Indeks 
 Forrige 
 Næste 
 Fuld tekst 
Forhandlinger
Onsdag den 19. november 2008 - Strasbourg EUT-udgave

6. Højtideligt møde – Sir Jonathan Sacks
Video af indlæg
PV
MPphoto
 

  Formanden.(DE) Overrabbiner Sacks, Lady Sacks, hr. kommissær, mine damer og herrer! Det er en stor ære og fornøjelse at byde overrabbineren for De Forenede Jødiske Menigheder i Commonwealth og hans kone velkommen til Europa-Parlamentet i Strasbourg til dette højtidelige møde som led i det europæiske år for interkulturel dialog 2008. Hjertelig velkommen til Europa-Parlamentet, Sir Jonathan!

(Bifald)

Som vores første gæst i dette år for interkulturel dialog holdt stormuftien af Syrien, sheik Ahmad Badr Al-Din Hassoun, en tale ved vores plenarmøde. I årets løb har vi også haft lejlighed til at lytte til en tale af den økumeniske patriark af Konstantinopel, Bartholomæus I. Med overrabbinerens tale i dag vil vi have hørt indlæg fra repræsentanter for jødedommen, kristendommen og islam.

Hver af disse religioner har ydet sit eget specielle bidrag til at forme det, som samfundet i Europa i dag er blevet til, og det, der adskiller det fra andre samfund. Det samme gælder for humanismen og oplysningstiden. Selv om vi lever i verdslige samfund, hvor der er en klar adskillelse mellem kirke og stat, er det passende på behørig vis at anerkende den positive rolle, som organiseret religionsudøvelse spiller i vores samfund.

Dette vedrører ikke alene det fysiske bidrag på områder som f.eks. uddannelse samt sundheds- og socialtjenester, men ligeledes i samme omfang udviklingen af vores etiske bevidsthed og formningen af vores værdier. EU er et værdibaseret samfund, og de mest grundlæggende af disse værdier er hvert menneskes inhærente værdighed.

Overrabbineren er en velkendt og fremragende forfatter og professor, en uovertruffen lærd mand og en verdens førende repræsentanter for den jødiske tro. Overrabbineren har ofte skrevet og talt om den fare, en genopblomstring af antisemitismen udgør for vores samfund.

I sidste uge afholdt vi i Europa-Parlamentet i Bruxelles en helt speciel højtidelighed, som vi arrangerede i fællesskab med Den Europæiske Jødiske Kongres for at mindes 70-års-dagen for krystalnatten. Ved den lejlighed påpegede jeg, at vi i EU bærer et ansvar for og har en forpligtelse til helt og aldeles og uden eftergivenhed at modstå alle former for ekstremisme, racisme, fremmedhad og antisemitisme og at forsvare demokratiet, beskyttelsen af menneskerettighederne og den humane værdighed på hele kloden.

I overrabbinerens bog "The Dignity of Difference" ("Værdigheden ved at være forskellige") – og med dette punkt vil jeg slutte – som blev skrevet et år efter de forfærdelige begivenheder den 11. september 2001, har han taget et af de mest grundlæggende spørgsmål i vore dage op, nemlig om vi alle kan leve sammen i fred og fordragelighed, og hvordan vi i givet fald gør det. Det er mig nu en stor fornøjelse og ære at bede overrabbineren for De Forenede Jødiske Menigheder i Commonwealth om at tale.

(Bifald)

 
  
MPphoto
 

  Sir Jonathan Sacks, overrabbiner for De Forenede Jødiske Menigheder i Commonwealth. – (EN) Hr. formand, medlemmer af Europa-Parlamentet! Jeg siger mange tak for det privilegium, det er at tale til Dem i dag, og en endnu større tak for at have iværksat dette absolut nødvendige initiativ med sigte på interkulturel dialog. Jeg hylder Dem alle, men navnlig Deres visionære, kloge og yderst humane formand, Hans-Gert Pöttering. Lad mig – i det, der i dag forhåbentlig vil blive mit eneste brud på adskillelsen mellem kirke og stat, religion og politik – bede om Guds velsignelse over Dem alle og alt det, De gør.

