Fuldstændigt Forhandlingsreferat

Onsdag den 19. november 2008 - Strasbourg

3. Den Europæiske Unions reaktion på den kritiske situation i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo (forhandling)

  Formanden. − Næste punkt er redegørelsen fra Rådet og Kommissionen om Den Europæiske Unions reaktion på den kritiske situation i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo.

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, fru kommissær, mine damer og herrer! Jeg ved, hvor bekymret Parlamentet og vi er over den kritiske situation i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og jeg minder, da vi allerede har drøftet sagen med Parlamentet, om, at vores bekymring var stigende, da vi rejste spørgsmålet i Udvalget om Udenrigsanliggender i oktober 2008.

EU's udenrigsministre drøftede spørgsmålet indgående på mødet i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 10. november 2008, og formanden besluttede at sætte det på dagsordenen for det næste møde i Rådet (almindelige anliggender og eksterne forbindelser) den 8. december 2008 med tilstedeværelse af Kommissionen, som var repræsenteret ved Louis Michel og Benita Ferrero-Waldner.

Det skal siges, at situationen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo er blevet betydeligt værre siden sidst i august, hvor CNDP indledte en offensiv under ledelse af oprørsleder Laurent Nkunda mod den congolesiske hær. Hæren var ude af stand til at forsvare sig, og kun MONUC, FN's fredsstyrke, var tilbage til at beskytte civilbefolkningen.

Oprørernes succes på landjorden har bragt dem til området omkring Goma, som er hovedstaden i provinsen Nordkivu, og gjort det muligt for dem at udvide deres indflydelsesområde i denne provins, der grænser op imod Rwanda. Den fortsatte krise viser igen den risiko for ustabilitet, som forårsages af tilstedeværelsen af alle oprørsgrupperne i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, ikke kun CNDP, men også Hutu-oprørerne i FDLR.

Den congolesiske hærs knusende nederlag viser også, at denne komplekse krise ikke kan løses militært, og at vejen mod varig fred går gennem en politisk løsning, der tager hensyn til både lokale og regionale aktører. Det vil jeg vende tilbage til om et øjeblik.

Da denne krise og Laurent Nkundas oprørsstyrkers offensiv var på sit højeste, mobiliserede EU store kræfter fulgt af resten af det internationale samfund. Den vigtigste opgave var som bekendt at forhindre, at Goma blev indtaget, og forsøge at stabilisere konflikten. Derfor tog kommissær Louis Michel selv til regionen for at undersøge situationen. Den 1. og 2. november blev han fulgt af Bernard Kouchner i dennes egenskab af rådsformand og af David Miliband.

Det politiske budskab om at udvise tilbageholdenhed blev leveret af begge ministre i Kinshasa, Kigali og Dar es Salaam. Ministrene rejste også til Goma for at demonstrere på stedet, at krisen har vores fulde opmærksomhed, for at vurdere de fordrevne befolkningers behov og for at møde de humanitære organisationer, da civilbefolkningen igen er det første offer for genoptagelsen af kamphandlingerne.

Kampene har ført til en væsentlig forværring af den humanitære situation. Det vurderes, at yderligere 250 000 personer er blevet fordrevet under yderst dramatiske forhold, hvilket har bragt det nuværende antal fordrevne personer op på over 1 mio. i Nordkivu alene. Hertil kommer de alvorlige krænkelser af menneskerettighederne, som oprørsgrupperne gør sig skyldige i, herunder vilkårlige henrettelser, udbredt seksuel vold, rekruttering af børnesoldater og udplyndringer udført af oprørsgrupperne og visse elementer i den congolesiske hær.

Genoptagelsen af kamphandlingerne har også afbrudt gennemførelsen af de aftaler, der blev indgået i november 2007 mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda, som er kendt som Nairobi-processen, hvormed Parlamentet er bekendt, og som fokuserer på kampen mod de rwandiske Hutu-oprørere i FDLR, der har base i Den Demokratiske Republik Congo. Aftalen mellem den congolesiske regering og de congolesiske oprørsgrupper, herunder Nkundas CNDP, fra januar 2008, der er kendt som Goma-processen, er også brudt sammen.

Prioriteten lige nu er at håndtere den humanitære nødsituation og sikre adgang til de fordrevne befolkninger. MONUC spiller i overensstemmelse med sit mandat en afgørende rolle. Den styrker på nuværende tidspunkt sine indgreb i Nordkivu, og vi opfordrer til, at den fortsætter sin indsats i den retning. FN's generalsekretær har anmodet om supplerende midler til at gennemføre denne mission, og drøftelser om sagen, som forhåbentlig bliver gennemført hurtigt, er indledt i FN's Sikkerhedsråd.

I lyset af nødsituationen har EU øget sin humanitære indsats betydeligt. Mange medlemsstater og Kommissionen har ydet ekstraordinære bidrag for at støtte ngo'ernes og FN-organernes indsats, såsom Verdensfødevareprogrammet, og FN's flygtningehøjkommissær. Yderligere bidrag på over 43 mio. EUR i form af bidrag til lufttransport – og her henviser jeg til lande som Det Forenede Kongerige, Belgien og Italien – gør Europa til langt den største bidragsyder til den humanitære indsats under denne krise.

Vi må nu på ny sætte gang i den dynamik, der sikrer en varig løsning på problemet med ulovlige væbnede grupper i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og her taler vi om alle ulovlige væbnede grupper, uanset om de er congolesiske eller udenlandske, idet vi ved, at der ikke kan findes en militær løsning på krisen, og at en løsning kræver en genlancering af Goma- og Nairobi-processerne, som jeg netop har beskrevet, og som danner et hensigtsmæssigt udgangspunkt for en varig stabilisering af situationen i denne congolesiske provins.

Genoptagelsen af dialogen og samarbejdet mellem Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda er afgørende i denne henseende, og jeg vil gerne anerkende den indsats, som EU's særlige repræsentant i regionen omkring De Store Søer, Roeland Van de Geer, har gjort i forsøget på at tage tråden op i denne dialog. Det er omkring disse mål, at det internationale samfund, navnlig EU, har mobiliseret sig i de seneste uger.

Denne indsats har båret frugt, især i form af genoptagelsen af dialogen mellem Kinshasa og Kigali på ministerniveau og i form af afholdelsen i Nairobi den 7. november 2008 af et internationalt topmøde på foranledning af staterne i regionen omkring De Store Søer og Den Afrikanske Union vedrørende krisen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, som den congolesiske og den rwandiske præsident, Joseph Kabila og Paul Kagame, deltog i.

Blandt de største fremskridt som led i dette topmøde bemærkes især tilsagnet fra staterne i regionen om om nødvendigt at sende fredsbevarende styrker til den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo og om nødvendigt at udnævne et hold på højt niveau af mæglere, der bl.a. omfatter den tidligere præsident i Republikken Nigeria, Olusegun Obasanjo, og den tidligere præsident i Den Forenede Republik Tanzania, Benjamin Mkapa.

