Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Tirsdag den 18. november 2008 - Strasbourg

15. Mekanisme for betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne – Finansiel støtte til medlemsstaterne (forhandling)

  Formanden. – Næste punkt på dagsordenen er forhandling under ét:

– om betænkning (A6-0450/2008) af Pervenche Berès for Økonomi- og Valutaudvalget om forslag til Rådets forordning om ændring af Rådets forordning (EF) nr. 332/2002 om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne (KOM(2008)0717 – C6-0389/2008 – 2008/0208(CNS));

– Kommissionens erklæring om finansiel støtte til medlemsstaterne.

  Pervenche Berès, ordfører. − (FR) Hr. formand! Bag denne dunkle titel vurderer enhver betydningen af den forhandling, vi har i aften, efter Ungarns anmodning om finansiering, som først blev rettet til Den Internationale Valutafond (IMF). EU har undersøgt sagen for at finde ud af, på hvilke betingelser EU kan støtte en af medlemsstaterne.

Det er rigtigt, at der var en diskussion blandt medlemmerne af Økonomi- og Valutaudvalget om, hvorfor Ungarn først henvendte sig til IMF. Det er et spørgsmål til Ungarn som land og som medlem af EU i nogle år, men også til EU's institutioner. Vi har åbenbart på dette stadium ikke i tilstrækkelig grad været i stand til at udvikle et klima præget af tillid, solidaritet og samarbejde til at gøre det muligt for et land som Ungarn, der i øjeblikket befinder sig i en vanskelig situation, at tænke på, at landets første solidaritetscirkel bør være EU.

Jeg tror, at den plan, der er gennemført, nemlig mekanismen for betalingsbalancestøtte, på grundlag af artikel 119, der blev opnået på initiativ af Kommissionen og hr. Almunia, som jeg takker, i sidste instans vil muliggøre, at der findes en passende løsning sammen med IMF.

Tydeligvis mener vi desværre alle nu, at Ungarns situation ikke er et isoleret tilfælde, og at vi på en eller anden måde må konsolidere den stødpude, som vil gøre det muligt for EU at imødekomme sådanne anmodninger.

I det beslutningsforslag, som vi vedtog i Økonomi- og Valutaudvalget, og som plenarforsamlingen forhåbentlig støtter i morgen, anmoder vi Kommissionen om at undersøge, hvordan og hvorvidt bankerne i nogle af EU's medlemsstater har medvirket til at forværre denne situation. Jeg tror, at dette er vigtig information for Europa-Parlamentet i den kommende forhandling og derefter uden tvivl for Jacques de Larosières gruppe, som skal undersøge sagen.

Vi har også sagt, at vi faktisk tror, at det var Rådets forslag at hæve niveauet for mekanismer til en vis tærskel, som vi har accepteret. Vi mener nemlig, at dette måske ikke bliver den sidste diskussion, vi får med Kommissionen. På dette stadium forstår vi, at dette er grundlaget for enighed i forhandlingerne med Rådet, og derfor accepterer vi denne situation.

Vi håber, at Kommissionen, Rådet og Parlamentet alle i fremtiden vil godkende disse beløb, for i 2002, da Europa-Parlamentet stemte om den forordning, som vi nu ændrer, anmodede vi om, at der jævnligt ville blive foretaget en opdatering. Åbenbart må jeg desværre sige, at vi havde ret. Vi beder derfor Dem, hr. kommissær, om det igen, og jeg synes, det er rimeligt at anmode om, at det gennemføres på denne måde.

Endelig anmodede jeg i Økonomi- og Valutaudvalget om de redskaber og metoder, som nævnes i traktatens artikel 100, for at gøre det muligt for os at støtte nogle medlemsstater mere bredt og ikke blot, når det gælder problemer med betalingsbalancen. Desværre støttede Økonomi- og Valutaudvalget mig ikke på dette punkt, men jeg benytter min stilling som ordfører til indtrængende at bede Kommissionen om at undersøge denne mekanisme, som traktaten giver os, og som vi hidtil ikke har udnyttet fuldt ud.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (ES) Hr. formand, fru Berès, mine damer og herrer! Da grundlæggerne af EU udarbejdede Rom-traktaten, var de så forudseende i en af dens artikler at optage en mekanisme til at hjælpe medlemsstater, hvis betalingsbalance er alvorlig truet.

Denne forudseenhed i denne artikel i Rom-traktaten er bibeholdt i efterfølgende reformer af traktaten og findes nu i den nuværende traktats artikel 119. Efter mange år, hvor den ikke er blevet brugt, har Kommissionen nu benyttet dette lovmæssige grundlag til at støtte en medlemsstat, som havde behov for presserende hjælp, nemlig Ungarn.

Denne artikel i traktaten blev udviklet i en forordning i 2002, som vi har brugt i Ungarns tilfælde, og som vi nu foreslår at ændre, hvad angår maksimumsgrænsen for de beløb, som kan stilles til rådighed for at hjælpe medlemsstater, der oplever den slags vanskeligheder.

