Formand. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om tre forslag til beslutning om Venezuela(1).
José Ribeiro e Castro, forslagsstiller. – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Venezuela er et fantastisk land, og Venezuelas befolkning har dybt forankrede demokratiske traditioner og følelser. De har dog uheldigvis i en årrække været i en forfærdelig situation, hvor deres grundlæggende rettigheder bliver overtrådt. Og denne situation forværres løbende Dette er grunden til, at vi endnu engang diskuterer denne problemstilling her i Parlamentet, og til, at vi skal fordømme denne situation.
Vi fordømmer misbrug af personlige data på lister, der bruges til politisk forfølgelse, i henhold til totalitære retningslinjer såsom "Tascón"-listen, "Maisanta"-listen og "Russián"-listen. De foranstaltninger, der er truffet for at frakende snesevis af borgere retten til at stille op til de kommende regional- og kommunalvalg i Venezuela, er uacceptable. Udvisningen af menneskerettighedsorganisationer såsom repræsentanter fra ngo’en Human Rights Watch for udelukkende at have gennemført relevante observationer er uacceptabel. Det er ligeledes chokerende, at volden og intolerancen, som udøves af myndighederne, endog rammer unge mennesker.
Vi fordømmer og beklager derfor mordet på en ung studenterleder, som døde som offer for denne voldsbølge, som er igangsat af myndighederne. Vi kræver at høre sandheden, og at de ansvarlige bliver retsforfulgt.
Vi europæere skal gøre en mere aktiv indsats. Forestil Dem, at dette fandt sted i vores lande! Ville vi acceptere, at borgere i vores lande blev frakendt retten til at stille op til valg, ligesom det sker i Venezuela? Hvis det ikke er tilfældet, hvordan kan vi så lukke øjnene for det? Hvordan kan vi lukke øjnene og lade som om, ingenting sker?
Hvordan kan vi f.eks. acceptere den portugisiske regerings holdning – uheldigvis mit land, som jeg skammer mig over – som bøjer sig for Venezuelas regering, som fører en spytslikkende politik, og som for nylig er blevet det europæiske modtagelsesrum for tyranner? Dette er ganske uacceptabelt.
Det er meget vigtigt, at Kommissionen og Rådet bliver mere bestemt og klar i deres fordømmelse af overtrædelserne af menneskerettighederne.
Ewa Tomaszewska, forslagsstiller. − (PL) Hr. formand! Der skal tilvejebringes en detaljeret forklaring af omstændighederne bag Julio Sotos død i Maracaibo. Jeg vil gerne udtrykke min medfølelse for familien. Vi opfordrer til, at gerningsmændene bag denne forbrydelse retsforfølges og straffes på passende vis. Vi må henlede vores opmærksomhed på de observationer og kommentarer, Human Rights Watch er kommet med, navnlig fordi det drejer sig om en uafhængig organisation, som ikke modtager støtte fra nogen af parterne. Vi protesterer mod forbuddet mod denne organisations aktiviteter. Vi opfordrer til, at ytringsfriheden i medier og forsamlingsfriheden respekteres fuldt ud. Vi opfordrer til fuldstændig gennemførelse af lovgivningen for at beskytte kvinder mod vold. Vi opfordrer til, at valget i november gennemføres på en sådan måde, at det sikres, at der på ingen måde kan sættes spørgsmålstegn ved gennemførelsen af valgkampagnen eller valgprocessen. Venezuela skal være et demokratisk land, hvor folk har samme frihedsgrad, som de har i alle EU-medlemsstaterne.
Renate Weber, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Situationen for oppositionen i Venezuela har i mange år været vanskelig, og det har været legitimt at sætte spørgsmålstegn ved demokratiet i Venezuela.
Men det, der sker for tiden, er bevis på, at Venezuelas demokrati og retsstatsprincippet er en parodi. Det kan ikke accepteres, at der gennemføres en forvaltningsmæssig foranstaltning for at frakende folk retten til at beklæde eller stille op til offentlige hverv for en periode på 15 år. Det burde kun være domstolene, der kan træffe en sådan beslutning. Og dette skal kun kunne lade sig gøre, hvis de har begået alvorlige forbrydelser.
