, selv om det er noget af en kompliment fra hr. Cohn-Bendits side at tillægge mig tanker. Ikke desto mindre kæmpede vi i denne sag side om side med kommissionsformand Barroso ved Det europæiske Råd for at opnå tilslutning til målsætningerne og tidsplanen. Det var ikke let. Derfor har vi nogle få uger til at overbevise nogle af vores partnere, hvis bekymringer jeg forstår – for man kan ikke skabe betingelser for et kompromis, hvis man ikke prøver at forstå, hvad der bliver sagt af dem, der er uenige med en.

Der er nogle økonomier, som for 95 %'s vedkommende er afhængige af kul. Man kan ikke bede dem om ting, som vil tvinge dem i knæ, når de allerede har kæmpemæssige problemer. Derfor bliver vi nødt til at finde fleksible løsninger, samtidig med at vi overholder de to ydre begrænsninger, som jeg foreslog Rådet, nemlig at vi skal leve op til målsætningerne, og vi skal leve op til tidsplanen.

Måske vil jeg få lejlighed til at redegøre mere indgående herfor i andre sammenhænge, men jeg vil ikke sætte formandens tålmodighed på en prøve. Dog vil jeg gerne sige, at dette var, hvad vi stræbte efter at opnå, og jeg håber, at alle vil være i stand til at støtte det.

Jeg vil gerne sige et par ord om det fjerde emne, indvandringspagten. Pagten er et fornemt eksempel på europæisk demokrati, og trods de indledende forskelle var alle i stand til at enes om en selektiv indvandringspolitik, som er aftalt med udvandringslandene, således at vi kan drage fordel af Schengen, som omfatter tre fjerdedele af Europas lande. Hertil kommer, at det ikke desto mindre kun er rimeligt, selv om vi har afskaffet den indbyrdes visumpligt, at lande, hvis borgere ikke behøver visa for at rejse fra et land til et andet, deler vores tankegang, når de skal støtte en europæisk indvandringspolitik.

To ting skal endnu nævnes, inden jeg afslutter. Det første er, at den finansielle krise har trukket en økonomisk krise efter sig. Den økonomiske krise er her. Det giver ingen mening at forudsige den, for vi står midt i den nu. Personligt vil jeg gerne sige, at omend jeg er fuldt ud klar over, at der hersker uenighed mellem visse lande, så kan jeg dog ikke forestille mig, at nogen skulle sige til mig, at vi i lyset af den finansielle krise behøvede et forenet europæisk svar, men at vi i lyset af den økonomiske krise ikke også behøver et forenet europæisk svar.

Jeg vil gerne sige lidt om, hvad "forenet" vil sige. "Forenet" betyder ikke, at man giver det samme svar. I forbindelse med finanskrisen foreslog vi en værktøjskasse, en ruteplan, harmonisering og koordinering. Jeg mener, at vi har brug for det samme for den økonomiske politik. Det betyder ikke, at vi alle vil gøre det samme, men det betyder i det mindste, at vi er forpligtet til at tale om tingene, forpligtet til at informere hinanden og, hvad angår særlige spørgsmål, forpligtet til at rådføre os med hinanden. Der er adskillige initiativer. Tillad mig at nævne en idé. Aktiemarkederne er på et historisk lavt niveau. Jeg ønsker ikke, at Europas befolkning skal vågne op om nogle måneder for blot at opdage, at europæiske virksomheder nu tilhører ikkeeuropæisk kapital, som har købt dem til den laveste kurs – for så godt som ingenting – og nu ejer dem. Europas befolkninger ville da spørge os: "Hvad har I dog gjort?".

Jeg vil gerne opfordre til, at vi hver især reflekterer over, hvilken chance det kunne være, hvis vi også oprettede statsejede fonde i de enkelte medlemsstater, og hvis disse nationale statsejede fonde med mellemrum blev koordineret, så erhvervslivet kunne give et svar på krisen. Jeg vil tilføje, at jeg med stor interesse har fulgt den amerikanske plan for bilindustrien: 25 mia. USD i renter til utroligt lave priser for at redde de tre bilproducenter i USA fra fallit.

Jeg synes, vi skal dvæle et øjeblik ved dette spørgsmål i Europa. Vi beder vores producenter – og det med rette – om at bygge rene biler nu, om at ændre deres produktionssystemer fuldkomment. På dette grundlag vil 50 % af de solgte biler i mit land takket være miljøpræmien fremover være rene biler. Kan den europæiske bilindustri blive overladt til en situation, hvor den er udsat for alvorligt fordrejet konkurrence med sine konkurrenter fra USA, uden at man spørger om, hvilke branchepolitikker der findes for at beskytte den europæiske industri?

Dette betyder ikke, at vi sætter spørgsmålstegn ved det indre marked. Dette betyder ikke, at vi sætter spørgsmålstegn ved konkurrenceprincippet. Dette betyder ikke, at vi sætter spørgsmålstegn ved princippet om statsstøtte. Det, det betyder, er, at vi i Europa er nødt til at give et samlet svar, et svar, der ikke er naivt, når vi møder konkurrence fra de andre større regioner i verden. Det er vores pligt at sørge for, at vi i Europa kan fortsætte med at bygge fly, skibe, tog og biler, for Europa har brug for en kraftfuld industri. Den politik vil formandskabet kæmpe for med rejst pande.

Mit sidste og afsluttende punkt drejer sig om institutionerne. Jeg ved ikke, om De drager et lettelsens suk, fordi jeg nærmer mig afslutningen på min tale, eller om det er, fordi de andre emner var mindre vigtige. Institutionerne er ikke det eneste emne i Europa, og det ville være meget forkert at beskæftige sig for indgående med dette spørgsmål, hvis vi dermed udelukker alt andet. Men institutionerne er nu engang en vigtig sag. Jeg vil gerne give udtryk for, at jeg er fuldstændig overbevist om, at krisen gør en reform af de europæiske institutioner nødvendig. Krisen indebærer, at Europa skal være i stand til at give et så kraftfuldt og hurtigt svar som enhver anden verdensmagt, som f.eks. USA var i stand til at give på den tragedie, som den finansielle krise repræsenterer.

Jeg er en af dem, der mener, at det ville være en meget alvorlig fejltagelse ikke at reformere vores institutioner. Meget alvorlig. Ikke mindst fordi det ikke virker særlig fornuftigt at have et formandskab, der skifter hvert halve år, når vi skal følge op på komplicerede anliggender som Georgien og Rusland, den finansielle krise og den økonomiske krise. Uanset hvordan der blev stemt ved de seneste valg, må jeg helt åbent sige, at hvis vi holder af Europa, og hvis vi ønsker, at Europa skal tale med én stemme, virker det ikke særlig fornuftigt på mig at mene, at formandskabet for Rådet skal skifte hvert halve år. Derfor skal vi sammen med kommissionsformand Barroso udarbejde en køreplan for december for at finde et svar på det irske spørgsmål. Inden jeg forlader formandskabet for Rådet, er det min dybtfølte hensigt at foreslå denne køreplan og på et enigt grundlag fremlægge, hvordan vi kan overvinde den situation, der er opstået.

Jeg vil også gerne sige en sidste ting, nemlig at euroområdet ikke kan fortsætte uden en klart beskrevet økonomisk ledelse. Vi kan ikke længere fortsætte som hidtil. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af ECB's arbejde. Jeg vil gerne give udtryk for min faste overbevisning om, at ECB skal være uafhængig, men hvis ECB's arbejde skal nå sit fulde potentiale, skal ECB være i stand til at forhandle med en økonomisk ledelse. Dette var traktatens ånd. Traktatens ånd er dialog, demokrati og uafhængighed på begge sider og, sådan som jeg ser det, er den sande ledelse for Eurogruppen en Eurogruppe, der mødes på stats- og regeringslederniveau. Da jeg indkaldte til dette møde, blev jeg forbløffet over at opdage, at et sådant møde fandt sted for første gang, siden euroen blev indført.

Ærligt talt, vi indfører en møntfod, vi opretter en centralbank til os selv, og vi har en fælles pengepolitik, men vi har ikke en økonomisk ledelse, der lever op til sit navn. Det var gavnligt, at vi fik valgt en formand for finansministrene, og jeg var inddraget i beslutningen, idet jeg selv var finansminister på det tidspunkt. Desuden vil jeg også gerne udtrykke min anerkendelse af Jean-Claude Junckers arbejde og af hr. Almunias arbejde. Der er dog en ting, jeg gerne vil sige: Når krisen antager en størrelsesorden som den, vi har set, modsvarer et møde blandt finansministrene ikke i sig selv krisens alvor. Da vi skulle skaffe de midler til veje, som vi fik samlet sammen, var det i øvrigt ikke finansministrene, som vi skulle mobilisere, men det var alene stats- og regeringslederne, som havde den demokratiske legitimitet til at træffe så alvorlige beslutninger.

Jeg kunne sige frygtelig mange ting endnu. Til slut vil jeg blot gerne sige, at verden har brug for et Europa, der taler med en stærk stemme. Dette ansvar hviler på Parlamentets skuldre; det hviler på Kommissionens skuldre og på Rådets skuldre. Jeg vil gerne sige til alle Parlamentets medlemmer, at det uanset vores meningsforskelle har været meget nyttigt for formandskabet at mærke solidariteten fra Europa-Parlamentet, som lige fra begyndelsen havde analyseret krisens alvor, og som var villigt til – og det fortjener anerkendelse – at sætte sig ud over vores forskellige holdninger for at skabe forudsætningerne for, at Europa kunne blive forenet. Dette ønskede jeg at give udtryk for, fordi det er min dybeste overbevisning.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Det europæiske rådsmøde i sidste uge var højdepunktet i et arbejde af hidtil uovertruffen intensitet for at håndtere den økonomiske krise i Europa. Dermed blev risikoen for, at der blev indført uovervejede foranstaltninger på et ukoordineret grundlag udelukket, således at vi kunne nå frem til en fælles holdning med henblik på at genoprette stabiliteten i det europæiske finansielle system. Jeg vil gerne udtrykke min anerkendelse af præsident Sarkozy, hvis foretagsomhed og uvurderlige beslutsomhed gav den nødvendige energi til, at de 27 kunne finde frem til fælles målsætninger og principper.

Jeg er også stolt af det bidrag, som Kommissionen ydede, der – som præsident Sarkozy sagde – altid har arbejdet hånd i hånd med det franske formandskab og desuden altid har betonet, at kun et europæisk svar kunne have virkning på det nødvendige niveau.

Den handlekraft, som vi observerede ved Det europæiske Råd, og som desuden har sat os i stand til at vedtage en meget vigtig pagt om indvandring, skal også være os en rettesnor, når vi skal håndtere den europæiske dagsorden op til Det europæiske Råd i december.

Vi har især brug for at udvikle en køreplan for Lissabontraktaten for at kunne forberede os passende på valget i 2009.

Med hensyn til "energi- og klimapakken" skal der meget store anstrengelser til, hvis der skal underskrives en aftale sidst på året. Kommissionen vil arbejde tæt sammen med formandskabet for at finde løsninger, der tager højde for alle medlemsstaternes anliggender. Vi regner med, at Parlamentet fortsat vil støtte os i at nå en aftale.

I min tale i dag vil jeg dog gerne fokusere på det emne, der bør være vores umiddelbare vigtigste anliggende, nemlig den europæiske økonomi. Der er tre ting, vi skal arbejde på. For det første skal vi handle umiddelbart på europæisk plan for at overvinde den finansielle krise. For det andet skal vi reformere det internationale finansielle system, og for det tredje skal vi styrke det, der betegnes som "realøkonomien" for at mindske følgerne af den finansielle krise og skabe betingelserne for fornyet vækst og beskæftigelse.

Jeg er overbevist om, at vi i Europa med de valg, som vi tager, befinder os i en position, hvor vi kan gøre vores indflydelse gældende i den internationale reaktion på krisen. Camp David-topmødet sidste weekend gav et tydeligt fingerpeg om, hvad Europa er i stand til at opnå, når vi handler samlet. Lad os være ærlige, dette var ikke det indlysende resultat. For en måned eller to siden var det umuligt, at USA's præsident var ved vores side. Men nu er det lykkedes os at få vores partnere fra USA til at stå side om side med os, og jeg er overbevist om, at vi har skabt forudsætningerne for en grundlæggende reform af det globale finansielle system.

Vi lever virkelig i en tidsalder uden fortilfælde, hvor vi har brug for koordinering i et omfang, der ligeledes er uden fortilfælde. Til dette internationale svar har vi brug for et ægte europæisk svar. Europa skal skabe det internationale svar på internationale problemer. Globaliseringens regel er netop respekt for princippet om åbenhed og gensidig afhængighed. I stedet for at lide under globaliseringen, skal Europa forme den med sine værdier og også beskytte dens interesser. Jeg har med glæde og stolthed iagttaget, hvordan vi i Europa under denne krise har bevist, at vi er på højde med disse udfordringer.

formand for Kommissionen. − Hr. formand! Tillad mig at redegøre mere detaljeret for vores svar på denne krise.

Vores første prioritet var at spille vores rolle som Kommission i redningen af finansielle institutioner i vanskeligheder. I den forbindelse kunne vi trække på det fremragende samarbejde, som vi har haft med medlemsstaterne og med ECB.

Vores næste skridt var at fremlægge en pakke af præcise, målrettede foranstaltninger, der rettede sig mod specifikke mangler angående kapitalkrav, indskudsgarantier eller regler for regnskabsaflæggelse. Hastigheden var afgørende, og vi reagerede ved at arbejde hurtigere. I samme forbindelse var jeg taknemmelig for den hurtighed, hvormed Parlamentet var i stand til at færdiggøre behandlingen af ændringerne af reglerne for regnskabsaflæggelse. Jeg ved, at De fuldt ud anerkender, at de andre forslag, der er blevet fremlagt, fortjener den samme hurtige behandling.

Vi skal også se på, hvilke andre forslag, der vil blive brug for, så de nuværende regler kan blive ajourført, og hullerne kan blive udfyldt.

Vi vil få forslaget fra kreditvurderingsinstitutterne i næste måned. Vi vil fremlægge et initiativ om aflønning af topchefer på grundlag af vores anbefaling fra 2004. Vi vil se på regler for derivativer. Vi vil arbejde konstruktivt sammen med Europa-Parlamentet på opfølgningen til Deres seneste beslutningsforslag og se på, hvad det medfører for Kommissionens arbejdsprogram for 2009. Alle områder af de finansielle markeder vil blive omfattet af denne gennemgang.

Et vigtigt grundlag for fremtidig handling vil være resultaterne fra den højniveaugruppe, som jeg har nedsat under Jacques de Larosières ledelse, som skal undersøge grænseoverskridende finansielt opsyn i Europa. Det er med glæde, at jeg i dag kan meddele Dem sammensætningen af denne gruppe. Den vil være sammensat af Leszek Balcerowicz, Otmar Issing, Rainer Masera, Callum McCarthy, Lars Nyberg, José Pérez Fernández og Ono Ruding. Jeg beder denne gruppe om at fremlægge sine første resultater i rette tid inden forårets Europæiske Råd, og i eftermiddag vil jeg drøfte med Deres Formandskonference, hvordan det kan sikres, at Parlamentet bliver inddraget i dette arbejde.

Men som jeg sagde tidligere, vil vi også skulle argumentere for en reform af det globale finansielle system. De seneste måneder har vist, at Bretton Woods-institutionerne ikke har kunnet følge med hastigheden i de globale finansielle markeders integration.

Samarbejdet mellem EU og USA vil være afgørende, for som De ved, står EU og USA for næsten 80 % af de finansielle engrosfinansmarkeder. Dette samarbejde er ikke kun vigtigt for at få os ud af krisen, men det er endnu vigtigere for at undgå endnu en krise. I den henseende var de drøftelser, som præsident Sarkozy og jeg havde med præsident Bush sidste weekend et større skridt fremad.

Men det er ikke nok. Vi er nødt til at få andre større aktører med os. Jeg vil senere i denne uge rejse til Kina, hvor jeg sammen med præsident Sarkozy vil tage dette spørgsmål op med Kinas præsident og premierminister og med andre asiatiske partnere ved ASEAN-topmødet. Vi har brug for, at en kritisk masse af aktører er med.

Målet er at finde frem til et system for global finansiel ledelse, der er tilpasset det 21. århundredes udfordringer med hensyn til effektivitet, gennemsigtighed og repræsentation.

Europa fører an. Det kan vi alle være stolte af, og jeg ønsker at samarbejde med Parlamentet for at yde et kraftfuldt europæisk bidrag til denne internationale debat.

Men der er også det, som vi plejer at kalde realøkonomien, og vi ved alle, at der for hver dag, der går, viser sig flere tegn på, at vi står over for en alvorlig økonomisk afmatning. Konsekvenserne lader sig føle på arbejdspladser, husstandsindkomster og små som store virksomheders ordrebøger.

En ting skal være klart, og det er, at der ikke findes nogen national vej ud af denne krise – vores økonomier er for tæt bundet sammen. Sammen vil vi enten holde os oven vande eller gå til bunds. Vi må ikke falde for sirenernes kald om protektionisme; vi må ikke vende globaliseringen ryggen og sætte vores indre marked på spil. Dette vil fortsat være EU’s vækstmotor.

Vi kan dog heller ikke fortsætte som hidtil. Europas økonomi har brug for en saltvandsindsprøjtning for at komme sig, for at vokse, for at skabe beskæftigelse. Lad os først se på forholdene inden for Europa. Vi vil skulle fordoble vores anstrengelser for at tage langsigtede spørgsmål op og være bedre forberedt på at klare de udfordringer, der ligger foran os, og vi skal gøre Europa til en videnøkonomi og investere mere i forskning og udvikling og innovation. Den reviderede stabilitets- og vækstpagt overlader tilstrækkelig fleksibilitet til medlemsstaternes budgetpolitikker, så de kan reagere på de nuværende undtagelsesvise omstændigheder og fremme vækst og arbejdspladser.

Men vi er også nødt til at kigge ud over vores grænser. Handel har været nøglen til vækst i Europa i de senere år. Nu er det på tide at være proaktive hvad angår adgang til markederne, til at argumentere for, at handelsbarrierer ikke vil hjælpe nogen. Jeg håber, at vi alle har lært, at protektionisme kun gør helbredelsen så meget desto sværere.

Europæisk erhvervsliv har brug for støtte. De små og mellemstore virksomheder skal have frihed til at koncentrere sig om deres markeder. Det er f.eks. grunden til, at vi for nylig foreslog, at vores mindste virksomheder skal være fritaget for overdrevne byrder i form af regnskabsregler og indberetning af statistisk materiale.

De store fremstillingsvirksomheder har også brug for hjælp. Jeg vil gerne være sikker på, at vi bruger de europæiske programmer som vores konkurrenceevne- og innovationsprogram og forskningsrammeprogrammet, så de opnår mest virkning. Vi har brug for at styrke synergierne mellem vores Lissabonstrategi for vækst og arbejdspladser og vores klima- og energidagsorden.

Hvis vi fremmer investeringer i CO2-besparende teknologier og foranstaltninger til energieffektivitet, vil det på en og samme tid styrke vores konkurrenceevne, vores energisikkerhed og vores klimaændringsdagsorden. Den Europæiske Investeringsbank vil være en værdifuld partner i dette forehavende.

Europas borgere har også brug for støtte, især de mere sårbare. Det er af afgørende betydning i en tid med stigende arbejdsløshed, at vi opretholder investeringer i uddannelse, at vi udvikler nye færdigheder og forbereder borgerne på at drage fordel af det, når mulighederne vender tilbage. Det er mere vigtigt end nogensinde, at vi kommer videre med vores sociale agenda for adgang, muligheder og solidaritet. Vi skal revidere den rolle, som Globaliseringsfonden skal spille.

Inden for alle disse områder skal vi overveje vores handlinger nøje. Vi har brug for at få mest muligt ud af hvert eneste skridt vi tager. At handle smart vil sige at ramme to fluer med et smæk. F. eks. kan man godt hjælpe byggebranchen, men det skal gøres ved at støtte energieffektivt byggeri. Man kan godt bruge statsstøtte, hvor det er nødvendigt, men det skal ske i overensstemmelse med de retningslinjer, som fører statsstøtten i retning af støtte til miljøet og forskning og udvikling. Man kan hjælpe centrale brancher som bilbranchen – hvorfor ikke? – men de skal forberedes til morgendagens markeder for rene biler. Intelligent støtte, det er hvad vores erhvervsliv har brug for og ikke protektionisme. Det ønsker jeg at understrege meget klart.

Vores Lissabonstrategi, som vi fik lagt sidste hånd på i december, vil være lejligheden til at få samlet disse forskellige tråde. Der findes ikke noget vidundermiddel, der kan rette op på EU's økonomi. Det vi skal gøre er at tage enhver mulighed op, undersøge hver eneste mulige måde, hvorpå en EU-politik kan hjælpe medlemsstaterne til at gribe enhver lejlighed til at få bragt Europa ind på vejen mod vækst. Det er vores opgave i de kommende uger. Det er, hvad vi forbereder, og det er en opgave, som jeg ønsker at løse sammen med Europa-Parlamentet.

Vi lever virkelig på et historisk tidspunkt, hvor krisen drager alle visheder i tvivl, og sindene er mere åbne over for forandring. Dette er et meget specielt tidspunkt, og det indtræffer ikke hver dag. Vi er nødt til at forstå, at det virkelig er et af de tidspunkter, hvor der er en større formbarhed, og når vi så kan skabe sand forandring, er det et tidspunkt, hvor vi ved, at beslutninger truffet i dag vil få en afgørende indflydelse på morgendagens virkelighed. Nu har vi brug for forandring, ikke for at vende tilbage til fortidens løsninger, men for at finde fremtidens løsninger, løsninger for det 21. århundredes globaliserede verden.

I dag kan Europa foreslå de principper og regler, som vil skabe en ny verdensorden. Vi har en lejlighed til at fremlægge forslag, som er grundlagt på europæiske værdier, som er grundlagt på åbne samfund og åbne økonomier. Som jeg sagde i denne weekend i Camp David, har åbne samfund brug for retsstatsprincipper og demokrati. Åbne økonomier har også brug for regler – regler, der hviler på gennemsigtighed, fornuftig regulering og fornuftigt tilsyn.

Europa bekender kulør i krisetider. I Georgien var Europa i stand til at standse en krig. I den finansielle krise viser Europa vejen for en global løsning. I de kommende fire uger skal vi vise, at vi er i stand til fortsat at føre an i kampen mod klimaændringer og opbygge en energipolitik for fremtiden, for det skylder vi vores borgere, vores økonomier og vores partnere rundt omkring i verden samt fremtidens generationer af europæere.

(Bifald)

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Europa og resten af verden stod over for to alvorlige kriser i den forgangne sommer. To gange viste Europa, at det ved at udvise politisk vilje og ved at stå sammen kan reagere hurtigt og stærkt og tillige påvirke og lede sine partnere verden over, f.eks. i Georgien.