I går drøftede vi her i Parlamentet de 10 år med Den Økonomiske og Monetære Union. I eftermiddag har vi drøftet vi den økonomiske situation. I går og igen i dag har vi drøftet de problemer, som forårsages af denne situation, og desværre er der nogle EU-medlemsstater, som ikke deltager i euroområdet, og hvis makroøkonomiske og finansielle ubalancer gør dem særlig sårbare i betragtning af presset fra markedet.

I Ungarns tilfælde og i lyset af disse vanskeligheder henvendte de ungarske myndigheder sig på et tidspunkt til Den Internationale Valutafond (IMF). Straks efter denne henvendelse kontaktede IMF Kommissionen.

Som jeg har sagt til de ungarske myndigheder, var dette ikke den rette procedure for en medlemsstat. Den logiske procedure er først at henvende sig til de europæiske myndigheder og derefter, om nødvendigt – og det var det uden tvivl i Ungarns tilfælde – i fællesskab at henvende sig til IMF.

Jeg må sige til Dem alle, at IMF og dens administrerende direktør, hr. Strauss-Kahn, viste sig at være fuldstændig åben over for dette samarbejde mellem IMF og Kommissionen, de europæiske myndigheder og de EU-medlemsstater, som deltager i euroområdet og har behov for at få adgang til de faciliteter, som IMF stiller til rådighed.

I Ungarns tilfælde har vi samarbejdet. Selv om proceduren ikke var indledt korrekt, var det endelige resultat rigtigt, fordi vi samarbejdede. EU forsyner Ungarn med 6 500 mio. EUR inden for en samlet hjælpepakke til en værdi af 20 000 mio. EUR. Den samme fremgangsmåde bruges nu også for et andet land, men i dette tilfælde benyttes den rette procedure med først at henvende sig til de europæiske myndigheder og derefter i fællesskab at kontakte IMF.

Desværre viser det sig, at situationen er så vanskelig, at dette måske ikke er det sidste tilfælde. I det mindste skal vi være forberedt på, at der kommer andre tilfælde, andre medlemsstater, som har behov for denne type hjælp. Derfor stillede vi, samtidig med at vi foreslog Rådet at hjælpe Ungarn ved at benytte traktatens artikel 119 og forordningen fra 2002, et forslag om at hæve maksimumsgrænsen for den mekanisme, som er fastlagt i forordningen fra 2002, til 25 000 mio. EUR.

Forhåbentlig bliver vi ikke nødt til at anvende disse midler, men vi kan ikke udelukke muligheden. Hvis vi er nødt til at bruge dem, må vi vise vores solidaritet, ligesom grundlæggerne gjorde det i Rom-traktaten i 1957, og vi skal også planlægge en mulig hævelse af rammebeløbet til over 25 000 mio. EUR, hvis det viser sig at være nødvendigt. Når Parlamentet drøfter dette emne i fremtiden, hvis det viser sig at blive nødvendigt, vil jeg derfor anmode om, at det udviser samme beredvillighed, som jeg er glad for at være vidne til her i dag. Jeg vil anmode Parlamentet om hurtigt og fleksibelt at udtale sig om støtte, som på grund af selve dens art og karakter vil være presserende.

Der er elementer i Parlamentets beslutningsforslag sammen med forhandlingen om forslaget om at hæve rammebeløbet for betalingsbalancestøtte, som jeg tilslutter mig. Disse omfatter bekymringer om nogle af vores medlemsstaters sårbarhed og om behovet for at vurdere, hvordan vi kan beskytte os selv og de medlemsstater, der er berørt af denne særlige sårbarhed, som f.eks. Ungarn, men som måske også opstår for andre medlemsstater.

Vi er nødt til at gøre dette forsvar af stabiliteten af medlemsstaternes økonomier og økonomiske stillinger kompatibelt med fri bevægelighed for kapital og med de principper, hvorpå det indre marked er baseret. Vi må imidlertid være opmærksomme på, at vi er nødt til at reagere på unødige risici og situationer, hvor visse private interesser kunne true medlemsstaternes borgeres højere interesser og vores staters økonomiske og almene sikkerhed.

Jeg har taget forslagene i dette beslutningsforslag til efterretning. Vi vil vurdere disse i Kommissionen og rapportere om vores resultater til Økonomi- og Valutaudvalget. Som fru Berès sagde, vil vi også give disse til hr. de Larosière, således at hans gruppe kan forelægge sine resultater inden for den periode, der er afsat til dens arbejde, dvs. senest i marts.

  Zsolt László Becsey, for PPE-DE-Gruppen. – (HU) Hr. formand! Faktisk står vi over for en trist situation, eftersom vi er nødt til at forhandle om en anmodning om øjeblikkelig støtte. Jeg vil imidlertid sige, at jeg kan fremsætte en positiv kommentar, fordi EU omsider, efter at have ledt længe – hvilket langtfra var let – har opdaget artikel 119 og det retsgrundlag, hvorpå der kan ydes en sådan støtte. I lang tid, som nyhederne fra Ungarn viser, kunne de ikke finde et retsgrundlag for at gøre dette.