Urimeligheden bag denne foranstaltning er nem at få øje på, idet det viser sig, at langt størstedelen af de bandlyste er fra den politiske opposition. Og denne praksis vil højst sandsynlig ikke kun blive brugt ved novembervalget, men også ved fremtidige valg.
Det er ikke overraskende, at politiske rettighedsfrakendelser sker i en tid, hvor menneskerettighedsforkæmpere, som kritiserer den nuværende regering, udvises af Venezuela, og hvor meget mistænkelige ulykker med de kritiserende personers død til følge ikke bliver efterforsket til bunds.
Europa-Parlamentet skal sende et utvetydigt budskab til offentligheden i Venezuela om, at politiske rettighedsfrakendelser er en udemokratisk praksis, der ikke er i overensstemmelse med retsstatsprincippet. Vi afviser på det kraftigste påstandene fra Venezuelas viceminister for Europa om, at Europa-Parlamentet skulle have afvist at stemme om denne beslutning i september, fordi det blev set som at stemme mod kampen mod korruption. En sådan handling for at manipulere med offentligheden i Venezuela er uværdig for en minister for Europa. Vi afviser ligeledes kraftigt viceministerens beskyldning om, at vores beslutning skulle være et angreb på en suveræn stat.
Denne beslutning er udtryk for vores bekymring over demokratiets udvikling og respekten for menneskerettighederne i et land, hvis befolkning vi beundrer og respekterer dybt.
Bernd Posselt, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! Det brutale mord på Julio Soto er det foreløbige højdepunkt på et dramatisk kollaps af demokratiet og retsstatsprincippet i Venezuela, som i et stykke tid har haft en positiv rolle i Latinamerika.
Under den nuværende regering er det dog ikke kun de grundlæggende menneskerettigheder, der ikke bliver overholdt. En diktator med storhedsvanvid forsøger endvidere at eksportere sit umenneskelige terrorsystem til hele kontinentet og i lyset af hans forbindelser til Belarus derudover også til Europa. Derfor er det absolut nødvendigt så hurtigt som muligt at sætte en stopper for hans planer, hvilket vil være til gavn for hans egen befolkning, men ligeledes for alle de befolkninger, som han forsøger at købe eller afpresse med sine olierigdomme for således at påtvinge dem hans ideologiske forestillinger.
Hvis han i denne forbindelse skulle bruge den nationale suverænitet som argument, så kan jeg kun sige, at én ting er langt vigtigere end national suverænitet, nemlig de grundlæggende og universelle menneskerettigheder.
Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Der er ingen tvivl om, at Venezuelas historie på det seneste og i fortiden har været traumatisk. Der ligger dog ikke kun endogene årsager til grund herfor. Eksogene faktorer spiller måske en endnu større rolle i denne henseende. Lige meget hvordan, hvad eller hvem der ligger til grund for dette, har det hovedsagelig været den uskyldige civilbefolkning, der har skullet lide.
Den nuværende regering under ledelse af Hugo Chávez er tydeligvis ude i et bestemt ærinde i forhold til USA samt USA's støtter og allierede, men dette må ikke medføre så voldsomme krænkelser af Venezuelas befolknings rettigheder såsom anvendelsen af administrativ rettighedsfrakendelse i forbindelse med valg eller forfølgelse og mord på oppositionsaktivister. Hugo Chávez skal indse, at hvis han ønsker, at hans land skal udvikle sig til et rigt land, så bliver han nødt til at sikre, at hans regering respekterer principperne om demokrati og menneskerettigheder fuldt ud. Brugen af vold mod og forfølgelse af hans eget folk kan kun føre hans land ind i et større nationalt trauma og lidelse. Vi må ikke tillade, at det sker.
