Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 22. oktober 2008 - Strasbourg

14. Mindehøjtidelighed for Holodomor, den kunstige hungersnød i Ukraine (1932-1933) (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt er Kommissionens erklæring om højtideligholdelse af Holodomor-hungersnøden i Ukraine (1932-1933).

Jeg vil gerne benytte lejligheden til at byde en delegation fra Ukraine under ledelse af ambassadøren velkommen til Europa-Parlamentet.

(Bifald)

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Det er mig en ære at deltage i denne forhandling til højtideligholdelse af den store hungersnød i 1932 og 1933, som var en af det 20. århundredes store tragedier. Efter mange års tavshed påberåber vidnesbyrd om lidelserne sig vores opmærksomhed sammen med beretninger fra mange af de overlevende, som blev fanget i den frygtelige begivenhed.

Det er vigtigt, at vi ikke glemmer Holodomor. Historien om den store hungersnød illustrerer ikke blot det ukrainske folks tragedie, men minder os også endnu en gang om, hvad mennesker er i stand til. Holodomor kan dog lære os noget vigtigt, nemlig at så mange menneskers offer ikke har været forgæves. Deres offer minder os om, at vi aldrig må acceptere, at en stat underlægger sig individer, uanset årsagen hertil eller formålet hermed. Den katastrofale hungersnød har vist en forfatningsmæssig stats overlegenhed over en stat, hvor ingen form for uenighed er tilladt. Tragedier som Holodomor sker kun i de menneskesamfund, der overtræder menneskerettighederne, retsstatsprincippet og de demokratiske principper.

EU rejste sig af asken efter krigen og de talrige totalitære regimer, de diktaturer, der har mærket Europas og hele verdens historie kraftigt. Ud af de samme tragedier og katastrofer voksede Europas demokratier dog frem, og i de sidste 50 år er en periode med fred blevet bygget på disse ruiner, en fred, som vi har pligt til at forsvare og udbrede uden for EU's grænser: 50 år med fred har været et forenet Europas største bedrift.

I dag har Ukraine også ændret sig. Som et uafhængigt land, et medlem af Europarådet og medunderskriver af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention samt mange andre internationale instrumenter til beskyttelse af disse grundlæggende rettigheder har Ukraine en ekstraordinær mulighed for at konsolidere sig selv, at styrke sin stilling som en demokratisk stat, som respekterer menneskerettighederne og retsstatsprincippet. Det er helt sikkert en ambitiøs og vanskelig opgave. Vi har været vidner til mange problemer, mange politiske slag har kendetegnet de seneste år i dette lands historie, og det er blevet stærkere i sit demokrati.

På dette historiske tidspunkt må vi alle yde politisk støtte og opmuntring til den dømmende magts uafhængighed. Det er vigtigt, at Ukraine fortsat bekæmper korruption og tager hensyn til resultaterne af de seneste valg, så de demokratiske principper overholdes. Det må heller ikke undlade at beskytte de svageste og marginaliserede, uanset race, etnisk oprindelse eller religion og uanset seksuel orientering eller sundhedstilstand.

EU vil fortsat støtte Ukraine i disse vigtige bestræbelser. Samtidig vil vi fortsat arbejde sammen med vores ukrainske partnere om at øge alle landets borgeres velstand ved at åbne nye markeder og forbedre udsigterne for økonomisk aktivitet og investering, og samtidig vil vi udbygge forbindelserne mellem vores borgere.

Jeg vil gerne i min egenskab af transportkommissær tilføje, at vi med hensyn til transeuropæiske net bør huske på, at disse ikke blot kan tjene til at styrke vores indre marked, men også kan bruges som et redskab til at udvide Europas grænser, til at åbne Europa op for nye horisonter og til at styrke forbindelserne med nærtliggende og venligtsindede lande, der grænser op til EU, som f.eks. Ukraine.

Den bedste hyldest til ofrene for Holodomor vil være skabelsen af et fremgangsrigt, stabilt og demokratisk Ukraine baseret på solide institutioner og et engageret civilsamfund. Kun hvis dette mål nås, vil så mange uskyldige menneskers offer ikke have været forgæves.

  Charles Tannock, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Fru formand! EU er baseret på forsoning: troen på, at vi kan skabe en bedre fremtid ved at anerkende vores fortid i al dens brutalitet.

Tyskland har med rette konfronteret og søgt at sone de ubeskrivelige rædsler under naziregimet og Holocaust. Vores Unions nye medlemsstater finder deres egne veje til at søge sandhed og forsoning gennem ærlige og kompromisløse analyser af deres totalitære kommunistiske fortid. Men nogle lande forsøger stadig at gemme sig fra deres historie. F.eks. nægter Tyrkiet efter min mening stadig folkedrabet på armenierne og assyrerne under dække af Første Verdenskrig. Rusland har også kæmpet for at lære at leve med Stalins kommunistiske diktaturs brutalitet.

Formålet med denne beslutning her i aften er at give udtryk for vores rædsel over Holodomor, perioden med en forsætligt frembragt hungersnød i 1932-1933. Beslutningen er et udtryk for vores faste beslutning om at huske dens millioner af ofre, hvoraf nogle endnu er i live i dag og kan fortælle deres forfærdelige historie. Deres vidensbyrd er meget vigtige, fordi de snart ikke vil være her mere. Kun ved at minde os selv om sådanne afskyelige forbrydelser mod menneskeheden kan vi forsøge at sikre, at de aldrig sker igen. Denne beslutning indeholder ikke ordet "folkedrab", fordi andre politiske grupper her i Parlamentet ikke mener, at den strenge definition af dette ord bør anvendes på Holodomor. Når alt kommer til alt, var det først efter Anden Verdenskrig, at konventionen om folkedrab rent faktisk blev udformet. Men måske også – og måske mere beklageligt ud fra mit synspunkt – på grund af frygt for at fornærme det nuværende Rusland.

Men ingen af os ønsker at undervurdere de uudsigelige lidelser, der blev pålagt Ukraine. Ingen ord kan beskrive den bestialske Holodomor. Det, der er vigtigt, er ikke så meget de ord, vi bruger, men den følelse, som vi forsøger at give udtryk for i vores beslutning – solidaritet med Ukraine på 75-års-dagen for de massakrer, der blev udøvet mod landets befolkning, som længe har været udsat for lidelser.

En lære, vi kan drage af historien, er betydningen af en solid international lovgivning og de internationale retslige strukturer, der nu eksisterer, hvis ophavsmændene til sådanne lidelser nogensinde skal straffes. Nürnberg var starten på denne langstragte proces. Krigsforbryderdomstolen for det tidligere Jugoslavien, der inden længe vil føre sag mod Radovan Karadzić, viser, at disse principper er så vigtige i dag som nogensinde. I går gav Parlamentet udtryk for sin stærke støtte til at bringe lederen af Herrens Modstandshær i Uganda, Joseph Kony, for den internationale forbryderdomstol. Tyranner, uanset hvor de befinder sig, og her i aften er det Joseph Stalin, vi drøfter, som udøver massemord og ødelæggelse, bør ikke kunne finde asyl nogen steder.

Ukraine har båret megen sorg i løbet af landets historie, og jeg håber inderligt, at den kommende fase i denne ærværdige historie indebærer, at Ukraine i en ikke al for fjern fremtid indtager sin retmæssige plads som fuldgyldigt medlem af EU. Efter krisen i Georgien kan der ikke herske nogen tvivl om, at mange russiske nationalister ikke er glade for, at Ukraine f.eks. har herredømmet over Krim. Jeg er dog overbevist om, at Ukraine, hvis vi alle står sammen i solidaritet med det ukrainske folk, en dag vil indtage sin plads i den europæiske familie af nationer.

  Adrian Severin, for PSE-Gruppen. – (EN) Fru formand! Dette er en meget speciel forhandling. Som et politisk organ anmodes Europa-Parlamentet om at lovgive og give de udøvende beslutningstagere politisk vejledning, så de kan klare vor tids udfordringer, muligheder og farer ordentligt. Med andre ord er vi med til at skabe historie, vi er ikke historikere. Vi anmodes ikke om at bedømme fortiden, men om at forme nutiden, og vil blive dømt af fremtiden.

Derfor accepterede Den Socialdemokratiske Gruppe modvilligt at tilslutte sig en beslutning, der tilsyneladende sigter mod at skabe en historisk sandhed om en tragisk begivenhed, som fandt sted i Ukraine i fortiden.