Lad os undersøge grundene hertil, inden vi fortsætter. En af grundene er konvergens – som vi drøftede i går – eller snarere manglende konvergens. I de seneste år har der ikke været nogen geninvestering i kapitalbevægelser fra øst til vest inden for EU, og derfor har der været et enormt kapitaldræn fra østeuropæiske til vesteuropæiske medlemsstater. Dette betyder, at vi konfronteres med en fortsat uligevægt på betalingsbalancen, hvilket desuden vil forhindre en virkelig konvergens.

Det andet problem er, at overvågningssystemet åbenbart er mangelfuldt, eftersom de lande, som ikke har indført euroen, simpelthen stifter gæld i fremmed valuta. Hvis jeg har hørt rigtigt, har EU hidtil ikke haft fulde beføjelser – selv om EU efter min mening har et ord at skulle have sagt – til at give disse lande besked om at "være forsigtige og ikke tillade befolkningen og erhvervslivet at stifte endeløs og ufornuftig gæld i fremmed valuta, fordi det kunne volde problemer under en eventuel krise", og således er problemet faktisk opstået.

Derfor skal overvågningen udvides til også at dække dette, hvilket skulle være sket for længe siden, for som jeg siger, har Kommissionen meget at skulle have sagt i Central- og Østeuropa og kan åbne munden.

Krisen er nu opstået. Den ungarske regering gik først til Den Internationale Valutafond (IMF) af frygt, det ved vi, men den siger, at den selvfølgelig også forsøgte at henvende sig til EU, og at EU systematisk forsøgte at finde et retsgrundlag. Regeringen siger også, at den mangler tilstrækkelig kapacitet til at analysere krisen. Dertil vil jeg sige, at vi skal skabe denne. Det bør ikke være sådan, at alle er afhængige af IMF, hver gang de har brug for en kriseanalyse. Hvad vil omverdenen ikke tænke om os, hvis vi forsøger at bruge IMF-midler til at redde medlemsstater eller 1-1,5 mio. indbyggere fra en betalingsbalanceuligevægt?

En krisemekanisme vil ikke fungere, hvis systemet under en krise er nødt til at stoppe kapitaldræn fra et land uden for euroområdet, f.eks. når det gælder valuta, for det er under en krise, at drænet virkelig begynder. Ikke engang Den Europæiske Centralbank kan gøre ret meget, eftersom den til trods for dækning i forinter ikke virkelig ønsker at hjælpe med likviditetsproblemet, selv om det eneste, Ungarn havde brug for, var likviditet i fremmed valuta, eftersom bankerne ikke var i stor gæld.

Hvad angår den ungarske rapport, begyndte dens analyse af 2006 med en bedring af situationen. Det minder mig lidt om Tjernobyl i 1986, da der den første dag blev rapporteret, at der ikke var nogen problemer, og derefter blev situationen langsomt forbedret. Det endte med, at vi var bekymrede over, at der ville være en negativ stråling. Også i dette tilfælde glemmer alle det. Vi begyndte med, hvad der skete indtil 2006, og siden da har der været en alvorlig mangel på overvågning af valutastrømme.

Jeg vil gerne bemærke, at dette rammebeløb på 25 mia. EUR forekommer at være meget lavt. Det indebærer lige fra begyndelsen, at vi ønsker at samarbejde med IMF, selv om det er svært at forestille sig en mere terroriserende situation end at være afhængig af IMF.

Det ville selvfølgelig være meget vigtigt for Europa-Parlamentet, hvis det var involveret og samtidig handlede hurtigt. Efter min opfattelse sker disse to ting nu på én gang, og det er jeg både Kommissionen og Parlamentet taknemmelig for. Jeg vil imidlertid gentage, at vi bør skabe en mekanisme, som forhindrer en gentagelse af de forskellige uheld, som skete i forbindelse med den ungarske krise, og som ikke har medvirket til at øge EU's prestige i Central- og Østeuropa.

  Szabolcs Fazakas, for PSE-Gruppen. – (HU) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Da jeg ikke er medlem af Økonomi- og Valutaudvalget, vil jeg gerne gribe dette problem an ud fra et andet perspektiv. Den finansielle krise i USA sidste år har nået Europa i år, og vores finansielle markeder, som vi anså for at være stabile, rystede i deres grundvold.

I stedet for at udtænke en samlet EU-løsning lykkedes det os først efter lang tøven at gribe krisen an med en individuel, harmoniseret reaktion, som koster hvert land flere milliarder euro. Disse individuelle, nationale løsninger kan ikke være den rette måde til at tackle kriser i de nye EU-medlemsstater, som ikke er i stand til selv at flytte milliarder af euro. I begyndelsen stolede disse lande på, at denne internationale kreditkrise måske ikke ville berøre dem, eftersom deres banker ikke var involverede i tvivlsomme, spekulative oversøiske transaktioner.

Manglen på likviditet og tillidskrisen, som ledsagede den internationale finanskrise, har imidlertid kraftigt rystet finanserne i de stater, som er afhængige af fremmed valuta, og de spekulative angreb på nationale valutaer bidrog yderligere til denne ustabilitet. I denne situation var det vigtigt, at de nye medlemsstater ikke blot modtog moralsk, men også konkret, materiel finansiel støtte fra EU, og at EU udvidede sin beskyttelse til også at omfatte de lande, som endnu ikke har tilsluttet sig euroområdet.

