Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Torsdag den 23. oktober 2008 - Strasbourg

13.2. Den Demokratiske Republik Congo: sammenstød i de østlige grænseområder

  Formand. - Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om seks forslag til beslutning om Den Demokratiske Republik Congo: sammenstød i de østlige grænseområder⁽¹⁾.

  Renate Weber, forslagsstiller. − (EN) Hr. formand! Konflikten i Den Demokratiske Republik Congo er dybt traumatiserende for det congolesiske samfund.

Voldtægt er blot en af de rædselsgerninger, der i mange år er blevet brugt som krigsvåben, og titusindvis af kvinder og piger lider. Vores empati er ikke tilstrækkelig. Der foregår uden tvivl folkemord på kvinder i Congo i dag, og vi må ikke længere vende det blinde øje til denne frygtelige situation. De rædsler, disse kvinder må gennemleve, kan ikke beskrives med ord. Oprørernes sammenstød i de østlige områder vil uden tvivl medføre mere vold, herunder seksuelle overgreb.

Hvor mange kvinder og piger skal dø, udsættes for gruppevoldtægt, mishandles, gøres til slaver, smittes med hiv, udstødes af deres samfund, indtil vi på internationalt plan beslutter os for for alvor at gribe ind på dette område og finde en langsigtet løsning? Seksuelle overgreb mod piger og kvinder må ikke accepteres. Der må sættes en stopper for gerningsmændenes straffrihed, og retsstatsprincippet skal genoprettes i de østlige egne i Den Demokratiske Republik Congo.

Vi bliver alle nødt til at indse, at denne situation kræver en mangfoldig tilgang. Der skal opnås fred, retsstatsprincippet skal genoprettes, og samfundet skal reddes ud af fattigdomsfælden i de østlige områder af Den Demokratiske Republik Congo. Dette betyder, at udnyttelsen af Congos naturressourcer ligeledes skal være i overensstemmelse med retsstatsprincippet.

  Giovanna Corda, forslagsstiller. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Min kollega hr. Hutchinson er ked af ikke at kunne være her i dag.

5 400 000 mennesker – det er antallet af ofre for konflikten i Den Demokratiske Republik Congo siden 1998. Hver dag dør 1 500 mennesker. Det er kvinder, der ikke overlever de lemlæstelser, de udsættes for, oprørere eller soldater fra Congos almindelige hær, børnesoldater, der kidnappes fra deres forældre, og små piger, som i deres korte levetid har oplevet et mareridt.

Den vold, som jeg har beskrevet med mine ord, kan absolut ikke sammenlignes med den vold, der alt for længe har fundet sted i Den Demokratiske Republik Congo. Denne vold er blevet mere omfattende og har bredt sig i løbet af de sidste par uger – og alt dette berører åbenbart ikke det internationale samfund. De rapporter, vi har samlet, er imidlertid fældende: fældende for soldater i forskellige oprørsgrupper i landet og fældende for regeringsstyrkerne, som i stedet for at beskytte befolkningen udgør en trussel mod dem, samt fældende for FN, som ikke er i stand til at sikre civiles beskyttelse.

Formålet med beslutningen, som er genstand for denne forhandling, er således at advare den internationale offentlighed om, hvad der foregår, og der stilles en række meget praktiske krav for at sikre en hurtig og holdbar løsning på denne konflikt.

Blandt disse krav lægger Den Socialdemokratiske Gruppe i Europa-Parlamentet særlig vægt på en række punkter. For det første lægger vi vægt på en styrkelse af FN’s mission med europæiske medarbejdere, der er i stand til at kommunikere med befolkningen, og for det andet opfordrer vi Congos højeste politiske og militære myndigheder til at gøre deres bedste for at sikre, at soldater fra Congos hær én gang for alle sætter en stopper for deres rædselsgerninger.

  Raül Romeva i Rueda, forslagsstiller. – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne understrege nogle af de aspekter, der allerede er blevet nævnt i forbindelse med situationen i Den Demokratiske Republik Congo.