På vegne af min gruppe vil jeg gerne rose det franske formandskab og formanden for Rådet, Nicolas Sarkozy, for den fremragende indsats under disse to alvorlige kriser. Nicolas Sarkozy har ikke holdt ferie, han har været på arbejde siden sin tiltrædelse. Det nuværende formandskab gør Europa og europæerne en stor tjeneste. Det viser, at Europa kan gøre sig gældende på den internationale scene ...

(Hvisken)

Medlemmerne må gerne høre efter.

Det viser, at Europa bør opbygges og bruges. På det sidste møde i Det Europæiske Råd blev retningslinjerne for landene i euroområdet desuden enstemmigt vedtaget – både for så vidt angår foranstaltningerne til indførelse af reguleringsmekanismer, tilsynsmekanismer og etiske regler, der sætter en stopper for gyldne faldskærme. Alle disse tiltag peger i den rigtige retning.

Finanskrisen er naturligvis ikke overstået, men det er i krisetider, at vi kan og skal vedtage fremtidens regler. Nogle påstår, at vi er vidne til kapitalismens sammenbrud, at det hele skyldes det frie marked. Situationen er i virkeligheden den, at selv om det frie marked har vist sin værdi, skal det ledsages af regler, og der har helt klart ikke været nok regler, eller også er de ikke blevet behørigt håndhævet. Vi skal sætte ind på dette område og imødegå forskellige ideologiske udfordringer, og centralbankerne og hele det internationale samfund skal bakke op om disse bestræbelser.

I denne forbindelse glæder jeg mig over formandskabets initiativ til at samle vores partnere med henblik på at fastlægge en ny global økonomisk og finansiel orden. Vi skal sikre, at småsparere ikke taber hele deres formue fra den ene dag til den anden. Vi skal sikre, at navnlig iværksættere og små og mellemstore virksomheder – en kilde til beskæftigelse og vækst – fortsat kan finansiere deres aktiviteter på rimelige vilkår.

Vores gruppe vil støtte foranstaltninger, der har til formål at sikre den europæiske solidariske og sociale markedsøkonomiske model, som vi først forstår at værdsætte fuldt ud i krisetider. Med hensyn til Lissabontraktaten opfordrer jeg på ny de lande, der endnu ikke har ratificeret traktaten, til at gøre dette hurtigst muligt, således at vi kan danne os et endeligt overblik over, hvor langt ratificeringen er kommet.

Baggrunden for denne opfordring er, at vi mener, at det vil være vanskeligt for Europa at arbejde effektivt med reglen om enstemmighed og uden et stabilt formandskab. Vi håber, at der på Det Europæiske Råds møde i december vil blive truffet afgørelse om en køreplan og om en realistisk, men også krævende tidsplan for imødegåelse af krisen. Jeg vil desuden gerne tilføje, at hvis Nicetraktaten fortsat skal finde anvendelse i de kommende måneder, bør den finde samme anvendelse på Europa-Parlamentet og Kommissionen. Jeg anmoder derfor alle medlemmerne om at påtage sig deres ansvar. Kommissionen, der vil få færre kommissærer end medlemsstater, indsættes i efteråret 2009, og Kommissionens formand godkendes af Parlamentet den 15. juli. Derudover er der Nicetraktaten, og Europa-Parlamentet får færre sæder og færre beføjelser, og Kommissionen får færre kommissærer.

Det Europæiske Råd har vedtaget den europæiske pagt om indvandring. Den er en stor succes, men mange nye og anderledes udfordringer ligger forude som f.eks. klima, energi og forsvar blot for at nævne nogle få. Vi kan kun imødegå disse udfordringer på en troværdig og bæredygtig måde i forhold til fremtidige generationer, hvis vi tager udgangspunkt i vores sociale model og styrker vores sociale markedsøkonomi. Der skal træffes yderligere foranstaltninger. I Parlamentet vil vi gøre vores yderste for at sikre, at vi også har en troværdig vision i Parlamentet ved årets udgang, for verdens og for vores børns og børnebørns skyld.

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I weekenden var vi vidne til en historisk scene. Vi så den værste amerikanske præsident i mands minde flankeret af en effektiv EU-formand og en formand for Kommissionen, der naturligvis endnu ikke er kommet til fornuft med hensyn til EU's politik for det indre marked.

Det var helt sikkert et historisk øjeblik og en stor mulighed for Europa, der således kunne indtage sin retmæssige plads i international politik. Bushregeringens politikker til fremme af en total deregulering af de globale markeder og total laissez-faire, hvor alle kan gøre, hvad der passer dem, hvor som helst, har nu spillet fallit, og EU har mulighed for at skabe en ny, mere social økonomisk orden i Europa og globalt i det vakuum, der er opstået. Det er den opgave, der ligger forude, og det er helt sikkert en historisk opgave.

(Bifald)

Hr. rådsformand! De første tiltag har været positive. De har truffet de nødvendige foranstaltninger i denne krisesituation, og vores gruppe støtter Dem således generelt. Jeg vil ikke skjule, at vi er imponeret, herunder over den viljestyrke, som De og kommissionsformand Barroso har udvist. Jeg vil gerne understrege, at det ikke gælder Kommissionen.

Apropos det at gribe mulighederne skal vi, når vi træffer de tiltag, der nu er nødvendige, tage udgangspunkt i ordene "aldrig igen". Det, der skete på disse markeder, må aldrig ske igen. Den katastrofale situation på de internationale finansmarkeder og den realøkonomiske krise, som denne udløste, skal imødegås. Det må ikke ske igen.

Vi har brug for nye regler, hvis vi skal sikre dette. Hr. kommissionsformand! De skal også tage initiativ til disse nye regler. Min kollega, hr. Rasmussen, vil om lidt redegøre for vores forventninger til Dem. Vi forventer, at de forslag, som De netop har bebudet, forelægges ved årets udgang, da vi er nødt til at handle hurtigt. Vi har ikke megen tid.

Hvis vi griber hurtigt ind, vil reglerne få afgørende betydning, ikke blot regler for banker, men også de nødvendige regler for hedgefonde og for private equity-fonde. Det blev besluttet af et stort flertal i Parlamentet for nogle uger siden.

Vi har hørt en række socialdemokratiske udtalelser i dag. Nicolas Sarkozy, UMP's mangeårige leder, konservativ fransk præsident, taler som en sand europæisk socialdemokrat.

(Bifald)

Kommissionens formand, José Manuel Barroso, taler som en sand venstreorienteret og som et fjernt ekko af sin trotskistiske, sin maoistiske fortid. Hr. Dauls udtalelser er også ren socialdemokratisk tale. Indmeldelsesblanketter til De Europæiske Socialdemokraters Gruppe ligger fremme ved indgangen.

(Munterhed)

Jeg vil gerne oplæse et citat. Hør godt efter, mine herrer!

(Tilråb fra damerne)

"I de seneste årtier er en række af vores nationer og EU som helhed blevet for reguleret og beskyttende […] Denne overregulering […] underminerer konkurrenceevnen …". Ordlyden er hentet fra Det Europæiske Folkepartis programerklæring fra 2006, undertegnet af Nicolas Sarkozy, José Manuel Barroso og Joseph Daul. De nåede sent frem til den rette erkendelse, men hovedsagen er, at det er sket.

(Bifald)

(Tilråb "også hr. Pöttering" )

Når jeg drøfter dette med Dem, spørger jeg mig selv, om De har glemt de almindelige borgere i EU i Deres taler. Hvem taler om de skatteborgere, der nu bebyrdes med de risici, der følger af denne katastrofe? Hvem taler om den købekraft, der er nødvendig for at sætte fornyet skub i det indre marked?

Vi står over for en truende lavkonjunktur, hvis den ikke allerede er indtrådt. Vi har brug for en stærkere købekraft. Vi har ikke kun brug for social beskyttelse til banker, men også frem for alt for risikobeskyttelse til almindelige borgere. Hvis vores planer – og der er intet alternativ – slår fejl, vil det først og fremmest være de almindelige borgere i EU, der kommer til at betale prisen. Derfor ønsker vi at give disse borgere den samme beskyttelse, som vi har givet de store banker, gennem flere regler, mere tilsyn og statsbeskyttelse. Det er et centralt krav, navnlig i alle medlemsstaterne.

(Bifald)

Jeg vil også gerne omformulere den udtalelse, som Angela Merkel kom med på CDU's partikongres i 2000 om, at staten skal være tilbageholdende på det økonomiske og socialpolitiske område. Jeg er uenig. Staten bør ikke være tilbageholdende. Den skal gribe yderligere ind, føre mere tilsyn med økonomiske anliggender. Det glæder mig, at kommissionsformanden og rådsformanden bekræfter, at vi har brug for flere regler og ikke færre, og at vi har brug for mere tilsyn og ikke mindre. De er på rette spor. Jeg vil derfor gerne understrege, at De også vil være på rette spor – og vi vil bakke Dem op på dette område – hvis De sikrer, at klimapakken, der ganske rigtigt rummer et stort beskæftigelsespotentiale og sikrer en bæredygtig økonomisk forvaltning, ikke udhules af finanskrisen i den nuværende situation.

Som Jean-Claude Juncker ganske rigtigt påpegede, vil finanskrisen gå over, men det vil klimaændringerne desværre ikke. Det er således en fejltagelse at spille klimapakken ud mod finanskrisen. De har imidlertid ret i, at dette spørgsmål også skal løses ved, at de stærke udviser solidaritet med de svage og gennem et fælles samarbejde, både her i Parlamentet og i Rådet.

Jeg vil gerne takke, fordi jeg har fået et minuts længere taletid. En særlig tak til formanden. Det er fortsat PSE-Gruppens klare holdning, at de værdier, som vi aldrig har kunnet få et flertal i Parlamentet til at støtte, nu er kommet på dagsordenen i denne krisesituation. Hvis De støtter os nu, vil De langt om længe have lært lektien, men De er nødt til at erkende, at det primært er Deres fejl, at vi endnu ikke har de nødvendige regler.

(Bifald fra venstre, protester fra højre)

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne rette mine bemærkninger til rådsformanden. De bragte varme og opmuntrende ord fra rådsmødet i sidste uge. De sagde, at Rådet og Parlamentet skal arbejde hånd i hånd – "travailler main dans la main" – men vores opgave er at læse det, der står med småt.

Hvorfor henvises der i Rådets konklusioner kun til samarbejdet mellem Rådet og Kommissionen?

(Bifald)

Hvorfor henvises der overhovedet ikke til Parlamentet i punkterne om klimaændringer? I punkt 16 i konklusionerne burde De have opfordret Europa-Parlamentet – ikke kun Kommissionen – til at samarbejde med Dem og have anerkendt, at afgørelserne vil blive truffet af Rådet og Parlamentet, og ikke af Rådet alene. De vil desuden nå frem til den erkendelse, at De har brug for Parlamentet, da en række medlemsstater forsøger at udvande behørigt indgåede aftaler. Europa skal stå fast på sine fastlagte mål. Det er uærligt, hvis nogle regeringer siger, at det ikke er muligt at opfylde disse mål på grund af den nye økonomiske situation. Nye emissionsmål for bilindustrien træder først i kraft i 2012. Forslagene om byrdefordeling træder først i kraft i 2013, længe efter den forventede genopretning af den globale økonomi. Hvis vi venter med at gribe ind, kan dette føre til klimakatastrofer og en endnu større regning. De tiltag, som Rådet nåede til enighed om i sidste uge, er ikke tilstrækkelige.

De anerkender med rette markedernes betydning. Siden Berlinmurens fald er 50 mio. europæere blevet løftet ud af fattigdom, da den frie bevægelighed for varer, tjenesteydelser og personer er af afgørende betydning for Europas velstand. Den er ydermere af afgørende betydning for vores frihed. Vi kan i dag se, hvad der sker, når markederne mangler gennemsigtighed. Igennem de seneste uger har det globale finanssystem været på afgrundens rand, og vi skal gøre en fælles indsats for at redde systemet. Min gruppe glæder sig således over, at Rådet har styrket de foranstaltninger, som landene i euroområdet er nået til enighed om. De har lettet presset på interbankmarkederne. Vi skal nu presse rentesatserne ned for at afhjælpe krisen.

Vi glæder os også over Kommissionens kapitalgrundlagsdirektiv, de nye regnskabsstandarder og planerne om at føre tilsyn med kreditvurderingsinstitutterne. Europa skal også spille en ledende rolle i forhandlingerne om et globalt finansielt forvaltningssystem. Regler er nødvendige, men der skal også være redskaber til at håndhæve dem. Det lykkedes ikke at nå til enighed om et effektivt system for tilsyn med det finansielle system i Europa på topmødet. Jeg har argumenteret for en europæisk finanstilsynsmyndighed, og det forlyder, at rådsformanden også går ind for et strengt tilsyn på EU-niveau. Forsøg endelig at få en global aftale i stand med amerikanerne, men gå videre uden dem, hvis de ikke vil være med. Tilsyn med sektoren for finansielle tjenesteydelser er fortsat den sidste brik i puslespillet.

De er en handlingens mand. Deres tiltag understreger behovet for en rådsformand på fuld tid. De sætter fokus på vores gode resultater. I august forhindrede EU, at der blev sendt kampvogne ind i Tbilisi. I denne måned har EU holdt bankerne oppe. Hvis EU i december griber ind for at beskytte planeten, bør vi kunne overbevise selv de mest skeptiske om, at vi har brug for Lissabontraktaten.

(Bifald)

  Daniel Cohn-Bendit, for Verts/ALE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Jeg ville være den sidste til ikke at anerkende, at energi og viljestyrke er nødvendige egenskaber inden for politik, og det er rigtigt, at det franske formandskab har lagt stor energi og viljestyrke for dagen til gavn for Europa.

Jeg føler imidlertid til tider, at jeg drømmer. Jeg føler, at jeg drømmer, når der tales om kriser, da alle kriserne – finanskrisen, miljøkrisen, sult i verden – hænger sammen, og vi kan ikke løse den ene krise uden at løse de andre. Det er således forkert at sige, at krisen opstod i juli, september eller august! Den opstod for år tilbage – og det ville trods alt være mere troværdigt fremover med en anelse selvkritik fra en tidligere fransk finansminister og den nuværende Kommission, der for et år siden afviste enhver europæisk regulering af finansstrømme ...

(Bifald)

Det er som i en drøm! Det er, som om den nuværende krise var en naturkatastrofe, der var umulig at forudse. Nej, det er ikke rigtigt – og vi kan drøfte spørgsmålet på dette grundlag.

Krisen har følgende enkle logik. Vi ville have mere og mere så hurtigt som muligt. Dette er årsagen til finanskrisen, dette er årsagen til miljøkrisen, og dette er årsagen til den voksende sult i verden. Vi bør således holde op med at tale om ukontrolleret vækst, idet det er selve ændringerne i vores politik, der er afgørende. Det er interessant, at alle har talt om en gennemgribende reform af kapitalismen og af markedsøkonomien, men at der ikke er nogen i dag, der har været inde på baggrunden for denne gennemgribende reform. Vi har brug for en miljøvenlig markedsøkonomi og en social markedsøkonomi, og vi skal således sætte spørgsmålstegn ved selve grundlaget for vores produktionsmetoder, for vores livsstil. Hvis vi ikke stiller disse vanskelige – meget vanskelige – spørgsmål, vil vi på ny styre mod katastrofen.

Når præsident Sarkozy f.eks. siger, at bilindustrien skal støttes, forstår jeg således ikke, at tyskerne samtidig ønsker at tildele bilindustrien CO2-rabatter og således rent faktisk at indføre lovgivning om reducerede priser og derudover give dem støttemidler. Bilindustrien, navnlig den tyske bilindustri, der har haft den største fortjeneste igennem de sidste 10 år, agter at investere midlerne i skatteparadiser. Vi vil således allokere støttemidler til Mercedes, BMW og Audi, således at de kan investere i skatteparadiser. Det er jeg ikke enig i.

(Bifald)

Ja, hr. Schulz! Da De talte til Deres kolleger på højrefløjen lige før, talte jeg til mine kolleger på højre- og venstrefløjen – både Socialdemokraterne og De Kristelige Demokrater – der støttede den tyske bilindustris lobbyaktiviteter for at udvande klimakriterierne. Det er rent faktisk sådan, det forholder sig.

(Bifald)

Derfor har jeg så afgjort helt ret. De kan gemme Dem i denne sag, hr. socialdemokrat, De kan gemme Dem, men det var politisk uværdigt.

Jeg vil gerne redegøre yderligere for dette spørgsmål, jeg vil gerne redegøre for et meget vigtigt spørgsmål, nemlig vækst (udveksling af synspunkter med slukket mikrofon). Ti stille, jeg har ordet! Hr. rådsformand! Når De siger "vækst", er det efter min opfattelse nu vigtigt at tale om typen af vækst og om, hvorledes vi sikrer denne vækst. Idet staten nu har erhvervet aktier i bankerne – delvis nationalisering – bør vi nu drøfte vores investeringsstrategi. Hvordan og hvorfor skal vi investere?

Det er en indholdsmæssig debat. Hvis vi investerer i miljøskader, gør vi blot som hidtil. Derfor skal vi ganske rigtigt drøfte en europæisk genopretningsplan, men en europæisk miljømæssig genopretningsplan, det som Gruppen De Grønne/Den Europæiske Fri Alliance kalder en miljøaftale, og ikke blot gamle travere.

Som konklusion vil jeg gerne sige to ting. Med hensyn til skatteparadiser – De har tidligere været finansminister – skal indberetningsforpligtelsen pålægges skatteparadiset modsat i dag. Når en person, et selskab eller en bank investerer midler i et skatteparadis, skal det pågældende skatteparadis således sende en indberetning til oprindelseslandet om de midler, der er blevet investeret. Gennemsigtighed er et første skridt i bekæmpelsen af selskaber, der anvender skatteparadiser. Det er en vigtig beslutning, der vil bringe os videre.

Til sidst vil jeg gerne ind på klimapakken. De har stået i spidsen for et institutionelt kup, som hr. Watson ganske rigtigt påpegede. Det har De gjort ved at erklære, at en beslutning af denne art vil blive truffet af Det Europæiske Råd, der skal træffe en sådan beslutning med enstemmighed. De har åbnet Pandoras æske i form af tyske, italienske og polske vetoer i stedet for at fastholde den hidtidige procedure, dvs. afstemning i parlamentariske udvalg, vedtagelse af en holdning i Kommissionen og behandling i Rådet (miljø). Vi havde mulighed for at træffe beslutning om en klimapakke efter den fælles beslutningsprocedure, på grundlag af afstemning med kvalificeret flertal. De afskaffede den fælles beslutningsprocedure og afstemning med kvalificeret flertal, da De forkastede denne procedure i december. Det kommer til at koste Dem dyrt, da De nu er fuldstændig underlagt de lande, jeg netop har nævnt, der har vetoret.

Jeg bakker derfor op om Deres viljestyrke og energiske tilgang til europæiske anliggender, Deres bestræbelser på at sikre de nødvendige fremskridt og et uafhængigt Europa, men vi har fortsat endog meget forskellige holdninger til, hvilken tilgang, der skal anvendes, til europæisk demokrati og til de miljømæssige aspekter af den nødvendige genopretning.

(Bifald)

  Cristiana Muscardini, for UEN-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi vil gerne give udtryk for vores fulde støtte til præsident Sarkozys udtalelser. Vi værdsætter formandskabets indsats gennem disse vanskelige måneder og hilser de forslag, der er blevet stillet, velkommen. Vi vil ikke desto mindre gerne gøre Kommissionens formand opmærksom på, at han med nogle af sine udtalelser, som vi meget vel kan være enige i, påtager sig ansvaret for den holdning, som visse kommissærer har indtaget, herunder konkurrencekommissæren, hvis udtalelser om paraffinspørgsmålet helt klart ikke har bidraget til at skabe større sikkerhed eller ro på markederne.

Vi havde også gerne set, at Kommissionen havde reageret hurtigere med hensyn til derivater, der har tvunget mange borgere samt mange forvaltninger og EU-medlemsstater i knæ. Præsident Sarkozys udtalelser vækker genklang hos os, der ønsker et EU uden en formand, der udskiftes hver sjette måned, men med en formand, der kan handle som repræsentant for et reelt forenet – ikke homogent, men forenet – EU, som kan handle på alle medlemsstaternes vegne og identificere problemer og formulere strategier til bekæmpelse og frem for alt løsning af disse problemer. Denne krise er uden tvivl systemisk, men for at bekæmpe en systemkrise er det nødvendigt at udtænke et nyt system og – og med al respekt for præsident Sarkozy – genopfinde den globale kapitalisme.

Måske bør der tilføjes noget. Vi bør tilføje, at det frie marked ikke er det samme som ekstrem liberalisme, og at et kapitalistisk system i den verden, vi lever i i dag, skal kunne forene sociale som liberale aspekter. Vi har kuldsejlede banker og banker, der er ved at kuldsejle. Hr. rådsformand! Den Europæiske Centralbank kunne have gjort langt mere, hvis vi havde gennemført det forslag, som De stillede, endog inden Deres tiltrædelse, for at opbygge tættere forbindelser mellem det politiske lederskab og de økonomiske drivkræfter. Det er umuligt at styre økonomien uden en politisk vision om de mål, der skal opfyldes.

Vi håber, at ECB fremover kan få større kontrol over det finansielle systems kvalitet, men vi ønsker ikke, at det isoleres fuldstændigt. Jeg vil gerne afslutningsvis understrege, at jeg glæder mig meget over den pagt om indvandring, der er blevet vedtaget. Endelig har vi fælles regler på et område, der berører os alle, og som vi især bør være enige om. Vi håber, at straffe- og civilretlige sanktioner kan harmoniseres på en række vigtige områder med henblik på at bekæmpe profitmagere, og mennesker, der bringer forbrugersikkerheden og således den økonomiske stabilitet i fare. Held og lykke med Deres arbejde.

  Francis Wurtz, for GUE/NGL-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen! Det er første gang, at Europa-Parlamentet har skullet forholde sig til en så flersidet, dyb og alvorlig krise, og vi frygter, at vi ikke har set det værste endnu.

For det første står en række lande i Syd, der i princippet er EU's partnere, på afgrundens rand. De er ramt af fødevare-, miljø- og energikrisen samt finanskrisen. Disse lande er uden skyld i disse kriser, selv om de rammer dem hårdt. De oplever faldende indtægter, faldende investeringer og faldende vækst, og det er dem, der tages mindst hensyn til i de internationale bestræbelser. FAO's generalsekretær, Jacques Diouf, har således været tvunget til at påpege, at der kun er blevet allokeret 10 % af de nødhjælpsmidler, som stormagterne afgav tilsagn om i juni. De, der ønsker at rydde op i kapitalismen, står over for en stor og vanskelig opgave.

Vækstlandene er også berørt af krisen, men det er endnu ikke muligt at vurdere de sociale konsekvenser. Lige uden for vores dør er en stat, der for ikke så længe siden var en succesmodel, nemlig Island, på fallittens rand. I EU kæmper nye medlemsstater som f.eks. Ungarn – der end ikke længere har mulighed for at afsætte sine statsobligationer – med meget alvorlige problemer, som borgerne vil komme til at betale en uhørt høj pris for. Omvæltningen har også været særlig stor i lande som Det Forenede Kongerige, Irland og Spanien, der netop blev nævnt som et eksempel. Krisen er kommet som et chok i alle lande. Dette vil også ske i Frankrig, hvis krisen medfører en yderligere forværring af de alvorlige sociale spændinger, omfattende afskedigelser, faldende offentlige udgifter, økonomisk udsultede lokale myndigheder og privatiseringsprojekter inden for offentlige tjenester.