Leopold Józef Rutowicz, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Beslutningen om overtrædelse af menneskerettighederne i Venezuela tager udgangspunkt i fakta og er derfor værd at støtte. Desværre har det venezuelanske samfund i mange år været præget af en polarisering af de politiske kræfter. Jeg tænker f.eks. på militærkuppet, intolerancen, lagdelingen af samfundet med hensyn til ejendomsbesiddelser og på raceforskelle. Præsident Chávez’ hold er det mest aktive i dette spil, fordi han i henhold til præsidentsystemet kan udøve kontrol med administrationen og de væbnede styrker. Som følge af denne kamp over trufne afgørelser er det venezuelanske samfund begyndt at ligne Cubas, dvs. socialisme med historiske og nationalistiske træk. Dette kunne medføre en ændring af landets flag og nationalsang.
De nuværende ændringer har ikke haft en betydelig indvirkning på levestandarden, idet Venezuela er meget rig på naturressourcer. Dette dæmper indvirkningen og gør det muligt at foretage populistiske handlinger. Situationen er så alvorlig, at betænkningen alene ikke kan sætte en stopper for yderligere indskrænkning af befolkningens rettigheder i Venezuela. Alle landene i området skal yde praktisk støtte.
Pedro Guerreiro, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Endnu engang står vi over for et uacceptabelt og forkasteligt forsøg fra Europa-Parlamentets side på at gribe ind, hvilket tilfældigvis sker lige op til regional- og kommunalvalget i Venezuela. Egentlig er formålet med opførelse af denne debat på dagsordenen og forslaget til beslutning udelukkende at imødekomme dem, der støtter og fremmer et bekymrende forsøg på at gribe ind over for og destabilisere en demokratisk og suveræn stat, som vi har været vidne til gennem længere tid.
Formålet er helt åbenlyst at blande sig i Venezuelas interne anliggender ved at forsøge at blande sig i og lægge pres på udefra for at pålægge afgørelser, som kun Venezuelas befolkning har ret til at træffe. I stedet for at fordreje sandheden og belære Venezuela om demokrati skulle Europa-Parlamentet have opført en debat på dagsordenen om EU’s forsøg på at gennemføre et forslag til en EU-traktat, som allerede er blevet forkastet, og hvor EU således ikke tager højde for de demokratiske beslutninger, der suverænt er truffet af befolkningen i Frankrig, Nederlandene og Irland. Ligeledes skal der huskes på, at andre befolkninger ikke får mulighed for at udtrykke deres holdning gennem en folkeafstemning. I stedet for at blande sig i noget, som det kun er op til Venezuelas befolkning at træffe en beslutning om, skulle Europa-Parlamentet have forkastet det umenneskelige direktiv om hjemsendelse, som ikke tager hensyn til og overtræder indvandreres menneskerettigheder. Mange af disse indvandrere kommer fra Latinamerika.
Det, der virkelig generer fortalerne for dette initiativ, er det faktum, at Venezuelas befolkning har været et godt eksempel, hvilket medfører problemer for de store finansielle og økonomiske interesser, som styrer EU. De har været et forbillede for, hvordan den nationale suverænitet og uafhængighed sikres, hvordan et patriotisk emancipationsprojekt opbygges, hvordan fremskridt og udvikling sikres, og hvordan den antiimperialistiske solidaritet udvikles. De har vist, at det er værd at kæmpe for en befolkning, og at skabelsen af en mere retfærdig, demokratisk og fredfyldt stat og verden er mulig. Virkeligheden viser, at det bedste svar på dette forsøg fra Parlamentets side på at blande sig er den enorme prestige og betydning, som den bolivariske proces har for Latinamerikas og verdens befolkning. Parlamentet bør derfor holde op med at påstå, at de kan prædike for resten af verden.
Urszula Krupa, for IND/DEM-Gruppen. – (PL) Hr. formand! I dag debatterer vi overtrædelserne af menneskerettighederne i Venezuela, som er en følge af manglende respekt for de civile og politiske rettigheder i Venezuelas forfatning og manglende sikring af rettighederne for modstanderne af den nuværende regering. Det er umuligt for oppositionens medlemmer at stille op til valg, der er ingen ytringsfrihed, og observatører fra internationale organisationer bliver udvist af landet. Denne debat er således en god mulighed for os at udtrykke vores modstand mod det manglende demokrati i og uden for Venezuela.