Dette er ikke blot solidaritet, som er inspireret af fundamentale europæiske værdier, men en fælles europæisk interesse i at undgå en dominoeffekt ved at sørge for, at ikke en eneste bank – for slet ikke at tale om et helt land – bliver insolvent.

Idet vi tager dette i betragtning, undersøger vi nu, om vi kan hæve rammebeløbet fra 12 mia. EUR til 25 mia. EUR. I denne sammenhæng forsynede Den Europæiske Centralbank Ungarn, som var hårdest ramt af krisen på pengemarkederne, med en redningspakke på 6,5 mia. EUR. Dette var en meget rimelig og værdig løsning, fordi Ungarn i årtier ikke blot gik i spidsen, når det gjaldt reformer og europæisk enhed, men også siden sidste år har halveret sit budgetunderskud på omkring 10 % i overensstemmelse med konvergensprogrammet, som blev vedtaget i 2006. Dette program er siden da systematisk gennemført, og underskuddet i år reduceres til 3 %.

For at den konsolideringsproces, som EU kræver, kan fortsætte, er der behov for hjælp fra internationale finansielle instanser. Som følge af finans- og kreditkrisen står hele verdensøkonomien nu over for vanskeligheder. Alligevel forsøger de enkelte EU-medlemsstater at klare disse med deres egne instrumenter og i overensstemmelse med deres egne meget specifikke mål. For at de nye medlemsstater, som ikke har sådanne instrumenter til rådighed, ikke skal blive tabere i processen, er det nødvendigt, at Europa for at overstå krisen ikke blot harmoniserer nuværende aktioner, men også vedtager en fælles europæisk strategi til at håndtere den økonomiske krise.

Jeg håber, at denne finansielle redningspakke danner det første trin på denne stige, og at vi, når den er vedtaget, vil kunne koncentrere alle vores bestræbelser om i fællesskab at løse krisen for realøkonomien.

  Zbigniew Krzysztof Kuźmiuk , for UEN-Gruppen. – (PL) Hr. formand! Jeg taler på UEN-Gruppens vegne om Rådets forordning om indførelse af en mekanisme for mellemfristet betalingsbalancestøtte til medlemsstaterne. Jeg vil gerne gøre opmærksom på følgende aspekter. For det første har situationen på de globale finansmarkeder en stadig større skadelig indvirkning på realøkonomien med det resultat, at BNP forventes at falde i 2009 i USA og i mange af EU's mest udviklede lande.

For det andet, eftersom disse lande udgør det vigtigste marked for de nye EU-medlemsstater, truer dette den økonomiske vækst der. Det vil derfor have en skadelig indvirkning på deres betalingsbalancer. For det tredje, når det er tilfældet, må vi absolut støtte, at rammebeløbet for EU's finansielle støtte hæves til 25 mia. EUR for hver medlemsstat, som ikke deltager i euroområdet, fordi kun et så højt rammebeløb vil garantere, at enhver støtte, der ydes af EU, bliver effektiv.

For det fjerde, hvis en medlemsstat, der ikke deltager i euroområdet, har behov for øjeblikkelig finansiel støtte, bør Rådet, Kommissionen og Parlamentet handle tilstrækkelig hurtigt for at forhindre, at tilliden til deres effektivitet undermineres.

Endelig glæder det os for det femte, at Kommissionen har reageret hurtigt på Ungarns finansielle behov, til trods for at Ungarn i første instans havde henvendt sig til IMF og ikke til Kommissionen.

  Nils Lundgren, for IND/DEM-Gruppen. – (SV) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Da jeg læste om det emne, som vi nu drøfter, betalingsbalanceproblemet, følte jeg mig som Marcel Proust med hans sandkage i "In Search of Lost Time". Der er en duft af 1950'erne og 1960'erne ved den måde, hvorpå vi griber problemet an.

Betalingsbalanceproblemet? Det er noget, vi skal afsætte 25 mia. EUR til. Hvorfor i alverden skulle vi gøre det? Er det, hvad vi gør i dag? Dette beløb er beregnet til de lande, de fattige lande, efter hvad jeg forstår, som er medlem af EU, men ikke deltager i ØMU'en, og som måske har brug for at blive reddet fra en skæbne, der er værre end døden, nemlig et betalingsbalanceproblem. Dette er i så tilfælde selvfølgelig skabt af EU selv. Det, vi her taler om, eksisterer faktisk ikke længere.

Mit eget land, Sverige, er en del af EU, som det loyalt støtter, idet det gennemfører alt, hvad der besluttes der, meget bedre end de fleste andre lande, men vi deltager ikke i ØMU'en. Det er efter min mening klogt. Hvis vi imidlertid nu oplevede problemer i Sverige, vil vi så få et betalingsbalanceproblem? Svaret er selvfølgelig nej. Naturligvis er det muligt at forestille sig, at Sverige kunne begynde at forvalte sin økonomi dårligt og opleve en meget højere inflationsrate og lønstigninger end andre lande. Hvad sker der så? Får vi et betalingsbalanceproblem? Nej, så falder den svenske krone i værdi for at kompensere for dette. Andet sker der ikke. Det er også tilfældet i andre lande i samme situation, f.eks. i Det Forenede Kongerige.