Første aspekt er indlysende. Der ligger mange ting til grund for denne konflikt. Problemet hænger sammen med adgang til ressourcer. Det handler ligeledes om straffrihed i forbindelse med udnyttelsen af disse ressourcer og straffefrihed for visse personer, der "strejfer rundt" i området og begår grusomheder uden at blive retsforfulgt af enten de lokale myndigheder eller af internationale styrker, og for det tredje om den straffefrihed, der medfører konstant tilstedeværelse af internationale våben, som bliver ved med at strømme til området.

Jeg mener, at disse tre elementer og deres indbyrdes forbindelse er grundlæggende, fordi de først og fremmest tydeliggør behovet for en dybdegående undersøgelse af FN’s tilstedeværelse i området.

For det andet bliver vi nødt til nøje at undersøge problemet med vold mod kvinder, navnlig seksuelle overgreb. Parlamentet har tidligere diskuteret dette problem. Vi burde gribe denne chance for endnu en gang at understrege, at både FN og EU kræver, at voldtægt og navnlig anvendelsen af tortur og misbrug af kvinder som et seksuelt våben betragtes som krigsforbrydelser. Vi har i lang tid stillet krav herom i alle passende fora.

Der er ligeledes et tredje aspekt, som jeg burde fremhæve. Hele dette problem er opstået på baggrund af den største velstandskilde i verden, nemlig diamanter. Den konsekvente og præcise anvendelse af overvågningsmekanismer såsom Kimberley-processen er helt grundlæggende for dette fundamentale problem.

Jeg vil gerne minde Dem om, at der i næste uge indledes en forhandling i FN om vedtagelsen af en international våbeneksporttraktat. Jeg mener, at dette er en fremragende anledning til at understrege, at en sådan vedtagelse er af helt grundlæggende betydning for håndteringen af situationen i lande som Den Demokratiske Republik Congo.

  Erik Meijer, forslagsstiller. − (NL) Hr. formand! Det bliver stadig mere vigtigt for borgerne i Congo at finde en overlevelsesmetode, selv om det stadig er umuligt at danne en centralregering. Vi skal så hurtigt som muligt prøve at forhindre alle de omstændigheder, der gør, at de udsættes for vold og udnyttelse, tvangsflytning eller sult.

Hvorfor er alt det, der kan gå galt i Afrika, samlet i Congo? Congo var til at starte med et mineprojekt i kolonitiden i det sværttilgængelige indre Afrika. Der var ingen congolesisk befolkning med fælles interesser og udsigter, udelukkende mange forskellige folk i isolerede områder.

Da Congo blev uafhængigt for næsten 50 år siden, blev de politikere, der dengang bekrigede hinanden, alment kendte navne i hele verden. Tshombe og Kalonji, som havde tætte forbindelser til mineinteresser, forsøgte at skille deres sydøstlige område med betydelige naturressourcer fra resten af landet. Den eneste idealist, der satte en ære i at give landet som helhed en god fremtid, Patrice Lumumba, blev straks bragt til tavshed.

Derefter ledte militærdiktatoren Mobutu landet som en privat virksomhed – en virksomhed, der var fuldstændig underlagt hans luner gennem en lang periode. Håbet om, at Mobutus død endelig kunne betyde starten på fremgang i Congo, er blevet knust.

Den anden præsident efter Mobutu, Joseph Kabila, har ikke kunnet inspirere eller kontrollere store dele af landet. Congos nuværende muligheder afgøres af mislykkede valg, hvis resultater på forhånd blev set som kontroversielle og da slet ikke er blevet almindelig anerkendt, af massemigration fra de østlige nabolande, regionale ledere med mineinteresser og oprørshære. Det er stadig uvist, om en fælles løsning med et udelt Congo stadig er en mulighed.

  Ewa Tomaszewska, forslagsstiller. − (PL) Hr. formand! En række polske gejstlige befinder sig i øjeblikket sammen med gejstlige fra andre lande i Congo. De arbejder for at beskytte civilbefolkningen, navnlig kvinder og børn, mod vold. De polske væbnede styrker er ligeledes blevet inddraget i fredsmissionerne. Jeg føler mig således personligt berørt af de dramatiske begivenheder, der finder sted i Congo.