Vi gjorde det dog, fordi vi forstod, at solidaritet med det ukrainske folk og deres lidelser kunne mobilisere ukrainerne i deres bestræbelser på at forene deres land, demokratisere det, modernisere det og bringe det ind i dets naturlige familie, som er Den Europæiske Union. Samtidig forstod vi, at selv om fortidens tragedier og forbrydelser var glemt, så var faren for gentagelser overvældende. Historisk fordømmelse af kriminalitet kan ikke give oprejsning til ofrene eller deres efterkommere, men det er en moralsk oprejsning. Derudover er det en intellektuel og politisk garanti mod en gentagelse af forbrydelser og genopståen af de dårlige instinkter, der lå til grund for dem.

Ved at fordømme gamle totalitære forbrydelser, bringer vi ikke blot skam over fortidens forbrydere, men også over dem, som måtte overveje at gøre brug af de samme kriminelle metoder i fremtiden. Viden om, at straffrihed er umulig, kan meget vel hindre dem i at gøre det.

Vi må i dag bekendtgøre, at der ikke findes noget statsligt rationale, intet socialt mål og intet ideologisk princip, der kan undskylde en forbrydelse som Holodomor, den kunstige hungersnød, der forårsagede så megen lidelse for så mange uskyldige mennesker i et forskruet forsøg på at ødelægge det store ukrainske folks moralske værdighed, nationale stolthed og biologiske eksistens.

Samtidig kan vi ikke, når vi fordømmer forbrydelser, giver udtryk for solidaritet med ofrene og fordømmer dette forsøg på at ødelægge et helt folk, lægge skylden for disse forbrydelser over på et andet folk.

Holodomor var produktet af et totalitært politisk regime. Alle de folk, der var underlagt dette regime, var ofre for forskellige tilsvarende forbrydelser og lidelser. Forhandlingen her i dag bør ikke blot minde os om, at vi altid må gøre fælles front mod totalitarisme, men også at den nuværende ukrainske generation på vegne af og til minde om ofrene for Holodomor må fjerne alle autoritære instinkter, tilbøjeligheder og praksis fra deres land og deres historie. De må konsolidere deres nationale enhed og sammen realisere deres demokratiske idealer.

Vores udtryk for solidaritet bør ligeledes inspirere ukrainerne til solidaritet og forsoning både i og uden for deres land. Internt med deres landsmænd, som tilhører forskellige etnisk-kulturelle grupper, og eksternt med deres naboer.

Det er en af de bedste måde, hvorpå de kan blive medlemmer af EU, og det betyder, hvis de vælger at tage denne vej, at vores forhandling her i aften ikke har været nyttesløs. EU-medlemskab for Ukraine ville være den bedste historiske genoprejsning, som ukrainerne selv kan give ofrene for Holodomor.

  Grażyna Staniszewska, for ALDE-Gruppen. − (PL) Fru formand! Holodomor, eller den kunstige hungersnød i Ukraine, er en af de mest omfattende forbrydelser, der blev begået i Europa i det 20. århundrede. For at bevise, at kollektive økonomier fungerede, og for at ødelægge den vigtigste trussel mod det kommunistiske Sovjetunionen, nemlig Ukraines selvstændige landmænd, foranledigede Stalins regime en kunstig hungersnød, der resulterede i flere millioner ukraineres død. Al den mad, som folk havde, blev konfiskeret. Hungersnøden fordrev mange mennesker fra landet til byerne, som myndighederne blokerede ved at udstede interne pas og forbyde togrejser. Dem, der blev tilbage i landsbyerne, blev tvunget til at søge ulovligt efter mad på de kollektive landbrugs marker, hvilket medførte fængselsstraf eller endog henrettelse. De fik ikke lov til at beholde så meget som en enkelt håndfuld korn selv. Der blev indført en "fem kornaks"-regel, hvorefter enhver, der samlede mere end fem kornaks, blev idømt dødsstraf.

Desværre er Holodomor eller den store hungersnød en historisk begivenhed, som stadig er praktisk taget ukendt i mange lande i Vesteuropa. Indtil for nylig benægtede USSR fuldstændig disse historiske fakta. Enhver antydning af spørgsmålet blev, før Sovjetunionens sammenbrud, behandlet som "antisovjetisk propaganda". Der blev brugt aktive misinformationsredskaber over for vestlige journalister. Først for nylig er dokumenter fra befolkningsregistre kommet for dagens lys og har afsløret, hvor mange der blev berørt af massehungersnøden.

Regeringerne og parlamenterne i 26 lande, herunder Polen har anerkendt hungersnøden i Ukraine som folkedrab. Jeg er fuldt overbevist om, at Europa-Parlamentet ikke vil forblive inaktivt med hensyn til dette spørgsmål. Vi må anerkende, at Holodomor var en forbrydelse mod det ukrainske folk og en forbrydelse mod menneskeheden og klart fordømme det stalinistiske regimes handlinger mod de ukrainske landmænd.

Jeg mener også, at det er på høje tid, at alle oplysninger om hungersnøden offentliggøres. Landene i det tidligere Sovjetunionen bør åbne deres arkiver om Holodomor i Ukraine i 1932-1933 for forskere, så der kan gennemføres uvildige undersøgelser.

I år er det 75-året for denne chokerende forbrydelse. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at give udtryk for min dybeste sympati med det ukrainske folk, som blev udsat for denne enorme tragedie.

  Rebecca Harms, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Fru formand! Jeg har valgt næsten den samme indledning til min tale som hr. Tannock. Det sker ikke ofte. "Fortiden er prologen til fremtiden" er den sentens, der står over indgangen til National Archives i Washington og med rette. Denne sætning udtrykker håbet om, at folk kan lære af historien. Nogle gange gør de, men ikke altid. Vi kan blot forsøge.

Jeg har igen og igen bemærket – og beslutningen om Holodomor gav igen anledning hertil – at ikke alle kapitler i Øst- og Vesteuropas historie i det seneste århundrede er lige velkendte. Da grupperne drøftede, om beslutningen skulle fremsættes eller ej, var den fremherskende holdning oprindeligt skepsis. Adspurt indrømmede de fleste medlemmer, at de ikke havde nogen idé om, hvad Holodomor rent faktisk betyder, eller hvad det står for. Måske er dette starten på en fælles læring om en sådan frygtelig begivenhed i historien, som fandt sted midt i Europa for ikke engang et århundrede, men blot lidt over et halvt århundrede siden, og som vil give os en chance for at skrive historien nøjagtigt med de overlevendes hjælp.

For Verts/ALE-Gruppen skal mindehøjtideligheden for ofrene for denne tragedie være det centrale element i den indrømmelse, vi gør ved at underskrive denne beslutning. Vi mener, at en egentlig mindehøjtidelighed for ofrene afhænger af vores viden om denne tragedie, denne enorme forbrydelse begået af det sovjetiske regime.

For det andet håber vi på, at dette stykke historie vil blive bearbejdet af Ukraine og Rusland i fællesskab. Hvad vi ikke ønsker – og jeg siger dette som en tysker født i 1950'erne – er, at denne bearbejdning af historien og denne korrekte skrivning af historien øger kløften mellem nationerne. Vi ønsker det ikke, hverken internt i Ukraine eller mellem Ukraine og Rusland.

Jeg mener derfor, at en åbning af arkiverne er en vigtig forudsætning. Dette er det krav, der må imødekommes. Europarådet bør også drøfte dette, så Moskva åbner disse arkiver.

Jeg er glad for, at Europa-Parlamentet er nået frem til en enig holdning. Jeg håber virkelig, at skrivningen af historien og mindehøjtideligheden for ofrene er det centrale i Ukraine, og at denne katastrofe ikke manipuleres til politiske formål. Så vil vi have taget et stort skridt i retning af at realisere ønsket om, at folk virkelig lærer af fortiden.

  Adam Bielan, for UEN-Gruppen. – (PL) Fru formand! I år markerer vi 75-året for hungersnøden i Ukraine i 1932-1933. Hungersnøden var ikke en naturkatastrofe, men resultatet af Joseph Stalins plan om folkedrab, hvormed han efter at have klaret Ukraines intelligentsia ønskede at ødelægge landbobefolkningen i Ukraine. Omkring 10 mio. mænd, kvinder og børn døde som følge af dette folkedrab. Det var en tilsigtet og systematisk udryddelse udført af Sovjetunionens myndigheder. Kommunisternes kriminelle hensigter var klare. Mens ukrainerne sultede ihjel, eksporterede Sovjetunionen millioner af tons korn og forseglede Ukraines grænser for at forhindre den ødelagte befolkning i at rejse til Rusland. Man afviste tilbud om international humanitær bistand og hævdede, at hungersnøden ikke fandt sted.