De vil måske sige, at det ikke har noget med sagen at gøre. Det har det, idet de enkelte lande står over for en social krise af utænkelige dimensioner på grund af en udviklingsmodel, som vores borgere betaler en høj pris for i dag. Modellen blev udviklet i USA og i Det Forenede Kongerige, men EU tog den til sig som sin egen i forbindelse med forrykkelsen af den internationale magtbalance for ca. 20 år siden. Kommissionen har efterfølgende fodret os med denne model måned efter måned, og den gennemsyrer vores traktater, Domstolens retspraksis og en række af vores politikker.

Derfor er jeg ikke enig i præsident Sarkozys diagnose af det frygtelige onde, der i øjeblikket underminerer vores samfund. Kilden til branden kan helt sikkert spores tilbage til New York, men brændstoffet var både i Europa og i USA, og alle de politiske ledere, der har bidraget til Europas strategiske sporskifte gennem de sidste 20 år, må nu stå til regnskab over for borgerne. De må ikke tro, at de er reddet ud af kniben i dag ved at træffe foranstaltninger – om end nødvendige foranstaltninger – vedrørende regnskabsstandarder, finansielt tilsyn med kreditvurderingsinstitutter eller gyldne faldskærme.

Det er derudover nødvendigt at skifte selve modellen ud. Penge avler profit og profit avler penge, den frygtelige spiral, der devaluerer arbejdet, skaber løndeflation, lægger loft over de sociale udgifter, fører til spild af planetens ressourcer og marginaliserer en meget stor del af verdens befolkning. Indekstal lyver ikke. I dag vedrører blot 2 % af de monetære transaktioner produktion af varer og tjenesteydelser, og 98 % vedrører finansiering. Vi skal fremover tage fat ved ondets rod ved at gøre op med de stadig stigende voldsomme indtjeningskrav, der er helt og aldeles uforenelige med den ikkediskriminerende fremme af menneskelige evner og med reel bæredygtig udvikling.

Der bør indføres et Bretton Woods II-system, der er dette navn værdigt, med henblik på at sikre en kollektiv kontrol med pengeforsyningen globalt, dvs. erstatte den falske internationale fælles valuta, dollaren, med en reel international fælles valuta, der skal fungere som løftestang og rette op på de utålelige uligheder, som destabiliserer verden, og bidrage til en afbalanceret udvikling af menneskeheden og planeten. Vi er så langt herfra, at det for indeværende er bedre at undgå at bruge for mange superlativer til at beskrive de aktuelle gennemgribende reformer, medmindre de europæiske lederes pludselige trang til at ændre verden er inspireret af prins Salinas motto i Leoparden: "Alt skal forandres for at alt skal forblive som det er." De risikerer imidlertid at vågne op til en barsk virkelighed meget snart.

(Bifald)

  Nigel Farage, for IND/DEM-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne rette mine bemærkninger til formanden for Rådet, præsident Sarkozy. Det var Deres energi, dynamik og initiativ, der sendte Dem af sted til Georgien og Rusland med henblik på at mægle og få en aftale i stand. Det skete på Deres eget initiativ. De handlede ikke på vegne af EU. Det er en vildfarelse, hvis nogen her mener det modsatte. Der var ikke blevet afholdt et rådsmøde, der var ikke blevet vedtaget en beslutning, og der var intet mandat. De gjorde det som Frankrigs præsident, og det var godt gået.

Hvis De imidlertid foreslår, at vi baserer vores udenrigspolitik på denne model fremover – idéen om, at en fast formand eller en fast udenrigsminister på improviseret vis skal fastlægge udenrigspolitikken på alle medlemsstaternes vegne og gør dette uden henvisning til nationale regeringer og nationale parlamenter – må svaret nødvendigvis være nej tak.

Med hensyn til finanskrisen glæder jeg mig over, at Deres oprindelige plan om, at alle skulle samle deres midler i en pulje, er strandet. Det var godt, at irlænderne, grækerne og tyskerne gik deres egne veje og handlede ud fra deres egne nationale interesser. Det, vi så på topmødet, var nærmere en række nationalstater, der nåede til enighed – hvilket er fint, og hvilket jeg glæder mig over.

Jeg har ikke hørt nogen sige i dag, at denne finanskrise først og fremmest skyldes manglende regulering. Der har ikke været for få regler. Der er gennem de sidste 10 år blevet vedtaget en lang række regler inden for rammerne af handlingsplanen for finansielle tjenesteydelser. De har bl.a. skadet konkurrenceevnen i London, og de har ikke beskyttet én eneste investor. Mere regulering er således ikke løsningen. Vi er nødt til at tage vores hidtidige foranstaltninger op til fornyet overvejelse.

Jeg tror, at vi er nødt til at handle ud fra vores egne nationale interesser. Det forhold, at vores banker ikke kan udbetale udbytte de næste fem år i modsætning til de schweiziske banker, viser, at hvis et land har tilstrækkelig fleksibilitet og tilpasningsevne til at stå uden for EU, kan det håndtere finanskriser langt bedre, end hvis det sidder fast i midten.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet! Vi diskuterer den lindring, man kan give den syge, men der er ingen, der taler om, hvad krisen blev udløst af. Hvorfor var der ingen EU-institutioner, der forudså krisen? Hverken Rådet, Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og end ikke medlemsstaternes regeringer forudså krisen. Krisen blev ganske rigtigt forudset af nogle få økonomer som f.eks. nobelprisvinderen Maurice Allais og politikere, der for størstedelens vedkommende tilhører vores politiske fløj, herunder Jean Marie le Pen, der desværre råbte for døve ører.

Krisen skyldes helt klart euroglobaliseringen og uhæmmet frihandel og den frygtelige adskillelse mellem finansiel fiktion og de kriseramte økonomier og industrier, der fremover kan blive mål for statsejede fonde fra tredjelande, der udnytter den nuværende situation. Hr. rådsformand! Deres bestræbelser vidner også om Unionens manglende tilpasning. Der blev således afholdt et møde med fire af de 27 medlemsstater lørdag den 4. oktober, et bilateralt møde med Tyskland alene den 11. oktober, et møde med blot 15 medlemmer af Eurogruppen, et møde med den amerikanske præsident for at overtale ham til at organisere endnu et møde i teorien med henblik på at sikre en gennemgribende reform af hele systemet – så vidt vi har forstået, blev kun seks ud af de 27 EU-medlemsstater, USA, Japan, Rusland, Indien og Kina inviteret til dette møde.

Jeg har ikke nogen forudindtaget mening om nytteværdien af disse møder. Jeg påpeger blot, at der er tale om en tilbagevenden til bilateralt og multilateralt diplomati, og det viser klart, at Unionen som en ramme har haft sin tid i betragtning af dens handlingslammelse, dens fastlåsning i bureaukratiske regler og dens uhæmmede begær efter magt, som den ikke formår at udøve. Det Europæiske Råds rapport bekræfter dette, hvis man læser mellem linjerne. Deres initiativer godkendes, Den Europæiske Centralbank anmodes indirekte om at løsne Maastrichtkriteriernes kvælertag en ganske lille smule, men der træffes ingen beslutninger.

De var inde på situationen i Georgien og Deres indsats, men hvordan kan De undgå at se, at den ensidige anerkendelse af Kosovos uafhængighed banede vej for Abkhasiens og Sydossetiens uafhængighed? Hvordan kan De retfærdiggøre den ubegrænsede udvidelse af NATO, selv om Warszawapagten er blevet opløst?

Vi skal gå en anden vej. Vi skal bryde radikalt med det internationalistiske system og sætte stort spørgsmålstegn ved de såkaldte fordele ved den universelle sammenblanding af mennesker, varer og kapital. Det forhold, at vi forsvarer vores uafhængighed og vores identiteter, betyder ikke, at vi isolerer os selv. Det er snarere en forudsætning for at genvinde vores globale indflydelse.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! Jeg vil gerne sige tak til hr. Daul for hans støtte. Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater har altid været tilhænger af et EU, der beskytter, og De har selv været involveret i dialogen med vores russiske naboer. Det var en visionær holdning. Rusland har energien, og Europa har teknologien. Rusland står over for et alvorligt demografisk problem – dets befolkningstal reduceres med omkring 700 000 om året på et område, der er dobbelt så stort som USA. Jeg opfatter ikke Rusland som Europas uforsonlige fjende. Jeg mener tværtimod, at det fremover vil være muligt at skabe grundlag for et fælles økonomisk område mellem Rusland og EU, hvilket også vil være den bedste strategi for at få Rusland til at nærme sig værdier som respekt for menneskerettigheder og demokrati, som vi værner om i Europa.

Jeg vil gerne tilføje, at vores ønske om at støtte bankerne var begrundet i hensynet til opsparerne. Der var en række strategier. Nogle lande – det vender jeg tilbage til senere – ønskede at beskytte og sikre bankernes produkter. Jeg kæmpede for at beskytte og sikre selve bankerne, således at vi efterfølgende kunne overlade det til bankerne at varetage deres opgaver, og Deres gruppes støtte var af afgørende betydning for os.

Jeg vil gerne afslutningsvis påpege, at det var helt korrekt af Dem at opfordre de resterende lande til at ratificere Lissabontraktaten, og det er desuden næppe aggressivt at bede folk om at være konsekvente. Man kan ikke sige, at man ikke stemte, fordi man var bange for at miste en kommissær, hvis man ved ikke at stemme er med til at fastholde en traktat, der indebærer en reduktion af kollegiets størrelse. Jeg respekterer alles holdninger, men jeg kan ikke acceptere inkonsekvens. Man kan ikke både være blandt de største fortalere for udvidelsen af EU og samtidig forhindre EU i at oprette institutioner med henblik på udvidelsen. Vi har set, hvor meget det har kostet EU at udvide uden samtidig at overveje en uddybning af samarbejdet. Vi må ikke begå de samme fejl igen.

Hr. Schulz! De påpeger, at jeg taler som en europæisk socialdemokrat. Muligvis, men De må indrømme, at De i virkeligheden ikke taler som en fransk socialist.

(Bifald)

For så vidt angår den socialdemokratiske splittelse foretrækker jeg helt ærligt og uden anger Dem. Jeg vil imidlertid gerne påpege én ting til – hele idéen med Europa er, at det tvinger os til at indgå kompromiser. Det er det, som De og jeg gør nu. Europa, dets institutioner og dets politikker, vil en dag blive godkendt og gennemført af regeringer på venstre- og højrefløjen – det er loven om vekselvirkning. Det europæiske ideal kan ikke – og det er det fantastiske – blot reduceres til et spørgsmål og venstre og højre.

Heldigvis formår mænd af Deres støbning at anerkende, at andre af anden politisk observans ikke nødvendigvis har uret, blot fordi de har en anden holdning. Jeg vil også gerne sige til Dem og Deres gruppe, at jeg som rådsformand – om end min partiloyalitet ligger hos PPE – i høj grad har værdsat den ansvarsfølelse, som Den Socialdemokratiske Gruppe har udvist, når den har taget stilling til, hvilken vej den skulle gå. Det er således i strid med det europæiske kompromis, med det europæiske ideal at reducere Europa til en debat mellem venstre og højre, selv om denne debat eksisterer. Jeg mener derfor ikke, at De giver afkald på Deres principper ved at støtte formandskabet, lige så lidt som jeg giver afkald på mine ved at værdsætte De Europæiske Socialdemokraters Gruppe.

Jeg vil endda gå længere end det. De påpeger, at der er tale om en historisk opgave, og De har helt ret. De påpeger i lighed med hr. Daul, at krisen kan være en mulighed. De har helt ret. Og når De siger "aldrig igen", har De endnu engang helt ret. Det handler ikke om kristelige demokrater eller socialdemokrater, men om almindelig sund fornuft. Hvem har bragt os så vidt? Jeg er derimod uenig i, at det kun er højrefløjsregeringer, der har fejlet gennem de sidste 30 år, og at venstrefløjsregeringer altid har haft ret. Det ville være en omskrivning af en smertelig historie på begge sider.

Med hensyn til Deres bemærkninger om Angela Merkel vil jeg gerne tilføje, at der så vidt mig bekendt afholdes valg i Tyskland, og jeg opfatter derfor hendes ord som et valgprogram. Jeg har selv haft stor glæde af Angela Merkels solidaritet og venskab, og jeg vil gerne på ny rose hendes indsats under det tyske formandskab. De halvårlige formandskaber indgår i en helhed, og jeg har i høj grad nydt godt af mine forgængeres indsats, navnlig Angela Merkels.

Hr. Watson! Jeg har stor respekt for Dem og Deres idéer, men selv om De tilsyneladende kan læse det, der står med småt, uden briller, forekommer det mig, at De ikke har været i stand til at gøre det i dag. For hvad står der i teksten? Der henvises udtrykkeligt til konklusionerne fra Det Europæiske Råds møder i marts 2007 og marts 2008. Og hvad indeholder disse rådskonklusioner? Det er blevet besluttet, at klimaændringspakken vil blive vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure sammen med Europa-Parlamentet. Teksterne hænger sammen.

Hvad var således min hensigt? Det var måske en fejl. Jeg ønskede ikke, at Det Europæiske Råds konklusioner skulle fylde 50 sider, som ingen læser, og jeg foreslog derfor, at konklusionerne fyldte otte sider. Hvis man ønsker, at konklusionerne afkortes, bør man ikke følge den almindelige praksis med at sammendrage konklusionerne fra tidligere rådsmøder for at skjule, at det nuværende Råd ikke har truffet nye beslutninger. Jeg mener derfor, at den fælles beslutningsprocedure var omfattet af henvisningerne til de to forrige rådsmøder. De ønsker, at jeg bekræfter dette, og det gør jeg med glæde, men jeg kan gå længere end det.

Med hensyn til klimaændrings- og energipakken er jeg helt klar over og vil gerne understrege, at vi har brug for stor opbakning fra Europa-Parlamentet, hvis denne pakke skal presses igennem. Der var blot én ting, jeg ønskede at gøre i oktober, og det var at forsøge at fastholde enigheden i Det Europæiske Råd. Hvis jeg var kommet til Europa-Parlamentet med en rådsbeslutning om, at vi dybest set under alle omstændigheder ikke skulle nå til enighed om en aftale før i december, er jeg sikker på, at De vil give mig ret i, at De med god grund ville have fortalt mig, at jeg ikke havde efterlevet Rådets beslutninger fra 2007 og 2008. Jeg har på ingen måde sat spørgsmålstegn ved klimaændrings- og energipakken, men derimod kæmpet for denne aftale, og jeg har på ingen måde sat spørgsmålstegn ved den fælles beslutningsprocedure, men derimod insisteret på denne procedure. Både jeg og kommissionsformand Barroso påpegede desuden dette over for vores kolleger i Det Europæiske Råd.

Hr. Cohn-Bendit! De er virkelig i topform. De sagde ja til mig fem gange og kun nej to gange – jeg er ikke så godt vant. Det glæder mig helt ærligt, at De støtter formandskabets viljestyrke og en række af dets tiltag. Jeg vil også påpege, at jeg mener, at et formandskab for Kommissionen og et formandskab for Rådet, der lægger så stor vægt på at forsvare klimaændrings- og energipakken, fortjener De Grønnes støtte. Vi er ikke enige om alting, men De Grønne har vel ikke tænkt sig at bekæmpe et formandskab for Kommissionen og et formandskab for Rådet, der er dybt engageret i vedtagelsen af klimaændrings- og energipakken? Vi kan vel følges noget af vejen? De er en valgt repræsentant, jeg er en valgt repræsentant, og det er ikke nogen skam at indrømme, at hvis jeg har brug for Dem, har De også brug for mig. Det er sandsynligvis mere smerteligt for Dem, men sådan ligger landet. De opfordrede mig også til at udøve selvkritik. De har helt ret, det skal jeg helt sikkert, og jeg er ikke den eneste.

(Latter og bifald)

Med hensyn til det institutionelle kup vil jeg endelig gentage det, jeg sagde til hr. Watson. Jeg er sikker på, at De ikke vil bære nag til mig af den grund. Kan denne krise og beskyttelsen af miljøet på den anden side ikke være en mulighed for vækst? Jeg mener, at De har helt ret – De kalder det "grøn vækst", og jeg kalder det "bæredygtig vækst", men det er en ubestridelig kendsgerning. Jeg vil gerne påpege, at miljøbonussen på biler er et bevis herpå. Frankrig er et af de få steder, hvor bilindustrien ikke svinder. Hvorfor? Fordi miljøbonussen har gjort det nemmere at sælge flere rene biler end forurenede biler. Måske synes De Grønne, at udtrykket "ren bil" er chokerende, men det er yderst vigtigt for os. Grenelle-pakken, som forhåbentlig vil blive enstemmigt vedtaget i Frankrig, herunder af socialisterne, viser, at Frankrig lægger stor vægt på denne strategi. Jeg mener virkelig, at det ville være en historisk fejltagelse, hvis EU ikke vedtager klimaændrings- og energipakken.

Fru Muscardini! Tak for Deres støtte. De var inde på pagten om indvandring, og det glæder mig, da ingen taler om toge, der ankommer til tiden, men det er virkelig en forbløffende nyhed for Europa, at alle 27 medlemsstater er nået til enighed om en pagt. Der er naturligvis stadig en række uklarheder, og vi ville naturligvis gerne have gået endnu længere. Hvem kunne have forudsagt, at alle her og medlemsstaterne ville være i stand til at nå til enighed om en europæisk pagt om indvandring nogle få måneder inden et valg til Europa-Parlamentet? Tro mig, det er den eneste måde, hvorpå vi kan forhindre, at ekstremisterne i medlemsstaterne kommer til at dominere et spørgsmål, der bør håndteres med intelligens, menneskelighed og fasthed. Jeg glæder mig derfor over, at De rejser dette spørgsmål.

Hr. Wurtz! De sagde, at vi ikke stiller den samme diagnose, og det er helt sikkert rigtigt. Deres udtalelser var imidlertid som altid meget afmålte, men dybest set meget overdrevne. Selv om man udtrykker sig i afmålte vendinger, bliver det ikke mindre chokerende. Det er ikke så meget selve ordene, der er vigtige, men snarere det, der ligger bag. Jeg er sikker på, at det er behov for en reform af kapitalismen, men jeg vil samtidig påpege, at kapitalismen aldrig har haft så store sociale, demokratiske og miljømæssige negative følger som det kollektivistiske system, De har støttet i mange år. Alvorlige miljøkatastrofer – De bør lytte til hr. Cohn-Bendit, når han taler om selvkritik – alvorlige miljøkatastrofer har været kendetegnende for det kollektivistiske system og ikke markedsøkonomien. Sociale katastrofer har været kendetegnende for det kollektivistiske system, Berlinmurens opretholdelse kan tilskrives det kollektivistiske system, og millioner af mennesker har lidt fysisk skade på grund af tab af frihed. Jeg er derfor fortsat tilhænger af markedsøkonomien, frihandel og kapitalismens værdier, men ikke af forræderiet mod kapitalismen.

(Bifald)

Vi kan begge se tilbage på det 20. århundrede, og De kan være sikker på, at dommen ikke vil falde ud til fordel for de idéer, som De har støttet loyalt i flere årtier. De opfordrer mig til at vågne op, men i al venskabelighed vil jeg ikke undlade at råde Dem til at tænke nøje over begivenhederne i det 20. århundrede, idet De som en ærlig mand således vil nå frem til den erkendelse, at De har støttet systemer, der ligger langt væk fra Deres ungdomsidealer.

H. Farage! Jeg havde ikke noget mandat – det er en unægtelig kendsgerning – men det havde de russiske tropper helt ærligt heller ikke, da de gik ind i Georgien.

(Bifald)

De hører til blandt dem, der i årevis har kritiseret Europa for manglende politisk vilje. Jeg havde et valg. Jeg kunne spørge alle om deres holdning og undlade at handle eller handle og derefter spørge, om de andre var enige. Jeg foretrækker handling. Det er i sidste ende det Europa, De ønsker. Det er ganske rigtigt mig, hvilket er mindre godt, men det er dybest set stadig det Europa, som De har håbet på og bedt for. Jeg vil gerne tilføje, at Bernard Kouchner og jeg på demokratisk vis sikrede, at Det Europæiske Råd godkendte de beslutninger, som vi havde truffet.

En sidste bemærkning. Da irlænderne – og jeg sætter mig ikke til doms i lyset af krisens alvorlighed – besluttede at stille garanti for alle deres egne bankers – ikke udenlandske bankers og filialers – produkter, var det godt, at Kommissionen kunne redde stumperne. Hvad skete der? I løbet af 24 timer blev hele City støvsuget for likvide midler, da de likvide midler helt naturligt var blevet overført til de banker, der var blevet garanteret af den irske stat, som havde truffet en egenhændig beslutning om at garantere 200 % af dets BNP. Det er tydeligt at se, at vi har brug for hinanden. Hvis vi ikke havde samordnet vores indsats, var de enkelte lande blevet tvunget til at konkurrere om, hvem der kunne stille de største garantier, og borgernes opsparing ville blive kanaliseret til det land, der stillede de største garantier, til skade for de andre lande. De forsvarer altid Det Forenede Kongerige – det er imidlertid Europa, der har gjort det muligt at genskabe balancen i City, ikke Det Forenede Kongerige alene.

(Bifald)

Endelig vil jeg gerne sig til hr. Gollnisch, at han er den eneste i hele verden, der mener, at vi ikke kan bruge Europa til noget. Der er to muligheder: Enten tager resten af verden fejl, og han har ret, eller også forholder det sig omvendt. Jeg er bange for, at det også her forholder sig omvendt.

(Kraftigt bifald)

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Hr. formand! Vi har allerede været vidne til en meget interessant ideologisk debat. Jeg mener ikke, at jeg bør involvere mig i denne debat på nuværende tidspunkt, men jeg tror, at jeg vil få lejlighed hertil på et senere tidspunkt. Jeg fokuserer for øjeblikket mere på en akut indsats over for krisen.

Jeg vil under alle omstændigheder gerne påpege, at det fremgår klart af vores analyse af årsagerne til denne krise, at reguleringen har været utilstrækkelig, navnlig i USA. En række sektorer på dette marked blev ikke reguleret, og det udløste krisen. Vores analyse viser imidlertid også, at den underliggende årsag til krisen uden tvivl er forbundet med en række grundlæggende ubalancer i den amerikanske økonomi og i den globale økonomi.

Sandheden er – hvilket mange økonomer har understreget og fortsat understreger – at det ville være vanskeligt at opretholde et offentligt gældsniveau som det, vi ser i USA, og at det er de lande, der har den største gæld, der er de største forbrugere, hvorimod de lande, der har større reserver, forbruger mindst.

