Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Mandag den 17. november 2008 - Strasbourg

24. EU's Solidaritetsfond: hindringer for en reform (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er fortsættelse af forhandlingen om mundtlig forespørgsel til Kommissionen af Gerardo Galeote Quecedo for Regionaludviklingsudvalget om EU's Solidaritetsfond: hindringer for en reform (O-0092/2008 – B6-0472/2008).

  Gerardo Galeote, spørger. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Endnu en gang skal vi her på plenum diskutere reformen af EU's Solidaritetsfond, der jo skal dække skader forårsaget af større naturkatastrofer på Unionens område.

Fonden viste sig meget hurtigt at være ineffektiv med hensyn til at opfylde sine mål, og derfor fremsatte Kommissionen i 2005 et forslag om at ændre forordningen for dette solidaritetsinstrument. Formålet var at forbedre ikke bare dens funktionsevne, men også adgangen til fonden og dens dækning i tilfælde af en større naturkatastrofe.

Det kan let bevises, at Europa-Parlamentet arbejdede hurtigt og intensivt med dette forslag, så i maj 2006 havde vores institution afsluttet sin førstebehandling. Dengang troede vi alle, at Rådet ville gøre det samme, da der var tale om en forordning under den fælles beslutningsprocedure. Men som vi nu alle ved, var det ikke tilfældet. Rådet har mod forventning sat processen i venteposition med sin inaktivitet.

I denne periode har EU ud over alvorlige oversvømmelser været ramt af alvorlige brande, som i nogle tilfælde har medført dødsfald, og ligeledes af alvorlig tørke. Men Rådet har stadig forholdt sig passivt. Forslaget om at forbedre forordningen ligger stadig på Rådets bord på trods af opfordringer fra de europæiske institutioner og forskellige kræfter i samfundet.

I dag ønsker vi endnu en gang at opfordre Rådet til at handle og minder det om, at en ændring af denne forordning ikke vil koste Fællesskabets budget en eneste ekstra euro. Vores krav har ingen økonomiske konsekvenser og har udelukkende til formål at rette op på de operationelle problemer, der er opstået, siden dette solidaritetsinstrument blev oprettet.

Vi ønsker blot at forbedre dets funktionsevne og fleksibilitet, og hele vejen i overensstemmelse med subsidiaritetsprincippet. Vi bemærker, at det, som dette instrument ser ud i øjeblikket, er meget vanskeligt, restriktivt og ufleksibelt at få adgang til det, hvilket vi desværre har været vidner til i de næsten syv år, hvor det har eksisteret.

Derfor vil jeg gerne spørge, om denne manglende evne hos de delegationer, som Rådet består af, til at nå frem til en fælles holdning har en reel forklaring, og om nogen kan fortælle os, hvem og hvilke argumenter der blokerer for reformen af denne forordning. Vi vil gerne bede Kommissionen presse på for en reform af denne fond, fortælle os, hvilke foranstaltninger den planlægger at gennemføre, og klart beskrive de mulige alternativer, som den overvejer for at bidrage til at bringe denne sag ud af dødvandet. Hvis Kommissionen har nogen alternativer, vil vi naturligvis gerne vide, hvad de er, og hvilken tidshorisont den opererer med.

Jeg mener, at det er hensigtsmæssigt at minde de tilstedeværende, navnlig det franske formandskab, om, at dette instrument blev oprettet med et prisværdigt formål: hurtigt, hensigtsmæssigt og synligt at vise EU's solidaritet med sine borgere.

Til sidst, hr. formand, vil jeg gerne komme med endnu en opfordring, denne gang specifikt til det franske formandskab, i en sag, der hænger nært sammen med denne: oprettelsen af en europæisk civil beskyttelsesstyrke, som den tidligere kommissær Michel Barnier forelagde en rapport om for Det Europæiske Råd i 2006.

Jeg slutter nu. Fonden blev især oprettet som et symbolsk udtryk for solidaritet mellem EU og borgerne. Min sidste bøn skal være, at hvis det lykkes os efter så lang tid og så mange anstrengelser at gøre fonden operationel i nogen grad, bør vores første tanke og handling være rettet mod dem, der er døde ved disse katastrofer i EU.

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand, jeg vil gerne takke Europa-Parlamentet og navnlig medlemmerne af Regionaludviklingsudvalget for deres fortsatte interesse i at støtte til Solidaritetsfonden.

Det er et vigtigt instrument til fremme af EU's strategiske målsætning om solidaritet, og siden oprettelsen i 2002 har den modtaget 61 ansøgninger og grebet ind i 33 tilfælde i 20 forskellige lande. Det samlede forpligtede beløb er indtil videre på 1 523 mio. EUR. Ifølge en særberetning for nylig fra Revisionsretten er fonden velforvaltet og leverer hurtig, effektiv og fleksibel bistand.

Men fonden har imidlertid sine begrænsninger. Grænsen for at mobilisere EU's Solidaritetsfond er ekstremt høj. Dette betyder, at fonden ikke er velegnet til visse typer af katastrofer, der typisk er kendetegnet af lavere støtteberettigede udgifter, f.eks. skovbrande, og mere end to tredjedele af alle ansøgninger om bistand fra fonden har hidtil været baseret på en undtagelsesbestemmelse for såkaldte "ekstraordinære regionale katastrofer".

Med de nuværende Fællesskabsinstrumenter er det desuden utrolig vanskeligt eller nærmest umuligt for os at reagere på menneskeskabte katastrofer som illustreret ved industrielle ulykker, f.eks. olieudslippet fra "Prestige", eller terrorhandlinger som bomberne i Madrid i marts 2004. Tilsvarende er det i øjeblikket ikke muligt at yde bistand fra EU's Solidaritetsfond i tilfælde af en alvorlig folkesundhedskrise.

Derfor vedtog Kommissionen i april 2005 et forslag om en revision af forordningen. Trods de på hinanden følgende formandskabers indsats siden 2005 er det endnu ikke lykkedes Rådet at nå til enighed om dette forslag. En af grundene er, at det store flertal af medlemsstater mener, at fonden fungerer udmærket under den nuværende ordning, og de anser det ikke for nødvendigt eller hensigtsmæssigt at udvide den til at dække flere situationer, idet man især frygter de budgetmæssige konsekvenser af en sådan udvidelse.