Hvad er problemet så? Problemet er, at, hvis disse lande er medlemmer af EU – som de bør være – men ikke af ØMU'en – som de ikke bør være – så skal de, som De ønsker, holde en fast valutakurs i forhold til euroen. Det værst tænkelige scenario er at være tvunget til at holde en fast valutakurs med ens vigtigste handelspartnere. Det er klart, at i et land, der forvalter sin økonomi dårligt, oplever en højere inflationsrate eller en strukturel tilbagegang inden for dets vigtigste eksportindustri, vil eksporten falde og importen stige. Pludselig opstår spørgsmålet, hvordan dette skal finansieres.

Dette er imidlertid en fuldstændig kunstig situation. Det er fuldkommen forældet, at lande, som ikke deltager i ØMU'en, vælger at fastsætte deres valutakurs og derefter skal reddes af IMF eller EU eller ligegyldigt hvem. Hvorfor skal dette for himlens skyld ske? Det er en form for økonomisk politik, som er fuldstændig forældet. Enten deltager et land i ØMU'en – det kun sommetider være hensigtsmæssigt, det er jeg enig i – eller også holder det sig uden for og står på egne ben med sin egen uafhængige monetære politik og sørger for sig selv. Hvis landet sørger for sig selv, vil der ikke ske noget særligt. Hvis det forvalter sig selv dårligt, vil valutaen falde for at kompensere for det. Dette er heller ikke særlig farligt.

Jeg vil derfor gerne påpege, at det, når vi diskuterer, om vi skal afsætte 25 mia. EUR til dette formål, er et formål, som faktisk overhovedet ikke er nødvendigt. Det er et problem, som vi selv har skabt, eller rettere som De selv har skabt. Gør en ende på det. De lande, som er medlemmer af EU, men som ikke deltager i ØMU'en, bør have et system med en flydende valutakurs. Så forsvinder problemet.

  Sergej Kozlík (NI). – (SK) Hr. formand! Grænsen for gensidig hjælp til en EU-medlemsstat, som ikke er medlem af euroområdet, og som oplever problemer med betalingsbalancen eller risikerer alvorlige problemer som følge af en generel uligevægt på betalingsbalancen, er i øjeblikket 12 mia. EUR. Eksemplerne fra Danmark og Ungarn viser, at konsekvenserne af finanskriser i nogle lande kan være så store, at denne grænse ville være for lav, hvis et større land var ude for en sådan krise.

Jeg vil derfor gerne fremhæve, at jeg tror, at den primære grund til at hæve denne grænse hverken er udvidelsen af EU eller det større antal lande, der ikke deltager i euroområdet, således som der står i begrundelsen. Vi må være klar over, at de finansielle problemer i nogle medlemsstater hovedsagelig skyldes en inkonsekvent økonomisk og social politik. Disse problemer forværres og skærpes af finanskrisen og skaber dermed pres for øget hjælp. Det er Ungarn netop et typisk eksempel på.

Jeg støtter, at grænsen for mellemfristet støtte hæves til 25 mia. EUR. Jeg støtter imidlertid også Europa-Parlamentets opfattelse, nemlig at der ikke er behov for at indføre en særlig proces, der gør det muligt for Kommissionen at ændre denne grænse uden for de sædvanlige beslutningsprocesser. Jeg tror, at en sådan fremgangsmåde stadig vil kræve overordentlig stor omhu, når det gælder støtteordningen, men også vil give tilstrækkelige muligheder for at handle.

Jeg nævner dette, fordi Ungarn er et skoleeksempel, eftersom landets politiske ledere i lang tid ikke har været i stand til at træffe beslutning om reformer og genopretningsforanstaltninger. I den endelige analyse kunne vedtagelsen og gennemførelsen af sådanne foranstaltninger også mindske virkningen af finanskrisen i landet og reducere behovet for finansiel støtte fra EU.

På den anden side må jeg imidlertid forsvare Ungarn, når det gælder den kendsgerning, at de nye regler for finansielle markeder ikke må tillade kraftige likviditetsstrømme fra datterbanker til moderbanker, og at der skal opretholdes en tilstrækkelig grad af overvågning af nationale centralbanker.

Det er rigtigt, at den, som handler i hast, måske betaler dobbelt så meget, men det er også rigtigt, at den, som tager i hast, ikke altid vil betale tilbage til tiden eller fuldt ud. Det er derfor væsentligt, at systemet opstiller klare regler for hjælp baseret på en ordning vedrørende genopretningsforanstaltninger, som dækker både planer og virkelige emner.