Jeg tager ordet som en jøde, der kommer fra en de ældste fortsatte kulturelle tilstedeværelser i Europa. Jeg vil gerne begynde med at minde om, at den europæiske civilisation blev født for 2 000 år siden i en dialog, en dialog mellem de to største kulturer i antikken, nemlig det gamle Grækenland og det bibelske Israel – Athen og Jerusalem. De blev bragt sammen af kristendommen, hvis religion kom fra Israel, men hvis hellige tekster var skrevet på græsk, og det udgjorde den grundlæggende dialog for Europa. Og nogle af de største øjeblikke i den europæiske historie i de mellemliggende 2 000 år var resultatet af denne dialog. Jeg vil blot nævne tre eksempler.

Det første fandt sted mellem det 10. og 13. århundrede i al-Andalus i den store kulturelle bevægelse, som blev iværksat af umayyaderne i Spanien. Det begyndte med en islamisk dialog fra tænkere som Averroës med den filosofiske arv fra Platon og Aristoteles. Den islamiske dialog inspirerede jødiske tænkere som Moses Maimonides, og den jødiske dialog inspirerede kristne tænkere, hvoraf Aquinas er den mest kendte.

Det andet store øjeblik for interkulturel dialog fandt sted i begyndelsen af den italienske renæssancetid, hvor en ung kristen intellektuel, Pico della Mirandola, rejste til Padova, hvor han mødte en jødisk lærd mand, rabbiner Elijah Delmedigo, der gav ham undervisning i den hebræiske Bibel, Talmud og Kabbalah på originalsproget. Denne dialog affødte den mest berømte erklæring vedrørende renæssancens værdier: Picos "Om menneskets værdighed".

Det tredje og mest slående øjeblik af dem alle har været dialogen mellem kristne og jøder efter holocaust, inspireret af Martin Bubers filosofi om dialog og af Det andet Vatikankoncil og Nostra Aetate. Resultatet har været, at jøderne og de kristne efter næsten 2 000 års fremmedgørelse og tragedie i dag mødes i gensidig respekt som venner.

Men jeg vil gerne sige mere end dette. Når jeg læser den hebræiske Bibel, hører jeg lige fra begyndelsen Guds opfordring til dialog. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på to passager. Jeg er ikke helt sikker på, hvordan dette vil komme til at lyde i oversættelse, så jeg håber, at alle, der lytter til mig i oversættelse, får fat i meningen. Jeg vil gerne henlede opmærksomheden på to passager i de indledende kapitler i Bibelen, hvor meningen har været gået tabt i oversættelsen i 2 000 år.

Det første eksempel er, hvor Gud ser, at den første mand er isoleret og alene, og Han skaber kvinden. Og da manden for første gang ser kvinden, fremsiger han det første digt i Bibelen: "Nu har jeg fundet en knogle af min knogle, kød af mit kød. Hun skal hedde Aisha, kvinde, for hun blev taget af Aish, mand". Nu lyder dette vel som et meget enkelt digt. Det lyder endda temmelig nedladende, som om at manden var den første skabning, og kvinden blot var en eftertanke. Men den virkelige mening ligger i, at det bibelske hebræiske sprog har to ord for mand, ikke kun et. Det ene er Adam, og det andet er Aish.

Det, jeg lige læste op, er den første gang ordet "Aish" forekommer i Bibelen. Prøv at høre igen. "Hun skal hedde Aisha, kvinde, for hun blev taget af Aish". Manden bliver med andre ord nødt til at udtale navnet på sin kone, inden han kan sige sit eget navn. Jeg bliver nødt til at omtale "dig", inden jeg kan omtale "mig selv". Jeg bliver nødt til at anerkende den anden, inden jeg i virkeligheden kan forstå mig selv.

(Kraftigt bifald)

Dette er det første punkt, der er i Bibelen: Identitet bygger på dialog.

Det andet eksempel optræder kort tid efter i den første store tragedie, som overgår de første menneskebørn, Kain og Abel. Vi forventer broderkærlighed. I stedet er der søskenderivalisering og derefter mord, brodermord. Og det centrale punkt i denne historie i Første Mosebog, kapitel IV, er et vers, det er umuligt at oversætte, og i hver eneste engelske Bibel, jeg nogensinde har læst, er verset ikke oversat – det er omskrevet.

