Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Tirsdag den 18. november 2008 - Strasbourg EUT-udgave

11. Den Europæiske Unions svar på den internationale finanskrise; opfølgning på Det Europæiske Råds uformelle møde den 7. november og G20-topmødet den 15. november 2008 – Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2009 (forhandling)
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden. - Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét om Den Europæiske Unions svar på den internationale finanskrise og Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2009.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Konsekvenserne af finanskrisen for økonomien træder tydeligere og tydeligere frem. I sine overslag for efteråret forudsagde Kommissionen en betydelig nedgang i væksten i EU i det kommende år. Flere medlemsstater befinder sig allerede i recession, og i 2009 vil den økonomiske vækst i bedste fald forblive nul i EU.

De finansielle spændinger begynder endvidere at kunne mærkes i finansieringen af økonomiske institutioner. De offentlige myndigheder i medlemsstaterne gør, hvad der er muligt for at sikre kontinuitet i tilskuddene til virksomheder og private, der står over for en stadig større risiko for kreditbegrænsninger.

Europa og dets internationale partnere står derfor over for den værste finansielle krise siden 1929 og skal imødegå en økonomisk nedtur af et ualmindeligt omfang. Som De ved, har formandskabet siden vores sidste forhandling den 8. oktober forfulgt ét mål og kun haft én overbevisning: den nødvendige enhed af europæerne over for den globale finanskrise.

Over for truslen om reelt sammenbrud i det europæiske finansielle system er det lykkedes for det franske formandskab at fremme en europæisk handlingsplan, som omgående skal støtte finansielle institutioner, som trues af krisen, og medlemsstaterne har i fællesskab besluttet at garantere interbankfinansiering og rekapitalisering af bankerne.

Effektiviteten af denne fælles europæiske indsats sås også sidste weekend på G20-topmødet mellem stats- og regeringsledere i Washington, som formand Barroso deltog i. Europa, som var repræsenteret ved formanden for Rådet, præsident Sarkozy, og formanden for Kommissionen, hr. Barroso, tog initiativ til dette historiske topmøde. Det viste stærk enhed ved den 7. november at give formandskabet klare holdninger til drøftelse med de vigtigste partnere.

Vi kan nu glæde os over resultatet af denne tilgang, da topmødets konklusioner er i overensstemmelse med Europas kerneværdier, dvs. gennemsigtighed og ansvar, som er centrale for, at det internationale finansielle system kan fungere. Vi har også opnået positive beslutninger i overensstemmelse med EU's forslag, f.eks. registrering af kreditvurderingsinstitutter, princippet om overvågning eller regulering af de finansielle institutioners aktiviteter og sammenkædning af honorarer og undgåelse af overdrevne risici.

For første gang er alle de største økonomiske og finansielle institutioner blevet enige om at reagere målrettet for at undgå, at en krise af denne størrelsesorden opstår igen. De er alle blevet enige om en ambitiøs handlingsplan, som finansministrene skal præcisere i de kommende uger.

EU skal naturligvis fortsætte med at lægge al sin vægt i de internationale forhandlinger. De ved, at De kan stole på, at det franske formandskab vil fremme den europæiske enhed og i den forbindelse formulere en fælles ambition med hensyn til grundlæggende reformer inden for alle de områder, der blev identificeret i Washington. Vi regner naturligvis med, at det tjekkiske formandskab vil føre disse initiativer fremad.

Hvad angår kreditvurderingsinstitutter, regnskabsstandarder, overvågning af hedgefonde, afskaffelse af skattely, private institutioners ansvarlighed og reformen af multilaterale finansielle institutioner, skal EU tale højt for at opnå klare resultater.

Det skal også, hvad angår fællesskabslovgivning, hurtigt påtage sig sit ansvar ved at sætte skub i vedtagelsen af de foranstaltninger, som Kommissionen har foreslået vedrørende overvågning og regulering af banker og kreditvurderingsinstitutter.

Det franske formandskab ved, at det kan regne med et fuldt og aktivt engagement fra Parlamentet og dets grupper, og det takker jeg gruppeformændene for. Europa vil derved kunne indtage en stærk position på de kommende internationale møder, som er planlagt i 2009.

Disse indledende resultater i den finansielle sektor beviser effektiviteten af Europas forenede tilgang. De er dog kun en del af det europæiske svar på krisen. Denne forenede tilgang må bestemt også inspirere EU og medlemsstaterne til at reagere over for krisens indvirkning på den økonomiske vækst.

Formandskabet står fast på sin overbevisning på dette område. Ligesom i den finansielle sektor vil medlemsstaterne ikke opnå konkrete resultater ved at støtte væksten, medmindre de arbejder tæt sammen med hinanden og også deres vigtigste internationale partnere. G20-topmødet sendte et stærkt budskab i denne henseende. Vi skal på globalt plan inddrage alle makroøkonomiske instrumenter for at undgå en langvarig nedgang i økonomien.

Efterhånden som situationen har udviklet sig, har centralbankerne reageret hurtigt ved at sænke renterne. Formandskabet glædede sig over Den Europæiske Centralbanks solide beslutning i begyndelsen af november om at sænke renterne med 50 basispoint, og ved flere lejligheder har vi rost Den Europæiske Centralbanks indsats over for finanskrisen og dens aktive deltagelse i Eurogruppens og Rådets overvejelser.

Hvad angår budgetforhold, tilkendegav G20, at et betydeligt manøvrerum skal udnyttes, når det findes. EU's medlemsstater har besvaret denne opfordring ved at sige, at vi alle bør bruge det manøvrerum, der tillades i henhold til stabilitets- og vækstpagten, når der sker en skarp omvæltning i den økonomiske cyklus.

Det franske formandskab agter i tæt samarbejde med Kommissionen at gøre, hvad der er muligt for at sikre, at nationale planer til støtte for den økonomiske cyklus koordineres med Fællesskabets initiativer med henblik på at maksimere de økonomiske virkninger som helhed.

Vi forventer, at Kommissionen fremlægger nye forslag inden udgangen af måneden. Det er et spørgsmål om at finde svar, som kan anvendes på EU-plan, og om at udnytte alle instrumenter, der kan hjælpe med at støtte den europæiske økonomiske cyklus. Visse europæiske budgetbevillinger – det kan jeg sige, fordi jeg var til stede under forhandlingen her i Parlamentet – kan hurtigt mobiliseres som svar på nedgangen.

Samtidig med at vi sikrer, at det indre marked gennemføres, skal vi også sikre, at fleksibiliteten i de europæiske statsstøtteregler bruges på en måde, så medlemsstaterne og EU yder effektiv støtte til de mest truede økonomiske institutioner.

Vi ønsker også, at Den Europæiske Investeringsbank inddrages fuldt ud i indsatsen for at støtte den europæiske økonomi. Ressourcer er, som De ved, allerede blevet stillet til rådighed for at sikre finansiering til små og mellemstore virksomheder. Støtteforanstaltningerne skal være en del af en mere global plan, som især gør det muligt at støtte de mest udsatte sektorer, f.eks. hele den europæiske bilindustri.

Disse yderligere foranstaltninger på EU-plan skal aktivt uddybes i medlemsstaterne gennem tæt koordinerede nationale genopretningsforanstaltninger. Når vi ser frem til næste måneds møde i Rådet, agter formandskabet at lede forhandlingerne mellem medlemsstaterne om prioriteterne for en sådan genopretningsindsats. Flere medlemsstater har sagt, at de overvejer støtteforanstaltninger til visse industrier.

Sådanne foranstaltninger skal være resultatet af høringer mellem partnere for at have fuld effekt og for at bevare det indre markeds integritet, og ministrene for økonomiske og finansielle anliggender vil sammen med kommissær Almunia forberede Rådets forhandling om disse spørgsmål på deres næste møde den 2. december.

EU har i løbet af få uger effektivt påtaget sig sit ansvar over for en hidtil uset destabilisering af verdensøkonomien. Europæerne har kunnet forene sig over for den umiddelbare risiko ved at træffe effektive og omgående foranstaltninger. Vi skal drage nytte af alle erfaringer fra disse foranstaltninger, som har været succesrige. Denne europæiske enighed skal bevares, så vi fortsat kan handle sammen, så vi over for vores partnere og ved siden af vores partnere presser på for at opnå grundlæggende reform af reguleringen af det finansielle system, og så vi sammen kan overvinde omvæltninger i den økonomiske cyklus.

På den måde skal vi – Rådet, Kommissionen og Parlamentet – sammen bevise, at EU har metoderne til effektivt at styre dets skæbne og gøre, hvad alle europæere forventer: at handle som en global aktør.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. - Tak til Rådets repræsentant, Jean-Pierre Jouyet. Det glæder mig at se så mange medlemmer af Kommissionen her. Langt de fleste medlemmer af Kommissionen er til stede, og jeg har nu den glæde at invitere formanden for Kommissionen til at tage ordet.

 
  
MPphoto
 

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, mine damer og herrer! Jeg vil først og fremmest rose Parlamentets fremragende beslutning om at arrangere to forhandlinger på én dag: én om den europæiske håndtering af den globale finansielle krise i kølvandet på G20-topmødet i Washington og én om Kommissionens arbejdsprogram for 2009.

Denne dobbelte forhandling afspejler på perfekt måde den politiske virkelighed, som Europa skal handle i: at vokse med udfordringen i en nødsituation, samtidig med at det fortsætter det grundlæggende arbejde, der allerede er indledt.

Det vil derfor næppe overraske Dem, at Kommissionens arbejdsprogram for 2009 også har et dobbelt formål: kontinuitet og handling i en krisetid. Det vil jeg komme tilbage til.

Allerførst vil jeg dog komme tilbage til vurderingen af Washingtontopmødet, som også hr. Jouyet fremlagde på vegne af det franske formandskab. Lad mig minde Dem om, at det politiske initiativ til at starte en global proces for reform af det finansielle system kom fra Europa, og det kan vi efter min mening lykønske os selv med. EU kunne stå mål med udfordringen. Det var også fra Europa, at de vigtigste forhandlingspunkter kom. Jeg vil ikke gentage dem, da vi talte om dem sammen her i Parlamentet i sidste måned.

De retningslinjer, der blev fastlagt på Rådets ekstraordinære møde den 7. november, og som er inspireret af vores tre institutioners fælles arbejde, blev brugt som platform for forhandlingerne. Kommissionen fremsatte forslag. Formanden for Parlamentet, Hans-Gert Pöttering, deltog også i disse forhandlinger, og vi nåede frem til en fælles holdning. Jeg opfordrede alle, der nogle gange er tilbøjelige til at kritisere, til at se på de forslag, som vi – som Europa – har fremsat, og på resultaterne af G20-topmødet.

Vi skal naturligvis lidt væk rent tidsmæssigt for at kunne bedømme, om en begivenhed markerer et vendepunkt i historien, men min fornemmelse – og det vil jeg gerne sige meget åbent – er, at dette første møde mellem G20-landenes stats- og regeringschefer i sandhed markerer begyndelsen på en ny tidsalder for den kollektive styring af den globale økonomi, og måske mere end det, fordi krisen har fået protagonister til at indse behovet for en global tilgang til globale problemer. Det er min fornemmelse.

Washingtontopmødet lagde også fundamentet for en ny global styring baseret på de markedsøkonomiske principper, men den økonomi, som Europa ønsker, er ikke kun en markedsøkonomi. Vi ønsker, som vi så ofte siger i Europa, en social markedsøkonomi. Det er ét af EU's aktiver.

Faktisk nåede G20 til enighed om fire grundlæggende beslutninger.

For det første, ikke nødvendigvis anført efter vigtighed, men efter rækkefølgen af beslutningerne, en kort- og mellemlangsigtet handlingsplan med henblik på at reformere de finansielle markeder for at undgå flere kriser og for at beskytte forbrugere, sparere og investorer.

For det andet principperne om en ny global styring med henblik på at udligne de kommercielle, monetære og budgetmæssige skævheder, der er skadelige for det globale samfund.

For det tredje, og det er det spørgsmål, der efter min mening er mest presserende, behovet for en koordineret indsats for at stimulere den globale økonomi og minimere konsekvenserne af krisen for borgernes arbejdspladser og købekraft.

For det fjerde behovet for åbne markeder og afvisningen af enhver form for protektionisme. Det er endvidere derfor, at vi inden udgangen af 2008 skal søge at nå til enighed om, hvordan vi afslutter Doharunden om handel og udvikling.

Samtidig har topmødet udsendt et klart signal, som efter min mening er meget vigtigt for europæerne. Økonomiske og finansielle spørgsmål må ikke håndteres på måder, som er skadelige for de øvrige globale udfordringer, nemlig opfyldelse af milleniumudviklingsmålene, energisikkerhed, bekæmpelse af klimaændringer, fødevaresikkerhed, respekt for retsstatsprincippet og bekæmpelse af terrorisme, fattigdom og sygdom.

Jeg understregede personligt dette punkt. Jeg sagde endda, at det efter min mening ville være respektløst at drøfte vigtige problemer med den globale finansverden og ignorere behovene blandt de mennesker, der ikke har nok at spise eller ikke har adgang til rent vand.

(Bifald)

Vi begynder nu at skrive et nyt politisk kapitel, og vi skal skrive det hurtigt og i konkrete vendinger. I den forbindelse skal vi udtrykke os klart. Hvis Europa har spillet en vigtig rolle med sine forslag på G20-topmødet, og hvis det er blevet hørt, er det, fordi Europa var forenet. Jeg vil igen sige, hvor stolt jeg er over det fremragende samarbejde, vi har opnået mellem det franske formandskab og Kommissionen og også med Deres institution, Europa-Parlamentet.

EU står nu over for en reel udfordring for fortsat at tale med én stemme. Nogle gange vil det være vanskeligt, men det er den betingelse, der er afgørende for vores succes.

Hvordan det end forholder sig, har vi i Europa ikke været sene til allerede at træffe nogle meget vigtige beslutninger. Efter en række møder i Rådet og forhandlinger med Parlamentet har Kommissionen allerede fremsat nogle vigtige lovgivningsforslag, som nu behandles af medlovgiverne. Den 29. oktober skitserede vi et økonomisk genopretningsprogram, som vi vil formalisere med et dokument, som Kommissionen vedtager i næste uge.

Det er her, Kommissionens arbejdsprogram for 2009 kommer ind i billedet. Vi har naturligvis allerede udført et stort stykke arbejde i de sidste par måneder. Vi vil stadig gøre fremskridt på visse områder inden årets udgang, men der vil også være mange opgaver, vi skal løse næste år.

Dette program indeholder fire prioriteter, hvor vi generelt er enige med de synspunkter, der blev givet udtryk for under Parlamentets forhandling om den årlige politiske strategi for 2009.

Den første af disse prioriteter giver sig selv: vækst og arbejdspladser. I 2009 vil vi indledningsvis søge at opnå to ting: at begrænse konsekvenserne af den økonomiske nedgang for beskæftigelsen og virksomhederne i Europa og at fortsætte med vores reform for at forberede os bedre på perioden efter krisen. Vi skal benytte samme strategi over for realøkonomien, som vi med godt resultat anvendte, da finanskrisen brød ud: definition af klare principper og koordinerede foranstaltninger på EU-plan. Jeg mener faktisk, at vores borgere ikke ville kunne forstå, hvis regeringerne i de 27 medlemsstater og de europæiske institutioner, som har kunnet nå til enighed om en fælles platform som svar på finanskrisen, nu ikke kan udarbejde en fælles platform som svar på den økonomiske krise. Det mindste, vi kan gøre, er derfor at acceptere princippet om koordinering mellem alle medlemsstaterne og naturligvis med de europæiske institutioner.

Det er rammen for den genopretningsplan, som Kommissionen vil fremlægge den 26. november under Lissabonstrategiens paraply. Vi har instrumenterne i Europa, vi har Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse, vi har stabilitets- og vækstpagten, og vi kan vise, at disse instrumenter med politisk vilje og navnlig med europæisk vilje kan imødegå den krise, vi i øjeblikket går gennem.

Vi lever i en usædvanlig tid, og det kræver usædvanlige foranstaltninger. Vi har brug for en ægte fælles strategi for at samle betingelserne for en økonomisk genopretning, et program, der først og fremmest søger at begrænse indvirkningen af krisen på borgerne – husholdningerne, arbejdstagerne, iværksætterne – et program, der bruger alle tilgængelige midler – skattemæssige, strukturelle og lovgivningsmæssige både på europæisk plan og på nationalt plan – i en koordineret indsats. Her vil jeg også sige, hvor meget vi har sat pris på samarbejdet med Den Europæiske Centralbank indtil nu.

Ingen medlemsstat kan overvinde denne krise ved hjælp af nationale foranstaltninger alene. Vores økonomier er alt for afhængige af hinanden til det. Et af de mest interessante resultater af topmødet i Washington er, at alle forstod, at selv de, der havde været mindst eksponeret for den finansielle markedsintegration, med globaliseringen nu kender følgerne af indbyrdes afhængighed. Hvis hele verden er parat til at acceptere virkningerne af indbyrdes afhængighed, skal vi i Europa ikke kun anerkende denne indbyrdes afhængighed, vi skal også kunne reagere på en koordineret og konsekvent måde.

Derfor mener vi, at vi har brug for et program for budgetstimulering for at opretholde efterspørgslen, udnytte synergieffekter og undgå negative kædereaktioner, dvs. et program med rettidige, målrettede og midlertidige foranstaltninger: de tre "t'er" på engelsk – timely, targeted og temporary. Vi har omgående brug for disse foranstaltninger, og det er, hvad vi skal foreslå medlemsstaterne.

Jeg tænker frem for alt på foranstaltninger, der kan tilskynde til uddannelse og videreuddannelse, til øget investering i innovation, indbyrdes forbindelser og omdannelse af Europa til en økonomi med lave CO2-emissioner. Jeg tænker frem for alt på behovet for at tilpasse visse sektorer i økonomien til vores øvrige mål vedrørende bekæmpelse af klimaændring. Dette er en enestående mulighed for at vise, at dagsordenen for bekæmpelse af klimaændring ikke er en dagsorden imod økonomisk vækst. Tværtimod er den en dagsorden, der tilskynder til modernisering af den europæiske industri.

Jeg tænker også på den øgede indsats for at reducere de administrative omkostninger for virksomhederne og derved åbne op for navnlig de små og mellemstore virksomheders potentiale, et centralt element i Kommissionens "Better Regulation Review" i januar 2009.

Vi har øget fokus på målene vedrørende bedre lovgivning, dvs. "bedre regulering". Vi skal reducere alle unødvendige administrative byrder, navnlig for de små og mellemstore virksomheder.

Den sociale dagsorden for muligheder, adgang og solidaritet er også en del af det europæiske svar på den økonomiske krise, fordi der er sociale problemer, som skal løses – det nægter vi ikke – navnlig som følge af den stigende arbejdsløshed, som nu forekommer mere end sandsynlig. Derfor skal vi gå videre med den sociale dagsorden. Jeg vil især fremhæve foranstaltningerne til fremme af forbrugerinteresser og til åbning af jobmarkedet for unge, men der vil uden tvivl være mange andre emner, vi vil drøfte med Parlamentet.

Hvad angår den finansielle situation, sætter jeg min lid til, at medlemmerne af Parlamentet hurtigt vil vedtage Kommissionens forslag om kapitalkrav, garantistillelse og kreditvurderingsinstitutter. Det er vigtigt, at vi igen etablerer et klima af tillid. I 2009 vil Kommissionen iværksætte konkrete foranstaltninger for at styrke lovgivningsrammen for det europæiske finansielle system. Den vil se på reguleringen af, tilsynet med og gennemsigtigheden af de finansielle markeder, herunder de områder, der er nævnt i Rasmussen- og Lehne-betænkningerne. Den vil inden forårsmødet i Rådet fremlægge de første analyser fra Højniveaugruppen vedrørende Finansielt Tilsyn, som vi har oprettet, for Parlamentet.

Som det sidste i denne første del af forhandlingen vil jeg sige, at kriser trods deres negative virkninger efter min mening altid har én fordel. De ryster op i vores faste tænkevaner og vores faste begreber, som tilfører situationer en vis plasticitet, og sikrer den nødvendige fleksibilitet til at omdanne eller omforme dem.