  Dariusz Rosati (PSE). – (PL) Hr. formand, hr. kommissær! Lad mig begynde med kort at reagere på, hvad to medlemmer sagde. For det første vil jeg gerne påpege, at lande uden for euroområdet ikke behøver holde en fast valutakurs i forhold til euroen. Polen er et eksempel på et land med en flydende valutakurs. For det andet vil jeg gerne sige, at selv et land, som har en perfekt indenrigspolitik, og som ikke begår fejl, kan blive ramt af krisen på grund af smittevirkningen. Selvfølgelig skyldes den ungarske situation i høj grad forkert regeringspolitik, men Ungarn var også blevet påvirket af kapitalflugt, som ikke var en følge af den ungarske situation, men havde eksterne årsager.

Jeg vil gerne støtte Kommissionens forslag. Efter min mening tager det hensyn til den kendsgerning, at vi alle er med i fællesmarkedet, og at enkelte landes situation har betydning for de andre lande. Vi bør derfor være opmærksomme på de bånd, som binder os, og have en fornemmelse af fælles ansvar over for vores partnere. Forslaget er også et udtryk for europæisk solidaritet, som bør være en af de vigtigste værdier, som ligger til grund for vores handlinger.

Beløbet på 25 mia. EUR, som Kommissionen foreslår, forekommer at være rimeligt, selv om der selvfølgelig kunne opstå situationer, som kræver flere penge, og derfor støtter jeg også forslaget om at give Kommissionen ret til at beslutte, at rammebeløbet ændres, hvis der er et tvingende behov for at gøre det. Det er min opfattelse, at anvendelse af den fuldstændige procedure med Parlamentets samtykke eller en høring af Parlamentet ville være upraktisk under sådanne omstændigheder. Lad os antage, at en krise opstår om sommeren, når Parlamentet ikke holder møde. Det er svært at forestille sig, at vi skulle vente i seks uger, indtil Parlamentet træder sammen, førend det pågældende land hjælpes. Jeg støtter derfor Kommissionens forslag om at give den ret til at hæve rammebeløbet i løbet af meget kort tid.

Lad mig også sige, at jeg synes, at forslaget mangler en henvisning til en mulig aktion fra Den Europæisk Centralbanks side. Banken ydede Ungarn et lån. Denne aktion bør koordineres, og jeg synes, at dette skal nævnes. Endelig mener jeg ikke, at forslaget skal henvise til traktatens artikel 100. Artikel 100 omhandler helt andre situationer og bør derfor behandles særskilt.

FORSÆDE: Edward McMillan-Scott
Næstformand

  Edit Herczog (PSE). – (HU) Hr. formand, hr. kommissær, fru Berès! Det er netop solidaritetsprincippet, som gør Europa til mere end en økonomisk sammenslutning og sætter den i stand til at vise elementer af et stærkt, politisk fællesskab. Da krisen begyndte, så det et øjeblik ud til, at Europa økonomisk og socialt ville blive delt i to, men takket være Kommissionens hurtige og effektive aktioner var vi i stand til at forhindre, at dette skete.

Ungarn henvendte sig først til EU for at anmode om hjælp. De 20 mia. EUR, som vi havde brug for i støtte, eller finansiering, ville det imidlertid ikke have været muligt at få udelukkende fra den kilde.

Jeg vil gerne takke kommissæren og Europa-Parlamentet for deres hurtige reaktion og for vores kollegers solidaritet, som viser værdien af at være europæisk.

  Harald Ettl (PSE). – (DE) Hr. formand! Forslaget om at ændre forordningen om støtte til medlemsstater, som ikke deltager i euroområdet, og hæve rammebeløbet fra 12 til 25 mia. EUR, hvis de rammes af alvorlige problemer med betalingsbalancen, er udarbejdet i sidste øjeblik.

Det vigtigste krav for at sikre, at disse ad hoc-foranstaltninger virker, er, at EU ikke begår de samme fejl som Den Internationale Valutafond (IMF), hvad angår modkrav. I IMF er hr. Strauss-Kahn alene ikke en garanti for en fornuftig politik. Vi kender kun alt for godt de chokbehandlinger, der i den gamle neoliberale stil blev anvendt for lande, som blev hærget af kriser.

Vi kender også alt for godt dem, som tidligere har haft fordel af dette. Jeg håber, at en bedre, mere bæredygtig stabilitet vil blive opnået ved at bruge EU-redskabet baseret på Ungarns eksempel. Ungarn viser os især, at EU er nødt til at indse, at det var den konservative opposition, som lagde hindringer i vejen for Ungarns premierminister, hvad angår stabilitet og reformforanstaltninger. Ungarn vil bestemt ikke opnå stabilitet ved udelukkende at reducere de sociale udgifter, som faktisk ikke er særlig store i forvejen. Dette vil kun hjælpe de antieuropæiske, højreorienterede populister. Ungarn er faktisk under pres, især på grund af den hurtige devaluering af forinten, som hedgefondene delvist har været ansvarlige for.

Hvad angår Island, har IMF vist, at det stadig påtvinger chokbehandlinger, f.eks. ved at pålægge høje grundrentesatser til skade for den pågældende nationaløkonomi, i dette tilfælde Islands nationaløkonomi. Jeg beder kommissæren om at tage hensyn til, at jeg ikke ønsker, at min nabo, Ungarn, havner i en social konflikt på grund af hjælpeforanstaltninger såsom denne, som er baseret på modkrav. Ungarn har brug for tillidsskabende foranstaltninger, støtteforanstaltninger fra EU, som, når alt kommer til alt, vil hjælpe ikke blot Ungarn, men os alle sammen.