På sit ekstraordinære møde i Johannesburg den 10. november gav SADC også udtryk for, at SADC var parat til at sende fredsbevarende tropper til den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, hvis det var nødvendigt. EU bifalder de afrikanske staters tilsagn og er fortsat fast besluttet på at fortsætte sit samarbejde med FN, Den Afrikanske Union og landene i regionen omkring De Store Søer for at opnå en løsning på krisen. Det skal dog bemærkes, at det ikke vil være muligt at komme igennem denne krise uden at øge ressourcerne til stabilisering af freden, især FN's ressourcer.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, hr. rådsformand! Først vil jeg gerne hurtigt sige til hr. van Buitenen, at jeg har taget hans udtalelser til efterretning, og at jeg vil overdrage hans besked til mine kolleger, som helt sikkert vil besvare spørgsmålet i morgen.

I dag taler jeg på vegne af min kollega, Louis Michel, som ikke kunne deltage i drøftelserne af helbredsmæssige årsager, og som har bedt mig om at undskylde på hans vegne.

Som bekendt holder kommissær Michel meget af regionen omkring De Store Søer. Som rådsformanden allerede har nævnt, var han den første til at rejse til Den Demokratiske Republik Congo og Rwanda den 30. og 31. oktober 2008, da krisen var på sit højeste, for at forsøge at løse den. Ud af denne diplomatiske mission opstod tanken om at afholde Nairobi-konferencen, hvis praktiske konklusioner i dag giver os nye udsigter til at komme ud af krisen.

For så vidt angår det svar, som Kommissionen kan afgive, vil jeg gerne gøre opmærksom på en analyse af situationen fra to synspunkter, som ligner dem, som rådsformanden beskrev.

Den første del af analysen angår det humanitære niveau. Det internationale samfund, herunder EU, er i færd med at reagere på krisen. Kommissionen mobiliserede straks 6,3 mio. EUR for at opfylde behovet for nødhjælp. Vi er imidlertid stadig meget opmærksomme på situationen, således at vi kan tilpasse dette beløb, efterhånden som den udvikler sig. De humanitære behov i Kivu er stort set dækket, og der er virkelig god koordination mellem de forskellige humanitære organer.

Kommissionen og medlemsstaterne gav den 14. november i Marseille tilsagn om yderligere bidrag på i alt 43,5 mio. EUR til at håndtere krisen.

Det største problem er dog fortsat adgangen til befolkningerne i visse områder, hvor der fortsat er kampe mellem den congolesiske hær, dens Mai-Mai-allierede og FDLR på den ene side og CNDP på den anden side, da ingen af parterne overholder våbenhvilen.

Den anden del af analysen angår det politiske og militære niveau. Det er ikke muligt at opnå en militær løsning i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo. Der er kun plads til en afbalanceret politisk løsning, der bygger på dialog. Det var også anbefalingen fra landene i regionen på Nairobi-topmødet den 7. november, og frem for alt så det også ud til at være det, som CNDP-oprørerne og en stor del af det politiske miljø i Kinshasa, herunder nationalforsamlingen, håbede på.

Kommissionen er derfor meget tilfreds med konklusionerne fra topmødet mellem statsoverhovederne fra landene i regionen omkring De Store Søer, nærmere bestemt med beslutningen om at inddrage afrikansk diplomati på højt niveau i løsningen af krisen og indføre en kontrolmekanisme, der skal gøre det muligt for statsoverhovederne i regionerne at overvåge udviklingen nøje og sikre rettidige indgreb efter behov.

I denne henseende er Olusegun Obasanjos besøg i regionen meget opmuntrende. Besøget har beroliget os, for så vidt angår muligheden for militære indgreb fra visse lande i regionen, og der blev opstillet garantier fra præsident Kabila om, at Kinshasa ville være parat til at lytte til CNDP's krav og indgå i en dialog. Under besøget blev CNDP's klager også hørt, og General Nkunda gentog, at han var parat til at overholde en våbenhvile og gøre alt for at fremme leveringen af humanitær bistand i det område, der lå under hans kontrol.

Det er derfor afgørende at opretholde det nuværende politiske momentum og gøre alt, hvad der står i vores magt, for at sikre, at de forskellige aktørers erklæringer føres ud i livet. Det er således på høje tid at behandle de underliggende årsager til krisen i den østlige del af landet, som alle er bekendt med, nemlig FDLR's tilstedeværelse, den organiserede udplyndring af mineralressourcer og de politiske frustrationer hos samfund og mindretal. Det er på tide at opnå enighed om en fælles løsning.

I dette spørgsmål er det afgørende, at hele det internationale samfund støtter den diplomatiske indsats, der blev iværksat i kølvandet på Nairobi-topmødet, og at den internationale indsats koordineres med henblik på at give præsident Obasanjo og præsident Mkapa plads til at fortsætte forhandlingerne.

Det er også vigtigt at fremhæve MONUC's rolle. Det er ikke MONUC, der er ansvarlig for diverse former for magtmisbrug. MONUC gør faktisk et vigtigt arbejde til trods for de begrænsede midler, som organisationen modtager, og dens begrænsede virkemidler. Den udfører også et arbejde, der ville være svært at erstatte, nemlig arbejdet med at sikre fred frem for at føre krig.

Det er dog endnu mere vigtigt at støtte den nuværende indsats for at styrke organisationens mandat på et tidspunkt, hvor Sikkerhedsrådet i de kommende dage skal drøfte situationen. Dette mandat bør efter vores mening udvides til f.eks. at omfatte bekæmpelse af udplyndringen af regionens naturrigdomme, især – som rådsformanden sagde – ved at øge de midler, som den har til rådighed hertil.

  Jürgen Schröder, for PPE-DE-Gruppen. – (EN) Hr. formand! Vi står på nuværende tidspunkt over for en finanskrise, der vil gå over i historien. Det var ikke desto mindre muligt på kun et par uger at planlægge et G20-møde, der sikrede konkrete resultater, hvoraf den vigtigste var beslutningen om at anvende 2 % af BNP til at stimulere økonomien og hjælpe den finansielle sektor.

På den anden side er det ikke lykkedes os at holde vores løfte om at anvende 0,7 % af BNP til udvikling. Hvis det havde været tilfældet, ville Den Demokratiske Republik Congo have været mere udviklet, og måske ville hele denne konflikt slet ikke være opstået. Men lad os tage udgangspunkt i situationen, som den er. Vi har ikke tid til at drøfte udviklingen i Kivu nu. Vi står over for en humanitær krise i regionen. Yderligere 250 000 personer er blevet fordrevet i de seneste uger. Folk dør som direkte eller indirekte resultat af kampene, og sygdomme som kolera breder sig hastigt.

Siden 2005 har FN accepteret forpligtelsen til at beskytte befolkninger. FN har sendt den fredsbevarende styrke MONUC til Den Demokratiske Republik Congo. Med 17 000 soldater er MONUC den største fredsbevarende mission i verden under et stærkt kapitel 7-mandat. Men hvad kan MONUC gøre? Kvaliteten af soldaterne og udstyret er dårlig, og Den Demokratiske Republik Congo strækker sig over et enormt areal. Jeg støtter derfor på det kraftigste opfordringen til at styrke MONUC, men realistisk set vil der gå flere måneder, inden disse styrker kan være fremme – vigtige måneder, hvor folk vil dø. Jeg foreslår derfor på kort sigt at sende en europæisk styrke til landet med henblik på at stabilisere regionen hurtigt, indtil forstærkningen af MONUC er en realitet og udsendt i marken.