Jeg vil endnu en gang til Dem viderebringe den oprigtige og meget åbne følelse, jeg havde i Washington i sidste weekend. Jeg så en åbenhed, som vi ærlig talt ikke ville have oplevet for et par måneder siden. Det er krisen, der har ændret mange holdninger. Der er nu en åbenhed, ikke kun blandt stormagterne, men også blandt de nye stærke økonomier, hen imod en ændring af verden og fremme af europæiske værdier: værdien "frihed" og værdien "solidaritet". Hvad angår Europa, er det nu, vi skal sætte vores præg på begivenhedernes gang.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. - Hr. formand for Kommissionen! Tak for Deres bidrag. Jeg er sikker på, at mine kolleger vil tillade, at jeg bemærker, at De i de senere uger, hvor De har deltaget i et maraton af møder, altid efter min mening har repræsenteret Fællesskabets lovgivning på en klar måde, som det naturligvis er Deres pligt. Dette er meget vigtigt i forhold til vores regeringer. De skal opfylde Parlamentets krav og de forskellige regeringers krav. Det fremgik tydeligt i Deres tilfælde, og jeg vil gerne takke Dem på Parlamentets vegne for Deres indsats i denne vanskelige tid.

 
  
MPphoto
 

  Joseph Daul, for PPE-DE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. formand for Rådet, hr. formand for Kommissionen, mine damer og herrer! Den aktuelle finanskrise udgør ikke, som nogle hævder, kapitalismens nederlag, men er i sandhed resultatet af en politisk fejl, nemlig den utilstrækkelige regulering af og kontrol med kvaliteten af finansielle produkter i USA siden 1990'erne.

Den er resultatet af en mangel på både markedsgennemsigtighed og et effektivt tilsynsorgan for de finansielle markeder. Den politiske centrum-højre-familie går ikke ind for og har aldrig gået ind for et finansielt system uden regler eller tilsyn. Nu betaler vi meget dyrt for de økonomiske og sociale konsekvenser af dette. Hvad angår den globale økonomi, går vi, centrum-højre, ind den europæiske model med en social markedsøkonomi, som har bevist sit værd. Vi, centrum-højre, ønsker i virkeligheden, at vi i vanskelige tider fokuserer på situationen for de mennesker, der arbejder, og som sparer op, for iværksætterne og navnlig for de små og mellemstore virksomheder, som hver dag tager risici for at skabe vækst og arbejdspladser.

Vi kan kun garantere en fremtid for dem, hvis vi går i brechen for vores samfundsmodel, og hvis vi opretholder betingelserne for et frit, retfærdigt og gennemsigtigt marked med udgangspunkt i vores ansvar og trofasthed mod vores værdier.

Jeg vil også gerne udtrykke min gruppes tilfredshed med, at Europa, når det ønsker det, kan være til stede i verden, kan skaffe sig ørenlyd og kan påvirke sine partnere, som vi f.eks. så det under sommerens krise i Georgien. Jeg mener her, at Europa, som støtter en samfundsmodel, der er unik i verden, og som sætter mennesket i samfundets centrum, er et vigtigt redskab, når vi taler om globalisering.

Formandskabet har med hr. Sarkozy og støttet af Kommissionen og dens formand, hr. Barroso, vist, at de 27 medlemsstater kan benytte en fælles, ensartet tilgang, selv til meget følsomme og komplekse spørgsmål, og at Europa kan påvirke verden, hvis vi forsøger at stå forenet.

Det var takket være de gentagne anmodninger fra formandskabet og Kommissionens formand, at G20-topmødet blev muligt. Dette møde mellem de rigeste lande og de nye stærke økonomier var både en symbolsk og historisk begivenhed, som også resulterede i konkrete foranstaltninger, som vores gruppe støtter stærkt. G20 har identificeret årsagerne til problemet, udarbejdet en strategi og fastlagt en tidsplan. De misfornøjede siger, at det ikke er nok, og at det er for sent. Jeg har selv nogle spørgsmål, f.eks. hvorfor vi i Europa ikke kunne foregribe krisen, når nu advarselslamperne begyndte at blinke allerede sidste år? Hvorfor overvågede vores tilsynsførende organer ikke kvaliteten af de amerikanske finansielle produkter nøjere? Vi skal kunne sige, hvad der skete i vores store banker, hvor den øverste ledelse ikke vidste, hvad de computerspillende medarbejdere foretog sig.

Det er vores pligt at handle nu for at stimulere økonomien, stimulere væksten og dermed begrænse krisens indvirkning på den sociale samhørighed. Vi skal forenkle det indre marked, investere i forskning, støtte vores små og mellemstore virksomheder og hjælpe familier i vanskeligheder. Vi skal gøre alt dette uden at belaste de offentlige budgetter, f.eks. ved at overveje euroobligationer som en ekstra finansieringskilde og ved at fastholde incitamentet til reformer på nationalt plan, som nu er mere nødvendige end nogensinde før.

Over for en historisk krise har den globale styring opnået et fremskridt, som måske også er historisk. Vi skal gå videre, men vi skal samtidig undgå risikoen for protektionisme, som altid er skadelig for de fattigste lande i verden.

Det er i krisetider, at vi kan iværksætte de modigste foranstaltninger for fremtiden. Til formanden for Kommissionen vil jeg sige, at det er i krisetider og kun i krisetider, at vi kan ændre reglerne, fordi efter krisen glemmer alle meget hurtigt.

Europa må ikke afvige fra denne sti. Europa viste som en enhed, at det kan finde løsninger på krisen og hjælpe vores medborgere til at overvinde krisen, som vil fortsætte med at være et stort problem for os i de kommende måneder. Jeg vil helt enkelt sige til Dem, hr. formand for Kommissionen, at Europa skal stå sammen, at Europa skal være stærkt, og at vi har kunnet mærke det symbiotiske forhold mellem de forskellige institutioner, Parlamentet, som jeg vil nævne først, Kommissionen og Rådet. Sådan vil vi få succes og være et godt eksempel for vores medborgere.

 
  
MPphoto
 

  Martin Schulz, for PSE-Gruppen. – (DE) Hr. formand, mine damer og herrer! Den kendsgerning, at G20-landene har haft et møde, viser, at der er gjort fremskridt. At de har mødtes på denne måde, viser, at verden er under forandring, at vi udvikles til en flerpolet verden, som EU kan og vil spille en central rolle i, hvis det forbliver forenet, hvis vi gør vores hjemmearbejde, og hvis vi faktisk løser den opgave, vi er blevet stillet.

Det afgørende spørgsmål er derfor, hr. formand for Kommissionen, om vi har nok tid. Ud fra Deres tale kan jeg forstå, at De på forårsmødet vil fremlægge de foranstaltninger, som De vil udvikle i Kommissionen på baggrund af betænkningen fra Poul Nyrup Rasmussen. Det er for sent. Hvad angår hedgefonde og private equity-fonde, ønsker vi foranstaltningerne nu. Hvis jeg har forstået det korrekt, indgav Charlie McCreevy indledende foranstaltninger vedrørende bankerne til Kommissionen i sidste uge. Det er kun en meget lille pakke. Hvis vi ønsker at være troværdige, skal vi drøfte kreditvurderingsinstitutterne nu. Vi ønsker at drøfte reguleringen af disse institutter så hurtigt som muligt. Vi ønsker foranstaltninger i forbindelse med private equity-fonde og hedgefonde nu. Vi ønsker at drøfte direktørernes lønninger nu. Vi ønsker at drøfte "short selling" nu. Faktum er, at folk allerede er ved at vænne sig til situationen. Vi oplever en finanskrise, og der afholdes lange forhandlinger, mens finansfolkene allerede er ved at indtage deres stillinger igen. Jeg vil gerne læse et kort citat fra et brev af hr. Ackermann, administrerende direktør for Deutsche Bank, til George W. Bush – to meget interessante brevskrivere. Vi skal forhindre, skriver hr. Ackermann, at den offentlige sektor permanent overtager en større rolle i det internationale finansielle system. Nej, det skal ikke forhindres. Det er netop det, som er formålet med de foranstaltninger, vi nu iværksætter, nemlig at der skal være øget regulering og øget internationalt samarbejde for at håndhæve denne regulering.

Vi står nu ved en afgørende skillevej, et vendepunkt i historien, hvor vi skal stille os selv følgende spørgsmål: Vil der i fremtiden være strenge krav, strenge kontrolforanstaltninger og, må jeg tilføje, retligt forbud i forbindelse med visse typer spekulation og misbrug, eller beskytter vi bankerne og fondene mod kollaps? De accepterer taknemmeligt pengene og fortsætter ufortrødent. Det er næsten som at give en udbrændt ludoman, som har tabt alt på et kasino, flere penge til lykkeligt at fortsætte som før. Nej, vi skal finde ud af, hvem der ejer kasinoet, hvilke spilleregler der gælder, hvordan vinderne beskattes, og vigtigst, om procedurerne i kasinoet er gennemsigtige, og om de ansvarlige for det, der foregår, kan stilles til regnskab. Det skal være vores mål. EU's mål skal være at definere sine egne regler, som EU derefter håndhæver inden for G20-landene og de internationale organisationer.

Tingene kan ikke fortsætte som før. Vi skal gøre os det klart, at vi er ansvarlige over for de almindelige borgere i EU, hvis penge bruges til at betale for de katastrofer, andre har forårsaget. Jeg vil komme med et kort eksempel: Forestil Dem, hr. Barroso, at De går ind i Deres bank. De er ligesom jeg en af de mere vellønnede borgere i Europa. De går ind i Deres bank og siger: "Her er 1 000 EUR, og jeg vil gerne have et afkast på 25 %". Manden i banken ville svare: "Hr. Barroso, har De det dårligt? De plejer at være så fornuftig og er normalt ret intelligent". Men når hr. Ackermann taler til sine aktionærer og siger: "Vi ønsker at afkast på 25 % i år", får han stående bifald. Endelig skal vi lukke hullet mellem disse menneskers filosofi og den virkelige verden. Det er ikke acceptabelt, at handler i den internationale økonomi baseres på sådanne cool og kølige hensyn til finansielle afkast alene. For at opnå dette skal vi have regler, der kan stoppe denne form for misbrug.

(Bifald)

Hvis vi i de næste par måneder inden udgangen af denne valgperiode handler fornuftigt, kan vi få lukket hullet mellem verdensøkonomiens virkelighedsopfattelse og virkelighedsopfattelsen blandt almindelige mennesker og virksomheder. Den virkelige verden i virksomhederne er den verden, hvor man har spildt penge, og pengene til at dække de underskud, som de fleste lande nu står med, og som skal finansieres med redningspakker, der beløber sig til flere milliarder euro, skal hentes fra skatteydernes lommer og fra realøkonomien. Vi kan derfor ikke begrænse os til kun at redde bankerne og fondene. Investering i realøkonomien er også af afgørende betydning. Vi skal sikre arbejdspladser. Vi skal beskytte økonomien mod kollaps. I går fremlagde min ven, hr. Steinmeier, en interessant plan, en plan, der har til formål at genoplive investeringer i alle nationale økonomier i EU, og som først og fremmest stiller Kommissionen et konkret spørgsmål. Kan vi bruge de ressourcer, vi allerede har sat til side til de næste seks eller syv år til investering i infrastruktur, i Lissabonprocessen, i forskning, i uddannelse og i udviklingen af en telekommunikationsinfrastruktur i Europa? Kan vi investere disse midler nu for hurtigt at skabe vækst og beskæftigelse? Dette spørgsmål er efter min mening lige så vigtigt som regulering af de internationale finansielle markeder.

Vi har nået et vendepunkt. Jeg takker formanden for at have påpeget, at jeg måske tog fejl med hensyn til, hvornår Kommissionen er parat. Vær parat før forårsmødet. Vær parat snart, fordi kapløbet begynder igen i foråret, hvor Charlie McCreevy ikke længere er her. Vi har brug for Kommissionens foranstaltninger nu, så hurtigt som muligt. Jeg forventer, at De fremsætter de relevante forslag for Parlamentet i december.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Graham Watson, for ALDE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Jeg vil gerne lykønske formanden for Kommissionen: Dette var første gang, Kommissionen var repræsenteret på et sådant topmøde, og det er bestemt meget glædeligt.

Jeg vil også gerne lykønske formanden for Rådet både med hans fremragende arbejde for det franske formandskab og med hans belønning ved formandskabet for "Autorité des marchés financiers".

Hvis 1989 var året for den afgørende sejr for den frie markedsøkonomi, må 2008 være det år, hvor vi minder os selv om Adam Smiths advarsel om, at løsslupne frie markeder har deres begrænsninger. Adam Smith forudså mange ting i "Wealth of Nations", og vi kan lære meget af det, som han sagde.

Min gruppe glæder sig det vellykkede G20-topmøde. Vi glæder os over dets forpligtelse over for en fælles tro på, at markedsprincipper, åbne handels- og investeringssystemer og effektivt regulerede finansielle markeder skaber den dynamik, innovation og iværksætterånd, der er afgørende for økonomisk vækst, beskæftigelse og bekæmpelse af fattigdom.

Efter 1929 begik landene den fejl at søge individuel redning. Denne gang har vi indset, at redning skal ske samlet. Mange af de foranstaltninger, der foreslås i Kommissionens arbejdsprogram for 2009, vil hjælpe os på vej. Jeg lykønsker Kommissionen med dette arbejdsprogram, især med planen om at sikre regulering af, tilsyn med og gennemsigtighed af finansielle aktører og betydelige kapitalmarkedsinvestorer. Frie markeder afhænger af gennemsigtighed og ærlighed.

Under de aktuelle vanskeligheder leder mange stadig efter syndebukke. De hævder, at der ikke blev slået alarm. Men det gjorde der! Otto Graf Lambsdorff og Jacques Delors m.fl. skrev meget tidligt i år et brev til det slovenske formandskab om farerne ved verdensøkonomiens overophedning. Jean-Claude Juncker mindede os i aftes i sin fremragende tale under vores forhandling om tiårsdagen for euroen om, at Eurogruppen havde fremsat flere erklæringer over for amerikanerne og andre om de farer, vi stod overfor. De liberaldemokratiske partier vil ikke spilde tiden på at finde den fyr, der ikke så isbjerget: Vi vil koncentrere os om at få folk i redningsbådene.

Vi er dog bekymrede over et aspekt af EU's og G20-landenes svar. Vores stats- og regeringschefer tror tilsyneladende, at vi kan vende tilbage til tingene, som de var før. Vi skal have gang i den økonomiske vækst. Jeg er bange for, at de simpelthen ikke har forstået ret mange af erfaringerne fra de sidste 30 års politik. Recessionen er et godt tidspunkt til at gøre status. Selv med recessionen forventes verdens BNP at blive fordoblet i løbet af de kommende 20 år, og alligevel er denne vækst baseret på begrænsede ressourcer, på manglende indregning af affaldsomkostningerne og et nyt kulfyret kraftværk i Kina hver uge.

Formandskabsnoten fra 28. oktober om EU's forberedende topmøde den 7. november indeholdt fire innovationspunkter. Et af dem handlede om bæredygtighed. Det anførte, at internationalt koordinerede makroøkonomiske svar baseret på fremme af miljøinvesteringer, herunder i udviklingslandene, er vigtige. En minister eller embedsmand i det franske formandskab har tydeligvis tænkt parallelt. Men det kom ikke med i de konklusioner, der blev vedtaget efter det forberedende topmøde, som kun omtalte klimaændring i én sætning på en liste over andre udfordringer. Det kom heller ikke med i konklusionerne fra G20-topmødet, bortset fra det næstsidste punkt i det næstsidste punkt, som omhandlede eksempler på andre kritiske udfordringer, hvor klimaændring blev nævnt som nr. 2.

Der er ingen uoverensstemmelse mellem Keynes og bekæmpelse af klimaændring. En moderne Maynard Keynes ville sætte folk i arbejde i igen ved at installere solpaneler og vindmøller i alle huse i Europa, hvilket vil skabe både innovation og arbejdspladser. En moderne Roosevelt ville i erkendelse af, at det er en global økonomisk, hvis konturer tegnes på computeruniversiteterne på USA's vestkyst, fabrikkerne i Kina og kulcentrene i Indien, have fået os til at stræbe efter en global kultur, global styring og en sammenhængende global vision. Det er vejen frem. Vi må aldrig vende tilbage til tingene, som de var før.

 
  
MPphoto
 

  Brian Crowley, for UEN-Gruppen. – (GA) Hr. formand, hr. formand for Kommissionen og hr. formand for Rådet! Jeg er overbevist om, at Kommissionen har indtaget en stærk holdning ved at handle direkte og beslutsomt over for krisen på de internationale finansielle markeder. Bundlinjen er, at EU, USA, Indien og Kina skal arbejde sammen for at sikre, at der indføres fælles regler og standarder for at regulere de internationale finansielle tjenesteydelser i fremtiden.

(EN) Det er uundgåeligt, at nogle under en krise eller ved en fare siger, at tingene aldrig igen vil blive som før. Hvis vi ser på historien – ikke kun samfundsøkonomien – bevæger alt sig i cyklusser. Alt går i ring. Selv den simpleste fisker kan fortælle Dem, at tidevandet kommer ind, og tidevandet går ud.

Det er på ingen måde for at undskylde de problemer, vi befinder os i, eller for at undskylde dem, der har fremprovokeret krisen gennem uforsvarlige udlån, tvivlsomme metoder og især ved at løbe til hjemlandene og råbe "red os", når alt går galt.

Den største fare i dag – for erhvervslivet, samfundsøkonomien, beskæftigelsen og det sociale liv i Europa – er ikke kun finanskrisen, men den kendsgerning, at bankerne ikke vil låne små og mellemstore virksomheder penge til deres drift, så de kan vokse og udnytte muligheder. Der er ingen mening med at fremstille solpaneler, hvis man ikke kan få nogen til at sætte dem på taget. Hvis man ikke har nogen til at sætte dem på taget – som kan betale for dem og købe dem – er der ikke nogen, som vil fremstille dem.

Den virkelighed, vi ser på i dag, er, at den krise, som vi nu oplever i det aktuelle økonomiske kaos, giver os en mulighed for at rette op på tidligere tiders fejl og sikre, at vi nu investerer i forskning og innovation og bruger midlerne til at finde nye metoder til at løse problemer, finde løsninger på de problemer, borgerne står overfor i det daglige, og sikre, at vi giver borgerne håb. Nogle gange glemmer mange, at borgerne egentlig har brug for opmuntring, en idé til at komme videre og et klap på skulderen, så de får at vide, at de gør et godt stykke arbejde, fordi der er et ønske om håb.

G20-topmødet tvinger sammen med Kommissionens og formandskabets indsats for at føre dette G20-topmøde frem – om end med en afgående præsident i USA – Indien og Kina til at komme til forhandlingsbordet og sige, at de nu bærer ansvaret som nye økonomier. Kina og Indien spiller en rolle for det, som skal gøres.

Mit sidste punkt er, at jeg ville hade, hvis folk tror, at denne krise betyder, at vi skal skabe hindringer for europæernes innovation og kreativitet. Hvis vi vil brødføde befolkningerne, give dem lige rettigheder og sikkerhed og skaffe dem ud af fattigdomsfælden, skal vi først sikre, at de har penge gennem arbejde, at landene har penge til at investere i sociale ydelser og sundhedsydelser, og at vi, vigtigst af alt, giver dem de redskaber og den uddannelse, de skal bruge for at kunne få gavn af de udfordringer, der ligger foran os.

 
  
MPphoto
 

  Monica Frassoni, for Verts/ALE-Gruppen. (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Finanskrisen bider sig nu også fast i realøkonomien, som vi under alle omstændigheder nemt kunne have forudsagt. Dette er efter vores mening den pris, som EU skal betale for at have udskudt eller endda afvist at opbygge et europæisk lovgivningssystem og i god tid at etablere finansielle solidaritetsordninger og banktilsyn, der lever op til navnet.

De ansvarlige for denne udskydelse og fortalerne for denne tilgang, som har bragt Europa i ekstrem usikkerhed og recession, omfatter Dem, hr. Barroso, og de fleste af kommissærerne. Når De så veltalende drøfter og taler om mulige løsninger, vil jeg opfordre Dem til højt og tydeligt at sige, at dem, der ønskede regler og gennemsigtighed, dem, der afviste dereguleringen, havde ret, og at jeg og en del af mit udvalg – hvoraf én endda sidder bag Dem – tog fejl. Kun derved kan det, som De siger i dag, være troværdigt, og jeg beklager, men det er ikke sandt, at de fleste medlemsstater var imod alle disse ting.