Jeg vil nu oversætte det bogstaveligt, og man vil forstå, hvorfor der ikke er nogen, som oversætter det på den måde. Bogstavelig talt betyder den hebræiske tekst følgende: "Og Kain sagde til Abel, og det kom til at ske, da de var ude på marken, at Kain gjorde oprør mod Abel og slog ham ihjel." Man kan straks forstå, hvorfor det ikke kan oversættes, fordi der står: "Og Kain sagde", men der står ikke, hvad han sagde. Sætningen er grammatisk forkert. Syntaksen er brudt. Og spørgsmålet er, hvorfor? Svaret er klart: Bibelen signalerer på den mest dramatiske måde, med en afbrudt sætning, hvordan konversationen brød sammen. Dialogen svigtede. Og hvad læser vi umiddelbart bagefter? "Og Kain gjorde oprør mod sin broder og slog ham ihjel". Eller sagt meget enkelt: Der hvor ordene slutter, begynder volden. Dialog er den eneste måde, hvorpå man kan besejre vores naturs værste engle.

(Kraftigt bifald)

Dialog er således vidne om det dobbelte aspekt ved alle menneskelige forhold, det være sig mellem personer eller mellem lande eller kulturer eller trosretninger. Vores fællestræk på den ene side og vores forskelligheder på den anden side. Hvad vi har til fælles, og hvad der unikt er vores.

Lad mig sige det så enkelt, jeg kan. Hvis vi var fuldstændig forskellige, ville vi ikke kunne kommunikere med hinanden, men hvis vi var helt ens, ville vi ikke have noget at sige hinanden.

(Bifald)

Og det er alt, hvad jeg vil sige om dialog, men alligevel vil jeg gerne tilføje, at dialog måske ikke altid helt er nok. For der var jo faktisk mellem slutningen af det 18. århundrede og 1933 dialog mellem jøder og tyskere, præcis som der var dialog og endog venskab mellem hutuer og tutsier i Rwanda eller mellem serbere og kroater og muslimer i Bosnien og Kosovo. Dialog bringer os sammen, men den kan ikke altid holde os sammen, når andre kræfter driver os væk fra hinanden.

Jeg vil derfor gerne tilføje et andet ord, som har spillet en væsentlig rolle ved heling af opsplittede samfund. Ordet er "pagt". Det spillede en væsentlig rolle i europæisk politik i det 16. og 17. århundrede i Schweiz, Holland, Skotland og England. Pagt har været en del af den amerikanske kultur lige fra den spæde begyndelse til i dag, fra Mayflower Compact i 1620 til John Winthrops tale om bord på Arabella i 1631 og helt til dags dato. Jeg ved ikke, hvad Barack Obama vil sige i sin tiltrædelsestale, men han vil enten nævne eller hentyde til begrebet pagt.

Pagt er af en simpel grund naturligvis et centralt ord i den hebræiske Bibel. Det bibelske Israel blev nemlig dannet ud fra 12 forskellige stammer, der hver især havde insisteret på at beholde sin særskilte identitet.

Hvad er en pagt? En pagt er ikke en kontrakt. En kontrakt gælder i en begrænset periode, har et specifikt formål og indgås mellem to eller flere parter, der hver især søger deres eget bedste. En pagt har ingen udløbsdato og indgås af to eller flere parter, der mødes i en forpligtelse om loyalitet og tillid for sammen at opnå det, ingen af dem kan opnå alene. En kontrakt er ligesom en aftale; en pagt er ligesom et ægteskab. Kontrakter er på sin plads, når der er tale om markeder og staten, økonomi og politik, som begge er konkurrenceprægede områder. Pagter er på sin plads i familier, fællesskaber og velgørenhedsorganisationer, som alle er samarbejdsprægede områder. En kontrakt indgås mellem mig og dig – separate væsener – men en pagt handler om os – kollektivt samhørighedsforhold. En kontrakt handler om interesser; en pagt handler om identitet. Og på denne måde er der en helt afgørende forskel, hvilket ikke står tilstrækkelig klart i europæisk politik, mellem en social kontrakt og en social pagt. En social kontrakt skaber en stat; en social pagt skaber et samfund.