Der er blevet udtrykt særlig bekymring for situationen i Nordkivu og for fredsbevarelsen i Ituri-området. Rædselsvækkende massakrer, voldtægt af kvinder og piger og rekruttering af børnesoldater har i efterhånden mange år været hverdagsbegivenheder i dette land. Vi opfordrer regeringerne i Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda til at bidrage til en konstruktiv dialog, som vil kunne få Congo ud af denne humanitære katastrofe.

Jeg vil gerne understrege en meget vigtig ting. Den egentlige grund til, at denne konflikt ikke har kunnet løses noget før, var, at sydafrikanske arbejdstagere nægtede at aflade kinesiske våben. Vi opfordrer regeringerne i regionen omkring De Store Søer til at deltage i en dialog for at standse volden i Congo. Jeg appellerer til Kommissionen om at øge lægehjælpen til civilbefolkningen i Congo. Der er navnlig behov for hjælp til kvinder og børn, som er blevet udsat for smitte som følge af voldtægt.

  Bernd Posselt, for ordføreren. – (DE) Hr. formand! Den Demokratiske Republik Congo befinder sig lige nu i den samme situation, som Europa var i efter Trediveårskrigen, hvor retsstatsprincippet brød sammen. Congo lider dog i langt større grad. Uniformerede bander strejfer rundt i landet, og nogle af disse bander kalder sig selv den "officielle hær", mens andre kalder sig "privathæren". I virkeligheden er de alle kriminelle, der plyndrer landet, myrder, voldtager og berøver civilbefolkningen. Freden vil ikke blive genoprettet i Congo, før retsstatsprincippet bliver genindført på et minimumsniveau på regionalt og nationalt plan.

Derfor er det EU’s vigtigste opgave at yde humanitær bistand, men ligeledes at sikre et minimumsniveau af national sikkerhed i landet. Vi er langt fra at opnå dette mål. Derudover var interventionen i landet tydeligvis heller ikke så vellykket, som man kunne ønske – her bliver vi nødt til at være selvkritiske.

Det er således nødvendigt at finde ud af, hvordan vi kan genindføre stabilitet i dette land i hjertet af Afrika gennem anvendelse af alle tilgængelige fredelige og i påkommende tilfælde militære midler eller endda ved hjælp af fredsbevarende tropper. Sidstnævnte er endnu ikke aktuelt, men vi bliver nødt til at diskutere muligheden. Når man ser på Congo, og jeg har gentagne gange haft mulighed for at flyve over landet, bliver det tydeligt, at det med udgangspunkt i Congo er muligt at komme ud til alle egne i Afrika, hvilket ikke er tilfældet med noget andet afrikansk land.

Det er umuligt at have et stabilt afrikansk kontinent uden at have et stabilt Congo, og derfor er vores forpligtelser på dette område meget store.

  Tunne Kelam, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi er meget bekymrede over den vold, der er udbrudt i de østlige egne af Congo. Derfor opfordrer vi alle parter til øjeblikkeligt at genoptage fredsprocessen, som de forpligtede sig til i januar.

Jeg vil gerne sige tre ting. For det første skal den congolesiske regering tage særligt ansvar for at standse de omfattende seksuelle overgreb mod kvinder og piger, som bruges som et våben i denne interne krig. For det andet skal der lægges et internationalt pres på regeringerne i både Den Demokratiske Republik Congo og i Rwanda for at få dem til at genoptage en konstruktiv dialog. For det tredje opfordrer vi alle EU-regeringer til øjeblikkelig at yde særlig bistand til befolkningen i det østlige Congo.

  Katrin Saks, for PSE-Gruppen. – (ET) Hr. formand, mine damer og herrer! I dag er emnet for vores diskussion en meget vanskelig region, og for mig virker det som om, vi hovedsagelig diskuterer dette emne for at understrege, hvor alvorlig situationen er, og ikke fordi vi har en klar idé om, hvordan vi kan finde en løsning på situationen. Jeg vil dog gerne komme med nogle kommentarer, selv om jeg herved vil gentage det, de tidligere talere har sagt, herunder hr. Kelam.