  Alain Hutchinson, for PSE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! Først vil jeg gerne midt i disse rolige drøftelser i dette meget behagelige klima beskrive situationen, da jeg har været på stedet tre gange i de seneste måneder.

I denne region forekommer der, mens vi afholder vores drøftelser, vold, voldtægter og død. I dag er det hverdag for mange borgere, der bor i denne forfærdelige del af verden. For mig at se er ord ikke nok, det er tid til handling. Denne beskidte krig er i mine øjne ikke på nogen måde en etnisk krig, som nogle er begyndt at sige. Etniske krige kan altid skabes, fordi det passer os som europæere, fordi etniske krige betyder, at afrikanerne kæmper indbyrdes, hvilket ikke er vores problem. Nej, årsagen til krigen skal findes i bunden af minerne – diamantminer, coltanminer og guldminer – der til trods for massakrerne fortsat kører roligt og effektivt. Mineraler herfra eksporteres under FN-styrkernes næser fra lufthavnen i Goma eller langs vejen til Kigali, og de gør stadig visse personer meget rige. Det er det, krigen handler om.

Hvis krigen skal standses, er det det første emne, vi skal kigge på. Hvordan kan minerne lukkes, og hvilke foranstaltninger er der behov for med henblik på at standse denne skandaløse handel? Vi kan gå tilbage til processer som Kimberley-processen, der blev indført for diamanter. Jeg gætter på, at nogle af vores kolleger vil tale om det her.

Groft sagt har over 5 mio. congolesere – og jeg kan forsikre om, at dette tal nemt kan verificeres, selv om det bestrides af nogle – lidt en voldelig død i denne region, enten som direkte ofre for krigen eller som ofre for indirekte skader, såsom sygdomme og lignende, der er opstået som følge af krigen. Spørgsmålet er så, hvem denne krig er til gavn for, og hvem der får glæde af, at den fortsætter. Det må være det første vigtige spørgsmål.

For så vidt angår EU, mener jeg og min gruppe, at der er tre vigtige spørgsmål. For det første skal vi ganske rigtigt støtte den fredsindsats, der er på vej – som er gået i stå i de seneste uger, men som har været undervejs i et stykke tid. Vi har nomineret pastor Apollinaire Malu Malu til Sakharov-prisen, fordi han i meget lang tid har arbejdet for at finde fredelige løsninger i regionen. I Goma samlede han ikke kun CNDP – CNDP kom, gik, kom tilbage og forsvandt igen – men alle oprørsbevægelserne og den congolesiske regering. Det vurderer jeg som vigtigt. Dernæst er der Nairobi-processen og Nairobi-topmødet for nylig, som kommissæren henviste til.

Jeg mener selvfølgelig, at disse tiltag skal støttes og støtter vores kommissær, Louis Michel, der, og jeg siger dette som socialdemokrat, mens han er liberal, gør en enorm indsats på området.

For det andet skal vi beskytte befolkningen for enhver pris. Vi får at vide, at MONUC ikke er der for at føre krig, men for at bevare freden. Det er måske tilfældet, men MONUC har et kapitel 7-mandat. Det er ikke ligesom i Kigali i 1994, hvor vi intet kunne gøre, og hvor vi var tvunget til at stå på sidelinjen og se magtesløse til under massakrerne. Nu er der et kapitel 7, og MONUC's opgave er at forsvare civilbefolkningen. Men civilbefolkningen massakreres, og MONUC har ikke løftet en finger. For kort tid siden fandt en massakre sted i en landsby, hvis navn jeg ikke kan huske lige nu, i Kiwanja lige i nærheden af en MONUC-lejr.

MONUC skal derfor styrkes ved fremsendelse af europæiske styrker. Det er min gruppes holdning. Vi vil under alle omstændigheder stille et ændringsforslag med dette formål.

Endelig mener jeg – og jeg er nødt til at sige dette meget hurtigt som konklusion – at der selvfølgelig er behov for at træffe de beslutninger, der er nødvendige for at standse udnyttelsen af og handelen med mineraler, der grundlæggende er årsagen til alle de massakrer, der begås i regionen.

  Thierry Cornillet, for ALDE-Gruppen. – (FR) Hr. formand, hr. kommissær! Denne del af verden lader til at være forbandet, og som Alain Hutchinson så rigtigt sagde, har der været næsten 5 mio. dødsfald siden begyndelsen af 1990'erne.

Området er som et dødskammer – massedrab i Nordkivu, Uganda, Rwanda, Burundi – der er ingen ende på det, og hvert år kommer der nye dødsfald. Jeg ved, at samme årsager altid skaber samme virkninger. Der er etniske konflikter, fordi de grænser, som vi fastsatte, ofte var kunstige grænser. Det handler om en form for overdreven nationalisme, hvor alle forsøger at være Napoleon III og tage på et mexicansk eventyr, så problemerne i deres land glemmes. Det handler selvfølgelig om smagen for penge og – som Alain Hutchinson påpegede – den ofte usammenlignelige velstand i området. Der handler også om vanvid, for hvordan kan vi ellers beskrive The Lord's Resistance Army?

Hvad kan vi så gøre? Her vil jeg gerne henlede opmærksomheden på kommissær Michel, som længe har haft interesse for sagen. Vi har set hans indsats på møder i Kigali og Kinshasa, som førte til Nairobi-processen. Og så er der SADC og Olusegun Obasanjo. Igen skal vi have store diplomatiske topmøder. Men er det en årsag til udelukkende at sætte vores lid til diplomati? Vi står over for en meget alvorlig humanitær situation.

I min egenskab af Parlamentets ordfører for humanitær bistand tog jeg til Kinshasa i begyndelsen af november for at mødes med hr. Botswali Lengomo, den nye minister for sociale anliggender og humanitære foranstaltninger. Jeg mødte også Apollinaire Malu Malu, som vi var tæt på at tildele Sakharov-prisen, og som er ansvarlig for Amani-processen. Lad os frem for alt ikke glemme den betydelige humanitære indsats, der er behov for.

Hvad er det, vi reelt gør? Er vi sikre på, at vi gør alt, hvad vi kan? Hvad gør MONUC? Det ser ud til at være helt rigtigt. 17 000 mand med 6 000 i området, hvilket svarer til en væbnet division med kampvogne. Hvem vil tro på, at det ikke er tilstrækkeligt til at sikre adgang for humanitær bistand, selv om jeg lige som resten af medlemmerne er klar over, at det er et enormt område at beskytte?

Løsningen er derfor naturligvis diplomatisk. Vi skal derfor støtte en afrikansk løsning, forudsat at vi er i stand til at gennemføre den. Vi skal selvfølgelig sikre, at våbenhvilen er permanent, således at der er adgang for humanitær bistand. Hvis dette ikke er tilfældet, vil den humanitære bistand ikke nå frem. Indtægtskilden skal også standses. Det giver sig selv, at vi skal lukke minerne, men også måske begynde at kritisere de virksomheder i den vestlige verden, der køber coltanen og andre mineraler, hvilket gør det muligt at købe våben. Vi skal naturligvis give vores fulde støtte til fredsinitiativerne ved at udvise en løbende, frem for en nogle gange vag, politisk interesse.