I den nuværende Russiske Føderation hersker der hykleri omkring de kommunistiske forbrydelser, og Stalin fremstår som en effektiv leder. Nogle vestlige lande forholdt sig tavse under denne enorme tragedie for det ukrainske folk, da de var ved at etablere diplomatiske forbindelser med Sovjetunionen, som de ønskede at gøre afhængig af økonomisk samarbejde. I dag kan vi ikke forholde os tavse, og det er vores pligt at ære mindet om ofrene for Holodomor.

  Helmuth Markov, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Fru formand, hr. kommissær. Jeg taler som en, der har tilbragt mange år af mit liv i Ukraine, som har boet der, og som derfor naturligvis er meget følelsesmæssigt involveret.

Der er ikke en eneste begrundelse, der kan berettige hungersnøden i 1932 og 1933. Den ramte Ukraine, Rusland, især områder langs Volga, Don og Kuban, det vestlige Sibirien, det sydlige Ural og det nordlige Kasakhstan. Millioner af mennesker af forskellige nationaliteter, ukrainere, russere, kasakher, jøder, tyskere, belarussere, tatarer og mange andre sultede ihjel. Vi må mindes disse ofre og klart fastslå, at denne hungersnød var et udtryk for og et resultat af en umenneskelig politik, af den forbrydelse, det var at eksportere korn, mens man tillod, at ens egen befolkning døde af sult.

Hvorfor er jeg så ikke enig i denne beslutning? For det første fordi denne beslutning knytter denne katastrofe og denne forbrydelse til Ukraine og folk af ukrainsk nationalitet alene. Som jeg sagde i starten afspejler dette ikke den historiske sandhed. Enhver, som samtidig ser bort fra de øvrige socialistiske republikker i Sovjetunionen og de andre forskellige nationaliteter, gør sig skyldig i racisme og foragt for alle de berørte menneskers lidelser.

For det andet anerkender denne beslutning Holodomor som et folkedrab. Folkedrab defineres som udryddelse på grundlag af etniske kriterier. Dette gælder navnlig Holocaust. At ligestille de to underminerer argumentet om den enestående karakter af den nationalsocialistiske forbrydelse med udryddelse af jøderne i Europa, og anerkendelsen heraf har til dato været genstand for bred demokratisk konsensus.

Den alvorlige fordømmelse af disse begivenheder i Sovjetunionen kræver ikke en sådan sidestilling. Jeg er overbevist om, at dette var hovedårsagen til den erklæring, som den israelske ambassadør i Ukraine, fru Kalay-Kleitman, fremsatte i et interview med Serkalo Nedeli om, at Israel ikke kan anerkende Holodomor som et etnisk folkedrab.

For det tredje er den 10. december 2008 60-års-dagen for FN's menneskerettighedserklæring. Menneskerettigheder er almengyldige og udelelige. Man kan ikke indtage en selektiv, indirekte eller opportunistisk holdning til dem. I det 20. århundrede oplevede vi en katastrofal mængde afskyelige forbrydelser, der ikke er sammenlignelige, men som alligevel forårsagede millioner af uskyldige menneskers død: Første Verdenskrig, den fascistiske invasion, Japans aggression over for Kina og Korea, de atombomber, som USA kastede over Hiroshima og Nagasaki, Stalins politik over for sit eget folk, forskellige kolonimagters ødelæggelser inden for deres indflydelsesområder, Khmer Rouges terror, nedslagtningen af Tutsier og Hutuer. Denne frygtelige liste er næsten endeløs. Europa-Parlamentet bør have en interesse i at afvise en sådan umenneskelighed i alle dens afskygninger.

For det fjerde bør der aldrig være hungersnød igen – hverken af politiske eller økonomiske årsager. I lyset af de milliarder, der er ydet i støtte til bankerne, har den afgående formand for Welthungerhilfe, Ingeborg Schäuble, opfordret til en redningspakke mod sult i verden. Der er behov for 14 mia. EUR om året til landbruget i udviklingslandene for at nå millenniumudviklingsmålene og halvere antallet af sultende i 2015. I 2007 var der tale om 923 mio. mennesker.

Vi må gøre alt for at sikre, at sult udryddes ligesom pesten.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Fru formand! Holodomor er en sammensmeltning af de ukrainske ord holod (sult) og moryty (slå ihjel) og betyder derfor "sulte ihjel". Holodomor henviser til sultedøden for 6-7 mio. mennesker, heraf 3,5 mio. i Ukraine, 2 mio. i Kasakhstan og hundreder af tusinder i det nordlige Kaukasus langs Volga og i det vestlige Sibirien i 1932 og 1933.

Holodomor står for Stalins og hans folks magtfulde plyndring af den ukrainske landbrugsbefolknings kornhøst som et effektivt bolsjevistisk middel til at undervise landets befolkning i tanken om tvungen kollektivisering af landbruget.

Holodomor står for stalinisternes forsætlige benægtelse af akut hungersnød i Ukraine og andre steder i Sovjetunionen, så millioner af ofre forblev afskåret fra enhver form for intern og ekstern bistand.

Holodomor står for den sovjetiske ledelses uafbrudte korneksport i hungersnødårene 1932 og 1933, selv om denne eksport kunne have dækket fødevarebehovet for halvanden million mennesker i et helt år.

Holodomor står for folkedrabet på ukrainske landsbyboere gennem vedtagelsen af en ren og skær udsultningspolitik i form af en fuldstændig økonomisk blokade af de ukrainske landdistrikter ved at udmåle sanktioner i naturalier og ved at indefryse forsyningerne og indføre sortlister på grundlag af dekretet af 18. november 1932 som foreskrevet af Molotov, der dengang var Stalins udsending i Charkiv.

Holodomor står for Stalins paranoia med hensyn til ukrainsk nationalisme, som den store leder anså for at være hovedårsagen til det, han opfattede som utilstrækkelige kornforsyninger fra Europas kornkammer.

Holodomor står for Stalins hensigter om for altid at knuse alle ukrainske drømme om selvstændighed eller endog uafhængighed.

I dag ved vi, at hans dæmoniske plan slog fejl.

  Bruno Gollnisch (NI). – (FR) Fru formand! Fra Lenins Sovjetrusland til Kim Il-Sungs Nordkorea i dag, via Maos Kina, Mengistus Etiopien og Pol Pots Cambodja – listen er desværre ikke udtømmende – kan det siges, at sult er et væsentligt træk ved kommunismen.

Den hungersnød, der dræbte næsten 10 mio. ukrainere mellem 1932 og 1933, var dog ikke blot resultatet af kommunismens økonomiske og sociale absurditet, eller af det had, den føler mod landbobefolkningen, men var planlagt af de sovjetiske myndigheder, som dels beslaglagde alle bøndernes fødevarelagre, herunder deres korn, dels benyttede politiet til med alle midler at forhindre en masseflugt af ukrainere, som forsøgte at undslippe døden som følge af denne beslaglæggelse. Dette er, hvad der stadig foregår i Nordkorea.

I artikel 6 i den internationale forbryderdomstols statut defineres folkedrab som handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan, og jeg citerer "med fortsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnet på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse". Udryddelse via hungersnød, Holodomor, som de sovjetiske kommunister traf beslutning om i 1932, passer på denne definition, uanset hvad min kollega, hr. Markov, mener.

Den 28. november 2006 beskrev det ukrainske parlament Holodomor som folkedrab. Det er beklageligt, at FN på grund af det russiske veto og den franske og den britiske regerings fejhed har nægtet at give det denne betegnelse. Sidstnævnte sætter endvidere ikke spørgsmålstegn ved det russiske folks ære, idet de også var ofre for kommunismen, men det fordømmer denne totalitarismes rædsler, som dræbte 200 mio. mennesker verden over, og som det må siges, at vi fordømmer meget sent.

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). – (ES) Fru formand! Formålet med forhandlingen i dag er at mindes (holde i live i vores erindring) de lidelser, som så mange millioner mennesker, der var ofre for en demografisk katastrofe af hidtil uset omfang i fredstid på grund af Stalins politikker, var udsat for.

Jeg mener, at den hungersnød, som disse mennesker blev udsat for, var et direkte angreb på den ukrainske landbobefolkning, som var kraftigt imod kollektiviseringen.

Som der er blevet mindet om her i Parlamentet, især fra hr. Bielans side, var dette en forsætlig handling, fordi høsten i 1932, selv om den var under middel, ville have været tilstrækkelig til at brødføde hele befolkningen, hvilket bevises af den omstændighed, at Sovjetunionen det år eksporterede over en mio. tons korn til Vesteuropa.