Det vigtigste for at finde en løsning på denne krise er at støtte regeringen i Den Demokratiske Republik Congo. Vold avler blot ny vold, og jeg er ikke meget for at sige, at mænds liv på sin vis er mindre betydningsfulde, eller at vold mod mænd er tilladt, men situationen for kvinder og børn i Congo er sandt at sige forfærdelig, og der bør fokuseres på dem. Jeg appellerer til det internationale samfund – til FN's Sikkerhedsråd om at yde forbedret bistand, til Rådet og Kommissionen om at sikre lægehjælp, hovedsagelig til den største risikogruppe. Det er ligeledes meget vigtigt, at medlemsstaterne yder særlig bistand.

  Marios Matsakis, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Det østlige område i Den Demokratiske Republik Congo har i de seneste år været præget af massakrer samt af en række grusomme og sadistiske forbrydelser mod mennesker, hovedsagelig civile, herunder kvinder og børn.

Det har på skammelig vis vist sig, at Den Afrikanske Union, EU og FN ikke er i stand til at yde en målbevidst indsats for at skabe fred i området. Dette skyldes hovedsagelig de manglende ressourcer, som er nødvendige for at sikre beskyttelse af lokalbefolkningen, levering af hårdt tiltrængt specialbistand og reel hjælp for at finde en mulig politisk løsning på de eksisterende konflikter. Lad os håbe, at denne beslutning kan fremme fredshjælpen til Congo, og at den ikke mindst måske kan afskrække ondsindede regeringer rundt omkring i verden fra fortsat at sende våben til de stridende parter i Congo.

  Zdzisław Zbigniew Podkański, for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Fredsaftalen, som blev underskrevet i Goma den 28. januar 2008, løste ikke problemerne og skabte heller ikke fred i de østlige egne af Den Demokratiske Republik Congo. Voldtægten af kvinder og endda små piger fortsatte. Dette gjorde plyndringerne og tvangsrekrutteringen af civile og børnesoldater også. Alle konfliktens parter begik grusomheder. Jeg kan nævne oprørsgrupperne, soldaterne fra De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda (FDLR) og den congolesiske hær. De nævnte sammenstød viser, at krigen, som startede for over fire år siden, fortsætter og intensiveres. For nylig var der foruroligende nyt fra det nordlige Kivu, hvor hundredvis af døde kroppe var blevet smidt i floderne, og omkring 100 000 var blevet fordrevet.

Denne krig medfører ikke kun dødsfald, men ligeledes ødelæggelser, mere akut sult og udbredt demoralisering. Congos myndigheder og hær kan ikke løse områdets problemer alene. Der er behov for international hjælp, herunder hjælp fra EU. Der er ligeledes behov for materiel bistand i form af mad og lægehjælp. Gruppen Unionen for Nationernes Europa støtter Parlamentets beslutning fuldt ud. Ethvert menneskes velbefindende og retten til liv og fred skal sejre.

  Gerard Batten (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Os, der lever i et fredeligt og civiliseret samfund, kan slet ikke forestille os de grusomheder, der begås i Congo. Hvordan kan vi yde praktisk hjælp til mennesker som congoleserne? Direkte militær indgriben og humanitær bistand skal udelukkende sikres gennem en international indsats under FN. Men igen og igen ser vi, at lederne i denne type mislykkede lande får lov til at plyndre deres lande og nyde deres rigdom i den vestlige verden. Verdens stabile og fredelige lande skal gå sammen for at sikre, at store beløb ikke kan stjæles og derefter uden videre sættes ind i vestlige banker.

Der er behov for internationale aftaler for at sikre, at ledere i sådanne stater ikke får mulighed for at leve af de rigdomme, som de har erhvervet på uretmæssig vis. Dette ville i det mindste kunne indgå som en lille del af en overordnet løsning til fremme af stabiliteten i lande såsom Congo.

  Kathy Sinnott (IND/DEM). – (EN) Hr. formand! Nye kampe i Congos østlige egne er en hån mod menneskerettighederne og undertrykker demokratiet. Selv om Goma-fredsaftalen blev underskrevet i januar 2008, krænkes de mest grundlæggende menneskerettigheder fortsat. Kvinder i alle aldre bliver voldtaget, der begås massakrer, og børnesoldater bliver samlet op. En sådan sårbar situation må ikke ignoreres. Vi bliver nødt til at gøre brug af vores placering som en af de stærkeste stemmer i det internationale samfund for at opfordre til fred, samarbejde og stabilitet i området.