Jeg vil afslutte mit indlæg med at opfordre til en stærkere militær tilstedeværelse med henblik på at stabilisere freden, hvilket undertiden er noget, som kun FN kan gøre. Det er min opfattelse, at EU nogle gange har været i stand til at overbevise FN om, hvor organisationens forpligtelser ligger.

  Seán Ó Neachtain, for UEN-Gruppen. – (GA) Hr. formand! Den nuværende situation i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo forværres hver dag, og det internationale samfund er meget bekymret over det. Over en halv million personer er blevet fordrevet i Kivu-provinsen, hvilket viser, hvor slemt det står til.

Jeg støtter indsatsen fra Roeland Van de Geer, EU's særlige repræsentant i regionen omkring De Store Søer, og den tidligere nigerianske præsident, Olusegun Obasanjo, som deltog i intense drøftelser med de politiske og militære grupper, der udfører disse voldshandlinger.

Jeg anmoder Den Afrikanske Union om at træffe yderligere foranstaltninger for at sikre freden i regionen omkring De Store Søer.

Regeringerne i Rwanda og Nairobi undertegnede i november 2007 en fredsaftale som et forsøg på at løse konflikten mellem de to lande. Det skal sikres, at denne aftale overholdes, men først skal volden standses.

EU giver flere penge til regionen omkring De Store Søer end nogen anden organisation eller noget andet land i verden. Jeg opfordrer Louis Michel, som er kommissær med ansvar for udvikling, og Rådet til at søge at standse kampene og etablere fred.

  Frithjof Schmidt, for Verts/ALE-Gruppen. – (DE) Hr. formand! De forfærdelige kampe i den østlige del af Congo er ikke blot en borgerkrig. Det er også en regional konflikt, der involverer mange nabolande. Det handler også om strategiske råstoffer som coltan, som vi har brug for til fremstilling af mobiltelefoner, dvd-afspillere og computere. Det handler også om guld, diamanter, cobalt og værdifuldt tømmer. Det er disse råstoffer, der er den dybere årsag til konflikten. Hvad kan og skal der gøres? FN skal styrkes, så organisationen er i stand til at leve op til sit ansvar for at beskytte civilbefolkningen mod alle de væbnede styrker, der er aktive i regionen. FN's mission i Den Demokratiske Republik Congo (MONUC) har brug for et klarere mandat, mere udstyr og mere mandskab. EU-medlemsstaterne har gentagne gange de seneste år afvist opfordringerne til at give MONUC nye forsyninger. Alligevel er MONUC's fejl og mangler blevet kritiseret skarpt. Denne dobbeltmoral må standses. Vi har ikke brug for en militær EU-styrke lige nu. Vi har brug for, at MONUC aktivt modtager nye forsyninger, og jeg har med interesse og anerkendelse hørt, at det er den retning, som Rådet og Kommissionen ønsker at gå i.

Det andet vigtige punkt er, at udvindingen af og handelen med råstoffer fra Congo skal overvåges nøje og på internationalt niveau. De internationale selskaber, der er involveret i handelen og har udbytte af udvindingen af råstoffer i Congo, skal overvåges og forpligtes til gennemsigtighed. Der er naturligvis allerede et officielt FN-ekspertpanel om ulovlig udnyttelse af Den Demokratiske Republik Congos naturrigdomme. Dette ekspertpanel har offentliggjort en række henstillinger, herunder sanktioner mod de personer eller selskaber, hvis deltagelse i udplyndringen er påvist. EU skal presse på, for at denne FN-henstilling gennemføres, herunder specifikt – i et område, hvor der er råderum – for så vidt angår import til EU, da dette tydeligvis er et område, hvor vi kan handle på egen hånd, og et område, hvor vi aktivt kan gennemføre FN-henstillingerne.

Det tredje punkt er, at initiativet til den internationale konference om regionen omkring De Store Søer må fremmes. Kun politisk samarbejde og økonomisk integration kan skabe langsigtet fred i regionen. Europa kan og skal spille en hovedrolle i dette.

  Tobias Pflüger, for GUE/NGL-Gruppen. – (DE) Hr. formand! En lang række nabolande er fysisk involveret i denne krig, og der er frem for alt direkte deltagelse fra congolesiske regeringstropper sammen med militser og angolanske tropper på den ene side og General Nkunda, Tutsi-soldater og rwandiske støtter på den anden side. Det er en regional krig, der ikke blot vedrører den østlige del af Congo.

En ting er sikker. Den congolesiske regering har hidtil ikke været villig til at forhandle direkte med oprørerne. Der bør her lægges pres på den congolesiske regering. Det er meget vigtigt at undersøge den reelle baggrund for konflikten. Den tyske præsident har selv udtalt, at det er en konflikt, der handler om råstoffer. Mineralolie, guld, diamanter, kobber, cobalt, coltan, zink, tin osv. spiller en meget vigtig rolle her.

Frem for alt handler det også om, hvem der reelt har de relevante licenser til at udnytte disse materialer. Der skal træffes foranstaltninger mod disse virksomheder. Jeg vil blot nævne en af dem, nemlig Gesellschaft für Elektrometallurgie mbh, som har base i Nürnberg, og som tydeligvis er direkte ejer af en af de centrale miner, som denne konflikt handler om.

Jeg vil gerne tale lidt om den rolle, som MONUC spiller, eftersom alle i Parlamentet lader til at opfordre til, at der sendes nye forsyninger til MONUC. Efter hvad jeg har læst, er MONUC en del af problemet og ikke en del af løsningen, eftersom MONUC selv beskriver sin situation som en situation, der har udviklet sig til kampe på fire fronter. MONUC's rolle burde være en helt anden. I mellemtiden har vi fra Human Rights Watch fået oplysninger om, at indiske og pakistanske MONUC-soldater gennemfører direkte våbenhandler med ulovlige militser og tydeligvis er involveret i konflikten om råstoffer. Det må ikke ske. MONUC's rolle skal være en helt anden og fuldstændig neutral. I lyset af disse omstændigheder vil det ikke hjælpe at opfordre til nye forsyninger til MONUC.

Jeg vil gerne igen påpege, at Congo én gang før har spillet en vigtig rolle i en tidligere EU-operation. På det tidspunkt var det sikkerheden i forbindelse med valget, der skulle sikres, og hr. Kabila var præsident – samme Kabila, hvis tropper nu i væsentlig grad bidrager til at optrappe konflikten. I lyset heraf bør den rolle, som EU reelt har spillet i indsættelsen af Kabila, undersøges nøje. I mine øjne var EU's handlinger meget problematiske. Det skal understreges, at Kabila og hans tropper også skal kritiseres i denne henseende.

Beretningen fra den lokale korrespondent fra avisen Frankfurter Allgemeine, der har været holdt fanget, var meget interessant læsning. Han beskrev konflikten utrolig godt. Hans artikel viser interaktionen mellem officielle og uofficielle tropper, hvilket betyder, at opfordringen til nye forsyninger MONUC alene ikke nytter, da det, der virkelig er behov for, er at behandle årsagerne til konflikten.