Som jeg har sagt til Dem ved mange lejligheder mellem 2004 og nu, har De systematisk valgt at rette Dem ind efter de nationale regeringer i stedet for Parlamentet og efter industrien i stedet for forbrugerne. Hvis jeg var lidt af en moralist, ville jeg endda sige, at De havde rettet Dem ind efter de stærke i stedet for de retfærdige. Denne tilgang, som Joschka Fischer fremlagde i sin berømte Humboldttale, hvor han tillagde Kommissionen en simpel rolle som sekretariatet for Rådet, er omhyggeligt afspejlet i det arbejdsprogram, De fremlægger for os i dag, i prioriteterne for de interne og eksterne politikker.

Hvad angår prioriteterne for eksterne anliggender, vil jeg navnlig understrege en fortsat og forkastelig mangel på opmærksomhed over for spørgsmålet om menneskerettigheder, startende naturligvis med Kina. Det er også et ganske overfladisk forsvar for Dohaudviklingsdagsordenen uden erkendelse af, at finanskrisen har fjernet alle de forudsætninger, den var baseret på. Hvad angår interne politikker, har Kommissionen med hensyn til immigration igen i de senere år givet efter for medlemsstaternes pres, og derfor henviser vi i dag i realiteten til lovgivningsinstrumenter, der stadig er meget svage, når vi taler om lovlig indvandring, og det samme kan siges om socialpolitikken.

Det er bestemt ikke den måde, vi skal sætte det i gang, som De Grønne nu i mange måneder har kaldt "Green New Deal", og som i dag er meget moderne. En "Green New Deal" har en meget specifik betydning, og det er bestemt ikke den forvirrede tomme snak, der høres i dag, og som faktisk betyder "alt ligesom før med lidt grønt hist og pist". Vi taler om en fælles langsigtet investeringsstrategi med henblik på at opnå målene for energieffektivitet og nyt miljøfokus i økonomien, reduktion af CO2-emissionerne og en udvidet rolle til Den Europæiske Investeringsbank, som dog skal være i overensstemmelse med beslutningerne om, hvem og hvad der skal finansieres.

Der skal ikke være nogen tvivl med hensyn til ubrugelige megainfrastrukturer, atomkraft eller tilfældige midler til projekter, som ikke gavner nogen. Der skal ikke ydes offentlige midler eller udstedes nogen blankocheck til bilindustrien, som det sker nu. Det ville være det samme som at blive ved med at smide penge i havet, og vi ønsker efter min mening ikke at smide penge i havet.

 
  
MPphoto
 

  Roberto Musacchio, for GUE/NGL-Gruppen. – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! For kun et par dage siden her i Parlamentet fortalte præsident Sarkozy os, at den krise, vi oplever, er strukturel, og at vi skal genoverveje selve kapitalismen.

Jeg mener, at vi i stedet for at flygte fra kapitalismens krise skal flygte fra kapitalismen i krise. Vi skal altså begynde at overveje en ny fremtid, der sikrer en grundlæggende overgang til en økonomi, der tager udgangspunkt i sociale og økologiske forhold, et økonomisk demokrati baseret på lighed og samarbejde i stedet for ulighed og krig.

Ud over disse væsentlige forskelle, som dog også tæller, kan jeg se, at der ikke er meget tilbage af de højtidelige erklæringer om nytænkningen af kapitalismen i det ganske beskedne og ret skuffende resultat af dette G20-topmøde, som Europa også bærer en del af ansvaret for. Man har godt nok opdaget, at laissez faire-dogmet kan forfalskes, og at der derfor kan foretages betydelige offentlige indgreb og endda nationalisering, men alt dette vil ikke ændre den bagvedliggende filosofi, som skabte denne strukturkrise.

Det siges godt nok, at vi har brug for regler for at reducere risiciene for spekulation, men der er ingen planer om at gribe ind over for denne finansielle spekulation – f.eks. med en tobinskat på transaktioner – og vi rører ikke ved stabilitetspagten, som under denne recession sandsynligvis dramatisk vil forværre levevilkårene på vores kontinent. Men det værste er, at vi ikke spørger os selv, hvad der ligger til grund for denne krise, og det lykkes ikke for os at håndtere den.

Jeg vil påpege blot to forhold: Det første er den systematiske devaluering af det arbejde, som er udført ved hjælp af de seneste årtiers laissez faire-politikker, som i sidste ende har forårsaget en betydelig del af manglen på finansiel likviditet i tillæg til uretfærdighed og lidelse. I 1929 foreslog John Maynard Keynes, at vi investerede i lønninger og arbejdspladser, men det gøres ikke længere i dag.

Det andet er den økologiske og energimæssige dimension af krisen, som kræver beslutninger, der er meget klarere og stærkere end G20-topmødets stammen, men på den anden side har dem, der skabte krisen, meget vanskeligt ved at løse den. Vi har brug for et klart, anderledes signal fra venstre.

 
  
MPphoto
 

  Hanne Dahl, for IND/DEM-Gruppen. – (DA) Hr. formand. Som andre vil jeg også citere Keynes i dag. Det har sjældent syntes mere vedkommende. Jeg citerer på engelsk:

(EN) "Spekulanter gør måske ingen skade som bobler i en stadig strøm af driftighed. Men situationen bliver alvorlig, når driftigheden bliver boblen i en malstrøm af spekulation. Når kapitaludviklingen i et land bliver et biprodukt af aktiviteterne på et kasino, er opgaven sandsynligvis ikke veludført".

(DA) I Kommissionens forslag til løsning på finanskrisen går man som katten om den varme grød. ØMU-konstruktionen er ikke noget bolværk mod almindelig krise – og slet ikke finansiel krise. De 4 friheder og den snævre stabilitetspagt gør ikke tingene lettere – tværtimod! Der er brug for at omformulere de institutionelle rammer for økonomien og den økonomiske politik. Det er fint nok at antyde, at man vil lave en ny finansiel arkitektur, men bygningen er ikke så godt beskrevet, at den ville have en chance på arkitektskolen – eller økonomiuddannelsen. Det hænger sikkert sammen med kriseforståelsen. Naturligt nok har man som det første koncentreret sig om at få gjort noget ved likviditetskrisen, at sikre tilførsel af smøremiddel. Her har de forskellige lande valgt lidt forskellige modeller, sådan er det. Men hvad mener Kommissionen egentlig, når den taler om, at EU skal (og jeg citerer fra programmet):

(EN) "sikre, at omstruktureringen af banksektoren sker på en måde, som sikrer retfærdig og sund konkurrence i sektoren i fremtiden".

Betyder det, at den offentlige sektor så skal indskyde ansvarlig kapital? Er det, hvad der menes med denne sætning? Jeg vil også gerne spørge Kommissionen, om der skal oprettes nye kreditvurderingsinstitutter? Mange af de gamle har i hvert fald vist sig totalt utroværdige. Eller hvad mener Kommissionen, når den taler om "strukturreformdagsordenen" – betyder det arbejdsmarkedsreformer uden sikkerhed, "flexicurity" uden "security"? Mener man, at øget jobusikkerhed skal være lønmodtagernes bidrag? Det er i det hele taget ret uklart, om Kommissionen mener, at løn skal være et afgørende konkurrenceparameter. Ser man udelukkende på løn som en omkostning? Man er også nødt til at se på løn i forhold til den indflydelse, den har på efterspørgslen. Endelig skal jeg på vegne af min kollega hr. Blokland, der er første næstformand i Miljøudvalget, stille et spørgsmål, der angår miljøområdet: Hvornår vil Kommissionen offentliggøre de nationale emissionslofter?

 
  
  

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Jana Bobošíková (NI). – (CS) Fru formand, mine damer og herrer! Det glæder mig, at den latterlige idé, som formanden for Rådet, hr. Sarkozy, fremsætte om at ændre fundamentet for kapitalismen, blev forkastet på mødet i Washington. Jeg håber, at en rationel ånd, som respekterer markedets frihed som en grundlæggende værdi og en forudsætning for velstand, vil vende tilbage til EU. Dette gælder også i krisetider. Jeg tror derfor, at hverken Kommissionen eller Tjekkiet, som overtager formandskabet, vil give efter for illusioner om deres egen storhed og ufejlbarlighed, og jeg tror, at de i modsætning til det franske formandskab vil opgive de absurde og frem for alt farlige forsøg på at bruge skatteydernes penge til at tilsidesætte den naturlige økonomiske cyklus. Det glæder mig også, at protektionismen blev afvist på G20-topmødet. Det er, når alt kommer til alt, almindeligt kendt, at dem, der veksler nogle af deres frihedsrettigheder for at få større sikkerhed, taber i sidst ende.

Den aktuelle krise blev ikke skabt af kapitalismen, men af uansvarlige bankers grådighed og af banker, som ikke ville tage risikoen for deres egne beslutninger. Sådanne handlemåder repræsenterer en risiko for det frie marked i lige så høj grad som overdreven myndighedskontrol. At pumpe penge ind i bankerne uden at sikre direkte indflydelse med hensyn til den måde, de bruges på, vil derfor være tyveri af borgernes surt fortjente penge. Vi skal holde øje med bankerne for at sikre, at de ikke kun bruger pengene til at forbedre deres egne resultatopgørelser, men også til udlån til virksomhederne. Hvis bankdirektørerne får mulighed for at acceptere finansiel hjælp, uden at regeringen dikterer, hvordan pengene skal bruges, afvises princippet om politisk ansvarlighed. Dette svarer til en umoralsk betaling for tab, der er opstået gennem samvittighedsløs drift af finansielle institutioner, hvor hverken institutionerne eller de faktiske ledere bærer det ultimative ansvar.

 
  
MPphoto
 

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. – (FR) Fru formand! Jeg skal gøre det kort, fordi dette er en særdeles frugtbar forhandling, men jeg vil komme med fem observationer, inden jeg giver ordet til Kommissionens formand, José Manuel Barroso. Vi er for det første alle enige om den historiske og særdeles banebrydende karakter af G20-topmødet. Dette globale skridt er banebrydende og historisk, men det var Europas initiativ også, som formanden for Kommissionen har påpeget, idet dette er et Europa, der handler på den internationale arena, som Joseph Daul understregede, når der er en fælles vilje.

Vi er for det andet alle enige om, at det, der sker – uanset om vi kan lide det eller ej – markerer et brud, og at vi, som Graham Watson sagde, ikke kan gå tilbage til tingene, som de var før, men vi skal være opfindsomme med hensyn til at finde svar på krisen.

Min tredje observation er en, som flere talere har gjort, herunder Martin Schulz, formand for De Europæiske Socialdemokraters Gruppe, og Monica Frassoni, og den vedrører betydningen af grundlæggende at være lydhør, af at opretholde vores fremdrift og hurtigt vedtage vigtige lovgivningsforanstaltninger, navnlig vedrørende finansiel regulering.

Min fjerde observation er, at vi skal gøre noget for at afbøde den særdeles skadelige indvirkning af denne finanskrise, hvad angår både relationerne mellem det finansielle system og de små og mellemstore virksomheder, som Brian Crowley anførte, og forbindelsen mellem sociallovgivning og økonomisk genopretning, som Joseph Daul henviste til. Det er også vigtigt, at vi handler på grundlag af en bred vision, der er baseret på de elementer i Keynes' teorier, som kan bruges i kampen mod klimaændring, som Graham Watson, formand for Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa, foreslog.

Endelig er det, som formanden for Kommissionen og flere talere og gruppeformænd understregede, vigtigt at overveje alle krisens dimensioner. Som De sagde, drejer det sig om en udviklingsmodel, og vi skal, som Martin Schulz påpegede, genoverveje skillelinjerne mellem den offentlige sektors rolle og den private sektors rolle. Som De understregede, og andre også sagde, herunder Monica Frassoni, vil det være forkert, hvis vi udelukkende fokuserer på den finansielle verden og glemmer de mest udsatte, de svageste og dem, der sulter, som formanden også nævnte. Jeg er enig i, at vi igen skal undersøge grundlaget for systemet. Hvis grådighed er en del af dette grundlag, er der intet andet alternativ end at undersøge det igen.

Endelig skal vi huske, og det er mit sidste punkt, at krisen ikke må få os til at sætte tempoet ned eller blive frygtsomme. Vi skal i stedet reagere hurtigere og forblive ambitiøse i vores udviklingsmål, miljømål og kamp mod klimaændring.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  José Manuel Barroso, formand for Kommissionen. – (FR) Fru formand! Da vi har besluttet, at jeg skal fremlægge hele arbejdsprogrammet for næste år, vil jeg gerne besvare Martin Schulz' konkrete spørgsmål, inden jeg fortsætter med mine bemærkninger. I dag vedtog Kommissionen sit svar på de to betænkninger – Rasmussen-betænkningen og Lehne-betænkningen – og De kan se, hvordan vi agter at overvåge de forskellige elementer, og hvordan vi allerede har iværksat sådanne foranstaltninger. Det er et meget vidtrækkende svar, og vi vil fremlægge flere forslag, hvoraf nogle allerede er fremlagt. Da jeg omtalte Rådets forårsmøde, henviste jeg til konklusionerne fra den højniveaugruppe, jeg nedsatte med Jacques de Larosière som formand. Hvad angår forslagene, har Charlie McCreevy, kommissæren med ansvar for disse forhold, oplyst mig, at forslagene vedrørende hedgefonde og private equity-fonde, som netop er de forslag, De omtalte, kan fremsættes snart. De vil i princippet kunne fremsættes i december.

For at gå videre til Kommissionens arbejdsprogram for 2009 er det, som jeg har sagt, uløseligt forbundet med en specifik politisk kontekst. Jeg må sige, at den finansielle storm stadig raser, at den ikke er ovre endnu, og at vi står på kanten af alvorlig økonomisk nedgang. Derfor må vi ikke spilde tiden med at fokusere på de foranstaltninger, der allerede er sat i gang som led i tilpasningen til globaliseringen og moderniseringen. Dette er ikke et spørgsmål om, at vi lige har opdaget behovet for at reagere over for globaliseringen. Jeg må understrege, at vi i denne Kommission, som jeg har haft den ære at være formand for, har henvist til en ny tidsalder i flere år. For Europa betyder dette specifikt, at vi skal fremme vores værdier og forsvare vores interesser på baggrund af globaliseringen. Det er netop på denne baggrund, at vi skal fremlægge ambitiøse forslag. Den nuværende krise må dog ikke aflede vores opmærksomhed fra de øvrige prioriteter i vores arbejdsprogram, som faktisk også er prioriterede svar på globaliseringsudfordringen. Jeg henviser navnlig til kampen mod klimaændring og indsatsen for at opnå bæredygtig udvikling. De er prioriteter for 2009, som har en særlig betydning som året for klimatopmødet i København.

Jeg vil varmt rose det enorme arbejde, som Parlamentet har lagt i klima- og energipakken. Vi står over for usædvanlige omstændigheder, og jeg er stolt over at opleve svaret fra de europæiske institutioner, som er vokset med udfordringen. Jeg er overbevist om, at vi ved at arbejde sammen kan nå vores fælles mål om en politisk aftale i december. For at være helt ærlig er jeg overbevist om, at en sådan aftale også vil være en katalysator for en europæisk strategi, der har til formål at opnå en ambitiøs aftale i København.

Jeg vil ikke overdrive det, der er på spil, men vi skal alle være opmærksomme på, at Europa risikerer en stor del af sin troværdighed i disse forhandlinger, som det er drivkraften bag. Det var Europa, der lancerede den globale debat om kampen mod klimaændring. Det var os, der fortalte den amerikanske regering, at den skal gøre mere. Vi har sagt det samme til russerne, kineserne og inderne, og vi har fortalt dem, at vi ikke på give op på et tidspunkt, hvor der i horisonten er udsigt til et bedre samarbejde med den nye amerikanske regering. Nu må vi ikke signalere, at vi selv er ved at drosle ned for vores ambitioner. Det ville være et alvorligt slag mod vores troværdighed.

I morgen vil vi foreslå en virkelig gylden mulighed, og vi har ikke ret til ikke at gribe den. Vores svar på den økonomiske krise skal derfor vise, at programmer til bekæmpelse af klimaændring også kan være en del af en økonomisk svarstrategi. Jeg bryder mig ikke om den form for konfrontation, der nogle gange opstår mellem dem, der fokuserer på økonomien eller industrien, og dem, der fremmer dagsordenen for bæredygtig udvikling. De to ting går faktisk hånd i hånd, og jeg tilslutter mig det, som nogle af talerne sagde om dette.

En anden prioritet er befolkningen Europa. I 2009 vil Kommissionen især fokusere på indsatsen for fremskridt inden for det europæiske område med frihed, sikkerhed og retfærdighed, f.eks. ved at fastlægge en fælles indvandringspolitik og integrere den i EU's bredeste politikker, f.eks. politikkerne for vækst, konkurrence og social integration, ved at sætte det europæiske indvandringsnet i drift og gennemføre det fælles europæiske asylsystem fra 2010, ved at styrke overholdelsen af reglerne om forbrugerbeskyttelse i Europa, ved at forbedre den gensidige anerkendelse af visse civil- og strafferetlige instruments, f.eks. retsafgørelser og arveafgørelser, og ved at bekæmpe nye former for strafbar aktivitet, f.eks. misbrug af børn og cyberangreb.

Den anden prioritet for 2009 – jeg går hurtigt frem, fordi tiden går – er Europas rolle i verden. Her står vi også over for udfordringer, nemlig udvidelsesprocessen og styrkelsen af naboskabspolitikken samt etablering af tættere forbindelser med udviklingslandene, herunder især i Afrika. Dette er en kategorisk nødvendighed, og jeg må minde Dem om behovet for at godkende Kommissionens forslag om landbrugsstøtte i udviklingslandene. Det er et spørgsmål om troværdighed. Endnu en gang kan vi på vigtige topmøder ikke nøjes med at drøfte finansielle forhold. Vi skal vise, at vi ikke kun forhandler med de store nye stærke økonomier, men at vi også er bekymrede for udviklingslandene, især landene i Afrika.

Vores forhold til disse lande er også en vigtig faktor i løsningen af en række globale problemer. Vi må ikke glemme, at vi har en række vigtige møder, f.eks. næste års klimatopmøde i København, som vil sætte os i stand til at indgå i et mere effektivt samarbejde med dem om fælles problemer, f.eks. energisikkerhed, kampen mod klimaændring og migration samt afslutningen af Dohaudviklingsdagsordenen og gennemførelsen af bilaterale handelsforhandlinger.

Det viste sig tydeligt på Washingtontopmødet, at der er et påtrængende behov for en global handelsaftale. Doha er ud over en handelsdagsorden også en udviklingsdagsorden. Vi er efter min mening nu tættere på det rigtige spor, fordi det reelle alternativ til Doha er ikke status quo, Det er på grund af den nuværende finanskrise i stedet muligheden for at vende os mod os selv, muligheden for, at lande forskellige steder i verden tager et tilbageskridt med hensyn til tariffer og indføre unilaterale foranstaltninger for at beskytte bestemte sektorer i deres økonomier. I det tilfælde vil vi igen i stor stil opleve økonomisk nationalisme med en tilbagevenden til protektionisme, som vil skade den globale økonomi og, jeg tør næsten ikke tilføje det, også den europæiske økonomi. Som De ved, er Europa førende inden for handel.

Sidste uges topmøde styrkede også vores vilje til at styrke forbindelserne med Rusland baseret på gensidige interesser. Disse forbindelser vil nogle gange være vanskelige. Der er problemer, som vi har forskellige holdninger til, men jeg tror ærlig talt, at sidste uges topmøde i Nice bekræftede, at det er bedre at indgå i dialog med Rusland end at forsøge at isolere landet. Rusland er også en vigtig partner globalt.

Endelig viste det intense pres, som verden har været under i 2008, hvor vigtigt det er at dele en fælles vision med USA. Der åbnes nu en fantastisk mulighed med den nye regering i USA. Under sin valgkampagne fremsatte den kommende præsident meget klare erklæringer om forhold, som f.eks. kampen mod klimaændring og vedtagelsen af en mere multilateral tilgang. Lad os gribe denne mulighed og fremlægge idéer til en dagsorden som svar på globaliseringen. Vi står over for nogle meget respektindgydende fælles udfordringer, og et mere aktivt samarbejde mellem Europa og USA kan efter min mening gøre verden til et bedre sted.

I 2008 har Europa udvist enhed i den måde, det har koordineret sin indsats under alvorlige kriser. Georgien og finanskrisen har gjort EU mere effektivt. En forenet tilgang er den eneste mulighed, hvis vi vil møde udfordringerne i 2009.