  Paul Rübig (PPE-DE). – (DE) Hr. formand! Jeg tror, denne forhandling finder sted på det helt rigtige tidspunkt.

Jeg vil gerne minde Dem om, at Ungarn er det land, som har benyttet budgetunderskuddet allermest, nemlig minus 5 %. Dette viser os, at stabilitet i Ungarn også har en politisk baggrund. Der er ingen mening i, at vi i fremtiden overlader risiciene i forbindelse med en del virksomheder til staten, og det vil trods alt sige alle skatteyderne. I dette tilfælde er jeg fuldstændig enig med hr. Ettl i, at vi ikke kan bebyrde skatteyderne med risiciene i forbindelse med hedgefonde og lign., eftersom dette ville føre til begrænset købekraft.

Det er netop, hvad vi har brug for i Ungarn, nemlig større købekraft. Vi har brug for, at folk atter investerer i landet og i virksomhederne, og dette betyder, at vi har brug for skattenedsættelser, således at investeringer igen bliver mulige, ikke blot for virksomheder, men frem for alt for ansatte. Jeg tror, jeg drager de rigtige konklusioner. Afgørende faktorer er, at der ydes støtte, f.eks. til energieffektivitetsforanstaltninger, at der gives investeringsbonus, og at der foretages passende progressive afskrivninger.

Jeg vil gerne bede kommissionær Kovács, som kommer fra Ungarn, om at tage passende initiativer på europæisk plan.

  Mairead McGuinness (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg sad og så forhandlingen i mit kontor, men er nu kommet ned i salen for at fremsætte en, mener jeg, almen bemærkning.

I Irland har vi en bankgarantiordning på grund af finanskrisen, og vi har nu opnået større enighed i EU om, hvordan vi skal håndtere dette. Men vi er nu klar over, at vores banker bliver nødt til at rekapitalisere, og måske er det mere presserende, end vi troede i begyndelsen. Jeg vil gerne udtrykke håb om, at dette sker, fordi vi virkelig har et problem, som den foregående taler sagde. Vi har brug for folk, som bruger penge og investerer, og der er simpelthen ikke nogen kreditlinjer til rådighed. Jeg synes, det vigtigste er, at der hurtigt sker noget for at genoprette tilliden til og kapitalen i banksystemet.

  Marian Zlotea (PPE-DE) . – (RO) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg er glad for, at vi i aften har lejlighed til at drøfte et så vigtigt emne, nemlig den økonomiske krise, som berører ikke blot medlemsstaterne, men hele verden.

Vi er derfor nødt til at finde løsninger på dette problem. Gensidig bistand til medlemsstaterne bør være et af de skridt, der skal tages i denne retning. Når vi tager i betragtning, at vi ønsker, at EU-medlemsstaterne griber til denne fond, når det er nødvendigt, må vi bifalde de europæiske politiske lederes beslutning på topmødet i sidste uge.

Jeg tror, at den finansielle bistand til medlemsstaterne skal hæves til mindst 25 mia. EUR af én grund, nemlig at vi er nødt til at redde denne markedsøkonomi. Inden jeg slutter, vil jeg gerne udtrykke min tillid til, at vi træffer de foranstaltninger, der kræves for at afbøde de problemer, som vores borgere stilles over for, såsom arbejdsløshed. Vi ønsker alle det bedste for EU.

  Margarita Starkevičiūtė (ALDE). – (LT) Hr. formand! Jeg vil gerne takke kommissæren, fordi han i dag med rette pegede på, at dette problem er knyttet til spørgsmålet om, hvordan kapitalens frie bevægelighed gøres kompatibel med makroøkonomiske nationers stabilitet. Jeg bryder mig ikke om, når mine kolleger siger, at dette er et problem for EU's fattige lande. Hvis Tysklands og Frankrigs økonomier voksede med 2 og 3 %, ville det ikke udgøre et problem for dem af os, som er integreret i fællesmarkedet. Hvis en eller anden slags pakke også kræves til at stimulere nationale økonomier, skulle den derfor gennemføres af de nævnte lande, og så ville vi ikke tale om stabiliseringsfonde. Vi behøver virkelig ikke disse penge, men garantier for, at det europæiske fællesmarked vil fungere ordentligt og vokse. Hvis der er sådanne garantier, som skal opnås gennem vores fælles bestræbelser, vil alle problemerne være løst.

  Joaquín Almunia, medlem af Kommissionen. – (ES) Hr. formand! Jeg vil gerne takke medlemmerne for den støtte, som er udtrykt i de fleste taler, til Kommissionens beslutninger og forslag om dette emne.