Resultatet, som alle talerne i disse forhandlinger har fremhævet, var, at mellem seks og otte mio. mennesker i hele Sovjetunionen døde, heraf mellem fem og seks mio. i Ukraine. Alvoren i denne begivenhed skyldtes ikke blot de mange dødsfald, men også tavsheden og fortielsen.

Derfor mener jeg, at det er vigtigt, at Europa-Parlamentet, som andre institutioner såsom FN eller OSCE's Parlamentariske Forsamling har gjort, i dag løfter sin stemme i hyldest for at holde erindringen i live hos os alle om de ofre, som alle de mennesker, der blev ofre for en totalitær og kriminel ideologi, ydede.

Det skal dog siges her i Parlamentet, at det vigtigste er at se fremad og sikre, at de børn, der fødes i dag i det store land Ukraine, skal lede i avisarkiver og historiebøger for at lære om de tidligere generationers rædsler under Holodomor.

  Józef Pinior (PSE). – (PL) Fru formand! I dag markerer Europa-Parlamentet 75-års-dagen for massehungersnøden i Ukraine, en af de største forbrydelser mod menneskeheden i det 20. århundrede. Hungersnøden i Ukraine, Volgaregionen, Kasakhstan og andre dele af Sovjetunionen i 1932-1933 skyldtes ikke naturlige årsageer, men Stalins magtudøvelse. Tvungen kollektivisering af landbruget og bekæmpelse af privat ejendomsret til landbrugsjorden, ødelæggelse af middelklasserne og privat virksomhed under et totalitært diktatur, statens vold mod landmændene betød nederlag, sult og død under horrible forhold for millioner af mennesker. EU ærer ofrene for denne forbrydelse og hilser dem, der overlevede den, de sidste levende vidner til denne tragedie.

Den store hungersnød ramte især det ukrainske folk. Stalins politik i Ukraine omfattede dels de umenneskelige kollektiviseringsforhold, dels ødelæggelsen af national kultur, kirker og undertrykkelse af intelligentsiaen. Mange ukrainske forfattere blev skudt, fængslet eller sendt i arbejdslejre i 1930'erne. I 1932 blev eksisterende forfattergrupper opløst. Mange nationale kulturpersonligheder døde. Rozstriliane Vidrodzenniya ("Henrettelsespelotonens renæssance") symboliserede Ukraine i det 20. århundrede.

Massehungersnøden i Ukraine og i andre regioner i Sovjetunionen er en grundforskningsopgave for historikere, politiske analytikere og forskere i totalitarisme. Den store hungersnød må ikke blive genstand for ideologisk manipulation eller andre nationalistiske politikker. Alle Stalinsystemets arkiver må åbnes, og der bør gennemføres tilbundsgående undersøgelser for at bestemme antallet af ofre med præcise akademiske beskrivelser af årsagerne til, forløbet og følgerne af hungersnøden. Kendskab til sandheden om fortiden vil tjene enhed, oprettelse af en demokratisk kultur som et permanent grundlag for Europa.

Jeg vil gerne benytte denne forhandling til at mindes de store arbejder af den polske emigrant, Jerzy Giedroyc, hvis Kultura offentliggjort i Paris førte til forståelse mellem Polen og Ukraine. Jeg vil gerne over for Europa-Parlamentet fremhæve antologien på ukrainsk offentliggjort i Kultura i 1957 om forfølgelsen af ukrainske forfattere, Rozstriliane Vidrodzenniya, redigeret af Lavrinenko og de polsk-ukrainske kronikker fra 1952 skrevet af professor Bohdan Osadchuk i samme avis som et eksempel på, at Europa arbejder sammen for at overvinde historisk fatalisme og for at skabe enighed mellem nationerne omkring et fremtidigt demokratisk samfund.

  Šarūnas Birutis (ALDE). – (LT) Fru formand, mine damer og herrer! Den store Holodomor hungersnød, der indtraf i Ukraine, er en episode i Europas historie, som vi ikke må glemme. Jeg er overbevist om, at hungersnøden skal anerkendes som et folkedrab udøvet af Sovjetunionen mod den ukrainske nation. Dette er en af de værste forbrydelser mod menneskeheden begået i den periode, Sovjetunionen eksisterede. Det ukrainske folks tragedie var en velbevaret hemmelighed. Selv i Europa ved kun få mennesker, at en af de mest brutale forbrydelser i det 20. århundrede blev begået her i Europa i fredstid og ikke i et fjerntliggende land. Millioner af ukrainere blev ofre for den hungersnød, som de sovjetiske myndigheder foranledigede. Det sovjetiske totalitære regimes tilintetgørelse af landbobefolkningen udgør også en identitetskrise for Ukraine. Derfor må vi for det første fordømme de forsvarere for regimet i det tidligere Sovjetunionen, som benægter denne og andre forbrydelser begået i den kommunistiske periode. For det andet må vi støtte Ukraines mål, vores fremtidige kollegas mål om at få dette folkedrab på den ukrainske nation anerkendt på internationalt plan. For det tredje er Holodomor blot en af kommunismens forbrydelser, kommunismen, hvis forbrydelser uundgåeligt stadig bør retsforfølges ved en ny Nürnbergproces.

  Milan Horáček (Verts/ALE). – (DE) Fru formand! EU og en række andre lande har anerkendt katastrofen kendt som Holodomor, der fandt sted i Ukraine i 1932-1933, som en forbrydelse mod det ukrainske folk. Selv FN vedtog en resolution på generalforsamlingen i 2007 til minde om ofrene for Holodomor og fordømmelse af regimet.

Stalinregimet i Sovjetunionen fremkaldte en kunstig fødevaremangel for at tvinge Ukraine, men ikke Ukraine alene, ind i dets landbrugsplanøkonomi. Dette mål blev sat højere i datidens magthaveres øjne end opretholdelse af menneskeliv. Der blev overhovedet ikke taget hensyn til befolkningen, og millioner led en pinefuld død. Dette betyder, at Holodomor ikke var en naturkatastrofe. Den var planlagt af mennesker og blev koldblodigt udført.

Jeg glæder mig over dagens forhandling. Konsekvent rehabilitering og offentliggørelse af forbrydelser er den eneste rigtige måde at kommer overens med fortiden på. Åbning af arkiverne er et første, vigtigt skridt i den rigtige retning. Dette gælder ikke blot for Ukraine, men for alle andre lande, der levede under det kommunistiske sovjetstyre, og naturligvis Rusland selv.

Som erfaringerne med arkiver har vist, er almindelig og offentlig adgang alene ikke tilstrækkelig. Tværtimod skal der ydes støtte under søgningen efter information. Dette kan f.eks. ske ved at åbne dokumentationscentre og ansætte historikere.

Forbrydelser kan ikke gøres ugjorte, men de – og vigtigere endnu deres ofre – må aldrig glemmes. Den verdensomspændende anerkendelse af Holodomor som massemord på befolkningen i Ukraine og andre steder har enorm betydning for politikken på verdensplan. Dette kunne skabe præcedens for mange andre nationer, i hvis fortid der er blevet begået massemord.

Under alle omstændigheder sender EU Rusland et klart budskab ved at mindes den forbrydelse, der er blevet begået, og ved kraftigt at fordømme den og således gøre det helt klart for det kommende partnerskab og associeringsforhandlingerne, at en af de grundlæggende søjler i EU, nemlig respekt for menneskerettighederne, ikke står til forhandling.

  Wojciech Roszkowski (UEN). – (PL) Fru formand! I 1932-1933 begyndte myndighederne i Sovjetunionen en tvangsmæssig beslaglæggelse af fødevarer fra kollektive gårde i Ukraine og efterlod landmændene uden mad. Dette resulterede i hungersnøden kendt som Holodomor og millioner af menneskers død i et land, der tidligere var kendt som et brødkammer. Da målet for denne handling, som Stalin og hans tjenende ånder var ansvarlige for, var Ukraines landmænd som social gruppe og som nationalitet, svarer Holodomor til definitionen af folkedrab indeholdt i FN's konvention af 1948.

Den beslutning, vi har udarbejdet i anledning af 75-års-dagen for Holodomor, er et kompromis, der i det store hele indrømmer, at denne forbrydelse har fundet sted. Alt hvad der mangler er, at Holodomor helt klart kaldes folkedrab. Dette skyldes en række grupper her i Parlamentet. Under kompromisforhandlingerne bemærkede jeg, at Den Socialdemokratiske Gruppe generelt er imod historiske drøftelser. Dette er en udmærket holdning at indtage, når man tænker på, hvordan de europæiske socialister altid er ivrige efter at fordømme nazismen og general Franco, mens de følelsesfuldt nægter at fordømme de sovjetiske myndigheder eller de spanske republikanere.