Der er tale om grundlæggende problemer i form af ubalancer i den offentlige gæld, det offentlige underskud. Forenklet sagt var denne finanskrise måske ikke blevet udløst, hvis USA havde haft en stabilitets- og vækstpagt. Når det makroøkonomiske grundlag er solidt, har vi langt større chance for at imødegå disse reguleringsmæssige huller og mangler.

Det er korrekt, at der også var reguleringsmæssige problemer. Ikke fordi finansmarkedet ikke er reguleret – det er tværtimod nok den mest regulerede sektor i økonomien, selv i USA. Ikke fordi vi ikke har regulering i Europa – denne sektor er tværtimod underlagt omfattende regulering. Det er imidlertid rigtigt, at tilsynsmekanismerne, der vel at mærke i bund og grund er et nationalt anliggende, var utilstrækkelige.

Kommissionen og Den Europæiske Centralbank har i virkeligheden ingen beføjelser på dette område – tilsynsmekanismerne er i bund og grund et nationalt anliggende. Det er også korrekt, at vi skal se på, hvad vi kan gøre rent lovgivningsmæssigt, og jeg glæder mig i denne forbindelse over Europa-Parlamentets indsats. Det er korrekt, at Europa-Parlamentet gennem mange år har udarbejdet fremragende betænkninger om nogle af disse spørgsmål, og vi samarbejder gerne med Parlamentet.

Det er imidlertid værd at huske på, at "intet menneske er en ø", og ingen institution er således en ø, og Kommissionen samarbejder med både Parlamentet og Rådet omkring disse spørgsmål. Lad det være klart. For et par uger siden – ikke år, ikke måneder – for et par uger siden ville det ikke have været muligt at ændre nogle af disse regler, idet en række medlemsstater ville have været grundlæggende imod, hvilket De udmærket ved. Det er sandheden.

Vi er derfor nødt til at forstå, at grundlaget nu er til stede for at indføre ændringer – forhåbentlig i fællesskab – ikke kun med henblik på at indføre reformer i Europa, men også således at Europa kan foreslå globale reformer af det finansielle system.

Det andet spørgsmål vedrører "klimaændringspakken", og jeg vil gerne takke Dem for Deres bemærkninger og støtte. Med hensyn til det institutionelle spørgsmål mener jeg først og fremmest, at præsident Sarkozy allerede har redegjort meget klart herfor, men jeg vil gerne påpege følgende på vegne af Kommissionen. Vi sammenblander ikke respekten for veletablerede beslutningsprocedurer, herunder navnlig den fælles beslutningsprocedure og Europa-Parlamentets centrale rolle, med behovet for en stærk konsensus mellem medlemsstaterne omkring et spørgsmål, der er så vigtigt som klima- og energipakken. Disse to aspekter er hverken uforenelige eller modstridende, men komplementære. Jeg kan forsikre Dem om, at vi samarbejder aktivt og ihærdigt med formandskabet om at nå frem til et ambitiøst, men afbalanceret kompromis med Parlamentet.

Jeg er nødt til at være helt ærlig og sige, at Det Europæiske Råd ikke ville have været i stand til at nå til enighed om at fastholde de mål, vi vedtog for et år siden, havde det ikke været for præsident Sarkozys lederskab – og jeg tror, at jeg kan sige det – Kommissionens bidrag.

Sandheden er, at regeringerne bliver mere defensive og mere forsigtige i en økonomisk situation som den, vi befinder os i i dag, hvilket efter min mening er helt naturligt. Måske ønsker de at skrue ned for ambitionerne. Og det er en udfordring, som vi er nødt til at imødegå i fællesskab, da jeg virkelig mener, at det ville være en tragedie, hvis Europa opgav sine ambitioner med hensyn til bekæmpelse af klimaændringer.

Det ville være en tragedie, da nogle menneskers hovedindvending mod pakken er, at vi ville bringe et offer, og at andre ikke ville gøre det samme. Hvis vi ønsker, at de andre skal gøre som os, må vi rent faktisk ikke på nuværende tidspunkt på nogen måde antyde, at vi er ved at skrue ned for vores ambitioner. Det er netop nu, at vi er nødt til at stå fast på de 3x20-mål, som vi fastlagde sidste år, og derfor skal budskabet være meget stærkt. Jeg vil gerne rose præsident Sarkozy samt alle medlemmerne af Det Europæiske Råd. Jeg vil også udtrykke min påskønnelse af kansler Merkel. Det var under hendes formandskab for et år siden, at vi vedtog disse målsætninger, og jeg håber ikke, at vi vil skrue ned for vores ambitioner i dag.

Jeg kan sandelig også gøre som hr. Schulz. Det er ganske interessant. Jeg kan kun støtte det, der lige er blevet sagt. Jeg mener virkelig, at vi kan have forskellige politiske synspunkter og forskellige ideologier, men at vi – navnlig i en situation, som den, vi befinder os i nu – er nødt til at stå sammen og ikke fjerne os fra hinanden.

Jeg mener ikke, at der er nogen politiske kræfter i Parlamentet, der kan hævde, at de har monopol på europæiske idéer. Igennem hele EU's historie har de kristelige demokrater, de liberale og andre på højre- og venstrefløjen og i midten bidraget til skabelsen af det politiske Europa.

Jeg forstår fuldt ud den politiske debat, og jeg ønsker bestemt ikke at nedtone vigtigheden af den ideologiske debat, men jeg mener ikke desto mindre, at i en situation som denne, bør alle, der tror på de europæiske idealer, og som mener, at Europa bør spille en stadig vigtigere rolle i verden, skabe et grundlag for konsensus. Hele verden – ikke blot Europa, men hele verden – forventer, at Europa fremlægger løsninger på en række områder.

De kan være forvisset om, at med denne konsensusvilje kan vi, de tre institutioner – Kommissionen, Parlamentet og Rådet – samarbejde om at styrke Europa – naturligvis med respekt for de forskellige politiske kræfter, men – om jeg så må sige – på tværs af partiskel.

  Hartmut Nassauer (PPE-DE). – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! I formiddags blev det med rette påpeget, at EU har vist vilje til at gribe ind over for to alvorlige kriser. Det har skabt tillid i resten af verden til EU's rolle, og EU har således genvundet borgernes tillid. Det skyldes navnlig rådsformanden. Det er en bedrift, som præsident Sarkozy med god grund kan være stolt af.

Det er naturligvis ikke svært at forestille sig, at præsident Sarkozy ville have grebet ind med energi og opfindsomhed, selv om han ikke havde været formand for Rådet. Han er imidlertid formand for Rådet, og hans handlinger har således styrket EU. Det er kun ret og rimeligt.

Vi bør bestemt ikke glemme, at det er ganske heldigt, at han er formand for Rådet i øjeblikket. EU's kapacitet til at håndtere kriser bør imidlertid ikke være et spørgsmål om held, og vi har således brug for Lissabontraktaten. Det er et andet argument for at sikre traktatens ikrafttræden, og jeg er overbevist om, at der er et bredt flertal for traktaten i Parlamentet.

Vi har været tilbageholdende og har således endnu ikke sagt dette højt og klart, men jeg mener, at tiden er inde til at sige, at Parlamentet støtter Lissabontraktaten, og det ville være godt, hvis Parlamentet kunne sikre traktatens ikrafttræden inden valget til Europa-Parlamentet. Det har vi ikke beføjelse til, men det er efter min opfattelse vores holdning.

Hr. Schulz har analyseret finanskrisen, påpeget de systemiske årsager og uden videre lagt hele skylden på de konservative, de liberale og de kristelige demokrater. Det er et meget forenklet billede af verden, hr. Schulz præsenterer, uden tvivl med tanke på valget. Han er fuldt ud klar over, at velstandsgraden i Europa, der ikke findes lige i store dele af verden, det høje sociale sikringsniveau, det uovertrufne beskyttelsesniveau for miljøet, de hermed forbundne teknologiske fremskridt og navnlig den store personlige frihed, der hænger sammen med disse resultater, er baseret på den sociale markedsøkonomi og ikke på socialistiske idéer. Det må vi ikke glemme. Systemet har ikke fejlet, men nogle af aktørerne i systemet har fejlet, og de skal stilles til ansvar. I denne forbindelse har vi brug for nye regler.

Jeg vil gerne kommentere klimaændrings- og energipakken. Jeg vil også gerne understrege på vegne af min gruppe, at målene ikke anfægtes, men vi er nødt til at tale om metoderne. I en tid, hvor handelen med emissioner ifølge Kommissionens beregninger vil koste 70-90 mia. EUR om året, der skal rejses af de berørte aktører, kan vi ikke alvorligt mene, at hele denne struktur ikke vil blive berørt af finanskrisen og den realøkonomiske krise. Vi vil derfor gerne understrege, at vi fortsat bakker fuldt ud op om målene. Jeg mener imidlertid, at vi bør overveje og drøfte spørgsmålet grundigt for at sikre, at vi ikke begår lovgivningsmæssige fejl, og frem for alt at de berørte aktører inddrages. Vi har i denne forbindelse brug for tid, og vi skal sikre os, at vi bruger den tid, der er nødvendig.

  Robert Goebbels (PSE). – (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Vi lever i blikkenslagerens tidsalder. Der var slagordet om den polske blikkenslager, der påvirkede det franske nej til forfatningstraktaten, og Joe the plumber, der afgjorde valget mellem Barack Obama og John McCain. Selv vores stats- og regeringsledere har været nødt til at indlade sig på blikkenslagerarbejde, idet de konstant har skullet reparere defekte rør i et internationalt finanssystem, der er brudt helt sammen. Vores regeringer har erhvervet sig en værktøjskasse i bedste IKEA-stil, en værktøjskasse, der sætter de enkelte stater i stand til at sammenflikke en specifik løsning på det specifikke problem. Enhver gør-det-selv-entusiast ved imidlertid, at IKEA's vejledninger er håbløst unuancerede. Hvis IKEA-metoden anvendes på de internationale finansielle markeder, kan den vise sig at være utilstrækkelig. Formandskabet har gjort, hvad det kunne, med andre ord krisestyring, som præsident Sarkozy har understreget i dag. Det er lykkedes vores regeringer at stoppe en række huller i et internationalt finansielt system, der er så indbyrdes forbundet, at funktionsforstyrrelserne er blevet globale.

Blikkenslagerarbejde har imidlertid sin begrænsning. Vi er nødt til at se på de internationale finansielle strukturer. Hvis vi ønsker at omstrukturere de finansielle markeder for at styrke realøkonomien, er det ikke nødvendigt at nedsætte endnu en gruppe på højt plan. En gruppe på lavt plan, der skal registrere forslagene fra Forummet for Finansiel Stabilitet, vil være fuldt ud tilstrækkelig. Forummet foreslog f.eks. i 2001, at bankernes risici burde dækkes bedre ind. Europa-Parlamentet har gentagne gange påpeget de åbenlyse idiosynkrasier på de internationale finansmarkeder, men er ikke blevet hørt. Det Europæiske Råd understregede, at man havde besluttet at drage lære af krisen og i højere grad ansvarliggøre alle aktører i det finansielle system, herunder med hensyn til løn og andre tilskyndelser. Der vil blive afholdt en international konference for at drøfte alle disse spørgsmål. Får vi således i sidste ende et nyt Bretton Woods-system? Det forekommer tvivlsomt. Fra flere sider er man allerede begyndt at advare imod overregulering, herunder i formandskabet. Kommissær McCreevy bliver mere og mere provokerende. Han ønsker således ikke at lovgive om gearingslofter for investeringsfonde. Det Europæiske Råd ønsker at regulere de fantastiske bonusser til gulddrengene, mens kommissær McCreevy derimod satser på den selvregulering, som vi har været vidne til gennem de senere år. Hank Paulson ønsker en bedre regulering af markederne, mens kommissær McCreevy derimod mener, at "der er en reel risiko for, at velmente ønsker om at imødegå markedssvigt omsættes i forhastet, klodset lovgivning, der virker mod hensigten." Folk som Charlie McCreevy er allerede ved at skabe grundlaget for den næste spekulative boble, som jeg forudser, vil blive dannet på det sekundære marked for ordningen for handel med emissioner. I mellemtiden er realøkonomien på vej ind i en recession. Tiden er ikke inde til at skrue ned for vores ambitioner på miljøområdet, men tiden er heller ikke inde til ensidigt at omstrukturere den eneste europæiske industrisektor, der er åben for international konkurrence.

  Marielle De Sarnez (ALDE). – (FR) Hr. formand! I denne tid med global finanskrise tager Europa de første skridt som en politisk aktør, og stats- og regeringslederne har truffet de rigtige beslutninger under det franske formandskab. Jeg mener også, at den europæiske plan er mere velgennemtænkt end Paulson-planen, og jeg håber, at den vil kunne begrænse skaden.

Vi skal nu helt klart gå videre. Jeg er helt overbevist om, at reformen af det globale finansielle system, som vi håber på og beder for, kun vil kunne gennemføres, hvis Europa er rustet til at gøre sin indflydelse gældende, og for at sikre dette bliver vi nødt til at finde nye ressourcer. Vi skal oprette en europæisk finanstilsynsmyndighed og et europæisk bankudvalg. Vi har brug for et europæisk reguleringsorgan, der således vil kunne samarbejde med de amerikanske reguleringsorganer, og vi skal have mulighed for at afskaffe skatteparadiser på vores eget kontinent, hvis vi ønsker, at vores bestræbelser på at forsvare denne idé globalt skal være troværdige.

Hvis vi skal imødegå den økonomiske og sociale krise, har vi ligeledes brug for et europæisk svar. Vi har brug for en fælles handlingsplan for at hjælpe vores medborgere, således at vi fremover kan investere i ikkeflytbare aktiviteter – f.eks. tunge infrastrukturer eller en plan med henblik på at bringe ejendomme i overensstemmelse med miljøstandarder. Vi har brug for økonomisk forvaltning af euroområdet – det er helt sikkert på tide. Vi skal imidlertid ydermere fremover udtænke, udvikle, støtte og inspirere en europæisk udviklingsmodel, der er etisk, human, socialt ansvarlig og bæredygtig i alle ordets betydninger.

  Konrad Szymański (UEN). - (PL) Hr. formand! Jeg glæder mig over, at vi har taget os mere tid til at træffe en mere afbalanceret beslutning om reduktionen af kuldioxidemissionerne. Den ordning, som Kommissionen havde foreslået, indebar en meget ulige fordeling af udgifterne forbundet med indførelse af restriktioner. Den betød, at lande, hvis energiproduktion er baseret på kul, ville blive pålagt en udgift på flere milliarder euro om året. Disse lande er ofte de fattigste lande i Unionen. Dette kan f.eks. polakkerne, der ville komme til at betale en høj pris, overhovedet ikke forstå. Det er vigtigt at huske, at vi næppe foregår med et godt eksempel ved at være de eneste i verden, der indfører en sådan ordning og således svækker grundlaget for vores egen økonomi.

Finanskrisen må desuden ikke tjene som påskud for at køre situationen i Georgien ud på et sidespor. Vi bør huske, at Rusland har over tre gange flere tropper i konfliktområderne i forhold til den 7. august. Rusland fører en fait accompli-politik med hensyn til Ossetiens internationale status og gennemfører ikke fredsaftalen. Rusland har derfor fraskrevet sig retten til at være en EU-partner.

I den lettere ende en afsluttende bemærkning til præsident Sarkozy. Jo flere gange jeg deltager i møder i Europa-Parlamentet, desto mindre sikker bliver jeg på, om jeg foretrækker at lytte til Dem eller til Deres hustru. Jeg må dog sige, at selv om jeg til tider er uenig i Deres udtalelser, er De helt bestemt et oplivende element i Europa-Parlamentet, når De taler. Tillykke med denne bedrift.

  Philippe de Villiers (IND/DEM). – (FR) Hr. formand! Jeg har kun et minut, men jeg vil gerne sige følgende til præsident Sarkozy. Under denne finanskrise er det egenhændigt lykkedes Dem at gøre op med de institutionelle dogmer, herunder Bruxelles, Frankfurt, konkurrence, Maastrichtkriterierne, den globale frihandel, forbuddet mod statsstøtte til virksomheder, især banker.

For et øjeblik siden var De inde på spørgsmålet om statsejede fonde, der bliver af afgørende betydning fremover, når vi skal redde vores virksomheder, hvis de tvinges – eller snarere – når de er tvunget i knæ, hvilket de er. I sin nuværende form ville Lissabontraktaten – som Europas ledere, herunder navnlig Dem selv – forsøger at holde oppe – imidlertid have forhindret Dem i at gøre det, De netop har gjort. Den forbyder enhver restriktion af kapitalbevægelser, den forbyder enhver intervention og politisk indflydelse fra Den Europæiske Centralbanks side, og den forbyder frem for alt enhver statsstøtte til virksomheder.

Spørgsmålet er enkelt: Hvad vil De vælge? Ønsker De at være bundet på hænder og fødder eller at have frie hænder? Hvis De skal have frie hænder, har De ikke brug for Lissabontraktaten, men en traktat, hvori der tages højde for de erfaringer, vi drager nu i fællesskab.

  Sergej Kozlík (NI). – (SK) Hr. formand! Jeg er enig i konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde om, at EU sammen med sine internationale partnere skal arbejde for en fuldstændig reform af det internationale finansielle system. Denne situation vil vare i mindst 10 år, og det er almindelige mennesker, der kommer til at betale for alle fejltagelserne. Der skal hurtigt træffes afgørelser om gennemsigtighed, globale reguleringsstandarder for grænseoverskridende tilsyn og krisestyring.

Statsstøtte i de enkelte lande må ikke forvride den økonomiske konkurrence, f.eks. gennem forskelsbehandling til fordel for filialer af de banker, der ejes af en centralbank i en anden EU-medlemsstat. Der bør imidlertid heller ikke være uforholdsmæssig store likviditetsstrømme fra filialer til deres moderbanker. Jeg støtter en hurtig styrkelse af rammerne for kreditvurderingsinstitutter og tilsynet hermed. Vi har også brug for en hurtig afgørelse om regler om sikkerheden for indskud for at sikre forbrugerne større beskyttelse.

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). – (ES) Hr. formand! Jeg vil angive, på hvilke punkter jeg er enig og uenig med formandskabet, og derudover påpege, hvad der efter min opfattelse manglede i formandskabets tale.

For det første er jeg enig i, at krisen ikke udelukkende startede som en subprimekrise i USA. Jeg er enig i princippet om, hvad Alan Greenspan nu kalder fasen en fase præget af "irrationel optimisme". Jeg er enig i, at markederne har fejlet, fordi reguleringen har fejlet, og at regeringerne har været nødsaget til at komme til undsætning. Jeg er enig i, at det er en global krise, og jeg er derfor enig i, at vi har behov for et Bretton Woods-system, som nogen kalder Mark II og andre kalder Mark III. Præsident Sarkozys henvisning til det nuværende system minder mig i høj grad om general de Gaulles strategi inden det første Bretton Woods strandede, inden "overgivelsen" af Fort Knox, da præsident Nixon besluttede at løsne dollaren fra guldet.

Vi skal derfor opbygge et europæisk diplomati, et eurodiplomati, hvor Europa taler med én stemme og "holder orden i eget hus". Hvis vi skal "holde orden i eget hus", skal vi imidlertid fortsat udvikle de finansielle markeder – i dette tilfælde detailmarkederne, således at de har en passende størrelse – og afspejler reguleringsrammen.

Jeg er enig i, at Den Europæiske Investeringsbank har gjort det godt. Den har handlet hurtigt, men også inkonsekvent. Den har ændret reglerne om løbetider og garantier tre gange, selv om bankerne har brug for sikkerhed med hensyn til deres finansiering.

For det andet er pengepolitikken – långiveren i sidste instans – stadig centraliseret. Tilsynet med bankerne er imidlertid stadig decentraliseret.

Jeg vil gerne spørge præsident Sarkozy, om tiden ikke er inde til at beslutte, om vi ønsker at udvikle traktatens artikel 105, hvori Den Europæiske Centralbank tildeles udvidede tilsynsbeføjelser.

Jeg er helt enig i spørgsmålet om økonomisk forvaltning. I forbindelse med denne ideologiske debat bør vi huske på Marx' ord om, at når de økonomiske strukturer ændres, skal de politiske superstrukturer ligeledes ændres.

Vi udarbejdede Maastrichttraktaten, men vi har ikke fastlagt den institutionelle struktur.

Inden Lissabon skal vi beslutte, hvorledes vi kan gøre fremskridt på dette område.

For det tredje har jeg en meget vigtig specifik anmodning. Den finansielle økonomi skal ses i forhold til realøkonomien. Jeg anmoder rådsformanden om ikke at afslutte formandskabet ude først at pålægge Kommissionen den særlige opgave at udarbejde en Lissabon+-dagsorden, der skal træde i kraft den 1. januar 2011, og som skal omfatte en revision af den finansielle ramme.

Et sidste citat. Med hensyn til dette ideologiske spørgsmål sagde en spansk filosof – Unamuno – engang, at han var antiklerikal i sit forsvar af kirken. Jeg er imod fuldstændig deregulering af markedet. Jeg tror, at formandskabet og jeg er enige på dette område.

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). - (EN) Hr. formand! Denne krise kunne have været undgået. Den er ikke en uundgåelig naturlov. Det er en lang historie, og den har jeg ikke tid til at gå ind i, men indtil videre er én ting sikkert, nemlig at vi skal lære af vores erfaringer og handle i fællesskab. Vi skal holde tempoet oppe.

Hr. rådsformand! De er fuld af energi, men hold fast i denne energi, for selv om det var presserende at forhindre en nedsmeltning af vores banker, er det nu lige så presserende at regulere bedre og forhindre, at recessionen bider sig fast. Jeg opfordrer i dag på det kraftigste Rådets formand og Kommissionens formand til at afgive følgende tilsagn.

For det første anmoder jeg kommissionsformand Barroso om at give os en førjulegave – konkrete forslag til ny og bedre lovgivning. Jeg er sikker på, at formanden for Rådet, Nicolas Sarkozy, var enig med mig, da han i dag anmodede Dem om at bekræfte, at De ville følge op på denne betænkning fra Europa-Parlamentet med følgende konkrete forslag. Det handler ikke kun om at regulere bankerne, men også om at regulere hedgefonde og private equity-fonde. Det er det første tilsagn.

Jeg glædede mig også over, at præsident Sarkozy på mødet i Camp David nævnte denne simple kendsgerning ved mødets start, da hedgefonde og private equity-fonde nu forsøger at udbrede den historie, at de intet har at gøre med finanskrisen. Dette er ganske enkelt ikke rigtigt. De har opereret med en uforholdsmæssig stor gældsætning og udvist stor grådighed gennem mange år, og jeg opfordrer derfor rådsformanden til at love mig her i dag, at alle aktører vil blive reguleret. Hvis dette ikke sker, tager vi ikke ved lære af vores erfaringer.

For det andet kunne jeg komme ind på en lang række detaljer, men jeg ønsker blot et svar fra kommissionsformand Barroso og opfordrer ham derfor til at forpligte sig til at følge op på Parlamentets forslag om regulering af markedet.