Jeg vil fremsætte tre meget hurtige kommentarer til tre af de aspekter, som er taget op i Deres taler. For det første deler jeg hr. Becseys bekymring om de risici, som opstår ved, at familier og virksomheder stifter gæld i fremmed valuta, i lande, som har en flydende valutakurs, og som risikerer, at deres valutakurs fluktuerer meget kraftigt, således som det var tilfældet med Ungarn. Hr. Becsey kender min bekymring, fordi man sommetider ikke hører eller lytter tilstrækkeligt til den budgetmæssige og økonomiske overvågning, som vi foretager i Kommissionen, eller fordi den ikke har den ønskede virkning, når der fremsættes kommentarer om den slags risici.

Jeg tror, vi er mere effektive, hvad angår budgetmæssig overvågning. Ungarns tilfælde er meget positivt i denne forstand i betragtning af den kraftige budgetmæssige tilpasning, som er sket i Ungarn mellem 2006 og nu. På den anden side har vi imidlertid ikke haft succes, når det gælder risici i forbindelse med gældsstiftelse i fremmed valuta. Jeg håber, at der fra nu af vil blive lyttet mere til den slags kommentarer og anbefalinger i betragtning af omstændighederne ikke blot i Ungarn, men også i andre EU-lande på grund af krisen og kraftig volatilitet i mange finansielle indikatorer, især valutakurser.

Hr. Lundgren er ikke længere til stede, men han fremsatte kommentarer, som var fuldstændig forkerte. Han kritiserede Ungarn og Kommissionen for at anbefale, at Ungarn skulle have en fast valutakurs, selv om situationen er præcist den modsatte. Med andre ord har Ungarn en flydende valutakurs, og fordi denne valutakurs fluktuerede kraftigt, blev problemerne forværret, og denne fluktuering var en af de faktorer, der forårsagede krisen, som førte til anmodningen om denne hjælp. Når der kritiseres, burde folk derfor sikre, at denne kritik er baseret på korrekte oplysninger og ikke på fuldstændig forkerte oplysninger. Hvis hr. Lundgren var blevet her indtil afslutningen af denne forhandling, ville han være blevet klar over, at hans oplysninger var fuldstændig forkerte. Eftersom han ikke er til stede, håber jeg, at en af Dem vil fortælle ham det.

Endelig, hvad angår hr. Rübigs kommentarer til underskuddet, er det ikke rigtigt, at Ungarn har et underskud på 5 %, da dette er blevet betydelig reduceret. I 2008 vil underskuddet ligge klart under dette tal, faktisk vil det være under 3 %, og i den forpligtelse, som Ungarn har indgået som en betingelse for denne hjælp, er målet for underskuddet for næste år 2,6 %. Hvis dette mål nås – og det håber jeg – stilles Ungarn derfor over for andre slags problemer. Det vil uden tvivl ske nu og i fremtiden, desværre, men i det mindste vil Ungarn ikke have et stort underskud til næste år.

  Pervenche Berès, ordfører. − (FR) Hr. formand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Jeg har fire kommentarer.

For det første anmoder kommissæren os om at reagere hurtigt og fleksibelt på alle nye anmodninger af denne art. Jeg synes, at Europa-Parlamentet har vist, at det kan være oppe på mærkerne. I dag accepterer vi, at rammebeløbet på 25 mia. EUR ændrer forordningen om betalingsbalancestøtte fra 2002, for så vidt som vi kender betingelserne for forhandling med Rådet, men selvfølgelig viser vi os åbne og rede til, desværre, at se på andre scenarier.

For det andet vil jeg minde Dem om, at en af de ting, vi kan lære af denne fase af europæisk integration, er, at den første solidaritetscirkel, diskussionscirkel, for alle medlemsstater, hvad enten de deltager i euroområdet eller ej, er EU. Jeg håber, at dette er tydeligt i dag for os alle, for institutionerne og for medlemsstaterne.

For det tredje konstaterer jeg med tilfredshed, at Kommissionen forpligter sig til at offentliggøre, eller først undersøge og derefter offentliggøre, både i Økonomi- og Valutaudvalget og i hr. de Larosières gruppe, det, vi kan lære af den situation, som har udviklet sig i Ungarn.

For det fjerde konstaterer jeg ligesom De, at alle under denne krise troede, at der ville være to transmissionskanaler for krisen, dels de komplekse finansmarkeder, dels realøkonomien.

Faktisk ser vi nu, at der er en tredje transmissionskanal, nemlig kapitalbevægelserne, som kan påvirke selv mindre komplekse, mindre uigennemsigtige finansmarkeder. Derfor er realøkonomiens og finansmarkedernes sammenfletning så vigtig. Disses omfang har vi efter min mening endnu ikke målt fuldstændigt. Desværre finder vi ud af mere dag for dag, og vi konfronteres med et anliggende, som kræver, at vi udviser fleksibilitet og kollektiv intelligens for at finde passende løsninger.

Jeg synes, at Parlamentet endnu en gang har vist, at det er i stand til og ønsker at medvirke til at finde passende løsninger på hvert nyt aspekt af denne krise i håbet om, at vi til sidst også vil finde, hvad vi behøver for at tage udfordringerne op i disse meget vanskelige tider.

  Formanden. − Forhandlingen under ét er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 20. november 2008.