Under disse forhandlinger hørte jeg også, hvordan fejring af ofrene indebærer ærbødighed, hvorved ord som folkedrab undgås. Denne form for moraliseren og selektiv hukommelse blandt de europæiske socialister viser, at historiske fakta er blevet overgået af hysterisk relativisme. Jeg håber dog fortsat, at dette ikke gælder alle medlemmer i venstre side af Parlamentet.

Jeg hørte også, at socialisterne er imod, at der stemmes om historiske sandheder. Det er den skinbarlige sandhed. Problemet er, at vi her ikke taler om sandheden om Holodomor, men kun sandheden om os selv. En beslutning om historiske spørgsmål er altid en anerkendelse af værdier, mens manglende stillingtagen i sig selv er en holdning. Det betyder, at udtalelserne er hule. Hvordan er det muligt at give give udtryk for ens forhold til værdier på andre måder end ved at vurdere begivenheder i fortiden? Folkedrab er folkedrab, uanset om det udøves af Hitler eller Stalin, og uanset hvordan den nuværende russiske regering ser det. Hvis nogen i dag havde sagt, at ofrene for Holocaust fortjente mindre opmærksomhed end gaskamrene, ville de sætte deres troværdighed på spil. Vi er alle lige for loven og for sandheden!

  Georgios Toussas (GUE/NGL). – (EL) Fru formand! Hungersnødens pil i Ukraine trækkes ud af den skælvende antikommunisme for at tjene den antikommunistiske kampagnes behov og omskrive historien, for at kriminalisere den kommunistiske ideologi og fordømme kommunisternes handlinger. Jeg kan desuden nævne talrige eksempler på lande, hvor symboler på og handlinger foretaget af kommunistpartierne stadig er forbudt, lande, der er en del af EU.

Der gøres således et åbent forsøg på at forvride historiske fakta og fortolke dem på en tilfældig og uvidenskabelig måde, fordi det grundlæggende mål ganske enkelt er at underbygge den strategiske bagvaskelse af kommunismen og socialismen.

Antikommunisme har altid været ledsaget af de mest grove og brutale angreb på befolkningen. Efterhånden som EU's antigræsrodsbevægelsesangreb på de grundlæggende rettigheder, som arbejderklassen har opnået gennem hård kamp og ofre bliver stærkere, efterhånden som dets udnyttelse gennem kapitalen bliver mere brutal og barbarisk, efterhånden som EU's imperialistiske politik over for lande og nationer bliver mere aggressiv og kriminel, intensiveres antikommunismen, den reaktionære bagvaskelse af socialismen, som vi oplevede i det 20. århundrede, og angrebet på arbejderklassens fortrop og de undertrykte dele af kommunistpartierne.

Denne vulgære propaganda er opfølgeren til forsøget på at anvende grove løgne og bagvaskelse for at tilsværte det socialistiske systems enorme bidrag i de unges øjne. Det bidrag til fascismens nederlag og til opbygningen af et samfund, der for første gang i menneskehedens historie er fri for menneskers udnyttelse af andre mennesker. Der gøres et forsøg på at sidestille socialismen, dvs. alt, hvad der er progressivt født af menneskets tanker, med den reaktionære og inhumane fascisme, der er det barbariske kapitalistiske systems ægtefødte barn.

Denne bestemte hungersnød i Ukraine skyldtes hovedsageligt, og alle objektive historikere er enige herom, de rige landmænds sabotage, da de som en reaktion på den nye sovjetmagt og kollektiviseringen af jorden først forårsagede en borgerkrig og dernæst ødelagde maskiner, dræbte dyr, satte ild til kolkhosernes ejendom og generelt saboterede såningen og høstningen af afgrøder på enhver tænkelig måde, samt den alvorlige tørke og tyfusepidemi, der brød ud i det område af Ukraine på det pågældende tidspunkt.

En forhandling som denne for at afdække den historiske sandhed kan naturligvis ikke gennemføres på denne måde. Hvis man virkelig mener, at man er i besiddelse af argumenter, så tilrettelægger man en forhandling, hvor alle de videnskabelige fakta, der vil bidrage til at afdække sandheden, kan komme til udtryk.

  Zbigniew Zaleski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Holodomor er et faktum og symboliserer en af de mest inhumane nedslagtningsmetoder. En ideologi, der påberåbte sig at tjene almindelige mennesker, antog en form, som i dag overgår fantasien. Det var en enkel metode – den krævede ingen våben eller mænd, ingen gaskamre. Alt, hvad der var behov for, var indsamling af alt, hvad jorden havde givet, og den "ulydige" befolkning ville forsvinde fra landsbyerne, fordi den ikke passede ind i systemet. Folk blev skubbet ind i en utopisk vision og til trods for dens rædsler og omkostninger er der stadig mange, der finder den attraktiv, og nogle af medlemmerne i venstre side af Parlamentet forsvarer den. Den bolsjevitiske ideologi benyttede metoder, der ikke på nogen måde kan berettiges. Min PhD-afhandling om Ukraine omhandlede de traumer, som mennesker, der havde overlevet denne socialistiske rædsel, levede med, selv om overlevende var undtagelsen. De overlevendes beretninger afslører, at sulten førte til kannibalisme. Vi kender f.eks. tilfældet, hvor en mor sendte sin seksårige søn ud i skoven om vinteren, fordi han ikke ville have overlevet i landsbyen, men ville være blevet spist.

På den ene side havde vi i 1930'erne Joseph Stalin, den vise fader og ven af folket, som bebudede verdensrevolutionen, på den anden side havde vi millioner af mennesker, der døde i gaderne med opsvulmede maver. Det må have været et frygteligt syn selv for de politiske kommissærer, der tjente myndighederne. Sådan var det i det østlige Ukraine. 10 år senere, ramte en tragedie af samme karakter imidlertid polakkerne i det, der dengang var det østlige Polen, skønt dog i mindre målestok. Det ukrainske UPA's nationalistiske ideologi, der faldt sammen med nazisternes, resulterede i etnisk udrensning af polakkerne. Metoderne var lige så brutale: brænding af levende mennesker, opskæring af gravide kvinders maver, halshugning af børn med økser. Mændene var ved fronten på det tidspunkt. I dag er dette Golgotha i øst, som de overlevende kalder det, tabubelagt og genstand for pinefuld tavshed, og ironisk nok rejses de fleste statuer nu af den tids nationalistiske ledere. Måske er tiden nu inde til – og der er observatører til stede fra Ukraine – at vi, samtidig med at vi ærer ofrene for Holodomor, også ærer de polakker og ukrainere, som blev så brutalt myrdet, fordi de ikke var enige i den ideologi. Det er ikke nemt at indrømme sådanne fakta, men hvis man ikke gør det, vil det være vanskeligt at bringe befolkningerne tættere på hinanden, at acceptere Ukraine i området med europæiske værdier, som vi stræber efter her i Parlamentet.

Jeg forstår de russiske protester mod EU. Hvis vi skal tale om Holodomor, som de foreslår, skal vi også tale om kolonisternes udryddelse af indianerne i Den Nye Verden. Holodomor er værdig til en særlig fordømmelse. Lad os dog tilføje de millioner, der blev sendt i arbejdslejre, dvs. dødslejre, i Sibirien under Anden Verdenskrig – ukrainere, polakker, tatarer. Blot til orientering vil jeg gerne tilføje, at af de 100 000 krigsfanger i general Paulus' hær, der blev sendt til Sibirien efter Stalingrad, overlevede kun 5 000 frem til 1955. For Europas skyld kan Parlamentet ikke forfladige disse tragedier i det 20. århundrede.

  Csaba Sándor Tabajdi (PSE). – (HU) Fru formand! Den største ungarske digter i det 20. århundrede sagde, at "Vi må tilstå fortiden!". Ja, vi må tilstå fortiden, men ikke for at skabe spændinger mellem folk og lande. Ethvert folk må se sine egne synder i øjnene. Den måde, hvorpå tyskerne har set deres egen rolle i Anden Verdenskrig i øjnene, har været eksemplarisk. Hr. Zaleski henviste som polak til den omstændighed, at mange folk har synder at tilstå, og at Holodomor ikke er den eneste. Jeg taler som repræsentant for et folk, hvis parlament i 2003 var det første til at fordømme Holodomor. Samtidig kunne jeg rigtig godt tænke mig, at denne forhandling ikke var en antirussisk forhandling, for dem, der er til stede her i Parlamentet, dem, der tager ordet, bør være bekendt med Ukraines etniske kort og bør vide, hvilke lande der blev berørt af denne stalinistiske rædsel, hvorved det kommunistiske diktatur bestræbte sig på at udrydde bondestanden – størstedelen af de døde var ukrainere, men ikke udelukkende ukrainere. I de byer – Donetsk, Dnepropetrovsk, Odessa – var der også rumænere, russere, jøder og andre grupper, som døde. Disse steder var det bondestanden, man forsøgte at udrydde.