Rådet har ikke formelt udspecificeret de enkelte medlemsstaters holdning, selv om Rådets synspunkt bakkes stort set enstemmigt op. Desuden blev det ikke angivet, hvor man kunne nå frem til et kompromis for at kunne indgå en aftale om Kommissionens forslag.

Kommissionen er fortsat overbevist om, at det er nødvendigt med en revision af forordningen for Solidaritetsfonden for at styrke EU's evne til at reagere hurtigt i tilfælde af større katastrofer, som ikke er omfattet i øjeblikket. Den vil derfor vedtage en rapport for at gøre status over de seks år, hvor fonden har været anvendt, og for at identificere Solidaritetsfondens begrænsninger og eventuelle indsatsområder. Vi håber, at denne rapport vil føre til en genoptagelse af diskussionerne i Rådet og Europa-Parlamentet om en revision af den eksisterende forordning om Solidaritetsfonden. Rapporten bør være klar mod slutningen af første kvartal 2009.

Med hensyn til civilbeskyttelse er Kommissionen begyndt at identificere huller i ressourcerne til indsatsen inden for civilbeskyttelsen ud fra scenarier for større katastrofer og at vurdere mulighederne for at udfylde de identificerede huller. I denne forbindelse vil Kommissionen undersøge nyskabende ordninger med medlemsstaterne for at styrke EU's samlede reaktionskapacitet inden for rammerne af pilotprojektet og den forberedende foranstaltning på 2008-budgettet.

På grundlag af dette arbejde kan Kommissionen foreslå, at man udfylder hullerne gennem udvikling af civilbeskyttelsesmoduler, der er klar til indsættelse når som helst, eller gennem supplerende reservekapacitet beregnet på at supplere de nationale svar på større katastrofer, herunder bekæmpelse af skovbrande.

  Rolf Berend, for PPE-DE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg taler i min egenskab af ordfører for Socialfonden, Solidaritetsfonden fra 2002 og den udvidede og forbedrede udgave fra 2006.

Denne betænkning, som Europa-Parlamentet vedtog med stort flertal, har ligget på is i mere end to år, fordi Rådet blokerer for den, selv om borgerne i stadig højere grad ønsker europæisk solidaritet på baggrund af de stadig hyppigere naturkatastrofer. Solidaritetsfonden, som blev flikket sammen i huj og hast efter de ødelæggende oversvømmelser i 2002 for at give mulighed for hurtigt at yde den nødvendige bistand, var et instrument, der lovede øjeblikkelig bistand i tilfælde af en katastrofe. Med tiden har det imidlertid vist sig – som De helt rigtigt sagde, hr. kommissær – at det instrument, vi har i øjeblikket, gør det ekstremt vanskeligt, om ikke fuldkommen umuligt at reagere forholdsmæssigt på større kriser på EU-niveau.

Desuden er den nuværende tærskel for mobilisering af fonden, som De sagde, fru Hübner, ekstremt høj, hvilket betyder, at undtagelserne er ved at løbe løbsk. Den reviderede udgave af fonden for katastrofebistand er imidlertid et klart svar på dette. Europa-Parlamentet mener derfor, at det er endnu vigtigere, at dette effektive instrument gøres tilgængeligt for de mennesker, der rammes af katastrofer, så derfor endnu en gang det specifikke spørgsmål: Hvorfor kan Rådet ikke nå frem til en fælles holdning om et emne, der er af så vital betydning for katastroferamte borgere i EU? Hvilke medlemsstater støtter den forbedrede traktat, og hvilke afviser den? Fra Kommissionens side har De antydet, at det vil være muligt i starten af 2009. Det håber vi, men vi ønsker også endnu en gang at presse på her, for man kan ganske enkelt ikke bare se bort fra afstemningerne her i Parlamentet, hvilket de forskellige formandskaber har gjort tidligere.

  Iratxe García Pérez, for PSE-Gruppen. – (ES) Hr. formand, hr. kommissær! Som mine kolleger var inde på, drøftede vi i 2006 her i Parlamentet en ændring af forordningen for Solidaritetsfonden med henblik på at tilpasse den, så den kunne blive et hurtigt og effektivt beredskabsinstrument. Men spørgsmålet diskuteres imidlertid stadig den dag i dag.

Det var ikke let at nå frem til den meget brede aftale, som blev indgået her i Parlamentet, fordi både de forskellige politiske grupper og forskellige landes interesser fremkom med meget forskellige idéer til en ændring af forordningen.

Jeg føler imidlertid, at vi alle gjorde forsøg på at nå frem til en aftale og gøre det muligt at ændre denne forordning. Jeg føler, at Parlamentet gik forrest med et eksempel på, hvad vi nu alle skal gøre en indsats for at opnå: enighed om ændring af forordningen.

Kommissionen skal gøre alt, hvad den kan, for at fremme denne aftale og nå det fastsatte mål. Jeg glæder mig over kommissærens svar her i dag, hvor han sagde, at der vil blive gennemført en undersøgelse for at fastlægge de målsætninger, som vi nu skal opstille for en ændring af forordningen, ikke mindst så vi kan sikre enighed i Rådet på et senere tidspunkt.

Vi skal sikre, at vi gennem en ændring af denne forordning kan reagere hurtigt og effektivt i tilfælde af katastrofer, som medlemsstaterne er ude af stand til at løse på egen hånd, ved at udvide det nuværende dækningsområde til industrielle katastrofer, terrorhandlinger og nødsituationer på folkesundhedsområdet, idet vi ikke må glemme et så vigtigt spørgsmål som alvorlig tørke, der forekommer stadig oftere, navnlig visse steder i Middelhavsområdet.

Desuden skal vi stå fast på vores forslag om at sænke tærsklen for mobilisering af fonden fra 3 000 til 1 000 mio. EUR i skader, samtidig med at vi heller ikke må glemme den regionale komponent. Dette instrument skal reagere med økonomisk bistand i situationer med ekstrem tørke, brande og oversvømmelser, og vi må under ingen omstændigheder glemme ofrene, der har brug for øjeblikkelig hjælp og bistand.

Solidaritetsfonden er et politisk instrument til problemløsning, og derfor skal jeg endnu en gang understrege behovet for at gøre alt for at komme videre med dette grundlæggende spørgsmål, men vi skal gøre det med de ændringer, der er nødvendige og hensigtsmæssige i lyset af de nuværende realiteter.