Om nogle få måneder kaldes 375 millioner vælgere til stemmeboksen for at udøve deres fantastiske demokratiske ret til at vælge et nyt Europa-Parlament. Lad os udnytte den fremdrift, som de nylige kriser har tilført EU. De har åbnet befolkningernes øjne for fordelene og effektiviteten ved den europæiske dimension som en metode til at garantere deres økonomiske, sociale og miljømæssige velfærd og beskytte deres interesser, samtidig med at den bekræfter deres værdier. Der er i dag midt i krisen muligheder, som vi skal gribe. Der er f.eks. et langt mere gunstigt miljø end for få måneder siden for anerkendelse af vigtigheden af vores valuta, euroen. Lad os derfor gribe denne mulighed. Det er vigtigt, i hvert fald for alle, der tror på det europæiske projekt – og de er vist i flertallet – at være mere optimistisk, når vi udbringer det europæiske budskab og ikke blive ved med at give efter for kynisme eller inerti.

Til det formål har vores institutioner efter min mening pligt til at arbejde sammen. Jeg ved, at Kommissionen f.eks. nogle gange ville blive mere populær i visse kredse, hvis den fremsatte forslag, som medlemsstaterne uden tvivl ville afvise uden videre. Det er ikke sådan, jeg ser på tingene. Jeg går bestemt ind for en ambitiøs tilgang, men den skal også være realistisk, fordi vi skal handle sammen med de øvrige institutioner og med medlemsstaterne, som alle er demokratier, ellers ville de ikke være medlem af EU.

Kommissionen vil derfor fortsætte med at spille sin rolle, udføre sin rolle som drivkraft og igangsætter, men den vil i den forbindelse ikke handle imod medlemsstaterne og Parlamentet, men i stedet med Parlamentet og medlemsstaterne. Det er efter min mening stadig vigtigere, at vi indtager denne holdning. Enhver anden tilgang ville være en form for populisme. Fremsættelse af forslag får at få opmærksomhed er også en form for populisme. En anden form for populisme er, når der fremsættes forslag forklædt som europæisme, når vi ved, at de ikke har nogen chance overhovedet for at blive godkendt. Vores rolle i Kommissionen er naturligvis at handle som en drivkraft, men samtidig søge konsensus med de andre institutioner. Sådan kan Europa forblive i hjertet af indsatsen, hvor det har positioneret sig. Det interinstitutionelle samarbejde har sat EU i stand til at spille en central rolle i fastlæggelsen af den internationale dagsorden.

Vi står ved en meget vigtig politisk skillevej for Europa, måske endda et vendepunkt. Europa nærer også store forventninger. Det er ved fortsat at tage initiativer og planlægge fremad sammen, at EU bedst kan opfylde disse forventninger, og det er netop den ånd, som vil inspirere Kommissionen i 2009.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Hartmut Nassauer (PPE-DE). – (DE) Fru formand, mine damer og herrer! Der er tre store kriser, som kræver handling fra vores side. Den første er finanskrisen – som allerede er blevet drøftet – som i stadig stigende grad trænger sig ind på realøkonomien. For det andet må vi ikke glemme krisen i forbindelse med traktaterne, som understøtter EU, og som er afspejlet i Lissabontraktatens skæbne. For det tredje har vi en EU-krise, hvad går accepten af EU i befolkningen, som efter min mening er vigtig at nævne inden valget.

Kommissionens formand har fremlagt et arbejdsprogram for resten af Parlamentets valgperiode og Kommissionens embedsperiode. Jeg vil sige, at Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater med glæde vil følge hovedprincipperne i dette program. Vi støtter Dem. Vi vil dog lægge en anden vægt på visse aspekter. Vægt skal tillægges i overensstemmelse med forventninger. Disse forventninger er rettet mod de sidste par måneder af Deres embedsperiode og måske endda tiden derefter.

PPE-DE-Gruppen vil gerne have indflydelsen på Kommissionens foranstaltninger. Vi er klar over, at andre grupper med rette ønsker det samme. Vi sætter vores lid til Deres politiske evner som svar på dette. De betegner med rette beskæftigelse og vækst som Deres højeste prioritet. Svaret er i stigende grad forbundet med spørgsmålet om, hvordan vi skal reagere over for finanskrisen. Vi støtter de nødvendige foranstaltninger i forbindelse med reguleringen og gennemsigtigheden af de finansielle markeder. Vi har brug for ekstremt specifikke forslag til omorganisering af reguleringen af de finansielle markeder så hurtigt som muligt.

Gennemførelsen af handlingsplanen fra det globale finansielle topmøde er bestemt først og fremmest nationalstaternes anliggende. I lyset af de globalt indbyrdes forbundne markeder er det dog nødvendigt med tæt samarbejde om alle lovgivningsforanstaltninger – om ikke andet så for at forhindre, at der benyttes forskellige standarder. Det repræsenterer et bredt og vigtigt aktivitetsområde for Kommissionens koordinationsarbejde.

Regulering – og vi må ikke glemme dette – er ikke et mål i sig selv. Det er et redskab til at opnå visse mål, navnlig under en krise. Det skal vi blive ved med at minde os selv om.

De nævnte klima- og energipakken, som efter planen vil blive vedtaget i december. Jeg er sikker på, at der er bred enighed om dette mål i Parlamentet. PPE-DE-Gruppen – og det vil jeg gøre helt klart – ønsker også, at dette problem løses inden valgperiodens udløb. Det er et strategisk mål. De kræver dog meget af Parlamentet. På baggrund af den nuværende situation kan vi antage, at vi lige efter topmødet i december vil få forelagt en pakke på flere hundrede sider på ét sprog, som vi forventes at sige ja eller nej til.

Vi respekterer det mål, som vi også har, men dette er et markant misbrug af Parlamentets og medlemmernes rettigheder, og måske vi kan komme med noget bedre end denne grove mulighed.

 
  
MPphoto
 

  Hannes Swoboda (PSE). – (DE) Fru formand, hr. formand for Kommissionen! Til sidst i Deres tale, sagde De, at vi skal udsende et klart budskab til vælgerne. Jeg er helt enig.

Når jeg ser på programmet, er temaet tilsyneladende dog at "fortsætte som før". Det kan være det rigtige at gøre på nogle områder, men på andre områder – først og fremmest på det område, vi drøfter i dag – kan det ikke være det rigtige. Vi skal sende det signal, at vi har lært af krisen, og at vi vil handle på en anden måde end tidligere. Hvis De tilføjer sætningen "Europa har gavn af åbne samfund og åbne markeder, men der skal gælde regler for dem begge", ville det være rigtigt, selv om det måske ikke er tilstrækkelig klart. Vi har brug for regler, så Europa kan få gavn af åbne samfund og åbne markeder. Det skal gøres klart, og det har ikke altid været det princip, som Kommissionen har fulgt.

I Deres værk – hvis jeg må sige det på den måde – nævner De en "pludselig tillidskrise". I lang tid har Poul Nyrup Rasmussen påpeget, hvad der kunne ske. Martin Schultz har efterhånden også talt om det længe. Tillidskrisen var derfor ikke så pludselig. Alligevel mente nogle i Kommissionen, at vi ikke behøver regulere noget, at det hele ville gå godt, at markedet ville regulere alt. Det er dog ikke, hvad der er sket, og der skal ske ændringer.

(Bifald)

Mit andet punkt er følgende: Det er et emne, som stadig ikke er en del af programmet, men som er meget vigtigt for borgerne, nemlig offentlige tjenester og den offentlige sektors tjenester. Jeg nævner dette specifikt, fordi der er opstået en krise i visse lande i forbindelse med postbefordringen. Det er ikke Kommissionens fejl alene. Det kan dog tilskrives en særlig holdning, nemlig at markedet skal bestemme i alle sektorer, og at det skal være åbent i enhver henseende, hvilket i nogle tilfælde får postvæsenet til at efterstræbe højere indtjening andre steder i stedet for at levere tjenesteydelser til forbrugerne og til offentligheden.

Det fører os i den forkerte retning. Jeg ville i det mindste gerne have set en utvetydig erklæring sidst i Deres program om, at De vil gå i brechen for disse offentlige ydelser og oplyse, hvordan de burde håndteres, både regionalt og lokalt, og at markedet trods alt ikke regulerer alt.

Endelig vil jeg tilslutte mig et af Deres punkter: Vi har en ny amerikanske regering. Jeg vil gerne opfordre Dem, hr. formand for Kommissionen, og alle andre til at bruge tiden og de næste par uger til at samarbejde med denne regering for at sikre, at vi opnår et ægte partnerskab for en europæisk og også en global social markedsøkonomi. Lad os udnytte den mulighed, som en ny amerikansk præsident repræsenterer.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Diana Wallis (ALDE). – (EN) Fru formand! Hvad angår den globale finanskrise og Kommissionens lovgivningsmæssige arbejdsprogram, burde sidstnævnte på en måde være vores svar på førstnævnte. Nu vil nogen måske sige, at vi ikke har én krise, men flere: finanskrisen, naturligvis, men også miljøkrisen i lyset af klimaændringerne, tilliden til EU efter den irske afstemning og sikkerheden efter de nylige begivenheder i Georgien. Uden på nogen måde at forklejne det, vi er oppe imod, skal vi måske udskifte ordet "krise" med "udfordringer" – udfordringer til Europa om at træde i karakter og udfylde sin rolle.

Europa er helt sikkert den bedst rustede region i verden, idet vores institutioner kan tage fat på disse problemer og udfordringer, der rækker ud over de enkelte lande og ud over en enkelt medlemsstats kontrol. Vi skal først og fremmest kunne reagere samlet gennem et stærkt og kollektivt svar for at skabe tillid blandt dem, vi repræsenterer: Europas borgere:

Jeg vil give et eksempel: Med hensyn til finanskrisen mener jeg, at Parlamentet med rette kan hævde, at det var på forkant med tingene. Vi fik en kraftig forsmag under vores arbejde i undersøgelsesudvalget om Equitable Lifes kollaps. Det var det første advarselsskud om den finanskrise, der skulle komme. Parlamentet fremsatte en række henstillinger efter den pågældende undersøgelse i juni sidste år, henstillinger om finansiel regulering, om administrativt samarbejde mellem regulerende myndigheder, om adgang til klage og kompensation – kort sagt de fleste af de spørgsmål i forbindelse med den finansielle sektor, hvor vores borgere har størst brug for tryghed i øjeblikket.

Disse henstillinger fortjente nærmere opmærksomhed fra Kommissionen, men især fra medlemsstaterne, herunder den britiske regering, som endnu ikke har besvaret dem fuldt ud, og som endnu ikke har kompenseret ofrene for Equitable Life, selv om den selv har skubbet sig forrest i køen mod de islandske banker.

De finansielle og øvrige udfordringer, vi står overfor, kræver, at vi handler sammen i solidaritet, ikke kun med henblik på national protektionisme, hvis vi skal forblive uskadt som kontinent. Vores gruppe, ALDE-Gruppen agter at besvare arbejdsprogrammet med en positiv og progressiv beslutning. Mange af mine kolleger vil fremlægge detaljer om nogle af punkterne, men vi lægger først og fremmest vægt på et åbent Europa, et grønt Europa, et nyskabende Europa og et sikkert Europa.

 
  
MPphoto
 

  Ryszard Czarnecki (UEN). – (PL) Fru formand, hr. formand for Kommissionen! Den finansielle krise og med tiden også en økonomisk krise vil påvirke hele Europa, og derfor skal vi påtage os ansvaret sammen og træffe vores beslutninger sammen. Da alle medlemsstater vil blive ramt af krisen og vil stå over for opgaven med at modvirke den, sænke den og mindske dens konsekvenser, skal alle medlemsstaterne sammen træffe beslutning om den fælles indsats, der skal ydes.

En situation som den, der hersker i dag, hvor EU er opdelt i Europa A – eurolandene plus Det Forenede Kongerige – og Europa B – som består af de nye medlemsstater samt Sverige og Danmark – repræsenterer en opdeling af EU, især nu hvor vi står over for en krise. Det er en fornægtelse af et af de grundlæggende principper, som Fællesskabet indtil nu har været baseret på: princippet om solidaritet. Det er ikke den rigtige vej, hr. Barroso.

Kommissionens handlingsplan, som blev fremlagt for 13 dage siden, blander grundlæggende spørgsmål med uvigtige spørgsmål og med spørgsmål, der kan have været vigtige engang, men som har mistet deres vigtighed i lyset af den økonomiske krise. I øjeblikket er økonomisk vækst og bekæmpelse af den stigende trussel om arbejdsløshed hundrede gange vigtigere end spørgsmålene om klimaændringer. Det glæder mig, at Kommissionen betragter yderligere udvidelse af EU, dvs. optagelsen af Balkanlandene, som en prioritet. Det reelle problem her er at stabilisere denne eksplosive region i Europa, da en stabilisering af Balkanlandene vil betyde lavere omkostninger for de europæiske skatteydere: borgerne i medlemsstaterne.

 
  
MPphoto
 

  Hélène Flautre (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! Det er bestemt Kommissionens opgave at garantere gennemsigtighed samt bedre information og beskyttelse til vores borgere og forbrugere, som hr. Barroso helt rigtigt sagde.

Der er dog ét område, hvor Kommissionens indsats især er mislykket i den henseende, nemlig hvad angår godkendelsesprocedurerne for genetisk modificerede organismer (gmo'er). Disse procedurer er blevet kritiseret fra alle kanter. De burde blive gennemgået på det næste mødet mellem miljøministrene i Rådet den 4. og 5. november. Der er 44 europæiske regioner, der har erklæret sig for gmo-frie. Seks medlemsstater har påberåbt sig sikkerhedsklausulen i forbindelse med Monsantomajs. Hvad vil Kommissionen gøre i lyset af modstanden fra et stort flertal af europæerne? De gennemfører hurtige godkendelsesprocedurer for markedsføringstilladelser. De udsteder godkendelser ydmygt i overensstemmelse med anbefalingerne fra Den Europæiske Fødevaresikkerhedsautoritet, hvis holdning selv er baseret på toksicitetsundersøgelser gennemført af de bioteknologiske selskaber.

Europæiske procedurer er i deres nuværende form en veritabel si, som landbrugsindustriens interesser frit kan løbe igennem. Borgerne ønsker oplysninger om de giftige virkninger af gmo'er, og det skal de have. Ved Kommissionen selv, hvor giftige de er? Ved De det? Hvilken indvirkning har gmo'ernes toksicitet på folkesundheden og miljøet? Hvorfor er der ingen krav om offentliggørelse af de rådata, som undersøgelsesresultaterne er baseret på? Hvorfor er test ikke obligatoriske efter tre måneder? Hvorfor nøjes med de undersøgelser, der gennemføres af selskaberne selv?

Offentligheden har krav på gennemsigtighed, information og diskussion. Dette burde være Kommissionens mål, hvad angår godkendelse af gmo'er. Hr. Barroso! Vi kræver offentliggørelse af rådata. Vi ønsker at se kritiske undersøgelser, vi ønsker offentlig debat, og vi ønsker langsigtede test. Vi ønsker at få kendskab til gmo'ernes indvirkning på sundheden.

Kommissionens initiativ, nemlig at etablere en gruppe sherpaer fra de 27 medlemsstater, som skal tilsidesætte formandskabets ad hoc-gruppe og tilsidesætte dens egne kommissærer, som er kompetente på disse områder, skaber forvirring og uklarhed på et område, hvor De er ansvarlig for at garantere procedurernes klarhed og pålidelighed.

De ønsker vel, at offentligheden skal have tillid til Europa, gør De ikke, hr. Barroso? Så bevis det!

 
  
MPphoto
 

  Sylvia-Yvonne Kaufmann (GUE/NGL). – (DE) Fru formand! Resultatet af G20-topmødet er en nedsættelse af den laveste fællesnævner. Regulering og gennemsigtighed skulle angivelig forhindre endnu en finanskrise. Der er dog endnu ikke taget stilling til de specifikke foranstaltninger, som skal gennemføres. Den Internationale Valutafond, som har sendt mennesker i hele verden ned i dyb fattigdom og fortvivlelse på grund af sin nyliberale strukturtilpasningspolitik, skal nu til at føre tilsyn med det globale finansielle marked. Det forsøges ikke en gang at afvige fra det system af global omfordeling, som især er ansvarligt for krisen. Det er paradoksalt, at der indtil nu har skullet findes det ufattelige beløb på 2,5 trillioner EUR for at redde bankerne i hele verden. En så samstemmende handling har vi aldrig set ved nogen menneskelige katastrofe. Med et sådant beløb kunne vi have bekæmpet den alvorligste fattigdom i verden og reddet klimaet.

Hvad er konsekvenserne? En social global økonomisk orden skal erstatte den frie markedsøkonomi, og FN skal spille en førende rolle i denne forbindelse. En ny global finansiel orden skal fremme sociale velfærdspolitikker, stoppe forarmelsen og gøre fremskridt med hensyn til økologisk bæredygtig økonomisk aktivitet. EU kan spille en afgørende rolle i udformningen af denne nye orden, hvis det viser, at recessionen, der er en konsekvens af finanskrisen, bekæmpes effektivt ved hjælp af en forenet europæisk indsats. Dette vil dog kun virke, hvis EU først bringer orden i eget hus.

Formanden for Kommissionen, hr. Barroso, sagde tidligere, at ekstraordinære omstændigheder kræver ekstraordinære foranstaltninger. Der er rigtigt, men så skal der handles med mod. Kommissionen skal have modet til at erstatte den praktisk talt forældede stabilitetspagt for Europa med en økonomisk og social pagt, som forpligter alle medlemsstaterne til at koordinere deres økonomiske og finansielle politikker med hinanden. Kommissionen skal have modet til endelig at bekende kulør og uden forbehold sætte spørgsmålet om social retfærdighed øverst på den europæiske dagsorden. Endnu en gang gives der ikke tilstrækkelig høj prioritet til de sociale aspekter i lovgivnings- og arbejdsprogrammet. Socialt pres nævnes kun vagt som noget, man skal reagere overfor i tider med økonomisk krise. Hvorfor nævner De ikke specifikt de alvorlige sociale problemer? Hvorfor siger De ikke tydeligt, at den stadig større kløft mellem de rige og de fattige ikke længere kan accepteres? Hvorfor siger De ikke tydeligt, at overskud, der privatiseres, og underskud, der nationaliseres, ikke længere kan accepteres? Jeg spørger mig selv, hvornår Kommissionen i lyset af den drastiske situation med hensyn til arbejdsløshed, fattigdom og ulighed endelig vil forstå, at vi ikke kan blive ved med at fortsætte som før, som det foreslås i arbejdsprogrammet. Nyliberalismen har ganske enkelt ødelagt økonomien, og forandringens vinde burde have vundet indpas for længe siden i Europa.

 
  
MPphoto
 

  Paul Marie Coûteaux (IND/DEM). – (FR) Fru formand! Jeg er forbløffet – og jeg tror ikke, jeg er den eneste – over antitesen mellem de mest overbevisende og nyeste beviser og det, jeg hører i Parlamentet, især fra repræsentanterne for Rådet og Kommissionen, men også fra mine fuldstændig eurofile kolleger. Denne antitese får mig til at tænke på Byzans og på de balsamiske og selvtilfredse ytringer fra de byzantinske administratorer, da deres verden var ved at synke i grus.

Det, som vi har her, er ikke kun en krise – hvilket er en latterlig utilstrækkelig term for en recession – men kollapset af selve grundlaget for globaliseringsprocessen, der i så høj grad har præget det 20. århundrede. Jeg ser ikke dette som en kreditstramning. Det er en credostramning. Det er Deres politiske credo, der er kastet ud i krise, og jeg beder Dem have modet til at anerkende situationens reelle alvor. Jeg har ikke tid til at opremse alle læresætningerne i denne credo, men kreditliberaliseringen og disse mange lån er tydeligvis konsekvensen af blind tillid til den usynlige hånd og måske endda fremskridtets uundgåelighed.

Det siger sig selv, at svaret er offentlig kreditregulering. Af samme grund er fri handel – den accelererede spredning af fri handel – ingen løsning. Løsningen er tværtimod igen at begynde at beskytte vores grænser, som vores befolkning udmærket er klar over. Politisk magt må ikke skubbes til side af overbygninger som dem, vi har her, og i den henseende har Lissabontraktaten sat Deres tanker i gang. Vi har brug for at vende tilbage til den reelle legitime myndighed, nemlig suverænstaten.

 
  
MPphoto
 

  Luca Romagnoli (NI). – (IT) Fru formand, mine damer og herrer! Finanskrisen og nedgangen i økonomien understreger den centrale rolle, som medlemsstaterne og EU burde spille i indsatsen for at sikre socioøkonomisk velfærd, men det skal også understreges, at politik igen burde tage fuld kontrol over økonomien og på enhver mulig måde bekæmpe den virtuelle finansielle situation, der stadig styrer millioner af menneskers skæbne.