Vi må erkende, at der var tale om folkedrab, men ikke af etniske årsager. På baggrund af principperne i et uacceptabelt, stalinistisk, kommunistisk diktatur i det 20. århundrede, forsøgte man at udrydde en hel klasse, bondestanden, bønderne. Ofrene for denne kampagne var hovedsageligt ukrainere, men vi må ære alle ofrene uanset nationalitet. Det, hr. Roszkowski sagde, er ikke rigtigt, nemlig at Den Socialdemokratiske Gruppe forsøger at hvidvaske noget. Nej, vi ærer ganske enkelt fakta og insisterer på fakta, fordi vi ikke ved at vælge side med hensyn til Holodomor er parate til at tage del i fordømmelsen af Rusland – selv om Rusland bør foretage en del selvransagelse som følge af stalinismen, Katynmassakren – men vi må heller ikke glemme, at det russiske folk led mindst lige så meget under det stalinistiske diktatur og havde lige så mange ofre som andre folk.

Derfor siger jeg, at vi skal ære, men lad os også forsøge her i debatten at respektere de historiske fakta. Vi bøjer hovederne for ofrene for Holodomor, men vi kan ikke tjene ukrainsk nationalisme. Vi må snarere arbejde på at sikre, at Rusland, Ukraine og alle andre lande ser deres fortid i øjnene og skaber fred.

  István Szent-Iványi (ALDE). – (HU) Fru formand! Efter mange års benægtelse og tavshed betvivler ingen, at Holodomor var et af de mest alvorlige, forsætligt fremkaldte og politisk motiverede massemord i det 20. århundrede. Europa-Parlamentet lever op til en langvarig forpligtelse, når det bøjer hovedet og mindes ofrene. Syndens tætteste allierede er ligegyldighed og glemsel. Vi må ikke glemme! Millioner døde for, at Stalin kunne opfylde sin diktatoriske plan. Planen gik ikke kun ud på at kollektivisere landbruget med magt – det var et af hans mål – men også på at nedbryde den ukrainske, nationale selvbevisthed og ødelægge de institutioner, der repræsenterede den nationale identitet. I årene med Holodomor og i løbet af 1930'erne blev 80 % af de ukrainske intellektuelle dræbt. Den uafhængige ukrainske kirke blev afskaffet. Det ukrainske sprog blev presset ud af det offentlige liv. Holodomor er derfor en uudslettelig del af den ukrainske, nationale identitet og kollektive hukommelse.

Vi må anerkende det offer, de ukrainske borgere ydede for at kunne leve i frihed og være i stand til at bestemme over deres egen fremtid. Europa-Parlamentet anerkender Ukraines europæiske ambitioner. Ved at vedtage denne beslutning sender vi det budskab, at ikke blot Ukraines fortid, men også dets fremtid hænger uløseligt sammen med Europas. Tak.

  Inese Vaidere (UEN). – (LV) Fru formand, mine damer og herrer! Den kunstigt fremkaldte hungersnød i Ukraine eller folkedrabshungersnøden, er en af de største forbrydelser mod menneskeheden i verdenshistorien. Den opfylder alle kriterier for at kunne beteges som folkedrab. For det første var den af etnisk karakter, da den var rettet mod det oprørske ukrainske folk, som havde vist deres modstand mod russificeringen ved mere end en lejlighed. For det andet var det også et socialt folkedrab på velstående ukrainske landmænd, selv om hungersnøden dræbte alle uanset velstandsniveau. Forbrydelsen var fuldstændig kynisk. Stalins totalitære kommunistregime fandt frem til den billigste måde at dræbe et stort antal mennesker på. Millioner i Ukraine led den langsomme, frygtelige sultedød. Der foreligger nu dokumentation for, at nazisterne selv i 1930'erne tog til Moskva for at indhøste erfaringer med tilrettelæggelsen af massemord. Beslutningerne om at ekspropriere fødevarer blev dengang truffet i Moskva. Beslutningerne om gaskrigen i 2006 mellem Ukraine og Rusland blev endnu en gang truffet i Moskva. Nutidens Rusland demonstrerer klart via sin opfattelse af udenrigspolitik, at det er ved at genfinde sin position i dets del af verden. Moskvas retshistorikere skammer sig ikke over at sige, at den kunstigt fremkaldte hungersnød i Ukraine udelukkende var menneskeskabt. Vi må håbe, at Ukraine ikke vil være den næste stat efter Georgien, som Rusland vil påføre sin brutale aggression. Vi må helt klart slå fast, at begivenhederne i Ukraine var folkedrab. Mit land, Letland, har allerede gjort dette, lige som mange andre lande også har gjort det via erklæringer vedtaget af deres parlamenter. Jeg vil gerne endnu en gang understrege, at den totalitære kommunismes forbrydelser bør fordømmes på nøjagtig samme måde som de nazistiske forbrydelser. Vi har brug for et nyt Nürnberg, fordi uskyldige ofre er ofre, uanset hvem der har begået forbrydelserne mod dem. Selv om vores folk har forskellige erfaringer, er en fælles forståelse af de historiske begivenheder i Den Europæiske Union en absolut nødvendighed. Dette er rent faktisk grundlaget for vores fælles fremtid. Tak!

  Tunne Kelam (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Kunstig, menneskeskabt hungersnød blev systematisk anvendt som et redskab af de totalitære kommunistiske regimer. For 75 år siden besluttede Stalin at rykke den ukrainske, nationale identitet og modstand op med rode ved at skabe hungersnød i selve Europas brødkurv.

Regioner ramt af hungersnød blev ikke blot nægtet hjælp. Værre endnu blev hundredvis af landsbyboere afskåret af Den Røde Hær. Sultende mennesker blev nægtet den mest elementære menneskeret – retten til at undslippe den sikre død. Mennesker, der forsøgte at flygte, blev jaget som vilde dyr og skudt. Først i dag reagerer vi på en af det kommunistiske diktaturs mest grufulde forbrydelser. En autoritativ vurdering af sådanne forbrydelser burde være foretaget for længst.

Alle ofre for forbrydelser mod menneskeheden fortjener den samme status. Der kan ikke være førsteklasses ofre for nazismen eller andenklasses ofre for kommunismen, blot fordi Europa stadig savner en integreret tilgang til alle totalitære regimer og har tøvet med at indtage en konkret holdning til forbrydelser, der fandt sted på den østlige del af kontinentet.

Vi har alle pligt til at vide, hvad der skete under Stalin, ligesom vi ved, hvad der skete under Hitler. Vi må udvide ikke blot vores solidaritet til den ukrainske nation og faktisk til alle lande, der har lidt under totalitære forbrydelser, men også afsige en moralsk dom. Kun derved kan vi nå målet med disse forhandlinger, nemlig at sikre, at denne monumentale, ødelæggende laden hånt om menneskeliv og menneskelig værdighed aldrig gentages nogen steder i Europa.

Vi har brug for en forsoning af hele Europa, en forsoning, der kun kan baseres på sandhed og retfærdighed. Vi har pligt til at sikre, at det berømte "aldrig igen" ligeledes vil gælde den ukrainske nation.

  Janusz Onyszkiewicz (ALDE). – (PL) Fru formand! Adspurgt om det var værd at risikere en atomkrig for at omstyrte kapitalismen, svarede Mao Zedong, at det var værd at ofre endog hundreder af millioner liv, så resten af menneskeheden kunne leve lykkeligt under kommunismen. Joseph Stalin havde den samme grusomme, kriminelle logik. Da modstanden mod kollektivisering blandt bønderne voksede, besluttede han fysisk at eliminere dem, der boede i de mest oprørske regioner. Disse regioner var beboede af ukrainere. En fjernelse af disse løste også problemet med nationalitet, for som Stalin sagde ved en anden lejlighed "problemet med nationalitet er grundlæggende et bondeproblem".

Som et resultat af den planlagte kriminelle kampagne i selve ukraine døde således millioner af mennesker. Det siger alt, at befolkningstallet i Ukraine ifølge de officielle befolkningsstatistikker var et godt stykke over 31 mio. i 1926, mens det i 1939 til trods for en betydelig naturlig befolkningstilvækst kun var 28 mio.