  Bastiaan Belder, for IND/DEM-Gruppen. – (NL) Hr. formand! I går aftes havde jeg den glæde at tale direkte med en erfaren hjælpearbejder om krigen i den østlige del af Congo. Han kender krisen i både Nordkivu og Sydkivu som sin egen bukselomme. Hans beretning giver os en smule håb uden dog at pynte på den fremherskende elendighed i området. Et lyspunkt er, at den congolesiske præsidentgarde for over en uge siden i samarbejde med politiet standsede regeringssoldater, der var involveret i optøjer. Det er et tegn på, at den congolesiske regering er begyndt at genindføre lov og orden, og en udvikling, der uden tvivl fortjener opmuntring og støtte fra europæisk side.

Et andet lyspunkt er, at oprørslederen Laurent Nkunda hidtil ikke har været i stand til at mobilisere og rekruttere tutsier i Sydkivu til sin magtkamp. Min kontakt mener, at dette er et positivt udtryk for, at tutsierne identificerer sig med den congolesiske stat og civilbefolkning.

Et tredje lyspunkt er de forsøg på religiøs forsoning, der finder sted på lokalt niveau og provinsniveau. De valgte myndigheder er lige så aktivt involveret i disse platforme som de traditionelle myndigheder og stammerepræsentanterne. Disse platforme i Nord- og Sydkivu fortjener dobbelt europæisk støtte, nemlig økonomisk bistand og professionel bistand til konfliktløsning. Hvis den humanitære bistand i begge Kivu-regioner skal være effektiv, er det afgørende, at de lokale myndigheder inddrages, hvilket gælder begge grupper lokale ledere, nemlig traditionelle stammerepræsentanter og valgte myndigheder.

På basis af egne erfaringer understreger min kontakt, at de magtstrukturer, der findes, til trods for alle krigskonflikterne, og selv når folk flygter, fortsat er effektive. Heraf denne kraftige opfordring til at yde økonomisk bistand til de mange flygtninge i landsbyerne i Nord- og Sydkivu og indbyggerne i landsbyerne. Min kontakt siger: "Man kan få mad, hvis man har penge. Overraskende nok er det altid markedsdag et eller andet sted. I Congo er det fuldt ud muligt at arbejde med uddeling af kontanter. Det gør ikke folk afhængige, da de selv kan bestemme, hvad de vil bruge pengene på. Man giver lokaløkonomien et skub og får umiddelbart udbytte af det. For at sikre, at det kører gnidningsløst, taler vi med de valgte landsbyudvalg, der kan udpege de mest udsatte grupper."

Efter en sådan drøftelse og med Europas rørende indsats for forsoning må der være en fremtid for Nord- og Sydkivu og endda for hele Congo. Jeg vil derfor af hele mit hjerte opfordre Rådet, Kommissionen, Parlamentet og de europæiske institutioner til at gøre det, der er nødvendigt.

  Koenraad Dillen (NI). – (NL) Hr. formand! Der er ikke den store idé i at tale om, hvor tragisk den desperate situation i den østlige del af Congo er. Vi bør kunne kalde en spade en spade og selvfølgelig stille spørgsmålet om, hvorvidt Europa og især lande som Frankrig og Belgien, som har et særlig ondt ry i regionen, bør gribe ind militært. For mig er svaret nej. For hvad har vi set? I Congo har Europa igen bevist, hvor delt og svagt det er, og hvor stor en illusion det ville være at tro, at en fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik ville være mulig på nuværende tidspunkt. Lad os huske på, at den franske regering, som endda varetager rådsformandskabet på nuværende tidspunkt, lige har fået den rwandiske præsident Kagames protokolchef anholdt i Tyskland for mordforsøget på præsident Habyarimana i 1994. Han opfattes som part i konflikten. For så vidt angår mit eget land, Belgien, kritiserede den belgiske udenrigsminister Karel De Gucht så sent som i går kommissæren med ansvar for udvikling og humanitær bistand, Louis Michel, præcis for sidstnævntes politik i forbindelse med Congo. For at citere Karel De Gucht: "Hvis den nuværende situation i Congo er et resultat af Michels politik, er det skræmmende. Situationen har aldrig været så fortvivlende, som den er nu."

Disse ord kom fra en af kommissærens politiske allierede. Med disse delte meninger kan vi kun konkludere, at beskyttelsen af civilbefolkningen i første omgang bør være Den Afrikanske Unions ansvar – en union, som må støttes – og FN's missions ansvar. Europa bør derfor ikke sende sine egne tropper til området.

  Colm Burke (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Jeg deler mine kollegers følelser, når jeg giver udtryk for min store bekymring over de nye kampe mellem den congolesiske hær og oprørsmilitser i Nordkivu i Den Demokratiske Republik Congo. Den stigende vold i Nordkivu har sat MONUC på overarbejde i landet.

Den humanitære situation er særlig alvorlig med over 1,5 mio. internt fordrevne i Kivu-provinsen. Indsatsen fra Verdensfødevareprogrammet og andre ngo'er er blevet alvorlig begrænset af volden, og der foregår udbredt tyveri, voldtægt og drab på civile fra både regeringsstyrkernes og oprørsstyrkernes side.

MONUC har mandat i henhold til FN-chartrets kapitel 7 til at sikre beskyttelse af civile ved trusler om fysisk vold, men mangler ressourcerne og mandskabet til at opfylde sit mandat. Det internationale samfund og FN's Sikkerhedsråd skal styrke MONUC ved at sikre tilstrækkeligt udstyr og mandskab til, at MONUC kan opfylde sit mandat. I betragtning af at EU har besluttet ikke at træffe foranstaltninger i retning mod en ny FSFP-mission, der skal håndtere den eskalerende vold i Den Demokratiske Republik Congo, vil jeg opfordre EU til at øge sit samarbejde med MONUC i størst muligt omfang.

Det nuværende franske forslag til resolution fra FN's Sikkerhedsråd foreslår at øge MONUC's militære styrke midlertidigt med op til 2 785 personer. En sådan stigning ville bringe det maksimalt tilladte antal tropper og politi udsendt under MONUC, som allerede er den største fredsbevarende FN-styrke i verden, op på lige over 20 000 til dækning af et land, der omtrent er på størrelse med Vesteuropa.

Jeg opfordrer FN's Sikkerhedsråd til at stemme om denne resolution så hurtigt som muligt, da der hurtigt skal gøres noget ved begivenhederne i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg er forarget over massakrerne og forbrydelserne mod menneskeheden samt de seksuelle voldshandlinger mod kvinder og piger i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, og jeg opfordrer alle de relevante nationale og internationale myndigheder til at sikre, at de ansvarlige retsforfølges.

  Ana Maria Gomes (PSE). – (PT) Hr. formand! De nye rædsler i Nord- og Sydkivu og det internationale samfunds manglende evne til at standse dem er lige så chokerende som grådigheden hos de rwandiske og congolesiske ledere, der trækker denne situation med organiseret kaos i langdrag for at skjule de alvorlige udplyndringer af regionens naturrigdomme.

Hvad kan EU gøre? Hvad kan EU gøre for et land, hvor der har været og stadig er forskellige FSFP-missioner (fælles sikkerheds- og forsvarspolitik), og hvor det første demokratiske valg ikke ville have fundet sted uden EU's støtte? Hvad kan EU gøre for et land, der modtager millioner i udviklingsbistand og humanitær bistand? Hvad kan vi gøre for et land af afgørende strategisk betydning, når 5 mio. personer er omkommet som følge af de mest barbariske voldshandlinger i nyere tid?