En mindskelse af indvirkningen af den globale nedgang på den europæiske økonomi, hvad angår beskæftigelse og økonomisk aktivitet, burde omfatte en tilgang baseret på den europæiske sociale model. Dette burde være prioriteten for 2009: beskæftigelse og social beskyttelse for at sikre vækst. Endelig ser vi praktiske foranstaltninger med henblik på at reformere reglerne for det europæiske finansielle system, efter at bank- og finanssystemet har haft lov til at plyndre og udpine offentlige aktiver og privatpersoner.

Kommissionens strategi om at støtte alle, der mister deres job, er efter min mening for begrænset og kommer for sent, og det samme gælder støtten til små og mellemstore virksomheder og investering i forskning. Jeg bemærker frem for alt, at fremskyndelsen og gennemførelsen af samhørighedsprogrammerne afleder opmærksomheden fra andre behov. Inden regeringer og Kommissionen bekymrer sig om at skabe tillid til markederne, bør de genskabe borgernes tillid til uafhængigheden af dem, der leder dem, fra påvirkningen af den udenlandske finansverden.

 
  
MPphoto
 

  José Manuel García-Margallo y Marfil (PPE-DE). (ES) Fru formand! Jeg vil egentlig ikke tale om finanskrisens diagnose. Vi er alle enige om, at dette startede som en likviditetskrise, som derefter blev til en solvenskrise, og som nu er blevet til en tillidskrise, som har ført til en mangel på kredit, som nu har skadet realøkonomien.

Svaret har ikke været et forenet europæisk svar i modsætning til det, der er sagt her. Det kan allerhøjst siges, at det har været et koordineret svar. De kan sige, at der ikke kan gøres mere i den nuværende situation. Jeg mener dog, at der bestemt kan gøres mere.

Hvad angår de finansielle redninger samt likviditet og solvens, er det chokerende, at tre institutioner hjælper markederne og giver lån på én gang: Den Europæiske Centralbank, Den Europæiske Investeringsbank og Kommissionen selv. Alle tre konkurrer med hinanden til skade for alle.

Med hensyn til bekæmpelsen af krisen i realøkonomien blev der på Washingtontopmødet annonceret budgetmæssige midler, som ikke blev konkretiseret yderligere. Nogle lande vil vælge at sænke skatterne, mens andre vil vælge at øge det offentlige forbrug i overensstemmelse med Keynes' doktriner. Vi bør finde ud af, om de foranstaltninger, der fungerer, vil gavne de foranstaltninger, der ikke fungerer, hvis alle disse foranstaltninger ikke koordineres. Vi bør også fastlægge regler for stabilitets- og vækstpagten.

Internationalt er det sandt, at mit land, Spanien, samt Tjekkiet og Nederlandene var til stede i Washington, men deltog ikke i de forberedende møder, og der er ingen garanti for, at de vil gøre det i fremtiden. Jeg anmoder Rådet og Kommissionen om at fortælle mig, hvordan de planlægger at reformere Den Internationale Valutafonds bestyrelse, og hvad de planlægger at gøre, så alle berettigede lande er repræsenteret i den finansielle stabilitetsfond.

Jeg vil afslutte med en advarsel. Parlamentet bliver bedt om at samarbejde med Kommissionens plan: Det har vi altid gjort. Hvis Kommissionen havde lagt mærke til de advarsler, vi er kommet med siden 1999 i gentagne betænkninger, som Kommissionen og navnlig Charlie McCreevy har ignoreret, ville situationen have været en helt anden.

 
  
MPphoto
 

  Robert Goebbels (PSE). – (FR) Fru formand! 2009 vil gå over i historien som året for den anden store globale økonomiske depression.

I sin bog om krisen i 1929 skrev John Kenneth Galbraith, og jeg citerer: "Det enestående ved det store sammenbrud i 1929 var, at det værste blev ved med at blive værre". Krisen med subprimelån har udløst en deflatorisk spiral, som ikke kun hærger det finansielle system, hvor den har udraderet mere end 60 % af den globale aktieværdi.

Denne likviditets- og solvenskrise påvirker i stigende grad også realøkonomien. Termen "realøkonomi" som modsætning til finanssektoren er interessant. Det understreges af selve arten af de fleste finansielle aktiver. I kølvandet på de finansielle markeders totale nederlag sker der igen kraftig genopblomstring blandt de nationale regeringer. Vi har set en række topmøder. Washingtontopmødet resulterede i et imponerende katalog af prisværdige intentioner. I bagklogskabens klare lys, der karakteriserer vores ledere, både store og små, er der udformet stærke foranstaltninger med henblik på at vurdere risiciene ordentligt og undgå overdrevne løftestangsvirkninger. Tilsyn skal blive mere effektivt uden at hindre innovation. "Enig! Enig!" siger vi, mens vi venter på detaljerne om et effektivt reguleringssystem, som kan forebygge overdrevne risici uden at falde i fælden med overregulering.

De nationale regerings tilbagevenden til rollen som markedsregulatorer skal hilses velkommen, men det uheldige er, at det ofte betyder den selviske nationalstats tilbagevenden.

I en mere åben verden end i 1929 vil enhver national indsats hurtigt tabe pusten. Recessionen kræver, at vi handler i en ånd af international solidaritet. EU skal mobilisere alle sine kræfter og samle alle tilgængelige nationale budgetressourcer for at investere dem primært i infrastruktur til vækst og styrkelse af købekraften.

Den kommende præsident Barack Obama agter angiveligt at iværksætte et økonomisk genopretningsprogram, der vil koste et beløb svarende til 4 % af det amerikanske BNP. EU's 27 medlemsstater, hvis samlede gæld er mindre end USA's gæld, bør gøre en lignende indsats for at trække Europa og resten af verden ud af en finanskrise, der truer med at bringe ulykke til alle.

 
  
MPphoto
 

  Jean Marie Beaupuy (ALDE). – (FR) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I 2009 skal der, som vi alle ved, afholdes valg til Europa-Parlamentet. I 2009 vil der også blive udpeget en ny Kommission. I 2009 vil vi naturligvis få nyt formandskab. Betydningen af alle disse begivenheder er dog kun relativ. Livet går videre, og borgerne forventer, at vores institutioner reagerer på deres bekymringer ved at forfølge langsigtede mål og iværksætte omgående foranstaltninger for at opfylde dem, naturligvis altid med fremtiden for øje.

I den ånd vil jeg fremhæve to grundlæggende indsatsområder for 2009. Det første, som alle talere har nævnt, er at reagere på finanskrisen. Jeg har bestemt, som vi alle har, bemærket de gyldne stjerner, som Kommissionen og formandskabet tildelte sig selv. Hr. kommissær! Jeg vil gå så vidt som at sige, at vi kan fejre, at vi har scoret det første mål, men kampen er ikke ovre.

Hvis jeg derfor må komme med et forslag, skal formandskabet og Rådet derfor fortsætte og smede, mens jernet er varmt, for at sikre, at de 27 medlemsstater hurtigt fremlægger effektive svar på finanskrisen. Som det ofte siges, fører én krise uundgåeligt til den næste. Medmindre vi også ønsker at blive overrumplet af den næste krise, skal programmet for 2009 kunne imødegå de udfordringer, vi står overfor, som formand Barroso tilsyneladende også indikerede.

Som min kollega, Diana Wallis, sagde, er dette grunden til, at vi i Gruppen Alliancen af Liberale og Demokrater for Europa fremsætter en række forslag. Nogle af mine kolleger vil tale om disse forslag. Jeg vil understrege et af de punkter, jeg finder vigtigst, og som vi vil fokusere skarpt på, nemlig behovet for at sikre, at Kommissionen i 2009 fuldt ud medregner strukturfondene, som i øjeblikket udgør 36 % af vores budget, og som vil sætte os i stand til at iværksætte langt mere effektive foranstaltninger, skabe solidaritet mellem vores regioner og udnytte de instrumenter, der er nødvendige for at møde vores generations udfordringer.

Nu hvor vinteren sætter ind, må vi endelig ikke glemme boligkrisen. Vi regner med, at Kommissionen vil gøre en indsats på dette område, navnlig som svar på vores to anmodninger om undersøgelse af boligproblemet.

 
  
MPphoto
 

  Mario Borghezio (UEN). - (IT) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Denne krise har desværre – set med vores øjne – nødvendiggjort en omstrukturering af vores kontinents bankverden, men har ikke i Europa skabt en gruppe af, for at sige det lige ud, seriøse finansielle operatører, der er i stand til at planlægge den fremtidige ramme for markederne. Dette er ikke åbenbart og kan ikke ses.

Én ting er dog klar: Alle de reguleringssystemer, som G20-topmødet talte om, bliver ikke til andet end ord, hvis skattely forbliver urørlige. Det er det største problem, der mangler, og som ikke nævnes under de officielle drøftelser i medlemsstaterne. Disse skattely, som gør det muligt fuldstændig at omgå de regler, som vi vil indføre, og som loves på finansmarkederne. Da den kommende præsident Obama var senator, lovede han strenge foranstaltninger mod skattely, og vi er spændte på, om han som ny præsident vil have modet til at handle på dette område og overbevise ikke kun USA, men også Europa og i særdeleshed Det Forenede Kongerige, når man tænker på det storfinansielle spindelvæv, der tilsyneladende har styret bevægelserne, og når man navnlig tænker på de generøse bidrag til hans valgkampagne, der beløb sig til mange millioner.

Jeg mener, at vi i stedet for generelle principerklæringer skal anmode om effektive, konkrete initiativer, som kan sikre en genopretning af økonomien og produktionen, som vi har brug for, hvis vi skal undgå yderligere økonomiske kriser og slippe ud af den nuværende krise.

I den aktuelle situation med generel og udbredt gældsætning af markedet og kraftig deflation som følge af det utilstrækkelige pengeomløb er det absurd at foreslå yderligere gældsætning af medlemsstaterne over for de private centralbanker for at tilføre selve kreditsystemet og forbrugermarkedet likviditet.

Jeg vil afslutte med en enkelt bemærkning: Det er efter min mening sikkert og tydeligt, at der er en chance for, at krisen vil føre til et forslag om et verdensorgan for økonomien og for politik. Det er den verdensorden, som alle indtil for få måneder siden frygtede og søgte at undgå, men som vi i dag tilsyneladende betragter som uundgåelig og velkommen, som om den er redningen. Nej til globalisering!

 
  
MPphoto
 

  Rebecca Harms (Verts/ALE). (DE) Fru formand! Jeg vil for det første sige, at alt, hvad Kommissionen og Rådet i dag har sagt om "New Green Deal" i lyset af den globale finanskrise, efter min mening er forkert, og at der endnu ikke er nogen form for politisk enighed bag annonceringen af denne "New Green Deal".

I flere måneder har de europæiske industriorganisationer mobiliseret kræfterne imod vores europæiske klima- og energistrategi. Forslagene fra kommissær Dimas, kommissær Piebalgs og hr. Michel i forbindelse med udviklingspolitikken er systematisk blevet opblødt, udvandet og forsinket. Denne holdning har man ikke på nogen måde opgivet på baggrund af finanskrisen. I stedet er industrien begyndt at bruge finanskrisen til at udøve mere pres imod en systematisk klima- og energipolitik.

Denne kendsgerning skal efter min mening noteres på nuværende tidspunkt, da sandheden altid kommer frem, og der ikke vil blive opnået fremskridt ved blot at hævde, at der udvikles en ny politik. Hvis de ser nærmere på den aktuelle trilog, forhandlingerne om klimapolitik mellem Rådet, Kommissionen og Parlamentet, kan De se, at jeg har ret. De skyldes, at disse forhandlinger ikke ligefrem er præget af ambition, men netop af den forældede industripolitik, som ingen her ønsker at høre noget om, eller det er, hvad vi hører.

Formanden for Kommissionen, hr. Barroso, og kommissæren for erhvervs- og virksomhedspolitik, hr. Verheugen, er efter min mening ansvarlige for dette. Jeg går ind for, at Parlamentet endelig beslutter at vise sin støtte til de mennesker, navnlig hr. Dimas og hr. Michel, som faktisk stod for bæredygtige strategier. Det, som vi nu har brug for, er oprigtighed.

Hr. Steiner fra De Forenede Nationers Miljøprogram fremlagde en særdeles god plan i London i forrige uge. Lad os komme til sagen og holde op med at komme med tomme taler, som tilfældet har været i første del af forhandlingen. I de næste par uger vil vi få mulighed for at afslutte trilogen, og så vil vi kunne vurdere, om Kommissionen og Rådet blot spillede for galleriet i dag, eller om de var seriøse.

 
  
MPphoto
 

  Esko Seppänen (GUE/NGL). – (FI) Fru formand, fru kommissær! Verden lider af "Mad Money Disease". Det er en amerikansk sygdom, der er forårsaget af billige, løse penge. Værdien af ejendom blev harmoniseret, da alle investorerne var fulde på børsen og i løbetid på ejendomsmarkedet. Sygdommen spredte sig gennem børserne i form af derivater og swaps og blev til sidst en pandemi. Nu har vi tømmermændene.

USA er kapitalismens fædreland, hvor penge er modersmålet, og hvor magt udøves af markedets diktatur. Regeringen holder øje med det hele og er som reglernes forfatter blevet sataniseret: Der er ingen retlige hindringer eller etiske begrænsninger, når det handler om begær efter "mad money". Der oplevede de det største vækstboom i den økonomiske historie uden at spare, og USA er blevet verdens største debitor.

Så oplevede den kinasyndromlignende reaktor Wall Street en nedsmeltning, og systemet var pludselig fyldt med giftige værdipapirer og radioaktiv gæld. De afliver de syge banker, som har været ramt af spekulanternes udskejelser. Mens spekulanternes overskud blev privatiseret, socialiseres tabene nu, og den private gæld erstattes med offentlig gæld. Markederne var frie, og der var intet eller ingen, som beskyttede kapitalismen mod den selv, pengenes diktatur. Investeringsbankerne var som en sværm af græshopper på en åben mark.

Værdien af valutahandel på markederne er 125 gange højere end den egentlige værdi af selve pengene. Størstedelen af de løse penge er faktisk "funny" penge, som nu vender tilbage til bankernes resultatopgørelser som afskrivninger. Det er en trussel mod kreditrecessionen: Der er en risiko for, at gælds- og bankkrisen bliver til en altomfattende økonomisk krise, som vil manifestere sig i sult, arbejdsløshed og dårlig social sundhed. Vi ved, hvem der er de skyldige. Vi har endnu ikke set antallet af ofre.

 
  
MPphoto
 

  Kathy Sinnott (IND/DEM). – (EN) Fru formand! Jeg vil gerne sige til kommissæren, at hun nu og i sit kommende arbejdsprogram vil komme til at arbejde med finanskrisen. Krisen har ramt forskellige lande i Europa på forskellige måder, men én ting er sikker: De finansielle institutioner i alle lande har til en vis grad købt giftig amerikansk prioritetsgæld baseret på subprimelån. Ved De, i hvilket omgang europæerne har købt ting, som f.eks. CDO'er, som de havde fået præsenteret som værende af en vis værdi i henhold til de amerikanske kreditvurderingsinstitutter, men som faktisk ved den efterfølgende undersøgelse, efter at de var revnet, viste sig at være giftige obligationer? Det viste sig, at det drejede sig om risikable projekter. Jeg tror, disse institutter generelt har givet et misvisende billede af kvaliteten af denne gæld, siden man har kunnet sælge en så stor del af den så nemt.

Jeg vil også gerne vide, om Kommissionen har undersøgt kendsgerningerne bag de påstande, der blev fremsat, da disse påfund blev solgt, og hvis det er tilfældet, i hvilket omfang mener man, at de er misvisende? Hvis det er tilfældet, vil jeg også gerne vide, om der efter Kommissionens mening er hjemmel i lovgivningen for foranstaltninger mod kreditvurderingsinstitutter for alle, der har lidt som følge af deres uagtsomhed eller værre, da hele vores finansielle struktur nu er ramt af dem.

 
  
MPphoto
 

  Andreas Mölzer (NI). – (DE) Fru formand! EU nyder i øjeblikket stadig større popularitet og tillid, da landene og offentligheden søger beskyttelse bag EU's vægge i håb om, at de er stærke nok til at bekæmpe den finansielle og økonomiske krise.

Som følge af det indre markeds størrelse og takket være euroen har EU uden tvivl en bedre chance for at overvinde krisen. EU har dog også forpligtelser, og det skal opfylde sine forpligtelser over for suverænstaterne og borgerne ved at beskytte dem mod ubehersket grådighed og konsekvenserne af globaliseringen. Et svar på krisen må ikke kun bestå af lån til en værdi af mange milliarder euro til bilindustrien. De små og mellemstore virksomheder, som trods alt er de største arbejdsgivere, skal også støttes. Den europæiske arbejdsstyrke må under ingen omstændigheder dømmes til arbejdsløshed til fordel fra en bølge af faglært arbejdskraft fra tredjelande med et "blåt kort".

Det er derfor EU's ansvar at sikre, at dets borgere ikke snart vågner op til et Europa uden de sidste rester af deres nationale velstand, et Europa med masseindvandring.

 
  
MPphoto
 

  Giles Chichester (PPE-DE). (EN) Fru formand! Tingene sker sjældent på belejlige tidspunkter, og en krise er pr. definition altid ubelejlig. Den finansielle og økonomiske krise, som vi i øjeblikket står overfor, er i sig selv uvelkommen, men den kommer også i de sidste måneder af Parlamentets valgperiode og det sidste år af Kommissionens embedsperiode, hvor vi alle normalt ville tænke på det næste valg og nye udnævnelser.

Dette arbejdsprogram fra Kommissionen virker næsten som et "business as usual"-program, men situationen kræver, at der benyttes en ny tilgang for at finde frem til, hvordan vi afværger det, som truer med at udvikle sig til en dyb recession. Det stiller Europa over for en stor udfordring, fordi de fleste skattepolitiske foranstaltninger skal iværksættes på nationalt plan, selv om EU spiller en afgørende rolle for koordineringen. Omfanget af de udfordringer, vi står overfor, gør dette særlig vigtigt.

På energiområdet har vi en ret god idé om de foranstaltninger, der skal gennemføres, men de fleste af dem har en tidshorisont, der rækker ud over det næste år eller de næste par år, så det eneste område, hvor der kan gøres en hurtig indsats – som kan hjælpe – er området for energieffektivitet. Specifikt repræsenterer en sænkelse af momssatsen ved forbedringer af bygningers energieffektivitet og lancering af en oplysningskampagne for at opfordre til ændret adfærd to muligheder for at forbedre situationen.

Jeg mener endvidere, at tidspunktet til at nedsætte en af EU's berømte grupper af kloge mennesker – og her foreslår jeg, at det bliver både kloge mænd og kvinder – aldrig bliver bedre, så de kan overveje den aktuelle udfordring og komme med originale løsninger, der går videre end det kortsigtede middel, hvor penge spildes på skattegaver. Jeg håber, at Rådet og Kommissionen vil tage godt imod denne idé.

 
  
MPphoto
 

  Poul Nyrup Rasmussen (PSE). (EN) Fru formand! Vi befinder os midt i en ond cirkel, idet de finansielle institutioner, når økonomien bliver negativ, vil pådrage sig yderligere tab, hvilket betyder, at interbankmarkedet presses yderligere, hvilket fører til yderligere kreditstramninger, hvilket fører til negativ vækst. Borgerne kan ikke forstå, hvordan vi kan bruge skatteydernes penge til at redde bankerne i stedet for at bruge skatteydernes penge til at skabe arbejdspladser. Derfor vil jeg i dag fokusere på, hvordan vi revurderer denne kreditstramning, men også – og først og fremmest – den recession, vi står midt i.

Vi risikerer efter min mening en negativ vækst næste pr på -1 % – ikke kun -0,3 %, men -1 % – i EU. Hvis vi benytter det som udgangspunkt – og det er ikke usandsynligt – må vores mål og pligt være at undgå denne recession. -1 % næste år vil svare til en stabilitets- og vækstpagt på mere end -3 %. Min pointe er, at vi ikke kan redde stabilitets- og vækstpagten ved ikke at gøre noget. Det vil blive værre, hvis vi ikke gør noget.