Det var ikke kun befolkningen i det sovjetiske Ukraine, der døde. Administrativt beordrede fødevarebeslaglæggelser, ledsaget af forbud mod fødevareimport fra andre regioner resulterede i hungersnød i Volgaregionen, Kuban og det nordlige Kaukasus. Størstedelen af befolkningen i disse områder var ukrainere, men der var også russere. Vi rejser også spørgsmålet om hungersnøden i Ukraine i dag for at tilkendegive vores overbevisning om, at denne del af vores fælles Europas dramatiske historie stadig ikke er tilstrækkelig kendt.

(Bifald)

  Andrzej Tomasz Zapałowski (UEN). – (PL) Fru formand! I det forrige århundrede var der et stort antal frygtelige massakrer. Nogle blev gennemført ved skydning eller gasning, med økser eller høtyve, mens andre blev gennemført ved udsultning. I det dengang sovjetiske Ukraine tog den form af, at millioner blev dømt til at sulte i et område, der har den rigeste jord i verden. Dette skete forsætligt og var ikke forårsaget af vejret eller en naturkatastrofe.

Det er bekymrende, at dette folkedrab på ukrainere, polakker og russere gennem årene ikke blev kaldt ved dets rette navn, ligesom det er bekymrende i dag, at folkedrabet på hundredtusindvis af polakker, jøder og ukrainere, der modstod de ukrainske nationalisters fascisme på det tidligere og nuværende polske territorium under Anden Verdenskrig ikke betegnes som folkedrab. Det er også så meget desto mere foruroligende, at en manglende fordømmelse i dag berettiger og legitimerer organisationer, der henviser til arven efter disse mordere. Disse organisationer opererer lovligt i Europa i dag. Et politisk berettiget folkedrab eksisterer ikke. Alle skal navngives og fordømmes.

  Ari Vatanen (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Vi taler om denne menneskeskabte hungersnød nu 75 år efter begivenheden, fordi den, hvis vi ikke taler om den nu kunne blive en sort plet på retfærdigheden. Der er stadig to timer til midnat nu, men vi opbygger fremtiden. Vi kan ikke bygge denne fremtid på et usikkert grundlag. Den skal opbygges på et solidt fundament, og et solidt fundament betyder sandhed. Fremtiden kan ikke bygges på løgne, hvilket ville være det samme som at bygge den på sand.

Det er egentlig ligegyldigt, hvor mange mennesker der døde i Ukraine. Det, der betyder noget, er, at ofrene for den menneskeskabte hungersnød – den ukrainske befolkning – føler, at retfærdigheden sker fyldest, for vi må genoprette folkets tro på retfærdighed. Ellers kan vi ikke opbygge en retfærdigt samfund, og de kan ikke tro på fremtiden. Alle ofrenes skrig er blevet hørt, uanset om de er ofre for nazisme, apartheid, slaveri eller kommunisme.

Parlamentet står for menneskehedens grundlæggende værdier. Vi kan ikke udsende et tvetydigt budskab. Derfor må vi virkelig være upartiske, uanset hvor smertefuldt det måtte være for os i politisk henseende. Ellers forsvarer vi ikke menneskelig værdighed. Der er meget alarmerende, at historien omskrives i Rusland i dag, så hvordan kan vi opbygge en fælles fremtid? Det er et velegnet tidspunkt for os at drøfte Ukraine nu, fordi Ukraine netop nu i 2008 har brug for hjælp. Det har brug for håb om en bedre fremtid, hvilket betyder tiltrædelse af EU en dag.

  Jana Hybášková (PPE-DE). – (CS) Fru formand! Hungersnøden var resultatet af en af J. V. Stalin nøje planlagt systematisk politik, der havde en række klare mål: den frivillige overdragelse af ejerskabet til jorden, etableringen af landbrugskollektiver, omledning af alle landbrugsprodukter og såsædslagre til at føde den russiske hær og forsætlig udsultning af Ukraines byer. Det vigtigste mål var at undertrykke og ødelægge Ukraine som nation. Det var folkedrab. Det omfattede forfølgelse af civilbefolkningen i landet på grundlag af politik og race, og det opfylder således definitionen af en forbrydelse mod menneskeheden. Det handler ikke blot om at mindes hungersnøden. Det er et spørgsmål om symbolsk genoprejsning til ofrene, om nøje undersøgelse, analyse, viden og accept af fælles ansvar og samtidig en fælles afslutning på europæisk plan. Kommunismen er en forbrydelse mod menneskeheden. Dens følger kan sammenlignes med følgerne af fascismen og nazismen.

Lad os derfor oprette et europæisk institut for europæisk samvittighed og lad os også fejre den 23. august som dagen for alle ofre for alle totalitære systemer. Lad os forstå kommunismen som en frygtelig del af vores fælles europæiske historie. Kun gennem en fælles anerkendelse af ansvaret for fortiden vil vi finde vejen til fremtiden. Situationer som den, der hersker i f.eks. det irakiske samfund og andre dele af verden i dag, lærer os, at jo større skaden på samfundsstrukturen er, desto mere smertefuld, dyr og vanskelig er den at genoprette i menneskelig henseende. Ukraine bærer stadig tunge ar. Lad os tilbyde landet vores hjælp.

  Urszula Gacek (PPE-DE). – (PL) Fru formand! I dag mindes Europa-Parlamentet ofrene for en af Stalins største forbrydelser, ofrene for den hungersnød, som det despotiske bolsjevitiske regime, der regerede Sovjetunionen, forsætligt forårsagede, og som havde til formål at svække og ødelægge den ukrainske nation og dermed kvæle dens ønske om frihed og om at opbygge sit eget uafhængige land. Ukraine og nogle regioner i det sydlige Rusland, det nordlige Kaukasus og Kasakhstan oplevede scener med frygtelig, grufuld fortvivlelse, lidelse og desperation i hele familier, der sultede ihjel.

I dag ønsker vi at vise respekt over for alle dem, der blev dræbt under den store hungersnød i Ukraine. Ofrene for massedrab, militære massakrer og etnisk udrensning fortjener ligeledes at få deres minde æret, og at de uretfærdigheder, der blev begået mod dem, huskes. Uanset årsagen til disse handlinger og de ideologiske mål, der foranledigede dem, er det konstante element i dem ofrenes lidelser.

Lad os vise solidaritet med det ukrainske folk, men lad os også bede Ukraine komme overens med de mørke sider i landets historie. I 1939-1945 myrdede nationalister i den ukrainske nationale hær 150 000 polakker, hovedsageligt kvinder og ældre. Mændene og fædrene, der var sendt i eksil i Sibirien, levede måske i helvede der, men havde håbet om, at deres familier i de østlige grænsområder var i sikkerhed. Desværre blev disse familier ofre for nationalisterne, som ikke fandt, at der var plads til deres polske naboer i den nye ukrainske stat. Ofrene for massakrerne i det østlige grænseområde venter på den dag, hvor deres skæbne også skrives ind i Europas fælles bevidsthed, sådan som ofrene for den store hungersnød i dag er blevet det.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg kommer fra Irland, et land, der oplevede en tragisk hungersnød for over 150 år siden, og jeg forstår derfor ukrainernes ønske om, at ofrenes for deres kunstige hungersnød fra 1932 til 1933 mindes.

Denne parlamentsbeslutning følger tidligere minderesolutioner fra andre internationale organisationer som f.eks. UNESCO og OSCE. Vores beslutning til minde om ofrene for Holodomor i Ukraine blev vedtaget på UNESCO's 34. generalkonference, og blev bl.a. støttet af Irland.

På OSCE-ministermødet i Madrid i november 2007 sluttede 30 lande sig til Ukraines erklæring om højtideligholdelse af 75-års-dagen for Holodomor.

Europæisk integration må fortsat være baseret på en vilje til at komme overens med det 20. århundredes tragiske historie. Det nuværende Europa-Parlament sender en vigtig opfordring til de lande, der tidligere indgik i Sovjetunionen, om at give fuld adgang til arkiver om denne tragedie, så den kan undersøges indgående for at afsløre og fuldt ud undersøge årsagerne til og følgerne af denne hungersnød.

Efterkommerne efter ofrene søger i dag en afslutning og bør derfor have ret til at få adgang til sådanne oplysninger, så de kan få en forståelse af den største katastrofe i Ukraines moderne historie.

Også jeg vil give udtryk for min sympati med de millioner af ukrainere, der led under denne ugerning, og navnlig med de pårørende til dem, der døde som følge af denne kunstige hungersnød.

  Zita Pleštinská (PPE-DE). – (SK) Fru formand! Min far, Štefan Kányai, som tilbragte over 10 frygtelige år i de russiske gulag i Ural, Karaganda og Kasakhstan, sagde ofte til mig: "Der er vidner, som stadig er i live, og som så og husker Stalins folkedrab, et massemord, der blev begået uden våben. Stalins regime hev mange sider ud af den europæiske histories annaler, og det er derfor din pligt at åbne arkiverne i det tidligere Sovjetunionen og erstatte de manglende sider. Ofrenes hukommelse er hellig, og derfor skal du handle!"