(Bifald)

Man kan have et samfund uden en stat – det er til tider sket i historien – men kan man have en stat uden et samfund, uden noget til at holde mennesker sammen? Jeg ved det ikke. Man kan holde mennesker sammen på mange forskellige måder: ved at bruge magt, ved at sprede frygt, ved at undertrykke kulturforskelle eller ved at forvente, at alle indordner sig. Men når man vælger at respektere integriteten af mange kulturer, når man hylder det, jeg kalder – som formanden mindede os om – værdigheden ved at være forskellige, når man hylder det, ja så har man brug for en pagt for at skabe et samfund.

En pagt genetablerer sproget til etablering af samarbejde i en verden præget af konkurrence. Den fokuserer på ansvar, ikke blot på rettigheder. Rettigheder er uhyre vigtige, men rettigheder skaber konflikter, som rettigheder ikke kan løse: retten til liv i forhold til retten til at vælge; min ret til frihed i forhold til din ret til respekt. Rettigheder uden ansvar svarer i etikkens verden til subprimelån i økonomiens verden.

(Kraftigt bifald)

Det, en pagt gør, er at få os til at tænke over reciprocitet. I en pagt får vi hver især at vide, at vi skal respektere andre, hvis vi forventer, at andre skal respektere os, og vi skal hylde andres frihed, hvis de hylder vores. Europa har brug for en ny pagt, og det rette tidspunktet at begynde er lige nu.

(Bifald)

Lige nu, midt i finanskrisen og den økonomiske recession, fordi folk i svære tider er bevidste om, at vi hører sammen i et skæbnefællesskab.

Profeten Esajas forudså en dag, hvor løven og lammet ville leve sammen. Det er ikke sket endnu. Selv om der var en zoologisk have, hvor en løve og et lam levede sammen i samme bur, og en gæst spurgte dyrepasseren: "Hvordan kan I det?". Dyrepasseren sagde: "Det er da nemt nok. Der skal bare et nyt lam til hver dag!".

(Latter)

Men der var en tid, hvor løven og lammet faktisk levede sammen. Hvor var det? I Noahs Ark. Og hvorfor det? Det var ikke, fordi de var nået frem til Utopia, men fordi de vidste, at de ellers ville drukne begge to.

Sidste torsdag – for seks dage siden – var ærkebiskoppen af Canterbury og jeg rejseførere for en mission af lederne fra samtlige trosretninger i Storbritannien, ledere fra det muslimske samfund, hinduer, sikher, buddhister, jainister, zarathustriere og baha'i-tilhængere, og sammen rejste vi til Auschwitz og tilbragte en dag der. Der græd vi sammen, og der bad vi sammen, velvidende hvad der sker, når vi undlader at hylde menneskeligheden hos dem, der er anderledes end os.

Gud har givet os mange sprog og mange kulturer, men kun én verden, hvor vi kan leve i samdrægtighed, og den bliver mindre dag for dag. Måtte vi, landene og kulturerne i Europa, i al vores glorværdige mangfoldighed sammen skrive en ny europæisk pagt – håbets pagt.

(Stående bifald)

 
  
MPphoto
 

  Formanden. – Sir Jonathan! På vegne af Europa-Parlamentet er det mig en ære at takke Dem for Deres vigtige budskab. Jeg vil gerne takke Dem for Deres store bidrag til den interkulturelle dialog.

De talte om den gensidige respekt og anerkendelse af andre. Dette er efter min opfattelse det, vi har lært af vores europæiske historie. De nævnte, at det, der forener os, fylder meget mere end det, der adskiller os. Dette er princippet – og De sluttede jo af med dette – bag vores engagement i Europa med henblik på et stærkt, demokratisk EU, som bygger på hvert enkelt menneskes værdighed.

Jeg takker Dem for Deres fantastiske budskab. Vi ønsker alt det bedste for Dem, den religion, De repræsenterer, og fredelig sameksistens mellem alle religioner på vores kontinent og i hele verden.

(Bifald)

 
  
  

FORSÆDE: Edward McMILLAN-SCOTT
Næstformand

 
Juridisk meddelelse - Databeskyttelsespolitik