Hvad kan vi så gøre? Jeg ved, det ikke er nemt. Jeg ved, at regeringerne er uenige, men Kommissionen har efter min mening en pligt til at forsøge at samle alle regeringerne for at få løst én nem opgave. Jeg ved, at man i Berlin siger "nej tak" til koordinering, fordi det betyder yderligere udgifter for den tyske regering over for de øvrige regeringer. Det behøver De ikke gøre, kære venner i Berlin. Vi kan gøre tingene sammen uden yderligere udgifter for én regering til de andre. Det handler om at forstå, at De om et par år vil have opnået merværdi, hvis De samtidig investerer.

Den Internationale Valutafond har foretaget én simpel beregning. Forestil Dem, at alle G20-landene hver investerer kun 1 % mere af deres BNP i arbejdspladser. Hvis de gør det samtidig, vil der være en ekstra procent gratis. Jeg siger dermed, at hver regering i Europa kan gøre det, hvis de gør det sammen. Hvis hver regering i Europa investerer 1 % af deres BNP for at modvirke recessionen, gjorde det intelligent og gjorde det socialt for at skabe flere og bedre arbejdspladser, hvor de tager sig af de svageste grupper, vil de få en ekstra procent gratis.

Derfor appellerer jeg blot til Kommissionen, næstformand Wallström, og anmoder Dem om at fremlægge et simpelt scenario, der viser, hvad der ville ske, hvis alle vores største regeringer gjorde det, jeg her har beskrevet, og som viser, at de alle ville klare sig bedre, ikke kun med hensyn til arbejdspladser, men også med hensyn til de offentlige budgetter og stabilitets- og vækstpagten. Det er helt enkelt. Hvis De ikke har instrumenterne, har jeg dem. Jeg vil med glæde vise Dem, hvordan De gør det.

(Bifald)

 
  
  

FORSÆDE: Mechthild ROTHE
Næstformand

 
  
MPphoto
 

  Andrew Duff (ALDE). – (EN) Fru formand! Krisen vil få en dramatisk indvirkning på euroens fremtid. Danmark og Sverige bør blive medlemmer, før de forventer det, og tiden er også inde til debatten igen i Det Forenede Kongerige.

I 1997 fastlagde hr. Brown fem berømte såkaldte test, inden vi kunne afgøre pundets overgang til den fælles valuta. Pludselig opfyldes de alle fem under krisen. Pundet er faldet til et konkurrencedygtigt valutakursniveau, arbejdsmarkederne er fleksible, "City", som engang var så stolt, risikerer nu at blive skubbet til side af stærkere tilsyn og regulering i eurozonen, og de økonomiske cyklusser i Det Forenede Kongerige og eurozonen er nu fuldstændig synkroniserede, idet vi rammer recessionen samtidig.

Hr. Browns dygtigt maskerede optræden på Eurogruppens topmøde i Paris var et bemærkelsesværdigt resultat for det franske formandskab. Jeg appellerer til hr. Brown om at ændre vilkårene for debatten i Det Forenede Kongerige. Hvis han ikke gør det, vil pundet permanent være en bordtennisbold, der ukontrolleret hopper rundt mellem de store fodbolde, nemlig euroen og dollaren.

 
  
MPphoto
 

  Irena Belohorská (NI). – (SK) Fru formand! Som slovakisk medlem af Parlamentet sætter jeg stor pris på Slovakiets indtræden i euroområdet. Vi har her et klart bevis på, at erfarne økonomers forudsigelser og visioner ofte ikke bliver til virkelighed. For 16 år siden afviste europæiske profeter og økonomer idéen om en uafhængig levedygtig slovakisk republik. Slovakiet er i øjeblikket førende blandt de 12 nye medlemsstater med hensyn til økonomiske resultater.

Jeg mener, at Kommissionen skal fokusere direkte på borgerne og deres behov i stedet for at producere økonomisk værdiløse prognoser, når den fastlægger sine prioriteter. Jeg tænker her navnlig på sundheds- og socialområdet, hvor vilkår af høj kvalitet kan sikre en anstændig levestandard. I en tid med økonomisk pres og socialt pres må vi ikke glemme borgernes sundhed.

Den frie bevægelighed for borgerne inden for EU støttes ikke af adgang til sundhedsydelser, navnlig ikke på området for forebyggelse. Det andet område er behovet for at sikre effektiv gennemførelse af grænseoverskridende patientpleje. Et sundt EU kan ikke eksistere uden sunde borgere.

 
  
MPphoto
 

  José Ignacio Salafranca Sánchez-Neyra (PPE-DE). – (ES) Fru formand! Det er klart, at Kommissionens arbejdsprogram for 2009 på det udenrigspolitiske område og andre områder ikke kan adskilles fra den internationale finanskrise, som formanden for Kommissionen, hr. Barroso, fortalte os.

Vi mener dermed, at det er rigtigt at støtte reform af Bretton Woods-institutionerne, opfordre til genoptagelse af samtalerne om Verdenshandelsorganisationen og nøje følge forsøgene på at reformere FN-systemet og -organerne, som indledes i februar.

Det er også klart, at vi skal etablere et nyt forhold til den nye regering i USA, et land, som vi er enige med på mange områder, men uenige på andre, herunder navnlig dødsstraf, Den Internationale Straffedomstol og Kyotoprotokollen. Vi skal blive enige om det kommende topmøde i København, love med ekstraterritorial virkning og andre aspekter.

Det er også vigtigt, at vi når til enighed om problemerne i Centralasien: atomkrisen i Iran, annonceringen af en rolig og ansvarlig tilbagetrækning fra Irak og den amerikanske regerings anmodning om øget vestlig tilstedeværelse i Afghanistan. Vi skal nu se på, hvordan vi kan løse sammenbruddet i forhandlingerne i Mellemøsten.

Med hensyn til det amerikanske kontinent er det afgørende, at vi støtter Kommissionens indsats, herunder navnlig kommissær Benita Ferreros indsats, for at indgå associeringsaftaler med Centralamerika og især den nye retning, som forhandlingerne med Andesfællesskabet har taget.

Hvad angår den strategiske associering, som Kommissionen har indledt med Brasilien og Mexico, kan denne proces måske indgå i den tilgang, der skal benyttes ved forhandlinger af Mercosuraftalen, som har stået stille alt for længe.

På vores kontinent skal vi skubbe på associeringsaftalen med Rusland, men kun hvis den internationale lovgivning overholdes. I den forbindelse skal vi meget klart understrege respekten for grænser og menneskerettigheder, udvikle naboskabspolitikken og samtidig fremme associerings- og stabiliseringsaftaler.

Som Kommissionens formand sagde, er der tydeligvis stadig meget at gøre med hensyn til situationen i Afrika. Det er efter min mening meget vigtigt, at EU, når reform- (gennem Lissabontraktaten) og udvidelsesprocessen er afsluttet, vedtager eller rettere genoptager en grundlæggende geografisk status, som tager højde for, at Kina og Indien i periode fra nu og til 2050 vil absorbere 50 % af verdens BNP, som det tidligere skete omkring 1800.

Til det formål er det nødvendigt med forhåndsplanlægning, og jeg kan sige, at vores politiske gruppe vil støtte Kommissionen i dette arbejde.

 
  
MPphoto
 

  Pervenche Berès (PSE). – (FR) Fru formand! Hvad angår G20-topmødet, kom EU efter min mening med gode forslag til dette møde. Når man læser konklusionerne af topmødet, mangler de tilsyneladende lidt bid. Hvordan skal vi håndtere problemerne med kreditvurderingsinstitutter, hedgefonde og skattely? Uanset de gode intentioner vil det ikke lykkes, hvis vi udelukkende benytter selvregulering og adfærdskodekser. Lad os være realistiske og ambitiøse.

Hvad angår EU's repræsentation, var billedet ærlig talt mindre flatterende. Vi skal gøre fremskridt. Det er noget, som de store medlemsstater skal anerkende, men det skal de små, som nogle gange leverer lederne af afdelingerne i Den Internationale Valutafond og ikke har lyst til at opgive disse positioner, også gøre. Hvert land skal spille sin rolle, så vi kan forbedre EU's fremtidige repræsentation.

Hvad angår realøkonomien, hørte jeg, hvad formand Barroso sagde, og jeg blev ganske overrasket. Efter hans mening bedriver Kommissionen populisme, når den udøver sin initiativret. I det tilfælde opfordrer jeg Kommissionen til at vedtage de forslag, som min kollega, Poul Nyrup Rasmussen, har fremsat, selv om den måske også finder, at de er populistiske. Hvis vi ikke iværksætter foranstaltninger på det realøkonomiske område, er det en kendsgerning, at vi vil opleve samme kollaps og benytte samme strategi for økonomisk genopretning, som Irland har lanceret i sin banksektor baseret på "enhver er sin egen lykkes smed", som i en tid med global krise i en globaliseret økonomi ikke har nogen chance for at lykkes.

Det ville være spild af offentlige penge og ville ikke på nogen måde hjælpe EU med at indhente USA, som allerede har udformet en omfattende genopretningsplan.

Vi skal tænke europæisk, vi skal tænke globalt, og vores nationale indsats skal være afstemt og koordineret, så Kommissionen har mulighed for at iværksætte initiativer. Det er, hvad vi forventer fra Kommissionens meddelelse den 26. november. Vi forventer en ambitiøs europæisk genopretningsplan.

 
  
MPphoto
 

  Lena Ek (ALDE). – (EN) Fru formand! En krise bør ikke kun være en tid til handling, men også refleksion. En udformning af klimapakken vil ikke kun redde klimaet – redde os fra katastrofer, epidemier og store omkostninger – det vil også være den bedste forberedelse på fremtiden. I en recession skal vi forberede os på tiden bagefter og på nye markeder. Der er i dag en risiko for, at vi kaster gode penge efter de dårlige.

Når alt dette er overstået, vil forbrugerne så virkelig købe en stor energikrævende bil, eller vil de have en lille smart bil? Jeg havde i min studietid en lærer, der sagde: "when in doubt, leave it out" – er du i tvivl, så udelad det. Det som, vi i stedet har brug for, er en "Green New Deal" for investeringer, forskning i innovation og energismart teknologi, herunder biler. Vi har brug for en "Green New Deal" for nye arbejdspladser og ny velstand på en bæredygtig måde.

ALDE-Gruppen vil arbejde for et åbent, sikkert og nyskabende Europa, og på disse områder vil vi støtte Kommissionens arbejdsprogram.

 
  
MPphoto
 

  Manfred Weber (PPE-DE). – (DE) Fru formand, fru næstformand! I dag vil jeg gerne tale om intern sikkerhed og arbejdsprogrammet. Inden jeg gør det, vil jeg dog gerne nævne et andet problem. Vi bruger al vores tid på at tale om bankerne. For et par uger siden indgav en stor virksomhed med 2 000 medarbejdere i mit lokalområde konkursbegæring, og medarbejderne risikerer at gå fallit, fordi bankerne sænker kreditlinjerne. Det viser med al ønskelig tydelighed, at krisen allerede har ramt realøkonomien, og jeg foreslår derfor Kommissionen, at vi ser på et af svarene og undersøger loven om støtte, som vi nu opgiver, hvad bankerne angår, og som pludselig ikke længere har nogen virkning, og ændrer den i lyset af den aktuelle krise. På den måde kan vi også hjælpe de mellemstore virksomheder.

Det spørgsmål, som jeg dog primært, vil drøfte, vedrører Kommissionens arbejdsprogram og spørgsmålet om intern sikkerhed. Da jeg læste programmet, blev jeg skuffet, fordi der ud over de økonomiske problemer også er andre store problemer. Jeg kan se, at der er opnået enorme resultater med SIS (Schengens informationssystem). Schweiz er blevet optaget, og allerede inden landets optagelse har det rapporteret om betydelige gode resultater takket være adgangen til SIS. Programmet forklarer dog ikke, hvordan Kommissionen endelig vil få SIS II til at køre. Det er blevet udskudt måned efter måned, og der er ikke sket fremskridt.

Vi gør heller ikke fremskridt på det andet område, som er særdeles vigtigt med hensyn til politisamarbejde, nemlig kampen mod organiseret kriminalitet og praktisk samarbejde mellem politiorganisationerne. Vi mangler en klar retlig ramme. Jeg har desværre heller ikke fundet noget om dette emne i arbejdsprogrammet for 2009. Jeg ville gerne se et større engagement på dette område.

For det tredje er migration, migrationsnettet, indvandring og det blå kort, som vi skal drøfte i morgen, beskrevet i programmet. Offentligheden ville acceptere øget åbenhed for indvandring, hvis vi klart forklarede dem, at vi bekæmper ulovlig indvandring, og at vi vil sætte en stopper for denne ulovlige indvandring. Det er en af de sammenhænge, vi ikke må overse.

 
  
MPphoto
 

  Jan Andersson (PSE). – (SV) Fru formand, fru kommissær! Det er godt, at vi har en forhandling under ét om den økonomiske krise, nedgangen i realøkonomien og Kommissionens arbejdsprogram. Disse spørgsmål hænger sammen. Det er også godt, at Kommissionen foreslår koordinerede foranstaltninger. Det afspejles dog efter min mening ikke så klart i arbejdsprogrammet.

Det er i Rådet blevet sagt, at vi nu burde reducere miljøinvesteringerne og vores ambitioner på miljøområdet. Det er jeg fuldstændig uenig i. Jeg er også uenig i, at vi, som flere andre har givet udtryk for, nu skal foretage nedskæringer på det sociale område. Vi skal faktisk gøre et modsatte. Vi har brug for investering i forskning og udvikling, ny miljøteknologi og ny infrastruktur, som er meget mere miljøvenlig end vores nuværende infrastruktur. Vi skal uddanne arbejdsstyrken og sikre, at unge får den rigtige uddannelse, så vi kan opretholde vores konkurrenceevne og styrke hver enkelt til fremtiden.

Hvis jeg så går videre til arbejdsprogrammet og ser på det sociale område, ser jeg, at dette ikke er en Kommission, der prioriterer det sociale område. Lad mig fremhæve to eksempler. Vi har lyttet til Poul Nyrup Rasmussen. Nu tror jeg, at det sociale område også bør høres. Den betænkning, som jeg var ansvarlig for, vedrørte ligebehandling på arbejdsmarkedet i EU og retten til at gennemføre faglige aktioner for ligebehandling. Kommissionen skal nu besvare den med konkrete foranstaltninger for ligebehandling på arbejdsmarkedet i EU ved at ændre direktivet om udstationering af arbejdstagere og ved hjælp af en social protokol. Det var det første spørgsmål. Det andet er det, der sker på området for arbejdsmiljø, hvor vi ser en stigning i antallet af ulykker i hele EU, i hvert fald i nogle medlemsstater, fordi vi prioriterer det område lavere. Det er noget, som Kommissionen skal reagere overfor, så vi kan opnå bæredygtig udvikling, dvs. økonomisk, miljøvenlig og social udvikling.

 
  
MPphoto
 

  Malcolm Harbour (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg vil tale om det, der sker i forbindelse med realøkonomien, set fra Udvalget om det Indre Marked. Jeg besøgte nogle små virksomheder for to uger siden – succesrige virksomheder, der leverede til rumfarts-, bil- og energiindustrien.

Deres problem er, at de har ansat mange faglærte medarbejdere, men deres ordrebøger er skrumpet ind eller er nogle steder helt tomme. Det er dem, vi skal tænke på. Hvis de ikke er her efter denne recession, hvis de kompetencer ikke er her, så vil vi være i alvorlige vanskeligheder. Det er de virksomheder, der skal investere i nye produkter og tjenester, og som skal udvikle og uddanne deres medarbejdere.

Jeg siger derfor til Kommissionen, at små virksomheder vil blive motoren i skabelsen af nye arbejdspladser. Vi behandler i øjeblikket en lov om små virksomheder. Gennemførelsen af den er sikkert omtalt i dette ret lange og trættende dokument, men Kommissionen burde have set på de reelle prioriteter for at medtage nogle af de ting, vi har arbejdet på her, som faktisk vil hjælpe realøkonomien. Det er her, Deres prioriteter ligger. Jeg har slet ikke en fornemmelse af, at dette er et reelt svar på krisen overhovedet.

Der er nogle pæne ord forrest, men jeg kan ikke se, at programmet er ændret. Så mit budskab til Dem, Margot Wallström – og jeg håber, De vil tage det med tilbage til formand Barroso – er, at dette ikke er godt nok. Vi har brug for reel handling på de områder, der vil udgøre en reel forskel for arbejdspladserne derude nu og i fremtiden.

De andre, der kan hjælpe os, er naturligvis de offentlige investorer, som fastholder og opretholder projekter og anlæg, bæredygtigt byggeri, indkøb af grønne køretøjer og navnlig investering i telekommunikationsnet af næste generation.

Jeg vil slutte med dette afgørende punkt. I næste uge vil Rådet (og jeg beklager, at ministeren ikke længere er her) have mulighed for at godkende en fælles holdning til telekommunikationspakken, der vil bane vejen for denne investering.

Vi hører, at nogle kommissærer ikke er begejstrede for det. Jeg håber, De vil fortælle dem, at det er afgørende for den europæiske økonomis fremtid, at pakken godkendes af Rådet på fredag.

 
  
MPphoto
 

  Ieke van den Burg (PSE). – (NL) Fru formand! Jeg har en indledende bemærkning. Det er sandt, som det er blevet sagt af mange, at Europa bør spille en større rolle på verdensplan, men Europa bør også i meget højere grad tale med én stemme i stedet for at være splittet, som tilfældet er i øjeblikket. De store medlemsstater skal acceptere og anerkende, at vi nu skal vise en forenet europæisk front. Når alt kommer til alt, er den førende rolle i forbindelse med regulering, omregulering, tilsyn og forbedring af de finansielle markeder ikke Gordon Browns eller Nicolas Sarkozys åndsprodukt, men de europæiske institutioners. Vi burde i Europa nu forsvare det, der er blevet fastsat.

Bortset fra dagsordenen for de finansielle markeder skal hele opmærksomheden nu rettes mod den økonomiske krise, vi står overfor. Alle alarmklokker ringer. Her skal vi også handle internationalt. Vi skal i Europa handle på en mere europæisk måde og med en europæisk redningsplan. Det skal ikke bare være mere af det samme. Vi vil gerne se en rigtig kovending. Bruegheløkonomerne har mistet troen og går nu ind for øgede udgifter. Forbehold skal vendes til tankeprovokerende politik. Det, som de foreslår, denne ene procent, er efter min mening alt for lidt, og vi kan ikke nå resultater med den sænkning af momssatsen på 1 %, som de foreslår, fordi tallene i faldet er meget højere. I Nederlandene står byggeindustrien f.eks. over for et fald på 20 %, så vi burde efter min mening indføre lavere moms her, så boligmarkedet i hele Europa får en saltvandsindsprøjtning.

 
  
MPphoto
 

  Lambert van Nistelrooij (PPE-DE). - (NL) Fru formand, fru kommissær! Som koordinator for regionalpolitikken for Gruppen for Det Europæiske Folkeparti (Kristelige Demokrater) og De Europæiske Demokrater vil jeg hjælpe med at finde løsninger på en meget proaktiv måde. Europa skal bestemt komme med en handlingsplan nu. Jeg tilslutter mig hr. Barrosos holdning i denne henseende.

Investeringer gennem strukturfondene og Samhørighedsfonden – med 60 mia. EUR om året fra EU, som fordobles til 120 mia. EUR af medlemsstaterne – ville gøre det muligt at være aktiv og mere fleksibel og sætte skub i tingene. Dette vedrører specifikke investeringer, både gennem Lissabonstrategien, hvad angår viden, og gennem Göteborgstrategien, hvad angår energi og økologi.

Det handler som altid om arbejdspladser. Det handler om at omskole mennesker, der har mistet deres job, så de kan klare sig i den nye økonomi. Kun med denne holdning og med mennesker, der har sunde kvalifikationer, kan vi efter krisen se fremad mod fremtiden igen.

Programmet skal i sin nuværende form finjusteres på en række områder. Forordningerne for 2007-2013 kan f.eks. blive mere fleksible. Midler kan overføres inden for de operationelle programmer i medlemsstaterne selv. Midler, som endnu ikke er blevet fordelt – og det drejer sig om støre summer – kan bruges hurtigere. Vi kan omsætte den holdning, som Parlamentet har vedtaget, nemlig at bruge de midler, der endnu ikke er fordelt under reglerne for n+1, n+2 og n+3 i den indeværende periode, samt evt. midler, der er tilbage fra den foregående periode, til handling.