  Jean Marie Beaupuy, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Mine kolleger har allerede nævnt nogle eksempler. Jeg vil gerne henvise til nogle af dem som introduktion til dette emne, fordi vi skal bekæmpe naturkatastrofer. Hvem husker, hvad der skete for 100 år siden, i 1908, i Messina, hvor 100 000 mennesker omkom? Alle husker naturligvis Tjernobyl, men hvis vi fokuserer på de seneste 10 års tid, var der stormene og forlisene i 1999, oversvømmelserne i Centraleuropa, som blev nævnt lige før, for ikke at snakke om den 11. september i New York, terrorangrebene i marts 2004, den problematiske sygdom chikungunyafeber osv.

Vi ved ikke, hvad den næste katastrofe bliver, eller hvilket omfang den får, men én ting ved vi, nemlig, at der snart kommer en ny katastrofe.

Når det tidspunkt kommer, vil vores medborgere, som i 50 år har været vidner til opbygningen af et formodet forenet Europa – og en række betænkninger, som vi har stemt om i denne uge vidner om dette – vende sig mod os og stille det samme spørgsmål, som de har stillet os om den nuværende finanskrise: "Men hvad har De gjort?"

Gennem de seneste par uger har nogle af Dem måske hørt den tidligere direktør for Den Internationale Valutafond forklare i en tidligere rapport, der er tre eller fire år gammel: "Vi sagde i IMF, at krisen ville komme, og vi forklarede, hvordan den kunne undgås".

Så hr. kommissær, i aften er De kommet for at lytte til os, og vi håber, at De vil kunne høre os, og til forskel fra det, der sker i den nuværende finanskrise, sikre, at Europa ikke er bagud, hvis der indtræffer en katastrofe.

Jeg vil gerne komme med to forslag. For det første et forslag om den type foranstaltning, der skal gennemføres. Hr. kommissær, i Deres afsluttende bemærkninger henviste De til rapporten fra Michel Barnier.

Vi kan ikke have to forskellige foranstaltninger, selv om De selv, ligesom vi, især i Regionaludviklingsudvalget, altid siger, at vi har brug for integrerede fremgangsmåder. Vi kan ikke videreudvikle Solidaritetsfonden på den ene side og en forebyggelsespolitik på den anden. De to skal hænge sammen, ikke mindst for at overbevise disse berygtede finansministre, som forklarer os, at selv hvis kriterierne for Solidaritetsfonden blev tilpasset – og det var De inde på – ville det koste mere. De bør lade sig inspirere af Barnier-rapporten, og så vil de forstå, at hvis vi samtidig fører en forebyggelsespolitik ved at samle aktionsmidlerne og samle forebyggelsen af ulykker og naturkatastrofer, kan vi spare penge.

Derfor er det helt klart ikke et spørgsmål om at spare penge og undgå katastrofer, men frem for alt om at redde menneskeliv – det er virkelig det vigtigste.

Derfor beder jeg sammen med alle mine kolleger Dem indtrængende om at gøre Deres yderste for, at De ved slutningen af det franske formandskab og i løbet af det tjekkiske formandskab opnår en reel garanti fra det svenske formandskab om, at man ikke bare vil studere handlingsplanen, men også iværksætte den.

Vi regner med Deres beslutsomhed. Vi har brug for den. De ved, at Parlamentet står bag Dem – det har det sagt højt og tydeligt i aften. Nu venter vi på at få sikre resultater om et års tid.

  Elisabeth Schroedter, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Rådet er ikke til stede, men det er den institution, der forårsager blokeringen, og det er Rådet, som denne diskussion burde være rettet mod. Hvem er det, der indsender ansøgningerne, når brande eller oversvømmelser breder sig? Medlemsstaterne – og de kommer med alle mulige særlige ønsker. De ønsker generøs bistand, og den bruges ikke altid hensigtsmæssigt: Vi har lige set et eksempel i Det Forenede Kongerige.

Jeg vil ikke desto mindre benytte lejligheden til at give udtryk for endnu et ønske over for Kommissionen. Oprindelig lagde Kommissionen under hr. Barnier stor vægt på forebyggelse, fordi den forstod, at naturkatastrofer i virkeligheden kun kan bekæmpes gennem forebyggende foranstaltninger. I dag er man ikke tilstrækkelig opmærksom på dette aspekt. Det ville glæde mig, hvis Kommissionen kunne udforme retningslinjer for anvendelsen af Solidaritetsfonden, hvor man virkelig fokuserer på forebyggelse.

Jeg vil gerne endnu en gang påpege, at Kommissionen allerede har mulighed for at lægge større vægt på forebyggelse, f.eks. som led i EFRU-programmet, men hvad gør de i den forbindelse? Hidtil er der ikke kommet meget fra den kant, og der er kun investeret lidt i at forhindre naturkatastrofer. Man har ikke investeret i naturlige løb, og man har ikke insisteret tilstrækkeligt ret meget på, at genrejsning af skove bør bestå af en naturlig blanding, f.eks. i Grækenland, hvor granskovene brænder særlig let.

Jeg forventer, at Kommissionen handler med større engagement inden for de nuværende anvendelsesområder og holder øje med, hvad pengene går til, for at sikre, at katastroferne ikke forekommer igen, og at der investeres i harmoni med naturen. Jeg har ikke set nogen tegn på dette engagement, og i den henseende må Kommissionen påtage sig en del af skylden. Selv om vi taler om naturkatastrofer, er de fleste naturkatastrofer i vid udstrækning menneskeskabte, især på grund af vores utilstrækkelige kamp mod klimaændringerne, og for det andet fordi vi bygger på flodsletter og planter monokulturskove. I denne forbindelse bør Kommissionen engagere sig nu og ikke vente.

  Pedro Guerreiro, for GUE/NGL-Gruppen. – (PT) Hr. formand! Under forhandlingen om ændringen af forordningen om Solidaritetsfonden den 18. maj 2006, hvor vi deltog aktivt med en række forslag, understregede vi vores uenighed med holdningen hos et flertal i Parlamentet. Vi var især uenige i, at regionale katastrofer – som er den type, der optræder oftest – ikke fortsat skulle være støtteberettigede, hvilket er muligt i den nuværende forordning. Vi var også uenige i, at man afviste at give mulighed for større økonomisk bistand til samhørighedslande og konvergensregioner, og vi var uenige i nedsættelsen af tærsklen for mobilisering af fonden, således at det er EU-landene med det højeste bruttonationalprodukt, der helt klart får det største udbytte.

I henhold til alt det, vi hidtil har gjort, vil vi ud over at ændre ovennævnte områder fortsætte kampen for følgende aspekter, bl.a. anerkendelse af den særlige karakter af naturkatastrofer i Middelhavsområdet, tilpasning af tidsfristerne for Solidaritetsfonden (efter at have været vidne til ubegrundede og uacceptable forsinkelser i mobiliseringen af fonden og levering af fællesskabsmidler til ofrene), tilpasning af Solidaritetsfonden til støtteberettigede aktioner, navnlig til den specifikke karakter af forskellige naturkatastrofer såsom tørke og brande, medtagelse af støtte til genetablering af produktionsaktiviteterne i katastroferamte områder blandt de støtteberettigede foranstaltninger og ligeledes operationer for tilvejebringelse af landbaseret og luftbåret udstyr til bekæmpelse af skovbrande i nødstilfælde.

Med hensyn til alle initiativer inden for civilbeskyttelse mener vi, at man bør prioritere forebyggelse og forbedring af de enkelte medlemsstaters civilbeskyttelsesressourcer og sikre koordinering af disse.

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). – (NL) Hr. formand, hr. kommissær! Det forventes, at Europa er proaktivt. Borgerne i de ramte områder kan ikke forstå, hvorfor det skal tage måneder, før et Europa, der er viklet ind i sine egne procedurer, kan skabe klarhed.

Hvordan fungerer det? Der sker noget et eller andet sted, og få timer senere kan man se det hele på tv, og man sidder og tænker, at dette område har brug for vores hjælp og solidaritet. Dette efterfølges af en rungende tavshed. Så bliver vi fanget mellem nationalstaten og de europæiske institutioner. Det frustrerende er, at der ikke foregår nogen kommunikation på dette tidspunkt. Det er blokeret i Rådet og har været det i de sidste par år, men vi burde da kunne finde ud af årsagen til denne blokering og finde frem til alternativer. Det er det store spørgsmål. Om kort tid, omkring seks måneder, skal Parlamentet på valg. Når vi får et nyt Parlament, forventes vi at overdrage denne sag uden at have nået vores mål med et forsvarligt forslag på bordet.

Det franske formandskab er engageret i alt andet end denne sag. Der er intet sket med det, og vi vil især gerne høre, hvorfor det forholder sig sådan. Jeg vil alligevel gerne lykønske Kommissionen. Fru Hübner og hendes kolleger har bestemt gjort fremskridt med spørgsmålet, og det burde være muligt at fjerne blokeringen fuldstændig, hvis vi kæmper i fællesskab. Hvis vi skal pege fingre ad synderne, må vi sige, at Rådet og det franske formandskab har svigtet i denne sag.

  Wolfgang Bulfon (PSE). – (DE) Hr. formand! Hvornår har borgerne brug for Europas solidaritet? Hvornår har medlemsstaterne brug for EU's solidaritet? Naturligvis især i tilfælde af en katastrofe. Det er netop det spørgsmål, jeg stillede i forbindelse med afstemningen om den fjerde samhørighedsbetænkning i foråret.

I dag diskuterer vi en revision af Solidaritetsfonden for at ruste os bedre til fremtidige udfordringer og give os mulighed for at levere hurtig og effektiv bistand. Kommissionen og Parlamentet er ifølge deres beslutninger enige om målene for dette lovgivningsinitiativ. I juli i år bad jeg Rådet gøre status over denne procedure. Det meddelte mig, at det til forskel fra Parlamentet ikke for indeværende så noget behov for et initiativ. I lyset af at en tidligere fransk kommissær og minister understregede behovet for en revision i sin rapport, finder jeg Rådets holdning uforståelig. Derfor kunne jeg ikke tænke mig en bedre udvalgsformand end hr. Galeote, som ikke er indstillet på at acceptere, at Parlamentets beslutninger ignoreres. Jeg vil gerne takke ham helt specifikt for det. Jeg vil gerne opfordre det franske formandskab til hurtigst mulig at genoverveje deres holdning til Europas borgere.

  Agnes Schierhuber (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Dette skulle have været behandlet for længe siden, og jeg vil gerne udtrykke min varmeste tak til ordføreren.

Jeg mener, at dette er et af de centrale spørgsmål, der samler Europa, og det er også et spørgsmål om solidaritet. Det er på høje tid, at medlemsstaterne skrider til handling på dette område. EU skal yde økonomisk støtte til de organisationer, der hjælper os i krisesituationer. Mange medlemsstater har lidt under ødelæggende naturkatastrofer i de senere år: Jeg tænker på de skovbrande, der igen og igen rammer Grækenland, inden for det seneste år, og oversvømmelserne i Centraleuropa i 2002, som også ramte Østrig hårdt.

Katastrofer som disse trækker det økonomiske tæppe væk under fødderne på folk. I sådanne situationer er der behov for ekstraordinære ressourcer, hr. formand, for det drejer sig ikke bare om nødhjælp, men også om at genopbygge århundreders infrastruktur. En enkelt medlemsstat kan ikke selv mønstre disse ressourcer. Man skal også huske på, at visse lande er mere udsat for nationale katastrofer, og her tænker jeg igen på Østrig. Den østrigske befolkning taler stadig med stor taknemmelighed om, hvor hurtigt EU hjalp dem. Den europæiske Solidaritetsfond bør ikke kun bidrage til at finansiere genopbygningen, men også støtte nødhjælpsorganisationerne. De frivillige brandkorps', Røde Kors' og andre frivillige organisationers arbejde er uvurderligt. Man kan slet ikke forestille sig, hvor meget det ville koste, hvis disse tjenester ikke blev leveret på frivillig basis. Disse organisationer hjælper altid til i nødsituationer og er en uundværlig del af den sociale struktur i landdistrikterne.

Derfor skal vi hurtigst mulig skride til handling for at opretholde og udvide disse støttestrukturer. Jeg håber, at vi hurtigt vil nå frem til en aftale her, så vi ikke må fortryder det, når der indtræffer endnu en katastrofe, og vi ikke kan handle hurtigt nok.