Min sidste bemærkning er stilet til præsident Sarkozy. De og jeg – ja, vi alle – mener, at det er en skæbnesvanger tid for EU. Lad nu ikke almindelige mennesker få det indtryk, at EU ikke er i stand til at modstå et økonomisk tilbageslag, der vil ramme mange millioner uskyldige arbejdstagere. Derfor vil jeg gerne gentage det, De selv sagde. Lad os samarbejde. Jeg ligger inde med beregninger – og jeg synes, at vi skal bede Kommissionen bekræfte disse – der viser, at hvis vi samarbejder og investerer blot 1 % mere i infrastruktur, i uddannelse, i arbejdsmarkedspolitik og i den private industri hvert år i de næste fire år, vil der blive skabt 10 mio. nye job. Jeg mener, at det er et mål, der er værd at gå efter, og jeg håber virkelig, at De vil forpligte Dem til at opfylde dette mål i december eller før. Det er nu eller aldrig.

  Annemie Neyts-Uyttebroeck (ALDE). – (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, hr. formand for Rådet! Jeg har allerede to gange i Udenrigsudvalget haft lejlighed til at give udtryk for min store beundring for rådsformandens indsats under krisen mellem Rusland og Georgien, og jeg vil gerne give udtryk herfor igen i dag. Jeg nærer samme beundring for Deres håndtering af finanskrisen og de økonomiske følger for os.

Med hensyn til Rusland vil jeg imidlertid gerne påpege, at jeg ikke er helt tryg ved at læse i Rådets konklusioner, at det tilsyneladende er blevet besluttet, at forhandlingerne om en ny pagt eller strategisk alliance med Rusland vil fortsætte, uanset hvad der sker, selv om der tages hensyn til Rådets og Kommissionens konklusioner. Det er efter min mening overhovedet ikke betryggende, for selv om jeg på den ene side i lighed med Dem er overbevist om nødvendigheden af at fastholde en dialog med Rusland, mener jeg på den anden side ikke, at vi bør give Rusland det indtryk – og det er jeg sikker på, at De ikke gør – at intet er hændt, og at alt vil være business as usual.

Jeg vil gerne påpege på vegne af min gruppe, at jeg er sikker på, at De på topmødet i Moskva meget gerne vil gøre det klart over for Rusland, at det bestemt ikke vil være business as usual, og at vi agter at stå helt fast i denne sag.

  Bernard Wojciechowski (IND/DEM). – (PL) Hr. formand! Det forlyder, at Robert Gwiazdowski, en ekspert ved Adam Smith Institute, har skrevet, at Monty Kaczyńskis flyvende cirkus er fløjet tilbage fra Bruxelles, men at det overhovedet ikke står klart, hvorfor det var fløjet dertil i første omgang. Det kostede de polske skatteborgere omkring 45 000 EUR at flyve deres præsident til Bruxelles. Jeg har følgende spørgsmål til rådsformanden: Hvorfor indbød De en politiker, der ikke er medlem af den polske regerings delegation, til at deltage i drøftelserne? Ingen ved i virkeligheden, hvad denne person havde at gøre der. Præsident Kaczyński har fået stor opbakning fra ekstremistiske grupper i Polen. De pågældende grupper kan endog beskrives som fanatiske. Så vidt mig bekendt kan præsident Kaczyński desuden kun tale polsk. Han er ude af stand til at give udtryk for sine idéer på et andet sprog. Det ville derfor interessere mig meget at høre, hvorledes det lykkedes Dem at føre en samtale med ham. Kan De forklare præcist, hvad Lech Kaczyński lavede på Det Europæiske Råds møde, og hvad De drøftede med ham personligt?

  Hans-Peter Martin (NI). – (DE) Hr. formand! Vi har diskuteret globaliseringsfælden – le piège de la mondialisation – i over 12 år, og nu er den smækket i. Jeg har et praktisk forslag til rådsformanden. Jeg foreslår, at De opretter et professorat i de finansielle markeders historie. Det ville gøre det muligt at foretage en dybtgående undersøgelse af, hvordan vi er endt i den situation, vi befinder os i i øjeblikket. Som Martin Schulz sagde: "aldrig mere". Det, han mente, var nok "aldrig igen" eller med andre ord, der må aldrig ske noget lignende igen. "Aldrig mere" ville betyde: Lad os gå lige så langt igen. Det må ikke ske.

Dette professorat ville give os mulighed for at afgøre, i hvilket omfang vi kan skyde skylden på de konservative, drevet af en overdreven amerikansk nyliberalisme, og i hvilket omfang vi kan skyde skylden på socialdemokraterne, der ikke har presset hårdt nok på for at sikre en social balance. Vi bør benytte os af muligheden for at lære af historien, således at vi kan skabe et stærkt, europæisk socialt demokrati og ikke stille os til tåls med de banale fordele, som Lissabontraktaten angiveligt ville have givet os, selv om dette ikke engang er rigtigt.

  Margie Sudre (PPE-DE). – (FR) Hr. formand! I forbindelse med konflikten mellem Georgien og Rusland og finanskrisen har EU haft mulighed for at gøre sin indflydelse gældende på den globale scene som en fuldgyldig førsteklasses politisk aktør.

Takket være præsident Sarkozys viljestyrke er det lykkedes EU at finde samordnede, effektive og hurtige løsninger i fællesskab. I en krisesituation har EU vist, at det rent faktisk eksisterer, og påvist sin merværdi.

F.eks. på indvandrerområdet er princippet om, at "enhver er sig selv nok" ikke længere på mode. Det Europæiske Råds vedtagelse af pagten om indvandring og asyl, som det franske formandskab tog initiativ til, er et stort skridt i den rigtige retning.

Med hensyn til bekæmpelsen af klimaændringer er Europa nødt til at fastlægge konkrete mål og vise sine globale partnere vejen frem. Præsident Sarkozy har allerede været inde på dette spørgsmål, men vi håber, at denne aftale vil være så afbalanceret som muligt, da der skal tages hensyn til den økonomiske situation i medlemsstaterne, der er meget ustabil i øjeblikket. Vi er imidlertid også nødt til at se på, hvilken form for vækst, vi ønsker fremover.

EU har mere end nogensinde brug for Lissabontraktaten for at imødegå de udfordringer, som EU står over for i dag. Vi har forståelse for irlændernes bekymringer, men status quo er ikke en valgmulighed. Irland er nødt til at foreslå en løsning på Det Europæiske Råds møde i december. Det er et krav fra mange sider.

Igennem de sidste par uger har vi med stolthed været vidne til et stærkt politisk Europa forenet i modgang, som har stået fast over for sine partnere, og som er blevet hørt på den internationale scene. Vi håber, at denne nye europæiske mentalitet vil blive udbredt, og at den vil vare ved. Lissabontraktaten er den bedste tilgængelige løsning, hvis vi skal sikre dette.

  Martin Schulz (PSE). – (FR) Hr. formand! Jeg er ikke klar over, hvilken artikel i forretningsordenen, der giver mig ret til at tage ordet, men tak.

Det var mit indtryk, at præsident Sarkozy talte her i sin egenskab af formand for Det Europæiske Råd, og jeg svarede i min egenskab af formand for en gruppe i Europa-Parlamentet. Det var ikke mit indtryk, at jeg talte til præsidenten for Den Fransk Republik. Havde dette været tilfældet, kan jeg forsikre Dem, at mit indlæg ville have været helt anderledes, da jeg har de samme holdninger som mine franske socialistiske kolleger.

  Nicolas Sarkozy, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand! For det første var det helt naturligt, at hr. Schulz reagerede. Det var mit indtryk, at han reagerede på egne vegne. Jeg beklager, hvis jeg sårede Dem ved at sammenligne Dem med en fransk socialist.

(Bifald)

Jeg opfattede det ikke som en fornærmelse, men jeg erkender åbent, at det afgørende er modtagerens opfattelse. Jeg trækker således mine ord tilbage. Hr. Schulz kan også tale som en fransk socialist.

Jeg vil gerne takke hr. Nassauer for hans støtte. Ja, vi har brug for Lissabontraktaten, og for at sige det helt ærligt vil jeg kæmpe til allersidste øjeblik under det franske formandskab for at overbevise befolkningen om, at Europa er nødt til at oprette institutioner, der er gearet til det 21. århundrede. En politiker er en, der påtager sig et ansvar. Jeg støttede Lissabonprocessen, og jeg vil kæmpe for at sikre, at Lissabonprocessen afsluttes, og jeg vil gerne gentage én ting, nemlig at hvis Lissabontraktaten ikke gennemføres, har vi kun Nicetraktaten, og vi kan ikke gennemføre nye udvidelser på grundlag af Nicetraktaten, hvilket ville være meget beklageligt. Lad os håbe, at alle vil påtage sig deres ansvar.

Jeg er enig i, at der stadig skal arbejdes meget med klimaændringspakken. Det er jeg helt klar over, men vi må ikke opgive vores ambitioner, da jeg er overbevist om, at det er nemmere at nå frem til et kompromis omkring en stor ambition end en lille ambition. Det vil være nemmere at indgå et kompromis omkring et virkelig ambitiøst forslag end et mere begrænset forslag, og det ville være en fejltagelse, hvis vi stod tilbage med en fuldstændig uforståelig europæisk politik ud fra et ønske om at stille alle tilfreds. Vi må være klar over risikoen.

Hr. Goebbels talte om blikkenslagerarbejde og strukturer, og jeg forventer ganske rigtigt støtte fra Luxembourg, således at den finansielle struktur kan blive grundlæggende ændret både i Europa og globalt.

Det er imidlertid ikke udtryk for kritik, og slet ikke et angreb, det er blot en kommentar.

Fru De Sarnez! De formulerede det meget klart ved at sige, at vi ikke kan bekæmpe en bestemt praksis uden for vores kontinent og samtidig tolerere den på vores eget kontinent. Det er alt. De, der føler sig ramt, overfortolker mine udtalelser. Jeg går ikke efter nogen bestemt, og det kunne jeg ikke drømme om.

Tak fordi De sagde, at vi har truffet de rigtige afgørelser. For mit eget vedkommende kan jeg sige, at jeg støtter Deres forslag om et europæisk reguleringsorgan. Det er fornuftigt. Hvorfor kan vi ikke oprette dette organ med det samme? Det skyldes, at en række små lande tror, at de forsvarer deres nationale identitet ved at forsvare deres egen reguleringsordning. Jeg bebrejder ingen. Jeg mener derfor, at vi i sidste ende har brug for et europæisk reguleringsorgan, og at vi indtil da i det mindste er nødt til at sikre en koordinering mellem de europæiske reguleringsorganer. Det er den strategi, som vi foreslår sammen med Kommissionen, og jeg mener, at det er den eneste realistiske mulighed, da vi i modsat fald vil blive fastlåst.

De var også inde på behovet for europæisk økonomisk forvaltning og en europæisk økonomisk plan. Det er helt relevant, men i forbindelse med Deres indlæg vil jeg gerne bestride den påstand, der er blevet fremsat fra anden side, om, at ethvert europæisk økonomisk initiativ er lig med stigende underskud. Nu er det virkelig nok. Vi har ret til at tale frit. Det er muligt at være tilhænger af en europæisk økonomisk politik uden at gå ind for stigende underskud, og vi vil ikke være i stand til at samordne europæiske politikker blot ved at forlange en genopretning.

Vi – jeg siger ikke "De" – må ikke lægge hinanden ord i munden, som vi gjorde førhen, når nogen vovede at have en mening om pengepolitikken. Det er muligt at argumentere for en anden pengepolitik uden at anfægte Den Europæiske Centralbanks uafhængighed. Det er således muligt at være tilhænger af en europæisk strukturel økonomisk politik uden at gå ind for stigende underskud. Lad os holde op med at sige, at nogle har ret og andre har uret. Den europæiske debat skal være en reel debat, hvilket den langt fra er i dag, og ingen har monopol på sandheden.

Vi er til tider nødt til at opgive – og det er måske det eneste punkt, hvor hr. de Villiers og jeg er enige – vi er nogle gange nødt til at opgive de dogmer, der har været til stor skade for den europæiske idé, dogmer, der har endnu mindre berettigelse, henset til at de ofte ikke hidrører fra beslutninger truffet af demokratiske og således legitime organer. Mit eget europæiske ideal er stærkt nok til, at det europæiske demokrati kan være et reelt demokrati. Gruppetænkning, dogmer, vaner og konservatisme har forvoldt stor skade, og jeg vil benytte lejligheden til at sige mere om dette i forbindelse med et andet spørgsmål.

Jeg vil gerne sige til hr. Szymański, at jeg har fuld forståelse for Polens problemer, navnlig det forhold, at 95 % af landets økonomi er afhængig af kul, men jeg mener, at Polen har brug for Europa for at modernisere mineindustrien, og at vi sagtens kan indgå aftaler med Polen om rent kul. Polen har desuden brug for hele Europa, hvis mineindustrien skal moderniseres. Vi har brug for Polen, og Polen har brug for Europa. På dette grundlag vil vi sammen med kommissionsformand Barroso søge et kompromis med vores polske og ungarske venner og med nogle af de lande, der er bekymret for deres vækst.

Hr. de Villiers! Som De påpegede, har jeg gjort op med dogmer, da jeg er tilhænger af en pragmatisk tilgang, men ærlig talt, lad være med at tilskrive Lissabontraktaten mangler, som den ikke har. Jeg er klar over, at Lissabontraktaten ikke er et mirakel. Den er ikke perfekt, men bortset fra Vendée er intet perfekt, navnlig når vi forener 27 lande med hver deres regering og historie. De er nødt til at opgive den ideelle traktat – De ved kun alt for godt, at den aldrig kommer. Europæere er pragmatiske, fornuftige mennesker, der ville foretrække en ufuldkommen traktat, der forbedrer forholdene, frem for en perfekt traktat, der aldrig kommer, idet der aldrig vil blive skabt enighed om denne uhåndgribelige idé.

Det er selve kernen i den europæiske idé, nemlig at gøre fremskridt hver dag, fordi vi ønskede at sætte en stopper for krig, og fordi vi ønsker at skabe et område med demokrati. De bør efter min mening fokusere på en anden kamp, idet denne kamp tilsyneladende består i, at De skaber en imaginær fjende, når det er helt klart, at borgerne i Europa i den nuværende krisesituation forstår, at det er en styrke og ikke en svaghed at samarbejde. Selv en, der er så stærk og talentfund som Dem, vil stå magtesløs over for denne finanskrise alene. Det ville være bedre at nå frem til et fornuftigt kompromis med hele Europa end at sidde alene i et hjørne med patent på sandheden.

Med hensyn til spørgsmålet om at have "frie hænder" gælder mit svar også for Dem, og det er en fri mands svar, også i en fransk politisk debat. Og jeg mener, at vi først og fremmest skal holde op med at snakke frem og tilbage, og jeg mener, at ærlige folk kan nå frem til gode kompromiser og gennemføre deres idéer, og at problemet med den europæiske politiske debat er en mangel på idéer, der har berørt os alle, alle de politiske grupper. Vi bliver tilsyneladende handlingslammet ved tanken om at foreslå noget nyt. Når Europa har gjort fremskridt, er det fordi mænd og kvinder på et givent tidspunkt har ryddet hindringer af vejen, og den selvkritik, som De efterlyste, bør vi alle udøve. I Europa har vi gennem lang tid handlet, som om vi var ubevægelige objekter. Vi efterfulgte grundlæggerne, men vi fulgte ikke deres eksempel. Vi gik ikke nye veje, og vi fremlagde ingen nye idéer. Jeg er helt overbevist om, at vi i denne fase er nødt til at udvise opfindsomhed, idet vi løber den største risiko, hvis vi forholder os passive nu, og hvis vi ikke udviser viljestyrke i en fuldstændig ny situation.

Hr. Kozlík har ret i, at gennemsigtighed er af afgørende betydning. Med hensyn til spørgsmålet om kreditvurderingsinstitutter mener jeg, at kreditvurderingsinstitutternes holdning har været det mest skandaløse aspekt ved denne krise. Disse institutter tildelte produkter en AAA-rating om fredagen, og nedgraderede dem til en BBB-rating om mandagen. Vi kan ikke fortsat acceptere de tre, fortrinsvis amerikanske, kreditvurderingsinstitutters monopol. Spørgsmålet om kreditvurderingsinstitutterne, om deres uafhængighed i forhold til visse grupper, og om oprettelsen af et europæisk kreditvurderingsinstitut vil helt sikkert være af afgørende betydning på det første topmøde om den fremtidige regulering. Med hensyn til konkurrence vil jeg gerne sige til alle, der var inde på spørgsmålet om konkurrence, at jeg er tilhænger af konkurrence, men jeg har fået nok af folk, der ønsker at gøre den til et mål i sig selv, når den i virkeligheden blot er et middel og ikke et mål i sig selv. Konkurrence er et middel til vækst. Det er ikke et mål i sig selv, og jeg vil gøre mit yderste for at sikre, at dette begreb indarbejdes i den nye europæiske politik.

Jeg er tilhænger af frihed, jeg er tilhænger af frihandel, og jeg mener, at vi bør forkaste protektionisme, men konkurrence skal være et middel til vækst. Det ville være en fejltagelse at betragte konkurrence som et mål i sig selv. Det mente jeg før krisen, og det mener jeg stadig efter krisen.

Hr. García-Margallo! De har ret i, at vi har brug for et nyt Bretton Woods, idet det er meningsløst at afholde et nyt internationalt topmøde, hvis vi blot agter at putte et hæfteplaster på, som hr. Daul og hr. Schulz netop har påpeget. Hvis vi kun har til hensigt at ændre halvdelen af systemet, kan det være lige meget.

De nævnte regnskabsstandarder, men se lige på vores banker. For det første er de amerikanske regnskabsstandarders dominerende stilling blevet utålelig. For det andet afhænger det beløb, som bankerne kan låne, af deres egenkapital og aktiver. Hvis vi opgør aktiverne til markedsværdi på grundlag af et marked, der ikke længere eksisterer, idet det er blevet fuldstændig destabiliseret, svækker vi bankerne økonomisk, og de vil således blive endnu mindre i stand til at varetage deres opgaver. Spørgsmålet om ændring af regnskabsstandarderne, der blev rejst af Kommissionens formand, havde vores fulde opbakning – det var uopsætteligt. Jeg vil også gerne rose Europa-Parlamentets velvilje til at støtte denne ændring, idet vi overraskende hurtigt nåede til enighed under den fælles beslutningsprocedure, hvilket Det Europæiske Råd glædede sig over.

Hr. Rasmussen! Kunne vi have undgået krisen? Inden vi kan afgøre det, er vi nødt til at være enige om årsagen til krisen. Hvad skete der? Amerikanerne, vores allierede og vores venner, har levet over evne gennem de sidste 30 år. Federal Reserve Bank førte en pengepolitik, der bl.a. havde til formål at fastholde ekstraordinært lave rentesatser, hvilket betød, at alle der ønskede at låne, havde adgang hertil. Vi har igennem de sidste 20 eller 30 år båret rundt på verdens største supermagts forbavsende store gæld, og hele verden skal nu indfri denne gæld.

I en sådan situation er amerikanerne nødt til at påtage sig deres ansvar og acceptere konsekvenserne sammen med os, men jeg kan ikke se, hvordan vi egenhændigt kunne have beordret dem til at ændre denne strategi. Jeg vil gerne tilføje, at nogle af vores banker ikke længere varetager deres opgaver. En banks opgave er at låne penge ud til borgerne og virksomhederne, at hjælpe borgerne med at understøtte deres familier, at hjælpe virksomhederne med at udvikle deres projekter og at tjene penge efter en vis periode. Vores banker har udviklet sig i de såkaldte "dealerrum", hvor der spekuleres, og de mente i mange år, at det var nemmere at tjene penge ved at spekulere end ved at investere.

Jeg vil gerne tilføje, at alle vores banker holder sig inden for stregen på grund af den gensidige risiko. Der er 8 000 banker i Europa, hvoraf 44 opererer globalt. Hvis vi havde påtaget os det ansvar at lade en bank gå konkurs, hvilket skete i USA med Lehman Brothers, ville hele systemet have brudt sammen. Jeg ved ikke, hvordan vi kunne have undgået krisen, men jeg mener, at krisen ville have begravet os, hvis vi ikke havde reageret, som vi gjorde. Det er jeg ret sikker på.

De siger, at vi har brug for forslag før jul, men vi har rent faktisk brug for forslag inden midt i november. Jeg agter så sandelig at træffe initiativer i samarbejde med kommissionsformand Barroso for at sikre, at europæerne taler med én stemme på topmødet, og jeg vil desuden bestræbe mig på at sikre, at vores enighed ikke bliver baseret på den laveste fællesnævner, men den højeste, idet enhver konsensus indebærer en risiko for, at vi skruer ned for vores ambitioner i et forsøg på at gennemtvinge en kunstig aftale. Det er en risiko. Jeg håber, at vi vil forblive ambitiøse og ikke skrue for meget ned for vores ambitioner, men stadig tale med én stemme.

Jeg vil ikke komme ind på hedgefonde igen, idet jeg allerede har sagt, at de skal reguleres. Alle offentlige eller private finansielle institutioner bør være omfattet af regulering.

Fru Neyts-Uyttebroeck spurgte, om forhandlingerne med Rusland ville fortsætte, uanset hvad der skete. Naturligvis ikke, men prøv at se det fra vores side. Rusland standsede sine tankvogne 40 km uden for Tbilisi på vores anmodning. Rusland trak sine tropper tilbage over grænserne fra før krisen den 8. august. Rusland tillod udstationeringen af observatører, herunder navnlig europæiske observatører, og Rusland agter at deltage i Genèveforhandlingerne, om end modvilligt. Hvis vi suspenderer topmødet mellem EU og Rusland på denne baggrund, hvem vil så kunne forstå Europas politik? Ingen.

Jeg vil gerne tilføje, at vi i samarbejde med kommissionsformand Barroso har truffet den forholdsregel ikke at suspendere, men at udsætte topmødet. Hvad er forskellen? Hvis vi havde besluttet at suspendere topmødet, skulle Det Europæiske Råd enstemmigt have besluttet at genoptage forhandlingerne, og det ville efter min opfattelse have sat os i politisk forlegenhed. Afgørelsen om at udsætte mødet giver os mulighed for at genoptage forhandlingerne uden at uddele ufortjente guldstjerner. Jeg mener derfor, at denne strategi viser fatning, og at det er en behersket og klar strategi. Jeg mener ikke, at vi kunne have gjort det anderledes, og jeg er fortsat overbevist om, at Rusland vil være en partner, som vi kan have en dialog med, som vi kan være åbne over for, men vi kan kun tilskynde russerne til at komme videre, hvis vi taler sammen. Hvis vi derimod ikke taler sammen, vil Rusland føle sig omringet, og vores idéer vil ikke i samme grad vinde indpas. Det er jeg overbevist om, men udviklingen kan naturligvis vise, at jeg tager fejl. Det handler derfor om, at vi skal påtage os vores ansvar.