Vi anmoder Kommissionen – og jeg ved, at fru Hübner arbejder på sagen – om at udforme en ændringspakke for at demonstrere vores dynamik over for offentligheden inden næste års valg. Vi afventer ivrigt disse forslag og opfordrer Dem til at handle omgående. Tillykke til Kommissionen indtil videre, men der skal i fremtiden ydes en større indsats, hvilket Parlamentet er parat til.

 
  
MPphoto
 

  Enrique Barón Crespo (PSE). – (ES) Fru formand, kommissærer, mine damer og herrer! G20-topmødet har fastlagt en meget ambitiøs dagsorden, som simpelthen er at sikre, at den finansielle globalisering underkastes regler. I Europa betyder dette, at vi skal lære af vores erfaringer og drage nytte af læren om kapitalismen, som er et interessebaseret system uden regler, hvor man, hvis man er for grådig, kan ende med ingenting.

Kommissionens formand har rejst visse spørgsmål over for os, så vi ikke giver efter for populisme, men der er nogle ting, som kan gøres. Kogalskab viste os, at man ikke kan sælge skadelige og rådne produkter i supermarkeder og hos slagtere, og at der skal være regler.

I Europa kan vi gøre noget, hvis vi lærer af vores fejl, som det er sket i mit land. Vi kan f.eks. beslutte, at bankerne, realkreditinstitutter og finansielle institutioner skal oprette fonde til krisetider, eller at transaktioner uden for balancen og udokumenterede kapitalfremskaffelsesprocesser skal forbydes. Det ville være et skridt hen imod den fornuftige forvaltning, som finansielle institutioner burde praktisere, og som vi stadig ikke har opnået i Europa.

Det ville efter min mening være fornuftigt, hvis Kommissionen ydede en indsats på dette område.

 
  
MPphoto
 

  Ingeborg Gräßle (PPE-DE). – (DE) Fru formand, fru kommissær, mine damer og herrer! I lyset af finanskrisen frigøres der pludselig enorme pengesummer, herunder summer til afbødning af den økonomiske krise. Hvis jeg har forstået mine kolleger korrekt, ønsker vi alle også at sikre, at disse penge kommer til at flyde.

Jeg vil gerne oplyse Kommissionen på dette tidlige trin, at vi forventer, at den løser sin opgave. Det betyder, at spørgsmålet om regulering af disse penge stadig er på dagsordenen. Vi kan derfor ikke være tilfredse med det arbejdsprogram, Kommissionen har fremlagt for 2009. Vi er skuffede over, at dette aspekt af Deres arbejde ikke har været det centrale fokusområde. Barrosokommissionen har opnået meget på dette område, men den præciserer også, at den ikke betragter spørgsmålet som vigtigt for 2009. Det vil jeg gerne advare Dem imod.

Vi er også skuffede over, at Det Europæiske Kontor for Bekæmpelse af Svig ikke får gavn af et nyt retligt grundlag. Der er risiko for, at tingene vil gå i hårdknude i Rådet, når de 27 medlemsstater ikke længere kan blive enige om bekæmpelsen af svig. Vi havde også forventninger til Kommissionen i denne henseende, forventninger, som tilsyneladende – efter at have læst programmet – ikke opfyldes.

Vi er endvidere skuffede over, at der ikke er flere detaljerede oplysninger om de nationale opgørelser. Hvis vi tillader mere frihed med hensyn til vores udgifter på den ene side, skal vi også sikre, at medlemsstater underlægges passende forpligtelser på den anden side.

Jeg forstår ikke, at Barrosokommissionen ikke vil udvikle og vise sin største succes: afsløringen af modtagerne af støtte. Hvorfor bruger De ikke dette til at vise, hvordan EU's midler bruges? Hvorfor analyserer De ikke, om vi faktisk når vores politiske mål ved hjælp af informationer fra disse data?

Vi har med rette store forventninger til Dem. Vi burde kunne forvente mere end det, der er fremlagt i lovgivnings- og arbejdsprogrammet. De burde bruge vores kritiske solidaritet og vores spørgsmål til videreudvikling.

 
  
MPphoto
 

  Stavros Lambrinidis (PSE). - (EL) Fru formand! Regeringsledere bør midt i en krise i fællesskab planlægge deres sociale foranstaltninger, ikke kun deres økonomiske. Bankerne skulle naturligvis reddes, men Europa bør allerede nu fokusere på at redde mennesker med lave og gennemsnitlige indkomster og stimulere beskæftigelsen og den sociale samhørighed.

Socialstaten og den sociale samhørighed må ikke blive de svageste spillere på åbne og uregulerede markeder eller i den europæiske økonomiske politik, en overlevelsespakke, vi kaster ud til alle, der er ved at gå under i krisen. Tværtimod er de kernen i den europæiske økonomiske vækst, og det er som sådan, de skal behandles.

For at opnå dette har vi for det andet brug for omgående at tilpasse betingelserne i stabilitetspagten. Vi har brug for en ny social Maastrichtaftale, en bæredygtig pagt for vækst, beskæftigelse og social beskyttelse baseret på strenge regler og forudsætninger.

Europa skal for det tredje være på global forkant med innovation og nye teknologier ved at investere midler i uddannelse og forskning i grøn udvikling. Det er naturligvis noget, som vil medføre en kraftig forøgelse af det europæiske budget. Vi skal langt om længe gå fremad.

Sol, vind og vand skal være fremtidens olie. Dem, der udnytter dem, vil skabe millioner af arbejdspladser til deres borgere og et velstående samfund. Hvis Europa efterlades tilbage, vil USA med Barack Obama, hvis valg vi alle hylder, tage førerpositionen, og vi vil tabe, som nogle siger nu.

Vi har for det fjerde brug for nye regler for markedsgennemsigtighed, -regulering og -tilsyn. Det nuværende system, som skabte krisen, hvor gevinsterne høstes af få private enkeltpersoner, og hvor samfundet som helhed bærer tabene, vil resultere i nye kriser.

 
  
MPphoto
 

  Robert Sturdy (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Mens verden oplever den vigtigste finanskrise, der nogensinde har ramt os, oplever vi, at Doharunden indtil videre også er mislykket. Det er af afgørende betydning. Jeg har lige talt med Baroness Ashton – eller kommissær Ashton, som hun er nu – og jeg tror, at hun vil bringe os fremad på en progressiv og fremtidsorienteret måde. Finanskrisen skal fremhæves, og det samme skal behovet for at uddybe Europas forhold til dets centrale partnere, herunder den nye regering i USA, men også endnu vigtigere generaldirektøren for WTO, Pascal Lamy, som stiller op til såkaldt genvalg – vi får se, om han får stillingen eller ej, men han har gode chancer for det. Vi har brug for mere handling og mindre retorik i denne forbindelse.

Hr. Brown har opfordret lederne til at undgå at skabe hindringer for handel og investeringer under den økonomiske krise. Dette er afgørende for forhandlingerne i WTO. EU må ikke tage udgangspunkt i Dickens i sin tilgang til handel. Vi skal åbne vores barrierer. Vi må ikke indføre handelsforsvarsinstrumenter. Reform vil kun være vellykket på grundlag af princippet om et frit marked. Det omfatter, som jeg har sagt, åben handel og investering.

I sidste uge mødtes Pascal Lamy med G20-landene for at udarbejde et forslag, der vil muliggøre en aftale på kort sigt. Vi håber at se noget før jul. Sådan ser Kommissionen tingene for øjeblikket. Jeg lykønsker den forrige kommissær og den nuværende kommissær med deres tilgang. EU har for første gang ledet forhandlingerne og skal lykønskes med det.

 
  
MPphoto
 

  Andrzej Jan Szejna (PSE). – (PL) Fru formand! Det uformelle møde mellem Rådet og G20-topmødet i Washington forsøgte at besvare den vigtigste udfordring i dag: finanskrisen, som uden tvivl repræsenterer et nederlag for de nyliberale økonomiske teorier. Erklæringerne fra disse møder svarer mest af alt til at lukke stalddøren, efter at hesten er løbet løbsk, og jeg er ked af at høre hr. Barroso sige, at det kun var krisen, der havde fået dem til at skifte opfattelse.

De har ikke behandlet det påtrængende spørgsmål om, hvordan recessionen standses, hvordan der kan skabes nye arbejdspladser, og endelig hvordan vi bekæmper klimaændringen uden at pådrage os unødvendige økonomiske omkostninger. De europæiske socialdemokrater har længe krævet en reform af de finansielle markeder og en koordineret indsats fra EU-regeringernes side.

Vi må efter min mening ikke kun koncentrere os om de finansielle markeder, hvor finansielle institutioner og grådige chefer har skabt den nuværende situation. Vi skal beskytte vores borgere imod prisstigninger på mad, energi og husleje, så de kan opretholde deres reallønsniveau, og så vi beskytter deres købekraft: Forbrugernes efterspørgsel har sammen med investeringer og eksport en meget stor indvirkning på EU's økonomiske vækst. Vi skal også beskytte de små og mellemstore virksomheders rentabilitet.

Hvis klima- og energipolitikken fastholdes i den nuværende form, især hvad angår emissionshandelsordningen og krav til kraftværker og tungindustri, vil jeg advare om, at det i Polen og andre nye medlemsstater kan føre til betydelige omkostninger og frem for alt en kraftig stigning i energipriserne. Bekæmpelse af klimaændring er et legitimt mål, men kampen kan ikke udkæmpes med midler, der hurtigt vil føre til endnu en krise, når vi ikke en gang har overvundet denne.

 
  
MPphoto
 

  Carmen Fraga Estévez (PPE-DE). – (ES) Fru formand! Hvad angår planerne for fiskerpolitikken, har visse forslag, som vi har ventet på længe, været så længe undervejs, at vi nu har brug for et fast arbejdsprogram for med større sikkerhed at kunne afgøre de spørgsmål, der fremlægges for os i denne valgperiode.

Trods vores anmodninger i denne henseende og bortset fra reformen af overvågningspolitikken, som lige er fremlagt, har vi ikke kunnet få en bedre idé om, hvad der vil komme.

Kommissionens dokument fortæller os, at en af prioriteterne bliver fremlæggelsen af grønbogen om reform af den fælles fiskeripolitik. I virkeligheden repræsenterer dette dog starten på en forhandling, som først afsluttes i 2012.

Den lovede reform af den fælles organisation af markederne fremgår også af meddelelsen, men igen er vi ikke sikre på, om den vil blive fremlagt for os i første halvdel af 2009.

Jeg vil understrege, at der er en hel række af emner, som på grund af internationale forpligtelser, f.eks. fiskeriaftaler, eller multilaterale forpligtelser, f.eks. behovet for at gennemføre henstillingerne fra regionale fiskeriorganisationer i fællesskabslovgivningen, også bør indgå i lovgivningsprogrammet.

Der er også andre emner, f.eks. fremtiden for europæisk akvakultur eller forslaget om genudsætninger, som dukker op i Kommissionens arbejdsprogrammer og forsvinder igen som et spøgelse, som efter vores mening skal være prioriterede emner i betragtning af den betydning, som både sektoren og Parlamentet tillægger dem.

Vi håber derfor, at et ændret arbejdsprogram for 2009 vil blive fremlagt så hurtigt som muligt under hensyntagen til Parlamentets gentagne anmodninger.

 
  
MPphoto
 

  Harald Ettl (PSE). – (DE) Fru formand! De økonomisk svageste er altid dem, der lider værst under en finanskrise. Uforståelige finansielle produkter, hvis kvalitet ikke længere blev vurderet af kreditvurderingsinstitutter, mangel på gennemsigtighed og den fejlagtige tro på, at markedet ville regulere sig selv, forstærkede kun kasinomentaliteten. Kommissionen afviste desværre også indædt at overveje lovgivningsforanstaltninger til regulering af det finansielle marked og viste sig at være fuldstændig uimodtagelig over for Parlamentets råd.

Vi skal nu lægge dette bag os og drage lære af de politiske lektioner herfra. Medarbejdere, der mister deres job nu, og som skal acceptere betydelige tab i deres pensioner på grund af pensionsfondenes højrisikoinvesteringer, skal bære omkostningerne på flere måder. Prioriteterne er nu efter og i lyset af analysen af situationen indførelsen af en hjælpeplan, bedre reguleringsmekanismer og begrænsning af skaden samt sikring af adgang til lån for nye økonomier og udviklingslande, så der igen kan skabes bæredygtig vækst. Lige så vigtigt er det, at de største skeptikere med hensyn til nødvendigheden af et større EU-budget nu må have forstået, at vi skal etablere et stærkere redskab som en sikkerhedsforanstaltning for at kunne håndtere kriser mere effektivt.

 
  
MPphoto
 

  Philip Bushill-Matthews (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Jeg vil komme med et lille til mellemstort indlæg om mit yndlingsemne, nemlig de små og mellemstore virksomheder. Det glædede mig, at Kommissionens formand, hr. Barroso, havde så mange bemærkninger om de små og mellemstore virksomheder i sine indledende bemærkninger. Hvis jeg har en bekymring, er det, at han fremsiger ord – som man er nødt til, når man taler – men vi har endnu ikke set nogen handling – en bemærkning, som Malcolm Harbour fremsatte tidligere i dag.

Jeg bemærker, at der i afsnit 3 i Deres lovgivnings- og arbejdsprogram for 2009 er et meget vigtigt afsnit med titlen "Bedre regulering – Indfrielse af løfter og ændring af reguleringskultur" med en kommentar om, at "enklere og bedre regulering uden unødvendige administrative byrder forbliver derfor et centralt element i Kommissionens lovgivning i 2009".

Med behørig respekt for kommissærerne, og jeg taler som en af Kommissionens store tilhængere og støtter i denne henseende, har jeg endnu ikke set bevis for dette i dette lovgivningsprogram. Der tales meget om det: Ja, vi vil gøre det, vi vil reducere med 25 % – men hvor er substansen? Hvor er reduktionen? Vi har ikke set den endnu.

For nu at vende tilbage til overskriften "Bedre regulering – indfrielse af løfter’: Hvis der er ét ord, som De kan huske fra dette lovgivningsprogram, håber jeg, at dette ord bliver "indfrielse".

Til sidst vil jeg sige, at jeg anerkender, at det tager tid at skifte kultur, og som PPE-DE-Gruppens koordinator for beskæftigelse og sociale anliggender erkender jeg, at det udvalg, som jeg har været så heldig at være medlem af, ikke altid har været den største allierede i indsatsen for at opnå bedre og enklere regulering. Men jeg må lide i dette udvalg, og jeg opfordrer en af kommissærerne til at komme og lide også – selv kortvarigt – fordi vi kan være en del af problemet. Men hvis vi på nogen måde kan skabe en ny præcedens for, at ideelt set Kommissionens formand kommer og taler til vores udvalg, måske det så kan få udvalget til at hjælpe Dem i Deres arbejde, så vi bliver en del af løsningen.

 
  
MPphoto
 

  Erika Mann (PSE). – (DE) Fru formand! Jeg vil gerne tale om et emne, der indtil nu ikke har været berørt så ofte, nemlig statens rolle. Vi kan se, at integration i den globale økonomi også betyder, at vi i stigende grad skal lære, at staten skal integreres internationalt og globalt, så den kan gribe ind og udøve de nødvendige kontroller.

EU har efter min mening en enestående mulighed for at påtage sig denne rolle. Vi kan se, at der sættes større og større lid til dette. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at vise, at denne tillid er begrundet. Det omfatter, at EU igen skal undersøge sin lovgivning. Jeg kan se, at kommissær McCreevy deltager her. Jeg vil opfordre ham til omgående at benytte en anden tilgang til Volkswagenloven, end han havde planlagt. Det ville være et tydeligt tegn på, at han har forstået tidens tegn.

Jeg vil også gerne udtrykke min støtte til fru Gräßle. Hun har helt ret i, at vi bør være meget strengere med hensyn til kontrolforanstaltningerne, og jeg ville ønske, at EU også ville indse, hvordan det skal organisere sig selv på et internationalt plan. Hvorfor ikke henvende sig til Verdensbanken og Den Internationale Valutafond med én stemme? Det fungerer fantastisk i forbindelse med WTO, men vi har endnu ikke lært, hvordan vi gør det i andre sfærer. Jeg håber, at De alle vil bidrage til at gøre G20 til en organisation, der vil bestå i lang tid.

 
  
MPphoto
 

  Piia-Noora Kauppi (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Der er sagt mange ting om finanskrisen, men det er efter min mening meget vigtigt at have ét udgangspunkt. Vi er også for selvkritiske i øjeblikket her i Parlamentet og også for selvkritiske i vores forhold til EU-institutionerne.

Vi må ikke glemme, at vi har haft en meget radikal gennemgang af vores lovgivning om finansielle tjenesteydelser i løbet af de sidste otte år. Vi har ordentlige love. Vi har ordentlige bestemmelser, og tilsynssystemet er også blevet forbedret. Vi kunne naturligvis ikke undgå krisen, men vi var ikke fødestedet for denne krise: Den blev født i USA. Den blev født i USA på grund af deres mangel på regulering, deres mangel på tilsyn og deres mangel på ordentlig gennemførelse.

Vi skal undgå at overreagere i Europa. Tiden er ikke den rette til at give efter, idet vi har gode konsekvensanalyser og en bedre dagsorden for regulering, som Philip Bushill-Matthews lige sagde. Tiden er den rette til at have velmålrettede, velforberedte forslag og gennemføre dem. Hvis vi reagerer forkert, kan det have alvorlige konsekvenser. Det kan påføre os en endnu alvorligere krise. Hvis vi f.eks. accepterer lovgivning, som gør genopretningen af de finansielle markeder vanskeligere, vil det ikke være til gavn for de europæiske borgere.

Vi skal tage det roligt, og vi skal forsøge at undgå upassende, dårlig målrettet og dårlig forberedt lovgivning, og vi må ikke være for selvkritiske «Kommissionen skal takkes for at gennemføre denne vigtige ændring i den europæiske lovgivning og det europæiske tilsynssystem.

 
  
MPphoto
 

  Gunnar Hökmark (PPE-DE). – (EN) Fru formand! Vi befinder os midt i en dyb finanskrise, der er unik fra mange perspektiver. Den er unik, fordi det er den første globale finanskrise, og fordi verdensøkonomien også befinder sig i en recession.

Men det kan være godt at få lidt perspektiv på de begivenheder og den udvikling, vi oplever i øjeblikket, fordi vi også har oplevet 25 års hidtil uset og unik global økonomisk vækst, som har bragt mere end to milliarder mennesker ud af fattigdom.

Jeg må sige, at jeg har hørt meget lidt om dette fra den del af Parlamentet her i aften, hvor de siger, at den åbne økonomi har slået fejl. Er det en fejl, at to milliarder mennesker er kommet ud af fattigdom? Selvfølgelig ikke. Men vi ser i dag en ny struktur i den globale økonomi, og den kendsgerning, at mødet i Washington var et G20-topmøde og ikke et G7-topmøde, er et udtryk for den nye virkelighed, vi lever i. Det er godt, fordi hele dominansen af den transatlantiske økonomi ikke længere eksisterer. Det er generelt godt, fordi det betyder, at andre dele af verden har kunnet udvikle velstand.

Det har i denne periode skabt ubalance: store overskud i lande, som f.eks. Kina, og store underskud i lande, som f.eks. USA, sammenkoblet med en unik og kunstig lav rente i den amerikanske økonomi, som har øget sin kreditvolumen mere end nogensinde.

Det er interessant at bemærke, at vi har haft den samme forhandling her i Parlamentet, hvor kolleger fra den side krævede yderligere sænkelse af renterne. Hvis vi havde gjort det, ville problemerne i Europa have været endnu større, end de er nu.

Nu skal vi sikre, at vi kan omstrukturere og genoprette den globale økonomi, og jeg tror, at EU skal spille en vigtig og afgørende rolle i denne forbindelse. Vi skal sikre, at vi gør det, der blev sagt på Washingtonmødet, nemlig sikrer fri handel og åbne markeder, samtidig med at vi siger "nej" til protektionisme, fordi det ville hindre genopretningen mere end noget andet. Vi skal sikre, at lovgivningsrammen for de globale finansielle markeder tilpasses virkeligheden i verdensøkonomien i dag. Det er vores opgave, og vi skal føre an i løsningen af den og udvikle velstanden endnu mere.