  Evgeni Kirilov (PSE). – (BG) Hr. formand! Som ordføreren hr. Galeote og en række andre medlemmer har påpeget, er Solidaritetsfonden et nødvendigt instrument, hvis navn går på og formål er at opfylde et af de vigtigste principper i EU – princippet om solidaritet blandt medlemsstaterne. I den tid, fonden har været i brug, er en række fejl og mangler kommet frem, og derfor er det nødvendigt med en reform for at rette op på disse fejl og reagere på de farer, vi står over for. Som det er blevet nævnt, findes der en reformmekanisme, og Europa-Parlamentet har givet udtryk for sin holdning. Det vigtige er at tage hensyn til alle de potentielle problemer, som fonden måtte støde på, så den kan blive et instrument, der er virkelig nyttigt, og befolkningen føler, at der bliver gjort noget. Ingen har brug for et ubrugeligt instrument, der har et potentiale til at blive brugt, men som i praksis stort set ikke fungerer. Samtidig må vi helt klart sige, at den største effekt opnås ved en hurtig reaktion. Vi er stadig meget langt fra at have et effektivt system. De mindste medlemsstater har ikke de samme ressourcer som de store, og samarbejde og koordinering på europæisk plan er noget, vi kun kan drømme om. Og som det er blevet påpeget, betyder det ikke nødvendigvis altid flere kontanter.

I sommer var der en stor brand i Rilabjergene i mit hjemland Bulgarien, de mest maleriske og ufremkommelige bjerge i mit land, som det kun lykkedes at bekæmpe med hjælp fra franske brandslukningshelikoptere, og vi er dem dybt taknemmelige. Men tilrettelæggelsen og koordineringen af operationen kostede for meget dyrebar tid. EU's borgere venter utålmodigt på effektive beslutninger og ikke nødvendigvis på store økonomiske tilskud. Effektive beslutninger, som hr. Beaupuy var inde på, der endda kunne spare penge.

  James Nicholson (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi er alle klar over, at den europæiske Solidaritetsfond udspringer af de ødelæggende oversvømmelser i det centrale Østeuropa i 2002. Dens nødvendighed blev yderligere cementeret ved andre naturkatastrofer som skovbrandene i Grækenland. Og for nylig viste oversvømmelserne i min egen valgkreds i Nordirland mig, hvor vigtig den er.

Trods udbredt opbakning til fonden fra Parlamentet og Kommissionen og blandt EU-borgerne hindrer Rådets modvilje mod at samarbejde, at den gennemføres fuldt ud. EU ønsker helt sikkert at yde bistand til medlemsstater, der har oplevet naturkatastrofer. Denne støtte skal administreres hurtigt og fleksibelt, hvis den skal have nogen chance for at være effektiv. Imidlertid lægger Rådet i øjeblikket hindringer i vejen, hvilket forhindrer fonden i at fungere fleksibelt. Derfor glæder det mig, at fremlæggelsen af denne mundtlige forespørgsel og dets påtrængende karakter er noget, der understreges af udvalget.

Desuden vil jeg gerne understrege den del af udvalgets spørgsmål om, hvilke medlemsstater der er modstandere af fonden og hvorfor. Solidaritetsfonden er en ekstremt vigtig mekanisme for EU. Imidlertid er problemerne med gennemførelsen trukket ud alt for længe, og dette bør efter min mening løses hurtigst mulig.

Det er underordnet, om det er oversvømmelser eller skovbrande, for når mennesker er i nød, har de brug for hjælp og bistand og frem for alt økonomisk støtte her og nu. Ikke som med det nuværende system, hvor det har taget måneder og år, og hjælpen bliver fuldstændig bremset af bureaukrati. Hvis De virkelig ønsker at gøre noget positivt, skal De gøre dette, og det vil gøre Dem større ære i Europa end nogen af Deres andre forslag eller dem alle taget under ét.

Jeg vil gerne gøre det ganske klart for Rådet. Rådet var uenigt, fordi man efter min mening – og det er bare min mening – ikke ønsker at se Parlamentet, og vigtigere endnu, de ønsker ikke Parlamentets medlemmer i de lokale områder, hvor vi er vigtigere end dem fra både Kommissionen og Rådet. For når der sker noget, henvender befolkningen sig til medlemmerne. De henvender sig ikke til Kommissionen, og de henvender sig ikke til Rådet, og de ved ikke, hvor De er. De er en urørlig, ansigtsløs, bureaukratisk instans i Bruxelles. Så det er medlemmerne – lad være med at løbe fra det – det er os her i Parlamentet, der er derude sammen med befolkningen hele tiden, og vi har brug for den støtte. Jeg har aldrig hørt så vage undskyldninger i hele mit liv. Det er på tide at få dette på plads.

  Stavros Arnaoutakis (PSE). – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Vi plejer at sige, at vi er en Union, hvis grundprincip er solidaritet. I dag har vores borgere brug for en Union, der kan omsætte dette princip til praksis. De har brug for handling, ikke bare ord. I dag opfordrer vi Rådet til at tage hensyn til borgernes forventninger og vise, at det er sin opgave voksen i forbindelse med Solidaritetsfonden.

Vi har alle rundt om i landene oplevet virkningerne af de hyppigt forekommende naturkatastrofer. Vi har alle været vidne til desperationen hos vores medborgere, der er blevet ramt, og vi ved og forstår alle, hvor vigtigt det er for disse borgere at mærke, at EU bakker dem op. I maj 2006 vedtog Europa-Parlamentet Kommissionens plan om en ny Solidaritetsfond, en ny, hurtigere og mere fleksibel og effektiv fond, som den planlagde at gennemføre i perioden 2007-2013, men som hidtil bare har samlet støv på Rådets bord.

Jeg forstår helt ærligt ikke, hvordan vi kan stå med et så godt instrument og alligevel ikke gennemføre det. EU har mere end nogensinde brug for den nye Solidaritetsfond.

  Oldřich Vlasák (PPE-DE). – (CS) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Som medlem af Regionsudvalget har jeg haft mulighed for med egne øjne at se de stormskadede skove i Tatrabjergene i Slovakiet, brandene i Portugal og oversvømmelserne i Den Tjekkiske Republik. Ved diskussioner med lokalbefolkningen blev jeg fuldt ud klar over, hvordan EU-midler kan bruges til at reparere skaderne på og genoprette Tatra-nationalparken og dermed i høj grad blive anset for en konkret manifestation af europæisk solidaritet. Solidaritetsfonden kan i visse krisesituationer bistå de enkelte stater og derved kraftigt fremme følelsen af at tilhøre et større Europa. Desværre er den nuværende forvaltning af denne fond ikke særligt effektiv, så hjælpen kommer ofte først med mange måneders forsinkelse. Derfor har Europa-Parlamentet længe forsøgt at ændre de juridiske rammer, så lovgivningen kan bruges til at kigge på nye behov i forbindelse med anvendelsen af disse økonomiske ressourcer og give mulighed for at yde hurtig og effektiv hjælp i en kortere periode.