Debatten er ligeledes en mulighed for at forlange at få sandheden frem i det offentlige og politiske liv. Venezuelas præsident er bukket under for fristelsen til at søge den absolutte magt i lighed med lederne i mange andre lande og herredømmer, der kuer folk med andre meninger, eller som er fattigere. Hugo Chávez’ venstrefløjsdoktrin er kendt som kristen socialisme, men har kun meget lidt til fælles med kirkens sociallære. Derfor har repræsentanter for biskopperne i Venezuela kritiseret manglen på demokrati. I denne sammenhæng kommer jeg til at tænke på gospelhistorien om splinten og bjælken.
Laima Liucija Andrikienė (PPE-DE). - (LT) Hr. formand! Der er gået 10 år, siden Hugo Chávez blev Venezuelas præsident. Venezuelas forfatning fra 1999 var en god mulighed for at styrke retsstatsprincippet og sikre menneskerettighederne i landet. I dag må vi dog indrømme, at denne historiske mulighed ikke er blevet grebet. Vi ved, at forskelsbehandling af politiske modstandere og kritikere bliver tolereret og endda fremmet i præsident Chávez’ Venezuela. I hans Venezuela er retsvæsnet ikke længere uafhængigt, og vi kender ligeledes til den situation, fagforeninger og medierne i dette land står over for. Vores beslutning i dag er nærmere en påmindelse til præsident Chávez om, at forfatningen ikke kun er et stykke papir. Forfatningens bestemmelser skal rent faktisk gennemføres.
Zdzisław Zbigniew Podkański (UEN). – (PL) Hr. formand! Parlamentet skal til at debattere den dramatiske og tragiske situation i Congo, hvor der efterhånden er hundredvis af ofre – eller endda tusindvis. Sammenlignet med dette virker situationen i Venezuela langt mindre alvorlig. Sidstnævnte vedrører krænkelser af valgrettigheder og udvisninger fra landet. Der er dog sket et første mord, idet en studenterleder er blevet myrdet.
Selv på dette stadie er det dog vigtigt at tage dette problem op, da vi må huske på, at en sådan proces altid starter med overtrædelsen af de demokratiske rettigheder. Første stadie omfatter altid magtmisbrug i mangel på argumenter, og dette fører siden til mord. Derfor giver denne beslutning mening. Den er et signal eller en påmindelse om, at der er blevet lagt mærke til denne farlige proces på et tidspunkt, hvor der stadig er mulighed for at overvåge den og forhindre folkedrab.
Georgios Toussas (GUE/NGL). – (EL) Hr. formand! Det er tydeligt, at der forud for valget i Venezuela gøres et uacceptabelt forsøg på at blande sig i den nationale udvikling i landet, idet man ønsker at påvirke valgresultatet.
Situationen i Venezuela udgør en stor og vigtig sejr for arbejdstagerne i Europa og generelt i verden, fordi der på trods af vanskeligheder og forhindringer og på trods af indgriben fra amerikanske imperialister er truffet en række positive foranstaltninger under den nyeste udvikling i landet, og arbejdstagernes problemer bliver løst.
Dette forsøg er uacceptabelt, og vi ønsker at gribe denne mulighed for at fordømme denne indgriben fra de politiske kræfter, der blander sig i Venezuelas anliggender med denne beslutning.
Jeg vil slutte af med at sige, at det er utænkeligt, at syv parlamentsmedlemmer under et møde i Europa-Parlamentet kan tage det politiske ansvar for fordømmelse af en nation, der kæmper for sine friheder, og imødekomme de nuværende behov. Et folks ret til at bestemme over dets egen fremtid kan ikke diskuteres, og vi bliver nødt til at respektere dette.