Vi kan ligeledes bruge vores indflydelse til at fordømme Laurent Nkundas nylige udtalelser om at styrte den valgte og lovlige regering i Congo. Congos hær har ikke de menneskelige, tekniske eller økonomiske ressourcer til at kunne gennemføre sine opgaver i det østlige Congo. Men en global erklæring såsom denne måneds underskrivelse af den såkaldte Child Soldier Accountability Act i USA minder os om, at der kan ydes hjælp til sådanne lande og myndigheder ved at stille menneskerettighedskrænkere for en domstol.

  Andris Piebalgs, medlem af Kommissionen. – (EN) Hr. formand! Kommissionen er også bekymret over den forværrede situation i de østlige egne i Den Demokratiske Republik Congo, som lægger yderligere pres på den allerede alvorligt berørte befolkning. Kommissionen er ligeledes særlig bekymret over de omfattende krænkelser af menneskerettighederne i området, herunder vold mod kvinder og vedvarende mobilisering af børnesoldater i konflikten.

Kommissionen gentager sin holdning om, at den nuværende krise mellem Kinshasa og de congolesiske oprørsgrupper ikke kan løses på militær vis. Vi opfordrer således alle parter i denne konflikt til hurtigst muligt at genoptage dialogen og fremme modige politiske kompromiser, idet der tages hensyn til de forpligtelser, der blev indgået i den såkaldte Actes d’engagement de Goma fra januar 2008.

I denne sammenhæng er det yderst vigtigt at genoprette et tilfredsstillende tillidsniveau mellem alle de congolesiske aktører, der er direkte involveret. Som et foreløbigt skridt skal alle parter uden undtagelse hurtigst muligt indføre en effektiv våbenhvile med henblik på gennemførelsen af FN's militære tilbagetrækningsplan.

Derudover skal der tages højde for, at de årsager, der ligger bag konflikten, ligeledes omfatter de dramatiske problemer, der skyldes udenlandske væbnede styrker i Den Demokratiske Republik Congo, navnlig De Demokratiske Styrker til Befrielse af Rwanda (FDLR). I denne sammenhæng skal der stadig træffes foranstaltninger vedrørende Congos forpligtelser i henhold til Nairobikommunikéet.

På baggrund af de mange udfordringer, som Den Demokratiske Republik Congo vil komme til at stå over for i fremtiden, mener Kommissionen, at FN’s mandat til fredsbevarelse skal fornyes og om muligt styrkes med henblik på at sikre effektiv beskyttelse af befolkningen og støtte til den congolesiske hær med at håndtere de udenlandske væbnede styrker.

Ud over den store indsats fra EU’s mæglingsgruppe er det vigtigt at sikre, at det afrikanske diplomati (herunder Den Afrikanske Union) i højere grad inddrages i løsningen af konflikterne i de østlige egne af Den Demokratiske Republik Congo. Dette gælder navnlig for de områder, hvor en bæredygtig løsning vil lettes gennem tæt samarbejde mellem nabolande, navnlig samarbejde mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda.

Med hensyn til vores støtte til befolkningen i de konfliktramte områder vil Kommissionen fortsat yde støtte både gennem vores humanitære samarbejde og udviklingssamarbejdet.

Mere specifikt er det med hensyn til sundhedsydelser (et emne, der er nævnt i alle beslutningerne) vigtigt at understrege, at Kommissionen siden 1994 har været engageret i sundhedssektoren i Den Demokratiske Republik Congo. Og dette er i dag et af vores fokusområder i samarbejdet.

Ud over humanitær bistand yder vi for tiden strategisk og økonomisk støtte til de congolesiske myndigheder for at forbedre kvaliteten af lægehjælpen og lægepersonalets kvalifikationer.

  Formand. - Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted efter eftermiddagens forhandlinger.

(1) Se protokollen.