I lyset af de globale klimaændringer kan man forvente, at katastrofer såsom oversvømmelser, tørke, storme og brande bliver hyppigere på vores gamle kontinent. Der findes også nye trusler i form af terrorangreb og pandemier. I virkeligheden forsøger de enkelte lande at samarbejde bilateralt, og de afholder fælles øvelser og arrangementer for deres beredskabstjenester. De støtter dermed indirekte nogle af de tanker om civilforsvar, som Michel Barnier skitserede i 2006. Desværre er denne diskussion ikke rigtig nået videre.

En hurtig indsats, en mere effektiv brug af Solidaritetsfonden og internationalt samarbejde om forebyggelse og forsøg på at imødegå virkningerne af katastrofer er meget varme emner, navnlig op til det kommende valg til Europa-Parlamentet. Derfor forstår jeg fuldt ud de spørgsmål, der er blevet stillet, og jeg opfordrer Kommissionen og Rådet til hurtigt at finde en løsning på situationen.

  Gábor Harangozó (PSE). – (HU) Mange tak, hr. formand! Hr. kommissær, mine damer og herrer, Det Europæiske Fællesskab oprettede Solidaritetsfonden med det erklærede mål at give EU mulighed for at reagere hurtigt, effektivt og fleksibelt i tilfælde af alvorlige nødsituationer. Man kan imidlertid ikke påstå, at hurtighed og effektivitet kendetegner Rådet, når det drejer sig om at udforme en fælles holdning.

Desværre venter de største naturkatastrofer ikke på, at Rådet får udformet en fælles holdning. Trods de positive resultater siden Solidaritetsfondens oprettelse er der behov for yderligere forbedringer for at kunne levere støtte hurtigere og mere effektivt til dem, der har behov. Vi står over for kolossale udfordringer, og derfor kan jeg ikke forstå, hvorfor årene går, uden at Rådet træffer nogen beslutninger. Det bliver endnu sværere at få vores borgere til at forstå dette end mig.

Vi kan ikke tillade yderligere forsinkelser, men skal stræbe efter en debat, der fører til resultater, og nå frem til en aftale hurtigst muligt for at kunne løse udfordringerne ved de stadig hyppigere naturkatastrofer.

  Rumiana Jeleva (PPE-DE). – (BG) Hr. formand! I de senere år har vi stået over for stadig flere katastrofer, både naturlige og menneskeskabte. Disse katastrofer har betydet ikke bare alvorlige økonomiske tab, men desværre også tab af menneskeliv. Gennem de senere år har vi skullet klare oversvømmelser, tørke og skovbrande i Bulgarien. I denne weekend oplevede Bulgarien et jordskælv, som heldigvis ikke var særlig kraftigt. Skønt det er en ringe trøst, bekræfter det behovet for en effektiv europæisk Solidaritetsfond.

Jeg vil gerne påpege, at vi ikke er det eneste land i Europa, der rammes af sådanne katastrofer. Vores naboland Grækenland måtte f.eks. kæmpe mod ødelæggende skovbrande i 2007. Dette betyder, at vi skal gøre mere for at håndtere konsekvenserne af disse katastrofer. Det er klart, at vi har brug for ændringer i forordningen for at opnå mere fleksible værktøjer. Som hr. Berend helt korrekt konkluderede i sin betænkning i 2006, er vi nødt til at fremskynde leveringen af hjælpen og mindske mængden af bureaukrati. Vi skal sørge for, at hjælpen når ud til borgerne, når der er brug for den, og ikke dage eller sågar uger senere. Derfor glæder jeg mig over nedsættelsen af tærsklen og indførelsen af de nye hurtigbetalinger, som er udtryk for virkelig solidaritet. Et andet aspekt, som er meget vigtigt, er, at det nye reviderede forslag også dækker industrikatastrofer. Hvis der f.eks. eksploderer en olierørledning eller indtræffer en skibsulykke i Bulgarien, vil dette også berettige til hjælp fra Solidaritetsfonden.

Og endelig vil jeg gerne fremsætte en idé vedrørende finansiering. På længere sigt kan vi overveje finansieringsinstrumenter som Solidaritetsfonden ved at udnytte nogle af de midler, der går tabt under "N+2"- og "N+3"-reglerne. For indeværende skal vi dog koncentrere os om virkelige forandringer, og derfor opfordrer jeg Kommissionen og især Rådet til at støtte ændringen af den europæiske Solidaritetsfond.

  Emmanouil Angelakas (PPE-DE). – (EL) Hr. formand, hr. kommissær! Solidaritetsfonden er et vigtigt redskab for en social politik i medlemsstater, der rammes af naturkatastrofer. Den er et praktisk udtryk for solidaritet med europæiske borgere, der rammes af sådanne katastrofer, og det er i form af sådanne procedurer, at vi opfylder visionen om aktiv støtte fra EU til borgerne.

Fondens vigtige bidrag til afhjælpning af større katastrofer blev demonstreret under oversvømmelserne i Centraleuropa, jordskælvene i Italien og brandene i Portugal og i mit hjemland, Grækenland, i 2007, og det er meget sigende, at et stort antal medlemsstater har benyttet sig af bevillinger fra fonden. Samtidig kan EU med den nuværende forordning og de eksisterende ressourcer ikke reagere på andre lignende kriser, som ikke udelukkende har naturlige årsager, såsom industriel forurening, en pandemi i Europa, tørker og lignende.

Den foreslåede reform af forordningen omfatter bredere krav, fremskyndede procedurer, der indføres en fornyelse af forskudsbetalinger, og der indføres generelt praktiske og positive foranstaltninger. Når det nu forholder sig således, og eftersom Europa-Parlamentet har vedtaget Kommissionens forslag, kan jeg ikke se nogen grund til at udskyde ratificeringen af forordningen.

Det er glædeligt, hr. kommissær, at De gjorde Deres støtte til vores synspunkter klar i Deres indlæg i dag. Denne forsinkelse stemmer ikke overens med den solidaritetens ånd, som bør lede os. Rådet bærer en stor del af ansvaret, og vi håber, at det vil reagere på Europa-Parlamentets opfordring og straks påtage sig sit ansvar, selv om det ikke er til stede i dag.