EU skal gå længere end det minimum, der er besluttet siden den seneste militære optrapning begyndte. Det er ikke nok at øge den humanitære bistand og iværksætte diplomatiske initiativer, hvor løfter om afvæbning og erklæringer om god tro gentages endnu engang.

Det er tvingende nødvendigt, at EU styrker MONUC, så den kan genvinde sin mistede troværdighed og betydning. I denne henseende er det ikke nok at fremsætte forslag til resolutioner i Sikkerhedsrådet. EU skal straks indgå i et samarbejde med DPKO (FN's Afdeling for Fredsbevarende Operationer) og levere udstyr og om nødvendigt soldater for at fylde hullerne i MONUC.

Som en sidste udvej, hvis New York-processen og situationen i marken berettiger det, kan og må EU ikke udelukke muligheden for at udsende en militær mission under FSFP. Det er vores ansvar at beskytte det, der er på spil, nemlig de forsvarsløse civile, som har brug for omgående international beskyttelse.

Aldrig mere! Vi må handle og ikke lade folkedrabene i Rwanda og massakrerne i Congo gentage sig.

  Luca Romagnoli (NI). – (IT) Hr. formand, mine damer og herrer! Rådets og Kommissionens erklæringer om EU's reaktion på den alvorlige krise i Congo er som sædvanlig hykleriske og ineffektive. Bag Laurent Nkunda står Rwanda og Uganda, lande, der altid har haft interesse i regionen i en sådan grad, at de har forsøgt at invadere den ved flere lejligheder inden for de seneste år. Ressourcerne i undergrunden og ressourcerne i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo er for værdifulde til at blive overladt til andre.

Mellem januar og nu er der købt tre gange det antal våben, der blev købt i 2007, og nogle af disse våben var, for så vidt angår den rwandiske sektor, adresseret til oprørslederen Laurent Nkunda med de resultater, som vi ser i dag. Den amerikanske regering har imidlertid i årevis rettet sin interesse mod regionen ved De Store Søer, navnlig ved at støtte Uganda og Rwanda. Den størst amerikanske ambassade i Afrika er f.eks. den i Kampala. Der sker intet i Uganda og Rwanda uden USA's samtykke.

EU's hurtige holdningsændring, for så vidt angår muligheden for at sende en fredsbevarende styrke til regionen, sender som sædvanlig det forkerte signal, da vi foretrækker diplomati, som om diplomati var nok til at overbevise en skurk som Laurent Nkunda til at trække sig tilbage. Som sædvanlig udmunder vores drøftelser i ingenting, og nu hører vi kommissær Michel nærmest hylde Laurent Nkunda.

  Geoffrey Van Orden (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Vi forstår alle den komplekse karakter af den nuværende forfærdelige situation i den østlige del af Congo, som har etnisk baggrund og stammer fra Rwanda, Burundi og Uganda.

Der skal så hurtigt som muligt indledes en effektiv mæglingsproces mellem Rwanda og Den Demokratiske Republik Congo. En våbenhvile skal indføres og overholdes, og civilbefolkningen har tydeligvis brug for beskyttelse og omgående humanitær bistand.

Jeg mindes den erklæring, som Den Afrikanske Unions permanente repræsentant i Bruxelles i Parlamentets Underudvalg om Sikkerhed og Forsvar, fremsatte, da han gav udtryk for, at han foretrak at lade afrikanerne selv håndtere sikkerhedsspørgsmål på deres kontinent. Jeg er derfor glad for, at EU ikke har forsøgt at bruge tragedien i Congo som en mulighed for at iværksætte endnu en såkaldt EU-militæroperation. Det er hovedsagelig afrikanerne, der skal tage ansvar for at løse den nuværende konflikt, men vi skal give dem så stor bistand som muligt til at gøre dette gennem Den Afrikanske Union og FN.

Der lader dog til at være en vis tvivl om MONUC's mandat, regler for operationer og magtanvendelse. MONUC's leder, generalløjtnant Vicente Díaz de Villegas, trak sig for nylig tilbage efter kun syv uger i stillingen. Han sagde, at det var af personlige årsager, men jeg spekulerer på, om det mon ikke var på grund af faglig frustration.

Det er imidlertid opmuntrende, at en sydafrikansk styrke på 1 000 mand den 6. november blev udsendt til området omkring Goma under MONUC. MONUC-ledere siger, at de er blevet beordret til at åbne ild, hvis det er nødvendigt. MONUC skal kunne reagere for at beskytte civile mod trusler om vold. Det er tydeligvis nødvendigt at øge antallet af FN- og AU-styrker i den østlige del af Congo betydeligt, og det er nødvendigt at opnå et tydeligt billede af, hvor de kommer fra – mange lande kunne bidrage hertil, men gør det ikke i øjeblikket.

Hvis den vestlige verden ikke gør alt, hvad den kan, for at yde bistand i forbindelse med operationer i Congo, venter andre mindre storsindede aktører i kulissen.

  Genowefa Grabowska (PSE). – (PL) Hr. formand, hr. kommissær, hr. Jouyet! Jeg er medlem af Den Blandede Parlamentariske Forsamling AVS-EU, og under den seneste session i Kigali, Rwanda, hørte jeg præsident Paul Kagame tale om behovet for at stabilisere situationen i Centralafrika. Han sagde, at han ønskede fred, men mens jeg var i Kigali, besøgte jeg det holocaust-museum, der mindes den million tutsier, der blev dræbt i massakrer på blot tre måneder – 100 dage. Det var i 1994.

Vil vi nu se en gentagelse af det, der skete dengang? Det kan vi ikke tillade. Det er efter min mening vores pligt at forhindre det. Jeg mener, at EU skal gøre mere. Jeg ved ikke, om flere tropper vil løse problemet. Personligt tvivler jeg på det, men det lader under alle omstændigheder til, at vi har brug for en radikal gennemgang af de finansieringskilder, der, som min kollega bemærkede, stammer fra udnyttelsen af Congos naturrigdomme og herefter ikke blot kanaliseres til mindre forhandlere og unavngivne individer, men også kommer ind på de europæiske markeder. Dette er både kilden til og løsningen på problemet.

Lad os tage os af den humanitære situation, der tydeligvis er på vej ud af kontrol. Det er her, vi kan spille en rolle, og det er her, at EU må gøre alt for at beskytte de 1 600 000 personer, der har brug for vand, mad, tæpper, telte og pleje. Lad os håndtere dette problem.

  José Ribeiro e Castro (PPE-DE). – (PT) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissær, mine damer og herrer! På nuværende tidspunkt er verdenslederne i gang med at tackle det internationale finansielle system. De forsøger at få det under kontrol, og det er på tide. Det måske også på tide, at vi løser et andet problem, som vi har talt om i årtier.

I årevis har vi hørt historier om den skammelige udplyndring af ressourcer. Hvor mange gange – og nu igen i Congo – har vi ikke hørt om folks blod, der spildes? Jeg mener, at det også er på tide at retsforfølge disse virksomheder, standse denne uværdige handel og fryse de konti, der indeholder overskuddet af denne udnyttelse af mineralressourcer på bekostning af folkets blod og lidelser.