Kathy Sinnott (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Når man tænker på demokrati, tænker man også på menneskerettigheder. Det er helt klart af afgørende betydning, at borgerne har indflydelse på og kan stille op til valg på alle regeringsniveauer. Dette har i mange år ikke været tilfældet i Venezuela, et land præget af korruption, som for øjeblikket ledes af Hugo Chávez. Under hans regering bliver medlemmer af oppositionen truet og på brutal vis myrdet, og menneskerettighedsforkæmpere og medlemmer fra ngo’er er blevet fjernet med magt. Derudover benytter Venezuela sig for tiden af såkaldte screeninglister for både at frakende borgere retten til at beklæde offentlige hverv og retten til frit at kunne stemme på deres foretrukne repræsentanter. Som demokratisk organ skal vi forlange af Venezuela, at landet overholder internationale standarder for demokrati, således at Venezuelas befolkning kan gøre brug af deres grundlæggende rettigheder, retten til frit og åbent at kunne kritisere magthaverne og muligheden for uden frygt at kunne vælge en ny regering.
Gerard Batten (IND/DEM). - (EN) Hr. formand! Præsident Chávez har været noget af en yndling for venstrefløjen i Europa. I min valgkreds blev han endda forsvaret af den tidligere borgmester i London, Ken Livingstone. Dette medførte, at der på en måde blev set positivt på hans modbydelige omdømme. Præsident Chávez har naturligvis været hovedansvarlig for indskrænkningen af den venezuelanske befolknings rettigheder og friheder. Han har undermineret den politiske frihed, retsstatsprincippet, domstolenes uafhængighed samt mediefriheden og arbejdsmarkedsorganisationernes frihed. Politikere som Ken Livingstone, som støtter ledere som præsident Chávez, underminerer ægte demokrati og afslører således en del om dem selv.
Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Kommissionen følger situationen i Venezuela nøje. Landet er ved at forberede regional- og lokalvalget, som finder sted den 23. november.
Det er værd at bemærke, at der i løbet af de sidste år har fundet en række demokratiske valgprocesser sted i Venezuela. Nogle af disse er blevet overvåget af EU-valgobservationsmissioner, som konkluderede, at disse processer overordnet var i overensstemmelse med internationale standarder og national lovgivning. Andre er ikke blevet overvåget, bl.a. det sidste valg, idet vi ikke var inviteret.
Kommissionen har kendskab til de bekymringer, som en række af medlemmerne og mange sektorer inden for Venezuelas samfund giver udtryk for vedrørende forfatningsmæssigheden af "rettighedsfrakendelser". Nogle mener, at disse har til formål at hindre oppositionen i at deltage fuldstændig i valget i november.
Kommissionen har noteret sig den forklaring, Venezuelas myndigheder har givet ved flere lejligheder vedrørende gennemførelsen af disse "administrative sanktioner", som den statslige kontrolmyndighed i Venezuela pålægger en række statsansatte.
Vi understreger, hvor vigtigt det er at sikre rettighederne i henhold til forfatningen og retsstatsprincippet for alle de borgere, der ønsker at stille op til valg. Vi håber, at de kommende valg vil styrke demokratiet i Venezuela, og at resultaterne vil afspejle hele det venezuelanske samfunds holdninger.
Vi opfordrer alle aktører til at engagere sig i valget ved at lægge vægt på tolerance, samfundssind og respekt for meningspluralisme.
Kommissionen har ligeledes kendskab til udvisningen af Human Rights Watch-repræsentanter af Venezuela. Vi har hørt den kritik, der er blevet rejst mod denne beslutning, som fordømmes som en foranstaltning, der indskrænker retten til ytringsfrihed, og en handling, der viser en intolerant holdning over for kritik. I denne sammenhæng understreger Kommissionen den betydning, EU tillægger ytrings- og meningsfrihed. Ytringsfrihed er en af de grundlæggende menneskerettigheder og udgør demokratiets og retsstatsprincippets hjørnesten.
Jeg vil gerne forsikre Parlamentet om, at Kommissionen fortsat vil følge udviklingen i Venezuela nøje. Kommissionens forpligtelser til at støtte demokratiudvikling og fremme menneskerettigheder vil fortsat blive afspejlet i vores politiske samarbejde og forbindelser med Venezuela.
Formand. - Forhandlingen er afsluttet.
Afstemningen finder sted efter eftermiddagens forhandlinger.