Jeg vil gerne sige til hr. Wojciechowski, at det ikke er op til formanden for Rådet at afgøre, hvem der skal repræsentere Polen. Polen havde mulighed for at invitere to deltagere til Det Europæiske Råds møde, og det var op til Polen at afgøre, hvem der skulle deltage. Forestil Dem et EU, hvor formanden for Rådet sagde: "Nej, De kan ikke komme ind, men De kan". Hvilken form for EU ville det være? Polen har en præsident – som De helt klart ikke støtter – og en premierminister. De skal handle som statsmænd og som europæere og afgøre, hvem der skal repræsentere Polen. Det lykkedes i sidste ende at komme igennem det, og i starten af december rejser jeg til Polen, og jeg vil i denne anledning sige til den polske præsident: "De skal holde Deres løfte. De lovede at undertegne Lissabontraktaten, som det polske parlament har ratificeret, og De skal holde dette løfte." Det handler om troværdighed som statsmand og politiker.

(Bifald)

Jeg har så stærk tiltro til Polens betydning i Europa, at jeg kan sige dette uden at fornærme nogen.

Hr. Martin! Vi har brug for et stærkt europæisk demokrati. Jeg er opmærksom på Deres kamp, Deres kamp mod korruption og for et velfungerende demokrati. De har helt ret, men jeg vil gerne understrege, at vi i samarbejde med kommissionsformand Barroso har vist, at vi kan være stærke. Der er desuden endog nogle her i Europa-Parlamentet, der mente, at jeg handlede uden mandat. Hvis jeg skulle vente på et mandat, før jeg handlede, ville jeg helt sikkert ikke handle så ofte.

Fru Surdre! Jeg vil også gerne takke Dem for Deres støtte. Europa er en realitet, og De har helt ret i, at status quo ikke er en valgmulighed. Det tror jeg, at vi alle kan være enige om. Det værste, der kunne ske var, at vi fortsatte, som om intet var hændt, efter at stormen var drevet over. Det ville være enden på det europæiske ideal, og vi har ikke ret til at forpasse denne mulighed.

Nogle er således overrasket over, at vi afholder et topmøde så hurtigt. Det er fordi vi sagde til os selv, at hvis vi ventede for længe, navnlig hvis vi ventede, indtil den nye amerikanske præsident var blevet valgt, kunne situationen blive forværret, og vi ville ikke have en løsning. Eller også ville situationen forbedre sig, og i så fald ville alle have glemt den næste forår, og intet ville ændre sig. Vi var derfor nødt til at afholde topmødet, eller under alle omstændigheder det første topmøde, i november, uanset valget i USA.

Jeg mener, at jeg har svaret alle talerne. Jeg er også bundet af formandskabets tidsplan og den pressekonference, som jeg skal afholde sammen med formanden for Kommissionen og formanden for Europa-Parlamentet. Jeg vil gerne undskylde over for de talere, jeg eventuelt ikke har svaret. Det er naturligvis ikke, fordi jeg ikke vil, men fordi jeg er blevet bedt om at respektere tidsplanen for i dag. Jeg har gjort mit bedste, og jeg vil naturligvis have lejlighed til at vende tilbage til Parlamentet i december, hvis De ønsker det, for at svare mere udførligt på de spørgsmål, der stilles af alle, der tager ordet.

  Formanden. − Det fremgår tydeligt af indlæggene og nu af bifaldet, at De har Europa-Parlamentets støtte.

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. − (EN) Jeg ønsker blot at besvare hr. Rasmussens spørgsmål meget kort. Jeg må også bede mig undskyldt, da jeg er nødt til at deltage i pressekonferencen. Kommissionen vil være repræsenteret af kommissær Almunia.

Som jeg sagde tidligere, vil vores gennemgang omfatte alle aspekter af de finansielle markeder. Jeg vil gerne takke Dem for Deres personlige bidrag til betænkningen og for det bidrag, der er blevet ydet af en række andre medlemmer af Europa-Parlamentet. Vi vil se på alle disse forslag. Som præsident Sarkozy netop har påpeget, ønsker vi at stå i spidsen for denne globale indsats. Vi mener, at vi kan gennemføre en række af disse forslag inden jul, hvilket De bad om, men en række af forslagene er meget teknisk komplicerede. Vi vil træffe en afgørelse og bidrage til den internationale debat om alle disse spørgsmål, men det er efter min opfattelse også vigtigt, at forslagene er teknisk forsvarlige. Jeg er sikker på, at De har bemærket, at vi har givet Dem adgang til alt det, som vi er nået til enighed om med Økofin, nemlig den finansielle køreplan. Det er ikke rigtigt at sige, at vi ikke har reguleret sektoren for finansielle tjenesteydelser under den nuværende Kommission. Der er blevet vedtaget 32 lovgivningsforanstaltninger efter den fælles beslutningsprocedure eller komitologiproceduren inden for finansielle tjenesteydelser siden begyndelsen af den nuværende Kommissions mandatperiode, hvoraf 19 blev vedtaget efter den fælles beslutningsprocedure. Der vil blive vedtaget yderligere foranstaltninger i de kommende uger og måneder, herunder i første omgang forslaget om kreditvurderingsinstitutter i starten af næste måned.

Lad mig komme med et eksempel vedrørende kreditvurderingsinstitutter. Lad os være helt ærlige. Jeg har ved flere lejligheder personligt drøftet nødvendigheden af lovgivning om kreditvurderingsinstitutter med en række regeringer. Svaret var et klart nej. Det er sandt. Derfor vil jeg gerne spørge Dem – nogle af de medlemmer, der kritiserer Kommissionen – om De måske kunne udnytte Deres indflydelse i Deres egen regering eller i regeringspartierne. Det ville være til stor hjælp. Da vi drøftede dette spørgsmål for nogle måneder siden – og i denne forbindelse var kommissær McCreevy tilhænger af regulering af kreditvurderingsinstitutterne – var det mest ambitiøse forslag, der blev overvejet af en række regeringer, en adfærdskodeks.

De vil måske sige, at det alt sammen er udmærket, og at Kommissionen har ret til at gøre dette. Det er rigtigt, men inden for finansielle tjenesteydelser forholder det sig som bekendt ikke på samme måde som inden for mange andre områder. Da vi var i en krise – og krisen var på sit højeste i september i år (men siden august sidste år har vi haft denne køreplan) – blev vi rent faktisk af mange i vores regeringer kraftigt opfordret til ikke at stille forslag, der kunne skabe større ængstelse eller en form for alarmreaktion. Kommissionen bør efter min opfattelse træde varsomt på dette område. Når der er tale om meget følsomme spørgsmål vedrørende de finansielle markeder, må vi ikke komme med tomme erklæringer. Vi kan ikke bare udtale os. Det er meget vigtigt at fastholde samordningen mellem Parlamentet, Kommissionen og Rådet på dette område. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionen pr. definition er tilhænger af lovgivning og tilsyn med en europæisk dimension. Det siger jeg helt åbent. Når Kommissionen kun sjældent har forelagt forslag, som De har fremsat med god grund, skyldtes det ikke altid, at vi sov, eller at de var præget af en ideologisk forudindtagethed. Det skyldtes, at en analyse af situationen viste, at der kun var en meget lille eller slet ingen mulighed for at få dem igennem. Det vil jeg meget gerne og helt ærligt understrege. Vi vil have tid til at se på alle årsagerne og alle faserne i denne proces, men jeg synes, at det er vigtigt, at De er klar over dette i denne debat.

Helt ærligt, for to uger siden var budskabet fra en række af vores regeringer stadig, at vi ikke havde brug for et europæisk svar. De bemærkede måske, at jeg offentliggjorde en artikel i den europæiske presse, hvor jeg anmodede – tryglede – om et europæisk svar, og svaret fra en række af vores regeringer var "Nej, det kan vi klare på nationalt plan. Vi har ikke brug for en europæisk dimension." Lad os således forsøge at handle i fællesskab. Vi bør alle udøve selvkritik, men vi bør forsøge at undgå et forenklet svar på et meget komplekst spørgsmål. Vi er rede til at samarbejde konstruktivt med Europa-Parlamentet og Rådet for at finde gode løsninger for Europa og måske for resten af verden.

(Bifald)

FORSÆDE: Martine ROURE
Næstformand

  Gilles Savary (PSE). – (FR) Fru formand! Jeg er meget utilfreds med, at hr. Pöttering ikke gav mig ordet, da jeg bad om det, da jeg blot anmodede om ret til at svare, og da jeg ville have foretrukket at få ordet, mens formanden for Rådet var her.

Jeg er forarget over, at de franske socialister gøres til syndebuk, som vi har hørt her. Jeg har aldrig nogensinde set en formand for Rådet drage et politisk parti i tvivl. Jeg har aldrig set en fransk præsident latterliggøre sine landsmænd på den internationale scene, som det har været tilfældet her. Jeg finder det anstødeligt, og jeg ville gerne have haft en formel undskyldning fra den franske regering.

(Formanden fratog taleren ordet)

  Robert Atkins (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Vedrørende en bemærkning til forretningsordenen. Vi har at gøre med endnu et eksempel på en vanvittig fejlhåndtering af Parlamentets anliggender. Det er på tide, at formandskabet forstår, at når der skal afholdes afstemninger, skal de afholdes på det offentliggjorte tidspunkt, og ingen er vigtigere end udøvelsen af vores demokratiske rettigheder under afstemninger. Jeg vil bede Dem om at forklare formandskabet, hvordan vores sager behandles, således at sagsbehandlingen kan forbedres, og således at vi stemmer på det rigtige tidspunkt, og talerne holdes på den rette længde.

(Bifald)

  Formanden. – Vi vil nu fortsætte forhandlingen.

Taletiden bedes overholdt til punkt og prikke. I modsat fald vil jeg ikke tøve med at fratage taleren ordet.

  Linda McAvan (PSE). – (EN) Fru formand! Det er en skam, at formanden for Rådet er gået, da jeg havde en besked til ham, men jeg håber, at hr. Jouyet vil tage imod den.

Det, han sagde i morges om klimaændringer, er ekstremt vigtigt, og det var den rigtige beslutning at minde hr. Nassauer om, at det ikke er nu, vi skal ændre vores ambitioner vedrørende klimaændringer og udvande de stillede forslag.

(Bifald)

Der har været en omfattende lobbyvirksomhed i Parlamentet og Rådet. Den startede, længe inden finanskrisen brød ud i sommer. Den startede sidste år. Knap var blækket tørt i Berlin, før folk forsøgte at vaske det væk.

Præsident Sarkozy bad om Parlamentets engagement. Han får mere end engagement. Han får den fælles beslutningsprocedure. Jeg ved ikke, hvorfor vi overhovedet diskuterer den fælles beslutningsprocedures betydning, idet der ikke vil blive nogen klimapakke, medmindre Parlamentet tages med på råd.

Vi vil have en aftale på plads inden jul. Den Socialdemokratiske Gruppe kan tilbyde dette engagement. Jeg er ikke sikker på, at det samme er tilfældet på den anden side af bordet – måske hr. Sarkozy vil spørge sine folk. Den Socialdemokratiske Gruppe ønsker et løfte inden jul, men ikke en hvilken som helst aftale. Vi ønsker en troværdig aftale og en aftale, der sikrer balance mellem miljø, beskæftigelse og konkurrenceevne.

Vi ønsker imidlertid ikke en aftale, der er et udtryk for laveste fællesnævner. Præsident Sarkozy mindede os netop om, hvad der sker, hvis man går efter den laveste fællesnævner. Vi ved, at enkelte lande har problemer – og vi kan sagtens tale om disse problemer – men vi er nødt til at have en troværdig pakke klar til de internationale drøftelser. Ikke en, der er baseret på udligninger i andre lande, hvilket ikke ville være en troværdig pakke, og ikke en, der piller emissionshandelsordningen fra hinanden og virker ødelæggende på prisen på kulstof. Jeg håber, at rådsformanden vil give hr. Sarkozy disse meddelelser.

Hr. Nassauer talte om de udgifter, der er forbundet med klimapakken. I dag kaster vi milliarder mod den finanskrise, som bankerne står i. Kommissionen har naturligvis regnet udgifterne til pakken ud, men jeg vil ikke gå tilbage til vores borgere om nogle få år og sige til dem, at fordi vi ikke traf omgående foranstaltninger vedrørende klimaændringer, vil der være behov for at finde yderligere milliarder. Det handler ikke blot om pengene, men – hvad værre er – om liv, der bliver ødelagt overalt på kloden. Lad os udvise politisk mod fra alle sider i Parlamentet. Lad os indgå aftalen med Rådet inden jul i rette tid inden de internationale drøftelser.

(Bifald)

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (LT) Fru formand! Jeg vil blot sige én ting. Formanden for Kommissionen sagde, at EU's reaktion på krisen var utilstrækkelig. Faktisk var reaktionen stærk. Medlemsstaterne reagerede, men de europæiske institutioner reagerede langsomt. Det blev illustreret perfekt i dag – da hr. Sarkozy forlod lokalet, gik alle journalisterne. Ingen er interesseret i os. Årsagen hertil er frem for alt vores manglende evne til at reformere vores arbejdsmetoder. Der er mange gode folk i både Kommissionen og Parlamentet, men det bureaukratiske system hæmmer alle initiativer. Vi var i stand til at reagere på tsunamien i Asien, men i morgen drøfter vi et budget, der er blevet udarbejdet uden hensyntagen til den kendsgerning, at vi oplever en økonomisk tsunami i Europa. Vi kunne gøre noget – prioritere anderledes i vores budget. Vi kunne også fastlægge prioriteter i vores parlamentariske udvalg, som ville hjælpe os med at overleve denne krise og leve op til folks forventninger. Kommissionen bør reformeres. Jeg vil gerne understrege, at Kommissionens strategiske funktioner bør adskilles fra dens tekniske funktioner, hvorefter den ville fungere mere effektivt.

  John Bowis (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Til rådsformanden, som nu er fraværende, vil jeg gerne sige følgende: I morges talte De så smukt om de økonomiske udfordringer i fremtiden, som med rette står øverst på vores dagsorden, men ikke mindre med rette og ikke mindre smukt gjorde De det klart på topmødet og igen i dag, at Deres hensigt er at overholde tidsplanen og målene for håndtering af klimaændringerne. Disse udtalelser er fundamentale og rigtige. Klimapakken er med Deres ord så vigtig, at vi ikke må tabe den på gulvet på grund af finanskrisen.

Det var meget sigende, at Angela Merkel, til trods for de reelle bekymringer, som hendes land og andre lande har, gjorde det klart, at Tyskland gør sig til fortaler for gennemførelse af målene for klimaændringer og for at finde løsninger inden topmødet i december. Hvis det er den udfordring, som rådsformanden giver os, er det min overbevisning, at Parlamentet vil reagere effektivt og rettidigt.

Men det skal siges, at fokus nu er på Rådet. For at nå disse mål har vi brug for forsikringer til de lande, der har reelle problemer, hvilket er tilfældet for Polen, som har problemer med kul. Vi er nødt til at sikre klarhed over kriterierne for de lempelige vilkår, der vil blive tale om for en begrænset række industrier og sektorer, der står over for reelle udfordringer vedrørende emissioner. Vi må også gøre det meget klart, at vores støtte til biobrændstoffer inden for transport forudsætter, at der udvikles brændstoffer fra bæredygtige kilder. Hvis dette ikke sker, risikerer vi at gøre uoprettelig skade på vores miljø og på levesteder for mennesker, dyr og planter.

Vi har givet os selv en enorm udfordring, men det er en udfordring, som vi er nødt til at løfte. En klimakatastrofe ville få vores nuværende økonomiske problemer til at se ubetydelige ud.

Som præsident Sarkozy sagde, skal de to politikker hænge sammen. Vi skal sørge for – og præsidenten skal sørge for – at Parlamentet ikke strander som følge af Rådets manglende evne til at følge op på præsident Sarkozys udtalelser.

  Bernard Poignant (PSE). – (FR) Fru formand! Jeg er den første franske socialist, der får ordet i denne forhandling. Jeg beklager, at formanden for Det Europæiske Råd er gået efter at have fundet det passende at gøre grin med et af de store partier i dette store land. Det har han ret til, men han har også en pligt til at blive og høre svaret. Det er det, jeg bebrejder ham. Jeg mener heller ikke, at det er en god idé, at formanden for Det Europæiske Råd forsøger at så splid i en af Parlamentets største grupper. Martin Schulz svarede ham. Når han angriber den franske socialisme, bør han overveje, hvem målet for hans angreb reelt er. Han glemmer, at den franske socialisme gav Europa François Mitterrand. Han glemmer, at den franske socialisme gav os Jacques Delors...

(Bifald)

... og han glemmer, at han for at give sig selv troværdighed i Europa endda lånte to socialister, nemlig Bernard Kouchner og Jean-Pierre Jouyet.

  Lena Ek (ALDE). – (SV) Fru formand! Der er to vigtige aspekter. Det første er finanskrisen. Det er vigtigt, at vi taler med én stemme fra Europas side. Sidste gang, vi delte håndteringen af en krise med USA, var, da vi skulle drøfte terrorisme. Vi importerede en lang række regler, der nu virker meget fremmede for den europæiske tankegang vedrørende privatlivets fred. Vi har brug for en europæisk tilgang til krisen, og derfor er der behov for fælles regler og standarder for bl.a. gennemsigtighed, solidaritet og de finansielle instrumenter, der skal anvendes på det europæiske marked. Stabilitetspagten ville være et fremragende redskab hertil.

Det andet aspekt er klimapakken. Vi har stemt om klimapakken i de to hovedudvalg og har med stort flertal besluttet at støtte Kommissionens forslag. Vi har ikke tænkt os at slå bak, for så vidt angår hverken målene eller tidsplanen. Hvis formandskabet virkelig vil fremhæve både målene og tidsplanen, vil vi afvente meddelelsen om, hvornår vi kan sætte os ned og drøfte sagen konkret. For så vidt angår Parlamentet, vil vi bruge vores beføjelser som led i den fælles beslutningsprocedure, hvor der er ligevægt mellem institutionerne.

(Bifald)

  Alexander Radwan (PPE-DE). – (DE) Fru formand! Jeg ville også gerne have talt direkte til hr. Sarkozy og hr. Barroso, især fordi jeg gerne ville drøfte den kendsgerning med formanden for Kommissionen, at vi ikke har haft succes med visse af kommissærerne i de seneste år.

Borgerne forventer, at EU beskæftiger sig med vigtige sager og ikke med trivialiteter. Martin Schulz, som netop har forladt lokalet, har sat alle de konservative i samme bås. Folk forventer ikke, at EU spiller barnepige i forbindelse med mindre vigtige spørgsmål. I stedet ønsker de mere frihed fra regulering for små og mellemstore virksomheder og for borgere samt flere tiltag på vigtige områder. Jeg skal understrege, at Parlamentet allerede i 2003 opfordrede Kommissionen til at forelægge et forslag om kreditvurderingsbureauer. I mellemtiden er Kommissionen utrolig nok blevet bevidst om begrebet "hedge fund", selv om dette utvivlsomt ikke gælder alle kommissærerne. Kommissionens formand undersøger i øjeblikket dette spørgsmål.

Martin Schulz gjorde tingene meget enkle for sig selv ved at udtale, at kun de konservative havde skylden. Faktisk har Rådet igennem en lang årrække forhindret fremskridt inden for tilsynsområdet. Det gjaldt de tyske finansministre hr. Eichel og hr. Steinbrück. Jeg vil gerne minde Parlamentet om, at den person, der flere gange var ansvarlig for at forsinke den europæiske proces – og jeg vil bede socialisterne om at sige dette til deres formand – var hr. Koch-Weser, som nu har en fremtrædende stilling i Deutsche Bank.

Fremover forventer vi, at Europa anvender sine moralske værdier og prioriteter på reguleringen af de finansielle markeder. Det indebærer bæredygtighed, ikke blot en maksimering af risiciene for at maksimere afkastene. Det indebærer også, at man fokuserer på det grundlæggende, som man ville gøre i en mellemstor virksomhed. Det er noget, vi skal indføre i en international sammenhæng. Det er ikke nok blot at afholde internationale konferencer. Europa skal forenes for på internationalt plan at sikre, at noget tilsvarende ikke sker igen.

  Pervenche Berès (PSE). – (FR) Fru formand! Når jeg ser på Rådets konklusioner, er der noget, der slår mig. Spørgsmålet om løn tages op, hvilket er berettiget, da det er et vigtigt spørgsmål, som vi skal håndtere i fællesskab og tage ansvar for. Der er dog også spørgsmålet om skattely, og i det spørgsmål fornemmer jeg – jeg kan dog have misforstået det – at teksten, selv mellem linjerne, er tavs.

Formanden for Rådet har sagt, at vi skal være ambitiøse og ikke blot gå efter laveste fællesnævner. Jeg vil opfordre ham til at følge samme linje i spørgsmålet om skattely. Jeg vil også opfordre kommissionsformand Barroso til måske at udvide sin taskforce til håndtering af krisen til at omfatte kommissær Kovács, hvis han virkelig ønsker at arbejde med disse spørgsmål.

Endelig vil jeg opfordre Kommissionen til at anmode medlemsstaterne om at revidere deres nationale handlingsplaner. Hvorfor skulle vi koordinere de økonomiske politikker på basis af nationale programmer, der ikke engang tager hensyn til forudsigelserne om en recession, som vi må håndtere? Hvis Kommissionen tager økonomisk forvaltning alvorligt, skal den kræve, at medlemsstaterne reviderer deres planer under hensyntagen til den økonomiske situation, som de vil komme til at stå i.

Endelig har alle fået mulighed for at give udtryk for deres holdning, og vi har faktisk opnået en vis grad af europæisk samarbejde, men det er ikke nok. Vi har en historisk mulighed for at give staterne redskaberne til at påvirke de økonomiske politikker og medlemsstaternes økonomiske og industrielle strategier. Lad os udnytte den. På vegne af Kommissionen skal der tages initiativ til at fastlægge rammer for medlemsstaternes anvendelse af nationalisering af banker for at gøre dem til instrumenter for den langsigtede finansiering af de investeringer, vi har behov for...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Jacek Saryusz-Wolski (PPE-DE). – (FR) Fru formand, hr. Jouyet! Det Europæiske Råd afsatte en del af sine konklusioner til energiforsyningssikkerhed, men dette emne er fløjet under radaren og er blevet overset i drøftelserne. Det er nu vigtigere end nogensinde. Jeg støtter Rådets konklusioner, men detaljerne tæller, og det er præcis de detaljer, der mangler. Jeg vil gerne fremhæve to.

For det første er der det vigtige spørgsmål om EU's forbindelser med producent- og transitlande. Tanken om at optrappe vores energidiplomati er fuldt ud berettiget, men det, der altid mangler, er vilje fra medlemsstaternes side til at nå til enighed om det budskab, som vi sender til tredjelande, og konsekvens i vores politikker på nationalt niveau, når det gælder Unionens fælles interesser. Kort sagt mangler vi en fælles udenrigs- og energisikkerhedspolitik. Den laveste fællesnævner, dvs. koordineringen af vores holdning til producent- og transitlande, er langt fra opnået og anvendt. I stedet for at tale med én stemme er den gældende politik "hver mand for sig selv" som illustreret ved en række bilaterale aftaler, der svækker vores forhandlingsposition og er en plet på vores fælles image udadtil.