  Maria Petre (PPE-DE). – (RO) Hr. formand, hr. kommissær, kære kolleger! Første og fremmest vil jeg gerne sige, at jeg er glad for, at vi endelig får en diskussion af dette emne. Jeg håber, at dagens diskussion også vil give de resultater, som kommissæren allerede har lovet os. Vi ved alle, at de nuværende procedurer for den praktiske adgang til Solidaritetsfonden har været langvarige. Derfor foreslår jeg, at Unionens budget ændres.

F.eks. da Rumænien ønskede at opnå støtte fra Solidaritetsfonden efter oversvømmelserne i foråret/sommeren 2005 måtte vente omkring et år på at modtage pengene. I forordningens bestemmelser hedder det, at ansøgningen skal indgives senest 10 uger efter katastrofen, og den samlede værdi af tabene skal opgives, hvilket bidrager til at klassificere katastrofens art. Det er ret vanskeligt at opfylde disse krav, når der f.eks. er tale om oversvømmelser. For at kunne vurdere tabene korrekt skal vandet være forsvundet fuldstændig. Dette skyldes under ingen omstændigheder de nationale institutioner og myndigheder. Den næste procedure er, at Kommissionen skal kontrollere, at betingelserne er opfyldt, navnlig i forbindelse med en større katastrofe. Dette kræver en hel del tid og ligeledes supplerende oplysninger og præciseringer. Når det ændrede budget er godkendt, forbereder og vedtager Kommissionen så beslutningerne om tildeling af bistanden. Dette efterfølges af overførslen af midlerne, som skal bruges inden for højst et år. I praksis vil disse penge blive brugt til at godtgøre de udgifter, som modtagerlandet allerede har udbetalt efter den katastrofe, det har været igennem. I henhold til disse betingelser spørger vi alle os selv, om der virkelig er tale om nødhjælp.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at hvis vi forkaster Kommissionens forslag om at ændre forordningen efter at have diskuteret det i arbejdsgruppen for de økonomiske rådgivere uden at høre gruppen om strukturforanstaltninger, kan det føre til den konklusion, at finansministrene i praksis ikke var enige. Denne konklusion skaber talrige problemer for os, navnlig i det nuværende klima med så mange problemer, også på medlemsstatsniveau.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Nogle af de bedste spørgsmål stilles sent på aftenen, og dette er et af dem, selv om der i en vist udstrækning er tale om "en samtale mellem døve", fordi Rådet ikke er til stede for at lytte til forhandlingen.

Der er to ord, som vi taler meget om i Europa: Det ene er "subsidiaritet" og det andet er "solidaritet". Subsidiaritet drejer sig om at respektere medlemsstaterne og deres rettigheder, og solidaritet afspejler efter min mening fællesskabet inden for EU og vores opbakning til hinanden. Så hvorfor arbejder fonden ikke for dette? En af farerne ved det manglende samarbejde er, at vi annoncerer, at der er finansiering til rådighed, og derefter følger vi ikke op, fordi systemet er kompliceret, bureaukratisk og meget besværligt at arbejde med for samfundet og befolkningen.

Jeg går ud fra, at det i sidste ende drejer sig om budgetter og om penge. Jeg lyttede meget opmærksomt til bemærkningerne fra kommissæren med ansvar for finansiel programmering og budget i sidste uge om mange forskellige ting, lige fra den fælles landbrugspolitik til andre spørgsmål, men navnlig opfordringen om et mere fleksibelt budget, et budget, som hurtigt kan reagere på begivenhederne rundt om i verden, så EU ikke skal komme halsende længe efter begivenhederne.

Jeg beklager, at hun ikke talte om behovet for fleksibilitet til at reagere på begivenheder i EU, fordi jeg mener, at det er det, vi taler om i aften. Jeg kommer fra et land, der har sagt "nej" til Lissabontraktaten, hvor vi i stigende grad taler om at knytte borgerne tættere til EU, og den bedste måde at gøre det på er ved at se Europa handle frem for at tale. Jeg er bange for, at man kommer med for mange annonceringer om forskellige ting i EU og handler for lidt i praksis, så befolkningen kan se, at det virker.

På den positive front bragte aviserne i morges en undersøgelse, der viser, at den irske offentlighed måske er ved at skifte mening med hensyn til Lissabon. Så jeg ville være meget ked af, hvis De forlod salen i fortvivlelse.

  Sérgio Marques (PPE-DE). – (PT) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Denne mundtlige forespørgsel til Kommissionen af Gerardo Galeote for Regionaludviklingsudvalget er på alle måder begrundet og relevant. Vi skal sige det ligeud, at Rådet har blokeret reformen af Solidaritetsfonden på grund af sin manglende evne til at nå til enighed om en fælles holdning, der vil gøre det muligt at føre lovgivningsprocessen videre.

Det er vanskeligt at se, hvad grunden kan være til Rådets holdning, måske på nær gustne økonomiske overvejelser. Ønsker Rådet ikke en mere fleksibel og hurtig reaktion på de naturkatastrofer, der forekommer? Ønsker Rådet ikke, at denne form for hurtige reaktioner skal være til rådighed for alle andre typer af katastrofer som f.eks. større industrikatastrofer, terrorhandlinger eller nødsituationer på folkesundhedsområdet?

Det er vigtigt at give et klart svar på disse spørgsmål, ligesom det er vigtigt at præcisere, hvad Kommissionen mener om denne situation, og hvorvidt den har til hensigt at tage skridt til at fjerne blokeringen af lovgivningsprocessen.

Værdien af solidariteten skal også sikres fuldt ud på dette område. Borgerne ville virkelig ikke forstå det, hvis dette ikke bliver gennemført.

  Czesław Adam Siekierski (PPE-DE). – (PL) Hr. formand! Borgerne vil bruge denne fond til at bedømme EU. I de senere år har vi iagttaget et stigende antal naturkatastrofer, som er blevet stadig voldsommere. Igen og igen hører vi om oversvømmelser, tørker, brande eller storme i forskellige medlemsstater. Det er ikke de eneste problemer. Vi skal gøre det muligt at skaffe hjælp ved hændelser som kemikaliespild, eksplosioner, brande på industrianlæg eller ulykker på kernekraftværker.

Vi skal også være forberedt på nye udfordringer såsom at imødegå terrorangreb og håndtere deres eftervirkninger. Vi må heller ikke glemme krisesituationer vedrørende borgernes sundhed eller dyresygdomme. I lyset af sådanne trusler er prisen på lægemidler, vaccinationer og udstyr en stor hindring. Fonden skal være så fleksibel, at den kan yde et hensigtsmæssigt svar i sådanne situationer og gøre det på en dækkende måde. Proceduren for ansøgning om bistand skal også være så enkel som muligt.