Jeg forstår ikke, hvorfor de pågældende virksomheder ikke er oplistet på samme måde, som vi sortlister terrororganisationer. Jeg forstår ikke, hvorfor det internationale samfund er ude af stand til at retsforfølge disse erhvervsdrivende, der strengt taget ikke er erhvervsdrivende, men banditter, der truer den regionale sikkerhed og sikkerheden i verden.

Jeg opfordrer på det kraftigste det franske formandskab og Kommissionen til at lede et internationalt initiativ i denne henseende.

  Ioan Mircea Paşcu (PSE). – (EN) Hr. formand! Navne som Lumumba, Mobutu, Chombe, Dag Hammarskjöld og Katanga prægede min sene barndom i starten af 1960'erne. Her 50 år efter hærges Congo – som nu er Den Demokratiske Republik Congo – igen af intern uro, der er på grænsen til borgerkrig. Men denne gang kommer krigen i den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo efter, og til trods for, en betydelig EU-indsats i form af penge, programmer, missioner i marken – herunder militærmissioner – og en intens diplomatisk indsats.

Den nuværende situation i Den Demokratiske Republik Congo er derfor ikke blot endnu en krise. Det er nærmere en test af EU's kapacitet og vilje til at spille den internationale rolle i verdenspolitikken, som den har indtaget, eftersom krisen har alle de ingredienser, som Unionen fastholder, at den er bedst til at håndtere, og finder sted på et kontinent, Afrika, hvis geoøkonomiske betydning stiger eksponentielt.

  Bart Staes (Verts/ALE). - (NL) Hr. formand! Hr. Hutchinson startede drøftelserne med at sige, at vi skal holde op med at tale og handle i stedet. Jeg mener, at han har helt ret. Jeg vil gerne nævne to afgørende elementer i drøftelserne.

For det første er det vigtigste, at henstillingerne fra FN-ekspertpanelet om ulovlig udnyttelse af Den Demokratiske Republik Congos naturrigdomme samt sanktionerne mod de personer, hvis deltagelse i udplyndringen af ressourcerne er påvist, gennemføres. EU skal handle.

For det andet skal vi standse den ulovlige udnyttelse og gennemføre systemer for sporing og oprindelsescertificering af guld, tinmalm, coltan, cobalt, diamanter, pyrochlor og tømmer, således at dette blodbad kan standses.

Mit eksplicitte spørgsmål til rådsformand Jouyet, og kommissær Ferrero-Waldner, er følgende: Hvilke initiativer vil der blive iværksat i denne henseende inden for de kommende måneder? Jeg mener, at vi har ret til et svar på dette spørgsmål.

  Jim Allister (NI). – (EN) Hr. formand! Jeg opfatter ikke mig selv som ekspert i congolesiske forhold, og jeg har heller ikke nogen skræddersyede løsninger, men jeg ved, at hvis 5 mio. er blevet dræbt gennem de sidste 20 år, skal vi alle være bekymrede.

Min bekymring forstærkes, når jeg læser beretningerne fra en række ngo’er, der arbejder i området. Eksempelvis læste jeg for nogle dage siden, at Amnesty International – ikke at jeg altid er enig med denne organisation – sagde følgende om menneskerettigheder og navnlig den humanitære tragedie i Nordkivu: "FN's Sikkerhedsråd, EU og Den Afrikanske Union sidder på deres hænder. Det er hidtil ikke lykkedes dem at give FN's fredsbevarende styrke den forstærkning og det udstyr, som den har brug for for at beskytte civilbefolkningen på en effektiv måde."

Jeg har under drøftelserne ledt efter et svar på denne kritik. Jeg har ærligt talt ikke hørt et. Diplomati er en god ting, men diplomati i sig selv vil ikke levere alle svarene.

  Jas Gawronski (PPE-DE). – (EN) Hr. formand! Det ville være let for os at glemme Afrikas problemer i lyset af vores egne økonomiske vanskeligheder, men det ville være en katastrofal fejl.

Jeg mener, at vi skal lægge pres på Den Afrikanske Union for at få den til at påtage sig sit ansvar i regionen. Hvis Den Afrikanske Union nogensinde skal opnå samme vægt som EU, skal den omsætte ord til handling – noget den ikke har gjort i f.eks. Zimbabwe. Vi må heller ikke tøve med at lade vores langsigtede handels- og bistandsrelationer med lande som Den Demokratiske Republik Congo afhænge af deres respekt for menneskerettigheder, god regeringsførelse og gennemsigtighed.

I lyset af dette håber jeg, at Kommissionen vil gentage sin støtte til Extractive Industries Transparency Initiative (udvindingsindustriens gennemsigtighedsinitiativ).

  Anne Van Lancker (PSE). - (NL) Hr. formand, hr. rådsformand, hr. kommissær! Efter alt det, der er blevet sagt, vil jeg gerne sige følgende. Både rådsformanden og kommissæren understregede, at konflikten ikke kan løses militært. Jeg er helt enig, men der er intet galt med aftalerne fra Goma og Nairobi. Der er intet galt med den proces, der er på vej tilbage på sporet, ud over at aftalerne aldrig overholdes. Det giver sig selv, at Europa skal presse på for et stærkere og bedre MONUC-mandat og flere tropper. Det store spørgsmål, som vi må stille os selv, er dog, om MONUC kan opnå succes, selv med et kapitel 7-mandat, uden europæisk indgriben? Jeg vil gerne spørge hr. Jouyet, hvilke gode argumenter der var fra EU-ministrenes side for at afvise et sådant europæisk indgreb?

  Jean-Pierre Jouyet, formand for Rådet. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer, kommissær Ferrero-Waldner! Jeg vil gerne sige tak for denne meget interessante drøftelse.

Vi er fuldt ud bevidste om den opfordring, som Parlamentet har fremsat, til at EU skal udsende en militær mission til dette område i Den Demokratiske Republik Congo. Jeg føler dog, at jeg må understrege, at EU allerede er engageret i Den Demokratiske Republik Congo, først og fremmest gennem bistand i en størrelsesorden på 50 mio. EUR i 2008 og dernæst gennem nødhjælp for 6 mio. EUR som fremhævet af Benita Ferrero-Waldner. To FSFP-missioner støtter reformen af politiet og hæren i Congo, hvis manglende beredskab og manglende effektivitet, som vi har set her, har haft tragiske følger. Desuden har EU allerede grebet ind. Det skete i 2003 via en militær mission under betegnelsen Artemis. Vilkårene var imidlertid nogle andre, da EU på det tidspunkt banede vejen for FN-missionens ankomst, der skete efterfølgende.

Hvordan kan vi så – andet end med ord – reagere på tragedien i denne region? Den hurtigste løsning på den humanitære krise ville være at styrke de eksisterende foranstaltninger, med andre ord MONUC, via et mere vidtrækkende mandat og mere mandskab. Jeg mener, at Frankrig er klar til at deltage i denne forstærkning, da vi, hvis vi venter på udsendelsen af en EU-mission, risikerer at miste tid. Som bekendt er EU allerede repræsenteret i Tchad og Den Centralafrikanske Republik. Der er derfor et problem med udsendelsen, og for nu at sige det rent ud ville en række stater i Rådet ikke på nuværende tidspunkt være i stand til at deltage i disse forstærkningstiltag.