Det andet problem er manglen på europæiske projekter. Der henvises ikke til olie- og gasrørledningsprojekter, som er afgørende for at sikre energiforsyningssikkerhed, og Nabuccoprojektets skæbne er nu usikker, selv om det på papiret beskrives som et projekt med høj prioritet.

Vi er også nødt til at lære af den georgiske krise, for så vidt angår energiforsyningssikkerhed, ved at etablere et effektivt system til beskyttelse af eksisterende infrastrukturer i transitlande i tider med krig eller politisk ustabilitet.

Til slut vil jeg minde om Rådets slagord: ansvar og solidaritet. Vi må nu træffe yderligere foranstaltninger. Ellers er der en risiko for, at vi aldrig kommer videre med EU's eksterne politik for energiforsyningssikkerhed.

  Dariusz Rosati (PSE). – (PL) Fru formand! I forbindelse med drøftelserne om Det Europæiske Råds konklusioner vil jeg gerne henvise til to aspekter.

Det første omhandler finanskrisen. Denne krise har med al ønskelig tydelighed vist, at systemet for lovgivningsmæssigt tilsyn med bankerne skal forbedres betydeligt. Ændringerne bør fokusere på en forbedring af risikovurderingen af aktiver og en tilpasning af sikkerhedsforanstaltningerne til de nye finansielle instrumenter. Der er imidlertid også brug for ændringer, der fører til eliminering af den procykliske karakter af beslutninger om realkredit. Realkreditten stiger, når ejendomspriserne stiger, og falder, når priserne falder. Det er netop denne mekanisme, der bidrager til, at der opstår spekulationsbølger.

Det andet aspekt, som jeg gerne vil nævne, angår klimapakken. Jeg bifalder Rådets beslutning om at forsøge at opnå et kompromis om et system for salg af CO2-kvoter. Der findes medlemsstater, hvor 90 % af energien stammer fra kul. Hvis disse lande skulle købe 100 % af deres kvoter allerede fra 2013, ville det få katastrofale følger for deres økonomier. Almindelig fornuft og princippet om ligebehandling kræver, at der indføres overgangsperioder.

  Avril Doyle (PPE-DE). – (EN) Fru formand! I marts 2007 under det tyske formandskab og igen i marts 2008 under det slovenske formandskab forpligtede de europæiske ledere sig til at nå et mål om at reducere drivhusgasemissionerne med mindst 20 % inden 2020, hvilket allerede er et begrænset ambitionsniveau. Lad os ikke gøre os illusioner: Hvis vi skal opnå en international klimaaftale for tiden efter 2012 i København, er vi nødt til at sende et tydeligt og utvetydigt signal gennem vores lovgivning.

Den nuværende internationale finansielle likviditetskrise og den økonomiske baggrund har fået mange til at blive forsigtige med at fastlægge langsigtede CO2-mål eller med at forpligte industrien til at opnå de nødvendige reduktioner af drivhusgasemissionerne og dermed drive den europæiske økonomi frem imod den CO2-fattige, bæredygtige økonomi, som vi så desperat har brug for, og som vil blive startskuddet for en tredje industriel revolution med en spændende first mover-fordel for Europa på hele området for nye teknologier.

EU's mål for tiden efter 2012 bør imidlertid ikke ses i lyset af den nuværende økonomiske krise. Jeg mener, at vores regeringer vil kunne løse dette problem på kortere sigt, og det bør ske nu, således at kommende generationer ikke kommer til at bære byrden – herunder den økonomiske byrde – ved eventuelle forsinkelser af klima- og energipakken. Vi kan ikke i fremtiden betale prisen for vores manglende evne til at handle nu. Hvis dette bliver tilfældet, vil eftertiden ikke være os venligt stemt – eller som præsident Sarkozy sagde: Vi vil komme for sent til vores aftale med historien.

Parlamentet har givet mig et stærkt mandat til, som en af ordførerne for klimapakken, at lede forhandlingerne med Rådet i trilogen, og jeg tager dette ansvar alvorligt. Vi skal overholde målene og tidsplanen, og som hr. Sarkozy sagde, vil store ambitioner med visse kompromiser være på dagsordenen. Jeg ser frem til et meget tæt samarbejde med både Kommissionen og Rådet under det franske formandskab. Det er min overbevisning, at vi sammen kan og vil finde en effektiv og håndterbar aftale om klima- og energipakken inden december i år...

(Formanden fratog taleren ordet)

  Ieke van den Burg (PSE). – (EN) Fru formand! Det er interessant at se, at tilsynet med det finansielle marked er blevet en sag, der kun lader sig løse på allerhøjeste niveau i Rådet. Jeg er tilfreds med nedsættelsen af gruppen på højt plan med deltagelse af Jacques de Larosière, som vi har opfordret til i Parlamentet i flere år.

Jeg vil gerne sende dette klare budskab: Koordinering alene er ikke nok. Vi har virkelig brug for institutionelle løsninger. Frivilligt samarbejde mellem nationale tilsynsmyndigheder på basis af "overhold eller forklar"-systemer som i Solvens II- og kapitalkravsdirektiv-forslagene er utilstrækkeligt, og Forummet for Finansiel Stabilitet, som ikke står til ansvar i særlig høj grad, og som kun består af repræsentanter fra større lande med hver deres nationale interesser, er heller ikke tilstrækkeligt. Det giver ikke et tydeligt signal fra Europa. Vi har brug for en forenet struktur i lighed med Det Europæiske System af Centralbanker, der er i en perfekt position til at mægle internt og er en stærk stemme internationalt.

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Fru formand! For det første vil jeg gerne lykønske Rådet med dets aftale om den tredje vej mod klima- og energipakken. Det er en fornuftig løsning, der vil gøre det muligt at undgå de obligatoriske opkøb af energivirksomheder, men som ikke desto mindre sikrer kontinuitet i konkurrencen.

For det andet er spørgsmålet om CO2 selvfølgelig særlig vigtigt i forbindelse med finanskrisen, eftersom vi med handelen med CO2-kvoter igen risikerer at gå uden om realøkonomien og skabe et nyt spekulativt finansielt instrument, der vil drive energiintensiv industri ud af Europa. Jeg vil derfor igen opfordre til grundig overvejelse af, hvorvidt tildelingen af gratis CO2-certifikater med en godtgørelse på 20 % ikke ville give mere mening end at tage pengene fra virksomheder, der har brug for dem til at investere i innovation og forskning med henblik på at opnå reduktionen på 20 %.

Vi skal give investeringen et skub, særlig for små og mellemstore virksomheder. Derfor opfordrer jeg også til, at de transeuropæiske netværk, især på energiområdet, udvikles i væsentligt omfang, og til, at der udvikles strategier for mere effektive energieffektivitetsforanstaltninger, da dette er særlig vigtigt for vores små virksomheder, for beskæftigelsen i Europa og for de europæiske nettolønninger.

Endelig vil jeg gerne opfordre kommissær Kovács til at overveje, hvordan vi kan få økonomien på sporet igen ved at anvende skattepolitik og især ved at anvende nye og kortere muligheder for afskrivning og egnede godtgørelser. Ved at indføre nye skattepolitikker og -incitamenter vil den europæiske økonomi eventuelt kunne stimuleres.

  Giles Chichester (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Det ville ikke være helt hen i vejret at sammenligne krisen på de finansielle markeder med en orkan. Når vinden aftager, opstår der en illusion af ro, men ødelæggelserne tager år at rette op på, og sådan vil det også være med de økonomiske og sociale følger af det kaos, vi har set.

Vi er nødt til at opnå en balance mellem kontinuitet og tilpasning til de ændrede omstændigheder. For så vidt angår energipolitikken, betyder det, at vi bør holde os til strategiske mål for forsyningssikkerhed, bæredygtighed og konkurrenceevne, imens vi overvejer, om vi skal ændre taktikken, midlerne. Energi er afgørende for vores livsstil og levestandard. Det er en langsigtet industri, hvor opbygning af ny kapacitet tager fem, 10 eller 15 år og selvfølgelig ikke kan være et kortsigtet svar på den type kortsigtede udfordringer, som vi står over for. På samme måde er håndtering af klimaændringer en langsigtet sag, og der er ingen nemme løsninger.

For så vidt angår taktikker, er der dem, der har forbehold, for så vidt angår niveauet for og timingen af målene i klima- og energipakken. Der er dem, der var bekymrede over CO2-emissionerne eller udflytningen af europæiske job længe før finanskrisen. Måske skal vi kigge på detaljerne – og måske princippet – igen.

Min største bekymring på nuværende tidspunkt er dog, hvad vi bør undgå, og det er at falde i fælden med overregulering, da overregulering kan forårsage noget meget værre, nemlig en gentagelse af 1930'ernes Depression. Jeg er bevidst om betydningen af god regulering i bestræbelserne på at få markederne til at fungere hensigtsmæssigt og af gennemsigtighedshensyn, men lad os ikke slagte den høne, der lægger guldæg.

  Ryszard Czarnecki (UEN). – (PL) Fru formand! Takket være præsidenten og premierministeren i mit land, Polen, var det fornuften, der rådede på topmødet i Bruxelles, og der blev sendt et fornuftigt budskab om klimapakken. I henhold til aftaler indgået på mødet, for hvilke vi skylder de europæiske ledere tak, er truslen fra uforholdsmæssigt dyre miljørestriktioner, der især ville påvirke de nye medlemsstater, blevet begrænset. Den er dog ikke forsvundet helt.

På dette møde blev finanskrisen også drøftet. Mærkeligt nok var der nogle få dage inden blevet afholdt et mindre møde med deltagelse af de største EU-lande. Det mindre møde vakte minder om det sovjetiske kommunistpartis politbureau. Det er ikke rimeligt, at de mest magtfulde EU-medlemsstater pådutter de andre lande deres løsninger. Derudover er den dobbeltmoralske holdning et irritationsmoment. Jeg henviser til den kendsgerning, at det er acceptabelt at finansiere banker i medlemsstaterne, men ikke acceptabelt at hjælpe polske skibsværfter. I denne henseende minder EU om George Orwells Animal Farm, hvor alle dyr er lige, men nogle er mere lige end andre.

  Zuzana Roithová (PPE-DE). – (CS) Fru formand! Jeg mener, at debatten om omfanget og hastigheden af forbedringerne af miljøstandarder, sociale standarder og andre standarder samt revisionen af europæiske forordninger er et nøgleelement i bestræbelserne på at håndtere den økonomiske recession, som den europæiske økonomi står i. Martin Schulz har her hånligt henvist til Kommissionens og Rådets arbejde, men Parlamentet kan også reducere Unionens overregulering. Det er netop den negative merværdi, der underminerer EU's konkurrenceevne på internationalt niveau. Bil-, elektronik-, glas- og tekstilindustrien samt andre industrier har ikke behov for en pengeindsprøjtning: De har brug for et fornuftigt reguleringsniveau. Finanskrisen er ikke et resultat af manglende regulering, men et resultat af tilsynsmekanismernes mangler. Det er tilsynsmekanismerne, der ikke har beskyttet investeringerne, og som truer beskæftigelsen. Det samme gælder for regulering på internationalt niveau. Krisen og den globale økonomiske recession giver os en mulighed for at udvikle en mere grundig regulering af de globale markeder og ikke kun de europæiske markeder med henblik på at opnå en langsigtet bæredygtig samt miljømæssigt og socialt acceptabel udvikling. Det er det klima, vi skal skabe for europæerne – også på internationalt niveau. Bortset fra dette aspekt bifalder jeg Rådets aftale om energipakken.

  Stavros Lambrinidis (PSE). – (EL) Fru formand! Det, vi har brug for her i dag, er en ny økonomisk og social aftale, en "new deal". Hvis EU ikke når frem til en sådan aftale, vil grådighed på markedet fortsat tilskynde til uproduktive investeringer, der belåner EU's fremtid og fremtiden for de europæiske arbejdstagere og borgere.

Hvad forstår vi ved en "new deal"? Vi har brug for et nyt system for økonomisk styring, en ny rolle for Den Europæiske Centralbank og en ny opfattelse af socialstaten, ikke som efterfølgeren til det frie marked, men som en nøgle til udvikling. Vi har brug for ny europæisk finansiering, en grøn udviklingsfond, en seriøs globaliseringsfond og naturligvis et større budget for Europa, og vi har brug for en ny social Maastrichttraktat for beskæftigelse og vækst.

  Marios Matsakis (ALDE). – (EN) Fru formand! Mange europæiske borgere – herunder borgere, som jeg repræsenterer – ønskede at spørge hr. Barroso og hr. Sarkozy, om de mente, at det var rimeligt, at udgifterne til finanskrisen skulle bæres af den almindelige europæiske borger frem for de bankdirektører i USA og Europa, der har tjent millioner på at handle skødesløst – eller endog i nogle tilfælde kriminelt – og som nu nyder deres millioner ved at gemme dem i skattely eller på sikre opsparingskonti. De ønskede også at spørge hr. Barroso og hr. Sarkozy, om det var rimeligt, at det, når den amerikanske økonomi bliver forkølet eller får kræft, er europæerne, der skal gennemgå kemoterapien. Ja til samarbejde med amerikanerne, men nej til afhængighed.

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Fru formand, hr. Jouyet! Jeg var i Tbilisi, da præsidenten var i byen for at forhandle fredsplanen, og jeg vil naturligvis gerne takke ham for hans hurtige aktion for at standse krigen. Krigen var imidlertid til dels vores egen skyld. I 14 år har vi været overforsigtige. Vi har i stilhed set til, mens provokationerne i de separatistiske regioner er eskaleret. Det er sandt, at denne krig var en advarsel til Europa og konfronterede Unionen med dens ansvar, men ilden ulmer stadig i Kaukasus, og vi må gøre alt, hvad der står i vores magt, for at bringe de fastlåste konflikter endeligt til ophør af hensyn til sikkerheden i hele Europa.

Jeg ved også, at de europæiske lande er delte i spørgsmålet om Georgiens indtræden i NATO. Jeg er selv imod det. Jeg vil stille et forslag. Jeg opfordrer EU til at foreslå neutralitet for disse lande i Kaukasus. Kun neutralitet vil mindske spændingerne med Rusland og definitivt beskytte denne region mod nye konflikter. Neutralitet vil sikre disse nye demokratier sikkerhed og bidrage til at sikre vores egen sikkerhed.

  Mirosław Mariusz Piotrowski (UEN). – (PL) Fru formand! Et af hovedpunkterne på topmødet var den globale finanskrise og klimapakken. Rådet havde ret i at fokusere på dette problem. Det, der er bekymrende, er dog, at de vigtigste beslutninger blev truffet tidligere på et møde mellem repræsentanter for kun fire lande. Beslutningen blev efterfølgende konsolideret i den såkaldte Eurogruppe og først derefter præsenteret for Det Europæiske Råd. Denne procedure giver anledning til alvorlige bekymringer om, hvorvidt Det Europæiske Råd reelt opfattes alvorligt eller blot som et forum, der godkender beslutninger truffet af en lille gruppe ledere. Skal vi opfatte det, som om der i alle henseender er opstået et Europa i tre hastigheder?

I lyset af den globale krise er det også værd at genoverveje tidligere beslutninger om begrænsning af CO2-emissioner. Umiddelbar anvendelse heraf kan intensivere recessionen yderligere, navnlig i landene i Central- og Østeuropa såsom Polen, med negative konsekvenser for hele den europæiske økonomi. Der bør derfor vedtages en særskilt pakke for de lande, hvis hovedenergikilde er kul.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Jeg vil fatte mig i korthed i lyset af de svar, der allerede er givet.

Jeg vil gerne sige til fru McAvan, at vi er helt enige med hende i, at pakken skal være ambitiøs, at vi håber, at vi om muligt med Parlamentets hjælp vil kunne indgå en aftale inden jul, og at vi er enige i, at det ikke skal være en hvilken som helst aftale. Vi deler således fuldt ud hendes filosofi, og vi håber, at vi opnår en god balance mellem konkurrenceevne og bæredygtig udvikling.

For så vidt angår fru Starkevičiūtės bemærkninger, vil jeg sige, at det er tydeligt, at finanskrisen allerede har haft omfattende konsekvenser. Vi skal – og det vil jeg også gerne sige til andre talere – blive på sporet, og det er årsagen til, at vi holder fast i energi- og klimapakken. For så vidt angår EU's budget, vil vi drøfte det i morgen i forbindelse med førstebehandlingen. Jeg mener, at der i Kommissionens forslag sættes fokus på vækst og bæredygtig udvikling, og at vi ikke må gå bort fra dette, men det vender vi tilbage til i morgen.

For så vidt angår hr. Bowis' bemærkninger, er det klart, at vi ikke kan sætte vores ambitioner for energi- og klimapakken på standby på grund af finanskrisen – det er allerede blevet understreget. Vi skal dog tage hensyn til variationerne i de enkelte medlemsstaters energikilder og til balancen mellem sektorerne.

Til hr. Poignant og hr. Savary vil jeg for det første sige, at jeg anerkender det store bidrag, som de franske socialister har ydet i drøftelserne i Parlamentet og deres store bidrag til Den Socialdemokratiske Gruppe i Parlamentet, og for det andet, at jeg opfatter mig selv som en person, der er bevidst om, hvor meget Europa skylder Jacques Delors og François Mitterrand. Jeg mener også, at det franske socialistparti i højere grad bør gøre opmærksom på følgende for at undgå misforståelser: "Europa er ikke en sag for højre eller venstre – det er en europæisk sag". Det er, hvad jeg har lært af Jacques Delors, og jeg ved, at hr. Savary og hr. Poignant deler dette synspunkt.

For så vidt angår fru Eks bemærkninger, har vi naturligvis til hensigt at overholde målene og tidsplanen. Vi må handle for at sikre, at pakken er klar til de internationale udfordringer, som Europa står over for.

For så vidt angår hr. Radwans og andres bemærkninger om finanskrisen, træffer vi naturligvis foranstaltninger for at beskytte borgere og opsparere og sikre, at dem, der er ansvarlige for krisen i de forskellige institutioner, betaler for det. Vi har allerede sagt, at omsorgspligten bør finde anvendelse her. De penge, der sættes til side, skal anvendes til at beskytte borgere og opsparere og skal ikke gives som en gave til dem, der er hovedansvarlige for finanskrisen – hverken i USA eller Europa – da de i for høj grad har satset på spekulation.

Fru Berès har ret i at understrege kampen mod skattely både i og uden for EU. Dette spørgsmål behandles ikke godt nok i Det Europæiske Råds konklusioner, men som rådsformanden sagde, vil der være andre europæiske møder – og "europæiske" er det rette ord. Dette er ikke et Europa i to, tre eller fire hastigheder: Det handler om europæiske møder, hvor vi sammen kan udarbejde internationale finansregler – nye internationale finansregler – der vil bane vejen for bedre langsigtet finansiering af økonomien. Jeg bifalder det, der blev sagt om behovet for mangfoldighed i den refleksionsgruppe, som Kommissionen har nedsat.

Hr. Saryusz-Wolski har helt ret og fremsætter en meget vigtig pointe. Vi har ikke i tilstrækkelig grad fremhævet Rådets konklusioner, særlig for så vidt angår energiforsyningssikkerhed. Det arbejde, der blev udført på Det Europæiske Råds seneste møde, er meget vigtigt. Samtidig skal vi give det, der blev sagt om forbindelser med producent- og transitlande, konkret form. Vi har en klar holdning til, hvilke budskaber vi skal sende til tredjelande, og vi skal naturligvis have dette in mente i forbindelse med dialogen med Rusland. Vi skal også give disse konklusioner form ved at støtte projekter til diversificering af forsyningskilderne, som de nævnte, særlig Nabuccorørledningen. Det var i denne henseende en bestemt europæisk energipolitik, der opstod af det seneste møde i Det Europæiske Råd.

For så vidt angår hr. Rosatis bemærkninger, skal vi som nævnt tage hensyn til de specifikke træk ved energisituationen i Polen, særlig for så vidt angår kul, men det er klart, at Polen også vil have et ansvar for at møde i forbindelse med forberedelserne til topmødet i Poznán senere i år.

Endelig er jeg helt enig i fru Doyles betragtninger. Vi skal udvise ansvarsfølelse. Finanskrisen må ikke få os til at glemme at reagere på miljøkrisen, og vi må ikke gemme os bag finanskrisen.

For så vidt angår det, som fru van den Burg opfordrede til, har vi brug for bedre koordinering institutionerne imellem på tilsynsniveau. Vi skal skelne mellem tilsyn og regulering, og på tilsynsniveau har vi brug for bedre koordinering institutionerne imellem.

Som hr. Rübig er jeg meget tilfreds med den aftale, der blev indgået vedrørende energiforslaget om den "tredje vej". Det er efter min mening et fuldt ud tilfredsstillende kompromis. Det er, hvad jeg kan sige. Det er også vigtigt at have skatteincitamenter til energibesparelser: Her deler jeg hans synspunkt.

For så vidt angår hr. Chichesters bemærkninger, er det sandt, at vi har brug for strukturelle løsninger, både hvad angår finanskrisen – det vil være udfordringen på de kommende internationale topmøder – og hvad angår klimaændringer, og vi skal frem for alt have god regulering, ikke overregulering.

Endelig er det, for så vidt angår hr. Czarneckis bemærkninger, klart, at vi over for visse industrielle problemer må undersøge muligheden for tilpasning i visse lande. Det gælder Polen og landets skibsværfter, og vi er bevidst om dette spørgsmål.

For så vidt angår fru Isler Béguins bemærkninger, ved vi endelig, at håndteringen af problemerne i Kaukasus vil være en lang proces, og at Europa også skal træffe forebyggende foranstaltninger. Jeg er enig med hende i, at vi også skal være mere fremsynede, når det gælder disse regioners og Ruslands nabolandes status.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (FR) Fru formand! Jeg har fire bemærkninger at fremsætte på fem minutter. For det første har Europa reageret og endelig talt med én stemme. Til at begynde med talte vi ikke med én stemme, men vi gjorde det på møderne i Eurogruppen og i Det Europæiske Råd, og det skal vi fortsætte med. Det er et budskab, som efter min mening støttes af alle. En Union, der går fra at koordinere bistandspakker til at koordinere banksystemer. Det er absolut nødvendigt at koordinere sådanne systemer på europæisk niveau, således at der ikke opstår problemer i visse lande. En Union i Europa, der er opbygget på en sådan måde, at den kan varetage global forvaltning af det monetære og finansielle system. Det er blevet gentaget her flere gange, faktisk mange gange på rådsniveau. For så vidt angår en række medlemsstater, er det endvidere et nyt budskab, der ikke må blive glemt i næste uge.

For det andet er jeg helt enig i – som formanden for Kommissionen og formanden for Rådet sagde – at Europa for at tackle en ny fase med bedre regulering af finanssystemet på europæisk niveau i de kommende år skal føre an på globalt niveau, for så vidt angår denne type regulering. Jeg er helt enig med de medlemmer, der fuldt og fast har støttet et tilsyn, der er institutionaliseret og ikke blot koordineret på europæisk niveau.