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN). – (PL) Hr. formand! I dag står kommissær Hübner i en meget vanskelig situation. Hun skal svare for Rådet, som ikke har nogen repræsentanter til stede. Under det danske formandskab i 2002, hvor der kom en springflod, lykkedes det dem at mobilisere sig og forberede de relevante dokumenter inden for få uger. I dag må vi beskylde de fire formandskaber for dovenskab ved reformeringen af Solidaritetsfonden. Vi har brug for denne fond. Støtten fra fonden skal ikke bare være et symbol på vores solidaritet, men skal være hurtig og effektiv med et minimum af bureaukrati.

Jeg mener, at vi har brug for at løse to problemer her. Det ene er, hvordan Solidaritetsfonden skal forvaltes og i hvilke situationer, og det andet er, hvordan man kan bruge andre ressourcer fra andre fonde som f.eks. Samhørighedsfonden til langsigtede aktiviteter til forebyggelse af katastrofer. Men det er et andet emne. Jeg vil gerne benytte lejligheden til at stille kommissæren et spørgsmål. På et tidspunkt drøftede man spørgsmålet om at oprette et "hurtigt reaktionsinstrument" og beredskabet ved større katastrofer med et budget til denne eventualitet på omkring 200 mio. EUR. Jeg ved ikke, hvad der sker med dette projekt, som også drejer sig om det spørgsmål, vi forhandler om.

  Rolf Berend (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Det er usædvanligt at få ordet igen under catch-the-eye-proceduren, men jeg ville blot gerne her ved forhandlingens afslutning gentage, at størstedelen af den kritik, der kommer til udtryk her i aften slet ikke er rettet mod Kommissionen.

Kommissionen har løbende hjulpet os med revisionerne af denne traktat, og den har hele tiden stået på Parlamentets side i bestræbelserne på at gennemføre dem. Det er Rådet, der er skurken, og vi ønskede at formulere dette spørgsmål, så vi kunne udtrykke vores kritik af Rådet. Det forhold, at Rådet ikke er til stede, er udtryk for foragt for Parlamentet, og vi bør ikke finde os i at blive tilsidesat på denne måde.

Fru Hübner, De har vores fulde opbakning i alle Deres forhandlinger med Rådet for at forsøge at få denne reviderede fond søsat.

  Danuta Hübner, medlem af Kommissionen. − (EN) Hr. formand! Jeg har tre forklaringer til Dem. Dette er ikke Solidaritetsfond til nødhjælp. Det er en fond, der er baseret på godtgørelse af de specifikke udgifter til nødhjælpsoperationer efter katastrofer for at skabe mulighed for at vende tilbage til en normal hverdag. Kommissionen foreslår, Parlamentet og Rådet beslutter.

For det andet foreslår vi gennem ændringsforslag til forordningen at udvide dækningsområdet, vi foreslår en sænkning af tærsklen, og vi foreslår en ændring af proceduren for specifikt at give mulighed for forskudsbetalinger.

For det tredje er listen over mine og hr. Barrosos indlæg under syv formandskaber meget lang. Den fylder nærmest to sider, listen over alle møderne og skrivelserne. Ingen af de syv formandskaber, selv om nogle af dem oprindeligt havde en positiv holdning, fik skabt enighed i Rådet om ændringsforslagene til forordningen. Jeg nægtede at trække forslaget til Rådet tilbage, fordi jeg håbede, at vi med den nye rapport, som vi vil udarbejde og vedtage i Kommissionen i begyndelsen af næste år, vil få en ny diskussion, der vil give os mulighed for at komme videre med ændringsforslagene. Måske begynder vi nu også at få nye idéer, måske et langt bredere spektrum af ændringsforslag til fonden. I den forbindelse håber jeg meget, at De vil være til stede og deltage i denne debat samt støtte Kommissionens forslag.

Kort til et andet spørgsmål, forebyggelse. Mod årets udgang vil vi vedtage en meddelelse med titlen "En fællesskabsstrategi til forebyggelse af naturkatastrofer og menneskeskabte katastrofer". Vi har allerede afsluttet to forundersøgelser, vi har også gennemført høringer, og konsekvensanalysen er under udarbejdelse i øjeblikket. Også samhørighedspolitikken – der var nogen, hr. Janowski var det vist, der foreslog at inddrage samhørighedspolitikken i forebyggende foranstaltninger – har netop forebyggende foranstaltninger som en af sine prioriteringer, navnlig på miljøområdet.

Det var alt. Jeg håber, at vi fortsat kan arbejde sammen om at få denne fond ændret, så den kan få større betydning og blive mere lydhør over for de europæiske borgeres behov.

  Formanden. − Forhandlingen er afsluttet.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

  Margie Sudre (PPE-DE), skriftlig. – (FR) Parlamentet og Kommissionen er over to år nået frem til en aftale om at udvide Solidaritetsfondens dækningsområde, så den ikke bare dækker naturkatastrofer, men også industrielle ulykker, terrorangreb og større kriser på folkesundhedsområdet.

I aftalen specificeres det, at man skal være særligt opmærksom på de mest perifere regioner, selv om de ikke opfylder støtteberettigelseskriterierne fuldt ud, så de kan modtage nødhjælp ved uforudsete begivenheder.

Men denne reform er imidlertid endnu ikke trådt i kraft, da det ikke er lykkedes Rådet at nå frem til en afgørelse, hvilket betyder, at vedtagelsen af en fælles holdning er blevet udskudt endnu mere.

Selv om fonden for nylig har været benyttet til at hjælpe Réunion efter cyklonen Gamede samt Martinique og Guadeloupe, det begge blev ofre for orkanen Dean, hersker der fortsat usikkerhed om de enkelte ansøgningers støtteberettigelse, fordi Rådet ikke har truffet en hurtig beslutning om denne reform.

Kommissionen bør også revidere sit forslag for at styrke EU's kapacitet inden for civilbeskyttelse og udnytte ekspertisen i og den geografiske placering af de mest perifere regioner og OLT'erne, som ønsker at blive støttepunkter i tilfælde af interventioner uden for Europa.

I begge disse spørgsmål forventer de mest perifere regioner et ambitiøst svar fra EU for at kunne garantere deres sikkerhed.