Som flere talere har påpeget, ville en forstærkning af MONUC have sine fordele, da dens mandat er baseret på FN-chartrets kapitel 7. Vi må også tage i betragtning, at nedkæmpelsen af Nkundas offensiv den 29. oktober har gjort det muligt for MONUC at udsende nye soldater. Det næste trin i FN's mission er at rekonfigurere med nye elitetropper, navnlig de indiske Ghurkhasoldater, der forventes ankommet i denne måned. Der skal tilføjes 3 000 mand til de 17 000 mand, der allerede er til stede, og det er de skridt, vi har taget i New York på mødet i Sikkerhedsrådet i de seneste dage.

Som flere talere har sagt, kan vi dog ikke udelukkende satse på en militær indsats, da vi over for de forfærdelige handlinger, der, som mange har påpeget, er foregået i alt for lang tid, må prioritere en politisk løsning, der, som kommissær Michels, Bernard Kouchners og David Milibands besøg har vist, vil gøre det muligt at genoptage kontakten mellem aktørerne i regionen. Vi må prioritere de forhandlinger, der er gennemført i Afrika, hvad enten det sker som led i Den Afrikanske Union, SADC eller konferencen om regionen omkring De Store Søer, for at genoplive Goma- og Nairobi-processerne.

På længere sigt skal Unionen hjælpe Den Demokratiske Republik Congo med at opbygge en rigtig hær – Congo har ikke en rigtig hær, den er ved at falde fra hinanden – og således gøre den i stand til at varetage sikkerheden i landet, som er enormt og meget vanskeligt at kontrollere, og forhindre yderligere humanitære kriser.

Jeg deler holdningen hos dem, der har sagt, at vi også skal tackle årsagerne til konflikten, og det er det, Rådet har gjort den 10. november i sin opfordring til at bekæmpe den ulovlige udnyttelse af regionens naturrigdomme, især fra oprørsgruppernes side. Bør opgaven med at overvåge kampen mod ulovlig udnyttelse overlades til MONUC? Spørgsmålet står åbent, men i en humanitær krise – hvilket flere andre har fremhævet – må MONUC's prioritet være at beskytte civilbefolkningen, og jeg mener, at det, der er vigtigt – det er også blevet sagt – er, at en af løsningerne på udplyndringen af ressourcer må findes på regionalt niveau med henblik på at standse udnyttelsen og eksporten af disse ressourcer til vores lande.

Endelig skal det bemærkes, at vi skal gennemføre de resolutioner, der fastlægges af FN's ekspertpanel om emnet.

Det er de elementer, som jeg har ønsket at gøre Parlamentet opmærksom på.

  Benita Ferrero-Waldner, medlem af Kommissionen. − (FR) Hr. formand, mine damer og herrer! Først og fremmest mener jeg, at drøftelserne har vist, at vi alle er enige om, at vi nu må reagere hurtigt, meget hurtigt, i en forfærdelig tragisk situation.

For så vidt angår udsendelsen af en europæisk styrke til den østlige del af Den Demokratiske Republik Congo, mener jeg, at det fremgik, at kun en europæisk styrke med det ene mål at sikre det humanitære rum muligvis kan accepteres af alle landene i regionen. Det ville derfor indebære, at alle parter i konflikten ville blive pålagt en humanitær våbenhvile med henblik på at give mulighed for levering af bistand til befolkningerne omkring fronten. Det er præcis det, landene i regionen omkring De Store Søer ønsker, og for dem er våbenhvile og leveringen af humanitær bistand en absolut og umiddelbar prioritet.

I denne henseende har de også anført, hvilke muligheder der kan undersøges, nemlig politisk forhandling og frem for alt – som vi alle har sagt – en styrkelse af MONUC. Den humanitære situation er gradvist på vej til at komme under kontrol, og visse medlemsstater lader til ikke at udelukke muligheden for en FUSP-mission. Der vil imidlertid ikke blive truffet en endelig beslutning, før der er enstemmig europæisk støtte til dette, og FN's Sikkerhedsråd har givet udtryk for sin officielle holdning hertil.

Jeg mener, at det er absolut afgørende at styrke MONUC, og det samme gør Louis Michel. MONUC har en konstruktiv og objektiv tilgang til konflikten, men den kan ikke anmodes om at varetage opgaver, der ikke er en del af dens mission. MONUC skal varetage fredsbevarende opgaver inden for specifikt godkendte rammer og ikke pålægge alle parterne fred ved anvendelse af militære midler. Det er nogle gange svært at forstå, men nuancen er efter min mening væsentlig.

På den anden side er det klart, at MONUC ikke har tilstrækkelige midler, når det gælder et land så stort som Congo og i lyset af problemets komplekse karakter – det har alle sagt, og det er sandt – hverken for så vidt angår ressourcer eller for så vidt angår dens mandat, og FN's generalsekretærs anmodning om flere ressourcer, navnlig yderligere 3 000 soldater, er uden tvivl berettiget.

Derudover er udvidelsen af MONUC's mandat, navnlig til overvågningen af den ulovlige udnyttelse af regionens naturrigdomme – der som nævnt er den reelle årsag til krigen – meget vigtig, som mange allerede så rigtigt har sagt, for reelt at kunne øve indflydelse på udviklingen af konflikten. Når freden er genoprettet, skal det spørgsmål drøftes af det internationale samfund.

Eksemplet med Kimberley-processen giver muligheder i denne henseende, og Kommissionen har i praksis allerede frigivet 75 mio. EUR til programmet i den østlige del af Congo til opbygning af regeringsstrukturer, såsom retsvæsen og politi, og til genetablering af overvågningen af udnyttelsen af ressourcer. Dette program er under iværksættelse, og jeg håber, at de første resultater snart vil kunne ses.

FORSÆDE: Rodi KRATSA-TSAGAROPOULOU
Næstformand

  Formanden. – Jeg har modtaget seks beslutningsforslag⁽¹⁾, jf. forretningsordenens artikel 103, stk. 2.

Forhandlingen er afsluttet.

Afstemningen finder sted torsdag den 20. november 2008.

Skriftlige erklæringer (forretningsordenens artikel 142)

  Alessandro Battilocchio (PSE), skriftlig. – (IT) Beslutningen om Den Demokratiske Republik Congo er udtryk for et klart engagement fra EU's side i denne del af verden. Denne gang har vi imidlertid et ansvar, i lyset af krisens alvorlige karakter, for at sikre, at ord følges af handlinger. Som altid har FN ikke konkrete løsninger. Lad det være EU, der tager initiativ til at forsøge at mægle for fred mellem parterne i konflikten.

Jeg vil gerne takke Kommissionen for i de seneste uger at have sendt et særlig vigtigt signal til Den Demokratiske Republik Congo, nemlig tildelingen af bistand for et beløb på 75 mio. EUR til et program, der sigter mod at genoprette de administrative og offentlige strukturer i landet, herunder retsvæsenet og politiet. Det er et særlig vigtigt skridt, da det tages nu med fremtiden for øje og indleder håndteringen af det, der ligger til grund for krisen, nemlig udnyttelsen af Congos naturrigdomme, som på nuværende tidspunkt er genstand for en meget hård og ureguleret konflikt mellem de forskellige parter.

(1) Se protokollen.