For det tredje er jeg helt enig med dem, der har talt om behovet for at tilpasse de nationale reformprogrammer og Lissabonstrategien til udfordringerne i realøkonomien i dag og fremover. Desuden er det et igangværende arbejde, som Kommissionen vil forelægge både Parlamentet og Rådet i december. Det er endvidere nødvendigt, for så vidt angår denne nye dimension og tilpasningen af Lissabonstrategien, at tage hensyn til den industrielle struktur og især strukturen i små og mellemstore virksomheder, der er de største ofre for manglen på kredit, som er opstået som følge af krisen i banksystemet.

Endelig vil jeg nævne budgettet. Det er naturligvis nødvendigt at anvende EU-budgettet og de nationale budgetter uden at skabe bæredygtighedsproblemer for fremtiden. I stedet bør manøvremargenen i skatte- og budgetpolitikken anvendes – inden for rammerne af stabilitets- og vækstpakken, der blev revideret i 2005. Der er plads til fleksibilitet, men der er også behov for – og Parlamentet udgør sammen med Rådet budgetmyndigheden – at begynde at overveje det europæiske budget. Også det er genstand for reel debat.

(Bifald)

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Afstemningen finder sted i morgen, onsdag den 22. oktober 2008.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 142)

  Roberta Alma Anastase (PPE-DE), skriftlig. – (RO) De beslutninger, der blev truffet på Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. oktober 2008, har strategisk betydning for Europas fremtid. For det første bifalder jeg drøftelserne om ratificeringen af Lissabontraktaten. EU skal gennemføre de institutionelle reformer, der er angivet i traktaten, med henblik på at sikre, at organisationen fungerer på en effektiv, sammenhængende måde, der er mere gennemsigtig for de europæiske borgere. Det er derfor en hovedprioritet, at processen med at ratificere Lissabontraktaten fortsætter og afsluttes så hurtigt som muligt i alle 27 medlemsstater.

For det andet vil jeg som ordfører for regionalt samarbejde i Sortehavsområdet og medlem af Udenrigsudvalget gerne understrege betydningen af de udenrigspolitiske aspekter. Jeg vil på ny understrege, at det haster med at udvikle en fælles europæisk energipolitik med henblik på at fremme energiforsyningssikkerhed og europæisk samhørighed samt diversificere energiforsyningen gennem stærk støtte til strategiske projekter som Nabuccorørledningen.

Sidst, men ikke mindst, bifalder jeg beslutningen om at styrke EU's relationer med de østlige naboer, i dette tilfælde Republikken Moldova, gennem undertegnelse af nye omfattende samarbejdsaftaler. Derudover skal EU fortsat være aktivt involveret i Georgien samt i at løse alle konflikterne i Sortehavsområdet.

  Jean-Pierre Audy (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Først vil jeg gerne lykønske det franske EU-formandskab under ledelse af hr. Sarkozy, den franske præsident, for den energi, lidenskab og vision, med hvilken det varetager sit mandat. Uanset om det drejer sig om krigen i Kaukasus, som blev forhindret, eller tiltagene til håndtering af den finansielle og økonomiske krise, har formandskabet vist, i hvor høj grad vi har brug for et stærkt og forenet EU og et stabilt formandskab for at fremme vores værdier i en verden, der bevæger sig hurtigt og er blevet meget mere kompleks. For så vidt angår finanskrisen og behovet for, at økonomien fortsat fungerer på en fornuftig måde, støtter jeg tanken om, at medlemsstaterne bruger deres finansielle styrke til at gribe ind for at genopbygge tilliden. Medlemsstaterne bruger det, der i den private sfære er ressourcer, der ikke fremgår af balancen, nemlig garantier. Det er i denne sammenhæng, jeg vil lufte tanken om at overveje at indføre et globalt offentligt instrument til vurdering af staterne. Det ville blive etableret under Den Internationale Valutafond (IMF), og dets forvaltning ville være ubestridelig og uafhængig. Et sådant globalt offentligt agentur til vurdering af staterne ville være meget nyttigt, når det gælder om at sikre, at de globale finanser og verdensøkonomien fungerer fornuftigt, og at der derfor også gøres behørige sociale fremskridt.

  Katerina Batzeli (PSE), skriftlig. – (EL) Den enighed, som Det Europæiske Råd gav udtryk for den 15. og 16. oktober, er et godt udgangspunkt, men den er ikke tilstrækkelig.

Vi bør på ny skabe balance i Den Europæiske Monetære Union og samtidig udarbejde udviklings- og socialpolitikker. Vi har brug for en fælles EU-politik og en ny institutionel og økonomisk forvaltning for at genoprette den grundlæggende balance i euroområdets økonomi.

Oprettelsen af en fælles europæisk fond bør genovervejes som følge af direkte foranstaltninger truffet for at håndtere kreditkrisen, og det skal gøres klart, at skatteyderne ikke må bebyrdes på længere sigt. Den filosofi med at lade kreditkrisen regulere sig selv, der har været anvendt hidtil på nationalt niveau, indebærer en risiko for, at de økonomiske og sociale politikker nationaliseres, og at der opstår en europæisk økonomi i flere hastigheder. En sådan opsplitning af EU's institutionelle profil bør undgås.

Europa har en unik og historisk mulighed for at fremme sin nye økonomiske og sociale udviklingsmodel, som den er begyndt på gennem indførelsen af politikker for klimaændringer, energiforsyningssikkerhed, social stabilitet og en bæredygtig økonomi. Når den økonomiske krise er overstået, bør EU være meget stærkere på politisk og institutionelt niveau og mere socialt og førende, for så vidt angår politikker for klimaændringer.

  Titus Corlăţean (PSE), skriftlig. – (RO) Jeg ser positivt på konklusionerne fra Det Europæiske Råds møde den 15. og 16. oktober 2008 vedrørende behovet for at omdefinere EU's politikker over for de østlige naboer, særlig over for Republikken Moldova. EU skal inddrage Sortehavsområdet og naturligvis Republikken Moldova på sin liste over politiske prioriteter.

Vi skal definere et klart mandat til forhandling af en ny aftale om øget samarbejde med dette land, dog med den klare betingelse, at der skal ske tydelige fremskridt, at den kommunistiske regering i Chişinău fuldt ud skal overholde demokratiske standarder og den europæiske lovgivnings normer, og at retssystemets uafhængighed og pressens ret til ytringsfrihed skal respekteres. Aftalen kan kun undertegnes, såfremt de kommunistiske myndigheders udemokratiske misbrug og overgreb standses, såfremt lovgivningen ændres med henblik på at annullere de bestemmelser, der forhindrer borgere med dobbelt eller flerdobbelt statsborgerskab i at få adgang til at blive valgt, såfremt valgloven ændres i tråd med standarderne i EU-medlemsstaterne, og såfremt henstillingerne fra Det Europæiske Råd følges.

Rumænien har været og vil være den vigtigste fortaler for Republikken Moldovas kommende indlemmelse i Europa, og jeg forventer, at de moldoviske myndigheder træffer specifikke foranstaltninger med dette for øje.

  Daniel Dăianu (ALDE), skriftlig. – (EN) Et nyt Bretton Woods skal forberedes godt.

Et voksende kor af førende politikere støtter afholdelsen af en verdenskonference til håndtering af de strukturelle mangler i verdensøkonomien og til opdatering af den internationale struktur på området. Det giver sig selv, at samlingen af gamle og nye økonomiske magter er afgørende for en sådan historisk opgave. Men en verdenskonference (et nyt Bretton Woods!) skal forberedes godt. For det første skal den analytiske baggrund for genopbygningen af verdensøkonomien fastlægges. Keynes og Dexter White ledte deres eksperter i en længere periode, selv om det var krigstid, i bestræbelserne på at udarbejde en fornuftig plan. Vi skal sørge for, at en sådan plan er tilgængelig, når beslutningerne træffes. Det hold, der ledes af Jacques de Larosière, kan yde væsentlig bistand i denne henseende. For det andet er de største økonomiske magter nødt til at være enige om nøglespørgsmål. Her er tingene mere komplicerede. Jeg håber virkelig, at EU vil indtage en førende position i bestræbelserne på at opdatere det internationale finansielle system og gennemarbejde de lovgivningsmæssige rammer og tilsynsrammerne, således at finanssektoren reelt kan bistå økonomien.

  Proinsias De Rossa (PSE), skriftlig. – (EN) Europa, herunder Irland, har brug for Lissabontraktaten, hvis vi skal udvikle sammenhængende og effektive politikker til håndtering af den globale krise med det finansielle systems sammenbrud, klimaændringer og manglende udvikling i store dele af verden.

Økonomisk nationalisme kan ikke løse disse globale problemer. De globale problemer vil heller ikke blive løst ved at lade finansielle institutioner eller multinationale selskaber gøre, hvad de vil, og forvente, at skatteyderne redder dem, når krisen rammer.

Vi har brug for et system med global forvaltning, der omfatter multinational regulering af finansmarkederne, herunder en kapacitet til at beskatte sådanne institutioner på en sådan måde, at de forhindres i at spille et land ud mod et andet.

Vi har brug for et system med beskatning af valutatransaktioner for at stabilisere disse markeder, og et sådan system kan også være en værdifuld kilde til at finansiere gennemførelsen af millenniumudviklingsmålene.

Et sådant afgiftssystem er sædvanligvis kendt som "Tobin-skat". James Tobin var den første til at foreslå det, efter at USA havde ødelagt Bretton Woods-systemet. Jeg vil gerne se en tredobbelt effekt: 1. bistand til stabilisering af valutamarkederne, 2. ydelse af betydelige midler til gennemførelse af millenniumudviklingsmålene og 3. genindtagelse af en del af det demokratiske rum, der hidtil er blevet overdraget til finansmarkederne.

  Elisa Ferreira (PSE), skriftlig. – (PT) Den fælles europæiske valuta har dannet en barriere, der har beskyttet EU fra værre problemer under krisen. I denne sammenhæng har euroen uden tvivl været en europæisk succes.

Over for afreguleringen af og krisen på markederne er der opstået en hel række gensidigt modstridende nationale tiltag. En aftale blev hastet gennem, som vi egentlig bifalder, men vi kan ikke glemme Kommissionens overdrevne passivitet, da der var behov for en forsigtig og fremadskuende vision.

I de seneste år – ikke måneder – har Parlamentet drøftet og vedtaget velbegrundede reformforslag, navnlig inden for markedsregulering og -tilsyn. De er baseret på denne troværdighed, at vi kræver, at formandskabet og Kommissionen aktivt inddrager Parlamentet i reformløsninger, der skal overholde tre målsætninger.

For det første kan systemiske risici i et integreret Europa ikke fortsætte med at blive reguleret på nationalt niveau. Der skal træffes strukturelle foranstaltninger med klare og stabile regler, der sikrer, at det bliver et stærkt system.

For det andet skal Europa i en globaliseret verden være en aktiv partner i oprettelsen af nye internationale rammer, der inddrager de vigtigste partnere.

For det tredje skal vi, på et tidspunkt, hvor den økonomiske recession allerede er en realitet, på en koordineret måde gennemføre en økonomisk genopretningspakke, der sikrer vækst og beskæftigelse og tillader familier og virksomheder at genvinde tilliden.

  Ilda Figueiredo (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det afgørende element i denne drøftelse er endnu engang blevet udeladt. Med andre ord må vi bryde med de eksisterende politikker, der er hovedårsagen til den nuværende krise. Det var dog interessant i går at høre de store fortalere for neoliberalismen indrømme, at noget skal ændres, dog kun i form af en "omarbejdning af kapitalismen" med præsident Sarkozys ord. Det er årsagen til, at en af deres prioriteter er udviklingen af indvandringspolitikken, særlig gennem direktivet om tilbagesendelse, der ikke respekterer grundlæggende menneskerettigheder, og som behandler ulovlige indvandrere, som var de kriminelle og ikke mennesker, der er flygtet fra hungersnød i deres hjemland i forsøget på at finde en bedre fremtid for dem selv og deres familier.

Manglende hensyntagen til sociale spørgsmål er fortsat et af hovedaspekterne i deres politikker. For at tackle finanskrisen har de mobiliseret enorme ressourcer og politisk vilje. Men de nødvendige ressourcer og den nødvendige politiske vilje mangler stadig, når det gælder den sociale situation og krisen som følge af den faldende købekraft, øgede fattigdom, arbejdsløshed og usikre ansættelsesforhold og dårligt betalt arbejde. Det, de foreslår, vil faktisk forværre den sociale situation og ulighederne i fordelingen af velstand.

  Pedro Guerreiro (GUE/NGL), skriftlig. – (PT) Det Europæiske Råd har bekræftet de vedtagne tiltag, der skal redde finansiel kapital, som er rygraden i det kapitalistiske system, og sikre "løbende strukturreformer".

"Omarbejdningen af kapitalismen" betyder blot mere kapitalisme – med alle dens usunde modsætninger – mere udnyttelse af arbejdstagerne, mere liberalisering og privatisering af offentlige tjenester og mere arbejdsindkomst, der overføres til kapital. En politik, som den socialistiske regering i Portugal trofast gennemfører.

Der er imidlertid ikke blevet sagt et ord om:

- de stigende vanskeligheder, som arbejdstagerne og befolkningen generelt står over for, lønstigninger og højere socialsikringsydelser, prisfald på nødvendige varer og tjenesteydelser eller begrænsning af de stigende omkostninger til realkreditlån;

- fremme af produktive investeringer, arbejdstagerrettigheder, offentlige tjenester og en stærk offentlig erhvervssektor – f.eks. inden for bankverdenen – gennem en rimelig fordeling af den genererede velstand;

- enden på EU's nuværende monetære politik og stabilitetspagten, enden på "skattely" og styrkelsen og anvendelsen af strukturfonde med henblik på at sikre reel økonomisk udvikling og forbedre levevilkårene for arbejdstagere.

Med andre ord har der ikke været tale om et opgør med kapitalistiske politikker…

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. – (EN) I lyset af de nuværende exceptionelle markedsvilkår er der behov for konkrete foranstaltninger for at sikre tilstrækkelig fleksibilitet i gennemførelsen af stabilitetspagten. De hidtil usete begivenheder har afsløret begrænsningerne i det europæiske system til finansiel integration, når det konfronteres med en krise af dette omfang. Da stabilitetspagten blev reformeret, kunne ingen have forventet et sådant finansielt kaos, og den fleksibilitet, der blev givet til stabilitetspagten i tilfælde af økonomisk recession, lader til at være utilstrækkelig i lyset af de seneste begivenheder. Vi bør opretholde budgetdisciplin, men der bør sikres større fleksibilitet med henblik på at give nye medlemmer mulighed for at blive indlemmet i euroområdet hurtigst muligt. Med de nuværende regler kan finanskrisen faktisk forhindre nye medlemmer i at blive indlemmet i euroområdet planmæssigt. Den økonomiske rationalitet, der ligger bag opbygningen af den europæiske valutakursmekanisme, bør tilpasses de nuværende finansielle omstændigheder, således at der skabes grobund for bæredygtige finansielle markeder i lande, der tiltræder euroområdet. En fremskyndelse af processen ved at tillade individuelle veje til indførelse af euroen i hvert enkelt tiltrædelsesland afhængigt af dets økonomiske vilkår kan være en løsning, da finanskrisen har understreget behovet for, at tiltrædelseslande forankres i euroområdet.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN), skriftlig. – (PL) Den nuværende krise ser ud til at være et finansielt kollaps, men energi og fødevarer er også berørt. Det er toppen af isbjerget, der dels er baseret på de grundlæggende moralske princippers kollaps og dels på menneskelig naivitet. Det giver sig udtryk i spekulation og usunde investeringer.

Evig bevægelse eksisterer hverken inden for fysik eller økonomi. Hvad var de individer, hvis bedrag førte til verdensøkonomiens kollaps, drevet af? Vi lod os snyde af personer, der opbyggede formuer på grundlag af bedrag. Nu forventes det, at skatteyderne redder banksystemet. Det kommer sandsynligvis til at koste mere end hele EU's budget. Det finansielle chok lod sig først mærke i USA, men dets følger har påvirket hele verden. Visse lande, som Island, har fundet sig selv på randen af en total katastrofe. Der kommer helt sikkert en følgeeffekt, som vil forårsage yderligere tab. Kan der komme noget positivt ud af alt dette? Måske. Måske vil vi komme til at forstå, at det ikke er rimeligt at bygge på illusioner på grundlag af falske forudsætninger, og at der er behov for et stærkt fundament af pålidelighed og solidaritet. Det er ikke et spørgsmål om at sikre, at udtrykket "sikker som en bank" igen giver mening. Det, der er på spil, er vores fremtid og vores børns fremtid. Markedsøkonomien – eller med andre ord kapitalismen – skal fungere på grundlag af fornuftige og varige principper, og ærlighed er et af de vigtige principper.

  Eija-Riitta Korhola (PPE-DE), skriftlig. – (FI) Først vil jeg gerne takke rådsformanden for, hvad jeg ser som den rigtige tankegang: Miljøinteresser bør gives høj prioritet i både gode og dårlige tider. Hans svar til hr. Wurtz, hr. Cohn-Bendit og hr. Schultz var også relevante.

Jeg vil gerne give udtryk for min bekymring, navnlig over emissionshandelsordningens skæbne. Når man ser på, hvad der er sket i Parlamentet her i efteråret, kan man ikke sige, at Parlamentets holdning er resultatet af en demokratisk proces. Det lugter af uberettiget hast, og udvalgene vidste ikke, hvad de stemte om. De indgivne ændringsforslag har været et bluff, og vi er blevet manipuleret og vildledt. Vores ordfører og vores gruppekoordinator forrådte alle ved ikke at støtte den beslutning, som gruppen stemte om. Der er aldrig set noget lignende i Parlamentet.

Kommissionen er den ene skyldige part. Den leverede en enorm lovgivningspakke for sent og advarede derefter mod at pille ved den af hensyn til international harmoni på klimaområdet. Resultatet er en dårlig model for emissionshandel, der, hvis den gennemføres, vil øge omkostningerne og true europæiske job. En hvilken som helst unilateral handel udgør blot en ekstra skattebyrde. Jeg kan ikke se, at det skulle være til gavn for miljøet, hvis europæiske produkter, som produceres på den mest miljøvenlige måde i verden, skulle bære denne byrde af hensyn til kampen mod klimaændringer.

Handel fjerner blot forureningen fra Europa og dumper den andetsteds, samtidig med at der skabes arbejdsløshed i Europa. Det er hverken en god eller ansvarlig miljøpolitik. Vi har brug for en mere effektiv klimapolitik.

Emissionerne skal nedbringes i overensstemmelse med de forpligtelser, vi har påtaget os. Vores alternativ fortjener også at blive drøftet i Parlamentet. Mange af medlemsstaterne støtter det, og det samme gør Confederation of European Industries og hele den europæiske fagbevægelse. En ny behandling ville fjerne det demokratiske underskud, der nu er opstået i Parlamentet.

  Marian-Jean Marinescu (PPE-DE), skriftlig. – (RO) Den krise, der er opstået mellem Rusland og Georgien på samme tid som finanskrisen, har givet ikke blot teoretisk, men også praktisk bevis for behovet for at reformere de europæiske institutioner. Europæisk samhørighed, som udtrykkes med én stemme, er det eneste svar i denne type situationer. Gennemførelsen af Lissabontraktaten er en nødvendighed. Fra december skal Rådet finde frem til en løsning, der går i denne retning, uanset de potentielle konsekvenser. Finansiel, energimæssig og politisk sikkerhed samt konsolidering af det europæiske projekts grundlæggende værdier kan kun sikres gennem et tæt partnerskab med vores naboer.

"Østligt partnerskab"-initiativet tilføjer relationerne med vores naboer en ny politisk dimension og supplerer og fremmer de projekter, der allerede er i gang i Sortehavsområdet, ved at fremme institutionelle rammer, der bidrager til at opdatere aftalerne om mere liberale visumkontroller, samt skabe et frihandelsområde og etablere strategiske partnerskaber med vores østlige naboer.

Folk er mærkbart "trætte" af EU-udvidelser, men vi kan ikke tillade os at holde lande som Moldova og Ukraine uden for EU i længere tid. Det østlige partnerskab skal omfatte et klart signal, en køreplan for disse lande, der åbner op for muligheden for at tiltræde EU, naturligvis forudsat at de når det krævede niveau på alle områder.

  Esko Seppänen (GUE/NGL), skriftlig. – (FI) På EU-topmødet blev det drøftet, hvordan den amerikanske økonomis eget Kinasyndrom, dvs. sammenbruddet af kernen i den finansielle økonomi på Wall Street, også forgiftede de europæiske markeder med sin radioaktivitet. Som følge heraf bevæger verden sig ind i en post-USA-tidsalder. USA's autoritet kollapsede, da landets skib "Kapitalisme" stødte på grund på de hyperliberales ideologi.

Forhåbentlig vil landets nye fattigdom og dets vanskeligheder med at opnå lån fremskynde ophøret af amerikanske militæraktioner i de lande, som USA besætter. Når man tænker på USA som besættelsesmagt, må man sige, at Ruslands overdrevne militæraktioner i Sydossetien fik stor opmærksomhed. Vi skal være tilfredse med resultatet af topmødet, for så vidt angår den kendsgerning, at ekstremistiske lande i EU og de amerikanske fundamentalister ikke fik støtte til deres opfordring til at isolere Rusland.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE), skriftlig. – (HU) Vi må ikke lade Europa betale prisen for finanskrisen og den spekulation, der opstod i USA. Almindelige mennesker må ikke lide under konsekvenserne af bankernes kortsynethed og spekulanternes grådighed.

Den pakke, der blev vedtaget af Det Europæiske Råd, vil forhåbentlig bremse denne finansielle tsunamis fremdrift. Den enorme opgave, som EU står over for sammen med medlemsstaternes regeringer, er at gøre alt, hvad der overhovedet er muligt, for at afbøde de sociale og økonomiske konsekvenser af krisen, forhindre en lang recession og beskytte investeringer.

Vi skal opbygge reserver for at beskytte vores borgere. Til dette formål skal landene i Europa indføre nødforanstaltninger, reducere budgetudgifterne, midlertidigt suspendere planlagte skattenedsættelser og endda hæve skatterne. Det er det, der sker fra Frankrig til Storbritannien, fra Italien til Letland. Den eneste måde, hvorpå vi effektivt kan opnå dette, er imidlertid gennem national konsensus. Hvis man går imod denne konsensus, bringer man nationens finansielle stabilitet i fare.

De grundlæggende aspekter af markedsøkonomien skal genovervejes. Den sociale kontrol af markedsprocesserne er afgørende, ikke for at hæmme konkurrencen, men for at underlægge den nødvendige regulering. Parlamentet støtter tanken om en tilsynsmyndighed for det finansielle marked og kapitalmarkedet på europæisk niveau, som tidligere foreslået af den ungarske premierminister Ferenc Gyurcsány.

Det er uacceptabelt, at de skyldige slipper væk uden at blive stillet til ansvar. En fastfrysning af deres lønninger på flere millioner dollars er ikke en straf. Strafferetlige foranstaltninger må ikke omgås, herunder konfiskering af ejendom og fastfrysning af aktiver hos de personer, der har fremprovokeret en international finanskrise.

(1) Se protokollen.