Jeg er meget berørt over, at mit navn sammen med navnene på mine kolleger i PPE-DE-Gruppen og navnene på kolleger fra andre politiske grupper vil komme til at stå øverst i en beslutning, hvormed vi bekræfter, at europæisk integration er baseret på en vilje til at komme overens med det 20. århundredes tragiske historie. Måtte denne beslutning, der kommer her i 2008, 75-års-dagen for hungersnøden, markere vores medfølelse med det ukrainske folk og navnlig med de overlevende for hungersnøden samt familier og slægtninge til ofrene.

Måtte denne beslutning være en lære for en ny generation, der ikke har oplevet forfølgelse. Frihed er dyrebar og må ikke tages for givet. Det onde eksisterer stadig og må konfronteres.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Fru formand! Først efter østblokkens sammenbrud begyndte vi at blive klar over den grufulde sandhed om, hvad der var sket i Ukraine og andre dele af Sovjetunionen under Stalin. Totalitarisme har forhindret verden i at få kendskab til disse afskyelige forbrydelser mod menneskeheden. Den store hungersnød i Ukraine i 1932-1933 er et historisk faktum, som de kommunistiske myndigheder benægtede i hele Sovjetunionens levetid. Vi ved nu, at utallige uskyldige mennesker blev dømt til at dø langsomt af sult. Selv om der er gået mange år siden Holodomor, ved vi langt fra nøjagtigt, hvor mange mennesker der blev dræbt af Stalins politikker.

Jeg vil gerne understrege, at enhver anerkendelse af den store hungersnød som folkedrab eller fremstilling af den stalinistiske totalitarisme ikke er rettet mod Kreml, sådan som det ofte misfortolkes. Det er ganske enkelt et udtryk for vores respekt for ofrene for et totalitært system. EU bør som en international institution, der går så meget ind for menneskerettigheder, klart og utvetydigt tilkendegive sin holdning. Hvis vi ønsker at ære mindet om ofrene med værdighed, og som de har fortjent, bør vi vedtage en beslutning, der klart viser den historiske sandhed og giver udtryk for EU's solidaritet og sympati.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN). – (PL) Fru formand! I dag er det svært for os at forstå, hvad massesult betyder. Det er også vanskeligt for os at forestille os, hvordan det var muligt, at millioner af mennesker i Ukraine, som var i stand til at brødføde hele Europa, kunne dø af sult. Den var et resultat af totalitær kommunisme og tog børns, mænds og kvinders liv, ukrainere og andre nationaliteter, der levede i det tidligere Sovjetunionen. Hvad skal vi kalde denne forbrydelse, der blev begået for 75 år siden? Der er kun et navn for det, og det er folkedrab. Folk blev henrettet eller sendt i lejre i årevis for at stjæle fem aks korn fra et kollektivt landbrug.

Når vi taler om denne begivenhed i dag, taler vi ikke imod russerne. Vi ønsker at vise respekt for ofrene for kommunismen og sige højt og tydeligt: aldrig mere sådanne forbrydelser.

  Antonio Tajani, næstformand i Kommissionen. – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Jeg ved ikke, hvad der mere kan siges for at fordømme en forbrydelse så modbydelig som den, Stalins diktatur, et et af de to kriminelle diktaturer, der hærgede Europa i forrige århundrede, begik. Der er ikke brug for flere ord, for de medlemmer, der har talt, har gjort det på en så overbevisende og hæderlig måde.

Jeg vil gerne afslutte disse forhandlinger med at læse nogle få ord skrevet af den store forfatter, Vasilij Grossman, som beskrev de mest tragiske øjeblikke under Holodomor i sin roman Forever Flowing. Jeg læser den, som om den var en form for verdslig bøn, en erindring om millioner af ofre, der føjer sig til mindet om så mange andre uskyldige ofre, hvis offer – og jeg vil gerne sige dette igen – ikke må være forgæves for Europa.

Millioner af menneskers død i forrige århundrede for hænderne af grusomme diktaturer må være det frø, som demokratiet fortsat skal spire fra. Den skal have den modsatte virkning af den, de kriminelle diktatorer ønskede. EU blev, som jeg sagde i starten, bygget på fred og for at garantere fred. Vi kan dog ikke glemme så mange uskyldige ofres lidelser.

Jeg vil læse de enkle ord, som Grossman brugte til at beskrive den tragedie for så mange år siden: "Sult ødelagde landet. Først tog den børnene, så de ældre og til sidst de midaldrende. I begyndelsen gravede de grave, hvor de begravede de døde. Så holdt de op, da ingen længere havde kræfterne til det. De døde lå på gårdspladserne, og til slut blev de i deres hytter. Alle sank hen i tavshed og hele lande var decimeret. Jeg ved ikke, hvem der var den sidste, der døde."

Nous n'oublierons jamais. Vi vil aldrig glemme de uskyldige ofre, mens vi forsøger at opbygge en anderledes fremtid.

  Formanden. Jeg har modtaget fire beslutningsforslag⁽¹⁾ fremlagt i medfør af forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Denne følelsesfulde forhandling er afsluttet.

Afstemningen finder sted i morgen (onsdag den 23. oktober).

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  András Gyürk (PPE-DE) , skriftlig. – (HU) Det er min overbevisning, at Europa-Parlamentet ud over at øge integrationen også bør stræbe systematisk efter at konfrontere de mørkeste æraer i vores fælles historie. Det er grunden til, at jeg finder det glædeligt, at mødet i dag åbner mulighed for at henlede opmærksomheden på hungersnøden i Ukraine, et af de mest sørgelige og uforståeligt glemte minder fra det 20. århundredes kommunistiske diktaturer.

Argumenterne for hungersnøden, der kostede omkring 3 mio. mennesker livet, er en god illustration af den omstændighed, at den periode i historien endnu i dag stadig ikke er blevet fuldt ud bearbejdet. Vi er ikke enige med dem, der udelukkende tilskriver katastrofen et høstudbytte, der lå under middel, den ukrainske befolknings modstand eller endog nogle få fejlagtige økonomiske beslutninger.

Vi må udtrykkeligt fastslå, at den ukrainske tragedie var den direkte følge af en terrorpolitik, der blev opløftet til statsligt niveau. Ved at sætte en stopper for tvungen kollektivisering og beslaglæggelse af fødevarelagre, kunne Sovjetunionens ledere have reddet millioner af menneskeliv, men det gjorde de ikke. Det er netop grunden til, at begivenhederne i Ukraine i begyndelsen af 1930'erne ikke er anderledes end de mest forfærdelige folkedrab i historien.

Efter min mening udspringer alle diktaturer, uanset om der er tale om det nationalsocialistiske eller det kommunistiske system, fra den samme kilde. Vi må benytte ethvert tænkeligt redskab til at øge de nye generationers bevidsthed om kommunismens frygtelige handlinger. Oprettelsen af et europæisk forskningsinstitut og et mindesmærke over diktaturernes historie kunne spille en væsentlig rolle i denne proces.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE), skriftlig. – (PT) Det er 75 år siden, at Stalinsystemet iværksatte en af de værste forbrydelser, Europa nogensinde har oplevet: Holodomor, den store hungersnød, der tog over tre millioner ukraineres liv.

Efter at ukrainerne var blevet frataget vigtige elementer, der definerer deres kollektive identitet, som de stadig er, blev de med fortsæt nægtet fødevarer, en ondskabsfuld demonstration af "realsocialisme" og på baggrund af tvungen kollektivisering og sovjetisering gennemført af et af de mest morderiske regimer i historien.

Ukrainerne mindes i dag sammen med alle andre europæere den kommunistiske brutalitet og vold og det kommunistiske tyranni, der regnede ned over dem, og som i henhold til folkeretten er et klart tilfælde af folkedrab. Hensigten med "med fortsæt at påføre gruppen levevilkår, beregnet på at bevirke gruppens fuldstændige eller delvise fysiske ødelæggelse" med de nøjagtige ord i Konvention om Forebyggelse og Straf for Folkedrab fra 1948 er helt klar.

For et år siden beskrev Parlamentets formand Holodomor som "en frygtelig forbrydelse mod menneskeheden". Jeg kan fuldt og helt tilslutte mig dette synspunkt og bøjer hovedet i erindring om ofrene. Jeg hilser alle ukrainere, navnlig dem, der bor og arbejder i mit land, Portugal.

(1) Se protokollen.