 
  
MPphoto
 

  John Purvis (PPE-DE). (EN) Fru formand! Der er alvorlig risiko for, at vi haster os ud i overdreven og vildledt regulering med utilsigtede konsekvenser. Et eksempel i det nye kapitalkravsdirektiv er den foreslåede tilbageholdelse af 5 % af overskuddet fra securitisation. Dette vil kun sætte en prop i opbygningen af kredit. Manglen på muligheder for securitisation er hovedårsagen til den aktuelle kreditudtørring Vi har brug for, at bankerne låner ud, men nej, dette vildledte princip, der mangler en konsekvensanalyse, vil forhindre en genstart af securitisation og kreditgivning, som erhvervslivet og industrien har så stor brug for. Spørg bilindustrien, hvordan den vil blomstre, hvis der sættes en stopper for securitisation.

Dette er kun ét eksempel. Hvis vi suspenderer pålidelige og rimelige regnskaber, og hvis vi forsøger at afskaffe hedgefonde og private equity og incitamenter for innovatorer, risikovillige investorer og endda bankfolk, som Martin Schulz og Den Socialdemokratiske Gruppe kræver, vil vi kun forsinke og helt aflive genopretningen.

 
  
MPphoto
 

  Proinsias De Rossa (PSE). (EN) Fru formand! En række talere – herunder min kollega, Brian Crowley, fra Irland – har bebrejdet bankerne, at de handlede som banker og maksimerede de kortsigtede overskud til lovens grænser. Denne krise fik lov til at udvikle sig, fordi regeringerne alle steder løb fra deres ansvar for at lede økonomien, herunder bankerne, på en tilstrækkelig måde. De fleste siddende regeringer har ignoreret historien og accepteret de ideologiske besværgelser, vi lige har hørt fra de tre sidste talere, nemlig at markedet er et selvbalancerende naturligt fænomen, og at regeringen ikke bør gribe ind i det.

Kendsgerningen er, at Adam Smiths usynlig hånd er en lommetyv. De lommer, der tømmes, er lommerne på de arbejdstagere, som mister deres arbejdspladser, de familier, som mister deres bolig, og dem, der allerede er fattige, og som mister deres opsparinger og pensioner. Det er ikke bankfolk og højrefløjspolitikere, der mister. Dette vil ske igen, medmindre vi klart definerer en ny økonomisk ramme, som sætter os i stand til at sikre, at banker og industrier tjener samfundet, og som sætter regeringerne i stand til at regere i offentlighedens interesse.

 
  
MPphoto
 

  Olle Schmidt (ALDE). (EN) Fru formand! Jeg mener, at Adam Smith har opnået meget gode resultater, navnlig i Irland! Jeg tror, vi kender konsekvenserne dér.

(SV) Fru formand, fru kommissær! Det er efter min mening vigtigt, at EU og resten af verden via G20-topmødet har handlet og sagt, at de vil fortsætte med at handle sammen. Det er noget nyt i den globale politik. Et europæisk og globalt tilsynssystem repræsenterer yderligere vigtige skridt. Lad os derefter sikre, at vi kan fastlægge fleksible regler for fremtiden, så vi ikke løser gårsdagens problemer.

Jeg vil i al ydmyghed komme med tre advarsler: en advarsel mod overregulering, som kan skabe yderligere nedgang i verdensøkonomien, en advarsel mod en for stor statslig hjælpepakke for at redde industrier i krise – vi har et par eksempler i Sverige, som kommissæren kender særdeles godt – og en advarsel mod protektionisme og lukkede grænser. Vi må ikke falde i samme form for krise som i 1930'erne.

 
  
MPphoto
 

  Marie Anne Isler Béguin (Verts/ALE). – (FR) Fru formand! Jeg vil henvende mig til Kommissionen, fordi Rådets repræsentant ikke længere er til stede. Jeg er overbevist om, at hr. Barrosos forslag ikke vil løse den aktuelle krise, fordi han har glemt én faktor, nemlig årsagerne til krisen. Det er vores produktionsdrevne system og vores opfattelse af udvikling, som ødelægger og udnytter jorden og dens befolkning.

Krisen er ikke ovre. Det skal vi huske. Jeg tror faktisk, at dette kun er begyndelsen. Vores samfund er sendt til tælling, og der venter os langt mere. Mens verdens ledere ikke anerkender behovet for at skifte kurs, kan vores medborgere efter min mening ikke forstå, hvordan milliarder af euro kan findes for at købe bankerne fri i dag og bilindustrien i morgen på et tidspunkt, hvor indholdet af husmødrenes indkøbskurve konstant svinder ind.

De foreslår økonomiske genopretningsforanstaltninger, men hvis det er det samme, som man har forsøgt i de forgangne år, og som har resulteret i kaos, er De på det forkerte spor. Vi skal virkelig reducere vores økologiske fodaftryk. Det er problemet. Hvordan vil De løse det?

(Formanden fratog taleren ordet)

 
  
MPphoto
 

  Mairead McGuinness (PPE-DE). (EN) Fru formand! Vi taler nogle gange om storslåede designs og store planer og ambitioner. Jeg blev for nylig berørt af den canadiske finansministers ord, da han talte om at være kedelig, uspændende og forsigtig. Jeg foreslår, at vi ser nærmere på det, han sagde, fordi han sagde, at god regulering begynder hjemme, og inden vi ser på verden, skal vi se på os selv – selv om jeg er tilbøjelig til at mene, at overdreven regulering er lige så skadelig som ingen regulering overhovedet. Vi skal derfor være meget afbalancerede i denne forbindelse.

Hvad vi end gør, er der mennesker i virksomheder, på gårde og i husholdninger, som ikke kan få blot små kreditter til at holde sig i gang. Jeg var på en gård i Irland for nylig, og de kunne ikke få deres kassekredit på 25 000 EUR fornyet. Det er virkelig et alvorligt problem, og vi skal løse det.

På arbejdsprogrammet har vi budgetgennemgangen, gennemførelsen af sundhedstjekket og gennemgangen af fiskeriet. Det vil blive et travlt år, og jeg ønsker Dem held og lykke.

 
  
MPphoto
 

  Margot Wallström, næstformand i Kommissionen. – (EN) Fru formand! Tak for alle de interessante indlæg. Måske det er endnu en "mission impossible" at forsøge at indsamle og besvare alle medlemmernes forskellige holdninger til lovgivnings- og arbejdsprogrammet på en tilfredsstillende måde. De går fra gmo'er, som vi har hørt, via fisk til WTO og hele finanskrisen. Jeg her derfor muligvis ikke tid eller mulighed for at besvare alle Deres detaljerede spørgsmål i tilfredsstillende grad.

Jeg vil først og fremmest sige, at vi ikke har haft noget, der ligner "business as usual", siden denne krise slog igennem. Ved min side har jeg min kollega, som også er ansvarlig for en stor del af svaret, og bag mig er Charlie McCreevy. De ved bedre end nogen anden, at vi har skullet arbejde på dette lige fra første færd. Jeg vil også sige, at Kommissionen har reageret usædvanlig hurtigt på finanskrisen. Jeg kan huske, at vi tidligere lykønskede os selv, hvis vi havde svaret på et af de olieudslip, vi har oplevet, inden for tre måneder, og vi troede, at det var en form for rekord, men denne gang er det faktisk lykkes for os at fremsætte og vedtage vigtige forslag på bordet inden for 24 timer. Så det har bestemt ikke været "business as usual", og vi vil heller ikke opleve det fremover. Vi skal fortsætte med at besvare recessionen, som vi allerede har se begyndelsen af. Det er absolut klart.

Alle Deres indlæg viser også behovet for at skabe den rette balance. At skabe den rette balance med hensyn til miljøproblemer og sociale problemer – alt dette skal vi tage fat om. Men hvorfor mener De, at det, der findes i de strategiske initiativer, som f.eks. betænkningen om Lissabonstrategien for vækst og beskæftigelse og forslag efter 2010, en europæisk ramme for genopretning og tilsyn med finansmarkeder i fremtiden, ikke vil indeholde sociale spørgsmål og omhandle alle bæredygtighedskriterierne? Det skal naturligvis afspejle denne balance, og det er det, som vi også vil arbejde på, når vi færdiggør de meget detaljerede forslag, der skal være klar fra nu af. Denne balance og den rigtige balance mellem at regulere og at lade markedet fungere er afgørende for os og er noget, som vi fuldt ud er bevidste om.

Jeg mener også, at dette vil påvirke vores troværdighed, fordi vi kun bliver troværdige, hvis vi også fuldfører disse strategiske initiativer, de ting, vi har udpeget som strategiske og prioriterede initiativer, med de meget konkrete opfølgnings- og gennemførelsesforanstaltninger, og først da kan vi spille en ledende rolle i forbindelse med G20 eller Den Internationale Valutafond eller påvirke resten af verden på energi- og klimaområdet. Vi vil opnå denne troværdighed ved at opfylde de løfter, vi giver i dette arbejdsprogram.

Vi sætter stor pris på den dialog, vi længe har ført med forskellige udvalg i Parlamentet, og den overordnede politiske debat, vi har deltaget i, og det vil jeg gerne takke for. Det hjælper os med at opfylde løfterne. Det hjælper os med at få de rigtige detaljer ind i listerne over forslag.

Som De dog ved, og som det fremgår af vores arbejdsprogram, er dette et meget usædvanligt tidspunkt, fordi det er en form for overgang med et nyt Parlament og en ny Kommission. Og på grund af valget til Parlamentet næste forår har De anmodet os om ikke at blive ved med at levere, fordi De ikke længere kan modtage og bruge det til noget nyttigt.

Jeg vil blot nævne én ting mere, og det er de små og mellemstore virksomheder, fordi flere af Dem nævnte de små og mellemstore virksomheder. De er naturligvis absolut centrale for løsningen af problemerne i forbindelse med finanskrisen, og derfor vil vi opfylde vores løfter. Vi har allerede udarbejdet en lov for små og mellemstore virksomheder, og naturligvis kommer der en opfølgning, en gennemførelse af denne lov.

Det samme gælder for den sociale pakke, vi har fremlagt. Nu drejer det sig om gennemførelsesforanstaltninger. Hvis De ikke finder ethvert forslag inden for ethvert område i netop dette forslag, betyder det ikke, at vi er holdt op med at arbejde på det, eller at vi ikke kommer tilbage med detaljerede forslag, men balancen er absolut afgørende.

Når vi taler med én stemme, hjælper det, hvis vi også har ét budskab eller ét koordineret budskab i alt, hvad vi gør, og det er efter min mening stadig afgørende for os alle.

Lad mig endelig sige, at De i dette lovgivnings- og arbejdsprogram vil se, at vi for første gang har identificeret kommunikationsprioriteter. Da det er min portefølje, vil jeg understrege dette og minde Dem alle om, at vi har foreslået fire punkter, der skal være fælles kommunikationsprioriteter næste år: valget til Europa-Parlamentet naturligvis, energi og klimaændringer, 20-året for Berlinmurens fald og fremme af vækst, beskæftigelse og solidaritet, hvilket betyder, at pakken også omfatter bekæmpelse af finanskrisen.

Vi arbejder allerede sammen for at forberede arbejdet på disse prioriteter, og jeg kan forsikre Dem, at vi vil bidrage til det arbejde, som Parlamentet udfører i forbindelse med forberedelsen af valget. I morgen skal jeg mødes med Præsidiets arbejdsgruppe vedrørende kommunikation for at se, hvordan vi kan hjælpe og støtte Parlamentets arbejdsplaner for kommunikation vedrørende valget til Parlamentet.

Der ligger dermed meget vigtigt arbejde foran os. Hvis vi vil bevare troværdigheden og legitimiteten, skal vi mobilisere vælgerne for at sikre, at de afgiver deres stemme i juni næste år. Med en kombination af gode politikker og god kommunikation kan vi efter min mening fortrøstningsfuldt gå ind i det vanskelige år, der ligger foran os. Hvis vi samarbejder, kan vi være endnu mere fortrøstningsfulde.

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen om forslagene til beslutninger om Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram for 2009 finder sted under mødeperioden i december i Strasbourg.

Skriftlige erklæringer (artikel 142)

 
  
MPphoto
 
 

  Adam Bielan (UEN), skriftlig. – (PL) Det nylige Washingtontopmøde var grundlæggende starten på en proces, som de nationale ledere skal forpligte sig til for at minimere indvirkningen af den globale finanskrise.

I en tidsalder med globalisering, hvor de enkelte landes økonomier er tæt forbundet med hinanden, skal det internationale samarbejde om at standse krisen prioriteres. Jeg tænker her ikke kun på en fælles EU-holdning til mange problemer, men også specifik fælles indsats og praktiske foranstaltninger med henblik på at afbøde virkningerne af finanskrisen.

Eksperter hævder, at den polske økonomi er en af de få, som kan modstå en eventuel økonomisk depression, selv om man ikke kan forudse det omfang, som krisen kan få globalt.

Vi skal allerede nu være parate til at indføre relevante kriseforebyggelsesforanstaltninger, hvor regeringerne i de forskellige lande spiller en central rolle. De skal om nødvendigt tilbyde kapitalstøtte til konkurstruede finansielle institutioner.

Jeg vil endnu en gang fremhæve den vigtige rolle, som staten skal spille i forebyggelsen af en global krise gennem indgreb i de lokale finansielle markeder.

 
  
MPphoto
 
 

  Daniel Dăianu (ALDE), skriftlig. – (EN) Dette er på en måde en central del af løsningen af problemet, fordi fastlæggelse af globale regler for de finansielle markeder vil ikke blive andet end ønsketænkning, medmindre vi kan opnå reel fælles enighed i EU. Fornuftige mennesker ville sige, at en massiv mangel på både regulering og tilsyn samt de mangler, der er blevet afsløret i en særdeles forenklet økonomisk filosofi, giver et klart svar på, hvad vi skal gøre.

Nogle hævder dog stadig, at blød regulering skal være omdrejningspunktet for det nye system. De tager efter min mening fejl, enten hvis de virkelig mener det, eller fordi de er drevet af snæversynede interesser. Verden har ændret sig dramatisk i de sidste par årtier. Undergangen af et vildledende paradigme (som ligestiller frie markeder med ingen regulering) skal ses i sammenhæng med en mere og mere flerpolet økonomisk verden i forsøget på at skabe et nyt internationalt finansielt system.

Et åbent globalt økonomisk system afhænger velsagtens af sidstnævnte. Jeg håber, at den nye amerikanske regering vil være imødekommende i denne henseende, men vi skal i Europa vokse med denne periodes vigtighed. Vores indbyrdes mundhuggeri og manglende evne til at indgå kompromis tegner ikke godt i denne henseende.

 
  
MPphoto
 
 

  Gábor Harangozó (PSE), skriftlig. – (HU) Vores første opgave er at genskabe tilliden til de finansielle markeder for at forhindre en yderligere forværring af krisen. Fra dette perspektiv bærer politikerne et enormt ansvar.

Vi har ikke kun brug for hurtige og tillidsskabende makroløsninger, vi har også brug for at forhindre, at en lignende finanskrise kan forekomme igen.

Alt dette er ikke blot en mindre forhindring for blind kapitalisme, som det er blevet sagt på det seneste. Det er i stedet en fremragende mulighed for at tilvejebringe en meget mere effektiv og legitim finansiel og tilsynsmæssig regulering.

Endelig kan vi menneskeliggøre kapitalismen!

Vi skal også være opmærksomme på, at krisen truer både banker og de store virksomheder, og den forårsager problemer i borgernes dagligdag.

Vi har brug for en bæredygtig løsning på krisen, og hvis det betyder, at vi skal omforme verden, så skal vi gøre den meget mere retfærdig, menneskelig og rationel.

Der er regioner i Europa, hvor livet også før krisen forekom håbløst. Ud over at redde økonomien skal vi fokusere på konkrete løsninger for de dårligst stillede, dvs. dem, der lider mest under virkningerne af krisen, og som befinder sig i de største økonomiske og sociale vanskeligheder.

Hvis vi ikke gør det, vil den gennemsnitlige borger overleve krisen og vokse igen, men vi vil forværre den dybe armod i lang tid.

 
  
MPphoto
 
 

  Mieczysław Edmund Janowski (UEN), skriftlig. – (PL) Finanskrisen har ramt hele verden. Dette er efter min mening en økonomisk krise, mens finansverdenen, som normalt smører økonomiens hjul, er grebet af en tyfon. René Thoms katastrofeteori er tilsyneladende blevet afprøvet. Samtidig skal dens moralske aspekter også bemærkes, og dette er blevet påpeget af mange økonomer.

Her vil jeg gerne citere Ettore Gotti Tedeschi: "Er det logisk og etisk at skabe en illusion af udvikling alene baseret på væksten i det private forbrug, er det logisk og etisk, at væksten i forbruget absorberer væksten i sociale omkostninger (pensioner og sundhedsydelser), så der fremprovokeres skattestigninger, er det logisk og etisk at omdanne et samfund af sparere til et samfund af gældsplagede forbrugere, og er det logisk og etisk at tvinge det globaliserede menneske til at søge arbejde langt væk fra hjemmet?".

Prisen for denne mangel på en etisk dimension vil blive høj, fordi vi betaler for grådighed og for de risici, der tages med andre menneskers penge af uansvarlige personer, som har skabt skattely til sig selv. Det er skatteyderen i både Europa og USA, der skal betale for denne griskhed og uærlighed. Vi bliver fattigere. Banker bliver mindre vigtige i økonomien, som producerer mindre og har brug for færre arbejdstagere, og derved er der skabt en dominoeffekt.

De moderne markeder har brug for vished og overholdelse af regler. Vi har brug for foranstaltninger til at beskytte de fattigste og samtidig beskytte vores aktiver mod at blive opkøbt for nærmest ingenting. Der vil i hvert fald gå flere år til, inden denne nødindsats virker.

 
  
MPphoto
 
 

  Richard Seeber (PPE-DE), skriftlig. – (DE) En særlig velkommen del af Kommissionens lovgivnings- og arbejdsprogram er de foranstaltninger, der efter planen skal bekæmpe den økonomiske krise i Europa. Næste år skal europæisk politik kortlægge de langsigtede udsigter for EU og i samarbejde med offentligheden begrænse de negative virkninger, som krisen på det finansielle marked har på hele den europæiske økonomi.

Virkningerne af kriser som denne mærkes ofte senere i realøkonomien. Ud over de foranstaltninger, de enkelte stater iværksætter, skal Europa indføre foranstaltninger for at holde de negative konsekvenser på et minimum.

2009 vil være afgørende i kampen mod klimaændringer.

Næste år vil Europa få chancen for at markere sig som en stærk international partner på miljøområdet. Fastlæggelse af EU's forhandlingsposition inden FN's klimatopmøde i København har ikke kun høj prioritet, hvad angår miljøspørgsmål – den hænger også sammen med andre politiske områder. EU kan bevise sig selv som en drivkraft, ikke kun for det europæiske kontinent, men for beskyttelsen af klimaet på globalt plan.

Næste år skal vi dog sikre, at det igangværende arbejde ikke glemmes på grund af de vigtige initiativer, der ligger foran os.

Selv om status for den fælles landbrugspolitik er blevet gennemgået i år, skal landbrugssektorens interesser fortsat prioriteres højt i europæisk politik.

 
  
MPphoto
 
 

  Georgios Toussas (GUE/NGL), skriftlig. – (EL) Kreditstramningen, denne dybe krise for det kapitalistiske system, er den nuværende svøbe for arbejdstagerne, som forværrer problemerne med arbejdsløshed, underminerer de sociale sikrings- og pensionssystemer og yderligere reducerer indkomsterne og levestandarden for arbejderklassens familier.

Kapitalen og dens politiske repræsentanter lægger byrden fra kreditstramningen på arbejdstagernes skuldre og forsøger et totalangreb på arbejdstagernes rettigheder for at sikre deres egen rentabilitet.

Rådet og Kommissionen overtager i deres erklæringer sammen med Parlamentet kapitalens holdninger og fortsætter med den samme katastrofale økonomiske og monetære politik ved at kræve hurtigere kapitalistiske omstruktureringer og reformer på arbejdstagernes bekostning. De støtter Den Økonomiske og Monetære Union, Maastrichttraktaten og de fire friheder, stabilitetspagten og reduktionen i de sociale udgifter inden for rammerne af finansiel disciplin. De kræver, at EU fører strengere tilsyn med medlemsstaterne, og de glæder sig over og styrker EU's socialt ukontrollerede rolle med henblik på at støtte kapitalen mere effektivt. De kræver hurtigere og mere trofast anvendelse af den arbejdstagerfjendtlige Lissabontraktat og den generelle retning af den økonomiske politik i EU.

Arbejdstagernes og arbejderklassens erfaringer får dem til at afvise og gå til modangreb mod den barbariske politik.

 
  
  

FORSÆDE: Diana WALLIS
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik